Social- og Indenrigsudvalget 2015-16
SOU Alm.del Bilag 158
Offentligt
1593756_0001.png
ANBRAGTE BØRN OG
UNGES TRIVSEL 2014
15:01
MAI HEIDE OTTOSEN
METTE LAUSTEN
SIGNE FREDERIKSEN
DINES ANDERSEN
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
ANBRAGTE BØRN OG
UNGES TRIVSEL 2014
MAI HEIDE OTTOSEN
METTE LAUSTEN
SIGNE FREDERIKSEN
DINES ANDERSEN
15:01
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0003.png
ANBRAGTE BØRN OG UNGES TRIVSEL 2014
Undersøgelsens følgegruppe
Tea Torbenfeldt Bengtsson, Københavns Universitet
Bente Boserup, Børns Vilkår
Gitte Jakobsen, FABU
Geert Jørgensen, LOS, De private sociale tilbud
Lene Jørgensen, FBU, ForældreLANDSforeningen
Mia Nordstrand, TABUKA
Trine Krab Nyby, Børnerådet
Jessie Brender Olesen, KL
Jakob Brixtofte Petersen, Socialstyrelsen
Morten Barsballe Schmidt, Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold
Søren Skjødt, FADD, Foreningen af Danske Døgninstitutioner
ISBN: 978-87-7119-276-6
e-ISBN: 978-87-7119-277-3
Layout: Hedda Bank
Forsidefoto: Adam Holm (modelfoto)
Oplag: 400
Tryk: Rosendahls – Schultz Grafisk A/S
© 2010 SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd
SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd
Herluf Trolles Gade 11
1052 København K
Tlf. 33 48 08 00
sfi@sfi.dk
www.sfi.dk
SFI’s publikationer kan frit citeres med tydelig angivelse af kilden.
Skrifter, der omtaler, anmelder, henviser til eller gengiver SFI’s
publikationer, bedes sendt til centret.
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0004.png
INDHOLD
4
5
8
16
30
42
56
70
78
84
92
100
108
116
Forord
Resume
Kapitel 1 – Baggrund, design og metode
Kapitel 2 – Børns trivsel på anbringelsesstedet
Kapitel 3 – Kontakt med familien
Kapitel 4 – Skolegang
Kapitel 5 – Helbred
Kapitel 6 – Fritid
Kapitel 7 – Venskaber
Kapitel 8 – Subjektiv trivsel
Kapitel 9 – Medinddragelse
Kapitel 10 – Særligt tema – Kontinuitet, skift og sammenbrud i børns anbringelser
Kapitel 11 – Sammenfattende konklusion og perspektiver
Referencer
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0005.png
4
FORORD
FORORD
Denne undersøgelse er blevet til på foranledning af Ministeriet for
Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold, der har ønsket
at få kortlagt, hvordan anbragte 11-17-årige børn og unge trives i
forhold til deres anbringelsessted, familie, skole, helbred, fritid og
venskaber. Desuden har undersøgelsen sat fokus på børn og un-
ges oplevelser af at blive medinddraget og, som et særligt tema,
også på deres erfaringer med kontinuitet og skift i anbringelses-
forløbet. Disse temaer bliver i undersøgelsen belyst ud fra ca. 90
indikatorer.
Undersøgelsen er tilrettelagt som en panelundersøgelse. Det er
således intentionen, at den skal gentages hvert andet år, så man
løbende kan følge udviklingen i anbragte børn og unges trivsel.
Den aktuelle undersøgelse er den første i rækken.
Undersøgelsen er gennemført som en survey, der er stilet til
tilfældigt udvalgte grupper af børn og unge på 11, 13, 15 og 17 år,
der i foråret 2014 var anbragt uden for hjemmet. 1.404 børn og
unge har deltaget i undersøgelsen. Der skal rettes en meget stor
tak til de mange interviewpersoner, som tog sig tid til at deltage
i undersøgelsen. Besvarelserne fra dem udgør det helt grund-
læggende fundament for den viden, som undersøgelsen her har
frembragt.
I forbindelse med undersøgelsens tilrettelæggelse og gennemfø-
relse er der blevet nedsat en følgegruppe. Følgegruppen har givet
forskerne værdifuldt input i forskellige faser af undersøgelsen
og skal takkes mange gange. Yderligere takkes utredare Marie
Berlin, Stockholms Universitet, der har læst det næsten færdige
manuskript og givet konstruktive kommentarer.
Seniorforsker og programleder Mai Heide Ottosen, der har været
undersøgelsens leder, har sammen med seniorforsker Mette Lau-
sten, seniorforsker Dines Andersen og forsker Signe Frederiksen
stået for undersøgelsens tilrettelæggelse, bearbejdning og ana-
lyser. Stud.scient.soc. Asger Graa Andreasen har bidraget med
at frembringe undersøgelsens kvantitative data. Videnskabelig
assistent Stine Bagger har til undersøgelsen gennemført et min-
dre antal dyberegående interviews med døgninstitutionsanbragte
børn.
Undersøgelsen er finansieret af Ministeriet for Børn, Ligestilling,
Integration og Sociale Forhold.
København, januar 2015
Agi Csonka
Direktør
SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0006.png
RESUME
5
RESUME
RESULTATER
Denne undersøgelse kortlægger hvordan anbragte 11-17-årige
børn og unge trives i forhold til deres anbringelsessted, familie,
skole, helbred, fritid og venskaber. Desuden har undersøgelsen
sat fokus på børn og unges oplevelser af at blive medinddraget
og, som et særligt tema, også på børn og unges erfaringer med
kontinuitet og skift i anbringelsesforløbet. Disse temaer er belyst
ud fra ca. 90 indikatorer.
døgninstitutioner eller socialpædagogiske opholdssteder, har
anbringelsesårsagerne ofte en anden og mere alvorlig karakter,
og problemtyngden er gennemgående tungere i forhold til dem,
der bor i plejefamilier. Når de plejefamilieanbragte scorer mere
positivt på en række af undersøgelsens trivselsmål, må det bl.a.
ses i sammenhæng med, at de på nogle områder har færre udfor-
dringer end børn og unge, der er institutionsanbragte.
Blandt undersøgelsens centrale resultater er:
Undersøgelsen omfatter både børn, der bor i plejefamilier, og
børn, der er anbragt på institutioner. 60 pct. af de 11-17-årige,
som har deltaget i undersøgelsen, bor i en plejefamilie, mens de
fleste øvrige er institutionsanbragte på en døgninstitution eller
et socialpædagogisk opholdssted. En mindre gruppe (9 pct.) er
anbragt andetsteds, fx på eget værelse eller en efterskole. Børn
i plejefamilier var hyppigere yngre – ofte i førskolealderen – da
de blev anbragt første gang, og de har typisk været anbragt i den
aktuelle plejefamilie gennem længere tid.
Når man vurderer trivselsniveauet blandt anbragte børn og unge,
er det væsentligt at have in mente, at en del har et i forhold
til børnebefolkningen generelt dårligere udgangspunkt for at
trives. Blandt anbragte børn og unge finder vi således en bety-
delig højere forekomst af selvrapporterede handicap, langvarige
sygdomme og mentale trivselsproblemer. Børn med sådanne
vanskeligheder fordeler sig ikke ensartet blandt de forskellige
anbringelsesformer. Hos de børn og unge, der er anbragt på
Både registerbaserede data og børnenes egne udsagn afspejler,
at der ofte er færre materielle og sociale ressourcer i anbragte
børns oprindelige familier – og det er sikkert i mange tilfælde
netop begrundelsen for, at de er blevet anbragt. Trods fraværet
af familieressourcer føler de anbragte børn sig omtrent i lige så
høj grad elsket af deres biologiske forældre som børn, der ikke
er anbragte. Relationen til forældrene ser dog ud til at være
svagere for de ældre 17-årige end for de yngre 11-årige børn.
De anbragte børns besvarelser om, hvordan de har det med
at bo på et anbringelsessted, efterlader helt overordnet det
indtryk, at flertallet af børnene bliver støttet af de voksne på
anbringelsesstedet, og at børnene gennemgående trives og har
det godt der, hvor de bor. Dette overordnende billede dækker
imidlertid over nogle betydelige variationer, når det kommer
til, hvilken anbringelsesform børn er i. Børn og unge, der lever
i plejefamilier, er hyppigere mere glade for deres anbringel-
sessted end børn på døgninstitutioner og socialpædagogiske
opholdssteder. De familieplejeanbragte børn føler sig i højere
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0007.png
6
RESUME
grad støttet og holdt af, og de oplever hyppigere, at anbringel-
sesstedet er trygt, harmonisk og hjemligt. Ved en sammenstil-
ling af, hvordan anbragte og ikke-anbragte børn oplever deres
omsorgsmiljø, viser det sig, at anbragte børn – især de yngre –
på en række områder ikke forekommer at være mere ugunstigt
stillet end børn, der lever i almindelige familier. Det er et meget
positivt resultat, at anbragte børn i næsten samme grad som
børn i almindelige familier oplever, at der er voksne på det sted,
hvor de bor, som holder af dem.
Undersøgelsen viser, at anbragte børn er sårbare i forhold til
deres relationer og netværk til jævnaldrende. 11- og 15-årige
anbragte har sjældnere venner end ikke-anbragte jævnaldren-
de, og de rapporterer hyppigere om ensomhed og om at være
udsat for mobning. Undersøgelsesresultaterne tyder på, at
anbringelsesformen spiller en rolle i forhold til børns mulighed
for at have samvær med venner. Børn, som er anbragt i en ple-
jefamilie, er oftere end institutionsanbragte børn sammen med
venner, og de føler sig sjældnere ensomme. Desuden betyder
det noget, hvor lang tid barnet har været anbragt på det aktu-
elle anbringelsessted. Børn, som har været anbragte på stedet
i under ét år, føler sig oftere ensomme og har færre venner end
børn, der har været på stedet i længere tid.
Som et særligt tema har undersøgelsen fokuseret på kontinui-
tet og skift i børns anbringelsesforløb. Vi har herunder set på,
hvilke begrundelser børn og unge selv giver, hvis de fornylig er
flyttet til et andet sted. Resultaterne viser, at halvdelen af de
11-17-årige har oplevet mindst et skift gennem deres samlede
anbringelsesforløb. Børn, der på undersøgelsestidspunktet bor
i en plejefamilie, har gennemgående haft mere stabile anbrin-
gelsesforhold end børn, der er anbragt på en institution. 20 pct.
af undersøgelsens børn har haft erfaringer med at flytte inden
for de sidste 2 år, og blandt dem oplyser halvdelen, at flytnin-
gen ikke var planlagt. Det indikerer, at et anbringelsesforløb
er brudt sammen. De hyppigste grunde til, at anbragte børn
flytter til et andet sted, beror efter børnenes egne besvarelser
på et mismatch mellem barnet og anbringelsesstedet, på pro-
blemstillinger hos barnet selv eller på forhold i barnets familie.
Er barnet flyttet pga. et mismatch eller pga. af egne problemer
har der hyppigere være tale om et uplanlagt end om et plan-
lagt skift. De fleste børn – næsten 8 ud af 10 – som for nylig
har oplevet et skift i anbringelsen, oplyser, at deres liv er blevet
lidt eller meget bedre, efter at de er flyttet. Det må siges at
være et overordentligt positivt resultat, og det bidrager til at
nuancere diskussionen om sammenbrud i anbringelser.
For yderligere og mere detaljeret sammenfatning af undersø-
gelsens resultater henviser vi til rapportens konkluderende og
perspektiverende kapitel 11.
PERSPEKTIVER
Ud fra børnenes besvarelser ser det overordnet ud til, at anbrin-
gelsesstederne sikrer, at børns basale behov (i forhold til fx fysi-
ske rammer, søvn, kost, helbredsforebyggelse, lektiehjælp) bliver
varetaget forsvarligt, dvs. på et niveau, som stiller de anbragte
børn omtrent lige så gunstigt som børn, der ikke er anbragte. På
nogle områder synes institutionerne dog at halte bagud. Som
nævnt oplever flertallet af børnene også at blive socialt støt-
tet, og mange er glade for deres anbringelsessted, som de i vid
udstrækning oplever som trygt, hjemligt og harmonisk. Billedet
er dog mere positivt blandt familieplejeanbragte børn end blandt
børn, der bor i et institutionelt miljø. På institutionerne er der gan-
ske høje andele af børn og unge, som føler sig mindre trygge på
deres anbringelsessted. Her ser vi en udfordring, som døgninsti-
tutionerne kan arbejde videre med. Vi finder det også påfaldende,
at institutionsanbragte børn og unge i noget mindre grad end børn
i plejefamilier oplever at have personlig frihed.
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0008.png
RESUME
7
Skønt der på nogle områder er paralleller mellem anbragte børns
oplevelser af deres omsorgsmiljø på anbringelsesstederne og
det hverdagsliv, ikke-anbragte børn har i deres familier, er der
betydelige forskelle på andre områder. En væsentlig del af disse
forskelle lader sig samle under begrebet orienteringen mod om-
verdenen. Problemstillingen gælder særligt, men ikke kun, de
institutionsanbragte børn og unge.
Undersøgelsen efterlader for det første et samlet indtryk af, at
ganske mange anbragte børn og unge befinder sig i et lukket
univers på anbringelsesstedet uden udfoldede muligheder for
at etablere omverdensrelationer til jævnaldrende, der lever et
’normalt’ liv. Den vurdering baserer vi dels på, at især institutions-
anbragte børn og unge sjældnere deltager i organiserede fritids-
aktiviteter, dels på anbragte børn og unges oplysninger om, at de
sjældent er sammen med venner (uden for anbringelsesstedet) i
fritiden.
For det andet peger undersøgelsen på, at anbragte børn og unge
– og særligt de institutionsanbragte – er mindre gunstigt stillede
end deres jævnaldrende i almindelighed, når det kommer til børn
og unges dannelse eller omverdensforståelse. Denne konklusion
drager vi ud fra anbragte børns besvarelser om adgang til at læse
bøger, erfaringer med at følge med i nyhedsstrømmen og ikke
mindst ud fra børns erfaringer med, om de har tilgængelige voks-
ne, der kan overføre kulturel kapital til dem fx via samtaler om
politiske eller kulturelle emner. Et øget fokus på dimensionen om
dannelse kan ruste børnene og de unge i forhold til et fremtidigt
uddannelsesforløb og i forhold til deltagelse i samfundslivet. Pro-
blemstillingen accentueres af, at ganske mange anbragte børn og
unge rapporterer om vanskeligheder med skolegangen.
Alt i alt peger undersøgelsens resultater således på, at selvom
anbringelsesstederne på mange områder ser ud til at skabe gode
rammer for børn og unges hverdagsliv i anbringelsesforløbet, så
er der et forbedringspotentiale omkring omverdensorienteringen,
særligt på institutionerne, når målet er at normalisere anbragte
børns barn- og ungdom og støtte dem til en mindre problemfyldt
overgang til voksenlivet.
OM UNDERSØGELSENS GRUNDLAG
Undersøgelsen er gennemført som en survey stillet til tilfældigt
udvalgte grupper af børn og unge på 11, 13, 15 og 17 år, der i
foråret 2014 var anbragt uden for hjemmet. Af stikprøvens 2.600
individer har 1.404 børn og unge deltaget i undersøgelsen på
grundlag af face-to-face-interviews (11- og 13-årige) eller gen-
nem et web-baseret skema (15- og 17-årige). Det svarer til, at
55 pct. af den samlede stikprøve og 64 pct. af den interviewbare
stikprøve har deltaget i undersøgelsen.
Undersøgelsen er tilrettelagt som en panelundersøgelse. Det
indebærer, at det er de samme respondenter, som medvirker i
dataindsamlingerne fra gang til gang. Det er således intentionen,
at undersøgelsen skal gentages hvert andet år, så man løbende
kan følge udviklingen i anbragte børn og unges trivsel.
De allerfleste fremviste analyser i rapporten er baseret på al-
dersvægtede gennemsnit, som korrigerer for, at populationen af
anbragte børn og unge består af flere 17-årige end 11-årige. Hvor
det har været muligt, har vi sat de anbragte børn og unges be-
svarelser i perspektiv med resultater fra en trivselsundersøgelse
udført blandt børn og unge, der ikke er anbragt. Desuden er regi-
sterbaserede data inddraget i analyserne. I undersøgelsen indgår
også illustrerende citater fra samtaler med et mindre udvalg af
børn og unge, som er anbragt på en døgninstitution.
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0009.png
8
KAPITEL 1 |
BAGGRUND, DESIGN OG METODE
KAPITEL 1
BAGGRUND, DESIGN OG METODE
FORMÅLET MED UNDERSØGELSEN
Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold
har ønsket at få gennemført en statistisk baseret trivselsunder-
søgelse blandt 11-17-årige børn og unge, som er anbragt uden for
hjemmet. Det sker som en udløber af aftalen om kommunernes
økonomi for 2006 mellem Finansministeriet, KL, Danske Regio-
ner, Danmarks Statistik og det daværende Indenrigs- og Social-
ministerium. Selvom det i dag er muligt at indhente informationer
om udsatte og anbragte børns forhold gennem de administrative
registre fra fx Ankestyrelsen og Danmarks Statistik (via hjem-
mesiderne www.ast.dk og www.dst.dk), kan disse ikke levere
oplysninger om, hvordan anbragte børn og unge trives i deres
anbringelse og øvrige hverdagsliv. Indsigt, der bredt kan belyse,
hvordan børn og unge har det, fordrer andre undersøgelsesmeto-
der, som indebærer, at man spørger børnene selv.
Trivselsundersøgelsen er en del af et større tværoffentligt doku-
mentationsprojekt på området for udsatte børn og unge, der bl.a.
har til formål at bidrage med en større viden om, hvilke foran-
staltninger udsatte børn og unge modtager, og hvilke tiltag som
virker. Formålet med den aktuelle undersøgelse er at foretage
jævnligt tilbagevendende ”temperaturmålinger” blandt anbragte
børn for at belyse udviklingen i deres trivsel og at tilgængeliggøre
resultaterne af disse målinger på en anvendelsesorienteret måde
for aktører på det social- og børnepolitiske område.
Måling af anbragte børn og unges trivsel tager overordnet set
udgangspunkt i servicelovens formålsparagraf, suppleret med
temaer omkring børns kendskab til egne rettigheder, børns ople-
velse af anbringelsen og de indikatorer, der indgår i tilsynsrefor-
men omkring godkendelse og tilsyn på anbringelsessteder. Det
betyder, at undersøgelsen omfatter følgende temaer:
Børns oplevelse af deres anbringelsessted, herunder kontakten
med de voksne
Kontakt til familien
Skolegang
Helbred og sundhed
Fritid
Venskaber
Subjektiv trivsel
Kendskab til egne rettigheder.
Den aktuelle trivselsundersøgelse er – ligesom formålsparagraf-
fen om særlig støtte til børn og unge (servicelovens § 46) og den
socialfaglige sagsbehandlings- og udredningsmetode ICS (Inte-
grated Children’s System, se fx Koldsø, 2012) – funderet i en bred
udviklingsøkologisk tænkning, hvor dobbeltheden og samspillet
mellem mikro- og makrosystemiske niveauer fastholdes. Det pri-
mære opvækstmiljø (der som oftest er familien) har en stor be-
tydning for børns opvækstbetingelser, samtidig med at børns liv
og udvikling også bliver påvirket af andre domæner på forskellige
systemiske niveauer. Det kan fx være skolen, lokalmiljøet, jævn-
aldrendegruppen etc. (Bronfenbrenner & Morris, 1998). Et barns
generelle trivsel indebærer derfor trivsel på mange niveauer og i
flere forskellige arenaer og påvirkes af samspillet mellem disse
niveauer og arenaer.
være. I hvilken udstrækning dette opnås, kan man måle enten
gennem positive outcomes eller, hvis man fokuserer på afsavn,
gennem negative outcomes-mål.
TRIVSELSBEGREBET I DENNE UNDERSØGELSE
Trivsel er en multidimensional størrelse, der ikke entydigt lader
sig definere eller måle. Der er tale om et overordnet begreb, der
refererer til kvaliteten ved børns liv. Børns trivsel/velfærd og
afsavn (deprivation) kan forstås som to sider af den samme sag
(Bradshaw, Hoelscher & Richardson, 2006). Fra et børnerettig-
hedsperspektiv kan velfærd og trivsel forstås som realiseringen
af børns rettigheder og opfyldelsen af muligheden for det enkelte
barn til at være alt det, som han eller hun har potentiale til at
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0010.png
KAPITEL 1 |
BAGGRUND, DESIGN OG METODE
9
Desuden baseres undersøgelsen så vidt muligt på validerede
måleredskaber. For eksempel danner SDQ-skalaen (Strenghts
and Difficulties Questionnaire, se Goodman & Goodman, 2011)
et vigtigt afsæt for trivselsmålingen og børnenes egen subjektive
vurdering af egen trivsel. Vi har også inddraget andre velafprøvede
og gennemtestede måleredskaber for trivsel, bl.a. nogle af de
spørgsmål som anvendes i SFI’s eksisterende forløbsundersø-
gelser på området (Børn
og unge i Danmark,
Ottosen m.fl., 2014,
samt
Forløbsundersøgelsen af anbragte børn,
Lausten m.fl., 2013).
De anbragte er stillet over for en række følsomme spørgsmål
omkring livstilfredshed og risikoadfærd i forhold til rygning, alko-
hol, hash og hårdere stoffer, og de unge på 15 og 17 år er spurgt
til udsathed og overgreb. I de tilfælde, hvor de 15- og 17-årige
har svaret på web-skemaet, er besvarelsen automatisk anonymi-
seret, da den lagres i den elektroniske database for besvarelser,
uden at andre ser besvarelsen. I de tilfælde, hvor de unge er
blevet interviewet af en person fra SFI’s interviewerkorps, har
intervieweren instrueret de unge i selv at udfylde den del af spør-
geskemaet på den bærbare computer, som intervieweren har
med. De har fået tilbudt at få læst spørgsmålsformuleringen og
svarkategorierne højt, men har selv tastet deres svar ind og tryk-
ket sig videre til næste spørgsmål. Denne fremgangsmåde har
været med til at sikre de unges anonymitet over for interviewe-
ren. Alle unge, uanset hvad de har svaret i den selvbesvarede og
følsomme del af spørgeskemaet, har fået udleveret oplysninger
om Børnetelefonen og et visitkort med telefonnummeret til en
psykolog med information om, at de til enhver tid kan henvende
sig det ene eller begge steder, hvis de har brug for at tale med
nogen. Alle interviewere er ligeledes instrueret grundigt i deres
skærpede underretningspligt og har fået udleveret instrukser i,
hvad de skal gøre, hvis de vurderer, at der er bekymrende forhold
omkring barnet eller den unge, der kræver en underretning.
Ifølge Ankestyrelsens anbringelsesstatistik ultimo 2013 er der
anbragt 616 11-årige, 862 13-årige, 1.245 15-årige og 1.854
17-årige (Tal fra Ankestyrelsen, www.ast.dk/tal-og-undersogel-
ser/tal-fra-ankestyrelsen). Der blev pr. 1. februar 2014 udtrukket
650 personer fra kohorterne 2002 (11 år), 2000 (13 år), 1998 (15
år) og 650 unge født i sidste halvdel af 1996 (17 år og ikke fyldt
18 år inden 1. juli 2014), så den samlede stikprøve består af 2.600
børn og unge. Fordi der ikke er anbragt 650 11-årige født i 2002,
blev den endelige stikprøve på 2.539 børn og unge. Stikprøven er
koncentreret om de fire aldersgrupper for at kunne tilvejebringe
så klare og sikre resultater som muligt. Data kan derved opdeles
efter nødvendige og relevante parametre (fx køn og anbringelses-
sted), så resultaterne stadig er valide for yngre såvel som for
ældre børn i undersøgelsen.
UNDERSØGELSENS GENNEMFØRELSE
Dataindsamlingen fandt sted i foråret 2014. Alle de udtrukne
2.539 børn og unge modtog et brev, hvori der stod, at de var ud-
trukket til at deltage i en trivselsundersøgelse blandt anbragte
børn og unge, og at det var dem og ikke andre omkring dem, der
skulle deltage. Før kontakten med de 11- og 13-årige blev de
biologiske forældre informeret og havde her mulighed for at afslå
deltagelse på barnets vegne, hvis de ikke ønskede, at deres barn
skulle deltage i undersøgelsen. Forældrene til de 15- og 17-årige
blev også informeret, men det var de unge selv, der skulle tage
beslutningen om deltagelse eller ej. Samtidig med breve til
børnene og de unge blev der også sendt breve til anbringelses-
stederne, så alle voksne omkring de anbragte, dvs. biologiske
forældre, plejeforældre og/eller lederne på institutionerne, var
informeret og derfor kunne tale med barnet/den unge om under-
søgelsen og om deltagelsen.
De 11- og 13-årige blev opsøgt på anbringelsesstedet af en inter-
viewer fra SFI’s interviewerkorps, hvor de gennemførte spørge-
skemaet som et interview med barnet selv. De 15- og 17-årige fik
i brevet tilbud om at kunne besvare spørgeskemaet over internet-
tet som en web-besvarelse. Hvis de unge inden for et nærmere
fastsat tidsrum efter modtagelsen af det første brev ikke havde
besvaret web-skemaet, blev de kontaktet og fik tilbud om at få
besøg af en interviewer, som de 11- og 13-årige, hvorved spør-
STIKPRØVEN
Undersøgelsen er gennemført som en aldersstratificeret stikprø-
veundersøgelse, stilet til tilfældigt udvalgte grupper af børn og
unge på 11, 13, 15 og 17 år, der i foråret 2014 var anbragt uden for
hjemmet.
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0011.png
10
KAPITEL 1 |
BAGGRUND, DESIGN OG METODE
geskemaet blev gennemført som et interview. Godt en tredjedel
af besvarelserne fra de 15- og de 17-årige (hhv. 35 og 37 pct.) er
gennemført via interview.
Børn og unge med handicap og betydelig og varig nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne anbringes efter samme regler og para-
graffer i servicelovens kapitel 11 om særlig støtte til børn og unge,
som omsorgssvigtede børn anbringes efter. Samtidig bliver nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne ikke noteret i registreret som
selvstændig årsag for anbringelse i kommunernes indberetnings-
skemaer til Ankestyrelsens anbringelsesstatistik, men er samlet
med andre udslagsgivende årsager til anbringelse, hvor flere årsa-
ger til beslutning om anbringelse kan markeres. Det er derfor ikke
muligt at føre statistikker over, hvor mange børn og unge der har
et handicap eller en så nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne,
at de ikke vil kunne besvare et web-skema eller gennemføre et in-
terview. Efter udsendelse af breve til børnene og de unge blev SFI
efterfølgende kontaktet af en del forældre og anbringelsessteder,
der forklarede om børnenes og de unges funktionsevne, og dette
blev noteret som ’bortfald pga. handicap/funktionsnedsættelse’. Vi
har i alt noteret, at 273 af de kontaktede 2.539 børn og unge ikke
var i stand til selv at svare på en trivselsundersøgelse for anbragte
børn og unge. Det svarer til 11 pct. af stikprøven.
Tabel 1.1 viser stikprøvens størrelse og antal opnåede besvarel-
ser for de enkelte aldersgrupper. Da 13 pct. af stikprøven ikke
kunne interviewes (340 børn og unge), enten fordi de har et han-
dicap eller en funktionsnedsættelse, der gør, at de ikke kan gen-
nemføre et interview selv, eller fordi de ikke længere er anbragt,
reduceres den interviewbare del af stikprøven til 2.199 børn og
unge. Med 1.404 besvarelser er den samlede opnåelsesprocent
64 pct. Cirka hver fjerde (28 pct.) af de udtrukne børn og unge er
at finde i kategorien ’afslået deltagelse’. Størstedelen af dem er
børn og unge, der selv ikke har ønsket at deltage, mens forældre,
plejefamilier og institutioner også har afslået, at ’deres børn’ del-
tager i undersøgelsen.
ANVENDTE BAGGRUNDSVARIABLE I
UNDERSØGELSEN
Hele vejen gennem rapporten er der anvendt fire faste bag-
grundsvariable i analysen af undersøgelsesmaterialet: alder,
køn, anbringelsesform og anbringelsesvarighed. Vi opdeler i de
allerfleste tilfælde trivselsindikatorerne efter alder, dvs. at vi for
hver figur viser fordelingen over eller andelen af 11-, 13-, 15- og
17-årige (der kan være undtagelser, hvis der overhovedet ikke er
forskel på fordelingen af svarene over alder). Ligeledes opdeler
vi svarene for trivselsindikatorer på køn. Vi opdeler på alder og
køn, da mange almene udviklingsbetingelser, og her taler vi ikke
kun om anbragte børn og unge, men om børn og unge generelt,
er køns- og aldersbestemte. Det samlede mål for trivsel kan
således dække over meget forskellige niveauer af trivsel, enten
mellem piger og drenge, eller mellem de yngste på 11 år og de
ældste på 17 år. Der er stor forskel på rammerne for de forskel-
lige anbringelsesformer. Det er derfor naturligt at vise trivselsin-
TABEL 1.1
Oversigt over personer, opnåelse og bortfald i Trivselsundersøgelsen af anbragte børn og unge. Procent.
11 år
Stikprøve
Bortfald pga. handicap eller ikke længere anbragt
Interviewbar stikprøve
Interview eller web-besvarelse gennemført
Opnåelsesprocent
Bortfald pga. afslået deltagelse:
Afslået af barn/ung selv
Afslået af forældre
Afslået af institutionen
Afslået af plejefamilie
Almindeligt bortfald (ikke truffet, flyttet, på hospitalet, sprogvanskeligheder)
13
12
1
9
4
16
7
2
5
6
18
0
3
1
8
21
0
2
1
15
17
5
2
4
9
589
88
501
303
60
13 år
650
93
557
359
64
15 år
650
88
562
391
70
17 år
650
71
579
351
61
Total
2.539
340
2.199
1.404
64
Kilde: SFI’s Trivselsundersøgelse af anbragte børn og unge i 2014.
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0012.png
KAPITEL 1 |
BAGGRUND, DESIGN OG METODE
11
dikatorerne opdelt på familiepleje, døgninstitution, socialpædago-
gisk opholdssted, og ’andet sted’, som samler de få, der ikke kan
placeres i de andre kategorier. De største grupper under ’andet
sted’ er børn og unge på kost-/efterskoler og unge, der er anbragt
på eget værelse. Endelig har varighed af anbringelsen betydning
for trivslen. Børnene og de unge er blevet spurgt, hvor længe de
har boet på det sted, hvor de er anbragt på interviewtidspunktet.
De er ikke blevet bedt om at angive eksakte datoer, men blot
svare, hvorvidt de har boet på stedet mindre end 6 måneder, 6-12
måneder, 1 år, 2 år, 3 år, 4 år eller 5 år eller mere. Anbringelses-
varighed er i analyserne samlet til kategorierne: Op til 1 år, op til 3
år, op til 5 år og 5 år eller længere.
oplysninger er baseret på de baggrundsfaktorer, der findes i regi-
sterdata på Danmarks Statistik. I tabel 1.2 og 1.3 sammenligner
vi levevilkår og social baggrund for mødre til anbragte børn og
unge i 2014 fra kohorterne 1996, 1998, 2000 og 2002 med leve-
vilkår og social baggrund for mødre fra de samme fire kohorter,
men hvis børn ikke er anbragt uden for hjemmet.
Tabellerne er baseret på mødrenes sociale baggrund, da tidligere
undersøgelser har vist, at der ikke findes oplysninger om far for
en stor andel af de anbragte børn og unge (enten fordi der ikke er
registreret en far ved fødsel, eller fordi far er forsvundet ud af det
registrerede system på andre måder end ved dødsfald og flytning
til udlandet, se Lausten m.fl., 2013, hvor andelen af anbragte,
hvorom der ikke findes oplysninger om far, er på 16 pct.).
Blandt de anbragte børn og unge har en relativt stor andel (13
pct.) oplevet at miste en eller begge forældre pga. dødsfald, no-
get der kun overgår 2 pct. af de børn og unge, der ikke er eller har
været anbragt på noget tidspunkt.
Det eneste område, hvor der ikke er signifikant forskel mellem
den anbragte og den ikke-anbragte population af børn og unge,
er i forhold til etnisk oprindelse. Baseret på Danmarks Statistiks
opdeling på dansk oprindelse, indvandrer og efterkommer er 89
pct. af de fire kohorter af dansk oprindelse, 3-4 pct. er indvandret
til Danmark, mens 7-8 pct. er efterkommere af forældre, der er
indvandret eller flygtet til Danmark.
KONTEKST FOR ANALYSEN
Trivselsundersøgelsen blandt anbragte børn og unge skal ses
som et kærkomment supplement til de mange trivselsundersø-
gelser, der foretages blandt børn (se fx Martorano m.fl., 2014;
Ottosen m.fl., 2014, 2010; Rasmussen & Due, 2011), der oftest
ser på børnebefolkningen i al almindelighed, som ikke er udsat. Vi
kan nu med større sikkerhed udtale os om anbragte børns trivsel
uden at skulle tage det forbehold, at de undersøgelser, vi refere-
rer til, er undersøgelser af børnebefolkningen generelt.
Tidligere undersøgelser har vist, at levevilkår og social baggrund
for forældre til anbragte børn og unge er mere risikofyldt og
meget anderledes end levekår og social baggrund for forældre
generelt (se fx Egelund m.fl., 2008; Lausten m.fl., 2013). Disse
TABEL 1.2
Børn, der i 2011 har oplevet at miste en forælder pga. forælders død og børns etniske oprindelse opgjort efter, om barnet er an-
bragt uden for hjemmet eller ej i 2014. Procent.
Alle børn fra kohorterne 1996,
1998, 2000 og 2002, der ikke har
været anbragt
Andel børn, der har mistet en mor og/eller en far
Børnenes etniske oprindelse:
Etnisk dansk oprindelse
Indvandrer
Efterkommer
89
3
8
89
4
7
2
Alle børn fra kohorterne 1996,
1998, 2000 og 2002, der er eller
har været anbragt
13
Kilde: Registerdata på Danmarks Statistik, egne beregninger.
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0013.png
12
KAPITEL 1 |
BAGGRUND, DESIGN OG METODE
I forhold til mødres sociale baggrund har vi i tabel 1.3 mors
familieforhold, mors højeste uddannelsesniveau, mors tilknyt-
ning til arbejdsmarkedet og om mor lever i en husholdning,
hvor den samlede husstandsindkomst er lavere end 50 pct. af
medianindkomsten, hvilket vil sige, at de lever under fattig-
domsgrænsen.
Anbragte børns mødre bor i helt anderledes familieforhold end
mødre til børn, der ikke er anbragt. Hvor 66 pct. af de ikke-an-
bragte bor sammen med både far og mor, har kun 14 pct. af de
anbragte mor og far i samme hjem. Det vil bl.a. sige, at når an-
bragte børn er hjemme på samvær med mor, så er far der ikke.
Anbragte børns mødre er i langt højere grad enten samboende
med en anden partner end far (25 pct.) eller enlige (53 pct.).
Uddannelsesniveau og tilknytning til arbejdsmarkedet er de
faktorer, der oftest analyseres, når man taler om overdragelse
af kultur og klasse fra forældre til børn (se fx Olsen m.fl., 2014).
Når 61 pct. af mødre til anbragte ikke har højere uddannelse end
grundskole, og når 66 pct. af de anbragtes mødre står uden for
arbejdsmarkedet, står det i skærende kontrast til, at mødre i da-
gens Danmark står med et uddannelsesniveau og en tilknytning
til arbejdsmarkedet, der er på højde med mændenes. 76 pct. af
alle mødre til ikke-anbragte børn har en erhvervskompetence-
givende uddannelse (dvs. en erhvervsfaglig, kort videregående,
mellemlang videregående eller lang videregående uddannelse),
og 87 pct. af dem er tilknyttet arbejdsmarkedet (og kun 5 pct.
af dem er arbejdsløse). Der er altså en kraftig tendens til, at an-
bragte børn og unge ikke kommer fra hjem, hvor mor har en ud-
dannelse og er i beskæftigelse.
TABEL 1.3
Mødres sociale baggrund i 2011, fordelt på forskellige variable og opdelt efter, om barnet er anbragt uden for hjemmet eller ej i
2014. Procent.
Alle børn fra kohorterne 1996,
1998, 2000 og 2002, der ikke har
været anbragt
Mors familieforhold:
Kernefamilie (bor sammen med far)
Stedfamilie (bor sammen med en anden end far)
Enlig
Andet
Mors højeste uddannelsesniveau:
Manglende information
Grundskole
Gymnasial udd.
Erhvervsfaglig udd.
Kort videregående udd.
Mellemlang videregående udd.
Lang videregående udd.
Mors tilknytning til arbejdsmarkedet:
Uden for arbejdsmarkedet
Arbejdsløs
Lønmodtager
Selvstændig
Funktionær i øvrigt
Leder, overordnet funktionær
Andel mødre, der lever under fattigdomsgrænsen:
Antal observationer
Kilde: Registerdata på Danmarks Statistik, egne beregninger.
Alle børn fra kohorterne 1996,
1998 2000 og 2002, der er eller
har været anbragt
14
25
53
8
4
61
4
23
2
6
1
66
6
20
1
4
2
9
5.148
66
12
21
1
2
16
6
37
5
25
9
13
5
38
4
24
16
5
265.631
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0014.png
KAPITEL 1 |
BAGGRUND, DESIGN OG METODE
13
BORTFALDSANALYSE
I denne undersøgelse har vi tre typer af bortfald (tabel 1.1):
bortfald pga. handicap eller ikke længere anbragte, bortfald
pga. afslået deltagelse og bortfald pga. ikke truffet, flyttet eller
sprogvanskeligheder. Et sådan bortfald af forskellige grupper
kan selvfølgelig have indvirkning på undersøgelsens resultater,
hvorfor vi har lavet en bortfaldsanalyse. Analysen er gennemført
med udgangspunkt i registerdata fra Danmarks Statistik. Tabel
1.4 viser således, hvordan baggrundskarakteristika (de samme,
som vi har brugt i tabel 1.3) fordeler sig for børn og unge, der har
gennemført besvarelsen og for børn og unge i de tre grupper af
bortfald.
Der er ikke signifikante forskelle på baggrundskarakteristika mel-
lem grupperne af ’gennemførte besvarelser’, ’bortfald pga. afslået
deltagelse’ og ’almindeligt bortfald’. Oplysningerne fra interviewe-
ne er således repræsentative for gruppen af anbragte som helhed
på de baggrundsfaktorer, der er indgået i bortfaldsanalysen.
I forhold til gruppen af børn, der – på grund af handicap eller ikke
længere anbragt – ikke har deltaget i besvarelsen, er der signifikan-
te forskelle til de tre andre grupper. Mødrene har generelt et højere
uddannelsesniveau, er mere tilknyttet arbejdsmarkedet og lever i
højere grad end andre mødre til anbragte i kernefamilie sammen
med faren til barnet. Bortfaldet af besvarelse fra denne gruppe kan
derfor karakteriseres som skævt i forhold til baggrundskarakteri-
stika, men vi kan ikke afgøre, om dette skæve bortfald vil være kor-
releret med nogen spørgeskemavariable. Vi har valgt ikke at vægte
for et skævt bortfald i forhold til handicappede, da vi 1) ikke kan
korrigere korrekt (der er ingen statistikker, der siger, hvor mange
børn der er handicappede, endsige hvor mange handicappede børn
der er anbragt), og 2) ikke forventer, at svarene omkring trivsel i
TABEL 1.4
Mødres sociale baggrund fordelt på forskellige variable i 2011 opdelt efter, om barnet/den unge har gennemført besvarelsen eller
tilhører en af de tre grupper af bortfald: handicap, deltagelse afslået eller almindeligt bortfald. Procent.
Gennemførte
besvarelser
Mors familietype:
Kernefamilie (bor sammen med far)
Stedfamilie (bor sammen med en anden end far)
Enlig
Andet
Mors uddannelsesniveau:
Manglende information
Grundskole
Gymnasial udd.
Erhvervsfaglig udd.
Kort videregående udd.
Mellemlang videregående udd.
Lang videregående udd.
Mors tilknytning til arbejdsmarkedet:
Uden for arbejdsmarkedet
Arbejdsløs
Lønmodtager
Selvstændig
Funktionær i øvrigt
Leder, overordnet funktionær
Andel mødre, der lever under fattigdomsgrænsen:
Antal observationer
Kilde: Registerdata på Danmarks Statistik, egne beregninger.
Bortfald pga.
handicap,
ikke anbragte
Bortfald pga.
afslået
deltagelse
13
27
52
7
5
65
3
22
1
3
1
71
6
18
1
3
1
13
605
Almindeligt
bortfald
13
27
51
9
5
69
3
17
1
4
1
75
6
15
1
2
2
8
1.404
31
22
45
3
4
52
3
24
4
11
4
54
8
24
2
5
6
9
340
13
28
51
9
4
58
5
25
2
7
0
62
7
24
1
5
1
9
190
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0015.png
14
KAPITEL 1 |
BAGGRUND, DESIGN OG METODE
anbringelsen ville være anderledes fordelt for de handicappede
børn og unge end for de børn og unge, der har svaret.
webbaseret spørgeskema pga. handicap. Da anbragte med han-
dicap er mere tilbøjelige til at være anbragt på institution, er børn
og unge med institutionslignende anbringelser underrepræsente-
ret. Vi har ikke korrigeret for dette skæve bortfald, da der – som
nævnt – ikke findes statistikker over, hvor børn og unge med han-
dicap og/eller funktionsnedsættelse er anbragt. Man kan derfor
ikke foretage en korrekt korrektion.
ALDERSVÆGTEDE GENNEMSNIT
Den aldersstratificerede stikprøve, hvor der er udtrukket 650
fra hver af aldersgrupperne 11, 13, 15 og 17 år, indebærer, at de
yngre aldersgrupper er relativt overrepræsenterede, og de æl-
dre aldersgrupper er relativt underrepræsenterede i forhold til
den faktiske fordeling af anbragte børn og unge. Hvis trivslen for
yngre og ældre anbragte er væsentlig forskellig, vil et uvægtet
gennemsnit være misvisende. Vi har derfor valgt at aldersvægte
data som vist i tabel 1.5, således at materialet er repræsentativt
for hele populationen af anbragte 11-, 13-, 15- og 17-årige.
Ved at vise aldersvægtede gennemsnit antager vi, at der er for-
skel på besvarelserne over alder. Samtidig forudsætter vi, at de
børn og unge, der ikke har deltaget i undersøgelsen, ikke adskil-
ler sig væsentligt inden for den enkelte aldersgruppe. Med de
aldersvægtede gennemsnit, der er vist i alle figurer gennem hele
rapporten, kan vi derfor tillade os at tale om populationen af an-
bragte børn og unge generelt.
ANVENDTE STATISTISKE METODER
Trivselsundersøgelsen er baseret på deskriptive analyser og fi-
gurative sammenhænge. I deskriptive analyser antages der ofte
som udgangspunkt, at der ikke er forskel på fordeling af svar til et
spørgsmål mellem to grupper af børn, eller at der ikke er forskel
på andelen, der svarer noget bestemt, mellem de to grupper af
børn (nulhypotesen). En test for signifikans kan derfor bruges til
at undersøge, om data strider mod den hypotese. Signifikans-
tests gør det muligt at vurdere, om de fundne sammenhænge
og forskelle er rigtige, eller om det blot er udtryk for statistiske
tilfældigheder. Vi har gennem hele rapporten primært anvendt
chi-2 test og t-test.
Når vi har brugt chi-2 test, har vi testet sammenhængen mellem
Der er imidlertid selv efter vægtningen en overrepræsentation af
børn og unge i familiepleje, mens børn og unge på døgninstitu-
tion eller socialpædagogisk opholdssted er underrepræsenteret.
Dette skyldes sandsynligvis det skæve bortfald i forhold til børn
og unge, der ikke selv kan deltage i et interview eller besvare et
to skalavariable, fx anbragte børns ønsker til kontakt med sø-
skende og anbringelsesvarighed. Signifikansniveauet, der angiver
sandsynligheden for, om sammenhængene er tilfældige eller ej,
afhænger af antallet af kategorier i de anvendte variable og an-
tallet af personer i cellerne i de enkelte kategorier.
TABEL 1.5
Populationen af anbragte børn og unge ultimo 2013, stikprøvestørrelsen og den aldersvægtede omregningsfaktor.
Populationen, ultimo 2013
11 år
13 år
15 år
17 år
I alt
616
862
1.245
1.854
4.577
Stikprøven, feb. 2014
589
650
650
650
2.539
Vægt
0,58
0,74
1,06
1,58
Vægtet stikprøve-størrelse
341,7
478,2
690,6
1.028,5
2.359,0
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0016.png
KAPITEL 1 |
BAGGRUND, DESIGN OG METODE
15
T-test bruges, når vi vil sammenligne to middelværdier for to
grupper af børn, eksempelvis andelen, der ikke går til en fritidsak-
tivitet, for hhv. 11-årige og 15-årige.
nogle få anbragte børn og unge blandt de tilfældigt udvalgte til
Børn og unge i Danmark
undersøgelsen.
Vi ved fra tidligere forskning, at anbragte børns livsvilkår og hver-
Alle de sammenhænge og forskelligheder, der er kommenteret i
kapitlerne 1-10, er statistisk signifikante på et 5-procents-niveau,
hvilket sikrer, at det, vi fremhæver i rapporten, ikke kan siges at
være fremkommet blot på grund af statistiske tilfældigheder.
dagsliv på en række områder adskiller sig fra det liv, de fleste
børn har – det gælder ikke mindst for de børn, der bor på en insti-
tution (se fx Egelund, 2010). For at kunne sætte lidt flere ord på,
hvordan anbragte børn trives i hverdagen, har vi til denne under-
søgelse talt med seks drenge og piger på 11, 13 og 15 år, der alle
bor på en døgninstitution. Vi talte med dem om udvalgte temaer,
som denne spørgeskemaundersøgelse belyser, bl.a. om deres
oplevelser af medbestemmelse, deres fremtidsforventninger og
eventuelle erfaringer med skift i anbringelsesforløbet. Hensigten
med disse samtaler har ikke været at gennemføre en egentlig
kvalitativ undersøgelse, men snarere at opnå en uddybende ind-
sigt om disse problemstillinger, set fra børns eget perspektiv. I
formidlingen af resultaterne fra spørgeskemaundersøgelsen, har
vi visse steder illustrerende valgt at inddrage citater fra samta-
lerne med børnene.
PERSPEKTIVERING AF DE KVANTITATIVE
UNDERSØGELSESFUND
For at vurdere, om niveauet for trivsel blandt anbragte børn og
unge på de forskellige målte områder er højt eller lavt, kan det
være hensigtsmæssigt med et sammenligningsgrundlag. Til det-
te formål inddrager vi data fra panelundersøgelsen
Børn og unge
i Danmark
(Ottosen m.fl., 2014, 2010), der løbende indsamler
viden om velfærd og trivsel blandt ca. 7.600 tilfældigt udvalgte
børn og unge i aldersgrupperne 3, 7, 11, 15 og 19 år. En del af de
trivselsindikatorer, som indgår denne trivselsundersøgelse, har
også været anvendt i
Børn og unge i Danmark.
Ved at bringe disse
to undersøgelser sammen har vi mulighed for at sammenligne
forholdene for anbragte og ikke-anbragte på 11 og 15 år. De data,
som anvendes fra
Børn og unge i Danmark,
er indsamlet i foråret
2013 (Ottosen m.fl., 2014). Når vi gennem rapportens kapitler
refererer til ikke-anbragte eller børn i al almindelighed, er det
således data for 11- og 15-årige fra
Børn og unge i Danmark,
der
refereres til. De omtales som ikke-anbragte, uagtet at der også er
RAPPORTENS DISPOSITION
Rapporten består af ni kapitler, der svarer til de otte temaer,
beskrevet ovenfor, som følger servicelovens formålsparagraf,
og et niende tema, der i denne rapport fokuserer på kontinuitet,
skift og sammenbrud i anbringelsen. Det er intentionen, at der for
hver temperaturmåling af trivslen blandt anbragte vil være et nyt
særligt tema, der behandles ved siden af de faste otte temaer.
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0017.png
16
KAPITEL 2 |
BØRNS TRIVSEL PÅ ANBRINGELSESSTEDET
KAPITEL 2
BØRNS TRIVSEL PÅ
ANBRINGELSESSTEDET
INDLEDNING
Dette kapitel sætter fokus på, hvordan anbragte 11-17-årige børn
trives med deres aktuelle anbringelsessted, som er det sted,
der må betragtes som det væsentligste omsorgsmiljø for dem i
hverdagen. Vi belyser dette gennem fire temaer: Først følger en
generel beskrivelse af, hvilke anbringelsessteder børn og unge
bor på, herunder bl.a., hvor lang tid de har været anbragt på ste-
det. Det andet tema handler om den sociale, dannelsesmæssige
og emotionelle støtte, som børnene oplever at få fra de voksne
på deres anbringelsessted. Det tredje tema retter fokus på børn
og unges oplevelser af forekomst af konflikter og sanktioner på
anbringelsesstedet, mens det fjerde og sidste tema belyser, i hvil-
ken udstrækning børn og unge forbinder deres anbringelsessted
med hjemlighed og harmoni. Kapitlets sidste del belyser ud fra et
udvalg af undersøgelsens trivselsindikatorer, om anbragte børns
hverdagsliv på og trivsel med deres anbringelsessted adskiller sig
fra eller ligner de forhold, som børn, der ikke er anbragt, oplever
at have i familien.
