SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 389: Udkast til forslag til lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (Udvidelse af patienterstatningsordningens dækningsområde til at omfatte Direktoratet for Kriminalforsorgens sundhedsordning og autoriserede sundhedspersoners behandling af værnepligtige i Forsvaret og Beredskabsstyrelsen), fra sundheds- og ældreministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2015-16
SUU Alm.del Bilag 389
Offentligt

UDKAST

Forslag

til

Lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang

inden for sundhedsvæsenet

(Udvidelse af patienterstatningsordningens dækningsområde til at omfatte Direktoratet for

Kriminalforsorgens sundhedsordning og autoriserede sundhedspersoners behandling af

værnepligtige i Forsvaret og Beredskabsstyrelsen)

§1

I lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, jf. lovbekendtgørelse nr. 1113 af 7.

november 2011, som senest ændret ved § 8 i lov nr. 742 af 1. juni 2015, foretages følgende ændringer:

§ 19, stk. 1, nr. 7,

udgår ”eller”.

§ 19, stk. 1, nr. 8,

ændres ”stk. 12.” til: ”stk. 12, eller”.

§ 19, stk. 1,

indsættes som

nummer 9:

”9) af autoriserede sundhedspersoner, der udfører sundhedsfaglig virksomhed i

Kriminalforsorgens fængsler, arresthuse og Vestre Hospital.”

Efter § 19, indsættes:

”§

19 a.

Der ydes erstatning efter reglerne i dette kapitel til personer eller efterladte til personer,

der som værnepligtige er påført en skade i forbindelse med undersøgelse, behandling el.lign.,

som er foretaget af autoriserede sundhedspersoner, der udfører sundhedsfaglig virksomhed i

Forsvaret eller Beredskabsstyrelsen.

Stk. 2.

Stk. 1 omfatter ikke skader forvoldt af autoriserede tandlæger.”

§ 29, stk. 1, nr. 8),

indsættes efter ”nr. 8”: ”og nr. 9 og § 19 a”.

§2

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 2016.

Stk. 2.

§ 1, nr. 3-5, finder anvendelse for erstatningskrav, der er anmeldt til Patienterstatningen

senest 3 år efter, at den erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab til

skaden, jf. dog stk. 3.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 389: Udkast til forslag til lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (Udvidelse af patienterstatningsordningens dækningsområde til at omfatte Direktoratet for Kriminalforsorgens sundhedsordning og autoriserede sundhedspersoners behandling af værnepligtige i Forsvaret og Beredskabsstyrelsen), fra sundheds- og ældreministeren

Stk. 3.

Uanset stk. 2 finder § 1, nr. 3-5, alene anvendelse for skader, der er forårsaget fra den 1.

juli 2006.

§3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan helt eller delvist sættes i kraft for

Færøerne med de ændringer, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Lovforslagets formål og baggrund

Nærmere om Direktoratet for Kriminalforsorgens sundhedsordning samt Forsvarets og

Beredskabsstyrelsens sundhedsfaglige behandling af værnepligtige

Gældende ret

3.1. Patienterstatningsordningen

3.2. Ændring af patienterstatningsordningen

4. Lovforslagets indhold

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

5.1. Økonomisk omfang

5.2. Finansiering

6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

7. Administrative konsekvenser for borgerne

8. Miljømæssige konsekvenser

9. Forholdet til EU-retten

10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

11. Sammenfattende skema

Lovforslaget formål og baggrund

Indsatte, der modtager sundhedsfaglig behandling af autoriserede sundhedspersoner i

Kriminalforsorgens institutioner, og værnepligtige, der modtager behandling af autoriserede

sundhedspersoner i Forsvaret og Beredskabsstyrelsen, er ikke berettiget til erstatning for

behandlingsskader efter reglerne i lov om klage- og erstatningsadgang inden for

sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven), der er en mere favorabel erstatningsordning

end den, der følger af dansk rets almindelige erstatningsbetingelser.

Justitsministeren har i sin besvarelse af 19. marts 2015 af SUU (alm. del) spørgsmål nr. 324

tilkendegivet, at det efter Justitsministeriets vurdering er i strid med forbuddet mod

diskrimination i artikel 26 i FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder og i artikel 14

i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), at patienterstatningsordningens

dækningsområde ikke omfatter behandling udført af sundhedspersonale ansat i

Kriminalforsorgens institutioner. Forsvarsministeriet og Sundheds- og Ældreministeriet har

vurderet, at lignede betragtninger gør sig gældende for værnepligtige, der modtager

sundhedsfaglig behandling i Forsvaret og Beredskabsstyrelsen.

På den baggrund, har lovforslaget til formål at udvide patienterstatningsordningens

dækningsområde til også at omfatte skader forårsaget af autoriserede sundhedspersoner i

Kriminalforsorgens institutioner, og skader forårsaget af autoriserede sundhedspersoner ved

behandling af værnepligtige i Forsvaret og Beredskabsstyrelsen. Hermed får personer, som

bliver påført en skade som følge af behandling disse steder, mulighed for at få deres

erstatningssag prøvet efter reglerne herom i lov om klage- og erstatningsadgang inden for

sundhedsvæsenet på lige fod med andre personer, der påføres skader i forbindelse med

behandling i sundhedsvæsenet.

Det bemærkes, at der tidligere har været overvejelser om at omfatte Kriminalforsorgens

institutioner og Forsvaret i dækningsområdet i klage- og erstatningsloven. Det blev dog ikke

fundet hensigtsmæssigt på daværende tidspunkt. I betænkning nr. 1346 fra 1997 var

anbefalingen, at fængselsvæsenets sygeklinikker og Forsvarets infirmerier (i dette lovforslag

forstået som Kriminalforsorgens sundhedsordning samt Forsvaret og Beredskabsstyrelsens

behandling af værnepligtige) ikke blev omfattet af patienterstatningens dækningsområde, idet

udvalget fandt, at de administrative procedurer og omkostninger ved at lægge området ind

under loven, ville være ude af proportion med det få antal skader, som måtte formodes at blive

anmeldt.

