SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

Social- og Indenrigsudvalget 2015-16
SOU Alm.del Bilag 106
Offentligt

ALLE BØRN HAR RETTIGHEDER

JEG VAR FAKTISK

EN GOD DRENG

ENGANG

UNGE FORTÆLLER OM DERES OPLEVELSER

MED AT VÆRE FRIHEDSBERØVEDE

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

UNGE FORTÆLLER OM DERES OPLEVELSER

MED AT VÆRE FRIHEDSBERØVEDE

REDAKTION

FLEMMING SCHULTZ, KATRINE MUNCH

BECHGAARD OG SUSANNE BANG DAHL,

BØRNERÅDETS SEKRETARIAT

TEKST

KATRINE MUNCH BECHGAARD,

SUSANNE BANG DAHL OG ANNA EISTRUP,

BØRNERÅDETS SEKRETARIAT

INTERVIEW OG ANALYSE

SUSANNE BANG DAHL OG STINE LINDBERG,

BØRNERÅDETS SEKRETARIAT

UDGIVER

BØRNERÅDET

VESTERBROGADE 35 A

1620 KØBENHAVN V

TLF.: 33 78 33 00

GRAFISK DESIGN

PETER WALDORPH

FOTO

ANNE-LI ENGSTRÖM

TRYK

ROSENDAHLS

ISBN: 978-87-90946-12-8

1. OPLAG DECEMBER 2015,

500 EKSEMPLARER

ALLE NAVNE I RAPPORTEN ER ÆNDRET,

OG IDENTITETER ER SLØRET AF HENSYN

TIL DE DELTAGENDE BØRN OG VOKSNES

ANONYMITET. CITATER ER TILPASSET

AF HENSYN TIL LÆSEVENLIGHED.

UNDERSØGELSEN ER FINANSIERET

AF VELUX FONDEN

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

INDHOLD

FORORD

OM UNDERSØGELSEN

HVERDAGEN SOM FRIHEDSBERØVET

PERSONALET OG DEN PÆDAGOGISKE

TILGANG TIL DE UNGE

LOV, RETTIGHEDER OG REGLER

KONTAKTEN TIL VENNER OG FAMILIE

DE UNGES FORTID OG OPVÆKST

FREMTID OG DRØMME

TANKER OM STRAF OG FRIHEDSBERØVELSE

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

FORORD

ET AF DE STORE SPØRGSMÅL, der ofte bliver diskuteret i forhold til kriminalitet og

straf, er, hvorfor vi straffer. Straffer vi primært for at udvise konsekvens over for en

ulovlig handling? Eller er formålet med straf hovedsageligt at hjælpe personen, som har

begået kriminalitet, til at få livet på rette spor? Og kan de to forskellige måder at se straf

på forenes i det system, vi i dag har til at frihedsberøve kriminelle?

Diskussionen bliver sat på spidsen, når det handler om unge under 18 år. Mens for-

målet med frihedsberøvelse på de sikrede institutioner er fastlagt i serviceloven med

fokus på resocialisering gennem en pædagogisk indsats, er det mindre gennemskueligt,

hvordan arbejdet skal foregå, når de unge frihedsberøves i Kriminalforsorgen. Spørgs-

målet er derfor, om de unge oplever, at der er forskel på den pædagogiske tilgang og

arbejdet med resocialisering, afhængigt af om de er frihedsberøvede med udgangs-

punkt i serviceloven, retsplejeloven eller straffuldbyrdelsesloven?

Denne rapport er de unges fortællinger om, hvordan det opleves at være friheds-

berøvet. Rapporten er blevet til med støtte fra VELUX FONDEN, og den bygger på

interview med 53 unge mellem 15 og 19 år i foråret 2015, hvor de var frihedsberøvede

på en sikret institution eller i et fængsel.

De unges historier vidner om meget forskellige oplevelser af deres frihedsberøvelse.

Det handler dog ikke om, hvorvidt de er frihedsberøvede på en sikret institution eller

i Kriminalforsorgen. Deres oplevelser handler i højere grad om personalets tilgang

til dem samt miljøet og sammensætningen af ungegruppen de enkelte steder. De

unges oplevelser peger på, at der med fordel kan udvikles et mere ensartet grundlag

at arbejde på, der går på tværs af regioner og kommuner, med afsæt i pædagogisk og

psykologisk støtte og hjælp til resocialisering. Et samarbejde mellem regionerne,

Kriminalforsorgen og kommunerne kan bidrage til at sikre, at det pædagogiske og

udviklingsmæssige arbejde på institutioner og i fængsler bliver styrket og i højere grad

får samme udgangspunkt.

Et styrket fokus på samarbejde kan ligeledes være med til at sikre, at arbejdet med den

unge fortsættes efter endt frihedsberøvelse. Det er helt centralt for den unges mulighed

for resocialisering, at kommunen følger den unge tæt under frihedsberøvelsen og også

– i samarbejde med den unge – lægger en plan for, at de udviklingsprocesser, der sættes

i gang under frihedsberøvelsen, fortsættes, når den unge løslades.

Et gennemgående tema for de unge er deres oplevelse af magt. Flere fortæller om

ydmygende behandling og en oplevelse af at være stemplet af personalet. Det er

bekymrende, at flere unge oplever, at personalet i nogle henseender håndterer deres

magtbeføjelser vilkårligt og unødvendigt hårdhændet. Det rejser spørgsmålet, om

personalet i tilstrækkelig grad har den rette uddannelsesmæssige baggrund for at

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

arbejde pædagogisk og inden for lovens rammer. En del af magtperspektivet handler

for de unge om den sanktionerende pædagogik, der eksisterer nogle steder. En stram

ydre styring kan givetvis få nogle af de unge til at handle anderledes i løbet af friheds-

berøvelsen, men at dømme fra de unges oplevelser og ofte manglende forståelse for

tiltagene kan der herske tvivl om, hvorvidt den sanktionerende pædagogik har den

ønskede effekt på de unge på langt sigt. Det er derfor helt afgørende for den unges

udvikling, at ledelse og personale har en åben og kritisk dialog om brugen af magt og

sanktioner og hele tiden er opmærksomme på, hvordan den enkelte unges udvikling

bedst muligt understøttes.

Undersøgelsen viser meget tydeligt, at de unge frihedsberøvede er alt for dårligt

informerede om deres rettigheder og handlemuligheder under frihedsberøvelsen.

De efterlyser et bedre overblik over deres sagsforløb og bedre viden om, hvad de har

ret til. Der er ikke noget at sige til, at de unge kan have svært ved at danne sig et

overblik over deres rettigheder. Kigger man i lovgivningen, skal man stykke grundlaget

for frihedsberøvelse sammen fra mere end en håndfuld lovgivninger og bekendt-

gørelser, og ydermere er det ikke muligt at finde et samlet afsnit i de enkelte tekster,

der handler om unge under 18 år. Hvis man vil sikre, at de unge får viden om deres

rettigheder, er et godt sted at starte ved at gøre lovgivningen mere gennemskuelig.

Samtidig skal de unge løbende informeres grundigt og ensartet om deres rettigheder.

Rigtigt mange af de unge peger på, at deres baggrund har betydning for, at de er havnet

i kriminalitet. De efterlyser hjælp tidligere i livet, og de efterspørger voksne – i form af

kontaktpersoner, mentorer eller sagsbehandlere – der holder fast og hjælper og støtter

dem før, under og efter en frihedsberøvelse. For at sikre den bedste sagsbehandling for

de unge, og for at sikre, at der bliver fundet løsninger, der fungerer for dem, er det helt

essentielt, at de bliver inddraget undervejs i de beslutninger, der bliver taget om dem.

På Børnerådets vegne vil jeg gerne takke alle unge, der har deltaget i undersøgelsen.

Med jeres åbenhed har I givet os et indblik i jeres liv, som vi er meget taknemmelige for.

Jeres erfaringer er vigtig viden for alle, der arbejder med frihedsberøvede unge og

socialt udsatte, og vi håber, at den viden, vi bringer videre fra jer, vil blive brugt kon-

struktivt til gavn for børn og unge i samme situation som jer.

Der skal også lyde en stor tak til de ansatte i Kriminalforsorgen og på de sikrede institu-

tioner, som har muliggjort det praktiske omkring undersøgelsen. Sidst men ikke mindst

vil jeg også sige mange tak til vores gruppe af eksperter, der har fulgt undersøgelsen fra

start til slut. Tak for god sparring og kvalitative input.

Rigtig god læselyst

P E R L A RS E N

Formand for Børnerådet

FORORD ·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

OM UNDERSØGELSEN

DE PRØVER AT GØRE DET SÅ NORMALT SOM MULIGT ·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

DENNE UNDERSØGELSE afdækker, hvil-

ke oplevelser unge under 18 år har med

at være frihedsberøvede under straffe-

retsplejen. Undersøgelsen er gennemført

med støtte fra VELUX FONDEN i foråret

2015, hvor Børnerådet har interviewet 53

unge, der var frihedsberøvede på insti-

tutioner og i fængsler over hele Danmark.

Det primære fokus for undersøgelsen

har været at få de unges perspektiv på

frihedsberøvelsen og deres oplevelser af

den tilgang, som de respektive instituti-

oner og fængsler har til dem. Undersø-

gelsen er alene funderet i et børneper-

spektiv, og det er et eksplicit formål at

formidle de unges udsagn uimodsagt.

Derfor er der ikke foretaget en systema-

tisk afdækning af institutionernes faglige

tilgang til de unge i form af fx samtaler

med institutionsledere og ansatte eller

ved at indhente værdigrundlag for de

enkelte institutioner og fængsler. I enkelte

tilfælde, og hvor det er faldet naturligt

som en del af besøget på institutionen,

har Børnerådets medarbejdere haft

uformelle samtaler med personalet

eller med ledelsen på institutionerne

og i fængslerne.

Børnerådet er opmærksom på, at de

unges oplevelser er subjektive, og hæn-

delser kan af andre, fx personalet, genfor-

tælles helt anderledes. I forbindelse med

det pædagogiske arbejde er det også mu-

ligt, at den unge har mistolket eller ikke

forstået en bestemt intension. De unges

udtalelser kan dog under alle omstæn-

digheder danne grundlag for nysgerrig-

hed og åbenhed for forandring i forhold

til den daglige pædagogiske praksis på de

sikrede institutioner og i fængslerne.

DE UNGE I UNDERSØGELSEN

relativt lavt, har Børnerådet i interview-

perioden talt med en betragtelig del af de

unge, som på det pågældende tidspunkt

var frihedsberøvet inden for strafferets-

plejen. Størstedelen af de unge var fra de

sikrede institutioner, hvor de i overvejen-

de grad var frihedsberøvede i varetægts-

surrogat.

Af de i alt 53 unge, som Børnerådet har

talt med, var 44 unge fordelt på landets

otte sikrede institutioner, som tilsammen

råder over 126 pladser, mens de reste-

rende ni var fra Kriminalforsorgens tre

fængselsafdelinger for unge i både lukket

og åbent regi. De unge var mellem 15 og

19 år på interviewtidspunktet, og gen-

nemsnitsalderen på de unge var 16,4 år.

Børnerådet talte med i alt seks piger, og

30 af de unge, som alle var drenge, havde

anden etnisk baggrund end dansk.

Ifølge de unges oplysninger var langt

størstedelen frihedsberøvede i varetægts-

surrogat på en sikret institution, mens 11

af de unge afsonede dom. For seks af de

unge var opholdet på sikret institution et

led i en dom til ungdomssanktion, og to

af de unge var under pædagogisk obser-

vation på en sikret institution. Disse to

var ikke en del af projektets formulerede

målgruppe, men interviewene blev med-

taget af hensyn til de unges ønske om at

give deres mening til kende om friheds-

berøvelsen.

ORGANISERING

ve Råd, forskere fra KU og AAU og VELUX

FONDEN.

METODEN

Undersøgelsen, som alene er baseret på

kvalitative interview, gør ikke krav på

repræsentativitet. Hensigten har været

at fremdrage nogle tendenser set fra et

børneperspektiv og efterfølgende videre-

formidle børnene og de unges oplevelser

til relevante fagfolk og beslutningstagere.

Undersøgelsen består af enkeltinter-

views, som blev gennemført ud fra en

semistruktureret interviewguide med

faste indledende og afsluttende spørgs-

mål og med forskellige mellemliggende

samtaleemner, som kunne lede de unges

fortællinger på vej. Interviewets retning

har i høj grad været bestemt af den unge

selv, idet hensigten var, at det, de unge

anså som vigtigt, skulle have plads i

interviewet. Hvert interview varede i

gennemsnit 45-50 min.

REKRUTTERING

Da antallet af unge frihedsberøvede er

For at sikre undersøgelsen et solidt fagligt

og praksisnært fundament har Børnerå-

det haft sparring fra en følgegruppe med

repræsentanter fra Kriminalforsorgen,

Kriminalforsorgsforeningen, Danske Re-

gioner – herunder repræsentanter fra De

sikrede Institutioner – Institut for Men-

neskerettigheder, Det Kriminalpræventi-

Børnerådet har i forhold til rekrutterin-

gen og den praktiske gennemførelse af

undersøgelsen været afhængig af den

store imødekommenhed, som såvel Kri-

minalforsorgen som de sikrede instituti-

oner har vist.

Gennem institutionerne har de unge

modtaget et brev fra Børnerådet, hvor de

kunne læse om undersøgelsen, og hvad

det ville indebære at deltage. Der blev

samtidig sendt et orienterende brev til

forældrene, som institutionerne kunne

formidle videre.

Efterfølgende blev der afholdt møder

på institutionerne, hvor Børnerådet ori-

enterede de unge om undersøgelsen, og

om hvad det ville indebære at deltage.

Her kunne de unge stille spørgsmål til

OM UNDERSØGELSEN ·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

Børnerådets medarbejdere, inden de gav

skriftligt samtykke til at blive interviewet.

De unge blev lovet anonymitet i un-

dersøgelsen. De fik forklaret, at dette be-

tyder, at alle navne i undersøgelsen ville

blive ændret, og at eventuelle genken-

delige fortællinger ville blive medtaget

i en sløret form. De unge blev samtidig

lovet fortrolighed, og de blev informeret

om den skærpede underretningspligt for

Børnerådets medarbejdere.

Af hensyn til de unges mulighed for at

være i fri dialog med Børnerådets medar-

bejdere blev informationsmøderne med

de unge kun med enkelte undtagelser

holdt, uden at personalet fra institutio-

nen deltog.

Børnerådet erfarede, at langt de fleste

af de unge, som mødte op til informati-

onsmødet på dagen, også sagde ja til det

efterfølgende interview.

STRUKTURERING OG PRÆSENTATION

AF INTERVIEWMATERIALET

BØRNERÅDETS

TEMAUNDERSØGELSER

Undersøgelsen blandt unge, der har

været frihedsberøvede, er en i ræk-

ken af flere temaundersøgelser fra

Børnerådet. Undersøgelsen stiller ved

brug af kvalitative interview skarpt på,

hvordan børn og unge oplever mødet

med systemet. Børnerådet har tidligere

gennemført temaundersøgelser blandt

børn, der har været indlagt i psykiatri-

en, blandt børn, der har været til møde

i Statsforvaltningen i forbindelse med

deres forældres skilsmisse og blandt

børn og unge, der er anbragt uden for

hjemmet.

Undersøgelsens samlede materiale be-

står af 53 lydoptagede interviews, som er

blevet transskriberet, anonymiseret og

systematisk analyseret.

Citaterne er udvalgt i et forsøg på at

tegne et så nuanceret billede som mu-

ligt af de unges oplevelser med at være

frihedsberøvede. Denne udvælgelse er

foretaget med henblik på at få tendenser

tydeligt frem i materialet. Samtidig er det

Børnerådets intention at sikre, at flest

mulige af de unges perspektiver kommer

med, derfor er der også udvalgt udtalel-

ser, som ikke umiddelbart går igen hos

andre unge. Disse er medtaget, da de er

vigtige i forståelsen af, hvordan det kan

opleves at være frihedsberøvet.

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

Det, jeg er imod, er, at man

sætter unge i arresten, bare

fordi de fylder 18 år. Så sender

man dem direkte til voksne

voldtægtsmænd, pædofile,

rockere og mordere og alt

det der og låser dig inde i

23 timer på værelset.

ASIF

HVERDAGEN SOM FRIHEDSBERØVET·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

UNGE FRIHEDSBERØVEDE

Det sker ca. 800 gange om året, at en ung under 18 år bliver frihedsberøvet. Langt de fleste af

frihedsberøvelserne sker som anbringelser på en sikret institution – i alt blev der i 2014 foretaget

573 anbringelser. I de sikrede institutioner er de unge i gennemsnit frihedsberøvede i 64 dage.

Frihedsberøvelsen kan ske af flere årsager, fx som varetægtssurrogat, hvor den unge venter på en

dom; som afsoning; eller som et led i en ungdomssanktion, hvor den unge indgår i et toårigt forløb,

der skal forhindre yderligere lovovertrædelser.

Unge under 18 år er som udgangspunkt omfattet af de almindelige regler om varetægt, fuldbyrdelse

af straf og anbringelse i forvaring, men Straffuldbyrdelseslovens indeholder imidlertid en særlig

regel for unge under 18 år. Af

78, stk. 2 fremgår det, at dømte, der er under 18 år, anbringes uden

for fængsel eller arresthus, medmindre afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod. Det er

Kriminalforsorgen, der i dialog med kommunen beslutter, hvor den unge skal frihedsberøves.

Kilde: Straffuldbyrdelsesloven, Danske Regioner og Kriminalforsorgen

HVERDAGEN SOM FRIHEDSBERØVET·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

HVERDAGEN SOM FRIHEDSBERØVET

NÅR JEG STÅR OP, SÅ

GLÆDER JEG MIG BARE TIL

AT GÅ I SENG IGEN. SÅ ER

DER EN DAG MINDRE

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

Faste rutiner, stramme regler og kedsomhed er en del af hver-

dagen for de unge frihedsberøvede. Kedsomheden resulterer

indimellem i ballade på afdelingerne, som de unge risikerer at

blive sanktioneret for. Men mange af de unge kan godt se, at en

stram struktur er god for dem, og det betyder for nogle, at skolen

bliver taget alvorligt, eller at de lærer nye ting, som kan bruges

videre i livet.

TILVÆRELSEN ÆNDRER SIG radikalt,

når man som ung bliver frihedsberøvet.

Ud over at man bliver indskrænket i sin

bevægelsesfrihed, er der for langt de

fleste også pludselig en stram struktur

i hverdagen og mange regler, man skal

følge. Derudover fortæller de unge, at det

kan være svært at få tiden til at gå. Derfor

efterspørger de flere aktiviteter og ting at

tage sig til – særligt i weekenderne:

”Når du har været her lang tid, så keder

du dig og vil bare lave rav i den. Der skal

ske noget nyt, og her er der ikke en skid.

Det er enten fodbold eller træning. Der

skal være flere aktiviteter,” siger Emanuel

på 16 år. Oliver på 18 år synes også, at

tiden går langsomt, og han siger: ”Man

kan sammenligne os med en hamster.

Så er det som om, vi står i det der hjul og

bare går rundt og rundt og rundt.”

EN ALMINDELIG HVERDAG

Dagen starter som regel mellem klokken

syv og otte, hvor der er fælles morgen-

mad. Allerede over morgenbordet møder

de unge nogle af dagens første regler:

”Vi skal være oppe til morgenmaden

klokken 8. Det er vi som regel altid. Så er der

et kvarter til hvert måltid, hvor vi skal sid-

de. Det er for at styrke fællesskabet, og det

hjælper også rigtigt meget. Så får man snak-

ket en masse,” fortæller 16-årige Majken.

Efter morgenmaden er der skoledag fra

kl. 9 til 15. Mange af de unge, som kom-

mer på en sikret institution eller i fæng-

sel, har brudte skoleforløb og varieret

grad af succes med boglige fag bag sig.

Derfor er skoledagen ofte tilrettelagt så-

dan, at der bliver vekslet mellem boglige

fag og værkstedsarbejde, fx smedeværk-

sted, smykkeværksted, autoværksted

eller køkken. Mia på 15 år har været rigtig

glad for værkstedsarbejdet:

”Jeg kan rigtig godt lide, at der er flere

værksteder. Det er ikke bare træværksted

og metalværksted. Nu har jeg lært at re-

parere biler og sådan noget. Det vidste

jeg ikke noget om før. Og sådan får du

lært meget mere herinde, i forhold til

hvad du kunne udenfor.”

De unge har meget forskellige opfattel-

ser af skoletilbuddene på de forskellige

institutioner. Nogle oplever, at de stort

set ikke får reel undervisning, andre at de

får undervisning uden relevant indhold.

Sådan oplever 16-årige Johan sin under-

visning, og det ærgrer ham, for han har

store ambitioner:

”Jeg vil gerne være ingeniør, men det

er bare sådan lidt svært. Nu har vi kun tre

fag her; dansk, engelsk og matematik. Og

det er selvstændigt hele vejen igennem.

Du sidder bare og kigger ind i en mur

med nogle opgaver, og så skal du bare

lave dem. Der er næsten ingen mundtlige

opgaver eller noget. Og der er ikke mulig-

hed for at arbejde sammen med andre, så

det er bare meget selvstændigt.”

Flere af de unge oplever dog, at skolen

er god og lærerig. De er særligt glade for,

at den er tilpasset deres niveau og behov

og for, at der er én til én-undervisning.

Faisal på 16 år fortæller, at det gode ved

at være frihedsberøvet er skolen:

SKOLEGANG

Unge, der er frihedsberøvede, har krav

på undervisning efter folkeskoleloven

og bekendtgørelse om specialunder-

visning og anden specialpædagogisk

bistand.

Kilde: Straffuldbyrdelsesloven,

serviceloven og folkeskoleloven.

HVERDAGEN SOM FRIHEDSBERØVET·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

Man kan sammenligne os med en hamster.

Så er det som om, vi står i det der hjul og

bare går rundt og rundt og rundt.

OLIVER

”Jeg har aldrig fulgt med i skolen. Men

her har jeg lært meget på syv måneder.

Jeg har aldrig vidst, at jeg kunne noget i

skolen, men det kunne jeg alligevel. Så

jeg skal tage min 9.-klasses-eksamen her

til maj.”

Ud over at gå i skole og i værksted skal

de unge også deltage i daglige gøremål,

som fx at lave mad og gøre rent på fæl-

lesområderne og deres værelser. Ofte er

pligterne en del af et pædagogisk arbejde

med de unge, og nogle af de unge kender

det som ’almindelig daglig livsførelses-

træning’. Mark, som er 16 år, har oplevet

det som en sidegevinst ved at være fri-

hedsberøvet:

”Siden jeg kom her, har jeg faktisk

lært en masse nye ting. Både inden for

rengøring, madlavning og sådan noget

der, som jeg ikke havde en anelse om,

før jeg kom her. Og det er faktisk en god

ting, som jeg kan tage med videre i livet.

Og også de nye ting, jeg lærer heroppe i

værkstedet. Og undervisningen er faktisk

bedre end den, jeg havde på min folke-

skole.”

Efter skoletiden har de unge som regel

’stilletid’ eller ’alenetid’ i nogle timer,

hvor de skal være på deres værelser ofte

uden anden underholdning end en bog,

noget musik og deres egne tanker. Den

øvrige tid uden planlagt program fordri-

ves med forskellige ting, fx dyrker mange

sport, men de fleste spiller Playstation

eller hænger i sofaerne og ser tv.

FASTE RUTINER

”Hvis du ikke er oppe klokken 8, bliver du

trukket en halv time i løn – altså syv og

en halv krone. Og så skal du skrive under

på en advarsel. Dem kan du få tre af, og

så mister du dit stabilitetstillæg. Og hvis

du gør det tre gange mere inden for seks

uger, så mister du dit kompetencetillæg.

Jeg har fået én advarsel, fordi jeg stod op

tre minutter for sent.”

MAN VENTER OG VENTER. OG VENTER

VARETÆGTSFÆNGSLING

Det er dommeren, der afgør, om en

sigtet skal varetægtsfængsles. Unge

under 18 år skal som udgangspunkt

anbringes i varetægtssurrogat på en

sikret døgninstitution.

Varetægtens længde er afhængig af

sigtelsen. Hvis sigtelsen kan medføre

fængsel i op til seks år, må varetægts-

fængslingen ikke overstige seks måne-

der. Kan den medføre fængsel i seks år

eller mere, må varetægtsfængslingen

ikke overstige otte måneder.

Når den sigtede er under 18 år, skal

en afgørelse om påtaleopgivelse, til-

talefrafald eller tiltalerejsning træffes

hurtigst muligt.

Kilde: Retsplejeloven

For en del unge er den faste struktur

svær at håndtere, fordi de oplever, at det

altid er det samme, der foregår – og det

er ensformigt og kedeligt. Men for andre

giver strukturen god mening. Det gælder

blandt andet for 16-årige Isabella, der

synes, det hjælper hende i hverdagen:

”Jeg har jo manglet den faste struktur.

Jeg har manglet de voksne, der tør sige:

’Her er det mig, der bestemmer, lige

meget hvad du siger eller gør’. Som ikke

bliver bange for én og skubber én væk,

fordi de mener, man er farlig. Det er jo en

hjælp, så vi kan finde ud af at indordne os

udenfor, når vi når dertil. For mig er det

tryghed, at det er stramt styret. Det gør

mig tryg, at jeg ved, hvad jeg skal. Lige

meget hvad der sker – det er stadig det

samme.”

Med de faste rammer følger også en

række regler, som de unge skal efterleve.

Ofte bliver rammerne fastholdt ved hjælp

af sanktionsprincipper, som Jonathan på

17 år fortæller om:

Livet som frihedsberøvet er forbundet

med en masse ventetid, og det påvirker

de unge. De venter på, at varetægts-

fængslingen afvikles. De venter på en

dato for deres retssag. Og de venter på

at blive lukket ud i friheden eller ud fra

isolation.

Flere unge fortæller, at de har siddet

varetægtsfængslet i lange perioder, inden

de har fået deres dom. Og for mange er

varetægtsfængslingen forbundet med

ensomhed, usikkerhed og frustration.

Det fortæller 17-årige Jeppe om:

”Jeg synes, at varetægtsfængsling nok

er den værste del af hele fængslingsperio-

den. Og så synes jeg, at det er vildt, at det

kan vare så lang tid. Altså de her ni måne-

der, jeg har ventet nu. Og der er folk, der

venter endnu længere tid end mig.”

Asif på 18 år er enig i, at varetægts-

fængslingen er barsk. Både fordi man er

i venteposition, men også fordi man er

meget alene:

”Når man afsoner, så kan man komme

i åbent eller lukket fængsel. I åbent er

det fint nok – det er ikke så hårdt. Når

man sidder i varetægt i arresten, så er det

stramt. Der er du låst inde 23 timer i døg-

net. Til at starte med sad jeg alene i syv

måneder på en sikret institution. Og så

røg jeg direkte i arresten, fordi jeg fyldte

18 år, og nu fylder jeg 19 her om ti dage.

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

Jeg sad i hvert fald et år oppe i arresten.

Alene.”

Ventetiden er for mange forbundet

med en masse usikkerhed. Johan på 16

år fortæller om et meget rodet forløb i

forbindelse med sin varetægtsfængsling.

Han føler derfor, at han har mistet over-

blikket over, hvornår ventetiden er ovre:

”Når du snakker med advokaten eller

politiet, så kommer der noget ekstra ven-

tetid oveni. Så bliver din frist forlænget,

så skal du være en måned længere væk,

og så havde de lige glemt min mentalun-

dersøgelse. De siger godt nok, at det lige

pludselig kan gå hurtigt, men jeg ved

ikke… Det eneste, de mangler, er den

der mentalundersøgelse. Så når den er

færdig, skal jeg bare stadig sidde og vente

i uvished om, hvornår jeg egentlig skal

have min dom.”

”ISOLATION – DET BLIVER MAN LIDT SYG

I HOVEDET AF”

ISOLATION

I sikrede afdelinger

Institutionens leder eller dennes sted-

fortræder kan undtagelsesvis træffe

beslutning om anbringelse af den unge i

særlige isolationsrum, hvis der er

overhængende fare for, at den unge

skader sig selv eller andre.

Ved isolation forstås afsondring i

aflåst rum i kortere eller længere

perioder. Isolationen skal være så kort-

varig og skånsom som muligt og må

ikke udstrækkes ud over to timer. Der

skal løbende føres tilsyn med et barn

eller en ung, der er anbragt i isolation.

