SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

Sundheds- og Ældreudvalget 2015-16
SUU Alm.del Bilag 450
Offentligt

Ankestyrelsens kortlægning af

Plejeboligområdet

Februar 2016

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

INDHOLDSFORTEGNELSE

Side

Forord

Sammenfatning

Fordeling af plejecentre og pladser

Budgettildelingsmodel

Uddannelsesfordeling

Fordeling af social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter

Sygeplejersker

Samarbejde med læger og sygehuse

Efteruddannelse og kompetenceudvikling

Fravær og vikardækning

Normering

Organisering af plejeaktiviteter

Metode

2.1

2.2

Spørgeskemaundersøgelse

Caseundersøgelse

2.2.1

2.2.2

2.2.3

2.2.4

Udvælgelse af kommuner

Interviewmetode

Interviewsammensætning og indhold

Afrapportering på caseundersøgelsen

Kortlægning

3.1

3.2

3.3

Fordeling af plejecentre

Antal pladser

3.2.1

3.3.1

Gennemsnitlig belægningsgrad på landsplan

Kommuner med fast rammebudget eller kombinationen af et fast rammebudget og

et aktivitetsbaseret budget

Kommunernes budgettildelingsmodeller

Personale og samarbejdspartnere

4.1

Oversigt over uddannelsesfordelingen

4.1.1

4.1.2

4.1.3

4.1.4

4.1.5

4.1.6

Social- og sundhedshjælpere

Social- og sundhedsassistenter

Fordeling mellem social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere

Sygeplejersker

Elever og studerende

Ufaglært personale

4.2

4.3

5.1

5.2

5.3

Samarbejde med læger

Samarbejde med sygehuse

Kommunale retningslinjer for efteruddannelse

Særligt prioriterede indsatsområder

Videndeling i forbindelse med kompetenceudvikling

Efteruddannelse og kompetenceudvikling

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

Fravær og vikardækning

6.1

Kommunernes brug af vikarordninger

6.1.1

6.1.2

Kommunernes udgifter til eksterne vikarer

Årsager til vikardækning

Normering

7.1

7.2

Vagttyper og mødetidspunkter

Gennemsnitlig normering

7.2.1

7.2.2

7.2.3

Dagvagter

Aftenvagter

Nattevagter

Hvem står for madproduktion

Hvem står for rengøring og tøjvask

7.3

Forhold af væsentlig betydning for normeringen

7.3.1

7.3.2

Organisering af plejeaktiviteter

8.1

8.2

8.3

8.4

8.5

8.6

8.7

Soverutiner

Spisesituationer

Baderutiner

Beboere med demens

Aktiviteter

8.5.1

De frivilliges betydning for aktiviteter

Samarbejde med pårørende

Dokumentation, IT-understøttelse og velfærdsteknologi

Bilag 1 Tabelsamling

Bilag 2 Casebeskrivelser

110

Titel

Ankestyrelsens kortlænging faf plejeboligområdet

Udgiver

Ankestyrelsen, Februar 2016

ISBN nr

978-87-7811-321-4

Layout

Identitet & Design AS

Kontakt

Ankestyrelsen

7998 Statsservice

Telefon 33 41 12 00

Hjemmeside

www.ast.dk

E-mail

[email protected]

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

Forord

På baggrund af folketingsbeslutning B43 om iværksættelse af en national undersøgelse af

plejeboligenheder har Ankestyrelsen i 2015 gennemført en kortlægning af

plejeboligområdet for Sundheds-og Ældreministeriet.

Kortlægningen består af en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse, som har til

formål at afdække kommunernes organisering og drift af landets plejecentre samt en

dybdegående caseundersøgelse af i alt 12 plejecentre i 12 forskellige kommuner, som

har til formål at belyse de forskellige organiseringsformer og nuancere

spørgeskemaundersøgelsens resultater.

Kommunale, selvejende og privatdrevne plejecentre er inkluderet i kortlægningen, mens

friplejeboliger ikke er en del af nærværende undersøgelse.

Der er tale om en undersøgelse af deskriptiv karakter. Undersøgelsen har ikke et

evaluerende sigte, og der foretages ikke vurderinger af organiseringen og kvaliteten af

det arbejde, som udføres i kommunerne og på de enkelte plejecentre.

Der skal lyde en stor tak til de deltagende kommuner og plejecentre.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

Sammenfatning

I det følgende præsenteres en sammenfatning af resultaterne af den landsdækkende

spørgeskemaundersøgelse blandt landets kommuner og af caseundersøgelsen af i alt 12

plejecentre i 12 af landets kommuner.

Fordeling af plejecentre og pladser

De kommunale plejecentre udgør 87 procent af plejecentrene på landsplan, mens 11

procent af plejecentrene er selvejende, og to procent er privatdrevne. Ud af de 97

kommuner, som har deltaget i den landsdækkende spørgeskemaundersøgelse, råder 44

kommuner over selvejende plejecentre, mens 15 har privatdrevne plejecentre.

Budgettildelingsmodel

Blandt de kommunale plejecentre på landsplan anvender størstedelen (54 procent) et

fast rammebudget, mens otte procent anvender et aktivitetsbaseret budget, og 38

procent anvender en kombination af fast ramme- og aktivitetsbaseret budget.

Uddannelsesfordeling

Blandt de faggrupper, der i dagligdagen varetager omsorgs- og plejeopgaver i forhold til

beboerne, er social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter de mest

udbredte faggrupper i den forstand, at samtlige kommuner i den landsdækkende

spørgeskemaundersøgelse angiver at have de pågældende faggrupper ansat på

plejecentre i deres kommune. Langt de fleste kommuner (94 procent) har ligeledes

sygeplejersker ansat, og godt halvdelen (56 procent) har fysioterapeuter ansat på

plejecentre i kommunen. Pædagoger er ansat på plejecentre i godt en tredjedel af

kommunerne (36 procent). 68 procent af kommunerne oplyser endvidere, at de har ikke-

faglært personale ansat på et eller flere af deres plejecentre. I forhold til anvendelsen af

ufaglært personale skal tilføjes, at nogle kommuner har indregnet timelønnet personale

og vikarer, mens man i andre kommuner alene har taget udgangspunkt i fastansat

personale.

Fordeling af social- og sundhedshjælpere og social- og

sundhedsassistenter

Andelen af social- og sundhedsassistenter udgør over 30 procent af det samlede

personale i 41 procent af kommunerne, mens social- og sundhedshjælpere udgør over 30

procent i 89 procent af kommunerne. Social- og sundhedshjælpere udgør således en

større andel af det samlede personale på plejecentrene end social- og

sundhedsassistenter i den forstand, at flertallet af kommunerne angiver, at

personalesammensætningen fordeler sig med en overvægt af social- og

sundhedshjælpere. Opgørelsen tager dog ikke højde

antallet

af medarbejdere på

plejecentre i kommunerne og fortæller derfor ikke, hvilken medarbejdergruppe der er

størst antalsmæssigt.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

Blandt de interviewede ledere og medarbejdere på 12 af landets plejecentre gives der

udtryk for et stigende behov for de medicinske kompetencer, som social- og

sundhedsassistenter besidder. Det øgede behov for social- og sundhedsassistenter kobles

af interviewpersonerne sammen med øgede krav om dokumentation og en øget

kompleksitet i beboernes helbredsproblematikker.

Sygeplejersker

96 procent af kommunerne angiver i den landsdækkende spørgeskemaundersøgelse, at

de har sygeplejersker til at varetage sygeplejeydelser efter § 138 i sundhedsloven på

deres plejecentre, mens fire procent af kommunerne angiver ikke at have sygeplejersker

til at varetage sygeplejefaglige ydelser efter § 138 i sundhedsloven. I disse kommuner

kan der være tale om, at de sygeplejefaglige ydelser varetages af social- og

sundhedsassistenter.

84 procent af kommunerne angiver, at de har sygeplejersker ansat på alle plejecentre i

kommunen. Fire procent af kommunerne har ikke sygeplejersker ansat på nogen af deres

plejecentre. Opgørelsen tager dog ikke højde for, at plejecenterledelsen, der ikke

sjældent har sygeplejefaglig baggrund, kan være talt med.

Samarbejde med læger og sygehuse

I 90 procent af kommunerne er der ikke fast tilknyttet læge på nogen af plejecentrene,

mens der i én procent (svarende til én kommune) er fast tilknyttet læge på samtlige

plejecentre.

Langt de fleste kommuner (85 procent) har skriftlige retningslinjer for, hvordan

personalet generelt skal samarbejde med praktiserende læge på alle deres plejecentre.

Ni procent af kommunerne har ikke skriftlige retningslinjer for, hvordan der skal

samarbejdes med praktiserende læge på nogen af deres plejecentre.

82 procent af kommunerne har skriftlige retningslinjer for, hvordan personalet generelt

skal samarbejde med sygehuse på alle deres plejecentre, mens 15 procent af

kommunerne ikke har skriftlige retningslinjer for samarbejdet med sygehuse på nogen af

deres plejecentre.

Efteruddannelse og kompetenceudvikling

Der er stor variation i de temaer, som der er kompetenceudviklingsmæssigt fokus på i

kommunerne. Samtidig er der en række gennemgående temaer, som der er fokus på i

særligt mange kommuner. Det drejer sig om demens, rehabilitering, medicinhåndtering,

dokumentation, forflytning, kost og ernæring samt tidlig opsporing af sygdom.

Fravær og vikardækning

82 procent af kommunerne anvender vikarer fra eksterne vikarbureauer, hvilket dermed

er den mest udbredte vikarordning på landsplan. 63 procent af kommunerne anvender

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

løst tilknyttet timelønnede medarbejdere ansat på de enkelte plejecentre. 51 procent af

kommunerne anvender internt tilknyttet timelønnede vikarer, med hvilket der menes

personale tilknyttet det enkelte plejecenter alene som timelønnede vikarer. 22 procent af

kommunerne anvender centralt internt vikarkorps, med hvilket der menes kommunens

eget vikarkorps. Centralt internt vikarkorps er således den mindst udbredte vikarordning

på landsplan. Opgørelsen fortæller ikke, hvor hyppigt kommunerne gør brug af

henholdsvis den ene eller den anden type af vikarer, men alene hvor mange kommuner

som i det hele taget anvender de forskellige vikarordninger.