Direktoratet for Kriminalforsorgens sundhedsordning samt Forsvarets og

Beredskabsstyrelsens sundhedsfaglige behandling af værnepligtige

2.1 Direktoratet for Kriminalforsorgens sundhedsordning

Behandling af syge indsatte varetages som udgangspunkt af det offentlige behandlingssystem,

jf. sundhedsloven.

Særlige økonomiske og sikkerhedsmæssige hensyn medfører dog, at der er etableret en

sundhedsordning i Kriminalforsorgens fængsler og arresthuse.

Sundhedsordningen indebærer, at der til alle fængsler og arresthuse er tilknyttet en

fængselslæge/arresthuslæge, typisk en praktiserende læge fra lokalområdet, der er til stede i

institutionen 1-2 gange om ugen i et bestemt antal timer. Alle fængsler og større arresthuse

har tilknyttet en sygeplejerske på fuldtid eller på deltid. Alle fængsler og en del arresthuse har

endvidere tilknyttet en psykiater, typisk på konsulentbasis, der er i institutionen et bestemt

antal timer om ugen.

Vestre Hospital er en sygeafdeling for Københavns Fængsler samt en landsdækkende

somatisk sygeafdeling for alle Kriminalforsorgens fængsler og arresthuse.

2.2. Autoriserede sundhedspersoners behandling af værnepligtige i Forsvaret og

Beredskabsstyrelsen

De værnepligtige i Forsvaret og Beredskabsstyrelsen afleverer deres sundhedskort under

deres værnepligtstjeneste og skal derfor som udgangspunktet anvende de læger, der er

tilknyttet henholdsvis Forsvaret og Beredskabsstyrelsen i stedet for egen praktiserende læge.

Værnepligtige i Forsvaret

Sundhedsbehandlinger i Forsvaret hører som hovedregel under Forsvarets Sundhedstjeneste.

Forsvarets Sundhedstjeneste er opdelt i fire søjler, hvoraf den ene, Sundhedsdivisionen, er

overordnet ansvarlig for de nationale infirmerier og består bl.a. af 5 infirmerier og 9

værnepligtskonsultationer.

Forsvarets infirmerier er beliggende i Hvorup, Karup, Skrydstrup, Slagelse og Skalstrup.

Konsultationerne til de værnepligtige ligger i Frederikshavn, Skive, Holstebro, Varde,

Haderslev, Vordingborg, Høvelte, Rønne og på Gothersgade Kaserne i København.

På Sundhedsdivisionens infirmerier og konsultationer findes bl.a. følgende autoriserede

sundhedspersoner ved en fuldt besat struktur:

18 fuldtidsansatte læger

13 deltidsansatte læger, primært på værnepligtskonsultationerne. De er ansat på et ugentligt

timetal mellem 4 og 25 timer

10 fuldtidsansatte sygeplejersker

På infirmerierne og i værnepligtigkonsultationerne varetages de sundhedsfaglige ydelser til de

værnepligtige, som ikke har det gule sundhedskort under deres værnepligtstjeneste. Der

foretages således undersøgelser og behandling svarende til, hvad der i den civile

sundhedssektor foretages hos de alment praktiserende læger.

Værnepligtige i Beredskabsstyrelsen

Når de værnepligtige møder til værnepligtstjeneste ved Beredskabsstyrelsen, afleverer de

ligesom de værnepligtige ved Forsvaret deres sundhedskort.

Under værnepligtstjenesten ved Beredskabsstyrelsen behandles de værnepligtige i stedet af

kasernelæger, som Beredskabsstyrelsen har tegnet ansættelseskontrakt med. Der er ved

hvert enkelt beredskabscenter tegnet kontrakt med en kasernelæge. Ved Beredskabsstyrelsen

er der i alt tegnet kontrakt med fem kasernelæger. De kontraktansatte kasernelæger behandler

kun værnepligtige. Kasernelægerne behandler helt almindeligt forekommende somatiske

sygdomme. Hvis kasernelægen vurderer, at det er mere alvorligt, henviser kasernelægen den

værnepligtige enten til speciallæge eller til et hospital. Kasernelægerne har en kontrakt på i

gennemsnit 8 timer om ugen.

I tilfælde hvor behandling ved speciallæge er påkrævet, henviser kasernelægen den

værnepligtige hertil, og Beredskabsstyrelsen vil efterfølgende betale den regning, der måtte

komme i disse tilfælde.

Gældende ret

3.1. Patienterstatningsordningens dækningsområde

Med patienterstatningsordningen, som trådte i kraft den 1. juli 1992, blev der med blandt andet

en mere lempelig bevisbyrde, sikret patienterne bedre erstatningsmuligheder, end hvad der

ellers følger af dansk rets almindelige erstatningsbetingelser.

Det er Patienterstatningen, som behandler og afgør sager om patienterstatning efter lov om

klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven).

Efter klage- og erstatningslovens § 19, stk. 1, ydes erstatning efter reglerne i lovens kapitel 3 til

patienter eller efterladte til patienter, som her i landet påføres skade i forbindelse med

undersøgelse, behandling el.lign., som er foretaget

1) på et sygehus eller på vegne af dette,

2) af sundhedspersoner og andet personale som led i den præhospitale indsats efter

sundhedsloven,

3) af autoriserede sundhedspersoner ansat i regionstandplejen, ved en odontologisk

landsdels- og videnscenterfunktion eller i forbindelse med levering af de kommunale

sundhedsydelser efter sundhedslovens kapitel 36-41 eller på vegne af disse,

4) på universiteternes tandlægeskoler,

5) af privatpraktiserende autoriserede sundhedspersoner,

6) af læger, der uden at være privatpraktiserende foretager vaccination i henhold til

sundhedslovens § 158,

7) af læger, der uden at være privatpraktiserende virker som vagtlæger, eller

8) af Sundhedsstyrelsen af sager i henhold til sundhedslovens kapitel 21, regler udstedt i

medfør heraf eller regler udstedt i medfør af § 5 d i lov om sygehusvæsenet som opretholdt

ved sundhedslovens § 277, stk. 12.