Kilde: Bekendtgørelse om magt-

anvendelse over for børn og unge

anbragt uden for hjemme

I varetægt

Isolation af unge under 18 år må kun

bruges, hvis der foreligger helt særlige

omstændigheder, som gør det på-

krævet. Inden isolationen iværksættes,

skal personalet sikre sig, at alle

andre muligheder er udtømt.

Det er retten, der bestemmer, om

isolation i varetægt skal iværksættes.

Unge under 18 år må ikke isoleres i et

sammenhængende tidsrum på mere

end fire uger, medmindre sigtelsen

angår en forsætlig overtrædelse af

straffelovens kapitler 12 eller 13. Hvis

isolationen skal fortsættes, må det

kun ske for to uger ad gangen.

Kilde: Retsplejeloven

Ventetid kan være mange ting for de

unge, fx oplever flere, at de af forskelige

grunde bliver holdt væk fra fællesskabet

på deres værelser over kortere eller læn-

gere perioder. Selvom en tur på værelset

– som af de unge ofte kendes som ’indi-

viduelt forløb’ eller ’voksenforløb’ – ikke

er egentlig isolation i lovens forstand, så

oplever de unge det sådan. For dem er

der ikke den store forskel. For når man er

afsondret fra de andre – hvad enten det

er på værelset eller i isolationsrum – er

man også ladt alene med sine tanker, for-

tæller 17-årige Cahil:

”Det gør meget ved en. I starten tænkte

jeg: ’Fuck det her’, du ved. Jeg var blevet

vant til at sidde i sådan et fucking rum,

for jeg har siddet i arresten, hvor jeg også

blev smækket i iso. Men det er hårdt. Det

er hårdt. Man sidder i et rum, hvor der

ikke er noget. Man kigger ud i luften. Helt

tomt rum. Det eneste, du rent faktisk kan

gøre, er at ligge og tænke på livet.”

Nogle af de unge kan godt selv se, at

det kan være nødvendigt at isolere de

frihedsberøvede fra hinanden i perioder.

De fortæller fx om slåskampe, eller om at

nogle går helt amok og derfor er nødt til

at køle af. Isam på 17 år har selv erfaring

med at være isoleret fra fællesskabet, for-

di hans adfærd var truende:

”Jeg har også prøvet isolation. Det var

der, hvor jeg var skruet helt forkert sam-

men. Jeg var ligeglad med det hele på det

tidspunkt. Jeg var hele tiden oppe at køre

og højtråbende. Elskede måske at slå en

af de andre indsatte. Og virkede i det hele

taget meget sådan voldelig i min adfærd.”

Omvendt er der også andre, der har ople-

vet, at isolationen har været helt uberet-

tiget. Som 17-årige Deniz der fortæller, at

ophold på værelset bliver brugt som en

trussel:

”Når man kommer her, er det meget

sådan… Man tænker, man har nogle

rettigheder, ik´? Men de rettigheder, dem

har jeg ikke. Jeg må for eksempel ikke

udtale mig, som jeg vil. Så bliver du sendt

på værelset, og så siger de, at der kom-

mer et individuelt forløb, som er tidsu-

begrænset. Det vil sige, det kan vare tre

måneder, det kan vare et år, det kan vare

to dage. Så må du ikke komme ud i fæl-

lesskabet. Det er lidt ligesom isolering,

bare uden lås.”

De unge fortæller hver især forskellige

HVERDAGEN SOM FRIHEDSBERØVET·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

historier om, hvor længe isolationen har

stået på. Nogle har oplevet at sidde iso-

leret over flere dage med udgang en time

om dagen fordelt på fire gange et kvarter.

Andre har siddet mange timer i detentio-

nen uden at vide, hvad der skulle ske. Og

så er der Samir på 17 år, der fortæller om

selvvalgt isolation i et fængsels bandeaf-

deling:

UDELUKKELSE FRA

FÆLLESSKABET OG

DISCIPLINÆRSTRAF

Når de unge i Børnerådets undersøgelse

taler om isolation i fængslerne, handler

det ofte om det, der i loven hedder

’udelukkelse fra fællesskabet’ eller

’disciplinærstraf’.

Udelukkelse fra fællesskabet kan ske

som forebyggelse, fx i forhold til vold-

som adfærd eller undvigelse, eller fordi

den indsatte udviser en grov eller

gentagen utilladelig adfærd.

Der gælder særlige regler for udeluk-

kelse fra fællesskabet, fx hedder det i

bekendtgørelse om udelukkelse af ind-

satte fra fællesskabet særligt om unge

under 18 år, at: ”Indsatte under 18 år,

som har været udelukket fra fællesskab

i et sammenhængende tidsrum af mere

end 4 ugers varighed, […] skal ud over

de aktiviteter, som følger af

6-7, til-

bydes yderligere mindst 3 timers daglig

aktivering med personkontakt.”

Kilde: Straffuldbyrdelsesloven og

bekendtgørelse om udelukkelse af

indsatte fra fællesskabet

”Jeg valgte at isolere mig selv i fire måne-

der til sidst, fordi det var for barskt at sid-

de der. Det er fucked up at sidde i et stort

fængsel. Et stort klamt fængsel. Til sidst

blev jeg nødt til at tage mig af mig selv,

for der var for meget uro på gangene. For

meget slagsmål mellem banderne og så-

dan noget der. Så valgte jeg at trække mig

og isolere mig selv de sidste fire måneder.

Så var jeg indespærret alene i 23 timer og

så ud på gårdtur alene i en time. Det er

lidt kedeligt, og man kan godt få lidt psy-

kiske problemer af det, ik’. Men så meget

tænkte jeg heller ikke på det.”

SAMVÆRET MED DE ANDRE UNGE

Isolation tager hårdt på mange af de

unge, blandt andet fordi de keder sig, og

fordi de savner samværet med de andre

på afdelingen. Og det på trods af at der

jævnligt er konflikter, når de unge er

sammen. Dynamikken i grupperne kan

REGISTRERING

AF ISOLATION

Ved anvendelse af isolation i sikrede

afdelinger skal anbringelsesstedets le-

der eller dennes stedfortræder foretage

en registrering af hændelsen, som skal

indberettes til anbringende kommune.

Den unge, der har været involveret i

hændelsen, skal have lejlighed til at

ledsage indberetningen med sin egen

oplevelse af episoden.

Kilde: Bekendtgørelse om magtanven-

delse over for børn og unge anbragt

uden for hjemme

svinge meget, alt efter hvordan sammen-

sætningen er. Nogle unge fortæller, at de

nærmest føler sig som en familie, mens

andre siger, at forholdet til de andre er

tåleligt.

Selvom de forskellige institutioner og

fængsler har fokus på, at de unge ikke

skal tale sammen om deres sigtelser,

er de unge meget opmærksomme på,

hvorfor de andre er frihedsberøvede. Og

for nogle kan deres forbrydelser skabe

problemer for dem, mens de er friheds-

berøvede. Den situation har 17-årige

Jonathan stået i:

”En af dem, der var der, havde jeg haft

et problem med tidligere. Så da jeg kom,

tog jeg ham til side og sagde: ’Får vi pro-

blemer med hinanden?’ Så sagde han:

’Nej nej, der er ikke noget mere. Det var

dengang, jeg var helt væk’. Og så sagde

jeg: ’Fint nok, så kan vi jo godt hygge os

med hinanden’. Hvis der var noget, så

kunne vi lige så godt have fikset det med

det samme. Jeg forstår faktisk ikke helt,

hvorfor jeg ikke gav ham på munden den

dag. Men jeg tænkte, at det her er min

chance for at ændre mig.”

Andre går rundt og føler sig utrygge,

fordi deres forbrydelser bliver fordømt af

dem, de sidder sammen med. Sådan har

det været for 16-årige Johan, der blev chi-

kaneret og udsat for vold:

”Jeg kom her en torsdag aften, og så fre-

dag eftermiddag blev jeg slået. Jeg fik en

på næsen, så den blev lidt skæv. Jeg er ikke

vant til at blive slået – det var det første

slag, jeg nogensinde har fået sådan rigtigt,

tror jeg. Og jeg har heller aldrig selv prø-

vet at slå før. Så jeg løb bare ud til de voks-

ne og sagde: ’Han slog mig, han slog mig,

han slog mig.’ Sådan totalt panik-agtigt.

Siden fik jeg så nogle breve under døren

med ’jeg smadrer dig’ og ’stikkersvin’ og

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

Hvis du ikke er oppe klokken 8, bliver du trukket

en halv time i løn – altså syv og en halv krone.

Og så skal du skrive under på en advarsel.

JONATHAN

sådan nogle ting. Så jeg levede næsten

inde på mit værelse i to måneder.”

De unges kriminelle baggrund kan

også være med til at skabe forbindelser

og knytte bånd – fx hvis de har begået

den samme form for kriminalitet. På den

konto har Gustav på 17 år fået en ven, der

hvor han sidder, og han gør sig nogle tan-

ker om venskabet:

”Vi er to, der faktisk er blevet gode

kammerater... Og vi påvirker selvfølgelig

hinanden på en negativ måde hele tiden.

Vi giver hinanden gode ideer hele tiden.

Altså, meget af det vi snakker om herin-

de, det er jo ikke guld og grønne skove,

vel. Altså, det er jo om det, vi har lavet.

Og der har vi jo en masse vilde historier,

ik’. Altså, der er nogle ting, som man kan

sidde og grine over og nogle gange tæn-

ke: ’Du er psykopat mand’.”

Gustav er sikker på, at venskabet hol-

der, når de kommer ud i friheden igen.

Sådan tænker 17-årige Asger ikke. Han

har en lidt mere tilbageholdende tilgang

til dem, han møder, mens han er friheds-

berøvet:

”Der er selvfølgelig folk, jeg snakker

med, hvor jeg tænker: ’Arh, det er altså

ikke lige mig’. Der er nogen, der ikke lige

er mine typer. Det her er måske ikke lige

det bedste sted at finde venner. For hvis

man gerne vil ud af kriminalitet, så er

det jo ikke lige kriminelle, man skal blive

venner med. Det er nok sådan lige at sky-

de sig selv lidt i foden.”

KOLLEKTIV AFSTRAFFELSE

er der nogle unge, som oplever, at der

er kollektiv straf, indtil synderen bliver

fundet. Jamal på 17 år synes, det er meget

urimeligt:

”Jeg synes ikke, jeg skal tage konse-

kvenserne for alt, hvad de andre gør. De

har lavet slåskamp, så skal det gå ud over

mig. Så får jeg ikke noget tv. Jeg synes, de

burde tage deres tv og give det til mig. For

jeg har ikke gjort noget. Jeg har bare sid-

det i en afdeling og været mig selv. Og så

skal jeg tage konsekvensen for de andre.”

Oplevelsen af den urimelige fællesaf-

straffelse og de stramme regler kan også

betyde, at de unge rotter sig sammen

mod personalet og skaber uro på afdelin-

gerne. Det har 15-årige Mahdi oplevet:

”Der var nogle gardiner, som blev

ødelagt. Så gad ham, der gjorde det, ikke

sige, at det var ham. Det var dyre gardi-

ner, som var brandsikre, og så måtte vi

dele regningen alle sammen. Og så blev

der slagsmål, fordi det gik ud over os alle

sammen. Men hvis de er fucked up mod

os, så kan vi også være fucked up. Vi øde-

lægger ting, vi hører ikke efter og sådan

nogle ting. Det sker tit.”

EN DEL AF FÆLLESSKABET

MAGTANVENDELSE PÅ

SIKREDE INSTITUTIONER

OG I FÆNGSLER

Både i de sikrede institutioner og i

fængslerne vil der kunne ske lovlig brug

af fysisk magt.

Magtanvendelse på de sikrede afde-

linger kan fx være fysisk fastholdelse,

isolation, undersøgelse af den unges

person eller opholdsrum og kontrol med

brevveksling, telefonsamtaler og anden

kommunikation.

Magtanvendelse i fængslerne kan fx

ske ved brug af greb, stav eller peber-

spray. De unge i fængslerne kan også

opleve udelukkelse fra fællesskabet,

undersøgelse af den unges person

eller opholdsrum samt kontrol med

brevveksling, telefonsamtaler og an-

den kommunikation. Derudover kan de

unge bliver lagt i håndjern, komme i

sikringscelle og opleve disciplinærstraf.

Kilde: Serviceloven, bekendtgørelse om

magtanvendelse over for børn og unge

anbragt uden for hjemmet, straffuld-

byrdelseslovens og bekendtgørelse om

anvendelse af magt over for indsatte i

kriminalforsorgens institutioner.

Selvom man måske kan have intentionen

om at være venner med de andre, er der

flere ting, der gør, at det kan være svært.

De andres temperament kan fx betyde,

at der bliver smadret ting på fællesare-

alerne. På en af de sikrede institutioner

Det er forskelligt fra sted til sted, hvor

mange unge en afdeling huser, og der er

også forskel på, hvor meget de unge må

være sammen uden voksne, og hvad de

må tale om. Nogle unge fortæller, at man

fx ikke må være sammen to og to, og det

kan betyde, at de unge oplever, at de ikke

har mulighed for at knytte tætte bånd til

de andre. Flere fortæller også, at de unge

– særligt i fængslerne – ikke må gå i detal-

jer med deres forbrydelser eller fortælle,

hvor de kommer fra. Det kan gøre sam-

været besværligt, synes Mark på 16 år:

”Der er nogle ting, vi ikke må spørge

om, som egentlig kunne være godt at

vide om hinanden. Altså vi må ikke lige

sådan spørge om familie og adresse og

sådan noget. Og heller ikke til, hvad man

har lavet – man må ikke spørge om kri-

minalitet eller sådan noget. Der skal hele

tiden være en voksen til stede, når man

snakker med en ung. Det skal være højt

HVERDAGEN SOM FRIHEDSBERØVET·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

Når du har været her lang tid, så keder du dig

og vil bare lave rav i den. Der skal ske noget nyt,

og her er der ikke en skid. Det er enten fodbold

eller træning. Der skal være flere aktiviteter.

EMANUEL

Det er vigtigt for de unge, at:

• der er gode muligheder for fysisk aktivitet

• der er mulighed for at lære noget nyt, fx på værkstederne

eller gennem rengøring og madlavning

• skoleundervisningen er tilrettelagt, så den passer til den enkelte

• varetægtsperioden er så kort som muligt

• der er forståelse for, at ventetid, isolation og udelukkelse fra

fællesskabet er meget belastende

• personalet er opmærksomme på, at kollektiv afstraffelse opleves

uretfærdigt og giver konflikt mellem de unge.

og tydeligt, så de voksne kan høre, hvad vi

snakker om. Og det er så der, at det sådan

er lidt svært at lære hinanden at kende.”

Der er flere forskellige ting, som har

betydning for, om de unge interesserer

sig for hinanden, og om man kan blive en

del af fællesskabet. En ting er de forbry-

delser, man har begået. Men 15-årige Mia

mener også, at det kan have betydning,

om man er ryger eller ikke-ryger:

”Det kan godt være lidt svært med

klikerne. Jeg har oplevet her på insti-

tutionen, at vi sidder fire mod en til et

ungemøde og siger, at vi kun vil sidde

fire mennesker her. Vi skal af med én, og

så stemmer vi om, hvem der skal ud. Så

sidder vi alle sammen: ’Ham der skal ud,

ham der skal ud, ham der skal ud’. Det

er, fordi han ikke ryger, og han er ikke en

del af os. Vi er alle sammen kriminelle, og

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

alle os, der sidder her, har alle sammen

lavet noget før, men ham der, han har

ikke lavet en ting før.”

Nogle unge fortæller, at de synes, der

burde være forskellige måder at sank-

tionere på, alt efter om man er blevet

anbragt til pædagogisk observation, er

varetægtsfængslet eller sidder som en del

af en ungdomssanktion. Jonathan, som

er 17 år, har bemærket, at der indimellem

kommer nogle unge under 15 år ind på

institutionerne, og det er i orden:

”Det er godt, at der er konsekvenser

for ens handlinger. Men sådan noget

som pædagogisk observation, hvor tolv-,

tretten- og fjorten-årige kommer ind og

sidder med kriminelle, som måske endda

har prøvet at slå nogen ihjel eller har psy-

kiske problemer på den ene eller anden

måde. Det er ikke sundt for nogen under

18 år i det hele taget. De burde komme

på et opholdssted, hvor der måske var

lås på hoveddøren. Der er ingen grund til

at sætte dem ind bag mure med folk, der

har lavet alle mulige ting. Det er helt sygt,

at det kan lade sig gøre.”

Der er også flere af de unge, som har

lagt mærke til, at de uledsagede mindre-

årige asylansøgere er svære at være sam-

men med. Én ting er, at de taler så dårligt

dansk, at man ikke kan kommunikere

med dem. Det kan skabe nogle konflikter.

Men mange påpeger også, at aldersfor-

skellen er svær at håndtere:

”Vi har haft to illegale. Den ene er væk,

så nu har vi kun en. Men jeg synes heller

ikke, de skal være her. Han er 25-27 år,

og han siger, han er 15 år. Og hvad skal

jeg lave med en, der er ældre end mig?”

spørger 16-årige Wasim.

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

HVERDAGEN SOM FRIHEDSBERØVET·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

Jeg kan rigtig godt lide, at der er

flere værksteder. Det er ikke bare

træværksted og metalværksted.

Nu har jeg lært at reparere biler

og sådan noget. Det vidste jeg

ikke noget om før.

MIA

HVERDAGEN SOM FRIHEDSBERØVET·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

BØRNERÅDET MENER

– OM HVERDAGEN SOM FRIHEDSBERØVET

LANGT DE FLESTE af de institutioner og

fængsler, der huser unge frihedsberøvede,

har formålsbeskrivelser, der signalerer en

behandlingstilgang til de unge. Alligevel er

det langt fra alle steder, hvor de unge ople-

ver, at hverdagen er struktureret med ud-

gangspunkt i behandling. Nogle steder for-

tæller de unge om aktiviteter og tiltag, der

afspejler en behandlingstilgang med fokus

på resocialisering, mens de andre steder be-

retter om dagligdage uden meget indhold,

der mest af alt minder om opbevaring.

Selvom længden på de unges frihedsbe-

røvelse kan variere, er det Børnerådets

holdning, at alle unge – uanset om de er i

varetægt i 30 dage eller frihedsberøvede

i tre år – skal sikres forløb, der sigter mod

behandling og resocialisering til et liv efter

frihedsberøvelsen. Opbevaring og straf må

aldrig alene være formålet med en friheds-

berøvelse.

DAGLIGE RUTINER

som skal være med til at ruste dem til et

liv på den anden side af frihedsberøvelsen.

Men det er også vigtigt, at aktiviteterne

bidrager til, at de unge finder ind til kom-

petencer, som giver dem en tro på, at de

har noget at bidrage med, og at de er noget

værd for andre.

Kedsomheden kan for mange af de unge

være altoverskyggende ved frihedsberøvel-

sen, og kedsomheden leder indimellem til

ballade og destruktiv adfærd. Adspredelse

er derfor en grund i sig selv til, at det er

vigtigt, at de unge bliver tilbudt et varieret

udbud af aktiviteter. Samtidig er de forskel-

lige hverdagsaktiviteter med til at skabe

uformel dialog mellem de unge og mellem

de unge og personalet, som mange frem-

hæver som positivt.

UNDERVISNING

de har krav på. Børnerådet mener, det er

vigtigt, at alle frihedsberøvede unge får den

undervisning de har ret til, så der ikke er

nogen unge, som kommer unødigt bagud

eller føler, at det ikke er muligt for dem at

følge med i undervisningen, mens de er

frihedsberøvede.

En håndfuld af de unge fortæller, at deres

frihedsberøvelse og ventetiden på en dom

kommer til at stå i vejen for et skoleforløb.

Børnerådet mener, det er vigtigt, at den un-

ges uddannelsesforløb koordineres syste-

merne imellem, sådan at hensynet til den

enkelte unges liv og fremtidsmuligheder

kommer forud for logistiske udfordringer

kommunerne og regionerne imellem.

REGLER OG STRUKTUR

Nogle af de unge fortæller, at de har lært

noget nyt og kompetencegivende, mens

de har været frihedsberøvede. De peger på

almindelige dagligdags aktiviteter, som fx

madlavning og rengøring, og andre er begej-

strede for at finde ud af, at de har skjulte

talenter eller uopdagede evner for fx ma-

ling, smykkefremstilling eller andre kreative

aktiviteter.

Børnerådet mener, det er vigtigt, at man

på institutionerne og i fængslerne sikrer, at

de unge oplever, at det, de foretager sig i

dagligdagen, er meningsfyldt og bidrager til

deres alsidige udvikling. Således bør aktivi-

teterne, som de unge skal deltage i, afspejle

almindelige hverdagsaktiviteter i hjemmet,

Skolen bliver rost af mange unge, der er

glade for, at det endelig er lykkedes for dem

at tage en eksamen eller færdiggøre et sko-

leår. Omvendt er der også nogle, der er kede

af, at skolegangen ikke lever op til deres

ambitioner.

Ud fra de forskellige historier, de unge for-

tæller om deres skolegang, er det Børnerå-

dets opfattelse, at man kan gøre mere for

at sikre, at de skoletilbud, de unge får, er in-

dividuelt tilpassede. Mange af de unge, der

bliver frihedsberøvede, har dårlige skolefor-

løb bag sig, og det er derfor ekstra vigtigt

at sikre, at de unge får et skoletilbud, der

passer til dem, mens de er frihedsberøvede.

Enkelte steder lyder det som om, at bud-

gettet til undervisning ikke prioriteres højt

nok til, at de unge kan få den undervisning,

Mange af de unge frihedsberøvede kan

godt selv se, at struktur og ydre styring er

nødvendigt. Alligevel vil det for de fleste

opleves som noget nyt og meget angstpro-

vokerende. Mange er vant til selv at have

kontrol og bestemme over deres eget liv, og

derfor vil strukturen for nogle opleves som

et kontroltab.

Flere af de unge fortæller, at de har oplevet

streng håndtering af stramme regler for

dem, eller at de er blevet konfronteret med

regler, de ikke kendte til, hvilket har resulte-

ret i sanktioner. Dette er blevet oplevet som

unødvendigt og som magtdemonstrationer

fra personalets side. Det er Børnerådets

opfattelse, at kontrol og disciplin, der kan

opleves som markering af magt, ikke er

befordrende for de unges trivsel og reso-

cialisering. Derfor mener Børnerådet, det er

vigtigt, at regler og sanktioner skal kunne

forklares ud fra en pædagogisk, sikkerheds-

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

mæssig eller rettighedsmæssig vinkel, og

at de unge, som er underlagt reglerne, skal

have en ordentlig introduktion til dem,

så de ved, hvad de har at forholde sig til.

Børnerådet mener desuden, det er vigtigt,

at personalet er opmærksom på de steder,

hvor det er muligt at tilbyde de unge med-

indflydelse på rammer og regler, således at

de unge oplever, at de har indflydelse på

deres dagligdag og omgivelser og på den

måde oplever at have en vis grad af kontrol

over deres eget liv.

ISOLATION OG AFSKÆRMNING

i institutioner, sådan at det maksimalt sker

med en varighed på op til fire timer. An-

vender man isolation, skal personalet også

sikre, at den unge følges i hele forløbet og

tilbydes samtaler med det sigte, at den

unge får en forståelse for, hvad der førte

til isolationen, og hvad der i fremtiden kan

gøres for at undgå situationen.

På nogle institutioner kan det ifølge de

unge være praksis, at de af forskellige

grunde bliver isoleret på deres værelser, i

det de kalder for ’voksenforløb’ eller ’indi-

viduelt forløb’. Uanset hvad man kalder den

praksis, ligner den til forveksling isolation,

hvilket også er sådan, flere af de unge

opfatter det. Derfor er det vigtigt, at der

med adskillelsen fra de andre unge følger

rettigheder for den unge og pædagogiske

overvejelser om, hvorfor det er nødvendigt,

og hvordan tiden for den unge skal bruges.

Her skal der være voksne omkring den

unge, så der er nogen at tale med og også

nogen, der kan hjælpe den unge til at for-

stå, hvad formålet er med adskillelsen fra

de øvrige unge.

I lovgivningen er der forskellige regler for

brugen af isolation alt efter om den unge er

anbragt på institution eller i et fængsel. På

institution må den unge maksimalt være

isoleret i fire timer, mens de i et fængsel

må sidde isoleret i op til to uger ad gangen.

Forskning viser, at de potentielle skade-

virkninger i forbindelse med isolation er

mange og varierer fra person til person,

men det er dokumenteret, at isolation kan

bevirke hallucinationer, angst, depression,

selvskade og selvmordstanker. Skadevirk-

ningerne af isolation kan være voldsom-

mere for særligt sårbare grupper, herunder

mindreårige, derfor har FN’s særlige rap-

portør for torturområdet anbefalet, at iso-

lation helt afskaffes for denne gruppe af

frihedsberøvede. Det er en anbefaling, som

Børnerådet støtter fuldt op om.

Når man anvender isolation, mener Børne-

rådet, at sanktionsreglerne som minimum

bør være de samme for unge, uanset om

de er i fængsel eller på institution. Hermed

mener Børnerådet, at reglerne for isolation

i fængslerne bør følge reglerne for isolation

HVERDAGEN SOM FRIHEDSBERØVET ·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

PERSONALET OG DEN PÆDAGOGISKE TILGANG TIL DE UNGE

MAN KAN BARE MÆRKE,

OM DE FØLER MED DIG OG

ER INTERESSEREDE

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

De unge lægger mærke til, om personalet viser oprigtig

interesse for dem og møder dem uden fordomme. Det har

stor betydning for de unge at blive lyttet til og taget alvorligt

– samtidig er det også vigtigt, at der er plads til at lave sjov.

DE UNGE FRIHEDSBERØVEDE er meget

følsomme over for den stigmatisering,

som de oplever, der følger med at være

frihedsberøvet på grund af kriminalitet.

Derfor er det også vigtigt for dem, at per-

sonalet møder dem uden fordomme og

med oprigtig interesse.

Flere af de unge fortæller, at det gør

indtryk på dem, hvis de oplever mistillid

og mangel på interesse og anerkendelse

fra de voksne. Det har Malthe på 17 år

oplevet, og det gør ondt, synes han:

”Jeg tror, der er mange af dem her, du

ved, der tænker: ’Fuck ham der, der er

kriminel, han skal bare ha’ den’. Det er

irriterende. Man føler sig… Altså, jeg ved

godt, at jeg har lavet nogle ting. Men jeg

er stadig et menneske. Jeg er ikke et dår-

ligt menneske.”

Som Malthe siger, er det ikke ensbety-

dende med, at man er et dårligt menne-

ske, fordi man har begået kriminalitet.

Men flere af de unge oplever, at deres

kriminelle handlinger stempler dem.

Nawid, som er 17 år, fortæller om en situ-

ation, hvor personalet var overbevist om,

at han løj, og den oplevelse har påvirket

hans tillid til de voksne:

”Det var en dag, hvor jeg var meget syg

og havde ondt i maven og ondt i ryggen.

Jeg sagde til dem, at jeg havde ondt, men

de troede bare, at jeg løj, fordi jeg ville

have en tur på hospitalet. Så jeg stod der

og havde ondt i ryggen i mange dage,

men de sagde bare, at jeg skulle slappe af.

De stoler ikke på mig. De tænker mere på,

hvad du er sigtet for. Hvis jeg fx siger, hvad

jeg er sigtet for, så tænker de: ’Årh, han er

en bandit!’ Og så vil de ikke høre på mig.

Du har ikke lyst til at snakke med dem, for

du føler ikke, at de vil snakke med dig.”

Det er meget vigtigt for de unge, at

personalet er i stand til både at tale for-

troligt, vise omsorg, være seriøse men

samtidig også lave sjov. Og manglede

interesse bliver opdaget lige med det

samme. 17-årige Jamal fortæller, hvordan

han oplever, at personalet, der hvor han

er, er helt ligeglade med de unge:

”De snakker ikke med dig. Hvis du skal

ned og ryge, og de kommer ned og ryger,

så snakker vi ikke. Og så er det bare op

igen. Som om jeg bare er deres arbejde.”

Selvom de unge godt er klar over, at

personalet er på arbejde, når de er på

institutionerne, er det alligevel vigtigt for

dem, at de ikke føler sig som et arbejde.

De vil have voksne, der gider dem. Også

Majken på 16 år fortæller, at personalet,

der hvor hun er, slet ikke er interesseret i

at lave noget med de unge:

”Jeg tilbyder at spille kort, men han vil

se sin håndboldkamp. Og så siger han til

mig: ’Jeg får penge for at holde øje med

dig. Jeg får ikke penge for at rende rundt

og hygge med dig’. Og det, synes jeg, er

lidt spydigt sagt. Hvis det er derfor, man

tager sådan et arbejde – for at kunne sid-

de i en sofa – så kunne man ligeså godt

bare blive hjemme.”

