REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 71: Samlenotat vedrørende de sager inden for Justitsministeriets ansvarsområde, der forventes behandlet på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 3.-4. december 2015, fra justitsministeren

Retsudvalget 2015-16
REU Alm.del Bilag 71
Offentligt

Lovafdelingen

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

19. november 2015

EU-retskontoret

Christian Andersen-

Mølgaard

2015-3051/01-0034

1794148

Samlenotat vedrørende de sager inden for Justitsministeriets

ansvarsområde, der forventes behandlet på rådsmødet (retlige og

indre anliggender) og mødet i Det Blandede Udvalg den 3.-4.

december 2015

Side:

4- 19

Dagsordenspunkt 1:

Forslag til Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv om strafferetlig

bekæmpelse af svig rettet mod

Den

Europæiske

Unions

finansielle interesser

- Status

KOM (2012) 363 endelig

Forslag til Rådets forordning om

oprettelse af en europæisk

anklagemyndighed (EPPO)



Delvis generel indstilling

KOM (2013) 534 endelig

20-34

Dagsordenspunkt 2:

35-38

Dagsordenspunkt 3:

Sikring af strafferetsplejen i den

digitale tidsalder – hvad er

behovene?

- Status

KOM-dokument foreligger ikke

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]



Forslaget er fremsat efter TEUF, tredje del, afsnit V. Protokollen om Danmarks stilling,

der er knyttet til Lissabon-Traktaten, finder derfor anvendelse, hvilket indebærer, at

foranstaltningerne ikke vil være bindende for eller finde anvendelse i Danmark

(”retsforbeholdet”).

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 71: Samlenotat vedrørende de sager inden for Justitsministeriets ansvarsområde, der forventes behandlet på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 3.-4. december 2015, fra justitsministeren

39-57

Dagsordenspunkt 4:

Forslag til Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv om anvendelse

af passageroplysninger til at

forebygge, opdage, efterforske og

retsforfølge terrorhandlinger og

grov kriminalitet

- Status

KOM (2011) 32 endelig

Terrorbekæmpelse

- Orientering fra formandskabet

og EU’s antiterrorkoordinator

- Status og orienterede debat

KOM-dokument foreligger ikke

Forslag til forordning om fremme

af den frie bevægelighed for

borgere og virksomheder gennem

en forenkling af accepten af visse

offentlige dokumenter i Den

Europæiske Union og om ændring

af forordning (EU) nr. 1024/2012

- Politisk enighed

KOM (2013) 228 endelig

Fornyelse af EU’s interne sikker-

hedsstrategi (2015-2020)

- Orienterende debat

KOM-dokumentet foreligger ikke

Migrationskrisen i Europa: For-

hold vedrørende det judicielle

samarbejde og kampen mod

xenofobi

- Status

- Videre skridt

KOM-dokument foreligger ikke

Lagring af data om elektronisk

kommunikation (logning)

- Generel debat

58-63

Dagsordenspunkt 5:

64-73

Dagsordenspunkt 6:

74-77

Dagsordenspunkt 7:

78-81

Dagsordenspunkt 8:

82-85

Dagsordenspunkt 9:

KOM-dokument foreligger ikke

86-105

Dagsordenspunkt 10:

Kommissionens forslag til Euro

pa-Parlamentets

Rådets

forordning om EU-agenturet for

samarbejde og uddannelse inden

for retshåndhævelse (Europol)

samt om ophævelse af afgørelse

2009/371/RIA og 2005/681/RIA

- Politisk enighed

KOM(2013) 173 endelig

106-108

Dagsordenspunkt 11:

Bekæmpelse af hadefuld tale på

internettet

- Orienterende debat

KOM-dokument foreligger ikke

Dagsordenspunkt 1: Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv om strafferetlig bekæmpelse af svig rettet mod Den

Europæiske Unions finansielle interesser

Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.

Forslaget forventes omfattet af retsforbeholdet.

KOM(2012) 363 endelig

Resumé

Forslaget til direktiv om strafferetlig bekæmpelse af svig rettet mod EU’s

finansielle interesser er oprindeligt fremsat med hjemmel i TEUF artikel

325, stk. 4 (om nødvendige foranstaltninger til forebyggelse og

bekæmpelse af svig, der skader EU’s finansielle interesser), der ikke er

omfattet af retsforbeholdet, men hjemlen er efterfølgende ændret til TEUF

artikel 83, stk. 2 (om minimumsregler for strafbare handlinger). Forslaget

er dermed omfattet af Danmarks retsforbehold. Formandskabet forventes

på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 3.-4. december 2015 at

orientere om status for sagen. Forslaget har til formål at fastlægge

bestemmelser til bekæmpelse og forebyggelse af svig og andre strafbare

handlinger, der skader Unionens finansielle interesser, ved at fastsætte

definitioner på strafbare handlinger og straffe herfor. Forslaget forventes i

den foreliggende form hverken at have lovgivningsmæssige eller

statsfinansielle konsekvenser. Det er regeringens vurdering, at forslaget er

i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Der ses ikke at foreligge

offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til

forslaget. Fra dansk side er man positivt indstillet over for forslaget i den

foreliggende form.

Baggrund

Kommissionen har ved KOM(2012) 363 endelig af 11. juli 2012 fremsendt

forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om strafferetlig

bekæmpelse af svig rettet mod Den Europæiske Unions finansielle

interesser. Direktivet er oprindelig fremsat med hjemmel i TEUF artikel

325, stk. 4 (om nødvendige foranstaltninger til forebyggelse og

bekæmpelse af svig, der skader EU’s finansielle interesser), men hjemlen

er efterfølgende ændret til TEUF artikel 83, stk. 2 (om minimumsregler for

strafbare handlinger). Forslaget er dermed omfattet af Danmarks

retsforbehold. Direktivet skal behandles efter TEUF artikel 294, der

indebærer, at forslaget vil skulle vedtages af Europa-Parlamentet og

Rådet efter den almindelige lovgivningsprocedure.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 3. – 4. december 2015

forventes formandskabet at orientere om status for sagen.

Formål og indhold

Den følgende gennemgang er baseret på det seneste udkast til en

kompromistekst, som formandskabet har fremlagt den 7. maj 2015.

3.1. Generelt

Direktivforslaget har til formål at fastlægge minimumsbestemmelser, der

definerer svig og andre strafbare handlinger til skade for EU’s finansielle

interesser og fastsætter straffe herfor med henblik på at bidrage effektivt til

en stærkere beskyttelse mod svig, der påvirker EU’s finansielle interesser,

i overensstemmelse med øvrig EU-lovgivning på dette område.

Ved EU’s finansielle interesser forstås ifølge forslaget alle indtægter,

udgifter og aktiver, som er opført på, opnået gennem eller tilfalder EU’s

budget og budgetter for institutioner, organer, kontorer og agenturer

oprettet i henhold til traktaterne eller de budgetter, som disse direkte eller

indirekte forvalter og overvåger.

Momsindtægter er undtaget fra direktivforslagets anvendelsesområde.

3.2. Svig til skade for EU’s finansielle interesser

Medlemsstaterne er ifølge forslaget forpligtet til at træffe de nødvendige

foranstaltninger for at sikre, at en række nærmere opregnede handlinger

kan straffes, når de begås med forsæt.

For så vidt angår svig med hensyn EU’s udgifter til tilskud og støtte drejer

det sig ifølge forslaget om enhver handling eller undladelse vedrørende

anvendelse eller afgivelse af falske, urigtige eller ufuldstændige

erklæringer eller dokumenter, som medfører uretmæssig tilegnelse eller

tilbageholdelse af midler eller aktiver fra EU’s budget eller budgetter, der

forvaltes af eller på vegne af EU. Svig med hensyn til EU’s udgifter

omfatter endvidere manglende afgivelse af oplysninger i strid med en

specifik oplysningspligt med samme følge og misbrug af midler til andre

end de tilsigtede formål.

For så vidt angår svig med hensyn til EU’s

udbudsrelaterede

udgifter

drejer det sig ifølge forslaget om enhver handling eller undladelse

vedrørende anvendelse eller afgivelse af falske, urigtige eller

ufuldstændige erklæringer eller dokumenter, som medfører uretmæssig

tilegnelse eller tilbageholdelse af midler eller aktiver fra EU’s budget eller

budgetter, der forvaltes af eller på vegne af EU. Svig med hensyn til EU’s

udbudsrelaterede

udgifter omfatter endvidere manglende afgivelse af

oplysninger i strid med en specifik oplysningspligt med samme følge.

Endvidere omfatter svig med EU’s udbudsrelaterede udgifter uretmæssig

anvendelse af sådanne midler til andre formål end dem, de oprindelig var

bevilget, der skader Unionens finansielle interesser.

Dette gælder i hvert

fald, når de anførte handlinger og undladelser begås med henblik på at

opnå en ulovlig gevinst for gerningsmanden eller for en anden ved at

forsage tab for EU’s finansielle interesser.

For så vidt angår svig med hensyn til EU’s indtægter drejer det sig ifølge

forslaget om enhver handling eller undladelse vedrørende anvendelse eller

afgivelse af falske, urigtige eller ufuldstændige erklæringer eller

dokumenter, som medfører en uretmæssig formindskelse af indtægterne på

EU’s budget eller på budgetter, der forvaltes af eller på vegne af EU. Svig

med hensyn til EU’s indtægter omfatter endvidere manglende afgivelse af

oplysninger i strid med en specifik oplysningspligt og misbrug af en lovlig

opnået fordel med samme følge.

3.3. Andre strafbare handlinger, der skader EU’s finansielle interesser

Forslaget indeholder bestemmelser om, at visse andre former for svigagtig

adfærd, der skader EU’s finansielle interesser, skal kriminaliseres, når de

begås med forsæt.

For det første skal medlemsstaterne kriminalisere anvendelse af

uretmæssigt opnået

eller brug af

information,

som ikke er offentligt

tilgængeligt,

i forbindelse med offentlige udbudskontrakter eller tilskud,

der

skader EU’s finansielle interesse og sker med henblik på at opnå en

uretmæssig vinding.

For det andet skal medlemsstaterne kriminalisere hvidvaskning af udbytte

af de af forslaget omfattede strafbare handlinger.

For det tredje skal medlemsstaterne sikre, at henholdsvis aktiv og passiv

bestikkelse med tilknytning til EU-svig

udgør en strafbar handling.

For det fjerde skal medlemsstaterne sikre, at underslæb

udgør en strafbar

handling.

Ved underslæb forstås ifølge forslaget handlinger, hvorved enhver

offentlig ansat, der direkte eller indirekte er betroet forvaltning af midler

eller aktiver, anvender eller tilegner sig disse i strid med de tilsigtede

formål til skade for EU’s finansielle interesser.

Offentlige ansatte omfatter både personer, der er ansat i offentlig tjeneste i

EU, medlemsstaterne og tredjelande, samt enhver anden udpeget person,

der virker i offentlig tjeneste vedrørende administration af eller

beslutninger om EU’s finansielle interesser i medlemsstaterne eller

tredjelande.

3.4. Medvirken og forsøg

Medlemsstaterne skal ifølge forslaget kriminalisere medvirken til de af

forslaget omfattede strafbare handlinger.

Medlemsstaterne skal endvidere kriminalisere forsøg på at begå de af

forslaget omfattede handlinger.

3.5. Juridiske personers strafansvar

Det følger af forslaget, at medlemsstaterne skal sikre, at juridiske personer

kan straffes for de strafbare handlinger, der er omfattet af forslaget. Denne

pligt forudsætter dog, at den strafbare handling er begået for at skaffe den

juridiske person vinding, og at den strafbare handling er begået af en

person, der handler enten på egen hånd eller som medlem af et organ under

den juridiske person, og som har en ledende stilling inden for den juridiske

person.

Medlemsstaterne skal endvidere sikre, at juridiske personer kan gøres

ansvarlige, når utilstrækkeligt tilsyn eller utilstrækkelig kontrol fra en

ledelsespersons side har gjort det muligt for en person, der er underlagt

den juridiske persons myndighed, at begå den strafbare handling.

Adgangen til at pålægge juridiske personer strafansvar indebærer ifølge

forslaget ikke en begrænsning i muligheden for at pålægge fysiske

personer strafansvar i anledning af de samme overtrædelser.

3.6. Sanktioner

Medlemsstaterne skal ifølge forslaget sikre, at enkeltpersoner kan straffes

for de strafbare handlinger, der er omfattet af forslaget, med sanktioner,

der er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har

afskrækkende virkning.

Medlemsstaterne skal endvidere sikre, at de strafbare handlinger, der er

omfattet af forslaget, kan straffes med fængsel.

Herudover skal medlemsstaterne sikre, at der fastsættes en

maksimumsfængselsstraf på 4 år, når de strafbare handlinger, der er

omfattet af forslaget, indebærer betydelig skade eller vinding. En skade

eller vinding skal anses for betydelig, når den involverer mere end

100.000

EUR.

Medlemsstaterne

kan

også

fastsætte

maksimumsfængselsstraf på 4 år på grundlag af andre alvorlige

omstændigheder, der er defineret i den nationale lovgivning.

Vurderingen af, om der er tale om en alvorlig overtrædelse, skal som

minimum inkludere handlinger, der begås inden for rammerne af en

kriminel organisation, således som dette begreb er defineret i Rådets

rammeafgørelse 2008/841 RIA af 24. oktober 2008 om bekæmpelse af

organiseret kriminalitet).

For strafbare handlinger, hvor den samlede skade eller den vundne fordel

ikke overstiger 10.000 EUR kan en medlemsstat anvende andre sanktioner

end strafferetlige sanktioner.

Anvendelse af strafferetlige sanktioner udelukker ifølge forslaget ikke

anvendelse af disciplinære sanktioner over for offentligt ansatte.

For så vidt angår juridiske personer skal medlemsstaterne sikre, at der kan

pålægges sanktioner, der er effektive, står i rimeligt forhold til den

strafbare handling og virker afskrækkende, herunder strafferetlige eller

administrative bøder og eventuelt andre sanktioner som f.eks. udelukkelse

fra offentlige ydelser eller tilskud, midlertidigt eller varigt forbud mod

udøvelse af erhvervsvirksomhed og tvangsopløsning.

3.7. Indefrysning og konfiskation

Medlemsstaterne skal sikre, at udbytte af og redskaber benyttet til de

strafbare handlinger, der er omfattet af forslaget, kan indefryses og

konfiskeres.

3.8. Straffemyndighed

En medlemsstats straffemyndighed skal omfatte handlinger, som helt eller

delvist er begået på medlemsstatens territorium.

En medlemsstats straffemyndighed skal ifølge forslaget også omfatte

handlinger, der ikke er begået på medlemsstatens territorium, hvis

gerningsmanden er statsborger i den pågældende medlemsstat, eller hvis

gerningsmanden er underlagt vedtægten for tjenestemænd i EU eller

ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i EU på tidspunktet for

gerningen.

Medlemsstaterne skal informere Kommissionen, hvis medlemsstaten ikke

vil anvende reglerne om straffemyndighed i relation til gerningsmænd

underlagt vedtægten for tjenestemænd i EU eller ansættelsesvilkårene for

de øvrige ansatte i EU, eller hvis medlemsstaten kun vil anvende de

anførte regler i bestemte sager eller under bestemte betingelser i relation til

disse gerningsmænd.

3.9. Forældelse

Medlemsstaterne skal ifølge forslaget sikre, at der kan ske efterforskning

og retsforfølgning af sager om overtrædelser, der er omfattet af forslaget, i

tilstrækkelig lang tid fra det tidspunkt, da overtrædelsen blev begået,

således at disse sager under hensyntagen til karakteren heraf kan håndteres

effektivt.

I sager om overtrædelser, der kan straffes med en maksimumstraf på

mindst fire år, skal medlemsstaterne sikre, at der fastsættes en

forældelsesfrist på mindst 5 år, der regnes fra det tidspunkt, da

overtrædelsen blev begået.

Medlemsstaterne kan dog fastsætte en kortere forældelsesfrist

end 5 år,

men ikke kortere end 3 år,

hvis fristen kan afbrydes eller suspenderes ved

bestemte handlinger.

Endvidere skal medlemsstaterne sikre, at en idømt fængselsstraf på mere

end 1 år eller en fængselsstraf idømt for en overtrædelse med en

maksimumstraf på mindst fire år kan fuldbyrdes i mindst 5 år fra den

endelige doms afsigelse. Denne periode kan omfatte forlængelser af

forældelsesfristen som følge af afbrydelse eller suspension.

3.10. Afsluttende bestemmelser

De afsluttende bestemmelser indeholder bl.a. regler for samarbejde mellem

medlemsstaterne, Eurojust, Kommissionen (Det Europæiske Kontor for

Bekæmpelse af Svig kaldet OLAF) og Revisionsretten.

Desuden bestemmes det, at BFI-konventionen og tilhørende protokoller

ophæves i relation til de medlemsstater, der er bundet af direktivet.

Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet er i henhold til den almindelige lovgivningsprocedure

(TEUF artikel 294) medlovgiver. Europa-Parlamentet har afgivet udtalelse

i sagen den 16. april 2014. Udtalelsen indeholder en række

ændringsforslag, herunder bl.a. om, at hjemlen for forslaget ændres til

TEUF artikel 83, stk. 2.

Nærhedsprincippet

Kommissionen har om nærhedsprincippet anført, at forslagets formål –

bekæmpelse og forebyggelse af svig og andre strafbare handlinger til

skade for EU’s finansielle interesser – ikke i tilstrækkelig grad kan

varetages af medlemsstaterne. Kommissionen har i den forbindelse anført,

at EU’s finansielle interesser beror på de aktiver og passiver, som forvaltes

af eller på vegne af EU, og at disse interesser således per definition som

udgangspunkt er et EU-anliggende. Kommissionen har endvidere anført, at

svig og dermed beslægtede ulovlige handlinger rettet mod EU’s finansielle

interesser udgør et alvorligt problem, der skader EU’s budget og dermed

også går ud over skatteyderne. Manglende ensartethed i medlemsstaternes

regulering hindrer en effektiv bekæmpelse og forebyggelse af dette

problem, og målet med forslaget kan dermed ifølge Kommissionen bedre

gennemføres på EU-plan.

Det er - af Kommissionens anførte grunde - regeringens vurdering, at

forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

Gældende dansk ret

6.1. Svig til skade for EU’s finansielle interesser

BFI-konventionens bestemmelser om svig til skade for EU’s finansielle

interesser er gennemført i dansk ret ved straffelovens § 289 a.

Efter straffelovens § 289 a straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6

måneder den, der til brug for afgørelser om betaling eller tilbagebetaling af

told eller afgifter til eller udbetaling eller tilbagebetaling af tilskud eller

støtte fra danske myndigheder eller De Europæiske Fællesskabers

institutioner eller andre fællesskabsorganer giver urigtige eller vildledende

oplysninger eller fortier oplysninger, herunder undlader at opfylde en

oplysningspligt af betydning for sagens afgørelse, med forsæt til at

unddrage sig eller andre betaling eller med forsæt til at opnå en uberettiget

udbetaling til sig eller andre.

På samme måde straffes den, der uretmæssigt udnytter en lovligt opnået

fordel med hensyn til de nævnte betalinger, og den, der uretmæssigt

anvender de nævnte udbetalinger til andre formål end dem, de oprindeligt

var bevilget til. Dette gælder dog ikke ydelser, der bevilges til privat brug.

Overtrædelser af særligt grov karakter straffes med fængsel indtil 8 år, jf.

straffelovens § 289, jf. § 289 a, stk. 4.

Herudover findes der på en række områder særlove, der indeholder

bestemmelser om svig med EU’s midler. Det gælder bl.a. inden for

landbrugs- og fiskeriområdet.

Straffelovens § 289 a er subsidiær i forhold til bestemmelser i særlove, i

det omfang den pågældende særlov indeholder en tilsvarende regulering.

Dette indebærer bl.a., at straffelovens § 289 a ikke anvendes på momssvig,

der derimod er omfattet af momslovens § 81, stk. 3. Efter denne

bestemmelse straffes den, der begår en række nærmere opregnede

overtrædelser af momsloven med forsæt til at unddrage statskassen afgift

eller til uberettiget at opnå visse angivne udbetalinger efter momsloven og

lov om opkrævning af skatter og afgifter mv., med bøde eller fængsel

indtil 1 år og 6 måneder. Momssvig af særligt grov karakter straffes med

fængsel indtil 8 år, jf. straffelovens § 289, jf. momslovens § 81, stk. 3.

6.2. Svigagtig adfærd i forbindelse med indgåelse af offentlige kontrakter

Straffeloven indeholder ikke særlige bestemmelser om svigagtig afgivelse

eller tilbageholdelse af oplysninger fra tilbudsgiveres side i forbindelse

med indgåelse af offentlige kontrakter.

En sådan svigagtig adfærd vil dog efter omstændighederne kunne straffes

som bedrageri. Efter straffelovens § 279 straffes for bedrageri den, som,

for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, ved retsstridigt

at fremkalde, bestyrke eller udnytte en vildfarelse bestemmer en anden til

en handling eller undladelse, hvorved der påføres denne eller nogen, for

hvem handlingen eller undladelsen bliver afgørende, et formuetab.

Overtrædelse af straffelovens § 279 straffes med fængsel indtil 1 år og 6

måneder. Straffen kan stige til fængsel indtil 8 år, når forbrydelsen er af

særligt grov beskaffenhed, jf. straffelovens § 286, stk. 2.

Straffelovens § 300 a supplerer bedrageribestemmelsen i § 279. Efter

straffelovens § 300 a straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder den,

som uden at betingelserne for at anvende § 279 foreligger, på retsstridig

måde forsætligt eller groft uagtsomt bevirker, at en person, der befinder sig

i en vildfarelse, af denne grund bestemmes til en handling eller undladelse,

og derved påfører ham eller nogen, for hvem handlingen eller undladelsen

bliver afgørende, et betydeligt formuetab. Straffelovens § 300 a adskiller

sig således fra § 279 ved, at ansvar ikke er betinget af berigelsesforsæt, at

ansvar er betinget af, at det forvoldte formuetab kan anses som betydeligt,

og at tilregnelse i form af grov uagtsomhed er kriminaliseret ved siden af

forsætsansvar.

Endvidere fungerer bestemmelsen i straffelovens § 171 om dokumentfalsk

i vidt omfang som en specialbestemmelse om bedrageri med et falsk

dokument som middel. Efter denne bestemmelse straffes for

dokumentfalsk den, der gør brug af et falsk dokument for at skuffe i

retsforhold. Straffen for dokumentfalsk er bøde eller fængsel indtil 2 år, jf.

straffelovens § 172. Er dokumentfalsk af særligt grov karakter, eller er et

større antal forhold begået, kan straffen stige til fængsel i 6 år, jf.

straffelovens § 172, stk.2.

Herudover findes der i straffelovens kapitel 17 om falsk forklaring og falsk

anklage forskellige bestemmelser om afgivelse af urigtige erklæringer til

offentlige myndigheder.

Efter straffelovens § 161 straffes således med bøde eller fængsel indtil 2 år

den, som for eller til en offentlig myndighed afgiver falsk forklaring på tro

og love eller på lignende højtidelig møde, hvor sådan form er påbudt eller

tilstedt. Endvidere indeholder straffelovens § 162 en bestemmelse,

hvorefter den, som ellers for eller til en offentlig myndighed afgiver urigtig

erklæring om forhold, angående hvilke den pågældende har pligt til at

afgive forklaring, straffes med bøde eller med fængsel indtil 4 måneder.

Endelig er det i straffelovens § 163 fastsat, at den, som i øvrigt til brug i

retsforhold, der vedkommer det offentlige, skriftligt eller ved andet læsbart

medie afgiver urigtig erklæring eller bevidner noget, som den pågældende

ikke har viden om, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

6.3. Bestikkelse

Regler om bestikkelse af personer, der virker i offentlig tjeneste eller

hverv, findes i straffelovens §§ 122 og 144. Med henblik på at bringe

dansk ret i overensstemmelse med bl.a. første protokol til BFI-

konventionen blev bestemmelserne ændret i 2000, således at de ikke

længere begrænser sig til personer, der virker i dansk tjeneste eller hverv.

Efter straffelovens § 122 straffes den, som uberettiget yder, lover eller

tilbyder nogen, der virker i dansk, udenlandsk eller international offentlig

tjeneste eller hverv, gave eller anden fordel for at formå den pågældende

til at gøre eller undlade noget i tjenesten, med bøde eller fængsel indtil 3 år

(såkaldt aktiv bestikkelse). Ved lov nr. 634 af 12. juni 2013 om ændring af

straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (styrket indsats over

for økonomisk kriminalitet) blev strafferammen hævet til fængsel indtil 6

år.

Efter straffelovens § 144 straffes den, der i udøvelse af dansk, udenlandsk

eller international offentlig tjeneste eller hverv uberettiget modtager,

fordrer eller lader sig tilsige en gave eller anden fordel, med bøde eller

fængsel indtil 6 år (såkaldt passiv bestikkelse).

6.4. Misbrug af offentlige midler

Straffeloven indeholder ikke særlige bestemmelser om en offentlig ansats

misbrug af offentlige midler.

En offentlig ansats misbrug af offentlige midler vil dog efter

omstændighederne kunne straffes som underslæb. Efter straffelovens §

278 straffes for underslæb bl.a. den, som for derigennem at skaffe eller

andre uberettiget vinding uretmæssigt forbruger ham betroede penge, selv

om han ikke var forpligtet til at holde disse afsondrede fra sin egen

formue.

Hvis forholdet falder uden for straffelovens § 278, vil det efter

omstændighederne kunne straffes som mandatsvig. Efter straffelovens §

280 straffes for mandatsvig den, som for derigennem at skaffe sig eller

andre uberettiget vinding påfører en anden formuetab ved misbrug af en

for ham skabt adgang til at handle med retsvirkning for denne eller ved i et

formueanliggende, som det påhviler ham at varetage for den anden, at

handle mod dennes tarv.

Overtrædelse af straffelovens §§ 278 og 280 straffes med fængsel indtil 1

år og 6 måneder. Straffen kan stige til fængsel indtil 8 år, hvis forbrydelsen

er af særligt grov beskaffenhed, jf. straffelovens § 286, stk. 2.

Ud over de nævnte berigelsesforbrydelser findes der i straffelovens kapitel

16 forskellige bestemmelser om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv

mv. Det følger således bl.a. af straffelovens § 155, at en offentlig ansat,

som misbruger sin stilling til at krænke privates eller det offentliges ret,

kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Sker det for at skaffe

sig eller andre en uberettiget fordel, kan straffen stige til fængsel indtil 2

år.

6.5. Hvidvaskning

Hvidvaskning af udbytte fra strafbare handlinger straffes i dansk ret som

hæleri.

Efter straffelovens § 290 straffes for hæleri med bøde eller fængsel indtil 1

år og 6 måneder den, som uberettiget modtager eller skaffer sig eller andre

del i udbytte, der er opnået ved en strafbar lovovertrædelse, og den, der

uberettiget ved at skjule, opbevare, transportere, hjælpe til afhændelse eller

på lignende måde efterfølgende virker til at sikre en anden udbyttet af en

strafbar lovovertrædelse.

Straffen kan stige til fængsel i 6 år, når hæleriet er af særligt grov

beskaffenhed, eller når et større antal forbrydelser er begået, jf.

straffelovens § 290, stk. 2.