Patienterstatningsordningen dækningsområde er desuden fastsat i bekendtgørelse nr. 1097 af

12. december 2003.

Efter § 20, stk. 1, i klage- og erstatningsloven ydes erstatning, hvis skaden med overvejende

sandsynlighed er forvoldt på en af følgende måder:

1) Hvis det må antages, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt

givne forhold ville have handlet anderledes ved undersøgelse, behandling el.lign. hvorved

skaden ville være undgået,

2) hvis skaden skyldes fejl eller svigt i teknisk apparatur, redskaber eller andet udstyr, der

anvendes ved eller i forbindelse med undersøgelse, behandling el.lign.,

3) hvis skaden ud fra en efterfølgende vurdering kunne være undgået ved hjælp af en anden til

rådighed stående behandlingsteknik eller behandlingsmetode, som ud fra et medicinsk

synspunkt ville have været lige så effektiv til behandling af patientens sygdom, eller

4) hvis der som følge af undersøgelse, herunder diagnostiske indgreb, eller behandling

indtræder skade i form af infektioner eller andre komplikationer, der er mere omfattende, end

hvad patienten med rimelighed må tåle. Der skal herved tages hensyn til dels skadens alvor,

dels patientens sygdom og helbredstilstand i øvrigt samt til skadens sjældenhed og

mulighederne i øvrigt for at tage risikoen for dens indtræden i betragtning.

Betingelserne for at opnå erstatning efter klage- og erstatningsloven adskiller sig fra dansk rets

almindelige erstatningsregler. Med klage - og erstatningsloven er der således indført en

såkaldt ”specialist-regel”, hvormed erstatning ydes, hvis det må antages, at en erfaren

specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ville have handlet

anderledes. Desuden er det i sager efter klage- og erstatningsloven, Patienterstatningen, og

ikke skadelidte selv, der skal oplyse sagerne og godtgøre, at erstatningsbetingelserne er

opfyldte. Herudover er det gratis at anmelde en skade til Patienterstatningen, der er indbygget

en gratis ankemulighed, og sagsbehandlingstiden er typisk kortere end ved domstolene.

For at kræve erstatning skal man både i forbindelse med erstatning efter dansk rets

almindelige erstatningsregler og erstatning efter klage- og erstatningsloven have lidt et tab

som følge af skaden. Patienten kan endvidere have krav på godtgørelse (ikke-økonomisk tab)

for personskade, f.eks. svie og smerte. Opgørelsen af erstatning og godtgørelse følger, som

for andre tab i dansk erstatningsret, reglerne i lov om erstatningsansvar.

Ifølge klage- og erstatningslovens § 58 b, stk. 1, kan Patienterstatningens afgørelser

indbringes for Ankenævnet for Patienterstatningen, der har den endelige administrative

afgørelse. Ankenævnet kan stadfæste, ophæve eller ændre afgørelsen og tillægge en klage

opsættende virkning.

Ifølge klage- og erstatningslovens § 59, stk. 1, skal erstatningskrav efter lovens kapitel 3 være

anmeldt til Patienterstatningen senest 3 år efter, at den erstatningsberettigede har fået eller

burde have fået kendskab til skaden. Ifølge § 59, stk. 2, indtræder forældelse af

erstatningskrav dog senest 10 år efter den dag, hvor skaden er forårsaget.

3.2. Tidligere overvejelser om udvidelser af patienterstatningsordningens

dækningsområde

Patienterstatningsordningens oprindelige dækningsområde, tilbage ved ordningens indførelse

den 1. juli 1992, var skader opstået på offentlige sygehuse eller sygehuse, som det offentlige

havde driftsoverenskomst med.

Det fremgår af bemærkningerne til det oprindelige lovforslag, at der senest 5 år efter

patienterstatningsordningens indførelse, skulle foretages en samlet vurdering af ordningens

tilrettelæggelse. Med henblik på denne generelle revision af loven, nedsatte

Sundhedsministeriet i august 1996 et bredt sammensat udvalg. I november 1997 afsluttede

udvalget sit arbejde med afgivelse af betænkning nr. 1346 om revision af lov om

patientforsikring.

Af betænkningen fremgår det blandt andet, at det blev anbefalet, at sundhedsfaglig behandling

i Kriminalforsorgen og Forsvaret ikke blev omfattet af patienterstatningens dækningsområde,

idet udvalget fandt, at de administrative procedurer og omkostninger ved at lægge området ind

under loven, ville være ude af proportion med de få antal skader, som måtte formodes at blive

anmeldt.

Med virkning fra den 4. juni 1999 blev patienterstatningsordningens dækningsområde udvidet

til også at omfatte patienter, der modtog behandling på alle private sygehuse, klinikker m.v. her

i landet og i udlandet, hvis behandlingen skete efter henvisning fra, og blev betalt af, det

offentlige sygehusvæsen.

Pr. 1. januar 2004 skete der en betydelig udvidelse af patienterstatningsordningens

dækningsområde, idet behandling hos privatpraktiserende autoriserede sundhedspersoner

også blev medtaget. Ændringen byggede i høj grad på anbefalingerne i betænkning

1346/1997, og sundhedsfaglig behandling i Kriminalforsorgen og Forsvaret blev således ikke

ved den lejlighed omfattet af dækningsområdet.

Lovforslagets indhold

Med lovforslaget sikres det, at skader forårsaget af autoriserede sundhedspersoner, der

udfører sundhedsfaglig behandling inden for Kriminalforsorgens institutioner samt

sundhedsfaglig behandling af værnepligtige inden for Forsvaret og Beredskabsstyrelsen

omfattes af patienterstatningsordningens dækningsområde. Hermed bliver indsatte, der

kommer til skade som følge af behandling inden for Kriminalforsorgens institutioner, samt

værnepligtige, der kommer til skade som følge af behandling i Forsvaret og

Beredskabsstyrelsen, med forslaget sidestillet med andre personer, der kommer til skade i

sundhedsvæsenet, og som kan anmelde deres erstatningssag til Patienterstatningen.

