REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 421: Betænkning om inddragelse af uhensigtsmæssig adfærd i fængsler og arresthuse ved varetægtsfængsling og strafudmåling samt høringsliste, fra justitsministeren

Retsudvalget 2015-16
REU Alm.del Bilag 421
Offentligt

Betænkning om inddragelse af uhensigtsmæssig adfærd i

fængsler og arresthuse ved varetægtsfængsling og strafudmåling

Betænkning nr. 1560

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 421: Betænkning om inddragelse af uhensigtsmæssig adfærd i fængsler og arresthuse ved varetægtsfængsling og strafudmåling samt høringsliste, fra justitsministeren

Kronologisk fortegnelse over betænkninger

2010

1513 Betænkning om optagelse og protokollering af

forklaringer i straffesager

1514 Betænkning om farlige hunde

1515 Betænkning om det videnskabsetiske komitesystem

i Danmark

1516 Betænkning om offentlige myndigheders

offentliggørelse af kontrolresultater, afgørelser mv.

1517 Beretning om elektronisk aftaleindgåelse og handel

1518 Betænkning om ægtefælleskifter

1519 Betænkning om revision af dødsboskifteloven

1520 Betænkning om huseftersynsordningen

1521 Betænkning om insiderhandel

1522 Reform af den civile retspleje VI

1523 Betænkning om en fremtidig statsadvokatordning

1524 Betænkning om revision af hundeloven

1525 Betænkning om konkurskarantæne

1526 Betænkning om tilhold, opholdsforbud og

bortvisning

1527 Provstestillingen og provstiets funktion

1528 Betænkning om revision af reglerne om forkyndelse

1529 Betænkning om PET og FE

1530 Reform af den civile retspleje VII

1531 Strafudmåling – samspillet mellem lovgiver og

domstole

1532 Betænkning om indsamlinger

1533 Kommunale udgiftsbehov og andre

udligningsspørgsmål

1534 Straffelovrådets betænkning om

seksualforbrydelser

1535 Gennemførelse af direktivet om bekæmpelse af

forsinket betaling i handelstransaktioner

1536 Aftaler om transport af gods helt eller delvist til søs

(Rotterdam-reglerne)

1537 Ministrenes særlige rådgivere – et serviceeftersyn

1538 Afsættelse af borgmesteren og forberedelse af

byrådsmøder

1539 Mobilitet og fremkommelighed i hovedstaden

1540 Gennemførelse af direktivet om

forbrugerrettigheder

1541 Rapport fra tværministeriel arbejdsgruppe om

revision af de danske visumregler

1542 Betænkning fra udvalg om erhvervsmæssig

befordring i personbiler

1543 Reform af den civile retspleje VIII: Syn og skøn

1550 Betænkning om åbenhed om økonomisk støtte

til politiske partier

1551 Betænkning om magtanvendelse over for børn

og unge, der er anbragt uden for hjemmet

1552 Ægtefællers økonomiske forhold

1553 Betænkning om offentligt ansattes

ytringsfrihed og whistleblowerordninger

1554 Betænkning om videoafhøring af børn og unge

i straffesager

1555 Ansattes retsstilling under insolvensbehandling

1556 Straffelovrådets udtalelse om visse spørgsmål

vedrørende deltagelse i og hvervning til

væbnede konflikter i udlandet, som den

danske stat er part i

1557 Betænkning om opfølgning på Christiania-

sagen: Betænkning fra Udvalget om

2011

opfølgning på Christiania-sagen

2015

1558 Sagkyndig bevisførelse mv.: Reform af den

civile retspleje IX

1559 Straffelovrådets betænkning om væbnede

konflikter i udlandet

2012

1560 Betænkning om inddragelse af

uhensigtsmæssig adfærd i fængsler og

arresthuse ved varetægtsfængsling og

strafudmåling.

1561 Betænkning om bødesanktioner på det

finansielle område.

2016

2013

2014

1544 Folkekirkens styre

1545 Straffelovrådets betænkning om samfundstjeneste

mv.

1546 Betænkning om inkorporering inden for

menneskeretsområdet

1547 Betænkning om sagsomkostninger i straffesager

1548 Straffelovrådets udtalelse om de juridiske

konsekvenser af en ophævelse af straffelovens

§ 140 om blasfemi

1549 Betænkning om afhøring af forurettede før tiltalte i

straffesager

Betænkning

inddragelse af uhensigtsmæssig adfærd i

fængsler og arresthuse ved varetægts-

fængsling og strafudmåling

Afgivet af

Justitsministeriets Strafferetsplejeudvalg

Betænkning nr. 1560

København 2016

Betænkning om inddragelse af uhensigtsmæssig adfærd i fængsler og arresthuse

ved varetægtsfængsling og strafudmåling

Betænkning nr. 1560/2016

Publikationen kan bestilles

via Justitsministeriets hjemmeside (www.justitsministeriet.dk)

eller hos

Rosendahls - Schultz Grafisk Distribution

Herstedvang 10

2620 Albertslund

Telefon: 43 22 73 00

Fax: 46 63 19 69

[email protected]

ISBN: 978-87-92760-98-2

ISBN: 978-87-92760-99-9 (e-udgave)

Tryk: Rosendahls - Schultz Grafisk A/S

Pris: 100 kr. pr. bog inkl. moms

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1

Indledning .......................................................................................................7

1. Strafferetsplejeudvalgets kommissorium ..................................................................... 7

2. Strafferetsplejeudvalgets sammensætning.................................................................... 9

3. Strafferetsplejeudvalgets arbejde ................................................................................ 10

3.1. Strafferetsplejeudvalgets hidtidige arbejde ......................................................... 10

3.2. Strafferetsplejeudvalgets nuværende arbejdsprogram ........................................ 10

3.3. Strafferetsplejeudvalgets arbejde med denne betænkning .................................. 10

4. Resumé af Strafferetsplejeudvalgets overvejelser og forslag ..................................... 11

Kapitel 2. Kriminalforsorgens reaktioner over for uhensigtsmæssig adfærd .........17

1. Indledning ................................................................................................................... 17

2. Anbringelse i fængsel eller arresthus og rammerne i institutionerne ......................... 18

2.1. Anbringelse i arresthus eller åbent eller lukket fængsel ..................................... 18

2.2. Overordnet om rammerne i arresthuse og åbne og lukkede fængsler................. 20

3. Disciplinærstraf i fængsler og arresthuse ................................................................... 22

3.1. Disciplinærstrafreglernes anvendelsesområde .................................................... 22

3.2. Disciplinærstrafbare forhold ............................................................................... 22

3.3. Disciplinærstraffene og udmålingen ................................................................... 24

3.4. Fremgangsmåden ved behandling af disciplinærsager ....................................... 26

4. Andre reaktioner på uhensigtsmæssig adfærd ............................................................ 27

4.1. Udelukkelse fra fællesskab ................................................................................. 27

4.2. Overførsel til anden institution ........................................................................... 29

5. Prøveløsladelse ........................................................................................................... 30

5.1. Ordinær prøveløsladelse ..................................................................................... 30

5.2. Tidlig prøveløsladelse efter ”noget for noget-ordningen” .................................. 35

Kapitel 3. Inddragelse af uhensigtsmæssig adfærd ved varetægtsfængsling ...........39

1. Indledning ................................................................................................................... 39

2. Retsplejelovens gældende fængslingsgrunde og betingelser for varetægtsfængsling 39

2.1. De almindelige fængslingsgrunde ...................................................................... 40

2.1.1. Flugtfare ................................................................................................... 41

2.1.2. Gentagelsesfare......................................................................................... 42

2.1.3. Påvirkningsfare ......................................................................................... 43

2.2. Retshåndhævelsesarrest ...................................................................................... 44

2.3. Surrogatfængsling ............................................................................................... 45

2.4. Den tidsmæssige udstrækning af varetægtsfængslingen .................................... 46

2.4.1. Rettens fastsættelse af frist for fængslingen ............................................. 46

2.4.2. Proportionalitetsreglen.............................................................................. 47

2.4.3. Andre grænser for fængslingens varighed ................................................ 51

2.5. Varetægtsfængsling efter dom ............................................................................ 52

2.6. Vilkårsovertrædelser ........................................................................................... 53

2.7. Isolationsfængsling og brev- og besøgskontrol .................................................. 54

3. Tilblivelsen af retsplejelovens gældende fængslingsgrunde ...................................... 55

3.1. Retsplejeloven af 1916 og indførelsen af retshåndhævelsesarrest i 1935 .......... 55

3.2. Revisionen i 1978 ............................................................................................... 58

3.3. Betænkning nr. 978/1983 om varetægtsfængsling i voldssager ......................... 60

3.4. Udvidelsen af adgangen til retshåndhævelsesarrest i 1987 ................................ 63

3.5. Udvidelsen af adgangen til retshåndhævelsesarrest i 2008 ................................ 64

3.6. Udvidelsen af adgangen til retshåndhævelsesarrest efter dom i 2009 ................ 66

4. Internationale forpligtelser vedrørende fængslingsgrundene ..................................... 67

4.1. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ............................................... 67

4.2. FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder .................................... 69

4.3. Europarådets ministerkomités rekommandation om varetægtsfængsling .......... 70

5. Norsk og svensk ret om fængslingsgrunde og betingelser for varetægtsfængsling ... 71

5.1. Norsk ret ............................................................................................................. 71

5.2. Svensk ret ............................................................................................................ 75

6. Strafferetsplejeudvalgets overvejelser ........................................................................ 78

6.1. Generelle overvejelser om brug af varetægtsfængsling ...................................... 79

6.2. De almindelige fængslingsgrunde ...................................................................... 81

6.3. Retshåndhævelsesarrest ...................................................................................... 84

6.4. Proportionalitetsvurderingen af fængslingens varighed ..................................... 88

Kapitel 4. Inddragelse af uhensigtsmæssig adfærd ved strafudmåling ....................93

1. Indledning ................................................................................................................... 93

2. Straffelovens gældende regler om strafudmåling ....................................................... 93

2.1. Overordnet om strafudmålingen ......................................................................... 93

2.2. Skærpende omstændigheder vedrørende uhensigtsmæssig adfærd .................... 95

2.2.1. Tidligere kriminalitet ................................................................................ 95

2.2.2. Gerninger begået af indsatte eller tidligere indsatte ................................. 96

2.3. Betydningen af en allerede ikendt disciplinærstraf............................................. 98

2.4. Straffebestemmelser vedrørende varetægtsfængslede ...................................... 102

3. Tilblivelsen af reglerne om strafskærpelse ved gerninger begået af indsatte eller

tidligere indsatte ....................................................................................................... 103

3.1. Den tidligere bestemmelse i straffelovens § 83 ................................................ 104

3.2. Lovfæstelsen af skærpende og formildende omstændigheder i 2004 ............... 106

4. Norsk og svensk ret om strafudmåling og disciplinærreaktioner ............................. 109

4.1. Norsk ret ........................................................................................................... 109

4.1.1. Strafudmåling ......................................................................................... 109

4.1.2. Disciplinærreaktioner og forholdet til almindelig straf .......................... 110

4.2. Svensk ret .......................................................................................................... 112

4.2.1. Strafudmåling ......................................................................................... 112

4.2.2. Disciplinærreaktioner og forholdet til almindelig straf .......................... 113

5. Strafferetsplejeudvalgets overvejelser ...................................................................... 114

5.1. Inddragelse af tidligere uhensigtsmæssig adfærd ............................................. 115

5.2. Personundersøgelser ......................................................................................... 118

5.3. Strafskærpelse ved gerninger begået af indsatte eller tidligere indsatte ........... 118

Kapitel 5. Lovudkast med bemærkninger .................................................................125

1. Indledning ................................................................................................................. 125

2. Lovudkast ................................................................................................................. 125

3. Bemærkninger til lovudkastets enkelte bestemmelser ............................................. 126

Bilag 1. Uddrag af Kriminalforsorgens statistik 2014...................................................129

Bilag 2. Eksempel på husorden (Statsfængslet i Nyborg) .............................................133

Kapitel 1

Indledning

1. Strafferetsplejeudvalgets kommissorium

Strafferetsplejeudvalgets kommissorium af 18. maj 2015 om inddragelse af for-

holdene under en tidligere afsoning eller varetægtsfængsling ved behandlingen af

en straffesag har følgende ordlyd:

”1. Der er behov for at overveje, i hvilket omfang relevante forhold under en

gerningsmands eventuelle tidligere varetægtsfængsling eller afsoning af

straf kan og bør inddrages i forbindelse med behandlingen af en ny straffe-

sag mod den pågældende.

Relevante forhold under en afsoning eller varetægtsfængsling kan f.eks. om-

fatte overtrædelse af ordensregler, manglende efterkommelse af anvisninger

fra personalet eller voldelig/truende adfærd. Afhængig af de nærmere om-

stændigheder kan sådanne forhold eksempelvis medføre disciplinærstraf, el-

ler at der rejses en straffesag mod den pågældende.

Der er imidlertid behov for, at det afklares, i hvilket omfang forholdene un-

der en tidligere afsoning eller varetægtsfængsling, herunder eventuelle di-

sciplinærstraffe, kan og bør inddrages ved behandlingen af en straffesag

mod den pågældende, navnlig når retten skal tage stilling til spørgsmål om

varetægtsfængsling, og ved en eventuel udmåling af straf, hvis den pågæl-

dende findes skyldig.

Retsplejeloven indeholder i kapitel 70 bestemmelser om varetægtsfængs-

ling.

Betingelserne for at foretage varetægtsfængsling fremgår bl.a. af retspleje-

lovens § 762. Bestemmelsen giver adgang til under nærmere betingelser at

foretage varetægtsfængsling, når der er begrundet mistanke om, at sigtede

har begået nærmere angivet alvorlig kriminalitet, og der er bestemte grunde

til at antage eller frygte, at sigtede vil unddrage sig strafforfølgning, begå ny

kriminalitet eller ødelægge beviser i sagen.

Bestemmelsen giver endvidere under nærmere betingelser adgang til at fore-

tage varetægtsfængsling, hvis der er særligt bestyrket mistanke om, at sigte-

de har begået nærmere angivet mere alvorlig kriminalitet, når hensynet til

retshåndhævelsen kræver, at sigtede ikke er på fri fod. En sådan såkaldt

retshåndhævelsesarrest er ikke begrundet i efterforskningsmæssige hensyn,

men i hensynet til befolkningens retsbevidsthed og den nødvendige alvor og

konsekvens i retshåndhævelsen.

Retsplejeloven indeholder ikke særlige regler om, hvilken betydning forhol-

dene under en eventuel tidligere afsoning eller varetægtsfængsling skal til-

lægges ved rettens afgørelse om varetægtsfængsling.

Den straf, som en gerningsmand idømmes, fastsættes – inden for den

strafferamme, som finder anvendelse for den pågældende forbrydelse – efter

reglerne i straffelovens kapitel 10 om straffens fastsættelse.

Det følger af disse regler, at der ved straffens fastsættelse under hensynta-

gen til ensartethed i retsanvendelsen skal lægges vægt på lovovertrædelsens

grovhed og på oplysninger om gerningsmanden. Ved vurderingen af lov-

overtrædelsens grovhed skal der tages hensyn til den med lovovertrædelsen

forbundne skade, fare og krænkelse samt til, hvad gerningsmanden indså el-

ler burde have indset herom. Ved vurderingen af oplysninger om gernings-

manden skal der tages hensyn til dennes almindelige personlige og sociale

forhold, dennes forhold før og efter gerningen samt dennes bevæggrunde til

gerningen.

Det følger endvidere af reglerne, at det ved straffens fastsættelse i alminde-

lighed skal indgå som en skærpende omstændighed bl.a., at gerningsmanden

tidligere er straffet af betydning for sagen, eller at gerningen er begået af en

person, der udstår straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøven-

de karakter.

Det fremgår ikke herudover af straffeloven, i hvilket omfang forholdene un-

der en tidligere afsoning eller varetægtsfængsling, herunder eventuelle dis-

ciplinærstraffe, skal indgå ved fastsættelsen af straf.

Strafferetsplejeudvalget har flere gange tidligere behandlet kommissorier

om varetægtsfængsling. Det drejer sig navnlig om betænkning nr. 728/1974

om anholdelse og varetægt, betænkning nr. 975/1983 om isolation af vare-

tægtsarrestanter, betænkning nr. 978/1983 om varetægtsfængsling i voldssa-

ger, betænkning nr. 1219/1991 om isolationsfængsling i andre europæiske

lande, betænkning nr. 1358/1998 om varetægtsfængsling i isolation, be-

tænkning nr. 1469/2006 om varetægtsfængsling i isolation efter 2000-loven

og betænkning nr. 1496/2008 om retshåndhævelsesarrest i sædelighedssa-

ger.

Straffelovrådet har ved behandlingen af flere kommissorier beskæftiget sig

med spørgsmål om straffastsættelse. Det gælder ikke mindst i betænkning

nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer, som bl.a. har dannet

baggrund for den nuværende lovfæstelse af en række af de almindelige reg-

ler i straffelovens kapitel 10 om straffens fastsættelse.

Det specifikke spørgsmål om betydningen af forhold under en tidligere af-

soning eller varetægtsfængsling ved behandlingen af en straffesag, navnlig

når retten skal tage stilling til spørgsmål om varetægtsfængsling og ved en

eventuel udmåling af straf, har derimod ikke været taget op til mere princi-

piel overvejelse.

Strafferetsplejeudvalget anmodes på denne baggrund om at redegøre for, i

hvilket omfang forholdene under en tidligere afsoning af fængselsstraf eller

en varetægtsfængsling, herunder eventuelle disciplinærstraffe, kan inddra-

ges ved behandlingen af en straffesag, navnlig når retten skal tage stilling til

spørgsmål om varetægtsfængsling, og ved en eventuel udmåling af straf til

gerningsmanden.

Strafferetsplejeudvalget anmodes endvidere om at komme med forslag til,

hvordan det kan sikres, at forholdene under en eventuel tidligere afsoning

eller varetægtsfængsling inddrages ved behandlingen af en straffesag og ved

en eventuel udmåling af straf til gerningsmanden, samt beskrive fordele og

ulemper herved. Udvalget skal herunder inddrage hensynet til Danmarks in-

ternationale forpligtelser.

Strafferetsplejeudvalget anmodes herudover om i relevant omfang at udar-

bejde et lovudkast, der gennemfører udvalgets forslag.”

2. Strafferetsplejeudvalgets sammensætning

Strafferetsplejeudvalget havde ved afgivelsen af denne betænkning følgende

sammensætning:

•

Højesteretsdommer Anne Louise Bormann (formand)

•

Politidirektør Elsemette Cassøe

•

Retsassessor Peter Roesen

•

Dommer Ole Høyer

•

Senioranklager Jens Ingerslev Olsen

•

Advokat Jakob Lund Poulsen

•

Advokat Hanne Rahbæk

•

Statsadvokat Jens Røn

•

Professor, dr.jur. Eva Smith

•

Kontorchef Lasse Boje

Strafferetsplejeudvalget havde herudover følgende ad hoc-medlem beskikket som

repræsentant for Direktoratet for Kriminalforsorgen med henblik på behandling

af kommissoriet:

•

Centerdirektør Annette Esdorf

Som sekretær for Strafferetsplejeudvalget under arbejdet med denne betænkning

har fungeret fuldmægtig Morten Holland Heide.

3. Strafferetsplejeudvalgets arbejde

3.1. Strafferetsplejeudvalgets hidtidige arbejde

Strafferetsplejeudvalget blev nedsat den 16. januar 1968 med den opgave at gen-

nemgå og fremkomme med forslag til revision af retsplejelovens dagældende

regler i lovens fjerde bogs andet og tredje afsnit om den del af straffeprocessen,

der også betegnes efterforskningsstadiet, herunder de såkaldte straffeprocessuelle

tvangsmidler. Gennem årene har udvalget fået en række yderligere opgaver.

Strafferetsplejeudvalget har i den forbindelse afgivet en lang række betænknin-

ger. Senest har udvalget afgivet betænkning nr. 1554/2015 om videoafhøring af

børn og unge i straffesager.

Om Strafferetsplejeudvalgets hidtidige arbejde henvises der i øvrigt til betænk-

ning nr. 1549/2014 om afhøring af forurettede før tiltalte i straffesager, side 8-10.

3.2. Strafferetsplejeudvalgets nuværende arbejdsprogram

Strafferetsplejeudvalget har for tiden ikke andre opgaver end den opgave, der af-

sluttes med afgivelsen af denne betænkning.

3.3. Strafferetsplejeudvalgets arbejde med denne betænkning

Strafferetsplejeudvalget har som led i arbejdet med betænkningen holdt i alt 4

møder.

4. Resumé af Strafferetsplejeudvalgets overvejelser og forslag

Spørgsmålet om inddragelse af tidligere uhensigtsmæssig adfærd i fængsler og

arresthuse ved afgørelser om varetægtsfængsling og strafudmåling skal ses i lyset

af, at sådan adfærd allerede under indsættelsen kan give anledning til en række

reaktioner fra kriminalforsorgens side. Som beskrevet i

kapitel 2

kan der blive ta-

le om disciplinærstraf eller fremadrettede reaktioner som f.eks. udelukkelse fra

fællesskab eller overførsel til en anden institution eller efter omstændighederne

afslag på prøveløsladelse. Herudover kan adfærden medføre strafferetlige reakti-

oner, hvilket også gælder, selv om den indsatte allerede under indsættelsen er

ikendt disciplinærstraf for den samme gerning.

kapitel 3

er der redegjort for adgangen til efter de gældende regler at inddrage

tidligere uhensigtsmæssig adfærd i fængsler og arresthuse ved afgørelser om va-

retægtsfængsling samt Strafferetsplejeudvalgets overvejelser herom.

Tidligere uhensigtsmæssig adfærd kan have betydning, når retten skal træffe af-

gørelse om varetægtsfængsling efter de almindelige fængslingsgrunde, i det om-

fang adfærden siger noget om faren for gentagelse, flugt eller påvirkning af efter-

forskningen. Den pågældendes adfærd i øvrigt, f.eks. overtrædelse af ordensreg-

ler, indgår derimod ikke i vurderingen.

Endvidere kan uhensigtsmæssig adfærd, der har ført til dom for et strafbart for-

hold, inddrages ved vurderingen af, om der kan foretages retshåndhævelsesarrest,

dvs. varetægtsfængsling af hensyn til retsfølelsen, idet tidligere kriminalitet kan

indgå ved vurderingen af, om kravet til den forventede straf er opfyldt.

De almindelige fængslingsgrunde varetager processuelle formål, dog således at

fængsling på grund af gentagelsesfare også tjener et præventivt formål. Disse

hensyn varetages efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse på tilfredsstillende vis

af retsplejelovens gældende regler. Det gælder også med hensyn til muligheden

for at inddrage sigtedes tidligere uhensigtsmæssige adfærd i fængsler og arrest-

huse. Udvalget finder derfor ikke grundlag for at foreslå ændringer af disse be-

stemmelser.

Retshåndhævelsesarrest varetager i modsætning til de almindelige fængslings-

grunde ikke processuelle hensyn, men derimod hensynet til retsfølelsen. Straffe-

retsplejeudvalget har derfor overvejet, om sigtedes tidligere uhensigtsmæssige

adfærd i fængsler og arresthuse i højere grad bør inddrages ved denne fængs-

lingsform. Det kunne f.eks. ske ved at indføre en bestemmelse om, at en sigtet

kan varetægtsfængsles, hvis der er særligt bestyrket mistanke om, at den pågæl-

dende har begået nærmere bestemte lovovertrædelser, og hensynet til retshånd-

hævelsen, under hensyntagen til sigtedes tidligere uhensigtsmæssige adfærd i

fængsler og arresthuse, skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod.

Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse bør det imidlertid fastholdes, at vare-

tægtsfængsling bør tjene processuelle formål og kun foretages af hensyn til rets-

følelsen, når der er sikre holdepunkter for, at det er nødvendigt. Det er ikke op-

lagt, at sigtedes tidligere uhensigtsmæssige adfærd i fængsler og arresthuse har

en sådan betydning for befolkningens retsfølelse, at adfærden bør kunne føre til

varetægtsfængsling i tilfælde, hvor den kriminalitet, som den pågældende nu er

sigtet for, ikke i øvrigt giver grundlag for fængsling.

Det ville endvidere forekomme ulogisk, hvis der ved afgørelser om retshåndhæ-

velsesarrest skulle lægges særlig vægt på sigtedes tidligere uhensigtsmæssige ad-

færd i fængsler og arresthuse og ikke på den pågældendes adfærd i det øvrige

samfund, herunder f.eks. på uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser og i fami-

lieforhold.

Desuden findes der hverken i norsk eller svensk ret en bestemmelse som skitse-

ret.

Herudover er det Strafferetsplejeudvalgets opfattelse, at varetægtsfængsling efter

en bestemmelse som skitseret ikke kan opfylde de krav, der følger af Den Euro-

pæiske Menneskerettighedskonvention.

Strafferetsplejeudvalget finder derfor ikke grundlag for at foreslå en bestemmelse

som skitseret om retshåndhævelsesarrest under hensyntagen til tidligere uhen-

sigtsmæssig adfærd i fængsler og arresthuse.

Strafferetsplejeudvalget peger i kapitel 3 herudover på, at proportionalitetsprin-

cippet ikke er til hinder for, at en varetægtsfængsling opretholdes i længere tid

end den forventede straf med fradrag af normal prøveløsladelsestid i tilfælde,

hvor der ud fra oplysningerne i den konkrete sag undtagelsesvis er fornøden sik-

kerhed for, at den pågældende ikke vil blive prøveløsladt, hvis han eller hun fin-

des skyldig. Rigsadvokaten vil anmode anklagerne om at være opmærksomme på

dette og anvende muligheden, når der er grundlag for det.

Strafferetsplejeudvalget finder derimod ikke grundlag for at indføre en ordning,

hvor politiet og anklagemyndigheden indhenter en udtalelse fra kriminalforsor-

gen til brug for proportionalitetsvurderingen. Det ressourceforbrug, der ville være

forbundet hermed, ville ikke stå mål med den betydning, som disse udtalelser kan

antages at ville få for rettens afgørelse.

kapitel 4

er der redegjort for adgangen til efter de gældende regler at inddrage

tidligere uhensigtsmæssig adfærd i fængsler og arresthuse ved strafudmålingen

og Strafferetsplejeudvalgets overvejelser herom.

Efter de gældende regler skal det i almindelighed indgå som en skærpende om-

stændighed, at gerningsmanden tidligere er straffet af betydning for sagen. Der-

for kan uhensigtsmæssig adfærd, som har ført til dom for et strafbart forhold, i et

fængsel eller arresthus tillægges skærpende betydning i en ny sag om ligeartet

kriminalitet. Eventuelle oplysninger om adfærd, der ikke har ført til en dom, kan

efter omstændighederne indgå i vurderingen af gerningsmandens personlige for-

hold og kan derfor få betydning ved strafudmålingen, men tillægges normalt ikke

større vægt end gerningsmandens adfærd i det øvrige samfund.

Strafferetsplejeudvalget har overvejet, om der bør indføres en bestemmelse om,

at det ved strafudmålingen i almindelighed skal indgå som en skærpende om-

stændighed, at gerningsmanden tidligere i et fængsel eller arresthus er ikendt dis-

ciplinærstraf af betydning for den nye straffesag.

Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse er der imidlertid ikke grundlag for, at

gerningsmandens tidligere adfærd i et fængsel eller arresthus tillægges en mere

fremtrædende betydning ved strafudmålingen end gerningsmandens adfærd i det

øvrige samfund, herunder f.eks. på uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser og

i familieforhold.

En bestemmelse som skitseret må endvidere forventes kun sjældent at få betyd-

ning, idet disciplinærafgørelser af betydning for en ny straffesag som det helt kla-

re udgangspunkt tillige ville medføre en dom for et strafbart forhold og således

allerede efter de gældende regler have skærpende betydning i en ny straffesag om

ligeartet kriminalitet.

Strafferetsplejeudvalget lægger også vægt på, at der ikke er de samme retssikker-

hedsmæssige garantier forbundet med konstateringen af, om en indsat har begået

en disciplinærforseelse, som ved konstateringen af, om der er begået en strafbar

lovovertrædelse.

Desuden findes der hverken i norsk eller svensk ret en bestemmelse som skitse-

ret.

Strafferetsplejeudvalget finder derfor ikke grundlag for at foreslå en bestemmelse

om, at det ved strafudmålingen i almindelighed skal indgå som en skærpende

omstændighed, at gerningsmanden under tidligere indsættelse i fængsel eller ar-

resthus er ikendt disciplinærstraf af betydning for den nye straffesag

Strafferetsplejeudvalget peger i kapitel 4 herudover på, at oplysninger fra eventu-

elle tidligere afsoningsforløb bør indgå, når kriminalforsorgen udarbejder per-

sonundersøgelser, hvis oplysningerne er relevante i forhold til formålet med un-

dersøgelsen. Direktoratet for Kriminalforsorgen vil tydeliggøre dette i retnings-

linjerne for udarbejdelse af personundersøgelser.

Af hensyn til retshåndhævelsen finder Strafferetsplejeudvalget desuden, at det

ved al kriminalitet i almindelighed bør være en skærpende omstændighed, at ger-

ningen er begået af en person, der udstår straf eller anden strafferetlig retsfølge af

frihedsberøvende karakter. I dag gælder dette kun ved handlinger rettet mod

medindsatte, personer med tilknytning til institutionen eller mod institutionen el-

ler dens ejendele.

Strafferetsplejeudvalget har endvidere overvejet, om strafskærpelsesreglerne bør

udvides til også at omfatte varetægtsfængslede, så det ligesom for strafafsonere i

almindelighed skal anses for en skærpende omstændighed, hvis gerningen er be-

gået af en person, der er varetægtsfængslet, eller af en tidligere varetægtsfængslet

over for institutionen eller en person med ansættelse ved institutionen.

