Pressemeddelelse
08-03-2016
Danmark stopper adoptioner fra Etiopien
Social- og indenrigsminister Karen Ellemann suspenderer adoptionsformidlingen fra
Etiopien med henblik på at stoppe samarbejdet. Beslutningen er truffet efter indstilling
fra Ankestyrelsen, som netop har været på tilsynsrejse i landet.
Social- og indenrigsminister Karen Ellemann siger:
”Jeg kan ikke se, at det er muligt at fortsætte samarbejdet med Etiopien om international adop-
tion. Jeg har ikke længere den nødvendige tillid til, at adoptioner fra landet lever op til de krav, vi
stiller i forhold til adoptionsprocessen og dermed, at adoption er det bedste for børnene.”
Ankestyrelsen har i dag orienteret ministeren om den bekymrende situation i forhold til behand-
lingen af adoptionsforløb i Etiopien. Der har i en længere årrække været et skærpet tilsyn med
Etiopien. De danske adoptionsmyndigheder har foretaget flere tilsynsrejser til landet og har flere
gange skærpet kravene og vilkårene for formidling derfra. Udviklingen og de konkrete sager er
fulgt tæt fra danske myndigheders side – også de tiltag til reformer og ændringer, som landet
har iværksat for at styrke adoptionssystemet. Ankestyrelsens tilsynsrejse til landet i februar har
imidlertid gjort det klart, at de nødvendige reformer ikke vil ske hurtigt nok.
Social- og indenrigsminister Karen Ellemann siger videre:
”Vi har nu længe fulgt udviklingen i Etiopien og på forskellig vis skærpet vores håndtering af
sagerne for at styrke sikkerheden. Nu viser det sig yderst tvivlsomt, om Etiopien er på vej i den
rigtige retning, og de etiopiske myndigheder oplyser selv, at de forskellige tiltag reelt set har haft
en begrænset effekt. Derfor trækker Danmark sig fra samarbejdet med Etiopien om adoption. Vi
kan ikke sidde tilbage med en usikkerhed om, hvorvidt andet end hensynet til børnenes bedste
styrer adoptionsforløbene.”
Beslutningen om at suspendere formidlingen betyder, at Danish International Adoption (DIA) nu
ikke må optage flere ansøgere på ventelisten til Etiopien, og at DIA ikke må modtage nye etio-
piske børn i forslag fra deres etiopiske samarbejdsparter. De sager, hvor et barn er foreslået til
en konkret familie, vil fortsætte med ekstra kontrol fra Ankestyrelsens side.
Fakta
Formidling til international adoption varetages af den danske formidlende organisation Danish
International Adoption (DIA). Ankestyrelsen fører tilsyn med organisationen og adoptionsområ-
det som sådan. Der blev i 2015 adopteret ca. 100 børn til Danmark gennem international adop-
tion, heraf var de 7 børn fra Etiopien. I januar 2016 trådte en ny adoptionslov i kraft. Loven er en
udmøntning af den politiske aftale fra oktober 2014 om et nyt adoptionssystem, som blandt
andet skal skærpe tilsynet på adoptionsområdet.
Yderligere oplysninger
Kontorchef Malene Vestergaard,
tlf. 26 46 10 03
Presse- og kommunikationschef Sigga Nolsøe,
tlf. 22 26 9507