SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 511: Opfølgende materiale fra Dansk Sygeplejeråds foretræde den 19. april 2016 om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen og handleplan for den ældre medicinske patient

Sundheds- og Ældreudvalget 2015-16
SUU Alm.del Bilag 511
Offentligt

Et sammenhængende

sundhedsvæsen med

mennesket i centrum

Et sammenhængende sundhedsvæsen med

mennesket i centrum

- Dansk Sygeplejeråds anbefalinger til det

nære og sammenhængende sundhedsvæsen

Layout: Dansk Sygeplejeråd 15-161

Alle rettigheder forbeholdes.

Fotografisk, mekanisk eller anden form for gengivelse eller

mangfoldiggørelse er kun tilladt med angivelse af kilde.

Indhold

Forord

Et fælles grundlag for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen

Dansk Sygeplejeråds anbefalinger

Det nære og sammenhængende sundhedsvæsen med mennesket i centrum

Klarhed om hvor sundhedsopgaverne skal løses

Behov for sammenhæng og koordination på tværs

Sammenhæng kræver fælles dataadgang

Sundhedshuse som samlende og tværgående sundhedsinstitution

Det nære og sammenhængende sundhedsvæsen med fokus på kvalitet og faglighed

Nye krav til fagligheden omkring patienten

Udvid brugen af rammedelegation og indfør ordinationsret på afgrænsede områder

Tid og rum til ledelse på tværs

Styrkelse af den sundhedsfaglige indsats på plejecentrene

Behov for adgang til specialkompetencer inden for psykiatri i kommunerne

Fokus på den rehabiliterende indsats

Det nære og sammenhængende sundhedsvæsen som innovativ samfundsinstitution

Bekæmpelse af ulighed i sundhed

Forsøg med nye former for demokratisk indflydelse

Prioritering af uddannelse og lærende miljøer

Opprioritering af den kommunale forskningsindsats

Forord

Kommuner, regioner og almen praksis

løser en lang række sundhedsopgaver af

meget forskellig karakter. Det drejer sig

bl.a. om forebyggende og sundhedsfrem-

mende tiltag, den generelle og speciali-

serede behandling samt den palliative

indsats. Det kræver stor spændvidde i

ressourcer og kompetencer at varetage

denne brede opgaveportefølje, hvor hen-

sigten er en kompetent behandling og

pleje i borgernes nærmiljø, samtidig med

at koordinationen med det specialisere-

de sygehusvæsen sikres, mens indlæg-

gelse holdes på minimalt niveau.

Men hvad forstås ved ”det nære sund-

hedsvæsen”? Hvordan afgrænses det, og

hvis noget er nært, hvad er så det fjerne

sundhedsvæsen? For Dansk Sygepleje-

råd er ”det nære” ikke blot en markør for

geografisk afstand eller en skelnen mel-

lem specialiserede og ikkespecialiserede

sundhedsopgaver.

Det drejer sig først og fremmest om nær-

vær og blikket for det hele menneske.

Udgangspunktet for et nært og sammen-

hængende sundhedsvæsen er, hvordan

det kan understøtte det enkelte menne-

ske værdigt, kvalificeret, fleksibelt og in-

den for trygge rammer uanset alder, soci-

al baggrund og postnummer.

Vi skal have et nært og sammenhæn-

gende sundhedsvæsen, der sætter fokus

på, hvad der er vigtigst for det enkelte

menneske, og så på den baggrund tilret-

telægge en helhedsorienteret indsats. Et

sundhedsvæsen, der kort og godt hænger

sammen og sætter mennesket i centrum.

I dette politiske udspil præsenterer Dansk

Sygeplejeråd en række bud på, hvordan

vores fælles sundhedsvæsen kan udvikle

sig derhen.

God læselyst.

Grete Christensen

Formand for Dansk Sygeplejeråd

Et fælles grundlag for det nære og

sammenhængende sundhedsvæsen

Der er behov for et nyt syn på det nære

sundhedsvæsen. Når vi taler om ud-

viklingen af det nære og sammenhæn-

gende sundhedsvæsen, er det ikke blot

fordi, den nye sygehusstruktur med

højt specialiserede sygehuse betyder,

at kommunerne og almen praksis skal

bidrage med nye eller udbyggede funk-

tioner.

Dansk Sygeplejeråds vision for det nære

og sammenhængende sundhedsvæsen

rækker videre:

Det nære og sammen-

hængende sundhedsvæsen skal med

udgangspunkt i det enkelte menneske

give alle forudsætningen for et godt liv.

Vi ser altså det nære og sammenhæn-

gende sundhedsvæsen som krumtap-

pen i arbejdet for en sund befolkning.

Det skal være den samfundsbærende

institution, som med forebyggende ind-

satser for såvel borgere som patienter

kan gøre op med den stigende ulighed

i sundhed. Det skal også være et sund-

hedsvæsen, der kan tage vare på den

syge på en kvalificeret måde og via

nærværende og inddragende dialog

kan gribe tidligt ind over for problemer

med sundhed og trivsel samt hjælpe pa-

tienterne med at tage vare på sin egen

situation.

Dette udspil er et bud på, hvordan vi

kommer nærmere denne vision. For-

slagene er koncentreret omkring sund-

hedsindsatsen til patienter i den voksne

alder, som i en kortere sygdomsperiode

eller på grund af kroniske lidelser har

behov for tæt kontakt med det nære

sundhedsvæsen, samt til ældre patien-

ter, der gør brug af kommunens tilbud

om hjemmesygepleje mv. Sundhedsind-

satsen for børn og unge er beskrevet i

særskilte udspil fra Dansk Sygeplejeråd.

På de kommende sider giver vi vores

anbefalinger til, hvor der er behov for

at sætte ind for at udbygge og prioritere

det nære sundhedsvæsen. Målet er at

skabe sundhed med mennesket i cen-

trum.

Dansk Sygeplejeråds anbefalinger

Et nært og sammenhængende

sundhedsvæsen med

mennesket i centrum

• Planen for det nære og sammenhæn-

gende sundhedsvæsen skal indehol-

de en afklaring af, hvilke opgaver der

skal løses i henholdsvis kommunen,

på sygehuset og i almen praksis.

• Der skal iværksættes en national ind-

sats omkring udviklingen af forløbs-

ansvarlige sygeplejersker, der skal

sikre patienterne et sammenhængen-

de forløb på tværs af sektorer.

• Autoriseret sundhedspersonale skal

have mulighed for adgang til relevan-

te patientdata på tværs af sektorer.

• Der skal udarbejdes fælles modeller

for at understøtte sundhedshusene

som tværgående sundhedsinstituti-

oner, der sikrer patienterne en fæl-

les og koordineret indgang til lokale

sundhedsindsatser.

Et nært og sammenhængende

sundhedsvæsen med fokus

på høj kvalitet og faglighed

• Der skal ske et bredt kompetenceløft

af sygeplejersker i kommunerne kom-

bineret med udvidede kompetencer

inden for den avancerede kliniske sy-

gepleje til en mindre gruppe.

• Muligheden for brug af rammedele-

gation i kommunerne skal udvides,

og der skal skabes klarhed omkring

reglerne og ansvar.

• Sygeplejersker, der opfylder nærme-

re fastlagte kompetence- og uddan-

nelseskrav, skal have adgang til selv-

stændigt at ordinere og anvende visse

typer af medicin.

• Planen for det nære og sammenhæn-

gende sundhedsvæsen skal præcisere

fundamentet for tværsektoriel ledelse

med fokus på forventninger, rammer

og kompetencer.

• Den sundhedsfaglige indsats på ple-

jecentrene skal højnes ved at ansætte

sygeplejersker på alle plejecentre.

• Der skal i alle kommuner være ad-

gang til specialiserede kompetencer

inden for psykiatrien.

• Rehabiliteringsindsatsen i kommu-

nerne skal styrkes i forhold til både

sygepleje og øvrige sundhedstilbud.

Et nært og sammenhængende

sundhedsvæsen som innova-

tiv samfundsinstitution

• Bekæmpelse af ulighed i sundhed

og et stærkt forebyggelsessigte skal

være et bærende tema i planen om

det nære og sammenhængende sund-

hedsvæsen.

• Der skal gennemføres forsøg med nye

former for demokratisk indflydelse.

• Kommuner – såvel som regioner –

skal prioritere kompetenceudvikling,

videreuddannelse og lærende miljø-

er, herunder gode kliniske uddannel-

sesforløb for studerende på de sund-

hedsfaglige grunduddannelser.

• Der skal oprettes et videncenter for

forskning i kommunal sundhed, som

har en tilknytning til både universi-

teter, professionshøjskoler og forsk-

ningsmiljøer i regionerne.