Et flertal finder, at det i almindelighed bør anses for en skærpende omstændig-

hed, hvis en gerning er begået af en nuværende eller tidligere varetægtsfængslet

over for institutionen eller en person med ansættelse ved institutionen. Herved vil

personale, der arbejder med varetægtsfængslede, i overensstemmelse med hensy-

nene bag de gældende strafskærpelsesregler opnå samme beskyttelse som perso-

nale, der arbejder med strafafsonere. Ordensmæssige hensyn i kriminalforsorgens

institutioner taler for så vidt angår nuværende varetægtsfængslede endvidere for

en sådan udvidelse. Om det også ved andre former for kriminalitet i almindelig-

hed bør anses for en skærpende omstændighed, at gerningen er begået af en vare-

tægtsfængslet, må bero på en politisk afvejning. Det taler på den ene side imod

en sådan udvidelse, at varetægtsfængslede som udgangspunkt ikke er fundet

skyldige, men alene er mistænkt for at have begået en strafbar lovovertrædelse.

På den anden side kan det anføres, at ordensmæssige hensyn og hensynet til rets-

håndhævelsen taler for en sådan udvidelse.

Et mindretal kan ikke anbefale, at strafskærpelsesreglerne udvides til også at om-

fatte varetægtsfængslede. Personer, der er varetægtsfængslet, er som udgangs-

punkt ikke frihedsberøvet, fordi de er fundet skyldige i en strafbar lovovertrædel-

se. De er som udgangspunkt alene sigtet eller tiltalt for den pågældende krimina-

litet eller dømt i første instans ved en dom, der er anket, og i en del tilfælde fra-

faldes sigtelsen eller tiltalen, eller tiltalte bliver frifundet. Kriminalitet begået af

en person, der er varetægtsfængslet, bør derfor som udgangspunkt ikke behandles

anderledes end kriminalitet begået af f.eks. en person, der er sigtet eller tiltalt,

men på fri fod. Hensynet til de ansatte ved institutionen er i forvejen varetaget

ved straffelovens bestemmelse om vold og trusler mod offentligt ansatte.

kapitel 5

findes et lovudkast med bemærkninger, der gennemfører Strafferets-

plejeudvalgets forslag om, at det fremover ved al kriminalitet i almindelighed

skal være en skærpende omstændighed, at gerningen er begået af en person, der

udstår straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter.

København, juni 2016

Anne Louise Bormann (formand)

Peter Roesen

Jens Ingerslev Olsen

Hanne Rahbæk

Eva Smith

Annette Esdorf

Elsemette Cassøe

Ole Høyer

Jakob Lund Poulsen

Jens Røn

Lasse Boje

_________________

Morten Holland Heide

Kapitel 2

Kriminalforsorgens reaktioner over for uhensigtsmæs-

sig adfærd

1. Indledning

Strafferetsplejeudvalget skal efter kommissoriet redegøre for, i hvilket omfang

tidligere uhensigtsmæssig adfærd under afsoning af fængselsstraf eller varetægts-

fængsling, herunder eventuelle disciplinærstraffe, kan inddrages ved behandlin-

gen af en straffesag, herunder ved afgørelser om varetægtsfængsling og strafud-

måling. Udvalget skal endvidere komme med forslag til, hvordan det kan sikres,

at sådan uhensigtsmæssig adfærd inddrages, og beskrive fordele og ulemper her-

ved.

Disse overvejelser bør efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse foretages i lyset

af de reaktioner, som uhensigtsmæssig adfærd i fængsler og arresthuse, hvor af-

soning af fængselsstraf og varetægtsfængsling som udgangspunkt finder sted,

kan give anledning til fra kriminalforsorgens side under selve indsættelsen. Disse

reaktioner er beskrevet i dette kapitel.

Som introduktion til beskrivelsen af reaktionerne findes i afsnit 2 nedenfor en

overordnet gennemgang af reglerne om, hvornår varetægtsarrestanter og strafaf-

sonere (og forvaringsdømte) anbringes i arresthus eller åbent eller lukket fæng-

sel, samt en overordnet gennemgang af rammerne i sådanne institutioner.

Reglerne om disciplinærstraf i fængsler og arresthuse er herefter beskrevet i af-

snit 3 nedenfor. Afsnit 4 indeholder en omtale af en række andre mulige reaktio-

ner på uhensigtsmæssig adfærd under indsættelse. Reglerne om prøveløsladelse

er gennemgået i afsnit 5.

2. Anbringelse i fængsel eller arresthus og rammerne i institutionerne

Retsplejelovens og straffuldbyrdelseslovens regler om, hvorvidt varetægtsarre-

stanter og strafafsonere (og forvaringsdømte) anbringes i arresthus eller åbent el-

ler lukket fængsel, er beskrevet i hovedtræk i afsnit 2.1 nedenfor, og i afsnit 2.2

findes en overordnet beskrivelse af rammerne i de pågældende institutioner.

Straffuldbyrdelsesloven indeholder herudover regler om efterfølgende overførsel

af indsatte mellem forskellige institutioner. Disse regler er omtalt i afsnit 4.2 ne-

denfor.

2.1. Anbringelse i arresthus eller åbent eller lukket fængsel

Varetægtsarrestanter anbringes i varetægtsfængsel (arresthus), jf. retsplejelovens

§ 770, stk. 2, 1. pkt. Anbringelse uden for varetægtsfængsel kan ifølge § 770, stk.

2, 2. pkt., ske af helbredsmæssige grunde eller i medfør af § 777, der giver mu-

lighed for at anbringe varetægtsarrestanter i anstalt for personer, der udstår fæng-

selsstraf eller forvaring, eller i hospital mv., jf. straffelovens §§ 68 og 69, hvis

den pågældende selv, anklagemyndigheden og kriminalforsorgsområdet samtyk-

ker heri. Hvis helbredsmæssige hensyn eller hensynet til andres sikkerhed gør det

påkrævet, kan retten undtagelsesvis godkende en sådan anbringelse uden arre-

stantens samtykke, jf. § 777, 2. pkt.

Det bemærkes, at retten ifølge retsplejelovens § 765, stk. 1, hvis betingelserne for

anvendelse af varetægtsfængsling er til stede, men varetægtsfængslingens øjemed

kan opnås ved mindre indgribende foranstaltninger, træffer bestemmelse om så-

danne foranstaltninger i stedet for varetægtsfængsling, hvis sigtede samtykker.

Sigtede kan f.eks. anbringes på en sikret institution for unge, jf. § 765, stk. 2, nr.

3. Disse regler om såkaldt surrogatfængsling er nærmere beskrevet i kapitel 3, af-

snit 2.3.

Fængselsstraf fuldbyrdes ifølge straffuldbyrdelseslovens § 20, stk. 1, i fængsel

eller arresthus. Fængselsstraf kan dog efter reglerne i § 78 om anbringelse i og

overførsel til særlig institution mv. i særlige tilfælde fuldbyrdes i kriminalforsor-

gens pensioner og i institutioner mv. uden for kriminalforsorgen, jf. § 20, stk. 2. I

særlige tilfælde kan fængselsstraf endvidere fuldbyrdes på den dømtes bopæl un-

der intensiv overvågning og kontrol efter reglerne i §§ 78 a-78 f (afsoning i fod-

lænke), jf. § 20, stk. 3.

Herudover er der efter reglerne i udgangsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr.

355 af 12. april 2016) mulighed for, at fængselsstraf kan afsones under udstatio-

nering fra fængsel eller arresthus, f.eks. i pension eller egen bopæl med fodlæn-

ke.

Normalt fuldbyrdes fængselsstraf i fængsel, jf. straffuldbyrdelseslovens § 21, stk.

1. Kortvarig fængselsstraf (dvs. indtil 6 måneder) kan dog ifølge § 21, stk. 2,

fuldbyrdes i arresthus, i det omfang det er nødvendigt af hensyn til den samlede

udnyttelse af pladserne i kriminalforsorgens institutioner. Endvidere kan fæng-

selsstraf fuldbyrdes i arresthus i de tilfælde, der er nævnt i § 21, stk. 3, nr. 1-4.

Det drejer sig om tilfælde, hvor dette må anses for nødvendigt for at forebygge

overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen eller som led i kri-

minalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme (nr. 1), hvor der er

bestemte grunde til at antage, at den dømtes farlighed eller kriminalitet gør det

nødvendigt for at forebygge undvigelse, brandstiftelse eller indsmugling eller

handel med euforiserende stoffer (nr. 2), hvor det må anses for nødvendigt for at

beskytte den dømte mod overgreb (nr. 3), eller hvor den dømte efter de lægelige

oplysninger bør anbringes i Vestre Hospital (nr. 4). Fængselsstraf kan i øvrigt

kun fuldbyrdes i arresthus, hvis den dømte selv ønsker det og har udgang til ar-

bejde, uddannelse eller anden godkendt aktivitet, eller hvis den dømte selv øn-

sker det, og særlige familiemæssige eller andre personlige forhold taler herfor, jf.

§ 21, stk. 4.

Fængselsstraf fuldbyrdes normalt i åbent fængsel. Fuldbyrdelse af straffen skal

dog ske i lukket fængsel, når straffen er på 5 år eller mere. Fuldbyrdelsen af straf-

fen skal imidlertid også i dette tilfælde ske i åbent fængsel, hvis det ikke findes

betænkeligt efter det i øvrigt oplyste om den dømte. Dette fremgår af straffuld-

byrdelseslovens § 22, stk. 1 og 2.

Fængselsstraf kan herudover ske i lukket fængsel, hvis det må anses for nødven-

digt for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutio-

nen eller som led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremis-

me, jf. straffuldbyrdelseslovens § 22, stk. 3. Det samme gælder ifølge § 22, stk.

4, hvis der efter de i øvrigt foreliggende oplysninger om den dømte og efter kri-

minalitetens art er bestemte grunde til at antage, at den dømte ved anbringelse i

åbent fængsel vil undvige eller begå strafbart eller groft disciplinært forhold eller

udvise anden adfærd, der er åbenbart uforenelig med ophold i åbent fængsel.

Fuldbyrdelse i lukket fængsel kan endvidere ske, hvis det må anses for nødven-

digt for at beskytte den dømte mod overgreb, eller den dømte efter de lægelige

oplysninger bør anbringes i Anstalten ved Herstedvester, jf. § 22, stk. 5. Herud-

over kan fuldbyrdelse ske i lukket fængsel, hvis den dømte selv ønsker det, og

særlige familiemæssige eller andre personlige forhold taler for det, jf. § 22, stk.

Straffuldbyrdelseslovens § 22 om anbringelse i åbent eller lukket fængsel supple-

res af anbringelses- og overførselsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 176 af 26.

februar 2016), der indeholder regler om en visitationsordning, hvorefter visse

seksualforbrydere som udgangspunkt indledningsvis anbringes i visitations- og

observationsafdelingen i Anstalten ved Herstedvester, jf. § 3, samt regler om

halvåbne afdelinger, jf. § 4.

Personer, der er idømt forvaring, anbringes normalt i Anstalten ved Herstedve-

ster, jf. straffuldbyrdelseslovens § 105, stk. 1.

2.2. Overordnet om rammerne i arresthuse og åbne og lukkede fængsler

Direktoratet for Kriminalforsorgen har om rammerne i åbne og lukkede fængsler

og arresthuse overordnet oplyst følgende:

Varetægtsarrestanter anbringes i arresthus eller i en arrestafdeling i et fængsel.

Der er store forskelle i graden af fællesskab i arresthusene, hvilket har sammen-

hæng med store forskelle i arresthusenes fysiske rammer.

I den ene ende af skalaen er der arresthuse, hvor varetægtsarrestanter kun har

meget begrænset fællesskab, idet der hverken er fælles arbejdspladser, undervis-

nings- eller fritidslokaler. I disse arresthuse er de indsatte beskæftiget ved celle-

arbejde, og fællesskab finder sted i form af cellefællesskab – typisk alene mellem

to indsatte. Der er tillige mulighed for undervisning i begrænset omfang, enten af

den enkelte indsatte i cellen eller for et mindre antal indsatte på arresthusets

gangarealer.

I den anden ende af skalaen findes arresthuse, hvor de fysiske rammer giver væ-

sentligt større muligheder for fællesskab, idet der er værksteder, undervisnings-

lokaler og lokaliteter til diverse fritidsaktiviteter. Tilsvarende rammer er der ty-

pisk i fængslernes arrestafdelinger.

Fængsler – både åbne og lukkede – har generelt langt bedre faciliteter end arrest-

husene til beskæftigelse, undervisning og fritid. Alle fængsler har værksteder og

undervisningslokaler samt diverse lokaliteter til fritidsaktiviteter, herunder kirke,

kondirum, sportshal, bibliotek, køkken, tv-stue mv. og udendørs arealer til sport

mv. Også fængslernes fysiske rammer og indretning er dog meget forskellige, af-

hængig af om der er tale om et åbent eller lukket fængsel, fængslets opførelses-

tidspunkt mv.

De indsatte i fængslerne er typisk kun låst inde på cellen om natten, mens de ind-

satte i arresthusene også kan være låst inde på cellen en stor del af dagtimerne.

Omfanget af indelåsning i dagtimerne i arresthusene varierer meget afhængig af

de fysiske rammer. Varetægtsarrestanter, der er isoleret efter rettens bestemmel-

se, er i vidt omfang låst inde på cellen.

Både i arresthuse og i fængsler har personalet fokus på de indsattes resocialise-

ring, og der laves handleplaner for såvel varetægtsarrestanter som afsonere. Fo-

kus vil dog i arresthusene være påvirket af, at de varetægtsfængslede er i en uaf-

klaret situation, idet det altid er uvist, hvor længe de skal være i arresthuset. Alle

arresthuse tilbyder i begrænset omfang undervisning og så vidt muligt beskæfti-

gelse. Alle arresthuse tilbyder også forbehandling for alkohol- og narkotikamis-

brug til varetægtsarrestanter, som har et behandlingsbehov, og som er motiveret

for at gå i behandling under en eventuel afsoning. Samtlige fængsler tilbyder ud-

over arbejde og undervisning også misbrugsbehandling og diverse kognitive be-

handlingsprogrammer. I alle fængsler er der selvforplejning, så indsatte selv skal

lave deres mad, hvilket ikke gælder i arresthusene og kun i en enkelt arrestafde-

ling. De fleste fængsler har fastansatte socialrådgivere, mens arresthusene betje-

nes af socialrådgivere fra områdets afdeling af Kriminalforsorgen i Frihed.

3. Disciplinærstraf i fængsler og arresthuse

Uhensigtsmæssig adfærd under en indsættelse i fængsel eller arresthus kan efter

omstændighederne give anledning til, at den indsatte ikendes disciplinærstraf.

Disciplinærstraf er ifølge William Rentzmann m.fl., Straffuldbyrdelsesloven med

kommentarer, 1. udgave (2003), side 163, en administrativ, pønal reaktion over

for indsatte på en ikke-tilladt adfærd.

Nedenfor findes en beskrivelse af disciplinærstrafreglernes anvendelsesområde

(afsnit 3.1), disciplinærstrafbare forhold (afsnit 3.2), disciplinærstraffene og ud-

målingen (afsnit 3.3) og fremgangsmåden ved behandlingen af disciplinærsager

(afsnit 3.4). Der henvises i øvrigt til kapitel 4, afsnit 2.3, hvor forholdet mellem

disciplinærstraf og almindelig straf er beskrevet.

3.1. Disciplinærstrafreglernes anvendelsesområde

Reglerne om disciplinærstraf, der findes i straffuldbyrdelseslovens kapitel 11,

gælder for indsatte, der afsoner fængselsstraf. Herudover gælder reglerne for ind-

satte, som udstår forvaring, jf. § 105, stk. 1. Desuden gælder reglerne som ud-

gangspunkt for varetægtsarrestanter, jf. § 1, stk. 2, 1. pkt., i disciplinærstrafbe-

kendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 426 af 9. april 2015). Reglerne gælder således

for alle indsatte i kriminalforsorgens fængsler og arresthuse.

Disciplinærstraf kan derimod ikke anvendes over for dømte på fri fod, der endnu

ikke har påbegyndt straffuldbyrdelsen, f.eks. som reaktion på udeblivelse efter

tilsigelse. Reglerne kan heller ikke anvendes, hvis den indsatte er prøveløsladt.

Omvendt kan reglerne anvendes over for forseelser begået under udgang. Der

henvises til William Rentzmann m.fl., Straffuldbyrdelsesloven med kommenta-

rer, 1. udgave (2003), side 163-164.

3.2. Disciplinærstrafbare forhold

Der kan alene ikendes disciplinærstraf for forseelser, når det af en lovbestemmel-

se eller administrativ bestemmelse udtrykkeligt fremgår, at forseelsen kan med-

føre disciplinærstraf. Dette følger af straffuldbyrdelseslovens § 67, der dels inde-

holder en række selvstændige forseelser (nr. 1-6), dels bestemmer, at der kan

fastsættes disciplinærstraf i regler fastsat af justitsministeren eller kriminalfor-

sorgsområdet (nr. 7-8).

Ifølge straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 1, kan der ikendes disciplinærstraf ved

overtrædelse af § 32, hvorefter en indsat skal efterkomme de anvisninger, som

gives af institutionens personale i forbindelse med varetagelsen af institutionens

opgaver.

Der kan i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 2, ikendes disciplinærstraf

ved udeblivelse, undvigelse eller forsøg herpå. Det bemærkes, at bestemmelsen

ikke omfatter udeblivelse fra afsoning, men derimod f.eks. tilfælde, hvor en ind-

sat efter udgang kommer for sent tilbage. Det bemærkes endvidere, at undvigelse

desuden kan straffes efter straffelovens § 124, stk. 1.

Der kan ifølge straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 3, ikendes disciplinærstraf ved

tilsidesættelse af beskæftigelsespligten efter § 38, stk. 1. Ifølge § 38, stk. 1, har

en indsat ret og pligt til at være beskæftiget ved deltagelse i arbejde, uddannelse

eller anden godkendt aktivitet. Beskæftigelsespligten gælder ikke for varetægts-

arrestanter, jf. § 28 i varetægtsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 419 af 9. april

2015), og dømte, der er anbragt i arresthus, jf. § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr.

398 af 9. april 2015 om beskæftigelse mv. af indsatte i kriminalforsorgens insti-

tutioner.

Ifølge straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 4, kan der ikendes disciplinærstraf ved

nægtelse af afgivelse af urinprøve efter § 60 a. Det fremgår af § 60 a, stk. 1, at

kriminalforsorgsområdet kan træffe bestemmelse om, at en indsat skal afgive

urinprøve med henblik på at undersøge for eventuel indtagelse af euforiserende

stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige lovgivning.

Ifølge straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 5, kan der ikendes disciplinærstraf ved

indtagelse af alkohol, euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter

den almindelige lovgivning (f.eks. forbudte dopingmidler).

Straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 6, vedrører strafbare ordens- og sikkerheds-

krænkelser. Ifølge bestemmelsen kan der ikendes disciplinærstraf ved overtræ-

delse af straffelovgivningen, når overtrædelsen tillige indebærer en selvstændig

krænkelse af orden eller sikkerhed i institutionen.

Der kan efter straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 7, ikendes disciplinærstraf ved

overtrædelse af regler fastsat af justitsministeren, når det i reglerne er bestemt, at

overtrædelse kan medføre disciplinærstraf. Sådanne regler findes bl.a. i gen-

standsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 406 af 9. april 2015) og i udgangsbe-

kendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 355 af 12. april 2016), der dog ikke gælder for

varetægtsarrestanter.

Endelig kan der ifølge straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 8, ikendes disciplinær-

straf ved overtrædelse af regler fastsat af kriminalforsorgsområdet, når det i reg-

lerne er bestemt, at overtrædelse kan medføre disciplinærstraf. Det kan således i

en husorden eller lignende fastsættes, at overtrædelse af reglerne kan medføre di-

sciplinærstraf. Et eksempel på en husorden (Statsfængslet i Nyborg) er optaget

som bilag 2 til betænkningen.

Det bemærkes, at straffuldbyrdelseslovens § 67 er ændret ved lov nr. 641 af 8.

juni 2016 om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v., straffeloven og rets-

plejeloven (Styrket indsats mod mobiltelefoner i fængsler m.v.), der træder i kraft

den 1. august 2016. Ændringen indebærer, at disciplinærstraf fremover bliver ob-

ligatorisk i den forstand, at kriminalforsorgsområdet skal ikende den indsatte en

disciplinærstraf i de tilfælde, der er nævnt i § 67, nr. 1-8.

Statistiske oplysninger om brugen af disciplinærstraf findes i betænkningens bi-

lag 1, tabel 5.1-5.2 (uddrag af Kriminalforsorgens statistik 2014).

3.3. Disciplinærstraffene og udmålingen

Som disciplinærstraf kan ifølge straffuldbyrdelseslovens § 68, stk. 1, anvendes

advarsel, bøde og strafcelle.

Strafcelle indebærer anbringelse i særlig afdeling eller eget opholdsrum eller i et

arresthus samt udelukkelse fra fællesskab i institutionen. Den fængselsstraf, som

strafafsonere afsoner, bliver ikke forlænget som følge af ikendelse af strafcelle.

Strafcelle kan kun anvendes for de forhold eller forsøg herpå, som er nævnt i

straffuldbyrdelseslovens § 68, stk. 2, nr. 1-7. Det drejer sig om udeblivelse eller

undvigelse (nr. 1), indsmugling, besiddelse eller indtagelse af alkohol, euforise-

rende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige lovgivning

(nr. 2), nægtelse af afgivelse af urinprøve efter § 60 a (nr. 3), indsmugling eller

besiddelse af våben og andre personfarlige genstande (nr. 4), vold eller trusler

om vold mod medindsatte, personale eller andre i institutionen (nr. 5), groft hær-

værk (nr. 6) og andre grove eller oftere gentagne forseelser (nr. 7).

Varigheden af strafcelleanbringelsen fastsættes under hensyn til overtrædelsens

art og omfang til et tidsrum af højst 4 uger, jf. straffuldbyrdelseslovens § 70, stk.

1. Varetægtsarrestanter kan højst ikendes strafcelle i et tidsrum af 2 uger, jf. rets-

plejelovens § 775, stk. 1, 1. pkt. Det bemærkes, at retsplejelovens § 775, stk. 1, 1.

pkt., er ændret ved lov nr. 641 af 8. juni 2016 om ændring af lov om fuldbyrdelse

af straf m.v., straffeloven og retsplejeloven (Styrket indsats mod mobiltelefoner i

fængsler m.v.), der træder i kraft den 1. august 2016, således at varetægtsarre-

stanter fremover kan ikendes strafcelle i indtil 4 uger.

En bødes størrelse fastsættes ifølge straffuldbyrdelseslovens § 69, stk. 1, under

hensyn til overtrædelsens art og omfang. Bøden kan dog højst udgøre et beløb

svarende til det almindelige vederlag, der udbetales indsatte for en uges beskæf-

tigelse, med fradrag af den del af vederlaget, som er beregnet til dækning af per-

sonlige fornødenheder.

Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 68, stk. 3 og 4, at bøde og strafcelle kan

ikendes i forening, og at fuldbyrdelse af disciplinærstraf helt eller delvis kan und-

lades på betingelse af, at den indsatte i en bestemt periode ikke begår strafbart

forhold eller en ny disciplinærforseelse.

Der kan ved udmålingen af disciplinærstraf lægges vægt på almindelige strafud-

målingshensyn, jf. straffelovens kapitel 10, herunder på den indsattes personlige

og anstaltsmæssige forhold og på eventuelle tidligere disciplinærstraffe, jf. Willi-

am Rentzmann m.fl., Straffuldbyrdelsesloven med kommentarer, 1. udgave

(2003), side 169 og 170.

Der er lokalt udarbejdet praksisoversigter med vejledende normalreaktioner i di-

sciplinærsager.

Hvis en overtrædelse har givet anledning til andre foranstaltninger efter straf-

fuldbyrdelsesloven end disciplinærstraf (se afsnit 4 nedenfor) bortset fra erstat-

ning og konfiskation, kan der kun ikendes disciplinærstraf, i det omfang afgøren-

de ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn kræver det, jf. § 4 i disciplinærstraf-

bekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 426 af 9. april 2015).

Det bemærkes, at der ved bekendtgørelse nr. 1036 af 23. juni 2016 er udstedt en

ny disciplinærstrafbekendtgørelse, hvor § 4 er ændret som konsekvens af, at dis-

ciplinærstraf som nævnt i afsnit 3.2 ovenfor fremover bliver obligatorisk. Det

fremgår af den nye bestemmelse, at der, hvis en overtrædelse har givet anledning

til andre foranstaltninger efter straffuldbyrdelsesloven, bortset fra erstatning og

konfiskation, efter omstændighederne kan tages hensyn hertil ved valget af disci-

plinærstraf. Den nye bekendtgørelse træder i kraft den 1. august 2016.

3.4. Fremgangsmåden ved behandling af disciplinærsager

Disciplinærstrafbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 426 af 9. april 2015) inde-

holder regler om behandlingen af disciplinærsager. Herudover finder bl.a. for-

valtningsloven anvendelse på behandlingen af sagerne.

Disciplinærstrafbekendtgørelsens § 7 indeholder regler om afholdelse af et så-

kaldt forhør, som har til formål at bidrage til sagens oplysning og sikre den ind-

satte adgang til partshøring. Det følger bl.a. heraf, at den indsatte skal gøres be-

kendt med, hvad der er indberettet, og i hovedtræk orienteres om, hvad der måtte

være fremkommet under eventuelle afhøringer. Den indsatte skal endvidere have

adgang til at udtale sig i sagen. Hvis den indsatte ikke ønsker at være til stede,

kan disciplinærsagen gennemføres uden den pågældendes tilstedeværelse. I givet

fald skal den indsatte skriftligt underrettes om, hvilken afgørelse kriminalfor-

sorgsområdet agter at træffe, og at den pågældende har adgang til at udtale sig i

sagen.

Visse sager kan behandles efter en summarisk proces, jf. disciplinærstrafbe-

kendtgørelsens § 6. I disciplinærsager, hvor der alene er tale om at anvende ad-

varsel eller bøde, kan sagen således behandles, uden at den indsatte er til stede,

hvis overtrædelsen umiddelbart har kunnet konstateres, eller hvis sagens om-

stændigheder i øvrigt må anses for fuldt klarlagt. Det er endvidere en forudsæt-

ning, at den pågældende ikke ønsker at udtale sig i sagen. Den indsatte skal

skriftligt underrettes om, hvilken afgørelse kriminalforsorgsområdet agter at træf-

fe, og at den pågældende har adgang til at udtale sig i sagen.

Kriminalforsorgsområdets afgørelser om disciplinærstraf i form af strafcelle kan

påklages til Direktoratet for Kriminalforsorgen, jf. disciplinærstrafbekendtgørel-

sens § 10, stk. 1, nr. 1. En endelig administrativ afgørelse om disciplinærstraf i

form af strafcelle i mere end 7 dage kan kræves indbragt til prøvelse for retten, jf.

straffuldbyrdelseslovens § 112, nr. 3. Denne adgang til domstolsprøvelse gælder

ikke for varetægtsarrestanter, der er indsat i varetægtsfængsel, jf. herved pkt. 17 i

disciplinærstrafvejledningen (vejledning nr. 9230 af 13. april 2015).

4. Andre reaktioner på uhensigtsmæssig adfærd

Indsattes uhensigtsmæssige adfærd kan foruden disciplinærstraf give anledning

til en række andre reaktioner fra kriminalforsorgens side. Der kan således f.eks.

blive tale om udelukkelse fra fællesskab, overførsel til anden institution, tilbage-

kaldelse af udgangstilladelse eller meddelelse af udgangskarantæne.

Sådanne reaktioner vil af de indsatte typisk blive opfattet som en straf, men er

principielt ikke pønale reaktioner, men derimod fremadrettede foranstaltninger,

der træffes på grundlag af en vurdering af den fremtidige afsoningssituation og

ikke nødvendigvis forudsætter, at der er begået en disciplinærforseelse, jf. Willi-

am Rentzmann m.fl., Straffuldbyrdelsesloven med kommentarer, 1. udgave

(2003), side 163.

Nedenfor er reglerne om udelukkelse fra fællesskab (afsnit 4.1) og overførsel til

anden institution (afsnit 4.2) omtalt.

4.1. Udelukkelse fra fællesskab

Udelukkelse fra fællesskab indebærer, at den indsatte isoleres i opholdsrum på

særlig afdeling, i eget opholdsrum eller i et arresthus. Reglerne om udelukkelse

fra fællesskab gælder både for indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring,

og varetægtsarrestanter, jf. § 1, stk. 1, i bekendtgørelse om udelukkelse fra fæl-

lesskab (bekendtgørelse nr. 429 af 9. april 2015).

Ifølge straffuldbyrdelseslovens § 63, stk. 1, kan kriminalforsorgsområdet bl.a.

udelukke en indsat fra fællesskab, hvis det er nødvendigt for at forebygge undvi-

gelse, strafbar virksomhed eller voldsom adfærd, eller hvis det er nødvendigt,

fordi den indsatte udviser en grov eller oftere gentagen utilladelig adfærd, som er

åbenbart uforenelig med fortsat ophold i fællesskab med andre indsatte.

Udelukkelse fra fællesskab må ikke foretages, hvis udelukkelsen efter indgrebets

formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde,

ville være et uforholdsmæssigt indgreb, jf. straffuldbyrdelseslovens § 63, stk. 6.

