Social- og Indenrigsudvalget 2015-16
SOU Alm.del Bilag 25
Offentligt
1558630_0001.png
RETTEN TIL
BOLIG
STATUS 2014-15
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
1558630_0002.png
RETTEN TIL BOLIG
STATUS 2014-15
Denne delrapport er en del af Institut for Menneskerettigheders rapport
’Menneskerettigheder i Danmark, Status 2014-15’. Rapporten behandler
udvalgte menneskeretlige emner og giver anbefalinger til forbedring af
menneskeretsbeskyttelsen i Danmark.
Rapporten behandler emner om introduktion til menneskeretten, gennemførelse
af menneskeretten, asyl, børn, databeskyttelse, etnisk oprindelse, familieliv,
frihedsberøvelse, forvaltningens kontrol, handicap, køn, magtanvendelse,
menneskehandel, religion, retfærdig rettergang, retten til bolig, statsborgerskab,
uddannelse, udvisning og udlevering, væbnet konflikt, ytringsfrihed og ældre.
Rapporten kan læses i sin fulde længde på instituttets hjemmeside,
www.menneskeret.dk.
Der findes også et sammendrag af rapporten, i trykt form
og på hjemmesiden. Rapporten vil løbende blive udbygget, og instituttet
modtager gerne kommentarer på
[email protected].
© 2015 Institut for Menneskerettigheder
Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution
Wilders Plads 8 K
1403 København K
Telefon 3269 8888
www.menneskeret.dk
Institut for Menneskerettigheders publikationer kan frit citeres med tydelig
angivelse af kilden.
Vi tilstræber, at vores udgivelser bliver så tilgængelige som muligt. Vi bruger
f.eks. store typer, korte linjer, få orddelinger, løs bagkant og stærke kontraster.
Vi arbejder på at få flere tilgængelige pdf’er. Læs mere om tilgængelighed på
www.menneskeret.dk/tilgaengelighed
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
1558630_0003.png
SI D E H O V E
INDHOLD
NTENTS
1 OVERBLIK
1.1 INDHOLD OG AFGRÆNSNING
2 DEN INTERNATIONALE RAMME
3 DEN NATIONALE RAMME
4 DEN MENNESKERETLIGE UDVIKLING
5 HER KAN MENNESKERETTIGHEDERNE STYRKES I DANMARK
5.1 ADGANG TIL BOLIG
5.1.1 DEN MENNESKERETLIGE BESKYTTELSE
5.1.2 DANSKE FORHOLD
5.1.3 ANBEFALINGER
5.2 TVANGSMÆSSIG UDSÆTTELSE AF LEJERE
5.2.1 DEN MENNESKERETLIGE BESKYTTELSE
5.2.2 DANSKE FORHOLD
5.2.3 ANBEFALINGER
5.3 HJEMLØSHED
5.3.1 DEN MENNESKERETLIGE BESKYTTELSE
5.3.2 DANSKE FORHOLD
5.3.3 ANBEFALINGER
5.4 KRIMINALISERING AF HJEMLØSES FORHOLD
5.4.1 DEN MENNESKERETLIGE BESKYTTELSE
5.4.2 DANSKE FORHOLD
5.4.3 ANBEFALINGER
SLUTNOTER
5
5
7
14
18
21
21
21
22
28
29
29
32
40
40
40
41
46
47
47
48
55
56
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
FORKORTELSER
EMD
EMRK
ESP
EU
EØS
FN
ICCPR
ØSKR
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
Den Europæiske Socialpagt
Den Europæiske Union
Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde
De Forenede Nationer
FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder
FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle
rettigheder
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
1558630_0005.png
KAPITEL 1
1 OVERBLIK
1.1 INDHOLD OG AFGRÆNSNI NG
Retten til bolig vedrører det enkelte menneskes mulighed for at kunne leve en
tryg og værdig tilværelse. Boligen danner den naturlige ramme om privat- og
familieliv og nyder derfor også en særlig menneskeretlig beskyttelse.
Mange forskelligartede forhold har betydning for den enkeltes mulighed for at
nyde retten til bolig. Eksempelvis har samfundets generelle velstand og
reguleringen af boligmarkedet stor betydning. Retten til bolig vedrører imidlertid
også velfærdspolitiske spørgsmål om, hvordan mennesker, der på grund af
arbejdsløshed, fattigdom, sygdom, sociale problemer, handicap eller lignende
ikke er i stand til at forsørge sig selv, kan få adgang til en passende bolig.
Denne delrapport behandler nogle af de udfordringer, som Danmark har i
forbindelse med at beskytte og fremme retten til bolig og hjemløse borgeres
rettigheder. Delrapporten fokuserer indledningsvist på den lige adgang til bolig
både i den private udlejningssektor og den almene boligsektor. Sidstnævnte er
statens og kommunernes vigtigste redskab til at regulere personer med lav
indkomsts adgang til en passende bolig. I forhold til den almene sektor fokuserer
delrapporten særligt på de udfordringer, der er forbundet med de senere års
politiske initiativer rettet mod at nedbringe antallet af udsatte boligområder,
mod ”ghettoisering” og for at ændre beboersammensætningen i de udsatte
boligområder. Delrapporten behandler endvidere udviklingen i antallet af
tvangsmæssige udsættelser af lejere og indsatsen for at forebygge udsættelser.
Herudover omhandler delrapporten hjemløshed og hjemløses rettigheder,
herunder hjemløse migranters forhold og de facto-kriminalisering af hjemløse
personers almindelige handlinger. Hjemløse må i mange henseender betragtes
som en særlig udsat og marginaliseret gruppe, ikke alene i relation til retten til
bolig, men også i forhold til andre økonomiske og sociale rettigheder, som for
eksempel retten til sundhed, og i forhold til visse borgerlige og politiske
rettigheder, som eksempelvis retten til frihed og sikkerhed.
5
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
Der henvises tillige til delrapporten om introduktion til menneskeretten for en
uddybende beskrivelse af forskelle og ligheder mellem økonomiske, sociale og
kulturelle rettigheder og borgerlige og politiske rettigheder. I forhold til personer
med handicap og spørgsmålet om tilgængelighed i forbindelse med nybyggeri og
renovering samt om institutioner som boform og retten til selv at vælge bopæl
henvises til delrapporten om handicap.
6
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
1558630_0007.png
KAPITEL 2
2 DEN INTERNATIONALE RAMME
FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder angiver blandt andet, at enhver
har ret til en sådan levefod, som er tilstrækkelig for hans og hans families
sundhed og velvære, herunder til føde, klæder, bolig, lægehjælp og nødvendige
sociale goder.
1
Verdenserklæringen er ikke juridisk bindende.
Retten til bolig er også omfattet af FN’s konvention om økonomiske, sociale og
kulturelle rettigheder (ØSKR), der er en juridisk bindende konvention. ØSKR
angiver ligeledes, at enhver har ret til en passende levestandard, som er
tilstrækkelig for hans og hans familie, herunder til føde, klæder, bolig og til den
fortsatte forbedring af levevilkår.
2
FN’s konvention om flygtninges retsstilling (Flygtningekonventionen), FN’s
konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination
(Racediskriminationskonventionen), FN’s konvention om afskaffelse af alle
former for diskrimination mod kvinder (Kvindekonventionen), FN’s konvention
om barnets rettigheder (Børnekonventionen) og FN’s konvention om rettigheder
for personer med handicap (Handikapkonventionen) indeholder tillige
bestemmelser, der i forskelligt omfang beskytter retten til bolig.
3
Den Europæiske Socialpagt fra 1961 (ESP) indeholder retten til social, juridisk og
økonomisk beskyttelse af familielivet ved hjælp af blandt andet sociale og
familieydelser og tilvejebringelse af boliger for familier.
4
Retten til bolig er også i
et vist omfang omfattet af ESP’s beskyttelse af migrantarbejderes og ældres
rettigheder.
5
I den Reviderede Europæiske Socialpagt fra 1996, som Danmark
dog ikke har tilsluttet sig, findes en særskilt bestemmelse om retten til bolig.
6
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) indeholder i artikel 8 en
beskyttelse af retten til respekt for privat- og familieliv, hjem og korrespondance,
og Tillægsprotokol 1, artikel 1, indeholder en beskyttelse af ejendomsretten, der
efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) praksis, i et vist
omfang, beskytter boligrettigheder.
7
EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder (EU-chartret) indeholder også en
bestemmelse om retten til privat- og familieliv svarende til EMRK og indeholder
7
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
dertil en bestemmelse om ret til boligstøtte.
8
Der udarbejdes løbende en række ikke-juridisk bindende fortolkningsbidrag,
vejledninger og anbefalinger fra komitéer, der overvåger staternes
implementering af konventionerne. Der er overvågningskomitéer knyttet til
størstedelen af FN-konventionerne, ligesom den Europæiske Socialkomité
(Socialkomitéen) overvåger implementeringen af ESP. EMRK er særegen derved,
at konventionens kontrolorgan, EMD, træffer juridisk bindende afgørelser, og at
enkeltpersoner eller grupper, som mener, deres rettigheder er krænket, kan
indbringe sager for domstolen.
9
FN’s Menneskerettighedsråd har antaget en
Special Rapportør til at overvåge staternes implementering af retten til bolig, og
denne afrapporterer årligt til rådet og udarbejder tematiske rapporter.
10
Økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder
Retten til bolig hører til den kategori af menneskerettigheder, der betegnes som
økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Disse rettigheder er ofte
formuleret anderledes end borgerlige og politiske rettigheder. De er ofte ikke
formuleret som en individuel rettighed, men som en ”mål og middel-rettighed”,
hvor beskyttelsen af en specifik rettighed angives som mål, og hvor statens
forpligtelse til at tage alle passende skridt med henblik på at sikre denne
rettighed angives som middel.
11
Af ØSKR fremgår eksempelvis, at staterne
anerkender retten til blandt andet bolig, og at staterne vil træffe passende
foranstaltninger til at sikre virkeliggørelsen af denne ret.
12
Økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder må i vidt omfang søges opnået
gradvist og fremadskridende via blandt andet politiske og lovgivningsmæssige
tiltag.
13
FN’s komité om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (ØSKR-komitéen)
har i en generel kommentar om fortolkningen af ØSKR udtalt, at
medlemsstaternes forpligtelse til at sikre den fremadskridende fulde
virkeliggørelse af rettighederne i ØSKR både indebærer en handleforpligtelse og
en resultatforpligtelse.
14
Handleforpligtelsen fremgår af artikel 2(1), som
forpligter staterne til at ”træffe forholdsregler” og ”at tage skridt” til at sikre den
fulde virkeliggørelse af rettighederne, mens resultatforpligtelsen – ”den fulde
virkeliggørelse” – forudsætter, at indsatsen rent faktisk har effekt. Komitéen har
udtalt, at staterne forventes at handle hurtigt og effektivt, men at
handleforpligtelsen også må ses i lyset af statens tilgængelige ressourcer. Staten
er forpligtet til at anvende det maksimale af de tilgængelige ressourcer på at
virkeliggøre konventionens rettigheder. Da staternes fulde virkeliggørelse af
ØSKR må ske ”fremadskridende”, kræver det ifølge ØSKR-komitéen tungtvejende
grunde for, at en medlemsstat kan retfærdiggøre, at beskyttelsesniveauet for en
8
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
rettighed bevidst sænkes.
ØSKR-komitéen anser rettighederne for at indeholde en kernebeskyttelse, som
angiver et minimumsniveau for den menneskeretlige beskyttelse. Dette
minimumsniveau er staterne forpligtet til at sikre allerede ved konventionens
ikrafttrædelse, og minimumsniveauet er således ikke en målsætning, der skal
opnås gradvist. Derudover er medlemsstaterne forpligtet til at sikre, at der ikke
diskrimineres i adgangen til at nyde disse rettigheder.
15
Socialkomitéen har anlagt en tilsvarende forståelse, når opfyldelsen af en
rettighed efter ESP er særlig kompleks eller omkostningsfuld for staten at løse.
Medlemsstaterne er forpligtede til at iværksætte foranstaltninger, der muliggør
opfyldelsen af ESP’s formål inden for en rimelig tid, med målbar fremgang, men
også med en vis grad af hensyntagen til statens tilgængelige ressourcer. ESP har i
den forbindelse understeget, at staten må være særlig opmærksom på udsatte
gruppers rettigheder.
16
EMRK’s rettigheder beskrives almindeligvis som borgerlige og politiske
rettigheder. Efter EMD’s praksis må rettighederne fortolkes således, at de yder
en praktisk og effektiv beskyttelse. Dette betyder også, at rettighederne kan
omfatte en positiv forpligtelse for staten til at sikre visse socioøkonomiske
forhold, når dette er nødvendigt for at sikre en praktisk og effektiv beskyttelse af
EMRK’s rettigheder.
17
For en yderligere beskrivelse af forholdet mellem de økonomiske, sociale og
kulturelle rettigheder og de borgerlige og politiske rettigheder henvises til
statusrapportens delrapport om introduktion til menneskerettighederne.
Den menneskeretlige beskyttelse af retten til bolig
ØSKR-komitéen har udarbejdet en generel kommentar om retten til bolig samt
en generel kommentar om tvangsmæssige udsættelser.
18
ØSKR-komitéens generelle kommentar om retten til bolig berører nogle af de
områder, komitéen anser for de primære i relation til beskyttelsen af retten til
bolig. Områderne omfatter blandt andet hjemløshed, ordentlige boligforhold og
retssikkerhed for lejere. ØSKR-komitéen lægger vægt på, at boligerne rent faktisk
er beboelige, at der er adgang til drikkevand, varme, el og sanitet, samt at
beboernes helbred ikke trues af forurening. Endelig skal der være adgang til
boliger til en overkommelig pris, og omkostninger til boligudgifter bør være på et
niveau, der gør det muligt også at afholde udgifter til andre basale
fornødenheder. Ifølge komitéen bør der endvidere udvikles en boligpolitik, der
sikrer tilgængelighed af passende boliger for udsatte og marginaliserede
9
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
grupper.
19
Det er således ØSKR-komitéens opfattelse, at retten til bolig må forstås bredere
end retten til ”tag over hoved”. Retten til bolig indebærer en ret til en ”passende
bolig”, hvor man kan bo i tryghed, fred og med værdighed. Som led i vurderingen
af, hvad der kan anses for en passende bolig, ser komitéen blandt andet på, om
lejere/ejere er beskyttet mod vilkårlig udsættelse og chikane, samt om der er
adgang til basale serviceydelser, infrastruktur og faciliteter.
20
Komitéen
fremhæver endvidere, at staterne skal sikre, at udsættelser ikke resulterer i
hjemløshed.
21
Retten til bolig må ifølge komitéen forstås i sammenhæng med de øvrige
menneskerettigheder. Grundlæggende rettigheder som menneskets værdighed,
ikke-diskrimination, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed (for eksempel lejernes
mulighed for at danne foreninger), bosætnings- og bevægelsesfrihed og retten til
at deltage i offentlige beslutningsprocesser er dermed også relevante i forhold til
retten til bolig.
22
ØSKR-komitéen anvender en tredelt kategoriseringsmetode til at beskrive
statens forpligtelser efter ØSKR. Statens forpligtelser kan således beskrives som
forpligtelsen til at respektere, beskytte og opfylde ØSKR-rettighederne.
23
Statens forpligtelse til at ”respektere” betyder, at staten skal undlade at blande
sig direkte eller indirekte i individets mulighed for at nyde rettigheden. I relation
til retten til bolig betyder det, at staten skal afholde sig fra vilkårlige udsættelser
og ekspropriation af boliger, at indføre diskriminatoriske love eller praksis med
videre.
Statens forpligtelse til at ”beskytte” den enkeltes menneskerettigheder betyder,
at staten skal hindre andre borgeres indgreb i retten til bolig. Staten bør vedtage
lovgivning med henblik på at sikre, at private interessenter, såsom udlejere,
boligorganisationer, andelsforeninger og jordbesiddere, overholder de
menneskeretlige standarder. Der bør være et forbud mod diskrimination i
forhold til adgangen til boliger, og staten bør have et lovreguleret boligmarked
for at undgå udnyttelse af boligsøgende.
Den tredje forpligtelse for staten består i at ”opfylde” og realisere retten til bolig
i praksis. Dette kan staten gøre ved at vedtage nødvendig lovgivning og tage de
nødvendige administrative, finansielle, juridiske og økonomisk fremmende tiltag
med henblik på, at alle borgere har mulighed for at nyde retten til en passende
bolig.
10
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
ESP indeholder ikke en særskilt bestemmelse om retten til bolig. Retten til bolig
beskyttes derfor alene som led i ESP’s beskyttelse af familien, migrantarbejdere
og ældre.
24
Socialkomitéen fortolker begrebet ”familie” i overensstemmelse med EMD’s
praksis. Familien omfatter ikke alene ægtefæller og børn, men også andre
samlivsformer. Det følger tillige af Socialkomitéens praksis, at staterne har en
skønsmargin i forhold til, hvilken politik de ønsker at forfølge med henblik på at
sikre en social, juridisk og økonomisk beskyttelse af familien.
25
Socialkomitéen fokuserer på familiers adgang til et passende udbud af boliger,
statens forpligtelse til at inddrage familiers og ældres behov ved fastsættelsen og
udførelsen af boligpolitikken samt statens pligt til at sikre, at boliger er af en
passende standard med adgang til basale services.
26
Socialkomitéen har blandt andet beskæftiget sig med tvangsmæssig evakuering
af en landsby
27
og med romaers adgang til boliger.
28
Det er almindeligt anerkendt, at alle menneskerettigheder skal anses som
udelelige, ligeværdige og indbyrdes forbundne og afhængige.
29
Retten til bolig
kan have stor indflydelse på muligheden for at nyde godt af øvrige rettigheder,
ligesom beskyttelsen af øvrige rettigheder kan have stor betydning for
beskyttelsen af retten til bolig.
EMRK indeholder ikke en egentlig beskyttelse af retten til bolig, men beskytter
mod indgreb i privat- og familielivet, herunder hjemmet, hvilket kan have
betydning for boligrettigheder. EMRK kan også pålægge staten positive
forpligtelser. EMD har eksempelvis fundet, at Italien var forpligtet til at hjælpe en
person med handicap med at anskaffe sig en bolig. Italien havde ikke krænket
EMRK i det konkrete tilfælde, da borgeren havde fået stillet en bolig til rådighed,
uanset at den pågældende borger ikke selv mente, at denne bolig opfyldte hans
behov.
30
EMD har i en anden dom endvidere fundet, at retten til privat- og
familieliv var krænket, fordi staten ikke havde sikret en familie mod forureningen
fra en nærliggende fabrik, hvilket medførte, at familien af helbredsmæssige
årsager måtte fraflytte sin bolig. Dette uanset, at staten i kortere perioder havde
stillet en erstatningsbolig til rådighed for familien.
31
EMRK beskytter herudover ejendomsretten, hvilket muligvis også kan omfatte
lejerettigheder. EMD har i en række sager fundet, at statens indgreb i udlejers
ejendomsret ikke udgjorde et uproportionalt indgreb, da indgrebet skete for at
beskytte lejerne. Hensyn til lejere kan således også i et vist omfang give staterne
mulighed for at gøre indgreb i udlejers ejendomsret, uden at staterne dog er
11
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
menneskeretligt forpligtet hertil.
32
EU-chartret indeholder heller ikke en specifik beskyttelse af retten til bolig, men
derimod en beskyttelse af retten til boligstøtte. Det fremgår af EU-chartret, at
retten til social bistand og boligstøtte anerkendes og respekteres, og at denne
rettighed skal sikre en værdig tilværelse for alle, der ikke har tilstrækkelige
midler med henblik på at bekæmpe social udstødelse og fattigdom.
