PRESSEMEDDELELSE
Ankestyrelsen annoncerede tirsdag den 8. marts 2016 at formidlingen af adoptioner fra Etiopien er
suspenderet med henblik på helt at stoppe adoptioner fra Etiopien i den nærmeste fremtid. Som baggrund for
suspenderingen blev der af Ankestyrelsen henvist til tvivlsom sagsbehandling hos den formidlende
organisation i Danmark DIA, men Ankestyrelsen lægger med sit brev et klart ansvar for uregelmæssigheder
på adoptionssystemet i Etiopien.
Mens Adoptionspolitisk Forum, Åbenhed i Adoption, og Tænketanken Adoption ser suspenderingen som en
længe tiltrængt beslutning vil vi dog fremhæve, at mange af de problematikker som der lægges til grund for
suspenderingen i høj grad reflekterer endemiske problemer i den danske adoptionslov og i adoptionssystemet
her i landet.
Det er med andre ord vores vurdering, at de uregelmæssigheder som ligger til grund for lukningen af
adoptioner fra Etiopien reflekterer generelle problemer i systemet som helhed frem for specifikke forhold i
Etiopien. Her kan eksempelvis nævnes:
1. At den nuværende lovgivning ikke sikrer, at der ikke er en finansiel afhængighed mellem de enkelte
børnehjem, afgiverlandene og de formidlende organisationer (her DIA).
2. At den nuværende lovgivning ikke sikrer et løbende uvildigt tilsyn af adoptionspraksis i
afgiverlandene.
3. At den nuværende lovgivning tager udgangspunkt i et tillidsprincip i samarbejdet mellem
afgiverland og formidlende organisation på trods af den åbenlyse interessekonflikt, der opstår,
jævnfør punkt 1.
4. At den ansvarlige organisation DIA’s bestyrelse består af personer fra de tidligere bestyrelser i
henholdsvis AC Børnehjælp og Danadopts bestyrelser og ikke er holdt til ansvar for tidligere
ulovligheder.
5. At indikationer på systematiske forfalskninger af adopteredes papirer aldrig er blevet undersøgt til
bunds og ikke registreres samlet.
6. At adoptionspapirer, som kan indeholde vigtige personlige oplysninger i såvel afgiverland som hos
den formidlende organisation ikke juridisk tilhører den adopterede men derimod ses som
adoptionsbureauernes og børnehjemmenes private ejendom. Disse bør retsligt tilhøre den
adopterede.
Adoptionspolitisk Forum, Åbenhed i Adoption, og Tænketanken Adoption har derfor stadig ikke tillid til at
den nuværende lovgivning kan beskytte adopteredes og oprindelige forældres grundlæggende
menneskerettigheder.
På den baggrund opfordrer APF, ÅIÅ og Tænketanken Adoption endnu en gang til en gennemgribende
revision af adoptionssystemet og en tilbundsgående undersøgelse af de sidste 60 års transnationale
adoptioner. En undersøgelse, hvor alle parter seriøst høres, om barnets rettigheder overholdes, og hvor
danske myndigheder og adoptionsbureauer drages til ansvar for svindel og kriminalitet.
Adoptionspolitisk Forum
(Forum for Adoption Politics)
Åbenhed i Adoption
(Openness in Adoption)
Tænketanken Adoption
(Think Tank Adoption)