Endvidere skal indgrebet gennemføres så skånsomt, som omstændighederne til-

lader, jf. § 63, stk. 7.

Udelukkelse fra fællesskab skal straks bringes til ophør, når betingelserne herfor

ikke længere er opfyldt. Kriminalforsorgsområdet skal mindst én gang om ugen

overveje spørgsmålet om helt eller delvis at bringe udelukkelsen fra fællesskab til

ophør. Dette fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 63, stk. 8.

I modsætning til disciplinærstraf i form af strafcelle er udelukkelse fra fællesskab

ikke tidsbegrænset. Det hænger sammen med den forebyggende og fremadrettede

karakter af indgrebet. Det fremgår imidlertid af straffuldbyrdelseslovens § 63,

stk. 9, at udelukkelse fra fællesskab ikke må overstige 3 måneder, dog således at

Direktoratet for Kriminalforsorgen kan træffe afgørelse om udelukkelse fra fæl-

lesskab i mere end 3 måneder, hvis der foreligger helt særlige omstændigheder.

Kriminalforsorgsområdets afgørelser om udelukkelse fra fællesskab efter straf-

fuldbyrdelseslovens § 63, stk. 1, kan påklages til Direktoratet for Kriminalforsor-

gen, jf. § 23, nr. 1, i bekendtgørelse om udelukkelse fra fællesskab. Den særlige

adgang til domstolsprøvelse efter straffuldbyrdelseslovens § 112 gælder ikke for

afgørelser om udelukkelse fra fællesskab.

Straffuldbyrdelseslovens § 64 undtager visse ufrivillige kortvarige ophold uden

for fællesskab fra bestemmelsen i § 63.

Statistiske oplysninger om brugen af udelukkelse fra fællesskab findes i betænk-

ningens bilag 1, tabel 5.3-5.4 (uddrag af Kriminalforsorgens statistik 2014).

4.2. Overførsel til anden institution

Straffuldbyrdelseslovens §§ 24-29 indeholder regler om overførsel af indsatte

mellem institutioner. Uhensigtsmæssig adfærd under en indsættelse kan efter

omstændighederne f.eks. give anledning til, at den indsatte overføres fra åbent til

lukket fængsel (§ 25) eller fra fængsel til arresthus (§ 28).

Overførsel af en indsat fra åbent til lukket fængsel kan således ifølge straffuld-

byrdelseslovens § 25, stk. 1, bl.a. ske, når den pågældende er undveget eller har

forsøgt at undvige (nr. 1), den pågældende er fundet i besiddelse af en ikke ube-

tydelig mængde euforiserende stoffer (nr. 2), der er bestemte grunde til at antage,

at den pågældende har indsmuglet eller handlet med euforiserende stoffer (nr. 3),

eller der er bestemte grunde til at antage, at den pågældende har udøvet overgreb

på medindsatte, personale eller andre i institutionen (nr. 4).

Overførsel af en indsat fra åbent til lukket fængsel kan endvidere ske, hvis det må

anses for nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller

andre i institutionen eller som led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering

og ekstremisme, jf. straffuldbyrdelseslovens § 25, stk. 2.

Det samme gælder efter straffuldbyrdelseslovens § 25, stk. 3, når der efter de nu

foreliggende oplysninger er en særlig bestyrket mistanke om, at den indsatte ved

fortsat ophold i åbent fængsel vil undvige eller begå grovere strafbart eller groft

disciplinært forhold eller udvise anden adfærd, der er åbenbart uforenelig med

fortsat ophold i åbent fængsel.

Overførsel af en indsat fra fængsel til arresthus kan ifølge straffuldbyrdelseslo-

vens § 28, stk. 1, bl.a. ske, hvis det må anses for nødvendigt for at forebygge

overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen eller som led i kri-

minalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme (nr. 1), eller der er

bestemte grunde til at antage, at den indsatte vil undvige, forvolde brand eller

indsmugle eller handle med euforiserende stoffer, og det må anses for nødvendigt

for at forhindre den indsatte i at begå forhold af denne karakter (nr. 2).

Afgørelser om overførsel fra åbent til lukket fængsel efter straffuldbyrdelseslo-

vens § 25 eller om overførsel af indsatte fra fængsel til arresthus efter § 28, stk.

1, træffes som udgangspunkt af kriminalforsorgsområdet, jf. §§ 11 og 24-25 i an-

bringelses- og overførselsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 176 af 26. februar

2016). Den særlige adgang til domstolsprøvelse efter straffuldbyrdelseslovens §

112 gælder ikke for afgørelser om overførsel.

Statistiske oplysninger om overførsel af fængselsdømte findes i betænkningens

bilag 1, tabel 5.12 (uddrag af Kriminalforsorgens statistik 2014).

5. Prøveløsladelse

Uhensigtsmæssig adfærd under en indsættelse kan foruden de reaktioner, der er

omtalt ovenfor i afsnit 3 og 4, få betydning for, om den pågældende kan opnå

prøveløsladelse. Det gælder både med hensyn til såkaldt ordinær prøveløsladelse

efter straffelovens § 38, stk. 1, tidlig prøveløsladelse efter § 38, stk. 2, og § 40 a

og prøveløsladelse af livstidsdømte efter § 41. Nedenfor findes en beskrivelse i

hovedtræk af reglerne om ordinær prøveløsladelse (afsnit 5.1) og tidlig prøveløs-

ladelse efter § 40 a om den såkaldte ”noget for noget-ordning” (afsnit 5.2).

5.1. Ordinær prøveløsladelse

Det fremgår af straffelovens § 38, stk. 1, at justitsministeren eller den, han be-

myndiger dertil, når to tredjedele af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er udstå-

et, afgør om den dømte skal løslades på prøve. Prøveløsladelse i medfør af straf-

felovens § 38, stk. 1, er forudsat som et regelmæssigt led i fuldbyrdelsen af fæng-

selsstraffe på 2 måneder og derover.

Imidlertid forudsætter prøveløsladelse ifølge straffelovens § 38, stk. 4, at den

dømtes forhold ikke gør løsladelsen utilrådelig, at der er sikret ham passende op-

hold og arbejde eller andet underhold, og at han erklærer at ville overholde de

vilkår for løsladelsen, som fastsættes efter § 39, stk. 2 og 3.

Retningslinjer for utilrådelighedsvurderingen efter straffelovens § 38, stk. 4, fin-

des i pkt. 6-12 i løsladelsesvejledningen (vejledning nr. 9476 af 31. maj 2016).

Det fremgår af løsladelsesvejledningens pkt. 6, at utilrådelighedsvurderingen in-

debærer, at der ikke må foreligge en væsentlig risiko for recidiv til ikke-bagatel-

agtig kriminalitet, som ikke formodes at kunne begrænses ved tilsyn og eventuel-

le særvilkår. Det er en forudsætning, at betingelserne for prøveløsladelse er til

stede, både når afgørelsen om prøveløsladelse træffes, og når prøveløsladelse

faktisk skal ske. Om kriminaliteten kan betragtes som bagatelagtig beror på en

konkret vurdering. I denne vurdering indgår kriminalitetens art, tidligere krimina-

litet og den indsattes personlige forhold. Længden af den straf, som kan idøm-

mes, vil ikke i sig selv være afgørende for, om kriminaliteten kan betragtes som

bagatelagtig, men vil sammen med kriminalitetens art være et moment, der ind-

går i vurderingen. Det bemærkes, at voldskriminalitet, uanset straffens længde,

ikke betragtes som bagatelagtig kriminalitet.

Afgørelsen om prøveløsladelse skal ifølge løsladelsesvejledningens pkt. 6, når

sagen er tilstrækkeligt oplyst, træffes ud fra en samlet afvejning af alle omstæn-

digheder, som taler enten for eller imod prøveløsladelse. Ved denne vurdering

skal der i alle tilfælde foretages en konkret og aktuel utilrådelighedsvurdering,

hvor der tages stilling til, hvor stor vægt de forskellige omstændigheder skal til-

lægges i den aktuelle sag. Der er således ikke mulighed for at fastlægge, at visse

momenter altid vil føre til, at prøveløsladelse enten meddeles eller nægtes.

Visse momenter indgår dog typisk med særlig vægt.

Det drejer sig om antallet af tidligere løsladelser og betingede domme med tilba-

gefald til ny kriminalitet, jf. løsladelsesvejledningens pkt. 7. Afslag vil kunne

komme på tale, hvis der inden for de seneste år har foreligget flere løsladelser el-

ler betingede domme med tilbagefald til ny kriminalitet, uden at man dog tillæg-

ger en betinget dom helt samme negative vægt som en forudgående prøveløsla-

delse. Afslag vil kunne komme på tale, selv om den indsatte ikke tidligere har

været prøveløsladt. Der sigtes herved navnlig til personer, der under en tidligere

tilsynsperiode i henhold til betinget dom, samfundstjenestedom, behandlingsdom

eller lignende har udvist en udtalt grad af manglende vilje til samarbejde med

kriminalforsorgsområdet.

Endvidere drejer det sig om den indsattes forhold under tidligere tilsynsperioder,

jf. løsladelsesvejledningens pkt. 8. Der lægges vægt på, hvor hurtigt den indsatte

er recidiveret efter den sidste løsladelse. Endvidere lægges der vægt på den ind-

sattes forhold til kriminalforsorgsområdet, herunder foreliggende erfaringer med

hensyn til gennemførelse af tilsynsforanstaltninger.

Herudover drejer det sig om den nu foreliggende løsladelsessituation, jf. løsladel-

sesvejledningens pkt. 9. Prøveløsladelse vil, selv om de momenter, der er nævnt i

vejledningens pkt. 7 og 8, isoleret set ville føre til afslag, kunne komme på tale,

hvor der skønnes at foreligge en særlig gunstig løsladelsessituation, f.eks. med

hensyn til arbejds-, opholds- eller uddannelsesmuligheder, den indsattes forhold

til pårørende mv., eller der under den aktuelle strafudståelse må antages at være

sket en væsentlig holdningsændring hos den indsatte, som mindsker risikoen for

tilbagefald til ny kriminalitet. Omvendt vil afslag kunne komme på tale, hvis der

foreligger en særlig dårlig løsladelsessituation med deraf følgende forhøjet reci-

divrisiko, også selv om momenterne i vejledningens pkt. 7 og 8 isoleret set ville

have ført til en positiv afgørelse. Ved vurderingen af løsladelsessituationen kan

en verserende sag, der kan forventes at føre til fængselsstraf, medføre afslag, hvis

det skønnes, at en forestående fængselsstraf vil forværre den pågældendes mulig-

hed for social tilpasning og dermed forværre løsladelsessituationen.

Momenterne i løsladelsesvejledningens pkt. 7-9 indgår med lige stor vægt i util-

rådelighedsvurderingen.

I vurderingen indgår også andre momenter, herunder den dømtes eventuelle unge

alder, kriminalitetens art og forholdene under indsættelsen. Unge under 21 år kan

således lettere opnå prøveløsladelse, jf. nærmere løsladelsesvejledningens punkt

10. Endvidere taler risiko for tilbagefald til personfarlig kriminalitet med større

vægt mod prøveløsladelse end risiko for tilbagefald til (ikke professionel) beri-

gelseskriminalitet, jf. pkt. 11. Om den dømtes forhold under indsættelsen fremgår

følgende af pkt. 12:

”Den indsattes forhold under indsættelsen (afsoningen og en eventuel vare-

tægtsfængsling) skal tillægges vægt, i det omfang disse kan give anledning

til at formode, at der er risiko for recidiv til fornyet kriminalitet.

Det er ikke muligt udtømmende at opregne, hvilke forhold under afsoningen

og en eventuel varetægtsfængsling der kan være af relevans, men i det føl-

gende nævnes nogle forhold af særlig relevans:

Ny kriminalitet eller grove disciplinære forhold under afsoningen/en even-

tuel varetægtsfængsling, f.eks. i form af voldelig adfærd eller stofmisbrug,

vil typisk med betydelig vægt tale imod prøveløsladelse, medmindre den

indsatte efterfølgende har undergået en betydelig holdningsændring, gen-

nemført misbrugsbehandling, adfærdskorrigerende behandling eller lignen-

de. Tilsvarende gælder, hvis den indsatte f.eks. ved en konfrontationssøgen-

de adfærd over for personalet har demonstreret manglende vilje til at ophøre

med kriminel adfærd.

Også f.eks. misbrug af udgang og eventuelle undvigelser kan indgå i utilrå-

delighedsvurderingen i det omfang, at disse giver anledning til at formode,

at der er risiko for fortsat kriminel adfærd og dermed recidiv til fornyet kri-

minalitet. Når forhold under afsoningen/en eventuel varetægtsfængsling rej-

ser relevant tvivl om, hvorvidt der kan ske prøveløsladelse, bør det overve-

jes, om den indsatte bør deltage i og kan profitere af et eller flere adfærds-

korrigerende behandlingsprogrammer og/eller i misbrugsbehandling for at

nedsætte risikoen for ny kriminalitet, før der kan ske prøveløsladelse.

Såfremt den indsatte har indsmuglet, besiddet eller i øvrigt rådet over en

mobiltelefon eller lignende kommunikationsudstyr samt tilbehør hertil i

strid med genstandsbekendtgørelsen, skal dette ligeledes indgå i utilråde-

lighedsvurderingen, hvis forholdet kan give anledning til at formode, at det

vil være utilrådeligt at prøveløslade den indsatte. Hvorvidt dette er tilfældet,

vil bero på en konkret og aktuel vurdering af samtlige omstændigheder i sa-

gen, jf. pkt. 6-12 ovenfor. Formodningen kan bl.a. foreligge ved besiddelse

af en mobiltelefon mv. i arresthus eller lukket fængsel. Ved vurderingen af

et sådant tilfælde skal det indgå, om besiddelsen mv. og dermed det strafba-

re forhold er sket på et tidspunkt, hvor prøveløsladelse var nært forestående,

og hvor mange gange den indsatte har været i besiddelse af en mobiltelefon

mv. under indsættelsen. Det gælder endvidere, at formodningen vil være til

stede, hvis kriminalforsorgen fra politiet har modtaget oplysninger om, at

den indsatte i forbindelse med besiddelsen af mobiltelefonen mv. har an-

vendt denne til planlægning af fornyet kriminalitet. Det samme gælder, hvis

den indsatte tidligere under nuværende eller forudgående indsættelse har

været i besiddelse af en mobiltelefon mv., og det f.eks. på baggrund af op-

lysninger fra politiet blev konstateret, at mobiltelefonen mv. blev anvendt til

planlægning af fornyet kriminalitet.”

Som led i en række initiativer mod rocker- og bandekriminalitet blev der ved lov

nr. 733 af 25. juni 2014 indført en særlig begrænsning af adgangen til prøveløs-

ladelse. Det fremgår således af straffelovens § 38, stk. 5, at prøveløsladelse ikke

kan ske, hvis den dømte af politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af

personer, som er aktivt involveret i en verserende voldelig konflikt med en anden

gruppe af personer, og politiet oplyser, at der inden for den gruppe, som den

dømte skønnes at have tilknytning til, som led i konflikten enten er anvendt sky-

devåben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres sær-

deles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller er begået

brandstiftelse omfattet af § 180.

I sager om prøveløsladelse skal der indhentes en udtalelse fra anklagemyndighe-

den, bl.a. hvis kriminalforsorgsområdet har oplysninger, som giver grund til at

antage, at anklagemyndigheden kan fremkomme med særlige oplysninger af be-

tydning for afgørelsen, jf. § 8, stk. 1, nr. 2, i løsladelsesbekendtgørelsen (be-

kendtgørelse nr. 354 af 12. april 2016). Bekendtgørelsens § 8, stk. 2, indeholder

en særlig regel om høring af politidirektøren, hvor det er oplyst, at den dømte har

tilknytning til en rocker- eller bandegruppering mv.

Afgørelse om ordinær prøveløsladelse træffes af kriminalforsorgsområdet, jf. løs-

ladelsesbekendtgørelsens § 25, stk. 1. Dog træffes afgørelsen ifølge § 26, stk. 1,

nr. 2, af Direktoratet for Kriminalforsorgen, bl.a. hvis der er uenighed mellem

kriminalforsorgsområdet og anklagemyndigheden eller politidirektøren om, hvor-

vidt prøveløsladelse skal ske, jf. § 8, stk. 1, og stk. 2, 1. pkt.

Afgørelser om prøveløsladelse træffes normalt, imens den pågældende stadig er

indsat. Det hænder imidlertid, at der træffes afgørelse om såkaldt teknisk prøve-

løsladelse, hvor en domfældt på fri fod har udstået to tredjedele eller mere af den

idømte straf ved varetægtsfængslingen i sagen. Dette forekommer f.eks., hvis en

tiltalt er varetægtsfængslet i en periode, men bliver løsladt, inden der bliver af-

sagt dom – f.eks. som følge af en proportionalitetsvurdering – og hvor det, når

dommen afsiges, viser sig, at varetægtsfængslingsperioden svarer til to tredjedele

af den idømte straf. Afgørelser om teknisk prøveløsladelse træffes ifølge løsla-

delsesbekendtgørelsens § 27 af det kriminalforsorgsområde, hvorfra den dømte

er løsladt fra varetægt, eller, hvis der har været tale om surrogatfængsling, af det

kriminalforsorgsområde, hvor den pågældende ellers ville have været anbragt.

Kriminalforsorgsområdets afgørelser om nægtelse af ordinær prøveløsladelse kan

påklages til Direktoratet for Kriminalforsorgen, jf. løsladelsesbekendtgørelsens §

37, stk. 2. En endelig administrativ afgørelse om nægtelse af ordinær prøveløsla-

delse kan kræves indbragt til prøvelse for retten, jf. straffuldbyrdelseslovens §

112, nr. 6.

Statistik om brugen af prøveløsladelse findes i betænkningens bilag 1, tabel 7.1-

7.3 (uddrag af Kriminalforsorgens statistik 2014).

5.2. Tidlig prøveløsladelse efter ”noget for noget-ordningen”

Ifølge straffelovens § 40 a, stk. 1, kan justitsministeren eller den, ministeren be-

myndiger dertil, når halvdelen af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er udstået,

ud over i de i § 38, stk. 2, nævnte tilfælde beslutte, at den dømte skal løslades på

prøve, hvis hensynet til retshåndhævelsen skønnes ikke at tale imod det, og be-

tingelserne i nr. 1 eller 2 er opfyldt.

Der kan ifølge straffelovens § 40 a, stk. 1, nr. 1, ske tidlig prøveløsladelse af

dømte, der har ydet en særlig indsats for ikke på ny at begå kriminalitet, herunder

ved at deltage i behandlingsforløb, uddannelsesforløb, arbejdstræning eller arbej-

de.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at muligheden for tidlig prøveløs-

ladelse ikke bør omfatte personer, som udviser en negativ eller kriminel adfærd i

institutionen, f.eks. begår vold, fremsætter trusler mod fængselspersonale eller

medfanger eller sælger narkotika eller andre ulovlige stoffer i institutionen, jf.

pkt. 3.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 122 (folketingsåret

2003-04). Med udtrykket ”negativ adfærd” tænkes på tilfælde, hvor den indsatte

på trods af deltagelse i et behandlings- eller uddannelsesforløb (fortsat) udviser

en adfærd, der er uforenelig med de ordens- og sikkerhedsmæssige forhold i af-

soningsinstitutionen, jf. pkt. 33 i løsladelsesvejledningen (vejledning nr. 9476 af

31. maj 2016).

Ifølge straffelovens § 40 a, stk. 1, nr. 2, kan der endvidere ske tidlig prøveløsla-

delse, hvis den dømtes forhold taler derfor.

Bestemmelsen åbner ifølge forarbejderne mulighed for prøveløsladelse i tilfælde,

hvor den indsattes forhold samlet set taler for, at det er unødvendigt, at den på-

gældende afsoner resten af straffen i fængsel, hvis der i stedet kan fastsættes vil-

kår om samfundstjeneste. Det drejer sig om indsatte, som typisk har gode og sta-

bile personlige forhold og et godt socialt netværk samt er uden misbrugsproble-

mer, og hvis forbrydelse ikke er udtryk for et kriminelt mønster. Det er en forud-

sætning for prøveløsladelse, at den pågældendes afsoningsforløb har været i det

væsentlige problemfrit, dvs. at den indsatte ikke f.eks. flere gange er udeblevet

fra udgang eller har begået kriminalitet under afsoningen eller alvorligt har chi-

kaneret fængselspersonale eller andre indsatte. Der henvises til pkt. 3.3 i de al-

mindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 122 (folketingsåret 2003-04). Med

formuleringen ”alvorligt har chikaneret fængselspersonale eller andre indsatte”

sigtes til forhold, der ikke nødvendigvis er strafbare, men hvor der alligevel er ta-

le om grovere eller oftere gentagne disciplinære forhold, jf. løsladelsesvejlednin-

gens pkt. 33.

Det fremgår af forarbejderne, at tidlig prøveløsladelse efter straffelovens § 40 a,

stk. 1, nr. 1 eller 2, som udgangspunkt kan anvendes, uanset hvilken kriminalitet

den pågældende er dømt for, men at der skal udvises meget betydelig varsomhed

i forhold til personer, der afsoner straf for de groveste forbrydelser. For personer,

der har begået grov kriminalitet med fare for personers liv eller helbred, eller

som har deltaget i omfattende organiseret kriminalitet (f.eks. rockerkriminalitet),

taler hensynet til retshåndhævelsen således normalt imod, at der træffes afgørelse

om tidlig prøveløsladelse. Der henvises til pkt. 3.7 i de almindelige bemærknin-

ger til lovforslag nr. L 122 (folketingsåret 2003-04).

Tidlig prøveløsladelse i medfør af straffelovens § 40 a, stk. 1, forudsætter herud-

over, at den dømtes forhold ikke gør løsladelse utilrådelig, at der er sikret den

dømte passende ophold og arbejde eller andet underhold, samt at den dømte er

egnet til og erklærer sig villig til at overholde de vilkår for løsladelsen, som fast-

sættes efter stk. 3 og 4, jf. § 40 a, stk. 6. Det er i bestemmelsens forarbejder for-

udsat, at vurderingen af risikoen for tilbagefald til ny kriminalitet foretages efter

samme kriterier, som gælder i forbindelse med tidlig prøveløsladelse efter § 38,

stk. 2, jf. pkt. 3.8 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 122 (folke-

tingsåret 2003-04). Det er således en forudsætning for prøveløsladelse efter § 40

a, stk. 1, at risikoen for tilbagefald til ny kriminalitet skønnes at være ringe.

Straffelovens § 38, stk. 5, der er omtalt ovenfor i afsnit 5.1, finder tilsvarende an-

vendelse med hensyn til tidlig prøveløsladelse efter § 40 a, stk. 1, jf. § 40 a, stk.

Inden der træffes afgørelse om tilladelse til tidlig prøveløsladelse efter § 40 a,

stk. 1, skal der indhentes en udtalelse fra anklagemyndigheden, bl.a. hvis krimi-

nalforsorgsområdet har oplysninger, som giver grund til at antage, at anklage-

myndigheden kan fremkomme med særlige oplysninger, som er af betydning for

afgørelsen, eller der er tale om løsladelse på prøve af indsatte, der er dømt for

farlig kriminalitet, herunder forsætlig brandstiftelse eller anden almenfarlig for-

brydelse, grovere volds- eller sædelighedsforbrydelse, berigelsesforbrydelse for-

bundet med vold eller trussel om vold eller i øvrigt lovovertrædelser af særlig

grov eller professionel karakter. Dette gælder dog ikke indsatte, der er idømt un-

der 8 måneders fængsel, og som har været på fri fod mellem domfældelsen og

iværksættelsen af straffuldbyrdelsen. Dette fremgår af § 8, stk. 1, nr. 2 og 3, i løs-

ladelsesbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 354 af 12. april 2016). § 8, stk. 2,

indeholder herudover en særlig regel om høring af politidirektøren, hvor det er

oplyst, at den dømte har tilknytning til en rocker- eller bandegruppering mv.

Afgørelse om tidlig prøveløsladelse efter straffelovens § 40 a, stk. 1, træffes af

kriminalforsorgsområdet, jf. løsladelsesbekendtgørelsens § 25, stk. 1. Dog træf-

fes afgørelsen ifølge § 26, stk. 1, nr. 2, af Direktoratet for Kriminalforsorgen,

bl.a. hvis der er uenighed mellem kriminalforsorgsområdet og anklagemyndighe-

den eller politidirektøren om, hvorvidt prøveløsladelse skal ske, jf. § 8, stk. 1, og

stk. 2, 1. pkt.

Kriminalforsorgsområdets afgørelser om nægtelse af tidlig prøveløsladelse efter

straffelovens § 40 a, stk. 1, kan ikke påklages til højere administrativ myndighed,

jf. løsladelsesbekendtgørelsens § 37, stk. 1. Den særlige adgang til domstolsprø-

velse efter straffuldbyrdelseslovens § 112 gælder ikke for afgørelser om tidlig

prøveløsladelse efter § 40 a, stk. 1.

Statistik om brugen af prøveløsladelse findes i betænkningens bilag 1, tabel 7.1-

7.3 (uddrag af Kriminalforsorgens statistik 2014).

Kapitel 3

Inddragelse af uhensigtsmæssig adfærd ved varetægts-

fængsling

1. Indledning

Strafferetsplejeudvalget skal efter kommissoriet redegøre for, i hvilket omfang

tidligere uhensigtsmæssig adfærd under afsoning af fængselsstraf eller varetægts-

fængsling, herunder eventuelle disciplinærstraffe, kan inddrages ved behandlin-

gen af en straffesag, herunder ved afgørelser om varetægtsfængsling og strafud-

måling. Udvalget skal endvidere komme med forslag til, hvordan det kan sikres,

at sådan uhensigtsmæssig adfærd inddrages, og beskrive fordele og ulemper her-

ved.

Dette kapitel vedrører inddragelse af tidligere uhensigtsmæssig adfærd under

indsættelser ved afgørelser om varetægtsfængsling. Inddragelse af sådan adfærd

ved strafudmåling er behandlet i kapitel 4.

Retsplejelovens gældende fængslingsgrunde og betingelser for varetægtsfængs-

ling er beskrevet i afsnit 2 nedenfor. I afsnit 3 er tilblivelsen af fængslingsgrun-

dene beskrevet. Danmarks internationale forpligtelser vedrørende fængslings-

grundene er gennemgået i afsnit 4. I afsnit 5 er de norske og svenske regler om

fængslingsgrunde og betingelser for varetægtsfængsling beskrevet. Strafferets-

plejeudvalgets overvejelser er gengivet i afsnit 6.

2. Retsplejelovens gældende fængslingsgrunde og betingelser for vare-

tægtsfængsling

Nedenfor er der redegjort for retsplejelovens gældende fængslingsgrunde og be-

tingelser for varetægtsfængsling, herunder adgangen til at inddrage sigtedes tidli-

gere uhensigtsmæssige adfærd i fængsler og arresthuse mv. ved afgørelser om

varetægtsfængsling.

Betingelserne for at foretage varetægtsfængsling findes navnlig i retsplejelovens

§ 762. De kan inddeles i krav til karakteren af kriminaliteten (kriminalitetskrav),

krav til styrken af den mistanke, der ligger til grund for sigtelsen (mistankekrav),

og krav til det særlige behov, som kan begrunde indgrebet i den personlige frihed

(indikationskrav). Herudover gælder der et krav om proportionalitet.

I forhold til indikationskravet indeholder bestemmelsen fire selvstændige fængs-

lingsgrunde. Det drejer sig dels om de såkaldt almindelige fængslingsgrunde,

dvs. fængsling af hensyn til flugtfare, gentagelsesfare eller påvirkningsfare, jf.

afsnit 2.1 nedenfor. Herudover drejer det sig om såkaldt retshåndhævelsesarrest,

dvs. varetægtsfængsling af hensyn til retsfølelsen, jf. afsnit 2.2.

Muligheden for at anvende såkaldt surrogatfængsling er omtalt i afsnit 2.3 neden-

for. Retsplejelovens bestemmelser om den tidsmæssige udstrækning af vare-

tægtsfængsling, herunder kravet om proportionalitet, er behandlet i afsnit 2.4.

Adgangen til at foretage varetægtsfængsling efter dom er behandlet i afsnit 2.5. I

afsnit 2.6 er adgangen til at foretage varetægtsfængsling ved vilkårsovertrædelser

omtalt. Endelig indeholder afsnit 2.7 en omtale af reglerne om isolationsfængs-

ling og brev- og besøgskontrol.

Foruden de ovennævnte regler i retsplejeloven har Den Europæiske Menneske-

rettighedskonvention og praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

betydning for adgangen til at foretage varetægtsfængsling. Der henvises herom til

afsnit 4.1 nedenfor.

2.1. De almindelige fængslingsgrunde

De almindelige fængslingsgrunde om flugtfare, gentagelsesfare og påvirknings-

fare fremgår af retsplejelovens § 762, stk. 1. Varetægtsfængsling af disse grunde

forudsætter, at der er begrundet mistanke om, at den sigtede har begået en lov-

overtrædelse, som er undergivet offentlig påtale, og at lovovertrædelsen efter lo-

ven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover.

Det bemærkes, at det forhold, at sigtede allerede er varetægtsfængslet eller afso-

ner en fængselsstraf, ikke er til hinder for, at der sker varetægtsfængsling på

grundlag af en ny sigtelse, jf. Østre Landsrets kendelser trykt i UfR 2010, side

1263, og UfR 2014, side 42.

2.1.1. Flugtfare

Ifølge retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1, kan der foretages varetægtsfængsling,

hvis der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at

den pågældende vil unddrage sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen.

Bestemmelsens væsentligste anvendelsesområde er sager, hvor sigtede ikke har

fastere tilknytning her til landet, men bestemmelsen er ikke begrænset til sådanne

tilfælde.

