Social- og Indenrigsudvalget 2014-15 (2. samling)
SOU Alm.del endeligt svar på spørgsmål 97
Offentligt
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Sagsnr.
2015 - 6977
Doknr.
270240
Dato
21-10-2015
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 24.september 2015 stillet følgende
spørgsmål nr. 97 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 97:
”Vil ministeren kommentere Foreningen Fars 24 anbefalinger enkeltvist, jf.
SOU alm. del – bilag 10?”
Svar:
Foreningen Far har udformet 24 anbefalinger i lyset af, at foreningen er af den opfat-
telse, at den danske lovgivning i børne- og familiesager er i strid med en række af de
konventioner, Danmark har tiltrådt. Anbefalingerne synes i særdeleshed at være rettet
mod den familieretlige lovgivning, herunder ikke mindst reguleringen af spørgsmålet
om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær.
Anbefalingerne giver mig helt overordnet anledning til at bemærke, at den familieretli-
ge lovgivning løbende er moderniseret i takt med samfundsudviklingen. Forældrean-
svarsloven er således fra 2007 og efterfølgende evalueret og revideret i 2011 og
2012, samt tilpasset igen i 2015. Et af lovens formål er at ligestille forældrene i højere
grad, end de var før lovens vedtagelse, men samtidig at understrege, at det er barnet
– og ikke forældrene – der er i fokus. Lovens bestemmelser skelner ikke mellem for-
ældrenes køn, og dermed ikke mellem far og mor, men har barnets bedste som sty-
rende princip.
Nedenfor kommenteres de 24 anbefalinger. Karakteren af anbefalingerne, deres ind-
byrdes sammenhæng og brede sigte gør, at de kun vanskeligt lader sig besvare en-
keltvist, hvis der skal gives fyldestgørende svar. Det bemærkes herved også, at det
har været nødvendigt at indhente bidrag til besvarelse fra flere ministerier. Anbefalin-
gerne vil på den baggrund blive kommenteret tematisk i overensstemmelse med for-
eningens inddeling. Der er ved besvarelsen taget afsæt i den danske version af anbe-
falingerne.
Ad foreningens tema ”Offentlig informering”
kan jeg oplyse, at forældre med fæl-
les forældremyndighed har samme adgang til oplysninger om barnet. Efter forældre-
ansvarslovens § 23 kan en forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, også få
oplysninger om barnet, men det kræver, at forælderen beder om det hos de relevante
myndigheder. Der er endvidere mulighed for at fratage en forælder, der ikke har del i
forældremyndigheden, adgang til oplysninger.
Med vedtagelsen af forældreansvarsloven i 2007 blev kredsen af forældre, der ikke
har del i forældremyndigheden, en anden end tidligere. Før forældreansvarslovens
ikrafttræden skulle dommeren ved uenighed om forældremyndigheden tillægge én af
forældrene eneforældremyndighed, selvom begge forældre var lige egnede. Med for-
ældreansvarsloven blev det muligt at dømme til fælles forældremyndighed. Den fælles