ANBRINGELSESFORMER OG VARIGHED
BØRNS ANBRINGELSESSTEDER
Et flertal af de 11-, 13-, 15- og 17-årige, der deltager i undersøgel-
sen, er anbragt i familierelaterede og ikke-familierelaterede pleje-
familier, jf. figur 2.1. Således er 60 pct. anbragt i familiepleje, mens
18 pct. er anbragt på en døgninstitution. 13 pct. bor på et social-
pædagogisk opholdssted. Endelig er 9 pct. anbragt andre steder
– det vil sige på kostskoler, efterskoler eller på eget værelse/hybel.
Denne fordeling (hvor der er korrigeret for stikprøvens alderssam-
mensætning) afviger noget fra Ankestyrelsens anbringelsesstati-
stik, der bl.a. har registerbaserede informationer om alle anbragte
børns anbringelsessteder (www.ast.dk). Ved udgangen af 2013 var
det iflg. registeroplysningerne knap halvdelen (46 pct.) af de an-
bragte børn og unge i de fire aldersgrupper, der boede i en plejefa-
milie, mens de øvrige boede andetsteds, dvs. på en døgninstitution
(21 pct.), et socialpædagogisk opholdssted (19 pct.) eller andre
steder (14 pct.). Forskellen mellem spørgeskemaundersøgelsen
og de registerbaserede informationer kan med stor sandsynlighed
ANVENDTE TRIVSELSINDIKATORER
Børns anbringelsessteder
Eget værelse
Voksnes støtte til børn
Hjælp til skolearbejdet af voksne på anbringelsesstedet
Social og kulturel overføring fra voksne til børn på anbringelsesstedet
Social støtte fra voksne til børn på anbringelsesstedet
Oplevelse af, at de voksne på stedet holder af én
Konflikter og sanktioner
Børns konflikter med voksne på anbringelsesstedet
Erfaringer med at få frataget sin mobil som straf
Erfaringer med at blive udsat for overgreb af voksne på anbringelsesstedet
Hjemlighed og harmoni
Oplevelse af at føle sig hjemme på anbringelsesstedet
Oplevelse af at have tilstrækkeligt med privatliv
Oplevelse af at føle sig tryg på anbringelsesstedet
Oplevelse af harmoni på anbringelsesstedet
Oplevelse af at have det godt med at bo på anbringelsesstedet
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0018.png
KAPITEL 2 |
BØRNS TRIVSEL PÅ ANBRINGELSESSTEDET
17
forklares som en bortfaldsproblematik, dvs. at en del af de børn og
unge, som blev udvalgt til undersøgelsen, men fravalgte at delta-
ge, er anbragt andre steder end i en plejefamilie, jf. også kapitel 1.
18 pct. af børnene og de unge har været anbragt det samme sted
i under 1 år, 40 pct. har været anbragt det samme sted i 1 til 5 år,
mens de resterende 42 pct. har været anbragt det samme sted i
5 år eller mere. For halvdelen af de undersøgte børn og unge gæl-
der det, at deres nuværende anbringelsessted er det første sted,
de har været anbragt (48 pct.), 32 pct. har været anbragt ét andet
sted, mens 20 pct. har været anbragt to eller flere steder (ikke
vist i figurform). Det ses af figur 2.1, at det især er de 11-årige, der
bor i plejefamilie (79 pct.). Med stigende alder kommer de andre
anbringelsesformer til. Det er således kun 47 pct. af de 17-årige,
der bor i plejefamilie; de er relativt hyppigere anbragt et ’andet
sted’, fx på efterskoler, kostskoler eller på eget værelse.
Det fremgår ligeledes af figur 2.1, at der ikke er en nævneværdig
kønsforskel henover de forskellige typer anbringelsesformer. Til
gengæld er der en tydelig differentiering i anbringelsesvarighe-
den. Kun 27 pct. af dem, der har været anbragt i under 1 år, er
anbragt i en plejefamilie, mens de familieplejeanbragte udgør
hele 84 pct. af dem, der har været anbragt samme sted i 5 år el-
ler mere. Grunden til denne forskel kan bero på, at de familieple-
jeanbragte er blevet anbragt i en tidligere alder. Denne antagelse
understøttes af, at de, der er anbragt i familiepleje, har en lavere
alder ved første anbringelse set i forhold til børn i andre anbrin-
gelsesformer. For eksempel var 59 pct. af de familieplejeanbragte
børn i førskolealderen, da de blev anbragt første gang, mens det
tilsvarende kun gælder for 25 pct. af de børn og unge, der er an-
bragt på en døgninstitution. Vi vender tilbage til problemstillingen
om kontinuitet og skift i børns anbringelsesforløb i kapitel 10.
Disse variationer, som vi finder mellem familieplejeanbragte og
institutionsanbragte børn, peger hen mod, at det kan være for-
skellige omstændigheder, der fører til, at et barn placeres i en
plejefamilie hhv. på en institution. Det har vi søgt at belyse med
afsæt i Ankestyrelsens anbringelsesregister, der indsamler admi-
nistrative informationer om, hvad der er udslagsgivende forhold
for beslutningen om, at børn og unge anbringes. Vi har udtrukket
den sidst gældende beslutning for hvert barn eller ung, der er re-
gistreret i Ankestyrelsens anbringelsesdata fra 2006-2014. Vores
beregningsgrundlag er baseret på 10.602 beslutninger, som vi har
opdelt efter, om barnet eller den unge er anbragt i en familiepleje,
på en institution (døgninstitution eller socialpædagogisk opholds-
sted) eller er anbragt et ‘andet sted’. Opgørelsen er således base-
ret på alle anbragte børn og unge og ikke kun på de 11-17-årige,
som har deltaget i den aktuelle spørgeskemaundersøgelse. Vi
fokuserer her på forskelle og ligheder mellem anbragte i en fami-
liepleje hhv. på en institution.
F I G . 2 . 1 :
Anbragte 11-17-årige, fordelt efter anbringelsesformer.
Fordelt på baggrundsforhold. Procent
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Drenge
Piger
Anbringelsesvarighed
Op
til
et år
2
til
3 år
4
til
5 år
5 år eller mere
Familiepleje
Socialpæd. oph.
Døgninstitution
Andet sted
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0019.png
18
KAPITEL 2 |
BØRNS TRIVSEL PÅ ANBRINGELSESSTEDET
Figur 2.2 belyser andele beslutninger, hvor forhold hos barnet
selv har været udslagsgivende for anbringelsen. Det ses, at bar-
net i et noget eller betydeligt større omfang er anbragt på en
institution frem for i en familiepleje, hvis barnet har udadreage-
rende adfærd, skoleproblemer, problemer med fritid og venner,
selvskadende adfærd, er udviklingsforstyrret, kriminel, har mis-
brugsproblemer, er udviklingshæmmet, har en fysisk funktions-
nedsættelse eller er sindslidende. Børn og unge med indadrea-
gerende adfærds- eller tilpasningsproblemer (fx emotionelle
problemer) er lidt hyppigere anbragt i en familiepleje. Opgørelsen
tyder som helhed på, at der blandt de institutionsanbragte børn
hyppigere er en ophobning af problembelastninger, der formo-
dentlig antages at kunne blive håndteret bedst i et behandlings-
orienteret institutionsmiljø, hvor der er professionelle voksne.
Figur 2.3 viser andele anbringelsesbeslutninger, hvor forhold hos
barnets forældre eller forhold i hjemmet har været udslagsgiven-
de. Her ses, at børn hyppigere er anbragt i en plejefamilie frem for
på en institution, hvis forældrene har givet barnet utilstrækkelig
omsorg (eller der har været groft omsorgssvigt), hvis forældrene
har problemer med misbrug, er sindslidende eller udviklings-
hæmmede, eller hvis den fysiske sundhedstilstand i hjemmet har
været dårlig. Anbringelser i familiepleje frem for på en institution
kan således i vid udstrækning henføres til forældres manglende
mulighed for eller evne til at tage sig forsvarligt af børnene, uden
at der nødvendigvis er noget galt med barnet selv. En anbringelse
i en plejefamilie synes således at afspejle en opfattelse af, at en
plejefamilie kan give barnet en kompenserende stabil opvækst-
ramme i et familielignende omsorgsmiljø.
F I G . 2 . 2 :
Udslagsgivende årsager
til
anbringelser af børn og
unge. Fordelt på familiepleje og institutions-
anbringelse. Forhold hos barnet. Procent
0
Udadreagerende adfærd
Skoleproblemer
Andre forhold hos barnet
Problemer med fritid,
venskaber, netværk mv.
Indadreagerende adfærd
Ingen udslagsg. forhold
hos barnet
Selvskad., opmærksom-
hedssøgende adfærd
Sundhedsforhold,
helbred iø
Udviklingsforstyrrelse
(autisme, ADHD mv.)
Kriminel adfærd iø
Misbrug
Udviklingshæmning
Sprogproblemer
Manglende familie-
relationer, gadebarn
Fysisk funktions-
nedsættelse
Sindslidelse
Uledsaget
flygtningebarn
Ungdomssanktion
3
19
3
14
3
7
4
4
4
4
2
5
1
6
1
4
0
2
7
10
23
16
14
6
20
21
34
28
20
18
29
23
18
28
F I G . 2 . 3 :
Udslagsgivende årsager
til
anbringelser af børn og
unge. Fordelt på familiepleje og institutions-
anbringelse. Forhold hos forældrene. Procent
70
Utilstrækkelig omsorg
Andre forhold hos forældre
Voldsom disharmoni
i hjemmet
Misbrug hos forældrene
Sindslidelser hos
forældrene
Ingen udslagsg. forhold
hos forældre
Grove omsorgssvigt
Vold/trusler mod barnet
Fysisk dårlige sundheds-
forhold i hjemmet
Udviklingshæmning
hos forældrene
Alvorlig sygdom/dødsfald
i hjemmet iø.
Anden kriminel adfærd
i hjemmet
Fysisk funktionsnedsættelse
hos forældrene
Seksuelle overgreb, incest
Forældre afgået ved døden
(forældreløs)
Anbringelse mhp.
på bortadoption
2
4
3
3
3
3
1
2
2
2
1
1
0
5
8
2
20
13
7
9
11
11
25
11
24
10
34
33
28
30
10
20
30
26
40
50
44
60
0
10
20
30
40
42
50
60
70
68
Familieplejeanbragt
Institutionsanbragt
Familieplejeanbragt
Institutionsanbragt
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0020.png
KAPITEL 2 |
BØRNS TRIVSEL PÅ ANBRINGELSESSTEDET
19
Selvom der blandt de familieplejeanbragte børn og unge også
forekommer anbringelsesbeslutninger, som er begrundet i barnets
individuelle forhold, er de her fremhævede variationer væsentlige
at holde sig in mente, når vi i det følgende beskriver trivselsbilledet
blandt børn og unge, der bor under forskellige anbringelsesformer.
FYSISKE RAMMER PÅ ANBRINGELSESSTEDET: EGET VÆRELSE
VOKSNES STØTTE TIL BØRN
De voksne omsorgspersoner på barnets anbringelsessted skal på
forskellig vis kompensere for de forældreressourcer, som børn
i almindelighed har til rådighed, men som ikke er tilgængelige
for et barn, der er blevet anbragt uden for hjemmet. At udøve en
omsorgs- eller forældrerolle, der fremmer et barns fysiske, fø-
lelsesmæssige, sociale og intellektuelle udvikling, rummer flere
dimensioner og kan udfoldes gennem forskellige opdragelsesstile
og typer af praksis i dagligheden. I dette afsnit belyser vi ved
hjælp af fire indikatorer, om barnet oplever at kunne hente støtte,
der kan fremme den intellektuelle udvikling (konkret i form af
lektiehjælp og bredere i form af dannelse), om det kan hente
social støtte, og endelig om det oplever, at de voksne på stedet
holder af det.
HJÆLP TIL SKOLEARBEJDET
Som en indikator på de fysiske rammer for de anbragte børns
hverdag på anbringelsesstedet har vi valgt at se på, hvor mange
der har eget værelse, og hvor mange der ikke har. At have et sted,
man kan kalde ens eget, kan skabe forudsætninger for, at barnet
kan have et privatliv og styrke oplevelsen af hjemlighed.
Vores data viser, jf. figur 2.4, at det er meget få børn og unge,
der ikke har eget værelse. Kun 31 af de 1.398, der har svaret på
spørgsmålet, har oplyst, at de ikke har deres eget værelse, og det
svarer til lidt over 2 pct. Figuren viser, at de, der er anbragt ’andet
sted’ – og som overvejende er ældre – hyppigere end andre an-
bragte ikke har eget værelse (12 pct. – svarende til 14 af de 121
personer, der befinder sig i denne kategori (korrigeret for alder).
Det er imidlertid ikke så mærkeligt, idet kategorien bl.a. indbefat-
ter kost- og efterskoler, hvor det ikke nødvendigvis er meningen,
at man skal have eget værelse. På disse steder kan det være filo-
sofien, at eleverne skal opbygge sociale kompetencer ved at dele
rum med de andre medstuderende.
En meget konkret form for hjælp, som kan støtte børns intellek-
tuelle eller kognitive udvikling, er hjælpen med lektier. Vi spurgte
undersøgelsens børn og unge, om anbringelsesstedets voksne
hjalp dem med skolearbejdet. Mange skolebørn har i større el-
ler mindre udstrækning brug for hjælp til lektierne. Det er dog
ikke altid, at de voksne omkring et barn kan hjælpe så meget, de
gerne ville, fordi det faglige niveau på særligt skolens sidste trin
kan overstige omsorgspersonernes formåen. Samtidig har elever,
der er meget dygtige, måske slet ikke behov for hjælp. Derfor er
det ikke entydigt, hvordan man skal fortolke det, hvis børn aldrig
får hjælp til skolearbejdet.
F I G . 2 . 4 :
Andelen af de 11-17-årige børn og unge, der ikke har
eget værelse. Fordelt på alder og anbringelsesform.
Procent
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
2
4
6
8
10
12
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0021.png
20
KAPITEL 2 |
BØRNS TRIVSEL PÅ ANBRINGELSESSTEDET
Figur 2.5 viser børnenes besvarelser henover alder og anbringel-
sesform. Som helhed er det knap halvdelen af børnene, der altid
oplever at kunne få hjælp, og yderligere godt 20 pct., der siger,
at de ofte får hjælp. 32 pct. af børnene og de unge oplyser, at
de sjældnere eller aldrig får hjælp. Figuren viser, at de voksnes
støtte til lektierne falder med børnenes stigende alder. Familie-
plejeanbragte børn – som jo også hyppigere er yngre end børn og
unge i andre anbringelsesformer – oplever hyppigere end andre
anbragte børn og unge at få hjælp til lektierne.
SOCIAL OG KULTUREL OVERFØRING
jf. figur 2.6, at de befinder sig i et miljø med en meget stærk for-
midling af politisk/kulturelle værdier, mens 31 pct. befinder sig på
steder, hvor denne overføring er meget svag. De øvrige befinder
sig i mellemområdet. Figur 2.6 viser videre, at der er en nævne-
værdig forskel på, hvor stor overføringen er i familiepleje i forhold
til døgninstitutionerne og de socialpædagogiske opholdssteder.
I plejefamilierne oplever 32 pct. af de unge en meget høj overfø-
ring, mens det samme gælder for 15 pct. af de døgninstitutionelt
anbragte og 19 pct. af de, der er anbragt i socialpædagogiske
opholdssteder. Der ses altså en forskel på de voksnes overførsel
af politisk-kulturel kapital, idet de voksne i plejefamilier hyppigere
taler om politiske og kulturelle emner med de anbragte børn i
forhold til dem, der har ansvar for børn og unge, som er anbragt
under andre former.
SOCIAL STØTTE TIL BØRN OG UNGE
En ting er den konkrete hjælp til skolearbejdet, noget andet er,
om de voksne på anbringelsesstedet i bredere forstand bidrager
til udvikling af den dannelse og omverdensforståelse, som på sigt
giver børn og unge mennesker forudsætninger for at begå sig i
samfundslivet.
Formidlingen af social og kulturel kapital fra voksne til unge er
blevet belyst ved spørgsmål til de 15- og 17-årige om, hvor tit,
det sker, at ”de voksne på stedet diskuterer politiske eller sociale
emner med dig” og ”de voksne diskuterer bøger, film eller fjern-
synsprogrammer med dig”. Vi taler om en meget høj overføring af
politisk/kulturel forståelse og viden, hvis de unge har svaret, at
den slags emner bliver diskuteret dagligt eller i det mindste flere
gange om ugen. Omvendt taler vi om en meget svag overføring,
hvis sådanne emner meget sjældent (dvs. ikke hver måned) bliver
diskuteret med de voksne på stedet. 26 pct. af de unge oplyser,
En måde at vurdere kvaliteten af relationen mellem barn og
voksne på er ved at undersøge, om barnet eller den unge oplever
at kunne bruge de voksne på anbringelsesstedet som ressource-
personer eller social støtte, hvis barnet eller den unge har brug
for hjælp. Inspireret af andre undersøgelser belyste vi denne
dimension for de 11-17-årige ved at bede dem tage stilling til tre
udsagn:
”Du kan regne med, at de voksne her på stedet lytter til dig”
”Du kan gå til de voksne her på stedet for at få et råd”
”Du kan regne med hjælp fra de voksne her på stedet, hvis du
har et problem.”
F I G . 2 . 5 :
Andelen af anbragte 11-17-årige, der angiver at få
hjælp
til
skolearbejde. Fordelt på alder og anbringelses-
form. Procemt
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
10
20
30
40
50
60
70
80
90 100
F I G . 2 . 6 :
Social og kulturel overførsel blandt anbragte 15-17-
årige. Fordelt på alder og anbringelsesform. Procent
0
I alt pct.
10
20
30
40
50
60
70
80
90 100
Alder
15 år
17 år
Anbringelsesform
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Altid
Ofte
Sjældnere
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Meget høj overf.
Ret svag overf.
Høj overføring
Meget svag overf.
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0022.png
KAPITEL 2 |
BØRNS TRIVSEL PÅ ANBRINGELSESSTEDET
21
Besvarelserne på de tre udsagn er ved hjælp af et pointsystem
blevet samlet i én indeksvariabel, som måler dimensionen ’social
støtte’. Fordelingerne fremgår af figur 2.7, som viser, at over halv-
delen af de anbragte børn og unge mener, at de altid ville kunne
gå til de voksne for at få råd eller støtte, hvis de skulle få brug
for det. Denne tendens varierer ikke nævneværdigt for de for-
skellige aldre, men blandt de ældste anbragte ses dog en noget
højere andel, der aldrig mener at kunne få nogen støtte (27 pct.)
sammenlignet med den yngste aldersgruppe (16 pct.). Der kan
imidlertid iagttages en betydelig forskel mellem de forskellige
anbringelsesformer, idet 12 pct. af de plejefamilieanbragte børn
og unge svarer, at de sjældent eller aldrig kan få social støtte af
de voksne, mens det samme gælder for hele 47 pct. af de døgn-
institutionelt anbragte, for 37 pct. af de, der er anbragt på social-
pædagogisk opholdssted, og for halvdelen af dem, der er anbragt
et ‘andet sted’.
AT BLIVE HOLDT AF DE VOKSNE PÅ ANBRINGELSESSTEDET
Vi spurgte børnene, om de oplevede, at der er voksne på stedet,
der holder af dem. Det må, jf. figur 2.8, betragtes som et meget
positivt resultat, at 74 pct. af de anbragte børn og unge har op-
levelsen af, at der altid er voksne på anbringelsesstedet, som
holder af dem, og yderligere 15 pct., som svarer, at de ofte føler
sig holdt af. Kun 11 pct. har oplevelsen af, at de voksne på stedet
sjældent eller aldrig holder af dem.
At dømme ud fra besvarelserne er tendensen, at plejefamilierne
er med til at skabe nogle rammer, hvor de anbragte i højere grad
føler, at de bliver holdt af. Således svarer hele 87 pct. af de ple-
jefamilieanbragte, at de altid føler, at de voksne holder af dem,
mens andelen af de døgninstitutionsanbragte og de anbragte
på socialpædagogiske opholdssteder, der svarer det samme, er
henholdsvis 46 og 56 pct. (jf. figur 2.8). De, der ikke er anbragt i
familiepleje, er med andre ord mere forbeholdne overfor at svare
”altid” på spørgsmålet, men det er på den anden side positivt, at
kun omkring hver femte har svaret, at de sjældnere oplever, at de
voksne holder af dem.
Det er normalt, at forældre elsker deres børn, og at disse også
føler sig elsket af forældrene. Det er vigtigt for børns emotionelle
udvikling og for deres evne til at danne relationer, at de modtager
kærlighed og omsorg, og at de bliver set som den, de er. Men kan
børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, forvente, at de
voksne på anbringelsesstedet skal elske eller holde af dem? Til
syvende og sidst står de voksne – og sikkert især på døgninstitu-
tionerne – i et professionelt forhold til børnene.
KONFLIKTER OG SANKTIONER
KONFLIKTER
At leve i et miljø, hvor stemningen er spændt, eller hvor der ofte
er udtalte konflikter, belaster alt andet lige tilværelsen, uanset
om man er et barn eller en voksen, og uanset om man bor i en
familie, på et anbringelsessted eller et helt tredje sted. For at
F I G . 2 . 7 :
Anbragte 11-17-årige, der oplever at få social støtte af
voksne på anbringelsesstedet. Fordelt på alder og
anbringelsesform. Procent
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Sjældnere
Næsten altid
Altid
10
20
30
40
50
60
70
80
90 100
F I G . 2 . 8 :
Anbragte 11-17-årige, der oplever, at de voksne på
anbringelsesstedet holder af dem. Fordelt på alder og
anbringelsesform. Procent
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Altid
Ofte
Sjældnere
10
20
30
40
50
60
70
80
90 100
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0023.png
22
KAPITEL 2 |
BØRNS TRIVSEL PÅ ANBRINGELSESSTEDET
indkredse om anbragte børn og unge lever med sådanne belast-
ninger i hverdagen, spurgte vi dem om, hvor hyppigt de havde
konflikter med de voksne på anbringelsesstedet, jf. figur 2.9.
Som helhed er det 13 pct. af de anbragte børn og unge, der rap-
porterer, at de lever i et miljø, hvor der er et meget højt konfliktni-
veau mellem dem og de voksne, og yderligere 13 pct., der oplyser,
at konfliktniveauet er højt. Det vil sige, at hver fjerde anbragte
tit oplever, at der er konflikter med voksne. Det er derudover
bemærkelsesværdigt, at den begyndende selvstændiggørelse
i teenagealderen ikke betyder, at konfliktniveauet bliver højere.
Når konfliktniveauet undersøges i forhold til køn, er tendensen, at
piger lidt hyppigere end drenge oplever konflikter med de voksne.
Det ses videre, at børn og unge på døgninstitutioner og socialpæ-
dagogiske opholdssteder i et noget større omfang end børn i ple-
jefamilier er eksponerede for hyppige konflikter med de voksne.
STRAF – MOBILEN SOM EKSEMPEL
For 23 pct. af de anbragte unge gælder det, jf. figur 2.10, at de
flere gange har fået taget deres mobil eller lignende som straf
for en foreteelse, mens yderligere 15 pct. har oplevet det en
enkelt gang. 60 pct. har aldrig oplevet noget sådant. Der ses en
tendens til, at især døgninstitutionerne benytter sig af denne
sanktionsmetode, idet 34 pct. af de adspurgte børn og unge flere
gange har oplevet en sådan sanktion.
Det er ud fra spørgeskemaundersøgelsen ikke nemt at vurdere,
hvad der kan ligge bag, når en ung anbragt får frataget sin mobil
af en voksen. Set fra et hverdagslivsperspektiv er der kvalitativ
forskel på, om fratagelsen af mobilen sker som en vilkårlig straf
for en foreteelse, der ikke har med telefonen at gøre; om telefo-
nen bliver taget, fordi den unge har forbrudt sig mod regler om
mobilbrug (fx SMS’et under måltidet); eller om den unge føler
det som en straf, at mobilen bliver taget, selvom hensigten med
fratagelsen er en helt anden. Set fra et socialpolitisk perspektiv
berører spørgsmålet om fratagelsen af mobilen desuden også
det juridisk meget komplekse tema om professionelle voksnes
udøvelse af magtanvendelse over for anbragte børn og unge.
Denne undersøgelse har hverken til hensigt eller mulighed for at
afdække disse komplekse processer.
De samtaler, vi har haft med institutionsanbragte børn, efter-
lader dels indtryk af, at problemstillingen om mobiltelefonen
er et varmt emne. Dels kæder de også spørgsmålet om brug af
mobilen sammen med, at der kan være rigtigt mange husregler
Under problemstillingen om konflikter har vi også interesseret os
for, i hvilken udstrækning unge udsættes for straf og sanktioner.
Dette tema kan indkredses på mange måder, men vi har her valgt
at bruge fratagelse af unges ejendom som eksempel. Mange
unge har et meget nært forhold til deres elektroniske grej, fx
deres mobiltelefon, og kan opleve det som indgribende, hvis det
bliver taget fra dem. Derfor blev de 15- og 17-årige spurgt, om de
havde været ude for, at voksne på anbringelsesstedet havde taget
deres mobil, tablet, pc eller lignende fra dem for at straffe dem.
F I G . 2 . 9
: Anbragte 11-17-åriges konfliktniveau med voksne.
Fordelt på baggrundsforhold. Procent
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Meget svagere niveau
Højt konfl.niv.
Svagere konfl.niv.
Meget højt konfl.niv.
10
20
30
40
50
60
70
80
90 100
F I G . 2 . 1 0 :
Anbragte 15-17-årige, der har fået taget deres mobil
mv. som straf. Fordelt på alder og anbringelsesform.
Procent
0
I alt pct.
10
20
30
40
50
60
70
80
90 100
Alder
15 år
17 år
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Ja, en gang
Ja,
flere
gange
Nej, aldrig
Ved ikke
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0024.png
KAPITEL 2 |
BØRNS TRIVSEL PÅ ANBRINGELSESSTEDET
23
på et anbringelsessted. Børnene skal fx spørge om lov til at spille
computer og bede om lov til at se fjernsyn. Der er også faste reg-
ler om sengetider, som nogle børn ikke synes er helt retfærdige.
Reglerne omfatter fx også bestemmelser om, hvad der må – og
ikke må – være på børnenes værelser efter sengetid. Nogle børn
fortæller, at personalet på deres anbringelsessted tager børne-
nes mobiltelefoner og tablets fra dem om aftenen:
De er bange for, at børnene skriver til hinanden og siger ”skal vi
lige gå udenfor i nat?” og alt muligt. Det er de bange for, og så
er de også bange for, at vi ikke kan falde ordentligt i søvn, hvis vi
ligger og ser på Youtube eller et eller andet hele natten. Og så
slukker de også nettet om natten. Nogle gange synes jeg, det er
træls. For så kan jeg ikke få lov at have NOGET på mit værelse.
I nogle tilfælde bliver børnenes mobiler således deponeret ud fra
et hensyn, der ifølge børnene selv udspringer af behovet for både
at kontrollere og beskytte børnene. Nogle børn giver udtryk for,
at det er irriterende, bl.a. fordi de så er henvist til at ligge og kigge
ud i luften. Andre børn kan imidlertid godt se pointen, som denne
13-årige dreng, der for tiden var inde i en dårlig søvnrytme:
Dreng: Nogle gange kan jeg bare ikke sove, og det er noget, jeg
har vænnet mig til, at jeg er sent vågen. Det er noget, jeg har
vænnet mig til, og det er en dårlig vane, synes jeg, fordi jeg er
mega træt i skolen. Og så får jeg sovet om dagen, og så kan
jeg ikke sove om aftenen.
Interviewer: Men du ligger og kigger på din telefon på Youtube
(om natten) – tror du ikke, det er bedre, du lader den ligge?
Dreng: Det kan jeg ikke. Så, ja … Det er måske en god idé, hvis
de tager den (telefonen) fra mig.
Børnene kan imidlertid også fortælle om episoder, hvor mobilerne
bliver taget fra dem som vilkårlig straf. Her en pige, der få dage,
før vi talte med hende, havde været involveret i en konflikt med
de voksne:
Pige: Det var i tirsdags, tror jeg, hvor mig og min veninde, vi var
sure på de voksne. Så diskuterede vi. Så tog de vores telefoner.
Så kunne vi ikke få dem i – jeg ved det ikke – 2 timer, tror jeg.
Interviewer: Hvorfor tog de dem?
Pige: Ved det ikke.
Interviewer: Var det, fordi I havde gjort noget med telefo-
nerne, de ikke ville have?
Pige: Næ.
OVERGREB FRA VOKSNE
Vi har i forlængelse af spørgsmålet om straf også søgt at belyse,
om anbragte børn har oplevet at blive udsat for fysiske overgreb
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0025.png
24
KAPITEL 2 |
BØRNS TRIVSEL PÅ ANBRINGELSESSTEDET
af de voksne på deres anbringelsessted. Vi spurgte de 15- og
17-årige – med henvisning til det aktuelle anbringelsessted – om
de unge havde oplevet at blive slået eller blive udsat for anden
form for vold af voksne. Som det fremgår af figur 2.11, er udsat-
heden for vold relativ lav, idet i alt 7 pct. af de unge oplyser, at de
har været udsat for vold, heraf har 3 pct. erfaret det flere gange.
Niveauet svarer nogenlunde til, hvad andre undersøgelser om
voksnes vold mod børn har vist (Ottosen m.fl., 2014, 2010), jf.
også nedenfor. Undersøgelsen finder ikke en kønsforskel i fore-
komsten; til gengæld er der tegn på, at anbringelsesformen spil-
ler ind, idet unge anbragte på døgninstitutioner i noget hyppigere
omfang end unge i plejefamilier har oplevet at blive udsat for vold
af voksne.
Vi har også spurgt, om de unge har haft erfaringer med at blive
presset eller tvunget til noget seksuelt af voksne på anbringel-
sesstedet. Af de respondenter, der har haft mulighed for at svare
på, om de har været udsat for seksuel tvang, har 1 pct. besvaret
bekræftende på dette spørgsmål. Ifølge vores alderskorrigerede
opgørelser svarer det til, at 7 ud af 795 har svaret ”Ja, én gang”,
mens 2 har svaret ”Ja, flere gange”.
trolighed, tæthed og tilhørsforhold (Ottosen, 2009). Spørgsmålet
er, om et anbringelsessted opleves som et hjem for barnet? På
den ene side er der en tradition for at tænke anbringelsessteder
ind i et hjemlighedsunivers – jf. at det før i tiden hed ’børnehjem’;
på den anden side forekommer der at være et indbygget mod-
sætningsforhold mellem et hjem og en institution.
Vi spurgte deltagerne i undersøgelsen om, hvor godt de følte
sig hjemme på deres aktuelle anbringelsessted, jf. figur 2.12. To
tredjedele af børnene har svaret, at de føler sig meget hjemme,
og yderligere 19 pct., at de føler sig nogenlunde hjemme på ste-
det. Kun 13 pct. svarer, at de føler sig lidt eller slet ikke hjemme.
Dette fund er mere positivt, end vi havde forventet.
Undersøgelsen viser, at der er betydelige forskelle i besvarel-
serne, afhængigt af om børnene lever i en plejefamilie eller på en
institution hhv. et opholdssted. Blandt børn i plejefamilier føler 84
pct. sig meget hjemme og kun 4 pct. sig lidt eller ikke hjemme.
Blandt børn på døgninstitutioner er de tilsvarende andele 38 pct.,
hhv. 33 pct. En del institutionsanbragte børn må således have
ambivalente følelser omkring, hvorvidt deres sted kan være et
hjem.
HJEMLIGHED OG HARMONI
Ikke overraskende er der også en sammenhæng mellem oplevel-
HJEMLIGHED
sen af ’hjemlighed’, og hvor lang tid, de har boet på anbringelses-
stedet: jo længere tid, desto hyppigere opleves stedet som deres
hjem.
Hjem er et flertydigt og komplekst begreb, som både henviser til
det sted, hvor man bor og tillige er ladet med betydninger af for-
F I G . 2 . 1 1 :
Anbragte 11-17-årige, der har været udsat for vold
fra voksne på anbringelsesstedet. Fordelt på køn og
anbringelsesform. Procent
0
I alt pct.
5
10
15
20
F I G . 2 . 1 2 :
Anbragte 11-17-åriges oplevelse af at føle sig hjemme
på anbringelsesstedet. Fordelt på anbringelsesform
og varighed. Procent
0
I alt pct.
Anbringelsesform
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
Køn
Dreng
Pige
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Anbringelsesvarighed
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Ja, en gang
Ja,
flere
gange
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Føler sig meget hjemme
Føler sig lidt hjemme
Føler sig nogenl. hjemme
Føler sig ikke hjemme
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0026.png
KAPITEL 2 |
BØRNS TRIVSEL PÅ ANBRINGELSESSTEDET
25
Også nogle af de institutionsanbragte børn, som vi har talt uddy-
bende med til denne undersøgelse, har gjort sig tanker om, hvor-
vidt anbringelsesstedet kan opfattes som et hjem. Nogle børn
peger på, at anbringelsesstedet er deres hjem, fordi det er her, de
har deres forankring, deres sociale netværk og deres hverdagsliv:
Jeg vil sige, at jeg bor derhjemme. Det her (anbringelsesste-
det), det er et sted, jeg er. Jeg vil sige derhjemme, det er hjem.
Her, det er et sted, man er … ja, for at få hjælp til ting og sådan
noget. (dreng, 13 år)
PRIVATLIV
Det her, det ER mit hjem, fordi det er jo her, jeg bor og skal bo,
indtil jeg bliver 18. Så man kan jo sagtens sige, at det her er
mit hjem. Jeg har været vant til at bo her i 4 år nu (..) Dem, jeg
bor sammen med, det er jo sådan en slags familie, fordi det er
dem, jeg bor sammen med. Dem har jeg boet sammen med
i de 4 år, jeg har boet her. Det er de samme, jeg bor sammen
med. Så man kan godt sige, det er min familie jo. Men jeg har
også en derhjemme. (pige, 11 år)
På en måde kalder jeg faktisk også det her for et hjem, og
hjemme hos min mor kalder jeg også for et hjem. Her [er mest
mit hjem]. Jeg går i skole her. Alle mine venner er her, og jeg
har kun en ven derhjemme, og det er min veninde, og hende
er jeg næsten aldrig sammen med. Altså, jeg går til aktivite-
ter her. Jeg skal snart gå til ridning igen. Jeg har gode ven-
ner, kontaktpædagoger – næsten alle mine ting er heroppe.
(dreng, 13 år)
Andre deler imidlertid ikke oplevelsen af, at anbringelsesstedet
er et hjem, men opfatter det snarere som et behandlingssted:
Vi har i det foregående set, at langt de flest anbragte børn og
unge har eget værelse på anbringelsesstedet. Alligevel må man
antage, at det kan være en udfordring for nogle af de anbragte
børn at have tilstrækkeligt med privatliv, især hvis de bor et
sted, hvor der også bor mange andre børn og unge, eller hvor de
voksne udøver særlig kontrol over børnene. Derfor bad vi under-
søgelsens deltagere om at tilkendegive, hvorvidt de var enige i
udsagnet om, at de her på stedet havde tilstrækkeligt med privat-
liv. Besvarelserne ses af figur 2.13 og efterlader det dominerende
indtryk, at for flertallet af de anbragte børn og unge er et util-
strækkeligt privatliv ikke noget problem (76 pct.). Figuren viser
– måske ikke overraskende – at behovet for at have tilstrækkeligt
privatliv stiger med alderen. Dertil kommer, at især de døgninsti-
tutionelt anbragte er tilbøjelige til at svare, at de har utilstrække-
ligt med privatliv (17 pct.), hvilket står i modsætning til børnene,
der er plejefamilieanbragte, som yderst sjældent har dette pro-
blem. Fundene understøtter således vores antagelse om, at børn
og unge, der lever i institutionelle kontekster, i højere grad bliver
forstyrret og i mindre grad føler, at de kan være helt sig selv.
F I G . 2 . 1 3 :
Anbragte 11-17-årige, der oplever, at de har
tilstræk-
keligt privatliv. Fordelt på alder og anbringelsesform.
Procent
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Passer helt
Passer delvist
Passer ikke
Ved ikke
10
20
30
40
50
60
70
80
90 100
TILSTRÆKKELIGT MED PRIVATLIV?
Børn har brug for privatliv, men det kan det undertiden knibe
med, når man bor på en døgninstitution. En dreng fortæller
om behovet for at kunne være sig selv:
Privatliv, det kan jeg godt have. Altså, jeg kan godt lide at
være alene inde på mit værelse og hygge mig. Og ja, jeg el-
sker at være alene, fordi der er ikke nogen regler for at være
alene.
Et andet barn, en pige, oplever generelt, at hun kan have sine
ting for sig selv, men …
… bare ikke slikket. Jeg har busted en af de andre i at gå ind
og tage mit slik. Jeg kan åbenbart ikke lade mit slik ligge på
bordet, uden det bliver taget, og det er bare irriterende.
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0027.png
26
KAPITEL 2 |
BØRNS TRIVSEL PÅ ANBRINGELSESSTEDET
TRYGHED PÅ ANBRINGELSESSTEDET
jeg hørte lyde ude på gangen, og når jeg kiggede ud på gangen,
så var der ikke nogen. Så kan jeg høre, at der er nogen, der står
foran min dør, og når jeg så åbner døren, så er der ikke nogen.
Andre har oplevet sig utrygge i forbindelse med konflikter mel-
lem børn og de voksne. Her fortæller en pige om en episode, hvor
hendes to brødre, der også bor på stedet, kom op at toppes med
de voksne:
For lidt lang tid siden, så blev min lillebror sur, og så skulle de
voksne holde ham. Og så min storebror … det ville han ikke
finde sig i, så han gik over i skuffen for at tage sådan en kniv,
der var lang – ligesom en brødkniv. Den var bare spids i stedet
for hakket, og så truede (han) de voksne med den. Så smed
han den fra sig, og så skyndte jeg mig at tage den og lægge
den tilbage i skuffen. Ja, og så gik mig og min veninde bare
over på en anden afdeling. Jeg var meget nervøs for, hvad der
var sket, fordi han havde truet med en kniv.
Et andet barn fortæller tilsvarende, hvordan konflikter med ældre
Vi har også spurgt undersøgelsens deltagere, om de føler sig tryg-
ge ved at bo på deres aktuelle anbringelsessted. I tråd med, hvad
det foregående har vist, efterlader besvarelserne også her et over-
ordnet positivt resultat, jf. figur 2.14. Langt de fleste adspurgte
børn og unge – 80 pct. – har tilkendegivet, at det passer helt, at de
føler sig trygge, der hvor de bor. Kun 5 pct. mener ikke, at det pas-
ser. Ligesom ovenfor finder vi dog også her en variation i besvarel-
serne hen over alder, anbringelsesform og anbringelsesvarigheden
på det aktuelle sted. Tendensen er, at de yngre børn lidt hyppigere
føler sig trygge end de ældre. Når det gælder anbringelsesformen,
svarer hele 93 pct. af de familieplejeanbragte, at det ’passer helt’
at de føler sig trygge, mens kun 1 pct. ikke føler sig trygge. Det
kontrasteres af besvarelserne blandt anbragte børn på døgninsti-
tutioner, hvor de tilsvarende andele i oplevet tryghed hhv. utryg-
hed er 55 hhv. 13 pct. I forhold til anbringelsesvarigheden er der
ikke overraskende en tendens til, at børn, der har opholdt sig på
anbringelsesstedet gennem mange år, hyppigere føler sig trygge,
end dem, der kun har været der i kortere tid.
I de samtaler, som vi har haft med et lille udvalg af institutions-
anbragte børn, har vi forsøgt at forstå, hvorfor børn ikke altid op-
lever, at døgninstitutionen er et trygt sted at være. Her fremhæ-
ver nogle børn, at det hænger sammen med de fysiske rammer:
Nogle gange synes jeg, der er lidt uhyggeligt om aftenen på
gangen, når der er helt mørkt. På et tidspunkt kan jeg huske, at
børn og de voksne kan forplante sig som utryghed og skræmthed
blandt de yngre børn og gøre det svært at bo på institutionen:
Nogle gange kommer de store op og slås med de voksne pga.,
at de ikke gider gøre, som de siger og sådan noget. Så kan der
komme magtanvendelser på dem og sådan noget … Så det er
lidt dumt at bo her også.
F I G . 2 . 1 4 :
Anbragte 11-17-årige, der føler sig trygge, hvor de
bor. Fordelt på baggrundsforhold. Procent
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Passer helt
Passer delvist
Passer ikke
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0028.png
KAPITEL 2 |
BØRNS TRIVSEL PÅ ANBRINGELSESSTEDET
27
Utrygheden ved stedet kan også udspringe af, at der opstår kon-
flikter mellem børnene, eller som i dette tilfælde, hvor en dreng
har følt sig mobbet af andre børn på stedet:
Nogle gange, hvis jeg er i gruppepres, så føler jeg mig ikke så
tryg, men det har jeg været mange gange. Engang startede det
med, jeg spillede fodbold alene, og jeg hyggede mig med det.
Så kom der en person ud, som jeg spillede fodbold med og hyg-
gede mig med og sådan noget. Og så kom der en person mere
ud – det var så en af dem, jeg ikke bryder mig om – og begyn-
der at drille mig. Og så begynder den anden person, jeg spillede
fodbold med og hyggede mig med, også at drille mig. Og så
kom der flere og flere og alt muligt. Så blev jeg sur til sidst, og
så gik jeg min vej og gik ud i skoven. Og så fulgte de efter mig,
og så løb jeg. Så kravlede jeg op i et træ, og så sad jeg bare der-
oppe. Så gik de bare forbi. De ville bare mobbe mig.
HARMONI PÅ ANBRINGELSESSTEDET
ud af det sammen. Yngre børn er hyppigere end de ældre, jf. figur
2.15, mere tilbøjelige til at mene, at der er en harmonisk stemning
på stedet. Det hænger imidlertid sammen med, at de oftere bor i
en plejefamilie. Ser vi således på de forskellige anbringelsesfor-
mer, er der betydelige variationer, idet 78 pct. af de familieplejean-
bragte børn oplever, at de lever på et harmonisk sted, mens det
samme kun gælder for omkring 30 pct. af de børn og unge, der bor
på en døgninstitution eller et socialpædagogisk opholdssted.
TRIVSEL PÅ ANBRINGELSESSTEDET
Den sidste indikator, der belyser børns oplevelse af deres an-
bringelsessted, har en global, dvs. mindre specifik karakter, og er
baseret på et spørgsmål, der lyder: ”Alt i alt, hvor godt har du det
her, hvor du bor?”.
I tråd med de foregående fund viser besvarelserne på dette
spørgsmål, jf. figur 2.16, at knap to tredjedele af børnene og
de unge synes, at de har det meget godt med at bo på stedet,
og yderligere knap en fjerdedel synes, de har det godt. 17 pct.
tilkendegiver, at de har det mindre godt. Igen ser vi, at et helt
overvejende flertal (78 pct.) af de familieplejeanbragte børn trives
rigtig godt med at være på deres anbringelsessted, mens det
tilsvarende kun gælder for 29 pct. af de børn, der er anbragt på
døgninstitution. Blandt disse er der også ganske store andele,
som tilkendegiver, at de er mindre eller ikke så glade for at være
der. Et næsten tilsvarende besvarelsesmønster ses for børn og
unge, der er anbragt på socialpædagogiske opholdssteder.
I forlængelse af problemstillingen om oplevet tryghed har vi også
spurgt børnene og de unge, om de oplever, at dem, der bor på anbrin-
gelsesstedet, kommer godt ud af det sammen. Det kan enten være
medlemmerne af plejefamilien, eller den gruppe børn, respondenter-
ne bor sammen med, hvis der er tale om institutionsanbragte børn.
Besvarelserne afspejler, at godt 60 pct. oplever, at de lever i et
harmonisk miljø, mens 32 pct. forholder sig mere tvivlende til ud-
sagnet. 5 pct. synes ikke, at de bor i miljø, hvor man kommer godt
F I G . 2 . 1 5 :
Anbragte 11-17-åriges oplevelse af harmoni på
anbringelsesstedet. Fordelt på alder og anbringelses-
form. Procent
0
I alt pct.
10
20
30
40
50
60
70
80
90 100
F I G . 2 . 1 6 :
Anbragte 11-17-åriges syn på, hvordan det er at bo
på anbringelsesstedet. Fordelt på anbringelsesform.
Procent
0
I alt pct.
10
20
30
40
50
60
70
80
90 100
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Døgninstitution
Anbringelsesform
Familiepleje
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Passer helt
Passer delvist
Passer ikke
Ved ikke
Socialpæd. oph.
Andet sted
Meget godt
Godt
Nogenlunde
Ikke så godt
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0029.png
28
KAPITEL 2 |
BØRNS TRIVSEL PÅ ANBRINGELSESSTEDET
PERSPEKTIVERING: ANBRAGTE OG IKKE-
ANBRAGTE BØRN
I det foregående har vi belyst, hvordan forskellige kategorier af
anbragte børn har det på deres anbringelsessteder, herunder har
vi sat fokus på, hvilken støtte de oplever at få fra de voksne, og
i hvilken udstrækning de oplever konflikter og sanktioner hhv.
hjemlighed og harmoni i hverdagen på anbringelsesstedet.
Vi vil nu kaste lys på, om disse børns erfaringer med deres om-
sorgsmiljø ligner eller adskiller sig fra de oplevelser, som børn,
der ikke er anbragt, har med deres primære omsorgsmiljø, dvs.
familien. Vores sammenligningsgrundlag er data fra undersøgel-
sen
Børn og unge i Danmark,
som blev indsamlet i 2013. Når de
to undersøgelser sammenstilles, har vi mulighed for at inddrage
informationer om 11-og 15-årige. Vi har udvalgt 10 indikatorer,
som er anvendt i begge undersøgelser, og som dækker alle de fire
temaer, der er beskrevet i dette kapitel.
Vi har af fremstillingsmæssige årsager valgt at sætte fokus på de
andele af børn, for hvem omsorgsmiljøet fungerer mindre godt.
Denne indfaldsvinkel kan bidrage til at kaste lys på, om børn, der
er anbragt, forekommer at være urimeligt dårligt stillet i forhold
til børn, der lever i en almindelig familie.
I forhold til det første tema om børns anbringelsessteder har vi
udvalgt indikatoren om de fysiske rammer, dvs. andelene af børn,
der ikke har deres eget værelse. Her viser en sammenstilling
af de to undersøgelser, at anbragte børn er gunstigere stillet i
forhold til ikke-anbragte børn, jf. figur 2.17. Mens 9 pct. af ikke-
anbragte 11-årige ikke har deres eget værelse, gælder det tilsva-
rende kun for 1 pct. af de jævnaldrende anbragte børn.
I forhold til temaet om voksnes støtte til børn har vi inddraget
fire indikatorer: I forhold til spørgsmålet om hjælp til skolear-
bejdet viser undersøgelsen, at færre anbragte børn aldrig får
hjælp til lektier i forhold til børn, der lever i almindelige familier.
Det tyder på, at anbringelsesstederne er opmærksomme på at
understøtte barnet i at få et brugbart skoleforløb. Når det drejer
sig om den bredere dannelse, dvs. de voksnes overføring af social
og kulturel kapital til børn, er anbragte børn i 15-års-alderen
til gengæld mindre gunstigt stillet end børn, der bor sammen
med deres familier. Når det handler om at fungere som en social
støtte for børn, er der ikke væsentlige forskelle mellem 11-årige
anbragte og ikke-anbragte børn, mens 15-årige teenagere, der er
anbragte, noget sjældnere møder den form for hjælp fra voksne
i forhold til 15-årige, der bor sammen med deres familie. Endelig
har vi set på den emotionelle betydning, dvs. om børns oplevelse
af at være holdt af de voksne i omsorgsmiljøet. Her finder vi som
F I G . 2 . 1 7 :
Anbragte og ikke-anbragte 11- og 15-årige børns
hverdag, det sted de bor. Fordelt på baggrunds-
forhold. Procent
0
Fysiske rammer
Har ikke eget værelse
Voksenstøtte
Aldrig hjælp
til
skolearbejdet
Svag kulturel overføring
Sjældent social støtte
Føler sig sjældent
holdt af
Konflikter og sanktioner
Oplever meget
højt konfliktniveau
Slået/udsat for vold
en eller
flere
gange
Hjemlighed og harmoni
Har utilstrækkeligt
privatliv
Føler sig ikke helt tryg
på stedet/i familien
Oplever ikke harmoni
på stedet/i familien
3
2
2
2
6
2
2
4
6
7
14
23
3
6
5
7
12
13
2
5
8
12
13
13
16
23
2
9
10
22
60
1
2
9
4
10
20
30
40
50
60
49
11 år, anbragt
15 år, anbragt
11 år, ikke-anbragt
15 år, ikke-anbragt
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0030.png
KAPITEL 2 |
BØRNS TRIVSEL PÅ ANBRINGELSESSTEDET
29
et meget positivt resultat, at selvom der er forskel mellem an-
bragte og ikke-anbragte børn, når det handler om den andel af
børn, som sjældent oplever, at voksne holder af dem, så er den
procentuelle forskel ikke særlig stor, kun 3-4 pct.