Det nære og

sammenhængende

sundhedsvæsen med

mennesket i centrum

Der er i disse år stor opmærksomhed på

at skabe mere sammenhæng i patien-

tens forløb. Samtidig er det en kendsger-

ning, at sygehuse, kommuner og almen

praksis mange steder ikke taler nok sam-

men og ikke koordinerer på tværs. Pa-

tienterne skal opleve sundhedsvæsenet

som en samlet enhed, hvor forebyggelse,

pleje og behandling af sygdom hænger

sammen fremfor at være stramt opdelt

mellem de forskellige sektorer.

Vi skal væk fra den traditionelle opfat-

telse af sundhedsvæsenet som en tre-

kant, hvor sygehusene, kommunerne og

almen praksis står fjernt fra hinanden i

hver deres spids. Tilsvarende skal vi væk

fra et system, hvor skæve økonomiske

incitamenter (f.eks. i form af de nuvæ-

rende DRG-takster og den kommunale

medfinansiering) styrer den enkelte sek-

tors valg af sundhedsindsats.

I stedet skal vi strukturere sundheds-

væsenet som en cirkel, hvor mennesket

er i centrum omkranset af ét samarbej-

dende sundhedsvæsen. Der skal i den

forbindelse ske en afklaring af, hvor

opgaverne løses mest hensigtsmæssigt

for patienterne; hvem gør hvad på hvil-

ke tidspunkter. Derudover skal ledelse i

højere grad tænkes på tværs af sektorer,

ligesom vi skal følge i patientens fodspor

og se på, om der er behov for at skabe

nye enheder, som i højere grad integrerer

sundhedsopgaverne omkring den enkel-

te patient.

Klarhed om hvor

sundhedsopgaverne skal løses

Der er i dag stor forskel på sundheds-

tilbuddene i de enkelte kommuner, og

det er på mange områder op til kom-

munerne selv at bestemme rammer og

indhold i de lokale sundhedsindsatser.

Det er godt, for så vidt at kommunerne

er forskellige i forhold til størrelse og be-

folkningssammensætning. Men set fra

patientens perspektiv skaber det usik-

kerhed – og ulighed – i forhold til, hvil-

ken sundhedsindsats de kan forvente, at

deres kommune tilbyder. Patienten skal

i centrum og skal inddrages i eget forløb,

herunder også have medbestemmelse

over, hvor behandlingen skal foregå.

De seneste år er der sket en kraftig for-

øgelse af korte indlæggelser (under 12

timer), og den gennemsnitlige indlæg-

gelsestid for ældre patienter er kraftigt

reduceret. Fra 2009 til 2014 er antallet af

korte indlæggelser steget med 25 pct. For

patienter på 65+ år er antallet steget med

hele 59 pct.

Tallene er et udtryk for, at

nogle patienter, som ikke burde have væ-

ret indlagt, alligevel sendes til sygehuset.

Det gælder eksempelvis patienter med

væskemangel,

behandlingskrævende

urinvejsinfektioner eller ureguleret dia-

betes. Her skal kommunerne tage over,

men ikke alle kommuner er klar til at yde

den pleje og behandling af patienten, der

er behov for. Det skal der gøres noget ved.

Hvis vi vil have et sundhedsvæsen, der

sætter mennesket i centrum, er der be-

hov for, at alle parter tager fælles ansvar.

Første skridt er enighed og tydelighed

om, hvilke opgaver der skal løses hvor. I

forlængelse heraf skal det være tydeligt,

hvilke kompetencer personalet skal have

for at kunne løse opgaverne.

Den manglende klarhed om opgavefor-

delingen på tværs af sektorerne skaber

også ekstra arbejde for personalet. Det er

et problem for sygehuspersonalet, når der

er uklarhed om, hvorvidt en patient kan

udskrives til videre behandling i hjem-

kommunen, fordi sundhedsindsatserne

er forskellige fra kommune til kommune.

Det kræver i dag forskellige udskrivnings-

procedurer på sygehuset, alt efter hvilken

kommune patienten kommer fra.

Mange kommuner har i dag såkaldte

akutfunktioner, som tager hånd om pa-

tienter, der har et særligt pleje- og be-

handlingsbehov, enten for at forebygge

forværring af sygdom eller for at følge op

på sygehusets pleje- og behandlingsind-

sats, når patienten udskrives. Også her er

tilbuddene forskellige på tværs af kom-

munegrænserne.

Udfordringen går også den anden vej.

Kommunerne oplever ligeledes forskel på,

hvornår sygehusafdelinger definerer pa-

tienter som udskrivningsklare. Det betyder,

at der er forskel på, hvor færdigbehandle-

de patienterne er, når de kommer hjem, og

Udvikling i somatiske indlæggelser af forskellig varighed

170

160

150

140

130

120

110

100

2009 = indeks 100

Indlæggelser 0-12 timer 65 år eller ældre

Indlæggelser >12 timer 65 år eller ældre

Indlæggelser 0-12 timer alle

Indlæggelser >12 timer alle

Anm.: Somatiske indlæggelser. Tallene er indekseret, så 2009 er lig indeks 100.

Kilde: Dansk Sygeplejeråd på baggrund af særkørsel fra SSI.

ofte er der derfor behov for opfølgende sy-

gepleje i hjemmet. Målet er ikke en færdig

liste over, hvad der skal til, for at en patient

kan udskrives, men det er vigtigt med en

systematisk koordination mellem sygehus

og kommune om, hvilken hjælp patienter-

ne har brug for, når de kommer hjem.

Almen praksis

Tilsvarende er der behov for klarhed

omkring opgavedelingen i relation til al-

men praksis. Almen praksis indtager en

nøgleposition for patientens vej gennem

sundhedsvæsenet, både når det handler

om forebyggelse og tidlig opsporing og

i forbindelse med behandlingsforløb i

samspil med kommune og sygehus.

Ofte begynder et forløb med en proak-

tiv indsats hos patientens praktiserende

læge, hvor forebyggelse og tidlig opspo-

ring er i fokus. Derudover spiller almen

praksis en væsentlig rolle i forhold til at

Den sygeplejefaglige erfaring

gavner patienterne i almen praksis

I Lægehuset i Kirke Hyllinge er der ud over de

fem praktiserende læger bl.a. ansat to konsul-

tationssygeplejersker.

Lægehuset samarbejder tæt med hjemme-

plejen og nærmeste akutmodtagelse, og her

er der behov for de to sygeplejersker til at ko-

ordinere og varetage de mange sygeplejefag-

lige opgaver. Samtidig har sygeplejerskerne

selvstændige konsultationer med den store

gruppe af patienter med kroniske sygdomme.

skabe koordination og samarbejde med

både sygehusene og de kommunale sund-

hedstilbud som akutfunktioner, rehabili-

teringsenheder, forebyggende sundheds-

tilbud og hjemmesygeplejen. Det er en

udvikling, der naturligt kalder på såvel

øget tværfaglighed som på en øget brug af

de sygeplejefaglige kompetencer i almen

praksis.

Sygeplejersker spiller allerede i dag en

væsentlig rolle i almen praksis, hvor de

løfter en mangfoldighed af opgaver og

supplerer lægerne. Det gælder bl.a. i for-

hold til tidlig opsporing af sygdomme,

vaccinationer, rådgivning og indsatsen

for patienter med kroniske sygdomme.

Dansk Sygeplejeråd anbefaler, at:

Planen for det nære og sammenhæn-

gende sundhedsvæsen skal indehol-

de en afklaring af, hvilke opgaver der

skal løses i henholdsvis kommunen,

på sygehuset og i almen praksis.

Regeringen skal sætte sig i spidsen for

tydelige pejlemærker omkring hvilke

typer af sundhedsindsatser, som hen-

holdsvis kommuner, almen praksis og

sygehusene skal tilbyde. Det gælder

både i forhold til selve opgaven, men

også hvilke ressourcer og kompeten-

cer, der skal til for at løse den. Det gæl-

der tillige i forhold til at få tilpasset

ansvaret, som den enkelte sundheds-

professionelle skal arbejde efter.

Tæt kommunikation og samarbejde

mellem kommune og sygehus

Det er vigtigt, at der er konsensus i begge sek-

torer om, hvordan ressourcerne anvendes

bedst muligt. Derfor arbejder man i Aarhus

Kommune meget med at få sygehuset til at

hjælpe med at definere, hvilke patienter der

f.eks. selv kan varetage væskebehandling i

drop. Dermed bliver behandlingen et fælles

ansvar mellem kommunen og sygehuset.

Herudover har man også et samarbejde om

at forstå hinandens kontekst sygehus og

kommune imellem. F.eks. holder en repræ-

sentant fra kommunen oplæg på sygehuset

omkring kommunens organisering. Dermed

får personalet på sygehuset en bedre forstå-

else af, hvilke faggrupper der kommer i pa-

tientens hjem, og hvilke kompetencer de en-

kelte faggrupper har.

