SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 135: Høringsmaterialet til forslag til lov om voksenansvar over for anbragte børn og unge og forslag til lov om ændring af lov om social service, lov om socialtilsyn og lov om folkeskolen (konsekvensændringer som følge af lov om voksenansvar over for anbragte børn og unge m.v.) som er sendt i ekstern høring den 15/1-16, fra social- og indenrigsministeren

Social- og Indenrigsudvalget 2015-16
SOU Alm.del Bilag 135
Offentligt

Lovforslag nr.

L 0

Folketinget 2015/2016

Fremsat den 16/17. marts 2016 af social- og indenrigsministeren (Karen Ellemann)

Forslag

til

Lov om voksenansvar over for anbragte børn og unge

Kapitel 1

Lovens formål, voksenansvar, anvendelsesområde og

personkreds

Formål

§ 1.

Formålet med bestemmelserne i denne lov er at

fastslå anbringelsesstedernes adgang til at foretage

indgreb i anbragte børns og unges selvbestemmelsesret

som led i varetagelsen af den daglige omsorg og at

sikre de anbragte børns og unges retssikkerhed i for-

bindelse med sådanne indgreb.

Voksenansvar

§ 2.

Ansvaret for at varetage den daglige omsorg

overgår fra forældrene til plejefamilierne og personalet

på anbringelsesstederne, når et barn eller en ung an-

bringes uden for hjemmet. Dette ansvar indebærer bl.a.,

at plejefamilierne og personalet som led i varetagelsen

af denne omsorg kan foretage nødvendige indgreb i

barnets eller den unges selvbestemmelsesret for at sikre

barnets eller den unges interesser, herunder sikre at

barnets fysiske og psykiske behov opfyldes, og at bar-

net eller den unge opbygger kompetencer til at indgå i

sociale relationer, trives og modtager læring.

Stk. 2.

Vurderingen af, hvordan omsorgen for et barn

eller en ung bedst varetages, skal ske ud fra en konkret

afvejning af barnets eller den unges grundlæggende

rettigheder og under hensyntagen til barnets eller den

unges alder, modenhed og funktionsevne samt under

iagttagelse af proportionalitetsprincippet.

Anvendelsesområde

§ 3.

Reglerne i § 2 finder anvendelse over for børn og

unge, der er anbragt på et anbringelsessted efter § 66,

stk. 1, i lov om social service.

Stk. 2.

Reglerne i §§ 5-23 finder anvendelse over for

børn og unge, der er anbragt på opholdssteder og døgn-

institutioner efter § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, i lov om soci-

al service. Reglerne i §§ 5-23 finder dog ikke anven-

delse over for børn og unge, der er anbragt på pladser

på efterskoler og frie kostskoler, der er godkendt af

socialtilsynet som anbringelsessted, jf. § 66, stk. 1, nr.

5 og 6, i serviceloven.

Stk. 3.

Reglerne i §§ 7-9 finder anvendelse over for

børn og unge anbragt i kommunale plejefamilier, der er

godkendt som generelt egnede, jf. § 66, stk. 1, nr. 2, jf.

§ 66 a, stk. 1, nr. 1, i lov om social service.

Stk. 4.

Reglerne i §§ 5-9, 13-18 og 20-23 finder anven-

delse over for unge over 18 år, hvis den pågældende er

anbragt på opholdssteder eller døgninstitutioner efter §

66, stk. 1, nr. 5 og 6, i lov om social service, i henhold

til en strafferetlig afgørelse afsagt ved dom eller ken-

delse, jf. § 14, stk. 1, nr. 4-6, i denne lov.

Personkreds, som kan foretage indgreb

§ 4.

Ansatte, der udfører pædagogisk arbejde på op-

holdssteder og døgninstitutioner efter § 66, stk. 1, nr. 5

og 6, i lov om social service, der drives af en kommu-

ne, en region eller af en privat leverandør, kan foretage

indgreb efter §§ 8-20.

Stk. 2.

Ansatte, der udfører pædagogisk arbejde eller

undervisning og har deres primære ansættelse på inter-

ne skoler på opholdssteder og døgninstitutioner, kan

foretage indgreb efter §§ 8-10.

Stk. 3.

Kommunale plejefamilier, der er godkendt som

generelt egnede, jf. § 66, stk. 1, nr. 2, jf. § 66 a, stk. 1,

nr. 1, i lov om social service, kan foretage indgreb efter

§§ 8-9.

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 135: Høringsmaterialet til forslag til lov om voksenansvar over for anbragte børn og unge og forslag til lov om ændring af lov om social service, lov om socialtilsyn og lov om folkeskolen (konsekvensændringer som følge af lov om voksenansvar over for anbragte børn og unge m.v.) som er sendt i ekstern høring den 15/1-16, fra social- og indenrigsministeren

Kapitel 2

Rammer for ophold på opholdssteder og døgninstituti-

oner

Husorden

§ 5.

Hvis opholdssteder og døgninstitutioner efter §

66, stk. 1, nr. 5 og 6, i lov om social service, fastsætter

en husorden, skal de anbragte børn og unge gøres be-

kendt med den. Husordenen kan angive nærmere regler

og retningslinjer for ophold på institutionen.

Anvendelse af rusmiddeltest med samtykke

§ 6.

Opholdssteder og døgninstitutioner efter § 66,

stk. 1, nr. 5 og 6, i lov om social service, kan foretage

en rusmiddeltest, når barnet eller den unge har et mis-

brug, eller der er konkrete grunde til at antage, at bar-

net eller den unge har indtaget rusmidler. Barnet eller

den unge skal forinden have afgivet et generelt sam-

tykke til aflæggelse af rusmiddeltest. For børn under 12

år er det forældremyndighedsindehaveren, der skal

have afgivet et generelt samtykke til, at barnet kan

aflægge en rusmiddeltest.

Stk. 2.

Barnet, den unge og forældremyndighedsinde-

haveren for børn under 12 år skal informeres om reg-

lerne for aflæggelse af rusmiddeltest forud for afgivelse

af generelt samtykke til anvendelse af rusmiddeltest.

Stk. 3.

Anvendelse af rusmiddeltest kan kun ske, når

barnet eller den unge medvirker frivilligt til aflæggel-

sen heraf.

Stk. 4.

Social- og indenrigsministeren kan fastsætte

nærmere regler om anvendelse af rusmiddeltest efter

stk. 1-2, herunder om fremgangsmåden og om krav til

indholdet af samtykket.

Kapitel 3

Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelses-

retten

Generelle principper for magtanvendelse og andre

indgreb i selvbestemmelsesretten

§ 7.

Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestem-

melsesretten må kun anvendes undtagelsesvist og må

aldrig erstatte omsorg og socialpædagogisk indsats.

Stk. 2.

Forud for enhver form for magtanvendelse eller

andre indgreb i barnets eller den unges selvbestemmel-

sesret skal den eller de ansvarlige voksne, jf. § 2, afsø-

ge alle muligheder for at opnå barnets eller den unges

frivillige medvirken til en nødvendig foranstaltning.

Stk. 3.

Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestem-

melsesretten skal afpasses efter forholdene i den enkel-

te situation og skal stå i rimeligt forhold til det, der

søges opnået. Magtanvendelse skal begrænses til det

absolut nødvendige. Er mindre indgribende foranstalt-

ninger tilstrækkelige, skal disse anvendes.

Stk. 4.

Magtanvendelse skal udøves så skånsomt og

kortvarigt, som omstændighederne tillader, og med

størst mulig hensyntagen til barnets eller den unges

personlige integritet. Der skal endvidere i magtanven-

delsen tages hensyn til andre tilstedeværende, således

at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.

Ydmygende, hånende eller anden nedværdigende be-

handling er ikke tilladt.

Stk. 5.

Magtanvendelse, som akut er nødvendig, og

som ikke er omfattet af §§ 8-12, skal vurderes efter

straffelovens bestemmelser om nødværge, jf. straffelo-

vens § 13.

Stk. 6.

Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestem-

melsesretten er ikke tilladt i straffe- eller behandlings-

øjemed.

Stk. 7.

Iværksatte indgreb skal straks bringes til ophør,

når betingelserne for indgrebet ikke længere er til ste-

de.

Kortvarig fastholdelse og bortvisning

§ 8.

Personalet på opholdssteder og døgninstitutioner

efter § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, i lov om social service,

samt kommunale plejefamilier, der er godkendt som

generelt egnede, jf. § 66, stk. 1, nr. 2, jf. § 66 a, stk. 1,

nr. 1, i lov om social service, kan kortvarigt fastholde

eller bortvise et barn eller en ung fra fællesskabet på

anbringelsesstedet, når dette vurderes at være nødven-

digt:

1) af hensyn til anbringelsesstedets ansvar for at vare-

tage den daglige omsorg efter § 2, eller

2) af hensyn til tryghed og trivsel på anbringelsesstedet

i tilfælde, hvor barnet eller den unge generer eller udø-

ver chikane over for de øvrige anbragte børn og unge,

personalet eller den kommunale plejefamilie.

Indgreb i bevægelsesfriheden m.v.

Afværgehjælp

§ 9.

Personalet på opholdssteder og døgninstitutioner

efter § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, i lov om social service

samt kommunale plejefamilier, der er godkendt som

generelt egnede, jf. § 66, stk. 1, nr. 2, jf. § 66 a, stk. 1,

nr. 1, i lov om social service, kan som afværgehjælp

kortvarigt fastholde eller føre et barn eller en ung væk

fra en situation. Afværgehjælp kan anvendes, når det er

nødvendigt for at forhindre eller afværge barnet eller

den unge i at ødelægge eller beskadige ting i et ikke

ubetydeligt omfang.

Fysisk magtanvendelse

§ 10.

Personalet på opholdssteder og døgninstitutioner

efter § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, i lov om social service, kan

fastholde eller føre et barn eller en ung til et andet

opholdsrum, når barnet eller den unge udviser en ad-

færd, der er til fare for barnet eller den unge selv, de

øvrige anbragte børn og unge eller personalet, og bar-

net eller den unge ved magtanvendelsen forhindres i at

skade sig selv eller andre.

Stk. 2.

Fiksering er ikke tilladt.

Tilbageførelse ved rømning

§ 11.

Personalet på opholdssteder eller døgninstitutio-

ner efter § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, i lov om social service,

kan som led i omsorgspligten tilbageføre et anbragt

barn eller en ung, der rømmer, når barnet eller den

unge udviser en adfærd, der medfører en risiko for

skade på barnet eller den unge selv eller på andre.

Tilbageholdelse i forbindelse med eller undervejs i en

anbringelse

§ 12.

Børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om,

at børn og unge anbragt på opholdssteder og døgninsti-

tutioner efter § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, i lov om social

service, kan tilbageholdes i op til 14 dage i forbindelse

med anbringelsen på det pågældende opholdssted eller

den pågældende døgninstitution. Tilbageholdelse kan

ske, når:

1) det må anses for at være af væsentlig betydning for

at imødekomme et barns eller en ungs særlige behov

for støtte, og

2) det vurderes at have afgørende betydning for den

socialpædagogiske behandling.

Stk. 2.

Børn og unge-udvalget kan endvidere træffe

afgørelse om, at et barn eller en ung kan tilbageholdes i

op til 14 dage undervejs i anbringelsen i de tilfælde, der

er nævnt i stk. 1.

Stk. 3.

Afgørelse efter stk. 1 og 2 kan træffes foreløbigt

efter reglerne i § 75, stk. 1, i lov om social service, når

betingelserne heri er opfyldt.

Stk. 4.

Kommunalbestyrelsen i barnets eller den unges

opholdskommune kan træffe afgørelse om opretholdel-

se af tilbageholdelse efter stk. 2 i op til 14 dage yderli-

gere, når særlige forhold gør sig gældende.

Stk. 5.

Social- og indenrigsministeren kan fastsætte

nærmere regler om procedurer og vilkår for tilbagehol-

delsen.

Delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede

afdelinger på døgninstitutioner

§ 13.

Delvis lukkede døgninstitutioner og delvis luk-

kede afdelinger på døgninstitutioner for børn og unge

mellem 12 og 17 år efter § 66, stk. 1, nr. 6, i lov om

social service, må alene anvendes, når det er afgørende

for den socialpædagogiske behandling at kunne aflåse

yderdøre og vinduer i perioder eller at kunne fastholde

barnet eller den unge fysisk. Der skal endvidere være

risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller ud-

vikling lider alvorlig skade på grund af:

1) kriminel adfærd hos barnet eller den unge,

2) misbrugsproblemer hos barnet eller den unge eller

3) andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet

eller den unge.

Stk. 2.

På delvis lukkede institutioner og delvis lukkede

afdelinger på døgninstitutioner kan børn og unge tilba-

geholdes ved, at yderdøre og vinduer aflåses i perioder,

og børn og unge kan fastholdes fysisk.

Stk. 3.

Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om de

nærmere rammer og vilkår for tilbageholdelse og fast-

holdelse efter stk. 2 under den konkrete anbringelse på

en delvis lukket døgninstitution eller delvis lukket

afdeling på en døgninstitution. Tilbageholdelse kan

højst udgøre 5 sammenhængendende dage og maksi-

mum 30 dage i alt på et år. Ved fastsættelse af adgang

til tilbageholdelse i flere perioder af højest 5 sammen-

hængende dage, må perioderne ikke ligge i umiddelbar

forlængelse af hinanden.

Stk. 4.

Social- og indenrigsministeren kan fastsætte

nærmere regler om anvendelse af og forholdene under

en anbringelse på delvis lukkede døgninstitutioner og

delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner.

Sikrede afdelinger og døgninstitutioner

§ 14.

En sikret afdeling eller døgninstitution efter §

66, stk. 1, nr. 6, i lov om social service, må alene an-

vendes for børn og unge, når:

1) det er absolut påkrævet for at afværge, at barnet eller

den unge skader sig selv eller andre, og risikoen for

skade ikke på forsvarlig måde kan afværges ved andre

mere lempelige forholdsregler,

2) det i en indledende iagttagelsesperiode er absolut

påkrævet for at tilvejebringe et grundlag for den videre

socialpædagogiske behandling,

3) det på baggrund af den indledende iagttagelsesperi-

ode efter nr. 2 fastslås, at det er absolut påkrævet, at

der iværksættes et længerevarende behandlingsforløb

på en sikret afdeling eller døgninstitution,

4) opholdet træder i stedet for varetægtsfængsling, jf. §

765 i lov om rettens pleje,

5) opholdet er led i afsoning, jf. § 78, stk. 2, i lov om

fuldbyrdelse af straf m.v., og betingelserne i nr. 1, 2

eller 3 samtidig er opfyldt,

6) opholdet er led i en idømt foranstaltning, jf. § 74 a i

straffeloven, eller

7) der er tale om udlændinge under 15 år uden lovligt

ophold i Danmark, jf. §§ 36-37 i udlændingeloven.

Stk. 2.

Social- og indenrigsministeren kan fastsætte

nærmere regler om anvendelsen og varigheden af samt

forholdene under en anbringelse på sikrede afdelinger

og døgninstitutioner.

Særligt sikrede afdelinger

§ 15.

En særligt sikret afdeling efter § 66, stk. 1, nr. 6,

i lov om social service, må alene anvendes for unge

når:

1) der foreligger et grundlag for anbringelse i en sikret

afdeling eller døgninstitution efter § 14,

2) anbringelse i en sikret afdeling eller døgninstitution

ikke er eller vil være tilstrækkelig, idet den unge ved en

forudgående særlig voldelig eller psykisk afvigende

adfærd har gjort ophold eller fortsat ophold i en sikret

afdeling eller døgninstitution uforsvarligt, og

3) der i forhold til unge med psykisk afvigende adfærd,

foreligger en skriftlig, lægefaglig vurdering af, at den

unge udviser aktuelle symptomer på en diagnose.

Stk. 2.

Hvis betingelserne i stk. 1 er opfyldt for en ung,

der er fyldt 15 år, kan lederen af en sikret døgninstitu-

tion eller dennes stedfortræder, uafhængig af at der på

den sikrede døgninstitution er en særlig sikret afdeling,

træffe midlertidig beslutning om overførsel til en sær-

ligt sikret afdeling. Beslutningen herom skal straks

forelægges børn og unge-udvalget i opholdskommunen

til afgørelse, jf.§ 74, stk. 1, nr. 6, i serviceloven.

Stk. 3.

Social- og indenrigsministeren kan fastsætte

nærmere regler om anvendelsen og varigheden af samt

forholdene under en anbringelse på særligt sikret afde-

ling.

Isolation på sikrede afdelinger og døgninstitutioner og

særligt sikrede afdelinger

§ 16.

Lederen af en sikret afdeling eller døgninstituti-

on eller særligt sikret afdeling efter § 66, stk.1, nr. 6, i

lov om social service, eller dennes stedfortræder, kan

beslutte at anbringe et barn eller en ung i et særligt

isolationsrum, når der er overhængende fare for, at

barnet eller den unge skader sig selv eller andre.

Stk. 2.

Ved isolation forstås afsondring i et aflåst rum i

en kortere eller længere periode. Isolationen skal være

så kortvarig og skånsom som muligt og må ikke ud-

strækkes ud over 2 timer på en sikret afdeling eller

døgninstitution og 4 timer på en særligt sikret afdeling.

Stk. 3.

Der skal løbende føres tilsyn med et barn eller

en ung, der er anbragt i isolation.

Stk. 4.

Social- og indenrigsministeren kan fastsætte

nærmere regler om anvendelse af isolation.

Indgreb i retten til privatliv

Kontrol med brevveksling, telefonsamtaler og anden

kommunikation

§ 17.

Børn og unge-udvalget kan uden retskendelse

træffe afgørelse om kontrol med barnets eller den un-

ges brevveksling, telefonsamtaler og anden kommuni-

kation med nærmere angivne personer uden for institu-

tionen under barnets eller den unges ophold på op-

holdssteder og døgninstitutioner efter § 66, stk. 1, nr. 5

og 6, i serviceloven, når det er nødvendigt af hensyn til

barnets eller den unges sundhed eller udvikling.

Stk. 2.

Afgørelsen efter stk. 1 træffes for en bestemt

periode. Kontrol af breve og andre henvendelser til og

fra offentlige myndigheder og til og fra en eventuel

advokat må ikke finde sted. En afgørelse efter stk. 1

kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 75, stk. 1, i lov

om social service, når betingelserne heri er opfyldt.

Stk. 3.

Social- og indenrigsministeren kan fastsætte

nærmere regler om kontrol med brevveksling, telefon-

samtaler og anden kommunikation.

Undersøgelse af person og opholdsrum

§ 18.

Lederen af et opholdssted eller en døgninstitu-

tion efter § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, i lov om social ser-

vice, eller den, der bemyndiges dertil, kan uden rets-

kendelse beslutte, at der skal foretages en undersøgelse

af barnets eller den unges person eller opholdsrum,

hvis der er bestemte grunde til at antage, at barnet eller

den unge er i besiddelse af effekter, hvor besiddelsen

medfører, at ordensbestemmelser ikke kan overholdes,

eller at sikkerhedshensyn ikke kan iagttages.

Stk. 2.

Lederen af en sikret afdeling eller døgninstituti-

on eller en særligt sikret afdeling efter § 66, stk. 1, nr.

6, i lov om social service, eller den, der bemyndiges

dertil, kan uden retskendelse beslutte, at der skal fore-

tages undersøgelse af, hvilke effekter et barn eller en

ung, der er anbragt i afdelingen eller på døgninstitutio-

nen, har i sin besiddelse på sin person eller i sit op-

holdsrum, hvis en sådan undersøgelse er nødvendig for

at sikre, at ordensbestemmelser overholdes eller sik-

kerhedshensyn iagttages. Undersøgelse kan foretages:

1) når barnet eller den unge anbringes på en sikret

afdeling, en døgninstitution, eller en særligt sikret afde-

ling,

2) før og efter besøg og

3) før og efter fravær fra den sikrede afdeling, døgnin-

stitution eller særligt sikret afdeling.

Stk. 3.

Lederen af et opholdssted eller en døgninstituti-

on efter § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, i lov om social service,

eller den, der bemyndiges dertil, kan uden retskendelse

beslutte at tilbageholde effekter, der findes i barnets

eller den unges besiddelse, hvis det skønnes påkrævet

af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.

Stk. 4.

Social- og indenrigsministeren kan fastsætte

nærmere regler om gennemførelsen af undersøgelse af

barnets eller den unges person eller opholdsrum.

Anvendelse af alarm- eller pejlesystemer over for børn

og unge med nedsat psykisk funktionsevne

§ 19.

Kommunalbestyrelsen kan efter ansøgning fra et

opholdssted eller en døgninstitution efter § 66, stk. 1,

nr. 5 og 6, i lov om social service, i særlige tilfælde

træffe afgørelse om for en afgrænset periode at anven-

de personlige alarm- eller pejlesystemer over for an-

bragte børn og unge, der har betydeligt og varigt nedsat

psykisk funktionsevne, når:

1) der er risiko for, at barnet eller den unge ved at for-

lade døgninstitutionen eller opholdsstedet udsætter sig

selv eller andre for at lide personskade,

2) det personlige alarm- eller pejlesystem kan bidrage

til at afværge denne risiko, og

3) forældremyndighedsindehaveren har givet samtykke

til anvendelsen af det personlige alarm- eller pejlesy-

stem.

Stk. 2.

Social- og indenrigsministeren kan fastsætte

nærmere regler om afgrænsning af den periode, hvor

der kan anvendes personlige alarm- eller pejlesystemer,

om behandling af ansøgninger om iværksættelse af

foranstaltninger efter stk. 1 og om, hvilke typer alarm-

eller pejlesystemer der lovligt kan anvendes m.v.

Særligt om besøgs-, brev-, telefonkontrol m.v. for unge

i varetægtssurrogat

§ 20.

For unge, der efter reglerne i lov om rettens

pleje er anbragt på sikrede afdelinger eller døgninstitu-

tioner efter § 66, stk. 1, nr. 6, i lov om social service, i

stedet for varetægtsfængsling, finder § 771 og § 772,

stk. 1, og stk. 2, 1. pkt., i lov om rettens pleje, vedrø-

rende besøg og brevveksling m.v. anvendelse.

Stk. 2.

Social- og indenrigsministeren kan efter for-

handling med justitsministeren fastsætte regler om

besøg, brevveksling, telefonsamtaler og anden kom-

munikation.

Kapitel 4

Registrering og indberetning samt tilsyn og klagead-

gang

Registrering og indberetning

§ 21.

Indgreb efter §§ 9-16, 18 og 19 samt magtan-

vendelse efter reglerne om nødværge efter § 13 i straf-

feloven skal registreres og indberettes af anbringelses-

stedet til den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for

barnets eller den unges ophold på anbringelsesstedet,

jf. §§ 9 og 9 a i lov om retssikkerhed og administration

på det sociale område, og til det socialtilsyn, der fører

driftsorienteret tilsyn med anbringelsesstedet, jf. § 2 i

lov om socialtilsyn.

Stk. 2.

Barnet eller den unge, der har været involveret i

en episode, der har udløst magtanvendelse efter stk. 1,

skal gøres bekendt med indberetningen og have lejlig-

hed til at ledsage indberetningen med sin egen redegø-

relse for episoden.

Stk. 3.

Ved magtanvendelse, der har fundet sted på en

intern skole på et opholdssted eller en døgninstitution

efter § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, i lov om social service,

skal anbringelsesstedet foretage indberetning til kom-

munalbestyrelsen i anbringelsesstedets beliggenheds-

kommune.

Stk. 4.

Ved magtanvendelse, der har fundet sted på et

kommunalt eller regionalt anbringelsessted, skal an-

bringelsesstedet orientere den kommunale eller regio-

nale driftsherre om magtanvendelsen.

Stk. 5.

Social- og indenrigsministeren kan fastsætte

nærmere regler om registrering og indberetning samt

om procedurerne herfor.

Tilsyn med anvendelsen af reglerne

§ 22.

Det socialtilsyn, der fører driftsorienteret tilsyn

med anbringelsesstedet, jf. § 2 i lov om socialtilsyn,

fører som led i det driftsorienterede tilsyn tilsyn med

anbringelsesstedernes anvendelse af reglerne i denne

lov.

Klageadgang

§ 23.

Anbragte børn og unge over 12 år samt foræl-

dremyndighedsindehavere kan klage over afgørelser

truffet efter denne lov.

Stk. 2.

Klager over afgørelser truffet af børn og unge-

udvalget eller kommunalbestyrelsen, i medfør af denne

lov kan indbringes for Ankestyrelsen.

Stk.

3. Klager over anvendelsen af magt eller andre

indgreb i selvbestemmelsesretten efter reglerne i denne

lov eller regler udstedt i henhold til loven kan indbrin-

ges for kommunalbestyrelsen.

Stk. 4.

Klage til Ankestyrelsen skal ske inden 4 uger

efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, jf.

§ 67, stk. 1, i lov om retssikkerhed og administration på

det sociale område.

Stk. 5.

Indbringelse af sagen for Ankestyrelsen hindrer

ikke iværksættelse af de besluttede foranstaltninger

m.v. Dog kan styrelseschefen under ganske særlige

omstændigheder bestemme, at en afgørelse ikke må

iværksættes, før Ankestyrelsen har truffet afgørelse i

sagen.

Stk. 6.

Ved behandlingen i Ankestyrelsen finder §§ 72-

73 og § 74, stk. 2 og 3, i serviceloven anvendelse.

Stk. 7.

I forbindelse med behandlingen af sagen i Anke-

styrelsen har forældremyndighedens indehaver og den

unge, der er fyldt 12 år, ret til at få dækket udgifter til

transport til møder i Ankestyrelsen.

Stk. 8.

Ankestyrelsens afgørelse i sager om klager over

afgørelser truffet af børn og unge-udvalget efter stk. 2

kan ved henvendelse til Ankestyrelsen, inden 4 uger

efter klageren har fået meddelelse om afgørelsen, kræ-

ves forelagt for retten, jf. §§ 169, stk. 2, og §§ 170-172

i serviceloven.

Stk. 9.

Social- og indenrigsministeren kan fastsætte

nærmere regler om klageadgang.

Kapitel 5

Ikrafttræden

§ 24.

Loven træder i kraft den 1. januar 2017.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets baggrund

3. Lovforslagets indhold

3.1. Tydeliggørelse af reglerne om magtanvendelse over for anbragte børn og unge

3.1.1. Voksenansvar og adgangen til at foretage indgreb som led i den daglige omsorg

3.1.1.1. Gældende ret

3.1.1.2. Overvejelser

3.1.1.3. Den foreslåede ordning

3.1.2. Lovfæstelse af adgangen til at fastsætte en husorden

3.1.2.1. Gældende ret

3.1.2.2. Overvejelser

3.1.2.3. Den foreslåede ordning

3.1.3. Videreførelse og præcisering af eksisterende regler om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestem-

melsesretten over for anbragte børn og unge

3.1.3.1. Gældende ret

3.1.3.2. Overvejelser

3.1.3.3. Den foreslåede ordning

3.1.4. Etablering af hjemmel til anvendelse af rusmiddeltest med samtykke

3.1.4.1. Gældende ret

3.1.4.2. Overvejelser

3.1.4.3. Den foreslåede ordning

3.2. Udvidelse af adgangen til at anvende magt over for anbragte børn og unge

3.2.1. Magtanvendelse på interne skoler

3.2.1. 1. Gældende ret

3.2.1.2. Overvejelser

3.2.1.3. Den foreslåede ordning

3.2.2. Afværgehjælp

3.2.2.1. Gældende ret

3.2.2.2. Overvejelser

3.2.2.3. Den foreslåede ordning

3.2.3. Tilbageførelse

3.2.3.1. Gældende ret

3.2.3.2. Overvejelser

3.2.3.3. Den foreslåede ordning

3.2.4. Tilbageholdelse

3.2.4. 1. Gældende ret

3.2.4.2. Overvejelser

3.2.4.3. Den foreslåede ordning

3.2.5. Undersøgelse af person og opholdsrum

3.2.5. 1. Gældende ret

3.2.5.2. Overvejelser

3.2.5.3. Den foreslåede ordning

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

7. Miljømæssige konsekvenser

8. Forholdet til EU-retten

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

10. Sammenfattende skema

1. Indledning

Anbragte børn og unge har de samme rettigheder som

alle andre børn og unge, herunder ret til omsorg og

beskyttelse. Forpligtelsen til at varetage den daglige

omsorg overgår fra forældrene til plejefamilier og per-

sonalet på anbringelsesstederne, når et barn eller en

ung anbringes uden for hjemmet.

At varetage omsorgen over for et barn eller en ung

indebærer bl.a., at man er opmærksom på at sikre bar-

nets eller den unges interesser. Det betyder samtidig, at

man hjælper barnet eller den unge i svære situationer,

hvor barnet eller den unge ikke kan overskue konse-

kvenserne af egne handlinger. Der kan således være

behov for, at en voksen griber ind i en konkret situation

og drager omsorg for, at barnet eller den unge ikke

volder skade på sig selv, på andre eller på ting.

At drage omsorg for et barn kan således indebære, at

det kan være nødvendigt at tage fat i barnet og fasthol-

de det eller føre det ind i et andet rum. En sådan hand-

ling er et indgreb i barnets selvbestemmelsesret og

kategoriseres som magtanvendelse. Anvendelse af

magt er en balancegang mellem hensynet til at yde

barnet eller den unge den nødvendige omsorg og be-

skyttelse og hensynet til barnets eller den unges integri-

tet og selvbestemmelsesret. Det er helt afgørende, at

anvendelsen af magt ikke erstatter omsorg og pædago-

gisk støtte og kun anvendes i de situationer, hvor det er

nødvendigt. Det forudsættes således, at alle andre pæ-

dagogiske muligheder er udtømt, og der dermed ikke er

andre redskaber til at hjælpe barnet eller den unge.

Indgreb i et barns eller en ungs selvbestemmelsesret

skal altid være proportionalt. Det er samtidig afgøren-

de, at det altid overvejes, hvilke konsekvenser anven-

delsen af magt kan have for relationen og tilliden mel-

lem barnet eller den unge og personalet eller plejefami-

lien. Enhver anvendelse af magt over for et barn eller

en ung skal således give anledning til refleksion blandt

det pædagogiske personale på anbringelsesstedet, bl.a. i

forbindelse med supervision.

