Skatteudvalget 2015-16
SAU Alm.del Bilag 49
Offentligt
1570503_0001.png
Af chefjurist
Henriette Kinnunen
Direkte telefon
33 45 60 33/28 89 21 33
5. november 2015
GENINDFØR OMKOSTNINGSGODTGØRELSE FOR SELSKABER OG
FONDE
Ved skattereformen i 2009 blev omkostningsgodtgørelse for selskaber og fonde i skattesager afskaffet
med det formål at finde en årlig besparelse for staten på 50 mio. kr. Det betyder, at selskaber og fonde
ikke længere kan få erstatning for deres udgifter til sagkyndig bistand i skattesager. Det gælder uanset,
om det er Skatteministeriet, der indbringer sagen for domstolene, eller selskabet eller fonden ender med
at vinde sagen, fordi SKAT har begået en fejl.
I dette notat gennemgås en konkret sag, som SKAT har tabt i Landsskatteretten, men hvor
Skatteministeriet og Kammeradvokaten mener, at den er principiel og derfor har indbragt den for
Landsretten. Skatteyderen er imidlertid en mindre virksomhed, som ikke har råd til at være part i en
langstrakt skattesag mod Skatteministeriet for et beløb, der har en skattemæssig værdi opgjort til
142.350 kr. Udgifterne til advokatbistand står nemlig ikke mål med sagens omkostninger. Risikoen er, at
skatteyderen må indgå forlig for at undgå sagen og dermed blive offer for en forkert afgørelse. En
yderligere risiko er, at SKAT vil fortsætte en eventuelt forkert praksis i andre og efterfølgende sager.
Det anbefales derfor, at regeringen genindfører omkostningsgodtgørelse for selskaber og fonde. Det skal
ske med tilbagevirkende kraft, så ingen, der fremover vinder en sag over SKAT, risikerer at stå tilbage
med en økonomisk udgift til sagkyndige bistand, og så alle, der for nuværende er indbragt for
domstolssystemet af Skatteministeriet, får fuld økonomisk kompensation, så de ikke bliver tvunget ind i
et forlig i en sag, de allerede har vundet over SKAT én gang.
Anbefalingen skal ses i sammenhæng med, at SKAT på en række områder opererer med en dynamisk
fortolkning af reglerne og sågar på visse områder har en erklæret politik om at afprøve lovgivningens
grænser. Ingen skatteyder bør påføres en økonomisk belastning, når SKAT bevæger sig på kanten af loven
og enten prøver lovens grænser af eller på anden måde anvender en dynamisk fortolkning, som ikke har
evident hjemmel i lov, forarbejder og praksis.
1. Indledning
I forbindelse med Skattereformen i 2009 blev omkostningsgodtgørelse for selskaber og fonde i skattesager
afskaffet med det formål at finde en årlig besparelse for staten på 50 mio. kr.
1
Det betyder, at selskaber
og fonde ikke længere kan få erstatning for deres udgifter til sagkyndig bistand i skattesager. Det gælder
også, når det er Skatteministeriet, der indbringer en sag, som de har tabt, for domstolene, ligesom et
selskab eller fond, der vinder sagen, heller ikke kan få omkostningsgodtgørelse.
2
Konsekvensen af den manglende omkostningsgodtgørelse for selskaber og fonde i skattesager er, at de
ressourcemæssige og økonomiske udgifter forbundet med at føre en kompliceret skattesag, ikke altid står
mål med gevinsten ved at vinde den. Derfor er der risiko for, at selv principielle sager ikke bliver ført,
hvormed SKATs eventuelle forkerte praksis kan komme til at danne præcedens for efterfølgende sager, jf.
nærmere herom nedenfor.
Se Sk a t t e k o m m issio n e n s o p r in d e lige fo r sla g fr a fe b r u a r 2 0 0 9 sa m t CEPOS´ s n o t a t
”Sk
al d e t k o st e p e n ge at v in d e
o v e r SKA T ?.
2
Afsk a ffe lse n a f o m k o st n in gsgo d t gø r e lse fo r se lsk a b e r o g fo n d e e r i st e d e t b le v e t e r st a t t e t a f e n fr a d r a gsr e t fo r
a fh o ld t e u d gift e r t il sa gk y n d ig b ist a n d i sk a t t e sa ge r , jf. Lign in gslo v e n s § 7 Q, st k . 3 .. Fr a d r a gsr e t t e n d æ k k e r
im id le r t id k u n 2 5 p ct . a f o m k o st n in ge r n e . Me n d e r u d o v e r h a r fr a d r a gsr e t t e n k u n r e e l v æ r d i, h v is d e r e r t a le o m e t
se lsk a b m e d o v e r sk u d . Na v n lig fo r m a n ge m in d r e v ir k so m h e d e r , h e r u n d e r iv æ r k sæ t t e r v ir k so m h e d e r – fo r h v e m
d e t k a n t a ge fle r e å r a t o p b y gg e e t o v e r sk u d – r isik e r e r m a n a lt så a t st å t ilb a ge m e d m e ge t st o r e ø k o n o m isk e t a b ,
se lv o m se lsk a b e t e lle r fo n d e n v in d e r e n sk a t t e sa g.
