Skatteudvalget 2015-16
SAU Alm.del Bilag 180
Offentligt
1625987_0001.png
Fra:
Jessie Sandvad [mailto:[email protected]]
Sendt:
26. april 2016 14:38
Til:
Dennis Flydtkjær <[email protected]>
Emne:
Flexydelse
Til Dennis Flydtkær, skatteordfører for Dansk Folkeparti
SKAT foretager lige nu nogle dispositioner, der efter min mening strider imod den retsfølelse jeg,
som etnisk dansker i Danmark, har uendelig svært ved at forstå.
Vi har et mindre landbrug og har kun én økonomi, altså én konto, hvor alle ind- og udbetalinger
ang. driften bliver bogført. På grund af dels nedslidning, dels en rygoperation med nedsat
arbejdsevne til følge, er min mand, af jobcentret, med div arbejdsprøvninger osv. i 2003, visiteret til
2/3 flexydelse i eget erhverv. Vi kan derved opretholde ”et liv” i den landbrugsejendom, som er min
mands fødehjem. Med ”et liv” skal forstås 365 dage hjemme på ejendommen. Vores økonomi er
ikke til vikarafløsning eller anden betalt hjælp udefra. Ligeledes har vi heller aldrig haft økonomi til
nogen form for kapitalpension, eller andre former for ”sikring af vores alderdom”. Men vi klager
ikke. Vi har selv valgt den form for liv.
MEN!! Nu mener SKAT ikke at min mands flexydelse skal bogføres under driftsregnskabet og
derved giver vores landbrug et lille underskud, hvorved SKAT ikke længere mener at det er
”erhverv” og, uden videre ændrer tre års godkendte regnskaber fra virksomhedsordningen, til privat.
Dette udløser en ”efterskat” for 2012-2013 & 2014 til os, på sammenlagt 165.000.-kr Vi snakker
om en totaløkonomi i landbruget på ca 250.000.-kr. pr år. Og oven i det har vi lige modtaget en
efterskat for 2015 på 25.000.-kr
Husstanden består af min mand og undertegnede, der er folkepensionist. Min mand bliver
folkepensionist om ca 5 år.
Vi taler om de samme tal, den samme ejendom drevet på samme måde som tidligere år, men hvor
SKAT vælger at bogføre de samme tal, på en helt anden måde, der så ”giver” SKAT en
efterbetaling på ovennævnte beløb. Tre år tilbage!!! Uden vi på nogen måde er blevet orienteret om,
at SKAT ikke er tilfredse med vores regnskab, der i øvrigt ikke afviger fra de fleste andre landbrugs
regnskaber i Danmark, ja i hele Europa.
Hvorfor skal en flexydelse, der tilgodeser den mindre arbejdsevne, ikke medtages i
driftsregnskabet? Hvis vi f eks ansatte en person på flexydelse til at klare det arbejde, som min
mand ikke mere kan magte, så kunne vi trække det fulde beløb for medarbejderen fra i driften og
også tilskuddet, ville blive ført i driftsregnskabet, men når det er ejeren selv, der modtager
flexydelse, så har det ikke noget med driften at gøre?? Det er da på ingen måde logisk?
At SKAT, uden videre, kan vælge at ændre en bogføring, i et i forvejen godkendt regnskab, tre år
tilbage, på en måde, der tilgodeser SKAT i helt urimelig grad, uden pågældende haft nogen viden
om, at være i søgelyset, eller på anden måde at skulle tage nogle ting op til revision, er for mig helt
klare mafiametoder, bondefangeri og slet ikke det jeg forstår ved Danmark og det gode system vi
har i Danmark.
SAU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 180: Henvendelse af 26/4-16 fra Jessie Schreiber om flexydelse
I øvrigt så må det undre, hvilke kriterier SKAT bruger, når de skal vælge de underskudsgivende
landbrug, som de ændrer regnskabet for. Især når det er almindeligt kendt, at de fleste landbrug i
Danmark og det øvrige Europa, ikke kan præstere et overskud. Man kan jo næsten snakke om:
Force Majeure for erhvervet.
Jeg synes at behandlingen mht flexydelse i eget erhverv og de kriterier SKAT anvender når de
udvælger de ejendomme, hvor de ændrer regnskabet, virker noget tilfældige og på ingen måde
hænger samme med de vilkår, der pt er gældende for erhvervet. Enden på det bliver jo at folk holder
op med de små landbrug, som forbrugerne elsker, og sælger jorden fra til storbønder, og/eller
flytter. For det er jo det der bliver slutningen på SKAT´s helt urimelige fremturen.
Samtidigt var det måske en ide at se på, hvor mange resurser SKAT bruger på at ”fange” de små og
hvor mange penge det rent faktisk giver i kassen. Ikke hvor mange penge SKAT har til gode, men
hvor mange penge der rent faktisk kommer ind på den her aktion.
Dernæst ville det være skønt at vide, hvor meget det så efterfølgende koster i lægekonsultationer,
psykologhjælp og efterfølgende kontanthjælp eller anden offentlig ydelse, uden noget ”afkast”, når
familier går helt ned, kun fordi de har fulgt de love og retningslinjer der er gældende og aldrig har
forsøgt på noget ”fordækt” så som at gemme penge, eller andet i samme kategori. Det har der aldrig
været hverken økonomi eller ressourcer til.
Lov og bogstaver er én ting, sund fornuft er en helt anden ting. Den måde SKAT fremturer på har
intet med sund fornuft at gøre og i sidste ende, vil det koste samfundet mere, end SKAT rent faktisk
får i kassen.
Jeg synes, at folketinget skulle arbejde for, at de ydelser der bliver givet til (små) selvstændige, med
det ene formå at sikre deres liv og deres virksomhed, skal medtages i driftsregnskabet, på lige fod
med de retningslinjer der gælder, hvis der skal fremmed medhjælp på. Det gælder både flexydelsen
og sygeforsikring, som jeg godt ved er en forsikring de små selvstændige tegner, for at sikre sig
selv, deres familie og deres virksomhed. Men det ændrer ikke ved, at beløbet går ind på
driftskontoen, og bliver brugt der fra, helt på lige fod med andre økonomiske bevægelser i
virksomheden.
Vi føler os totalt retsløse og voldsomt uretfærdigt behandlet af SKAT, blot fordi vi har fulgt de
regler der er gældende på området. Vi har ikke overtråds så meget som et enkelt komma.
Desværre har vi, i stil med de fleste andre uheldige, ikke råd til at anke SKAT´s afgørelse.
Det kan da ikke være hensigten med Flexydelsen og sygeforsikrings systemet.
Med venlig hilsen
Jessie Schreiber.