Bestemmelsen omfatter udbytte fra enhver strafbar handling, herunder

overtrædelse af de i afsnit 6.1.-6-4. nævnte bestemmelser i straffeloven.

6.6. Medvirken og forsøg

Forsøg på eller medvirken til overtrædelse af straffelovens bestemmelser

er strafbart i medfør af straffelovens §§ 21 og 23.

6.7. Juridiske personers strafansvar

Efter straffelovens § 306 kan der pålægges selskaber mv. (juridiske

personer) ansvar for overtrædelse af straffelovens bestemmelser. En

juridisk person kan efter straffelovens § 25 straffes med bøde.

Strafansvaret for juridiske personer er undergivet de almindelige

betingelser, der efter straffelovens § 27 gælder for denne ansvarsform. Det

er således en forudsætning, at lovovertrædelsen er begået inden for dens

virksomhed, og at overtrædelsen kan tilregnes en eller flere til den

juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan.

Adgangen til at pålægge juridiske person strafansvar indebærer ikke en

begrænsning i mulighederne for at pålægge enkeltpersoner strafansvar i

anledning af de samme overtrædelser. Dette spørgsmål afgøres i

overensstemmelse med de almindelige principper for ansvarsplacering.

6.8. Straffens fastsættelse

Straffelovens kapitel 10

fastsættelse.

indeholder

bestemmelser

straffens

I straffelovens § 81 er opregnet en række forhold, der ved straffens

fastsættelse i almindelighed skal indgå som en skærpende omstændighed.

Det gælder eksempelvis, hvis gerningen er udført af flere i forening, at

gerningen er særligt planlagt eller led i omfattende kriminalitet, eller hvis

gerningen er begået i udførelsen af offentlig tjeneste eller hverv eller under

misbrug af stilling eller særligt tillidsforhold i øvrigt.

6.9. Konfiskation og beslaglæggelse

Straffelovens kapitel 9 om andre retsfølger af den strafbare handling

indeholder bestemmelser om konfiskation.

Straffelovens § 75 fastsætter de almindelige betingelser for konfiskation.

Der kan ifølge bestemmelsen ske konfiskation af udbyttet ved en strafbar

handling eller et hertil svarende beløb. Hvis det må anses for påkrævet for

at forebygge yderligere lovovertrædelser, eller særlige omstændigheder i

øvrigt taler derfor, kan der efter bestemmelsen endvidere ske konfiskation

af genstande, der har forbindelse med en strafbar handling. I stedet for

konfiskation af den pågældende genstand kan der konfiskeres et beløb

svarende til genstandens værdi eller en del heraf.

I dansk ret anvendes ikke begrebet indefrysning. I stedet anvendes

retsplejelovens regler om beslaglæggelse, der findes i retsplejelovens

kapitel 74.

Efter retsplejelovens §§ 801-803 vil der – under visse nærmere betingelser

– kunne ske beslaglæggelse af genstande og andre formuegoder til bl.a.

sikring af bevismidler og sikring af det offentliges krav på

sagsomkostninger, konfiskation og bøde. Afgørelse om beslaglæggelse

træffes i mangel af samtykke fra den, som indgrebet retter sig imod, som

udgangspunkt af retten, eller i hastende tilfælde ved politiets beslutning

med adgang til efterfølgende domstolsprøvelse, jf. retsplejelovens § 806.

6.10. Straffemyndighed

Regler om dansk straffemyndighed findes i straffelovens §§ 6-12.

Dansk straffemyndighed omfatter bl.a. handlinger foretaget i den danske

stat, jf. straffelovens § 6, stk. nr. 1, (territorialprincippet) og handlinger

foretaget i udlandet af personer med en nærmere angivet tilknytning til

Danmark, jf. straffelovens § 7, stk. 1, (personalitetsprincippet).

Der kan i territorialprincippet ikke indlægges et krav om, at hele den

kriminelle virksomhed er foretaget i den danske stat. Når blot en del af

lovovertrædelsen er begået i den danske stat, anses lovovertrædelsen

således i sin helhed for at være begået her i landet, jf. straffelovens § 9.

Er handlingen ikke foretaget i Danmark, men har den virkning her i landet,

kan den efter omstændighederne være undergivet dansk straffemyndighed.

I de tilfælde, hvor en handlings strafbarhed afhænger af eller påvirkes af

en indtrådt eller tilsigtet følge, betragtes handlingen således tillige

foretaget der, hvor virkningen er indtrådt eller tilsigtet at indtræde, jf.

straffelovens § 9.

Har den kriminelle virksomhed – hverken for så vidt angår handling eller

virkning – ingen tilknytning til Danmark, kan der i stedet være

straffemyndighed i henhold til personalitetsprincippet. Der vil herefter

bl.a. være dansk straffemyndighed i tilfælde, hvor gerningsmanden er

dansk statsborger eller har bopæl i Danmark, og hvor handlingen er

strafbar både efter gerningsstedets lov og dansk lov (dobbelt strafbarhed),

jf. straffelovens § 7.

Herudover er der efter omstændighederne i henhold til straffelovens § 8

dansk straffemyndighed for strafbare handlinger begået i udlandet uden

hensyn til, hvor gerningsmanden hører hjemme. Dette gælder bl.a. i

tilfælde, hvor handlingen er omfattet af en mellemfolkelig overenskomst,

ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at foretage retsforfølgning.

Når der i medfør af ovennævnte bestemmelser sker påtale her i landet skal

afgørelsen om straf og andre retsfølger af den strafbare handling ifølge

straffelovens § 10, stk. 1, ske efter danske regler. I de tilfælde, hvor dansk

straffemyndighed er betinget af dobbelt strafbarhed, kan der dog ifølge

straffelovens § 10, stk. 2, ikke idømmes strengere straf end efter

gerningsstedets lovgivning.

6.11. Forældelse

En lovovertrædelse straffes ikke, når der er indtrådt forældelse. Regler

herom findes i straffelovens kapitel 11.

Der er i straffelovens § 93, stk. 1, fastsat følgende almindelige

forældelsesfrister, der regnes fra den dag, da den strafbare virksomhed

eller undladelse er ophørt:

2 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel i 1 år for

overtrædelsen.

5 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel i 4 år for

overtrædelsen.

10 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel i 10 år for

overtrædelsen.

15 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel på ubestemt

tid.

For så vidt angår overtrædelser af skatte-, told-, afgifts- eller

tilskudslovgivningen er forældelsesfristen dog i intet tilfælde mindre end 5

år, jf. straffelovens § 93, stk. 2, nr. 2.

Forældelsesfristen afbrydes ifølge straffelovens § 94, stk. 5, når den

pågældende gøres bekendt med sigtelsen, eller når anklagemyndigheden

anmoder om rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for

overtrædelsen.

En idømt fængselsstraf bortfalder ifølge straffelovens § 97, stk. 2, ved

forældelse inden for følgende frister, der regnes fra det tidspunkt, da

dommen efter lovgivningens almindelige regler kunne fuldbrydes:

5 år for fængsel indtil 1 år.

10 år for fængsel i mere end 1 år.

15 års for fængsel i mere end 4 år, men ikke over 8 år.

20 år for fængsel på tid over 8 år.

En bøde bortfalder ifølge straffelovens § 97 a, stk. 1, ved forældelse, hvis

der ikke forinden er indgivet anmodning om udlæg, inden for følgende

frister, der regnes fra det tidspunkt, da afgørelsen efter lovgivningens

almindelige frister kunne fuldbyrdes:

5 år, når bøden ikke overstiger 10.000 kr.

10 år, når bøden overstiger 10.000 kr.

Konsekvenser

Lovgivningsmæssige konsekvenser

Hvis forslaget vedtages i sin nuværende form med hjemmel i TEUF artikel

83, stk. 2, vil det ikke have lovgivningsmæssige konsekvenser, idet det

dermed er omfattet af Danmarks retsforbehold. Hvis forslaget fandt

anvendelse i Danmark, vurderes det at have visse lovgivningsmæssige

konsekvenser.

Økonomiske konsekvenser

En vedtagelse af forslaget skønnes ikke at have statsfinansielle,

samfundsøkonomiske og erhvervsøkonomiske konsekvenser.

Andre konsekvenser og beskyttelsesniveauet

En vedtagelse af forslaget skønnes ikke at berøre beskyttelsesniveauet i

Danmark.

Høring

Sagen har senest været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og

retligt samarbejde den 17. november 2015.

Sagen har været i høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:

Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, samtlige byretter,

Procesbevillingsnævnet,

Den

Danske

Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen,

Domstolsstyrelsen,

Rigspolitiet,

Rigsadvokaten, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Foreningen af

Offentlige Anklagere, Politiforbundet, Advokatrådet, Danske Advokater,

Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Amnesty International, Institut

for Menneskerettigheder, Retspolitisk Forening og Retssikkerhedsfonden.

Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten,

Procesbevillingsnævnet, Domstolsstyrelsen, Rigspolitiet, Advokatrådet

Institut for Menneskerettigheder

har ikke haft bemærkninger til

forslaget.

Landsforeningen af Forsvarsadvokater

bemærker, at såfremt forslaget

ikke er omfattet af Danmarks retsforbehold, vil det medføre ændringer af

strafferammerne for overtrædelse af straffelovens §§ 161, 171, 279, 289 a

og 300 a, hvis det vedtages i den nuværende form. Det skyldes, at der med

forslaget

lagt

til

indførelse

minimums-

maksimumsstrafferammer. Foreningen advarer i den forbindelse mod de

foreslåede minimumsstrafferammer.

9. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Der er ikke kendskab til andre landes holdninger til forslaget.

10. Regeringens (foreløbige) generelle holdning

Regeringen støtter en effektiv bekæmpelse af svig rettet mod EU’s

finansielle interesser. Fra dansk side er man generelt positivt indstillet over

for forslaget i sin nuværende form, hvilket bl.a. indebærer, at hjemlen er

ændret til TEUF artikel 83, stk. 2, og at de oprindeligt foreslåede

minimumsfængselsstraffe for strafbare handlinger, der vedrører beløb over

en vis størrelse, er udgået af forslaget.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Forslaget har senest været forelagt for Folketingets Europaudvalg på

mødet den 25. november 2014 til orientering.

Der blev oversendt grund- og nærhedsnotat den 9. oktober 2012.

Dagsordenspunkt 2: Forslag til Rådets forordning om oprettelse af en

europæisk anklagemyndighed (EPPO)



Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.

Sagen er omfattet af retsforbeholdet.

KOM(2013) 534 endelig

Resumé

Forslaget er omfattet af retsforbeholdet. Forslaget forventes sat på

dagsordenen for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 3.-4.

december 2015 med henblik på en status fra formandsskabet og med

henblik på at opnå en delvis generel indstilling vedrørende en del af

forslagets artikler. Formålet med forslaget er at oprette Den Europæiske

Anklagemyndighed, som skal efterforske og ved medlemsstaternes

nationale domstole retsforfølge strafbare handlinger, der skader Unionens

finansielle interesser. Forslaget indeholder endvidere bl.a. regler om Den

Europæiske Anklagemyndigheds organisation, udnævnelse og afskedigelse

af medlemmerne og procedureregler for efterforskning, retsforfølgning og

behandling af straffesager. Kommissionen har tidligere fået et såkaldt

”gult kort” på forslaget, idet 11 landes parlamenter/kamre (i alt 14

parlamenter/kamre) har afgivet begrundede udtalelser om, at forslaget

ikke er i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Kommissionen har

efterfølgende meddelt, at forslaget er blevet genovervejet, og at

Kommissionen vil fastholde forslaget, idet man finder, at det efterlever

nærhedsprincippet, men at der i lovgivningsprocessen vil blive taget

behørigt hensyn til de nationale parlamenters begrundede udtalelser.

Forslaget har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Fra dansk side har man ikke vurderet, at forslaget er i strid med

nærhedsprincippet. Fra dansk side er man generelt skeptisk over for

forslaget om oprettelse af en europæisk anklagemyndighed.

Aftalepartierne bag aftalen om tilvalg af retsakter på området for retlige

og indre anliggender (Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Venstre,

Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti) har i forbindelse

med aftalens indgåelse i marts 2015 tilkendegivet at være afvisende over

for dansk deltagelse i reglerne om en europæisk anklagemyndighed.

Baggrund

Det fremgår af Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde

(TEUF) artikel 86, stk. 1, at Rådet ved forordning kan oprette en



Forslaget er fremsat efter TEUF, tredje del, afsnit V. Protokollen om Danmarks stilling,

der er knyttet til Lissabon-Traktaten, finder derfor anvendelse, hvilket indebærer, at

foranstaltningerne ikke vil være bindende for eller finde anvendelse i Danmark

(”retsforbeholdet”).

europæisk anklagemyndighed ud fra Eurojust for at bekæmpe

lovovertrædelser, der skader Unionens finansielle interesser, efter en

særlig lovgivningsprocedure, hvor Rådet træffer afgørelse med

enstemmighed efter Europa-Parlamentets godkendelse.

Det fremgår endvidere af TEUF artikel 86, stk. 2, at Den Europæiske

Anklagemyndighed skal have kompetence til eventuelt i samarbejde med

Europol at foretage efterforskning og retsforfølgning i forbindelse med

gerningsmænd og medvirkende til lovovertrædelser, der skader Unionens

finansielle interesser, som fastlagt i den i stk. 1 nævnte forordning, samt til

at stille dem for en domstol. Endelig fremgår det, at Den Europæiske

Anklagemyndighed skal optræde som offentlig anklager ved

medlemsstaternes kompetente domstole.

Efter TEUF artikel 86, stk. 3, skal forordningen som nævnt i stk. 1

fastsætte statutten for Den Europæiske Anklagemyndighed, betingelserne

for udøvelsen af dens funktioner, procedurereglerne for dens virksomhed

samt regler om anerkendelse af bevismidler og regler om domstolskontrol

med de processkrifter, som Den Europæiske Anklagemyndighed

udarbejder under udøvelsen af sit hverv.

Forslaget indgår i en lovgivningspakke og er fremsat sammen med et

forslag vedrørende en reform af Eurojust (KOM(2013) 535 endelig).

Oprettelsen af Den Europæiske Anklagemyndighed har til formål at styrke

beskyttelsen af Unionens finansielle interesser mod strafbare handlinger.

Kommissionen har bl.a. begrundet forslaget med, at disse lovovertrædelser

for nuværende ikke efterforskes og retsforfølges i tilstrækkeligt omfang af

de relevante nationale myndigheder.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den

3.-4. december

2015

forventes formandskabet at orientere om status for forhandlingerne.

Herudover har formandskabet lagt op til en politisk debat af forslaget med

henblik på at opnå en delvis generel indstilling vedrørende nogle af

forslagets artikler. Det vides ikke endnu med sikkerhed, hvilke artikler der

ønskes en delvis generel indstilling om. Formandskabet har dog

tilkendegivet, at intentionen på rådsmødet er at opnå en fastfrysning af en

række artikler – sandsynligvis artikel 17-37 (med undladelse af de mere

vanskelige bestemmelser, hvor der fortsat er splittelse mellem

medlemsstaterne).

Der blev på rådsmødet den 8.-9. oktober 2015 opnået

en bred støtte til artiklerne 24-33 og 35, men der var ikke tilstrækkelig

opbakning til, at formandskabet kunne konkludere, at der var opnået en

delvis generel indstilling om bestemmelserne.

Det danske retsforbehold

Forslaget er fremsat under henvisning til TEUF, navnlig artikel 86, og skal

ifølge bestemmelsens stk. 1 vedtages efter en særlig lovgivningsprocedure,

hvor Rådet træffer afgørelse med enstemmighed efter Europa-Parlamentets

godkendelse.

Ifølge artikel 1 i protokollen om Danmark stilling deltager Danmark ikke i

Rådets vedtagelse af foranstaltninger, der foreslås i henhold til TEUF,

tredje del, afsnit V, og ifølge protokollens artikel 2 er ingen af de

foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til TEUF, tredje del, afsnit V,

bindende for Danmark, ligesom de ikke finder anvendelse i Danmark

(”retsforbeholdet”).

Formål og indhold

Den følgende redegørelse for forslaget er baseret på flere forskellige

udkast til kompromistekster, der dækker forskellige dele af forslagets

reviderede bestemmelser.

Der kan bl.a. henvises til de seneste udkast til

kompromistekster af 29. oktober 2015 fra det luxembourgske formandskab,

hvori artiklerne 17-23, 28a og 36-37 og artiklerne 24-28, 29-33 og 35 er

behandlet. Disse udkast til kompromistekster har tjent som

arbejdsdokumenter i den relevante arbejdsgruppe under Rådet. Flere af

artiklerne

drøftes fortsat, og det forventes, at der vil blive udarbejdet et nyt

udkast til kompromistekst forud for rådsmødet (retlige og indre

anliggender) den

3.-4. december

2015. For de efterfølgende artikler er

redegørelsen baseret på Kommissionens oprindelige forslag.

3.1. Forslagets centrale elementer

Kommissionen har med forslaget lagt op til at oprette Den Europæiske

Anklagemyndighed som et nyt EU-organ, der skal have opgaver og

beføjelser, som i dag tilkommer medlemsstaternes nationale myndigheder.

Forslagets første 16 artikler, hvortil der var bred konceptuel støtte til på

rådsmødet den 15.-16. juni 2015, omhandler forslagets genstand og

definitioner, Den Europæiske Anklagemyndigheds oprettelse, opgaver og

grundlæggende principper, anklagemyndighedens status og organisation,

udnævnelse og afskedigelse af anklagemyndighedens medlemmer samt

anklagemyndighedens forretningsorden.

Forslagets artikel 24-33 og 35, som der var bred støtte til på rådsmødet

den 8.-9. oktober 2015, omhandler bl.a. efterforskningsforanstaltninger,

grænseoverskridende

efterforskninger,

udlevering,

beviser

retsforfølgning ved medlemsstaternes nationale domstole.

3.2. Oprettelse, opgaver og grundlæggende principper

Den Europæiske Anklagemyndighed skal have til opgave at bekæmpe

strafbare handlinger, der skader Unionens finansielle interesser.

Myndigheden er således ansvarlig for efterforskning, retsforfølgning og

domfældelse af gerningsmænd og medvirkende til sådanne strafbare

handlinger. Den Europæiske Anklagemyndighed optræder som anklager

ved medlemsstaternes kompetente domstole.

Efterforskning og retsforfølgning, der udføres af Den Europæiske

Anklagemyndighed, skal være undergivet forordningens bestemmelser.

National ret finder anvendelse i det omfang, et spørgsmål ikke er reguleret

i forordningen. Når et spørgsmål reguleres af både national ret og

forordningen, har forordningen forrang.

Medlemsstaternes kompetente myndigheder skal aktivt bistå og støtte Den

Europæiske Anklagemyndigheds efterforskning og retsforfølgning, men

anklagemyndigheden og alle dens ansatte er uafhængige og handler i hele

Unionens interesse som fastsat ved lov.

3.3. Status, struktur, organisation

og kompetence

Den Europæiske Anklagemyndighed foreslås etableret som et EU-organ,

der opererer som ét enkelt kontor med en decentral struktur.

Anklagemyndigheden foreslås etableret med et centralt niveau, der vil

omfatte et kollegium, der foreslås at bestå af den europæiske chefanklager

og ét medlem pr. medlemsstat, samt en række permanente afdelinger.

Den europæiske chefanklager, der bistås af en række vicechefanklagere,

leder efter forslaget Den Europæiske Anklagemyndighed.

Forslaget indeholder nærmere bestemmelser om udnævnelsen og

afskedigelsen af Den Europæiske Anklagemyndigheds medlemmer.

Den Europæiske Anklagemyndighed skal efter forslaget have kompetence

til at efterforske og retsforfølge strafbare handlinger, der skader Unionens

finansielle interesser. Det nærmere omfang heraf vil blive fastlagt i en

særskilt retsakt, jf. hertil forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

om strafferetlig bekæmpelse af svig rettet mod Den Europæiske Unions

finansielle interesser (KOM (2012) 363). Når de faktiske omstændigheder

også udgør en anden overtrædelse efter national ret, er Den Europæiske

Anklagemyndighed ligeledes kompetent til at behandle denne.

Anklagemyndigheden vil desuden være kompetent til at behandle visse

overtrædelser i nær tilknytning til de overtrædelser, der skader Unionens

finansielle interesser.

3.4. Procedureregler for efterforskning og retsforfølgning mv.

Medlemsstaterne og de øvrige EU-organer mv. er forpligtet til at orientere

Den Europæiske Anklagemyndighed om handlinger, der kan udgøre en

overtrædelse omfattet af anklagemyndighedens kompetence.

Den Europæiske Anklagemyndighed udøver sin kompetence ved at

påbegynde en efterforskning. Hvis anklagemyndigheden beslutter at udøve

sin kompetence, skal de nationale myndigheder afstå fra at udøve deres

kompetence vedrørende samme forhold.

En af de væsentligste ændringer i forhold til Kommissionens oprindelige

forslag er, at Den Europæiske Anklagemyndighed ikke længere har

enekompetence til at efterforske og retsforfølge strafbare handlinger, der

skader Unionens finansielle interesser, men at eksempelvis mindre sager

som udgangspunkt kan behandles af de nationale myndigheder.

De efterforskningsforanstaltninger, der indgår i efterforskningen, skal

udføres i overensstemmelse med national ret i den medlemsstat, hvor

foranstaltningerne gennemføres.

Når efterforskningen er afsluttet, indleveres et resumé af sagen til den

permanente afdeling. Der tages derefter stilling til, om – og i givet fald

hvor – sagen skal indbringes for domstolene.

Om anerkendelse af bevismidler fremgår i forslaget, at beviser

fremlagt af

Den Europæiske Anklagemyndighed eller tiltalte ikke må afvises, alene

fordi beviset er indsamlet i en anden medlemsstat.

Bevismidler må ikke

anvendes, hvis det f.eks. strider imod retten til en retfærdig rettergang.

Forordningen påvirker i øvrigt ikke domstolenes adgang til fri

bevisbedømmelse.

Forslaget indeholder endvidere bestemmelser om disponering over

konfiskerede midler og afvisning af sager.

3.5. Processuelle garantier

Den Europæiske Anklagemyndigheds virksomhed skal udføres under

streng overholdelse af den mistænktes rettigheder som fastsat i Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, herunder retten

til en retfærdig rettergang og retten til forsvar. Enhver mistænkt eller

tiltalt, der er involveret i en straffesag, der er rejst af Den Europæiske

Anklagemyndighed, skal som minimum have de processuelle rettigheder,

der følger af EU-lovgivningen. Derudover skal den pågældende have

adgang til have de processuelle rettigheder, der følger af den nationale

lovgivning.

3.6. Retsmidler

Det følger af forslaget, at visse af Den Europæiske Anklagemyndigheds

proceduremæssige foranstaltninger kan prøves ved EU-domstolen i

overensstemmelse med Traktatens artikel 263. Endvidere kan de nationale

domstole prøve visse proceduremæssige beslutninger truffet af Den

Europæiske Anklagemyndighed i overensstemmelse med national ret.

Det

er endnu ikke afklaret, hvordan forordningens bestemmelse om

domstolsprøvelse endeligt skal formuleres.

Medlemsstaterne skal sikre, at retsmidler svarende til dem, der er

tilgængelige i lignende nationale sager, kan anvendes i forbindelse med

grænseoverskridende efterforskningsforanstaltninger foretaget af Den

Europæiske Union.

3.7. Behandling af oplysninger

Fra det tidspunkt, hvor Den Europæiske Anklagemyndighed registrerer en

sag, skal den kunne indhente enhver relevant oplysning, der er lagret i

nationale databaser vedrørende bl.a. efterforskning i straffesager, såvel

som i andre relevante registre, der føres af offentlige myndigheder.

Herudover skal Den Europæiske Anklagemyndighed – når det er

nødvendigt af hensyn til efterforskningen – efter anmodning kunne

indhente enhver relevant oplysning vedrørende en lovovertrædelse, der

henhører under dens kompetenceområde, fra Eurojust og Europol, ligesom

den kan anmode Europol om at give analytisk støtte til en bestemt

igangværende efterforskning.

3.8. Databeskyttelse

Forslaget

indeholder

bestemmelser

Den

Europæiske

Anklagemyndigheds behandling af personoplysninger, der har til formål at

specificere og supplere reglerne herom i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske

personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i

fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne

oplysninger.

3.9. Anklagemyndighedens forbindelse med sine partnere

Den Europæiske Anklagemyndighed kan, i det omfang det er nødvendigt

for dens udførelse af sine opgaver, indlede et varigt samarbejde med EU-

organer og -agenturer i overensstemmelse med disse organers og

agenturers mål, de kompetente myndigheder i tredjelande, internationale

organisationer og Den Internationale Kriminalpolitiorganisation (Interpol).

Den Europæiske anklagemyndighed skal bl.a. etablere et særligt tæt

forhold til Eurojust, Europol og OLAF.

Medlemsstaterne skal anerkende Den Europæiske Anklagemyndighed som

en kompetent myndighed i forbindelse med deres internationale aftaler om

retshjælp i straffesager og i forbindelse med udlevering for så vidt angår

strafbare handlinger, der henhører under dens kompetenceområde.

Europa-Parlamentets udtalelser

Forslaget skal efter TEUF artikel 86, stk. 1, vedtages efter en særlig

lovgivningsprocedure, hvor Rådet træffer afgørelse med enstemmighed

efter Europa-Parlamentets godkendelse.

Europa-Parlamentet har den 12. marts 2014 afgivet en foreløbig rapport

om forslaget til Rådets forordning om oprettelse af en europæisk

anklagemyndighed, hvori Parlamentet kommer med en række anbefalinger

til ændringer af forslaget, som Parlamentet anmoder Rådet om at tage

behørigt hensyn til ved behandlingen af forslaget. Europa-Parlamentet har

ved beslutning af 29. april 2015 bekræftet og suppleret indholdet i

rapporten af 12. marts 2014, og opfordret Rådet til at følge parlamentets

anbefalinger.

Nærhedsprincippet

Kommissionen har i forslaget i forhold til nærhedsprincippet bl.a. anført,

at der er behov for tiltag på EU-plan, fordi den planlagte foranstaltning i

sig selv har en EU-dimension. Den indebærer EU-baseret styring og

koordinering af efterforskning og retsforfølgning i forbindelse med

strafbare handlinger, der skader Unionens finansielle interesser, som skal

beskyttes af både Unionen og medlemsstaterne, jf. TEUF artikel 310, stk.

6, og artikel 325.

Kommissionen har endvidere anført, at forslaget i overensstemmelse med

proportionalitetsprincippet ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for

at nå dette mål. Løsningerne i forslaget er de mindst indgribende for så

vidt angår medlemsstaternes retsorden og institutionelle strukturer.

Endelig har Kommissionen anført, at Unionens kompetence til at bekæmpe

svig og andre lovovertrædelser, der skader dens finansielle interesser, klart

fremgår af TEUF artikel 86 og 325. Da Unionens kompetence ikke er

underordnet medlemsstaternes kompetence, og udøvelsen af dens

kompetence er blevet nødvendig for at sikre en mere effektiv beskyttelse

af Unionens finansielle interesser, er forslaget ifølge Kommissionen i

overensstemmelse med nærhedsprincippet.

