REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 95: Udkast til lovforslag om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere, lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union, lov om international fuldbyrdelse af straf mv. og retsplejeloven (Overførsel af kompetence fra Justitsministeriet til anklagemyndigheden i sager om udlevering og fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser mv.), fra justitsministeren

Retsudvalget 2015-16
REU Alm.del Bilag 95
Offentligt

Politi- og Strafferetsafdelingen

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

Straffuldbyrdelseskontoret

Katrine Born Thodsen

2015-1902-0276

1806126

UDKAST

Forslag

til

Lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere, lov om

fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union,

lov om international fuldbyrdelse af straf mv. og retsplejeloven

(Overførsel af kompetence fra Justitsministeriet til

anklagemyndigheden i sager om udlevering og fuldbyrdelse af visse

strafferetlige afgørelser m.v.)

§1

I lov om udlevering af lovovertrædere, jf. lovbekendtgørelse nr. 833 af 25.

august 2005, som ændret senest ved § 3 i lov nr. 428 af 1. maj

2013, foretages følgende ændringer:

§ 21, stk. 1,

udgår ”eller den, ministeren bemyndiger dertil,”.

Efter § 21 c indsættes:

”§

21 d.

Justitsministeren kan fastsætte regler om, at rigsadvokaten,

statsadvokaterne eller politidirektørerne kan udøve de beføjelser, der i

denne lov er tillagt justitsministeren.

Stk. 2.

Justitsministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage

afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1 eller i

medfør af § 18 h, stk. 4, 1. pkt., herunder at afgørelserne ikke skal kunne

indbringes for anden administrativ myndighed.”

§2

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 95: Udkast til lovforslag om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere, lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union, lov om international fuldbyrdelse af straf mv. og retsplejeloven (Overførsel af kompetence fra Justitsministeriet til anklagemyndigheden i sager om udlevering og fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser mv.), fra justitsministeren

I lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske

Union, jf. lovbekendtgørelse nr. 213 af 22. februar 2013, foretages

følgende ændring:

Efter § 58 indsættes i

kapitel 12:

”§

58 a.

Justitsministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage

afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter § 54, stk. 1,

herunder at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for anden

administrativ myndighed.”

§3

I lov om international fuldbyrdelse af straf mv., jf. lovbekendtgørelse nr.

740 af 18. juli 2005, som ændret ved § 2 i lov nr. 428 af 1. maj 2013,

foretages følgende ændringer:

§ 2, stk. 2, § 6 og § 10, stk. 1,

indsættes efter ”justitsministeren”: ”eller

den, ministeren bemyndiger dertil”.

§ 3, stk. 3,

§ 10, stk. 3,

indsættes efter ”Justitsministeren”: ”eller

den, ministeren bemyndiger dertil,”.

§ 10, stk. 4,

indsættes efter ”justitsministeren”: ”eller den, ministeren

bemyndiger dertil,”.

Efter § 12 a indsættes i

kapitel 5:

”§12

Justitsministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage

afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter denne lov,

herunder at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for anden

administrativ myndighed.”

§4

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1255 af 16. november 2015,

foretages følgende ændringer:

§ 327, stk. 5, 3. pkt.,

ændres ”§ 392, stk. 2,” til: ”§ 392, stk. 3, og § 392

a, stk. 2,”.

§ 394, stk. 2, 1. pkt.,

ændres ”§ 389, § 391 eller § 392” til: ”§ 148 a,

stk. 4, § 389, § 389 a, stk. 1, §§ 391 eller 392”.

§5

Justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.

§6

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2.

Lovens §§ 1 og 3 kan ved kongelig anordning helt eller delvist

sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske

og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Behandling af sager om udlevering

2.1. Gældende ret

2.2. Justitsministeriets overvejelser

2.2.1. Overførsel af kompetence

2.2.2. Afskærelse af klageadgang

3. Fuldbyrdelse af strafferetlige afgørelser

3.1. Gældende ret

3.1.1. Inden for Den Europæiske Union

3.1.2. Uden for Den Europæiske Union og Norden

3.2. Justitsministeriets overvejelser

3.2.1. Overførsel af kompetence

3.2.2. Afskærelse af klageadgang

4. Kære

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

7. Administrative konsekvenser for borgerne

8. Miljømæssige konsekvenser

9. Forholdet til EU-retten

10. Hørte myndigheder og organisationer mv.

11. Sammenfattende skema

1. Indledning

Formålet med lovforslaget er at etablere det lovgivningsmæssige grundlag

for, at en række konkrete sager på det strafferetlige område, der i dag

behandles i Justitsministeriet, fremover i stedet kan behandles af

anklagemyndigheden.

Det drejer sig navnlig om sager om udlevering af personer til

strafforfølgning eller straffuldbyrdelse og sager om international

fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser, f.eks. fuldbyrdelse her i

landet af udenlandske afgørelser om fængselsstraf, bødestraf eller

konfiskation.

Det er Justitsministeriets vurdering, at det vil være mere hensigtsmæssigt,

hvis sådanne konkrete sager fremover behandles af anklagemyndigheden

og ikke i Justitsministeriet, som det sker i dag.

Der foreslås derfor indsat de nødvendige bemyndigelsesbestemmelser i de

relevante love, således at afgørelseskompetencen mv. i disse sager kan

overføres til anklagemyndigheden.

Desuden foreslås, at justitsministeren i forbindelse med en overførsel af

sagerne til anklagemyndigheden kan fastsætte regler om adgangen til at

klage over anklagemyndighedens afgørelser i disse sager, herunder

bestemmelser om, at afgørelserne ikke kan påklages til en anden

administrativ myndighed.

Der foreslås endvidere en ændring af henvisningen i retsplejelovens § 327,

stk. 5, 3. pkt., til § 392, stk. 2, vedrørende kære af afslag på fri proces, som

Justitsministeriet er blevet opmærksom på ikke er korrekt, idet der rettelig

skal henvises til § 392, stk. 3, og § 392 a, stk. 2.

Herudover foreslås en ændring af retsplejelovens § 394, stk. 2, 1. pkt., idet

Justitsministeriet er blevet opmærksom på, at der ikke er blevet fastsat

regler om kærefrist i en række bestemmelser i forbindelse med tidligere

lovændringer.

2. Behandling af sager om udlevering

2.1. Gældende ret

Sager om udlevering af personer til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse

i et andet land behandles efter reglerne i udleveringsloven.

Udleveringsloven indeholder dels regler om, hvilke betingelser der skal

være opfyldt, for at udlevering kan ske, jf. lovens kapitel 2-2 b, dels regler

om behandling af sager om udlevering, jf. lovens kapitel 3-3 b.

Kompetencen til at træffe beslutning om udlevering – med undtagelse af

udlevering til de nordiske lande – er i dag tillagt justitsministeren. For så

vidt angår sager om udlevering til stater uden for Den Europæiske Union

og Norden fremgår kompetencen af lovens § 15, stk. 1, og for så vidt angår

sager om udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union (den

europæiske arrestordre) fremgår kompetencen af lovens § 18 b, stk. 5.

