SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 386: Lovudkast - Udkast til forslag til Lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, udlændingeloven og værgemålsloven (Afskaffelse af muligheden for dispensation fra alderskrav ved indgåelse af ægteskab, anerkendelse af ægteskaber, der er indgået i udlandet, og forhøjelse af gebyret for prøvelse af ægteskabsbetingelserne), fra social- og indenrigsministeren

Social- og Indenrigsudvalget 2015-16
SOU Alm.del Bilag 386
Offentligt

Social- og Indenrigsministeriet

Kontoret for Familier

J.nr. 2016-3635

Mjo/Bgn

September 2016

UDKAST

Forslag

til

Lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, udlændingeloven og

værgemålsloven

(Afskaffelse af muligheden for dispensation fra alderskrav ved indgåelse af ægteskab, anerkendelse

af udenlandske ægteskaber, og forhøjelse af gebyret for prøvelse af ægteskabsbetingelserne)

§1

I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1818 af 23. december 2015,

foretages følgende ændringer:

§§ 1 a

ophæves, og i stedet indsættes:

”§ 2.

Den, som er under 18 år, må ikke indgå ægteskab.”

§ 4

ændres ”§§ 2-3” til: ”§ 3”.

§ 13, stk. 3,

ændres ”500 kr.” til: ”et gebyr på 850 kr.”

§ 13, stk. 3,

indsættes som

2. pkt.:

”Gebyret i 1. pkt. reguleres en gang årligt den 1. januar med det generelle pris- og lønindeks og

afrundes til det nærmeste med 10 delelige beløb i kroner.”

§ 21, stk. 1,

indsættes efter ”stk. 2”: ”, og begge parter ved vielsen var fyldt 18 år”.

Efter § 22 a indsættes:

”Kapitel 2 a

Anerkendelse af ægteskaber, der er indgået i udlandet

§ 22 b.

Et ægteskab, der er indgået i udlandet, anerkendes, hvis ægteskabet er gyldigt i det land,

hvor ægteskabet er indgået, jf. dog stk. 2.

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 386: Lovudkast - Udkast til forslag til Lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, udlændingeloven og værgemålsloven (Afskaffelse af muligheden for dispensation fra alderskrav ved indgåelse af ægteskab, anerkendelse af ægteskaber, der er indgået i udlandet, og forhøjelse af gebyret for prøvelse af ægteskabsbetingelserne), fra social- og indenrigsministeren

Stk. 2.

Et ægteskab, der er indgået i udlandet, anerkendes ikke, hvis parterne ikke var samtidig til

stede ved vielsen, hvis en part ved vielsen ikke var fyldt 18 år, eller hvis anerkendelse af ægteskabet

strider mod grundlæggende danske retsprincipper.

Stk. 3.

Uanset stk. 2 anerkendes ægteskabet, hvis der foreligger tvingende grunde herfor, og

parterne stilles i en urimelig situation, hvis ægteskabet ikke anerkendes.

§ 22 c.

Et registreret partnerskab, der er indgået i udlandet, anerkendes, hvis betingelserne i § 22 b

er opfyldt, og retsvirkningerne af partnerskabet svarer til retsvirkningerne af registreret partnerskab

efter dansk ret.”

§ 58 b, stk. 1,

ændres ”§§ 1 a og 4” til: ”§ 4”.

§2

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. nr. 412 af 9. maj 2016 foretages følgende ændringer:

§ 56 a, stk. 6, nr. 6,

ophæves.

Nr. 7 bliver herefter nr. 6.

§3

I værgemålsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1015 af 20. august 2007 som ændret senest ved § 32

i lov nr. 618 af 8. juni 2016, foretages følgende ændring:

§ 1, stk. 1, 2. pkt.,

ophæves.

§4

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. februar 2017.

Stk. 2.

En tilladelse, der er meddelt efter den hidtil gældende bestemmelse i § 1 a, 1. pkt., i lov om

ægteskabs indgåelse og opløsning, bortfalder ved lovens ikrafttræden.

Stk. 3.

§ 1, nr. 5, finder ikke anvendelse på vielser, der er foretaget inden lovens ikrafttræden

Stk. 4.

§ 1, nr. 6, finder ikke anvendelse på ægteskaber og registrerede partnerskaber, som en

dansk myndighed har anerkendt inden lovens ikrafttræden.

Stk. 5.

§ 3, nr. 1, finder ikke anvendelse på unge under 18 år, der har indgået ægteskab før den 1.

februar 2017, og hvor der i forbindelse med tilladelsen til ægteskabet er fastsat vilkår om, at den

pågældende fortsat er mindreårig og dermed umyndig. For sådanne unge under 18 år finder de hidtil

gældende regler anvendelse.

§5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis

sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold

tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning og baggrund

2. Lovforslagets indhold

2.1. Generelt om indgåelse af ægteskab og retsvirkningerne heraf

2.2. Afskaffelse af muligheden for dispensation fra alderskrav ved indgåelse af ægteskab og

ægteskab indgået af mindreårige i Danmark er ugyldigt

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Udviklingen i antallet af sager om mindreåriges indgåelse af ægteskab

2.2.3. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.2.3.1. Afskaffelse af muligheden for dispensation fra alderskrav ved indgåelse af ægteskab

2.2.3.2. Ægteskab indgået af mindreårige i Danmark er ugyldigt

2.3. Anerkendelse af udenlandske ægteskaber

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Ankestyrelsens afdækning af praksis for anerkendelse af udenlandske ægteskaber af

mindreårige

2.3.3. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.4. Forhøjelse af prøvelsesgebyret

2.4.1. Gældende ret

2.4.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3. Ligestillingsmæssige konsekvenser

4. Internationale forpligtelser

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

7. Administrative konsekvenser for borgere

8. Miljømæssige konsekvenser

9. Forholdet til EU-retten

10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

11. Sammenfattende skema

1. Indledning og baggrund

Det overordnede formål med lovforslaget er at sikre, at dansk ret ikke understøtter, at mindreårige

indgår ægteskab.

Det foreslås derfor, at muligheden for at dispensere fra alderskravet ved indgåelse af ægteskab

afskaffes. Det betyder, at aldersgrænsen for indgåelse af ægteskab er 18 år, og at det ikke er muligt

at dispensere herfra, uanset baggrunden for den mindreåriges ønske om at ville indgå ægteskab.

Samtidig foreslås det, at ægteskaber, der er indgået i udlandet af mindreårige, ikke anerkendes i

Danmark, medmindre der foreligger tvingende grunde herfor, og parterne ellers vil blive stillet i en

urimelig situation.

I forlængelse af forslaget om, at udenlandske ægteskaber, der er indgået af mindreårige, ikke

anerkendes, lovfæstes også de gældende retningslinjer for anerkendelse af udenlandske ægteskaber,

hvor begge parter var myndige ved indgåelsen af ægteskabet.

Endelig indeholder lovforslaget forhøjelse af det gebyr, som parter bosat i udlandet skal betale for at

få prøvet, om de opfylder betingelserne for at kunne indgå ægteskab i Danmark således, at gebyret

følger den generelle pris- og lønudvikling.

Baggrunden for forslaget om at gøre ægteskabsalderen absolut er et ønske om, at kun myndige

personer indgår ægteskab. Et ægteskab indebærer, at parterne skal kunne træffe selvstændige

beslutninger om indgribende personlige og økonomiske spørgsmål, og den, som indgår ægteskab,

bør således have den fornødne modenhed til at kunne træffe sådanne beslutninger. Med forslaget

følger ægteskabsalderen den generelle myndighedsalder.

Forslaget understøttes også af, at muligheden for at dispensere fra alderskravet ved indgåelse af

ægteskab stammer fra en tid, hvor ægteskabets funktion og betydning var en anden end i dag. I takt

med samfundsudviklingen og deraf ændrede familiemønstre vælger mange par at leve sammen og

etablere familie uden at indgå ægteskab. Den familieretlige lovgivning er løbende blevet tilpasset

dette sådan, at lovgivningen i dag understøtter etablering af forhold mellem ugifte samlevende.

Udviklingen afspejles også i antallet af dispensationer fra alderskravet, der gennem de seneste årtier

har været faldende og i dag udgør et yderst begrænset antal.

Hertil kommer, at flere internationale organisationer – navnlig FN og FN’s Børnekomite – har

fokus på mindreåriges indgåelse af ægteskab ud fra en antagelse om, at indgåelse af ægteskab i en

tidlig alder ikke er til den mindreåriges bedste. Børnekomiteen har anbefalet, at ægteskabsalderen

generelt er 18 år, og FN har opstillet et udviklingsmål, hvorefter børneægteskaber skal være

afskaffet i 2030.

I lyset af forslaget om at afskaffe adgangen til aldersdispensation foreslås også, at der indføres

et restriktivt syn på ægteskaber, der er indgået i udlandet af mindreårige. Danske myndigheder bør

således ikke medvirke til en accept af sådanne ægteskaber, og udgangspunktet bør derfor være, at

sådanne ægteskaber ikke anerkendes efter dansk ret.

Forslaget om at udenlandske ægteskaber, der er indgået af mindreårige ikke anerkendes, forhindrer

samtidig, at reglerne søges omgået ved, at mindreårige, som på grund af deres alder ikke kan indgå

ægteskab i Danmark, indgår ægteskab i et andet land og derefter ønsker at få ægteskabet anerkendt i

Danmark.

Med forslagene gennemføres på denne måde en samlet løsning, der understøtter, at ægteskab ikke

indgås af umyndige personer, og samtidig varetages hensynet til, hvad der er bedst for den

mindreårige, uanset om der er tale om mindreårige, som ønsker at indgå ægteskab i Danmark, eller

mindreårige, som har indgået ægteskab i et andet land og efterfølgende kommer til Danmark.

2. Lovforslagets indhold

2.1. Generelt om indgåelse af ægteskab og retsvirkningerne heraf

Reglerne om indgåelse af ægteskab findes i ægteskabsloven (lov om ægteskabs indgåelse og

opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1818 af 23. december 2015).

