SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 69: Orientering vedr. Ankestyrelsens undersøgelse af "Kommunernes håndtering af magtanvendelsesreglerne over for borgere med demens", fra sundheds- og ældreministeren

Social- og Indenrigsudvalget 2015-16
SOU Alm.del Bilag 69
Offentligt

Ankestyrelsens undersøgelse af

Kommunernes håndtering

magtanvendelsesreglerne

over for borgere med

demens

November 2015

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 69: Orientering vedr. Ankestyrelsens undersøgelse af "Kommunernes håndtering af magtanvendelsesreglerne over for borgere med demens", fra sundheds- og ældreministeren

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

INDHOLDSFORTEGNELSE

Side

Forord

Sammenfatning

1.1

1.2

2.1

2.2

2.3

2.4

2.5

3.1

3.2

4.1

4.2

4.3

5.1

5.2

Hovedresultater

Ankestyrelsens anbefalinger

Generelle betingelser

Formål og målgruppe i forhold til magtanvendelse

Regler for forskellige former for magtanvendelse

Magtanvendelsesbekendtgørelsen

Overordnede retsprincipper og snitflader med anden lovgivning

Retningslinjer for forskellige typer af magtanvendelse

Retningslinjer for alternativer til magtanvendelse

Retningslinjer for registrering og indberetning

Beretning til kommunalbestyrelsen

Antallet af indberettet og godkendte magtanvendelser

Demenskoordinatorer

Opfølgning og læring

104

112

119

121

130

141

145

149

164

Regler om magtanvendelse

Retningslinjer for magtanvendelse

Indberetning af og samlet beretning om udøvelse af magtanvendelse

Demenskoordinatorer, opfølgning og læring

Optagelse på botilbud uden samtykke

Pårørende og værger

7.1

Kommunernes praksis for at inddrage pårørende og eventuelle værger

Sager i sagsgennemgangen

Materiel vurdering

9.1

9.2

9.3

Vurdering af oplysningerne i sagerne

Vurdering af anvendelsen af tværgående principper

Vurdering af anvendelsen af materielle betingelser

Formel vurdering

10.1 Særlige formalitetskrav

10.2 Formelle regler i øvrigt

Bilag 1 Metode

Bilag 2 Kommunefordelte resultater

Bilag 3 Regelgrundlag

Bilag 4 Principafgørelser

Bilag 5 Tabeller

Bilag 6 Indkaldelsesbrev

Bilag 7 Måleskema

Bilag 8 Spørgeskema

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Titel

Kommunernes håndtering af magtanvendelsesreglerne

Kontakt

Ankestyrelsen

over for borgere med demens

Udgiver

Ankestyrelsen, november 2015

ISBN nr

978-87-7811-310-8

Layout

Identitet & Design AS

Teglholmsgade 3, 2450 København SV

Telefon 33 41 12 00

Hjemmeside

www.ast.dk

E-mail

[email protected]

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Forord

Det tidligere Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold har bedt

Ankestyrelsen om at gennemføre en undersøgelse af kommunernes håndtering af

servicelovens magtanvendelsesregler over for borgere med demens. Det vil sige borgere,

som har en psykisk funktionsnedsættelse, der er en konsekvens af en erhvervet mental

svækkelse, som er fremadskridende. Undersøgelsen vedrører ældreområdet, som i

forbindelse med regeringsdannelsen den 28. juni 2015 er flyttet til det nye Sundheds- og

Ældreministerium, samt reglerne om magtanvendelse, der hører under Social- og

Indenrigsministeriet.

Formålet med undersøgelsen er at få belyst:



I hvilket omfang kommunerne anvender magtanvendelse over for demente borgere.



Hvordan kommunerne i praksis håndterer arbejdet med reglerne om magtanvendelse

over for borgere med demens.



Kommunernes fokus på kompetenceudvikling af medarbejdere, som arbejder med

demente, hvor der kan opstå behov for at anvende magt.



Kommunernes håndtering af tilsyn med demente borgere, hvor der anvendes

stofseler mv.



Kommunernes praksis for inddragelse af pårørende og eventuelle værger.

Undersøgelsen består dels af en sagsgennemgang, som omfatter en juridisk vurdering af

57 konkrete borgersager fra 13 udvalgte kommuner, hvor der er indberettet anvendelse

af magt over for demente, dels af en spørgeskemaundersøgelse udsendt til samtlige af

landets kommuner, hvoraf 86 kommuner har svaret på hele eller dele af spørgeskemaet.

Gennemgangen af de konkrete borgersager er afgrænset til at omhandle servicelovens §

126 om akut fastholdelse, § 127 om tilbageholdelse i boligen, § 128 om anvendelse af

stofseler og magtanvendelse, der ligger uden for serviceloven. De konkrete borgersager

vedrører udelukkende borgere med demens og ikke andre lidelser. Der er ikke i

undersøgelsen målt på indberetninger om magtanvendelser, hvor der i forvejen har

foreligget en godkendelse efter servicelovens §§ 127 eller 128.

Det har ikke været en del af undersøgelsen at afdække borgerens boform i de konkrete

borgersager. Der kan altså være tale om både ældreboliger efter almenboligloven,

plejehjem eller bosteder efter serviceloven m.fl.

Spørgeskemaundersøgelsen vedrører kommunens praksis og retningslinjer for brug af

magtanvendelse i henhold til ovenstående paragraffer, servicelovens § 125 om

alarmsystemer og § 129, stk. 2 og 3, om flytning uden borgerens samtykke. Der er med

en enkelt undtagelse ikke i spørgsmålene og kommunernes svar skelnet mellem de

enkelte stykker i servicelovens § 125. Servicelovens § 126 a om fastholdelse i

hygiejnesituationer er kun indgået i undersøgelsen i forbindelse med overordnede

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

spørgsmål om brug af magtanvendelse, men er ellers ikke behandlet nærmere i

undersøgelsen. Spørgeskemaundersøgelsen omhandler desuden kommunernes fokus på

kompetenceudvikling af medarbejdere og praksis for inddragelse af pårørende og

eventuelle værger.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Sammenfatning

Ankestyrelsen har i første halvår af 2015 gennemført en undersøgelse af kommunernes

håndtering af servicelovens magtanvendelsesregler over for borgere med demens.

Undersøgelsen består dels af en juridisk vurdering af 57 konkrete borgersager fra 13

udvalgte kommuner, hvor der er indberettet anvendelse af magt, dels af en

spørgeskemaundersøgelse udsendt til samtlige af landets kommuner, hvoraf 86

kommuner har svaret på hele eller dele af spørgeskemaet.

Magtanvendelse er et fysisk indgreb i selvbestemmelsesretten. Et fysisk indgreb i

selvbestemmelsesretten er et aktivt indgreb, som sættes i værk over for en borger, der

aktivt modsætter sig eller forholder sig passivt til et konkret tilbud eller opfordring.

Rammerne for magtanvendelse er reguleret detaljeret i grundloven, serviceloven og

magtanvendelsesbekendtgørelsen, ligesom der er en række almene

retssikkerhedsprincipper, som skal iagttages.

1.1

Hovedresultater

I dette og næste afsnit præsenteres undersøgelsens hovedkonklusioner og

Ankestyrelsens anbefalinger (afsnit 1.1 og 1.2). Hovedkonklusionerne er baseret på såvel

resultaterne af sagsgennemgangen som spørgeskemaundersøgelsen og omfatter

undersøgelsens overordnede og mere generelle resultater i forhold til kommunernes

håndtering af magtanvendelsesreglerne over for borgere med demens. De øvrige

resultater fremgår af de enkelte kapitler.

Spørgeskemaundersøgelsen blev i foråret 2015 udsendt til samtlige af landets

kommuner, hvoraf 86 kommuner har svaret på hele eller dele af spørgeskemaet.

Svarprocenten varierer således fra spørgsmål til spørgsmål. Det vil derfor ikke være alle

86 kommuner, som har besvaret alle spørgsmål og svarprocenten kan derfor ikke altid

summe til 100 procent af de 86 kommuner. Det er løbende i forhold til de enkelte

svarkategorier angivet hvor mange kommuner, der har besvaret de enkelte spørgsmål.

Afgørelsernes rigtighed



Sagsgennemgangen viser, at 53 procent af de trufne afgørelser, svarende til 30

sager, ikke er i overensstemmelse med regler og praksis. Disse sager ville enten

være blevet ændret eller hjemvist, hvis de havde været klagesager hos

Ankestyrelsen. Dette skyldes hovedsageligt et mangelfuldt oplysningsgrundlag. Et

mangelfuldt oplysningsgrundlag kan betyde, at betingelserne for indgrebet ikke er

opfyldt. Afgørelsernes urigtighed skyldes herudover fejl i afgrænsningen af de

forskellige bestemmelser om magtanvendelse. Endelig skyldes det, at de materielle

betingelser for det enkelte indgreb ikke har været til stede.



Ankestyrelsens vurdering af afgørelsernes rigtighed i de 57 gennemgåede sager er

forskellig afhængig af hvilket tvangsmæssigt indgreb, der er foretaget. 6 af de 7

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

sager vedrørende tilbageholdelse uden forudgående tilladelse efter servicelovens §

127 er ikke i overensstemmelse med regler og praksis. Omvendt har alle 4 sager om

magtanvendelse uden for serviceloven været bedømt korrekt af kommunen som

henholdsvis værende berettiget eller ikke berettiget. For de tre resterende

sagsgrupper – godkendelse af ansøgning om brug af stofseler efter servicelovens §

128, betingelser for akut fastholdelse i henhold til servicelovens § 126 og

godkendelse af ansøgning om ret til tilbageholdelse efter servicelovens § 127 – har

undersøgelsen vist omtrent lige mange rigtige og ikke rigtige afgørelser.

Oplysningsgrundlag



Oplysningsgrundlaget er tilstrækkeligt i lidt under to tredjedel af de gennemgåede

sager. 62 procent af de 57 undersøgte sager om borgere med demens mangler ikke

oplysninger, eller der mangler kun enkelte mindre væsentlige oplysninger. I de

resterende 39 procent mangler afgørende eller væsentlige oplysninger.

Alternativer til magtanvendelse



I to tredjedele af de 54 gennemgåede sager, hvor kommunen ikke har anvist

konkrete alternativer til magtanvendelsen, er en sådan anvisning relevant. I

størstedelen af disse sager (30 sager) kunne kommunen efter Ankestyrelsens

vurdering have peget på pædagogiske tiltag som et alternativ til magtanvendelsen.

Handleplaner



Der er i 61 procent af sagerne (35 sager) udarbejdet den lovpligtige handleplan i

henhold til servicelovens § 141, mens der i 19 procent af sagerne (11 sager) ikke er

udarbejdet en handleplan. I et tilsvarende antal sager fremgår det ikke tydeligt af

sagen, om der er udarbejdet en handleplan.



Det fremgår også af sagsgennemgangen, at der i de udarbejdede handleplaner i langt

de fleste tilfælde – 75 procent af sagerne – i nogen eller i høj grad er beskrevet

overvejelser og pædagogiske metoder for at undgå magtanvendelse.

Retningslinjer for udøvelse af magtanvendelse



Af spørgeskemaundersøgelsen fremgår, at stort set alle kommuner har retningslinjer,

som indeholder vejledning om brug af magtanvendelse (82 ud af 84 kommuner),

samt retningslinjer for hvem, der træffer afgørelse om brug af magtanvendelse efter

serviceloven §§ 125-128 (alarm- og pejlesystemer, døråbnere, døralarmer,

fastholdelse, tilbageholdelse og stofseler) (84 ud af 84 kommuner).



Nogle kommuner oplyser i spørgeskemaundersøgelsen, at de har skriftlige

retningslinjer for overvågning af personer, som er fastspændt med stofseler mv., jf.

servicelovens § 128 (30 ud af 81 kommuner).

Procenterne er afrundet til hele tal og summer derfor ikke til 100.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Registrering og indberetning af magtanvendelse



Af spørgeskemaundersøgelsen fremgår, at stort set alle kommuner har retningslinjer

for henholdsvis registrering af nødretslig magtanvendelse på kommunens plejecentre

(84 ud af 84 kommuner) og for hvem, der registrerer konkrete

magtanvendelsesindgreb efter servicelovens §§ 125-128 (alarm- eller pejlesystemer,

døråbnere, døralarmer, fastholdelse, tilbageholdelse og stofseler) (83 ud af 84

kommuner).



Sagsgennemgangen viser imidlertid, at indgrebene ikke er registret rettidigt i 62

procent af de relevante sager (21 sager). I 27 procent af sagerne (9 sager) er

registreringen sket i overensstemmelse med reglerne, mens det i de resterende 4

sager ikke fremgår, hvornår registreringen er foretaget.

Sagsgennemgangen viser også, at magtanvendelserne er indberettet rettidigt i 44

procent af de gennemgåede sager, hvor magtanvendelsen er registreret. I 24 procent

af sagerne er indberetningen ikke sket rettidigt, mens det i de resterende 32 procent

af sagerne ikke fremgår, hvornår indgrebene er indberettet.

I flere kommuner informeres kommunalbestyrelsen som hovedregel alene om

udøvelse af magtanvendelse i forbindelse med den årlige redegørelse om

magtanvendelse (68 ud af 86 kommuner). En mindre gruppe kommuner informerer

dog også kommunalbestyrelserne i forbindelse med særligt vigtige sager (20 ud af 86

kommuner).



Fastsættelse af omfanget af kommunernes magtanvendelse



Det fremgår af spørgeskemaundersøgelsen, at den mest anvendte form for

magtanvendelse, som blev indberettet til kommunerne i årene 2012-2014, var

fastholdelse i hygiejne situation og de to mindst anvendte former var tilbageholdelse i

boligen og magtanvendelse uden for serviceloven. Dette både, når man ser på

godkendt magtanvendelse og indberettet magtanvendelse samlet set.



Det fremgår samlet set af kommunernes besvarelser, at der er en stigning i

indberettet magtanvendelse fra 2012 til 2014, som afspejler mindre stigninger i

blandt andet brugen af alarm- eller pejlesystemer, hvorimod der ses et fald i

fastholdelse i hygiejnesituation. Dette bygger på tal fra de kommuner, som har oplyst

antallet af indberettet magtanvendelse samlet set for alle tre år. Det er ikke alle

kommuner, der har indberettet omfanget af alle typer magtanvendelse i alle tre år.

Fastsættelsen af omfanget af kommunernes magtanvendelse er omfattet af en vis

usikkerhed, da flere kommuner enten ikke har kunnet oplyse antallet af indberettet

magtanvendelse eller har påpeget usikkerhed forbundet med de opgørelser af

indberettet magtanvendelse, som de har indrapporteret til Ankestyrelsen i forbindelse

med spørgeskemaundersøgelsen. I den sammenhæng oplyser flere kommuner, at der

er udfordringer forbundet med registrering, indberetning og udskillelse af antallet af



KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

indberetninger, der vedrører demente borgere. Det kan blandt andet være vanskeligt

for plejepersonalet at vurdere, hvor grænsen går mellem omsorg og magtanvendelse.

Indberetningsskemaerne kan være vanskelige at udfylde, og de giver ikke mulighed

for at adskille antallet af indberetninger, der vedrører demente borgere, fra

indberetninger om magtanvendelse over for øvrige borgere.

Demenskoordinatorer og oplæring af medarbejdere



Det fremgår af spørgeskemaundersøgelsen, at de fleste kommuner har en eller flere

demenskoordinatorer, demenskonsulenter mv., som er specialiseret i arbejdet med

demente, herunder i reglerne om magtanvendelse efter servicelovens §§ 125-128

(82 ud af 83 kommuner).



De fleste kommuner oplyser i spørgeskemaundersøgelsen, at deres

demenskoordinatorer/konsulenter varetager rådgivningen og uddannelsen af

personale (76 ud af 81 kommuner). I nogle kommuner er det koordinatorerne og

konsulenterne, der henholdsvis træffer afgørelser om magtanvendelse angående §§

125-128 (36 ud af 81 kommuner), udarbejder beretning om magtanvendelse til

kommunalbestyrelserne (34 ud af 81 kommuner) og/eller registrerer af

magtanvendelse i henhold til §§ 125-128 (33 ud af 81 kommuner).

Ifølge kommunernes spørgeskemabesvarelser indgår kendskabet til procedurer og

retningslinjer for forebyggende tiltag og magtanvendelser i de fleste kommuner i

oplæringen af nye medarbejdere og/eller i kompetenceudviklingsaktiviteter for

personalet (62 ud af 81 kommuner). Hertil kommer, at procedure og retningslinjer

herom i nogle kommuner indgår i intromateriale, der anvendes til nye medarbejdere

(31 ud af 81 kommuner), og i nogle kommuner drøftes procedurer og retningslinjer

mindst en gang årligt på personalemøder (28 ud af 81 kommuner).



Inddragelse af pårørende og værger



De fleste kommuner oplyser i spørgeskemaundersøgelsen, at de som hovedregel

inddrager pårørende eller værger, når der anvendes indgreb efter serviceloven

udover de tilfælde, hvor kommunen er forpligtet hertil efter serviceloven § 130, nr. 4,

samt § 129, stk. 1, og stk. 2 (75 ud af 81 kommuner).



Af spørgeskemaundersøgelsen fremgår desuden, at de fleste kommuner vurderer, at

pårørende og værger overvejende er enige, når de bliver orienteret om konkrete

magtanvendelsesindgreb over for deres pårørende (74 ud af 80 kommuner).

Sagsgennemgangen viser, at kommunerne i de fleste sager om tilladelse til

tilbageholdelse efter servicelovens § 127 eller til anvendelse af stofseler efter

servicelovens § 128, hvor kommunen har godkendt bostedets ansøgning, har

inddraget bemærkninger fra pårørende/værge om den påtænkte foranstaltning

tilstrækkeligt (16 ud af 23 sager). Der henvises til reglen herom i servicelovens §

130, nr. 4.



KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Særlige formalitetskrav ved ansøgninger efter servicelovens §§ 127 og 128



I 70 procent af de gennemgåede sager (16 ud af 23 sager), hvor kommunen har

godkendt bostedets ansøgning om tilladelse til tilbageholdelse efter servicelovens §

127 eller til anvendelse af stofseler efter servicelovens § 128, har kommunen

overholdt de særlige krav til sagsbehandlingen i servicelovens § 130. Som grundlag

for kommunens afgørelse har der således i de fleste tilfælde blandt andet foreligget

oplysninger om den socialpædagogiske hjælp, der har været iværksat op til

ansøgningen, og de pårørendes/værgens bemærkninger til den påtænkte

foranstaltning.

Klagevejledning og begrundelse



Sagsgennemgangen viser, at kommunens afgørelse om magtanvendelse i 30 procent

af de gennemgåede sager (17 ud af 57 sager) er ledsaget af en klagevejledning. I

langt de fleste sager, 60 procent (34 sager), fremgår det ikke af sagen, om der er

givet klagevejledning. I de resterende 6 sager er der i sagen oplysninger om, at

borgeren og/eller pårørende/værge, ikke har været oplyst om muligheden for at

klage.



I de gennemgåede ansøgningssager, hvor afgørelsen er meddelt skriftligt, opfylder

kommunen i størstedelen af sagerne (21 sager) i nogen eller i høj grad

forvaltningslovens krav til en begrundelse. I tre sager opfylder begrundelsen slet

ikke, eller kun i ringe grad forvaltningslovens krav til en begrundelse. I sager om

akutte indgreb er der ikke angivet en begrundelse, da afgørelsen træffes i øjeblikket

af personalet.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

1.2

Ankestyrelsens anbefalinger

Undersøgelsens resultat giver Ankestyrelsen grundlag for følgende anbefalinger til

kommunerne:

Anvendelsen af tvangsmæssige indgreb



Kommunerne skal i højere grad påse, at alle muligheder, herunder pædagogiske

tiltag, er udtømte, inden der anvendes tvangsmæssige indgreb over for borgeren.



Kommunerne skal i højere grad sikre, at betingelserne for et konkret tvangsmæssigt

indgreb er opfyldte, særligt i forhold til, om der er nærliggende risiko for væsentlig

personskade.

Kommunernes vejledningspligt over for bostederne



Kommunerne skal i højere grad påse og vejlede botilbuddene om pligten til at

registrere og indberette tilfælde af tvangsmæssige indgreb, herunder sikre vejledning

af personalet i, hvornår der er tale om et tvangsmæssigt indgreb.



Kommunerne skal særligt i tilfælde, hvor der sker gentagne indgreb over for den

samme borger, følge op på årsagen hertil, og søge løsninger, således at fremtidige

indgreb undgås.

Sagsbehandlingsregler



Kommunerne skal ved behandlingen af indberetninger om magtanvendelse sikre sig,

at sagen er tilstrækkeligt oplyst, og ved behov herfor søge sagen yderligere oplyst

hos botilbuddene.



Kommunerne skal sikre sig, at borgeren og værgen, og evt. pårørende i det omfang,

det er relevant, bliver orienteret om beslutningen om et tvangsmæssigt indgreb.

Kommunerne skal især sikre sig, at borgeren og værgen, og evt. pårørende, bliver

orienteret om muligheden for at klage over afgørelsen om magtanvendelsen.



KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Regler om magtanvendelse

Dette kapitel indeholder en gennemgang af de centrale regler, der er relevante for

undersøgelsen.

Undersøgelsen fokuserer på kommunernes håndtering af reglerne om magtanvendelse

over for borgere med demens. Reglerne om magtanvendelse over for voksne fremgår af

kapitel 24 i lov om social service (serviceloven). Der er herudover andre bestemmelser i

serviceloven, der knytter sig til reglerne om magtanvendelse.

Der er udstedt en bekendtgørelse på området

. Bekendtgørelsen indeholder både

formelle regler for magtanvendelse og uddybende materielle regler for visse indgreb efter

kapitel 24 i serviceloven. Udvalgte regler herfra gennemgås i et afsnit herom.

Endelig er der retssikkerhedsprincipper og regler uden for den sociale lovgivning, der har

betydning for vurderingen af, om der kan anvendes magt over for voksne. Disse

kommenteres kort sidst i dette kapitel.

For yderligere information er der i bilag 3 en oversigt over specifikke regler for

magtanvendelse og bekendtgørelser og i bilag 4 en fortegnelse over Ankestyrelsens

principafgørelser på området.

2.1

Generelle betingelser

Den personlige frihed er ifølge Grundloven ukrænkelig. Det betyder, at der som

udgangspunkt er tale om frihedsberøvelse, når for eksempel en borger i et botilbud

ønsker at bevæge sig uden for sit botilbud, men hindres heri af personalet.

Det følger desuden af Grundloven, at frihedsberøvelse kun kan finde sted med hjemmel i

loven. I servicelovens kapitel 24 er der angivet en udtømmende opregning af, hvilke

former for frihedsberøvelse, der lovligt kan iværksættes over for voksne inden for det

sociale område, og under hvilke betingelser dette kan ske, jf. bilag 3, Grundlovens § 71.

Ifølge servicelovens § 81 skal kommunen tilbyde en særlig indsats til voksne med nedsat

fysisk eller psykisk funktionsevne med henblik på forebyggelse, forbedring af funktion og

udviklingsmuligheder og forbedring af livsudfoldelsesmuligheder. Hertil kommer, at

kommunen efter servicelovens § 82 har pligt til at yde omsorg over for sine borgere ned

betydelig nedsat psykisk funktionsevne, der ikke kan tage vare på deres egne interesser

uanset, om den pågældende samtykker. Omsorgen må dog ikke gennemføres med fysisk

magt, og borgeren har ret til at afslå hjælpen.

Bekendtgørelse nr. 392 af 23. april 2014 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne

samt om særlige sikkerhedsforanstaltninger for voksne og modtagepligt i boformer efter serviceloven

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

2.2

Formål og målgruppe i forhold til magtanvendelse

Det overordnede formål med bestemmelserne om magtanvendelse og andre indgreb i

selvbestemmelsesretten er at begrænse magtanvendelsen mest muligt. Det er de

indgreb, der er absolut nødvendige for at undgå personskade, der lovligt kan

iværksættes.

Servicelovens § 124 a definerer målgruppen for magtanvendelsesreglerne. Målgruppen er

borgere med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, der får personlig og

praktisk hjælp samt socialpædagogisk bistand m.v., behandling eller aktiverende tilbud

efter serviceloven, og som ikke samtykker i en foranstaltning efter bestemmelserne om

magtanvendelse. Der er krav om, at den nedsatte psykiske funktionsevne er fagligt

dokumenteret.

2.3

2.3.1

Regler for forskellige former for magtanvendelse

Personlige alarm- eller pejlesystemer

Når der er risiko for, at en borger ved at forlade botilbuddet udsætter sig selv eller andre

for at lide væsentlig personskade, kan kommunen efter § 125, stk. 1, i serviceloven,

træffe afgørelse om anvendelse af personlige alarm- eller pejlesystemer over for

borgeren. Det er et krav, at forholdene i det enkelte tilfælde gør det påkrævet for at

afværge risikoen for væsentlig personskade.

Servicelovens § 125, stk. 2, indeholder en særbestemmelse om anvendelse af personlige

alarm- eller pejlesystemer til borgere med en fremadskridende mental svækkelse, for

eksempel demens. Efter denne bestemmelse er der adgang til at anvende personlige

alarm- eller pejlesystemer over for eksempelvis demente, medmindre den pågældende

borger modsætter sig dette, jf. § 125, stk. 2, 1. pkt. Der er i disse tilfælde ikke tale om

magtanvendelse. Hvis borgeren derimod modsætter sig, kan kommunen træffe afgørelse

om anvendelsen af alarm- og pejlesystemer efter de samme betingelser som oplistet i §

125, stk. 1, jf. § 125, stk. 2, 2. pkt.

Efter servicelovens § 125, stk. 3, kan kommunen træffe afgørelse om at anvende særlige

døråbnere ved yderdøre i en afgrænset periode, når der er nærliggende risiko for, at en

eller flere personer ved at forlade bo- eller dagtilbuddet udsætter sig selv eller andre for

at lide væsentlig personskade. Også her skal forholdene i det enkelte tilfælde gøre det

absolut påkrævet for at afværge denne risiko. Endelig skal kommunen forgæves have

forsøgt at anvende lovens øvrige muligheder.

2.3.2

Akut fastholdelse

Der kan i henhold til servicelovens § 126 anvendes magt i form af akut fastholdelse, hvis

der er nærliggende risiko for, at personen udsætter sig selv eller andre for at lide

væsentlig personskade, og forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Da der er tale om, at fastholdelsen i sagens natur altid skyldes en akut opstået situation,

vil det i praksis være personalet på bostedet, der på kommunens vegne træffer den

konkrete beslutning om indgrebet. Kommunen skal herefter vurdere og vejlede

personalet i forhold til det foretagne akutte indgreb, jf.

magtanvendelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 3.

2.3.3

Tilbageholdelse i bolig

Kommunen kan efter lovens § 127 træffe afgørelse om, at borgeren kan tilbageholdes

eller tilbageføres, hvis der er nærliggende risiko for, at borgeren udsætter sig selv eller

andre for at lide væsentlig personskade ved at forlade boligen. Det skal i det enkelte

tilfælde være absolut påkrævet at tilbageholde for at afværge denne risiko. Botilbuddet

ansøger kommunen om tilladelse, hvorefter kommunen i tilfælde af godkendelse af

ansøgningen i sin afgørelse skal anføre, for hvilken periode tilbageholdelsen kan

anvendes. Kommunen skal desuden løbende vurdere, om en mindre indgribende

foranstaltning kan anvendes.

2.3.4

Anvendelse af stofseler

Kommunen kan efter serviceloven § 128 træffe afgørelse om at anvende stofseler som

fastspænding til kørestol, hjælpemiddel, seng, stol eller toilet for at hindre fald. Det er et

krav, at der er nærliggende risiko for, at borgeren udsætter sig selv for at lide væsentlig

personskade. Indgrebet er desuden betinget af, at forholdene i det enkelte tilfælde gør

det absolut påkrævet.

2.3.5

Dokumentationskrav i visse magtanvendelsessager

I sager om personlige alarm- eller pejlesystemer, fastholdelse, tilbageholdelse i bolig og

anvendelse af stofseler er der fastlagt et særligt dokumentationskrav i § 130. Der skal i

disse sager foreligge den nødvendige faglige dokumentation for den nedsatte

funktionsevne, oplysninger om den socialpædagogiske hjælp og pleje, der har været

iværksat forud for den påtænkte afgørelse, oplysninger om den forventede periode, hvor

foranstaltningerne vil være nødvendige samt pårørendes og en eventuel værges

bemærkninger til de påtænkte foranstaltninger.

2.3.6

Flytning uden samtykke

Kommunen kan i henhold til servicelovens § 129, stk. 3, i ganske særlige tilfælde indstille

til Statsforvaltningen, at der træffes afgørelse om at flytte en borger fra et bosted til et

andet tilsvarende. Dette kræver, at det skønnes at være i den pågældendes egen

interesse, herunder af hensyn til mulighederne for at bevare tilknytningen til borgerens

pårørende. Det forudsættes desuden, at borgeren fortsat kan få opfyldt behov for omsorg

og pleje i det andet botilbud.

I forhold til demente borgere er der i serviceloven fastsat nogle særbestemmelser.

Servicelovens § 129, stk. 2, giver kommunen mulighed for at træffe afgørelse om at

flytte en borger med en erhvervet fremadskridende mental svækkelse, for eksempel

demens, fra en bolig til en anden, hvis borgeren ikke modsætter sig flytning, men

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

samtidigt mangler evnen til at give informeret samtykke hertil. Flytningen forudsætter,

at borgerens værge tiltræder indstillingen. Flytningen er desuden betinget af, at

flytningen er påkrævet for, at borgeren kan få den nødvendige hjælp, og at flytningen i

det konkrete tilfælde vurderes at være det mest hensigtsmæssige for borgeren.

2.4

Magtanvendelsesbekendtgørelsen

Magtanvendelsesbekendtgørelsen indeholder både formelle regler for magtanvendelse og

uddybende materielle regler for visse indgreb efter kapitel 24 i lov om social service.

I magtanvendelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 2, opregnes den magtanvendelse, der

lovligt kan foretages over for voksne efter servicelovens kapitel 24. Bekendtgørelsen

præciserer også, at magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten alene

kan iværksættes over for den nævnte målgruppe i § 124 a, når pleje, omsorg og

socialpædagogisk indsats i det konkrete tilfælde har vist sig utilstrækkelig.

Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten forudsætter også, at der er

foretaget en individuel vurdering af indgrebets forsvarlighed og nødvendighed og den

konkrete borgers helbredstilstand.

I bekendtgørelsen er der fastsat en række bestemmelser om løbende revurderinger af

den iværksatte foranstaltning. Det fremgår blandt andet, at behovet for fortsat

anvendelse af iværksatte foranstaltninger efter §§ 125, stk. 1 og 3, og 127 løbende skal

revurderes i kommunen og senest 8 måneder efter kommunens beslutning om

iværksættelse af foranstaltningen. Efter § 8, stk. 2, i bekendtgørelsen skal iværksatte

foranstaltninger i medfør af servicelovens § 128 også revurderes løbende, dog senest 18

måneder efter kommunens seneste beslutning om foranstaltningen.

I bekendtgørelsen §§ 9, 10 og 11 er der endvidere fastlagt pligt til at registrere og

indberette indgreb inden for nærmere fastsatte tidsfrister. Kommunen skal herefter

vurdere, om indberetningen giver anledning til bemærkninger eller til ændringer i

kommunens afgørelser om borgerens forhold. I tilfælde, hvor der sker overtrædelse af

reglerne, hvor der ikke foreligger beslutning om fortsat magtanvendelse, eller hvor

indgreb er foretaget som led i nødværge eller nødret, skal dette registreres straks og

senest dagen efter, at foranstaltningen er sat i værk. De registrerede foranstaltninger

herom skal indberettes straks og senest på tredje dagen. Registrering af indgreb efter §§

125-128 med undtagelse af § 125, stk. 2, 1. pkt., skal foretages straks og senest dagen

efter, at indgrebet har fundet sted. De registrerede foranstaltninger skal indberettes

månedligt til kommunen.