33
EU-chartret finder alene anvendelse på EU-institutionerne samt på
medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten. EU-chartret har således ikke
selvstændig betydning, når en situation ikke falder inden for EU-rettens
anvendelsesområde, og EU-chartret udvider således ikke EU-rettens
anvendelsesområde.
34
EU-chartret skelner mellem ”rettigheder” og ”principper”.
35
Rettigheder skal
forstås som individuelle rettigheder, der skal respekteres og kan påberåbes
direkte ved de nationale domstole, forudsat at EU-chartret finder anvendelse.
Principper i EU-chartrets forstand kan derimod ikke påberåbes direkte ved
domstolene, men må først gennemføres ved national lovgivning og EU-retsakter.
Principper kan dog ikke desto mindre få betydning ved fortolkning af såvel EU-
retten som national ret, der gennemfører EU-retten.
36
Retten til boligstøtte må forstås som et princip, der primært afspejler en politisk
forpligtelse for EU-institutionerne og medlemsstaterne til at gennemføre
rettigheden. Men retten til boligstøtte vil som beskrevet også kunne få betydning
ved fortolkningen af EU-retten og national gennemførelse heraf.
EU-Domstolen har med henvisning til, at retten til boligstøtte direkte fremgår af
EU-chartret fortolket et direktiv, der giver medlemsstaterne mulighed for at
begrænse kravet om ligebehandling på baggrund af nationalitet til de mest
essentielle sociale ydelser, således, at boligstøtte må anses for omfattet af
sådanne mest essentielle sociale ydelser. Af dommen kan det også udledes, at
EU-chartret alene omfatter retten til boligstøtte og ikke fortolkes udvidende til at
vedrøre retten til bolig i bredere forstand.
37
Diskrimination
ØSKR indeholder et forbud mod diskrimination i forhold til konventionens
rettigheder, herunder også i relation til retten til bolig.
38
Tilsvarende
diskriminationsforbud findes også i de øvrige FN-konventioner. I EU-retten findes
der et diskriminationsforbud i EU-chartret,
39
ligesom der findes en række
antidiskriminationsdirektiver,
40
der blandt andet forbyder diskrimination i
adgangen til boliger, dog alene på baggrund af køn og race eller etnisk
oprindelse.
12
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
Både ØSKR,
41
EU-chartret og EMRK indeholder en bred og ikke-udtømmende
liste af diskriminationsgrunde. Diskriminationsforbuddet gælder alene i forhold
til den enkelte konventions rettigheder. Diskriminationsforbuddet i EMRK
gælder, når en situation omfattes af beskyttelsesområdet for en af
konventionens rettigheder, uanset om der er tale om et indgreb i eller en
egentlig krænkelse af den enkelte rettighed.
42
FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR) indeholder et
generelt diskriminationsforbud, der gælder uafhængigt af konventionens øvrige
rettigheder.
13
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
1558630_0014.png
KAPITEL 3
3 DEN NATIONALE RAMME
Dansk ret indeholder ikke en bestemmelse om retten til bolig. Det offentlige er
derfor ikke umiddelbart forpligtet til at tilvejebringe en bolig til borgere, der er
boligløse. Retten til bolig er blandt andet implementeret via den generelle
regulering af det almindelige markedsbaserede boligmarked, via almene boliger
og lejelovgivning samt via en række bestemmelser i socialretten.
Det danske boligmarked er delt i ejer-, andels- og lejeboliger (privat udlejning og
udlejning af almene boliger). Ejerboliger og andelsboliger udgør med cirka 62
procent af det samlede antal boliger på landsplan den største andel af
boligmarkedet i Danmark. Private udlejningsboliger udgør cirka 17 procent af
boligerne, og de almene boliger udgør cirka 21 procent af den samlede
boligmasse (tal fra 2010).
43
Alle boligformer er lovreguleret på forskellig vis, både hvad angår regler, der
regulerer køb, salg og leje, samt hvad angår finansiering, skatteregler med
videre.
Den generelle prisudvikling på boligmarkedet har betydning for de forskellige
boligformer. Fra midten af 1990’erne frem til 2007 har der været en markant
stigning i boligpriserne. Dette har især haft betydning for ejer- og
andelsboligerne, men i samme periode er byggeriet af almene boliger også
faldet, blandt andet på grund af stigende bygge- og grundpriser.
44
Almene boliger
Begrebet ”almen bolig” er samlebetegnelse for tre forskellige boligtyper, nemlig
almene familieboliger, almene ældreboliger og almene ungdomsboliger.
Den almene boligsektor er reguleret og offentligt støttet med henblik på at holde
huslejen på et forholdsvist lavt niveau. Finansieringen af boligsektoren har
varieret over årene, men der ydes forskellige former for offentlig støtte til
opførelse og drift af almennyttigt nybyggeri.
45
Almenboligsektoren er reguleret ved lov om almene boliger.
46
Ifølge loven har de
almene boligorganisationer til opgave at stille passende boliger til rådighed for
14
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
alle med behov herfor til rimelig husleje samt at give beboerne indflydelse på
beboerforhold.
47
Formålet er at løse de sociale opgaver i boligforsyningen, og de
almene boligorganisationer udgør derfor en hjørnesten i løsningen af de
boligsociale udfordringer i Danmark. Almene boliger er som udgangspunkt
tilgængelige for alle borgere, og tildelingen af boliger foregår som udgangspunkt
via venteliste, hvor boligen tildeles den boligsøgende med længst anciennitet på
ventelisten.
Den kommune, som den enkelte boligafdeling ligger i, har imidlertid ret til at
råde over hver fjerde ledige almene bolig til løsning af kommunens boligsociale
problemer.
48
Den kommunale boliganvisning sker på baggrund af en vurdering af
den boligsøgendes behov ud fra kriterier fastsat af kommunalbestyrelsen. Det er
den enkelte kommunes beslutning, om denne ønsker at udnytte anvisningsretten
helt eller delvist. Der er således ikke fastsat kriterier i lovgivningen, der giver den
enkelte borger ret til at få anvist en bolig via den kommunale boliganvisning, og
den boligsøgende borger kan ikke klage over et afslag på at få anvist en bolig.
Boligstøtte
Den almene boligsektor er som nævnt reguleret med henblik på at holde
huslejen på et relativt lavt niveau. Lejere med lave indkomster kan herudover
søge om støtte til huslejeudgifter, både til privat udlejning og til leje i almene
boliger.
49
Hertil kan der også søges om støtte til særligt høje boligudgifter eller
store forsørgelsesbyrder for personer på overførselsindkomst.
50
Af oplysninger
fra det daværende Social- og Integrationsministeriet til EU-Kommissionen om
den danske ”roma-strategi” fremgår, at omkring 60 procent af husstandene i den
almene sektor i 2008 modtog støtte til huslejebetalingen (boligstøtte eller
boligsikring). I gennemsnit udgjorde boligstøtten knap 50 procent af huslejen for
de enkelte lejere, svarende til omkring en tredjedel af den samlede udgift til leje i
den almene sektor.
51
Udsættelse og lejerettigheder
Lejere, der bor i privatudlejede boliger, er beskyttet af lejelovens regler,
52
mens
lejere i almene boliger er beskyttet af almenlejelovens regler.
53
Lejere opnår
efter disse regler blandt andet beskyttelse mod vilkårlig udsættelse, ligesom det
nærmere retsforhold mellem lejer og udlejer er genstand for detaljeret
regulering. Reglerne kan ikke fraviges ved aftale til skade for lejeren.
Leje- og almenlejeloven indeholder også regler for udsættelse af lejere ved
opsigelse eller ved misligholdelse som følge af manglende huslejebetaling, brud
på husorden, chikane af øvrige beboere med videre.
Størstedelen af udsættelser af lejere sker på baggrund af manglende
huslejebetaling. Også ejere og andelshavere kan i yderste konsekvens udsættes
15
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
af deres bolig, såfremt der gøres udlæg i deres ejer- eller andelsbolig på grund af
forfalden gæld.
Både udsættelse af lejemål eller gennemførelse af auktionssalg af ejer- eller
andelsbolig kan i sidste ende gennemtvinges af fogedretten ved
udsættelsesforretning og/eller tvangsauktion. Fogedretten har forskellige
muligheder for at fastsætte afdragsordninger med videre, der kan forhindre
auktionssalg, ligesom der ikke kan gøres udlæg i aktiver (indbo), der er
nødvendige til opretholdelse af et beskedent hjem og en beskeden levefod.
54
Der er siden 2007 indført en række nye regler, der skal dæmme op for en
stigning i udsættelse af lejere.
55
Der er blandt andet indført en pligt for de
almene boligselskaber til at orientere kommunen, når der indledes
udsættelsessag, samt en forpligtelse for kommunerne til straks at undersøge, om
den udsættelsestruede lejer er berettiget til hjælp eller støtte efter
sociallovgivningen.
56
Fogedretten underretter også kommunen forud for
udsættelse af private lejere. Endelig er der indsat en bestemmelse om
midlertidig støtte til huslejebetaling for udsættelsestruede lejere.
57
Botilbud
For borgere med særlige behov eller problemstillinger, der ikke kan bo i eget
hjem trods social- og sundhedslovgivningens støttetilbud, findes forskellige
boformer, som er reguleret i socialretten.
Kommunerne skal eksempelvis anvise midlertidigt husly til ”husvilde”,
58
og
hjemløse med sociale problemer har ret til adgang til et herberg eller
forsorgshjem.
59
Herudover findes en række bestemmelser, der giver personer
med nedsat funktionsevne eller særlige sociale problemer og et særligt
behandlingsbehov ret til et midlertidigt botilbud, såfremt vedkommende ikke
uden betydelige vanskeligheder kan opholde sig i eget hjem.
60
Der findes også
målgruppebestemte botilbud som eksempelvis kvindekrisecentre,
61
ligesom der
findes længerevarende botilbud til personer med varigt nedsat funktionsevne og
plejehjem.
62
Fælles for servicelovens botilbud er, at der stilles krav om lovligt ophold i
Danmark, og det er kommunalbestyrelsen, der er forpligtet til at sikre den
fornødne forsyning af sådanne botilbud, hvilket blandt andet kan ske i
samarbejde med selvejende institutioner og regionerne.
63
Ligebehandling og bolig
I Danmark findes der ikke et generelt diskriminationsforbud, der gælder uden for
arbejdsmarkedet. Den danske ligebehandlingslovgivning forudsætter derfor
16
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
særlove, der forbyder enkelte diskriminationsgrunde eller diskrimination på
særlige områder.
I relation til retten til bolig omfatter forbuddet mod diskrimination alene
diskrimination på grund af køn
64
og race eller etnisk oprindelse.
65
Det betyder, at
personer, som er i risiko for at blive forskelsbehandlet, direkte eller indirekte, på
baggrund af alder, religion og tro, seksuel orientering, kønsidentitet, politisk
tilhørsforhold eller social oprindelse ikke er beskyttet.
Der gælder dog et generelt ligebehandlingsprincip i forvaltningsretten. Det
betyder, at offentlige myndigheder ikke må lægge vægt på eksempelvis alder
eller seksuel orientering, såfremt dette ikke kan anses for at være et sagligt
kriterie.
17
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
1558630_0018.png
KAPITEL 4
4 DEN MENNESKERETLIGE
UDVIKLING
Der henvises sjældent direkte til økonomiske og sociale menneskerettigheder i
lovgivning, myndighedsafgørelser og domstolspraksis. Dette gælder også for
retten til bolig. Der vedtages imidlertid ofte lovgivning, ligesom både
myndigheder og domstole træffer afgørelser, der kan have betydning for
borgernes mulighed for at nyde retten til bolig i Danmark.
Mange forskelligartede forhold spiller ind på dette område. Eksempelvis har
samfundets generelle velstand, udviklingen i reguleringen af velfærdssamfundet
og udviklingen i boligpriser betydning for antallet af mennesker, der selv kan tage
hånd om deres boligsituation, men også for hvilke handlemuligheder staten har
for at hjælpe dem, der ikke selv kan.
Det seneste år har budt på en række menneskeretlige forbedringer i relation til
hjemløses forhold og retten til bolig, herunder:
Ankestyrelsen har, som følge af den offentlige debat om diskrimination på
baggrund af etnicitet i den private udlejningssektor, kortlagt omfanget
heraf og dokumenteret, at diskrimination finder sted. På dette grundlag
iværksætter Ankestyrelsens Enhed for Antidiskrimination i 2015 en række
tiltag, der skal begrænse diskriminationen i den private udlejningssektor.
Via en bred boligsocial indsats sigter den boligpolitiske aftale fra 2014
mod at forbedre forholdene i den almene boligsektor, særligt i de udsatte
boligområder. Aftalen indeholder dog ikke løsningsforslag til den
grundlæggende udfordring, der består i, at der mangler lejeboliger i et
prisleje, som borgere, på de laveste overførselsindkomster, kan betale.
Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har i 2014 opgjort antallet af
udsatte boligområder. Ministeriet konstaterer, at der er sket et fald i
antallet fra 33 til 31, og der er samtidig sket små forbedringer i forhold til
beskæftigelsesniveauet i de udsatte boligområder.
66
18
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
Domstolsstyrelsens opgørelse over udsættelsessager og effektive
udsættelser (tvangsmæssige udsættelser ved fogedrettens bistand) viser
et fald fra 2012 til 2013 i antallet af udsættelsessager og tvangsmæssige
udsættelser af lejere. Tallene for 1. halvår af 2014 tyder på, at antallet af
udsættelsessager er stagneret, mens antallet af tvangsmæssige
udsættelser er faldet lidt.
Folketinget har ad flere omgange i 2014 vedtaget regler, der giver
mulighed for, at unge på de laveste sociale ydelser kan modtage støtte til
huslejebetaling.
På baggrund af den markante stigning i antallet af unge hjemløse fra 2007
til 2013 blev der i 2013 og 2014 afsat midler via satspuljeaftalen til
forebyggelse af ungdomshjemløshed.
I efteråret 2014 blev en pulje til implementering af Hjemløsestrategien i
26 nye kommuner udmøntet. Der er dog tale om et begrænset beløb, og
det er fortsat færre end halvdelen af landets kommuner, der har
modtaget støtte til implementering af strategien.
Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold har i
december 2014 endeligt afklaret, at hjemløse EU-borgere har ret til
adgang til herberger, forsorgshjem og natcaféer, hvorfra de tidligere er
blevet afvist. Det er dog endnu uvist, hvordan kommunerne i praksis vil
sikre dette.
Udviklingen har imidlertid også medført nye menneskeretlige udfordringer:
SFI’s kortlægninger viser, at antallet af hjemløse er steget med 17 procent
fra 2009 til 2013. Ungdomshjemløsheden er næsten fordoblet og antallet
af ’gadesovere’ er ligeledes steget.
Rigsrevisionen har i 2014 undersøgt udviklingen i antallet af billige
lejeboliger, som personer på de laveste sociale ydelser vil være i stand til
at betale. Undersøgelsen viser et markant fald i antallet af billige boliger
fra 2007 til 2013.
Ankestyrelsen slog i 2014 fast, at hjemløse ikke har adgang til at klage
over afslag på adgang til herberg eller bortvisning. Dette udgør en
betydelig begrænsning i hjemløses adgang til effektive retsmidler.
19
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
Der er de senere år sket en markant stigning i anvendelsen af
straffelovens betleribestemmelse over for (primært udenlandske)
hjemløse. Tallene for 1. halvår 2014 tyder på et mindre fald i antallet af
advarsler givet til udlændinge for betleri, mens antallet af fældende
afgørelser over for udlændinge tyder på en stigning.
20
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
1558630_0021.png
KAPITEL 5
5 HER KAN
MENNESKERETTIGHEDERNE
STYRKES I DANMARK
5.1 ADGANG TIL BOLIG
Mange faktorer spiller ind i forhold til den enkeltes adgang til en passende bolig.
Økonomiske ressourcer er særligt afgørende for at kunne erhverve sig en ejer-
eller andelsbolig eller for at kunne leje dyre privatudlejede boliger, men også
ikke-økonomiske ressourcer som socialt netværk og gode kontakter til personer
og institutioner, som på dele af boligmarkedet afgør fordelingen af boliger, kan
have afgørende betydning for adgangen til en passende bolig.
67
Både privat udlejning og den almene boligsektor spiller en afgørende rolle for, at
personer, der ikke har midler til at erhverve sig en ejer- eller andelsbolig på
markedsvilkår, har mulighed for at få en passende bolig. Det skyldes, at
huslejereguleringen i et vist omfang holder huslejen nede i forhold til privat
udlejning, og at almenboligsektoren er reguleret med henblik på at sikre et
huslejeniveau, som lav- og mellemindkomstgrupperne kan betale.
5.1.1 DEN MENNESKERETLI GE BESKYTTELSE
Adgangen til en passende bolig for mindre bemidlede personer er omfattet af
statens forpligtelse til at sikre den fulde virkeliggørelse af retten til bolig. Staten
har en særlig forpligtelse til at indrette forholdene på en sådan måde, at særligt
udsatte og marginaliserede grupper, der har vanskeligt ved på egen hånd at
anskaffe sig en passende bolig, kan nyde retten til bolig.
For at sikre alle menneskers adgang til en passende bolig må staten endvidere
afholde sig fra at vedtage diskriminerende lovgivning eller praksis, ligesom staten
er forpligtet til at beskytte mod private udlejeres diskrimination af boligsøgende.
Diskrimination betyder ulovlig forskelsbehandling. En forskelsbehandling af
personer i sammenlignelige situationer er ikke diskriminerende, hvis
forskelsbehandlingen forfølger et legitimt formål og er proportional. Når en
person alene på grund af sit køn, sin etnicitet eller lignende udelukkes eller får en
ringere behandling end andre i en tilsvarende situation, kan der være tale om
diskrimination. Diskrimination forekommer både, når forskelsbehandlingen er
tilsigtet (direkte diskrimination), og når effekten af en behandling er
21
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
ekskluderende eller udgør en barriere for individets lige muligheder for
adgangen til at nyde en bestemt rettighed (indirekte diskrimination).
På baggrund af staternes periodiske afrapportering vurderer ØSKR-komitéen
staternes implementering af ØSKR og kommer med anbefalinger til staterne med
henblik på at styrke rettighederne.
Danmark blev eksamineret af ØSKR-komitéen i 2011, hvor komitéen udtrykte
bekymring over, at migrantarbejdere og andre udsatte eller marginaliserede
grupper, herunder romaer, oplever barrierer i forhold til at realisere retten til en
passende bolig. Komitéen udtrykte også bekymring over manglen på sociale
boliger.
68
Komitéen anbefalede blandt andet, med henvisning til komitéens
generelle kommentar nr. 4 om retten til bolig, at Danmark træffer alle passende
foranstaltninger med henblik på at sikre adgang til passende boliger for udsatte
og marginaliserede grupper, herunder indvandrere og romaer, for eksempel ved
at sikre, at der afsættes tilstrækkelige ressourcer til at øge udbuddet af sociale
boliger.
69
Racediskriminationskomitéen har også flere gange beskæftiget sig med skiftende
regeringers strategier mod ”ghettoisering” og udsatte boligområder. Komitéen
har blandt andet beklaget myndighedernes manglende indsamling af viden om,
hvilken effekt disse strategier har på etniske minoriteters ret til frit at vælge
bopæl, og komitéen har derfor blandt andet anbefalet, at Danmark vurderer
strategiernes indvirkning på etniske minoriteters rettigheder.
