Hillerød den 17. november 2015
Til Folketingets Skatteudvalg
Det oplyses nu (16.november 2015), at svindlen med udbytteskat er 2,9 milliarder kroner større end
hidtil forventet, og at svindlen samlet set skønnes at have et omfang på 9,1 milliarder kroner.
I forbindelse med disse seneste oplysninger erhvervsjournalist Niels Fastrup den 17.november 2015
interviewet i "DR2 Morgen". Niels Fastrup fortalte, at han af en (unavngiven) medarbejder i SKAT
(formodentlig i SKAT Inddrivelse?) havde fået oplyst følgende:
"Det er ikke muligt for SKAT at gardere sig mod denne svindel. Den eneste måde, hvorpå vi kan
sikre os mod denne type af svindel er, at vi rejser ud og spørger den påståede aktieejer, om han
virkelig ejer aktien" (bemærk venligst: dette er citeret efter hukommelsen, og citatet er derfor ikke
nødvendigvis ordret gengivet). Udtalelsen blev grundigt diskuteret og suppleret med oplysninger
om, at der ikke findes nogen måde (ud over den netop anførte), hvorpå SKAT kan sikre, at en
påstået (udenlandsk) aktieejer faktisk er ejer af aktien.
Jeg har naturligvis ingen forventning om, at skatteudvalget kan eller skal forholde sig til en vilkårlig
erhvervsjournalists udtalelser, der ydermere bygger på udsagn fra en unavngiven medarbejder i
SKAT. Men det er trods alt et interview bragt i en af landets "officielle nyhedsmedier", Niels
Fastrup er ansat som journalist i Danmarks Radio og udtalelsens sandhedsværdi må formodes at
være af interesse for store dele af befolkningen.
Det forekommer "virkelighedsfjernt", at "personlig henvendelse hos en udenlandsk aktieejer"
overhovedet kan komme på tale og det vil formodentlig kun ske i helt særlige tilfælde. Dette bl.a.
fordi der formodentlig ikke ved "personlig henvendelse hos en aktieejer" vil være muligt at indhente
oplysninger, der ikke lige så godt kunne have været fremskaffet på anden vis. Selve det "at spørge"
vil formodentlig ingen værdi have.
Mit spørgsmål til skatteudvalget kan udmærket ses isoleret fra den ovenfor nævnte udtalelse i DR2
Morgen. Mine spørgsmål er:
1. Kan skatteudvalget be- eller afkræfte, at "der ikke findes nogen måde, ud over ved personlig
henvendelse hos aktie-ejeren, hvorpå SKAT kan sikre, at en påstået (udenlandsk) aktieejer
faktisk er ejer af aktien?
Jeg skal allerede her udtrykke min forståelse for, hvis skatteudvalget finder en besvarelse af
dette spørgsmål uden for udvalgets kompetenceområde. Dette hører formodentlig til SKATs
"operationelle aktiviteter" og det bør muligvis være SKAT eller skatteministeriet, der
besvarer et sådant spørgsmål (mine erfaringer er dog desværre, at hverken SKAT eller
skatteministeriet besvarer spørgsmål). I de følgende antages det, at postulatet (om at der
ingen metoder findes) er korrekt.
2. Finder skatteudvalget det hensigtsmæssigt, at dansk (og muligvis international?
skattelovgivning er baseret på, at alle (udenlandske) aktieejere "er ærlige" og kun fremsætter
krav om refusion af aktieudbyttebeskatning, såfremt den påståede aktieejer faktisk er ejer af
aktien?