Endelig bemærkes, at kommunalbestyrelsen efter bekendtgørelsens § 14 årligt skal have

forelagt en beretning for art og omfang af magtanvendelsen således, at

kommunalbestyrelsen kan følge udviklingen i anvendelse af magt og andre indgreb i den

personlige frihed over for de borgere, som kommunalbestyrelsen er ansvarlige for.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

2.5 Overordnede retsprincipper og snitflader med

anden lovgivning

Reglerne om magtanvendelse skal blandt andet ses i relation til nogle overordnede

retsprincipper og snitflader til lovgivningsområder uden for den sociale lovgivning.

2.5.1

Retssikkerhedsprincipper

Reglerne om magtanvendelse bygger på en række overordnede retssikkerhedsprincipper

i form af:



Mindsteindgrebsprincippet (proportionalitetsprincippet), hvorefter den mindst

indgribende løsning altid skal have første prioritet;

Individualitetsprincippet, hvorefter indgrebet skal tilpasses den enkeltes situation

og behov, ligesom den enkeltes behov ikke kan begrunde uforholdsmæssige

indgreb over for andre, for eksempel øvrige beboere;

Princippet om åbenhed, hvorefter det skal være klart for den enkelte eller

pårørende/værge, hvilke beslutninger, der træffes og hvorfor ligesom borgeren

bør have adgang til viden om gældende regler og praksis;

Legalitetsprincippet, hvorefter der er krav om klar lovhjemmel for indgrebet i den

personlige frihed;

Særlige krav til beslutningsgrundlag og klageadgang.



2.5.2

Anden lovgivning

Reglerne i serviceloven om magtanvendelse har snitflader til lovgivningsområder uden

for den sociale lovgivning.

Lov om anvendelse af tvang i psykiatrien (psykiatriloven) regulerer brugen af

tvangsmæssige foranstaltninger på psykiatriske afdelinger og omfatter kun personer, der

er indlagt på en psykiatrisk afdeling.

Reglerne om magtanvendelse i serviceloven giver ikke mulighed for at fiksere en borger.

Fiksering kan derfor ikke lovligt finde sted inden for det sociale område. Stofseler efter

servicelovens § 128 har et andet formål end fiksering og er derfor ikke omfattet af

fikseringsbegrebet, uanset at der er tale om en fastspænding.

Sundhedsloven om patienters retsstilling gælder også i plejeboliger og i andre boformer.

Det betyder, at enhver form for behandling kræver et informeret samtykke fra patienten.

Det betyder også, at det ikke er muligt at tvangsbehandle en borger eller foretage skjult

medicinering.

Straffeloven indeholder bestemmelser, der som udgangspunkt forbyder personer,

herunder det offentlige plejepersonale, at foretage bestemte handlinger over for andre,

herunder også de borgere, der er omfattet af målgruppen for magtanvendelse.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Der er eksempelvis forbud mod at berøve en anden person friheden. Det vil derfor som

udgangspunkt ikke være lovligt at låse en borger inde på eget værelse eller låse

yderdøre og derved forhindre borgeren i at komme ud, hvis han måtte ønske det.

Handlinger, der ellers er strafbare efter straffeloven, vil i konkrete tilfælde kunne være

straffrie, hvis de er foretaget som led i nødværge eller nødret, og betingelserne herfor er

opfyldt.

Straffelovens § 13, stk. 1, fastslår, at handlinger foretaget i nødværge er straffri, hvis de

har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende

uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der forsvarligt henset til

angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning.

Af straffelovens § 14 fremgår det, at en ellers strafbar handling er straffri, når den var

nødvendig til afværgelse af truende skade på person eller gods, og lovovertrædelsen må

anses for at være af forholdsvis underordnet betydning.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Retningslinjer for magtanvendelse

Dette kapitel handler om kommunernes retningslinjer for magtanvendelse efter

serviceloven §§ 125, 126, 127, 128 og 129. Kapitlet er baseret på kommunernes

besvarelser af et spørgeskema udsendt i foråret 2015.

Det skal indledningsvis understreges, at kommunerne ikke har pligt efter serviceloven til

at have retningslinjer på området. Spørgsmålene om retningslinjer skal derfor ses i et

bredere perspektiv i forhold til, hvordan kommunerne udmønter indsatsen.

3.1 Retningslinjer for forskellige typer af

magtanvendelse

98 procent af de 84 kommuner, som har besvaret spørgsmålet, har retningslinjer, som

indeholder vejledning om brug af magtanvendelse,

se tabel 3.1.

Tabel 3.1

Har kommunen retningslinjer, som indeholder vejledning om brug af

magtanvendelse?

Antal

Nej

I alt

Note: Bygger på svar 84 kommuner.

Procent

100

En af de kommuner, som har retningslinjer, der indeholder vejledning om brug af

magtanvendelse, uddyber med følgende bemærkning:

”Området har stor fokus for det kommunale tilsyn. Plejecentrene har stor

fokus på at forebygge, bruge alternativer og endelig indberette, når det er

nødvendigt. Nye medarbejdere introduceres, og der holdes løbende

opfølgende kurser for samtlige medarbejdere.”

En af de to kommuner, som ikke har retningslinjer, begrunder det med, at det har været

deres vurdering, at der ikke har været behov herfor, da medarbejderne er orienteret.

Den anden kommune vil udarbejde disse retningslinjer,

se tabel 3.2.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Tabel 3.2

Hvorfor har kommunen ikke retningslinjer, som indeholder vejledning om brug

af magtanvendelse?

Antal

Vurderer ikke at der er behov, fordi relevante medarbejdere er orienteret

Er under udarbejdelse

Har planlagt, at der skal udarbejdes retningslinjer

I alt

Note: Bygger på svar fra de to kommuner, som har svaret nej i tabel 3.1.

Procent

100

3.1.1

Magtanvendelse efter serviceloven §§ 125-128

Kommunerne er blevet spurgt om, hvorvidt de har retningslinjer for hvem, der træffer

afgørelse efter serviceloven §§ 125-128 (alarm- eller pejlesystemer, døråbnere,

døralarmer, fastholdelse, tilbageholdelse og stofseler). 84 kommuner har svaret på

spørgsmålet og alle oplyser, at de har disse retningslinjer,

se tabel 3.3.

Tabel 3.3

Har kommunen retningslinjer for hvem, der træffer afgørelse om brug af

magtanvendelse efter serviceloven §§ 125-128 (alarm- og pejlesystemer, døråbnere,

døralarmer, fastholdelse, tilbageholdelse og stofseler)?

Antal

Ja – skriftlige

Ja – ikke skriftlige

Nej

I alt

Note: Bygger på svar fra 84 kommuner.

Procent

100

Blandt de 84 kommuner, der har retningslinjer for hvem, der træffer afgørelse om brug

af magtanvendelse efter serviceloven §§ 125-128, oplyser 53 procent, at det er

demenskonsulenten eller demenskoordinatoren, der træffer beslutning herom. Mens

henholdsvis 29 og 22 procent angiver, at det er lederen eller den medarbejder, som har

iværksat indgrebet, der har truffet beslutningen,

se figur 3.1.

Kommunerne har dog haft

mulighed for at angive flere svarmuligheder, hvilket mange har gjort brug af.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Figur 3.1

Hvem træffer afgørelsen? (procent)

100

Andre

Demenskonsulent,

demenskoordinator

mv.

Nærmeste leder

Den medarbejder,

der har iværksat

indgrebet

Ved ikke

Note: Det har været muligt at angive flere svar, derfor summer procenterne ikke til 100. Figuren er baseret på svar fra 84

kommuner, som har svaret ja til spørgsmålet i tabel 3.3.

Blandt de 58 procent af kommunerne, som har oplyst ”andet” til ovenstående spørgsmål,

uddyber mange, at en sagsbehandler eller leder fra den visiterende og/eller rådgivende

myndighedsafdeling træffer beslutninger herom. To kommuner skriver for eksempel:

”Tilbageholdelse, bløde stofseler, døralarmer, døråbnere mv. skal godkendes

via myndighedsafdelingen. GPS kan godkendes af plejecenterleder for borgere

på plejecentre og for borgere i eget hjem godkender demenskoordinator.” (En

kommune, som har angivet at afgørelse om magtanvendelse træffes af

nærmeste leder, demenskonsulent og andre)

”Det er en myndighedsperson i Hjælpemidler, der træffer afgørelse om

stofseler, alarmer og GPS. Det er en medarbejder i Visitationen, der træffer

afgørelse om fastholdelse i hygiejnesituationer. Ved en konkret fastholdelse,

uden forudgående ansøgning, er det den medarbejder, der foretager

fastholdelsen, der også træffer afgørelsen om det. Der træffes efterfølgende

en myndighedsafgørelse i Visitationen.” (Kommune, som har angivet at

afgørelse om magtanvendelse træffes af andre samt den medarbejder, der

har iværksat indgrebet)

Et par kommuner oplyser, at de har nedsat en særlig magtanvendelsesgruppe. En

kommune beskriver det således:

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

”Magtanvendelsesudvalget træffer afgørelser i alle sager om magt, som

Statsforvaltningen ikke træffer afgørelse i. Magtanvendelsesudvalget mødes i

gennemsnit hver 3. uge, men kan også træde sammen, hvis der er behov for

akutte afgørelser. I Magtanvendelsesudvalget sidder en demenskoordinator,

en jurist og en sygeplejerske.” (Kommune, som har angivet at afgørelse om

magtanvendelse træffes af andre, nærmeste leder og demenskonsulent)

3.1.2

mv.

Overvågning af personer, som er fastspændt i stofseler

Kommunerne blev også spurgt til, hvorvidt de har skriftlige retningslinjer for overvågning

af personer, som er fastspændt med stofseler mv. Det bemærkes, at der i forhold til

anvendelse af stofseler ikke fra lovgivers side stilles krav om hverken retningslinjer eller

døgnovervågning af borgere, som fastspændes med stofseler mv.

37 procent af de 81 kommuner, som har besvaret spørgsmålet, har nedskrevne

retningslinjer for overvågning af personer, som er fastspændt med stofseler mv., jf.

servicelovens § 128,

se tabel 3.4.

Tabel 3.4

Har kommunen (nedskrevne) retningslinjer for overvågning af personer, som

er fastspændt med stofseler mv., jf. servicelovens § 128?

Antal

Nej

Ved ikke

I alt

Note: Bygger på svar fra 81 kommuner.

Procent

100

Et par af de kommuner, som har konkrete retningslinjer for overvågning af personer,

som er fastspændt med stofseler mv., oplyser, at retningslinjerne fremgår af den enkelte

tilladelse hertil. Hertil kommer to kommuner, hvor retningslinjerne fremgår af

henholdsvis en opfølgningsplan og en plejeplan knyttet til den enkelte borger, hvor der er

givet tilladelse hertil.

Blandt 35 af de 44 kommuner, som ikke har nedskrevne retningslinjer for overvågning af

personer, som er fastspændt med stofseler mv., foreligger der i 44 procent en kendt

praksis for tilsynet,

se tabel 3.5.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Tabel 3.5

Hvorfor kommunen ikke har retningslinjer for overvågning?

Antal

Der foreligger en kendt praksis for tilsyn

Er under udarbejdelse

Har planlagt, at der skal udarbejdes retningslinjer

I alt

Note: Bygger på 35 af de 44 kommuner, som har svaret nej til spørgsmålet i tabel 3.4.

Procent

100

Et par kommuner uddyber, at den kendte praksis for tilsyn skal fremgå af handleplanen,

som udarbejdes for den enkelte borger.

Til spørgsmålet om kommunen har etableret en kontrol af overvågningen, når der

anvendes stofseler mv., oplyser 61 procent af de 76 kommuner, som har besvaret

spørgsmålet, at kommunen ikke har etableret en kontrol

se tabel 3.6.

Tabel 3.6

Har kommunen etableret en kontrol af overvågningen, når der anvendes

stofseler mv., jf. servicelovens § 128?

Antal

Nej

Ved ikke

I alt

Note: Bygger på svar fra 76 kommuner.

Procent

100

Blandt de 17 kommuner, som har etableret denne kontrol, oplyser en enkelt, at det skal

registreres, hver gang selen er i brug, og at disse registreringer indsendes månedligt til

myndigheden. Flere kommuner oplyser, at der er øget krav om tilsyn og en kommune

beskriver det således:

”Det præciseres i den konkrete tilladelse, at der er en skærpet overvågnings-

og opsynspligt med beboere, som er fastspændt med stofseler. Kommunens

gældende praksis er, at stofseler alene tillades anvendt til forebyggelse af fald

ud af kørestol. Kommunen har ikke i 8 år givet tilladelse til anvendelse i

senge, hvor vi anvender andre metoder.” (Kommune, som har etableret

denne kontrol)

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

3.2

Retningslinjer for alternativer til magtanvendelse

84 procent af kommunerne har retningslinjer for (forebyggende) alternativer til

magtanvendelse, heraf har halvdelen skriftlige retningslinjer og en tredjedel ikke

skriftlige retningslinjer. 15 procent har ikke retningslinjer for (forebyggende) alternativer

til magtanvendelse,

jf. tabel 3.7.

Tabel 3.7

Har kommunen retningslinjer for (forebyggende) alternativer til

magtanvendelse?

Antal

Ja – skriftlige

Ja- ikke skriftlige

Nej

I alt

Note: Bygger på svar fra 84 kommuner.

Procent

100

I 11 af de 13 kommuner, der ikke har retningslinjer for (forebyggende) alternativer til

magtanvendelse, har ni kommuner vurderet, at der ikke var behov for disse, da

relevante medarbejdere er orienteret,

jf. tabel 3.8.

Tabel 3.8

Hvorfor har kommunen ikke retningslinjer for (forebyggende) alternativer til

magtanvendelse?

Antal

Vurderer ikke at der er behov, fordi relevante medarbejdere er orienteret

Er under udarbejdelse

Har planlagt, at der skal udarbejdes retningslinjer

I alt

Note: Bygger på svar fra de 11 af de 13 kommuner, som har svaret nej til spørgsmålet i tabel 3.7.

Procent

100

En kommune, som vurderer, at der ikke er behov for disse retningslinjer, da

medarbejderne er orienteret, oplyser, at:

”I vores kommune har vi "Retningslinjer for behandling af sager om

magtanvendelse", der beskriver lovgivningen; de informationer, som

enhederne skal oplyse om i indberetningen af magt; samt proceduren for

behandling af de forskellige sager. Retningslinjerne beskriver også

principperne for mindste indgreb, samtykke og lignende. Herudover har vi

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

demenskonsulent og demens sygeplejersker tilknyttet ældreplejen blandt

andet med fokus på at undgå magtanvendelse.” (Kommune uden

retningslinjer for (forebyggende) alternativer til magtanvendelse)

De to kommuner, som ikke har retningslinjer for (forebyggende) alternativer til

magtanvendelse, og som ikke har besvaret det uddybende spørgsmål om, hvorfor de

ikke har dette, oplyser i de uddybende bemærkninger, at de stiller krav til udarbejdelse

af en handleplan for den enkelte borger, hvor der er givet tilladelse til denne form for

magtanvendelse, hvoraf socialpædagogiske alternativer fremgår.

3.2.1

Alternative løsninger i forhold til brug af magtanvendelse

De løsninger, som typisk anvendes, når magtanvendelse erstattes af alternativer, er

ifølge 99 procent af kommunerne, socialpædagogiske initiativer,

se tabel 3.9.

Tabel 3.9

Hvilke løsninger anvendes typisk, når magtanvendelse erstattes af

alternativer, jf. serviceloven § 124, stk. 1?

Antal

Socialpædagogiske initiativer

Ændringer af indretning i omgivelserne

Andet

Ved ikke

I alt

Procent

100

Note: Bygger på svar fra 81 kommuner og kommunerne har haft mulighed for at afgive flere svar, hvorfor procenterne ikke

summer til 100.

Bland de kommuner, som anvender socialpædagogiske initiativer, oplyser flere, at der er

tale om Marte Meo metoden

. Blandt de kommuner, som svarer ”andet” til ovenstående

spørgsmål, oplyser enkelte kommuner, at de benytter sig af særlige hjælpemidler eller

trækker på faglig ekspertise såsom VISO, ældrepsykiatrisk team, ergoterapeuter og/eller

musikterapeuter.

Tilbageholdenhed i forhold til magtanvendelse

Kommunerne er blevet adspurgt, hvorvidt der opleves tilbageholdenhed med at anvende

magtanvendelsesindgreb efter serviceloven. Kommunerne er i henhold hertil særlig

tilbageholdende med at bruge stofseler, tilbageholdelse i boligen og fastholdelse i

hygiejne situation,

se figur 3.2.

Marte Meo er en socialpædagogisk metode udviklet af Maria Aarts, som har fokus på at skabe udviklingsstøttende samspil og

kommunikation.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Figur 3.2

Marker om kommunen er særlig tilbageholdende med at anvende følgende

magtanvendelsesindgreb efter serviceloven: (procent)

Stofseler (§ 128)

Tilbageholdelse i boligen

(§ 127)

Fastholdelse i hygiejne

situation (§ 126a)

Fastholdelse (§ 126)

Flytning uden samtykke

(§ 129, stk. 3)

Flytning uden samtykke

(§ 129, stk. 2)

Anvendelse agf særlige

døråbnere (§ 125, stk. 3)

Personlige alarm og

pejlesystemer

(tidsbegrænset) (§ 125,

stk. 1)

Personlige alarm- og

pejlesystemer hvis

pågældende ikke

modsætter sig (§ 125,…

I høj grad

I nogen grad

I ringe grad

Slet ikke

Ved ikke

100

Note: Bygger på svar fra mellem 76 og 79 kommuner, se talangivelse yderst til højre.

De fleste kommuner uddyber deres svar på ovenstående spørgsmål med, at de generelt

er tilbageholdende med at anvende magtanvendelsesindgreb efter serviceloven. For

eksempel beskriver tre kommuner det således:

”Kommunen er af den opfattelse, at magt som udgangspunkt ikke er

hensigtsmæssigt. Fokus vil altid være at benytte pædagogiske metoder, og

først til allersidst benytte forskellige former for magt.” (Kommune, som i høj

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

grad er tilbageholdende med magtanvendelsesindgreb i henhold til

serviceloven §§ 125, stk. 3; 127; 128 og 129, stk. 2 og 3)

”Det er altid vores udgangspunkt, at vi skal undgå magtanvendelser. Det skal

derfor være fagligt, etisk og metodemæssigt afklaret, om der er andre

muligheder, inden vi skrider til magtanvendelse.” (Kommune, som i høj grad

er tilbageholdende med magtanvendelsesindgreb i henhold til serviceloven §§

127 og 129, stk. 2 og 3)

”Det er en voldsom oplevelse at blive fastholdt. Så derfor forsøges altid den

frivillige medvirken, og der lægges stor vægt på, at personalet finder andre

måder end fastholdelse til at klare en vanskelig situation, for eksempel

soignering. Hvis det absolut ikke kan lade sig gøre, anvendes magt i korte

perioder, så helbredet sikres og for at undgå omsorgssvigt.

Tilbageholdenheden skyldes altså ikke, at kommunen ikke vil anvende den

lovlige magt, men at der gøres alt tænkeligt for at undgå at bruge magt.

Svarene kan misforstås, så det kan se ud som om, at kommunen ikke vil

anvende magt, for eksempel i forbindelse med flytning uden samtykke. Men

det gøres kun, når alle andre tiltag ikke har kunnet sikre borgerens helbred og

tilstand i øvrigt.” (Kommune, som i høj grad er tilbageholdende med

magtanvendelsesindgreb i henhold til serviceloven §§ 126; 126a; 127; 128 og

129, stk. 2 og 3)

I forhold til brug af stofseler i henhold til serviceloven § 128 beskriver flere kommuner

tilbageholdenhed. For eksempel skriver to kommuner følgende:

”Der er særlig tilbageholdenhed omkring stofsele i seng, da der ikke findes et

produkt, der er sikkert for borgeren. Det vil sige uden kvælningsrisiko. Der

bevilges derfor kun stofsele i seng til borgere, der bor på plejecentre, hvor

personalet er tæt på.” (Kommune, som i nogen grad er tilbageholdende med

magtanvendelsesindgreb i henhold til serviceloven § 128)

”Stofseler er for risikofyldt at anvende, og det er derfor bedre med opsyn af

borger.” (Kommune, som i høj grad er tilbageholdende med

magtanvendelsesindgreb i henhold til serviceloven § 128)

Hvad angår brugen af personlige alarm- eller pejlesystemer i henhold til

servicelovens§ 125 beskriver nogle kommuner tilbageholdenhed i forhold til at

bruge disse i situationer, hvor den pågældende borger modsætter sig dette. For

eksempel skriver to kommuner følgende:

”I forhold til pejle- og alarmsystemer, som ofte skal bæres af mennesket med

demens, vil det ikke give mening at give tilladelse til brug af magtanvendelse,

da brugen af disse systemer kræver borgers frivillige medvirken. Disse

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

systemer er lette for borgeren at tage af, hvis de ikke vil bruge dem, og det

vil derfor være omsonst at have lov til at sætte dem på med magt.”

(Kommune, som i høj grad er tilbageholdende med magtanvendelsesindgreb i

henhold til serviceloven § 125, stk. 1, 2 og 3)

”I forhold til brug af personlig alarm- og pejlesystem hjælper det jo ikke så

meget, at der gives en tilladelse til brugen, hvis borgeren ikke samtykker eller

ikke gør modstand, idet borgeren så som oftest på eget initiativ vil fjerne for

eksempel GPS'en. Tilladelse til at tilbageholde en borger kan udløse

voldsomme episoder, derfor vil vi som udgangspunkt hellere arbejde på at

finde alternativer.” (Kommune, som i høj grad er tilbageholdende med

magtanvendelsesindgreb i henhold til serviceloven § 125, stk. 1, 2 og 3)

I forhold til at flytte en borger uden samtykke i henhold til serviceloven § 129, stk. 2 og

3, beskriver en kommune eksempelvis følgende om deres tilbageholdenhed:

”Hvis en borger meget modsætter sig flytning, er det vanskeligt at gøre det til

en "god" flytning. Derfor forsøger kommunen at finde alternativ løsning i

stedet.” (Kommune, som i høj grad er tilbageholdende med

magtanvendelsesindgreb i henhold til serviceloven § 129, stk. 2 og 3)

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

4 Indberetning af og samlet

beretning om udøvelse af

magtanvendelse

Dette kapitel handler om kommunernes praksis i forhold til afgivelse af indberetninger af

magtanvendelser og beretning til kommunalbestyrelsen om udøvelse af magtanvendelse.

Kapitlet bygger på kommunernes besvarelser af et spørgeskema udsendt i foråret 2015.

4.1

Retningslinjer for registrering og indberetning

Alle former for magtanvendelse i henhold til serviceloven såvel som magtanvendelse

uden for serviceloven skal registreres og indberettes (jf. kapitel 2 om regler om

magtanvendelse). Hertil kan tilføjes, at magtanvendelse, som er i henhold til en tilladelse

fra kommunalbestyrelsen - kommunalbestyrelsen skal give tilladelse til magtanvendelse i

henhold til §§ 125, 126 a, 127 og 128 - skal registreres og indberettes hver gang, de

udøves, selvom der er givet tilladelse til at udøve disse inden for en given periode.

Kommunerne er blevet spurgt til, hvorvidt der er retningslinjer, der sikrer, at nødretslig

magtanvendelse på kommunens plejecentre registreres (akutindgreb). Alle de 84

kommuner, som har besvaret spørgsmålet herom, har retningslinjer herfor.

Næsten alle kommuner har retningslinjer for, hvem der registrerer konkrete

magtanvendelsesindgreb efter servicelovens §§ 125-128 (alarm- eller pejlesystemer,

døråbnere, døralarmer, fastholdelse, tilbageholdelse og stofseler), hvilket er gældende

for 99 procent af de kommuner, som har besvaret spørgsmålet. I mere end 9 ud af 10

kommuner er retningslinjerne skriftlige (93 procent), mens de i de øvrige er ikke

skriftlige (6 procent),

se tabel 4.1.

Tabel 4.1

Har kommunen retningslinjer for hvem, der registrerer konkrete

magtanvendelsesindgreb efter servicelovens §§ 125-128 (alarm- eller pejlesystemer,

døråbnere, døralarmer, fastholdelse, tilbageholdelse og stofseler)?

Antal

Ja – skriftlige

Ja – ikke skriftlige

Nej

I alt

Note: Bygger på svar fra 84 kommuner.

Procent

100

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Registreringen af de konkrete magtanvendelsesindgreb efter servicelovens §§ 125-128

bliver oftest varetaget af den medarbejder, der har iværksat indgrebet (39 procent).

Nærmeste leder varetager registreringen i næsten en fjerdedel af kommunerne (23

procent). Demenskonsulenter, demenskoordinatorer samt andre står for hver omkring en

femtedel af registreringerne (henholdsvis 20 procent og 18 procent),

se figur 4.1.

Figur 4.1

Hvem registrerer brug af magtanvendelse efter serviceloven? (Procent)

Den medarbejder, der har

iværksat indgrebet

Nærmeste leder

Demenskonsulent,

demenskoordinator mv.

Andre

Note: Bygger på svar fra 82 ud af de 83 kommuner, som har retningslinjer for, hvem der registrerer magtanvendelsesindgreb.

Tallene er opgjort i procent.

Af kommunernes bemærkninger fremgår, at den lokale leder ofte er inde over

registreringerne om magtanvendelsesindgreb. Det kan enten være, at lederen selv

forestår registreringen af magtanvendelsesindgreb, eller at de enkelte medarbejdere

involveret i magtanvendelsen registrerer den aktuelle hændelse. I de tilfælde, hvor det er

medarbejderen, der registrerer, vil lederen typisk læse registreringen igennem, tilføje

kommentarer mv.

I kommunerne registrerer myndighedsfunktionen brug af magt, behandler ansøgninger

om magtanvendelse, udsteder tilladelser samt træffer afgørelse i indberetninger om

foretaget magt.

Opgaven varetages i mange tilfælde af en medarbejder i myndighedsafdelingen, som for

eksempel en demenskonsulent, en social- eller sundhedsfaglig konsulent, men der er

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

også kommuner, hvor opgaven varetages af stabsfunktionen, et udvalg eller nævn, en

tilsynsenhed eller tilsvarende.

Næsten alle de kommuner, som har besvaret nedenstående spørgsmål, har retningslinjer

for hvem, der indberetter konkrete magtanvendelsesindgreb efter servicelovens §§ 125-

128 (alarm- og pejlesystemer, døråbnere, døralarmer, fastholdelse, tilbageholdelse og

stofseler) (96 procent). Hovedparten af retningslinjerne er skriftlige (90 procent). Kun 2

kommuner oplyser, at de ikke har retningslinjer for hvem, der indberetter konkrete

magtanvendelsesindgreb (2 procent),

se tabel 4.2.

Tabel 4.2

Har kommunen retningslinjer for hvem, der indberetter konkrete

magtanvendelsesindgreb efter servicelovens §§ 125-128 (alarm- og pejlesystemer,

døråbnere, døralarmer, fastholdelse, tilbageholdelse og stofseler)?

Antal

Ja – skriftlige

Ja – ikke skriftlige

Nej

I alt

Note: Bygger på svar fra 83 kommuner.

Procent

100

I knap to ud af tre kommuner er det nærmeste leder, der indberetter registreringer om

magtanvendelse efter serviceloven til kommunen (67 procent). I en ud af fem kommuner

er det den medarbejder, der har iværksat indgrebet, der indberetter magtanvendelsen

(19 procent). I 10 procent af kommunerne er det en demenskonsulent,

demenskoordinator eller tilsvarende, der indberetter til kommunen Og i fire procent

indberettes af andre. Dette kan være en ældrechef eller visitator. Nærmeste leder vil i

disse tilfælde være underrettet og have skrevet under på indberetningsskemaet mv.,

figur 4.2.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Figur 4.2

Hvem indberetter registreringer om magtanvendelse efter serviceloven?

(Procent)

100

Nærmeste leder

Den medarbejder, der har

Demenskonsulent,

iværksat indgrebet

demenskoordinator mv.

Andre

Note: Bygger på svar fra 79 ud af de 81 kommuner, som har retningslinjer for, hvem der indberetter registreringer om

magtanvendelse til kommunen.

Blandt de par kommuner, som har svaret ”andre” i ovenstående spørgsmål oplyser én

kommune, at det er ældrechefen, som står for registreringen, hvor de andre kommuner

oplyser, at registreringen udarbejdes i et samarbejde mellem leder, demenskonsulent og

medarbejderen, der har iværksat indgrebet.

4.2

Beretning til kommunalbestyrelsen

Der skal forelægges en årlig beretning for kommunalbestyrelsen om anvendt

magtanvendelse således, at kommunalbestyrelsen kan følge udviklingen i anvendelse af

magt og andre indgreb i den personlige frihed over for de borgere, som

kommunalbestyrelsen er ansvarlige for, med henblik på en vurdering af behovet for

opfølgning (se § 14, stk. 2 i magtanvendelsesbekendtgørelsen).

I fire ud af fem kommuner informeres kommunalbestyrelsen som hovedregel alene om

udøvelse af magtanvendelse i forbindelse med den årlige redegørelse om

magtanvendelse (over for demente). I lidt over en femtedel af kommunerne informeres

kommunalbestyrelserne i forbindelse med særligt vigtige sager (23 procent). I 12

procent informeres kommunalbestyrelserne på faste tidspunkter,

se figur 4.3.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Figur 4.3

Hvor ofte informeres kommunalbestyrelsen om udøvet magtanvendelse efter

serviceloven? (Procent)

Alene i forbindelse med den årlige

redegørelse

Ved særligt vigtige sager

På faste tidspunkter –

eksempelvis kvartalsvis eller

halvårligt

Andet

Ved ikke

Note: Bygger på svar fra 86 kommuner og kommunerne har haft mulighed for at afgive flere svar, hvorfor procenterne ikke

summer til 100.

Flere kommuner oplyser i bemærkningerne, at det politiske niveau - udover den årlige

beretning – også informeres, når konkrete forhold gør det relevant. Det kan for eksempel

være, når forvaltningen på vegne af kommunalbestyrelsen besvarer spørgsmål om

magtanvendelse eller i forbindelse med revidering af retningslinjerne om

magtanvendelse.

Nogle kommuner nævner desuden, at den kommunale forvaltning altid udarbejder den

årlige redegørelse og informerer kommunalbestyrelsen eller Social- og

Sundhedsudvalget, hvis de efterspørger oplysninger om magtanvendelse i den

mellemliggende periode.

Andre oplyser, at kommunalbestyrelserne informeres løbende i forbindelse med de

konkrete sager. Det kan eksempelvis være om særligt komplekse sager.

En enkelt kommune oplyser, at myndighedsafdelingen orienteres om magtanvendelse

hver eneste gang. En anden kommune nævner, at kommunens borgerrådgiver har

gennemført en undersøgelse af forvaltningens anvendelse af servicelovens bestemmelser

om magtanvendelse og andre indgreb, og at den endelige rapport ligesom den årlige

redegørelse, er blevet forelagt det politiske niveau.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

I mere end halvdelen af i alt 84 kommuner giver redegørelsen til kommunalbestyrelsen

indsigt i omfanget af anvendt magtanvendelse fordelt på det enkelte plejecenter mv. (58

procent), mens 42 procent oplyser, at dette ikke er tilfældet,

se tabel 4.3.

Tabel 4.3

Giver redegørelsen til kommunalbestyrelsen indsigt i omfanget af anvendt

magtanvendelse fordelt på det enkelte plejecenter mv.

Antal

Nej

I alt

Note: Bygger på svar fra 84 kommuner.

Procent

100

Kommunernes bemærkninger til ovenstående spørgsmål, viser, at de årlige redegørelser

er udformet forskelligt og indeholder mere eller mindre detaljerede oplysninger. Fælles

for en række af de kommuner, der har kommenteret spørgsmålet, er, at redegørelserne

er opgjort på et overordnet og generelt niveau.

Således nævner en kommune, at der i den årlige beretning indgår en statistisk oversigt

over den faktiske anvendelse af servicelovens regler om magtanvendelse og andre

indgreb i voksnes selvbestemmelsesret. Oversigten om brugen af

magtanvendelsesreglerne er opgjort i forhold til lokalområder og på typer af indgreb.