Det fremgår af lovens § 12, at det skal godtgøres (prøves), at parterne opfylder betingelserne for at

indgå ægteskab (ægteskabsbetingelserne). Ægteskabsbetingelserne fremgår af lovens kapitel 1, og

udover alderskravet i § 1 a, som beskrives nærmere i afsnit 2.2.1., er det bl.a. en betingelse for at

indgå ægteskab, at man ikke allerede er gift, og at man har lovligt ophold i Danmark.

Efter § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 2, er en vielse kun gyldig, hvis vielsen sker for en myndighed, der

efter loven kan foretage vielser, parterne samtidig er til stede ved vielsen, parterne erklærer at ville

ægte hinanden, og parterne af vielsesmyndigheden forkyndes at være ægtefolk. Er en af disse

betingelser ikke opfyldt, er vielsen ugyldig. En vielse, som er ugyldig efter disse bestemmelser, kan

dog efterfølgende efter § 21, stk. 2, af Ankestyrelsen godkendes som gyldig, hvis særlige grunde

taler derfor.

Efter dansk ret knytter et ægteskabs ugyldighed sig således til, at ikke alle krav til vielseshandlingen

er opfyldt. Derimod bliver et ægteskab ikke ugyldigt, selvom det efterfølgende viser sig, at parterne

ikke opfyldte alle ægteskabsbetingelserne.

Indgåelse af ægteskab medfører en række rettigheder og pligter for ægtefællerne. Disse rettigheder

og pligter, der er reguleret i en række love, drejer sig navnlig om faderskab til og

forældremyndighed over fælles børn (børneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1817 af 23. december

2015 og forældreansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr.1820 af 23. december 2015), ægtefællers

gensidige arveret (arveloven, jf. lov nr. 515 af 6. juni 2007), gensidig forsørgelsespligt

(ægteskabsloven), og ægtefællers råderet over deres formue under ægteskabet og deling af

ægtefællers formuer ved skilsmisse (lov om ægteskabets retsvirkninger, jf. lovbekendtgørelse nr.

1814 af 23. december 2015).

I lyset af samfundsudviklingen og deraf ændrede familiemønstre er der sket en løbende tilpasning af

den familieretlige lovgivning sådan, at lovgivningen nu i vid udstrækning også understøtter

etablering af forhold mellem ugifte samlevende. En mand anses således som far til et barn, der

fødes af en ugift kvinde, hvis han og moderen indgiver en omsorgs- og ansvarserklæring ved

registreringen af barnets fødsel. Derved får forældrene også fælles forældremyndighed over barnet.

Hvis et faderskab ikke er fastslået i forbindelse med fødslen, kan der hos statsforvaltningen ske en

efterfølgende anerkendelse af faderskabet, og der kan samtidig etableres fælles forældremyndighed

over barnet. Forældrene gør dette ved at indgive en omsorgs- og ansvarserklæring, der samtidig

medfører, at der er fælles forældremyndighed. Der henvises til børnelovens § 2 og § 14 og

forældreansvarslovens § 7, stk. 1, nr. 1.

2.2. Afskaffelse af muligheden for dispensation fra alderskrav ved indgåelse af ægteskab og

ægteskab indgået af mindreårige i Danmark er ugyldigt

2.2.1. Gældende ret

Det fremgår af ægteskabslovens § 1 a, at den, som er under 18 år, ikke må indgå ægteskab uden

tilladelse fra den myndighed (kommunen), som efter § 13 skal prøve ægteskabsbetingelserne.

Det er i lovgivningen ikke nærmere reguleret, i hvilke tilfælde kommunen kan give dispensation fra

alderskravet. En afgørelse om aldersdispensation træffes således ud fra en vurdering af den konkrete

sag og på baggrund af en mangeårig praksis. Denne praksis er nærmere beskrevet i afsnit 2.1.1. i

vejledning af 18. marts 2016 om behandling af ægteskabssager (ægteskabsvejledningen).

Der gives efter praksis som udgangspunkt ikke dispensation, hvis begge parter er under 18 år,

medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Efter praksis gives der ikke dispensation, hvis

en af parterne er under 15 år. Dette skyldes, at den seksuelle lavalder er 15 år, jf. § 222 i

straffeloven.

I tilfælde hvor en part er under 18 år, dispenseres der fra alderskravet i følgende situationer,

medmindre der foreligger særlige omstændigheder:

– Den ene part er fyldt 18 år, og den anden part er fyldt 15 år, og parret har eller venter et barn

sammen.

– Den ene part er fyldt 18 år, og den anden part er fyldt 16 år, og parret bor sammen i egen bolig.

Hvis parterne har en fælles selvstændig bolig, lægges der også vægt på parternes situation i øvrigt,

særligt deres økonomiske situation, navnlig i relation til at kunne bevare boligen. Endelig ses der på

forholdets stabilitet.

– Den ene part er fyldt 18 år, og den anden part er fyldt 17 år.

Foreligger der særlige omstændigheder, f.eks. at en part er umoden og derfor ikke forstår

betydningen af at indgå ægteskabet, bør kommunen – af hensyn til den mindreårige part – afslå at

give dispensation, selvom betingelserne for at dispensere er opfyldt. Hvis en part er tvunget eller

presset til at indgå ægteskabet, tilsiger beskyttelsen af den mindreårige og hensynet til den

mindreåriges bedste, at kommunen altid skal afslå at give dispensation.

Afgørelser om aldersdispensation træffes efter ovennævnte retningslinjer, også selvom en part

stammer fra eller bor i et land, hvor ægteskabsalderen er lavere end i Danmark, eller hvor det er

almindeligt at indgå ægteskab i en tidligere alder.

Herudover følger det af ægteskabslovens § 2, at den, som er under 18 år, og ikke tidligere har været

gift, ikke må indgå ægteskab uden forældrenes samtykke. Hvis kun den ene af forældrene har

forældremyndigheden, er det tilstrækkeligt, at denne forælder giver samtykke til ægteskabet. Hvis

ingen af forældrene har (del i) forældremyndigheden, kræves samtykke fra den eller dem, der har

forældremyndigheden.

Det fremgår af § 1 i forældreansvarsloven, at børn og unge under 18 år er under

forældremyndighed, medmindre de har indgået ægteskab, og at forældremyndighedens indehaver

efter § 2 skal drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra

barnets interesse og behov.

Efter værgemålslovens § 1, stk. 2 og 3, kan mindreårige ikke selv forpligte sig ved retshandler eller

råde over deres formue, og den mindreåriges værger handler på dennes vegne i økonomiske

anliggende, medmindre andet er bestemt. Det fremgår af § 2, at det er indehaveren af

forældremyndigheden, der er den mindreåriges værge. Efter § 24 skal værgen inden for hvervets

omfang varetage interesserne for den, der er under værgemål.

Efter lovens § 1, stk. 1, 1. pkt., er børn og unge under 18 år, der ikke har indgået ægteskab,

mindreårige og dermed umyndige.

Efter lovens § 1, stk. 1, 2. pkt., bliver unge under 18 år, der har indgået ægteskab, myndige. Dette

indebærer bl.a., at de fra vielsestidspunktet kan råde over deres formue. Der kan forekomme

situationer, hvor det ikke er forsvarligt, at en mindreårig ved ægteskabet selv får rådighed over sin

formue, men hvor det alligevel er rimeligt at give tilladelse til ægteskab. Når kommunen giver

dispensation fra alderskravet på 18 år, kan kommunen derfor efter ægteskabslovens § 1 a, 2. pkt.,

fastsætte vilkår om, at parten trods ægteskabet fortsat er mindreårig og dermed umyndig indtil det

fyldte 18. år. Dette betyder, at parten forbliver under værgemål. Bestemmelsen har et snævert

anvendelsesområde og er kun relevant, når den mindreårige part har en større formue, og der er

risiko for, at den mindreårige ikke vil administrere formuen forsvarligt.

Selvom kommunen giver dispensation fra alderskravet, må parterne kun indgå ægteskab med

hinanden, hvis de øvrige ægteskabsbetingelser er opfyldt.

2.2.2. Udviklingen i antallet af sager om mindreåriges indgåelse af ægteskab

Antallet af mindreårige, der indgår ægteskab i Danmark, er faldet markant gennem årene. Dette skal

formentlig tilskrives samfundsudviklingen og deraf følgende ændring i familiemønstrene, idet flere

par end tidligere vælger at etablere samliv og familie uden at indgå ægteskab.

Det fremgår af betænkning nr. 691/1973, afgivet af Ægteskabsudvalget af 1969, at der i 1971 blev

givet ca. 500 dispensationer til indgåelse af ægteskab til mindreårige, som ønskede at indgå

ægteskab, fordi de var gravide, mens en opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at der i perioden

2005-2015 i gennemsnit årligt blev foretaget seks vielser af mindreårige.

2.2.3. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.2.3.1. Afskaffelse af muligheden for dispensation fra alderskrav ved indgåelse af ægteskab

For at kunne indgå ægteskab i Danmark skal man som nævnt i afsnit 2.2.1. være fyldt 18 år, dvs.

være myndig.

Det er dog muligt at dispensere fra alderskravet, hvis parterne opfylder visse betingelser herfor.

Praksis for dispensation fra alderskravet er beskrevet i afsnit 2.2.1. Betingelserne for at dispensere

fra alderskravet knytter sig bl.a. til, om parret har eller venter barn sammen eller har fælles bolig, og

de stammer fra en tid, hvor etablering af samliv og familie i højere grad end i dag var baseret på

ægteskab. Tidligere gav ægteskab adgang til en række juridiske rettigheder, f.eks. i forhold til

faderskab og forældremyndighed, som ikke var gældende for ugifte samlevende, og til goder som

f.eks. mulighed for en fælles bolig.