I forhold til temaet om konflikter og sanktioner har vi inddraget
indikatorerne om oplevet højt konfliktniveau og udsathed for vold
i omsorgsmiljøet. For indikatoren konflikter i omsorgsmiljøet ser
vi, at anbragte 11- og 15-årige noget hyppigere end deres ikke-an-
bragte jævnaldrende har erfaringer med at leve i omgivelser, der
er præget af spændinger, mens der ikke er væsentlige forskelle,
når det handler om 15-åriges erfaringer med at blive udsat for
vold af voksne i omsorgsmiljøet.
Det fjerde og sidste tema om hjemlighed og harmoni viser, at
anbragte såvel som ikke-anbragte 11-årige børn sjældent oplever
problemer med at have et utilstrækkeligt privatliv og tilsvarende
sjældent oplever deres omsorgsmiljø som egentligt disharmo-
nisk. Anbragte 15-årige oplever en smule hyppigere end jævnald-
rende, der ikke er anbragt, disse vanskeligheder. Til gengæld må
man også fastslå, at der er en udbredt statistisk signifikant varia-
tion, når det kommer til spørgsmålet om oplevet utryghed: An-
bragte børn og unge på 11 hhv. 15 år føler sig hyppigere utrygge
ved deres daglige omsorgsmiljø i forhold til jævnaldrende, der bor
i almindelige familier.
Alt i alt efterlader denne gennemgang indtrykket af, at anbragte
børn ikke er bemærkelsesværdigt dårligere stillet end ikke-
anbragte børn, når det handler om ressourcerne til at understøtte
børnene.
OPSAMLENDE KONKLUSION
Gennemgangen af anbragte børns besvarelser om, hvordan de
har det med at bo på et anbringelsessted, efterlader helt overord-
net et positivt indtryk af, at et flertal af de 11-17-årige anbragte
børn bliver støttet af de voksne på anbringelsesstedet, og at
børnene gennemgående trives og har det godt der, hvor de bor.
Undersøgelsen har imidlertid også vist, at dette overordnende
billede dækker over nogle betydelige variationer, når det kommer
til, hvilke anbringelsesformer børnene er i. Børn og unge i plejefa-
milier oplever således på langt de fleste indikatorer at være mere
glade for deres anbringelsessted end børn på døgninstitutioner
og opholdssteder. De familieplejeanbragte børn føler sig i højere
grad støttet og holdt af, og de oplever hyppigere, at anbringelses-
stedet er trygt, harmonisk og hjemligt.
Sammenligningen af, hvordan anbragte og ikke-anbragte børn
oplever deres omsorgsmiljø, har vist, at anbragte børn ikke gen-
nemgående forekommer at være mere ugunstigt stillet end børn,
der lever i almindelige familier. Det er et meget positivt resultat,
at anbragte børn i næsten samme grad som børn i almindelige
familier oplever, at de voksne holder af dem.
Fundene fra denne gennemgang kan lægge op til den fortolkning,
at familieplejen er en bedre opvækstramme for anbragte børn
end institutionerne. En sådan konklusion er imidlertid forhastet,
fordi der herved ikke er taget højde for, at de børn, der anbringes
på institutioner, kan have nogle andre udfordringer end børn, der
bliver placeret i en plejefamilie.
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0031.png
30
KAPITEL 3 |
KONTAKT MED FAMILIEN
KAPITEL 3
KONTAKT MED FAMILIEN
INDLEDNING
Familiens struktur og sammensætning har stor betydning for
børn og unges hverdag og udvikling generelt. I familien foregår
en lang række læringsprocesser, som bevirker, at børn og unge
indgår i sociale sammenhænge på forskellig vis. Familien er også
det sted, børn og unge oftest trækker på for at få støtte, råd og
vejledning. Børn og unge, som er anbragt uden for hjemmet, op-
lever i høj grad, at de ikke kan trække på deres forældre som res-
sourcepersoner og ikke kan forvente at få hjælp og opbakning fra
deres biologiske forældre (Børnerådet, 2012). På trods af dette
har forholdet til hjemmet og kontakten med forældre stor betyd-
ning for, hvordan et barn eller en ung trives i en anbringelse og
dermed, hvordan han eller hun fungerer i hverdagen. Eksempelvis
kan barnet være bekymret for sin/sine forældre eller søskende.
Hvis barnet har påtaget sig et ansvar i forhold til at få hjemmet til
at fungere og har været den, der har draget omsorg for forælde-
ren/forældrene eller søskende, kan bekymringen for, hvordan det
går med mor, far eller søskende være så stor, at barnet mistrives
på anbringelsesstedet og ikke er i stand til at tage imod den om-
sorg og støtte, der gives til dem selv. Derudover kan konflikter
mellem forældre og anbringelsessted besværliggøre kommuni-
kationen mellem anbringelsesstedet og forældrene. En negativ
holdning fra forældrene i forhold til anbringelsen eller anbringel-
sesstedet kan medføre, at barnet selv opfatter det som negativt
at være anbragt. Omvendt kan en kritisk holdning til forældrene
fra anbringelsesstedet også påvirke barnets trivsel i hverdagen
(Børnerådet, 2012; Egelund m.fl., 2008; Socialstyrelsen, 2012).
Herudover kommer savnet af familien. På trods af konflikter og
manglende omsorg har anbragte børn og unge stor loyalitet over
for deres familie og oplever et stort savn af den (Børnerådet,
2012). Det er derfor vigtigt, at anbragte børn i det omfang, det
er muligt, støttes i kontakten til deres familie, men også støttes
i at opbygge relationer til andre voksne, som de kan trække på,
når de står over for udfordringer i livet. I dette kapitel beskrives
anbragte børn og unges relationer til deres familie. Desuden be-
skrives barnets oplevelse af at få social støtte fra sine forældre,
deres oplevelse af følelsesmæssig tilknytning til forældrene og
deres oplevelse af harmoni i familien.
KONTAKT TIL FAMILIEMEDLEMMER
At anbragte børn og unge har komplekse familieforhold, er do-
kumenteret i andre undersøgelser. Her fremgår det, at anbragte
ANVENDTE TRIVSELSINDIKATORER
Kontakt til familiemedlemmer
Forældres familieforhold
Kontakt til mor og far
Samvær med mor og far
Kontakt med mor og far via telefon, SMS, mail eller chat
Kontakt med søskende
Kontakt med bedsteforældre
Familiens støtte til børn
Social støtte fra de biologiske forældre
Følelsesmæssig tilknytning til de biologiske forældre
At føle sig holdt af af sine biologiske forældre
Hjemlighed og harmoni
Oplevelse af at føle sig hjemme hos den biologiske forælder
Oplevelse af at have tilstrækkeligt med privatliv hjemme hos den biologiske forælder
Oplevelse af harmoni hjemme hos den biologiske forælder
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0032.png
KAPITEL 3 |
KONTAKT MED FAMILIEN
31
15-årige langt oftere har mistet én eller begge forældre, at
anbragte 15-årige oftere har færre helsøskende og flere halv-
søskende end 15-årige generelt. Desuden viser undersøgelser,
at anbragte 11-årige har mest kontakt med bedsteforældre på
morens side og en sporadisk kontakt med øvrige familiemedlem-
mer, hvilket kan opleves som et tab af slægt (Egelund m.fl., 2008;
Lausten m.fl., 2013).
FORÆLDRES FAMILIEFORHOLD
som angiver, at de ingen mor har, er tre fjerdedele af mødrene
døde. Det vil sige, at for en fjerdedels vedkommende er moren
i live, men der er ingen kontakt. Af de 12 pct., som svarer, at de
ingen far har, er to tredjedele af fædrene døde. Det vil sige, at for
en tredjedel af dem, som svarer, at de ikke har nogen far, er faren
i live, men der ingen kontakt. Og endelig, af de 3 pct., som svarer,
at de hverken har mor eller far, er to tredjedele af begge forældre
døde. Der er altså for en tredjedel af dem, som svarer, at de hver-
ken har far eller mor, tale om, at én eller begge forældre er i live,
men der er ingen kontakt.
Signifikant flere 11-årige har én eller begge forældre end både
15- og 17-årige, jf. figur 3.1. Blandt 17-årige er der 26 pct., som
ikke har en eller begge forældre. Blandt 11-årige er det 14 pct.
Sandsynligheden for at have mistet én eller begge forældre er
naturligt højere blandt 17-årige end blandt 11-årige alene i kraft
af aldersforskellen. Desuden er der forskel alt efter, hvilken type
anbringelsessted barnet bor på, jf. figur 3.1. Blandt anbragte
på socialpædagogiske opholdssteder bor 20 pct. af forældrene
stadig sammen. For anbragte på døgninstitution er der 17 pct.
Figur 3.1 viser andelen af forældre til anbragte børn, som bor
sammen. 14 pct. af de anbragte børn fortæller, at deres forældre
bor sammen, mens 63 pct. svarer, at deres forældre ikke bor
sammen. Desuden er der 7 pct., som svarer, at de ikke har nogen
mor. 13 pct. svarer, at de ikke har nogen far, og 3 pct. svarer, at de
hverken har far eller mor. Kategorierne ingen mor, ingen far og
hverken mor eller far dækker dels over de tilfælde, hvor foræl-
drene er døde, men også over, at barnet ikke har kendskab til sine
forældre, eller at barnet ikke har kontakt til dem. Af de 7 pct.,
F I G . 3 . 1 :
Anbragte 11-17-åriges biologiske forældres familie-
forhold. Fordelt på baggrundsforhold. Procent
0
I alt i pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Ja, mor bor sammen med far
Forældre bor hver for sig
Har ingen mor
Har ingen far
Har hverken mor eller far
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
af forældrene, som bor sammen, mens der blandt anbragte i
plejefamilie kun er 12 pct., hvis forældre stadig bor sammen. Der
er altså signifikant færre børn med samboende forældre blandt
børn i plejefamilier end på døgninstitution og på socialpædago-
giske opholdssted. Derudover angiver flere børn, som er anbragt
i plejefamilie, at de ikke har nogen mor/far/forældre end børn
anbragt på døgninstitution og socialpædagogisk opholdssted. Der
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0033.png
32
KAPITEL 3 |
KONTAKT MED FAMILIEN
er altså klare forskelle i forældrenes familieforhold, alt efter hvor
barnet er anbragt.
KONTAKT TIL MOR OG FAR
som ikke bor sammen (jf. figur 3.1), bevirker bl.a., at når barnet fx
skal hjem på weekend, er der to hjem, hvilket kan vanskeliggøre
opretholdelse af stabil kontakt til begge hjem. Derudover kan
konflikter mellem forældrene betyde, at barnet ikke har kontakt
med den ene af forældrene. Der er ikke forskel på piger og drenge
med hensyn til, hvor ofte de ser deres mor, men der er signifikant
hyppigere kontakt mellem drenge og deres far end mellem piger
og deres far. 30 pct. af anbragte piger ser aldrig eller kun sjæl-
dent deres far. Til sammenligning er der 20 pct. af drengene, som
aldrig eller kun sjældent ser deres far. Det ser ikke ud til, at der
er tale om en alderseffekt. Forskellen mellem drenge og piger
er den samme blandt alle aldersgrupper. Det vil altså sige, at 10
procentpoint flere piger end drenge aldrig eller kun sjældent ser
deres far.
Andelen, som er sammen med deres mor mindst én gang om
måneden, er størst blandt de 11-årige og lavest blandt de 17-åri-
ge. Det betyder, at der er flest af de 17-årige, som sjældent eller
aldrig er sammen med deres mor. For mange af de 17-åriges ved-
kommende er situationen den, at de snart står overfor at skulle
forlade anbringelsesstedet og stå på egne ben. Undersøgelser
viser, at overgangen til voksenliv er vanskelig for mange unge
generelt, men at gruppen af anbragte ud over de sædvanlige ung-
domsproblemer og identitetsdannelse også har en række andre
udfordringer oven i (Luckow m.fl., 2013). Det faktum, at 19 pct.
af de 17-årige kun sjældent eller aldrig er sammen med deres
mor, og 28 pct. sjældent eller aldrig er sammen med deres far,
Af de børn, som svarer, at de har en mor eller far, viser figur 3.2,
at 88 pct. har kontakt til deres mor, og 65 pct. har kontakt til
deres far. Niveauet for kontakt til far er generelt lavere end for
kontakt til mor. Der er en tendens til, at anbragte i plejefamilier
har mindre kontakt til både deres mor og far end anbragte børn
på andre typer af anbringelsessteder. Figur 3.2 viser, at 85 pct. af
anbragte i plejefamilie har kontakt til deres mor, mens 92 pct. af
anbragte på døgninstitution og 95 pct. på socialpædagogisk op-
holdssted har kontakt til deres mor. Herudover er der færre børn,
som har kontakt til mor eller far, hvis de har været anbragt i mere
end 5 år på det pågældende anbringelsessted. Der er ikke signifi-
kant forskel mellem drenge og piger eller mellem aldersgrupper,
med hensyn til om de har kontakt til deres forældre.
SAMVÆR MED MOR OG FAR
Når vi ser på graden af samvær med forældrene, varierer billedet.
Figur 3.3.a og 3.3.b viser samværet med hhv. mor og far. For de
børn og unge, som angiver, at de har mindst en af deres forældre,
er 84 pct. sammen med deres mor mindst én gang om måneden
og 76 pct. sammen med deres far mindst én gang om måneden.
En af årsagerne til den højere grad af kontakt med mor end med
far kan være de komplekse familieforhold, som de anbragtes fa-
milier har, som er beskrevet ovenfor. Den høje andel af forældre,
F I G . 3 . 2 :
Andel anbragte 11-17-årige, som har kontakt med
mor og far. Fordelt på baggrundsforhold. Procent
0
I alt i pct.
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Kontakt med mor
56
69
85
68
73
87
91
91
69
60
70
75
83
85
92
95
BØRNECITAT: DET ER GODT AT KOMME HJEM HVER ANDEN
WEEKEND
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
65
88
Jeg er glad for at komme hjem hver anden weekend. Jeg tror
ikke, at jeg ville kunne holde til at komme hjem hver weekend.
Det ville jeg ikke kunne holde til. [...] Det er det der med min
bror og sådan noget. Og så skal man lave en masse ting hele
tiden, og jeg kan ikke rigtigt få lov til at slappe af. Jeg har
nogle gange også brug for at være alene uden at se hinanden
hele tiden og sådan noget. [Her på anbringelsesstedet] er der
hele tiden nogen til at hjælpe en ..., hvis man har et problem
eller gerne vil nogen steder hen … eller hvad man nu vil …
Dreng, 13 år
Kontakt med far
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0034.png
KAPITEL 3 |
KONTAKT MED FAMILIEN
33
kan gøre overgangen til voksenlivet mere vanskelig i og med, at
mor og far oftest er de ressourcepersoner, som unge mennesker
trækker på for at få hjælp, råd og vejledning på deres vej ind i
voksenlivet.
Hvis vi ser på graden af samvær i forhold til det sted, barnet er
anbragt, er det iøjnefaldende, at særligt børn anbragt på døgnin-
stitution hyppigt ser både deres mor og far. Henholdsvis 33 pct.
og 30 pct. af børn anbragt på døgninstitution har ugentligt sam-
vær med deres mor og far. Det kan skyldes, at børn anbragt på
døgninstitution oftere har fysiske og psykiske handicap, som ikke
er relateret til sociale problemer, hvilket gør forældrene til en
mere ressourcestærk gruppe, som i højere grad formår at besøge
eller have barnet hjemme regelmæssigt. Andre undersøgelser
har vist, at forældre til anbragte børn på døgninstitutioner og
socialpædagogiske opholdssteder har flere ressourcer bl.a. i form
af uddannelse, tilknytning til arbejdsmarkedet og indkomst (Fre-
deriksen, 2012). Derfor kan en del af baggrunden for det højere
ugentlige samvær med forældre for anbragte på døgninstitution
være, at denne gruppe har bedre udgangspunkt for et hyppigt
kontinuert samvær.
1
Herudover kan det være nemmere for foræl-
dre ”følelsesmæssigt” at komme på besøg på en døgninstitution
eller et opholdssted end hjemme hos en plejefamilie.
Varigheden af anbringelsen har også betydning for graden af
samvær med forældrene. Blandt dem, som ser deres mor hver
uge, er der flest, som har været på anbringelsesstedet under 1 år,
og færrest, som har været på anbringelsesstedet i mere end 5 år.
Blandt dem, som ser deres far hver uge, er der lige mange, som
har været på anbringelsesstedet under 1 år og op til 3 år (20 pct.),
og lige mange, som har været på anbringelsesstedet op til 5 år og
i mere end 5 år (10-11 pct.).
F I G . 3 . 3 . a :
Hyppigheden af samvær med mor blandt 11-17-
årige anbragte. Fordelt på baggrundsforhold.
Procent
0
I alt i pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Ugentligt
Månedligt
Sjældnere
Aldrig
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
F I G . 3 . 3 . b :
Hyppigheden af samvær med far blandt 11-17-årige
anbragte. Fordelt på baggrundsforhold. Procent
0
I alt i pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Ugentligt
Månedligt
Sjældnere
Aldrig
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0035.png
34
KAPITEL 3 |
KONTAKT MED FAMILIEN
KONTAKT TIL MOR OG FAR VIA TELEFON, SMS, MAIL ELLER
CHAT
Figurerne viser, at graden af kontakt via elektroniske medier stiger
med alderen. I og med at brug af mobiltelefon og computer kræ-
ver visse færdigheder, herunder skrive- og læsefærdigheder, er det
ikke overraskende, at brugen af denne kommunikationsform bliver
større med alderen. Også her ser vi, at piger har mindre kontakt
til deres fædre (46 pct.), mens de (63 pct.) omvendt har mere
kontakt med deres mødre end drengene (57 pct.). Men hvor 13- og
15-årige drenge og piger lige ofte snakker eller skriver med deres
fædre, svarer 11- og 17-årige piger langt oftere, at de aldrig eller
sjældent er i kontakt med deres far via telefon, SMS, mail eller
chat end 11- og 17-årige drenge (ikke vist i figurerne).
I Figur 3.3.a og 3.3.b så vi, at børn på døgninstitution oftere er
sammen med deres forældre mindst én gang om ugen i forhold
til børn anbragt andre steder. Dette mønster gør sig imidlertid
ikke gældende i forhold til kontakt via telefon, SMS, mail eller
Ud over at være sammen med sin mor, far eller begge enten på
anbringelsesstedet, i hjemmet eller et tredje sted, har de anbragte
børn også mulighed for at have kontakt med forældrene via te-
lefon, SMS, mail eller chat. Figur 3.4.a og 3.4.b viser kontakthyp-
pigheden via disse medier med mor og far. Knap 60 pct. svarer,
at de har kontakt med deres mor én gang om ugen eller oftere,
og 47 pct. har kontakt med deres far via telefon, SMS, mail eller
chat én gang om ugen eller oftere. Generelt set må det betegnes
som positivt at have kontakt med sine forældre. Dog kan der være
tilfælde, hvor kontakt med forældrene kan have en negativ påvirk-
ning af barnet. Eksempelvis, hvis barnet ender med at blive ked
af det eller bliver uvenner med forældrene efter at have talt eller
skrevet sammen med dem (Egelund m.fl., 2008).
F I G . 3 . 4 . a :
Kontakt med mor via tlf., SMS, mail mv. blandt 11-
17-årige anbragte. Fordelt på baggrundsforhold.
Procent
0
I alt i pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Ugentligt
Månedligt
Sjældnere
Aldrig
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
F I G . 3 . 4 . b :
Kontakt med far via tlf., SMS, mail mv. blandt 11-
17-årige anbragte. Fordelt på baggrundsforhold.
Procent
0
I alt i pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Ugentligt
Månedligt
Sjældnere
Aldrig
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0036.png
KAPITEL 3 |
KONTAKT MED FAMILIEN
35
chat. Mens anbragte børn på døgninstitution, socialpædagogiske
opholdssteder og ‘andet sted’ er nogenlunde lige ofte i kontakt
med deres forældre via telefon, SMS, mail eller chat, er børn
anbragt i plejefamilie sjældnere i kontakt med deres forældre via
disse medier. Derudover er der markant flere, som har været på
anbringelsesstedet i mere end 5 år, som sjældent eller aldrig er i
kontakt med deres forældre via telefon, SMS, mail eller chat.
Brugen af elektroniske kommunikationsformer er kommet for at
blive – også for anbragte børn. I mange tilfælde kan den mere
uformelle kommunikationsform bidrage til at fastholde relatio-
nerne og betyde en kontinuerlig kontakt med forældre, søskende,
øvrig familie og venner. Eksempelvis kan det være godt at kunne
sende en smiley for at vise, at det går godt, eller at man er glad
eller at kunne chatte med venner og følge med i begivenheder,
fx på Facebook. Der er derfor et stort potentiale i de elektroniske
medier som et middel til at opretholde kontakt til familie og net-
værk for de anbragte børn. Som for alle børn er der også blandt
de anbragte børn et stort behov for at blive beskyttet imod
mobning, chikane eller andre ubehageligheder via elektroniske
medier. En undersøgelse viser, at børn fra økonomisk ressour-
cestærke familier har mere viden om det at færdes på internet-
tet, bl.a. om den indsamling af informationer, der foregår på net-
tet, end børn fra økonomisk ressourcesvage familier (Børnerådet,
2014). Langt hen ad vejen må det formodes, at anbragte børn
og unge kan sidestilles med børn fra økonomisk ressourcesvage
familier i deres viden om adfærd på og brug af internettet. Der er
derfor en særlig opgave for anbringelsesstederne at støtte bør-
nene i deres færden på nettet og hjælpe til, at børnene ikke kom-
mer ud for ubehageligheder. Det kan være en vanskelig opgave,
da det kræver ressourcer i form af viden om medierne, tid til at
tale om brugen af dem og fortrolighed til at tale med barnet el-
ler den unge om, hvordan de bruger elektroniske medier, og lige
så vigtigt i forhold til, hvis barnet eller den unge oplever noget
ubehageligt, at de føler, de kan tale med de voksne på stedet om
hændelsen. Derfor er særlig opmærksomhed omkring brug og
kontakt via elektroniske medier nødvendig, for at anbragte børn
kan få det fulde udbytte, som den mere uformelle kommunika-
tion åbner op for.
KONTAKT TIL SØSKENDE
Som nævnt i indledningen til dette kapitel har anbragte børn
mere komplekse familieforhold. Når både hel-, halv- og papsø-
skende inkluderes, har nogle anbragte op til 17 søskende. Flertal-
let har dog kun 1, 2 eller 3 søskende (71 pct.). På grund af kom-
pleksiteten i søskendeflokken har vi begrænset os til at spørge de
anbragte børn og unge, om de er tilfredse med kontakten til den
søskende, som de har mest kontakt til.
Knap halvdelen (48 pct.) af de anbragte børn har et ønske om
mere kontakt til den søskende, som de har mest kontakt til, jf.
figur 3.5. Dette kan tolkes som et afsavn, de anbragte børn og
unge oplever i hverdagen. Ønsket om mere kontakt er mest ud-
talt hos piger (53 pct.) end hos drenge (43 pct.). Desuden er der
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0037.png
36
KAPITEL 3 |
KONTAKT MED FAMILIEN
flest 11-årige, som ønsker mere kontakt til sin søskende (58 pct.).
Der er færre børn anbragt i plejefamilie (44 pct.), som har et øn-
ske om at se mere til sin søskende end børn på øvrige anbringel-
sessteder. Blandt de yngre i plejefamilie er der flere, som gerne
vil have mere kontakt end de ældre i plejefamilie. På trods af, at
størstedelen synes, at de ser nok til deres søskende eller gerne
vil se mere til ham/hende, er der også – dog ganske få – børn,
som svarer, at de gerne vil se mindre til deres søster eller bror
eller gerne vil være helt fri for kontakt til ham/hende. Det gør
sig især gældende blandt børn anbragt i familiepleje og for børn,
som har været på samme anbringelsessted i mere end 5 år. Som
tidligere nævnt er der en høj korrelation mellem at være anbragt i
familiepleje og have været på det samme anbringelsessted i lang
tid, og det er da også særligt børn, der er anbragt i plejefamilie
og har været på samme sted i mere end 5 år, som ønsker mindre
eller ingen kontakt til deres søskende. Denne gruppe af børn vil
som oftest have været anbragt, fra de var helt små, og vil have
fået en tæt og stabil kontakt til deres plejefamilie.
KONTAKT TIL BEDSTEFORÆLDER
For mange børn er det en fornøjelse og en glæde at komme på
besøg hos deres bedsteforældre. For anbragte børn, hvor kontak-
ten til forældrene er ustabil, kan bedsteforældre også somme ti-
der være den/de ressourcepersoner, som barnet har, og som er et
fast holdepunkt i barnets liv. Samtidig kan det være en udfordring
for anbragte børn at fastholde kontakt under en anbringelse, i og
med at barnet ofte kun er hjemme hver anden weekend og besøg
af eller hos bedsteforældre ikke prioriteres. Figur 3.6 viser, at 29
pct. svarer, at de aldrig ser deres bedsteforældre, og 36 pct. sva-
rer, at de sjældent ser deres bedsteforældre. Der er en tendens
til, at drenge ser deres bedsteforældre oftere end piger. Tidligere
så vi, at piger har mindre kontakt til deres fædre end drenge,
hvilket kan være med til at forklare, hvorfor piger har mindre
kontakt til deres bedsteforældre – i hvert fald på deres fars side.
F I G . 3 . 5 :
Ønske om kontakt
til
søskende blandt 11-17-årige
anbragte. Fordelt på baggrundsforhold. Procent
0
I alt i pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Mere kontakt
til
ham/hende
Fint, som det er
Mindre kontakt
til
ham/hende
Fri for kontakt
til
ham/hende
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
Jo længere tid, anbringelsen på stedet har varet, jo oftere har
barnet kontakt med bedsteforældrene én gang om måneden el-
ler oftere. Dog ikke, hvis anbringelsen på stedet har varet i mere
end 5 år. Det kan tyde på, at når anbringelsen er effektueret, og
der kommer ro over anbringelsen, stabiliseres forholdet til bed-
steforældrene. Det kan endda være, at det er bedsteforældrene,
barnet tager hjem til, når det er på weekend fra anbringelses-
stedet. Børn, som er anbragt i familiepleje, har signifikant mere
kontakt med bedsteforældrene end børn på døgninstitution og på
F I G . 3 . 6 :
Hyppigheden af kontakt
til
bedsteforældre blandt 11-
17-årige anbragte. Fordelt på baggrundsforhold.
Procent
0
I alt i pct.
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Ugentligt
Månedligt
Sjældnere
Aldrig
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0038.png
KAPITEL 3 |
KONTAKT MED FAMILIEN
37
socialpædagogisk opholdssted. En stor del af forklaringen ligger
i, at nogle af de anbragte i plejefamilie er anbragt i slægtspleje og
derfor rent faktisk bor hos deres bedsteforældre.
Af figur 3.7 kan vi se, at 38 pct. altid oplever social støtte fra
deres forældre, 25 pct. oplever næsten altid social støtte, mens
37 pct. sjældent oplever social støtte fra deres forældre. Jævn-
før kapitel 2 føler de anbragte i højere grad social støtte fra de
voksne på anbringelsesstedet (57 pct.). Det er fortrinsvis piger,
som svarer, at de sjældent får støtte fra deres forældre. 42 pct.
af pigerne oplever sjældent social støtte fra deres forældre mod
32 pct. af drengene. Især oplever de 11-årige piger (42 pct.) ikke
støtte fra deres forældre. For de 11-årige drenge er det 27 pct.
At forskellen er særlig stor mellem 11-årige piger og drenge, kan
skyldes, at puberteten sætter tidligere ind hos pigerne, og der i
den forbindelse opstår en masse spørgsmål, som man gerne ville
kunne søge svar på eller kunne snakke med sine forældre om.
Dette behov kommer lidt senere for drenge. Forskellen mellem
drenge og piger forbliver konstant på alle fire alderstrin, men er
størst mellem de 11-årige og dernæst mellem de 17-årige piger
og drenge. 44 pct. af de 17-årige piger oplever sjældent social
støtte fra forældrene sammenlignet med 32 pct. af de 17-årige
drenge.
De børn, som har været anbragt langvarigt på samme anbrin-
gelsessted, svarer oftere, at de sjældent får støtte fra deres
forældre, end børn, som har været på deres anbringelsessted i
kortere tid. I de kortere anbringelser kan kontakten med foræl-
drene være tættere, og derfor oplever denne gruppe i højere grad
at kunne søge støtte hos forældrene. Derudover kan forældrene
til de børn, som har været anbragt længe, selv have en høj akku-
FAMILIENS STØTTE TIL BØRN
I kapitel 2 blev anbragte børns oplevelse af støtte på anbringel-
sesstedet beskrevet. Kapitel 2 viste, at anbragte børn i høj grad
føler sig støttet og holdt af af de voksne på anbringelsesstedet. I
det følgende beskrives de anbragte børns oplevelse af støtte fra
deres biologiske forældre og samspillet hjemme hos forældrene.
Støtten fra forældrene belyses dels ved, om børnene oplever, at
de kan gå til deres forældre, når de har brug for råd, om de føler
sig følelsesmæssigt tilknyttet, om de føler sig elsket af foræl-
drene og også ved, om de føler sig hjemme hos forældrene, om
de oplever harmoni i hjemmet og tilstrækkeligt med privatliv.
SOCIAL STØTTE FRA FORÆLDRE
Som tidligere nævnt er det naturligt for børn at komme til deres
forældre for støtte og vejledning gennem barndom, ungdom og
også ind i voksenlivet. At mangle nogen at kunne spørge til råds
kan være afgørende for de beslutninger, der bliver taget. Ud fra
følgende tre udsagn belyses det, om barnet oplever social støtte
fra sine forældre.
”Du kan regne med, at dine forældre lytter til dig”
”Du kan gå til dine forældre for at få et godt råd”
”Du kan regne med hjælp fra dine forældre, hvis du har et pro-
blem”.
F I G . 3 . 7 :
Anbragte 11-17-åriges oplevelse af at kunne få social
støtte fra deres forældre. Fordelt på baggrundsforhold.
Procent
0
I alt i pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Altid
Næsten altid
Sjældnere
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0039.png
38
KAPITEL 3 |
KONTAKT MED FAMILIEN
mulering af problemer. Der er ikke signifikant forskel aldersgrup-
perne imellem eller mellem anbringelsessteder.
FØLELSESMÆSSIG TILKNYTNING TIL FORÆLDRE
er det piger i plejefamilier (39 pct.) og piger, som har været i mere
end 5 år på anbringelsesstedet (52 pct.), som oplever en mindre
følelsesmæssig tilknytning til deres forældre. For drenge i pleje-
familier er andelen 26 pct., og for drenge, som har været i mere
end 5 år på anbringelsesstedet, er andelen 30 pct. Generelt viser
figur 3.8, at børn, som har været anbragt længe (i mere end 5 år),
i højere grad føler sig svagt tilknyttet følelsesmæssigt til deres
forældre end børn anbragt i kortere tid på samme anbringelses-
sted. Dette skyldes i mange tilfælde, at børn som har været kort
tid på stedet, kommer hjemme fra deres forældre og relationen
derfor er stærkere.
AT FØLE SIG HOLDT AF
Vi ved fra tidligere undersøgelser, at oplevelse af lav følelses-
mæssig tilknytning til sine forældre har en sammenhæng med
generel lav tilfredshed med livet (Ottosen m.fl., 2010). Derfor er
følelsesmæssig tilknytning til en primær omsorgsperson afgø-
rende for et barns trivsel. I de fleste tilfælde vil barnet have den-
ne tilknytning til sine forældre. For de anbragte børn kan denne
tilknytning dog være svagere. Hvorvidt et barn oplever at være
følelsesmæssigt tilknyttet til sine forældre, er dog ikke nemt at
svare på direkte. Derfor måler vi dette ud fra følgende tre udsagn:
”Dit forhold til dine forældre er vigtigt for dig”
”Du stoler på dine forældre”
”Dine forældre spiller en ret stor rolle i dit liv”.
45 pct. svarer, at deres forældre har meget stor betydning for
dem. 25 pct. svarer, at deres forældre har stor betydning for dem,
og 30 pct. svarer, at deres forældre har mindre betydning for
dem. Af figur 3.8 fremgår det, at 11-årige oftere føler sig knyttet
til sine forældre end 15- og 17-årige. At tilknytningen er større
blandt yngre børn, ser vi også blandt ikke-anbragte børn. Yngre
børn er generelt mere afhængige af deres forældre end ældre
børn, i og med at de er i gang med en løsrivelsesproces og er ved
at danne deres egen identitet. Desuden oplever piger hyppigere,
at tilknytningen til forældrene er svagere, end drenge gør. Især
De fleste børn føler sig holdt af af deres forældre, hvilket er
udgangspunktet for en tryg base, hvorfra barnet kan udvikle sig.
Langt de fleste anbragte børn føler sig altid holdt af af deres
forældre (76 pct.), jf. figur 3.9. Det er et meget positivt resultat.
Dog er der 12 pct., som kun af og til, sjældent eller aldrig føler
sig holdt af af deres forældre. Drenge føler sig oftere holdt af
af deres forældre, end piger gør. Desuden viser figur 3.9 en klar
aldersgradient, hvilket betyder, at de 11- og 13-årige i højere grad
føler sig holdt af end især de 17-årige. Ydermere føler dem, som
er anbragt ‘andet sted’, sig i mindre grad holdt af af deres foræl-
dre. Som nævnt er der en høj andel af 17-årige, som er anbragt
‘andet sted’. Sammenholdes det med, at de 17-årige i mindre grad
har kontakt til deres forældre, understreger det, at der blandt de
ældste anbragte er en gruppe med begrænset relation til familie
F I G . 3 . 8 :
Anbragte 11-17-åriges oplevelse af følelsesmæssig
tilknytning til
deres forældre. Fordelt på baggrunds-
forhold. Procent
0
I alt i pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Meget stor betydning
Mindre betydning
Stor betydning
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
F I G . 3 . 9 :
Anbragte 11-17-åriges oplevelse af at føle sig holdt af.
Fordelt på baggrundsforhold. Procent.
0
I alt i pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Altid
Ofte
Af og
til
Næsten aldrig
Aldrig
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0040.png
KAPITEL 3 |
KONTAKT MED FAMILIEN
39
og netværk, som kan være isolerede eller ensomme. På trods af,
at hovedparten af anbragte børn føler sig holdt af af deres foræl-
dre, er der 3 pct., der aldrig eller næsten aldrig føler sig holdt af
af deres forældre. Der er ikke signifikant forskel mellem anbrin-
gelsessteder.
HJEMLIGHED HOS DEN PRIMÆRE FORÆLDER
Den overvejende del af anbragte børn føler sig trygge hjemme
hos deres forældre (65 pct.), jf. figur 3.10. Dog føler piger sig i
mindre grad trygge hjemme hos forældrene end drenge. Køns-
forskellen er gældende for alle fire alderstrin, men er markant
størst mellem de 17-årige piger og drenge. Plejefamilieanbragte
føler sig i mindre grad trygge hjemme hos forældrene end an-
bragte på døgninstitution og opholdssted. Blandt de plejefami-
lieanbragte, er det de børn, som har været på stedet kortest tid,
som oftest føler sig trygge hjemme hos forældrene, mens det
for anbragte på opholdssteder forholder sig omvendt. Her er det
dem, som har været længst tid på stedet, som oftest føler sig
trygge hjemme hos forældrene. Generelt er det dog de børn, som
har været længst tid på anbringelsesstedet, som føler sig mindst
trygge hjemme hos forældrene.
PRIVATLIV HOS DEN PRIMÆRE FORÆLDER
HJEMLIGHED OG HARMONI
Stemningen i hjemmet er den sidste dimension, som belyser
barnets forhold til sine forældre. Harmoni i hjemmet betyder,
at hjemmet er et trygt og sikkert sted at være. Hjemmet er ud-
gangspunkt for megen læring omkring social adfærd og sociale
forhandlinger. For eksempel kan hjemmet være et sted, hvor man
lærer at komme overens med hinanden på trods af forskellige
ønsker ved at gå på kompromis eller via forhandling. Omvendt
kan disharmoni i hjemmet betyde, at barnet ikke lærer at indgå
positivt i sociale relationer på lige fod med jævnaldrende.
Blandt de anbragte børn er 52 pct. enige i, at de har tilstrækkeligt
FIG. 3.10:
Anbragte 11-17-åriges oplevelse af at føle sig tryg
hjemme hos deres forældre. Fordelt på baggrunds-
forhold. Procent
0
I alt i pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
med privatliv hjemme hos deres forældre. 19 pct. er delvist enige,
mens 17 pct. ikke mener, at de har tilstrækkeligt med privatliv, jf.
figur 3.11. Piger oplever i mindre grad at have tilstrækkeligt med
privatliv end drenge hjemme hos forældrene. Især børn, som bor
i plejefamilie, oplever ikke at have tilstrækkeligt med privatliv
hjemme hos forældrene. Dette fortæller formentlig mere om
forskelle i anbringelsestyper end i graden af privatliv. I kapitel 2
fandt vi, at anbragte på døgninstitutioner oftere oplever mang-
lende privatliv i forhold til plejefamilieanbragte. I plejefamilier
FIG. 3.11:
Anbragte 11-17-åriges oplevelse af at have privatliv
hjemme hos deres forældre. Fordelt på baggrunds-
forhold. Procent
0
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
I alt i pct.
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Passer helt
Passer ikke
Passer delvist
Ved ikke
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Passer helt
Passer ikke
Passer delvist
Ved ikke
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0041.png
40
KAPITEL 3 |
KONTAKT MED FAMILIEN
er der muligheden for at have eget værelse, hvor barnet i vid ud-
strækning kan trække sig tilbage og forvente, at hans/hendes ting
forbliver på deres plads. På døgninstitutioner kan man forestille
sig en højere grad af forstyrrelser fra andre anbragte og voksne,
hvilket bidrager til, at kontrasten fra anbringelsessted til hjem er
forskellig alt efter anbringelsestype.
HARMONI HOS DEN PRIMÆRE FORÆLDER
færrest blandt plejefamilieanbragte. Sluttelig ser vi, jf. figur 3.12,
at flere, som ikke oplever, at de kommer godt ud af det sammen
hjemme hos forældrene, har været i mere end 5 år på samme
anbringelsessted.
PERSPEKTIVERING: ANBRAGTE OG IKKE-
ANBRAGTE BØRN
Som beskrevet kommer anbragte børn ofte fra brudte familier.
Figur 3.13 viser, at langt flere blandt de anbragte børn end blandt
ikke-anbragte børn har mistet en forælder, og langt flere anbragte
børn har ikke kontakt med deres bedsteforældre. Andelen af børn,
som oplever et tab af slægt, er således markant højere blandt
anbragte børn end blandt deres ikke-anbragte jævnaldrende.
Når vi måler, i hvor høj grad, at de anbragte børn oplever støtte
fra familien, finder vi, at 34 pct. af de anbragte 11-årige og 40 pct.
Endelig har vi spurgt de anbragte børn, om de oplever, at de kom-
mer godt ud af det sammen med den biologiske familie. 56 pct.
svarer, at det gør de, 33 pct. svarer, at det gør de delvist, og 7 pct.
svarer, at det synes de ikke, at de gør, jf. figur 3.12. Der er flest
drenge, som oplever, at de kommer godt ud af det sammen med
den biologiske familie og færre piger. Blandt dem, som er an-
bragt ‘andet sted’, finder vi den største andel, som synes, de ikke
kommer godt ud af det sammen hjemme hos forældrene. Der er
FIG. 3.12:
Anbragte 11-17-åriges oplevelse af harmoni hjemme
hos deres forældre. Fordelt på baggrundsforhold.
Procent
0
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
F I G . 3 . 1 3 :
Anbragte og ikke-anbragte 11- og 15-årige børns
familerelationer. Procent
0
Har mistet en forælder
(død)
Har aldrig kontakt med
bedsteforældre
1
17
2
26
3
31
8
10
11
20
30
40
50
I alt i pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Passer helt
Passer ikke
Passer delvist
Ved ikke
Familiens støtte
til
børn
34
13
40
13
25
5
33
13
4
2
13
8
Oplever sjældent at få
social støtte fra forældre
Er følelsesmæssig svagt
knyttet
til
forældre
Oplever sig i mindre grad
elsket af forældre
Hjemlighed og harmoni
15
2
19
2
19
2
28
4
Har utilstrækkeligt privatliv
hjemme
Oplever ikke harmoni i
hjemmet
11 år, anbragt
15 år, anbragt
11 år, ikke-anbragt
15 år, ikke-anbragt
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0042.png
KAPITEL 3 |
KONTAKT MED FAMILIEN
41
af de 15-årige oplever, at de ikke kan søge råd hos deres forældre.
Blandt jævnaldrende 11- og 15-årige er det 13 pct., som oplever,
at de kun sjældent kan søge råd hos deres forældre. Der er altså
langt flere anbragte børn og unge, som ikke føler, at de kan få råd
fra deres forældre. Endvidere oplever anbragte børn en lavere
grad af følelsesmæssig tilknytning til deres forældre end deres
jævnaldrende: 25 pct. af de 11-årige og 33 pct. af de 15-årige
anbragte børn føler sig svagt knyttet til deres forældre. Til sam-
menligning føler kun 5 pct. af de 11-årige ikke-anbragte og 13 pct.
af de 15-årige ikke-anbragte sig svagt følelsesmæssigt knyttet til
deres forældre. Når vi spørger børnene om, hvorvidt de føler sig
elsket af deres forældre, viser det sig, at der kun er meget lille
forskel mellem anbragte og ikke-anbragte børn. Det er meget
positivt, at på trods af at en anbringelse har været nødvendig, så
føler langt de fleste børn sig elsket af deres forældre.
Forholdet og rammerne i hjemmet er forskellige mellem anbrag-
te og ikke-anbragte børn. Anbragte børn oplever et højere kon-
fliktniveau i hjemmet end jævnaldrende ikke-anbragte. Omkring
hver fjerde (et gennemsnit af hhv. 19 pct. og 28 pct.) af anbragte
børn og unge oplever ikke harmoni i hjemmet, mens nærmest
ingen jævnaldrende rapporterer om disharmoni i hjemmet. Ende-
lig er der 15 pct. af de 11-årige og 19 pct. af de 15-årige anbragte
børn, som ikke oplever at have tilstrækkeligt med privatliv, mod
kun 2 pct. af deres ikke-anbragte jævnaldrende.
social støtte fra deres forældre, føler sig mindre knyttede til de-
res forældre og mindre holdt af af deres forældre.
Vi ser ydermere en tendens til, at piger har mindre kontakt med
deres fædre og deres bedsteforældre. Det er bemærkelsesvær-
digt, at piger i mindre grad oplever social støtte og følelsesmæs-
sig tilknytning til deres forældre end drenge. Pigerne oplever
også mindre privatliv, mindre harmoni og mindre hjemlighed hos
forældrene end drengene. Desuden føler piger sig i mindre grad
holdt af af forældrene end drenge. En del af denne kønsforskel
kan tilskrives generelle forskelle mellem drenge og piger. Det er
dog vigtigt at have en særlig opmærksomhed på anbragte pigers
følelsesmæssige og relationelle trivsel.
Sammenholder vi de anbragte børns besvarelser om støtte fra
forældrene og den oplevelse, de har af hjemmemiljøet hos den/
de biologiske forældre i dette kapitel med besvarelserne i kapitel
2 om støtte fra de voksne på anbringelsesstedet, ser vi, at de
anbragte i høj grad både føler sig holdt af af forældre (76 pct.) og
holdt af af de voksne på anbringelsesstedet (74 pct.). Med hensyn
til harmoni ser vi, at de anbragte børn og unge oplever omtrent
samme grad af harmoni hjemme hos de biologiske forældre (56
pct.) som på anbringelsesstedet (61 pct.). Når vi ser på oplevel-
sen af tryghed, er der forskel mellem hjemmet hos de biologiske
forældre og anbringelsesstedet. 65 pct. føler sig trygge hjemme
hos forældrene, mens 80 pct. føler sig trygge på anbringelsesste-
det. Samtidig oplever kun 28 pct. af de anbragte børn og unge, at
de altid får social støtte fra deres forældre, mens 57 pct. oplever
social støtte på anbringelsesstedet. Der er også en større andel
af de anbragte børn og unge, som i højere grad oplever, at have
privatliv på anbringelsesstedet (76 pct.) end hjemme hos foræl-
drene (52 pct.).
OPSAMLENDE KONKLUSION
Langt de fleste børn, som er anbragt uden for hjemmet, har
regelmæssig kontakt med deres forældre både i form af sam-
vær men også via telefon, SMS, mail eller chat. Relationen med
forældrene ser dog ud til at være svagere for de 17-årige end for
de 11-årige. De 17-årige oplever desuden i mindre grad støtte fra
deres forældre eksemplificeret ved, at de i mindre grad oplever
1 Det skal dog bemærkes, at de børn, som er med i denne undersøgelse, ikke er mere handicap-
pede, end at de selv har kunnet besvare spørgeskemaet.
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0043.png
42
KAPITEL 4 |
SKOLEGANG
KAPITEL 4
SKOLEGANG
INDLEDNING
Unge, der har været anbragt uden for hjemmet, har hyppigere
end andre unge en problematisk skoletid at se tilbage på (se fx
Lausten m.fl., 2013; Vinnerljung, Öman & Gunnarson, 2005). De
har oftere måttet skifte skole, bl.a. fordi selve anbringelsen, hvis
den sker i skolealderen, ofte vil medføre et skoleskift. Ideelt set
skal begge forhold, et nyt sted at bo og evt. en ny skole, være
bragt på plads samtidig, men det er ikke altid praktisk muligt.
Der kan være en (kortere) periode, hvor barnet reelt er uden et
skoletilbud.
I dette kapitel belyses, hvor mange anbragte børn og unge der
(på interviewtidspunktet) ikke går i skole, og hvad årsagerne
hertil er. Desuden ses på, hvilke ressourcer der findes omkring
barnet eller den unge til at støtte op om skolegangen, og hvordan
den anbragte klarer sig i skolen, både socialt og fagligt. Endelig
belyser kapitlet den unges forventninger til fremtiden, hvad angår
uddannelse og beskæftigelse.
DELTAGELSE I UDDANNELSE
Det er en almindelig forudsætning, at børn, der er i den under-
visningspligtige alder, opfylder denne pligt. Derfor føres der ikke
løbende statistik over børn, som i en periode står uden et under-
visningstilbud. Ganske vist opgøres elevernes fravær (fordelt på
lovligt og ikke-lovligt), men det er netop fravær fra et tilbud, som
eleverne er tilmeldt. Her taler vi om børn, der ikke har noget til-
bud. Deres antal opgøres lejlighedsvis, når der er interesse for at
kende problemets omfang. En analyse af data fra Ankestyrelsens
anbringelsesstatistik i 2006 viste, at knap 7 pct. af de 12-14-årige
før anbringelsen ikke var indskrevet på nogen skole eller uddan-
nelse (Andersen, 2008). En anden undersøgelse i 2013 viste, at
16 pct. af de anbragte børn og unge på opholdssteder og døgnin-
stitutioner ikke havde modtaget undervisning i gennemsnitligt 6
mdr. før anbringelsen (Jørgensen, 2013). Hvordan det forholdt sig
under anbringelsen, siger disse opgørelser ikke noget om. Ifølge
SFI’s forløbsundersøgelse af anbragte børn fra 1995-genera-
tionen modtog 4 pct. som 11-årig ingen undervisning (Egelund
ANVENDTE TRIVSELSINDIKATORER
Deltagelse i uddannelse
Andel, der ikke går i skole
Grunde til ikke at gå i skole
Normal og særlig undervisning
Problemer i skolen
Antal problemer i skolen
Skoleskift
Pjækkeri
Ressourcer til skolegang
Adgang til bøger
Adgang til uddannelsesressourcer
Særlig lærer
Skolepræstationer
Afslutning af grundskolen
Klarer sig fagligt
Trivsel i skolen
Forventninger til fremtiden
Beskæftigelse efter skolen
Forestilling om uddannelsesniveau
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0044.png
KAPITEL 4 |
SKOLEGANG
43
m.fl., 2008), og i 15-års-alderen opgøres andelen til 5 pct. af de
anbragte eller tidligere anbragte børn, som lod sig interviewe til
undersøgelsen (Lausten m.fl., 2013).
Figur 4.1 viser for de fire aldersgrupper i denne undersøgelse,
hvor store andele af de anbragte børn og unge i 2014 der ikke går
i skole eller er under anden form for uddannelse. Når der ikke er
nogen markering på figuren af de 11-åriges forhold, skyldes det,
at alle de 11-årige i undersøgelsen går i skole. Knap 1 pct. af de
13-årige går ikke i skole for tiden, mens det for de 15-åriges ved-
kommende er knap 4 pct., der for tiden ikke går i skole.
2
På grund
af bortfaldets natur
3
er det muligt, at den reelle andel, som ikke
går i skole, er underdrevet i denne undersøgelse. Den lille gruppe
af 15-årige, som for tiden ikke går i skole, bor næsten alle på en
døgninstitution eller et socialpædagogisk opholdssted.
De 17-årige, som er ude over den undervisningspligtige alder, er
for det store flertals vedkommende fortsat i gang med uddan-
nelse i skolen (46 pct.) eller på en ungdomsuddannelse (26 pct.).
