SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 545: Henvendelse af 17/5-16 fra Bente Stenfalk vedr. tvangsindlæggelsessager

Sundheds- og Ældreudvalget 2015-16
SUU Alm.del Bilag 545
Offentligt

Borgerretten

Maj 2016

Indhold

Leder

Staten på kant med loven

TEMA

Administrativ Frihedsberøvelse

Side 2

Side 3

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 545: Henvendelse af 17/5-16 fra Bente Stenfalk vedr. tvangsindlæggelsessager

Borgerretten

Maj 2016

Borgerretten er Borgerretsbe-

vægelsens officielle nyheds-

brev.

Bladet udkommer 10 gange

om året,og udgives i tidskrifts-

format.

Bladet distribueres via mail til

medlemmere af Borgerrets-

bevægelsen, samt via vores

website og FB-gruppe.

Det er tilladt at citere med

kildeangivelse.

Vi modtager gerne indlæg og

kommentarer.

Indsendte artikler og materiale

må ikke være i konflikt med

evt. ophavsrettigheder. Det

gælder både større citatblokke,

illustrationer og billeder.

Indsenderen er selv ansvarlig

for at overholde ophavsrettig-

hederne.

Indlæg bedes fremsendt i

Wordformat eller ren tekst og

uden formateringer. (fed skrift,

indrykninger etc.).

Illustrationer og fotos bedes

fremsendt som vedhæftede

filer.

Redaktionen forbeholder sig

ret til ikke at optage et indlæg

hvis det strider mod Borgerrets-

bevægelsens etiske retningsli-

nier.

Staten på kant med loven

Siden årsskiftet har jeg forsøgt at afdække begrebet frihedsberø-

velse uden for strafferetten.

Det har været en til tider lidt for spændende rejse, men resultatet

offentliggøres i dette temanummer.

Borgerretsbevægelsen planlægger en pressekampagne i en

række udenlandske aviser, for at dokumentere, at Danmark ikke

er det eventyrland som vi giver indtryk af.

Selvom artiklen er lang og til tider tung, så afspejler den blot den

virkelighed du kan blive udsat for.

Derfor, brug tid på at læse den - det er vigtigt.

FAKTA

I Danmark kan du frihedsberøves uden rettergang, og uden at

du bliver oplyst om dine rettigheder.

Forvaltningsloven bliver tilsidesat i frihedsberøvelssager.

De grundlæggende Menneskerettigheder bliver tilsidesat.

Selve retssikkerheden må betegnes som tvivlsom og tilfældig.

Når systemet først har fået krogen i dig, kan det være for sent.

Hvad vil Borgerretsbevægelsen gøre

Det vil være naturligt, om samfundet beskikkede en

bistandsadvokat når det forelå en

administrativ frihedsberøvelse.

Dette synspunkt vil vi arbejde videre med, så retssikker-

heden forhåbentlig kan styrkes og vi igen kan genvinde

tilliden til retssystemet.

BORGERRETSBEVÆGELSEN

VIL DEMOKRATI OG RETSSIKKERHED

DERFOR KÆMPER VI VIDERE

TAK TIL DE MERE END 100 MEDLEMMER DER STØTTER

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 545: Henvendelse af 17/5-16 fra Bente Stenfalk vedr. tvangsindlæggelsessager

Administrativ frihedsberøvelse

Af Erik Lang

I perioden 2001 og til 2013, steg antallet af

tvangsindlæggelser efter psykiatrilovens § 5

fra 3583 til 4776.

Tvangsindlæggelse efter denne lov udgør en

stor del af de administrativt frihedsberøvede,

men uden for dette tal, er der et mørke tal.

Administrativ frihedsberøvelse sker, når en

borger tilbageholdes uden forudgående

retshandling og dom.

Frihedsberøvelse under disse omstændig-

heder, skal domstolsprøves. Spørgsmålet er,

hvor tit sker det, og om samfundet overtræ-

der Grundlovens § 71 stk. 6.

Det retslige grundlag for Administrativ

Frihedsberøvelse

Begrebet administrativ frihedsberøvelse

omhandler altså tilbageholdelse uden ret-

tergang. Frihedsberøvelsen er især brugt

i tilknytning til Bekendtgørelse af lov om

anvendelse af tvang i psykiatrien - kapitel 3

og Politilovens § 10.

Endvidere finder anvendelsen sted efter

Politilovens § 8 stk. 4 og samme lovs § 9 stk.