Kompetencen til at træffe beslutning om udlevering til Finland, Island,

Norge eller Sverige (den nordiske arrestordre) er derimod tillagt

politidirektøren, jf. udleveringslovens § 18 h, stk. 4. Justitsministeriet er

derfor normalt ikke involveret i behandlingen af denne type sager. Det

følger dog af udleveringslovens § 18 h, stk. 4, at i de tilfælde, hvor der

samtidig med en nordisk arrestordre foreligger en anden begæring om

udlevering fra et land uden for Norden, træffes afgørelse om udlevering af

justitsministeren.

Når en anmodning om udlevering eller en europæisk arrestordre modtages

i Justitsministeriet, sendes den til politiet på det sted, hvor den, som søges

udleveret, har ophold, medmindre justitsministeren allerede på grundlag af

oplysningerne i anmodningen eller den europæiske arrestordre finder at

burde afslå udlevering. Efter modtagelsen af anmodningen eller

arrestordren iværksætter politiet uden ophold den undersøgelse, der er

nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er opfyldt, jf.

udleveringslovens § 12 og § 18 b, stk. 1.

Når politiets undersøgelse er afsluttet, forelægges spørgsmålet om

udlevering for justitsministeren, der træffer afgørelse i sagen, jf. de

ovenfor nævnte bestemmelser i udleveringslovens § 15, stk. 1, og § 18 b,

stk. 5. I sager om udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre

følger det af udleveringslovens § 18 d, stk. 1, at justitsministerens

afgørelse skal træffes snarest og så vidt muligt inden 10 dage efter, at den,

der begæres udleveret, er anholdt her i landet eller har meddelt samtykke

til udleveringen.

Udleveringsloven indeholder ikke tilsvarende sagsbehandlingsfrister for

sager om udlevering til stater uden for EU, men i praksis behandles

sådanne sager ligeledes normalt som sager af hastende karakter. Det

skyldes bl.a., at det den pågældende, der søges udleveret, ofte vil være

varetægtsfængslet i anledning af udleveringssagen.

Træffer justitsministeren beslutning om udlevering, kan den, der skal

udleveres, inden tre dage forlange, at politiet indbringer spørgsmålet om

beslutningens lovlighed for retten på det sted, hvor den pågældende

opholder sig, jf. udleveringslovens § 16 og § 18 b, stk. 5, 2. pkt. Rettens

afgørelse træffes ved kendelse, der inden for en frist på tre dage kan kæres

til landsretten. Indbringes beslutningen for retten, kan udlevering ikke ske,

før beslutningen er fundet lovlig ved endelig retskendelse, jf.

udleveringslovens § 17, stk. 1, 2. pkt., og § 18 e, stk. 1, 2. pkt. I sager om

udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre følger det § 18 d, stk.

2, at hvis udleveringsbeslutningen indbringes for retten, skal rettens

endelige afgørelse så vidt muligt afsiges inden 60 dage efter anholdelsen af

den pågældende her i landet.

Justitsministeren er i medfør af udleveringsloven tillige tillagt

beslutningskompetencen vedrørende en række forhold, der knytter sig til

en beslutning om udlevering.

Det er således justitsministeren, der i medfør af udleveringslovens § 20,

stk. 1, kan meddele tilladelse til, at en person, der er udleveret efter

reglerne i udleveringsloven, underkastes strafforfølgning eller

straffuldbyrdelse eller udleveres videre til tredjeland for en anden strafbar

handling begået før udleveringen end den, den pågældende er udleveret

for.

Endvidere er det justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil,

der giver tilladelse til, at personer, der udleveres fra en fremmed stat til en

anden, kan føres gennem Danmark, hvis betingelserne herfor er opfyldt, jf.

udleveringslovens § 21, stk. 1. Da bemyndigelsesbestemmelsen ikke er

udnyttet, meddeles sådanne tilladelser til transit i dag af justitsministeren.

Endelig følger det af udleveringslovens § 10, nr. 2, og § 10 j, stk. 1, at den

udleverede ikke uden justitsministerens tilladelse må underkastes

strafforfølgning ved en særdomstol.

Det er i øvrigt Justitsministeriet, der i dag udsteder europæiske arrestordrer

og fremsender udleveringsbegæringer til stater uden for Den Europæiske

Union og Norden i sager, hvor det er Danmark, der ønsker en person

udleveret til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse. Denne kompetence er

imidlertid ikke nærmere lovreguleret.

2.2. Justitsministeriets overvejelser

2.2.1. Overførsel af kompetence

Justitsministeriet finder, at beslutningskompetencen i konkrete sager om

udlevering af personer til strafforfølgning eller staffuldbyrdelse i et andet

land bør overføres fra justitsministeren til anklagemyndigheden. Det bør

således være anklagemyndigheden, der fremover træffer afgørelse om,

hvorvidt udlevering kan ske både i sager om udlevering til en anden EU-

medlemsstat og i sager om udlevering til stater uden for EU og Norden.

Tilsvarende bør det være anklagemyndigheden, der udøver de øvrige

beføjelser vedrørende udleveringssager, der er beskrevet ovenfor under

punkt 2.1.

Sager om udlevering rejser ofte forskellige spørgsmål af strafferetlig

karakter, ligesom Justitsministeriets behandling af udleveringsbegæringer i

dag sker i samarbejde med politiet og anklagemyndigheden i den

politikreds, hvor den pågældende opholder sig (og eventuelt sidder

varetægtsfængslet i anledning af udleveringssagen). Endvidere er det

anklagemyndigheden i den pågældende politikreds, som indbringer en

beslutning om udlevering for byretten, såfremt den pågældende forlanger

beslutningens lovlighed prøvet ved retten.

På den baggrund finder Justitsministeriet, at behandlingen af

udleveringssager mere hensigtsmæssigt vil kunne placeres hos den

overordnede anklagemyndighed.

Det foreslås derfor, at der i udleveringsloven indsættes en bemyndigelse

til, at de beføjelser, der efter loven er tillagt justitsministeren, ved

bekendtgørelse kan overføres til Rigsadvokaten, statsadvokaterne eller

politidirektørerne. Det er i første omgang Justitsministeriets hensigt at

udnytte bemyndigelsen til administrativt at overføre beføjelserne til

Rigsadvokaten. Da det imidlertid på længere sigt kan vise sig

hensigtsmæssigt, at beføjelserne placeres hos andre dele af

anklagemyndigheden (statsadvokaterne eller politidirektørerne) giver den

foreslåede bemyndigelsesbestemmelse tillige mulighed herfor.

Det bemærkes, at det i forbindelse med gennemførelsen af Rådets

rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske

arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne

blev overvejet, hvorvidt kompetencen i disse sager burde placeres hos

Justitsministeriet. Rammeafgørelsen indeholder ikke nærmere regler om,

hvilke myndigheder medlemsstaterne skal udpege som kompetente

myndigheder i relation til behandlingen af modtagne arrestordrer og

udstedelse af arrestordrer.