Dansk Sygeplejeråds beregninger på baggrund

af særkørsel fra SSI.

sundhedsindsatser

Almen praksis

Sygehuse og

ambulatorier

Det nære og sammenhængende sundhedsvæsen

· Konsultation/kontroller i nærmiljøet

· Forebyggelse og tidlig opsporing

· Fleksibilitet i forhold til patienters hverdagsliv

· Øget tilgængelighed for øvrigt sundhedspersonale

· Udvidet brug af rammedelegation til

hjemmesygeplejen

Vision

· Pleje og behandling i patientens nærmiljø

· Forebyggelse og tidlig opsporing

· Tæt dialog med sygehus og almen praksis ved

indlæggelse og udskrivning

· Tæt samspil med sygehus om kompetencer til

specialiseret pleje og behandling

· Ordination af medicin inden for særligt

definerede områder

Kommunale

sundhedsindsatser

Almen praksis

Sygehuse og

ambulatorier

Vision

· Færre indlæggelser

· Specialiseret behandling i patientens nærmiljø via

telemedicin og ny teknologi

Dansk Sygeplejeråds vision:

Det nære og sammenhængende sundhedsvæsen skal

med udgangspunkt i det enkelte menneske give alle

forudsætningen for et godt liv

· Tæt samspil og dialog med kommune og almen

praksis ved indlæggelse og udskrivning

· Lettere adgang til specialiseret viden

· Systematisk brug af udkørende funktioner

Behov for sammenhæng og

koordination på tværs

En af sundhedsvæsenets største udfor-

dringer er at skabe omsorg og sammen-

hæng i patientforløbene på tværs af kom-

mune, sygehus og praktiserende læge.

De seneste år er indlæggelsestiden på

sygehusene faldet markant. Det gælder

især for ældre patienter over 80 år, hvor

indlæggelsestiden i perioden 2007-2014

er faldet med to hele dage. Det svarer til

et fald på 27 pct. For patienterne mellem

65-79 år er den gennemsnitlige indlæg-

gelsestid faldet med 1,4 dage, mens den

gennemsnitlige indlæggelsestid for de

0-64-årige er faldet med 0,6 dage.

Fald i gennemsnitlig indlæggelsestid (2007 = indeks 100)

100

0-64 år

65-79 år

80 år og ældre

2007 = indeks 100

Socialsygeplejerske til socialt

sårbare patienter

I Ballerup Kommune er der i rehabilitering-

steamet ansat en socialsygeplejerske, som

samarbejder med det øvrige personale samt

med bl.a. jobcenter, socialvejledning, social-

psykiatrien, praktiserende læger og sygehu-

se om at sikre patienten et sammenhængen-

de forløb. Fokus er på de socialt sårbare pa-

tienter, der typisk er karakteriseret ved at

have flere problemer på samme tid, f.eks.

misbrug, fattigdom eller psykisk sygdom, og

derfor har de såvel behov for hjælp til at

håndtere sygdom som behov for at navigere

i systemet.

Den kommunale socialsygeplejerske delta-

ger derudover i relevante projekter om ulig-

hed i sundhed og har en række opgaver i

forhold til rådgivning af sagsbehandlere

m.fl. og undervisning på erhvervsrettede

tilbud.

Anm.: Gennemsnitlig liggetid er beregnet ved at dividere antal sengedage med antal indlæggelser for alle somatiske indlæggelser.

Kilde: Dansk Sygeplejeråd på baggrund af særkørsel fra SSI.

De faldende indlæggelsestider stiller

krav til indsatsen i kommunerne i for-

hold til at sikre sammenhængende og

helhedsorienterede forløb. Tilsvarende

gælder, når den specialiserede sygehus-

behandling rykker ud i patienternes eget

hjem f.eks. ved brug af telemedicin og

andre nye teknologiske løsninger. Det

smidiggør forløbet for patienten, der får

lettere ved at føre et normalt hverdagsliv.

Behovet for koordination gælder også in-

ternt i kommunen, hvor der skal være et

helhedsorienteret forløb på tværs af bl.a.

hjemmesygepleje, forebyggelse, genop-

Kemobehandling i eget hjem

Rigshospitalet har udviklet en rygsæk, så det

nu er muligt for patienter med leukæmi at få

behandling med kemoterapi i hjemmet. Via

rygsækken gives medicinen i et permanent ve-

nekateter, som patienten har i brystet. Ordnin-

gen betyder bedre livskvalitet for patienten og

familien, og oplevelsen af at være syg er ikke så

fremherskende. En af de store fordele er at kun-

ne opretholde kontakt til familie og venner,

spise sammen og gennemføre skolegang.

Udbredelsen af ideen går hurtigt og projektet

er bredt ud til flere dele af landet og til andre

former for behandling.

træning og kostvejledning. Derudover er

der samtidig behov for sammenhæng på

tværs af sundheds-, social- og beskæfti-

gelsesområdet.

Sygeplejersker har en central rolle i

at sikre de sammenhængende og hel-

hedsorienterede forløb, både på tværs

af sektorer og inden for kommunens

enheder. Det drejer sig eksempelvis om

at sikre koordination, inddragelse af

patienter og pårørende samt bidrage til

et helhedssyn på patienten i de forskel-

lige dele af forløbet. Det er et område i

udvikling, og der er derfor behov for en

mere systematisk national indsats, som

bygger på den videnskabelige viden, der

findes på området.

Dansk Sygeplejeråd anbefaler, at:

Der skal iværksættes en national

indsats omkring udvikling af forløbs-

ansvarlige sygeplejersker, der skal

sikre patienterne et sammenhæn-

gende forløb på tværs af sektorer.

Den nationale indsats skal omfatte

ansvaret for forløb og koordination

på tværs af kommuner, sygehuse

og almen praksis såvel som internt

i kommunerne, hvor der skal være

særlige tiltag målrettet patienter

med særlige behov. Samtidig skal der

iværksættes initiativer med henblik

på læring og optimering af forløb.

Dansk Sygeplejeråds beregninger på baggrund

af særkørsel fra SSI.

Sammenhæng kræver

fælles dataadgang

Fra alle sider fremhæves det, at manglen-

de deling af patientdata er en af de store

udfordringer i forhold til at skabe mere

sammenhæng i sundhedsydelserne på

tværs af sektorer. Når it-systemerne ikke

taler sammen, og personalet ikke har

adgang til at se og registrere i de samme

systemer på tværs af sektorer, går det ud

over patienten.

I dag kan personalet i kommunerne ikke

benytte sygehusenes EPJ, og tilsvarende

kan de ansatte på sygehusene ikke be-

nytte de kommunale systemer. En hjem-

mesygeplejerske kan således ikke doku-

mentere handlinger og observationer på

patienter, hvor sygehuset har behand-

lingsansvaret, og omvendt kan de regio-

nalt ansatte ikke registrere i forhold til de

patienter, hvor den praktiserende læge

har behandlingsansvaret.

Udfordringen viser sig eksempelvis i for-

bindelse med blodtransfusion i eget hjem,

hvilket er en af de nye opgaver, der nogle

steder er på vej til at overgå fra sygehuset

til kommunen. Hvis sygeplejersken, der

kommer i patientens hjem for at varetage

behandlingen, har brug for oplysninger fra

sygehuset, kan hun ikke finde dem i patien-

tens journal, men må ringe til sygehuset for

at få dem til at slå op i deres journal. Det

hæmmer samarbejdet og koordinationen

på tværs. Og ikke mindst svækker det pa-

tientsikkerheden.

En undersøgelse, som Dansk Sygepleje-

råd har foretaget, viser, at tre ud af fire

kommunalt ansatte sygeplejersker (74

pct.) inden for den seneste måned har op-

levet at mangle viden fra sygehuset efter

udskrivelse af en patient.

Her vil fælles

dataadgang kunne medvirke til at sikre,

at mere viden deles på tværs.

Dansk Sygeplejeråd anbefaler, at:

Autoriseret sundhedspersonale skal

have mulighed for adgang til relevan-

te patientdata på tværs af sektorer.

Løsningen skal vægte hensynet til da-

tasikkerheden, men patienterne kan

ikke være tjent med, at sundhedsper-

sonalet i dag ikke kan samarbejde

på grund af barrierer i lovgivningen.

Ligeledes skal der tages højde for

patientens ret til egne data og sund-

hedspersonalets tavshedspligt.

Databarrierer i akutteamet

Aarhus Kommune og Aarhus Universitetsho-

spital har etableret et samarbejde om et akut-

team, hvor kommunale og regionale sygeple-

jersker arbejder side om side. De deler opga-

verne, men refererer ledelsesmæssigt til hhv.

kommune og sygehus. Til at begynde med var

opgaverne meget delte, og man skelnede mel-

lem, om en seng var ”kommunal eller regio-

nal”. Men i dag fungerer akutteamet som én

enhed til trods for det opdelte ledelsesansvar.

