SAU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 90: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, lov om en børne- og ungeydelse og opkrævningsloven (Tiltag vedrørende inddrivelse i perioden til og med 2019, indsamling og anvendelse af visse oplys-ninger, gennemførelse af modregning og indkomstaftrapning af børne- og ungeydelsen uden parts-høring samt nægtelse eller inddragelse af registreringen for moms og A-skat m.v. ved konkurska-rantæne) § 1

Skatteudvalget 2015-16
SAU Alm.del Bilag 90
Offentligt

Skatteministeriet

Udkast

J. nr. 16-0053699

Forslag

til

Lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, lov om en børne-

og ungeydelse og opkrævningsloven

(Tiltag vedrørende inddrivelse i perioden til og med 2019, indsamling og anvendelse af visse oplys-

ninger, gennemførelse af modregning og indkomstaftrapning af børne- og ungeydelsen uden parts-

høring samt nægtelse eller inddragelse af registreringen for moms og A-skat m.v. ved konkurska-

rantæne)

§1

I lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar

2015, som ændret ved lov nr. 1253 af 17. november 2015, foretages følgende ændringer:

§ 3

indsættes efter stk. 5 som nye stykker:

»Stk. 6.

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan hos andre myndigheder indhente og i et register,

der af restanceinddrivelsesmyndigheden oprettes til formålet, opbevare oplysninger om, hvilke per-

soner der er berettigede til børne- og ungeydelse, samt de børn og unge, som ydelsen vedrører.

Stk. 7.

Restanceinddrivelsesmyndighedens adgang til oplysninger, jf. stk. 4-6, gælder også ind-

samling og anvendelse af oplysninger om personers nettoindkomst og betalingsevne til brug for

statistiske og regnskabsmæssige formål.«

Stk. 6 bliver herefter stk. 8.

§ 3, stk. 6, 1. pkt.,

der bliver stk. 8, 1. pkt., ændres »stk. 1 og 3-5« til: »stk. 1 og 3-7«.

Efter § 9 indsættes før overskriften før § 10:

»§ 9 a.

Modregning, der gennemføres af restanceinddrivelsesmyndigheden eller af told- og skat-

teforvaltningen som fordringshaver, kan ske uden partshøring af skyldneren og uden forudgående

vurdering af dennes økonomiske forhold.«

§ 17, stk. 1,

affattes således:

»Klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om inddrivelse af fordringer m.v.,

herunder om kravets eksistens og størrelse, når spørgsmålet herom vedrører restanceinddrivelses-

myndighedens administration, kan indbringes for Landsskatteretten, medmindre andet er bestemt i

SAU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 90: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, lov om en børne- og ungeydelse og opkrævningsloven (Tiltag vedrørende inddrivelse i perioden til og med 2019, indsamling og anvendelse af visse oplys-ninger, gennemførelse af modregning og indkomstaftrapning af børne- og ungeydelsen uden parts-høring samt nægtelse eller inddragelse af registreringen for moms og A-skat m.v. ved konkurska-rantæne) § 1

lovgivningen eller i medfør heraf. Klagen skal indgives skriftligt til restanceinddrivelsesmyndighe-

den og skal være modtaget senest 3 måneder efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over.

Der kan dog ses bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler derfor. Hvis re-

stanceinddrivelsesmyndigheden på grundlag af klagen finder anledning dertil, kan restanceinddri-

velsesmyndigheden genoptage sagen. Kan restanceinddrivelsesmyndigheden ikke give fuldt med-

hold i klagen, og denne fastholdes, videresender restanceinddrivelsesmyndigheden klagen til skatte-

ankeforvaltningen sammen med en udtalelse om sagen. Skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 4 og 5,

finder ikke anvendelse.«

Efter § 18 a indsættes før overskriften før § 19:

»Særlige regler for perioden til og med 2019

§ 18 b.

Skatteministeren kan for perioden til og med 2019 fastsætte særlige regler om fravigelse

af reglerne i § 4 om dækningsrækkefølgen for krav under inddrivelse.«

§2

I lov om en børne- og ungeydelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 964 af 19. september 2011, som

ændret ved § 7 i lov nr. 1382 af 28. december 2011, § 9 i lov nr. 326 af 11. april 2012, § 2 i lov nr.

920 af 18. september 2012, § 2 i lov nr. 1398 af 23. december 2012 og § 2 i lov nr. 999 af 30. au-

gust 2015, foretages følgende ændring:

§ 8 a

indsættes som

stk. 2:

»Stk. 2.

Nedsættelse af henholdsvis børneydelsen og ungeydelsen, jf. stk. 1, kan ske uden parts-

høring af modtageren af ydelsen.«

§3

I opkrævningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1180 af 30. september 2015, foretages følgen-

de ændring:

Efter § 11 indsættes:

»§ 11 a.

Told- og skatteforvaltningen kan nægte eller inddrage registreringen efter skatte- og

afgiftslove, hvor opkrævningen reguleres efter denne lov, for en person, der er pålagt en konkurska-

rantæne efter konkurslovens § 159, 2. pkt., medmindre personen over for told- og skatteforvaltnin-

gen godtgør, at vedkommende ikke deltager i og ikke forventes at skulle deltage i ledelsen af den

omhandlede erhvervsvirksomhed.«

§4

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. april 2016.

Stk. 2.

§ 1, nr. 4, har virkning for klager over afgørelser truffet den 1. april 2016 eller senere.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets formål og baggrund

2.1. Fastsættelse af særlige regler om dækningsrækkefølge i interimsperioden

2.2. Ændret klagebehandling af klager over SKATs restanceinddrivelse

2.3. Indsamling og anvendelse af visse oplysninger til brug for SKATs opgaver som restanceinddri-

velsesmyndighed

2.4. Gennemførelse af modregninger uden partshøring

2.5. Gennemførelse af indkomstaftrapning af børne- og ungeydelsen uden partshøring

2.6. Nægtelse eller fratagelse af registrering ved konkurskarantæne

3. Lovforslagets enkelte elementer

3.1. Fastsættelse af særlige regler om dækningsrækkefølge i interimsperioden

3.1.1. Gældende ret

3.1.1.1. Inddrivelsestiltag

3.1.1.2. Dækningsrækkefølge

3.1.2. Lovforslaget

3.2. Ændret klagebehandling af klager over SKATs restanceinddrivelse

3.2.1. Gældende ret

3.2.2. Lovforslaget

3.3. Indsamling og anvendelse af visse oplysninger til brug for SKATs opgaver som restanceinddri-

velsesmyndighed

3.3.1. Gældende ret

3.3.2. Lovforslaget

3.4. Gennemførelse af modregninger uden partshøring

3.4.1. Gældende ret

3.4.1.1. Modregning

3.4.1.2. Partshøring

3.4.1.3. Inddragelse af hensynet til skyldnerens økonomiske forhold ved modregning

3.4.2. Lovforslaget

3.5. Gennemførelse af indkomstaftrapning af børne- og ungeydelsen uden partshøring

3.5.1. Gældende ret

3.5.1.1. Indkomstaftrapning af børne- og ungeydelsen

3.5.1.2. Partshøring

3.5.2. Lovforslaget

3.6. Nægtelse eller fratagelse af registrering ved konkurskarantæne

3.6.1. Gældende ret

3.6.2. Lovforslaget

4. Økonomiske konsekvenser for det offentlige

5. Administrative konsekvenser for det offentlige

6. Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

7. Administrative konsekvenser for erhvervslivet

8. Administrative konsekvenser for borgerne

9. Miljømæssige konsekvenser

10. Forholdet til EU-retten

11. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

12. Sammenfattende skema

1. Indledning

Lovforslaget er det andet af en række lovgivningstiltag på inddrivelsesområdet som led i det arbej-

de, der er igangsat i Skatteministeriet, som følge af at SKAT den 8. september 2015 besluttede at

stoppe al automatisk inddrivelse via Ét Fælles Inddrivelsessystem (EFI).

Det er målsætningen, at et nyt it-system kan være færdigt i 2019. I perioden frem mod det nye sy-

stem skal der etableres en midlertidig it-understøttelse (”interimssystem”). Interimssystemet vil i

starten alene kunne sikre en begrænset it-understøttelse af inddrivelsen, men forventes gradvist at

kunne udbygges til eventuelt at udgøre en permanent it-løsning.

For at undgå utilsigtet forældelse i perioden med ingen eller meget begrænset systemunderstøttelse

er der i november 2015 gennemført lovgivning om standsning af forældelsen for fordringer under

inddrivelse. Dette lovforslag indeholder yderligere tiltag, der er nødvendige for etableringen af inte-

rimssystemet og for en hensigtsmæssig behandling af klager på inddrivelsesområdet. Herudover

foreslås en række justeringer og præciseringer, der skal sikre et klart og entydigt hjemmelsgrundlag.

Forslaget vil senere i år blive fulgt op af yderligere tiltag, der bl.a. skal sikre enklere regler på ind-

drivelsesområdet, hvilket er afgørende for en effektiv it-understøttelse.

Lovforslaget indeholder følgende elementer:



Tiltag vedrørende interimsperioden: Det foreslås, at skatteministeren for ”interimsperioden” kan

fastsætte regler om fravigelse af den generelle dækningsrækkefølge. Desuden foreslås klage-

strukturen på inddrivelsesområdet ændret, så klager skal sendes direkte til SKAT. Ændrer

SKAT ikke afgørelsen, videresendes klagen til Skatteankestyrelsen.

Justeringer og præciseringer: Det foreslås, at SKAT kan indhente og anvende oplysninger om

personer, der er berettigede til børne- og ungeydelse og om nettoindkomst, og betalingsevne til

statistiske og regnskabsmæssige formål. Desuden præciseres det, at indkomstaftrapning af bør-

ne- og ungeydelsen og SKATs modregning som fordringshaver eller restanceinddrivelsesmyn-

dighed kan ske uden partshøring, og at SKAT ved skærpet konkurskarantæne kan nægte eller

inddrage registreringen for moms og A-skat m.v.



2. Lovforslagets formål og baggrund

2.1. Fastsættelse af særlige regler om dækningsrækkefølge i interimsperioden

SKAT besluttede den 8. september 2015 at stoppe al automatisk inddrivelse via EFI, på baggrund af

at en række analyser af Ét Fælles Inddrivelsessystem (EFI) og DebitorMotorInddrivelse (DMI) hav-

de påvist fejl af funktionel, teknisk og datamæssig karakter. Analyserne m.v. er nærmere beskrevet i

”Redegørelse om Ét Fælles Inddrivelsessystem”, der er sendt til Skatteudvalget den 25. september

2015.

Indtil der er fundet en alternativ metode til it-understøttelse af inddrivelsesaktiviteterne, vil SKATs

restanceinddrivelse derfor i en periode skulle udføres uden eller med en meget begrænset system-

understøttelse.

I perioden frem mod det nye system skal der etableres en midlertidig it-understøttelse (”interimssy-

stem”). Interimssystemet forventes i starten alene at kunne sikre en begrænset it-understøttelse af

inddrivelsen, men forventes gradvist at kunne udbygges til eventuelt at udgøre et permanent it-

system for inddrivelsen, hvilket forventes tidligst at kunne ske om ca. 3-4 år (”interimsperioden”).

Der skal således i interimsperioden opretholdes en produktion på inddrivelsesområdet, så der fortsat

kan ske modtagelse af nye fordringer fra de fordringshavere, hvis fordringer skal inddrives af

SKAT som restanceinddrivelsesmyndighed, og inddrivelse af retskraftige fordringer, der allerede er

modtaget til inddrivelse.

Det forventes som følge af behovet for gradvis udvikling af funktionalitet baseret på interimssyste-

mets dokumenterede evne til at understøtte inddrivelsen, at inddrivelsen via første udgave af inte-

rimssystemet vil være begrænset til ca. 25 udvalgte fordringstyper med tre inddrivelsesindsatser

(rykkere, betalingsordninger og udlæg) i forhold til nye skyldnere, dvs. skyldnere, der ikke i forve-

jen er registreret med gæld i EFI.

Der er derfor behov for en adgang til at fravige bestemmelserne i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige. Det gælder særligt i forhold til at kunne fravige de generelle regler om dækningsrække-

følgen i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, fordi fordringer, der er modtaget til inddrivelse

via interimssystemet, indledningsvist ikke vil blive dækket, hvis fordringerne ikke indgår blandt de

udvalgte ca. 25 fordringstyper. De vil i stedet blive placeret i interimssystemets inaktive del. En

fordring, der indgår i interimssystemets aktive del, fordi den er en af de udvalgte ca. 25 fordringsty-

per, vil i henhold til de gældende regler om dækningsrækkefølgen efter omstændighederne skulle

dækkes efter en anden fordring, der er placeret i interimssystemets inaktive del. Men denne dæk-

ning vil ikke ske, fordi der netop ikke via interimssystemet sker nogen inddrivelse af denne anden

fordring. Der er derfor behov for at kunne fravige dækningsrækkefølgen, så alene fordringer, der er

placeret i den aktive del af interimssystemet, dækkes via den inddrivelse, der finder sted ved anven-

delsen af rykkere og betalingsordninger via interimssystemet. Ved udlæg dækkes alene de fordrin-

ger, der er omfattet af udlægget. Fordringer, der er placeret i interimssystemets inaktive del, vil bli-

ve inddrevet, såfremt en inddrivelsesindsats, der foregår uden for interimssystemet, f.eks. manuelt

eller ved modregning, muliggør det.

Herudover er der behov for, at SKATs overordnede forpligtelse til i sit inddrivelsesarbejde at an-

vende det mest hensigtsmæssige blandt alle de mulige inddrivelsestiltag, der i henhold til lovgiv-

ningen kan tages i forhold til den enkelte fordring, kan fraviges i forhold til inddrivelsen af de ca. 25

fordringstyper, som interimssystemet i starten alene skal kunne understøtte. Det drejer sig som

nævnt ovenfor om understøttelse af anvendelsen af rykkere, betalingsordninger og udlæg.

Det foreslås derfor, at skatteministeren gives adgang til at fastsætte regler, hvorefter SKAT i en

interimsperiode, hvor et interimssystem tages i anvendelse, og indtil et permanent it-system til sy-

stemunderstøttelse af inddrivelsen kan tages i drift, til brug for restanceinddrivelsen alene system-

understøttet søger at inddrive udvalgte fordringstyper i forhold til udvalgte skyldnere. Dette indebæ-

rer, at der skal indføres særlige regler om dækningsrækkefølgen.

2.2. Ændret klagebehandling af klager over SKATs restanceinddrivelse

Inden den 1. januar 2014 skulle klager over SKATs afgørelser som restanceinddrivelsesmyndighed

indgives til SKAT, der herefter havde 14 dage til eventuelt at genoptage sagen og træffe en ny afgø-

relse, der gav klageren helt eller delvist medhold. Ved delvist medhold havde klageren herefter en

måned til at meddele SKAT, om klagen ønskedes fastholdt, hvorefter SKAT skulle videresende

klagen til Landskatteretten sammen med en udtalelse. SKAT skulle også videresende klagen til

Landsskatteretten sammen med en udtalelse, hvis SKAT ikke fandt grundlag for at genoptage sagen

og give klager helt eller delvist medhold. Disse regler fremgik af § 39 i den tidligere bekendtgørelse

nr. 922 af 24. august 2011 om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Ved lov nr. 649 af 12. juni 2013 blev denne klagestruktur ændret, idet klager over SKATs inddri-

velse som restanceinddrivelsesmyndighed siden den 1. januar 2014 har skullet indgives til Skatte-

ankestyrelsen, der efter modtagelsen af klagen indhenter en udtalelse fra SKAT. I forbindelse med

denne anmodning har SKAT mulighed for at genoptage sagen. Disse regler fremgår af § 17 i lov om

inddrivelse af gæld til det offentlige og skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 4 og 5.

I interimsperioden med udviklingen af et nyt it-system til understøttelse af inddrivelsen skal SKAT

ud over at sikre den gradvise indfasning af et nyt it-baseret inddrivelsessystem have løst en række

problemer med fordringer med tvivlsom retskraft, idet sådanne fordringer ikke lovligt kan inddri-

ves, og genoptagelser af sager, hvori der er foretaget en muligvis ulovlig inddrivelse. Dette arbejde

kan efter omstændighederne medføre inddrivelsesklager, der ellers ikke ville være opstået.

Til SKATs arbejde med de genoptagelser, som SKAT vil skulle gennemføre i de tilfælde, hvor der

er konstateret ulovligheder i inddrivelsen, og arbejdet med de klager, der indgives over SKATs af-

gørelser om inddrivelse vedrørende selv samme fordring, som genoptagelsen vedrører, vil det være

hensigtsmæssigt med en koordineret behandling af klagesager på inddrivelsesområdet. Det foreslås

derfor, at klager over SKATs afgørelser om inddrivelse som restanceinddrivelsesmyndighed skal

indgives til SKAT.

Hvis SKAT ikke kan give klager fuldt medhold i klagen, og denne fastholdes af klager, skal SKAT

herefter videresende klagen til Skatteankestyrelsen sammen med en udtalelse om sagen. Der vil

således være tale om en tilbagevenden til den klagestruktur, der var gældende på inddrivelsesområ-

det inden lovændringen pr. 1. januar 2014, jf. ovenfor.

Den klagestruktur, der blev indført ved lov nr. 649 af 12. juni 2013, skal evalueres medio 2017, med

henblik på en vurdering af om der vil være behov for ændringer. Det vil derfor i den forbindelse

også skulle vurderes, hvilken permanent løsning der skal vælges for klager på inddrivelsesområdet.