Efter fremsættelsen af forslaget har Kommissionen fået et såkaldt ”gult

kort” på forslaget, idet 11 landes parlamenter/kamre (i alt 14

parlamenter/kamre) efter proceduren i artikel 6 og 7 i tillægsprotokol nr. 2

om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet har

afgivet begrundede udtalelser om, at forslaget ikke er i overensstemmelse

med nærhedsprincippet.

Kommissionen har den 27. november 2013 meddelt, at forslaget er blevet

genovervejet, og at Kommissionen vil fastholde dette, men at der i

lovgivningsprocessen vil blive taget behørigt hensyn til de nationale

parlamenters begrundede udtalelser. Kommissionen har i meddelelsen af

27. november 2013 konkluderet, at forslaget efterlever nærhedsprincippet i

artikel 5, stk. 3, i TEU, hvorfor Kommissionen ikke finder det nødvendigt

at trække forslaget tilbage eller ændre dette.

Fra dansk side er det ikke vurderet, at forslaget er i strid med

nærhedsprincippet. Der er herved bl.a. lagt vægt på, at det konkrete forslag

i vidt omfang bygger på anvendelse af nationale straffeprocessuelle regler

og alene vedrører svig med Unionens finansielle midler og ikke øvrige

sager om svig. Det bemærkes, at oprettelsen af en europæisk

anklagemyndighed er forudsat i TEUF.

Gældende dansk ret

Efter de gældende regler varetages den strafferetlige beskyttelse af

Unionens finansielle interesser af medlemsstaterne. I tilfælde af f.eks. svig

med EU-midler i Danmark er det i henhold til retsplejeloven det danske

politi og den danske anklagemyndighed, der gennemfører

efterforskningen, beslutter, om der skal rejses tiltale, og i givet fald fører

sagen ved retten. Udenlandske myndigheder kan være til stede og deltage,

herunder stille spørgsmål til et vidne, i forbindelse med efterforskning og

retsforfølgning her i landet, der iværksættes af dansk politi og

anklagemyndighed efter begæring fra en udenlandsk myndighed.

Efterforskningen af straffesager er i et vist omfang undergivet

domstolskontrol. Således skal retten i forbindelse med visse særlige

efterforskningsskridt, f.eks. indgreb i meddelelseshemmeligheden,

ransagning og beslaglæggelse, påse, at betingelserne for indgrebet – såsom

mistankekrav, proportionalitetskrav samt krav til indgrebets betydning for

efterforskningen og til lovovertrædelsens grovhed – er opfyldt.

De materielle straffebestemmelser, der finder anvendelse på sager

vedrørende beskyttelse af Unionens finansielle interesser, findes i

straffeloven og særlovgivningen.

Ved grænseoverskridende kriminalitet, herunder lovovertrædelser der

vedrører Unionens finansielle interesser, samarbejder politi og

anklagemyndighed efter behov med myndighederne i andre lande. For så

vidt angår samarbejdet med myndighederne i andre EU-medlemsstater

sker dette navnlig gennem Europol, Eurojust og Det Europæiske Retlige

Netværk.

Eurojust er en koordinationsenhed mellem EU-medlemsstaternes

anklagemyndigheder, der giver større mulighed for at samordne

efterforskning og retsforfølgning af straffesager under Eurojusts

kompetenceområde. Eurojust kan f.eks. anmode et eller flere lande om at

iværksætte efterforskning eller retsforfølgning i konkrete sager eller at

nedsætte fælles efterforskningshold i sager.

Kommissionen har allerede i dag en til dels uafhængig

svigsbekæmpelsesenhed, OLAF, der har til opgave at beskytte Unionens

interesser mod ulovlig virksomhed, som kan føre til disciplinærsager og

straffesager. OLAF, hvis personale ofte er politiuddannet, har kompetence

til selv at gennemføre undersøgelser af administrativ karakter og formidle

resultaterne videre til de nationale myndigheder, herunder politi- og

anklagemyndighederne. OLAF udøver desuden en støttefunktion i forhold

til de nationale politi- og anklagemyndigheder i konkrete sager vedrørende

EU-svig og har bl.a. en koordineringsfunktion i tværnationale sager.

Herudover bidrager OLAF til den forebyggende indsats mod EU-svig.

Konsekvenser

Lovgivningsmæssige og økonomiske konsekvenser

Forslaget er fremsat under henvisning til TEUF artikel 86, der er omfattet

af det danske retsforbehold. Danmark deltager således ikke i vedtagelsen

af forordningsforslaget, som ikke vil være bindende for eller finde

anvendelse i Danmark. Forslaget har derfor ikke lovgivningsmæssige

konsekvenser, liegsom forslaget ikke har statsfinancielle, samfunds- eller

erhvervsøkonimiske konsekvenser.

Såfremt folkeafstemningen om omdannelse af retsforbeholdet fører til en

tilvalgsordning, vil det kunne blive nødvendigt at foretage en revurdering

af forslagets lovgivningsmæssige og

økonomiske

konsekvenser.

Det bemærkes, at aftalepartierne bag aftalen om tilvalg af retsakter på

området for retlige og indre anliggender (Socialdemokraterne, Det

Radikale Venstre, Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative

Folkeparti), i forbindelse med aftalens indgåelse i marts 2015 har

tilkendegivet at være afvisende over for dansk deltagelse i reglerne om en

europæisk anklagemyndighed.

Andre konsekvenser og beskyttelsesniveau.

Forslaget berører ikke beskyttelsesniveauet i Danmark.

Høring

Sagen har senest været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og

retligt samarbejde den 17. november 2015.

Forslaget har været i høring hos følgende myndigheder og organisationer

mv.: Vestre Landsret, Østre Landsret, Sø- og Handelsretten, byretterne,

Advokatrådet, Amnesty International, Danske Advokater, Datatilsynet,

Den

Danske

Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen,

Domstolsstyrelsen, Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige,

Foreningen af Offentlige Anklagere, Handelshøjskolen i København

(Juridisk Institut), Handelshøjskolen i Aarhus (Juridisk Institut), Institut

for Menneskerettigheder, Kriminalpolitisk Forening (KRIM), Københavns

Universitet, Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Politiforbundet,

Retspolitisk Forening, Retssikkerhedsfonden, Rigsadvokaten, Rigspolitiet,

Syddansk Universitet (Juridisk Institut), Aalborg Universitet (Juridisk

Institut) og Aarhus Universitet (Juridisk Institut).

Det bemærkes, at det er Kommissionens oprindelige forslag, der har været

sendt i høring.

Vestre Landsret, Østre Landsret, Sø- og Handelsretten, Københavns

Byret på vegne af de øvrige byretter, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Foreningen af

Offentlige

Anklagere,

Institut

for

Menneskerettigheder,

Politiforbundet og Rigspolitiet

har ikke haft bemærkninger til forslaget.

Rigsadvokaten,

Advokatrådet,

Landsforeningen

Forsvarsadvokater, Retspolitisk Forening og Datatilsynet

har afgivet

høringssvar til forslaget. De fremsendte bemærkninger er nærmere

beskrevet nedenfor.

8.1. Generelle bemærkninger

Rigsadvokaten

bemærker, at det grundlæggende er en politisk beslutning,

hvorvidt Danmark, såfremt forslaget ikke havde været omfattet af det

danske retsforbehold, skulle tilslutte sig en EU-institution, der er tillagt

eksklusive, overstatslige beføjelser til at efterforske og retsforfølge visse

strafbare handlinger, der skader Unionens finansielle interesser.

Rigsadvokaten kan tilslutte sig Justitsministeriets samlenotat af 26.

september 2013, hvoraf det fremgår, at den danske anklagemyndighed

varetager indsatsen mod svig, herunder med EU-midler, effektivt og

målrettet. Rigsadvokaten bemærker endvidere, at forslaget er ganske

omfattende, samt at det indeholder en del uklarheder, som bør søges

afklaret under forhandlingerne.

Retspolitisk Forening

bemærker, at foreningen ud fra en

suverænitetsbetragtning og en betragtning om retssikkerhed for borgerne i

relation til efterforskning og domstolsbehandling generelt må tage afstand

fra den filosofi, forslaget er udtryk for. Retspolitisk Forening finder, at

forslaget er udtryk for mere EU-myndighedsudøvelse på et sagsområde,

hvor et effektivt samarbejde mellem landene og med EU’s allerede

eksisterende institutioner, f.eks. OLAF, bør kunne virke og håndhæves.

Retspolitisk Forening lægger vægt på, at EU-borgere bør møde nationale

politi- og anklagemyndigheder samt domstole.

Advokatrådet

Landsforeningen af Forsvarsadvokater

bemærker

sammenfattende, at forslaget til Rådets forordning om oprettelse af en

europæisk anklagemyndighed forekommer tungt og på flere punkter

uklart.

8.2. Genstand og definitioner

Advokatrådet

Landsforeningen af Forsvarsadvokater

bemærker

vedrørende forslagets artikel 2, at formuleringen ”strafbare handlinger, der

skader Unionens finansielle interesser” er en vag formulering, der kan give

anledning til mange afgrænsningsproblemer.

8.3. Almindelige bestemmelser

Rigsadvokaten

bemærker, at det vil være mest hensigtsmæssigt med en

decentraliseret struktur, hvor nationale delegerede i videst muligt omfang

integreres i de nationale anklagemyndigheder. Dermed vil det være muligt

at sikre national forankring af de sager, der vedrører den enkelte

medlemsstat, ligesom det vil være muligt at bygge videre på den

ekspertise, der er opbygget hos den nationale anklagemyndighed.

Rigsadvokaten anfører, at de nationale delegerede samtidig skal kunne

fungere som nationale anklagere med behandling af andre sager end dem,

der er omfattet af den europæiske anklagemyndigheds mandat.

Rigsadvokaten

bemærker endvidere, at det ville være hensigtsmæssigt at

overveje en model, hvor Den Europæiske Anklagemyndigheds

kompetence er subsidiær i forhold til de nationale myndigheders

kompetence, idet indsatsen mod svig allerede varetages effektivt og

målrettet.

Derudover sætter

Rigsadvokaten

spørgsmålstegn ved, om man vil kunne

sikre den delegerede anklagers fuldstændige uafhængighed af den

nationale anklagemyndighed, som forslaget foreslår, idet Rigsadvokaten

påpeger, at det må formodes, at den delegerede anklager efter sin

udnævnelsesperiode (5 år med mulighed for genudnævnelse) kan være

interesseret i at fortsætte i den nationale anklagemyndighed.

Advokatrådet

Landsforeningen af Forsvarsadvokater

bemærker, at

de europæiske anklageres uafhængighed kan give anledning til bekymring,

idet de europæiske anklagere ikke er underlagt klageadgang og kun kan

afskediges af Rådet ved grove tjenesteforseelser.

8.4. Procedureregler for efterforskning, retsforfølgning og behandling af

straffesager

Rigsadvokaten

bemærker, at Den Europæiske Anklagemyndighed i videst

muligt omfang bør operere på baggrund af nationale procesregler.

Rigsadvokaten anfører, at det bør afklares, hvad retsvirkningen vil være,

når forordningen, der er direkte anvendelig i medlemsstaterne og vil have

forrang for retsplejelovens regler, indeholder andre regler end dem, der

fremgår af retsplejeloven, f.eks. i forhold til reglerne om anholdelse.

Rigsadvokaten anfører endvidere, at det ville være bedre i tråd med danske

retsprincipper, hvis det var muligt at påklage afgørelser, der går ud på at

afvise eller indstille en efterforskning.

Advokatrådet

Landsforeningen af Forsvarsadvokater

finder

forslagets artikel 30 vedrørende anerkendelse af bevismidler særdeles

vidtgående og mener, at bestemmelsen medfører en risiko for såkaldt

”forum shopping”, idet den europæiske anklagemyndighed kan have

interesse i at retsforfølge en lovovertrædelse i ét land frem for et andet.

Advokatrådet er af den opfattelse, at bevisreglerne bør ændres således, at

bevis indsamlet i ét medlemsland, kun kan anvendes i et andet

medlemsland, hvis begge landes lovgivning tillader anvendelse af beviset.

Advokatrådet

Landsforeningen af Forsvarsadvokater

finder, at der i

forslaget mangler klare regler for jurisdiktion i tilfælde af

grænseoverskridende kriminalitet, samt at der bør sikres en judiciel

prøvelse af spørgsmålet, eventuelt med klageadgang til EU-Domstolen.

8.5. Processuelle garantier

Advokatrådet

Landsforeningen af Forsvarsadvokater

bemærker, at

den sigtedes rettigheder ikke er tilstrækkeligt specificeret i forslaget, og at

forslaget mangler bestemmelser vedrørende erstatning til den sigtede,

f.eks. i det tilfælde, at han måtte blive frifundet.

8.6. Databeskyttelse

Datatilsynet

har bemærket, at Den fælles kontrolinstans for Eurojust

(JSB) den 14. november 2013 har afgivet en udtalelse om Eurojust, og at

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse ifølge deres

hjemmeside bl.a. vil afgive en udtalelse om ”Establishment of a European

Public Prosecutor’s Office (EPPO) to protect the financial interests of the

Union”, hvorfor Datatilsynet anbefaler, at disse udtalelser indgår i

overvejelserne om de aktuelle forslag. Datatilsynet anfører endvidere, at

Europaudvalget i det britiske underhus (The European Scrutiny Committee

of the House of Commons) den 11. september 2013 har afgivet en rapport

om bl.a. forslaget til Rådets forordning om oprettelse af en europæisk

anklagemyndighed, og at de persondataretlige spørgsmål, der rejses i

rapporten, kan indgå i overvejelserne om de aktuelle forslag.

Advokatrådet

Landsforeningen af Forsvarsadvokater

bemærker, at

der gives Den Europæiske Anklagemyndighed en vid adgang til at

indsamle, videregive og lagre oplysninger, herunder personfølsomme

oplysninger, og at der bør være et uafhængigt tilsynsorgan til at bedømme

nødvendigheden af den meget omfattende kompetence.

8.7. Finansielle bestemmelser og bestemmelser vedrørende personale

Rigsadvokaten

bemærker, at det er nødvendigt, at midlerne til Den

Europæiske Anklagemyndighed ikke må gå fra Eurojusts budget på en

sådan måde, at Eurojust ikke fremover kan varetage sine operationelle

opgaver i fuldt tilfredsstillende omfang.

9. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Som nævnt ovenfor har 11 landes parlamenter/kamre (i alt 14

parlamenter/kamre) afgivet begrundede udtalelser om, at forslaget ikke er i

overensstemmelse med nærhedsprincippet. Gruppen af nationale

parlamenter finder typisk ikke, at Kommissionen i tilstrækkelig grad har

argumenteret for oprettelsen af en anklagemyndighed på europæisk niveau

og peger ligeledes på, at strafferet primært hører under national

kompetence.

Det bemærkes, at Storbritannien og Irland ikke har valgt at benytte deres

Opt-In, og at de derfor som udgangspunkt ikke deltager i oprettelsen af

Den Europæiske Anklagemyndighed.

Flere delegationer har undervejs i forhandlingerne fremhævet, at deres

endelig stillingstagen til deltagelse i Den Europæiske Anklagemyndighed

vil afhænge af udformningen af den endelige model.

10. Regeringens (foreløbige) generelle holdning

Fra dansk side kan man støtte initiativer, der med respekt af

grundlæggende principper i national ret samt nationale myndigheders

beføjelser sikrer et effektivt samarbejde om bekæmpelse af grov

international kriminalitet, herunder samarbejde om efterforskning og

retsforfølgning i konkrete straffesager. Dette gælder ligeledes i forhold til

bekæmpelsen af strafbare handlinger, der skader Unionens finansielle

interesser.

Fra dansk side anser man samarbejdet mellem de nationale myndigheder,

Europol og Eurojust i sager, der vedrører strafbare handlinger, som skader

Unionens finansielle interesser, for at være særdeles nyttigt, ligesom man

anser medlemsstaternes samarbejde i disse sager med Det Europæiske

Kontor til Bekæmpelse af Svig (OLAF) for velfungerende.

Det er regeringens opfattelse, at den danske anklagemyndighed varetager

indsatsen mod svig, herunder svig med EU-midler, effektivt og målrettet.

Den grundlæggende ordning i det danske retssystem er, at det er det

danske politi og den danske anklagemyndighed, der gennemfører

efterforskning, beslutter om der skal rejses tiltale og i givet fald fører

straffesager ved de danske domstole, og regeringen er derfor skeptisk over

for det element i forslaget, som lægger op til, at Den Europæiske

Anklagemyndighed skal kunne efterforske og retsforfølge i de enkelte

medlemsstater.

På den baggrund er det regeringens foreløbige holdning, at oprettelsen af

en europæisk anklagemyndighed rejser spørgsmål om, hvorvidt der

hermed sikres en mere effektiv beskyttelse af Unionens finansielle

interesser.

Det bemærkes, at aftalepartierne bag aftalen om tilvalg af retsakter på

området for retlige og indre anliggender (Socialdemokraterne, Det

Radikale Venstre, Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative

Folkeparti), i forbindelse med aftalens indgåelse i marts 2015 har

tilkendegivet at være afvisende over for dansk deltagelse i reglerne om en

europæisk anklagemyndighed.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Forslaget har senest været forelagt for Folketingets Europaudvalg til

orientering forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den

8.-9.

oktober

2015.

Dagsordenspunkt 3: Sikring af strafferetsplejen i den digitale

tidsalder – hvad er behovene?

Nyt notat.

Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet.

KOM-dokument foreligger ikke

Resumé

Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet. På rådsmødet (retlige og indre

anliggender) den 3.-4. december 2015 forventes en drøftelse af en række

udfordringer i forhold til effektiv indsamling, udveksling og anvendelse af

elektroniske data vedrørende en strafbar handling, som kan være relevant

i forbindelse med en straffesag. Sagen har ikke i sig selv

lovgivningsmæssige eller økonomiske konsekvenser og rejser ikke

spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet. Fra dansk side vil man støtte

formandskabets initiativ med henblik på at opnå retningslinjer for,

hvordan det videre arbejde med at adressere udfordringerne vedrørende

indsamling og anvendelse af elektronisk bevismateriale i straffesager.

Baggrund

Formandskabet forventes at lægge op til en drøftelse af, hvorledes en

række udfordringer i forhold til indsamling og anvendelse af e-bevisførelse

i straffesager om it-kriminalitet og traditionel kriminalitet, der efterlader

elektroniske spor, (herefter it-kriminalitet) bedst adresseres fremadrettet.

Formål og indhold

Det forventes, at der på rådsmødet den 3.-4. december 2015 vil blive

drøftet en række udfordringer i forhold til effektiv indsamling, udveksling

og anvendelse af elektroniske data, som kan være relevant i forbindelse

med en straffesag, med henblik på at identificere om de eksisterende

retlige og praktiske redskaber er tilstrækkelige til at sikre effektiv

strafferetlig behandling i en digital tidsalder, herunder med henblik på at

fastlægge om yderligere handling i EU-regi er nødvendig eller mulig.

Drøftelsen forventes at omhandle udfordringer identificeret af

formandskabet, herunder:



Logningsdirektivet (Rådets og Europa-Parlamentets direktiv nr.

(EF) 24/2006), der bl.a. indeholder regler om tjenesteudbyderes

lagring af data med henblik på forebyggelse, efterforskning,

afsløring og retsforfølgning af strafbare handlinger blev erklæret

ugyldig af EU-domstolen i april 2014. En række EU-medlemsstater

er i færd med at revurdere den nationale lovgivning, der

gennemførte direktivet, med henblik på at sikre tilstrækkelige

proceduremæssige garantier. Den fragmenterede nationale

lovgivning på området vurderes at have en indvirkning på

effektiviteten af strafferetlig efterforskning og retsforfølgning på

nationalt niveau, særligt for så vidt angår pålideligheden og

anvendelsen af bevis i retten og det grænseoverskridende retlige

samarbejde mellem medlemsstater og globalt.

E-bevisførelse, særligt i form af elektroniske data, forefindes ofte i

andre landes jurisdiktioner, hvorfor der er nødvendigt at gøre brug

af gensidig retshjælp. Behandling af sådanne anmodninger om

retshjælp

ofte

tidsfølsomme,

gældende

retshjælpsinstrumenter vurderes til tider at være for

langsommelige. Forskellige justeringer af de gældende

samarbejdsformer kan derfor overvejes med henblik på at

imødekomme behovet for hurtig behandling af anmodninger om

elektronisk data, bl.a. afhængig af de ønskede datas karakter.

Samarbejdet med den private sektor i forbindelse med bekæmpelse

af it-kriminalitet er centralt, men er ikke i dag nærmere reguleret på

EU-plan. I dag rettes anmodninger om visse former for elektronisk

data direkte til udenlandske serviceudbydere. Der eksisterer

divergerende regler blandt medlemsstaterne for så vidt angår bl.a.

adgangen til at videregive visse oplysninger til (udenlandske)

håndhævende myndigheder samt for sådanne oplysningers

anvendelighed i en retssag. Udenlandske serviceudbydere vil i

nogle tilfælde skulle fungere under forskellige jurisdiktioner med

forskellige regelsæt, der kan være i konflikt. Der er derfor behov

for klarere betingelser for samarbejdet mellem private aktører og

offentlige myndigheder.

For så vidt angår gensidig retshjælp mellem EU og USA gælder

der forskellige grænser for, hvornår de kompetente myndigheder

har en legitim interesse i de ønskede data, og dermed for, hvornår

data kan udleveres. Dette betyder, at anmodninger fra



medlemsstater til USA oftere afvises end anmodninger fra USA til

medlemsstater. EU-USA dialogen omkring betingelserne for

udlevering af sådanne data kan styrkes.



Den øgede anvendelse af web-baserede tjenester og ”cloud”-

ydelser betyder, at data kan være placeret på en eller flere servere,

eller flyttes mellem servere, hvorved data kan være placeret i en

udenlandsk, ukendt eller flere jurisdiktioner. En sådan manglende

placering af data kan føre til konkurrerende eller parallelle

efterforskninger, hvorfor der er behov for revurdere regler om

jurisdiktion samt alternativer til retshjælps-processer.

National lovgivning kan i nogle medlemsstater nødvendiggøre en

nærmere vurdering af lovligheden af indsamling af bevismidler

med henblik på at fastlægge dets anvendelighed i en retssag.

Således kan der være behov for at sikre, at bevisførelse indhentes i

overensstemmelse med et andet lands retssystem. Dette kan

bevirke et behov for oplysning, vidensudveksling og målrettet

undervisning.



Europa-Parlamentets udtalelser

Sagen skal ikke forelægges for Europa-Parlamentet.

Nærhedsprincippet

Sagen rejser ikke spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet.

Gældende dansk ret

Sagen giver ikke anledning til at redegøre for gældende dansk ret.

Konsekvenser

Sagen har ikke i sig selv lovgivningsmæssige konsekvenser, ligesom sagen

ikke i sig selv har statsfinansielle, samfunds- eller erhvervsøkonomiske

konsekvenser.

Sagen giver ikke anledning til at fremhæve andre konsekvenser. Sagen

berører ikke beskyttelsesniveauet i Danmark.

Høring

Der er – ud over høringen af Specialudvalget for politimæssigt og retligt

samarbejde den 17. november 2015 – ikke foretaget høring vedrørende

sagen.

Generelle forventninger til andre landes holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige

medlemsstaters holdning til sagen.

10. Regeringens (foreløbige) generelle holdning

Der lægges fra dansk side afgørende vægt på, at de danske myndigheder

har gode muligheder for at efterforske, sikre beviser og retsforfølge

kriminelle handlinger med et grænseoverskridende elementer. Dette

gælder også i forbindelse med efterforskning af ulovlige handlinger, der

efterlader elektroniske spor.

Fra dansk side er man derfor af den opfattelse, at det er vigtigt at drøfte de

retlige myndigheders adgang til at indsamle og anvende elektronisk data i

efterforskningen af straffesager, herunder ved gensidig retshjælp.

Sådanne drøftelser bør imidlertid have fokus på den bedst mulige

anvendelse af de gældende regler og redskaber for retsligt samarbejde,

herunder adgangen til at indhente oplysninger fra private serviceudbydere,

frem for udvikling af nye regler.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.

Dagsordenspunkt 4: Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direk-

tiv om anvendelse af passagerlisteoplysninger til at forebygge, opdage,

efterforske og retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet

Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.

Sagen er omfattet af retsforbeholdet.

KOM (2011) 32

Resumé

Forslaget er omfattet af retsforbeholdet. Formandskabet vil på rådsmødet

(retlige og indre anliggender) den 3.-4. december 2015 orientere om status

for forhandlingerne om forslaget. Forslaget har til formål at harmonisere

medlemsstaternes lovgivning om luftfartsselskabers videregivelse af

passagerlisteoplysninger

(PNR-oplysninger)

forbindelse

med

internationale flyvninger til og fra medlemsstaterne og om behandlingen

af disse oplysninger med henblik på at bekæmpe terrorhandlinger og grov

kriminalitet. Forslaget lægger op til, at medlemsstaterne skal udpege et

såkaldt PNR-kontor, der skal være ansvarlig for indsamling og behandling

af PNR-oplysninger. Forslaget indeholder endvidere bestemmelser om

luftfartselskabernes forpligtelser til at videregive oplysninger. Herudover

indeholder forslaget bestemmelser om behandlingen af de indsamlede

oplysninger, om udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne, om

videregivelse af oplysninger til tredjelande, og om hvor længe

oplysningerne må opbevares. Forslaget indeholder endelig bestemmelser

om beskyttelse af personoplysninger. Forslaget har som udgangspunkt

ikke lovgivningsmæssige konsekvenser. Det er på nuværende tidspunkt

ikke muligt at estimere de statsfinansielle konsekvenser forbundet med en

eventuel gennemførelse af det europæiske PNR-system i Danmark.

Forslaget vurderes ikke at være i strid med nærhedsprincippet. Fra dansk

side støtter man etableringen af et europæisk PNR-system og forholder sig

overordnet positivt til forslaget.

Den 17. marts 2015 indgik

Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det

Konservative Folkeparti en aftale om tilvalg af retsakter på området for

retlige og indre anliggender. For så vidt angår fremtidige retsakter,

fremgår det af aftalen, at aftalepartierne inden for rammerne af aftalen om

Danmark i Europol vil tage stilling fra sag til sag. Aftalepartierne er dog

allerede nu indstillet på, at Danmark kan deltage i det kommende

europæiske PNR-system.

Forslaget er fremsat efter TEUF, tredje del, afsnit V. Protokollen om Danmarks stilling,

der er knyttet til Lissabon-Traktaten, finder derfor anvendelse, hvilket indebærer, at

foranstaltningerne ikke vil være bindende for eller finde anvendelse i Danmark

(”retsforbeholdet”).

Baggrund

Kommissionen fremsatte den 6. november 2007 et forslag til

rammeafgørelse om anvendelse af passagerlister (PNR-oplysninger) med

henblik på retshåndhævelse. Forslaget blev efterfølgende forhandlet i

Rådet, men bortfaldt med Lissabon-Traktatens ikrafttræden den 1.

december 2009.

Med Stockholm-programmet, der fastlagde de overordnede rammer for

samarbejdet om retlige og indre anliggender, blev Kommissionen bl.a.

opfordret til at fremsætte et nyt forslag om anvendelse af PNR-

oplysninger.

Den 2. februar 2011 fremsatte Kommissionen et direktivforslag om

anvendelse af PNR-oplysninger til at forebygge, opdage, efterforske og

retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet.