Det foreslås i den forbindelse, at udvidelsen af dækningsområdet til at omfatte skader hos

værnepligtige som følge af behandling af autoriserede sundhedspersoner i Forsvaret og

Beredskabsstyrelsen reguleres i en selvstændig bestemmelse (§ 19 a). Det skyldes, at retten

til at søge erstatning for skader påført under behandling i Forsvaret og Beredskabsstyrelsen er

afgrænset til de værnepligtige, der ved deres tjeneste afleverer deres sundhedskort, og som

skal benytte de sundhedsfaglige tilbud, der er i Forsvaret og Beredskabsstyrelsen.

Med ovenstående afgrænsning defineres retten til erstatning af patientens forhold

(værnepligtig) og ikke af behandlerens/behandlingsstedets forhold, som det er tilfældet i klage-

og erstatningslovens § 19.

Det vurderes derfor at være mest hensigtsmæssigt, at udskille de værnepligtiges ret til

erstatning til en selvstændig bestemmelse.

Det er med den særskilte bestemmelse dermed ikke hensigten, at adgangen til at ansøge om

erstatning eller erstatningsvurderingen skal afvige fra gældende praksis i § 19.

Det er alene skader forårsaget af autoriserede sundhedspersoner, der med forslaget omfattes

af patienterstatningsordningens dækningsområde. Med autoriserede sundhedspersoner

forstås sundhedspersoner autoriserede efter reglerne i lov om autorisation af

sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 877 af 4.

august 2011, om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed

(autorisationsloven).

For så vidt angår skader forvoldt af autoriserede tandlæger, bemærkes, at disse er henlagt til

behandling i et særskilt system, og dermed ikke omfattet af nærværende lovforslag.

I henhold til klage- og erstatningslovens § 19, stk. 5, kan sundhedsministeren helt eller delvist

henlægge sager efter kapitel 3 til en privat institution. Med bekendtgørelse nr. 1099 af 12.

december 2003 om henlæggelse af behandlingen af sager efter lov om patientforsikring til

Dansk Tandlægeforenings Patientskadeforsikring og Tandskadeankenævnet, har

sundhedsministeren efter aftale og forhandling henlagt skader forvoldt af autoriserede

tandlæger til Dansk Tandlægeforenings Patientskadeforsikring og Tandskadeankenævnet.

Sundheds- og Ældreministeriet vil i forbindelse med en igangværende analyse af

dækningsområdet i klage- og erstatningslovens § 19 vurdere, om skader forvoldt af

autoriserede tandlæger indenfor Kriminalforsorgen, Forsvaret og Beredskabsstyrelsen skal

omfattes af patienterstatningsordningen. Skønnes disse skader at skulle omfattes, vil

ministeriet vurdere, om sagerne efter aftale og forhandling med Dansk Tandlægeforenings

Patientskadeforsikring og Tandskadeankenævnet kan henlægges til behandling i disse private

institutioner, jf. klage- og erstatningslovens § 19, stk. 5.

Lovforslaget betyder, at de pågældende skadelidte får mulighed for at få prøvet deres

erstatningssag hos Patienterstatningen efter regelsættet herom i klage- og erstatningsloven.

Forslaget betyder således ikke, at de pågældende skadelidte er sikret erstatning for den

påførte skade, men at de kommer ind under patienterstatningsordningen og dermed får

mulighed for at få Patienterstatningen og eventuelt Ankenævnet for Patienterstatningen til at

træffe afgørelse i deres sag.

Med den foreslåede ændring bliver reglerne i overensstemmelse med artikel 26 i FN´s

konvention om borgerlige og politiske rettigheder samt artikel 14 i Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention, jf. artikel 1 i 1. Tillægsprotokol.

Det foreslås, at udvidelsen af dækningsområdet til også at omfatte skader sket ved behandling

af indsatte inden for Kriminalforsorgens institutioner samt skader sket ved behandling af

værnepligtige indenfor Forsvaret og Beredskabsstyrelsen, får virkning med tilbagevirkende

kraft. Dette skyldes et ønske om, også tilbage i tid, at sidestille de personer, som omfattes af

dette lovforslag, med andre personer der kommer til skade som følge af behandling i

sundhedsvæsenet, og som kan anmelde deres erstatningssag til Patienterstatningen.

Det er fundet hensigtsmæssigt, at tidspunktet for den tilbagevirkende kraft følger klage- og

erstatningslovens gældende forældelsesregler i § 59, stk. 1 og 2.

Det medfører, at ændringerne i dækningsområdet i dette lovforslag finder anvendelse for

erstatningskrav, der er anmeldt til Patienterstatningen senest 3 år efter, at den

erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab til skaden, dog med den

begrænsning, at ændringerne i dette lovforslag alene kan anvendes for skader, der er

forårsaget efter den 1. juli 2006.

Forældelsesreglerne i klage- og erstatningsloven, herunder den absolutte forældelsesfrist på

10 år, er bl.a. fastsat af hensyn til muligheden for at undersøge grundlaget for

erstatningssagerne. Af bemærkningerne til § 19 i forslaget til patientforsikringslov (L 144 af 8.

februar 1991), der er videreført med § 59 i lov om klage- og erstatningsadgang inden for

sundhedsvæsenet, fremgår det således, at det findes nødvendigt – bl.a. af hensyn til

muligheden for at undersøge grundlaget for erstatningssagerne – at der fastsættes en

forældelsesfrist på området. For så vidt angår den 10-årige absolutte forældelsesfrist anføres

det, at fristen er fastsat i overensstemmelse med den pligtige journalopbevaringsperiode.

Forældelsesreglerne i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet er

således udformet på en måde, som sikrer et hensigtsmæssigt samspil med den pligtige

journalopbevaringsperiode for patientjournaler, der gælder efter reglerne i lov om autorisation

af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 877 af 4.

august 2011, om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed

(autorisationsloven).

