SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 10: Udkast til forslag til Lov om ændring af lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale børnebortførelser) (Øget fleksibilitet i retshjælpsordningen i børnebortførelsessager), fra social- og indenrigsministeren

Social- og Indenrigsudvalget 2015-16
SOU Alm.del Bilag 10
Offentligt

Social- og Indenrigsministeriet

Kontoret for Familier

j.nr. 2015-6338

9. oktober 2015

Udkast

Forslag

til

lov om ændring af lov om international fuldbyrdelse af

forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale børnebortførelser)

(Øget fleksibilitet i retshjælpsordningen i børnebortførelsessager)

§1

I lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale

børnebortførelser), jf. lovbekendtgørelse nr. 375 af 6. april 2010, foretages følgende ændringer:

§ 8, nr. 2,

indsættes efter ”forældremyndigheds-”: ”, bopæls-”.

§ 8, nr. 3,

ændres ”forældremyndighedsafgørelse” til: ”afgørelse om forældremyndighed, barnets

bopæl eller samvær”.

Overskriften til

kapitel 6

affattes således:

”Kapitel 6

Afgørelser om forældremyndighed og barnets bopæl”

§ 20 a, stk. 1,

indsættes efter ”karakter”: ”og konfliktmægling”.

§ 20 a

indsættes som nyt

stk. 4:

”Stk.4.

Retshjælp efter stk. 1-3 og stk. 5 omfatter også:

1) Økonomisk støtte til dækning af rimelige udgifter til et barns hjemrejse til Danmark, herunder til rejsen

for en person, der ledsager barnet.

2) Økonomisk støtte i helt særlige tilfælde til dækning af rimelige udgifter til andre handlinger, der er

nødvendige for tilbagegivelsen af et barn.”

Stk. 4 bliver herefter stk. 5.

§ 20 b, stk. 1, nr. 2,

ændres ”dokumenter, samt,” til: ”dokumenter,” og i

§ 20 b, stk. 1, nr. 3,

ændres

”modparten.” til: ”modparten,”.

SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 10: Udkast til forslag til Lov om ændring af lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale børnebortførelser) (Øget fleksibilitet i retshjælpsordningen i børnebortførelsessager), fra social- og indenrigsministeren

§ 20 b, stk. 1,

indsættes som

nr. 4:

”4) rimelige udgifter til konfliktmægling, herunder rejseudgifter, samt”

§ 20 b, stk. 1,

indsættes som

nr. 5:

”udgifter, der er omfattet af § 20 a, stk. 5.”

§2

Loven træder i kraft den 1. juni 2016.

§3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i

kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Baggrund

3. Lovforslagets indhold

3.1. Retshjælpsordning – gældende ret

3.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

3.3. Den foreslåede ordning

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

7. Miljømæssige konsekvenser

8. Forhold til EU-retten

9. Hørte parter

10. Sammenfattende skema

1. Indledning

Dette lovforslag har som sigte at forbedre de virkemidler, der er til rådighed i sager om tilbagegivelse af

børn, der er bortført fra Danmark til andre lande. Når et barn bortføres af en forælder fra den anden

forælder, må det anses som et udtryk for et yderst konfliktfyldt forhold mellem forældrene. Da der er tale

om en uenighed i familien, er det udgangspunktet, at forældrene selv skal afholde de udgifter, som medgår

til at løse konflikten. I det omfang forældrene ikke selv kan skabe rammerne for en løsning, er der etableret

et system, hvor staten på forskellig vis hjælper den efterladte forælder i processen i situationer, hvor

barnet er bortført til udlandet. Systemet hviler på en forudsætning om, at det er bedst for barnet at komme

tilbage i sine vante omgivelser, og at det er bedst for barnet, at en eventuel stillingtagen til, hos hvilken

forælder barnet skal bo fremover, foretages der, hvor barnet bor.

Tilbagegivelse af et barn, der er blevet bortført til et andet land, sker således af hensyn til barnets bedste,

og i tråd hermed er det overordnede formål med forslaget at sikre, at der er de nødvendige redskaber til

rådighed i forhold til rent faktisk at kunne gennemføre en sådan sag. Systemet bør være indrettet med en

sådan fleksibilitet, at det modsvarer og kan håndtere den meget brede vifte af situationer, der opstår som

følge af de mange forskellige retssystemer m.v., sager om internationale børnebortførelser i sagens natur

kan møde.

Et andet formål med lovforslaget er at understøtte muligheden for at anvende så effektive og så

skånsomme metoder som muligt i sager om tilbagegivelse af børn. I disse yderst konfliktfyldte situationer

kan mægling i en række tilfælde være den bedste metode til løsning af konflikten. Mægling virker oftest

konfliktdæmpende og vil dermed også i højere grad end en dom om tilbagegivelse kunne være med til at

modvirke, at forældrenes uenigheder fortsætter trods løsningen af den aktuelle situation.

Haagerkonferencen for International Privatret har i ”Guide to Good Practice” vedrørende

Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige aspekter af internationale børnebortførelser

(Haagerbørnebortførelseskonventionen) anbefalet, at børnebortførelsessager i lighed med nationale

forældremyndighedssager om muligt bør afgøres i enighed mellem parterne. En frivillig tilbagegivelse vil

ifølge guiden bl.a. være til minimal skade for barnet, ligesom en dæmpelse af konfliktniveauet mellem

forældrene vil være til gavn for fremtidige ordninger om samvær med barnet. Samtidig anføres det, at

bestræbelserne på en frivillig tilbagegivelse skal være til barnets bedste og må afvejes i forhold til krav om

hurtig tilbagegivelse. I overensstemmelse med Danmarks konventionsretlige forpligtelser skal lovforslaget

på denne måde varetage hensynet til barnets bedste og øge muligheden for at sikre frivillige tilbagegivelser

eller tilvejebringe forligsmæssige løsninger på forældrenes konflikt om barnet.

