Skatteudvalget 2015-16
SAU Alm.del Bilag 118
Offentligt
1600199_0001.png
Statsminister Lars Løkke Rasmussen
Statsministeriet
Prins Jørgens Gård 11
1218 København K.
Vedr. en ambitiøs dansk implementering af verdensmålene for bæredygtig udvikling
Kære statsminister Lars Løkke Rasmussen,
11. februar 2016
Med dig for bordenden vedtog 193 lande på FN’s generalforsamling den 25. september 2015 17 mål for bæredygtig
udvikling. Den globale enighed giver en historisk mulighed for markant at forbedre levevilkårene for millioner af
mennesker og for fundamentale ændringer mod globalt mere bæredygtige forbrugs- og produktionsmønstre. For at
målene opnås, er det imidlertid helt afgørende, at alle verdens lande allerede nu går aktivt i gang med arbejdet for at
implementere målene - ligesom bl.a. Sverige og Norge nu er begyndt at gøre.
De danske civilsamfundsorganisationer, der er samlet i 92-gruppen
1
og Globalt Fokus
2
, opfordrer derfor til, at også
Danmark melder sig ind i kredsen af lande, der sikrer, at verdensmålene realiseres.
I den vedlagte rapport,
”Danmark som foregangsland for verdensmålene. Danmarks implementering af verdens-
målene: Anbefalinger fra danske civilsamfundsorganisationer”,
har vi en lang række anbefalinger til det videre
arbejde med at implementere de 17 verdensmål.
I rapporten opfordrer vi bl.a. til, at du og din regering aktivt arbejder for:
1) En ambitiøs dansk handlingsplan, der er udarbejdet gennem en inkluderende proces og som både indeholder
nationale og internationale tiltag, nationale indikatorer og konkrete politiske målsætninger.
Verdensmålene forpligter først og fremmest Danmark på nationale politikker. Danmark har dog tradition for et
globalt engagement, der skal bæres videre og strømlines i forhold til verdensmålene. For at målene kan realiseres, er
det derfor helt afgørende, at sammentænke de nationale og globale målsætninger.
På det åbne samråd i udenrigsudvalget med udenrigsministeren den 22. januar fremgik det, at regeringen endnu
ikke har taget stilling til, hvorvidt den vil udarbejde en handlingsplan for implementering eller lade de enkelte
ministerier stå for implementeringen og afrapporteringen ift. FN’s globale indikatorer og evt. nationale indikatorer.
Vi opfordrer til, at Danmark udarbejder én samlet handlingsplan gældende for alle ministerier, der adresserer de
forskellige mål, delmål og indikatorer både fra nationalt og globalt perspektiv. Planen bør være klar til High Level
Political Forum den 11.- 20. juli. Den skal involvere relevante aktører og ministerier, have folkelig forankring, sætte
en ambitiøs ramme og have en klar tidsplan fra 2016 og frem. I den forbindelse er det essentielt, at Danmark i
handlingsplanen ikke kun forholder sig til de mål, hvor vi allerede gør det godt, men at der på udvalgte delmål
udformes målsætninger, som er ambitiøse i en dansk kontekst. Kun ved at samle indsatsen i én fælles handlingsplan
sikres den nødvendige koordination og den politiske vægt, der er nødvendig for at gennemføre en så omfattende
dagsorden.
92-gruppen er i denne sag tegnet af: Afrika Kontakt, Amnesty International Danmark, Care Danmark, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk
Forening/BirdLife Danmark, Dansk Røde Kors Det Økologiske Råd, FN-forbundet, Folkekirkens Nødhjælp, Greenpeace, IBIS, IWGIA, Kvindernes U-
landsudvalg, Mellemfolkeligt Samvirke, Sex & Samfund, U-landsforeningen Svalerne, Vedvarende Energi, Verdens Skove, WWF Verdensnaturfonden, Øko-net.
1
2
Globalt Fokus er en platform for omkring 80 danske civilsamfundsorganisationer, som arbejder med international udvikling, miljø og humanitært arbejde. 3F,
Røde Kors og Ulandssekretariatet er medlemmer af Globalt Fokus, men er ikke medunderskrivere på denne henvendelse
.