Forslaget er fremsat under henvisning til Traktaten om Den Europæiske

Unions Funktionsmåde (TEUF), navnlig artikel 82, stk. 1, litra d, og artikel

87, stk. 2, litra a, og skal vedtages efter den almindelige

lovgivningsprocedure (TEUF artikel 294).

Ifølge artikel 1 i protokollen om Danmarks stilling deltager Danmark ikke

i Rådets vedtagelse af foranstaltninger, der foreslås i henhold til TEUF,

tredje del, afsnit V, og ifølge protokollens artikel 2 er ingen af de

foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til TEUF, tredje del, afsnit V,

bindende for Danmark, ligesom de ikke finder anvendelse i Danmark

(”retsforbeholdet”).

Den 17. marts 2015 indgik Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre,

Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti en aftale

om tilvalg af retsakter på området for retlige og indre anliggender. For så

vidt angår fremtidige retsakter fremgår det af aftalen, at aftalepartierne

inden for rammerne af aftalen om Danmark i Europol vil tage stilling fra

sag til sag. Aftalepartierne er dog allerede nu indstillet på, at Danmark kan

deltage i det kommende europæiske PNR-system.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 26. april 2012 blev der i

Rådet opnået enighed om en generel indstilling til forslaget.

På et møde i Europa-Parlamentets LIBE-udvalg den 24. april 2013 blev

forslaget afvist, hvilket betød, at trilogforhandlingerne om forslaget i en

længere periode har været blokeret.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 4.-5. december 2014

orienterede formandskabet om sagens status.

Den 15. juli 2015 blev sagen på ny sat til afstemning i LIBE-udvalget og

Europa-Parlamentets ændringsforslag til direktivet blev vedtaget.

Trilogforhandlingerne om direktivforslaget blev herefter påbegyndt i

september 2015.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 8.-9. oktober 2015

orienterede formandskabet om sagens status.

Formål og indhold

3.1. Generelt

Direktivforslaget har til formål at harmonisere medlemsstaternes

lovgivning om luftfartsselskabers videregivelse af PNR-oplysninger i

forbindelse med internationale flyvninger til og fra medlemsstaterne og om

behandlingen af disse oplysninger med henblik på at bekæmpe

terrorhandlinger og grov kriminalitet.

3.2.

Forpligtelser

for

luftfartsselskaberneForslaget

indeholder

bestemmelser om luftfartselskabernes forpligtelser til at videregive PNR-

oplysninger til en særlig udpeget national myndighed i medlemsstaterne

(Passageroplysningsenheden/PNR-kontoret).

Det fremgår således af forslaget, at luftfartsselskaber som hovedregel 24 til

48 timer før en planlagt international flyafgang og straks efter, at flyets

døre er blevet lukket (dvs. når passagererne er gået om bord på flyet med

henblik på afrejse, og det ikke længere er muligt for andre passagerer at gå

om bord), skal videregive PNR-oplysninger til Passageroplysningsenheden

i den medlemsstat, hvor flyet lander eller har afgang fra. Hvis der i

forbindelse med en flyvning mellemlandes i en eller flere medlemsstater,

skal

luftfartselskabet

videregive

PNR-oplysningerne

til

Passageroplysningsenheden i alle de berørte medlemsstater.

Videregivelsen af PNR-oplysningerne skal ske ved brug af den såkaldte

”push”-metode, der indebærer, at luftfartselskaberne elektronisk overfører

personoplysningerne til PNR-kontorets database.

PNR-oplysninger er efter forslaget ”oplysninger om den enkelte passagers

rejse omfattende alle nødvendige oplysninger til, at reservationer kan

behandles og kontrolleres af de luftfartsselskaber, der deltager og foretager

reservationen, for alle rejser, der reserveres af eller på vegne af en person,

uanset

oplysningerne

findes

reservationssystemerne,

afgangskontrolsystemerne eller tilsvarende systemer, der omfatter de

samme funktionaliteter”.

Luftfartselskabernes forpligtelser i henhold til direktivforslaget gælder dog

alene i forhold den type af PNR-oplysninger, som er nævnt i et bilag til

direktivforslaget. Det drejer sig om følgende oplysninger:

”1)

10)

11)

12)

PNR-nummer

Dato for reservationen/udstedelsen af billetten

Planlagt(e) rejsedato(er)

Navn(e)

Adresse og kontaktoplysninger (telefonnummer, e-mailadresse)

Alle oplysninger om betaling, herunder faktureringsadresse

Hele rejseruten for hvert sæt PNR-oplysninger

Oplysninger om faste passagerer

Rejsebureau/rejsekonsulent

Rejsestatus

for

passagerer,

herunder

bekræftelser,

indcheckningsstatus, no show- og go show-oplysninger

Delte PNR-dataelementer

Generelle bemærkninger (herunder alle tilgængelige oplysninger

om uledsagede mindreårige under 18 år såsom den mindreåriges

navn og køn, alder og sprog, navnet på og kontaktoplysninger for

den ansvarlige voksne ved afrejsen, og dennes forhold til den

mindreårige, navnet på og kontaktoplysninger for den ansvarlige

voksne ved ankomsten, og dennes forhold til den mindreårige,

ledsagende lufthavnsmedarbejder ved afgang og ankomst)

Oplysninger i billetrubrikkerne, herunder billetnummer, datoen

for udstedelsen af billetten, enkeltbilletter og automatisk

billetprisangivelse (Automated Ticket Fare Quote)

Sædenummer og andre pladsoplysninger

Oplysninger om code-sharing

Fuldstændige bagageoplysninger

13)

14)

15)

16)

17)

18)

19)

Antal medrejsende og disses navne i forbindelse med en

reservation

Alle indsamlede forhåndsoplysninger om passagerer (API-

oplysninger)

Oversigt over alle ændringer af PNR-oplysningerne under

punkt 1-18”

Luftfartselskabernes forpligtelser til at videregive sådanne oplysninger

gælder kun i det omfang, luftfartselskaberne allerede som led i deres

virksomhed har indsamlet disse oplysninger. Direktivforslaget pålægger

således ikke luftfartselskaberne at indsamle eller opbevare yderligere

oplysninger fra passagererne end de oplysninger, som luftfartsselskaberne

allerede indsamler til deres egen forretningsmæssige brug.

Kommissionens forslag er begrænset til kun at gælde i forhold til

internationale flyvninger (til eller fra lande uden for EU).

Europa-

Parlamentet har lagt op til samme afgrænsning af direktivets

anvendelsesområde.

Rådets generelle indstilling til forslaget giver imidlertid medlemsstaterne

mulighed for at beslutte, at direktivets bestemmelser også skal finde

anvendelse i forbindelse med visse eller alle interne EU-flyvninger til og

fra den pågældende medlemsstats område.

Medlemsstaterne skal i overensstemmelse med deres nationale lovgivning

sikre, at der fastsættes passende sanktioner over for luftfartsselskaber, som

ikke lever op til deres forpligtelser i henhold til direktivet.

3.3. PNR-kontorer

Forslaget forpligter medlemsstaterne til at oprette eller udpege en

myndighed med kompetence til at forebygge, opdage, efterforske og

retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet eller en del af en sådan

myndighed, der skal fungere som nationalt PNR-kontor. PNR-kontoret

skal være ansvarligt for indsamling af PNR-oplysninger fra

luftfartselskaber og for opbevaring, analyse samt eventuel videregivelse og

udveksling af de indsamlede oplysninger.

3.4. Opbevaring, behandling, videregivelse og udveksling af PNR-

oplysninger

Kommissionen har med sit forslag lagt op til, at medlemsstaterne skal

sikre, at de indsamlede PNR-oplysninger opbevares i en database hos det

nationale PNR-kontor i 30 dage efter videregivelsen til PNR-kontoret i den

medlemsstat, på hvis område den internationale flyvning lander eller har

afgang.

Ved udløbet af de 30 dage skal PNR-oplysningerne opbevares i yderligere

5 år. I dette tidsrum skal alle dataelementer, der kan tjene til at identificere

de passagerer, som PNR-oplysningerne vedrører, imidlertid maskeres.

Adgang til de fuldstændige PNR-oplysninger kræver en særlig tilladelse,

der kun kan meddeles i nærmere bestemte tilfælde. Ved udløbet af de 5 år

skal de indsamlede PNR-oplysninger slettes.

Rådets generelle indstilling til forslaget forlænger den indledende periode,

hvor der ikke skal ske maskering af dataelementer, til 2 år. Derimod

bevares den samlede opbevaringsperiode på 5 år.

Europa-Parlamentets ændringsforslag fastholder Kommissionens forslag

til en indledende (umaskeret) opbevaringsperiode på 30 dage, hvorefter

oplysningerne skal maskeres. Oplysningerne kan herefter maksimalt

opbevares i 5 år. Under opfyldelse af særlige betingelser skal

oplysningerne ifølge ændringsforslaget kunne afmaskeres og tilgås i en

periode på 4 år eller 5 år fra tidspunktet, hvor oplysningerne blev

maskeret, afhængig af, om der er tale om sager vedrørende henholdsvis

alvorlig transnational kriminalitet eller terrorisme.

Direktivforslaget indeholder desuden nærmere regler for, hvordan og til

hvilket formål de nationale PNR-kontorer må behandle de indsamlede

PNR-oplysninger. Således fremgår det bl.a., at oplysninger alene må

anvendes med henblik på

identificering af personer, der kan være involveret i terrorisme

eller grov kriminalitet, og som det er nødvendigt, at de

kompetente

nationale

retshåndhævende

myndigheder

undersøger nærmere,

besvarelse af behørigt begrundede anmodninger fra

kompetente retshåndhævende myndigheder i forbindelse med

konkrete sager vedrørende forebyggelse, opdagelse,

efterforskning og retsforfølgning af en terrorhandling eller

grov kriminalitet, samt

analyse og udformning af generelle vurderingskriterier, der vil

kunne anvendes i forbindelse med vurderingen af passagerer

forud for deres afrejse eller ankomst og dermed bidrage til at

identificere personer, der kan være involveret i en

terrorhandling eller grov kriminalitet.

Hvis en medlemsstats PNR-kontor som led i behandlingen af de

indsamlede PNR-oplysninger identificerer personer, der kan være

involveret i en terrorhandling eller grov kriminalitet, og som det er

nødvendigt, at de kompetente nationale retshåndhævende myndigheder

undersøger nærmere, videresendes oplysningerne eller analyseresultaterne

til den pågældende medlemsstats kompetente myndighed(er) med henblik

på videre behandling.

Medlemsstaternes kompetente myndigheder må alene anvende de

oplysninger, som modtages fra PNR-kontoret, med henblik på at

forebygge, opdage, efterforske eller retsforfølge terrorhandlinger eller grov

kriminalitet. Når PNR-oplysninger er videregivet til en kompetent national

retshåndhævende myndighed, er det medlemsstaternes nationale

lovgivning, der regulerer spørgsmålet om myndighedens opbevaring af

oplysningerne.

Det følger af direktivforslaget, at medlemsstaterne under visse betingelser

kan udveksle oplysninger og eventuelle analyseresultater. Udvekslingen

skal

som

udgangspunkt

finde

sted

via

nationale

passageroplysningsenheder.

Det følger endelig af direktivforslaget, at medlemsstater i meget begrænset

omfang må videregive de indsamlede PNR-oplysninger til et tredjeland.

Videregivelsen må således bl.a. kun finde sted med henblik på

bekæmpelse af terrorhandlinger og grov kriminalitet og kun under

forudsætning af, at tredjelandet accepterer, at en eventuel videregivelse til

andre tredjelande kræver udtrykkeligt samtykke fra den medlemsstat, der

har videregivet PNR-oplysningerne.

3.5. Beskyttelse af personoplysninger mv.

Direktivforslaget indeholder desuden en række bestemmelser, der har til

formål at sikre beskyttelse af personoplysninger.

Det fremgår således af forslaget, at bestemmelser i medlemsstaternes

nationale lovgivning, der er vedtaget som led i gennemførelsen af en

række bestemmelser (artikel 17, 18, 19, 20, 21, 22 og 25) i Rådets

rammeafgørelse af 27. november 2008 om beskyttelse af

personoplysninger i forbindelse med politisamarbejde og retligt

samarbejde i kriminalsager (2008/977/RIA), skal finde anvendelse i

forbindelse med behandlingen af personoplysninger i medfør af

direktivforslaget. De nævnte bestemmelser fastsætter regler om retten til

indsigt, retten til at berigtige, slette eller blokere oplysninger, retten til

erstatning og klageadgang, spørgsmålet om fortrolighed i forbindelse med

databehandlingen og datasikkerheden samt nationale tilsynsmyndigheder.

Det fremgår endvidere af forslaget, at enhver behandling af oplysninger,

der viser en persons racemæssige eller etniske oprindelse, religiøse eller

filosofiske overbevisning, politiske meninger, medlemskab af en

fagforening, eller som vedrører den pågældende persons sundhed eller

seksualitet, er forbudt. Såfremt PNR-kontoret modtager oplysninger, der

indeholder sådanne oplysninger, skal de straks slettes.

Det følger desuden af forslaget, at al behandling og videregivelse af PNR-

oplysninger samt alle anmodninger fra de kompetente nationale

myndigheder, PNR-kontorer i andre medlemsstater og tredjelande,

herunder også afviste anmodninger, skal registreres eller dokumenteres af

PNR-kontoret og de kompetente nationale myndigheder med henblik på

tilsynsmyndighedernes kontrol af databehandlingens lovlighed og

egenkontrollen samt for at sikre datasikkerheden.

Der lægges endvidere op til, at medlemsstaterne skal sikre, at passagerer i

forbindelse med reservation og køb af flybilletter på en klar og præcis

måde bliver informeret om, at oplysningerne bliver videregivet til PNR-

kontoret. Passagererne skal i den forbindelse oplyses om den mulige

anvendelse af oplysninger, om opbevaringsperioden for oplysningerne, om

mulighederne for videregivelse af oplysningerne og om deres

databeskyttelsesmæssige rettigheder.

Endelig lægges der op til, at den nationale tilsynsmyndighed, der er

oprettet som led i gennemførelsen af Rådets rammeafgørelse af 27.

november 2008 om beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med

politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager (2008/977/RIA),

skal vejlede om og føre tilsyn med anvendelsen af de bestemmelser, som

medlemsstaterne vedtager i medfør af direktivet.

Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet er i henhold til den almindelige lovgivningsprocedure

(TEUF artikel 294) medlovgiver.

Den 15. juli 2015 vedtog Europa-Parlamentet sine ændringsforslag til

direktivet. Europa-Parlamentet foreslår omkring 200 konkrete forslag til

ændringer til direktivforslaget.

Europa-parlamentet foreslår bl.a., at direktivets anvendelsesområde

begrænses til efterforskning mv. af terrorisme eller grov transnational

kriminalitet, at direktivet også omfatter erhvervsdrivende, der ikke er

luftfartselskaber (eksempelvis rejsebureauer), at direktivet ikke tillader, at

medlemsstaterne kan opretholde eller indføre nationale PNR-systemer af

hensyn til andre formål end af de i direktivet opførte (sletning af

betragtning 28), og at PNR-oplysninger også skal udveksles med

EUROPOL.

Nærhedsprincippet

Det er regeringens vurdering, at forslaget er i overensstemmelse med

nærhedsprincippet.

I begrundelsen for forslaget har Kommissionen anført følgende med

hensyn til overholdelse af nærhedsprincippet:

”De retshåndhævende myndigheder skal have effektive redskaber til

at bekæmpe terrorisme og grov kriminalitet med. Da de fleste grove

forbrydelser og terrorhandlinger i nogen grad involverer

international rejseaktivitet, er myndighederne nødt til at anvende

PNR-oplysninger til at beskytte EU's interne sikkerhed. Desuden

afhænger de efterforskninger med henblik på at forebygge, opdage,

efterforske og retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet, som

medlemsstaternes myndigheder foretager, i høj grad af det

internationale samarbejde på tværs af grænserne.

Som følge af personers frie bevægelighed i Schengen-området er det

nødvendigt, at alle medlemsstaterne indsamler, behandler og

udveksler PNR-oplysninger for derved at undgå huller i sikkerheden.

Ved at sikre, at der sker en kollektiv og sammenhængende indsats,

vil denne foranstaltning bidrage til at øge sikkerheden i EU.

En indsats på EU-plan vil hjælpe med til at sikre harmoniseringen af

bestemmelserne om at garantere databeskyttelsen i medlemsstaterne.

De forskellige systemer i de medlemsstater, der allerede har oprettet

lignende mekanismer, eller som vil gøre det fremover, kan have

negative følger for luftfartsselskaberne, da de skal overholde

potentielt divergerende nationale krav, f.eks. vedrørende de typer

oplysninger, der skal videregives, og betingelserne for, hvornår disse

oplysninger skal forelægges for medlemsstaterne. Disse forskelle

kan også skade det effektive samarbejde mellem medlemsstaterne

med henblik på at forebygge, opdage, efterforske og retsforfølge

terrorhandlinger og grov kriminalitet.”

Regeringen kan tilslutte sig Kommissionens betragtninger vedrørende

nærhedsprincippet.

Gældende dansk ret

6.1. Luftfartsloven

Som led i anti-terrorpakke II (lov nr. 542 af 8. juni 2006) blev der indsat

en bestemmelse i luftfartsloven § 148 a, som indebærer en forpligtelse for

luftfartsselskaber til at registrere og opbevare nærmere angivne

passageroplysninger i 1 år og en pligt til på begæring af Politiets

Efterretningstjeneste uden retskendelse at udlevere de omhandlede

passageroplysninger til brug for forebyggelse og efterforskning af

overtrædelser af straffelovens kapitel 12 og 13 (om terrorisme mv.).

Bestemmelsen giver endvidere mulighed for at fastsætte regler om

efterretningstjenestens

onlineadgang

til

luftfartsselskabernes

bookingsystemer.

Efter vedtagelsen af luftfartslovens § 148 a afholdt Justitsministeriet

sammen med Transportministeriet møder med luftfartsbranchen med

henblik på at drøfte den tekniske indretning af et dansk system for

udveksling af PNR-oplysninger. Det viste sig imidlertid at være mere

teknisk kompliceret end forudsat i forbindelse med vedtagelsen af

bestemmelsen, og det blev vurderet, at en eventuel indførelse af et dansk

PNR-system ville nødvendiggøre yderligere lovændringer. Bestemmelsen

er således endnu ikke sat i kraft.

6.2. Udlændinge- og toldlovgivningen

Der er herudover fastsat særlige bestemmelser i udlændinge- og

toldlovgivningen om udlevering og anvendelse af passageroplysninger

med henblik på henholdsvis ind- og udrejsekontrol og told- og

skattekontrol. Det drejer sig bl.a. om udlændingelovens § 38, stk. 4, og

toldlovens § 17.

6.3. Persondataloven

Ved lov nr. 188 af 18. marts 2009 om ændring af lov om behandling af

personoplysninger blev bestemmelsen i persondatalovens § 72 a indsat

med henblik på at skabe grundlag for gennemførelse af Rådets

rammeafgørelse af 27. november 2008 om beskyttelse af

personoplysninger i forbindelse med politisamarbejde og retligt

samarbejde i kriminalsager (2008/977/RIA).

Det fremgår af bestemmelsen, at justitsministeren kan fastsætte nærmere

regler om beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med

politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager inden for Den

Europæiske Union mv. Der er således i bekendtgørelse nr. 1287 af 25.

november 2010, som ændret ved bekendtgørelse nr. 884 af 4. juli 2014,

fastsat nærmere regler om beskyttelse af personoplysninger i forbindelse

med politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager inden for Den

Europæiske Union og Schengen-samarbejdet.

Det fremgår af bekendtgørelsen § 2, at persondataloven finder anvendelse i

forhold til personoplysninger, der udveksles eller stilles til rådighed

mellem en dansk og en udenlandsk myndighed i forbindelse med

politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager inden for Den

Europæiske Union og Schengen-samarbejdet. Bekendtgørelsen indeholder

herudover en række bestemmelser, der på visse områder indebærer en

bedre beskyttelse end den, der følger af persondataloven.

Konsekvenser

Lovgivningsmæssige konsekvenser

En vedtagelse af forslaget har ingen lovgivningsmæssige konsekvenser.

Forslaget er som nævnt fremsat efter TEUF, tredje del, afsnit V, og er

derfor omfattet af det danske retsforbehold. Danmark deltager således ikke

i vedtagelsen af direktivet, som ikke vil være bindende for eller finde

anvendelse i Danmark.

Hvis forslaget til direktiv fandt anvendelse i Danmark, vurderes det, at

forslaget ville have lovgivningsmæssige konsekvenser.

Økonomiske konsekvenser

Der foreligger ikke en opdateret vurdering af forslagets økonomiske

konsekvenser, såfremt direktivet fandt anvendelse i Danmark. I forbindelse

med et tidligere foreløbigt skøn blev det vurderet, at etableringen af et

PNR-system i Danmark ville beløbe sig til omkring 50 mio. kr. samt årlige

driftsudgifter på ca. 15 mio. kr. Dette skøn var behæftet med nogen

usikkerhed.

Der er i forbindelse med den tidligere regerings terrorudspil afsat midler til

øget it- og analysekapacitet hos Politiet. Midlerne til øget it- og

analysekapacitet dækker, blandt andet, indkøb af et analyseredskab, så

Politiet bliver i stand til at behandle og analysere PNR-data. De samlede

omkostninger til etablering af et PNR-system må derfor formodes at være

lavere end tidligere skønnet. Der er dog fortsat en række usikkerheder

forbundet med vurderingen af de statsfinansielle konsekvenser ved en

eventuel gennemførelse af det europæiske PNR-system i Danmark. Dette

skal navnligt ses i lyset af, at den endelige udformning af bestemmelser

vedr. bl.a. datamængder, sletteregler hos myndighederne samt hvilken

myndighed, der ville skulle være datamodtagelsesenhed vil have stor

indflydelse på direktivets økonomiske konsekvenser.

Drøftelserne medfører ikke i sig selv samfunds- eller erhvervsøkonomiske

konsekvenser. Udfaldet af drøftelserne kan imidlertid ved en senere

udmøntning indebære sådanne konsekvenser. Det bemærkes, at forslaget i

sin nuværende form ikke pålægger luftfartsselskaberne at indsamle nye

oplysninger, men at kravene til, hvordan og hvor ofte luftfartsselskaberne

skal videregive oplysninger, vil kunne medfører sådanne konsekvenser.

Det er dog ikke muligt på nuværende tidspunkt at vurdere, om forslaget vil

have samfunds- eller erhvervsøkonomiske konsekvenser og i givet fald

størrelsen heraf.

Andre konsekvenser

Sagen giver ikke anledning til at fremhæve andre konsekvenser. Sagen

berører ikke beskyttelsesniveauet i Danmark.

Høring

Sagen har været drøftet i Specialudvalget for Politimæssigt og Retligt

samarbejde den 17. november 2015.

Sagen har været i høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:

Forslaget har den 22. marts 2011 været sendt i høring hos følgende

myndigheder og organisationer mv.:

Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, samtlige byretter,

Procesbevillingsnævnet,

Domstolsstyrelsen,

Rigspolitiet,

Politiets

Efterretningstjeneste, Rigsadvokaten, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen,

Datatilsynet,

Direktoratet

for

Kriminalforsorgen, Foreningen af offentlige anklagere, Politiforbundet,

Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Danske

Advokater, Amnesty International, Institut for Menneskerettigheder,

Retspolitisk Forening, Retssikkerhedsfonden, Air Greenland A/S, Airport

Coordination Denmark A/S, AOPA Danmark, Atlantic Airways, Billund

Lufthavn, Cabin Union Denmark, Cimber Air A/S, Danish Air Transport

ApS, Dansam, Dansk Flyvelederforening, DALPA, Erhvervsflyvningens

Sammenslutning, Naviair, Havarikommissionen for Civil Luftfart og

Jernbane, Københavns Lufthavne A/S, Novia, Rådet for Større

Flyvesikkerhed, SAS - Afdeling AZ, Servisair Danmark A/S, Star Air A/S,

Trafikstyrelsen, Sun-Air of Scandinavia A/S, Danish Business Travel

Association, Foreningen af Rejsearrangører i Danmark (RiD), Danmarks

Rejsebureau

Forening,

Flyvebranchens

Personaleunion,

Brancheforeningen Dansk Luftfart, Kgl. Dansk Aeroklub, Primera Air,

Thomas Cook Airlines, Transavia, Cimber Sterling, Dansk Erhverv og Jet

Time A/S.

Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, samtlige byretter,

Procesbevillingsnævnet,

Domstolsstyrelsen,

Advokatrådet

Havarikommissionen for Civil Luftfart og Jernbane har ikke haft

bemærkninger til forslaget.

Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra

Rigspolitiet, Politiets

Efterretningstjeneste, Rigsadvokaten, Datatilsynet, Landsforeningen

Forsvarsadvokater,

Institut

for

Menneskerettigheder,

Erhvervsflyvningens Sammenslutning, SAS Group

Danmarks

Rejsebureau Forening.

Rigspolitiet

er positivt indstillet over for direktivforslaget, idet det

vurderes at kunne styrke indsatsen i forhold til bekæmpelse af grov

kriminalitet, herunder navnlig grov grænseoverskridende kriminalitet.

Det er Rigspolitiets opfattelse, at nytteværdien af direktivforslaget vil

forøges, hvis det tillige kommer til at omfatte interne EU-flyvninger. Det

er endvidere Rigspolitiets opfattelse, at de indsamlede PNR-oplysninger

bør kunne opbevares længere end de 30 dage, som direktivforslaget lægger

op til. Rigspolitiet anfører således, at det i forbindelse med større og

komplekse efterforskninger, herunder narkotikaefterforskninger, ofte vil

være behov for at fastlægge mistænkes rejsemønstre mv. i en periode, der

strækker sig ud over de seneste 30 dage.

Endelig oplyste Rigspolitiet dengang, at en eventuel dansk tilknytning til

den foreslåede PNR-ordning vil medføre meget betydelige merudgifter for

politiet. På det foreliggende grundlag har Rigspolitiet imidlertid ikke

mulighed for at vurdere størrelsen af disse merudgifter nærmere.

Politiets Efterretningstjeneste

anfører bl.a., at passageroplysninger,

herunder oplysninger om rejserute og rejsemønstre, spiller en meget

væsentlig rolle i forbindelse med efterforskning af terrorisme. Politiets

Efterretningstjeneste peger således på, at den såkaldte ”Glasvej-sag” blev

indledt, da efterretningstjenesten modtog oplysninger om, at en af de

senere dømte personer inden for kort tid ville ankomme fra Pakistan til

Danmark. I denne forbindelse indhentede efterretningstjenesten

oplysninger om den pågældendes rejserute, således at det kunne fastlægges

præcist, hvornår han skulle ankomme til Danmark.

Politiets Efterretningstjeneste tilvejebringer i dag passageroplysninger med

bistand fra andre danske myndigheder eller ved anvendelse af

retsplejelovens regler om edition. Flyselskaberne anvender imidlertid

forskellige it-systemer, hvilket kan gøre det vanskeligt for

efterretningstjenesten at analysere oplysningerne uden bistand fra

flyselskaberne eller andre myndigheder. Hertil kommer, at der ikke er

sikkerhed for, at flyselskaberne opbevarer oplysningerne i tilstrækkelig

lang tid. På denne baggrund er det efterretningstjenestens opfattelse, at det

vil være af væsentlig betydning for efterforskningen af bl.a. terrorisme, at

der gennemføres fælles EU-regler om anvendelsen af PNR-oplysninger.