Det er ministeriets opfattelse, at ægteskabsalderen bør følge myndighedsalderen uden undtagelse, så

det sikres, at den, som indgår ægteskab, har den fornødne modenhed til at forstå konsekvenserne af

at indgå ægteskab og til selvstændigt at kunne træffe beslutninger om de spørgsmål, der opstår i et

ægteskab, både om personlige og økonomiske forhold. Hensynet til den mindreåriges bedste bør

altid være styrende i sådanne forhold, og bl.a. FN’s Børnekomite har da også anbefalet en

ægteskabsalder på 18 år, ligesom FN har opstillet et udviklingsmål om afskaffelse af

børneægteskaber i 2030.

Det foreslås derfor, at adgangen til at dispensere fra alderskravet ved indgåelse af ægteskab

afskaffes.

Med forslaget tilpasses lovgivning og praksis også samfundsudviklingen og de deraf ændrede

familiemønstre. I dag vælger flere par at leve sammen og etablere familie uden at indgå ægteskab. I

lyset af denne udvikling er der sket en løbende tilpasning af den familieretlige lovgivning sådan, at

lovgivningen nu i vid udstrækning understøtter etablering af forhold mellem ugifte samlevende,

f.eks. i relation til faderskab, forældremyndighed, samvær og børnebidrag.

Indgåelse af ægteskab er ikke som tidligere en forudsætning for at sikre bl.a. retsstillingen for fælles

børn i relation til faderskab, forældremyndighed og samvær, hvilket har medført, at

dispensationsadgangen ikke længere ses at have nævneværdig betydning. Dette afspejles også i

antallet af dispensationer fra alderskravet, der gennem de seneste årtier har været faldende og i dag

udgør et yderst begrænset antal.

Efter den foreslåede ordning vil der være tale om en absolut aldersgrænse for indgåelse af ægteskab

i Danmark, og det vil således i modsætning til den gældende ordning, ikke være muligt at

dispensere herfra.

2.2.3.2. Ægteskab indgået af mindreårige i Danmark er ugyldigt

Med forslaget om at afskaffe muligheden for at dispensere fra alderskravet ved indgåelse af

ægteskab, vil det være en betingelse for at indgå ægteskab, at begge parter er fyldt 18 år.

Som beskrevet i afsnit 2.1. bliver et ægteskab ikke ugyldigt, selvom det efterfølgende viser sig, at

parterne ikke opfyldte betingelserne for at indgå ægteskab.

I lyset af at det med forslaget bliver en absolut betingelse for at indgå ægteskab, at man er fyldt 18

år, er det ministeriets opfattelse, at en manglende opfyldelse heraf bør medføre, at ægteskabet er

ugyldigt.

Det foreslås derfor, at kravet til alder bliver en gyldighedsbetingelse på samme måde som de i dag

gældende krav til selve vielseshandlingen. Forslaget indebærer derfor, at et par, som har indgået

ægteskab, uanset at den ene af parterne ikke var fyldt 18 år, ikke betragtes som ægtefæller, idet

ægteskabet vil være ugyldigt.

Efter gældende ret kan en ugyldig vielse efterfølgende godkendes som gyldig, hvis særlige grunde

taler derfor. Er der tale om en ugyldig vielse af en mindreårig, skal der ved denne vurdering

anlægges samme restriktive praksis som ved vurderingen af, om et udenlandsk ægteskab, der er

indgået af mindreårige, undtagelsesvist kan anerkendes, jf. afsnit 2.3.3. nedenfor.

2.3. Anerkendelse af udenlandske ægteskaber

2.3.1. Gældende ret

Par, som har indgået ægteskab i udlandet og bor her i landet, har behov for at få ægteskabet

anerkendt i Danmark. Et ægteskab har juridisk betydning for ægtefællerne, bl.a. i forhold til

ægtefællernes formueforhold, arveret, forsørgelsespligt over for hinanden og faderskab til og

forældremyndighed over fælles børn.

Anerkendelse af et udenlandsk ægteskab indebærer, at parterne anses for ægtefæller efter dansk ret.

Dette betyder bl.a., at et ægtepar, der er blevet gift i udlandet, har de samme rettigheder og pligter i

Danmark som et ægtepar, der er blevet gift i Danmark.

Anerkendes ægteskabet ikke, indebærer dette, at parret ikke betragtes som ægtefæller efter dansk

ret.

Dansk ret indeholder ikke lovregler om anerkendelse af udenlandske ægteskaber. Danske

myndigheders vurdering af, om et udenlandsk ægteskab kan anerkendes, foretages derfor på

grundlag af praksis. Denne praksis er beskrevet i afsnit 9 i ægteskabsvejledningen.

Spørgsmål om anerkendelse af udenlandske ægteskaber opstår typisk under behandlingen af en sag,

hvor det har betydning, om parterne efter dansk ret anses som ægtefæller. Sådanne spørgsmål om

anerkendelse af udenlandske ægteskaber kan således opstå for en række forskellige myndigheder,

f.eks. udlændingemyndighederne (opholdstilladelse), statsforvaltningen (skilsmisse), kommunerne

(registrering i CPR) og domstolene (arv og deling af fællesbo). Det er den pågældende myndighed,

der tager stilling til, om ægteskabet kan anerkendes i Danmark. Hvis myndighedens afgørelse kan

påklages, kan klageinstansen ligeledes tage stilling til spørgsmålet.

Der er således ikke én myndighed, der har til opgave at afgøre spørgsmål om anerkendelse af

udenlandske ægteskaber, men hvis en myndighed er i tvivl om, hvorvidt et udenlandsk ægteskab

kan anerkendes efter dansk ret, kan myndigheden forelægge sagen for Ankestyrelsen, der kan

afgive en vejledende udtalelse.

Efter grundlovens § 63 er domstolene berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om

øvrighedsmyndighedens grænser. Den endelige vurdering af, om ægteskabet kan anerkendes,

henhører således under domstolene.

Efter dansk international privatret anerkendes et ægteskab, der er indgået i udlandet, hvis form- og

kompetencereglerne i indgåelseslandet er overholdt, medmindre ægteskabet strider mod

grundlæggende danske retsprincipper (ordre public). Ægteskabet anerkendes, selvom

ægteskabsbetingelserne i ægteskabslovens kapitel 1 ikke var opfyldt på vielsestidspunktet.

Dette betyder i praksis, at danske myndigheder anerkender ægteskabet, når følgende betingelser er

opfyldt:

– Vielsen opfylder de formkrav, der stilles i det land, hvor vielsen blev foretaget, og vielsen i øvrig

er gyldig i vielseslandet.

– Vielsen er foretaget af en myndighed eller person, der i det land, hvor vielsen blev foretaget, var

bemyndiget til at foretage vielsen.

Hvis ovennævnte betingelser ikke er opfyldt, anerkendes ægteskabet ikke, heller ikke selvom begge

parter erklærer, at de er og ønsker at være gift med hinanden.

Selvom ægteskabet opfylder disse betingelser, anerkendes ægteskabet ikke, hvis anerkendelse af det

vil stride mod grundlæggende danske retsprincipper (ordre public).

Det nærmere indhold af et ordre public-forbehold fastlægges i retspraksis og i administrativ praksis.

Det følger af retspraksis, at ikke-anerkendelse af en udenlandsk afgørelse, fordi den strider mod

grundlæggende danske retsprincipper, typisk kommer på tale, hvis anerkendelse af afgørelsen vil

virke stødende for dansk rets- og moralopfattelse. En udenlandsk afgørelse strider således mod

grundlæggende danske retsprincipper, hvis den i den grad er uforenelig med de fundamentale

principper, som det danske retssystem bygger på, at anvendelse eller anerkendelse af den må anses

som udelukket. Ordre public er således et dynamisk begreb.

Ordre public-forbehold indeholder overordnet set to elementer:

– Behandlingen af den sag, der førte frem til den omhandlede afgørelse, afviger fundamentalt fra

den måde, som tilsvarende sager behandles.

– Indholdsmæssigt strider den udenlandske afgørelse mod grundlæggende bestemmelser i dansk ret.

Spørgsmålet om ikke at anerkende et udenlandsk ægteskab, fordi det strider mod grundlæggende

danske retsprincipper, opstår i praksis navnlig i følgende situationer:

– Fremgangsmåden ved vielsen i udlandet afviger fundamentalt fra fremgangsmåden ved vielser i

Danmark, f.eks. fordi parterne ikke var samtidig til stede ved vielsen.

– Ægteskabet strider fundamentalt mod den danske ægteskabslovgivning, dvs. at parterne ikke

kunne indgå ægteskab, f.eks. fordi en af parterne var under 15 år på vielsestidspunktet.

Ved vurderingen af, om et udenlandsk ægteskab, der er indgået af mindreårige, kan anerkendes,

fremgår det af ægteskabsvejledningen, afsnit 9.2.4.3.2., at myndighederne bør udvise en særlig

agtpågivenhed.

Var en part under 15 år ved vielsen, anerkendes ægteskabet ikke i Danmark, fordi anerkendelse af

ægteskabet må anses som stridende mod grundlæggende danske retsprincipper. Dette skyldes, at

den seksuelle lavalder er 15 år, jf. afsnit 2.2.1. Det bemærkes i den forbindelse, at der i praksis ikke

dispenseres fra det danske alderskrav, hvis en part ikke er fyldt 15 år, se afsnit 2.2.1. ovenfor.

Var en part ved vielsen 15-17 år og således under den danske ægteskabsalder, er der et betydeligt

hensyn at tage til den mindreårige.

Praksis for så vidt angår anerkendelse af udenlandske ægteskaber, der er indgået af mindreårige, er

beskrevet i ægteskabsvejledningen. I den seneste udgave af vejledningen af 18. marts 2016 blev

denne praksis skærpet sådan, at der ved vurderingen af disse sager ikke må være tvivl om, at

betingelserne for anerkendelse af ægteskabet er opfyldt. Dette betyder, at anerkendelse af

ægteskabet altid bør ske efter et konkret skøn og på baggrund af en samlet vurdering af

omstændighederne ved indgåelse af ægteskabet og den mindreåriges syn på ægteskabet. Hvis der er

tvivl om, hvorvidt de formelle betingelser for indgåelsen af ægteskabet er opfyldt, anerkendes

ægteskabet ikke.