Godt halvdelen af kommunerne (54 procent) stiller krav om, at vikarer på plejecentre

skal være faglærte. Af disse 54 procent angiver 69 procent, at der forekommer afvigelser

fra dette krav. Blandt begrundelserne for at afvige kravet angives eksempelvis problemer

med at rekruttere uddannede vikarer, og at studerende tilknyttet relevante uddannelser

kan undtages.

Normering

Det har via den landsdækkende spørgeskemaundersøgelse ikke været muligt at foretage

en valid opgørelse af den gennemsnitlige personalenormering på landets plejecentre.

Dette skyldes blandt andet, at der i praksis ikke arbejdes med en ensartet definition af,

hvilke arbejdsopgaver og hvilke medarbejdergrupper som indgår i et plejecenters

normering, og at normeringen varierer alt afhængig af, hvilket tidspunkt på døgnet der

er tale om. Hertil kommer, at plejecentrene er organiseret vidt forskelligt, hvad angår

personalesammensætning, mødetidspunkter og opgaveløsning, hvilket gør det vanskeligt

at foretage en sammenligning af normering på tværs af landets kommuner.

Mange plejecentre har eksempelvis en række tværgående opgaver på ældreområdet,

såsom aflastningspladser og aktivitetscentre, og ansatte kan have forskellige ”ude-

opgaver” såsom tilkald fra hjemmeplejen. I forhold til de mere serviceprægede opgaver,

som for eksempel madlavning, vask af beboertøj og rengøring, vil der også være

betydelige forskelle fra plejecenter til plejecenter i forhold til de opgaver, som

plejepersonalet konkret skal varetage. Endeligt er der forskel i plejetyngde og antallet af

ledige pladser på de enkelte plejecentre. Dette indebærer, at man ikke uden videre kan

sammenligne normeringen. Derfor behandles temaet ikke i den landsdækkende

spørgeskemaundersøgelse, men i stedet kvalitativt med udgangspunkt i de 12

caseplejecentre, som dog ikke udgør et repræsentativt udsnit.

Caseundersøgelsen viser sammenfattende, at normeringen især afhænger af, hvilket

tidspunkt på døgnet der er tale om. Der er nemlig stor forskel på normeringen afhængigt

af, om der er tale om en dagvagt, en aftenvagt eller en nattevagt. Der er ligeledes stor

forskel på normeringen alt efter, om det er hverdag eller weekend. Caseundersøgelsen

viser desuden, at der er stor forskel de 12 plejecentre imellem i forhold til, om

plejepersonalet varetager serviceprægede opgaver som madlavning, tøjvask og

rengøring. Normeringen kan derfor ikke stå alene som indikator for, hvor mange

personalemæssige ressourcer der er til rådighed til de borgernære plejeopgaver på det

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

enkelte plejecenter eller mulighederne for at tilrettelægge pleje- og omsorgsindsatsen

fleksibelt og målrettet den enkelte borgers individuelle plejebehov og ønsker.

Organisering af plejeaktiviteter

Undersøgelsen viser, at der er ligheder og forskelle med hensyn til, hvordan den daglige

opgaveløsning organiseres på de 12 plejecentre, der har deltaget i caseundersøgelsen.

Gennemgående kan konstateres, at de deltagende plejecentre giver udtryk for at være i

stand til at imødekomme beboernes individuelle ønsker og behov i forhold til måltider,

soverutiner og andre dagligdagsrutiner. Et område, hvor flere plejecentre imidlertid er

udfordrede i forhold til at imødekomme beboernes individuelle ønsker, er tidspunktet for,

hvornår beboerne kan få hjælp at komme op om morgenen. Denne udfordring tilskrives

mangel på ressourcer i morgentimerne, hvor mange beboere gerne vil op på samme tid.

Der, hvor der kan konstateres de største forskelle i relation til de 12 deltagende

plejecentres daglige opgaveløsning, er i forhold til omfanget af aktiviteter. På nogle

plejecentre er der et rigt udbud af aktiviteter, mens der på andre er et begrænset udbud

af aktiviteter. Det gælder både i forhold til fælles aktiviteter og en-til-en-aktiviteter,

planlagte og spontane aktiviteter samt aktiviteter på plejecentrets matrikel og aktiviteter

ud af huset. De fleste af de 12 deltagende plejecentre samarbejder med frivillige, som

både deltager ved større arrangementer og højtider og står for mindre aktiviteter på

hverdagsbasis. Gennemgående for disse plejecentre er, at de frivillige tillægges stor

betydning for det udbud af aktiviteter, som plejecentret kan tilbyde sine beboere.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

Metode

Ankestyrelsens kortlægning af plejeboligområdet er baseret på en landsdækkende

spørgeskemaundersøgelse blandt alle landets kommuner samt en dybdegående

caseundersøgelse af 12 forskellige plejecentre i 12 forskellige kommuner.

Undersøgelsens metodiske overvejelser præsenteres allerede i dette indledningsvise

kapitel for at tydeliggøre snitfladerne mellem datakilderne og fremskrive de forbehold,

som undersøgelsens resultater skal ses i lyset af. I det følgende vil de forskellige former

for empiri kort blive præsenteret.

Undersøgelsens spørgeskemadel og interviews med plejecentre belyser plejecentre

indenfor følgende lovområder:



Plejehjem efter § 192 i lov om social service.

Plejeboliger efter almenboliglovens § 105, stk. 1 og 2, jf. §§ 54 og 55 med tilknyttet

serviceareal samt selvstændige ældreboliger med plejeboligstatus efter

almenboliglovens § 5, stk. 2.

I spørgeskemaundersøgelsen indgår både kommunale, selvejende og privatdrevne

plejecentre. Friplejeboliger efter lov om friplejeboliger indgår ikke i undersøgelsen.

Målgruppen i undersøgelsen er primært ældre borgere, der er visiteret til plejecentre

(plejeboliger). Borgere under 65 år, der bor på plejecentre, indgår også i undersøgelsen.

Undersøgelsen omfatter således alle borgere på plejecentre. Undersøgelsen omfatter ikke

botilbud for borgere i aldersgruppen fra det 18. til det 65. år (eksempelvis §§ 107 og 108

i lov om social service). Der er tale om en undersøgelse af deskriptiv karakter.

Undersøgelsen har ikke et evaluerende sigte, og der foretages ikke vurderinger af

organiseringen eller kvaliteten af det arbejde, som udføres i kommunerne og på de

enkelte plejecentre.

2.1

Spørgeskemaundersøgelse

Den landsdækkende spørgeskemaundersøgelse har til formål at kortlægge kommunernes

organisering af plejeboligområdet og indeholder således spørgsmål, der vedrører

følgende temaer:



Antal plejecentre

Antal pladser

Gennemsnitlig belægningsgrad

Antal særligt indrettede pladser

Budgettildeling



Vikardækning

Madproduktion

Uddannelsesfordeling

Efteruddannelse

Frivillige og pårørenderåd

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

Spørgeskemaet, herunder dets indhold og begreber, er blevet udarbejdet på baggrund af

indledende drøftelser med rådgivnings- og revisionsfirmaet BDO, som har bidraget med

specialiseret viden om kommunernes arbejde på området. Spørgeskemaet er

efterfølgende blevet testet af tre kommuner med henblik på at kvalificere og sikre

spørgsmålenes relevans.

Spørgeskemaundersøgelsen er udsendt til alle landets 98 kommuner, stilet

kommunernes ældrechefer, som er blevet bedt om at udpege en relevant medarbejder

med kendskab til kommunens drift af plejecentre til at besvare spørgeskemaet.

Spørgeskemaundersøgelsen bygger samlet set på 97 besvarelser, hvoraf 96 er fulde

besvarelser, og en enkelt er delvis besvarelse af spørgeskemaet. Den samlede

svarprocent ender således på 98 %.

Undersøgelsens kvantitative resultater skal læses med det forbehold, at det kan være

forskelligt, i hvilket omfang kommunerne har inkluderet selvejende og privatdrevne

plejecentre i deres besvarelse af spørgsmålene. I forhold til spørgsmålene om antal

plejecentre og antal faste pladser er kommunerne imidlertid eksplicit blevet bedt om at

skelne mellem plejecentertyper, dvs. at angive særskilte opgørelser for henholdsvis

kommunale, selvejende og privatdrevne plejecentre. I kapitlerne vil det blive præciseret,

om der skelnes mellem plejecentertyper, eller om besvarelserne både kan inkludere

kommunale, selvejende og privatdrevne plejecentre. De samlede udtræk fra den

landsdækkende spørgeskemaundersøgelse præsenteres i rapportens tabelsamling, som

er at finde i bilag 1. De væsentligste resultater er herudover blevet efterbehandlet og

præsenteret i hovedrapporten.

2.2

Caseundersøgelse

Formålet med den dybdegående caseundersøgelse er at nuancere de kvantitative data

fra spørgeskemaundersøgelsen. Caseundersøgelsen skal afdække, hvordan de 12

plejecentre har indrettet sig i forhold til organisering, normering og

personalesammensætning. Dette med særligt fokus på, hvordan indsatserne på

plejecentrene bliver tilrettelagt med henblik på at tilgodese beboernes individuelle

plejebehov. Hvor spørgeskemaundersøgelsen bevæger sig på forvaltningsniveau,

bevæger caseundersøgelsen sig således på institutionsniveau. Sidstnævnte knytter

praksisbeskrivelser til den landsdækkende kortlægning af plejeboligområdet.

Caseundersøgelsen har således ikke et generaliserende sigte.

2.2.1

Udvælgelse af kommuner

De 12 plejecentre som har deltaget i caseundersøgelsen er placeret i følgende

kommuner:

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET



Vejle

Lolland

Silkeborg

Vesthimmerland

Frederikshavn

Nyborg



Sønderborg

Holbæk

København

Egedal

Gribskov

Holstebro

Casekommunerne er udvalgt på baggrund af en række objektive kriterier:



Region

Andelen af borgere over 65 år

Kommunens nettodriftsomkostninger til pleje og omsorg for ældre over 65 år

Udvælgelseskriterierne har til formål at sikre spredning blandt de deltagende kommuner i

videst muligt omfang. Tabel 2.1 viser de deltagende kommuners placering i forhold til

ovenstående kriterier.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

Tre af kommunerne ligger Region Syddanmark, to ligger i Region Sjælland, to Region

Midtjylland, to Region Nordjylland og tre Region Hovedstaden.