Justitsministeriet fandt dengang i 2003, at kompetencen til at behandle

sager i 1. instans om udlevering på grundlag af den europæiske arrestordre

(både for så vidt angår udstedelsen af en arrestordre og behandlingen af en

arrestordre udstedt af en anden medlemsstat) indtil videre burde placeres

hos Justitsministeriet. Der blev i den forbindelse bl.a. lagt vægt på, at en

central placering af kompetencen til at træffe afgørelse om udlevering i

henhold til den europæiske arrestordre ville sikre en ensartet behandling af

sagerne. Dette ville især være hensigtsmæssigt i en periode, hvor der

endnu ikke var en fast afgørelsespraksis i sagerne. Desuden blev der lagt

vægt på, at hensynet til en ensartet administration af udleveringsloven talte

for, at Justitsministeriet traf afgørelse om udlevering, uanset om der var

tale om udlevering til en anden EU-medlemsstat eller til stater uden for

EU. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lov nr. 433 af 10. juni

2003 om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og lov om

udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige

(Gennemførelse af EU-rammeafgørelse om den europæiske arrestordre

mv.), jf. Folketingstidende, 2002-03, tillæg A, side 4309.

Det er Justitsministeriets vurdering, at disse hensyn også vil blive

tilgodeset ved at overføre behandlingen af udleveringssager – både sager

om udlevering til andre EU-medlemsstater og til stater uden for EU – til

Rigsadvokaten, der som central, overordnet anklagemyndighed vil kunne

sikre en fortsat ensartet behandling af sagerne.

Kompetencen til at træffe afgørelse i sager om udlevering til et af de

nordiske lande, som i dag er placeret hos politidirektørerne, jf.

udleveringslovens § 18 h, stk. 4, foreslås ikke ændret. Dog findes det

hensigtsmæssigt, at afgørelser i de tilfælde, hvor der samtidig med en

nordisk arrestordre foreligger en begæring om udlevering fra et land uden

for Norden, som i dag træffes af justitsministeren, også indtil videre

henlægges til Rigsadvokaten.

Der henvises til § 1, nr. 2, i lovforslaget.

2.2.2. Afskærelse af klageadgang

Da beslutninger om udlevering – med undtagelse af udlevering inden for

Norden – i dag træffes af Justitsministeriet, er der ikke mulighed for at

påklage en sådan beslutning til en anden administrativ myndighed.

Derimod er der i udleveringsloven fastsat en særlig let adgang for den, der

er omfattet af en udleveringsbeslutning, til at få beslutningens lovlighed

prøvet ved domstolene.

Det er Justitsministeriets vurdering, at ved en overførsel af

afgørelseskompetencen i udleveringssager til Rigsadvokaten, vil

Rigsadvokatens beslutninger om udlevering som udgangspunkt blive

omfattet af reglen om klageadgang i retsplejelovens § 98, stk. 4, hvorefter

afgørelser truffet af Rigsadvokaten i 1. instans kan påklages til

Justitsministeriet.

Justitsministeriet finder imidlertid, at den gældende ordning, hvorefter en

beslutning om udlevering ikke kan påklages administrativt, men alene

forlanges indbragt for retten, bør fastholdes. Det skyldes først og

fremmest, at der med den særlig lette adgang til domstolsprøvelse ikke

findes at være noget retssikkerhedsmæssigt behov for en administrativ

klageadgang.

Hertil kommer, at sager om udlevering ofte er af hastende karakter. Det

følger eksempelvis af artikel 17 i rammeafgørelsen om den europæiske

arrestordre, hvoraf det fremgår, at medlemsstaterne skal behandle og

fuldbyrde en europæisk arrestordre som en hastesag, ligesom

bestemmelsen indeholder visse frister for sagsbehandlingstiden. Dette er

afspejlet i tidsfristerne i udleveringslovens § 18 d, som er nærmere

beskrevet ovenfor under punkt 2.1.

En ordning, hvorefter en beslutning om udlevering tillige skal kunne

påklages administrativt, vil derfor gøre det meget vanskeligt at overholde

de gældende regler om sagsbehandlingstid, der er fastsat på baggrund af

rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre.

Det foreslås derfor, at der i udleveringsloven indsættes en bemyndigelse

til, at Justitsministeriet ved overførsel af kompetence i medfør af den

foreslåede bestemmelse i udleveringslovens § 21 d, stk. 1, tillige kan

fastsætte regler om, at afgørelser truffet i medfør af bemyndigelsen ikke

skal kunne påklages til en anden administrativ myndighed. I forbindelse

med at det administrativt bliver fastsat, at kompetencen i udleveringssager

henlægges til Rigsadvokaten, vil det administrativt blive bestemt, at

Rigsadvokatens afgørelser i disse sager ikke kan påklages til

Justitsministeriet.

Som nævnt ovenfor under punkt 2.1. træffes beslutning om udlevering til

de nordiske lande i dag af politidirektørerne med mulighed for, at den, der

skal udleveres, kan forlange politidirektørens beslutning om udlevering

indbragt for domstolene på samme måde som i andre sager om udlevering.

Rigsadvokaten har oplyst over for Justitsministeriet, at statsadvokaterne

ikke i praksis modtager sådanne klager over politidirektørernes afgørelser

om udlevering, selvom udleveringsloven ikke i dag indeholder

bestemmelser om afskærelse af klageadgangen. Justitsministeriet finder

imidlertid, at der for at sikre, at de enkelte ordninger om behandling af

udleveringssager er ens, er grund til også at fastsætte regler, der afskærer

adgangen til at påklage politidirektørernes udleveringsbeslutninger til

statsadvokaten. Den foreslåede bemyndigelse giver derfor tillige mulighed

herfor.

Der henvises til § 1, nr. 2, i lovforslaget.

3. Fuldbyrdelse af strafferetlige afgørelser

3.1. Gældende ret

3.1.1. Inden for Den Europæiske Union

Strafferetlige afgørelser, der er truffet i andre medlemsstater i Den

Europæiske Union, kan fuldbyrdes her i landet efter reglerne i lov om

fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union, jf.

§ 1, stk. 2. Lovens § 1, stk. 1, opregner de afgørelsestyper, der er omfattet

af loven. For afgørelser truffet i Finland og Sverige gælder dog tillige de

særlige regler om nordisk samarbejde, jf. § 1, stk. 3.

Det følger af lovens § 54, stk. 1, at justitsministeren eller den, ministeren

bemyndiger dertil, træffer afgørelse om anmodninger om anerkendelse og

fuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation, bødestraf, fængselsstraf eller

andre frihedsberøvende foranstaltninger og foranstaltninger som alternativ

til varetægtsfængsling og om anmodninger om anerkendelse af og

overtagelse af tilsyn med afgørelser om pligter eller påbud i forbindelse

med udsættelse af straffastsættelse eller straffuldbyrdelse som alternativ

sanktion eller ved prøveløsladelse.