3, hvortil bemærkes at frihedsberøvelsen nu

må udstrækkes til at vare 12 timer, hvor det

tidligere var 6 timer. Denne ændring fandt

sted i forbindelse med vedtagelse af ”Løm-

melpakken”, der mødte voldsom kritik fra

blandt andet Landsforeningen af Forsvarsad-

vokater.

Ændringen er bekendtgjort i Lov om æn-

dring af straffeloven og lov om politiets virk-

somhed § 2 i lov nr. 444 af 9. juni 2004 om

politiets virksomhed, som ændret ved § 19 i

lov nr. 538 af 8. juni 2006 og § 4 i lov nr. 501

af 12. juni 2009, foretages følgende ændring:

1. I § 8, stk. 4, 2. pkt., og § 9, stk. 3, 2. pkt.,

ændres »6 timer« til: »12 timer«.

De to sidste er blandt andet brugt i forbin-

delse med COP 15, og falder som sådan

uden for formålet med denne artikel.

Sundhedslovens § 19, indeholder en be-

stemmelse om brug af tvang i behandlings-

øjemed, og kan på visse områder sidestilles

med de to bestemmelser i henholdsvis Be-

kendtgørelse af lov om anvendelse af tvang

i psykiatrien og Politilovens § 10 , idet det

må forventes, at den pågældende person,

medmindre behandling kan foretages på

stedet, transporteres til et nærliggende be-

handlingssted, og som følge heraf, må siges

at være udsat for en administrativ frihedsbe-

røvelse.

Domstolsprøvelse

Ved revisionen af Grundloven i 1953, skabtes

Grundlovens § 71 stk. 6:

Stk. 6. Udenfor strafferetsplejen skal lov-

ligheden af en frihedsberøvelse, der ikke

er besluttet af en dømmende myndig-

hed, og som ikke har hjemmel i lovgiv-

ningen om udlændinge, på begæring af

den, der er berøvet sin frihed, eller den,

der handler på hans vegne, forelægges

de almindelige domstole eller anden

dømmende myndighed til prøvelse.

Nærmere regler herom fastsættes ved

lov.

der en formel mulighed for at domstolsprø-

ve lovligheden af en frihedsberøvelse hvilket

fremgår af Grundlovens § 71 stk. 6.

Det vil sige, at hvis en person frihedsberøves,

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 545: Henvendelse af 17/5-16 fra Bente Stenfalk vedr. tvangsindlæggelsessager

har denne ret til at begære frihedsberøvel-

sen prøvet ved domstolene, og som det

fremgår af teksten, bruges ordet ”skal” og

ikke ”kan”, hvilket betyder, at der ikke kan

nægtes en domstolsprøvelse.

Der redegøres tillige for, at prøvelsen kan

indbringes af en ”der handler på hans vegne”

Artikel 5

Ret til frihed og sikkerhed

altså via værge eller anden person; enten

ved fuldmagt eller som nært beslægtet fami-

liemedlem.

Det kan her være relevant også at nævne

Den Europæiske Menneskeretskonvention

(EMRK)Artikel 5, som her gengives i sin fulde

ordlyd:

1. Enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed. Ingen må berøves friheden undtagen i

følgende tilfælde og i overensstemmelse med den ved lov foreskrevne fremgangsmåde:

a) lovlig forvaring af en person efter domfældelse af en kompetent domstol;

b) lovlig anholdelse eller forvaring for ikke-efterkommelse af en domstols lovlige påbud

eller for at sikre opfyldelsen af en ved lov foreskrevet forpligtelse;

c) lovlig anholdelse eller forvaring af en person med det formål at stille ham for den

kompetente retlige myndighed, når der er begrundet mistanke om, at han har foretaget

en retsstridig handling, eller når der er rimelig grund til at anse det for nødvendigt for at

hindre ham i at foretage en retsstridig handling eller i at flygte efter at have fuldbyrdet

en sådan;

d) forvaring af en mindreårig ifølge lovlig kendelse med det formål at føre tilsyn med

hans opdragelse eller for at stille ham for den kompetente myndighed;

e) lovlig forvaring af personer for at hindre spredning af smitsomme sygdomme, af per-

soner der er mentalt abnorme, drankere, narkomaner eller vagabonder;

f) lovlig anholdelse eller forvaring af en person for at hindre ham i uretmæssigt at træn-

ge ind i landet eller af en person, mod hvem udvisnings- eller udleveringssag er svæven-

de.

2. Enhver, der anholdes, skal ufortøvet på et sprog, som han forstår, underrettes om

grundene til anholdelsen og om enhver mod ham rettet anklage.