Andelen af borgere over 65 år er opgjort for første kvartal 2015 og spænder blandt de

udvalgte kommuner fra ti procent af befolkningen i Københavns Kommune til 27 procent

i Lolland Kommune.

Kommunens nettodriftsomkostninger til pleje og omsorg pr. ældre over 65 år er opgjort

for 2013 og spænder fra 23.970,- i Egedal Kommune til 68.739,- i Københavns

Kommune.

Derudover er der søgt at opnå spredning ved at inddrage både større og mindre

kommuner (uden dog at medtage landets mindste kommuner).

Endelig er der søgt at opnå en spredning i forhold til at inddrage både kommunale og

ikke-kommunale plejecentre, hvorfor der indgår to private og et selvejende plejecenter i

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

caseundersøgelsen. De tre plejecentre indgår i den kommunale forsyning og ligger i

Vejle, Holbæk og Gribskov kommuner

Vi har forud for undersøgelsen taget kontakt til ældrechefen i hver af de deltagende

kommuner og bedt denne om at udvælge et plejecenter, som vedkommende vurderede

at være repræsentativt for kommunens serviceniveau. Et forbehold ved denne

fremgangsmåde er, at det ikke kan udelukkes, at kommunerne har udvalgt de bedst

fungerende plejecentre til at deltage i undersøgelsen. Da undersøgelsen ikke har et

evaluerende sigte i forhold til den enkelte kommune og det enkelte plejecenter, vurderes

udvælgelsesmetoden ikke at være problematisk for den samlede undersøgelse.

2.2.2

Interviewmetode

Caseundersøgelsen består samlet set af 24 kvalitative interviews på de 12 plejecentre.

Interviewene er blevet gennemført som semistrukturerede interviews. Det vil sige, at

interviewene har taget deres udgangspunkt i interviewguides, som indeholder en række

temaer og spørgsmål, som skal berøres i interviewet, men med en åbenhed for at

rækkefølgen kan ændre sig, og at andre temaer kan dukke op i interviewsituationen.

De anvendte interviewguides er blevet afprøvet og kvalitetssikret forud for interviewene

via pilotinterviews med ledere og medarbejdere fra et plejecenter i Aalborg Kommune.

Ved disse pilotinterviews var konsulenter fra rådgivnings- og revisionsfirmaet BDO

ligeledes til stede. Disse konsulenter har efterfølgende givet sparring på interviewmetode

og interviewguides.

Interviewene er blevet optaget, og der er ligeledes blevet skrevet fyldige noter under

hvert enkelt interview.

2.2.3

Interviewsammensætning og indhold

Lederinterview

På hvert af de deltagende plejecentre er der blevet gennemført et lederinterview med en

til to ledere fra plejecentret. Der har her typisk været tale om plejecentrets øverste leder

og eventuelt en stedfortræder.

Interviewene med ledelsen har hovedsageligt haft fokus på plejecentrets organisering,

normering og økonomi. Da spørgsmål af denne karakter kan kræve en vis

forberedelsestid og eventuelle opslag i diverse IT-systemer, har vi sendt en række

faktuelle spørgsmål til ledelsen på hvert af de deltagende plejecentre forud for

interviewene. Disse forudgående spørgsmål har omhandlet:



Centrets størrelse og faciliteter

Budgetmodel

Sygefravær og vikardækning

Uddannelsesbaggrund blandt medarbejdere

Det vil sige, at kommunen har visitationsret til plejecentret.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET



Kompetenceudvikling

Normering

Opgaveløsning, herunder håndtering af rengøring, madlavning og tøjvask

Oplysningerne er blevet brugt som udgangspunkt for både ledelsesinterviewet samt

medarbejderinterviewet, hvor eventuelle spørgsmål til plejecentrets besvarelse er blevet

afklaret.

Medarbejderinterview

På hvert plejecenter er der ligeledes blevet gennemført et fokusgruppeinterview

bestående af to til fire medarbejdere. Her har der hovedsageligt været tale om social- og

sundhedsassistenter samt social- og sundhedshjælpere, mens der også har været

enkelte sygeplejersker blandt de interviewede medarbejdere. Ved rekruttering til

medarbejderinterviewene har vi tilstræbt at opnå en spredning i medarbejdergruppen,

således at der både har været repræsentanter med forskellig uddannelsesbaggrund og

medarbejdere, som typisk arbejder på forskellige tidspunkter af døgnet (dag-, aften- og

nattevagter). Interviewene med medarbejderne har hovedsageligt haft fokus på

døgnrutiner, opgaveløsning og arbejdsgange.

Interviewmetodens styrker og begrænsninger

Interviewene med medarbejdere og ledelse på de 12 plejecentre har samlet set til formål

at give et indblik i plejecentrenes hverdagspraksis og give eksempler på, hvordan

plejecentrene har valgt at organisere deres opgaveløsning. Ved at tale med både ledelse

og medarbejderne får vi en dybere forståelse for praksis, og hvilke udfordringer der

opleves af dem, som arbejder med denne praksis på daglig basis. Samtidig må vi tage

forbehold for, at vi med den anvendte metode får adgang til en bestemt

fremstilling

det arbejde, som der udføres på de pågældende plejecentre. Vi er således ikke i stand til

at udtale os om, hvad de

rent faktisk gør

i hverdagen, og hvordan praksis opleves af

beboerne.

2.2.4

Afrapportering på caseundersøgelsen

På baggrund af de gennemførte interviews samt ledernes forudgående besvarelser af de

faktuelle spørgsmål er der blevet udarbejdet en casebeskrivelse for hvert af de 12

deltagende plejecentre. Disse er at finde i bilag 2. Casebeskrivelserne beskriver

plejecentrenes organisering og normering og har til formål at illustrere praksis på de

deltagende centre. Casebeskrivelserne er blevet sendt i høring hos de enkelte

plejecentre, hvorved centrene har haft mulighed for at korrigere eventuelle faktuelle fejl

vedrørende deres center.

Erfaringerne fra casebesøgene er herudover blevet brugt til at udarbejde tværgående

kvalitative beskrivelser og opsamlinger i analyserapporten. Disse har til formål at

nuancere resultaterne fra spørgeskemaundersøgelsen i det omfang, dette har kunnet

lade sig gøre.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

Det er dog vigtigt at understrege, at casebeskrivelserne samt de tværgående kvalitative

beskrivelser og opsamlinger i analyserapporten udspringer af de oplysninger, som

plejecentrene har givet os, enten i form af forudgående besvarelser af faktuelle

spørgsmål eller i den konkrete interviewsituation. Det er således centrenes egne

opgørelser af eksempelvis personalets uddannelsesbaggrund og normering, som er

blevet gengivet i både analyserapport samt casebeskrivelser.

Rapporten igennem fremstilles udpluk fra interviewene knyttet til de temaer, der

behandles. Citaterne er medtaget for at nuancere og uddybe undersøgelsens resultater.

Det er tale om anonymiserede citater, der er blevet omskrevet af formidlingsmæssige

hensyn, men med øje for ikke at ændre i betydningen af citaterne.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

Kortlægning

Dette kapitel har til formål indledningsvist at skabe et overblik over de danske

plejecentre i forhold til en række faktuelle aspekter. Først angives antallet og fordelingen

af henholdsvis kommunale, selvejende og privatdrevne plejecentre i kommunerne,

dernæst antallet af faste, ordinære pladser på landets plejecentre. Kapitlet behandler

også kommunernes forskellige typer af budgetmodeller samt hvilke parametre, der

indgår heri. Ovenstående forhold vil blive sammenholdt med målgruppen omfattet heraf,

som denne beskrives i caseundersøgelsen.

3.1

Fordeling af plejecentre

Indledningsvis vil fordelingen af henholdsvis kommunale, selvejende og privatdrevne

plejecentre blive beskrevet. Kapitlet behandler således institutionerne: Plejecentre efter §

192 i Lov om Social Service og plejeboliger efter almenboliglovens § 105, stk. 1 og 2, jf.

§§ 54 og 55 med tilknyttet serviceareal samt selvstændige ældreboliger med

plejeboligstatus efter almenboliglovens § 5, stk. 2. Friplejeboliger efter lov om

friplejebolig er

ikke

er en del af de omtalte institutioner, ligesom de ikke er en del af den

samlede undersøgelse. Der sondres i undersøgelsen mellem kommunale, privatdrevne og

selvejende plejecentre, men fælles for disse er, at begrebet ’plejecenter’ bliver anvendt

som fælles betegnelse i rapporten fremadrettet.

I den landsdækkende spørgeskemaundersøgelse er kommunerne blevet adspurgt om

fordelingen af henholdsvis kommunale, selvejende og privatdrevne plejecentre.

Nedenstående

tabel 3.1

viser den samlede fordeling heraf på landsplan. Tabellen viser, at

87 procent af landets plejecentre udgøres af kommunale plejecentre, mens 11 procent

udgøres af selvejende plejecentre, og 2 procent udgøres af privatdrevne plejecentre.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

Af den landsdækkende spørgeskemaundersøgelse fremgår det yderligere, at alle 97

kommuner råder over kommunale plejecentre. Hertil kommer, at 44 kommuner har

selvejende plejecentre, mens få kommuner, i alt 15, har privatdrevne plejecentre i deres

kommune (se

tabel 3, 4 og 5 i bilag 1).

3.2

Antal pladser

I spørgeskemaundersøgelsen er kommunerne blevet bedt om at angive, hvor mange

faste ordinære pladser der er på de forskellige typer af plejecentre.

Tabel 3.2

viser,

hvordan antallet af de faste pladser fordeler sig på henholdsvis kommunale, selvejende

og privatdrevne plejecentre. Tabellen viser, at der på landsplan er i alt 30.947 faste

ordinære pladser på de kommunale plejecentre, svarende til 82 procent af alle faste

pladser, 5.994 faste ordinære pladser på de selvejende plejecentre, svarende til 16

procent af alle faste ordinære pladser, samt 972 faste ordinære pladser på privatdrevne

plejecentre, svarende til 3 procent af alle landets faste ordinære pladser.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

Det er dog vigtigt at understrege, at antallet af faste ordinære pladser ikke modsvarer

det samlede antal faste pladser på landets plejecentre. Dette skyldes dels, at kun 97 ud

af de 98 kommuner har svaret på spørgsmålet, dels at der hertil skal lægges en andel

særligt indrettede pladser. I bemærkningsfeltet til spørgsmålene har flere af

kommunerne herudover skrevet, at de, udover de angivne pladser, råder over flere

ældreboliger med mulighed for kald til personalet.

