Social- og Indenrigsudvalget 2015-16
SOU Alm.del Bilag 281
Offentligt
1632859_0001.png
Hårlev. D.13.5.2016
En sammenhængende hjælperordning til børn og unge med handicap.
Som formand for børn- og unge kommissoriet i Muskelsvindfonden, speciallærer for børn og unge med
fysiske- og psykiske handicap og mor til en dreng med muskelsvind, har jeg en klar holdning til
hjælperordningen, som den er i dag.
Vi taler alle om inklusion i Folkeskolen, hvordan vi kan inkludere de elever med særlig behov, hvor vigtigt
den sociale trivsel er for den faglige udvikling. Hvis børn og unge oplever at deres sociale liv eller
livssituation er kaotisk, og de ikke kan følge med deres jævnaldrende, er fundamentet for læring og
dannelse ikke til stede. Ligeledes ’stjæler’ vi en naturlig progressionen fra barn til voksen, når børn og unge
ikke selv har muligheden for at tage egne hverdagsbeslutninger, som deres jævnaldrende.
Som det er nu, oplever jeg følgende eksempler eller problematikker inden for børn og unges
hjælperordning:
1. Skal barnet/ den unge til fødselsdag eller venne besøg efter skole, følger hjælperen ikke med, da
hjælperen tilhører skolen. Man er ikke en del af det sociale fællesskab, og man har som menneske
ikke mulighed for at vælge selv. Dette skal løses i familien, altså kan det være nødvendigt, at man
som forældre bliver nødsaget at tage fri for sit arbejde. Dette er et enormt ressourcespild.
2. Sidder du fx i SFO’en eller ungdomsklubben og har lyst til at komme hjem noget før vil hjælperen
heller ikke følge med.
3. Er den unge syg og er nødsaget til at blive hjemme, sidder der en hjælper/ressouce i skolen og har
ikke mulighed for at komme hjem til den unge. Derimod skal man som forældre tage fri fra
arbejdet. Her skal der selvfølgelig differentieres af hensyn til barnets alder.
Med de stigende faglige krav i vores uddannelsessystem og de personlige krav der skal til for at kunne følge
med i omverdenen og ens sociale liv, er det væsentligt at investere i en sammenhængende hjælperordning
til børn og unge. Dette kan senere bidrage til en mangfoldighed på arbejdsmarkedet og større livskvalitet
for mennesker med et handicap.
Med venlig hilsen
Sabine Ulrich
Køgevej 60, Hårlev