I forhold til de enkelte dele af direktivforslaget har Politiets

Efterretningstjeneste bl.a. anført, at forslagets anvendelsesområde ikke bør

være begrænset til internationale flyvninger, da dette vil medføre, at en

lang række flyvninger, der kan være af betydning ved efterforskning af

terrorisme og grov kriminalitet, ikke vil være omfattet af direktivet. Hvis

en mistænkt f.eks. ankommer med bil til en medlemsstat og derefter

foretager flere flyvninger mellem forskellige medlemsstater i forbindelse

med planlægningen af et terrorangreb eller grov kriminalitet, vil det med

de foreslåede begrænsninger i anvendelsesområdet ikke være muligt at

tilvejebringe PNR-oplysninger vedrørende disse flyvninger. Herudover

peger efterretningstjenesten på, at direktivforslagets bestemmelser om

dataopbevaring bør præciseres nærmere, herunder betingelserne for, at der

kan gives adgang til de fuldstændige PNR-oplysninger efter udløbet af

perioden på 30 dage. Politiets Efterretningstjeneste er desuden af den

opfattelse, at der bør arbejdes på, at der fastsættes en betydelig længere

frist end de 30 dage, idet det næppe vil være muligt at foretage den

fornødne gennemgang af relevante oplysninger inden fristens udløb.

Rigsadvokaten

er overordnet positivt indstillet over for direktivforslaget,

idet det må antages, at indsamling og udveksling af passageroplysninger

vil være et nyttigt redskab i forbindelse med bekæmpelsen af terrorisme og

grov international kriminalitet.

Rigsadvokaten forudsætter, at et nationalt PNR-kontor i Danmark ikke

kommer til at henhøre under anklagemyndigheden, og at den retlige

ramme for udveksling af PNR-oplysninger til brug for efterforskning og

retsforfølgning af terrorhandlinger og grov kriminalitet vil skulle afklares

nærmere. Herudover kan Rigsadvokaten tilslutte sig Justitsministeriets

vurdering af, at direktivforslaget vil have konsekvenser, hvis det fandt

anvendelse i Danmark.

Efter

Datatilsynets

opfattelse rejser direktivforslaget væsentlige

spørgsmål i relation til databeskyttelse. Under henvisning til

grundlæggende databeskyttelsesretlige principper om proportionalitet og

nødvendighed finder Datatilsynet således, at forslaget giver anledning til

væsentlige betænkeligheder i forhold til beskyttelsen af de registrerede

personers privatliv. Datatilsynet fremhæver i denne forbindelse hensynet

til, at man som almindelig borger kan foretage en rejse, uden at der sker en

systematisk registrering, kortlægning og overvågning heraf.

I forhold til de enkelte dele af direktivforslaget anfører Datatilsynet, at

luftfartselskaberne bør sikre, at der ikke sker videregivelse til PNR-

kontorerne af oplysninger, der indikerer passagerers racemæssige eller

etniske oprindelse, religiøse eller filosofiske overbevisning, politiske

meninger, medlemskab af en fagforening eller oplysninger, som vedrører

passagerers sundhed eller seksualitet.

Datatilsynet har desuden henvist til, at det er et centralt

databeskyttelsesretligt princip, at indsamling af personoplysninger skal ske

til udtrykkeligt angivne og legitime formål. Datatilsynet er af den

opfattelse, at direktivforslagets bestemmelser om samkøring af PNR-

oplysninger med oplysninger i andre relevante databaser, bør præciseres.

Det er endvidere Datatilsynets umiddelbare vurdering, at direktivforslaget

ikke

iagttager

kravet

forudgående

information

kontrolsammenkøring.

Det er endvidere Datatilsynets opfattelse, at opbevaringsperioden på 5 år

er meget lang, når registreringen sker uden konkret begrundelse i den

enkelte passagers forhold.

Endelig lægger Datatilsynet afgørende vægt på, at tilsynets

ressourcemæssige situation indgår i forbindelse med de videre overvejelser

af direktivforslaget, idet dansk deltagelse i den foreslåede ordning vil

pålægge Datatilsynet nye opgaver.

Landsforeningen af Forsvarsadvokater

finder det betænkeligt, at

direktivforslaget lægger op til, at der kan ske anvendelse af PNR-

oplysninger til bekæmpelse af grov kriminalitet, idet landsforeningen

opfatter begrebet grov kriminalitet som vagt og ubestemmeligt. Herudover

har Landforeningen af Forsvarsadvokater afgørende betænkeligheder ved

opbevaringsperioden for de indsamlede oplysninger og muligheden for at

videregive oplysningerne til tredjelande.

Institut for Menneskerettigheder bemærker, at direktivforslaget må antages

at indebære indgreb i flypassagerers privatliv. For at et sådant indgreb er

lovligt, er det en forudsætning, at der er lovhjemmel hertil, at indgrebet er

begrundet i et anerkendelsesværdigt hensyn, og at indgrebet er nødvendigt,

herunder proportionalt.

Det er instituttets opfattelse, at kravet om lovhjemmel vil være opfyldt i

forbindelse med en eventuel gennemførelse af direktivet i dansk ret.

Instituttet bemærker dog i denne forbindelse, at flere af direktivforslagets

bestemmelser bør præciseres.

Formålet med den foreslåede ordning er at bekæmpe terror og grov

kriminalitet, hvilket efter instituttets opfattelse er et anerkendelsesværdigt

– det vil sige sagligt og legitimt – formål.

Det er desuden Institut for Menneskerettigheders umiddelbare opfattelse,

at direktivforslaget er proportionalt. Instituttet lægger i denne forbindelse

vægt på, at de passageroplysninger, der indsamles og behandles, er

almindelige ikke-følsomme oplysninger, og at det må antages, at

anvendelsen af sådanne oplysninger har stor og i visse tilfælde afgørende

betydning

for

bekæmpelse

navnlig

narkotikakriminalitet,

menneskehandel og terrorisme. Instituttet lægger endvidere vægt på, at de

forudgående fastsatte vurderingskriterier, der anvendes med henblik på

identificering af personer, som kan være involveret i en terrorhandling

eller grov international kriminalitet, efter direktivforslaget ikke må være

baseret på en persons racemæssige eller etniske oprindelse, religiøse eller

filosofiske overbevisning, politiske meninger, medlemskab af en

fagforening eller den pågældendes sundhed eller seksualitet. Herudover

lægger Instituttet vægt på, at det fremgår af direktivforslaget, at de

indsamlede passageroplysninger kun må opbevares i en relativ kort

periode, inden de skal maskeres. Endelig fremhæves det, at der er fastsat

relevante og tilstrækkelige databeskyttelsesmæssige garantier for

passagererne.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at Danmark i forbindelse med

en eventuel gennemførelse af direktivet i dansk ret nøje overvejer, hvilke

straffelovsovertrædelser, der ud fra en proportionalitetsvurdering bør være

omfattet af direktivforslagets anvendelsesområde, at direktivets

databeskyttelsesmæssige garantier fastsættes udtrykkeligt i nationale

regler, og at anvendelsen af PNR-ordningen overvåges med henblik på at

fastslå det egentlige udbytte og virkningerne heraf.

Erhvervsflyvningens Sammenslutning

finder, at en database, der skal

kunne analysere og genkende rejsemønstre, næppe kan forhindre

eventuelle kriminelle handlinger mod luftfarten eller enkelte landes

interesser. Sammenslutningen peger således bl.a. på, at kriminelles

adfærdsmønstre hurtigt vil ændre sig, hvis de bliver klar over, at der

indsamles og behandles PNR-oplysninger. Hvis ordningen skal fungere,

bør der efter Erhvervsflyvningens Sammenslutnings opfattelse også

indsamles og behandles personoplysninger i forbindelse med jernbane- og

færgetrafik.

SAS Group

er generelt af den opfattelse, at luftfartselskaber ikke skal

forpligtes til at indsamle passageroplysninger på vegne af statslige

myndigheder til formål, der ikke relaterer sig til luftfart.

SAS Group er endvidere af den opfattelse, at omkostninger, der er

forbundet med etableringen af dataindsamlingssystemer og videregivelsen

af de indsamlede data, bør afholdes af de myndigheder, der skal anvende

de indsamlede data.

SAS Group foretrækker et centralt europæisk PNR-kontor og lægger

afgørende vægt på, at den måde, hvorpå passageroplysningerne overføres,

harmoniseres og så vidt muligt er i overensstemmelse med de

retningslinjer, der er fastlagt af ICAO (International Civil Aviation

Organization).

For så vidt angår charterflyvninger henleder SAS Group opmærksomheden

på, at det er rejsebureauerne og ikke luftfartsselskaberne, der indsamler

oplysninger om passagererne i forbindelse med denne type flyvninger.

SAS Group fremhæver endvidere, at luftfartselskaberne ikke kan holdes

ansvarlig for rigtigheden af de indsamlede passageroplysninger, og at den

foreslåede ordning ikke må udgøre en økonomisk og administrativ byrde

for luftfartselskaberne eller være til gene for passagererne.

SAS Group gør desuden opmærksom på, at det bør være medlemsstaterne,

som er ansvarlige for at sikre, at der sker den tilstrækkelige databeskyttelse

i forbindelse med behandlingen af passageroplysninger.

Med henblik på at undgå diskrimination af luftfartsbranchen finder SAS

Group endvidere, at der bør pålægges lignende forpligtelser til

videregivelse af passageroplysninger i forbindelse med tog- og færgetrafik.

Endelig er SAS Group af den opfattelse, at Danmark, når direktivet til sin

tid bliver vedtaget, bør indgå en parallelaftale med EU med henblik på at

undgå, at Danmark bliver et fristed for passagerer, der rejser mellem EU

og tredjelande, og for at forhindre eventuelle trafikale problemer, der måtte

være forbundet med dette.

Danmarks Rejsebureau Forening

henleder opmærksomheden på, at det i

nogle tilfælde er rejsebureauerne og ikke flyselskaberne, der indsamler

passageroplysninger, hvilket der bør tages højde for i direktivet. Det er dog

afgørende, at rejsebureauerne ikke bliver betragtet som indsamlere eller

behandlere af data og dermed underlægges lovgivningsmæssige krav om

databeskyttelse. Danmarks Rejebureau Forening ønsker endvidere en

præcisering af, hvem der bærer

passageroplysningers rigtighed.

ansvaret

for

indsamlede

Generelle forventninger til andre landes holdninger

Der er ikke kendskab til andre landes holdninger til forslaget.

10. Regeringens (foreløbige) generelle holdning

Regeringen støtter etableringen af et europæisk PNR-system og forholder

sig overordnet positivt til forslaget.

Den 17. marts 2015 indgik Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre,

Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti en aftale

om tilvalg af retsakter på området for retlige og indre anliggender. For så

vidt angår fremtidige retsakter fremgår det af aftalen, at aftalepartierne

inden for rammerne af aftalen om Danmark i Europol vil tage stilling fra

sag til sag. Aftalepartierne er dog allerede nu indstillet på, at Danmark kan

deltage i det kommende europæiske PNR-system.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Forslaget har senest været forelagt for Folketingets Europaudvalg på

mødet den 2. oktober 2015 til orientering.

Der blev oversendt grund-og nærhedsnotat den 21. marts 2011.

Dagsordenspunkt 5: Terrorbekæmpelse

Nyt notat.

Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet.

KOM-dokument foreligger ikke

Resumé

Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet. På rådsmødet (retlige og indre

anliggender) den 3.-4. december 2015 forventes det, at der vil være en

drøftelse af EU’s terrorbekæmpelsesindsats. Drøftelserne forventes at tage

udgangspunkt i en rapport udarbejdet af EU’s antiterrorkoordinator. Det

nærmere indhold af denne rapport kendes ikke på nuværende tidspunkt.

Sagen medfører ikke i sig selv lovgivningsmæssige eller økonomiske

konsekvenser og rejser ikke spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet. Det

forventes, at man fra dansk side vil kunne tage antiterrorkoordinatorens

rapport til efterretning.

Baggrund

EU’s terrorbekæmpelsesindsats, herunder bl.a. indsatsen mod foreign

fighters, har gennem en længere periode været et højt prioriteret emne på

EU’s dagsorden.

Det Europæiske Råd (DER) vedtog den 30. august 2014 en række

konklusioner om bl.a. foreign fighters. Det fremgår af konklusionerne, at

DER bl.a. ønsker at fremskynde implementeringen af nye værktøjer, som

kan hjælpe medlemsstaterne med at håndtere udfordringerne på området.

I den forbindelse fremhævede DER tiltag til at forebygge radikalisering og

ekstremisme, udveksle oplysninger – også med tredjelande – opdage og

forhindre mistænkelige rejser og værktøjer til at efterforske og retsforfølge

foreign fighters.

Under rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 9.-10. oktober 2014

drøftedes det, hvorledes der nærmere skal følges op på konklusionerne fra

DER.

Drøftelserne angik bl.a. en række konkrete tiltag, som kan styrke indsatsen

mod foreign fighters. Tiltagene er opdelt i følgende fire kategorier: (1)

forebyggelse af radikalisering, (2) overvågning af mistænkelige rejser, (3)

efterforskning og retsforfølgning og (4) samarbejde med tredjelande.

Blandt de specifikke tiltag kan nævnes implementering af de konklusioner,

som blev vedtaget i kredsen af ligesindede lande den 7. juli 2014, herunder

i relation til øget anvendelse af Schengen Information System (SIS).

Hovedparten af tiltagene retter sig mod EU’s institutioner, herunder

Europol, Eurojust, Frontex og EU’s antiterrorkoordinator.

EU’s antiterrorkoordinator, Gilles de Kerchove, udarbejdede som

opfølgning på dette punkt en såkaldt ”road map”, som beskriver, hvorledes

de enkelte tiltag kan gennemføres.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 4.-5. december 2014

drøftedes indsatsen mod udenlandske krigere på ny. Der blev i den

forbindelse bl.a. udtrykt støtte til at skabe fremdrift i sagen om oprettelse

af et europæisk PNR-system og til at øge informationsudveksling landene i

mellem og med EU’s institutioner. Rådet vedtog endvidere retningslinjer

om gennemførelse af EU’s strategi for bekæmpelse af radikalisering og

rekruttering til terrorisme. Endelig tog Rådet to rapporter om

gennemførelsen af EU’s terrorbekæmpelsesstrategi og EU’s reviderede

strategi vedrørende terrorfinansiering til efterretning.

På det uformelle rådsmøde (retlige og indre anliggender) den 29.-30.

januar 2015 i Riga blev der udtrykt bred opbakning til at styrke indsatsen

mod terrorisme, herunder foreign fighters. Der var i den forbindelse bred

enighed om, at styrkelsen navnlig skal ske gennem bedre udnyttelse af

eksisterende redskaber frem for vedtagelse af nye tiltag. I den forbindelse

fremhævedes bl.a. bedre udnyttelse af kapaciteter hos Europol og Eurojust

samt styrket indsats mod illegale skydevåben. I relation til nye tiltag var

der enighed om behovet for at oprette et europæisk PNR-system, ligesom

flere lande udtrykte ønske om at ændre Schengen-grænsekodekset med

henblik på at styrke grænsekontrollen ved EU’s ydre grænser. På baggrund

af drøftelserne vedtog landene en fælles erklæring om behovet for at styrke

indsatsen på området.

På mødet i DER den 12. februar 2015 var der tillige en drøftelse af EU’s

indsats mod terrorisme. Som opfølgning på drøftelserne vedtog stats- og

regeringscheferne en erklæring, som lægger op til en styrkelse af EU’s

indsats på tre hovedområder: 1) borgernes sikkerhed, 2) forebyggelse af

radikalisering og 3) samarbejde med internationale partnere.

For så vidt angår 1) borgernes sikkerhed, har DER tilkendegivet, at rådet

bl.a. ønsker, at EU-lovgiverne hurtigst muligt vedtager et stærkt og

effektivt direktiv om europæiske passagerlister med solide

databeskyttelsesgarantier, at de eksisterende Schengenregler anvendes

fuldt ud med henblik på at styrke og modernisere kontrollen ved EU’s ydre

grænser, at de retshåndhævende og retlige myndigheder øger

informationsudvekslingen og det operative samarbejde, herunder gennem

Europol og Eurojust, at alle relevante myndigheder øger samarbejdet om

bekæmpelse af ulovlige skydevåben, og at medlemsstaternes

sikkerhedstjenester uddyber deres samarbejde.

I forhold til 2) forebyggelse af radikalisering har DER opfordret til, at der i

overensstemmelse med de nationale forfatninger træffes passende

foranstaltninger til at spore og fjerne internetindhold, der fremmer

terrorisme eller ekstremisme, at der indføres kommunikationsstrategier for

at fremme tolerance, ikke-diskrimination, de grundlæggende

frihedsrettigheder og solidaritet i hele EU, og at der tages initiativer

vedrørende uddannelse, jobmuligheder, social integration og rehabilitering

i retslig sammenhæng for at imødegå de faktorer, der bidrager til

radikalisering, herunder i fængsler.

For så vidt angår 3) samarbejde med internationale partnere har DER

tilkendegivet, at der bl.a. er brug for at imødegå kriser og konflikter,

navnlig i EU’s sydlige nabolande, gennem en strategisk nytænkning af

EU’s tilgang hertil. DER har endvidere tilkendegivet, at der bl.a. er brug

for at forstærke kontakten til tredjelande vedrørende sikkerhedsspørgsmål

og terrorbekæmpelse.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 12.-13. marts 2015

drøftedes bl.a. implementeringen af de tiltag, der er omtalt i

fælleserklæringen fra det uformelle rådsmøde (retlige og indre

anliggender) i Riga den 29.-30. januar 2015 og DER’s erklæring af 12.

februar 2015. Dette skete bl.a. på baggrund af en præsentation herom af

EU’s antiterrorkoordinator. Der var enighed om vigtigheden af at sikre

fremgang på området og om at følge op på implementeringen af tiltagene

på det kommende rådsmøde (retlige og indre anliggender) den 15.-16. juni

2015. Det blev desuden bl.a. besluttet, at Europol skal etablere en såkaldt

europæisk Internet Referral Unit (EU IRU), der senest i juli 2015 skal

være funktionsdygtig.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 15.-16. juni 2015 blev

implementeringen af tiltagene nævnt i DER’s erklæring af 12. februar

2015 drøftet på baggrund af to rapporter fra henholdsvis formandskabet og

EU’s antiterrorkoordinator.

På rådsmødet blev ”Rådets konklusioner om den fornyede strategi for Den

Europæiske Unions inde sikkerhed 2015-2020” vedtaget, som bl.a.

opfordrer Kommissionen til snarest muligt at styrke lovrammen

vedrørende skydevåben, blandt andet gennem solide minimumsstandarder

for deaktivering af skydevåben og hurtig revision af direktiv 2008/51/EF

om skydevåben.

På det uformelle rådsmøde (retlige og indre anliggender) den 9.-10. juli

2015

drøftedes

bl.a.

samarbejdet

mellem

sikkerheds-

efterretningsmyndigheder i regi af Counter Terrorism Group (CTG), der

består af nationale sikkerheds- og efterretningstjenester fra EU-landene

samt Norge og Schweiz.

Den 29. august 2015 blev der afholdt et ministermøde i Paris om

opfølgning på det afværgede terrorangreb den 21. august 2015 ombord på

et tog mellem Amsterdam og Paris. I mødet deltog bl.a. den franske

indenrigsminister og justits- og indenrigsministre fra Belgien, Tyskland,

Italien, Storbritannien, Spanien, Holland, Luxembourg og Schweiz.

Danmark deltog ikke i mødet. Under mødet vedtog ministrene en

erklæring om bekæmpelse af terrorisme og sikkerhed for

jernbanetransport. Erklæringen indeholder følgende fem elementer: 1)

Fordømmelse af det afværgede terrorangreb, 2) øget samarbejde mellem

transportenheder og relevante europæiske netværk samt øget

grænsesikkerhed, 3) bekæmpelse af radikalisering og ulovlig besiddelse af

skydevåben, 4) konkrete initiativer vedrørende sikkerheden for

jernbanetransport og 5) kontrol ved medlemslandenes indre grænser.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 8.-9. oktober 2015 blev

det videre arbejde med implementering af tiltagene nævnt i DER’s

erklæring af 12. februar 2015 drøftet på baggrund af to rapporter

udarbejdet af henholdsvis formandskabet og antiterrorkoordinatoren. På

baggrund heraf vedtog Rådet at prioritere en række konkrete tiltag i det

videre arbejde med at implementere tiltagene nævnt i DER’s erklæring

frem mod det kommende rådsmøde (retlige og indre anliggender) den 3.-4.

december 2015. Det drejer sig om tiltag vedrørende grænsekontrol ved

EU’s ydre grænser, informationsudveksling, forebyggelse af radikalisering

på internettet og terrorbekæmpelse uden for EU. Rådet opfordrede i

forlængelse heraf antiterrorkoordinatoren til – i fællesskab med

Kommissionen og EU’s Udenrigstjeneste – at udarbejde en rapport om

status for arbejdet med de vedtagne prioriteter. Derudover vedtog Rådet

rådskonklusioner om en styrkelse af foranstaltningerne vedrørende

bekæmpelse af ulovlig handel med skydevåben.

Det forventes, at EU’s antiterrorkoordinator – i fællesskab med

Kommissionen og EU’s Udenrigstjeneste – på det kommende rådsmøde

vil præsentere en rapport om arbejdet med at implementere de prioriterede

tiltag.

Formål og indhold

Det nærmere indhold af antiterrorkoordinatorens rapport kendes ikke på

nuværende tidspunkt.

Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet skal ikke høres.

Nærhedsprincippet

Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant.

Gældende dansk ret

Sagen giver ikke anledning til at redegøre for gældende dansk ret.

Konsekvenser

Lovgivningsmæssige konsekvenser

Drøftelserne medfører ikke i sig selv lovgivningsmæssige konsekvenser.

Udfaldet af drøftelserne kan imidlertid ved en senere udmøntning

indebære sådanne konsekvenser. Det er dog ikke muligt på nuværende

tidspunkt at vurdere de eventuelle konsekvenser heraf.

Økonomiske konsekvenser

Drøftelserne medfører ikke i sig selv statsfinansielle, samfunds- eller

erhvervsøkonomiske konsekvenser. Udfaldet af drøftelserne kan imidlertid

ved en senere udmøntning indebære sådanne konsekvenser. Det er dog

ikke muligt på nuværende tidspunkt at vurdere de eventuelle konsekvenser

heraf.

Andre konsekvenser

Sagen giver ikke anledning til at fremhæve andre konsekvenser. Sagen

berører ikke beskyttelsesniveauet i Danmark.

Høring

Der er – ud over høringen af Specialudvalget for politimæssigt og retligt

samarbejde den 17. november 2015 – ikke foretaget høring vedrørende

sagen.

Generelle forventninger til andre landes holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige

medlemsstaternes holdning til antiterrorkoordinatorens forventede rapport.

10. Regeringens (foreløbige) generelle holdning

Fra dansk side er man positiv over for de eksisterende tiltag i EU’s indsats

på terrorbekæmpelsesområdet. Det forventes, at man fra dansk side vil

kunne tage antiterrorkoordinatorens forventede rapport til efterretning.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Rådsmødedrøftelserne omkring EU’s terrorbekæmpelsesindsats er løbende

blevet forelagt for Folketingets Europaudvalg. Den rapport, som

antiterrorkoordinatoren forventes at udarbejde til brug for drøftelserne på

det kommende rådsmøde, har imidlertid ikke tidligere været forelagt for

udvalget.

Dagsordenspunkt 6: Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets

forordning om fremme af den frie bevægelighed for borgere og

virksomheder gennem en forenkling af accepten af visse offentlige

dokumenter i Den Europæiske Union og om ændring af forordning

(EU) nr. 1024/2012.

Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.

Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet.

KOM(2013) 228 endelig

Resumé

Forordningsforslaget har bl.a. til formål at indføre en pligt for

myndighederne i medlemsstaterne til at acceptere visse officielle

dokumenter udstedt af andre medlemsstater, uden at disse dokumenter er

legaliseret. På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 15.-16. juni

2015 opnåede formandskabet en generel indstilling til forslaget.

Formandskabet har på den baggrund gennemført forhandlinger med

Europa-Parlamentet. På femte trilog-møde den 13. oktober 2015 lykkedes

det at opnå en kompromisaftale med Europa-Parlamentet. På et møde den

21. oktober 2015 i Coreper II blev der konstateret opbakning til

kompromis-pakken. Der pågår på nuværende tidspunkt arbejde på teknisk

niveau

med

udformning

yderligere

syv

flersprogede

standardformularer. Forslaget vurderes ikke at være i strid med

nærhedsprincippet. Forslaget vurderes ikke at have lovgivningsmæssige

eller økonomiske konsekvenser. Fra dansk side er man overordnet set

positivt indstillet over for forslaget.

Baggrund

Kommissionen har fremsendt forslag af 24. april 2013 til Europa-

Parlamentets og Rådets forordning om fremme af den frie bevægelighed

for borgere og virksomheder gennem en forenkling af accepten af visse

offentlige dokumenter i Den Europæiske Union og om ændring af

forordning (EU) nr. 1024/2012 [KOM (2013) 228 endelig]. Forslaget til

forordning er fremsat med hjemmel i artikel 21, stk. 2, artikel 26, stk. 2, og

artikel 114, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde

(TEUF) og skal behandles efter den almindelige lovgivningsprocedure i

TEUF artikel 294. Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal.

Det følger af det flerårlige arbejdsprogram inden for retlige og indre

anliggender fra 2009 (Stockholm-programmet), at der skal oprettes et

velfungerende europæisk retligt område til gavn for borgere og erhvervsliv

med henblik på at understøtte den økonomiske aktivitet i det indre marked.

I handlingsplanen om gennemførelse af Stockholm-programmet fra 2010

bekræftes denne målsætning, og det foreslås endvidere, at der vedtages

lovgivning, som skal gøre det muligt at klare sig uden formaliteter

vedrørende legalisering af offentlige dokumenter mellem medlemsstaterne.

Kommissionen udarbejdede på baggrund heraf i 2010 en grønbog om

”Færre administrative henvendelser for borgerne: Fremme af fri

cirkulation af offentlige dokumenter og anerkendelse af virkningerne af

civilstandsattester”. Med denne grønbog iværksatte Kommissionen

endvidere en høring om, hvordan man kan lette anvendelsen og accepten

af offentlige dokumenter mellem medlemsstaterne.

Kommissionen har bl.a. på denne baggrund identificeret en række

problemstillinger, der hindrer den frie bevægelighed i EU. Kommissionen

peger bl.a. på de administrative byrder for borgere og virksomheder, der er

forbundet med legalisering af offentlige dokumenter, herunder bl.a.

omkostningerne til oversættelse i forbindelse med cirkulation af offentlige

dokumenter.

Forslaget er på linje med Kommissionens handlingsplan fra 12. december

2012 om selskabsret og ”corporate governance” i EU, der fokuserer på at

støtte europæiske virksomheder, herunder deres grænseoverskridende

transaktioner, ligesom Kommissionen med 2020-handlingsplanen for

iværksætterkultur har fokus på at fjerne eller begrænse bureaukrati for

virksomheder.