I forbindelse med spørgeskemaundersøgelsen er kommunerne også blevet bedt om at

oplyse antallet af særligt indrettede pladser i kommunerne (både kommunale, selvejende

og privatdrevne). De særligt indrettede pladser fordeler sig på følgende typer:



Pladser for personer med demens

Rehabiliteringspladser

Akutpladser

Midlertidige aflastningspladser

Derudover øvrige særligt indrettede pladser

Særligt indrettede pladser kan både være placeret centralt på kommunens plejecentre og

decentralt i kommunen. Det er behæftet med en vis usikkerhed, om kommunernes

opgørelser inkluderer særlige pladser alene placeret på plejecentre, eller om de også

inkluderer særlige pladser placeret uden for plejecentrene.

Tabel 3.3

viser, hvordan de særlig indrettede pladser fordeler sig på landsplan. Tabellen

viser, at pladser for borgere med demens er den mest udbredte med 5.031 pladser

svarende til 58 procent af de særligt indrettede pladser. Dernæst kommer midlertidige

aflastningspladser med 1.604 pladser og rehabiliteringspladser med 1.353, svarende til

henholdsvis 18 og 16 procent. Endeligt viser tabellen, at akutpladser udgør 333 pladser,

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

svarende til fire procent, mens 401 pladser, svarende til fem procent, udgøres af øvrige

særligt indrettede pladser.

Den primære form for særligt indrettede pladser udgøres således af pladser for personer

med demens. Disse pladser fordeler sig således, at godt halvdelen af kommunerne (56

procent) har 1-60 særligt indrettede pladser for personer med demens. Heriblandt

oplyser 22 procent af kommunerne, at de har 21-40 pladser. Et tilsvarende antal

kommuner (21 procent) har 61-120 pladser. Spørgeskemaundersøgelsen viser

herudover, at 15 kommuner oplyser, at de

ikke

har særlige pladser for personer med

demens på deres plejecentre. (Se

tabel 13 i bilag 1).

3.2.1

Gennemsnitlig belægningsgrad på landsplan

Kommunerne er i spørgeskemaundersøgelsen blevet bedt om at angive den

gennemsnitlige belægningsgrad for samtlige plejecentre i kommunen. Det drejer sig om

både kommunale, selvejende og privatdrevne plejecentre. Den gennemsnitlige

belægningsgrad er opgjort som det samlede antal borgere på plejecentre divideret med

antal pladser

på samtlige plejecentre i kommunen.

Den gennemsnitlige belægningsgrad på landsplan er baseret på besvarelser fra 94

kommuner og beregnet til 95 procent. Heraf angiver knap 80 procent at have en

belægningsgrad på 95 procent eller mere, mens de resterende kommuner fordeler sig

meget spredt (se

tabel 10 i bilag 1).

Der er som udgangspunkt tale om faste pladser, men nogle kommuner kan have medregnet særligt indrettede pladser i

beregningen af belægningsgraden.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

3.3

Kommunernes budgettildelingsmodeller

I det følgende afsnit beskrives kommunernes brug af forskellige budgettildelingsmodeller

samt hvilke forhold, som har indflydelse på justeringen heraf.

I den landsdækkende spørgeskemaundersøgelse er kommunerne blevet adspurgt,

hvilken budgettildelingsmodel der anvendes i kommunen. Det antages, at kommunernes

besvarelser om valg af budgettildelingsmodeller som udgangspunkt ikke gælder

selvejende og privatdrevne plejecentre. Generelt er grundlaget for privatdrevne

plejecentre en kontrakt efter udbud. For selvejende vil der ligeledes være

driftsoverenskomster, der kan indeholde særlige hensyn, som kan betyde forskelle i

tildeling.

Der tages overordnet udgangspunkt i tre forskellige former for budgettildelingsmodeller,

som kan defineres på følgende måde:



Fast rammebudget: Budgettet, som er tildelt det enkelte plejecenter, er fast for

budgetperioden og reguleres således ikke i budgetperioden. Der kan ligge forskellige

parametre til grund for fastsættelse af budgetrammen

Aktivitetsbaseret budget: Budgettet, som er tildelt det enkelte plejecenter, er

variabelt og afhængigt af den aktivitet, der udføres på plejecentret. Budgettet vil

typisk være variabelt i forhold til belægningsprocent eller plejetyngde. Tildelingen kan

ske som fx en døgntakst, som er et beløb pr. beboer afhængigt af beboerens

funktionsniveau eller et budgetbeløb under forudsætning af 95 % belægning, der

reguleres op eller ned, hvis forudsætningen ændres.

Kombination af fast ramme- og aktivitetsbaseret budget

: Budgettet, som er tildelt

det enkelte plejecenter, består af en fast budgetdel, fx bygningsdrift, ledelse eller

øvrige omkostninger, samt en variabel del, der reguleres efter fx belægning eller

plejetyngde (jf. overfor).



Figur 3.1

viser, at den mest anvendte budgettildelingsmodel er et fast rammebudget,

som udgør 54 procent, og den mindst anvendte er den rene aktivitetsbaserede

budgettildelingsmodel, der udgør otte procent. 38 procent af kommunerne angiver, at de

bruger en kombination af en fast ramme- og aktivitetsbaseret budgetmodel. Denne

fordeling skal dog ses i lyset af, at kun 81 procent af kommunerne angiver, at de

anvender samme budgettildelingsmodel i hele kommunen (Se

tabel 17 i bilag 1).

Definitionerne på de tre budgettildelingsmodeller er udarbejdet i samarbejde med rådgivnings- og revisionsfirmaet BDO.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

Figur 3.1

Hvilken budgettildelingsmodel anvender kommunen? (Procent)

Aktivitetsbaseret budget

Kombination af fast ramme- og

aktivitetsbaseret budget

Fast rammebudget

Note: Alle 98 kommuner er blevet bedt om at besvare spørgsmålet. I alt 97 kommuner har besvaret spørgsmålet.

Det antages at kommunernes besvarelser om valg af budgettildelingsmodeller som udgangspunkt ikke gælder selvejende og

privatdrevne plejecentre.

Blandt plejecentrene i caseundersøgelsen er der også en stor spredning i brugen af

budgetmodeller. Syv plejecentre har angivet at være underlagt et fast rammebudget, fire

har angivet at være underlagt rene aktivitetsbaserede budgetmodeller, mens et enkelt

plejecenter har angivet at være underlagt en kombination af fast ramme- og

aktivitetsbaseret budget.

3.3.1

Kommuner med fast rammebudget eller kombinationen af

et fast rammebudget og et aktivitetsbaseret budget

De kommuner, som har angivet, at de gør brug af et fast rammebudget, eller

kombinationen af fast rammebudget og aktivitetsbaseret budget, er i forlængelse heraf

blevet bedt om at angive, hvilke parametre der indgår i deres budgettildelingsmodel. Man

kan konstatere en relativ stor spredning i brugen af økonomiske parametre, hvilket

vidner om, at kommunerne håndterer økonomistyringen ud fra en relativ differentieret

budgetmodel.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

Nedenstående

tabel 3.4

viser, hvilke parametre som er mest anvendt i disse

budgettildelingsmodeller. Tabellen viser, at de to mest hyppige parametre er antal

pladser samt pladstype, hvilket henholdsvis 88 og 74 procent af kommunerne har

angivet som parametre. Af øvrige hyppigt anvendte parametre kan følgende nævnes:

plejecentrenes specialfunktioner, hvilket 42 procent angiver som et parameter, og den

enkelte borgers behov for personlig pleje og praktisk hjælp, hvilket 38 procent angiver

som et parameter for deres budgettildeling.

Ovenstående tabel 3.4 viser også, at kommunerne har angivet en række forhold, som

knytter sig til borgerens funktionsniveau som parametre for deres budgettildeling,

herunder eksempelvis pladstype samt den enkelte borgers behov for personlig pleje og

praktisk hjælp. Disse parametre er meget variable størrelser, hvilke udgør parametre,

som et fast budget også kan blive beregnet og fastsat på baggrund af. Et eksempel på

dette kan være, at et budget bliver fastsat på baggrund af forudgående års plejetyngde

og timeforbrug i denne forbindelse. Med en fast budgetmodel eller kombinationen af en

fast og aktivitetsbaseret budgetmodel er det således forskelligt, hvilke parametre

budgettet fastsættes på baggrund af. For nogle plejecentre vil det alene være objektive

parametre, som eksempelvis fordelingen af henholdsvis ordinære og særlige pladser eller

størrelsen på plejecentret, som indgår i beregningen af centrets budget, mens borgernes

funktionsniveau vil være et parameter på andre centre med samme type budgetmodel.

Ens for plejecentre med en fast budgetmodel er dog, at dette ikke bliver ændret i løbet af

budgetåret, uanset hvilke parametre det bliver beregnet på baggrund af.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

Af caseundersøgelsen fremgik en række eksempler på, hvordan et fast budget kunne

tage sig ud. Et eksempel herpå er, at plejecentrets budget bliver fastlagt på baggrund af

antallet af beboere, og centret får tildelt, hvad der svarer til 33 timer pr. beboer. pr. uge.

Hvor plejekrævende beboerne er, ændrer således ikke plejecentrets budget i løbet af

budgetåret. Her skal det dog tilføjes, at der ikke er nogen sammenhæng mellem den

valgte budgetmodel og kommunens serviceniveau. Budgetmodellen angiver blot, hvor

ofte budgettet bliver tilpasset.

De 46 procent af kommunerne, som i figur 3.1. har angivet at gøre brug af en

aktivitetsbaseret budgetmodel eller en kombination af fast ramme- og aktivitetsbaseret

budget, er i forlængelse heraf blevet bedt angive, på hvilken baggrund budgettet

justeres.

Figur 3.2

viser, at størstedelen af de adspurgte kommuner justerer budgettet ved

ændringer i den enkelte borgers behov for personlig pleje og praktisk hjælp (49 procent).