Der er i dag betydelig tvivl om, hvad plejefamilierne

og personalet på anbringelsesstederne må i forbindelse

med varetagelsen af den daglige omsorg over for de

anbragte børn og unge, herunder børn og unge med

funktionsnedsættelser.

Regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti,

Liberal Alliance, Alternativet, Radikale Venstre, Socia-

listisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti ind-

gik den 5. november 2015 en aftale om rammerne for

voksenansvar over for anbragte børn og unge (Klare

rammer for voksenansvar over for anbragte børn og

unge). Aftalen følger op på aftalen om udmøntningen

af satspuljen for 2016 for social- og indenrigsområdet.

Partierne ønsker med aftalen, at det skal være helt

tydeligt, hvornår der er adgang til at anvende magt over

for et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjem-

met, og hvornår der ikke er adgang hertil.

Aftalen indebærer, at der skal ske en tydeliggørelse af

de eksisterende regler på området, herunder en tydelig-

gørelse af børns og unges grundlæggende rettigheder i

relation til magtanvendelse, adgangen til kortvarig

fastholdelse og bortvisning samt adgangen til at anven-

de rusmiddeltest med samtykke.

Partierne er herudover enige om at foretage visse

udvidelser af adgangen til at anvende magt over for

anbragte børn og unge. Udvidelserne omfatter tilbage-

holdelse under anbringelsen på opholdssteder og døgn-

institutioner, undersøgelse af et barns eller en ungs

person på sikrede afdelinger og institutioner, afværge-

hjælp m.v. i kommunale plejefamilier, udbredelse af

regelsættet om voksenansvar til interne skoler samt

tilbageførelse ved rømning.

Endelig er partierne er enige om, at der i tråd med de

gældende regler fortsat skal ske registrering og indbe-

retning af anvendelsen af magt over for barnet eller den

unge. Indberetningerne skal sendes til henholdsvis

socialtilsynet og til den anbringende kommune. De nye

indgrebsmuligheder, der gives for tilbageholdelse,

tilbageførelse, afværgehjælp og undersøgelse af et

barns eller en ungs person, skal således også registreres

og indberettes efter de gældende regler. Registreringen

skal ske så enkelt og smidigt som muligt, f.eks. ved

anvendelsen af et standardskema.

Dette lovforslag udmønter sammen med det samtidigt

fremsatte forslag til lov om ændring af lov om social

service, lov om socialtilsyn og folkeskoleloven (Kon-

sekvensændringer som følge af lov om voksenansvar

over for anbragte børn og unge) aftalen om rammerne

for voksenansvar, der skal skabe klarere rammer for

voksenansvar over for anbragte børn og unge.

Lovforslaget har følgende hovedelementer:

Tydeliggørelse af reglerne for magtanvendelse

over for anbragte børn og unge ved:

Regler om voksenansvar og adgangen til

at foretage indgreb som led i den daglige

omsorg.

Lovfæstelse af adgangen til at fastsætte

en husorden.

Videreførelse og præcisering af eksiste-

rende regler om magtanvendelse og andre

indgreb i selvbestemmelsesretten over for

anbragte børn og unge.

Etablering af hjemmel til anvendelse af

rusmiddeltest med samtykke.

Udvidelse af adgangen til at anvende magt over for

anbragte børn og unge ved:

Udvidelse af adgangen til at anvende

magt, så ansatte på interne skoler på op-

holdssteder og døgninstitutioner, der ud-

fører pædagogisk arbejde eller undervis-

ning, får adgang til at anvende de samme

handlemuligheder, som gælder for den

øvrige del af institutionen.

Etablering af en klar hjemmel til, at døgn-

institutioner, opholdssteder og kommuna-

le plejefamilier kortvarigt kan fastholde

eller føre et barn eller en ung til et andet

rum for at forhindre eller afværge, at bar-

net eller den unge gør skade på genstan-

de.

Etablering af en hjemmel til, at medarbej-

dere på opholdssteder og døgninstitutio-

ner kan tilbageføre et anbragt barn eller

en ung, der stikker af eller forsøger at

stikke af fra anbringelsesstedet, når tilba-

geførelsen sker som led i omsorgspligten,

og hvor barnet eller den unge udviser en

adfærd, der medfører en risiko for skade

på barnet eller den unge selv eller på an-

dre.

Udvidelse af den eksisterende adgang til

tilbageholdelse i forbindelse med anbrin-

gelsen med yderligere 14 dage på åbne

døgninstitutioner og opholdssteder.

Udvidelse af den eksisterende adgang til

undersøgelse af opholdsrum på sikrede

afdelinger og institutioner, så der også

kan ske undersøgelse af barnets eller den

unges person i forbindelse med ankomst,

fravær og besøg, uden at der foreligger en

konkret mistanke.

De foreslåede ændringer skal medvirke til at skabe

klarhed over reglerne om voksenansvar over for an-

bragte børn og unge og styrke retssikkerheden for de

anbragte børn og unge samt plejefamilier og personalet

på anbringelsesstederne. Samtidig skal ændringerne

bidrage til, at plejefamilier og personale på anbringel-

sesstederne har de nødvendige redskaber i deres arbej-

de til at fremme de anbragte børns og unges trivsel og

den socialpædagogiske behandling. Et klart regelsæt

understøtter, at personalet på anbringelsesstederne ikke

overskrider deres beføjelser over for et barn eller en

ung, men sikrer samtidigt at personalet ikke undlader at

yde den tilstrækkelige omsorg af frygt for at overskride

deres beføjelser.

Der er afsat midler til aktiviteter, der skal medvirke til

at understøtte implementeringen af reglerne, herunder

undervisningsmateriale målrettet anbringelsessteder,

kommuner og socialtilsyn om, hvordan man iagttager

børns og unges rettigheder, og hvordan magtanvendel-

se forebygges og håndteres. Der vil endvidere blive

udarbejdet informationsmateriale målrettet anbragte

børn og unge om deres rettigheder i forbindelse med

magtanvendelse.

Der vil ske en evaluering af de ændrede regler 2 år

efter lovens ikrafttræden.

2. Lovforslagets baggrund

I juni 2013 nedsatte den daværende regering Udval-

get om magtanvendelse på anbringelsessteder for børn

og unge (Magtanvendelsesudvalget) med det formål at

afklare de etiske, juridiske og praktiske grænsedrag-

ninger for anvendelse af magt over for børn og unge,

der er anbragt uden for hjemmet.

Baggrunden for nedsættelsen af udvalget var bl.a., at

både Folketingets Ombudsmand og Folketingets § 71-

tilsyn havde påpeget, at det eksisterende hjemmels-

grundlag for magtanvendelse på børne- og ungeområ-

det er uklart.

Udvalget fik til opgave at beskrive udfordringerne i

relation til brug af magt på anbringelsessteder og

komme med forslag til, hvordan et kommende regelsæt

kunne udformes. Formålet hermed var dels at få skabt

klarhed over reglerne på området, så der kun anvendes

magt, når der er lovhjemmel hertil, og dels at sikre, at

personalet i døgntilbud og på opholdssteder samt pleje-

familierne har de nødvendige redskaber i arbejdet med

anbragte børn og unge.

Udvalget har haft en bred sammensætning med bl.a.

kommunale og regionale repræsentanter, repræsentan-

ter fra organisationer på børneområdet m.fl. Daværen-

de direktør hos Folketingets Ombudsmand, Jens Møl-

ler, har fungeret som formand for udvalget. Udvalget

havde ved betænkningens afgivelse følgende sammen-

sætning: Stine Jørgensen, lektor på Københavns Uni-

versitet, Eva Ersbøll, seniorforsker på Institut for Men-

neskerettigheder, Jessie Brender Olesen, konsulent hos

KL, Jette Pedersen, chefkonsulent hos Den Sociale

Virksomhed, Birgitte Hove, chefkonsulent i Køge

Kommune, Lars Emil Andersen, områdeleder på Multi-

funC Midtjylland – Grenen, Ingrid Hartelius Dall,

børnerettighedsjurist hos Børns Vilkår, Anne Marie

Schurmann Carstens, juridisk konsulent hos Børnerå-

det, Jens Vegge Bjørk, formand for Plejefamiliernes

Landsforening, Tore Kargo, socialfaglig konsulent i

Socialpædagogernes Landsforbund, Gert Jørgensen,

direktør for LOS – de private sociale tilbud, Gitte Cal-

lesen, næstformand for Foreningen af døgn- og dagtil-

bud for udsatte børn og unge, Thomas Gruber, politisk

konsulent hos Danske Handicaporganisationer, Lise

Wied Kirkegaard, chefkonsulent i Ministeriet for

Sundhed og Forebyggelse, Louise Vadheim Guldberg,

kontorchef i Justitsministeriet og Dan Holmgreen,

kontorchef i Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integra-

tion og Sociale Forhold. Tre ungeeksperter, der tidlige-

re har været anbragt, har deltaget i en række af udval-

gets møder. Børnerådet har haft nedsat tre forskellige

børneekspertgrupper bestående af anbragte børn og

unge, der er kommet med input til Magtanvendelses-

udvalgets arbejde.

Magtanvendelsesudvalget har i sit arbejde inddraget

erfaringer fra dansk praksis samt erfaringer fra de øvri-

ge nordiske lande. Udvalget har endvidere aflagt besøg

på 15 anbringelsessteder fordelt på forskellige anbrin-

gelsestyper og med forskellige målgrupper med hen-

blik på at opnå en større indsigt i de problemstillinger,

som ledelse og medarbejdere på de forskellige anbrin-

gelsessteder oplever i hverdagen.

Til brug for udvalgets arbejde har Rambøll gennem-

ført en kortlægning af praksis for magtanvendelse over

for anbragte børn og unge. Kortlægningen er baseret på

en spørgeskemaundersøgelse blandt personalet på an-

bringelsessteder og i plejefamilier, fokusgrupper med

deltagelse af medarbejdere fra anbringelsesinstitutioner

samt kvalitative interviews med kommunale myndig-

heder og faglige eksperter på området. Kortlægningen

omfatter bl.a. omfanget, karakteren og opfattelsen af

fysisk magtanvendelse på døgninstitutioner, opholds-

steder og i plejefamilier.

Kortlægningen viser bl.a., at flere medarbejdere på de

forskellige typer af anbringelsessteder oplever, at det er

svært at håndtere de gældende regler, og at der er be-

hov for en tydeliggørelse af, hvornår der kan anvendes

magt over for et barn eller en ung. Samtidig viser kort-

lægningen, at der af og til blandt medarbejderne på

anbringelsesstederne opleves behov for – af hensyn til

at kunne yde barnet eller den unge den fornødne om-

sorg – at få yderligere indgrebsmuligheder, end hvad

der er mulighed for i dag.

Magtanvendelsesudvalget afgav i marts 2015 betænk-

ning nr. 1551/2015 om Magtanvendelse over for børn

og unge, der er anbragt uden for hjemmet (herefter

omtalt som betænkningen) til den daværende minister

for børn, ligestilling, integration og sociale forhold.

Der har været bred enighed i udvalget omkring de

fleste problemstillinger, som har været behandlet. Ud-

valgets opdrag (kommissoriet) har forudsat, at udval-

gets anbefalinger skulle være udgiftsneutrale, hvilket

har sat grænser for, hvad udvalget kunne foreslå.

Magtanvendelsesudvalget anbefaler, at der fremsættes

et helt nyt regelsæt med:

En tydeliggørelse af de eksisterende regler på

magtanvendelsesområdet, herunder tydeliggørelse

af børns og unges rettigheder i relation til magtan-

vendelse, anbringelsesstedernes adgang til at fore-

tage indgreb som led i den daglige omsorg, institu-

tionernes adgang til at fastsætte husordener, mu-

ligheden for at anvende rusmiddeltest med sam-

tykke samt muligheden for at anvende fysisk magt.

En vis udvidelse af adgangen til magtanvendelse,

herunder i form af afværgehjælp og undersøgelse

af et barns eller en ungs person på sikrede afdelin-

ger og institutioner.

Mere information og vejledning om børns og un-

ges rettigheder og om forebyggelse af magtanven-

delse.

Det foreliggende lovforslag bygger i vidt omfang på

Magtanvendelsesudvalgets anbefalinger. Når dette er

tilfældet fremgår det under overvejelser om den fore-

slåede ordning.

3. Lovforslagets indhold

3.1. Tydeliggørelse af reglerne om magtanvendelse

over for anbragte børn og unge

3.1.1. Voksenansvar og adgangen til at foretage ind-

greb som led i den daglige omsorg

3.1.1.1. Gældende ret

Det er efter § 2, stk. 1, i lov om forældreansvar, jf.

lovbekendtgørelse nr. 1820 af 23. december 2015 (her-

efter forældreansvarsloven), som udgangspunkt foræl-

dremyndighedsindehaverne, der skal drage omsorg for

barnet, og forældremyndighedsindehaverne som kan

træffe afgørelse om barnets personlige forhold ud fra

barnets interesse og behov. Barnet har efter forældre-

ansvarslovens § 2, stk. 2, ret til omsorg og tryghed,

skal behandles med respekt for sin person og må ikke

udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænken-

de behandling.

Børn er undergivet forældremyndighed, fordi de har

behov for nogen til at passe på sig. Forældremyndighe-

den indebærer en pligt til at drage omsorg og en ret til

at træffe bestemmelse om barnets forhold, herunder

hvordan barnet skal opdrages. Omsorgspligtens nær-

mere indhold fremgår ikke af § 2, stk. 1, i forældrean-

svarsloven, men det er almindeligt antaget, at foræl-

dremyndighedsindehaveren har pligt til at sikre, at

barnets fysiske og psykiske behov bliver opfyldt, og at

barnet bliver socialiseret og modtager læring. Overla-

der forældremyndighedsindehaveren det fuldstændig til

barnet selv at bestemme over dets person, kan der efter

omstændighederne være tale om passiv fysisk eller

psykisk omsorgssvigt. Omsorgspligten må derfor mod-

svares af en vis handleret for forældremyndighedsinde-

haveren til at beslutte, hvordan barnets behov bedst

opfyldes. Handleretten gælder alene den, der har foræl-

dremyndigheden over barnet, og ikke andre voksne.

For at omsorgspligten kan få et egentlig indhold, må

forældremyndighedsindehaveren således kunne foreta-

ge visse dagligdags ting over for barnet, herunder

handle mod barnets vilje og ved brug af en vis mængde

magt. Forældreansvarslovens § 2, stk. 1, er dog ikke

udformet som en positiv hjemmel i forhold til, hvilke

magtmidler der kan bruges og i hvilken udstrækning,

ligesom bestemmelsen ikke regulerer ansvaret, hvis

forældrene går for langt i deres magtanvendelse. Hvor

meget, forældre kan gribe ind, afhænger af det aktuelle

beskyttelses- eller opdragelseshensyn og barnets eller

den unges alder og modenhedsniveau. For mindre børn,

der ikke kan overskue konsekvenserne af deres hand-

linger eller undladelser, må der antages at være en

forholdsvis vid adgang til at anvende magt. Adgangen

til magtanvendelse – særligt i opdragelsesøjemed – er

omvendt generelt mere begrænset i forhold til større

børn. Således må det af hensyn til barnets integritet

indgå i vurderingen, hvilken alder barnet eller den unge

har, og hvilket udviklingstrin barnet eller den unge

befinder sig på. Der skal foretages en proportionalitets-

vurdering, hvor magtanvendelsen skal vejes op mod

barnets forudgående adfærd og det formål, der søges

opnået med indgrebet.

Manglende iagttagelse af omsorgspligten er ikke di-

rekte sanktioneret i forældreansvarsloven, men util-

strækkelig omsorg kan medføre reaktioner i det sociale

system og kan i yderste konsekvens sanktioneres i det

strafferetlige system.

Hvis forældre ikke varetager omsorgen for deres barn,

kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om iværk-

sættelse af hjælp i form af frivillig anbringelse af bar-

net eller den unge uden for hjemmet efter § 52, stk. 3,

nr. 7, i lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr.

1284 af 17. november 2015 om social service med

senere ændringer (herefter serviceloven) eller i yderste

konsekvens med tvang efter servicelovens § 58.

Når et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet,

er det i praksis plejefamilierne eller personalet på an-

bringelsesstederne efter servicelovens § 66, der skal

sikre, at barnet eller den unge modtager omsorg og

personlig støtte efter servicelovens § 55. Formålet med

at yde støtte til børn og unge, der har et særligt behov

herfor, herunder anbragte børn og unge, er at sikre, at

disse børn og unge kan opnå de samme muligheder for

personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt vok-

senliv som deres jævnaldrende, jf. servicelovens § 46.

Støtten skal ydes med henblik på at sikre barnets eller

den unges bedste, bygge på barnets eller den unges

egne ressourcer, og barnets eller den unges synspunkter

skal inddrages med passende vægt i overensstemmelse

med alder og modenhed.

Det antages i almindelighed, at anbringelsesstederne

som led i varetagelsen af den daglige omsorg over for

de anbragte børn og unge kan foretage visse indgreb

over for et barn eller en ung, herunder f.eks. lægge en

arm om skulderen på barnet eller den unge for at angi-

ve, at man ønsker, at vedkommende skal følge med.

Muligheden for at foretage disse indgreb er i dag kun

beskrevet på vejledningsniveau, jf. vejledning nr. 9293

af 23. maj 2013 om magtanvendelse og andre indgreb

over for børn og unge (herefter vejledningen om magt-

anvendelse). Dertil kommer adgangen for plejefamilier

til – i lighed med øvrige familier - at fastsætte og op-

retholde regler i deres eget hjem ved f.eks. at stoppe og

irettesætte børn, der kaster med mad, løber rundt med

mudrede sko osv. Det samme princip følger af anstalts-

betragtninger, som danner grundlag for ordensforskrif-

ter på institutioner, hvilket uddybes nærmere nedenfor

under afsnit 3.1.2. om lovfæstelse af adgangen til at

fastsætte en husorden.

Servicelovens kapitel 24 om magtanvendelse og be-

kendtgørelse nr. 186 af 20. februar 2015 om magtan-

vendelse over for børn og unge anbragt uden for

hjemmet (herefter magtanvendelsesbekendtgørelsen)

indeholder en række særskilte hjemler til at anvende

egentlig magt og foretage andre indgreb i selvbestem-

melsesretten. Endvidere gælder § 13 i straffeloven om

straffrihed ved nødværge. Disse uddybes nærmere

under afsnit 3.1.4. om videreførelse og præcisering af

eksisterende regler om magtanvendelse og andre ind-

greb i selvbestemmelsesretten over for anbragte børn

og unge.

3.1.1.2. Overvejelser

Kortlægningen af praksis for magtanvendelse over

for anbragte børn og unge har vist, at plejefamilier og

personale på anbringelsesstederne er i tvivl om, hvor

langt de kan gå i udøvelsen af omsorg over for de an-

bragte børn og unge, og hvornår der er tale om magt-

anvendelse. Tvivlen opstår især, når behovet for støtte

kolliderer med barnets eller den unges grundlæggende

rettigheder, herunder retten til selvbestemmelse, og

dermed potentielt medfører begrænsninger i disse ret-

tigheder. Børns og unges rettigheder i relation til magt-

anvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten

uddybes nærmere nedenfor under afsnit 3.1.3. om vide-

reførelse og præcisering af eksisterende regler om

magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelses-

retten over for anbragte børn og unge.

Magtanvendelsesudvalget fandt, at plejefamilier og

personalet på anbringelsesstederne efter forholdets

natur i praksis varetager forældrerollen over for de

anbragte børn og unge, og at deres ansvar for at yde

omsorg derfor må tage udgangspunkt i det, som anses

for at være god og forsvarlig forældreomsorg med

henblik på at sikre barnets eller den unges bedste. Ud-

valgets flertal anbefalede med afsæt heri en tydeliggø-

relse af den gældende retstilstand om rækkevidden af

omsorgsretten og -pligten samt en tydeliggørelse af

rammerne for begrænsning af børns og unges øvrige

rettigheder som led i opfyldelsen heraf. I den forbindel-

se vil det være hensigtsmæssigt at konkretisere nogle af

de elementer, som ansvaret for varetagelsen af den

daglige omsorg over for anbragte børn og unge inde-

bærer, herunder i hvilken udstrækning man kan anven-

de f.eks. fysisk guidning over for især små børn og

børn og unge med funktionsnedsættelser for at undgå,

at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider

skade.

Social- og Indenrigsministeriet kan tiltræde udvalgets

anbefalinger. Det er ministeriets opfattelse, at usikker-

heden om reglernes rækkevidde kan medføre en risiko

for, at plejefamilier og personale af frygt for at over-

skride deres beføjelser og eventuelt blive pålagt et

strafferetligt ansvar afstår for at udøve den tilstrækkeli-

ge omsorg over for anbragte børn og unge. Omvendt

kan usikkerheden også medføre risiko for, at plejefami-

lier eller personale går for langt og foretager uhjemlede

eller ikke-proportionale indskrænkninger i anbragte

børns og unges rettigheder. Denne tvivl er hverken

holdbar for de anbragte børn og unge eller for plejefa-

milierne eller de ansatte på anbringelsesstederne.

3.1.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at det tydeliggøres, at ansvaret for at

varetage den daglige omsorg overgår fra forældrene til

plejefamilierne og personalet på anbringelsesstederne,

når et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet.

Det er alene ansvaret for at varetage den daglige om-

sorg, der overgår til plejefamilierne og personalet un-

der anbringelsen. Barnets eller den unges forældre-

myndighedsindehavere bevarer således fortsat bl.a.

ansvaret for at udøve barnets eller den unges rettighe-

der på vegne af barnet eller den unge, herunder partsbe-

føjelser i forhold til administrative myndigheder og

domstole.

Med forslagets § 1 indføres en formålsbestemmelse

med henblik på at fastslå anbringelsesstedernes adgang

til at foretage indgreb i anbragte børns og unges selv-

bestemmelsesret som led i varetagelsen af den daglige

omsorg og at sikre de anbragte børns og unges retssik-

kerhed i forbindelse med sådanne indgreb.

Med forslagets § 2 præciseres, at anbringelsessteder-

nes ansvar bl.a. indebærer, at plejefamilierne og perso-

nalet som led i varetagelsen af den daglige omsorg kan

foretage nødvendige indgreb i barnets eller den unges

selvbestemmelsesret for at sikre barnets eller den unges

interesser, herunder sikre, at barnets fysiske og psyki-

ske behov opfyldes, og at barnet eller den unge opbyg-

ger kompetencer til at indgå i sociale relationer, trives

og modtager læring. Vurderingen af, hvordan omsor-

gen for et barn eller en ung bedst varetages, skal ske ud

fra en konkret afvejning af barnets eller den unges

grundlæggende rettigheder og under hensyntagen til

barnets eller den unges alder, modenhed og funktions-

evne. Endvidere vil proportionalitetsprincippet skulle

iagttages. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med §

46 i serviceloven, hvorefter indsatsen skal ydes med

henblik på at sikre barnets eller den unges bedste.

Formålsbestemmelsen og bestemmelsen om voksen-

ansvar lægger tilsammen en overordnet rammet for

forslagets øvrige bestemmelser.

Der vil blive udarbejdet vejledningsmateriale, der

beskriver grænsefladerne mellem retten til omsorg,

herunder udstrækningen af adgangen til at anvende

fysisk guidning, og respekten for barnets eller den

unges øvrige rettigheder så udtømmende som muligt

med henblik på i videst muligt omfang at sikre, at der

ikke eksisterer gråzoner.

3.1.2. Lovfæstelse af adgangen til at fastsætte en hus-

orden

3.1.2.1. Gældende ret

Det er almindeligt antaget, at en institution med

hjemmel i anstaltsforholdet kan fastsætte generelle

forskrifter, herunder ordensforskrifter, der skal være

gældende på institutionen, og som har til formål at

sikre institutionens overordnede funktion. Endvidere

kan institutionen træffe konkrete beslutninger om regu-

lering af forholdet mellem institutionen og institutio-

nens brugere. Denne antagelse bygger på, at når institu-

tionens eksistens er fastsat eller forudsat i lovgivnin-

gen, må der heri også ligge en hjemmel til at fastsætte

generelle regler og træffe konkrete beslutninger, som er

nødvendige for at få institutionen til at fungere.

Det antages på den baggrund, at opholdssteder og

døgninstitutioner efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5

og 6, kan fastsætte ordensregler, der er gældende for de

anbragte børn og unge, når de befinder sig på instituti-

onens geografiske område, og når de uden for dette

område er i sammenhænge, der har relation til instituti-

onen. Ordensreglerne skal være båret af saglige hensyn

og må ikke gå videre end nødvendigt af hensyn til

institutionens formål og virke.

Derudover gælder almindelige forvaltningsretlige

grundsætninger, herunder om proportionalitet og at

forskelsbehandling skal være sagligt begrundet. Ende-

lig kan børns og unges grundlæggende rettigheder i

grundloven og Den Europæiske Menneskerettigheds-

konvention, jf. lovbekendtgørelse nr. 750 af 19. okto-

ber 1998 (herefter EMRK) sætte grænser for, hvordan

institutionerne ud fra anstaltsbetragtninger kan regulere

de anbragte børns og unges forhold. Regler, der fast-

sættes som led i anstaltsforholdet, og de handlinger, der

udføres på baggrund heraf, må derfor ikke udgøre en

uforholdsmæssig begrænsning i de anbragte børns og

unges rettigheder.

3.1.2.2. Overvejelser

Kortlægningen af praksis for magtanvendelse over for

anbragte børn og unge har vist, at næsten 100 procent

af de adspurgte opholdssteder og mellem 70-80 procent

af døgninstitutionerne har fastsat ordensregler. Gen-

nemgang af en række husordener har vist en stor varia-

tion institutionerne imellem i forhold til, hvor restrikti-

ve regler de indeholder, og hvad der anses som væren-

de indgreb i børns og unges rettigheder. Nogle opstiller

overordnede rammer for at sikre kvaliteten i sociale

relationer, mens andre regulerer, med hvilke formål

børn eller unge f.eks. må bruge elektroniske kommuni-

kationsmidler. Langt de fleste institutioner oplyser, at

de går pædagogisk til værks ved brud på husregler, og

at de taler med barnet eller den unge om, hvordan bar-

net eller den unge har brudt reglen, og hvordan det kan

rettes op.

Erfaringer fra Folketingets Ombudsmands tilsynsbe-

søg på en række socialpædagogiske opholdssteder har

efterladt et usikkert indtryk af nogle af de forholdsvis

kortfattede lokale husregler og de hensyn, der ligger

bag begrænsninger i børns og unges grundlæggende

rettigheder.

Magtanvendelsesudvalget fandt, at det bør sikres, at

der ikke som led i anstaltsforholdet fastsættes regler,

som går videre, end hvad formålet tilsiger, og som der

derfor ikke er hjemmel til. Udvalget anbefalede på den

baggrund, at de retlige rammer for anstaltsforholdets

anvendelse af og adgang til at fastsætte husregler tyde-

liggøres ved lov med henblik på at styrke anbragte

børns og unges retssikkerhed. Udvalget fandt bl.a., at

det bør beskrives, i hvilket omfang børns og unges

brug af elektroniske medier kan begrænses inden for

rammerne af anstaltsforholdet.

Social- og Indenrigsministeriet kan tiltræde udvalgets

anbefalinger. Ministeriets finder, at det er vigtigt, at der

er gode og stabile forhold på opholdssteder og døgnin-

stitutioner. Det kan derfor være hensigtsmæssigt at

udforme en husorden, der udstikker retningslinjer for

den fælles dagligdag, og som samtidigt beskriver, hvad

der er acceptabelt på fællesarealer samt på institutionen

som helhed. En husorden kan være et redskab til at

lære anbragte børn og unge at begå sig i fælleskabet, og

en husorden kan understøtte, at personalet kan varetage

deres opgaver bedst muligt. Opstilling af faste og klare

rammer kan medvirke til at skabe en forudsigelig hver-

dag for de anbragte børn og unge, som sikrer deres

opvækst, trivsel og udvikling. Opstilling af faste og

klare rammer kan endvidere forebygge konflikter og

magtanvendelse. Rammerne skal tage højde for, at børn

og unge med handicap kan have særlige udfordringer i

forhold til at kunne leve op til en husorden.

3.1.2.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at adgangen til at fastsætte husregler på

opholdssteder og døgninstitutioner efter servicelovens

§ 66, stk. 1, nr. 5 og 6, lovfæstes.

Med forslagets § 5 får opholdssteder og døgninstituti-

oner en klar hjemmel til at udarbejde husordener med

angivelser af de nærmere regler og retningslinjer for

ophold på institutionen. En husorden kan f.eks. inde-

holde regler for måltider, brug af elektroniske kommu-

nikationsmidler, hvornår man kan have besøg, hvornår

der skal være ro på værelserne, samt retningslinjer for

aktiviteter som institutionen har uden for matriklen. En

husorden kan derimod ikke fastsætte regler, der helt

afskærer de anbragte børns og unges adgang til f.eks.

elektronisk kommunikation og besøg af andre.

Forslaget er en såkaldt kan-bestemmelse. Det er såle-

des op til den enkelte institution at afgøre, om de vil

benytte sig heraf. Fastsatte husordner skal som ud-

gangspunkt gælde for alle på institutionen, medmindre

der er saglige grunde til at gøre forskel. F.eks. kan

sengetider afhænge af alder, og der kan tages særlige

hensyn til børn og unge med funktionsnedsættelser.

Husordner kan kun håndhæves ved brug af fysisk magt,

i det omfang de særskilte kriterier herfor er opfyldt, jf.

nedenfor under afsnit 3.1.3 om videreførelse og præci-

sering af de eksisterende regler om magtanvendelse og

andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for an-

bragte børn og unge.

Husordner bør være nedskrevne og kendt af de perso-

ner, som forventes, at overholde reglerne. De anbragte

børn og unge skal derfor gøres bekendt med husorden.

