Enhed
Kontoret for Fami-
lier
Sagsbehandler
LTH
Sagsnr.
2015 - 8195
Dato
05-04-2016
Grund- og nærhedsnotat
Forslag til Rådets forordning om kompetence, lov-
valg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i
sager vedrørende de formueretlige retsvirkninger af
registrerede partnerskaber
(KOM (2016) 107)
1. Resumé
Kommissionen fremsatte den 2. marts 2016 forslag til en rådsafgørelse, der bemyndi-
ger de 17 medlemsstater, der har anmodet herom, til at indføre et forstærket samar-
bejde for så vidt angår kompetence, lovvalg og anerkendelse og fuldbyrdelse af afgø-
relser i sager vedrørende formueforholdet mellem internationale par, som omfatter
både formueforholdet mellem ægtefæller og de formueretlige virkninger af registrere-
de partnerskaber. Baggrunden for forslaget er, at det ikke har været muligt at opnå
den fornødne enstemmighed om Kommissionens forslag til forordninger om formue-
forholdet mellem ægtefæller og de formueretlige virkninger af registrerede partnerska-
ber.
Samtidig med forslaget til rådsafgørelsen fremsatte Kommissionen forslag til de for-
ordninger om kompetence, lovvalg og anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser i
sager vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller (KOM (2016) 106) og de for-
mueretlige virkninger af registrerede partnerskaber (KOM (2016) 107), som bemyndi-
gelsen vedrører. Disse forslag er omfattet af retsforbeholdet.
Dette notat vedrører forslaget om de formueretlige virkninger af registrerede partner-
skaber. Dette forslag har til formål at indføre en klar retlig ramme i Den Europæiske
Union for de internationale aspekter af de formueretlige virkninger af registrerede
partnerskaber. Med henblik herpå indeholder forordningen bl.a. regler om international
kompetence, lovvalg samt anerkendelse, eksigibilitet og fuldbyrdelse af afgørelser
m.v.
Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters
holdninger til selve forslaget, men de omhandlede medlemsstater har tidligere tilsluttet
sig indholdet af forslaget.
Forslaget vurderes ikke at være i strid med nærhedsprincippet. Forslaget har ikke
lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser. Danmark er grundlæggende
positiv over for initiativet.