Skatteudvalget 2015-16
SAU Alm.del Bilag 184
Offentligt
1626908_0001.png
Til:
Justistsminister Søren Pind,
Skatteministeren Karsten Lauritzen,
Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen,
Højesteretspræsident Poul Søgaard
Vedhæftet finde De mit brev af d.d. til Folketingets Retsudvalg, som jeg har fundet det rigtigst at fremsende
til Deres orientering.
Med venlig hilsen
Jan Georg Forsdahl
Til: Folketingets Retsudvalg Vejle d. 11-04-2016
Christiansborg
1240 København K
sendes pr. email udvalgssekretær [email protected]
Fra: Jan Georg Forsdahl
Kopi til orientering:
Justistsminister, Søren Pind ([email protected])
Skatteminister, Karsten Lauritzen ([email protected])
Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen ([email protected] )
Højesteretspræsident, Poul Søgaard ([email protected])
Vedr.: Min og andre borgeres retssikkerhed i den offentlige forvaltning.
Jeg har pt. et par kontroverser kørende med Skat, det er nu slet ikke dem men en noget
mere bekymrende udløber af den ene kontrovers, der har fået mig til at skrive dette brev.
Og bare rolig, jeg har ingen forventning om, at I kan hjælpe med en sag, jeg ved godt, at I
ikke kan og må, det følgende er kun for, at I kan se, hvad vi almindelige borgere må slås
med – jeg skal nok komme til min pointe.
Mine uenigheder med Skat startede medio 2013, hvor Skat traf en efter min mening
horribel og ugyldig afgørelse, den kostede kassen på et tidpunkt, hvor jeg slet ikke havde
råd til det. Detaljerne er her fuldstændig ligegyldige, ligesom det for min historie også er
helt ligegyldigt, om jeg har ret i, at afgørelsen er ugyldig.
Jeg havde på det tidspunkt rigeligt andet at se til, så jeg var tvunget til at tænke - nå ja
hva, det må jeg tage mig af senere
-
jeg havde ganske enkelt ikke tid til klage inden for 3
mdr. fristen, og det havde så i øvrigt heller ikke hjulpet noget i situationen, for det tager
1
i
gennemsnit mere end et år at få en klage over Skat afgjort – et år er altså rigtig længe, når
Skat sidder på ens penge, og man ikke har en folketingsløn at stille som sikkerhed i
banken.
 SAU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 184: Henvendelse af 11/4-16 fra Jan Georg Forsdahl om borgeres retssikkerhed i den offentlige forvaltning
På det tidspunkt stod der på Skats hjemmeside ”det
går hurtigst, hvis du ringer”,
så da jeg
fik lidt bedre tid tænkte jeg - ok så prøver jeg det – og jeg skal da lige love for, at det gik
stærkt - svaret fra de evigt skiftende Skat medarbejdere var ”det
er ikke lige mit område
prøv omstillingen igen”,
”du
SKAL betale jfr. forskudsopgørelse”
eller ”du
kan jo bare klage”.
1 Se Skatteankestyrelsens årsrapporter.
Det førte ligesom ikke rigtigt nogen vegne (officialprincip og forvaltningslovens § 7 eller ej),
og der er erfaringsmæssigt grænser for, hvor meget tid man skal bruge på en kontrær
myndighed, så jeg lod sagen gå til inddrivelse i sikker forvisning om, at når alt andet fejler
overfor en kreditor (privat eller offentlig), så har jeg altid den dømmende magt, samt i dette
tilfælde Grundlovens § 63 styk 1 og Den Europæiske Menneskerettigheds Konventions
artikel 13 at falde tilbage på – magtens tredeling er da en stensikker sag, det har jeg i
hvert fald hørt i skolen for mange år siden – måske for mange år.
For nu skulle jeg blive meget klogere, helt i strid med GL § 63 styk 1, EMRK artikel 13,
Retsplejelovens § 501 styk 1 og 4 og Højesterets dom nr. 8/2000 nægtede fogedretten at
tage stilling til, om Skats forvaltningsafgørelsen var ugyldig og om Skats krav derfor var
legitimt. Fogedretten fulgte i stedet Skats argument og udtalte, (frit citat) ”at
jeg ikke havde
udnyttet min muligheder for at klage administrativt - case closed”.
Nu var jeg altså ret sikker på, at der ikke er nogle endelighedsbestemmelser
2
i
skattelovgivningen, så jeg ankede til Vestre Landsret, der til min store overraskelse
næsten uden betænkningstid fulgte fogedrettens linie, nægtede at forholde sig til min
påstand om, at Skats krav hvilede på en ugyldig forvaltningsafgørelse og udtalte – rigtigt
gættet - (frit citat) ”at
jeg ikke havde udnyttet min muligheder for at klage administrativt -
case closed”.