DET GODE PERSONALE

En del af de unge kan historier om per-

sonale, de synes er dårligt. Men mange af

de unge er også glade for de voksne, og

de har nogle helt klare ideer om, hvad det

gode personale kan. Overordnet sætter

de pris på et personale, der kan få dage-

ne til at gå på en god måde, og hvor der

både er mulighed for humor og en alvor-

lig snak. Og så vender de fleste tilbage til,

at det ikke bare må være et job for dem.

Som Isabella på 16 år siger:

”De gode voksne kan lave sjov med en,

hvor man ved, det er sjov. Men de kan

også godt snakke seriøst. Med dem ved

man, at de er her for vores skyld. Altså,

de er her ikke bare for at tjene penge.

Her kan man mærke på de voksne, at det

handler om os. Og de viser tydeligt, at de

gerne vil hjælpe os.”

De unge giver udtryk for forskellige

præferencer i forhold til personalet.

Nogle er særligt glade for uddannede

pædagoger, mens andre synes bedst

om ikke-pædagogisk personale. Mange

fremhæver også, at det gode personale er

dem, der selv har erfaring med krimina-

litet. Og så er der nogle, der foretrækker

personale med samme kulturelle bag-

grund som deres egen.

Det er vigtigt for flere af de unge, at per-

sonalet kan håndtere de unges nedture,

og at de ikke tager deres udbrud og kritik

personligt. De skal altså både være psykisk

robuste og overbærende over for de unge:

PERSONALE OG DEN PÆDAGOGISKE TILGANG TIL DE UNGE ·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

”Jeg synes, der er lidt mange ting her, der

bliver taget for personligt. Og det vil jeg

ikke have, for vi mener det jo ikke per-

sonligt. Hvis der fx bliver taget en telefon,

fordi nogen har haft en på afdelingen, så

kører vi hårdt på den, der har taget den.

Og det er ikke fordi, det er personligt. Det

er jo hans arbejde,” siger 17-årige Gustav.

Når man kommer på en institution,

får man en kontaktperson blandt perso-

nalet. Nogle af de unge fortæller, at det

har været problematisk, fordi de har en

dårlig kemi med den kontaktperson, de

har fået. Det betyder blandt andet, at de

ikke har lyst til at fortælle ret meget om

sig selv. Tilliden mellem personalet og

PERSONALET PÅ DE

SIKREDE INSTITUTIONER

OG I KRIMINAL-

FORSORGEN

Der er ingen formelle lovkrav til perso-

nalegruppens sammensætning og ud-

dannelse på de sikrede institutioner og

i fængslerne. I de sikrede institutioner

skal socialtilsynet dog godkende det

pædagogiske personale.

På de sikrede institutioner er der som

oftest ansat pædagoger, lærere, psyko-

loger, socialrådgivere, håndværksfagligt

personale og andre medhjælpere.

I Kriminalforsorgens institutioner for

unge er der ud over fængselsbetjente

ansat socialrådgivere, socialpædagoger,

psykologer, lærere, håndværksfagligt

personale og andre medhjælpere.

Kilde: Lov om socialtilsyn

den unge kan dog hjælpes på vej, hvis

personalet selv åbner op, og der bliver

skabt lidt balance i det ellers noget ulige

forhold mellem den unge og personalet,

mener Jonathan på 17 år:

”De ved jo alligevel alt om os i syste-

merne – det kommer automatisk. For vi

har jo snakket med en sagsbehandler, og

kommunen får alt at vide i retten. De op-

lysninger kommer jo videre hertil. Så det

er også rart, at vi kan vide lidt om dem.”

Netop magtforholdet mellem de unge

og personalet fylder en del for de unge.

Mange fortæller historier om den måde,

de voksne forvalter deres autoritet på. Og

autoritet er vigtig, men den skal forvaltes

på en ordentlig måde, mener Gustav:

”Personalet skal ikke være bange for de

unge, og de skal ikke være bange for at

sige de unge imod. De skal vise, at det er

dem, der har magten. Men de skal også

gøre det på den rigtige måde.”

Hvis de unge skal give en karakteristik

af ’det gode personale’, så er mange enige

om, at det er vigtigt, at de forstår den

unge og tager udgangspunkt i den unges

behov. 17-årige Asger beskriver, hvordan

den medarbejder, han er rigtig glad for,

ville reagere, hvis han kom ud af kontrol:

”Jeg tror, han ville prøve at tale mig til

fornuft og være meget forstående. Jeg

tror, han ville være sådan overbærende

og ’nu løber det vist af med dig’-agtig.

Han forstår, at man har et eller andet in-

den i sig, der bare skal ud. Og han er ikke

sådan en, der sætter sig op imod det og

bliver sur og kæmper tilbage.”

Asger har også lagt mærke til, hvordan

en af pædagogerne har en helt særlig

omgangstone over for de unge:

”Han er et pragteksempel på det der

med at sige tingene på en ordentlig

måde. Og han tænker virkelig meget over,

hvad han gør mod folk. Altså, hvordan

han er over for folk.”

OPRIGTIG INTERESSE

Personalet kan vise interesse på flere

forskellige måder. Det kan fx være ved at

signalere, at de har lyst til at tale med den

unge, og ved at lægge mærke til, hvordan

den unge opfører sig. Johan på 16 år for-

tæller:

”Personalet er gode her. Hvis jeg for

eksempel har været meget inde på væ-

relset, så banker de næsten altid lige på

og spørger, hvad der sker. Så sætter de sig

ned og snakker med mig om, hvorfor jeg

ikke har været ude.”

Interessen fra personalets side kan

også komme til udtryk ved, at de tager

initiativ til at lave noget med de unge.

Dagene kan være meget lange, når man

er frihedsberøvet, og derfor er det altid

populært, hvis personalet arrangerer

nogle aktiviteter, fortæller 16-årige Tariq:

”De pædagoger, vi trives bedst med, er

dem, som virkelig interesserer sig for de

unge og gerne vil gøre noget for de unge.

Så når de kommer, så sidder de ikke bare

og kigger. De arrangerer ting og går med

ud og laver aktiviteter. Dagene går hur-

tigere, når du har nogen at snakke med.

Så er der andre, som kommer her, fordi

de får penge for det. De sidder og kigger

tv, og når de har været her deres timer, så

går de hjem igen.”

REGLER – OG MANGE AF DEM

Det er personalet, der håndhæver hus-

reglerne, og mange af de unge fortæller,

at det ofte er med irettesættelser og for-

maninger. Det har Gustav på 17 år også

oplevet, men han tager det ikke så tungt:

”Altså, du kan ikke slå en prut på af-

delingen, uden at det kommer til at stå i

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

De snakker ikke med dig. Hvis du skal ned og

ryge, og de kommer ned og ryger, så snakker

vi ikke. Og så er det bare op igen. Som om

jeg bare er deres arbejde.

JAMAL

dagbogen, og så får du skældud. Jeg har

prøvet det tusind gange, så det rører mig

ikke rigtigt at få skældud, men det er bare

den der tanke om, at ens morgen skal

være røv, fordi man skal have skældud.”

Flere af de unge oplever, at reglerne

kommer ovenfra, og at personalet bare er

budbringere. Det betyder, at de unge kan

have en følelse af, at reglerne er helt mal-

placerede. Fx forstår 16-årige Wasim ikke,

hvorfor reglerne for, hvornår de unge må

spille fodbold, er så stramme:

”Det er ledelsen, chefen! Det er ham,

der bestemmer, hvad personalet skal

lave. De hører bare efter ham. De må ikke

bare tage ud og spille fodbold med os

hele dagen. Vi må kun spille fodbold én

gang om dagen i en time. Sidste gang vi

spillede fodbold, regnede det. Vi gik ud

en halv time, og så regnede det, og så gik

vi ind igen. Og bagefter kom der solskin,

men vi måtte ikke gå ud.”

Reglerne både stresser og irriterer de

unge, og Bilal på 16 år forstår ikke helt,

hvorfor der skal være så mange af dem.

Derfor er det også kærkomment, hvis

personalet formår at være fleksible med

dem, synes han:

”Personalet skal bare have lidt mere

hjerte. I stedet for at sige: ’Du skal sådan,

og du skal sådan’, så skal de snakke til én.

Ikke hele tiden regler og regler og regler.

Man behøver faktisk ikke så mange reg-

ler, når man alligevel bare er spærret inde

her.”

MAGTANVENDELSE OG MAGTMISBRUG

Det sker indimellem, at de unge lægger

sig ud med hinanden eller med perso-

nalet. Det kan medføre, at personalet

foretager en magtanvendelse, hvor den

unge bliver pacificeret eller ført ind på sit

værelse.

Når fagfolk bruger magt, er det vigtigt for

de unge, at det foregår på en ordentlig og

respektfuld måde, hvor personalet ikke

misbruger deres autoritet. Det fortæller

16-årige Majken om:

”Jeg vil sige, at det er meget vigtigt at

vise gensidig respekt. Nogle politimænd

har den der magtting, og det er aldrig rart

at blive set på af en, som tænker: ’Jeg har

magt over dig’. Jeg synes, det er meget,

meget vigtigt, at de voksne, der arbejder

med mig, har styr på det.”

De unge oplever alligevel, at noget

personale ’spiller smarte’ og optrapper

konflikter i stedet for at nedtrappe dem.

Det har Cahil, som er 17 år, oplevet:

”Jeg synes, at nogle af pædagogerne,

især på institutionerne, skal lade være

med at udnytte deres magt. Jeg synes

ikke, de skal hælde benzin på bålet. For

det gør de meget – tænder folk af. Der

er også mange unge, der ter sig, men du

skal ikke stå og spille smart over for den

unge, fordi du ved jo godt, at det er ham,

det går ud over i sidste ende.”

Også Faisal på 16 år har haft en ople-

velse af, at personalet har misbrugt deres

magt over for de unge ved at tirre dem:

”De tror bare, at det er sådan en lille

leg, hvor man bare sviner os til og taler

dårligt til os. Lige så snart vi siger til dem,

at de skal tale ordentligt til os, vil de sen-

de os ind på værelset. Det har jeg oplevet

flere gange.”

Nogle unge har lært at beherske sig

og undgå magtanvendelserne, fordi det

er voldsomt og kan have alvorlige kon-

sekvenser. 18-årige Asif fortæller, hvilke

tanker, der går igennem hans hoved, når

der er optakt til en konfrontation:

”Jeg tænker: ’Hvem er de, der skal lave

den der magtanvendelse mod mig?’ Men

jeg gider ikke ødelægge det for mig selv,

for hvis jeg siger nej til det, de vil have

mig til, så er der en magtanvendelse. Og

så fyger ens arme og ben rundt, så det

ender med, at jeg rammer en, og så er der

lige seks måneder mere.”

Nogle af de unge kan godt se, at det kan

være nødvendigt med magtanvendelser,

fordi personalet ellers har svært ved at

kontrollere situationen:

”De har jo brug for, at de kan tage fat.

Jeg har set folk gå virkelig amok, jeg er

også selv gået virkelig amok. Og der har

man brug for, at der er en, der tager fat i

dig og får dig til at slappe af,” siger Isam,

som er 17 år.

Men samtidig har flere unge også

oplevet, at magtanvendelser har været

unødvendige, fx 18-årige Oliver der selv

mener, at det, han foretog sig, var meget

uskyldigt:

”Jeg stod og legede med en pude. Uden

det larmede eller noget som helst. Jeg

havde før kastet den ned i jorden som en

gal, men det gjorde jeg ikke. Og så sagde

en af personalet, at jeg skulle stoppe. Så

tog han ved mig og sagde, at jeg skulle

lade være. Og jeg tog hans hånd væk. Det

gjorde han to gange og sagde, at jeg skul-

le gå ind på værelset. Så endte det med,

at han lavede en magtanvendelse, fordi

jeg gjorde modstand; jeg ville ikke ind på

værelset, for jeg havde ikke gjort noget

forkert.”

Nogle unge har også oplevet, at perso-

nalet har været direkte ubehageligt, og at

en situation har været ydmygende. David

på 17 år fortæller om en episode, hvor en

medarbejder gjorde grin med, at han ikke

spiser svinekød:

”Så siger de: ’Skal vi have en is?’ Og så

står jeg og spiser en is, og så river han

isen ud af hånden på mig og siger: ’Det

der skal du ikke spise. Det er der svine-

PERSONALET OG DEN PÆDAGOGISKE TILGANG TIL DE UNGE ·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

Alt, hvad jeg siger, det bliver direkte skrevet ned,

og så bliver det sendt til kommunen. Så på en

måde kan jeg ikke komme ud med mine følelser,

snakke med nogen og forklare min situation.

DENIZ

kød i’. Efter det fandt jeg ud af, at der ikke

var svinekød i. Jeg blev pisse gal.”

STORE FORSKELLE I DEN PÆDAGOGISKE

TILGANG

Mange af de unge har været på flere

forskellige sikrede institutioner og ung-

domsafdelinger i fængslerne, og de op-

lever, at der er stor forskel på, hvordan

medarbejderne er over for de unge:

”Det andet sted kunne man mærke, at

de ville dig det godt. De ville ikke have, at

du skulle falde tilbage i kriminalitet. Her

er det meget anderledes. Du kan slet ikke

sammenligne de to steder,” siger Malthe,

som er 17 år. Han mener, at tilgangen til

de unge, der hvor han er nu, er decideret

nedværdigende og nedbrydende:

”Hvis du behandler et menneske som

et dyr, og du bliver ved med at sige: ’Du

er ikke god, du er ikke et godt menneske’,

så bliver du sådan: ’Okay, jeg er et dårligt

menneske’. Så kan det også være lige me-

get det hele.”

De unge oplever også, at der er meget

stor forskel på fra sted til sted, hvor me-

get personalet gør brug af magtanvendel-

ser. 17-årige Nawid er en af dem, der har

oplevet to tilgange:

”Herovre er det meget sådan, de siger

BEHANDLINGSTILBUD TIL UNGE I SIKREDE

INSTITUTIONER OG FÆNGSLER

Når de unge er frihedsberøvede, kan de bliver tilbudt forskellige kognitive programmer,

som skal give de unge nye færdigheder i forhold til deres adfærd og omgang med andre

mennesker.

De fleste unge bliver tilbudt psykologisk screening, som er en kombination af

psykologiske observationer og tests, der tilsammen giver et billede af den unges

kognitive, personlighedsmæssige og sociale kompetencer og udfordringer. Derudover

kan de unge fx blive tilbudt:

• PAV (Projekt Andre Valg) – et forbehandlingsprogram, som tilbydes til alle unge

med et bekymrende forbrug af rusmidler.

• ART (Aggression Replacement Training) – et gruppebaseret behandlingsprogram,

der tilbydes til unge, som har svært ved at håndtere følelser som vrede, jalousi,

had og frygt, og måden de kommer til udtryk på.

• Det Kognitive Færdighedsprogram – et behandlingsprogram, som lærer deltagerne

at tackle hverdagsproblemer uden at gribe til kriminel adfærd.

• Anger Management – et motivationsprogram, som giver deltagerne redskaber

til at kontrollere vrede og andre stærke følelser.

• Nye veje – et behandlingsprogram, som skal hjælpe deltagerne til at bryde

ud af kriminaliteten gennem en større indsigt i egne handlinger.

Kilde: Kriminalforsorgen og Danske Regioner

bare stop, hvis der er noget. Derovre skal

de lige lægge dig ned på gulvet, selvom

det ikke er så alvorligt.”

Enkelte steder fortæller de unge om, at

de bliver straffet kollektivt, og det er de

meget kritiske overfor. Ifølge Mahdi på

15 år er formålet at finde ud af, hvem der

står bag en forseelse, men 17-årige Omid

mener ikke, at det hjælper. Han mener,

det er unødvendigt, og at det skaber kon-

flikter mellem de unge:

”De siger, det er fordi, vi skal være en

mere sikker institution. Men hvis jeg har

gjort noget, skal det så gå ud over alle

sammen? Nej, det skal det ikke. Hvis du

bare har været til stede, så behøver det

ikke gå ud over dig.”

Mirza på 17 år fortæller, hvordan den kol-

lektive straf også gør det nærmest umuligt

at opnå goder, som fx flere lommepenge,

hvilket opleves demotiverende for de unge:

”Vi kan få et beløb om ugen, men så

skal vi stå op og gå i skole hver dag. Vi

har opført os ordentligt, men det er ikke

alle, der kan stå op, og så ryger der bare

penge. En anden gang lavede vi en aftale,

men så var der en, der smadrede noget.

Så er der kollektiv straf, og så får vi ikke

noget. Vi er blevet ved i tre-fire måneder

nu, men vi har aldrig fået noget. Fordi det

ender altid med, at der er en, der laver

noget, og så går det ud over alle andre.”

Som en del af det pædagogiske arbejde

med de unge er det almindeligt – uanset

om det er på institution eller i fængsel –

at personalet skriver dagbog om den en-

kelte. De unge er bevidste om, at meget

af det, der foregår omkring dem, bliver

skrevet ned, og flere oplever, at det ska-

ber utryghed og mistillid til de voksne.

Det fortæller 17-årige Munir om:

”Det er pisse ubehageligt, at der hele

tiden er øjne rettet mod en, fordi de skal

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

Det er vigtigt for de unge, at:

• de bliver mødt med oprigtig interesse og uden fordomme,

som fastholder dem i en identitet som kriminelle

• personalet både kan tale fortroligt, vise omsorg og være seriøse,

men også lave sjov

• personalet sætter aktiviteter i gang og er sammen med de unge

skrive om dig. Man kan forandre sig

virkelig meget på grund af dagbogen.

Du kan ende med ikke at komme ud og

snakke med folk, men bare holde dig på

værelset.”

Nogle steder må de unge ikke tale for-

troligt med hinanden – de bliver bedt om

at tale højt, så personalet kan høre sam-

talen. For Deniz, som er 17 år, betyder

det, at han har svært ved at komme ud

med sine følelser og tanker:

”Alt, hvad jeg siger, det bliver direkte

skrevet ned, og så bliver det sendt til

kommunen. Så på en måde kan jeg ikke

komme ud med mine følelser, snakke

med nogen og forklare min situation,”

fortæller han.

STØTTE OG UDVIKLING

• personalet skaber rammer for uformelle fortrolige snakke,

fx ved at lave mad sammen

• personalet kan rumme de unge og ikke tager deres udbrud

og kritik personligt

• de har en god kemi med deres kontaktperson

• personalet ikke optrapper konflikter og provokerer,

så det ender i magtanvendelse

• reglerne på stedet giver mening for dem, og at personalet

er i stand til at afvige fra reglerne en gang imellem

• der er tilbud om personlig udvikling.

Gode relationer til en eller flere blandt

personalet betyder for de fleste, at de har

lettere ved at åbne sig, tale personligt

og være modtagelige for hjælp. 17-årige

Gustav har flere ansatte, han føler sig tryg

ved, der hvor han er:

”Der er noget personale, som er meget

forstående. De har selv været rødder, da

de var unge og været sådan et sted her.

De kan ligesom rådgive dig. Og når jeg er

på udgang med en af dem, som jeg hol-

der rigtig meget af, kan jeg åbne mig og

fortælle, hvad jeg føler, og hvad jeg tæn-

ker, der kommer til at ske i mit liv.”

Ture ud af huset er ofte en god anled-

ning til at få snakket sammen. Og som

Jeppe på 17 år fortæller, kan de fortrolige

samtaler også opstå over en almindelig

dagligdags aktivitet som gulvfejning el-

ler opvask. Men samtidig oplever Jeppe

også, at det er ham, der skal byde ind og

åbne for snakken:

”Når man fx har tjans, så ender det tit

med – fordi der kun er en selv og en vok-

sen på afdelingen – at man kommer til at

snakke om ting og sager. Altså, hvordan

ens liv har været og sådan. Men det er

ikke sådan, at der kommer en og trækker

dig til side og spørger: ’Hvordan har du

det egentligt?’ Det er mere sådan på dit

eget initiativ, hvor du siger: ’Jeg kunne

godt lige bruge en snak’.”

Mens de unge er frihedsberøvede, får

de forskellige tilbud om hjælp, fx til at

komme ud af et misbrug eller til at tale

med en psykolog. Det er dog meget for-

skelligt, om de unge tager imod tilbudde-

ne. Nogle takker nej, som 15-årige Hamza

gjorde det til tilbuddet om aggressions-

træning:

”Jeg har ikke lyst til at snakke om alle

mulige følelser og sådan noget. Jeg har

fået tilbuddet mange gange, men jeg har

bare sagt nej hver gang. Det er ikke noget

for mig.”

Andre takker ja, og det har for flere

betydet, at de er kommet ud af deres mis-

brug – enten ved egen hjælp eller med

rådgivning fra professionelle:

”Jeg har faktisk to misbrugsvejledere.

De er herre fede, og jeg elsker dem sim-

pelthen,” siger Majken på 16 år.

17-årige Cahil sagde også ja tak til

et tilbud om psykolog. Og selvom det i

starten mest var for at få lidt afveksling

i hverdagen, at han sagde ja, så har han

fået en del ud af samtalerne:

”I starten tænkte jeg, at det bare var for

at få mere frihed og for at komme ud af

min celle. Man gør jo alt for at komme ud

af sin celle. Men så fandt jeg ud af, at det

også hjalp mig. Jeg fik et andet syn på,

hvad jeg kunne gøre i stedet for bare at

flippe ud. Jeg kan bruge det til noget ude

i livet, fx undgå at komme ind og sidde

igen. Denne her gang har jeg fået gode

udtalelser herindefra. Jeg har bare været

stille og rolig, passet mig selv.”

PERSONALET OG DEN PÆDAGOGISKE TILGANG TIL DE UNGE ·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

BØRNERÅDET MENER

– OM PERSONALET OG DEN

PÆDAGOGISKE TILGANG TIL DE UNGE

PERSONALET BETYDER MEGET for de unge

i Børnerådets undersøgelsen – på godt og

ondt. De unge har ikke et entydigt svar på,

hvad der karakteriserer den gode voksne.

Det afhænger meget af kemi og måden,

personalet møder de unge på. Nogle unge

peger på, at det ikke-pædagogiske per-

sonale er det bedste, mens andre unge

foretrækker en af samme etnicitet eller køn

som dem selv.

Når man arbejder med frihedsberøvede

unge, skal man være rustet fagligt såvel

som psykisk til at håndtere en bred palet af

opgaver samt forskellige følelser og adfærd

hos den unge. Personalet har at gøre med

unge, der kan reagere meget voldsomt både

fysisk og psykisk, hvilket fordrer en solid

faglighed hos den enkelte ansatte. Derfor

er det vigtigt, at personalet har en række

professionelle redskaber at trække på, så

de både er fagligt – men også personligt

– rustet til at håndtere de unge. Dermed

ikke sagt, at det kun er personale med en

pædagogisk uddannelse, der kan fungere

godt blandt frihedsberøvede unge. Det er

dog vigtigt, at ikke-pædagogisk personale

efteruddannes, så de også besidder de pæ-

dagogiske og psykologiske kompetencer,

det kræves at arbejde med udsatte børn og

unge.

For at kunne rumme de unge frihedsberøve-

de og møde dem på den rigtige måde, er det

nødvendigt for personalet kontinuerligt at

modtage støtte og vejledning. Derfor mener

Børnerådet, at supervision til personalet

skal være obligatorisk, og det er ledelsens

opgave at sikre tiden og ressourcerne til

fortsat faglig udvikling.

DET ENGAGEREDE PERSONALE HAR

AFGØRENDE BETYDNING

at personalet er meget opmærksomme på,

at være tydelige og ordentlige i deres til-

gang til og facon over for de unge.

ET SPØRGSMÅL OM MAGT

Nogle unge fortæller, at de oplever en

ligegyldighed fra personalets side og har

en fornemmelse af ’bare at være perso-

nalets arbejde’. Oplevelse af ligegyldighed

og manglende interesse fra personalet er

noget af det, de unge reagerer allermest

på. De vil have et personligt engageret

personale, der tør give lidt af sig selv, og et

personale, der interesserer sig for dem som

mennesker.

Flere af de unge har tidligere oplevet svigt

og mangel på anerkendelse, og de har ikke

et særligt stort netværk, hvor de kan søge

omsorg og hente opbakning. Disse unge kan

være særligt følsomme i forhold til at ople-

ve at blive set ned på eller opleve, at de ikke

betyder noget for andre. Derfor er perso-

nalets lydhørhed og interesse for den unge

afgørende i forhold til den unges motivation

for og mod på at indgå i gode og udviklende

relationer i fremtiden. Gode relationelle

kompetencer og evnen til at lytte til den

unge bør derfor vægte højt, når der arbejdes

med faglig udvikling og supervision. Der-

udover tyder noget på, at en del konflikter

og sanktioner bliver udløst af situationer,

hvor en ung har følt sig misforstået eller

provokeret af personalet. I kombination

med at føle sig magtesløs og måske have

svært ved at udtrykke tanker og følelser på

en konstruktiv måde, kan situationen nemt

udvikle sig. Dette understreger behovet for,

Det er en forudsætning for frihedsberøvelse,

at andre end de unge selv har magten. Det

er de unge bevidste om, og de anerkender

også i mange henseender, at magtanven-

delse kan være nødvendigt. De unge taler

både om magt som noget abstrakt, der hele

tiden er til stede, om konkret magtanven-

delse og om unødvendig demonstration af

magt.

De unge i undersøgelsen er meget sensitive

i forhold til magtudøvelsen, og når den i

deres øjne udføres unødvendig, bliver den

opfattet som en provokation. Det kan have

massive negative konsekvenser for deres

samarbejdsvilje, for selve oplevelsen af at

være frihedsberøvet og for muligheden for

at udvikle sig, hvis de unge oplever magt-

misbrug fra personalet.

Det er personalets ansvar at sikre, at magt

udelukkende udøves, når det er nødvendigt.

Når der udøves magt – hvad enten den er

fysisk eller verbal og retningsanvisende

– er det af stor betydning, at det foregår

konfliktnedtrappende og med forståelse

for den unges særlige situation. Det er

en udfordrende opgave at finde balancen

mellem at bruge magt og at møde den unge

med respekt. Derfor er det særligt vigtigt,

at personale og ledelse er opmærksomme

på dette dilemma og aktivt forholder sig til

det ved at have fokus på, hvordan magtud-

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

øvelse håndteres generelt og i forhold til de

enkelte unge.

OPMÆRKSOMHED PÅ FORSKELLE

Flere af de unge beskriver, at der er store for-

skelle på den pædagogiske tilgang til de unge

de enkelte institutioner imellem. Institutio-

nernes forskellige ry opstår både på baggrund

af andre unges beskrivelser og på baggrund

af, at flere unge har været frihedsberøvede

andre steder.

Børnerådet mener, det er problematisk, at de

unge oplever så store pædagogiske forskelle

fra institution til institution, og også at de

unge oplever, at de får meget forskellige til-

bud afhængigt af, hvor i landet de bor. Derfor

mener Børnerådet, det er nødvendigt, at der

etableres en fælles forståelse for, hvad det

primære pædagogiske grundlag for friheds-

berøvelse og tilbud til de unge bør være på de

forskellige institutioner og ungeafdelinger.

Dette bør ske i et samarbejde mellem Danske

Regioner og Kriminalforsorgen.

Når man fx har tjans, så ender

det tit med – fordi der kun er en

selv og en voksen på afdelingen

– at man kommer til at snakke

om ting og sager. Altså,

hvordan ens liv har været og

sådan. Men det er ikke sådan,

at der kommer en og trækker

dig til side og spørger: ’Hvordan

har du det egentligt?

JEPPE

PERSONALET OG DEN PÆDAGOGISKE TILGANG TIL DE UNGE ·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

Der er noget personale, som er

meget forstående. De har selv

været rødder, da de var unge

og været sådan et sted her.

De kan ligesom rådgive dig.

GUSTAV

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

HVERDAGEN SOM FRIHEDSBERØVET·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

LOV, RETTIGHEDER OG REGLER

DU HAR IKKE SÅ MANGE

RETTIGHEDER TIL

AT SIGE DIN MENING

DE PRØVER AT GØRE DET SÅ NORMALT SOM MULIGT ·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

Unge, der er frihedsberøvede, har som alle andre børn og

unge i Danmark nogle rettigheder. Men de unge ved generelt

ikke ret meget om dem, og de forveksler ofte deres rettigheder

med de regler, der er, der hvor de er anbragt. En del efterlyser

mere information om, hvad de har ret til, mens andre er mere

opgivende i forhold til, om det overhovedet vil hjælpe dem.