Kommissionen præsenterede sit forslag på rådsmødet (retlige og indre

anliggender) den 6.-7. juni 2013. Forslaget har siden juni 2013 været

drøftet på en række møder i den civilretlige arbejdsgruppe.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 12.-13. marts 2015 nåede

Rådet frem til en delvis generel indstilling vedrørende kapitel I, II, III, V

og VI i en konsolideret udgave af forslaget af 6. marts 2015.

Formandskabet opnåede på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den

15.-16. juni 2015 en generel indstilling vedrørende forslaget.

Formandskabet har på den baggrund gennemført forhandlinger med

Europa-Parlamentet. Der har været afholdt fem trilogmøder hhv. den 15.

juli, 24. september, 30. september, 6. oktober og 13. oktober. På femte

trilog-møde den 13. oktober lykkedes det at opnå en kompromisaftale med

Europa-Parlamentet. På et møde den 21. oktober 2015 i Coreper II blev

der konstateret opbakning til kompromis-pakken. Der pågår på nuværende

tidspunkt arbejde på teknisk niveau med udformning af yderligere syv

flersprogede standardformularer.

Formål og indhold

Den følgende gennemgang er baseret på en konsolideret udgave af

forslaget af 6. marts 2015, der blev fremlagt på rådsmødet (retlige og indre

anliggender) den 12.-13. marts 2015 til delvis generel indstilling.

Gennemgangen er endvidere baseret på formandskabets udkast af 5. juni

2015 til de artikler, der ikke udgjorde en del af den generelle indstilling på

rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 15.-16. juni 2015

samt

formandskabets seneste udkast til kompromisaftale opnået med Europa-

Parlamentet på femte trilogmøde den 13. oktober 2015.

3.1. Generelt

Formålet med forslaget er at fremme den frie bevægelighed for borgere

bl.a. ved, at medlemsstaterne forpligtes til at acceptere officielle

dokumenter udstedt af andre medlemsstater, uden at disse er legaliserede.

Forslaget har derimod ikke til formål at regulere anerkendelsen af

indholdet af sådanne dokumenter.

Kommissionen angiver forslaget som et af de vigtigste initiativer i

borgernes Europaår 2013. Endvidere fremhæves initiativet som et konkret

bidrag til politikken for ”retfærdighed for vækst”, der sigter mod at

forenkle borgernes liv og de økonomiske aktørers forretningsbetingelser.

Med forslaget vil det således blive nemmere for borgere og virksomheder

at udnytte de centrale rettigheder, som følger af unionsborgerskabet og det

indre marked.

3.2. Hvilke dokumenter er omfattet af forslaget

Den foreslåede ordning omfatter dokumenter, som er udstedt af

myndighederne i en medlemsstat i overensstemmelse med dens nationale

lovgivning og skal forelægges for myndighederne i en anden medlemsstat,

og hvis primære formål er at fastlægge en af de følgende begivenheder:

fødsel, død, navn, ægteskab, herunder retlig evne til at indgå ægteskab og

ægteskabelig status, separation, skilsmisse og omstødelse af ægteskaber,

registreret partnerskab, herunder retlig evne til at indgå registreret

partnerskab, opløsning, separation eller omstødelse af et registreret

partnerskab, moderskab og/eller faderskab, adoption, opholdssted og/eller

bopæl samt statsborgerskab.

Som led i kompromis-aftalen opnået med Europa-Parlamentet på femte

trilogmøde den 13. oktober 2015 er den foreslåede ordning blevet udvidet

til også at omfatte dokumenter vedrørende, om en person er i live,

dokumenter vedrørende en ren straffeattest samt dokumenter om

valgrettigheder.

Forslaget indeholder en definition af ”offentlige dokumenter”, som er

baseret på den definition, der følger af Haagerkonventionen af 5. oktober

1961 om afskaffelse af kravet om legalisering af udenlandske offentlige

dokumenter (apostillekonventionen), jf. herom pkt. 3. Forslaget skal dog

ligeledes finde anvendelse på dokumenter, der udfærdiges af diplomatiske

og konsulære repræsentationer.

Forslaget vedrører ikke anerkendelse af indholdet af offentlige

dokumenter, der er udstedt af myndighederne i medlemsstaterne.

3.3. Fritagelse for legalisering

Med forslaget indføres en pligt for myndighederne i medlemsstaterne til at

acceptere de af anvendelsesområdet for forordningen omfattede officielle

dokumenter udstedt af andre medlemsstater, uden at disse er legaliserede.

Det følger af forslaget, at myndighederne i medlemsstaterne ikke kan

kræve parallel fremlæggelse af originalen af et offentligt dokument

sammen med en bekræftet kopi.

Det følger endvidere af forslaget, at en medlemsstat ikke kan kræve et

offentligt dokument oversat, såfremt det er udformet på medlemsstatens

officielle sprog eller på et sprog, som medlemsstaten udtrykkeligt har

accepteret.

Såfremt myndighederne i en medlemsstat, hvor et offentligt dokument

fremlægges, har en begrundet tvivl om ægtheden af dokumentet eller en

bekræftet kopi heraf, kan der fremsættes en anmodning om oplysninger til

de relevante myndigheder i den medlemsstat, hvor dokumentet er udstedt.

Anmodningen skal fremsættes gennem informationssystemet for det indre

marked (IMI).

3.4. Indførsel af flersprogede standardformularer

Forslaget indfører flersprogede, herunder danske, standardformularer

vedrørende fødsel, død, ægteskab og registreret partnerskab.

De flersprogede standardformularer kan udstedes efter anmodning fra en

borger og skal ledsage offentlige dokumenter. De skal anvendes som et

oversættelsesværktøj og ikke have nogen selvstændig bevisværdi. De

flersprogede standardformularer må kun bruges i en anden medlemsstat

end den, hvori de er udstedt.

Kompromis-aftalen opnået med Europa-Parlamentet den 13. oktober 2015

indeholder desuden et element om, at der skal tilføjes yderligere syv

flersprogede standardformularer vedrørende, hvorvidt en person er i live,

mulighed for at indgå ægteskab, ægteskabelig status, mulighed for at

indgå registreret partnerskab, registreret partnerskabsstatus, domicil

og/eller bopæl, og en ren straffeattest.

Der pågår på nuværende tidspunkt arbejde på teknisk niveau med

udformning af de syv yderligere flersprogede standardformularer.

Europa-Parlamentets udtalelser

Europaparlamentet er i henhold til den almindelige lovgivningsprocedure

(TEUF artikel 294) medlovgiver.

Europaparlamentet har afgivet udtalelse om forslaget den 17. december

2013. Europaparlamentet støtter forslaget.

Europaparlamentets Retsudvalg har den 4. februar 2014 vedtaget en

betænkning, hvori det foreslås, at anvendelsesområdet for forordningen i

forhold til, hvilke dokumenter der fritages for legalisering, udvides med

tilføjelse af yderligere syv dokumenter.

Europaparlamentet har været inddraget i de fem trilogmøder fra juli til

oktober 2015. På femte troligmøde den 13. oktober lykkedes det at opnå en

kompromisaftale med Europaparlamentet. Kompromisaftalen indeholder

bl.a. bestemmelse om, at forordningens anvendelsesområde udvides til at

omfatte dokumenter vedrørende en ren straffeattest. Desuden er der som

led i kompromisaftalen opnået enighed om, at virksomhedslysninger skal

holdes uden for forordningens anvendelsesområde. Europaparlamentets

JURI-udvalg vedtog den 12. november 2015 den tekst til forordningen,

som der er opnået enighed om under trilogforhandlingerne.

Nærhedsprincippet

Det er regeringens vurdering, at forslaget er i overensstemmelse med

nærhedsprincippet.

Kommissionen har om nærhedsprincippet anført, at

forslaget har en klar grænseoverskridende dimension og i sagens natur

ikke kan løses effektivt på nationalt plan. Kommissionen har endvidere

anført, at medlemsstaterne ikke kan tilbyde effektive løsninger på

problemerne på grund af deres EU-dimension, og at handling på EU-plan

vil gøre det lettere for borgerne og virksomhederne i EU at anvende

forskellige kategorier af offentlige dokumenter i grænseoverskridende

situationer uden uforholdsmæssigt tunge og besværlige administrative

formaliteter.

Gældende dansk ret

En legalisering er en bekræftelse på, at underskriften på et offentligt

dokument er ægte. En legalisering er derimod ikke nødvendigvis bevis på,

at dokumentets indhold er korrekt.

I medfør af retsplejelovens § 223 b kan justitsministeren fastsætte

bestemmelser om, at der ikke kan kræves legalisering, bekræftelse mv. af

offentlige dokumenter, der er udfærdiget af domstole eller myndigheder i

et andet land. Justitsministeren kan endvidere fastsætte bestemmelser om

fremgangsmåden ved besvarelse af henvendelser fra udlandet om

ægtheden af offentlige dokumenter, der angives at være udfærdiget af

danske domstole eller andre offentlige myndigheder.

Der er ikke fastsat administrative bestemmelser i medfør af retsplejelovens

§ 223 b, men Danmark har inden for rammerne af § 223 b ratificeret to

konventioner om legalisering af offentlige dokumenter.

Det drejer sig for det første om Konventionen af 25. maj 1987 om

afskaffelse af legalisering af dokumenter i De Europæiske Fællesskabers

medlemsstater, jf. bekendtgørelse nr. 65 af 27. juni 1991

(Bruxelleskonventionen). Det følger bl.a. heraf, at dokumenter, der er

udstedt af en administrativ myndighed, er fritaget for legalisering.

Endvidere kan myndighederne i en stat, der har modtaget et officielt

dokument, og som nærer alvorlig og velbegrundet tvivl om underskriftens

ægthed, anmode om oplysninger direkte fra den kompetente centrale

myndighed i den udstedende stat med henblik på at afklare underskriftens

ægthed. Konventionen trådte i kraft i Danmark den 10. januar 1991.

Konventionen er, ud over Danmark, alene ratificeret af Belgien, Frankrig,

Irland, Italien og Letland.

Danmark har endvidere ratificeret Haagerkonventionen af 5. oktober 1961

om afskaffelse af kravet om legalisering af udenlandske offentlige

dokumenter (apostillekonventionen). Konventionen trådte i kraft i

Danmark den 29. december 2006. Det følger bl.a. af konventionen, at den

kun gælder for offentlige dokumenter, der er udstedt af administrative

myndigheder eller af domstolene. Ifølge Konventionen kan der i forhold til

dokumenter, der er forsynet med en såkaldt ”apostille”, hvorved

dokumentets underskrift bekræftes, ikke stilles yderligere krav om

legalisering af udenlandske offentlige dokumenter fra et af de ca. 90 lande,

deriblandt EU-landene, der har tiltrådt den pågældende konvention.

Udenrigsministeriet er Danmarks centrale apostillemyndighed. Det

betyder, at danske officielle dokumenter, der skal anvendes i lande, der har

tiltrådt apostillekonventionen, ikke skal legaliseres af det pågældende

lands repræsentation i Danmark, men udelukkende påtegnes en apostille i

Udenrigsministeriet.

Legalisering af danske officielle dokumenter afhænger således af, hvorvidt

landet, der skal modtage dokumentet, er part til en af de internationale

konventioner på området, som Danmark har ratificeret.

På samme måde afhænger danske myndigheders krav om legalisering af

udenlandske dokumenter af, om det land, der har udstedt dokumentet, er

part til en af de nævnte konventioner.

Konventionssamarbejdet er dog ikke til hinder for, at en dansk myndighed

i visse tilfælde accepterer ægtheden af et udenlandsk dokument, selvom

det ikke er legaliseret eller forsynet med en apostille.

Konsekvenser

Lovgivningsmæssige konsekvenser

En vedtagelse af forslaget har ingen lovgivningsmæssige konsekvenser.

Økonomiske konsekvenser

Kommissionen har anført, at omkostningerne i forbindelse med forslaget

udelukkende vedrører uddannelsesaktiviteter og møder og forventes

afholdt over EU-budgettet. Mulige omkostninger til uddannelse som følge

af forslaget vil blive dækket ved brug af en omkostningsdelingsmodel, der

omfatter bidraget fra Kommissionens Generaldirektorat for Retlige og

Indre Anliggender.

Forslaget lægger op til at gøre brug af det eksisterende informationssystem

for det indre marked (IMI). Til brug for forslaget vil der skulle oprettes et

nyt IMI-modul til informationssystemet for det indre marked til støtte for

det administrative samarbejde, som indgår i forslaget. Oprettelsen af det

nye IMI-modul vil ifølge Kommissionen ikke i sig selv medføre nye

omkostninger, idet kapaciteten i den nuværende IMI-infrastruktur er

tilstrækkelig til, at man kan tilføje nye brugere til informationssystemet for

det indre marked, når forordningen træder i kraft. Kommissionen har

anslået, at der vil være engangsomkostninger forbundet med de

nødvendige uddannelsesaktiviteter vedrørende informationssystemet.

Disse vil beløbe sig til omkring 50.000 EUR.

Udvidet anvendelse af IMI til nye områder af lovgivningen vil kunne

indebære ressourcemæssige konsekvenser for Erhvervsstyrelsen i

egenskab af national koordinator for systemet. Et konkret bud på de

ressourcemæssige konsekvenser af disse opgaver afhænger af forslagets

endelige udformning og implementering. Udgiften vil blive afholdt inden

for ressortministeriets egen ramme.

Andre konsekvenser og beskyttelsesniveau

Forslaget giver ikke anledning til at fremhæve andre konsekvenser. En

vedtagelse af forslaget skønnes ikke at berøre beskyttelsesniveauet i

Danmark.

Høring

Sagen har været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og retligt

samarbejde den 17. november 2015.

Sagen har været i høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:

Østre Landsret, Vestre Landsret, samtlige byretter, Tinglysningsretten, Sø-

og Handelsretten, Domstolsstyrelsen, Advokatrådet, Ankestyrelsen,

Baptistkirken i Danmark, Copenhagen Business School (Juridisk Institut),

Danmarks kordegneforening, Dansk Retspolitisk Forening, Danske

Advokater, Danske FamilieAdvokater, Danske Regioner, Datatilsynet,

Den danske præsteforening, Den Katolske Kirke i Danmark, Den

ortodokse russiske kirkes menighed i København, Den Reformerte

Menighed i Fredericia, Den norske menighed ved Kong Haakon Kirken i

København, Den til St. Albans English Church i København hørende

menighed, Den tysk-reformerte menighed i København, Det Mosaiske

Troessamfund,

Dommerforeningen,

Dommerfuldmægtigforeningen,

Domstolenes

Tjenestemandsforening,

Forbrugerombudsmanden,

Forbrugerrådet, Foreningen af Offentlige Chefer i Statsforvaltningerne,

Foreningen af Statsforvaltningsjurister, Fransk Reformert Kirke i

København, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,

Handelshøjskolen i Århus (Juridisk Institut), HK Landsklubben Danmarks

Domstole, Institut for Menneskerettigheder, Kommunernes Landsforening,

Københavns Universitet (Juridisk Fakultet)

Metodistkirken i Danmark, Politiforbundet i Danmark, Rigspolitiet,

Svenska Gustafsförsamlingen i København, Syddansk Universitet

(Juridisk Institut), Aalborg Universitet (Juridisk Institut) og Aarhus

Universitet (Juridisk Institut).

Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra: Østre Landsret, Vestre

Landsret,

byretterne,

Tinglysningsretten,

Domstolsstyrelsen,

Advokatrådet, Ankestyrelsen, Datatilsynet, Den tysk-reformerte menighed

i København, Dommerforeningen, Dommerfuldmægtigforeningen,

Forbrugerombudsmanden, HK Landsklubben Danmarks Domstole,

Politiforbundet i Danmark og Rigspolitiet.

Rigspolitiet er generelt positivt indstillet over for forslaget, men har

bemærket, at flersprogede EU-standardformularer ligesom danske

kildedokumenter er uden sikkerhedsniveau og nemme at forfalske. Det er

på den baggrund Rigspolitiets opfattelse, at der tillige bør indføres

sikkerhedsniveauer

sikkerhedsfeatures

såvel

nationale

kildedokumenter som EU-formularerne.

De øvrige høringsparter har ingen bemærkninger til forordningsforslaget.

Generelle forventninger til andre landes holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige

medlemsstaters specifikke holdning til forslaget.

10. Regeringens (foreløbige) generelle holdning

Regeringen er overordnet positivt indstillet over for forslaget.

Danmark støtter initiativer, der bidrager til at lette de administrative byrder

for borgere og virksomheder i EU med henblik på at fremme den frie

bevægelighed og de økonomiske aktiviteter i EU.

Da der kun i begrænset omfang stilles krav om legalisering i dansk ret,

støtter Danmark tiltag, hvorved brugen af legalisering begrænses. Det bør

dog sikres, at myndigheden ved mistanke om, at et dokument ikke er ægte,

kan kontakte den udstedende myndighed og få bekræftet ægtheden af

dokumentet.

11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg

Sagen har senest været forelagt Folketingets Europaudvalg forud for

rådsmøde (retlige og indre anliggender) den 15.-16. juni 2015.

Dagsordenspunkt 7: Status for arbejdet med fornyelse af EU’s interne

sikkerhedsstrategi (2015-2020)

Nyt notat.

Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet.

KOM-dokument foreligger ikke.

1. Resumé

Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet. Det forventes, at formandskabet

på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 3.-4. december 2015 vil

orientere om resultaterne opnået af formandskabet i forhold til arbejdet

med fornyelse af EU’s interne sikkerhedsstrategi. Sagen har hverken

lovgivningsmæssige eller økonomiske konsekvenser. Spørgsmålet om

nærhedsprincippet er ikke relevant for sagen. Der ses ikke at foreligge

offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til

sagen.

Baggrund

I 2010 blev Rådet (retlige og indre anliggender) enige om en strategi for

den interne sikkerhed i EU, der efterfølgende blev godkendt af Det

Europæiske Råd. Strategien fastlægger bl.a. de fælles udfordringer og

trusler, som EU står over for, herunder terrorisme og grænseoverskridende

kriminalitet, ligesom den fastlægger, hvordan disse udfordringer kan

takles, eksempelvis ved øget samarbejde og udveksling af oplysninger.

Strategien løb fra 2010-2014 og skal nu fornys.

I december 2014 bidrog både Rådet og Europa-Parlamentet med input til

Kommissionens forventede meddelelse om en fornyelse af strategien.

I april 2015 præsenterede Kommissionen sin meddelelse om en europæisk

dagsorden for sikkerhed. Meddelelsen beskriver, hvordan EU kan støtte

medlemsstaterne og bringe merværdi i forhold til at sikre sikkerheden i

EU. Det fremgår bl.a. af meddelelsen, at alle aktører – dvs. både EU-

institutioner, EU-agenturer, medlemsstater og medlemsstaternes

retshåndhævende myndigheder – bør implementere de eksisterende

værktøjer fuldt ud. På visse områder kan der derudover være behov for nye

eller mere udviklede værktøjer for at maksimere merværdien af EU-

foranstaltninger

vedrørende

informationsudveksling,

operationelt

samarbejde og anden støtte som eksempelvis træning og forskning.

Kommissionen fastsætter i meddelelsen tre hovedprioriteter for

samarbejdet i de kommende 5 år. Det drejer sig om bekæmpelse af

terrorisme og forebyggelse af radikalisering, bekæmpelse af organiseret

kriminalitet og bekæmpelse af cyberkriminalitet. Inden for disse

hovedprioriteter foreslås en række initiativer, herunder et European

Counter-Terrorism Centre i Europol, en gennemgang af den eksisterende

våbenlovgivning og en udvidelse af EU’s politikcyklus til EU’s nabolande.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 15.-16. juni 2015 vedtog

Rådet – på baggrund af Kommissionens meddelelse – rådskonklusioner

om en fornyelse af den interne sikkerhedsstrategi.

I rådskonklusionerne fastsætter Rådet følgende prioriteter for de

kommende år på området for intern sikkerhed:

Bekæmpelse og forebyggelse af terrorisme, radikalisering,

rekruttering og finansiering i forbindelse med terrorisme, med

særligt fokus på foreign fighters, sikring af passende

grænseforvaltning og integrering af de interne og eksterne aspekter

af terrorbekæmpelsen,

Bekæmpelse og forebyggelse af alvorlig organiseret kriminalitet på

grundlag af EU’s politikcyklus, og

Bekæmpelse og forebyggelse af cybercrime samt forbedring af

cybersikkerheden.

Derudover understreges behovet for at sikre konsolidering af eksisterende

lovgivningsmæssige værktøjer, fuld og effektiv implementering af disse i

medlemsstaterne samt udvikling af nye værktøjer, hvor der måtte være

behov herfor. Ifølge rådskonklusionerne skal forbedring af

informationsudveksling og styrkelse af det operationelle samarbejde gives

særlig opmærksomhed. Det fremgår endvidere, at Rådet opfordrer

Kommissionen til så snart som muligt at styrke de lovgivningsmæssige

rammer i forhold til deaktivering af våben, ligesom Rådet indtrængende

opfordrer til enighed mellem Rådet og Europa-Parlamentet om et effektivt

PNR-system.

Endvidere lægges der i rådskonklusionerne op til, at Rådet instruerer Den

Stående Komité for den Indre Sikkerhed (COSI) til – i tæt samarbejde med

Kommissionen – at anvende en operationel tilgang ved at udvikle et

operationelt implementeringsdokument med en liste over prioriterede

handlinger for en fornyet intern sikkerhedsstrategi, ligesom COSI og

Kommissionen regelmæssigt skal overvåge fremskridtene med at

gennemføre det operationelle dokument.

Det luxemburgske formandskab fremlagde i juli 2015 et sådant

implementeringsdokument.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 8.-9. oktober 2015 støttede

medlemsstaterne op om det luxemburgske formandskabs tilgang og

metodevalg

forbindelse

med

udarbejdelsen

implementeringsdokumentet.

Formål og indhold

Det forventes, at det luxembourgske formandskab vil orientere om de

resultater, som er opnået på området under deres formandskab.

Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet skal ikke høres. Europa-Parlamentet vedtog den 17.

december 2014 en resolution om fornyelsen af den interne

sikkerhedsstrategi med henblik på at bidrage til Kommissionens

meddelelse.

Nærhedsprincippet

Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant.

Gældende dansk ret

Sagen giver ikke anledning til at redegøre for gældende dansk ret.

Konsekvenser

Sagen har ikke lovgivningsmæssige konsekvenser, ligesom sagen ikke har

statsfinansielle

samfundsøkonomiske

eller

erhvervsøkonomiske

konsekvenser. Sagen berører ikke beskyttelsesniveauet i Danmark.

Høring

Der er – ud over høringen af Specialudvalget for politimæssigt og retligt

samarbejde den 17. november 2015 – ikke foretaget høring vedrørende

sagen.

Generelle forventninger til andre landes holdninger

Der er ikke kendskab til andre landes holdninger til sagen.

10. Regeringens (foreløbige) generelle holdning

Regeringen er positivt indstillet over for arbejdet med den interne

sikkerhedsstrategi.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg forud for

rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 8.-9. oktober 2015.

Dagsordenspunkt 8: Migrationskrisen i Europa: Forhold vedrørende

det judicielle samarbejde og kampen mod xenofobi.

Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.

Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet.

KOM-dokument foreligger ikke

Resumé

Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet. På rådsmødet (retlige og indre

anliggender) den 3.-4. december 2015 forventes en opfølgning på den

drøftelse af initiativer til det retlige samarbejde i Eurojust, der fandt sted

på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 8.-9. oktober 2015, med

henblik på afhjælpning af migrationskrisen i Europa. Sagen har ikke i sig

selv lovgivningsmæssige eller økonomiske konsekvenser og rejser ikke

spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet. Fra dansk side støtter

formandskabets initiativer til det retlige samarbejde i Eurojust med

henblik på at bekæmpe migrationskrisen i Europa.

Baggrund

I lyset af den aktuelle migrationskrise i Europa forventes formandskabet at

følge

på den tidligere

drøftelse af en række mulige initiativer inden for

det retlige samarbejde i Eurojust, der kan være med til at bekæmpe denne

krise.

Formål og indhold

På rådsmødet den 8.-9. oktober 2015 blev der

drøftet forskellige mulige

initiativer inden for det retlige samarbejde i Eurojust med henblik på at

bekæmpe migrationskrisen i Europa. Formandskabet

fremlagde

følgende

initiativer til drøftelse:



Eurojust er i øjeblikket

ved

at oprette en temagruppe om

menneskesmugling,

som skal se på

støtte

i forbindelse med

retsforfølgning,

kortlægning

og analyse af hindringerne for

retsforfølgning

anvendelsen af EU-retsakter på området.

Formandskabet vil lægge op til, at temagruppen nedsættes hurtigt,

og at der afsættes de nødvendige midler hertil i Eurojusts budget

for

2016.



Eurojust støtter medlemsstaterne ved at deltage i

såkaldte

"hotspots"

i bl.a. Italien og Grækenland. Eurojusts

fremtidige

deltagelse bør styrkes ved at hjælpe anklagere på stedet, støtte

værtslandene

koordinationen med andre medlemsstater samt

oprettelsen af fælles efterforskningshold (Joint Investigation Teams

(JIT)).

Eurojust kan styrke samarbejdet med tredjelande ved f.eks. at

udstationere

liason

magistrates

(retsembedsmænd

som

forbindelsespersoner)

eller modtage sådanne fra udvalgte

tredjelande.

Eurojusts vigtigste redskab i samarbejdet og udvekslingen af

oplysninger

ulovlig migration er fælles efterforskningshold

(Joint Investigation Teams (JIT)),

hvorfor de retlige myndigheder

tilskyndes

til at oprette flere af disse.

Det foreslås, at der organiseres møder mellem medlemsstaternes

liason magistrates

(retsembedsmænd som forbindelsespersoner)

en række relevante lande

med fokus på at

styrke samarbejdet om

bekæmpelse af

menneskesmugling.

Det Europæiske Retlige Uddannelsesnetværk (The European

Judicial Training Network (EJTN)) kan iværksætte undervisning i

bekæmpelse af menneskesmugling for

personale i retsvæsenet.

Prioritering af problemet med smugling af migranter i det

rådgivende forum, således at en del af forummets møde i december

2015 afsættes til drøftelse af smugling af migranter.

Kommissionens ekspertgruppe vedrørende

hadforbrydelser

bør

fortsætte sit arbejde med at identificere bedste praksis for

efterforskning og retsforfølgning af hadforbrydelser.

Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheders

arbejdsgruppe om hadforbrydelser bør fokusere på at forbedre

anmeldelsen og

registreringen af

hadforbrydelser

ved at udvikle

metoder til optagelse og indsamling af data herom.





Medlemsstaterne og Kommissionen bør hver især bidrage til at

udvikle dialogen med

bl.a.

internetudbydere

og sociale medier for

at bekæmpe

hadefulde ytringer

på internettet.

Kommissionen kan arbejde på at etablere et samarbejde mellem

civilsamfundet, de retshåndhævende myndigheder, anklagere og

dommere for så vidt angår bistand til ofre for hadforbrydelser.

Beskyttelse af børn og andre sårbare grupper, f.eks. kvinder og

børn.

Med henblik på at respektere medlemsstaternes forpligtelser i

EU-lovgivningen

FN’s børnekonvention bør medlemsstaterne

fortsat sikre børns rettigheder og tarv trods det

betydelige antal

flygtningebørn, der i øjeblikket kommer til Europa.