70
5.1.2 DANSKE FORHOLD
PRIVAT UDLEJNING
Privat udlejning udgør omkring 17 procent af det danske boligmarked. Privat
udlejning spiller en stor rolle for mobiliteten og fleksibiliteten på boligmarkedet,
og der er stor gennemstrømning i boligerne. Privat udlejning bruges ofte som en
midlertidig bolig i ’boligkarrieren’, eksempelvis børn, der flytter hjemmefra, unge
og par, der flytter sammen eller bliver skilt.
71
Beboerne i den private udlejningssektor står oftere uden for arbejdsmarkedet
eller har lavere indkomst end gennemsnittet, men er ikke, i samme grad som i
den almene sektor, præget af socialt ressourcesvage beboere. De professionelle
udlejere (der har udlejning som deres hovedbeskæftigelse) står for udlejningen
af 53 procent af det samlede antal boliger, mens privatpersoner med udlejning
som bierhverv står for udlejningen af 8 procent af boligerne. Endelig ejer
pensionskasser, selvejende fonde, stiftelser med videre en stor andel af
udlejningsboligerne, ligesom ejendomsvirksomheder (med udlejning som
22
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
sidebeskæftigelse) og byggevirksomheder tillige er repræsenteret blandt de
private udlejere.
72
De private udlejere har ikke nogen boligsociale forpligtelser, og i de senere år er
der sket en stigning i huslejeniveauet. Huslejen i den private boligudlejning er
som udgangspunkt reguleret og omkostningsbestemt, og lejere kan blandt andet
indbringe huslejens størrelse for de kommunale huslejenævn. Ved
gennemgribende renovering af boligen kan udlejeren dog fastsætte huslejen
efter markedspriserne. Huslejereguleringens betydning er blandt andet på den
baggrund reduceret betydeligt.
73
Den danske diskriminationslovgivning forbyder diskrimination på baggrund af
køn eller race og etnisk oprindelse.
74
Lovgivningen forpligter både
erhvervsdrivende og ikke-erhvervsdrivende, når de udlejer en bolig ved offentlig
annoncering. Det betyder, at direkte eller indirekte forskelsbehandling på
baggrund af køn, race eller etnicitet som udgangspunkt ikke er tilladt ved
udlejning af private boliger, når dette sker gennem offentlig annoncering.
Ligebehandlingsnævnet har behandlet en enkelt klagesag over
forskelsbehandling på baggrund af etnicitet i forbindelse med privat udlejning.
Nævnet fandt, at klageren var blevet udsat for direkte diskrimination, da
udlejeren havde afvist at udleje til klager, alene fordi udlejeren på baggrund af
klagers navn antog, at denne ikke var etnisk dansker, og at udlejeren ikke
ønskede at leje ud til ”ikke-danskere”.
75
En undersøgelse fra 2008 viste, at 18 procent af de private udlejere ikke ønskede
at leje ud til etniske minoriteter.
76
Ankestyrelsens Enhed for Antidiskrimination
har efter debat i pressen om diskrimination på baggrund af etnicitet foretaget en
kortlægning af diskrimination på det private boligmarked. Kortlægningen
dokumenterer, at diskrimination på baggrund af etnicitet finder sted i den
private udlejningssektor. Kortlægningen finder, at ansøgere med mellemøstligt
klingende navne i snit skal sende 27 procent flere ansøgninger end ansøgere med
danskklingende navne for at have lige så gode chancer for at få et positivt svar.
Det vil sige, at når boligsøgende med danskklingende navne skal sende fire
ansøgninger for at opnå et positivt svar, skal boligsøgende med mellemøstligt
klingende navne sende fem ansøgninger for at opnå samme resultat.
Kortlægningen finder, at etnisk forskelsbehandling særligt rammer mandlige
boligsøgende.
77
Diskriminationen på det private udlejningsmarked stiller generelt etniske
minoriteter, og særligt unge mænd, ringere på det danske boligmarked.
23
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
ALMENE BOLIGER
Den almene boligsektor er tæt reguleret og giver staten mulighed for at løse
boligsociale opgaver for blandt andet familier, ældre, socialt udsatte og
flygtninge.
I Danmark er der omkring 750 almene boligorganisationer med i alt cirka 7.700
afdelinger. De almene boligorganisationer råder samlet over knap 540.000
boliger. Ifølge Landsbyggefondens statistiske opgørelse af
beboersammensætningen i den almene boligsektor bor omkring 950.000
mennesker i almene boliger, hvilket svarer til omkring en sjettedel af Danmarks
befolkning.
78
Tilknytningen til arbejdsmarkedet blandt beboerne i den almene boligsektor er
lavere end i den samlede boligsektor. Mere end hver tredje beboer i de almene
boliger har ikke tilknytning til arbejdsmarkedet.
Også andelen af indvandrere og efterkommere af indvandrere mellem 18 og 64
år er større i den almene boligsektor end i landets samlede boligsektor. I den
almene boligsektor er 27 procent af beboerne indvandrere og efterkommere,
mens det kun er 8 procent i den øvrige boligsektor. For så vidt angår indvandrere
og efterkommere med ikke-vestlig baggrund, udgør denne gruppe omkring 23
procent af beboerne i den almene boligsektor mod omkring 4 procent i den
øvrige boligsektor.
79
Særlige udlejningsredskaber
Der har de seneste 10-15 år været politisk og lovgivningsmæssigt fokus på at
identificere udsatte boligområder, der i lovgivningen omtales ”ghettoer”, samt at
give kommunerne og boligselskaberne redskaber til at ændre
beboersammensætningen og løse de sociale og integrationsmæssige
udfordringer i disse områder.
Indsatsen omfatter mange forskellige initiativer, som for eksempel renovering og
ombygning af boliger og udendørsområder med henblik på at integrere
aflukkede og udsatte boligområder i den omkringliggende by,
beskæftigelsesprojekter samt sociale og kriminalitetsforebyggende indsatser
over for unge. Alle disse initiativer har til formål at skabe tryghed for beboerne i
de udsatte boligområder og sikre dem en passende bolig.
Hertil kommer en række initiativer rettet mod at få flere ressourcestærke
beboere til at flytte ind i de udsatte boligområder, at få de ressourcesvage
personer til at fraflytte områderne samt at forhindre, at nye ressourcesvage
personer flytter ind.
24
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
Med henblik på at ændre beboersammensætningen i de udsatte boligområder er
der i almenboligloven indført en række udlejningsredskaber for kommunerne og
boligorganisationerne. Dette betyder blandt andet, at kommunerne som
udgangspunkt ikke må benytte anvisningsretten til at anvise boligsøgende på
overførselsindkomst, boligsøgende med ikke-vestligt statsborgerskab eller nyligt
løsladte til ghettoområder, mens ressourcestærke personer med arbejde eller
uddannelse kan prioriteres på bekostning af ressourcesvage personer med
højere anciennitet på ventelisten. Herudover kan der fastsættes begrænsninger
for, hvor mange personer der må bo i de enkelte lejemål, og det er tilladt at lade
lejemål stå tomme, imens der annonceres efter ressourcestærke personer. Der
er en vis adgang til at tilbyde erstatningsbolig til de personer, der, på baggrund af
enkelte af de ovenstående tiltag, ikke får den bolig, de ellers havde udsigt til.
Almenboligloven indeholder kriterier for, hvornår et boligområde kan betegnes
som et ghettoområde. Dette er tilfældet, når en boligafdeling med mindst 1.000
beboere opfylder mindst tre ud af fem kriterier. Kriterierne vedrører andelen af
indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, andelen uden tilknytning til
arbejdsmarkedet, antal dømte for overtrædelse af straffeloven, våbenloven og
narkotikalovgivningen samt andelen af beboere med lavt uddannelsesniveau og
lav indkomst.
80
Formålet med indførelsen af udlejningsredskaberne har som anført været at
ændre beboersammensætning og forbedre vilkårene for beboerne i de udsatte
boligområder. Retten til bolig indebærer en ret til en passende bolig, hvor man
kan bo i tryghed, i fred og med værdighed. Initiativerne kan således anses som
foranstaltninger, der har til formål at sikre den fulde virkeliggørelse af retten til
en passende bolig for beboerne i disse områder.
Der har imidlertid hidtil været begrænset opmærksomhed rettet mod, om disse
tiltag også kan have utilsigtede og negative konsekvenser for mindrebemidlede
og etniske minoriteters adgang til en passende bolig. Overordnet har tiltagene
fokuseret på at ændre beboersammensætningen ved at regulere adgangen til
bolig i de udsatte boligområder og ikke på at sikre ressourcesvare boligsøgende
adgang til bolig i de velfungerende boligområder.
Kravet om tilbud om erstatningsbolig er alene knyttet til anvendelsen af reglerne
om kombineret udlejning. Ved kombineret udlejning kan kommunerne beslutte,
at boligorganisationerne skal afvise boligsøgende fra boligområder med høj
andel af beboere uden for arbejdsmarkedet, når den boligsøgende eller dennes
ægtefælle eller samlever i seks sammenhængende måneder har modtaget
kontanthjælp, førtidspension, arbejdsløsheds- eller sygedagpenge. Benyttes
25
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
reglerne om kombineret udlejning, må kommunen som udgangspunkt ikke
anvise boliger i området til samme personkreds, som omfattes af reglerne om
anvisning til ghettoområder.
Borgere, der som følge af reglerne om kombineret udlejning ikke har fået en
bolig, som de ellers via deres position på ventelisten havde udsigt til, på
baggrund af anvendelsen af reglerne om kombineret bolig, har krav på tilbud om
erstatningsbolig inden for seks måneder. Tal fra Ministeriet for By, Bolig og
Landdistrikter viser imidlertid, at det alene var 28 ud af 709 personer, der frem til
2013 – som følge af reglerne om kombineret udlejning – var blevet sprunget over
på ventelisten og havde fået erstatningsbolig.
81
En del af forklaringen kan være,
at nogle kommuner alene anser en boligsøgende for berettiget til en
erstatningsbolig, når denne allerede var opskrevet på ventelisten før
beslutningen om at anvende kombineret udlejning.
Kommunernes overholdelse af pligten til at give tilbud om erstatningsbolig kan
være afgørende for, om den danske praksis er i overensstemmelse med
menneskeretten. Afvises personer, der modtager overførselsindkomst fra en
bolig på baggrund heraf, er tilbuddet om erstatningsbolig afgørende for, om der
kan være tale om diskrimination på baggrund af social oprindelse. Er den
boligsøgende eller dennes ægtefælle modtager af offentlig ydelse på baggrund af
handicap, vil afvisningen også kunne være en overtrædelse af forbuddet mod
diskrimination i Handicapkonventionen, hvis der ikke gives tilbud om
erstatningsbolig.
Manglende krav om erstatningsbolig ved brug af de øvrige udlejningsredskaber
og manglende systematisk monitorering af alle udlejningsredskaberne gør det
vanskeligt at vurdere redskabernes effekt for de borgere, der ikke har fået en
passende bolig på baggrund af de særlige udlejningsredskaber, og der foreligger
ingen viden om udlejningsredskabernes samlede effekt for mindrebemidlede
borgere og etniske minoriteters adgang til bolig.
Af en undersøgelse gennemført af SFI i 2012 fremgår, at der i kommunerne og
boligafdelingerne er delte meninger om, hvorvidt udlejningsredskaberne har haft
den ønskede effekt. Overordnet set vurderes det, at redskaberne bidrager til at
skabe en bedre beboersammensætning, men der er også en bekymring for, at
redskaberne gør det vanskeligere at skaffe boliger til socialt udsatte med akut
behov for bolig. Dette kan skyldes flere faktorer, som lange ventelister til de
mere attraktive boligforeninger og mangel på egnede og billige boliger.
82
Det er
således uklart, hvilken effekt de særlige udlejningsredskaber har i den
sammenhæng.
26
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
Monitorering af disse konsekvenser er vanskelig, fordi der ikke indsamles
statistisk data fordelt i forhold til social og økonomisk status, køn og
oprindelsesland. Sådanne aggregerede data vil eksempelvis gøre det muligt at
monitorere, hvilke persongrupper der står længst tid på ventelisterne, hvornår
de får tilbudt en anden passende bolig, eller om der er en korrelation mellem
køn og etnicitet. Bedre monitorering kan endvidere belyse, hvilke grupper der
har problemer med at anskaffe sig en passende bolig, og hvor der kan være
behov for en særlig indsats.
Den kommunale anvisningsret
Almenboligloven giver kommunerne ret til at råde over indtil hver fjerde ledige
almene bolig i kommunen til løsning af påtrængende boligsociale opgaver.
83
Det
er muligt for kommunen og boligselskaberne at indgå aftale om at hæve den
kommunale anvisningsret op til 100 procent af de ledige boliger, ligesom
kommunerne har mulighed for at indgå aftaler med private udlejere om
anvisningsret.
53 ud af 67 adspurgte kommuner oplyser i en undersøgelse fra 2012, udført af
SFI, at de anvender deres anvisningsret. Det er særligt de større kommuner, der
benytter sig heraf. Undersøgelsen viser, at anvisningsretten benyttes mest til
anvisning af bolig i boligafdelinger med høj/mellem grad af udsathed og mindst
til anvisning af bolig i boligafdelinger med lav grad af udsathed. Ved graden af
udsathed henses til, hvor stor en andel af beboerne der ikke er i beskæftigelse
eller har kompetencegivende uddannelse, har dom for kriminalitet eller etnisk
minoritetsbaggrund. Kommunerne prioriterer generelt flygtninge og personer
med minimum ét hjemmeboende barn, når de benytter sig af anvisningsretten,
mens færrest kommuner prioriterer enlige uden børn, misbrugere og tilflyttere.
84
Kommunalbestyrelsen fastsætter de kriterier, der anvendes ved anvisningen, og
det er kommunen, der alene træffer beslutning om, hvem der kan anvises en
bolig under hensyntagen til den enkeltes boligsociale behov og
beboersammensætningen i de områder, der anvises til. Der er ikke adgang til at
klage over et afslag på at få anvist bolig, eller på hvilken bolig man anvises til.
Kommunerne må dog ikke boliganvise til et ghettoområde, når et medlem af
husstanden er nyligt løsladt fra fængsel eller ungdomsinstitution, for nylig har
fået ophævet sit lejemål på grund af overtrædelse af god skik og orden eller ikke
er statsborger i EU, EØS eller Schweiz, medmindre det ikke er muligt at
boliganvise til et andet område.
85
Rigsrevisionen har gennemført en undersøgelse af indsatsen over for hjemløse
og har i den forbindelse undersøgt udviklingen i antallet af billige boliger, som
personer på de laveste overførselsindkomster har mulighed for at betale.
86
27
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
Undersøgelsen viser et markant fald i antallet af billige boliger. Dette skyldes
blandt andet renoveringer, der i et vist omfang finansieres ved huslejestigninger,
samt at høje byggeomkostninger i vid udstrækning ikke gør det muligt at
tilvejebringe nybyggede boliger, der kan betales af personer med begrænset
betalingsevne. De kommuner, der deltog i Rigsrevisionens undersøgelse, oplyser
endvidere, at de returnerer boliger, som de får stillet til rådighed, til
boligselskaberne, på grund af for høj husleje. Københavns Kommune oplyser
således, at kommunen i 2013 fik 1.376 boliger til anvisning, men måtte returnere
842, da huslejen var for høj.
87
Lignende mønstre fremgår af SFI’s undersøgelse, der også nævner, at den
økonomiske krise har medført et øget pres på de billige almene boliger. Dette
skyldes, at flere bliver boende i længere tid i deres lejede boliger, flere bliver
afskediget, og at det er vanskeligere at hjælpe udsatte til at finde arbejde, så de
kan øge deres indkomst og få råd til de boliger, som kommunen kan tilbyde.
Endelig fremgår det, at kommunerne oplever det som et dilemma på den ene
side at skulle finde boliger til udsatte borgere og på den anden side at skulle
balancere beboersammensætningen i de udsatte boligområder.
88
5.1.3 ANBEFALINGER
Institut for Menneskerettigheder anbefaler – med henblik på at sikre, at
krænkelse af menneskeretten undgås – at Danmark:
tager initiativer for at sikre, at private udlejere ikke diskriminerer etniske
minoriteter, herunder særligt mænd med etnisk minoritetsbaggrund.
tager initiativer for at sikre boligsøgende, der som følge af de særlige
udlejningsredskaber ikke får tilbudt bolig, så vidt muligt bliver tilbudt
erstatningsbolig.
Institut for Menneskerettigheder anbefaler – med henblik på at sikre den fulde
virkeliggørelse af retten til bolig og imødekomme internationale anbefalinger –
at Danmark:
fastsætter en konkret målsætning for og løbende følger udviklingen i
udbuddet af billige almene boliger, som personer med de laveste
indtægter har mulighed for at betale.
Institut for Menneskerettigheder anbefaler – med henblik på at styrke
vidensgrundlaget – at Danmark:
iværksætter en systematisk registrering af brugen af alle særlige
udlejningsredskaber. Dataindsamlingen bør kunne aggregeres for
28
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
henholdsvis social og økonomisk status, handicap, køn samt
indvandrere/efterkommere.
undersøger boligsituationen for de borgere, der som følge af anvendelsen
af de særlige udlejningsredskaber ikke får tilbudt bolig, samt om
anvendelsen af de særlige udlejningsredskaber fører til indirekte
diskrimination af etniske minoriteter, personer med handicap eller socialt
udsatte personer.
5.2 TVANGSMÆSSIG UDSÆTTELSE AF LEJERE
Boligen må anses for at være en grundlæggende nødvendighed for at kunne
have en velfungerende hverdag. Boligen danner rammen om den enkeltes privat-
og familieliv og er ofte også en forudsætning for at kunne passe arbejde eller
uddannelse. Udsættelser kan føre til hjemløshed samt øget social og økonomisk
eksklusion, ligesom udsættelser kan have stor betydning for børns trivsel og
udvikling.
5.2.1 DEN MENNESKERETLI GE BESKYTTELSE
Retten til bolig indgår som en del af retten til en passende levestandard i ØSKR.
89
Dette medfører først og fremmest, at staten skal respektere rettigheden ved
blandt andet at afholde sig fra at fratage personer deres bolig. Staten skal
imidlertid også beskytte mod indgreb i rettigheden fra andre private samt
fremadskridende sikre den fulde virkeliggørelse af retten til bolig.
ØSKR-komitéen har udarbejdet en generel kommentar om retten til bolig samt
en generel kommentar om tvangsmæssige udsættelser.
90
Retten til bolig antages
at indeholde et forbud mod vilkårlige udsættelser, herunder masseudsættelser
og rydninger af beboelsesområder. Når komitéen benytter begrebet
’tvangsmæssige udsættelser’ eller ’forced evictions’, henviser komitéen netop til
sådanne vilkårlige og ulovlige rydninger eller udsættelser, der antages både at
stride mod retten til bolig samt retten til privatliv og familieliv, herunder
hjemmet, som beskyttes i både ICCPR
91
og EMKR artikel 8.
92
Beboere kan udsættes af deres bolig, når dette sker i overensstemmelse med
national ret og menneskeretlige standarder. Dette forudsætter, ifølge komitéen,
blandt andet en vis beskyttelse af lejere samt lovregulering af procedurer for
tvangsudsættelser, adgang til domstolskontrol med videre.
ØSKR-komitéen fremhæver, at staterne skal sikre, at udsættelser ikke resulterer i
hjemløshed. Staten må derfor tage alle passende foranstaltninger, inden for
rammerne af de tilgængelige ressourcer, for at sikre, at de, der bliver
tvangsmæssigt udsat, og som ikke selv kan skaffe sig en ny passende bolig, får
29
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
adgang til en alternativ bolig.
93
Forpligtelsen til at sikre den fremadskridende fulde virkeliggørelse af retten til
bolig forudsætter, at staten både tager skridt til at nedbringe antallet af
udsættelser, og sikrer, at de, der alligevel bliver udsat, i videst muligt omfang får
adgang til alternative boliger.