3. Enhver, der anholdes eller tages i forvaring i henhold til bestemmelserne i denne Ar-

tikels stk. 1 c), skal ufortøvet stilles for en dommer eller anden øvrighedsperson, der ved

lov er bemyndiget til at udøve domsmyndighed, og skal være berettiget til rettergang

inden en rimelig tid, eller til at blive løsladt i afventning af rettergang. Løsladelsen kan

gøres betinget af sikkerhed for, at den pågældende giver møde under rettergangen.

4. Enhver, der berøves friheden ved anholdelse eller forvaring, skal være berettiget til at

tage skridt til, at der af en domstol træffes hurtig afgørelse om lovligheden af hans forva-

ring, og at hans løsladelse beordres, hvis forvaringen ikke er retmæssig;

5. Enhver, der har været genstand for anholdelse eller forvaring i modstrid med bestem-

melserne i denne Artikel, har ret til erstatning.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 545: Henvendelse af 17/5-16 fra Bente Stenfalk vedr. tvangsindlæggelsessager

I sær bemærkes, at stk. 4, indholdsmæssigt

svarer til Grundlovens § 71 stk 6, og eksplicit

omhandler retten til domstolsprøvelse.

Tvangsindlæggelse efter Lov om tvang i

psykiatrien

I Bekendtgørelse af lov om anvendelse af

tvang i psykiatrien, fremgår det af bestem-

melserne i § 5:

§ 5. Tvangsindlæggelse, jf. §§ 6-9, eller

tvangstilbageholdelse, jf. § 10, må kun

finde sted, såfremt patienten er sindssyg el-

ler befinder sig i en tilstand, der ganske må

ligestilles hermed, og det vil være uforsvar-

ligt ikke at frihedsberøve den pågældende

med

henblik på behandling, fordi:

1) udsigten til helbredelse eller en betydelig

og afgørende bedring af tilstanden ellers vil

blive væsentlig forringet eller

2) den pågældende frembyder en nærlig-

gende og væsentlig fare for sig selv eller

andre. Der er altså mulighed for, på bag-

grund af en læges udsagn og med Politiets

bistand, at få en borger tvangsindlagt, efter

begæring fra den læge der har tilset perso-

nen.

Det giver naturligvis mening såfremt den på-

gældende virkelig er syg og til fare for både

sig selv eller andre.

Men i en Højesteretsdom fra 2013 udtaler 3

dommere (Sag 327/2012):

”Da der efter vores opfattelse heller ikke i

øvrigt foreligger oplysninger – herunder i

Retslæge-rådets besvarelse af de stillede

spørgsmål – som tyder på, at A på tvangs-

indlæggelsestids-punktet udgjorde en

nærliggende og væsentlig fare for sig selv

eller andre, finder vi det ikke godtgjort, at

kravet herom i psykiatrilovens § 5, nr. 2, er

opfyldt. Vi stemmer derfor for at tage As

påstand til følge.”

Det vil sige, at dommerne har lagt farlig-

hedsbegrebet til grund for hvorvidt en

tvangsindlæggelse er lovlig eller ej.

Tvangsindlæggelse foregår, for så vidt at der

er tale om tvangsindlæggelse efter Be-

kendtgørelse af lov om anvendelse af tvang

i psykiatrien på gule eller røde papirer, hvor

teksten på de gule papirer indledes således:

Læge NN…. erklærer jeg herved, at på-

gældende er sindssyg eller befinder sig i en

tilstand, der ganske må sidestilles hermed,

og at det med henblik på behandling vil være

uforsvarligt ikke at tvangsindlægge pågæl-

dende, fordi udsigten til helbredelse eller en

betydelig og afgørende bedring af tilstanden

ellers vil blive væsentlig forringet.

Teksten på de røde papirer er formuleret

således:

Læge NN…. erklærer jeg herved, at på-

gældende er sindssyg eller befinder sig i en

tilstand, der ganske må sidestilles hermed,

og at det med henblik på behandling vil være

uforsvarligt ikke at tvangsindlægge pågæl-

dende, fordi den pågældende frembyder en

nærliggende og væsentlig fare for sig selv

eller andre.

Den tiltænkte klagevejledning på lægeat-

testerne fremviser hverken lovgrundlag eller

adækvat klagevejledning, hvilket må beteg-

nes som kritisabelt.

Der henvises til 2 bestemmelser nemlig §§ 3

og 31, men ikke hvilken lov disse paragraffer

stammer fra.

Blanketterne downloades fra Politiets hjem-

meside, og udfyldes af lægen.