Bemyndigelsen i lovens § 54, stk. 1, er ikke udnyttet, hvorfor

kompetencen i dag tilkommer Justitsministeriet.

For så vidt angår afgørelser om fuldbyrdelse af en fængselsstraf eller

anden frihedsberøvende foranstaltning og afgørelser om fuldbyrdelse af en

foranstaltning

som

alternativ

til

varetægtsfængsling

træffer

justitsministeren afgørelse i medfør af § 54, stk. 1, hvis justitsministeren

finder, at anmodningen skal afslås. Findes der derimod ikke at være

grunde til at afslå en anmodning om at overtage fuldbyrdelsen af en

fængselsstraf mv. eller af en foranstaltning som alternativ til

varetægtsfængsling, anmoder Justitsministeriet anklagemyndigheden om at

indbringe sagen for retten, jf. lovens § 54 a og § 54 d. Afgørelse om

fuldbyrdelse af fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning

og foranstaltninger som alternativ til varetægtsfængsling træffes herefter af

domstolene, jf. § 54, stk. 2 og 3. Der henvises endvidere til

bemærkningerne til lov nr. 347 af 14. maj 2008 om ændring af lov om

fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union, lov

om udlevering af lovovertrædere og lov om Det Centrale Dna-profil-

bevissikringskendelse og rammeafgørelsen om anvendelse af princippet

om gensidig anerkendelse på domme i straffesager om idømmelse af

frihedsstraf mv.) jf. Folketingstidende, 2007-08, 2. samling, tillæg A, side

3031-3032.

For så vidt angår afgørelser om fuldbyrdelse af bødestraf og konfiskation

træffes afgørelsen af justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger

dertil, jf. lovens § 54, stk. 1. Der gælder dog en særlig let adgang til

domstolsprøvelse i sådanne sager, jf. lovens § 56, stk. 1, hvorefter enhver,

som er part i sagen, kan forlange, at anklagemyndigheden indbringer

Justitsministeriets afgørelse for retten.

For så vidt angår afgørelser om anerkendelse af og overtagelse af tilsyn

med afgørelser om pligter eller påbud i forbindelse med udsættelse af

straffastsættelse eller straffuldbyrdelse som alternativ sanktion eller ved

prøveløsladelse, træffes disse af justitsministeren eller den, ministeren

bemyndiger dertil, uden særlig adgang til domstolsprøvelse. Det følger dog

af lovens § 29 n, at når tilsyn er overtaget, finder bestemmelserne i

straffeloven og straffuldbyrdelsesloven mv. dog anvendelse på senere

afgørelser, der træffes her i landet i forbindelse med tilsynet. Således vil

afgørelser, der indebærer fuldbyrdelse eller fastsættelse af fængselsstraf

for betingede domme, skulle træffes af domstolene, jf. straffelovens §§ 60-

61.

Lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske

Union indeholder endvidere en række tidsfrister for behandlingen af de

ovenfor omtalte sager. Afgørelser om fuldbyrdelse af en fængselsstraf eller

anden frihedsberøvende foranstaltning træffes så vidt muligt inden 90 dage

efter modtagelsen af anmodningen fra udstedelsesstaten, mens afgørelser

om anerkendelse af og overtagelse af tilsyn med afgørelser om pligter mv.

træffes hurtigst muligt og senest 60 dage efter modtagelsen af dommen

eller afgørelsen, jf. § 54, stk. 4 og 5. Afgørelse om anerkendelse og

fuldbyrdelse af foranstaltninger som alternativ til varetægtsfængsling

træffes hurtigst muligt og senest 20 arbejdsdage efter modtagelsen af

anmodningen fra udstedelsesstaten, jf. § 54, stk. 6, 1. pkt.

3.1.2. Uden for Den Europæiske Union og Norden

Efter reglerne i lov om international fuldbyrdelse af straf mv. kan

udenlandske afgørelser om straf fuldbyrdes her i landet og danske

afgørelser om straf fuldbyrdes i udlandet, jf. lovens § 1, stk. 1. Loven

gælder for afgørelser, der ikke er omfattet af enten lov om fuldbyrdelse af

visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union eller af lov om

samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse

af straf mv., jf. lovens § 1, stk. 2 og 3.

De afgørelser, der er omfattet af loven, er bl.a. fuldbyrdelse af afgørelser

om bøde og konfiskation og afgørelser om overførsel af domfældte i

medfør af den europæiske konvention af 21. marts 1983 om overførelse af

domfældte og tillægsprotokollen hertil. Loven tillægger justitsministeren

kompetence på en række punkter vedrørende behandlingen af de konkrete

sager.

Lovens § 2, stk. 1, bestemmer, at afgørelser, som er omfattet af

konventionen om overførsel af domfældte, kan fuldbyrdes efter

konventionens regler. Afgørelse om samtykke til overførsel efter

konventionen (både i sager, hvor Danmark er domsland, og hvor Danmark

er fuldbyrdelsesland) træffes af justitsministeren, jf. § 2, stk. 2.

Endvidere er det justitsministeren, der kan bestemme, at fuldbyrdelse af en

udenlandsk afgørelse i Danmark skal ske efter reglerne i konventionens

artikel 10 om fortsat fuldbyrdelse – og ikke efter reglerne i konventionens

artikel 11 om omsætning af straffen, som er hovedreglen – hvis det ikke

ellers vil være muligt at få en domfældt overført hertil, jf. lovens § 3, stk.

3. Selve afgørelsen om omsætning eller tilpasning af straffen træffes af

domstolene, jf. lovens § 3, stk. 2 og 3.

Sager, som efter loven skal afgøres af en domstol her i landet, indbringes

af anklagemyndigheden for byretten på det sted, hvor den pågældende bor.

Har den pågældende ikke bopæl her i landet, bestemmer justitsministeren,

hvilken byret der skal behandle sagen, jf. lovens § 6.

Endvidere kan justitsministeren, når humanitære eller andre særlige

hensyn taler derfor, bestemme, at straf mv., som er pålagt i en anden stat,

kan fuldbyrdes her i landet, selvom der ikke i forhold til den pågældende

stat gælder en af de i loven omhandlede konventioner eller

overenskomster, jf. lovens § 10, stk. 1. I forbindelse med sådanne aftaler i

enkeltsager fastsætter justitsministeren ligeledes, i hvilket omfang reglerne

i loven og de heri nævnte konventioner skal fraviges, og hvorvidt aftalen

kan indgås på vilkår om, at der på tilsvarende betingelser kan ske

fuldbyrdelse i den anden stat af afgørelser, der er fastsat her i landet

vedrørende personer, der er hjemmehørende i den anden stat, jf. lovens §

10, stk. 3 og 4.