Da Danmark i 2011 blev eksamineret af ØSKR-komitéen, udtrykte komitéen
blandt andet bekymring over det vedvarende høje antal af tvangsudsættelser.
Komitéen anbefalede på denne baggrund, at Danmark tager skridt til at sikre, at
de personer, der bliver tvangsudsat af deres bolig, bliver tilbudt alternativ
indkvartering eller kompensation, som gør dem i stand til at erhverve en
passende bolig i overensstemmelse med retningslinjerne i komitéens generelle
kommentar om tvangsudsættelser.
94
Boligrettigheder er i et vist omfang også beskyttet af EMKR artikel 8 om retten til
privat- og familieliv og EMRK Tillægsprotokol nr. 1, artikel 1, om beskyttelse af
ejendomsretten.
EMRK artikel 8 beskytter retten til respekt for privatliv og familieliv, hjemmet og
korrespondance. Bestemmelsen beskytter primært mod statens indgreb.
Tvangsmæssig udsættelse af en lejer vil i mange tilfælde kunne betragtes som et
indgreb i denne rettighed.
Retten til privat- og familieliv i EMRK kan herudover indeholde visse positive
forpligtelser for staterne til blandt andet at beskytte mod andre privates
(uberettigede) indgreb i denne rettighed, ligesom staten i helt særlige tilfælde vil
kunne være forpligtet til at stille en bolig til rådighed for en borger med særlige
problemstillinger.
95
Udgangspunktet er dog, at EMRK artikel 8 ikke indeholder en positiv forpligtelse
for staten til at give borgerne adgang til en bolig, ligesom staten som
udgangspunkt ikke er forpligtet til at sikre en bolig til borgere, der på baggrund af
pengemangel ikke er i stand til at opretholde eller anskaffe sig en bolig.
96
EMD
har slået fast, at det selvfølgelig ville være ønskeligt, at alle mennesker havde en
bolig, hvor vedkommende kunne bo under værdige forhold. Der findes imidlertid
mange mennesker, der ikke har nogen bolig, og spørgsmålet om, hvorvidt
staterne økonomisk skal støtte, at alle mennesker kan få adgang til en bolig, er
overladt til de nationale politikere.
97
Indgreb i retten til privat- og familieliv, herunder situationer, hvor udsættelse af
lejere kan anses for et indgreb, kan ske, når dette er i overensstemmelse med
30
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
den nationale lovgivning, samt er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn
til blandt andet landets økonomiske velfærd eller for at beskytte andres ret og
frihed.
Lejereguleringen, herunder reglerne om udsættelse af lejere på grund af brud på
husordensregler eller manglende huslejebetaling, er netop et udtryk for en
lovreguleret afvejning af hensynet til lejeren og hensynet til andre beboeres og
udlejerens rettigheder samt til det bredere hensyn til den økonomiske velfærd,
der følger af den generelle regulering af boligmarkedet.
På områder, såsom beskyttelse af lejere, der berører social og økonomisk politik,
har staterne generelt en bred skønsmargin. Når der imidlertid er tale om et
indgreb i privat- og familieliv, undersøger EMD indgrebets intensitet og stiller
krav til de lovgivningsmæssige procedureregler for indgrebet med henblik på at
sikre, at indgreb ikke sker vilkårligt.
EMD har eksempelvis fundet, at udsættelsen af en hel familie, der reelt var
begrundet i påståede forstyrrelser af husordenen, som familien benægtede, men
som efterfølgende blev gennemført med henvisning til en generel bestemmelse,
hvorefter familien kunne opsiges med 28 dages varsel uden nærmere
begrundelse, ikke opfyldte de procedurekrav, der må kunne stilles ved et sådant
intensivt indgreb.
98
Beskyttelsen af ejendomsretten i artikel 1 i Tillægsprotokol nr. 1 kan muligvis
også omfatte lejerettigheder. En særlig domstol, der blev oprettet med Dayton
fredsaftalen, og som efter borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien behandlede
sager om overtrædelse af EMRK, synes i hvert fald at have forudsat dette i en
række sager.
99
Domstolen var ikke en del af EMRK- og EMD-komplekset, men
anvendte EMRK selvstændigt og uden præjudiciel betydning for EMD’s praksis.
EMD ses ikke at have taget stilling til dette spørgsmål.
Bestemmelsen har en del gange været påberåbt af udlejere, der søger at opnå
råderet over deres ejendom ved opsigelse eller udsættelse af lejere. EMD har
også i forhold til ejendomsretten været tilbøjelig til at overlade staterne en bred
skønsmargin til ved national regulering at foretage afvejningen af samfundets
generelle interesser i lejebeskyttelse på den ene side over for udlejerens
ejendomsret på den anden.
100
Det betyder, at udlejerne generelt ikke har fået
medhold, selv når den nationale lovgivning har ydet særdeles vidtgående
beskyttelse af lejere, og udlejerne selv har ønsket at bo i deres ejendom.
101
Indgreb i ejendomsretten kan endvidere være muligt blandt andet af hensyn til
samfundets generelle interesse. EMD har flere gange fastslået, at når det
31
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
kommer til boligforhold, der spiller en betydelig rolle for velfærds- og økonomisk
politik i moderne samfund, vil EMD respektere de nationale lovgiveres vurdering
af, hvad der kan anses for at være i samfundets generelle interesse, medmindre
en sådan vurdering er åbenlyst urimelig.
102
5.2.2 DANSKE FORHOLD
Når en lejer misligholder sin lejeaftale ved brud på husordenen eller ved ikke at
betale husleje, kan udlejeren opsige lejeaftalen og i sidste ende gennemtvinge en
udsættelse ved fogedrettens bistand. Fogedretten påser, at regler og betingelser
for udsættelse er opfyldt og kan i sidste ende bistå ved en tvangsmæssig
udsættelse (effektiv udsættelse).
Tvangsmæssig udsættelse af lejere i Danmark ved fogedrettens bistand er
således ikke en ”forced eviction”, som ØSKR-komitéen definerer dette, idet
”forced evictions” er kendetegnet ved vilkårlighed, manglende lovlighed og
forudgående domstolsprøvelse. Lejelovgivningens regler om, hvornår et lejemål
kan hæves, og proceduren ved fogedrettens sagsbehandling betyder, at
tvangsmæssige udsættelser sker i overensstemmelse med national ret, og den
beskyttelse, lejerne herved opnår, må anses for at leve op til de retssikkerheds-
og proceduremæssige standarder, som menneskeretten forudsætter.
Tvangsmæssige udsættelser, der sker i overensstemmelse med reglerne, er
således som udgangspunkt ikke i strid med retten til privat- og familieliv, endsige
et brud på ejendomsretten. Reglerne må endvidere også antages generelt at
sikre, at staten respekterer og beskytter retten til bolig for lejerne. Den positive
forpligtelse til at sikre den fremadskridende fulde virkeliggørelse af retten til
bolig forpligter imidlertid staten til at tage alle passende tiltag, herunder
lovgivningsmæssige og administrative tiltag, med henblik på at sikre alle
mennesker en passende bolig. Staten er således forpligtet til at arbejde for at så
få lejere som muligt udsættes.
I 2002 behandlede landets byretter (fogedretten) i alt 15.771 udsættelsessager.
Antallet af udsættelsessager steg gradvist til 21.338 udsættelsessager i 2011,
men er siden faldet til 17.479 udsættelsessager i 2013 og befinder sig nu på
samme antal som i 2003-2004.
103
32
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
1558630_0033.png
Antal udsættelsessager ved fogedretten
22000
20000
18000
16000
14000
12000
10000
2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013
Antallet af udsættelsessager, hvor fogedretten ender med at bistå til en
tvangsmæssig udsættelse af lejeren, har fulgt nogenlunde samme udvikling. Fra
1.823 tvangsmæssige udsættelser i 2002 steg antallet gradvist og toppede i 2011
med 4.405 tvangsmæssige udsættelser. Siden er antallet faldet til 3.507 i 2013,
og antallet befinder sig nu på samme niveau som i 2007-2008.
Antal tvangsmæssig udsættelser (effektive
udsættelser)
5000
4500
4000
3500
3000
2500
2000
1500
1000
500
0
2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013
Ser man på den procentvise andel af udsættelsessager, der ender med
tvangsmæssig udsættelse, er denne ligeledes steget fra 11,6 procent af sagerne i
2002 til 20,1 procent af sagerne i 2013. Andelen af sager, der ender med
tvangsmæssig udsættelse, toppede i 2010 med 21,1 procent af sagerne,
hvorefter den faldt til 19,2 procent i 2012 og siden steg igen i 2013.
33
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
Manglende betaling af husleje er den primære grund til, at lejere bliver udsat af
deres bolig.
104
UDSATTE LEJERE OG ÅRSAGER TIL UDSÆTTELSE
SFI har undersøgt de bagvedliggende årsager til, at lejere bliver udsat af deres
boliger og konsekvenserne af sådanne tvangsmæssige udsættelser.
105
Årsagen til
de tvangsmæssige udsættelser er typisk en kombination af lav indkomst, stor
gæld, og at lejerne har svært ved at administrere deres økonomi. Betydningen af
disse forhold bliver forstærket, når lejeren mister sit job, oplever ændringer i
familiemæssige forhold, har misbrugsproblemer eller psykiske lidelser. SFI
fremhæver, at de lejere, der bliver sat ud af deres boliger, tilhører samfundets
lavindkomstgruppe, og at stigningen i antallet af udsættelser hænger sammen
med, at lavindkomstgruppen er vokset.
106
Af undersøgelserne fremgår, at omkring halvdelen af de udsatte lejere har
oplevet ændringer i husstanden, som eksempelvis skilsmisse, forud for
udsættelsen, og at mange har mistet deres job umiddelbart forud for
udsættelsen. En stor andel af de udsatte lejere anser endvidere enten misbrug,
fysisk eller psykisk sygdom som årsag til udsættelsen.
107
Enlige mænd er overrepræsenteret blandt lejere, der udsættes af deres bolig. De
enlige mænd er også overrepræsenteret blandt lejere, der ikke modtager
boligstøtte, selv om en del af disse formodes at være berettiget hertil. Unge er
også sårbare i forhold til at blive tvangsmæssigt udsat af deres bolig. Særligt
unge uden uddannelse er overrepræsenteret blandt gruppen af udsatte lejere.
Familier med børn udgør 23 procent af de udsatte lejere, hvoraf enlige mødre
udgør halvdelen af disse.
108
Antallet af børn, der oplever en tvangsmæssig udsættelse, er steget fra 700 i
2002 til 1.500 i 2010. I perioden fra 2003 til 2009 har i alt 11.555 børn oplevet en
tvangsmæssig udsættelse.
109
Borgere på overførselsindkomst skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet (ikke
pensionister). Reglerne om en aktiv beskæftigelsesindsats betyder, at personer
på overførselsindkomst, der uden rimelig grund udebliver fra en aktiverende
indsats eller lovpligtige opfølgningssamtaler, bliver trukket i deres
overførselsindkomst. Det kaldes en rådighedssanktion og betyder, at man
trækkes i støtte for det antal dage, hvor man ikke har stået til rådighed for
arbejdsmarkedet. Alle borgere, der modtager kontanthjælp eller lignende, er
omfattet af reglerne, uanset omfanget af sociale og psykiske problemer, og skal
34
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
som minimum møde til opfølgningssamtale hver tredje måned på det
kommunale jobcenter.
Omkring 45 procent af landets kommuner oplyser, at borgere, der bliver sat ud af
deres bolig, ofte er blevet sanktioneret (rådighedssanktion).
110
Det kan dog ikke
heraf udledes, at rådighedssanktionerne er den direkte årsag til udsættelsen.
Kommunerne kan imidlertid som udgangspunkt ikke yde støtte, når støtten vil
ophæve betydningen af en sanktion, også selv om dette betyder, at borgeren
ikke kan betale sin husleje.
111
KONSEKVENSER AF TVANGSMÆSSIG UDSÆTTELSE
SFI’s undersøgelser viser, at mange efter en udsættelse får en omskiftelig
tilværelse i form af ændringer i familien eller flere efterfølgende skift i
boligforholdene.
112
En del bliver boligløse eller hjemløse.
Spørgeskemaundersøgelser foretaget af SFI tyder på, at knap 9 procent af de
tvangsudsatte bliver hjemløse, mens 16 procent bor hos familie eller venner.
Registerundersøgelser, ligeledes foretaget af SFI, tyder på, at omkring 18 procent
fortsat er boligløse et år efter udsættelsen.
113
SFI har også foretaget en undersøgelse af børnefamiliernes forhold i forbindelse
med en tvangsmæssig udsættelse. Undersøgelsen viser, at udsættelser kan have
stor betydning for børnefamiliernes livsvilkår og for børnenes udvikling og trivsel.
Undersøgelsen viser også, at familierne ofte må flytte flere gange efter
udsættelsen, og selve udsættelsen medfører ofte, at familien mister indbo og
ting med stor affektionsværdi.
SFI’s kvalitative undersøgelse (interviews med udsatte familier) viser, at både
børn og forældre oplever udsættelsen som skamfuld, hvorfor udsættelsen i vid
udstrækning holdes hemmelig for familie og venner. Mange af børnene har
stærke reaktioner, og den usikre boligsituation giver både fysisk og psykisk
utilpashed. Herudover bliver børnenes relation til venner påvirkede, hvilket giver
en oplevelse af isolation. Undersøgelsen viser også, at boligudsatte børn og unge
oftere ikke består eller slet ikke opnår en folkeskoleeksamen end andre børn, og
at de, der gør, opnår et lavere karaktergennemsnit, ligesom de sjældnere
påbegynder en ungdomsuddannelse. Undersøgelsen peger endvidere på, at det
tilsyneladende kun er de allermest marginaliserede familier, der får hjælp til
nødbolig efter udsættelsen, mens de fleste familier lever en omskiftelig
tilværelse i en længere periode med stor usikkerhed om deres boligsituation.
114
Serviceloven forpligter kommunerne til at anvise både enlige og familier, der har
mistet deres bolig, midlertidigt husly.
115
Forpligtelsen omfatter også udsatte
lejere og er betinget af, at den pågældende ikke selv har mulighed for at løse sit
35
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
boligproblem. Kommunen skal tilbyde den, efter omstændighederne, bedst
egnede midlertidige indkvartering, hvilket blandt andet kan omfatte lejlighed,
vandrehjem, pensionat, hotel eller lignende. Bestemmelsen kan ikke anvendes til
at skabe mere varige løsninger på den enkeltes boligproblem.
116
Endelig har kommunen også mulighed for at anvise en almenbolig efter reglerne
i almenboligloven.
117
Boliganvisning skal ske på baggrund af en vurdering af den
boligsøgendes behov og beboersammensætning i det område, kommunen
ønsker at boliganvise til. Kommunalbestyrelsen fastsætter de nærmere kriterier,
der anvendes ved anvisningen, og det er kommunen, der alene træffer
beslutning om, hvem der kan anvises en bolig. Der er ikke adgang til at klage over
et afslag på at få anvist bolig eller over, hvilken bolig man anvises til. En del
kommuner opererer med en akut-venteliste til boliganvisning, men der synes
ofte at være lang ventetid, særligt i hovedstadsområdet.
118
Der findes ingen opgørelser af, hvor ofte udsatte lejere får tilbudt indkvartering
efter servicelovens ’husvilde’-bestemmelse eller akut får anvist bolig efter
almenboliglovens regler. Kommunerne prioriterer generelt børnefamilier i den
kommunale boliganvisning.
119
SFI’s undersøgelse af børnefamilier, der bliver
udsat af deres lejemål, peger på, at det tilsyneladende kun er de mest
marginaliserede børnefamilier, der får hjælp i form af en nødbolig efter en
udsættelse.
120
Af den kvalitative undersøgelse fremgår, at en del forældre
oplever, at kommunerne har fokus på, om der skal sættes ind med
foranstaltninger i forhold til børnenes trivsel, mens en del ikke oplever, at
kommunerne har fokus på at hjælpe dem med at løse den usikre boligsituation,
der af forældrene betragtes som årsagen til børnenes mistrivsel.
121
POLITISKE OG LOVGIVNINGSMÆSSIGE TILTAG
Der er siden 2007 taget en række politiske og lovgivningsmæssige initiativer med
henblik på at forebygge udsættelse af lejere, ligesom der er foretaget en række
generelle reformer af reglerne om offentlig forsørgelse.
Der er således foretaget ændringer i reglerne for offentlig forsørgelse (blandt
andet ophævelse af reglerne om starthjælp, kontanthjælpsloft og reform af
kontanthjælpen), særlige tilskud og støtte til betaling af enkeltudgifter samt
ændringer i kommunernes og boligorganisationernes handleforpligtelser i
forbindelse med udsættelsessager.
Der er blandt andet indført en pligt for de almene boligselskaber til at orientere
kommunen, når der indledes udsættelsessag, samt en forpligtelse for
kommunerne til straks at undersøge, om den udsættelsestruede lejer er
36
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
berettiget til hjælp eller støtte efter sociallovgivningen.
122
Det er fast praksis, at
fogedretten også underretter kommunen forud for udsættelse af private lejere.
Tidligere har der været begrænset mulighed for at yde engangshjælp
(enkeltydelse) til betaling af en huslejerestance, da huslejeudgiften er en
forudsigelig udgift. Der er imidlertid indsat en ny bestemmelse i aktivloven, der
giver bedre mulighed for, at kommunerne med støtte til huslejerestancer kan
afværge udsættelse af lejere.
123
Ledige unge under 30 år, der ikke er omfattet af særlige vilkår om forhøjet
ydelse, eksempelvis på baggrund af psykisk sygdom eller lignende, modtager
generelt lavere forsørgelsesydelser end voksne. Mange kommuner har udtrykt
bekymring over, at det er vanskeligt at finde en bolig, som særligt de unge på de
laveste ydelser har mulighed for at betale. På den baggrund vedtog et enigt
Folketing i 2014 at give kommunerne adgang til at yde midlertidig huslejehjælp
til unge under 30 år med henblik på at forebygge den stigende hjemløshed
blandt unge.
124
Efter finanslovsaftalen for 2015 blev bestemmelsen dog
ophævet, da der i stedet blev åbnet mulighed for at give mere permanent støtte
til unge i de eksisterende boligstøtteordninger.
125
KOMMUNERNES PRAKSIS
Kommunerne er som anført forpligtede til straks at foretage en helhedsvurdering
af, om borgeren har ret til hjælp og støtte, når de modtager underretning om, at
der er indledt udsættelsessag. Ankestyrelsen har i 2014 undersøgt kommunernes
praksis i forhold til at yde sådan støtte og rådgivning til udsættelsestruede
lejere.
126
Undersøgelsen baserer sig både på en gennemgang af en række sager
og på spørgeskemaundersøgelser og interviews med kommuner,
boligorganisationer og fogedretten.
Ankestyrelsen konkluderer, at kommunerne modtager hovedparten af
underretningerne fra fogedretten og boligorganisationerne til tiden.
Ankestyrelsens gennemgang af 42 sager fra 7 forskellige kommuner viser blandt
andet, at kommunen ofte mangler oplysninger om de borgere, de modtager
underretning om, samt at kommunerne har vanskeligt ved at komme i kontakt
med borgerne.
127
Kommunerne har i 33 af sagerne rettet henvendelse til borgeren på baggrund af
underretningen, mens kommunerne i 9 af sagerne ikke har foretaget sig noget.
Gennemgangen viser, at det alene er 7 af underretningerne, der er endt med, at
kommunen har bevilliget en eller anden form for hjælp eller støtte.