Det fremgår af § 25, stk. 1 og 2, i autorisationsloven, at en patientjournal skal opbevares i

mindst 10 år efter den seneste optegnelse i journalen, og at journaler af betydning for klage-

tilsyns- eller erstatningssag skal opbevares, så længe vedkommende sag verserer. Herved

sikres alle relevante myndigheder m.v. et dokumentationsmateriale for de pågældende sager.

Med lovforslaget tilgodeses hensynene til sagernes oplysning, som blev lagt til grund ved

udformningen af forældelsesreglerne i klage- og erstatningsloven. Herudover følger loven

gældende praksis i dansk ret, hvorefter der ved lovgivning, der retter op på konventionsbrud,

fastsættes en tilbagevirkende kraft ud fra de almindelige forældelsesregler.

Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

5.1. Økonomisk omfang

Den foreslåede udvidelse af Patienterstatningsordningens dækningsområde sker med

tilbagevirkende kraft i henhold til de almindelige forældelsesregler i klage- og erstatningsloven.

Patienterstatningen har oplyst, at der fra 2006 til 2015 er modtaget anmeldelse af 33 skader

vedrørende 28 patienter som følge af sundhedsfaglig behandling inden for Kriminalforsorgens

institutioner.

Patienterstatningen har desuden oplyst, at den gennemsnitlige anerkendelsesprocent ligger på

30 til 33 %. Det svarer til, at 11 ud af de 33 sager statistisk kan blive anerkendt.

Patienterstatningen har desuden oplyst, at den typiske erstatning i 2014 lå på 71.500 kr.

Erstatningen kan imidlertid variere betydeligt afhængig af den påførte skades karakter.

Det skønnes på den baggrund, at forslaget vil medføre udgifter til erstatningsudbetaling i 11

sager modtaget fra 2006 til 2015 på i alt ca. 1-1,5 mio. kr., idet det bemærkes, at flere af

anmeldelserne vedrører alvorlige skader. Hertil kommer renter og administrationsudgifter.

Det skønnes endvidere, at der fremover vil være årlige merudgifter på i alt ca. 0,5-1,0 mio. kr.

til erstatningsudbetaling som følge af skader påført ved behandling af autoriserede

sundhedspersoner inden for kriminalforsorgens institutioner. Hertil kommer renter og

administrationsudgifter.

Det er imidlertid vanskeligt præcist at skønne over, hvor mange anmeldelser der fremover vil

blive modtaget inden for kriminalforsorgens område, når patienterstatningens

dækningsområde udvides.

Patienterstatningen har herudover oplyst, at der pr. 14. september 2015 er modtaget

anmeldelse af 8 sager om skader sket som følge af behandling indenfor Forsvaret og

Beredskabsstyrelsen. Det formodes, ud fra de anmeldte sagers ordlyd, at de 8 sager vedrører

værnepligtige. Anmeldelserne stammer fra 2008 og frem.

På baggrund af Patienterstatningens generelle anerkendelsesfrekvens, forventer

Patienterstatningen, at tre sager statistisk vil kunne blive anerkendt. Patienterstatningen

skønner, at der vil være erstatningsudgifter på ca. 0,5 mio. kr. Hertil kommer renter og

administrationsudgifter.

Forsvarets og Beredskabsstyrelsens sundhedspersonale yder behandling til værnepligtige i to

situationer:

A. Behandling af værnepligtige efter ulykker og sygdomme, der står i forbindelse med

tjenesten.

B. Behandling af sygdomme, der ikke har forbindelse med tjenesten.

Ved vurdering af erstatningernes størrelse i situation A skal der tages hensyn til, at skader

påført under aftjening af værnepligt er omfattet af lov om erstatning til tilskadekomne

værnepligtige (lovbekendtgørelse nr. 284 af 14. marts 2013). Loven administreres af

Arbejdsskadestyrelsen, og erstatning udbetales af staten efter reglerne i

arbejdsskadesikringsloven.

I henhold til arbejdsskadesikringslovens § 77 dækker Arbejdsskadestyrelsen forud for

patienterstatningsordningen, og da værnepligtige i de fleste tilfælde ikke har tabt

arbejdsfortjeneste, vil der efter Patienterstatningens vurdering formentligt alene blive tale om

godtgørelse for svie og smerte i de sager, hvor der er tale om behandling i forbindelse med

ulykker eller sygdomme, der står i forbindelse med tjenesten samt differencekrav i forbindelse

med erhvervsevnetabserstatning. Hertil kommer renter og administrationsudgifter.

I situation B vil skader opstået i forbindelse med behandling af værnepligtige for sygdomme,

der ikke har forbindelse med tjenesten, alene være omfattet af patienterstatningsordningen.

Patienterstatningen har herudover oplyst, at man skønner, at man årligt fremover vil modtage

4 til 5 anmeldelser om skader sket som følge af behandling af værnepligtige i Forsvaret og

Beredskabsstyrelsen, svarende til en årlig erstatningsudgift på ca. 0,5 mio. kr. Hertil kommer

renter og administrationsudgifter.

Det bemærkes, at det i ovenstående skøn ikke er muligt at vurdere omfanget af de sager, som

kunne være anmeldt, men som ikke blev det, fordi patienten, patientens advokat eller

behandlingsstedet kendte lovens dækningsområde, og at skadelidte derfor opgav at anmelde

sagen.

Der vil således kunne anmeldes skader, som kan øge udgifterne til erstatning,

administrationsudgifter og renter.

5.2. Finansiering

Som anført i forslagets § 1, nr. 5, er det staten, der finansierer erstatningsudbetalinger i

overensstemmelse med afgørelser truffet efter dette lovforslag.

Herudover skal staten ifølge klage- og erstatningslovens § 32, stk. 2, jf. § 11 i bekendtgørelse

nr. 1040 af 27. august 2013 om vedtægter for patientforsikringsforeningen, afholde udgifterne

til Patienterstatningens administration og behandling af sagerne.