UANSET OM MAN ER frihedsberøvet på

institution eller i kriminalforsorgen, har

man som ung forskellige rettigheder. Det

gælder i forhold til selve frihedsberøvel-

sen og måden, det foregår på. Men det

gælder også i forhold til de unges kontakt

med omverdenen, omgangen med de

ansatte og de formalia, der er omkring

deres sagsbehandling.

Det er langt fra alle de unge, der kender

deres rettigheder som frihedsberøvede.

Nadim på 16 år mener, at der er nogle

rettigheder, hvis han vil ringe. Nawid på

17 år mener, at han har ret til en times

gårdtur om dagen. Også 16-årige Johan

kender lidt til sine rettigheder, men han

fortæller, at det i praksis er svært at gøre

brug af dem:

”Hver gang der er gået fire uger, så har

jeg ret til at kræve en fristforlængelse.

Men det er bare sådan lidt, at så skal jeg

betale 1.200 kr. i timen for, at advokaten

kommer herop og tilbage, og så skal han

sidde en time med mig i retten. Det er

cirka 10.000 kr. pr. fristforlængelse. Det er

derfor, jeg ikke rigtig har taget imod den.”

En ting er, at økonomi eller andre prak-

tiske forhold gør, at de unge ikke synes, de

kan gøre brug af deres rettigheder. En an-

den er, når de unge oplever, at de voksne

omkring dem er ligeglade med deres ret-

tigheder. Det fortæller Bilal på 17 år om:

”Jeg har ikke fået noget som helst at vide

om rettigheder. Kun at jeg kan ringe til

min advokat, det er det eneste. Når jeg så

siger til personalet, at jeg har rettigheder,

så siger de bare: ’Hvad fanden vil du gøre

ved det?’ eller: ’Nej det har du ikke ret til’.

Så tror jeg jo på det: Det har jeg ikke ret

til.”

Rettighederne kan være svære at over-

skue og forstå – særligt fordi der i perio-

der kan gælde skærpede forhold for nogle

unge, fx i form af besøgs- eller brevkon-

trol. 17-årige Nicklas ved, at han har ret til

private telefonsamtaler. Men han er ikke

helt klar over, hvornår og med hvem han

må tale privat – og om hans rettigheder i

visse situationer er blevet tilsidesat:

”Her i dag der snakkede jeg lige med

min sagsbehandler. Det skal være privat.

Men det var åbenbart ikke privat. Så

skulle jeg have højttaler på. Det forvirrer

mig rigtig meget. Og også her i går aftes

der fik jeg også lov til lige at ringe til min

søster, og der sad der også en lige ved

siden af.”

REEL INDFLYDELSE ELLER PSEUDO-

DEMOKRATI?

De fleste institutioner og fængsler har reg-

ler for, hvordan man skal opføre sig. Langt

de fleste kender til reglerne – eller i hvert

fald uddrag af dem. For som Oliver på 18

år fortæller, oplever de unge indimellem,

at reglerne opstår lidt hen ad vejen:

”Jeg har fået lidt af reglerne at vide.

Selvom jeg har været her så længe, så

kommer der alligevel nogle nye. Så har

jeg ikke fået af vide, at man ikke må dét

og dét. Og så siger de det, og så er jeg ret

sikker på, at det er en regel, de lige har

fundet på. Jeg har selv bedt dem om, at

jeg gerne vil have en bog, hvor de der reg-

ler står. Men vi har stadig ikke fået nogen,

hvor de står i.”

De stramme rammer på stedet kan for

nogle betyde, at de lukker sig inde i sig

selv – blandt andet for at undgå sank-

tioner eller konflikter med personalet.

Deniz på 17 år fortæller, hvordan han har

tilpasset sin væremåde:

”Det værste er nok, at man ikke har så

mange rettigheder. Du kan ikke udtale

dig, som du vil. Så kan de godt finde på

at sige: ’Ti stille. Det gider vi ikke høre

på’. Hvis man så spørger hvorfor, så siger

de: ’Du skal ikke diskutere det, gå ind og

tag en timeout på værelset’. Du kan ikke

diskutere her. Diskutér – og du gør det

værre. Du bliver nødt til at bide det i dig

og holde det for dig selv på en måde, og

så bliver man indelukket. Det er kun på

værelset, du har dine rettigheder.”

Det er ikke ualmindeligt, at de unge

forveksler reelle rettigheder med husreg-

LOV, RETTIGHEDER OG REGLER ·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

Altså, vi har fået sådan nogle papirer vedrørende

vores rettigheder og sådan noget. Jeg har læst dem,

men det er sådan meget tunge ord, synes jeg.

MARK

ler, som de oplever, at de voksne lægger

stor vægt på at fortælle om, mens rettig-

hederne ikke fylder så meget. Det gælder

også for 15-årige Mahdi, der ikke har hørt

om sine rettigheder, men til gengæld har

hørt om husreglerne:

”De har bare fortalt, hvordan reglerne

er. Sådan hvornår vi skal spise, sådan

nogle ting. Hvis du gør sådan, så sker der

sådan, dit tv bliver taget, et eller andet.

Men de har ikke fortalt noget med, at du

har ret til dit og dat.”

De fleste af institutionerne og fængs-

lerne afholder beboermøder, hvor de

unge kan komme med indspark i forhold

til reglerne. Her kan de også tale om,

hvilke ønsker de har for dagenes struktur

eller for investering i fællesejendele som

tv eller Playstation. Nogle af de unge op-

lever, at de reelt har indflydelse i forhold

til fx madplaner, aktiviteter eller film i

fællesrummet. Også i fængslets ungeaf-

deling kan 17-årige Jonathan fortælle, at

der er en form for demokrati:

”Vi har noget, der hedder talsmands-

møde, hvor vi taler om forskellige ting,

fx hvis vi mangler noget. Lad os sige, at

vi gerne vil have Playstation 3 i stedet for

Playstation 2 på værelserne. Så bliver det

taget op og set på, om der er mulighed for

det og penge til det. Og så efter noget tid

kan vores ønske måske gå i opfyldelse.”

Andre unge oplever møderne mere

som pseudo-demokrati – enten fordi der

ikke bliver handlet på beslutningerne, el-

ler også fordi, som 15-årige Sofie fortæl-

ler, at de unge ikke tør sige deres mening:

”Vi har sådan nogle ungemøder, hvor

det egentlig bare er pædagogerne og så

alle de unge, der sidder og siger nogle

ting. Så får vi sådan et stykke papir, hvor

der står nogle ting, og så skal vi sige, hvad

vi synes om det. Det er så ikke alle, der

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

tør sige, hvad de synes, for vi får bare

straf af at sige noget forkert dér.”

STRAMME REGLER I STARTEN

på en måde. Det er som om, man får

stress af det.”

BEDRE INFORMATION OM

RETTIGHEDER

For langt de fleste af de unge er der en

tydelig sammenhæng mellem regler og

udsigten til straf eller belønning. Flere

af dem oplever, at de i starten af et op-

hold kan blive sanktioneret for at bryde

regler, de ikke var bekendt med. Og ofte

er det helt urimeligt, mener Nicklas på

17 år:

”Dér i starten så prøver de lige at teste

én af. Så prøver de på alt muligt, og de er

ekstremt, ekstremt stramme. De siger for

eksempel ikke til en: ’Dér er der sådan en

rød streg, så dér må du ikke gå over’. Så

hvis jeg går derover, så får man en stor

skideballe, sådan at man ligesom lærer

det første gang.”

Asger, som er 17 år, har også oplevet, at

der i starten blev slået hårdt ned på små

ting for at statuere et eksempel og sikre

respekt. Men det virkede ikke særligt be-

fordrende, snarere omvendt:

”Jeg synes sgu, at det bare gør det

sværere. Altså, det giver en noget inde-

brændthed og mindre lyst til at lave om

på det, når man bare bliver straffet på

den måde – det gjorde det i hvert fald for

mig. Altså, der er nok en mening med, at

man bliver sendt ned på sit værelse, men

jeg synes bare, det er åndssvagt.”

Nogle steder fortæller de unge, at den

første tid på en institution foregår helt

afsondret fra de andre. Sådan var det for

Jacob på 15 år, der startede tre dage med

at være alene på et værelse hele dagen.

Her så han tv og spiste alle måltider:

”Jeg tror, det var fordi, at de skulle have

en fornemmelse af, hvordan jeg var. Om

de kunne sætte mig ud i fællesskabet. Det

var ret nederen og meget deprimerende

Det er et fåtal af de unge, der oplever,

at personalet på deres institution eller i

fængslet tydeligt har fortalt dem om de-

res rettigheder. Nogle har opsnappet lidt

information fra tidligere frihedsberøvel-

ser eller andre unge, mens andre har hørt

brudstykker fra en sagsbehandler eller en

anden voksen.

Nogle steder får de unge skriftlig infor-

mation om deres rettigheder. Mark på 16

år fortæller dog, at det ikke har været den

store succes:

”Altså, vi har fået sådan nogle papirer

vedrørende vores rettigheder og sådan

noget. Jeg har læst dem, men det er så-

dan meget tunge ord, synes jeg. Altså, der

står en masse ord, som jeg ikke kender

til. Så det er svært at forstå.”

Jonathan, som er 17 år, har også kun

fået en smule information om sine ret-

tigheder fra personalet. Han mener dog,

at han sagtens kan spørge, hvis der er

noget, han er i tvivl om:

”Altså, vi får lidt at vide om vores ret-

tigheder, men der er meget af det, der

ikke hænger fast. Du kan ringe til din

advokat – du har ret til at have kontakt

til din advokat 24 timer i døgnet. Og hvis

der er noget, du gerne vil vide, så kan du

sagtens spørge personalet om det. Og så

kan det være, du får et svar, du ikke for-

står, men de fleste plejer at sætte dig ind

i, hvordan det er, hvis du er i tvivl.”

Flere af de unge efterlyser bedre infor-

mation om deres rettigheder fra start,

så de ikke behøver at være i tvivl om,

dels hvad de har ret til, og dels om deres

rettigheder bliver krænket. Mia på 15 år

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

kunne fx godt tænke sig, at hun fik noget

skriftligt materiale:

”Jeg vil gerne have styr på, hvad mine

rettigheder er. Jeg vil faktisk gerne have

sådan en mappe. Engang, mens jeg var

til mentalundersøgelse, har jeg set, at der

var sådan en mappe om unges rettighe-

der. Jeg sad og kiggede lidt i den, og der

var meget, som jeg ikke vidste.”

RETTIGHEDER VED MAGTANVENDELSER

Indimellem kan der opstå situationer,

som kan føre til en magtanvendelse. Her

har reglerne på de enkelte steder stor be-

tydning, fordi flere af de unge oplever, at

overtrædelser kan udløse en magtanven-

delse. Netop derfor er det meget vigtigt

at kende stedets regler. Mirza på 17 år

fortæller om en episode, han overværede

med en anden ung, som blev udadreage-

rende:

”Jeg var helt ny, så jeg vidste ikke, at jeg

skulle gå ind på mit rum, mens det skete.

Jeg havde ikke fået reglerne at vide. Så

fik jeg en måned for det, men jeg vidste

ikke hvorfor. Jeg sagde til dem, at jeg ikke

havde noget med det at gøre, men de

sagde bare: ’Du gik ikke ind på rummet’.

Men de havde ikke fortalt mig det.” Mirza

kunne godt tænke sig bedre information

om reglerne, så man har en chance for at

efterleve dem:

”Hvis personalet ikke selv gider at for-

tælle om reglerne, så kunne de jo bare

lave en seddel med dem og give dem til

den unge. Så er det hans valg, om han

læser dem.”

Når de unge på de sikrede og særligt

sikrede afdelinger har været udsat for en

magtanvendelse, skal personalet skrive

en indberetning af hændelsen. Den har

de unge ret til at se og til at kommentere.

Det er langt fra alle, der kender til den

rettighed, og de, der gør, gør ikke altid

brug af den. Det kan der være forskellige

grunde til. Som 15-årige Jacob siger, så er

det ikke nødvendigvis besværet værd at

læse og skrive på indberetningen:

”Jeg har sagt nej til det, fordi jeg tæn-

ker, at det alligevel ikke vil hjælpe mig.

Kommunen, de holder jo med pædago-

gerne og ikke mig. Altså, det vil jo ikke

hjælpe. Der har også været en eller to

gange, hvor jeg har sagt, at jeg gerne vil

skrive det, og de så har sagt til mig, at det

ikke er en mulighed. Men det forstod jeg

heller ikke helt, fordi jeg har jo lov til det.”

På den institution, hvor 17-årige Samir

opholder sig, synes han, at magtanven-

delser og opfølgningen foregår på en

rigtig god måde. Han har et indtryk af, at

personalet er meget opmærksomme på,

at magtanvendelserne skal foregå så var-

somt som muligt. Og bagefter bliver der

fulgt rigtigt godt op:

”De giver os et stykke papir, hvor vi

kan læse, hvordan det er foregået. Så må

vi skrive, hvad vi har at sige om magtan-

vendelsen, og så skal vi bare skrive under.

Har vi ikke lyst til at skrive under, så skri-

ver vi ikke under. Og så tager pædagoger-

ne en snak med os bagefter, om hvad der

er sket.”

KRÆNKENDE OPLEVELSER

næsten hver eneste dag. Det sker fx, hver

gang jeg skal af med tøjet, eller hver gang

de skal pille ved alt på mit værelse. De må

gøre dig helt nøgen, for at se om du har

noget hash eller telefoner. Det er jeg ikke

vant til. I min familie går vi ikke ind for

sådan nogle ting. Vi er en meget religiøs

familie, og jeg er opdraget sådan, selvom

jeg er kriminel. Så jeg synes, det er flovt.”

Enkelte af de unge fortæller også, at de

krænkende oplevelser kan få dem til at

reagere så kraftigt, at det ender med en

magtanvendelse. Nawid på 17 år har fx

oplevet, at personalet har lavet sjov med

ham på en måde, som han ikke syntes

var spor skægt. Det fik ham til at reagere

voldsomt:

”De snakker også sådan, som om vi er

dyr. Fx så siger de: ’Er du rolig nu? Er du

rolig nu?’ Selvom jeg ér rolig. Og fx når

jeg skal feje gulvet efter aftensmad, så

laver de lidt sjov med mig og siger: ’Du

svinger godt med kosten’ og sådan noget.

Altså gør grin. Det rammer en. Så smider

jeg bare kosten væk, og så er det ind igen

i isolation i 20 minutter. Jeg synes, de er

sådan meget magtliderlige.”

NÅR MAN BLIVER ISOLERET

Både på institutionerne og i fængslerne

er der et lovgrundlag, der giver persona-

let lov til at kropsvisitere de unge i sær-

lige situationer. Det er de unge godt klar

over, men derfor er der alligevel flere, der

fortæller, at det kan opleves meget græn-

seoverskridende, når personalet gør brug

af den slags metoder:

”Jeg har ikke oplevet, at personalet har

gjort noget, de ikke måtte. Men jeg har

selvfølgelig fået krænket mine følelser –

Hvis personalet vurderer, at der er behov

for det, kan de sætte den unge i isolati-

on. Der gælder nogle særlige regler for

isolationen, som er forskellige for de

sikrede institutioner, de særligt sikrede

afdelinger og fængslerne. Isabella på 16

år fortæller, at hun tidligere på en insti-

tution har oplevet, at der blev set stort

på hendes rettigheder, da hun blev holdt

isoleret:

”Det er det der med, at man kommer

ind i sikringsrummet i to timer højest.

Efter to timer, spørger jeg så, om jeg må

komme ud. Men de siger bare: ’Nej, du

LOV, RETTIGHEDER OG REGLER ·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

Jeg har ikke oplevet, at personalet har gjort noget,

de ikke måtte. Men jeg har selvfølgelig fået krænket

mine følelser – næsten hver eneste dag.

SAMIR

skal være derinde, til vi synes, du kom-

mer ud’. Så er der ikke nogen, man kan

snakke med, hvis man fx virkelig skal

tisse. Altså man skal da kunne komme på

toilettet, hvis man skal tisse. Så trak jeg

bare bukserne af og pissede på gulvet.”

17-årige Nawid har også oplevet, at

personalet på institutionen har gradbøjet

hans rettigheder for at kunne opretholde

en isolation over en længere periode, end

hvad der er tilladt:

”Så nogle gange kan de også bare finde

på ligesom, hvis de har lyst, så går de ind

i isolationsrummet, og så tager de dig

ud – bare lige ude foran døren – og så

ind igen. For så er du kommet ud. Og så

ind igen. Hvis de kan se på dig, at du sta-

digvæk er sur eller sådan noget, så tager

de dig ud, og så tager de dig ind igen. I

stedet for bare at tage mig helt ud og så

kigge på, hvordan jeg opfører mig og så-

dan noget. Så føler du, at du er et dyr, de

lægger i sådan et lille rum.”

Selvom der er helt klare regler for, hvor

længe ad gangen de unge må være isolere-

de, er der alligevel flere, der har oplevelser

af at have være isoleret i meget længere

tid end det tilladte. Det kan fx ske, hvis de

unge kommer i fængsel eller arrest, hvor

der også er voksne, som de ifølge loven

ikke må sidde sammen med. Det har Ke-

rem på 17 år oplevet på et tidspunkt:

”Så kom jeg til arresten, hvor jeg sad

isoleret i tre måneder, fordi jeg var under

18. Jeg havde ikke nogen kontakt med

andre, kun hvis jeg så nogen på gangen,

ik’. Men det var også bare lige hurtig snak,

og så sagde vagten, at jeg skulle gå. Altså,

jeg havde en times gårdtur og så to timer

i fællesrum, men jeg gad ikke, når det var

alene. Jeg havde ikke nogen at snakke

med. Det var fucked up. Det rammer en

psykisk, jo. Et pænt ord for det er tortur.”

RET TIL BESØG UDEFRA

ADGANG TIL FRI LUFT

Unge, der er anbragt i en sikret afdeling

i mere end 24 timer, skal have adgang

til at opholde sig i fri luft mindst en

time dagligt. Det samme gælder for

unge, der er frihedsberøvede i fængsel,

medmindre det er uforeneligt med

institutionens varetagelse af sikker-

hedsmæssige hensyn eller den unge er

anbragt i sikringscelle.

Kilde: Bekendtgørelsen om magtan-

vendelse over for børn og unge anbragt

uden for hjemmet og straffuldbyrdel-

sesloven

Som udgangspunkt har alle frihedsberø-

vede unge ret til at få besøg – uanset hvor

de er anbragt. Men der kan være særlige

forhold, som gør, at de unge er underlagt

restriktioner. Det kender Philip, som er

17 år, til:

”Hvis man har kontrol, må man ikke få

besøg, medmindre politiet er her. Ellers

har vi besøg to timer om ugen. Jeg synes,

det er meget lidt. Altså to timer det går

hurtigt. Det går bare stærkt, og når man

så tænker på, at hvis min far, han gerne

vil på besøg sammen med mine søsken-

de, så går to timer bare sådan her. Og så

skal man vente en hel uge, før man må få

besøg igen. Og så er der ens plejefamilie,

ens mor og...”

17-årige Malthe er en af dem, der har

oplevet at have overvåget besøg. Det er

politiet, der overvåger besøget, og Malthe

har en oplevelse af, at politiet ikke altid er

lige venlige:

”Det kommer an på, hvad det er for

nogle betjente. For nogen tid siden, da

jeg havde besøg, så sad vi her. Min far

sad her, og jeg sad her, og min søster sad

der. Så sad der en betjent – en eller anden

idiot – så sad han bare og kiggede på min

far hele tiden. Kiggede op på min far og

ned igen, sådan hele tiden provokerende.

En rigtig idiot. I starten måtte man godt

få kaffe eller et eller andet til besøget. Nu

må man ikke engang få vand til besøget.

Du må ikke have kander, fordi det kan

bruges som våben, hvis du går amok.”

Selvom de unge har ret til at få besøg,

kan logistikken og reglerne på stedet be-

tyde, at det er svært at arrangere. Særligt

for dem, der er frihedsberøvede langt fra

familie og venner. Det er Jonathan på 17

år, og det skaber nogle problemer, når

han selv får lov at tage på besøg:

”Besøgstiderne de er faktisk rigtig ir-

riterende for os, der bor langt væk. For

dem, der bor tæt på, der er det fint nok.

Halv fire til halv otte. Bang. For dem der

er 20 minutter væk hjemmefra, er det

nemt, hvor vi andre skal køre to timer,

halvanden time i bil.”

Johan på 16 år er også en af dem, der

bor langt væk. Men han er heldig, for

selvom hans forældre skal køre tre timer

hver vej, så kommer de alligevel en gang

om ugen, og det er han rigtigt glad for.

Når man er frihedsberøvet i Kriminal-

forsorgen, har man også ret til at få be-

søg. Men 17-årige Rashid fortæller, at det

er meget besværligt at få i stand:

”Jeg har sendt en anmodning, men det

tager bare rigtig lang tid. Du får sådan

en besøgstilladelse, og så skriver du dit

cellenummer, navn og CPR-nummer. Så

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

lægger du det ind i en kuvert og afleverer

den til betjentene, og så sender de den

videre. Man kan ikke bare lave sådan en

aftale. Det er også latterligt, synes jeg. Så

skal man altid sende, sende, sende.”

Det er vigtigt for de unge, at:

• det er tydeligt for dem, hvad der er regler, og hvad der er

rettigheder

• deres rettigheder og reglerne på stedet bliver tydeligt

formidlet til dem, når de ankommer

KONTAKT MED

OMVERDENEN I DE

SIKREDE INSTITUTIONER

Børn- og ungeudvalget kan for en be-

stemt periode, og såfremt det er nød-

vendigt af hensyn til barnets eller den

unges sundhed eller udvikling, uden

retskendelse træffe afgørelse om kon-

trol med den unges brevveksling, tele-

fonsamtaler og anden kommunikation

med nærmere angivne personer uden

for institutionen.

Kontrol af breve og andre henvendel-

ser til og fra offentlige myndigheder og

til og fra en eventuel advokat må ikke

finde sted.

Hvis den unge er i varetægtssurro-

gat på en sikret institution, gælder

de samme regler for besøg og brev-

veksling som ved varetægt i fængsler.

Dog gælder det for unge på en sikret

institution, at politiet kan modsætte

sig, at en ung i varetægtssurrogat fører

telefonsamtaler eller anden kommuni-

kation, eller betinge telefonsamtaler og

anden kommunikation af, at samtalen

overhøres.

Kilde: Serviceloven, bekendtgørelse om

magtanvendelse over for børn og unge

anbragt uden for hjemmet og rets-

plejeloven

• de har indflydelse på regler og rutiner, fx ved husmøder

• magtanvendelser foregår med respekt for den enkelte unge

• der er mere tid til besøg fra familie og venner

• politiet udviser respekt for dem og deres familier,

når de har overvåget besøg.

KONTAKT MED OMVERDENEN I FÆNGSLER

Unge under 18 år har ikke særlige regler i forhold til kontakt ud af fængslet. Som andre

frihedsberøvede har de unge ret til mindst ét ugentligt besøg af mindst én times varighed.

Besøgene rammesættes af den enkelte institutions leder, som kan indføre begrænsninger

ud fra ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn. Den unge har derudover ret til at få uover-

været besøg af sin advokat.

Den unge har ret til brevveksling, men dette kan underlægges kontrol og gennemlæs-

ning, hvis det af institutionen skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hen-

syn eller for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen.

Den unge har ligeledes, hvis det er praktisk muligt, ret til telefonsamtaler. Adgangen til

at føre telefonsamtaler kan dog nægtes eller underlægges restriktioner, hvis det findes

nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til beskyttelse af

den forurettede ved lovovertrædelsen.

Den unge har ret til ukontrolleret brevveksling og til telefonsamtaler uden overhøring

med en række instanser, herunder den unges advokat.

Kilde: Straffuldbyrdelsesloven

LOV, RETTIGHEDER OG REGLER ·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

BØRNERÅDET MENER

– OM LOV, RETTIGHEDER OG REGLER

STORT SET ALLE DE UNGE, der har deltaget

i Børnerådets undersøgelse, har svært ved

at forstå deres retsstilling, mens de er fri-

hedsberøvede. Mange har en fornemmelse

af, at de har nogle rettigheder, og nogle kan

også fortælle om dem i særlige situationer,

fx hvis de er underlagt brev- og besøgskon-

trol. Som oftest kender de unge dog kun

brudstykker af deres rettigheder. Samtidig

er de unge usikre på, hvad der er lovsikrede

rettigheder, og hvad der er en del af regel-

sættet på institution.

Nogle unge vil opleve, at en del af den pæ-

dagogiske indsats i forhold til dem handler

om at skabe struktur i dagligdagen. Hvis

den unge ikke har en tilstrækkelig forståel-

se af disse tiltag – og også nødvendigheden

af dem – bliver det svært for den unge at

håndtere og se en mening med de metoder,

personalet kan gøre brug af for at oprethol-

de strukturen.

Først og fremmest mener Børnerådet, det

er vigtigt, at personalet på de sikrede insti-

tutioner og i fængslerne gør meget ud af at

forklare de unge, at der er forskel på deres

lovsikrede rettigheder og på de regler, der

gælder for at sikre struktur og orden. Samti-

dig skal de unge informeres langt bedre om,

hvad de har ret til, og hvad der forventes af

dem. Her må personalet tage individuelle

hensyn og sikre en variation af formidlings-

former, idet de unge kognitivt og psykisk

kan være meget langt fra hinanden.

FÆLLES REGLER FOR ALLE

meget forskelligt, hvor godt de unge kender

til reglerne. Nogle unge oplever også, at

reglerne på stedet indimellem bliver opfun-

det efter forgodtbefindende af personalet

på institutionerne, hvilket giver en uforud-

sigelighed i forhold til, hvornår de risikerer

at blive sanktioneret for noget, de har gjort

– eller ikke har gjort.

Det er selvsagt ikke muligt at beskrive

alt, hvad der kan udløse en sanktion. Men

Børnerådet mener, det bør fremgå tydeligt

af husreglerne, hvad der gælder af særlige

værdier og holdninger på stedet, sådan at

de unge ved, hvad der ikke er acceptabel

opførsel. Personalet på afdelingerne skal

også i det daglige være tydelige og konkreti-

sere forventningerne til den unges opførsel

og omgangsform og også referere tydeligt

til regelsættet, hvis der skal iværksættes en

sanktion.

INDIVIDUELLE RAMMER

og om brug af isolation, oplever flere unge,

at reglerne bliver gradbøjet. Indimellem kan

de unges beretninger give det indtryk, at

både magtanvendelse og brug af isolation

nogle steder sker i en gråzone, hvor de unge

er retsløse, og hvor personalet ikke overhol-

der lovgivningen. Børnerådet mener, det er

yderst problematisk, og det er selvfølgelig

helt afgørende for de unges retsstilling og

handlemuligheder, at personalet overhol-

der lovgivningen og til fulde respekterer de

unges rettigheder. Magtanvendelse må i

øvrigt aldrig træde i stedet for pædagogi-

ske redskaber, og det er meget vigtigt, at

personalet efterlever de intentioner, der er i

magtanvendelsesbekendtgørelsen.

I forhold til brugen af isolation er det vig-

tigt, at personalet bliver bedre til at skelne

klart mellem reel isolation og uformel

isolation, som af mange unge opleves fuld-

stændigt som isolation i lovens forstand.

For nogle unge kan det være befriende at

blive ladt alene for en stund, men for andre

unge kan det være yderst belastende at

være alene med sine tanker og også at være

afskåret fra et fællesskab. Derfor må per-

sonalet være meget opmærksomme på, at

de forløb, der omfatter enetid på værelset,

også bliver kontinuerligt fulgt op med pæ-

dagogiske tiltag.

Nogle af de unge fortæller om mere eller

mindre frivillig isolation på afdelinger i

fængsler, fordi de ellers ville komme til at

sidde sammen med voksne. Det er Børnerå-

dets holdning, at denne løsning er uholdbar.

Opstår der en situation, hvor det bliver

nødvendigt at skærme den unge fra voksne

på den måde, bør den unge flyttes til en

institution eller et andet fængsel, hvor der

Rammerne og reglerne for de unge kan

være individuelt tilpassede af pædagogiske

eller behandlingsmæssige hensyn. Derfor

kan det være forskelligt, hvad der kan udlø-

se en sanktion.

Når personalet opstiller individuelle rammer

for den enkelte unge, mener Børnerådet, at

det er meget vigtigt, at den unge er bekendt

med, hvilke rammer der gælder for netop

ham eller hende og ved, at der er forskel på

de fælles regler og de individuelle rammer.

Det er også vigtigt, at den unge er klar over,

hvad der kan ske, hvis de individuelle ram-

mer bliver overskredet.

