Tre bud på en ny start
ifm. foretræde for Folketingets Socialudvalg og Sundhedsudvalg 26. maj 2016
Som udgangspunkt bunder problemerne omkring de psykiatriske patienter, der er farlige for sig
selv og andre, i manglende ressourcer i hospitalspsykiatrien. Patienterne udskrives for tidligt og får
ikke den nødvendige behandling, inden de udskrives. Det kræver en massiv økonomisk tilførsel,
hvis de sværest psykisk syge skal modtage den optimale behandling. Da der ikke p.t. er udsigt til,
at dette vil ske, tillader vi os at foreslå nogle tiltag, der kan bedre forholdene på området både af
hensyn til borgerne og til medarbejderne på botilbuddene.
Psykiatrisk koordinator/konsulent
Udgående psykiatere fra den regionale psykiatri, som besøger regionens offentlige og private
døgnforanstaltninger med henblik på at styrke dialogen mellem psykiatrien og såvel kommunale
som private botilbud. Disse koordinatorer bør have en fast "kundekreds", således at der i
psykiatrien er personer, der har kendskab til de særlige problemstillinger, der kan være gældende
på botilbuddene, f.eks. ift. målgrupper eller brugere med særlige problematikker. Det vil uden tvivl
smidiggøre sagsbehandlingen i akutte situationer f.eks. ifm. indlæggelser, at der i psykiatrien er en
fagperson, der kender til særlige forhold på det pågældende botilbud. Det vil imidlertid også
bidrage til en høj grad af videndeling mellem den regionale psykiatri og botilbuddene, som kan
bringe faglig inspiration i begge retninger.
Tvangsnævn
Etablering af et myndighedsorgan, der er i stand med kort varsel at træde sammen og vurdere,
hvorvidt et ønske om tvangsindlæggelse fra en borgers botilbud skal efterkommes. Nævnet bør
bestå af psykiatriske og juridiske fagkapaciteter, således at det er i stand til at træffe beslutning
med udgangspunkt i såvel sygdomsbillede som retssikkerhed. Med nedsættelse af et sådant nævn
løfter man afgørelsen om tvangsindlæggelse væk fra den regionale psykiatriske afdeling
(operatøren), og sikrer dermed borgeren en uvildig vurdering uafhængig af eventuelle
ressourcehensyn. Nævnet kan inddrage kommentarer fra pårørende og behandlere (og ovenfor
nævnte psykiatriske koordinator) i sin vurdering.
Fleksibel magtanvendelse
En af kvaliteterne på de danske botilbud er den store fleksibilitet, mange steder kan tilbyde ift. at
indrette sig på brugeres skiftende behov i kraft af skiftende livssituationer, sygdomsprofil, misbrug
etc. Fleksibiliteten bliver imidlertid væsentlig hæmmet, når der ind imellem opstår (akutte) behov
for tvangsforanstaltninger, hvor tvangsindlæggelse på regionens psykiatriske afdeling p.t. er
eneste mulighed. I situationer, hvor unge over 18 år udviser en adfærd, som skaber livstruende
situationer for sig selv og/eller omgivelserne, kan en foranstaltning, der placerer sig mellem
tvangsindlæggelse og botilbud, være til gavn for alle parter. Her tænkes på en foranstaltning, der
gør det muligt for botilbuddet at benytte et skærmet afsnit, som stedet sammen med en særlig
pædagogisk indsats kan tage i anvendelse, når det skønnes absolut nødvendigt. En sådan
fleksibel eller midlertidig tvangsforanstaltning bør kun være mulig for borgere, der fra kommunens
side er specifikt visiteret til et botilbud med mulighed for midlertidig tvangsforanstaltning på et
maksimalt givet antal timer eller døgn. Man vil således øge fleksibiliteten ved at etablere et ekstra
led i kæden af mulige foranstaltninger.
www.startskuddet.dk