Dette kan med fordel ske ved at husorden udleveres til

barnet eller den unge samt forældremyndighedsindeha-

verne ved anbringelsens start.

Det vil blive udarbejdet vejledningsmateriale, som

kan fungere som inspiration til, hvordan husregler kan

udarbejdes, og give eksempler på, hvordan man kan

udforme husregler, der ikke går videre end formålet

tilsiger og er tilpasset den målgruppe, som de retter sig

til.

3.1.3. Videreførelse og præcisering af eksisterende

regler om magtanvendelse og andre indgreb i selvbe-

stemmelsesretten over for anbragte børn og unge

3.1.3.1. Gældende ret

Grundloven og EMRK indeholder en række friheds-

rettigheder, der sætter grænser for, hvilke indgreb sta-

ten kan foretage i borgernes frihed. I relation til magt-

anvendelse over for anbragte børn og unge er de i prak-

sis mest relevante bestemmelser grundlovens § 71 om

frihedsberøvelse og § 72 om boligens ukrænkelighed.

EMRK indeholder en lang række borgerlige og politi-

ske rettigheder. Størst betydning i relation til magtan-

vendelse over for anbragte børn og unge har konventi-

onens artikel 3 om forbud mod tortur og anden umen-

neskelig eller nedværdigende behandling eller straf,

artikel 5 om frihedsberøvelse, artikel 8 om retten til

privat- og familieliv og artikel 2 i den 4. tillægsproto-

kol til konventionen om retten til bevægelsesfrihed.

Derudover er særligt to internationale konventioner

relevante på området: FN’s konvention af 20. novem-

ber 1989 om barnets rettigheder (herefter Børnekon-

ventionen) og FN’s konvention af 13. december 2006

om rettigheder for personer med handicap (herefter

Handicapkonventionen), som begge indeholder en

række rettigheder for børn og unge, herunder for børn

og unge med funktionsnedsættelser. Danmark er som

ratificerende stat forpligtet til at respektere og træffe

passende foranstaltninger for at sikre konventionsret-

tighederne.

I relation til magtanvendelse over for anbragte børn

og unge er de vigtigste principper i Børnekonventio-

nen: artikel 3, som forpligter staterne til at sikre, at

barnets tarv kommer i første række i alle foranstaltnin-

ger vedrørende børn, artikel 12 om barnets ret til at

blive hørt, og til at barnets synspunkter tillægges pas-

sende vægt i overensstemmelse med barnets alder og

modenhed, artikel 13 om ytringsfrihed, herunder retten

til at søge, modtage og videregive oplysninger, artikel

16 om retten til privat- og familieliv og til respekt for

sit hjem eller brevveksling, artikel 17 om adgang til

information og beskyttelse mod oplysninger, der kan

skade barnets velfærd eller sundhed, artikel 20 om

udsatte børns og unges ret til særlig beskyttelse og

bistand fra statens side, herunder i form af anbringelse,

og artikel 37 om at frihedsberøvelse kun må ske som

en sidste udvej og i kortest muligt passende tidsrum.

Børn og unge med fysiske eller psykiske funktions-

nedsættelser har derudover i medfør af Handicapkon-

ventionen en række særlige rettigheder, som har til

formål at sikre dem beskyttelse, mens de vokser op.

Det drejer sig bl.a. om artikel 7, som forpligter med-

lemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltnin-

ger så børn med handicap fuldt ud kan nyde alle men-

neskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder

på lige fod med andre børn, artikel 14 om at eksisten-

sen af et handicap ikke i sig selv kan danne grundlag

for frihedsberøvelse, artikel 16 om medlemsstaternes

forpligtelse til at beskytte personer med handicap mod

udnyttelse, vold og misbrug, og artikel 17 om at en-

hver, som har et handicap har ret til respekt for sin

fysiske og psykiske integritet på lige fod med andre.

Ethvert barn og enhver ung har ret til respekt for sit

privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.

Børn og unge har ret til at vokse op under omsorgsful-

de og trygge forhold og til at udvikle sig gennem skole

og fritid. Børn og unge har ligeledes ret til inddragelse,

selvbestemmelse og personlig integritet, herunder ret til

beskyttelse mod indgreb over for barnets eller den

unges fysiske integritet. Børn og unge har ret til at ytre

sig og modtage information, herunder gennem elektro-

niske medier. Børn og unge har samtidig ret til beskyt-

telse mod kommunikation, der skader barnets eller den

unges velfærd. I alle foranstaltninger vedrørende børn

skal barnets bedste komme i første række. Anbragte

børn og unge har de samme rettigheder som alle andre

børn og unge.

Der må ikke foretages vilkårlige indgreb i anbragte

børns og unges rettigheder. Det er et almindeligt uskre-

vent legalitetsprincip i dansk ret, at indgreb i frihedsret-

tigheder kræver en klar og sikker hjemmel. Efter

EMRK stilles tilsvarende krav om et klart og præcist

retligt grundlag i national ret, når myndighederne øn-

sker at foretage indgreb i individets rettigheder. Det

retlige grundlag skal være tilgængeligt, således at bor-

gerne med rimelig sikkerhed kan forudsige deres rets-

stilling.

Indgreb i et barns eller en ungs rettigheder skal altid

være proportionelt, og indgrebet skal altid udgøre den

sidste udvej i forsøget på at hjælpe barnet eller den

unge.

Servicelovens §§123-123 d, samt magtanvendelses-

bekendtgørelsen, indeholder en række særskilte hjem-

ler til magtanvendelse og andre indgreb i selvbestem-

melsesretten over for børn og unge, der er anbragt uden

for hjemmet. For regler om indgreb som led i vareta-

gelsen af den daglige omsorg henvises til afsnit 3.1.1.

om voksenansvar og adgangen til at foretage indgreb

som led i den daglige omsorg.

Formålet med reglerne om magtanvendelse er at give

personalet på opholdssteder og døgninstitutioner efter

servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, adgang til at an-

vende magt over for anbragte børn og unge i de tilfæl-

de, hvor der er nødvendigt, og hvor det ellers vil være

strafbart. Udgangspunktet for de indgreb, der foretages,

er, at indgrebet skal ske under hensyntagen til barnets

eller den unges integritet og selvbestemmelse. Reglerne

beskriver således, i hvilke situationer der undtagelses-

vist må anvendes magt. Adgangen til at anvende magt

over for et anbragt barn eller en ung afhænger af, hvil-

ken type anbringelsessted barnet eller den unge er an-

bragt på. Magtanvendelse over for børn og unge an-

bragt på opholdssteder, åbne, delvis lukkede og sikrede

døgninstitutioner og afdelinger må som udgangspunkt

kun ske, når forholdene i det enkelte tilfælde gør det

absolut påkrævet og må aldrig erstatte omsorg og soci-

alpædagogisk indsats.

I § 123 i serviceloven er der fastsat regler om an-

vendelsen af sikrede afdelinger og af isolation. Der er

desuden fastsat regler om børn og unge-udvalgets ad-

gang til uden retskendelse at træffe afgørelse om kon-

trol med barnets eller den unges brevveksling, telefon-

samtaler og anden kommunikation med nærmere an-

givne personer uden for institutionen, når det er nød-

vendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed

eller udvikling. Der er videre fastsat regler om anven-

delse af magt over for barnet eller den unge, om regi-

strering og indberetning af magtanvendelse, samt be-

myndigelse til at fastsætte nærmere regler herom. En-

delig er der fastsat regler om unge anbragt i varetægts-

surrogat, samt om unge der er anbragt på et anbringel-

sessted efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, i

henhold til en strafferetlig afgørelse afsagt ved dom

eller kendelse.

I servicelovens § 123 a er der fastsat regler om un-

dersøgelse af børns og unges person og opholdsrum.

Mens der i servicelovens § 123 b er fastsat regler om

anbringelse på delvist lukkede døgninstitutioner og

delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner. I ser-

vicelovens § 123 c er der endvidere fastsat regler om

tilbageholdelse umiddelbart efter en anbringelse. Ende-

lig er der i servicelovens § 123 d fastsat regler om

anvendelse af personlige alarm- eller pejlesystemer

over for børn og unge med nedsat psykisk funktionsev-

ne.

Der er i magtanvendelsesbekendtgørelsen fastsat

nærmere regler vedrørende ovenstående. Derudover

reguleres en række hjemler selvstændigt i bekendtgø-

relsen, herunder adgang til fysisk magtanvendelse efter

§ 2, anbringelse på sikrede afdelinger efter § 30, an-

bringelse på særligt sikrede afdelinger efter §§ 40-41

samt isolation på sikrede og særligt sikrede afdelinger

efter § 39.

Når personalet på et anbringelsessted anvender magt

over for et barn eller en ung, skal den pågældende

episode efter § 123, stk. 4, i serviceloven og §§ 42-44 i

magtanvendelsesbekendtgørelsen registreres af anbrin-

gelsesstedet. Der skal endvidere ske indberetning til

den anbringende kommune, dvs. den kommunalbesty-

relse, der har ansvaret for barnets eller den unges op-

hold på anbringelsesstedet efter §§ 9 og 9 a i retssik-

kerhedsloven og til det socialtilsyn, der fører driftsori-

enteret tilsyn med anbringelsesstedet efter § 2 i lov om

socialtilsyn. Ved magtanvendelse, der har fundet sted

over for et barn eller en ung på et kommunalt eller

regionalt drevet anbringelsessted, skal anbringelsesste-

det desuden orientere den kommunale eller regionale

driftsherre. Barnet eller den unge, der har været invol-

veret i episoden, hvor der blev anvendt magt, skal gø-

res bekendt med indberetningen og have lejlighed til at

komme med sin egen redegørelse for episoden. Formå-

let med reglerne om indberetning er at sikre, at der

bliver foretaget en relevant opfølgning både i forhold

til det konkrete barn eller den unge og i forhold til

anbringelsesstedet. Der skelnes mellem tilladt magtan-

vendelse og ikke-tilladt magtanvendelse. Ved indberet-

ninger, hvor der er begrundet mistanke om en strafbar

handling, der er undergivet offentlig påtale, f.eks. udø-

velse af egentlig vold, skal socialtilsynet kontakte poli-

tiet med henblik på anmeldelse af episoden. Socialtil-

synet skal ikke træffe afgørelse om lovligheden af

foretagne magtanvendelser.

Det socialtilsyn, der fører driftsorienteret tilsyn med

anbringelsesstedet, fører som led heri tilsyn med an-

vendelsen af reglerne i magtanvendelsesbekendtgørel-

sen, jf. § 45 i bekendtgørelsen.

En række afgørelser vedrørende anbringelsessteder-

nes adgang til at anvende fysisk magt og foretage andre

indgreb i selvbestemmelsesretten træffes efter service-

lovens §§ 74-75 af kommunens børn og unge-udvalg

eller af kommunalbestyrelsen. Anbragte børn og unge

over 12 år samt forældremyndighedsindehaverne kan

klage over disse afgørelser, jf. servicelovens § 167 og §

168, stk. 2. Således kan afgørelser truffet af børn og

unge-udvalget om anbringelse på delvis lukkede døgn-

institutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninsti-

tutioner efter servicelovens § 123 b, stk. 1, tilbagehol-

delse efter § 123 c, samt om kontrol med breve, tele-

fonsamtaler og anden kommunikation, jf. § servicelo-

vens 123, stk. 2, i lov indbringes for Ankestyrelsen.

Barnet og den unge samt forældremyndighedsindeha-

veren har ret til advokatbistand under såvel udvalgs-

som klagebehandlingen, jf. § 168, stk. 4, jf. § 72 i ser-

viceloven. Afgørelserne kan kun under ganske særlige

omstændigheder tillægges opsættende virkning, mens

klagen behandles, jf. § 168, stk. 3, i serviceloven. An-

kestyrelsens afgørelser kan kræves forelagt for retten,

jf. § 169, stk. 1, i serviceloven. Klager over afgørelser

truffet af kommunalbestyrelsen i medfør af reglerne i

magtanvendelsesbekendtgørelsen kan indbringes for

Ankestyrelsen, jf. § 48 i bekendtgørelsen. Klage over

disse afgørelser har ikke opsættende virkning, jf. § 72,

stk. 1, i retssikkerhedsloven. Der gælder ikke særregler

om indbringelse for retten, jf. modsætningsvist § 73 i

retssikkerhedsloven.

Klage til Ankestyrelsen skal ske inden 4 uger efter, at

klageren har fået meddelelse om afgørelsen, jf. § 67,

stk. 1, i retssikkerhedsloven.

Det er anbringelsesstedets leder, den, der bemyndiges

hertil, eller personalet, der ud fra en konkret vurdering

beslutter, om der skal anvendes magt. Klage over over-

trædelse af bestemmelserne i magtanvendelsesbe-

kendtgørelsen kan efter bekendtgørelsens § 46 indbrin-

ges for kommunalbestyrelsen i den kommune, der har

ansvaret for barnets eller den unges ophold på anbrin-

gelsesstedet, jf. §§ 9-9 a i retssikkerhedsloven.

Til brug for behandlingen af klagen skal kommunen

indhente en udtalelse fra det socialtilsyn, der fører

driftsorienteret tilsyn med anbringelsesstedet efter § 2 i

lov om socialtilsyn. Anbringelsesstedet leder eller

dennes stedfortræder skal herudover hurtigst muligt

foretage en undersøgelse af de forhold, der klages over,

jf. § 47, stk. 2, i magtanvendelsesbekendtgørelsen.

Plejefamilier, herunder kommunale plejefamilier og

netværksplejefamilier efter § 66, stk. 1, nr. 1-3, i ser-

viceloven, er ikke omfattet af magtanvendelsesregler-

ne. Plejefamilier antages i de familielignende rammer i

deres eget hjem at have en videre adgang til med pæ-

dagogiske indgreb at påvirke de anbragte børns og

unges adfærd i lighed med, hvordan de efter forældre-

ansvarsloven ville håndtere tilsvarende opførsel fra

deres egne børn, jf. ovenfor under afsnit 3.1.1. om

voksenansvar og adgangen til at foretage indgreb som

led i den daglige omsorg.

Derudover vil såvel plejefamilier som personale på de

øvrige anbringelsessteder i medfør af reglen om nød-

værge efter straffelovens § 13 straffrit kunne afværge

et uretmæssigt angreb på sig selv eller andres liv, le-

geme eller ejendom, såfremt handlingen er nødvendig

og forsvarlig.

3.1.3.2. Overvejelser

Kortlægningen af praksis for magtanvendelse over for

anbragte børn og unge har vist, at der blandt plejefami-

lier og personale på anbringelsesstederne er tvivl om,

hvad der anses som værende et indgreb i børns og un-

ges grundlæggende rettigheder, og hvornår der er ad-

gang til at foretage begrænsninger i disse rettigheder.

Flere medarbejdere på de forskellige typer af anbrin-

gelsessteder oplever, at det er svært at anvende reglerne

om magt i praksis. De efterspørger en tydeliggørelse af,

hvornår der kan anvendes magt over for et barn eller en

ung, herunder særligt i relation til fysisk magtanven-

delse efter § 2 i magtanvendelsesbekendtgørelsen. De

typiske årsager til fysisk magtanvendelse er bl.a. kon-

flikter med andre børn og unge, fysiske konflikter med

de ansatte eller selvskadende adfærd.

Erfaringer fra Folketingets Ombudsmands inspekti-

onsbesøg på en række socialpædagogiske opholdsste-

der viser ligeledes, at magtanvendelsesreglerne frem-

står uklare for personalet.

Det var Magtanvendelsesudvalgets vurdering, at an-

bragte børns og unges rettigheder i relation til magtan-

vendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten

ikke fremgår tilstrækkeligt tydeligt af de eksisterende

regler, hvilket medfører, at der er risiko for, at rettighe-

der i praksis kan blive tilsidesat. Udvalget anbefalede

på den baggrund at styrke bevidstheden om anbragte

børns og unges rettigheder ved i lovgivningen at mar-

kere, hvilke grundlæggende rettigheder anvendelse af

magt kan være et indgreb i, samt under hvilke omstæn-

digheder der undtagelsesvis kan foretages begrænsnin-

ger i disse rettigheder, og hvornår det kan føre til ind-

greb i form af håndhævelse, herunder i form af magt-

anvendelse. Det er væsentligt, at anbragte børn og unge

gøres bekendt med børns og unges rettigheder i relation

til magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmel-

sesretten, samt at anbringelsesstederne har faglig, juri-

disk, etisk og praktisk viden om, hvordan man iagttager

børns og unges rettigheder og om adgangen til at fore-

tage indgreb heri.

Det var endvidere Magtanvendelsesudvalgets opfat-

telse, at hjemlerne til at foretage væsentlige indgreb

over for børn og unge af retssikkerhedsmæssige årsager

bør fremgå direkte af loven. Udvalget anbefalede på

den baggrund, at en række af de eksisterende regler i

magtanvendelsesbekendtgørelsen overføres til et nyt

samlet regelsæt om magtanvendelse over for anbragte

børn og unge. I forhold til fysisk magtanvendelse fandt

udvalget, at det i en fremtidig hjemmel bør præciseres,

hvad der generelt skal forstås ved fysisk magtanvendel-

se, herunder hvad der forstås ved fare for, at barnet

eller den unge kan gøre skade på sig selv og andre,

samt at hensynet til fællesskabets rettigheder kan føre

til brug af fysisk magt. Udvalget fandt, at det samtidig

bør præciseres, at personalet på anbringelsessteder kan

anvende mindre indgribende fysisk magt i form af

kortvarig fastholdelse eller bortvisning af barnet eller

den unge fra fællesskabet, når dette vurderes at være

absolut nødvendigt af hensyn til anbringelsesstedets

ansvar for at varetage den daglige omsorg eller af hen-

syn til tryghed og trivsel på anbringelsesstedet i de

tilfælde, hvor barnet eller den unge generer eller udø-

ver chikane over for de øvrige anbragte børn og unge

eller personalet. Et flertal i udvalget fandt, at i lighed

med norsk ret, bør denne mindre indgribende form for

fysisk magt henset til den begrænsede intensitet kunne

foretages uden indberetning og registrering.

Magtanvendelsesudvalget drøftede, hvorvidt plejefa-

milier skulle være omfattet af regler om magtanvendel-

se, men kunne ikke nå til enighed herom. Nogle af

udvalgets medlemmer indstillede, at plejefamilier skal

have adgang til visse former for magtanvendelse, hvis

der på baggrund af barnets eller den unges behov træf-

fes konkret afgørelse herom af børn og unge-udvalget.

Andre af udvalgets medlemmer indstillede, at plejefa-

milier skal have adgang til visse former for magtan-

vendelse efter de samme regler som opholdssteder og

døgninstitutioner. En sidste andel af udvalgets med-

lemmer indstillede, at plejefamilier ikke skal have

adgang til at anvende magt.

Magtanvendelsesudvalget vurderede videre, at regler-

ne om registrering og indberetning fremstår noget ukla-

re, hvilket kan skabe forvirring. Udvalget anbefalede

på den baggrund, at der sker en lovteknisk præcisering

og tydeliggørelse af reglerne, og at der med fordel kan

udarbejdes standardskemaer til brug for indberetnin-

gerne med henblik på at understøtte en ensartet praksis

på anbringelsesstederne og i socialtilsynene.

Endelig fandt Magtanvendelsesudvalget, at der kan

være et behov for at tydeliggøre klagereglerne, og at

der skal tages særlige hensyn til børn og unge med

nedsat funktionsevne i forhold til deres forudsætninger

for at kunne påklage afgørelser.

Social- og Indenrigsministeriet kan tiltræde udvalgets

anbefalinger. Det er ministeriets opfattelse, at plejefa-

milier, som overtager den daglige omsorg for et barn, i

vidt omfang vil have samme handlemuligheder over for

barnet som forældrene, men jo mere professionel rela-

tionen er mellem en voksen og et barn, jo større er

behovet for, at der skal være en klar lovhjemmel, før

indgreb kan foretages. Kommunale plejefamilier er

familier, som i kraft af deres kompetencer og kvalifika-

tioner er godkendte til at have børn og unge i pleje,

som har et behov for særlig støtte, der ikke vurderes at

kunne varetages i plejefamilier eller netværksplejefa-

milier. Det kan bl.a. være behandlingskrævende og

udadreagerende børn, der, hvis de ikke kan rummes i

den kommunale plejefamilie, vil skulle anbringes på

enten på et opholdssted eller på en døgninstitution.

Kommunale plejefamilier indtræder bl.a. i kraft af

deres uddannelse og erfaring i en mere professionel

relation til barnet eller den unge, som er anbragt, og der

bør derfor være en egentlig hjemmel til at disse pleje-

familier kan anvende mindre indgribende former for

magt over for barnet eller den unge.

3.1.3.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås i §§ 12-13 og 17-20 at videreføre de

eksisterende bestemmelser i servicelovens §§ 123-123

med visse redaktionelle og sproglige ændringer. Der

foretages samtidig en udvidelse af enkelte af disse

bestemmelser, jf. nærmere nedenfor under afsnit 3.2.4.

om tilbageholdelse og afsnit 3.2.5. om undersøgelse af

person og opholdsrum.

De pågældende bestemmelser i serviceloven, herun-

der revisionsbestemmelsen vedrørende § 123 d, fore-

slås ophævet ved forslag til lov om ændring af lov om

social service, lov om social tilsyn og folkeskoleloven

(konsekvensændringer som følge af lov om voksenan-

svar over for anbragte børn og unge), hvor der samtidig

foretages en ændring af afgørelseskompetencen ved

anbringelse på sikrede afdelinger.

Det foreslås desuden at videreføre de nuværende

bestemmelser i § 1, stk. 1, 2. og 3. pkt. og § 1, stk. 2, §

2, stk. 1-3, § 7, stk. 2, § 14, stk. 1, § 20, stk. 1, § 30,

stk. 1, § 39, stk. 1, §§ 40-41, § 42, stk. 2, § 43, stk. 2, §

44, stk. 3, §§ 45-46 og §§ 48-49 i magtanvendelsesbe-

kendtgørelsen omhandlende fysisk magtanvendelse,

betingelserne for at der kan ske anbringelse på sikrede

og særligt sikrede afdelinger, samt isolation på sikrede

og særligt sikrede afdelinger, tilsyn og klageadgang.

Der foretages i den forbindelse visse redaktionelle og

sproglige ændringer, se forslagets § 10 og §§ 14-16.

Det foretages samtidig en præcisering af kriterierne for,

at personale på opholdssteder og døgninstitutioner efter

servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, kan anvende fy-

sisk magt i form af, at barnet eller den unge fastholdes

eller føres til et andet opholdsrum. Med forslaget i § 10

vil et barn eller en ung, som er anbragt, kunne fasthol-

des, når barnet eller den unge udviser en adfærd, der er

til fare for barnet eller den unge selv, de øvrige anbrag-

te børn og unge eller personalet, og barnet eller den

unge ved magtanvendelsen forhindres i at skade sig

selv eller andre.

Det foreslås samtidig i § 8 at præcisere, at der kan

anvendes mindre indgribende fysisk magt i form af

kortvarig fastholdelse eller bortvisning af barnet eller

den unge fra fællesskabet, når dette vurderes at være

absolut nødvendigt af hensyn til blandt andet tryghed

og trivsel på anbringelsesstedet. Adgangen til kortva-

rigt at fastholde eller bortvise et barn eller en ung skal

ikke registreres og indberettes. Det socialtilsyn, der

fører driftsorienteret tilsyn med et anbringelsessted

efter lov om socialtilsyn, fører som led heri tilsyn med

anbringelsesstedets anvendelse af reglerne i denne lov,

herunder kortvarig fastholdelse og bortvisning

For at

sikre, at kommunale plejefamilier har de samme red-

skaber til at udøve den nødvendige omsorg over for

anbragte børn og unge som almindelige plejefamilier i

de familielignende rammer i deres eget hjem, indføres

der endvidere lovhjemmel til, at generelt godkendte

kommunale plejefamilier får adgang til at anvende

kortvarig fastholdelse og bortvisning samt afværge-

hjælp, jf. nærmere nedenfor under afsnit 3.2.2. om

afværgehjælp samt under afsnit 3.1.1. om voksenansvar

og adgangen til at foretage indgreb som led i den dag-

lige omsorg for en tydeliggørelse af alle anbringelses-

steders ansvar for at varetage den daglige omsorg.

Endvidere foreslås det med § 7 at samle og præcisere

de generelle principper for magtanvendelse.

Endelig foreslås det i §§ 21-23 at tydeliggøre de gæl-

dende regler om registrering og indberetning samt

klagereglerne. Der vil blive udarbejdet et standardske-

ma til brug for anbringelsesstedernes registrering og

indberetning med henblik på at smidiggøre processen.

Der vil blive udarbejdet informationsmateriale målret-

tet anbragte børn og unge og deres forældre om børns

og unges rettigheder i relation til magtanvendelse og

andre indgreb i selvbestemmelsesretten, samt under-

visningsmateriale målrettet bl.a. anbringelsessteder om,

hvordan man iagttager børns og unges rettigheder og

adgangen til at foretage indgreb heri.

3.1.4. Etablering af hjemmel til anvendelse af rusmid-

deltest med samtykke

3.1.4.1. Gældende ret

En rusmiddeltest med henblik på at kontrollere, hvor-

vidt et barn eller en ung benytter sig af rusmidler, for-

udsætter samtykke og må ikke udgøre en uforholds-

mæssig begrænsning i barnets eller den unges ret til

privatliv.

Adgangen til at anvende rusmiddeltest over for an-

bragte børn og unge er ikke reguleret i dag.

3.1.4.2. Overvejelser

Kortlægningen af magtanvendelse over for anbragte

børn og unge viser, at en stor del af de adspurgte insti-

tutioner i praksis anvender urinprøver som test for

rusmidler. Den mest udbredte årsag til at institutioner-

ne beder et barn eller en ung om at aflægge en urinprø-

ve, er, at der er konkret mistanke om narkotikamisbrug.

En tredjedel af de adspurgte opholdssteder og ca. en

femtedel af døgninstitutionerne anvender imidlertid

urinprøver rutinemæssigt.

Erfaringer fra bl.a. Folketingets Ombudsmands til-

synsbesøg på en række socialpædagogiske opholdsste-

der viser tilsvarende, at de anbragte børn og unge bli-

ver bedt om at aflægge urinprøve i forskellige situatio-

ner. Det kan f.eks. være, når en ung, der tidligere har

haft misbrugsproblemer, har været på besøg udenfor

anbringelsesstedet, eller når den unges sagsbehandler

ønsker, at der bliver taget en prøve. Det er frivilligt, om

de anbragte børn og unge vil aflægge en urinprøve,

men i praksis har det i nogle tilfælde vist sig at have

konsekvenser, hvis barnet eller den unge nægter at

medvirke.

Magtanvendelsesudvalget har drøftet anvendelsen af

rusmiddeltest over for anbragte børn og unge. Det er

udvalgets opfattelse, at der kan være et behov for at

kontrollere, om et barn eller en ung benytter sig af

rusmidler. Både af hensyn til barnet eller den unge

selv, men også af hensyn til de øvrige børn og unge på

anbringelsesstedet. Flertallet i Magtanvendelsesudval-

get anbefalede på den baggrund, at der etableres en klar

og afgrænset lovhjemmel til, at et anbragt barn eller en

ung kan give samtykke til at aflægge en rusmiddeltest,

hvis der på baggrund af konkrete omstændigheder er

mistanke om, at vedkommende har indtaget rusmidler.

Udvalget anbefalede, at adgangen hertil betinges af

samtykke fra barnet eller den unge selv samt for børn

under 12 år ligeledes af samtykke fra forældremyndig-

hedsindehaveren. Udvalget anbefalede, at samtykket

først blev afgivet i den konkrete situation, og kun var

gældende i denne situation og dermed ikke i forhold til

eventuel fremtidige rusmiddeltest.

Social- og Indenrigsministeriet kan tiltræde udvalgets

anbefalinger om etablering af en klar hjemmel for an-

vendelse af rusmiddeltest med samtykke. Ministeriet

finder, at det er afgørende at institutionerne har de

nødvendige redskaber til at skabe sunde og trygge

rammer for de anbragte børn og unge samt de nødven-

dige redskaber til at hjælpe børn og unge ud af et po-

tentielt misbrug. Det er derfor problematisk, at der

hersker uklarhed om, hvorvidt opholdssteder og døgn-

institutioner har mulighed for at kontrollere, om et barn

eller en ung benytter sig af rusmidler.

Et samtykke til en rusmiddeltest kan have stor betyd-

ning for det enkelte barn eller den enkelte unge. Både i

forhold til at kunne afkræfte en mistanke om misbrug,

men også forebyggende som led i en pædagogisk ind-

sats, så barnet eller den unge velvidende om, at mis-

brug vil kunne opdages, støttes i at holde sig fra rus-

midler. I den forbindelse er det dog vigtigt, at barnet

eller den unge ikke føler sig presset til at samtykke til

en rusmiddeltest.

Ministeriet finder, at der bør være tale om et informe-

ret samtykke, således at barnet eller den unge skal

informeres om reglerne for aflæggelse af rusmiddeltest

forud for afgivelse af et generelt samtykke til anven-

delse af rusmiddeltest. Barnet eller den unge, samt for

børn under 12 år forældremyndighedsindehaveren, bør

have afgivet det generelle samtykke før end rusmiddel-

test kan finde anvendelse. Samtykket bør ikke afgives i

de konkrete situationer, hvor barnet eller den unge

formodes at være påvirket af euforiserende stoffer m.v.

Rusmiddeltest bør kun kunne anvendes, når barnet eller

den unge medvirker frivilligt hertil. Der bør fra centralt

hold fastsættes kriterier for anvendelse af rusmiddeltest

for at understøtte, at der ikke anvendes mere indgri-

bende metoder over for det pågældende barn eller den

pågældende unge, end formålet tilsiger.