I lyset heraf foreslås adgangen til at give retshjælp udvidet til også at omfatte konfliktmægling uden for det

offentlige system, hvis konfliktmægling er relevant for tilbagegivelsen af barnet. Hertil kommer, at øget

anvendelse af konfliktmægling vil være med til at skabe en højere grad af balance mellem

ressourceanvendelsen forbundet med retshjælpsordningen og de effekter, der opnås. Udvidelsen vil også

betyde, at den økonomiske hjælp, der kan gives fra statens side, ikke afhænger af, hvilket land barnet er

bortført til, idet det vil være uden betydning, om konfliktmæglingen tilbydes i offentlig eller privat regi.

Endeligt skal lovforslaget modvirke, at der opstår uforudsete barrierer for at muliggøre en tilbagegivelse af

et barn, ligesom forslaget skal sikre, at det er muligt at yde økonomisk støtte til barnets tilbagerejse til

Danmark, herunder udgifternes til ledsagerens rejse.

2. Baggrund

De gældende regler om retshjælp i sager om børnebortførelser ud af landet findes i lov international

fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale børnebortførelser), jf.

lovbekendtgørelse nr. 375 af 6. april 2010 (herefter børnebortførelsesloven). Det bemærkes, at det af

denne lovbekendtgørelse fremgår, at det er justitsministeren, der er ressortminister på området. Ifølge

kongelige resolutioner af 3. oktober 2011, 3. februar 2014 og 28. juni 2015 er det nu social- og

indenrigsministeren.

På baggrund af anbefalinger i en rapport fra en tværministeriel arbejdsgruppe om børnebortførelser blev

der i 2003 udformet en særlig retshjælpsordning, der giver mulighed for at yde retshjælp til forældre, hvis

børn er bortført til udlandet af den anden forælder. Efter denne ordning kan der ydes retshjælp til rimelige

udgifter til bistand fra en dansk og en udenlandsk advokat samt til andre rimelige udgifter som f.eks.

oversættelse af dokumenter og rejseudgifter til den efterladte forælder i forbindelse med retssager i

udlandet. Det er endvidere efter en konkret vurdering muligt at give retshjælp til konfliktmægling med

henblik på at få barnet tilbagegivet, forudsat at mæglingen foregår i retslig eller offentlig regi.

Der er inden for de seneste år sket en skærpelse af indsatsen i sager om børnebortførelse. Der blev således

indgået en politisk aftale mellem alle Folketingets partier den 22. maj 2013 om en skærpet indsats for

bortførte børn med henblik på at forbedre og optimere den statslige indsats i situationer, hvor børn

bortføres til et andet land af den ene forælder. På den baggrund blev Koordinationsenheden for

Børnebortførelser oprettet. Enheden er placeret i Social- og Indenrigsministeriet, der varetager opgaven

som centralmyndighed i relation til internationale børnebortførelser. Alle lande, der har tiltrådt

Haagerbørnebortførelseskonventionen, Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg,

anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af

børn (Haagerbørnebeskyttelseskonventionen) eller Europarådskonventionen af 20. maj 1980 om

anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om forældremyndighed (Europarådskonventionen af 1980), skal

udpege en centralmyndighed, der varetager en række generelle opgaver og en række pligter vedrørende

børnebortførelser. Koordinationsenheden er ansvarlig for håndteringen af sager om børnebortførelser til

lande, som Danmark har et konventionssamarbejde med, og til lande, som Danmark ikke har et

konventionssamarbejde med. Enheden er i den forbindelse hovedansvarlig for at fremme tilbagegivelse af

bortførte børn, hvilket ikke mindst omfatter koordinering af indsatsen mellem de relevante myndigheder

og støtte og vejledning til den efterladte forælder, herunder også at tage stilling til anmodninger om

retshjælp.

Bortførelsessagernes tilknytning til forskellige retssystemer og forskellige lande gør, at der kan opstå

situationer, som ikke rummes af den gældende retshjælpsordning. Der kan således opstå barrierer i forhold

til at indlede en proces med henblik på tilbagegivelse af et barn. Eksempelvis er det nødvendigt at finde ud

af, om at barn opholder i sig i et givet land, før en proces om tilbagegivelse indledes. Den gældende

retshjælpsordning gør det ikke muligt at yde hjælp til den efterladte forælder i disse situationer, ligesom

det ikke er muligt at yde hjælp til den faktiske afslutning af en sag om tilbagegivelse i form af barnets

hjemrejse til Danmark.

Tilrettelæggelsen af konfliktmægling afhænger af, hvilket land barnet er bortført til. I nogle lande gives

konfliktmæglingstilbud uden for offentlig regi af private aktører. Den måde, mæglingen bedst gennemføres

på, vil også variere, da der kan være situationer, hvor konfliktmægling skal involvere andre

familiemedlemmer end barnets forældre eller involvere netværket omkring familien for at være effektfuld.

Disse former for konfliktmægling, i privat regi eller i en bredere kreds, falder uden for den eksisterende

retshjælpsordning. Det vil derfor ikke være muligt at give retshjælp hertil, selvom det i den konkrete

situation måske er den bedste eller eneste måde at løse konflikten.

Der vurderes således at være et behov for at justere retshjælpsordningen, sådan at den også omfatter en

række ikke-retslige tiltag i bestræbelserne på at få barnet bragt retur til Danmark, og sådan at den er

tilstrækkeligt fleksibel til at modsvare systemet i det land, barnet er bortført til.

3. Lovforslagets indhold

Lovforslaget indeholder følgende elementer:



Det foreslås, at der indføres mulighed for at give retshjælp til udenretlig konfliktmægling.



