SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 573: Orientering vedr. glukosebehandling af diabetespatienter, fra sundheds- og ældreministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2015-16
SUU Alm.del Bilag 573
Offentligt

Dato 11-04-2016

Sagsnr. 1-1010-260/1

Behandling med glukosesensorer

Baggrund

Der har gennem længere tid været interesse for behandling med glukosesensorer. På denne bag-

grund har ministeriet bedt Sundhedsstyrelsen om en gennemgang af grundlaget for behandling med

glukosesensorer for patienter med type 1 diabetes. Sundhedsstyrelsen har i den forbindelse gen-

nemgået retningslinjer og litteratur på området.

Type 1 diabetes

Type 1 diabetes er en såkaldt autoimmun sygdom, hvor kroppens eget immunforsvar angriber ellers

raske celler i bugspytkirtlen.

Hos mennesker uden diabetes er det netop disse celler i bugspytkirtlen,

der udskiller insulin ved indtag af mad og drikke. Under fordøjelsen bliver kulhydrater omdannet til

sukkerstof (glukose). Sukkerstof er et nødvendigt brændstof for kroppens celler og insulin er et livs-

nødvendigt hormon, som sørger for, at sukkerstofferne kommer fra blodbanen og ind i vævene. Hvis

insulinen ikke er til stede, kan sukkerstofferne således ikke komme ind i cellerne men bliver i blodba-

nen, og blodsukkeret stiger. Mennesker

med diabetes,

som ikke længere selve kan producere insulin,

bliver derfor nødt til at give kroppen den livsvigtige insulin ved hjælp af insulinindsprøjtninger.

Akut svært forhøjede blodsukkerværdier pga. insulinmangel kan give symptomer som øget tørst,

hyppig vandladning, mavepine og dårlig almen tilstand, og hvis tilstanden ikke behandles i tide, kan

den udvikle sig til livstruende ketoacidose. Ketoacidose skyldes ophobning af syrestoffer i blodet som

følge af fedtforbrænding, som også forårsages af insulinmanglen. Forhøjede blodsukkerværdier i sig

selv (hyperglykæmi) kan også give anledning til symptomer, men det er især for lave blodsukre (hy-

poglykæmi) som mange med insulinbehandlet diabetes er bange for. For lave blodsukkerværdier op-

træder ofte uventet og pludseligt, men kan også være relateret til udskudte måltider, for stor indgift

af insulin i forhold til kulhydratindtag, eller fysisk aktivitet. Typiske symptomer på for lavt blodsukker

er rysten på hænderne, svedeture og hjertebanken hvilket oftest refereres til som

føling

(mild hypo-

glykæmi). Føling behandles for det meste af patienten selv med indtag af kulhydrat som druesukker,

juice eller brød. I værste fald kan for lavt blodsukker føre til insulintilfælde (eller insulinchok, svær

hypoglykæmi), som er kendetegnet ved, at patienten ikke kan behandle sig selv, men har brug for

hjælp fra en anden person. Der kan i de sværeste tilfælde forekomme bevidstløshed, krampetilfælde,

hjerneskade og død. Her er det nødvendigt med assistance fra andre med enten indsprøjtning af glu-

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 573: Orientering vedr. glukosebehandling af diabetespatienter, fra sundheds- og ældreministeren

kagon (med modsatvirkende effekt i forhold til insulin) i låret eller indsprøjtning af glukose i en blod-

åre. I gennemsnit oplever patienter med diabetes et insulintilfælde om året, fordelt således at nogle

oplever mange tilfælde, mens andre går fri.

Det mest optimale er at holde blodsukkerniveauet så stabilt som muligt og uden store udsving inden-

for de normale grænseværdier. Dette refereres ofte til som diabeteskontrol og er afgørende i forhold

til f.eks. udviklingen af følgesygdomme. Forhøjet blodsukker over længere tid (kronisk hyperglykæmi)

kan give anledning til hjerte-karsygdomme, øjenforandringer med synstab til følge og nyrepåvirkning

(sendiabetiske komplikationer). I klinisk praksis bruges det såkaldte langtidsblodsukker (HbA1c ud-

trykt som mmol/l eller tidligere som %) til at vurdere diabeteskontrollen. HbA1c kan måles i en blod-

prøve taget ved et prik i øreflippen og afspejler det gennemsnitlige blodsukkerniveau i de sidste 6-8

uger.