Det fremgår videre af vejledningen, at beskyttelsen af den mindreårige og hensynet til den

mindreåriges bedste tilsiger, at ægteskaber, der er indgået af en mindreårig mellem 15-17 år ved

tvang eller utilbørligt pres, ikke anerkendes i Danmark. Tilsvarende gælder, hvis den mindreårige

ikke var indforstået med ægteskabet eller ikke forstod betydningen af ægteskabet, f.eks. fordi

ægteskabet var arrangeret.

Der skal således altid foretages et konkret skøn på baggrund af en samlet vurdering af

omstændighederne ved indgåelse af ægteskabet og den mindreåriges syn på ægteskabet. Hvis der er

tvivl om, hvorvidt de formelle betingelser for indgåelsen af ægteskabet er opfyldt, anerkendes

ægteskabet ikke.

Disse retningslinjer for anerkendelse af udenlandske ægteskaber gælder, uanset om parterne på

vielsestidspunktet boede i Danmark eller i udlandet og uanset parternes statsborgerskab og øvrige

tilknytning til udlandet.

Efter afsnit 9.6. i ægteskabsvejledningen anerkendes et registreret partnerskab, der er indgået i

udlandet, hvis ovennævnte betingelser er opfyldt. Det er dog en forudsætning, at retsvirkningerne af

partnerskabet svarer til retsvirkningerne af partnerskab efter dansk ret.

2.3.2. Ankestyrelsens afdækning af praksis for anerkendelse af udenlandske ægteskaber indgået af

mindreårige

Som det fremgår af afsnit 2.3.1. ovenfor, kan en myndighed ved tvivl om, hvorvidt et udenlandsk

ægteskab kan anerkendes, forelægge sagen for Ankestyrelsen, som kan give en vejledende udtalelse

i sagen.

Ankestyrelsen har foretaget en afdækning til brug for afklaring af praksis for anerkendelse af

udenlandske ægteskaber indgået af mindreårige. Afdækningen er foretaget i samarbejde med

Udlændingestyrelsen, som ofte tager stilling til, om et udenlandsk ægteskab kan anerkendes, f.eks. i

forbindelse med behandlingen af en ansøgning om familiesammenføring.

Af afdækningen fremgår det, at Ankestyrelsen i perioden 1. januar 2016 til 1. juni 2016 har

behandlet en sag og Udlændingestyrelsen otte sager om anerkendelse af et udenlandsk ægteskab,

der er indgået af en mindreårig.

I afdækningen har Ankestyrelsen bl.a. oplyst, at Ankestyrelsen og Udlændingestyrelsen anvender

det samme udgangspunkt i vurderingen af gyldigheden af udenlandske ægteskaber, idet begge

styrelser som udgangspunkt anerkender et ægteskab, hvis det er indgået i overensstemmelse med

reglerne i det land, hvor ægteskabet er indgået.

Er ægteskabet indgået i overensstemmelse med indgåelseslandets regler og formkrav, således at

ægteskabet er gyldigt i indgåelseslandet, vurderer både Udlændingestyrelsen og Ankestyrelsen

herudover, om forholdene omkring ægteskabets indgåelse strider mod grundlæggende danske

retsprincipper, dvs. om parterne har været samtidig til stede under vielsen, og hvilken alder parterne

havde på tidspunktet for ægteskabets indgåelse. Var en eller begge parter under 15 år på tidspunktet

for ægteskabets indgåelse, følger begge styrelser den praksis, at ægteskabet ikke anerkendes.

Af afdækningen fremgår det imidlertid også, at Ankestyrelsen og Udlændingestyrelsen ikke følger

den samme praksis for så vidt angår anerkendelse af udenlandske ægteskaber indgået af

mindreårige mellem 15-17 år. Således anerkender Ankestyrelsen ægteskabet, hvis det er indgået i

overensstemmelse med reglerne i det land, hvor det er indgået, hvorimod Udlændingestyrelsen – ud

over at ægteskabet skal være gyldigt i indgåelseslandet – også stiller som betingelse, at parterne

derudover ville have fået dispensation fra alderskravet efter de danske regler, som beskrevet i afsnit

2.2.1. ovenfor.

2.3.3. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Par, som har indgået ægteskab i udlandet og bor her i landet, har behov for at få ægteskabet

anerkendt i Danmark. Dette gælder både par med tilknytning til Danmark, som f.eks. vælger at

blive gift under en ferie i udlandet, og par, som kommer til Danmark for at bosætte sig.

I visse lande er ægteskabsalderen lavere end i Danmark, og danske myndigheder skal derfor i nogle

situationer vurdere, om et ægteskab, der er indgået af en mindreårig, kan anerkendes. Det fremgår

af ægteskabsvejledningen, at der er i sådanne tilfælde er et betydeligt hensyn at tage til den

mindreårige, bl.a. fordi ægteskabet kan være indgået under påvirkning og pres fra den mindreåriges

familie. Danske myndigheder skal derfor udvise en særlig agtpågivenhed ved behandlingen af disse

sager. Udgangspunktet er dog, at udenlandske ægteskaber anerkendes, selvom en part var 15-17 år

ved vielsen.

I forlængelse af forslaget i afsnit 2.2.3.1. om at afskaffe adgangen til aldersdispensation har

ministeriet overvejet, om det fortsat skal være udgangspunktet, at udenlandske ægteskaber, der er

indgået af mindreårige på 15-17 år, skal anerkendes i Danmark.

Det er ministeriets opfattelse, at dansk lovgivning og praksis bør understøtte et yderst restriktivt syn

på ægteskaber, der er indgået i udlandet af mindreårige. Danske myndigheder bør således ikke

medvirke til en accept af sådanne ægteskaber. Ministeriet finder derfor, at udgangspunktet – i

modsætning til den gældende ordning – bør være, at udenlandske ægteskaber, der er indgået af

mindreårige, ikke anerkendes i Danmark.

Med forslagene om at afskaffe muligheden for at dispensere fra alderskravet og om ikke at

anerkende udenlandske ægteskaber, der er indgået af mindreårige, gennemføres en samlet løsning,

der har som overordnet sigte at understrege, at ægteskaber indgås af myndige personer, og at

varetage hensynet til, hvad der er bedst for den mindreårige. Dette gælder uanset, om der er tale om

mindreårige, som ønsker at indgå ægteskab i Danmark, eller mindreårige, som har indgået ægteskab

i et andet land og efterfølgende kommer til Danmark.

Forslaget forhindrer også, at reglerne søges omgået ved, at mindreårige, som på grund af deres alder

ikke kan indgå ægteskab i Danmark, indgår ægteskab i et andet land og derefter ønsker at få

ægteskabet anerkendt i Danmark.

Det bemærkes i øvrigt, at forslaget understøttes af en anbefaling fra Europarådet om, at

medlemsstaterne som udgangspunkt skal undlade at anerkende udenlandske ægteskaber, der er

indgået af mindreårige, jf. afsnit 4.

Som det fremgår af afsnit 2.3.1., er konsekvensen af forslaget om, at udenlandske ægteskaber, der

er indgået af mindreårige, ikke anerkendes, at parret ikke betragtes som ægtefæller efter dansk ret.

Parret vil kunne indgå ægteskab her i landet, når den mindreårige fylder 18 år.

Hertil kommer, at det – selvom parternes ægteskab ikke anerkendes – vil være muligt for parterne at

sikre eventuelle fælles børns rettigheder, jf. afsnit 2.1.

For at sikre at parterne bliver bekendt med disse muligheder, skal myndigheden derfor orientere

parterne om, at de ikke betragtes som ægtefæller efter dansk ret, men at det er muligt i vid

udstrækning at opnå de samme retsvirkninger som ægtefæller i relation til f.eks. faderskab,

forældremyndighed, samvær og børnebidrag.

Det følger i øvrigt af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at der kan meddeles opholdstilladelse til

familiesammenføring på baggrund af et fast samlivsforhold af længere varighed.

Der kan ikke udelukkes, at der vil kunne opstå situationer, hvor parterne stilles i en urimelig

situation, hvis det ægteskab, som de har indgået i udlandet, ikke anerkendes, fordi en af dem var

mindreårig på vielsestidspunktet. Det foreslås derfor, at det helt undtagelsesvist skal være muligt at

anerkende et udenlandsk ægteskab, der er indgået af en mindreårig, hvis der foreligger tvingende

grunde herfor, og en manglende anerkendelse vil stille parterne i en urimelig situation.

Det forhold, at parret har eller venter fællesbarn, vil imidlertid ikke alene kunne begrunde en

fravigelse af udgangspunktet om, at ægteskabet ikke anerkendes. Hensynet til den mindreårige part

i ægteskabet vejer således tungere end hensynet til parternes fælles barn, hvis retsstilling i øvrigt

som nævnt i vid udstrækning er eller kan sikres efter den familieretlige lovgivning, uanset om

forældrene er gift eller ej. Heller ikke parrets langvarige tilknytning til hinanden, herunder at de har

levet sammen igennem længere tid, eller det forhold, at parret har indgået ægteskab i et land, hvor

samfundsnormer tilsiger, at samliv kun kan foregå inden for rammerne af et ægteskab, vil kunne

begrunde en fravigelse af udgangspunktet om, at ægteskabet ikke anerkendes.

Der vil alene kunne foreligge sådanne tvingende grunde til at anerkende ægteskabet, hvis dette

ellers vil stille parterne i en helt urimelig situation. Er det således f.eks. på grund af et dødsfald

umuligt at løse de retlige udfordringer, der opstår ved en manglende anerkendelse, kan det tale for,

at ægteskabet alligevel anerkendes.