3.1.4.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der etableres hjemmel til, at opholds-

steder og døgninstitutioner efter servicelovens § 66,

stk. 1, nr. 5 og 6, kan foretage en rusmiddeltest, når et

barn eller en ung har et misbrug, eller der er konkrete

grunde til at antage, at barnet eller den unge har indta-

get rusmidler. Barnet eller den unge skal forinden have

afgivet et generelt samtykke til aflæggelse af rusmid-

deltest.

Forslaget i § 6 har til formål at sikre det anbragte

barns eller den anbragte unges sundhed og udvikling

ved enten at hjælpe den pågældende med at komme ud

af et misbrug eller ved at forebygge et potentielt mis-

brug. Forslaget har endvidere til formål at sikre et godt

og stabilt miljø for de øvrige anbragte børn og unge på

anbringelsesstedet, hvor der ikke forekommer euforise-

rende stoffer m.v. Endelig skal forslaget skabe klarere

retningslinjer for, hvornår og under hvilke omstændig-

heder rusmiddeltest kan anvendes.

Rusmiddeltesten vil kun kunne anvendes, hvis barnet

eller den unge har et misbrug, eller der er konkrete

grunde til at antage, at barnet eller den unge er påvirket

af hash eller andre euforiserende stoffer.

Anvendelse af rusmiddeltest med barnets eller den

unges samtykke indebærer, at personalet skal informere

barnet eller den unge om reglerne for aflæggelse af

rusmiddeltest forud for afgivelse af et generelt samtyk-

ke til anvendelse af rusmiddeltest, således at barnet

eller den unge ved, hvad der gives samtykke til. Vurde-

res det relevant at anvende en rusmiddeltest over for et

barn under 12 år, skal forældremyndighedsindehaveren

forinden have samtykket til, at barnet kan aflægge en

rusmiddeltest.

Anvendelse af rusmiddeltest kan kun ske, når barnet

eller den unge medvirker frivilligt til aflæggelsen heraf.

Manglende medvirken til en rusmiddeltest må ikke

sanktioneres af personalet.

Der vil blive fastsat nærmere retningslinjer for an-

vendelse af rusmiddeltest, herunder vedrørende frem-

gangsmåden og krav til indholdet af samtykket.

3.2. Udvidelse af adgangen til magtanvendelse over for

anbragte børn og unge

3.2.1. Magtanvendelse på interne skoler

3.2.1.1. Gældende ret

Efter folkeskolelovens § 20, stk. 5, kan specialunder-

visning indrettes på opholdssteder eller døgninstitutio-

ner efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6 (såkaldte

interne skoler). Kommunalbestyrelsen kan efter over-

enskomst med et i kommunen beliggende opholdssted

eller en døgninstitution henvise elever til specialunder-

visning på en intern skole på institutionen, jf. folkesko-

lelovens § 22, stk. 5, 2. pkt. En elev kan henvises til

specialundervisning og anden specialpædagogisk bi-

stand på en intern skole på en institution, hvis eleven er

anbragt på en institution, og det vil være mest hen-

sigtsmæssigt at undervise eleven i kortere eller længere

tid på en intern skole på denne eller en anden instituti-

on, f.eks. på grund af elevens adfærdsvanskeligheder.

Begrebet interne skoler omfatter således de tilfælde,

hvor én eller flere elever er henvist til specialundervis-

ning eller anden socialpædagogisk bistand på et op-

holdssted eller en døgninstitution, herunder på en sikret

afdeling eller døgninstitution.

Undervisningen på de interne skoler tilrettelægges

efter folkeskolelovens regler om specialundervisning

og anden socialpædagogisk bistand. Som følge heraf er

det folkeskolelovens regler om magtanvendelse, der

finder anvendelse på de interne skoler.

De gældende regler om magtanvendelse i folkeskolen

fremgår af § 10 i bekendtgørelse nr. 697 af 23. juni

2014 om fremme af god orden i folkeskolen. Det frem-

går heraf, at en elev, over for hvem der anvendes magt

for at afværge, at eleven udøver vold mod sig selv eller

andre eller ødelægger eller beskadiger ting, af det un-

dervisende personale omgående kan udelukkes fra

klassen. Udelukkelsen er betinget af, at eleven i ude-

lukkelsestiden er under fornødent tilsyn. Det fremgår

videre, at underviseren ved udelukkelse af en elev fra

klassen omgående skal underrette skolens ledelse,

hvorefter ledelsen træffer beslutning om de nødvendige

videre foranstaltninger. Det fremgår også, at det i øv-

rigt er lovgivningens almindelige regler om nødværge,

nødret og lovlig retshåndhævelse, jf. straffeloven og

retsplejeloven, der gælder. Endelig fremgår det, at

legemlig afstraffelse og nedværdigende behandling

ikke er tilladt, og at der i fornødent omfang kan anven-

des magt for at afværge, at en elev øver vold mod sig

selv eller andre eller ødelægger eller beskadiger ting.

Henvisning af en elev til specialundervisning eller

anden specialpædagogisk bistand i en privat, selvejen-

de eller regionalt drevet institution er betinget af, at der

på forhånd er indgået en overenskomst mellem institu-

tionen og kommunalbestyrelsen i beliggenhedskom-

munen.

Anvendelse af magt over for elever på interne skoler

skal indberettes til kommunalbestyrelsen i beliggen-

hedskommunen, som fører tilsyn med undervisningen

på interne skoler, jf. § 14, stk. 1, nr. 6, og § 15, stk. 3, i

bekendtgørelse nr. 702 af 23. juni 2014 om specialun-

dervisning og anden specialpædagogisk bistand efter

folkeskoleloven i dagtilbud og anbringelsessteder.

Servicelovens regler om magtanvendelse finder ikke

anvendelse på den interne skole på anbringelsesstedet,

hvilket betyder, at de ansatte på anbringelsesstedet vil

skulle navigere efter to forskellige regelsæt i forhold til

anvendelse af magt afhængig af, om børnene eller de

unge befinder sig i en undervisningssituation på den

interne skole.

3.2.1.2. Overvejelser

Det er uhensigtsmæssigt, at personalet på institutioner

skal navigere efter to forskellige regelsæt i forhold til

indsatsen over for det enkelte anbragte barn eller den

unge. Det skaber således usikkerhed både for persona-

let, men også for de anbragte børn og unge om, hvilke

beføjelser personalet har til at håndtere potentielle

konflikter henholdsvis i den interne skole og på den

øvrige del af institutionen.

Der er derfor behov for at sikre, at personalet har de

samme redskaber, uanset om redskaberne anvendes i

forbindelse med undervisningen eller uden for under-

visningstiden - både af hensyn til det barn eller den

unge der gribes ind over for, men også af hensyn til de

øvrige børn og unges læring og trivsel.

3.2.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at de interne skoler på opholdssteder og

døgninstitutioner efter § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, i service-

loven omfattes af forslagets §§ 8-10 om kortvarig fast-

holdelse og bortvisning, afværgehjælp og fysisk magt-

anvendelse. For nærmere om kortvarig fastholdelse og

bortvisning samt fysisk magtanvendelse og afværge-

hjælp henvises til afsnit 3.1.3. om videreførelse og

præcisering af de eksisterende regler om magtanven-

delse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over

for anbragte børn og unge samt afsnit 3.2.3 om afvær-

gehjælp.

Det foreslås, at udvidelsen af reglernes anvendelses-

område kommer til at omfatte de ansatte på institutio-

nen, der udfører pædagogisk arbejde eller undervisning

og har deres primære ansættelse på den interne skole.

Hvis en lærer eller pædagog m.v. har sin primære an-

sættelse på institutionen, vil den pågældende med for-

slaget fremover være omfattet af samme regelsæt i

forbindelse med vedkommendes opgaver på den inter-

ne skole som i forbindelse med øvrige opgaver på insti-

tutionen. En lærer, der ikke har sin primære ansættelse

på institutionen, vil ikke være omfattet af regelsættet.

Sidstnævnte vil derfor fortsat skulle agere efter folke-

skolelovens regler om magtanvendelse. Som en konse-

kvens af ovenstående foretages der samtidigt en æn-

dring af folkeskolelovens § 52, jf. § 4, nr. 1, i det sam-

tidigt fremsatte forslag til lov om ændring af lov om

social service, lov om socialtilsyn og folkeskoleloven

(konsekvensændringer som følge af lov om voksenan-

svar over for anbragte børn og unge).

Det foreslås, at de eksisterende regler om registrering

og indberetning af magtanvendelse i magtanvendelses-

bekendtgørelsen fremover også skal finde anvendelse

på de tilfælde af magtanvendelse, der finder sted på en

intern skole. En indberetning vil som følge heraf også

skulle sendes til både den anbringende kommune og

socialtilsynet. Da det er kommunalbestyrelsen i anbrin-

gelsesstedets beliggenhedskommune, der fører tilsyn

med undervisningen på den interne skole, foreslås, at

der ligeledes fremover skal ske indberetning til denne.

3.2.2. Afværgehjælp

3.2.2.1. Gældende ret

Efter de gældende regler i serviceloven og magtan-

vendelsesbekendtgørelsen er det som udgangspunkt

ikke muligt at anvende fysisk magt på anbringelsesste-

derne alene for at afværge eller forhindre en tingsska-

de, medmindre der er tale om så ekstraordinær en situa-

tion, at straffelovens regler om nødret finder anvendel-

se.

Ved risiko for personskade vil der kunne gribes ind

med fysisk magt over for børn og unge anbragt på

døgninstitutioner og opholdssteder, hvis barnet eller

den unge samtidig udviser en sådan adfærd, at fortsat

ophold i fællesskabet er uforsvarlig, eller hvis det er for

at forhindre personskade på barnet eller den unge selv

eller på andre. Det følger af § 2 i magtanvendelsesbe-

kendtgørelsen.

3.2.2.2. Overvejelser

Det hænder, at der på et anbringelsessted opstår en

situation, hvor et anbragt barn eller ung i f.eks. et an-

fald af raseri ødelægger egne eller andres ting. I langt

de fleste tilfælde vil en medarbejder på anbringelses-

stedet kunne tale barnet eller den unge fra den pågæl-

dende handling og på denne måde forhindre den fore-

stående tingsskade.

Men der vil være situationer, hvor barnet eller den

unge i den konkrete situation ikke kan nås med dialog.

Som det fremgår af ovenstående, er der i disse tilfælde

i dag kun adgang til at gribe ind, hvis barnet eller den

unge er til fare for sig selv eller andre, eller hvis den

konkrete situation er omfattet af straffelovens regler

om nødret. I de situationer, der ikke er omfattet af

ovenstående, har medarbejderne på anbringelsesstedet

således ikke mulighed for at gribe ind og forhindre

skaden. Det kan betyde, at barnet eller den unge pådra-

ger sig et stort erstatningskrav eller får foretaget skade

på noget af høj affektionsværdi enten for dem selv eller

for andre.

Magtanvendelsesudvalget har diskuteret muligheden

for at afværge, at et barn eller en ung ødelægger ejen-

dom af stor værdi. Flertallet i udvalget finder, at øde-

læggelse af ting og ejendom kan være velfærds- samt

adfærdstruende og vurderer på denne baggrund, at der

er et behov for fysisk at kunne gribe ind over for et

barn eller en ung, der i en konkret situation ikke er i

stand til at standse sig selv og derfor har behov for

hjælp hertil. Udvalget anbefaler på denne baggrund, at

der etableres hjemmel til, at et barn eller en ung, der

ødelægger eller beskadiger egne eller andres ting af

betydelig økonomisk værdi eller affektionsværdi, i

særlige tilfælde kortvarigt kan fastholdes eller føres til

et andet opholdsrum.

Social- og Indenrigsministeriet kan tiltræde udvalgets

anbefalinger. Ministeriets finder, at episoder, hvor et

barn eller en ung fortsætter med at gøre skade på min-

dre værdifulde genstande, ligeledes kan være skadende

for et barn eller en ung. Det bør derfor også kunne

gribes ind over for et barn eller en ung i sådanne situa-

tioner.

3.2.2.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der etableres hjemmel til, at et barn

eller en ung, der i et ikke ubetydeligt omfang ødelæg-

ger eller beskadiger egne eller andres ting, kortvarigt

kan fastholdes eller føres til et andet opholdsrum af den

kommunale plejefamilie eller personalet på anbringel-

sesstedet. Afværgehjælp vil kunne anvendes både, hvor

barnet eller den unge ødelægger eller beskadiger en

genstand af høj økonomisk værdi eller affektionsværdi,

og hvor barnet eller den unge fortsætter med at gøre

skade på mindre ting.

Hjemlen vil alene gælde for døgninstitutioner, op-

holdssteder og generelt godkendte kommunale pleje-

familier.

Afværgehjælpen skal foretage så skånsomt som mu-

ligt og under iagttagelse af proportionalitetsprincippet.

Indgrebet må således ikke være mere indgribende end

nødvendigt. Hvis det er muligt at hindre skaden på en

mindre indgribende måde, f.eks. ved at tale barnet eller

den unge fra det, er der således ikke adgang til at an-

vende afværgehjælp.

Anvendelse af afværgehjælp skal registreres og indbe-

rettes til den anbringende kommune og socialtilsynet.

For nærmere om registrering og indberetning henvises

til afsnit 3.1.3. om videreførelse og præcisering af

eksisterende regler om magtanvendelse og andre ind-

greb i selvbestemmelsesretten over for anbragte børn

og unge.

3.2.3. Tilbageførelse

3.2.3.1. Gældende ret

Anbragte børn og unge har en grundlæggende ret til

bevægelsesfrihed som beskrevet i afsnit 3.1.3. om vide-

reførelse og præcisering af eksisterende regler om

magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelses-

retten over for anbragte børn og unge. Anbringelses-

stederne har et ansvar for at tilrettelægge en hverdag

med udviklende aktiviteter, hvor de voksne ud fra bar-

nets eller den unges behov anviser, hvornår barnet eller

den unge skal være på anbringelsesstedet eller i skole,

og hvornår barnet eller den unge i øvrigt frit kan bevæ-

ge sig i og uden for anbringelsesstedet, herunder for at

benytte sig af de tilbud der er i lokalområdet.

Der er mulighed for at foretage visse indgreb i et

barns eller en ungs bevægelsesfrihed som led i den

daglige omsorg over for barnet eller den unge, som

beskrevet i afsnit 3.1.1. om voksenansvar og adgangen

til at foretage indgreb som led i den daglige omsorg,

eller hvis der er tale om en så ekstraordinær situation,

at straffelovens regler om nødværge finder anvendelse.

Det følger herudover af magtanvendelsesbekendtgø-

relsen § 8, stk. 1, nr. 1, at der er adgang til at tilbage-

holde et anbragt barn eller en ung på en delvis lukket

institution eller afdeling, hvis der er en begrundet for-

modning for, at barnet eller den unge vil rømme, og det

er afgørende for den socialpædagogiske behandling, at

barnet eller den unge tilbageholdes. Der skal endvidere

foreligge en risiko for, at barnets eller den unges udvik-

ling eller sundhed vil lide alvorlig skade i forbindelse

med en rømning.

Herudover kan opholdssteder og døgninstitutioner

anvende fysisk magt i form af fastholdelse eller føren

af et anbragt barn eller en anbragt ung til et andet rum

inden for anbringelsesstedets rammer, hvis barnet eller

den unge herved forhindres i at skade sig selv eller

andre, eller hvis barnet udviser en sådan adfærd, at

fortsat ophold i fællesskabet er uforsvarlig, jf. § 2, stk.

1, i magtanvendelsesbekendtgørelsen.

Opholdsstederne og døgninstitutionerne har imidlertid

ikke mulighed for at tilbageføre et barn eller en ung,

der stikker af eller forsøger at stikke af fra anbringel-

sesstedet og udviser en adfærd, der medfører en risiko

for skade på barnet eller den unge selv eller andre,

medmindre der er tale om situationer, hvor der kan

gribes ind som led i omsorgspligten, eller der er tale

om en så ekstraordinær situation, at der er adgang til

nødværge efter straffelovens regler.

Efter politilovens § 2 har politiet bl.a. til opgave at

yde andre myndigheder bistand efter gældende ret og

udføre opgaver, der følger af gældende ret eller i øvrigt

har en naturlig tilknytning til politiets virksomhed. På

anmodning fra personalet på institutionerne vil politiet

således kunne bistå institutionerne med foreløbige

foranstaltninger.

3.2.3.2. Overvejelser

Kortlægningen af magtanvendelse over for anbragte

børn og unge viser, at særligt personalet på åbne op-

holdssteder og døgninstitutioner oplever, at de i situati-

oner, hvor et anbragt barn eller en ung stikker af, har

svært ved at gribe ind og forhindre barnet eller den

unge i at gøre skade på sig selv eller andre.

Når et anbragt barn eller en ung forlader et anbringel-

sessted eller udebliver efter aftalt fravær, kan det have

andre årsager, end at vedkommende er stukket af. Det

er således vigtigt, at anbringelsesstedet snarest muligt

prøver at finde årsagen til fraværet. I de fleste tilfælde

vil anbringelsesstedet kunne få en dialog med barnet

eller den unge med henblik på at sikre sig, at barnet

eller den unge har det godt og vil komme tilbage til

anbringelsesstedet. I andre tilfælde vil barnet eller den

unge ikke selv have intentioner om at vende hjem, men

ofte vil en socialpædagogisk indsats kunne overbevise

barnet eller den unge herom.

I de få tilfælde, hvor et barn eller en ung ikke kan

overbevises om at komme tilbage til anbringelsesste-

det, og hvor barnet eller den unge samtidig udviser en

adfærd, der medfører en risiko for en skade på barnet

eller den unge selv eller andre, kan der imidlertid være

brug for, at anbringelsesstedet opsøger barnet eller den

unge for at bringe vedkommende tilbage.

3.2.3.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der etableres adgang til, at medarbej-

dere på opholdssteder og døgninstitutioner som led i

omsorgspligten kan tilbageføre et anbragt barn eller en

ung, der stikker af eller forsøger at stikke af fra anbrin-

gelsesstedet, når barnet eller den unge udviser en ad-

færd, der medfører en risiko for skade på barnet eller

den unge selv eller på andre.

Forslaget medfører ikke, at personalet på opholdsste-

der og døgninstitutioner skal udføre politiopgaver i

forbindelse med tilbageførelse af børn og unge. Samti-

dig er det væsentligt, at de ikke bringes i situationer,

der kan udsætte dem selv for fare. I de tilfælde, hvor

personalet vurderer, at tilbageførelse er nødvendig,

men hvor de ikke finder det forsvarligt og proportionalt

selv at gennemføre den, kan de anmode politiet om at

bistå med tilbageførelsen. På anmodning fra personalet

på institutionerne vil politiet, ligesom det gælder i dag,

med henblik på at beskytte personalet kunne deltage i

en tilbageførsel.

Anvendelse af tilbageførelse vil skulle registreres og

indberettes til den anbringende kommune og socialtil-

synet efter reglerne i forslagets § 21. For nærmere om

registrering og indberetning henvises til afsnit 3.1.3.

om videreførelse og præcisering af eksisterende regler

om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmel-

sesretten over for anbragte børn og unge.

Hvis et barn eller en ung gentagne gange rømmer fra

anbringelsesstedet, må den anbringende kommune

overveje, om der er behov for en anden pædagogisk

tilgang over for barnet eller den unge, og om barnet

eller den unge skal anbringes på et andet anbringelses-

sted. Det kan f.eks. være på et anbringelsessted, der

anvender nogle andre pædagogiske metoder, eller på en

delvis lukket afdeling eller institution eller en sikret

afdeling eller døgninstitution, hvor der er en udvidet

adgang til tilbageholdelse af barnet eller den unge.

3.2.4. Tilbageholdelse

3.2.4.1. Gældende ret

Anbragte børn og unge har, jf. afsnit 3.1.3. om videre-

førelse og præcisering af eksisterende regler om magt-

anvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten

over for anbragte børn og unge, en grundlæggende ret

til bevægelsesfrihed. Anbringelsesstederne har et an-

svar for at tilrettelægge en god, udviklende og tryg

hverdag med behørig inddragelse af de anbragte børn

og unge. De anbragte børn og unge skal som udgangs-

punkt aftale med personalet, hvornår de forlader an-

bringelsesstedet og med hvilket formål.

Det er ikke tilladt at anvende fysisk magt, når et barn

eller en ung f.eks. forsøger at rømme fra et anbringel-

sessted efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6. Det

er dog muligt at fastholde og tilbageholde et anbragt

barn eller en ung på en delvis lukket institution eller

afdeling, jf. magtanvendelsesbekendtgørelsen § 8, stk.

1, nr. 1, og § 9, stk. 1, nr. 1, hvis der er en begrundet

formodning for, at barnet eller den unge vil rømme, og

det er afgørende for den socialpædagogiske behand-

ling, at barnet eller den unge tilbageholdes. Det er

endvidere et krav for brug af dette indgreb, at der er

risiko for, at barnets eller den unges udvikling eller

sundhed vil lide alvorlig skade i forbindelse med en

rømning.

Samtidig kan opholdssteder og døgninstitutioner an-

vende fysisk magt i form af fastholdelse eller føren af

et anbragt barn eller en anbragt ung til et andet rum

inden for anbringelsesstedets rammer, hvis barnet eller

den unge herved forhindres i at skade sig selv eller

andre eller udviser en sådan adfærd, at fortsat ophold i

fællesskabet er uforsvarlig, jf. § 2, stk. 1, i magtanven-

delsesbekendtgørelsen

Det følger herudover af § 123 c i serviceloven, at børn

og unge-udvalget i opholdskommunen kan træffe afgø-

relse om, at børn og unge på opholdssteder og døgnin-

stitutioner, jf. § 66, nr. 5 og 6, i serviceloven, kan tilba-

geholdes i op til 14 dage umiddelbart efter anbringel-

sen, når det må anses for at være af væsentlig betyd-

ning for at imødekomme et barns eller en ungs særlige

behov for støtte, og det vurderes at have afgørende

betydning for den socialpædagogiske behandling.

Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om, hvor man-

ge dage tilbageholdelsen skal vare inden for de første

14 dage af anbringelsen.

Tilbageholdelsen kan foretages af de ansatte på an-

bringelsesstedet ved at anvende fysisk magt i form af

fastholdelse af barnet eller den unge for at forhindre

den pågældende i at forlade anbringelsesstedet. Fysisk

magt må dog ikke anvendes, hvis risikoen for, at barnet

eller den unge forlader anbringelsesstedet, kan afvær-

ges på en mindre indgribende måde.

3.2.4.2. Overvejelser

Magtanvendelsesudvalg fandt, at der i praksis kan

opstå situationer, hvor det kan være nødvendigt at

hindre barnets eller den unges bevægelsesfrihed for at

forhindre rømning. Udvalget var dog af den opfattelse,

at en sådan adgang til tilbageholdelse aldrig bør være

generel, bl.a. fordi der er tale om et indgreb i barnets

eller den unges ret til at bevæge sig frit.

Social- og Indenrigsministeriet er ligeledes af den

opfattelse, at der kan opstå situationer undervejs i en

anbringelse, hvor der vurderes at være behov for at

kunne tilbageholde barnet eller den unge for en kortere

periode. Det kan f.eks. være i situationer, hvor barnet

eller den unge har konflikter med andre unge eller

familien eller ved pludselige hændelser som f.eks. et

dødsfald, hvor barnet eller den unge ikke kan nås med

dialog og pædagogiske redskaber alene.

Hvis der vurderes at være et konstant eller stort behov

for at kunne tilbageholde et barn eller en ung på an-

bringelsesstedet, må den anbringende kommune over-

veje, om barnet eller den unge skal anbringes på et

anbringelsessted, hvor der er udvidede muligheder for

tilbageholdelse af det anbragte barn eller den unge. En

sådan anbringelse vil kunne ske på en delvis lukket

afdeling eller institution eller på en sikret afdeling eller

døgninstitution, hvor der er mulighed for at aflåse vin-

duer og yderdøre.

Der kan dog opstå situationer i løbet af anbringelsen,

hvor der vurderes alene at være behov for at hindre

barnets eller den unges bevægelsesfrihed for en af-

grænset periode, og hvor det vurderes at være et ufor-

holdsmæssigt stort indgreb at flytte barnet eller den

unge til et nyt anbringelsessted.

3.2.4.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der etableres adgang til, at børn og

unge-udvalget, også efter de første 14 dage af en an-

bringelse, kan træffe afgørelse om tilbageholdelse af

barnet eller den unge i op til 14 dage, hvis det må anses

for at være af væsentlig betydning for at imødekomme

barnets eller den unges særlige behov for støtte, og det

vurderes at have afgørende betydning for den social-

pædagogiske behandling.

Udvidelsen er til brug for de situationer, hvor det,

efter anbringelsen er iværksat, viser sig, at der er behov

for at kunne beskytte barnet eller den unge mod at

foretage handlinger, der kan medføre risiko for barnets

eller den unges udvikling, f.eks. kriminalitet, stofmis-

brug m.v. Således vil der som udgangspunkt kunne ske

tilbageholdelse af en ung i alt 2 gange 14 dage i løbet

af en anbringelse.

Det foreslås endvidere, at der etableres adgang til, at

kommunalbestyrelsen, hvis særlige forhold gør sig

gældende, kan træffe afgørelse om forlængelse af børn

og unge-udvalgets afgørelse om tilbageholdelse med

op til yderligere 14 dage.

3.2.5. Undersøgelse af person og opholdsrum

3.2.5.1. Gældende ret

Det følger af servicelovens § 123 a, stk. 1, at en sikret

afdeling eller døgninstitution uden retskendelse har

adgang til at undersøge, hvilke effekter et barn eller en

ung, der er anbragt i afdelingen/på institutionen, har i

sin besiddelse i sit opholdsrum. Undersøgelsen af op-

holdsrummet kan foretages i forbindelse med, at barnet

eller den unge anbringes, før og efter barnet eller den

unge har haft besøg, samt før og efter barnet eller den

unge har været fraværende fra afdelingen eller institu-

tionen.

I forbindelse med undersøgelse af opholdsrummet er

der i dag ikke adgang til at foretage en undersøgelse af

barnets eller den unges person, medmindre der er be-

stemte grunde til at antage, at barnet eller den unge er i

besiddelse af effekter, hvor besiddelsen medfører, at

ordensbestemmelser ikke kan overholdes, eller sikker-

hedshensyn ikke kan iagttages, jf. servicelovens § 123

a, stk. 2.

3.2.5.2. Overvejelser

Mange anbringelsessteder har i dag en husorden, hvor

det bl.a. kan fremgå, hvilke effekter et barn eller en ung

ikke må være i besiddelse af. Det kan f.eks. være eufo-

riserende stoffer, våben og andre ting, der er til fare for

de øvrige anbragte børn og unge samt personalet. Det

er dog i praksis en udfordring for de sikrede afdelinger

og institutioner at forhindre, at farlige genstande eller

stoffer forekommer på stedet.

Det er væsentligt for indsatsen over for de anbragte

børn og unge på sikrede institutioner og afdelinger, at

den sikrede afdeling eller institution kan opretholde

trygheden og sikkerheden for de anbragte børn og unge

samt de ansatte.

Det er derfor af afgørende betydning, at der på de

sikrede afdelinger og institutioner er mulighed for at

sikre, at de anbragte børn og unge ikke er i besiddelse

af ulovlige genstande såsom euforiserende stoffer og

våben.

Magtanvendelsesudvalget har på baggrund af hensy-

net til de anbragte børns og unges sundhed og udvik-

ling samt hensynet til sikkerheden og trygheden på

anbringelsesstederne anbefalet, at den eksisterende

adgang til, at sikrede afdelinger og institutioner kan

undersøge barnets eller den unges opholdsrum, udvides

til også at hjemle en adgang til undersøgelse af barnets

eller den unges person, når barnet anbringes, før og

efter barnet eller den unge har haft besøg, samt før og

efter barnet eller den unge har været fraværende.

Social- og Indenrigsministeriet kan tiltræde udvalgets

anbefalinger.

3.2.5.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at den eksisterende adgang i servicelo-

vens § 123 a, stk. 1, til, at sikrede institutioner og afde-

linger kan undersøge barnets eller den unges opholds-

rum uden retskendelse i forbindelse med ankomst,

fravær og besøg, udvides til også at omfatte undersø-

gelse af barnets eller den unges person. Undersøgelsen

af barnets eller den unges person kan alene foretages

ved klap uden på tøjet og ved undersøgelse af lommer

og sko med henblik på at finde ulovlige genstande som

f.eks. våben og stoffer.

Undersøgelse af barnets eller den unges person vil

skulle registreres og indberettes efter de gældende

regler. For nærmere om registrering og indberetning

henvises til afsnit 3.1.3. om videreførelse og præcise-

ring af eksisterende regler om magtanvendelse og an-

dre indgreb i selvbestemmelsesretten over for anbragte

børn og unge.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det

offentlige

Der er i forbindelse med aftale om satspuljen for 2016

afsat en ramme på 13 mio. kr. årligt fra 2017 og frem

til reglerne om voksenansvar.

Af den samlede ramme vedrører 3,6 mio. kr. statslige

merudgifter til Statsforvaltningen, Domstolsstyrelsen

og Ankestyrelsen. De kommunale merudgifter skal

forhandles med kommunerne. Uforbrugte midler tilba-

geføres til satspuljen.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for

erhvervslivet m.v.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative

konsekvenser for erhvervslivet.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for

borgerne.

7. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Et udkast til lovforslag har i perioden 15. januar til 12.

februar 2016 været sendt i høring hos følgende myn-

digheder og organisationer m.v.:

3F - Fagligt Fælles Forbund, Advokatrådet, Ankesty-

relsen, BUPL - Forbundet af Pædagoger og Klubfolk,

Børn og Familier, Børnehjælpsdagen, Børnesagens

Fællesråd, Børne og kulturchefforeningen, Børns Vil-

kår, Børnerådet, Danmarks lærerforening, Den Danske

Dommerforening, Dansk Erhverv, Danske Handicap-

organisationer, Danske Advokater, Dansk Arbejdsgi-

verforening, Dansk Industri, Dansk Socialrådgiverfor-

ening, Danske Regioner, Datatilsynet, Det Centrale

Handicapråd, Dommerfuldmægtigforeningen, DUKH,

Fabu, Fagligt selskab for sundhedsplejersker, FOA -

Fag og Arbejde, Foreningen for ledere af sundhedsord-

ninger for børn og unge, Foreningen af Døgn- og Dag-

tilbud for udsatte børn og unge (FADD), Foreningen af

Socialchefer i Danmark, Foreningen af statsforvalt-

ningsjurister, ForældreLANDSforeningen (FBU), Fre-

deriksberg Kommune (Socialtilsyn Hovedstaden),

Faaborg-Midtfyn Kommune (Socialtilsyn Syd), HK,

Hjørring Kommune (Socialtilsyn Nord), Holbæk

Kommune (Socialtilsyn Øst), Institut for Menneskeret-

tigheder, KL, Kristelig fagbevægelse, Københavns

Universitet, Landsforeningen BOPAM, Landsforenin-

gens af kvindekrisecentre – LOKK, Landsforeningen af

Ungdomsskoleledere, Livsværk, LOS – de private

sociale tilbud, Plejefamiliernes Landsforening, Red

Barnet, Rådet for Socialt Udsatte, Selveje Danmark,

Silkeborg Kommune (Socialtilsyn Midt), Sjældne Di-

agnoser, Socialpædagogernes Landsforbund, Syddansk

Universitet, TABUKA, Ungdommens Vel, Ungdoms-

ringen, Ungdommens Røde Kors, Aalborg Universitet,

Aarhus Universitet.

Økonomiske konsekvenser

for stat, kommuner og regi-

oner

10. Sammenfattende skema

Positive

konsekven-

ser/mindre udgifter

Ingen

Administrative konsekven-

ser for stat, kommuner og

regioner

Økonomiske konsekvenser

for erhvervslivet

Administrative konsekven-

ser for erhvervslivet

Administrative konsekven-

ser for borgerne

Miljømæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Ingen

Negative

konsekvenser/

merudgifter

Lovforslaget medfører mer-

udgifter for staten og kom-

munerne inden for en ram-

me på 13 mio. kr. fra 2017

og frem (2016-pl). Heraf

vedrører 3,6 mio. kr. årligt

staten.

Ingen

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Med bestemmelsen, der er ny, indføres en formålsbe-

stemmelse, hvor hovedsigtet med loven præsenteres.

Formålet med loven er dels at fastslå anbringelsesste-

dernes adgang til som led i varetagelsen af den daglige

omsorg at foretage indgreb i anbragte børns og unges

selvbestemmelsesret. Bestemmelsen omfatter alle an-

bringelsessteder efter servicelovens § 66, stk. 1. For-

slaget er et led i tydeliggørelsen af, at anbringelsesste-

der som led i varetagelsen af den daglige omsorg over

for anbragte børn og unge har adgang til at foretage

indgreb over for børnene og de unge. Indgrebene kan

være en indskrænkning af de anbragte børns og unges

selvbestemmelsesret samt begrænse deres grundlæg-

gende rettigheder, der følger af grundloven, EMRK,

FN's Børnekonvention m.fl. Sådanne indgreb kan være

påkrævede for at sikre et anbragt barns eller en ungs ret

til omsorg. Indgrebet skal ske ud fra en konkret afvej-

ning af barnets eller den unges ret til omsorg over for

barnets eller den unges ret til selvbestemmelse og øvri-

ge rettigheder.

Formålet med loven er endvidere at sikre de anbragte

børns og unges retssikkerhed i forbindelse med, at der

foretages sådanne indgreb. Forslaget indeholder såle-

des regler om, hvilke anbringelsessteder der under

nærmere angivne kriterier kan foretage de nødvendige

former for indgreb, samt en række procesregler om

registrering og indberetning samt tilsyn og klage.

Formålsbestemmelsen skal ses i sammenhæng med

forslagets § 2 om voksenansvar. De to bestemmelser

danner tilsammen en overordnet ramme for forslagets

øvrige bestemmelser.

Til § 2

Med bestemmelsen, der er ny, fastslås, at ansvaret for

at varetage den daglige omsorg overgår fra forældrene

til plejefamilierne og personalet på anbringelsessteder-

ne, når et barn eller en ung anbringes uden for hjem-

met.

Det er alene ansvaret for at varetage den daglige om-

sorg, der overgår til plejefamilier og personalet under

anbringelsen. Barnets eller den unges forældremyndig-

hedsindehavere bevarer således ansvaret for at udøve

barnets eller den unges rettigheder på vegne af barnet

eller den unge, herunder partsbeføjelser ved at optræde

på barnets eller den unges vegne i forhold til admini-

strative myndigheder og domstole.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forslagets

§ 1 om lovens formål, og bestemmelserne danner til-

sammen en overordnet ramme for forslagets øvrige

bestemmelser. Bestemmelsen skal endvidere ses i

sammenhæng med servicelovens § 46, hvorefter ind-

satser skal ydes med henblik på at sikre barnets eller

den unges bedste.

Med forslagets

stk. 1

fastslås, at ansvaret bl.a. indebæ-

rer, at plejefamilierne og personalet på anbringelsesste-

derne som led i varetagelsen af den daglige omsorg kan

foretage nødvendige indgreb i barnets eller den unges

selvbestemmelsesret for at sikre barnets eller den unges

interesser, herunder at barnets fysiske og psykiske

behov opfyldes, og at barnet eller den unge opbygger

kompetencer til at indgå i sociale relationer, trives og

modtager læring.

Nogle af de elementer, som ansvaret for varetagelsen

af den daglige omsorg over for børn og unge indebæ-

rer, er b.la. at sikre, at barnets basale følelsesmæssige-,

sundheds- og hygiejnebehov tilgodeses, at barnet eller

den unge lærer at gebærde sig ud fra sociale normer, at

barnet eller den unge passer sin skolegang, og at barnet

eller den unge har adgang til fritidsinteresser og sam-

vær med familie og øvrigt netværk.

Anbringelsesstedernes ansvar indebærer, at plejefami-

lier og personale i beskyttelsesøjemed, i tilfælde hvor

barnet ikke selv ønsker det, kan være nødsaget til at

foretage visse indgreb over for barnet. Det gælder både

i faretilfælde, hvor de voksne må holde barnet tilbage

fra at løbe ud på vejen, lege med en kniv eller kravle op

på en høj stol. Men også på mere daglig basis, f.eks. i

forbindelse med tandbørstning, hvis barnet ikke vil

have tilstrækkeligt tøj på, ikke spændes fast i sikker-

hedssele under en køretur osv.

Ansvaret indebærer endvidere, at plejefamilier og

personale i opdragelsesøjemed i dagligdagssituationer

kan hjælpe barnet til at sidde pænt ved bordet, få barnet

ind/ud af en bus eller en bil eller i et afgrænset tidsrum

sende barnet ind på sit værelse og lignende.

Endelig har plejefamilier og personale et særligt an-

svar som følge af, at anbragte børn og unge kan være

særligt udsatte. Det er derfor centralt, at anbringelses-

stedet som led i udøvelsen af omsorg beskytter barnet

eller den unge mod konkrete risikofaktorer, som det

enkelte barn eller den unge kan være særligt sårbar

over for. Dette kan f.eks. være relevant i relation til

kriminelle miljøer eller netværk, der er præget af mis-

brug eller andre former for adfærd, som er skadelige

for barnets eller den unges udvikling. Det kan således,

uanset at børn og unge generelt har en grundlæggende

ret til bevægelsesfrihed, være en nødvendig omsorgs-

handling at stille sig i vejen foran hoveddøren for en

ung, der er på vej ud f.eks. for at prostituere sig. Ind-

grebet bør her følges op med en pædagogisk indsats

med det formål at få den unge til at afstå fra at fortsætte

den selvskadende adfærd.

Med forslagets

stk. 2

fastslås, at vurderingen af, hvor-

dan omsorgen for et barn eller en ung bedst varetages,

skal ske ud fra en konkret afvejning af barnets eller den

unges grundlæggende rettigheder og under hensynta-

gen til barnets eller den unges alder, modenhed og

funktionsevne. Endvidere vil proportionalitetsprincip-

pet skulle iagttages.

Hvor meget, plejefamilier eller personale kan gribe

ind som led i den daglige omsorg over for et anbragt

barn eller en ung, vil således afhænge af det aktuelle

beskyttelses- eller opdragelseshensyn sammenholdt

med barnets eller den unges øvrige rettigheder, som der

potentielt foretages indskrænkninger i. Det må af hen-

synet til barnets eller den unges integritet indgå i vur-

deringen, hvilken alder barnet eller den unge har, samt

på hvilket udviklingstrin barnet eller den unge befinder

sig. For mindre børn, der ikke kan overskue konse-

kvenserne af deres handlinger eller undladelser, må der

antages at være en forholdsvis vid adgang til at foreta-

ge indgreb. Adgangen til at foretage indgreb – særligt i

opdragelsesøjemed – er omvendt generelt mere be-

grænset i forhold til større børn. Det kan især over for

små børn under skolealderen eller børn og unge med

funktionsnedsættelser være nødvendigt at anvende

fysisk guidning for at undgå, at barnets sundhed eller

udvikling lider skade. Ved fysisk guidning forstås at

lægge en arm om skulderen på et barn eller en ung for

at angive, at man ønsker, at vedkommende skal følge

med. Det kan f.eks. være relevant i situationer, hvor der

er uoverensstemmelse mellem barnets eller den unges

ageren og ønsker og plejefamiliernes eller personalets

faglige vurdering af, hvad der er det bedste for den

pågældende. Der kan også være tale om situationer,

hvor barnet eller den unge ikke er i stand til selv at

varetage f.eks. hygiejne, og hvor det henset til om-

sorgspligten er nødvendigt at gribe ind og sikre, at

barnet f.eks. kommer i bad eller får skiftet en ble. Der

kan således være behov for at fastholde barnet i hygiej-

nesituationer ved tandbørstning, badning, klipning af

hår og negle, skiftning af bleer og bind, pleje af hud og

fjernelse af madrester i kindpose og mundhule. I for-

hold til børn og unge med nedsat funktionsevne kan det

endvidere være nødvendigt at fastspænde barnet eller

den unge med stofseler til en kørestol eller andet hjæl-

pemiddel, seng, stol eller toilet for at hindre fald, hvor

der er risiko for, at barnet eller den unge udsætter sig

selv for personskade.

Der vil blive udarbejdet vejledningsmateriale, der

beskriver grænsefladerne mellem retten til omsorg,

herunder adgangen til at anvende fysisk guidning, og

respekten for barnets eller den unges øvrige rettigheder

så udtømmende som muligt med henblik på så vidt

muligt at sikre, at der ikke eksisterer gråzoner.

Der vil løbende skulle foretages en afvejning af, om

indgrebet fortsat er proportionalt, hvis situationen eska-

lerer. Det kan f.eks. være nødvendigt at guide barnet

ved tandbørstning, men hvis barnet sætter sig fysisk i

mod, skal det overvejes, om den øgede fastholdelse,

der så vil være behov for, for at gennemføre tandbørst-

ningen, står mål med det, der søges opnået med indgre-

bet.

Til § 3

Med bestemmelsen, der er ny, fastslås, hvilke be-

stemmelser der finder anvendelse over for anbragte

børn og unge på de forskelige typer af anbringelsesste-

der, samt hvem der har beføjelse til at udføre de for-

skellige former for indgreb.

Det foreslås i

stk. 1,

at bestemmelserne i forslagets § 2

finder anvendelse over for børn og unge, der er anbragt

på et anbringelsessted omfattet af servicelovens § 66,

stk. 1. Det følger således af bestemmelsen, at alle an-

bragte børn og unge er omfattet af reglerne om voksen-

ansvar.

Det foreslås i

stk. 2,

at reglerne i forslagets §§ 5-23

finder anvendelse over for børn og unge, der er anbragt

på opholdssteder og døgninstitutioner efter servicelo-

vens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6. §§ 5-23 regulerer rammer-

ne for ophold på opholdssteder og døgninstitutioner,

magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelses-

retten, anvendelse af delvis lukkede eller sikrede døgn-

institutioner mv. og registrering og indberetning samt

klageadgang m.v. §§ 5-23 finder dog ikke anvendelse

over for børn og unge, der er anbragt på pladser på

efterskoler og frie kostskoler, der er godkendt af social-

tilsynet som anbringelsessted efter § 66, stk. 1, nr. 5 og

6, i serviceloven.

Det foreslås i

stk. 3,

at bestemmelserne i forslagets §§

7-9 finder anvendelse for børn og unge anbragt i kom-

munale plejefamilier, der er godkendt som generelt

egnede, jf. § 66, stk. 1, nr. 2, jf. § 66 a, stk. 1, nr. 1, i

serviceloven. De kommunale plejefamilier, der er god-

kendt som generelt egnede, gives således adgang til

kortvarig fastholdelse og bortvisning samt afværge-

hjælp, når det sker under iagttagelse af de generelle

principper for magtanvendelse og andre indgreb i selv-

bestemmelsesretten.

Det foreslås i

stk. 4,

at reglerne i §§ 5-9, 13-18 og 20-

23 finder anvendelse over for unge over 18 år, hvis

opholdet på et opholdssted eller en institution efter

servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, træder i stedet for

varetægtsfængsling, jf. § 765 i lov om rettens pleje,

hvis opholdet sker som led i afsoning på baggrund af

en idømt foranstaltning efter straffeloven, jf. § 78, stk.

2 i straffuldbyrdelsesloven, eller hvis opholdet er led i

en idømt foranstaltning efter § 74 a i straffeloven. Be-

stemmelsen svarer til den gældende § 123, stk. 7, i

serviceloven. Bestemmelsen sikrer, at de relevante

indgrebsmuligheder også finder anvendelse over for

unge over 18 år, der er anbragt af strafferetlige årsager.

Børn og unge under 18 år, der er anbragt af strafferetli-

ge årsager, er omfattet af stk. 2 i den foreslåede be-

stemmelse.

Til § 4

Med bestemmelsen, der er ny, fastslås, hvem der kan

udføre de forskellige former for indgreb.

Det foreslås i

stk. 1,

at indgreb efter §§ 8-20 kan udfø-

res af ansatte, der udfører pædagogisk arbejde på op-

holdssteder og døgninstitutioner efter servicelovens §

66, stk. 1, nr. 5 og 6, der drives af en kommune, en

region eller af private leverandører. Ved ansatte, der

udfører pædagogisk arbejde, forstås ansatte, der har

gennemført en pædagogisk uddannelse, eller som ind-

går i gennemførelsen af alment pædagogisk arbejde og

varetager andre pædagogiske arbejdsopgaver på institu-

tionen. Adgangen til at foretage indgreb efter de nævn-

te bestemmelser omfatter således ikke eventuelt øvrigt

personale på institutionerne, f.eks. køkkenmedarbejde-

re, pedeller eller rengøringspersonale.

Det foreslås i

stk. 2,

at indgreb efter §§ 8-10 kan udfø-

res af ansatte, der udfører pædagogisk arbejde eller

undervisning og har deres primære ansættelse på inter-

ne skoler på opholdssteder og døgninstitutioner. Ind-

grebene skal ske under iagttagelse af de generelle prin-

cipper for magtanvendelse og andre indgreb i selvbe-

stemmelsesretten efter forslagets § 7. Ved primær an-

sættelse forstås mere end 50 procent af den samlede

arbejdstid. En lærer eller pædagog m.v., som har sin

primære ansættelse på institutionen, vil være omfattet

af de pågældende bestemmelser, mens en lærer eller

pædagog m.v., som ikke har sin primære ansættelse på

institutionen, ikke vil være omfattet af bestemmelserne.

Sidstnævnte vil fortsat skulle agere efter folkeskolelo-

vens regler om magtanvendelse, jf. § 10 i bekendtgø-

relse om fremme af god orden i folkeskolen. Forslaget

skal bidrage til, at det personale, som er ansat på insti-

tutionen, har de samme beføjelser til at håndtere poten-

tielle konflikter, uanset om de opstår i forbindelse med

undervisningen eller uden for undervisningstiden. En

ensretning er ønsket både af hensyn til det omhandlen-

de barn eller den unge selv, men også af hensyn til de

øvrige børns og unges læring og trivsel. Der henvises i

øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 3.2.1.

Det foreslås i

stk. 3,

at indgreb efter §§ 8-9 kan fore-

tages af kommunale plejefamilier, der er godkendt som

generelt egnede, jf. § 66, stk. 1, nr. 2, jf. § 66 a, stk. 1,

nr. 1, i serviceloven. Indgrebene skal ske under iagtta-

gelse af de generelle principper for magtanvendelse og

andre indgreb i selvbestemmelsesretten efter forslagets

§ 7. Forslaget skal understøtte, at kommunale plejefa-

milier, der i kraft af deres uddannelse og erfaring ind-

træder i en mere professionel relation til det anbragte

barn eller den unge, har samme adgang til at foretage

mindre indgribende former for magt som led i udøvel-

sen af den nødvendige omsorg over for de anbragte

børn og unge, som almindelige plejefamilier har i de

familielignende rammer i deres eget hjem.

Til § 5

Med bestemmelsen, der er ny, lovfæstes adgangen til

at fastsætte husordner på opholdssteder og døgninstitu-

tioner efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6. Be-

stemmelsen fastslår således, at institutionerne kan ud-

arbejde husordener med angivelse af de nærmere regler

og retningslinjer for ophold på institutionen. Forslaget

er en såkaldt kan-bestemmelse. Det er således op til

den enkelte institution at afgøre, om de vil benytte sig

heraf. I fald institutionen vælger at fastsætte en husor-

den, skal børnene og de unge, der er anbragt på stedet,

gøres bekendt hermed.

Bestemmelsen indebærer, at der i en husorden kan

fastsættes generelle ordensregler, som er nødvendige

for at få institutionen til at fungere. Ordensreglerne skal

være båret af saglige hensyn. Reglerne må således ikke

gå videre, end hvad hensynet til institutionens formål

og virke tilsiger, og må heller ikke udgøre en ufor-

holdsmæssig begrænsning i de anbragte børns og unges

rettigheder. Reglerne skal tage højde for, at børn og

unge med funktionsnedsættelser kan have særlige ud-

fordringer i forhold til at kunne leve op til en husorden.

Det er institutionens ledelse, der har kompetence til at

beslutte, om der skal fastsættes en husorden. Det kan

være hensigtsmæssigt at udarbejde en husorden, der

udstikker retningslinjer for den fælles dagligdag, og

som sætter ord på, hvad der er acceptabelt på fælles-

arealer samt på institutionen som helhed. En husorden

kan være et redskab til at lære anbragte børn og unge at

begå sig i fælleskabet med de andre og understøtte, at

personalet kan varetage deres opgaver bedst muligt.

Opstilling af faste og klare rammer kan medvirke til at

skabe en forudsigelig hverdag for de anbragte børns og

unges opvækst, trivsel og udvikling samt medvirke til

at forebygge konflikter og magtanvendelse.

Der vil blive udarbejdet vejledningsmateriale, som kan

fungere som inspiration til, hvordan husregler kan

udformes. Materialet vil give eksempler på, hvordan

man kan udforme husregler, der ikke går videre, end

hvad formålet tilsiger, og som er tilpasset den mål-

gruppe, som husordenen retter sig til. En husorden kan

med fordel udarbejdes under inddragelse af personalet

og de anbragte børn og unge, der skal efterleve den,

samt evt. deres forældre. Husordenen bør løbende tages

op til revision på baggrund af erfaring ved brug i prak-

sis.

En husorden kan bl.a. indeholde regler for måltider,

brug af elektroniske kommunikationsmidler, besøgsti-

der, hvornår der skal være ro på værelserne og ret-

ningslinjer for aktiviteter, som institutionen har uden

for matriklen. Institutionerne kan f.eks. fastsætte gene-

relle retningslinjer for adgang til og brug af elektroni-

ske medier i forbindelse med måltider og om natten

med henblik på at lære de anbragte børn og unge at

begå sig i fælleskab, samt sikre at børnene og de unge

får deres nattesøvn. Det kan også af hensyn til fælles-

skabet være nødvendigt at fastsætte regler om, at sam-

tale i mobiltelefon ikke skal foregå i fællesrum, men

derimod kan ske på børnenes og de unges værelser.

Institutionerne kan tilsvarende fastsætte rammer for

udenforståendes besøg, herunder for gæsternes ophold

og færden på stedet. En husorden kan derimod ikke

fastsætte regler, der helt afskærer de anbragte børns og

unges adgang til f.eks. bevægelsesfrihed, samvær med

eller besøg af andre eller til elektronisk kommunikation

og medier. Fastsatte husordner skal som udgangspunkt

gælde for alle på institutionen, medmindre der er sagli-

ge grunde til at gøre forskel. F.eks. kan sengetider

afhænge af alder, og der kan tages særlige hensyn til

børn og unge med funktionsnedsættelser.

Husordner bør være nedskrevne og skal være kendt

af de personer, som forventes at overholde reglerne. De

anbragte børn og unge skal derfor gøres bekendt med

husorden. Dette kan med fordel ske ved, at husorden

udleveres til barnet eller den unge samt forældremyn-

dighedsindehaverne ved anbringelsens start. Hvis reg-

lerne efterfølgende ændres, bør såvel de anbragte børn

og unge som deres forældre orienteres herom. I forhold

til børn og unge med kommunikativ eller kognitiv

funktionsnedsættelse skal det sikres, at barnet eller den

unge bliver gjort bekendt med reglerne på en for den

enkelte forståelig og tilgængelig måde.

Ved brud på husordner skal institutionen gå pædago-

gisk til værks og tale med barnet eller den unge om,

hvordan barnet eller den unge har brudt reglen, og

hvordan det kan rettes op. Husordner kan kun håndhæ-

ves ved brug af magt i det omfang de særskilte kriterier

herfor er opfyldt, jf. bemærkningerne til forslagets §§

8-12 og 18-20.

Til § 6

Med bestemmelsen, der er ny, indføres en klar lov-

hjemmel til, at opholdssteder og døgninstitutioner efter

servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, kan foretage en

rusmiddeltest, når barnet eller den unge har et misbrug,

eller der er konkrete grunde til at antage, at barnet eller

den unge har indtaget rusmidler.

Det foreslås i

stk. 1,

at det er et kriterium for anven-

delse af rusmiddeltest, at barnet eller den unge har et

misbrug, eller der er konkrete grunde til at antage, at et

barn eller en ung har indtaget rusmidler. En rusmiddel-

test vil således kun kunne anvendes, hvis barnet eller

den unge har et misbrug, eller der er konkrete grunde

til at antage, at barnet eller den unge er påvirket af hash

eller andre euforiserende stoffer. Det kan f.eks. være

barnets eller den unges adfærd i den konkrete situation,

der giver mistanke om rusmiddelpåvirkning. Det bør

også give anledning til mistanke, hvis et barn eller en

ung generelt begynder at udvise en ændret adfærd og

f.eks. begynder at omgås andre børn eller unge med et

misbrug, ofte tager ind i nærheden af et sted som er

kendt for at man kan købe stoffer der, eller begynder at

sælge ud af sine ting for at finansiere et potentielt mis-

brug. Endelig kan kendskab til barnets eller den unges

baggrund og årsag til anbringelsen, herunder viden om

eventuelt tidligere misbrug indgå i vurderingen.

Forud for anvendelse af rusmiddeltest skal barnet eller

den unge have afgivet et generelt samtykke til aflæg-

gelse af rusmiddeltest. Samtykket afgives for en ube-

grænset tidsperiode, men ville altid kunne trækkes

tilbage, jf. endvidere bemærkningerne nedenfor til stk.

3. For børn og unge under 12 år skal forældremyndig-

hedsindehaveren forinden have samtykket til, at barnet

i konkrete situationer kan aflægge en rusmiddeltest.

Forældremyndighedsindehaverens samtykke kan med

fordel indhentes i forbindelse med anbringelsen, men

også undervejs i anbringelsesforløbet kan der indhentes

samtykke, hvis dette ikke tidligere er afgivet, og der

efterfølgende vurderes at kunne opstå behov for anven-

delse af rusmiddeltest.

Det foreslås i

stk. 2,

at barnet eller den unge og foræl-

dremyndighedsindehaveren forud for afgivelse af et

generelt samtykke om anvendelse af rusmiddeltest skal

informeres om muligheden for at aflægge rusmiddeltest

og reglerne for afgivelse af samtykke til samt gennem-

førelse af en sådan test. Informationen skal være fyl-

destgørende, så barnet eller den unge og forældremyn-

dighedsindehaveren bliver bevidst om og på forhånd

kan tage stilling til, hvad han eller hun giver samtykke

til, hvis der senere opstår behov for aflæggelse af rus-

middeltest. Informationen om reglerne for rusmiddel-

test vil kunne indgå som led i den generelle informati-

on om relevante regler for anbringelsen, herunder f.eks.

anbringelsesstedets eventuelle husorden, som gives til

barnet eller den unge og forældremyndighedsindehave-

ren i forbindelse med anbringelsen.

Det foreslås i

stk. 3,

at anvendelse af rusmiddeltest

kun kan ske, når barnet eller den unge medvirker frivil-

ligt til aflæggelse af testen. Det skal således være mu-

ligt for barnet eller den unge at undlade at medvirke til

aflæggelse af en rusmiddeltest, uden at dette får negati-

ve konsekvenser for vedkommende.

Det foreslås i

stk. 4,

at social- og indenrigsministeren

får hjemmel til at fastætte nærmere regler om anven-

delse af rusmiddeltest efter stk. 1-3. Hjemlen vil blive

anvendt til at fastsætte regler om fremgangsmåden ved

anvendelse af rusmiddeltest, herunder om krav til ind-

holdet af samtykket, at anvendelse af rusmiddeltest

altid vil skulle ske efter sundhedsfaglige forskrifter,

samt at forældremyndighedsindehaveren til unge på 12

år og opefter samt barnet eller den unges sagsbehandler

skal orienteres om anvendelse af rusmiddeltest for at

sikre overensstemmelse med barnets eller den unges

handleplan.

Til § 7

Bestemmelsen, der er ny, viderefører de generelle

principper for magtanvendelse og andre indgreb i selv-

bestemmelsesretten i magtanvendelsesbekendtgørelsen

§ 1, stk. 1, 2. og 3. pkt., samt § 1, stk. 2, 1. pkt. Be-

stemmelsen lovfæster endvidere principper for magt-

anvendelse, der hidtil kun har været beskrevet på vej-

ledningsniveau i vejledningen om magtanvendelse, så

de fremstår samlet med henblik på en tydeliggørelse af,

hvilke principper der skal iagttages ved indgreb efter

forslagets §§ 8-20.

Med forslagets

stk. 1

fastslås, at magtanvendelse og

andre indgreb i selvbestemmelsesretten kun må anven-

des undtagelsesvist og aldrig må erstatte omsorg og

socialpædagogisk indsats.

Udgangspunktet er, at der ikke skal anvendes magt

over for anbragte børn og unge. Anvendelse af magt

kan dog være påkrævet for at sikre anbragte børns og

unges ret til omsorg. Indgrebsmulighederne i forslagets

§§ 8-20 beskriver således, i hvilke situationer der und-

tagelsesvist må anvendes magt.

Magtanvendelse efter disse bestemmelser må aldrig

træde i stedet for omsorg og socialpædagogisk indsats.

Magt må således ikke anvendes forebyggende, f.eks. i

tilfælde hvor et barn eller en ung tidligere har udvist en

adfærd, hvor det var nødvendigt at gribe ind med magt.

Det bør i stedet tilstræbes at afdække årsagerne til de

adfærdsmønstre, der ledte op til magtanvendelsen, og

søges at undgå situationer, hvor behovet for magtan-

vendelse kan opstå, f.eks. ved at ændre på rutiner. Op-

træk til konflikter skal altid forsøges afværget ved brug

af socialpædagogiske metoder. Magt kan således kun

anvendes som en sidste udvej i forsøget på at hjælpe et

barn eller en ung efter alle pædagogiske muligheder er

udtømt.

Det bør altid overvejes, hvilke konsekvenser anven-

delsen af magt kan have for relationen og tilliden mel-

lem barnet eller den unge og den pågældende medar-

bejder.

Anbringelsesstederne skal arbejde ud fra en pædago-

gisk tilgang, der forebygger magtanvendelser, så de så

vidt mulig undgås, samt følge op på eventuelle magt-

anvendelser med henblik på løbende læring og forbed-

ring af indsatsen.

Med bestemmelsens

stk. 2

fastslås, at der forud for

enhver form for magtanvendelse og andre indgreb i

barnets eller den unges selvbestemmelsesret skal fore-

tages, hvad der er muligt for at opnå barnets eller den

unges frivillige medvirken til en nødvendig foranstalt-

ning. Det følger heraf, at anbringelsesstedet altid først

skal forsøge gennem dialog og pædagogiske virkemid-

ler at få barnet eller den unge til frivilligt at samarbejde

om en påkrævet indsats. Det kan f.eks. ske ved at for-

klare det omhandlende barn eller den unge, hvorfor der

er behov for at iværksætte indsatsen over for vedkom-

mende, hvad den nærmere indebærer, og hvorfor det er

nødvendigt med pågældendes medvirken. Der skal i

den forbindelse tages hensyn til barnets eller den unges

alder, modenhed og funktionsevne.

Med bestemmelsens

stk. 3

fastslås, at magtanvendelse

og andre indgreb i selvbestemmelsesretten skal afpas-

ses efter forholdene i den enkelte situation og skal stå i

rimeligt forhold til det, der søges opnået med indgre-

bet. Magtanvendelse skal begrænses til det absolut

nødvendige, og er mindre indgribende foranstaltninger

tilstrækkelige, skal disse anvendes. Bestemmelsen er et

udtryk for, at enhver magtanvendelse skal ske under

iagttagelse af proportionalitetsprincippet. Ved anven-

delse af magt skal der tages højde for de konkrete om-

stændigheder, og der skal foretages en konkret afvej-

ning og vægtning af hensynet til det omhandlende

barns eller den unges rettigheder, der gøres indgreb i,

og nødvendigheden og forholdsmæssigheden af de

hensyn, der begrunder indgrebet. Den anvendte magt

skal stå mål med det formål, der ligger bag indgrebet i

barnets eller den unges rettigheder.