En vedblivende udfordring er dog de mang-

lende fælles it-løsninger og den manglende

adgang til hinandens patientdata. Her funge-

rer akutteamet stadig som to opdelte enheder.

Dansk Sygeplejeråds tal på baggrund af under-

søgelse foretaget af Megafon (februar 2016).

Sundhedshuse som samlende

og tværgående sundhedsinstitution

Patienter bør i udgangspunktet være i

kontakt med så få sundhedstilbud som

muligt. I dag kan den samme patient

være tilknyttet både sygehus, praktise-

rende læge og et eller flere lokale be-

handlingssteder på én gang, uden at der

nødvendigvis er tæt koordinering og sam-

menhæng på tværs. Det besværliggør et

hurtigt og effektivt forløb for patienten.

Sundhedshusene spiller en afgørende

rolle i at sikre, at behandling samt fore-

byggelses- og rehabiliterende indsatser

Erfaringer fra udlandet

I England er såkaldte walk-in centres i dag

meget udbredte i storbyerne. Her kan borgere

komme direkte ind fra gaden uden tidsbestil-

ling for at få sundhedsrådgivning og hjælp til

mindre behandlinger. Walk-in centrene er

primært bemandet med sygeplejersker (ofte

specialuddannede inden for avanceret kli-

nisk sygepleje), og enkelte steder er der også

tilknyttet læger.

I Sverige er vårdcentralerne blevet en afgø-

rende del af det offentlige sundhedsvæsen.

Her samarbejder bl.a. hjemmesygeplejersker,

fysioterapeuter, socialrådgivere, psykologer

og ernæringseksperter om at hjælpe borger-

ne med sundhedsproblemer.

er tilgængelige i lokalområdet. De funge-

rer som en del af den samlede sundheds-

indsats i samspil med de praktiserende

læger, sygehusene, ældreområdet og

sundhedsplejen. Mange sundhedshuse

tilbyder bl.a. sygepleje, fysio- og ergote-

rapi, kostvejledning og psykologhjælp.

Herudover har sundhedshusene en sær-

lig opgave i relation til at mindske den

sociale ulighed i sundhed med en række

åbne og lettilgængelige sundhedstilbud

henvendt til sårbare borgere og patienter.

Sundhedshusene må imidlertid ikke

udvikle sig til endnu en sektor i sund-

hedsvæsenet. I stedet skal de være et

samlingssted, der tilbyder helhedsorien-

terede forløb med patienten i centrum.

Det betyder, at sundhedshusene ikke

blot skal tilbyde enkeltstående sund-

hedstilbud under samme tag, men at til-

buddene skal samles og koordineres, så

patienten oplever et sammenhængende

forløb. Det handler bl.a. om let og hurtig

adgang samt videndeling på tværs med

henblik på helhedsorienteret forebyggel-

se, behandling og pleje. Herudover skal

sundhedshusene være med til at danne

bro til andre dele af kommunen. Det kan

eksempelvis være jobcenteret eller social-

forvaltningen.

Sundhedshuset i Kalundborg

Sundhedshuset i Kalundborg er placeret i

kommunens tidligere sygehus og tilbyder

sundhedsfunktioner i regi af både Kalund-

borg Kommune og Region Sjælland. Det hu-

ser bl.a.:

• Skadeklinik

• Lægevagt

• Jordemoderkonsultation og sundhedstje-

neste

• Lægecenter med tre praktiserende læger

• Sygeplejeklinik

• Medicinsk ambulatorium med undersøgel-

se og behandling af patienter med især

diabetes, hjerte- og lungesygdom

• Blodprøver og EKG

• Røntgen med drop-in funktion

• Genoptræning, fysioterapi samt uddannel-

sestilbud vedr. kronisk sygdom

Det er afgørende, at sundhedshusene er

lokalt forankret og således imødekommer

de sundhedsbehov, der findes i lokalom-

råderne. I nogle områder kan en løsnings-

model eksempelvis være, at sundhedshu-

sene løbende har læger/specialister på en

række områder i huset som satellitklinik.

På den måde sikres det, at specialiserede

behandlinger også tilbydes patienter i om-

råder, der ellers har langt til den speciali-

serede behandling.

Model 1

Eksempler på sundhedstilbud i sundhedshus

• Fysisk genoptræning efter sygehusbehand-

ling samt rehabiliteringsforløb.

• Borgerrettet forebyggelse, f.eks. kurser om

vægttab, rygestop og motion.

• Patientrettet forebyggelse, f.eks. ”lær at leve

med kronisk sygdom” etc.

• Evt. kommunal sygeplejeklinik.

• Evt. i samme hus som almen praksis, psy-

kolog, jordemoderkonsultation etc.

Personale: F.eks. sygeplejersker, terapeuter, kostfag-

lige.

Model 2

Ud over de samme tilbud som i model 1 tilby-

des herudover:

• Åben konsultation samt konsultation efter

aftale med læge eller sygeplejerske.

• Principielt samme funktioner som i almen

praksis, dvs. sundhedstilbud til borgere

med akut opstået sygdom, kronisk sygdom,

akut forværret kronisk sygdom samt syste-

matisk forebyggende indsatser som f.eks.

børneundersøgelser.

• Herudover særlige forebyggende indsatser,

særligt i forhold til udsatte borgere.

• Efter behov etableres ambulante funktio-

ner, f.eks. terapi, jordemødre etc.

Personale: Sygeplejersker med særlige kompeten-

cer i f.eks. kronisk sygdom og farmakologi, bioana-

lytikere, terapeuter etc. Læger/specialister i satellit-

funktioner.

Dansk Sygeplejeråd anbefaler, at:

Der skal udarbejdes fælles modeller

for at understøtte sundhedshusene

som tværgående sundhedsinstituti-

oner, der sikrer patienterne en fæl-

les og koordineret indgang til lokale

sundhedsindsatser.

Kommunerne er forskellige, og sund-

hedshusene skal tilpasses de lokale

behov. Derfor er der brug for forskelli-

ge modeller for, hvilke sundhedsind-

satser sundhedshusene skal tilbyde.

Fælles er det dog, at den overordnede

hensigt er at samle og koordinere ple-

je- og behandlingsforløb med patien-

ten i centrum.

Det nære og

sammenhængende

sundhedsvæsen med

fokus på kvalitet

og faglighed

Ny organisering og nye opgaver stil-

ler nye krav til personalet. Patienter-

ne skal have vished for, at plejen og

behandlingen er af høj kvalitet, og at

patientsikkerheden er i top, uanset

hvor i sundhedsvæsenet opgaverne

løses. Det kræver, at personalet ru-

stes bedst muligt til at varetage de

nye opgaver – både på ledelses- og

på medarbejderniveau.

Nye krav til fagligheden

omkring patienten

Kommunerne får i disse år betydeligt

flere og mere komplekse plejeopgaver.

Patienterne udskrives tidligere og med

mere komplekse behov, og bedre be-

handlingsmuligheder medfører, at flere

sundhedsopgaver kan løses i patientens

eget hjem. Samtidig har kommunerne

en øget rolle i at forebygge indlæggelser.

Når opgaverne i kommunerne udvides,

er det nødvendigt, at kompetencerne

følger med. 83 pct. af de kommunalt

ansatte sygeplejersker tilkendegiver så-

ledes, at de har behov for et kompeten-

celøft inden for et eller flere af områder-

ne for at kunne varetage sygepleje på et

fagligt forsvarligt niveau.

Behovet for

kompetencer spænder bredt og omfat-

ter bl.a. psykiatri, palliation, sårbehand-

ling og demens.

Kompetenceløftet skal ligeledes under-

støtte samspillet på tværs af kommuner

og sygehusene ved at sikre sygeplejer-

skerne i kommunerne bedre viden om

den specialiserede behandling, som er

forankret i regionalt regi. Sygeplejersker-

ne på sygehusene er således en vigtig res-

source i forhold til sparring med kommu-

nale sygeplejersker.

Behov for dobbelt kompetenceløft

Special-

uddannelse i

kommunal

sygepleje

Sygeplejersker

med udvidede

kompetencer

(APN)

Løft af generalistkompetencer

Her skal sygeplejerskerne løftes for at nå et fagligt forsvarligt niveau

En eller ﬂere af nedenstående

Psykiatri

Palliation

Sårbehandling

Demens

Farmakologi/smertebehandling

Gerontologi/geriatri

Rehabilitering

Pædagogik/formidling/vejledning

Ledelse/delegation

Kommunikation

13%

12%

24%

19%

44%

41%

39%

36%

33%

30%

83%

Yderligere er der behov for, at sygeple-

jerskerne får udvidede kompetencer i

klinisk lederskab med henblik på organi-

sering og prioritering af arbejdsopgaver

og sikring af, at de samlede ressourcer og

kompetencer bruges bedst muligt for at

imødekomme patienternes behov. En del

af de sygeplejefaglige opgaver varetages

i dag af andre faggrupper end sygeple-

jersker, mens det professionelle ansvar

er placeret hos sygeplejerskerne. Derfor

ligger der også et vigtigt ansvar for at vej-

lede og supportere plejepersonalet i disse

opgaver.