En anden kommune oplyser, at fordi redegørelsen om magtanvendelse i kommunen er

på den politiske dagsorden, så er redegørelsen udarbejdet i anonymiseret form. Dog

oplyses om, hvorvidt der er tale om et kommunalt eller eksternt tilbud.

Flere kommuner oplyser, at de årlige redegørelser ikke indeholder oplysninger om det

enkelte plejecenter, men om omfanget af magtanvendelse i kommunen, eventuelt

opgjort på paragrafniveau og boligtype.

Nogle kommuner oplyser, at redegørelsen indeholder lidt mere detaljerede oplysninger

om distrikter eller lokalområder. En kommune oplyser, at hvis et plejecenter bemærker

sig med en stigning i antallet af indberetninger, kan det blive taget med i redegørelserne.

Enkelte kommuner fremhæver, at kommunalbestyrelsen får mere deltaljeret indsigt i

omfanget af magtanvendelse opgjort i forhold til det enkelte plejecenter, såfremt det

ønskes. I disse kommuner registrerer forvaltningen alle indberetninger på borgerniveau.

Oplysningerne fremgår dog ikke af de årlige redegørelser til kommunalbestyrelserne.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Lidt under halvdelen af i alt 83 kommuner har en generel procedure for opfølgningen på

resultaterne af redegørelsen, der forelægges for kommunalbestyrelsen (46 procent), og

omtrent lige så mange har ikke en procedure for opfølgning (47 procent). Seks

kommuner oplyser, at man ikke ved, om dette er tilfældet,

se tabel 4.4.

Tabel 4.4

Har kommunen en generel procedure for opfølgningen på resultaterne af

redegørelsen, der forelægges for kommunalbestyrelsen?

Antal

Nej

Ved ikke

I alt

Note: Bygger på svar 83 kommuner.

Procent

100

29 ud af 31 kommuner, som har en generel procedure for opfølgningen på resultaterne

af redegørelsen, oplyser, at redegørelsen formidles til kommunens plejecentre,

se tabel

4.5.

Tabel 4.5

Omfatter proceduren følgende?

Antal

Redegørelsen formidles til kommunens plejecentre mv.

Redegørelsen anvendes til brug for kommunens kompetenceudvikling af medarbejdere, der

arbejder med demente

Andet

I alt

Note: Bygger på svar fra 31 af de 38 kommuner, som har svaret ja til spørgsmålet i tabel 4.4..

Procent

100

I kommunernes uddybende bemærkninger oplyser nogle kommuner, at de har en

(generel) procedure for opfølgning på resultaterne af redegørelsen, omfatter proceduren

også høring og opfølgning hos andre. En kommune oplyser, at den årlige beretning forud

for politisk behandling sendes i høring i kommunens ældreråd. Som led i den

efterfølgende opfølgningsprocedure videregives beretningen til kommunens

borgerrådgiver og relevante nøglepersoner, hvilket blandt andet kan være lokale

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

demensfaglige rådgivere. Derudover omtales redegørelsen på forvaltningens interne

hjemmeside.

En kommune skriver, at hver enhed, hvilket vil sige hjemmepleje, plejecentre, handicap

og psykiatri, der registrerer og anmelder magtanvendelse, laver deres bidrag til den

samlede rapport, og alle får en kopi af den samlede rapport.

Kommunerne har en varierende praksis for, hvem den årlige redegørelse om

magtanvendelse sendes til høring hos, og hvem redegørelsen behandles af. Dette kan,

ifølge nogle kommuner, blandt andet være:

•

Ældreråd

Handicapråd

Demenskonsulenter

Demensfaglige ledere

Områdeledere

Direkte ansvarlige ledere

Musikterapeuter

Psykologer

Juridiske konsulenter

Én kommune har ikke en generel procedure for opfølgning af resultaterne af den årlige

redegørelse, men kommunen har derimod procedurer for, hvordan kommunen løbende

følger op i forbindelse med de konkrete indberetninger om magtanvendelse. Denne

opfølgning anvendes både i forhold til efteruddannelse af medarbejdere, generelle

retningslinjer samt opfølgning over for borgeren og plejepersonalet.

Blandt besvarelserne i spørgeskemaet er der en enkelt kommune, der i et

bemærkningsfelt uddybende beskriver, at kommunen løbende følger op på

indberetninger og ansøgninger. Giver disse anledning til tiltag og kompetenceudvikling,

vil dette ske hurtigst muligt, og ikke nødvendigvis i forbindelse med redegørelsen.

En anden kommune oplyser, at kommunens demensteam er inde over hver enkelt sag

om magtanvendelse fra start med henblik på at få udarbejdet handleplaner for at undgå

fremtidige magtindgreb.

En kommune har ikke har en nedskreven procedure i forhold til opfølgning på

redegørelsen. Men kommunen oplyser, at denne har et magtanvendelsesudvalg, der

modtager og sagsbehandler alle indberetninger magtanvendelse.

Magtanvendelsesudvalget består af en demenskoordinator, en jurist og en sygeplejerske.

Magtanvendelsesudvalget har blandt andet som opgave at tilgodese behov for

kompetenceudvikling og undervisning i forebyggende tiltag, kendskab til forebyggende

foranstaltninger og kendskab til gældende lovgivning. Udvalget har også til opgave

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

løbende at følge udviklingen i brug af magt, og til opgave at reagere med tiltag, hvis der

ud fra indberetningerne ses, at der er behov for det.

79 procent ud af 82 kommuner oplyser, at de foretager systematisk sammenligninger

med tidligere års brug af magtanvendelse, mens 21 procent ikke gør,

se tabel 4.6.

Tabel 4.6

Foretager kommunen systematisk sammenligninger med tidligere års brug af

magtanvendelse?

Antal

Nej

I alt

Kilde: Note: Bygger på svar fra 82 kommuner.

Procent

100

I 25 af de 65 kommuner, der foretager systematisk sammenligninger med tidligere års

brug af magtanvendelse, omfatter det procedurer for brug af redegørelsen, hvis

resultatet viser et lavere eller højere antal indgreb sammenlignet med forrige år (38

procent),

se tabel 4.7.

Tabel 4.7

Har kommunen procedurer for brug af redegørelsen, hvis resultatet viser et

lavere eller højere antal indgreb sammenlignet med tidligere år?

Antal

Nej

I alt

Note: Bygger på svar fra 65 kommuner, som har svaret ja i foregående tabel.

Procent

100

I 84 procent af de kommuner, som har procedurer for brug af redegørelsen, omfatter

denne procedure opfølgning i forhold til de konkrete plejecentre mv., hvor ændringen er

mest markant i forhold til tidligere år. I 72 procent af kommunerne omfatter proceduren,

at den erhvervede viden anvendes ved uddannelse af medarbejdere. Endelig benytter 36

procent redegørelsen til evaluering/udarbejdelse af egne retningslinjer,

se tabel 4.8.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Tabel 4.8

Omfatter den særlige procedure:

Antal

At den erhvervede viden anvendes ved uddannelse af medarbejdere

At kommunen følger op i forhold til de konkrete plejecentre mv. hvor ændringen er mest

markant

Evaluering/udarbejdelse af egne retningslinjer

Andet

I alt

100

Procent

Note: Bygger på svar fra 25 kommuner, som har svaret ja i foregående tabel. Kommunerne har haft mulighed for at vælge

flere svarmuligheder, derfor summer tallene i tabellen ikke til 100.

Blandt de kommuner, som har svaret ”andet” til spørgsmålet i ovenstående tabel, skriver

en kommune, at de gør det løbende, og to andre kommuner skriver følgende:

”Udover den politiske vurdering af behovet for opfølgning, som sker i

forbindelse med forvaltningens forelæggelse af den årlige beretning,

varetager forvaltningen løbende overvågning af magtanvendelsesområdet og

tager initiativ til nødvendige opfølgende tiltag for eksempel i relation til

ændret lovgivning, revision af retningslinjer, råd og vejledning i konkrete

problemstillinger og ved væsentlige udsving i omfanget af indgreb.”

(Kommune, som har svaret andet til ovenstående spørgsmål)

”Der arbejdes altid videre med at undgå magtanvendelse, og ledere

involveres. Retningslinjer diskuteres med alle ældrecentre/hjemmeplejen for

at ensarte kommunens tiltag. Demenskonsulent på hvert ældrecenter og i

hjemmeplejen deltager i Magtanvendelsesteam, der behandler de indkomne

indberetninger og ansøgninger.” (Kommune, som har svaret andet til

ovenstående spørgsmål)

4.3 Antallet af indberettet og godkendte

magtanvendelser

Alle former for magtanvendelse skal registreres og indberettes, og kommunalbestyrelsen

skal give tilladelse til magtanvendelse i henhold til §§ 125, 126 a, 127 og 128 (se kapitel

2 om magtanvendelsesbekendtgørelsen). Det vil sige, at indberetning af magtanvendelse

kan opdeles i:



Godkendt magtanvendelse, det vil sige magtanvendelse, som er i henhold til en

tilladelse givet af kommunalbestyrelsen på baggrund ovenfor nævnte bestemmelser.

Hertil skal bemærkes, at magtanvendelse i henhold til en tilladelse skal registreres og

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS



indberettes hver gang, de udøves, selvom der er givet tilladelse til at udøve disse

inden for en given periode.

Ikke godkendt magtanvendelse, det vil sige magtanvendelse, hvor der ikke har været

givet tilladelse fra kommunalbestyrelsen. Her kan der både være tale om akut

magtanvendelse efter servicelovens § 126 såvel som magtanvendelse, der hverken er

akut eller tilladt. Den kommunalbestyrelse, der er ansvarlig for borgerens ophold i

tilbuddet, skal i henhold til magtanvendelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 3 vurdere den

akutte magtanvendelse. En vurdering, som kan munde ud i vejledning til relevante

medarbejdere om anvendelse af akut magtanvendelse.

I dette afsnit gennemgås antallet af indberettede magtanvendelser, godkendte

magtanvendelser og ikke godkendte magtanvendelser, som kommunerne har oplyst i

spørgeskemaet. Inden disse præsenteres, redegøres der kort for de udfordringer, som

kommunerne oplever i forbindelse med opgørelsen heraf, og som skal holdes i mente i

den efterfølgende gennemgang.

4.3.1

Udfordringer ved opgørelse af antal magtanvendelser

Udfordringer og manglende registreringer

Flere kommuner vurderer, at der er behov for mere viden om brug af magtanvendelse og

forståelse for formålet, vigtigheden og konsekvensen af registreringen. Dette særligt

blandt det udførende personale.

Det er en gennemgående vurdering for en del af de kommuner, der har peget på

udfordringer i forbindelse med registreringen af magtanvendelse, at ikke alle

magtanvendelsesindgreb bliver indberettet. Flere kommuner nævner eksempelvis, at

antallet af indberettede magtanvendelser er urealistisk lavt, hvilket tyder på, at ikke alle

magtanvendelsesindgreb registreres.

Nogle kommuner oplyser, at der vedvarende er brug for at genopfriske medarbejdernes

viden om magtanvendelsesreglerne og pligten til at indberette. Det oplyses, at flere

medarbejdere i det daglige ikke er klar over, at de reelt bruger magtanvendelse, og

derfor ikke registrerer hændelserne.

Der er desuden kommuner, som oplever en udfordring i at vurdere, om de enkelte

hændelser og handlinger er korrekt og tilstrækkeligt dokumenteret, således at

kommunens myndighedspersoner har et tilstrækkeligt oplyst grundlag til at vurdere, om

der er hjemmel i loven i de enkelte magtanvendelsestilfælde. Der kan blandt andet

mangle dokumentation for, hvordan der er forsøgt at give hjælp uden brug af magt.

Indberetningsskemaerne

Mange kommuner oplyser, at indberetningsskemaerne kan være vanskelige at udfylde

for plejepersonalet. Det kan ifølge disse kommuner føre til, at indberetningen bliver

mangelfuld, og at der bliver indberettet på de forkerte skemaer mv. Det nævnes tillige,

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

at nogle kommuner beskriver skemaerne fra Socialstyrelsen som værende ikke

tilstrækkeligt entydige, hvilket kan volde personalet problemer. Skemaerne kunne derfor

ifølge flere kommuner med stor fordel revideres.

Der er desuden kommuner, der oplyser, at personalet oplever, at skemaerne er

besværlige og tidskrævende at udfylde. Mange oplever, at de laver dobbelt arbejde, fordi

personalet både skal udfylde indberetningsskemaet i henhold til lovgivningen og samtidig

skal lave den samme dokumentation i handleplanerne i henhold til lokalt fastsatte

retningslinjer.

En kommune oplyser, at registreringen af magtanvendelse i hygiejnesituationer i det

daglige kan komme til at fylde rigtig meget. Derfor har kommunen ved hjælp af blandt

andet jurister lavet deres eget registreringsskema, der ifølge kommunen er i

overensstemmelse med de forskrevne regler.

Opfattelse af magtanvendelse

Flere kommuner peger på, at plejepersonalet har vanskeligt ved at vurdere, hvor

grænsen går mellem omsorg og magtanvendelse og derfor ikke indberetter alle tilfælde

af magtanvendelser, og at medarbejderne kan være i tvivl om, hvorvidt der er tale om

magtanvendelse eller ej.

En kommune oplyser således, at medarbejderne ikke altid ser et indgreb som

magtanvendelse, men mere som et omsorgstiltag ved eksempelvis hygiejnesituationer.

Det kan for eksempel være ved bleskift på grund af afføring. Man indberetter ikke en

magtanvendelse, hvis man ikke mener, det er en magtanvendelse.

Kommuners forslag til forbedringer

Flere kommuner er kommet med forslag til forbedringer til indberetningsskemaerne om

magtanvendelse.

En kommune nævner, at den største hindring for at få alle indberetninger registreret, er

det omfattende registreringsskema, som kunne erstattes af et mere enkelt

afkrydsningsskema, uden at kvaliteten blev ringere. Kvalitet kan i øvrigt sikres gennem

handleplaner, der overholdes og revideres.

En anden kommune vurderer, at Socialstyrelsens indberetningsskemaer er meget

omfattende, men at de samtidigt mangler oplysninger om borgerens mentale

funktionsniveau. Derfor har kommunen udarbejdet egne skemaer, således at det alene

på baggrund af indberetningen er muligt at afgøre, om magtanvendelsen er lovlig. En

kommune kommer med en række konkrete forslag til forbedringer af skemaerne til brug

ved indberetning af magtanvendelse:

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

”Skemaerne til indberetning af magtanvendelse er ikke vejledende nok, idet

personalet ikke i tilstrækkelig grad vejledes om, hvilke oplysninger det er, der

præcis efterspørges.

Feltet til beskrivelse af forløbet forud for magtanvendelsen bør eksempelvis

uddybes, således at det, der fremgår af skemaet, er: hvad personalet sagde

og gjorde for at få borger til at medvirke frivilligt; hvordan og i hvilket omfang

borger modsatte sig; hvilke socialpædagogiske tiltag personalet iværksatte

forud for magtanvendelsen; og hvorfor det var absolut nødvendigt at anvende

magt på det pågældende tidspunkt.

Feltet til beskrivelse af hvilke former for fysiske indgreb, der blev benyttet bør

uddybes, således at det fremgår af skemaet, at det også er nødvendigt at få

oplyst, hvordan magtanvendelsen blev udført, således at det er muligt for

myndigheden at vurdere, om mindsteindgrebsprincippet blev overholdt, og

om indgrebet blev udført så skånsomt og så hensynsfuldt som muligt.

Sprogbruget i skemaerne bør desuden tilpasses den medarbejdermålgruppe,

der typisk udfylder skemaerne, hvilket er medarbejdere, der ofte kun har

kortere uddannelser. Det bør generelt præciseres, hvad det er for

oplysninger, der er behov for.”

En kommune foreslår et fælles it-system til håndtering af indberetning og registrering.

Efter kommunens vurdering ville det være hensigtsmæssigt, hvis systemet automatisk

fremkommer med eksempelvis fakta oplysninger, og det ville samtidigt være en langt

mere sikker sagsgang. Et fælles it-system til håndtering af indberetning og registrering

vil både være til fordel for borgernes retssikkerhed og det vil blive langt lettere og

mindre tidskrævende at føre statistik.

Indberetning uden udfordringer

Der er imidlertid også en del kommuner, der oplyser, at de ikke oplever udfordringer i

forbindelse med indberetningerne.

Eksempelvis nævner en kommune, at kommunens demenskonsulenter har forestået

grundig undervisning på alle plejecentre og i hjemmeplejen. Undervisningen har betydet,

at der ikke længere opleves udfordringer med indberetningerne.

En anden kommune oplyser, at der ikke er udfordringer med registreringerne efter, at

kommunen har fået lagt registreringsskemaerne ind i borgerens journal.

4.3.2

Indberettet magtanvendelse

I dette afsnit gennemgås antallet af henholdsvis indberettet magtanvendelser, godkendte

magtanvendelser og ikke godkendte magtanvendelser, som kommunerne har oplyst i

spørgeskemaet.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Godkendt magtanvendelse er som førnævnt magtanvendelse, som kommunalbestyrelsen

har givet tilladelse til at anvende. Kommunalbestyrelsen skal give tilladelse til

magtanvendelse angivet i §§ 125, 126 a, 127 og 128. Magtanvendelse skal registreres

og indberettes hver gang den udøves, selvom der er givet tilladelse til at udøve den

inden for en given periode.

Ikke godkendt magtanvendelse er magtanvendelse, hvor kommunalbestyrelsen ikke har

givet tilladelse. Her kan der både være tale om akut magtanvendelse såvel som

magtanvendelse, der ikke er akut. Den kommunalbestyrelse, der er ansvarlig for

borgerens ophold i tilbuddet, skal i henhold til magtanvendelsesbekendtgørelsens § 9,

stk. 3, vurdere den akutte magtanvendelse. En vurdering, som kan munde ud i

vejledning til relevante medarbejdere om anvendelse af akut magtanvendelse.

I forlængelse af de ovenfor beskrevne udfordringer er det væsentligt at gøre opmærksom

på, at de til Ankestyrelsens oplyste antal magtanvendelser herefter kan være behæftet

med en betydelig usikkerhed. En kommune har påpeget, at det for dem ikke kan lade sig

gøre at udskille antallet af indberetninger, der vedrører demente borgere, fra

indberetninger om magtanvendelse over for øvrige borgere. Det kan gøre sig gældende

for flere kommuner, idet der kan anvendes magt over for en række forskellige borgere

med forskelligartet væsentligt og varigt nedsat psykisk funktionsevne, og det fremgår

ikke af indberetningsskemaet, om borgerens diagnose er demens, eller om den nedsatte

psykiske funktionsevne skyldes anden tilstand. Ikke alle borgere på plejehjem med

væsentligt nedsat psykisk funktionsevne har demens, nogle har eksempelvis

hjerneskade.

Antallet af kommuner, der har indsendt oplysning om antal magtanvendelser, varierer

afhængigt af årstal og type magtanvendelse. Antallet af kommuner, som har oplyst et

antal vil derfor fremgå tydeligt i henhold til år og magtanvendelsestype i nedenstående

tabeller. Man skal her være opmærksom på, at der kan være meget stor forskel fra

kommune til kommune i forhold til antallet af magtanvendelse, og man derfor ikke kan

lægge til grund, at antallet af magtanvendelser er jævnt fordelt på det antal kommuner,

som har oplyst et antal herpå.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Indberettet magtanvendelse i 2012 - 2014

Mellem 55 og 66 kommuner har oplyst antallet af indberettet magtanvendelse for 2014.

Det fremgår af opgørelsen, at den mest anvendte form for magtanvendelse var

fastholdelse i hygiejne situation, og de to mindst anvendte former for magtanvendelse

var tilbageholdelse i boligen og magtanvendelse uden for serviceloven,

se tabel 4.9.

Tabel 4.9

Indberettede magtanvendelser i 2014

Antal indberettede

magtanvendelser

Antal kommuner

som har

indberettet

magtanvendelser

Alarm- og pejlesystemer, døråbnere, døralarm (§ 125)

Fastholdelse (§ 126)

Fastholdelse i hygiejne situation (§ 126a)

Tilbageholdelse i boligen (§ 127)

Stofseler (§ 128)

Flytning uden samtykke (§ 129, stk. 2 og stk. 3).

Magtanvendelse uden for serviceloven

Magtanvendelse i alt*

455

529

1380

328

147

2398

Note: Baseret på svar fra mellem 55 og 66 kommuner, hvilket fremgår af kolonnen yderst til højre.

*Antallet er ikke summen af de ovenstående angivelser af antal magtanvendelser, men et oplyst tal fra kommunerne, som

alene 60 kommuner har oplyst.

For det oplyste antal indberettet magtanvendelse for henholdsvis 2012 og 2013 gælder

den samme rækkefølge som i 2014 i henhold til, at den mest anvendte form for

magtanvendelse var fastholdelse i hygiejne situation, og de to mindst anvendte former

for magtanvendelse var tilbageholdelse i boligen og magtanvendelse uden for

serviceloven, se bilag 5.

Sammenholder man antallet af indberettet magtanvendelse i årene 2012 til 2014 alene

for de kommuner, som har oplyst antallet i alle tre år, det vil sige mellem 48 og 56

kommuner, kan der konstateres en stigning i magtanvendelse i alt, et fald i fastholdelse i

hygiejnesituation samt mindre ændringer på de resterende magtanvendelsesformer,

tabel 4.10.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Tabel 4.10

Indberettede magtanvendelser for 2012-2014

2012

Alarm- og pejlesystemer, døråbnere, døralarm (§ 125)

Fastholdelse (§ 126)

Fastholdelse i hygiejne situation (§ 126a)

Tilbageholdelse i boligen (§ 127)

Stofseler (§ 128)

Flytning uden samtykke (§ 129, stk. 2 og stk. 3).

Magtanvendelse uden for serviceloven

Magtanvendelse i alt*

267

529

1263

202

152

2000

2013

366

387

1161

122

131

1509

2014

448

481

1063

235

140

1233

Antal

kommuner

Note: Baseret på svar fra mellem 48 og 56 kommuner, hvilket fremgår af kolonnen yderst til højre. Tabellen medtager kun de

kommuner, som har afgivet en angivelse for alle tre år, hvorfor flere kommuner er udgået på grund af mangelfuld besvarelse.

*Antallet er ikke summen af de ovenstående angivelser af antal magtanvendelser, men et oplyst tal fra kommunerne, som

alene 53 kommuner har oplyst.

Godkendte magtanvendelse i 2012 - 2014

Mellem 52 og 61 kommuner har oplyst antallet af godkendte magtanvendelser for 2014,

hvoraf det fremgår, at den form for godkendt magtanvendelse, der var mest hyppig, var

fastholdelse i hygiejne situation, mens de to mindst anvendte former for magtanvendelse

var tilbageholdelse i boligen og flytning uden samtykke,

se tabel 4.11.

Tabel 4.11

Godkendte magtanvendelser i 2014

Godkendte

magtanvendelser

2014

Alarm- og pejlesystemer, døråbnere, døralarm (§ 125)

Fastholdelse i hygiejne situation (§ 126a)

Tilbageholdelse i boligen (§ 127)

Stofseler (§ 128)

Flytning uden samtykke (§ 129, stk. 2 og stk. 3).

Magtanvendelse i alt*

Note: Baseret på svar fra mellem 52 og 61 kommuner, hvilket fremgår af kolonnen yderst til højre.

*Antallet er ikke summen af de ovenstående angivelser af antal magtanvendelser, men et oplyst tal fra kommunerne, som

alene 60 kommuner har oplyst.

Antal

kommuner

308

821

318

122

1357

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

For det oplyste antal godkendte magtanvendelser for henholdsvis 2012 og 2013 gælder

den samme rækkefølge som i 2014 i forhold til, at den hyppigst godkendte og anvendte

form for magtanvendelse var fastholdelse i hygiejne situation, og de to mindst anvendte

former var tilbageholdelse i boligen og flytning uden samtykke, se bilag 5.

Sammenholder man antallet af godkendte magtanvendelser i årene 2012 til 2014 for de

kommuner, som har oplyst antallet i alle tre år, det vil sige mellem 45 og 51 kommuner,

et fald i godkendt fastholdelse i hygiejnesituation samt mindre ændringer på de

resterende magtanvendelsesformer,

se tabel 4.12.

Tabel 4.12

Godkendte magtanvendelser for 2012-2014

2012

2013

2014

Antal

kommuner

Alarm- og pejlesystemer, døråbnere, døralarm (§ 125)

Fastholdelse i hygiejne situation (§ 126a)

Tilbageholdelse i boligen (§ 127)

Stofseler (§ 128)

Flytning uden samtykke (§ 129, stk. 2 og stk. 3).

Magtanvendelse i alt*

158

1340

201

107

2406

241

918

123

1784

302

608

227

105

1612

Note: Baseret på svar fra mellem 45 og 51 kommuner, hvilket fremgår af kolonnen yderst til højre. Tabellen medtager kun de

kommuner, som har afgivet en angivelse for alle tre år, hvorfor flere kommuner er udgået på grund af mangelfuld besvarelse.

*Antallet er ikke summen af de ovenstående angivelser af antal magtanvendelser, men et oplyst tal fra kommunerne, som

alene 53 kommuner har oplyst.

Ikke godkendt magtanvendelse i 2012 - 2014

Mellem 42 og 53 kommuner har oplyst, at den mest hyppige form for ikke godkendt

magtanvendelse i 2014 var fastholdelse i hygiejne situation, mens den mindst anvendte

form for ikke godkendt magtanvendelse var stofseler,

se tabel 4.13.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Tabel 4.13

Ikke godkendte magtanvendelser i 2014

Ikke godkendte

magtanvendelser

2014

Alarm- og pejlesystemer, døråbnere, døralarm (§ 125)

Fastholdelse (§ 126)

Fastholdelse i hygiejne situation (§ 126a)

Tilbageholdelse i boligen (§ 127)

Stofseler (§ 128)

Magtanvendelse i alt*

Note: Baseret på svar fra mellem 42 og 53 kommuner, hvilket fremgår af kolonnen yderst til højre.

*Antallet er ikke summen af de ovenstående angivelser af antal magtanvendelser, men et oplyst tal fra kommunerne, som

alene 58 kommuner har oplyst.

Antal

kommuner

114

252

564

For det oplyste antal ikke godkendte magtanvendelser for henholdsvis 2012 og 2013

gælder det samme i 2014 i forhold til, at den hyppigst ikke godkendte og anvendte form

for magtanvendelse var fastholdelse i hygiejne situation og den mindst anvendte form

var stofseler, se bilag 5.

Sammenholder man antallet af ikke godkendte magtanvendelser i årene 2012 til 2014 for

de kommuner, som har oplyst antallet i alle tre år, det vil sige mellem 48 og 56

kommuner, er der indtrådt en stigning i antallet af ikke godkendte magtanvendelser fra

489 i 2012 til 553 i 2014,

se tabel 4.14.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Tabel 4.14

Ikke godkendte magtanvendelser for 2012-2014

2012

2013

2014

Antal

kommuner

Alarm- og pejlesystemer, døråbnere, døralarm (§ 125)

Fastholdelse (§ 126)

Fastholdelse i hygiejne situation (§ 126a)

Tilbageholdelse i boligen (§ 127)

Stofseler (§ 128)

Magtanvendelse i alt*

122

242

489

106

166

532

108

220

553

Note: Baseret på svar fra mellem 38 og 44 kommuner, hvilket fremgår af kolonnen yderst til højre. Tabellen medtager kun de

kommuner, som har afgivet en angivelse for alle tre år, hvorfor flere kommuner er udgået på grund af mangelfuld besvarelse.

*Antallet er ikke summen af de ovenstående angivelser af antal magtanvendelser, men et oplyst tal fra kommunerne, som

alene 49 kommuner har oplyst.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

5 Demenskoordinatorer, opfølgning

og læring

Dette kapitel handler om kommunernes brug af demenskoordinatorer samt håndtering af

opfølgning på magtanvendelse og læring blandt personale. Kapitlet er baseret på

kommunernes besvarelser af et spørgeskema udsendt i foråret 2015.

5.1

Demenskoordinatorer

82 ud af 83 kommuner oplyser, at de har en eller flere demenskoordinatorer,

demenskonsulenter mv., som er specialiseret i arbejdet med demente, herunder i

reglerne om magtanvendelse efter servicelovens §§ 125-128,

se tabel 5.1.

Tabel 5.1

Er der i kommunen en eller flere demenskoordinatorer, demenskonsulenter

mv. som er specialiseret i arbejdet med demente, og herunder reglerne for

magtanvendelse efter servicelovens §§ 125-128 (alarm- og pejlesystemer, døråbnere,

døralarmer, fastholdelse, tilbageholdelse og stofseler)?

Antal

Nej

I alt

Note: Bygger på svar fra 83 kommuner.

Procent

100

I nedenstående figur fremgår det, at stort set alle demenskoordinatorer og konsulenter

rådgiver og uddanner personale (94 procent). Lige store andele af koordinatorerne og

konsulenterne træffer afgørelser om magtanvendelse om §§ 125-128 og udarbejder

beretning om magtanvendelse til kommunalbestyrelserne (44 procent). I en lidt mindre

andel af kommunerne (41 procent), varetager demenskoordinatorer og konsulenter

registreringerne om magtanvendelse,

se figur5.1.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Figur 5.1

Hvori består arbejdsopgaverne? (Procent)

Koordinatorer og konsulenter rådgiver

og uddanner personale

Koordinatorer og konsulenter træffer

afgørelse om magtanvendelse i henhold

til §§ 125-128

Koordinatorer og konsulenter udarbejder

beretning om magtanvendelse til

kommunalbestyrelsen

Koordinatorer og konsulenter registrerer

magtanvendelse i henhold til §§ 125-128

Andet

Ved ikke

Note: Bygger på svar fra 81 kommuner.

100

Flere kommuner beskriver, hvorledes demenskonsulenten eller -koordinatoren står for

rådgivning og undervisning. Eksempelvis skriver en kommune således:

”Demensfaglige rådgivere yder rådgivning til personale og pårørende inden for

demensområdet samt udøver supervision i sager, som kræver særlig

demensfaglig indsigt. Demensfaglige rådgivere samt

demensvidenspersoner vejleder konkret om forebyggende metoder herunder

hjælp til socialpædagogisk handleplan i borgersager, hvor magtanvendelse

har været i brug eller overvejes at blive taget i brug.” (Kommune, hvor

demensfaglig rådgiver og uddanner personale)

Blandt de kommuner, hvor demenskoordinatoren træffer afgørelse om magtanvendelse i

henhold til §§ 125-128, oplyser et par kommuner, at demenskoordinatoren enten er en

del af kommunens myndighedsafdeling; indgår i et særligt magtanvendelsesudvalg, hvor

beslutninger herom træffes; eller indgår i et samarbejde med en leder fra den

kommunale myndighed om at træffe disse beslutninger.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

En enkelt kommune beskriver, hvorledes de skelner mellem demenskoordinator og

demenskonsulter. Demenskoordinatoren står for at træffe afgørelse om §§ 125-128 samt

rådgivning og uddannelse, mens demenskonsulenter står for at registrere

magtanvendelse og udarbejde beretning.

Blandt de kommuner, som har svaret ”andet” til ovenstående spørgsmål, oplyser nogle

kommuner, at det drejer sig om rådgivning til pårørende og udlevering af GPS.

5.2

Opfølgning og læring

Kommunerne er blevet bedt om at forholde sig til, hvorvidt de har retningslinjer for,

hvordan der på plejecentre mv. kan drages læring af situationer, hvor der har været

anvendt magt, eller hvor det blev overvejet. Her beskriver flere kommuner, hvordan de

holder møder om eller giver sparring i forhold til situationer med magtanvendelse.

Eksempelvis skriver fem kommuner følgende hertil:

”Alle magtanvendelser behandles på et tværfagligt møde en gang om

måneden med deltagelse af demenskonsulenterne, visitationen og

tilsynsenheden. Ultimo 2015 etableres ressourcepersoner på alle tilbud i

kommunen, der skal deltage i kvartalsvise opfølgninger, netop med henblik på

at skabe mere fokus på alternativer til magt, og når der er behov for magt,

hvordan det kan gennemføres mest lempeligt.”