Jeg er nu altså stadig ret sikker på, at jeg både i GL § 63 styk 1 og EMRK artikel 13 har et
retskrav på at få en rimeligt begrundet og relevant forvaltningsafgørelse prøvet ved
domstolene, så lige nu ligger sagen godt trygt og længe i Procesbevillingsnævnet. Jeg er
naturligvis ret spændt på, hvad nævnet kommer frem til, jeg har aldrig ført en sag hverken
i Højesteret eller Strasbourg – jeg havde så heller aldrig ført sag i hverken fogedretten
eller landsretten før, det var omend lærerigt egentlig ikke nogen anbefalelsesværdig
oplevelse.
Mine Damer og Herre det var noget af baggrunden, jeg kunne skrive en bog om alle de
brud på reglerne Skats meadarbejdere har begået i den sag, som f.eks. da min indsigelse
fik lov at hygge sig 6 mdr. i pantefogedens skuffe, indtil jeg selv rykkede for
realitetsbehandling – jeg ved det godt 6 mdr. er ingen tid i det offentlige, men reglerne
siger nu engang, at den skal ekspederes direkte videre til fogedretten.
Skatteministeren har så den næste sag (2014) dvs. bind 2 liggende på sit skrivebord, han
har allerede lovet mig et svar, men ikke antydet hvornår. Den sag er altså også et studie
værd, men pladsen er trang, så her kommer altså resten af min baggrund og mit egentlige
ærinde.
 SAU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 184: Henvendelse af 11/4-16 fra Jan Georg Forsdahl om borgeres retssikkerhed i den offentlige forvaltning
Den eneste grund til, at jeg nogensinde er blevet nogenlunde habil ud i jura er, at min
kommune lagde hårdt ud med at true mig på mit levebrød – det var en alvorlig fejl altså fra
kommunens side, for så havde jeg jo ikke rigtig andet valg end at deltage og lære f.. hurtigt
– det er så ikke helt rigtigt, jeg kunne også have givet op og gået på understøttelse.
Jeg er 53 år, selvstændig erhvervsdrivende, har gået 10 år i skole, og har et svendebrev
som elektronikmekaniker. Det kommer man altså ikke ret langt med indenfor jura, så
(u)heldigvis tvangsindskrev min kommune mig til en juridisk mesterlæreplads i planlovs-,
privatvejs-, bygge-, fri proces- og forvaltningsret – det er unægtelig et lidt sejt pensum, når
det skal foregå sideløbende med, at man forsøger at starte en forretning, tjene til dagen og
vejen og have et familieliv, men det gik med hiv og sving.
2 Se besvarelse af Retsudvalget spørgsmål nr. 361 af 18 februar 2008 til Justistsminiteren pkt. 5. - der er to
endelighedsbestemmelser i udlændingeloven og det tilstræbes af hensyn til borgernes retssikkerhed aldrig
at lave flere.
Til orientering, efter 5 år havde jeg bestået med bravour i Naturklagenævnet,
Vejdirektoratet, Civilretsdirektoratet og Byretten – efter Byretten stod kommunen så af, og
okay indrømmet, Folketingets Ombudsmand hjalp mig lidt med Civilretsdirektoratet, men
det var inden for lovens spilleregler (fra hans og min side), så det trak ikke ned i den
samlede karakter.
Samme kommune har så givet mig lidt efteruddannelse i byggelovs- og forvaltningsret, det
foregik i Tilsynsrådet og Indenrigsministeriet, også her bestod jeg - kommunen kunne nu
godt have gjort opgaven lidt sværere i betragtning af, hvor meget de allerede havde ofret
på grunduddannelsen, men måske har de tænkt, at lidt fritid skulle jeg trods alt have.
Siden da har kommunen ikke rigtig rørt på sig, det er højst blevet til lidt småskænderier,
men nu ser det ud til, at Skat har bestemt sig for, at jeg trænger til efteruddannelse i
skatte-, inkasso-, forvaltnings- og statsret, uddannelsen er af tidsubestemt varighed og har
foreløbigt varet i ca. 3 år.
Det er jeg ærlig talt ikke udelt begejstret for, jeg har allerede på foranledning af
myndigheder gået på ufrivilligt jura selvstudie i mere end 10 år af mit liv. Selv om jeg til
dato aldrig er dumpet i et fag, så er det altså hverken min hovedinteresse eller min hobby
og specielt skatteret interesserer mig ikke en høstblomst – det er nu også
forvaltningsretten det kniber mest med hele vejen rundt, så jeg kommer nok igennem det –
men min familie kunne virkeligt godt tænke sig, at jeg snart får noget fritid.