MAGTANVENDELSE OG ISOLATION

Både fængsler og institutioner har ned-

skrevne husregler, som er til for at sikre

orden og fælles fodslag, sådan at alle ved,

hvad der forventes af dem. Desværre er det

Både når det handler om magtanvendelse

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

er andre unge at være sammen med. Ingen

unge må opleve at blive isoleret ufrivilligt på

grund af logistikken i fængslerne.

ØKONOMISKE BYRDER

For flere af de unge frihedsberøvede fylder

deres økonomiske situation meget. De for-

tæller fx, at de undlader at kontakte deres

advokat eller søge om fristforlængelse af

frygt for at oparbejde en stor gæld, mens de

er frihedsberøvede.

Først og fremmest er der meget stor uklarhed

for de unge i forhold til, hvad og hvor meget

de skal hæfte for i forbindelse med deres

retsforløb. Børnerådet mener, det er vigtigt,

at de unge får klarhed over økonomien med

hjælp fra en voksen, fx deres sagsbehandler,

deres advokat eller en kontaktperson. Klar-

heden kan også bestå i, at der bliver lagt en

plan for, hvordan den unge kan komme af

med en eventuel gæld igen, når frihedsbe-

røvelsen ophører. Børnerådet mener, at der

i højere grad bør sikres gratis advokathjælp

i alle henseender, mens de unge er mindre-

årige og frihedsberøvede. Dermed sikrer man

også, at de unge tør ringe til deres advokat,

som for mange er en vigtig livline, mens de er

frihedsberøvede.

Jeg har ikke fået noget som

helst at vide om rettigheder.

Kun at jeg kan ringe til min

advokat, det er det eneste. Når

jeg så siger til personalet, at jeg

har rettigheder, så siger de bare:

’Hvad fanden vil du gøre ved

det?’ eller: ’Nej det har du ikke

ret til’. Så tror jeg jo på det:

Det har jeg ikke ret til.

BILAL

LOV, RETTIGHEDER OG REGLER ·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

KONTAKTEN TIL VENNER OG FAMILIE

JEG SAVNER MIN

FAMILIE MEGET. MEGET.

RIGTIG MEGET

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

Som for alle andre unge er familien og vennerne en stor og

vigtig del af de unge frihedsberøvedes liv. De tænker meget på,

hvad der sker derhjemme, og de bekymrer sig om deres familier,

mens de er væk. Enkelte finder gode venner blandt de andre

frihedsberøvede, men for mange er de andre unge bare nogle,

de skal være sammen med i en periode.

MANGE AF DE UNGE frihedsberøvede

fortæller, at de savner deres familie og

venner meget. Særligt familien tænker de

ofte på, og de bekymrer sig om, hvordan

det går med dem, mens de er væk.

Fordi kontakten med omverdenen er

reguleret, vælger mange at bruge den

sparsomme tid og deres besøgstilladelser

på familien. Reglerne for besøg betyder

også, at de unges spontane ønsker om at

være i kontakt med familien ikke kan op-

fyldes. Og det kan man ellers godt have

brug for en gang imellem. Det fortæller

Malthe på 17 år:

”Hvis du savner din familie, og du lige

vil vide, om de har det godt og sige, at du

elsker dem, så må man ikke lige ringe til

dem. Fordi personalet de siger, at det er

en regel, de har. De må ikke viderebringe

noget som helst. Også selvom det er, at

jeg ikke selv snakker med dem, men jeg

siger til personaet: ’Sig dét og dét’, og det

ikke har noget som helst med min sag at

gøre. Det kan man ikke engang få lov til.”

Familien betyder meget for de fleste

unge, og derfor er det vigtigt for dem at

bevare en tæt kontakt, mens de er fri-

hedsberøvede. Flere fortæller, at det kan

være svært, fordi de ikke må få så mange

besøg. Men også fordi økonomi eller ge-

ografisk afstand betyder, at familien ikke

kommer så ofte. Mark, som er 16 år, har

selv oplevet, hvordan de få besøg, han

har fået fra familien, har betydet, at for-

holdet til dem har forandret sig:

”Siden jeg kom her, er det værste nok,

at det er som om, at den kæde jeg har

med min familie, som sådan holder os

sammen, den er sådan blevet lidt knækket

over. Altså det er som om, at jeg ikke så-

dan tænker på dem her, og det er som om,

at jeg ikke rigtig helt kender dem mere. Jeg

er sådan kommet langt fra dem.”

Der er også nogle af de unge, der helt

fravælger at få besøg, fordi de synes, det

er underligt. Særligt første gang er svær,

fordi omstændighederne er meget an-

derledes. Det er også en af grundene til,

at Adnan på 18 år ikke bryder sig om at

få besøg:

”Jeg vil helst ikke have besøg her, men

min familie har været her et par gange.

Jeg vil hellere vente, til jeg kommer på

orlov eller et eller andet. Jeg synes bare

ikke, at de skal være her på grund af det

med metaldetektor og det der. Og så at de

bliver overvåget.”

DET ER SVÆRT FOR FAMILIEN

De unge bruger meget energi på at tænke

på deres familier. Men det er ikke kun

savnet, der fylder. Flere tænker også over,

hvordan det påvirker deres forældre eller

søskende, at de er frihedsberøvede. Det

fortæller 17-årige Deniz om:

”Det er rigtig, rigtig hårdt for dem. Min

mor ringer nogle gange til mig, eller jeg

ringer til min mor, og så græder hun. Det

er ikke rart at høre, men sådan er det jo.

Så føler man skyldfølelse. 100 procent –

det gør man.”

For 18-årige Asifs far var det så hårdt at

se sin søn sidde i arresten, at han valgte

ikke at komme på besøg. Og 16-årige

Mark mener, at man skal tænke sig grun-

digt om, inden man begår noget krimi-

nelt, fordi det kan påvirke ens familie og

fremtiden med dem så meget:

”Hvis man skal begå kriminalitet, så

bør man også lige se på, hvad det kan

have af konsekvenser i fremtiden. Jeg tror

faktisk, at der er mange, som ikke ser det

og gør noget kriminelt, og så senere hen

fortryder det, fordi ens familie simpelt-

hen er så påvirkede af, at man er et sted

som... Ja altså, at deres barn er blevet ta-

get væk fra dem.”

Det er ikke kun forældrene, som de

unge bekymrer sig om. Flere af dem har

også søskende, som de tænker på og

gerne vil beskytte. Felix på 17 år fortæller,

at hans søskende tror, at han er på ferie,

for det er det, han og hans forældre har

KONTAKTEN TIL VENNER OG FAMILIE ·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

valgt at fortælle dem. Og 15-årige Sabrina

bekymrer sig meget for sin bror, som har

været indlagt på et psykiatrisk hospital,

mens hun har været væk. Det fylder me-

get for hende:

”Det var meget svært for mig, fordi jeg

tænkte meget på, om han stadigvæk var

indlagt, og om han tog sin medicin og alt

sådan noget. Før i tiden kunne jeg ikke

rigtig se, hvorfor han skulle have det,

men nu tænker jeg bare, at han skal gøre

det for sit eget bedste. Jeg tænker i hvert

fald meget på min familie.”

Det er ikke kun bekymringer for fami-

lien, der er svære at håndtere for de unge

frihedsberøvede. Der er også mange ting,

de unge går glip af, når de ikke længere

selv kan bestemme, hvordan og hvornår

de vil være sammen med familien og

vennerne. Som Kerem på 17 år siger:

”Det værste er, at jeg er gået glip af så

mange ting. Og min bror han skal giftes

her i den her sommer, ik’. Så håber jeg

bare, at jeg får udgang til hans bryllup.

Der er også det med mine små søskende

– de er vokset op uden mig, jeg har ikke

set deres barndom.”

INDFLYDELSE PÅ GODT OG ONDT

Og at jeg vil komme i mistrivsel, hvis jeg

begynder at snakke med dem. I starten

kunne jeg slet ikke forstå det. Nu kan jeg

jo godt forstå det lidt, og det er også rart

sådan at blive skubbet lidt væk fra det

hele. Angående min far så er det meget

rart, fordi så skal jeg ikke føle mig tvunget

til at kontakte ham og sådan noget. Men

min mor og jeg har fået et meget bedre

forhold, så det er sådan meget svært ikke

at måtte kontakte hende.”

Der er også flere af de unge, som synes,

at deres familie har bakket op om dem og

forsøgt at hjælpe dem ud af kriminalitet.

Zakir på 17 år fortæller om, hvordan hans

far er trådt i karakter og hjælper ham

med at sortere i de venner, der må besø-

ge ham:

”Han lukkede af for mine venner, fordi

han syntes, det var dårligt selskab. Så

kunne jeg kun snakke med familien og

en af mine fætre. Jeg synes, at det er lidt

stramt. Planen var også, at mine venner

kunne komme på besøg, men det er, når

min far tager dem med. Han er streng.

Men han passer bare på mig.”

KONTAKT TIL DE ’GAMLE’ VENNER

Flere af de unge har familiehistorier med

svigt, vold, misbrug og kriminalitet i de-

res opvækst. Og nogle fortæller også, at

det har været familien, som har fået dem

ind i kriminalitet. For 17-årige Enver var

det fx nogle onkler, som han så op til, der

fik ham ind på en kriminel løbebane som

12-årig.

Netop fordi familien i nogle situationer

kan have en uheldig indflydelse på den

unge, er der nogle, der i perioder ikke må

få besøg af dem. Det har Sabrina oplevet:

”De mener, det er til skade for mig.

De mener, at de er uansvarlige voksne.

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

Selvom det ofte er familien, de unge

vælger at bruge deres besøgstid og res-

sourcer på, tænker de fleste også meget

på deres venner. Nogle af de unge savner

dem meget, mens andre oplever, at deres

omskiftelige tilværelse har betydet, at det

er svært at holde fast i venskaberne.

17-årige Jonathan oplever, at de fleste

venner glemmer en, når man er friheds-

berøvet i længere tid, og Nadim på 16 år

fortæller, at vennerne falder fra, når man

har levet et omtumlet liv med forskellige

anbringelser. Alligevel har Nadim dog

ikke mistet troen på en ny start:

”Jeg har ikke særlig mange venner tilba-

ge, fordi jeg har været rykket rundt og

siddet i fængsel i fire måneder. Og så blev

jeg kastet ud på det der opholdssted, som

ligger et godt stykke ude på landet. Så jeg

har ikke rigtigt set mine venner i lang tid.

Den eneste jeg sådan rigtig snakker med,

det er min fætter, og så en dreng der bor

oppe på det der opholdssted. Det er så-

dan set de eneste venner. Så jeg glæder

mig, til jeg skal på teknisk skole. Der har

man chancen for at lære nogle nye at

kende, tænker jeg.”

Da mange af de unge ikke kan have

kontakt til særligt mange af deres venner

på grund af reglerne for besøg og kontakt

– heller ikke via sociale medier – har de

langt hen ad vejen mistet følingen med,

hvad der sker i deres liv. Flere af de unge

fortæller også, at de er urolige for, hvad

deres venner tænker om, at de er friheds-

berøvede:

”Jeg er nok bekymret for at komme ud

til mine venner og bekymret for, hvad de

tænker om mig nu og sådan noget. Jeg

har brev- og besøgskontrol, så jeg må

ikke gå på nettet, og jeg må ikke ringe til

folk. Og når man ikke har været på Face-

book eller sådan noget i cirka syv måne-

der, så begynder det at blive lidt hårdt,”

fortæller 15-årige Mikkel.

Selvom Jeppe på 17 år har talt med

nogle af sine venner, der siger, at de sta-

dig accepterer ham, er han alligevel ikke

helt sikker på, at det holder, til han kom-

mer ud igen:

”Det er selvfølgelig meget heldigt, at

de accepterer mig. Men i hvert fald lige i

starten der kommer det nok til at blive an-

derledes. Og nu ved jeg ikke, hvornår jeg

kommer ud, men når jeg endelig gør, så er

det jo også spørgsmålet, om de stadigvæk

er, der hvor man havde dem før, ik’?”

Flere af de unge er også meget bevidste

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

Det værste er, at jeg er gået glip af så mange

ting. Og min bror han skal giftes her i den her

sommer, ik’. Så håber jeg bare, at jeg får udgang

til hans bryllup.

KEREM

om, at deres gamle venner kan have

dårlig indflydelse på dem. 17-årige Isam

mener dog ikke, at det bliver et problem

for ham, når han kommer ud:

”Jeg tror faktisk ikke, at der er nogen,

der vil kunne lokke mig til noget. Det

tror jeg ikke! Jeg tror heller ikke, at det

vil være farligt for mig at møde nogle af

mine gamle venner eller noget som helst.

Selvom jeg har været rigtig tæt knyttet

til dem. Jeg ved, at jeg vil kunne sige fra

med det samme, hvis der opstod et eller

andet.”

Johan på 16 år er usikker på, hvor me-

get han skal fortælle sine venner om sin

situation. Han har fået det råd, at han

kan sige, at han ikke har lyst til at tale om

det. Men alligevel mener han ikke, at han

kan undgå, at vennerne får noget at vide

om den forbrydelse, han er anklaget for.

Det bekymrer ham meget:

”Jeg har fået 20-30 breve fra forskellige

personer, der savner én og gerne vil have

én tilbage. De ved alle sammen, at jeg er

varetægtsfængslet. De ved ikke, hvad jeg

er sigtet for. Og det er bare det, at i retten

der bliver man tiltalt for noget, og det er

offentligt. Så står der på domsdagen, at

dét navn skal dømmes. Teknisk set kunne

min klasse, alle mine venner, familie, der

ikke ved det, de kunne bare møde op og

så få at vide, hvad jeg har gjort.”

KÆRESTER OG KÆRESTEPROBLEMER

frustrationer og tænkte alt for meget over

tingene. Så efter vi ikke er sammen mere,

så har jeg åbnet mig lidt mere. Jeg kan

bedre falde i søvn og er også blevet sådan

lidt gladere. For vores forhold gik ikke så

godt.”

Gustav på 17 år er rigtigt glad for, at

han har en kæreste. Han ringer tit og ta-

ler med hende om, hvordan han har det.

Og han fortæller, at hun får ham til at tro

på sig selv:

”Hun er en meget ressourcestærk per-

son. Hun ligesom irettesætter mig på en

god måde og fortæller mig, at ’det dér, det

skal ikke ske igen’ og sådan noget. Hun

er i gang med uddannelse og går i 2.g og

har et gennemsnit på 11,2 i gymnasiet.

Hun skal på universitetet og være jurist.

Så hun har planer med sit liv. Men hun er

jo opsat på, at jeg også skal have planer

med mit liv. Og det har jeg også nu.”

For 17-årige David er det hårdt ikke at

måtte se sin kæreste, som for ham er lige

så vigtig som familien – om ikke mere:

”Jeg har ikke familie og sådan. Jeg har

kun min mor, og min mor er dranker og

sådan nogle ting, så vi snakker ikke sam-

men. Så har jeg min kæreste, og alle de

andre snakker om deres familie. Men jeg

må ikke få min kæreste på besøg.”

NY PÅ EN AFDELING

jeg vil gerne have det sådan, så sidder de

og tænker ’nå ok’, for så har du været her

længst tid, og så tør de ikke genere dig.”

Det sker også indimellem, at de unge

kommer op at slås. Derfor kan der være

behov for, at de bliver skilt ad eller skær-

met fra hinanden. 18-årige Oliver har

oplevet, at han blev forfulgt af en anden

ung, der havde hørt om hans sag:

”Han synes, det var i orden, det han

selv havde gjort, men når det var inden

for den kategori, jeg har gjort, så synes

han ikke, det var i orden. Så nogle gange,

når han gik over i hallen, så må jeg ikke

gå med over i hallen. For hvis jeg gik over

i hallen, så ville han slå mig. Også selvom

jeg nemt kan klare ham, hvis det var. Men

så er det sådan, at vi ikke må slås. Så for

en sikkerheds skyld, skulle vi skilles fra

hinanden.”

DE ANDRE UNGE PÅ AFDELINGEN

Kærester – og med dem også nogle gange

kæresteproblemer – er en vigtig del af de

unges liv, ligesom det er for mange af de-

res jævnaldrende. Philip på 17 år havde

haft en kæreste i et års tid, da han blev

frihedsberøvet. Men det sluttede, og det

var meget godt for ham, mener han:

”Jeg kunne ikke sove om natten og

sådan nogle ting. Jeg havde så mange

Når man kommer som ny på en afdeling,

er der flere, som fortæller, at man lige

skal ses an og måske endda testes af,

inden man bliver accepteret af de andre

unge – hvis man altså overhovedet bliver

det. Mia på 15 år fortæller, at der også

kan være en form for hakkeorden blandt

de unge:

”Det er klart, at dem, der har siddet her

længst, er dem, der har mest indflydelse

på tingene. Hvis man siger bestemt, at

Det er ikke altid helt til at gennemskue

for de unge, hvorfor de bliver placeret på

én institution frem for en anden. Ofte er

der kun få unge sammen – og nogle er

også af forskellige årsager alene i perio-

der. Det betyder, at det er svært at danne

fællesskaber. Frederik, som er 17 år, for-

tæller, at det også har betydning, hvem

man er anbragt sammen med:

”Nu har jeg siddet sammen med nogle

stykker efterhånden. Nogle, der kommer

lidt ind og ud. Altså nogle af dem er fine

nok, mens andre af dem – den er helt gal.

Så kan man jo bare gå ind på sit værelse,

ik’? Men det er jo svært, for hvem fanden

gider sidde på sit værelse hele dagen,

mand?”

Det er ikke kun sammensætningen og

antallet af unge, der har betydning for,

om der knyttes bånd og dannes fællesska-

ber, som fungerer godt. Flere af de unge

KONTAKTEN TIL VENNER OG FAMILIE ·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

fortæller også, at rigide regler gør, at det

kan være svært at tale privat og dermed få

den tillid, et godt venskab kræver:

”Der hvor jeg var før, måtte man gerne

være sammen på værelserne, og det synes

jeg var bedre. Det, synes jeg, var godt. For

så kunne du ligesom snakke og få nogle

relationer. Her må du næsten ikke snak-

ke med nogen. Selvfølgelig må du gerne

snakke med dem, men du kan ikke sidde

og snakke med en person sådan privat

under fire øjne,” fortæller Deniz på 17 år.

17-årige Rashid, som er varetægts-

fængslet, har også en oplevelse af, at

reglerne er en hindring i forhold til at få

venner. Faktisk mener han, at reglerne

nærmest er til for at genere de unge:

”Ungegruppen må ikke have noget

fællesskab. De ældre har fællesskab i to

timer på deres værelse, efter gårdturen er

færdig. De siger, at det er på grund af, at

der er en butik her. Så siger de, at vi kan

afpresse hinanden til at købe noget fra

butikken. Det er helt underligt, synes jeg.

For hvis vi virkelig ville det, så kunne vi

bare gøre det på gårdturen. Jeg forstår det

slet ikke. Og så tænker jeg bare, at de kun

gør det for, at vi ikke kan få fællesskab.”

Langt størstedelen af de unge er enige

i, at det ikke ligefrem er venner for livet,

man møder, når man er frihedsberøvet.

Flere af de unge er bekymrede for, om de

bliver påvirket dårligt af de andre, og det

kan få dem til at holde sig lidt for sig selv.

Det fortæller Wasim på 16 år om:

”Det fungerer ikke så godt med de an-

dre. Jeg gider ikke at være sammen med

nogen, fordi jeg ved godt, jeg ikke er kri-

minel. Jeg har ikke lavet noget før. Og jeg

sidder sammen med nogen, der er skyl-

dige og sådan noget. Jeg kommer til at

lære dem at kende. Når jeg kommer ud,

kommer jeg også til at være kriminel. 100

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

Det er vigtigt for de unge, at:

• der er mindre bureaukrati forbundet med besøg i fængslerne

• de får bedre muligheder for at have tæt kontakt med familien

• de får bedre mulighed for at holde kontakt til vennerne derhjemme

i de tilfælde, hvor det ikke fastholder dem i kriminalitet

• de kan have kontakt med deres kæreste

• personalet accepterer, at nogle ønsker at være uden for

fællesskabet med de andre frihedsberøvede.

procent. Fordi jeg kommer til at lære dem

at kende, gå med dem, og så kommer de

til at finde på ideer og alt muligt.”

Når de unge fortæller om de andre fri-

hedsberøvede, handler det for nogle om,

at de oplever, at de er i samme båd og

derfor har en slags forpligtelse i forhold

til at hjælpe hinanden. Det er dog ikke

alle, der har det sådan, som 17-årige Mal-

the fortæller:

”Os der sidder på denne her afdeling

lige nu, vi er gode venner. Vi bakker hin-

anden op, og vi er gode venner alle sam-

men. Men jeg har også siddet på en an-

den afdeling, hvor jeg var uvenner med

alle, ik’! Så det var bare en dårlig afdeling,

og der var ikke nogen at snakke med, så

det gik galt, og jeg kom op at slås, og så

røg jeg herover.”

Mange af de unge oplever, at de bliver

udfordret på tålmodigheden, når de skal

være sammen med andre unge, der kan

være meget forskellige fra dem selv. En-

ver på 17 år fortæller, at det kan være små

ting som irriterende jokes, der kan være

trættende eller provokerende. Og for

andre, som 17-årige Nicklas, er det bare

hele situationen, der indimellem bliver

for meget:

”Man kommer til at blive rigtigt trætte

af hinanden, for man går bare op ad hin-

anden nærmest firetyve timer i døgnet

– hver evig eneste dag. Så begynder man

sgu sådan lidt til sidst at blive trætte af

hinanden.”

Enkelte af de unge mener dog også,

at de har fået nogle rigtigt gode venner,

mens de har været frihedsberøvede. Som

Victor på 17 år siger:

”Jeg har kun to oplevelser med det der

med venner. Enten får du et ekstremt

stærkt sammenhold, eller også får du ab-

solut intet.”

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

Jeg vil helst ikke have besøg her,

men min familie har været her et

par gange. Jeg vil hellere vente,

til jeg kommer på orlov eller et

eller andet. Jeg synes bare ikke,

at de skal være her på grund af

det med metaldetektor og det der.

Og så at de bliver overvåget.

ADNAN

HVERDAGEN SOM FRIHEDSBERØVET·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

BØRNERÅDET MENER

– OM KONTAKTEN TIL VENNER

OG FAMILIE

IFØLGE straffuldbyrdelseslovens

§23

er der

en række forhold, man skal tage hensyn til,

når man finder anbringelsessted til en ung

frihedsberøvet. Et af de væsentligste krite-

rier for, hvor den unge skal være, er afstan-

den til hjemmet og hensynet til, hvorvidt

besøg fra familien kan lade sig gøre. Spør-

ger man de unge, er det også meget vigtigt

for dem at være frihedsberøvede i nærhe-

den af deres familie.

MINDRE BUREAUKRATI

der kan være i forhold til kontakt med om-

verdenen.

Uanset de unges situation er det Børne-

rådets opfattelse, at systemet i mange

henseender kunne gøre mere for at sikre, at

alle unge på den ene eller anden måde har

en god kontakt til de væsentligste personer

i deres liv – hvad enten det er forældre, sø-

skende, bedsteforældre, kæreste eller ven-

ner. Dette kan fx gøres ved, at kommunen

giver støtte til besøg i form af kørselspenge

til de besøgende. Eller at institutioner og

fængsler sikrer, at besøgstiderne ligger på

tidspunkter, hvor det er muligt, at både

søskende, der går i skole, og forældre, der

har et arbejde, har mulighed for at være til

stede, uden at det går for meget ud over

øvrige forpligtelser.

BEKYMRINGER FOR FAMILIEN

Venner og familie har stor betydning for

unges liv og udvikling – det gælder også

for unge frihedsberøvede. Det er velkendt,

at børn og unge, der er anbragt uden for

hjemmet, er i fare for at miste forbindelsen

til deres forældre, søskende og øvrige fa-

milie. Samme historie hører vi fra nogle af

de unge frihedsberøvede, og de der afsoner

eller er i varetægt i fængsler fortæller, at

det kan være bureaukratisk og besværligt at

få besøg. Desuden er flere kede af, at logi-

stiske udfordringer – som afstand, økonomi

og transport – står i vejen for, at de kan få

besøg af deres familie.

Der kan være mange grunde til, at det for

den enkelte kan være besværligt at få be-

søg. Nogle unge har særlige restriktioner

omkring besøg og kontakt med omverde-

nen, som de ikke forstår til fulde. I disse si-

tuationer mener Børnerådet, det er vigtigt,

at personalet afsætter tid og ressourcer til

at sikre, at de unge får en ordentlig forstå-

else af deres situation og de restriktioner

være svært at være sammen med de andre

frihedsberøvede. For nogle handler det om,

at de ’passer dårligt sammen’, mens det for

andre handler om, at det at indgå i relati-

oner i sig selv er kompliceret. Børnerådet

mener derfor, at personalet i langt højere

grad skal have fokus på relationer og fæl-

lesskaber, uanset om det er på institutioner

eller i fængslets afdelinger. For nogle unge

kan det være meget svært at finde en plads

i fællesskabet, og derfor bør der også være

mulighed for i højere grad at tilrettelægge

forløb for den enkelte, der tager udgangs-

punkt i, at fællesskabet ikke nødvendigvis

altid skal dyrkes.

Flere af de unge fortæller om selvvalgt iso-

lation eller ’isolaton’ på deres værelser, fordi

de er utrygge ved nogle af de andre unge,

eller fordi personalet vurderer, at de ikke

passer ind i fællesskabet. I stedet for at

marginalisere disse unge mener Børnerådet,

det er vigtigt, at personalet målrettet arbej-

der for at sikre, at unge, der udgår fra fæl-

lesskabet i kortere eller længere perioder,

ikke blot ekskluderes og isoleres, men også

oplever, at der kan foregå meningsfulde

aktiviteter, som ikke nødvendigvis involve-

rer et fællesskab.

Flere af de unge fortæller, at bekymringer

om deres familie og den smerte, deres fri-

hedsberøvelse har forvoldt dem, er en stor

byrde at bære.

Fordi kontakten til familien er sporadisk,

kan det være svært at blive beroliget i for-

hold til, om familien nu har det godt. Derfor

mener Børnerådet, at personalet på de en-

kelte afdelinger bør have øje for den unges

bekymring og tale om, hvilke muligheder for

hjælp og støtte familien har.

VENNER OG FÆLLESSKABER

PLACERING AF FØRSTEGANGSKRIMINELLE

OG MINDREÅRIGE

Mange af de unge fortæller, at det kan

Flere af de unge fortæller, at man ’lærer’ af

hinanden, der hvor man er frihedsberøvet.

Det betyder, at unge, der er frihedsberøvede

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

for første gang, kan opleve en ’afsmitning’

fra de ældre unge og fra unge, der har flere

frihedsberøvelser bag sig. Derfor mener Bør-

nerådet, at der ved beslutning om valg af

anbringelsessted bør være fokus på, at unge,

der er frihedsberøvede for første gang, eller

unge, der er sigtet for mindre alvorlige hand-

linger, ikke bliver placeret sammen med mere

erfarne eller hårdføre kriminelle.

Siden jeg kom her, er det værste

nok, at det er som om, at den

kæde jeg har med min familie,

som sådan holder os sammen, den

er sådan blevet lidt knækket over.

Altså det er som om, at jeg ikke

sådan tænker på dem her, og det

er som om, at jeg ikke rigtig helt

kender dem mere. Jeg er sådan

kommet langt fra dem.

MARK

KONTAKTEN TIL VENNER OG FAMILIE ·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

DE UNGES FORTID OG OPVÆKST

FRA JEG VAR TRETTEN ÅR,

BEGYNDTE JEG PÅ HASH

OG STOFFER FOR

AT KUNNE HOLDE ALT

DET LORT UD

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

De fleste unge frihedsberøvede har oplevet svigt fra myndig-

heder, fagpersoner og fra forældre, der ikke har kunnet magte

forældreskabet. For at undgå at havne i en kriminel løbebane

mener mange unge, det er vigtigt, at hjælpen bliver sat ind

tidligt. Samtidig er der flere, der peger på, at de selv har et

ansvar for, at det er gået dem, som det er.

FAMILIE, SKOLEGANG, venner og myn-

digheder bliver af de fleste unge fremhæ-

vet som vigtige, når de bliver spurgt om,

hvorfor de er havnet, hvor de er. Nogle

mener, de har forældre, der har gjort,

hvad de kunne for at holde dem ude af

kriminalitet. Andre har oplevet, at deres

forældre har givet op, fordi de unge har

været for svære at nå.

For nogle af de unge er der ikke tvivl

om, at der er en sammenhæng mellem

opvæksten hos deres familie og det, at de

er havnet i misbrug eller kriminalitet.