”Der er skriftlige retningslinjer for udarbejdelsen af pædagogiske

handleplaner, som indebærer møder med deltagelse og læring for

medarbejderne i alle vagter omkring borgeren”

”Der udarbejdes socialpædagogisk handleplan, og situationer behandles på

personalemøder med henblik på læring. Der har desuden været tilknyttet

VISO i særlige sager”

”Der er altid demenskoordinator på som supervisor ved brug af

magtanvendelse i kommunen. Demenskoordinatoren har 2 kasketter på både

som konsulent og som myndighed.”

”Der er stående tilbud om råd og vejledning i forbindelse med sager om

magtanvendelse.

I særligt svære sager, har der været tilbud om faglige samtaler og/eller

supervision til det involverede personale.”

I tre ud af fire kommuner indgår kendskabet til procedurer og retningslinjer for

forebyggende tiltag og magtanvendelser i forbindelse med oplæringen af nye

medarbejdere (77 procent). I to ud af tre kommuner indgår kendskab til procedurer og

retningslinjer i kompetenceudviklingsaktiviteter for personalet (65 procent). I 38 procent

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

af kommunerne indgår kendskabet i det intro materiale, der anvendes til nye

medarbejdere og i 35 procent drøftes det på personalemøder mindst en gang årligt,

figur 5.2.

Figur 5.2

Hvordan sikrer kommunen, at relevante medarbejdere kender

procedurer/retningslinjer for forebyggende tiltag og magtanvendelser, herunder

betingelserne for magtanvendelse? (Procent)

Det indgår i oplæringen af nye

medarbejdere

Retningslinjerne/procedurerne

indgår i

kompetenceudviklingsaktivitet

er for personalet

Det indgår i det intro

materiale, der udleveres til

nye medarbejdere

Retningslinjerne/procedurerne

drøftes på personalemøder

mindst 1 gang årligt

Andet

100

Note: Bygger på svar fra 81 kommuner. Det har været muligt at angive flere svar, derfor summer procenterne ikke til 100

Blandt de kommuner, som har svaret ”andet”, oplyser enkelte kommuner, at det er den

nærmeste leder, som står for vejledning og undervisning, mens flere kommuner oplyser,

at det er demenskoordinatorens opgave. For eksempel skriver to kommuner følgende:

”Myndighedsfunktionen og de demensfaglige rådgivere underviser ude

på enhederne. Det fremgår af myndighedsfunktionens afgørelser i hver enkelt

magtanvendelsessag, hvorledes rammerne for tilladelsen/afgørelsen er i

henhold til servicelovens regelsæt om magtanvendelse over for voksne.

Derudover rådgiver og underviser myndighedsfunktionen medarbejdere

med særlig demensviden således, at disse ude på enhederne kan rådgive og

vejlede om procedure på magtanvendelsesområdet. Endvidere fremgår

procedure af en intern sagsgangsvejledning. Endelig er der retningslinjer for

ledelsesmæssig fokus på at sikre, at der lokalt er kendskab til retningslinjer

m.m.”

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

”Nøglepersoner på demensområdet undervises jævnligt i reglerne om

magtanvendelse.

Alle afdelinger på plejehjem og i hjemmepleje tilbydes undervisning i reglerne

om magtanvendelse cirka hvert andet år. Desuden er der stående tilbud om

vejledning og undervisning, når en afdelingsleder oplever et behov for dette,

generelt eller i forbindelse med en konkret sag.”

Endelig påpeger enkelte kommuner, som har svaret ”andet” til spørgsmålet i

ovenstående figur, at det er et område, som de i fremtiden vil gøre mere ved, så

medarbejderne på plejecentrene får mere viden herom.

Kommunerne er blevet adspurgt, hvorledes opkvalificering af medarbejdere sikres, og i

næsten alle 80 kommuner, der har svaret på dette, er det en demenskoordinator, som

bidrager til opkvalificeringen. I henholdsvis 78 og 65 procent af kommunerne foregår

opkvalificeringen af medarbejderne via afholdelse af kurser eller lignende eller via

løbende uddannelse i at benytte faglige metoder. 61 procent af kommunerne uddanner

særlige ressourcepersoner eller nøglepersoner på plejecentrene,

se figur 5.3.

Figur 5.3

Hvordan sikrer de enkelte plejecentre, at viden om socialpædagogiske

løsninger mv. når til de medarbejdere, der har brug for den? (Procent)

Demenskoordinator medvirker til opkvalificering

Der afholdes kurser og lignende, når der er behov

for det

Personalet uddannes løbende i at benytte faglige

metoder

Der uddannes ressourcepersoner eller nøglepersoner

på plejecentre, der formidler viden til kollegaer

Faste møder med rådgivning og sparring

Andet

Note: Bygger på svar fra 80 kommuner.

100

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

I 81 procent af de 81 kommuner, som har svaret på, hvordan der samles op på

indberetninger om magtanvendelser på det enkelte plejecenter, inddrages plejecentrets

ledelse i løsningsforslag. I henholdsvis 78 og 57 procent af kommunerne iværksættes

nye socialpædagogiske tiltag eller afsættes tid til faglig behandling (det vil sige faglig

drøftelse),

se tabel 5.2.

Tabel 5.2

Hvordan samles op på indberetninger om magtanvendelse på det enkelte

plejecenter mv.?

Antal

Plejecentrets ledelse inddrages i løsningsforslag

Der iværksættes nye socialpædagogiske tiltag

Der afsættes tid til faglig behandling

Demenskoordinatorer med koordinerende ledelsesfunktion og ansvar inddrages

Der medvirker demens fagpersoner fra andre afdelinger af plejecentret

Andet

I alt

Note: Bygger på svar fra 81 kommuner.

Procent

100

I 19 procent af de 81 kommuner, som har besvaret nedenstående spørgsmål, tilbyder

kommunen årligt efteruddannelse, kurser, opkvalificering mv. af medarbejdere med

arbejdsopgaver, der kan omfatte brug af magtindgreb efter serviceloven. Hvor det i 22

procent af kommunerne forekommer oftere,

se tabel 5.3.

Tabel 5.3

Hvor ofte tilbyder kommunen efteruddannelse, kurser, opkvalificering mv. af

medarbejdere med arbejdsopgaver, der kan omfatte brug af magtindgreb efter

serviceloven?

Antal

Årligt

Halvårligt eller kvartalsvist

Oftere

Andet

I alt

Note: Bygger på svar fra 81 kommuner.

Procent

100

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Blandt de kommuner, som har angivet ”andet” til spørgsmålet i ovenstående tabel, har

omkring halvdelen oplyst, at der tilbydes uddannelse, kurser og opkvalificering efter

behov. Eksempelvis skriver en kommune følgende:

”Ved behov - såvel når undervisning efterspørges af enhederne selv, som når

myndighedsfunktionen vurderer, at undervisning af enhed er påkrævet.”

Hertil kommer, at andre kommuner, som har angivet ”andet”, oplyser, at det sker

løbende, og enkelte, at det sker hvert andet år.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

6 Optagelse på botilbud uden

samtykke

Følgende kapitel handler om optagelse på botilbud uden samtykke. Kapitlet er baseret på

kommunernes besvarelser af et spørgeskema om kommunernes håndtering af

servicelovens magtanvendelsesregler over for borgere med demens. Spørgeskemaet blev

udsendt i foråret 2015.

Kommunerne er blevet spurgt til, hvem der træffer afgørelse om optagelse i botilbud

uden samtykke efter servicelovens § 129, stk. 2. Hertil svarer 52 procent af de 82

kommuner, der har besvaret spørgsmålet, at det er lederen med det overordnede ansvar

(myndighedsperson), som træffer denne afgørelse,

se tabel 6.1.

Tabel 6.1

Hvem i kommunen træffer afgørelse om optagelse i botilbud uden samtykke

efter servicelovens § 129, stk. 2?

Antal

Ledere med overordnet ansvar (myndighedsperson)

Kommunal medarbejder

Demenskonsulent, demenskoordinator eller tilsvarende

Andre

Ved ikke

I alt

Procent

100

Note: Bygger på svar fra 82 kommuner. Det skal her påpeges, at alle spørgsmål i spørgeskemaet omhandler kommunernes

praksis i relation til borgere med demens.

Blandt de kommuner, som har svaret ”andre” til ovenstående spørgsmål, oplyser

omkring en tredjedel, at afgørelsen træffes af et særligt magtanvendelsesteam eller af

den kommunale myndighed med deltagelse af en juridisk konsulent. En anden tredjedel

af kommuner, som har svaret ”andre”, nævner personer fra den kommunale myndighed.

Endelig nævner en enkelt kommune, som også har angivet ”andre”, inddragelse af

personlig værge.

Kommunerne er blevet spurgt til, hvem der beslutter, at der skal udarbejdes en

indstilling til Statsforvaltningen om optagelse i botilbud uden samtykke efter

servicelovens § 129, stk. 3. I 51 procent af de 80 kommuner, som har besvaret

spørgsmålet, er det lederen med overordnet ansvar (myndighedsperson), som skal

træffer beslutning om at udarbejde en indstilling,

se tabel 6.2.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Tabel 6.2

Hvem i kommunen beslutter, at der skal udarbejdes en indstilling til

Statsforvaltningen om optagelse i botilbud uden samtykke efter servicelovens § 129. stk.

Antal

Ledere med overordnet ansvar (myndighedsperson)

Kommunal medarbejder

Demenskonsulent, demenskoordinator eller tilsvarende

Andre

Ved ikke

I alt

Note: Bygger på svar fra 80 kommuner.

Procent

100

Blandt dem, der har svaret ”andre” til ovenstående spørgsmål, nævner et par kommuner

et særligt magtanvendelsesudvalg, en tilsynsenhed eller den kommunale myndighed med

deltagelse af en juridisk konsulent.

Kommunerne er blevet bedt om at oplyse, hvorvidt antallet af borgere, som er optaget i

botilbud efter serviceloven § 129, stk. 2, har været stigende eller faldende det seneste

år. Serviceloven § 129, stk. 2, giver kommunen mulighed for at træffe afgørelse om at

flytte en borger med en erhvervet fremadskridende mental svækkelse, for eksempel

demens, fra en bolig til en anden, hvis borgeren ikke modsætter sig flytning, men

samtidigt mangler evnen til at give informeret samtykke hertil (se også afsnit 2.3). I 67

procent af de 81 kommuner, som har besvaret spørgsmålet, har antallet været uændret

det seneste år,

se tabel 6.3.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Tabel 6.3

Har antallet af borgere optaget i botilbud efter serviceloven § 129, stk. 2,

været stigende eller faldende det seneste år?

Antal

Stigende

Uændret

Faldende

Ved ikke

I alt

Note: Bygger på svar fra 81 kommuner.

Procent

100

Kommunerne er blevet bedt om at oplyse, hvorvidt antallet af borgere, som er optaget i

botilbud efter serviceloven § 129, stk. 3, har været stigende eller faldende det seneste

år. Kommunen kan i henhold til serviceloven § 129, stk. 3, i ganske særlige tilfælde

indstille til Statsforvaltningen, at der træffes afgørelse om at flytte en borger fra et

bosted til et andet tilsvarende, herunder i situationer, hvor et botilbud lukker. Optagelsen

på et nyt tilbud kræver, at det skønnes at være i den pågældendes egen interesse,

herunder af hensyn til mulighederne for at bevare tilknytningen til borgerens pårørende.

Det forudsættes desuden, at borgeren fortsat kan få opfyldt behov for omsorg og pleje i

det andet botilbud. I 77 procent af de 82 kommuner, som har besvaret spørgsmålet, har

antallet af borgere optaget i botilbud efter serviceloven § 129, stk. 3, været uændret det

seneste år,

se tabel 6.4.

Tabel 6.4

Har antallet af borgere optaget i botilbud efter serviceloven § 129, stk. 3,

været stigende eller faldende det seneste år?

Antal

Stigende

Uændret

Faldende

Ved ikke

I alt

Note: Bygger på svar fra 82 kommuner.

Procent

100

Kommunerne er blevet bedt om at angive den hyppigste årsag til, at borgere ikke kan

optages i særlige botilbud efter servicelovens § 129, stk. 2. Ifølge serviceloven § 129,

stk. 2, forudsætter flytning, at borgerens værge tiltræder indstillingen. Flytningen er

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

desuden betinget af, at flytningen er påkrævet for, at borgeren kan få den nødvendige

hjælp, og at flytningen i det konkrete tilfælde vurderes at være det mest

hensigtsmæssige for borgeren. Kommunerne har oplyst, at en af årsagerne er, at der

ikke er dokumentation for, at flytningen omsorgsmæssigt er mest hensigtsmæssig for

borgeren,

se figur 6.1.

Figur 6.1

Hvad er oftest årsagen til, at borgeren ikke kan optages i særlige botilbud

efter servicelovens § 129, stk. 2? (procent)

Der ikke er dokumentation

for, at den pågældende kan

få den nødvendige hjælp i

botilbuddet

Der ikke er dokumentation

for, at flytningen

omsorgsmæssigt er mest

hensigtsmæssigt for den

pågældende

Kommunalbestyrelsens

indstilling ikke er tiltrådt af

den værge,

statsforvaltningen har

beskikket

Anden årsag

I høj grad

I nogen grad

I ringe grad

Slet ikke

Ved ikke

100

Note: Bygger på svar fra mellem 56 og 47 kommuner, hvilket er angivet ud for hver søjle.

Blandt de kommuner, som til ovenstående spørgsmål har svaret, at ”Anden årsag” i høj

eller nogen grad har været årsag, oplyser et par kommuner, at de ikke har haft borgere,

som hørte til personkredsen for § 129. Et par af de kommuner, som ikke har besvaret

ovenstående spørgsmål, oplyser, at de ikke har givet afslag på nogen ansøgning efter §

129, stk. 2.

Af nedenstående figur fremgår det, hvad der er årsagen til, at kommunalbestyrelsen har

givet afslag på indstillinger om optagelse i særlige botilbud efter servicelovens § 129,

stk. 3, i tilfælde af, at kommunen har givet afslag. Heraf fremgår det blandt andet, at lidt

flere kommuner oplever, at det skyldes, at omsorgen for personen kan varetages i

botilbuddet,

se figur 6.2.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Figur 6.2

Hvis kommunalbestyrelsen har givet afslag på indstillinger om optagelse i

særlige botilbud efter servicelovens § 129, stk. 3, hvad er årsagen hertil? (procent)

At flytningen vil

være i den

pågældendes egen

interesse

At flytningen

betyder, at den

pågældende kan

bevare tilknytningen

til sine pårørende

At omsorgen for

personen kan

varetages i

botilbuddet

Anden årsag

4 2

I høj grad

I nogen grad

I ringe grad

Slet ikke

Ved ikke

100

Note: Bygger på svar fra mellem 48 og 46 kommuner, hvilket er angivet ud for hver søjle.

Flere af de kommuner, som enten ikke har svaret på ovenstående spørgsmål eller har

svaret ”ved ikke”, oplyser, at de enten ikke har haft sager efter § 129, stk. 3, eller ikke

har givet afslag forbundet hermed.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Pårørende og værger

Dette kapitel handler om kommunernes praksis i forhold til at inddrage pårørende og

værger til borgere med demens i forbindelse med magtanvendelse. Kapitlet er baseret på

kommunernes besvarelser af et spørgeskema udsendt i foråret 2015.

Det følger af servicelovens § 82, stk. 2, at kommunen skal påse, om der er pårørende

eller andre, der kan inddrages i varetagelsen af interesserne for en person med betydelig

nedsat psykisk funktionsevne. I tilfælde, hvor en særlig indsats iværksættes uden

samtykke over for en borger, som på grund af den psykiske funktionsnedsættelse ikke

kan varetage egne interesser, skal kommunen således sikre sig, om der er pårørende

eller andre, som kan indgå i dialog med kommunen om den pågældende borgers behov

samt tilrettelæggelsen og afgrænsningen af indsatsen.

Efter servicelovens § 130, nr. 4, er det derudover et krav, at der som grundlag for

kommunens afgørelser efter servicelovens §§ 125, 126a, 127 og 128, blandt andet

foreligger pårørendes og en eventuel værges bemærkninger til de påtænkte

foranstaltninger. Herved sikres den bedst mulige indsats over for den pågældende

borger, da personer med et nærmere kendskab til borgeren inddrages.

7.1 Kommunernes praksis for at inddrage pårørende og

eventuelle værger

93 procent af de 81 kommuner, som har besvaret spørgsmålet, vurderer, at kommunen

som hovedregel inddrager pårørende eller værger, når der anvendes indgreb efter

serviceloven udover serviceloven § 130, nr. 4, og § 129, stk. 1, og stk. 2,

se tabel 7.1.

Tabel 7.1

Er det vurderingen, at kommunen som hovedregel inddrager pårørende eller

værger, når der anvendes indgreb efter serviceloven udover serviceloven § 130, nr. 4

samt § 129, stk. 1 og stk. 2?

Antal

Nej

Ved ikke

I alt

Procent

100

Note: Bygger på svar fra 80 kommuner. Grundet afrundinger summer procenterne ikke til 100.

En af de tre kommuner, som svarer nej til ovenstående spørgsmål, oplyser, at pårørende

orienteres i særlige situationer. En anden kommune, som ligeledes har svaret nej,

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

påpeger, at de trækker på pårørendes viden om borgeren i forsøget på at undgå

magtanvendelse.

58 procent af de 81 kommuner, som har besvaret spørgsmålet, har skriftlige

retningslinjer for inddragelse af pårørende og værger til demente i forbindelse med

magtanvendelse efter serviceloven udover serviceloven § 130, nr. 4, og § 129, stk. 1, og

stk. 2,

se tabel 7.2.

Tabel 7.2

Har kommunen (skriftlige) retningslinjer for inddragelse af pårørende og

værger til demente i forbindelse med magtanvendelse efter serviceloven udover

serviceloven § 130, nr. 4 samt § 129, stk. 1 og stk. 2?

Antal

Nej

I alt

Note: Bygger på svar fra 80 kommuner.

Procent

100

Blandt de kommuner med retningslinjer herfor, oplyser et par kommuner, at disse

fremgår af den generelle vejledning om magtanvendelse, hvorimod andre kommuner

beskriver, hvorledes de har særlige vejledninger knyttet til inddragelse af pårørende,

kontaktpersoner og/eller værger, herunder muligheden for at klage. Flere kommuner

uddyber desuden, hvorledes deres retningslinjer foreskriver, at pårørende altid orienteres

om magtanvendelse og om klagemuligheder forbundet hermed.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

78 procent af de 80 kommuner, som har svaret på spørgsmål, informerer

pårørende/værger om brug af magtanvendelse hver gang,

se figur 7.1.

Figur 7.1

Hvor ofte informeres pårørende /værger om brug af magtanvendelse, jf. spm.

25 A? (procent)

3 1

Hver gang

Nogle gange

Ved ikke

Sjældent

Aldrig

100

Note: Bygger på svar fra 80 kommuner, hvilket er angivet ud for søjlen.

En kommune, som har svaret ”hver gang” til ovenstående spørgsmål, uddyber med

følgende beskrivelse:

”Der informeres, hvis der er tale om en akut foranstaltning. Der informeres,

når der søges om tilladelse til magtanvendelse, og her gøres der rede for,

hvad der sker og hvorfor. Men der informeres ikke nødvendigvis om, hvor ofte

tilladelsen bruges, da dette kan være svært for pårørende.” (Kommune, som

har svaret ja til ovenstående spørgsmål)

En anden kommune, som har svaret ”hver gang”, pointerer, at dette er forudsat, at der

er en pårørende/værge, hvilket der ikke altid er.

Blandt dem, der har svaret ”nogle gange” til ovenstående, påpeger enkelte, at det

afhænger af typen af magtanvendelse, situationen og relationen.

Kommunerne er blevet spurgt til, hvorvidt det er deres vurdering, at pårørende og

værger overvejende er enige, når de bliver orienteret om konkrete

magtanvendelsesindgreb over for deres pårørende. 91 procent af de 80 kommuner, som

har besvaret nedenstående spørgsmål, vurderer, at pårørende og værger overvejende er

enige,

se tabel 7.3.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Tabel 7.3

Er det kommunens vurdering, at pårørende og værger overvejende er enige,

når de bliver orienteret om konkrete magtanvendelsesindgreb over for deres pårørende?

Antal

Hverken ja eller nej

Nej

Ved ikke

I alt

Note: Bygger på svar fra 80 kommuner.

Procent

100

Flere kommuner, som har svaret ja til ovenstående spørgsmål, uddyber, at de oplever, at

pårørende/værger efterspørger mere magtanvendelse. En kommune beskriver det

således:

”Ofte efterspørger pårørende magtanvendelse i højere grad, end vi vurderer

nødvendigt. Det forekommer ofte i forbindelse med hygiejnesituationer og

flytning uden samtykke.” (Kommune, som har svaret ja til ovenstående

spørgsmål)

I overensstemmelse med ovenstående kommentarer, vurderer 73 procent af de 79

kommuner, som har besvaret nedenstående spørgsmål, ikke eller i ringe grad, at

pårørende og værger som hovedregel ønsker mindre magtanvendelse,

se figur 7.2.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Figur 7.2

Er det kommunens vurdering, at pårørende og værger som hovedregel ønsker

mindre magtanvendelse? (procent)

Nej

I ringe grad

I nogen grad

I høj grad

Ved ikke

100

Note: Bygger på svar fra 79 kommuner, hvilket er angivet ud for søjlen.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Sager i sagsgennemgangen

Ankestyrelsen har gennemgået 57 konkrete borgersager om magtanvendelse over for

borgere med demens fra 13 kommuner med henblik på en vurdering af, om den

kommunale forvaltning (fremover blot kaldet kommunen) følger lovgivningen og

Ankestyrelsens praksis.

Af nedenstående tabel fremgår, hvad de gennemgåede sager omhandler,

se tabel 8.1.

Den største sagsgruppe, det vil sige 40 procent af sagerne, er sager om akut fastholdelse

efter servicelovens § 126.

Sager om godkendelse af brug af stofseler efter servicelovens § 128 er den næststørste

gruppe, nemlig 33 procent af de målte sager. Der har ikke i målingen været sager, hvor

brug af stofseler ikke har været godkendt, eller hvor stofseler har været anvendt uden

forudgående tilladelse.

12 procent af de målte sager omhandler tilbageholdelse i boligen uden forudgående

tilladelse efter servicelovens § 127, mens der i 7 procent af sagerne er tale om sager,

hvor kommunen har godkendt tilbageholdelse i boligen. Der indgår ingen sager, hvor

kommunen ikke har godkendt en ansøgning om tilbageholdelse.

Den mindste selvstændige gruppe i målingen vedrører magtanvendelse uden for

serviceloven, som udgør 7 procent. Der er her tale om sundhedsmæssig behandling og

nødret.

Tabel 8.1

Hvad omhandler sagen?

Antal

Akut fastholdelse, jf. § 126

Godkendelse af tilbageholdelse, jf. § 127

Ikke godkendelse af tilbageholdelse, jf. § 127

Tilbageholdelse uden forudgående tilladelse, jf. § 127.

Godkendelse af brug af stofseler, jf. § 128

Ikke godkendelse af brug af stofseler, jf. § 128

Brug af stofsele uden forudgående tilladelse, jf. § 128.

Magtanvendelse uden for serviceloven

I alt

Procent

100

Note: Tabellen er baseret på målingen af samtlige 57 sager. Procenterne er afrundet til hele tal og summer derfor ikke til 100.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Materiel vurdering

Dette kapitel indeholder Ankestyrelsens materielle vurdering af de 57 konkrete

borgersager, hvor der har været anvendt magt over for borgere med demens.

Ankestyrelsen vurderer, at 27 sager, svarende til 47 procent, er i overensstemmelse med

regler og praksis. 30 af sagerne, svarende til 53 procent, ville derimod blive ændret eller

hjemvist til fornyet behandling i kommunen, hvis det havde været en klagesag,

se tabel

9.1.

Ved sager om akutte indgreb er der tale om, at Ankestyrelsen ville have fastslået, at

kommunens vurdering af indgrebet ikke var korrekt.

Tabel 9.1

Er afgørelsen samlet set rigtig?

Antal

Ja, afgørelsen er i overensstemmelse med regler og praksis

Nej, afgørelsen ville blive ændret eller hjemvist, hvis det havde været en klagesag

I alt

Note: Tabellen er baseret på målingen af samtlige 57 sager.

Procent

100

Ankestyrelsen vurderer, at 12 af de 23 sager om akut fastholdelse efter servicelovens §

126 ikke er i overensstemmelse med regler og praksis. Kommunen burde således ikke

have vurderet den akutte fastholdelse som berettiget. De resterende 11 sager er bedømt

korrekt af kommunen.

Se tabel 9.2.

I afgørelser om godkendelse af tilbageholdelse efter servicelovens § 127 er halvdelen af

sagerne (to sager) i overensstemmelse med regler om praksis, mens den anden halvdel

af sagerne samlet set ikke er rigtig.

6 af de 7 sager om tilbageholdelse uden forudgående tilladelse efter § 127 er samlet set

urigtige og ville være blevet hjemvist eller ændret, hvis det havde været klagesager.

Kommunen har således fejlagtigt vurderet tilbageholdelsen som berettiget. Én sag er

bedømt korrekt af kommunen.

Ti af de i alt 19 sager om godkendelse af stofseler efter servicelovens § 128 er ikke i

overensstemmelse med regler og praksis, mens der i de resterende ni sager er tale om

en korrekt godkendelse af brug af stofseler over for borgeren.

De fire sager om magtanvendelse uden for serviceloven er korrekt bedømt af

kommunen.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Tabel 9.2

Afgørelsens rigtighed fordelt efter lovområde

Ja, afgørelsen er i

overensstemmelse

med regler og

praksis

Nej, afgørelsen ville

blive ændret eller

hjemvist, hvis der

havde været tale om

en klagesag

Akut fastholdelse, jf. § 126

Godkendelse af tilbageholdelse, jf.§ 127

Ikke godkendelse af tilbageholdelse, jf.§

127

Tilbageholdelse uden forudgående

tilladelse, jf. § 127

Godkendelse af brug af stofseler, jf. §

128

Ikke godkendelse af brug af stofseler, jf.

§ 128

Brug af stofsele uden forudgående

tilladelse; jf. § 128

Magtanvendelse uden for serviceloven

I alt

Kilde: Tabellen summere ikke til 100 procent på grund af afrundinger.

Antal

Procent

100

Der er forskellige årsager til, at Ankestyrelsen i undersøgelsen vurderer, at 30 af

kommunens afgørelser ikke er korrekte. Årsagen til, at kommunens afgørelse ville blive

ændret eller hjemvist er blandt andet, at de materielle krav i lovgivningen ikke er

opfyldt. Dette kan være begrundet i, at sagen er utilstrækkeligt oplyst. I andre tilfælde

skyldes urigtigheden af afgørelsen, at kommunen har bedømt et indberettet indgreb efter

en forkert bestemmelse. Konsekvensen kan herefter blive, at bostederne ikke får den

relevante viden om afgrænsningen af de forskellige indgreb i forhold til hinanden.

Det er plejepersonalet, der på kommunens vegne i praksis foretager et indgreb over for

borgeren, som efterfølgende skal registreres og indberettes til kommunen. Indgreb efter

servicelovens §§ 127 og 128 kan kun ske efter forudgående tilladelse fra kommunen.

Kommunen har dog det overordnede ansvar for anvendelsen af magt over for borgerne

og skal vejlede personalet om reglerne for magtanvendelse.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Når tilbuddet til kommunen indberetter en foretaget tilbageholdelse af en borger, hvor

der ikke er givet forudgående tilladelse, skal kommunen derfor vejlede tilbuddet om

muligheden for at søge om tilladelse til at foretage tilbageholdelse i henhold til

servicelovens § 127.

Ankestyrelsens bedømmelse af, at kommunens afgørelse er urigtig, skyldes i nogle

tilfælde også, at der mangler væsentlige oplysninger. Det kan være mangelfulde

beskrivelser af omstændighederne i forbindelse med et indgreb. Læs nærmere herom i

afsnit 9.1.

9.1

9.1.1

Vurdering af oplysningerne i sagerne

Oplysningsgrundlaget ved Ankestyrelsens vurdering

Forvaltningsloven gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet

afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Myndigheden er ansvarlig for, at sagerne er

tilstrækkeligt oplyste, før der træffes afgørelse. Det betyder, at ansvaret for, at de

nødvendige oplysninger om sagens faktiske forhold foreligger, som udgangspunkt l,

påhviler forvaltningen i kommunen.

Vurderingen af afgørelsens rigtighed afhænger i høj grad af det oplysningsgrundlag, der

fremgår af sagen. Blandt de 53 procent (30 sager), som Ankestyrelsen vurderer, ville

blive ændret eller hjemvist til fornyet behandling i kommunen, hvis det havde været en

klagesag, mangler der i 16 sager flere og/eller væsentlige oplysninger. Derudover

mangler der i seks sager afgørende oplysninger.

Se tabel 9.3.

Tabel 9.3

I hvilket omfang er sagen oplyst?

Antal

Ingen oplysninger mangler

Enkelte mindre væsentlige oplysninger mangler

Flere og/eller væsentlige oplysninger mangler

Afgørende oplysninger mangler

I alt

Procent

100

Note: Tabellen er baseret på målingen af de 30 sager, hvor Ankestyrelsen vurderer, at sagen ville blive ændret eller hjemvist til

fornyet behandling i kommunen, hvis det havde været en klagesag.

Det mangelfulde oplysningsgrundlag har nær sammenhæng med vurderingen af, om de

materielle betingelser for at anvende magt efter serviceloven er opfyldt. Hvis det ikke

kan læses ud af sagen, at der for eksempel ved en akut fastholdelse efter § 126 i

serviceloven har været nærliggende risiko for væsentlig personskade, kan fastholdelsen

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

ikke vurderes berettiget. Det er derfor af stor betydning, at oplysningsgrundlaget ved

magtanvendelse er tilstrækkeligt, så det står klart, om betingelserne for det konkrete

indgreb har været opfyldt.

Eksempler på sager, hvor oplysningsgrundlaget er mangelfuldt

Sag nr. 79 – akut fastholdelse, servicelovens § 126

Sagen vedrører en situation, hvor en borger er gået ind til en anden beboer og ikke vil gå

ud derfra. Det oplyses, at to af bostedets personaler tager fat i borgerens arme. Det er

ikke yderligere beskrevet, hvordan situationen forløber, bortset fra oplysninger om, at

borger bliver meget vred fysisk og verbalt.

Ankestyrelsen vurderer, at det ikke er dokumenteret, at der har været nærliggende risiko

for væsentlig personskade. Det er ikke tilstrækkeligt at have en formodning om, at

borgeren vil foretage sig noget yderligere, der kan udsætte hende selv eller andre for at

lide væsentlig personskade. Ankestyrelsen vurderer endvidere, at det ikke er godtgjort,

at det har været absolut påkrævet at fastholde borgeren i situationen. Fastholdelse kan

ikke lovligt finde sted i tilfælde, hvor risikoen for personskade kan afværges på andre og

mindre indgribende måder. Der kan kun undtagelsesvist udøves magt over for borgerne,

og indgrebene må aldrig erstatte omsorg, pleje og socialpædagogisk bistand.

Der mangler oplysninger om, på hvilken måde der var nærliggende risiko for væsentlig

personskade. Der mangler endvidere oplysninger om, det blev forsøgt at få borger til at

samarbejde og forlade den anden beboers bolig. Der mangler desuden oplysninger om,

hvordan indgrebet er foregået. Ankestyrelsen kan derfor ikke fastslå, om betingelserne

for at udøve magt i form af akut fastholdelse har været opfyldt i den konkrete sag.

Sag nr. 62 – godkendelse af stofsele, servicelovens § 128

Sagen vedrører en fornyet godkendelse af brug af stofsele til kørestol. Kommunen

lægger vægt på, at borgeren på grund af en lammelse ikke har en stå- og gangfunktion.

Borgeren har endvidere kognitive skader, der medfører, at hun ikke har forståelse for sin

begrænsning og derfor rejser sig fra kørestolen med fald til følge. Det fremgår af

ansøgningen, at hun falder forover, når hun sidder i stolen.