2.3. Indsamling og anvendelse af visse oplysninger til brug for SKATs opgaver som restanceinddri-

velsesmyndighed

I Kammeradvokatens legalitetsanalyse af 8. september 2015 af udvalgte funktionaliteter i SKATs

inddrivelsessystem, Ét Fælles Inddrivelsessystem (EFI) og DebitorMotorInddrivelse (DMI), jf.

SAU 2014-15 (2. samling), Alm. del – bilag 48, omtales SKATs indsamling og anvendelse af visse

personoplysninger. Det konkluderes, at det for SKATs opgavevaretagelse som restanceinddrivel-

sesmyndighed ikke er nødvendigt at indsamle oplysninger om nettoindkomst og genberegne beta-

lingsevnen for personer, som ikke længere har et gældsforhold til inddrivelse via SKAT, eller for

personer, som aldrig har haft en gæld til inddrivelse via SKAT. I det omfang det er nødvendigt at

indsamle oplysninger om en nettoindkomst for at beregne en betalingsevne på en person, som er

registreret med et aktivt gældsforhold, vil dette være lovligt.

Det omtales også, at SKAT har oprettet et internt register over alle udbetalinger af børne- og unge-

ydelse (BUM-registeret) til brug for vurderingen af, om en person er forsørger, hvilken information

indsamles til brug for beregningen af personens betalingsevne i henhold til § 5, stk. 1, i bekendtgø-

relse nr. 1513 af 13. december 2013 om inddrivelse af gæld til det offentlige. SKAT har i skattekon-

trollovens § 6 E hjemmel til at foretage samkøring med andre offentlige registre på en sådan måde,

at de personer, der falder uden for udsøgningskriteriet, forbliver i deres respektive registre. SKAT

har således hjemmel til at foretage en samkøring med f.eks. Udbetaling Danmarks register på de

personer, som SKAT har behov for at beregne betalingsevnen på, i forhold til at fastslå, om de på-

gældende personer har en forsørgerpligt, men der er ikke hjemmel til at indsamle oplysninger om

alle de borgere, som modtager børne- og ungeydelse, og oprette et internt register til brug for opbe-

varingen af disse oplysninger.

For at kunne igangsætte en inddrivelsesindsats hurtigst muligt efter modtagelsen af en fordring til

inddrivelse er der imidlertid behov for en adgang til at indsamle oplysninger og oprette et register

med oplysninger om personnummer på alle personer, der er berettigede til børne- og ungeydelser,

samt med oplysninger om personnumre på de børn, som ydelsen vedrører.

En sådan indsamling af personoplysninger og oprettelse og førelse af et register over alle personer,

der er berettigede til børne- og ungeydelser, herunder også personer, der ikke aktuelt har gæld, der

inddrives af SKAT, kræver, at der indføres en særskilt lovhjemmel hertil.

Der er endvidere behov for en adgang til at foretage beregning af nettoindkomst og betalingsevne til

brug for statistiske og regnskabsmæssige formål, herunder en opgørelse af fordringernes inddrive-

lighed som grundlag for udarbejdelse af restancestatistik og rapportering til Folketinget om status

for offentlige restancer og som grundlag for fastsættelse af fordringernes kursværdi.

Den beskrevne indsamling og anvendelse af oplysninger om personers nettoindkomst og betalings-

evne indebærer umiddelbart en behandling af personoplysninger, der er så omfattende, at den ikke

er hjemlet inden for persondatalovens bestemmelser, og som endvidere ud fra overordnede sam-

funds- og retssikkerhedsmæssige overvejelser kræver, at der tilvejebringes en direkte lovhjemmel

herfor.

2.4. Gennemførelse af modregninger uden partshøring

Som nævnt i afsnit 2.1 stoppede SKAT den 8. september 2015 al automatisk inddrivelse via EFI.

Det omfattede også modregninger. Der arbejdes dog i Skatteministeriet og SKAT på at få skabt

mulighed for at gennemføre modregning via en systemunderstøttelse fra EFI/DMI, indtil et nyt it-

system kan overtage denne inddrivelsesfunktion.

Der er imidlertid i forbindelse med en klage til Folketingets Ombudsmand rejst tvivl om, hvorvidt

der i det konkrete tilfælde skulle være gennemført partshøring af den pågældende borger, før SKAT

gennemførte modregning for hans skattegæld.

SKAT gennemfører ikke modregning i typer af udbetalinger, der ikke kan gøres til genstand for

retsforfølgning, f.eks. udlæg og arrest, som følge af navnlig deres forsørgelseskarakter. Det gælder

f.eks. social pension, kontanthjælp, boligstøtte m.v. Derudover foretager SKAT ikke modregning i

visse andre typer af udbetalinger, der er øremærkede til et særligt formål, der vil forspildes, hvis der

modregnes. Det gælder f.eks. løntilskud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf.

SKM2006.302.SKAT.

Desuden oplyses en borger, der får oplysning om en udbetaling fra det offentlige, typisk om, at

gæld til det offentlige kan blive modregnet i forbindelse med udbetalingen. En skyldner med kend-

skab til sin gæld vil derfor være gjort opmærksom på, at beløbet helt eller delvist vil kunne blive

anvendt til modregning med gælden til det offentlige.

Modregning sker i praksis i en automatiseret proces, der hviler på systemunderstøttelse. En pligt til

inden hver enkelt modregning at foretage partshøring og undersøge skyldners økonomiske forhold

vil helt fjerne den effektivitet, som den automatiserede proces sikrer, og indebære væsentlige admi-

nistrative og økonomiske konsekvenser.

Allerede inden idriftsættelsen af EFI den 1. september 2013 var SKATs modregninger baseret på

systemunderstøttelse fra bl.a. Det Centrale Fordringsregister, hvor offentlige fordringshavere kunne

få deres fordringer registreret med henblik på modregning i udbetalinger fra staten.

I forlængelse af de forenklinger, der allerede var gennemført på inddrivelsesområdet, som følge af

at opgaven med inddrivelse af gæld til det offentlige fra den 1. november 2005 blev placeret hos

SKAT, havde Skatteministeriet endvidere analyseret mulighederne for at systemunderstøtte proce-

durerne for modregning, således at der i Ét Fælles Inddrivelsessystem (EFI) kunne udvikles et mod-

regningsmodul. Der blev således ved lov nr. 346 af 18. april 2007 (Automatisk modregning m.v.)

gennemført en række ændringer i bl.a. lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer for at

sikre det fornødne hjemmelsgrundlag for denne systemunderstøttede modregning af SKAT som

restanceinddrivelsesmyndighed. De regler, der blev indført i lov om opkrævning og inddrivelse af

visse fordringer, findes i dag i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Det vil modvirke det hensyn til systemunderstøttelse af modregning, som Folketinget med et stort

flertal tilsluttede sig ved vedtagelsen af lov nr. 346 af 18. april 2007, hvis SKAT i forbindelse med

hver enkelt modregning skal gennemføre partshøring af skyldneren og undersøge dennes økonomi-

ske forhold. SKAT gennemførte således i 2012 tæt på 900.000 modregninger for et samlet beløb på

ca. 6,2 mia. kr. I dag registreres i statistikken alene antallet af fordringer, der dækkes helt eller del-

vist ved modregning. Det samlede antal fordringer, der helt eller delvist er dækket ved modregning

gennemført af SKAT som restanceinddrivelsesmyndighed i perioden 1. september 2013 indtil 31.

maj 2014, dvs. de første 21 måneder af EFI’s drift, udgjorde i alt 6.083.000, svarende til et provenu

på ca. 3,9 mia. kr. I samme periode blev 247.000 fordringer dækket helt eller delvist ved modreg-

ninger gennemført af SKAT som fordringshaver. Det samlede provenu udgjorde 855 mio. kr. Heri

indgår ikke modregninger foretaget via skattekontoen efter opkrævningslovens § 16 a, stk. 1.

Det meget store antal modregninger medfører alene et meget beskedent antal klager. I 2012 traf

Landsskatteretten afgørelse i 132 klagesager, hvoraf fire klagere fik helt eller delvist medhold. I

2013 traf Landsskatteretten afgørelse i 83 klagesager. Klageren fik helt eller delvist medhold i seks

af disse. I 2014 traf Skatteankestyrelsen afgørelse i 412 klagesager, og syv klagere fik helt eller del-

vist medhold. Stigningen i antallet af klager fra 2013 til 2014 skyldes bortfaldet den 1. januar 2014

af den remonstrationsordning (dvs. genoptagelse med henblik på eventuel ændring af afgørelsen),

der fremgik af § 39 i den tidligere bekendtgørelse nr. 922 af 24. august 2011 om inddrivelse af gæld

til det offentlige. I dag finder en remonstrationsbehandling først sted, efter at Skatteankestyrelsen

har modtaget klagen, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5.

Skatteankestyrelsen har oplyst, at årsagen til, at klageren har fået helt eller delvist medhold, som

regel er, at modfordringen ikke bestod eller ikke bestod fuldt ud som følge af forældelse eller andet

bortfald, mens kravet var til inddrivelse hos SKAT, eller at kravet på anden vis var opgjort forkert.

Mange modregninger vil ved en pligt til partshøring desuden ikke kunne ske inden for den udbeta-

lingsfrist, der gælder for den fordring, hvori der modregnes.

Med lovforslaget fastslås, at modregning, der gennemføres af restanceinddrivelsesmyndigheden

eller gennemføres af told- og skatteforvaltningen som fordringshaver, kan ske uden partshøring af

skyldneren og uden forudgående vurdering af dennes økonomiske forhold.

Med henblik på at det hurtigt afklares, om eventuelle indsigelser fra skyldner i forhold til den gen-

nemførte modregning giver anledning til, at hovedfordringen skal udbetales, vil der blive etableret

en ”fast track”-ordning, således at SKAT i de sager, hvor en skyldner påklager en modregning, som

SKAT har gennemført som fordringshaver, inden for en frist på 14 dage skal afgive en udtalelse til

Skatteankestyrelsen eller ændre afgørelsen, hvis SKAT i forbindelse med en genoptagelse af sagen

finder anledning hertil. Herved sikres det, at de indsigelser, der ville kunne være fremsat under en

forudgående høring, vil blive behandlet hurtigst muligt. I forhold til modregninger foretaget af

SKAT som restanceinddrivelsesmyndighed vil en lovbestemt ”fast track”-ordning blive opnået ved

den foreslåede indførelse af en remonstrationsordning svarende til den, der inden den 1. januar 2014

var gældende for klager over SKATs inddrivelse som restanceinddrivelsesmyndighed. Forslaget om

denne indførelse indebærer, at inddrivelsesklager skal indgives til SKAT, der herefter inden for 14

dage vil kunne genoptage sagen og give klageren helt eller delvist medhold, hvis der findes grund

hertil, jf. ovenfor i afsnit 2.2.

2.5. Gennemførelse af indkomstaftrapning af børne- og ungeydelsen uden partshøring

Den beløbsmæssige opgørelse af indkomstaftrapningen er fastsat i § 1 a i lov om en børne- og un-

geydelse, og det fremgår endvidere af lovens § 8 a, hvilke oplysninger der skal lægges til grund for

nedsættelsen. Nedsættelsen sker således på baggrund af objektive kriterier, og SKAT informerer

både på forskudsopgørelsen og årsopgørelsen om, at indkomstoplysningerne kan medføre ind-

komstaftrapning af børne- og ungeydelse.

Udbetaling Danmark foretager ikke partshøring forud for nedsættelse eller regulering af børne- og

ungeydelsen efter reglerne om indkomstaftrapning. Ankestyrelsen har imidlertid i en række afgørel-

ser kritiseret, at Udbetaling Danmark ikke foretager partshøring efter forvaltningslovens § 19. Der

er således blevet rejst tvivl om, hvorvidt der består en partshøringspligt. Ankestyrelsen har endvide-

re kritiseret, at Udbetaling Danmark ikke indhenter indkomstoplysninger til brug for beregningen af

indkomstaftrapningen.

Eventuelle indsigelser under en partshøring vil ikke kunne medføre en ændring i Udbetaling Dan-

marks nedsættelse og regulering af børne- og ungeydelsen efter reglerne om indkomstaftrapning, da

de beregnes efter objektive kriterier fastsat i loven, og da Udbetaling Danmark ikke har kompetence

til at foretage ændringer af ydelsesmodtagerens forskuds- eller årsopgørelse.

Herudover vil en pligt til at foretage partshøring, inden der gennemføres indkomstaftrapning af bør-

ne- og ungeydelsen, være til hinder for at opretholde en automatiseret indkomstaftrapning. Udbeta-

ling Danmark gennemførte i 2015 ca. 60.000 endelige reguleringer på baggrund af årsopgørelsen

for 2014 og ca. 66.000 foreløbige nedsættelser på baggrund af forskudsopgørelsen for 2015. Der er

således tale om et stort antal nedsættelser og reguleringer.

Det foreslås på denne baggrund, at det præciseres i lov om en børne- og ungeydelse, at Udbetaling

Danmark ikke skal gennemføre partshøring af ydelsesmodtageren, inden Udbetaling Danmark træf-

fer afgørelse om nedsættelse og regulering af børne- og ungeydelsen efter reglerne om indkomstaf-

trapning.

2.6. Nægtelse eller fratagelse af registrering ved konkurskarantæne

Endelig foreslås det, at det præciseres, at SKAT kan nægte eller inddrage registreringen for moms

og A-skat m.v. for en person med en skærpet konkurskarantæne efter konkurslovens § 159, 2. pkt.

3. Lovforslagets enkelte elementer

3.1. Fastsættelse af særlige regler om dækningsrækkefølge i interimsperioden

3.1.1. Gældende ret

3.1.1.1. Inddrivelsestiltag

I lovforslag nr. L 112, Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, der er lovforslaget bag lov

nr. 429 af 6. juni 2005 om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer, der samlede inddrivelsen

af gæld til det offentlige hos SKAT, anføres side 4637, at det ved restanceinddrivelsesmyndighe-

dens opgavevaretagelse vil blive afspejlet, at udfordringen er at få inddrevet en fordring på den mest

hensigtsmæssige måde ved anvendelse af færrest mulige ressourcer, ligesom inddrivelsesindsatsen

også skal tilrettelægges og prioriteres ud fra skyldnernes evne og vilje til at afvikle deres mellem-

værende med det offentlige.

SKAT kan ved sin restanceinddrivelse ikke generelt fravælge en mulig inddrivelsesindsats, fordi

den systemmæssigt ikke aktuelt kan understøttes eller kun vanskeligt lader sig systemunderstøtte.

På den anden side skal en inddrivelsesindsats konkret fravælges, hvis den ikke aktuelt muliggør en

lovlig inddrivelse.

3.1.1.2. Dækningsrækkefølge

Det er i § 4, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige bestemt, at der ved en inddrivelse,

der ikke kan føre til dækning af alle fordringer mod skyldneren, først skal ske dækning af eventuelle

bøder, dernæst eventuelle krav på underholdsbidrag, idet private krav dog dækkes før de offentlige,

og endelig alle øvrige fordringer, der er under inddrivelse hos SKAT. Er der ikke inden for samme

kategori dækning til alle fordringer, dækkes fordringerne i den rækkefølge, hvori de modtages hos

SKAT til inddrivelse (”FIFO-princippet” – first in, first out), idet renter dog dækkes forud for ho-

vedkravet, jf. § 4, stk. 2.

Inddrivelsen af en fordring skal foregå lovligt, og dækningsrækkefølgen efter § 4, stk. 1 og 2, hin-

drer ikke, at der inddrives på en fordring, der dækningsmæssigt er efterstillet en fordring, der ikke

aktuelt kan inddrives som følge af tvivl om fordringens retskraft m.v.

Efter § 4, stk. 3, kan SKAT uanset stk. 1 og 2 efter anmodning fra en skyldner tillade, at beløb, der

inddrives fra skyldner, går til dækning af bestemte fordringer. Af lovforslag nr. L 20, Folketingsti-

dende 2008-09, tillæg A, side 276, fremgår, at bestemmelsen er tænkt anvendt i tilfælde, hvor der til

et krav er knyttet særlige inddrivelsesmidler, eller andre tilfælde, hvor manglende betaling vil med-

føre urimelige retsvirkninger for skyldner. Tilladelse kan f.eks. gives for at sikre, at skyldner kan

afvikle krav, der er særligt byrdefulde. Tilladelse bør derimod normalt ikke gives, hvis f.eks. foræl-

delsesfrister vil betyde, at andre krav, der efter dækningsrækkefølgen ifølge stk. 1 ville have for-

trinsret, fortabes.

I § 4 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er fastsat regler om særskilt lønindeholdelse,

der kan ske for enkelte fordringstyper, nemlig biblioteksgebyrer, kontrolafgifter for overtrædelser af

bestemmelser i færdselsloven, lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov om tra-

fikselskaber samt beløb til dækning af medie- og radiolicens efter lov om radio- og fjernsynsvirk-

somhed, alle med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger. Den særskilte lønindeholdelse

sker uanset dækningsrækkefølgen i § 4, stk. 1, idet de beløb, der inddrives ved særskilt lønindehol-

delse, anvendes til dækning af fordringerne i den rækkefølge, i hvilken SKAT træffer bestemmelse

om lønindeholdelse for kravene.

Endelig indeholder § 7 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige regler om dækningsrækkeføl-

gen ved modregning. Efter stk. 1 dækkes først fordringer under opkrævning, for hvilke den udbeta-

lende myndighed er fordringshaver, i det omfang denne myndighed træffer afgørelse om modreg-

ning. Dernæst dækkes de fordringer, der er under inddrivelse hos SKAT som restanceinddrivelses-

myndighed. Endelig dækkes andre fordringer under opkrævning. Hvor kun delvis dækning inden

for samme kategori er mulig, anvendes dækningsrækkefølgen efter § 4.