Det er så ikke det værste i mine øjne, al den evige diskuteren frem og tilbage for at få
myndigheder til at overholde kongerigets love, har givet mig noget at tænke over – jeg
mener, der er vel ingen der for alvor tror på, at jeg er født med så dårlig karma, at hver
anden gang jeg kommer i nærheden af en offentlig myndighed så hopper der en hel flok
finker af fadet – det må afgjort være et andet sted skoen trykker.
Det er et fåtal af os danskere, der har en juridisk uddannelse, og det er endnu færre af os,
der hedder Thorning Schmidt eller Kasi – almindelige borgeres fortrædeligheder er ikke
 SAU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 184: Henvendelse af 11/4-16 fra Jan Georg Forsdahl om borgeres retssikkerhed i den offentlige forvaltning
nødvendigvis interessante for den fjerde statsmagt - det er jo ikke rigtig statsbudgetten der
er i spil på daglig basis, det er ”bare” Hr. og Fru Danmarks velfærd.
Det har vist heller aldrig være meningen, at sagerne skulle ordnes i dagspressen (der
skulle slet ingen sager være), men klagemyndighederne er altså pænt belastede og hvad
myriaderne af forvaltningsfejl skyldes, kan jeg ikke rigtig lure. Det kunne være, at
politikerne har sparet for meget på budgetterne, at love og regler er for komplicerede for
offentligt ansatte, at de offentligt ansatte udviser misforståede kollegiale hensyn, eller at
forvaltningerne generelt har mistet respekten for reglerne, fordi det yderst sjældent har
konsekvenser at bryde dem – det er nu nok en kombination af det hele og måske lidt til.
Har I tænkt på, hvor mange mandtimer der kunne spares, hvis sagsbehandlerne gjorde
tingene rigtig første gang, eller hvis de når der var opstået en uenighed holdt diskussionen
på et sagligt plan – det er min erfaring, at mere end 2/3 af tiden i en klagesag går med at
tilbagevise alle mulige og umulige irrelevante argumenter, som sagsbehandleren
fremsætter for at slippe for at inddrømme, at forvaltningen har begået en bommert.
Det er også tankevækkende, at Folketingets Ombudsmand har påtalt de samme
trivialiteter (f.eks. at man skal huske at partshøre borgerne) et utal af gange siden 1954
uden, at budskabet nogensinde synes at synke helt ned til alle sagsbehandlerne – er de
dumme?, har de bare for lidt tid?, eller skal de, koste hvad det vil, nå et resultatmål?
Måske lytter I til de forkerte mennesker, både når I skal spare og når I forsøger at forbedre
retssikkerheden for borgerne, hvad med at lytte til dem det går ud over og kigge seriøst
på, hvad der egentligt går galt rundt omkring – det er det vi andre gør, når vi skal have
noget til at fungere.
Sådan lige for at samle op, så har jeg døjet med og døjer stadig med en meget lang række
offentlige ansatte som ikke rigtig har forstået spillereglerne, og oven i det har jeg så to i
princippet uafhængige domstolsinstanser som har misforstået både GL § 63 styk 1 og
EMRK art. 13 – det er vist ikke det der i EMRK artikel 6 menes med fair og retfærdig
behandling – slet ikke når systemet samtidig påstås at arbejde under officialprincippet,
hvor det er forvaltningerne der skal sikre borgernes rettigheder.
Det bekymrer mig som borger i det der siges at være en demokratisk retsstat - 90% af
mine medborgere ved slet ikke, hvad der rammer dem, og hvis de ved det, så har de ikke
en snebolds chance når en myndighed først har bestemt sig for, hvad myndighedens
version af gældende ret skal være – spørg Camilla West, hun og jer kan vist blive enige –
det er, som I kan se ovenfor, et pænt langt træk op ad bakke, jeg skulle iøvrigt hilse fra
både min bank og min familie og sige, at det koster helt vildt såvel økonomisk som på
anden måde.
Nå, det jeg egentlig ville spørg om er, om landets love skal gælde for os alle sammen, eller
om vi skal resignere og konkludere, at lovene kun gælder de få, der har den rette
kombination af evnen til at sætte sig ind i juraen og stædighed?
Det er op til jer politikere - I fastsætter spillereglerne.
Med venlig hilsen
 SAU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 184: Henvendelse af 11/4-16 fra Jan Georg Forsdahl om borgeres retssikkerhed i den offentlige forvaltning
Jan Georg Forsdahl