3.2. Justitsministeriets overvejelser

3.2.1. Overførsel af kompetence

Justitsministeriet finder, at beslutningskompetencen i konkrete sager om

fuldbyrdelse af udenlandske strafferetlige afgørelser i Danmark og

fuldbyrdelse af visse danske strafferetlige afgørelser i udlandet bør

overføres

til

anklagemyndigheden.

Det

bør

således

være

anklagemyndigheden, der fremover træffer afgørelse om, hvorvidt

udenlandske afgørelser kan fuldbyrdes i Danmark, både når afgørelserne er

truffet i en anden EU-medlemsstat, og når afgørelserne er truffet i en stat

uden for EU og Norden. Tilsvarende bør det være anklagemyndigheden,

der for så vidt angår visse typer af sager om fuldbyrdelse vurderer,

hvorvidt der er grundlag for at anmode udenlandske myndigheder om at

fuldbyrde strafferetlige afgørelser, der er truffet i Danmark.

Det bemærkes i den forbindelse, at sager om overførsel af domfældte

personer til afsoning i hjemlandet ikke påtænkes udlagt til

anklagemyndigheden.

Sager om fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser i Danmark rejser ofte

forskellige spørgsmål af strafferetlig karakter, ligesom Justitsministeriets

behandling af sagerne i dag sker i samarbejde med politi og

anklagemyndighed i den relevante politikreds. Skal sagen indbringes for

retten, forestås dette ligeledes af anklagemyndigheden.

På den baggrund finder Justitsministeriet, at behandlingen af sagerne mere

hensigtsmæssigt vil kunne placeres hos anklagemyndigheden.

Det foreslås derfor, at der i lov om international fuldbyrdelse af visse

strafferetlige afgørelser mv. indsættes en bemyndigelse til, at

justitsministeren kan henlægge de beføjelser, der i dag efter loven

tilkommer justitsministeren i konkrete sager om fuldbyrdelse, til en anden

administrativ myndighed. Det er i første omgang Justitsministeriets hensigt

at udnytte bemyndigelsen til administrativt at overføre beføjelserne til

Rigsadvokaten.

I lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske

Union er der allerede indsat de fornødne bemyndigelsesbestemmelser, der

gør det muligt for Justitsministeriet at overføre beslutningskompetencen til

andre myndigheder, herunder til Rigsadvokaten, hvorfor der ikke er behov

for at indsætte nye bemyndigelsesbestemmelser i denne lov.

Der henvises til § 3 i lovforslaget.

3.2.2. Afskærelse af klageadgang

Da det er Justitsministeriet, der behandler de sager om fuldbyrdelse af

strafferetlige afgørelser, som påtænkes overført til anklagemyndigheden,

er der i dag ikke adgang til administrativ rekurs i de tilfælde, hvor

ministeriet træffer afgørelse. Derimod er der i nogle af sagskategorierne

fastsat en særlig let adgang til domstolsprøvelse, jf. ovenfor under punkt

3.1.

Det er Justitsministeriets vurdering, at der ved en overførsel af sagerne til

Rigsadvokaten som udgangspunkt – i det omfang der træffes afgørelse i

sagerne – vil være klageadgang til Justitsministeriet i medfør af

retsplejelovens § 98, stk. 4, hvorefter afgørelser truffet af Rigsadvokaten i

1. instans kan påklages til Justitsministeriet.

Justitsministeriet finder imidlertid, at den gældende ordning, hvorefter

afgørelserne i disse sager ikke kan påklages administrativt, bør fastholdes.

Det skyldes dels, at der i en række af sagerne er fastsat særlig let adgang til

domstolsprøvelse, hvorfor der ikke findes at være noget

retssikkerhedsmæssigt behov for en administrativ klageadgang, dels at der

for de sager, som er omfattet af lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige

afgørelser i Den Europæiske Union, er fastsat en række tidsfrister for

sagsbehandlingen, jf. ovenfor under punkt 3.1.1., på baggrund af de

bagvedliggende EU-rammeafgørelser, som loven gennemfører. En ordning

hvorefter afgørelser i disse sager skal kunne påklages administrativt, vil

derfor gøre det vanskeligt at overholde de disse frister.

Det foreslås derfor, at der i både lov om international fuldbyrdelse af straf

mv. og i lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den

Europæiske Union indsættes bemyndigelse til, at Justitsministeriet kan

fastsætte regler om, at afgørelser i sager om fuldbyrdelse truffet i medfør

af bemyndigelse ikke skal kunne påklages til en anden administrativ

myndighed. I forbindelse med at det administrativt bliver fastsat, at

kompetencen i sagerne henlægges til Rigsadvokaten, vil det administrativt

blive bestemt, at Rigsadvokatens afgørelser i disse sager ikke kan påklages

til Justitsministeriet.

Der henvises til § 2 og § 3 i lovforslaget.

4. Kære

Justitsministeriet

blevet

opmærksom

på,

henvisningen

retsplejelovens § 327, stk. 5, 3, pkt., til § 392, stk. 2, vedrørende kære af

afslag på fri proces til en sag, der behandles af landsretten som 1. instans

eller af Sø- og Handelsretten, ikke er korrekt, idet der rettelig skal henvises

til § 392, stk. 3, og § 392 a, stk. 2.

Justitsministeriet er endvidere blevet opmærksom på, at der ikke er blevet

fastsat regler om kærefrist i en række bestemmelser i retsplejeloven i

forbindelse med tidligere lovændringer.

Det følger af retsplejelovens § 394, stk. 2, 1. pkt., at hvis der er meddelt

kæretilladelse efter §§ 389, 391 eller 392, skal kære ske inden 2 uger efter,

at tilladelsen er meddelt ansøgeren.

Det foreslås tilsvarende af hensyn til sagernes fremme, at hvis der er

meddelt tilladelse til at kære rettens beslutning om fritagelse fra at anvende

domstolenes sagsportal eller afslag herpå efter retsplejelovens § 148 a, stk.

4, eller hvis der efter § 389 a, stk. 1, er meddelt tilladelse til at kære

kendelser og andre beslutninger, der afsiges af byretten under

hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse, skal kære ske inden 2

uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske eller administrative

konsekvenser for det offentlige af betydning.

6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for

erhvervslivet.

7. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konsekvenser for

borgerne af betydning.

8. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.

9. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget vedrører overførsel af kompetencen fra Justitsministeriet til

anklagemyndigheden til at behandle sager omfattet af Rådets

rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske

arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne,

Rådets rammeafgørelse 2005/214/RIA af 24. februar 2005 om anvendelse

af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe, Rådets

rammeafgørelse 2006/783/RIA af 6. oktober 2006 om anvendelse af

princippet om gensidig anerkendelse på afgørelser om konfiskation,

Rådets rammeafgørelse 2008/909/RIA af 27. november 2008 om

anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme i

straffesager om idømmelse af frihedsstraffe eller frihedsberøvende

foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse i Den Europæiske Union,

Rådets rammeafgørelse 2008/947/RIA af 27. november 2008 om

anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme og

afgørelser om prøvetid med tilsyn med henblik på tilsyn med

tilsynsforanstaltninger og alternative sanktioner og Rådets rammeafgørelse

2009/829/RIA af 23. oktober 2009 om anvendelse mellem Den

Europæiske Unions medlemsstater af princippet om gensidig anerkendelse

på afgørelser om tilsynsforanstaltninger som et alternativ til

varetægtsfængsling.