Det foreslås, at der gives mulighed for at yde økonomisk støtte til rimelige udgifter til barnets

hjemrejse til Danmark i forbindelse med en tilbagegivelse samt til den person, der ledsager barnet.

Det foreslås, at social- og indenrigsministeren i helt særlige tilfælde kan give økonomisk støtte til

rimelige og relevante omkostninger i relation til ikke-retslige tiltag, der vurderes at være

nødvendige for tilbagegivelse af barnet.

3.1. Retshjælpsordningen – gældende ret

En international børnebortførelse udspringer ofte af en konflikt mellem to forældre, der har ophævet eller

er ved at ophæve deres samliv, og ikke er enige om, hvor deres barn skal bo, og hvordan barnet skal have

kontakt med den forælder, som barnet ikke skal bo hos. Ikke sjældent bliver selve samlivsophævelsen eller

konflikten om barnets bopæl først kendt for den efterladte forælder i forbindelse med bortførelsen.

Når et barn bortføres fra Danmark til udlandet af en forælder, har den efterladte forælder mulighed for at

søge hjælp til tilbagegivelse af barnet. Koordinationsenheden for Børnebortførelser i Social- og

Indenrigsministeriet, der er centralmyndighed efter Haagerbørnebortførelseskonventionen, skal arbejde for

at fremme tilbagegivelsen af børnene i alle disse situationer. Koordinationsenheden har en koordinerende

funktion og skal sikre, at den efterladte forælder har den tilstrækkelige viden om sine handlemuligheder og

den forestående proces, samt sikre, at de relevante myndigheder inddrages i forhold til tilbagegivelsen. Der

er stor forskel på, hvordan en børnebortførelsessag behandles, hvilket navnligt afhænger af, hvilket land

barnet er bortført til.

Når barnet er bortført til et land, som Danmark samarbejder med efter

Haagerbørnebortførelseskonventionen, vil Koordinationsenheden som centralmyndighed sende den

efterladte forælders anmodning om tilbagegivelse af barnet til centralmyndigheden i det pågældende land

med henblik på domstolsbehandling. Koordinationsenheden vil også bistå den efterladte forælder med at

finde en egnet advokat i det land, barnet er bortført til, ofte med hjælp fra landets centralmyndighed eller

den stedlige danske repræsentation, samt være i løbende dialog om sagen med den udenlandske

centralmyndighed.

Når barnet er bortført til et land, som Danmark ikke har et konventionssamarbejde med, har

koordinationsenheden et tæt samarbejde med Udenrigsministeriet, der har instruktionsbeføjelsen i forhold

til de danske ambassader m.v. I disse situationer vil mægling mellem forældrene oftest være måden,

hvorpå en tilbagegivelse søges opnået. Udenrigsministeriet står for iværksættelsen af denne mægling ved

hjælp af personalet på den stedlige danske repræsentation. Herudover bidrager Udenrigsministeriet med

vurdering af muligheden for at anlægge en retssag om tilbagegivelse af barnet i det land, som barnet er

bortført til, samt med forskellige former for praktisk hjælp, herunder anvisning af advokater, udstedelse af

provisorisk pas m.v.

Der er stor forskel på, hvordan og hvor hurtigt en sag om tilbagegivelse af barnet til Danmark behandles.

Nogle konventionslande har tilrettelagt en effektiv proces, hvor der i bortførelseslandet tages hånd om den

efterladte forælder og dennes behov for juridisk bistand. I andre konventionslande er retsprocessen

længerevarende, og der tages i mindre omfang hånd om den efterladte forælder. I lande, der ikke er et

konventionssamarbejde med, anbefaler Udenrigsministeriet sjældent den efterladte forælder at indlede en

retssag, hvorfor der er et særligt behov for konfliktmægling i bortførelseslandet, for tværkulturel mægling i

Danmark samt for politiets bistand, eksempelvis i forhold til en international efterlysning af barnet og

bortføreren.

Efter børnebortførelseslovens § 20 a, stk. 1, kan der ydes retshjælp til indehaveren af

forældremyndigheden over et barn, som ulovligt er ført fra Danmark til udlandet eller ulovligt tilbageholdes

der, til dækning af omkostninger i forbindelse med handlinger af retlig karakter, der foretages med henblik

på tilbagegivelse af barnet. Efter stk. 2 kan der kun ydes retshjælp, hvis barnet ved den ulovlige bortførelse

eller tilbageholdelse havde bopæl i Danmark. Efter stk. 3 kan der i særlige tilfælde ydes retshjælp, selv om

betingelserne i stk. 1 og 2 ikke er opfyldt. Afgørelser om retshjælp træffes af Social- og Indenrigsministeriet.

Retshjælpsordningen finder både anvendelse i konventionssager og i sager uden for Danmarks

konventionssamarbejde. Ordningen er begrænset til sager, hvor barnet er under 16 år.

Da udfaldet af en sag om tilbagegivelse ofte vil være forbundet med stor usikkerhed, stilles der ikke strenge

krav om, at den efterladte forælder har udsigt til at få medhold i sagen og få barnet hjem, som

forudsætning for, at den pågældende kan modtage retshjælp. Hvis tilbagegivelse af et barn i en sag om

bortførelse til et konventionsland må antages at blive nægtet på grund af de undtagelser, konventionen

rummer, vil der dog typisk ikke være grundlag for at give retshjælp. Af hensyn til barnet indeholder

Haagerbørnebortførelseskonventionen og de øvrige konventioner således en række nærmere afgrænsede

undtagelser, hvorefter tilbagegivelse eksempelvis kan nægtes, hvis tilbagegivelse vil være i strid med

barnets bedste, eller hvis tilbagegivelse vil være uforenelig med grundlæggende principper til beskyttelse af

menneskelige friheder og rettigheder. Uden for konventionerne er det vanskeligt at opstille kriterier for,

hvornår der er rimelig udsigt til at få barnet tilbage. Her må vurderingen afhænge af lovgivningen i det land,

som barnet er bortført til, og udfaldet af tidligere sager i det pågældende land. Hvis det klart må antages, at

de påtænkte handlinger af retlig karakter vil være forgæves i forhold til en tilbagegivelse, kan der ikke ydes

retshjælp.