I diabetesforskning anvendes typisk HbA1c som såkaldt effektmål for at vurdere effekten af en given

indsats på diabeteskontrollen. Derudover er interessante effektmål antallet af følinger og insulintil-

fælde og ind i mellem også ”tid med lavt blodsukkerniveau” som ikke nødvendigvis mærkes af pati-

enten men opdages ved kontinuerlig måling af sukkerniveauet (biokemisk hypoglykæmi). Det er

nemlig ikke kun de høje blodsukre som kan være skadelige, men meget stram diabeteskontrol med

lave blodsukre over lang tid kan f. eks. resultere i nedsat følingsevne (awareness). Følingsevnen er

patientens evne til at erkende faldende eller lave blodsukkerniveauer og er essentiel i forsøg på at

undgå insulintilfælde, da patienten først når vedkommende erkender føling kan handle relevant.

Nedsat følingsevne øger risikoen for insulintilfælde.

Behandlingen af type 1 diabetes består typisk af følgende komponenter: diabetesdiæt, blodsukker-

målinger før og efter hvert hovedmåltid, inden sengetid, og ved føling, samt insulinindgift med enten

insulinpen eller -pumpe. Insulinindgiften tilpasses efter mængden af mad der skal indtages og det

målte blodsukker. Patienter i behandling med insulinpen (basal-bolus

terapi)

injicerer typisk insulin i

underhuden i enten lår eller maveskind ca. 4-6 gange per dag. De får langsomvirkende insulin til at

dække det basale behov døgnet igennem og hurtigvirkende insulin til at justere blodsukkeret efter

måltider. Patienter i behandling med insulinpumpe har kontinuerligt tilførsel af insulin gennem et in-

fusionssæt placeret i underhuden på maveskindet. Ved måltider eller enkeltstående høje blodsuk-

kerværdier taster patienten selv blodsukker- og kulhydratdata ind i pumpen, som derefter indgiver

en bolus insulin. Uanset hvordan insulinbehandlingen gives, går patienterne til kontrol ved diabetes-

sygeplejerske og –læge for optimering af diabeteskontrollen, profylakse i forhold til insulintilfælde,

opsporing af sendiabetiske komplikationer etc.

Børn med type 1 diabetes og deres forældre har den særlige udfordring, at blodsukkeret om natten

kan ligge uhensigtsmæssigt lavt i relativt lange perioder, uden at dette opdages (1, 2). Risikoen for

bevidstløshed, kramper, hjerneskade og død gør at mange forældre til børn med type 1 diabetes er

meget bekymrede for lave blodsukre og især insulintilfælde om natten. Gravide kvinder med diabe-

tes er ligeledes en sårbar gruppe, især pga. vigtigheden af stram diabeteskontrol i forhold til gravidi-

tetskomplikationer såsom for tidlig fødsel, svangerskabsforgiftning og overvægt hos den nyfødte (3),

men også i forhold til kvindernes øgede risiko for insulintilfælde i graviditeten (4).

Man ved endnu ikke, hvad der udløser type 1 diabetes, og sygdommen kan derfor hverken forebyg-

ges eller helbredes. Arveligheden vurderes til at være ca. 2-5 % dvs. at kun ganske få tilfælde af type

1 diabetes opstår i en familie hvor en forælder også er ramt af sygdommen og langt de fleste tilfælde

opstår spontant uden arvelig forklaring. Sygdommen rammer oftest børn eller yngre voksne, med en

top incidens i 8-12 års alderen, men der er også ældre mennesker, som pludselig får type 1 diabetes.