Ved vurderingen efter bestemmelsen indgår bl.a. sigtedes adfærd under den aktu-

elle eller tidligere straffesager, jf. herved Eva Smith m.fl., Straffeprocessen, 2.

udgave (2008), side 541-542.

Oplysninger om, at sigtede under en aktuel eller tidligere indsættelse f.eks. er

undveget eller har forsøgt at undvige, kan således indgå i vurderingen og efter

omstændighederne begrunde varetægtsfængsling eller fortsat varetægtsfængsling.

Som eksempel kan nævnes Højesterets kendelse trykt i UfR 2009, side 2076, der

dog vedrører sigtedes adfærd under surrogatfængsling (se herom afsnit 2.3 ne-

denfor). I sagen fandt Østre Landsret, at der var bestemte grunde til at antage, at

tiltalte i en sag om trusler og narkokriminalitet mv. på fri fod ville unddrage sig

forfølgningen, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1. Landsretten lagde bl.a. vægt

på, at tiltalte var undveget, imens han under sagen var varetægtsfængslet i surro-

gat på en lukket psykiatrisk afdeling. Højesteret stadfæstede landsrettens kendel-

se og henviste til de grunde, der var anført af landsretten.

Som eksempel kan endvidere nævnes en utrykt kendelse af 30. marts 2015 afsagt

af Østre Landsrets 14. afdeling (S-498-15), hvor landsretten ved en afgørelse om

fortsat varetægtsfængsling af en tiltalt i en røverisag fandt, at der tillige var

grundlag for varetægtsfængsling i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1,

idet tiltalte var flygtet fra en sikret institution for unge, hvor han var varetægts-

fængslet i surrogat.

Der henvises desuden til Højesterets kendelse trykt i UfR 1984, side 96, som er

omtalt nedenfor i afsnit 2.1.2.

2.1.2. Gentagelsesfare

Ifølge retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, kan der foretages varetægtsfængsling,

hvis der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at frygte, at

sigtede på fri fod vil begå ny lovovertrædelse af den foran nævnte beskaffenhed.

Bestemmelsen kan anvendes, hvis der er risiko for, at sigtede, hvis han eller hun

forbliver på fri fod, vil begå ny kriminalitet af samme art som den kriminalitet,

den pågældende er sigtet for. Ved udtrykket ”ny lovovertrædelse af den foran

nævnte beskaffenhed” sigtes til ligeartet kriminalitet i bredeste forstand. Der

henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 25 (forslag til § 762) i lovforslag nr. L

134 (folketingsåret 1977-78).

Frygt for gentagelse kan ifølge forarbejderne bl.a. foreligge, hvis lovovertrædel-

sen er begået under prøveløsladelse, prøveudskrivning, undvigelse eller udgang,

eller når lovovertrædelsen er begået, mens der verserer en sag mod sigtede for et

tilsvarende, tidligere forhold. Der vil efter omstændighederne også kunne være

frygt for gentagelse, hvis sigtede tidligere flere gange er blevet straffet for for-

hold af lignende beskaffenhed. Der henvises til betænkning nr. 728/1974 om an-

holdelse og varetægt, side 26.

Det er ikke udelukket at varetægtsfængsle efter bestemmelsen, selv om sigtede

ikke tidligere er straffet, jf. Højesterets kendelse trykt i UfR 2007, side 2350.

Varetægtsfængsling efter bestemmelsen bliver i praksis også anvendt til at tilgo-

dese det procesøkonomiske behov for at afbryde seriekriminalitet, mens straffor-

følgning finder sted, jf. Eva Smith m.fl., Straffeprocessen, 2. udgave (2008), side

543, og Jørgen Jochimsen, Grundlovsforhøret, 2. udgave (2015), side 224.

Som eksempel på inddragelse af tidligere adfærd i fængsler og arresthuse mv.,

når retten træffer afgørelse om varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762,

stk. 1, nr. 2 (og nr. 1), kan nævnes Højesterets kendelse trykt i UfR 1984, side 96.

Sagen drejede sig om varetægtsfængsling under anke af en byretsdom, hvor til-

talte blev idømt fængsel i 7 år for berigelseskriminalitet. Højesterets flertal fandt,

at der under hensyn til detaljerede flugtplaner i udsmuglede breve og til byrettens

domfældelse af tiltalte for berigelsesforbrydelser begået under fængslingen var

bestemte grunde til at antage, at tiltalte, som skønt dansk statsborger ikke havde

nogen fastere tilknytning her til landet, ville unddrage sig fortsat strafforfølgning

og fuldbyrdelse og begå nye berigelsesforbrydelser, jf. § 769, jf. § 762, stk. 1, nr.

1 og 2.

2.1.3. Påvirkningsfare

Ifølge retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, kan der foretages varetægtsfængsling,

hvis der efter sagens omstændigheder er bestemte grunde til at antage, at sigtede

vil vanskeliggøre forfølgningen i sagen, navnlig ved at fjerne spor eller advare el-

ler påvirke andre.

Varetægtsfængsling efter bestemmelsen kan ifølge forarbejderne også anvendes,

hvor omstændighederne i sagen mod sigtede er klarlagt – f.eks. ved dennes tilstå-

else – men hvor der er medskyldige på fri fod og bestemte grunde til at frygte, at

sigtede vil vanskeliggøre forfølgningen ved at advare disse. Det gælder også,

hvor den eller de mistænkte er på fri fod uden endnu at være afhørt af politiet og

dermed formelt set endnu ikke kan siges at være sigtet. Der henvises til betænk-

ning nr. 728/1974 om anholdelse og varetægt, side 26, og pkt. III.A.2.d i de al-

mindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 134 (folketingsåret 1977-78).

Ved ”sagens omstændigheder” tænkes ifølge forarbejderne ikke blot på sigtedes

forhold og de konkret oplyste omstændigheder, men på hele sagens karakter. Er

der tale om organiseret kriminalitet, vil der normalt være en betydelig fare for

bevisødelæggelse. Der henvises til betænkning nr. 728/1974 om anholdelse og

varetægt, side 26.

Som eksempel på inddragelse af tidligere adfærd i fængsler og arresthuse mv.,

når retten skal tage stilling til, om betingelserne for varetægtsfængsling efter

retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, er opfyldt, kan nævnes Vestre Landsrets ken-

delse trykt i UfR 2011, side 1577. Her lagde landsretten i forbindelse med en af-

gørelse om fortsat varetægtsfængsling af tiltalte i en sag om bl.a. vold vægt på, at

den pågældende også var tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 123, jf. § 21,

ved som varetægtsfængslet at have forsøgt at true en af de forurettede i anledning

af dennes forklaring til politiet og forventede forklaring i retten.

Som eksempel kan endvidere nævnes den utrykte kendelse fra Østre Landsret,

der er omtalt ovenfor i afsnit 2.1.1. Her lagde landsretten ved vurderingen af, om

der var grundlag for fortsat varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1,

nr. 3, af tre tiltalte i en røverisag, bl.a. vægt på, at der under fængslingen havde

været visse kontakter mellem de tiltalte.

2.2. Retshåndhævelsesarrest

Retsplejelovens § 762, stk. 2, indeholder to forskellige bestemmelser om rets-

håndhævelsesarrest.

Efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, kan der foretages retshåndhævelsesar-

rest, hvis der foreligger en særligt bestyrket mistanke om, at sigtede har begået en

lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, og som efter loven kan med-

føre fængsel i 6 år eller derover, og hensynet til retshåndhævelsen efter oplysnin-

gerne om forholdets grovhed skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod.

Som det fremgår, er mistankekravet for retshåndhævelsesarrest – særligt bestyr-

ket mistanke – skærpet i forhold til de almindelige fængslingsgrunde.

Varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, forudsætter, at ”sig-

telsen angår forhold af en sådan grovhed, at der må forventes idømt langvarig

fængselsstraf eller anden strafferetlig foranstaltning af tilsvarende indgribende

betydning”, jf. Højesterets kendelse trykt i UfR 1983, side 391. Det er i efterføl-

gende højesteretspraksis fastslået, at dette indebærer et krav om mindst et års

ubetinget fængsel (eller anden strafferetlig foranstaltning af tilsvarende indgri-

bende betydning), jf. bl.a. kendelserne trykt i UfR 2011, side 3380, og UfR 2012,

side 1088.

Det er efter bestemmelsens ordlyd og forarbejder det eller de strafbare forhold,

som den aktuelle sag angår, der skal indgå i vurderingen af, om forholdets grov-

hed indebærer, at der må forventes en straf på mindst et års ubetinget fængsel, jf.

Højesterets kendelse trykt i UfR 2014, side 1815. Det kan i den forbindelse indgå

i vurderingen, om sigtede tidligere er dømt for tilsvarende kriminalitet, jf. herved

straffelovens § 81, nr. 1, og om der foreligger hurtigt tilbagefald til ny kriminali-

tet. Derimod kan det, hvis en reststraf forventes udløst, ikke indgå i vurderingen,

hvad den samlede straf (fællesstraffen) vil blive udmålt til.

Tilsvarende må øvrige strafskærpende omstændigheder kunne indgå i vurderin-

gen af, om der må forventes en straf på mindst et års ubetinget fængsel.

Kravet om en forventet straf på mindst et års ubetinget fængsel er fraveget ved

retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2. Der kan efter bestemmelsen foretages vare-

tægtsfængsling, hvis der er særligt bestyrket mistanke om, at sigtede har begået

en række nærmere bestemte lovovertrædelser, såfremt overtrædelsen efter oplys-

ningerne om forholdets grovhed kan ventes at ville medføre en ubetinget dom på

fængsel i mindst 60 dage, og hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at

sigtede ikke er på fri fod. Det drejer sig om overtrædelse af straffelovens § 119,

stk. 1 (vold eller trusler mod offentligt ansatte), § 123 (vold eller trusler mod

vidner), § 134 a (grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted), § 192 a, stk.

2 (våbenlovsovertrædelser under særligt skærpende omstændigheder), § 218

(samleje ved udnyttelse af sindssygdom eller mental retardering), § 222 (samleje

med barn under 15 år), § 225, jf. § 216, stk. 2, § 218 eller § 222 (overtrædelse af

de nævnte bestemmelser ved andet seksuelt forhold end samleje), § 235, stk. 1

(udbredelse af børnepornografi), §§ 244-246 (vold), § 250 (hensættelse i hjælpe-

løs tilstand) eller § 252 (hensynsløs fareforvoldelse) eller overtrædelse af straffe-

lovens § 232 (blufærdighedskrænkelse) over for et barn under 15 år.

Det bemærkes, at der herudover gælder en særlig adgang til i visse sager at fore-

tage retshåndhævelsesarrest efter dom, jf. nærmere nedenfor i afsnit 2.5.

2.3. Surrogatfængsling

Er betingelserne for varetægtsfængsling til stede, men kan varetægtsfængslingens

øjemed opnås ved mindre indgribende foranstaltninger, træffer retten bestemmel-

se om sådanne foranstaltninger i stedet for varetægtsfængsling, hvis sigtede sam-

tykker, jf. retsplejelovens § 765, stk. 1. Bestemmelsen angår såkaldt surrogat-

fængsling.

Retten kan f.eks. bestemme, at sigtede skal tage ophold i egnet hjem eller institu-

tion, jf. retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 3. Unge under 18 år skal som udgangs-

punkt anbringes på en sikret institution, hvis den pågældende samtykker heri.

Den pågældendes adfærd under en surrogatfængsling kan efter omstændigheder-

ne føre til, at retten bestemmer, at den pågældende ikke længere skal varetægts-

fængsles i surrogat.

Som eksempel kan nævnes den utrykte landsretskendelse, som er omtalt ovenfor

i afsnit 2.1.1. Her bestemte landsretten, at en tiltalt under 18 år, der i en røverisag

var varetægtsfængslet i surrogat i medfør af bl.a. retsplejelovens § 765, jf. § 762,

stk. 1, nr. 1 (flugtfare), men som to gange var undveget fra den sikrede ungdoms-

institution, hvor han var anbragt, ikke længere skulle varetægtsfængsles i surro-

gat, idet det måtte lægges til grund, at formålet med varetægtsfængslingen ikke

kunne opnås ved mindre indgribende foranstaltninger. Den tiltalte blev således

overført fra den sikrede ungdomsinstitution til almindeligt varetægtsfængsel.

2.4. Den tidsmæssige udstrækning af varetægtsfængslingen

2.4.1. Rettens fastsættelse af frist for fængslingen

Det fremgår af retsplejelovens § 767, stk. 1, at der skal fastsættes en frist for

fængslingens eller foranstaltningens længde (bortset fra tilfælde, hvor sigtede ik-

ke er til stede her i landet). Fristen skal være så kort som muligt og må ikke over-

stige fire uger. Fristen kan forlænges, men højst med fire uger ad gangen.

Når anklagemyndigheden har indleveret anklageskrift til retten, og retten har

fastsat tidspunkt for hovedforhandlingen, kan retten dog ved udløb af en frist be-

stemme, at varetægtsfængslingen eller foranstaltningen skal fortsætte uden yder-

ligere forlængelser, indtil der er afsagt dom i sagen. Tilsvarende gælder sager,

hvor anklagemyndigheden har anmodet om retsmøde med henblik på sagens be-

handling som tilståelsessag, og retten har fastsat tidspunktet for retsmødet. Dette

fremgår af retsplejelovens § 767, stk. 2, 1. og 6. pkt.

Det er en forudsætning for at anvende denne bestemmelse, at retten finder, at der

efter de gældende fængslingsregler er grundlag for varetægtsfængsling i hvert

fald for en længere periode end de fire uger, som er maksimum efter den almin-

delige frist, at varetægtsfængsling indtil domsafsigelse ikke på forhånd kan anses

for udelukket efter den almindelige proportionalitetsregel i retsplejelovens § 762,

stk. 3 (se afsnit 2.4.2 nedenfor), at de frister for varetægtsfængsling, som er inde-

holdt i § 768 a, stk. 1 og 2 (se afsnit 2.4.3 nedenfor), ikke på forhånd taler imod,

og at retten ikke i øvrigt finder det betænkeligt, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 8, i

lovforslag nr. L 78 (folketingsåret 2007-08 (2. samling)).

Det bemærkes, at retten i medfør af retsplejelovens §§ 766 eller 768 kan ophæve

fængslingen eller foranstaltningen, selv om det i medfør af § 767, stk. 2, er be-

stemt, at fængslingen eller foranstaltningen skal fortsætte uden yderligere for-

længelser, indtil sagen er afgjort.

Det fremgår herudover af retsplejelovens § 767, stk. 3, 1. pkt., at når en frist fast-

sat efter stk. 1 udløber, efter at hovedforhandlingen er begyndt, fortsætter vare-

tægtsfængslingen eller foranstaltningen uden yderligere forlængelser, indtil der er

afsagt dom i sagen.

2.4.2. Proportionalitetsreglen

I forbindelse med forlængelse af fristen for en varetægtsfængsling kan der opstå

spørgsmål om, hvorvidt forlængelse vil være i strid med proportionalitetsreglen i

retsplejelovens § 762, stk. 3. Ifølge bestemmelsen kan varetægtsfængsling ikke

anvendes, hvis lovovertrædelsen kan ventes at ville medføre straf af bøde eller

fængsel i højst 30 dage, eller hvis frihedsberøvelsen vil stå i misforhold til den

herved forvoldte forstyrrelse af sigtedes forhold, sagens betydning og den rets-

følge, som kan ventes, hvis sigtede findes skyldig.

Proportionalitetsreglen gælder både ved varetægtsfængsling efter de almindelige

fængslingsgrunde og ved retshåndhævelsesarrest.

Ved vurderingen af den forventede retsfølge skal der bl.a. tages fornødent hensyn

til muligheden for at opnå prøveløsladelse til normal tid, jf. Højesterets kendelse

trykt i UfR 2012, side 2271. Efter straffelovens § 38, stk. 1, afgøres det, når to

tredjedele af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er udstået, om den dømte skal

prøveløslades.

Højesteretskendelsen drejede sig om to tiltalte, der havde tilknytning til rocker-

miljøet. Ved en byretsdom af 29. september 2011 blev den ene af de tiltalte

idømt en tillægsstraf på fængsel i 2 år og 9 måneder for medvirken til forsøg på

manddrab og den anden en tillægsstraf på fængsel i 3 år for navnlig overtrædelse

af straffelovens § 192 a (våben). Under anke af dommen til landsretten var de til-

talte, der havde været varetægtsfængslet siden henholdsvis den 4. maj 2010 og

den 24. juni 2010, varetægtsfængslet i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 2, nr.

1 (retshåndhævelsesarrest). Ankesagen, der omfattede i alt 16 tiltalte, var be-

rammet til hovedforhandling i landsretten fra maj til november 2012. Ved ken-

delse af 14. december 2011 bestemte landsretten, at de to tiltalte fortsat skulle

være varetægtsfængslet, indtil der blev afsagt dom i sagen. Landsretten fandt, at

hensynet til retshåndhævelsen afgørende talte for fortsat varetægtsfængsling,

uanset den lange tid, de tiltalte havde været varetægtsfængslet, og uanset at de til-

talte ved en stadfæstelse af byrettens dom ville have afsonet mere end to tredje-

dele af den idømte straf. Retten lagde herved navnlig vægt på sigtelsernes meget

alvorlige karakter og de tiltaltes tilknytning til rockermiljøet, samt at de tiltalte

indgik i et større sagskompleks. Ved sagens behandling i Højesteret anførte

Rigsadvokaten bl.a., at spørgsmålet om et muligt prøveløsladelsestidspunkt måtte

indgå i den konkrete vurdering af, om fortsat varetægtsfængsling kan finde sted,

men at også andre momenter indgår i vurderingen, og at de pådømte forholds al-

vorlige karakter og omstændighederne omkring forholdene afgørende talte for

fortsat varetægtsfængsling, også selv om de tiltalte ved en stadfæstelse af byret-

tens dom i givet fald ville have afsonet mere end to tredjedele af straffen. Rigs-

advokaten anførte endvidere, at dømte ikke har et retskrav på prøveløsladelse ef-

ter udståelse af to tredjedele af straffen, at der i praksis meddeles afslag på prøve-

løsladelse i omkring halvdelen af sager vedrørende personer, der afsoner straf i

lukkede fængsler, og at de tiltalte i den pågældende sag som følge af deres til-

knytning til rockermiljøet ville skulle afsone i et lukket fængsel. Højesterets fler-

tal udtalte følgende:

”Efter retsplejelovens § 762, stk. 3, kan fortsat varetægtsfængsling ikke an-

vendes, i det omfang en fortsat frihedsberøvelse vil stå i misforhold til bl.a.

den retsfølge, som kan ventes, hvis den varetægtsfængslede findes skyldig.

Dette gælder, uanset om en varetægtsfængsling er begrundet i hensynet til

retshåndhævelsen, og der må ved vurderingen af den forventede retsfølge

tillige tages fornøden hensyn til muligheden for at opnå prøveløsladelse til

normal tid, jf. straffelovens § 38, stk. 1.

Under hensyn til det således anførte og til længden af de perioder, som de

tiltalte allerede har været varetægtsfængslet, finder vi, at det følger af rets-

plejelovens § 762, stk. 3, at de tiltalte skal løslades.”

Denne højesteretskendelse er efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse ikke til

hinder for, at varetægtsperioden overstiger varigheden af den forventede straf

med fradrag af normal prøveløsladelsestid i tilfælde, hvor der ud fra oplysninger-

ne i den konkrete sag undtagelsesvis er fornøden sikkerhed for, at sigtede ikke vil

blive prøveløsladt. Der henvises for så vidt angår reglerne om prøveløsladelse til

kapitel 2, afsnit 5.

Som eksempel kan nævnes en utrykt kendelse af 24. august 2015 afsagt af Vestre

Landsrets 10. afdeling (S-1423-15 og S-0931-15). Sagen drejede sig om surro-

gatfængsling på psykiatrisk afdeling i medfør af retsplejelovens § 769, stk. 3, jf.

§ 762, stk. 1, nr. 2 (gentagelsesfare), jf. § 765, stk. 2, nr. 3, under anke af to by-

retsdomme. Ved den ene byretsdom af 27. april 2015 var tiltalte idømt en fælles-

straf på fængsel i 5 måneder for forsøg på tyveri og vold i gentagelsestilfælde.

Tiltalte havde anket denne dom til frifindelse, mens anklagemyndigheden havde

påstået skærpelse. Ved den anden byretsdom af 1. juli 2015 var tiltalte idømt en

fællesstraf på fængsel i 5 måneder og en bøde bl.a. for tyveri og brugstyveri af

motorkøretøj og en cykel. Tiltalte havde anket denne dom til formildelse, mens

anklagemyndigheden havde påstået skærpelse. Straffen var i begge domme fast-

sat som en fællesstraf med en reststraf på 100 dage ved en prøveløsladelse af 15.

december 2014. En sammenlægning af straffene fra de to byretsdomme ville så-

ledes føre til en fængselsstraf af ca. 7 måneders fængsel. Tiltalte havde sammen-

lagt under begge sager været frihedsberøvet i godt 6 måneder. Landsretten fandt,

at fortsat varetægtsfængsling ikke var i strid med proportionalitetsprincippet i

retsplejelovens § 769, stk. 3, jf. § 762, stk. 3. Retten anførte, at der ved vurderin-

gen af den forventede retsfølge efter Højesterets praksis skal tages fornødent

hensyn til muligheden for at opnå prøveløsladelse til normal tid efter straffelo-

vens § 38, stk. 1. Under hensyn til tiltaltes mange tidligere straffe for tilsvarende

kriminalitet, som forelå til bedømmelse under de to sager, og tiltaltes meget hur-

tige recidiv, var der ifølge landsretten ikke grundlag for at antage, at tiltalte på ny

ville blive prøveløsladt i forbindelse med en eventuel ny længerevarende fæng-

selsstraf i ankesagerne. Herefter ville fortsat varetægtsfængsling frem til den 14.

september 2015 ikke stå i misforhold til den retsfølge, som kunne forventes, hvis

tiltalte blev fundet skyldig i den sag, han havde anket til frifindelse. Ved en sene-

re kendelse af 11. september 2015 fandt landsretten derimod, at der ikke var

grundlag for at forlænge varetægtsfængslingen, idet fortsat fængsling nu ville stå

i misforhold til den retsfølge, der kunne forventes, hvis tiltalte blev fundet skyl-

dig.

Som eksempel kan endvidere nævnes en utrykt kendelse af 30. januar 2016 af-

sagt af Vestre Landsrets 1. afdeling (S-0163-16). Sagen drejede sig om en per-

son, der ved en byretsdom af 29. januar 2016 var idømt fængsel i 6 måneder for

overtrædelse af bl.a. straffelovens § 235 ved at have besiddet og udbredt børne-

pornografisk materiale. Han havde været frihedsberøvet siden den 6. oktober

2015. Anklagemyndigheden anmodede om, at den dømte i medfør af retsplejelo-

vens § 769, jf. § 762, stk. 1, nr. 2 (gentagelsesfare), forblev varetægtsfængslet

under eventuel anke eller indtil afsoning kunne iværksættes. Anklagemyndighe-

den henviste herved til, at den pågældende nu for tredje gang inden for få år var

idømt lange straffe for besiddelse og udbredelse af børnepornografisk materiale,

og at det henset til hans hidtidige afsoningsforløb sammenholdt med det hurtige

recidiv måtte forventes, at han skulle afsone fuld tid uden prøveløsladelse. For-

svareren påstod den dømte løsladt og henviste til, at han havde været varetægts-

fængslet i godt 3�½ måned. Byretten bestemte, at den dømte skulle varetægts-

fængsles under eventuel anke eller indtil fuldbyrdelsen kunne iværksættes. Som

begrundelse herfor anførte retten, at den pågældende nu tre gange siden 2013 var

idømt en længere straf for besiddelse og udbredelse af børnepornografisk materi-

ale. Et af forholdene i en dom fra 2014 var begået under udgang fra afsoning af

en dom for ligeartet kriminalitet, og et forhold i den aktuelle sag var begået kun

godt en måned efter hans prøveløsladelse fra afsoning af den seneste dom. På den

baggrund var betingelserne i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, fortsat til stede.

Af samme grunde ville fortsat fængsling ikke være i strid med proportionalitets-

reglen i § 762, stk. 3. Vestre Landsret var enig i byrettens resultat og begrundel-

sen herfor og stadfæstede derfor kendelsen.

2.4.3. Andre grænser for fængslingens varighed

Det følger af retsplejelovens § 768, 2. pkt., at en iværksat varetægtsfængsling el-

ler anden foranstaltning skal ophæves, hvis retten finder, at undersøgelsen ikke

fremmes med tilstrækkelig hurtighed, og at fortsat varetægtsfængsling eller an-

den foranstaltning ikke er rimelig.

Retsplejelovens § 768 a indeholder desuden regler om den samlede varighed af

en varetægtsfængsling. Bestemmelsen fastsætter nogle frister for, hvornår fængs-

lingen enten skal være bragt til ophør eller kræver en særlig begrundelse. Frister-

ne omfatter tidsrummet frem til hovedforhandlingens begyndelse i første instans,

jf. § 768 a, stk. 3.

Ifølge retsplejelovens § 768 a, stk. 1, nr. 1, må varetægtsfængsling ikke finde

sted i et sammenhængende tidsrum, der overstiger 6 måneder, når sigtelsen angår

en lovovertrædelse, som efter loven ikke kan medføre fængsel i 6 år, medmindre

retten finder, at der foreligger særlige omstændigheder. Angår sigtelsen en lov-

overtrædelse, der kan medføre fængsel i 6 år eller derover, er tidsgrænsen et år,

jf. § 768 a, stk. 1, nr. 2.

Opretholdelse af varetægtsfængsling ud over de ovennævnte tidsgrænser forud-

sætter således, at der foreligger særlige omstændigheder. Vurderingen af, om det-

te er tilfældet, beror på en konkret helhedsvurdering af sagens omstændigheder i

hvert enkelt tilfælde. Bestemmelsen indebærer en skærpelse af kravene for an-

vendelsen af de enkelte fængslingsgrunde ved længerevarende varetægtsfængs-

linger, jf. nærmere bemærkningerne til § 1, nr. 10, i lovforslag nr. L 78 (folke-

tingsåret 2007-08 (2. samling)).

Retsplejelovens § 768 a, stk. 2, angår arrestanter under 18 år. Ifølge § 768 a, stk.

2, nr. 1, må varetægtsfængsling ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum,

der overstiger 4 måneder, når sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven

ikke kan medføre fængsel i 6 år, medmindre retten finder, at der foreligger helt

særlige omstændigheder. Angår sigtelsen en lovovertrædelse, der kan medføre

fængsel i 6 år eller derover, er tidsgrænsen 8 måneder, jf. § 768 a, stk. 2, nr. 2.

Om varetægtsfængsling af unge under 18 år kan ske ud over de normalfrister, der

fremgår af retsplejelovens § 768 a, stk. 2, beror som udgangspunkt på en vurde-

ring svarende til den, der skal foretages ved afgørelsen af, om der er grundlag for

at fravige fristerne i § 768, stk. 1. Betingelsen for at fravige fristerne er imidlertid

kvalificeret, idet der skal foreligge ”helt særlige omstændigheder”.

2.5. Varetægtsfængsling efter dom

Bestemmelse om varetægtsfængsling eller anden foranstaltning har kun virkning

indtil sagens afgørelse i retten, jf. retsplejelovens § 769, stk. 1, 1. pkt.

På begæring træffer retten imidlertid efter afgørelsen bestemmelse om, hvorvidt

tiltalte under eventuel appel, eller indtil fuldbyrdelse kan iværksættes, skal vare-

tægtsfængsles eller forblive varetægtsfængslet eller undergives foranstaltninger,

der træder i stedet herfor, jf. retsplejelovens § 769, stk. 1, 2. pkt. Ved bestemmel-

sen herom finder reglerne i §§ 762, 764-766 og 768 tilsvarende anvendelse,

medmindre tiltalte erklærer sig indforstået med at forblive varetægtsfængslet el-

ler undergivet anden foranstaltning, jf. § 769, stk. 1, 3. pkt.

Som det fremgår, gælder fængslingsgrundene og betingelserne i retsplejelovens §

762, herunder proportionalitetsreglen, også efter sagens afgørelse, medmindre til-

talte samtykker i at forblive varetægtsfængslet. Samtykker tiltalte, er dette i sig

selv tilstrækkeligt til fortsat varetægtsfængsling.

Vurderingen af, om betingelserne for varetægtsfængsling er opfyldt, skal foreta-

ges i forhold til dommen i sagen. Mistankekravet, herunder for retshåndhævel-

sesarrest, vil i kraft af domfældelsen normalt være opfyldt.

Retsplejelovens § 769, stk. 2, indeholder en særlig bestemmelse om retshåndhæ-

velsesarrest efter dom. Er den tiltalte således idømt ubetinget fængsel i mere end

30 dage for en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, kan tiltalte

varetægtsfængsles, når hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at tiltalte

ikke er på fri fod, under hensyntagen til, at tiltalte har tilknytning til en gruppe af

personer, som er aktivt involveret i en verserende voldelig konflikt med en anden

gruppe af personer, og at der inden for den gruppe, som den dømte har tilknyt-

ning til, som led i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er anvendt våben

eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til

at forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af straffelovens

§ 180.