Staten afholder endvidere udgifter til Ankenævnet for Patienterstatningens administration og

behandling af sagerne, jf. klage- og erstatningslovens § 18, stk. 5 og § 58a, stk. 11. Som

konsekvens heraf vil § 3 i bekendtgørelse nr. 562 af 29. april 2015 om finansiering af

Patientombuddet, Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, Ankenævnet for Patienterstatningen

og Det Psykiatriske Ankenævn, blive ændret, således at det klart fremgår, at det også er

staten, der afholder udgifterne til den del af driften af Ankenævnet for Patienterstatningen, der

vedrører behandlingen af sager som følge skader sket indenfor Kriminalforsorgens institutioner

og indenfor Forsvaret og Beredskabsstyrelsen for så vidt angår værnepligtige.

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget har ikke økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget betyder, at personer der kommer til skade som følge af behandling hos en

autoriseret sundhedsperson indenfor Kriminalforsorgens institutioner eller behandling af

værnepligtige indenfor Forsvaret og Beredskabsstyrelsen får adgang til at få en erstatningssag

behandlet hos Patienterstatningen og Ankenævnet for Patienterstatningen. Det foreslås, at

udvidelsen af dækningsområdet tidligst får virkning fra datoen for den absolutte

forældelsesfrist på 10 år (den 1. juli 2006).

Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget har ingen EU-retlige aspekter.

10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden 22. januar 2016-17. februar 2016 været sendt i høring

hos følgende myndigheder og organisationer:

Advokatrådet, Ankestyrelsen, BPK – Brancheforeningen for privathospitaler og klinikker,

Dansk Handicapforbund, Praktiserende Tandlægers organisation, Dansk Selskab for

Patientsikkerhed, Dansk Selskab for Almen Medicin, Dansk Sygeplejeråd, Danske

Handicaporganisationer, Danske Patienter, Danske Regioner, Det Centrale Handicapråd,

Foreningen af Speciallæger, Forsikring og Pension, Færøernes Landsstyre, Grønlands

Selvstyre, KL, Lægeforeningen, Landsforeningen af Kliniske Tandteknikere, De Offentlige

Tandlæger, Patientforeningen i Danmark, Patientforeningernes Samvirke, Patienterstatningen,

Praktiserende Lægers Organisation, Dansk Tandplejerforening, Tandlægeforeningen,

Rigsombudsmanden på Færøerne, Rigsombudsmanden på Grønland, Statens Serum Institut,

Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed, Yngre Læger, Justitsministeriet,

Forsvarsministeriet, Ankenævnet for Patienterstatningen, Institut for Menneskerettigheder,

Kræftens Bekæmpelse, Arbejdsskadestyrelsen, Rigspolitiet, Finansministeriet, Erhvervs- og

Vækstministeriet, Beskæftigelsesministeriet, Værnepligtsrådet, Hærens Konstabel og

Korporalforening, Centralforeningen for Stampersonel, Hovedorganisationen af Officerer i

Danmark, Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning og Regionernes Lønnings- og

Takstnævn.

11. Sammenfattende skema

Positive

Negative

konsekvenser/mindreudgifter konsekvenser/merudgifter

Økonomiske

konsekvenser for stat,

kommuner og regioner

Ingen

Staten får merudgifter, der

skønsmæssigt er fastsat til

1,5-2 mio. kr. for bagudrettede

udgifter, som følge af den

tilbagevirkende kraft. Hertil

kommer renter og

administrationsudgifter.

Herudover skønnes, at staten

får merudgifter på 1-1,5 mio.kr.

årligt til de fremadrettede

udgifter. Hertil kommer renter

og administrationsudgifter.

Administrative

konsekvenser for stat,

kommuner og regioner

Økonomiske

konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative

konsekvenser for

erhvervslivet

Miljømæssige

konsekvenser

Administrative

konsekvenser for

borgerne

Ingen

Forholdet til EU-retten

Ingen

Lovforslaget betyder, at personer

der kommer til skade som følge af

behandling hos en autoriseret

sundhedsperson indenfor

Kriminalforsorgens institutioner

eller ved en autoriseret

sundhedspersons behandling af

værnepligtige indenfor Forsvaret

og Beredskabsstyrelsen får

adgang til at få en erstatningssag

behandlet hos Patienterstatningen

og Ankenævnet for

Patienterstatningen.

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Der er tale om en ændring af ren teknisk karakter som følge af, at der i § 19, stk. 1, indsættes

et nyt nr. 9, jf. forslagets 1, nr. 3. Ordlyden af opremsningen i bestemmelsen skal derfor

konsekvensrettes som følge deraf.

Til nr. 2

Der er tale om en ændring af ren teknisk karakter som følge af, at der i § 19, stk. 1, indsættes

et nyt nr. 9, jf. forslagets 1, nr. 3. Ordlyden af opremsningen i bestemmelsen derfor skal

konsekvensrettes som følge deraf.

Til nr. 3

Patienterstatningsordningens dækningsområde er fastsat i § 19 i klage- og erstatningsloven.

I forbindelse med tidligere overvejelser om en udvidelse af patienterstatningsordningens

dækningsområde, blev det i betænkning nr. 1346 fra 1997 anbefalet, at fængselsvæsenets

sygeklinikker (i denne lov benævnt behandling indenfor Kriminalforsorgens institutioner) ikke

blev omfattet af patienterstatningsordningen, idet udvalget fandt, at de administrative

procedurer og omkostninger ved at lægge området ind under loven, ville være ude af

proportion med de få antal skader, som måtte formodes at blive anmeldt.

Justitsministeren har i sin besvarelse af 19. marts 2015 af SUU (alm. del) spørgsmål nr. 324

bl.a. anført, at rent administrative og økonomiske overvejelser ikke alene kan begrunde den

forskelsbehandling, der opstår ved, at patienterstatningsordningen dækningsområde ikke

omfatter behandling udført af sundhedspersoner indenfor Kriminalforsorgens institutioner.

Med lovforslagets § 1, nr. 3, udvides patienterstatningsordningens dækningsområde til også at

omfatte skade sket som følge af behandling udført af autoriserede sundhedspersoner inden

for Kriminalforsorgens institutioner.