Med omhyggelig og korrekt behandling samt stor egenomsorg kan personer med type 1 diabetes le-

ve et godt og langt liv.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 573: Orientering vedr. glukosebehandling af diabetespatienter, fra sundheds- og ældreministeren

Kontinuerlig glukosemonitorering

Kontinuerlig glukosemonitorering (i talesprog ”glukosesensorer”) er et teknologisk redskab til konti-

nuerlig måling af sukkerniveauet hos patienter med type 1 diabetes. Redskabet kan også bruges i

forskningsøjemed til patienter med f.eks. type 2 diabetes, kvinder med graviditetssukkersyge, over-

vægtige ikke-diabetiske patienter, nyfødte børn med lavt blodsukker, eller kritisk syge patienter på

intensivafdelinger, for at øge forståelsen for svingninger i sukkerniveauet under forskellige forhold

som f.eks. fysisk aktivitet eller behandling med medicin som påvirker blodsukkeret. Kontinuerlig glu-

kosemonitoreringen har dog fortsat ikke nogen større klinisk relevans i andre patientgrupper end

netop patienter med type 1 diabetes (5).

Traditionel blodsukkermåling med strimler er både billigt og nøjagtigt i forhold til kontinuerlig gluko-

semonitorering, men afspejler kun øjebliksbilleder, hvorfor både lave og høje sukkerværdier kan

overses (5). Dette kan især være et problem for patienter med nedsat følingsevne eller svingende

blodsukkerniveau om natten. Apparatur til kontinuerlig glukosemonitorering består af tre dele; en

sensor, som skal skiftes ca. hver 6. dag, en sender med trådløs transmission og en monitor med dis-

play. På dette display kan patienten se det aktuelle sukkerniveau og evt. stigende/faldende tenden-

ser. Redskabet kan også indstilles til at alarmere og dermed advisere patienten om lavt eller højt suk-

kerniveau. Dette kan især være hensigtsmæssigt for patienter med tendens til insulintilfælde, hvor

kontinuerlig glukosemonitorering i tide kan gøre opmærksom på et faldende sukkerniveau. Selve

sensoren er typisk placeret i maveskindet, fastsat med et plaster, og den måler sukkerniveauet i un-

derhuden. Der er således tale om en anden form for sukkermåling end den traditionelle blodsukker-

måling med strimler som måler sukkerniveauet i de små blodkar i fingrene (dvs. måling i kapillærblo-

det).

I Danmark blev det første kommercielt tilgængelige kontinuerlig glukosemonitoreringssystem til kli-

nisk brug lanceret i 2002. På dette tidspunkt kunne sukkerdata ikke ses eller bruges direkte af patien-

terne, idet de først blev tilgængelige ved downloading i diabetesklinikkerne når patienterne kom til

kontrol. Dette tillod således kun en

retrospektiv

analyse af data dvs. et overblik over sukkerniveauet

bagudrettet i tiden. I 2005 tilkom udstyret med

real-time

funktion. Det vil sige, at den aktuelle suk-

kerværdi kan ses på et display på udstyret, og dermed være til direkte brug for patienten i dagligda-

gen. Teknologien er stadig i rivende udvikling i forhold til især målenøjagtighed og brugervenlighed

og mange begyndervanskeligheder er nu overvundet. Det anbefales dog stadig at alle sukkerværdier,

der kræver handling (f. eks. kulhydratindtag ved lavt sukkerniveau eller korrigerende insulinindgift

ved højt sukkerniveau), bekræftes ved traditionel blodsukkermåling (5). Kontinuerlig glukosemonito-

rering kan altså ikke på nuværende tidspunkt erstatte brugen af blodsukkermåling med strimler, dels

fordi sensorernes nøjagtighed, specielt i det lave område, fortsat ikke er sammenlignelig med traditi-

onel blodsukkermåling, dels fordi det er nødvendigt at kalibrere sensoren med blodsukkerværdier 2-

4 gange per døgn som referenceramme.