Den historiske baggrund

For at sætte sagen lidt i perspektiv, har jeg

undersøgt det historiske grundlag for denne

retsgaranti, som jo desværre ikke synes

overholdt.

I 1948 skrev Dr. Jur Tyge Haarløv i ”Admini-

strativ frihedsberøvelse indenfor socialfor-

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 545: Henvendelse af 17/5-16 fra Bente Stenfalk vedr. tvangsindlæggelsessager

sorgen” følgende:

Den sindssyge, der tillige er enten farlig for

sig selv eller andre, eller hvis helbredstil-

stand kræver hospitalsbehandling, kan i

henhold til reglerne i lov nr. 118, 13. april

1938 tvangsindlægges på sindssygehospi-

tal på begæring af forskellige pårørende og

myndigheder og på grundlag af en lægeer-

klæring udstedt af en læge, der ikke er ansat

ved hospitalet. Han kan i de nævnte tilfælde

ligeledes tvangstilbageholdes på hospita-

let og kan herudover tilbageholdes, hvis en

udskrivning vil medføre væsentlige ulemper

for ham selv. Er han tvangsanbragt, skal der

beskikkes ham en tilsynsværge.

Spørgsmålet om tvangsindlæggelse og

tvangstilbageholdelse afsindssyge afgøres

af vedkommende overlæge, hvis afgørelse

for så vidt angår tilbageholdelse enten skal

godkendes af justitsministeriet eller kan

indankes for dette.

Før 1938 skulle man forsøge personen

umyndiggjort, hvorefter værgen kunne

begære personen tvangsindlagt. Situationen

opstod almindeligvis inden for åndsvage- og

særforsorgen.

Proceduren ved tvangsindlæggelse er altså

ikke ændret væsentligt siden 1938 loven,

idet det stadig gælder, at den indlæggende

læge ikke må være ansat på hospitalet og

at tvangsindlæggelsen efterfølgende skal

godkendes af hospitalets overlæge, samt,

at der skal beskikkes den tvangsindlagte en

tilsynsværge.

Tyge Haarløv fortsætter:

Forinden jeg går over til en vurdering af

individets sikring mod uberettiget friheds-

berøvelse indenfor hvert enkelt af de nævnte

områder, vil jeg gerne som et fællestræk

fremhæve den kontrol fra de almindelige

domstoles side, som alle disse frihedsindgreb

kan gøres til genstand for, og som gælder,

uanset at der flere steder i denne lovgivning

gives udtryk for, at administrationens afgø-

relse er endelig.

Jeg tænker herved på den adgang, domstole-

ne efter dansk ret har til på grund af formelle

eller åbenbare materielle mangler at under-

kende gyldigheden af de forvaltningsakter,

der ligger til grund for en administrativ fri-

hedsberøvelse; rejses der krav om erstatning

for uberettiget frihedsberøvelse, er græn-

serne for administrationens eneherredømme

på disse områder yderligere indsnævret, idet

domstolenes kontrol af de trufne afgørelsers

materielle lovlighed i så fald først standser

ved det for domstolene utilgængelige frie

eller udpræget forvaltningstekniske skøn.

Det ville derfor efter dansk ret være urigtigt

at betragte den enkelte borger som helt

unddraget domstolenes beskyttelse på disse

områder. Men værdien af denne beskyttelse

er noget tvivlsom, dels fordi domstolene,

hvor der er begrundet tvivl om, hvorvidt

de materielle betingelser for en indespær-

ring er til stede, er principielt afskåret fra at

anfægte administrationens afgørelse, dels

fordi domstolenes hjælp er efterfølgende,

idet den først kan påkaldes, når administra-

tionens afgørelse foreligger, altså som regel

efter frihedsberøvelsens iværksættelse, dels

endelig fordi den indespærredes hele situa-

tion vanskeliggør hans initiativ til og stilling

under en retssag, i hvilken forbindelse det

må erindres, at bevilling til fri proces efter

dansk ret gives administrativt, at den pågæl-

dende ikke har sikkerhed for at få en sådan

bevilling, og at dens meddelelse ihvertfald vil

tage nogen tid.

Se, det er jo ganske interessant. Tyge Haarløv

skriver, at forvaltningsafgørelser allerede

dengang kunne indbringes for retten. Han

skriver også, og hvad der er mere interes-

sant, at værdien er tvivlsom idet den admi-

nistrative frihedsberøvelse skal foreligge før

domstolen kan tage stilling og at personen

det drejer sig om, givetvis ikke har råd til at

køre en sag, og derfor skal søge fri proces.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 545: Henvendelse af 17/5-16 fra Bente Stenfalk vedr. tvangsindlæggelsessager

Endelig påpeger han, at personen nok ikke

har overskud til dette.