Anm.: Der er stillet følgende spørgsmål: Har du behov for et kompetenceløft inden for et eller flere af følgende områder for at kunne

varetage sygepleje på et fagligt forsvarligt niveau?

Kilde: Dansk Sygeplejeråds tal på baggrund af undersøgelse foretaget af Megafon (februar 2016).

Bredt kompetenceløft: Specialud-

dannelse i kommunal sygepleje

Det brede løft af generalistkompetencer inde-

bærer, at alle sygeplejersker i hjemmesyge-

plejen i fremtiden har en specialuddannelse i

kommunal sygepleje. Det princip kendes bl.a.

i dag fra intensivområdet, hvor ca. 85 pct. har

en specialuddannelse

eller er under uddan-

nelse , samt fra det psykiatriske område, hvor

det anbefales, at 50-55 pct. har en specialud-

dannelse.

Specialuddannelsen i kommunal sygepleje

skal ruste sygeplejersken til at håndtere de nye

og mere komplekse opgaver i kommunerne.

Avanceret klinisk sygepleje

En sygeplejerske på avanceret klinisk niveau

adskiller sig fra den specialuddannede syge-

plejerske ved at have udvidede kompetencer

til at vurdere, diagnosticere, ordinere under-

søgelser og justere i behandlingen af patien-

terne inden for et afgrænset område.

En sygeplejerske med udvidede kompetencer

inden for den avancerede kliniske sygepleje

har dermed bredere viden og kompetencer, så

vedkommende kan håndtere de mest kom-

plekse patienter og samtidig fungere som en

faglig ekspert/supervisor i forhold til øvrige

patientforløb. Det sker i et tæt samarbejde

med læger i almen praksis og på sygehuset

samt med andre faggrupper.

Internationalt er funktionen som Advanced

Practice Nursing (APN) eller Nurse Practitio-

ner velkendt, og der er dokumenterede gode

erfaringer inden for både kliniske resultater,

patienttilfredshed og omkostningseffektivi-

tet.

1 OECD (2013): Review of Health Care Quality:

Denmark.

Dansk Sygeplejeråd anbefaler, at:

Der skal ske et bredt kompetence-

løft af sygeplejersker i kommunerne

kombineret med udvidede kompe-

tencer inden for den avancerede kli-

niske sygepleje til en mindre gruppe.

Der er dels et behov for et bredt løft af

generalistkompetencer, hvor sygeple-

jersker i kommunerne fremover skal

have en specialuddannelse i kommu-

nal sygepleje. Specialuddannelsen

skal omfatte den brede hjemmesyge-

pleje, herunder også eventuelle akut-

te funktioner i kommunen.

Der er samtidig behov for et styrket

fokus på specialiserede udvidede

kompetencer inden for både det

diagnosespecifikke område og inden

for tværgående indsatser som f.eks.

palliation. Derfor skal nogle sygeple-

jersker have udvidede kompetencer

via en klinisk videreuddannelse på

masterniveau inden for den avance-

rede kliniske sygepleje (APN).

De specialuddannede sygeplejersker skal have:

• Solide teoretiske og kliniske kompetencer,

der matcher den nyeste evidens og ret-

ningslinjer inden for den kommunale syge-

pleje.

• Organisatoriske kompetencer og viden om

sundhedsvæsenets dynamik og udvikling,

herunder gensidig forståelse af opgaver og

vilkår på tværs af fag- og sektorgrænser.

• Sundhedspædagogiske kompetencer, her-

under kompetencer til at vejlede patien-

ten i anvendelse af f.eks. teknologisk ud-

styr som led i egenomsorgen samt til at

hjælpe patienterne med at øge deres

handlekraft og mestringsevne.

Specialuddannelsen kan opbygges fleksibelt

med mulighed for at målrette den i forhold til

sygeplejerskens konkrete arbejdsområde.

1 Årsrapport 2015 fra Landsudvalget for specialud-

dannelse for sygeplejersker i intensiv sygepleje.

Dansk Sygeplejeråds tal på baggrund af under-

søgelse foretaget af Megafon (februar 2016).

Udvid brugen af rammedelegation og indfør

ordinationsret på afgrænsede områder

De eksisterende rammer for anvendelsen

af rammedelegation og de manglende

muligheder for selvstændig ordinations-

ret til sygeplejersker udgør en barriere for

god pleje og behandling i kommunerne.

Derfor skal brugen af rammedelegatio-

ner i kommunerne udvides, og sygeple-

jersker med en specialistuddannelse skal

have udvidede kompetencer til selv at

ordinere visse typer af medicin og under-

søgelser inden for afgrænsede områder.

Rammedelegationer skal udvides

Der er flere grunde til, at den gældende

praksis vedrørende rammedelegation ikke

er tilstrækkelig i forhold til det nære sund-

hedsvæsen. Det giver eksempelvis usmidi-

ge patientforløb, når en sygeplejerske ikke

kan iværksætte enkle og hyppigt forekom-

mende undersøgelser samt behandlinger

som en del af sit daglige arbejde. Derud-

over er der store forskelle i brugen af ram-

medelegationer på tværs af kommunerne,

fordi det er op til den enkelte læge at be-

slutte, om der skal være en rammedelega-

tion, og hvad den skal indeholde.

I hverdagen skal en sygeplejerske, som

reglerne er i dag, kontakte en læge for at

iværksætte de mest almindeligt forekom-

mende undersøgelser, f.eks. måle blod-

sukkerniveau, podning af sår, urintest for

blærebetændelse, blodtryk m.v. Når un-

dersøgelsen er foretaget, skal sygeplejer-

sken så igen kontakte lægen med henblik

på at iværksætte behandlingen. Det er et

usmidigt system, som tager tid væk fra

plejen af patienterne.

Løsningen er derfor en ensartet og syste-

matisk anvendelse af rammedelegatio-

ner, som giver de kommunale sygeple-

jersker mulighed for at give og regulere

medicin samt iværksætte andre behand-

linger. Det vil give et løft i plejen og be-

handlingen af patienterne på tværs af

kommunegrænserne samt give en mere

effektiv udnyttelse af ressourcerne.

Selvstændig ordinationsret inden for

afgrænsede områder

Den tidlige udskrivning af patienter til

hjemmet, som har stadigt mere komplek-

se pleje- og behandlingsbehov, under-

streger behovet for at uddanne et mindre

antal sygeplejersker til avanceret klinisk

praksis. De skal gives hjemmel til at arbej-

de på et højere selvstændighedsniveau

og udnytte deres viden til bl.a. at ordinere

medicin og øvrige behandlinger på et be-

grænset område.

Blandt de kommunale sundhedschefer

er der opbakning til forslaget. I en un-

dersøgelse, som Dansk Sygeplejeråd har

gennemført, tilkendegiver 84 pct., at det

er en god idé, at kommunalt ansatte sy-

geplejersker med specialkompetencer får

ret til at ordinere medicin eller anden be-

handling inden for afgrænsede områder.

Fordelene ligger ligefor. Den selvstændi-

ge ordinationsret vil kunne mindske ven-

tetid og øge livskvaliteten for patienten

samt mindske tidsforbruget for såvel læ-

gen som sygeplejersken. Når eksempelvis

en kræftpatient i dag får stærke smerter,

må vedkommende vente på, at sygeple-

jersken får kontakt til den praktiserende

læge eller vagtlægen for at iværksætte

eller regulere behandlingen. Det samme

gælder, når den kroniske sygdom blus-

ser op hos en patient, eller en patient får

symptomer på infektion.

Det vil være op til Sundhedsstyrelsen at

fastlægge, hvilke typer medicin der kan

ordineres og anvendes af sygeplejersker,

herunder hvilke kompetence- og uddan-

nelseskrav der skal være opfyldt.

Erfaringer fra udlandet

I en række lande, f.eks. Holland, England og

USA, har man gode erfaringer med at give

særligt uddannede sygeplejersker ret til at or-

dinere medicin i et begrænset omfang. Forsk-

ning fra disse lande viser, at det aflaster læ-

gerne, giver omfattende besparelser og sker

på et lige så højt fagligt niveau, som når læ-

gerne gør det.

Det er nødvendigt af hensyn til patientens

livskvalitet og af hensyn til at imødekomme

de generelle udfordringer i sundhedsvæse-

net, at der også i Danmark indføres ordinati-

onsret på afgrænsede områder til sygeplejer-

sker med relevant videreuddannelse og kom-

petencer.

Dansk Sygeplejeråd anbefaler, at:

Muligheden for brug af rammedele-

gation i kommunerne skal udvides,

og der skal skabes klarhed omkring

regler og ansvar.