På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 3.-4. december 2015

forventes formandskabet at følge op på de tiltag, som ministrene enedes

om på rådsmødet i oktober 2015, og redegøre for, hvilke initiativer, der er

foretaget på området. Formandskabet har oplyst, at det planlægges at

invitere Kommissionen, Eurojust og EJN (European Judicial Network) til

at give korte afrapporteringer om gennemførelse af tiltagene. Det

forventes ikke, at der lægges op til en egentlig drøftelse af emnet på

rådsmødet, men formandskabet forventes under frokostdrøftelsen på

justitsdagen at følge op på diskussionen om bekæmpelse af hadtale på

internettet.

Europa-Parlamentets udtalelser

Sagen skal ikke forelægges for Europa-Parlamentet.

Nærhedsprincippet

Sagen rejser ikke spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet.

Gældende dansk ret

Sagen giver ikke anledning til at redegøre for gældende dansk ret.

Konsekvenser

Lovgivningsmæssige og økonomiske konsekvenser

Sagen har ikke i sig selv lovgivningsmæssige eller økonomiske

konsekvenser. Implementeringen af de tiltag, som formandskabet lægger

op til at drøfte, vil dog eventuelt kunne indebære nationale udgifter og

udgifter på EU’s budget.

Sagen

vurderes ikke at have

samfunds- eller erhvervsøkonomiske

konsekvenser.

Andre konsekvenser og beskyttelsesniveau.

Sagen har ikke andre konsekvenser.

beskyttelsesniveauet i Danmark.

Høring

Sagen

berører

ikke

Der er – ud over drøftelsen i Specialudvalget for politimæssigt og retligt

samarbejde

den 17. november 2015

– ikke foretaget høring vedrørende

sagen.

Generelle forventninger til andre landes holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige

medlemsstaters holdning til sagen.

10. Regeringens (foreløbige) generelle holdning

Fra dansk side er man af den opfattelse, at det er vigtigt at drøfte de retlige

myndigheders rolle i migrationskrisen, herunder navnlig i forhold til

bekæmpelse af menneskesmugling.

Migrationskrisen vedrører mange problemer og aspekter af det

internationale samarbejde, og fra dansk side finder man derfor anledning

til at fremhæve, at Eurojusts bistand og indsats på dette område altid bør

være på det strafferetlige område med fokus på det operationelle. Det vil

sige bistand til og koordinering af strafferetlige efterforskninger. Man er

fra dansk side meget enig i, at fælles efterforskningshold er et godt

værktøj, og at støtte til finansiering heraf er en væsentlig forudsætning for

succes.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg forud for

rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 8.-9. oktober 2015.

Dagsordens punkt 9: Lagring af data om elektronisk kommunikation

(logning)

Nyt notat.

Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet.

KOM-dokument foreligger ikke

Resumé

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 3.-4. december 2015

forventes formandskabet at konsultere medlemsstaterne med henblik på en

generel drøftelse af behovet for initiativer på EU-plan som opfølgning på

EU-Domstolens ophævelse af logningsdirektivet i 2014. Sagen medfører

ikke i sig selv lovgivningsmæssige eller økonomiske konsekvenser og rejser

ikke spørgsmål om nærhedsprincippet. Fra dansk side ser man ikke

umiddelbart behov for at opfordre til lovgivningsinitiativer på EU-plan,

men forholder sig afventende i forhold til indholdet af drøftelserne.

Baggrund

EU vedtog i 2006 det såkaldte logningsdirektiv (direktiv 2006/24/EF). Det

fremgår af præamblen til direktivet, at baggrunden herfor bl.a. var, at

medlemsstaterne havde praktiske erfaringer med, at trafikdata og

lokaliseringsdata har stor betydning i efterforskning, afsløring og

retsforfølgning af strafbare handlinger, og at det derfor var nødvendigt på

europæisk plan at sikre, at data, som genereres eller behandles af udbydere

af elektronisk kommunikation, blev lagret i en vis periode. Direktivet

fastsatte således fælles rammer herfor men overlod en væsentlig del af den

konkrete regulering til de enkelte medlemslande.

I april 2014 erklærede EU-Domstolen logningsdirektivet ugyldigt under

henvisning til EU’s Charter om grundlæggende rettigheder.

EU-Domstolen lagde bl.a. vægt på, at direktivet ikke fastsatte klare og

præcise regler, der regulerede rækkevidden af indgrebet i de

grundlæggende rettigheder, som er fastslået i Charterets artikel 7 (ret til

respekt for privatliv og familieliv) og 8 (ret til beskyttelse af

personoplysninger).

Der findes efter ophævelsen af logningsdirektivet ikke længere specifik

EU-regulering af logning, og spørgsmålet om udarbejdelse af et nyt EU-

logningsdirektiv er endnu uafklaret.

Der foreligger ikke oplysninger om, at Kommissionen skulle have

konkrete planer om at fremsætte forslag om et nyt logningsdirektiv.

Formål og indhold

Det forventes, at formandskabet ønsker at konsultere medlemsstaterne med

henblik på en generel drøftelse af behovet for initiativer på EU-plan som

opfølgning på ophævelsen af logningsdirektivet.

Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet skal ikke høres.

Nærhedsprincippet

Der er ikke redegjort for nærhedsprincippet i denne sammenhæng, da der

ikke er tale om en stillingtagen til konkrete forslag.

Gældende dansk ret

Justitsministeriet foretog på baggrund af EU-Domstolens dom en

vurdering af dommens betydning for de danske logningsregler. Der

henvises herved til Justitsministeriets notat af 2. juni 2014, som blev

oversendt til Folketingets Retsudvalg i forbindelse med besvarelsen af

udvalgets spørgsmål nr. 919 (Alm. del).

For så vidt angår de på det tidspunkt gældende regler om sessionslogning

(logning af oplysninger om internetbaseret kommunikation) var det efter

Justitsministeriets opfattelse tvivlsomt, om reglerne på daværende

tidspunkt og i deres daværende udformning kunne anses for ”egnede” til at

opnå deres formål (skabe mulighed for anvendelse af oplysningerne som

led i efterforskning og retsforfølgning af strafbare forhold).

Justitsministeriet ophævede på den baggrund i juni 2014 reglerne om

sessionslogning i logningsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 988 af 28.

september 2006 om udbydere af elektroniske kommunikationsnets og

elektroniske kommunikationstjenesters registrering og opbevaring af

oplysninger om teletrafik).

For så vidt angår de øvrige regler om registrering og opbevaring af

oplysninger i henhold til retsplejeloven og logningsbekendtgørelsen og om

adgangen til disse oplysninger fandt Justitsministeriet samlet set, at der

ikke var grundlag for at antage, at de gældende danske regler skulle være i

strid med Charterets bestemmelser om ret til respekt for privatliv og

familieliv (artikel 7) og ret til beskyttelse af personoplysninger (artikel 8).

Justitsministeriet lagde herved bl.a. vægt på, at den danske lovgivning

fastsætter klare og præcise regler, der indeholder en række væsentlige

garantier med henblik på effektivt at beskytte logningsdata mod risikoen

for misbrug og mod ulovlig adgang til og anvendelse af disse data.

Konsekvenser

Sagen medfører ikke i sig selv lovgivningsmæssige konsekvenser. Sagen

medfører ikke i sig selv økonomiske konsekvenser. Sagen giver ikke

anledning til at fremhæve andre konsekvenser.

Høring

Der er – ud over høringen af Specialudvalget for politimæssigt og retligt

samarbejde den 17. november 2015 – ikke foretaget høring vedrørende

sagen.

Generelle forventninger til andre landes holdninger

Der er ikke kendskab til andre landes holdninger til sagen.

10. Regeringens (foreløbige) generelle holdning

Fra dansk side forholder man sig afventende i forhold til, hvad

formandskabet lægger op til med drøftelsen af punktet. Idet de nationale

logningsregler fortsat er gældende, ses der ikke umiddelbart at være behov

for at opfordre til at iværksætte lovgivningsinitiativer på EU-plan. Hvis et

sådant initiativ måtte blive aktuelt, vil det for Danmark være væsentligt, at

de danske logningsregler kan opretholdes.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.

Dagsordenspunkt 10: Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets

og Rådets forordning om EU-agenturet for samarbejde og uddannelse

inden for retshåndhævelse (Europol) samt om ophævelse af afgørelse

2009/371/RIA og 2005/681/RIA

Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.

Sagen er omfattet af retsforbeholdet.

KOM(2013) 173 endelig

Resumé

Sagen er omfattet af retsforbeholdet. Forslaget forventes sat på

dagsordenen for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 3.-4.

december 2015 med henblik på politisk enighed. Forslaget viderefører

dele af de nugældende regler for Europol, men samtidig lægges der op til

en række nyskabelser. Forslaget har lovgivningsmæssige konsekvenser.

Forslaget vurderes at være i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige

medlemsstaters holdninger til forslaget. Fra dansk side er man overordnet

set positivt indstillet over for forslaget.

Baggrund

Kommissionen har ved KOM (2013)173 endelig af 27. marts 2013

fremsendt forslag om Europa-Parlamentets og Rådets forordning om EU-

agenturet for samarbejde og uddannelse inden for retshåndhævelse

(Europol) samt om ophævelse af afgørelse 2009/371/RIA og

2005/681/RIA. Forslaget er oversendt til Rådet den 29. april 2013 i dansk

sprogversion. Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF artikel 88 og skal

behandles efter den almindelige lovgivningsprocedure i TEUF artikel 294.

Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal.

Den Europæiske Politienhed (Europol) begyndte som et mellemstatsligt

samarbejde i midten af 1990’erne. I 2009 blev Europol et EU-agentur.

Europols rolle er at støtte de nationale retshåndhævende myndigheders

indsats og deres gensidige samarbejde om forebyggelse og bekæmpelse af

grov kriminalitet og terrorisme. Europol virker til fremme af udvekslingen

af oplysninger mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder

og tilvejebringer kriminalistisk analyse til hjælp for de nationale

politistyrker, når de skal foretage efterforskning på tværs af grænserne.

Kommissionen har som en del af baggrunden for det foreliggende

forordningsforslag peget på, at det i TEUF artikel 88 bestemmes, at

Europol skal reguleres ved forordning. Det bestemmes også, at der heri

skal fastlægges de nærmere bestemmelser for Europa-Parlamentets kontrol

af Europols aktiviteter sammen med de nationale parlamenter.

Kommissionen har endvidere peget på, at Det Europæiske Råd i

Stockholm-programmet har opfordret Europol til at udvikle sig og ”blive

et knudepunkt for informationsudveksling mellem medlemsstaternes

retshåndhævende myndigheder, en tjenesteudbyder og en platform for de

retshåndhævende tjenester”.

Kommissionen har endvidere henvist til meddelelsen ”Strategien for EU's

indre sikkerhed i praksis – Fem skridt hen imod et mere sikkert EU”

(KOM(2010) 673 endelig), hvori Kommissionen har redegjort for centrale

udfordringer, principper og retningslinjer i håndteringen af

sikkerhedsproblemer i EU samt foreslået en række foranstaltninger mod de

risici, som grov kriminalitet og terrorisme udgør for sikkerheden i EU.

Kommissionen har som baggrund for forslaget desuden anført, at man i

løbet af det sidste årti i EU har set en stigning i den grove og organiserede

kriminalitet, som er blevet et stadigt mere dynamisk og kompliceret

fænomen. Globalisering i samfundet og erhvervslivet har skabt grobund

for nye kriminalitetsformer og et mere varieret mønster i kriminaliteten,

hvor kriminelle i høj grad bruger internettet som platform for kriminel

aktivitet. Den grove kriminalitet påfører ofrene stadig mere alvorlig skade

og medfører omfattende økonomiske tab. Samtidig genererer den et

enormt udbytte, som øger de kriminelle netværks magt og berøver de

offentlige myndigheder indtægter.

På den baggrund finder Kommissionen, at der er behov for et EU-agentur,

der effektivt kan støtte samarbejde og vidensdeling mellem de

retshåndhævende myndigheder. Kommissionens forslag til forordning

indeholder derfor en retlig ramme for et nyt Europol, der efterfølger og

erstatter det nuværende Europol.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 3. – 4. december 2015

forventes formandskabet at præsentere en kompromistekst med henblik på

opnåelse af politisk enighed med Europa-Parlamentet om forslaget.

Formål og indhold

3.1. Generelt

Kommissionen har med forslaget til en forordning for Europol lagt op til

en gennemgribende omskrivning af retsgrundlaget for Europol.

Indholdsmæssigt videreføres store dele af reglerne i den nugældende

rådsafgørelse om Europol, dog i mange tilfælde omskrevet og lettere

justeret. Samtidig lægges der op til en række ændringer, navnlig på fire

hovedområder.

For det

første

styrkes den parlamentariske kontrol med Europol ved

indførelse af en række beføjelser både for Europa-Parlamentet og for de

nationale parlamenter.

For det

andet

styrkes Europol som knudepunkt for informationsudveksling

mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder. Det sker

navnlig ved, at medlemsstaternes forpligtelse til at levere oplysninger til

Europol skærpes. Samtidig foreslås Europols software-arkitektur ændret,

så det bliver lettere for Europol at forbinde og analysere data. En større

åbenhed i systemerne modsvares af mere detaljerede regler for

behandlingen af oplysninger og øget databeskyttelse.

For det

tredje

ændres og styrkes databeskyttelsesordningen for Europol.

Blandt andet foreslås det, at Den Europæiske Tilsynsførende for

Databeskyttelse bliver ekstern tilsynsmyndighed for Europol.

For det

fjerde

foreslås en række ændringer i Europols ledelsesstruktur.

3.2. Europols målsætninger og opgaver

Det fremgår af forslaget, at der med forordningen oprettes et EU-agentur

for samarbejde inden for retshåndhævelse (Europol). Det nye Europol

erstatter og efterfølger det nuværende Europol.

Det nye Europols målsætning er ifølge forslaget todelt.

For det første skal Europol støtte og styrke medlemsstaternes kompetente

myndigheders indsats for og deres indbyrdes samarbejde om at forebygge

og bekæmpe grov kriminalitet, der berører flere medlemsstater, terrorisme

og former for kriminalitet, der berører en fælles interesse, der er omfattet

af en EU-politik. De kriminalitetsområder, som Europols kompetence

omfatter, er oplistet i forslagets bilag 1. Det drejer sig eksempelvis om

organiseret kriminalitet, narkotikahandel, hvidvask af penge, organiseret

illegal indvandring, menneskehandel, manddrab, grov legemsbeskadigelse,

IT-kriminalitet, korruption, handel med våben og eksplosivstoffer, handel

med dopingmidler samt miljøkriminalitet m.fl. Der er tilføjet enkelte nye

kriminalitetsområder i forhold til det nuværende Europols kompetence,

bl.a. seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse, herunder børnepornografi og

seksuelle tilnærmelser til børn.

Omfattet af Europols målsætning er for det andet strafbare handlinger, der

relaterer sig til de nævnte kriminalitetsformer, eksempelvis strafbare

handlinger, der begås for at skaffe midler til at begå handlinger, der

henhører under Europols kompetenceområde.

Målsætningerne svarer i alt væsentligt til Europols nuværende formål og

kompetenceområde.

3.2.1. Europols opgaver

Europols opgaver som beskrevet i forslaget er til dels en videreførelse af

det nuværende Europols opgaveportefølje. Beskrivelsen af opgaverne er

dog i flere tilfælde omskrevet og justeret.

Navnlig videreføres den eksisterende opgaveportefølje i relation til

indsamling, behandling, analyse og udveksling af oplysninger. Det gælder

også støtte til medlemsstaternes efterforskninger samt udarbejdelse af

trusselsvurderinger og strategiske og operationelle analyser.

Efter forordningsforslaget vil Europol også fortsat kunne foreslå oprettelse

af fælles efterforskningshold og deltage i sådanne, ligesom Europol fortsat

vil kunne anmode en medlemsstat om at indlede efterforskning af en

forbrydelse omfattet af Europols målsætninger. Blot er der foretaget

mindre justeringer i opgavebeskrivelsen.

Forslaget lægger desuden op til en række nye opgaver for Europol.

Europol skal bl.a. samarbejde med EU-organer, der er oprettet med

hjemmel i traktatens afsnit V (som bl.a. vedrører grænsekontrol, asyl og

indvandring samt retligt samarbejde i straffesager) og Det Europæiske

Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), navnlig ved at bidrage med

efterretninger om kriminalitet og relevant analytisk bistand.

Endvidere skal Europol ifølge forslaget etablere specialiserede EU-

ekspertisecentre vedrørende kriminalitetsområder inden for Europols

kompetence, navnlig Det Europæisk Center til Bekæmpelse af IT-

kriminalitet.

Endelig lægges der med forslaget op til, at Europol skal have opgaver med

at støtte efterforskning og operationelle foranstaltninger, der udføres i

fællesskab mellem medlemsstaterne eller inden for rammerne af fælles

efterforskningshold. Ligesom det er tilfældet i dag, vil det nye Europol

ikke kunne anvende tvangsindgreb.

3.2.2. Medlemsstaternes samarbejde med Europol

Ifølge forslaget skal der, ligesom i dag, i hver medlemsstat være en

national enhed, der skal være forbindelsesled mellem Europol og

medlemsstaternes kompetente myndigheder. I Danmark varetages opgaven

af Rigspolitiet.

Som noget nyt foreslås det desuden, at medlemsstaterne skal kunne give

tilladelse til, at deres nationale kompetente myndigheder tager direkte

kontakt til Europol. Endvidere skal medlemsstaterne sikre, at deres

nationale finansielle efterretningsenheder har mulighed for at samarbejde

med Europol via de nationale enheder.

Den nuværende ordning med nationale forbindelsesofficerer i Europol

videreføres.

Herudover lægges der med forslaget op til et antal nye forpligtelser for

medlemsstaterne.

Medlemsstaterne forpligtes således til at levere de oplysninger til Europol,

som er nødvendige for, at Europol kan opfylde sine målsætninger. Dette

omfatter at meddele Europol oplysninger vedrørende kriminalitetsområder,

der anses for en prioritet for EU. Medlemsstaterne kan dog i visse helt

specifikke tilfælde undlade at meddele Europol sådanne oplysninger, f.eks.

hvis der herved vil være risiko for at skade nationale sikkerhedsinteresser.

Europol skal årligt rapportere om de oplysninger, som medlemsstaterne

således har leveret, til Europa-Parlamentet, Rådet, Kommissionen og de

nationale parlamenter.

Endvidere skal medlemsstaterne ifølge forslaget sikre, at alle relevante

kompetente myndigheder i medlemsstaterne effektivt kommunikerer og

samarbejder med Europol.

Endelig skal medlemsstaterne øge bevidstheden om Europols aktiviteter.

3.3. Europols organisation

Med forslaget lægges der op til en række ændringer i Europols

ledelsesstruktur. Kommissionen har som en del af begrundelsen herfor

anført, at det vil bringe Europols ledelsesstruktur i overensstemmelse med

retningslinjerne i den fælles erklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet og

Kommissionen om decentraliserede agenturer fra 2012.

Det foreslås, at Europols forvaltnings- og ledelsesstruktur skal bestå af en

bestyrelse, en eksekutivdirektør samt om fornødent en direktion og/eller

andre rådgivende organer, som bestyrelsen opretter.

3.3.1. Bestyrelsen

Bestyrelsen skal bestå af en repræsentant fra hver medlemsstat og en

repræsentant fra Kommissionen. Der skal ved udnævnelsen af

bestyrelsesmedlemmer tages højde for kendskab til samarbejde om

retshåndhævelse. Hvert medlem skal have en suppleant. Medlemmerne

skal udnævnes for 4 år ad gangen.

Bestyrelsen skal bl.a. vedtage årlige budgetter, flerårige og årlige

arbejdsprogrammer samt en årlig aktivitetsrapport. Arbejdsprogrammerne

skal sendes til Europa-Parlamentet, Rådet, Kommissionen og de nationale

parlamenter. Herudover skal bestyrelsen bl.a. etablere Europols interne

strukturer samt i øvrigt foretage en række dispositioner af betydning for

Europols organisation og drift, ligesom bestyrelsen kan opfordre Rådet til

at foreslå Kommissionen at åbne forhandlingerne af en international aftale

med et tredjeland.

3.3.2. Eksekutivdirektøren

Eksekutivdirektøren udnævnes af bestyrelsen og forestår ledelsen af

Europol. Eksekutivdirektøren har ansvar for den løbende administration af

Europol og for forberedelse og gennemførelse af en række af bestyrelsens

beslutninger, herunder det flerårige og det årlige arbejdsprogram samt en

række dispositioner af betydning for Europols drift.

Rådet kan anmode eksekutivdirektøren om at aflægge rapport om

udførelsen af sit hverv.

3.3.3. Direktionen

Bestyrelsen kan ved enstemmighed nedsætte en direktion til at bistå

bestyrelsen.

Direktionen har bl.a. til opgave at forberede de afgørelser, der skal træffes

af bestyrelsen. Med det formål at styrke overvågningen af den

administrative forvaltning skal direktionen desuden bistå og rådgive

eksekutivdirektøren i forbindelse med gennemførelsen af bestyrelsens

afgørelser. Endvidere skal direktionen sammen med bestyrelsen sikre

passende opfølgning på resultater og henstillinger fra forskellige

undersøgelser.

3.4. Behandling af oplysninger

Der lægges med forslaget op til, at Europols softwarearkitektur skal laves

om med henblik på at gøre det lettere og hurtigere for Europol at fastslå,

om der er forbindelser mellem data, som agenturet allerede er i besiddelse

af, og siden analysere dem.

Det nuværende Europol råder over det såkaldte Europol

Informationssystem, hvori efterretninger inden for Europols

kompetenceområde opsamles til brug for Europols arbejde og med henblik

på generelt at stille dem til rådighed for medlemsstaternes efterforskning af

grænseoverskridende kriminalitet. Herudover har Europol et antal adskilte,

emneopdelte analysedatabaser, som medlemsstaterne kun har adgang til,

når de er særligt berørt af eller involveret i vedkommende emne.

Når det gælder analysearbejdet, lægges der med forslaget op til i princippet

én stor database, hvortil der som udgangspunkt er generel adgang for

medlemsstaterne.

Som modstykke til den større åbenhed foreslås reglerne om behandling af

oplysninger ændret i forhold til det nuværende retsgrundlag. I forslaget

fastsættes der således detaljerede regler om, til hvilke formål forskellige

typer af oplysninger kan behandles, samt om kilder, adgang til og brug af

oplysninger. Samtidig styrkes databeskyttelsen, se nærmere herom i afsnit

3.6.

Ifølge forslaget kan Europol kun behandle oplysninger, der er meddelt

agenturet af a) medlemsstaterne i henhold til deres nationale ret, af b) EU-

organer, tredjelande og internationale organisationer eller af c) private

parter og privatpersoner i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i

forordningsforslaget. Endvidere kan Europol hente og behandle offentligt

tilgængelige oplysninger samt oplysninger fra forskellige nationale og

internationale informationssystemer, når det er tilladt efter de regelsæt, der

gælder for disse informationssystemer.

Europol kan efter forslaget kun behandle oplysninger i det omfang, det er

nødvendigt af hensyn til agenturets målsætninger, og i forhold til

personoplysninger kun til følgende fire formål: a) krydscheck med henblik

på at finde en sammenhæng mellem oplysninger, b) strategiske eller

tematiske analyser, c) operationelle analyser i konkrete tilfælde samt d)

lette udvekslingen af oplysninger.

De kategorier af personoplysninger, der kan indsamles, og de kategorier af

personer (såsom mistænkte, ofre, vidner osv.), hvis oplysninger kan

indsamles, er i forslagets bilag 2 specificeret i forhold til hvert af de fire

databehandlingsformål.

Dataleverandøren (såsom en medlemsstat eller et EU-organ) bestemmer

til, hvilke(t) af de fire hjemlede databehandlingsformål oplysningerne kan

behandles. Dataleverandøren kan fastsætte begrænsninger i adgangen til

eller brugen af oplysningerne. Begrænsningerne kan kun fraviges efter

dataleverandørens samtykke, eller når det er strengt nødvendigt for at

afværge en overhængende trussel mod liv.

Medlemsstaterne har direkte adgang til oplysninger, som Europol

opbevarer, når de er meddelt til brug for enten krydscheck eller strategiske

og tematiske analyser. Medlemsstaterne har indirekte adgang baseret på et

hit/no hit-system til oplysninger meddelt til brug for operationelle analyser

i konkrete tilfælde. De tilknyttede person- eller sagsoplysninger udleveres

kun efter en separat opfølgende anmodning. For Europols ansatte er

adgangen til oplysninger baseret på et nødvendighedskriterium.

Det foreslås, at Eurojust (som navnlig har til opgave at fremme samarbejde

om retsforfølgning af grov, grænseoverskridende kriminalitet) og Det

Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) skal kunne søge i

Europols oplysninger for at konstatere, om der er overensstemmelse

mellem oplysninger behandlet hos henholdsvis Europol og et af disse to

agenturer.

3.5. Forholdet til partnere

Forslagets regler om forholdet til partnere viderefører i et vist omfang de

nugældende regler herom, men der er også lagt op til ændringer. Det

gælder navnlig i forhold til procedurerne for indgåelse af samarbejdsaftaler

med tredjelande og internationale organisationer, når aftalerne giver

mulighed for udveksling af personoplysninger (såkaldte ”operationelle

samarbejdsaftaler”).

Ifølge forslaget kan Europol have samarbejdsrelationer med EU-organer,

myndigheder i tredjelande, internationale organisationer samt private

parter.

Europol kan efter forslaget selv indgå såkaldte arbejdsaftaler med

tredjelande og internationale organisationer. Disse arbejdsaftaler må ikke

tillade udveksling af personoplysninger og er ikke bindende for hverken

EU eller medlemsstaterne.

Europol kan direkte videregive personoplysninger til EU-organer i det

omfang, det er nødvendigt for, at Europol eller det EU-organ, der er

modtageren, kan udføre deres opgaver, dog med forbehold for

begrænsninger fastsat af dataleverandøren.

Med forslaget er der lagt op til, at Europols videregivelse af

personoplysninger til tredjelande eller internationale organisationer kræver

særskilt hjemmel i enten a) en Kommissionsafgørelse om tilstrækkeligt

databeskyttelsesniveau hos tredjelandet eller den internationale

organisation, b) en aftale mellem EU og tredjelandet eller den

internationale organisation, som er indgået i medfør af TEUF artikel 218,

og som giver tilstrækkelige garantier med hensyn til bl.a. beskyttelse af

fysiske personers grundlæggende rettigheder og friheder, eller c) en

samarbejdsaftale mellem det nuværende Europol og partneren, som er

indgået inden anvendelsesdatoen for den nye forordning, og som tillader

udveksling af personoplysninger. Der foreslås dog nogle undtagelser fra

hovedreglen, således at eksekutivdirektøren og bestyrelsen i særlige

situationer under visse betingelser kan tillade videregivelse af

personoplysninger til tredjelande eller internationale organisationer.

Efter de nugældende regler spiller Europol en mere central rolle ved

indgåelsen af sådanne samarbejdsaftaler med tredjelande og internationale

organisationer, idet Europol efter Rådets godkendelse forestår udvælgelsen

af nye partnere og indgåelsen af aftalerne. Efter Lissabon-Traktaten er der

imidlertid ikke længere mulighed for, at EU-agenturer selv kan forhandle

internationale aftaler.