Kontinuerlig glukosemonitorering bruges primært hos patienter som er i behandling med insulin-

pumpe men kan også anvendes ved insulinpenbehandling. En insulinpumpe kan integreres med kon-

tinuerlig glukosemonitorering således at pumpen fungerer som modtager for sensorens målinger og

sukkerdata løbende vises på pumpens display. I denne sammenhæng kan en særlig type af insulin-

pumpe indstilles til automatisk pausering af insulinindgiften i tilfælde af, at sensoren måler et uhen-

sigtsmæssigt lavt sukkerniveau. I fremtiden forventes kontinuerlig glukosemonitorering også at indgå

som en del af feedback baserede systemer til nærfysiologisk insulinbehandling – såkaldte kunstig

bugspytkirtel eller

closed-loop

systemer (5).

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 573: Orientering vedr. glukosebehandling af diabetespatienter, fra sundheds- og ældreministeren

Kontinuerlig glukosemonitorering kan bruges enten klinisk, dvs. for at forbedre patienternes diabe-

teskontrol eller forebygge lave blodsukre, men også i forskningsøjemed for at f.eks. kortlægge møn-

stre og optage information omkring blodsukkerniveauet under forskellige givne omstændigheder (5).

I klinisk regi kan redskabet benyttes enten

periodisk

i pædagogisk øjemed f. eks. til at afdække pro-

blemer i forhold til diabeteskontrollen, eller

vedvarende

til at opnå eller bibeholde god diabeteskon-

trol.

Flere kliniske studier påviser lavere HbA1c hos deltagere tildelt kontinuerlig glukosemonitorering

som supplement til traditionelle blodsukkermålinger i forhold til deltagere som udelukkende måler

sukkerniveauet med traditionel blodsukkermåling (6). Effekten har dog vist sig at være betinget af

konsekvent brug, således at et fald i HbA1c først kan forventes hvis redskabet bruges i hovedparten

af ugens dage, og forbedringen er mest udtalt hos patienter med høj udgangsværdi af HbA1c (6). Fy-

siske gener pga. f.eks. inflammation omkring indstiksstedet og plasterreaktioner er ligeledes velbe-

skrevne bivirkninger til redskabet (7) ligesom hyppige alarmer og begrænset målenøjagtighed i for-

hold til traditionelle blodsukkermålinger har bidraget til begrænset brugervenlighed (8, 9). Der er

stadig udfordrende at udvælge de patienter, som senere viser sig at være motiverede for tilstrække-

ligt hyppig brug af redskabet over længere tid (10). Nedenfor gennemgås grundlaget for klinisk brug

af kontinuerlig glukosemonitorering hos hhv. børn og unge, voksne, og gravide kvinder med type 1

diabetes i behandling med insulinpen- eller pumpe.

Evidensgrundlaget

Udbredelsen af kontinuerlig glukosemonitorering i Danmark er blandt andet søgt belyst i rapporten

Kontinuerlig Glukose Monitorering

fra 2010, som blev udarbejdet af Dansk Endokrinologisk Selskab

og Dansk Pædiatrisk Selskab (5). I rapporten blev det anslået at knapt 100 patienter på daværende

tidspunkt anvendte vedvarende kontinuerlig glukosemonitorering på landsplan og at langt hovedpar-

ten af disse patienter var voksne i behandling med insulinpumpe fulgt på enten Hvidovre Universi-

tetshospital eller Steno Diabetes Center. I rapporten gennemgik man også den videnskabelige littera-

tur på området og vurderede på baggrund af denne effekt og evt. bivirkninger ved redskabet i for-

hold til traditionel blodsukkermåling. Rapporten havde yderligere som formål at udarbejde forslag til

ensartet indikation for anvendelsen på tværs af landet og anbefalinger til organisering samt kvalitets-

kontrol af kontinuerlig glukosemonitorering. Arbejdet mundende blandt andet ud i følgende vurde-

ring af effekt af og anbefalinger for brug af kontinuerlig glukosemonitorering til patienter med type 1

diabetes:



Periodisk kontinuerlig glukosemonitorering

Har dokumenteret effekt på hyppigheden af hypoglykæmi

Bør kunne tilbydes alle for at identificere problemer og herved søge at forbedre dia-

beteskontrollen (retrospektiv eller

real-time)

Vedvarende

real-time

kontinuerlig glukosemonitorering

Sænker HbA1c svarende til 0,6% uden omkostninger i form af hypoglykæmi. Såfremt

patienten allerede i forvejen har opnået forholdsvis stram diabeteskontrol med

HbA1c under 7% (53 mmol/mol) kan man opnå en reduktion i forekomsten af hypo-

glykæmi

Bør kunne tilbydes udvalgte børn, unge og voksne, herunder gravide kvinder, i be-

handling med insulinpen eller -pumpe, med tendens til insulintilfælde og/eller util-



SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 573: Orientering vedr. glukosebehandling af diabetespatienter, fra sundheds- og ældreministeren

fredsstillende diabeteskontrol, såfremt patienten skønnes reelt interesseret i og mo-

tiveret for konsekvent og vedvarende anvendelse af redskabet

I rapporten fremkom ligeledes at:



Alle centre som behandler patienter med type 1 diabetes, bør kunne tilbyde kontinuerlig glu-

kosemonitorering evt. i form af samarbejdsaftale med et ”kontinuerlig glukosemonitore-

ringscenter”. Alle centre, der forestår insulinpumpebehandling bør kunne udføre kontinuerlig

glukosemonitorering

Patienter der anvender redskabet bør have præcist definerede individuelle behandlingsmål

(optimering af diabeteskontrol, reduktion i forekomst af hypoglykæmi etc.). Det bør årlig

vurderes om patienterne stadig opfylder kriterierne for anvendelsen af kontinuerlig gluko-

semonitorering og om de anvender redskabet tilstrækkeligt hyppigt for at opnå den ønskede

effekt



Effekten af kontinuerlig glukosemonitorering hos patienter med type 1 diabetes er vurderet i adskilli-

ge kliniske undersøgelser over de sidste 15 år og er i efteråret 2015 evalueret af det anerkendte en-

gelske institut for kliniske retningslinjer (National Institute for Health and Care Excellence, NICE) (11,

12, 13). Af NICE guidelines fremgår at der, i forhold til moderne diabetesteknologi som f.eks. konti-

nuerlig glukosemonitorering, har været en rivende udvikling siden udgivelsen af de tidligere NICE

guidelines fra 2004. Et af formålene med at opdatere retningslinjerne i 2015 var således at kortlægge

evidensbaseret

best practice

på området. NICE guidelines baserer sig på systematiske og grundige lit-

teraturgennemgange, og anvender i forhold til vurderingen af kvaliteten af evidensen det internatio-

nalt anerkendte værktøj GRADE, som også anvendes i danske Nationale Kliniske Retningslinjer (NKR).

Evidensgrundlaget vedrørende børn og unge bestod af 7 randomiserede kliniske studier som sam-

menlignede kontinuerlig glukosemonitorering med traditionel blodsukkermåling. En metaanalyse af

studierne kunne ikke påvise signifikant forskel i effekt i forhold til blodsukkerniveau eller forekomst

af svær hypoglykæmi, mens der var øget forældretilfredshed ved brug af kontinuerlig glukosemoni-

torering fremfor traditionel blodsukkermåling. Forekomsten af natlig hypoglykæmi med og uden kon-

tinuerlig glukosemonitorering og fastholdelse i behandlingen med redskabet rapporteredes ikke i

studierne. Evidensens kvalitet i henhold til GRADE var varierende, fra høj til lav. Retningslinjegruppen

lagde i formuleringen af anbefalinger vægt på, at der kunne være en tendens til lidt lavere sukker-

værdier blandt børn i behandling med kontinuerlig glukosemonitorering, og at der kunne være et re-

levant behandlingstilbud under specifikke omstændigheder.