I 1954 udgav Socialministeriet en betænk-

ning om åndsvageforsorgens problemer.

På side 9 i denne betænkning citeres Tyge

Haarlev fra artiklen i Socialt Tidsskrift fra

1948 hvor Haarløv drøfter de administrative

garantier for tvangstilbageholdelse, idet

der indtil grundlovsændringen i 1953, og

den hermed ændrede retsgaranti for dom-

stolsprøvelse, var store diskussioner i både

Danmark og resten af Norden.

Selv efter ændringen af Grundloven i 1953,

blev der rejst tvivl om hvorvidt den nye § 71,

i tilstrækkelig grad gav Domstolene de rette

værktøjer til at afgøre sager om administra-

tiv frihedsberøvelse.

Forholdet til Retsplejeloven og EMRK

Jeg vil nu vende blikket mod Retsplejelovens

kapitel 43a. Kapitlet blev tilføjet som følge af

Grundlovsændringen i 1953.

§ 468. Reglerne i dette kapitel finder, når

andet ikke er bestemt ved lov, anvendelse

ved frihedsberøvelse uden for strafferets-

plejen, der ikke er besluttet af en dømmen-

de myndighed.

Altså frihedsberøvelse uden at der foreligger

en retshandling med efterfølgende dom.

§ 471. Retten drager omsorg for sagens

oplysning og træffer selv bestemmelse om

afhøring af parter og vidner samt om tilve-

jebringelse af udtalelser fra sagkyndige og

af andre bevismidler.

Retten har altså pligten til at sørge for at

sagen bliver undersøgt.

§ 474. Udgifter ved bevisførelse i henhold

til § 471 afholdes af statskassen. Retten kan

pålægge en part at erstatte disse udgifter

helt eller delvis, såfremt det i øvrigt pålæg-

ges parten at betale sagsomkostninger

Sagen skal indbringes indenfor 5 søgne

dage efter at den administrativt frihedsbe-

røvede har begæret sagen indbragt, hvilket

fremgår af Retsplejelovens § 469 stk. 2, og

her er vi ved et af problemerne.

For det første bliver den frihedsberøvede

efter al sansynlighed ikke informeret om

denne ret, og hvis vedkommende er anbragt

på en institution, og der er indført personlig

skærmning, så er den frihedsberøvede reelt

set ikke i stand til, at varetage sine interesser.

Kommer sagen for retten er der yderligere

en forhindring.

Det er retten der har forpligtelsen til at

undersøge sagen også kaldet Officialprincip-

pet, hvilket fremgår af retsplejelovens § 471.

Men domstolen kan rent faktisk afskære vid-

ner eller vidneudsagn der kunne støtte den

administrativt frihedsberøvede.

”Equality of Arms”

Her synes der at være et, efter min vurdering,

misforhold til den retspraksis der er udviklet

omkring EMRK Artikel 6; ”Equality of Arms” –

nemlig, at der generelt ikke tillades at afskæ-

re vidner i straffesager.

I øvrigt er det interessant, at næsten samme

ordlyd som i Retsplejelovens § 471 kan

findes i samme lovs § 466, som findes under

kapitel 43, og omhandler værgemål.

Både kapitel 43 og 43a, omhandler bestem-

melser om retsplejen i forhold til individets

frihedsrettigheder.

I begge tilfælde er det altså domstolens pligt

at undersøge sagen, benævnt Officialmaki-

simen, men domstolen har samtidig ret til at

afskære vidneudsagn.

Denne retsstilling synes at være i modstrid

med de grundlæggende menneskerettighe-

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 545: Henvendelse af 17/5-16 fra Bente Stenfalk vedr. tvangsindlæggelsessager

der.

Hvorvidt der rent faktisk forekommer eksem-

pler på at en dommer i forbindelse prøvelse

af en administrativ frihedsberøvelse, nægter

den frihedsberøvede sin ret til føromtalte

praksis fra Den Europæiske Menneskerettig-

hedsdomstol, vides ikke, da det vil kræve en

gennemgang af alle de domme der er afsagt

på området, for at kunne redegøre for dette.

Borgerretsbevægelsen er dog vidende

om, at i der mindste i et tilfælde, sagen om

Karina Hansen, er nægtet afhørt vidner, der

kunne have bibragt en ikke ubetydelig infor-

mation, til rettens oplysning af sagen.