37
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
I 23 af sagerne havde kommunerne allerede i forvejen kendskab til borgerne,
mens kommunerne i 19 af sagerne ikke forinden kendte borgeren.
Ankestyrelsens undersøgelse viser, at i størstedelen af de sager, hvor kommunen
retter henvendelse til borgeren, reagerer denne ikke på henvendelsen. Dette
gælder særligt, når borgeren ikke i forvejen er kendt af kommunen. I langt
størstedelen af sagerne kontakter kommunerne borgeren ved digital eller fysisk
post. Dette gælder, uanset om der er tale om børnefamilier, borgere, der i
forvejen har en socialsag i kommunen, eller ukendte borgere. Når kommunerne
mangler oplysninger om borgeren, har nogle kommuner den praksis, at de
sender et afslag på hjælp til borgeren med oplysning om, at kommunen ikke
foretager sig yderligere, medmindre borgeren selv henvender sig med nye
oplysninger.
128
På baggrund af undersøgelsen er Ankestyrelsen kommet med en række
anbefalinger til kommunerne. Ankestyrelsen anbefaler blandt andet, at
kommunerne sikrer interne procedurer og forretningsgange, at ansvaret for
sagsoplysningen i sager vedrørende socialt udsatte borgere ikke overføres til
borgeren ved fremsendelse af et standardafslag med oplysning om, at borgeren
kan kontakte kommunen, samt at kommunerne forsøger at komme i kontakt
med den udsættelsestruede lejer ved personlig eller telefonisk kontakt, når
borgeren ikke reagerer på fremsendt digital eller fysisk post.
129
Endelig bemærker Ankestyrelsen, at det bør overvejes at undersøge den samlede
procedure i udsættelsessager på tværs af udlejere, kommuner og fogedret, at
sætte øget fokus på udsættelse af lejere i private udlejningsejendomme, samt at
det overvejes at give kommunerne adgang til data om effekturede udsættelser
eller adgang til mere detaljerede statistiske oplysninger på området, således at
kommunerne løbende kan evaluere indsatsen.
130
RETTEN TIL BOLIG OG TVANGSMÆSSIGE UDSÆTTELSER
Tvangsmæssig udsættelse er et intensivt indgreb med potentielt alvorlige
konsekvenser for den enkelte, og den boligsociale eksklusion kan lede til en
bredere social eksklusion og hjemløshed.
131
På den baggrund er udsættelse af
lejere af menneskeretlig interesse, ligesom området også har været genstand for
politisk bevågenhed. Danmark har generelt et højt beskyttelsesniveau for lejere i
relation til udsættelse samt boligstøtteordninger, der skal sikre, at
mindrebemidlede personer også har mulighed for at fastholde deres bolig.
Stigningen i antallet af udsættelsessager og tvangsmæssige udsættelser frem til
2011 skyldes formentlig en lang række forskellige forhold. SFI peger blandt andet
på en stigning i antallet af lavindkomstgruppen,
132
ligesom det må formodes, at
38
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
stigende boligpriser og den økonomiske krise, der har medført større
arbejdsløshed, har haft betydning. Samtidig udtrykker kommunerne bekymring
over, at det er vanskeligt at skaffe lejeboliger i et prisleje, som
lavindkomstgruppen kan betale. Faldet i antallet af de billigste lejeboliger
bekræftes af tal fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, der, i forbindelse
med Rigsrevisionens undersøgelse af hjemløseområdet, har undersøgt
udviklingen.
133
Danmarks menneskeretlige forpligtelser forudsætter, at der tages passende
foranstaltninger, herunder administrative og lovgivningsmæssige tiltag, med
henblik på fremadskridende at nedbringe antallet af tvangsmæssige udsættelser
af lejere. Staterne nyder stor frihed til at vælge, hvilke foranstaltninger der må
anses for passende, men staten er alligevel i et vist omfang forpligtede til at
overvåge udviklingen og tiltagenes effekt for at kunne vurdere, om antallet af
udsættelser rent faktisk nedbringes. Der er som nævnt ovenfor taget en række
politiske og lovgivningsmæssige initiativer med henblik på at nedbringe antallet
af udsættelser.
Der er de senere år også foretaget en række store reformer på social- og
beskæftigelsesområdet. Når der foretages grundlæggende ændringer i
mindrebemidledes forsørgelsesgrundlag, kan der opstå en række uforudsete
problemstillinger for individer eller grupper i særlige situationer. Et eksempel
herpå er den gruppe af unge, der som følge af kontanthjælpsreformen modtager
en lavere ydelse, og som derfor kan have store vanskeligheder med at kunne
betale husleje. Folketinget besluttede enstemmigt at indføre regler om, at
kommunerne kunne yde midlertidig huslejehjælp til sådanne unge. Disse regler
er dog som ovenfor anført senere ophævet, og i stedet er der indført mulighed
for længerevarende støtte efter de almindelige regler om boligstøtte
(boligsikring og særlig støtte).
De mange ændringer, både i de regler, der specifikt vedrører hjælp og støtte til
udsættelsestruede lejere, og i de generelle regler om offentlig forsørgelse
(kontanthjælp med videre), gør det vanskeligt at vurdere effekten af de
enkeltstående tiltag. Imidlertid kan der ses et generelt fald i både antallet af
udsættelsessager og i tvangsmæssige udsættelser, hvilket muligvis også kan have
sammenhæng med stabiliseringen efter den økonomiske krise. Ankestyrelsens
undersøgelse viser, at kommunerne i et vist omfang anvender reglerne om en
særlig indsats over for udsættelsestruede lejere, selv om undersøgelsen også
viser, at indsatsen kan forbedres.
Den procentvise andel af udsættelsessager, der ender i tvangsmæssig
udsættelse, er fortsat næsten dobbelt så høj som i 2002. Tal fra
39
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
Domstolsstyrelsen fra 2007 til 2013 viser, at der er stor forskel fra retskreds til
retskreds på, hvor stor en andel af udsættelsessagerne der ender med en
tvangsmæssig udsættelse. De tre byretter med flest udsættelsessager,
henholdsvis Glostrup, København og Århus, viser den betydelige variation. Ved
Retten i Århus ender mellem 10,7 og 14,9 procent af sagerne med tvangsmæssig
udsættelse, for Retten i Glostrup er det mellem 17,2 og 20,2 procent af sagerne,
mens det for Københavns Byret er mellem 20,3 og 26 procent af sagerne, der
ender med tvangsmæssig udsættelse. I enkelte retskredse er det nogle år over
30 procent af udsættelsessagerne, der ender med tvangsmæssig udsættelse,
mens enkelte retskredse i flere år har ligget under 10 procent.
5.2.3 ANBEFALINGER
Institut for Menneskerettigheder anbefaler – med henblik på at fremme den
enkeltes rettigheder – at Danmark:
sikrer, at borgere, der på grund af psykiske eller sociale problemer ikke er
i stand til at deltage i beskæftigelsesfremmende aktiviteter eller deltage i
opfølgningssamtaler, ikke udsættes af deres bolig som følge af
rådighedssanktioner.
sikrer, at kommunerne i alle sager, hvor der modtages underretning om
udsættelsestruede lejere, opfylder handlepligten og tilrettelægger
sagsbehandlingen med henblik på, at personer med sociale eller psykiske
problemer kan medvirke til behandlingen af deres sager.
sikrer anvendelse af lovgivningens muligheder for at tilbyde både akutte
og mere permanente boliger til lejere, der er blevet udsat af deres bolig,
med henblik på at forebygge hjemløshed og øvrige konsekvenser af
tvangsmæssig udsættelse.
5.3 HJEMLØSHED
Hjemløshed er et komplekst problem, der ikke alene vedrører mangel på en
bolig, men ofte er forbundet med sociale problemer, fattigdom og psykisk
sygdom. Hjemløshed kan derfor ikke løses eller afhjælpes alene ved at stille en
bolig til rådighed for alle, men forudsætter en bredere indsats. Hjemløshed er
således et selvstændigt (bolig)socialt problem, men kan også være et symptom
på øvrige sociale problemer.
5.3.1 DEN MENNESKERETLI GE BESKYTTELSE
Staternes forpligtelse til at tage skridt til den fulde virkeliggørelse af retten til
bolig for alle mennesker og derfor også at træffe foranstaltninger med henblik på
at undgå hjemløshed omfattes af ØSKR. ØSKR-komitéen understreger, at
40
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
hjemløshed ikke alene er et problem i udviklingslande med betydelige
ressourcemæssige begrænsninger, men at der også er betydelige problemer med
hjemløshed i nogle af verdens mest økonomisk udviklede lande.
134
På baggrund af en formålsfortolkning af konventionen og forpligtelsen til at
anvende det maksimale af statens tilgængelige ressourcer er det ØSKR-
komitéens opfattelse, at ØSKR implicit indeholder en
”minimumskerneforpligtelse” for hver enkelt rettighed, som alle stater stort set
uafhængigt af tilgængelige ressourcer skal opfylde, og som kræver umiddelbar
handling.
135
Blandt sådanne tiltag i relation til retten til bolig nævner komitéen,
at alle stater skal have en national boligstrategi, der skal afspejle en bred
inddragelse og deltagelse af alle berørte, herunder hjemløse.
136
Ved Danmarks eksamination ved ØSKR-komitéen i 2011 udtrykte komitéen
bekymring over den vedvarende forekomst af hjemløshed i Danmark, særligt
blandt udlændinge. Komitéen anbefalede blandt andet, at Danmark træffer alle
hensigtsmæssige foranstaltninger for at forbedre både udbuddet og kvaliteten af
”modtageinstitutioner”, blandt andet krisecentre, døgninstitutioner og sociale
rehabiliteringscentre samt udformer passende politikker og programmer for at
fremme den sociale reintegration af hjemløse.
Der findes herudover en række øvrige ikke-juridisk bindende fortolkningsbidrag
fra blandt andet FN’s Menneskerettighedsråds Special Rapportør for retten til en
passende bolig, der i sin årsrapport fra 2005 til FN’s Menneskerettighedsråd
satte fokus på hjemløshed og hjemløses ret til bolig. Heri anbefales blandt andet
at adressere strukturelle problemstillinger som fattigdom, diskrimination og
adgangen til sociale boliger (almene boliger).
5.3.2 DANSKE FORHOLD
SFI har siden 2007 kortlagt antallet af hjemløse i Danmark hvert andet år.
Seneste opgørelse er fra 2013 og opgør antallet af hjemløse til 5.820 personer.
Opgørelsen er et øjebliksbillede af antallet af hjemløse personer i den uge,
optællingen foretages. Antallet af hjemløse er steget fra 4.998 personer i 2009 til
5.290 i 2011 til 5.820 hjemløse i 2013. Det svarer til en stigning på 17 procent fra
2009 til 2013. SFI skønner, at mellem 13.000 og 15.000 borgere blev ramt af
hjemløshed i løbet af 2013.
137
I samme periode er der sket en stigning i antallet af ”gadesovere”, som i 2013
udgjorde cirka 10 procent af de hjemløse personer. Antallet af hjemløse unge i
alderen 18-24 år er steget markant fra 633 personer i 2009 til 1.002 i 2011 og er i
2013 opgjort til 1.138 personer. Dette er næsten en fordobling.
138
41
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
Kortlægningen viser også, at 65 procent af de hjemløse har et misbrug af alkohol
eller narkotika, og at 47 procent lider af psykisk sygdom. Omkring 30 procent af
de hjemløse borgere har både psykisk sygdom og misbrug, mens alene 21
procent hverken har psykisk sygdom eller misbrug.
139
I 2008 iværksatte satspuljepartierne Hjemløsestrategien for at reducere
hjemløsheden i Danmark. Strategien indebar, at 17 udvalgte kommuner blandt
andet skulle etablere boliger til hjemløse samt afprøve metoder til at få udsatte
borgere ud af hjemløshed. Hjemløsestrategien er baseret på en ”Housing First”-
tilgang, der indebærer, at der tidligt i forløbet skal sikres en permanent
boligløsning med bostøtte til den hjemløse. Dette er en ændring af den oftest
anvendte tilgang ved den kommunale boliganvisning, hvor den hjemløse først
bliver tilbudt en bolig, når denne gennem forskellige sociale eller
behandlingsmæssige tiltag skønnes ”boligparat”. Evalueringen af
Hjemløsestrategien viser, at det har været en udfordring for kommunerne at
skifte tilgang, og særligt i misbrugsbehandlingssystemet er
”boligparathedstilgangen” stadig udpræget.
140
Erfaringerne fra Hjemløsestrategien viser, at en højere andel af de hjemløse end
hidtil antaget kan bo i almindelige boliger, forudsat at de modtager intensiv
bostøtte. Trods Hjemløsestrategien er hjemløsheden steget med 7 procent i de
deltagende kommuner. Hjemløsheden er imidlertid steget med samlet 41
procent i landets øvrige kommuner.
Selv om tiltagene i Hjemløsestrategien overordnet evalueres som effektfulde, har
en række strukturelle forhold været medvirkende til, at den overordnede
målsætning med strategien om reduceret hjemløshed ikke er opnået. 8 af de 17
kommuner havde endvidere opstillet en række konkrete målsætninger om færre
gadesovere, færre unge på herberger, kortere ophold på herberger og færre
personer, der løslades fra fængsler til hjemløshed. Ingen af disse målsætninger
blev opnået. Der peges i den forbindelse særligt på, at der er stor mangel på
boliger, som modsvarer de hjemløses betalingsevne. Dette fremhæves særligt i
forhold til unge, hvor hjemløsheden er steget markant. Endelig peges der på den
økonomiske krise, der har medført flere arbejdsløse og flere generelle
kommunale sparerunder, uden at effekten af den økonomiske krise dog har
været undersøgt nærmere.
141
Rigsrevisionen har gennemført en undersøgelse af myndighedernes samlede
indsats over for hjemløse og har i den forbindelse undersøgt udviklingen i
antallet af billige boliger, som personer på de laveste overførselsindkomster har
mulighed for at betale.
142
Undersøgelsen viser et markant fald i antallet af billige
boliger, der kan betales af personer med begrænset betalingsevne. Tallene er
42
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
behæftet med en vis usikkerhed, men viser et fald i antallet af boliger med en
husleje på 3.000 kroner eller derunder på 55 procent siden 2007 og et fald på 27
procent i antallet af boliger med en husleje på mellem 3.000 og 4.000 kroner
siden 2007.
Både Rigsrevisionen og Statsrevisorerne finder, at myndighedernes indsats over
for hjemløse ikke har været tilfredsstillende, og der rejses kritik af, at
kommunerne ikke har sikret en passende boligmasse og dermed ikke har kunnet
imødekomme de hjemløses boligbehov. Rigsrevisionen bemærker dog, at
kommunerne løbende har gjort Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter
opmærksom på dette og kritiserer derfor ministeriet for ikke at have fulgt op på,
hvordan kommunerne anvender de eksisterende ordninger til at skaffe boliger til
de hjemløse, og om ordningerne er tilstrækkelige. Statsrevisorerne tilslutter sig
denne kritik. Det kritiseres også, at Hjemløsestrategien endnu ikke er udbredt til
de øvrige kommuner.
Hjemløsestrategien og den afsatte satspuljebevilling udløb i 2013. I efteråret
2014 blev en pulje på knap 10 millioner kroner udmøntet til implementering af
Hjemløsestrategiens metoder i 26 øvrige kommuner.
143
Strategiens elementer
forudsættes at være implementeret i de 17 projektkommuner, der deltog i
Hjemløsestrategien. Der blev i 2013 afsat en pulje til særlige tiltag i forhold til
forebyggelse af hjemløshed blandt unge
144
og i 2014 en pulje til midlertidige
overgangsboliger til unge hjemløse.
145
I forbindelse med Hjemløsestrategien er der blevet etableret nye pladser på
landets forskellige botilbud. Stigningen i antallet af gadesovere samt
Ankestyrelsens årlige opgørelse over brugere af herberger kan dog tyde på, at
der tillige er mangel på de akutte botilbud til hjemløse. Der var i 2013 i alt 2.180
herbergspladser fordelt på 73 botilbud, hvilket er en mindre stigning fra 2.101 i
2009.
146
Sammenholdt med stigningen i antallet af hjemløse er det imidlertid
tvivlsomt, om de 79 ekstra pladser er tilstrækkeligt.
En af de væsentligste både løbende og akutte ydelser til hjemløse er netop
adgangen til at overnatte på herberg, forsorgshjem eller natcafé. Disse botilbud
omtales ofte som § 110-botilbud, da adgangen til disse botilbud er reguleret i
servicelovens § 110. Herbergsbestemmelsen suppleres endvidere af ”husvilde”-
bestemmelsen i serviceloven, der omfatter personer uden bolig, men som ikke
har øvrige sociale problemer i et omfang, der giver adgang til herberg.
147
Alle borgere med lovligt ophold i Danmark, der har særlige sociale problemer, og
som ikke har eller kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og
43
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp, har krav på et
midlertidigt botilbud (herberg).
Målgruppen for botilbuddene er således ikke begrænset til borgere uden bolig,
men omfatter også såkaldt ”funktionelt hjemløse”, altså borgere, som på
baggrund af de sociale problemer ikke er i stand til at opholde sig i boligen.
Boligmangel alene giver således ikke adgang til et herberg, såfremt personen ikke
har sociale problemer.
Herbergsbestemmelsen er formuleret som et egentligt individuelt retskrav, og
botilbuddene er som udgangspunkt ikke berettiget til at afvise nogen på
baggrund af pladsmangel, men skal i stedet henvise til et botilbud med plads.
148
Kommunerne er forpligtigede til at sikre tilstrækkelig forsyning af
herbergspladser. Dette kan blandt andet ske i samarbejde med private
organisationer, andre kommuner eller regioner.
149
En kommunal forsyningsforpligtelse betyder, at kommunen har pligt til at levere
den pågældende ydelse. Borgerens ret gælder principielt med det samme, og
kommunen kan som udgangspunkt ikke udsætte selve opfyldelsen af afgørelsen
ved at etablere ventelister eller lignende.
150
Adgang til et § 110-tilbud forudsætter ikke forudgående kommunal visitation,
men kan ske ved henvendelse til det enkelte botilbud. Det såkaldte ”selvmøder-
princip” anses for at være afgørende, for at hjemløse kan ydes akut hjælp.
Adgangen til disse tilbud forudsætter imidlertid, som anført ovenfor, at den
hjemløse har lovligt ophold i Danmark. Der er de senere år sket en markant
stigning i antallet af hjemløse EU-borgere, særligt fra de østeuropæiske lande.
Det har været omdiskuteret, hvorvidt hjemløse EU-borgere har ret til at benytte
sig af herbergerne i kraft af deres opholdsret efter EU-retten. Ministeriet for
Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold har i december 2014 endelig
fastslået, at EU-borgere ligesom danske statsborgere har et egentligt krav på
herbergsydelser.
151
Danske statsborgere stod for 87 procent af overnatningerne på herbergerne i
2013, mens hjemløse med ikke-vestligt statsborgerskab stod for 11 procent, og
hjemløse med nordisk eller EU-statsborgerskab alene stod for 1 procent af
overnatningerne.
152
Det betyder på den ene side, at hjemløse EU-statsborgere i
vidt omfang er blevet nægtet adgang til herbergerne, og på den anden side, at
ministeriets afklaring af reglerne må formodes at skabe øget tilgang til
herbergerne og dermed tilsvarende manglende herbergspladser.
44
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
De senere år har der via satspuljen årligt været afsat en pulje til såkaldte
”nødherberger” i vintermånederne. Private organisationer har således kunnet
søge disse midler med henblik på at tilbyde overnatning til de udenlandske
hjemløse, der ikke har haft adgang til de almindelige herberger. Alle hjemløse –
uanset opholdsret – har adgang til disse nødherberger. Skiftende socialministre
har understreget, man ikke vil acceptere, at disse mennesker skal overnatte
udendørs i frost og kulde.