At et område bliver omfattet af patienterstatningsordningens dækningsområde betyder, at

sagerne bedømmes efter andre bevisregler og et mere lempeligt ansvarsgrundlag end efter de

almindelige erstatningsregler. Desuden er Patienterstatningens sagsbehandling hurtigere end

ved domstolene, patienten sparer udgifter til advokat og har fri prøvelsesadgang.

Som det ligeledes fremgår af de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 4, er skader

forvoldt af autoriserede tandlæger ikke omfattet af lovforslaget.

Sundheds- og Ældreministeriet vil i forbindelse med den igangværende analyse af

dækningsområdet i klage- og erstatningsloven vurdere, om skader forvoldt af autoriserede

tandlæger i Kriminalforsorgens institutioner skal være omfattet af dækningsområdet, endsige

vurdere om disse sager skal henlægges til Dansk Tandlægeforenings Patientskadeforsikring

og Tandskadeankenævnet, jf. klage- og erstatningslovens § 19, stk. 5 og bekendtgørelse nr.

1099 af 12. december 2003, som det er tilfældet med de øvrige tandskader.

Til nr. 4

Sundheds- og Ældreministeriet har været i dialog med Forsvarsministeriet. På baggrund af

drøftelserne er det vurderet, at Justitsministeriets begrundelse i svaret til Sundhedsudvalget

den 19. marts 2015 på SUU (alm. del) spørgsmål nr. 324 bør gælde tilsvarende for behandling

af værnepligtige indenfor Forsvaret og Beredskabsstyrelsen.

Med lovforslagets § 1, nr. 4, udvides patienterstatningens dækningsområde til at omfatte

skade sket som følge af behandling af værnepligtige udført af autoriserede sundhedspersoner

i Forsvaret og Beredskabsstyrelsen.

At et område bliver omfattet af patienterstatningsordningens dækningsområde betyder, at

sagerne bedømmes efter andre bevisregler og et mere lempeligt ansvarsgrundlag end efter de

almindelige erstatningsregler. Desuden er Patienterstatningens sagsbehandlingstid kortere

end ved domstolene, patienten sparer udgifter til advokat og har fri prøvelsesadgang.

Erstatningsadgangen for de værnepligtige i Forsvaret og Beredskabsstyrelsen er udskilt til en

selvstændig paragraf, idet retten til erstatning er knyttet til patienten (den værnepligtige) og

ikke til den autoriserede sundhedsperson, sygehuset eller klinikken, der udfører behandlingen,

som det er formuleret i den øvrige del af dækningsområdet i klage- og erstatningslovens § 19.

Det bemærkes i forlængelse heraf, at det med § 19 a, stk. 1, er hensigten, at bestemmelsen

skal fortolkes i overensstemmelse med den praksis der følger af § 19.

Af den foreslåede § 19 a, stk. 2, fremgår det, at § 19 a, stk. 1, ikke omfatter skader forvoldt af

autoriserede tandlæger.

Tilsvarende gør sig gældende for autoriserede tandlægers behandling inden for

Kriminalforsorgens institutioner, der heller ikke omfatter skader forvoldt af autoriserede

tandlæger.

Sundheds- og Ældreministeriet vil i forbindelse med den igangværende analyse af

dækningsområdet i klage- og erstatningsloven vurdere, om skader forvoldt af autoriserede

tandlæger i Kriminalforsorgens institutioner samt ved skader i forbindelse med autoriserede

tandlægers behandling af værnepligtige i Forsvaret og Beredskabsstyrelsen skal være

omfattet af dækningsområdet, endsige vurdere om disse sager skal henlægges til Dansk

Tandlægeforenings Patientskadeforsikring og Tandskadeankenævnet, jf. klage- og

erstatningslovens § 19, stk. 5 og bekendtgørelse nr. 1099 af 12. december 2003, som det er

tilfældet med de øvrige tandskader.

Til nr. 5

Den gældende klage- og erstatningslovens § 29, stk. 1, nr. 8, fastsætter, at staten er

erstatningsansvarlig for skader sket efter klage- og erstatningslovens § 19, stk. 1, nr. 8. Med

forslaget tilføjes det i § 29, stk. 1, nr. 8, at staten tillige er erstatningsansvarlig for skader sket

som følge af behandling indenfor Kriminalforsorgens institutioner og behandling af

værnepligtige i Forsvaret og Beredskabsstyrelsen.

Til § 2

Bestemmelsen vedrører lovens ikrafttræden. Det foreslås således, at loven træder i kraft den

1. juli 2016.

Desuden foreslås det, at loven får tilbagevirkende kraft. Loven omfatter hermed skader,

der er

anmeldt til Patienterstatningen senest 3 år efter, at den erstatningsberettigede har fået eller

burde have fået kendskab til skaden, dog med den begrænsning, at ændringerne i dette

lovforslag alene kan anvendes for skader, der er forårsaget fra den 1. juli 2006.

Fastsættelsen af lovens tilbagevirkende kraft er et ønske om, også tilbage i tid, at sidestille de

personer, som omfattes af dette lovforslag, med andre personer, der kommer til skade som

følge af behandling i sundhedsvæsenet, og som kan anmelde deres erstatningssag til

Patienterstatningen.

Der fastsættes med disse regler en frist på 3 år, der kan suspenderes ved utilregnelig

uvidenhed om kravet, retsvildfarelse, kombineret med en længere absolut frist på 10 år fra

lovens ikrafttræden.

Retsvildfarelsen vil kun undtagelsesvis kunne anerkendes som suspensionsgrund eksempelvis

ved fejl begået ved professionel rådgivning eller bistand i juridiske spørgsmål og muligvis også

i tilfælde, hvor en myndighed i et konkret tilfælde har handlet i strid med en i øvrigt anerkendt

fortolkning eller administrativ praksis.

Med en absolut begrænsning til skader, der er forårsaget fra 1. juli 2006 følges den gældende

praksis, hvorefter datoen for den tilbagevirkende kraft fastsættes i henhold til de almindelige

forældelsesregler. I nærværende klage- og erstatningslov er forældelsesfristerne henholdsvis

3 år fra skadelidte fik kendskab til skaden samt en absolut forældelsesfrist på 10 år.