Forholdet til Forvaltningsloven

Den administrativt frihedsberøvede, bli-

ver som tidligere omtalt ikke informeret

om det forhold, at frihedsberøvelsen er en

forvaltningsakt, og at denne er underlagt de

forvaltningsretlige bestemmelser om vejled-

ning og klageadgang.

Det fremgår klart af de gule og røde indlæg-

gelsespapirer, og Politiet har næppe under-

holdt den administrativt frihedsberøvede

om dette forhold. Ellers var det jo nærliggen-

de at oplyse det på indlæggelsespapirerne.

Da der er tale om en administrativ handling,

så er Forvaltningsloven altså gældende. Ved

administrative afgørelser, skal der anvises

klagevejledning.

Forvaltningslovens § 25 er den generelle

klagevejledning, hvorimod samme lovs § 26

er ret udtrykkelig i forhold til sager der kun

kan indbringes for domstolene.

§ 25. Afgørelser, som kan påklages til anden

forvaltningsmyndighed, skal, når de med-

deles skriftligt, være ledsaget af en vejled-

ning om klageadgang med angivelse af

klageinstans og oplysning om fremgangs-

måden ved indgivelse af klage, herunder

om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke,

hvis afgørelsen fuldt ud giver den pågæl-

dende part medhold.

§ 26. Afgørelser, der kun kan indbringes for

domstolene under iagttagelse af en lov-

bestemt frist for sagens anlæg, skal være

ledsaget af oplysning herom.

Da de gule og røde papirer jo er skriftlige og

der på disse eksplicit står:

Patienten har modsat sig Indlæggelse.

Patienten er underrettet om den påtænkte

tvang, om baggrunden for tvangsindlæg-

gelsen, om formålet hermed, samt vejledt

om udsigterne til en bedring af helbredstil-

standen, jfr. lovens § 3, stk. 2 og § 31, stk. 1.

skal afgørelsen i henhold til Forvaltningslo-

ven § 25 være ledsaget af en skriftlig klage-

vejledning. Denne skulle idet mindste anføre

muligheden for, at indbringe frihedsberøvel-

sen for Det psykiatriske klagenævn.

Men da det ikke er et krav, at administrative

frihedsberøvelser skal prøves ved nævnet

inden der kan domstolsprøves, må bestem-

melse i Forvaltningslovens § 26 tale for sig

selv, og retteligt anføres i klagevejledningen.

Særlovgivningens regler om domstolsprø-

velse er ikke udtømmende, og en domstols-

prøvelse kan således finde sted selv om den

pågældende lov ikke indeholder specielle

regler herfor. (Mikkelsen JUR 1960 75)

I Bekendtgørelse om forretningsorden for de

psykiatriske patientklagenævn står:

§ 16. Det psykiatriske patientklagenævn

skal efter anmodning fra patienten eller

patientrådgiveren indbringe sine afgørelser

vedrørende tvangsindlæggelse, tvangstil-

bageholdelse, tilbageførsel, tvangsfikse-

ring, beskyttelsesfiksering og aflåsning af

døre i afdelingen for retten efter reglerne i

retsplejelovens kapitel 43 a. Forelæggelse

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 545: Henvendelse af 17/5-16 fra Bente Stenfalk vedr. tvangsindlæggelsessager

for retten skal finde sted inden 5 hverdage

efter anmodningens fremsættelse.

Som det fremgår, skal det psykiatriske

patientklagenævn på anmodning fra den

tvangsindlagte, forelægge sagen for retten

efter reglerne i Retsplejelovens kapitel 43a.

I 2014, blev der indbragt 191 sager for retten.

Af disse blev 118 af Det Psykiatriske Klage-

nævns afgørelser stadfæstet. 73 sager blev

hævet af patienten selv og der var ved ud-

gangen af året 72 sager, der ikke var afgjort.

Hvis vi ser på årene 2012 og 2013 var forde-

lingen således:

2012

137

2013

142

§ 7. En forvaltningsmyndighed skal i fornø-

dent omfang yde vejledning og bistand til

personer, der retter henvendelse om spørgs-

mål inden for myndighedens sagsområde.

Stk. 2. Modtager en forvaltningsmyndighed

en skriftlig henvendelse, som ikke vedrører

dens sagsområde, videresendes henvendel-

sen så vidt muligt til rette myndighed.

For fuldstændighedens skyld bemærkes det,

af indlæggelse på ”gule og røde papirer”

skal ske inden for henholdsvis 7 dage og 24

timer.