1
SAU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 118: Henvendelse af 16/2-16 fra Globalt Fokus om dansk implementering af verdensmål for bæredygtig udvikling
1600199_0002.png
Endelig mener vi, at status for målene skal rapporteres årligt, samt at Danmark bør lade sin implementering af
målene evaluere til dette års High Level Political Forum i FN sammen med eksempelvis Tyskland, Norge og Finland.
2) Politisk ejerskab til verdensmålene på højeste niveau.
Politisk ejerskab og lederskab på højeste niveau er nødvendigt for at garantere, at der bliver fulgt op på alle mål,
både i en national og global kontekst. Af det tidligere omtalte åbne samråd fremgik det, at regeringen planlægger at
fortsætte den tværministerielle arbejdsgruppe, der blev etableret i forbindelse med forhandlingerne om
verdensmålene, og lade denne gruppe koordinere implementeringen fremover. Vi støtter op om dette, men mener,
at den danske regering bør inddrage alle regeringens ministerier i denne arbejdsgruppe ved at udpege en
afdelingschef for hvert ministerium, der er ansvarlig for implementeringen. For at sikre det nødvendige politiske
ejerskab af og dedikation til målene, bør overordnede ansvar for implementeringen placeres hos statsministeren,
der i samarbejde med en mindre gruppe af ministre, udpeges til at have særligt ansvar for implementering af
målene. Dette i tråd med den svenske statsministers erklæring om, at verdensmålene er en prioritet for hele den
svenske regering, som alle ministre vil blive involveret i.
3) En ansvarlig og transparent implementering og afrapportering, der inddrager civilsamfundet.
På det åbne samråd lovede udenrigsministeren, at regeringen under implementeringen af målene vil have så bred og
åben dialog med folketinget og civilsamfundet som muligt. Vi bifalder dette, da succesfuld, ansvarlig og transparent
implementering og afrapportering kræver involvering af alle relevante aktører. Vi mener, at både civilsamfund og
andre aktører (herunder eksempelvis kommuner, regioner, den private sektor) skal inddrages i alle faser med
mulighed for at kommentere og bidrage til implementeringen og afrapporteringen af målene. Det sikrer transparens,
og at alle områder inden for målrammen bliver dækket. Folketinget og relevante institutioner skal ligeledes
inddrages i dette for at understøtte en solid afrapportering. De relevante aktører skal samles for at kunne bidrage
med relevant viden og ekspertise på tværs af målene, men også for at samle de forskellige niveauer (globalt,
nationalt og lokalt). Dette kan et nationalt råd, forum eller platform, eksempelvis på linje med dem, der er blevet
nedsat i Sverige og Tyskland, være med til at sikre. Vi mener, at der i dansk kontekst skal etableres et lignende
initiativ, der kan drøfte og monitorere udviklingen af målene, kvalificere og bidrage til den offentlige debat, samt
have mulighed for at komme med bidrag til Danmarks arbejde med målene.
4) Tilstrækkelig finansiering til implementering af målene – ude og hjemme.
Hvis de nye verdensmål skal nås, kræver det, at der investeres langt mere i bæredygtig udvikling, og at investering i
ikke-bæredygtig produktion og - forbrug stoppes. Særligt verdens fattigste lande står med en meget stor udfordring i
forhold til at skaffe den nødvendige finansiering. Vi mener, at Danmark skal være med til at sikre finansiering til
målene bl.a. via offentlige investeringer, øgede skatteindtægter og partnerskaber, hvor der sættes fokus på
fattigdomsorientering, rettigheder og bæredygtighed, samt ansvarlighed og resultatmåling, uanset typen af
partnerskab og finansiering. Ligeledes skal Danmark følge op på det videre arbejde med resultatet fra
forhandlingerne vedrørende udviklingsfinansiering (Addis Ababa Action Agenda).
Vi ser frem til en god dialog med regeringen omkring implementering af verdensmålene for bæredygtig udvikling, og
håber i den forbindelse på at få et møde med dig inden for de næste par måneder.
Med venlig hilsen
Troels Dam Christensen
Koordinator, 92-gruppen – Forum for bæredygtig udvikling
Berit Asmussen
Sekretariatsleder, Globalt Fokus
Brevet er sendt i kopi til regeringens ministre og ambassadør Peter Taksøe-Jensen
2