Med bestemmelsens

stk. 4

fastslås, at magtanvendelse

skal udøves så skånsomt og kortvarigt, som omstæn-

dighederne tillader, og med størst mulig hensyntagen

til barnets eller den unges integritet samt andre tilste-

deværende, således at der ikke forvoldes unødig kræn-

kelse eller ulempe. Ydmygende, hånende eller anden

nedværdigende behandling er ikke tilladt. Herved for-

stås, at måden, hvorpå der gribes ind, skal være så

skånsom som mulig og vare så kort tid som mulig. Ved

personlig integritet forstås, at børn og unge skal beskyt-

tes mod indgreb i den fysiske integritet i form af f.eks.

udnyttelse, ydmygelse og krænkelse. Børn og unge skal

endvidere behandles med respekt for deres person,

herunder beskyttes mod følelsesmæssige overgreb og

offentlig udlevering.

Der skal tages højde for evt. andre tilstedeværendes

overværelse af episoden. Dette skyldes dels hensynet

til det omhandlede barn eller unge, så magtanvendelsen

ikke krænker den pågældende unødigt og får karakter

af ydmygende, hånende eller nedværdigende behand-

ling. Ydmygende, hånende eller nedværdigende be-

handling er karakteriseret ved tilsigtet eller utilsigtet at

nedgøre et barn eller en ung i vedkommendes egne og

eventuelt også andres øjne. Ydmygelsen forøges, hvis

den finder sted i offentligheden og dermed potentielt

overværes af andre. Som eksempler på ydmygende,

hånende eller nedværdigende behandling kan nævnes

at omtale barnet eller den unge i negative vendinger i

barnets eller den unges samt eventuel andet personales

eller andre anbragte børns og unges påhør, at gøre grin

med et barn eller en ung over for andre, at undlade at

gribe ind og påtale at andre gør grin med barnet eller

den unge, at vedvarende kommentere og korrigere eller

konsekvent at behandle eller omgås et barn eller en ung

negativt. Opremsningen er ikke udtømmende. Der

eksisterer ligeledes et hensyn til de andre anbragte børn

og unge, for hvem overværelsen af magtanvendelse

kan være en voldsom oplevelse. Det kan f.eks. være, at

der blandt de andre kan være børn og unge, der er an-

bragt pga. omsorgsvigt i form af vold i hjemmet.

Med bestemmelsens

stk. 5

fastslås, at magtanvendel-

se, som akut er nødvendig, og som ikke er omfattet af

§§ 8-12, skal vurderes efter straffelovens bestemmelser

om nødværge, jf. straffelovens § 13.

Efter § 13 i straffeloven er handlinger, der foretages i

nødværge, straffri. Nødværge kan anvendes for at mod-

stå eller afværge et påbegyndt eller overhængende

uretmæssigt angreb. Nødværge kan kun anvendes mod

den eller dem, der foretager det uretmæssige angreb.

Nødværge kan anvendes mod et barn, herunder et barn

under den kriminelle lavalder. Det uretmæssige angreb

kan f.eks. være et angreb på en person eller på ting.

Det er en betingelse for straffrihed, at nødværgehand-

lingen er både nødvendig og forsvarlig. En nødværge-

handling er nødvendig, når handlingen er det der skal

til for at afværge det uretmæssige angreb. Hvis det

uretmæssige angreb kunne være afværget på en mindre

indgribende måde, har nødværgehandlingen ikke været

nødvendig. Om en nødværgehandling er forsvarlig er

navnlig et spørgsmål om proportionalitet. Der skal

være et rimeligt forhold mellem nødværgehandlingen,

og det eller den, der er udsat for et uretmæssigt angreb,

og som nødværgehandlingen skal beskytte. Ved vurde-

ringen af forsvarligheden skal der tages hensyn til an-

grebets farlighed, angriberens person og det angrebne

retsgodes betydning. Anvendelse af nødværgeret vil

skulle registreres og indberettes efter forslagets § 21.

Med bestemmelses

stk. 6

fastslås, at brug af magtan-

vendelse eller andre indgreb i selvbestemmelsesretten

ikke er tilladt i straffe- eller behandlingsøjemed. Det

betyder, at man ikke må anvende magt med det formål

at straffe et barn eller en ung. Det betyder også, at man

ikke med magt kan tvinge et barn eller en ung til at

deltage i pædagogiske eller andre behandlingsmæssige

tiltag. Magt kan således kun anvendes, når de særskilte

kriterier i medfør af hjemlerne i forslagets §§ 8-20 er til

stede.

Med bestemmelsens

stk. 7

fastslås, at iværksatte ind-

greb straks skal bringes til ophør, når betingelserne

herfor ikke længere er til stede. Det følger heraf, at der

løbende skal foretages en vurdering af, om betingelser-

ne for et iværksat indgreb fortsat er til stede. Når det

ikke længere er tilfældet, skal indgrebet straks bringes

til ophør.

Til § 8

Med bestemmelsen, der er ny, indføres en lovhjemmel

til, at personale på opholdssteder og døgninstitutioner

efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, samt kom-

munale plejefamilier, der er godkendt som generelt

egnede, jf. § 66 a, stk. 1, nr. 1, i serviceloven, kortva-

rigt kan fastholde eller bortvise et barn eller en ung fra

fællesskabet på anbringelsesstedet. Ansatte, der udfører

pædagogisk arbejde eller undervisning på interne sko-

ler på opholdssteder og døgninstitutioner er tillige

omfattet af bestemmelsen, jf. forslagets § 4, stk. 2.

Med bestemmelsens

stk. 1

fastslås, at kortvarig fast-

holdelse og bortvisning kan ske, når det vurderes at

være nødvendigt af hensyn til anbringelsesstedets an-

svar for at varetage den daglige omsorg, eller af hensyn

til tryghed og trivsel på anbringelsesstedet i de tilfælde,

hvor barnet eller den unge generer eller udøver chikane

over for de øvrige anbragte børn og unge eller persona-

let.

Ved kortvarig fastholdelse forstås, at man kortvarigt

tager fat i eller holder fast om barnet eller den unge for

at markere, at den uønskede adfærd skal bringes til

ophør. Ved bortvisning forstås, at barnet eller den unge

vises bort fra situationen, før den eskalerer yderligere.

Det kan f.eks. ske ved, at man kortvarigt lægger en arm

om skulderen på barnet eller den unge, og på den vis

får barnet eller den unge til at følge med væk fra episo-

den.

Begrebet kortvarigt retter sig mod varigheden af selve

indgrebet fra personalets eller de kommunale plejefa-

miliers side og ikke mod den situation, som barnet eller

den unge fjernes fra. Det er ikke muligt at definere en

øvre tidsgrænse for, hvad der anses som kortvarigt. Det

vil bero på en individuel vurdering af de konkrete om-

stændigheder, herunder til barnets eller den unges al-

der, modenhed og funktionsevne samt under iagttagelse

af proportionalitetsprincippet. Det vil f.eks. falde inden

for bestemmelsen at tage fat i og fastholde et barn eller

en ung, der chikanerer de øvrige anbragte børn og un-

ge, i nogle sekunder, indtil den pågældende er faldet til

ro. Det vil derimod falde uden for bestemmelsen ved-

varende at fastholde et barn, der f.eks. begynder at

kaste med maden under et måltid. I et sådant tilfælde

må barnet eller den unge i stedet bortvises fra situatio-

nen.

Hvis barnet eller den unge undervejs i en kortvarig

fastholdelse eller bortvisning begynder at gøre markant

fysisk modstand, vil barnet kun kunne fastholdes og

føres, hvis betingelserne for fysisk magtanvendelse i

øvrigt er opfyldt, jf. forslagets § 10.

Ved kriteriet om, at anvendelse af kortvarig fasthol-

delse eller bortvisning skal være nødvendigt af hensyn

til anbringelsesstedets ansvar for at varetage den dagli-

ge omsorg, forstås, at kommunale plejefamilier eller

personale kan gribe ind over for barnet eller den unge

som led i varetagelsen af den daglige omsorg over for

det enkelte barn eller en ung, jf. forslagets § 2. Det vil

f.eks. falde inden for dette kriterium at anvende kortva-

rig fastholdelse for at få iklædt et 2-årigt barn en fly-

verdragt, inden det skal ud i vintervejret. Det vil imid-

lertid ikke være tilladt at udføre den samme handling

over for en normaludviklet 17-årig, da der er tale om et

næsten voksent individ, der selv vil kunne forstå kon-

sekvenserne af at gå udenfor i for lidt tøj. Beskyttelses-

hensynet og adgangen til at gribe ind for at varetage

den daglige omsorg vil således typisk være større, jo

yngre et barn der er tale om.

Ved kriteriet om, at anvendelse af kortvarig fasthol-

delse eller bortvisning skal være nødvendigt af hensyn

til tryghed og trivsel på anbringelsesstedet, forstås, at

personale og kommunale plejefamilier kan gribe ind i

tilfælde, hvor et barn eller en ung generer eller udøver

chikane over for de øvrige anbragte børn og unge,

personalet eller den kommunale plejefamilie. Det kan

således være nødvendigt at gribe ind og foretage min-

dre begrænsninger over for et enkelt barn eller en ung

af hensyn til de øvrige børn og unge, som er en del af

fælleskabet på anbringelsesstedet, og hvis rettigheder

også skal respekteres. Der kan f.eks. være tale om til-

fælde, hvor et barn eller en ung under et måltid opfører

sig provokerende over for de andre børn og unge, per-

sonalet eller den kommunale plejefamilie verbalt eller

ved at kaste med maden eller sætte benene op på bor-

det. Her vil barnet eller den unge kunne blive bedt om

at forlade spisesituationen og eventuelt med en hjæl-

pende hånd på skulderen følges væk derfra, indtil den

pågældende er faldet til ro og kan vende tilbage til

fællesskabet. Tilsvarende vil kunne opstå i forbindelse

med f.eks. sports- eller andre fællesaktiviteter. Hvis et

anbragt barn eller en ung f.eks. bliver ved med at være

for voldsom og tackle de andre, vil vedkommende

kunne blive bedt om at tage en time-out på 5 minutter

på bænken og eventuelt fysisk følges derhen.

Anvendelse af kortvarig fastholdelse og bortvisning

skal ikke registreres og indberettes. Det socialtilsyn,

der fører driftsorienteret tilsyn med et anbringelsessted,

jf. § 2 i lov om socialtilsyn, fører som led heri tilsyn

med anbringelsesstedets anvendelse af reglerne i denne

lov, herunder brugen af kortvarig fastholdelse og bort-

visning. Socialtilsynet skal ved varetagelsen af tilsyns-

opgaven indhente relevant information, herunder ved at

aflægge mindst ét årligt tilsynsbesøg på anbringelses-

stedet og inddrage oplysninger fra ansatte og anbragte

børn og unge på anbringelsesstedet. Tilsynet skal i den

forbindelse spørge ind til omfanget af anvendelsen af

kortvarig fastholdelse og bortvisning med henblik på at

sikre, at anbringelsesstedet anvender faglige tilgange

og metoder, der er relevante i forhold til den anbragte

målgruppe. Der henvises til bemærkningerne til forsla-

gets § 22.

Hvis anvendelse af kortvarig fastholdelse eller bort-

visning udvikler sig til fysisk magtanvendelse efter

forslagets § 10, vil episoden skulle registreres og ind-

berettes efter forslagets § 21.

Til § 9

Med bestemmelsen indføres en lovhjemmel til, at

personalet på opholdssteder og døgninstitutioner efter

servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, samt kommunale

plejefamilier, der er godkendt som generelt egnede,

efter § 66, stk. 1 nr. 2, jf. § 66 a, stk. 1, nr. 1, i service-

loven, kortvarigt kan fastholde eller føre et barn eller

en ung, når det er nødvendigt for at forhindre eller

afværge barnet eller den unge i at ødelægge eller be-

skadige egne eller andres genstande i et ikke ubetyde-

ligt omfang. Begrebet afværgehjælp dækker over ad-

gangen til at forhindre og afværge materielle skader i et

ikke ubetydeligt omfang.

Det er et kriterium for at kunne anvende afværge-

hjælp, at det er nødvendigt for at forhindre eller afvær-

ge en skade på en genstand. Der skal således foretages

en konkret vurdering af, om der foreligger en reel fare

for, at barnet eller den unge vil ødelægge eller beskadi-

ge den pågældende genstand.

Det er herudover et kriterie for anvendelse af afvær-

gehjælp, at barnet eller den unge er ved at påføre skade

på en materiel genstand i et ikke ubetydeligt omfang.

Det dækker både over genstande af høj økonomisk

eller affektionsmæssig værdi og over gentagen øde-

læggelse af genstande, der ikke nødvendigvis er af

hverken høj økonomisk eller affektionsmæssig værdi.

Afværgehjælp kan således være relevant i en situati-

on, hvor et barn i et anfald af raseri er ved at ødelægge

fjernsynet i opholdsstuen på anbringelsesstedet, men

kan også være relevant i en situation, hvor barnet eller

den unge i et raserianfald kaster med anbringelsesste-

dets service. Gentagen ødelæggelse af ting af mindre

værdi, fx glas fra IKEA, er således omfattet af be-

stemmelsen. Afværgehjælp kan desuden anvendes for

at forhindre tingskade, allerede før det første glas

smadres. Det afgørende er, at der foreligger en reel fare

for, at et barn eller en ung vil foretage gentagen øde-

læggelse eller beskadigelse af ting.

Ved kortvarig fastholdelse og føren af et barn eller en

ung forstås, at barnet eller den unge kan fastholdes

kortvarigt eller føres til et andet opholdsrum, når de

ovenstående kriterier er opfyldte. Der henvises i øvrigt

til forslagets § 10 om fysisk magtanvendelse for yder-

ligere beskrivelse af mulighederne for indgreb i form af

fastholdelse og føren. Det skal i den forbindelse be-

mærkes, at det fysiske indgreb, der kan foretages i

forbindelse med afværgehjælp, skal være kortvarigt,

idet der er tale om materielle genstande.

Hvis det er tilstrækkeligt at anvende mindre indgri-

bende metoder for at afværge skaden på genstanden,

f.eks. ved at tale barnet eller den unge fra det eller ved

at sikre genstanden, der er i fare for at blive påført

skade, er der ikke adgang til at anvende afværgehjælp.

Det konkrete indgreb skal således ske under iagttagelse

af proportionalitetsprincippet. En fastholdelse skal

samtidig være så kortvarig som mulig og må ikke være

af mere indgribende karakter end nødvendigt for at

forhindre skaden.

I de tilfælde, hvor de kommunale plejefamilier eller

personalet på anbringelsesstedet anvender afværge-

hjælp skal der ske registrering samt indberetning af

episoden til den anbringende kommune samt socialtil-

synet efter forslagets § 21.

Til § 10

Bestemmelsen om fysisk magtanvendelse viderefører

med visse redaktionelle og sproglige ændringer den

gældende § 2, stk. 1, i magtanvendelsesbekendtgørel-

sen. Forslaget svarer indholdsmæssigt til den nuværen-

de bestemmelse. Der er dog foretaget en præcisering af

kriterierne for adgangen til at anvende fysisk magt med

henblik på at tydeliggøre, hvornår fysisk magt kan

anvendes. Der er ikke tilsigtet en ændring af gældende

ret.

Med bestemmelsens

stk. 1

gives personalet på op-

holdssteder og døgninstitutioner efter servicelovens §

66, stk. 1, nr. 5 og 6, adgang til at anvende fysisk magt

i form af, at barnet eller den unge fastholdes eller føres

til et andet opholdsrum. Ansatte, der udfører pædago-

gisk arbejde eller undervisning på interne skoler på

opholdssteder og døgninstitutioner er tillige omfattet af

bestemmelsen, jf. forslagets § 4, stk. 2.

Ved fastholdelse forstås, at et barn eller en ung kan

fastholdes fysisk f.eks. ved at holde fast om barnet eller

den unge. Fastholdelse af barnet eller den unge må

aldrig omfatte vold, herunder voldelige førergreb, slag

eller spark. Ved føren til et andet opholdsrum forstås,

at et barn eller en ung kan føres til et andet lokale på

anbringelsesstedet, f.eks. vedkommendes værelse. Når

det drejer sig om mindre børn vil fastholdelse og føren

kunne ske ved, at barnet bæres til et andet opholdsrum.

Når det drejer sig om større børn eller unge vil fasthol-

delse og føren f.eks. kunne ske ved, at barnet eller den

unge holdes fast om hånden og føres til det andet op-

holdsrum. Bestemmelsen giver ikke hjemmel til, at

barnet eller den unge låses inde, da dette vil have ka-

rakter af frihedsberøvelse.

Fysisk magt i form af fastholdelse eller føren af et

barn eller en ung til et andet opholdsrum kan anvendes,

når barnet eller den unge udviser en adfærd, der er til

fare for barnet eller den unge selv, de øvrige anbragte

børn og unge eller personalet, og formålet med indgre-

bet er, at barnet eller den unge dermed forhindres i at

skade sig selv eller andre.

Med kriteriet om, at barnet eller den unge skal udvise

en adfærd, der er til fare for barnet eller den unge selv,

sigtes på situationer, hvor barnet eller den unge står

lige over for eller er i gang med at skade sig selv. Det

kan f.eks. være selvskadende adfærd som at snitte eller

skære i sig selv. Det er således ikke tilstrækkeligt, at

personalet har en formodning om, at barnet eller den

unge vil foretage sig noget, der kan udsætte barnet eller

den unge for skade. Indgriben fra personalets side skal

direkte forhindre, at barnet eller den unge skader sig

selv.

Med kriteriet om, at barnet eller den unge skal udvise

en adfærd, der er til fare for øvrige anbragte børn eller

personalet, sigtes på situationer, hvor barnet eller den

unge truer med eller udøver vold over for andre børn

eller unge eller personalet på anbringelsesstedet. Der

skal i den enkelte situation være tale om en reel og

begrundet risiko for, at det omhandlende barn eller den

unge vil foretage handlinger, der er til skade for de

andre børn og unge eller personalet. Der kan f.eks.

være tale om situationer, hvor to anbragte børn eller

unge er kommet op at toppes, og der er optakt til et

regulært slagsmål. Indgriben fra personalets side skal

forhindre, at barnet eller den unge skader de andre børn

og unge eller personalet.

For begge kriterier gælder, at barnet eller den unge

skal være insisterende og vedholdende i sin udtryks-

form og adfærd og ikke vise tegn på at ville ændre

adfærd.

Indgreb efter bestemmelsen skal som al anden magt-

anvendelse ske under iagttagelse af de generelle prin-

cipper for magtanvendelse og andre indgreb i selvbe-

stemmelsesretten efter forslagets § 7.

Anvendelse af fysisk magt vil som hidtil skulle regi-

streres og indberettes efter forslagets § 21.

Med bestemmelsens

stk. 2

angives, at fiksering ikke

er tilladt. Ved fiksering forstås anvendelse af mekanisk

tvangsmiddel i form af bælte, håndremme, fodremme,

eller livsstykke, samt anden form for mekanisk fast-

spænding.

Til § 11

Med bestemmelsen, der er ny, indføres lovhjemmel

til, at personalet på opholdssteder og døgninstitutioner

efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, som led i

omsorgspligten kan tilbageføre et barn eller en ung, der

rømmer fra anbringelsesstedet, når barnet eller den

unge udviser en adfærd, der medfører en risiko for

skade på barnet eller den unge selv eller andre.

Det er et kriterie for at kunne anvende muligheden for

at tilbageføre barnet eller den unge, at barnet eller den

unge rømmer fra institutionen og ikke har til hensigt at

vende tilbage. Det er således ikke tilstrækkeligt, at

barnet eller den unge har forladt institutionen eller ikke

er vendt tilbage til institutionen som aftalt, da der kan

være mange årsager hertil. Det kan f.eks. være fordi,

barnet eller den unge er blevet forsinket, har glemt

tiden, har valgt at være ude længere end aftalt eller

lignende. I de situationer, hvor barnet eller den unge

har forladt institutionen eller ikke er kommet tilbage

som aftalt, er det således vigtigt, at institutionen snarest

prøver at finde årsagen til fraværet. Ofte vil personalet

på institutionen kunne få kontakt til barnet eller den

unge og af denne vej forsikre sig om, at barnet eller

den unge har det godt og vil returnere til institutionen

senere. I nogle tilfælde har barnet eller den unge ikke

intentioner om at vende tilbage til institutionen, men

her vil personalet ved en socialpædagogisk indsats og

dialog med barnet eller den unge kunne overbevise den

pågældende om at returnere.

Det er endvidere et kriterie for at kunne anvende mu-

ligheden for at tilbageføre barnet eller den unge, at

barnets eller den unges adfærd kan medføre en risiko

for skade på barnet eller den unge selv eller på andre.

Hvorvidt barnets eller den unges adfærd udgør en så-

dan risiko vil afhænge af en konkret vurdering, hvor

barnets eller den unges alder, udvikling og modenhed

vil skulle tages i betragtning. Tilbageførelse vil således

kunne være relevant i en situation, hvor en 8-årig pige

stikker af fra anbringelsesstedet midt om natten, eller

en 9-årig dreng stikker af for at drikke øl med nogle

venner. I begge situationer er beskyttelsesbehovet stort,

idet børnene har en alder, hvor de ikke kan forventes at

forstå konsekvenserne af deres handlinger. Det ville

således være en anden situation, hvis der var tale om en

normaludviklet 17-årig, som må forventes at kunne

forstå konsekvenserne af sine egne handlinger.

I de få tilfælde, hvor barnet eller den unge ikke kan

overbevises om at vende tilbage til institutionen, og

personalet vurderer, at barnets eller den unges adfærd

kan medføre skade på barnet eller den unge selv eller

andre, kan der være brug for, at en eller flere medar-

bejdere på institutionen som led i omsorgspligten op-

søger barnet eller den unge for at bringe vedkommende

tilbage. Institutionen bør i disse tilfælde orientere den

anbringende kommune og barnets eller den unges for-

ældremyndighedsindehavere og - hvis det skønnes

nødvendigt - varsle politiet.

Institutionen skal så vidt muligt forsøge at bringe bar-

net eller den unge frivilligt med tilbage. Følger barnet

eller den unge ikke frivilligt med, er der adgang til

tilbageføre barnet eller den unge mod dennes vilje ved

at føre eller fastholde barnet eller den unge. Der henvi-

ses i øvrigt til forslagets § 10 om fysisk magtanvendel-

se for yderligere beskrivelse af mulighederne for ind-

greb i form af fastholdelse og føren. En tilbageførsel

skal ske så skånsomt som muligt og på en måde, som

varetager hensynet til barnets eller den unges integritet.

Det konkrete indgreb skal således ske under iagttagelse

af proportionalitetsprincippet og skal være afpasset

forholdene i den konkrete situation og begrænses til det

strengt nødvendige. Således vil en ung, der er stukket

af fra en institution i Jylland og opholder sig i Køben-

havn – i det omfang vedkommende ikke kan overtales

til frivilligt at vende hjem eller følge med i bilen, når

personalet kommer for at hente vedkommende – kunne

fastholdes og føres ind i bilen, men ikke fastholdes hele

vejen tilbage til Jylland.

Hvis et barn eller en ung stikker af fra institutionen

for at foretage handlinger, der falder ind under politiets

ansvarsområde, medfører adgangen til tilbageførelse

ikke, at personalet på institutionen er forpligtet til at

stoppe barnet eller den unge. Personalet på institutio-

nerne skal således ikke udføre politiopgaver, men vil i

disse situationer kunne kontakte politiet. Det følger af

politilovens § 2, at politiet bl.a. har til opgave at yde

andre myndigheder bistand efter gældende ret og udfø-

re andre opgaver, der følger af gældende ret eller i

øvrigt har en naturlig tilknytning til politiets virksom-

hed. På anmodning fra personalet på institutionerne vil

politiet, ligesom det gælder i dag, med henblik på at

beskytte personalet kunne deltage i en tilbageførsel.

Politiets bistand til institutioner vil imidlertid ikke rette

sig mod barnet, medmindre der foreligger en konkret

faresituation for barnet. Politiets rolle er således subsi-

diær og består i ved foreløbige foranstaltninger at bistå

personalet, som har det primære ansvar over for barnet

eller den unge.

Det er samtidig væsentligt, at personalet på institutio-

nerne er opmærksomme på ikke at anvende adgangen

til tilbageførelse, hvis det medfører, at personalet vil

blive bragt i situationer, der potentielt kan optrappe den

konkrete konflikt eller bringe personalet i fare. Også i

disse situationer vil personalet kunne kontakte politiet

med henblik på at få bistand.

Hvis institutionen anvender fysisk magt i forbindelse

med tilbageførelse af barnet eller den unge, vil dette

skulle registreres og indberettes til den anbringende

kommune og det ansvarlige socialtilsyn efter forslagets

§ 21.

Hvis et barn eller en ung gentagne gange stikker af,

og det vurderes at være nødvendigt at sørge for, at

barnet eller den unge forbliver i et socialpædagogisk

behandlingsforløb, må den anbringende kommune

overveje, om det som opfølgning på tilbageførelsen vil

være relevant at søge børn og unge-udvalgets tilladelse

til tilbageholdelse, eller om barnet eller den unge skal

anbringes på et anbringelsessted, hvor der er mulighed

for at aflåse yderdøre og vinduer, f.eks. på en delvis

lukket afdeling eller på en sikret afdeling eller døgnin-

stitution, jf. forslagets §§ 13-14.

Til § 12

Af bestemmelsens

stk. 1,

der er en videreførelse af §

123 c i gældende ret, følger det, at børn og unge-

udvalget kan træffe afgørelse om, at døgninstitutioner

og opholdssteder kan tilbageholde et barn eller en ung i

op til 14 dage i starten af anbringelsen, når det har

afgørende betydning for den socialpædagogiske be-

handling, og det er væsentligt for at imødekomme

barnets eller den unges særlige behov for støtte. Det

kan f.eks. være, når der i starten af anbringelsen er

behov for at skabe ro omkring barnet eller den unge

med henblik på at få mulighed for at etablere relationer

mellem barnet eller den unge og de voksne på instituti-

onen eller for at skabe ro til at motivere barnet eller den

unge til at indgå i socialpædagogisk behandling på

institutionen.

En afgørelse om at tilbageholde et barn eller en ung i

de første 14 dage af anbringelsen kan træffes igen, hvis

et sammenbrud i anbringelsen betyder, at den unge skal

flyttes til en ny institution.

Afgørelsen om tilbageholdelse efter forslagets stk. 1

kan træffes i forbindelse med en afgørelse om anbrin-

gelse uden for hjemmet på døgninstitution eller op-

holdssted. Det gælder, uanset om der er givet samtykke

til anbringelsen eller ej, jf. § 58, jf. § 52, stk. 3, nr. 7 i

serviceloven.

Børn og unge-udvalgets afgørelse forudsætter, at den

børnefaglige undersøgelse efter servicelovens § 50 og

handleplanen efter servicelovens § 140 viser, at en

tilbageholdelse på op til 14 dage har væsentlig betyd-

ning for barnets eller den unges særlige behov for støtte

samt har afgørende betydning for den socialpædagogi-

ske indsats. Dette indebærer bl.a., at indgrebet skal stå i

rimeligt forhold til det, der opnås med indgrebet. Ind-

grebet i den pågældendes bevægelsesfrihed skal be-

grænses til det absolut nødvendige og må aldrig erstatte

omsorg og pædagogisk bistand.

En afgørelse om at tilbageholde et barn eller en ung i

op til 14 dage kan påklages til Ankestyrelsen, jf. for-

slagets § 23, stk. 2.

Med bestemmelsens

stk. 2,

der er ny, foreslås det, at

børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om, at børn

og unge på opholdssteder eller døgninstitutioner kan

tilbageholdes i op til 14 dage, når det under anbringel-

sen viser sig, at adgangen til at tilbageholde barnet eller

den unge er af væsentlig betydning for at imødekomme

barnets eller den unges særlige behov for støtte, og det

vurderes at have afgørende betydning for den social-

pædagogiske behandling. Det kan f.eks. være relevant i

situationer, hvor en pludselig opstået begivenhed gør

det nødvendigt at kunne tilbageholde barnet eller den

unge for at beskytte vedkommende mod at foretage

handlinger, der kan medføre risiko for barnets eller den

unges sundhed eller udvikling, f.eks. kriminalitet,

stofmisbrug m.v.

En afgørelse om at tilbageholde et barn eller en ung i

op til 14 dage under anbringelsen, kan træffes igen,

hvis et sammenbrud i anbringelsen betyder, at den unge

skal flyttes til en ny institution.

Børn og unge-udvalgets afgørelse forudsætter, at den

børnefaglige undersøgelse efter servicelovens § 50 og

handleplanen efter servicelovens § 140 viser, at en

tilbageholdelse på op til 14 dage har væsentlig betyd-

ning for barnets eller den unges særlige behov for støtte

samt har afgørende betydning for den socialpædagogi-

ske indsats. I disse krav ligger bl.a., at indgrebet skal

stå i rimeligt forhold til det, der opnås med indgrebet.

Tilbageholdelsen af barnet eller den unge kan ske ved

anvendelse af fysisk magt i form af at fastholde barnet

eller den unge for at forhindre barnet eller den unge i at

forlade anbringelsesstedet. Fysisk magt må dog ikke

anvendes, hvis risikoen for at barnet eller den unge

forlader anbringelsesstedet, kan afværges på andre

måder, som er mindre indgribende. Tilbageholdelsen

skal afpasses efter forholdene i den enkelte situation.

Indgrebet i den pågældendes bevægelsesfrihed skal

således begrænses til det absolut nødvendige og må

aldrig erstatte omsorg og pædagogisk bistand.

En afgørelse om at tilbageholde et barn eller en ung i

op til 14 dage under anbringelsen kan påklages til An-

kestyrelsen, jf. forslaget § 23, stk. 3.