Sker inddrivelsen ved udpantning (udlæg) foretaget af SKATs pantefogeder, anvendes det beløb,

som udlægget indbringer, til dækning af de fordringer, for hvilke der er foretaget udlæg. Er der ikke

dækning til alle disse, anvendes dækningsrækkefølgen efter § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige.

3.1.2. Lovforslaget

For at sikre den nødvendige fleksibilitet i forbindelse med udviklingen af et nyt it-baseret inddrivel-

sessystem, herunder at it-understøttelsen gradvist kan udbygges, samt den manuelle inddrivelse, der

skal foretages i samme periode, foreslås det, at skatteministeren kan fastsætte særlige regler om

dækningsrækkefølgen ved inddrivelsen af fordringer efter lov om inddrivelse af gæld til det offent-

lige i interimsperioden med udviklingen af et nyt it-system til inddrivelsen.

Det skal således sikres, at de gældende regler om dækningsrækkefølge i § 4 i lov om inddrivelse af

gæld til det offentlige kan fraviges, i det omfang en sådan fravigelse af reglerne er nødvendig for at

sikre udviklingen af it-systemet.

Det er tanken, at interimssystemet i sin første udgave skal stå for inddrivelsen af ca. 25 udvalgte

fordringstyper i forhold til nye skyldnere, dvs. skyldnere, der ikke i forvejen har gæld, der er over-

draget til SKAT til inddrivelse via EFI/DMI, idet nye skyldnere, der hæfter solidarisk for fordringen

sammen med en anden skyldner, der i forvejen er registreret i EFI/DMI med anden gæld, dog ikke

forventes at ville indgå i inddrivelsen via interimssystemet i den begrænsede periode. Det forventes,

at inddrivelsesindsatsen indledningsvist vil bestå af rykkere, afdragsordninger og udlæg.

Når interimssystemet har dokumenteret sin evne til at understøtte den indledningsvist begrænsede

inddrivelse, er det tanken, at det gradvist tilføres yderligere funktionalitet, så inddrivelsen kan udvi-

des i forhold til inddrivelsesmidler, fordringstyper og skyldnere.

Forslaget indebærer, at skatteministeren bemyndiges til at fastsætte regler om fravigelse af dæk-

ningsrækkefølgen ifølge § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, herunder at dæknings-

rækkefølgen ikke finder anvendelse ved inddrivelsen over for den enkelte skyldner, der kan have

gæld, der både omfattes af interimssystemets aktive del og inaktive del, jf. afsnit 2.1. Dæknings-

rækkefølgen efter § 4 vil dog finde anvendelse for de fordringer, der inddrives via interimssyste-

mets aktive del. Desuden vil renter af de fordringer, der inddrives, blive dækket inden hovedkravet.

Dette indebærer, at også § 4, stk. 3, om ændret dækningsrækkefølge på skyldners anmodning finder

anvendelse for inddrivelsen via interimssystemets aktive del.

Da tidspunktet for idriftsættelsen af et færdigt it-system ikke kan fastsættes med sikkerhed, men det

samtidig vurderes, at der er behov for en tidsmæssig afgrænsning, foreslås det, at skatteministerens

adgang til at fravige dækningsrækkefølgen gælder for perioden til og med 2019. Skulle der opstå

behov for en forlængelse af perioden, må der til den tid fremsættes lovforslag herom.

3.2. Ændret klagebehandling af klager over SKATs restanceinddrivelse

3.2.1. Gældende ret

Klager over SKATs afgørelser om inddrivelse som restanceinddrivelsesmyndighed, herunder klager

om fordringens eksistens og størrelse, når spørgsmålet vedrører SKATs administration af opgaven

med at inddrive fordringen, f.eks. spørgsmål om, hvorvidt SKAT har fået afbrudt fordringens for-

ældelse, skal indsendes til Skatteankestyrelsen. Klagen skal indgives skriftligt senest 3 måneder

efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over, jf. § 17, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til

det offentlige. Der kan ifølge stk. 1, 3. pkt., bortses fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstæn-

digheder taler derfor. Skatteministeren kan efter § 17, stk. 2, fastsætte nærmere regler om klagead-

gangen efter stk. 1.

Fælles regler om klage over SKATs afgørelser fremgår af kapitel 13 a i skatteforvaltningsloven.

Skatteankestyrelsen indhenter i medfør af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 4, en udtalelse fra

SKAT, når klagen vedrører inddrivelse. I praksis gives en frist på 6 uger til afgivelsen af udtalelsen.

SKAT kan i medfør af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5, hvis SKAT finder anledning dertil,

genoptage og ændre afgørelsen, hvis klageren er enig heri.

Efter § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1 af 2. januar 2014 om afgørelse af visse klager i Skatteanke-

styrelsen er det Skatteankestyrelsen, der afgør klagerne efter § 17 i lov om inddrivelse af gæld til

det offentlige. Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 3, 1. pkt.

Med hensyn til indsigelser vedrørende kontrolafgifter for overtrædelse af bestemmelserne i færd-

selsloven, lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber, som

skyldneren fremsætter over for SKAT som restanceinddrivelsesmyndighed om dels kravets beretti-

gelse, dels berettigelsen af en afgørelse om lønindeholdelse og om en gennemført modregning, er

det derimod fogedretten, der træffer afgørelse, jf. § 18, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til

det offentlige.

3.2.2. Lovforslaget

Det foreslås, at en remonstrationsordning svarende til den, der var gældende på inddrivelsesområdet

inden den 1. januar 2014, hvor lov nr. 649 af 12. juni 2013 (Ny klagestruktur på skatteområdet og

ændringer som følge af idriftsættelsen af Ét Fælles Inddrivelsessystem m.v.) trådte i kraft, indføres.

Forslaget indebærer, at klager over SKATs afgørelser om inddrivelse som restanceinddrivelses-

myndighed skal indsendes til SKAT, i stedet for at klagen indsendes til Skatteankestyrelsen, der så

sender afgørelsen til udtalelse i SKAT.

Ved § 2, nr. 2, i lov nr. 649 af 12. juni 2013 fik § 17, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det of-

fentlige sin nugældende affattelse. Inden ændringen fremgik det af § 17, stk. 1, at afgørelser om

inddrivelse af fordringer m.v., herunder om kravets eksistens og størrelse, når spørgsmålet herom

vedrørte restanceinddrivelsesmyndighedens, dvs. SKATs, administration, kunne indbringes for

Landsskatteretten, medmindre andet var bestemt i lovgivningen. Klagen skulle indgives skriftligt til

SKAT og være modtaget senest 3 måneder efter modtagelsen af den afgørelse, der blev klaget over.

Der kunne dog ses bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder talte derfor. Hvis

SKAT på grundlag af klagen fandt anledning dertil, kunne SKAT genoptage sagen. Kunne SKAT

ikke give fuldt medhold i klagen, og denne blev fastholdt af klager, skulle SKAT videresende kla-

gen til Landsskatteretten sammen med en udtalelse om sagen.

Skatteministeren havde i medfør af § 17, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fastsat

nærmere regler om stk. 1. Det skete med §§ 38 og 39 i den tidligere bekendtgørelse nr. 922 af 24.

august 2011 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Heraf fremgik, at klager over SKATs afgørel-

ser som restanceinddrivelsesmyndighed inden for en frist på 3 måneder skriftligt skulle indgives til

SKAT, idet en klage trods en overskridelse af klagefristen dog kunne behandles, hvis særlige om-

stændigheder talte derfor. Afgørelse herom skulle træffes af Landsskatteretten. SKAT havde efter

modtagelsen af klagen 14 dage til eventuelt at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse, der gav

klageren helt eller delvist medhold. Ved delvist medhold havde klageren dernæst en måned til at

meddele SKAT, om klagen skulle fastholdes, hvorefter SKAT skulle videresende klagen til Land-

skatteretten sammen med en udtalelse. SKAT skulle også videresende klagen til Landsskatteretten

sammen med en udtalelse, hvis SKAT ikke fandt grundlag for at genoptage sagen og give klager

helt eller delvist medhold.

Det foreslås, at § 17, stk. 1, får en affattelse, der stort set svarer til affattelsen før den 1. januar 2014,

idet det dog tilføjes, at kompetencen til at træffe afgørelse i klagesagerne også i medfør af lovgiv-

ningen kan være tillagt andre end Landsskatteretten, ligesom det i et nyt punktum bestemmes, at

skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 4 og 5, ikke finder anvendelse. Med den foreslåede ændring vil

der ikke være behov for disse bestemmelser om henholdsvis Skatteankestyrelsens indhentelse af en

udtalelse og SKATs adgang til genoptagelse. Det er også tanken, at skatteministeren i medfør af

bemyndigelsen i § 17, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fastsætter regler, der sva-

rer til §§ 38 og 39 i den tidligere bekendtgørelse nr. 922 af 24. august 2011 om inddrivelse af gæld

til det offentlige. Det er endvidere tanken, at kompetencen til at træffe afgørelse fortsat skal være

delegeret til Skatteankestyrelsen efter § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1 af 2. januar 2014 om afgø-

relse af visse klager i Skatteankestyrelsen.

Formålet med forslaget er at sikre en hensigtsmæssig klagebehandling, herunder i højere grad at

samle behandlingen ét sted af de klager, der indgives over SKATs afgørelser om inddrivelse, og de

genoptagelsessager, SKAT vil skulle i gang med som følge af konstaterede ulovligheder i inddrivel-

sen, jf. ovenfor i afsnit 2.1.

Af lovforslaget bag lov nr. 649 af 12. juni 2013, jf. lovforslag nr. 212, Folketingstidende 2012-13,

A, L 212 som fremsat, side 10, fremgår, at den nye klagestruktur – efter at den har haft lejlighed til

at fungere frem til medio 2017 – vil blive evalueret, med henblik på en vurdering af om der vil være

behov for ændringer. Det vil derfor i den forbindelse også skulle vurderes, hvilken klagestruktur der

permanent skal gælde på inddrivelsesområdet.

Den foreslåede regelændring omfatter klager over afgørelser truffet fra og med ændringslovens

ikrafttrædelsestidspunkt, dvs. den 1. april 2016 eller senere, jf. lovforslagets § 4, stk. 2.

3.3. Indsamling og anvendelse af visse oplysninger til brug for SKATs opgaver som restanceinddri-

velsesmyndighed

3.3.1. Gældende ret

Persondataloven fastsætter generelle regler for bl.a. offentlige myndigheders behandling af person-

oplysninger, som helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk databehandling, f.eks. et ind-

drivelsessystem. Begrebet ”behandling” er bredt defineret og omfatter enhver operation eller række

af operationer med eller uden brug af elektronisk databehandling, som oplysninger gøres til gen-

stand for, jf. lovens § 3, nr. 2. Det kan være behandling i form af bl.a. indsamling, registrering og

opbevaring af oplysninger.

Persondatalovens § 6 fastsætter de generelle betingelser for, hvornår der må ske behandling af per-

sonoplysninger, som ikke er følsomme oplysninger, dvs. alle andre oplysninger end oplysninger om

rent private forhold, som er omfattet af lovens §§ 7-8. Efter persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 1, må

behandling af ikke-følsomme oplysninger finde sted, hvis den registrerede har givet sit udtrykkelige

samtykke. Efter lovens § 6, stk. 1, nr. 3, må behandling endvidere finde sted, hvis den er nødvendig

for overholdelsen af en retlig forpligtelse, og efter § 6, stk. 1, nr. 6, hvis den er nødvendig af hensyn

til offentlig myndighedsudøvelse. Det betyder i praksis, at en behandling er tilladt, hvis den er nød-

vendig for, at myndigheden kan udføre en opgave, der henhører under offentlig myndighedsudøvel-

se, som den i henhold til lovgivningen har fået pålagt.

Efter § 7, stk. 1, må der som udgangspunkt ikke behandles oplysninger om racemæssig eller etnisk

baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold og

oplysninger om helbredsmæssige og seksuelle forhold, mens der ifølge § 8, stk. 1, for den offentlige

forvaltning ikke må behandles oplysninger om strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og

andre rent private forhold end de i § 7, stk. 1, nævnte, medmindre det er nødvendigt for varetagel-

sen af myndighedens opgaver.

Endvidere gælder der en række grundlæggende principper for behandling af personoplysninger om

bl.a. god databehandlingsskik, princippet om formålsbestemthed og proportionalitetsprincippet, jf.

lovens § 5.

Persondatalovens § 10, stk. 1, bestemmer, at oplysninger som nævnt i § 7, stk. 1, eller § 8 må be-

handles, hvis dette alene sker med henblik på at udføre statistiske eller videnskabelige undersøgel-

ser af væsentlig samfundsmæssig betydning, og hvis behandlingen er nødvendig for udførelsen af

undersøgelserne. Efter stk. 2 må de af stk. 1 omfattede oplysninger ikke senere behandles i andet

end statistisk eller videnskabeligt øjemed. Det samme gælder behandling af andre oplysninger, som

alene foretages i statistisk eller videnskabeligt øjemed, jf. § 6. Persondatalovens § 10, stk. 3, be-

stemmer, at de af § 10, stk. 1 og 2, omfattede oplysninger kun må videregives til tredjemand efter

forudgående tilladelse fra tilsynsmyndigheden, der kan stille nærmere vilkår for videregivelsen.

Offentlige myndigheder kan behandle oplysninger om personnummer med henblik på en entydig

identifikation eller som journalnummer, jf. persondatalovens § 11, stk. 1.

Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fastsætter i § 3, stk. 4, 1. og 2. pkt., at SKAT hos bl.a.

andre myndigheder kan indsamle oplysninger, der er nødvendige for SKATs opgavevaretagelse

som restanceinddrivelsesmyndighed. SKAT kan fra registre, der føres af offentlige myndigheder,

indhente de oplysninger om skyldnerens forhold, som er af betydning for inddrivelsen.

Efter § 3, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige har SKAT til brug for inddrivelsen af

fordringer terminaladgang til alle nødvendige oplysninger om fysiske og juridiske personers øko-

nomiske eller erhvervsmæssige forhold i indkomstregisteret, jf. § 7 i lov om et indkomstregister.

Oplysningerne kan anvendes til brug for behandlingen af enkeltsager eller til brug for kontrol ved

samkøring og sammenstilling af oplysninger med SKATs øvrige oplysninger som restanceinddri-

velsesmyndighed.

Skatteministeren kan efter § 3, stk. 6, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fastsætte

nærmere regler til gennemførelse af reglerne i stk. 1 og 3-5.

Skattekontrollovens § 6 E indeholder hjemmel til, at SKAT med henblik på registersamkøring kan

indhente oplysninger, der er registreret elektronisk hos andre myndigheder, om borgeres og virk-

somheders økonomiske eller erhvervsmæssige forhold, i det omfang det er af væsentlig betydning

for bl.a. opgørelse eller inddrivelse af skatter m.v.

Datatilsynets – og tidligere Registertilsynets – praksis viser, at selv om persondataloven måtte ud-

gøre et tilstrækkeligt retsgrundlag for et registers oprettelse og førelse, vil det efter omstændighe-

derne og ud fra mere overordnede samfunds- og retssikkerhedsmæssige overvejelser være tilråde-

ligt, at der i tilfælde, hvor der skal ske en mere omfattende og systematisk behandling af personop-

lysninger, tilvejebringes en særskilt lovhjemmel. I forbindelse med denne vurdering indgår overve-

jelser om bl.a. registerets størrelse, formål, karakteren af de registrerede oplysninger og den tilladte

anvendelse af oplysninger.

3.3.2. Lovforslaget

Inddrivelsen hos personer sker som udgangspunkt efter den såkaldte tabeltrækmetode, der fremgår

af § 5 i bekendtgørelse nr. 1513 af 13. december 2013 om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Herefter fastsættes en afdragsordning med udgangspunkt i det nettoindkomstinterval, skyldneren

befinder sig i, og den procentdel, der skal afdrages, afhænger af, om personen har forsørgerpligt

over for børn eller ej. Af § 5, stk. 10, fremgår, at den af forældrene, som børne- og ungeydelsen

udbetales til, anses som forsørger, hvis forældrene ikke er samlevende.

SKAT har påpeget et behov for adgang til at indsamle oplysninger og oprette et register med oplys-

ninger om personnummer på alle personer, der er berettigede til børne- og ungeydelser, og oplys-

ninger om personnumre på de børn og unge, som berettigelsen vedrører. Formålet er at kunne

igangsætte en inddrivelsesindsats hurtigst muligt efter modtagelse af en fordring til inddrivelse.

Herved sikres den kortest mulige procestid for nye skyldnere, fordi det hurtigt kan afklares, om en

forsørgerpligt påvirker betalingsevnen.

En sådan indsamling af personoplysninger og oprettelse og førelse af et register over alle personer,

der er berettigede til børne- og ungeydelser, og dermed også personer, der ikke aktuelt har gæld, der

inddrives af SKAT, vil ikke i alle tilfælde kunne ske efter persondataloven, skattekontrolloven eller

lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og kræver således, at der indføres en særskilt lovhjem-

mel hertil. Det bemærkes i denne forbindelse, at det med de foreslåede bestemmelser præciseres, i

hvilket omfang der inden for persondatalovens rammer kan ske behandling af de pågældende op-

lysninger.

