Social- og Indenrigsudvalget 2015-16
SOU Alm.del Bilag 414
Offentligt
Erik Lohmann-Davidsen,
Ekstern lektor.
September 2016
Psykolognævnet - gartner eller lugekone?
Jeg har haft lejlighed til at følge Psykolognævnets virksomhed i en årrække, idet jeg
underviser psykologstuderende ved Københavns Universitet i faget lovgivning og
etik.
Det er derfor med stor tilfredshed, at jeg nu ser, at social- og indenrigsministeriet har
udarbejdet et udkast til ændring af psykologloven, som er sendt til høring hos en lang
række interessenter.
En modernisering har længe været tiltrængt og spørgsmålet er kun om social- og
indenrigsministeriet nu benytter lejligheden til at skabe et tidssvarende lov eller
hopper over hvor gærdet er lavest.
Anledningen til at loven kommer nu er, at psykolognævnet som led i en
strukturændring er kommet under Ankestyrelsen.
Sammenligningen af Psykolognævnets med en lugekone tror jeg mange vil kunne
genkende. Opgaven har været at luge de værste tidsler bort. Helst uden for stort
besvær.
Eksempler: Nævnet har aldrig brugt sin kompetence til at fratage nogen psykolog sin
autorisation. Kan det være rigtigt, at et organ der fører tilsyn en kvaliteten af en
faggruppes arbejde i mere end 20 aldrig finder – eller burde have fundet et tilfælde –
hvor en psykolog ikke opfylder betingelserne for at have autorisation. Jeg har fået
oplyst at de i tilfælde der har ”snerpet derhen af” har man klaret ved at den
pågældende selv opgav sin autorisation. Men er det en korrekt måde at håndtere
sådanne sager på?
Psykolognævnets tilsynspraksis lignede på mange måder det tilsyn den tidligere
Sundhedsstyrelse førte med læger og andre sundhedspersonsoner. Et tilsyn der over
flere omgange er blevet radikalt fornyet, med strukturændringer og ”afkappede
hoveder” til følge.
I lovforslaget får psykolognævnet udtrykkeligt flere beføjelser end det tidligere nævn
havde og man kan så håbe, at nævnet også kan og vil bruge dem. Lovudkastet
katalog af nye beføjelser til psykolognævnet ser imponerende ud, men nogle af dem
er blot, at den hidtidige praksis der nu skrives ind i loven.
Et andet eksempel til illustration af ”lugekonebilledet” er, at Psykolognævnet har holdt
sig meget tilbage med at udvikle psykologfaglig standard. Man har holdt sig til den
dårlige - når man var helt sikker. Det er også et vanskeligt felt. Hvis psykolognævnet
 SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 414: Henvendelse af 15/9-16 fra Erik Lohmann Davidsen om psykologloven
sætter ”barren” så højt at nogle psykologer ikke kan følge med, fører det jo kun til
frustration og utilfredshed. Det er en del af baggrunden for, at den tidligere
sundhedsstyrelse var tilbageholdende m.h.t at skærpe de faglige krav til lægerne. Og
det er den holdning som Styrelsen for Patientsikkerhed nu har gjort op med.
Men Psykolognævnet har haft en anden grund til at føre en tilbageholdende linje
m.h.t indholdet af det faglige tilsyn. Psykolognævnet skal dele sin kompetence med
Sundhedsvæsnets klageorganer, Sundhedsvæsnets Disciplinærnævn og med
Psykologforeningens Etiknævn. Mon ikke psykologerne selv har været meget
tilfredse med Psykolognævnets tilbageholdende ”lugekonefuntion”. Så kunne man
klare faglige diskussioner inden døre uden at skulle tage folk uden psykologfaglige
forudsætninger med på råd. At der også foregik én faglig bedømmelse af
psykologers arbejde sammen sundhedspersoners var vel egentlig kun et plus, og en
anerkendelse af psykologernes betydning.
Sagt på en anden måde. Psykologforeningen burde for længe siden have taget
initiativet til en modernisering af Psykolognævnet, men det har man næppe kunnet
blive enige om.
Det tredje klagepunkt på Psykolognævnets virksomhed går på, at nævnet har gjort
”så lidt som lovligt” for at være kendt.
Vel er der en hjemmeside osv, men når man ser på nævnets tilsynsvirksomhed, så
har det stået skralt til. Psykolognævnet afgav en beretning om de sager man have
behandlet hvert
4 år.
Der kunne altså gå 4 år før en sag, hvor Psykolognævnet satte
standarden for godt psykologisk arbejde blev kendt for andre end de psykologer der
var involveret. Selve beretningen var i øvrigt og vanskelig til gængelig og der var ikke
register over” leasing cases. ”
Skaber lovudkastet så rammerne for at et nyt psykolognævn kan – og måske vil -
bidrage til at højne kvaliteten af det psykologfaglige arbejde?
Både ja og nej. M.h.t til at gøre nævnets virksomhed almen tilgængeligt kommer man
nogle skridt den rigtige retning. Dels skal bl.a. udtalelser med alvorlig kritik nu
offentliggøres, dels er nævnet nu en del af Ankestyrelsens virksomhed og dermed
bliver nævnet formodentlig omfattet af Ankestyrelsens offentlighedspolitik og
procedurer. Så langt så ret godt.