Den sidste fjerdedel er uden for uddannelsessystemet og place-
rer sig som vist i figur 4.1 med 6 pct., der har erhvervsarbejde, 8
pct., der holder fri eller er under aktivering, og 10 pct., som fore-
tager sig noget andet. Det fremgår, at dette ’andet’ dækker over
aktiviteter, der i bred forstand har et uddannelsesforberedende
formål eller blot sigter mod at forbedre den unges livskvalitet (fx
erhvervsgrunduddannelse (EGU), særlig tilrettelagt uddannelse
(STU), produktionsskole, efterskole, praktik, gå til hånde). Sam-
menlignet med årgangen som helhed, hvor op mod hver fjerde
i 17-års-alderen vil være ved at afslutte deres skolegang i 10.
klasse, er de 46 pct. af anbragte unge en høj andel, som skal ses
i lyset af, at det er en gruppe unge med større udfordringer end
gennemsnitligt. Oplysningerne om deres nuværende beskæfti-
gelse viser, at de ikke i videre omfang er droppet ud af skole og
uddannelse for blot at drive rundt på må og få.
4
Der er 100 unge i undersøgelsen, som ikke går i skole eller er un-
der uddannelse, og de blev spurgt om, hvorfor de ikke går i skole
(se figur 4.2). 39 angav, at de var over den undervisningspligtige
alder, og 16 ville ikke i skole. Med andre ord angav godt halvdelen,
at skolen (ikke længere) var noget for dem. 21 angav sygdom
som forklaring på den manglende skolegang, og lige så mange
pegede på, at der ikke fandtes et passende undervisningstilbud til
dem. De to forklaringer kan ses som to måder at sige det samme
på: Der findes ikke et lokalt tilbud, som matcher mine mentale
eller fysiske udfordringer. Mere praktisk betonede forklaringer
som at man var flyttet til området for nylig, eller at der ikke var
en ledig plads på skolen, blev fremført af ganske få personer. En-
delig skal det noteres, at 40 personer angav et bredt spektrum af
’andre grunde’, som næsten hver gang anførtes i tillæg til en af de
øvrige og derfor kan tolkes som udtryk for, at motivet til ikke at
gå i skole eller uddanne sig ofte er mere sammensat end det, der
kan rummes i en enkelt af svarkategorierne.
F I G . 4 . 1 :
Anbragte 11-17-årige, som ikke går i skole/er under
uddannelse. Procent
0
5
10
15
20
25
30
F I G . 4 . 2 :
Anbragte 15-17-åriges grunde
til
ikke at gå i skole.
Antal
0
Over skolepligtig alder
5
10
15
20
25
30
35
40
39
11 år
Psykisk/fysisk syg
Vil ikke i skole
Flyttet for nylig
15 år
Ikke plads på skole
Svært at
finde
skole
Andre grunde
Ikke i skole
Erhv.arbejde
Syg/barsel
Uden besk.
Andet
1
21
13 år
16
6
17 år
21
40
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0045.png
44
KAPITEL 4 |
SKOLEGANG
NORMAL OG SÆRLIG UNDERVISNING
Det interne skoletilbud benyttes hovedsageligt af unge, der er
anbragt på en institution med et sådant tilbud. 34 pct. af børn og
unge på døgninstitution og 28 pct. af børn og unge på socialpæ-
dagogisk opholdssted undervises internt på stedet. Af den sam-
lede mængde anbragte børn og unge bliver godt 10 pct. undervist
på en intern skole.
De ca. 45 pct. af anbragte 17-årige, som fortsat går i skole, forde-
ler sig med 39 pct. i en almindelig skole, mens lige så mange går
på intern skole eller specialskole, og 8 pct. går på en kost- eller
efterskole.
Der er, som figur 4.4 viser, en tydelig sammenhæng mellem bar-
nets skolegang og typen af anbringelsessted. Børn og unge, der
er anbragt i en plejefamilie, går i langt mindre grad (43 pct.) end
de institutionsanbragte (73-75 pct.) i skole med støtte i undervis-
Elever, der undervises på helt almindelig vis i folkeskolen, udgør
60 pct. af de anbragte 11-15-årige (jf. figur 4.3). Af de øvrige be-
finder en del sig i folkeskolens regi, hvor de kan være placeret i
en specialklasse, eller de kan som elever i en normalklasse mod-
tage støtteundervisning i nogle af timerne. Alt i alt får 3 ud af 4
anbragte 11- og 13-årige deres undervisning i en almindelig skole
(folkeskole eller privatskole), mens resten undervises på special-
skole eller på opholdsstedets interne skole. Blandt de 15-årige
er balancen rykket, således at kun 57 pct. går i en almindelig
skole. Cirka 8 pct. er placeret på en kost- eller efterskole
5
, og
en tredjedel modtager specialundervisning på bostedets interne
skole eller på en specialskole. Til sammenligning kan nævnes, at
blandt alle 15-årige, som er interviewet til undersøgelsen af
Børn
og unge i Danmark
(BUD), modtog 8 pct. specialundervisning i et
eller andet omfang.
F I G . 4 . 3 :
Anbragte 11-17-årige, der går i skole. Fordelt på
baggrundsforhold. Procent
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Folkeskole
Specialskole
Intern skole på anbr.sted
Kost/efterskole
Andet
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
F I G . 4 . 4 :
Anbragte 11-17-årige, der får støtte i undervisningen.
Fordelt på baggrundsforhold. Procent
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Specialklasse
Alm. kl. m. støttelærer
Alm. kl. + særskilt underv.
Alm. kl. + ekstraunderv.
10
20
30
40
50
60
70
80
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0046.png
KAPITEL 4 |
SKOLEGANG
45
ningen. Andelen af børn i plejefamilie, hvis skolegang er henlagt
til en specialskole eller specialklasse, er lavere (27 pct.) end
blandt børn og unge på institution (68 pct.). En større andel af de
anbragte drenge (60 pct.) modtager støtte i undervisningen set i
forhold til anbragte piger (45 pct.).
PROBLEMER I SKOLEN
at have konflikter med kammerater
at have konflikter med en lærer.
For de 17-åriges vedkommende refererer tallene alene til den del,
som går i skole eller er i gang med en ungdomsuddannelse.
Samlet set har hver tredje (35 pct.) inden for det seneste år ikke
oplevet nogen af de nævnte vanskeligheder. Omvendt har hver
fjerde (28 pct.) oplevet vanskeligheder på mindst 3 af de 4 om-
råder. Disse børn og unge må siges at have haft et konfliktfyldt
skoleår. Til sammenligning kan det nævnes, at 9 pct. af de unge i
Børn og unge i Danmark
som 15-årig havde oplevet problemer på
3 af disse 4 områder.
Vanskelighederne er (jf. figur 4.6) mest massivt til stede blandt
de 11- og 13-årige, hvor mere end 40 pct. har haft det svært i det
forløbne år. Færrest vanskeligheder har de 17-årige rapporteret.
Skolegangen kan være forbundet med både glæder og problemer.
Her ses på vanskeligheder i dagligdagen. Temaet er i figur 4.5
belyst ved et udvalg på fire problemområder, som ikke kan gøre
krav på at være udtømmende for alt, hvad man kan opleve i sko-
lens hverdag, men dog dækker felter, hvor det er væsentligt for
læringsprocessen at have et lavt problemniveau. Der er spurgt til
barnets eller den unges oplevelser i det sidste år af
at være ked af det og isolere sig
at have svært ved at koncentrere sig
F I G . 4 . 5 :
Anbragte skolesøgende 11-17-årige med problemer i
skolen. Fordelt på baggrundsforhold. Procent
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
0 probl.
3 probl.
1 probl.
4 probl.
2 probl.
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
F I G . 4 . 6 :
Anbragte skolesøgende 11-17-årige med problemer i
skolen på mindst 3 af 4 områder. Fordelt på baggrunds-
forhold. Procent
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
10
20
30
40
50
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0047.png
46
KAPITEL 4 |
SKOLEGANG
Ikke alene er andelen med problemer på mindst 3 områder kun
på 14 pct. Andelen, som ingen problemer har haft, er på 60 pct.,
altså væsentligt anderledes end de yngre anbragte. Tilsynela-
dende har de ældre unge det mindre vanskeligt end de yngre. Det
er dog vigtigt her at huske på, at de 17-årige er ude over den un-
dervisningspligtige alder, og at den gruppe, som ikke længere er
under uddannelse og derfor ikke inkluderet i procentgrundlaget,
meget vel kan have fravalgt fortsat uddannelse, fordi deres ople-
velser i skolen var så negative, at det ikke kunne anspore dem til
at fortsætte i det spor.
De, som er anbragt i en plejefamilie, rapporterer færre skolepro-
blemer, end de jævnaldrende på en institution. Således angiver 34
pct. af de anbragte på døgninstitution og 38 pct. af de anbragte på
socialpædagogisk opholdssted, at de har haft vanskeligheder på
mindst 3 af områderne, mens det er under 25 pct. af de anbragte
i en plejefamilie, som har haft det sådan.
Den type problemer, flest af de unge (61 pct.) nævner, er, at de
har haft svært ved at koncentrere sig i timerne. Hvis de kun har
ét problem, er det typisk dette, der nævnes. Har de to problemer,
vil det andet problem enten være konflikter med kammerater
eller at være ked af det og holde sig for sig selv. Begge disse
problemer, som drejer sig om at have vanskeligt ved at håndtere
sociale relationer til ens jævnaldrende, nævnes hver af 43 pct.
I et bredere perspektiv er konflikter med en lærer også udtryk
for problemer med at klare de sociale relationer. 31 pct. nævner
denne problemtype, som typisk er noget, der lægger sig oven i
vanskeligheder med kammeraterne.
SKOLESKIFT
Mange børn følges i den samme klasse op gennem hele deres
skoleforløb, men lige så mange oplever at skifte skole mindst én
gang. Mere end ét skift er dog ikke noget, der sker så tit.
6
De mest
almindelige grunde til et skoleskift er flytning ud af skoledistrik-
tet (på grund af familiens opløsning eller en forælders jobskift)
eller utilfredshed med skolen. For de anbragte børns vedkom-
mende vil selve anbringelsen, når den finder sted i skolealderen,
også kunne indebære et skoleskift.
Sammenlignes de anbragte 11- og 17-årige, er der relativt flere
blandt de 11-årige, som blev anbragt (første gang) allerede i før-
skolealderen. Det kan i nogen grad forklare, at der er stor forskel
F I G . 4 . 7 :
Antal skoleskift indtil nu blandt anbragte 11-17-årige.
Fordelt på baggrundsforhold. Procent
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Ingen skoleskift
Ét skoleskift
To eller
flere
skoleskift
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0048.png
KAPITEL 4 |
SKOLEGANG
47
på andelen i de to aldersgrupper, som aldrig har skiftet skole, jf.
figur 4.7. 43 pct. af de 11-årige og kun 12 pct. af de 17-årige går i
den samme skole, som de hele tiden har gået i. Samtidig skal det
bemærkes, at 25 pct. af de 11-årige allerede haft en så turbulent
skoletid, at de i den alder har oplevet to eller flere skoleskift. De
17-årige har et helt skoleforløb at se tilbage på, og blandt dem er
den tilsvarende andel 69 pct.
Børn, som er anbragt i en plejefamilie, har typisk færre skoleskift
i bagagen, end børn, der er placeret på en institution (døgninsti-
tution eller socialpædagogisk opholdssted). Såvel skift før som
under anbringelsen tæller med. Det lavere antal skift blandt børn
i plejefamilie hænger delvis sammen med, at det typisk er yngre
børn, som anbringes i en plejefamilie, hvorved selve anbringelsen
kan være effektueret endnu inden skolestarten og dermed ikke
forårsager et skoleskift. Hertil skal lægges, at anbringelse i en
plejefamilie alt andet lige forudsætter en lavere belastnings-
grad end den, de specialiserede institutioner er udrustet til at
håndtere. Når de tidlige anbringelser ikke ligefrem er betinget af
svære handicap, der må forventes at indebære et langt liv som
institutionsanbragt, vil den tidlige anbringelse ofte betyde et re-
lativt roligt forløb uden skoleskift. Det fremgår da også af figur
4.7, at andelen med mere end to skoleskift er relativt lav (34 pct.)
blandt unge, der har været anbragt i mindst 5 år, hvorimod de,
som kun har været anbragt uden for hjemmet i op til ét år, ofte
(79 pct.) har skiftet skole to eller flere gange.
PJÆK
Når problemerne tårner sig op, og løsningsmulighederne ikke
ligefrem står i kø for at melde sig, eller når skolen bare ikke
opleves som et sted, der har noget godt at tilbyde, kan eleverne
forfalde til selvtægt, dvs. forsøge selv at løse problemerne ved
at flygte fra dem. I skolesammenhæng hedder det at pjække fra
undervisningen. I det almindelige udsnit af unge i undersøgelsen
Børn og unge i Danmark
havde 12 pct. i 15-års-alderen pjæk-
ket mindst én hel dag i det sidste år. For de anbragte 15-årige er
andelen noget højere: 20 pct., jf. figur 4.8. Helt generelt gælder
det, at pjækkeriets omfang øges med alderen. Endvidere viser
figur 4.8, at det er mere sandsynligt, at børn og unge, som bor på
en institution, har prøvet at pjække fra skolen, set i forhold til de
unge i en plejefamilie.
F I G . 4 . 8 :
Anbragte 11-17-årige, som har pjækket en eller
flere
dage i sidste år. Fordelt på baggrundsforhold. Procent
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Nej
Ja, en hel dag
Ja, i nogle få
timer
Ja,
flere
gange
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0049.png
48
KAPITEL 4 |
SKOLEGANG
RESSOURCER TIL SKOLEGANG
ADGANG TIL BØGER
Vi definerer her ”et hjem uden bøger” som et sted, hvor der højst
findes 10 bøger på hylden. Er der flere end 100 bøger, vil vi til
gengæld betegne det som et hjem med mange bøger. Fra under-
søgelsen af
Børn og unge i Danmark
ved vi, at 6 pct. af de 15-åri-
ge hører til en familie uden bøger. Blandt de anbragte 15-årige er
andelen dobbelt så høj (12 pct., jf. figur 4.9). Da der ikke er spurgt
til børnenes egne bogbestande, men til stedets, kunne man for-
vente, at institutionerne via deres muligheder for at høste nogle
stordriftsfordele i form af fælles bibliotek på stedet ville have
mindst lige så mange bøger at tilbyde deres unge, som man har
i plejefamilierne. Men det er ikke tilfældet. I hvert fald ikke, når
vi lægger de unges egne svar til grund. Der er klart flere bogløse
døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder end ple-
jefamilier uden bøger (figur 4.9). Modsat er andelen med mange
bøger størst i plejefamilierne og mindst på institutionerne. En
medvirkende årsag til denne forskel kan være institutionernes
vurdering af behovet for bøger på stedet. Det skal huskes, at det
netop er børn og unge med relativt større vanskeligheder, der er
For blot 150 år siden var en stor del af befolkningen ude på
landet analfabeter. Et vigtigt middel i bonde- og arbejderbevæ-
gelsernes kamp for social og politisk fremgang var at få bredt
læsefærdighederne ud til også at omfatte folk i jævne kår. Og når
læsekoden var brudt, skulle der være noget at læse i. Derfor var
det også vigtigt at sikre tilgang i almindelige hjem til forskellige
former for fag- og skønlitteratur. Mængden af bøger i hjemmet
har i generationer været en god indikator for graden af boglighed i
familien. Med tilgangen af elektroniske medier og internet er læs-
ningen bredt ud til også at bygge på andre medier end de trykte,
som bl.a. på avisområdet oplever en markant tilbagegang i disse
år. Alligevel er forekomsten af bøger, der hvor man bor, stadig en
brugbar indikator for læseevne og -lyst.
F I G . 4 . 9 :
Anbragte 11-17-åriges adgang
til
bøger, der hvor de
bor. Fordelt på baggrundsforhold. Procent
0
I alt pct.
10
14
placeret på institutionerne, mens de bedst fungerende som regel
hører til i en plejefamilie. Om det så er en tilstrækkelig begrun-
50
20
30
40
36
delse for kun at have et sparsomt udvalg af bøger og læsestof i
det hele taget at byde på, kan nok diskuteres.
ADGANG TIL UDDANNELSESRESSOURCER
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
4
10
12
21
44
39
36
32
Med afskaffelsen af de formelle barrierer mod uddannelse, som
tidligere udgjorde vigtige dele af fundamentet for det klassedelte
samfund, og iagttagelsen af, at der fortsat findes socialt betin-
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
22
5
22
24
46
18
27
42
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller mere
7
11
17
21
30
30
37
47
Højst 10 bøger
Flere end 100 bøger
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0050.png
KAPITEL 4 |
SKOLEGANG
49
gede forskelle i befolkningens uddannelsesniveau, er der kommet
øget fokus på den sociale arvs betydning i så henseende. Viden og
færdigheder er ikke kun noget, befolkningen tager til sig i uddan-
nelsessystemet. Vigtig viden og indsigt, som giver adgang til pri-
vilegerede positioner i samfundet, formidles i høj grad i familien
og andre private netværk. Et godt samspil mellem skole og hjem
befordrer elevens evne til at tage imod det, skolen har at tilbyde.
Den hjemlige ballast består af sociale færdigheder i at kunne
begå sig, muligheder for at kunne få hjælp fra forældre eller an-
dre i netværket til skolearbejdet, tilgang til forskellige hjælpemid-
ler og et sted, hvor man kan arbejde i fred og ro. Og ikke mindst,
at opvækstmiljøet er præget af holdninger, der er befordrende
for den unges lyst til uddannelse, idet der lægges vægt på det at
lære og uddanne sig som en vigtig vej til at opnå et godt liv.
Uanset om barnet vokser op i en almindelig familie eller under
mere institutionaliserede vilkår, er det vigtigt, at det har res-
sourcer til rådighed, som kan bruges til støtte for skolearbejdet.
De anbragte børn og unge er spurgt om, hvorvidt forskellige res-
sourcer, som er nyttige eller ligefrem nødvendige for at få det
optimale udbytte af skolegangen, står til rådighed, der hvor de
bor. Det drejer sig om:
adgang til computer med tekstbehandling
adgang til internettet
adgang til en ordbog (evt. via internettet)
et sted med ro til at læse lektier
et skrivebord til at læse lektier ved
adgang til opslagsbøger, der kan være en hjælp til skolearbej-
det
adgang til lommeregner
adgang til klassisk litteratur (fx H.C. Andersen).
I dagens Danmark er det ganske almindeligt, at alle disse ting
findes i hjemmet. 2 ud af 3 15-årige i
Børn og unge i Danmark
har
adgang til alle otte goder, og 95 pct. har til mindst seks af dem
(Ottosen m.fl., 2014). I denne undersøgelse har knap halvdelen
af alle adgang til alle otte typer ressource, og knap 85 pct. har til
mindst 6 af dem (jf. figur 4.10). Alt i alt har de anbragte børn og
unge således i lidt ringere omfang end almindelige børn og unge
mulighed for at trække på den vifte af uddannelsesressourcer,
som er bragt på bane her.
Ligesom det gælder for mængden af bøger, der hvor børnene og
de unge bor, gælder det for den bredere vifte af uddannelsesres-
sourcer, at den optræder i rigeligere mængde, når der er tale om
en plejefamilie, og mere sparsomt, når stedet er en døgninstitu-
tion eller et socialpædagogisk opholdssted (figur 4.10).
EN SÆRLIG LÆRER
Når voksne, der får prædikatet mønsterbryder hæftet på sig,
skal forklare, hvad der bevirkede, at de har været i stand til at
bryde med deres egen sociale arv, henvises i ikke så få tilfælde
til en bestemt person, som tog sig af dem, så at sige trådte i
forældrenes sted og blev deres forbillede, en mentor, de kunne
FIG. 4.10:
Anbragte 11-17-åriges adgang
til
uddannelses-
ressourcer, der hvor de bor. Fordelt på anbringelses-
form. Procent
0
10
20
30
40
50
60
70
80
90 100
FIG. 4.11:
Anbragte 11-17-årige, der ikke har oplevet at have
en lærer, de var særligt glade for. Fordelt på
baggrundsforhold. Procent
0
5
10
15
20
I alt pct
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
0-5 stk
6 stk
7 stk
8 stk
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0051.png
50
KAPITEL 4 |
SKOLEGANG
søge støtte og råd hos. En sådan person kan være en i familien,
en nabo, en sportstræner eller en lærer. I undersøgelsen er de
unge blevet spurgt, om de i løbet af deres skoleforløb har haft en
lærer, de har været særlig glad for. Langt de fleste har haft en
eller flere af den slags lærere, men omkring hver tiende kan ikke
komme i tanke om, at de er stødt på en eneste lærer, de brød sig
særligt om. De har ikke mødt den lærer, som kunne inspirere dem
til faglig fordybelse eller på anden måde at opleve glæde ved
skolearbejdet. Dette underskud fra det daglige skolearbejde fore-
kommer med samme hyppighed blandt de anbragte som blandt
børn og unge i almindeligehed. Når vi underopdeler de anbragte,
forekommer det oftere blandt dem på døgninstitutioner eller so-
cialpædagogiske opholdssteder end blandt plejefamiliernes børn
og unge, at der ikke har været en lærer, de var særlig glad for (se
figur 4.11).
SKOLEPRÆSTATIONER
AFSLUTNING PÅ SKOLEN
Op gennem skoletiden udvikler børnene sig forskelligt. De knapt
så fremgangsrige bliver ramt af den udskillelse, som er en uund-
gåelig bifunktion af uddannelsessystemet, der viser sig ved, at en
stigende andel med alderen halter bagefter, bliver skoletrætte
og mister lysten til at gå i skole. Et styrket fokus på karakterer
og anden form for evaluering forstærker oplevelsen af, at skolen
også er en udskilningsproces. For de unge, som ikke kan leve op
til kravene, kan testkulturen virke kontraproduktiv i forhold til
målsætningen om, at alle unge skal have en ungdomsuddan-
nelse.
I almindelighed vil 17-årige have afsluttet deres grundskoleud-
dannelse. Det er i denne undersøgelse kun tilfældet for knap
halvdelen af de 17-årige (se figur 4.12). I denne gruppe er der ca.
4 pct., som ikke nåede frem til 9. klasse, før de gik ud af skolen.
FIG. 4.12:
Anbragte 17-åriges måde at afslutte grundskolen på.
Fordelt på baggrundsforhold. Procent
0
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
De vil typisk være blevet udskolet til en anden måde at opfylde
deres undervisningspligt på. Hovedparten er dog gået ud efter
9. eller 10. klasse. Efter de gældende regler skal alle elever
principielt gå op til Folkeskolens Afgangsprøve (FSA). I særlige
tilfælde kan der dog ske fritagelse for prøveaflæggelse.
Af de ca. 48 pct. med afsluttet grundskole har ca. 37 pct. aflagt
prøve i mindst ét fag, mens 11 pct. blev fritaget (afsluttet uden
afgangsprøve). De fritagne udgør en større andel blandt drenge
I alt pct.
Køn
Drenge
Piger
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Går i skole
Afsluttet med afg.prøve
Afsluttet før 9. kl.
Afsluttet uden afg.prøve
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0052.png
KAPITEL 4 |
SKOLEGANG
51
end piger, ligesom deres andel er klart større blandt anbragte på
døgninstitution end i plejefamilie. Vi kan ikke vide, hvor mange
af de 17-årige, der stadig går i skole, som vil undlade at aflægge
afgangsprøve. Vi ved dog, at det er unge, som i forhold til et
normeret skoleforløb er bagud og derfor alt andet lige vil tilhøre
gruppen af relativt svagt præsterende unge. På den baggrund
forekommer det sandsynligt, at andelen af samtlige anbragte
17-årige, som vil forlade folkeskolen uden at have aflagt afgangs-
prøve i noget fag, vil være lige så høj som blandt de unge fra år-
gangen, der allerede har forladt skolen, dvs. mindst hver ottende.
FAGLIGT PRÆSTATIONSNIVEAU
hele tiden underpræsterede, og flyttes til en klasse, hvor han er
på niveau med de andre og dermed får mulighed for at genvinde
noget af sin skoleglæde.
Ses på fordelingen af de anbragte elevers syn på egen skolegang
(se figur 4.13), svarer den i 11-års-alderen til den fordeling, som
i almindelighed ses blandt ikke-anbragte elever i 15-års-alderen.
Differentieringen mellem dygtige og mindre dygtige elever synes
således at sætte ind i en yngre alder blandt de anbragte. Og den
fortsætter med at gøre sig gældende i den sene del af skolefor-
løbet. Derfor ser 2 ud af 5 anbragte elever i 15-års-alderen sig
selv som ’mindre gode’ i faglig skolesammenhæng. Blot 15 pct.
mener, at de klarer sig ’virkelig godt’.
Opdeles de anbragte børn og unge efter deres bosted, tegner der
sig ikke så klart et billede, som man kunne have forventet (se
figur 4.14). Kun i 13-års-alderen er der relativt flere med mindre
gode præstationer blandt de institutionsanbragte end blandt de
anbragte i plejefamilie. Det kan evt. hænge sammen med det
ovennævnte forhold, at skolegangen for de unge i plejefamilie
hyppigere udspiller sig i en almindelig skoleklasse med strengere
krav end gældende for elever i en form for specialundervisning,
hvilket forekommer hyppigere blandt de anbragte på institution.
SKOLETRIVSEL
Alle aldersgrupper i undersøgelsen er blevet spurgt om, hvordan
det går i skolen – rent fagligt. Erfaringerne med spørgsmålet er,
at de unges svar stemmer godt overens med andre evalueringer i
form af karakterer. De, som scorer højt på karakterskalaen, synes
også, at de fagligt klarer sig godt i skolen. Og vice versa. Det skal
dog tilføjes, at den unge ser sig selv i forhold til de andre unge på
stedet. Går man på en skole med mange svagt præsterende ele-
ver, sådan som en hel del anbragte unge gør, vil der være en ten-
dens til, at skolens niveau for en middelgod præstation objektivt
set ligger lavere end på en anden skole med mange højt præste-
rende elever. De unge vil kun have en begrænset viden om, hvor-
dan det er på andre skoler. Derfor vil deres faglige selvopfattelse
være præget af, hvordan de placerer sig i forhold til de andre
elever på skolen. Det skoleskift, som følger med en anbringelse,
kan betyde, at den unge tages ud af en dygtig klasse, hvor han
Kritiske røster, som især baserer deres kritik af folkeskolen på et
for svagt fagligt niveau, har med PISA-målingernes indtog fået
FIG. 4.13:
Anbragte 11-17-åriges syn på, hvordan de klarer
sig i skolen rent fagligt. Procent
FIG. 4.14:
Anbragte 11-17-årige, der synes, at det går mindre
godt i skolen rent fagligt. Fordelt efter baggrunds-
forhold. Procent
45
41
43
40
0
I alt pct.
Alder
10
20
30
40
50
60
70
80
90
100
50
40
32
30
11 år
20
13 år
15 år
17 år
Virkelig godt
Godt
Mindre godt
10
23
20
28
0
11 år
Familiepleje
13 år
15 år
Døgninstitution
17 år
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0053.png
52
KAPITEL 4 |
SKOLEGANG
ekstra vind i sejlene. Verdens dyreste folkeskole er ikke verdens
bedste. På et punkt scorer skolen imidlertid højt i sammenligning
med alle andre lande. Danske elever er mere tilfredse end alle
andre med at gå i skole. 95 pct. af de 11-årige i
Børn og unge i
Danmark
kan ’virkelig godt’ lide deres skole, eller de synes, den
er ’nogenlunde’. Ved slutningen af grundskolen (som 15-årig) er
skoleglæden lidt vigende, men det er stadig 90 pct., som i det
mindste synes, at skolen er ’nogenlunde’. De anbragte børns sko-
leglæde er på samme niveau i 11-års-alderen, men lidt lavere (83
pct.) blandt de 15-årige (figur 4.15). Det er især en nedgang i pi-
gernes skoleglæde, som bidrager til dette resultat. Næsten hver
fjerde anbragte pige kan som 15-årig ikke lide deres skole. Det er
bemærkelsesværdigt, fordi piger generelt er lige så glade for at
gå i skole, som drenge er. Opdeles børnene efter den form for an-
bringelse, de er i, ses det, at skoleglæden er størst blandt de børn
i alle aldersgrupper, som er i en plejefamilie. Samtidig finder vi en
markant større skoleglæde blandt de børn, som i en årrække har
været i deres nuværende anbringelse. Da et stabilt anbringelses-
forhold oftere er at finde i forbindelse med en anbringelse i ple-
jefamilie, kan vi ikke med sikkerhed sige, hvilken af de to faktorer
der bidrager mest til, at skoleglæden er størst i gruppen af unge,
der har en langvarig anbringelse i en plejefamilie.
FORVENTNINGER TIL FREMTIDEN
BESKÆFTIGELSE EFTER SKOLEN
Når man bare er 11 eller 13 år gammel, ligger livet som voksen
endnu så langt ude i fremtiden, at de færreste har gjort sig mere
konkrete tanker om, hvad der skal ske, når de er færdige med
skolen. I denne undersøgelse (se figur 4.16) har vi indskrænket
valgmulighederne til at:
finde et arbejde og tjene penge
begynde på en praktisk uddannelse (hvor du lærer gennem
praktisk arbejde med tingene)
FIG. 4.15:
Anbragte 11-17-åriges syn på, om de kan lide at gå
i skole. Fordelt på baggrundsforhold. Procent
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
en boglig uddannelse (hvor du lærer ved at læse om tingene).
Hver tredie 11-årige peger på den praktiske uddannelse som lær-
ling eller lignende som deres fremtidsplan, mens 30 pct. ser sig
selv i en boglig uddannelse (på gymnasiet eller lignende). 8 pct.
vil ingen af delene, men bare ud at arbejde og tjene nogle penge.
De sidste 31 pct. ved ikke, hvad de skal svare. For de 2 år ældre
har billedet ikke ændret sig nævneværdigt. Det er stadig hver
tredje, som ikke kan sige, hvad de vil.
FIG. 4.16:
Anbragte 11-13-årige om egen beskæftigelse efter
skolen. Fordelt på baggrundsforhold. Procent
0
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Kan virkelig godt lide den
Den er nogenlunde
Kan ikke rigtigt lide den
Kan slet ikke lide den
11-årige i alt
Køn
Drenge
Piger
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
13-årige i alt
Køn
Drenge
Piger
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Arbejde og tjene penge
I gang med boglig udd.
I gang med praktisk udd.
Ved ikke
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0054.png
KAPITEL 4 |
SKOLEGANG
53
Sammenlignes fordelingen med
Børn og unge i Danmark,
finder
vi, at der er færre ikke-anbragte (20 pct.), som ikke ved, hvad
de skal svare, og flere (54 pct.), der mener, at de skal fortsætte
med en boglig uddannelse. Til gengæld tror kun 18 pct., at de vil
begynde på en praktisk uddannelse. De anbragte børn orienterer
sig med andre ord relativt stærkere mod en praktisk uddannelse
og mindre mod en boglig (gymnasial) uddannelse. Andelen, som
ikke mener, at de vil begynde på en uddannelse, men hellere vil
ud og arbejde for at tjene nogle penge, er derimod på samme
niveau i de to undersøgelser. Der er flere drenge end piger, som
ser deres fremtid ligge i et ufaglært arbejde eller i det hele taget
i et praktisk arbejde baseret på en lærlingeuddannelse. Blandt de
11-årige er der ikke større forskelle mellem de tanker, børnene
gør sig i en plejefamilie og på en institution. Noget anderledes ser
det ud blandt de 13-årige, hvor der synes at være en stærkere
orientering mod en fremtid baseret på en praktisk uddannelse,
når barnet bor på en institution, end når det hører hjemme i en
plejefamilie.
ser frem til at blive studenter, men regner så ikke med at lægge
yderligere uddannelse oveni. Sammen med de 12 pct., som slet
ikke regner med at gennemføre nogen uddannelse ud over grund-
skolen, er det således 27 pct. af de anbragte 15-årige, der ikke (på
nuværende tidspunkt) mener, at de gennemfører en uddannelse
med erhvervskompetence.
2 år senere, som 17-årig, er der nu kun 15 pct., som ikke regner
med, at de vil få nogen erhvervskompetencegivende uddannelse.
En medvirkende årsag til dette betydelige fald kan være, at de
unge nu faktisk (med eller uden pres) er begyndt på en uddan-
nelse, som de så regner med at fuldføre. Faldet i restgruppens
størrelse modsvares først og fremmest af en stigning i andelen,
som forventer at få et svendebrev (en faglig uddannelse), men
der er også blevet flere, der forventer at skulle have en videregå-
ende uddannelse.
FIG. 4.17:
FORESTILLINGER OM FREMTIDIG UDDANNELSE
De 15- og 17-åriges forventninger til fremtiden er belyst ved et
anderledes formuleret spørgsmål om, hvilket uddannelsesniveau
de regner med at slutte på (figur 4.17). Knap en femtedel kan
ikke besvare spørgsmålet, og godt en femtedel af de 15-årige ser
en videregående uddannelse som slutstenen på deres uddan-
nelseskarriere. Hver tredje 15-årig mener, at de vil tage en faglig
erhvervsuddannelse og arbejde på det grundlag. Cirka 15 pct.
Anbragte 15-17-åriges forestilling om deres
højeste uddannelse. Fordelt på baggrundsforhold.
Procent
0
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
15-årige
I alt pct.
Køn
Drenge
Piger
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
17-årige
I alt pct.
Køn
Drenge
Piger
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
9-10. kl.
EUD
Ved ikke
Gymnasial udd.
Videreg. udd.
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0055.png
54
KAPITEL 4 |
SKOLEGANG
En velkendt kønsforskel i uddannelsesmønsteret går på, at flere
piger end drenge vælger den gymnasiale ungdomsuddannelse
og efterfølgende en videregående uddannelse, mens drengene er
i overtal på de erhvervsfaglige uddannelser. Dette mønster gen-
findes også i denne undersøgelse, som også peger på, at unge fra
plejefamilier lidt hyppigere end de anbragte på institution ser en
boglig (gymnasial) uddannelse for sig. Det er imidlertid også blandt
de unge i plejefamilierne, man har svært ved at se længere frem
end til gennemførelsen af den igangværende gymnasieuddannelse.
anbragte 11- og 15-årige. Anbragte børn og unge har langt flere
problemer i skolen, og flere har oplevet skoleskift. Samtidig har
de anbragte selv en erkendelse af, at de ikke klarer sig godt fag-
ligt i skolen, hvilket smitter af på de unges forventninger til frem-
tiden. Dobbelt så mange anbragte 15-årige som ikke-anbragte
15-årige forventer, at de ikke kommer til at tage en kompetence-
givende uddannelse efter grundskolen.
OPSAMLENDE KONKLUSION
Resultaterne i dette kapitel peger på, at 4 pct. af de 15-årige, som
fortsat er i den undervisningspligtige alder, ikke går i skole. Blandt
de 17-årige går næsten halvdelen stadig i skole, og en fjerdedel
er i gang med en ungdomsuddannelse. Hver sjette har et arbejde
eller er placeret i en uddannelsesforberedende aktivitet. 8 pct.
holder fri eller er under aktivering.
3 ud af 4 anbragte 11-13-årige får deres undervisning i en al-
mindelig skole. Resten undervises på en specialskole (herunder
PERSPEKTIVERING: ANBRAGTE OG IKKE-
ANBRAGTE BØRN
Når vi sammenligner anbragte og ikke-anbragtes skolegang og
ressourcer til skolegang, fremstår der markante forskelle. En
tredjedel af de 11- og 15-årige anbragte modtager støtteunder-
visning, hvor det kun er tilfældet for hhv. 6 og 11 pct. af de ikke-
F I G . 4 . 1 8 :
11- og 15-årige børns skoleforhold. Anbragte og ikke-
anbragte børn. Procent
0
Deltagelse i uddannelse
Går ikke i skole
Modtager
støtteundervisning
3 eller
flere
problemer i
skolen
Mindst 2 skoleskift
Pjækket mindst en dag
sidste år
Ressourcer
til
skolegang
10 eller færre bøger på
stedet
Få udd.mæssige redskaber i
på stedet
Skolepræstationer
Klarer sig ikke fagligt godt
Forventninger
til
fremtiden
Forventer at
finde
ufaglært
arbejde efter skolen
Forventer ikke at tage en
erhvervsuddannelse
8
8
11
23
23
41
4
6
6
7
5
12
17
13
3
5
5
12
17
20
0
0
2
1
11
6
11
8
22
25
55
28
på opholdsstedets interne skole). Blandt de 15-årige er det hver
tredje, der undervises på en specialskole. En tydelig indikation af
sammenhængen mellem de anbragte børn og unges problem-
tyngde og typen af anbringelse ses af, at 55 pct. af de anbragte
i en plejefamilie kan følge undervisningen i en almindelig sko-
leklasse, mens det kun gælder for 28 pct. af de institutionsan-
bragte.
For unges deltagelse i fortsat uddannelse efter grundskolen er
det vigtigt, at deres læsefærdigheder og -lyst holdes ved lige og
10
20
30
40
50
60
32
32
13
27
11 år, anbragt
15 år, anbragt
11 år, ikke-anbragt
15 år, ikke-anbragt
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0056.png
KAPITEL 4 |
SKOLEGANG
55
stimuleres. Et af midlerne hertil er en let tilgang til bøger. Blandt
15-årige som helhed er det blot 6 pct., der kommer fra et hjem
uden bøger. For de anbragte 15-åriges vedkommende er andelen
dobbelt så høj. Det er døgninstitutioner og socialpædagogiske
opholdssteder, der trækker andelen op ved ikke at have et udbud
af bøger til deres unge beboere. Plejefamilierne er til gengæld
godt udrustede på dette felt. Undersøgelsen har endvidere set på
forekomsten af en række andre goder, som er af betydning for at
kunne deltage i og begå sig i den fortsatte uddannelse. Alminde-
lige goder, som findes i de fleste danske hjem, er fx et roligt sted
til skolearbejdet, ordbøger, klassisk litteratur. De anbragte unge
har tilgang til mange af dem, men i lidt mindre grad end andre
unge. Værst står det også her til på institutionerne, mens plejefa-
milierne er godt med.
3 ud af 4 anbragte har i det sidste år oplevet problemer på mindst
ét af fire udvalgte områder i skolen (koncentrationsbesvær, ked af
det, konflikter med kammerater og lærere). Hver tredje har op-
levet massive problemer (dvs. på mindst tre områder). Herved er
de anbragte børn og unge langt mere belastede end hele alders-
gruppen, hvor kun hver tiende har massive skoleproblemer.
Halvdelen af alle børn oplever aldrig at skifte skole. For de an-
bragte er deres skolekarriere mere turbulent. Da selve anbringel-
sen ofte er en grund til et skoleskift, er det kun hver ottende an-
bragte 17-årig, der ikke har oplevet at skifte skole. 2 ud af 3 i den
alder har været ude for at skulle skifte skole mindst to gange.
Pjækkeri kan ses som de skoletrætte børns forsøg på at komme
væk fra noget, de ikke bryder sig om. Blandt anbragte 15-årige er
pjækkeri mere udbredt (20 pct.) end i resten af aldersgruppen (15
pct.). Børn i plejefamilier holder sig på niveau med hele årgangen,
mens de anbragte på institution ligger en del højere.
I den halvdel af de anbragte 17-årige, som ikke længere går i
skole, har hver fjerde afsluttet sit skoleforløb uden at gå til af-
gangsprøve. De har fået dispensation fra det obligatoriske krav
om, at alle elever skal aflægge FSA.
De skolesøgendes egen oplevelse af, hvordan det rent fagligt går
dem i skolen, afspejler den tiltagende differentiering, som gør sig
gældende, jo ældre eleverne bliver, og jo mere bevidste de bliver
om deres egen (manglende) faglige formåen. Stadig flere ind-
ser, at de ikke ligger helt i top. Denne generelle udvikling gør sig
gældende tidligere i de anbragtes liv end blandt andre unge. De
oplever frasorteringen tidligere end andre.
Når de ældste i undersøgelsen skal forsøge at se ud i fremtiden
og forestille sig, hvilket uddannelsesniveau de en gang vil nå op
på, er der set i forhold til hele aldersgruppen relativt mange, som
ser i retning af en praktisk, håndværksbetonet erhvervsuddannel-
se (ca. 35 pct.). Langt færre (omkring 17 pct.) mener på nuværen-
de tidspunkt, at de skal have en mellemlang eller lang videregå-
ende uddannelse. Hver sjette kan slet ikke besvare spørgsmålet,
formentlig fordi det forekommer dem alt for uoverskueligt.
2 I alt er der 15 børn, som ikke går i skole. 6 i plejefamilie og 8 på institution samt 1 fra gruppen
”andet”.
3 En del af bortfaldet skyldes, at barnet ikke skønnes i stand til at gennemføre et interview. Det er
sandsynligt, at nogle af disse børn heller ikke er i stand til at møde op og deltage i skoleunder-
visningen.
4 De 5 pct. af en årgang, som på grund af handicap og psykiske udviklingsproblemer skønnes
aldrig at ville kunne gennemføre en ungdomsuddannelse, er for en dels vedkommende tidligt i
tilværelsen blevet anbragt uden for deres familie. De fylder således godt op i gruppen, som efter
undervisningspligtens ophør må forventes ikke at være under nogen form for uddannelse. På
den anden side vil der også være mange af disse unge, som ikke har kunnet inddrages i undersø-
gelsen og derfor ikke vil optræde i fordelingen mht. uddannelsesaktivitet. Vi kan ikke vide, hvad
nettoeffekten af disse modsatrettede kræfter er. De 10 pct. af aldersklassen, som foretager sig
‘andet’, er dog med de sparsomme oplysninger om, hvad dette andet er, et signal om, at nogle af
dem er med i undersøgelsen.
5 Efterskoler er en bredt sammensat gruppe af skoler med forskelligt særpræg. En række af dem
har specialiseret sig i at undervise elever med særlige vanskeligheder.
6 I 2011 havde 15 pct. af de 15-årige i SFI’s forløbsundersøgelse af børn født i 1995 skiftet skole
mere end én gang (Ottosen, 2012).
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0057.png
56
KAPITEL 5 |
HELBRED
KAPITEL 5
HELBRED
INDLEDNING
Det er almindeligt kendt, at anbragte børn og unge har dårligere
helbred end børnebefolkningen generelt (Olsen, Egelund & Lau-
sten, 2011), og at anbragte unges adfærd i forhold til rygning,
druk og stoffer er mere risikofyldt end andre unges (Lausten m.fl.,
2013). Det er derimod ikke særligt undersøgt, hvordan anbragte
børn og unge ser på egen helbredstilstand og sundhedsadfærd.
Det råder vi bod på i denne rapport, hvor sundhedsadfærd indgår
som en del af den generelle trivsel og helbred.
I dette kapitel beskrives anbragte børns og unges helbredstil-
stand, spisevaner og risikoadfærd. Vi ser først på helbredsfore-
byggende faktorer, der handler om det sted, man bor, og den
daglige hygiejne, her eksemplificeret ved tandbørstning. Herefter
følger den anbragtes egen opfattelse af helbred og sygelighed og
forskellige former for sundhedsadfærd via kost, motion og søvn,
som også er en stor del af at have eller forebygge et godt hel-
9 ud af 10 anbragte oplever ikke nogen form for gener ved den
bolig, de er anbragt i, mens 7 pct. svarer, at de oplever et pro-
BOLIGGENER
bred. Til slut inddrager vi forskellige former for risikoadfærd, der
alle har indflydelse på børns og unges helbred.
FOREBYGGELSE
Helbred og sundhedsvaner hænger tæt sammen med boligforhold
og gener, der kan være i den bolig, hvor man bor. I tidligere dan-
ske undersøgelser af levekår (fx Andersen, 2003; Hansen, 1986;
Ottosen m.fl., 2010) er der spurgt til boliggener som træk, fugt,
kulde, synlige mug- og fugtpletter og støj fra naboer ved hjælp
af den samme serie spørgsmål. Disse spørgsmål er også brugt i
denne undersøgelse, men er kun stillet til de 15- og de 17-årige, da
spørgsmålene blev vurderet for tekniske til de yngre anbragte.
ANVENDTE TRIVSELSINDIKATORER
Forebyggelse
Boliggener
Mundhygiejne
Helbred og sygelighed
Forekomst af hovedpine, mavepine og kvalme
Overvægt ift. BMI
Selvopfattet kropsideal
Langvarig sygdom eller handicap
Antal skadestuebesøg
Sundhedsadfærd
Morgenmad
Frugt
Fastfood forbrug
Søvnmønster
Motion
Risikoadfærd
Rygning
Alkohol
Hash
Narkotika
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0058.png
KAPITEL 5 |
HELBRED
57
blem, og 4 pct. svarer, at de oplever to eller flere af de nævnte
problemer med den bolig, de opholder sig i, jf. figur 5.1. Der er en
del flere 17-årige end 15-årige, der angiver boliggener (24 pct.),
og op mod halvdelen (42 pct.) af de anbragte, der bor andre ste-
der, oplever boliggener. Mange af de 17-årige er anbragt på eget
værelse, hvor de højst sandsynligt ikke bliver boende i flere år.
Det må derfor formodes, at den ringe boligstandard, de oplever
ved at bo et ’andet sted’, er et forbigående fænomen.
Det er straks anderledes, når unge anbragte oplyser, at de ople-
ver en eller flere boliggener, når de bor på døgninstitution eller
socialpædagogisk opholdssted. Hver fjerde anbragt på døgnin-
stitution eller et socialpædagogisk opholdssted oplever, at den
bygning, hvor institutionen eller opholdsstedet har til huse, er af
en sådan standard, så de oplever træk, fugt, kulde eller synlige
mug- eller fugtpletter.
TANDHYGIEJNE
Ikke desto mindre viser svarene fra de anbragte, at 8 pct. af dem
børster tænder sjældnere end én gang hver dag (figur 5.2).
Det er hovedsageligt 15- og 17-årige, der ikke børster tænder
hver dag (hhv. 9 og 14 pct.), drenge (11 pct.), anbragt på døgnin-
stitution eller socialpædagogisk opholdssted (hhv. 14 og 15 pct.),
og børn og unge, der kun har været anbragt i op til 1 år (12 pct.).
Dette indikerer, at det er de unge, der ’bryder’ reglerne, og det er
mest på institutioner, hvor reglerne omkring den daglige hygiejne
brydes.
HELBRED OG SYGELIGHED
Et godt helbred er vigtigt for, at vi generelt har det godt og trives.
Børn og unge, der generelt har et dårligt helbred, kan føle sig
begrænset i de udfoldelsesmuligheder, som hverdagen giver mu-
lighed for. Helbred og sygelighed kan true den fysiske og psyko-
sociale udvikling og føre til bl.a. skolefravær og isolation fra so-
ciale fællesskaber. Anbragte børn og unge er i forvejen udfordret
i forhold til skole og sociale fællesskaber, hvor et dårligt helbred
kan virke som en ekstra udfordring, set i forhold til børn og unge,
som ikke er anbragt.
Helbredsundersøgelser kan baseres på flere forskellige ting, ek-
sempelvis specifikke målinger af blodtryk, lungekapacitet, indhold
af forskellige stoffer i blodet, urinen osv. I denne undersøgelse blev
de anbragte børn og unge spurgt lige ud: ”Hvordan synes du, dit
helbred er?”. Samlet set svarer 39 pct., at deres helbred er ’virkelig
Regelmæssig tandbørstning forebygger huller i tænderne og dår-
lig mundhygiejne i øvrigt. De fleste danske børn bliver opdraget til,
at de skal børste tænder mindst to gange om dagen. Mangelfuld
tandbørstning kan betragtes som en indikator på, at der gøres for
lidt for at forebygge en ordentlig tandsundhed. Social-, Børne- og
Integrationsministeriet (2013) har i forbindelse med en undersø-
gelse om magtanvendelse fundet frem til, at mange institutioner
og plejefamilier har husregler omkring hygiejne, hvor tandbørst-
ning indgår som en del af reglerne omkring den daglige hygiejne.
FIG 5.1:
Anbragte 15-17-årige, der lever med boliggener.
Fordelt på baggrundsforhold. Procent
I alt pct.
Alder
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
0
10
20
30
40
50
F I G . 5 . 2 :
Anbragte 11-17-åriges hyppighed i forhold
til
tand-
børstning. Fordelt på baggrundsforhold. Procent
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Flere gange om dagen
2-5 gange om ugen
1-3 gange om måneden
Hver dag
En gang om ugen
Sjældnere
10
20
30
40
50
60
70
80
90 100
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
2 eller
flere
boliggener
1 boliggene
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0059.png
58
KAPITEL 5 |
HELBRED
godt’ (figur 5.3), og lige så mange (41 pct.) svarer, at deres helbred
er ’godt’. Næsten alle øvrige mener, at deres helbred er ’nogenlun-
de’, og kun nogle få procent mener, at det er direkte ’dårligt’.
Der er imidlertid en markant forskel på egenvurdering af helbred
i forskellige undergrupper. Der er en klar sammenhæng mellem
alder og helbredsvurderingen. 56 pct. af de 11-årige mener, at de-
res helbred er virkelig godt, og ingen i denne alder mener, at det
er dårligt. Jo ældre de anbragte er, jo dårligere vurderer de deres
eget helbred. Blandt de 17-årige mener blot 28 pct., at helbredet
er virkelig godt, mens 6 pct. anser det for at være dårligt.
Opdeler vi de anbragte efter anbringelsesform, er der en klar
forskel mellem dem, der bor i en plejefamilie, og dem, der er an-
bragt på en institution. Sidstnævnte har en ringere vurdering af
deres eget helbred end de, der er i plejefamilie. Endvidere anses
helbredet også for at være bedst, når man har været anbragt i en
længere periode. Her skal det imidlertid huskes, at anbragte i ple-
jefamilier generelt er blevet anbragt i en yngre alder og derfor vil
have et længere anbringelsesforløb bag sig end de, som var æl-
dre, da de blev anbragt på en institution, hvor de derfor endnu ikke
har været i så lang en periode. Spørgsmålet, som vi ikke kommer
nærmere i denne rapport, er derfor, om det er den langvarige (sta-
bile) anbringelse eller formen for anbringelse (plejefamilie kontra
institution), der giver en forskel på helbredsvurderingen.