Evidensgrundlaget vedrørende

real-time

kontinuerlig glukosemonitorering til voksne, sammenlignet

med traditionel blodsukkermåling, bestod af 12 studier. Samlet set viste studierne et klinisk relevant

fald i HbA1c og færre personer, der havde insulintilfælde ved brug af kontinuerlig glukosemonitore-

ring, mens der ikke var forskel i forhold til andre effektmål som hypoglykæmi, bivirkninger eller livs-

kvalitet. Evidensen var for mange effektmål af lav kvalitet i henhold til GRADE og kontinuerlig gluko-

semonitorering blev ikke vurderet at være omkostningseffektiv. Retningslinjegruppen vurderer at

evidensen ikke tilsiger at kontinuerlig glukosemonitorering skal være standardbehandling, men at det

kan være relevant i forskellige kliniske situationer, hvilket afspejler sig i anbefalingerne.

Evidensgrundlaget vedrørende kontinuerlig glukosemonitorering til gravide kvinder sammenlignet

med traditionel blodsukkermåling bestod af 5 studier. Samlet set viste studierne ingen forskel i hver-

ken kvindernes diabeteskontrol, graviditetskomplikationer eller de nyfødtes helbred ved brug af kon-

tinuerlig glukosemonitorering. Evidensen var generelt af lav kvalitet i henhold til GRADE.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 573: Orientering vedr. glukosebehandling af diabetespatienter, fra sundheds- og ældreministeren

Nedenfor anføres de relevante anbefalinger i den seneste version af NICE guidelines for patienter

med diabetes i forhold til brug af kontinuerlig glukosemonitorering. Anbefalingerne er oversat til

dansk af Sundhedsstyrelsen, og det er valgt at anvende samme ordlyd som tilsvarende anbefalinger i

NKR i formuleringen af henholdsvis stærke og svage anbefalinger.

Børn og unge:



Tilbyd kontinuerlig glukosemonitorering med alarmer til børn og unge med

Hyppig forekomst af insulintilfælde

Nedsat følingsevne associeret med uhensigtsmæssige konsekvenser (f.eks. kramper)

Manglende evne til at genkende eller kommunikere symptomer på hypoglykæmi

Overvej at tilbyde kontinuerlig glukosemonitorering til

Nyfødte og små børn

Børn og unge med højt fysisk aktivitetsniveau

Børn og unge med komorbiditet eller som er i behandling med medicin som påvirker

blodsukkeret

Overvej at tilbyde periodevis kontinuerlig glukosemonitorering til forbedring af diabeteskon-

trollen hos børn og unge med hyperglykæmi trods insulinjusteringer og støtte



Voksne:



Tilbyd ikke rutinemæssigt kontinuerlig glukosemonitorering

Overvej at tilbyde kontinuerlig glukosemonitorering til voksne som er motiverede for at bru-

ge redskabet mindst 70% af tiden, at foretage de nødvendige kalibreringer, og som trods op-

timeret insulinbehandling og traditionel blodsukkermåling med strimler har én af følgende

udfordringer

Insulintilfælde mindst 1 gang årlig

Manglende følingsevne

Hyppigt forekommende asymptomatisk hypoglykæmi

Stor frygt for hypoglykæmi

Persisterende hyperglykæmi trods hyppige blodsukkermålinger

Gravide kvinder:



Tilbyd ikke rutinemæssigt kontinuerlig glukosemonitorering men det kan overvejes i tilfælde

Problematiske insulintilfælde (med eller uden manglende følingsevne)

Ustabilt blodsukkerniveau (for at reducere variabiliteten eller for at indhente infor-

mation om variabiliteten)

Kontinuerlig glukosemonitorering bør kun tilbydes i klinikker med den nødvendige ekspertise

og erfaring. Ved brug af redskabet hos gravide kvinder skal den nødvendige støtte og eksper-

tise ligeledes sikres i diabetes- og graviditetsteamet.