Der er med fastsættelsen af datoen for den tilbagevirkende kraft ligeledes taget hensyn til, at

sagerne kan oplyses. For at Patienterstatningen kan vurdere de anmeldte skader, er det

nødvendigt, at de har adgang til patientens helbredsmæssige oplysninger. Patientjournaler

opbevares i 10 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 877 af 4. august 2011, om autorisation af

sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven). Se i øvrigt under

afsnit 4, hvor hensynene bag forældelsesfristerne i klage- og erstatningsloven anføres.

Til § 3

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed og indebærer, at loven ikke gælder for

Færøerne og Grønland. Loven kan dog sættes i kraft ved kongelig anordning for Færøerne

eller Grønland med de ændringer, som de færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 19.

Der ydes erstatning efter reglerne i

dette kapitel til patienter eller efterladte til

patienter, som her i landet påføres skade i

forbindelse med undersøgelse, behandling

el.lign. , som er foretaget

1) på et sygehus eller på vegne af dette,

2) af sundhedspersoner og andet personale

som led i den præhospitale indsats efter

sundhedsloven,

3) af autoriserede sundhedspersoner ansat i

regionstandplejen, ved en odontologisk

landsdels- og videnscenterfunktion eller i

forbindelse med levering af de kommunale

sundhedsydelser efter sundhedslovens

kapitel 36-41 eller på vegne af disse,

4) på universiteternes tandlægeskoler,

5) af privatpraktiserende autoriserede

sundhedspersoner,

6) af læger, der uden at være

privatpraktiserende foretager vaccination i

henhold til sundhedslovens § 158,

7) af læger, der uden at være

privatpraktiserende virker som vagtlæger,

eller

8) af Sundhedsstyrelsen af sager i henhold til

sundhedslovens kapitel 21, regler udstedt i

medfør heraf eller regler udstedt i medfør af §

5 d i lov om sygehusvæsenet som opretholdt

ved sundhedslovens § 277, stk. 12.

§1

I lov om klage- og erstatningsadgang inden

for sundhedsvæsenet, jf. lovbekendtgørelse nr.

1113 af 7. november 2011, som senest ændret

ved § 8 i lov nr. 742 af 1. juni 2015, foretages

følgende ændringer:

§ 19, stk. 1, nr. 7,

udgår ”eller”.

§ 19, stk. 1, nr. 8,

ændres ”stk. 12.” til: ”stk.

12, eller”.

§ 19, stk. 1,

indsættes som

nummer 9:

”9) af autoriserede sundhedspersoner, der

udfører sundhedsfaglig virksomhed i

Kriminalforsorgens fængsler, arresthuse og

Vestre Hospital.

Efter § 19 indsættes:

”§

19 a.

Der ydes erstatning efter reglerne i

dette kapitel til personer eller efterladte til

personer, der som værnepligtige er påført

skade i forbindelse med undersøgelse,

behandling el.lign., som er foretaget af

autoriserede sundhedspersoner, der udfører

sundhedsfaglig virksomhed i Forsvaret eller

Beredskabsstyrelsen.

Stk. 2. Stk. 1 omfatter ikke skader forvoldt af

autoriserede tandlæger.”

§ 29, stk. 1, nr. 8),

indsættes efter ”nr. 8”:

§ 29.

Pligt til at yde erstatning efter dette

”og nr. 9 og § 19 a”.

kapitel har:

1) Driftsansvarlige for offentlige sygehuse og

den præhospitale indsats efter

sundhedsloven.

2) Patientens bopælsregion og, hvis

patienten ikke har bopæl her i landet,

opholdsregionen for skader i forbindelse med

behandling, som et sygehus m.v. i udlandet

er ansvarligt for efter § 19, stk. 3.

3) Driftsansvarlige for regionstandplejen,

odontologisk landsdels- og

videnscenterfunktion og de kommunale

sundhedsydelser efter sundhedslovens

kapitel 36-41.

4) Driftsansvarlige for universiteternes

tandlægeskoler.

5) Den region, hvor en privatpraktiserende

autoriseret sundhedsperson har sin praksis,

eller hvor et privat sygehus eller en privat

klinik m.v. er beliggende, eller hvor en læge,

der uden at være privatpraktiserende virker

som vagtlæge, eller hvor en læge, der uden

at være privatpraktiserende foretager

vaccination i henhold til sundhedslovens §

158, jf. dog stk. 3. 1. pkt. finder dog ikke

anvendelse for praktiserende speciallæger,

som ikke har speciale i almen medicin.

6) Den region, hvor et privat sygehus, en

klinik eller en speciallægepraksis er

beliggende, hvis behandling sker som en del

af regionernes planlagte

behandlingskapacitet, jf. sundhedslovens §

64, stk. 1-3, § 75, stk. 2, § 79, stk. 2, og § 89,

stk. 2.

7) Private sygehuse, klinikker og

speciallægepraksisser for skader efter

behandling, undersøgelse el.lign., som er

foretaget efter sundhedslovens § 87, §§ 87 a-

d eller §§ 87 e-h eller betalt direkte uden om

det offentlige sundhedsvæsen.

8) Staten, for så vidt angår skader omfattet af

§ 19, stk. 1, nr. 8.

§2

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 2016.

Stk. 2.

§ 1, nr. 3-5, finder anvendelse for

erstatningskrav, der er anmeldt til

Patienterstatningen senest 3 år efter, at den

erstatningsberettigede har fået eller burde

have fået kendskab til skaden, jf. dog stk. 3.

Stk. 3.

Uanset stk. 2 finder § 1, nr. 3-5, alene

anvendelse for skader, der er forårsaget

senest den 1. juli 2006.

§3

Loven gælder ikke for Færøerne og

Grønland, men kan helt eller delvist sættes i

kraft for Færøerne med de ændringer, som

de særlige færøske forhold tilsiger.