Det er en forudsætning, at der er tale om omkostninger i forbindelse med handlinger af retlig karakter.

Herved forstås både omkostninger forbundet med egentlige retssager og omkostninger forbundet med

sager for administrative myndigheder.

Der kan også ydes retshjælp til konfliktmægling med henblik på at få barnet tilbagegivet. Det beror på en

konkret vurdering, om sådanne skridt er omfattet af ordningen. Hvis konfliktmæglingen foregår inden for

det pågældende lands retsplejeordning, kan der ydes retshjælp. Ved konfliktmægling uden for retsplejen

kræves det som udgangspunkt, at processen finder sted inden for landets offentlige forvaltning og under

myndighedernes styring. Bistand til konfliktmægling mellem forældrene i privat regi og uden

myndighedsstyring er derimod ikke omfattet af ordningen.

Lovens § 20 b rummer en nærmere afgrænsning af retshjælpens omfang. Efter bestemmelsen omfatter

retshjælpen godtgørelse fra statskassen af rimelige udgifter til advokat her i landet eller i udlandet og

øvrige rimelige udgifter, der er nødvendige i forbindelse med handlingerne af retlig karakter. Som

eksempler på sådanne udgifter kan nævnes retsafgifter, oversættelse af dokumenter samt, hvis det er

påkrævet i forbindelse med en eventuel retssag i udlandet, rejseudgifter for den efterladte forælder.

Begrænsningen til rimelige udgifter betyder, at der foretages en konkret vurdering af, om de enkelte

udgiftsposter er egnede og nødvendige med henblik på at få barnet tilbageleveret. Kravet om rimelighed

indebærer endvidere, at der foretages en overordnet proportionalitetsvurdering.

Der kan ydes retshjælp til advokatbistand i udlandet, selv om der ikke anlægges en retssag. I så fald kan

retshjælpen eksempelvis dække udgifter til en advokats rådgivning om hensigtsmæssigheden af at anlægge

sag, vejledning om lokale regler og praksis samt kontakt med lokale myndigheder. Udgifter forbundet med

opnåelse af uformel kontakt til de personer, som har barnet i deres varetægt, vil derimod ikke kunne

dækkes af ordningen.

Retshjælpen omfatter også udgifter, der er afholdt forud for meddelelsen af retshjælp, i det omfang

udgifterne i øvrigt opfylder betingelserne. Med henblik på at følge omkostningerne forbundet med den

konkrete sag, kan der bevilges retshjælp ad flere omgange, sådan at der løbende kan tages stilling til

rimeligheden i de udgifter, der søges dækket, ligesom en fastsat beløbsgrænse for retshjælpen kan forhøjes

efter ansøgning.

Retshjælpen omfatter kun omkostninger, det ikke er muligt at få godtgjort efter regler om fri proces eller

lignende i det land, barnet er bortført til, og som ikke dækkes af ansøgerens eventuelle

retshjælpsforsikring. Endvidere indtræder staten i retshjælpsmodtagerens krav på erstatning fra

bortføreren eller andre for udgifter som er dækket af retshjælpen. Den forælder, som modtager retshjælp,

kan således ikke få dobbelt dækning af udgifterne.

Hvis forudsætningerne for retshjælp viser sig ikke at være til stede eller at være bortfaldet, kan tilsagnet

om retshjælp tilbagekaldes efter lovens § 20 c. Tilbagekaldelse kan bl.a. ske, hvis muligheden for at få

barnet tilbagegivet efterfølgende ændrer sig.

Antallet af sager om bortførelse ud af landet har gennem de senere år ligget på omkring 35-40 sager om

året. Der ses imidlertid at være en udvikling i omkostningerne forbundet med sagerne. De samlede udgifter

til retshjælp er således steget gradvist fra 0,5 mio. kr. i 2010 til 1,5 mio. kr. i 2014. Denne stigning er udtryk

for, at der er flere meget omkostningstunge sager. Omkring en fjerdel af sagerne vedrører lande, hvor sager

om tilbagegivelse erfaringsvist er meget omkostningstunge.

3.1.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

Når et barn bliver bortført til eller tilbageholdt i udlandet af en forælder, befinder den efterladte forælder

sig i en yderst vanskelig og belastende situation. Forælderen står over for en proces om tilbagegivelse af

barnet fra et land og et system, som forælderen oftest ikke kender indgående. Ydermere kan processen

være forbundet med betydelige udgifter. Da der er tale om en uenighed i familien, er det udgangspunktet,

at forældrene selv når frem til en løsning af denne og afholder udgifter forbundet hermed.

Staten støtter dog på flere måder den efterladte forælder i denne situation, bl.a. med retshjælp.

Retshjælpsordningen er primært rettet mod dækning af omkostninger af retlig karakter, mens den kun i

nogen grad kan bruges til at dække omkostninger forbundet med konfliktmægling. Hensynet til barnets

bedste og konventionerne på området tilsiger, at der skal arbejdes for at finde forligsmæssige løsninger og

skabe frivillige tilbagegivelser. Dette er i overensstemmelse med den generelle udvikling på det

familieretlige område i Danmark og i udlandet, hvor der er et øget fokus på konfliktmægling mellem

forældre som et mere effektivt redskab til at sikre holdbare løsninger for barnet og familien end

traditionelle retslige løsninger. Mens konfliktmægling og forligsmæssige løsninger generelt er

konfliktnedtrappende, er judicielle løsninger oftere konfliktoptrappende. Konfliktmægling må således i

mange tilfælde anses for at være den mest skånsomme løsning for barnet og for familien, ikke kun i den

aktuelle situation men også på sigt.

