SKATTEMINISTEREN
Ændring af kildeskatteloven og forskellige andre love (Retssikkerhedspakke I) (Okt I)
Formålet med lovforslaget er bl.a. at styrke retssikkerheden ved at ophæve bestemmelsen om kontrol
af udendørs professionel byggeaktivitet på privat grund.
Ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige (Udskydelse af forældelse som følge af
utilstrækkelig funktionalitet i Ét Fælles Inddrivelsessystem (EFI)) (Okt I)
Formålet med lovforslaget er at udskyde forældelsesfristen for alle retskraftige fordringer under
inddrivelse for at hindre yderligere utilsigtet forældelse som følge af utilstrækkelig funktionalitet i Ét
Fælles Inddrivelsessystem (EFI). Lovforslaget er en del af opfølgningen på de analyser,
Skatteministeriet har gennemført af EFI-systemet m.v.
Ændring af lov om kommunal ejendomsskat (Fritagelse for grundskyld for ejendomme ramt
af kystnedbrydning) (Okt I)
Formålet med lovforslaget er, at kommunerne skal kunne fritage en ejendom helt eller delvist for
grundskyld, i det omfang grunden er forsvundet som følge af kystnedbrydning. Lovforslaget foreslås
at få virkning med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2015 og er en genfremsættelse af L 189,
2014-15 (1. samling).
Ændring af lov om spil, lov om afgifter af spil og lov for Grønland om visse spil (Justering af
gebyrskalaen for væddemål og onlinekasino, månedsafregning for væddemål og onlinekasino
m.v.) (Okt I)
Lovforslaget har bl.a. til formål at justere gebyrskalaen for væddemål med henblik på at sikre, at
gebyrerne bliver mere proportionale med spiludbydernes indtægter. Lovforslaget er en opfølgning på
aftalen om justering af spillelovgivningen vedrørende væddemål og onlinekasino mellem den
daværende regering (Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre), Venstre, Dansk Folkeparti,
Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti fra december 2014 og er en
delvis genfremsættelse af L 173, 2014/15 (1. samling), idet L 173 ved genfremsættelsen deles i to
lovforslag.
Ændring af lov om spil, lov om afgifter af spil, lov for Grønland om visse spil og forskellige
andre love (Natlukning af spillehaller med gevinstgivende spilleautomater og ophævelse af
reglen om nedslag i afgiften for udlodninger m.v.) (Okt I)
Lovforslaget har bl.a. til formål at ophæve muligheden for at få nedslag i afgiften for udlodninger til
almennyttige foreninger med henblik på at stoppe svindel med udlodningerne, ligesom der indføres
krav om, at spillehaller skal holde lukket mellem kl. 24 og kl. 7. Lovforslaget er en opfølgning på
aftalen om ændring af spillelovgivningen mellem den daværende regering (Socialdemokraterne og
Det Radikale Venstre), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative
Folkeparti fra december 2014 og er en delvis genfremsættelse af L 173, 2014/15 (1. samling), idet L
173 ved genfremsættelsen deles i to lovforslag.