Men på 3 punkter går lovudkastet ikke langt nok.
Det første er nævnets sammensætning. Tidligere var der 9 medlemmer, fremover
kun 5. Der er liget ud i kommunale og ministerierepræsentanter. Til gengæld har
Psykologforeningen fortsat to repræsentanter. Det kan give anledning til at tro at der
muligvis har være indgået en studehandel mellem ministeriet og
Psykologforeningen Ministeriet har ønsket, at kritik af psykologer kan offentliggøres
med navns nævnelse som inden for sundhedsvæsenet. Den modernisering har
været væsentlig for ministeriet. Det har Psykologforeningen ikke været glad for, men
accepteret fordi psykologernes styrke i nævnet er fordoblet fra ca. 20 til ca. 40 %.
Men hvem er taberne? Klienterne, forbrugerne. Den eneste brugerrepræsentant er
en repræsentant for de samvirkende invalide- og handicaporganisationer. Det går
 SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 414: Henvendelse af 15/9-16 fra Erik Lohmann Davidsen om psykologloven
tilbage til den tid da psykologer en meget lille faggruppe bl.a. tilknyttet
behandlingsinstitutioner. Nu er psykologer en meget, meget større faggruppe, der
spiller en langt væsentligere rolle i samfundet og behandler alle – stort set. Derfor
burde en forbrugerorganisation og måske sammenslutningen af forældreforeninger
være med. Man kunne også opererede med et panel af bruge repræsentanter der
blev indkaldt alt efter hvilken klientgruppe sagen drejede sig om. Ankestyrelsen har i
øvrigt og en løsning af dette spørgsmål ved behandlingen af ankesager. Der burde i
hvert være mindst tre repræsentanter brugerne.
Man kunne også have repræsentanter for patientorganisationer med i nævnet. Men
herved kommer man ind på et andet problem, nemlig afgrænsningen af
psykolognævnets kompetence over for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn. I
praksis er det nok sådan, at de fleste ” behandlingssager” hører under
Disciplinærnævnet medens Psykolognævnet tager sig af det mere formelle og
afgørelses- udtalelsessager.
Denne sondring beror på den antagelse, at alle der skal i psykologbehandling er
syge og derfor omfattet af sundhedsloven.
Det er nu anledning af få afgrænsningen af nævnets kompetence over for
disciplinærnævnets gjort klart - ikke kun for de involverede.
Og lovudkastet gør det bydende vigtigt at der koordineres mellem Psykolognævnet
og Disciplinærnævnet. Nu kan man so psykolog blive ” hængt ud” både i
disciplinærnævnet og i Psykolognævnet. Det må da ske efter nogenlunde samme
kriterier. Dertil kommer at Sundhedsministeriets repræsentant er røget ud af
psykolognævnet.
Man kan tænke sig at ministeriet vil forsvare sig med, at der er tale om to forskellige
organer. Disciplinærnævnet er et klageorgan for patienter, mens Psykolognævnet
primært er et tilsynsorgan og derfor mere sammenlignelig medsundhedsstyrelsen.
Det er den type argumenter jurister kan bruge for at bortforklare virkeligheden. Sagen
er at både psykologer og klienter/patienter har behov for at vide, hvor en sag hører
hjemme. Og ligeværdige sager bør bedømmes ens i Psykolognævn og i
disciplinærnævn. Det behov har eksisteret i mange år, men det er blevet større nu
fordi Psykolognævnet kompetencer er øget og fordi den lovbestemte koordinering er
afskaffet og erstattet af en vejledningspligt.
Endelig er det således at, lovudkast gør meget ud af at understrege at
psykolognævnet er et tilsynsorgan, der derfor selv kan tage sager op. Netop fordi der
er tale et tilsynsorgan, burde man også have en bestemmelse med om at man kan
bede psykolognævnet om en vejledende udtalelse. En sådan kompetence har andre
tilsynsorganer.
Med dette lovudkast tages der et skridt i retning af at forvandle psykolognævnet fra
en gammel lugekone til en kompetent gartner ”i psykologiens have”. Vi må håbe at
debatten om lovudkastet fører til at psykolognævnets sammensætning bliver gjort
tidssvarende, og kompetencen bliver afklaret.
 SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 414: Henvendelse af 15/9-16 fra Erik Lohmann Davidsen om psykologloven
Lige så vigtigt er det måske med en debat i Psykologforeningen om hvor og hvordan
diskussionen af kvaliteten af psykologfagligt arbejde skal foregå. Af lovudkastet
fremgår, at psykolognævnet - ikke Psykologforeningen – har ønsket at nævnet fik
større kompetencer. Tværtimod tyder noget på at diskussion af psykologernes
faglighed efter Psykologforeningens opfattelse bør foregå mellem psykologer.
Klienterne og samfundet i bredere forstand bør ikke lukkes ind til trods for den meget
væsentlige rolle psykologerne i dag har i det danske samfund