Den eneste, og ufuldstændige information

der fremgår af både de gule og røde papi-

rer er følgende, idet det bemærkes, at den

efterfølgende udpunktering er taget direkte

fra papirerne:

Kapitel 9

Underretning og klagevejledning m.v. §

31. Inden frihedsberøvelse iværksættes

og anden tvang anvendes, skal patienten

underrettes mundligt og skriftligt om den

påtænkte tvang, dens nærmere indhold,

baggrund og formål. ..................

Den administrativt frihedsberøvede oplyses

ikke om hvilket lovgrundlag bestemmelsen

er taget fra og heller ikke om, at denne har

krav på en patientrådgiver inden for 24 timer

og altså heller ikke om muligheden af dom-

stolsprøvelse.

Patientrådgivere

I Bekendtgørelse af lov om anvendelse af

tvang i psykiatrien § 24, fremgår det at:

”Der beskikkes en patientrådgiver for enhver,

der tvangsindlægges, tvangstilbageholdes

eller undergives tvangsbehandling, tvungen

opfølgning efter udskrivning, tvangsfikse-

ring, anvendelse af fysisk magt,”

Patientrådgivernes arbejde er reguleret af

Stadfæstet

Tilsidesat

Frafaldet af

patient

Ialt

Spørgsmålet er naturligvis hvor mange sager

der er indbragt uden om Det Psykiatriske

Klagenævn, idet tallene viser at klagerne må

antages enten at være dårligt oplyste over-

for retten, eller at klagemålene har været

grundløse.

Den gennemsnitlige klagebehandlingstid i

Det psykiatriske klagenævn, for årene 2012

til 2014, har været 8 til 9 dage. Det betyder,

at der går endnu længere tid inden sagen

kan komme for retten.

Endelig kunne man anføre at Forvaltningslo-

vens § 7, om vejledningspligten, jo helt ge-

nerelt forpligter myndigheden til at vejlede.

Der forudsættes ganske vist, at det er per-

sonen selv der retter henvendelse, men set

i lyset af samme lovs § 25 og 26, synes det

ikke muligt, at myndigheden kan unddrage

sig vejledningspligten.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 545: Henvendelse af 17/5-16 fra Bente Stenfalk vedr. tvangsindlæggelsessager

Bekendtgørelse om Patientrådgivere (BEK nr

1341 af 02/12/2010), hvor især § 10 er inte-

ressant:

§ 10. Ved udførelsen af de opgaver, der

følger af § 24, stk. 2, i lov om anvendelse af

tvang i psykiatrien, skal patientrådgiveren

bl.a. føre tilsyn med, at det tvangsindgreb,

der har givet anledning til beskikkelsen,

ikke udstrækkes længere end nødvendigt.

Stk. 2. Patientrådgiveren skal vejlede og

rådgive patienten med hensyn til alle for-

hold i forbindelse med indlæggelse, ophold

og behandling på psykiatrisk afdeling. Pa-

tientrådgiveren skal endvidere bistå patien-

ten med iværksættelse og gennemførelse

af eventuelle klager. Patientrådgiveren skal

så vidt muligt være til stede ved klagens

behandling i det psykiatriske patientklage-

nævn ved statsforvaltningen.

Her nævnes ikke om patientrådgiveren fx må

eller skal vejlede den administrativt friheds-

berøvede med hensyn til domstolsprøvelse

af frihedsberøvelsen.

I stk. 2 nævnes kun forholdet til det psykia-

triske patientklagenævn, der som tidligere

redegjort for, har sagsbehandlingstider der

er længere en fristen for indbringelse for

domstolene.

Jeg er oplyst om, at patientrådgivere almin-

deligvis fremviser en fortrykt klage. Dette

forhold er jeg ved at undersøge rigtigheden

af.

Statistik

Jeg har forespurgt Domstolsstyrelsen om

denne var i besiddelse af statistisk materiale

vedr. antallet af domstolsprøvelser.

Louis Lawaetz fra Domstolsstyrelsens Øko-

nomi og analysecenter svarer således:

Vi kan desværre ikke udskille sager om ad-

ministrativ frihedsberøvelse efter de 2 pa-

ragraffer og efter kapitel 3 i psykiatriloven,

som du efterspørger (psykiatrilovens kapitel

3, sundhedslovens § 19 og politilovens § 10).