Med den eksisterende ordning er det imidlertid ikke muligt at fremme denne løsningsmetode i forhold til

alle lande og disse landes forskellige systemer, da konfliktmægling i nogle lande alene findes i privat regi.

I lyset heraf bør retshjælpsordningen efter ministeriets opfattelse justeres, sådan at den er tilstrækkeligt

fleksibel i forhold til i alle tilfælde at kunne understøtte løsning af sager om en forælders bortførelse af

børn gennem konfliktmægling, hvis det i den konkrete situation er den mest effektive og mest skånsomme

måde at løse konflikten på. Ved denne justering tilpasses ordningen til at rumme de forskellige måder,

forskellige lande tilrettelægger deres systemer på, hvorved det bliver muligt at yde den efterladte forælder

den relevante hjælp uafhængigt af, hvilket land barnet er bortført til. I tråd hermed bør det også være

muligt at yde retshjælp til mægling i en bredere kreds end blot mellem forældrene i situationer, hvor det af

kulturelle årsager er relevant og nødvendigt – ikke mindst fordi konfliktmægling i disse sager og i denne

udvidede form ofte reelt vil være den eneste måde at løse sagen på.

Ved en øget fleksibilitet i ordningen vil det være muligt at skabe en højere grad af sammenhæng mellem

ressourceanvendelsen forbundet med at hjælpe den efterladte forælder, og dermed barnet, og effekten af

denne støtte. Endvidere må det antages at være muligt i nogen grad at forebygge nye konflikter mellem

forældrene.

En sag om tilbagegivelse omfatter ikke kun selve konfliktløsningen, men også forløbet frem mod

eksempelvis en retssag og den faktiske afslutning af forløbet ved barnets hjemrejse. Der vil kunne opstå

situationer, hvor der som noget helt særligt er behov for at foretage handlinger, der ikke er omfattede af

mulighederne for udgiftsdækning efter den eksisterende retshjælpsordning, men hvor disse handlinger ikke

desto mindre er lige så vigtige som eksempelvis konfliktmægling eller gennemførelse af en retssag.

Ministeriet finder derfor også, at der efter ordningen i helt særlige tilfælde bør kunne ydes økonomisk

støtte til dækning af rimelige udgifter til andre handlinger, der er nødvendige for tilbagegivelsen af et barn.

Derudover bør det i dette lys være muligt at yde økonomisk støtte til dækning af rimelige udgifter til et

barns hjemrejse til Danmark, herunder til rejsen for en person, der ledsager barnet.

3.1.3. Den foreslåede ordning

De beskrevne forslag til ændringer af retshjælpsordningen i børnebortførelsessager gennemføres ved at

ændre bestemmelsen om retshjælp i børnebortførelsesloven, sådan at ordningen udover handlinger af

retlig karakter også omfatter rimelige udgifter til konfliktmægling, herunder rejseudgifter i forbindelse

hermed, jf. de foreslåede ændringer af § 20 a, stk. 1, og § 20 b, stk. 1 (lovforslagets § 1, nr. 4 og 7).

Der indsættes derudover en bestemmelse, hvorefter der kan ydes økonomisk støtte til et barns hjemrejse i

forbindelse med en tilbagegivelse og til den person, som ledsager barnet til Danmark, jf. den foreslåede nye

bestemmelse i § 20 a, stk. 4, nr. 1 (lovforslagets § 1, nr. 5).

Endelig indsættes en bestemmelse, hvorefter social- og indenrigsministeren kan yde anden økonomisk

støtte til handlinger, som er nødvendige forudsætninger for en tilbagegivelse af barnet, jf. den foreslåede

nye bestemmelse i § 20 a, stk. 4, nr. 2 (lovforslagets § 1, nr. 5).

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Lovforslaget vurderes samlet set at være udgiftsneutralt for staten. Lovforslaget medfører ikke økonomiske

eller administrative konsekvenser for kommuner og regioner.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Forslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Forslaget gør det muligt for den efterladte forælder at søge om dækning af udgifter til konfliktmægling, der

gennemføres i privat regi, og konfliktmægling rettet mod en udvidet personkreds. Forslaget gør det

endvidere muligt at søge om dækning af rejseudgifter for barnet og dennes ledsager i forbindelse med

hjemrejsen til Danmark efter tilbagegivelsen. Endeligt gør forslaget det muligt at søge om dækning af andre

omkostninger forbundet med nødvendige handlinger i relation til et tilbagegivelsesforløb.

Herudover har forslaget ikke administrative konsekvenser for borgerne.

7. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

8. Forhold til EU-retten

Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

9. Hørte parter

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 9. oktober 2015 til den 6. november 2015 været sendt i høring

hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Advokatrådet, Barnets Tarv Nu, Byretterne, Børne- og Kulturchefforeningen, Børnerådet, Børns Vilkår,

Dansk Socialrådgiverforening, Danske Advokater, Danske Familieadvokater, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolenes Tjenestemandsforening, Domstolsstyrelsen, Foreningen af

Socialchefer i Danmark, Foreningen af Statsforvaltningsjurister, Foreningen Far til Støtte for Børn og

Forældre, Institut for Menneskerettigheder, KL, Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK),

Mandekrisecentret, Mødrehjælpen, Rigsombudsmanden i Grønland, Rigsombudsmanden på Færøerne,

Rigspolitiet, Statsforvaltningen, Vestre Landsret og Østre Landsret.