Der foreslås derfor indført en hjemmel til, at SKAT som restanceinddrivelsesmyndighed hos andre

myndigheder kan indhente og i et register, der af SKAT oprettes til formålet, opbevare oplysninger

om alle personer, der er berettigede til børne- og ungeydelse, samt de børn og unge, som ydelsen

vedrører.

SKAT har endvidere behov for en adgang til at foretage beregning af nettoindkomst og betalingsev-

ne til brug for statistiske og regnskabsmæssige formål, herunder en opgørelse af fordringernes ind-

drivelighed som grundlag for udarbejdelse af restancestatistik og rapportering til Folketinget om

status for offentlige restancer og som grundlag for fastsættelse af fordringernes kursværdi.

Det foreslås derfor, at der indføres hjemmel til, at SKAT som restanceinddrivelsesmyndighed kan

anvende den adgang til oplysninger, der i dag består i medfør af § 3, stk. 4 og 5, i lov om inddrivel-

se af gæld til det offentlige, og den adgang, der indføres med den foreslåede bestemmelse om ad-

gang til at indhente og til indsamling og anvendelse af oplysninger om personers nettoindkomst og

betalingsevne til brug for statistiske og regnskabsmæssige formål, herunder udarbejdelse af restan-

cestatistik og rapporter til Folketinget samt fastsættelsen af en kursværdi for fordringer, der er mod-

taget til inddrivelse.

De begrænsninger i anvendelsesadgangen, der fremgår af persondatalovens § 10, stk. 2 og 3, vil

fortsat være gældende.

I øvrigt vil persondatalovens regler være gældende, i det omfang de ikke fraviges ved de foreslåede

bestemmelser.

Endelig foreslås, at skatteministerens bemyndigelse i § 3, stk. 6, 1. pkt., i lov om inddrivelse af

gæld til det offentlige til at fastsætte nærmere regler til gennemførelsen af reglerne i stk. 1 og 3-5

også skal omfatte de regler, der foreslås ovenfor.

3.4. Gennemførelse af modregninger uden partshøring

3.4.1. Gældende ret

3.4.1.1. Modregning

Ved modregning ophører to fordringer helt eller delvist ved en erklæring fra den ene fordringshaver

(modregneren) til den anden (hovedmanden) om, at de to fordringer er bragt til ophør, i det omfang

de beløbsmæssigt overlapper hinanden. Modregning, der som følge af påbudsvirkningen sker med

virkning fra modregningserklæringens fremkomst til hovedmanden, bevirker således, at en fordring

indfries, uden at der er sket betaling med penge, ligesom modregning ikke forudsætter en aftale.

Modregning kan gennemføres ensidigt af modregneren, hvis de almindelige modregningsbetingel-

ser, der hviler på retssædvane og retspraksis, er opfyldt. Hertil hører, at modregnerens fordring, der

kaldes modfordringen, skal være forfalden til betaling, mens frigørelsestiden for hovedmandens

fordring, der kaldes hovedfordringen, skal være indtrådt. Har hovedmanden fået indrømmet løbeda-

ge til betalingen, kan modregneren først gennemføre modregning på sidste rettidige betalingsdag, jf.

Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1963, side 126. Løbedage er f.eks. indrømmet med beta-

lingen af B-skat, der forfalder til betaling den 1. i måneden, men har den 20. i forfaldsmåneden som

sidste rettidige betalingsdag, jf. kildeskattelovens § 58. Modfordringen og hovedfordringen skal

også være udjævnelige, dvs. af samme art, f.eks. pengekrav. Modfordringen skal desuden være

retskraftig, dvs. ikke ophørt ved forældelse, præklusion m.v. Endelig skal der foreligge gensidighed,

dvs. at fordringerne skal bestå mellem de samme parter.

Det antages, at der i almindelighed ikke uden lovhjemmel kan ske modregning i en fordring, hvis

der heller ikke ville kunne foretages udlæg i fordringen. Det skyldes, at modregning, der ikke er

aftalt, har samme karakter af tvangsfuldbyrdelse som udlæg.

Retsplejelovens § 512, stk. 3, 1. pkt., fastslår eksempelvis, at udlæg ikke kan foretages i krav på

pension eller i krav på understøttelse eller anden hjælp fra det offentlige eller fra stiftelser eller an-

dre velgørende institutioner, medmindre der er forløbet tre måneder fra den dag, beløbet kunne for-

dres udbetalt. Alle krav mod det offentlige, der udspringer af sociallovgivningen i vid forstand, om-

fattes af bestemmelsen.

Retsplejelovens § 513, stk. 2, bestemmer, at udlæg i krav på godtgørelse for ikke-økonomisk skade,

som ikke falder ind under stk. 1 om udlægsforbud vedrørende erstatning for invaliditet eller tab af

forsørger, først kan foretages, når beløbet er udbetalt. Bestemmelsen omfatter f.eks. skyldnerens

krav på erstatning fra politiet i anledning af strafferetlig forfølgning, jf. retsplejelovens kapitel 93 a.

I retsplejelovens § 513, stk. 3, bestemmes, at udlæg ikke kan foretages i krav på erstatning for tab af

arbejdsfortjeneste, medmindre der er forløbet 7 dage fra den dag, beløbet kunne fordres udbetalt.

I særlovgivningen findes også bestemmelser om retsforfølgningsforbud. Det gælder f.eks. § 73 i lov

om sygedagpenge, hvorefter krav på ydelser efter denne lov ikke kan gøres til genstand for udlæg

eller anden retsforfølgning, medmindre der er forløbet 3 måneder fra den dag, hvor ydelsen kunne

kræves udbetalt. I lov om individuel boligstøtte bestemmer § 49, stk. 2, 1. pkt., at krav på boligstøt-

te ikke kan gøres til genstand for arrest, eksekution eller anden retsforfølgning. I § 11, stk. 1, i lov

om en børne- og ungeydelse bestemmes, at krav på børne- og ungeydelsen ikke kan overdrages eller

gøres til genstand for retsforfølgning.

Det offentliges udbetalinger af beløb til en borgers forsørgelse er således i vidt omfang beskyttet

mod udlæg, og SKAT friholder i overensstemmelse hermed navnlig følgende fordringer fra mod-

regning:



Folkepension

Social førtidspension

Kontanthjælp og andre underholdsydelser efter lov om aktiv socialpolitik

Sygedagpenge m.v.

Arbejdsløshedsdagpenge

Boligstøtte, f.eks. boligsikring

Børne- og ungeydelse

Børne- og ungeydelse kan dog i medfør af § 11, stk. 2, i lov om en børne- og ungeydelse anvendes

til dækning af daginstitutionskrav, krav vedrørende skolefritidsordning og skyldig børne- og unge-

ydelse.

Landsskatteretten har i SKM2008.673.LSR afgjort, at overskydende skat ikke har en sådan forsør-

gelseskarakter, at modregning er udelukket.

SKAT friholder også visse andre typer af udbetalinger fra modregning, selv om der for disse ikke

gælder et retsforfølgningsforbud. Det er tilfældet for visse typer af udbetalinger, der er øremærkede

til et særligt formål, der vil forspildes, hvis der ikke sker effektiv udbetaling, men modregning. Som

eksempel kan nævnes løntilskud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf.

SKM2006.302.SKAT. Disse undtagelser er beskrevet i Den Juridiske Vejledning 2015-2, afsnit

G.A.3.1.4.4, fra SKAT.

Statslige krav uden for formuerettens område, dvs. offentligretlige krav, kan ikke modregnes i

skyldnerens formueretlige krav mod staten, f.eks. vederlag for leverancer, byggearbejder, arbejds-

ydelser, tjenesteydelser m.v. Dette er fastslået i Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 186 af 22.

november 1983 om begrænsning af statens modregningsret.

En betydelig del af SKATs modregninger gennemføres i skyldnerens krav på overskydende skat

eller negativ moms. Når SKAT modregner som restanceinddrivelsesmyndighed, vil modregning i

overskydende skat eller negativ moms kunne ske til dækning af statslige fordringshaveres forfaldne

fordringer, fordi staten i modregningssammenhæng betragtes som en enhed, når det er staten, der

modregner. En forfalden fordring fra en anden statslig myndighed end SKAT kan således inddrives

ved modregning i skyldnerens krav mod SKAT på overskydende skat eller negativ moms.

Modregning i overskydende skat eller negativ moms kan imidlertid også ske til fordel for kommu-

ner og regioner samt Udbetaling Danmark i kraft af den såkaldte indtrædelsesret, der er en lovbe-

stemt undtagelse til den modregningsmæssige gensidighedsbetingelse. Efter § 8, stk. 1, i lov om

inddrivelse af gæld til det offentlige indtræder kommuner og regioner i retten til udbetalinger fra

staten til dækning af deres forfaldne fordringer. Efter § 8, stk. 2, indtræder det offentlige desuden på

vegne af en privat bidragsberettiget person i retten til udbetalinger fra det offentlige til dækning af

forfaldne private krav på underholdsbidrag. Lovens § 9, stk. 1, fastslår endvidere, at en tilladelse til

afdragsvis betaling eller henstand med betalingen ikke afskærer det offentliges adgang til at foreta-

ge modregning i udbetalinger fra det offentlige, ligesom det i § 9, stk. 2, fastslås, at en kommunalt

fastsat betalingsaftale ikke afskærer kommunen fra at indtræde i retten til udbetalinger fra staten, jf.

§ 8.

Lov om Udbetaling Danmark bestemmer i § 31, at §§ 8 og 9 i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige finder tilsvarende anvendelse for Udbetaling Danmark.

Indtrædelsesretten kan SKAT også anvende som restanceinddrivelsesmyndighed ved inddrivelsen

af fordringer modtaget til inddrivelse fra kommuner, regioner og Udbetaling Danmark. Efter § 3,

stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige overtager SKAT således kreditorbeføjelserne,

herunder indtrædelsesretten, for fordringer, der er overdraget til inddrivelse. Af lovforslag nr. L

112, Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 4637, fremgår, at indtrædelsesretten er

en af de kreditorbeføjelser, som SKAT indtræder i som restanceinddrivelsesmyndighed.

Til brug for en fordringshavers modregning i udbetalinger fra staten kan fordringshaver indberette

sin fordring til registrering i et fordringsregister hos SKAT, med henblik på at sikre at beløb, som

staten skal udbetale, anvendes til modregning, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt.

En fordringshaver, hvis fordringer omfattes af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, kan

endvidere selv gennemføre modregning, jf. § 2, stk. 8, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Af bestemmelsen i § 2, stk. 8, fremgår, at fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshave-

ren opkræver fordringen, helt eller delvist kan tilbagekalde en fordring, der er sendt til inddrivelse

hos restanceinddrivelsesmyndigheden, med henblik på at foretage modregning for fordringen. Den-

ne modregningsadgang består også, hvis fordringen slet ikke er sendt til inddrivelse hos restance-

inddrivelsesmyndigheden.

SKAT har samme adgang til at foretage modregning som fordringshaver.

En række lovbestemmelser lægger til grund, at SKAT foretager sådanne modregninger som for-

dringshaver. I forbindelse med udbetalingen af overskydende skat er det i kildeskattelovens § 62,

stk. 3, 3. pkt., og § 62 A, stk. 4, 2. pkt., bestemt, at der inden udbetaling sker modregning med den

skattepligtiges eventuelle skatterestancer med påløbne morarenter. Opkrævningslovens § 12, stk. 4,

2. pkt., bestemmer, at krav på tilsvar og eventuelle renter for afsluttede afregningsperioder modreg-

nes ved udbetalingen af de negative tilsvar, der udbetales efter § 12, stk. 1, selv om modkravet ikke

er forfaldent. Den såkaldte skattekonto, som anvendes ved ind- og udbetalinger af skatter og afgifter

m.v. for virksomheder, er baseret på et saldoprincip, fordi der automatisk sker modregning via skat-

tekontoen, der tillige indeholder meddelelse om de foretagne modregninger, jf. opkrævningslovens

§ 16 a, stk. 1.

En fordring, der dækkes ved modregning, som foretages af fordringshaver i en udbetaling fra denne

fordringshaver, dækkes inden fordringer, der søges modregnet af restanceinddrivelsesmyndigheden

i selv samme udbetaling fra den pågældende fordringshaver. Er der med den resterende del af udbe-

talingen ikke dækning til alle fordringer, som restanceinddrivelsesmyndigheden ønsker at modregne

med, dækkes fordringerne i den rækkefølge, hvori de er modtaget til inddrivelse. Er der efter restan-

ceinddrivelsesmyndighedens modregning i den pågældende udbetaling stadig et beløb tilbage, dæk-

kes endelig fordringer, som andre fordringshavere ønsker at modregne i udbetalingen, og er der ikke

dækning til alle disse fordringer, dækkes de i den rækkefølge, hvori de er registreret i fordringsregi-

steret hos SKAT.

Denne dækningsrækkefølge fremgår af § 7, stk. 1 og 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-

ge. Reglen har navnlig betydning ved udbetalinger fra SKAT. Modregner SKAT som fordringsha-

ver i en udbetaling fra SKAT, dækkes denne fordring inden de fordringer, som SKAT har modtaget

til inddrivelse og derfor kan lade indgå i en modregning. Er der efter SKATs modregning som først

fordringshaver og dernæst som restanceinddrivelsesmyndighed stadig et beløb tilbage af udbetalin-

gen fra SKAT, går dette herefter til dækning af fordringer, som andre statslige myndigheder og in-

stitutioner m.v., kommuner, regioner og Udbetaling Danmark ønsker at gennemføre modregning

med i form af den såkaldte indtrædelsesret, jf. ovenfor.

For kravene på udbetalinger fra det offentlige gælder typisk en udbetalingsfrist, der ikke kan over-

skrides med henblik på at muliggøre en modregning.

For negativ moms gælder eksempelvis en udbetalingsfrist på tre uger fra SKATs rettidige modta-

gelse af virksomhedens momsangivelse, jf. opkrævningslovens § 12, stk. 2. Fristen afbrydes ifølge

stk. 3, hvis SKAT på grund af virksomhedens forhold ikke kan foretage kontrol af angivelsen, indtil

virksomhedens forhold ikke længere hindrer kontrol, ligesom fristen kan afbrydes, hvis SKAT

skønner, at udbetaling på det foreliggende grundlag vil indebære en nærliggende risiko for afgift-

stab, indtil virksomhedens forhold er undersøgt.

Også for overskydende skat gælder en udbetalingsfrist, som SKAT skal overholde. Skyldes den

overskydende skat eksempelvis en ændret årsopgørelse, skal udbetalingen ske inden udgangen af

den måned, der følger nærmest efter udskrivningsdatoen, jf. kildeskattelovens § 62 A, stk. 4, 1. pkt.

De nævnte udbetalingsfrister kan efter reglerne ikke udskydes, selv om det er hensigten at foretage

modregning, og modregning først måtte kunne foretages, efter at der er foretaget partshøring og

foretaget en vurdering af skyldners økonomiske forhold.

En skyldner kan ikke ved at bestride den modfordring, hvormed der påtænkes modregnet, kræve

inddrivelsen udsat, indtil der er taget stilling til skyldners indsigelse. Det følger modsætningsvist af

§ 2, stk. 2, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter SKAT som restanceind-

drivelsesmyndighed kan beslutte, at indsigelser om kravets eksistens og størrelse tillægges opsæt-

tende virkning, hvis der er en begrundet formodning om, at kravet ikke er opgjort korrekt eller ikke

eksisterer. Det klare udgangspunkt er således, at en indsigelse mod en modfordring ikke vil have

opsættende virkning på SKATs ret til at gennemføre modregningen.

3.4.1.2. Partshøring

Det følger af forvaltningslovens § 19, stk. 1, at en myndighed har pligt til at gennemføre partshøring

af den, som afgørelsen retter sig mod, inden der træffes afgørelse i sagen, hvis parten ikke kan anta-

ges at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sa-

gens faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, der er til ugunst for parten og har væsent-

lig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden skal i et sådant tilfælde give parten lejlighed til at

fremkomme med en udtalelse og kan fastsætte en frist for afgivelsen af denne udtalelse.

Pligten efter § 19, stk. 1, til partshøring gælder dog ifølge stk. 2 ikke, hvis en af disse situationer

foreligger:



Det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe

afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag.

Udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse.

Partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til

offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse.



Parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i forvaltningslovens kapitel 4 med hensyn til de

pågældende oplysninger.

Den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt kreds af personer, virksomheder m.v.,

eller hvis forelæggelsen af oplysningerne for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige

vanskeligheder.

Der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med

grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen

træffes.

Bestemmelsen i § 19 finder i lighed med en række andre af forvaltningslovens regler om partsret-

tigheder kun anvendelse i sager, hvor en myndighed har truffet eller skal træffe afgørelse i en sag –

såkaldte afgørelsessager.

Udgangspunktet er, at en myndigheds beslutninger om økonomiske krav baseret på privatretlige

regler ikke anses for afgørelsessager. Heller ikke de dispositioner, en myndighed foretager som for-

dringshaver, anses som udgangspunkt for afgørelser i forvaltningslovens forstand.

Skattemyndighederne har imidlertid konsekvent lagt til grund, at SKATs beslutninger om at foreta-

ge modregning skal betragtes som afgørelser i forvaltningslovens forstand, og at forvaltningslovens

partsrettigheder, f.eks. klageadgangen, derfor finder anvendelse i disse sager.

Partshøring efter reglerne i forvaltningslovens § 19 skal finde sted, hvis parten ikke kan antages at

være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens fakti-

ske omstændigheder, der er til ugunst for parten og har væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Som det fremgår af forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 1, gælder pligten til partshøring dog ikke,

hvis det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe

afgørelse på det foreliggende grundlag.

