Sundheds- og Ældreudvalget 2015-16
SUU Alm.del Bilag 436
Offentligt
Joan-Søstrenes oplæg til foretræde i Sundhedsudvalget den 9. februar 2016, kl.
14.30.
Vi har bedt om foretræde om den landsdækkende behandlings- og
rådgivningsindsats for mennesker med senfølger efter sexuelle overgreb i
barndommen.
Den nuværende indsats er etableret i 2013, hvor en række organiseringer blev lagt
sammen til 3 regionale senfølgecentre og finansieret af satspulje. Nu er det besluttet
at finansieringen skal udfases fra satspulje. Og samtidig er den nuværende
organisering blevet evalueret i 2015 af Syddansk Universitet.
Joan-Søstrene har arbejdet med sexuelle overgreb mod kvinder i 40 år, blandt andet
kvinder, der har været udsat for sexuelle overgreb i barndommen. Vi er ikke en del af
den indsats, som vi skal tale om i dag, men vi er meget bekymrede for den udvikling
som er sat i gang, og det er derfor vi er kommet.
Den gode nyhed er, at de regionale senfølgecentre faktisk formår at forbedre
målgruppens livssituation ved at reducere de fysiske, psykiske og sociale
skadevirkninger som er en følge af sexuelle overgreb i barndommen. Det handler om
mange forskelligartede problemer som angst, depression, posttraumatisk stress,
dårligt selvværd, vanskelige og konfliktfyldte relationer, store problemer med at
regulere deres følelser og personlighedsforstyrrelser.
Det er helt forståeligt, for sexuelle overgreb i barndommen er noget af det mest
rystende, man kan forestille sig. Alle børn har ret til en barndom uden sexuelle
overgreb, men vi er desværre ikke i stand til at sikre at den rettighed virkelig gælder
for alle børn. Der er tale om sager, som jeg er sikker på I kan huske fra pressen, for
eksempel fra Tønder, Brønderslev, Rebild og lige nu aktuelt fra Slagelse.
Det, som det handler om her, er hvilken indsats vi som samfund stiller til rådighed
når børnene fra de sager er blevet voksne, og må bære den byrde det er, at have
været udsat for sexuelle overgreb i barndommen. Ofte fra personer, som også var
dem der skulle passe på dem, og være deres omsorgspersoner.
For kvinder (og sikkert også mænd), der har været udsat for sexuelle overgreb i
barndommen er mødet med systemet afgørende, og for mange er det ligeså vigtigt
som omstændighederne ved selve overgrebene. Hvis dette møde ikke er ordentligt,
risikerer man sekundær traumatisering, som efter omstændighederne kan være
ligeså skadeligt som det oprindelige traume.
 SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 436: Præsentation fra Joan-Søstrenes foretræde den 9. februar 2016 om hjælp til voksne, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen
Det kræver et stort mod og styrke, at stå ved sig selv, og den opgave som man har,
hvis sexuelle overgreb i barndommen er en del af baggagen. Det første skridt er
forbundet med meget stor sårbarhed, og hvis det man der bliver mødt med er en
ventetid på 1,5 år, som er den ventetid der pt. er i Kbh. Så er det ikke sikkert, at alle
føler, at de faktisk bliver taget alvorligt. Tværtimod.
I psykiatrien har en stor del af de kvindelige patienter været udsat for sexuelle
overgreb. Det viser erfaringen fra vores rådgivning også, og desværre er de
psykiatriske tilbud ikke altid gearet til at gennemføre lange forløb med psykologisk
behandling, som der er brug for. Det er derfor efter vores opfattelse helt afgørende
at de regionale senfølgecentre får mulighed for at udfylde deres rolle med relevant
behandling, og forebygge behandling i psykiatrien i de tilfælde, hvor det overhovedet
kan lade sig gøre. Hvis der er et sted, hvor respekt for psykologisk faglighed er vigtigt,
så er det her. Både af menneskelige hensyn, men også fordi der er god økonomi i at
sikre en ordentlig hjælp ift. det primære problem, så tidligt som muligt. Det vi håber
at få ud af det her, er:
1. Når den tilgængelige statistik siger, at der på landsplan er behov for 780
behandlingspladser for voksne, som har været udsat for sexuelle overgreb i
barndommen, så håber vi, at I kan sikre, at der kommer 780 pladser, og ikke
som nu kun 300.
2. Hvis indsatsen skal decentraliseres fra det statslige niveau, og det kan der være
gode grunde til, så håber vi at det kommer til at ske på betryggende vis, så en
så udsat gruppe som voksne, der har været udsat for sexuelle overgreb i
barndommen ikke risikerer at blive kastebold imellem forskellige politiske
myndigheder, og hvem der har ansvaret for om indsatsen er på et ordentligt
niveau. Vi tænker at det kan sikres ved at stille krav om antal
behandlingspladser, af en bestemt kvalitet og tilhørende budget i forbindelse
med decentraliseringen. Fx. med udgangspunkt i evalueringen fra 2015.
3. Og så længe behandlingsindsatsen er under niveau, så håber vi – som det
tredje - at den specifikke psykologordning for voksne, som lider under
senfølger efter sexuelle overgreb i barndommen bliver genoprettet, efter den
er lukket som en konsekvens af satspuljen for 2016. Enten som en
tillægsbevilling til den nuværende bevilling til de regionale senfølgecentre,
eller ved at fritage egenbetalingen i den generelle psykologordning ved
henvisning på grund af incest. Ordningen har betydet, at der i det mindste har
været en minimal indsats i ventetiden, som altså pt. er 1,5 år.