”Alle min fars aggressioner skulle gå ud

over mig. Så ja, mit liv fra ni-års-alderen

var tæsk hver evig eneste dag over de

mindste ting. Hvis jeg kom to minutter

for sent hjem, fik jeg tæsk. Så blev jeg

femten, så stak jeg af. Fra jeg var tretten

år, begyndte jeg på hash og stoffer for at

kunne holde alt det lort ud. Ja, og det er

jeg så ikke kommet ud af endnu, og det er

blandt andet også derfor, jeg røg ind for

røveri; fordi jeg skulle jo have penge til

narkogæld,” fortæller 17-årige Victor.

Også for Jonathan på 17 år har relatio-

nen til familien haft afgørende betydning

for, at han er endt i kriminalitet. Men han

føler sig også svigtet af de andre voksne

omkring ham, der ikke reagerede på hans

situation, på trods af at han havde en klar

fornemmelse af, at de godt vidste, at det

ikke gik, som det skulle derhjemme:

”Jeg blev svigtet meget som barn. Ær-

ligt talt. Der var ingen rammer hos mig.

Jeg kunne drikke, lige hvad jeg havde

lyst til, fra jeg var 12 år gammel. Min far

gik under jorden med mig, da jeg var syv

år, og han fik mig til at lyve for de der

børne- og ungemedarbejdere om, at min

mor lavede alle mulige ting. Hun lavede

aldrig noget, hun hyggede sig med mig

og min storebror. Så fik min far fuld for-

ældremyndighed, og så måtte min mor

ikke se mig mere. De voksne vidste det

godt, men der var ikke noget at gøre, for

jeg snakkede ikke om det. Mine lærere og

sådan ville ikke blandes ind i det.”

Nogle af de unge kan sætte fingeren på

én konkret begivenhed, som har startet

deres kriminelle løbebane. For 17-årige

Jamal er det tydeligt, at der er en sam-

menhæng mellem hans forældres skils-

misse og hans kriminalitet. Jamal var 10

år, da de blev skilt:

”Før de blev skilt, var jeg en artig dreng.

Jeg spillede fodbold og gik i skole hver

dag. Da de blev skilt, kom jeg ikke i skole,

stoppede til fodbold, begyndte at ryge og

fik nye venner. Så lavede jeg kriminalitet,

og så havnede jeg her.”

Hvor tidligt og hvor hurtigt, der sættes

ind, er essentielt for, om hjælpen har en

funktion, understreger flere unge. Det

kan nemlig hurtigt være for sent. For

Kerem på 17 år var skaden sket, selvom

hans far forsøgte at få ham på ret køl:

”Da min far så, at jeg var på vej den

forkerte vej, gjorde han meget for mig.

Han har prøvet at se, om jeg ville på ef-

terskole, og han sendte mig også på ferie

for at komme lidt væk. Men det er det, jeg

siger, det hjælper ikke. Jeg tror, det havde

været noget helt andet, hvis jeg var yng-

re. Lad os sige jeg var fem-syv år, og jeg

skulle flytte et eller andet sted og få en ny

omgangskreds. Så havde det været meget

lettere.”

Også 17-årige Asgers forældre har gjort,

hvad de kunne, synes han. Men de har

ikke kunnet hamle op med det netværk,

han fik uden for hjemmet. Det har ledt til

kriminalitet, et forbrug af stoffer og der-

med også tab af nogle gode fremtidsmu-

ligheder, mener han:

”Jeg har jo nogle kanon forældre, der

altid har været der for mig. Og det er sim-

pelthen bare, fordi jeg har hængt ud i de

forkerte kredse, at jeg er endt sådan her.

Det er jo også første gang, jeg nogensinde

har noget med politiet at gøre. Men vi

boede i et kvarter, hvor kriminalitet er

meget udbredt, og det har påvirket mig.

DE UNGES FORTID OG OPVÆKST ·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

Og så har jeg taget nogle stoffer og sådan

lidt. Jeg ved, at med tiden er min reali-

tetssans, tror jeg, jeg vil kalde det, sådan

faldet. Jeg havde en strålende fremtid in-

den for fodbold og ungdomskontrakt i en

fodboldklub. Og så lige pludselig en dag

valgte jeg sgu, at det gad jeg ikke mere. Så

gik det sgu ned ad bakke derfra.”

Flere unge synes, deres forældre har

gjort, hvad de kunne for at være gode

forældre og få dem væk fra kriminalitet.

Men Isam på 17 år tror slet ikke, at foræl-

dre kan gøre noget, hvis den unge først er

blevet en del af et kriminelt miljø:

”Jeg mener slet ikke, det har noget med

opdragelse at gøre for mit vedkommen-

de. Og faktisk for mange andres vedkom-

mende. For jeg kender godt deres familie,

og de kommer fra en god familie. Jeg tror

mere, det er det med, at man er sammen

med omgangskredsen, som er skyld i

det.”

Den enkeltes ansvar er også vigtig for

15-årige Sebastian, når han skal beskrive,

hvilken betydning hans barndom har

haft i forhold til, at han er frihedsberøvet.

På trods af vanskelige opvækstvilkår, me-

ner han, at han har kunnet træffe andre

valg, end dem han traf:

”Der kan være nogle ting i barndom-

men, der har fået mig til at tage nogle an-

dre veje, end normale børn i et beskyttet

miljø måske ville have taget. Men i bund

og grund er det jo mig, der vælger, hvad

jeg vil, og hvad jeg gør.”

DE UNGES KONTAKT MED KOMMUNEN

De fleste af de unge har på et tidspunkt

været i kontakt med det sociale system.

Nogle har haft kontakt med kommunen

som ganske små, mens andre først har

været det som teenagere. En del af de

unge har ikke oplevet at få den hjælp fra

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

kommunen, de har haft brug for, og som

de i nogle tilfælde direkte har bedt om.

Nicklas på 17 år fortæller, at han har

forsøgt at bede om hjælp, men at der ikke

blev lagt mærke til hans behov, før det gik

galt. Det har haft negative konsekvenser

for den måde, han opfatter det sociale

system på:

”Jeg har haft ringet til kommunen og

bedt om hjælp, men det skete der ikke

rigtigt noget ved. Det har jeg også haft

gjort senere hen, mens jeg har været på

opholdssted. Det, jeg sådan på en måde

har lært, er, at hvis du vil have hjælp, så

skal du gå ud og lave noget kriminalitet.

Så får du hjælp. Så gider de at lytte.”

David på 17 år fik sin første sagsbe-

handler som 10-årig og har også en

oplevelse af ikke at have fået den støtte,

han har bedt om i forbindelse med sit

stofmisbrug. Han mener, at hurtigere

hjælp fra kommunen kunne have hjulet

ham, så han ikke var havnet på en sikret

institution:

”Jeg sagde til min kommune, at jeg var

stofmisbruger, og at jeg gerne ville have

hjælp til at stoppe med stoffer. Men det

gad de ikke. Jeg fik ikke nogen hjælp. Det

skulle jeg selv sørge for. Jeg skulle have

haft hjælp til at starte med. Det har jeg

spurgt om i flere år.”

Flere af de unge fremhæver, at det er

vigtigt, at man bruger tid på at matche

dem med sagsbehandleren eller kon-

taktpersonen, hvis hjælpen skal nytte.

Mirza, som er 17 år, har både oplevet, når

det lykkes, og når det ikke lykkes, og han

understreger, hvor stor betydning det kan

have:

”Først fik jeg en kontaktperson fra

kommunen, men hun var ikke god nok.

Så fik de hjælp fra nogen udefra, der har

nogle andre kontaktpersoner, der har

mere tid og kan lave flere ting. Så fik jeg

så ham, jeg har nu. Og vi er ude og lave

en masse ting og hygger os. Han kan

hjælpe dig med det hele. Hvis du får den

rigtige, kan det have indflydelse på, om

du laver kriminalitet eller ej.”

17-årige Cahil har fået et negativt ind-

tryk af kommunens sagsbehandlere, som

han oplever har talt hen over hovedet på

ham:

”Altså i København giver vi ikke en fuck

for sagsbehandlere. De møder, jeg har

haft med sagsbehandlere, var bare, fordi

mine forældre tvang mig til at tage med

op og snakke med hende. Det var bare

som om, at det gik ind ad det ene øre og

ud ad det andet. Du var pisseligeglad og

ventede bare på, hvornår du kunne kom-

me ud. Ja, hun snakkede rent faktisk bare

til os. Vi havde ikke noget at skulle have

sagt. Hun fortalte bare planen for os.”

For Zemar på 15 år resulterede sigtel-

sen i, at hans skole smed ham ud. Han

er skuffet og vred på kommunen over, at

de ikke kunne sørge for, at han ikke blev

smidt ud af skolen. Det svigt, han har op-

levet, har efterladt ham med en modvilje

over for kommunen, som han ikke vil

have noget at gøre med nu:

”Jeg har passet min skole. Men jeg blev

smidt ud, fordi jeg blev sigtet. Så valgte

skolen bare at smide mig ud. Kommunen

skulle have støttet mig. Da de endelig var

der, havde jeg ikke brug for dem. Jeg skal

ikke bruge deres hjælp til noget.”

EN SVÆR SKOLEGANG

Det gælder for flere af de unge, at de har

haft svært ved at fungere i almindelige

skolerammer. Og en del af de unge har

ikke oplevet, at der har været nogen, der

har forsøgt at finde et tilbud, der matche-

de netop deres behov. Mahdi på 15 år for-

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

Da jeg blev tvangsfjernet hjemmefra, mistede jeg

jo min familie. Så havde jeg ikke andet at miste.

Så begyndte jeg bare med kriminalitet.

HAMZA

tæller, at han er blevet smidt ud af skolen

fire gange, fordi han var meget urolig. Og

de nye skoler har ikke været væsensfor-

skellige fra de tidligere:

”Når vi havde undervisning, så sad

man bare. Det kan jeg ikke, jeg er nødt til

at bevæge mig, jeg er nødt til at gøre no-

get. Så jeg blev smidt ud af privatskolen,

jeg fik rigtig mange chancer der. Og så

blev jeg flyttet til en folkeskole, men der

var der også hele tiden ballade.”

Overflytningen til en specialskole blev

starten på et dårligt skoleforløb for Na-

dim på 16 år, hvor han blev flyttet flere

gange fra specialskole til specialskole.

Udover at han ikke fik noget fagligt ud af

skolen, så oplevede han også, at miljøet

var dårligt for ham:

”Jeg mente ikke selv, at jeg havde pro-

blemer med koncentrationen. Det havde

jeg jo nok, men jeg mente ikke, at det var

den rigtige måde at løse det på; at fjerne

mig fuldstændigt fra klassen og flytte mig

over på en eller anden useriøs skole. På

de der specialskoler var der altid sådan

nogle kriminelle typer. Så fik man ideer,

og så lavede man noget dumt.”

Som en del af de andre unge har

17-årige Deniz kæmpet med mobning

det meste af sin skoletid. Det har blandt

andet resulteret i masser af fravær, en

række skoleskift og et voldsomt knæk på

selvtilliden. Da han endelig var klar til at

starte på en frisk, få styr på sin skolegang

og komme ud af kriminalitet, blev han

afvist af skolesystemet:

”Jeg havde gået og planlagt det og sagt

til mig selv: ’Det kan du godt, du kan

godt’, og alle omkring mig støttede mig.

Så jeg tænkte: ’Jeg tror på mig selv’. Jeg

tog ned til skolen, men de sagde til mig:

’Du kan ikke gå her’. Fuck skolen, tænkte

jeg for at være ærlig. Jeg følte mig svigtet

af systemet. De vendte ryggen til mig, da

jeg virkelig havde brug for det, hvor jeg

havde besluttet mig for at komme ud af

kriminalitet. Lige dér røg min selvtillid

fra ti til nul.”

Frihedsberøvelsen betyder også, at

nogle af de unges planer for fremtiden

ryger i vasken eller ændres. Wasim på

16 år har hidtil klaret sig godt i skolen,

og han ærgrer sig over at være blevet fri-

hedsberøvet:

”Jeg har haft en almindelig skole, jeg

har altid været god i skolen. På mit af-

gangsbevis fra 9. klasse er der kun 12-tal-

ler og 10-taller. Det er det, der irriterer

mig. Jeg har knoklet hele mit liv, og så

ender jeg lige her.”

HVAD KUNNE HAVE VÆRET ANDERLEDES?

SAMMENHÆNG MELLEM

ANBRINGELSER OG

KRIMINALITET

20 ud af 53 af de unge i Børnerådets

undersøgelse har tidligere i deres liv

være anbragt uden for hjemmet.

Undersøgelser fra SFI viser, at man

som tidligere anbragt har 12-14 procent-

point større sandsynlighed for at have

fået mindst én dom som 24-årig sam-

menlignet med en kontrolgruppe.

Kilde: Tidligere anbragte som

unge voksne, SFI

Der er mange forskellige ting, som i de

unges øjne har betydning for, hvorfor de

er blevet frihedsberøvede. Frederik på

17 år er klar over, at han har et voldsomt

temperament, og det har blandt andet

betydet, at han er røget ind og ud af

detentionen. Han knytter selv de vold-

somme udbrud sammen med, at han

ikke havde det godt. Og de mange ture i

detentionen har ikke hjulpet ham til at

håndtere eller forandre sin situation. Han

mener, at nogen burde have hjulpet ham

og handlet anderledes:

”Jeg har været alt for udadreagerende,

for voldsom. Jeg tror, jeg var stresset over

alt det, jeg gik og foretog mig dengang, og

så havde jeg også en kæreste, der var alt

for mange problemer med, som boede

hjemme hos mig faktisk.”

Til spørgsmålet om, hvad der kunne

have hjulpet ham, svarer Frederik: ”De

skulle i hvert fald have gjort noget andet

end bare at køre mig i detentionen hver

gang. Det lærer man ikke meget af.”

DE UNGES FORTID OG OPVÆKST ·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

Det er vigtigt for de unge, at:

• personalet, sagsbehandlere og andre fagfolk interesserer sig for de unges baggrund og livshistorie

• personalet, sagsbehandlere og andre fagfolk anerkender, at der ofte er en sammenhæng

mellem svigt i de unges opvækst og den kriminalitet, de har begået

• der er øje for, at omgangskredsen har stor betydning for, om man havner i kriminalitet,

og om man falder tilbage efter frihedsbereøvelsen

• sagsbehandleren i kommunen holder fast og ikke opgiver dem, hvis de er på vej ud i kriminalitet

• undervisningen tilrettelægges med øje for, at de unge ofte har oplevet en svær skolegang

• deres erfaringer bliver brugt til at sætte tidligt ind over for andre unge, som er på vej ud i kriminalitet.

17-årige Bilal har en oplevelse af, at hans

barndom kunne have set anderledes ud,

hvis kommunen ikke havde fjernet ham

fra hjemmet og anbragt ham på et op-

holdssted. Han synes aldrig rigtigt, at han

har fået en ordentlig forklaring på, hvor-

for det skulle være godt for ham:

”Jeg var faktisk en god dreng engang,

der spillede fodbold. De skulle bare lade

være med at fjerne mig hjemmefra. Jeg

havde ikke begået noget kriminalitet.

Og så kom jeg på opholdssted. På op-

holdsstedet begyndte jeg at ryge smøger

og hash. Opholdsstedet ødelægger én

fuldstændig. Hvis jeg ikke havde været

på opholdssted, så havde jeg ikke været

i fængsel. Jeg har ikke fået nogen forkla-

ring. Eller jo, deres forklaring var vist, at

fordi min bror lavede meget kriminalitet,

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

så var de bange for, at jeg også gjorde det.

Men jeg havde ikke lavet noget endnu,

hvorfor skulle man så straffe mig?”

15-årige Hamza mener ligesom Bilal,

at det var en fejl, at kommunen fjernede

ham fra hjemmet. For ham resulterede

det i en ligegyldighed over for tilværelsen:

”Da jeg blev tvangsfjernet hjemmefra,

mistede jeg jo min familie. Så havde jeg

ikke andet at miste. Så begyndte jeg bare

med kriminalitet. Før det gik jeg i skole

og var en normal dreng. Bare fordi min

far er kommet ind og sidde, så kan min

mor jo stadigvæk godt passe mig.”

Nicklas på 17 år ville derimod gerne

have været anbragt hos en plejefamilie.

Han har gode erfaringer med at være i af-

lastning, og han mener, at en plejefamilie

kunne have gjort en stor forskel for ham:

”En plejefamilie. Det er en ting, jeg altid

har ønsket mig, siden jeg var helt lille. Jeg

begyndte at komme i sådan noget aflast-

ningsfamilie på et tidspunkt sammen

med mine søskende, fordi vores forældre

var handicappede. Derfor fik vi så lov til

at få sådan én, så vi bedre kunne udvikle

os.”

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

Før de blev skilt, var jeg en artig

dreng. Jeg spillede fodbold og gik

i skole hver dag. Da de blev skilt,

kom jeg ikke i skole, stoppede

til fodbold, begyndte at ryge

og fik nye venner. Så lavede jeg

kriminalitet, og så havnede jeg her.

JAMAL

HVERDAGEN SOM FRIHEDSBERØVET·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

BØRNERÅDET MENER

– OM DE UNGES FORTID OG OPVÆKST

HVIS MAN SKAL HJÆLPE børn og unge, der

er kriminalitetstruede, er det vigtigt med en

hurtig og tidlig indsats. Det mener de unge i

Børnerådets undersøgelse, der også fortæl-

ler, at deres egen fortid og opvækst har haft

betydning for, at de er endt som frihedsbe-

røvede. Flere fortæller, at de på forskellig

vis har forsøgt at få hjælp og støtte, men at

hverken familien, skolen eller kommunen

kunne hjælpe dem i en grad, så de ikke hav-

nede i kriminalitet.

BEHOV FOR SÆRLIG STØTTE TIL FAMILIER

MED ANDEN ETNISK BAGGRUND END DANSK

Unge med anden etnisk baggrund end

dansk er overrepræsenterede i de sikrede

institutioner og ungeafdelinger i fængsler,

og næsten halvdelen af de frihedsberøvede

unge i undersøgelsen har en anden etnisk

baggrund end dansk. Det peger på, at der

er en integrationsproblematik forbundet

med at ende i kriminalitet. Børnerådet

mener, der fra kommunernes side bør være

et særligt fokus på og en særlig indsats

for den gruppe af unge, fx i form af sociale

indsatser målrettet familierne med henblik

på kriminalitetsforebyggelse. Forskning og

erfaringsudveksling kommunerne imellem

er ligeledes helt centralt for at modvirke en

udvikling, hvor flere unge med anden etnisk

baggrund end dansk bliver marginaliserede

og ender i kriminalitet.

SKÆRPET FOKUS PÅ BØRNS TRIVSEL

I DAGTILBUD OG SKOLE

geret. Mange fortæller også om dårlige fag-

lige oplevelser i skolen, hvor de har haft en

følelse af ikke at slå til og være gode nok.

Børnerådet mener, der er brug for større

opmærksomhed på såvel de børn, der ad-

færdsmæssigt skiller sig ud fra andre børn

i dagtilbud, som på børn hvis familiemæs-

sige forhold giver anledning til bekymring.

En forudsætning for dette er, at der blandt

fagpersonalet i dagtilbud og skole er mere

viden og bedre kompetencer i forhold til de

forskelligartede udfordringer, det enkelte

barn står med, men også i forhold til at til-

rettelægge den rigtige indsats for familien

som helhed. Samtidig mener Børnerådet, at

fagfolk omkring børn og unge i almindelig-

hed bør have fokus på, at udsathed, mar-

ginalisering og sociale problemer i sig selv

er risikofaktorer i forhold til kriminalitet,

ligesom de skal have kendskab til de kendte

beskyttelsesfaktorer, da de kan være ret-

ningsangivende for det forebyggende ar-

bejde. Derfor bør der også være langt større

fokus på det forebyggende samarbejde sek-

torerne imellem, fx i forhold til skole eller

anbringelsessted, så man undgår, at børn

bliver glemt eller overset i systemet.

Flere af de unge fortæller om at blive mob-

bet eller selv at have mobbet andre i skolen.

Vi ved, at mobning øger risikoen for krimi-

nalitet, derfor er mobbeindsatsen i skolen

– også set i relation til kriminalitet – fortsat

en meget væsentlig dagsorden, der fordrer

et vedholdende fokus. Det kræver blandt

andet veluddannet personale og målrettede

skoletilbud, der kan imødekomme børnenes

behov, og som inddrager børnene, når der

skal iværksættes tilbud og foranstaltninger.

Men Børnerådet mener også, at det kræver

lovgivning, der forpligter skolerne til at sæt-

te effektivt ind over for mobning.

De unge giver udtryk for, at frihedsberøvel-

sen kan bruges til at rette op på nogle af

de negative erfaringer, mange af dem har

med sig fra deres skolegang. Personalet på

de sikrede institutioner og ungeafdelinger

i fængsler har en mulighed for at give de

unge en positiv oplevelse med skolegang,

blandt andet gennem mere individuelt

tilrettelagt undervisning i samarbejde med

den unge. Den mulighed bør i endnu højere

grad gribes, så de unge kan blive styrket

både i faglig henseende og i forhold til deres

selvtillid i forbindelse med skolegang og

uddannelse.

HJÆLP OG STØTTE FRA KOMMUNEN

Langt de fleste af de unge frihedsberøvede

har på et tidspunkt i deres liv været i kon-

takt med kommunen – alligevel er tingene

gået galt for dem. Flere af de unge fortæller

også, at de har bedt om hjælp, men ikke

fået den. De føler sig svigtede, og nogle har

helt mistet tilliden til det sociale system.

Det er kommunen, der bærer ansvaret for at

gribe ind med de rette foranstaltninger og

indsatser, når et barn, en ung eller en fami-

lie udviser tegn på at have brug for hjælp –

eller direkte beder om den. Ud fra de unges

historier at dømme, skal de sociale forvalt-

ninger blive endnu bedre til at handle på

mistanker om mistrivsel. Flere af de unge

mener selv, at en tidlig indsats kunne have

Flere af de unge fortæller om instituti-

ons- og skoleforløb med mobning og dårlig

trivsel, hvor de er blevet overset eller negli-

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

hjulpet dem, og derfor må kommunerne blive

endnu bedre til at gribe tidligere ind og holde

fast – også selvom de unge kan være modvil-

lige over for hjælpen i starten.

INDDRAGELSE AF DE UNGE

Det er Børnerådets opfattelse, at kommu-

nerne i langt højere grad må blive bedre til

at inddrage børnene og de unge i deres egen

sagsbehandling. De vil rigtigt gerne inddra-

ges, og ofte har de også gode bud på, hvor-

dan de kan hjælpes. Men inddragelse handler

ikke kun om at give de unge en oplevelse af

at være handlekraftige i deres eget liv. Erfa-

ringer viser, at inddragelse også er med til at

skabe bedre sagsforløb for den enkelte. I de

tilfælde hvor man som myndighed vurderer,

at det ikke er muligt at følge den unges øn-

ske, skal der bruges tid og kræfter på at for-

klare situationen og bibeholde kontakten til

den unge, så man gør alt for at sikre, at den

unge opretholder tillid til, at systemet i frem-

tiden kan være en støtte og hjælp.

Jeg har haft ringet til

kommunen og bedt om hjælp,

men det skete der ikke rigtigt

noget ved. Det har jeg også

haft gjort senere hen, mens jeg

har været på opholdssted. Det,

jeg sådan på en måde har lært,

er, at hvis du vil have hjælp,

så skal du gå ud og lave noget

kriminalitet. Så får du hjælp.

Så gider de at lytte.

NICKLAS

DE UNGES FORTID OG OPVÆKST ·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

Jeg har passet min skole. Men jeg

blev smidt ud, fordi jeg blev sigtet.

Så valgte skolen bare at smide mig

ud. Kommunen skulle have støttet

mig. Da de endelig var der, havde

jeg ikke brug for dem. Jeg skal ikke

bruge deres hjælp til noget.

ZEMAR

HVERDAGEN SOM FRIHEDSBERØVET·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

FREMTID OG DRØMME

JEG VIL JO SELVFØLGELIG

GERNE HAVE

ET ORDENTLIGT LIV

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

Drømmen om et liv uden kriminalitet fylder meget for de unge

frihedsberøvede. Men hvis drømmen skal realiseres, er de fleste

nødt til at have hjælp. Det kan enten være fra kommunen, fx i

form af en kontaktperson eller hjælp til et miljøskift. Men det kan

også være fra familien. Uanset hvor hjælpen kommer fra, er de

unge meget opmærksomme på, at det kan være svært at ændre

på gamle vaner.

SELVOM FREMTIDEN indimellem kan se

håbløs ud for de unge frihedsberøvede,

drømmer stort set alle om et andet liv.

Deres drømme handler først og fremmest

om at komme ud af kriminalitet, hvilket

de tit forbinder med at få en uddannelse,

stifte familie og leve et liv uden stoffer,

alkohol og fester.

Enkelte unge har ingen ambitioner

om at stoppe med at lave kriminalitet,

men for de fleste opstår ønsket på et

tidspunkt. For 16-årige Faisal skete det

en aften, hvor han sad og så Station 2 i

fjernsynet:

”Så gik det op for mig, at når jeg bliver

ældre, så kan jeg ikke være inde og sidde,

mens mine børn er udenfor jo. Og jeg

kan ikke gå rundt og lave penge, mens jeg

har børn. Så må jeg hellere finde mig et

job og have et ordentligt liv, det er sådan,

jeg tænker. Og så talte jeg med nogle af

de ansatte her. Så når jeg kommer ud, så

skal jeg ikke lave noget – 100% sikkert. Jeg

har aldrig haft den tanke i hovedet før.”

VEJEN TIL FRIHED ER UDDANNELSE

Uddannelse er for langt størstedelen af

de unge adgangsbilletten til et liv uden

kriminalitet. Og Cahil på 17 år drømmer

ikke bare om én uddannelse:

”Jeg skal starte på mureruddannelsen,

og så skal jeg starte på HG efter det. Så

regner jeg med at være færdig, når jeg er

25. Men jeg kunne faktisk godt tænke mig

at læse jura. Og så blive jeg ved ikke lige

hvad for en slags advokat, men bare en

eller anden form for advokat, ik’?”

Det er ofte erhvervsuddannelserne,

som de unge gerne vil tage. Enkelte unge

har – som Cahil – ambitioner om en lang

videregående uddannelse, og så er der

flere unge, som drømmer om at bruge

deres egne livserfaringer i arbejdet med

utilpassede unge:

”Jeg er faktisk lige blevet færdig med 9.

klasse. Jeg har taget både de skriftlige og

de mundtlige prøver. Og så vil jeg gerne

være pædagog sådan for unge på sikrede

afdelinger, fordi jeg selv har en masse

erfaring. Så jeg læser lidt pædagogisk

praksis og teori og sådan. Jeg håber på at

kunne komme ind som det, men jeg vil

gerne være tømrer til at starte med. Og

når jeg så bliver gammel nok og moden

nok, så kan jeg tage pædagogseminariet,”

fortæller Gustav, som er 17 år.

Vejen til uddannelse er dog ikke nød-

vendigvis snorlige for de unge. Flere af

dem ved godt, at de har brug for hjælp

og støtte, hvis de skal gøre sig forhåb-

ninger om at gennemføre uddannelsen.

Jonathan, som er 17 år, har en aftale om

et praktikforløb hos en maler, når han

kommer ud, hvilket for ham er spring-

bræt til en erhvervsuddannelse. Asger på

17 år var også på vej i lære, da han blev

frihedsberøvet. Han håber, at aftalen om

en læreplads kan blive aktuel igen, når

han bliver løsladt:

”Jeg har gjort mig mange tanker om,

hvordan mit liv skal se ud. Og jeg vil jo

selvfølgelig gerne have et ordentligt liv.

Jeg skulle jo have været startet i lære,

men nu har han sagt, at vi kan se på det,

når jeg kommer ud. Jeg starter nok i lære

hos ham, når jeg kommer ud igen. Altså,

han er jo ikke sikker på, at der er arbejde

til den tid. Men han siger i hvert fald, at

som det ser ud nu, så...”

Det er ikke alle unge, der har uddan-

nelse øverst på ønskelisten. For Asif på

18 år, som har lov til at gå i skole, mens

han er frihedsberøvet, er uddannelsen et

skridt på vejen til målet:

”Altså lige nu så går jeg på HG, Handels-

gymnasiet eller hvad det nu hedder. Og

så har jeg bare tænkt mig at fuldføre det

og så forhåbentligt blive udstationeret.