Sygeplejersker, der opfylder nær-

mere fastlagte kompetence- og ud-

dannelseskrav, skal have adgang til

selvstændigt at ordinere og anvende

visse typer medicin.

Derudover bør sygeplejersker som en

del af deres normale arbejdsområde

have mulighed for at iværksætte spe-

cifikke undersøgelser, som er hyppigt

forekommende, uden at det kræver

en rammedelegation.

Samlet set vil det skabe øget fleksi-

bilitet, øget fagligt råderum og mere

smidige arbejdsgange. Det vil der-

med give bedre sundhedstilbud til

bl.a. kronisk syge og ældre medicin-

ske patienter.

Dansk Sygeplejeråd (december 2015).

Tid og rum til ledelse på tværs

I takt med, at kommunerne bl.a. overta-

ger mere komplekse patientforløb, stiller

det også nye krav til en hensigtsmæssig

og koordineret ledelse. Det gælder både

internt i kommunen og på tværs af sek-

torer.

I kommunerne er der således behov for

ledelsesstrukturer og organisering, der

kan understøtte samarbejdet mellem

kommunens forskellige sundhedsom-

råder: hjemmesygepleje, plejecentre og

sundhedshuse og på tværs af sektorer.

Der skal også ses på løsninger, der frem-

mer fælles opgaveløsning i samarbejde

med både patienter og andre aktører.

For at skabe et vellykket samarbejde på

tværs af sektorer er det herudover vig-

tigt, at de involverede ledere får rum til

at føre de politiske visioner om et mere

sammenhængende sundhedsvæsen ud i

livet.

Imidlertid oplever lederne ofte, at

de befinder sig i et krydspres. På den ene

side skal de indgå i samspillet på tværs,

hvor der er fokus på helhed og sammen-

hæng til patientens bedste. På den anden

side skal de leve op til mål og levere resul-

tater i forhold til den økonomiske bund-

linje i egen organisation.

Udvikling af samarbejdet på tværs hand-

ler i høj grad om relationer. Det tager tid

at opbygge, og de målbare resultater viser

sig således oftest på langt sigt. For at sam-

arbejdet kan blive en succes, er der behov

for initiativer og strukturer, der understøt-

ter tværgående ledelse.

Dansk Sygeplejeråd anbefaler, at:

Planen for det nære og sammenhæn-

gende sundhedsvæsen skal præci-

sere fundamentet for tværsektoriel

ledelse med fokus på forventninger,

rammer og kompetencer.

Der er behov for et gennemarbejdet

ledelsesgrundlag med tydelige krav

til, hvad der forventes af lederne og

deres respektive funktioner. Ligele-

des er der behov for, at den enkelte

leder får relevant videreuddannelse,

sparring og opbakning fra ledelses-

niveauer ovenover i forbindelse med

de øgede krav til opgaveløsningen.

Den enkelte leder skal derudover sik-

res adgang til relevante ressourcer,

kompetencer og ledelsesinformati-

oner samt mulighed for at prioritere

opgaver og projekter, så den operatio-

nelle leder faktisk har mulighed for at

bedrive ledelse af høj faglig kvalitet.

Væksthus for Ledelse (2014): Ledelse over

grænser – Erfaringer med tværsektoriel ledelse

i sundhedsvæsenet.

Styrkelse af den sundhedsfaglige

indsats på plejecentrene

De beboere, der i dag er på plejecentrene,

er ofte alvorligt syge og svækkede. Mange

beboere lider af flere sygdomme – ofte 4-5

forskellige – som f.eks. diabetes, kræft el-

ler KOL. Der er således tale om komplekse

sygdomsforløb, som kræver stærke sund-

hedsfaglige kompetencer.

En vigtig opgave på plejecentrene er der-

for hurtigt at kunne observere tegn på syg-

dom og komplikationer samt iværksætte

tiltag, der kan forhindre forværring, så

indlæggelser kan undgås. En undersøgel-

se fra Dansk Sygeplejeråd viser, at 44 pct.

af sygeplejersker på plejecentre inden for

den seneste måned har oplevet, at indlæg-

gelser kunne have været undgået, såfremt

beboeren havde fået den rette sygepleje-

faglige indsats.

Pleje og behandling til ældre med sam-

mensatte sygdomsmønstre og behov

kræver kompetencer, der kan kortlæg-

ge borgernes situation, vurdere risici og

iværksætte forebyggende tiltag. Derud-

over skal der være fokus på kvalitet og

patientsikkerhed, herunder medicinhånd-

tering og hygiejne, ligesom den palliative

indsats skal prioriteres.

Særlig indsats i forhold til ældre med

demens

Et særligt fokusområde er demens, der

giver yderligere kompleksitet i behov og

forløb. 90.000 danskere lider i dag af syg-

dommen demens, og tallet er stærkt sti-

gende. Om 25 år forventes det, at tallet er

steget til 165.000 personer. På plejecen-

trene estimeres det, at op mod tre ud af

fire beboere lider af demenssygdomme.

Mennesker med demens gør ikke nødven-

digvis opmærksom på det, når de føler

smerte og ubehag, og de er ikke altid i stand

til at kommunikere det. Derfor er det helt

afgørende, at der er medarbejdere med høj

sundhedsfaglig ekspertise døgnet rundt,

som står for observation, medicindosering,

rehabilitering, ernæringsplaner, og som

kan tage sig af akut opståede problemer.

Der er behov for en helhedsorienteret ind-

sats, der retter sig både mod mennesker

med demens og mod de pårørende, som

har demenssygdommen tæt inde på livet.

Det handler om at være i stand til både at

håndtere demenssygdommen og samtidig

være i stand til at opspore symptomer, så

pleje og behandling hurtigt kan igangsæt-

tes, og indlæggelser dermed i bedste fald

undgås. Samtidig skal personalet kunne

støtte og vejlede de pårørende, så de føler

sig lyttet til og inddraget i sygdomsforløbet.

Sygeplejersker på plejecentre

døgnet rundt

På baggrund af kompleksiteten i beboernes

pleje- og behandlingsbehov har man i Glad-

saxe Kommune besluttet, at der skal være sy-

geplejersker i vagt på plejecentrene både dag

og aften – alle ugens dage. Om natten dækker

sygeplejersker fra hjemmeplejen beboernes

behov for sygepleje. Plejecentrene kan hurtigt

rekvirere en sygeplejerske, når der opstår et

akut behov.

Dansk Sygeplejeråd anbefaler, at:

Den sundhedsfaglige indsats på ple-

jecentrene skal højnes ved at ansæt-

te sygeplejersker på alle plejecentre.

Sygeplejersker på alle plejecentre skal

være med til at sikre, at beboerne får

den bedst mulige sygepleje og behand-

ling. Beregninger fra Dansk Sygepleje-

råd viser, at hvert tredje plejecenter i dag

ikke har tilknyttet sygeplejersker.

Når

sygeplejersker befinder sig fast på ple-

jecentrene, kan de være med til at op-

spore eventuelle infektioner, tegn på de-

hydrering og forværringer i beboernes

helbredstilstand, før det udvikler sig.

Derved kan genindlæggelser undgås.

Tilsvarende er det helt afgørende, at der

er sygeplejersker med høj sundhedsfag-

lig ekspertise, som står for bl.a. observa-

tion, rehabilitering og palliation.

Sygeplejerskerne skal uddelegere op-

gaver, vejlede og undervise de øvrige

fagpersoner på en sådan måde, at de er

trygge ved at udføre de opgaver, de har.

Derudover har sygeplejerskerne en

vigtig opgave i at varetage samarbejdet

med f.eks. almen praksis, ligesom de vil

kunne understøtte arbejdet med fast-

tilknyttede læger på plejecentrene.

Ældrekommissionen (2012): Livskvalitet og

selvbestemmelse på plejehjem.

Dansk Sygeplejeråd (december 2015).

Ugeskrift for Læger (marts 2015): Forekomst af

depression og demens blandt plejehjemsbeboere.

Dansk Sygeplejeråds beregninger på baggrund

af tal fra tilbudsportalen.

Behov for adgang til specialkompetencer

inden for psykiatri i kommunerne

Udviklingen inden for psykiatrien er gået

i retning af øget ambulant behandling

med kortere indlæggelser, pakkeforløb

og færre sengepladser. Målet er, at mest

mulig behandling bør foregå i patientens

nærmiljø. Det betyder, at der i dag er flere

psykiatriske patienter, som skal behand-

les i kommunerne.

Langtfra alle kommuner er imidlertid ru-

stet til at yde den pleje og behandling, der

er behov for. En undersøgelse foretaget af

Dansk Sygeplejeråd viser, at halvdelen (48

pct.) af de kommunalt ansatte sygeplejer-

sker mener, at der er kommet flere pa-

tienter med psykiske lidelser i løbet af de

seneste to år. Samtidig siger fire ud af 10

sygeplejersker (41 pct.), at de slet ikke el-

ler kun i ringe grad har kompetencer til at

håndtere patienter med psykiske lidelser

på en fagligt forsvarlig måde.

