Social- og Indenrigsudvalget 2015-16
SOU Alm.del Bilag 120
Offentligt
1586705_0001.png
Vidste du, at hundredvis af førtidspensionister står til at blive fyret?
Kære Socialudvalg,
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering offentliggjorde onsdag den 16. december 2015
”Bekendtgørelse om forsøg på beskæftigelsesområdet” (vedhæftet som fil) og den får meget alvorlige
konsekvenser for mange socialøkonomiske virksomheder i Danmark samt de hundredvis af
førtidspensionister, som er ansat med løntilskud (skånejobs) i disse virksomheder.
HELT KONKRET vil den nye bekendtgørelse få følgende konsekvenser for foreningen ChangeMakers og
foreningens socialøkonomiske virksomheder,
Café Kaffegal
og
ØKOgal:
-
At samtlige 20 førtidspensionister ansat med løntilskud skal opsiges pr. 30. september 2016 og igen
vil blive ekskluderet fra vores arbejdsmarked.
At foreningen ChangeMakers ikke har mulighed for at besætte foreningens 4-5 ledige skånejobs
(netop for nyligt slået op på Jobnet.dk) og derudover ikke har mulighed for at ansætte nogen
førtidspensionister med løntilskud i hele 2016, selvom foreningen oplever kraftig vækst og har et
stigende rekrutteringsbehov.
At begge foreningens socialøkonomiske virksomheder, Café Kaffegal og ØKOgal, må dreje nøglen
om og lukke allerede inden for de næste måneder, idet ChangeMakers er nødsaget til at sælge
begge virksomheder og ’gøre boet op’ for at sikre, at foreningen undgår konkurs.
-
-
Som social iværksætter og stifter af ChangeMakers og foreningens to socialøkonomiske virksomheder, ser
jeg ikke en fortsættelse af virksomhederne, som traditionelle private virksomheder, som en mulighed. Jeg
har kastet mig ud i det socialøkonomiske felt for at skabe positiv forandring for mennesker med en psykisk
sårbarhed – og ikke for at skabe profit i en traditionelt dreven virksomhed.
Den nye ”Bekendtgørelse om forsøg på beskæftigelsesområdet” betyder, at vores socialøkonomiske
virksomheders dage er talte. Idet vi har brug for en hurtig løsning (ligesom mange andre socialøkonomiske
virksomheder), håber vi meget på, at du vil arbejde for at finde en løsning? En fremadrettet løsning på de
eksistentielle udfordringer som socialøkonomiske virksomheder oplever ved ikke længere at have mulighed
for at opnå dispensation fra ”rimelighedskravet” i LAB-loven.
På vegne af foreningen ChangeMakers kan jeg ikke understrege nok, hvor alvorlig en situation vores
socialøkonomiske virksomheder står i, og vi føler os derfor nødsaget til at skabe så megen fokus på
udfordringerne som muligt via de sociale medier, pressen m.v., hvilket vi gør i håbet om overlevelse!
SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 120: Henvendelse af 8/1-16 fra Brian Sørensen om hvad "Bekendtgørelse om forsøg på beskæftigelsesområdet" får af konsekvenser for mange socialøkonomiske virksomheder
Hvis du har lyst til at hjælpe og være med til at forhindre, at danske socialøkonomiske virksomheder må
dreje nøglen om pga. den nye bekendtgørelse, skal du være hjertelig velkommen til at kontakte mig for
yderligere information. Selvom jeg arbejder 80-90 timer om ugen med at lave mad, så stiller jeg mig 100%
til rådighed, hvis det kan gavne en løsning på de alvorlige udfordringer.
Med venlig hilsen & godt nytår!
Brian Sørensen, social iværksætter
Manager for de socialøkonomiske virksomheder, Café Kaffegal & ØKOgal
Begge socialøkonomiske virksomheder er såkaldte ’registrerede socialøkonomiske virksomheder’ (RSV) og
ejet af den frivillige forening ChangeMakers.