Og så bare køre den videre, blive færdi-

guddannet og åbne en butik sammen

FREMTID OG DRØMME ·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

med mine brødre. Fordi min bror han har

den samme uddannelse, han er bare fær-

dig. Han venter bare på mig.”

Nogle få unge synes, at deres situation

er så håbløs, at de har svært ved at se, at

der er lys forude. Sådan er det for Hamza,

som er 15 år:

”Jeg har haft mange drømme, men

det har jeg ikke mere. Jeg har fået alt

ud af mit hoved, efter jeg blev kriminel.

Alt… Alle mine drømme, alle de ting jeg

kunne. Altså, mine skoleting og dem jeg

kunne før, har jeg fået ud af mit hoved.

Det er ligesom, jeg er startet forfra, da jeg

begyndte med at lave kriminalitet.”

MAN HAR SELV ET ANSVAR

Hvis man først er kommet ind på en

kriminel løbebane, kan det være meget

svært at komme ud igen. Det fortæller

flere af de unge i undersøgelsen. De er

enige i, at der kan være brug for hjælp

udefra, hvis det skal lykkes. Når de skal

pege på, hvem der kan hjælpe dem, er

det forskellige steder, de kigger hen. En

hel del mener, at de selv er ansvarlige for

at stoppe med at lave kriminalitet. 17-åri-

ge Zakir, der er frihedsberøvet for første

gang, fortæller, at han ofte har hørt fra

andre, at han skulle tage at stoppe. Men

det var først, da han blev placeret på en

sikret institution, at det gik op for ham, at

der var noget om snakken:

”Kommunen. Mine forældre. Min fa-

milie. De har alle snakket med mig, men

jeg gad aldrig høre efter dem. For det er

ens egen vilje, om man vil gå den vej eller

den anden. Man vælger det selv, og så

fører det til et stoppested. Og for mig er

det her mit stoppested.”

KONTAKTPERSON OG

MENTORORDNING

Kommunen kan efter serviceloven

iværksætte hjælp ved at udpege en fast

kontaktperson for den unge.

En kontaktperson kan fungere som

mentor for unge kriminelle og varetage

en funktion som rollemodel og

sparringspartner for den unge.

Mentoren skal fungere som en positiv

rollemodel for den unge og støtte og

vejlede den unge til fx at leve en

tilværelse uden kriminalitet.

Kilde: Serviceloven og vejledning

nr. 3 til serviceloven

UDSLUSNING

Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse

med løsladelse give unge under 18 år,

der har afsonet frihedsstraf eller været

varetægtsfængslet eller anbragt i

varetægtssurrogat, et tilbud om

udslusning. Tilbuddet om udslusning

skal så vidt muligt etableres inden

løsladelsen og have en varighed på

mindst seks måneder efter løsladelsen.

Tilbuddet skal som minimum have et

omfang svarende til en kontaktperson.

Kilde: Serviceloven

Omid på 17 år mener også, at man selv

bærer et ansvar for at komme ud af kri-

minalitet, men det kan være svært at fin-

de viljestyrken til det. Han sammenligner

det med viljen til at træne:

”Du skal ikke sige for eksempel: ’Årh,

jeg træner ikke i dag, men i morgen træ-

ner jeg’, og så ligger du i sengen. Du ved,

du skal træne, men du orker ikke, og så

sover du bare. Du skal sige til dig selv:

’Jeg skal træne’. Så gør du det også. Der

er ikke noget, der hedder 90 eller 99 pro-

cent. Enten gør du det 100 procent, eller

også gør du det ikke. Sådan er det. Ellers

kommer du ikke frem.”

Selvom man har viljen til at stoppe selv,

fortæller de unge, at det kan være godt

at have venner eller familie, som kan

støtte og bakke op. Flere unge nævner

også kæresten som en hjælp, og 17-årige

Mirza fortæller, at hans kæreste er god

til at irettesætte og formane ham om,

hvad han må og ikke må. Hun har en god

indflydelse på ham. Det oplever David på

17 år også, at hans kæreste har. Som han

siger:

”Hun er sådan lidt magisk på en måde,

kan man sige.”

KONTAKTPERSONEN ER EN HJÆLP

Hvis man er frihedsberøvet inden for det

sociale system – altså på en sikret insti-

tution – har man forskellige muligheder

for at få hjælp og støtte, når man bliver

løsladt. Flere af de unge fortæller, at de

har en ungdomssanktion knyttet til deres

dom, hvilket betyder, at de har forskellige

former for støtteforanstaltninger. En af

mulighederne for hjælp er en kontakt-

person – eller en mentor, som flere af de

unge også taler om. Det er en attraktiv

mulighed for de fleste.

Jonathan på 17 år er en af dem, der tid-

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

Jeg har sagt til min kontaktperson, at jeg gerne

vil have min egen lejlighed, når jeg kommer ud.

Så jeg kan komme hurtigere videre.

FAISAL

ligere har haft en kontaktperson, og det

var han rigtigt glad for. Derfor har han

store forventninger til den mentor, som

han håber på at få, når han kommer ud:

”Jeg fik støttepersonen, mens jeg var

inde at sidde første gang. Det var en, jeg

havde kendskab til, fordi mange af mine

venner også havde ham. Han var rigtig

god. Nu, når jeg fylder 18, kan jeg få den

der mentor. Så det er fint nok. Ham kan

jeg bruge. 100 procent. Han kan hjælpe

mig gennem nogle ting. Få meldt mig

til uddannelse og sådan noget. Få meldt

mig til nogle ting, som jeg ikke selv ville

gøre normalt.”

17-årige Oskar har også haft en kon-

taktperson, som han var glad for, fordi

han føler, hun investerede lidt ekstra i

ham. Men han er alligevel ikke helt sikker

på, at han selv ville være god nok til at se,

hvornår han kunne bruge hendes hjælp:

”Hun har nok været den eneste inde fra

kommunen, der sådan har forstået mig

og kunnet snakke med mig. Hun er ikke

min kontaktperson mere, men hun kom-

mer alligevel på besøg en gang imellem,

fordi vi har sådan et tæt forhold. Men jeg

tror ikke, jeg i situationen ville tænke på

hende. Altså, hvis jeg nu sidder med et

brev og tænker: ’Nå fuck det’, og så smi-

der jeg det videre. Så ville jeg ikke i situ-

ationen tænke, at hov, jeg skal lige ringe

til min tidligere kontaktperson og høre,

hvad det her brev går ud på.”

Selvom mange unge mener, at en kon-

taktperson er en god hjælp, er det dog

ikke dem alle, der har gode oplevelser

med ordningen. Cahil på 17 år fortæller,

at tingene går meget langsomt med hans

kontaktperson:

”Altså, jeg kan ikke se, hvad en kontakt-

person skulle hjælpe, hvis jeg skal være

helt ærlig. Jeg har haft kontaktpersoner,

hvor vi lige var ude og spise og snakke

lidt om det samme lort, som vi snakkede

om i sidste uge: ’Nå, hvordan går det?

Hvad skal du lave? Hvad har du tænkt

dig? Skal vi starte på Fitness?’ Jeg kom

jo ikke nogen steder. Han sagde: ’Hey, vi

skal starte i et fitnesscenter’. Jeg sagde

bare: ’Ja, det i orden’. Jeg vidste godt, at

det aldrig ville blive til noget. Men så gik

jeg selv ned og startede!”

Tillid og tilgængelighed er nøgleord for

de unge, når de skal sætte ord på, hvad

der er vigtigt ved en kontaktperson. Vic-

tor på 17 år har før oplevet kontaktper-

soner fra kommunen, som han aldrig fik

tillid til – måske fordi han ikke kunne få

fat i dem. Men på den sikrede institution

har han mødt to voksne, han stoler på:

”Når jeg ringede til ham, så tog han

enten ikke telefonen, eller også havde

han ikke tid til at snakke. Og hvis jeg rin-

gede til ham, og jeg endelig fik fat i ham

og sagde, at jeg virkelig havde brug for

at snakke med ham, for eksempel om

afpresning og så videre, så var det sådan

lidt: ’Jeg har ikke tid før næste uge’. Men

de voksne her, dem stoler jeg utrolig me-

get på. Hvilket ikke giver nogen mening.

Men altså de har tilbudt mig, når jeg

engang kommer ud, hvis jeg begynder at

få problemer igen, er jeg velkommen til

bare at ringe op og så videre.”

HJÆLP OG STØTTE FRA KOMMUNEN

Det kommunale system er altså langt

fra ukendt for de unge frihedsberøvede.

De har ofte en lang historie bag sig med

kommunal indgriben af den ene eller an-

det art. Mange af de unge føler, at kom-

munen har svigtet dem undervejs, eller

at kommunen har givet op. Derfor kan

det være svært at sætte sin lid til, at kom-

munen skal hjælpe, når de kommer ud.

Isam, som er 17 år, har tidligere oplevet

efter et ophold på en sikret institution, at

kommunen ikke ville hjælpe ham videre:

”Jeg kan huske på et tidspunkt, hvor

jeg gik ind på kommunen for at snakke

med dem. Jeg var lige kommet ud af en

sikret institution, og jeg skulle i gang med

skole og noget beskæftigelse, så jeg gik

selv ind på kommunen og sagde: ’Det går

ikke. Jeg skal til og i gang, og jeg håber, I

kan hjælpe mig’. Og så sagde hun, at det

kan vi ikke. Vi har ikke noget til rådighed

for dig. Vi har ikke flere ressourcer til at

hjælpe dig. Så tænker jeg bare: ’Okay’. Så

sagde jeg, at jeg bare går ud og laver et

eller andet, og så sagde hun: ’Det kan du

bare gøre. Vi kan ikke hjælpe dig mere’. Så

et par dage efter gik jeg ud og lavede no-

get lort, og så kom jeg ind igen og tilbage

til det gamle lort.”

Når man fylder 18 år, har man mulig-

hed for at få tilbudt efterværn fra kom-

munen som en støtte til at begynde vok-

senlivet. Det er kommunen, der vurderer,

om den unge skal have efterværn, og

selvom Victor meget gerne ville have det,

fordi han har nogle psykiske problemer,

er det alligevel op til hans sagsbehandler

at vurdere behovet:

”Jeg har sagt til min sagsbehandler

flere gange, at jeg meget gerne vil have

efterværn. Fordi jeg føler mig ikke klar

til at stå alene. Og hun har sagt: ’Jamen

det er fint nok, det får du også bare’. Og

så for en uges tid siden, der fik jeg brev

om, at de havde afslået efterværn. Jeg ved

virkelig ikke hvorfor, men hvis jeg skal

sige det, som jeg selv tænker, så tror jeg,

det er fordi, min sagsbehandler virkelig

ikke kan lide mig. Fordi hvis hun siger

ja til efterværn, så er det jo, op til jeg er

enogtyve.”

Isam har også haft en oplevelse af, at

FREMTID OG DRØMME ·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

Jeg synes, det er meget vigtigt det der med at komme

på udgang. Man kan jo aldrig blive en del af samfundet,

hvis man bare lige pludselig kommer derud.

JEPPE

EFTERVÆRN

Efterværn er et tilbud til unge, der indtil

det 18. år har haft en fast kontakt-

person, samt unge, der har været

anbragt uden for hjemmet med eller

uden samtykke umiddelbart inden det

fyldte 18. år. Formålet med efterværn er

at bidrage til, at den unge får en bedre

overgang til en selvstændig voksen-

tilværelse.

Kilde: Socialstyrelsens vidensportal

hans kommune ikke ville hjælpe ham på

grund af hans fortid. Men han tog sagen i

egen hånd og klagede:

”Jeg vil gerne have en mentor gennem

kommunen, men min kommune vil ikke

samarbejde med mig på grund af nogle

dårlige erfaringer, de har haft med mig

og sådan noget. Så klagede jeg til Anke-

styrelsen, for jeg tænkte, at så er jeg jo

på røven, hvis jeg slet ikke kan få hjælp

af kommunen. Det kan godt være, at jeg

har været lidt af en bandit en gang imel-

lem, men det skal jo ikke gå ud over mig i

fremtiden.”

De unge er meget opmærksomme på,

at den hjælp, de kan få fra kommunen, er

vigtig for dem, hvis de vil videre i deres

liv efter en frihedsberøvelse. Og mange

fortæller, at det kan være svært at få sy-

stemerne til at samarbejde eller tage over

efter hinanden, når man bliver løsladt.

17-årige Jeppe mener, at man derfor i

sidste ende er afhængig af hjælp fra an-

dre, fx familien:

”Man bliver nok nødt til at holde sig

meget til sin familie. Det virker bare som

om, at der ikke er nok folk til at tage sig

af en, når man er færdig med systemet.

De dømmer ligesom, at nu er du klar til

at komme videre. Så bliver man nødt til

at finde nogen, der kan hjælpe en, mens

man kommer på fode igen. I mit tilfælde

vil det nok være min familie, og jeg ved

ikke, om der er nogen andre, der ville

være nemmere at søge hjælp hos, nogle

venner eller en eller anden organisation

af en eller anden art.”

For Jeppe er løsladelsen en lidt uover-

skuelig ting, blandt andet fordi han er

usikker på, hvad der skal ske og mangler

information om sine muligheder. Han

mener, det er vigtigt, man er forberedt,

og en af måderne, det kan ske på, er ved

at sikre, at man har udgang nogen tid

inden løsladelsen:

”Jeg synes, det er meget vigtigt det der

med at komme på udgang. Man kan jo

aldrig blive en del af samfundet, hvis

man bare lige pludselig kommer derud.

Det virker i hvert fald så abstrakt at skulle

tænke på, at man pludselig skal ud i sam-

fundet.”

TILBAGE I DET DÅRLIGE SELSKAB

Selvom der både er vilje hos de unge og

hjælp fra kommunen, er det ikke altid

helt så lige til at starte på en frisk, når

man bliver løsladt. Mange fortæller, at

deres omgangskreds er med til at fasthol-

de dem i kriminaliteten, så hvis man for

alvor skal bryde den onde cirkel, er man

nødt til at komme væk fra vennerne:

”Kriminalitet er jo noget, der er i miljø-

er. Altså, det miljø jeg kommer fra, der er

rigtig meget af den slags. Og der er meget

med stoffer og hash og så videre. Hvis jeg

ryger direkte tilbage i det miljø, så kom-

mer jeg ikke ud af kriminalitet. Men det

er pissehamrende svært. Fordi jeg vil ikke

kunne rende rundt, der hvor jeg kommer

fra blandt mine tidligere venner og bare

lade som om, at dem kender jeg ikke. Det

kan jeg ikke,” fortæller Victor, som er 17 år.

17-årige Omid er også overbevist om,

at han er nødt til at starte helt forfra et

nyt sted, hvis det virkelig skal lykkes for

ham at komme ud af den kriminelle lø-

bebane:

”Når du kommer til et nyt sted, så kan

du starte fra en ny begyndelse. Hvis du

flytter, kan du passe din skole, passe

dine ting, passe dit arbejde, tage hjem,

fodbold, det ene og det andet. Du får

ikke kriminelle venner, hvis du ikke selv

opsøger dem. Så kan du kigge på dine

nye klassekammerater og sige: ’Det her

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

er mine venner’. Så kommer du hjem og

kigger på miljøet. Kigger på ghettoen og

så siger du: ’Det er ikke mine venner’. Du

kan godt sige, at de er mine venner, men

det er også mit fængsel. Det kan du også

sige.”

For mange kan forældrene virke som

en tryg havn, men Faisal, som er 16 år,

har indset, at det ikke nytter noget, at

han kommer tilbage og bo hos sin mor.

For det er lig med dårligt selskab. Derfor

håber han, at kommunen kan hjælpe

ham væk fra det dårlige miljø:

”Jeg har sagt til min kontaktperson,

at jeg gerne vil have min egen lejlighed,

når jeg kommer ud. Så jeg kan komme

hurtigere videre. Det nytter ikke så me-

get, at jeg bor hos min mor, for hvis jeg

ender hos min mor, så vil jeg bare gå ud

sammen med venner og så videre, så det

vil ikke være den store hjælp. Men hvis

jeg nu bor for mig selv, så vil min sagsbe-

handler eller kontaktperson besøge mig,

og så vil jeg komme lige så stille og roligt

op derfra.”

Mange af de unge har kendt deres

venner uden for institutionerne siden

børnehaven, og derfor kan det være me-

get svært at bryde med dem. Samir på

17 år fortæller, at en af de helt store risi-

kofaktorer for at falde tilbage i de gamle

vaner, når man kommer ud, er, hvis man

er medlem af en bande. Eller som 17-åri-

ge Cahil fortæller, hvis man ’bare er en

hund’ i det kriminelle hierarki. Gustav på

17 år mener, at andre synes, man viser

svaghed, hvis man indrømmer, at man

gerne vil ud. Det er Victor enig i:

”Hvor tit finder man nogen i det miljø,

som gerne vil indrømme det? Det er ikke

særlig tit! Når man sidder der i flokken

på en femten-tyve stykker og sidder og

blæser nogle stoffer, så er der altså ikke

lige en eller anden, der lige pludselig rej-

ser sig op og siger: ’Ved du hvad, jeg gider

faktisk ikke blæse stoffer mere’. Det er der

jo ikke nogen, der vil indrømme.”

Selvom det kan være svært at sige fra,

er der alligevel en del af de unge, der har

forsøgt sig. 17-årige Jonathan har måtte

sige farvel til sin kriminelle omgangs-

kreds, hvilket har resulteret i, at han nu

føler, at han står uden venner. Zakir på

17 år har endnu ikke stået i situationen,

men han har en tro på, at det godt kan

lade sig gøre for ham at sige fra og samti-

dig bevare venskaberne:

”Når jeg kommer ud herfra, så vil jeg

tage skolen seriøst. Så vil jeg ikke lave

det, jeg har lavet før – jeg vil væk fra det.

Så må jeg snakke med mine venner på

en ordentlig måde og sige: ’Enten går I

med mig på den vej, eller også går jeg den

vej alene, og så går jeg også væk fra jeres

vej’. Selvfølgelig kan du godt snakke med

dem. Men ligeså snart de skal lave lort i

den, eller de er i gang med at lave noget,

så må du trække dig og sige: ’Du ved

godt, hvad jeg har oplevet? Jeg har været

inde og sidde, og jeg gider ikke opleve det

samme’.”

Men det er ikke kun vennerne, det kan

være svært at sige nej til. 17-årige Nicklas

fortæller også, at de vaner, man tillægger

sig, når man er kriminel og fx har mange

penge mellem hænderne, kan være svæ-

re at vinke farvel til:

”Altså, jeg går rundt hver dag og har

lyst til at gå ud og så lave et eller an-

det, for så render jeg rundt med en hel

masse penge på lommen. Jeg har levet

rigtig godt. Og der er en ting, man altid

kommer til at savne, tror jeg. Hvis man

først har prøvet at have mange penge

ved kun at arbejde i en halvanden time

måske, max, og så rende rundt med over

halvtreds tusind på dig, som du bare kan

bruge på lige det, du vil.”

EN HJÆLP VIDERE I LIVET

Uanset hvor svær de unge synes, deres

frihedsberøvelse kan være, så er der også

flere, som siger, at de tager noget godt

med sig, når de bliver løsladt. 17-årige

Felix er en af dem, der oplever, at der er

sket en stor forandring med ham. Han

har fået det bedre psykisk, og så er han

også blevet bedre til at tale om sine fø-

lelser:

”Efter jeg har været her, er jeg blevet

hjulpet meget med problemer, jeg havde

svært ved før. Jeg havde svært ved at tale

om mine følelser. Det har jeg det bedre

med nu, fordi jeg har fået hjælp. Når jeg

kommer ud herfra, så vil jeg tage alt det

gode med, jeg har herfra. Såsom at jeg

kan snakke om mine følelser.”

Cahil på 17 år fortæller også, at han

er begyndt at tænke sig mere om, inden

han handler, end han gjorde, før han blev

frihedsberøvet. Det har han blandt andet

lært gennem et anger management-pro-

gram:

”Nu har jeg lært, hvordan jeg kan

håndtere det, hvis der er en, der provoke-

rer mig. Før i tiden kunne jeg finde på at

trampe på en person, hvis han lå nede på

jorden. Bare blive ved og ved. Selvom han

græd, og han råbte efter sin mor, og jeg

kunne se, at han blødte, du ved, så kunne

jeg bare blive ved. Vi havde ikke nogen

følelser dengang. Jeg ved ikke, hvad

det var. Vi røg også meget hash, så man

tænker ikke rigtig over tingene. Men nu,

hvor jeg er flyttet væk fra miljøet og har

fået det der anger management, så er jeg

begyndt at se andre synspunkter. Jeg har

lært mig selv bedre at kende. Jeg har lært,

at der er andre muligheder.”

FREMTID OG DRØMME ·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

Nu har jeg lært, hvordan jeg kan håndtere det,

hvis der er en, der provokerer mig.

CAHIL

Det er vigtigt for de unge, at:

• de får klarhed over, hvad der skal ske efter frihedsberøvelsen, og hvilke muligheder

de har for hjælp og støtte

• de motiveres til at tage ansvar for at stoppe med kriminalitet

• de får støtte og opbakning fra familie, venner og kæreste til at komme ud af kriminalitet

• få en kontaktperson eller mentor, som de har et godt forhold til

• få hjælp og støtte til at gennemføre en uddannelse

• de får hjælp og støtte, hvis de ønsker det, til at flytte væk fra det miljø, de kommer fra,

når de bliver løsladt

• personalet, sagsbehandlere og andre fagfolk forstår, at det er svært at ændre vaner og økonomisk

levestandard, hvilket gør det svært at komme ud af kriminalitet.

SCREENING

Kommunalbestyrelsen skal sikre,

at alle børn og unge på sikrede

institutioner tilbydes screening med

henblik på at afdække psykiatriske

problemer. Screeningen forudsætter

samtykke fra forældremyndigheds-

indehaver og fra unge, der er fyldt 15 år.

Kilde: Serviceloven

Flere af de unge fremhæver, at de er

blevet bedre til at indgå i sociale relatio-

ner. Philip på 17 år fortæller, at han har

lært, at han skal sige til og fra og fx bede

om hjælp, hvis tingene er for svære. Og

16-årige Johan mener, at han er blevet

mere moden af at være frihedsberøvet:

”Jeg har fået et lidt større indblik i,

hvad livet egentlig byder på end bare

venner og fester. Man bliver lidt mere

bevidst om, hvad livet handler om. Det

handler ikke bare om pjat og sjov og bal-

lade og skabe sig åndssvag og være uven-

ner. Det handler mere bare om, at du

lever kun én gang, og lige nu bruger jeg

et stort stykke af mit liv – det gør meget i

teenageårene.”

Der er dog andre unge, der føler, at de

ikke lærer noget af at være frihedsberøve-

de. En af dem er Omran, som er 16 år:

”Jeg tror ikke, at dem, der er her nu, æn-

drer sig, efter at de har været her. Med-

mindre man er ny i det kriminelle miljø

og lige pludselig kommer herind. Og så

får man en dårlig oplevelse herinde, og så

tænker man selvfølgelig: ’Jeg skal holde

mig væk fra det miljø, jo’. Men hvis man

er vant til det, så tror jeg sgu ikke, man

lærer noget. Jeg har i hvert fald ikke lært

noget af at være herinde.”

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

BØRNERÅDET MENER

– OM FREMTID OG DRØMME

DE UNGES VILJE til forandring er stor,

mens de er frihedsberøvede og væk fra

det miljø, der er med til at fastholde dem

på en kriminel løbebane. Flere af de unge,

der er frihedsberøvede over en længere

periode, fremhæver, at det er længden på

deres frihedsberøvelse, der for alvor har

fået dem til at reflektere over deres mu-

ligheder for forandring. Derfor er det også

Børnerådets holdning, at frihedsberøvelse

kan have sin berettigelse, så længe den er

tænkt ind i et udviklingsperspektiv, hvor

der bliver sat ind med motiverende pæda-

gogisk og psykologisk hjælp og støtte.

VIDERE FRA FRIHEDSBERØVELSEN

En stor del af de unge er frihedsberøvede i

ganske kort tid, hvilket kan gøre det svært

at sætte behandlingsforløb i gang, der

strækker sig over længere tid. Det er dog

Børnerådets holdning, at tidsperspektivet

ikke må være begrænsende for, hvilke

pædagogiske indsatser og psykologisk

behandling, den unge bliver tilbudt.

Fængslerne og institutionerne er nødt til i

samarbejde med den unges bopælskom-

mune at tilrettelægge ambitiøse forløb,

der rækker ud over frihedsberøvelsen.

Når tiden nærmer sig for løsladelsen, er

der flere af de unge, der fortæller, at de

er usikre på, hvad der skal ske med dem.

Flere er fx bekymrede for at komme tilba-

ge til det ’gamle miljø’ og også bekymrede

for, hvordan de skal få en dagligdag til at

fungere. Der er stor forskel på, hvordan

der ifølge lovgivningen skal følges op på

de unge, når de bliver løsladt, alt efter om

de er frihedsberøvede i det sociale system

eller i Kriminalforsorgen. Det er Børnerå-

dets holdning, at der i det strafferetslige

system bør være mere fokus på hjælp

og støtte til den unge. Ydermere mener

Børnerådet, det bør sikres, at den unge

i god tid inden løsladelsen har klarhed

over, hvad der skal ske, blandt andet ved

at kende planen for udslusning. Planen

skal udarbejdes sammen med den unge

og i samarbejde med både personalet,

hvor den unge er frihedsberøvet, og kom-

munen. Her skal fx indgå procedurer for,

hvordan initiativer, der er sat i værk under

frihedsberøvelsen, fx psykologisk bistand,

misbrugsbehandling eller udviklingspro-

grammer, bliver videreført, når den unge

bliver løsladt. Der bør også indgå en plan

for uddannelses- eller praktikforløb, samt

hvordan den unge kan få hjælp fra en

mentor eller en kontaktperson.

Børnerådet mener også, at der fra kom-

munens side skal være fokus på, hvor-

dan sociale indsatser, handleplaner og

skoleforløb bliver fastholdt, mens de

unge er frihedsberøvede. Flere af de unge

fortæller, at de planer, de havde for deres

uddannelse eller arbejde, falder til jorden

på grund af en frihedsberøvelse.

KOMMUNENS STØTTE

at understrege, hvor vigtigt det er for

sagsbehandleren at holde fast og afsøge

alle muligheder for hjælp og støtte til de

unge, men også hvor vigtigt det er med

personlige relationer og det, at der er en,

som tror på dem.

Mange af de unge drømmer om et liv

uden kriminalitet og utrygge livssitua-

tioner, og mange er fast besluttede på,

at der skal ske forandringer. Tanken om

at skulle tilbage til et kriminelt miljø er

meget utryg for nogle, mens andre er be-

kymrede for, hvordan det vil være at ven-

de tilbage til familien og vennerne. Når

en ung skal løslades, mener Børnerådet,

det er vigtigt, at kommunen tager stilling

til, om der er brug for et miljøskift for den

unge. Hvis den unge selv efterspørger det,

mener Børnerådet, det bør være muligt

for kommunen at give hjælp og støtte, så

den unge får mulighed for at starte forfra

et andet sted, på en ny uddannelse eller i

en ny læreplads. Hvis den unge vil blive i

sit miljø, men vælger at bryde kontakten

med venner eller familie, er det vigtigt,

at kommunen hjælper den unge med at

fastholde denne beslutning.

Uanset vilkårene for den unges friheds-

berøvelse er det vigtigt, at kommunen

følger den unge i hele forløbet. Flere af

de unge har tidligere i deres liv oplevet,

at kommunen har givet op over for dem,

og derfor er der for nogle meget lidt tiltro

til, at kommunen kan eller vil hjælpe. Der

hvor hjælpen fra kommunen er lykke-

des, har det ofte handlet om personlige

relationer, fx til en kontaktperson eller

en sagsbehandler, der ville noget på den

unges vegne. Det får Børnerådet til igen

FREMTID OG DRØMME ·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

Når jeg kommer ud herfra, så vil

jeg tage skolen seriøst. Så vil jeg

ikke lave det, jeg har lavet før

– jeg vil væk fra det. Så må jeg

snakke med mine venner på en

ordentlig måde og sige: ’Enten går

I med mig på den vej, eller også

går jeg den vej alene, og så går

jeg også væk fra jeres vej.

ZAKIR

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

HVERDAGEN SOM FRIHEDSBERØVET·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

TANKER OM STRAF OG FRIHEDSBERØVELSE

MAN KOMMER TIL AT

SAVNE DE DER SMÅ

LATTERLIGE TING.

SOM BARE AT STÅ I KØ

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

Flere af de unge oplever, at det tager hårdt på dem at være

frihedsberøvet, og nogle mener, at de direkte tager skade.