Med bestemmelsens

stk. 3

tydeliggøres det, at afgø-

relse efter stk. 1 og stk. 2 kan træffes foreløbig efter

reglerne i § 75 i serviceloven, når betingelserne herfor

er opfyldt. Det følger allerede af servicelovens § 75,

stk. 1, at der kan træffes foreløbig afgørelse om tilba-

geholdelse af barnet eller den unge i starten af anbrin-

gelsen.

Med bestemmelsens

stk. 4,

der er ny, foreslås det, at

kommunalbestyrelsen i situationer, hvor børn og unge-

udvalget har haft truffet afgørelse efter stk. 2, kan træf-

fe afgørelse om adgang til tilbageholdelse af barnet

eller den unge i yderligere 14 dage, hvis særlige for-

hold gør sig gældende. Yderligere tilbageholdelse kan

f.eks. være relevant i en situation, hvor et barn eller en

ung har været anbragt i længere tid på en institution og

pludselig begynder at udvise en adfærd, der kan medfø-

re risiko for barnets eller den unges sundhed eller ud-

vikling, f.eks. kriminalitet, stofmisbrug m.v. I en sådan

situation kan børn og unge-udvalget, jf. ovenfor, træffe

afgørelse efter stk. 2 om tilbageholdelse i op til 14 dage

under anbringelsen. Hvis det viser sig, at den konkrete

tilbageholdelse har haft en positiv indvirkning på bar-

net eller den unges adfærd, men at der et behov for

tilbageholde barnet eller den unge i en yderligere korte-

re periode, vil det af hensyn til kontinuiteten i anbrin-

gelsen være muligt for kommunalbestyrelsen at træffe

afgørelse om tilbageholdelse af barnet eller den unge i

yderligere 14 dage efter stk. 4. På denne måde sikres

det, at barnet eller den unge fortsat kan være anbragt på

det samme anbringelsessted og ikke nødvendigvis

overflyttes til eksempelvis en delvis lukket afdeling

eller institution, hvor der er udvidede muligheder for

tilbageholdelse af de anbragte børn og unge.

Ligesom en afgørelse efter stk. 1 og 2 forudsætter en

afgørelse efter stk. 4, at den børnefaglige undersøgelse

efter servicelovens 50 og handleplanen efter servicelo-

vens § 140 viser, at en tilbageholdelse på op til 14 dage

yderligere har væsentlig betydning for barnets eller den

unges særlige behov for støtte samt har afgørende be-

tydning for den socialpædagogiske indsats. Det er et

krav, at indgrebet står i rimeligt forhold til det, der

opnås med indgrebet.

En afgørelse efter stk. 4 om at tilbageholde et barn

eller en ung i op til 14 yderligere dage kan påklages til

Ankestyrelsen, jf. forslaget § 23, stk. 2.

Bestemmelsens

stk. 5

giver som hidtil hjemmel til, at

social- og indenrigsministeren kan fastætte nærmere

regler for procedurer og vilkår for tilbageholdelsen.

Hjemlen vil blive anvendt til at fastsætte regler om

procedurer for fastsættelse af vilkår om omfanget af

tilbageholdelse.

Til § 13

Bestemmelsen om delvis lukkede døgninstitutioner og

delvis lukkede afdelinger på åbne døgninstitutioner

viderefører den gældende § 123 b i serviceloven og § 7,

stk. 2, i magtanvendelsesbekendtgørelsen.

Bestemmelsens

stk. 1

angiver, at delvis lukkede afde-

linger og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner

for børn og unge mellem 12 og 17 år efter servicelo-

vens § 66, stk. 1, nr. 6, alene må anvendes, når der er

risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller ud-

vikling lider alvorlig skade på grund af kriminel ad-

færd, misbrugsproblemer eller andre adfærds- eller

tilpasningsproblemer. Det skal endvidere være afgø-

rende for den socialpædagogiske behandling, at yder-

døre og vinduer kan aflåses i perioder, eller at der er

mulighed for at fastholde barnet eller den unge fysisk.

Institutionstypen kan således kun anvendes for børn

og unge fra 12 år til og med 17 år og er målrettet børn

og unge med negativ og udadreagerende adfærd, mis-

brugsproblemer eller kriminel adfærd med behov for et

længerevarende behandlingsforløb. Kriterierne for

anvendelse af delvis lukkede døgninstitutioner er såle-

des knyttet til barnet eller den unge og ikke til forhold i

hjemmet eller hos forældrene.

Formålet med denne institutionstype er at standse

udviklingen af et uheldigt adfærdsmønster hos et barn

eller en ung ved at få barnet eller den unge gennem et

længerevarende behandlingsforløb. Det afgørende for

anvendelse af denne type institution er således, at det

vurderes, at det er påkrævet for at kunne yde den nød-

vendige socialpædagogiske behandling, at barnet eller

den unge kan fastholdes eller tilbageholdes eller fast-

holdes fysisk i de perioder, hvor der er behov for det.

Det kan f.eks. være, hvis barnet eller den unge har

givet udtryk for at ville rømme fra institutionen, eller

hvis barnets eller den unges adfærd i øvrigt tilsiger et

behov for fastholdelse eller tilbageholdelse, og en soci-

alpædagogisk indsats og dialog ikke vurderes at være

tilstrækkeligt til at overbevise barnet eller den unge om

at opgive sit forehavende. Det er ikke en forudsætning

for anvendelse af institutionstypen, at den anbringende

kommune tidligere har forsøgt anbringelse af barnet

eller den unge på en åben institution, eller at barnet

eller den unge tidligere er rømmet eller har begået

kriminalitet.

De øgede muligheder for magtanvendelse, der eksiste-

rer på en delvis lukket døgninstitution eller delvis luk-

ket afdeling, begrænses til de perioder, hvor barnet

eller den unge har behov for en intensiv indsats for at

kunne fastholdes i den socialpædagogiske behandling.

Det er børn og unge-udvalget, der kan træffe afgørelse

om anvendelse af delvis lukkede afdelinger og delvis

lukkede døgninstitutioner, når ovenstående betingelser

er opfyldt, jf. den forslåede § 63 a i det samtidig frem-

satte forslag til lov om ændring af lov om social ser-

vice, lov om socialtilsyn og folkeskoleloven (konse-

kvensændringer som følge af lov om voksenansvar

over for anbragte børn og unge).

Bestemmelsens

stk. 2

angiver som hidtil, at yderdøre

og vinduer kan aflåses i perioder, og at børn og unge

kan fastholdes fysisk på delvis lukkede institutioner og

delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner. I praksis

vil muligheden for tilbageholdelse af det enkelte barn

eller den enkelte unge i form af periodevis aflåsning af

yderdøre og vinduer kunne ske ved, at der på instituti-

onen er en afdeling, hvor det er muligt at aflåse yderdø-

re og vinduer. Således sikres det, at barnet eller den

unge kan forblive på samme institution, uanset at der

periodevis er behov for at tilbageholde barnet eller den

unge, og at andre af de anbragte børn og unge på insti-

tutionen samtidig frit skal kunne komme og gå.

Ved fysisk fastholdelse forstås, at der fysisk tages fast

i barnet eller den unge i en kortere periode eller at den

pågældende mandsopdækkes. Der er således adgang til

at anvende mere magt end ved fysisk magtanvendelse

efter forslagets § 10. Den fysiske magtanvendelse må

dog ikke erstatte omsorg og socialpædagogisk behand-

ling, og den må alene anvendes, når det har afgørende

betydning for f.eks. at forhindre barnet eller den unge i

at rømme, begå kriminalitet, indtage euforiserende

stoffer eller deltage i banderelaterede aktiviteter. Når

barnet eller den unge fastholdes, skal indgrebet være

proportionalt med det, der skal opnås med indgrebet.

Bestemmelsens

stk. 3

angiver, at kommunalbestyrel-

sen som hidtil træffer afgørelse om de nærmere ram-

mer og vilkår for tilbageholdelse og fastholdelse efter

stk. 2 under den konkrete anbringelse på en delvis

lukket døgninstitution eller en delvis lukket afdeling på

en døgninstitution. Kommunalbestyrelsens afgørelse

sætter rammerne for anvendelse af magt under anbrin-

gelsen, herunder om omfanget af tilbageholdelse i form

af aflåsning af yderdøre og vinduer, og/eller i hvilke

situationer barnet eller den unge kan fastholdes fysisk

samt eventuelt øvrige vilkår.

Der vil f.eks. kunne træffes afgørelse om, at tilbage-

holdelse kun kan ske, når der er risiko for rømning,

barnets eller den unges sundhed eller udvikling vil lide

alvorlig skade i forbindelse med en rømning, og det er

afgørende for den socialpædagogiske behandling, at

barnet eller den unge ikke rømmer fra institutionen.

Der vil også kunne træffes afgørelse om, at barnet

eller den unge kan fastholdes fysisk, fordi barnet eller

den unge tidligere har rømmet fra et åbent anbringel-

sessted og må formodes at ville rømme igen, fordi

barnet eller den unge tidligere har begået kriminalitet,

og det må formodes, at barnet eller den unge vil begå

kriminalitet på ny ved udgang fra anbringelsesstedet,

fordi barnet eller den unge tidligere har indtaget eufori-

serende stoffer ved udgang fra anbringelsesstedet, eller

fordi barnet eller den unge tidligere har skadet sig selv,

og det må formodes, at pågældende vil skade sig selv

alvorligt.

Kommunalbestyrelsen kan som led i afgørelsen fast-

sætte, at tilbageholdelse højst kan udgøre 5 sammen-

hængende dage og maksimum 30 dage i alt på et år.

Ved fastsættelse af adgang til tilbageholdelse i flere

perioder af højest 5 sammenhængende dage må perio-

derne ikke ligge i umiddelbar forlængelse af hinanden.

Den enkelte døgninstitution eller afdeling kan på

baggrund af kommunalbestyrelsens afgørelse tilbage-

holde eller fysisk fastholde barnet eller den unge inden

for de fastsatte rammer. Det er således op til institutio-

nens leder eller dennes stedfortræder at vurdere, hvor-

når det konkret er nødvendigt at anvende tilbageholdel-

se og/eller fysisk fastholdelse. Tilbageholdelse kan

f.eks. anvendes, når der er begrundet formodning om,

at barnet eller den unge vil rømme. Institutionens leder

eller dennes stedfortræder kan f.eks. bestemme, at

tilbageholdelsen skal begrænses til bestemte tidspunk-

ter på døgnet. Børn og unge, der tilbageholdes ud over

24 timer bør have adgang til at opholde sig i frisk luft

mindst 1 time dagligt.

Forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er

fyldt 12 år kan klage over kommunens afgørelse om

fastsættelse af rammer for tilbageholdelse og fasthol-

delse til Ankestyrelsen, jf. forslagets § 23, stk. 2.

Bestemmelsens

stk. 4

giver som hidtil hjemmel til, at

social- og indenrigsministeren kan fastætte nærmere

regler om anvendelse af og forholdene under en an-

bringelse på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis

lukkede afdelinger på døgninstitutioner. Hjemlen vil

blive anvendt til at fastsætte regler om, i hvilke situati-

oner de anbragte børn og unge kan tilbageholdes eller

fysisk fastholdes, hvornår der kan gives udgangsforbud

samt begrænset adgang til frisk luft, og hvornår der

skal foretages indberetning.

Til § 14

Med bestemmelsens

stk. 1

videreføres med visse

sproglige ændringer gældende ret, som følger af § 30,

stk. 1, i magtanvendelsesbekendtgørelsen. Af bestem-

melsen følger, at børn og unge kan anbringes på sikre-

de afdelinger som følge af sociale årsager eller via

retssystemet som led i varetægtssurrogat, afsoning af

dom eller en ungdomssanktion. Herudover kan børn og

unge under 15 år uden lovligt ophold i Danmark an-

bringes på en sikret afdeling eller døgninstitution.

Anbringelse af børn og unge på sikrede afdelinger eller

døgninstitutioner kan ske når:

1) dette er absolut påkrævet for at afværge, at barnet

eller den unge skader sig selv eller andre, og faren

herfor ikke på forsvarlig måde har kunnet afværges ved

andre mere lempelige forholdsregler,

2) det i en indledende iagttagelsesperiode er absolut

påkrævet for at tilvejebringe et grundlag for den videre

socialpædagogiske behandling,

3) det på baggrund af den indledende iagttagelsesperi-

ode, jf. nr. 2, fastslås, at det er absolut påkrævet, at der

iværksættes et længerevarende behandlingsforløb på en

sikret afdeling eller døgninstitution,

4) opholdet træder i stedet for varetægtsfængsling, jf. §

765 i lov om rettens pleje,

5) opholdet er led i afsoning, jf. § 78, stk. 2, i lov om

fuldbyrdelse af straf m.v., og betingelserne i nr. 1, 2

eller 3 samtidig er opfyldt,

6) opholdet er led i en idømt foranstaltning, jf. § 74 a i

straffeloven, eller

7) der er tale om udlændinge under 15 år uden lovligt

ophold i Danmark, jf. §§ 36-37 i udlændingeloven.

Et barn eller en ung kan anbringes på en sikret institu-

tion af sociale årsager, jf. bestemmelsens stk. 1, nr. 1) -

3), når det er absolut påkrævet.

Kriteriet indebærer, at andre lempeligere foranstalt-

ninger ikke nødvendigvis skal have været prøvet, hvis

de på forhånd vurderes at være utilstrækkelige. Anven-

delse af en sikret afdeling eller døgninstitution kan

således eksempelvis være relevant i forbindelse med

meget udadreagerende børn og unge, som kan være

vanskelige at rumme på åbne anbringelsessteder.

Ophold i en sikret afdeling eller døgninstitution skal

være påbegyndt før det fyldte 18. år. Ophold i en sikret

afdeling eller døgninstitution som led i ungdomssank-

tionen, jf. bestemmelsens stk. 1, nr. 6, kan dog påbe-

gyndes efter det fyldte 18. år, hvis kriminaliteten er

begået inden det fyldte 18. år.

Det er børn og unge-udvalget, der kan træffe afgørelse

om anvendelse af sikrede afdelinger og døgninstitutio-

ner, når ovenstående betingelser er opfyldt, jf. den

forslåede § 63 a i det samtidig fremsatte forslag til lov

om ændring af lov om social service, lov om socialtil-

syn og folkeskoleloven (konsekvensændringer som

følge af lov om voksenansvar over for anbragte børn og

unge).

Med bestemmelsens

stk. 2

foreslås det, at social- og

indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om

anvendelsen og varigheden af og forholdene under en

anbringelse på sikrede afdelinger og døgninstitutioner.

Hjemlen vil blive anvendt til at fastsætte regler om

midlertidig beslutning om overførsel til en sikret afde-

ling eller døgninstitution, dispensation for aldersgræn-

sen, varigheden af ophold i en sikret afdeling og døgn-

institution, ophold uden for en sikret afdeling og døgn-

institution og adgang til frisk luft samt screening af

børn og unge på sikrede afdelinger og døgninstitutio-

ner. Hjemlen vil endvidere blive anvendt til at fastsætte

regler om ophold i sikret afdeling og døgninstitution,

der træder i stedet for varetægtsfængsling, sker som led

i en afsoning, er et led i en idømt foranstaltning efter

straffeloven eller for børn og unge under 15 år uden

lovligt ophold i Danmark.

Til § 15

Med bestemmelsens

stk. 1

videreføres med visse

sproglige ændringer gældende ret, som følger af § 40 i

magtanvendelsesbekendtgørelsen. Af bestemmelsen

følger, at en særlig sikret afdeling efter servicelovens §

66, stk. 1, nr. 6, alene kan anvendes, når:

1) der foreligger et grundlag for anbringelse i en sikret

afdeling eller døgninstitution efter forslagets § 14,

2) anbringelse i en sikret afdeling eller døgninstitution

ikke er eller vil være tilstrækkelig, idet den unge ved en

forudgående særlig voldelig eller psykisk afvigende

adfærd har gjort ophold eller fortsat ophold i en sikret

afdeling eller døgninstitution uforsvarligt, og

3) der i forhold til unge med psykisk afvigende adfærd,

foreligger en skriftlig, lægefaglig vurdering af, at den

unge udviser aktuelle symptomer på en diagnose.

En særligt sikret afdeling adskiller sig fra almindelige

sikrede afdelinger og døgninstitutioner ved, at der er

flere pædagogisk ansatte om hvert barn eller ung, hvil-

ket betyder, at afdelingen kan modtage børn eller unge,

der har mere massive problemer end de børn og unge,

der placeres på almindelige sikrede afdelinger og døgn-

institutioner.

Det er børn og unge-udvalget, der kan træffe afgørelse

om anvendelse af særligt sikrede afdelinger, når oven-

stående betingelser er opfyldt, jf. den forslåede § 63 a i

det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af lov

om social service, lov om socialtilsyn og folkeskolelo-

ven (konsekvensændringer som følge af lov om vok-

senansvar over for anbragte børn og unge).

Med bestemmelsens

stk. 2

videreføres med visse

sproglige ændringer gældende ret, som følger af § 41,

stk. 1, i magtanvendelsesbekendtgørelsen. Det følger af

bestemmelsen, at lederen af en sikret døgninstitution

eller dennes stedfortræder, uafhængigt af at der på den

sikrede døgninstitution er en særligt sikret afdeling,

kan træffe midlertidig beslutning om overførsel til en

særligt sikret afdeling. Beslutningen herom skal straks

forelægge børn og unge-udvalget i opholdskommunen

til afgørelse, jf. § 74, stk. 1 nr. 6, i serviceloven.

Bestemmelsens

stk. 3

giver som hidtil hjemmel til, at

social- og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere

regler anbringelse på, varigheden af og forholdene

under anbringelse på en særligt sikret afdeling. Hjem-

len vil blive anvendt til at fastsætte regler om varighe-

den af ophold i en særligt sikret afdeling, ophold uden

for en særligt sikret afdeling og adgang til frisk luft

samt screening af børn og unge på særligt sikrede afde-

linger.

Til § 16

Med bestemmelsens

stk. 1

videreføres med visse

sproglige ændringer gældende ret, der følger af § 20,

stk. 2, 1. pkt., og § 39, stk. 1. 1. pkt., i magtanvendel-

sesbekendtgørelsen. Det fremgår af bestemmelsen, at

for unge, der er anbragt i en sikret afdeling, på en sikret

døgninstitution eller på en særligt sikret afdeling efter

servicelovens § 66, stk. 1, nr. 6, kan anbringelsesste-

dets leder eller dennes stedfortræder, når det er absolut

påkrævet, beslutte, at anbringe den unge i et særligt

isolationsrum, når der er overhængende fare for, at den

unge skader sig selv eller andre.

I forbindelse med anbringelse i isolation bør barnet

eller den unge høres, ligesom spørgsmålet om ophæ-

velse af isolation bør drøftes med barnet eller den unge

under isolationsforløbet.

Med bestemmelsens

stk. 2

videreføres med visse

sproglige ændringer gældende ret, der følger af § 20,

stk. 2, 2. pkt., og § 39, stk. 1. 2. pkt., i magtanvendel-

sesbekendtgørelsen. Af bestemmelsen følger, at der

ved isolation forstås afsondring i et aflåst rum i kortere

eller længere perioder. Isolationen skal være så kortva-

rig og skånsom som muligt og må ikke udstrækkes

udover 2 timer for unge, der er anbragt på en sikret

afdeling og døgninstitution, og 4 timer for unge, der er

anbragt på en særlig sikret afdeling.

Aflåsning af værelser om natten betragtes ikke som

isolation.

Med bestemmelsens

stk. 3

videreføres med visse

sproglige ændringer gældende ret, der følger af § 20,

stk. 2, 4. pkt., og § 39, stk. 1, 4. pkt., i magtanvendel-

sesbekendtgørelsen. Det følger af bestemmelsen, at der

skal føres et løbende tilsyn med en ung, der er anbragt i

isolation. Formålet med tilsynet er bl.a. at sikre, at den

unge ikke gør skade på sig selv. Barnet eller den unge,

der er anbragt i isolation, skal løbende observeres.

Under anbringelsen i isolation skal der være mulighed

for, at barnet eller den unge kan tilkalde en medarbej-

der.

Bestemmelsens

stk. 4

giver hjemmel til, at social-

og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler

anvendelse af isolation. Hjemlen vil blive anvendt til at

fastsætte regler om det løbende tilsyn med et barn eller

en ung der er anbragt i isolation, herunder i forhold til

børn og unge med psykiske lidelser.

Til § 17

Bestemmelsen om kontrol med brevveksling, telefon-

samtaler og anden kommunikation viderefører med

visse redaktionelle ændringer den gældende § 123, stk.

2, i serviceloven.

Bestemmelsen omfatter alle børn og unge under 18 år,

der har ophold på opholdssteder og døgninstitutioner

efter serviceloven § 66, stk. 1, nr. 5 og 6. Bestemmel-

sen gælder således også for børn og unge, der er idømt

en ungdomssanktion eller afsoner en ubetinget fæng-

selsdom på en institution, jf. § 78, stk. 2, i lov om fuld-

byrdelse af straf m.v. Børn og unge anbragt i vare-

tægtssurrogat vil herudover være omfattet af forslagets

§ 20.

Bestemmelsen indebærer, at kontrol med brevveks-

ling, telefonsamtaler og anden kommunikation med

omverden kun kan ske i forhold til nærmere angivne

personer og udelukkende på baggrund af en afgørelse

fra børn og unge-udvalget.

Bestemmelsens

stk. 1

giver som hidtil adgang til, at

børn og unge-udvalget, såfremt det er nødvendigt af

hensyn til barnets eller den unges sundhed og udvik-

ling, uden retskendelse kan træffe afgørelse om kontrol

med barnets eller den unges brevveksling, telefonsam-

taler og anden kommunikation, herunder ved brug af

mobiltelefon og internet, med nærmere angivne perso-

ner uden for institutionen. Udvalgets stillingtagen sker

på baggrund af indstilling fra kommunalbestyrelsen.

I praksis vil det betyde, at åbning af indgående og

udgående breve kun kan finde sted med samtykke fra

og i overværelse af barnet eller den unge. Ønsker bar-

net eller den unge ikke, at et indgående brev åbnes, kan

dette uåbnet returneres til afsenderen med forklarende

ledsageskrivelse. Ønsker barnet eller den unge ikke, at

et udgående brev åbnes, tilintetgøres brevet. Kontrol af

telefonsamtaler i form af medhør kan kun finde sted

med samtykke fra barnet eller den unge. Ønsker barnet

eller den unge ikke, at der sker medhør ved en indgå-

ende telefonsamtale, kan telefonsamtalen afbrydes med

en forklaring til den, der har ringet op. Ønsker barnet

eller den unge ikke, at der sker medhør ved en udgåen-

de telefonsamtale, føres samtalen ikke.

Bestemmelsens

stk. 2

angiver, at afgørelsen efter stk.

1 skal træffes for en bestemt periode. Det angives vide-

re, at der ikke må finde kontrol sted af breve og andre

henvendelser til og fra offentlige myndigheder og til og

fra en eventuel advokat. Endelig angives det, at en

afgørelse efter stk. 1 kan træffes foreløbigt af forman-

den eller i dennes fravær næstformanden for børn og

unge-udvalget efter servicelovens § 75, stk. 1, når hen-

synet til barnets eller den unges øjeblikkelige behov

ikke kan afvente, at sagen behandles i børn og unge-

udvalget. Afgørelsen kan indbringes for Ankestyrelsen

af den unge, der er fyldt 12 år, og af forældremyn-

dighedsindehaverem samt den af forældrene, der ikke

har del i forældremyndigheden, hvis afgørelsen vedrø-

rer denne part, jf. servicelovens § 168, stk. 1 og 2.

Bestemmelsens

stk. 3

giver hjemmel til, at social- og

indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om

kontrol med brevveksling, telefonsamtaler og anden

kommunikation. Hjemlen vil blive anvendt til at fast-

sætte regler om fremgangsmåden ved kontrol med

brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikati-

on, herunder mobiltelefon og internet.

Til § 18

Af bestemmelsens

stk. 1,

der er en videreførelse af

gældende ret efter servicelovens § 123 a, følger det, at

på opholdssteder og døgninstitutioner, herunder delvis

lukkede døgninstitutioner og afdelinger samt sikrede

og særligt sikrede afdelinger efter servicelovens § 66,

stk. 1, nr. 5 og 6, kan lederen eller den, der bemyndiges

dertil, af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn træf-

fe bestemmelse om en undersøgelse af den unges per-

son eller opholdsrum, hvis der er bestemte grunde til at

antage, at barnet eller den unge er i besiddelse af effek-

ter, der kan betyde, at ordensbestemmelser ikke kan

overholdes, eller at sikkerheden ikke kan iagttages. Det

kan være effekter i form af f.eks. mobiltelefoner, eufo-

riserende stoffer eller genstande såsom barberblade,

knive eller andre ting, der kan bruges som våben.

Med bestemte grunde sigtes bl.a. til de situationer,

hvor personalet observerer, at der mangler bestik eller

andre skarpe genstande i køkkenet på den sikrede afde-

ling, eller hvor der på værelset er ridset i væggen, og

hvor det må formodes, at genstanden, som er brugt til

at ridse, er skarp eller spids. Bestemte grunde kan også

være i de tilfælde, hvor den unges handlemønstre vur-

deres at være væsentlig anderledes end normalt, og

hvor personalet har en formodning om, at den unge er i

besiddelse af f.eks. euforiserende stoffer eller mobilte-

lefoner.

Barnet eller den unge har ret til, inden undersøgelse

foretages, at få oplyst grunden til, at undersøgelsen

iværksættes, medmindre særlige omstændigheder taler

imod dette.

Bestemmelsens

stk. 2

er dels en videreførelse af gæl-

dende ret efter § 123 a, stk. 1, i serviceloven. Heraf

følger det, at de sikrede afdelinger og institutioner og

særligt sikrede afdelinger som hidtil kan undersøge

barnets eller den unges opholdsrum, hvis en sådan

undersøgelse er nødvendig for at sikre, at ordensbe-

stemmelser overholdes eller sikkerhedshensyn iagtta-

ges. En sådan undersøgelse af barnets eller den unges

opholdsrum kan foretages ved starten af anbringelsen,

før og efter besøg, samt før og efter fravær. Der kræves

således ikke bestemte grunde til at undersøge barnets

eller den unges opholdsrum. Opremsningen af situatio-

ner, hvori den sikrede afdeling eller institution eller

særligt sikrede afdeling kan undersøge barnets eller den

unges opholdsrum uden særlige grunde, er udtømmen-

de. Adgangen til at undersøge barnets eller den unges

opholdsrum er altså på sikrede afdelinger og institutio-

ner samt særligt sikrede afdelinger udvidet i forhold til

den almindelige adgang efter stk. 1 til også at kunne

gennemføres på en række nærmere fastsatte tidspunk-

ter, uden at der er konkret mistanke om, at barnet eller

den unge er i besiddelse af effekter, der kan betyde, at

ordensbestemmelserne ikke kan overholdes. Det er dog

efter bestemmelsen et krav, at undersøgelsen er nød-

vendig for at sikre, at ordensbestemmelserne overhol-

des eller sikkerhedshensyn iagttages.

Med forslaget udvides adgangen til undersøgelse af

barnets eller den unges person således i forhold til

gældende ret til også at omfatte undersøgelse af barnets

eller den unges person i de samme situationer, som

hvor der kan foretages undersøgelse af barnets eller

den unges opholdsrum.

Såfremt det er muligt at foretage undersøgelse af

person eller opholdsrum med tekniske eller elektroni-

ske hjælpemidler, der er mindre indgribende, vil dette

være muligt inden for de gældende regler. Det kan

f.eks. være ved brug af en metaldetektor, scannere og

lignende.

Undersøgelse efter stk. 1 og 2 vil ligeledes kunne

gennemføres ved hjælp fra private hundeførere. Der er

alene tale om, at hundeføreren benyttes til at stå for den

praktiske del af undersøgelsen. Det er fortsat institutio-

nens leder eller de bemyndigede ansatte, der vurderer,

om kriterierne for at foretage undersøgelsen er til stede,

og om der er grundlag for at tilbageholde effekter efter

stk. 3 eller iværksætte andre tiltag. Der er således ikke

tale om delegation af myndighedsudøvelse eller afgø-

relseskompetence til private. Den private aktør, der

benyttes, skal have den fornødne fagkyndige ekspertise

til at forestå undersøgelsen. Straffelovens § 152 a om

tavshedspligt gælder også for private, der udfører op-

gaver for offentlige myndigheder.

Med bestemmelsens

stk. 3

videreføres med sproglige

ændringer gældende ret som følger af serviceloven §

123 a, stk. 6. Heraf følger, at institutionens leder eller

den, der bemyndiges dertil, kan træffe bestemmelse om

tilbageholdelse af effekter, der findes i barnets eller den

unges besiddelse, hvis det skønnes påkrævet af ordens-

eller sikkerhedsmæssige hensyn.

Hvis genstande tilbageholdes, skal institutionen ud-

færdige en liste over de genstande, der tilbageholdes.

Barnet eller den unge skal orienteres om tilbageholdel-

sen og have udleveret en kopi af listen. Hvis en gen-

stand tilhører anbringelsesstedet kan den umiddelbart

inddrages.

Med bestemmelsen

stk. 4

giver som hidtil efter ser-

vicelovens § 123 a, stk. 8 hjemmel til, at social- og

indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om

gennemførelsen af undersøgelser af barnets eller den

unges person eller opholdsrum. Hjemlen vil blive an-

vendt til at fastsætte regler om gennemførelsen af un-

dersøgelser af barnets eller den unges person og op-

holdsrum på en sikret afdeling eller døgninstitution

eller på en særligt sikret afdeling. Det vil blandt andet

indbefatte regler om, at lade den unge overvære under-

søgelsen af den unges opholdsrum eller efter undersø-

gelsen give den unge tilbud om at få gennemgået un-

dersøgelsen og dens resultat, medmindre særlige om-

stændigheder taler imod. Tilbud om at få gennemgået

undersøgelsen skal gives til den unge straks. Tilbuddet

kan eventuelt gives skriftligt samtidig med en oriente-

ring om, at undersøgelsen har fundet sted. Det bemær-

kes, at den sikrede afdeling på baggrund af forholdene i

det konkrete tilfælde, herunder også på baggrund af

personalemæssige forhold, kan afgøre, om den unge

skal overvære undersøgelsen, eller om der skal gives

tilbud om efterfølgende gennemgang af undersøgelsen.