Justitsministeriet vil i forbindelse med, at sagerne overføres til

anklagemyndigheden, i fornødent omfang og i overensstemmelse med de

nævnte rammeafgørelser orientere Rådets Generalsekretariat om, hvilke

myndigheder i Danmark der fremover vil være kompetente til at træffe

afgørelse mv. i sager omfattet af rammeafgørelserne.

10. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Et udkast til lovforslaget har været sendt i høring hos følgende

myndigheder og organisationer mv.:

Østre Landsret, Vestre Landsret, samtlige byretter, Domstolsstyrelsen,

Procesbevillingsnævnet,

Den

Danske

Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Foreningen af Offentlige

Anklagere,

Foreningen

Statsadvokater,

Rigspolitiet,

Politidirektørforeningen,

Politiforbundet,

Direktoratet

for

Kriminalforsorgen, Fængselsforbundet, Advokatrådet, Landsforeningen af

Forsvarsadvokater,

Institut

for

Menneskerettigheder,

Retssikkerhedsfonden, Retspolitisk Forening, Det Kriminalpræventive

Råd,

Foreningen

Fængselsinspektører

m.fl.,

Kriminalforsorgsforeningen, HK Landsklubben Danmarks Domstole, HK

Landsklubben for Kriminalforsorgen, Amnesty International, Danske

Advokater, Landsforeningen KRIM og Justitia.

11. Sammenfattende skema

Positive konse-

kvenser/mindre-

udgifter

Økonomiske konsekven- Ingen

ser for stat, kommuner

og regioner

Negative konsekven-

ser/merudgifter

Ingen

Administrative konse-

kvenser for stat,

kommuner og regioner

Økonomiske

konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative konse-

kvenser for

erhvervslivet

Ingen

Miljømæssige

konsekvenser

Administrative

konsekvenser for

borgene

Forholdet til EU-retten

Ingen

Lovforslaget

vedrører

overførsel

kompetencen fra Justitsministeriet til

anklagemyndigheden til at behandle sager

omfattet

Rådets

rammeafgørelse

2002/584/RIA af 13. juni 2002, Rådets

rammeafgørelse 2005/214/RIA af 24.

februar 2005, Rådets rammeafgørelse

2006/783/RIA af 6. oktober 2006, Rådets

rammeafgørelse 2008/909/RIA af 27.

november 2008, Rådets rammeafgørelse

2008/947/RIA af 27. november 2008 og

Rådets rammeafgørelse 2009/829/RIA af 23.

oktober 2009.

Justitsministeriet vil i forbindelse med, at

sagerne overføres til anklagemyndigheden, i

fornødent omfang og i overensstemmelse

med de nævnte rammeafgørelser orientere

Rådets Generalsekretariat om, hvilke

myndigheder i Danmark der fremover vil

være kompetente til at træffe afgørelse mv. i

sager omfattet af rammeafgørelserne.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

(Lov om udlevering af lovovertrædere)

Til nr. 1 (§ 21, stk. 1)

Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at der foreslås indsat en

generel bemyndigelsesbestemmelse, som omfatter alle beføjelser, der efter

loven er tillagt justitsministeren, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.

Til nr. 2 (§ 21 d)

Der foreslås med

stk. 1

indført en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter

justitsministeren kan fastsætte regler om, at de beføjelser, der i loven er

tillagt justitsministeren, kan udøves af Rigsadvokaten, statsadvokaterne

eller politidirektørerne.

Bemyndigelsen påtænkes i første omgang udnyttet til administrativt at

overføre kompetencen til at træffe afgørelse i sager om udlevering mv. fra

Justitsministeriet til Rigsadvokaten. Da det imidlertid på længere sigt kan

vise sig hensigtsmæssigt, at beføjelserne placeres hos andre dele af

anklagemyndigheden, f.eks. hos statsadvokaterne, giver den foreslåede

bemyndigelsesbestemmelse tillige mulighed herfor.

stk. 2

foreslås indsat en bemyndigelse til, at justitsministeren kan

fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i

henhold til bemyndigelse eller i medfør af udleveringslovens § 18 h, stk. 4,

1. pkt. (om afgørelser om udlevering truffet af politidirektøren på grundlag

af en nordisk arrestordre). Bestemmelsen giver bl.a. mulighed for at

afskære klageadgang over sådanne afgørelser.

Bestemmelsen påtænkes i første omgang udnyttet til at afskære adgangen

til at påklage afgørelser efter udleveringsloven til Justitsministeriet i

forbindelse med, at afgørelseskompetencen overføres til Rigsadvokaten.

Det er således hensigten, at retsplejelovens § 98, stk. 4, hvorefter

afgørelser, der træffes af Rigsadvokaten som 1. instans, kan påklages til

justitsministeren, ikke skal finde anvendelse i sager, der behandles efter

udleveringsloven.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.2.1. og 2.2.2. i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til § 2

(Lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske

Union)

Til nr. 1 (§ 58 a)

Med den foreslåede bestemmelse bemyndiges justitsministeren til at

fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i

henhold til bemyndigelse efter lovens § 54, stk. 1, herunder at afgørelserne

ikke skal kunne indbringes for anden administrativ myndighed

Bestemmelsen påtænkes i første omgang udnyttet til at afskære adgangen

til at påklage afgørelser efter lovens § 54, stk. 1, til Justitsministeriet i

forbindelse med, at afgørelseskompetencen overføres til Rigsadvokaten.

Det er således hensigten, at retsplejelovens § 98, stk. 4, hvorefter

afgørelser, der træffes af Rigsadvokaten som 1. instans, kan påklages til

justitsministeren, ikke skal finde anvendelse i denne type sager.

Der henvises i øvrigt til punkt 3.2.2. i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til § 3

(Lov om international fuldbyrdelse af straf mv.)

Til nr. 1 (§ 2, stk. 2, § 6 og § 10, stk. 1)

Der foreslås i

§ 2, stk. 2,

indsat en bemyndigelse til, at kompetencen til at

træffe afgørelse om samtykke til overførsel i henhold til konventionen om

overførsel af domfældte kan overføres til anden administrativ myndighed.

Dette gælder både i sager, hvor Danmark er domsland, og i sager hvor

Danmark er fuldbyrdelsesland.

Desuden foreslås der i

§ 6

indsat en bemyndigelse til, at kompetencen til at

bestemme ved hvilken byret sager, der efter loven skal afgøres af en

domstol, skal behandles, i de tilfælde hvor den pågældende ikke har bopæl

har i landet, kan overføres fra Justitsministeriet til anden administrativ

myndighed.