Anbefalinger vedrørende varetagelse

I rapporten udarbejdet fra 2010 udarbejdet af Dansk Endokrinologisk Selskab og Dansk Pædiatrisk

Selskab blev det foreslået, at alle centre som behandler patienter med type 1 diabetes, bør kunne til-

byde kontinuerlig glukosemonitorering evt. i form af samarbejdsaftale med et ”kontinuerlig gluko-

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 573: Orientering vedr. glukosebehandling af diabetespatienter, fra sundheds- og ældreministeren

semonitoreringscenter”, og at alle centre, der forestår insulinpumpebehandling bør kunne udføre

kontinuerlig glukosemonitorering. Samtidig fremhæves vigtigheden af, at der sker en årlig vurdering

af opfyldelse af kriterierne for anvendelsen af redskabet og om redskabet bliver anvendt tilstrække-

ligt hyppigt til at opnå den ønskede effekt. I NICE guidelines bliver der ligeledes lagt vægt på at be-

handlingen bør tilbydes i klinikker med den nødvendige ekspertise og erfaring. Ifølge Sundhedsstyrel-

sen gældende specialevejledninger for hhv. pædiatri og intern medicin: endokrinologi kan insulin-

pumpebehandling foregå på hovedfunktionsniveau men samtidigt anbefales varetagelsen samlet få

steder i hver region.

Konklusion

Kontinuerlig glukosemonitorering i tillæg til traditionel blodsukkermåling med strimler hos patienter

med type 1 diabetes kan forbedre diabeteskontrollen med et mindre fald i HbA1c hos udvalgte pati-

enter i forhold til udelukkende at måle sukkerniveaet med traditionel blodsukkermålinger.

Nøje udvælgelse af kandidater til behandlingen er essentiel for opnåelse af den gunstige effekt, idet

den er stærkt relateret til konsekvent brug og kræver betydelig motivation hos patienten. Yderligere

er effekten størst hos patienter med høj udgangsHbA1c.

Der er en række særlige grupper af patienter som kan have gavn af kontinuerlig glukosemonitorering.

Det gælder børn og unge samt voksne patienter inkl. gravide kvinder med særlig høj risiko for insulin-

tilfælde. For børn og unge gælder derfor at kontinuerlig glukosemonitorering overvejende bør tilby-

des i tilfælde af nedsat følingsevne og/eller hyppige insulintilfælde. Redskabet kan ligeledes overve-

jes til voksne med f. eks. årlige insulintilfælde eller manglende følingsevne som samtidig skønnes mo-

tiverede for konsekvent brug. For gravide kvinder gælder at kontinuerlig glukosemonitorering kan

overvejes i tilfælde af insulintilfælde eller ustabilt blodsukker. Alvorlige bivirkninger er sjældne men

hudgener, hyppige alarmer og utilfredsstillende målenøjagtighed begrænser brugervenligheden. Ved

systematisk gennemgang af den videnskabelige evidens har behandlingen dog fortsat ikke vist sig at

være overbevisende effektiv.

Aktuelt anvendes kontinuerlig glukosemonitorering i Danmark til en mindre andel af patienterne

med type 1 diabetes, primært i forbindelse med behandling med insulinpumpe og kun sjældent i for-

bindelse med behandling med insulinpen. Sundhedsstyrelsen vurderer ikke, at det på baggrund af

det foreliggende er muligt at anslå hvor stor andelen af patienter, som bør tilbydes behandling med

kontinuerlig glukosemonitorering. Anvendelsen bør bero på en konkret lægelig vurdering af indikati-

on for behandlingen baseret på ovenstående retningslinjer i forhold til den enkelte patient. Teknolo-

gien er fortsat under udvikling og indikation for og effekten af behandlingen må derfor løbende eva-

lueres.