Indbringes den afgørelse, der er truffet i sagen, for højere ret, og er der i medfør

af retsplejelovens § 769, stk. 1 eller 2, truffet afgørelse om anvendelse af vare-

tægtsfængsling eller andre foranstaltninger efter afgørelsen, skal spørgsmålet om

den fortsatte anvendelse heraf snarest forelægges for den overordnede ret, hvortil

afgørelsen er indbragt. Ved denne rets behandling af spørgsmålet om varetægts-

fængsling eller andre foranstaltninger finder § 762, § 764, stk. 1, 3 og 4, §§ 765

og 766, § 767, stk. 1, 1.-4. pkt., og stk. 2 og 3, § 768 og § 769, stk. 2, tilsvarende

anvendelse. Dette fremgår af § 769, stk. 3, 1. og 2. pkt.

2.6. Vilkårsovertrædelser

Retsplejelovens § 763 indeholder en særlig bestemmelse om varetægtsfængsling

ved overtrædelse af vilkår, som er fastsat i en betinget dom i henhold til straffe-

lovens kapitel 7 eller 8, ved betinget benådning eller ved prøveløsladelse.

Er der således begrundet mistanke om, at en person har overtrådt et sådant vilkår,

kan den pågældende ifølge retsplejelovens § 763, stk. 1, varetægtsfængsles, hvis

retten finder, at overtrædelsen er af en sådan beskaffenhed, at der foreligger

spørgsmål om fuldbyrdelse af fængselsstraf eller indsættelse i anstalt, og der efter

det om personens forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at den pågæl-

dende vil unddrage sig følgerne af vilkårsovertrædelsen (nr. 1), eller der efter det

om personens forhold oplyste er bestemte grunde til at frygte, at den pågældende

på fri fod fortsat vil overtræde vilkårene, og det under hensyn til overtrædelser-

nes beskaffenhed skønnes påkrævet, at disse forhindres ved, at den pågældende

varetægtsfængsles (nr. 2).

Det samme gælder ifølge retsplejelovens § 763, stk. 2, hvis der er begrundet mis-

tanke om, at en person har overtrådt bestemmelser, der er fastsat i dom eller ken-

delse efter straffelovens §§ 68, 69, 70 eller 72.

I praksis sker varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 763 ofte tillige i medfør

af § 762, stk. 1, nr. 2, om gentagelsesfare.

2.7. Isolationsfængsling og brev- og besøgskontrol

Retsplejelovens regler om isolationsfængsling findes i §§ 770 a-770 e.

Ifølge retsplejelovens § 770 a kan retten efter anmodning fra politiet bestemme,

at en varetægtsarrestant skal udelukkes fra fællesskab med de øvrige indsatte

(isolation), hvis varetægtsfængslingen er besluttet i medfør af § 762, stk. 1, nr. 3

(påvirkningsfare), og der er bestemte grunde til at antage, at varetægtsfængslin-

gen i sig selv ikke er tilstrækkelig til at hindre arrestanten i at vanskeliggøre for-

følgningen i sagen, herunder ved gennem andre indsatte at påvirke medsigtede

eller ved trusler eller på anden lignende måde at påvirke andre.

Isolation må dog kun iværksættes eller fortsættes, hvis betingelserne i retspleje-

lovens § 770 b, stk. 1, er opfyldt. Det er for det første en betingelse, at formålet

med isolationen ikke kan tilgodeses ved mindre indgribende foranstaltninger,

herunder ved at anbringe arrestanten i andet arresthus end bestemte andre indsat-

te eller på anden måde afskære arrestanten fra samvær med sådanne indsatte eller

ved at etablere brevkontrol, besøgskontrol eller besøgsforbud. For det andet er

det en betingelse, at indgrebet, herunder den særlige belastning, som indgrebet

kan medføre på grund af arrestantens unge alder, fysiske eller psykiske svagelig-

hed eller personlige forhold i øvrigt, ikke står i misforhold til sagens betydning

og den retsfølge, som kan ventes, hvis arrestanten findes skyldig. For det tredje

er det en betingelse, at efterforskningen fremmes med den særlige hurtighed, som

er påkrævet ved varetægtsfængsling i isolation, herunder ved benyttelse af mu-

lighederne for bevissikring efter § 747.

Hvis arrestanten er under 18 år, må isolation kun iværksættes eller fortsættes,

hvis der i øvrigt foreligger helt særlige omstændigheder, som gør det påkrævet,

jf. retsplejelovens § 770 b, stk. 2.

Retsplejelovens § 770 c indeholder grænser for varigheden af en isolationsfængs-

ling.

Retsplejelovens regler om såkaldt brev- og besøgskontrol findes i §§ 771-772.

Det følger af retsplejelovens § 771, stk. 1, at en varetægtsarrestant kan modtage

besøg i det omfang, opretholdelse af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet til-

lader det. Politiet kan af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed modsætte sig,

at varetægtsarrestanten modtager besøg, eller forlange, at besøg finder sted under

kontrol.

Endvidere følger det af retsplejelovens § 772, stk. 1, at en varetægtsarrestant har

ret til at modtage og afsende breve. Politiet kan gennemse brevene inden modta-

gelsen eller afsendelsen. Politiet skal snarest muligt udlevere eller sende brevene,

medmindre indholdet vil kunne være til skade for efterforskningen eller opret-

holdelse af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet.

Reglerne om brev- og besøgskontrol gælder tilsvarende ved varetægtsfængsling i

surrogat af frihedsberøvende karakter, jf. Østre Landsrets dom trykt i UfR 1999,

side 933

3. Tilblivelsen af retsplejelovens gældende fængslingsgrunde

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af tilblivelsen af retsplejelovens gældende

fængslingsgrunde, herunder navnlig retshåndhævelsesarrest, der har særlig be-

tydning for Strafferetsplejeudvalgets overvejelser i afsnit 6 nedenfor.

3.1. Retsplejeloven af 1916 og indførelsen af retshåndhævelsesarrest i 1935

Adgangen til at foretage varetægtsfængsling af hensyn til flugtfare, gentagelses-

fare eller påvirkningsfare, jf. nu retsplejelovens § 762, stk. 1, kan, dog med lidt

andre formuleringer, føres tilbage til retsplejeloven af 1916, der i § 780, stk. 1,

nr. 2, indeholdt følgende bestemmelse:

”Fængsling kan kun besluttes, naar der foreligger skellig Grund til at antage,

at den Sigtede har gjort sig skyldig i en Forbrydelse, hvorfor Straffen efter

det foreliggende skønnes at ville blive højere end Bøder eller simpelt Fæng-

sel og […] Sigtelsen angaar [nærmere afgrænsede forbrydelser], og der […]

a) paa Grund af Sagens Beskaffenhed eller den Sigtedes Forhold er Føje

til at antage, at han vil unddrage sig Ansvaret ved at flygte eller skjule

sig, eller at han vil udeblive fra Domsforhandling, hvortil han er ind-

kaldt, eller

b) er særlig Grund til at frygte for, at han, hvis han lades paa fri Fod, vil

gentage eller fortsætte sin forbryderiske Virksomhed, eller

efter Sagens Omstændigheder er særlig Grund til at antage, at han vil

bestræbe sig for at modvirke Undersøgelsen ved at fjerne Gerningens

Spor eller paavirke medsigtede eller Vidner til at afgive urigtig Forkla-

ring eller paa anden lignende Maade.”

Retsplejeloven af 1916 gav ikke hjemmel til at foretage retshåndhævelsesarrest.

En bestemmelse herom blev indført ved lov nr. 175 af 11. maj 1935 som litra d i

§ 780, stk. 1, nr. 2:

d) ”foreligger Forhold, der i væsentlig Grad bestyrker Sigtelsen, og For-

brydelsens Grovhed samt Arten eller Omfanget af de strafferetlige For-

anstaltninger, der kan blive Spørgsmaal om at anvende, skønnes at kræ-

ve, at Sigtede af Hensyn til Retshaandhævelsen ikke bør være paa fri

Fod.”

Bestemmelsen om retshåndhævelsesarrest blev affattet som foreslået af Retsple-

jeudvalget, som var blevet anmodet om at afgive en udtalelse over et privat lov-

forslag om adgang til varetægtsfængsling, ”naar Sigtelsen angaar en særlig grov

Forbrydelse, og mindst 1 Aars Frihedsberøvelse maa antages at være forskyldt”.

Det private lovforslag havde baggrund i en voldtægtssag, som havde givet anled-

ning til omfattende debat. Der var tale om fem unge mænd, som efter at have til-

stået voldtægt begået mod en 16-årig kvinde blev løsladt under sagen. De blev

senere idømt fængselsstraffe på 2-5 år, jf. Højesterets dom trykt i UfR 1935, side

531.

Retsplejeudvalgets flertal anførte i sin udtalelse navnlig følgende, jf. Rigsdagsti-

dende 1934-35, tillæg B, spalte 2159-2162:

”Som det vil ses, har der inden for Udvalget været overvejende Tilslutning

til selve Tanken i Lovforslaget, nemlig at der under Forudsætning af en An-

vendelse af § 780, 1ste stykke, Nr. 2 a., som lægger stærk vægt paa den

konkrete Sandsynlighed for Sigtedes Flugt etc., kan tiltrænges en Adgang til

Fængsling ud fra mere almene Hensyn til Retshaandhævelsens Tarv. § 780,

1ste Stykke, Nr. 2 a. og c., forfølger rent processuelle Formaal under en fo-

religgende Straffesag, Nr. 2 b. varetager tillige et videregaande strafferetligt

Hensyn. Men selv om intet af disse Synspunkter kan anlægges, kan der være

god Grund til at foretage en Fængsling. Naar alle regner med Sigtedes Brø-

de og altsaa imødeser en alvorlig strafferetlig Indskriden over for ham, kan

det efter Omstændighederne virke meget anstødeligt, at Folk dog i Forret-

nings- og Omgangslivet maa se paa og taale hans frie Færden. Selv om

Skylden og dens Følger endnu ikke er fastslaaet ved endelig Dom, kan dette

fremkalde et Indtryk af manglende Alvor og Konsekvens i Haandhævelsen,

der egner sig til at forvirre Retsbevidstheden. […]

Med Hensyn til det Bevisgrundlag, der skal foreligge for en Fængslingsken-

delse af denne Art, har man fundet det rigtigst at skærpe Fordringerne ud

over, hvad der ligger i ”skellig Grund”, og indstiller derfor at kræve, at Sig-

telsen i væsentlig Grad er bestyrket. Kun i dette Tilfælde virker de ovenfor

beskrevne Hensyn med fuld Vægt, og der er samtidig Grund til at indskræn-

ke Risikoen for, at der gribes Fejl.

Hvad endelig angaar Angivelsen af de paasigtede Forholds objektive Be-

skaffenhed, indstiller man en Omredaktion, der, efter hvad der er Udvalget

bekendt, er bragt i Forslag af Rigsadvokaten. Ved denne gives der Afkald

paa Begrænsningerne til ”særlig grov Forbrydelse” og ”mindst 1 Aars Fri-

hedsberøvelse”, men man skønner, at der, naar Formaalet er tydeliggjort,

ingen Betænkelighed kan være ved den indstillede mere rummelige Angi-

velse, der anbefaler sig ved ikke at afgive Stof til Tvivl om Afgrænsningen.”

Et mindretal i Retsplejeudvalget udtalte sig imod den foreslåede regel med føl-

gende begrundelse, jf. Rigsdagstidende 1934-35, tillæg B, spalte 2163-2166:

”[Mindretallet] kan ikke tilraade, at der i Retsplejelovens § 780 sker nogen

Ændring, hvorved Fængsling hjemles som en Slags anteciperet strafferetlig

Repression over for den Forbrydelse, der er til Undersøgelse – og det er det,

der Tale om saavel i det fremsatte Lovforslag som i den af Retsplejeudval-

gets Flertal foreslaaede Tilføjelse til Paragraffen. Varetægtsfængsel er et af

Midlerne til Sagens Oplysning og uforstyrrede Gennemførelse, og det har

fra Lovens første Dage været dens Standpunkt, at det ikke skulde være no-

get som helst andet; man kan endog sige, at dette Punkt var et af de allervig-

tigste, i alt Fald et af de allermest iøjnespringende Krav til Straffeprocessen.

Og hvis man heroverfor vil indvende, at Loven selv ved Bestemmelsen i §

780 b. har gjort Brud paa Princippet, vil [mindretallet] svare, at det for det

første er tvivlsomt, om Regelen i § 780 b. (det drejer sig om et meget gam-

melt Stridsspørgsmaal) virkelig betegner et Principbrud – det er nemlig eg-

net til at forstyrre den i Gang værende Straffeforfølgning, at der under denne

tilkommer nye Forbrydelser, som jo, naar de konstateres, bør inddrages un-

der Forfølgningen –, og dernæst, at det ikke kan være et Argument for den

nu foreslaaede Udvidelse, at Loven ikke har været doktrinær.

Lovens Princip er nemlig efter [mindretallets] Mening et godt Princip og

sikkert i Overensstemmelse med Befolkningens Krav. Og naar man aner-

kender, at al Straf skal have sin Hjemmel i en Dom, synes det i øvrigt tem-

melig indlysende, at Straffen heller ikke maa begynde, før Dom er faldet.”

3.2. Revisionen i 1978

Ved lov nr. 243 af 8. juni 1978, der bl.a. byggede på Strafferetsplejeudvalgets be-

tænkning nr. 728/1974 om anholdelse og varetægt, blev retsplejelovens bestem-

melser om varetægtsfængsling nyaffattet. Adgangen til at foretage varetægts-

fængsling efter de almindelige fængslingsgrunde og retshåndhævelsesarrest blev

ved lovændringen videreført, men lovændringen indebar en skærpelse af betin-

gelserne for varetægtsfængsling.

Retsplejelovens § 762, stk. 1, om de almindelige fængslingsgrunde fik ved lov-

ændringen sin nuværende ordlyd. Det samme gælder § 762, stk. 2, nr. 1, om rets-

håndhævelsesarrest, der dog oprindeligt blev placeret i § 762, stk. 2.

Strafferetsplejeudvalgets overvejelser om retshåndhævelsesarrest fremgår af be-

tænkningens side 26-27:

”Den yngste varetægtsgrund i retsplejeloven er den i 1935 i § 780, stk. 1, nr.

2, d) indførte ”retshåndhævelsesarrest”. Udvalget har overvejet, om der er

grund til at opretholde denne varetægtshjemmel, der ikke er begrundet i ef-

terforskningsmæssige hensyn, men i hensynet til befolkningens retsbevidst-

hed og den nødvendige alvor og konsekvens i retshåndhævelsen.

Uanset nutidens højere vurdering af den personlige frihed mener udvalget,

at der ved meget alvorlige forbrydelser er behov for, at den sigtede kan hol-

des i varetægt under sagen, selv om ingen af de oven for under 1.-3. nævnte

fængslingsgrunde [dvs. de almindelige fængslingsgrunde] er til stede. Til-

svarende regler om varetægt ved meget alvorlige forbrydelser findes i

fremmede retsforfatninger […].

Efter den gældende formulering af retsplejelovens § 780 kan varetægt efter

nr. 2, d) kun iværksættes, når der foreligger forhold, der ”i væsentlig grad

bestyrker sigtelsen”. Udvalget har overvejet, om der er grund til at oprethol-

de dette krav. Man kan gøre gældende, at når der er grundlag for en sigtelse

for manddrab, voldtægt, røveri etc., er det af retshåndhævelsesmæssige

grunde uantageligt, at sigtede er på fri fod. I praksis vil man da også næsten

undtagelsesfrit træffe bestemmelse om varetægt i disse sager. Dette beror

dog oftest på, at en af de øvrige varetægtsbetingelser vil være opfyldt. Hvis

dette undtagelsesvis ikke er tilfældet mener udvalget, at hensynet til den sig-

tede vejer tungere end hensynet til retshåndhævelsen, medmindre sigtelsen

er ”særligt bestyrket”. Udvalget har også overvejet, om kravet bør skærpes,

således at sigtede skal have tilstået, eller at sigtelsen skal have en sådan

styrke, at det ligefrem skal anses for godtgjort, at sigtede er skyldig. Den

første mulighed ville medføre, at sigtedes formelle tilståelse blev afgørende

for varetægtsspørgsmålet; noget sigtede måtte formodes at ville tage i be-

tragtning ved sin stilling til sagen. Den anden mulighed ville medføre, at der

skulle ske en forhåndsvurdering af skyldspørgsmålet, som ville foregribe

bevisbedømmelsen under domsforhandlingen. Ingen af disse løsninger er

heldige. Udvalget foreslår derfor ikke ændring af den gældende regel på det-

te punkt.

Derimod foreslår udvalget to ændringer, der må forventes at ville begrænse

anvendelsesområdet for retshåndhævelsesarrest. Formuleringen foreslås

ændret, således at det ikke er tilstrækkeligt til at anvende varetægt, at det på-

sigtede forhold efter sin art er af en særlig grovhed. Det kræves yderligere,

at det efter de i sagen foreliggende oplysninger om det konkrete forholds

grovhed skønnes påkrævet, at sigtede ikke er på fri fod.

Bestemmelsens anvendelsesområde søges endvidere begrænset ved, at straf-

ferammen for den påsigtede lovovertrædelse skal nå op til fængsel i 6 år el-

ler derover. Tilsvarende begrænsninger findes i reglerne om retshåndhævel-

sesarrest i en del fremmede lande. […]”

Et mindretal kunne ikke tilslutte sig dette og anførte herom følgende, jf. betænk-

ningens side 31:

”Vedrørende den såkaldte ”retshåndhævelsesarrest” (rpl. § 780, stk. 1, nr. 2

d) ønsker [mindretallet] at fremhæve, at denne varetægtshjemmel efter

[mindretallets] opfattelse er yderst betænkelig i alle tilfælde, hvor der ikke

foreligger tilståelse eller dog en næsten til vished grænsende sandsynlighed

for, at den sigtede er skyldig. Fængsling, der ikke kan støttes på nogen af de

øvrige fængslingsgrunde, er en anteciperet straf, der principielt ikke bør

iværksættes, sålænge den sigtedes skyld ikke er tilstået eller bevist. Hvis til-

tale må opgives, eller den tiltalte frifindes, er en (ofte langvarig) forhånds-

fængsling, der ikke er begrundet i efterforskningsmæssige hensyn, helt uac-

ceptabel – uanset erstatningsbestemmelserne. Der kan heller ikke ses bort

fra muligheden af, at den, der med urette fængsles som sigtet for en af de

meget alvorlige forbrydelser, ”retshåndhævelsesarrest” forudsætter, kan få

vanskelighederne ved at afkræfte mistanken forøget med den følge, at han

også domfældes med urette.

Hvor ingen af de øvrige varetægtsbetingelser er opfyldt, og der ikke forelig-

ger tilståelse eller sikker formodning om skyld, vejer hensynet til den sigte-

de langt tungere end hensynet til ”befolkningens retsbevidsthed” og ”den

nødvendige alvor og konsekvens i retshåndhævelsen”. De sidstnævnte hen-

syn alene kan overhovedet kun bære en forhåndsfængsling under de her an-

førte forudsætninger.

Det erkendes, at denne særlige varetægtshjemmel ikke kan begrænses til til-

fælde, hvor der foreligger tilståelse. Ganske vist vil manglende tilståelse

som oftest indebære, at en eller flere af de øvrige fængslingsgrunde vil være

til stede, men der vil kunne forekomme situationer, hvor det ikke forholder

sig således, og hvor manglende tilståelse ikke bør udelukke ”retshåndhævel-

sesarrest”, f.eks. hvor den pågældende er grebet på fersk gerning, eller der i

øvrigt kan fremføres omstændigheder, der udelukker enhver tvivl. Det fin-

des imidlertid ikke tilstrækkeligt, at sigtelsen er ”i væsentlig grad bestyrket”

og slet ikke tilstrækkeligt blot at stille samme krav til prøvelsen af grundla-

get for sigtelsen som ved de øvrige fængslingsgrunde.

Betingelserne for at iværksætte ”retshåndhævelsesarrest” foreslås derfor på

dette punkt skærpet derhen, at sigtelsen – når der ikke foreligger tilståelse –

skal være i en sådan grad bestyrket, at sigtedes benægtelse efter det oplyste

må anses for uantagelig.”

Den bestemmelse om retshåndhævelsesarrest, der blev indført ved lovændringen,

svarede til § 762, stk. 1, litra d, i Strafferetsplejeudvalgets lovudkast, jf. betænk-

ningens side 65.

3.3. Betænkning nr. 978/1983 om varetægtsfængsling i voldssager

Justitsministeriet anmodede ved brev af 22. marts 1983 Strafferetsplejeudvalget

om en udtalelse om, hvordan lovregler om en udvidet adgang til varetægtsfængs-

ling i voldssager kunne udformes. Baggrunden herfor var bl.a. højesteretskendel-

sen trykt i UfR 1983, side 391, hvor retten fandt, at der ikke var hjemmel i rets-

plejelovens § 762, stk. 2 (nu § 762, stk. 2, nr. 1), til at foretage retshåndhævelses-

arrest af nogle personer, som var sigtet for overtrædelse af straffelovens § 119,

stk. 1, ved at have kastet sten mod uniformeret politi under alvorlige uroligheder

på Nørrebro i København nytårsaften 1982/83, idet fængsling efter bestemmelsen

forudsætter, at sigtelsen angår forhold af en sådan grovhed, at der må forventes

idømt langvarig fængselsstraf eller anden strafferetlig foranstaltning af tilsvaren-

de indgribende betydning.

I betænkning nr. 978/1983 om varetægtsfængsling i voldssager gav Strafferets-

plejeudvalget på den baggrund udtryk for følgende almindelige synspunkter om

anvendelse af varetægtsfængsling (side 20-21):

”Straffeprocessuelle tvangsindgreb kendetegnes ved, at de med det formål at

muliggøre eller fremme strafforfølgning anvendes på et tidspunkt, hvor den

sigtedes skyld endnu ikke er fastslået ved endelig dom. Det er et bærende

princip i såvel dansk som international ret, at den sigtede bør betragtes som

uskyldig, indtil hans skyld er fastslået ved dom (Ingen straf uden dom). Va-

retægtsfængsling må som andre straffeprocessuelle tvangsindgreb anses for

legitimeret ved den processuelle funktion. Dette indebærer, at indgrebet

principielt bør tjene processuelle, men ikke pønale formål.

Retsplejelovens fængslingsregler tjener primært processuelle formål. Dette

gælder fuldt ud reglerne om sikrings- og kollusionsarrest [dvs. fængsling af

hensyn til flugt- eller påvirkningsfare], som skal sikre, at sigtede er til stede

under sagen, og at forfølgningen ikke vanskeliggøres. Derimod varetages

gennem reglen om uskadeliggørelsesarrest [dvs. fængsling af hensyn til gen-

tagelsesfare] en blanding af processuelle og præventive formål. Det kan af

hensyn til processens gennemførelse være nødvendigt at afbryde et krimi-

nelt forløb ved fængsling af den sigtede. Men bestemmelsen går videre, idet

den også tager sigte på opretholdelse af retssikkerheden. Endelig varetages

ved den i 1935 indførte retshåndhævelsesarrest egentligt repressive formål.

Isoleret betragtet bliver vurderingen af de enkelte fængslingsregler således

forskellig, idet disse ikke i samme grad hviler på processuelle hensyn. Ud-

adtil vil strafforfølgningen dog i vidt omfang fremstå som en helhed. De en-

kelte led i processen: anholdelse, afhøring, varetægtsfængsling, domsfor-

handling, dom og straffuldbyrdelse tilsigter alle gennemførelsen af samfun-

dets reaktion på lovovertrædelser. I denne forstand kan der ikke bortses fra,

at også det enkelte led, herunder varetægtsfængsling, som en del af helheden

tjener pønale formål. Dette forhold ændrer ikke det principielle udgangs-

punkt, men understreger, at reglerne om varetægtsfængsling faktisk vareta-

ger hensyn, der er videregående end de rent processuelle, uanset hvorledes

disse regler udformes.”

I overensstemmelse med kommissoriet indeholdt betænkningen et forslag til,

hvordan en udvidet adgang til varetægtsfængsling i voldssager kunne udformes.

Forslaget indebar bl.a. en udvidelse af adgangen til at foretage retshåndhævelses-

arrest, således at det, hvis betingelserne i øvrigt var opfyldt, ville være muligt at

varetægtsfængsle med denne begrundelse i sager om vold eller trusler mod of-

fentligt ansatte eller visse tilfælde af vold mod sagesløse, selv om straffen i det

konkrete tilfælde måtte forventes at blive kortvarig, f.eks. fængsel i 40-60 dage,

jf. betænkningens side 48 og 52-53.

Strafferetsplejeudvalgets flertal kunne imidlertid ikke anbefale, at en sådan udvi-

delse af adgangen til at foretage retshåndhævelsesarrest blev gennemført. Flertal-

let anførte som begrundelse følgende (betænkningens side 54-55):

”Disse medlemmer af udvalget lægger vægt på, at varetægtsfængsling af

retshåndhævelsesmæssige hensyn, d.v.s. af hensyn til den almindelige rets-

følelse, reelt er en anticiperet straf. Ved meget alvorlige forbrydelser, der

medfører langvarige frihedsstraffe, er det såvel i Danmark (retsplejelovens §

762, stk. 2) som i udlandet accepteret, at varetægtsfængsling anvendes som

en sådan anticiperet straf. Dette gælder derimod ikke ved lovovertrædelser,

der kun må antages at ville medføre kortvarige frihedsstraffe. Enhver udvi-

delse af området for retshåndhævelsesarrest ville være i modstrid med prin-

cipielle retssikkerhedsmæssige synspunkter, som iøvrigt traditionelt knyttes

til begrebet en retsstat; navnlig princippet: Ingen straf uden dom.

Det må herved erindres, at vurderingen af, hvorvidt der under bestemte om-

stændigheder bør ske varetægtsfængsling, kan falde forskelligt ud afhængigt

af, om man vurderer sagen isoleret eller i en større retsplejemæssig og sam-

fundsmæssig sammenhæng. Betragtes den enkelte voldssag isoleret, kan det

måske af nogle – herunder navnlig af offeret – opfattes stødende, at volds-

manden ikke straks undergives frihedsberøvelse, og der kan derfor føles en

trang til at varetægtsfængsle ham. Medinddrager man derimod i overvejel-

serne det mere overordnede samfundsmæssige hensyn at bevare de traditio-

ner af retssikkerhedsmæssig art, hvorpå vort retlige system bygger, kan re-

sultatet blive et andet. For det nævnte flertal af udvalgets medlemmer står

det klart, at de følelsesmæssige hensyn, der er knyttet til den enkelte sag i de

tilfælde, der er omhandlet i lovudkastets [bestemmelse om udvidet retshånd-

hævelsesarrest], må vige for de generelle retsplejemæssige og samfunds-

mæssige hensyn.

Hertil kommer, at en regel om retshåndhævelsesarrest som skitseret i det

lovudkast, som udvalget har udformet på foranledning af justitsministeriets

anmodning, efter udvalgsflertallets mening ville være i strid med internatio-

nale standarder, senest Europarådets ministerkomites rekommandation af

27. juni 1980. Endelig bemærkes, at der ikke i de øvrige nordiske lande fin-

des regler, som svarer til lovudkastet, og at det med den givne tidsfrist ikke

har været muligt at undersøge praksis i de andre nordiske lande eller, om der

findes tilsvarende lovregler i andre lande, der hører til samme samfunds- og

kulturkreds som Danmark.”

Et mindretal kunne derimod anbefale en udvidelse af adgangen til at foretage

retshåndhævelsesarrest, jf. betænkningens side 55-56:

”Et mindretal på to medlemmer af udvalget […] finder, at der ved vurderin-

gen af det foreliggende spørgsmål må lægges væsentlig vægt på, at der

igennem de senere år er indtrådt en udvikling i retning af en ændret vurde-

ring af integritetskrænkelserne, herunder voldsforbrydelserne, således at dis-

se forbrydelser, også i forhold til andre former for kriminalitet, i dag vurde-

res som alvorligere end tidligere. Denne udvikling har fundet udtryk i flere

lovgivningsinitiativer og har specielt inden for voldsforbrydelsernes områ-

de, hvor der i forvejen findes høje strafferammer, givet sig udslag i Højeste-

rets skærpelse af strafudmålingspraksis i visse typer af voldssager i årene ef-

ter 1979. Der er efter vor opfattelse grund til at tro, at denne udvikling vil

fortsætte, også i de kommende år.

Denne ændring i vurderingen gør det efter vor opfattelse naturligt at overve-

je, om området for den såkaldte retshåndhævelsesarrest, således som disse

tilfælde af varetægtsfængsling er beskrevet i retsplejelovens § 762, stk. 2,

fortsat kan anses for tilfredsstillende.

Det er vor opfattelse, at den henvisning til den almindelige retsfølelse, som

er indeholdt i udtrykket ”hensynet til retshåndhævelsen” i § 762, stk. 2, må

medføre, at anvendelsesområdet for retshåndhævelsesarrest bør påvirkes af

ændringer i den almindelige vurdering og således også af den ændrede vur-

dering af voldsforbrydelser. Den gældende udformning af bestemmelsen gør

det imidlertid vanskeligt at gennemføre en sådan tilpasning af anvendelses-

området, bl.a. fordi der efter Højesterets kendelse af 16. marts 1983 kræves,

at der er forskyldt ”langvarig frihedsstraf”. Det må i øvrigt ved vurderingen

også tillægges betydelig vægt, at denne kendelse [...] indebærer en ind-

skrænkning i anvendelsesområdet for retshåndhævelsesarrest i forhold til

hidtidig retspraksis.

Vi kan på denne baggrund anbefale gennemførelsen af udvalgets lovudkast i

sin helhed.

