Vi bør have et Ældreetisk Råd.
Den sidste tids debat om behandlingen af vore ældre medborgere og deres
”opbevaring” på plejehjem, især de demente, må og skal give anledning til
overvejelser om vores adfærd over for disse, ofte meget svage mennesker,
som er afhængige af andres hjælp.
Skrækhistorierne har nærmest stået i kø de seneste år.
Det virker efterhånden som om, at det er langt bedre at være indsat i et af
vore fængsler.
Der er det muligt at komme i bad hver dag, komme ud i frisk luft, lave aktiviteter,
lave mad, og så er der nogen, der passer på dem hele tiden!
Vi kan simpelthen ikke være vores system i forhold til ældre og handicappede
bekendt.
På andre områder har løsningen været et etisk råd – ja, selv på dyreområdet
har man et sådant.
De ældres selvfølgelige rettigheder til en værdig og ordentlig alderdom, har ingen
taget sigte på. Der bliver kun snakket når der kommer medieomtale.
Det bør laves om.
Der bør straks nedsættes et ældreetisk råd, som uden skelen til økonomien bør
fastlægge det absolutte mindstemål for, hvordan behandlingen af vore ældre
skal være.
Herefter er det det politiske systems selvfølgelige forpligtelse at sørge for, at de
nødvendige midler afsættes til at opfylde de forpligtelser, som et sådant råd
mener, at det offentlige skal påtage sig over for denne gruppe af ældre, som har
så svært ved selv at fremkomme med ønsker og krav.
Vi, der har et tæt forhold til ældreområdet - med dets pleje- og omsorgskrav,
har ikke det store besvær med at pege på behovene og ønskerne, men vores
muligheder for at nå igennem til de politikere, som burde tage ansvar for og
hånd om brugerne af systemet, er meget begrænsede, og enhver henvendelse
mødes efterhånden kun med en afvisningsgrund –”det er der ikke penge til”.
De tidligere ældrekommissioner, både omkring 1980 og senest i 2012, giver en
del anvisninger på, hvad der skal til for at give beboerne en god og indholdsrig
dagligdag.
Vi i ældrerådene, har nok den tætteste kontakt, som er mest reel, både til
pårørende og ikke mindst til beboerne på kommunernes plejehjem/centre.
LederForum, der organiserer plejehjemsledere, hjemmeplejeledere og mellem-
ledere, på de kommunale og selvejende institutioner m.v., har via medlemmerne
en tæt kontakt til området, og taler gerne de ældres sag.