Til Folketingets skatteudvalg
Horsens 18. maj 2016
Sukkerafgifter
Tiden er inde til, at punktafgifterne på, sukkervarer reduceres kraftigt. Punktafgiften på konfekture er steget til det
dobbelte på 15 år fra kr. 12,25 til kr. 25,97 pr. kilo. Derudover er der varslet en yderlige stigning på
sukkerafgiften med kr. 1,42,- i 2018.
Denne stigning har halveret salget af konfekture i de danske kiosker og nærbutikker.
- Vores butikker har mistet salg, og der er kommet mange flere ledige indenfor vores branche i takt med, at
afgifterne er steget, og mængden af ulovligt importeret konfekture er eksploderet. Det er klart, at det kan vi ikke
sidde overhørrig. Det er jo dybt urimeligt, at vores medlemmer skal kæmpe imod butikker, der har en klar
konkurrencefordel, fordi de importerer konfekture illegalt uden moms og afgifter. Sukkerafgiften er årsagen til
denne kraftige stigning i illegalt import, da vores nabolande Sverige og Tyskland ikke har afgift konfekture og
derudover har en væsentlig mindre moms, end vi har i Danmark.
En markant sænkning af punktafgifterne vil betyde, at den illegale handel kan elimineres. De danske lovlydige
kiosker og nærbutikker vil kunne konkurrere på lige vilkår - og ikke mod butikker, som sælger konfekture
importeret uden afgift på det illegale marked.
Ligeledes vil en sanering af punktafgifterne betyde, at vi vil få flyttet den enorme grænsehandel tilbage til
Danmark. Mistede afgiftskroner vil komme tilbage i forøgede momsindtægter, og flere vil komme i arbejde i
detailhandelen i Danmark med øgede skatteindtægter til følge.
Vi har allerede oplevet, at salget på sodavand er steget betydeligt på det danske marked, efter afgifterne blev
sænket på denne varegruppe, så afgiftssænkninger virker!
Som brancheorganisation for 1.700 kiosker og nærbutikker i Danmark vil vi på det kraftigste opfordre politikerne
til at prioritere nedsættelse af sukkerafgifterne.
Til orientering er dette brev fremsendt til alle skattepolitiske ordførere i de øvrige partier.
I den forbindelse vil vi bede om fortræde i skatteudvalget.
Med venlig hilsen
Nærbutikkernes Landsforening
Torben Pedersen
landsformand
Martin Schjøth
adm. direktør
NÆRBUTIKKERNES LANDSFORENING
Amballegård 25 | 8700 Horsens | Tlf. 75 42 45 77 | e-mail:
| Cvr. nr. 18 35 00 33
Danske Bank reg. nr. 3291 kontonr. 478-1147