Brøndby, oktober 2015
Kære Sophie Løhde
Kære Sundheds- og ældreudvalg
Jeg vil gerne dele en oplevelse med jer:
Smilet breder sig på mit ansigt, mens jeg går ned mod mit omklædningsrum på Herlev Hospital.
Smilet bliver kortvarigt afløst af et gab; det er tæt på midnat. Det har været en god vagt. En
velskabt pige kom til verden. Fødslen forløb ukompliceret, og forældrene var lykkelige og lettede.
Mens jeg cykler hjem i den kølige efterårsluft, går det op for mig, at jeg helt er holdt op med at
forvente, at det kan være sådan at gå på arbejde. Denne aften har jeg ikke dårlig samvittighed.
Hverken over for den fødende, som jeg havde mulighed for at være hos stort set hele tiden. Jeg
nåede at sende den nybagte familie videre til barselsgangen lige før vagtskifte. Heller ikke over for
mine kolleger, for jeg nåede selv at færdiggøre alle de administrative opgaver, der er i forbindelse
med en fødsel. Desuden var der tid til at analysere og evaluere fødselsforløbet med den
jordemoderstuderende. Og sidst, men ikke mindst, kunne jeg gå, da min vagt var slut (dvs. uden
overarbejde), så samvittigheden er også i orden i forhold til min egen familie. Min puls er derfor
normal. Mit blodsukker er også normalt, for i aften fik jeg mulighed for at spise – endda sådan
cirka til normal aftensmadtid.
Engang var det sådan, det var at være jordemoder – for det meste. Nu er det desværre en
sjældenhed. Nu er det mere reglen end undtagelsen, at jeg tager hjem fra vagt med lavt blodsukker,
høj puls og dårlig samvittighed. Det sker ofte, at jeg bliver bedt om at møde før min vagt starter, og
endnu hyppigere, at jeg må blive, efter den er slut. Det siges, at hvis man lægger en frø i en gryde
med kogende vand, vil den straks springe op for at redde sit liv. Hvis man derimod lægger den i koldt
vand, og varmer vandet op grad for grad, vil den blive liggende, mens vandet lige så stille bliver
varmere og varmere, indtil det er for sent, og den vil koge ihjel. Da jeg blev jordemoder for ti år
siden, var vandet i ”fødegryden” lunt på den behagelige måde. Selvfølgelig var der enkelte døgn,
hvor der var ekstrem travlhed, men der var tid til at restituere efterfølgende. Så kom der en
strukturreform. Så kom der fusioner af fødeafdelinger. Der kom fyringsrunder. Der kom krav om, at
flere fødsler skulle igangsættes – uden opnormering af personaler. En jævn strøm af nye krav og
opgaver hele tiden: Mere dokumentation, mere observation, e-learningskurser, nye IT-systemer,
osv. osv. Samtidig med, at der blev sparet en so-su-assistent, en lægesekretær, en
rengøringsassistent. Temperaturen i ”fødegryden” er steget grad for grad og nærmer sig
kogepunktet. De jordemoderstuderende og de nyuddannede jordemødre kan bedre mærke det, for
de plumper lige ned i den høje temperatur. Derfor ses en historisk højt frafald på
jordemoderuddannelsen. Derfor får jordemødre, der har været færdiguddannede i mindre end to
år, stress. For os lidt mere erfarne gælder det, at vi måske nok har bemærket, at det bliver varmere
og varmere, men vi tror, vi kan klare det. Eller vi tror, temperaturen bliver lavere igen. Nogle har
opdaget det i tide. De har sagt op –måske endda uden at have andet arbejde på hånden. De måtte
op af gryden, før det var for sent for dem.