Anvendelsen af retshåndhævelsesarrest er internationalt anerkendt. Dette

fremgår bl.a. af den rekommandation fra 1980 fra Europarådets ministerko-

mite, som er omtalt oven for […]. Denne rekommandation siger, at

retshåndhævelsesarrest “may exceptionally be justified in certain cases of

particularly serious offences”. Hvis der gennemføres den i lovudkastet inde-

holdte begrænsede udvidelse af adgangen til retshåndhævelsesarrest i visse

kvalificerede voldssager, fordi den danske lovgivningsmagt vurderer sådan-

ne sager som særligt alvorlige, er der efter vor opfattelse ikke grundlag for

at antage, at denne anvendelse af retshåndhævelsesarrest skulle være i strid

med den nævnte rekommandation eller andre internationale standarder.

Henvisningen til, at regler svarende til den foreslåede ikke findes i de andre

nordiske lande, er af begrænset værdi, allerede fordi reglerne om anholdelse

og varetægtsfængsling specielt i Sverige og Finland på mange punkter, her-

under tidspunktet for den første domstolskontrol med en frihedsberøvelse,

adskiller sig afgørende fra danske forhold.”

Forslaget om udvidelse af adgangen til at foretage retshåndhævelsesarrest blev i

en ændret form indført ved en lovændring i 1987, jf. afsnit 3.4 nedenfor.

3.4. Udvidelsen af adgangen til retshåndhævelsesarrest i 1987

Adgangen til at foretage retshåndhævelsesarrest blev udvidet ved lov nr. 386 af

10. juni 1987, der indførte en bestemmelse i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2,

hvorefter der kunne ske varetægtsfængsling, hvis der var særligt bestyrket mis-

tanke om, at sigtede havde begået en overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1

(vold eller trusler mod offentligt ansatte), §§ 244-246 (vold), § 250 (hensættelse i

hjælpeløs tilstand) eller § 252 (hensynsløs fareforvoldelse), hvis lovovertrædel-

sen efter oplysningerne om forholdets grovhed kunne ventes at ville medføre en

ubetinget dom på fængsel i mindst 60 dage, og hensynet til retshåndhævelsen

skønnedes at kræve, at sigtede ikke var på fri fod.

Baggrunden for bestemmelsen var bl.a. den ovenfor i afsnit 2.2 omtalte højeste-

retskendelse trykt i UfR 1983, side 391, der blev fortolket således, at retshånd-

hævelsesarrest forudsatte, at sigtede måtte forventes idømt en fængselsstraf på

omkring 8-10 måneders fængsel eller op imod et års fængsel. Om lovændringen

fremgår herudover bl.a. følgende af pkt. 3 i de almindelige bemærkninger til lov-

forslag nr. L 135 (folketingsåret 1986-87 (1. samling)):

”Reglerne om varetægtsfængsling i retshåndhævelsesøjemed er begrundet i

hensynet til den almindelige retsfølelse, hvorefter det findes krænkende, at

personer, der har begået grove forbrydelser, forbliver på fri fod under efter-

forskningen. Det må endvidere antages, at der er sket en vis ændring i vur-

deringen af voldsforbrydelser, således at navnlig den grove eller meningslø-

se vold bedømmes strengere end hidtil.

Hertil kommer, at varetægtsfængsling må antages at kunne sikre en yderli-

gere fremskyndelse af behandlingen af voldssager, da det sikrer en hurtigere

afslutning af efterforskningen, og fordi domstolene berammer arrestantsager

forud for andre sager. På denne baggrund foreslås det, at anvendelsesområ-

det for de gældende regler om retshåndhævelsesarrest udvides, således at

der skabes mulighed for varetægtsfængsling af personer, der har begået gro-

ve voldsforbrydelser.”

Den ved lovændringen indførte bestemmelse om retshåndhævelsesarrest i rets-

plejelovens § 762, stk. 2, nr. 2, er efterfølgende blevet udvidet et antal gange ved

tilføjelse af henvisninger til yderligere forbrydelser, herunder ved lov nr. 499 af

17. juni 2008, som er omtalt nedenfor i afsnit 3.5.

3.5. Udvidelsen af adgangen til retshåndhævelsesarrest i 2008

Ved lov nr. 499 af 17. juni 2008 blev der i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2, om

retshåndhævelsesarrest tilføjet en henvisning til straffelovens dagældende § 218,

stk. 1, § 222, §§ 224 eller 225, jf. § 218, stk. 1, eller § 222, § 235, stk. 1, samt §

232 for så vidt overtrædelsen var begået over for et barn under 15 år. Straffelovs-

bestemmelserne angik kønslig omgængelse med et barn under 15 år, seksuel ud-

nyttelse af sindssyge og mentalt retarderede, udbredelse af børnepornografi samt

blufærdighedskrænkelse.

Lovændringen byggede på Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1496/2008

om retshåndhævelsesarrest i sædelighedssager, hvor udvalget overvejede spørgs-

målet om udvidelse af adgangen til at foretage retshåndhævelsesarrest i sager om

sædelighedskriminalitet.

Betænkningen indeholder på side 30-32 en omtale af de særlige hensyn, der gør

sig gældende for så vidt angår retshåndhævelsesarrest. Det fremgår bl.a. heraf, at

retshåndhævelsesarrest udgør en særlig fængslingsgrund, idet fængsling her sker

af hensyn til retsfølelsen, og således ikke af hensyn til sagens gennemførelse,

dvs. de processuelle hensyn, som ellers retfærdiggør frihedsberøvelse forud for

en fældende dom. Udvalget tilsluttede sig endvidere de synspunkter om fængs-

lingsgrundene, som udvalget havde givet udtryk for i betænkning nr. 978/1983

om varetægtsfængsling i voldssager, side 20-21, der er gengivet ovenfor i afsnit

3.3. Herefter anførte udvalget følgende:

”Det centrale er, at der er en forskel af væsentlig principiel betydning mel-

lem på den ene side retshåndhævelsesarrest og på den anden side de øvrige

fængslingsgrunde. Det er også på den baggrund, at loven stiller et skærpet

mistankekrav med hensyn til retshåndhævelsesarrest.

Kravet om en særligt bestyrket mistanke er udtryk for en tilbageholdenhed

med hensyn til anvendelse af retshåndhævelsesarrest. Kravet skal ses i

sammenhæng med det forhold, at retshåndhævelsesarrest kan opfattes som

en foregrebet straf, og at der derfor bør være en højere grad af sikkerhed i

grundlaget for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen end med

hensyn til andre fængslingsgrunde.

Reglerne om varetægtsfængsling, herunder af hensyn til retshåndhævelsen,

er i princippet de samme ved fængsling før og efter dom i første instans.

Med hensyn til navnlig retshåndhævelsesarrest gør det selvsagt en væsentlig

forskel, om der er afsagt dom i første instans, idet en fældende dom er ud-

tryk for rettens afgørelse om, at tiltalte er skyldig. Spørgsmålet om anven-

delse af retshåndhævelsesarrest efter dom er særligt behandlet nedenfor

[…].

Varetægtsfængsling er et alvorligt indgreb i den personlige frihed, og der må

derfor kræves en væsentlig begrundelse for regler, der udvider muligheden

for varetægtsfængsling. Dette må ikke mindst gælde med hensyn til rets-

håndhævelsesarrest.

Strafferetsplejeudvalget finder, at retshåndhævelsesarrest frembyder særlige

problemer, og at regler om denne fængslingsgrund i hvert fald bør have et

snævert anvendelsesområde.”

Efter en gennemgang af de enkelte sædelighedsforbrydelser fandt Strafferetsple-

jeudvalget, at en udvidet mulighed for at foretage retshåndhævelsesarrest burde

omfatte sager om overgreb mod børn under 15 år, herunder i form af visse tilfæl-

de af blufærdighedskrænkelse, samt sager om overgreb mod sindssyge og men-

talt retarderede og om udbredelse af børnepornografi. En sådan udvidelse blev

indført ved den ovennævnte lovændring.

3.6. Udvidelsen af adgangen til retshåndhævelsesarrest efter dom i 2009

Betingelserne for at foretage varetægtsfængsling var indtil 2009 de samme efter

dom som under sagens efterforskning, medmindre tiltalte samtykkede i at forbli-

ve varetægtsfængslet. Ved lov nr. 501 af 12. juni 2009 blev der imidlertid som

led i en styrket indsats mod bandekriminalitet indført en særlig bestemmelse i

retsplejelovens § 769, stk. 2, om retshåndhævelsesarrest efter dom.

Ifølge bestemmelsen kunne tiltalte, når der var afsagt dom i sagen, hvorved tiltal-

te var idømt ubetinget fængsel i mere end 30 dage for en lovovertrædelse, som

var undergivet offentlig påtale, varetægtsfængsles, når hensynet til retshåndhæ-

velsen skønnedes at kræve, at tiltalte ikke var på fri fod, under hensyntagen til, at

der foregik et gensidigt opgør mellem grupper af personer, hvor der flere gange

som led i opgøret enten var anvendt skydevåben eller anvendt våben eller eksplo-

sivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter var egnet til at forvol-

de betydelig skade, eller begået brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180, og

tiltalte havde tilknytning til en af disse grupper.

Ved lov nr. 733 af 25. juni 2014 blev retsplejelovens § 769, stk. 2, nyaffattet som

led i en række yderligere initiativer mod rocker- og bandekriminalitet og fik der-

med den ordlyd, der er gældende i dag (se afsnit 2.5 ovenfor).

4. Internationale forpligtelser vedrørende fængslingsgrundene

Internationale forpligtelser vedrørende fængslingsgrundene findes bl.a. i Den Eu-

ropæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s konvention om borgerlige og

politiske rettigheder. Disse konventioner er omtalt nærmere nedenfor i afsnit 4.1

og 4.2. Herudover findes der flere retningslinjer og anbefalinger om brug af vare-

tægtsfængsling, herunder Europarådets ministerkomités rekommandation om va-

retægtsfængsling, der er nærmere omtalt i afsnit 4.3.

4.1. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er inkorporeret i dansk ret ved

lov nr. 285 af 29. april 1992 med senere ændringer.

Konventionens artikel 5, stk. 1, fastslår, at enhver har ret til frihed og personlig

sikkerhed, og at ingen må frihedsberøves undtagen i de tilfælde, der fremgår af

bestemmelsen. Bestemmelsen indeholder således en udtømmende opregning af

de tilfælde, hvor frihedsberøvelse må finde sted.

Ifølge konventionens artikel 5, stk. 1, litra c, kan der foretages lovlig anholdelse

eller anden frihedsberøvelse af en person med det formål at stille personen for

den kompetente retlige myndighed, når der er begrundet mistanke om, at den på-

gældende har begået en forbrydelse, eller rimelig grund til at anse det for nød-

vendigt at hindre den pågældende i at begå en forbrydelse eller i at flygte efter at

have begået en sådan.

Efter konventionens artikel 5, stk. 3, 1. pkt., skal enhver, der anholdes eller fri-

hedsberøves i henhold til artikel 5, stk. 1, litra c, ufortøvet stilles for en dommer

eller anden øvrighedsperson, der ved lov er bemyndiget til at udøve domsmyn-

dighed, og skal være berettiget til at få sin sag pådømt inden for en rimelig frist,

eller til at blive løsladt i afventning af rettergangen.

Formålet med konventionens artikel 5, stk. 3, er at give personer, der er friheds-

berøvet efter artikel 5, stk. 1, litra c, en retsgaranti mod vilkårlig frihedsberøvelse

og at sikre, at længden af frihedsberøvelsen ikke er urimeligt lang. Den Europæi-

ske Menneskerettighedsdomstol (herefter ”Domstolen”) prøver, om grundene til

frihedsberøvelsen er relevante og tilstrækkeligt, og om den nationale sagsbehand-

ling og begrundelse er tilstrækkelig.

Ved helt korte frihedsberøvelser er det som udgangspunkt alene en betingelse, at

der er en begrundet mistanke om, at den frihedsberøvede har begået en forbrydel-

se, jf. præmis 44 i dom af 3. oktober 2006 i sagen McKay mod Storbritannien.

Som eksempel kan nævnes Menneskerettighedskommissionens afgørelse af 3. ju-

li 1989 i sagen Henrik Jensen mod Danmark. Klageren i sagen havde som sigtet

for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 119 (vold eller trusler mod offentligt an-

satte) og § 291 (hærværk) i forbindelse med en demonstration været varetægts-

fængslet i 15 dage efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2, om retshåndhævelses-

arrest (se herom afsnit 2.2 ovenfor). Den pågældende blev i overensstemmelse

med sin tilståelse idømt 40 dages fængsel. Klageren havde aldrig benægtet, at der

havde været en begrundet mistanke om, at han havde begået de pågældende lov-

overtrædelser. Under disse omstændigheder rejste frihedsberøvelsen ikke pro-

blemer i forhold til konventionens artikel 5, stk. 1, litra c, da frihedsberøvelsen

var sket med henblik på at fremstille ham for en kompetent domstol på grundlag

af en rimelig mistanke om en lovovertrædelse. Kommissionen afviste derfor kla-

gen.

Efter udløbet af en vis periode er en begrundet mistanke ikke længere tilstrække-

lig, og frihedsberøvelse kræver herefter supplerende fængslingsgrunde.

De begrundelser for fortsat varetægtsfængsling, som Domstolen har accepteret i

praksis, dækker alle de fængslingsgrunde, som kendes efter dansk ret, jf. Jon

Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere,

3. udgave (2010), side 317-318.

For så vidt angår retshåndhævelsesarrest, jf. afsnit 2.2 ovenfor, har Domstolen

accepteret, at hensynet til opretholdelse af den offentlige orden i særlige tilfælde

kan begrunde en frihedsberøvelse. Domstolen anerkender, at visse forbrydelser

på grund af deres alvorlige og grove karakter og på grund af befolkningens reak-

tion på sådanne forbrydelser kan medføre en social forstyrrelse (”social distur-

bance”), der kan begrunde varetægtsfængsling i en vis periode. Hensynet kan

imidlertid kun anses for en relevant og tilstrækkelig begrundelse, hvis afgørelsen

er baseret på kendsgerninger, der er i stand til at vise, at en løsladelse af den an-

klagede rent faktisk vil forstyrre den offentlige orden. Hertil kommer, at en fort-

sat frihedsberøvelse kun er lovlig, hvis den offentlige orden rent faktisk vedbliver

med at være truet. Varetægtsfængsling af hensyn til den offentlige orden kan ikke

bruges til at foregribe en ubetinget frihedsstraf. Risikoen for forstyrrelse af den

offentlige orden kan ikke bedømmes abstrakt alene under henvisning til forbry-

delsens karakter, omstændighederne ved forbrydelsen eller sigtedes eller offerets

psykiske tilstand, men må begrundes konkret. Der henvises bl.a. til præmis 104 i

dom af 23. september 1998 i sagen I.A. mod Frankrig.

Konventionens artikel 5, stk. 3, finder kun anvendelse på frihedsberøvelser efter

artikel 5, stk. 1, litra c, der omfatter perioden frem til afsigelse af endelig dom i

første instans, jf. bl.a. præmis 9 i dom af 27. juni 1968 i sagen Wemhoff mod

Tyskland.

Frihedsberøvelse efter endelig dom i første instans omfattes af konventionens ar-

tikel 5, stk. 1, litra a, om lovlig frihedsberøvelse af en person efter domfældelse

af en kompetent domstol. Det gælder, selv om dommen i første instans ankes til

frifindelse. Det er imidlertid en betingelse for frihedsberøvelse efter denne be-

stemmelse, at fængslingen er et resultat eller en følge af domfældelsen. Der skal

således være en tilstrækkeligt klar årsagsforbindelse mellem domfældelsen og

frihedsberøvelsen. Der henvises bl.a. til præmis 42 i dom af 2. marts 1987 i sagen

Weeks mod Storbritannien.

4.2. FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder

Danmark har ratificeret den internationale konvention af 16. december 1966 om

borgerlige og politiske rettigheder, jf. bekendtgørelse nr. 30 af 29. marts 1976

(Lovtidende C).

Ifølge konventionens artikel 9, stk. 1, har enhver ret til frihed og personlig sik-

kerhed, og ingen må underkastes vilkårlig arrest eller frihedsberøvelse. Ingen må

berøves sin frihed undtagen af sådanne grunde, og i overensstemmelse med så-

danne fremgangsmåder, som er fastsat ved lov.

Enhver, der arresteres eller tilbageholdes som sigtet for et strafbart forhold, skal

ufortøvet fremstilles for en dommer eller anden øvrighedsperson, der ved lov er

bemyndiget til at udøve domsmyndighed, og skal have ret til rettergang inden for

en rimelig frist eller til løsladelse, jf. konventionens artikel 9, stk. 3, 1. pkt. Det

skal ifølge artikel 9, stk. 3, 2. pkt., ikke være den almindelige regel, at personer,

som afventer rettergang, hensættes i varetægtsarrest, men deres løsladelse kan

gøres betinget af garantier for, at de giver møde under rettergangen på ethvert

andet stadium af processen og i givet fald til dommens fuldbyrdelse.

Der er ved konventionen oprettet en menneskerettighedskomité, som er tillagt

kompetence til at påse, at medlemsstaterne efterlever deres forpligtelser efter

konventionen. Komitéen har vedtaget en række generelle bemærkninger (”gene-

ral comments”) vedrørende konventionens anvendelse og fortolkning, herunder

generel bemærkning nr. 35 af 16. december 2014 om artikel 9. Det fremgår bl.a.

heraf (pkt. 38), at konventionens artikel 9, stk. 3, 2. pkt., kun gælder for personer,

der afventer rettergang, dvs. efter at der er rejst tiltale, men at lignede krav gæl-

der forud for tiltalerejsning i medfør af artikel 9, stk. 1. Det fremgår endvidere, at

varetægtsfængsling af personer, der afventer rettergang, skal være baseret på en

individuel vurdering af, om det er rimeligt og nødvendigt af sådanne grunde som

for at forhindre flugt, ødelæggelse af beviser eller ny kriminalitet. De relevante

faktorer bør specificeres i loven og bør ikke inkludere vage og udvidende stan-

darder som f.eks. ”offentlig sikkerhed”.

4.3. Europarådets ministerkomités rekommandation om varetægtsfængsling

Europarådets ministerkomité vedtog den 27. september 2006 en rekommandation

om brug af varetægtsfængsling, de betingelser, hvorunder det foregår, og tilveje-

bringelse af garantier mod misbrug (Rec(2006)13).

Rekommandationen erstatter den rekommandation af 27. juni 1980, som er om-

talt af både Strafferetsplejeudvalgets flertal og mindretal i de i afsnit 3.3 gengiv-

ne udtalelser fra betænkning nr. 978/1983 om varetægtsfængsling i voldssager.

Det fremgår af rekommandationens pkt. 3, at varetægtsfængsling kun bør anven-

des, når det er strengt nødvendigt, og som en sidste udvej, samt at varetægts-

fængsling ikke bør anvendes af pønale grunde.

En person må ifølge rekommandationens pkt. 7 kun varetægtsfængsles, hvis fire

betingelser er opfyldt. Der skal for det første være rimelig mistanke om, at perso-

nen har begået en overtrædelse. For det andet skal der være substantielle grunde

til at tro, at personen, hvis han eller hun løslades, enten vil flygte, begå en alvor-

lig lovovertrædelse, forstyrre rettens gang eller udgøre en alvorlig trussel mod

den offentlige orden. For det tredje må der kun foretages varetægtsfængsling,

hvis der ikke er mulighed for at anvende alternative foranstaltninger for at imø-

degå dette. For det fjerde skal varetægtsfængslingen være et led i strafferetsple-

jen.

Ifølge rekommandationens pkt. 9 skal fastlæggelsen af enhver risiko være baseret

på de konkrete omstændigheder i sagen, men der skal tages særligt hensyn til ar-

ten og alvoren af den formodede lovovertrædelse, den forventede straf, personens

alder, helbred, karakter, tidligere vandel (”antecedents”), personlige og sociale

omstændigheder og især hans eller hendes bånd til samfundet (”community ties”)

samt den pågældendes adfærd, især hvordan den pågældende har opfyldt betin-

gelser, der er pålagt under behandlingen af tidligere straffesager.

Hvis en person er pålagt alternative foranstaltninger i stedet for varetægtsfængs-

ling, kan en overtrædelse af disse foranstaltninger ifølge rekommandationens pkt.

12 være genstand for en sanktion, men må ikke automatisk gøre varetægtsfængs-

ling berettiget. Varetægtsfængsling kræver i sådanne tilfælde en særlig begrun-

delse.

5. Norsk og svensk ret om fængslingsgrunde og betingelser for vare-

tægtsfængsling

I dette afsnit er de norske og svenske regler om fængslingsgrunde og betingelser

for varetægtsfængsling forud for dom i første instans behandlet.

5.1. Norsk ret

5.1.1.

De norske regler om varetægtsfængsling findes i ”straffeprosesslovens”

kapitel 14. Det følger af § 183, stk. 1, at anholdte snarest muligt og senest den

tredje dag efter anholdelsen skal fremstilles for retten med begæring om vare-

tægtsfængsling, hvis anklagemyndigheden ønsker at opretholde frihedsberøvel-

sen af den pågældende. Dog skal anholdte under 18 år fremstilles senest dagen

efter anholdelsen, jf. § 183, stk. 2.

Retten afgør ifølge ”straffeprosesslovens” § 184, stk. 1, herefter ved kendelse,

om den anholdte skal varetægtsfængsles. Retten kan dog også uden forudgående

anholdelse varetægtsfængsle en person, der er til stede i retsmødet, jf. § 184, stk.

Varetægtsfængsling kan ifølge ”straffeprosesslovens” § 184, stk. 2, ske, hvis be-

tingelserne i §§ 171 eller 172, § 173, stk. 2, eller § 173 a er opfyldt, og formålet

ikke kan opnås ved tiltag efter § 188, der vedrører surrogatfængsling. Personer

under 18 år skal ikke varetægtsfængsles, hvis det ikke er tvingende nødvendigt.

De ovennævnte bestemmelser i ”straffeprosesslovens” §§ 171 eller 172, § 173,

stk. 2, og § 173 a vedrører anholdelse. Der gælder således som udgangspunkt

samme betingelser for at foretage varetægtsfængsling som for at foretage anhol-

delse.

Det følger af ”straffeprosesslovens” § 184, stk. 2, jf. § 171, stk. 1, at den, der

med skellig grund mistænkes for en eller flere handlinger, som efter loven kan

medføre højere straf end 6 måneders fængsel, kan varetægtsfængsles, hvis en af

fængslingsgrundene i nr. 1-4 er til stede. Der kan dog ifølge § 171, stk. 2, uanset

dette strafferammekrav foretages varetægtsfængsling, hvis mistanken vedrører

overtrædelse af straffelovens § 323 om mindre tyverier.

Efter ”straffeprosesslovens” § 184, stk. 2, jf. § 171, stk. 1, nr. 1, kan der foretages

varetægtsfængsling, hvis der er grund til at frygte, at sigtede vil unddrage sig for-

følgningen eller fuldbyrdelsen af straf eller andre forholdsregler. Ved vurderin-

gen af, om denne fængslingsgrund er til stede, kan det have betydning, om sigte-

de tidligere har forsøgt at unddrage sig afsoning, jf. Hans Kristian Bjerke m.fl.,

Straffeprosessloven, Kommentarutgave, bind 1, 4. udgave (2011), side 623.

Efter ”straffeprosesslovens” § 184, stk. 2, jf. § 171, stk. 1, nr. 2, kan der foretages

varetægtsfængsling, hvis der er nærliggende fare for, at sigtede vil ødelægge be-

vis i sagen, f.eks. ved at fjerne spor eller påvirke vidner eller medskyldige. Sigte-

des manglende samarbejdsvilje kan være et moment i vurderingen af bevisøde-

læggelsesfaren, jf. Hans Kristian Bjerke, Straffeprosessloven, Kommentarutgave,

bind 1, 4. udgave (2011), side 624.

Efter ”straffeprosesslovens” § 184, stk. 2, jf. § 171, stk. 1, nr. 3, kan der foretages

varetægtsfængsling, hvis det antages at være påkrævet for at forhindre, at sigtede

på ny begår en strafbar handling, som kan medføre højere straf end fængsel i 6

måneder. Tidligere kriminalitet er et centralt element ved den prognosevurdering,

der skal foretages efter bestemmelsen. Også strafbare forhold, som endnu ikke er

pådømt, kan tages i betragtning. Der henvises til Hans Kristian Bjerke, Straf-

feprosessloven, Kommentarutgave, bind 1, 4. udgave (2011), side 627.

”Straffeprosesslovens” § 184, stk. 2, jf. § 171, stk. 1, nr. 4, indeholder en be-

stemmelse om varetægtsfængsling efter sigtedes begæring.

En bestemmelse, som giver mulighed for at foretage varetægtsfængsling af hen-

syn til retsfølelsen, findes i ”straffeprosesslovens” § 184, stk. 2, jf. § 172. Det

fremgår heraf, at der kan foretages varetægtsfængsling af en person, der er mis-

tænkt for en lovovertrædelse, som kan medføre straf af fængsel i 10 år eller mere,

eller en overtrædelse af straffelovens § 272 om grov kropskrænkelse eller § 274

om grov kropsskade. Det er yderligere en betingelse, at der foreligger en tilståel-

se eller andre forhold, som i særlig grad styrker mistanken. Ved vurderingen skal

der særligt lægges vægt på, om det er egnet til at støde almenhedens retsfølelse

eller skabe utryghed, hvis den mistænkte er på fri fod.

Om der er grundlag for at foretage varetægtsfængsling efter ”straffeprosesslo-

vens” § 184, stk. 2, jf. § 172, afgøres ved en samlet og konkret vurdering, hvor

også samfundsmæssige behov som hensynet til retshåndhævelsen tillægges vægt.

Det er ikke tilstrækkeligt at foretage en abstrakt vurdering af, om hensynet til

retshåndhævelsen eller samfundsmæssige behov tilsiger varetægtsfængsling. Det

skal angives konkret, hvilke omstændigheder der har betydning. Der henvises til

Hans Kristian Bjerke m.fl., Straffeprosessloven, Kommentarutgave, bind 1, 4.

udgave (2011), side 633, hvor det endvidere fremgår, at der i praksis synes at bli-

ve stillet stadig strengere krav til konkretisering af, hvad der tilsiger behovet for

varetægtsfængsling.

”Straffeprosesslovens” § 184, stk. 2, jf. § 173, stk. 2, indeholder en særlig be-

stemmelse om varetægtsfængsling af personer uden fast bopæl i Norge, og § 184,

stk. 2, jf. § 173 a, vedrører varetægtsfængsling ved vilkårsovertrædelser.

5.1.2.

Som det fremgår af afsnit 2.4.2 ovenfor, skal der efter dansk ret ved vurde-

ringen af, om varetægtsfængsling vil være i strid med proportionalitetsreglen i

retsplejelovens § 762, stk. 3, fordi frihedsberøvelsen vil stå i misforhold til den

retsfølge, som kan forventes, hvis sigtede findes skyldig, tages fornødent hensyn

til muligheden for at opnå prøveløsladelse til normal tid.

De norske regler om prøveløsladelse findes i ”straffegjennomføringsloven”. Iføl-

ge § 42, stk. 1, kan den norske kriminalforsorg (”kriminalomsorgen”) løslade

domfældte på prøve, når vedkommende, medregnet et eventuelt varetægtsophold,

har gennemført to tredjedele af straffen og mindst 60 dage. Der er i særlige til-

fælde endvidere mulighed for tidligere prøveløsladelse. Der skal ifølge § 42, stk.

5, ikke ske prøveløsladelse, hvis omstændighederne efter en samlet vurdering gør

løsladelse utilrådelig. ”Kriminalomsorgen” skal særligt lægge vægt på den døm-

tes adfærd under fuldbyrdelsen af straffen, og om der er grund til at antage, at

den dømte vil begå nye strafbare handlinger i prøvetiden.

”Straffeprosesslovens” § 170 a indeholder en almindelig proportionalitetsregel

for alle straffeprocessuelle tvangsindgreb. Det følger heraf, at et tvangsindgreb

kun kan anvendes, når der er tilstrækkelig grund til det, og at tvangsindgrebet ik-

ke kan anvendes, når det efter sagens art og forholdene i øvrigt ville være et

uforholdsmæssig indgreb.

Denne bestemmelse indebærer bl.a., at der ved varetægtsfængsling skal tages

hensyn til faren for, at den samlede varighed af fængslingen kan blive længere

end den forventede frihedsstraf. Der er adgang til varetægtsfængsling, selv om

tidspunktet for prøveløsladelse normalt er passeret, men det er et centralt mo-

ment, om dette tidspunkt nærmer sig eller er ved at blive passeret. Der henvises

til Hans Kristian Bjerke m.fl., Straffeprosessloven, Kommentarutgave, bind 1, 4.

udgave (2011), side 611. Her omtales bl.a. en afgørelse (Rt. 2005, side 1662),

hvor retten i en sag, hvor der var fare for ny voldskriminalitet, accepterede, at en

varetægtsfængsling varede længere end to tredjedele af den forventede straf.

5.2. Svensk ret

5.2.1.

Svensk rets regler om varetægtsfængsling (”häktning”) findes i ”rätte-

gångsbalkens” kapitel 24. Afgørelser om varetægtsfængsling træffes af retten, jf.

§ 5. Hvis anklagemyndigheden, eventuelt efter at politiet har pågrebet den på-

gældende, har truffet beslutning om at anholde en mistænkt, skal anklagemyn-

digheden uden forsinkelse og senest klokken tolv på tredjedagen efter anholdel-

sesbeslutningen begære retsmøde med henblik på rettens stillingstagen til, om der

skal foretages varetægtsfængsling, jf. § 12, stk. 1. Retten skal herefter uden for-

sinkelse afholde retsmøde om spørgsmålet, jf. § 13, stk. 1. Retsmødet må aldrig

afholdes senere end fire døgn efter pågribelsen eller anholdelsesbeslutningen, jf.