De anbragtes køn spiller, jf. figur 5.3, en særlig rolle for vurderin-
gen af helbredet. Betragtet under ét giver piger udtryk for, at de-
res helbred er dårligere end drenges – 16 pct. af drengene svarer,
at de har et nogenlunde eller dårligt helbred mod 25 pct. af pi-
gerne. Det er dog ikke hele sandheden. Når køn og alder samtidig
indgår i analysen, viser det sig nemlig, at 11-årige drenge og piger
føler sig lige raske (56 pct., ikke vist i figuren). Men med stigende
alder opstår en spredning mellem kønnene. Begge vurderer i
F I G . 5 . 3 :
Anbragte 11-17-åriges syn på eget helbred. Fordelt
på baggrundsforhold. Procent
0
Alle
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Virkelig godt
Godt
Nogenlunde
Dårligt
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
tiltagende grad deres helbred som mindre godt, men det alders-
betingede fald i tendensen til at vurdere eget helbred som godt er
klart større blandt piger end drenge, således at det kun er 20 pct.
af de 17-årige piger, der mener, at de har et virkelig godt helbred,
hvorimod andelen blandt drenge kun er faldet til 36 pct.
FOREKOMST AF HOVEDPINE, MAVEPINE OG KVALME
En første indikator på den almene helbredstilstand er forekom-
sten af ubehag som hovedpine, ondt i maven og kvalme. Indika-
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0060.png
KAPITEL 5 |
HELBRED
59
toren indgår som en del af et længere spørgebatteri om børns og
unges styrker og vanskeligheder (SDQ-skalaen – se Goodman &
Goodman, 2011; Obel m.fl., 2003 – som er brugt i sin helhed i ka-
pitel 8 om subjektiv trivsel). Det at lide af hovedpine, ondt i maven
eller kvalme kan både være symptomer på forskellige somatiske
sygdomme, og det kan være psykosomatiske reaktioner på fx et
stort eller længerevarende pres. Generne i sig selv – uanset årsa-
gen – kan føre til ubehag for det enkelte barn eller den unge.
Der er langt flere piger end drenge, der oplever disse helbreds-
gener, 48 pct. af pigerne svarer, at de ofte har det sådan mod 25
pct. af drengene. Ser vi på anbringelsesform, er det oftere, at
børn og unge på døgninstitutioner eller dem, der bor ‘andet sted’,
har mavepine eller hovedpine. Ligeledes har op mod halvdelen
af dem, der har været anbragt i kortere tid, svaret, at de ofte har
hovedpine, mavepine eller kvalme.
VÆGT
Omtrent hver tredje anbragte (37 pct.) oplever ofte at have
hovedpine, ondt i maven eller kvalme (figur 5.4). Andelen er
stigende over alder, hvor 31 pct. af de 11-årige og 40 pct. af de
17-årige svarer, at udsagnet ”Du har tit hovedpine, ondt i maven
eller kvalme, hvor godt passer det på dig?” passer godt eller pas-
ser delvist på deres hverdag.
Overvægt er en vigtig faktor i forhold til helbred og sygelighed.
Overvægt er et tiltagende sundhedsmæssigt problem i den dan-
ske befolkning og især blandt børn (Pearson m.fl., 2005, Sund-
hedsstyrelsen, 2010). Hvis børnene slæber for mange kilo med
ind i voksenlivet, kan det føre til øget sygelighed og i værste fald
til for tidlig død.
F I G . 5 . 4 :
Anbragte 11-17-årige, der ofte har mavepine. Fordelt
på baggrundsforhold. Procent
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Passer godt
Passer delvist
10
20
30
40
50
F I G . 5 . 5 :
Anbragte 11-17-årige, der er overvægtige. Fordelt på
baggrundsforhold. Procent
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
10
20
30
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0061.png
60
KAPITEL 5 |
HELBRED
De anbragte børn og unge har selv angivet deres vægt og højde,
hvorfra vi har beregnet et BMI (Body Mass Index) for hver per-
son. BMI er en populær måde at bestemme en persons even-
tuelle vægtproblemer. BMI beregnes ved at dividere personens
vægt (i kilo) med kvadratet på personens højde (i meter). Herefter
klassificerer vi børnene og de unge i forhold til nogle på forhånd
definerede grænseværdier i 1) undervægtige, 2) normalvægtige
eller 3) overvægtige. Grænseværdier for BMI hos børn og unge er
anderledes end hos voksne, og de ændrer sig med alderen (se fx
Cole & Lobstein, 2012). Man er derfor nødt til at se på BMI i for-
hold til alder og køn for at bedømme BMI hos et barn. Vi skal dog
understrege, at man skal være forsigtig, når man fortolker BMI
i forhold til børn og unge, da der kan være mange individuelle
vækstforhold (både i højde og drøjde), der gør sig gældende.
Når BMI beregnes på deres egne udsagn om vægt og højde (figur
5.5), klassificeres hver femte af alle anbragte børn (21 pct.) som
overvægtig. Der er flere overvægtige drenge end piger, et faktum,
der ikke kun er gældende for anbragte børn og unge, men for bør-
nebefolkningen generelt (Sundhedsstyrelsen, 2010). Sammen-
lignet over anbringelsesform er der en større andel af anbragte
på døgninstitutioner, socialpædagogiske opholdssteder og unge,
der bor ‘andet sted’ (25-29 pct.), der er overvægtige, hvor andelen
blandt anbragte i familiepleje er 18 pct.
Undervægt er ligeledes et problem, især hvis det hænger
sammen med anoreksilignende symptomer. 8-10 pct. af alle
11-17-årige anbragte er defineret som undervægtige iflg. de nye
grænseværdier for BMI (ikke vist i figuren). Der er ingen forskel
over alder, køn, anbringelsessted eller -varighed, og andelen af
undervægtige er den samme som blandt de ikke-anbragte. På
dette område er anbragte børn og unge ikke forskellige fra ikke-
anbragte børn og unge.
SELVOPFATTET KROPSIDEAL
Ud over børnenes og de unges informationer om højde og vægt
har vi også spurgt dem til deres egen subjektive kropsopfattelse,
dvs. om de selv mener, de er for tynde, for tykke eller passende.
Det subjektive mål siger noget om de anbragtes trivsel i forhold
til egen krop, og denne subjektive vurdering har stor betydning for
den almene tilfredshed (figur 5.6). Langt størstedelen af de an-
bragte synes selv, de har en passende vægt (57 pct.). Der er flere
blandt de 11-årige (66 pct.), set i forhold til de andre aldersgrup-
per, og flere drenge (65 pct.), set i forhold til piger (46 pct.), der
F I G . 5 . 6 :
Anbragte 11-17-åriges syn på egen krop. Fordelt på
baggrundsforhold. Procent
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Alt for tynd
Lidt for tyk
Lidt for tynd
Alt for tyk
Passende
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0062.png
KAPITEL 5 |
HELBRED
61
synes, de har en passende krop og vægt. Drengene opfatter altså
ikke sig selv som overvægtige, selvom flere af dem er det, set i
forhold til pigerne.
Anbragte børn og unge, der synes, at de er lidt eller alt for tykke,
er oftest piger (45 pct.), anbragte, der bor ‘andet sted’ (43 pct.),
samt børn og unge, der kun har været anbragt kort tid – op til 1 år
(42 pct.).
LANGVARIG SYGDOM OG HANDICAP
tal på det samlede antal personer med handicap i Danmark. Dels
registreres personer ikke efter et eventuelt handicap, dels er det
ikke muligt endegyldigt at definere, hvornår en person har et han-
dicap, ej heller om personen er hæmmet af sit handicap. 11 pct.
af den oprindelige stikprøve til denne undersøgelse har et handi-
cap med en sådan funktionsnedsættelse, at de ikke selv vil kunne
besvare et spørgeskema endsige blive interviewet omkring deres
egen hverdag og trivsel. Derfor skal besvarelsen på spørgsmå-
let til de anbragte, hvorvidt de har en langvarig sygdom eller et
handicap, læses med det forbehold, at dem, der har en betydelig
funktionsnedsættelse, ikke har besvaret skemaet.
Adspurgt svarer 24 pct. af de anbragte, der har deltaget i under-
søgelsen, jf. figur 5.7, at de har en langvarig sygdom eller et han-
dicap. Sammenlagt med de 11 pct., der ikke har kunnet besvare
spørgeskemaet pga. handicap og funktionsnedsættelse, har 35
pct. af de anbragte 11-17-årige en langvarig sygdom eller et han-
dicap. Af dem, der har svaret bekræftende på spørgsmålet, synes
Langvarig sygdom og handicap kan hæmme børn eller unge i de-
res hverdagsliv og udviklingsmuligheder. Funktionsnedsættelsen
kan være af en sådan grad, at de ikke kan deltage i en spørge-
skemaundersøgelse som denne Trivselsundersøgelse blandt an-
bragte børn og unge, hvorfor besvarelser omkring handicap fra en
sådan skal ses i relation til bortfaldet. Det er ikke muligt at sætte
F I G . 5 . 7 :
Anbragte 11-17-årige, der selv svarer, at de har en lang-
varig sygdom eller et handicap. Fordelt på baggrunds-
forhold. Procent
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
10
20
30
40
46 pct. af de anbragte selv, at deres sygdom eller handicap hæm-
mer dem i dagligdagen (ikke vist i figuren).
Der er lidt flere af de 17-årige anbragte (28 pct.), der svarer, at de
har en langvarig sygdom eller et handicap, samtidig med at der
er flere anbragte på døgninstitution (34 pct.), der har en langvarig
sygdom eller et handicap. Dette hænger selvfølgelig sammen
med, at flere døgninstitutioner er indrettet til at tage sig af børn
og unge med specifikke handicap.
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0063.png
62
KAPITEL 5 |
HELBRED
KONTAKT MED SKADESTUEN
familiepleje (16 pct.). Anbringelsens varighed har en mærkbar
betydning for skadestuebesøg, eftersom 27-28 pct. af dem, der
har været anbragt i kortere tid, dvs. i op til 3 år, har været en eller
flere gange på skadestuen, mens andelen blandt de anbragte, der
har været anbragt i længere tid, dvs. længere end 3 år, er 13-17
pct. Selvom optællingen af skadestuebesøg er fra 2011, indikerer
disse andele, at der er langt færre, der kommer ud for behand-
lingskrævende ulykker, når de er anbragt, og derfor er andelen af
skadestuebesøg generelt lavere for langtidsanbragte.
Den sidste indikator, vi fokuserer på under helbred og sygelighed,
vedrører skadestuebesøg. Antal skadestuebesøg kan bidrage til
at belyse, i hvilket omfang børn og unge er udsat for behandlings-
krævende ulykker. De seneste tilgængelige registerbaserede data
er fra 2011 og giver derfor ikke et billede af skadestuebesøg nu
og her og måske ikke en gang under denne anbringelse, men det
giver et billede af graden af udsathed i forhold til behandlings-
krævende ulykker.
Knap hver femte (19 pct.) af de 11-17-årige anbragte har været en
eller flere gange på skadestuen, jf. figur 5.8. Andelen er stigende
over alder, således at 13 pct. af de 11-årige har været forbi en
skadestue, mens 23 pct. af de 17-årige har været der. Børn på
institution og anbragt ‘andet sted’ er mere tilbøjelige til at have
været på skadestuen (23-30 pct.) end børn og unge anbragt i
SUNDHEDSADFÆRD
Kost, rygning, alkohol og motion, de såkaldte KRAM-faktorer
(Sundhedsstyrelsen, 2014, 2009), står bag mange folkesyg-
domme. Disse faktorer gælder også i forhold til børn og unge
og deres livsstil gennem barn- og ungdom. Man ved, at usunde
vaner, der grundlægges tidligt i livet, er både skadelige for krop-
pen og svære at lægge fra sig i voksenlivet (Sundhedsstyrelsen,
2011). Vi ser her på de anbragtes sundhedsadfærd gennem kost
F I G . 5 . 8 :
Anbragte 11-17-årige, der har været på skadestuen en
eller
flere
gange. Fordelt på baggrundsforhold.
Procent
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
5
10
15
20
25
30
og motion og senere på deres risikoadfærd via rygning, alkohol og
andre rusmidler.
MORGENMAD TIL DAGLIGT
Fornuftig kost, søvn og motion kan hænge sammen med børns
trivsel og helbred, hvordan de klarer sig i skolen og senere i livet.
I kampagner for folkesundheden bliver det ofte påpeget, at et
godt morgenmåltid er en vigtig forudsætning for at have energi til
at klare dagen. Derfor handler den første indikator om sundheds-
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0064.png
KAPITEL 5 |
HELBRED
63
adfærd om morgenmadsvaner (figur 5.9). Generelt spiser 3 ud af
4 anbragte altid eller for det meste morgenmad. Opdelt på alder
kan vi se, at det er de 11-årige, der oftest spiser morgenmad hver
dag (93 pct.), mens de 17-årige halter langt bagefter (57 pct.) og
har tendens til normalt ikke at spise morgenmad (31 pct.). Opdelt
på anbringelsessted er børn og unge i familiepleje dem, der nor-
malt spiser morgenmad (81 pct.), mens 37 pct. af dem, der bor
‘andet sted’, ikke spiser morgenmad til hverdag. Der er også en
tydelig sammenhæng mellem varighed i anbringelse og andelen,
der normalt spiser morgenmad, således at 81 pct. af dem, der har
været anbragt i 5 år eller længere tid, normalt spiser morgen-
mad. Så hvis det at spise morgenmad er en indikator for et nor-
malt børneliv, så nærmer børn og unge i langvarige anbringelser
sig det normale børneliv, med hvad det indebærer.
FRUGT DAGLIGT
En anden kilde til fornuftig kost er frugt (figur 5.10) og grønt.
Halvdelen af alle anbragte (51 pct.) spiser frugt en eller flere
gange om dagen. Der er flest 11-årige (70 pct.), der spiser frugt
dagligt, mens blot 41 pct. af de 17-årige spiser frugt. Forskellen
mellem forskellige anbringelsessteder er ikke så stor, men der
er en tendens til, at børn og unge i familiepleje oftere spiser frugt
(54 pct.) set i forhold til unge, der bor ‘andet sted’ (40 pct.).
F I G . 5 . 9 :
Anbragte 11-17-årige,
i forhold til, om
spiser morgen-
mad. Fordelt på baggrundsforhold. Procent
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Altid eller for det meste
Normalt ikke
Meget forskelligt
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
FIG. 5.10:
Anbragte 11-17-årige i forhold
til,
om de spiser frugt
dagligt. Fordelt på baggrundsforhold. Procent
0
I alt pct.
10
20
30
40
50
60
70
80
90 100
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Hver dag
2-5 gange om ugen
En gang om ugen
1-3 gange om måneden
Sjældnere eller aldrig
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0065.png
64
KAPITEL 5 |
HELBRED
FASTFOOD FLERE GANGE OM UGEN
SØVN
Fastfood er generelt madvarer, der er fattige på sunde nærings-
stoffer og righoldige på kalorier. I spørgeskemaet til de anbragte
definerer vi fastfood ved ”... pizza, burger, shawarma, pølser eller
lign.”. Som helhed svarer 13 pct. af de anbragte (figur 5.11), at de
spiser fastfood mere end en gang om ugen. Andelen er højest
blandt 17-årige, drenge og unge, der enten bor på døgninstitution
eller ‘andet sted’.
I den anden ende af skalaen ser vi 28 pct. af de anbragte, der
meget sjældent eller aldrig spiser fastfood. Den andel er størst
blandt de yngste, sandsynligvis fordi de ikke har samme frihed til
at forlade anbringelsesstedet som de ældre anbragte, så de ikke
har muligheden for at spise fastfood så ofte.
Tilstrækkelig søvn er vigtig for børns udvikling og helbred. Mang-
lende søvn eller dårlig søvnkvalitet kan have negativ indflydelse
på børns vækst, immunforsvar, koncentration og indlæringsevne
(Sundhedsstyrelsen, 2011). Sundhedsstyrelsens generelle ret-
ningsregler for børns søvnbehov viser, at 11-årige bør sove 9-11
timer/nat, mens 13-, 15- og 17-årige bør sove 8-10 timer/nat. Vi
har spurgt de anbragte, hvornår de normalt går i seng på en hver-
dagsaften, og hvornår de normalt står op på en hverdagsmorgen,
og derud fra beregnet det gennemsnitlige antal timer pr. nat.
Langt størstedelen af de anbragte, svarende til 77 pct., angiver, at
de sover minimum 8 timer om natten, heraf har 8 pct. svaret, at
de sover mere end 10 timer pr. nat (figur 5.12).
Som i så mange andre sammenhænge er teenagere dem, der får
mindst søvn, og dette gør sig også gældende for de anbragte 15-
FIG. 5.11:
Anbragte 11-17-årige i forhold
til,
hvor ofte de spiser
fastfood. Fordelt på baggrundsforhold. Procent
0
10
20
30
40
50
60
70
80
90 100
FIG. 5.12:
Anbragte 11-17-årige og gennemsnitlig søvn pr. nat.
Fordelt på baggrundsforhold. Procent
0
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
I alt pct.
Alder
I alt pct.
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Køn
Dreng
Pige
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Hver dag
2-5 gange om ugen
En gang om ugen
1-3 gange om måneden
Sjældnere eller aldrig
Mindre end 8
timer
Mere end 10
timer
8
til
10
timer
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0066.png
KAPITEL 5 |
HELBRED
65
og 17-årige. 24 pct. af de 15-årige og 39 pct. af de 17-årige sover
mindre end 8 timer om natten. Piger er en smule mere tilbøjelige
en drengene til at sove mindre end 8 timer, mens unge, der bor
‘andet sted’, i langt højere grad end andre (48 pct.) sover mindre
end 8 timer pr. nat.
MOTION
RISIKOADFÆRD
Begrebet risikoadfærd er en fællesbetegnelse for faktorer, der
kan bidrage til en negativ trivsel og udvikling for barnet og den
unge, lige fra tobaksrygning over drikkeri, hashrygning og nar-
kotikabrug til ubeskyttet sex og kriminalitet. Vi har spurgt de
anbragte omkring deres forbrug af cigaretter, alkohol, hash og
narkotika for at danne os et overblik over anbragte børn og unges
risikoadfærd.
Disse former for risikoadfærd er ofte årsag til selve anbringelsen,
se kapitel 2 for en oversigt over anbringelsesårsager. Der findes
også anbringelsessteder, hvor denne adfærd er – ikke lovlig og
accepteret, men – kendt, og de unge er anbragt med det formål
at hjælpe dem ud af deres (mis)brug. Samtidig er spørgsmålene
til de unge ikke afgrænset til kun at omhandle tiden i anbringel-
sen. De unge kan svare ’Ja, inden for de sidste 30 dage’, ’Ja, inden
for de sidste 12 måneder’, ’Ja, for mere end 1 år siden’ eller ’Nej’
til spørgsmålene, om de har prøvet at ryge, har drukket alkohol,
har prøvet hash eller andre stoffer end hash. Derved får vi ikke
svar på, om de unge overtræder nogle regler og ryger og drikker,
mens de er anbragt, eller om det var noget, de gjorde, før de blev
anbragt.
Den sidste indikator inden for sundhedsadfærd er motion. Sund-
hedsstyrelsen anbefaler børn og unge under 18 år at være fysisk
aktive mindst en time om dagen (Sundhedsstyrelsen, 2011). Vi
har ikke spurgt til tidsforbrug pr. dag, men derimod, om de an-
bragte dyrker motion dagligt eller mindre end dagligt (figur 5.13).
Knap hver fjerde (22 pct.) dyrker motion hver dag, hvorimod det
er mere normalt for anbragte børn og unge at dyrke motion 1-5
gange om ugen (60 pct.), dvs. mindre end en gang om dagen.
Samtidig er der 17 pct. af de anbragte, der dyrker motion mindre
end en gang ugentligt. Som for flere andre af sundhedsindikato-
rerne gælder dette oftest blandt de 17-årige, piger, anbragte på
døgninstitution eller ‘andet sted’, og børn og unge, der har været
anbragt i op til 1 år.
FIG. 5.13:
Anbragte 11-17-årige og hvor ofte de dyrker motion.
Fordelt på baggrundsforhold. Procent
0
10
20
30
40
50
60
70
80
90 100
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Hver dag
1-5 gange om ugen
Sjældnere
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0067.png
66
KAPITEL 5 |
HELBRED
RYGNING
ALKOHOL
Langt størstedelen af de anbragte børn og unge ryger sjældent
eller aldrig, jf. figur 5.14. 7 ud af 10 anbragte ryger ikke. Her er
selvfølgelig et aldersaspekt, i og med at 2 pct. af de 11-årige ry-
ger mindst en gang om ugen, mens 45 pct. af de 17-årige ryger
mindst en gang om ugen. Der er også langt færre familieplejean-
bragte (13 pct.), der ryger dagligt eller ugentligt, mens halvdelen
af dem, der er anbragt ‘andet sted’, ryger dagligt eller mindst en
gang om ugen.
Det samme billede tegner sig i forhold til alkohol. Lige over halv-
delen af de anbragte (55 pct.) har ikke drukket sig fulde inden for
det sidste år (inkl. dem, der slet ikke har smagt alkohol endnu),
33 pct. har drukket sig fulde en gang imellem, mens knap 4 pct.
har drukket sig fulde en til flere gange om ugen (figur 5.15).
Lige som ved rygning er der et aldersaspekt, hvor 89 pct. af de
13-årige ikke har drukket sig fulde (de 11-årige er ikke spurgt,
hvor mange gange de har drukket sig fulde, blot om de har smagt
alkohol, hvor 7 pct. svarer, at de har smagt alkohol, og kun to af
de 11-årige har erfaring med at smage flere gange end en). Til
sammenligning svarer 25 pct. af de 17-årige, at de er rigtigt fulde
minimum 1-3 gange om måneden.
FIG. 5.14:
Anbragte 11-17-årige, der ryger mindst én gang om
ugen. Fordelt på baggrundsforhold. Procent
0
10
20
30
40
50
FIG. 5.15:
Anbragte 15-17-årige, der er rigtigt fulde mindst en
gang om ugen. Fordelt på baggrundsforhold.
Procent
0
2
4
6
8
10
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Dagligt
Mindst en gang om ugen
I alt pct.
Alder
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Flere gange om ugen
En gang om ugen
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0068.png
KAPITEL 5 |
HELBRED
67
HASH
NARKOTIKA
Et forbrug af hash kan udvikle sig til et misbrug, der kan føre
til, at de unge dropper ud af skolen, mister deres arbejde, bliver
passive og isolerer sig socialt. Hash omtales ofte som det mest
brugte rusmiddel og som en form for selvmedicinering i forhold til
psykisk ustabilitet (se fx Järvinen & Ravn, 2014). Knap 20 pct. af
de unge anbragte svarer, at de har røget hash inden for det sidste
år, og kun 8 pct., at de har røget inden for de sidste 30 dage (figur
5.16). Det er oftest 17-årige (27 pct.) og unge, der bor ‘andet sted’
(45 pct.), der har røget hash, mens 13-årige (5 pct.), unge, der bor
i familiepleje (9 pct.), og anbragte, der har været i anbringelse 5
år eller længere (7 pct.), relativt sjældent har røget hash.
Misbrugsproblemer blandt forældre optræder ofte som årsager
til anbringelse af børn (se fx Ankestyrelsen, 2014a; Franzén, Vin-
nerljung & Hjern, 2008). Anden forskning viser samtidig, at unge
ofte får erfaring med risikoadfærd så som kriminalitet og rus-
midler, når de er anbragt sammen med andre unge (se fx Dodge,
Dishion & Lansford, 2006). Med det i baghovedet er det positivt at
se, at kun 7 pct. af de anbragte har taget narkotika inden for det
sidste år, jf. figur 5.17. Langt størstedelen af de anbragte har altså
ikke misbrugsproblemer i forhold til narkotika. Her er igen en
større andel af de 17-årige, og unge på døgninstitution eller ‘an-
det sted’, der har taget narkotika, mens det også er tydeligt, at re-
lativt ny-anbragte har haft større mulighed for at være i kontakt
med stoffer, og derfor har 17 pct. af dem, der har været anbragt i
kortere tid end et år, taget narkotika inden for det sidste år.
FIG. 5.16:
Anbragte 15-17-årige, der har røget hash inden for
det sidste år. Fordelt på baggrundsforhold. Procent
0
10
20
30
40
50
FIG. 5.17:
Anbragte 15-17-årige, der har taget narkotika inden
for det sidste år. Fordelt på baggrundsforhold.
Procent
0
I alt pct.
Alder
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
5
10
15
20
25
I alt pct.
Alder
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Ja, inden for sidste 30 dage
Ja, inden for sidste 12 mdr.
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Ja, inden for sidste 30 dage
Ja, inden for sidste 12 mdr.
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0069.png
68
KAPITEL 5 |
HELBRED
PERSPEKTIVERING: ANBRAGTE OG IKKE-
ANBRAGTE BØRN
Hvis vi sammenligner de anbragtes helbred og risikoadfærd med
børn og unge, der ikke har været anbragt, fremstår de anbragte
som relativt dårligere stillet. Dette er ikke ny viden, men under-
støtter blot resultater fra andre undersøgelser. I forhold til fore-
byggelse og helbred og sygelighed viser sammenligningen i figur
5.18, at de anbragte 11- og 15-årige generelt klarer sig dårligere
end de ikke-anbragte, især i forhold til overvægt og eget kropsi-
deal. De fleste forskelle er ikke signifikante for de 11-årige, hvori-
mod der er signifikant forskel på 15-årige anbragte og 15-årige
ikke-anbragte for alle faktorer. Det kan tyde på, at yngre anbragte
ikke er meget forskellige fra ikke-anbragte, hvad helbred og sy-
gelighed angår, mens der i teenageårene opstår en større forskel
mellem anbragte og ikke-anbragte, en forskel, der risikerer at
række ind i voksenlivet.
Der er en overrepræsentation af langvarig sygdom og handicap
blandt anbragte, både for de 11-årige og for de 15-årige, hvilket
sandsynligvis hænger sammen med, at handicappede børn an-
bringes efter de samme paragraffer og vilkår som omsorgssvig-
tede børn og børn, der af andre årsager ikke kan bo hjemme hos
forældrene.
I forhold til sundheds- og risikoadfærd er de anbragte ligeledes
mere udsatte end de ikke-anbragte, jf. figur 5.19. Forskellene er
større for de 15-årige end for de 11-årige, hvor vi ser tendenser
til en mere usund livsstil på visse områder (kost og motion). De
15-årige anbragte har ligeledes en markant højere risikoadfærd,
hvor de har langt større erfaring med rygning, druk, hash og nar-
kotika, end 15-årige, der ikke har været anbragt.
F I G . 5 . 1 8 :
11- og 15-årige børns helbred. Anbragte og ikke-
anbragte børn. Procent
0
Forebyggelse
10
20
30
40
F I G . 5 . 1 9 :
11- og 15-årige børns sundheds- og risikoadfærd.
Anbragte og ikke-anbragte børn. Procent
0
Sundhedsadfærd
Ikke morgenmad
til
hverdag
Spiser ikke frugt dagligt
Fastfood mere end en gang ugl.
7
12
9
9
3
4
11
10
20
30
40
50
Lever med boliggener
14
2
19
15
30
Børster ikke tænder dagligt
4
4
9
35
39
49
Helbred og sygelighed
Vurderer helbredet rimeligt
eller dårligt
Har ofte mavepine mv.
7
7
19
8
9
10
13
17
24
24
29
38
21
Sover mindre end 8
timer
om
natten
Motion sjældnere end én gang ugl.
Risikoadfærd
Ryger mindst én gang om ugen
1
1
24
23
11
10
14
15
Er overvægtig (BMI)
14
14
Er lidt eller alt for tyk
Har alvorlig sygdom eller
handicap
Skadestuen mindst en gang
sidste år
18
13
41
12
12
11
13
14
18
21
22
Rigtig fuld mindst en gang ugl.
Hash inden for det sidste år
3
2
5
19
Narkotika inden for det seneste år
1
11
11 år, anbragt
15 år, anbragt
11 år, ikke-anbragt
15 år, ikke-anbragt
11 år, anbragt
15 år, anbragt
11 år, ikke-anbragt
15 år, ikke-anbragt
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0070.png
KAPITEL 5 |
HELBRED
69
OPSAMLENDE KONKLUSION
Et godt helbred handler ikke alene om fraværet af sygdom, men
lige så meget om, at helbred og sundhed generelt er vigtigt for at
kunne trives optimalt. Generel forebyggelse og følelsen af hel-
bred og sygelighed er derfor mindst lige så vigtige for anbragte
børn og unge, som for børn og unge generelt. Selvom den subjek-
tive helbredsvurdering blandt anbragte ikke adskiller sig fra den
blandt børn og unge generelt, er gruppen af anbragte alligevel
mere udfordret i forhold til eget helbred og vedligeholdelse af en
sund livsstil. De anbragte børn og unge slås i høj grad med psyko-
somatiske reaktioner som hovedpine/mavepine, med overvægt og
en selvopfattelse af egen krop, der ikke helt svarer til fakta (pi-
gerne er ikke så tykke, som de selv tror, og drengene er tykkere,
end de selv tror, de er).
En relativt stor del af de anbragte har en langvarig sygdom eller
et handicap. Dette er et område, hvor der som hovedregel ikke
findes nogen statistikker, da børn og unge med funktionsned-
sættelse og større handicap ikke er registreret anderledes end
børn og unge, der ikke er diagnosticeret med noget tilsvarende.
Anbragte børn – handicap eller ej – anbringes efter de samme
paragraffer og indgår derfor i statistikker og omtale som en sam-
let gruppe. I
Forløbsundersøgelsen af anbragte børn født i 1995
fandt vi, at 30 pct. af de anbragte 11-årige havde en langvarig
sygdom eller et handicap (Egelund m.fl., 2008). Denne andel sva-
rer meget godt overens med de 34 pct., vi finder for de anbragte i
denne undersøgelse, hvor vi har flere aldersgrupper med.
De 17-årige er en udsat gruppe, når vi taler om anbragte. De er
bagud ift. den daglige personlige hygiejne, den fornuftige kost
som frugt og grønt hver dag og ikke så tit fastfood, de sover min-
dre, og de scorer højt på alle risikoadfærdsfaktorerne. Taget i be-
tragtning, at de som snart 18-årige er på vej ud af anbringelses-
systemet og på vej til at skulle stå på egne ben og være voksne,
har de en bekymrende adfærd, hvad angår helbred, sundheds- og
risikoadfærd. Når analyserne samtidig viser, at de anbragte ‘an-
det sted’, som i 88 pct. af tilfældene er de 17-årige, også boner
kraftigt ud på de samme faktorer, tyder denne anbringelsesform
som en af de mere ustabile i forhold til at give en god overgang til
voksenlivet.
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0071.png
70
KAPTIEL 6 |
FRITID
KAPITEL 6
FRITID
INDLEDNING
I fritiden foregår en lang række aktiviteter, som både har social
og udviklende karakter. Gennem sport lærer børn fx at dygtig-
gøre sig på det kropslige område, ved at spille et instrument øver
børnene deres finmotoriske evner, og gennem drama og rollespil
kan børnene udfolde deres fantasi og kreative evner. Ved at gå til
fritidsaktiviteter oparbejdes en række individuelle kompetencer,
og sociale færdigheder øves, når fx et fodboldhold eller et band
skal spille sammen. Samtidig skabes en række sociale relationer,
som bidrager til barnets netværk. For anbragte børn er delta-
gelse i fritidslivet en måde at være en del af almensamfundet i
en tilværelse, som ellers er præget af at være i myndighedernes
varetægt. I dette kapitel undersøges anbragte børns fritid ud fra
fire temaer: børnenes opfattelse af lokalmiljøet, deres deltagelse
i aktiviteter i fritiden, i hvilken udstrækning de følger med i sam-
fundet, og hvorvidt de er på kant med loven.
Figur 6.1 viser, at godt halvdelen af anbragte børn synes, at lo-
kalområdet rummer tilstrækkeligt med tilbud til børn og unge.
Andelen af anbragte, som er tilfredse med mulighederne i deres
lokalmiljø, er størst blandt de 11-årige (64 pct.). Tilfredsheden
med lokalmiljøet og dets tilbud falder med alderen. Således
er færre 17-årige (46 pct.) tilfreds med deres lokalmiljø. Der er
LOKALSAMFUNDETS TILBUD
OPLEVELSE AF LOKALOMRÅDET
En måde at finde ud af, om børn trives, er at belyse deres tilfreds-
hed med de tilbud, der er til dem i lokalområdet. Hvis der er et
blomstrende og aktivt fritidsliv omkring barnet med forskellige
tilbud både til piger og drenge, yngre og ældre børn, er sandsyn-
ligheden for, at barnet kan finde noget, der passer til hans eller
hendes interesse, større. Nedenfor fokuseres ikke på det enkelte
tilbud, men på, hvorvidt barnet oplever, at viften af tilbud er bred
nok til at rumme ham eller hende. Figur 6.1 er konstrueret på
baggrund af to spørgsmål:
”Her, hvor du bor, har du masser af muligheder i fritiden”
”Her omkring er der en masse steder, hvor børn kan være”.
ANVENDTE TRIVSELSINDIKATORER
Lokalområdet
Lokalsamfundets tilbud
At færdes trygt i lokalsamfundet
Fritidsaktiviteter
11-17-årige, der deltager i organiserede fritidsaktiviteter
11-17-årige, der går til sport
11-17-årige, der læser for deres fornøjelses skyld
Kultur og samfundsliv
11-17-årige, der deltager i kulturelle aktiviteter
11-17-årige, der følger med i samfundet
På kant med loven
13-17-årige, der har begået kriminalitet
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0072.png
KAPTIEL 6 |
FRITID
71
større tilfredshed med lokalmiljøet blandt børn i familiepleje.
Dette kan være, fordi børn i familiepleje er mere integreret i
lokalmiljøet og i højere grad går i skole og til fritidsaktiviteter i
lokalmiljøet, end børn, som bor på døgninstitution eller på social-
pædagogisk opholdssted. De børn, som har været under 1 år på
anbringelsesstedet eller i 1-3 år, svarer i højere grad, at de ikke
er tilfredse med lokalmiljøet, end børn, som har været længere
tid på anbringelsesstedet. Børn, som har været længere tid på
anbringelsesstedet, har også haft længere tid til at komme ind
i en fritidsaktivitet/klub og til at lære nogen at kende. Derfor er
det ikke overraskende, at vi ser denne fordeling. Der er større
tilfredshed med lokalmiljøet blandt drenge end blandt piger. Men
der er ikke forskel mellem drenge og piger, når vi ser på, om de
går til fritidsaktiviteter eller ej. Kønsforskellen ser derfor ikke ud
til at bunde i, at drenge oftere deltager i fritidsaktiviteter som fx
fodbold og håndbold.
AT FÆRDES TRYGT I LOKALSAMFUNDET
Lokalområdets karakter har stor betydning for børns færden. Vi
ved fra tidligere undersøgelser, at børn, som bor i udsatte bo-
ligområder, oftere føler sig utrygge (Andersen, 2010). Desuden
ved vi, at etniske minoriteter, børn i fattige familier, samt børn af
forsørgere, som står uden for arbejdsmarkedet, oftere føler sig
utrygge (Ottosen m.fl., 2014).
Af figur 6.2 fremgår det, at knapt en femtedel af de anbragte
føler sig utrygge ved at færdes i deres lokalområde om aftenen.
Det er især de yngre børn (28 pct.), som føler sig utrygge, når de
færdes om aftenen, hvilket falder med alderen. Andelen af piger,
som føler sig utrygge ved at færdes ude om aftenen i lokalom-
rådet, er markant højere end blandt drenge. 23 pct. af pigerne og
8 pct. drengene svarer, at de føler sig utrygge ved at færdes i lo-
kalområdet om aftenen. Billedet af, at piger føler sig mere udsat
end drenge, når de færdes ude om aftenen, er det samme blandt
jævnaldrende ikke-anbragte. Ligeledes føler yngre ikke-anbragte
F I G . 6 . 1 :
Anbragte 11-17-årige, der oplever, at lokalområdet
rummer
tilbud.
Fordelt på baggrundsforhold. Procent
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Ikke
tilfreds
Delvist
tilfreds
Helt
tilfreds
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
børn sig mere utrygge end ældre ikke-anbragte (Ottosen m.fl.,
2014). De børn, som har været på anbringelsesstedet i kortest tid,
dvs. op til 1 år eller op til 3 år, føler sig oftere utrygge ved at fær-
des i lokalområdet om aftenen, end dem, som har været anbragte
på samme anbringelsessted i mere end 5 år. Dette kan have at
gøre med, at barnet er mere stedkendt, samt at barnet kender
flere gennem skole og fritidsaktiviteter. Der er ikke signifikante
forskelle i besvarelserne alt efter anbringelsessted.
F I G . 6 . 2 :
Anbragte 11-17-årige, der føler sig trygge ved at
færdes i lokalområdet om aftenen. Fordelt på
baggrundsforhold. Procent
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Helt enig
Enig
Hverken enig eller uenig
Uenig
Helt uenig
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0073.png
72
KAPTIEL 6 |
FRITID
FRITIDSAKTIVITETER
Fritidsaktiviteter er en god forudsætning for at blive integreret
lokalt og som nævnt et godt udgangspunkt for et socialt liv, hvor
venskaber og bekendtskaber kan opstå. Blandt yngre børn er
dagligdagen i høj grad fastlagt med skole, fritidsaktiviteter og
pligter, mens der med alderen ændres på barnets/den unges prio-
riteter, og en del fravælger fritidsaktivitet til fordel for venner og
kærester. I det følgende afsnit belyses anbragte børn og unges
deltagelse i organiserede fritidsaktiviteter og sport. Ud over de
organiserede fritidsaktiviteter kan der være en række af interes-
ser, som dyrkes i fritiden, herunder læsning.
DELTAGELSE I ORGANISEREDE FRITIDSAKTIVITETER
grunden for, at børn på døgninstitutioner i mindre grad går til
organiserede fritidsaktiviteter. Hvis vi ser på de børn, som ikke går
til fritidsaktiviteter, og som har sygdom eller handicap, bor de da
også primært på døgninstitution. Omvendt ser vi, at blandt dem,
som går til fritidsaktiviteter, bor flertallet i plejefamilie og har
ikke handicap eller langvarig sygdom. Figuren viser desuden, at
11-årige i højere grad går til fritidsaktiviteter end de 17-årige. Det
er det samme billede, vi ser blandt ikke-anbragte (Ottosen m.fl.,
2014). Jo længere tid, barnet har været på anbringelsesstedet, jo
oftere svarer de, at de går til aktiviteter i deres fritid. Der er ikke
forskel mellem køn.
AT GÅ TIL SPORT
70 pct. af de anbragte børn går til en eller anden form for organi-
seret aktivitet i deres fritid, det kan fx være sport, musik, drama
eller rollespil, jf. figur 6.3. En tredjedel af de børn, som ikke går
til en fritidsaktivitet, angiver, at de har en langvarig sygdom el-
ler et handicap, hvilket kan være årsag til, at de ikke deltager
i fritidslivet på lige fod med deres jævnaldrende. Herudover er
der to tredjedele blandt dem, som ikke går til fritidsaktiviteter,
som ikke har udfordringer i form af en langvarig sygdom eller et
handicap. Hvad baggrunden er for, at denne gruppe ikke deltager
i fritidslivet, kan denne undersøgelse ikke sige noget om. Børn,
som er anbragt i plejefamilie, deltager i højere grad i fritidsak-
tivitet end børn anbragt på andre typer af anbringelsessteder,
jf. figur 6.3. Kapitel 5 viste, at flere, som bor på døgninstitution,
har handicap eller langvarig sygdom, hvilket også kan være bag-
God fysisk form giver mange fordele. Ud over at kroppen styrkes,
giver motion gevinster som glæde, selvtillid, styrkelse af de so-
ciale færdigheder og bedre indlæring. Sidstnævnte er også bag-
F I G . 6 . 4 :
Anbragte 11-17-årige, der går
til
sport. Fordelt på bag-
grundsforhold. Procent
0
I alt pct.
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
Alder
11 år
13 år
15 år
F I G . 6 . 3 :
11-17-årige, som går
til
fritidsaktiviteter. Fordelt på
baggrundsforhold. Procent
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
10
20
30
40
50
60
70
80
90
17 år
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Mindst én gang om ugen
1-3 gange om måneden
Sjældnere
Aldrig
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0074.png
KAPTIEL 6 |
FRITID
73
grunden for, at fysisk aktivitet er kommet til at spille en stor rolle
i Skolereformen. Motion er faktisk så sundt, at det fås på recept
i stedet for medicin i forbindelse med visse lidelser (Sundheds-
styrelsen, 2014). For anbragte børn kan motion være en måde
til at forbedre deres fysiske og mentale velvære, indlæring og
sociale relationer. 61 pct. af anbragte børn går til sport i deres
fritid mindst én gang om ugen, jf. figur 6.4. Der er flere blandt de
11-årige end blandt de 17-årige, som går til sport mindst én gang
om ugen, hvilket også gælder for jævnaldrende ikke-anbragte.
Der er en tendens til, at jo længere et barn har været på anbrin-
gelsesstedet, jo oftere går det til sport én gang eller flere gange
om ugen. Der er signifikant færre børn, som er anbragt på døgnin-
stitution, som går til sport ugentligt, end børn anbragt andre ste-
der. Blandt de børn, som ikke går til sport, er der flere på døgnin-
stitution, som har et handicap eller en langvarig sygdom, end på
andre typer af anbringelsessteder, hvilket er en af årsagerne til
den lavere deltagelse i sport blandt anbragte på døgninstitutio-
ner. Der er ikke forskel i at gå til sport mindst én gang om ugen
mellem drenge og piger.
AT LÆSE FOR SIN FORNØJELSES SKYLD
af læringen, opfordres de yngre børn muligvis mere til at læse
ved siden af skolen. Børn i plejefamilie læser hyppigere end børn
anbragt andre steder. I kapitel 2 så vi, at der er en højere grad af
social og kulturel overføring i plejefamilier end andre steder. Læs-
ning kan ses som en yderligere del af denne type af overføring.
Derfor falder dette i god tråd med vores andre resultater. Piger
læser oftere end drenge i fritiden, hvilket svarer til det generelle
billede af drenge og pigers læsevaner (Bille m.fl., 2005; Ottosen
m.fl., 2014). Der er ikke forskel i læselysten, alt efter hvor længe
man har været på anbringelsesstedet og andre steder.
KULTUR OG SAMFUNDSLIV
I kapitel 2 blev det belyst, i hvor høj grad børn og voksne på an-
bringelsesstedet diskuterer politik, sociale emner eller kultur,
så som film, tv, bøger mv. Ud over vigtigheden af at tale om og
diskutere disse emner er deltagelse et vigtigt element i medbor-
gerskab. Aktiv deltagelse i kultur og samfundsliv er en del af det
at være borger eller medborger med mulighed for at påvirke det
samfund, vi lever i. Denne type af dannelse har de fleste anbragte
børn svært ved at få hjemmefra, derfor er de afhængige af at få
den på anbringelsesstederne.
KULTURELLE TILBUD
Ud over organiserede fritidsaktiviteter kan man læse for sin for-
nøjelses skyld. Hver tredje anbragte læser mindst en gang om
ugen i sin fritid. Andelen af anbragte børn og unge, som læser
én eller flere gange om ugen, er markant højere blandt 11- og
13-årige end blandt 15- og 17-årige, jf. figur 6.5. I og med, at 11
og 13-årige som regel er i et skoletilbud, hvor læsning er en del
Deltagelse i kulturlivet måles ved, om barnet har været på mu-
seum inden for det sidste år. Det har over halvdelen af anbragte
børn (62 pct., ikke vist i en figur). Vores analyser viser, at der ikke
er forskelle at spore i forhold til, hvor ofte anbragte børn kom-
F I G . 6 . 5 :
Anbragte 11-17-årige, der læser bøger i fritiden. Fordelt
på baggrundsforhold. Procent
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Mindst én gang om ugen
Sjældnere
1-3 gange om måneden
Aldrig
10
20
30
40
50
60
70
80
90 100
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0075.png
74
KAPTIEL 6 |
FRITID
mer på museum, når vi fordeler efter baggrundsfaktorer. Der er
således ingen signifikante forskelle mellem aldersgrupper, køn,
anbringelsessted og anbringelsesvarighed.
FØLGE NYHEDSSTRØMMEN
både for barn og samfund. At niveauet for kriminalitet er højere
blandt anbragte unge hænger til dels sammen med, at nogle
unge bliver anbragt på baggrund af netop kriminalitet. Derfor vil
der i denne undersøgelse også være unge anbragt på grund af kri-
minalitet, som svarer bekræftende på at have begået kriminalitet.
I dette afsnit måles kriminalitet ud fra fire parametre, om man
har:
begået indbrud
begået hærværk
truet eller udøvet vold
båret våben i byen.
Disse spørgsmål er ikke blevet stillet til 11-årige. Der er blevet
spurgt til, om disse handlinger er blevet begået inden for de sid-
ste 6 måneder, 12 måneder eller tidligere endnu. Dette er gjort
Der er generelt en stigende interesse for nyheder og for at følge
med i samfundet, jo ældre man bliver (Ottosen m.fl., 2014). Når
anbragte børn og unge spørges, om de følger med i nyheder og
samfundsliv, svarer de 17-årige oftere bekræftende end dem, som
er yngre. 63 pct. af de 17-årige svarer, at de følger med én eller
flere gange om ugen (jf. figur 6.7). 37 pct. af de 11-årige følger
med i nyheder om samfundet én gang om ugen eller oftere. Ten-
densen er således den samme blandt anbragte og ikke-anbragte.
Det er især blandt de 17-årige, som er anbragt ‘andet sted’, at vi
observerer, at mange følger med i nyheder dagligt. Der er ikke
forskel mellem drenge og piger, i hvor høj grad de følger med i
nyheder, eller i forhold til, hvor eller hvor lang tid, man har været
anbragt.
F I G . 6 . 7 :
Anbragte 13-17-årige, som har begået kriminalitet.
Fordelt på baggrundsforhold. Procent
0
I alt pct.
Alder
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
100
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Mindst én gang om ugen
Sjældnere
1-3 gange om måneden
Aldrig
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Inden for de sidste 6 mdr.
Inden for de sidste 12 mdr.
Mere end 1 år siden
10
20
30
40
50
60
70
80
PÅ KANT MED LOVEN
Kriminelle handlinger er sammen med bl.a. rygning, misbrug og
manglende skolegang udtryk for risikoadfærd. Flere undersøgel-
ser har vist, at anbragte børn har et højt niveau af risikoadfærd,
herunder også kriminelle handlinger (Egelund, 2008; Lausten
m.fl., 2013; Olsen, Egelund & Lausten, 2011). Tidlige erfaringer
med kriminalitet er et alvorligt problem, da det øger sandsynlig-
heden for en senere kriminel løbebane, hvilket har konsekvenser
F I G . 6 . 6 :
Anbragte 11-17-årige, der følger med i nyheder om
samfundet. Fordelt på baggrundsforhold. Procent
0
I alt pct.
10
20
30
40
50
60
70
80
90
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0076.png
KAPTIEL 6 |
FRITID
75
for at kunne tidsfastsætte handlingerne. Det samlede mål er
defineret således, at hvis man har svaret bekræftende på at have
begået én af de fire forseelser inden for de sidste 6 måneder,
så har man begået kriminalitet inden for de sidste 6 måneder.
Har man svaret bekræftende på at have begået én af de fire
forseelser inden for de sidste 12 måneder, så har man begået
kriminalitet inden for de sidste 12 måneder. Og endelig, hvis man
har svaret bekræftende på at have begået én af de fire forseelser
for mere end 1 år siden, så har man begået kriminalitet mere for
end 1 år siden. Besvarelserne fordeler sig stort set ens i forhold
til baggrundsfaktorerne for hvert af de fire spørgsmål. Der er så-
ledes ikke ét af spørgsmålene, som skævvrider det samlede mål
i forhold til baggrundsfaktorerne. Niveauet er dog forskelligt for
hvert af de fire spørgsmål. Flere har truet med eller begået vold
end båret våben i byen.
45 pct. af de anbragte unge har begået kriminalitet på et eller
andet tidspunkt, heraf har 11 pct. begået kriminalitet inden for de
sidste 6 måneder og 8 pct. inden for de sidste 12 måneder. Stør-
stedelen, nemlig 26 pct., har begået kriminalitet for mere end 1 år
siden, jf. figur 6.7. De fleste kriminelle handlinger ligger således
oftest længere end 1 år tilbage i tiden. Som nævnt kan anbrin-
gelse i nogle tilfælde være en konsekvens af, at den unge har
været på kant med loven og er kommet i flere og flere konflikter
med ordensmagten. En undersøgelse viser, at unge, som modtog
forebyggende foranstaltninger i et år, havde øget sandsynlighed
for at være anbragt året efter, hvis de havde begået kriminalitet
(Knudsen & Nielsen, 2010). Dette kan være baggrunden for, at de
fleste hændelser ligger længere end 1 år tilbage.