Hertil kommer, at 33 procent af kommunerne angiver, at de som udgangspunkt har et

fast budget, men kan justere det på baggrund af væsentlige ændringer.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

Figur 3.1

På hvilken baggrund justeres kommunens budgettildelingsmodel? (Procent)

Budgettet justeres efter det

faktiske antal borgere

Budgettet justeres ved

ændringer i den enkelte

borgers behov for personlig

pleje og praktisk hjælp

Budgettet er som

udgangspunkt fast, men

forvaltningen kan justere,

hvis der sker væsentlige

ændringer

Andet

Note: 45 kommuner er blevet bedt om at besvare spørgsmålet. Det drejer sig om de 45 kommuner, der i tabel 3.2 har svaret,

at de enten bruger et aktivitetsbaseret budget eller en kombination af fast ramme- og aktivitetsbaseret budget. Efter

handlekommunereglerne § 9, stk. 7 i retssikkerhedsloven kan der være forskelle i kommunernes vurdering af væsentlige

ændringer i beboernes funktionsevne. Figur 3.2 tager udgangspunkt i kommunernes vurdering af egne beboere på plejecentre,

og ikke beboere hvis plads er betalt af andre kommuner (beboerens handlekommune).

Af figur 3.2 kan det således udledes, at 82 procent af de adspurgte kommuner (svarende

til 37 ud af de adspurgte 45 kommuner) justerer deres budgetter efter konkrete og

væsentlige ændringer hos beboerne i løbet af budgetåret. Disse kommuners budgetter på

området vil derfor i højere grad løbende over året kunne tilpasses den aktuelle

plejetyngde på de enkelte plejecentre, og deres budgetter vil således også i højere grad

være fluktuerende over året.

Af caseundersøgelsen fremgik også en række eksempler på, hvordan et aktivitetsbaseret

budget kunne tage sig ud. Et eksempel herpå, er, at pleje- og omsorgsbudgettet alene

beregnes på baggrund af beboersammensætningens plejetyngde. Alle beboere bliver

således visiteret til en basisydelse ved indflytning. Efter fire uger bliver borgerens

plejebehov vurderet, og vurderes det, at borgeren har behov, som går udover, hvad der

er indeholdt i basispakken, kan de blive revisiteret til plusmidler. Endeligt kan særligt

plejekrævende borgere blive visiteret til specialpakker. Denne tager sit udgangspunkt i

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

en måling af plejepersonalets tidsforbrug hos en borger over tre dage. På baggrund af

denne måling kan plejecentret eksempelvis få visiteret en ekstra medarbejder til den

pågældende beboer 24 timer i døgnet.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

Personale og samarbejdspartnere

Dette kapitel handler om uddannelsesfordelingen blandt medarbejderne på landets

plejecentre og plejecentrenes samlede adgang til sundhedsfaglige ressourcer. Der er tale

om medarbejdere, der arbejder med opgaver direkte relateret til beboerne og adgangen

til sundhedsfaglige ressourcer i form af eksempelvis medicinske og sygeplejefaglige

kompetencer. I den forbindelse berøres også skriftlige retningslinjer for samarbejdet med

sygehuse og læger for at belyse, hvordan plejecentrene arbejder med helhedsorienterede

indsatser for beboerne på landets plejecentre. Kapitlet indeholder opgørelser på

kommuneniveau suppleret af kvalitative beskrivelser på institutionsniveau. Sidstnævnte

har til formål at nuancere de kvantitative opgørelser på kommuneniveau.

Det er i forbindelse med de kvantitative opgørelser vigtigt at være opmærksom på, at

det er den enkelte kommune, der selv har angivet oplysningerne, hvorfor der kan være

tale om forskellige måder at opgøre tallene på. Flere kommuner har i kommentarfeltet

gjort opmærksom på, at de ikke har været i stand til at trække de nøjagtige tal, hvorfor

angivelserne i flere tilfælde er baseret på et skøn. Ydermere kan der være forskellig

praksis i forhold til, om kommunerne eksempelvis har inkluderet ledere, medarbejdere i

fleksjob og timelønnede medarbejdere i deres opgørelser over uddannelsesfordeling

blandt medarbejdere. Endvidere antages det, at kommunernes opgørelser ikke dækker

personale fra de selvejende og privatdrevne plejecentre, da de ikke antages at have

adgang til de pågældende oplysninger for disse typer af plejecentre.

4.1

Oversigt over uddannelsesfordelingen

Indledningsvis præsenteres udbredelsen af de forskellige faggrupper, der varetager

opgaver på plejecentre i forhold til beboerne. Nedenstående

tabel 4.1

viser, hvor stor en

procentdel af kommunerne der har de forskellige faggrupper ansat på deres plejecentre.

Der skelnes i opgørelsen ikke mellem, om kommunerne anvender de pågældende

faggrupper på alle deres plejecentre eller blot på enkelte.

Tabellen viser ikke overraskende, at samtlige 94 kommuner, der har besvaret det

pågældende spørgsmål, har social- og sundhedsassistenter og social- og

sundhedshjælpere ansat på deres plejecentre. Langt de fleste af kommunerne (94

procent) har ligeledes sygeplejersker ansat på plejecentre i kommunen, og godt

halvdelen (56 procent) har fysioterapeuter ansat. Socialpædagoger og pædagoger er

ansat på plejecentre i godt en tredjedel af kommunerne (36 procent). 68 procent af

kommunerne oplyser endvidere, at de har ikke-faglært personale ansat på et eller flere

af deres plejecentre.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

I det følgende præsenteres undersøgelsens resultater vedrørende fordelingen af social-

og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, elever og

studerende samt ikke-faglært personale i den nævnte rækkefølge. Rækkefølgen afspejler

de forskellige medarbejdergruppers udbredelse, således at de medarbejdergrupper, der

er mest udbredt, præsenteres først, og de medarbejdergrupper, der er mindst udbredt,

præsenteres sidst. Årsagen til, at det netop er disse medarbejdergrupper, som der

fokuseres på i kapitlet, er, at det er medarbejdere, der deltager i den daglige pleje af

beboerne, samtidig med at det er medarbejdergrupper, som størstedelen af landets

kommuner angiver at have ansat på deres plejecentre.

Der har i undersøgelsen været fokus på den procentvise fordeling af medarbejdergrupper

fremfor det absolutte antal, hvilket blandt andet skyldes, at kommunerne ikke i alle

tilfælde vil have disse oplysninger tilgængelige. Det vil sige, at kommunerne er blevet

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

bedt om at angive, hvor mange procent de forskellige medarbejdergrupper udgør af den

samlede gruppe af medarbejdere på kommunens plejecentre.

Ønskes indblik i fordelingen af de øvrige faggrupper præsenteret i ovenstående tabel

henvises til tabelsamling i bilag 1. Efterfølgende præsenteres undersøgelsens resultater

vedrørende kommunernes og plejecentrenes samarbejde med praktiserende læger og

sygehuse.

4.1.1

Social- og sundhedshjælpere

Størstedelen af kommunerne svarer, at social- og sundhedshjælpere udgør over 30

procent og op til 60 procent af det samlede personale på deres plejecentre. Nærmere

bestemt angiver 34 procent af kommunerne, at andelen af social- og sundhedshjælpere

udgør over 30 og op til 40 procent af det samlede personale, 26 procent angiver, at

social- og sundhedshjælpere udgør over 40 og op til 50 procent af det samlede

personale, og 21 procent af kommunerne angiver, at de udgør over 50 og op til 60

procent af det samlede personale.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

4.1.2

Social- og sundhedsassistenter

Som det fremgår af nedenstående

tabel 4.3,

svarer 45 procent af kommunerne, at

social- og sundhedsassistenter udgør over 20 procent og op til 30 procent af personalet

på alle kommunens plejecentre. 32 procent af kommunerne svarer, at social- og

sundhedsassistenter udgør over 30 procent og op til 40 procent af plejecenterpersonalet

på kommunens plejecentre. Dermed angiver størstedelen af de kommuner, der har

besvaret spørgsmålet, at social- og sundhedsassistenter udgør over 20 og op til 40

procent af personalet på deres plejecentre.

4.1.3

Fordeling mellem social- og sundhedsassistenter og social-

og sundhedshjælpere

Ovenstående tabeller viser således en betydelig variation i andelen af hhv. social- og

sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere, samtidig med at det fremgår, at

social- og sundhedshjælpere udgør en større andel af det samlede personale end social-

og sundhedsassistenter. Det vil altså sige, at flertallet af kommunerne angiver, at

personalesammensætningen fordeler sig med en overvægt af social- og

sundhedshjælpere sammenlignet med social- og sundhedsassistenter. Opgørelsen tager

dog ikke højde for antallet af plejecentre i hver kommune og dermed antallet af

medarbejdere. Den fortæller derfor ikke, hvilken medarbejdergruppe der er størst

antalsmæssigt. Den viser alene, hvor stor en andel kommunerne svarer, at de to

faggrupper hver især udgør af den samlede medarbejdergruppe. Hvor andelen af social-

og sundhedsassistenter udgør over 30 procent af det samlede personale i 41 procent af

kommunerne, udgør social- og sundhedshjælpere over 30 procent i hele 89 procent af

kommunerne. Tilsvarende fremgår det, at social- og sundhedshjælpere udgør over

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

halvdelen af det samlede personale i 29 procent af kommunerne, mens social- og

sundhedsassistenter ikke udgør mere end halvdelen af det samlede personale i nogen af

kommunerne.

Samme mønster tegner sig på de 12 plejecentre, der har deltaget i caseundersøgelsen.

Her er der ligeledes en betydelig variation i fordelingen mellem social- og

sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter, samtidig med at social- og

sundhedshjælpere udgør en større andel af det samlede personale end social- og

sundhedsassistenter. På et enkelt plejecenter er der en ligelig fordeling mellem de to

faggrupper, mens der andre steder er betydeligt flere hjælpere end assistenter eller

omvendt. På tre plejecentre er der flere social- og sundhedsassistenter end social- og

sundhedshjælpere, og på otte plejecentre er der flere social- og sundhedshjælpere end

social- og sundhedsassistenter. Samlet set er der ifølge de tal, som de 12 plejecentre i

caseundersøgelsen har angivet, 168 social- og sundhedsassistenter på tværs af de 12

centre, mens der er 237 social- og sundhedshjælpere.