På baggrund af disse regler har SKAT konsekvent lagt til grund, at der som udgangspunkt ikke er

pligt til at foretage partshøring i sager om modregning i udbetalinger, der ikke har forsørgelseskar-

akter.

I Folketingets Ombudsmands sag j.nr. 1991-203-21 havde toldvæsenet modregnet et afgiftskrav i en

skyldners krav på tilbagebetaling af overskydende skat uden at iagttage forvaltningslovens sagsbe-

handlingsregler, især om partshøring. Ombudsmanden konstaterede, at der ikke bestod noget selv-

stændigt behov for partshøring vedrørende modregningsafgørelsen, når den fornødne partshøring

var foretaget vedrørende hovedkravet og modkravet.

Vestre Landsret har i en senere dom af 15. juni 2000 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2000, side

2088) fundet, at et boligselskab skulle være partshørt efter forvaltningslovens § 19 eller den grund-

sætning, som bestemmelsen er afledt af, inden statsamtet i en klagesag gav nogle naboer medhold i,

at den byggetilladelse, som kommunen havde meddelt boligselskabet, var ugyldig. To af landsret-

tens tre dommere fandt, at det forudsætningsvist af forvaltningslovens § 19 fremgår, at en part i en

klagesag som den foreliggende skal underrettes om, at der verserer en sag. Ved ikke at underrette

boligselskabet herom havde statsamtet handlet i strid med forvaltningslovens § 19 eller grundsæt-

ningen i denne bestemmelse.

Der kan i lovgivningen være fastsat særlige regler om partshøring, herunder i form af undtagelser

fra pligten til partshøring på specifikke områder. I færdselslovens § 121, stk. 2, er således bestemt,

at afgørelser om at pålægge standsnings- og parkeringsafgifter ikke er omfattet af forvaltningslo-

vens § 19. Disse afgørelser træffes enten af politiet eller kommunerne. Undtagelsen blev indført ved

lov nr. 341 af 16. maj 2001. Af det bagvedliggende lovforslag, L 174, Folketingstidende 2000-01,

tillæg A, side 5131, fremgår, at den indførte undtagelsesbestemmelse havde til formål at muliggøre

en fortsættelse af den hidtidige praksis, da en partshøring bl.a. ville medføre et øget ressourcefor-

brug og et stort administrativt besvær som følge af en nødvendig omlægning af kommunernes og

politiets systemer vedrørende opkrævningen af standsnings- og parkeringsafgifter.

En pligt til partshøring kan i øvrigt – ud over de beskrevne regler i forvaltningsloven – også følge af

uskrevne retsgrundsætninger om partshøring.

3.4.1.3. Inddragelse af hensynet til skyldnerens økonomiske forhold ved modregning

I forvaltningsretten gælder det såkaldte proportionalitetsprincip, hvorefter det indgreb, som myn-

dighedernes handlinger og beslutninger kan være udtryk for i forhold til borgere m.v., ikke må være

mere vidtgående, end formålet tilsiger. I den forvaltningsretlige teori antages, at myndigheden skal

anvende

egnede

midler til at opnå det tilstræbte formål, midlerne skal stå i et

passende

forhold til

formålet, og endelig skal midlerne være

nødvendige,

idet det mindst indgribende middel, der ud fra

en helhedsvurdering opfylder disse kriterier, skal anvendes.

Proportionalitetsbetragtninger har også haft væsentlig betydning for udformningen af reglerne om

den offentlige restanceinddrivelse. I lovforslaget til lov om opkrævning og inddrivelse af visse for-

dringer, jf. lovforslag nr. L 112, Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, anføres på side

4637, at de mere indgribende tvangsinddrivelsesskridt som lønindeholdelse og udpantning som ud-

gangspunkt ikke vil blive anvendt over for skyldnere, som indgår og overholder en afviklingsord-

ning, som kan eliminere restancen. I § 10, stk. 3, 4. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offent-

lige er det desuden bestemt, at der ved afgørelse om lønindeholdelse skal overlades skyldneren det

nødvendige til eget og familiens underhold. I § 8, stk. 3, 2. pkt., i bekendtgørelse nr. 1513 af 13.

december 2013 om inddrivelse af gæld til det offentlige anføres supplerende, at dette normalt vil

være tilfældet, når lønindeholdelsesprocenten fastsættes med udgangspunkt i § 5 om det såkaldte

tabeltræk, hvorefter det beløb, der inddrives hver måned, tager udgangspunkt i det nettoindkomstin-

terval, som skyldneren er placeret i.

I retsplejelovens § 509, der omhandler det såkaldte trangsbeneficium, er i stk. 1 bestemt, at der ikke

kan foretages udlæg i aktiver, bortset fra fast ejendom, der er nødvendige til opretholdelse af et be-

skedent hjem og en beskeden levefod for skyldneren og hans husstand, jf. dog stk. 2 om en vis ad-

gang til udlæg i bl.a. andele i andelsboligforeninger. Hvis skyldnerens eneste likvide middel i star-

ten af måneden er et bankindestående på f.eks. 3.000 kr., kan der ikke foretages udlæg heri. Ud-

lægsforbuddet skyldes i denne situation ikke fordringstypen – bankindestående – men skyldnerens

individuelle økonomiske situation, hvorefter beløbet er nødvendigt til skyldnerens og dennes hus-

stands underhold resten af måneden.

I relation til modregning antages det, at det ovenfor i afsnit 3.4.1.1 beskrevne modregningsforbud,

der gælder for typer af udbetalinger, som ikke kan gøres til genstand for retsforfølgning, ikke om-

fatter det retsforfølgningsforbud, der baseret på skyldners individuelle økonomiske situation, jf.

ovenfor, kan følge af retsplejelovens § 509. Bernhard Gomard: Obligationsret, 3. del (2. udgave,

2009, ved Torsten Iversen), anfører således på side 226: ”Grundsætningen om, at en fordring (ho-

vedfordringen), der er fritaget for udlæg, ikke kan fyldestgøres ved modregning, er undergivet visse

undtagelser. Det er ikke praktisk muligt at respektere bestemmelsen i RPL § 509 om trangsbenefici-

et, da modregning jo sker uden medvirken af nogen myndighed […].” Betragtningen er således den,

at modregning ikke sker på samme måde som tvangsfuldbyrdelse gennem udlæg, hvor fogedretten

skal sikre en overholdelse af retsplejelovens § 509, hvilket kan ske ved at stille spørgsmål til skyld-

neren under udlægsforretningen. En udlægsforretning er som udgangspunkt en inkluderende tvangs-

fuldbyrdelsesform, idet skyldner så vidt muligt skal underrettes om tid og sted for forretningen, jf.

retsplejelovens § 493, stk. 1, hvorimod modregning traditionelt har været betragtet som en singulær

tvangsfuldbyrdelsesform, fordi modregning til sin gennemførelse alene kræver en modregningser-

klæring fra modregneren.

Vestre Landsret forholdt sig i en dom af 17. november 2006 (gengivet som SKM2006.745.VLR) til

en modregning, som det daværende ToldSkat i juli 2004 havde gennemført til dækning af restancer

bestående af skyldig A-skat, moms og renter i skyldners krav på overskydende skat på 27.918 kr.

Skyldneren mente, at modregningen var ulovlig, da den udgjorde et indgreb i det fastsatte rådig-

hedsbeløb til dækning af nødvendige leveomkostninger, og henviste til det princip, der er fastsat i

retsplejelovens § 509 om trangsbeneficiet. Skyldneren havde forelagt sit budget for 2003 for Told-

Skat, der skønnede, at sagsøgeren ikke havde økonomi til at afdrage på skattegælden, hvis en be-

skeden husførelse og levefod skulle opretholdes. Landsretten fandt, at modregningen var berettiget.

3.4.2. Lovforslaget

Den nærmere udstrækning af og indholdet af pligten til at foretage partshøring og undersøge skyld-

ners økonomiske forhold i sager, hvor SKAT foretager modregning, kan, som det fremgår af be-

skrivelsen i afsnit 3.4.1 af gældende ret, give anledning til tvivl.

Modregningsprocessen er i høj grad systemunderstøttet, og den gennemføres automatisk. Der fore-

tages ikke partshøring, og der foretages ikke undersøgelser af skyldnerens individuelle økonomiske

forhold. Til gengæld modregner SKAT ikke i udbetalinger, der har forsørgelseskarakter, ligesom

der bl.a. heller ikke foretages modregning i visse udbetalinger, der har et særligt formål, der forspil-

des i tilfælde af modregning.

En forpligtelse for SKAT til at gennemføre partshøring af skyldneren og undersøge dennes økono-

miske forhold, inden modregning gennemføres, vil således have betydelige økonomiske og admini-

strative konsekvenser, idet de nuværende procedurer, hvor modregning er baseret på en høj grad af

automatik og systemunderstøttelse, ikke vil kunne opretholdes. Det er således ikke muligt system-

mæssigt at få afklaret skyldnerens individuelle økonomiske forhold.

I forhold til fysiske personer gennemfører SKAT årligt flere hundrede tusinde modregninger for et

milliardbeløb. Som følge af udbetalingsfristerne for de fordringer, der kan være aktuelle for en

modregning, vil en partshøring og undersøgelse af skyldnerens økonomiske forhold desuden kunne

betyde, at modregningsmuligheden forpasses.

Det foreslås derfor, at SKATs modregninger – hvad enten disse gennemføres af SKAT som restan-

ceinddrivelsesmyndighed eller som fordringshaver, og hvad enten de gennemføres automatisk med

systemunderstøttelse eller manuelt – udtrykkeligt undtages fra pligten til partshøring, ligesom mod-

regning skal kunne gennemføres uden forudgående vurdering af skyldnerens individuelle økonomi-

ske forhold.

Det bemærkes, at SKAT allerede i dag friholder typer af fordringer, der ikke kan gøres til genstand

for retsforfølgning som følge af deres forsørgelsesmæssige sigte m.v., fra modregningsadgangen,

hvilket sikrer, at der som udgangspunkt ikke sker modregning i midler, der skal dække nødvendige

leveomkostninger. Det må antages, at størstedelen af de sager, hvor partshøring kunne være relevant

med henblik på at få afklaret skyldnerens individuelle økonomiske forhold, inden modregning fore-

tages, befinder sig i disse kategorier. I disse sager foretages imidlertid som nævnt slet ikke modreg-

ning. Lovforslaget har ikke til formål at ændre på dette.

Det bemærkes også, at en skyldner, over for hvem der påtænkes gennemført modregning, har været

igennem et opkrævningsforløb, hvor det offentliges krav er blevet gjort gældende, og hvis kravet

som følge af manglende rettidig betaling er overdraget til SKAT til inddrivelse, vil skyldner endvi-

dere som absolut hovedregel have modtaget den underretning, som fordringshaver ifølge § 2, stk. 4,

i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige skal give skyldner inden overdragelsen til SKAT.

Skyldner vil derfor som det klare udgangspunkt være bekendt med, at det offentlige har en fordring

mod skyldner, og bør i så fald indse muligheden for, at kravet vil kunne blive dækket gennem mod-

regning i en fordring, som skyldner måtte få mod staten.

Der vil kunne forekomme tilfælde, hvor fordringen mod skyldner helt eller delvist ikke består, men

som klagepraksis fra Landsskatteretten og Skatteankestyrelsen viser, jf. ovenfor i afsnit 2.4, er der i

praksis tale om ganske få sådanne sager.

Dertil kommer, som det nævnes i afsnit 3.4.1.1, at skyldners indsigelse mod modfordringens eksi-

stens eller størrelse som det klare udgangspunkt ikke har den konsekvens, at modregningen skal

suspenderes. Kun hvis indsigelsen skaber en begrundet formodning om, at modfordringen ikke er

opgjort korrekt eller ikke eksisterer, kan SKAT som restanceinddrivelsesmyndighed tillægge indsi-

gelsen opsættende virkning, jf. § 2, stk. 2, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

For at imødekomme behovet hos skyldnere, der måtte have indsigelser i forhold til en modregning,

som SKAT gennemfører som fordringshaver, vil der blive etableret en ”fast track”-ordning, således

at SKAT hurtigt vil kunne behandle de sager, hvor en skyldner måtte vælge at påklage en gennem-

ført modregning, i forbindelse med afgivelsen af en udtalelse til Skatteankestyrelsen, jf. skattefor-

valtningslovens § 35 a, stk. 4, eller en genoptagelse (remonstrationsbehandling), jf. skatteforvalt-

ningslovens § 35 a, stk. 5, eller hvor skyldneren nåede at indfri sin gæld inden modregningen, såle-

des at SKAT hurtigt kan foranledige hovedfordringen udbetalt.

I praksis giver Skatteankestyrelsen SKAT en frist på 6 uger til at afgive udtalelsen efter skattefor-

valtningslovens § 35 a, stk. 4. Det er således med ”fast track”-ordningen tanken, at SKAT inden for

en kortere frist på højst 14 dage afgiver udtalelsen eller inden da ændrer afgørelsen i forbindelse

med den genoptagelse, som SKAT måtte finde anledning til. Afgiver SKAT en udtalelse, vil det

skyldes, at SKAT har vurderet, at afgørelsen ikke skal ændres, hvorfor den endelige administrative

afgørelse i stedet overlades til Skatteankestyrelsen.

Forslaget om en ændret klagestruktur for klager over SKATs afgørelser om inddrivelse som restan-

ceinddrivelsesmyndighed, jf. ovenfor i afsnit 3.2.2, indebærer en lovbestemt ”fast track”-ordning

for klager over SKATs modregninger som restanceinddrivelsesmyndighed. Det skyldes, at en re-

monstrationsordning svarende til den, der var gældende inden den 1. januar 2014, vil blive indført.

Den tidligere remonstrationsordning indebar, at SKAT havde 14 dage til eventuelt at genoptage

afgørelsen og give klageren helt eller delvist medhold, jf. § 39 i den tidligere bekendtgørelse nr. 922

af 24. august 2011 om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Med friholdelsen af de ovenfor nævnte typer af udbetalinger fra modregningsadgangen og med

etableringen af ”fast track”-ordningen sikres det, at de indsigelser, der ville kunne være fremsat

under en forudgående høring, vil blive behandlet hurtigst muligt.

Ved vurderingen af, at pligten til partshøring kan fraviges udtrykkeligt på dette konkrete område,

lægges der endvidere vægt på, at beslutninger om at foretage modregning ikke ligger i kernen af

anvendelsesområdet for forvaltningslovens partsrettigheder. Som det fremgår af afsnit 3.4.1.2, er

det således udgangspunktet, at offentlige myndigheders beslutninger som led i udøvelse af kreditor-

beføjelser ikke er afgørelser i lovens forstand og dermed ikke er omfattet af forvaltningslovens

partsrettigheder.

3.5 Gennemførelse af indkomstaftrapning af børne- og ungeydelsen uden partshøring

3.5.1 Gældende ret

3.5.1.1 Indkomstaftrapning af børne- og ungeydelsen

Børne- og ungeydelsen er differentieret efter fire aldersgrupper. For børn fra 0-14 år udbetales bør-

neydelsen kvartalsvis, mens ungeydelsen til de 15-17-årige udbetales månedsvis.

Efter § 1 a i lov om en børne- og ungeydelse skal den samlede børne- og ungeydelse nedsættes med

2 pct. af den del af topskattegrundlaget efter personskattelovens § 7, stk. 1 og 3, der overstiger et

grundbeløb på 700.000 kr. (2010-niveau) for modtageren. Modtageren vil typisk være moderen,

men det kan i bestemte situationer være faderen.

For ægtefæller sker nedsættelsen på baggrund af begge ægtefællers indkomst. Hvis begge ægtefæl-

ler har et topskattegrundlag på over 700.000 kr., beregnes nedsættelsen derfor på baggrund af sum-

men af beløbene hos hver af ægtefællerne, som overstiger bundgrænsen på 700.000 kr. Hvis kun

den ene ægtefælle har et topskattegrundlag på over 700.000 kr., beregnes nedsættelsen på baggrund

af den del, der overstiger de 700.000 kr.

Tilsvarende gælder, hvis barnet er i privat familiepleje, og børne- og ungeydelsen udbetales til ple-

jefamilien. Hvis barnet selv er modtager af ydelsen, vil nedsættelsen skulle ske på baggrund af bar-

nets egen indkomst.

Efter § 8 a i lov om en børne- og ungeydelse skal der foretages en foreløbig nedsættelse af børne-

og ungeydelsen i årets løb på baggrund af indkomstoplysningerne i den seneste forskudsopgørelse

fra SKAT for det pågældende indkomstår. Det er SKAT, der har kompetencen til at fastsætte ind-

komstgrundlaget i forskudsopgørelsen og årsopgørelsen.

Det fremgår af de specielle bemærkninger til § 2, nr. 2, i lovforslag nr. 194 af 14. august 2012,

hvorved § 8 a i lov om en børne- og ungeydelse blev indført, at der ved den seneste forskudsopgø-

relse fra SKAT forstås den forskudsopgørelse, som er tilgængelig for Udbetaling Danmark på tids-

punktet for beregning af kvartalets børne- og ungeydelse.

Det fremgår endvidere af § 19 i bekendtgørelse nr. 1563 af 13. december 2013 om børne- og unge-

ydelsen, at SKAT leverer indkomstoplysninger til Udbetaling Danmark én gang i kvartalet. Det er

således disse indkomstoplysninger, der er tilgængelige for Udbetaling Danmark til brug for ind-

komstaftrapningen. Udbetaling Danmark kan herudover indhente oplysninger om indkomstforhold

hos SKAT til brug for påbegyndelsen af en ny udbetaling.