Endelig foreslås der i

§ 10, stk. 1,

indsat en bemyndigelse til, at

kompetencen til i konkrete tilfælde at beslutte, at straf mv., som er pålagt i

en anden stat, kan fuldbyrdes her i landet, selv om der ikke gælder en

konvention eller overenskomst mellem Danmark og den pågældende stat,

kan overføres fra Justitsministeriet til anden administrativ myndighed.

Bemyndigelserne påtænkes i første omgang udnyttet til at overføre

kompetencen efter bestemmelserne fra Justitsministeriet til Rigsadvokaten.

Kompetencen efter § 2, stk. 2, i sager om overførsel af domfældte

fra

Danmark til afsoning i en anden stat (dvs. hvor Danmark er domsland)

påtænkes dog ikke henlagt til Rigsadvokaten.

Der henvises i øvrigt til punkt 3.1.2. og 3.2.1. i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til nr. 2 (§ 3, stk. 3, og § 10, stk. 3)

Der foreslås i

§ 3, stk. 3,

indsat en bemyndigelse til, at kompetencen til at

bestemme, at fuldbyrdelse af en udenlandsk afgørelse om frihedsstraf skal

ske efter konventionens regler om fortsat fuldbyrdelse og ikke reglerne om

omsætning, jf. § 3, stk. 2, kan overføres fra Justitsministeriet til anden

administrativ myndighed.

Desuden foreslås i

§ 10, stk. 3,

indsat en bemyndigelse til, at kompetencen

til at bestemme, i hvilket omfang lovens kapitler 2 og 4 eller 3-4 og de heri

nævnte konventioner skal fraviges i forbindelse med konkrete aftaler om

overførsel af domfældte efter § 10, stk. 1, kan overføres fra

Justitsministeriet til anden administrativ myndighed.

Bemyndigelserne påtænkes i første omgang udnyttet til at overføre

kompetencen efter bestemmelserne fra Justitsministeriet til Rigsadvokaten.

Der henvises i øvrigt til punkt 3.1.2. og 3.2.1. i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til nr. 3 (10, stk. 4)

Der foreslås i

10, stk. 4,

indsat en bemyndigelse til, at kompetencen til at

bestemme, hvorvidt en aftale om overførsel af en domfældt efter § 10, stk.

1, skal indgås på vilkår om, at der på tilsvarende betingelser kan ske

fuldbyrdelse i den anden stat af afgørelser, der er fastsat her i landet

vedrørende personer, der er hjemmehørende i den anden stat, kan

overføres fra Justitsministeriet til anden administrativ myndighed.

Bemyndigelsen påtænkes i første omgang udnyttet til at overføre

kompetencen efter bestemmelsen fra Justitsministeriet til Rigsadvokaten.

Der henvises i øvrigt til punkt 3.1.2. og 3.2.1. i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til nr. 4 (§ 12 b)

Der foreslås indsat en bemyndigelse til, at justitsministeren kan fastsætte

regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet efter loven i

henhold til de foreslåede bemyndigelsesbestemmelser, jf. lovforslagets § 3,

nr. 1-3. Bestemmelsen giver bl.a. mulighed for at afskære klageadgang

over sådanne afgørelser.

Bestemmelsen påtænkes i første omgang udnyttet til at afskære adgangen

til at påklage afgørelser efter loven til Justitsministeriet i forbindelse med,

at afgørelseskompetencen overføres til Rigsadvokaten. Det er således

hensigten, at retsplejelovens § 98, stk. 4, hvorefter afgørelser, der træffes

af rigsadvokaten som 1. instans, kan påklages til justitsministeren, ikke

skal finde anvendelse i denne type sager

Der henvises i øvrigt til punkt 3.2.2. i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til § 4

(Retsplejeloven)

Til nr. 1

Det følger af retsplejelovens § 327, stk. 5, 3. pkt., at afslag på fri proces til

en sag, der behandles af Sø- og Handelsretten eller af landsretten som 1.

instans, uanset § 392, stk. 2, kan kæres uden særlig tilladelse.

Justitsministeriet er blevet opmærksom på, at henvisningen i

retsplejelovens § 327, stk. 5, 3. pkt., til § 392, stk. 2, er forkert, og det

foreslås som følge heraf, at der henvises til de rette bestemmelser i

retsplejeloven, som er § 392, stk. 3, og § 392 a, stk. 2, hvor det fremgår, at

landsrettens og Sø- og Handelsrettens kendelser kan kæres med

Procesbevillingsnævnets tilladelse.

Til nr. 2

Det fremgår af retsplejelovens § 394, stk. 2, 1. pkt., at kære skal ske inden

kærefristens udløb eller, hvis der er meddelt kæretilladelse efter §§ 389,

391 eller 392, inden 2 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren.

Det følger af retsplejelovens § 148 a, stk. 4, som blev indsat ved lov nr.

[indsæt nr.] af [indsæt dato] om ændring af retsplejeloven, lov om

Domstolsstyrelsen og lov om retsafgifter (Digitalisering af retsprocessen i

borgerlige sager, oprettelse af en domsdatabase, m.v.), at rettens beslutning

om fritagelse fra at anvende domstolenes sagsportal eller afslag herpå ikke

uden Procesbevillingsnævnets tilladelse kan indbringes for højere ret.

Efter retsplejelovens § 389 a, stk. 1, som blev indsat ved lov nr. 737 af 26.

juni 2014 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Revision

af reglerne om behandling af civile sager og syn og skøn, forhøjelse af

beløbsgrænse for anke, indførelse af deltidsordning for dommere m.v.,

medieannoncering af tvangsauktioner, tvangsfuldbyrdelse af digitale

lånedokumenter, skriftlig behandling af anke i straffesager med

samstemmende påstand m.v.), kan kendelser og andre beslutninger, der

afsiges af byretten under hovedforhandlingen eller under dennes

forberedelse, kun kæres med Procesbevillingsnævnets tilladelse.

Det foreslås af hensyn til sagernes fremme, at hvis der er meddelt tilladelse

efter retsplejelovens § 148 a, stk. 4, eller § 389 a, stk. 1, skal kære ske

inden 2 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren.

Til § 6

(Ikrafttræden)

Det foreslås, at justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens

ikrafttræden.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med, at det findes mest

hensigtsmæssigt, at loven først træder i kraft umiddelbart forud for den

påtænkte overførsel af kompetence fra Justitsministeriet til

anklagemyndigheden i sager om udlevering og fuldbyrdelse af visse

strafferetlig afgørelser, som forventes gennemført i løbet af første halvår

2016.

Til § 7

(Territorial gyldighed)

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.

Den foreslåede bestemmelse fastslår, at de foreslåede ændringer ikke

gælder for Færøerne og Grønland. De foreslåede ændringer af lov om

udlevering af lovovertrædere og lov om international fuldbyrdelse af straf

mv., jf. lovforslagets § 1 og 3, kan dog ved kongelig anordning sættes helt

eller delvist i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de

færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§1

I lov om udlevering af

lovovertrædere, jf.

lovbekendtgørelse nr. 833 af 25.

august 2005, som senest ændret ved

§ 3 i lov nr. 428 af 1. maj 2013,

foretages følgende ændringer:

§ 21.