Samtidig med at andelen af social- og sundhedshjælpere generelt er større end andelen

af social- og sundhedsassistenter på de 12 plejecentre, gives der på de fleste af de

plejecentre, der har deltaget i undersøgelsen, udtryk for et øget behov for de medicinske

kompetencer, som social- og sundhedsassistenter besidder. Mens social- og

sundhedshjælpere er uddannet til at yde praktisk hjælp, omsorg og pleje af ældre

mennesker, indebærer uddannelsen som social- og sundhedsassistent også

sygeplejefaglige kompetencer og et fokus på mennesker med diverse sygdomme,

handicap og psykiatriske problemstillinger. Det øgede behov for social- og

sundhedsassistenter kobles sammen med øgede krav om dokumentation og en øget

kompleksitet i beboernes helbredsproblematikker. I et af interviewene udtrykker en

centerleder det således:

Øget behov for assistentkompetencer

Det er meget plejekrævende beboere, vi har, fysisk og psykisk. De er komplekse, de

har et komplekst sygdomsbillede, og det, synes vi, gør, at der er brug for øgede

kompetencer. Vi kan også godt se, at det her med at blive indlagt på sygehuset, det

er man ikke i så lang tid, som man var for bare få år tilbage, og når man kommer

hjem, er man ikke færdigbehandlet. Så er der en masse ting, der skal tages hånd

om.

Kilde: Plejecenterleder fra caseundersøgelse.

På to af plejecentrene, som har deltaget i caseundersøgelsen, betyder det, at der er

truffet en ledelsesmæssig beslutning om, at når social- og sundhedshjælpere fratræder,

besættes stillingen med en social- og sundhedsassistent i det omfang, det er muligt. To

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

steder beretter ledelsen, at social- og sundhedshjælpere tilbydes orlov til opskoling til

social- og sundhedsassistenter. Der kan således være en formodning om, at fordelingen

mellem de to faggrupper vil ændre sig over de kommende år.

Opskoling af social- og sundhedshjælpere

Vi har en målsætning, der hedder, at halvdelen af medarbejderstaben skal være

assistentuddannet. Vi har en overvægt af social- og sundhedshjælpere, fordi det er

svært at rekruttere social- og sundhedsassistenter. Vi har rigtig meget fokus på at få

de social- og sundhedshjælpere, vi har ansat, til at videreuddanne sig, og vi giver

dem orlov til at videreuddanne sig til social- og sundhedsassistenter.

Kilde: Plejecenterleder fra caseundersøgelse.

Langt de fleste steder er der en intention om at have assistentkompetencer til rådighed

under alle vagter, og langt de fleste steder berettes også, at dette lader sig gøre i

praksis. I aften- og weekendvagter kan der flere steder være tale om en flyverfunktion,

hvor én assistent dækker hele plejecentret.

4.1.4

Sygeplejersker

En anden udbredt faggruppe, som deltager i pleje- og omsorgsopgaven, er

sygeplejersker. I den landsdækkende spørgeskemaundersøgelse er kommunerne blevet

bedt om at angive, i hvilket omfang de har sygeplejersker på de enkelte plejecentre.

Tabel 4.4

viser, at langt de fleste kommuner har sygeplejersker på de enkelte

plejecentre. 84 procent af kommunerne har sygeplejersker på alle plejecentre, mens otte

procent svarer, at de har på mere end halvdelen. Fire procent af kommunerne angiver

ikke at have sygeplejersker på nogen af deres plejecentre, og tre procent svarer, at de

har på enkelte. I forbindelse med dette spørgsmål er det vigtigt at være opmærksom på,

at der kan være forskellige tolkninger af spørgsmålet blandt kommunerne. Der kan være

kommuner, som udelukkende har svaret ift. sygeplejersker ansat af de enkelte

plejecentre, mens der kan være andre kommuner, som også har inkluderet

sygeplejersker, der arbejder på tværs af kommunens plejecentre. Desuden kan der være

kommuner, der har inkluderet plejecenterledelsen, som ikke sjældent har sygeplejefaglig

baggrund, i besvarelsen.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

At man ikke har sygeplejersker ansat på de enkelte plejecentre, er ikke ensbetydende

med, at der ikke er sygeplejefaglige kompetencer tilknyttet plejecentrene. Kommunerne

har således også angivet, om de har sygeplejersker til at varetage sygeplejeydelser efter

§ 138 i sundhedsloven på plejecentre. Af nedenstående

tabel 4.5

fremgår kommunernes

besvarelser.

Tabellen viser, at 96 procent af kommunerne angiver, at de har sygeplejersker til at

varetage sygeplejerydelser efter § 138 i sundhedsloven på plejecentre, mens fire procent

af kommunerne angiver, at de ikke har sygeplejersker til at varetage sygeplejeydelser

efter § 138 i sundhedsloven på deres plejecentre. Af disse fire procent, svarende til fire

kommuner, har én af kommunerne uddybet sit svar således:

”Opgaven varetages af hjemmeplejen - med uddannede sygeplejersker”.

I de resterende tre kommuner, der har svaret nej uden at uddybe deres svar, kan der

eventuelt være tale om, at de sygeplejefaglige ydelser varetages af social- og

sundhedsassistenter.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

I caseundersøgelsen af de 12 forskellige plejecentre beretter langt de fleste plejecentre

at have egne sygeplejersker ansat på selve plejecentret. Blandt de plejecentre, der har

egen sygeplejerske, varierer antallet af sygeplejersker betydeligt. Flere steder har man

én sygeplejerske tilknyttet (udover plejecenterlederen, som flere steder har

sygeplejefaglig baggrund), mens man et enkelt sted har ti sygeplejersker - udover

plejecenterlederen, som også er sygeplejerske. Et sted har man sin egen sygeplejerske

kombineret med, at der kommer en sygeplejerske fra et andet plejecenter en dag om

ugen.

En udbredt organiseringsform på de plejecentre, der har egen sygeplejerske, er, at

sygeplejersken/sygeplejerskerne arbejder på hverdagsdagvagter, mens man i øvrige

tidsrum trækker på udkørende sygeplejersker ved behov (det er dog ikke alle steder, at

der er mulighed for at tilkalde sygeplejerske døgnet rundt). Andre steder er der en

ansvarshavende sygeplejerske til hele plejecentret i aftentimerne.

På to af caseinstitutionerne har man ikke egen sygeplejerske, men trækker i stedet på en

sygeplejerske, der er ansat i kommunen til at dække flere plejecentre. På det ene af

disse plejecentre har man i dagtimerne en fast tilknyttet sygeplejerske (ansat i

kommunen), som kommer tre gange ugentligt, og som man derudover kan ringe til ved

akut behov. På det andet plejecenter er der ligeledes tale om en fast tilknyttet

sygeplejerske, men her kommer sygeplejersken én gang ugentligt. Dette plejecenter har

med 24 pladser dog også halvt så mange pladser som det andet plejecenter, idet der her

er 50 pladser.

4.1.5

Elever og studerende

Tabel 4.6 viser, at elever og studerende i langt størstedelen af kommunerne (90 procent)

udgør op til 10 procent af den samlede personalesammensætning. I seks procent af

kommunerne udgør elever og studerende mere end 10 og op til 15 procent. I tre procent

af kommunerne udgør denne medarbejdergruppe mere end 15 og op til 25 procent af

den samlede personalesammensætning. Endeligt viser tabellen, at 23 procent af

kommunerne ikke gør brug af elever og studerende på deres plejecentre. Dette er dog

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

ikke et udtryk for, at en fjerdedel af kommunerne ikke har elever og studerende på deres

plejecentre. Besvarelserne skal ses i lyset af, at flere kommuner kan have besvaret

spørgsmålet ud fra den andel af medarbejdere, som indgår som årsværk i pleje- og

omsorgsopgaven, hvilket elever og studerende normalt ikke gør.

4.1.6

Ufaglært personale

Nedenstående

tabel 4.7

viser fordelingen af ufaglært personale, som deltager i pleje- og

omsorgsopgaven. Knap en tredjedel af kommunerne (32 procent) har ikke ufaglærte

ansat på deres plejecentre, mens ufaglært personale udgør over nul og op til fem procent

af plejecenterpersonalet i godt en tredjedel (37 procent) af kommunerne. I 26 procent af

kommunerne udgør ufaglært personale over fem og op til ti procent af personalet på

plejecentrene, mens de i fem procent af kommunerne udgør mere end ti procent af det

samlede personale på plejecentrene. I en enkelt kommune udgør ufaglært personale 25

procent af personalet på kommunens plejecentre.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

I forbindelse med opgørelsen af ufaglærte medarbejdere er det vigtigt at være

opmærksom på, at kommunerne har haft forskellig praksis i opgørelsen af fordelingen. I

nogle kommuner har man indregnet timelønnet personale og vikarer, mens man i andre

kommuner har taget udgangspunkt i fastansat personale. Dette har betydning for

omfanget af ufaglært personale, idet andelen af ufaglært personale i en del kommuner

øges, når ikke-fastansat personale medregnes. Ønskes en uddybning af

medarbejdersammensætningen på landets plejecentre henvises til

bilag 1, tabel 33-48.

4.2

Samarbejde med læger

Kommunerne er ligeledes blevet bedt om at besvare en række spørgsmål omhandlede

samarbejdet med praktiserende læger. Her er de blevet spurgt, om der på de enkelte

plejecentre i kommunen er skriftlige retningslinjer for, hvordan personalet generelt skal

samarbejde med praktiserende læge.

Tabel 4.8

viser, at der i langt de fleste kommuner er skriftlige retningslinjer for, hvordan

personalet generelt skal samarbejde med praktiserende læge. Nærmere bestemt svarer

85 procent af kommunerne, at de har sådanne skriftlige retningslinjer på alle plejecentre,

mens tre procent af kommunerne svarer, at de har det på enkelte plejecentre. Ni procent

af kommunerne svarer, at de ikke har skriftlige retningslinjer for samarbejdet med

praktiserende læge på nogen af deres plejecentre.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

De kommuner, der har angivet ikke at have skriftlige retningslinjer for samarbejdet med

praktiserende læge, har haft mulighed for at angive, hvad årsagen er. Begrundelserne er,

at samarbejdet er velfungerende, og at der derfor ikke vurderes at være et behov for

skriftlige retningslinjer. Eksempelvis skriver én kommune:

”Samarbejdet med de praktiserende læger er generelt gnidningsfrit og

fungerer godt. Derfor har der ikke været behov for skriftelige retningslinjer.