Af figur 6.7 kan vi se, at frekvensen af kriminalitet er højest blandt
de 17-årige, hvilket er tilsvarende for jævnaldrende ikke-anbragte
unge (Ottosen m.fl., 2010). Desuden er der flere drenge end piger,
som har været på kant med loven, hvilket også svarer til billedet
i den generelle befolkning. Blandt unge anbragt i plejefamilie er
der en lavere andel, der har været på kant med loven, end unge
på andre typer af anbringelsessteder. Unge, som er anbragt på
grund af kriminalitet, vil oftest være på døgninstitution eller
opholdssted, jf. figur 2.2. Nogle institutioner og opholdssteder er
specialiseret til at håndtere unge med kriminalitetsproblemer.
7
Endelig ser vi, jf. figur 6.7, at af dem, som har været på kant med
loven, har de fleste været på anbringelsesstedet under 3 år. Fak-
tisk er der ikke signifikant forskel på at have været anbragt under
1 år eller mellem 1 år og 3 år. Blandt dem, som har opholdt sig
under 3 år på anbringelsesstedet, og som har begået kriminalitet,
er flertallet anbragt på et socialpædagogisk opholdssted. Blandt
dem, som har været anbragt i mere end 3 år, er der en lavere an-
del, som har været på kant med loven. Blandt de unge, som har
været på anbringelsesstedet i kortest tid, kan det være svært at
afgøre, om kriminaliteten har foregået, mens den unge har været
anbragt eller før. Der kan blot konstateres en højere frekvens.
Det skal understreges, at der i dette afsnit er tale om oplysninger,
som den unge skal huske tilbage på. Derfor kan det somme tider
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0077.png
76
KAPTIEL 6 |
FRITID
være svært at huske præcis, hvor længe siden det er, at handlin-
gen fandt sted. Desuden kan der være tale om flere kriminelle
handlinger, således at barnet har været på kant med loven både
inden for 6 måneder, 12 måneder og tidligere. Blandt dem, som
har været på anbringelsesstedet i mere end 1 år, må kriminalite-
ten dog have foregået sideløbende med anbringelsen.
Blandt dem, som har været anbragt fra 3 år og op til i mere end
5 år, og som angiver, at de har begået kriminalitet, er det mere
sikkert, at kriminaliteten har foregået sideløbende med anbringel-
sen.
8
6-16 pct. af disse har begået kriminalitet inden for de sidste
6 måneder, og 5-11 pct. har begået kriminalitet inden for de sidste
12 måneder (jf. figur 6.7). Der er således tale om relativt få, som
har begået kriminalitet, samtidig med at de har været i et langva-
rigt anbringelsesforløb. De kriminelle handlinger kan både være
begået, mens den unge har været på anbringelsesstedet, men det
kan også være foregået, mens den unge var hjemme på weekend.
Dette er der ikke mulighed for at belyse ud fra disse.
viteter i deres fritid og i mindre omfang går til sport. Som beskre-
vet i dette kapitel, samt i kapitel 1, 2 og 5, har anbragte børn flere
vanskeligheder end ikke-anbragte børn, og især anbragte børn på
døgninstitutioner har langt flere helbredsmæssige udfordringer,
som er med til at vanskeliggøre deltagelse i fritidsaktiviteter på
lige fod med ikke-anbragte børn. Som vist i kapitel 2 er der en
del af anbringelserne, som netop er begrundet med barnets hel-
bredmæssige tilstand – enten som eneste forklaring eller som én
blandt flere begrundelser. Derfor er forskelle i deltagelse i fri-
tidsaktiviteter også forventeligt. Fordi en del af de anbragte børn
ud over helbredsmæssige udfordringer også har problemer rent
fagligt i skolen, er det nærliggende at tro, at anbragte børn også
læser mindre end ikke-anbragte børn. Det er ikke tilfældet for
de 11-årige. Her læser anbragte børn i lige så stort omfang som
ikke-anbragte børn. Og mange anbringelsessteder tilskynder bør-
nene til at læse i deres fritid. Fra de 11-årige til de 15-årige ses en
PERSPEKTIVERING: ANBRAGTE OG IKKE-
ANBRAGTE BØRN
Sammenlignes de anbragte børn med deres ikke-anbragte jævn-
aldrende, er der kun få forskelle i opfattelsen af lokalområdet
blandt de 11-årige anbragte og ikke-anbragte (jf. figur 6.8). Der er
10 procentpoint flere anbragte 15-årige, der mener, at lokalom-
rådet ikke rummer nok tilbud, sammenlignet med ikke-anbragte
15-årige. Der er ikke forskel på, hvorvidt anbragte og ikke-an-
bragte børn og unge føler sig trygge eller utrygge ved at færdes i
lokalområdet om aftenen.
Sammenlignes fritidsaktiviteter for anbragte børn med ikke-an-
bragte børn, fremgår det, at anbragte børn sjældnere går til akti-
F I G . 6 . 8 :
11- og 15-årige børns fritidsliv . Anbragte og ikke-
anbragte børn. Procent
0
Oplevelse af lokalområdet
5
8
12
22
25
28
10
20
30
40
50
60
Utryg ved lokalområdet
om aftenen
Fritidsaktiviteter
Går ikke
til
org.
fritidsaktiviteter
Går
til
sport mindre end en
gang om ugen
Læser ikke bøger i fritiden
Kulturtilbud og samfundsliv
Museum seneste år
Følger aldrig med i
nyheder om samfundet
På kant med loven
Begået kriminalitet
8
11
13
19
21
20
19
21
28
28
27
28
36
38
30
31
26
14
34
36
53
36
10
39
11 år, anbragt
15 år, anbragt
11 år, ikke-anbragt
15 år, ikke-anbragt
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0078.png
KAPTIEL 6 |
FRITID
77
markant ændring. Blandt de anbragte 15-årige er der 38 pct., som
ikke læser, det samme gælder 28 pct. af de ikke-anbragte. Såle-
des er der flere anbragte og ikke-anbragte 15-årige end 11-årige,
der ikke læser – forskellen er blot større for de anbragte.
Med hensyn til deltagelse i kultur er der ikke forskel blandt an-
bragte og ikke-anbragte. Både 11-årige og 15-årige anbragte og
ikke-anbragte går i lige stort omfang på museum. Men i forhold til
at følge med i nyheder om samfundet er der en markant forskel.
Blandt 11-årige anbragte børn og unge er der dobbelt så mange,
som ikke følger med i nyheder, end blandt 11-årige ikke-anbragte.
Blandt de 15-årige er der to en halv gang flere anbragte unge,
som ikke følger med i nyheder, end ikke-anbragte unge.
Med hensyn til kriminalitet har 4 gange så mange anbragte
15-årige været på kant med loven end ikke-anbragte 15-årige.
Som nævnt tidligere er der nogle anbragte, som anbringes på
grund af kriminalitet, hvilket er en af årsagerne til den store for-
skel. Derudover kommer, at anbragte børn generelt har en højere
risikoadfærd, herunder kriminalitet, end ikke-anbragte (Olsen,
Egelund & Lausten, 2011).
des, og ikke overraskende, at anbragte går gennem de samme
overgange fra barn til ung som ikke-anbragte, dog kan niveauerne
være forskellige blandt anbragte og ikke-anbragte. Piger føler sig
i højere grad utrygge ved at færdes ude om aftenen end drenge,
hvilket også ses blandt deres jævnaldrende. Herudover viser ka-
pitlet nogle tydelige forskelle mellem børn og unge på forskellige
typer af anbringelsessteder. Børn anbragt i plejefamilie er mere
tilfredse med lokalmiljøet, går oftere til fritidsaktiviteter og delta-
ger i sport hyppigt og regelmæssigt. Børn i plejefamilie har også
i mindre grad været på kant med loven end børn anbragt andre
steder.
Når disse resultater forholdes til de anbragtes helbred, viser det
sig dog, at de børn og unge, som bor på døgninstitutioner og ikke
har et aktivt fritidsliv, oftere har handicap eller lider af langvarig
sygdom, hvilket bevirker, at de ikke i samme omfang kan deltage
i sport og andet, som dem, som er anbragt i plejefamilie. Endelig
viser kapitlet, at dem, som har været kortest tid på stedet, i min-
dre grad har en aktiv fritid. For eksempel føler de sig oftere utryg-
ge ved at færdes i lokalområdet om aftenen, er mindre tilfredse
med lokalområdets tilbud og går i mindre grad til organiserede
fritidsaktiviteter eller sport. I og med, at barnet eller den unge er
ny på stedet, har han eller hun ikke dannet kendskab til lokalom-
rådet endnu. I mange tilfælde vil de nye omgivelser på anbrin-
gelsesstedet og den nye situation også overskygge behovet for at
skulle indgå i nye aktiviteter. Behovet for ro og regelmæssighed
vejere tungere, kan man sige. Samtidig er der nogle anbringelser,
hvor der er en fastsat tidsgrænse, fx i forbindelse med en udred-
ning, så det slet ikke er relevant at udforme en plan i forhold til
fritidsaktiviteter. På den anden side er de gavnlige effekter af mo-
tion mange og veldokumenterede, hvilket kan bidrage til at lette
overgangen til det nye sted.
OPSAMLENDE KONKLUSION
Overordnet viser kapitlet, at der i forhold til fritidsliv gælder man-
ge af de samme forhold, som for ikke- anbragte børn og unge.
Både blandt anbragte og ikke-anbragte sker der rigtigt meget,
fra man er 11 år, til man er 17 år, derfor ser vi også tilsvarende
tendenser, fx i forhold til opfattelse af lokalområdet, i forhold til
fritidsaktiviteter eller i forhold til at orientere sig om samfundet.
De yngre børn deltager mere i fritidsaktiviteter end de ældre og
er mere tilfredse med lokalområdet, omvendt følger de ældre
mere med i samfundslivet end de yngre. Kapitlet belyser såle-
7 Det gælder bl.a. de sikrede institutioner, som er for unge under 18 år, der er varetægtsfængs-
lede eller med regulære domme.
8 Der er 329, som har været anbragt fra 3 år og op til mere end 5 år, og som angiver, at de har
begået kriminalitet.
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0079.png
78
KAPITEL 7 |
VENSKABER
KAPITEL 7
VENSKABER
INDLEDNING
I dette kapitel beskrives anbragte børns venskaber. Venskaber er
afgørende i forhold til at indgå i fællesskaber, og nære venskaber
er afgørende i forhold til at have én eller flere fortrolige, som man
kan betro sig til om bekymringer, problemer og glæder. Venner er
også afgørende i forhold til at finde fodfæste og danne sin identitet,
som kan være udfordrende for alle unge mennesker (se fx Frønes,
2004). Vi undersøger i kapitlet, om de anbragte børn har venner
både på og uden for anbringelsesstedet. Vi undersøger også, om
de har venner med hjemme og er på besøg hos deres venner. Det
at være på besøg hos hinanden indikerer en dybere relation af ven-
skabet, end hvis man kun er sammen i skolen eller til en fritidsak-
tivitet. Den sidste del af kapitlet handler om at være uden for fæl-
lesskabet. Ensomhed, mobning og overgreb kan betyde, at denne i
forvejen udsatte gruppe bliver endnu mere marginaliseret.
VENNER PÅ ANBRINGELSESSTEDET
at knytte nye relationer, men også omgivelserne kan have svært
ved at finde ud af, hvordan de skal forholde sig. En konsekvens
kan være, at anbragte børn i en periode er så sårbare med hensyn
til relationer, at det kan få betydning for deres muligheder for at
indgå i sociale fællesskaber. Blandt de adspurgte børn har 88 pct.
to eller flere nære venner. 12 pct. har svaret, at de har højest én
god ven. Heraf er der 1 pct. (svarende til 26 personer), som sva-
rer, at de slet ikke har nogen nære venner (figur vises ikke). Der er
ikke nogen signifikante forskelle mellem drenge og piger, alders-
grupper, anbringelsessted eller anbringelsesvarighed.
Vi har undersøgt venskaber på stedet for de børn, som bor på
døgninstitution, socialpædagogisk opholdssted eller en kost- el-
ler efterskole. 16 pct. siger, at de ikke har nogen nær ven på
anbringelsesstedet, jf. figur 7.1. Af disse 16 pct. har to tredjedele
to eller flere gode venner uden for anbringelsesstedet, og en
tredjedel har højst én god ven uden for anbringelsesstedet. Der
er således en lille gruppe af anbragte børn, som har meget få
venskaber både på anbringelsesstedet og udenfor. Endvidere kan
vi se, at jo kortere tid et barn har været på samme anbringelses-
VENSKABER
En anbringelse kan gøre det svært for børn at fastholde stabile
relationer til jævnaldrende, hvilket kan bevirke, at de i en kortere
eller længere periode føler sig isolerede. Desuden kan den situati-
on, som en anbringelse er, bevirke, at børn har vanskeligheder ved
ANVENDTE TRIVSELSINDIKATORER
BØRNECITAT OM VENSKABER PÅ ANBRINGELSESSTEDET
Venskaber
Venner på anbringelsesstedet
Er sammen med venner
Uden for fællesskabet
Ensomhed
Mobning
Overgreb fra andre unge
Jeg vil ikke sige, at jeg har nogen venner heroppe – jeg vil
gerne sige, at jeg godt kan være sammen med personer her-
oppe, men jeg har ikke nogen venner heroppe ... Jeg kan godt
lide at være alene – det er derfor. På min gamle skole, der vil
jeg sige, at jeg havde to venner – altså sådan to rigtigt tæt
knyttede venner. Men heroppe (...) er det ikke inden for kate-
gorien venner. På et tidspunkt så troede jeg, at jeg havde en
ven heroppe, men der skete bare … pladder, og så, ja … Men
nu er personen så flyttet herfra, og jeg er blevet her (...) Han
skulle hjem.
Dreng, 13 år
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0080.png
KAPITEL 7 |
VENSKABER
79
sted, jo sjældnere har de nære venskaber på stedet, jf. figur 7.1.
Nære venskaber opbygges over lang tid, og derfor stemmer be-
svarelserne fint overens med, at jo længere tid et barn har været
anbragt på samme sted, jo oftere har de fået opbygget venskaber,
der er nære og fortrolige.
SAMMEN MED VENNER
steder og 59 pct. af børn og unge anbragt i familiepleje. Ydermere
er de, som bor på døgninstitution og på opholdssted, og som ikke/
sjældent er sammen med venner, i højere grad handicappede eller
har langvarig sygdom. 17-årige er mindre sammen med venner.
Piger har også oftere besøg/er på besøg hos venner end drenge,
og børn, som har været anbragt lang tid på samme sted, har li-
geledes oftere besøg/er på besøg hos venner, end børn, som har
været kortere tid på anbringelsesstedet.
Det, at have venner med hjemme eller være på besøg hjemme hos
venner fortæller noget om dybden af venskabet. Jo oftere, man
er på besøg hos hinanden, jo bedre lærer man hinanden at kende
og dermed dannes basis for nære venskaber og fortrolighed. 33
pct. har ofte eller meget ofte besøg/er på besøg hos venner, mens
67 pct. sjældent eller meget sjældent har besøg/er på besøg hos
venner, jf. figur 7.2. En af årsagerne til, at kun omkring en tredjedel
ofte eller meget ofte har besøg/er på besøg hos venner, kan være,
at deres dagligdag i høj grad er struktureret og skemalagt som
en del af anbringelsesforløbet (Egelund, 2010). En anden årsag
kan være, at anbringelsesstedet har regler for besøg af venner
af forskellige årsager. Derudover kan det være, at barnet ikke
ønsker at have venner med hjemme. Hvis barnet eksempelvis bor
på døgninstitution eller på et opholdssted, så er rammerne noget
anderledes end almindelige hjem, hvilket tydeliggør, at barnet ikke
kan bo hjemme hos sine forældre. Det er da også børn og unge på
døgninstitutioner og på opholdssteder, som er mindst sammen
med venner. 82 pct. af børn og unge på døgninstitutioner har sjæl-
dent eller meget sjældent besøg/er på besøg hos venner, hvilket
gør sig gældende for 85 pct. af anbragte børn og unge på opholds-
UDEN FOR FÆLLESSKABET
Oplevelsen af at stå uden venner og decideret ensomhed kan
være en risikofaktor i flere henseender i livet. Generelt ved vi ikke
ret meget om ensomhed blandt børn og unge, men en undersøgel-
se har vist, at ensomhed sjældent optræder som en selvstændig
faktor, men optræder i samspil med en række andre risikofaktorer
som manglende fortrolighed og konflikter i familien, konflikter
F I G . 7 . 2 :
Anbragte 11-17-årige efter, om de er sammen med
venner uden for anbringelsesstedet. Fordelt på
baggrundsforhold. Procent
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
F I G . 7 . 1 :
Anbragte 11-17-årige efter, om de har venner på
anbringelsesstedet. Fordelt på baggrundsforhold.
Procent
0
I alt pct.
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Meget ofte ude hos ven eller har besøg
Ofte ude hos ven eller har besøg
Ret sjældent ude hos ven eller har besøg
Meget sjældent ude hos ven eller har besøg
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Ja, én ven
Ja,
flere
venner
Nej
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0081.png
80
KAPITEL 7 |
VENSKABER
med jævnaldrende, mobning, lavt selvværd, ringe skolepræstatio-
ner, psykiske problemer og selvskadende adfærd (Lasgaard, 2011).
Andre undersøgelser har vist, at børn, som er udsat for mobning,
i højere grad har dårligt helbred og svage sociale relationer (Ras-
mussen & Due, 2010). Der er altså en risiko for, at børnenes so-
ciale relationer kan være en større belastning end støtte.
ENSOMHED
11 pct. af drengene føler sig ensomme ofte eller meget ofte.
Det er bemærkelsesværdigt, at andelen af børn, som føler sig
ensomme, er markant lavere for børn anbragt i plejefamilie end
blandt børn i andre anbringelsesformer. Faktisk er frekvensen
to en halv gange højere blandt børn, som er anbragt i de øvrige
anbringelsesformer. Den lavere frekvens er gældende for alle
fire aldersgrupper. Det er derfor ikke, fordi yngre børn oftest er
anbragt i plejefamilie end i de øvrige anbringelsesformer, at fre-
kvensen blandt plejefamilieanbragte er lav. Det ser heller ikke ud
til, at den lave frekvens blandt anbragte i familiepleje skyldes, at
familieplejeanbringelser oftere er langvarige. Der er nemlig ikke
forskel i frekvensen, uanset om anbringelsen har varet under 1
år eller mere end 5 år i plejefamilien. Forskellen i frekvensen af
ensomhed kan bero på, at institutioner overordnet er kendetegnet
ved, at hovedparten af barnets aktivitet foregår inden for matrik-
len og i udpræget grad er skemalagt. Plejefamilier er i højere grad
lagt an på at forandre underprivilegerede børns vilkår gennem
hjemlighed og normalitet (Egelund, 2010). Denne forskel i anbrin-
Størstedelen af de anbragte har ikke problemer med ensomhed,
men 15 pct. føler sig enten ofte eller meget ofte ensomme, jf.
figur 7.3. Blandt børn generelt ser vi, at ensomhed ofte indtræder
i de sene teenageår, og at piger i højere grad føler sig ensomme
end drenge (Ottosen m.fl., 2014). Det samme mønster ser vi også
blandt de anbragte børn. Andelen er lavest blandt de anbragte
13-årige (9 pct.) og højest blandt de 17-årige (18 pct.), jf. figur 7.3.
Blandt piger er andelen, der føler sig ensomme, 19 pct., mens
F I G . 7 . 3 :
Anbragte 11-17-årige, der ofte føler sig ensomme.
Fordelt på baggrundsforhold. Procent
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Ja, meget ofte
Ja, ofte
5
10
15
20
25
30
gelsesmiljø kan være udslagsgivende for følelsen af ensomhed.
Hvis vi udelukkende ser på, hvor lang tid et barn har været på det
samme anbringelsessted, viser figur 7.3, at børn, som har været
under 1 år på anbringelsesstedet, er dem, som oftest føler sig en-
somme. Den højere frekvens af ensomme, som har været under 1
år på anbringelsesstedet, hidrører fra børn anbragt på døgninsti-
tution og socialpædagogiske opholdssteder.
9
Hvis et barn har et handicap eller en langvarig sygdom, kan han
eller hun have vanskeligt ved at indgå i sociale relationer eller
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0082.png
KAPITEL 7 |
VENSKABER
81
have svært ved at opretholde en kontinuitet i vedligeholdelsen af
disse relationer. Således kan man forestille sig, at børn, som er
ensomme, i højere grad har et handicap eller en langvarig syg-
dom, som vanskeliggør vedvarende social interaktion med andre
jævnaldrende. 28 pct. af de børn, som føler sig ensomme, har et
handicap, mens 11 pct. af de børn, som ikke føler sig ensomme,
har et handicap (vises ikke i figur). Der er således en svag – men
signifikant – tendens til, at flere af de børn, som føler sig ensom-
me, har et handicap eller en langvarig sygdom.
MOBNING
ner og fritidsbeskæftigelser. Med hensyn til anbringelsessted er
der også forskel på, hvor stor en andel der oplever at blive mob-
bet. 20 pct., der er anbragt i plejefamilie, bliver mobbet. Det er
signifikant færre end blandt dem på en døgninstitution (26 pct.)
og på et socialpædagogisk opholdssted (27 pct.). Denne forskel
kan skyldes, at anbragte på døgninstitution og opholdssted en
større del af tiden er sammen med andre børn end plejefami-
lieanbragte, hvilket betyder, at risikoen for at blive mobbet er
større. Som nævnt viser undersøgelser, at børn, som er udsat for
mobning, har dårligere helbred. De anbragte børn i denne under-
søgelse bekræfter dette. Blandt de anbragte børn, som oplever
at blive mobbet, svarer signifikant flere, at de vurderer deres hel-
bred som dårligt eller nogenlunde, end blandt de anbragte børn,
som ikke mobbes.
OVERGREB FRA ANDRE UNGE
Mobning er et problem for samfundet, men især for det barn,
som det går ud over. Blandt de anbragte børn har 5 pct. oplevet
at blive mobbet ofte, og 16 pct. har oplevet at blive mobbet en
gang imellem, dvs. at i alt 21 pct. har oplevet mobning, jf. figur
7.4. Danske og internationale undersøgelser viser, at mobning har
konsekvenser både på kort og langt sigt bl.a. i form af selvska-
dende adfærd, dårligt helbred og lave skolepræstationer. (Due
m.fl., 2005; Fisher m.fl., 2012). Af de børn, som oplever at blive
mobbet ofte, går 51 pct. i normalt skoletilbud, 30 pct. går i spe-
cialskole, og 12 pct. går i intern skole.
10
Blandt de anbragte børn
oplever flere 11- og 13-årige at bliver mobbet end 15- og 17-årige,
jf. figur 7.4. Sådan er det også blandt børn generelt (Ottosen m.fl.,
2014). En del af forklaringen kan være, at 11- og 13-åriges sociale
liv i høj grad er fastlagt af skole, fritidsordning og fritidsaktiviteter.
Når barnet bliver ældre, orienterer han eller hun sig i højere grad
mod jævnaldrende og vælger eller fravælger selv sociale relatio-
Spørgsmål omkring overgreb fra andre unge er udelukkende stil-
let til de 15- og 17-årige, men ikke til unge anbragt i egen hybel
eller på kost- eller efterskole. Derfor er besvarelserne også kun
gældende for 617 15- og 17-årige, som har besvaret spørgsmå-
let, og som er anbragt i plejefamilie, på døgninstitution eller på
socialpædagogisk opholdssted. Med overgreb menes der her, om
den unge er blevet udsat for vold eller seksuelle overgreb fra an-
dre unge på anbringelsesstedet. Antalsmæssigt drejer det sig om
30 15- og 17-årige, som har været udsat for overgreb fra andre
unge på anbringelsesstedet. Analysemæssigt betyder det, at vi
ikke har mulighed for at dele op på forskellige baggrundsfaktorer.
F I G . 7 . 4 :
Anbragte 11-17-årige, der mobbes. Fordelt på bag-
grundsforhold. Procent
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Ofte
Ind i mellem
5
10
15
20
25
30
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0083.png
82
KAPITEL 7 |
VENSKABER
Der er ganske enkelt for få observationer til, at det vil give me-
ning med en yderligere opdeling.
stor rolle i forhold til samvær med venner og i forhold til ensom-
hed og mobning. Børn, som er anbragt i plejefamilier, er oftere
sammen med venner og oplever sjældnere ensomhed og mob-
ning. Resultaterne indikerer, at der institutionelt er indlejret nogle
barrierer på døgninstitutioner og på opholdssteder, som betyder
mindre samvær med venner og større oplevelse af ensomhed
og mobning. Herudover fremgår det af kapitlet, at varigheden
af anbringelsen på stedet betyder noget. Børn, som har været
anbragt på samme sted i under ét år, føler sig oftere ensomme
og har færre venner. Som tidligere beskrevet (jf. kapitel 2) er
der en sammenhæng mellem anbringelsessted og varighed på
nuværende anbringelsessted. Gruppen af børn og unge, som har
været kort tid på anbringelsesstedet, er i højere grad anbragt på
døgninstitutioner og på opholdssteder end i plejefamilier. Denne
gruppe består dels af nogle nye anbringelser, som forventes at
vare i længere tid, dels nogle forløb, som fx er udredningsforløb,
hvilket betyder, at barnet eller den unge som udgangspunkt ikke
skal forblive på anbringelsesstedet. Dette kan være en del af
forklaringen på, at vi observerer mindre samvær med venner og
større oplevelse af ensomhed blandt børn og unge, som har væ-
ret anbragt i kort tid på anbringelsesstedet, på døgninstitutioner
og på opholdssteder. Når vi deler op på øvrige baggrundsfaktorer,
ser vi generelt de samme tendenser som blandt ikke-anbragte
børn, dog på et højere niveau. Således er piger oftere sammen
med venner end drenge er, men piger føler sig samtidig også ofte-
re ensomme end drenge. Desuden er der flere blandt de ældste,
som føler sig ensomme, end blandt de yngste.
PERSPEKTIVERING: ANBRAGTE OG IKKE-
ANBRAGTE BØRN
Sammenlignet med børn, som ikke er anbragt, er de anbragte
børn mere sårbare vedrørende venskaber. 10 pct. blandt anbragte
11-årige og 12 pct. blandt anbragte 15-årige har højst én god ven,
mens der er under 1 pct. af deres jævnaldrende ikke-anbragte, som
også kun har højst én god ven (se figur 7.5). Samtidig angiver både
11- og 15-årige langt hyppigere, at de ikke er på besøg/har besøg
af venner end ikke-anbragte børn. Rent faktisk svarer fire gange
så mange anbragte 11-årige, at de sjældent er sammen med ven-
ner i forhold til ikke-anbragte 11-årige. For de 15-årige er det tre
gange så mange. Derudover er der to en halv gange flere anbragte
11- og 15-årige, som føler sig ensomme, i forhold til ikke-anbragte.
Andelen af anbragte børn og unge, som føler sig mobbet, er også
markant højere end blandt ikke-anbragte børn og unge. Der er to
en halv gange så mange 11- og 15-årige anbragte, som oplever
mobning, som blandt ikke-anbragte 11- og 15-årige. Der er altså
stor forskel mellem anbragte og ikke-anbragte i antallet af ven-
skaber, graden af samvær med venner samt oplevelsen af at være
uden for fællesskabet i form af ensomhed og mobning.
OPSAMLENDE KONKLUSION
Anbragte børn er sårbare i forhold til deres relationer og netværk
til jævnaldrende. Typen af anbringelsessted ser ud til at spille en
F I G . 7 . 5 :
11- og 15-årige børns venskaber. Anbragte og ikke-
anbragte børn. Procent
0
Venskaber
Har højst én god ven
Sjældent sammen med venner
(uden for anb.stedet) i fritiden
Ensomhed og overgreb
Føler sig ofte ensom
Mobbes ofte (SDQ)
4
6
9
4
8
11
9 Kun få har været anbragt på ’andet sted’ i mere end 3 år.
12
16
0
0
11
12
58
22
67
10
20
30
40
50
60
70
14
11 år, anbragt
15 år, anbragt
11 år, ikke-anbragt
15 år, ikke-anbragt
10 Summer ikke til 100. De resterende går i andre skole tilbud, fx efterskole.
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0084.png
KAPITEL 7 |
VENSKABER
83
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0085.png
84
KAPITEL 8 |
SUBJEKTIV TRIVSEL
KAPITEL 8
SUBJEKTIV TRIVSEL
INDLEDNING
De anbragte børn og unge, som har bidraget til denne rapport,
har i de foregående kapitler leveret udsagn om forskellige sider
af deres nuværende liv, herunder om deres trivsel i forhold til
helbred og skole. Disse sider af den samlede trivsel skal ikke
gentages her, hvor vi vil sætte fokus dels på deres besvarelse af
et spørgsmålsbatteri om personlige styrker og vanskeligheder
(SDQ), dels på nogle sammenfattende mål for deres livstilfreds-
hed.
På grundlag af de point, den enkelte opnår, kan vedkommende
placeres på en delskala eller på den samlede skala, der dels rum-
mer et overvældende flertal uden problemer i nævneværdigt om-
fang (de tilhører ’normalområdet’), dels en mindre gruppe med
problemer i et omfang, der klart placerer vedkommende ’uden
for normalområdet’. Endelig kan pointsummen være sådan, at
personen hverken tilhører normalområdet eller falder klart uden
for. Denne gruppe, der ligger mellem de to kategorier, tilhører
’grænseområdet’ (borderline). I et udsnit af unge i almindelighed
vil mere end 90 pct. falde inden for normalområdet, og mindre
end 5 pct. falde klart uden for. Når undersøgelsespopulationen er
anbragte børn og unge, som bl.a. vil være anbragt uden for hjem-
met af grunde, som afspejler sig i en unormal score på dele af
For hvert område tildeles barnet et antal point, som indplacerer
det på den tilhørende delskala. Derefter lægges pointene fra de
første fire delskalaer (dvs. ekskl. delskalaen for prosocial adfærd)
sammen til et samlet mål for SDQ.
hyperaktivitet
prosocial adfærd.
MENTAL TRIVSEL (SDQ)
Med SDQ har vi et spørgeskemabaseret mål for unges styrker og
svagheder (se Goodman & Goodman, 2011; Obel m.fl., 2003, el-
ler Egelund m.fl., 2008, for en nærmere beskrivelse). Det er an-
vendt i denne undersøgelse, ligesom det har været brugt i SFI’s
forløbsundersøgelser på børneområdet. SDQ bygger på i alt 25
spørgsmål om barnets/den unges personlige styrker og vanske-
ligheder på fem områder:
det følelsesmæssige/emotionelle
det adfærdsmæssige (opførsel)
det kammeratskabsmæssige
ANVENDTE TRIVSELSINDIKATORER
Mental trivsel (SDQ)
Samlet SDQ-indeks
Adfærdsproblemer
Emotionelle problemer
Hyperaktivitet
Kammeratskabsproblemer
Prosocial adfærd
Livstilfredshed
Hvor tilfreds er du for tiden med livet?
Syn på fremtiden
Hvor glad bliver du, når du tænker på, hvad der skal ske med
dig senere i dit liv?
F I G . 8 . 1 :
Anbragte 11-17-åriges placering på det samlede SDQ-
indeks, på
fire
delskalaer for SDQ, samt på skalaen for
prosocial adfærd. Procent
0
Samlet SDQ-indeks
10
20
30
40
50
60
70
80
90 100
Adfærdsproblemer
Emotionelle
problemer
Hyperaktivitet
Kammeratskabs-
problemer
Prosocial adfærd
Normalområde
Grænseområde
Uden for normalområdet
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0086.png
SUBJEKTIV TRIVSEL
85
det samlede SDQ-indeks, må det forventes, at en betragtelig del
af populationen bliver placeret uden for normalområdet. Det ses
da også, jf. figur 8.1, at være tilfældet. Hver fjerde (23 pct.) falder
uden for normalområdet på den samlede SDQ-skala, mens 60
pct. regnes for at tilhøre normalområdet.
Der er en vis forskel på, hvor mange af de anbragte der tilhører nor-
malområdet for de enkelte delindeks. På indekset for emotionelle
problemer placeres 31 pct. uden for normalområdet, og på de tre an-
dre delindeks er det 22 pct. Det særlige indeks for prosocial adfærd
viser, at 92 pct. tilhører normalområdet, og blot 3 pct. falder udenfor.
Det er næsten som for det almindelige udsnit af 15-årige i undersø-
gelsen
Børn og unge i Danmark
(Ottosen m.fl., 2014). Vi kan således
konstatere, at meget få af de anbragte unge – efter deres egen op-
fattelse – mener, at de har problemer med at være prosociale. Deri-
mod er en hel del af dem belastet af især emotionelle problemer.
Figur 8.2 viser fordelingen på den samlede SDQ-skala for de fire
aldersgrupper. Der synes at være en svag tendens til, at andelen,
der falder uden for normalområdet, stiger med alderen. Men bil-
ledet kan ikke bekræftes at være statistisk signifikant. Derimod
er resultatet, som fremgår af figur 8.3, statistisk signifikant. Piger
bærer i højere grad end drenge på problemer, der fører til, at de
ikke kan rummes i normalområdet på den samlede SDQ-skala.
På tre af de fire delskalaer er der ikke forskel på drenges og pi-
gers fordeling. Det er der til gengæld, når det gælder indekset
for emotionelle problemer, jf. figur 8.3. Her falder 18 pct. af dren-
gene, men 43 pct. af pigerne, uden for normalområdet. Det er
denne forskel, som sætter sig igennem i det samlede SDQ-indeks
og bevirker, at pigerne her i højere grad end drengene falder uden
for normalområdet.
Figur 8.4 viser derudover, at andelen af piger med emotionelle
problemer stiger over alderen, således at halvdelen af de 17-årige
piger scorer sig selv uden for normalområdet, mens der ikke er
signifikant forskel på drenges emotionelle problemer over alderen.
Når vi sammenholder disse resultater med de tilsvarende i un-
dersøgelsen
Børn og unge i Danmark,
finder vi der den samme
struktur i resultaterne, som vi ser i denne undersøgelse. Det er et
helt generelt fænomen, at piger i teenageårene rammes hårdere
end drenge af dårlig trivsel på det emotionelle område (jf. figur
8.12).
De anbragte unge er i figur 8.5 blevet opdelt efter, hvor de bor.
På det samlede indeks for SDQ er der en tydelig forskel mellem
de, som er anbragt i en plejefamilie, og de andre, som bor på en
døgninstitution, et socialpædagogisk opholdssted eller hører til
gruppen ’andet’. Forskellen mellem plejefamiliernes børn og de
andre unge består i, at de unge i plejefamilierne samlet set er
mindre belastede end de øvrige unge. 19 pct. af familieplejean-
bragte og 30-40 pct. af de øvrige er placeret uden for normalom-
rådet på den samlede SDQ-skala.
F I G . 8 . 2 :
Anbragte 11-17-åriges placering på den samlede SDQ-
skala. Fordelt på alder. Procent
0
10
20
30
40
50
60
70
80
90
100
F I G . 8 . 3 :
Anbragte 11-17-åriges placering på den samlede SDQ-
skala og på dens
fire
dele. Fordelt på køn. Procent
0 10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
Samlet SDQ-indeks
Drenge
Piger
Adfærdsproblemer
Drenge
Piger
Emotionelle problemer
Drenge
Piger
Hyperaktivitet
Drenge
Piger
Kammeratskabsproblemer
Drenge
Piger
Normalområde
Grænseområde
Uden for normalområdet
11 år
13 år
15 år
17 år
Normalområde
Grænseområde
Uden for normalområdet
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0087.png
86
KAPITEL 8 |
SUBJEKTIV TRIVSEL
Det er karakteristisk, at denne forskel i belastningsgrad mel-
lem de forskellige typer af anbringelsessteder kan iagttages for
alle de fire delindeks. Det er let på grundlag heraf at foretage
den fejlslutning, at en anbringelse i plejefamilie medfører, at
børnene og de unge får en bedre score på SDQ-skalaen, dvs. at
deres problembelastning bliver mindre, end hvis de anbringes på
en institution. Det kan man imidlertid ikke konkludere, fordi det
netop indgår som et kriterium ved valg af anbringelsessted, hvor
belastet barnet eller den unge er. De mest belastede og dem
med størst behov for en specialiseret hjælpeindsats vil næsten
altid blive anbragt på en institution eller et opholdssted med et
personale, der er uddannet hertil. Vi må nøjes med at konstatere,
at børn og unge på institution har større udfordringer end børn og
unge i en plejefamilie.
I figur 8.6 er køn og anbringelsessted begge brugt samtidig til
opdeling af de unge
11
. Det fremgår, at mens anbringelsesstedet
har en selvstændig betydning for udfaldet på de enkelte indeks
og dermed også på det samlede SDQ-indeks, er billedet mindre
klart for kønnets vedkommende. Hvad indekset for emotionelle
problemer angår, ses en kønsforskel, som er uafhængig af anbrin-
gelsesstedet, dvs. den forekommer begge steder. For unge med
bopæl på en institution (men ikke i en plejefamilie) ses endvidere
en forskel mellem drenges og pigers score på områderne for
kammeratskabsproblemer og hyperaktivitet. På det sidste områ-
de, adfærdsproblemer, er der ikke nogen signifikant forskel mel-
lem drenges og pigers score. Den omstændighed, at kønsforskel-
lene viser sig på flere felter blandt de institutionsanbragte unge,
fører til, at der også kan konstateres en signifikant kønsforskel i
det samlede SDQ-indeks for de anbragte på institution.
F I G . 8 . 5 :
Anbragte 11-17-åriges placering på den samlede SDQ-
skala samt på dens delindeks. Procent
0 10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
Adfærdsproblemer
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Emotionelle problemer
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
F I G . 8 . 4 :
Anbragte 11-17-åriges placering på skalaen for
emotionelle problemer. Fordelt på alder og køn.
Procent
0
11 år
Drenge
Piger
Drenge
Piger
Drenge
Piger
Drenge
Piger
Normalområde
Grænseområde
Uden for normalområdet
10
20
30
40
50
60
70
80
90
100
Hyperaktivitet
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Kammeratskabsproblemer
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Samlet SDQ
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Prosocial adfærd
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Normalområde
Grænseområde
Uden for normalområdet
17 år
15 år
13 år
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0088.png
SUBJEKTIV TRIVSEL
87
F I G . 8 . 6 :
Anbragte 11-17-åriges placering på den samlede SDQ-
skala samt på dens delindeks. Fordelt på baggrunds-
forhold. Procent
0
Familiepleje
Adfærdsproblemer
Drenge
Piger
Institution
Drenge
Piger
Familiepleje
Drenge
Piger
Institution
Drenge
Piger
Familiepleje
Drenge
Hyperaktivitet
Piger
Institution
Drenge
Piger
10
20
30
40
50
60
70
80
90 100
LIVSTILFREDSHED
De unge blev bedt om på en skala fra 0 til 10 at angive, ”Hvor
tilfreds er du for tiden med dit liv?” (hvor 10 betyder det bedst
tænkelige, og 0 det værst tænkelige liv). Det er et spørgsmål,
som med godt resultat har været brugt i en række undersøgelser,
herunder i
Børn og unge i Danmark
(Ottosen m.fl., 2014), hvor
en score på 0-5 point kaldes en lav livstilfredshed, 6-8 point er
udtryk for en middel livstilfredshed, og 9-10 point angiver en høj
grad af tilfredshed med livet. I denne undersøgelse er det, jf.
figur 8.7, 23 pct. af de anbragte 11-17-årige, som svarer, at de har
en lav tilfredshed med livet lige nu. Modsat vurderer 34 pct., at de
har en høj grad af livstilfredshed.
Man kan ikke forvente, at børn og unge, der er anbragt uden for
hjemmet, oplever den samme grad af livstilfredshed som unge,
der ikke har en tilsvarende bagage af oplevelser at bære med sig
Emotionelle problemer
F I G . 8 . 7 :
Anbragte 11-17-åriges livstilfredshed, opdelt i lav,
middel og høj
tilfredshed.
Fordelt på baggrunds-
forhold. Procent
0
I alt pct.
Alder
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
Kammerat-skabsproblemer
Familiepleje
Drenge
Piger
Institution
Drenge
Piger
Familiepleje
Drenge
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Samlet SDQ
Piger
Institution
Drenge
Piger
Familiepleje
Prosocial adfærd
Drenge
Piger
Institution
Drenge
Piger
Normalområde
Grænseområde
Uden for normalområdet
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Lav
tilfredshed
Middel
Høj
tilfredshed
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0089.png
88
KAPITEL 8 |
SUBJEKTIV TRIVSEL
gennem livet. I undersøgelsen
Børn og unge i Danmark
er det da
også blot 7 pct. af de 15-årige, der har lav livstilfredshed, mens
den er høj for 38 pct. I den ’gode’ ende af skalaen er der altså
ikke nævneværdig forskel mellem de anbragte og de ikke-anbrag-
te. Der er stort set lige så mange anbragte 15-årige, der mener, at
deres liv er rigtigt godt, som der er blandt ikke-anbragte 15-årige.
Men i den ’tunge’ ende af skalaen, hvor livstilfredsheden er lav,
er der til gengæld en klart større andel af anbragte 15-årige (23
pct.) end af ikke-anbragte 15-årige (7 pct.).
Inden for hver aldersklasse er livstilfredsheden større blandt
drenge end blandt piger, jf. figur 8.8. For begge køn er den samti-
dig faldende med stigende alder. Udviklingen gør sig navnlig gæl-
dende i den øvre ende af skalaen, idet der bliver færre 17-årige
anbragte, som har høj livstilfredshed, og flere med middel til-
fredshed, set i forhold til de yngre anbragte. Andelen, som tilken-
degiver, at deres livstilfredshed er lav, er til gengæld nogenlunde
stabil.
Som ventet er der markant forskel på livstilfredsheden blandt de
unge, som er placeret i en plejefamilie, og de unge, som bor på en
institution, jf. figur 8.7. I plejefamilierne er der blot 14 pct. med
lav livstilfredshed og 42 pct. med høj tilfredshed. Blandt unge på
døgninstitution er de tilsvarende andele hhv. 40 pct. og 21 pct. De
unge, som bor på et socialpædagogisk opholdssted, er gennem-
gående lidt mere tilfredse med deres liv end de unge på døgnin-
stitution, men ikke så tilfredse som de unge i en plejefamilie.
Endelig viser tallene, at livstilfredsheden er markant højere
blandt unge, der har boet det samme sted igennem en årrække
(mere end 5 år), end blandt unge, der har været ret kort tid på det
nuværende anbringelsessted.
SYN PÅ FREMTIDEN
For unge, som er anbragt uden for hjemmet, har deres 18-års
fødselsdag en langt mere indholdsmættet betydning, end den
har for andre unge. Mens de fleste unge blot kan fortsætte deres
hidtidige liv og blive boende hjemme hos deres forældre, mødes
de anbragte af den barske virkelighed, når anbringelsen ophører,
og den unge i princippet skal klare sig selv, herunder skaffe sig et
sted at bo. Selvom der gives muligheder for at fortsætte det of-
fentliges støtte til den unge, nu i form af efterværn, er der knyttet
en betydelig usikkerhed til den unges situation.
F I G . 8 . 9 :
Anbragte 11-17-årige og deres syn på fremtiden.
Fordelt på baggrundsforhold. Procent
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
F I G . 8 . 8 :
Anbragte 11-17-åriges livstilfredshed. Fordelt på alder
og køn. Procent
0
11-årige
Drenge
Piger
13-årige
Drenge
Piger
15-årige
Drenge
Piger
17 årige
Drenge
Piger
Lav
tilfredshed
Middel
Høj
tilfredshed
10
20
30
40
50
60
70
80
90
100
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Lave forventninger
Middel
Høje forventninger
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0090.png
SUBJEKTIV TRIVSEL
89
Ud over denne usikkerhed knytter der sig de samme udfordringer
til livet for anbragte unge som for alle andre unge. Blot med den
forskel, at de anbragte, som det er dokumenteret i det foregåen-
de, på mange måder er svagere udrustet til at møde og håndtere
disse udfordringer på bedste vis. Der kan derfor være god grund
til at bekymre sig om fremtiden. Hvad skal der ske med mig? Ef-
ter at have svaret på, hvor tilfredse de var med deres liv, blev de
unge spurgt: ”Hvor glad bliver du, når du tænker på, hvad der kan
ske med dig senere i dit liv (dvs. i fremtiden)?” Også her skulle
der svares på en skala fra 0 til 10 (hvor 0 betyder ’meget ked af
det’, og 10 betyder ’meget glad’.)
Fordelingen af de unges svar på dette spørgsmål er, jf. figur 8.9,
ikke meget anderledes end fordelingen mht. livstilfredshed. Dog
med en lille forskydning i retning af mere tro på fremtiden i for-
hold til graden af tilfredshed med livet netop nu.
Som påvist ovenfor er piger generelt mindre glade for deres nu-
værende liv, end drenge er. Det samme er tilfældet med de unges
syn på fremtiden. Piger ser mere dystert på deres fremtidige liv,
end drenge gør. Endvidere nærer de unge i plejefamilie større til-
lid til fremtiden end de, der er anbragt på en institution, gør. Og
der er en klar sammenhæng med varigheden af den nuværende
anbringelse. Jo længere tid anbringelsen har varet, jo større tro
er der på, at fremtiden vil bringe noget godt. Derimod synes alde-
ren, jf. figur 8.10, ikke at spille nogen rolle, når vi ser bort fra de
17-årige. At færre blandt de 17-årige har positive forventninger til
fremtiden kan hænge sammen med usikkerheden om, hvad der
skal ske, når anbringelsen formelt ophører på deres 18-års dag.
Vi har sammenlignet de to svar, der blev givet på ovennævnte
spørgsmål. Hvis den unge valgte den samme værdi på skalaen
fra 0 til 10 i begge spørgsmål, tolker vi det som et udtryk for, at
barnet eller den unge ser neutralt på sine fremtidsudsigter, dvs.
hverken særligt positivt eller særligt negativt. Ligger det ene af
svarene ét point over eller under det andet, er det udtryk for en
svag optimisme eller pessimisme. Og ligger det mere end ét point
over eller under, ser vi det som et klart positivt eller negativt syn
på fremtiden.
Samlet set for alle de anbragte børn og unge i undersøgelsen er
det mest almindelige (3 ud af 4), at den unge forventer, at noget
vil ændre sig, jf. figur 8.11. Forventningerne peger i begge retnin-
FIG. 8.11:
Anbragte 11-17-åriges tanker om fremtiden set i
lyset af deres nuværende
situation.
Fordelt på bag-
grundsforhold. Procent
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
FIG. 8.10:
0
11-årige
Drenge
Piger
13-årige
Drenge
Piger
15-årige
Drenge
Piger
17-årige
Drenge
Piger
Anbragte 11-17-åriges syn på fremtiden. Fordelt på
alder og køn. Procent
10
20
30
40
50
60
70
80
90
100
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Pessimist
Neutral
Optimist
Svag pessimist
Svag optimist
Lave forventninger
Middel
Høje forventninger
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0091.png
90
KAPITEL 8 |
SUBJEKTIV TRIVSEL
ger, dog med en overvægt af anbragte børn og unge, der har et
overvejende pessimistisk syn på fremtiden (41 pct.) set i forhold
til andelen på 32 pct. med et overvejende positivt syn på fremti-
den. 27 pct. ser neutralt på den.
Som vist er piger generelt mindre tilfredse med deres nuværende
liv, end drenge er. Man kan sige, at pigernes forbedringspotentiale
dermed er større end drengenes. Der er imidlertid ingen forskel
mellem drenges og pigers relative syn på fremtiden. Generelt for-
venter de anbragte piger med andre ord også i fremtiden at være
mindre glade for deres liv, end drenge forventer at være for deres
liv. Der er også en svag tendens til, at de ældre ser mere positivt
på fremtiden end de yngre. Men når der bortses fra de 11-årige, er
det ikke nogen stærk tendens.
Sammenlignes de børn og unge, der er anbragt på en døgninstitu-
tion eller et socialpædagogisk opholdssted, med de børn og unge,
som bor i en plejefamilie, har de førstnævnte både en lavere livs-
tilfredshed og en svagere tro på fremtiden. De ser generelt også
mere pessimistisk på fremtiden målt i forhold til nutiden.
og positive forestillinger om, hvad fremtiden vil bringe for dem.
Andre har ikke rigtigt gjort sig nogen tanker. Endelig er der også
eksempler på børn, som ser dystert på deres fremtidige liv. Disse
forskellige tilgange illustrerer vi nedenfor gennem tre små ca-
sebeskrivelser. Som det fremgår, ser børns – mere eller mindre
konkrete – planer og forestillinger om fremtiden ikke ud til at
hænge sammen med, hvor gamle de er.
DRØMMER OM NOGET MED DYR
En 11-årig pige har tiltro til, at det bedste, der sker i hendes liv,
ligger ude i fremtiden. Hun vil ikke være som nogle af de ældre
drenge, der bor på institutionen, som har stjålet biler og ligger
og kører rundt. Hun tror heller ikke, at hun bliver en af dem, der
bliver boende på institutionen, efter at de er fyldt 18 år, fordi de
ikke ved, hvad de vil med deres liv. Hun er heller ikke som de sko-
lekammerater, der sover i timerne. Hun prøver at gøre noget ved
skolearbejdet, for hun ved godt, hvad hun skal. Hun tror, hun flyt-
ter væk fra institutionen, når hun er 18 år. Hun vil gerne tilbage til
den provinsby på Sjælland, hvor næsten hele hendes familie bor.