1
CEPOS
Landgreven 3, 3.
1301 København K
+45 33 45 60 30
www.cepos.dk
 SAU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 49: Materiale anvendt ved temamøde I om SKATs udfordringer og fremtid afholdt den 12. november 2015
1570503_0002.png
Analysenotat af det skatteretlige driftsomkostningsbegreb
November 2015
2. Retssikkerheden lider, når SKAT prøver grænser af
Den manglende mulighed for at få dækket omkostninger til sagkyndig bistand i skattesager, skal ses i
sammenhæng med, at SKAT på en række områder prøver grænser af for at se, hvor langt lovgivningen
rækker. Som eksempel kan nævnes Skatteministeriets ”Handlingsplan for multinationale selskaber” fra
2010, hvori det erklærede mål er, at SKAT skal være
”i front med hensyn til at afprøve rækkevidden af
eksisterende regler”.
3
SKATs praksis med at afprøve rækkevidden af eksisterende regler, er bl.a. beskrevet i CEPOS’s notat
”Erhvervslivet
er prøveballoner når SKAT ”afprøver rækkevidden af reglerne”.
En stor virksomhed som
ECCO har sågar offentligt udtalt, at SKAT udsætter virksomheden for trusler.
4
At retssikkerheden er under pres, når SKAT anvender dynamisk fortolkning og afprøver rækkevidden af
reglerne, illustreres af, at der fra praksis er i hvert fald ét eksempel, hvor en sag kun blev ført – og
derefter vundet – fordi selskabet var i stand til at hente økonomisk støtte fra eksterne parter, jf. CEPOS´s
notat ”Selskaber
søger økonomisk støtte for at kunne føre principielle skattesager”.
3.
SKATs dynamiske fortolkning af d
riftsomkostningsbegrebet
3.1.
Driftsomkostningsbegrebet
Et område, hvor SKAT som følge af lovens natur anvender dynamisk fortolkning og på den måde afprøver
rækkevidden af et eksisterende regelsæt, er i forhold til driftsomkostningsbegrebet i Statsskattelovens §
6. Efter denne bestemmelse kan man fradrage:
”udgifter,
som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, kan fradrages”.
5
Indholdet af driftsomkostningsbegrebet er løbende blevet fastlagt og udviklet ved en række domme og
afgørelser, der fortolker bestemmelsen. Tommelfingerreglen er herefter, at kun udgifter, som er afholdt i
eksisterende erhvervsmæssig virksomhed, dvs. en virksomhed, der drives for egen regning og risiko med
det formål at opnå et økonomisk nettooverskud, er fradragsberettigede. Derudover er det et krav, at
udgiften er anvendt som led i den løbende drift.
Derimod kan udgifter, der enten er afholdt før etablering eller efter virksomhedens ophør, generelt ikke
karakteriseres som en driftsudgift. Heller ikke en virksomheds udgifter til at udvide nye områder anses
efter praksis som en driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a, jf. fx
SKM.2012.238 HR,
hvor der blev nægtet
fradrag for en forgæves afholdt etableringsudgift.
3.2.
SKAT indbringer 4 tabte sager for domstolene
SKATs dynamiske fortolkning af driftsomkostningsbegrebet har ført til, at der for nuværende verserer fire
sager ved domstolene, hvor SKAT har nægtet fradrag efter SL § 6, stk. 1, litra a.
Indtil videre har SKAT tabt alle 4 sager ved Landsskatteretten, som er landets øverste administrative
klageorgan, men sagerne er indbragt for domstolene, fordi Skatteministeriet vurderer, at de er
principielle.
I de tre af sagerne har SKAT nægtet fradrag for bl.a. lønudgifter forbundet med virksomhedsopkøb.
6
SKATs
betragtning er, at sådanne udgifter ikke har med den løbende drift at gøre, men derimod vedrører
udvidelse af forretningsområdet eller udvidelse af aktionærkredsen.