Justitsministeren eller den,

§ 21, stk. 1,

udgår ”eller den,

ministeren bemyndiger dertil, kan ministeren bemyndiger dertil,”

tillade, at en person, der udleveres

fra en fremmed stat til en anden,

føres gennem riget, såfremt

bestemmelserne i § 2 og § 2 a eller

§§ 4-6 ikke ville være til hinder for,

at der skete udlevering her fra

landet

for

den

pågældende

handling.

Stk. 2-4.

---

Efter § 21 c indsættes:

”§

21 d.

Justitsministeren kan

fastsætte

regler

om,

rigsadvokaten,

statsadvokaterne

eller politidirektørerne kan udøve

de beføjelser, der i denne lov er

tillagt justitsministeren.

Stk. 2.

Justitsministeren kan

fastsætte regler om adgangen til at

påklage afgørelser, der er truffet i

henhold til bemyndigelse efter stk.

1 eller i medfør af § 18 h, stk. 4, 1.

pkt., herunder at afgørelserne ikke

skal kunne indbringes for anden

administrativ myndighed.”

§2

I lov om fuldbyrdelse af visse

strafferetlige afgørelser i Den

Europæiske

Union,

jf.

lovbekendtgørelse nr. 213 af 22.

februar 2013, foretages følgende

ændring:

Efter § 58 indsættes i

kapitel 12:

”§

58 a.

Justitsministeren kan

fastsætte regler om adgangen til at

påklage afgørelser, der er truffet i

henhold til bemyndigelse efter § 54,

stk. 1, herunder at afgørelserne ikke

skal kunne indbringes for anden

administrativ myndighed.”

§3

I lov om international fuldbyrdelse

af straf mv., jf. lovbekendtgørelse

nr. 740 af 18. juli 2005, som ændret

ved § 2 i lov nr. 428 af 1. maj 2013,

foretages følgende ændringer:

§ 2.

Stk. 1.

---

Stk. 2.

Afgørelse om samtykke efter

§ 2, stk. 2, § 6 og § 10, stk. 1,

konventionens art. 3, stk. 1, litra f, indsættes efter ”justitsministeren”:

træffes af justitsministeren.

”eller den, ministeren bemyndiger

dertil”.

§ 6.

Sager, som skal afgøres af en I

§ 2, stk. 2, § 6 og § 10, stk. 1,

domstol her i landet, indbringes af indsættes efter ”justitsministeren”:

anklagemyndigheden for byretten ”eller den, ministeren bemyndiger

på det sted, hvor den pågældende dertil”.

bor. Har den pågældende ikke

bopæl her i landet, bestemmer

justitsministeren, hvilken byret der

skal behandle sagen.

§ 10.

Gælder der i forhold til en

anden stat ikke nogen af de i kapitel

2-3 a nævnte konventioner eller af

de i § 9 nævnte overenskomster,

kan

justitsministeren,

når

humanitære eller andre særlige

hensyn taler derfor, bestemme, at

straf mv., som er pålagt i den anden

stat, kan fuldbyrdes her i landet.

Stk. 2-4.

---

§ 3.

Stk. 1-2.

---

Stk. 3.

Justitsministeren kan, hvis

det ellers ikke vil være muligt at få

en domfældt overført hertil,

bestemme, at fuldbyrdelse af den

udenlandske afgørelse skal ske efter

reglerne i konventionens art. 10 om

fortsat fuldbyrdelse. Der skal ske

tilpasning

sanktionen

overensstemmelse med art. 10, stk.

2. Afgørelsen om tilpasning træffes

ved dom.

§ 10.

Stk. 1 -2. ---

Stk. 3.

Justitsministeren fastsætter i

forbindelse med de i stk. 1 nævnte

afgørelser, i hvilket omfang

bestemmelserne i denne lovs

§ 3, stk. 3,

§ 10, stk. 3,

indsættes efter ”Justitsministeren”:

”eller den, ministeren bemyndiger

dertil,”.

§ 2, stk. 2, § 6 og § 10, stk. 1,

indsættes efter ”justitsministeren”:

”eller den, ministeren bemyndiger

dertil”.

§ 3, stk. 3,

§ 10, stk. 3,

indsættes efter ”Justitsministeren”:

”eller den, ministeren bemyndiger

dertil,”.

kapitler 2 og 4 eller 3-4 og de heri

nævnte konventioner skal fraviges,

jf. dog § 11.

Stk. 4.

---

§ 10.

Stk. 1-3.

---

Stk. 4.

I nødvendigt omfang kan

§ 10, stk. 4,

indsættes efter

justitsministeren i forbindelse med ”justitsministeren”: ”eller den,

en aftale som nævnt i stk. 1 indgå ministeren bemyndiger dertil,”.

på, at der på tilsvarende betingelser

kan ske fuldbyrdelse i en anden stat

af straf mv., der er fastsat her i

landet vedrørende personer, der er

hjemmehørende i den anden stat.

Efter § 12 a indsættes i

kapitel 5:

”§12

Justitsministeren kan

fastsætte regler om adgangen til at

påklage afgørelser, der er truffet i

henhold til bemyndigelse efter

denne lov, herunder at afgørelserne

ikke skal kunne indbringes for

anden administrativ myndighed.”

§4

retsplejeloven,

jf.

lovbekendtgørelse nr. 1255 af 16.

november 2015, foretages følgende

ændring:

§ 327.

Stk. 1-4.

---

Stk. 5.

[…]. Uanset § 392, stk. 2,

kan afslag på fri proces til en sag,

§ 327, stk. 5, 3. pkt.,

ændres ”§

der

behandles

Sø-

og 392, stk. 2,” til: ”§ 392, stk. 3, og §

Handelsretten eller af landsretten

392 a, stk. 2,”.

som 1. instans, kæres uden særlig

tilladelse.

§ 394.

Stk. 1.

---

Stk. 2.

Kære skal ske inden

389, § 391 eller § 392” til: ”§ 148

kærefristens udløb eller, hvis der er

meddelt tilladelse efter § 389, § 391 a, stk. 4, § 389, § 389 a, stk. 1, §§

eller § 392, inden 2 uger efter, at 391 eller 392”.

tilladelsen er meddelt ansøgeren.

[…].

§5

Justitsministeren

fastsætter

tidspunktet for lovens ikrafttræden.

§ 394, stk. 2, 1. pkt.,

ændres ”§

§6

Loven gælder ikke for Færøerne og

Grønland.

Stk. 2.

Lovens §§ 1 og 3 kan ved

kongelig anordning helt eller

delvist sættes i kraft for Færøerne

og Grønland med de ændringer,

som de færøske og grønlandske

forhold tilsiger.