Ankestyrelsen vurderer, at der mangler dokumentation for, at der foreligger en konkret

risiko for væsentlig personskade, og at stofselen er absolut påkrævet for at afværge en

nærliggende risiko for væsentlig personskade. Der kan kun undtagelsesvist udøves magt

over for borgerne, og beskyttelsesmidler kan ikke lovligt anvendes, hvis risikoen kan

afværges ved brug af andre og mindre indgribende metoder.

Der foreligger ikke i sagen oplysninger om, hvor ofte borgeren falder ud af kørestolen og

hvilke skader, der er sket som følge af fald. Personskaden skal være væsentlig.

Derudover mangler der oplysninger om forsøg med andre tiltag for at forhindre fald fra

kørestolen, for eksempel i form af comfortstol eller antiglidepude. Det kan derfor ikke

udelukkes, at personalet ved hjælp af mindre indgribende foranstaltninger ville kunne

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

undgå anvendelse af stofsele. Ankestyrelsen kan derfor ikke på det foreliggende grundlag

vurdere, om betingelserne for fornyet godkendelse af anvendelse af stofsele efter

servicelovens § 128 er opfyldt.

9.1.2

Kommunens indhentelse af oplysninger fra bostedet

Adgangen til at anvende magt eller andre indgreb er ikke knyttet til en bestemt boform.

Det afgørende er, at borgeren modtager visse tilbud efter servicelovens bestemmelser,

og at borgeren ikke er i stand til at handle fornuftsmæssigt på grund af den psykiske

nedsatte funktionsevne. Indgreb som beskrevet i servicelovens kapitel 24 kan derfor

iværksættes uafhængigt af boformen – herunder i boformer der ikke kræver forudgående

kommunal visitation til boligen, fx en privat udlejningsbolig. Der vil imidlertid i praksis

oftest være tale om, at rapportens målgruppe bor i en plejebolig efter almenboligloven

eller på plejehjem efter serviceloven. Uanset borgerens boform, vil det være

plejepersonalet, der i praksis udfører magtanvendelsen, på vegne af kommunen som

myndighed.

For at kommunen kan vurdere berettigelsen af plejepersonalets anvendelse af magt over

for en borger, skal kommunen have alle relevante oplysninger fra tilbuddet ved

indberetningen eller ansøgningen. Ankestyrelsen har derfor i de konkrete borgersager

målt, om kommunen i forbindelse med behandlingen af tilbuddets indberetning eller

ansøgning har indhentet yderligere oplysninger fra bostedet. Målingen viser, at

kommunen i 42 procent af sagerne (24 sager) ikke har indhentet yderligere oplysninger,

mens det er sket i 28 procent af sagerne (16 sager). I 30 procent af sagerne (17 sager)

har det ikke fremgået, om der er indhentet yderligere oplysninger.

Se tabel 9.4.

Tabel 9.4

Har kommunen indhentet relevante oplysninger?

Antal

Nej

Fremgår ikke

I alt

Note: Tabellen er baseret på målingen af samtlige 57 sager.

Procent

100

Kommunen har i tre af de sager, hvor Ankestyrelsen vurderer, at afgørende oplysninger

eller flere og/eller væsentlige oplysninger mangler, indhentet yderligere oplysninger,

tabel 9.5.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Tabel 9.5

I hvilket omfang er sagen oplyst og har kommunen indhentet relevante

oplysninger.

Ingen oplysninger mangler

Nej

Fremgår ikke

Antal

Procent

Enkelte mindre væsentlige oplysninger mangler

Flere og/eller afgørende oplysninger mangler

Afgørende oplysninger mangler

I alt

100

Kilde: Bygger på svar fra 57 kommuner. På grund af afrundinger summerer tabellen ikke til 100 procent.

Undersøgelsen viser altså, at kommunerne kun ved en mindre del af bostedernes

indberetninger og ansøgninger søger sagen yderligere oplyst hos bostederne.

Ved bedømmelsen af et foretaget eller ønsket indgreb med magt er det påkrævet, at

kommunen har tilstrækkelige oplysninger, da kommunen kun herved kan sikre sig, at

udøvelsen af magt er sket/sker som sidste mulighed og ikke erstatter andre mindre

indgribende tiltag.

9.2

9.2.1

Vurdering af anvendelsen af tværgående principper

Kommunens inddragelse af overordnede principper

Udgangspunktet er, at udøvelse af fysisk magt over for en borger ikke må finde sted.

Reglerne om magtanvendelse i servicelovens kapitel 24 er derfor en undtagelse, der

udover specifikke materielle krav efter de enkelte indgrebsbestemmelser, også er

underlagt en række overordnede principper som følger af bl.a. servicelovens § 124.

Iværksættelsen af en foranstaltning forudsætter således, at:



indgrebene aldrig træder i stedet for personlig omsorg, pleje og socialpædagogisk

bistand,



man i videst muligt omfang tilstræber frivillig medvirken,



man foretager den mindst indgribende foranstaltning, og at



Indgrebene bliver foretaget så skånsomt og kortvarigt som muligt.

Da kommunen og plejepersonalet skal undgå anvendelse af fysisk magt og følge

ovennævnte hensigt bag bestemmelserne om magtanvendelse, har Ankestyrelsen i

målingen af de konkrete borgersager undersøgt kommunens inddragelse af ovenstående

principper.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Ankestyrelsen kan i langt de fleste sager – mellem 74 til 86 procent – ikke på baggrund

af sagens oplysninger se, om de 4 overordnede principper er inddraget i kommunens

behandling af sagen. Det er dog ikke ensbetydende med, at kommunen ikke i realiteten

har inddraget de pågældende principper.

Se tabel 9.6.

Det er i flere sager beskrevet, at tilbuddet selv har inddraget og iagttaget principperne i

forbindelse med det konkrete indgreb eller ansøgningen om tilladelse til foretagelse af

magt.

I visse sager foreligger der kun et sparsomt udfyldt indberetningsskema fra tilbuddet,

som efterfølgende er underskrevet af kommunen. I sådanne tilfælde vurderer

Ankestyrelsen, at der er sket tilsidesættelse af pligten hos såvel kommunen som

tilbuddet til at iagttage de overordnede principper med henblik på at begrænse

anvendelsen af magt mest muligt. Det er således i disse sager ikke dokumenteret, at

kommunen og plejepersonalet har været opmærksom på at inddrage principperne.

Tabel 9.6

Har kommunen ved afgørelsen/vurderingen inddraget følgende:

Den aktive omsorgspligt, pligten til pleje og anvendelse af socialpædagogiske

tiltag

At tilstræbe frivillig medvirken

At foretage den mindst indgribende foranstaltning

At foretage indgreb så skånsomt og kortvarigt som muligt

Note: Tallene er angivet i procenter. Tabellen er baseret på målingen af samtlige 57 sager.

Nej

I alt

100

Eksempel på sag, hvor kommunen aktivt har inddraget overordnede principper

Sag nr. 52 – akut fastholdelse, servicelovens § 126

Sagen vedrører en situation, hvor en dement borger er faldet, og hvor personalet

benytter magt til at få borgeren rejst op igen. Borger ønsker at komme på hospitalet og

beskrives som meget aggressiv. Da personalet forsøger at lifte ham, begynder borger at

sparke og slå ud efter personalet, der fortsætter med at lifte ham. Borger var forinden

blevet undersøgt, mens han lå på gulvet, og der var ikke umiddelbart behov for

lægehjælp.

Kommunen vurderer, at betingelserne for magtanvendelse ikke var opfyldt, da der ikke

var beskrevet en nærliggende risiko for væsentlig personskade. I sin vurdering af

indgrebet beskriver kommunen udførligt, hvorfor indgrebet ikke lever op til servicelovens

regler for akut fastholdelse. Kommunen anfører, at der skal dokumenteres

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

overhængende fare for væsentlig personskade, hvilket ikke er sket, og at det ikke af

tilbuddet er beskrevet, hvordan det var blevet forsøgt at få borgeren til at medvirke

frivilligt. Kommunen anfører videre, at der fremadrettet skal være fokus på

socialpædagogikken over for borgeren og tilbyder derudover yderligere undervisning i

reglerne om magtanvendelse.

Ankestyrelsen vurderer, at kommunen i den konkrete sag aktivt har inddraget flere af de

overordnede principper ved sin vurdering af tilbuddets indgreb. Samtidigt vejledes

tilbuddet om principperne og kan herved fremadrettet være opmærksomme på

betingelserne for at anvende magt.

9.2.2

Kommunens vejledning om alternativer til magt til

botilbud

Kommunens egen iagttagelse af overordnede principper er ikke i sig selv tilstrækkeligt,

hvis dette ikke ledsages af vejledning til tilbuddet om reglerne for magtanvendelse.

Ankestyrelsen har derfor i de konkrete borgersager undersøgt kommunernes

kommunikation af den overordnede hensigt med reglerne om magtanvendelse.

Anvisning af konkrete alternativer

Ankestyrelsen har undersøgt, om kommunen i forbindelse med behandlingen af en

indberetning eller ansøgning om magtanvendelse har vejledt tilbuddet og foreslået

konkrete alternativer til anvendelse af magt over for borgeren.

Kommunen har i fem procent af sagerne (tre sager) foreslået konkrete alternativer til

den magt, der har været anvendt, eller som der søges om tilladelse til at anvende. I de

resterende 95 procent (54 sager) er der altså ikke foreslået konkrete alternativer.

tabel 9.7.

Ankestyrelsen vurderer, at kommunens anvisning af konkrete alternativer til

magtanvendelse til plejepersonalet er af stor betydning for at sikre en løbende vejledning

om reglerne om magtanvendelse. Kommunen kan på denne måde give botilbuddet en

vejledning, der er håndgribelig og konkret for det enkelte tilfælde.

Tabel 9.7

Har kommunen foreslået konkrete alternativer til magtanvendelse?

Antal

Nej

I alt

Note: Tabellen er baseret på målingen af samtlige 57 sager.

Procent

100

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

I de tre sager, hvor kommunen har anvist konkrete alternativer til magtanvendelse, har

de konkrete alternativer i alle tre sager været umiddelbart anvendelige for personalet på

bostedet. De konkrete alternativer, kommunen har anvist i de tre konkrete sager, har

været omsorg og pleje, pædagogiske tiltag og en comfortstol.

Eksempler på sager med anvisning af konkrete alternativer

Sag nr. 24 – godkendelse af stofseler, servicelovens § 128

Sagen vedrører kommunens godkendelse af brug af stofsele til kørestol. Kommunen

anfører i sin afgørelse, at risikoen for fald eventuelt kan afhjælpes med en comfortstol.

Ankestyrelsen vurderer, at kommunen korrekt anviser et konkret og umiddelbart

anvendeligt alternativ til brug af magt i form af fastspænding med stofsele.

Ankestyrelsen vurderer dog samtidigt, at kommunen burde have afventet bostedets brug

af comfortstolen, før der blev givet tilladelse til anvendelse af stofsele.

Sag nr. 30 – godkendelse af stofseler, servicelovens § 128

Denne sag vedrører ligeledes godkendelse af brug af stofsele til en dement borger, der er

særlig urolig om natten. Kommunen anfører i sin afgørelse, at tilbuddet skal være

opmærksom på, om borgeren kan beroliges ved, at der eksempelvis lægges en hånd på

skulderen på det sted, hvor selen er. Kommunen anfører videre, at det skal afklares, om

fald kan forhindres ved andre mindre indgribende foranstaltninger.

I lighed med den førnævnte sag vurderer Ankestyrelsen, at kommunen anviser et

konkret brugbart alternativ, men at kommunen også i denne sag kunne have afklaret

øvrige mulige alternativer, før der blev givet tilladelse til brug af stofsele.

Opfølgningsplan

Ankestyrelsen har endelig i de sager, hvor kommunen har foreslået konkrete alternativer

til magt, målt på, om kommunen i disse sager har fastsat en plan for opfølgning herpå.

Undersøgelsen viser, at kommunen i to ud af de tre sager, hvor kommunen har foreslået

konkrete alternativer til magt, har fastsat en plan for opfølgning på de anviste konkrete

alternativer.

Ankestyrelsen vurderer, at det er væsentligt, at kommunen følger op på den vejledning,

som konkret er blevet givet til et tilbud. På den måde sikrer kommunen sig, at tilbuddet

har forstået og anvendt kommunens vejledning efterfølgende, og at magtanvendelsen

herved begrænses.

Manglende anvisning af konkrete alternativer

I de 95 procent af sagerne (54 sager), hvor kommunen ikke har peget på konkrete

alternativer til anvendelse af fysisk magt, har Ankestyrelsen set på, hvilke alternativer,

kommunen kunne have haft peget på i det konkrete tilfælde.

Se tabel 9.8.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

I 57 procent af de sager (31 sager), hvor kommunen ikke har peget på konkrete

alternativer, vurderer Ankestyrelsen, at kommunen kunne have anvist yderligere

pædagogiske tiltag. I 19 procent af sagerne (10 sager) vurderer Ankestyrelsen, at

kommunen ikke kunne have peget på alternativer til den foretagne eller ansøgte

magtanvendelse, da magtanvendelsen var nødvendig og ikke ville kunne være blevet

erstattet af andre mindre indgribende tiltag.

I de resterende sager vurderer Ankestyrelsen, at kommunen kunne have anvist

alternativer i form af blandt andet omsorg og pleje og ledelsesmæssige tiltag.

Tabel 9.8

Hvilke alternativer kunne kommunen have peget på i den konkrete situation?

Antal

Omsorg og pleje

Pædagogiske tiltag

Ledelsesmæssige tiltag

Andet

Intet

Fremgår ikke

I alt

Procent

100

Note: Tabellen er baseret på de 54 sager, hvor kommunen ikke har foreslået konkrete alternativer til magtanvendelse, jf. tabel

1.5.

Eksempler på sager, hvor kommunen kunne have anvist konkrete alternativer

Sag nr. 48

Sagen vedrører en dement kvinde, der er inficeret med en smittefarlig bakterie. Borger

går ofte ud i fællesrum i uhygiejnisk tilstand, hvorved hun for eksempel i forbindelse med

måltider udsætter andre borgere for smitte.

Kommunen nævner i afgørelsen, at bostedet har arbejdet socialpædagogisk med

borgeren og forsøgt frivillig medvirken, men at dette ikke altid kan lykkes. Kommunen

giver derfor tilladelse til anvendelse af magt i tilfælde, hvor der ikke kan opnås frivillig

medvirken.

Ankestyrelsen vurderer i lighed med den mulighed, som bostedet nævner, at kommunen

kunne have anvist konkrete alternativer til magtanvendelse fremadrettet i form af

hyppige tilsyn inden måltiderne, da det er i disse situationer, problemet er størst. Ved

således at forebygge, at borgeren forlader egen bolig i uren tilstand, ville der ikke være

behov for at føre hende væk fra fællesrummet efterfølgende.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Sag nr. 86

Sagen vedrører en dement kvinde, der ofte forlader bostedet og går ned i byen. To

personaler går i det konkrete tilfælde ned efter hende i byen og fører hende tilbage til

bostedet.

Kommunen ses ikke at have lavet en særskilt vurdering af episoden, men har blot

underskrevet indberetningen fra bostedet.

Ankestyrelsen vurderer, at kommunen kunne have anvist konkrete pædagogiske tiltag til

brug for at forebygge, at borger forlader bostedet, da det beskrives, at borger ofte er

dørsøgende. De pædagogiske tiltag kunne eksempelvis bestå i at aflede borger på

tidspunkter, hvor hun er dørsøgende. Personalet kunne endvidere gå en kort tur med

borgeren i umiddelbar nærhed af bostedet for på den måde at imødekomme borgers

ønske om at komme ud.

9.2.3

Håndtering af det enkelte indgreb i forhold til den enkelte

borger

Borgerens hjælpebehov

Ét af de retssikkerhedsprincipper, som reglerne om magtanvendelse og andre indgreb i

selvbestemmelsesretten bygger på, er individualitetsprincippet. Individualitetsprincippet

fastslår, at anvendelsen af magt skal tilpasses den enkelte borgers situation og behov.

Det er derfor af væsentlig betydning at være opmærksom på, hvilke forhold, der gør sig

gældende hos den enkelte borger, således at der kan sættes målrettet ind på at undgå

anvendelsen af fysisk magt.

Ankestyrelsen har foretaget en vurdering af, hvorvidt det er fremgået af den konkrete

sag, at anvendelsen af magt har været affødt af, at borgerens hjælpebehov ikke har

været dækket på tilstrækkelig vis. Der kan i den forbindelse både være tale om

mængden af hjælp såvel som den måde, hjælpen ydes på. Magtanvendelse må aldrig

erstatte omsorg, pleje og socialpædagogisk bistand.

I langt de fleste sager foreligger der ikke oplysninger i sagen om, hvorvidt

magtanvendelsen er affødt af utilstrækkelig dækning af hjælpebehov. I 18 procent af

sagerne (ti sager) vurderer Ankestyrelsen, at magtanvendelsen ikke er affødt af

utilstrækkelig dækning af hjælpebehovet, mens Ankestyrelsen kun i ni procent af

sagerne (fem sager) vurderer, at indgrebet i nogen eller ringe grad har været affødt af

utilstrækkelig dækning af hjælpebehovet.

Se tabel 9.9.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Tabel 9.9

Har magtanvendelsen været affødt af utilstrækkelig dækning af hjælpebehov i

institutionen?

Antal

I høj grad

I nogen grad

I ringe grad

Nej

Fremgår ikke

I alt

Procent

100

Note: Tabellen er baseret på målingen af samtlige 57 sager. Procenterne er afrundet til hele tal og summer derfor ikke til 100.

I de fire sager, hvor Ankestyrelsen vurderer, at magtanvendelsen i nogen grad har været

affødt af utilstrækkeligt dækning af hjælpebehov, kan Ankestyrelsen se, at det blandt

andet kan skyldes, at borgeren har behov for et andet botilbud.

Ankestyrelsen vurderer, at det er vigtigt for kommunen at være opmærksom på

forholdene omkring den enkelte borgers hjælpebehov. Magtanvendelse kan aldrig træde i

stedet for et uopfyldt hjælpebehov, jf. servicelovens §§ 81 og 82. Hvis magtanvendelse

kan undgås ved, at borger for eksempel får et andet mere egnet tilbud, eller ved at

borgeren får andre former for hjælp i det eksisterende tilbud, skal dette prioriteres

fremfor anvendelse af magt. Kommunen skal derfor sørge for at følge op og tilpasse

hjælpen i forhold til den enkelte borger.

Eksempel på sag om uopfyldt hjælpebehov

Sag nr. 47

Sagen vedrører en meget dørsøgende borger, hvor der frem til ansøgningen om tilladelse

til tilbageholdelse af borger, har været anvendt forskellige alarmsystemer og GPS. Borger

forlægger imidlertid GPS m.v. og forstår ikke længere betydningen af dem. Borger har

flere gange forladt boligen uden ID på sig og i for let påklædning og er senere fundet ved

stærkt trafikerede veje. Bostedet beskriver de mange tiltag i forhold til borgeren for at

undgå, at borger forlader bolig, herunder også pædagogik, omsorg og pleje.

Ankestyrelsen vurderer, at behovet for magtanvendelse kan skyldes, at borgeren ikke

bor på et demensafsnit. Bostedet har forsøgt mange forskellige tiltag for at undgå

anvendelsen af magt i form af tilbageholdelse, og bostedet oplyser de pårørende om, at

borgeren muligvis ville kunne have gavn af at bo på et demensafsnit.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

De pårørende er dog ikke indstillet på at flytte borgeren, da de oplever, at det alternative

bosted har nogle aggressive beboere. Dertil kommer, at borger generelt set trives på det

nuværende bosted. Kommunen kan i denne situation gå i dialog med de pårørende og

informere nærmere om velegnede alternativer.

Gentagne indgreb over for borgeren

Formålet med reglerne i servicelovens kapitel 24 om magtanvendelse er at begrænse

den og andre indgreb i selvbestemmelsesretten til det absolut nødvendige. Kommunen

og tilbuddet skal derfor være særligt opmærksomme på tilfælde af gentagne indgreb

over for samme borger og sætte målrettet ind med tiltag, der kan afværge den gentagne

anvendelse af magt.

Ankestyrelsen har derfor undersøgt, om der i de konkrete borgersager har været tale om

flere indgreb over for samme borger, og om kommunen har fulgt op på gentagne

indgreb.

Undersøgelsen viser, at det i 65 procent af sagerne (37 sager) ikke fremgår af sagens

oplysninger, hvorvidt der har været iværksat flere indgreb over for samme borger.

Ankestyrelsen kan derfor ikke i disse sager vurdere kommunens håndtering af gentagne

indgreb over for den samme borger. I 32 procent af sagerne (18 sager) har der været

foretaget flere indgreb over for samme borger, mens dette ikke har været tilfældet i 4

procent af sagerne (2 sager).

Se tabel 9.10.

Tabel 9.10

Er der tale om det første indgreb over for samme borger?

Antal

Nej

Fremgår ikke

I alt

Procent

100

Note: Tabellen er baseret på målingen af samtlige 57 sager. Procenterne er afrundet til hele tal og summer derfor ikke til 100.

I de 18 sager, hvor der er sket gentagne indgreb over for borgeren, er der kun i en

enkelt af disse sager fulgt op herpå med tiltag med henblik på at mindske antallet af

indgreb. I fem af sagerne er der ikke fulgt op på de gentagne indgreb, mens det ikke

fremgår, om der er fulgt op i 12 af de 18 sager.

Se tabel 9.11.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Tabel 9.11

Hvis nej til spm. 3.9, har kommunen fulgt op herpå med tiltag med henblik

på at mindske antallet af indgreb?

Antal

Nej

Fremgår ikke

I alt

Procent

100

Note: Procenterne er afrundet til hele tal og summer derfor ikke til 100. Tabellen er baseret på de 18 sager hvor der ikke er

tale om det første indgreb over for samme borger, jf. tabel 1.12.

I en enkelt sag har kommunen peget på yderligere uddannelse af personale som en

opfølgning på gentagne indgreb over for den samme borger.

Sag nr. 51

Den ene sag, hvor kommunen har fulgt op på gentagne indgreb over for den samme

borger, vedrører anlæggelse af nasalsonde mod borgerens vilje. Personalet har i alt 11

gange inden for et par måneder mod borgers vilje har anlagt nasalsonde.

I sin afgørelse anfører kommunen, at det indberettede indgreb ikke kan bedømmes efter

servicelovens regler om magtanvendelse, da serviceloven ikke indeholder en hjemmel til

anlæggelse af nasalsonde mod en borgers vilje. Kommunen anfører videre, at der som

følge af indberetningen er givet personalet rådgivning samt undervisning i reglerne om

magtanvendelse, herunder i forhold til afgrænsningen til sundhedsloven og

psykiatriloven. Derudover er egen læge og pårørende blevet informeret.

Ankestyrelsen vurderer, at kommunen korrekt over for bostedet har reageret på

gentagne tilfælde af magtanvendelse over for den samme borger. Ankestyrelsen vurderer

desuden, at kommunens tiltag i den forbindelse i form af undervisning har været yderst

relevante og umiddelbart anvendelige for bostedet.

Ankestyrelsens vurdering af relevante tiltag

I de 17 sager, hvor kommunen ikke i tilfælde af gentagne indgreb over for samme

borger, ses at have fulgt op herpå, har Ankestyrelsen set på, hvilke tiltag, der kunne

være relevante for den pågældende borger.

Se tabel 9.12.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Tabel 9.12

Hvilke tiltag kunne være relevante for den pågældende borger?

Antal

Mere omsorg og pleje

Yderligere pædagogiske tiltag

Supplere med anden form for hjælp

Uddannelse af personale

Fremgår ikke

Ingen

Andet

I alt

Procent

100

Note: Tallene er baseret på målingen af de 17 sager, hvor kommunen ikke har fulgt op på gentagne indgreb, eller det ikke er

fremgået, om kommunen har fulgt op.

I størstedelen af sagerne (12 sager) vurderer Ankestyrelsen på baggrund af de

foreliggende oplysninger, at det kunne være relevant med yderligere pædagogiske tiltag

for at begrænse de gentagne indgreb over for den samme borger.

Undersøgelsen viser, at plejepersonalet med fordel oftere kunne anvende pædagogiske

tiltag over for borgeren fremfor indgreb. I nogle tilfælde er anvendelsen af magt

begrundet i en hensyntagen til øvrige beboere, som kan blive utrygge i en given

situation. Det kan medføre, at plejepersonalet kan føle sig nødsaget til i højere grad at

anvende magt over for den borger, der gentagne gange skaber utrygheden.

Kommunen og bostedet bør dog i disse tilfælde indgå i en tæt dialog med henblik på

fremadrettet at forebygge og i højere grad håndtere situationerne ud fra en pædagogisk

synsvinkel i stedet for at gribe til anvendelsen af magt.

Eksempler på sager med gentagne indgreb uden reaktion fra kommunen

Sag nr. 33

Sagen vedrører et tilfælde, hvor en borger fastholdes og gives en beroligende injektion.

Forud har borgeren vandret rundt i huset, gået ind til andre beboere og generelt været

vred og truende over for personalet. Det konkrete indgreb er indberettet sammen med

seks andre indgreb over for samme borger inden for en måned. Det fremgår imidlertid

ikke, om kommunen tidligere har iværksat eller anmodet om tiltag med henblik på at

mindske antallet af indgreb.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Ankestyrelsen vurderer, at kommunen burde have reageret på de gentagne indgreb over

for borgeren og anvist konkrete alternativer til den foretagne anvendelse af magt

eksempelvis i form af en bedre pædagogisk tilgang. Ankestyrelsen er opmærksom på, at

borger i mellemtiden afgår ved døden, og at kommunen derfor ikke følger yderligere op

på sagen. Ankestyrelsen vurderer imidlertid, at det alligevel kunne være relevant at følge

op på sagen over for bostedet med henblik på en evaluering af forløbet for at forebygge

lignende situationer i fremtiden.

Sag nr. 101, 102 og 103

Alle tre sager vedrører den samme borger, som i forskellige situationer optræder

forstyrrende i fællesrummet. Personalet fastholder borgeren i alle tre situationer og fører

ham tilbage til egen bolig fra fællesrummet.

I sag nr. 101 går borgeren rundt med et glas og drikker i fællesrummet. Da borgeren af

personalet bliver bedt om at aflevere glasset, slår borgeren et personale på venstre

skulder. Personalet griber derefter fat i borgerens arme og fører ham til egen bolig.

Ankestyrelsen vurderer, at personalet kunne have afventet situationen og have forsøgt at

tale med borgeren og aflede ham og eventuelt lade ham beholde glasset for en stund.

I sag nr. 102 og 103 beskrives samme borger som plagende i forhold til mad og drikke

og begynder i den forbindelse at skubbe og prikke til personalet. Personalet

”grænsesætter” uden held, og borgeren fastholdes derfor igen i begge situationer og

føres tilbage til egen bolig med en hånd i ryggen.

Ankestyrelsen vurderer ud fra de foreliggende oplysninger, at personalet med fordel

kunne optræde mere afventende og forsøge at tale, guide og aflede borger ved

anvendelse af pædagogiske metoder og omsorg.

Ankestyrelsen vurderer desuden, at kommunen ved sin behandling af sagen over for

bostedet burde have reageret på oplysningerne om de gentagne indgreb inden for kort

tid. Kommunen kunne have foreslået konkrete alternativer og hos bostedet søgt oplyst,

hvilke særlige forhold, der gjorde sig gældende i forhold til borgeren.

9.2.4

Handleplaner

Som udgangspunkt er kommunerne alene forpligtet til at tilbyde handleplaner til borgere

efter servicelovens § 141. I sager om magtanvendelse efter servicelovens kapitel 24 er

kommunernes pligt dog skærpet, således at kommunerne skal udarbejde en handleplan,

jf. servicelovens § 136, stk. 2.

For borgere over for hvem, der er anvendt magt, har handleplanen til formål at beskrive

overvejelser og pædagogiske metoder, som skal tages i anvendelse for at undgå at

behovet for magtanvendelse opstår i fremtiden samt for at minimere varigheden af

foranstaltningen. Herudover skal handleplanen i overensstemmelse med § 141 medvirke

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

til at koordinere indsatsen i forhold til tilbud og aktiviteter med hensyn til bolig,

beskæftigelse, fritid og undervisning. Formålet, karakteristikken og den forventede

varighed af indsatsen skal angives i handleplanen. Udarbejdelse af handleplanen skal ske

ud fra den enkelte borgers forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med borgeren.

Servicelovens § 136

Optagelse i botilbud efter § 129 og enhver form for magtanvendelse, herunder

magtanvendelse i forbindelse med foranstaltninger efter §§ 125-128, skal registreres

og indberettes af tilbuddet til den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for

borgerens ophold i tilbuddet, jf. §§ 9 og 9 b i lov om retssikkerhed og administration

på det sociale område, og til kommunalbestyrelsen i den kommune, der fører det

driftsorienterede tilsyn med tilbuddet, jf. § 148 a i denne lov eller § 2 i lov om

socialtilsyn. Har den borger, som indberetningen vedrører, ophold i et regionalt eller

et kommunalt botilbud, skal tilbuddet desuden orientere den kommunale eller

regionale driftsherre om magtanvendelsen.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde handleplaner i overensstemmelse

med § 141 for personer, for hvem der foretages foranstaltninger som nævnt i stk. 1.

Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 24. juni 2005

Servicelovens § 141

…

Stk. 3. Handleplanen skal angive

1) formålet med indsatsen,

2) hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet,

3) den forventede varighed af indsatsen og

4) andre særlige forhold vedrørende boform, beskæftigelse, personlig hjælp,

behandling, hjælpemidler m.v.

Stk. 4. Handleplanen bør udarbejdes ud fra borgerens forudsætninger og så vidt

muligt i samarbejde med denne.

…

Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 24. juni 2005

Ankestyrelsen har i samtlige 57 sager undersøgt, om borgeren har fået udarbejdet den

lovpligtige handleplan.

I størstedelen af sagerne – 61 procent - har der været udarbejdet handleplan, mens

dette ikke er sket i 19 procent af sagerne (11 sager). I de resterende 19 procent af

sagerne fremgår det ikke af den konkrete sag, om der har været udarbejdet en

handleplan.

Se tabel 9.13.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Tabel 9.13

Har borgeren fået udarbejdet en handleplan, jf. serviceloven § 141?

Antal

Nej

Fremgår ikke

I alt

Procent

100

Note: Tabellen er baseret på målingen af samtlige 57 sager. På grund af afrundinger summerer tabellen ikke til 100 procent.

Handleplanen har været vedlagt i 32 af de 35 sager, hvor der har været positiv viden

om, at der har været udarbejdet en handleplan på borgeren. Kun i 3 af sagerne har

handleplanen ikke været vedlagt, selvom det har fremgået af andre akter, at

handleplanen er udarbejdet.

Se tabel 9.14.

Tabel 9.14

Hvis ja til spm. 2.7, er handleplanen vedlagt sagen?

Antal

Nej

Fremgår ikke

I alt

Procent

100

Note: Tabellen er baseret på målingen af de 35 sager, hvor borger har fået udarbejdet en handleplan.

I de sager, hvor der har foreligget en handleplan, har Ankestyrelsen vurderet, om og i

hvilket omfang der i handleplanen er beskrevet overvejelser og pædagogiske metoder for

at undgå magtanvendelse.

I 75 procent af de sager, hvor der har foreligget en handleplan, er der i høj eller nogen

grad beskrevet overvejelser og pædagogiske metoder for at undgå magtanvendelse.

I 19 procent af sagerne er dette kun sket i ringe grad, mens der i seks procent af

sagerne ikke har været beskrevet overvejelser og pædagogiske metoder for at afværge

indgreb.

Se tabel 9.15.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Tabel 9.15

Hvis sagen indeholder en handleplan, er der beskrevet overvejelser og

pædagogiske metoder for at undgå magtanvendelse?

Antal

I høj grad

I nogen grad

I ringe grad

Nej

I alt

Procent

100

Note: Procenterne er afrundet til hele tal og summer derfor ikke til 100. Tabellen er baseret på målingen af de 32 sager, hvor

handleplanen har været vedlagt i sagen.