Der vil hun flytte sammen med sin lillesøster og sin bedste ven-
inde fra opholdsstedet – det har de nemlig aftalt. Hun elsker dyr
og drømmer om at arbejde i zoologisk have eller som dyrlæge.
For tiden har hun to fugleedderkopper på sit værelse, som hun
har gjort tamme. Hun har lært dem, at de ikke må bruge giften
mod hende eller hendes familie.
HVAD FORTÆLLER BØRN OM DERES
FREMTIDSFORESTILLINGER?
Ligesom i spørgeskemaundersøgelsen har vi også talt mere
indgående med et lille udvalg af anbragte børn om, hvordan de
ser på fremtiden. Vi talte med dem om, hvor de mon var henne i
livet om 10 år. Samtalerne afspejler, at nogle børn har udfoldede
F I G . 8 . 1 2 :
11- og 15-årige børns subjektive trivsel. Anbragte og
ikke-anbragte børn. Procent
0
Uden for det trivselsmæssige
normalområde (SDQ-skalaen)
Drenge uden for
normalområdet. På skala for
emotionelle problemer
Piger uden for
normalområdet. På skala for
emotionelle problemer
Oplever at have
lav livstilfredshed
10
7
22
8
22
11
14
8
34
16
44
33
20
3
23
8
20
24
30
40
50
11 år, anbragt
15 år, anbragt
11 år, ikke-anbragt
15 år, ikke-anbragt
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0092.png
SUBJEKTIV TRIVSEL
91
VED IKKE RIGTIGT
alle unge er andelen blot 3 pct. Forskellen gør sig gældende på
alle fire delområder i SDQ, men er mest udtalt på området for
emotionelle problemer. Piger falder langt hyppigere end drenge
helt uden for normalområdet, når det gælder emotionelle proble-
mer. Og de unge, som er anbragt på en institution, har en dårli-
gere score på SDQ-skalaen, end de unge i plejefamilier.
En lige så stor andel af de anbragte som af alle unge oplever, at
de har en høj grad af livstilfredshed. Til gengæld er der en mar-
kant forskel i bunden af skalaen. 23 pct. af de anbragte, men kun
7 pct. af alle unge, har en lav tilfredshed med livet. Livstilfredshe-
den bliver lavere med stigende alder, og den er lavere blandt pi-
ger end blandt drenge. Den er ligeledes lavere blandt de anbragte
på institution end blandt dem i plejefamilie.
Når de unge bliver spurgt om deres syn på fremtiden, svarer
de omtrent det samme som på spørgsmålet om deres aktuelle
livstilfredshed. Med en tendens til at se med mistro på fremtiden.
41 pct. af de unge er pessimister, mens 32 pct. er optimister. De
unge i plejefamilierne er mere fortrøstningsfulde end de unge på
institution. Det kan måske hænge sammen med, at deres liv er
præget af større stabilitet i anbringelsen, end hvad der gælder for
anbragte på institution. Forholdet mellem livstilfredsheden nu og
som den forventes at blive i fremtiden er ens for drenge og piger.
Det betyder, at anbragte piger generelt forventer fortsat at have
en lavere livstilfredshed end anbragte drenge.
En pige på 15 år har ikke rigtigt tænkt konkret over, hvad der skal
ske i fremtiden. Hun har bare tænkt: ”Hvad skal der ske?”. Hun
har ingen forestillinger om, hvad hun laver om 10 år, eller om hun
bor sammen med nogen. Men hun tror nok, at hun godt kunne
tænke sig at bo i en fed lejlighed i København. Lidt ligesom hen-
des storebror, der har en lejlighed i København i en bolig, hvor der
også bor andre unge. Hun er ikke bekymret for fremtiden, men
hun synes, det er mærkeligt, at nogen siger, at man ikke kan få et
godt liv, hvis man bor på et opholdssted. Selv kender hun mange,
der har boet her på opholdsstedet, som har fået godt liv, og som
ved, hvordan man skal klare sig.
MERE TRIST END GODT
En 13-årig dreng synes, at det er svært at forestille sig, hvad der
skal ske i fremtiden. Der kan jo ske de værste ting fra den ene dag
til den anden. Der kan ske de bedste ting fra den ene dag til den
anden. Han fortæller, at hans største drøm er at blive astronaut,
men sandsynligheden for at blive det er nok lille, fordi han er far-
veblind og har ADHD. Han har også tænkt på at blive politimand
eller soldat. Han ser mere trist end lyst på fremtiden. Han er be-
kymret for, om der på et eller andet tidspunkt vil ske hans familie
noget ondt. Og de samme tanker har han for sig selv. Hans tanker
kredser om, hvordan han selv kommer til at dø.
OPSAMLENDE KONKLUSION
De anbragtes mentale trivsel er målt ved hjælp af SDQ. 23 pct.
placeres uden for normalområdet på den samlede skala. Blandt
11 Døgninstitution og socialpædagogisk opholdssted er slået sammen til institution i denne
figur.
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0093.png
92
KAPITEL 9 |
MEDINDDRAGELSE
KAPITEL 9
MEDINDDRAGELSE
INDLEDNING
I dette kapitel beskrives anbragte børns og unges medinddragelse
og indflydelsen på beslutninger, der tages omkring dem og deres
situation. Medinddragelse af børn og unge i de beslutninger, der
bliver taget omkring dem selv, er fastlagt dels i grundloven, men
også via Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s
Børnekonvention. Det er dog en konkret vurdering i hver enkelt
sag, hvor meget barnet eller den unge kan inddrages. Inddra-
gelsen af barnet/den unge udmøntes ved, at barnets/den unges
synspunkter inddrages i tilrettelæggelsen af indsatsen i overens-
stemmelse med barnets alder og modenhed. På den måde skal
både tilrettelæggelse og gennemførelse ske i dialog med barnet
(Socialstyrelsen, 2012). Det er naturligvis vigtigt, at myndigheder-
ne er bekendt med og følger barnets rettigheder i forbindelse med
en anbringelse, men det er også vigtigt, at børn og unge også selv
er bekendt med deres rettigheder. Alle børn har fx ret til:
Inddragelse i beslutninger
Samvær med forældre, søskende og netværk
En handleplan for anbringelsen
Opfølgning og tilsyn under anbringelsen
En bisidder, der er med til møder i kommunen.
BLEV TAGET MED PÅ RÅD
Socialstyrelsen har i 2007 udarbejdet to pjecer til børn og unge,
der fortæller om børns rettigheder (Socialstyrelsen, 2007a,
2007b).
I dette kapitel undersøger vi, i hvor høj grad de anbragte børn
og unge er blevet taget med på råd i beslutningen om anbringel-
sessted, hvor de oplever at kunne søge hjælp, i hvor høj grad de
inddrages i beslutninger om samvær med forældre og søskende,
samt deres oplevelse af personlig frihed og ytringsfrihed.
INDFLYDELSE PÅ EGEN SITUATION
Anbringelsesstedet og valget heraf har stor betydning for an-
bragte børn og unges liv. Anbragte børn og unge ønsker at blive
lyttet til og delagtiggjort i beslutninger om deres eget liv, derfor
er måden, hvorpå en beslutning om et anbringelsessted bliver
taget, også afgørende. Herudover er det vigtigt, at den beslutning,
der tages, uanset barnets/den unges holdning, begrundes for bar-
net eller den unge (Børnerådet, 2012). Figur 9.1 viser, hvor mange
der føler, at de blev inddraget i beslutningen om nuværende
ANVENDTE TRIVSELSINDIKATORER
Indflydelse på anbringelsessted
Taget med på råd
Oplever at kunne søge hjælp
Kontakt med familien
Medbestemmelse i kontakt til forældre
Medbestemmelse i kontakt til søskende
Medbestemmelse i hverdagen
Medbestemmelse på husregler
Medbestemmelse på fællesaktiviteter
Oplevelse af frihed
Oplevelse af kunne leve sit liv, som man vil
Oplevelse af at kunne ytre sig
F I G . 9 . 1 :
Anbragte 11-17-årige, der blev taget med på råd inden
beslutning om anbringelsessted. Fordelt på baggrunds-
forhold. Procent.
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Ja
Nej
Ved ikke/husker ikke
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0094.png
KAPITEL 9 |
MEDINDDRAGELSE
93
anbringelsessted. 35 pct. blev taget med på råd, 55 pct. blev ikke
taget med på råd, og 12 pct. har svaret ved ikke eller husker ikke.
Der er naturligvis flere faktorer, der spiller ind i forhold til denne
fordeling. Fordi inddragelse er afhængig af barnets alder og mo-
denhed, er det ikke overraskende, at andelen, som er blevet ind-
draget i beslutningen om anbringelsessted, stiger med alderen,
jf. figur 9.1. 16 pct. af de 11-årige er blevet inddraget, 25 pct. af de
13-årige, 27 pct. af 15-årige blev taget med på råd om valg af an-
bringelsessted, mens 51 pct. af de 17-årige blev taget med på råd.
Der er således en bemærkelsesværdig stigning fra 15 til 17 år i
graden af medinddragelse. Børn anbragt i plejefamilie har oftere
ikke været med på råd i beslutningen om anbringelsessted. Dette
gør sig gældende i alle fire aldersgrupper. Anbragte børn og unge
på ‘andet sted’ er dem, der oftest er blevet inddraget i beslutnin-
gen, hvilket hænger sammen med, at denne gruppe er ældre end
på de øvrige anbringelsesformer. Ydermere viser figur 9.1, at der
er en klar overvægt blandt børn, som har været anbragt under 1
år på anbringelsesstedet, som er blevet inddraget i beslutningen.
Jo længere tid anbringelsen har varet, jo færre har været inddra-
get i beslutningen om stedet. Desuden viser figuren, at jo længere
tid anbringelsen har varet, jo oftere har barnet/den unge svaret
’ved ikke’. Det kan dels skyldes, at jo længere tid der er gået siden
beslutningen om anbringelsen er taget, jo mindre huskes der
omkring beslutningen. Dels kan barnet/den unge have været så
længe på anbringelsesstedet, at han eller hun blev vurderet for
ung til at blive inddraget i beslutningen på anbringelsestidspunk-
tet. Figur 9.1.a viser, at netop alder ved effektuering af første an-
bringelse har stor betydning for graden af inddragelse vedrørende
anbringelsessted. Blandt dem, som var 0-6 år ved første anbrin-
gelse, og som stadig er anbragt samme sted, er 7 pct. blevet
medinddraget i beslutningen om anbringelsessted. Blandt dem,
som var 7-12 år ved første anbringelse, og som stadig er anbragt
samme sted, svarer 27 pct., at de blev inddraget i valg af anbrin-
gelsessted. Blandt dem, som var 13-16 år ved første anbringelse,
og som stadig er anbragt samme sted, er 66 pct. blevet inddraget
i beslutningen om anbringelsesstedet. Yderligere kan man fore-
stille sig, at det at have et handicap eller en langvarig sygdom
påvirker graden af medinddragelse af anbringelsessted. Det ser
dog ikke ud til at være tilfældet (figur ikke vist). Blandt dem, som
svarer, at de er blevet inddraget i beslutningen om anbringelses-
sted, har 21 pct. et handicap eller en langvarig sygdom. Blandt
dem, som svarer, at de ikke er blevet inddraget i beslutningen, har
24 pct. et handicap eller en langvarig sygdom.
SØGE HJÆLP
Hvis et barn er rigtigt ked af eller utilfreds med at bo på et an-
bringelsessted er det godt, hvis det kender til sine rettigheder,
således barnet ved, hvem det kan gå til, og hvad han eller hun
har ret til (Børnerådet, 2012). At være ked af at være på anbrin-
gelsesstedet har afgørende betydning for barnets daglige trivsel,
og hvis der ikke tages hånd om at afhjælpe problemet, kan det
i yderste tilfælde ende med et sammenbrud i anbringelsen. De
anbragte børn og unge i denne undersøgelse er blevet spurgt
om, hvem de ville gå til for at få hjælp, hvis de var rigtigt kede
F I G . 9 . 1 . a :
Medindflydelse på anbringelsessted, blandt 11-17-
årige anbragte, som stadig bor på deres første
anbringelsessted. Fordelt på alder ved første
anbringelse. Procent
F I G . 9 . 2 :
Anbragte 11-17-årige, der føler, at de kan få hjælp af
professionelle voksne, hvis de er rigtigt kede af deres
anbringelsessted. Fordelt på baggrundsforhold. Procent
0
I alt pct.
10
20
30
40
50
0
Alder ved
første
anbringelse
0-6 år
10
20
30
40
50
60
70
80
90
100
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
7-12 år
13-17 år
Ja
Nej
Ved ikke/husker ikke
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0095.png
94
KAPITEL 9 |
MEDINDDRAGELSE
af eller utilfredse med anbringelsesstedet. Figur 9.2. viser, at 43
pct. ville gå til en professionel voksen, der her er defineret som
en sagsbehandler, kontaktperson, lærer, pædagog, sportstræner
eller lignende. Andelen, som vil gå til en professionel voksen, er
lavest blandt de 11-årige (34 pct.). Blandt de 15- og 17-årige er
der signifikant flere, som ville bede en voksen om hjælp (48 pct.
og 44 pct.). Der er altså en tendens til, at de ældre teenagere går
til professionelle for at få hjælp, hvis de er kede af eller utilfredse
med deres anbringelsessted. Knap halvdelen af anbragte i fa-
miliepleje og på socialpædagogiske opholdssteder ville gå til en
professionel voksen. Det er der kun en tredjedel blandt anbragte
på døgninstitutioner og ‘andet sted’, som ville gøre.
nen, som skal sørge for, at forbindelsen mellem forældrene og
barnet holdes ved lige, og således træffe afgørelse om omfanget
og udførelsen af samværet og kontakten. I udgangspunktet skal
barnet høres. Der kan dog være tilfælde, hvor kommunen går
ind og vurderer, at samvær i en periode ikke er hensigtsmæssigt
for barnet (Ankestyrelsen, 2014b; Lov om Social Service § 71). I
kapitel 3 så vi, at anbragte børn og unge i høj grad har kontakt og
samvær med deres forældre. I det nedenstående undersøger vi,
i hvor høj grad anbragte børn og unge oplever selv at have indfly-
delse på graden af kontakt og samvær.
SAMVÆR MED FORÆLDRE OG SØSKENDE
Figur 9.3 viser, at 27 pct. af de anbragte føler, at de næsten aldrig
KONTAKT MED FAMILIEN
Børn har via ovennævnte lovgivning og konventioner ret til sam-
vær og kontakt med deres forældre og netværk. Det er kommu-
er med til at bestemme, hvor tit de ser deres forældre. Dette er
særlig udtalt for de 11-årige (62 pct.). 40 pct. blandt de 13-årige,
22 pct. blandt de 15-årige og 13 pct. blandt de 17-årige er næsten
F I G . 9 . 3 :
Anbragte 11-17-årige, der ikke er med
til
at bestemme,
hvornår de skal se deres forældre. Fordelt på bag-
grundsforhold. Procent
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
10
20
30
40
50
60
70
F I G . 9 . 4 :
Anbragte 11-17-årige, der ikke er med
til
at bestemme,
hvornår de skal se deres søskende. Fordelt på bag-
grundsforhold. Procent
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
10
20
30
40
50
60
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0096.png
KAPITEL 9 |
MEDINDDRAGELSE
95
aldrig med til at bestemme, hvornår de ser deres forældre. Det at
være anbragt ‘andet sted’ er som beskrevet højt korreleret med
alder. Derfor er der også meget få 17-årige, som er anbragt ‘andet
sted’, som ikke selv er med til at bestemme, hvor ofte de ser de-
res forældre. Piger oplever i højere grad end drenge at have ind-
flydelse på, hvor ofte de ser deres forældre, og børn og unge, som
har været anbragt i mere end 5 år, har også oftere indflydelse på,
hvor ofte de ser deres forældre. I kapitel 3 så vi, at børn og unge,
som bor på døgninstitution, oftere var sammen med deres foræl-
dre, end børn og unge anbragt andre steder.
Billedet for anbragte børn og unge, der ikke er med til at bestem-
me, hvornår de skal se deres søskende, er meget lig det, vi så i
forhold til forældrene, særligt med hensyn til køn og alder. 27 pct.
er ikke med til at bestemme, hvornår de skal se deres søskende.
Således er piger også oftere end drenge med til at bestemme,
hvornår de skal se deres søskende. Med hensyn til alder er 58
pct. af de 11-årige næsten aldrig med til at bestemme, hvornår de
skal se deres søskende. Det gælder for 44 pct. af de 13-årige, 25
pct. af de 15-årige og 15 pct. af de 17-årige. Samværet med sø-
skende vil som oftest foregå, samtidig med at forældrene besø-
ges. Derfor vil mønsteret minde meget om hinanden. Dog er der
forskel med hensyn til anbringelsessted og anbringelsesvarighed.
36 pct. af børn og unge, som er anbragt på døgninstitution, svarer,
at de næsten aldrig er med til at bestemme, hvornår de ser deres
søskende. Det er både en større andel end anbragte på andre an-
bringelsessteder, jf. figur 9.4. Desuden ser vi, at medbestemmel-
sesgraden falder med anbringelsesvarigheden, bortset fra dem,
som har været anbragt i mere end 5 år. Denne ændring i varighed
ses ikke i indflydelsen på forældrekontakt. Sammenholdt med, at
vi i kapitel 3 så, at der er en del af de anbragte børn og unge, som
ønsker at se mere til deres søskende, tyder det på, at anbragte
børn og unge reelt har mulighed for at påvirke graden af samvær
med deres søskende. En rapport fra Børnerådet beskriver, at
netop savnet til søskende kan være særligt stort under en anbrin-
gelse (Børnerådet, 2012), hvilket underbygger ønsket om at have
medindflydelse herpå.
MEDBESTEMMELSE I HVERDAGEN
Oplevelsen af at have medbestemmelse på det sted, hvor man
bor, fx på regler og aktiviteter, er vigtigt i forhold til følelsen af
at blive set, hørt og taget alvorligt. Nogle anbragte børn og unge
oplever, at møder med dem foregår rent proforma, og at de ingen
indflydelse har på trods af møder og samtaler. Andre oplever der-
imod reelt at have indflydelse og at have mulighed for at ændre
og påvirke både beslutninger om deres situation og anbringelse,
men også med hensyn til regler i hverdagen (Børnerådet, 2012).
HUSREGLER
38 pct. af anbragte børn og unge føler, at de altid eller ofte har
medbestemmelse i forhold til anbringelsstedets husregler, mens
22 pct. føler, at de aldrig har det, jf. figur 9.5. Aldersmæssigt
viser figur 9.5, at jo yngre, jo mindre medbestemmelse. Drenge
har i mindre grad indflydelse på husreglerne end piger. Anbragte
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0097.png
96
KAPITEL 9 |
MEDINDDRAGELSE
i plejefamilier er dem, der hyppigst oplever at have indflydelse.
En forklaring kan være, at døgninstitutioner, socialpædagogiske
opholdssteder og kost- og efterskoler er større enheder, hvor der
må være et klart regelsæt, som er knapt så fleksibelt i forhold
til individuelle ønsker. Faste rammer på anbringelsesstedet kan
netop være baggrunden for, at barnet er anbragt der og ikke et
andet sted. I plejefamilier kan der i videre udstrækning være
forhandlinger om, hvordan husreglerne skal tilpasses i den givne
situation.
FÆLLESAKTIVITETER
medindflydelse (40 pct.), mens de 15- og 17-årige oftere svarer, at
de altid eller ofte er med til at bestemme fællesaktiviteter (22 og
23 pct.). Endvidere fremgår det, at det især er anbragte på kost-
og efterskoler, der oplever ikke at have nogen medbestemmelse.
Det kan være med udgangspunkt i, at skolen har nogle bestemte
ting, de skal opfylde i forhold til pensum eller i forhold til skolens
faglige profil. For eksempel har idrætsefterskoler flere sportslige
arrangementer end efterskoler med en musikprofil. Det kan efter-
lade et mindre rum for medindflydelse for den enkelte.
OPLEVELSE AF FRIHED
En vigtig del af det at gå fra barn til ung er den gradvise myndig-
gørelse, som finder sted i denne livsfase. Det store barn bliver
inddraget i flere beslutninger, som det forventes at have en egen
interesse i og en mening om. Hvis det ikke umiddelbart er tilfæl-
det, kan inddragelsen ses som en tilskyndelse til at begynde at
tænke over disse ting. Lysten til medindflydelse og til at træffe
egne beslutninger om sine egne forhold er ikke altid i harmoni
Et andet sted, hvor de anbragte børn og unge kan opleve at have
medbestemmelse, er i forhold til fællesaktiviteter. Halvdelen af
de anbragte oplever altid eller ofte at have medbestemmelse på
fællesaktiviteter. Figur 9.6 viser en aldersgradient i medbestem-
melsen på fællesaktiviteter. Således oplever de 11- og 13-årige
F I G . 9 . 5 :
Anbragte 11-17-åriges oplevelse af at have medbe-
stemmelse på anbringelsesstedets husregler. Fordelt
på baggrundsforhold. Procent.
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
med forældres og andre voksnes opfattelser af disse forhold.
De voksne synes ikke altid, at den unge er moden nok til selv at
bestemme. Når barnet eller den unge er anbragt uden for hjem-
met, skyldes det i en række tilfælde, at barnet har problemer
(et vanskeligt sind, en uhensigtsmæssig opførsel, fysiske eller
psykiske skavanker), som de voksne omkring det finder, at der må
tages særligt hensyn til. Den beskyttende holdning fører let til, at
barnets handlefrihed søges begrænset (for at hindre det i at gøre
noget dumt). Omvendt oplever den unge i sådanne situationer at
FIG 9.6:
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Anbragte 11-17-åriges oplevelse af at have medbe-
stemmelse på anbringelsesstedets fællesaktiviteter.
Fordelt på baggrundsforhold. Procent
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Altid
Ofte
Af og
til
Næsten aldrig
Aldrig
Altid
Ofte
Af og
til
Næsten aldrig
Aldrig
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0098.png
KAPITEL 9 |
MEDINDDRAGELSE
97
blive begrænset i sine udfoldelsesmuligheder. I denne undersø-
gelse er de anbragte blevet spurgt om deres oplevelse af deres
frihed til selv at bestemme og til at kunne sige, hvad de tænker
og mener.
OPLEVELSE AF AT KUNNE LEVE SIT LIV, SOM MAN VIL
sig om, hvad de mener og tænker, stiger med alderen fra 32 pct.
blandt de 11-årige til 53 pct. blandt de 17-årige. Der er en større
andel, som oplever, at de kan sige, hvad de mener, blandt børn og
unge anbragt i plejefamilie, og blandt dem, som er anbragt ‘andet
sted’. Sidstnævnte giver god mening, især hvis den unge er anbragt
i egen hybel. Det er dog bemærkelsesværdigt, at 12 pct., som bor
på døgninstitution, og 13 pct. af dem, som bor på socialpædagogisk
opholdssted, ikke føler, at de kan sige, hvad de mener.
HVAD BØRN SELV SIGER OM MEDBESTEMMELSE: UDDRAG FRA
BØRNESAMTALER
Mere end 60 pct. af alle de anbragte børn og unge vælger en af
de to grader af enighed, når de skal forholde sig til udsagnet: ”Du
føler dig fri til selv at bestemme, hvordan du vil leve dit liv”, jf.
figur 9.7. Blot 14 pct. er uenige. Der er ikke forskel på, hvordan
drenge og piger ser på spørgsmålet. Med stigende alder synes
de at blive lidt mere positive (højere grad af enighed) i synet på
egen frihed. Det er især de 17-årige, som her springer i øjnene. En
forklaring kunne være, at en del af de 17-årige nu er på efterskole
eller bor for sig selv (i hybel eller lignende), hvor de er uden for de
voksnes rækkevidde, og i højere grad må klare sig selv.
I modsætning til unge, der bor ’andet sted’, markerer de anbragte
på døgninstitution sig ved en markant dårligere opfattelse af de-
res personlige frihed.
OPLEVELSE AF AT KUNNE YTRE SIG
Der kan, som vi tidligere har været inde på, være mange regler
at overholde i dagligdagen, hvis man er et barn, der er anbragt på
en døgninstitution. De børn, vi har talt med, synes ikke altid, at
reglerne er rimelige og retfærdige, og navnlig opponerer de over
for kollektive sanktioner. De mange regler behøver imidlertid ikke
at betyde, at der ikke bliver lyttet til børnene. I det lille inter-
viewmateriale, som vi har indsamlet blandt institutionsanbragte
børn, finder vi en række udsagn, som handler om muligheder for
at handle og blive hørt på forskellige niveauer. Når de yngre børn
taler om medbestemmelse, henviser de gennem anekdoter fra
hverdagen til, hvad de må eller ikke må få lov til i hverdagen. Eks-
plicitte udsagn om, hvad børn har ret til, krav på eller har sat sig
som mål, hørte vi mest om fra de ældste af børnene.
Det er, som survey-undersøgelsen (og det efterfølgende kapitel)
viser, langt fra alle børn, der har indflydelse på, hvor de bliver an-
Langt størstedelen (80 pct.) af anbragte børn og unge oplever, at
de frit kan sige, hvad de tænker og mener, jf. figur 9.8. Samtidig er
der knapt 8 pct., som oplever ikke at kunne ytre sig frit. Der er ikke
forskel mellem aldersgrupperne i andelen, der ikke oplever at kun-
ne ytre sig frit, men andelen, som er helt enig i, at de frit kan ytre
F I G . 9 . 7 :
Anbragte 11-17-åriges oplevelse af frihed
til
selv at
bestemme. Fordelt på baggrundsforhold. Procent
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Helt enig
Hverken - eller
Helt uenig
Enig
Uenig
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
F I G . 9 . 8 :
Anbragte 11-17-åriges oplevelse af at kunne sige, hvad
de tænker og mener. Fordelt på baggrundsforhold.
Procent
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Helt enig
Hverken - eller
Helt uenig
Enig
Uenig
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0099.png
98
KAPITEL 9 |
MEDINDDRAGELSE
bragt. Alligevel er der børn, som føler sig medinddraget. Her har
vi valgt at tage afsæt i en 15-årig pige. Hun fortæller om, hvordan
hun 6 år tidligere oplevede, at der blev lyttet til hende, da der
skulle findes et permanent anbringelsessted til hende og hendes
søskende:
Vi sagde, at vi var glade for at bo der (på det akutte anbringel-
sessted), og så tror jeg, de har hørt på os. Jeg tror, de hørte på
os, fordi vi sagde, at vi ikke havde lyst til at flytte. Vi var glade
for at bo der, så jeg tror, de hørte efter. Så sagde de det videre
til vores sagsbehandler, og hun synes, det var en god ide, hvis
de synes det også.
Samme pige, hvis mor kom fra Somalia, fortalte også, at hun var
blevet støttet først af anbringelsesstedets ledere og senere af
myndighederne, fordi hun fortalte, at moren slog børnene, når de
var hjemme på samvær hos hende. Det førte til, at der blev lavet
en overvåget samværsordning.
Nogle gange, så slog hun os. Det er sådan en Somalia ting –
afrikanere, det ved du godt, ikke? De giver et rap og sådan. Du
ved, sådan er man opdraget. (…) Så sagde jeg det til lederne,
og så gjorde de noget ved det. De sagde, at så skulle der være
overvåget besøg, og så tog vi op i retten inde ved Rådhusplad-
sen, og så sagde de, at der skulle være overvåget samvær. Det
er fint nok, men det var heller ikke så voldsomt. Men det skal
også være hyggeligt at være sammen, ikke?
Pigen vidste også godt, hvordan hun ville agere, hvis hun skulle
blive ked at bo på det aktuelle anbringelsessted:
Nu har man lidt at skulle have sagt, når man er oppe i den
der alder – 15. Så skal de høre på en, lige meget hvad. Så jeg
tror, jeg ville have sagt det til pædagogerne. Heroppe siger de,
at hvis man ikke bliver spurgt, så siger man det bare. Der er
noget, der hedder opfølgningsmøder og sådan noget. Så kan
man sige det, for der er ens sagsbehandler. Og så prøver de at
finde et andet sted til en (…) Altså når du er 15, så skal de høre
på dig lige meget hvad, og ellers så tager de det op i retten,
og så finder de ud af det derfra. Hvis nogen er uenige – hvis du
forstår, hvad jeg mener.
Også muligheden for at være med til at ændre på tingenes gang i
dagligdagen oplevede pigen at have:
Hvis … lad os sige i skolen eller på afdelingen, at jeg oplever,
dén voksne er irriterende. Det må man godt sige, ikke. Og så
hører de på én, og så tager de det op på et møde – kun de
voksne. Og så kan de voksne gøre det anderledes. Så man
kan godt sige navne, du ved. Så kan den voksne tænke over,
hvordan han gør det på en anderledes måde. Så hører de på
én. Men man skal også sige det på en ordentlig måde – en
fair måde. Ikke på sådan en vred måde – forstår du, hvad jeg
mener? Ikke sådan en ond måde, vel. Men på en sød måde, og
så hører de på en. Så vil de godt lave sig selv om. Hvis det bare
er pænt, du siger det, så hører de efter. Det er jeg faktisk glad
for, at vi har børnemøder. Så kan vi sige alt muligt. Så hører de
på en.
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0100.png
KAPITEL 9 |
MEDINDDRAGELSE
99
PERSPEKTIVERING: ANBRAGTE OG IKKE-
ANBRAGTE BØRN
Det at blive set, hørt og taget med i beslutninger er vigtigt for alle
børn. Dog er det særligt vigtigt for de børn, som er i det offentli-
ges varetægt. Disse børn er samtidig en særligt udsat gruppe, og
det er derfor vigtigt at kende til, i hvilken udstrækning anbragte
børn er inddraget i beslutninger om deres situationer også i sam-
menligning med ikke-anbragte børn og unge. I forhold til deres
jævnaldrende er det bl.a. relevant at se på graden af medbestem-
melse i hverdagsbeslutninger. I beslutninger omkring fællesak-
tiviteter er der ikke forskel mellem 15-årige anbragte og 15-årige
ikke-anbragtes medindflydelse, jf. figur 9.9. Det er der dog blandt
11-årige. 20 pct. af 11-årige anbragte svarer, at de ikke har med-
indflydelse på fællesaktiviteter, mod kun 11 pct. af 11-årige ikke-
anbragte. Hverken for de 11-årige eller de 15-årige anbragte og
ikke-anbragte er der forskel i oplevelsen af at kunne frit tale om,
hvad man mener og tænker. Der er derimod stor forskel mellem
både 11- og 15-årige anbragte og ikke-anbragte i oplevelsen af
ikke at kunne leve sit liv, som man vil. 16 pct. af 11-årige anbragte
føler, at de ikke kan leve deres liv, som de vil, det gælder for 7 pct.
af 11-årige ikke-anbragte. Ligeledes føler 15 pct. af 15-årige an-
bragte, at de ikke kan leve deres liv, som de vil, men kun 2 pct. af
15-årige ikke-anbragte har denne oplevelse.
overensstemmelse med barnets eller den unges alder og mo-
denhed. Dette bevirker, at alder på forskellig vis er et centralt
tema i dette kapitel. Dels er der en tydelig aldersgradient i og
med, at 15- og 17-årige i langt højere grad end 11- og 13-årige
oplever at have været været inddraget i beslutningen vedrørende
nuværende anbringelsessted. Samtidig svarer de 15- og 17-årige
også hyppigere, at de ville gå til en professionel voksen for at
få hjælp, hvis de var kede af eller utilfredse med anbringelses-
stedet. Desuden har de ældre anbragte også oftere end de yngre
indflydelse på, hvor ofte de ser deres forældre og søskende og
på anbringelsesstedets husregler, og de oplever i højere grad
at kunne leve, som de vil, og at kunne sige, hvad de mener. An-
bringelsessted og anbringelsesvarighed har også en betydning
i forhold til graden af inddragelse. Som vist i kapitel 2 hænger
anbringelsessted og alder ved første anbringelse sammen. Der-
for ser vi også et samspil mellem graden af medinddragelse,
anbringelsessted og anbringelsessvarighed. I forhold til valget
af anbringelsesstedet svarer børn og unge i plejefamilier i mindre
grad, at de har været inddraget i beslutningen, end børn og unge
anbragt andre steder, men med hensyn til indflydelse på regler,
aktiviteter og oplevelse af frihed og det at kunne ytre sig, oplever
plejefamiliebørnene hyppigere, at de er blevet inddraget, end børn
og unge anbragt andre steder. Det er særligt børn og unge på
døgninstitutioner og på socialpædagogiske opholdssteder, som
oplever ikke frit at kunne sige, hvad de tænker og mener, eller at
have frihed til at kunne leve, som de selv ønsker.
OPSAMLENDE KONKLUSION
Inddragelsen af barnets eller den unges synspunkter og hold-
ninger i tilrettelæggelsen af indsatsen skal som nævnt ske i
F I G . 9 . 9 :
11- og 15-åriges medbestemmelse og personlig frihed.
Anbragte og ikke-anbragte børn. Procent
0
Medbestemmelse
i hverdagen
Ikke medbestemmelse
på fællesaktiviteter
20
11
14
11
10
20
30
Personlig frihed
16
7
15
2
7
5
7
3
Kan ikke frit leve sit
liv, som man vil
Kan ikke frit ytre sig
11 år, anbragt
15 år, anbragt
11 år, ikke-anbragt
15 år, ikke-anbragt
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0101.png
100
KAPITEL 10 – SÆRLIGT TEMA |
KONTINUITET, SKIFT OG SAMMENBRUD I BØRNS ANBRINGELSER
KAPITEL 10 – SÆRLIGT TEMA
KONTINUITET, SKIFT OG SAMMENBRUD
I BØRNS ANBRINGELSER
INDLEDNING
Med afsæt i undersøgelsens analyseudvalg er formålet med
dette kapitel at belyse, hvilke erfaringer anbragte børn har med
kontinuitet, skift og sammenbrud i deres anbringelsesforløb,
herunder også at indkredse, hvordan børn selv begrunder eller
forklarer, hvorfor der evt. er sket skift i deres anbringelsesforløb.
Problemstillingen er relevant, fordi hensigten med en anbringelse
ofte er at skabe større stabilitet i børns liv. Derfor kan det fremstå
som et paradoks, såfremt ustabiliteten – i form af flytninger –
fortsætter under børnenes anbringelsesforløb.
’Sammenbrud’ kan defineres forskelligt. Ifølge Ankestyrelsen, der
registrerer anbragte børns flytninger og sammenbrud i anbringel-
ser, defineres et sammenbrud ved, at et barn enten ikke ønsker at
være i anbringelsen mere, eller at anbringelsesstedet opgiver. Det
kan også være begge dele. Ifølge denne definition var der ved ud-
gangen af 2013 4,7 pct. af det samlede antal anbragte børn dette
år, som havde oplevet et sammenbrud. Andelen var den samme i
2012. Siden 2010 faldt antallet af sammenbrud efter denne opgø-
relsesmåde fra 710 sammenbrud til 545 sammenbrud i 2013. Det
svarer til et fald fra 5,5 pct. til 4,7 pct. (Ankestyrelsen, 2014a).
I tidligere undersøgelser fra SFI og i nordisk regi er ’sammen-
brud’ blevet defineret noget bredere som døgnanbringelser, som
afsluttes uplanlagt af enten barnet/den unge, forældrene, an-
bringelsesstedet eller forvaltningen (Egelund m.fl. 2010; Sallnäs,
Vinnerljung & Kyhle Westermark, 2004). Sammenbrud er således
I denne trivselsundersøgelse belyser vi ud fra børn og unges
egne besvarelser, hvor mange der har oplevet skift eller flytnin-
ger i deres anbringelsesforløb, og herefter om det sidst oplevede
skift var planlagt eller uplanlagt. I sidstnævnte tilfælde kan der
således være tale om, at anbringelsen er brudt sammen. Vi har
også bedt børnene om at svare på, hvorfor de mente, at der skete
skift i anbringelsesforløbet, herunder også hvem der ønskede, at
barnet skulle flytte. Endelig har vi bedt børnene vurdere, om de
mener, at skiftet har været en forbedring for dem.
en delmængde af de skift i omsorgsmiljøet, som anbragte børn
kan opleve. SFI’s undersøgelser om sammenbrud i anbringelser
har bl.a. vist, at 44 pct. af unge 13-17-årige har oplevet et el-
ler flere sammenbrud under deres anbringelsesforløb (Egelund
m.fl., 2010, 2008). Dette omfang svarer nogenlunde til, hvad der
er blevet påvist i den internationale forskning. De faktorer, som
ud fra en af undersøgelserne har vist at øge risikoen for sam-
menbrud, er først og fremmest ’systemfaktorer’. Det drejer sig
dels om sagsbehandlerskift; dvs. at den unge har haft to eller
flere sagsbehandlere i anbringelsesforløbet; dels om økonomiske
begrænsninger i kommunen, fx at det er vanskeligt at finde op-
timale anbringelsessteder på grund af økonomiske restriktioner.
Forhold, der omvendt har sammenhæng med stabilitet i anbrin-
gelsen, kan også henføres til ’systemfaktorer’: At der er udarbej-
det en handleplan, at forvaltningen har sikret sig, at den unge
er enig i anbringelsen, og at den unge forud for anbringelsen har
været placeret i aflastning.
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0102.png
KAPITEL 10 – SÆRLIGT TEMA |
KONTINUITET, SKIFT OG SAMMENBRUD I BØRNS ANBRINGELSER
101
BØRN, DER HAR OPLEVET SKIFT I
ANBRINGELSESFORLØBET
Halvdelen af de børn, der har deltaget i undersøgelsen, oplyser,
at det sted, hvor de aktuelt opholder sig, er deres første anbrin-
gelsessted. 32 pct. har boet på et andet anbringelsessted før det
aktuelle, mens 18 pct. har været anbragt på to eller flere steder
før dette, som vist i figur 10.1.
Erfaringerne med skift i anbringelser varierer ikke overraskende
med børns alder, den aktuelle anbringelsesform og hvor lang tid,
de har boet på det aktuelle sted, jf. figur 10.1. 17-årige har således
dobbelt så hyppigt erfaringer med multiple skift (28 pct.) som
11-årige (13 pct.). Børn, der aktuelt lever i en plejefamilie, har om-
trent dobbelt så hyppigt erfaringer med ét stabilt anbringelsesfor-
løb (60 pct.) som børn, der er på et socialpædagogisk opholdssted
(27 pct.) eller er et ’andet sted’ (30 pct.). For 38 pct. af børnene,
der bor på en døgninstitution, er dette deres første ophold. Endelig
ses, at jo længere tid, børnene har boet på det aktuelle sted, desto
færre er der, som har erfaringer med skift i anbringelsen.
Figur 10.2 viser, hvor gamle undersøgelsens børn var, da de blev
anbragt første gang. 43 pct. af de 11-17-årige blev anbragt i før-
skolealderen, 37 pct. var mellem 6 og 11 år, mens de sidste 20
pct. blev anbragt første gang, efter at de var fyldt 12 år. Blandt de
ældste børn og unge, som deltager i undersøgelsen, er hele 40
pct. anbragt første gang i 12-års-alderen eller derefter. De tidligt
anbragte børn bor hyppigst i en plejefamilie, mens de børn, der er
blevet anbragt sent, typisk er på et socialpædagogisk opholds-
sted eller et ’andet sted’, fx en kostskole.
Når vi i det følgende kortlægger børns egne erfaringer med skift i
anbringelsen, er det ikke alle flytninger gennem hele deres livsfor-
FIG. 10.1:
Antal steder, som anbragte 11-17-årige har opholdt
sig. Fordelt på baggrundsforhold. Procent
0
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
FIG. 10.2:
Anbragte 11-17-åriges alder ved første anbringelse.
Fordelt på baggrundsforhold. Procent
0
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
Første anbringelsessted
Ét andet anbr. før dette
To eller
flere
anbr. før dette
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Op
til
5 år
5 år eller længere
0
til
5 år
6
til
11 år
12
til
17 år
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0103.png
102
KAPITEL 10 – SÆRLIGT TEMA |
KONTINUITET, SKIFT OG SAMMENBRUD I BØRNS ANBRINGELSER
løb, vi sætter fokus på. Nogle af de tidligt anbragte børn kan have
oplevet skift som ganske små. Man kan ikke forvente, at børn har
viden eller erindringer om hændelser, der daterer sig tilbage til
den tidligste barndom. Vi fokuserer derfor på eventuelle skift i an-
bringelsen, som er sket fornylig. Grundlaget for analysen er derfor
de børn, som har svaret, at de højst har boet på det aktuelle sted
i 2 år, og som samtidig oplyser, at de har boet på mindst ét andet
anbringelsessted tidligere. 277 af de 1.385 børn, som har deltaget
i undersøgelsen, svarende til 20 pct. af respondenterne, har efter
disse kriterier oplevet et skift i anbringelsen for nylig.
For at indkredse, om denne delmængde af respondenterne har
oplevet et uplanlagt skift i anbringelsen, dvs. et muligt sammen-
brud, spurgte vi til, om de inden for de 2 sidste år havde skiftet til
et nyt anbringelsessted, selvom det ikke var planen, at de skulle
flytte. Til dette spørgsmål har 50 pct. svaret nej, 40 pct. har sva-
ret, at de har oplevet et skift, mens 10 pct. oplyser, at der har væ-
ret flere skift, jf. figur 10.3. Blandt alle undersøgelsens deltagere
er det således 10 pct., der inden for en tidshorisont på 2 år har
oplevet et anbringelsesskift, der ikke har været planlagt.
Samkørt med de baggrundsvariable, vi anvender i undersøgelsen
(jf. figur 10.3), tegner der sig intet entydigt mønster, da hverken
alder, køn eller anbringelsesform kan siges at have sammen-
hæng med uplanlagte skift i anbringelsen. Der er dog en tendens
til, at børn, der har levet på samme anbringelsessted i længere
tid, hyppigere oplever skift, fordi dette har været planlagt.
SAGSBEHANDLERSKIFT
Ud over skift i anbringelsesforløb har vi også belyst omfanget af
stabilitet/turbulens i forhold til børnenes kommunale sagsbe-
handler. Også her har vi afgrænset perioden til de sidste 2 år. 28
pct. af børnene oplyser, at de har haft den samme sagsbehandler
gennem hele denne periode, 30 pct. siger, at de har haft to sags-
behandlere, 16 pct. har haft tre, ligesom andre 16 pct. oplyser,
at de har haft fire eller flere sagsbehandlere. Hvert tiende barn
kan ikke huske, hvor mange der har været. Alt i alt er det således
henved to tredjedele af børnene, der inden for en tidshorisont på
2 år har oplevet at få ny sagsbehandler mindst en gang. Vi kan
ikke i denne undersøgelse eftervise en sammenhæng mellem
skift i sagsbehandlere og skift i anbringelsesforløb.
BØRNS EGNE FORKLARINGER PÅ SKIFT I
ANBRINGELSEN
Vi bad alle børn, der fornylig har oplevet skift – planlagt som
uplanlagt – om at begrunde, hvorfor skiftet var sket. Der er tale
om såkaldt åbne besvarelser, hvor børn med egne ord skulle
forklare en interviewer eller skriftligt beskrive, hvad grunden var
til, at de var flyttet til et nyt anbringelsessted. Langt de fleste
børn har givet et svar, dog oftest i en ganske kortfattet form. Vi
har kategoriseret besvarelserne manuelt ud fra børnenes egne
beskrivelser og finder, at alle besvarelser kan placeres inden for
et af nedenstående temaer.
FIG. 10.3:
Anbragte
11-17-årige, der har skiftet anbringelses-
sted inden for de 2 sidste år, selvom det ikke var
planen, at de skulle
flytte.
Fordelt på baggrunds-
forhold. Procent
0
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
BØRNECITAT OM KONTINUITET I
ANBRINGELSESFORLØBET
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Ja,
flere
gange
Ja, én gang
Nej
Jeg vil gerne have min gamle sagsbehandler tilbage. Jeg vil
gerne have Nanna tilbage. Hun forstod mig i det mindste. Det
gør den nye ikke sådan rigtigt. Man får jo en ny hvert andet år.
Jeg fik bare lov at beholde Nanna i et år til. Jeg synes bare,
det er irriterende, at man ikke får sin sagsbehandler tilbage
igen.
Pige, 11 år
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0104.png
KAPITEL 10 – SÆRLIGT TEMA |
KONTINUITET, SKIFT OG SAMMENBRUD I BØRNS ANBRINGELSER
103
MISMATCH MELLEM BARN OG ANBRINGELSESSTEDET
FORHOLD HOS BARNET SELV
Den suverænt største kategori af besvarelser (84 cases svarende
til 30 pct. af besvarelserne) handler om et mismatch mellem
barnet og anbringelsesstedet, både når der er tale om en planlagt
og uplanlagt flytning. Ud fra børnenes beskrivelser handler det fx
om, at der har været dårlig kemi mellem barnet og anbringelses-
stedet, fx at barnet ikke følte sig ordenligt behandlet af plejefa-
milien, ikke trivedes, ikke følte sig velkommen, ikke blev en del af
familien, eller at det havde konflikter med plejefamilien. For børn
på opholdssteder kan der være tale om, at der var for mange
mennesker, for mange regler, at barnet ikke trivedes eller ikke
kunne lide at være der, at barnet følte sig utryg eller har konflik-
ter med andre børn. Nogle eksempler på udsagn er:
Forhold hos barnet selv angives som årsag til skift i 31 cases, sva-
rende til 11 pct. af besvarelserne. I disse cases henviser børnene
fx til, at de har problemer med misbrug (fx hash og andre stoffer),
med kriminalitet (fx vold, svindel, salg af stoffer), at barnet stak
af fra anbringelsesstedet og virkede ’ustyrlig’ eller pjækkede fra
skole. Der er også børn, der henviser til, at de er psykisk sårbare.
Eksempler på udsagn:
Problemer med udadreagerende adfærd og for meget hash.
Lederen sagde, jeg var voldelig.
Problemer derhjemme. Satte ild til mit tidligere opholdssted.
Det var fordi, jeg ikke trives på det sted, jeg boede før. De
kunne ikke forstå, at jeg havde brug for familiekærlighed og
omsorg, ligesom det jeg får, når jeg er hjemme ved min mor,
far og lillebror.
Flyttede flere gange, fordi det ikke fungerede i plejefamilien.
Bestemte selv, at hun ville prøve institution (interviewernotat).
Jeg følte mig ikke velkommen, og plejefaren var racist – der
blev gjort stor forskel på deres egne børn og plejebørn.
FORHOLD I BARNETS FAMILIE ELLER FAMILIENETVÆRKET
I 31 cases (svarende til 11 pct. af besvarelserne) begrunder bar-
net sin sidste flytning med forskellige forhold, der relaterer sig
til dets familie. Forklaringerne efterlader i mange tilfælde det
indtryk, at barnets tidligere sted har været familien. Vi formo-
der, at der her kan være tale om tidligere hjemgivne børn, hvor
flytningen indebærer, at barnet flytter fra familien og ind i en ny
anbringelse. Det kan være, fordi der er kontroverser derhjemme,
fx at barnet ikke kan enes med forældrene eller en ny stedfor-
ælder; eller at forældrene indbyrdes har det svært. Der er også
eksempler på forældre med sygdom og misbrug, eller at barnet
beskriver sig som den lille voksne derhjemme. I nogle tilfælde
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0105.png
104
KAPITEL 10 – SÆRLIGT TEMA |
KONTINUITET, SKIFT OG SAMMENBRUD I BØRNS ANBRINGELSER
ser det dog også ud til, at barnet er flyttet efter at have været
anbragt hos andre familiemedlemmer end forældrene. Endelig er
der også nogle børn, som fremhæver, at de flyttede for at komme
til at bo tættere på familien. Eksempler på udsagn:
Jeg var for moden til at bo hjemme ved min mor, og vi ville
ikke kunne enes, hvis jeg flyttede der hjem. Jeg har jo været
frivillig anbragt uden for hjemmet, siden jeg var knap 5 år.
Boede ved søster, med min mors tilladelse, kommunen lovede
at finde et sted i løbet af 3 måneder, men det skete ikke. Efter
9 måneder røg jeg psykisk ned, ”psyk” kontaktede kommunen,
blev akut anbragt.
IP boede hos sin morbror. Moren og morbroderen blev uven-
ner (interviewernotat).
OVERGANG FRA ÉT TIL NOGET ANDET
Syntes, det var på tide at flytte for mig selv.
Jeg flyttede fra (xx) kostskole, til (xx) Kollegiet. Så bor i et hus
med to andre. Jeg går på gymnasiet nu, men stedet her er
tilsluttet (xx) Kostskole.
Jeg var anbragt på en højskole og fik to valgmuligheder af min
sagsbehandler: jeg kunne fortsætte et til år på højskolen eller
flytte i egen bolig, selvom jeg selv ville i slægts/netværkspleje
hos min mor.
BEHANDLINGSTILBUDDET PASSER IKKE TIL BARNET (19
CASES/7 PCT.)
Begrundelserne for at skifte anbringelsessted handler i denne
kategori om, at barnet har oplevet at være fejlanbragt, enten fordi
det er for gammelt eller for ungt i forhold til de andre børn på
stedet. Det kan også være, fordi barnet har brug mere hjælp, end
stedet kan tilbyde (fx med spiseforstyrrelse, diabetes, eller at der
er sket for lidt på stedet). Omvendt er der også børn, som anfører,
at de var for velfungerende i forhold til det øvrige klientel. Der
optræder også forklaringer om, at det tidligere steds organisering
ikke var god nok (fx skiftende personale, ikke ordnede forhold).
Eksempler på udsagn er:
Selvmordsforsøg, og (xx) kostskole kunne ikke hjælpe mig
med min spiseforstyrrelse.