10. Sammenfattende skema

Positive

konsekvenser/mindreudgifter

Økonomiske konsekvenser for

stat, regioner og kommuner

Administrative konsekvenser for

det offentlige

Økonomiske konsekvenser for

erhvervslivet m.v.

Administrative konsekvenser for

erhvervslivet m.v.

Administrative konsekvenser for

borgerne

Ingen

Negative konsekvenser/mer-

udgifter

Ingen

Fremover er det muligt for den

efterladte forælder at søge om

dækning af udgifter til

konfliktmægling, der

gennemføres i privat regi, og

konfliktmægling rettet mod en

udvidet personkreds. Det bliver

også muligt at søge om

økonomisk støtte til dækning af

udgifter for barnet og dennes

ledsager i forbindelse med

hjemrejsen til Danmark efter

tilbagegivelsen. Endeligt bliver det

muligt at søge økonomisk støtte

til dækning af andre omkostninger

forbundet med nødvendige

handlinger i relation til et

tilbagegivelsesforløb.

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Ingen

Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Efter den gældende bestemmelse i § 8, nr. 2, kan en fogedretssag om anerkendelse eller fuldbyrdelse i

Danmark af en afgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær udsættes, hvis

forældremyndigheds- eller samværsspørgsmålet er under behandling her i landet under en sag, som er

indledt, før den tilsvarende sag blev indledt i oprindelsesstaten. Dette følger af Europarådskonventionen af

1980.

Efter forældreansvarsloven kan der som i andre konventionslande træffes afgørelse om

forældremyndighed, barnets bopæl og samvær. Med den foreslåede ændring af § 8, nr. 2, bringes

bestemmelsen i overensstemmelse gældende ret.

Til nr. 2

Efter den gældende bestemmelse i § 8, nr. 3, kan en fogedretssag om anerkendelse eller fuldbyrdelse i

Danmark af en afgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær udsættes, hvis en anden

forældremyndighedsafgørelse er under fuldbyrdelse, eller der er anmodet om anerkendelse af denne.

Dette følger af Europarådskonventionen af 1980. Efter forældreansvarsloven kan der træffes afgørelse om

forældremyndighed, barnets bopæl og samvær. Ved forældreansvarslovens ikrafttræden den 1. oktober

2007 blev der ikke foretaget den tilstrækkelige konsekvensændring af børnebortførelsesloven.

Efter forældreansvarsloven kan der som i andre konventionslande træffes afgørelse om

forældremyndighed, barnets bopæl og samvær. Med den foreslåede ændring af § 8, nr. 3, bringes

bestemmelsen i overensstemmelse gældende ret.

Til nr. 3

Kapitel 6 i børnebortførelsesloven indeholder i § 19 en bestemmelse, hvorefter der i Danmark ikke kan

træffes afgørelse om forældremyndighed og barnets bopæl, når der i Danmark verserer en sag om

tilbagegivelse af barnet efter Haagerbørnebortførelseskonventionen. Efter overskriften til kapitel 6

vedrører det kun forældremyndighedsafgørelser.

Ved den foreslåede ændring af overskriften præciseres det, at kapitlet også omfatter afgørelser om barnets

bopæl.

Til nr. 4

Efter den gældende bestemmelse i lovens § 20 a, stk. 1, kan der ydes retshjælp til dækning af omkostninger

i forbindelse med handlinger af retlig karakter, der foretages med henblik på tilbagegivelse af barnet. Efter

denne bestemmelse kan omkostninger forbundet med konfliktmægling også dækkes, så længe disse har en

retlig karakter, hvilket vil sige, at konfliktmægling har fundet sted inden for retssystem eller i det offentlige

system under myndigheders styring.

Med den foreslåede ændrede formulering af § 20 a, stk. 1, kan der ydes retshjælp til dækning af

omkostninger til konfliktmægling. Dette indebærer en udvidelse af muligheden for at dække denne type

omkostninger, idet det ikke længere vil være en forudsætning, at mæglingen finder sted i offentlig regi. Det

vil således også være muligt at dække udgifter vedrørende mægling i privat regi. Det er i overensstemmelse

med de gældende regler en forudsætning, at mæglingen ikke må anses for nyttesløs, eksempelvis fordi

situationen må anses for omfattet af Haagerkonventionens undtagelser i forhold til tilbagegivelse. Der skal

ved denne vurdering tages højde for, hvilket land der er tale om, da konfliktmægling i nogle lande reelt vil

være den eneste mulighed for at løse sagen. Dette er særligt tilfældet for sager om bortførelse til lande,

som Danmark ikke har et konventionssamarbejde med. Der henvises til afsnit 3.1. i de almindelige

bemærkninger.

Ændringen betyder eksempelvis, at udgifter til konfliktmægling, som iværksættes af forældrene på

foranledning fra retten i det land, barnet er bortført til, men som gennemføres i privat regi, fordi der i det

givne land er tradition for, at mæglingen sker uden for det offentlige system, vil kunne dækkes gennem

retshjælp, hvis forudsætningerne herfor i øvrigt er opfyldte. Som et andet eksempel på anvendelse af den

ændrede bestemmelse kan nævnes, at i tilfælde, hvor barnet er bortført til et land, Danmark ikke har et

konventionssamarbejde med, vil den eneste reelle mulighed for, at konflikten løses, ikke sjældent være

konfliktmægling. Samtidig vil mæglingen i disse lande meget ofte ikke findes i det offentlige system. I disse

tilfælde vil omkostninger i forbindelse med konfliktmægling i privat regi kunne dækkes gennem

retshjælpsordningen.