I sager om magtanvendelse udarbejdes handleplanerne på baggrund af, at der er sket

indgreb i selvbestemmelsesretten. For denne gruppe borgere er der således ikke kun tale

om et obligatorisk tilbud om at få udarbejdet en handleplan, men en pligt for kommunen

som myndighed.

Handleplanerne har særligt til formål at beskrive overvejelser og pædagogiske metoder,

som skal tages i anvendelse for at undgå behovet for magtanvendelse opstår i fremtiden

og for at minimere varigheden af foranstaltningen.

Udarbejdelse af handleplanen skal altid ske ud fra den enkelte borgers forudsætninger og

i samarbejde med denne, således at vedkommende inddrages i en aktiv proces, hvor de

tilbud, der stilles til rådighed som led i opfyldelse af handleplanen, synliggøres for

borgeren og andre involverede.

Udarbejdelse af handleplaner efter § 141 har afgørende betydning for borgerens

retssikkerhed. Hvis der opstår tvivl om, hvorvidt den tildelte hjælp tilgodeser borgerens

behov og opfylder målsætningen for indsatsen efter § 81, vil handleplanen være et

væsentligt element i prøvelse heraf.

Udarbejdelse af handleplaner er også af væsentlig betydning for personalets

professionelle håndtering af borgeren, idet det af handleplanen for eksempel fremgår,

hvilke handlinger og metoder der forventes af medarbejderen. Denne beskrivelse sikrer,

at tilrettelæggelsen og udførelsen af hjælpen til borgeren ikke overlades til den enkelte

medarbejder, men gøres til genstand for en dialog. En dialog, hvor handlinger og

metoder i hjælpen til borgere med særlige behov fortsat drøftes på baggrund af etiske

overvejelser.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

For at undgå omsorgssvigt eller for at undgå, at det bliver nødvendigt at iværksætte

foranstaltninger som beskrevet i servicelovens kapitel 24, er det derfor vigtigt, at det

løbende vurderes, om hjælpen tilgodeser borgerens behov, eller om der bør foretages

justeringer i hjælpen.

Gennemgangen af handleplanerne i de konkrete borgersager viser, at nogle af de

udarbejdede handleplaner mest har karakter af journaloptegnelser, der beskriver et

foretaget indgreb, men ikke indeholder fremadrettede overvejelser i forhold til den

konkrete magtanvendelse.

Undersøgelsen viser imidlertid også eksempler på relevante og udførlige handleplaner i

overensstemmelse med formålet med at udarbejde handleplaner for gruppen af borgere,

der har været anvendt magt over for.

Eksempel på relevant handleplan

Sag nr. 82-84

Sagerne vedrører den samme borger, som i flere tilfælde forlader bostedet og går hjem

til sin tidligere bolig.

I den vedlagte handleplan på borgeren er borgers døgnrytme beskrevet, og hvor hun

typisk går hen, når hun forlader bostedet. Det giver personalet en mulighed for at

reagere på det. Det er desuden beskrevet, hvordan personalet skal følge borgerens

færden i stedet for at optrappe konflikter.

Ankestyrelsen vurderer, at handleplanen i de tre omtalte sager er relevante og i høj grad

beskriver overvejelser og pædagogiske metoder for at undgå magtanvendelse.

Handleplanen indeholder både en beskrivelse af borgers adfærdsmønster og giver

konkrete bud på, hvordan borgerens adfærd skal håndteres for at undgå

magtanvendelse.

9.3

Vurdering af anvendelsen af materielle betingelser

Udover de tværgående overordnede principper, der er fælles for alle bestemmelserne om

magtanvendelse, er der i hver enkelt bestemmelse fastsat specifikke materielle

betingelser for det konkrete indgreb. Kommunen skal således udover iagttagelsen af de

overordnede hensyn også vurdere, om de specifikke materielle betingelser for det

enkelte indgreb er opfyldt.

I dette afsnit gennemgås 23 sager om akut fastholdelse efter servicelovens § 126, fire

sager om godkendelse af tilbageholdelse efter servicelovens § 127, syv sager om

tilbageholdelse uden forudgående tilladelse efter servicelovens § 127, 19 sager om

godkendelse af brug af stofseler og endelig fire sager om magtanvendelse uden for

serviceloven, for eksempel nødret.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

9.3.1

Akut fastholdelse, servicelovens § 126

I forhold til akut fastholdelse efter servicelovens § 126 har Ankestyrelsen set på, hvilken

form for fastholdelse, der har været anvendt i det enkelte tilfælde.

I 61 procent af sagerne har der været tale om, at den akutte fastholdelse er sket ved ført

hånd, mens der i 26 procent af sagerne er sket anden form for fastholdelse. I ni procent

af sagerne om akut fastholdelse har fastholdelsen været ulovlig, mens det i fire procent

af sagerne ikke fremgår, hvilken form for fastholdelse, der har været anvendt.

Se tabel

9.16.

Tabel 9.16

Hvilken form for fastholdelse har været anvendt?

Antal

Ført hånd

Førergreb

Guidning

Ulovlig

Andet

Fremgår ikke

I alt

Procent

100

Note: Tabellen er baseret på målingen af de 23 sager, der vedrører akut fastholdelse efter servicelovens § 126.

I sager om akut fastholdelse efter servicelovens § 126 er det ansatte i tilbuddet, der på

kommunens vegne træffer den konkrete beslutning om indgrebet. Indgrebet skal

herefter registreres og indberettes i overensstemmelse med reglerne i

magtanvendelsesbekendtgørelsen og på baggrund heraf foretager kommunen en

vurdering af fastholdelsen.

I 91 procent af de konkrete borgersager om akut fastholdelse efter servicelovens § 126

har kommunen vurderet, at den akutte fastholdelse har været berettiget, mens det kun i

ni procent af sagerne (to sager) er vurderet, at fastholdelsen har været uberettiget,

tabel 9.17.

I de 2 sager (9 procent), hvor kommunen har vurderet den akutte fastholdelse

uberettiget, har kommunen ikke anvist alternativer til indgrebet.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Tabel 9.17

Vurderer kommunen, at fastholdelsen har været berettiget?

Antal

Nej

I alt

Procent

100

Note: Tabellen er baseret på målingen af de 23 sager, der vedrører akut fastholdelse efter servicelovens § 126.

De materielle betingelser for at anvende fysisk magt i form af at fastholde en person eller

føre personen til et andet opholdsrum er for det første, at der er nærliggende risiko for,

at vedkommende udsætter sig selv eller andre for at lide væsentlig personskade.

Dernæst skal forholdene i det enkelte tilfælde gøre det absolut påkrævet at gribe fysisk

ind ved at fastholde personen.

Servicelovens § 126

Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at anvende fysisk magt i form af at

fastholde en person eller føre denne til et andet opholdsrum, når

1) der er nærliggende risiko for, at personen udsætter sig selv eller andre for at lide

væsentlig personskade, og

2) forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet.

Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 24. juni 2005

Ankestyrelsen vurderer, at de specifikke betingelser for at fastholde borgeren i 61

procent af sagerne om akut fastholdelse (14 sager) ikke har været opfyldt. De resterende

39 procent (ni sager) har derimod opfyldt de materielle betingelser for akut fastholdelse

efter servicelovens § 126.

Se tabel 9.18.

Tabel 9.18

Ved sager om akut fastholdelse, jf. § 126, har de specifikke betingelser

herfor været opfyldt i den konkrete sag?

Antal

Nej

I alt

Procent

100

Note: Tabellen er baseret på målingen af de 23 sager om akut fastholdelse efter servicelovens § 126.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Årsagen til, at de materielle betingelser for akut at fastholde borgeren ikke har været

opfyldt har været begrundet i, at der ikke har været dokumenteret en nærliggende risiko

for væsentlig personskade, og/eller det ikke har været absolut påkrævet at fastholde

borgeren.

I en del af sagerne vedrørende akut fastholdelse har der været tale om, at borgeren

ønskede at forlade boligen. Ankestyrelsen vurderer, at i tilfælde, hvor det er borgerens

hensigt at forlade boligen, vil der ved indgreb fra personalets side være tale om en

tilbageholdelse uden forudgående tilladelse efter § 127. Kommunen skal derfor påpege

dette over for tilbuddet, og samtidigt vejlede tilbuddet om muligheden for at søge om

forudgående tilladelse til tilbageholdelse efter servicelovens § 127.

Det er dog samtidigt Ankestyrelsens vurdering, at i de tilfælde, hvor tilbageholdelsen

sker uden forudgående tilladelse, skal kommunen vurdere, om indgrebet alligevel har

været berettiget efter servicelovens § 126 om akut fastholdelse.

Nedenfor er både nævnt eksempler på en sag, hvor der ikke har været dokumenteret en

nærliggende risiko for væsentlig personskade, og det ikke har været absolut påkrævet at

fastholde borgeren (sag nr. 101) samt en sag, hvor indgrebet reelt er en tilbageholdelse

uden forudgående tilladelse (sag nr. 82-84).

Eksempler på sager, hvor betingelserne for akut fastholdelse ikke har været

opfyldt

Sag nr. 101

Sagen vedrører en situation, hvor borger går rundt og drikker af et glas. Personalet

beder borgeren om at aflevere glasset, hvilket afstedkommer, at borgeren slår et

personale på skulderen. Personalet griber derefter fat i borgerens arme og fører ham til

egen bolig, hvor personalet taler med borgeren om episoden og får borger til at falde til

ro.

Ankestyrelsen vurderer, at der ikke i sagen er beskrevet en nærliggende risiko for

væsentlig personskade på personalet eller andre, ligesom det ikke var absolut påkrævet

at gribe fysisk ind ved at fastholde borgeren.

Det er ikke tilstrækkeligt at have en formodning om, at borgeren vil foretage sig noget

yderligere, der kan udsætte andre for at lide væsentlig personskade.

Det er ikke godtgjort, at det har været absolut påkrævet at fastholde borgeren i

situationen. Fastholdelse kan ikke lovligt finde sted i tilfælde, hvor risikoen for

personskade kan afværges på andre og mindre indgribende måder. Et slag på skulderen

medfører ikke i sig selv en nærliggende risiko for væsentlig personskade.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Der er ikke i sagen beskrevet forsøg på at anvende pædagogiske tiltag ved for eksempel

at tale beroligende til borger og afvente, at borger herefter frivilligt afleverede glasset til

personalet. Personalet anvender først en pædagogisk tilgang efter foretagelsen af

indgrebet.

Sag nr. 82-84

Alle tre sager omhandler den samme borger, som ad flere omgange forlader bostedet for

at gå hjem til sin tidligere bolig. Personalet tager ud til den tidligere bolig for at hente

borger tilbage til bostedet. Botilbuddet indberetter alle indgrebene som foretaget efter

servicelovens § 126 om akut fastholdelse.

Det fremgår ikke af sagerne, at kommunen særskilt har taget stilling til

indberetningerne.

Ankestyrelsen vurderer, at der i de omhandlede tilfælde reelt er tale om tilbageholdelse

(tilbageførsel) uden forudgående tilladelse. Borger har forladt bostedet og skal

tilbageføres hertil. Kommunen skal derfor påpege dette over for tilbuddet, men samtidigt

vurdere, om indgrebet i den konkrete situation var berettiget efter servicelovens § 126

om akut fastholdelse.

Da kommunen ikke foretager en særskilt vurdering af indberetningerne, får tilbuddet ikke

den nødvendige vejledning om reglerne for magtanvendelse. Tilbuddet bliver således ikke

oplyst, om muligheden for at søge om tilladelse til at tilbageholde (tilbageføre) borgeren

til bostedet, og at tilbageholdelse uden forudgående tilladelse som udgangspunkt ikke er

lovligt efter serviceloven, medmindre det findes berettiget efter servicelovens § 126 om

akut fastholdelse.

Da der er tale om, at borger gentagne gange forlader bostedet, er en ansøgning om

tilladelse til tilbageholdelse (tilbageførsel) yderst relevant.

Eksempler på sager, hvor betingelserne for akut fastholdelse har været opfyldt

Sag nr. 64

Sagen vedrører en borger, der har stået foran en anden borgers stue og derefter bliver

fulgt væk. Borgeren går bagefter op i fællesrummet og er verbalt højtråbende og vred.

Personalet forholder sig til borgerens vrede ved at tale og lytte anerkendende og tilbyde

borgeren kaffe. Borgeren slår ud efter personalet og følges herefter ned til sin bolig. Få

minutter senere - efter personalet har forladt ham - ødelægger borgeren service og spejl

og kommer derefter igen til fællesrummet, hvor personalet finder ham i færd med at slå

en anden beboer, der er kørestolsbruger, i ryggen med et kosteskaft. Personalet

afvæbner borger, som retter sin vrede mod personalet og begynder at slå. Der tages fat

under hver arm på borger, og han føres til sin egen bolig.

Ankestyrelsen vurderer, at der i situationen har været nærliggende risiko for væsentlig

personskade på den anden beboer, og at det var absolut påkrævet at gribe fysisk ind ved

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

at fastholde borgeren. Borgeren begynder at slå en anden beboer i ryggen med et

kosteskaft, og at denne anden beboer er kørestolsbruger.

Personalet anvender i forløbet op til fastholdelsen flere pædagogisk metoder med henblik

på at få beroliget borgeren. Det er først da situationen eskalerer, at personalet anvender

magt over for borgeren.

Sag nr. 91

Sagen vedrører et tilfælde, hvor en borger har taget hårdt fat i anden beboer efter et

skænderi. En medarbejder kommer imellem og får medbeboer væk, hvorefter borger

tager hårdt fat i medarbejderen og rusker hende. En anden medarbejder tager borger i

hånden. Efter en kort samtale bliver borger vred og slår ud efter medarbejderen og

skubber hende ind i væggen. Medarbejderen holder kortvarigt fast i hans arme for at

afværge slag, og flytter sig efterfølgende væk fra borger.

Ankestyrelsen vurderer, at der i situationen har været nærliggende risiko for væsentlig

personskade på personalet, og at det var absolut påkrævet at gribe fysisk ind ved at

fastholde borgeren.

Borgeren beskrives vedvarende meget vred og fortsætter med at slå og skubbe

personalet ind i væggen. Personalet forsøger i forløbet op til fastholdelsen at tale med

borgeren og tager borger i hånden, og at det er først ved borgerens vedvarende

aggressivitet, at personalet griber ind med magt. Fastholdelsen beskrives som værende

kortvarigt, hvilket er i overensstemmelse med princippet om, at foretagne indgreb skal

foretages så skånsomt og kortvarigt som muligt.

Sag nr. 96

Sagen omhandler en borger, der bliver psykotisk og i den forbindelse udøver

selvskadende adfærd ved at slå hoved ned i gulv og vægge, hvorved han pådrager sig

sår. Personalet forsøger at tale borgeren til ro og guide ham. Da det ikke lykkes, trækker

personalet borgeren til egen lejlighed, hvor han fastholdes. Borgeren bliver rolig og

indvilliger i at lade sig indlægge. Det er beskrevet, at borgeren hele dagen har været

urolig, rastløs og bange, og at det er dette, der senere på dagen eskalerer. Borgeren

beskrives psykotisk og pådrager sig sår ved at slå sit hoved ned i gulv og på vægge.

Ankestyrelsen vurderer, at der i situationen har været nærliggende risiko for væsentlig

personskade på borgeren selv, og at det var absolut påkrævet at gribe fysisk ind ved at

fastholde borgeren.

Personalet forsøger i første omgang at tale borger til ro og guide ham, men det lykkes

ikke. Først herefter griber personalet til magt. Det indgår også i vurderingen, at borgeren

hele dagen har været urolig, rastløs og bange, men at personalet har været afventende

og forsøgt sig med andre tiltag end magt.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

9.3.2

Tilbageholdelse i boligen, servicelovens § 127

Ansøgningssager om tilbageholdelse i boligen

Kommunen kan give tilladelse til, at personalet på bostedet bruger fysisk magt i form af

fastholdelse af en borger for at forhindre borgeren i at forlade boligen eller for at føre

borgeren tilbage til boligen. Godkendelsen er for det første betinget af, at der er

nærliggende risiko for, at borgeren ved at forlade boligen udsætter sig selv eller andre

for at lide væsentlig personskade. Det er desuden en betingelse, at forholdene i det

enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet for at afværge denne risiko, at der anvendes

fysisk magt, så borgeren forhindres i at forlade boligen eller føres tilbage til boligen.

Endelig er det et krav, at lovens øvrige muligheder forgæves har været anvendt.

Serviceloven § 127

Under samme betingelser som i § 125, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen træffe

afgørelse om at anvende fysisk magt i form af at fastholde en person for at forhindre

denne i at forlade boligen eller for at føre denne tilbage til boligen.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om, for hvilken periode

tilbageholdelse i boligen kan anvendes, og skal løbende vurdere, om en mindre

indgribende foranstaltning kan anvendes.

Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 24. juni 2005

Ankestyrelsen har set på fire sager om godkendelse af tilbageholdelse i boligen efter

servicelovens § 127. Ankestyrelsens undersøgelse viser, at lige mange af de målte sager

vedrørende ansøgning om tilbageholdelse henholdsvis har opfyldt de materielle

betingelser og ikke opfyldt betingelserne i servicelovens § 127.

Se tabel 9.19.

Tabel 9.19

Ved sager om tilbageholdelse i boligen, jf. § 127, har de specifikke

betingelser herfor været opfyldt i den konkrete sag?

Antal

Nej

I alt

Procent

100

Note: Tabellen er baseret på de 4 sager, der omhandler godkendelse af tilbageholdelse efter § 127.

Efter servicelovens § 127, stk. 2, er det desuden et krav, at tilladelsen til tilbageholdelse

gives for en afgrænset periode, og at kommunen løbende skal vurdere, om en mindre

indgribende foranstaltning kan anvendes. Undersøgelsen viser, at kommunen i alle fire

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

ansøgningssager om tilbageholdelse i overensstemmelse med reglerne har givet

tilladelsen for en afgrænset periode.

Det fremgår imidlertid ikke af de fire sager, om kommunen løbende har vurderet, om en

mindre indgribende foranstaltning kunne anvendes. Kommunen har dog i størstedelen af

sagerne i afgørelsen vejledt bostedet om, at der skal følges op, således at anvendelsen af

magt begrænses mest muligt.

Eksempler på sager om godkendelse af tilbageholdelse i boligen

Sag nr. 47

Sagen omhandler en situation, hvor et botilbud søger om tilladelse til tilbageholdelse af

en borger, som beskrives som meget dørsøgende. Der har frem til ansøgningen været

anvendt forskellige alarmsystemer og GPS. Borgeren forlægger dog de forskellige

alarmsystemer og forstår ikke længere betydningen af dem. Borger har flere gange

forladt boligen uden ID på sig og i for let påklædning og er senere fundet ved stærkt

trafikerede veje. Tilbuddet beskriver de mange tiltag i forhold til borgeren for at undgå,

at borger forlader bolig, herunder også pædagogik, omsorg og pleje.

Ankestyrelsen vurderer, at betingelserne for at give tilladelse til tilbageholdelse er

opfyldte.

Borgeren forlader bostedet i for let påklædning og derved kan udsætte sig selv for

forfrysninger, og at borger derudover er fundet ved stærkt trafikerede veje, hvorved der

er nærliggende risiko for væsentlig personskade. Tilbuddet har desuden forsøgt sig med

lovens øvrige muligheder i form af alarmsystemer og personlig kontakt, pædagogik samt

omsorg og pleje.

Sag nr. 48

Sagen omhandler en dement kvinde, der er inficeret med en smittefarlig bakterie og ofte

går til fællesrummene i uhygiejnisk tilstand, hvorved hun udsætter andre borgere for

smitte.

Kommunen godkender bostedets ansøgning om tilladelse til tilbageholdelse

(tilbageførsel) til egen bolig.

Ankestyrelsen vurderer, at § 127 om tilbageholdelse (tilbageførsel) i boligen ikke er den

korrekte bestemmelse i den beskrevne situation.

Tilbageholdelsen (tilbageførslen) sker på bostedet fra egen bolig til fællesrum, og at der

ikke er tale om, at borgeren ønsker at forlade bostedet. Sagen burde i stedet have været

vurderet enten efter § 126 a om fastholdelse i personlig hygiejnesituationer eller § 126

om akut fastholdelse, hvis det ønskede indgreb ikke kan indeholdes i § 126 a.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Ankestyrelsen finder, at der ikke i servicelovens § 127 er hjemmel til en

forhåndsgodkendelse af at føre en borger til og fra forskellige dele af bostedet, men at

bestemmelsen er rettet mod dørsøgende borgere, der har til hensigt at forlade bostedet.

Ankestyrelsen henviser til principafgørelse C-14-08, hvor skærmning af en borger ved at

følge borger tilbage på egen stue ikke fandtes omfattet af reglerne i § 127 om

tilbageholdelse i boligen.

Tilbageholdelse i boligen uden forudgående tilladelse

Tilbageholdelse af en borger i boligen kræver en forudgående godkendelse af kommunen

efter § 127 i serviceloven. Magtanvendelse i form af tilbageholdelse uden forudgående

tilladelse er derfor som udgangspunkt ikke i overensstemmelse med reglerne om tilladte

former for indgreb i en borgers selvbestemmelsesret efter kapitel 24 i serviceloven.

Når der sker tilbageholdelse af en borger i boligen skal dette af tilbuddet altid indberettes

til kommunen, dvs. uanset om der er forudgående tilladelse eller ej. I forbindelse med

tilbageholdelse uden forudgående tilladelse kan kommunen herved blive orienteret om

indgrebet og vejlede bostedet om reglerne for magtanvendelse, herunder om muligheden

for at søge om tilladelse til at tilbageholde en borger i boligen.

Da der er tale om, at borgeren bliver fastholdt, skal kommunen imidlertid også vurdere

det foretagne indgreb efter servicelovens § 126 om akut fastholdelse. Kommunen skal

vurdere, om indgrebet har været berettiget efter denne bestemmelse, selvom der reelt

har været tale om en tilbageholdelse uden forudgående tilladelse. Der er således også i

disse situationer tale om, at ansatte i tilbuddet ved sin indgriben, træffer beslutningen

om anvendelsen af magt over for borgeren. Der er således i praksis truffet en afgørelse

over for borgeren i øjeblikket.

Undersøgelsen af kommunernes formelle håndtering af de akutte indgreb viser, at det er

forskelligt fra kommune til kommune, om der alene sker en vurdering af det akutte

indgreb, eller om kommunen over for borgeren træffer en egentlig afgørelse om det

foretagne akutte indgreb.

Ankestyrelsen finder det hensigtsmæssigt, at borgeren og/eller dennes pårørende/værge

under alle omstændigheder bliver orienteret om kommunens vurdering af det akutte

indgreb, der er blevet foretaget af personalet.

Som det fremgår af tabel 9.2 vurderer Ankestyrelsen, at seks af de målte syv sager om

tilbageholdelse i boligen uden forudgående tilladelse samlet set ikke har været rigtige.

Det skyldes i størstedelen af sagerne, at kommunen har vurderet indgrebet efter den

forkerte bestemmelse. I sager, hvor der ikke har været tale om, at borgeren ønskede at

forlade bostedet eller skulle føres tilbage til bostedet, har kommunen i de fleste tilfælde

vurderet sagen efter § 127 om tilbageholdelse og ikke efter § 126 om akut fastholdelse.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Ankestyrelsen har i principafgørelse C-14-08 fastslået, at i tilfælde, hvor der sker

skærmning på bostedet, herunder ved at følge en borger tilbage på egen stue, skal

servicelovens bestemmelse om fastholdelse anvendes. Situationen er derimod ikke

omfattet af bestemmelsen om tilbageholdelse i boligen.

I en enkelt af de seks sager låser personalet borgeren inde på eget værelse i ti minutter,

hvilket ikke er lovlig magtanvendelse. Kommunen vurderer fejlagtigt i denne situation, at

betingelserne for tilbageholdelse efter servicelovens § 127 er opfyldt.

Der henvises til Ankestyrelsens principafgørelse C-59-05, hvor kommunen havde låst en

beboer inde på et værelse. Ankestyrelsen udtalte, at en kommunes beslutning om at låse

en voksen person inde på sit værelse ikke kunne anses for omfattet af servicelovens

regler om magtanvendelse.

Da tilbageholdelse uden forudgående tilladelse som udgangspunkt ikke er lovlig

magtanvendelse efter serviceloven, er det kommunens opgave at påpege det over for

botilbuddet, når indgrebet indberettes. Indgrebet kan dog vise sig berettiget efter

reglerne om akut fastholdelse i servicelovens § 126.

Eksempler på sager om tilbageholdelse uden forudgående tilladelse

Sag nr. 102

Sagen vedrører en situation, hvor en borger er plagende i forhold til at få mad og drikke.

Borgeren begynder i den forbindelse at skubbe og prikke til personalet, som uden held

forsøger at grænsesætte borgeren. Da personalet ser påvirkning hos de øvrige beboere,

bliver borgeren med en hånd i ryggen ført ind i egen bolig. Bostedet indberetter

indgrebet efter § 126 om fastholdelse, men kommunen vurderer sagen efter § 127 om

tilbageholdelse og anser magtanvendelsen som retmæssigt foretaget.

Ankestyrelsen vurderer, at det indberettede indgreb ikke er omfattet af servicelovens §

127 om tilbageholdelse i boligen, da der ikke er tale om, at borger ønsker at forlade

bostedet, men at borger føres fra fællesrum til egen lejlighed. I overensstemmelse med

Ankestyrelsens principafgørelse C-14-08 burde kommunen således have vurderet sagen

efter § 126 om akut fastholdelse.

Sag nr. 28

Efter en situation, hvor borger har haft forladt bostedet, og er blevet ført tilbage, låser

personalet døren i ti minutter for at forhindre, at borger igen forlader bostedet.

Kommunen vurderer, at betingelserne i § 127 var til stede, og tager indberetningen til

efterretning.

Ankestyrelsen vurderer derimod, at betingelserne for tilbageholdelse efter § 127 ikke er

opfyldte. Personalet låser døren og derved foretager en frihedsberøvelse af borgeren.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Frihedsberøvelse er ikke et tilladt indgreb efter serviceloven og indgrebet kan derfor ikke

vurderes retmæssigt.

9.3.3

Stofseler, servicelovens § 128

Berettigelsen af at anvende stofseler over for en borger er betinget af, at formålet er at

hindre fald, og at der er nærliggende risiko for, at personen udsætter sig selv for at lide

væsentlig personskade. Forholdene i det enkelte tilfælde skal endvidere gøre det absolut

påkrævet at anvende stofselen.

Servicelovens § 128, stk. 1

Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at anvende fastspænding med

stofseler til kørestol eller andet hjælpemiddel, seng, stol eller toilet for at hindre fald,

når der er nærliggende risiko for, at en person udsætter sig selv for at lide væsentlig

personskade, og forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet.

…

Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 24. juni 2005

Ankestyrelsens undersøgelse viser, at de materielle betingelser for godkendelse af brug

af stofsele i 53 procent af sagerne (10 sager) har været opfyldt, mens dette ikke har

været tilfældet i 47 procent af sagerne (9 sager).

Se tabel 9.20.

Tabel 9.20

Ved sager om stofseler, jf. § 128, har de specifikke betingelser herfor været

opfyldt i den konkrete sag?

Antal

Nej

I alt

Procent

100

Note: Tabellen er baseret på målingen af de 19 sager, der vedrører godkendelse af brug af stofsele.

Nærliggende risiko for væsentlig personskade

Ankestyrelsens undersøgelse af sagerne om stofseler viser, at der i over halvdelen af

sagerne (10 sager) ikke er godtgjort en nærliggende risiko for væsentlig personskade.

Beskyttelsesmidler i form af fastspænding med stofseler for at forhindre fald kan alene

anvendes, når der er nærliggende risiko for, at borgeren udsætter sig selv for at lide

væsentlig personskade.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Det er ikke tilstrækkeligt at have en formodning om, at den pågældende kan komme til

at foretage sig noget, der kan medføre, at han eller hun udsætter sig selv for at lide

væsentlig personskade. Der skal derimod foreligge en konkret viden om, at den

pågældende enten ofte har forsøgt at udføre handlinger, der kan indebære en risiko for

fald og deraf følgende personskade, eller ofte plages af kramper, spasmer og lignende,

som medfører risiko for væsentlig personskade.

Væsentlig personskade kan blandt andet være brækkede lemmer, kraniebrud,

hjernerystelse, tabte eller løse tænder m.v. Derimod kan for eksempel en mindre

forstuvning i denne sammenhæng ikke opfattes som væsentlig personskade. Den

væsentlige personskade skal dog individuelt vurderes ud fra den pågældendes

helbredstilstand.

I principafgørelsen 57-10 fandt Ankestyrelsen betingelserne for anvendelse af stofsele

over for en kvinde opfyldt så længe et brud på hendes ben skulle hele. Begrundelsen var,

at kvindens psykiske udviklingsniveau var stærkt nedsat, og at hun desuden led af

epileptiske anfald. Kvinden havde ikke forståelse for, at hun ikke måtte støtte på det

brækkede ben, og der var risiko for, at hun i forbindelse med fald kunne få nye brud.

Ankestyrelsens sagsgennemgang viser endvidere, at det i en stor del af sagerne ligeledes

ikke er godtgjort, at andre mindre indgribende tiltag end fastspænding med stofseler er

muligt. Det følger af mindsteindgrebsprincippet, at beskyttelsesmidler ikke lovligt kan

anvendes, hvis risikoen kan afværges ved brug af andre og mindre indgribende metoder.

Der vil være borgere, for hvem en bedring af den fysiske funktionsevne ikke kan

forventes. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på mulighederne for at indrette

omgivelserne sådan, at fald kan hindres på mindre indgribende måder. Dette gælder

naturligvis også for de borgere, for hvem behovet herfor kan mindskes.

En borger med dårlig balanceevne og delvise lammelser eller hyppige spasmer kan for

eksempel forhindres i at falde ned fra stol, seng eller toilet ved at anbringe gelændere,

sengehest, eller madras tæt ved gulvet.

For borgere med eksempelvis stærkt nedsat muskelkraft, som ikke kan rette kroppen ud,

og derfor sidder dårligt i en stol, kan det i nogle tilfælde være nødvendigt at bruge

stofseler for, at disse borgere overhovedet kan sidde i en kørestol uden risiko for at falde

ud, og dermed komme til skade.

Der skal således være tale om en konkret risiko for personskade, som det ikke er

lykkedes at afværge ad mindre indgribende veje, og som det af hensyn til at undgå

væsentlig personskade, er nødvendigt at forhindre.

Det er endvidere væsentligt at bemærke, at anvendelsen af stofseler kun kan bruges til

at hindre fald og ikke til at skabe tryghed eller berolige en aggressiv borger.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

I principafgørelse C-36-00 fandt Ankestyrelsen det således ikke godtgjort, at

anvendelsen af stofseler var absolut påkrævet for at hindre fald. Ankestyrelsen lagde i

sagen vægt på, at stor motorisk uro, fysisk og verbal aggressivitet og et behov for hvile

ikke i sig selv var tilstrækkeligt til at anse betingelserne for opfyldt. Fastspænding med

stofseler kan alene anvendes for at hindre fald og ikke for at begrænse en persons

mobilitet ved for eksempel utryghed, aggressivitet, hvileløs omvandring og træthed.

Det har ikke været muligt for Ankestyrelsen i gennemgangen af de konkrete borgersager

at vurdere omfanget af anvendelsen af beskyttelsesmidler og de nærmere rammer for

anvendelsen på tilbuddene. Ankestyrelsen har således ikke i sagsgennemgangen kunnet

måle den tidsmæssige varighed af et indgreb med brug af stofsele eller tilbuddenes

eventuelle retningslinjer for tilsyn med borgere i stofsele.

Eksempel på sag om godkendelse af brug af stofseler, hvor det ikke er

godtgjort, at der foreligger nærliggende risiko

Sag nr. 30

Sagen vedrører ansøgning om tilladelse til anvendelse af stofsele om natten til en borger

med en demenstype, der medfører særlig aggressiv adfærd. Borgeren er ikke bevidst

om, at han ingen ståfunktion har. Borgeren har en fast vagt døgnet rundt. Det oplyses

videre, at hvis borger ikke har bælte om natten, prøver han hele tiden at stå op med

utallige fald til følge.