30 cases, svarende til 11 pct. af besvarelserne, handler om over-
gangsproblemstillinger: Ganske mange cases i denne kategori
handler om unge 17-årige, der beskriver, at de er ved at være klar
til at leve et voksenliv for dem selv i egen bolig eller sammen
med en kæreste. Andre forklarer, at de bare skulle videre og have
nye udfordringer. Eksempler på udsagn er:
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0106.png
KAPITEL 10 – SÆRLIGT TEMA |
KONTINUITET, SKIFT OG SAMMENBRUD I BØRNS ANBRINGELSER
105
Det var ikke et sted for mig. Der var folk med mange flere
problemer, end jeg selv havde, så det var slet ikke et sted, jeg
passede ind.
LUKNINGER
Blandt de resterende cases optræder en kategori, som vi har
kaldt ”forældrenes ønske” (6 cases), der i næsten alle tilfælde
handler om samarbejdsproblemer mellem anbringelsesstedet
og forældrene; 3 cases handler om udslusning; 9 cases er ikke-
kategoriserbare, fordi besvarelserne ikke er indholdsmæssigt
fyldestgørende. Endelig er der 18 cases (7 pct.), hvor barnet har
svaret, at det ”ikke ved”, hvorfor det skulle flytte. Det forekommer
at være ganske mange.
I 18 cases (7 pct.) oplyser barnet, at han/hun flyttede, fordi ste-
det lukkede, fik taget sin opholdstilladelse eller gik konkurs. Man
efterlades med indtrykket af, at der i helt overvejende grad er tale
om institutioner/opholdssteder. I to cases refereres der dog til, at
aftaler med plejefamilier opsiges. Eksempel på udsagn: ”Det tidli-
gere anbringelsessted, jeg boede på, gik desværre konkurs”.
MIDLERTIDIGE OPHOLD
SAMMENHÆNGE MELLEM BEGRUNDELSER OG
UPLANLAGTE HHV. PLANLAGTE SKIFT
Vi har undersøgt, om der findes sammenhænge mellem disse for-
skellige forklaringstyper, og om den sidste flytning, som børnene
oplevede, var planlagt eller uplanlagt. Besvarelsesmønstret viser
jf. figur 10.4, at det ikke forholder sig sådan, at uplanlagte skift el-
ler flytninger i anbringelsesforløbet hænger snævert sammen med
bestemte forklaringstyper. Når det er sagt – og vi må her samtidig
tage forbehold for det relativt beskedne antal cases – er tenden-
sen, at uplanlagte flytninger, de såkaldte sammenbrud, hyppigere
har fundet sted, når der har været et mismatch mellem barnet og
anbringelsesstedet, og når det er forhold hos barnet selv, der var
årsag til flytningen. Omvendt kan de planlagte flytninger – ikke så
overraskende – kædes sammen med forklaringstyperne om mid-
lertidige ophold, overgangsproblemstillinger og udslusning, dvs.
omstændigheder, hvor det ligger i kortene, at barnet skal flytte.
I 17 cases (6 pct.) forklarer børnene, at det forrige sted var et
midlertidigt sted eller en akutinstitution for en periode. Det virker
som om, børnene godt er klar over, at de skal videre i systemet.
Eksempel på udsagn: ”Fordi det bare var et midlertidigt sted in-
den plejefamilie”.
PROBLEMER PÅ ANBRINGELSESSTEDET
14 cases (5 pct.), som i vid udstrækning refererer til plejefamilier,
forklarer flytningen med, at der opstod sociale problemer, fx
plejeforælderen blev syg eller døde; eller fordi plejeforældrene
skulle skilles. Eksempel på udsagn: ”Tidligere plejeforældre blev
begge syge”.
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0107.png
106
KAPITEL 10 – SÆRLIGT TEMA |
KONTINUITET, SKIFT OG SAMMENBRUD I BØRNS ANBRINGELSER
HVEM ØNSKEDE SKIFTET?
Vi har også indhentet oplysninger om, hvem der ønskede, at barnet
skulle flytte, sidst det var aktuelt. Disse aktører ses af figur 10.5,
hvor vi også har opdelt børnene efter alder. Det ses for det første, at
den hyppigste initiativtager til, at børn flyttes et andet sted hen ef-
ter børnenes opfattelse, er kommunen (60 pct.). Det gælder særligt
for de 15-årige. For det andet viser figuren, at med stigende alder er
barnet også selv en væsentlig aktør bag flytningen til et nyt sted.
Det gælder særligt blandt de 17-årige, hvor 68 pct. oplyser, at de
selv ønskede at flytte. Forældrenes ønsker om få barnet flyttet
ligger på et nogenlunde stabilt niveau (31-36 pct.) hen over alle al-
dersgrupper, og det samme gør det tidligere anbringelsessted, som
i 28 pct. af tilfældene har stået bag ønsket om at få barnet flyttet et
andet sted hen. Figuren viser, at også ”andre” i 18 pct. af tilfældene
– og lidt hyppigere blandt de ældste børn end blandt de yngste –
har haft ønsker om at få barnet flyttet. En ledetråd til, hvem disse
andre er, ligger i børnenes åbne besvarelser om, hvorfor de flyt-
tede. Det er formodentlig dels domstole (i forbindelse med børns
udøvelse af kriminalitet); dels det lægelige system (fx i forbindelse
med børns handicap eller psykisk sårbarhed), dels andre familie-
medlemmer end forældre (fx stedforælder); og endelig instanser,
der kan have haft indflydelse på, at et anbringelsessted lukker.
De forskellige aktører, der har ønsket, at barnet skulle flytte et
andet sted hen, er ikke hinanden gensidigt udelukkende, men kan
optræde i forskellige kombinationsmuligheder. I denne undersø-
gelse er det hyppigst forekommende, at det er kommunen alene,
der står bag ønsket om at få barnet flyttet (22 pct. af alle flytnin-
ger), mens det næsthyppigste er, at det er barnet alene, der vil et
andet sted hen (14 pct.). Den tredjehyppigste forekomst er, at det
er barnet og kommunen, der i fællesskab har ønsket flytningen
(12 pct.) (vises ikke i figur).
F I G . 1 0 . 4 :
Anbragte 11-17-åriges forklaringstyper, fordelt efter
om sidste
flytning
var planlagt eller uplanlagt.
Procent
0
I alt pct.
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
F I G . 1 0 . 5 :
Anbragte 11-17-årige, fordelt efter hvem som
ønskede, at barnet skulle
flytte til
nyt anbringelses-
sted. Procent
0
10
20
30
40
50
47
60
70
80
I alt pct.
18
33
60
28
Mismatch
24
Barns egne problemer
Problemer ved stedet
Forhold i familien
Lukning af anb.sted
Behandlingstilbud
passer ikke
Udslusning
Overgang
Ved ikke
Midlertidigt ophold
Forældres ønske
Planlagt
flytning
Uplanlagt
flytning
Husker ej
11 år
14
31
60
21
47
13 år
12
37
43
22
32
15 år
22
36
75
33
68
17 år
20
31
59
30
Barnet ville selv
flytte
Forældre ønskede
flytning
Kommunen ønskede
flytning
Tidligere anbragt ønskede
flytning
Andre ønskede
flytning
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0108.png
KAPITEL 10 – SÆRLIGT TEMA |
KONTINUITET, SKIFT OG SAMMENBRUD I BØRNS ANBRINGELSER
107
Vi har undersøgt, om der findes sammenhæng mellem, om den
sidste flytning var planlagt hhv. uplanlagt og børnenes oplysnin-
ger om, hvem der stod bag flytningen. Vi kan ikke eftervise, at der
er nogen sammenhænge.
OPSAMLENDE KONKLUSION
Vi har i dette kapitel fokuseret på kontinuitet og skift i børns an-
bringelsesforløb og har herunder set på, hvilke forklaringer børn
selv giver, hvis de fornylig er flyttet hen til et andet sted. Gen-
nemgangen har vist, at halvdelen af de 11-17 årige har oplevet
mindst et skift gennem deres samlede anbringelsesforløb. Børn,
der på undersøgelsestidspunktet levede i en plejefamilie, har gen-
nemgående haft mere stabile anbringelsesforhold end børn, der
opholdt sig på en institution. 20 pct. af undersøgelsens børn har
haft erfaringer med at flytte inden for de sidste 2 år, og heraf op-
lyser halvdelen, at flytningen ikke var planlagt, hvilket indikerer,
at et anbringelsesforløb er brudt sammen. De hyppigste grunde
til, at anbragte børn flytter til et andet sted, kan efter børnenes
egne besvarelser henføres til et mismatch mellem barnet og
anbringelsesstedet, til barnets egne problemer eller til forhold i
barnets familie. Er barnet flyttet pga. et mismatch eller pga. for-
hold, der vedrører barnet selv, har der hyppigere være tale om et
uplanlagt end om et planlagt skift. De fleste børn – næsten 8 ud
FØRTE SKIFTET TIL ET ANDET STED TIL, AT
BARNET FIK DET BEDRE?
Vi har i undersøgelsen også spurgt de børn og unge, der har været
udsat for et skift i anbringelsen gennem de to sidste år, om flyt-
ningen til det aktuelle anbringelsessted har gjort deres liv bedre
eller sværere. Her er det et meget positivt resultat, jf. figur 10.6,
at næsten 8 ud af 10 børn oplever, at deres liv er blevet lidt eller
meget bedre, efter de er flyttet hen til det nye sted. Tendensen er,
at børn, der er flyttet i plejefamilie, er de mest positive. Vi kan ikke
eftervise en sammenhæng mellem børns evaluering af, hvad skif-
tet har betydet for dem, og om skiftet var planlagt eller uplanlagt.
F I G . 1 0 . 6 :
Anbragte 11-17-årige, der har fået et bedre hhv.
sværere liv efter
flytning til
nyt anbringelsessted.
Fordelt på baggrundsforhold. Procent
0
I alt pct.
Alder
11 år
13 år
15 år
17 år
Køn
Dreng
Pige
Anbringelsesform
Familiepleje
Døgninstitution
Socialpæd. oph.
Andet sted
Anbringelsesvarighed
Op
til
1 år
Op
til
3 år
Livet er blevet meget bedre
Livet er blevet lidt bedre
Det er det samme
Livet er blevet lidt sværere
Livet er blevet meget sværere
10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
af 10 – som for nylig har oplevet et skift i anbringelsen, oplyser, at
deres liv er blevet lidt eller meget bedre, efter at de er flyttet. Det
må siges at være et overordentligt positivt resultat.
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0109.png
108
KAPITEL 11: |
SAMMENFATTENDE KONKLUSION OG PERSPEKTIVER
KAPITEL 11
SAMMENFATTENDE KONKLUSION OG
PERSPEKTIVER
INDLEDNING
Gennem de sidste 10-15 år har der været øget socialpolitisk
opmærksomhed på at forbedre forholdene for anbragte børn og
unge, hvilket har afspejlet sig ved flere reformer på anbringel-
sesområdet. I kølvandet herpå er der opstået behov for at doku-
mentere og undersøge, hvordan feltet udvikler sig. I de senere
år er der udført udredninger og forskning, som ud fra forskellige
informationskilder og undersøgelsesmetoder har belyst anbrin-
gelsesområdet og livsvilkårene for anbragte børn og unge. En del
af denne forskning er udført på SFI, som bl.a. har gennemført
Anbringelsesforløbsundersøgelsen. Den følger alle børn fra år-
gang 1995, som har været anbragt gennem opvæksten.
Den aktuelle undersøgelse placerer sig som en forlængelse af tid-
ligere undersøgelser om anbragte børns hverdagsliv og opvækst-
betingelser, men markerer sig samtidig som den første i Danmark,
der i ’large scale’ anlægger et børneperspektiv ved udelukkende at
basere sig på børns og unges egne informationer om, hvordan det
er at være anbragt uden for hjemmet. Desuden har undersøgelsen
været optaget af at belyse, om anbragte børn og unges hverdags-
dagsliv og opfattelser af tilværelsen adskiller sig fra eller ligner
forholdene for børn, som ikke er anbragt. Derved skriver undersø-
gelsen de anbragte børn ind i et ’normaliseringsperspektiv’.
Undersøgelsens formål har været at foretage en beskrivende
temperaturmåling, der kortlægger, hvordan anbragte børn og
Alle fremviste analyser i rapporten er baseret på aldersvægtede
gennemsnit, som korrigerer for, at populationen af anbragte børn
og unge består af flere 17-årige end 11-årige. Kapitel 10 udgør en
undtagelse ved at lægge det faktiske antal besvarelser til grund
for analyserne, fordi analysetilgangen her er semikvalitativ. Til
trods for aldersvægtningen tyder det samlede billede på, at der
er en systematisk skævhed i data, bl.a. fordi der relativt set er
indkommet flere besvarelser fra familieplejeanbragte børn og
Disse temaer er belyst ud fra ca. 90 indikatorer. En stor del af in-
dikatorerne har været anvendt i andre trivselsundersøgelser ud-
ført blandt børn og unge, mens andre indikatorer, som omhandler
anbragte børns specifikke omstændigheder, er udviklet særligt til
dette formål. Undersøgelsen er designet som en aldersstratifice-
ret survey, der blev stilet til 650 tilfældigt udvalgte børn og unge
i hver af aldersgrupperne 11, 13, 15 og 17 år, som i foråret 2014
var anbragt uden for hjemmet. 1.404 børn og unge har deltaget
i undersøgelsen, svarende til 55 pct. af den samlede stikprøve
(som bestod af 2.600 individer) og 64 pct. af den interviewbare
stikprøve.
unge i 11-17-års-alderen trives i forhold til deres anbringelses-
sted, familie, skole, helbred, fritid og venskaber. Også deres sub-
jektive trivsel er belyst. Desuden har undersøgelsen sat fokus på
børns medinddragelse og som et særligt tema også på børns og
unges erfaringer med kontinuitet og skift i anbringelsesforløbet.
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0110.png
KAPITEL 11: |
SAMMENFATTENDE KONKLUSION OG PERSPEKTIVER
109
unge end fra jævnaldrende, der er anbragt under andre former.
Det kan efter vort skøn indebære, at undersøgelsesfundene efter-
lader et lidt for optimistisk syn på anbragtes trivsel i forhold til,
hvad der ville være dækning for, såfremt alle udtrukne anbragte
børn og unge faktisk havde deltaget i undersøgelsen.
de yngre – på en række områder ikke forekommer at være mere
ugunstigt stillet end børn, der lever i almindelige familier. Det er
et meget positivt resultat, at anbragte børn i næsten samme grad
som børn i almindelige familier oplever, at der er voksne i deres
daglige omsorgsmiljø, som holder af dem.
KONTAKTEN TIL FAMILIEN
UNDERSØGELSENS CENTRALE FUND
BØRN OG UNGES TRIVSEL MED ANBRINGELSESSTEDET
Kapitel 3 beskriver anbragte børn og unges kontakt til deres fami-
lie. 3 pct. af børnene oplyser, at de ingen mor eller far har – oftest
fordi forældrene er døde. Hertil kommer, at 20 pct. ikke har kon-
takt til den ene af forældrene. Når der er forældre i barnets liv,
har langt de fleste børn en regelmæssig kontakt med disse både i
form af samvær, men også via telefon, SMS, mail eller chat.
Både registerbaserede data og børnenes egne udsagn afspejler,
at der ofte er færre materielle og sociale ressourcer i anbragte
børns familier (herunder fx hjælp til at støtte børnenes opvækst)
– og det er sikkert i mange tilfælde netop begrundelsen for, at de
er blevet anbragt. Trods fraværet af familieressourcer føler de
anbragte børn sig omtrent i lige så høj grad elsket af deres foræl-
De 11-17-årige anbragte børns besvarelser om, hvordan de har
det med at bo på et anbringelsessted, efterlader helt overordnet
indtryk af, at flertallet af børnene bliver støttet af de voksne
på anbringelsesstedet, og at børnene gennemgående trives og
har det godt, der hvor de bor. Dette overordnede billede dækker
imidlertid over nogle betydelige variationer, når det kommer til,
hvilken anbringelsesform børn er i. Børn og unge, der lever i pleje-
familier, er hyppigere mere glade for deres anbringelsessted end
børn på døgninstitutioner og opholdssteder. De familieplejean-
bragte børn føler sig også i højere grad støttet og holdt af, og de
oplever hyppigere, at anbringelsesstedet er trygt, harmonisk og
hjemligt. En sammenligning af, hvordan anbragte og ikke-anbrag-
te børn oplever deres omsorgsmiljø, viser, at anbragte børn – især
4 pct. af de 15-årige, som fortsat er i den undervisningspligtige
alder, går ikke i skole. Blandt de 17-årige går næsten halvdelen
SKOLEGANG
Kapitel 2 belyser anbragtes børn og unges trivsel på anbringel-
sesstedet, herunder deres relationer til de voksne og deres syn på
at være anbragt det aktuelle sted. 60 pct. af de 11-17-årige, som
har deltaget i denne undersøgelse, bor i en plejefamilie, mens
de fleste øvrige er institutionsanbragte på en døgninstitution el-
ler et socialpædagogisk opholdssted. En lille gruppe (9 pct.) er
anbragt andetsteds, fx på eget værelse eller en efterskole. Børn
i plejefamilier er hyppigere yngre – ofte i førskolealderen – da de
blev anbragt første gang, og de har typisk været anbragt på det
aktuelle sted gennem længere tid.
dre, som børn, der ikke er anbragt. Relationen til forældrene ser
dog ud til at være svagere for de 17-årige end for de 11-årige. De
17-årige oplever fx sjældnere at kunne få råd fra deres forældre,
og de føler sig mindre knyttet til og også mindre elsket af deres
forældre.
Kapitel 4 om anbragte børn og unges skolegang, belyser under-
visningsdeltagelse, ressourcer til skolegang, skolepræstationer
og trivsel samt uddannelsesforventninger.
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0111.png
110
KAPITEL 11: |
SAMMENFATTENDE KONKLUSION OG PERSPEKTIVER
stadig i skole, og en fjerdedel er i gang med en ungdomsuddan-
nelse. Hver sjette har et arbejde eller er placeret i en uddannel-
sesforberedende aktivitet, mens 8 pct. holder fri eller er under
aktivering. De fleste anbragte unge har i 17-års-alderen oplevet
turbulens i løbet af skoleforløbet i form af et skoleskift, og to
tredjedele af dem har oplevet at skifte skole mindst to gange.
Blandt de 17-årige, som ikke længere går i skole, har hver fjerde
afsluttet sit skoleforløb uden at gå til afgangsprøve.
3 ud af 4 anbragte 11-13-årige modtager undervisning i en al-
mindelig skole. Resten undervises på en specialskole. Blandt de
15-årige går hver tredje på en specialskole. Tre fjerdedele af de
plejefamilieanbragte børn går i en almindelig folkeskoleklasse,
mens det kun gælder for hver tredje af de døgninstitutionsan-
bragte. Det indikerer, at der er en sammenhæng mellem børns
problemtyngde og anbringelsesformen.
Blandt de 11-17-årige, som aktuelt går i skole, rapporterer mere
end hver fjerde om massive skoleproblemer med fx koncentrati-
onsbesvær, problemer med lærere eller kammerater. Blandt de
15-årige har hver femte haft erfaringer med pjækkeri i løbet af
det sidste skoleår. Det er især institutionsanbragte, der tegner sig
for disse erfaringer. Oplevelsen af det faglige præstationsniveau i
skolen er lige som i den øvrige del af børnebefolkningen aldersbe-
tinget – med stigende alder bliver børn mere bevidste om deres
egen (manglende) faglige formåen. Undersøgelsen her tyder på,
at denne differentiering sker tidligere for anbragte børn end for
børn, der ikke er anbragt. I almindelighed trives ældre skolebørn
dårligere i skolen end yngre. Blandt piger er den faldende trivsel
stærkere end blandt drenge. Dette mønster gælder også for an-
bragte børn, hvis glæde ved skolen dog ligger på et lavere niveau
end for deres jævnaldrende i hele børnebefolkningen.
Adgang til bøger og andre uddannelsesredskaber på anbringel-
sesstedet har betydning for at kunne deltage i og begå sig i den
fortsatte uddannelse. Undersøgelsen viser, at institutionsan-
bragte børn sjældnere end børn i plejefamilier oplever at have
sådanne goder til rådighed. Når de ældste anbragte børn i under-
søgelsen skuer ud i fremtiden og forestiller sig, hvilket uddannel-
sesniveau de ender med at få, tror relativt mange – 45 pct. – at
de får en praktisk, håndværksbetonet erhvervsuddannelse. Færre
– omkring hver fjerde – forventer at få en mellemlang eller lang
videregående uddannelse. Uddannelsesaspirationerne er lavere
end i børnebefolkningen generelt.
HELBRED, SUNDHEDS- OG RISIKOADFÆRD
Undersøgelsen har i kapitel 5 anvendt et antal indikatorer, der
belyser de anbragte børns helbred og sundheds- og risikoad-
færd. I forhold til børns helbred og sygelighed oplyser knap hver
fjerde, at de har en langvarig sygdom eller et handicap. Det er
dobbelt så mange, som i børnebefolkningen som helhed. Dertil
kommer, at ca. 11 pct. af de børn, som oprindeligt var udvalgt til
undersøgelsen, ikke har været i stand til at deltage pga. en funk-
tionsnedsættelse. Men derudover forekommer der ikke at være
store helbredsmæssige forskelle blandt yngre (11-årige) børn,
der er anbragt, hhv. ikke er anbragt. Blandt de ældre 15-årige rap-
porterer anbragte unge hyppigere om problemer med helbredet
end unge, der ikke er anbragte, fx er anbragte 15-årige dobbelt så
hyppigt overvægtige, som deres ikke-anbragte jævnaldrende. Det
ser således ud til, at helbredsforskellene imellem anbragte og
ikke-anbragte øges med stigende alder.
Til trods for, at de anbragte oftere har helbredsmæssige pro-
blemer at slås med, er deres selvoplevede helbredsopfattelse
næsten lige så positiv som blandt jævnaldrende ikke-anbragte.
Som for ikke-anbragte børn og unge bliver også de anbragtes
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0112.png
KAPITEL 11: |
SAMMENFATTENDE KONKLUSION OG PERSPEKTIVER
111
oplevelse af eget helbred dårligere, i takt med at de bliver æl-
dre. Faldet er stærkere blandt piger end drenge, hvilket betyder,
at skønt udgangspunktet i 11-års-alderen er ens for de to køn,
oplever 17-årige piger i gennemsnit at have et dårligere helbred
end drenge. Undersøgelsen finder, at det selvoplevede helbred er
bedre blandt unge i plejefamilier end på døgninstitutioner og so-
cialpædagogiske opholdssteder, hvilket antages at bero på, at det
er de mest belastede børn og unge, også helbredsmæssigt set,
der placeres på institutionerne.
Undersøgelsen hæfter sig ved, at navnlig de 17-årige anbragte
– lige som ældre teenagere i almindelighed – fremstår som en
udsat gruppe i forhold til helbred og sundhed. De er i forhold til
yngre anbragte børn bagud i forhold til den daglige personlige
hygiejne og de fornuftige kostvaner, de sover mindre, og de scorer
højt på de risikoadfærdsindikatorer, som omhandler rygning og
rusmidler. Adfærden er bekymrende, set i betragtning af at de
snart er på vej ud af anbringelsessystemet og skal stå på egne
ben. Samtidig viser analyserne, at en del af den bekymrende
sundhedsadfærd kan lokalisereres til at være anbragt ’andet
sted’ (fx på eget værelse eller på kost- og efterskoler). Ud fra
undersøgelsesmønstrene om sundhedsadfærd kan det se ud til,
at nogle af disse ’andre’ anbringelsesformer er mere ustabile i
forhold til at kunne give de unge en god overgang til voksenlivet –
i det mindste, når det kommer til livsstil og sundhedsadfærd.
FRITIDSLIVET
onsanbragte børn og unge er børn, der bor i en plejefamilie, gen-
nemgående mere tilfredse med lokalmiljøets udbud af fritidsmu-
ligheder, og de går oftere til fritidsaktiviteter og deltager i sport
hyppigt og regelmæssigt. Unge, der bor i plejefamilier, har også
sjældnere været på kant med loven, end unge, der er anbragt
andre steder.
VENSKABER
Undersøgelsen belyser anbragte børns venskaber i kapitel 7, som
viser, at anbragte børn er sårbare i forhold til deres relationer og
netværk til jævnaldrende. 11- og 15-årige anbragte har sjældnere
venner end ikke-anbragte jævnaldrende, og de rapporterer hyp-
pigere om ensomhed og om at være udsat for mobning. Under-
søgelsesresultaterne tyder på, at anbringelsesformen spiller en
rolle i forhold til børns mulighed for at have samvær med venner.
Børn, som er anbragt i plejefamilier, er oftere end institutions-
anbragte børn sammen med venner, og de føler sig sjældnere
ensomme. Desuden betyder det noget, hvor lang tid barnet har
været anbragt på det aktuelle anbringelsessted: Børn, som har
været anbragt på stedet i under ét år, føler sig oftere ensomme
og har færre venner, end børn, der har været på stedet i længere
tid.
SUBJEKTIV TRIVSEL
Undersøgelsen anvender i kapitel 8 tre indikatorer, der belyser
anbragte børn og unges subjektive trivsel, dvs. hvordan de selv
oplever at have det og ser på deres tilværelse. Den mentale
trivsel er målt ved hjælp af Strengths and Difficulties Question-
naire. Knap hver fjerde af undersøgelsens deltagere befinder sig
uden for det normale trivselsområde. Ser vi fx på de 15-årige, er
det knap hver fjerde af de anbragte unge, der ikke trives mentalt,
mens den tilsvarende andel er 8 pct. blandt jævnaldrende, der
ikke er anbragt. Anbragte piger falder langt hyppigere end an-
Når det drejer sig om anbragte børns fritidsliv, ser vi i kapitel 6
nogle mønstre, som også gælder for børn, der ikke er anbragt:
Yngre anbragte børn deltager hyppigere i fritidsaktiviteter end
ældre børn, og de er også mere tilfredse med deres lokalområdes
fritidstilbud. Omvendt følger de ældre anbragte mere med i, hvad
der sker i samfundslivet end yngre børn. I forhold til instituti-
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0113.png
112
KAPITEL 11: |
SAMMENFATTENDE KONKLUSION OG PERSPEKTIVER
bragte drenge uden for det normale trivselsområde; en forskel,
der især kan tilskrives en meget høj forekomst af emotionelle
problemer blandt pigerne. Børn og unge, der er anbragt på en
institution, har hyppigere mentale trivselsproblemer, end de, der
bor i en plejefamilie.
Når det drejer sig om tilfredshed med livet, oplever lige store
andele af anbragte og ikke-anbragte unge 15-årige, at de har en
høj grad af livstilfredshed. Dette resultat er positivt. Til gengæld
er der en markant forskel i bunden af skalaen, hvor 23 pct. af
de anbragte, men kun 8 pct. af ikke-anbragte unge, har en lav
tilfredshed med livet. Lige som i børnepopulationen i almindelig-
hed ses også blandt anbragte børn og unge, at livstilfredsheden
bliver lavere med stigende alder, og at den er lavere blandt piger
end blandt drenge. Den er ligeledes lavere blandt de anbragte på
institution end blandt børn og unge i plejefamilier. Blandt de insti-
tutionsanbragte børn og unge oplever 40 pct. af dem, der bor på
døgninstitutioner, og 32 pct. af dem, der er på et socialpædago-
gisk opholdssted, at deres livstilfredshed er lav; blandt jævnald-
rende i plejefamilie er det mindre end halvdelen (14 pct.).
Besvarelsesmønstret er omtrent det samme, når vi spørger de
unge anbragte om deres syn på fremtiden. Også her ser vi, at
unge i plejefamilierne er mere fortrøstningsfulde end de unge på
institution, hvilket kan hænge sammen med, at de familieplejean-
bragtes liv er præget af større stabilitet i anbringelsen.
MEDINDDRAGELSE
13-årige været inddraget i beslutningen om anbringelsesstedet
og svarer, at de oftere vil gå til en professionel voksen
for at få hjælp, hvis de var kede af eller utilfredse med
anbringelsesstedet. Desuden har de ældre anbragte også oftere
indflydelse på, hvor ofte de ser deres forældre og på husreglerne
på anbringelsesstedet.
Vi har også spurgt de 11-17-årige, i hvilken grad de oplever frihed
til at bestemme over, hvordan de vil leve deres liv. I takt med
deres stigende alder bliver de unge mere myndige og får et lidt
mere positivt syn på deres egen frihed til at selv at bestemme.
Anbringelsesformen som ramme omkring børnenes og de unges
liv spiller en rolle for oplevelsen af at have personlig frihed. De
institutionsanbragte – og særligt dem, der er på døgninstitution –
føler sig mere begrænsede end dem, der bor i en plejefamilie el-
ler er anbragt ’andet sted’, fx på egen hybel eller på en kostskole.
KONTINUITET, SKIFT OG SAMMENBRUD I ANBRINGELSEN
Det er en del af regeringens målsætninger (de såkaldt 2020-
mål) at nedbringe andelen af anbringelser, der ender med at
bryde sammen. Det er baggrunden for, at undersøgelsen som et
særligt tema i kapitel 10 også fokuserer på kontinuitet, skift og
sammenbrud i børns anbringelsesforløb. Vi har herunder set på,
hvilke begrundelser børn og unge selv giver, hvis de fornylig er
flyttet til et andet sted. Gennemgangen har vist, at halvdelen af
de 11-17-årige har oplevet mindst et skift gennem deres samlede
anbringelsesforløb. Børn, der på undersøgelsestidspunktet
bor i en plejefamilie, har gennemgående haft mere stabile
anbringelsesforhold, end børn, der er anbragt på en institution.
20 pct. af undersøgelsens børn har haft erfaringer med at flytte
inden for de sidste 2 år, og heraf oplyser halvdelen, at flytningen
ikke var planlagt, hvilket indikerer, at et anbringelsesforløb er
brudt sammen. De hyppigste grunde til, at børnene flytter til
Undersøgelsen har i kapitel 9 belyst problemstillingen om børn
og unges kendskab til egne rettigheder ved at spørge, om de unge
interviewpersoner oplever at have medindflydelse på forhold, der
vedrører deres hverdag og anbringelsesforløb. Der er en tydelig
aldersgradient. De 15- og 17-årige har i højere grad end de 11- og
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0114.png
KAPITEL 11: |
SAMMENFATTENDE KONKLUSION OG PERSPEKTIVER
113
et andet sted, kan efter deres egne besvarelser henføres til et
mismatch mellem barnet og anbringelsesstedet, til barnets egne
problemer eller til forhold i barnets familie. Er barnet flyttet
pga. et mismatch eller pga. af egne problemer, har der hyppigere
være tale om et uplanlagt end om et planlagt skift. De fleste
børn – næsten 8 ud af 10 – som for nylig har oplevet et skift i
anbringelsen, oplyser, at deres liv er blevet lidt eller meget bedre,
efter at de er flyttet. Det må siges at være et overordentligt posi-
tivt resultat og en nuancering af diskussionen om sammenbrud i
anbringelser.
mere positivt på en række af undersøgelsens trivselsmål, må det
ses i sammenhæng med, at de på nogle områder har færre udfor-
dringer end børn og unge, der er institutionsanbragte.
Vi har i undersøgelsen inddraget en række indikatorer, som måler
om børns basale behov bliver dækket på anbringelsesstederne.
Lever de i ordentlige fysiske rammer (eget værelse, fravær af
boliggener)? Får de tilstrækkeligt med søvn og fornuftig kost (fx
morgenmad)? Ser omsorgsmiljøet ud til at varetage helbreds-
forebyggelse (tandhygiejne, kropsvægt), og har børn adgang til
midler, der kan støtte deres skolegang (lektiehjælp)? At dømme
ud fra resultaterne ser det overordnet ud til, at anbringelses-
stederne sikrer, at den basale børnevelfærd befinder sig på et
forsvarligt niveau, dvs. på et niveau, som stiller de anbragte børn
omtrent lige så gunstigt som børn, der ikke er anbragt. På enkelte
af de målte områder synes institutionerne dog at halte bagud.
Når det drejer sig om anbringelsesstedernes sociale støtte til
børn er det positivt, at et flertal af børnene oplever sig støttet
af de voksne, og at de er glade for deres anbringelsessted, som
de i vid udstrækning oplever som trygt, hjemligt og harmonisk.
Særligt positivt er det, at anbragte børn i næsten samme grad
som børn i almindelige familier oplever, at der i omsorgsmiljøet er
voksne, som holder af dem. Billedet er dog mere positivt blandt
familieplejeanbragte børn end blandt børn, der bor i et institutio-
nelt miljø. Vi vil særligt fremhæve, at der er ganske høje andele af
institutionsanbragte børn og unge, som føler sig mindre trygge på
deres anbringelsessted. Her ser vi en udfordring, som døgninsti-
tutionerne kan arbejde videre med. Vi finder det også påfaldende,
at institutionsanbragte børn og unge i noget mindre grad end børn
i plejefamilier oplever at have personlig frihed og medbestem-
melse i hverdagen. Det kan bero på, at den socialpædagogiske
indsats på institutionerne er karakteriseret ved en høj grad af
DISKUSSION OG PERSPEKTIVER
Gennem hele undersøgelsen har vi belyst, om anbragte børn og
unges trivsel hænger sammen med alder, køn, anbringelsesform
og anbringelsesvarighed. En del steder har vi også sammenstil-
let fundene om anbragte børn og unges trivsel med, hvordan
trivselsbilledet ser ud i børnebefolkningen som helhed. Den
sammenligning er nyttig, bl.a. fordi den åbenbarer, at nogle af de
alders- og kønsvariationer, som vi finder i denne undersøgelse,
ikke er specifikke for anbragte børn og unge, men er alment gyl-
dige mønstre for børn og unge generelt. Når man sammenligner
anbragte børn og unge med jævnaldrende ikke-anbragte, er det
imidlertid samtidig væsentligt at holde sig for øje, at der er en
betydeligt højere forekomst af selvrapporterede handicap eller
langvarige sygdomme og mentale trivselsproblemer blandt an-
bragte børn. Disse forudsætninger må alt andet lige give anbragte
børn og unge et dårligere udgangspunkt for at trives. Vi har også
vist, at børn med disse vanskeligheder ikke fordeler sig ensartet
blandt de forskellige anbringelsesformer. Anbringelsesårsagerne
har ofte en anden karakter, og problemtyngden er gennemgående
større blandt børn og unge, der er anbragt på døgninstitutioner
eller specialpædagogiske opholdssteder i forhold til børn og
unge, der bor i plejefamilier. Når de plejefamilieanbragte scorer
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0115.png
114
KAPITEL 10 – SÆRLIGT TEMA |
KONTINUITET, SKIFT OG SAMMENBRUD I BØRNS ANBRINGELSER
strukturering af børnenes hverdag, en stuktur, der bl.a. omfatter
mange husregler. Det giver mindre rum til individuelle forhandlin-
ger, aftaler og ønsker.
Selvom vi på nogle områder ser parallelle besvarelsesmønstre
mellem anbragte børns oplevelser af deres omsorgsmiljø på
anbringelsesstederne og det hverdagsliv, ikke-anbragte børn har
i deres familier, er der betydelige forskelle på andre områder. En
væsentlig del af disse forskelle lader sig samle under begrebet
om orienteringen mod omverdenen. Problemstillingen gælder
særligt, men ikke kun de institutionsanbragte børn og unge.
Her vil vi for det første pege på problemstillingen om anbragte
børns sårbarhed i forhold til venskaber. En mulighed for at danne
relationer og venskaber med andre jævnaldrende kan ske gen-
nem deltagelse i organiserede aktiviteter i fritiden, men under-
søgelsesresultaterne har vist, at især institutionsanbragte børn
og unge sjældnere deltager i fritidsaktiviteter. Desuden viser
undersøgelsen, at en høj andel af anbragte børn og unge selv
rapporterer, at de sjældent er sammen med venner (uden for an-
bringelsesstedet) i fritiden. Dette efterlader et samlet indtryk af,
at ganske mange anbragte børn og unge befinder sig i et lukket
univers på anbringelsesstedet uden mulighed for at etablere om-
verdensrelationer til jævnaldrende, der lever et ’normalt’ liv.
For det andet afføder undersøgelsesfundene en problemstilling,
der omhandler de anbragte børns skolegang og dannelse. Selvom
anbringelsesstederne dækker børnenes basale velfærdsbehov
og gennemgående leverer en god social støtte til dem, kniber
det med den type input, der kan henføres til det, man betegner
som ’kulturel kapital’. Det drejer sig i bred forstand om give børn
et fundament, som sætter dem i stand til at begå sig i uddan-
nelsessystemet og i bredere forstand i samfundslivet som sådan.
Det fundament handler ikke kun om at hjælpe børnene med det
konkrete skolearbejde (en opgave, som anbringelsesstederne
allerede udfylder), men tillige om, at omsorgsmiljøet tilbyder
børn og unge mulighed for fx at læse bøger, deltage i kulturelle
aktiviteter, være orienteret om samfundslivet eller følge med
i nyhedsstrømmen – og ikke mindst mulighed for, at børn får
mulighed for at fordøje sådanne indtryk i samtaler med lyttende
voksne. Sådanne aktiviteter er med til at forme børns og unges
omverdensforståelse. Undersøgelsen har vist, at anbragte børn
og unge – særligt de institutionsanbragte – er mindre gunstigt
stillet på dette område, end børn i almindelighed er. Problemstil-
lingen om dannelsesaspektet accentueres af, at anbragte børn
ser ud til at opleve skolens sorteringsmekanisme tidligere og
ved, at deres uddannelsesaspirationer er lavere end blandt børn i
almindelighed.
Alt i alt peger undersøgelsens resultater således på, at selvom
anbringelsesstederne på mange områder ser ud til at skabe gode
rammer for børn og unges hverdagsliv i anbringelsesforløbet, så
er der et forbedringspotentiale omkring omverdensorienteringen,
særligt på institutionerne, hvis målet er at normalisere anbragte
børns barn- og ungdom og støtte dem til en mindre problemfyldt
overgang til voksenlivet.
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0116.png
115
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0117.png
116
REFERENCER
REFERENCER
Andersen, B.H. (2003):
Udviklingen i befolkningens levekår over et
kvart århundrede.
København: Socialforskningsinstituttet, 03:14.
Andersen, D. (2008): Anbragte børn i tal. Kvantitative analyser
af data om børn, der er anbragt uden for hjemmet med fokus på
skolegang. Delrapport 1. København: SFI – Det Nationale Forsk-
ningscenter for Velfærd, 08:14.
Andersen, H.S. (2010):
Når teltpælene rykkes op. Geografisk mo-
bilitet i Danmark og dens årsager.
København: Center for bolig og
velfærd, Realdania Forskning.
Ankestyrelsen (2014a):
Anbringelsesstatistik. Årsstatistik 2013.
København: Ankestyrelsen.
Dodge, K.A., T.J. Dishion & J.E. Lansford (red.) (2006):
Deviant
Ankestyrelsen (2014b): Anbragte børn og unge har ret til samvær
og kontakt under anbringelsen. https://ast.dk/born-familie/sager-
om-born-og-unge/ret-til-samvaer-og-kontakt
Due, P., B.E. Holstein, J. Lynch, F. Diderichsen, S.N. Gabhain, P.
Bille. T., T. Fridberg, S. Storgaard & E. Wulff (2005):
Danskernes
kultur- og fritidsaktiviteter 2004 – med udviklingslinjer tilbage til
1964.
København: Kulturministeriet/AKF Forlaget.
Børnerådet (2014):
Rige børn leger bedst på nettet.
Analysenotat
fra Børnerådet, (9)1. København: Børnerådet.
Børnerådet (2012):
De prøver at gøre det så normalt som muligt
– et indblik i 113 anbragte børn og unges liv.
København: Børnerå-
det.
Egelund, T. (2010): ”Hverdag og vilkår for børn anbragt på døgnin-
stitution”. I: Ottosen, M.H., D. Andersen, L.P. Nielsen, M. Lausten
& S. Stage:
Børn og unge i Danmark. Trivsel og velfærd 2010.
København: SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd,
10:20.
Scheidt & C. Currie (2005): “Bullying and Symptoms Among
School-Aged Children: International Comparative Cross Sectio-
nal Study in 28 Countries”.
The European Journal of Public He-
alth,
15(2), s. 128-132.
Peer Influences in Programs for Youth; Problems and Solutions.
New York: Guildford.
Cole, T.J. & T. Lobstein (2012): “Extended International (IOTF)
Body Mass Index Cut-Offs for Thinness, Overweigth and Obesity”.
Pediatric Obesity,
7(4), s. 284-294.
Bronfenbrenner, U. & P.A. Morris (1998): “The Ecology of Develop-
mental Processes”. I: Damon, W. & R.M. Lerner (red.):
Handbook
of Child Psychology: Theoretical Models of Human Development.
(1)5. New York: Wiley.
Bradshaw, J., P. Hoelscher & D. Richardson (2006): “Comparing
Child Well-Being in OECD Countries: Concepts and Methods”.
In-
nocenti Working Paper
No. 2006-03. Florence: UNICEF Innocenti
Research Centre.
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0118.png
REFERENCER
117
Egelund, T., D. Andersen, A.-D. Hestbæk, M. Lausten, L. Knud-
sen, R.F. Olsen & F. Gerstoft (2008):
Anbragte børns udvikling
og vilkår.
København: SFI – Det Nationale Forskningscenter for
Velfærd, 08:23.
Egelund, T., T.B. Jakobsen, I. Hammen, M. Olsson & A. Høst
(2010):
Sammenbrud i anbringelser af unge. Erfaringer, forklarin-
ger og årsager bag.
København: SFI – Det Nationale Forsknings-
center for Velfærd, 10:06.
Jørgensen, G. (2013):
Undersøgelse af anbragte børns undervis-
ning. Skoleåret 2012/2013.
København: LOS, Landsorganisationen
af Opholdssteder, og FADD, Foreningen af Danske Døgninstitutio-
ner for børn og unge.
Knudsen, L. & V.L. Nielsen (2010):
Effekten af kommunernes
forebyggende foranstaltninger for unge.
København: SFI – Det
Nationale Forskningscenter for Velfærd, 10:13.
Koldsø, B.R. (red.) (2012):
Barnets velfærd i centrum – ICS hånd-
Fischer, H.L., T.E. Moffitt, R.M. Houts, D.W. Belsky, L. Arseneault
& A. Caspi (2012): “Bullying Victimisation and Risk of Self Harm
in Early Adolescence: Longitudinal Cohort Study”.
British Medical
Journal,
344(5), s. 1-9.
Franzén, E., B. Vinnerljung & A. Hjern (2008): “The Epidemiology
of Out-of-Home Care for Children and Youth: A National Cohort
Study”.
British Journal of Social Work,
38(6), s. 1043-1059.
Frederiksen, S. (2012):
Empirical Essays on Placements in Outside
Home Care.
Aarhus: Aarhus University.
Frønes, I. (2004): “Kammeraterne og moderniteten”. I: Dencik, L.
& P.S. Jørgensen (red.):
Børn og familie i det postmoderne sam-
fund,
s. 273-287. København: Hans Reitzels Forlag.
Goodman, A. & R. Goodman (2011): “Population Mean Scores
Predict Child Mental Disorder Rates: Validating SDQ Prevalence
Estimators in Britain”.
Journal of Child Psychology and Psychia-
try,
52(1), s. 100-108.
bog.
Odense: Socialstyrelsen.
Lasgaard, M. (2011): ”Ensom i en social verden”.
Psyke & Logos,
(31)1, s. 206-231.
Lausten, M., D. Andersen, P.R. Skov & A.A. Nielsen (2013):
An-
bragte 15-åriges hverdagsliv og udfordringer.
København: SFI –
Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, 13:07.
Lov om social service § 71 https://www.retsinformation.dk/
Forms/R0710.aspx?id=164215
Luckow, S.T., T.B. Jakobsen, A.P. Langhede & J.H. Pejtersen
(2013):
Bedre overgange for udsatte unge.
København: SFI – Det
Nationale Forskningscenter for Velfærd, 13:20.
Martorano, B., L. Natali, C. de Neubourg & J. Bradshaw (2014):
”Child Well-Being in Advanced Economies in the Late 2000s”.
Social Indicators Research,
118(1), s. 247-283.
Obel, C., S. Dalsgaard, H.-P. Stax & N. Bilenberg (2003): ”Spørge-
Hansen, E.J. (1986):
Danskernes levekår – 1986 sammenholdt
med 1976.
København: Hans Reitzels Forlag.
Järvinen, M. & S. Ravn (2014): “Explanations and Expectations:
Drug Narratives Among Young Cannabis Users in Treatment”.
(indsendt til Sociology of Health and Illness).
skema om barnets styrker og vanskeligheder (SDQ-DAN)”.
Uge-
skrift for læger,
165/5, s. 462-465.
Olsen, L., N. Ploug, L. Andersen, S.E. Sabiers & J.G. Andersen
(2014):
Klassekamp fra oven. Den danske samfundsmodel under
pres.
København: Forlaget Gyldendal.
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0119.png
118
REFERENCER
Olsen, R.F., T. Egelund & M. Lausten (2011):
Tidligere anbragte
som unge voksne.
København: SFI – Det Nationale Forsknings-
center for Velfærd, 11:35.
Socialstyrelsen (2007a):
Det har du ret til! Børn 0-12 år, som skal
anbringes – er eller har været anbragt.
Odense: Socialstyrelsen.
Socialstyrelsen (2007b):
Det har du ret til! – til børn og unge 13-
Ottosen, M.H. (2009): ”A Sense of One’s Place: Residentale erfa-
ringer i arbejder- og overklassen”.
Sosiologisk Tidsskrift,
17(01), s.
41-69.
17 år, som skal anbringes – er eller har været anbragt.
Odense:
Socialstyrelsen.
Sundhedsstyrelsen (2014):
Danskernes sundhed. Den nationale
Ottosen, M.H., M. Lausten, D. Andersen, L.P. Nielsen & S. Stage
(2010):
Børn og unge i Danmark. Velfærd og trivsel 2010.
Køben-
havn: SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, 10:20.
Ottosen, M.H., D. Andersen, K.M. Dahl, A.T. Hansen, M. Lausten &
S.V. Østergaard (2014):
Børn og unge i Danmark. Velfærd og triv-
sel 2014.
København: SFI – Det Nationale Forskningscenter for
Velfærd, 14:30.
sundhedsprofil 2013.
København: Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsstyrelsen (2011):
National Sundhedsprofil Unge 2011.
København: Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsstyrelsen (2010):
Temarapport om børn og overvægt.
København: Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsstyrelsen (2009):
KRAM-undersøgelsen i tal og billeder.
Pearson, S., L.W. Olsen, B. Hansen & T.I.A. Sørensen (2005):
”Stigning i overvægt og fedme blandt københavnske skolebørn i
perioden 1947-2003”.
Ugeskrift for Læger,
167(2), s. 158-162.
Rasmussen, M. & P. Due (2011):
Skolebørnsundersøgelsen 2010.
Syddansk Universitet: Statens Institut for Folkesundhed.
Sallnäs, M., B. Vinnerljung & P.K. Westermark (2004): “Break-
down of Teenage Placements in Swedish Foster and Residential
Care”.
Child and Family Social Work,
9, s. 141-152.
Social-, Børne- og Integrationsministeriet (2013):
Konsulent-
bistand i relation til magtanvendelsesudvalget. Afrapportering.
København: Social-, Børne- og Integrationsministeriet.
Socialstyrelsen (2012):
Oplanerade avbrott i familjehemsplace-
ringar av yngre barn och långvarigt placerade barn.
Stockholm:
Socialstyrelsen.
København: Sundhedsstyrelsen.
Vinnerljung, B., M. Öman & T. Gunnarson (2005): “Educational At-
tainments of Former Child Welfare Clients – A Swedish National
Cohort Study”.
International Journal of Social Welfare,
14(4), s.
265-276.
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0120.png
119
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0121.png
120
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 158: Socialstyrelsens midtvejsevaluering af socialtilsynsreformen, fra social- og indenrigsministeren
1593756_0122.png
ANBRAGTE BØRN OG UNGES TRIVSEL 2014
Hvordan har anbragte børn det egentlig? Denne undersøgelse er en temperaturmåling på trivslen hos de 11-17-årige
børn og unge, der er anbragt i familiepleje, på en døgninstitution eller et socialpædagogisk opholdssted eller
andetsteds, for eksempel på eget værelse eller en efterskole.
De anbragte børns besvarelser om, hvordan de har det med at bo på et anbringelsessted, efterlader helt overordnet
det positive indtryk, at flertallet af børnene bliver støttet af de voksne på anbringelsesstedet, og at børnene
gennemgående trives og har det godt der, hvor de bor.
Trods fraværet af familieressourcer føler de anbragte børn sig omtrent i lige så høj grad elsket af deres biologiske
forældre som børn, der ikke er anbragt. Det er et meget positivt resultat.
Dette overordnede billede af, at de anbragte børn har det godt, dækker imidlertid over nogle betydelige variationer, når
det kommer til, hvilken anbringelsesform børn er i. Børn og unge, der lever i familiepleje, er hyppigere mere glade for
deres anbringelsessted end børn på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder. De familieplejeanbragte
børn føler sig i højere grad støttet og holdt af, og de oplever hyppigere, at anbringelsesstedet er trygt, harmonisk og
hjemligt.
Undersøgelsen er bestilt og finansieret af Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold.
ISBN 978-87-7119-276-6
9 788771 192766