§ 13, stk. 2.

Svensk rets almindelige bestemmelse om varetægtsfængsling findes i ”rätte-

gångsbalkens” kapitel 24, § 1, stk. 1. Efter bestemmelsen er det for det første en

betingelse for varetægtsfængsling, at der er kvalificeret mistanke (”sannolika

skäl”) om, at den pågældende har begået en lovovertrædelse. For det andet er det

en betingelse, at der for lovovertrædelsen er foreskrevet straf af fængsel i et år el-

ler derover.

For det tredje er det en betingelse for at foretage varetægtsfængsling efter ”rätte-

gångsbalkens” kapitel 24, § 1, stk. 1, at en af de fængslingsgrunde, der er nævnt i

nr. 1-3, er til stede. Ved denne vurdering indgår overtrædelsens beskaffenhed,

den mistænktes forhold og andre omstændigheder. Risikoen skal være konkret og

skal i det enkelte tilfælde fremstå som betydelig, dvs. noget man for alvor kan

regne med. Der henvises til Gunnel Lindberg, Straffprocessuella tvångsmedel, 3.

udgave (2012), side 194.

Der kan for det første foretages varetægtsfængsling, hvis der er risiko for, at den

mistænkte flygter eller på anden måde unddrager sig strafforfølgning eller straf,

jf. ”rättegångsbalkens” kapitel 24, § 1, stk. 1, nr. 1. I denne vurdering indgår en

række forskellige momenter, herunder eventuelle tidligere erfaringer om, at den

mistænkte har reageret på mistanke om strafbare forhold ved at forsøge at und-

slippe. Sådanne erfaringer kan være et stærkt indicium på flugtfare. Der henvises

til Gunnel Lindberg, Straffprocessuella tvångsmedel, 3. udgave (2012), side 195.

For det andet kan der foretages varetægtsfængsling, hvis der er risiko for, at den

mistænkte ved at fjerne beviser eller på anden måde vanskeliggør efterforsknin-

gen, jf. ”rättegångsbalkens” kapitel 24, § 1, stk. 1, nr. 2.

For det tredje kan der foretages varetægtsfængsling, hvis der er risiko for, at den

mistænkte fortsætter sin kriminelle virksomhed, jf. ”rättegångsbalkens” kapitel

24, § 1, stk. 1, nr. 3. I denne vurdering er tidligere straffesager af stor betydning.

Heri indgår også sager, som endnu ikke er afgjort, fordi de ikke er færdigefterfor-

skede. Fængslingsgrunden kan anvendes til at bryde igangværende seriekrimina-

litet og med henblik på i øvrigt at modvirke tilbagefald til kriminalitet. Det skal

tillægges særlig betydning, om der er risiko for tilbagefald til kriminalitet, som

retter sig mod eller medfører fare for andres liv, helbred eller ejendom eller i øv-

rigt alvorligt krænker andres personlige integritet. Den kriminalitet, der er risiko

for tilbagefald til, skal være beslægtet med eller have sammenhæng med den

overtrædelse, der begrunder varetægtsfængsling. Der henvises til Gunnel Lind-

berg, Straffprocessuella tvångsmedel, 3. udgave (2012), side 200-201.

”Rättegångsbalkens” kapitel 24, § 1, stk. 2, indeholder en særlig regel om vare-

tægtsfængsling i sager om alvorlige lovovertrædelser. Det fremgår heraf, at der

skal foretages varetægtsfængsling, hvis der for lovovertrædelsen ikke er fore-

skrevet en mildere straf end fængsel i to år, medmindre det er åbenbart, at der ik-

ke er grund til at foretage varetægtsfængsling. Bestemmelsen indebærer, at der i

sager, hvor mistanken vedrører en lovovertrædelse med en strafferamme på

mindst to års fængsel, gælder en formodning om, at der er flugtfare, påvirknings-

fare eller gentagelsesfare som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 1-3. Bestemmelsen vender

bevisbyrden, men sænker ikke i øvrigt beviskravet i sagerne. Der henvises til

Gunnel Lindberg, Straffprocessuella tvångsmedel, 3. udgave (2012), side 285.

Derimod indeholder ”rättegångsbalken” – i modsætning til den danske retspleje-

lov – ikke en bestemmelse om retshåndhævelsesarrest.

Det bemærkes, at der i Sverige for tiden gennemføres en udredning, som bl.a. har

til formål at mindske anvendelsen af varetægtsfængsling (kommittédirektiv

2015:80 om ”färre i häkte och minskad isolering”). Udredningen skal bl.a. af-

dække, om formodningen for varetægtsfængsling i ”rättegångsbalkens” kapitel

24, § 1, stk. 2, i visse tilfælde bør fjernes. Udredningen skal være færdig den 23.

august 2016.

”Rättegångsbalkens” kapitel 24, § 2, indeholder en særlig bestemmelse om vare-

tægtsfængsling af dels mistænkte, der er ukendte og nægter at opgive navn og

adresse eller giver usande oplysninger herom, dels personer uden bopæl i Sveri-

ge.

Herudover indeholder ”rättegångsbalkens” kapitel 24, § 3, en bestemmelse om

såkaldt efterforskningsvaretægtsfængsling (”utredningshäktning”), der giver mu-

lighed for varetægtsfængsling i en kortere periode, selv om kravet om kvalifice-

ret mistanke (”sannolika skäl”) ikke er opfyldt, hvis den pågældende dog med

grund er mistænkt for en lovovertrædelse (”skäligen misstänkt”), og betingelser-

ne i § 1, stk. 1, 3 og 4, eller § 2 i øvrigt er opfyldt, og det er særligt vigtigt, at den

pågældende tages i forvaring, imens der foretages yderligere efterforskning.

”Rättegångsbalkens” kapitel 24, § 4, indeholder regler om alternativer til vare-

tægtsfængsling. Endvidere fremgår det af § 23 i ”lag med särskilda bestämmelser

om unga lagöverträdare”, at personer under 18 år kun må varetægtsfængsles, hvis

der foreligger en særlig begrundelse.

5.2.2.

Som det fremgår af afsnit 2.4.2 ovenfor, skal der efter dansk ret ved vurde-

ringen af, om varetægtsfængsling vil være i strid med proportionalitetsreglen i

retsplejelovens § 762, stk. 3, fordi frihedsberøvelsen vil stå i misforhold til den

retsfølge, som kan forventes, hvis sigtede findes skyldig, tages fornødent hensyn

til muligheden for at opnå prøveløsladelse til normal tid.

De svenske regler om prøveløsladelse findes i ”brottsbalkens” kapitel 26. Ifølge

§ 6 skal den svenske kriminalforsorg (”kriminalvården”) prøveløslade dømte, der

har udstået to tredjedele af en tidsbestemt straf, dog mindst en måned, medmin-

dre andet følger af stk. 2 eller 3. Ifølge § 6, stk. 2, skal prøveløsladelse udsættes,

hvis særlige grunde taler herimod. Ved vurderingen af, om der foreligger sådanne

særlige grunde til, at prøveløsladelse skal udsættes, skal der særligt tages hensyn

til, om den dømte på alvorlig vis har forbrudt sig mod de forskrifter og vilkår,

som gælder for straffuldbyrdelsen.

Der gælder også efter svensk ret et krav om proportionalitet ved afgørelser om

varetægtsfængsling. Det følger således af ”rättegångsbalkens” kapitel 24, § 1,

stk. 3, at varetægtsfængsling kun må ske, hvis grunden til foranstaltningen opve-

jer det indgreb eller den skade i øvrigt, som foranstaltningen indebærer for den

mistænkte eller for nogen anden modstående interesse. I denne vurdering spiller

også varigheden af den forventede straf under hensyn til reglerne om prøveløsla-

delse en rolle.

Justitiedepartementet i Sverige har oplyst, at det i praksis følger af proportionali-

tetsprincippet, at en sigtet ikke må være varetægtsfængslet i længere tid end den

forventede straf.

Det fremgår herudover af ”rättegångsbalkens” kapitel 24, § 1, stk. 4, at der ikke

kan foretages varetægtsfængsling, hvis det må antages, at den mistænke alene vil

blive idømt bødestraf.

6. Strafferetsplejeudvalgets overvejelser

Strafferetsplejeudvalgets overvejelser om inddragelse af tidligere uhensigtsmæs-

sig adfærd i fængsler og arresthuse mv. ved afgørelser om varetægtsfængsling er

gengivet nedenfor.

Disse overvejelser skal ses i lyset af, at uhensigtsmæssig adfærd i fængsler og ar-

resthuse allerede under indsættelsen kan give anledning til en række reaktioner

fra kriminalforsorgens side, herunder disciplinærstraf eller fremadrettede reakti-

oner som f.eks. udelukkelse fra fællesskab eller overførsel til en anden instituti-

on. Endvidere kan indsattes uhensigtsmæssige adfærd under strafafsoning og en

eventuel forudgående varetægtsfængsling efter omstændighederne føre til, at

prøveløsladelse afslås. Der henvises nærmere til kapitel 2.

Herudover skal overvejelserne ses i lyset af, at uhensigtsmæssig adfærd i fængs-

ler og arresthuse mv. efter omstændighederne kan medføre strafferetlige reaktio-

ner. Det gælder, selv om den indsatte allerede i fængslet eller arresthuset er

ikendt disciplinærstraf for den samme gerning. Kriminalforsorgen indgiver såle-

des politianmeldelse i disciplinærsager, hvis man finder, at forholdet udgør en

overtrædelse, som kan medføre en straffesag. Der henvises nærmere til kapitel 4,

afsnit 2.3.

Kommissoriet giver efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse anledning til nogle

generelle overvejelser om brugen af varetægtsfængsling. Disse overvejelser er

gengivet i afsnit 6.1 nedenfor. Herefter gengives udvalgets overvejelser om ind-

dragelse af tidligere uhensigtsmæssig adfærd i fængsler og arresthuse mv. ved

varetægtsfængsling efter de almindelige fængslingsgrunde (afsnit 6.2) og ved

retshåndhævelsesarrest (afsnit 6.3). Endelig er spørgsmålet om proportionalitets-

vurderingen af fængslingens varighed behandlet (afsnit 6.4).

6.1. Generelle overvejelser om brug af varetægtsfængsling

Varetægtsfængsling indebærer, at den pågældende frihedsberøves under straffe-

sagens behandling eller indtil fuldbyrdelsen af den endelige dom i sagen. Anven-

delsesområdet for varetægtsfængsling, navnlig retshåndhævelsesarrest, har som

beskrevet i afsnit 3 ovenfor været overvejet ved en række lejligheder. Strafferets-

plejeudvalget har bl.a. behandlet spørgsmålet i betænkning nr. 978/1983 om va-

retægtsfængsling i voldssager og betænkning nr. 1496/2008 om retshåndhævel-

sesarrest i sædelighedssager. I betænkningerne gav udvalget udtryk for nogle ge-

nerelle synspunkter om brugen af varetægtsfængsling, som udvalget fortsat kan

tilslutte sig. Der henvises nærmere til afsnit 3.3 og 3.5.

Varetægtsfængsling finder således normalt sted på et tidspunkt, hvor den pågæl-

dendes skyld endnu ikke er fastslået ved endelig dom. Det er et bærende princip i

såvel strafferetsplejen her i landet som i andre sammenlignelige lande og i Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention, at en person bør betragtes som

uskyldig, indtil den pågældendes skyld er fastslået ved dom. Varetægtsfængsling

er et alvorligt indgreb i den personlige frihed og bør derfor kræve en særlig be-

grundelse.

En sådan begrundelse kan være processuel, således at varetægtsfængslingen, for-

udsat at betingelserne i øvrigt er opfyldt, foretages med det formål at muliggøre

eller fremme strafforfølgningen. Det gælder med hensyn til varetægtsfængsling

på grund af flugtfare eller påvirkningsfare. Endvidere gælder det delvist med

hensyn til varetægtsfængsling på grund af gentagelsesfare, da det af hensyn til

processens gennemførelse kan være nødvendigt at afbryde et kriminelt forløb ved

fængsling af sigtede. Der varetages dog ved fængsling på grund af gentagelsesfa-

re også et præventivt formål. Disse almindelige fængslingsgrunde var allerede

indeholdt i retsplejeloven af 1916, dog med en anden formulering, og er aner-

kendt i bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis.

Varetægtsfængsling, der ikke tjener et processuelt formål, men – som det er til-

fældet med hensyn til retshåndhævelsesarrest – foretages af hensyn til retsfølel-

sen, rejser særlige spørgsmål. Varetægtsfængsling med denne begrundelse vil

kunne opfattes som en foregrebet straf, dvs. straf før skylden er fastslået ved

dom. Dette er også baggrunden for, at retshåndhævelsesarrest kun kan foretages,

hvis der er særligt bestyrket mistanke om, at den pågældende har begået forbry-

delsen.

Som det fremgår af afsnit 3 ovenfor, blev adgangen til at foretage retshåndhævel-

sesarrest indført i 1935 på baggrund af en konkret voldtægtssag, hvor det blev

opfattet som stødende, at de sigtede blev løsladt, da de ikke kunne varetægts-

fængsles efter de almindelige fængslingsgrunde. Ved 1978-revisionen af vare-

tægtsfængslingsreglerne blev adgangen til at foretage retshåndhævelsesarrest vi-

dereført, men betingelserne herfor skærpet. Efterfølgende er adgangen til at fore-

tage retshåndhævelsesarrest ved en række lejligheder blevet udvidet for at mulig-

gøre retshåndhævelsesarrest ved yderligere lovovertrædelser.

Hensynet til retsfølelsen er anerkendt i Den Europæiske Menneskerettigheds-

domstols praksis som en relevant begrundelse for varetægtsfængsling. Domstolen

anerkender således, at visse forbrydelser på grund af deres alvorlige og grove ka-

rakter og på grund af befolkningens reaktion på sådanne forbrydelser kan medfø-

re en social forstyrrelse, der kan begrunde varetægtsfængsling i en vis periode.

Hensynet kan imidlertid kun anses for en relevant og tilstrækkelig begrundelse,

hvis afgørelsen er baseret på kendsgerninger, der er i stand til at vise, at en løsla-

delse af den anklagede rent faktisk vil forstyrre den offentlige orden.

Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse bør det fastholdes, at varetægtsfængs-

ling – ligesom andre straffeprocessuelle tvangsindgreb – bør tjene processuelle

formål og kun foretages af hensyn til retsfølelsen, når der er sikre holdepunkter

for, at det er nødvendigt.

Det bemærkes dog, at betænkelighederne med hensyn til retshåndhævelsesarrest

ikke i helt samme grad gør sig gældende, når der er afsagt en fældende dom i sa-

gen. Det skyldes, at det betænkelige ved denne fængslingsform – at den vil kunne

opfattes som foregrebet straf – ikke har samme styrke, når skyldsspørgsmålet er

afgjort ved dom. Det gælder navnlig, når der er tale om en endelig dom, men og-

så i nogen grad, selv om dommen ankes.

6.2. De almindelige fængslingsgrunde

6.2.1.

Retsplejelovens gældende regler om varetægtsfængsling er beskrevet i af-

snit 2 ovenfor. Som det fremgår heraf, kan tidligere uhensigtsmæssig adfærd i

fængsler og arresthuse mv. allerede i dag have betydning, når retten efter de al-

mindelige fængslingsgrunde i § 762, stk. 1, skal træffe afgørelse om varetægts-

fængsling, herunder fortsat fængsling.

I det omfang den tidligere uhensigtsmæssige adfærd således har ført til straffesa-

ger mod den pågældende, vil disse sager i relevant omfang indgå i vurderingen

af, om der kan foretages varetægtsfængsling af hensyn til flugtfare, gentagelses-

fare eller påvirkningsfare. Det gælder også, selv om straffesagen i anledning af

adfærden endnu ikke er afgjort, og den pågældende alene er sigtet for det strafba-

re forhold. Adfærd, der har ført til straffesager under en igangværende varetægts-

fængsling, kan desuden styrke grundlaget for den fængslingsgrund, som har ført

til varetægtsfængslingen, eller etablere et nyt selvstændigt fængslingsgrundlag,

hvis fængsling hidtil er sket efter en anden bestemmelse.

Således kan f.eks. en straffesag om flugt fra et fængsel eller arresthus efter straf-

felovens § 124, stk. 1, indgå i vurderingen af, om der er grundlag for varetægts-

fængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1, om flugtfare. Endvidere kan

f.eks. en straffesag om vold mod medindsatte eller mod personalet i et fængsel

eller arresthus mv. indgå i vurderingen af, om der ved en sigtelse for personfarlig

kriminalitet kan ske varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2,

om gentagelsesfare. Herudover kan f.eks. en straffesag om uretmæssig besiddelse

af mobiltelefon i lukket fængsel eller arresthus efter straffelovens § 124, stk. 4,

eller for at true et vidne, jf. straffelovens § 123, under indsættelsen f.eks. indgå i

vurderingen af, om der er grundlag for varetægtsfængsling efter retsplejelovens §

762, stk. 1, nr. 3, om påvirkningsfare.

Også selv om den uhensigtsmæssige adfærd ikke har ført til en straffesag, kan

adfærden efter omstændighederne indgå i vurderingen af, om der er grundlag for

varetægtsfængsling efter de almindelige fængslingsgrunde. Det kan i praksis

navnlig være tilfældet, hvis der er tale om uhensigtsmæssig adfærd under en

igangværende varetægtsfængsling, således at adfærden indgår i vurderingen af,

om der er grundlag for fortsat fængsling.

Hvis der således f.eks. er sket varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk.

1, nr. 3, om påvirkningsfare, kan det f.eks. indgå i vurderingen af, om der er

grundlag for fortsat fængsling, hvis der er oplysninger om, at den pågældende

under fængslingen har forsøgt at udsmugle meddelelser fra arresthuset for at på-

virke vidner eller i øvrigt har forsøgt at kontakte vidner i sagen.

Det er, uanset om den tidligere uhensigtsmæssige adfærd i et fængsel eller arrest-

hus mv. har ført til en straffesag eller ej, en forudsætning, at adfærden er relevant

i forhold til en eller flere af de almindelige fængslingsgrunde i retsplejelovens §

762, stk. 1. Den pågældendes adfærd i øvrigt i fængslet eller arresthuset mv. –

f.eks. overtrædelse af ordensregler – indgår således ikke i vurderingen af, om der

skal foretages varetægtsfængsling, hvis den ikke siger noget om gentagelsesfa-

ren, flugtfaren eller påvirkningsfaren.

For så vidt angår surrogatfængslede efter retsplejelovens § 765 kan det nævnes,

at uhensigtsmæssig adfærd på f.eks. en sikret institution, hvor den pågældende er

anbragt, kan føre til ophævelse af surrogatfængslingen, således at den pågælden-

de skal varetægtsfængsles i arresthus, hvis retten vurderer, at varetægtsfængslin-

gens øjemed som følge af den pågældendes adfærd ikke kan opnås ved mindre

indgribende foranstaltninger.

6.2.2.

Tidligere uhensigtsmæssig adfærd i fængsler og arresthuse mv. kan således

allerede i dag have betydning, når retten efter de almindelige fængslingsgrunde i

retsplejelovens § 762, stk. 1, skal træffe afgørelse om varetægtsfængsling.

De almindelige fængslingsgrunde, der vedrører flugtfare, gentagelsesfare og på-

virkningsfare, tjener som nævnt i afsnit 6.1 ovenfor processuelle formål, dog så-

ledes at fængsling på grund af gentagelsesfare også tjener et præventivt formål.

Disse hensyn varetages efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse på tilfredsstil-

lende vis af de gældende bestemmelser i retsplejelovens § 762, stk. 1. Det gælder

også med hensyn til muligheden for at inddrage sigtedes tidligere uhensigtsmæs-

sige adfærd i fængsler og arresthuse mv. Udvalget finder derfor ikke grundlag for

at foreslå ændringer af disse bestemmelser.

Inddragelse af tidligere uhensigtsmæssig adfærd i fængsler og arresthuse mv. ved

afgørelser om varetægtsfængsling efter de almindelige fængslingsgrunde forud-

sætter imidlertid, at politiet og anklagemyndigheden og retten modtager oplys-

ninger om adfærden.

Strafferetsplejeudvalget har derfor overvejet, om der er behov for initiativer for

at sikre, at oplysninger om sådan adfærd i tilstrækkelig grad er tilgængelige for

disse myndigheder.

I det omfang adfærden fører til, at der rejses sigtelse eller sker domfældelse for et

strafbart forhold, vil oplysninger herom i dag normalt være tilgængelige for poli-

tiet og anklagemyndigheden. Det bemærkes i den forbindelse, at kriminalforsor-

gen foretager politianmeldelse i disciplinærsager, hvis man finder, at forholdet

kan udgøre en strafbar overtrædelse.

Som nævnt ovenfor kan imidlertid også uhensigtsmæssig adfærd, der ikke giver

anledning til politianmeldelse, have betydning for afgørelser om varetægtsfængs-

ling, navnlig hvis der er tale om adfærd under en igangværende varetægtsfængs-

ling, således at adfærden indgår i vurderingen af, om der er grundlag for fortsat

fængsling.

Strafferetsplejeudvalget peger i den forbindelse på, at det bør sikres, at politiet og

anklagemyndigheden i alle tilfælde orienteres, hvis en varetægtsarrestant forsø-

ger at omgå en isolationsfængsling eller brev- og besøgskontrol, f.eks. ved at for-

søge at udsmugle meddelelser fra et arresthus eller en institution, hvor den på-

gældende er surrogatfængslet.

Det bemærkes i den forbindelse, at det indgår i Justitsministeriets udspil ”21 til-

tag mod mobiltelefoner i fængslerne” fra marts 2016, at myndighedssamarbejdet

skal styrkes, bl.a. ved nye retningslinjer for gensidig orientering, herunder vedrø-

rende kriminalforsorgens orientering af bl.a. politiet ved mistanke om ulovlig

kommunikation (tiltag nr. 7). Direktoratet for Kriminalforsorgen har med henblik

på at gennemføre dette tiltag bedt kriminalforsorgsområderne om at ændre insti-

tutionernes normalreaktionsskemaer, således at det bl.a. kommer til at fremgå, at

der ved fund af en mobiltelefon mv., der kan henføres til en varetægtsarrestant,

straks skal ske orientering af den politikreds, som behandler den straffesag, der

har givet anledning til varetægtsfængslingen, og for varetægtsarrestanter under-

lagt brev- og besøgskontrol og isolerede arrestanter i øvrigt om ethvert andet for-

hold vedrørende ulovlig kommunikation, uanset om den pågældende i forbindel-

se med den disciplinære reaktion måtte være blevet frifundet for forholdet af be-

vismæssige årsager.

6.3. Retshåndhævelsesarrest

6.3.1.

Som nærmere beskrevet i afsnit 2.2 ovenfor kan en sigtet undergives rets-

håndhævelsesarrest efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, hvis der er særligt

bestyrket mistanke om, at sigtede har begået en lovovertrædelse, som efter loven

kan medføre fængsel i 6 år eller derover, og hensynet til retshåndhævelsen efter

oplysningerne om forholdets grovhed skønnes at kræve, at den pågældende ikke

er på fri fod.

Det er efter retspraksis en betingelse for retshåndhævelsesarrest i medfør af rets-

plejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, at sigtelsen vedrører et forhold, som ved endelig

dom må forventes at udløse en straf på mindst et års ubetinget fængsel (eller an-

den strafferetlig foranstaltning af tilsvarende indgribende betydning). Dette krav

er dog fraveget ved § 762, stk. 2, nr. 2, for nærmere opregnede forbrydelser, så-

ledes at kravet til den forventede straf er lavere.

Ved vurderingen af, om kravet til den forventede straf er opfyldt, kan det bl.a.

indgå, om sigtede tidligere er dømt for tilsvarende kriminalitet, jf. herved straffe-

lovens § 81, nr. 1, hvorefter det ved straffens fastsættelse i almindelighed skal

indgå som en skærpende omstændighed, at gerningsmanden tidligere er straffet

af betydning for sagen, jf. herved Højesterets kendelse trykt i UfR 2014, side

1815. Det gælder også, hvis den tidligere kriminalitet er begået i et fængsel eller

arresthus mv.

Det bemærkes i den forbindelse, at uhensigtsmæssig adfærd i fængsler og arrest-

huse – i modsætning til udgangspunktet i Norge og Sverige (se kapitel 4, afsnit

4.1.2 og 4.2.2) – både kan føre til disciplinærstraf og almindelig straf. Kriminal-

forsorgen indgiver således politianmeldelse i disciplinærsager, hvis man finder,

at forholdet udgør en overtrædelse, som kan medføre en straffesag. Når den

uhensigtsmæssige adfærd fører til domfældelse i en straffesag og ikke kun en di-

sciplinærsag, bliver der mulighed for, at dommen i medfør af straffelovens § 81,

nr. 1, kan tillægges skærpende betydning i senere straffesager.

Som nævnt i afsnit 2.1 ovenfor er det forhold, at sigtede allerede er varetægts-

fængslet eller afsoner straf, ikke til hinder for, at der sker varetægtsfængsling på

grundlag af en ny sigtelse, herunder for kriminalitet begået under indsættelsen,

f.eks. vold mod en medindsat eller fængselsfunktionær. Ved vurderingen af, om

der ved endelig dom må forventes en sådan straf, at der kan foretages retshånd-

hævelsesarrest, kan der i skærpende retning lægges vægt på, at den formodede

forbrydelse er begået af en person, der udstår straf eller anden strafferetlig rets-

følge af frihedsberøvende karakter, jf. straffelovens § 81, nr. 12, som dog i forar-

bejderne er begrænset til handlinger rettet mod medindsatte, personer med til-

knytning til institutionen eller mod institutionen eller dens ejendele. Som det

fremgår af kapitel 4, afsnit 5.3, foreslår Strafferetsplejeudvalget, at begrænsnin-

gen i bestemmelsens anvendelsesområde afskaffes, således at den kommer til at

gælde for al kriminalitet begået af personer, der udstår straf eller anden strafferet-

lig retsfølge af frihedsberøvende karakter. Endvidere foreslår et flertal i udvalget,

at det fremover i almindelighed skal anses for en skærpende omstændighed, at en

gerning er begået af en varetægtsfængslet over for institutionen eller en person

med ansættelse ved institutionen.

6.3.2.

Strafferetsplejeudvalget finder som nævnt i afsnit 6.2.2 ovenfor ikke

grundlag for at udvide adgangen til at inddrage sigtedes tidligere uhensigtsmæs-

sige adfærd i fængsler og arresthuse mv. ved varetægtsfængsling efter de almin-

delige fængslingsgrunde i retsplejelovens § 762, stk. 1, idet de processuelle og til

dels præventive hensyn, der ligger bag disse bestemmelser, ikke tilsiger en sådan

udvidelse.

Retshåndhævelsesarrest varetager som nævnt i afsnit 6.1 ovenfor ikke processu-

elle hensyn, men derimod hensynet til retsfølelsen. Strafferetsplejeudvalget har

derfor overvejet, om sigtedes tidligere uhensigtsmæssige adfærd fængsler og ar-

resthuse mv. i højere grad bør inddrages ved afgørelser om retshåndhævelsesar-

rest.

En sådan udvidelse af adgangen til at foretage retshåndhævelsesarrest ville i givet

fald f.eks. kunne udformes således, at en sigtet kan varetægtsfængsles, hvis der er

særligt bestyrket mistanke om, at den pågældende har begået nærmere bestemte

lovovertrædelser, og hensynet til retshåndhævelsen, under hensyntagen til sigte-

des tidligere uhensigtsmæssige adfærd i fængsler og arresthuse mv., skønnes at

kræve, at sigtede ikke er på fri fod.

Dette ville i givet fald indebære, at tidligere uhensigtsmæssig adfærd i fængsler

og arresthuse mv. bliver et moment, der i højere grad kan indgå i vurderingen af,

om der er grundlag for retshåndhævelsesarrest, og efter omstændighederne føre

til, at der kan ske varetægtsfængsling i tilfælde, hvor der i dag ikke er grundlag

herfor. Bestemmelsen ville efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse skulle af-

grænses til særligt alvorlig adfærd i fængsler og arresthuse mv., navnlig alvorlige

strafbare forhold, ligesom navnlig adfærd, der har fundet sted for nylig, burde

blive inddraget.

Som nævnt i afsnit 6.1 ovenfor bør det efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse

imidlertid fastholdes, at varetægtsfængsling – ligesom andre straffeprocessuelle

tvangsindgreb – bør tjene processuelle formål og kun foretages af hensyn til rets-

følelsen, når der er sikre holdepunkter for, at det er nødvendigt.

Det er efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse ikke oplagt, at sigtedes tidligere

uhensigtsmæssige adfærd i fængsler og arresthuse mv. har en sådan betydning

for befolkningens retsfølelse, at adfærden bør kunne føre til varetægtsfængsling i

tilfælde, hvor den kriminalitet, som den pågældende nu er sigtet for, ikke i øvrigt

giver grundlag for sådan fængsling.

Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse bør vurderingen af, om der skal foreta-

ges retshåndhævelsesarrest, som udgangspunkt foretages på baggrund af det for-

hold, som den pågældende sigtes for, og ikke tidligere adfærd i et fængsel eller

arresthus mv.

Det ville endvidere forekomme ulogisk, hvis der ved afgørelser om retshåndhæ-

velsesarrest skulle lægges særlig vægt på sigtedes tidligere uhensigtsmæssige ad-

færd i fængsler og arresthuse mv. og ikke på den pågældendes adfærd i det øvri-

ge samfund, herunder f.eks. på uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser og i

familieforhold.