De fleste af de unge er enige i, at der skal mere til end straf,

hvis de skal hjælpes ud af kriminalitet. Men flere er også enige i,

at frihedsberøvelse kan virke – bare det ikke står alene.

MANGE AF DE frihedsberøvede unge,

Børnerådet har talt med, siger, at de er

blevet mere bevidste om de små ting i

dagligdagen, som for de fleste andre er

en selvfølge. Nicklas på 17 år er en af

dem, der har oplevet, at små ting, der

normalt ville virke irriterende, pludselig

er noget, man kan savne – som fx at stå i

kø i Netto. Derfor var det dejligt for ham,

da han fik lov til at afvige lidt fra reglerne

en aften:

”Vi var ude at køre, og så spurgte jeg,

om vi ikke lige kunne holde ind til siden.

Så gik jeg ud. Græsset var vådt, og det var

bælgravende mørkt, så vi kunne ikke se

noget. Der var skyer og sådan noget. Så

lagde jeg mig bare på græsset. Jeg tror et

kvarter-tyve minutter, lå jeg bare ned på

græsset og kiggede mig omkring. Bare

følte græsset igen og kiggede. Man kunne

se lidt træer og alt sådan noget der.”

For mange af de unge er den indskræn-

kede frihed anledning til stor frustration,

som kan komme til udtryk på mange for-

skellige måder. Flere fortæller, at de har

stresssymptomer, og nogle bliver udadre-

agerende og voldsomme, mens andre

falder hen i en apatisk tilstand. 16-årige

Josefine fortæller, at hun fungerer ander-

ledes – og dårligere – end tidligere:

”Efter at jeg har været inde og sidde, så

er min hjerne lidt lukket. Jeg tænker mig

ikke så meget om. Altså, du er låst inde.

Du har ikke noget at lave alligevel. Så

vælger du bare at lukke helt af.”

Nicklas, som har været på to forskellige

sikrede institutioner, fortæller også, at

frihedsberøvelsen har påvirket ham. Det

har dog været forskelligt hvordan, alt ef-

ter hvilket sted han har været:

”Jeg kan mærke stor forskel. Her er det

jo meget mere åbent. Det er meget mere

som et hjem end det andet sted, jeg har

været. Der kan du ikke kigge ud og se på

træer og græs. Der har du bare jernmure

over det hele. Man blev ekstremt depri-

meret, man blev en robot til sidst. Når

pædagogerne sagde et eller andet til en,

så gjorde man det bare. Ligesom de bare

trykkede på en eller anden knap.”

Det kan være en meget voldsom ople-

velse at blive frihedsberøvet – og særligt

hvis man ikke har prøvet det før. Wasim

på 16 år er en af dem, der er på en sikret

institution for første gang, og det er også

første gang, han har lavet noget krimi-

nelt. Han fortæller, at frihedsberøvelsen

påvirker ham meget:

”Det er ubehageligt at være her. Jeg

er ikke vant til at komme sådan nogle

steder. Jeg får bare ondt i hovedet nogle

gange oppe i skolen. Så sidder jeg alene

og kigger på væggen. Det er første gang,

jeg er blevet låst inde. Plus at jeg har

aldrig været væk fra min mor. Jeg sover

ikke godt, jeg kan ikke sove her. Jeg har

kun sovet på min seng, ved siden af min

mor. Jeg kan ikke være væk fra hende. Jeg

tænker meget på hende, jeg tænker, hvad

laver hun nu og alt muligt. Jeg kan ikke

tænke. Det er som om, jeg ikke bruger

min hjerne. Jeg bliver dum i hovedet. Jeg

er bange for, at jeg bliver psykisk syg.”

Wasim er ikke alene om at være bange

for at blive syg af frihedsberøvelsen. Det

er Oskar på 17 år også, og han er heller

ikke i tvivl om, at han allerede har taget

skade:

”Jeg har været til psykiater og er blevet

mentalt undersøgt, jeg har været til en

psykolog, jeg har været til læge, jeg har

haft alle mulige samtaler med familier,

imam, alle. Det hjælper ikke. Jeg stresser

mig selv hele tiden over de mindste ting.

Og de siger, at jeg straffer mig selv alt

for hårdt. Men jeg ved ikke, hvordan jeg

gør. Jeg kan ikke lade være. Hvis jeg har

noget i tankerne, fx en stol, så tænker jeg

kun, hvorfor er den sådan der? Jeg kan

bare stå og glo på den i flere timer. Det er

sådan, jeg har fået det i fængslet. Jeg har

taget skade, det har jeg 100 procent.”

For mange af de unge har kedsomhe-

den betydning for deres mentale tilstand

og den måde, de er over for hinanden på.

Flere fortæller fx om, hvordan det påvir-

TANKER OM STRAF OG FRIHEDSBERØVELSE ·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

Så længe vi er under 18 år, så synes jeg ikke, man

kan sige, at vi er hårdkogte kriminelle. Alligevel

får de os til at tro, vi er det, selvom vi er børn.

SOFIE

ker dem, hvis de ikke har mulighed for

at komme udenfor, træne eller brænde

noget energi af:

”Vi vil gerne have lidt mere luft, være

ude og lave nogle ting. Når vi er her, har

vi jo masser af energi, og så kommer det

til at gå ud over andre. Så bliver vi ved

med at bryde med hinanden eller øde-

lægge ting eller sådan. Man keder sig, og

man har masser af energi, man gerne vil

ud med. Når vi er ovre at spille fodbold,

så kommer vi tilbage og er trætte, vi har

brugt vores energi, det er dejligt, jo,” siger

Gustav, som er 17 år.

FASTE RAMMER KAN VÆRE TRYGT

bipper, og folk de snakker meget. Det var

satme underligt. Jeg lagde bare mærke til

alt. Jeg blev snotforvirret. Vi var derinde

en halv time, og så sagde jeg til sidst: ’Vi

skal bare væk herfra nu’. Jeg kunne sim-

pelthen ikke holde det ud.”

DER SKAL MERE TIL END

FRIHEDSBERØVELSE

Selvom det restriktive liv som frihedsbe-

røvet tager hårdt på mange unge, er der

dog også nogle, som finder tryghed i de

faste rammer. For Gustav er den låste dør

om natten fx blevet et symbol på tryghed:

”Det er jo ikke, fordi jeg er bange for

noget. Men ligesom når man var lille, og

mor og far var der hele tiden, ik’. Man

føler sig på en måde tryg ved, at den er

låst. Jeg bliver mærkelig oppe i hovedet,

hvis de nogle gange glemmer at låse min

dør om aftenen. Så går jeg hen og siger:

’Lås lige min dør, jeg kan ikke have, den

er åben’.”

De faste rammer kan også betyde, at

de unge kan have svært ved at kapere det

pulserende liv udenfor. Nicklas på 17 år

har på en udgang oplevet, hvordan en tur

på McDonald’s var meget voldsomt for

ham, fordi han var vant til, at alt var kon-

trolleret og i faste rammer:

”Jeg blev totalt forvirret, fordi der lige

pludselig bare var så mange folk. Altså,

jeg har jo bare vænnet mig til at se det

samme hver dag stort set, så det var helt

underligt derinde. Der er rigtig mange

lyde og sådan, der er tit ting, der sådan

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

De unge er splittede i forhold til, om de

tror, at straf har en positiv eller negativ

effekt på dem og deres fremtid. Flere

unge mener, at det kan have decideret

negative konsekvenser for unge at være

frihedsberøvede, fordi man er omgivet af

andre kriminelle. Både Tobias på 16 og

Isam på 17 år er enige i, at man kan tage

ved lære af de andre frihedsberøvede.

Isam siger:

”Det hjælper ikke at fængsle. For når

du sætter en 15-årig ind til de ældre kri-

minelle, så bliver ham den unge måske

inspireret af dem og får nogle ideer af

dem, og så bliver de knyttet til hinanden,

og så går det videre sådan. Hvis du kigger

i fængslerne, så kender mange hinandens

venner. De har mange fælles bekendte.

Hvis du sætter en ny 15-årig ind, så bliver

han også hentet ind af den kreds.”

Sofie, som er 15 år, mener, at rammer-

ne og den hårde omgangstone blandt

noget af personalet kan være med til at

fastholde de unge eller skubbe de unge

ud i yderligere kriminalitet:

”Så længe vi er under 18 år, så synes jeg

ikke, man kan sige, at vi er hårdkogte kri-

minelle. Alligevel får de os til at tro, vi er

det, selvom vi er børn. De har i hvert fald

fået mig til at tro, at jeg er en hårdkogt

kriminel.”

Asif på 18 år mener ikke, at straf i sig

selv, hvor man bliver frihedsberøvet, er

den rigtige løsning. Han frygter selv at

blive overflyttet til voksenfængsel, når

han fylder 18:

”Det, jeg er imod, er, at man sætter

unge i arresten, bare fordi de fylder 18

år. Så sender man dem direkte til voksne

voldtægtsmænd, pædofile, rockere og

mordere og alt det der, og låser dig inde

i 23 timer på værelset. Det gør dem helt

psykisk syge. Nogle kan godt klare det,

fordi de ryger hash hele tiden, men jeg

ryger ikke hash, så jeg har det endnu svæ-

rere. Det er jeg imod. Det hjælper ikke,

det bliver værre af det. Du får mere vrede i

dig af det, du bliver ikke normal af det.”

Nogle af de unge berører også det pro-

blem, at mange har det så svært psykisk,

når de begår kriminalitet, at de ikke over-

vejer konsekvenserne af deres handlinger

og er ligeglade med straffen. Lasse, som

er 16 år, mener derfor, at det er godt, hvis

straffen følges op med hjælp:

”Nu har jeg været rimeligt langt ude,

og når man er så langt ude, så er man

sgu ligeglad med det hele. Men nu har

jeg en ungdomssanktion i forhold til mit

misbrug. Der skal jeg have en plan om, at

jeg ikke må røre det. Og der vil jeg sige, at

hvis jeg bare skulle herind og ud bagefter,

så tror jeg ikke, det har hjulpet en skid.

Men det, at jeg har den ungdomssankti-

on med fare for at komme tilbage igen,

det giver meget motivation, synes jeg.

Det gør det i hvert fald for mig.”

Selvom mange er enige i, at det er

hårdt at være frihedsberøvet, er der også

nogle, der peger på, at der simpelthen er

alt for lidt styr på de unge. 17-årige Gu-

stav er en af dem, og han mener blandt

andet, at personalet er for blødsødent:

”Altså, der hvor jeg sidder nu, det er

ikke nogen straf. Det eneste, der er straf,

det er, at du ikke kan komme ud. Men alt

andet det er ikke nogen straf. Jeg tror, det

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

handler meget om, at jeg sådan et sted

som her bare kan gå ind og sige: ’Jeg er

sulten’, og så kan jeg gå ud i køkkenet og

tage en hel masse mad, ik’! Jeg kan også

sige: ’Åh, kan du ikke lige gå ud og hente

det der ude i køkkenet, kan du ikke lige

køre ned og handle for mig’ og sådan

noget. Altså, de gør alt det, som du selv

kunne, da du havde frihed. De er måske

lidt strikse en gang imellem, men der er

ingen straf ved at sidde her.”

Andre mener, rammerne er alt for frie,

og at det er for nemt at gøre ting, man

ikke må. Jonathan, som er 17 år, fortæller,

at der er stor forskel på, hvor meget fri-

hed de unge har, alt efter hvilken institu-

tion, de er på:

”Ja, det kommer sgu an på, hvem du

sidder med, og hvordan stedet er. Det

ene sted, der røg vi hash og fik smidt

flasker over muren. Og vi havde også te-

lefoner, så vi ringede ud, selvom vi ikke

måtte. Det var alt for løst. Du gjorde,

hvad der passede dig. Vi gik endda ud og

røg hash, mens vagterne stod i døren. Så

stod vi henne i den ene ende, og de stod

ved døren. Så når de kom ned imod os, så

gik vi bare videre rundt i en firkant hele

tiden. Og hver gang de tog en telefon fra

os, så når kontoret var åben, så kunne vi

godt koden til pengeskabet, og så tog vi

telefonen ud igen.”

ALTERNATIVER TIL STRAF

Uanset om de unge synes, at straffen er

for hård eller for blød, så er de fleste eni-

ge i, at der skal andre ting til ud over straf,

hvis man vil have unge ud af kriminalitet.

Mange af dem har også forslag til, hvad

det kunne være. Fx foreslår Jamal på 17

år, at den unge hele tiden skal konfronte-

res med, hvad det er, man går glip af, når

man er frihedsberøvet:

”Det ville være meget bedre, hvis man

fik en fodlænke, fordi så må du ikke gå

ud. Og så er det lige foran øjnene af dig.

Altså, du kan se, at dine venner står lige

udenfor, og du vil gerne ud til dem, men

du kan ikke.”

15-årige Hamza er en blandt flere, der

ikke kan se meningen i at frihedsberøve

unge. Han er enig med mange af de an-

dre unge i, at det nærmest kan have den

modsatte effekt og gøre de unge mere

kriminelle. Hamza peger derfor også på

alternative former for straf:

”De må finde på en bedre ide. De skal

bare ikke komme de unge mennesker i

fængsel. Bare tanken om, at det hedder

en ungdomsinstitution, gør én mere kri-

minel. De kan bruge fodlænke eller sam-

fundstjeneste i stedet for.”

Jeppe, som er 17 år, mener, at hjælpen

skal sættes tidligt ind, hvis man vil undgå,

at unge havner i kriminalitet. Samtidig

sætter han spørgsmålstegn ved, om fri-

hedsberøvelse er den rigtige løsning for de

børn og unge, hvor tingene er gået galt:

”Jeg tror, man skal være bedre uden for

fængslet. Man skal være bedre til at give

folk de rette miljøer. Det kan selvfølgelig

godt være, at man bliver nødt til at social-

anbringe folk, men det er bare der, jeg

stiller spørgsmålet: Behøver det at være

frihedsberøvelse? Kan det ikke være en

flytning, sådan at man kommer væk fra

det miljø, man var i. For jeg tror ikke, at

fængsling hjælper, for du ryger jo bare

tilbage til det samme miljø.”

Særligt i forhold til de helt unge er der

flere, som mener, at man må finde andre

metoder end frihedsberøvelse. Da Mir-

za på 17 år bliver gjort opmærksom på,

at nogle politikere har foreslået, at den

kriminelle lavalder skal sænkes til 12 år,

siger han:

”Det er synd, fordi det er alt for små

børn. De kan ikke engang tænke i den

alder, de ved ikke, hvad der er rigtigt og

forkert.”

De unge vender igen og igen tilbage til,

at miljøet blandt de unge frihedsberø-

vede er dårligt, hvis man gerne vil ud af

kriminalitet. Derfor foreslår Jonathan på

17 år, at man gør mere ud af sammensæt-

ningen af unge på de enkelte steder, når

de skal frihedsberøves:

”Som pædagog ved man jo godt, hvem

der har dårlig indflydelse, og hvem der

ikke har. Så synes jeg bare, du skal sætte

dem på en afdeling for sig, og så dem,

som gerne vil noget bedre, skal man sæt-

te på en helt anden afdeling. Så ville man

have en negativ afdeling og en positiv. Og

dem på den negative afdeling, de kan jo

godt have mulighed for at komme videre.

Der går jo tid, og så synes jeg bare, man

skal stramme lidt op for dem. Og dem,

der gerne vil noget, løsne lidt op. Jeg ved

ikke, om det vil virke.”

Flere af de unge er også enige i, at fri-

hedsberøvelse eller andre former for straf

kun har en virkning, hvis den unge selv

har viljestyrken til at komme ud af krimi-

nalitet:

”Man skal selv have lysten og viljen til

at gøre det. Hvis du ikke har det, så kan

det være det samme. Så er det lige meget,

om man sætter en person i fængsel i tolv

år eller tyve år. Han vil stadig gøre det

samme,” siger Oliver på 18 år.

Sebastian, som er 15 år, er enig i, at

hverken straf eller pædagogik alene kan

hjælpe den unge ud af kriminalitet. Den

unge spiller selv en stor rolle, hvis der

skal ske en forandring:

”Jeg tænker, at hvis man ikke er klar til

at blive hjulpet, så kan du ikke blive hjul-

pet. Så kan kommunen ikke gøre noget,

TANKER OM STRAF OG FRIHEDSBERØVELSE ·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

Jeg tror, man skal prøve at få de unge til at se på

de andre sådan lidt større kriminelle fanger og se,

hvordan det er at være dem. Det har hjulpet mig.

ENVER

retten kan ikke gøre noget. Det virker vel

først, når jeg er klar til, at det skal virke.”

DE POSITIVE EFFEKTER AF STRAF

Det er ikke alle de unge, der er enige i, at

straf er uden effekt. Nogle mener, at selve

frihedsberøvelsen har en afskrækkende

virkning, og andre peger på, at de har

lært noget i den tid, hvor de har været

frihedsberøvede. 17-årige Mirza fortæller,

at der for ham skulle en lang straf til, før

han forstod, at han var nødt til at stoppe

sin kriminelle løbebane:

”Denne gang har jeg virkelig lært det

efter en straf på næsten fem år. Nu har

jeg forstået det. Man kan ikke bare spilde

sin tid inde i fængslet. De andre gange

har jeg været inde i en, to eller tre må-

neder. Jeg har ikke engang nået at være

inde, før jeg er ude igen. Og nu har jeg

siddet et år, så nu kan man godt mærke

det. Man kan godt mærke, at nu sidder

man inde.”

Selvom det er hårdt at være frihedsbe-

røvet, er der flere af de unge, som mener,

at frihedsberøvelse giver god mening,

hvis man vil stoppe unges kriminelle lø-

bebane. Zakir på 17 år mener, at det kan

have en afskrækkende effekt i forhold til

at begå ny kriminalitet:

”Når du kommer ind og sidde, så kan

du se, hvor hårdt det er. Hvis du så kom-

mer ud igen, så vil du ikke tilbage til det

hul, du har været i, hvor din frihed bliver

taget, og din telefon bliver taget, og alt

bliver taget fra dig. Så værsgo – lav din

kriminalitet og ryg ind igen. Jeg skal i

hvert fald ikke tilbage til det her sted. Det

her er en stor, stor lærestreg for mig.”

17-årige Enver mener også, at det kan

have en afskrækkende effekt, hvis man

præsenterer de helt unge frihedsberøve-

de for, hvordan livet ser ud for de ældre

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

og lidt mere hårdkogte, der sidder i et

rigtigt fængsel:

”Jeg tror, man skal prøve at få de unge

til at se på de andre sådan lidt større

kriminelle fanger og se, hvordan det er

at være dem. Det har hjulpet mig. For

de 15-årige drenge, som sidder her for

et røveri og vil vise sig for deres venner,

hvis de så kommer ind på besøg på Vestre

eller i arresten eller sådan noget. Så vil de

nok lige tænke ’okay’.”

Det er ikke kun den afskrækkende

effekt, som kan være effektiv ved at blive

frihedsberøvet. Alene det at være væk fra

sit vante miljø fremhæver Gustav på 17 år

som noget godt. Det betyder nemlig, at

han er på vej ind på et bedre spor:

”Jeg synes, det er positivt, at jeg er

kommet væk fra mit miljø. Nogle gange

kan jeg godt filosofere lidt over, hvor jeg

havde været henne i dag, hvis jeg ikke var

kommet væk. Altså, havde jeg ligget fire

meter under jorden, eller havde jeg sid-

det på et eller andet hjørne helt blæst?”

For 16-årige Tobias er det bedste ved at

være frihedsberøvet, at han får hjælp til

at håndtere sine diagnoser. Han mener

også, at frihedsberøvelsen kan være et

slags helle for unge, der kæmper med

problemer eller trusler:

”Jeg ved, at jeg har brug for hjælp, og så

er det godt at være her. Jeg får hjælp med

min ADHD, min autisme og OCD, og

hvad det nu hedder. Men altså det bedste

– nu er det ikke et problem for mig – men

jeg tænker, at for andre unge, hvis de har

en masse problemer ude i det sociale,

med at de skylder penge til folk, så er de i

sikkerhed herinde.”

Personalet på institutionerne bliver

også af flere unge fremhævet som noget

positivt ved deres frihedsberøvelse. Én

ting er, at de hjælper dem med de for-

skellige udfordringer, de har, men for

mange er det også rart, at de er omgivet

af tilgængelige voksne, der er til at tale

med:

”Det positive er, at du har pædagoger-

ne og de andre unge her. Du har nogle at

snakke med, du har noget at lave, du hyg-

ger dig hele tiden, faktisk. Der er ikke no-

get tidspunkt, hvor du tænker, nu er det

nok, eller nu vil jeg gerne ud. Du tænker

ikke over friheden efter nogle måneder,

fordi du er sammen med de unge og pæ-

dagogerne,” fortæller Josefine på 16 år.

For Cahil, som er 17 år, har frihedsbe-

røvelsen givet ham ro til at tænke over

tingene, og han er kommet frem til, at

han går glip af alt for meget, når han er

frihedsberøvet. Det vil han gerne undgå

i fremtiden:

”Frihedsberøvelse er rent faktisk en

god straf. Den er god, fordi du ved, hvor

du ender: Hvis du gør det igen, så er det

tilbage i en celle, hvor jeg skal sidde hele

dagen. Så kan du fx se, når du kommer

ud, at du er gået glip af meget. Så tænker

man: ’Der er gang i den herude, hvad

fuck har jeg lavet?’”

17-årige Bilal er enig med Cahil i, at fri-

hedsberøvelsen har store omkostninger.

Dog mener han, at effekten aftager over

tid. Den første periode har gjort markant

større indtryk på ham, end nu hvor det er

blevet hverdag:

”Det her hjælper faktisk. Den første

periode hjælper dig endda rigtigt meget.

Den hjælper dig bare psykisk; du tænker

bare, du vil ikke herind igen. Men når du

bliver her i lang tid og bliver vant til det,

så bliver du også meget mere ligeglad.”

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

Det er vigtigt for de unge, at:

• der er en opmærksomhed på den store belastning, det er for unge at være frihedsberøvede

• der er mulighed for at røre sig fysisk og bruge noget energi

• der er klare rammer, som bliver tydeligt kommunikeret til de unge

• straf følges op med hjælp og støtte til at komme ud af kriminalitet

• man i højere grad bruger alternativer til frihedsberøvelse af unge, fx fodlænke eller samfundstjeneste

• mindre erfarne kriminelle unge ikke bliver placeret sammen med meget kriminelle

• få muligheden for at komme væk fra et miljø med dårlig indflydelse, der fører til kriminalitet.

HVERDAGEN SOM FRIHEDSBERØVET·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

BØRNERÅDET MENER

– OM TANKER OM STRAF OG

FRIHEDSBERØVELSE

MENS DE UNGE VENTER på deres dom,

sidder de enten i varetægt i fængsel eller i

varetægtssurrogat på en sikret institution.

Det er ikke ualmindeligt, at de unge venter

mellem seks og ti måneder, og ventetiden

er for de fleste præget af stor usikkerhed.

Ifølge Børnekonventions artikel 37 skal

frihedsberøvelse af unge under 18 år altid

ske under hensyntagen til barnets alders-

mæssige behov. Her bliver det også under-

streget, at frihedsberøvelse skal ske for det

kortest mulige passende tidsrum og med

ret til hurtig afgørelse af sagen. Selvom

dette måske er intentionen i dag, er det

ikke sådan, de unge oplever det i praksis.

Børnerådet mener i tråd med Børnekon-

ventions bestemmelser, at forlængelse af

varetægtsperioden kun må ske, når det er

helt nødvendigt for sagen. Børnerådet me-

ner desuden, at sager i retssystemet, som

involverer mindreårige, skal prioriteres, så-

ledes at varetægtsperioden er så kort som

overhovedet muligt, og således at sagen

afsluttes hurtigst muligt.

Flere unge fortæller, at de bliver meget på-

virkede af at være frihedsberøvede. Nogle

er bange for at blive psykisk syge på grund

af frihedsberøvelsen, andre oplever, at de

bliver indadvendte, og andre igen fortæller,

at de bliver udadreagerende. Frihedsbe-

røvelsen må ikke give de unge et dårligere

udgangspunkt, end det de kom med. Derfor

skal myndighederne sørge for, at udsatte

børn og unge, som frihedsberøves, behand-

les på en måde, så de bliver hjulpet videre i

livet uden yderligere belastninger.

DE UNGE SKAL SIKRES OVERBLIK

De unge fortæller, at frihedsberøvelsen

er præget af ventetid, og at det kan være

svært at bevare overblikket over sagsfor-

løbet. Frister bliver forlænget, møder med

myndigheder skubbet, og ofte ved de unge

ikke, hvor lang tid de skal vente på at få en

dato for deres retssag.

Børnerådet mener, det er vigtigt at sikre,

at de unge er velinformerede om deres sag.

Personalet på den sikrede institution eller

ungeafdeling skal hjælpe den unge, så han

eller hun ikke oplever at være kørt ud på et

sidespor i sit eget sagsforløb. Oplevelsen

af at være velinformeret kan minimere

den følelse af stress, som kan følge med

uvished og forvirring. For at imødekomme

de unges forskellige forudsætninger er det

vigtigt, at man er opmærksom på at anven-

de kommunikationsformer, som giver størst

mulig klarhed for den unge. Fx kan det være

brugbart for nogle af de unge at få visuali-

seret den forventede proces. Udsættelser

og aflysninger er en del af de unges forløb,

og en tegnet tidslinje kan hjælpe den unge

med at få overblik over forløbet.

Da advokaten har en kontinuerlig kontakt

til den unge i forbindelse med sagen, mener

Børnerådet også, det er oplagt, at advoka-

ten sørger for at sikre, at den unge har et

fuldt overblik – i det omfang, det lader sig

gøre – over sagsforløbet og de handlemulig-

heder, der måtte være. Hvis ikke advokaten

sikrer dette, er det vigtigt, at personalet

følger op, sådan at den unge oplever, at det

er muligt at få et overblik ud fra de givne

præmisser.

PSYKOLOGISK SCREENING OG TILBUD

OM PSYKOLOGHJÆLP

En stor del af de unge, der er frihedsberø-

vede, har psykiske problemer, som de de

fleste steder bliver tilbudt en screening for,

når de bliver frihedsberøvede. Den psyko-

logiske screening skal danne grundlaget

for den unges handleplan, som bør række

ud over selve frihedsberøvelsen. Samtidig

skal screeningen sikre, at den unge får de

rigtige pædagogiske og psykologiske tilbud

under frihedsberøvelsen. I screeningen af

den unge bør også indgå en kortlægning

af den unges kontaktflade til familie og

venner, ligesom der bør lægges vægt på,

hvorvidt den unge er førstegangskriminel

eller ej. Netop fordi screeningen er et vigtigt

arbejdsredskab i forhold til de unge, bør der

bruges ressourcer på at motivere dem til at

tage imod tilbuddet – uanset om de er fri-

hedsberøvede på institution eller i fængsel.

På nogle af de sikrede institutioner er der

en fast psykolog tilknyttet i dagligdagen –

andre steder fungerer psykologen mere som

konsulent, som kommer fast en gang om

ugen eller efter behov. Set i lyset af at flere

af de unge bekymrer sig om deres sindstil-

stand under frihedsberøvelsen, og også at

et stort antal unge frihedsberøvede har psy-

kiske problemer, mener Børnerådet, at der

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

bør være tilknyttet en fast og dagligt tilgæn-

gelig psykolog på alle sikrede institutioner

og ungeafdelinger i fængsler. Udover at have

en udredende funktion er det vigtigt, at psy-

kologen kan tilbyde den unge enkeltstående

samtaler eller samtaleforløb på baggrund af

screeningen. Hvis psykologen er en integreret

del af personaleteamet, vil der også være

større sandsynlighed for, at de unge, der har

negative erfaringer med behandlingssyste-

met, kan få tillid til personen og til den hjælp,

psykologen kan tilbyde.

Det hjælper ikke at fængsle.

For når du sætter en 15-årig

ind til de ældre kriminelle,

så bliver ham den unge måske

inspireret af dem og får nogle

ideer af dem, og så bliver de

knyttet til hinanden, og så

går det videre sådan.

ISAM

TANKER OM STRAF OG FRIHEDSBERØVELSE ·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

HVERDAGEN SOM FRIHEDSBERØVET·

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 106: Henvendelse af 10/12-15 fra Børnerådet om deres rapport: "Jeg var faktisk en god dreng engang. Unge fortæller om deres oplevelser med at være frihedsberøvede"

BØRNERÅDET

VESTERBROGADE 35 A

1620 KØBENHAVN V

TLF.: 33 78 33 00

WWW.BRD.DK

· JEG VAR FAKTISK EN GOD DRENG ENGANG