153
Adgangen til nødherberger i vintermånederne kan
efter omstændighederne ses som nødvendig for denne udsatte gruppes helbred,
ret til sundhed og i yderste konsekvens retten til liv.
Ankestyrelsen træf i 2014 afgørelse i en principiel sag om klageadgang i forhold
til afslag på optagelse i herberg.
154
Ankestyrelsen konkluderede med henvisning
til, at det er herbergslederen, der som følge af selvmøderprincippet træffer
afgørelse om optagelse, at der ikke er adgang til at klage over afvisning eller
bortvisning. Klageadgangen fremgik direkte af herbergsbestemmelsen i den
tidligere bistandslov, men den er ikke videreført i serviceloven.
Beboere på herbergerne, der – trods gentagne påmindelser fra personalet –
fortsat tilsidesætter henstilling og regler for opholdet, kan henvises til et andet
herberg, og i ekstreme situationer, for eksempel vold, bortvises. Ankestyrelsens
årlige statistik over brugerne af herbergerne viser, at der er registreret 491
bortvisninger fra herbergerne i 2013, hvilket er et betydeligt fald i forhold til 631
bortviste i 2009. Både afvisning af optagelse på herberg og bortvisning er
indgribende afgørelser, da herbergerne i vidt omfang udgør det nederste
sikkerhedsnet for hjemløse borgere. Samtidig viser den årelange ulovlige praksis
med afvisning af hjemløse EU-borgere, at der kan være behov for administrativ
klageadgang ved afgørelser om optagelse på herberg.
Afslag på optagelse på herberg registreres imidlertid ikke, muligvis fordi det
principielt ikke er tilladt at afvise personer, der opfylder betingelserne på grund
af pladsmangel eller lignende. I sådanne tilfælde skal der ske henvisning til et
andet herberg, der har plads til den hjemløse, og henvisningen bør ske efter
forudgående kontakt til herberget. Herberger kan imidlertid se sig nødsaget til at
afvise hjemløse, hvis der fysisk ikke er plads, ligesom det kan være umuligt at
finde et herberg, der kan tage imod den hjemløse. Når afslag på optagelse på
herberg ikke registreres, kan det være vanskeligt at konstatere, om der er
mangel på herbergspladser.
En undersøgelse fra SFI offentliggjort i februar 2015 viser, at langt størstedelen af
beboerne generelt er tilfredse med opholdet på herberg. 9 ud af 10
herbergsbeboere vil gerne have deres egen bolig, og størstedelen ønsker sig en
lejlighed i en almindelig opgang. Undersøgelsen viser, at cirka en tredjedel af
45
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
beboerne angiver, at de ikke har kontakt til en kommunal sagsbehandler, og at
under en fjerdedel har en handleplan over den sociale indsats.
155
En sådan
handleplan er kommunerne forpligtede til at tilbyde alle personer med alvorlige
sociale problemer, der ikke eller kun med betydelig støtte kan opholde sig i egen
bolig, eller som i øvrigt har behov for betydelig støtte for at forbedre de
personlige udviklingsmuligheder.
156
Rigsrevisionen har rejst kritik af, at
kommunerne ikke i tilstrækkeligt omfang tilbyder hjemløse de lovpligtige
handleplaner og bemærker, at handleplanerne netop er det redskab, der har til
formål at sikre overblik over og sammenhæng i indsatsen over for den enkelte
hjemløse.
157
Regeringen har i februar 2015 fremsat et lovforslag, der forpligter herbergerne til
– senest tre dage efter indskrivningen – at orientere borgerens kommune om
indskrivningen på herberg samt at orientere kommunen ved udskrivning.
158
Regeringen har fastsat to overordnede målsætninger på hjemløseområdet som
led i regeringens målsætninger på det sociale område frem mod 2020. Det er
målsætningen, at antallet af hjemløse skal reduceres med 25 procent i 2020, så
der højest er 4.000 hjemløse personer i Danmark, samt at andelen af borgere,
der vender tilbage til et herberg inden for det første år efter udskrivning til egen
bolig, maksimalt må udgøre 20 procent. Fra 2009 til 2013 er mellem 31 og 33
procent vendt tilbage til herberg ét år efter udskrivning til egen bolig.
159
5.3.3 ANBEFALINGER
Institut for Menneskerettigheder anbefaler – med henblik på at sikre den fulde
virkeliggørelse af retten til bolig og imødekomme internationale anbefalinger –
at Danmark:
fastsætter en konkret målsætning for og løbende følger udviklingen i
udbuddet af billige almene boliger, som hjemløse, og særligt unge
hjemløse, har mulighed for at betale.
Institut for Menneskerettigheder anbefaler – med henblik på at fremme den
enkeltes rettigheder – at Danmark:
implementerer metoderne fra Hjemløsestrategien i alle landets
kommuner.
undersøger det reelle behov for herbergspladser med henblik på at
nedbringe antallet af gadesovere og sikre, at kommunerne lever op til
deres forsyningsforpligtelse, således at alle hjemløse med krav på
herbergsydelse kan få adgang hertil.
46
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
genindfører den administrative klageadgang for afgørelser om optagelse
og bortvisning fra § 110-tilbud.
sikrer, at alle hjemløse tilbydes en helhedsorienterede handleplan i
overensstemmelse med serviceloven.
5.4 KRIMINALISERING AF H JEMLØSES FORHOLD
For en del hjemløse foregår en lang række almindelige menneskelige handlinger i
det offentlige rum, eksempelvis at spise og sove. Når hjemløshed samtidig er tæt
forbundet med fattigdom, misbrug og psykisk sygdom, kan hjemløse udgøre et
ordensmæssigt problem og dermed også blive genstand for politiets arbejde.
Hjemløse anses mange steder for at udgøre et ordensmæssigt problem, særligt i
større byer, og mange lande har kriminaliseret handlinger, der relaterer sig til
hjemløshed og fattigdom. Dette rejser dels spørgsmål om, hvordan sådanne love
håndhæves i praksis, dels om følgevirkningerne heraf i relation til beskyttelsen af
hjemløses menneskerettigheder.
5.4.1 DEN MENNESKERETLI GE BESKYTTELSE
Det fremgår af præamblen til både ØSKR og ICCPR, at menneskerettighederne i
begge konventioner hidrører fra det enkelte menneskes naturlige værdighed.
Alle menneskerettigheder anses som udelelige, ligeværdige og indbyrdes
forbundne og afhængige.
160
Retten til bolig kan have stor indflydelse på
eksempelvis retten til sundhed og retten til privat- og familieliv, ligesom den
manglende adgang til at nyde godt af retten til bolig kan gøre individer særligt
udsatte i forhold til beskyttelsen af borgerlige og politiske rettigheder.
FN’s Special Rapportør for retten til bolig har eksempelvis udtrykt bekymring
over effekten af love, der direkte eller indirekte kriminaliserer hjemløshed med
henvisning til, at sådanne regler fører til en yderligere marginalisering af
hjemløse. Kriminalisering af problemstillinger knyttet til hjemløshed har ifølge
rapportøren en negativ effekt i forhold til hjemløses ret til bolig. Rapportøren
anbefaler derfor, at alle love, der kriminaliserer hjemløshed, bør ophæves og
erstattes med lovgivning og politik, der anerkender retten til en passende bolig
for hjemløse.
161
Danmark har underskrevet FN’s Habitat Agenda, som er et internationalt by- og
boligpolitisk dokument med en lang række politiske tilsagn og anbefalinger, der
skal sikre alle mennesker en passende bolig og gøre beboelsesområder sikrere,
sundere, bæredygtige og produktive. Det fremhæves i dokumentet, at
hjemløshed truer den enkeltes sundhed, sikkerhed og liv, samt at hjemløse ikke
bør kriminaliseres på baggrund af deres status.
162
47
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
I FN’s Guidende principper for ekstrem fattigdom og menneskerettigheder
fremhæves under retten til frihed og sikkerhed, at staterne bør ophæve eller
reformere love, der kriminaliserer hjemløses livsopretholdende handlinger, der
foretages i det offentlige rum, såsom at sove, tigge, spise, samt handlinger, der
relaterer sig til personlig hygiejne.
163
FN’s Special Rapportør for ekstrem
fattigdom og menneskerettigheder har endvidere udtrykt bekymring over, at
hjemløshed og fattigdom benyttes som indikatorer for kriminalitet.
164
FN’s Menneskerettighedskomité, der overvåger staternes implementering af
ICCPR, har i forbindelse med eksaminationen af USA også udtrykt bekymring over
kriminaliseringen af hjemløses hverdagsaktiviteter, såsom at spise, sove og
opholde sig i bestemte områder.
165
Komitéen bemærker, at kriminaliseringen
rejser bekymring for overtrædelser af konventionens generelle
diskriminationsforbud samt forbuddet mod nedværdigende behandling, ligesom
komitéen bemærker, at kriminalisering af hjemløshed kan være problematisk i
forhold til retten til frihed og personlig sikkerhed samt retten til privat- og
familieliv.
166
Egentlige forbud mod, at hjemløse må opholde sig i bestemte områder eller
zoner, kan endvidere være et indgreb i friheden til at vælge opholdssted, der er
beskyttet i EMRK’s tillægsprotokol 4.
167
Indgreb i bevægelsesfriheden skal blandt
andet forfølge et legitimt formål og være nødvendigt (proportionalt). Hvis
sådanne indgreb ikke er begrundet i den enkeltes adfærd, men har baggrund i
social status eller tilhørsforhold til en socialt udsat gruppe, kan det tillige være
problematisk i forhold til EMRK’s diskriminationsforbud.
5.4.2 DANSKE FORHOLD
DE FACTO-KRIMINALISERING AF HJEMLØSHED
I Danmark anses hjemløshed som et socialt problem, og hjemløshed er ikke som
sådan strafbart eller på anden vis direkte kriminaliseret. I 1999 blev straffelovens
bestemmelse om løsgængeri og prostitution ophævet, da denne ikke længere
blev anvendt og blev anset som utidssvarende. Det er heller ikke i sig selv
kriminaliseret at overnatte i det offentlige rum, medmindre dette udgør en
forstyrrelse af den offentlige orden, et brud på stedbestemte ordensreglementer
(eksempelvis regler for anvendelsen af en offentlig park) eller medfører
indtrængen på et ikke-offentligt tilgængeligt område.
Politiet skal virke for tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet og har blandt
andet til opgave at forhindre forstyrrelse af den offentlige orden.
168
Den
nærmere regulering af politiets beføjelser – herunder hvilke handlinger der kan
gribes ind over for – er reguleret i politiloven og ordensbekendtgørelsen.
169
48
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
Ordensbekendtgørelsen finder anvendelse på borgernes adfærd på veje eller på
andre steder, hvortil der er almindelig adgang.
170
Ordensbekendtgørelsen forbyder blandt andet adfærd som slagsmål, skrigen,
råben eller anden støjende, voldelig, fornærmelig eller lignende optræden, der
er egnet til at forstyrre den offentlige orden.
171
Ordensbekendtgørelsen omfatter
også et forbud mod uanstændig eller anstødelig opførsel, der er egnet til at
forulempe andre eller vække offentlig forargelse.
172
Bekendtgørelsen indeholder endvidere bestemmelser, der giver politiet
mulighed for at påbyde enhver at undlade at stå stille på et bestemt sted eller at
færdes frem og tilbage på kortere strækninger, når den pågældendes ophold
eller færden medfører ulempe eller gene for de omkringboende eller
forbipasserende.
173
Politiets påbud herom er en forvaltningsakt, der som
udgangspunkt er omfattet af forvaltningslovens bestemmelser, og en manglende
efterkommelse af påbuddet kan straffes med bøde.
174
Såfremt en persons
adfærd gentagne gange medfører ulempe eller gene, kan der udstedes et
zoneforbud. Et zoneforbud udstedes i en radius af 100 meter fra det sted, hvor
forseelsen er begået, og er efter fast praksis gældende i to år. Selve opholdet
inden for denne zone i den toårige periode er herefter i sig selv strafbart, uden
hensyntagen til den pågældendes adfærd.
175
Den nærmere fastlæggelse af begrebet ’den offentlige orden’ afhænger i øvrigt
af, hvad der må anses for en almindeligt accepteret adfærd i samfundet, og
begrebet kan ændre sig med tiden og samfundsudviklingen.
For hjemløse og særligt for gadesovere foregår en lang række almindelige
menneskelige handlinger, der for de flestes vedkommende udøves i hjemmet, i
det offentlige rum. Det kan blandt andet være at sove på gaden, i en park eller
på et øde sted, medicinindtag, socialt samvær, at spise og tilberede mad, samt
toiletbesøg, idet adgang til toiletter mange steder er begrænset.
Mange af disse almindelige menneskelige handlinger kan, når de foregår i det
offentlige rum, alt afhængig af situationen og omgivelserne betragtes som
forstyrrelser af den offentlige orden. Hvorvidt sådanne handlinger påtales af
politiet og eventuelt medfører sigtelse, tiltale og bødestraf, vil i høj grad være
overladt til politiets skøn og dermed til en konkret vurdering.
Der har tidligere været eksempler på, at ordensbekendtgørelsen systematisk har
været anvendt til at stresse socialt udsatte væk fra bestemte belastede områder.
Eksempelvis havde politiet i mere end 20 år inddelt en del af Vesterbro i
49
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
København i ”forbudszoner”, hvor socialt udsatte, der tog ophold, blev mødt
med zoneforbud og bødestraf.
176
Tilsvarende har været beskrevet anvendt i
kortere eller længere perioder i relation til andre steder og byer, hvor socialt
udsatte hjemløse har taget ophold og dermed har været til gene for
omkringboende, erhvervsdrivende med videre.
177
Civilsamfundsorganisationer, der arbejder med socialt udsattes retssikkerhed,
har rejst tvivl om lovligheden af politiets praksis og det hensigtsmæssige ved en
sådan ”stress-strategi”, herunder om strategien udgjorde uproportionale indgreb
i retten til bevægelsesfrihed og forhindrede socialt udsatte i at gøre brug af
særlige sundhedstilbud, der netop var oprettet i disse forbudszoner, og som
havde betydning for de socialt udsattes ret til sundhed.
178
Et zoneforbud udgør et indgreb i retten til frit at vælge opholdssted. En
menneskeretlig vurdering af sådanne zoneforbud forudsætter en vurdering af,
om udstedelsen af forbuddet i det enkelte tilfælde er lovligt og nødvendigt i et
demokratisk samfund af hensyn til at opretholde den offentlige orden og dermed
kan betragtes som proportionalt.
179
Hvis zoneforbud udstedes alene på baggrund
af personens sociale status – som hjemløs eller på anden vis socialt udsat – uden
at forbuddet er begrundet i den pågældendes individuelle adfærd, kan dette
også rejse menneskeretlige problemstillinger i forhold til forbuddet mod
diskrimination på baggrund af social oprindelse.
180
UDENLANDSKE HJEMLØSE
Der er de senere år sket en markant stigning i antallet af hjemløse EU-borgere,
særligt fra de østeuropæiske lande. Alene i København anslås mellem 200-300
udenlandske hjemløse at overnatte under åben himmel blandt andet i byens
parker. Stigningen har ført til klager fra kommuner, erhvervsdrivende og
beboere, der er utrygge ved de udenlandske hjemløse og generes af
efterladenskaber i form af skrald, mad, afføring og tøj.
181
Hjemløse EU-borgere kan – som følge af EU-retten – ikke udvises alene på
baggrund af subsistensløshed eller på grund af forhold, der ikke vedrører den
pågældendes individuelle forhold, eller er af generelpræventiv karakter. Den
pågældendes adfærd skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig
trussel, der berører grundlæggende samfundshensyn,
182
og domstolspraksis
viser, at der ikke må være tale om handlinger af tilfældig karakter og/eller med
begrænset skadevirkning.
183
I 2011 afsagde Højesteret fire kendelser om adgangen til at frihedsberøve EU-
borgere med henblik på at sikre effektueringen af en administrativt besluttet
udvisning. Højesteret fandt, at der ved domstolsprøvelsen af frihedsberøvelsen
50
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
tillige måtte foretages en vis prøvelse af grundlaget for den administrative
afgørelse om udvisning. Ved denne prøvelse fandt Højesteret, at der ikke havde
været en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte
grundlæggende samfundshensyn, i to af de fire sager. Dette indebar, at udvisning
i de to konkrete tilfælde ville stride mod EU-retten og udlændingeloven, og at
frihedsberøvelsen dermed ikke var lovlig. Sagerne vedrørte en rumænsk mand,
der ved et forladt hus (husfredskrænkelse) havde forsøgt at bryde låsen på en
cykel op med en skruetrækker (ulovlig omgang med hittegods)
184
samt en
rumænsk mand, der sammen med to andre havde taget ophold og overnattet tre
nætter i en kolonihave (husfredskrænkelse) samt på et tidligere tidspunkt havde
vedtaget en bøde for butikstyveri.
185
I de to øvrige sager, der blandt andet
vedrørte flere tilfælde af butikstyveri, fandt Højesteret frihedsberøvelsen
begrundet, da der ikke på baggrund af Højesterets prøvelse af den administrative
udvisning var grundlag for at tilsidesætte afgørelsen om udvisning.
186
Københavns Politi har de senere år iværksat en forstærket indsats rettet mod
udenlandske hjemløse, særligt om sommeren. Den intensiverede indsats
vedrører både udlændingekontrol, der i Danmark varetages af politiet, en
ordensmæssig indsats og efterforskning af kriminalitet.
187
Civilsamfundsorganisationer, der arbejder med udenlandske hjemløse, har
kritiseret politiets strategi for at have til hensigt at ”stresse” de udenlandske
hjemløse, men politiet afviser, at dette skulle være tilfældet, og påpeger blandt
andet, at der i gruppen af hjemløse også er tilrejsende kriminelle.
188
Politiet skal som ovenfor anført virke for tryghed, fred og orden i samfundet og
har til opgave at forhindre forstyrrelser af den offentlige orden. Det stigende
antal udenlandske hjemløse, der overnatter og lever i det offentlige rum, skaber
utvivlsomt ordensmæssige problemer, som politiet skal bidrage til at løse.
Omvendt må en sådan målrettet indsats ikke betyde, at der opstår en
forskelsbehandling i anvendelsen af ordensbekendtgørelsen, således at
ordensforstyrrelser foretaget af udlændinge medfører strafpåstand i tilfælde,
hvor sådanne overtrædelser ikke ville medføre strafforfølgning af danske borgere
i en tilsvarende situation.
Der findes ikke særskilt statistik for anvendelsen af ordensbekendtgørelsen i
relation til hjemløses overtrædelser, og det er derfor heller ikke muligt at
opgøre, hvorvidt udenlandske hjemløse oftere straffes for sådanne
overtrædelser end danske hjemløse.
Hjemløshed er ofte kendetegnet ved at være relateret til fattigdom og har derfor
traditionelt også været kendetegnet ved tiggeri og modtagelse af almisser.
51
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
1558630_0052.png
Betleri er omfattet af straffeloven
189
og har tidligere været anvendt sjældent. I
1965 indskrænkede man det strafbare område for betleri og indførte et krav om,
at betleri kun kan straffes efter forudgående advarsel fra politiet. En sådan
advarsel er gældende i fem år. I lovens forarbejder bemærkes, at principielle
synpunkter taler for en fuld afkriminalisering af betleri med henvisning til de
sociale problemer, der typisk er baggrunden for handlingen. Straffelovrådet kom
dog frem til, at hensynet til den offentlige orden gjorde det betænkeligt helt at
ophæve bestemmelsen. I 1989 foreslog Straffelovrådet bestemmelsen ophævet,
da bestemmelsen ansås for utidssvarende og i praksis betydningsløs.
