Sundheds- og Ældreudvalget 2015-16
SUU Alm.del Bilag 559
Offentligt
1641735_0001.png
KOMMENTAR FRA TANDLÆGEFORENINGEN:
Underligt at almindelige tandlæger ikke inddrages
Det er underligt, at Sundhedsstyrelsen ikke har inviteret tandlæger med
beskæftigelse i almen praksis med til at revurdere de nationale kliniske
retningslinjer for tandplejen. Det siger Susanne Kleist, der er formand for
Tandlægeforeningens Klinikejerudvalg.
Susanne Kleists kritik af Sundhedsstyrelsen vedrører den nationale kliniske
retningslinje for fastlæggelse af intervaller mellem diagnostiske undersøgelser
i tandplejen fastlagt efter tandlægens vurdering på baggrund af kliniske
undersøgelser og røntgenoptagelser af patientens aktuelle sygdomsniveau og
af patientens risikofaktorer.
Retningslinjen blev offentliggjort i 2013, og nu har sundhedsministeren
udtrykt tvivl, om farvekodningen af patienterne i grønt, gult og rødt spor
virker efter hensigten. Sundhedsministeren har derfor bedt
Sundhedsstyrelsen om at igangsætte en tilpasning og præcisering af
retningslinjen.
Tandlægeforeningen (TF) har noteret sig, at der nedsættes en arbejdsgruppe
af videnskabelige eksperter fra de odontologiske institutter ved
universiteterne i København og Aarhus.
Arbejdsgruppen kan suppleres ad hoc, såfremt der er behov for
anden/bredere sundhedsfaglig rådgivning.
- Det undrer os, at man ikke inddrager de tandlæger, der dagligt arbejder
efter de nationale kliniske retningslinjer, hvis ønsket med arbejdsgruppen er
at få nogle sundhedsmæssigt og klinisk veldokumenterede arbejdsbetingelser
til at styre tandbehandlingen i Danmark, siger Susanne Kleist og tilføjer:
- Vores frygt er, at økonomiske hensyn i relation til regionernes udgifter til
patienternes tilskud kommer til at have en uhensigtsmæssig indvirkning på
de kliniske retningslinjer på vores sundhedsområde - en situation der vil
kunne skabe tvivl om de kliniske retningslinjers faglige fundering.
Tandlægeforeningen og Danske Regioner indgik i 2015 en ny overenskomst
baseret på de kliniske retningslinjer.
- Denne overenskomst har vi i Tandlægeforeningen fortsat tænkt os ubetinget
at overholde og leve op til. Vi forventer selvfølgelig af en ansvarlig modpart,
at også Danske Regioner gør det samme, siger Susanne Kleist.
Nærmere oplysninger kan fås hos kommunikationschef Claus Jørgensen,
Tandlægeforeningen, tlf. 21 26 56 98 eller mail
[email protected].
Tandlægeforeningen åbner munden for et sundere Danmark