Social- og Indenrigsudvalget 2015-16
SOU Alm.del Bilag 188
Offentligt
Joan-Søstrenes oplæg til foretræde i Socialudvalget den 11. februar 2016, kl. 12.15.
Vi har bedt om foretræde om den landsdækkende behandlings- og
rådgivningsindsats for mennesker med senfølger efter sexuelle overgreb i
barndommen.
Den nuværende indsats er etableret i 2013, hvor nogle private organiseringer blev
lagt sammen til 3 regionale senfølgecentre og finansieret af satspulje. Nu er det
besluttet at finansieringen skal udfases fra satspulje. Og samtidig er den nuværende
organisering blevet evalueret i 2015.
Joan-Søstrene har arbejdet med kvinders rettigheder i 40 år, blandt andet for
kvinder, der har været udsat for sexuelle overgreb i barndommen. Vi er ikke en del af
den indsats, som vi skal tale om i dag, men vi er bekymrede for status og for den
udvikling som er sat i gang, og det er derfor vi er kommet.
Den gode nyhed fra evalueringen er, at de regionale senfølgecentre faktisk formår at
forbedre målgruppens livssituation ved at reducere de fysiske, psykiske og sociale
skadevirkninger der følger af sexuelle overgreb i barndommen. Det handler om
mange forskelligartede problemer som angst, depression, posttraumatisk stress,
dårligt selvværd, vanskelige og konfliktfyldte relationer, store problemer med at
regulere deres følelser og personlighedsforstyrrelser.
Det er helt forståeligt, for sexuelle overgreb overfor børn er noget af det mest
rystende, man kan forestille sig. Alle børn har ret til en barndom uden sexuelle
overgreb, men vi er desværre ikke i stand til at sikre at den rettighed virkelig gælder
for alle børn. Der er tale om sager, som jeg er sikker på I kan huske fra pressen, for
eksempel fra Tønder, Brønderslev, Rebild og lige nu aktuelt fra Slagelse.
Det, som det handler om nu, er hvilken indsats vi som samfund stiller til rådighed når
børnene fra de sager er blevet voksne, og må bære den byrde det er, at have været
udsat for sexuelle overgreb i barndommen. Ofte fra personer, som også var dem der
skulle passe på dem, og være deres omsorgspersoner.
Vi har bedt en aktuar om at beregne to scenarier for en person, som har været udsat
for sexuelle overgreb som barn. 25 år og på kontanthjælp: Den første får behandling i
2 år på et regional senfølgecenter og efter yderligere 3 års kontanthjælp og
jobafklaring er hun som 30-årig klar til et job som SOSU-assistent, som hun passer til
hun går på folkepension.
 SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 188: Henvendelse af 14/2-16 fra Joan-Søstrene om opfølgning på deres foretræde for udvalget den 11/2-16
Den anden sker der ikke så meget for, men efter forskellige jobafklaringer og
ressurceforløb får hun tilkendt et fleksjob som 41 årig.
Samfundsøkonomisk er forskellen mellem de to livsforløb 7,2 mio kr. (7,5 mio kr. hvis
hun er forsøger). Hvis der skal være andre begrundelser end den menneskelige, for at
indsatsen er ordentlig og fagligt begrundet, så er det den form for økonomi, vi vil
opfordre Jer til at være optaget af.
Det kræver et stort mod og styrke, at stå ved sig selv, og den opgave som man har,
hvis sexuelle overgreb i barndommen er en del af baggagen. Det første skridt er
forbundet med meget stor sårbarhed, og hvis det man der bliver mødt med er en
ventetid på 1,5 år, som er den ventetid der pt. er i København, så er det ikke sikkert,
at alle føler, at de faktisk bliver taget alvorligt. Tværtimod.
For mennesker, der har været udsat for traumatiske overgreb er mødet med
systemet afgørende, og for mange er det ligeså vigtigt som omstændighederne ved
selve overgrebene. Hvis det ikke er ordentligt, risikerer man sekundær
traumatisering, som efter omstændighederne kan være ligeså skadeligt som det
oprindelige traume. Det vi håber at få ud af det her, er:
1. Når den tilgængelige statistik siger, at der på landsplan er behov for 780
behandlingspladser for voksne, som har været udsat for sexuelle overgreb i
barndommen, så håber vi, at I kan sikre, at der kommer 780 pladser, og ikke
som nu kun 300. Hvis det kan flytte 10 personer i de scenarier vi har fået
beregnet, så er det udgiftsniveau til de regionale senfølgecentre, som
evalueringen siger at der bør være med budget på 70 mio kr. finansieret.
2. Hvis indsatsen skal decentraliseres fra det statslige niveau, og det kan der være
gode grunde til, så håber vi, at det kommer til at ske på betryggende vis, så en
så udsat gruppe som voksne, der har været udsat for sexuelle overgreb i
barndommen ikke risikerer at blive kastebold imellem forskellige politiske
myndigheder. Vi tænker at det må sikres ved at stille krav om antal
behandlingspladser, af en bestemt kvalitet og budget i forbindelse med
decentraliseringen.
3. Og så længe behandlingsindsatsen er under niveau, så håber vi, at den
specifikke psykologordning for voksne, som lider under senfølger efter sexuelle
overgreb i barndommen bliver genoprettet, efter den er lukket som en
konsekvens af satspuljen for 2016. Det var en nødløsning, men den har i det
mindste betydet, at der har været en minimal indsats i ventetiden, som altså
pt. er 1,5 år.