Kommunen godkender ansøgningen, men anfører, at stofselen alene kan anvendes til at

forhindre fald, og at bostedet i løbet af de tre måneder, der gives tilladelse til, skal

afprøve forskellige alternativer til anvendelse af stofsele, herunder også, at han ligger

uden blødt bælte, hvor personalet skal observere og dokumentere deres observationer.

Ankestyrelsen vurderer, at betingelserne for at godkende anvendelse af stofsele om

natten til borger ikke er opfyldt, da det ikke er godtgjort, at der er nærliggende risiko for

væsentlig personskade, og at det er absolut påkrævet at anvende stofsele hele natten.

Oplysningerne, om at borger hele tiden står op og har utallige fald, står ikke beskrevet i

den omfattende journal. Det beskrevne i journalarkene indikerer, at stofselen primært

tjener som tryghed og dernæst for at forhindre fald. Der er ligeledes ikke beskrevet

situationer op til ansøgningstidspunktet, hvoraf det kan ses, at der er nærliggende risiko

for væsentlig personskade. Desuden har borgeren en fast vagt, og der ikke ses at være

afprøvet alternativer i form af for eksempel at berolige borger, når han har været urolig

om natten. Det fremgår ikke af journalnotaterne, at personalet har observeret, hvordan

borger sover, og om stofselen kan undgås.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Eksempel på sag om godkendelse af brug af stofseler, hvor det er godtgjort, at

der foreligger nærliggende risiko

Sag nr. 42

Et bosted søger om tilladelse til anvendelse af blød sele til en borger til brug for

kørestolen. Det fremgår af sagen, at borger er svært dement og ude af stand til at stå og

gå alene, og at han flere gange er faldet, når han har rejst sig fra kørestolen. Personalet

har forsøgt sig med andre tiltag, blandt andet kørt borgerens kørestol helt ind til bordet

samt imødekommet borgerens ønsker om at stå op, hvor borgeren støttes under begge

arme med kørestolen lige bagved.

Ankestyrelsen vurderer i, at betingelserne for at give tilladelse til anvendelse af stofsele

er opfyldte i den konkrete sag.

Bostedet har godtgjort en nærliggende risiko for væsentlig personskade på grund af

hyppige fald, og personalet har forsøgt at anvende mindre indgribende foranstaltninger.

Kommunen anfører i sin afgørelse, at tilladelsen alene gælder, når personalet vurderer,

at det er absolut nødvendigt for at undgå omsorgssvigt og væsentlig personskade med

fald fra stolen. Kommunen anfører desuden, at personalet fortsat skal arbejde på at

undgå magtanvendelse og brug af blød stofsele, og anvendelsen af selen løbende skal

evalueres.

Godkendelse for tidsbegrænset periode

På tilsvarende vis som ved godkendelse af tilbageholdelse efter § 127 er det efter § 128,

stk. 2, desuden et krav, at tilladelsen til brug af stofsele gives for en afgrænset periode,

og at kommunen løbende skal vurdere, om en mindre indgribende foranstaltning kan

anvendes.

Servicelovens § 128, stk. 2

…

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om, for hvilken periode de

beskyttelsesmidler, som er omfattet af stk. 1, kan anvendes, og skal løbende

vurdere, om en mindre indgribende foranstaltning kan anvendes.

Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 24. juni 2005

Undersøgelsen viser, at kommunen i 79 procent af sagerne (15 af de i alt 19

ansøgningssager om brug af beskyttelsesmidler) har givet tilladelsen for en afgrænset

periode. I de resterende 4 sager har kommunen for eksempel blot i afgørelsen anført, at

selen skal revurderes månedligt af bostedet, eller at bostedet skal afvente lægernes

vurdering.

Se tabel 9.21.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Tabel 9.21

Har kommunen i sin afgørelse om tilladelse af brug af stofseler, jf. § 128,

givet denne tilladelse for en afgrænset periode, jf. § 128, stk. 2?

Antal

Nej

I alt

Procent

100

Note: Tabellen er baseret på målingen af de 19 sager, der vedrører godkendelse af brug af stofsele.

Ankestyrelsen kan ikke de fleste sager om godkendelse af stofseler se, om kommunen

løbende har vurderet, om en mindre indgribende foranstaltning kunne anvendes.

tabel 9.22.

Kommunen har dog i de fleste sager i afgørelsen vejledt bostedet om, at der

skal følges op, således at anvendelsen af magt begrænses mest muligt.

Tabel 9.22

Har kommunen løbende vurderet, om en mindre indgribende foranstaltning

kunne avendes?

Antal

Nej

Fremgår ikke

I alt

Procent

100

Note: Tabellen er baseret på de 15 sager, hvor kommunen har givet tilladelsen til brug af stofseler for en afgrænset periode.

9.3.4

Magtanvendelse uden for serviceloven

De konkrete borgersager vedrørende magtanvendelse uden for serviceloven vedrører i

tre af sagerne sundhedsmæssig behandling, mens den sidste sag omhandler nødret.

Tilfælde af anvendelse af magt, der ikke er indeholdt i de tilladte indgreb efter kapitel 24

i serviceloven, skal indberettes til kommunen på lige fod med indgreb efter serviceloven.

Kommunen kan derved blive orienteret om omfanget af anvendelse af magt uden for

serviceloven på bostederne og samtidigt vejlede bostederne om reglerne for

magtanvendelse.

Nødret

I sagen vedrørende nødret vurderer Ankestyrelsen, at betingelserne herfor var opfyldt i

den konkrete sag. Betingelserne for nødret fremgår af straffelovens § 14, hvorefter en

ellers strafbar handling kan være straffri, når den er nødvendig for at afværge truende

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

skade på person eller gods, og lovovertrædelsen må anses for at være af forholdsvis

underordnet betydning. Bestemmelsen finder anvendelse ved for eksempel legemsskade.

Det er vigtigt at bemærke, at der ved nødret er tale om ekstraordinær hjemmel til brug i

ekstraordinære situationer. Bestemmelserne kan derfor ikke anvendes som

hjemmelsgrundlag for at foretage jævnligt forekommende tvangsmæssige indgreb.

Nødværge og nødret kan kun anvendes som hjemmel til handlinger af forsvarsmæssig

karakter og kan ikke anvendes som hjemmel til at foretage aktive handlinger, der ikke er

strengt nødvendige for at værne om beskyttede retsgoder.

Sagen om nødret

Sag nr. 57

Sagen omhandler en situation, hvor borger har spist en julestjerne med jord. Personalet

anvender i den forbindelse magt til at åbne munden på borger og tage blomst og jord ud

af munden. Borger protesterer og bider personalet. Borger er på grund af sin demens

ikke i stand til selv at spytte ud.

Ankestyrelsen vurderer i lighed med kommunen, at magtanvendelsen var nødvendig, og

opfyldte betingelserne for lovlig nødret, da indgrebet blev foretaget for at forhindre, at

borger blev kvalt eller forgiftet. Det var ikke i situationen muligt for personalet at benytte

sig af mindre indgribende metoder.

Sundhedsmæssig behandling

I de tre målte konkrete borgersager, hvor der er sket sundhedsmæssig behandling, har

kommunen ikke inddraget fagpersonale. Kommunen har dog i alle tre tilfælde vurderet

sagen korrekt.

Kommunen har i to af sagerne vejledt bostedet om adgangen til sundhedsmæssig

behandling og anført, at tvangsmedicinering er ulovlig, medmindre der er tale om en

akut livstruende situation. I de konkrete to sager har kommunen ikke fundet det muligt

at vurdere, hvorvidt der var tale om en akut livstruende situation. I den tredje sag

vurderer kommunen sagen på baggrund af indberetning og følgebrev fra

demensvidenperson og demensfaglig rådgiver.

Eksempel på sag om sundhedsmæssig behandling

Sag nr. 32

Sagen vedrører en situation, hvor borger er meget dørsøgende og pludseligt forlader

plejecentret. Personalet finder borgeren og hjælper ham tilbage til plejecentret. Borger

opleves vred og truende, og personalet vælger at fastholde ham i sengen, mens han

gives en injektion.

Ankestyrelsen vurderer som kommunen, at det falder uden for reglerne om

magtanvendelse at give injektioner mod en borgers vilje. Tvangsmæssig

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

sundhedsmæssig behandling er som udgangspunkt ulovlig, medmindre der er tale om en

akut livstruende situation.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

10 Formel vurdering

10.1 Særlige formalitetskrav

10.1.1 Registrering og indberetning

Hver gang, der iværksættes indgreb i den personlige frihed, skal indgrebet registreres og

indberettes til kommunalbestyrelsen eller regionsrådet efter servicelovens § 136, stk. 1,

og magtanvendelsesbekendtgørelsens § 9.

Magtanvendelsesbekendtgørelsens § 9

Registrering efter servicelovens § 136 skal foretages af tilbuddet på et af de særlige

indberetningsskemaer, som kan findes på Socialstyrelsens hjemmeside, jf. dog stk.

2. Tilbuddet skal sende det udfyldte skema til den kommunalbestyrelse, der har

ansvaret for borgerens ophold i tilbuddet, jf. §§ 9 og 9b i lov om retssikkerhed og

administration på det sociale område og til kommunalbestyrelsen i den kommune,

der fører det driftsorienterede tilsyn med tilbuddet, jf. § 148 a i lov om social service

eller § 2 i lov om socialtilsyn. Har den borger, som indberetningen vedrører, ophold i

et regionalt eller kommunalt botilbud, skal tilbuddet desuden orientere den

kommunale eller regionale driftsherre om magtanvendelsen.

...

Stk. 3. Den kommunalbestyrelse, der er ansvarlig for borgerens ophold i tilbuddet,

jf. §§ 9 og 9b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område,

vurderer om indberetningen giver anledning til bemærkninger eller til ændringer i

kommunalbestyrelsens afgørelser om borgerens forhold, jf. kommunalbestyrelsens

forpligtigelse i medfør af § 148 i lov om social service.

…

Kilde: Bekendtgørelse nr. 392 af 23. april 2014 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne

samt om særlige sikkerhedsforanstaltninger for voksne og modtagepligt i boformer efter serviceloven

Registrering af magtanvendelse, som der ikke er givet tilladelse til og akut fastholdelse

efter servicelovens § 126, skal ske straks og senest dagen efter indgrebet, jf.

magtanvendelsesbekendtgørelsens § 10. Denne gruppe omfatter for eksempel tilfælde,

hvor der foretages indgreb, selvom kommunalbestyrelsen ikke har truffet afgørelse efter

servicelovens §§ 127 og 128, eller det kan være indgreb foretaget som led i nødret, akut

iværksatte indgreb, samt al anden magtanvendelse.

Disse indgreb skal indberettes straks og senest på 3. dagen efter iværksættelsen. For

registreringer og indberetninger efter servicelovens § 126 gælder dog, at indberetning af

iværksatte foranstaltninger skal ske en gang om måneden.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

Magtanvendelsesbekendtgørelsens § 10

I tilfælde, hvor der sker overtrædelse af reglerne, i tilfælde, hvor der ikke foreligger

beslutning om fortsat magtanvendelse, eller tilfælde, hvor indgreb er foretaget som

led i nødværge eller nødret, skal registrering foretages straks og senest dagen efter,

at foranstaltningen er sat i værk.

Stk. 2. Registrerede foranstaltninger efter stk. 1 indberettes straks og senest på 3.

dagen efter reglerne i § 9.

Kilde: Bekendtgørelse nr. 392 af 23. april 2014 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne

samt om særlige sikkerhedsforanstaltninger for voksne og modtagepligt i boformer efter serviceloven

På baggrund af indberetningerne vurderer den kommune, der er ansvarlig for borgerens

ophold i tilbuddet, om indberetningen giver anledning til bemærkninger eller ændringer i

kommunalbestyrelsens afgørelse om borgerens forhold. Den kommune, der fører det

driftsorienterede tilsyn, vurderer om indberetningerne om magtanvendelse giver

anledning til tilsynsmæssige overvejelser. Der udarbejdes en årlig beretning over

magtanvendelsen, som forelægges for kommunalbestyrelsen eller regionsrådet årligt, jf.

bekendtgørelsens § 14.

Magtanvendelsesbekendtgørelsens § 14

Kommunalbestyrelsen følger udviklingen i anvendelsen af magt og andre indgreb i

den personlige frihed over for de borgere, som kommunalbestyrelsen er ansvarlige

for, jf. §§ 9 og 9b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område,

med henblik på en vurdering af behovet for opfølgning.

Stk. 2. Beretning forelægges årligt kommunalbestyrelsen.

Kilde: Bekendtgørelse nr. 392 af 23. april 2014 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne

samt om særlige sikkerhedsforanstaltninger for voksne og modtagepligt i boformer efter serviceloven

Da magtanvendelse er en undtagelse, er det væsentligt, at der løbende er bevågenhed

om disse forhold, og at der er en dialog mellem kommunalbestyrelsen og

brugerorganisationer og de kommunale ældreråd, handicapråd og pårørende.

Ankestyrelsen har undersøgt, om tilbuddet har registreret de foretagne indgreb i

overensstemmelse med reglerne ovenfor. Ankestyrelsens undersøgelse viser, at bostedet

i 62 procent af de relevante sager (21 sager) ikke har registreret indgrebet i

overensstemmelse med reglerne i magtanvendelsesbekendtgørelsen. I 26 procent af

sagerne (ni sager) er indgrebet registreret rettidigt, mens det i 12 procent af sagerne

(fire sager) ikke fremgår, hvornår der er sket registrering.

Se tabel 10.1.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

100

Tabel 10.1

Har tilbuddet registreret indgrebet rettidigt?

Antal

Nej

Fremgår ikke

I alt

Procent

100

Note: Tabellen er baseret på målingen af de 34 sager, der vedrører akut fastholdelse efter § 126, tilbageholdelse uden

forudgående tilladelse efter § 127 og magtanvendelse uden for serviceloven. På grund af afrundinger summer tabellen ikke til

100 procent.

I mange af de tilfælde, hvor Ankestyrelsen har vurderet, at registreringen ikke er sket

rettidig, er der taget udgangspunkt i den dato, der er anført på indberetningsskemaet.

Ankestyrelsen kan imidlertid ikke udelukke, at det plejepersonale, der har udført

magtanvendelsen, på et tidligere tidspunkt skriftligt har noteret indgrebet ned. Det har

dog i de fleste sager ikke været muligt at se, og det er derfor datoen på

indberetningsskemaet, der har været afgørende for målingen.

Ankestyrelsen vurderer, at det er væsentligt, at kommunen i højere grad påser, at

registreringen er sket i overensstemmelse med reglerne herom. Der er i lovgivningen

fastsat eksakte og korte frister for registreringer, da det er vigtigt, at alle

omstændigheder omkring et indgreb noteres så præcist ned som muligt. Hvis der går for

lang tid mellem magtanvendelsen og registreringen, er der risiko for, at vigtige detaljer

omkring indgrebet går tabt. Det kan medføre en forkert bedømmelse af indgrebet og

forringer muligheden for fremadrettet at forebygge anvendelsen af magt.

Ankestyrelsen har også undersøgt i sagerne, om bostedet har indberettet indgrebet

rettidigt. Ankestyrelsens undersøgelse viser, at bostedet i 44 procent af sagerne (15

sager) har indberettet magtanvendelsen i overensstemmelse med reglerne. I 24 procent

af sagerne (otte sager) har dette ikke været tilfældet, mens det i 32 procent af sagerne

(11 sager) ikke af sagen er fremgået, hvornår indberetningen til kommunen er sket.

tabel 10.2.

Bostederne indberetter altså i langt de fleste tilfælde de foretagne

magtanvendelser rettidigt til kommunen.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

101

Tabel 10.2

Har tilbuddet indberettet indgrebet rettidigt?

Antal

Nej

Fremgår ikke

I alt

Procent

100

Note: Tabellen er baseret på målingen af de 34 sager, der vedrører akut fastholdelse efter § 126, tilbageholdelse uden

forudgående tilladelse efter § 127 og magtanvendelse uden for serviceloven.

10.1.2 Formalitetskrav ved sager om tilbageholdelse og

beskyttelsesmidler

I sager, hvor kommunen efter ansøgning fra bostedet, skal træffe afgørelse om tilladelse

til tilbageholdelse efter servicelovens § 127 eller brug af beskyttelsesmidler efter

servicelovens § 128, gælder der særlige formalitetskrav efter servicelovens § 130.

Ansøgningssagerne efter servicelovens §§ 127 og 128 adskiller sig endvidere fra de

akutte indgreb ved, at kommunen skal træffe en egentlig afgørelse. Ved de akutte

indgreb er der derimod tale om, at kommunen foretager en vurdering af personalets

beslutning om at foretage en akut magtanvendelse. Afgørelsen om et akut indgreb er

truffet af ansatte i tilbuddet.

Konkret afgørelse fra kommunen

Ankestyrelsen har derfor i ansøgningssagerne efter servicelovens §§ 127 og 128

undersøgt, om kommunen har truffet en konkret afgørelse. Undersøgelsen viser, at

kommunen i næsten samtlige sager – 91 procent (22 ud af i alt 23 sager) – har truffet en

konkret afgørelse.

Se tabel 10.3.

I den ene sag, hvor kommunen ikke har truffet en

konkret afgørelse, har kommunen blot underskrevet bostedets ansøgning om tilladelse til

brug af stofsele.

Tabel 10.3

Har kommunen i sager om §§ 127 og 128 truffet en konkret afgørelse?

Antal

Nej

I alt

Procent

100

Note: Tabellen er baseret på målingen af de 23 sager, der vedrører godkendelse af tilbageholdelse efter § 127 og godkendelse

af brug af stofsele efter § 128.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

102

Særlige krav til grundlaget for kommunens afgørelse

I servicelovens § 130 er der fastsat en række særlige krav til grundlaget for kommunens

afgørelser efter blandt andet servicelovens §§ 127 og 128. Der skal således foreligge

faglig dokumentation for borgerens nedsatte funktionsevne og oplysninger om den

socialpædagogiske hjælp og pleje, der har været iværksat forud for kommunens

påtænkte afgørelse. Der skal desuden foreligge oplysninger om den forventede periode

for foranstaltningen og endelig den pårørendes eller eventuelt værges bemærkninger til

det påtænkte indgreb.

Servicelovens § 130

Som grundlag for kommunalbestyrelsens afgørelser efter §§ 125, 126 a, 127 og 128

skal der foreligge

1) den nødvendige faglige dokumentation for den nedsatte funktionsevne,

2) oplysninger om den socialpædagogiske hjælp og pleje efter kapitel 16, der har

været iværksat før den påtænkte afgørelse om iværksættelse af foranstaltningerne,

3) oplysninger om den forventede periode, i hvilken foranstaltningerne vil være

nødvendige, og

4) pårørendes og en eventuel værges bemærkninger til de påtænkte

foranstaltninger.

Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 24. juni 2005

I medfør af servicelovens § 124 a, er det en generel betingelse for at iværksætte

foranstaltninger efter kapitel 24 i serviceloven, at der foreligger den fornødne faglige

dokumentation for den nedsatte psykiske funktionsevne.

Når der i servicelovens§ 130 stilles krav om, at der som grundlag for

kommunalbestyrelsens afgørelse skal foreligge en redegørelse for den nødvendige faglige

dokumentation for den nedsatte funktionsevne, er det derfor ensbetydende med, at der i

grundlaget for afgørelsen ikke blot kan anføres en diagnose eller lignende. Der skal gives

en fyldestgørende redegørelse for den pågældendes nedsatte psykiske funktionsevne.

Magtanvendelsesreglerne bygger på princippet om, at socialpædagogiske virkemidler og

omsorgs- og plejemæssig indsats går forud for enhver form for tvang. Det er derfor en

generel betingelse, at målet altid skal søges nået gennem frivillighed, forinden der

skrides til tvangsmæssige foranstaltninger. Som grundlag for kommunalbestyrelsens

afgørelse skal der således foreligge en redegørelse for den indsats, der har været

iværksat med henblik på at afhjælpe følgerne af den nedsatte psykiske funktionsevne og

den indsats, der har været ydet med henblik på at undgå brugen af tvang.

I servicelovens § 127, stk. 2, og § 128, stk. 2, er der allerede stillet krav om, at der i

forbindelse med iværksættelsen af disse foranstaltninger fastsættes en periode, inden for

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

103

hvilken det forventes at være nødvendigt at anvende foranstaltningen. Dette krav er

således gentaget i servicelovens § 130.

Borgerens egne bemærkninger til sagen følger reglerne i forvaltningsloven, hvorefter

den, der er part i en sag, altid har ret til at udtale sig, jf. forvaltningslovens § 21.

For at sikre den bedst mulige indsats er der desuden stillet krav om, at der som grundlag

for kommunalbestyrelsens afgørelse skal foreligge en redegørelse for bemærkningerne

fra personer med et nærmere kendskab til den pågældende om de påtænkte

foranstaltninger. Det kan for eksempel være ægtefællen, pårørende, nære bekendte eller

en værge.

Ankestyrelsens undersøgelse viser, at de særlige krav til grundlaget for kommunens

afgørelse i langt de fleste sager er overholdt. I 70 procent af sagerne (16 sager) er

betingelserne i servicelovens § 130 i nogen eller i høj grad opfyldt, mens det i 26 procent

af sagerne (seks sager) i ringe grad har været opfyldt. Kun i én enkelt sag har de særlige

formelle krav til kommunens afgørelse ikke været iagttaget. Der var i denne ene sag tale

om, at kommunen blot havde underskrevet bostedets ansøgning.

Se tabel 10.4.

Tabel 10.4

Ved sager om §§ 127 og 128 er betingelserne i § 130, da opfyldt?

Antal

I høj grad

I nogen grad

I ringe grad

Nej

I alt

Procent

100

Note: Tabellen er baseret på målingen af de 23 sager, der vedrører godkendelse af tilbageholdelse efter § 127 og godkendelse

af brug af stofsele efter § 128.

I en del af sagerne har kommunen kun iagttaget nogle af de særlige formalitetskrav, og

ikke dem alle. I visse tilfælde har for eksempel de pårørende været underrettet, men de

pårørendes bemærkninger til den påtænkte foranstaltning er ikke fremgået af sagen. I

andre tilfælde har der manglet oplysninger om den socialpædagogiske hjælp og pleje,

der har været iværksat forud for ansøgningen om tilladelse til magtanvendelse.

Ankestyrelsen vurderer således, at kommunerne i et vist omfang overholder de særlige

formalitetskrav ved afgørelser efter servicelovens §§ 127 og 128, men at det ville være

hensigtsmæssigt med en øget opmærksomhed på dette punkt, således at beskrivelserne

i højere grad lever op til alle kravene i servicelovens § 130.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

104

10.2 Formelle regler i øvrigt

Forvaltningslovens regler for den formelle sagsbehandling gælder for alle dele af den

offentlige forvaltning i sager, hvori der bliver truffet afgørelse af en

forvaltningsmyndighed. Dette betyder, at forvaltningsloven også gælder ved afgørelser

om magtanvendelse. Udgangspunktet er derfor, at kommunen ved afgørelser om

magtanvendelse for eksempel skal opfylde forvaltningslovens krav til en begrundelse og

give klagevejledning til borgeren. Ved skriftlige afgørelser i ansøgningssager om

servicelovens §§ 127 og 128 fremgår det af forvaltningslovens §§ 23, 24 og 25.

Skriftlige afgørelser efter servicelovens §§ 127 og 128

Når kommunen behandler ansøgninger om tilladelse til brug af tilbageholdelse eller

stofseler efter servicelovens §§ 127 og 128, og på baggrund heraf udarbejder en skriftlig

afgørelse, gælder de sædvanlige regler i forvaltningsloven.

Det betyder, at kommunens afgørelse i henhold til forvaltningslovens § 22 skal være

ledsaget af en begrundelse, der skal opfylde begrundelseskravet i forvaltningslovens §

24.

Det betyder endvidere, at den skriftlige afgørelse skal være ledsaget af en

klagevejledning i henhold til forvaltningslovens § 25.

Akutte indgreb efter servicelovens § 126

Et akut indgreb er defineret ved, at de ansatte i tilbuddet på kommunens – som

myndighed – vegne træffer en afgørelse om at anvende magt over for borgeren, i det

øjeblik indgrebet foretages.

Sagerne om akutte indgreb efter servicelovens § 126 adskiller sig således fra andre sager

på det sociale område, da afgørelsen træffes i det øjeblik, det akutte indgreb foretages af

de ansatte i tilbuddet på kommunens vegne. Da afgørelsen træffes i øjeblikket ved selve

handlingen, er den ikke sket skriftlig. Forvaltningslovens krav i § 22 om at meddele

samtidig begrundelse gælder kun skriftlige afgørelser.

I sager om akut indgreb vil borgeren eller borgerens pårørende/værge kunne anmode

om en begrundelse for indgrebet, jf. forvaltningslovens § 23.

Et andet særligt forhold vedrørende sager om akutte indgreb efter servicelovens § 126

går på borgerens kendskab til afgørelsen om brug af magt og orientering herom til

eventuelle pårørende/værge.

Da afgørelsen ved akutte indgreb efter servicelovens § 126 træffes i det øjeblik, ansatte i

tilbuddet anvender magt, er borgeren i disse tilfælde per definition informeret om

afgørelsen.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

105

Ankestyrelsen vurderer imidlertid, at det er vigtigt for kommunen at være særlig

opmærksom på, at retssikkerheden for den persongruppe, der bliver udsat for et akut

indgreb efter servicelovens § 126, også skal varetages, selvom borgeren i mange tilfælde

ikke vil være i stand til at forstå informationen. Kommunen skal således sikre sig, at der

sker orientering af borgerens pårørende/værge, så de kan varetage borgerens interesser.

Efter forvaltningslovens § 25 skal afgørelser, som kan påklages til anden

forvaltningsmyndighed, når de meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om

klageadgang.

Det er dog Ankestyrelsens vurdering, at det ved akutte indgreb efter servicelovens §

126, som i sagens natur ikke er skriftlige, er god forvaltningsskik at orientere borgeren

eller dennes værge/pårørende om muligheden for at klage over afgørelsen om

magtanvendelse, da der er tale om en særdeles bebyrdende afgørelse.

Indgreb uden forudgående tilladelse efter servicelovens § 127

Der kan være tilfælde, hvor de ansatte tilbageholder en borger, uden at der foreligger en

tilladelse hertil efter servicelovens § 127. Der er i sådanne situationer som udgangspunkt

tale om et ulovligt indgreb.

Det er Ankestyrelsens opfattelse, at sådanne tilfælde endvidere bør bedømmes efter om

betingelserne for et akut indgreb efter servicelovens § 126 er til stede, da der akut

anvendes magt over for borgeren i form af fastholdelse. Hvis betingelserne i

servicelovens § 126 er til stede, er indgrebet berettiget efter denne bestemmelse.

Det betyder samtidigt, at den formelle procedure, der gælder ved servicelovens § 126,

også gælder for indgreb uden forudgående tilladelse efter servicelovens § 127.

Ankestyrelsen vurderer, at borgeren derfor kan klage over tilbageholdelsen uden

forudgående tilladelse i henhold til servicelovens § 133, stk. 1, og at kommunen skal give

klagevejledning til borgeren eller dennes værge/pårørende.

Information til borgeren om afgørelsen

Ankestyrelsen har i samtlige 57 sager undersøgt, om borgeren er blevet informeret om

kommunens afgørelse om magtanvendelse.

Undersøgelsen viser, at kommunen i 44 procent af sagerne (25 sager) har informeret

borgeren om afgørelsen, mens dette ikke er sket i tre procent af sagerne (to sager). I 53

procent af sagerne (30 sager) fremgår det ikke, om borgeren er blevet informeret om

afgørelsen. Denne gruppe sager dækker hovedsageligt de akutte indgreb.

Se tabel 10.5.

Ankestyrelsen har dog kunnet se i sagerne, at kommunen i nogle tilfælde har sendt sin

vurdering af et akut indgreb til borgeren og til pårørende.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

106

Tabel 10.5

Har kommunen/tilbuddet informeret borgeren om afgørelsen?

Antal

Nej

Fremgår ikke

I alt

Note: Tabellen er baseret på målingen af samtlige 57 sager.

Procent

100

Ankestyrelsen vurderer, at kommunen generelt set er opmærksomme på at orientere

borger og/eller pårørende/værge om en truffen afgørelse om anvendelse af magt.

Begrundelse

Efter forvaltningslovens § 22 skal en afgørelse, når den meddeles skriftlig, være ledsaget

af en begrundelse.

Forvaltningslovens § 22

En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse,

medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

Kilde: Forvaltningslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014.

I tilfælde, hvor afgørelsen er meddelt mundtligt, kan borgeren forlange at få en skriftlig

begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part

medhold.

Forvaltningslovens § 23

Den, der har fået en afgørelse meddelt mundtligt, kan forlange at få en skriftlig

begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende

part medhold. En begæring herom skal fremsættes over for myndigheden inden 14

dage efter, at parten har modtaget underretning om afgørelsen.

Stk. 2. En begæring om skriftlig begrundelse efter stk. 1 skal besvares snarest

muligt. Hvis begæringen ikke er besvaret inden 14 dage efter, at begæringen er

modtaget af vedkommende myndighed, skal denne underrette parten om grunden

hertil samt om, hvornår begæringen kan forventes besvaret.

Kilde: Forvaltningslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

107

De nærmere krav til begrundelsens indhold fremgår af § 24 i forvaltningsloven.

Begrundelsen skal henvise til det relevante lovgrundlag og angive de hovedhensyn, der

har været bestemmende for skønsudøvelsen. Begrundelsen skal også indeholde en kort

redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er

tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Forvaltningslovens § 24

En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i

henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler

beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn,

der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse

for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt

væsentlig betydning for afgørelsen.

…

Kilde: Forvaltningslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014.

Ankestyrelsen har i undersøgelsen set på, om kommunens afgørelse har opfyldt

forvaltningslovens krav til en begrundelses indhold.

Undersøgelsen viser her, at kommunen i 37 procent af sagerne (21 sager) i nogen eller i

høj grad har begrundet afgørelsen i overensstemmelse med forvaltningslovens regler

herom. I fire procent af sagerne (to sager) er dette kun i ringe grad sket, mens

kommunen kun i én enkelt sag ikke har opfyldt forvaltningslovens krav til en

begrundelse.

I 58 procent af sagerne (33 sager) foreligger der ikke en skriftlig begrundelse i sagerne.

Denne gruppe dækker hovedsageligt over sager om akutte indgreb, hvor afgørelsen

træffes i øjeblikket af de ansatte (mundtligt), og der derved ikke er krav om en samtidig

begrundelse.

Se tabel 10.6.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

108

Tabel 10.6

Opfylder afgørelsen forvaltningslovens krav til en begrundelses indhold?

Antal

I høj grad

nogen grad

I ringe grad

Nej

Fremgår ikke

I alt

Procent

100

Note: Tabellen er baseret på målingen af samtlige 57 sager. Procenterne er afrundet til hele tal og summer derfor ikke til 100.

I de sager, hvor der kun i nogen grad har været levet op til forvaltningslovens krav til en

begrundelse, har der for eksempel manglet henvisning til lovgrundlag. I den ene sag,

hvor begrundelseskravet ikke var opfyldt, havde kommunen ikke truffet en konkret

afgørelse, men blot underskrevet bostedets ansøgning.

Ankestyrelsen vurderer dog samlet set, at kommunen generelt er opmærksomme på at

begrunde afgørelser om magtanvendelse i overensstemmelse med forvaltningslovens

regler herom.

Klagevejledning

Efter forvaltningslovens § 25 skal afgørelser, der kan påklages til en anden

forvaltningsmyndighed, være ledsaget af en klagevejledning, når de meddeles skriftligt.

Forvaltningslovens § 25

Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal, når de

meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse

af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder

om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud giver den

pågældende part medhold.

…

Kilde: Forvaltningslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014.

Efter servicelovens § 133 kan kommunens afgørelser om magtanvendelse, herunder også

akut fastholdelse efter servicelovens § 126, indbringes for Ankestyrelsen. Det er

Ankestyrelsens vurdering, at der også skal gives klagevejledning ved de akutte indgreb,

selvom de ikke meddeles skriftligt, da der er tale om særdeles bebyrdende afgørelser.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

109

Efter servicelovens § 133, stk. 3, kan en pårørende, en værge eller en anden

repræsentant for den person, som foranstaltningen vedrører klage over kommunens

beslutning om magtanvendelse, hvis borgeren ikke selv er i stand til at klage.