Forslaget forudsættes administreret sådan, at Danmarks internationale forpligtelser overholdes,

navnlig i forhold til retten til familieliv efter artikel 8 i Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention, jf. afsnit 4.

Forslaget om som udgangspunkt ikke længere at anerkende udenlandske ægteskaber, der er indgået

af mindreårige, gennemføres ved at indsætte en bestemmelse herom i ægteskabsloven.

Samtidig foreslås det, at der i ægteskabsloven indsættes en generel bestemmelse om anerkendelse af

udenlandske ægteskaber. Efter dette forslag videreføres den gældende praksis på området, jf.

beskrivelsen i afsnit 2.3.1.

2.4. Forhøjelse af prøvelsesgebyret

2.4.1. Gældende ret

Det fremgår af § 12 i ægteskabsloven, at det skal godtgøres, at ægteskabsbetingelserne er opfyldt,

før ægteskab kan indgås. Ægteskabsbetingelserne fremgår af lovens kapitel 1.

Efter § 13, stk. 1, foretages prøvelsen af kommunalbestyrelsens formand (kommunen).

Parterne skal som udgangspunkt ikke betale for at få foretaget en prøvelse af

ægteskabsbetingelserne. Hvis begge parter har bopæl i udlandet, skal de dog betale et gebyr på 500

kr., jf. § 13, stk. 3.

Prøvelsesgebyret på 500 kr. blev indført i 1990 ved § 7, nr. 4, i lov nr. 396 af 13. juni 1990 om

ændring af straffeloven og retsplejeloven m.v. (Forenkling og modernisering inden for

Justitsministeriets område). Gebyret er ikke blevet reguleret siden.

2.4.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Da prøvelsesgebyret ikke er blevet reguleret siden indførelsen i 1990 er gebyret med årene blevet

forholdsmæssigt mindre på grund af den generelle pris- og lønudvikling.

KL og flere kommuner har oplyst, at omkostningerne ved behandling af prøvelsessager, hvor begge

parter har bopæl i udlandet, overstiger gebyret. En regulering af gebyret på baggrund af det

generelle pris- og lønindeks siden 1990 vil medføre, at gebyret i dag vil skulle fastsættes til ca. 850

kr.

Det foreslås derfor, at gebyret forhøjes fra 500 kr. til 850 kr., og at gebyret fremover årligt reguleres

den 1. januar med det generelle pris- og lønindeks og afrundes til nærmeste med 10 delelige beløb i

kroner.

Da gebyret kun skal betales i sager om prøvelse af ægteskabsbetingelserne, hvor begge parter har

bopæl i udlandet, vil forhøjelsen ikke have betydning for borgere her i landet. Det vurderes rimeligt,

at personer bosat i udlandet, der vil giftes i Danmark, er med til at dække kommunernes

omkostninger ved behandlingen af prøvelsessagen, og at gebyret bringes på niveau med den

generelle pris- og lønudvikling.

Forslaget gennemføres ved en ændring af gebyrets størrelse i lovens § 13, stk. 3, og ved indsættelse

af et nyt 2. pkt. i § 13, stk. 3.

3. Ligestillingsmæssige konsekvenser

Bestemmelsen i ægteskabslovens § 1 a om, at den, som er under 18 år, ikke må indgå ægteskab

uden tilladelse, er efter ordlyden kønsneutral, da aldersgrænsen for indgåelse af ægteskab er ens for

begge køn. Der er således ikke forskel på mænds og kvinders retsstilling efter denne bestemmelse.

Lovforslaget vil have betydning for mindreårige, der ønsker at indgå ægteskab i Danmark, og for

personer, der ønsker at få deres udenlandske ægteskab anerkendt i Danmark, og som på

vielsestidspunktet var under 18 år.

Det er erfaringen fra praksis i de i afsnit 2.2.2. og 2.3.2. nævnte sager, at kvinder udgør den

altovervejende andel af mindreårige, der søger om dispensation til at indgå ægteskab, og af

mindreårige, der har indgået ægteskab i udlandet. Henset til at formålet med forslaget er, at dansk

ret ikke understøtter, at mindreårige – i praksis kvinder – indgår ægteskab, vurderes det, at

lovforslaget vil have positive ligestillingsmæssige konsekvenser.

4. Internationale forpligtelser

Med forslaget lægges der bl.a. op til at indføre et absolut alderskrav på 18 år for at indgå ægteskab i

Danmark. Der lægges endvidere op til, at ægteskaber, der er indgået i udlandet, alene anerkendes,

hvis nogle nærmere opregnede betingelser er opfyldt, herunder at begge parter ved vielsen var fyldt

18 år. Ægteskaber, der er indgået i udlandet, og som ikke overholder lovens betingelser for

anerkendelse, vil dog kunne anerkendes i Danmark, hvis tvingende grunde taler derfor, og parterne

stilles i en urimelig situation, hvis ægteskabet ikke anerkendes.

En manglende ret til at indgå ægteskab eller et afslag på anerkendelse af et ægteskab indgået i

udlandet kan efter omstændigheder udgøre et indgreb i retten til privatliv og retten til at indgå

ægteskab efter artikel 8 og 12 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

(Menneskerettighedskonventionen).

Det følger af artikel 8 i Menneskerettighedskonventionen, at enhver har ret til respekt for sit

privatliv og familieliv. Beskyttelsen efter denne bestemmelse er imidlertid ikke absolut. Der kan

gøres indgreb i de nævnte rettigheder, hvis indgrebet er foreskrevet ved lov og er nødvendigt i et

demokratisk samfund (dvs. opfylder kravet om proportionalitet) til varetagelse af nærmere bestemte

anerkendelsesværdige formål, herunder at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. konventionens

artikel 8, stk. 2.

Det følger endvidere af artikel 12 i Menneskerettighedskonventionen, at giftefærdige mænd og

kvinder har ret til at indgå ægteskab og stifte familie i overensstemmelse med de nationale love om

udøvelsen af denne ret. Retten til at indgå ægteskab er således ikke en absolut rettighed og kan

derfor nationalt underkastes både formelle og materielle begrænsninger. Det følger dog af Den

Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at sådanne begrænsninger ikke må begrænse

retten i et sådant omfang, at selve kernen i retten gøres indholdsløs.

FN's Børnekomite har i sin generelle udtalelse nr. 4 fra 2003 indtrængende henstillet, at

ægteskabsalderen i medlemsstaterne skal være mindst 18 år. I generel udtalelse nr. 31 fra 2014 har

komiteen sammen med CEDAW-komiteen udtalt, at en mindreårig, der er fyldt 16 år, i

exceptionelle situationer kan få tilladelse til at indgå ægteskab, forudsat at barnet har den fornødne

modenhed.

Den 25. september 2015 vedtog FN nye verdensmål for bæredygtig udvikling, der indeholder 17

udviklingsmål, der bl.a. skal gøre en ende på fattigdom og bekæmpe ulighed og uretfærdighed

inden 2030. Et af disse udviklingsmål handler om ligestilling og rettigheder for kvinder og piger og

omfatter bl.a. afskaffelse af børneægteskaber.

Europarådet har i resolution 1468 (2005) anbefalet, at ægteskabsalderen i medlemsstaterne skal

være mindst 18 år, og at medlemsstaterne skal undlade at anerkende ægteskaber, som mindreårige

har indgået i udlandet, medmindre anerkendelse af ægteskabet er til den mindreåriges bedste.

Disse anbefalinger om afskaffelse af børneægteskaber begrundes med, at det er bedst for børn ikke

at blive gift i en for tidlig alder, idet det bl.a. kan medføre dårligere fremtidsperspektiver for særligt

piger på grund af tidlig afsluttet skolegang og deraf følgende ringe muligheder for at få arbejde og

opnå økonomisk uafhængighed.

Efter artikel 9 i Den Europæiske Unions Charter Om Grundlæggende Rettigheder sikres retten til at

indgå ægteskab og retten til at stifte familie i overensstemmelse med de nationale love om

udøvelsen af denne ret. Ligesom artikel 12 i Menneskerettighedskonventionen er retten til at indgå

ægteskab ikke en absolut rettighed og kan derfor nationalt underkastes både formelle og materielle

begrænsninger.

Som det fremgår af afsnit 1, er baggrunden for forslaget om at gøre ægteskabsalderen absolut, at

ægteskabsalderen bør følge myndighedsalderen uden undtagelse, således at kun myndige personer

kan indgå ægteskab. Der er herved lagt vægt på, at ægteskab indebærer, at parterne skal kunne

træffe selvstændige beslutninger om indgribende personlige og økonomiske spørgsmål, hvorfor den,

som indgår ægteskab, skal have den fornødne modenhed til at kunne træffe sådanne beslutninger.

Udenlandske ægteskaber indgået af mindreårige kan på denne baggrund alene anerkendes, hvis

tvingende grunde taler derfor, og parret således ellers stilles i en urimelig situation. Det bemærkes,

at en afgørelse om manglende anerkendelse af et udenlandsk ægteskab kan indbringes for

domstolene, og at det er forudsat i afsnit 2.2.3., at ordningen administreres i overensstemmelse med

Danmarks internationale forpligtelser.

Forslagene er således begrundet i hensynet til den mindreåriges rettigheder og friheder og går efter

ministeriets opfattelse ikke videre end nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål. Samtidig er det

ministeriets opfattelse, at forslaget ikke begrænser retten til at indgå ægteskab i et sådant omfang, at

selve kernen i retten gøres indholdsløs.

Det er på denne baggrund ministeriets opfattelse, at de foreslåede ændringer, hvorefter der indføres

et absolut alderskrav på 18 år for at indgå ægteskab i Danmark, og hvor udenlandske ægteskaber,

der er indgået af mindreårige alene anerkendes, hvis tvingende grunde taler herfor, og parterne

stilles i en urimelig situation, er i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Forslaget om afskaffelse af adgangen til dispensation fra alderskravet ved indgåelse af ægteskab og

reguleringen af anerkendelse af udenlandske vielser i ægteskabsloven har ingen økonomiske eller

administrative konsekvenser for det offentlige.