De to muligheder er således ligestillede.

Der vil der endvidere blive fastsat regler, om at der

altid skal deltage mindst to ansatte ved undersøgelsen

af den unges opholdsrum. Hvis særlige omstændighe-

der gør det nødvendigt, kan en undersøgelse dog gen-

nemføres af en enkelt ansat.

Til § 19

Bestemmelsen om anvendelse af personlige alarm-

eller pejlesystemer over for børn og unge med betyde-

ligt og varigt nedsat psykisk funktionsevne viderefører

med visse sproglige ændringer den gældende § 123 d i

serviceloven.

Bestemmelsens

stk. 1

angiver som hidtil, at alarm-

eller pejlesystemer alene vil kunne anvendes, når der er

risiko for, at den pågældende udsætter sig selv eller

andre for at lide personskade. Risikoen for personskade

skal være sandsynliggjort på det tidspunkt, hvor op-

holdsstedet eller døgninstitutionen vurderer, at der er

behov for at anvende et alarm- eller pejlesystem. Kend-

skabet til personen skal have vist, at pågældende er

”dørsøgende”. Det er ikke tilstrækkeligt at have en

formodning om, at barnet eller den unge måske vil

forlade opholdsstedet eller døgninstitutionen og derved

udsætte sig for en risiko. Opholdsstedet eller døgninsti-

tutionen kan have et konkret kendskab til, at den på-

gældende ofte forlader institutionen eller ofte bevæger

sig mod et farligt område, f.eks. en stærkt trafikeret vej

eller et havneområde.

Kommunalbestyrelsen skal ved behandlingen af an-

søgninger om iværksættelse af et personligt alarm- eller

pejlesystem være opmærksom på, hvilken type skade

der forsøges undgået. Almindelige skader, som kan

påregnes ved udendørs færdsel til fods som f.eks. fald

på sneglat fortov eller forvridning af anklen på en

ujævn vej, er ikke tilstrækkeligt grundlag for at iværk-

sætte anvendelse af et personligt alarm- eller pejlesy-

stem.

Bestemmelsen omhandler alene risikoen for person-

skade, hvilket udelukker tilfælde, hvor der alene er

risiko for materiel skade.

Ved vurderingen af om der skal anvendes alarm- eller

pejlesystemer, skal der udover hensynet til den fysiske

sikkerhed også tages hensyn til, om foranstaltningen

giver barnet eller den unge større udfoldelsesmulighe-

der og livskvalitet, end hvis overvågningen ikke blev

etableret.

Bestemmelsen omhandler i lighed med voksenbe-

stemmelsen i servicelovens § 125 to former for syste-

mer: 1) alarmsystemer, der har til formål at advare

servicepersonale eller andre, hvis et barn eller en ung

person med betydelig og varigt nedsat psykisk funkti-

onsevne forlader institutionen og 2) pejlesystemer, der

kan anvendes til at lokalisere et bortkommet barn eller

en ung person. Det er med bestemmelsen forudsat, at

der er personale eller andre, der kan reagere på alar-

men. Det er ikke formålet med bestemmelsen at give

mulighed for at anvende personlige alarm- eller pejle-

systemer i form af udstyr, der er egnet til kontinuerligt

at overvåge barnet eller en ung persons færden.

Det er en betingelse for anvendelse af alarm- eller

pejlesystemer, at der er tale om personlige systemer.

Herved forstås, at systemerne kun må registrere den

enkelte persons udgang eller færden uden for instituti-

onen. Det vil efter bestemmelsen ikke være lovligt at

anvende systemer, som kortlægger samtlige personers

færden. En dørklokke eller lignende, som gør opmærk-

som på indkommende og udgående færdsel ved hoved-

døren eller havedøren, er ikke registrering af beboernes

færden.

Det vil kun i særlige tilfælde kunne besluttes at an-

vende et personligt alarm- eller pejlesystem. Afgørel-

sen om anvendelse af et sådant system skal i væsentlig

grad kunne bidrage til at afværge risikoen for person-

skade. Anvendelse af personligt alarm- eller pejlesy-

stem kan kun forekomme i tilfælde, hvor det ikke ved

brug af mindre indgribende tiltag er muligt at sikre, at

barnets eller den unges færden og adfærd ikke medfø-

rer risiko for personskade for barnet, den unge eller

andre.

Ved behandling af ansøgninger om iværksættelse af

anvendelse af et personligt alarm- eller pejlesystem bør

det indgå i kommunalbestyrelsens afgørelse om føl-

gende punkter er tilstrækkeligt belyst af opholdsstedet

eller døgninstitutionen:

1) foreligger den nødvendige faglige dokumentation

for den nedsatte funktionsevne,

2) hvorfor det med overvejende sandsynlighed kan

forudsiges, at den pågældende ikke er i stand til at

færdes uden for institutionen på egen hånd og hvordan

et personligt alarm- eller pejlesystem kan bidrage til at

afværge risikoen for personskade,

3) hvilke pædagogiske metoder, der har været forsøgt

anvendt før indstilling om iværksættelse af foranstalt-

ningen,

4) hvilke pædagogiske metoder, der sideløbende med

foranstaltningen vil blive anvendt til at forsøge at gøre

barnet eller den unge i stand til at færdes uden for insti-

tutionen på egen hånd,

5) den forventede periode, i hvilken foranstaltningerne

vil være nødvendige, og

6) om barnets eller den unges synspunkter er tillagt

passende vægt i overensstemmelse med den pågælden-

des alder og modenhed.

Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til periodens

længde på baggrund af en konkret vurdering i hver

enkelt sag.

Bestemmelsens

stk. 2

giver som hidtil hjemmel til, at

social- og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere

regler om afgrænsning af den periode, hvor der kan

anvendes personlige alarm- eller pejlesystemer, om

behandling af ansøgninger om iværksættelse af foran-

staltninger efter stk. 1 og om, hvilke typer alarm- eller

pejlesystemer der lovligt kan anvendes m.v. Hjemlen

vil blive anvendt til at fastsætte regler om den tidsmæs-

sige udstrækning af anvendelsen af personlige alarm-

eller pejlesystemer, herunder hvor lang tid der maksi-

malt kan iværksættes anvendelse af personlige alarm-

eller pejlesystemer.

Hjemlen vil endvidere blive anvendt til at fastsætte

nærmere regler om krav til behandling af ansøgninger

fra opholdssteder eller døgninstitutioner og alarm- eller

pejlesystemer.

Endelig vil hjemlen blive anvendt til at give adgang til

at fastsætte en afgrænsning af, hvilke systemer, herun-

der GPS-systemer, der lovligt kan anvendes. Denne

afgrænsning vil som udgangspunkt være identisk med

den afgrænsning, der findes i den til serviceloven hø-

rende magtanvendelsesbekendtgørelse over for voksne

med betydeligt og varigt nedsat psykisk funktionsevne.

Til § 20

Bestemmelsen om besøgs-, brev og telefonkontrol

m.v. for unge i varetægtssurrogat viderefører med visse

redaktionelle ændringer den gældende § 123, stk. 6, i

lov om social service.

Bestemmelsens

stk. 1

angiver som hidtil, at § 771 og

§ 772, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., i lov om rettens pleje,

vedrørende besøg og brevveksling m.v. finder tilsva-

rende anvendelse for unge, der efter reglerne i retsple-

jeloven er anbragt i sikrede afdelinger efter § 66, stk. 1,

nr. 6, i lov om social service. Bestemmelsen indebærer,

at retten efter retsplejelovens regler kan bestemme, at

unge, der er anbragt i sikrede afdelinger som surrogat

for varetægtsfængsling, helt eller delvis afskæres fra

kontakt med andre gennem breve, telefon og besøg.

En ung i varetægtssurrogat kan således kun modtage

besøg i det omfang, opretholdelse af ro, orden og sik-

kerhed i den sikrede afdeling tillader det. Politiet kan

under hensyn til varetægtsfængslingens øjemed mod-

sætte sig, at en ung, der er anbragt i varetægtssurrogat,

modtager besøg eller kan forlange, at besøg finder sted

under kontrol, jf. retsplejelovens § 771, stk. 1. Træffer

politiet beslutning om besøg eller krav om kontrol i

forbindelse med besøg, skal den unge underrettes om

beslutningen, og han eller hun kan forlange, at beslut-

ningen forelægges for retten til afgørelse. Den unge har

altid ret til ukontrolleret besøg af sin forsvarer.

En ung i varetægtssurrogat har som udgangspunkt ret

til at modtage og afsende breve. Politiet kan forlange at

gennemse breve inden modtagelsen eller afsendelsen.

Politiet skal snarest muligt udlevere eller sende breve,

medmindre indholdet vil kunne være til skade for efter-

forskningen eller opretholdelse af orden og sikkerhed

på den sikrede afdeling. Tilbageholdes et brev, skal

spørgsmålet om, hvorvidt tilbageholdelsen bør opret-

holdes, straks forelægges retten til afgørelse. Oprethol-

des tilbageholdelsen, skal afsenderen straks underret-

tes, medmindre dommeren af hensyn til efterforsknin-

gen træffer anden bestemmelse, jf. retsplejelovens §

772, stk. 1. Hvis politiet har fastsat brevkontrol efter

retsplejelovens § 772, stk. 1, sendes brevene gennem

politiet.

Den unge har dog altid ret til ukontrolleret brevveks-

ling med og besøg af kommunalbestyrelsen i den unges

opholdskommune samt det socialtilsyn, der fører det

driftsorienterede tilsyn med den sikrede institution, jf. §

2 i lov om socialtilsyn. Den unge har altid ret til ukon-

trolleret brevveksling med sin forsvarer og med dom-

stolene, Procesbevillingsnævnet, anklagemyndigheden

og politiet, Den Europæiske Menneskerettighedsdom-

stol, Den Europæiske Torturkomité, FN’s Menneske-

rettighedskommission og FN’s Torturkomité. Herud-

over har den unge ret til ukontrolleret brevveksling

med andre offentlige myndigheder og medlemmer af

Folketinget. En udenlandsk ung har tillige ret til ukon-

trolleret brevveksling med hjemlandets diplomatiske

konsulære repræsentanter, medmindre politiet af hen-

syn til varetægtsfængslingens øjemed modsætter sig

dette på grund af ganske særlige omstændigheder, jf. §

772, stk. 2, 1. pkt., i retsplejeloven.

Politiet kan af hensyn til varetægtsfængslingens øje-

med endvidere modsætte sig, at en ung i varetægtssur-

rogat fører telefonsamtaler eller anden kommunikation

eller betinge telefonsamtale og anden kommunikation

af, at samtalen overhøres. Den unge skal underrettes

om, at politiet har truffet beslutning om kontrol med

telefonsamtaler eller anden kommunikation, og at poli-

tiets beslutning om kontrol med telefonsamtaler eller

anden kommunikation kan forlanges forelagt for retten

til afgørelse. Den unge har ret til ukontrolleret telefon-

kontakt med sin forsvarer.

Bestemmelsens

stk. 2

giver som hidtil hjemmel til, at

social- og indenrigsministeren efter forhandling med

justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om be-

søg, brevveksling, telefonsamtaler og anden kommuni-

kation. Hjemlen vil blive anvendt til at fastsætte regler

om fremgangsmåden ved kontrol med brevveksling,

telefonsamtaler og anden kommunikation, herunder

mobiltelefon og internet.

Til § 21

Bestemmelsen om registrering og indberetning vide-

refører med visse sproglige ændringer den gældende §

123, stk. 4 og 5, i serviceloven, samt § 42, stk. 2, § 43,

stk. 2, og § 44, stk. 3, i magtanvendelsesbekendtgørel-

sen.

Bestemmelsens

stk. 1

fastslår, at indgreb efter forsla-

gets §§ 8-16, 18-19, samt magtanvendelse efter regler-

ne om nødværge efter § 13 i straffeloven skal registre-

res og indberettes. Når der anvendes magt over for et

barn eller en ung, skal den pågældende episode således

registreres og indberettes. Bestemmelsen omfatter

såvel registrering og indberetning af de videreførte

bestemmelser i forslagets § 10, § 12, stk. 1, §§ 13-15, §

16, stk. 1, og §§ 18-22 samt nødværge efter § 13 i straf-

feloven, som af de udvidede og nye indgrebsmulighe-

der i forslagets §§ 9 og 11, § 12, stk. 2 og 3, samt § 18,

stk. 2. Kortvarig fastholdelse eller bortvisning af et

barn eller en ung efter forslagets § 8 skal ikke registre-

res og indberettes. Der henvises til bemærkningerne til

denne bestemmelse for en nærmere uddybning heraf.

Det er anbringelsesstedet, der skal registrere og indbe-

rette episoden til henholdsvis den anbringende kom-

mune, socialtilsynet og eventuelt kommunalbestyrel-

sens i anbringelsesstedets beliggenhedskommune samt

orientere den eventuelle kommunale eller regionale

driftsherre. Som en konsekvens af forslagets § 9, jf.

forslagets § 4, skal generelt godkendte kommunale

plejefamilier registrere og indberette deres anvendelse

af afværgehjælp. Der vil blive udarbejdet et standard-

skema til brug for anbringelsesstedernes registrering og

indberetning med henblik på at smidiggøre processen

samt understøtte en ensartet praksis på anbringelsesste-

derne og i socialtilsynene.

Med indberetning til både den anbringende kommu-

ne og socialtilsynet sikres det, at de ansvarlige myn-

digheder for henholdsvis det personrettede og driftsori-

enterede tilsyn kan reagere i forhold til den foretagne

magtanvendelse.

Indberetningen til den anbringende kommune har til

formål at give det personrettede tilsyn efter servicelo-

vens § 148 mulighed for at vurdere, om anbringelses-

stedet fortsat er det rette, eller om der er anledning til at

overveje ændringer i den iværksatte indsats over for

barnet eller den unge. Hvis et anbringelsessted ofte

anvender magt over for et barn eller en ung, kan det

således tyde på, at barnet eller den unge er anbragt på

et anbringelsessted, der ikke er i stand til at håndtere

barnets eller den unges behov. I disse tilfælde må

kommunen vurdere, hvorvidt der er behov for at an-

bringe barnet eller den unge på et andet anbringelses-

sted.

Indberetningerne til socialtilsynet giver tilsynet mu-

lighed for at vurdere, om der er grundlag for tilsyns-

mæssige overvejelser, herunder om det giver anledning

til en dialog med et konkret anbringelsessted om deres

pædagogiske praksis. Det kan f.eks. omhandle behov

for ændringer i tilrettelæggelsen af arbejdet på anbrin-

gelsesstedet, så anvendelsen af magt reduceres mest

muligt. Der skelnes mellem tilladt magtanvendelse og

ikke-tilladt magtanvendelse. Ved indberetninger, hvor

der er begrundet mistanke om en strafbar handling, der

er undergivet offentlig påtale, f.eks. udøvelse af egent-

lig vold, skal socialtilsynet kontakte politiet med hen-

blik på anmeldelse af episoden.

Der skal ikke træffes afgørelse om lovligheden af

foretagne magtanvendelser.

Bestemmelsens

stk. 2

fastslår, at barnet eller den un-

ge, der har været involveret i episoden, der udløste

magtanvendelse, skal gøres bekendt med indberetnin-

gen og have lejlighed til at ledsage denne med sin egen

redegørelse for episoden. I forbindelse med udfyldelsen

af indberetningsskemaet skal personalet som led i om-

sorgspligten tale med barnet eller den unge om hændel-

sen, årsagen m.v. Formålet hermed er, at personalet får

forklaret barnet eller den unge, hvorfor der blev an-

vendt magt i den konkrete situation, og at barnet eller

den unge får mulighed for at sætte ord på, hvordan

situationen blev oplevet af den pågældende, samt at

personalet sammen med barnet eller den unge kan

finde en løsning på, hvorledes magtanvendelse kan

undgås fremover i lignende situationer. Personalet skal

i den forbindelse tage hensyn til barnets eller den unges

alder, modenhed og funktionsevne.

Bestemmelsen i

stk. 3

fastslår, at anbringelsesstedet

ved magtanvendelse, der har fundet sted på en intern

skole på et opholdssted eller en døgninstitution efter

servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, som hidtil skal

foretage indberetning til kommunalbestyrelsen i an-

bringelsesstedets beliggenhedskommune, som fører

tilsyn med undervisningen på skolen. På denne måde

sikres det, at beliggenhedskommunen har et overblik

over omfanget af anvendelsen af magt på den interne

skole.

Bestemmelsen i

stk. 4

fastslår, at anbringelsesstedet

ved magtanvendelse, der har fundet sted i et regionalt

eller kommunalt drevet anbringelsessted, skal orientere

den kommunale eller regionale driftsherre om magtan-

vendelsen. Dette skal bidrage til, at driftsherren løben-

de kan følge, om omfanget af magtanvendelser giver

anledning til ændringer i driften af institutionen.

Indberetning og registrering af foretagne magtanven-

delser skal ske under iagttagelse af de almindelige

regler om offentligt ansattes tavshedspligt efter § 27 i

forvaltningsloven. Det fremgår heraf, at den, der virker

inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt,

når en oplysning ved lov er betegnet som fortrolig,

eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde

den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige

eller private. Hvis en offentlig ansat bryder sin tavs-

hedspligt, kan vedkommende straffes efter § 152 og §§

152 c-152 f i straffeloven.

Bestemmelsen i

stk. 5

giver som hidtil hjemmel til,

at social- og indenrigsministeren kan fastætte nærmere

regler om registrering og indberetning samt procedu-

rerne herfor. Hjemlen vil blive anvendt til at fastsætte

regler om procedurerne i forbindelse med de forskelli-

ge former for indberetninger.

Til § 22

Bestemmelsen om socialtilsynets tilsyn med anbrin-

gelsesstedernes anvendelse af reglerne i denne lov

viderefører med visse sproglige ændringer den gælden-

de § 45 i magtanvendelsesbekendtgørelsen. Der er

alene tale om en præcisering, og der påtænkes ikke

ændring af gældende ret.

Bestemmelsen fastslår, at det socialtilsyn, der fører

det driftsorienterede tilsyn med et anbringelsessted, jf.

§ 2 i lov om socialtilsyn, som led heri fører tilsyn med

anbringelsesstedets anvendelse af reglerne i denne lov.

Det følger af § 7 i lov om socialtilsyn, at socialtilsynet

fører det driftsorienterede tilsyn med godkendte sociale

tilbud, herunder anbringelsessteder, for at sikre, at de

fortsat har den fornødne kvalitet, blandt andet i forhold

til målgrupper, metoder og resultater samt kompeten-

cer. Socialtilsynet fører blandt andet tilsyn med, at

anbringelsesstederne har en pædagogisk indsats, der

forebygger magtanvendelser, så magtanvendelse så

vidt mulig undgås. Tilsynet ser også på, om anbringel-

sesstederne dokumenterer og følger op på eventuelle

magtanvendelser med henblik på løbende læring og

forbedring af indsatsen. Det driftsorienterede tilsyn

består både af en kontrol af forholdene på anbringelses-

stedet og en dialog mellem socialtilsyn og anbringel-

sessted, som skal bidrage til at fastholde og udvikle

kvaliteten på anbringelsesstedet. Socialtilsynet skal ved

varetagelsen af tilsynsopgaven indhente relevant in-

formation, herunder ved at aflægge mindst ét årligt

besøg på anbringelsesstedet, inddrage oplysninger fra

modtagne indberetninger om magtanvendelse, oplys-

ninger fra ansatte og anbragte børn og unge på anbrin-

gelsesstedet samt fra andre relevante personer og ud-

veksle oplysninger med de kommuner, som har ansva-

ret for de enkelte borgeres ophold på anbringelsesstedet

i henhold til §§ 9-9 a i lov om retssikkerhed og admini-

stration på det sociale område. Socialtilsynene skal,

hvis forholdene på det enkelte anbringelsessted tilsiger

det, træffe afgørelse om skærpet tilsyn og samtidig

udstede et påbud med henblik på, at anbringelsesstedet

som betingelse for fortsat godkendelse inden for en tre

måneders frist skal rette op på de omfattede forhold, jf.

§ 8 i lov om socialtilsyn. Det kan f.eks. være relevant,

hvis et anbringelsessted har uforholdsmæssigt mange

magtanvendelser sammenlignet med et lignende an-

bringelsessted med en tilsvarende målgruppe eller

gentagne gange indberetter ikke-tilladt magtanvendelse

som tilladt magtanvendelse. Socialtilsynet kan da give

anbringelsesstedet påbud om at tilvejebringe en hand-

lingsplan for at undgå unødig magtanvendelse i fremti-

den. Endelig kan socialtilsynet træffe afgørelse om

ophør af godkendelse, hvis anbringelsesstedet ikke

ændrer praksis og dermed vurderes ikke længere at

have den fornødne kvalitet, jf. § 5, stk. 5, jf. § 6 i lov

om socialtilsyn.

Til § 23

Bestemmelsen, der er ny, gengiver de generelle klage-

regler, der følger af §§ 166-169 i serviceloven og vide-

refører §§ 46-49 i magtanvendelsesbekendtgørelsen.

Klagereglerne fremstår dermed samlet med henblik på

en tydeliggørelse af, hvilke klageregler, der gælder i

forbindelse med afgørelser om adgang til samt anven-

delse af magt og andre indgreb i selvbestemmelsesret-

ten.

Med bestemmelsens

stk. 1

fastslås, at anbragte børn

og unge over 12 år samt forældremyndighedsindehave-

re kan klage over afgørelser truffet efter denne lov. Der

skal i den forbindelse tages særlige hensyn til børn og

unge med nedsat funktionsevne i forhold til deres for-

udsætninger for at kunne påklage afgørelser. Bestem-

melsen fastslår således, hvem der kan klage.

Med bestemmelsens

stk. 2

fastslås, at klager over

afgørelser truffet børn og unge-udvalget eller kommu-

nalbestyrelsen i medfør af reglerne i denne lov, kan

indbringes for Ankestyrelsen.

Børn og unge-udvalget træffer afgørelse om tilbage-

holdelse efter forslagets § 12, stk. 1-3 og kontrol med

breve, telefonsamtaler og anden kommunikation efter

forslagets § 17.

Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om oprethol-

delse af tilbageholdelsen af børn og unge i op til yder-

ligere 14 dage under anbringelsen efter forslagets § 12,

stk. 4, om de nærmere rammer og vilkår for tilbagehol-

delse og fastholdelse under den konkrete anbringelse

på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede

afdelinger på åbne døgninstitutioner efter forslagets §

13, stk. 3, og om anvendelse af personlige alarm -eller

pejlesystemer over for anbragte børn og unge, der har

betydeligt og varigt nedsat psykisk funktionsevne efter

forslagets § 19, stk. 1. Der gælder ikke særregler om

indbringelse for retten, jf. modsætningsvist § 73 i rets-

sikkerhedsloven.

Med bestemmelsens

stk. 3

fastslås, at klager over

anvendelsen af reglerne om magtanvendelse i denne

lov eller regler udstedt i henhold til loven kan indbrin-

ges for kommunalbestyrelsen i den anbringende kom-

mune. Det er anbringelsesstedets leder, den, der be-

myndiges hertil, eller personalet, der ud fra en konkret

vurdering beslutter, om der skal anvendes magt. Ved

behandlingen af klagen, skal kommunen indhente en

udtalelse fra det socialtilsyn, der fører driftsorienteret

tilsyn efter § 2 i lov om socialtilsyn med anbringelses-

stedet til brug for behandlingen af klagesagen. Anbrin-

gelsesstedets leder eller dennes stedfortræder skal her-

udover hurtigst muligt foretage en undersøgelse af de

forhold, der klages over.

Med bestemmelsens

stk. 4

fastslås, at klage til Anke-

styrelsen skal ske inden 4 uger efter, at klageren har

fået meddelelse om afgørelsen, jf. § 67, stk. 1, i rets-

sikkerhedsloven.

Med bestemmelsens

stk. 5

fastslås, at indbringelse af

sagen for Ankestyrelsen ikke hindrer iværksættelse af

de besluttede foranstaltninger m.v. Dog kan styrelses-

chefen under ganske særlige omstændigheder bestem-

me, at en afgørelse ikke må iværksættes, før Ankesty-

relsen har truffet afgørelse i sagen.

Med bestemmelsens

stk. 6

fastslås, at servicelovens

§§ 72-73 og § 74, stk. 2 og 3, finder anvendelse ved

behandlingen i Ankestyrelsen. Barnet og den unge

samt forældremyndighedsindehaveren har ret til advo-

katbistand under klagebehandlingen af en sag om tilba-

geholdelse efter forslagets § 12, stk. 1-3, og brev og

telefonkontrol efter forslagets § 17, jf. servicelovens §

72, stk. 1. Under en sag om brev- og telefonkontrol

med efter forslagets § 17, som vedrører den af foræl-

drene, der ikke har del i forældremyndigheden, skal

denne have tilbud om gratis advokatbistand, jf. service-

lovens § 72, stk. 3. Om salær og godtgørelse for udlæg

til advokater gælder samme regler som i tilfælde, hvor

der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31,

jf. servicelovens § 72, stk. 4. Inden der træffes afgørel-

se i en sag om gratis advokatbistand, påhviler det

kommunalbestyrelsen at gøre indehaveren af foræl-

dremyndigheden og den unge, der er fyldt 12 år, be-

kendt med retten til efter forvaltningsloven at se sagens

akter og retten til at udtale sig, inden afgørelsen træf-

fes, jf. servicelovens § 73, stk. 1. Kommunalbestyrel-

sen har tilsvarende forpligtelse over for den af foræl-

drene der ikke har del i forældremyndigheden i en sag

om brev og telefonkontrol med denne, jf. servicelovens

§ 73, stk. 2. Inden der træffes afgørelse i sagen, skal

indehaveren af forældremyndigheden, barnet eller den

unge, advokaten og eventuel anden bisidder for foræl-

dremyndighedsindehaveren eller barnet eller den unge

have lejlighed til at udtale sig. Tilbuddet til barnet eller

unge om at udtale sig kan undlades, hvis barnet er

under 12 år, eller hvis det må antages at være til skade

for barnet eller den unge, jf. servicelovens § 74, stk. 2.

Den af forældrene der ikke har del i forældremyndig-

heden i en sag om brev og telefonkontrol med denne,

skal tilsvarende have lejlighed til at udtale sig, jf. ser-

vicelovens § 74, stk. 3.

Med bestemmelsens

stk. 7

fastslås, at forældremyn-

dighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 12 år, har

ret til at få dækket udgifter til transport til møder i

Ankestyrelsen.

Med bestemmelsens

stk. 8

fastslås, at Ankestyrelsens

behandling af klager over afgørelser truffet efter stk. 2

ved henvendelse til Ankestyrelsen inden 4 uger efter

klageren har fået meddelelse om afgørelsen kan kræves

forelagt for retten, jf. § 169, stk. 2, og §§ 170-172 i

serviceloven. Er Ankestyrelsens afgørelse stadfæstet

ved dom, kan fornyet prøvelse for retten kun kræves,

hvis sagen på ny har været forelagt Ankestyrelsen til

afgørelse. Byretten tiltrædes under hovedforhandlingen

af et retsmedlem, der er sagkyndig i børneforsorg, og et

retsmedlem, der er sagkyndig i børne- eller ungdoms-

psykiatri eller i psykologi. Sagerne behandles efter

retsplejelovens regler om borgerlige sager, herunder

kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt

frihedsberøvelse med de ændringer, der er angivet i

dette kapitel. Som parter anses forældremyndighedsin-

dehaveren og den unge, der er fyldt 12 år, uanset om

den pågældende har krævet afgørelsen forelagt for

retten. Retten kan bestemme, at retsmøderne foregår

for lukkede døre. Ved offentlig gengivelse af forhand-

lingerne i retten eller af dommen må der ikke uden

rettens tilladelse ske offentliggørelse af nav, stilling

eller bopæl for af de under sagen nævnte personer eller

på anden måde offentliggørelse af de pågældendes

identitet. Overtrædelse af forbuddet straffes med bøde.

Ved afgivelse af dissens angives dommerens navn

ikke. Byrettens afgørelse kan ikke indbringes for lands-

retten. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse

til anke, hvis sagen er af principiel karakter eller særli-

ge grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning om tilladelse

skal gives til nævnet inden 4 uger efter dommens afsi-

gelse. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladel-

se, hvis ansøgningen indgives senere, men inden 1 år

efter afsigelsen. De sagkyndige retsmedlemmer be-

skikkes af domstolsstyrelsens efter forhandling med

social- og indenrigsministeren. Domstolsstyrelsen

fastsætter deres antal og træffer bestemmelse om ve-

derlag og rejsegodtgørelse. De beskikkede skal være

myndige, må ikke være under værgemål efter værge-

målslovens § 5 eller under samværgemål efter værge-

målslovens § 7 og skal være uberygtede og vederhæfti-

ge. Beskikkelse gælder for 4 år. En sagkyndig afgår

ved udgangen af den måned, i hvilken den pågældende

fylder 70 år. Ingen, der opfylder ovennævnte betingel-

ser, kan afslå at modtage beskikkelse, medmindre den

pågældende er over 65 år eller har anden rimelig frita-

gelsesgrund. Undtagelsen for den enkelte sag blandt de

beskikkede sagkyndige foretages af retsformanden.

Ingen kan undtages, som ifølge §§ 60 og 61 i retspleje-

loven ville være udelukket for at handle som dommer i

dagen.

Med bestemmelsens

stk. 9,

der er ny, indføres hjem-

mel til, at social- og indenrigsministeren kan fastætte

nærmere regler om klageadgang. Hjemlen vil blandt

andet blive anvendt til at fastsætte regler om frem-

gangsmåden ved klage over anvendelsen af reglerne

om magtanvendelse i denne lov eller regler udstedt i

henhold til loven.

Til § 24

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar

2017.