Servicelovens § 133

Kommunalbestyrelsens afgørelser efter §§ 125, 126, 126 a, 127, 128 og 137 b og §

137 c, stk. 2, kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om

retssikkerhed og administration på det sociale område.

…

Stk. 3. En ægtefælle, en pårørende, en værge eller en anden repræsentant for den

person, som foranstaltningen vedrører, kan klage over kommunalbestyrelsens

beslutning, når den person, som afgørelsen vedrører, ikke selv er i stand til at klage

Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 24. juni 2005

Ankestyrelsen har undersøgt, hvorvidt kommunens afgørelse om magtanvendelse har

været fulgt af en klagevejledning til borgere og/eller til en pårørende/værge.

Undersøgelsen viser, at det i 60 procent af sagerne (34 sager) ikke har kunnet ses af

sagerne, om kommunen har givet en klagevejledning. I 30 procent af sagerne (17 sager)

har beslutningen om magtanvendelse været ledsaget af en klagevejledning. I 11 procent

af sagerne (seks sager) er borgeren ikke blevet orienteret om adgangen til at klage.

tabel 10.7.

Tabel 10.7

Har afgørelsen været fulgt af en klagevejledning?

Antal

Nej

Fremgår ikke

I alt

Procent

100

Note: Tabellen er baseret på målingen af samtlige 57 sager. Procenterne er afrundet til hele tal og summer derfor ikke til 100.

I nogle tilfælde har tilbuddet på indberetningsskemaet oplyst, at borgeren og/eller

pårørende/værge af personalet er blevet orienteret om muligheden for at klage over

magtanvendelsen. I andre tilfælde har kommunens vurdering af et akut indgreb

indeholdt en klagevejledning, og har været stilet til borgeren.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

110

Ankestyrelsen vurderer, at kommunen skal være mere opmærksom på at sikre, at

borgeren og/eller de pårørende/værgen bliver orienteret om muligheden for at klage over

en beslutning om magtanvendelse. Det gælder særligt vedrørende de akutte indgreb,

hvor der ikke er en egentlig skriftlig afgørelse.

Ankestyrelsen finder, at det er afgørende for opfyldelse af borgerens retssikkerhed i

sager om magtanvendelse, at borgeren eller dennes pårørende/værge er informeret om

adgangen til at klage over en magtanvendelse.

Ankestyrelsens undersøgelse af

Kommunernes håndtering af

magtanvendelsesreglerne over for borgere med

demens

November 2015

BILAG

Titel

Kommunernes håndtering af magtanvendelsesreglerne

Kontakt

Ankestyrelsen

over for borgere med demens_Bilag

Udgiver

Ankestyrelsen, 978-87-7811-310-8

ISBN nr

Fejl! Ingen tekst med den anførte typografi i

dokumentet.

Layout

Identitet & Design AS

Teglholmsgade 3, 2450 København SV

Telefon 33 41 12 00

Hjemmeside

www.ast.dk

E-mail

[email protected]

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

112

Bilag 1 Metode

Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes håndtering af magtanvendelsesreglerne

over for borgere med demens består dels af en sagsgennemgang (også kaldet

praksisundersøgelse) og en spørgeskemaundersøgelse.

Fokus for både sagsgennemgangen og spørgeskemaundersøgelsen er samlet set at få

belyst følgende:



I hvilket omfang kommunerne anvender magtanvendelse over for demente borgere.



Hvordan kommunerne i praksis håndterer arbejdet med reglerne om magtanvendelse

over for borgere med demens.



Kommunernes fokus på kompetenceudvikling af medarbejdere, som arbejder med

demente, hvor der kan opstå behov for at anvende magt.



Kommunernes håndtering af tilsyn med borgere, hvor der anvendes stofseler mv.



Kommunernes praksis for inddragelse af pårørende og eventuelle værger.

Undersøgelsen er formidlet samlet i denne rapport, hvor kapitel to til syv omhandler

spørgeskemaundersøgelsen og kapitel otte til ti omhandler sagsgennemgangen. At de to

delundersøgelser formidles i en samlet rapport bygger på et ønske om, at de to

delundersøgelser kan supplere hinanden.

1.1 Praksisundersøgelsen

1.1.1 Generelt om praksisundersøgelser

Lovgivningsmæssigt grundlag

Ankestyrelsen har pligt til på landsplan at koordinere, at afgørelser, som kan indbringes

for Ankestyrelsen, træffes i overensstemmelse med lovgivningen og praksis. Om

lovgrundlaget henvises til kapitel 11 i lovbekendtgørelse nr. 983 af 8. august 2013 om

retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven) og §§ 42-46

i Social- og Integrationsministeriets bekendtgørelse nr. 722 af 19. juni 2013 om

retssikkerhed og administration på det sociale område.

Praksisundersøgelser er et af de redskaber, som benyttes til at belyse om

myndighedernes afgørelser er i overensstemmelse med lovgivningen og at sikre

ensartethed og ligebehandling på landsplan. I de tilfælde, hvor undersøgelserne

afdækker fejl og mangler i sagsbehandlingen, giver praksisundersøgelser Ankestyrelsen

et grundlag for at målrette den fremadrettede vejledning.

Praksisundersøgelsen skal behandles på et kommunalbestyrelsesmøde i de medvirkende

kommuner i henhold til retssikkerhedslovens § 79 a. Bestemmelsen præciserer det

kommunalpolitiske ansvar for at følge op på resultatet af praksisundersøgelser og

understreger kommunalbestyrelsernes ansvar for at sikre retssikkerhed i kommunernes

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

113

afgørelser.

Legalitetsvurdering

Ved en praksisundersøgelse indkalder Ankestyrelsen et antal sager og foretager en

gennemgang af disse med henblik på legalitetsvurdering.

Legalitetsvurderingen indebærer dels en materiel vurdering af afgørelsernes rigtighed i

forhold til lovgivning og Ankestyrelsens praksis, dels en formel vurdering af sagerne i

forhold til forvaltningsretlige regler og de særlige sagsbehandlingsregler.

I denne praksisundersøgelse indgår 57 konkrete borgersager, hvor der er indberettet

anvendelse af magt og hvor borgeren har demens. Det vil sige en psykisk

funktionsnedsættelse, der er en konsekvens af en erhvervet mental svækkelse, som er

fremadskridende.

1.1.2 Kriterier for udvælgelse af sager

14 kommuner er blevet bedt om at indsende otte sager, der så vidt muligt er fordelt

således:



2 sager om fastholdelse, servicelovens § 126



2 sager om tilbageholdelse, servicelovens § 127



2 sager om stofseler, servicelovens § 128 samt



2 sager om ikke godkendt magtanvendelse, der ligger uden for serviceloven.

Hvis kommunen ikke har haft mulighed for, at udvælge sager efter nævnte sagsfordeling,

er de blevet bedt om at udvælge sagerne, således at de fire lovområder, så vidt muligt er

repræsenteret blandt de sager, der sendes til Ankestyrelsen.

For at sikre en tilfældig udvælgelse af sagerne, er kommunerne desuden blevet bedt om

at udvælge sagerne således, at første sag vedrører den nyeste afgørelse om

magtanvendelse truffet før 31. december 2014, den anden sag vedrører den næstnyeste

afgørelse før 31. december og så fremdeles, indtil det relevante antal sager er fundet.

Endelig må sagerne ikke have været anket og videresendt til Ankestyrelsen med henblik

på behandling. Sager, hvor afgørelsen efter remonstration er ændret, og sagen herefter

ikke er videresendt til Ankestyrelsen, indgår i undersøgelsen.

Udvalgte kommuner

Kommunerne er blevet udvalgt blandt befolknings større og store kommuner beliggende i

forskellige dele af landet og med forskellig grad af urbanisering. Følgende 14 kommuner

er blevet udvalgt:



København



Frederiksberg



Helsingør



Greve



Roskilde

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

114



Slagelse

Guldborgsund

Faaborg-Midtfyn

Svendborg

Haderslev

Vejle

Randers

Ringkøbing-Skjern

Aalborg

Antal sager

Ankestyrelsen har i udgangspunktet anmodet om at få tilsendt i alt 112 sager til brug for

denne praksisundersøgelse, så vidt muligt ligeligt fordelt på henholdsvis sager, hvor der

er indberettet magtanvendelse i henhold til §§ 126, 127 og 128 samt magtanvendelse,

som ligger uden for serviceloven. Ankestyrelsen har samlet modtaget 106 sager, hvoraf

49 sager er udgået af undersøgelsen, da de ikke opfyldte kriterierne for udvælgelse af

sager. Der er således målt på 57 konkrete sager om borgere med demens i

undersøgelsen fra 13 kommuner. Der indgår ingen sager fra Frederiksberg Kommune, da

alle de sager, som kommunen har indsendt er udgået af undersøgelsen. De primære

årsager til, at der er udgået sager er:



At sagerne har omhandlet servicelovens § 126a om fastholdelse i personlige

hygiejnesituationer, som ikke er en del af praksisundersøgelsen



At sagerne har omhandlet servicelovens § 125 om alarmsystemer, som ligeledes ikke

er en del af praksisundersøgelsen.

1.1.3 Karakteristik af sagerne

Hvad omhandler de konkrete borgersager

Som det ses af nedenstående tabel vedrører 40 procent af de målte konkrete

borgersager akut fastholdelse efter servicelovens § 126. Akut fastholdelse efter § 126

udgør således den største gruppe i praksisundersøgelsen.

Dernæst udgør godkendelse efter servicelovens § 128 af brug af stofseler 33 procent af

de målte sager, mens der ikke i målingen har været sager, hvor brug af stofseler ikke

har været godkendt eller hvor stofseler har været anvendt uden forudgående tilladelse.

12 procent af de målte sager har omhandlet tilbageholdelse efter servicelovens § 127

uden forudgående tilladelse, mens der i syv procent af sagerne har været tale om

kommunens godkendelse af tilbageholdelse. Der har derimod ikke været sager i

målingen, hvor kommunen ikke har godkendt en ansøgning om tilbageholdelse.

Den mindste selvstændige gruppe i målingen vedrører magtanvendelse uden for

serviceloven, som udgør syv procent af de målte konkrete borgersager.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

115

Tabel 1

Hvad omhandler sagen?

Antal

Akut fastholdelse, jf. § 126

Godkendelse af tilbageholdelse, jf. § 127

Ikke godkendelse af tilbageholdelse, jf. § 127

Tilbageholdelse uden forudgående tilladelse, jf. § 127.

Godkendelse af brug af stofseler, jf. § 128

Ikke godkendelse af brug af stofseler, jf. § 128

Brug af stofsele uden forudgående tilladelse, jf. § 128.

Magtanvendelse uden for serviceloven

I alt

Procent

100

Note: Tabellen er baseret på målingen af samtlige 57 sager. Procenterne er afrundet til hele tal og summer derfor ikke til 100.

Kønsfordelingen i undersøgelsen

I undersøgelsen indgår 57 sager, heraf omhandler 35 sager mænd og 22 sager kvinder,

se tabel 2.

Tabel 2

Køn

Antal

Mand

Kvinde

I alt

Note: Tabellen er baseret på målingen af samtlige 57 sager.

Procent

100

1.1.4 Vurderingsgrundlag og -fokus

I forbindelse med Ankestyrelsens vurdering af de indsendte sager, er anvendt

et måleskema, hvor der indgår de relevante måleelementer. For at give

mulighed for et mere nuanceret billede af sagsbehandlingen og grundlag for en

bedre tilbagemelding til kommunerne, er der så vidt muligt anvendt graduerede

svarmuligheder i vurderingerne,

jf. bilag 6 Måleskema.

Relevante sagsakter

Kommunerne er blevet bedt om at indsende samtlige relevante akter i sagerne,

jf. bilag

5 Indkaldelsesbrevet.

Ankestyrelsen har bedt kommunerne om at være særligt

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

116

opmærksomme på at indsende akter fra hele forløbet af sagsbehandlingen, herunder

oplysninger i fortegnelser over akter, der kan være relevante for sagen.

Det er ved undersøgelsen lagt til grund, at samtlige sagsakter er modtaget, og at

Ankestyrelsen derfor kan bedømme sagen på samme grundlag, som kommunen har haft.

Vurderingskriterier

De enkelte sager er blevet vurderet ud fra, om de samlet set er afgjort i

overensstemmelse med gældende lovgivning og praksis.

Der er tale om en stikprøve, som omfatter et mindre antal sager fra hver af de

deltagende kommuner. Formålet er dermed ikke at vurdere praksis i den enkelte

kommune. Resultaterne af en praksisundersøgelse er ikke statistisk signifikante, der er

alene tale om en tendens ud fra de indsendte sager.

Sagsgennemgangen er afgrænset til at omhandle servicelovens § 126 om akut

fastholdelse, § 127 om tilbageholdelse i boligen, § 128 om anvendelse af stofseler og

magtanvendelse, der ligger uden for serviceloven. Der har i vurderingen af sagerne være

særligt fokus på, i hvilket omfang kommunerne har været opmærksom på afgrænsningen

mellem omsorgsforpligtelse, magtanvendelse efter serviceloven og nødretslige

betragtninger. Herunder såvel de materielle som de formelle regler for magtanvendelse.

Høring

Ankestyrelsen fremsender de udfyldte måleskemaer til den enkelte kommune

med styrelsens vurderinger i forbindelse med høring og den del af afrapportering, som

omhandler praksisundersøgelsen.

1.2 Spørgeskemaundersøgelsen

1.2.1 Formål og fokus

Formålet med spørgeskemaundersøgelsen har været at få et generelt indblik i

kommunens praksis og retningslinjer for brug af magtanvendelse i henhold til følgende

§§ i serviceloven:



§ 125 om alarmsystemer



§ 126 om akut fastholdelse



§ 127 om tilbageholdelse i boligen



§ 128 om anvendelse af stofseler



§ 129, stk. 2 og 3 om flytning uden samtykke.

Desuden handler spørgeskemaundersøgelsen om kommunernes fokus på

kompetenceudvikling af medarbejdere og praksis for inddragelse af pårørende og

eventuelle værger.

Spørgeskemaet omfatter følgende temaer,

jf. bilag 7 Spørgeskemaet:



Beretning til kommunalbestyrelsen om magtanvendelse



Retningslinjer for magtanvendelse efter servicelovens §§ 125-129

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

117



Brug af demenskoordinatorer mv.

Særligt om optagelse i botilbud uden samtykke

Opfølgning og læring

Kommunernes praksis for at inddrage pårørende og eventuelle værger

Indberettet magtanvendelse

Spørgeskemaet indeholder både spørgsmål og bemærkningsfelter. Bemærkningsfelterne

kan kommunerne vælge at gøre brug af til uddybende bemærkninger. Kommunernes

uddybende bemærkninger fremgår typisk som en uddybende tekst efterfølgende den

tabel eller figur, der omhandler det spørgsmål, som bemærkningerne er uddybninger til.

Det skal her pointeres, at uddybende oplysninger fra en eller nogle kommuner ikke

betyder, at det beskrevne nødvendigvis alene gør sig gældende for denne eller disse

kommuner.

1.2.2 Besvarelser

Spørgeskemaundersøgelsen er baseret på et spørgeskema, der blev udsendt til samtlige

af landets kommuner i foråret 2015.

Deltagende kommuner

Spørgeskemaet blev udsendt til alle kommuner med mail d.20. april 2015 med svarfrist

d.12. maj. De kommuner, som ikke havde besvaret spørgeskemaet d.13. maj blev med

mail påmindet om undersøgelsen og oplyst om, at svarfristen var udskudt til d.21. maj.

Spørgeskemaet blev besvaret af 86 kommuner. De 12 kommuner, som ikke har besvaret

spørgeskemaet er følgende:



Dragør Kommune



Gribskov Kommune



Rudersdal Kommune



Lemvig Kommune



Syddjurs Kommune



Horsens Kommune



Billund Kommune



Jammerbugt Kommune



Morsø Kommune



Mariagerfjord Kommune



Ishøj Kommune



Brønderslev Kommune

Vi har medtaget svar fra 86 kommuner i alt, hvoraf 81 kommuner har gennemgået hele

skemaet, men ikke alle 81 kommuner har valgt at svare på alle spørgsmål. De

resterende 5 kommuner har ikke gennemgået hele spørgeskemaet, men deres svar på

de første spørgsmål er medtaget. De fem kommuner er:



Haderslev Kommune



Læsø Kommune



Halsnæs Kommune

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

118



Hjørring Kommune

Køge Kommune

Det fremgår ved de enkelte figurer og tabeller, hvor mange kommuner resultatet

omfatter. Kommunerne har haft mulighed for at uddybe deres besvarelse af de enkelte

spørgsmål i bemærkningsfelter.

Validering af besvarelser

Der er foretaget enkelte valideringer knyttet til kommunernes svar på spørgsmål om

indberettet magtanvendelse (spørgsmål 30, 31 og 32 i spørgeskemaet). Kommuner, som

har oplyst enten et meget højt eller et meget lavt antal registreringer i forhold til

kommunens størrelse, er blevet kontaktet med henblik på verificering af oplysningerne.

Der er ud over dette ikke foretaget nogen systematisk validering af de oplyste tal,

herunder den oplyste samlet sum.

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

119

Bilag 2 Kommunefordelte resultater

Tabel 1

Sagens afgørelse fordelt på kommuner.

Ja, afgørelsen er i

overensstemmelse med regler

og praksis

København

Helsingør

Greve

Roskilde

Slagelse

Guldborgsund

Faaborg-Midtfyn

Svendborg

Haderslev

Vejle

Randers

Ringkøbing-Skjern

Aalborg

I alt

Nej, afgørelsen ville blive ændret

eller hjemvist, hvis det havde

været en klagesag

I alt

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

120

Tabel 2

Oplysningsgrundlagets tilstrækkelighed fordelt på kommuner.

Kommune

Ingen

oplysninger

mangler

Enkelte mindre

oplysninger

mangler

Flere og/eller

væsentlige

oplysninger

mangler

Afgørende

oplysninger

mangler

I alt

København

Helsingør

Greve

Roskilde

Slagelse

Guldborgsund

Faaborg-Midtfyn

Svendborg

Haderslev

Vejle

Randers

Ringkøbing-Skjern

Aalborg

I alt

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

121

Bilag 3 Regelgrundlag

I dette bilag er der er henholdsvis en oversigt over de bestemmelser i serviceloven og de

bestemmelser i magtbekendtgørelsen, som danner grundlag for undersøgelsen.

3.1 Beskrivelse af lovgrundlaget

Den personlige frihed

Grundlovens § 71

Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin

politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form

for frihedsberøvelse.

Stk. 2. Frihedsberøvelse kan kun finde sted med hjemmel i loven.

…

Kilde: Danmarks Riges Grundlov, nr. 169 af 5. juni 1953

Omsorgspligt

§ 81.

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde en særlig indsats til voksne med nedsat

fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Formålet med

indsatsen er

at forebygge, at problemerne for den enkelte forværres,

at forbedre den enkeltes sociale og personlige funktion samt udviklingsmuligheder,

at forbedre mulighederne for den enkeltes livsudfoldelse gennem kontakt, tilbud om

samvær, aktivitet, behandling, omsorg og pleje og

at yde en helhedsorienteret indsats med servicetilbud afpasset efter den enkeltes

særlige behov i egen bolig, herunder i botilbud efter lov om almene boliger m.v. eller i

botilbud efter denne lov.

Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse, nr. 150 af 16. februar 2015

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

122

§ 82.

Kommunalbestyrelsen skal yde hjælp efter denne lov i overensstemmelse med

formålet, jf. § 81, til personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, der ikke kan

tage vare på deres egne interesser, uanset om der foreligger samtykke fra den enkelte.

Hjælpen kan dog ikke ydes ved brug af fysisk tvang.

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsen skal påse, om der er pårørende eller andre, der kan

inddrages i varetagelsen af interesserne for en person med betydelig nedsat psykisk

funktionsevne. Kommunalbestyrelsen skal være opmærksom på, om der er behov for at

bede statsforvaltningen om at beskikke en værge efter værgemålslove

Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse, nr. 150 af 16. februar 2015

Formål og personkreds

§ 124.

Formålet med bestemmelserne i dette afsnit er at begrænse magtanvendelse

og andre indgreb i selvbestemmelsesretten til det absolut nødvendige. Disse indgreb må

aldrig erstatte omsorg, pleje og socialpædagogisk bistand.

Stk. 2.

Forud for enhver form for magtanvendelse og andre indgreb i

selvbestemmelsesretten skal kommunen foretage, hvad der er muligt for at opnå

personens frivillige medvirken til en nødvendig foranstaltning.

Stk. 3.

Anvendelse af magt skal stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået. Er

mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes.

Stk. 4.

Magtanvendelse skal udøves så skånsomt og kortvarigt som muligt og med

størst mulig hensyntagen til den pågældende og andre tilstedeværende, således at der

ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.

Stk. 5.

Indgreb efter § 126 kan udføres af ansatte i tilbud, der drives af regionen eller

af de private leverandører, der efter kommunal visitation yder service over for den

pågældende, jf. § 124 a. Det påhviler kommunalbestyrelsen at vejlede private

leverandører af service om betingelserne for at foretage indgreb i medfør af § 126,

herunder om kravet om indberetning, jf. § 136. I tilbud etableret af regionsrådet påhviler

vejledningsforpligtelsen efter 2. pkt. regionsrådet.

Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse, nr. 150 af 16. februar 2015

§ 124 a.

Bestemmelserne i §§ 124-137 gælder for personer med betydelig og varigt

nedsat psykisk funktionsevne, der får personlig og praktisk hjælp samt socialpædagogisk

bistand m.v. efter §§ 83-87, behandling efter §§ 101 og 102 eller aktiverende tilbud efter

§§ 103 og 104, og som ikke samtykker i en foranstaltning efter §§ 125-129. Det er en

forudsætning, at der foreligger den fornødne faglige dokumentation for den nedsatte

psykiske funktionsevne.

Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse, nr. 150 af 16. februar 2015

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

123

Alarm- eller pejlesystemer

§ 125.

Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at anvende personlige alarm-

eller pejlesystemer for en person i en afgrænset periode, når

der er risiko for, at personen ved at forlade bo- eller dagtilbuddet udsætter sig selv

eller andre for at lide personskade, og

forholdene i det enkelte tilfælde gør det påkrævet for at afværge denne risiko.

Stk. 2.

For personer, hvor den nedsatte funktionsevne, jf. § 124 a, er en konsekvens

af en erhvervet mental svækkelse, der er fremadskridende, kan anvendelse af personlige

alarm- og pejlesystemer iværksættes, medmindre den pågældende modsætter sig dette.

Hvis personen modsætter sig anvendelsen af et personligt alarm- eller pejlesystem, kan

kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om anvendelse heraf, jf. stk. 1. Afgørelsen efter

2. pkt. kan gøres tidsubegrænset.

Stk. 3.

Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at anvende særlige døråbnere

ved yderdøre for en eller flere personer i en afgrænset periode, når

der er nærliggende risiko for, at en eller flere personer ved at forlade bo- eller

dagtilbuddet udsætter sig selv eller andre for at lide væsentlig personskade, og

forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet for at afværge denne

risiko og

lovens øvrige muligheder forgæves har været anvendt.

Stk. 4.

Hvis foranstaltninger efter stk. 3 iværksættes, skal der af hensyn til beboernes

frie færden opsættes en døralarm, som sikrer, at beboere, der ikke selv kan betjene den

særlige døråbner, får den nødvendige hjælp hertil. Beboere, der er omfattet af

foranstaltningen efter stk. 3, vil således alene kunne tilbageholdes, hvis bestemmelsen i

§ 127 samtidig hermed finder anvendelse.

Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse, nr. 150 af 16. februar 2015

Fastholdelse

§ 126.

Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at anvende fysisk magt i form

af at fastholde en person eller føre denne til et andet opholdsrum, når

der er nærliggende risiko for, at personen udsætter sig selv eller andre for at lide

væsentlig personskade, og

forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet.

Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse, nr. 150 af 16. februar 2015

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

124

Tilbageholdelse i boligen

§ 127.

Under samme betingelser som i § 125, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen

træffe afgørelse om at anvende fysisk magt i form af at fastholde en person for at

forhindre denne i at forlade boligen eller for at føre denne tilbage til boligen.

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om, for hvilken periode

tilbageholdelse i boligen kan anvendes, og skal løbende vurdere, om en mindre

indgribende foranstaltning kan anvendes.

Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse, nr. 150 af 16. februar 2015

Anvendelse af stofseler

§ 128.

Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at anvende fastspænding med

stofseler til kørestol eller andet hjælpemiddel, seng, stol eller toilet for at hindre fald, når

der er nærliggende risiko for, at en person udsætter sig selv for at lide væsentlig

personskade, og forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet.

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om, for hvilken periode de

beskyttelsesmidler, som er omfattet af stk. 1, kan anvendes, og skal løbende vurdere,

om en mindre indgribende foranstaltning kan anvendes.

Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse, nr. 150 af 16. februar 2015

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

125

Optagelse i særlige botilbud uden samtykke

§ 129.

Kommunalbestyrelsen kan, jf. § 131, indstille til statsforvaltningen at træffe

afgørelse om, at en person, der modsætter sig flytning eller mangler evnen til at give

informeret samtykke hertil, jf. dog stk. 2, skal optages i et bestemt botilbud efter denne

lov, botilbud i boliger opført efter den nu ophævede lov nr. 378 af 10. juni 1987 om

boliger for ældre og personer med handicap eller botilbud efter lov om almene boliger

m.v., når

det er absolut påkrævet for, at den pågældende kan få den nødvendige hjælp, og

hjælpen ikke kan gennemføres i personens hidtidige bolig og

den pågældende ikke kan overskue konsekvenserne af sine handlinger og

den pågældende udsætter sig selv for at lide væsentlig personskade og

det er uforsvarligt ikke at sørge for flytning.

Stk. 2.

For personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, jf. § 124 a,

der ikke modsætter sig flytning, men som mangler evnen til at give informeret samtykke

til en flytning, og hvor den psykiske funktionsnedsættelse er en konsekvens af en

erhvervet mental svækkelse, som er fremadskridende, kan kommunalbestyrelsen træffe

afgørelse om optagelse i et bestemt botilbud, hvis kommunalbestyrelsens indstilling

tiltrædes af den værge, statsforvaltningen har beskikket, jf. § 131, når

ophold i et botilbud med tilknyttet service er påkrævet for, at den pågældende kan

få den nødvendige hjælp, og

det i det konkrete tilfælde vurderes omsorgsmæssigt at være mest

hensigtsmæssigt for den pågældende.

Stk. 3.

Kommunalbestyrelsen kan i ganske særlige tilfælde indstille til

statsforvaltningen, at der træffes afgørelse om, at en person, der er optaget i et botilbud

som nævnt i stk. 1, og som mangler evnen til at give informeret samtykke, kan flyttes til

en anden tilsvarende bolig, hvor omsorgen for personen kan varetages, selv om

betingelserne i stk. 1, nr. 1-5, ikke er opfyldt, hvis det skønnes at være i den

pågældendes egen interesse, herunder af hensyn til mulighederne for, at den

pågældende kan bevare tilknytning til sine pårørende.

Stk. 4.

Det skal indgå i kommunalbestyrelsens vurdering efter stk. 1 og 2, hvis en

eventuel ægtefælle, samlever eller anden pårørende ikke længere kan varetage den

nødvendige hjælp til og opsyn med den pågældende.

Stk. 5.

Kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 2 vil kunne påklages til

statsforvaltningen efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på

det sociale område. Kan kommunalbestyrelsens indstilling ikke tiltrædes af den værge,

statsforvaltningen har beskikket, jf. § 131, indstiller kommunalbestyrelsen til

statsforvaltningen at træffe afgørelse om optagelse eller flytning til et bestemt botilbud

efter stk. 2.

Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse, nr. 150 af 16. februar 2015

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

126

Sagsbehandling

§ 130.

Som grundlag for kommunalbestyrelsens afgørelser efter §§ 125, 126 a, 127

og 128 skal der foreligge

den nødvendige faglige dokumentation for den nedsatte funktionsevne,

oplysninger om den socialpædagogiske hjælp og pleje efter kapitel 16, der har

været iværksat før den påtænkte afgørelse om iværksættelse af foranstaltningerne,

oplysninger om den forventede periode, i hvilken foranstaltningerne vil være

nødvendige, og

pårørendes og en eventuel værges bemærkninger til de påtænkte foranstaltninger.

Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse, nr. 150 af 16. februar 2015

Registrering, indberetning og handleplaner

§ 136.

Optagelse i botilbud efter § 129 og enhver form for magtanvendelse, herunder

magtanvendelse i forbindelse med foranstaltninger efter §§ 125-128, skal registreres og

indberettes af tilbuddet til den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for borgerens

ophold i tilbuddet, jf. §§ 9 og 9 b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale

område, og til kommunalbestyrelsen i den kommune, der fører det driftsorienterede

tilsyn med tilbuddet, jf. § 148 a i denne lov eller § 2 i lov om socialtilsyn. Har den borger,

som indberetningen vedrører, ophold i et regionalt eller et kommunalt botilbud, skal

tilbuddet desuden orientere den kommunale eller regionale driftsherre om

magtanvendelsen.

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsen skal udarbejde handleplaner i overensstemmelse med

§ 141 for personer, for hvem der foretages foranstaltninger som nævnt i stk. 1.

Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse, nr. 150 af 16. februar 2015

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

127

Servicelovens § 141

…

Stk. 3. Handleplanen skal angive

1) formålet med indsatsen,

2) hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet,

3) den forventede varighed af indsatsen og

4) andre særlige forhold vedrørende boform, beskæftigelse, personlig hjælp,

behandling, hjælpemidler m.v.

Stk. 4. Handleplanen bør udarbejdes ud fra borgerens forudsætninger og så vidt

muligt i samarbejde med denne.

…

Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse, nr. 150 af 16. februar 2015

3.2 Beskrivelse af magtanvendelsesbekendtgørelsen

Magtanvendelsesbekendtgørelsens § 1

Magtanvendelse over for voksne efter servicelovens kapitel 24 omfatter fysiske

indgreb i selvbestemmelsesretten.

Stk. 2. Lovlig magtanvendelse omfatter:

1) Alarm- og pejlesystemer efter servicelovens § 125, stk. 1.

2) Alarm- og pejlesystemer efter servicelovens § 125, stk. 2, 2. pkt.

3) Særlige døråbnere efter servicelovens § 125, stk. 3.

4) Fastholdelse efter servicelovens § 126 og § 126 a.

5) Tilbageholdelse i boligen efter § 127.

6) Anvendelse af stofseler efter § 128.

7) Optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter servicelovens § 129.

Stk. 3. Indgreb efter servicelovens § 125, stk. 2, 1. pkt., er ikke magtanvendelse.

Stk. 4. Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten kan alene

iværksættes over for den personkreds, der er nævnt i servicelovens § 124 a, når

pleje, omsorg og socialpædagogisk indsats i det konkrete tilfælde har vist sig

utilstrækkelig.

Stk. 5. Indgreb efter denne bestemmelse forudsætter en individuel vurdering af

indgrebets faglige forsvarlighed og nødvendighed samt pågældendes

helbredstilstand.

Kilde: Bekendtgørelse nr. 392 af 23. april 2014 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne

samt om særlige sikkerhedsforanstaltninger for voksne og modtagepligt i boformer efter serviceloven

KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE

MED DEMENS

128

Magtanvendelsesbekendtgørelsens § 8

I sager om foranstaltninger iværksat i henhold til servicelovens § 125, stk. 1, § 125,

stk. 3 og § 127, revurderes behovet for foranstaltningens fortsatte anvendelse

løbende i kommunen, og senest 8 måneder efter kommunalbestyrelsens beslutning

om iværksættelse af foranstaltningen.

Stk. 2. I sager om foranstaltninger iværksat i henhold til servicelovens § 128

revurderes behovet for foranstaltningens fortsatte anvendelse løbende, dog senest

18 måneder efter kommunalbestyrelsens seneste beslutning om foranstaltningen.