Forslaget om forhøjelse af prøvelsesgebyret vil medføre, at den andel af sagens omkostninger, der

dækkes af gebyret, bringes på niveau med den generelle pris- og lønudvikling, siden gebyret blev

indført i 1990. Antallet af sager på landsplan, hvor der skal betales gebyr, kendes ikke, men det

vurderes at være meget skævt fordelt blandt kommunerne. En skønsmæssig opgørelse fra en række

repræsentative kommuner viser således en stor forskel i antallet af sager, f.eks. omkring 2.000 sager

årligt i kommuner som Tønder og Ærø, mens antallet for kommuner som Greve og Frederiksberg

udgør hhv. 3 og 200 årligt.

Da der er tale om en forhøjelse af gebyret, som tager udgangspunkt i manglende dækning af

omkostninger, vil den foreslåede forhøjelse og de fremtidige årlige reguleringer af gebyret ikke give

anledning til regulering af det kommunale bloktilskud.

Forslaget om forhøjelse af prøvelsesgebyret har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser

for staten eller regionerne.

6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

7. Administrative konsekvenser for borgere

Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for borgere med bopæl i Danmark. Par med

bopæl i udlandet, som skal giftes i Danmark, vil skulle betale et større gebyr end i dag for

behandlingen af deres sag om prøvelse af ægteskabsbetingelserne.

8. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

9. Forholdet til EU-retten

Efter artikel 9 i Den Europæiske Unions Charter Om Grundlæggende Rettigheder sikres retten til at

indgå ægteskab og retten til at stifte familie i overensstemmelse med de nationale love om

udøvelsen af denne ret. Der henvises til afsnit 4.

10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 5. september 2016 til den 3. oktober 2016 været sendt

i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Advokatrådet, Anerkendte og godkendte trossamfund, Ankestyrelsen, Byretterne, Børnerådet,

Børns Vilkår, Danmarks Provsteforening, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Røde Kors, Danske

Advokater, Danske Familieadvokater, Den Danske Dommerforening, Den Danske Præsteforening

Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Foreningen af Advokater og

Advokatfuldmægtige, Foreningen af Offentlige Chefer i Statsforvaltningen, Foreningen af

Statsforvaltningsjurister, Institut for Menneskerettigheder, Kommunerne, Kommunernes

Landsforening, Red Barnet, Rigsombudsmanden på Færøerne, Rigsombudsmanden på Grønland,

Statsforvaltningen, Unicef Danmark, Vestre Landsret og Østre Landsret.

11. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/mindre

udgifter

Forslaget om forhøjelse af

prøvelsesgebyret vil medføre,

at gebyret, bringes på niveau

med den generelle pris- og

lønudvikling, siden gebyret

blev indført i 1990.

Negative konsekvenser/mer-

udgifter

Ingen

Økonomiske konsekvenser for

stat, kommuner og regioner

Administrative konsekvenser

for stat, kommuner og regioner

Økonomiske konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative konsekvenser

for erhvervslivet

Miljømæssige konsekvenser

Administrative konsekvenser

for borgerne

Ingen

Forholdet til EU-retten

Overimplementering af EU-

retlige minimumsforpligtelser

(sæt x)

Ingen

Par med bopæl i udlandet, der

vil giftes i Danmark, vil skulle

betale et større gebyr end i dag

for at få prøvet

ægteskabsbetingelserne.

Forslaget strider ikke mod artikel 9 i Den Europæiske Unions

Charter Om Grundlæggende Rettigheder om retten til at indgå

ægteskab.

Nej

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1.

Efter ægteskabslovens § 1 a må den, som er under 18 år, ikke indgå ægteskab uden tilladelse fra den

myndighed (kommunen), som efter § 13 skal prøve ægteskabsbetingelserne.

Det er i lovgivningen ikke nærmere reguleret, i hvilke tilfælde kommunen kan give dispensation fra

alderskravet. En afgørelse om aldersdispensation træffes således ud fra en vurdering af den konkrete

sag og på baggrund af en mangeårig praksis. Denne praksis er nærmere beskrevet i afsnit 2.1.1. i

vejledning af 18. marts 2016 om behandling af ægteskabssager (ægteskabsvejledningen).

Der gives efter praksis som udgangspunkt ikke dispensation, hvis begge parter er under 18 år,

medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Efter praksis gives der ikke dispensation, hvis

en af parterne er under 15 år. Dette skyldes, at den seksuelle lavalder i Danmark er 15 år, jf. § 222 i

straffeloven.

Som det fremgår af overvejelserne i afsnit 2.2.3.1., foreslås det at afskaffe muligheden for

dispensere fra alderskravet.

Det foreslås med lovforslagets § 1, nr. 1, at ophæve bestemmelserne i lovens § 1 a og § 2, og i § 2

indsætte en ny bestemmelse, hvorefter den, som er under 18 år, ikke må indgå ægteskab.

Efter den foreslåede ordning vil der være en absolut aldersgrænse for indgåelse af ægteskab i

Danmark på 18 år, og det vil i modsætning til den gældende ordning, ikke være muligt at dispensere

herfra.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2.

Til nr. 2.

Efter ægteskabslovens § 2 må den, som er under 18 år, og ikke tidligere har været gift, ikke indgå

ægteskab uden forældrenes samtykke. Efter § 3 må den, som er under værgemål, ikke indgå

ægteskab uden værgens samtykke. Hvis en forælder eller en værge, jf. §§ 2 og 3, nægter at give

samtykke til, at en mindreårig eller en person under værgemål kan indgå ægteskab, kan

prøvelsesmyndigheden (kommunen) efter § 4 give tilladelse til ægteskabet.

Som en konsekvens af afskaffelsen af muligheden for dispensation fra alderskrav ved indgåelse af

ægteskab og samtidig ophævelse af bestemmelsen i § 2 om at forældrene skal give samtykke til den

mindreåriges indgåelse af ægteskab (lovforslagets § 1, nr. 1), foreslås det med lovforslagets § 1, nr.

2, at fjerne henvisningen til § 2 i § 4.

Til nr. 3.

Det fremgår af § 12 i ægteskabsloven, at det skal godtgøres (prøves), at ægteskabsbetingelserne er

opfyldt, før ægteskab kan indgås. Ægteskabsbetingelserne fremgår af lovens kapitel 1. Efter lovens

§ 13, stk. 1, foretages prøvelsen af kommunen. Parterne skal som udgangspunkt ikke betale for at få

foretaget en prøvelse af ægteskabsbetingelserne. Hvis begge parter har bopæl i udlandet, skal der

dog betales et gebyr på 500 kr., jf. lovens § 13, stk. 3.

Med den foreslåede ændring af § 13, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, forhøjes gebyret fra 500 kr.

til 850 kr.

Da gebyret kun skal betales i situationer, hvor begge parter har bopæl i udlandet, vil forhøjelsen

ikke have betydning for borgere med bopæl her i landet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.4.

Til nr. 4.

Det fremgår af § 12 i ægteskabsloven, at det skal godtgøres (prøves), at ægteskabsbetingelserne er

opfyldt, før ægteskab kan indgås. Parterne skal som udgangspunkt ikke betale for at få foretaget en

prøvelse af ægteskabsbetingelserne. Hvis begge parter har bopæl i udlandet, skal der dog betales et

gebyr på 500 kr., jf. lovens § 13, stk. 3. Gebyret er ikke reguleret siden indførelsen i 1990.

Ved lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås gebyret i ægteskabslovens § 13, stk. 3, for prøvelse af

ægteskabsbetingelserne forhøjet til 850 kr. Gebyret skal kun betales, hvis begge parter har bopæl i

udlandet. I den forbindelse foreslås det med lovforslagets § 1, nr. 4, at gebyret fremover en gang

årligt reguleres den 1. januar med det generelle pris- og lønindeks og afrundes til nærmeste med 10

delelige beløb i kroner. Ved den årlige regulering beregnes det kommende års gebyr på baggrund af

det gældende gebyrs ikkeafrundede størrelse.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.4., og til bemærkningerne til lovforslagets §

1, nr. 3.

Til nr. 5.

Efter ægteskabslovens § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 2, er en vielse kun gyldig, hvis vielsen sker for en

myndighed, der efter loven kan foretage vielser, hvis parterne samtidig er til stede ved vielsen, hvis

parterne erklærer at ville ægte hinanden, og hvis parterne af vielsesmyndigheden forkyndes at være

ægtefolk. Er en af disse betingelser ikke opfyldt, er vielsen ugyldig.

En vielse, som er ugyldig efter disse bestemmelser, kan dog efterfølgende efter § 21, stk. 2, af

Ankestyrelsen godkendes som gyldig, hvis særlige grunde taler derfor.

Som det fremgår af overvejelserne i de almindelige bemærkninger afsnit 2.2.3.1., foreslås

muligheden for at dispensere fra alderskravet afskaffet. Med forslaget vil det derfor være en

betingelse for at indgå ægteskab, at begge parter er fyldt 18 år.

Det foreslås samtidig med lovforslagets § 1, nr. 5, at ægteskabslovens § 21, stk. 1, ændres sådan, at

kravet til alder bliver en gyldighedsbetingelse på samme måde som de i dag gældende krav til selve

vielseshandlingen. Forslaget indebærer, at et ægteskab, der er indgået, selvom en af parterne ikke

var fyldt 18 år, vil være ugyldigt, og at parterne derfor ikke betragtes som ægtefæller.

Forslaget gennemføres ved, at § 21, stk. 1, om gyldighedsbetingelserne udvides til også at omfatte

en betingelse om, at begge parter skal være fyldt 18 år ved vielsen.

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1., kan en vielse, som er ugyldig,

efterfølgende godkendes som gyldig, hvis særlige grunde tager derfor.