Den foreslåede ændring gør det også muligt efter en konkret vurdering at yde retshjælp til konfliktmægling

i en videre kreds end blot mellem forældrene, hvis det vurderes at være nødvendigt med henblik på

tilbagegivelse af barnet. Denne form for mægling vil særligt kunne være relevant i sager om bortførelse til

ikke-vestlige lande, hvor der ydermere ofte ikke er et konventionssamarbejde.

Det er uden betydning for muligheden for at få retshjælp til konfliktmægling, i hvilket land mæglingen

finder sted. Den kan således finde sted i det land, barnet er bortført til, eller i Danmark, ligesom mæglingen

eksempelvis kan ske via telefon eller videokonference. Konfliktmæglingen vil således skulle gennemføres

det sted, hvor de relevante personer opholder sig, eller på en måde, som inddrager disse personer.

Det er med forslaget ikke tilsigtet at ændre de begrænsninger og forudsætninger, der i øvrigt gælder for

retshjælpen. Der henvises til afsnit 3.1. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Den eksisterende retshjælpsordning gør det muligt at yde hjælp til handlinger, som knytter sig til selve

tvistløsningen. Dette er således traditionelt set udgifter af retslig karakter og også i nogen grad

konfliktmægling. Derimod er det ikke muligt at dække udgifter til handlinger af mere praktisk karakter,

uanset at disse udgifter er relevante og nødvendige. Det er endvidere ikke muligt at dække omkostninger,

som retter sig mod at tage hånd om bortførerens situation efter en tilbagegivelse.

Med den foreslåede nye bestemmelse i

§ 20 a, stk. 4, nr. 1,

kan social- og indenrigsministeren yde

økonomisk støtte til rimelige udgifter til et barns hjemrejse til Danmark og til den person, der ledsager

barnet. Der vil ved behandlingen af en ansøgning efter den foreslåede bestemmelse skulle foretages en

vurdering af, om udgiftsniveauet er rimeligt.

Det er en forudsætning for anvendelsen af bestemmelsen, at hjemrejsen sker i forbindelse med en

tilbagegivelse, dvs. efter afgørelse eller aftale mellem forældrene, som enten er kommet i stand i medfør af

en konventionsprocedure eller faciliteret af koordinationsenheden under Social- og Indenrigsministeriet.

Udgifter, der opstår i forbindelse med, at den efterladte forælder egenhændigt henter barnet hjem, kan

ikke dækkes, herunder heller ikke udgifter der opstår som følge af, at den efterladte forælder selv

effektuerer en dansk afgørelse om eneforældremyndighed, som ikke er et element i en

tilbagegivelsesproces, som koordinationsenheden har været involveret i.

Det er ikke en forudsætning, at det er den efterladte forælder, der ledsager barnet til Danmark. Det kan

således også være en anden voksen, hvis det er nødvendigt eller bedst for barnet. Bestemmelsen vil således

også kunne anvendes til at dække den bortførende forælders udgifter til at ledsage barnet hjem. I en række

situationer er denne løsning den mest skånsomme måde for barnet, ligesom det kan være det første skridt i

retning af en normalisering af denne forælders kontakt med barnet. I nogle situationer er det endvidere

ikke muligt for den efterladte forælder at indrejse i det land, barnet er bortført til, hvorfor en anden end

denne forælder må ledsage barnet til Danmark.

Efter den foreslåede nye bestemmelse i

§ 20 a, stk. 4,nr. 2,

kan ministeren i helt særlige tilfælde yde

økonomisk støtte til dækning af rimelige udgifter til andre handlinger, der er nødvendige for tilbagegivelsen

af et barn. Dermed gøres det muligt efter en konkret vurdering i helt særlige tilfælde at yde økonomisk

støtte til den efterladte forælders udgifter til f.eks. at lokalisere barnet i et land, hvor dette ikke kan ske

direkte gennem landets myndigheder eller danske repræsentationer men i stedet sker gennem kanaler,

som koordinationsenheden har fået anvist gennem andre myndigheder.

Bestemmelsen vil også kunne anvendes til efter en konkret vurdering at tilbyde bortføreren juridisk

vejledning om indholdet af de danske myndigheders udkast til aftaler, som skal føre til barnets

tilbagegivelse. Denne vejledning vil kunne gives af en advokat på listen over advokater udpeget efter

børnebortførelsesloven efter ministeriets anvisning. Det vil særligt være relevant i meget tunge sager, hvor

tilbagegivelsen forhandles på plads gennem op til flere aftaler fra danske myndigheders side, men hvor

bortføreren afslutningsvist kan have behov for at blive betrygget i aftalernes indhold med henblik på at

gennemføre tilbagegivelsen og rejse hjem med barnet. Aftalerne vil være rettet mod at tage hånd om

denne forælders situation efter tilbagegivelsen, eksempelvis aftaler om samvær m.v.

Til nr. 6

De foreslåede ændringer af § 20 b, nr. 2 og nr. 3, hvorved et afsluttende ”samt” i opremsningen flyttes er

alene tekniske ændringer som følge af, at der i § 20 b i loven foreslås indsat et nyt nr. 4 og 5, jf.

lovforslagets § 1, nr. 7 og 8, om udgifter til konfliktmægling, hjemrejseudgifter og udgifter til andre

nødvendige handlinger.

Til nr. 7

Lovens § 20 b indeholder en nærmere afgrænsning af retshjælpens omfang.

Med den foreslåede nye bestemmelse i nr. 4, medtages rimelige udgifter til konfliktmægling, herunder

rejseudgifter i den forbindelse, også i lovens nærmere afgræsning. Der er således tale om en

konsekvensændring i lyset af forslaget om at ændre § 20 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.