Endelig fremgår det af § 20 i bekendtgørelse nr. 1563 af 13. december 2013 om børne- og unge-

ydelsen, at Udbetaling Danmark kvartalsvis beregner, om der skal foretages nedsættelse af børne-

og ungeydelsen på baggrund af de nyeste oplysninger, som SKAT efter bekendtgørelsens § 19 leve-

rer, samt at Udbetaling Danmark kvartalsvis ved påbegyndelsen af en ny udbetaling beregner, om

der skal foretages nedsættelse af børne- og ungeydelsen på baggrund af de særskilt indhentede op-

lysninger.

Når årsopgørelsen foreligger, beregner Udbetaling Danmark den endelige nedsættelse på baggrund

af indkomstoplysningerne heri, og såfremt der efterfølgende sker ændringer i årsopgørelsen, foreta-

ges en regulering af nedsættelsen i henhold hertil, jf. § 8 a i lov om en børne- og ungeydelse. Udbe-

taling Danmark har ikke hjemmel til at lægge indkomstoplysninger, der ikke er leveret af SKAT, til

grund for beregningen af en eventuel nedsættelse eller regulering.

Det fremgår således direkte af lov om en børne- og ungeydelse samt bekendtgørelse nr. 1563 af 13.

december 2013 om børne- og ungeydelsen, hvordan Udbetaling Danmark skal beregne nedsættel-

sen, samt hvilke oplysninger der skal lægges til grund for denne beregning.

Det er Udbetaling Danmark, der både udbetaler ydelsen og træffer afgørelser efter lov om en børne-

og ungeydelse, jf. § 5 i lov om en børne- og ungeydelse. SKAT afgør dog spørgsmålet om skatte-

pligt, jf. § 5, stk. 2, i lov om en børne- og ungeydelse.

Det fremgår af § 3 i lov om en børne- og ungeydelse, at betingelserne i lovens §§ 1 og 2 skal være

opfyldt den første dag i den periode, som den enkelte udbetaling vedrører, for at der er ret til ydel-

sen i den pågældende periode. Efter § 5, stk. 3 og 4, udbetales børneydelsen kvartalsvis den seneste

hverdag, dog undtaget lørdag, forud for den 21. i kvartalets første måned og ungeydelsen månedsvis

den seneste hverdag, dog undtaget lørdag, forud for den 21. i måneden.

3.5.1.2 Partshøring

Udbetaling Danmark har i praksis ikke foretaget partshøring forud for nedsættelse og regulering af

børne- og ungeydelsen efter reglerne om indkomstaftrapning. Der henvises i øvrigt til de generelle

bemærkninger om partshøring i afsnit 3.4.1.2 ovenfor.

Ankestyrelsen har imidlertid i en række afgørelser kritiseret, at Udbetaling Danmark ikke foretager

partshøring, forinden at der er blevet truffet afgørelse om nedsættelse af børne- og ungeydelsen ef-

ter §§ 1 a og 8 a i lov om en børne- og ungeydelse.

Den beløbsmæssige opgørelse af indkomstaftrapningen er, som det er redegjort for ovenfor i afsnit

3.5.1.1, fastsat i lov om en børne- og ungeydelse og bekendtgørelse nr. 1563 af 13. december 2013

om børne- og ungeydelsen. Nedsættelsen sker således på baggrund af objektive kriterier, og SKAT

informerer både på forskudsopgørelsen og årsopgørelsen om, at indkomstoplysningerne kan medfø-

re indkomstaftrapning af børne- og ungeydelse. En eventuel indsigelse under en partshøring vedrø-

rende opgørelsen af den indkomst, som lægges til grund for aftrapningen, vil således ikke kunne

medføre en ændring i Udbetaling Danmarks beløbsmæssige nedsættelse af børne- og ungeydelsen

efter reglerne om indkomstaftrapning, da Udbetaling Danmark netop ikke har hjemmel til at inddra-

ge andre indkomstoplysninger end de i loven fastsatte, jf. også afsnit 3.5.1.1 ovenfor.

3.5.2 Lovforslaget

Som det er beskrevet ovenfor, har Udbetaling Danmark ikke hjemmel til at inddrage andre ind-

komstoplysninger end de i loven fastsatte. En eventuel indsigelse under en partshøring vedrørende

opgørelsen af den indkomst, som lægges til grund for aftrapningen, vil således ikke kunne medføre

en ændring i Udbetaling Danmarks beløbsmæssige nedsættelse af børne- og ungeydelsen efter reg-

lerne om indkomstaftrapning.

Nedsættelsen i løbet af året er desuden kun foreløbig. En eventuel endelig nedsættelse bliver først

beregnet, når årsopgørelsen foreligger. Hvis ydelsesmodtagerens indkomst er faldet i årets løb, vil

den endelige regulering derfor også kompensere for dette, og ydelsesmodtageren vil få udbetalt et

eventuelt differencebeløb. Sker der efterfølgende ændringer i årsopgørelsen, foretages der ligeledes

en regulering af nedsættelsen i henhold hertil.

En pligt til at foretage partshøring, inden der gennemføres indkomstaftrapning af børne- og unge-

ydelsen, vil endvidere modvirke, at indkomstaftrapningen kan ske automatisk. Udbetaling Danmark

gennemførte i 2015 ca. 60.000 endelige nedsættelser på baggrund af årsopgørelsen for 2014 og ca.

66.000 foreløbige nedsættelser på baggrund af forskudsopgørelsen for 2015. Der er således tale om

et stort antal nedsættelser.

Det foreslås på denne baggrund, at det udtrykkeligt fastslås, at nedsættelse af børne- og ungeydelsen

efter reglerne om indkomstaftrapning kan ske uden forudgående partshøring, således at den hidtidi-

ge fremgangsmåde kan fortsættes.

3.6. Nægtelse eller fratagelse af registrering ved konkurskarantæne

3.6.1. Gældende ret

Ved lov nr. 429 af 1. maj 2013 blev der i konkursloven indført et sæt regler om den konkurskaran-

tæne, som skifteretten i forbindelse med en konkursbehandling kan ikende en person, der senere end

1 år før fristdagen har deltaget i ledelsen af skyldners erhvervsvirksomhed, hvis det må antages, at

personen som følge af groft uforsvarlig forretningsførelse er uegnet til at deltage i ledelsen af en

erhvervsvirksomhed, jf. konkurslovens § 157, stk. 1. Reglerne trådte i kraft den 1. januar 2014, jf.

bekendtgørelse nr. 1403 af 13. december 2013.

En konkurskarantæne indebærer, at personen i karantæneperioden, der som udgangspunkt er 3 år, jf.

konkurslovens § 158, stk. 1, ikke må deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed uden at hæfte

personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser, jf. konkurslovens § 159, 1. pkt.

Er den pågældende person tidligere pålagt en konkurskarantæne, der ikke er udløbet på fristdagen,

og er den groft uforsvarlige forretningsførelse, der begrunder nyt pålæg af konkurskarantæne, fore-

gået, efter at den tidligere konkurskarantæne fik virkning, bestemmes det i kendelsen om konkurs-

karantæne, at den pågældende person heller ikke må deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed

med personlig og ubegrænset hæftelse for virksomhedens forpligtelser, jf. konkurslovens § 159, 2.

pkt.

En konkurskarantæne omfatter også personer, der uden at være registreret som direktør, bestyrel-

sesmedlem eller tilsynsrådsmedlem i Erhvervsstyrelsen, reelt udøver en direktørs eller et bestyrel-

sesmedlems eller tilsynsrådsmedlems beføjelser i selskabet m.v. Det vil f.eks. gælde stråmandskon-

struktioner, hvor den daglige ledelse reelt udøves af en anden end den, der er registreret som direk-

tør i selskabet m.v. Konkursrådet var i sin betænkning nr. 1525 fra 2011 om konkurskarantæne klar

over, at en konkurskarantæne ville kunne søges omgået ved stråmandskonstruktioner, men betrag-

tede dette som et håndhævelsesproblem, jf. bl.a. side 90.

Både i Konkursrådets betænkning og i lovforslag nr. L 131, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131

som fremsat, der ligger bag lov nr. 429 af 1. maj 2013 om konkurskarantæne, blev det tilkendegivet,

at SKAT forventes at bidrage til håndhævelsen af en pålagt konkurskarantæne ved at nægte eller

inddrage registreringen for moms og A-skat for personer, der er pålagt konkurskarantæne. En per-

son, der er pålagt en almindelig konkurskarantæne efter konkurslovens § 159, 1. pkt., kan drive en-

keltmandsvirksomhed, som efter de gældende regler skal registreres for moms m.v., hvorimod en

person med en skærpet konkurskarantæne efter konkurslovens § 159, 2. pkt., heller ikke må deltage

i ledelsen af en erhvervsvirksomhed med personlig og ubegrænset hæftelse for virksomhedens for-

pligtelser, dvs. f.eks. en enkeltmandsvirksomhed.

Erhvervsstyrelsen har registreringsopgaven vedrørende pligterne efter skatte- og afgiftslovgivnin-

gen, jf. § 1 og § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 223 af 3. marts 2012 om virksomhedsregistrering i en

række skatte- og afgiftslove. SKAT forestår dog registreringen i sager, der kræver egentlig skatte-

og afgiftsfaglig kompetence, jf. § 2, stk. 2. Anmeldelsen skal i alle tilfælde foretages over for Er-

hvervsstyrelsen.

Efter § 3 i lov om fremgangsmåden ved anmeldelse m.v. af visse oplysninger hos Erhvervsstyrelsen

skal Erhvervsstyrelsen nægte en registrering, der ikke er i overensstemmelse med lovgivningen. Af

forarbejderne, lovforslag L 123, Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 4269, bemærkningerne

til § 1, fremgår, at anmeldelser på Skatteministeriets område også omfattes af lovens anvendelses-

område, dvs. anmeldelse til registrering for bl.a. moms og A-skat.

Hvis en person med en gældende konkurskarantæne anmeldes som ledelse i strid med konkurska-

rantænen, vil Erhvervsstyrelsen derfor skulle nægte registreringen og derfor have håndhævelsesop-

gaven i de tilfælde med registreringsnægtelse, hvor Erhvervsstyrelsen forestår registreringen.

Efter konkurslovens § 169, stk. 2, kan erhvervs- og vækstministeren efter forhandling med justits-

ministeren fastsætte regler om førelsen af et register over pålagte konkurskarantæner, herunder om

indberetning af pålagte konkurskarantæner til Erhvervsstyrelsen og om udlevering af oplysninger

fra registeret. I medfør af bestemmelsen er udstedt bekendtgørelse nr. 1510 af 13. december 2013

om førelse af et register over pålagte konkurskarantæner, der i § 9, stk. 1, bestemmer, at SKAT sik-

rer, at en person, der er pålagt konkurskarantæne efter konkurslovens § 159, 2. pkt., ikke kan blive

momsregistreret eller registreret som arbejdsgiver, medmindre den pågældende over for SKAT

godtgør, at vedkommende ikke deltager i og ikke forventer at skulle deltage i ledelsen af den på-

gældende erhvervsvirksomhed. Efter § 9, stk. 2, afregistreres de eksisterende momsregistreringer og

registreringer som arbejdsgiver for en person, der er pålagt en konkurskarantæne efter konkurslo-

vens § 159, 2. pkt., medmindre personen godtgør, at vedkommende ikke deltager i og ikke forventes

at skulle deltage i ledelsen af den omhandlede erhvervsvirksomhed.

3.6.2. Lovforslaget

Der foreslås, at der i opkrævningsloven indsættes en ny bestemmelse, hvormed det præciseres, at

SKAT kan nægte eller inddrage registreringen efter skatte- og afgiftslove, hvor opkrævningen regu-

leres efter opkrævningsloven, for en person, der er pålagt en konkurskarantæne efter konkurslovens

§ 159, 2. pkt., medmindre personen over for SKAT godtgør, at personen ikke deltager i og ikke for-

ventes at skulle deltage i ledelsen af den omhandlede erhvervsvirksomhed.

Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til den eksisterende bestemmelse i § 9, stk. 1, i

bekendtgørelse nr. 1510 af 13. december 2013 om førelse af et register over pålagte konkurskaran-

tæner, men dog med den forskel, at det er alle registreringsforhold, hvor opkrævningen reguleres af

opkrævningsloven, der kan nægtes eller inddrages. Det gælder ud over registreringen for moms og

for indeholdelsespligt vedrørende A-skat og arbejdsmarkedsbidrag også registreringen for lønsums-

afgift og punkt- og miljøafgifter, men derimod ikke registreringen som importør efter toldloven, da

told ikke omfattes af opkrævningsloven, jf. opkrævningslovens § 1, stk. 4.

4. Økonomiske konsekvenser for det offentlige

Forslaget skønnes samlet set ikke at medføre økonomiske konsekvenser for det offentlige.

Forslagene vedrørende interimsperioden med udviklingen af et nyt it-baseret system til SKATs re-

stanceinddrivelse vurderes ikke at have provenumæssige konsekvenser. Det gælder således både

forslaget om en ændret klagestruktur på inddrivelsesområdet og muligheden for at fravige dæk-

ningsrækkefølgen i interimsperioden.

Inddrivelsen af de ca. 25 fordringstyper, der påtænkes inddrevet via rykkere, betalingsordninger og

udlæg i interimssystemets første udgave, jf. ovenfor i afsnit 2.1, vil imidlertid øge inddrivelsespro-

venuet i forhold til i dag, men det er højst usikkert, hvor stort provenuet vil være. Det skyldes, at det

er forbundet med stor usikkerhed, hvor mange nye fordringer der vil blive modtaget til inddrivelse

fra fordringshaverne. Derudover er det usikkert, hvorvidt disse nye skyldnere har betalingsevne.

Der er ikke statistisk materiale til rådighed, som for nuværende gør det muligt at fremkomme med

et retvisende skøn.

Som det fremgår af afsnit 2.1 og afsnit 3.2.1, er det tanken, at interimssystemet tilføres yderligere

inddrivelsesfunktionalitet i senere udgaver, hvilket forventeligt vil øge inddrivelsesprovenuet.

Forslaget om hjemmel for SKAT til at indhente og i et register opbevare oplysninger om alle perso-

ner, der er berettigede til børne- og ungeydelse, samt de børn og unge, som ydelsen vedrører, vurde-

res ikke at have provenumæssige konsekvenser. Det samme gælder forslaget om hjemmel for

SKAT til at indsamle og anvende oplysninger om personers nettoindkomst og betalingsevne til brug

for statistiske og regnskabsmæssige formål.

I 2012 foretog SKAT op mod 1 mio. modregninger, der samlet havde en værdi af ca. 6,2 mia. kr. I

perioden 1. september 2013 indtil 31. maj 2015 udgjorde provenuet ca. 4,8 mia. kr. Som beskrevet

er SKATs modregninger baseret på en systemunderstøttelse. En pligt til at foretage partshøring ville

fjerne den effektivitet og ressourcebesparelse, som systemunderstøttelsen sikrer. Med forslaget fast-

slås det, at SKAT ikke skal foretage partshøring, inden modregningen gennemføres. Herved sikres

det udtrykkeligt, at den nuværende praksis kan videreføres. Der vurderes derfor ikke at være prove-

numæssige konsekvenser forbundet med lovforslaget. Det samme gælder forslaget om, at ind-

komstaftrapning af børne- og ungeydelse kan ske uden partshøring af ydelsesmodtageren.

Forslaget om SKATs adgang til at nægte og inddrage registreringen for moms m.v. for en person,

der er pålagt en konkurskarantæne efter konkurslovens § 159, 2. pkt., vurderes heller ikke at have

provenumæssige konsekvenser.

5. Administrative konsekvenser for det offentlige

Forslaget om gennemførelse af modregning uden partshøring indebærer, at det udtrykkeligt fastslås,

at den nuværende praksis kan videreføres. Der vurderes derfor ikke at være administrative konse-

kvenser forbundet med lovforslaget. Det samme gælder forslaget om, at indkomstaftrapning af bør-

ne- og ungeydelse kan ske uden partshøring af ydelsesmodtageren.

Forslaget vurderes også i øvrigt ikke at have administrative konsekvenser for det offentlige.

6. Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Der vurderes ikke at være erhvervsøkonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

7. Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Der vurderes ikke at være erhvervsadministrative konsekvenser for erhvervslivet.

8. Administrative konsekvenser for borgerne

Forslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

9. Miljømæssige konsekvenser

Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

10. Forholdet til EU-retten

I forbindelse med udarbejdelsen af lovforslaget er det sikret, at de foreslåede regler er i overens-

stemmelse med reglerne i persondataloven og dermed de EU-retlige regler, der er implementeret

ved persondataloven. (Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske per-

soner i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysnin-

ger (EF-Tidende 1995, L 281, side 31 ff.)).

Forslaget indeholder ikke herudover EU-retlige aspekter.

11. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden den 19. januar 2016 til den 16. februar 2016 været sendt i

høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

3 F, Advokatsamfundet, Ankestyrelsen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, ATP, borger- og rets-

sikkerhedschefen i SKAT, Bryggeriforeningen, Business Danmark, Børnerådet, Børsmæglerfor-

eningen, Cepos, Cevea, Danmarks Rederiforening, Dansk Aktionærforening, Dansk arbejdsgiver-

forening, Dansk Byggeri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk

Fjernvarme, Dansk Told & Skatteforbund, Danske Advokater, DANVA, Datatilsynet, Den Danske

Dommerforening, DI, Domstolsstyrelsen, Erhvervsstyrelsen – Team Effektiv Regulering, Ejen-

domsforeningen Danmark, Ejerlejlighedernes Landsforening, FDM, Finansrådet, Finansforbundet,

Finanstilsynet, FSR – danske revisorer, Foreningen af Danske Skatteankenævn, Forsikring & Pen-

sion, Grundejernes Landsforening, HORESTA, Håndværksrådet, Investeringsfondsbranchen, ISO-

BRO, IT-branchen, KL, Kraka, Kristelig Arbejdsgiverforening, Kristelig Fagforening, Landbrug &

Fødevarer, Landsskatteretten, LO, Nationalbanken, Realkreditforeningen, Realkreditrådet, Rådet

for Socialt Udsatte, SEGES, Skatteankestyrelsen, SRF Skattefaglig Forening, Udbetaling Danmark,

Ældresagen.

12. Sammenfattende skema

Samlet vurdering af konsekvenser af lovforslaget

Positive konsekvenser/ mindre

udgifter

Ingen.

Negative konsekven-

ser/merudgifter

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

for det offentlige

Administrative konsekvenser

for det offentlige

Økonomiske konsekvenser

for erhvervslivet

Administrative konsekvenser

for erhvervslivet

Administrative konsekvenser

for borgerne

Miljømæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Ingen.

I forbindelse med udarbejdelsen af lovforslaget er det sikret, at de

foreslåede regler er i overensstemmelse med reglerne i persondata-

loven og dermed de EU-retlige regler, der er implementeret ved

persondataloven. Forslaget indeholder ikke herudover EU-retlige

aspekter.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Persondatalovens § 6 bestemmer, hvornår der må ske behandling af personoplysninger, der ikke er

følsomme oplysninger, dvs. alle andre oplysninger end oplysninger om rent private forhold, som er

omfattet af lovens §§ 7 og 8.

Efter § 7, stk. 1, må der som udgangspunkt ikke behandles oplysninger om racemæssig eller etnisk

baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold og

oplysninger om helbredsmæssige og seksuelle forhold. Ifølge § 8, stk. 1, må der for den offentlige

forvaltning ikke behandles oplysninger om strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og andre

rent private forhold end de i § 7, stk. 1, nævnte, medmindre det er nødvendigt for varetagelsen af

myndighedens opgaver.

Persondatalovens § 10, stk. 1, fastslår, at oplysninger som nævnt i § 7, stk. 1, eller § 8 må behand-

les, hvis dette alene sker med henblik på at udføre statistiske eller videnskabelige undersøgelser af

væsentlig samfundsmæssig betydning, og hvis behandlingen er nødvendig for udførelsen af under-

søgelserne. Stk. 2 bestemmer, at de af stk. 1 omfattede oplysninger ikke senere må behandles i an-

det end statistisk eller videnskabeligt øjemed. Tilsvarende gælder behandling af andre oplysninger,

som alene foretages i statistisk eller videnskabeligt øjemed, jf. § 6.

Offentlige myndigheder kan behandle oplysninger om personnummer med henblik på en entydig

identifikation eller som journalnummer, jf. persondatalovens § 11, stk. 1.

Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige bestemmer i § 3, stk. 4, 1. og 2. pkt., at SKAT hos bl.a.

andre myndigheder kan indsamle oplysninger, der er nødvendige for SKATs opgavevaretagelse

som restanceinddrivelsesmyndighed. SKAT kan fra registre, der føres af offentlige myndigheder,

indhente de oplysninger om skyldnerens forhold, der er af betydning for inddrivelsen.

Efter § 3, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige har SKAT til brug for inddrivelsen af

fordringer terminaladgang til alle nødvendige oplysninger om fysiske og juridiske personers øko-

nomiske eller erhvervsmæssige forhold i indkomstregisteret, jf. § 7 i lov om et indkomstregister.

Disse oplysninger kan anvendes til brug for behandlingen af enkeltsager eller til brug for kontrol

ved samkøring og sammenstilling af oplysninger med SKATs øvrige oplysninger som restanceind-

drivelsesmyndighed.

Efter skattekontrollovens § 6 E kan SKAT med henblik på registersamkøring indhente oplysninger,

der er registreret elektronisk hos andre myndigheder, om borgeres og virksomheders økonomiske

eller erhvervsmæssige forhold, i det omfang det er af væsentlig betydning for bl.a. opgørelse eller

inddrivelse af skatter m.v.

Datatilsynets – og tidligere Registertilsynets – praksis viser, at det efter omstændighederne og ud

fra mere overordnede samfunds- og retssikkerhedsmæssige overvejelser er tilrådeligt, at der i tilfæl-

de, hvor der skal ske en mere omfattende og systematisk behandling af personoplysninger, tilveje-

bringes en særskilt lovhjemmel. Heri indgår overvejelser om bl.a. registerets størrelse, formål, ka-

rakteren af de registrerede oplysninger og den tilladte anvendelse af oplysninger.

Bestemmelsen indsætter i § 3 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige to nye stykker for at

tilvejebringe sådanne særskilte hjemler.

Som nyt

stk. 6

foreslås i § 3 indsat en bestemmelse, hvorefter SKAT som restanceinddrivelsesmyn-

dighed hos andre myndigheder kan indhente og i et register, der af restanceinddrivelsesmyndighe-

den oprettes til formålet, kan opbevare oplysninger om alle personer, der er berettigede til børne- og

ungeydelse, samt de børn og unge, som berettigelsen vedrører.

Bestemmelsen skyldes, at skyldners betalingsevne efter den såkaldte tabeltrækmetode, jf. § 5 i be-

kendtgørelse nr. 1513 af 13. december 2013 om inddrivelse af gæld til det offentlige, fastsættes ud

fra skyldners nettoindkomst, og betalingsevnen afhænger af, om skyldneren har forsørgerpligt over

for børn. Af § 5, stk. 10, fremgår, at den af forældrene, som børne- og ungeydelsen udbetales til,

anses som forsørger, hvis forældrene ikke er samlevende.

Formålet er at kunne igangsætte en inddrivelsesindsats hurtigst muligt efter modtagelse af en for-

dring til inddrivelse, hvorved nye skyldnere hurtigt kan komme under inddrivelse, fordi det ikke

først skal afklares, om de har en forsørgerpligt over for børn.

Som nyt

stk. 7

foreslås i § 3 indsat en bestemmelse, hvorefter den adgang, som SKAT som restance-

inddrivelsesmyndighed har til oplysninger hos andre offentlige myndigheder, pengeinstitutter og

Værdipapircentralen, jf. stk. 4, og via terminaladgangen til indkomstregisteret, jf. stk. 5, samt ad-

gangen til oplysninger efter den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 6, jf. ovenfor, også gælder ind-

samling og anvendelse af oplysninger om personers nettoindkomst og betalingsevne til brug for

statistiske og regnskabsmæssige formål, herunder udarbejdelse af restancestatistik og rapporter til

Folketinget samt fastsættelsen af en kursværdi for fordringer, der er modtaget til inddrivelse.

Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.3.2.

Til nr. 2

Det foreslås, at skattemisterens adgang til efter § 3, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det of-

fentlige at fastsætte nærmere regler til gennemførelsen af reglerne i stk. 1 og 3-5 også skal omfatte

de nye regler, der foreslås indsat som § 3, stk. 6 og 7, jf. ovenfor om nr. 1. I § 3, stk. 6, der bliver

stk. 8, foreslås den nødvendige ændring derfor gennemført.

Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.3.2.

Til nr. 3

Efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, har en myndighed pligt til at gennemføre partshøring af den,

som afgørelsen retter sig mod, inden der træffes afgørelse i sagen, hvis parten ikke kan antages at

være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens fakti-

ske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, der er til ugunst for parten og har væsentlig betyd-

ning for sagens afgørelse. Myndigheden skal i et sådant tilfælde give parten lejlighed til at frem-

komme med en udtalelse og kan fastsætte en frist for afgivelsen af denne udtalelse.

SKAT kan, hvad enten det sker som restanceinddrivelsesmyndighed eller fordringshaver, gennem-

føre modregning, hvis det efter de uskrevne regler om modregning er muligt. Herefter skal fordrin-

gerne – modfordring og hovedfordring – være afviklingsmodne, hvilket indebærer, at modfordrin-

gen er forfalden til betaling, mens frigørelsestiden for hovedfordringen er indtrådt. Derudover skal

fordringerne være udjævnelige, dvs. være af samme art, og der skal bestå gensidighed. Derudover

kan SKAT gennemføre modregning, hvis det følger af skrevne regler, dvs. lovbestemmelser.

I den juridiske litteratur antages, at et forbud mod retsforfølgning mod en fordring tillige udelukker

en modregning i fordringen. Det skyldes, at en modregning, der ikke er aftalt, i lighed med udlæg

indebærer en tvangsfuldbyrdelse. Der gøres dog i litteraturen en undtagelse for det retsforfølgnings-

forbud, der konkret kan følge af retsplejelovens § 509 om trangsbeneficiet, dvs. hensynet til at sikre

skyldner og dennes husstand en beskeden levefod. Det begrundes med, at det ikke er praktisk mu-

ligt at respektere bestemmelsen i retsplejelovens § 509 om trangsbeneficiet, da modregning ikke

sker på samme måde som tvangsfuldbyrdelse gennem udlæg, hvor fogedretten skal sikre en over-

holdelse af retsplejelovens § 509, hvilket kan ske ved at stille spørgsmål til skyldneren under ud-

lægsforretningen.

Efter den foreslåede bestemmelse undtages SKAT – hvad enten SKAT optræder som restanceind-

drivelsesmyndighed eller som fordringshaver – udtrykkeligt fra pligten til i forbindelse med mod-

regning at gennemføre partshøring af skyldneren efter forvaltningslovens § 19 eller efter de uskrev-

ne regler om partshøring, ligesom SKAT kan gennemføre modregningen uden forudgående vurde-

ring af skyldnerens individuelle økonomiske forhold med henblik på at vurdere modregningens be-

tydning for skyldneren.

Forslaget indebærer, at SKAT fortsat vil kunne gennemføre modregning baseret på den automatiske

modregningsproces, herunder den systemunderstøttelse, der igennem adskillige år har været an-

vendt, og som er forudsat i lov nr. 346 af 18. april 2007 (Automatisk modregning m.v.).

De indsigelser, der ville kunne være fremsat under en forudgående høring, vil skyldner kunne frem-

sætte ved indgivelse af klage over SKATs afgørelse om modregning.

Der vil i SKAT blive etableret en ”fast track”-ordning, så skyldners klage over SKATs modregning

som fordringshaver, herunder de indsigelser, der ville kunne være fremsat under en forudgående

høring, bliver behandlet hurtigst muligt.

En klage over SKATs afgørelse om modregning som fordringshaver skal indgives til Skatteankesty-

relsen, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 1. I forbindelse med afgivelsen af den udtalelse, som

Skatteankestyrelsen normalt vil indhente i disse tilfælde, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 4,

eller en genoptagelse (remonstrationsbehandling), som SKAT vil kunne beslutte sig for, jf. skatte-

forvaltningslovens § 35 a, stk. 5, vil SKAT derfor med ”fast track”-ordningen hurtigt kunne forhol-

de sig til de indsigelser, som klageren har fremført. Skatteankestyrelsen anvender i praksis en frist

på 6 uger til SKATs afgivelse af en udtalelse vedrørende klager på inddrivelsesområdet, heriblandt

modregninger. Det er således tanken, at denne frist ikke udnyttes, men at SKAT hurtigt behandler

sagen – inden for 14 dage – ved enten at afgive en udtalelse til Skatteankestyrelsen eller ændre af-

gørelsen, hvis SKAT finder anledning til at genoptage modregningssagen. Afgives en udtalelse, vil

dette således skyldes, at SKAT ikke har fundet anledning til at ændre afgørelsen ved at genoptage

sagen.

En lovbestemt ”fast track”-ordning vil for afgørelser om modregning truffet af SKAT som restance-

inddrivelsesmyndighed allerede blive indført som følge af forslaget om en ændret klagestruktur for

klager over SKATs afgørelser om inddrivelse som restanceinddrivelsesmyndighed, jf. ovenfor i

afsnit 3.2.2. En remonstrationsordning svarende til den, der var gældende inden den 1. januar 2014

for klager over SKATs afgørelser som restanceinddrivelsesmyndighed, vil således blive indført.

Den tidligere remonstrationsordning indebar, at SKAT havde 14 dage til eventuelt at genoptage

afgørelsen og give klageren helt eller delvist medhold, jf. § 39 i den tidligere bekendtgørelse nr. 922

af 24. august 2011 om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.4.2.

Til nr. 4

Klager over SKATs afgørelser om inddrivelse som restanceinddrivelsesmyndighed, herunder klager

om fordringens eksistens og størrelse, når spørgsmålet vedrører SKATs administration af opgaven

med at inddrive fordringen, kan indbringes for Skatteankestyrelsen ved en skriftlig klage senest 3

måneder efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over, jf. § 17, stk. 1, i lov om inddrivelse af

gæld til det offentlige.

Skatteankestyrelsen indhenter i medfør af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 4, en udtalelse fra

SKAT, når klagen vedrører inddrivelse. I praksis gives en frist på 6 uger til afgivelsen af udtalelsen.

SKAT kan i medfør af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5, genoptage og ændre afgørelsen, hvis

SKAT finder anledning dertil.

Med bestemmelsen indføres en remonstrationsordning svarende til den, der indtil den 1. januar

2014 var gældende på inddrivelsesområdet. Bestemmelsen indebærer, at klager over SKATs afgø-

relser om inddrivelse som restanceinddrivelsesmyndighed skal indsendes til SKAT, i stedet for at

klagen indsendes til Skatteankestyrelsen, der så sender afgørelsen til udtalelse i SKAT. Det sker ved

at ændre affattelsen af § 17, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, så den – med de

nødvendige ændringer – stort set svarer til affattelsen inden ændringen ved § 2, nr. 2, i lov nr. 649

af 12. juni 2013 (Ny klagestruktur på skatteområdet og ændringer som følge af idriftsættelsen af Ét

Fælles Inddrivelsessystem m.v.), der trådte i kraft den 1. januar 2014.

Bestemmelsen indebærer, at afgørelser om inddrivelse af fordringer m.v., herunder om kravets eksi-

stens og størrelse, når spørgsmålet herom vedrørte restanceinddrivelsesmyndighedens, dvs. SKATs,

administration, kan indbringes for Landsskatteretten, medmindre andet er bestemt i lovgivningen

eller i medfør heraf. Klagen skal indgives skriftligt til SKAT og være modtaget senest 3 måneder

efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over. Der kan dog ses bort fra en fristoverskridelse,

hvis særlige omstændigheder taler derfor. Hvis SKAT på grundlag af klagen finder anledning dertil,

kan SKAT genoptage sagen. Kan SKAT ikke give fuldt medhold i klagen, og denne fastholdes af

klager, skal SKAT videresende klagen til Skatteankestyrelsen sammen med en udtalelse om sagen.

Der vil som følge af ændringen ikke være behov for en anvendelse af skatteforvaltningslovens § 35

a, stk. 4 og 5, om henholdsvis Skatteankestyrelsens indhentelse af en udtalelse hos SKAT og

SKATs adgang til i forbindelse med anmodningen om en udtalelse at genoptage afgørelsen.

Det er tanken, at skatteministeren i medfør af § 17, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-

lige fastsætter regler, der svarer til §§ 38 og 39 i den tidligere bekendtgørelse nr. 922 af 24. august

2011 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det vil indebære, at klager over SKATs afgørelser

som restanceinddrivelsesmyndighed inden for en frist på 3 måneder skriftligt skal indgives til

SKAT, idet en klage trods en overskridelse af klagefristen dog kan behandles, hvis særlige omstæn-

digheder taler derfor. Afgørelse herom skal træffes af Skatteankestyrelsen idet det er tanken, at

kompetencen til at træffe afgørelse fortsat skal være delegeret til Skatteankestyrelsen efter § 1, stk.

2, i bekendtgørelse nr. 1 af 2. januar 2014, om afgørelse af visse klager i Skatteankestyrelsen.

SKAT vil efter modtagelsen af klagen have 14 dage til eventuelt at genoptage sagen og træffe en ny

afgørelse, der giver klageren helt eller delvist medhold. Ved delvist medhold vil klageren dernæst

have en måned til at meddele SKAT, om klagen skal fastholdes, hvorefter SKAT skal videresende

klagen til Skatteankestyrelsen sammen med en udtalelse. SKAT vil også skulle videresende klagen

til Skatteankestyrelsen sammen med en udtalelse, hvis SKAT ikke finder grundlag for at genoptage

sagen og give klager helt eller delvist medhold.

Forslaget indebærer, at behandlingen i højere grad samles ét sted af de klager, der indgives over

SKATs afgørelser om inddrivelse, og de genoptagelsessager, SKAT vil skulle i gang med som følge

af konstaterede ulovligheder i inddrivelsen, jf. de almindelige bemærkninger ovenfor i afsnit 2.1.

Når den klagestruktur, der blev indført ved lov nr. 649 af 12. juni 2013, skal evalueres medio 2017,

med henblik på en vurdering af om der vil være behov for ændringer, vil det samtidig skulle vurde-

res, hvilken permanent løsning der skal vælges for klager på inddrivelsesområdet.

Den foreslåede regelændring omfatter klager over afgørelser truffet den 1. april 2016 eller senere.

Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.2.2.

Til nr. 5

Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indeholder i §§ 4, 4 a og 7 regler om den dæknings-

rækkefølge, der skal anvendes, afhængig af hvilken inddrivelsessituation der er tale om.