Er der tale om en ugyldig vielse af en mindreårig, skal der ved vurderingen af, om vielsen

efterfølgende kan godkendes, anlægges samme restriktive praksis som ved vurderingen af, om et

udenlandsk ægteskab, der er indgået af mindreårige, undtagelsesvist kan anerkendes, jf. de

almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.3. og bemærkningerne til nr. 6.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2.

Til nr. 6

Dansk ret indeholder ikke lovregler om anerkendelse af udenlandske ægteskaber. Danske

myndigheders vurdering af, om et udenlandsk ægteskab kan anerkendes, foretages derfor på

grundlag af praksis som beskrevet i afsnit 9 i ægteskabsvejledningen.

Efter praksis anerkender danske myndigheder et udenlandsk ægteskab, hvis vielsen opfylder de

form- og kompetencekrav, der stilles til vielser i indgåelseslandet, og vielsen i øvrig er gyldig efter

det pågældendes lands ret. Selvom ægteskabet opfylder disse betingelser, anerkendes ægteskabet

dog ikke, hvis anerkendelse af det vil stride mod grundlæggende danske retsprincipper (ordre

public).

Som det fremgår af overvejelserne i de almindelige bemærkninger afsnit 2.3.3., foreslås det at

lovfæste den gældende praksis for anerkendelse af udenlandske ægteskaber, dog sådan at

udenlandske ægteskaber indgået af mindreårige ikke anerkendes.

Det foreslås derfor med lovforslagets § 1, nr. 6, at der i ægteskabsloven indsættes et nyt kapitel

(kapitel

2 a)

om anerkendelse af ægteskaber, der er indgået i udlandet, og at der i kapitlet indsættes

to bestemmelser, der regulerer anerkendelse af udenlandske ægteskaber og registrerede

partnerskaber.

Den foreslåede bestemmelse i

§ 22 b

regulerer, hvornår et udenlandsk ægteskab anerkendes efter

dansk ret.

Det foreslås med

§ 22b, stk. 1,

at et ægteskab, der er indgået i udlandet anerkendes, hvis ægteskabet

er gyldigt i det land, hvor ægteskabet er indgået. Dette svarer til retstilstanden i dag, jf. de

almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.1.

I nogle tilfælde anerkendes ægteskabet dog ikke. Det foreslås med

§ 22, stk. 2,

at et udenlandsk

ægteskab ikke anerkendes, hvis parterne ikke var samtidig til stede ved vielsen, hvis en part ved

vielsen ikke var fyldt 18 år, eller hvis anerkendelse af ægteskabet strider mod grundlæggende

danske retsprincipper (ordre public).

Betingelsen om, at parterne skal have været samtidig til stede ved vielsen, og betingelsen om, at

ægteskabet ikke anerkendes, hvis anerkendelsen strider mod grundlæggende danske retsprincipper,

svarer til den gældende retstilstand som beskrevet i de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.1. For

parter, som på tidspunktet for vielsen var myndige, foreslås der således ingen ændringer i forhold til

den gældende retstilstand.

Var en part derimod mindreårig, dvs. under 18 år, på tidspunktet for vielsen, vil ægteskabet efter

den foreslåede bestemmelse i stk. 2, ikke kunne anerkendes. Som det fremgår af overvejelserne i

afsnit 2.3.3., er baggrunden herfor, at muligheden for at dispensere fra alderskravet ved indgåelse af

ægteskab i Danmark foreslås afskaffet (lovforslagets § 1, nr. 1), og at dansk lovgivning og praksis

også bør understøtte et yderst restriktivt syn på udenlandske ægteskaber, der er indgået af

mindreårige. I modsætning til den gældende ordning, hvorefter sådanne ægteskaber i

udgangspunktet anerkendes, indebærer den foreslåede § 22 b, stk. 2, at disse ægteskaber i

udgangspunktet ikke anerkendes.

Konsekvensen af forslaget om, at udenlandske ægteskaber, der er indgået af mindreårige, ikke

anerkendes, vil være, at parret ikke betragtes som ægtefæller efter dansk ret, hvilket myndighederne

skal vejlede dem om og de muligheder, som der er for at sikre f.eks. faderskab og

forældremyndighed på anden vis. Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.3.

Efter den foreslåede

§ 22 b, stk. 3,

kan et ægteskab, der er ugyldigt efter stk. 2, dog anerkendes, hvis

der foreligger tvingende grunde herfor, og parterne stilles i en urimelig situation, hvis ægteskabet

ikke anerkendes.

Som det fremgår af overvejelserne i de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.3., skal bestemmelsen

administreres sådan, at det kun undtagelsesvist skal være muligt at anerkende et udenlandsk

ægteskab, der er indgået af mindreårige, hvis der foreliggende tvingende grunde, og parret stilles i

en urimelig situation.

Det forhold, at parret har eller venter fællesbarn, vil ikke alene kunne begrunde, at ægteskabet

anerkendes. Heller ikke parrets langvarige tilknytning til hinanden, herunder at de har levet sammen

igennem længere tid, eller det forhold, at parret har indgået ægteskab i et land, hvor

samfundsnormer tilsiger, at samliv kun kan foregå inden for rammerne af et ægteskab, vil kunne

begrunde, at ægteskabet anerkendes.

Der vil alene kunne foreligge sådanne tvingende grunde til at anerkende ægteskabet, hvis dette

ellers vil stille parterne i en helt urimelig situation. Er det således f.eks. på grund af et dødsfald

umuligt at løse de retlige udfordringer, der opstår ved en manglende anerkendelse, kan det tale for,

at ægteskabet alligevel anerkendes.

Forslaget forudsættes administreret sådan, at Danmarks internationale forpligtelser overholdes,

navnlig i forhold til retten til familieliv efter artikel 8 i Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention. Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 4.

Endelig videreføres med den foreslåede

§ 22 c

den gældende praksis om, at et registreret

partnerskab, der er indgået i udlandet, anerkendes, hvis ovennævnte betingelser for anerkendelse af

et udenlandsk ægteskab er opfyldt, og retsvirkningerne af partnerskabet svarer til retsvirkningerne

af partnerskab efter dansk ret.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.

Til nr. 7

Det fremgår af § 58 b, stk. 1, at afgørelser efter § 1 a om aldersdispensation kan påklages til

Ankestyrelsen.

Som en konsekvens af forslaget om afskaffelse af muligheden for dispensation fra alderskrav ved

indgåelse af ægteskab (lovforslagets § 1, nr. 1) foreslås det at fjerne henvisningen i § 58 b, stk. 1, til

§ 1 a.

Til § 2

Det fremgår af udlændingelovens § 56 a, stk. 1, at en uledsaget udlænding under 18 år, der opholder

sig her i landet får udpeget en repræsentant til varetagelse af sine interesser, medmindre ganske

særlige grunde taler derimod.

Efter § 56 a, stk. 6, nr. 6, ophører hvervet som repræsentant bl.a. når barnet indgår ægteskab, og den

myndighed, der efter § 13 i ægteskabsloven skal prøve ægteskabsbetingelserne, ikke træffer

afgørelse efter ægteskabslovens § 1 a, 2. pkt.

Som en konsekvens af forslaget om afskaffelse af muligheden for dispensation fra alderskrav ved

indgåelse af ægteskab (lovforslagets § 1, nr. 1) foreslås det med lovforslagets § 2, nr. 1, at

bestemmelsen i § 56 a, stk. 6, nr. 6, ophæves.

Til § 3

Det fremgår af værgemålslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., at børn og unge under 18 år, der ikke har

indgået ægteskab, er mindreårige og dermed umyndige. Det fremgår af værgemålslovens § 1, stk. 1,

2. pkt., at unge under 18 år, der har indgået ægteskab, er mindreårige og dermed umyndige, hvis

statsforvaltningen ved tilladelsen til ægteskabet har fastsat vilkår herom.

Som en konsekvens af forslaget om afskaffelse af muligheden for dispensation fra alderskrav ved

indgåelse af ægteskab (lovforslagets § 1, nr. 1) foreslås det med lovforslagets § 3, nr. 1, at

bestemmelsen i værgemålslovens § 1, stk. 1, 2. pkt., ophæves.

Til § 4

Det foreslås i

stk. 1,

at loven træder i kraft den 1. februar 2017.

Dette indebærer, at de nye regler om alderskrav for indgåelse af ægteskab (lovforslagets § 1, nr. 1)

også finder anvendelse på sager om aldersdispensation, der er under behandling ved lovens

ikrafttræden. I sådanne sager kan der fra lovens ikrafttræden ikke længere meddeles

aldersdispensation, heller ikke selvom de nugældende betingelser for aldersdispensation er opfyldt.

Det foreslås i

stk. 2,

at aldersdispensationer, der er meddelt inden loven ikrafttræden, bortfalder ved

lovens ikrafttræden. En aldersdispensation, der er meddelt inden loven ikrafttræden, kan således

kun anvendes til indgåelse af ægteskab til og med den 31. januar 2017. I forbindelse med høring

over lovforslaget, meddelte Social- og Indenrigsministeriet dette til kommunerne og henstillede, at

kommunerne ved fremtidige anmodninger om aldersdispensation orienterer parterne herom, og at

kommunerne tillige orienterer de parter, som den senere tid har fået en aldersdispensation, men som

endnu ikke er blevet gift.

Det foreslås i

stk. 3,

at lovforslagets § 1, nr. 5, om at ægteskaber, der er indgået af mindreårige er

ugyldige, ikke finder anvendelse på ægteskaber, der er indgået inden lovens ikrafttræden.

Ved den foreslåede ændring af ægteskabslovens § 21, stk. 1, (lovforslagets § 1, nr. 5,) ændres

betingelserne for, at en vielse, der er foretaget i Danmark, er gyldig, sådan, at det også bliver en

gyldighedsbetingelse, at begge parter ved vielsen var fyldt 18 år. Efter den foreslåede

overgangsbestemmelse i § 4,

stk. 3,

finder den nye gyldighedsbestemmelse ikke anvendelse på

ægteskaber, der er indgået inden lovens ikrafttræden.