Det kræ-

ver særlig viden og kunnen at omgås og

hjælpe borgere med psykiske problemer

og sygdomme. Det kan være vanskeligt

helt konkret at få adgang til patienterne,

motivere dem til samarbejde om sårskift,

medicinering og andre sundhedsindsat-

ser samt at fortolke symptomer på en

eventuel forværring i en patients tilstand.

Kun få kommuner har et formaliseret

samarbejde mellem hjemmesygeplejen

og psykiatrien – det gælder både internt

i kommunen og på tværs af sektorer. Det

betyder, at der ikke altid er adgang til

hurtig hjælp og sparring for sygeplejer-

sker, der har en patient med let eller svær

psykisk sygdom. I de kommuner, hvor

samarbejdet er formaliseret, vurderes det

som positivt og effektivt af sygeplejersker

i kommunen.

Dansk Sygeplejeråd anbefaler, at:

Der skal i alle kommuner være ad-

gang til specialiserede kompetencer

inden for psykiatrien.

Alle kommuner skal have ansat syge-

plejersker med en specialuddannelse

i psykiatri; og ansatte i hjemmeple-

jen, hjemmesygeplejen, på plejecen-

tre m.m. skal have mulighed for at

trække på en sygeplejerske med spe-

cialuddannelsen, så der er adgang til

de faglige kompetencer, som patien-

ter med psykiske lidelser har behov

for. Tilsvarende er det vigtigt med tæt

koordinering til de psykiatriske be-

handlingstilbud i regionerne.

Dansk Sygeplejeråds tal på baggrund af under-

søgelse foretaget af Megafon (april 2014).

Fokus på den rehabiliterende indsats

Næsten 2 millioner danskere lever i dag

med en kronisk sygdom, og blandt ældre

over 75 år er det to ud af tre. Mange af

disse har gavn af en rehabiliterende ind-

sats. Og tilføjer man herudover de ældre

patienter, der skal rehabiliteres efter et

alvorligt sygdomsforløb, er der al mulig

grund til at prioritere den rehabiliteren-

de indsats.

Rehabilitering indebærer, at der skal ses

på ressourcer og potentiale hos den en-

kelte patient, før der kan tages endelig

stilling til behovet for kompenserende

hjælp. I den forbindelse er det helt afgø-

rende, at patienten sættes i centrum og

inddrages i eget forløb. Det betyder, at

det sundhedsfaglige personale i samspil

med patienten skal sætte retning for den

rehabiliterende indsats og i fællesskab

lægge handleplaner for forløbet.

Den rehabiliterende indsats har ofte ho-

vedfokus på træning og praktisk hjælp,

men indsatsen kan med fordel styrkes i

forhold til sygepleje og sundhedstilbud.

Det gælder for eksempel medicindose-

ring, sårpleje eller hjælp til at mestre

kronisk sygdom. Derfor er der behov for,

at gentænke de rehabiliteringsindsatser,

eksempelvis via uddannelsesforløb og

målrettet fokus på rehabilitering i hjem-

mesygeplejen og på plejecentre.

En styrkelse af rehabiliteringsindsatsen

vil kunne være medvirkende til at fore-

bygge forværring af sygdom og derigen-

nem undgå genindlæggelser og forkortet

levetid. Det er også med til at øge mulig-

heden for eksempelvis yngre patienters

chancer for at fastholde en tilknytning til

arbejdsmarkedet.

Rehabilitering inkluderer ofte pårøren-

de. Eksempelvis kan en patientuddan-

nelse med fokus på kostomlægning og

sund livsstil være med til at forebygge

kroniske sygdomme hos andre i famili-

en. Og forebyggelse af angst og depressi-

on hos patienten er også med til at skabe

et bedre familieliv til glæde for børn og

ægtefæller.

Dansk Sygeplejeråd anbefaler, at:

Rehabiliteringsindsatsen i kommu-

nerne skal styrkes i forhold til både

sygepleje og øvrige sundhedstilbud.

Det handler om at øge patienternes

mulighed for at mestre egen livssitua-

tion gennem empowerment og dermed

styrke livskvaliteten og værdigheden

hos den enkelte.

Den rehabiliterende indsats skal om-

fatte den såkaldte ”hverdagsrehabili-

tering”, som har til formål at udvikle,

genvinde eller forebygge forringelser

i patientens funktioner og evner. Der-

udover er det også vigtigt at have fokus

på den specialiserede rehabiliterings-

indsats, som f.eks. kan være nødvendig

efter et alvorligt sygdomsforløb, hvor

patienten langsomt skal vende tilbage

til hverdagen, eller efter diagnosticering

af en kronisk sygdom.

Hjemmehjælpskommissionens

anbefalinger

Kommissionen anbefaler bl.a., at kommuner-

ne arbejder systematisk med rehabiliterings-

forløb på hjemmehjælpsområdet ud fra en

bred og fælles forståelsesramme, hvor både

den fysiske, psykiske og sociale dimension

indgår. Indsatsen bør baseres på følgende

grundprincipper:

• Borgerens aktive deltagelse i forløbet

• Individuel og fleksibel tilrettelæggelse med

afsæt i borgerens behov og ressourcer

• Helhedsorienteret tilgang i forhold til bor-

gerens samlede livssituation

• Målorientering og tidsperspektiv

• Tværfagligt og tværsektorielt

• Koordinering

• Planlægning

• Vidensbasering og kvalitet

Hjemmehjælpskommissionen (2013): Fremtidens

hjemmehjælp – ældres ressourcer i centrum for en

sammenhængende indsats.

Det nære og

sammenhængende

sundhedsvæsen som

innovativ samfunds-

institution

Det nære og sammenhængende sund-

hedsvæsen er ikke blot vigtigt for den en-

kelte patients livskvalitet. Det skal også

betragtes som en samfundsbærende in-

stitution, der løser en række sundheds-

opgaver, som er væsentlige i forhold til

befolkningens sundhed som helhed.

Det nære og sammenhængende sund-

hedsvæsen er en vital komponent i

samfundsøkonomien og med afgøren-

de betydning for sammenhængskraften

i samfundet. Det er derfor essentielt, at

sundhedsopgaverne løbende udvikles

og er genstand for samfundsmæssig de-

bat samt demokratisk indflydelse.

Bekæmpelse af ulighed

i sundhed

Sundhed i Danmark er ikke ligeligt for-

delt. Der er betydelige forskelle på le-

vealder, dødelighed og forekomsten af

sygdomme. Disse forskelle følger ud-

dannelseslængde, indkomst, erhverv

og social position i samfundet. Ulighed

i sundhed er ikke kun et anliggende for

de få. Det er også et politisk, demokratisk

og økonomisk samfundsproblem, som vi

ikke kan ignorere. Det bør således være

en del af en strategisk udvikling af det

nære og sammenhængende sundheds-

væsen.

Universelle sundhedsplejetilbud til børn

og unge fra fødsel til afslutningen af

ungdomsuddannelse, forebyggelsesind-

satser til patienter med kronisk sygdom,

forebyggende hjemmebesøg til ældre

borgere samt socialsygeplejersker til de

mest udsatte borgere; det er alle eksem-

pler på tilbud i det nære og sammenhæn-

gende sundhedsvæsen, som kan gøre en

forskel i forhold til at bekæmpe ulighed

i sundhed. Men det er langtfra i alle om-

råder af landet, at der i dag arbejdes sy-

stematisk nok på tværs af sygehuse, kom-

muner og almen praksis med henblik på

at bekæmpe ulighed i sundhed.

Forebyggende hjemmebesøg

Alle borgere, der er fyldt 80 år, har ret til et år-

ligt forebyggende hjemmebesøg. Dertil skal

kommunerne tilbyde forebyggende hjemme-

besøg til borgere i alderen 65 til 79 år, som er i

særlig risiko for at få nedsat social, psykisk

eller fysisk funktionsevne.

Fremadrettet skal besøgene være med til at

opspore særligt sårbare borgere, og den sund-

hedsprofessionelle skal i besøget tage højde

for de individuelle behov. Dermed er de fore-

byggende hjemmebesøg et vigtigt led i at øge

lighed i sundhed.

Dansk Sygeplejeråd anbefaler, at:

Bekæmpelse af ulighed i sundhed

og et stærkt forebyggelsessigte skal

være et bærende tema i planen for

det nære og sammenhængende

sundhedsvæsen.

Udvalget kan f.eks. komme med an-

befalinger til en national ramme for

udviklingen af lokale programmer,

der kan mindske uligheden i sund-

hed. Lokale sundhedsprofiler for

såvel voksne som børn og unge bør

danne udgangspunkt for arbejdet

med at sammentænke indsatserne.