Sundhedsstyrelsen finder, at det vil være hensigtsmæssigt hvis de lægefaglige selskaber for pædiatri

og endokrinologi, med inddragelse af den systematiske evidensgennemgang i NICE, opdaterer danske

anbefalinger for behandling med kontinuerlig glukosemonitorering, så der er national konsensus om

indikation for, og varetagelse af behandlingen. Sundhedsstyrelsen vil rette henvendelse herom til de

relevante lægevidenskabelige selskaber.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 573: Orientering vedr. glukosebehandling af diabetespatienter, fra sundheds- og ældreministeren

1. Gandrud LM, Xing D, Kollman C, Block JM, Kunselman B, Wilson DM, Buckingham BA. The

Medtonic MiniMed Gold Continuous Glucose Monitoring System: An effective means to dis-

cover hypo- and hyperglycemia in children under 7 years of age. Diabetes Technol Ther

2007;9:307-316.

2. Boland E, Monsod T, Delucia M, Brandt CA, Fernando S, Tamborlane WV. Limitations of con-

ventional methods of self-monitoring of blood glucose: Lessons learned from 3 days of con-

tinuous glucose sensing in pediatric patients with type 1 diabetes. Diabetes Care

2001;24:1858-1862.

3. Jensen DM, Damm P, Moelsted-Pedersen L, Ovesen P, Westergaard JG, Moeller M, Beck-

Nielsen H. Outcomes in type 1 diabetic pregnancies: a nationwide, population-based study.

Diabetes Care 2004 Dec;27(12):2819-2823.

4. Nielsen LR, Pedersen-Bjergaard U, Thorsteinsson B, Johansen M, Damm P, Mathiesen ER. Hy-

poglycemia in pregnant women with type 1 diabetes: predictors and role of metabolic con-

trol. Diabetes Care 2008;31:9-14.

5. Andersen HU, Christiansen JS, Gregersen S, Gustenhoff P, Juhl C, Mathiesen E, Nørgaard K,

Olsen B, Pedersen-Bjergaard U. Kontinuerlig Glukose Monitorering: En rapport udarbejdet af

en arbejdsgruppe under Dansk Endokrinologisk Selskab og Dansk Pædiatrisk Selskab. 2010.

6. Pickup JC, Freeman SC, Sutton AJ. Glycaemic control in type 1 diabetes during real time con-

tinuous glucose monitoring compared with self monitoring of blood glucose: meta-analysis of

randomized controlled trials using individual patient data. BMJ 2011;343:d3805.

7. Ramchandani N, Arya S, Ten S, Bhandari S. Real-Life Utilization of Real-Time Continuous Glu-

cose Monitoring: The Complete Picture. J Diabetes Sci Technol 2011;5(4):860-870.

8. Bay C, Kristensen PL, Pedersen-Bjergaard U, Tarnow L, Thorsteinsson B. Nocturnal continuous

glucose monitoring: accuracy and reliability of hypoglycemia detection in patients with type 1

diabetes at high risk of severe hypoglycemia. Diabetes Technol Ther 2013;15(5):371-7.

9. Secher AL, Ringholm L, Andersen HU, Damm P, Mathiesen ER. The Effect of real-Time Contin-

uous Glucose Monitoring in Pregnant Women With Diabetes: A randomized controlled trial.

Diabetes Care 2013;36:1877-1883.

10. Schmidt S, Duun-Henriksen AK, Nørgaard K. Psychosocial Factors and Adherence to Continu-

ous Glucose Monitoring in Type 1 Diabetes. Journal of diabetes science and technology

2012;6(4):986-987.

11. NICE: National Institute for Health and Care Excellence. Type 1 diabetes in adults: diagnosis

and management. NICE guideline. 26 August 2015. Website: Nice.org.uk/guidance/ng17.

12. NICE: National Institute for Health and Care Excellence. Diabetes in pregnancy: management

from preconception to the postnatal period. 25 February 2015. Website:

Nice.org.uk/guidance/ng3.

13. NICE: National Institute for Health and Care Excellence. Diabetes (type 1 and type 2) in chil-

dren and young people: diagnosis and management. NICE guideline. 26 August 2015. Web-

site: Nice.org.uk/guidance/ng18.