Eventuelle problemstillinger, spørgsmål og usikkerheder drøftes på

kommunalt-lægeligt udvalg og meldes ud både via referat og mundtligt til

personalet”.

I nedenstående

tabel 4.9

fremgår kommunernes besvarelser for, i hvilket omfang der er

tilknyttet en fast læge på de enkelte plejecentre. Her skal tilføjes, at der ikke er lovkrav

om at have fast tilknyttet læge på plejecentrene. Størstedelen af kommunerne, svarende

til 90 procent, svarer, at de ikke har en fast tilknyttet læge på nogen af deres

plejecentre. Én procent, svarende til én kommune, svarer, at de har en fast læge

tilknyttet på samtlige plejecentre, én procent svarer, at de har det på mindre end

halvdelen af deres plejecentre, og otte procent af kommunerne svarer, at de har det på

enkelte af deres plejecentre.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

I den nationale spørgeskemaundersøgelse har kommunerne haft mulighed for at uddybe,

hvorfor de enten har eller ikke har fast tilknyttede læger på deres plejecentre.

Kommunerne har forskellige begrundelser for, hvorfor de

ikke

har fast tilknyttede læger

på deres plejecentre. Det er udbredt, at kommunerne begrunder det med borgerens frie

valg og selvbestemmelse samt fordelen i, at lægen har et kendskab til patienten, som

går forud for vedkommendes indflytning på plejecenter. Andre er mere positivt stemt

over for en sådan løsning, men er grundet forskellige årsager ikke kommet i gang. Dette

kan være af økonomiske årsager eller vanskeligheder med at indgå aftale med

Praktiserende Lægers Organisation (PLO), men en mere udbredt begrundelse ligger i

rekrutteringsvanskeligheder. Eksempelvis skriver en kommune:

”Det ville vi for så vidt også gerne - men ordningen løb ud i sandet, da den

læge, vi indgik aftalen med, blev sygemeldt. Vores oplevelse er, at den

privatpraktiserende læge generelt ønsker en patientsammensætning, der

afspejler "fra vugge til grav". Det er den særligt geriatrisk interesserede

praktiserende læge, der vil kunne rekrutteres til en fast tilknytning - og det

har vi ikke haft held med ....endnu”.

Endelig er der også kommuner, der afventer erfaringer fra andre kommuner, før de vil

sætte et sådant samarbejde i gang.

Blandt de kommuner, der har valgt at have fast tilknyttede læger, uddyber en af

kommunerne det på følgende måde:

”Formålet var primært at reducere antallet af indlæggelser. Hertil ønskedes

at:

-reducere kontakten til lægevagten

-forbedre medicinhåndtering

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

-forbedre samarbejdet mellem personaler og læger

-forbedre brugertilfredshed / skabe tryghed for de ældre”.

4.3

Samarbejde med sygehuse

Kommunerne er ligeledes blevet spurgt til, om de har skriftlige retningslinjer for, hvordan

personalet generelt skal samarbejde med sygehuse. Det har langt de fleste kommuner,

idet 82 procent af kommunerne har svaret, at de har det på alle deres plejecentre, to

procent har svaret, at de har det på mere end halvdelen, og 1 procent, svarende til én

kommune, har svaret, at de har det på enkelte plejecentre. 15 procent af kommunerne

har ikke skriftlige retningslinjer for samarbejdet med sygehuse på nogen af deres

plejecentre.

Blandt de kommuner, der

ikke

har skriftlige retningslinjer for samarbejdet med

sygehuse, er der bred variation i begrundelserne for hvorfor. Flere af kommunerne

begrunder det med, at der ikke er behov for skriftlige retningslinjer, fordi samarbejdet

allerede fungerer. Nogle begrunder det med, at sundhedsaftalerne

tjener en sådan

funktion. En kommune begrunder det med, at det er vanskeligt at udarbejde den slags

retningslinjer, idet samarbejdet vedrører mange forskellige hospitalsafdelinger og

henvendelsestyper.

En sundhedsaftale er en lovpligtig aftale, der indgås mellem region og kommuner med henblik på at sikre sammenhæng i

patientforløb, der går på tværs af region og kommune.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

5 Efteruddannelse og

kompetenceudvikling

Mens foregående kapitel omhandlede uddannelsesfordelingen blandt plejepersonalet på

landets plejecentre, vil der i dette kapitel blive sat fokus på, hvordan der arbejdes med

efteruddannelse og kompetenceudvikling i kommunerne og på de enkelte plejecentre.

Herunder berøres, hvilke temaer som er i fokus i forbindelse med efteruddannelse i

kommunerne og på de enkelte plejecentre.

5.1

Kommunale retningslinjer for efteruddannelse

Tabel 5.1

viser, at godt en tredjedel af kommunerne har skriftlige retningslinjer for

efteruddannelse af medarbejderne på deres plejecentre. Det betyder, at der i

størstedelen af kommunerne (65 procent) ikke er skriftlige retningslinjer centralt i

kommunen for, hvordan plejecentrene skal gribe kompetenceudvikling an.

Tabel 5.2

viser, at de fleste af kommunerne (78 procent) har specielt tilrettelagt

undervisning for alle nyansatte medarbejdere på deres plejecentre.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

5.2

Særligt prioriterede indsatsområder

Mens størstedelen af kommunerne ikke har skriftlige retningslinjer for efteruddannelse,

viser tabel 5.3, at de fleste kommuner (85 procent) har særligt prioriterede områder for

efteruddannelsesforløb for medarbejdere på deres plejecentre.

Kommunerne har i forlængelse af dette spørgsmål haft mulighed for at angive, hvilke

områder de særligt prioriterer i forhold til efteruddannelse af medarbejdere på

plejecentre. Kommunerne har angivet en lang række temaer, hvoraf en del af disse er

gennemgående for en stor del af kommunerne. De særligt gennemgående temaer

angives nedenfor:

Kommunens særligt prioriterede områder for efteruddannelse er:



Demens

Rehabilitering

Medicinhåndtering

Dokumentation

Forflytning

Kost og ernæring

Tidlig opsporing af sygdom

I caseundersøgelsen har de 12 plejecentre på institutionsniveau angivet, hvilke temaer

de har haft i fokus i forbindelse med kompetenceudvikling og efteruddannelse inden for

de seneste to år. Her kan både være tale om ekstern undervisning, hvor udefra

kommende forestår undervisningen, eller intern undervisning, hvor personer ansat på

plejecentret eller konsulenter i kommunen forestår undervisningen. På institutionsniveau

er ligeledes tale om et bredt spektrum af temaer, og det er de samme temaer som

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

oplistet ovenfor, der er særligt fremtrædende. Derudover er palliation

et forholdsvis

fremtrædende tema hos caseinstitutionerne, idet tre af de 12 plejecentre har angivet

dette som et kompetenceudviklingstema i 2014. I overensstemmelse med den nationale

spørgeskemaundersøgelse er især demens et fremtrædende kompetenceudviklingstema

hos caseinstitutionerne, idet syv ud af de 12 plejecentre angiver at have haft dette som

kompetenceudviklingsmæssigt fokus inden for de seneste år. Dette skal ses i

sammenhæng med, at der gennemgående berettes om en tiltagende mere kompleks

beboergruppe, hvor flere og flere beboere lider af demens.

Demens

Demens har været et kompetenceudviklingsmæssigt fokus. Før var der mange

beboere, der gik deres vej, og der var meget uro og larm på gangene. Nu er der

meget mere ro, selvom centret har fået flere demente beboere. Det tror jeg er i og

med, at vi er blevet fagligt dygtigere, at vi har været på de kurser, vi har, og at vi

har fået egen sygeplejerske, som er meget inde over medicinen og gør, hvad hun

kan for at skabe ro for beboerne. Vi er blevet bedre til at læse beboernes signaler og

kropssprog. Tidligere benyttede vi os af en demenskoordinator. Det gør vi ikke

længere, for nu kan vi klare det selv.

Kilde: Medarbejdere, caseundersøgelse

5.3

Videndeling i forbindelse med kompetenceudvikling

På samtlige af de 12 besøgte plejecentre angives, at enten alle eller de fleste af de

medarbejdere, der deltager i plejen, har været på kursus, temadag eller efteruddannelse

i 2014. En udbredt fortælling på plejecentrene er, at man forsøger enten at

kompetenceudvikle hele personalegruppen på én gang eller at sende flere medarbejdere

på kursus ad gangen med henblik på videndeling.

Fire af de interviewede plejecentre beretter at gøre brug af det, de kalder nøglepersoner

eller ressourcepersoner. Her er tale om medarbejdere med særlig viden om et bestemt

tema, som de er ansvarlige for at videndele med resten af personalegruppen om. Et sted

fortælles, at de har nøglepersoner inden for alle de temaer, centret har særlig fokus på,

mens det på de resterende tre plejecentre er nøglepersoner specifikt på demensområdet,

som der berettes om. Nogle steder benyttes disse nøglepersoner aktivt i forhold til

videndeling, mens de et sted fortælles i praksis snarere at have karakter af

medarbejdere med særlig uddannelse inden for området. I nedenstående tekstboks

fremgår en beskrivelse af denne ordning fra et af de plejecentre, hvor nøglepersonerne

synes at have en mere aktiv rolle.

Palliation som begreb henviser til en palliativ indsats. En palliativ indsats har til hensigt at fremme livskvalitet for alvorligt

syge og døende personer og deres pårørende.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

Nøglepersoner på demensområdet

Vores leder på demensområdet udarbejdede for tre år siden en demensstrategi

sammen med ledelsen. Vi havde i et par år arbejdet med en Task force fra

demensenheden, bestående af specielt uddannet personale, som kunne komme ud

og hjælpe os med de svære situationer. Men det gjorde jo, at demensenhederne

manglede disse medarbejderes kompetencer hos sig selv, så vi havde brug for at få

den viden bredt ud på flere personer. Derfor blev der lavet en demensstrategi og

lagt en plan for, hvor mange enheder der hver især skulle sende hvor mange

personer afsted, sådan at hver enhed har X antal personer, der har en særlig viden

om demens. For vores vedkommende endte vi på syv eller otte personer, og vi har

den syvende afsted på kursus nu. Det er et AMU-kursus på 21 dage suppleret med

tre dages undervisning omkring Tom Kitwood. De bliver undervist af

demenskonsulent, som vi har købt til den opgave. Og så indgår de i et netværk

sammen med Task forcen. Task forcen kommer ud på plejecentret en gang om

måneden og arbejder med ressourcepersonerne her om, hvad er det for nogle

borgere, vi har udfordringer med. Task forcen kommer med andre briller og tilbyder

faglig sparring på en anden måde. Når de er her, indgår de i plejen omkring de

borgere, der har de her udfordringer, så de får ”hands on” på udfordringerne.

