Sundheds- og Ældreudvalget 2015-16
SUU Alm.del Bilag 110
Offentligt
1581729_0001.png
Hvem tager ansvar for HPV-skandalen?
Af Sarah Jensen, cand.scient.san.publ., medstifter af siden
www.hpv-vaccine-info.org
I november 2012 var jeg ude for en usædvanlig oplevelse. Blot et par måneder tidligere var HPV-vaccinen
blevet gjort gratis for kvinder i min aldersgruppe og jeg måtte derfor tage stilling til, om jeg skulle have
HPV-vaccinen eller ej.
Som folkesundhedsvidenskaber er jeg vant til at undersøge tingene grundigt via forskningsartikler, men
samtidig at forholde mig kildekritisk. I min søgen stødte jeg tilfældigvis på en videnskabelig artikel, der både
såede tvivl om vaccinens effektivitet og samtidig nævnte, at den kunne give alvorlige bivirkninger. Noget
jeg bestemt ikke havde hørt om i de mange kampagner, som Vidunderlivet (dvs. Kræftens Bekæmpelse) på
det tidspunkt kørte.
Af natur blandede jeg mig derfor straks i debatten på Vidunderlivets Facebook-side og spurgte hvad deres
holdning til dette var, og om ikke de burde gøre opmærksom på disse oplysninger. Samtidig undrede jeg
mig over, at placebogruppen i studierne havde modtaget aluminium, som jeg hurtigt fik læst mig til som
værende neurotoksisk og derfor kunne give bivirkninger.
Alle disse spørgsmål, som jeg stillede på grundlag af videnskabelig forskning, gjorde, at Vidunderlivet kort
efter censurede mig ud, så jeg ikke længere kunne kommentere på deres side. Dette kom som lidt af et
chok, og jeg fik nu i endnu højere grad mistanke om, at noget var galt. Jeg ønskede, at disse oplysninger
kunne komme ud i befolkningen, så piger i samme situation som mig i det mindste kunne tage beslutningen
om vaccination på et oplyst grundlag. Jeg oprettede derfor Facebook-siden ”Til kamp for retfærdig
oplysning om HPV-vaccinen” (nu omdøbt til ”HPV Vaccine Info”). Sidenhen erfarede jeg, at både
Vidunderlivet og Kræftens Bekæmpelse havde blokeret mange andre personer, som stillede kritiske
spørgsmål til vaccinen.
Det er en besynderlig oplevelse, at have siddet med på sidelinjen genenm 3 år, og fortsat kunne se
konsekvensen af at få HPV-vaccinen fuldt implementeret. Desværre på en måde, der i mine øjne snyder
befolkningen: Ingen får noget at vide om risikoen for alvorlige bivirkninger, ingen får noget at vide om en
falsk placebo og ingen får noget at vide om det manglende bevis for HPV-vaccinens effektivitet.
Som et resultat deraf, har mange bekymrede piger og forældre kontaktet os via hjemmesiden. De er blevet
i tvivl om, hvorvidt deres alvorlige symptomer har noget at gøre med HPV-vaccination kort forinden, når nu
alle i sundhedsvæsenet partout siger, at det ikke har. Det er en frygtelig situation for mange af dem, der er
strandet i sundhedsvæsenet uden reel hjælp eller anerkendelse. Men mere skræmmende er det måske at
vide, at dette ’eksperiment’ ser ud til at ende som en af de største medicinske skandaler i nyere tid, uden at
sundhedsmyndighederne tilsyneladende har tænkt sig at gøre noget ved det.
Gennem tiden har jeg forsøgt at få mange journalister og politikere til at forstå alvoren af denne HPV-
skandale. Desværre får man hurtigt et indtryk af, at der er store kræfter på spil, når man skal stille sig op
mod medicinalindustrien; penge spiller ind langt hen ad vejen. Det er noget, som mange danskere måske
ikke bryder sig om at høre – det er desværre bare blevet hverdagspraksis. Den ene gang efter den anden
kommer det frem, at de læger, eksperter og sundhedsorganisationer, som promoverer HPV-vaccinen
Gardasil, har en tæt relation til vaccineproducenten, Sanofi Pasteur MSD/Merck og Co.
SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 110: Henvendelse af 16/12-15 fra Sarah Jensen vedr. bivirkninger ved HPV-vaccine
Det var derfor befriende, da TV2 i foråret sendte dokumentaren ”De vaccinerede piger” og at MetroXpress
sidenhen intensivt har fulgt HPV-sagen. Med Synkopecentrets sunde nysgerrighed over de mange syge
piger, som i lang tid har strømmet ind, har de også bidraget med vigtig forskning til området.
Det bekymrende er dog, at vi ikke længere kan have tillid til vores sundhedsmyndigheder. Både
Sundhedsstyrelsen og det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har for længst vist deres sande ansigt i
sagen. Men hvordan skal man også kunne forestille sig, at Sundhedsstyrelsen vil stoppe deres anbefaling af
HPV-vaccinen, når selveste direktøren, Søren Brostrøm, har tilknytning til MSD?
Det samme gør sig gældende for EMA’s ekspertpanel (SAG), som vurderer bivirkningerne ved HPV-vaccinen
og senest har afvist sammenhængen mellem vaccinen og diagnoserne POTS og CRPS. Som MetroXpress
allerede inden afgørelsen kunne meddele, har næsten samtlige SAG-medlemmer et tæt bånd til HPV-
vaccineproducenterne. Ligeledes er den forskning, som sundhedsmyndighederne konstant henviser til,
udført af vaccineproducentens egne repræsentanter. Hvordan skal vi kunne forvente retfærdige og uvildige
svar herfra?
Hver gang en ny skandale dukker op til overfladen, bliver den hurtigt negliseret. Mit spørgsmål er derfor,
hvem det egentlig er, der kan tage ansvar for denne HPV-skandale? Med den sidste nye afsløring viser det
sig, at 594 personer, der i de indledende studier egentlig burde have modtaget en saltvandsplacebo, rent
faktisk modtog skadelige indholdsstoffer, såsom polysorbate 80 og sodium borat. Er det virkelig i orden?
Mit opråb går derfor til politikerne, som stadig har muligheden for at sige stop, inden det her går for vidt:
Sæt vaccinen på hold indtil vi ved mere om, hvad det er, der sker, med alle de syge piger, både herhjemme
og i udlandet, og som blot har HPV-vaccinen til fælles. Ellers er én ting sikkert: Efterhånden som flere bliver
syge efter HPV-vaccination, vil mistilliden i befolkningen vokse. Hos disse ramte familier vil der ikke blive
fred, før retfærdigheden sker fyldest. Spørgsmålet er hvor lang tid vi skal vente?