Straffelovrådet gentog som udgangspunkt denne opfattelse igen i 2002 og fandt,
at betleri formentlig var bedst dækket i den dagældende politivedtægt (svarende
til ordensbekendtgørelsen). Dette forudsatte dog en nærmere undersøgelse af
samspillet mellem straffelovens betleribestemmelse og politivedtægten, hvilket
rådet ikke havde haft mulighed for. Rådet anbefalede derfor foreløbigt
bestemmelsen opretholdt.
190
Rigspolitiet har til brug for justitsministerens besvarelse af udvalgsspørgsmål til
Folketingets Retsudvalg gennemgået afgjorte sager og advarsler efter
straffelovens betleribestemmelse fra 2008 til 2012.
191
Rigspolitiet har ligeledes i
forbindelse med yderligere spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg gennemgået,
hvor mange udenlandske statsborgere der fra 2005 til 2014 er straffet for eller
har modtaget advarsel for betleri.
192
Tallene er behæftet med en vis usikkerhed, da de er opgjort på baggrund af
politiets journaliseringssystem. Tallene er endvidere opgjort på forskellige
tidspunkter, så det kan ikke udelukkes, at de er opgjort på forskellige måder. Når
man sammenligner tallene fra de to opgørelser for perioden 2008-2012, synes
der imidlertid at tegne sig et billede af, at betleribestemmelsen primært
anvendes over for udlændinge. Det fremgår af den ene opgørelse, at der er
truffet i alt 49 fældende afgørelser i perioden, mens den anden opgørelse viser,
at der er truffet fældende afgørelser over for udenlandske statsborgere 45 gange
i samme periode.
Fældende afgørelser efter straffelovens § 197 (betleri) 2008-2012
2008
2009
2010
2011
2012
I alt
Alle
4
16
12
9
8
49
Udlændinge 4
15
12
8
6
45
Der kan som ovenfor nævnt alene dømmes for betleri, hvis betleriet begås efter
forudgående advarsel. Ser man på antallet af advarsler, der er givet for betleri i
perioden 2008-2012, viser den ene opgørelse, at der er givet i alt 185 advarsler,
52
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
1558630_0053.png
mens den anden opgørelse viser, at der er givet i alt 179 advarsler til
udenlandske statsborgere i samme periode.
Advarsler (påbud) efter straffelovens § 197 (betleri) 2008-2012
2008
2009
2010
2011
2012
I alt
Alle
15
19
38
52
61
185
Udlændinge 14
18
39
43
65
179
Der kan som anført være usikkerheder forbundet med at sammenholde
opgørelserne. Eksempelvis overstiger antallet af advarsler givet til udlændinge
antallet for det samlede antal advarsler i 2010 og 2012. Opgørelserne tegner
imidlertid et billede af, at bestemmelsen stort set kun anvendes over for
udlændinge.
Ser man alene på udviklingen i antallet af advarsler og fældende afgørelser over
for udenlandske statsborgere i perioden fra 2005 til 2013, varierer tallene en del
for de enkelte år, men der ses dog en stigning i antallet af advarsler fra 30 i 2005
til 104 i 2013, mens antallet af fældende domme i perioden varierer mellem 4 og
22 afgørelser, uden at der kan ses en faldende eller stigende tendens.
193
Der synes således både at være en stigning i antallet af advarsler for betleri samt
en tendens til, at bestemmelsen primært anvendes over for udlændinge.
Opgørelserne siger imidlertid ikke noget om årsagerne til denne udvikling. Der
kan således være forskellige årsager hertil, eksempelvis at de udenlandske
statsborgere tigger på en anden og mere generende måde end danske tiggere,
der kan være tale om en egentlig diskriminerende praksis, eller der kan være tale
om strukturelle forhold.
Da politiet i Danmark både varetager ordensmæssige opgaver, strafforfølgning
og udlændingekontrol, bør der rettes opmærksomhed mod, at strafforfølgning
for ordensovertrædelser og straffelovsovertrædelser, som eksempelvis betleri
eller husfredskrænkelser med henblik på overnatning, ikke sker med henblik på
at etablere grundlag for en senere udvisning af hjemløse udlændinge i tilfælde,
hvor sådanne overtrædelser ikke ville medføre strafforfølgning af danske borgere
i en tilsvarende situation. Der bør således ikke opstå en sammenhæng mellem en
målrettet anvendelse af ordensbekendtgørelsen og straffeloven for ”hjemløse-
forbrydelser” og administrative afgørelser om udvisning.
En sådan situation ville være problematisk i forhold til kravet om lighed for loven,
der både er et grundlæggende princip i dansk ret og omfattet af blandt andet det
generelle diskriminationsforbud i ICCPR.
53
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
Civilsamfundsorganisationer, der arbejder med udenlandske hjemløse, har i
forbindelse med en konkret sag omtalt i pressen hævdet, at politiet og
Udlændingestyrelsen forfølger mindre forseelser – som at sove på gaden – for at
få EU-borgere udvist. I den konkrete sag havde en hjemløs rumænsk kvinde tre
gange overtrådt ordensbekendtgørelsen ved at overnatte på offentlige steder og
modtaget en enkelt bøde herfor. Hun blev frihedsberøvet med henblik på
udvisning, men retten fandt ved prøvelsen af udvisningsgrundlaget, at
udvisningen ville være i strid med EU’s opholdsdirektiv og udlændingeloven,
hvorfor frihedsberøvelsen ikke blev fundet lovlig.
194
EN SAMMENHÆNGENDE POLITIK OG GRUNDLÆGGENDE RETTIGHEDER
Problemstillingen med tilgangen af fattige og udsatte hjemløse migranter er
kendt i det meste af Europa, hvor en del af de mest udsatte fra de fattigste
lande, i kortere eller længere perioder, tager ophold som hjemløse i de mere
velhavende europæiske samfund.
EU-rettens opholdsregler giver hjemløse EU-borgere ret til at opholde sig i
Danmark i en kortere periode. De udenlandske hjemløse benytter sig af denne
rettighed, uagtet de svære betingelser, de lever under. Det er nærliggende at
antage, at årsagen hertil er, at forholdene i Danmark, uagtet at de hjemløse ikke
kan modtage støtte fra de danske myndigheder, trods alt er bedre end i deres
oprindelsesland. Den politiske diskussion har i høj grad handlet om, at det
danske velfærdssystem ikke skal belastes af udenlandske hjemløse, samt at
adgangen til sociale ydelser kan antages at tiltrække flere fattige migranter.
Udenlandske hjemløse modtager imidlertid ingen støtte via det almindelige
velfærdssystem. Adgangen til at modtage velfærdsydelser er stort set begrænset
til EU-borgere, der på baggrund af arbejde får status af arbejdstagere, dog med
undtagelse af eksempelvis akut sundhedsbehandling.
De udenlandske hjemløse opholder sig i vidt omfang i Danmark lovligt, og en
ændring af dette forhold vil – i forhold til de hjemløse EU-borgere – kræve
grundlæggede ændringer i EU-retten. Deres ophold synes samtidig at skabe
problemer af ordensmæssig karakter, som ikke løses trods en intensiveret
politiindsats. Når dette er tilfældet, og når de svære livsbetingelser som
udenlandsk hjemløs i Danmark ikke afholder dem fra at udnytte opholdsretten i
medfør af EU-retten, bør det give anledning til overvejelser om udarbejdelsen af
en sammenhængende politik på området.
De årlige puljer, der sikrer nødherberger til udenlandske hjemløse i
vintermånederne, kan ses som udtryk for en menneskeretlig afvejning af det
politiske ønske om, at udenlandske hjemløse principielt ikke bør modtage
offentlige ydelser, over for hensynet til de udenlandske hjemløses helbred og i
54
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
yderste instans risikoen for at dø af kulde ved at overnatte udendørs i de
koldeste måneder. En sådan menneskeretlig afvejning kan ligeledes ses i
adgangen til sundhedsydelser, hvor alle udlændinge, uanset opholdsgrundlag,
har adgang til akut behandling.
195
Udarbejdelse af en sammenhængende politik på området bør ske ud fra netop
sådanne afvejninger af, hvordan man kan sikre de udenlandske hjemløses mest
fundamentale behov og rettigheder, uden at dette forhindrer en politisk
målsætning om, at udenlandske hjemløse ikke skal modtage ydelser via det
almindelige danske velfærdssystem. En sådan sammenhængende politik
forhindrer heller ikke, at Danmark kan have en effektiv udlændingekontrol og
udvise de udenlandske hjemløse, der ikke opholder sig lovligt i Danmark eller
begår kriminalitet.
Ser man på ressourceforbruget forbundet med politiets ordensindsats og
kommunernes udgift til renhold i parker med videre i lyset af, at
ordensproblemerne grundlæggende ikke bliver løst, kan det overvejes, om disse
ressourcer er bedre investeret i overnatningsmuligheder, offentlige toiletter og
lignende, der kunne tænkes bedre egnet til at løse problemerne.
5.4.3 ANBEFALINGER
Institut for Menneskerettigheder anbefaler – med henblik på at fremme den
enkeltes menneskerettigheder og imødekomme internationale anbefalinger – at
Danmark:
udarbejder en samlet politik i forhold til udenlandske hjemløse i
overensstemmelse med menneskeretlige standarder.
afkriminaliserer betleri og alene strafforfølger sådanne handlinger, når
dette i den konkrete situation fører til overtrædelse af
ordensbekendtgørelsen.
Institut for Menneskerettigheder anbefaler – med henblik på at styrke
vidensgrundlaget – at Danmark:
registrerer anvendelsen af ordensbekendtgørelsen særskilt i forhold til
overtrædelser relateret direkte til hjemløshed, som for eksempel at
overnatte i det offentlige rum, for at afklare, i hvilket omfang hjemløse
straffes for handlinger direkte relateret til hjemløshed.
55
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
1558630_0056.png
SLUTNOTER
SLUTNOTER
1
FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder, artikel 25, stk. 1.
2
FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder artikel 11, stk. 1.
3
Flygtningekonventionen artikel 21, Racediskriminationskonventionen artikel 5 (e)(iii),
Kvindekonventionen artikel 14, stk. 2, litra h (vedr. kvinder i landområder), Børnekonventionen
artikel 27, stk. 3, og Handikapkonventionen artikel 9 og 28.
4
Den Europæiske Socialpagt, artikel 16.
5
Henholdsvis den Europæiske Socialpagt, artikel 19, stk. 4, og 1988-tillægsprotokollen, artikel 4.
Danmark har dog ikke tiltrådt Den Europæiske Socialpagt, artikel 19, om migranters rettigheder.
6
Den Reviderede Europæiske Socialpagt, artikel 31.
7
For gennemgang af EMD’s praksis i relation til boligrettigheder se Ida Elisabeth Koch, ’Human
Rights as Indivisible Rights: the protection of socio-economic demands under the European
Convention on Human Rights’, Martinus Nijhoff Publishers, 2009, side 113ff.
8
EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, artikel 7 og artikel 34, stk. 3.
9
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, artikel 46 og artikel 34.
10
For nærmere om Special Rapportørens arbejde og mandat se
http://www.ohchr.org/en/issues/housing/pages/housingindex.aspx.
11
Ida Elisabeth Koch, ’Human Rights as Indivisible Rights: the protection of socio-economic
demands under the European Convention on Human Rights’, Martinus Nijhoff Publishers, 2009,
side 7.
12
FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, artikel 11.
13
Det fremgår eksempelvis af FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder,
artikel 2, stk. 1, at staterne er forpligtigede til ”at tage skridt til, i videst mulig udstrækning og ved
alle egnede midler, herunder især lovgivningsforanstaltninger, at træffe forholdsregler med
henblik på den fremadskridende fulde virkeliggørelse af de i denne konvention vedtagne
rettigheder”.
14
FN’s komité om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, General Comment 3, 1991, pkt.
1.
15
FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder artikel 2, stk. 2.
16
Den Europæiske Socialkomité, Autism Europe v. France, Complaint No. 13/2002, Decision on
the merits af 4. november 2003, § 53.
17
EMD, Airey mod Irland, dom af 9. oktober 1979, app. nr. 6289/73, pkt. 26.
18
FN’s komité om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, General Comment 4, 1992 og
General Comment 7, 1997.
19
FN’s komité om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, General Comment 4, 1992.
20
FN’s komité om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, General Comment 4, 1992.
56
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
1558630_0057.png
21
FN’s komité om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, General Comment 4, 1992, pkt.
16.
22
FN’s komité om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, General Comment 4, 1992, pkt.
9.
23
FN’s komité om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, General Comment 14, pkt. 33.
24
Den Europæiske Socialkomité, Conclusions XVIII-1 Volume 1, 2006, ’Statement of
interpretation’, pkt. 24. Det bemærkes dog, at Danmark ikke har tilsluttet sig artikel 19
vedrørende migrantarbejderes retttigheder.
25
Den Europæiske Socialkomité, ’Digest of the case law of the European Committee of Social
Rights’, 2008, side 115-116.
26
Den Europæiske Socialkomité, ’Digest of the case law of the European Committee of Social
Rights’, 2008, side 115-116.
27
Den Europæiske Socialkomité, Conclusions XIII-1, Turkey, side 258-259, og Den Europæiske
Socialkomité, Conclusions XIII-3, Turkey, side 381-385.
28
Se blandt andet Den Europæiske Socialkomité, Conclusions XVIII-1 Volume 1, 2006, ’Statement
of interpretation’, pkt. 23-24, og Den Europæiske Socialkomité, European Roma Rights Center v.
Bulgaria, Complaint No. 31§, 2005, Decision on admissibility af 10. oktober 2005.
29
FN’s General Forsamling, resolution No. 543 (V1) 1952 (separationsresolutionen) og Wien-
deklarationen vedtaget på World Conference on Human Rights, 25. juni 1993, UN Doc.
A/CONF.157/23, pkt. 5.
30
EMD, Marzari mod Italien, afgørelse af 4. maj 1999, app. nr. 36448/97.
31
EMD, López Ostra mod Spanien, dom af 9. december 1994, app. nr. 16798/90.
32
Ida Elisabeth Koch, ’Human Rights as Indivisible Rights: the protection of socio-economic
demands under the European Convention on Human Rights’, Martinus Nijhoff Publishers, 2009,
kapitel 6.5 samt Ida Elisabeth Koch, ’Boligrettigheder’, Nordic Journal of Human Rights Studies,
2001.
33
EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, artikel 34(3).
34
EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, artikel 51.
35
EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, artikel 52.
36
Se Jonas Christoffersen, ’EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder med kommentarer’,
2014, side 55. Om retsvirkning af henholdsvis rettigheder og principper se kapitel 3, side 55ff.
37
EU-Domstolen, C-571/10, Servet Kamberaj v Social Housing Institute of the Autonmous
Province of Bolzano (IPES) and others. Se endvidere for en gennemgang af dommens betydning
for retten til boligstøtte:
http://www.housingrightswatch.org/jurisprudence/c-57110-servet-
kamberaj-v-social-housing-institute-autonmous-province-bolzano-ipes-and#.VGSDYv5OXMA.
38
FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, artikel 2(2).
39
EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, artikel 21.
40
EU Direktiv 2000/43/EF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race
eller etnisk oprindelse og Direktiv 2004/113/EC om gennemførelse af princippet om
ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og
tjenesteydelser.
41
FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, artikel 2(2).
42
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, artikel 14.
57
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
1558630_0058.png
43
KAB, ’Håndbog om almene boliger’, 2011, side 38.
44
KAB, ’Håndbog om almene boliger’, 2011, side 39-40.
45
Ministeriet for by, bolig og landdistrikter,
http://mbbl.dk/bolig/almene-boliger/regler-om-
almene-boliger/etablering-af-almene-boliger/finansiering-af-almene.
46
Lovbekendtgørelse nr. 1023 af 21. august 2013 om almene boliger m.v. (Almenboligloven).
47
Lovbekendtgørelse nr. 1023 af 21. august 2013 om almene boliger m.v. (Almenboligloven), § 5
b.
48
Lovbekendtgørelse nr. 1023 af 21. august 2013 om almene boliger m.v. (Almenboligloven), §
59, stk. 1.
49
Lovbekendtgørelse nr. 1231 af 29. oktober 2013 om individuel boligstøtte med senere
ændringer.
50
Lovbekendtgørelse nr. 1193 af 13. november 2014 om aktiv socialpolitik med senere ændringer
(Aktivloven), § 34.
51
Social- og Integrationsministeriet, 2011, ’Presentation to the European Commission of
Denmark’s National Roma Inclusion Strategy’,
http://ec.europa.eu/justice/discrimination/files/roma_denmark_strategy_en.pdf.
52
Lovbekendtgørelse nr. 963 af 11. august 2010 om lejeloven.
53
Lovbekendtgørelse nr. 961 af 11. august 2010 om leje af almene boliger.
54
Lovbekendtgørelse nr. 1308 af 19. december 2014 Retsplejeloven med senere ændringer §
509, stk. 1.
55
Se blandt andet Lov nr. 544 af 6. juni 2007 om ændring af lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område (Pligt til at genvurdere hjælpen til personer, som udsættes
af beboelseslejemål) og Lov nr. 286 af 15. april 2009 om ændring af lov om leje af almene boliger,
lov om leje og forskellige andre love (Initiativer for at forhindre udsættelser af lejere som følge af
manglende betaling af husleje m.v.).
56
Lovbekendtgørelse nr. 1023 af 21. august 2013 om almene boliger m.v. (Almenboligloven), §
92, stk. 2, og lovbekendtgørelse nr. 1019 af 23. september 2014 om retssikkerhed og
administration på det sociale område med senere ændringer (Retssikkerhedsloven), § 5 a.
57
Lovbekendtgørelse nr. 1193 af 13. november 2014 om aktiv socialpolitik med senere ændringer
(Aktivloven), § 81 a.
58
Lovbekendtgørelse nr. 150 af 16. februar 2015 om social service (Serviceloven), § 80.
59
Lovbekendtgørelse nr. 150 af 16. februar 2015 om social service (Serviceloven), § 110.
60
Lovbekendtgørelse nr. 150 af 16. februar 2015 om social service (Serviceloven), § 107.
61
Lovbekendtgørelse nr. 150 af 16. februar 2015 om social service (Serviceloven), § 109.
62
Lovbekendtgørelse nr. 150 af 16. februar 2015 om social service (Serviceloven), §§ 108 (varig
nedsat funktionsevne) og 192 (plejehjem).
63
Lovbekendtgørelse nr. 150 af 16. februar 2015 om social service (Serviceloven), §§ 2 og 4.
64
Lovbekendtgørelse nr. 1678 af 19. december 2013 om ligestilling af kvinder og mænd.
65
Lovbekendtgørelse nr. 374 af 28. maj 2003 om etnisk ligebehandling.
66
Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, ’Færre særligt udsatte boligområder’,
pressemeddelelse, 1. december 2014, tilgængelig på
http://www.mbbl.dk/nyheder/nyhed/faerre-saerligt-udsatte-boligomraader.
58
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
1558630_0059.png
67
Hans Skifter Andersen, ’Indvandring, integration og etnisk segregation – udviklingen i
indvandrernes bosætning siden 1985’, SBi 2015:01, Statens Byggeforskningsinstitut, 2015, side
37.
68
FN’s komité om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, Concluding observations
Denmark, 2011, E/C.12/DNK/CO/5. En uofficiel dansk oversættelse af komitéens anbefalinger er
tilgængelig på
www.menneskeret.dk.