Ordningen har gjort, at personalet næsten er blevet selvløsende i forhold til disse

problemstillinger.

Kilde: Plejecenterleder, caseundersøgelse.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

Fravær og vikardækning

I dette kapitel beskrives kommunernes praksis for vikardækning ved fravær. Kapitlet

beskriver kommunernes brug af vikarordninger, herunder de samlede udgifter på

området samt årsager til vikardækning. Kapitlet giver herudover eksempler på, hvordan

fravær og vikardækning håndteres på de 12 plejecentre, der indgår i caseundersøgelsen.

Dette indebærer en beskrivelse af, hvordan centrene har organiseret sig ift. vikarer, og

hvilke procedurer de har i denne sammenhæng. Kapitlet behandles både ud fra

resultaterne af caseundersøgelsen og den nationale spørgeskemaundersøgelse. De

selvejende og privatdrevne plejecentre er ikke inkluderet i spørgeskemaundersøgelsens

resultater vedrørende fravær og vikardækning. I caseundersøgelsen er de selvejende og

privatdrevne plejecentre dog omfattet.

6.1

Kommunernes brug af vikarordninger

Der findes forskellige modeller for brug af vikarer. Overordnet kan man tale om fire

forskellige modeller:

1) Løst tilknyttet timelønnede medarbejdere ansat på plejecentre: Dækker over

medarbejdere, som er løst ansat på plejecentret til daglig, men som også

anvendes til vikardækning på det enkelte center.

2) Internt tilknyttet timelønnede vikarer: Dækker over personaler, som er tilknyttet

det enkelte plejecenter alene som timelønnede vikarer.

3) Centralt internt vikarkorps: Dækker over kommunernes eget vikarkorps.

4) Vikarer fra eksterne vikarbureauer: Dækker over personaler ansat i eksterne

vikarbureauer.

I spørgeskemaundersøgelsen er kommunerne blevet bedt om at angive, hvordan brugen

af de fire typiske vikarordninger fordeler sig i deres kommune.

Tabel 6.1

viser, hvilke

typer af vikarordninger kommuner gør brug af, og hvilke de ikke gør brug af.

Tabellen viser, at den mest udbredte vikarordning er ’vikarer fra eksterne vikarbureauer’.

82 procent af kommunerne angiver at gøre brug af denne ordning i en eller anden

udstrækning. Heraf angiver 54 procent af kommunerne, at denne type vikarordning

udgør mindre end 30 procent af deres samlede vikardækning i kommunen, mens 10

procent angiver, at denne type vikarordning udgør 80 procent eller mere af deres

samlede vikardækning i kommunen (se

tabel 29, bilag 1).

Den mindst anvendte vikarordning er ’centralt internt vikarkorps i kommunen’, hvilket 22

procent af kommunerne angiver at gøre brug af i en eller anden udstrækning. Blandt de

22 procent er der en stor spredning i omfanget af brugen. En enkelt kommune angiver,

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

at alle deres vikartimer dækkes af kommunens centrale interne vikarkorps (100 procent),

otte kommuner angiver, at mellem 50 og 70 procent af deres vikartimer dækkes af

denne ordning, mens fem kommuner angiver, at dette gælder for under 20 procent af

deres vikartimer (se

tabel 28, bilag 1).

For yderligere uddybning af kommunernes brug af vikarordninger og omfanget heraf,

henvises til bilag 1, tabellerne 26-29.

Mens dens landsdækkende spørgeskemaundersøgelse viser, at eksterne vikarbureauer er

den mest udbredte vikarordning i kommunerne, gives der blandt de plejecentre, der har

deltaget i caseundersøgelsen, gennemgående udtryk for et ønske om så vidt muligt at

undgå brugen af eksterne vikarkorps. Dette fordi, eksterne vikarer ikke kender beboerne

og stedets rutiner, hvilket ifølge interviewpersonerne indvirker negativt på

opgaveløsningen. Der gives udtryk for, at det faste personale skal bruge meget tid på at

sætte de eksterne vikarer ind i opgaverne, og at det kan betyde, at man som fast

personale lige så godt kan løse opgaverne selv. Af disse årsager foretrækkes faste

afløsere, som kender stedet og dets beboere.

Kommunerne er i den landsdækkende spørgeskemaundersøgelse blevet adspurgt, om

der er krav om, at vikarer i kommunen skal være faglærte. Nedenstående

figur 6.1

figur 6.2

viser, at 54 procent af kommunerne stiller krav om, at deres vikarer skal være

faglærte. I forlængelse heraf angiver 69 procent af kommunerne dog, at der forekommer

fravigelser fra dette krav.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

Figur 6.1

Er der krav om, at vikarer på

plejecentre skal være faglærte?

(Procent)

Figur 6.2

Er der afgivelser fra dette

krav? (Procent)

Nej

Note: Alle 98 kommuner er blevet bedt om at besvare

spørgsmålet. I alt 97 kommuner har besvaret

spørgsmålet. Det antages, at kommunernes besvarelser

er baseret på en opgørelse af de kommunale

plejecentre, og ikke selvejende og privatdrevne.

Note: Alle 98 kommuner er blevet bedt om at besvare

spørgsmålet. I alt 52 kommuner har besvaret

spørgsmålet. De 52 kommuner er de kommuner, der har

svaret ja til, at det er et krav, at vikarer på plejecentre

skal være faglærte. Det antages, at kommunernes

besvarelser er baseret på en opgørelse af de kommunale

plejecentre, og ikke selvejende og privatdrevne.

En udbredt begrundelse for, at kommunerne til tider fraviger kravet om at bruge faglærte

vikarer, er, at det kan være svært at rekruttere tilstrækkeligt med faglærte vikarer.

Blandt uddybningerne fra bemærkningsfelterne i spørgeskemaundersøgelsen er følgende:

”Så vidt muligt anvendes der faglært personale. Dog kan det forekomme, at

ufaglært personale må benyttes ved mangel eller problemer med at skaffe

faglærte vikarer. I disse tilfælde omlægges opgaverne, så de er i

overensstemmelse med de faglige kompetencer og det fastansatte

personales faglige kompetencer”.

***

”Hvis en timelønnet afløser er i gang med en sundhedsfaglig eller

pædagogisk uddannelse, kan de godt få en ansættelse som timelønnet

afløser”.

6.1.1

Kommunernes udgifter til eksterne vikarer

I den landsdækkende spørgeskemaundersøgelse er kommunerne også blevet spurgt til

deres samlede udgifter til eksterne vikarer på plejecentre i 2014. I nedenstående

tabel

6.2

har kommunerne angivet dette som procent af deres samlede lønudgifter.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

Tabellen viser, at flertallet af kommunerne i 2014 brugte en mindre andel af deres

samlede lønudgifter på vikardækning på landets plejecentre. Således har 62 procent af

kommunerne angivet at have brugt over nul og op til fem procent af deres samlede

lønudgifter, mens 18 procent af kommunerne ikke brugte nogen andel af deres samlede

lønudgifter til eksterne vikarer. Dette skal dog ses i lyset af, at nogle kommuner ikke gør

brug af denne type vikardækning, og ikke som et udtryk for, at kommunerne ikke har

nogen udgifter på området.

6.1.2

Årsager til vikardækning

I spørgeskemaundersøgelsen er kommunerne blevet bedt om at angive årsagerne til

vikardækning på kommunens plejecentre i prioriteret rækkefølge.

Tabel 6.3

viser, at ferie udgør den hyppigste årsag til vikardækning, mens sygdom udgør

den næst hyppigste årsag til vikardækning. Dette har henholdsvis 61 procent og 35

procent af kommunerne angivet som den hyppigste årsag til vikardækning. Kommunerne

har herudover også angivet, at kurser og uddannelsesaktiviteter udgør en årsag til

vikardækning, men at dette ikke forekommer ligeså hyppigt som ferie og sygdom.

Kommunerne har ligeledes haft mulighed for at angive andre årsager til vikardækning.

Blandt disse andre årsager angives i ikke prioriteret rækkefølge:



Vakante stillinger

Orlov pga. barsel eller sygdom blandt pårørende

Akutte udsving i plejetyngde og særlige situationer, der fordrer en fast vagt

Afspadsering og afvikling af øvrig frihed grundet eksempelvis helligdage

Weekenddækning

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre

PLEJEBOLIGOMRÅDET

Praksis for vikardækning

Blandt de 12 caseinstitutioner fremgår det, at der er meget forskellig praksis for, hvornår

man gør brug af vikardækning. Mange steder gives der udtryk for, at man ved

sygemeldinger på hverdagsdagvagter forsøger selv at dække ind blandt det faste

personale. I dette tidsrum er bemandingen størst, og man har derfor bedre mulighed for

at hjælpe hinanden på tværs af afdelinger. Flere steder fortæller interviewpersonerne, at

man på centret foretager en konkret vurdering af, om det er muligt selv at dække ind ud

fra, hvor mange der er på arbejde (faste medarbejdere og elever), samt om der er

tomme pladser eller beboere, der er indlagt. I aften- og nattevagter og i weekender er

bemandingen mere sparsom, hvorfor man her er konsekvent med at tilkalde afløsere ved

sygemeldinger. Enkelte steder tilkalder man altid afløsere, også på hverdagsdagvagter.

Når man ikke tilkalder afløsere i de tidsrum, hvor bemandingen og opgavetyngden

tillader at undlade det, skyldes det en række forhold. Som tidligere nævnt opleves det

som ressourcekrævende at sætte udefrakommende vikarer ind i opgaverne, ligesom

afløsernes kendskab til beboerne kan være begrænset. Endelig fremhæver flere af

plejecentrene, at økonomiske hensyn influerer på beslutningen, idet penge brugt på

afløsere eksempelvis kan betyde færre penge til aflønning af fast personale (og dermed

en lavere normering i dagligdagen) og færre penge til fornøjelser, såsom at afholde

fester for beboerne.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 450: Sundheds- og Ældreministeriets nationale undersøgelse af forholdene på plejecentre