Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration
og Sociale forhold
Kontor for Udsatte Børn
Holmens Kanal 22
1060 København K
Att: Karen Drøhse
Dato 14.12.12
RED BARNETS UDTALELSE TIL OPFØLGNING PÅ LOVEN OM STYRKELSE AF
BØRNS RETTIGHEDER I DANMARK
Red Barnet takker for muligheden for at udtale os i forbindelse med opfølgning på ordningen om det
såkaldte ’Børneombud’. Ordningen omfatter tre aktører/elementer:
Børnerådet (styrket fortalerfunktion i forhold til børns rettigheder)
Børnekontoret hos Folketingets Ombudsmand (styrket klagefunktion for børn på alle områder
under Folketingets Ombudsmand)
Børns Vilkårs Børnetelefon: Én indgang for konkret rådgivning af børn og unge (styrkelse af
Børns Vilkårs Børnetelefon til at sikre en fælles indgang for børn til anonym rådgivning,
herunder vejledning om regler og klagemuligheder)
Red Barnet ønsker først og fremmest at anerkende, at der med de samlede tiltag er sket en forbedring
af børn i Danmarks retsstilling (at der rent faktisk er knyttet en klageadgang til det danske børneombud,
hvilket gør Danmark til et foregangsland) og i forhold til fortalerrollen, der er placeret i Børnerådet.
Siden styrkelsen af Børnerådets mandat har Børnerådet udvidet deres indsatser og blevet endnu
tydeligere i deres rolle som fortaler for børns rettigheder, i forhold til dokumentation af børns liv, i
formidlingen til børn og ikke mindst i inddragelsen af børn i rettighedsvaretagelsen. Det har også været
et løft, at BørneTelefonen er blevet styrket. Endelig har bl.a. Børnekontorets besøg på institutioner og
egen-undersøgelser af institutioner samt gennemførslen af generelle undersøgelser betydet, at der er
blevet stillet skarpt på forpligtelserne hos myndighederne i rettighedsvaretagelsen.
Red Barnet ser dog fortsat helst et samlet uafhængigt børneombud med direkte reference til Folketinget
i tråd med vores tidligere høringssvar fra 2012. Vi mener fortsat, at tre-delingen gør
rettighedsvaretagelsen mere uigennemsigtig, og dermed er den ikke den konstruktion, der sikrer den
bedste varetagelse af børns rettigheder. Det er fortsat vores formodning, at det får konsekvenser, ikke
mindst ift. at børn ikke ser det samlede børneombud som et fyrtårn for deres rettigheder og dermed
heller ikke altid er særligt bevidste om deres klagemuligheder.
Det er svært at finde information om, hvordan det samlede ’børneombud’ reelt fungerer, hvilket
vanskeliggør opgaven at kommentere på, hvordan tre-instans-ordningen har fungeret i praksis i de
forløbne år siden børneombuddet blev etableret i 2012.
Red Barnet - Rosenørns Allé 12, 1634 København V, Danmark - Telefon 35 36 55 55 - Fax 35 39 11 19 - www.redbarnet.dk - [email protected]
Red Barnet er en del af Save the Children - verdens største uafhængige børnerettighedsorganisation.
Red Barnet kæmper for børns rettigheder og giver akut og langsigtet hjælp til udsatte børn i Danmark og resten af verden.