Administrativ frihedsberøvelse i domstolenes

sagsbehandling vil f.eks. også være sager,

der er udsprunget af, at politiet har tilbage-

holdt demonstranter, som det

f.eks.

skete i

forbindelse med afvikling af COP 15 i Køben-

havn, og som tilbageholdte demonstranter

efterfølgende har indbragt for domstolene.

Der er også eksempler på, at politiet har

tilbageholdt sympatisører fra rocker- og

bandemiljøet, der er mødt op for at støtte et

medlem i forbindelse med afvikling af rets-

sager, og som administrativt tilbageholdte

rockere og bandemedlemmer efterfølgende

har indbragt for domstolene.

Vi har derfor ikke en statistik over admini-

strativ frihedsberøvelse, der belyser de sager

om administrativ frihedsberøvelse, som

Borgerretsbevægelsen er interesseret i.

På grund af en række spørgsmål stillet til

Justitsministeren er der dog fremkommet

denne lidt grove statistik:

Fra 2005 til 2015 steg antallet af administra-

tive frihedsberøvelser fra ca. 1000 til 4296.

Ca. halvdelen at de berørte var svage og ud-

satte borgere og nogle af disse blev anbragt

i detentionen.

Den anden halvdel er frihedsberøvede af

hensyn til orden og sikkerhed.

Overtræder samfundet reelt set Grundlo-

vens § 71 stk. 6.

Dette spørgsmål stillede jeg i begyndelsen af

denne artikel.

Min konklusion må være et stort rungende

JA.

Retssikkerheden er ikke eksisterende når syge

borgere på et fejlagtigt grundlag tvangsind-

lægges og ikke oplyses om deres rettigheder,

herunder retten til domstolsprøvelse.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 545: Henvendelse af 17/5-16 fra Bente Stenfalk vedr. tvangsindlæggelsessager

Hvorfor er spørgsmålet vigtigt?

Det kunne være dit barn, din samlever, en

nær ven eller et familiemedlem, som pludse-

lig og uden egen skyld, bliver betragtet som

psykisk syg eller frihedsberøvet af anden

årsag.

Hvem skal hjælpe når systemet ikke af egen

fri vilje oplyser om borgerens rettigheder?

Der er kun dig til at hjælpe, og det skal gå

hurtigt. Ellers vil tvangsmedicinering eller

andre unødvendige behandlinger skade

personen.

Måske tænker du, at det ikke sker med min-

dre der virkelig er grund til det.

Desværre.

Borgerretsbevægelsen har kendskab til flere

eksempler og vi tror det kun er toppen af

isbjerget vi ser, hvilket statistikken også viser.

Dine oplevelser

Har du kendskab til situationer som jeg har

beskrevet her, hører vi meget gerne fra dig.

Du er sikret 100% anonymitet, og vi bruger

kun sagens indhold til at dokumentere sam-

fundets lovovertrædelser.

Du er også velkommen til at søge vejledning

hos os. Også dette foregår anonymt.

Juridisk førstehjælp

Det er stærkt bekymrende at retssikkerhe-

den har taget denne drejning. Jeg kan derfor

kun opfordre læserne til, at gøre sig bekendt

med dette område, da alle kan havne i en

situation hvor der frihedsberøves uden om

domstolene.

Det er især kritisabelt, at der måske forekom-

mer fejl, idet nogle somatiske lidelser kan

give sig udslag i adfærd der kunne tolkes

som psykiske sygdomme.

Sker det for dig eller en nær ven eller familie,

så få fat i en advokat der kender området.

Og det skal foregå hurtigt og inden en evt.

tvangsbehandling finder sted.

Da den frihedsberøvede kan få frataget mo-

biltelefon og computer er denne afskåret fra

selv at rette henvendelse til sin advokat, og

så er der kun at håbe på at patientrådgiveren

gør sit arbejde korrekt eller at du har held

med at hjælpe.

Hvad vil Borgerretsbevægelsen gøre

Det vil være naturligt, om samfundet beskik-

kede en bistandsadvokat når det forelå en

administrativ frihedsberøvelse.

Dette synspunkt vil vi arbejde videre med, så

retssikkerheden forhåbentlig kan styrkes og

vi igen kan genvinde tilliden til retssystemet.

Tak til advokat, Trine Ødemotland for gen-

nemlæsning af artiklen og input.

Tak til advokat Jakob Skjoldan for værdifulde

samtaler om emnet.

Link til Karina Hansen sagen

Spørgsmål og kommentarer til denne artikel sendes til

[email protected]

Har du kommetarer som må gengives, så skriv det i din mail.

Borgerretten udkommer igen efter sommerferien