I den sidste sag – Paranova-sagen
7
– nægtede SKAT selskabet fradrag for udgifter til advokatbistand, som
det havde afholdt til rekonstruktion i forbindelse med en betalingsstandsning. SKATs begrundelse var, at
3
4
h t t p :/ / www.sk m .d k / m e d ia / 1 0 7 6 3 / h a n d lin gsp la n 2 0 1 0 .p d f
h t t p :/ / www.b u sin e ss.d k / d e t a ilh a n d e l/ e cco -sk a t -t r u e r -o s
5
Se o m d e t sk a t t e r e t lige d r ift so m k o st n in gsb e gr e b i SKATs Ju r id isk e Ve jle d n in g a fsn it C.C.2 .2 .1 .2 , jf.
h t t p s:/ / www.sk a t .d k / SKAT.a sp x?o Id = 2 0 8 3 4 6 9 &ch k = 2 1 1 0 4 7
6
La n d ssk a t t e r e t t e n s j.n r . 1 2 -0 2 0 8 4 1 2 , La n d ssk a t t e r e t t e n s j.n r . 1 3 -5 6 8 2 5 3 4 o g La n d ssk a t t e r e t t e n s j.n r . 1 3 -
4885342.
7
La n d ssk a t t e r e t t e n s j.n r . 1 2 -0 2 4 4 4 7 9
h t t p :/ / www.a fgo e r e lse sd a t a b a se n .d k / sh o wd o c.a sp x?q =1 2 -0 2 4 4 4 7 9 &d o cId = d o m -lsr -1 2 -0 2 4 4 4 7 9 -fu ll
2
 SAU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 49: Materiale anvendt ved temamøde I om SKATs udfordringer og fremtid afholdt den 12. november 2015
1570503_0003.png
Analysenotat af det skatteretlige driftsomkostningsbegreb
November 2015
udgifter til fremskaffelse af likviditet ikke kan anses som en driftsudgift, hvilket imidlertid blev
underkendt af Landsskatteretten, der gav Paranova medhold i, at
”advokatudgifter i forbindelse med
fremskaffelse af fornøden likviditet til fortsatte vareindkøb”
er en fradragsberettiget driftsudgift, der
kan relateres til selskabets drift.
3.3.
Retssikkerhedsmæssige problemer ved Skatteministeriets appel
Skatteministeriet har efterfølgende indbragt alle fire sager for domstolene, da de efter ministeriets
vurdering er principielle.
For Paranova udgør den skattemæssige værdi af fradraget imidlertid ”kun” 142.350 kr., hvormed
sagsomkostningerne forbundet med at køre sagen, forventes at ville overstige den økonomiske gevinst ved
at få medhold. Selv hvis Paranova ender med at få medhold i landsretten, vil virksomheden stå tilbage
med et økonomisk tab.
Det er derfor tvivlsomt om sagen – som Paranova allerede har vundet én gang, og som kun er indbragt for
domstolene fordi Skatteministeriet anser den for principiel – nogensinde vil blive ført ved domstolene.
Derved risikerer man en situation, hvor SKAT også i fremtidige sager vil nægte virksomheder i
betalingsstandsning fradrag for udgifter til rekonstruktionsbistand, selvom denne fortolkning er
underkendt af landets øverste administrative klageorgan – Landsskatteretten – der altså i den konkrete sag
er uenig i SKATs dynamiske fortolkning af driftsomkostningsbegrebet.
Retssikkerhedsmæssigt er det problematisk, at virksomheder, der har vundet i Landsskatteretten og
dermed må anses for at have ageret i overensstemmelse med eksisterende praksis, alligevel bliver
påtvunget økonomisk tunge advokatudgifter i sager, som kun opstår, fordi lovgiver med Statsskattelovens §
6 har givet SKAT mulighed for med bred og dynamisk fortolkning at afprøve lovens grænser.
Virksomhedens udgifter i sådanne sager – som er en direkte konsekvens af lovgivers brede
rammelovgivning - bør retfærdigvis kompenseres ved, at regeringen genindfører omkostningsgodtgørelse
for selskaber og fonde i skattesager.
4. SKATs dynamiske fortolkning har politiske konsekvenser
Udover de retssikkerhedsmæssige problemer, der opstår, når SKAT anvender en dynamisk og til tider
aggressiv fortolkning, kan man også stille spørgsmålet, om SKAT derved produktudvikler en praksis, der går
videre end, hvad man fra politisk side har ønsket? Det kan således ikke udelukkes, at kun de færreste – og
måske endda ingen – politikere er klar over, at økonomisk trængte virksomheder fremover vil være
afskåret fra at kunne fratrække udgifter til nødvendig rekonstruktionsrådgivning, hvis SKAT får medhold i
Paranova-sagen. Udfaldet kan i så fald være, at virksomheden i stedet må gå konkurs.
Også de tre andre sager - som SKAT har tabt ved Landsskatteretten, og som Skatteministeriet har indbragt
for domstolene - har en politisk dimension. Her har SKAT nemlig nægtet fradrag for lønudgifter, fordi
SKAT mener, at de pågældende lønudgifter er afholdt med henblik på ”udvidelse” og ikke
”vedligeholdelse” af virksomhedsdriften. Landsskatterettens vurdering er derimod, at der er tale om helt
almindelige lønudgifter:
”Henset til, at der i nærværende tilfælde er tale om almindelige lønudgifter afholdt indenfor selskabets
ordinære drift, foreligger der fradragsberettigede driftsudgifter efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra
a.