Europol kan efter forslaget behandle oplysninger fra private parter og

privatpersoner, når de modtages gennem nærmere præciserede enheder i

en medlemsstat eller hos en partner.

3.6. Databeskyttelsesgarantier

Forslagets bestemmelser om databeskyttelse er til dels en videreførelse i

store træk af regler i rådsafgørelsen. Samtidig lægges der på en række

punkter op til ændringer, som har til formål samlet set at styrke

databeskyttelsesordningen for Europol.

3.6.1. Tilsyn

Som en af nyskabelserne lægges der op til, at Den Europæiske

Tilsynsførende for Databeskyttelse skal overtage det eksterne

databeskyttelsestilsyn fra det nuværende kontrolorgan, Den Fælles

Kontrolinstans, som består af repræsentanter for de myndigheder i

medlemsstaterne, der er udpeget som nationale kontrolinstanser efter

rådsafgørelsen om Europol.

Det foreslås, at Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse får

ansvar for at føre tilsyn med og sikre anvendelsen af forordningens

bestemmelser om beskyttelse af grundlæggende rettigheder og

frihedsrettigheder med hensyn til Europols behandling af

personoplysninger samt for at rådgive Europol og de registrerede om alle

forhold vedrørende behandling af personoplysninger. Den Europæiske

Tilsynsførende for Databeskyttelse tildeles således en række opgaver

såsom at modtage og undersøge klager fra registrerede, at iværksætte

undersøgelser på eget initiativ samt at føre tilsyn med og sikre anvendelsen

af bestemmelserne i både den foreslåede forordning og i alle andre EU-

retsakter vedrørende beskyttelse af fysiske personer med hensyn til

Europols behandling af personoplysninger.

Samtidig tildeles den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse efter

forslaget en række konkrete beføjelser, herunder beføjelse til at rette en

advarsel eller en påtale til Europol, til at træffe afgørelse om berigtigelse,

blokering eller sletning af oplysninger, til midlertidigt eller definitivt at

nedlægge forbud mod behandling, til at forelægge sagen for Europol og

om nødvendigt for Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen samt til

at indbringe sagen for EU-Domstolen.

Ligesom i dag skal hver medlemsstat efter forslaget udpege en national

tilsynsmyndighed, som har til opgave at føre tilsyn med lovligheden af den

pågældende medlemsstats udveksling af personoplysninger med Europol

samt at undersøge, om den registreredes rettigheder derved krænkes.

Datatilsynet er udpeget som national kontrolinstans efter de tilsvarende

regler i rådsafgørelsen om Europol.

Det foreslås endvidere, at Den Europæiske Tilsynsførende for

Databeskyttelse

skal

samarbejde

med

nationale

databeskyttelsesmyndigheder, bl.a. med henblik på at sikre ensartet

anvendelse af forordningen i alle medlemsstater. Den Europæiske

Tilsynsførende for Datasikkerhed skal endvidere holde de nationale

databeskyttelsesmyndigheder orienteret om emner, der vedrører dem, og

inddrage de relevante nationale databeskyttelsesmyndigheder i konkrete

sager, hvis disse vedrører data der hidrører fra en medlemsstat.

3.6.2. Øvrige databeskyttelsesgarantier

Som et andet nyt element lægges der med forslaget op til, at behandling af

personoplysninger om ofre, vidner, andre personer, der ikke er den

mistænkte, og mindreårige er tilladt, hvis det er nødvendigt af hensyn til at

forebygge eller bekæmpe kriminalitet, der falder under Europols

kompetence.

For så vidt angår oplysninger om racemæssig eller etnisk baggrund,

politisk overbevisning, religion eller tro, medlemskab af fagforening og for

oplysninger vedrørende helbredsforhold eller seksuelle forhold (følsomme

personoplysninger) gælder det, at behandlingen heraf er forbudt,

medmindre det er nødvendigt af hensyn til at forebygge eller bekæmpelse

kriminalitet, der falder under Europols kompetence. Desuden skal der

ifølge forslaget ikke kunne træffes nogen ugunstig afgørelse, der har

retsvirkninger for en registreret, alene på grundlag af elektronisk

databehandling af følsomme personoplysninger, medmindre EU-retten

eller national ret giver mulighed for det.

Endvidere lægges der med forslaget op til en ordning, hvor den

dataansvarlige skal anmelde behandling af personoplysninger til

forudgående høring hos Den Europæiske Tilsynsførende for

Databeskyttelse, når der er tale om følsomme personoplysninger, eller når

den pågældende type behandling på anden måde indebærer særlige risici

for retten til beskyttelse af personoplysninger.

Med forslaget udvides logningsforpligtelsen for Europol. Det fastsættes, at

Europol med henblik på kontrol af lovligheden af databehandlingen samt

med henblik på at udøve egenkontrol og sikre dataenes integritet og

sikkerhed skal registrere indsamling, ændring, adgang, videregivelse,

samkøring og sletning af personoplysninger. Der kan ikke ændres i loggen.

De registrerede oplysninger skal slettes efter tre år, medmindre de stadig

skal bruges til løbende kontrol.

Der lægges op til en styrkelse af registreredes ret til indsigt i egne

personoplysninger, som behandles af Europol. De oplysninger, som

Europol skal give en registreret, der anmoder om indsigt, er således

opregnet udførligt i forslaget.

Herudover er der bl.a. regler om almindelige databeskyttelsesprincipper,

om kilders og oplysningers forskellige grader af pålidelighed og

nøjagtighed, om frister for opbevaring og sletning af oplysninger, om

tekniske og organisatoriske foranstaltninger, der skal sikre sikkerhed i

forbindelse med Europols behandling af oplysninger, og om den

registreredes ret til at anmode om berigtigelse, sletning og blokering af

oplysninger. Endelig er der en bestemmelse om ansvarsfordelingen

mellem Europol og medlemsstaterne i forhold til databeskyttelse.

3.7. Retsmidler og erstatningsansvar

Det fremgår af forslaget, at den registrerede har ret til at klage til Den

Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse, ligesom procedurerne for

klagebehandlingen er fastsat. Det fastslås, at afgørelser truffet af Den

Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse kan indbringes for EU-

Domstolen.

Der er fastsat almindelige bestemmelser om Europols erstatningsansvar i

og uden for kontraktsforhold.

Det fremgår endvidere af forslaget, at enhver, der har lidt skade som følge

af ulovlig behandling af oplysninger, skal have ret til erstatning fra

Europol i henhold til TEUF artikel 340 om Unionens erstatningsansvar

eller fra den relevante medlemsstat i henhold til dennes nationale ret.

3.8. Parlamentarisk kontrol

Det fremgår af TEUF artikel 88 om Europol, at der i forordningen for

Europol skal fastlægges de nærmere bestemmelser for Europa-

Parlamentets kontrol af Europols aktiviteter sammen med de nationale

parlamenter.

Med Kommissionens forslag til forordning for Europol lægges der op til

en styrkelse af den parlamentariske kontrol med Europol.

Både Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter skal tilsendes en

årlig aktivitetsrapport og det endelige årsregnskab. Både Europa-

Parlamentet og de nationale parlamenter høres over det flerårige

arbejdsprogram under udarbejdelsen. Europa-Parlamentet og de nationale

parlamenter skal endvidere have en årlig rapport om de oplysninger, som

hver medlemsstater har indsendt til Europol.

Desuden skal Europol under iagttagelse af tavshedspligten tilsende

Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter information om

vurderinger af trusler, strategiske analyser og generelle situationsrapporter

inden for Europols målsætninger samt resultaterne af undersøgelser og

evalueringer, som Europol har bestilt. Europol skal også sende

administrative aftaler med tredjelande og internationale organisationer, der

tillader udveksling af personlige data, og som er relevante for Europols

videregivelse af oplysninger til disse.

Endelig kan Europa-Parlamentet sammen med de nationale parlamenter

anmode bestyrelsesformanden og eksekutivdirektøren om at møde til

drøftelse af spørgsmål vedrørende Europol.

Herudover skal Europa-Parlamentet

budgetmyndighed efter forordningen.

varetage

funktionen

som

3.9. Øvrige emner

Endelig indeholder forordningsforslaget diverse bestemmelser om bl.a.

privilegier og immuniteter, gennemsigtighed og bekæmpelse af svig. Det

foreslås, at Kommissionen senest fem år efter forordningens

anvendelsesdato og herefter hvert femte år skal bestille en evaluering af

Europols arbejde og arbejdsmetoder.

Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet er i henhold til den almindelige lovgivningsprocedure

(TEUF artikel 294) medlovgiver.

Europa-Parlamentet har afgivet

udtalelse i sagen den 25. februar 2014. Udtalelsen indeholder en række

ændringsforslag til forordningsforslaget bl.a. vedrørende databeskyttelse

og den parlamentariske kontrol med Europol.

100

Nærhedsprincippet

Det er regeringens vurdering, at forslaget er i overensstemmelse med

nærhedsprincippet. Kommissionen har i forslaget anført, at målet med den

foreslåede forordning, nemlig oprettelse af en enhed med ansvar for

samarbejde om retshåndhævelse og uddannelse heri på EU-plan, ikke i

tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne og derfor på grund af

den foreslåede handlings omfang og virkninger bedre kan gennemføres på

EU-plan. Kommissionen anfører, at unionen derfor kan træffe

foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. TEU

artikel 5.

Gældende dansk ret

Rådsafgørelse 2009/371/RIA om oprettelse af Europol er gennemført i

dansk ret ved lov nr. 1261 af 16. december 2009 om Den Europæiske

Politienhed (Europol). Det fremgår af loven, at rådsafgørelsen om Europol

gælder her i landet. Det fremgår endvidere, at Rigspolitiet er den nationale

enhed efter rådsafgørelsen, dvs. det danske Europol-kontaktpunkt.

Datatilsynet er i loven udpeget som den nationale kontrolinstans

vedrørende databeskyttelse. Det fremgår desuden af loven, at enhver

forvaltningsmyndighed kan videregive oplysninger til Rigspolitiet til brug

for udførelsen af opgaver efter rådsafgørelsen, og at sådanne oplysninger

skal videregives på Rigspolitiets anmodning.

Konsekvenser

Lovgivningsmæssige konsekvenser

En vedtagelse af forslaget til forordning vil medføre behov for ændring af

Europol-loven.

Økonomiske konsekvenser

Det fremgår af forordningsforslaget, at udgifterne beløber sig til 623

mio. euro for det sammenlagte agentur for perioden 2015-2020, hvortil

kommer 1,5 mio. euro til Den Europæiske Tilsynsførende for

Databeskyttelse; i alt udgifter for 624,5 mio. euro. Udgifterne afholdes

over EU’s budget, hvor Danmark traditionelt finansierer ca. 2 pct. af

udgifterne. Det svarer til ca. 93 mio. kr., som Danmark ville skulle bidrage

med over perioden, hvis vi var omfattet af forordningsforslaget.

Andre konsekvenser

101

Sagen giver ikke anledning til at fremhæve andre konsekvenser. Sagen

berører ikke beskyttelsesniveauet i Danmark.

Høring

Sagen har været drøftet i Specialudvalget for retlige og indre anliggender

den 17. november 2015.

Østre Landsret, Vestre Landsret, Præsidenten for Sø- og Handelsretten,

samtlige

byretter,

Den

Danske

Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen,

Domstolsstyrelsen,

Rigspolitiet,

Rigsadvokaten,

Politiforbundet,

Advokatrådet,

Institut

for

Menneskerettigheder, Retspolitisk Forening, Retssikkerhedsfonden,

Amnesty International, Danske Advokater, Datatilsynet, Foreningen af

Advokater og Advokatfuldmægtige, Foreningen af Offentlige Anklagere,

Handelshøjskolen i København (Juridisk Institut), Handelshøjskolen i

Aarhus (Juridisk Institut), Kriminalpolitisk Forening (KRIM), Københavns

Universitet, Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Syddansk Universitet

(Juridisk Institut), Aalborg Universitet (Juridisk Institut), Aarhus

Universitet (Juridisk Institut).

Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra: Datatilsynet, Institut for

Menneskerettigheder, Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Retspolitisk

Forening og Rigspolitiet har afgivet høringssvar med bemærkninger til

forslaget.

Datatilsynet

har i sit høringssvar indledningsvis opsummeret en række af

de ændringer, der er lagt op til med det nye forslag. Datatilsynet anfører

herefter, at når der lægges op til et intensiveret samarbejde inden for et

bredere kompetenceområde og dermed også til øget udveksling af

personoplysninger, så er det vigtigt, at der etableres et effektivt og

tidssvarende databeskyttelsesregime i tilknytning til Europols virksomhed.

Datatilsynet anfører, at de foreslåede databeskyttelsesregler i forslagets

kapitel V efter tilsynets opfattelse indeholder mange væsentlige og

hensigtsmæssige elementer. Datatilsynet henviser herefter til den udtalelse

om forslaget, som Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse

(EDPS) har afgivet, og henleder i den forbindelse navnlig

opmærksomheden på udtalelsens punkt 43-51, som efter tilsynets

vurdering bør indgå i de videre overvejelser om forslaget. Pkt. 43-51

omhandler bl.a. de foreslåede regler om formålsbegrænsning i forbindelse

102

med behandling af oplysninger. Udtalelsen kan findes på EDPS’

hjemmeside: www.edps.europa.eu.

Datatilsynet har videre anført, at Kommissionens forslag viderefører

muligheden for, at Europol bl.a. kan indsamle oplysninger fra nationale

informationssystemer gennem direkte it-adgang, for så vidt det er tilladt i

henhold til national ret. Datatilsynet henviser til, at EDPS finder en sådan

adgang betænkelig, navnlig fordi der er risiko for, at den dataansvarlige

(nationale myndighed) mister kontrollen over videregivelsen. På den

baggrund anbefaler EDPS – og Datatilsynet – at muligheden ikke

videreføres i det nye retsgrundlag for Europol. Datatilsynet bemærker

desuden, at en sådan adgang efter tilsynets opfattelse heller ikke vil være

forenelig med persondatalovens §§ 6-8, da videregivelse/udlevering af

oplysninger forudsætter, at den dataansvarlige danske myndighed vurderer

berettigelsen heraf i den konkrete situation. Datatilsynet henviser samtidig

til forslagets artikel 23, stk. 3, hvorefter national ret finder anvendelse på

Europols adgang til og brug af oplysningerne, hvis denne indeholder

strengere regler herom end forordningen.

Datatilsynet har i sit høringssvar endvidere fremhævet, at enhver efter

forslagets artikel 45, stk. 4, har ret til at anmode den nationale

tilsynsmyndighed om at kontrollere en række forhold vedrørende

videregivelse af oplysninger om ham selv til Europol – en ret, der udøves i

overensstemmelse med national ret i den medlemsstat, hvor anmodningen

indgives. Datatilsynet har i den forbindelse anført, at Datatilsynet ikke har

kompetence i forhold til ”ren manuel” videregivelse af personoplysninger

fra en dansk forvaltningsmyndighed til ikke-danske myndigheder.

Datatilsynet har videre anført, at tilsynet i lighed med EDPS finder, at

forslagets artikel 49 giver anledning til tvivl om de nationale

tilsynsmyndigheders kompetence, herunder om EDPS vil kunne meddele

eksempelvis indsigt i oplysninger, selv om en national tilsynsyndighed

udtaler sig herimod.

Afslutningsvis har Datatilsynet med henvisning til den tilsigtede øgede

udveksling af personoplysninger og ændringerne i øvrigt anført, at det ikke

er muligt for tilsynet inden for de nuværende bevillingsmæssige rammer at

afsætte yderligere ressourcer til tilsynsaktiviteter på Europol-området.

Institut for Menneskerettigheder

har i sit høringssvar indledningsvis

redegjort for Europol-forslagets baggrund og formål. Herefter følger et

103

afsnit om menneskeretten, hvoraf det fremgår, at databeskyttelse er en del

af retten til respekt for privatlivet, som dækker blandt andet personlige

oplysninger og kommunikation. Institut for Menneskerettigheder henviser

til, at retten til respekt for privatlivet er beskyttet i bl.a. FN’s

Verdenserklæring om menneskerettigheder, FN’s konvention om civile og

politiske rettigheder, FN’s børnekonvention, FN’s handicapkonventionen,

EMRK artikel 8 samt Europarådets konvention nr. 108 fra 1981 om

elektronisk databehandling af personoplysninger og henstilling nr. R(87)15

af 1987 om politiets brug af personoplysninger. Instituttet henviser

desuden til TEUF artikel 16 om databeskyttelse og EU’s Charter om

grundlæggende rettigheder artikel 7 (privatlivsfred) og artikel 8

(databeskyttelse). Instituttet henviser herudover til direktiv 95/46/EF om

beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og

forordning

(EF)

nr.

45/2001

persondatabeskyttelse

fællesskabsinstitutionerne og –organerne. Endelig henviser instituttet til, at

EU ved rammeafgørelse 2008/977/RIA har fastlagt nærmere betingelser

for beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med politisamarbejde og

retligt samarbejde i kriminalsager.

Institut for Menneskerettigheder er herefter fremkommet med en række

bemærkninger til selve Europol-forslaget. Det anføres indledningsvis, at

instituttet ved vurderingen af forslagets databeskyttelsesmæssige aspekter

har taget højde for, at behandlingen af data, herunder persondata, til

understøttelse af de nationale retshåndhævende myndigheders indsatser er

en af hovedårsagerne til eksistensen af Europol. Instituttet finder, at

forslaget indeholder en ganske betydelig beskyttelse vedrørende

behandlingen af oplysninger, herunder personoplysninger. Instituttet

anfører, at instituttet i den forbindelse finder det positivt, at tilsynsopgaven

forankres hos Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse

(EDPS), og at EDPS sikres uafhængighed og mulighed for at kunne handle

effektivt, herunder med tilstrækkelige beføjelser til at kunne intervenere.

Instituttet henviser herefter til den udtalelse fra EDPS, der er omtalt i

forbindelse med Datatilsynets høringssvar, og det anføres, at instituttet

overordnet set er enigt med de bemærkninger, der er anført i EDPS’

udtalelse. Instituttet fremhæver generelt følgende synspunkter:

- En stærk ramme for databeskyttelse er vigtig, ikke alene for

datasubjekterne, men også fordi et stærkt databeskyttelsesregime

skaber tillid medlemsstaterne imellem, som igen er en betingelse

for en succesfuld udveksling af information.

104

Formålsbegrænsning er et nøgleprincip for databeskyttelse. Det har

særligt betydning i det politimæssige og retlige samarbejde i

efterforskning af straffesager, da datasubjekterne normalt ikke er

bekendt med, at der behandles oplysninger om dem.

Institut for Menneskerettigheder anfører herefter følgende i relation til

forslagets enkelte artikler:

- I forhold til artikel 24 om databehandlingsformål foreslås en række

præciseringer, bl.a. af de tilladte databehandlingsformål, samt at

kravene til formålsbegrænsning tydeliggøres (EDPS’ udtalelse pkt.

173).

- I artikel 26, stk. 1, om medlemsstaternes direkte adgang til

oplysninger hos Europol foreslås indsat en passage om, at

medlemsstaternes adgang skal være baseret på et ”need to know”-

princip (EDPS’ udtalelse pkt. 177).

- Artikel 29, stk. 4, foreslås ændret, således at en medlemsstat skal

give sit udtrykkelige samtykke, før Europol kan videregive

oplysninger fra medlemsstaten til eksterne samarbejdspartnere

(EDPS’ udtalelse pkt. 179).

- Det anbefales, at listen over Europols samarbejdsaftaler med

tredjelande og internationale organisationer offentliggøres (EDPS’

udtalelse pkt. 181).

- Det anbefales, at muligheden i artikel 23 for direkte adgang for

Europol til nationale databaser fjernes (EDPS’ udtalelse pkt. 184

a).

- Det anbefales at styrke artikel 35 om forskellige grader af

personoplysningers nøjagtighed og pålidelighed ved at gøre

medlemsstaternes vurdering heraf obligatorisk (EDPS’ udtalelse

pkt. 184 c).

Landsforeningen af Forsvarsadvokater

har i sit høringssvar bemærket,

at forslaget er omfattet Danmarks retsforbehold. Landsforeningen af

Forsvarsadvokater har herefter peget på, at der som en del af forslaget skal

oprettes en stor fælles database med generel adgang for medlemsstaterne,

hvortil medlemsstaterne har direkte og indirekte adgang efter forskellige

regler. Det anføres i høringssvaret, at bestyrelsen kan have sine

bekymringer i den forbindelse i lyset af de nyeste eksempler på indtrængen

i det danske politis datamateriale.

Retspolitisk Forening

har i sit høringssvar indledningsvist konstateret, at

forslaget er omfattet af Danmarks retsforbehold. Foreningen har videre

anført, at Danmark således ikke vil være omfattet af forordningen, når/hvis

105

den vedtages, og at foreningens høringssvar på den baggrund vil være

ganske kortfattet, også fordi Danmarks indflydelse i forhandlingsforløbet

må formodes at være enten marginal eller ikke til stede. Afslutningsvis har

foreningen anført, at ”[s]kulle forordningen blive vedtaget, kan Danmark

naturligvis gennemføre tilpasset national lovgivning (i Folketinget),

hvorefter Danmark vil kunne indgå som deltager i ”systemet”, men på

mellemstatsligt grundlag og ikke direkte/umiddelbart underlagt

forordningen, forudsat selvfølgelig at EU som sådan accepterer en sådan

parallel-aftale.”

Rigspolitiet

har i sit høringssvar anført, at Rigspolitiet er positivt indstillet

over for forslaget, herunder at Europol styrkes som knudepunkt for

informationsudveksling mellem medlemsstaternes myndigheder. Det er

desuden Rigspolitiets forventning, at den foreslåede omlægning af

Europols analysedatabaser vil medføre en markant styrkelse af grundlaget

for at gennemføre kriminalitetsanalyser.

Rigspolitiet har om den foreslåede sammenlægning af Europol og Cepol

anført, at en sådan sammenlægning efter Rigspolitiets opfattelse vil ligge i

naturlig forlængelse af den ændring af Cepols styringsform, som blev

afsluttet under det danske EU-formandskab i 1. halvår af 2012. Rigspolitiet

har videre anført, at oprettelsen af et egentligt politiakademi inden for EU

med et stærkt fokus på den eksterne dimension efter Rigspolitiets

vurdering vil medføre, at akademiet vil kunne opnå en højere professionel

anerkendelse inden for retshåndhævelse. Endvidere vil et dobbelt mandat

for det nye Europol efter Rigspolitiets opfattelse sikre en tættere

sammenhængskraft mellem de strategisk prioriterede indsatsområder og

det tilsvarende uddannelsesbehov. Rigspolitiet har desuden anført, at den

foreslåede styringsform med en dobbelt repræsentation i bestyrelsen

svarende til mandatet vil sikre medlemslandene fortsat indflydelse også på

uddannelsesområdet.

Rigspolitiet har i sit høringssvar videre bemærket, at forslaget er omfattet

af Danmarks retsforbehold. I den forbindelse har Rigspolitiet understreget,

at Danmarks fortsatte deltagelse i Europol-samarbejdet efter Rigspolitiets

opfattelse er af helt afgørende betydning for dansk politis mulighed for at

varetage sine opgaver. Rigspolitiet anfører, at dansk politi således i vidt

omfang bruger Europols analyse af kriminalitetsmønstre i det strategiske

arbejde, herunder når særlige fokusområder for politiindsatsen i Danmark

skal prioriteres, ligesom Europol udgør den centrale ramme for det

106

operative, internationale politisamarbejde i forhold til udveksling og

analyse af efterretninger samt efterforskning af konkrete sager.

Endelig har Rigspolitiet anført, at dansk politi vil have stærkt begrænsede

muligheder for at videregive generelle efterretningsoplysninger til

Europol, såfremt Europol-forordningens hjemmel til videregivelse af

oplysninger til Europol ikke gennemføres i dansk ret.

Generelle forventninger til andre landes holdninger

Der er ikke kendskab til andre landes holdninger til forslaget.

10. Regeringens (foreløbige) generelle holdning

Regeringen er overordnet set positivt indstillet over for forslaget.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Forslaget har senest været forelagt for Folketingets Europaudvalg på

mødet den 27. maj 2014 til orientering.

Der blev oversendt grund- og nærhedsnotat den 20. marts 2013.

107

Dagsordenspunkt 11: Bekæmpelse af hadefuld tale på internettet.

Nyt notat.

Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet.

KOM-dokument foreligger ikke

Resumé

Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet. På rådsmødet (retlige og indre

anliggender) den 3.-4. december 2015 forventes det, at formandskabet vil

følge op på tidligere drøftelser om udviklingen af dialogen med

internetbranchen mv. for at bekæmpe hadefuld tale på internettet. Sagen

medfører ikke lovgivningsmæssige eller økonomiske konsekvenser og

rejser ikke spørgsmål om nærhedsprincippet. Fra dansk side er man

positivt indstillet over for en drøftelse vedrørende bekæmpelse af hadefuld

tale på internettet.

Baggrund

Punktet ”Bekæmpelse af hadefuld tale på internettet” er anført på

dagsordenen for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 3.-4.

december 2015. Der foreligger ingen dokumenter om punktet.

I forbindelse med rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 8. og 9.

oktober 2015 var der en frokostdrøftelse vedrørende grundlæggende

rettigheder og kampen mod hadforbrydelser mv., herunder mulighederne

for at udvikle dialogen med internetudbydere mv. for at bekæmpe

hadefulde ytringer på internettet. Det forventes, at Formandskabet under

det kommende rådsmøde vil følge op med en generel debat om

bekæmpelse af hadefulde ytringer på internettet.

Det bemærkes, at Europa-Kommissionen har holdt en række ekspertmøder

om rammeafgørelse 2008/913/RIA om bekæmpelse af racisme og

fremmedhad ved hjælp af straffelovgivningen, hvor spørgsmålet om

håndtering af hadefuld tale på internettet har været drøftet, ligesom

Kommissionen den 23. november 2015 afholder et møde, hvor

medlemsstaterne får mulighed for at udveksle viden og erfaring om dialog

med internetplatforme såsom Facebook, Twitter, YouTube (Google) og

108

andre større hjemmesider for at bekæmpe hadefuld tale på internettet.

Kommission forventes at rapportere om mødet på rådsmødet.

Formål og indhold

Der henvises til pkt. 2 ovenfor. Det nærmere tema for drøftelserne kendes i

øvrigt ikke på nuværende tidspunkt.

Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet skal ikke høres.

Nærhedsprincippet

Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant.

Gældende dansk ret

Sagen giver ikke anledning til at redegøre for gældende dansk ret.

Konsekvenser

Sagen har ingen lovgivningsmæssige konsekvenser, ligesom sagen ikke

har statsfinansielle, samfundsøkonomiske og erhvervsøkonomiske

konsekvenser. Sagen giver ikke anledning til at fremhæve andre

konsekvenser. Sagen berører ikke beskyttelsesniveauet i Danmark.

Høring

Der er ikke foretaget høring vedrørende sagen.

Generelle forventninger til andre landes holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige

medlemsstaters holdning til sagen.

10. Regeringens (foreløbige) generelle holdning

Fra dansk side er man overordnet positivt indstillet over for en drøftelse

vedrørende bekæmpelsen af hadefulde ytringer på internettet.

109

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.

110