Der er ikke herudover tilsigtet en ændring af forståelsen af § 20 b, hvilket bl.a. betyder, at begrænsningen

til rimelige udgifter også i forhold til konfliktmægling indebærer, at der skal foretages en konkret vurdering

af, hvorvidt den enkelte udgiftspost er egnet og nødvendig med henblik på at få barnet tilbagegivet. Kravet

om rimelighed indebærer endvidere, at der skal foretages en overordnet proportionalitetsvurdering. Der

henvises til afsnit 3.1. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 8

Med den foreslåede nye bestemmelse i § 20 b, nr. 5, medtages rimelige udgifter forbundet med barnets

hjemrejse, herunder rejseudgifter til en ledsagende voksen, samt rimelige udgifter til andre handlinger, der

er nødvendige for tilbagegivelsen af barnet, i lovens nærmere afgrænsning af retshjælpens omfang. Der er

således tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om en ny bestemmelse i § 20 a, stk. 4, jf.

lovforslagets § 1, nr. 5.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juni 2016.

Dette indebærer, at de nye regler om konfliktmægling, jf. lovforslaget § 1, nr. 4, også finder anvendelse på

børnebortførelsessager, der er under behandling ved lovens ikrafttræden.

Til § 3

Børnebortførelsesloven og de tilknyttede konventioner gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan

ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de færøske eller

grønlandske forhold tilsiger.

Efter bestemmelsen gælder loven ikke for Færøerne og Grønland. Loven eller dele deraf kan dog ved

kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske eller

grønlandske forhold tilsiger.

I forhold til Grønland bemærkes det, at den daværende regering i Folketingssamlingen 2014/2015

fremsatte L 122 forslag til lov om ændring af forskellige familieretlige love m.v. for Grønland (Ændringer

som følge af ikraftsættelse for Grønland af forældreansvarslovgivningen og lovgivningen om ægteskab

mellem to personer af samme køn), der bl.a. havde til formål at danne grundlag for ikraftsættelse for

Grønland af børnebortførelsesloven og de tilknyttede konventioner. Lovforslaget bortfaldt på grund af

Folketingsvalget i 2015, men forventes genfremsat i Folketingssamlingen 2015/2016.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende ret

Gældende formulering

§ 8.

Sag om anerkendelse eller fuldbyrdelse efter §

4 kan udsættes ved kendelse, hvis:

1) afgørelsen efter almindelige appel- eller

klageregler er indbragt for en overordnet instans i

oprindelsesstaten,

2) forældremyndigheds- eller

samværsretsspørgsmålet er under behandling her i

landet under en sag, som er indledt, før sagen blev

indledt i oprindelsesstaten, eller

3) en anden forældremyndighedsafgørelse er under

fuldbyrdelse eller der er anmodet om anerkendelse

af den.

Lovforslaget

§ 8, nr. 2,

indsættes efter ”forældremyndigheds-

”: ”, bopæls-”.

§ 8, nr. 3,

ændres

”forældremyndighedsafgørelse” til: ”afgørelse om

forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær”.

Overskriften til

kapitel 6

affattes således:

”Kapitel 6

Afgørelser om forældremyndighed og barnets

bopæl”

§ 20 a.

Social- og indenrigsministeren kan efter

ansøgning yde retshjælp til indehaveren af

forældremyndigheden over et barn, som ulovligt er

ført fra Danmark til udlandet eller ulovligt

tilbageholdes dér, til dækning af omkostninger i

forbindelse med handlinger af retlig karakter, der

foretages med henblik på tilbagegivelse af barnet.

Stk. 2.

Der kan kun ydes retshjælp, hvis barnet ved

den ulovlige bortførelse eller tilbageholdelse havde

bopæl i Danmark.

Stk. 3.

Social- og indenrigsministeren kan i særlige

tilfælde yde retshjælp til dækning af omkostninger i

forbindelse med handlinger af retlig karakter, der

foretages med henblik på tilbagegivelse af et barn,

selv om betingelserne i stk. 1 og 2 ikke er opfyldt.

Stk. 4.

Social- og indenrigsministeren kan fastsætte

nærmere regler om administration af ordningen,

herunder om indholdet af ansøgninger om

§ 20 a, stk. 1

indsættes efter ”karakter”: ”og

konfliktmægling”.

retshjælp.

§ 20 a,

indsættes som nyt

stk. 4:

”Stk.4.

Retshjælp efter stk. 1-3 og stk. 5 omfatter

også følgende:

1) Økonomisk støtte til dækning af rimelige udgifter

til et barns hjemrejse til Danmark, herunder til

rejsen for en person, der ledsager barnet.

2) Økonomisk støtte I helt særlige tilfælde til

dækning af rimelige udgifter til andre handlinger,

der er nødvendige for tilbagegivelsen af et barn.”

Stk. 4 bliver herefter stk. 5.

§ 20 b.

Retshjælpen omfatter godtgørelse fra

statskassen af

1) rimelige udgifter til advokat,

2) øvrige rimelige udgifter, der er nødvendige i

forbindelse med handlinger af retlig karakter,

herunder rejseudgifter samt udgifter til

oversættelse og legalisering af dokumenter, samt

3) sagsomkostninger, som den pågældende af en

domstol pålægges at betale til modparten.

Stk. 2.

[…]

§ 20 b, stk. 1, nr. 2,

ændres ”dokumenter,

samt,” til: ”dokumenter,” og i

§ 20 b, stk. 1, nr. 3,

ændres ”modparten.” til: ”modparten,”.

§ 20 b, stk. 1,

indsættes som

nr. 4:

”4) rimelige udgifter til konfliktmægling, herunder

rejseudgifter, samt”

§ 20 b, stk. 1,

indsættes som

nr. 5:

”5) udgifter omfattet af § 20 a, stk. 5.”

§2

Loven træder i kraft den 1. juni 2016.

§3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men

kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes

i kraft for Færøerne og Grønland med de

ændringer, som de færøske og grønlandske forhold

tilsiger.