Det er således med urette, at SKAT har nægtet klageren fradrag for de omhandlede udgifter.”
Får SKAT i disse sager held med sin dynamiske fortolkning af driftsomkostningsbegrebet, vil det kunne
have vidtrækkende konsekvenser for andre sager også. Det er således ikke kun større virksomheder som
DSV, Mærsk og Dong mv., der skal skærpe deres fokus på, hvilke interne udgifter SKAT kan anse som
forbundet med udvidelse af forretningsgrundlaget. Praksis vil også kunne ramme mindre
vækstvirksomheder, herunder familieejede virksomheders generationsskifter samt samtlige faser af en
iværksættervirksomheds organiske vækst. Fx vil SKAT kunne bruge de verserende sager til fremover at
3
 SAU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 49: Materiale anvendt ved temamøde I om SKATs udfordringer og fremtid afholdt den 12. november 2015
1570503_0004.png
Analysenotat af det skatteretlige driftsomkostningsbegreb
November 2015
nægte små iværksættervirksomheder fradrag for bl.a. lønudgifter med henvisning til, at udgifterne er
brugt på at ”udvide” virksomhedsdriften i stedet for kun at ”vedligeholde” den.
Fra politisk side bør man derfor være opmærksom på, at SKATs entreprenante fortolkning af
driftsomkostningsbegrebet ikke kun er en juridisk glidebane, men også har en politisk dimension. SKATs
adfærd er således med til at definere det danske erhvervsklima, herunder påvirke det i en retning, som
ikke nødvendigvis har bred politisk opbakning. Dette bør have større politisk fokus.
På det grundlag anbefales det, at man fra lovgivers side nedsætter et uafhængigt ”Retssagsråd”
bestående af skatteeksperter, som skal give en bindende udtalelse i forhold til, om en sag som SKAT har
tabt, er så principiel, at den bør indbringes for domstolene. Et sådan Retssagsråd kan dels sikre, at SKAT
ikke produktudvikler på praksis udover rimelige grænser, derudover kan det sikre, at domstolene ikke
belastes af ikke-principielle skattesager af bevismæssig karakter, og endelig vil det styrke skatteydernes
retssikkerhed, at det ikke kun er Skatteministeriet og Kammeradvokaten, der i forening vurderer, om en
sag er principiel, men at også et eksternt og uafhængigt Retssagsråd, har foretaget samme vurdering.
6. Konklusion og anbefalinger
Indenfor skattelovgivningen, hvor forvaltningen ofte er overladt et vidt fortolkningsmæssigt skøn, er
domstolsprøvelse af afgørende retssikkerhedsmæssig betydning. Da VK-regeringen i 2009 afskaffede
omkostningsgodtgørelse for selskaber og fonde i skattesager, skabte man imidlertid en situation, hvor
selskaber og fonde afstår fra at føre selv principielle sager, som de allerede har vundet i
Landsskatteretten, fordi det ikke økonomisk kan svare sig.
Risikoen er, at SKATs eventuelle forkerte og ulovlige praksis, vil danne præcedens for efterfølgende sager.
Risikoen er derudover, at Skatteministeriet og Kammeradvokaten får ”for let spil” og måske endda
forfalder til at rejse mere tvivlsomme sager, fordi der er lille sandsynlighed for, at skatteyderen vil føre
den.
Det anbefales derfor, at man genindfører omkostningsgodtgørelse for selskaber og fonde i skattesager for
derved at skabe en retssikkerhedsmæssig balance, hvor skatteyderen har et økonomisk incitament til at
føre selv mindre sager af principiel betydning. Ingen, der vinder over SKAT, bør risikere at stå tilbage med
et økonomisk tab. Og ingen, som bliver indbragt for domstolene af Skatteministeriet, skal påføres
økonomiske udgifter forbundet hermed. Omkostningsgodtgørelsen bør genindføres med tilbagevirkende
kraft, så den også omfatter en verserende sag som Paranova-sagen, der er beskrevet i dette notat.
Derudover anbefales det, at man etablerer et uafhængigt ”Retssagsråd”, som skal være med til at vurdere
om en sag, som SKAT har tabt, er så principiel, at den skal indbringes for domstolene. Som det er i dag, er
det alene Skatteministeriet og Kammeradvokaten, der foretager denne vurdering, og det vil derfor skabe
en bedre retssikkerhedsmæssig balance, hvis også eksterne eksperter uden interesser i sagen, kan afgive
en vurdering, hvormed man kan undgå, at domstolene belastes af ikke-principielle skattesager.
4