Forsøg med nye former

for demokratisk indflydelse

Hvordan skal tilbuddene i kommunerne

udvikles? Hvad er væsentligt for borger-

ne? Hvordan skal åbningstiderne være

i sundhedscentrene? Kort sagt – hvad

vil vi med vores fælles sundhedsvæsen?

Udviklingen af det nære sundhedsvæsen

bør være baseret på dialog, hvor forskelli-

ge interesser og opfattelser fører til fælles

løsninger. I dag tages denne dialog des-

værre alt for ofte kun i kommunalbesty-

relser og regionsråd, men den fortjener

at blive bredt ud til et større folkeligt en-

gagement omkring, hvor det nære sund-

hedsvæsen skal udvikle sig hen, og hvad

der er et tilfredsstillende kvalitetsniveau

for opgavevaretagelsen.

Brugerinddragelse i form af brugerbesty-

relser har på andre velfærdsområder som

f.eks. folkeskoler og dagtilbud gennem

årene fået større og større betydning for

den daglige drift – ikke blot i forhold til

den overordnede organisatoriske udvik-

ling, men også med direkte involvering i

ledelsen af institutionerne.

På sundheds- og ældreområdet har bru-

gerinddragelse været mere sparsom pri-

mært i form af rådgivnings- og dialog-

funktioner f.eks. i forhold til bruger- og

pårørenderåd på plejecentre og patien-

tinddragelsesudvalgene i regionerne. Fle-

re kommuner har desuden benyttet sig

af dialogmøder, rundture, høringer osv.

i forbindelse med etableringen af lokale

sundhedshuse. F.eks. foregik der forud

for etableringen af Sundhedscenter Vest

i Gellerup ved Aarhus et arbejde med at

involvere lokale aktører og borgere i Gel-

lerup for at fastlægge indholdet i sund-

hedscenteret. Fælles for disse brugerind-

dragende organer er målet om at sikre

bredere forankring af vigtige samfundsin-

stitutioners opgaveløsning, prioriteringer

og fortsatte udvikling; selvfølgelig i re-

spektfuldt samspil med ansvarshavende

politikere og de fagprofessionelle.

Dansk Sygeplejeråd anbefaler, at:

Der skal gennemføres forsøg med nye

former for demokratisk indflydelse.

Det skal ske med henblik på at skabe

en tættere inddragelse og et bredere

engagement blandt lokale borgere i

udviklingen af det nære og sammen-

hængende sundhedsvæsen.

Prioritering af uddannelse

og lærende miljøer

En positiv udvikling af det nære og sam-

menhængende sundhedsvæsen kan kun

ske ved at have engagerede og kompe-

tente medarbejdere. Derfor er det afgø-

rende, at der sker en løbende kompeten-

ceudvikling og videreuddannelse af det

sundhedsfaglige personale. Det kræver

ressourcer til uddannelsesforløb og vikar-

dækning, samt at de enkelte arbejdsplad-

ser bestræber sig på at skabe lærende

miljøer med plads til refleksion og kollek-

tiv sparring.

Sundhedsvæsenet er afhængigt af, at

nyuddannede sygeplejersker og andre

sundhedsprofessionelle har fået en solid

uddannelse, som ruster den nyuddanne-

de til at være en refleksiv praktiker. Den

fortsatte forskydning, hvor stadigt større

andele af den samlede sundhedsopgave

forventeligt vil skulle løses i kommuner-

ne, skal afspejles i grunduddannelserne

– både i forhold til vægtningen af indhold

og teori samt i forhold til den kliniske ud-

dannelse.

Uddannelsesopgaven har

høj prioritet i Silkeborg Kommune

Under ledelse af en uddannelsesansvarlig

sygeplejerske er der bl.a. fokus på at have en

tæt kontakt til hver eneste studerende flere

gange i uddannelsesforløbet, og der er ud-

dannet et stort antal kliniske vejledere, så

hver studerende er koblet til sin egen klini-

ske vejleder. Samtidig har Silkeborg Kommu-

ne valgt at have kliniske uddannelsesplad-

ser på alle tidspunkter af uddannelsen og i

alle dele af kommunen.

Silkeborg Kommune har et tæt samarbejde

med især Sygeplejerskeuddannelsen i Sil-

keborg, som hører til Professionshøjskolen

VIA. Samarbejdet har omfattet en række

indsatser:

• Systematiske evalueringer af de studerendes

kliniske uddannelsesforløb og opfølgning på

de studerendes forslag og bemærkninger

• Fælles projekt om udvikling af model til træ-

ning af kliniske færdigheder (RINS)

• Katalog over kommunens udviklingsprojek-

ter, som de studerende kan deltage i

• Tværfaglige forløb for studerende om

sundhedsfremme og forebyggelse til raske,

ældre borgere

• Kompetenceudviklingsprojekt af de klini-

ske vejledere

• Nyt projekt på vej om styrkede læringsmil-

jøer på plejehjem.

Dansk Sygeplejeråd anbefaler, at:

Kommuner – såvel som regioner –

skal prioritere kompetenceudvikling,

videreuddannelse og lærende miljø-

er, herunder gode kliniske uddannel-

sesforløb for studerende på de sund-

hedsfaglige grunduddannelser.

De nyuddannede sygeplejersker skal

sikres styrkede kliniske kompeten-

cer og øget viden om sundhedsop-

gaverne i det nære sundhedsvæsen.

Det kræver bl.a., at kommunerne

skal udvikle gode rammer for sy-

stematisk kompetenceudvikling og

sikre kliniske uddannelsesforløb af

høj kvalitet gennem veluddannede

og kompetente kliniske vejledere og

engagerede ledere.

Opprioritering af den kommunale

forskningsindsats

Forskning i sundhed, og herunder syge-

pleje, bidrager med vigtig – og ny – viden

inden for en lang række områder i sund-

hedsvæsenet. Kommunerne har ikke tra-

dition for at forske og udvikle ny viden i

samme omfang som regionerne. Der er

imidlertid et væsentligt øget behov for

forsknings- og udviklingsindsatser i rela-

tion til de kommunale sundhedsindsat-

ser og i relation til de typer af komplekse

og ofte tværgående opgaver, der i stigen-

de grad i et fremadrettet perspektiv vil

vokse.

Et væsentligt forskningsområde vil være

sundhedsfremme og forebyggelse, her-

under emner som ernæring, fysisk akti-

vitet, forebyggelse af rygning, mindskelse

af social ulighed og øget forståelse for

sundhed hos borgerne. Den kommuna-

le forskning skal ligeledes have fokus på

helhedsorienterede forløb, kroniske syg-

domme, sund aldring, demens, psykisk

og mental sundhed, rehabilitering m.v.

Udviklingssygeplejersker med

særligt fokus på udvikling og imple-

mentering af sundhedsindsatser

I Aalborg Kommune har man ansat fire ud-

viklingssygeplejersker, som har særligt fo-

kus på udvikling og implementering af

sundhedsindsatser. Aalborg Kommune del-

tager samtidig i forsknings- og udviklingsar-

bejder i samarbejde med bl.a. Aalborg Uni-

versitetshospital og University College

Nordjylland. Samarbejdet mellem enheder-

ne har foreløbig resulteret i en række forsk-

ningsprojekter om bl.a. tværsektoriel for-

løbskoordination, medicinhåndtering i

hjemmesygeplejen, velfærdsteknologi på

ældreområdet og tidlig opsporing af syg-

dom hos ikkesynligt udsatte mænd.

Dansk Sygeplejeråd anbefaler, at:

Der skal oprettes et videncenter for

forskning i kommunal sundhed, som

har en tilknytning til både universi-

teter, professionshøjskoler og forsk-

ningsmiljøer i regionerne.

Det kommunale forsknings- og ud-

viklingsarbejde skal have sit fokus

på sundhedsindsatserne i det nære

sundhedsvæsen inden for alle områ-

der, og det skal være orienteret mod

hele befolkningen.

Målet med forskningen er at bidrage

til udviklingen af det nære og sam-

menhængende sundhedsvæsen, så

der sikres høj kvalitet i indsatserne,

høj patienttilfredshed og livskvalitet

for patienterne, samt at ressourcer-

ne til sundhedsvæsenet anvendes på

den mest effektive måde.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 511: Opfølgende materiale fra Dansk Sygeplejeråds foretræde den 19. april 2016 om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen og handleplan for den ældre medicinske patient SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 511: Opfølgende materiale fra Dansk Sygeplejeråds foretræde den 19. april 2016 om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen og handleplan for den ældre medicinske patient SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 511: Opfølgende materiale fra Dansk Sygeplejeråds foretræde den 19. april 2016 om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen og handleplan for den ældre medicinske patient

Sankt Annæ Plads 30, 1250 København K

Telefon 33 15 15 55

[email protected]

www.dsr.dk

15-161 Grafisk Enhed

Dansk Sygeplejeråd