Efter § 4, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige skal der ved en inddrivelse, der ikke

kan føre til dækning af alle fordringer mod skyldneren, først ske dækning af eventuelle bøder, der-

næst eventuelle krav på underholdsbidrag, idet private krav dog dækkes før de offentlige, og endelig

alle øvrige fordringer, der er under inddrivelse hos SKAT. Er der ikke inden for samme kategori

dækning til alle fordringer, dækkes fordringerne i den rækkefølge, hvori de er modtaget hos SKAT

til inddrivelse, idet renter dog dækkes forud for hovedkravet, jf. § 4, stk. 2.

I § 4 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er fastsat regler om særskilt lønindeholdelse,

der kan ske for enkelte fordringstyper, nemlig biblioteksgebyrer, kontrolafgifter for overtrædelser af

bestemmelser i færdselsloven, lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov om tra-

fikselskaber samt beløb til dækning af medie- og radiolicens efter lov om radio- og fjernsynsvirk-

somhed, alle med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger. Den særskilte lønindeholdelse

sker uanset dækningsrækkefølgen i § 4, stk. 1, idet de beløb, der inddrives ved særskilt lønindehol-

delse, anvendes til dækning af fordringerne i den rækkefølge, i hvilken SKAT træffer bestemmelse

om lønindeholdelse for kravene.

Bestemmelsen i § 7 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indeholder regler om dæknings-

rækkefølgen ved modregning. Efter stk. 1 dækkes først fordringer under opkrævning, for hvilke den

udbetalende myndighed er fordringshaver, i det omfang denne myndighed træffer afgørelse om

modregning. Dernæst dækkes de fordringer, der er under inddrivelse hos SKAT som restanceind-

drivelsesmyndighed. Endelig dækkes andre fordringer under opkrævning. Er kun delvis dækning

inden for samme kategori mulig, anvendes dækningsrækkefølgen efter § 4.

Første udgave af interimssystemet forventes at skulle stå for inddrivelsen af ca. 25 udvalgte for-

dringstyper i forhold til nye skyldnere, dvs. skyldnere, der ikke i forvejen har gæld, der er overdra-

get til SKAT til inddrivelse via EFI/DMI. Det forventes, at inddrivelsen i første udgave vil ske via

rykkere, afdragsordninger og udlæg. En udvælgelse af visse fordringstyper til inddrivelse med få

udvalgte inddrivelsesmidler i forhold til visse skyldnere er dog ikke mulig efter de gældende regler

om anvendelse af en dækningsrækkefølge.

Det skal derfor sikres, at de gældende regler om dækningsrækkefølge i § 4 i lov om inddrivelse af

gæld til det offentlige kan fraviges, i det omfang en sådan fravigelse af reglerne er nødvendig for at

sikre udviklingen af it-systemet.

Den foreslåede bestemmelse giver skatteministeren mulighed for at fastsætte særlige regler om

dækningsrækkefølgen ved inddrivelsen af fordringer efter lov om inddrivelse af gæld til det offent-

lige i interimsperioden med udviklingen af et nyt it-system til inddrivelsen.

Formålet er at sikre den nødvendige fleksibilitet i forbindelse med udviklingen af et nyt it-baseret

inddrivelsessystem, herunder at it-understøttelsen gradvist kan udbygges. Når interimssystemet har

dokumenteret sin evne til at understøtte den indledningsvist begrænsede inddrivelse, er det således

tanken, at det gradvist tilføres yderligere funktionalitet, så inddrivelsen kan udvides i forhold til

inddrivelsesmidler, fordringstyper og skyldnere.

Forslaget indebærer, at skatteministeren bemyndiges til at fastsætte regler om fravigelse af dæk-

ningsrækkefølgen ifølge § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, herunder at dæknings-

rækkefølgen ikke finder anvendelse ved inddrivelsen over for den enkelte skyldner, der kan have

gæld, der både omfattes af interimssystemets aktive del og inaktive del, jf. de almindelige bemærk-

ninger ovenfor afsnit 2.1. Dækningsrækkefølgen efter § 4 vil dog finde anvendelse for de fordrin-

ger, der inddrives via interimssystemets aktive del, ligesom renter af de fordringer, der inddrives, vil

blive dækket inden hovedkravet. Dette indebærer, at også § 4, stk. 3, om ændret dækningsrækkeføl-

ge på skyldners anmodning finder anvendelse for inddrivelsen via interimssystemets aktive del.

Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.1.2.

Til § 2

Efter den foreslåede bestemmelse undtages Udbetaling Danmark udtrykkeligt fra pligten til i for-

bindelse med indkomstaftrapning efter §§ 1 a og 8 a i lov om en børne- og ungeydelse at gennemfø-

re partshøring af ydelsesmodtageren efter forvaltningslovens § 19 eller efter de uskrevne regler om

partshøring. Dette vil således gælde både for den foreløbige nedsættelse i henhold til forskudsopgø-

relsen, den endelige nedsættelse i henhold til årsopgørelsen og efterfølgende reguleringer af nedsæt-

telsen som følge af ændringer i årsopgørelsen.

Nedsættelse af børne- og ungeydelsen beregnes efter objektive kriterier fastsat i loven, og Udbeta-

ling Danmark har ikke kompetence til at foretage ændringer af ydelsesmodtagerens forskuds- eller

årsopgørelse eller inddrage andre indkomstoplysninger, jf. afsnit 3.5.1.1 ovenfor. En eventuel indsi-

gelse under en partshøring vedrørende opgørelsen af den indkomst, som lægges til grund for aftrap-

ningen, vil således ikke kunne medføre en ændring i Udbetaling Danmarks beløbsmæssige nedsæt-

telse af børne- og ungeydelsen efter reglerne om indkomstaftrapning.

En nedsættelse i løbet af året er endvidere kun foreløbig. En eventuel endelig nedsættelse bliver

først beregnet, når årsopgørelsen foreligger. Hvis ydelsesmodtagerens indkomst er faldet i årets løb,

vil den endelige regulering derfor også kompensere for dette, og ydelsesmodtageren vil få udbetalt

et eventuelt differencebeløb. Sker der efterfølgende ændringer i årsopgørelsen, foretages der ligele-

des en regulering af nedsættelsen i henhold hertil.

Undtagelsen fra partshøringspligten gælder kun for Udbetaling Danmarks nedsættelse af børne- og

ungeydelsen efter indkomstaftrapningsreglerne, jf. §§ 1 a og 8 a i lov om en børne- og ungeydelse,

og ikke f.eks. kommunens eller Udbetaling Danmarks afgørelser om at stoppe udbetaling på grund

af manglende efterlevelse af betingelserne i § 2, stk. 1, nr. 5, i lov om en børne- og ungeydelse.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.5.2.

Til § 3

Til nr. 1

Med den foreslåede bestemmelse præciseres, at SKAT kan nægte eller inddrage registreringen for

moms, A-skat m.v. for en person med en skærpet konkurskarantæne efter konkurslovens § 159, 2.

pkt.

Efter bestemmelsen kan SKAT nægte eller inddrage registreringen efter skatte- og afgiftslove, hvor

opkrævningen reguleres efter opkrævningsloven, for en person, der er pålagt en konkurskarantæne

efter konkurslovens § 159, 2. pkt., medmindre personen over for SKAT godtgør, at personen ikke

deltager i og ikke forventes at skulle deltage i ledelsen af den omhandlede erhvervsvirksomhed

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til den eksisterende bestemmelse i § 9, stk. 1, i bekendtgø-

relse nr. 1510 af 13. december 2013 om førelse af et register over pålagte konkurskarantæner, men

dog med den forskel, at det er alle registreringsforhold, hvor opkrævningen reguleres af opkræv-

ningsloven, der kan nægtes eller inddrages. Ud over registreringen for moms og for indeholdelses-

pligt vedrørende A-skat og arbejdsmarkedsbidrag gælder det også registreringen for lønsumsafgift

og punkt- og miljøafgifter, men derimod ikke registreringen som importør efter toldloven, da told

ikke omfattes af opkrævningsloven, jf. opkrævningslovens § 1, stk. 4.

Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.6.2.

Til § 4

Til stk. 1

Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. april 2016.

Til stk. 2

Det foreslås, at bestemmelsen i lovforslagets § 1, nr. 4, om indførelse af en remonstrationsordning

svarende omtrent til den, der var gældende inden den 1. januar 2014, får virkning for klager, der

vedrører SKATs afgørelser som restanceinddrivelsesmyndighed truffet fra og med lovens ikrafttræ-

delsesdato.

Klager, der vedrører en afgørelse om inddrivelse truffet inden lovens ikrafttræden, behandles derfor

efter de hidtidige regler, hvilket betyder, at en sådan klage skal indsendes til Skatteankestyrelsen, jf.

ovenfor i afsnit 3.2.1.

Derved vil SKAT i forbindelse med sine afgørelser kunne give en korrekt klagevejledning, idet det

afgørende er, hvornår afgørelsen er truffet – før eller efter lovens ikrafttræden.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§1

§ 3.

Ved overdragelse af fordringer

I lov om inddrivelse af gæld til

m.v. til inddrivelse i restanceinddrivel- det offentlige, jf. lovbekendtgørelse nr.

sesmyndigheden overtager restance- 29 af 12. januar 2015, foretages føl-

inddrivelsesmyndigheden kreditorbe- gende ændringer:

føjelserne.

Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte

regler om, at restanceinddrivelses-

myndigheden kan videregive oplys-

ninger til kreditoplysningsbureauer om

en virksomheds restance for de typer

af krav, der er nævnt i § 4 a.

Stk. 3. Restanceinddrivelsesmyndig-

heden kan som led i inddrivelsen tilla-

de afdragsvis betaling eller henstand

med betalingen.

Stk. 4. Restanceinddrivelsesmyndig-

heden kan hos andre offentlige myn-

digheder og hos pengeinstitutter samt

hos Værdipapircentralen indhente op-

lysninger, der er nødvendige for re-

stanceinddrivelsesmyndighedens op-

gavevaretagelse. Endvidere kan re-

stanceinddrivelsesmyndigheden

fra

registre, der føres af offentlige myn-

digheder, indhente de oplysninger om

skyldnerens forhold, som er af betyd-

ning for inddrivelsen. Oplysningerne

kan indhentes i elektronisk form.

Stk. 5. Restanceinddrivelsesmyndig-

heden kan til brug for inddrivelsen af

de fordringer, som inddrives af restan-

ceinddrivelsesmyndigheden i medfør

af denne lov, få terminaladgang til alle

nødvendige oplysninger om fysiske

eller juridiske personers økonomiske

eller erhvervsmæssige forhold i ind-

komstregisteret, jf. § 7 i lov om et ind-

komstregister. Oplysningerne anven-

des til brug for behandling af enkeltsa-

ger eller til brug for kontrol ved sam-

køring og sammenstilling af oplysnin-

ger med restanceinddrivelsesmyndig-

hedens øvrige oplysninger.

§ 3

indsættes efter stk. 5 som nye

stykker:

»Stk. 6.

Restanceinddrivelsesmyn-

digheden kan hos andre myndigheder

indhente og i et register, der af restan-

ceinddrivelsesmyndigheden oprettes til

formålet, opbevare oplysninger om,

hvilke personer der er berettigede til

børne- og ungeydelse, samt de børn og

unge, som ydelsen vedrører.

»Stk. 7.

Restanceinddrivelsesmyn-

dighedens adgang til oplysninger, jf.

stk. 4-6, gælder også indsamling og

anvendelse af oplysninger om perso-

ners nettoindkomst og betalingsevne

til brug for statistiske og regnskabs-

mæssige formål.«

Stk. 6 bliver herefter stk. 8.

Stk. 6. Skatteministeren kan fastsætte

§ 3, stk. 6, 1. pkt.,

der bliver stk. 8,

nærmere regler til gennemførelse af 1. pkt., ændres »stk. 1 og 3-5« til: »stk.

reglerne i stk. 1 og 3-5. Skatteministe- 1 og 3-7«.

ren kan endvidere fastsætte regler,

hvorefter fordringshavere og andre

offentlige myndigheder får elektronisk

adgang til oplysninger registreret af

restanceinddrivelsesmyndigheden om

restancens størrelse i forhold til ved-

kommende fordringshaver, og om der

foreligger restante fordringer i forhold

til andre fordringshavere.

Efter § 9 indsættes før overskriften

før § 10:

»§ 9 a.

Modregning, der gennemfø-

res af restanceinddrivelsesmyndighe-

den eller af told- og skatteforvaltnin-

gen som fordringshaver, kan ske uden

partshøring af skyldneren og uden for-

udgående vurdering af dennes økono-

miske forhold.«

§ 17.

Klager over restanceinddrivel-

sesmyndighedens afgørelser om ind-

drivelse af fordringer m.v., herunder

om kravets eksistens og størrelse, når

spørgsmålet herom vedrører restance-

inddrivelsesmyndighedens administra-

tion, kan indbringes for Landsskatte-

retten, medmindre andet er bestemt i

lovgivningen eller regler udstedt i

medfør heraf. Klagen skal indgives

skriftligt til skatteankeforvaltningen og

skal være modtaget senest 3 måneder

efter modtagelsen af den afgørelse, der

klages over. Der kan dog ses bort fra

en fristoverskridelse, hvis særlige om-

stændigheder taler derfor.

§ 17, stk. 1,

affattes således:

»Klager over restanceinddrivelses-

myndighedens afgørelser om inddri-

velse af fordringer m.v., herunder om

kravets eksistens og størrelse, når

spørgsmålet herom vedrører restance-

inddrivelsesmyndighedens administra-

tion, kan indbringes for Landsskatte-

retten, medmindre andet er bestemt i

lovgivningen eller i medfør heraf.

Klagen skal indgives skriftligt til re-

stanceinddrivelsesmyndigheden

skal være modtaget senest 3 måneder

efter modtagelsen af den afgørelse, der

klages over. Der kan dog ses bort fra

en fristoverskridelse, hvis særlige om-

stændigheder taler derfor. Hvis restan-

ceinddrivelsesmyndigheden på grund-

lag af klagen finder anledning dertil,

kan restanceinddrivelsesmyndigheden

genoptage sagen. Kan restanceinddri-

velsesmyndigheden ikke give fuldt

medhold i klagen, og denne fastholdes,

videresender

restanceinddrivelses-

myndigheden klagen til skatteankefor-

valtningen sammen med en udtalelse

om sagen. Skatteforvaltningslovens §

35 a, stk. 4 og 5, finder ikke anvendel-

se.«

Efter § 18 a indsættes før overskrif-

ten før § 19:

»Særlige regler for perioden til og

med 2019

§ 18 b.

Skatteministeren kan for

perioden til og med 2019 fastsætte

særlige regler om fravigelse af regler-

ne i § 4 om dækningsrækkefølgen for

krav under inddrivelse.«

§2

§ 8 a.

Ved hvert kvartals eller måneds

udbetaling af henholdsvis børneydel-

sen og ungeydelsen, jf. § 1, lægges

oplysningerne om modtagerens og en

eventuel ægtefælles indkomst i den

seneste forskudsopgørelse fra told- og

skatteforvaltningen for det pågældende

indkomstår til grund ved beregning af,

om der skal ske en foreløbig nedsæt-

telse af børne- og ungeydelsen, jf. § 1

a. Den endelige nedsættelse efter § 1 a

fastsættes på baggrund af årsopgørel-

sen for det pågældende indkomstår. En

eventuel regulering af den tidligere

udbetalte børne- og ungeydelse sker så

vidt muligt ved modregning i eller

tillæg til de følgende udbetalinger af

børne- og ungeydelse. Såfremt der

opstår et krav om tilbagebetaling som

følge af reguleringen i henhold til års-

opgørelsen og hele eller dele af kravet

I lov om en børne- og ungeydel-

se, jf. lovbekendtgørelse nr. 964 af 19.

september 2011, som ændret ved § 7 i

lov nr. 1382 af 28. december 2011, § 9

i lov nr. 326 af 11. april 2012, § 2 i lov

nr. 920 af 18. september 2012, § 2 i

lov nr. 1398 af 23. december 2012 og

§ 2 i lov nr. 999 af 30. august 2015,

foretages følgende ændring:

ikke kan modregnes i efterfølgende

udbetalinger af børne- og ungeydelse,

skal tilbagebetalingskravet opkræves

af Udbetaling Danmark. Sker der ef-

terfølgende ændringer i årsopgørelsen,

skal der foretages en regulering af

årets udbetalte børne- og ungeydelse i

§ 8 a

indsættes som

stk. 2:

forhold hertil

»Stk. 2.

Nedsættelse af henholdsvis

børneydelsen og ungeydelsen, jf. stk.

1, kan ske uden partshøring af modta-

geren af ydelsen.«

§3

I opkrævningsloven, jf. lovbe-

kendtgørelse nr. 1180 af 30. september

2015, foretages følgende ændring:

Efter § 11 indsættes:

»§ 11 a.

Told- og skatteforvaltnin-

gen kan nægte eller inddrage registre-

ringen efter skatte- og afgiftslove, hvor

opkrævningen reguleres efter denne

lov, for en person, der er pålagt en

konkurskarantæne efter konkurslovens

§ 159, 2. pkt., medmindre personen

over for told- og skatteforvaltningen

godtgør, at vedkommende ikke delta-

ger i og ikke forventes at skulle delta-

ge i ledelsen af den omhandlede er-

hvervsvirksomhed.«

§4

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1.

april 2016.

Stk. 2.

§ 1, nr. 4, har virkning for

klager over afgørelser truffet den 1.

april 2016 eller senere.