Det foreslås i

stk. 4,

at lovforslagets § 1, nr. 6, om anerkendelse af udenlandske ægteskaber og

registrerede partnerskaber ikke finder anvendelse på ægteskaber og registrerede partnerskaber, som

en dansk myndighed har anerkendt inden lovens ikrafttræden.

Stk. 1

om ikrafttræden af loven den 1. februar 2017 indebærer, at de nye regler om anerkendelse af

udenlandske ægteskaber (lovforslagets § 1, nr. 6) også finder anvendelse på sager om anerkendelse

af udenlandske ægteskaber og registrerede partnerskaber, der er under behandling ved lovens

ikrafttræden. Herefter kan et udenlandsk ægteskab og partnerskab kun anerkendes, hvis

betingelserne i ægteskabslovens §§ 22 b og 22 c (lovforslagets § 1, nr. 6) er opfyldt, også selvom

ægteskabet og partnerskabet opfylder de nugældende betingelser for anerkendelse.

Dette har navnlig betydning for anerkendelsen af et udenlandsk ægteskab, der er indgået af en

mindreårig. Efter lovens ikrafttræden anerkendes sådanne ægteskaber ikke, medmindre

betingelserne i ægteskabslovens § 22 b, stk. 3, er opfyldt.

Med den foreslåede overgangsbestemmelse i § 4,

stk. 4

sikres det, at retsstillingen for par, der har

indgået ægteskab i udlandet, og som eksempelvis har fået ægteskabet anerkendt af en dansk

myndighed for flere år siden og har indrettet sig herpå, ikke ændres på grund af lovændringen.

Bestemmelsen er dog ikke til hinder for at ændre opfattelse af anerkendelse af et udenlandsk

ægteskab, der er sket inden lovens ikrafttræden, og beslutte, at ægteskabet alligevel ikke kan

anerkendes, hvis det senere viser sig, at ægteskabet efter de før lovens ikrafttræden gældende

betingelser for anerkendelse af udenlandske ægteskaber ikke burde have været anerkendt, f.eks.

fordi parterne ikke var samtidig til stede ved vielsen.

Bestemmelsen finder anvendelse i alle situationer, hvor en dansk myndighed har anerkendt det

udenlandske ægteskab. Det kan f.eks. være udlændingemyndighederne, statsforvaltningen,

kommunerne og domstolene.

Efter den foreslåede bestemmelse i

stk. 5

finder den hidtil gældende regel i værgemålslovens § 1,

stk. 1, 2. pkt., fortsat anvendelse på unge under 18 år, som har indgået ægteskab forud for den 1.

februar 2017, og hvor der i forbindelse med dispensationen fra alderskravet er fastsat vilkår om, at

den unge trods ægteskabet fortsat er mindreårig og dermed umyndig. Dermed sikres det, at sådanne

unge fortsat vil være umyndige efter lovens ikrafttræden, indtil de fylder 18 år.

Til § 5

Bestemmelsen i § 5 vedrører lovens territoriale gyldighed.

Det foreslås med lovforslagets § 5, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, men at

loven ved kongelig anordning helt eller delvist kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de

ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Ægteskabsloven er sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning nr. 37 af 22. januar 2002 og er

senest ændret ved kongelig anordning nr. 398 af 20. april 2010. Ægteskabsloven er sat i kraft for

Grønland ved kongelig anordning nr. 307 af 14. maj 1993 og er senest ændret ved kongelig

anordning nr. 197 af 7. marts 2016.

Udlændingeloven er sat i kraft både for Færøerne, jf. anordning nr. 182 af 22. marts 2001, og for

Grønland, jf. anordning nr. 150 af 23. februar 2001.

Værgemålsloven er sat i kraft for Færøerne ved anordning nr. 397 af 20. april 2010. Loven er ikke

sat i kraft for Grønland. Reglerne om myndighed og værgemål findes i anordning nr. 306 af 14. maj

1993 om ikrafttræden for Grønland af myndighedsloven.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende ret

Gældende formulering

Lovforslaget

§1

I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf.

lovbekendtgørelse nr. 1818 af 23. december

2015, foretages følgende ændringer:

§ 1 a.

Den, som er under 18 år, må ikke indgå

ægteskab uden tilladelse fra den myndighed,

som efter § 13 skal prøve

ægteskabsbetingelserne. Den myndighed, som

efter § 13 skal prøve ægteskabsbetingelserne,

kan ved meddelelse af tilladelse til indgåelse

af ægteskab til en ung under 18 år fastsætte

vilkår om, at den unge trods ægteskabet fortsat

er mindreårig og dermed umyndig indtil det

fyldte 18. år.

§§ 1 a

ophæves, og i stedet indsættes:

§ 2.

Den, som er under 18 år og ikke tidligere

har været gift, må ikke indgå ægteskab uden

forældrenes samtykke.

Stk. 2.

Hvis den ene af forældrene er død,

sindssyg, åndssvag eller uden del i

forældremyndigheden, eller hvis hans

erklæring ikke kan indhentes uden særlig

vanskelighed eller forsinkelse, er den andens

samtykke tilstrækkeligt.

”§ 2.

Den, som er under 18 år, må ikke indgå

ægteskab.”

§ 4.

Nægtes samtykke efter §§ 2-3, kan den

myndighed, som efter § 13 skal prøve

ægteskabsbetingelserne, give tilladelse til

ægteskabet, hvis der ikke er rimelig grund til

nægtelsen.

§ 4

ændres ”§§ 2-3” til: ”§ 3”.

§ 13, stk. 3.

Ved indgivelse af en anmodning

om prøvelse af ægteskabsbetingelserne betales

500 kr., hvis ingen af parterne har bopæl her i

landet.

§ 13, stk. 3,

ændres ”500 kr.” til: ”et gebyr

på 850 kr.”

§ 13, stk. 3,

indsættes som

2. pkt.:

”Gebyret i 1. pkt. reguleres en gang årligt den

1. januar med det generelle pris- og lønindeks

og afrundes til det nærmeste med 10 delelige

beløb i kroner.”

§ 21, stk. 1.

En vielse er kun gyldig, hvis den

er sket for en myndighed, der efter loven kan

foretage vielser, og under iagttagelse af

bestemmelsen i § 20, stk. 2.

§ 21, stk. 1,

indsættes efter ”stk. 2”: ”, og

begge parter ved vielsen var fyldt 18 år”.

Efter § 22 a indsættes:

”Kapitel 2 a

Anerkendelse af ægteskaber, der er indgået i

udlandet

§ 22 b.

Et ægteskab, der er indgået i udlandet,

anerkendes, hvis ægteskabet er gyldigt i det

land, hvor ægteskabet er indgået, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Et ægteskab, der er indgået i udlandet,

anerkendes ikke, hvis parterne ikke var

samtidig til stede ved vielsen, hvis en part ved

vielsen ikke var fyldt 18 år, eller hvis

anerkendelse af ægteskabet strider mod

grundlæggende danske retsprincipper.

Stk. 3.

Uanset stk. 2 anerkendes ægteskabet,

hvis der foreligger tvingende grunde herfor, og

parterne stilles i en urimelig situation, hvis

ægteskabet ikke anerkendes.

§ 22 c.

Et registreret partnerskab, der er

indgået i udlandet, anerkendes, hvis

betingelserne i § 22 b er opfyldt, og

retsvirkningerne af partnerskabet svarer til

retsvirkningerne af registreret partnerskab efter

dansk ret.”

§ 58 b.

Afgørelser efter §§ 1 a og 4, § 10, stk.

2, og § 11 a, stk. 2, samt afgørelser om

anerkendelse af udenlandske skilsmisser til

§ 58 b, stk. 1,

ændres ”§§ 1 a og 4” til: ”§

4”.

brug for prøvelse af ægteskabsbetingelserne

kan påklages til Ankestyrelsen.

§2

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr.

412 af 9. maj 2016 foretages følgende

ændringer:

§ 56 a, stk. 6, nr. 6,

ophæves.

Nr. 7 bliver herefter nr. 6.

§ 56 a, stk. 6, nr. 6.

barnet indgår ægteskab,

og den myndighed, der efter § 13 i lov om

ægteskabs indgåelse og opløsning skal prøve

ægteskabsbetingelserne, ikke træffer afgørelse

efter § 1 a, 2. pkt., i lov om ægteskabs

indgåelse og opløsning, eller

§3

I værgemålsloven, jf. lovbekendtgørelse nr.

1015 af 20. august 2007 som ændret senest ved

§ 32 i lov nr. 618 af 8. juni 2016, foretages

følgende ændring:

§ 1, stk. 1, 2.pkt.

Unge under 18 år, der har

indgået ægteskab, er dog mindreårige og

dermed umyndige, hvis statsforvaltningen ved

tilladelsen til ægteskabet har fastsat vilkår

herom.

§ 1, stk. 1, 2. pkt.,

ophæves.

§4

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. februar

2017.

Stk. 2.

En tilladelse, der er meddelt efter den

hidtil gældende bestemmelse i § 1 a, 1. pkt., i

lov om ægteskabs indgåelse og opløsning,

bortfalder ved lovens ikrafttræden.

Stk. 3.

§ 1, nr. 5, finder ikke anvendelse på

vielser, der er foretaget inden lovens

ikrafttræden

Stk. 4.

§ 1, nr. 6, finder ikke anvendelse på

ægteskaber og registrerede partnerskaber, som

en dansk myndighed har anerkendt inden

lovens ikrafttræden.

Stk. 5.

§ 3, nr. 1, finder ikke anvendelse på

unge under 18 år, der har indgået ægteskab før

den 1. februar 2017, og hvor der i forbindelse

med tilladelsen til ægteskabet er fastsat vilkår

om, at den pågældende fortsat er mindreårig og

dermed umyndig. For sådanne unge under 18 år

finder de hidtil gældende regler anvendelse.

§5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland,

men kan ved kongelig anordning helt eller

delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland

med de ændringer, som de færøske og

grønlandske forhold tilsiger.