69
FN’s komité om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, Concluding observations
Denmark, 2011, E/C.12/DNK/CO/5. En uofficiel dansk oversættelse af komitéens anbefalinger er
tilgængelig på
www.menneskeret.dk.
70
FN’s Racediskriminationskomité, Concluding observations Denmark, 2010,
CERD/C/DNK/CO/18-19, pkt. 15.
71
Hans Skifter Andersen, ’Privat boligudlejning – motiver, strategier og økonomi’, SBi 2008:01,
side 9.
72
Hans Skifter Andersen, ’Privat boligudlejning – motiver, strategier og økonomi’, SBi 2008:01,
side 9.
73
Hans Skifter Andersen, ’Privat boligudlejning under lup’, Center for Boligforskning, tilgængelig
på:
http://boligforskning.dk/privat-boligudlejning.
74
Lovbekendtgørelse nr. 1678 af 19. december 2013 om ligestilling af kvinder og mænd og
lovbekendtgørelse nr. 374 af 28. maj 2003 om etnisk ligebehandling.
75
Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 34/2010.
76
Hans Skifter Andersen, ’Privat boligudlejning – motiver, strategier og økonomi’, SBi 2008:01,
side 87-88.
77
Ankestyrelsen, ’Kortlægning af etnisk diskrimination på det private boligmarked’, 2015.
78
Landsbyggefonden, ’Statistik - Beboere i den almene boligsektor 2014’, side 3.
79
Landsbyggefonden, ’Statistik- beboere i den almene boligsektor 2014’, side 6-7.
80
Lovbekendtgørelse nr. 1023 af 21. august 2013 om almene boliger m.v. (Almenboligloven), § 61
a.
81
DR, ’Boligminister: Kommunerne snyder ikke de boligsøgende’, 11. april 2014, tilgængelige på:
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/04/10/140957.htm.
82
SFI, ’Udlejningsredskaber i almene boligområder – en analyse af brugen of effekterne af
udlejningsredsaber i almene boliger’, 12:05 2012, side 18-21.
83
Lovbekendtgørelse nr. 1023 af 21. august 2013 om almene boliger m.v. (Almenboligloven), §
59.
84
SFI, ’Udlejningsredskaber i almene boligområder – en analyse af brugen af effekterne af
udlejningsredsaber i almene boliger’, 12:05 2012, side 85.
85
Lovbekendtgørelse nr. 1023 af 21. august 2013 om almene boliger m.v. (Almenboligloven), §
59, stk. 6 og 7.
86
Statsrevisorenes Beretning 22/2013 om indsatsen over for hjemløse.
87
Statsrevisorenes Beretning 22/2013 om indsatsen over for hjemløse, kapitel 4.
88
SFI, ’Udlejningsredskaber i almene boligområder – en analyse af brugen af effekterne af
udlejningsredsaber i almene boliger’, 12:05, 2012, side 94-95.
89
FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, artikel 11.
59
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
1558630_0060.png
90
FN’s komité om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, General Comment 4, 1992, og
General Comment 7, 1997.
91
FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, artikel 17.
92
FN’s komité om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, General Comment 7, 1997, pkt.
3-4 og 10.
93
FN’s komité om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, General Comment 4, 1992, pkt.
16, og Generel Comment 7, 1997, pkt. 17.
94
FN’s komité om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, Concluding observations
Denmark, 2011, E/C.12/DNK/CO/5. En uofficiel dansk oversættelse af komitéens anbefalinger er
tilgængelig på
www.menneskeret.dk.
95
EMD, Marzari mod Italien, afgørelse af 4. maj 1999, app. nr. 36448/97, og EMD, López Ostra
mod Spanien, dom af 9. december 1994, app. nr. 16798/90.
96
EMD, Chapman mod Storbritannien, dom af 18. januar 2001, app. nr. 27238/95, pkt. 99 og 113.
97
EMD, Chapman mod Storbritannien, dom af 18. januar 2001, app. nr. 27238/95, pkt. 99.
98
EMD, Connors mod Storbritannien, dom af 27. maj 2004, app. nr. 66746/01.
99
Ida Elisabeth Koch, ’Boligrettigheder’, Nordic Journal of Human Rights Studies, 2001,
domsreferencer i note 7.
100
Ida Elisabeth Koch, ’Boligrettigheder’, Nordic Journal of Human Rights Studies, 2001, og Ida
Elisabeth Koch, ’Human Rights as Indivisible Rights: the protection of socio-economic demands
under the European Convention on Human Rights’, Martinus Nijhoff Publishers, 2009, kapitel 6.5.
101
EMD, Velosa Barreto mod Portugal, dom af 21. november 1995, app. nr.: 18072/91.
102
EMD, Immobiliare Saffi mod Italien, dom af 28. juli 1999, app. nr.: 22774/93, pkt. 49 og EMD,
Connors mod Storbritannien, dom af 27. maj 2004, app. nr. 66746/01, pkt. 82.
103
Domstolsstyrelsen, ’Statistik for fogedsager, Huslejesager – udsættelsessager for privat bolig i
perioden 2002-2009’, og Domstolsstyrelsen, ’Statistik for fogedsager, Huslejesager –
udsættelsessager for privat bolig i perioden 2009-1. halvår 2014’.
104
SFI, ’Hvorfor lejere bliver sat ud af deres bolig og konsekvenserne af en udsættelse’, 08:09,
2008, side 10.
105
SFI, ’Hvorfor lejere bliver sat ud af deres bolig og konsekvenserne af en udsættelse’, 08:09,
2008, SFI, ’Når fogeden banker på – Fogedsager og effektive udsættelser af lejere’, 12:27, 2012
og SFI, ’Når børnefamilier sættes ud af deres lejebolig’, 13:03, 2013.
106
SFI, ’Hvorfor lejere bliver sat ud af deres bolig og konsekvenserne af en udsættelse’, 08:09,
2008, side 10.
107
SFI, ’Hvorfor lejere bliver sat ud af deres bolig og konsekvenserne af en udsættelse’, 08:09,
2008, side 12 og SFI, ’Når fogeden banker på – Fogedsager og effektive udsættelser af lejere’,
12:27, 2012, side 11.
108
SFI, ’Hvorfor lejere bliver sat ud af deres bolig og konsekvenserne af en udsættelse’, 08:09,
2008, side 12 og SFI, ’Når fogeden banker på – Fogedsager og effektive udsættelser af lejere’,
12:27, 2012, kapitel 1.
109
SFI, ’Når børnefamilier sættes ud af deres lejebolig’, 13:03, 2013, side 13.
110
SFI, ’Når fogeden banker på – Fogedsager og effektive udsættelser af lejere’, 12:27, 2012, side
11.
60
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
111
SFI, ’Når fogeden banker på – Fogedsager og effektive udsættelser af lejere’, 12:27, 2012, side
20.
112
SFI, ’Hvorfor lejere bliver sat ud af deres bolig og konsekvenserne af en udsættelse’, 08:09,
2008, SFI, ’Når fogeden banker på – Fogedsager og effektive udsættelser af lejere’, 12:27, 2012
og SFI, ’Når børnefamilier sættes ud af deres lejebolig’, 13:03, 2013.
113
SFI, ’Når fogeden banker på – Fogedsager og effektive udsættelser af lejere’, 12:27, 2012, side
17.
114
SFI, ’Når børnefamilier sættes ud af deres lejebolig’, 13:03, 2013, side 20-22.
115
Lovbekendtgørelse nr. 150 af 16. februar 2015 om social service (Serviceloven), § 80.
116
Vejledning nr. 14 af 15. februar 2011 om botilbud mv. til voksne efter reglerne i
almenboligloven, serviceloven og friplejeboligloven (Vejledning nr. 4 til serviceloven), pkt. 186-
189.
117
Lovbekendtgørelse nr. 1023 af 21. august 2013 om almene boliger m.v. (Almenboligloven), §
59.
118
SFI, ’Når børnefamilier sættes ud af deres lejebolig’, 13:03, 2013, side 77.
119
SFI, ’Udlejningsredskaber i almene boligområder – en analyse af brugen af effekterne af
udlejningsredsaber i almene boliger’, 12:05 2012, side 85.
120
SFI, ’Når børnefamilier sættes ud af deres lejebolig’, 13:03, 2013, side 22.
121
SFI, ’Når børnefamilier sættes ud af deres lejebolig’, 13:03, 2013, side 89ff.
122
Lovbekendtgørelse nr. 1023 af 21. august 2013 om almene boliger m.v. (Almenboligloven), §
92, stk. 2 og lovbekendtgørelse nr. 1019 af 23. september 2014 om retssikkerhed og
administration på det sociale område med senere ændringer (Retssikkerhedsloven), § 5 a.
123
Lovbekendtgørelse nr. 1193 af 13. november 2014 om aktiv socialpolitik med senere
ændringer (Aktivloven), § 81 a.
124
Bemærkningerne til Lov nr. 723 af 25. juni 2014 om ændring af lov om aktiv social politik
(midlertidig huslejehjælp).
125
Lov nr. 1522 af 27. december 2014 om ændring af lov om aktiv socialpolitik, lov om individuel
boligstøtte og kildeskatteloven (Ophævelse af gensidig forsørgelsespligt for samlevende,
afskaffelse af laveste forsørgersats, højere boligsikring til unge par med børn, særlig støtte for
unge under 30 år, ingen fradrag for lejeindtægter fra logerende i egen bolig m.v.).
126
Ankestyrelsen, ’Støtte og rådgivning til udsættelsestruede lejere’, november 2014.
127
Ankestyrelsen, ’Støtte og rådgivning til udsættelsestruede lejere’, november 2014.
128
Ankestyrelsen, ’Støtte og rådgivning til udsættelsestruede lejere’, november 2014.
129
Ankestyrelsen, ’Støtte og rådgivning til udsættelsestruede lejere’, november 2014.
130
Ankestyrelsen, ’Støtte og rådgivning til udsættelsestruede lejere’, november 2014.
131
SFI, ’Når børnefamilier sættes ud af deres lejebolig’, 13:03, 2013, side 23.
132
SFI, ’Hvorfor lejere bliver sat ud af deres bolig og konsekvenserne af en udsættelse’, 08:09,
2008, side 19.
133
Statsrevisorenes Beretning 22/2013 om indsatsen over for hjemløse, side 32-34.
134
FN’s komité om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, General Comment 4, 1992, pkt.
4.
135
FN’s komité om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, General Comment 3, 1991, pkt.
10.
61
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
1558630_0062.png
136
FN’s komité om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, General Comment 4, 1992, pkt.
12.
137
SFI, ’Hjemløshed i Danmark 2013 – National kortlægning’, 13:21, 2013, side 9-10.
138
SFI, ’Hjemløshed i Danmark 2013 – National kortlægning’, 13:21, 2013, side 9-10.
139
SFI, ’Hjemløshed i Danmark 2013 – National kortlægning’, 13:21, 2013, side 9-10.
140
Rambøll, ’Hjemløsestrategien – afsluttende rapport – sammenfatning’, 2013, side 1-6.
141
Rambøll, ’Hjemløsestrategien – afsluttende rapport – sammenfatning’, 2013, side 1-6.
142
Statsrevisorenes Beretning 22/2013 om indsatsen over for hjemløse.
143
Socialstyrelsen,
http://www.socialstyrelsen.dk/udsatte/aktuelt/hjemlosestrategiens-metoder-
udbredes-til-26-kommuner.
144
Aftale om satspuljen på det social-, børne- og integrationspolitiske område 2014-2017,
tilgængelig på:
http://sm.dk/filer/nyheder/dokumenter-til-nyheder-2013/aftaletekst-1.pdf.
145
Aftale om udmøntning af satspuljen på børne-, ligestillings-, integrations- og socialområdet
2015-2018, tilgængelig på:
http://sm.dk/filer/nyheder/dokumenter-til-nyheder-2014/aftale-om-
satspuljen-for-2015_endelig.pdf.
146
Ankestyrelsen, ’Ankestyrelsens statistikker – Brugere af botilbud efter servicelovens § 110 –
Årsstatistik for 2013’, side 4.
147
Lovbekendtgørelse nr. 150 af 16. februar 2015 om social service (Serviceloven), § 80.
148
Vejledning nr. 14 af 15. februar 2011 om botilbud mv. til voksne efter reglerne i
almenboligloven, serviceloven og friplejeboligloven (Vejledning nr. 4 til serviceloven), pkt. 168.
149
Lovbekendtgørelse nr. 150 af 16. februar 2015 om social service (Serviceloven), § 4.
150
Statsforvaltningen Midtjylland, Kommunaltilsynet, Udtalelse af 28. juni 2012 om Århus
Kommunes anvendelse af venteliste, tilgængelig på:
http://www.statsforvaltningen.dk/Tilsynsafgørelser/Files/VedhaeftetFil/1085.pdf.
151
Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold, Orienteringsskrivelse af 11.
december 14, Socialudvalget 2014-15, SOU Alm. del endeligt svar på spørgsmål 85.
152
Ankestyrelsen, ’Ankestyrelsens statistikker – Brugere af botilbud efter servicelovens § 110 –
Årsstatistik for 2013’, side 8-9.
153
Socialministeriet, ’Nødovernatning er ikke et billigt vandrehjem’, pressemeddelelse af 2.
december 2010, tilgængelig på:
http://www.socialjura.dk/pressemeddelelser/2010/socialministeriet-212-2010/,
og Information,
’Minister: Ingen skal sove ude i kulden’, 4. februar 2012, tilgængelig på:
http://www.information.dk/telegram/292606.
154
Ankestyrelsen, Principafgørelse 60-14.
155
SFI, ’Livet på Hjemløseboformer – Brugerundersøgelse på § 110-boformer’, 15:02, 2015, side
9-12.
156
Lovbekendtgørelse nr. 150 af 16. februar 2015 om social service (Serviceloven), § 141, stk. 2,
nr. 2.
157
Statsrevisorenes Beretning 22/2013 om indsatsen over for hjemløse, side 19-21.
158
L 138 Forslag til lov om ændring af lov om social service (Udvidet og styrket indsats for kvinder
på krisecentre og orienteringspligt for kvindekrisecentre og forsorgshjem, herberger m.v.),
fremsat 18. februar 2015.
62
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
1558630_0063.png
159
Regeringen, ’Alle skal med – Målsætninger for de mest udsatte frem mod 2020’, september
2013, tilgængelig på:
http://sm.dk/publikationer/alle-skal-med-malsaetninger-for-de-mest-
udsatte-frem-mod-2020.
160
FN’s Generalforsamling, resolution nr. 543 (V1) 1952 (separationsresolutionen) og Wien-
deklarationen vedtaget på World Conference on Human Rights, 25. juni 1993, UN Doc.
A/CONF.157/23, pkt. 5.
161
Miloon Kothari, Report of the Special Rapporteur on adequate housing ad a component of the
rights to an adequate standard of living, Rapport til FN’s Menneskerettighedskommission,
E/CN.4/2005/48, 2005, pkt. 32 og 70 (c) (ii).
162
FN’s Habitat Agenda, pkt. 11 og 61 (b). Tilgængelig på:
http://ww2.unhabitat.org/declarations/habitat_agenda.asp.
163
FN’s Guidelines on Extreme Poverty and Human Rights, pkt. 66 (c).
164
Magdalena Sepúlveda Carmona, Report of the Special Rapporteur on Extreme Poverty and
Human Rights, Rapport til FN’s Menneskerettighedsråd, UN Doc. A/67/278, 2012, pkt. 48-50.
165
FN’s Menneskerettighedskomité, Concluding observations on the fourth report of the United
States of America, vedtaget på komitéens 110. session 10.-28. marts 2014, pkt. 19.
166
FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, artikel 7, 9, 17 og 26.
167
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Tillægsprotokol 4, artikel 2.
168
Lov nr. 444 af 9. juni 2004 om politiets virksomhed (Politiloven) med senere ændringer §§ 1 og
2, nr. 1 og 2.
169
Bekendtgørelse nr. 511 af 20. juni 2005 om politiets sikring af den offentlige orden og
beskyttelse af enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed mv., samt politiets adgang til at
iværksætte midlertidige foranstaltninger med senere ændringer (Ordensbekendtgørelsen).
170
Ordensbekendtgørelsen, § 2, stk. 1.
171
Ordensbekendtgørelsen, § 3, stk. 1.
172
Ordensbekendtgørelsen, § 3, stk. 2.
173
Ordensbekendtgørelsen, § 6, stk. 1.
174
Ordensbekendtgørelsen, § 18.
175
Ordensbekendtgørelsen, § 18, jf. § 6, stk. 2 og 3.
176
Gadejuristens høringssvar af 12. januar 2011 vedrørende forslag til ændring af lov om politiets
virksomhed (skærpelse af bødeniveauet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen mv.),
http://www.ft.dk/samling/20101/lovforslag/l102/bilag/4/943593.pdf.
177
Hus Forbi, ’Hjemløse smides væk fra byens pladser’, Årgang 15, nr. 1, januar 2011, side 4.
178
Gadejuristens høringssvar af 12. januar 2011 vedrørende forslag til ændring af lov om politiets
virksomhed (skærpelse af bødeniveauet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen mv.),
http://www.ft.dk/samling/20101/lovforslag/l102/bilag/4/943593.pdf.
179
EMD, Oliviera mod Holland, dom af 4. juni 2002, app.nr.: 33129/96, og EMD, Landvreugd mod
Holland, dom af 4. juni 2002, app. nr.: 37331/97.
180
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, artikel 14.
181
Berlingske, ’Hjemløseproblem tynger København’, 10. august 2014.
182
EU’s Direktiv 2004/38/EF om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og
opholde sig frit på medlemsstaternes område (EU’s Opholdsdirektiv) artikel 27 (2).
63
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
1558630_0064.png
183
Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, ’Notat om adgangen til ud- og afvisning
af EU-/EØS-statsborgere på baggrund af subsistensløshed eller af hensynet til den offentlige
orden’, 30. juni 2011, tilgængelig på:
https://www.nyidanmark.dk/NR/rdonlyres/A0CC770C-
2298-47E3-9165-
43178B582A72/0/notat_om_adgangen_til_ud_og_afvisning_af_eu_eos_statsborgere_30062011.
pdf.
184
Højesterets kendelse afsagt 31. marts 2011, sag 319/2010.
185
Højesterets kendelse afsagt 31. marts 2011, sag 264/2010.
186
Højesterets kendelser afsagt 31. marts 2011, sag 316/2010 og sag 143/2009.
187
Politiken, ’Politiet går på sommerjagt efter udenlandske hjemløse i København’, 9. juni 2014.
188
Kristeligt Dagblad, ’Politiet kritiseres for at stresse hjemløse’, 7. oktober 2014.
189
Lovbekendtgørelse nr. 871 af 4. juli 2014 Straffeloven, § 197.
190
Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer, kapitel 21,
pkt. 2.
191
Folketingets Restudvalg 2013-14, REU Alm. del, svar på spørgsmål 95.
192
Folketingets Restudvalg 2013-14, REU Alm. del, svar på spørgsmål 1431, og Folketingets
Restudvalg 2013-14, REU Alm. del, svar på spørgsmål 1432.
193
Folketingets Restudvalg 2013-14, REU Alm. del, svar på spørgsmål 1431, og Folketingets
Restudvalg 2013-14, REU Alm. del, svar på spørgsmål 1432.
194
Information, ’Rumænsk romakvinde vinder sag over Udlændingestyrelsen’, 11. august 2014,
tilgængelig på
http://www.information.dk/505979.
195
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, ’Sundhedsydelser til uregistrerede migranter’,
Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik 2013-14, UUI Alm. del, bilag 148.
64
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 25: Institut for Menneskerettigheder fremsender delrapporten "Retten til bolig" - status 2014-15
1558630_0065.png