Selv om betænkelighederne ved retshåndhævelsesarrest som nævnt i afsnit 6.1

ovenfor ikke i helt samme grad gør sig gældende, når der er afsagt fældende dom

i sagen, finder Strafferetsplejeudvalget heller ikke i disse tilfælde grundlag for en

sådan bestemmelse.

Det bemærkes, at en bestemmelse som skitseret om retshåndhævelsesarrest under

hensyntagen til tidligere uhensigtsmæssig adfærd i fængsler og arresthuse mv.

kun ville have betydning i tilfælde, hvor der ikke allerede i dag foretages vare-

tægtsfængsling. Der kan efter gældende ret efter omstændighederne foretages

retshåndhævelsesarrest ved mere alvorlig kriminalitet. I den forbindelse kan tid-

ligere kriminalitet, herunder kriminalitet begået i fængsler og arresthuse mv.,

som nævnt i afsnit 6.3.1 ovenfor indgå i vurderingen af, om kravet til den forven-

tede straf er opfyldt. Endvidere kan der efter omstændighederne foretages vare-

tægtsfængsling efter lovens øvrige regler om varetægtsfængsling.

Endvidere bemærkes det, at uhensigtsmæssig adfærd i fængsler og arresthuse al-

lerede under indsættelsen kan give anledning til en række reaktioner fra kriminal-

forsorgens side, herunder disciplinærstraf eller fremadrettede reaktioner som

f.eks. udelukkelse fra fællesskab eller overførsel til en anden institution eller efter

omstændighederne afslag på prøveløsladelse. Herudover kan indsattes uhen-

sigtsmæssige adfærd i fængsler og arresthuse efter omstændighederne medføre

strafferetlige reaktioner. Det gælder, selv om den indsatte allerede i fængslet eller

arresthuset er ikendt disciplinærstraf for den samme gerning.

Desuden bemærkes det, at der hverken i norsk eller svensk ret findes en bestem-

melse som skitseret. Norsk og svensk ret er beskrevet i afsnit 5 ovenfor.

Som nævnt i afsnit 4.1 ovenfor har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

i sin praksis i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel

5, stk. 1, litra c, og stk. 3, anerkendt, at hensynet til opretholdelse af den offentli-

ge orden i særlige tilfælde kan begrunde frihedsberøvelse. Domstolen anerken-

der, at visse forbrydelser på grund af deres alvorlige og grove karakter og på

grund af befolkningens reaktion på sådanne forbrydelser kan medføre en social

forstyrrelse (”social disturbance”), der kan begrunde varetægtsfængsling i en vis

periode. Hensynet kan imidlertid kun anses for en relevant og tilstrækkelig be-

grundelse, hvis afgørelsen er baseret på kendsgerninger, der er i stand til at vise,

at en løsladelse af den anklagede rent faktisk vil forstyrre den offentlige orden.

Risikoen for forstyrrelse af den offentlige orden kan ikke bedømmes abstrakt

alene under henvisning til forbrydelsens karakter, omstændighederne ved forbry-

delsen eller sigtedes eller offerets psykiske tilstand, men må begrundes konkret.

Der stilles ikke sådanne krav, hvis frihedsberøvelsen sker i henhold til konventi-

onens artikel 5, stk. 1, litra a, om lovlig frihedsberøvelse af en person efter dom-

fældelse af en kompetent domstol. Det er imidlertid en betingelse for frihedsbe-

røvelse efter denne bestemmelse, at der er en tilstrækkeligt klar årsagsforbindelse

mellem domfældelsen og frihedsberøvelsen.

Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse kan varetægtsfængsling efter en be-

stemmelse som skitseret ikke opfylde disse krav.

Samlet set finder Strafferetsplejeudvalget ikke grundlag for at foreslå en be-

stemmelse som skitseret om retshåndhævelsesarrest under hensyntagen til den

pågældendes tidligere uhensigtsmæssig adfærd i fængsler og arresthuse mv.

6.4. Proportionalitetsvurderingen af fængslingens varighed

6.4.1.

Det følger af proportionalitetsreglen i retsplejelovens § 762, stk. 3, der

gælder både ved varetægtsfængsling efter de almindelige fængslingsgrunde og

retshåndhævelsesarrest, at varetægtsfængsling ikke kan anvendes, hvis frihedsbe-

røvelsen vil stå i misforhold til bl.a. den retsfølge, som kan forventes, hvis sigte-

de findes skyldig. Ved vurderingen af den forventede retsfølge skal der bl.a. ta-

ges fornødent hensyn til muligheden for at opnå prøveløsladelse til normal tid, jf.

Højesterets kendelse trykt i UfR 2012, side 2271.

Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse er højesteretskendelsen ikke til hinder

for, at varetægtsperioden overstiger varigheden af den forventede straf med fra-

drag af normal prøveløsladelsestid i tilfælde, hvor der ud fra oplysningerne i den

konkrete sag undtagelsesvis er fornøden sikkerhed for, at den pågældende ikke

vil blive prøveløsladt. Der er således også flere eksempler herpå i retspraksis, jf.

nærmere afsnit 2.4.2 ovenfor. Der henvises for så vidt angår reglerne om prøve-

løsladelse til kapitel 2, afsnit 5.

6.4.2.

Strafferetsplejeudvalget peger på denne baggrund på, at anklagemyndighe-

den, når der opstår spørgsmål om proportionaliteten af en varetægtsfængsling, og

der efter anklagemyndighedens vurdering ud fra oplysningerne i sagen undtagel-

sesvis er fornøden sikkerhed for, at en varetægtsarrestant ikke vil blive prøveløs-

ladt, kan gøre dette gældende over for retten, der herefter kan tage stilling til, om

retsplejelovens § 762, stk. 3, er til hinder for varetægtsfængsling.

Rigsadvokaten har oplyst, at man vil anmode anklagerne om at være opmærk-

somme på dette og anvende muligheden, når der er grundlag for det.

Strafferetsplejeudvalget har herudover overvejet, om der bør indføres en ordning,

hvor politiet og anklagemyndigheden til brug for proportionalitetsvurderingen

indhenter en udtalelse fra kriminalforsorgen, der som nævnt i kapitel 2, afsnit 5,

har kompetencen til at træffe afgørelse om prøveløsladelse, hvis den sigtede se-

nere dømmes.

I praksis ville det imidlertid i mange tilfælde være vanskeligt på dette tidspunkt

at foretage en sikker vurdering af, om den pågældende kan forventes at blive

prøveløsladt, når der senere eventuelt skal træffes afgørelse herom. Det skyldes

navnlig, at tidspunktet for vurderingen i en del tilfælde – bl.a. som følge af dom-

stolenes berammelsestider – ville ligge væsentligt forud for det tidspunkt, hvor

sigtede ud fra den forventede straf, hvis den pågældende bliver dømt, måtte for-

ventes prøveløsladt. Forholdene kan i den mellemliggende periode ændre sig,

f.eks. således at der på tidspunktet for normal prøveløsladelse er indtrådt en væ-

sentlig holdningsændring hos den pågældende, som mindsker risikoen for tilba-

gefald til ny kriminalitet. Endvidere kan spørgsmålet om prøveløsladelse bl.a.

være afhængigt af, om den pågældende, når prøveløsladelse bliver aktuelt, vil ac-

ceptere de vilkår, som kriminalforsorgen finder bør gælde for prøveløsladelsen.

Det kan herudover på den ene side anføres, at kriminalforsorgen ikke ville have

samme grundlag for at foretage vurderingen af spørgsmålet om prøveløsladelse

på baggrund af en indsættelse som varetægtsarrestant i et arresthus som på bag-

grund af en indsættelse som strafafsoner i et fængsel. Som det fremgår af kapitel

2, afsnit 2.2, adskiller rammerne i arresthuse sig således fra rammerne i fængsler.

Selv om der både i arresthuse og fængsler er fokus på de indsattes resocialisering

og laves handleplaner, er fokus i arresthusene påvirket af, at varetægtsarrestanter

er i en uafklaret situation, idet det altid er uvist, hvor længe de skal være i arrest-

huset. På den anden side kan det imidlertid anføres, at kriminalforsorgen også i

forbindelse med såkaldte tekniske prøveløsladelser træffer afgørelse om prøve-

løsladelse på baggrund af en indsættelse som varetægtsarrestant i et arresthus.

Afgørelse om teknisk prøveløsladelse træffes i situationer, hvor en domfældt på

fri fod har udstået to tredjedele eller mere af den idømte straf ved varetægts-

fængslingen i sagen. Dette forekommer f.eks., hvis en tiltalt er varetægtsfængslet

i en periode, men bliver løsladt, inden der bliver afsagt dom – f.eks. som følge af

en proportionalitetsvurdering – og hvor det, når dommen afsiges, viser sig, at va-

retægtsfængslingsperioden svarer til to tredjedele af den idømte straf.

På den ovennævnte baggrund finder Strafferetsplejeudvalget, at det ressourcefor-

brug, der ville være forbundet med en ordning, hvor politiet og anklagemyndig-

heden til brug for proportionalitetsvurderingen indhenter en udtalelse fra krimi-

nalforsorgen, ikke ville stå mål med den betydning, som sådanne udtalelser kan

antages at ville få for rettens afgørelse af, om fortsat varetægtsfængsling vil være

i strid med proportionalitetsreglen.

Strafferetsplejeudvalget lægger herudover vægt på, at det muligvis vil kunne ha-

ve en negativ indvirkning på resocialiseringen af nogle indsatte, hvis der allerede

inden påbegyndelsen af afsoningen foreligger en tilkendegivelse fra kriminalfor-

sorgen om, at prøveløsladelse ikke forventes. Dette vil dog i nogen grad kunne

opvejes ved, at det over for den indsatte understreges, at der alene er tale om en

vurdering ud fra forholdene på det pågældende tidspunkt, og at indholdet af den

endelig afgørelse kan blive et andet, f.eks. som følge af en holdningsændring hos

den indsatte.

Samlet set finder Strafferetsplejeudvalget således ikke grundlag for at indføre en

ordning, hvor politiet og anklagemyndigheden til brug for proportionalitetsvurde-

ringen indhenter en udtalelse fra kriminalforsorgen.

Kapitel 4

Inddragelse af uhensigtsmæssig adfærd ved strafud-

måling

1. Indledning

Strafferetsplejeudvalget skal efter kommissoriet redegøre for, i hvilket omfang

tidligere uhensigtsmæssig adfærd under afsoning af fængselsstraf eller varetægts-

fængsling, herunder eventuelle disciplinærstraffe, kan inddrages ved behandlin-

gen af en straffesag, herunder ved afgørelser om varetægtsfængsling og strafud-

måling. Udvalget skal endvidere komme med forslag til, hvordan det kan sikres,

at sådan uhensigtsmæssig adfærd inddrages, og beskrive fordele og ulemper her-

ved.

Dette kapitel vedrører inddragelse af tidligere uhensigtsmæssig adfærd i fængsler

og arresthuse mv. ved strafudmåling. Spørgsmålet om inddragelse af sådan ad-

færd ved afgørelser om varetægtsfængsling er behandlet i kapitel 3.

Nedenfor i afsnit 2 er straffelovens gældende regler om strafudmåling beskrevet.

I afsnit 3 er tilblivelsen af reglerne om strafskærpelse ved gerninger begået af

indsatte eller tidligere indsatte beskrevet. Afsnit 4 indeholder en gennemgang af

norsk og svensk ret om strafudmåling og disciplinærreaktioner. Strafferetspleje-

udvalgets overvejelser er gengivet i afsnit 5.

2. Straffelovens gældende regler om strafudmåling

2.1. Overordnet om strafudmålingen

Straffelovens bestemmelser om strafudmåling findes i kapitel 10. Lovens §§ 80,

81 og 82 vedrører udmåling af straf inden for den strafferamme, der er foreskre-

vet for den pågældende forbrydelse.

Bestemmelserne har både betydning for udmåling af fængselsstraf og bødestraf.

Endvidere har bestemmelserne bl.a. betydning for valget mellem fængselsstraf og

bødestraf og mellem ubetinget og betinget dom.

Bestemmelserne gælder ifølge straffelovens § 2 som udgangspunkt både ved

udmåling af straf for overtrædelse af straffeloven og for overtrædelse af straffe-

bestemmelser i den øvrige lovgivning.

Ifølge straffelovens § 80, stk. 1, skal der ved straffens fastsættelse under hensyn-

tagen til ensartethed i retsanvendelsen lægges vægt på lovovertrædelsens grovhed

og på oplysninger om gerningsmanden.

Ved vurderingen af lovovertrædelsens grovhed skal der tages hensyn til den med

lovovertrædelsen forbundne skade, fare og krænkelse samt til, hvad gernings-

manden indså eller burde have indset herom, jf. straffelovens § 80, stk. 2, 1. pkt.

Lovovertrædelsens grovhed er i praksis utvivlsomt den vigtigste faktor ved straf-

udmålingen, jf. Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Almindelig del, 10.

udgave (2013), side 514.

Ved vurderingen af oplysninger om gerningsmanden skal der tages hensyn til

dennes almindelige personlige og sociale forhold, dennes forhold før og efter

gerningen samt dennes bevæggrunde til gerningen, jf. straffelovens § 80, stk. 2,

2. pkt. Som led i denne vurdering er der efter omstændighederne også mulighed

for at lægge vægt på eventuelle oplysninger om gerningsmandens forhold under

tidligere indsættelse i fængsel eller arresthus mv. Gerningsmandens forhold un-

der tidligere indsættelser tillægges imidlertid normalt ikke større vægt end ger-

ningsmandens forhold i det øvrige samfund.

Til brug for strafudmålingen udarbejder kriminalforsorgen i visse tilfælde såkald-

te personundersøgelser. Ifølge retsplejelovens § 808, stk. 1, skal der således tilve-

jebringes sådanne oplysninger om sigtedes personlige forhold, som må antages at

være af betydning for sagens afgørelse vedrørende straffastsættelse eller anven-

delse af anden retsfølge end straf. Det fremgår af § 808, stk. 2, at en nærmere un-

dersøgelse vedrørende sigtedes personlige forhold, herunder navnlig hans tidlige-

re og nuværende forhold i hjem, skole og arbejde samt hans legemlige og åndeli-

ge tilstand, i almindelighed skal foretages, når der kan blive spørgsmål om an-

vendelse af betinget dom i henhold til straffelovens kapitel 7 eller 8, tiltalefrafald

på andre vilkår end vedtagelse af bøde og betaling af erstatning eller retsfølger,

der træder i stedet for straf. Nærmere retningslinjer for, hvornår politiet og an-

klagemyndigheden skal indhente personundersøgelser, er fastsat i Rigsadvoka-

tens Meddelelse nr. 3/2000 (revideret 27. januar 2016) om personundersøgelser

ved Kriminalforsorgen.

Straffelovens § 80 suppleres ved vægtningen af hensynet til lovovertrædelsens

grovhed og gerningsmandens person af §§ 81 og 82, som indeholder en ikke-

udtømmende opregning af skærpende og formildende omstændigheder. I afsnit

2.2 nedenfor er nogle skærpende omstændigheder, der har betydning for spørgs-

målet om inddragelse af uhensigtsmæssig adfærd i fængsler og arresthuse mv.

ved strafudmåling, nærmere beskrevet.

Straffeloven indeholder ikke – ud over hvad der følger heraf – regler om, at

uhensigtsmæssig adfærd i fængsler og arresthuse mv. skal indgå som en skær-

pende omstændighed ved strafudmålingen.

2.2. Skærpende omstændigheder vedrørende uhensigtsmæssig adfærd

2.2.1. Tidligere kriminalitet

Ifølge straffelovens § 81, nr. 1, skal det ved straffens fastsættelse i almindelighed

indgå som en skærpende omstændighed, at gerningsmanden tidligere er straffet

af betydning for sagen. Om det forhold, at gerningsmanden tidligere er straffet,

skal tillægges skærpende betydning, beror på en konkret vurdering af beskaffen-

heden af såvel den foreliggende som den tidligere kriminalitet. Det er navnlig tid-

ligere kriminalitet, der er ligeartet i forhold til den kriminalitet, som nu er til på-

dømmelse, der bliver tillagt betydning ved strafudmålingen.

Den tidligere kriminalitet kan eventuelt være begået under indsættelse i fængsel

eller arresthus mv. Som eksempel kan nævnes Vestre Landsrets dom trykt i TfK

2014, side 526. I sagen lagde retten ved udmåling af straffen til en strafafsoner,

der havde overtrådt straffelovens § 119, stk. 1, ved trussel om vold over for en

fængselsbetjent, bl.a. vægt på, at den pågældende i 2010 var straffet for bl.a. trus-

ler mod en fængselsfunktionær. Retten lagde endvidere vægt på, at truslen var

fremsat under afsoning, jf. straffelovens § 81, nr. 12, der er omtalt nedenfor i af-

snit 2.2.2.

Som eksempel kan endvidere nævnes Østre Landsrets dom trykt i TfK 2004, side

38. Her blev en person dømt for overtrædelse af straffelovens § 181, stk. 1, ved

som strafafsoner at have sat ild til en lænestol og noget sengelinned i sin celle og

overtrædelse af § 119, stk. 1, ved vold og trusler om vold over for en fængsels-

funktionær. Byretten lagde ved strafudmålingen i skærpende retning vægt på, at

han tidligere var straffet for under surrogatfængsling at overfalde institutionsan-

satte med trusler og forsøg på vold og for som anholdt at overfalde polititjene-

stemænd med vold og trusler samt for forsøg på ildspåsættelse af sin celle som

indsat i et arresthus. Landsretten fandt straffen passende.

2.2.2. Gerninger begået af indsatte eller tidligere indsatte

2.2.2.1.

Det fremgår af straffelovens § 81, nr. 12, at det ved straffens fastsættelse

i almindelighed skal indgå som en skærpende omstændighed, at gerningen er be-

gået af en person, der udstår straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsbe-

røvende karakter.

Som nyere eksempler på, at retten ved strafudmålingen har tillagt det betydning i

skærpende retning, at gerningen blev begået under afsoning af straf, kan bl.a.

nævnes Vestre Landsrets dom trykt i TfK 2014, side 526, vedrørende trussel om

vold over for en fængselsfunktionær og Vestre Landsrets domme trykt i TfK

2015, side 563 og 889, der begge vedrører vold mod en medindsat.

Foruden strafafsonere omfatter bestemmelsen f.eks. personer, der udstår forva-

ring (§ 70), ungdomssanktion (§ 74) eller anbringelsesdom (§ 68). Derimod gæl-

der bestemmelsen ikke for varetægtsfængslede. Der henvises herved til Vagn

Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Almindelig del, 10. udgave (2013), side

520.

I retspraksis er der imidlertid eksempler på, at det er blevet tillagt betydning i

skærpende retning ved strafudmålingen, at gerningen blev begået under vare-

tægtsfængsling. I Østre Landsrets dom trykt i TfK 2008, side 478, lagde retten

således ved udmåling af straffen i en sag om overtrædelse af straffelovens § 119,

stk. 1, ved trusler om vold over for en fængselsfunktionær i et arresthus vægt på,

at forholdet var begået under varetægtsfængsling. Endvidere lagde Østre Lands-

ret i en dom trykt i TfK 2015, side 755, ved udmålingen af straffen for overtræ-

delse af § 123 om vidnetrusler bl.a. vægt på, at truslerne var fremsat, imens tiltal-

te var varetægtsfængslet. Der henvises endvidere til Vestre Landsrets dom trykt i

TfK 2004, side 540/3, der ligeledes vedrører vidnetrusler efter § 123.

Herudover kan det nævnes, at Vestre Landsret i dommen trykt i UfR 2008, side

290, ved strafudmålingen i en sag om bl.a. overtrædelse af straffelovens § 237

om manddrab bl.a. lagde vægt på, at gerningsmanden havde begået drabet meget

kort tid efter, at han var blevet løsladt fra en varetægtsfængsling i forlængelse af

et voldsforhold mod den samme forurettede.

Desuden straffes besiddelse i fængsler af selv meget små mængder euforiserende

stoffer til eget forbrug, dog med undtagelse af hash, i praksis med fængsel, selv

om straffen for sådan besiddelse andre steder er bøde eller i særlige tilfælde en

advarsel, jf. herved pkt. 2.3.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L

175 (folketingsåret 2003-04) og pkt. 2.1.9 i de almindelige bemærkninger til lov-

forslag nr. L 201 (folketingsåret 2006-07), hvor denne praksis er beskrevet. Det

samme gælder besiddelse i fængsler af ulovlige dopingmidler til eget forbrug, jf.

f.eks. Østre Landsrets dom trykt i UfR 2013, side 1228. Dette må antages også at

gælde for varetægtsfængslede, der er indsat i fængsel eller arresthus.

Det er i forarbejderne til straffelovens § 81, nr. 12, forudsat, at bestemmelsen be-

grænses til handlinger rettet mod medindsatte, personer med tilknytning til insti-

tutionen eller mod institutionen eller dens ejendele. Om anden kriminalitet begået

under afsoning skal tillægges skærpende betydning beror på de almindelige reg-

ler om betydningen af, at gerningsmanden tidligere er straffet, jf. § 81, nr. 1, der

er omtalt ovenfor i afsnit 2.2.1. Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 2

(forslaget til § 81), i lovforslag nr. L 99 (folketingsåret 2003-04).

Der har dog så vidt ses ikke været en fast linje i landsretspraksis på dette punkt.

Østre Landsret anvendte således straffelovens § 81, nr. 12 (tidligere nr. 11), i

dommen trykt i UfR 2009, side 78, hvor en person blev dømt for overtrædelse af

lovgivningen om euforiserende stoffer ved under udgang i forbindelse med afso-

ning af en fængselsstraf at have været i besiddelse af euforiserende stoffer med

henblik på videresalg. Derimod fandt Vestre Landsret i dommen trykt i UfR

2009, side 2815, under henvisning til de ovennævnte forarbejder, at bestemmel-

sen ikke kunne anvendes over for en person, som blev dømt for overtrædelse

straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., ved under udgang fra strafafsoning at

have været i besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg til et

større antal personer. Senest har Østre Landsret imidlertid i dommen trykt i UfR

2016, side 2096, ligeledes under henvisning til forarbejderne fundet, at bestem-

melsen ikke kunne anvendes over for en strafafsoner, der under udgang havde

overtrådt straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1, og § 266 ved vold og trusler mod

sin tidligere samlever.

2.2.2.2.

Det fremgår herudover af straffelovens § 81, nr. 13, at det ved straffens

fastsættelse i almindelighed skal indgå som en skærpende omstændighed, at ger-

ningen er begået af en tidligere indsat over for institutionen eller en person med

ansættelse ved institutionen.

Udtrykket ”over for institutionen” kan ifølge forarbejderne bl.a. omfatte tilfælde,

hvor en tidligere indsat har gjort sig skyldig i en forbrydelse som omhandlet i

straffelovens § 124 i forhold til en i institutionen indsat person, f.eks. ved ulov-

ligt at sætte sig i forbindelse med den pågældende, jf. bemærkningerne til § 1, nr.

2 (forslaget til § 81), i lovforslag nr. L 99 (folketingsåret 2003-04).

Det må antages, at straffelovens § 81, nr. 13, omfatter den samme persongruppe

som nr. 12, dvs. personer, der tidligere har udstået straf eller anden strafferetlig

retsfølge af frihedsberøvende karakter, jf. herved de ovennævnte forarbejder.

2.3. Betydningen af en allerede ikendt disciplinærstraf

Som nærmere beskrevet i kapitel 2, afsnit 3, kan indsattes uhensigtsmæssige ad-

færd i fængsler og arresthuse efter omstændighederne medføre disciplinærstraf.

En række af de gerninger, som kan give anledning til disciplinærstraf, kan tillige

udgøre strafbare lovovertrædelser. Det gælder bl.a. overtrædelse af straffelovens

§ 124, stk. 1, om fangeflugt og § 124, stk. 4, 1. pkt., om indsattes uretmæssige

besiddelse af mobiltelefon mv. i arresthus eller lukket fængsel samt overtrædelse

af lovgivningen om euforiserende stoffer.

Direktoratet for Kriminalforsorgen har oplyst, at der foretages politianmeldelse i

disciplinærsager, hvis man finder, at forholdet udgør en overtrædelse, som kan

medføre en straffesag. Direktoratet har endvidere oplyst, at der lokalt er udarbej-

det praksisoversigter med vejledende normalreaktioner i disciplinærsager samt

vejledning om, hvorvidt der skal foretages politianmeldelse.

Indgives der politianmeldelse, efterforsker politiet sagen, og hvis der er grundlag

for det, rejser anklagemyndigheden tiltale ved domstolene med henblik på, at den

indsatte idømmes almindelig straf for gerningen.

For at give mulighed for, at det ved en eventuel strafudmåling kan tages i be-

tragtning, at den pågældende tillige er ikendt disciplinærstraf for gerningen, skal

kriminalforsorgsområderne i sager, som anmeldes til politiet, sikre, at politiet er

orienteret, hvis den indsatte er ikendt en disciplinærstraf, jf. pkt. 10 i disciplinær-

strafvejledningen (vejledning nr. 9230 af 13. april 2015).

Som eksempel på, at der ved strafudmålingen kan tages hensyn til den discipli-

nærstraf, som den pågældende allerede er ikendt for det samme forhold, kan

nævnes Østre Landsrets dom trykt i UfR 1999, side 666. I sagen var en strafafso-

ner i byretten blevet idømt 6 dagbøder á 200 kr. for ulovlig omgang med hitte-

gods, jf. straffelovens § 285, stk. 2, jf. § 277, med hensyn til ca. 8 kg. kalvekød.

Han var allerede ikendt en disciplinærstraf på 12 dages strafcelle herfor. Under

hensyn til forseelsens karakter og sagens særlige omstændigheder, herunder at

tiltalte allerede af kriminalforsorgen var ikendt disciplinærstraf, der var afsonet,

fandt landsretten sagen egnet til afgørelse ved advarsel.

Ved en række i praksis hyppigt forekommende lovovertrædelser, der tillige kan

medføre disciplinærstraf, tillægges en ikendt disciplinærstraf dog som udgangs-

punkt ikke betydning ved strafudmålingen.

For så vidt angår straffelovens § 124, stk. 1, om fangeflugt, og § 124, stk. 4, 1.

pkt., om indsattes uretmæssige besiddelse af mobiltelefon mv. i arresthus eller

lukket fængsel er der i forarbejderne taget stilling til spørgsmålet om betydningen

for strafudmålingen af en allerede ikendt disciplinærstraf.

Af bemærkningerne til lovforslaget, som indførte straffelovens § 124, stk. 1,

fremgår det således, at der ved siden af den i bemærkningerne forudsatte straf på

som udgangspunkt 30 dages ubetinget fængsel for overtrædelse af bestemmelsen

i førstegangstilfælde kan ikendes disciplinærstraf. Det fremgår i den forbindelse

af bemærkningerne, at der ved fastsættelsen af det angivne strafniveau er taget

hensyn til, at vedkommende for samme flugt eller flugtforsøg ofte kan være

ikendt en disciplinærstraf. En ikendt disciplinærstraf skal således ikke indebære

en fravigelse af strafniveauet i nedadgående retning. Der henvises til pkt. 2.2.4 i

de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 140 (folketingsåret 2001-02 (2.

samling)). Tilsvarende er anført i bemærkningerne til lovforslaget, der indførte

straffelovens § 124, stk. 4, 1. pkt., hvor udgangspunktet for strafudmålingen ved

indsattes uretmæssige besiddelse af mobiltelefon mv. i arresthus eller lukket

fængsel dog er angivet til fængsel i 7 dage i førstegangstilfælde, jf. pkt. 3.4.11 i

de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 201 (folketingsåret 2006-07).

Det er også ved overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer udgangs-

punktet, at en allerede ikendt disciplinærstraf ikke tillægges betydning ved straf-

udmålingen.

Det fremgår således af forarbejderne til lov nr. 445 af 9. juni 2004 om ændring af

lov om euforiserende stoffer og straffuldbyrdelsesloven (Skærpet indsats mod

narko m.v.), som bl.a. ændrede den hidtil fulgte praksis om tildeling af advarsel

for besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug, således at sådan besiddel-

se som udgangspunkt udløste mindst bødestraf, at også indsatte i kriminalforsor-

gens institutioner – ud over en eventuel disciplinærstraf – som udgangspunkt

mindst forudsættes straffet med bøde, jf. pkt. 2.3.1 i de almindelige bemærknin-

ger til lovforslag nr. L 175 (folketingsåret 2003-04).

Der kan endvidere henvises til Østre Landsrets dom trykt i TfK 2013, side 850/2,

hvor en strafafsoner blev dømt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer

ved i et fængsel at have været i besiddelse af bl.a. 4,62 gram kokain med henblik

på videreoverdragelse. Byretten fastsatte straffen til fængsel i 30 dage. Landsret-

ten forhøjede straffen til fængsel i 60 dage under hensyn til, at forholdet var be-

gået i et fængsel under afsoning, og bemærkede, at det forhold, at tiltalte havde

været pålagt disciplinære foranstaltninger i anledning af forholdet, ikke kunne fø-

re til et andet resultat.

100

Artikel 4, stk. 1, i tillægsprotokol nr. 7 til Den Europæiske Menneskerettigheds-

konvention indeholder et forbud mod dobbeltstraf. Ifølge bestemmelsen skal in-

gen under én og samme stats jurisdiktion i en straffesag på ny kunne stilles for en

domstol eller dømmes for en lovovertrædelse, for hvilken han allerede er blevet

endeligt frikendt eller domfældt i overensstemmelse med denne stats lovgivning

og strafferetspleje. Tillægsprotokollen er ratificeret af Danmark og inkorporeret i

dansk ret, jf. § 1, stk. 1, nr. 5, i lov om Den Europæiske Menneskerettighedskon-

vention.

Østre Landsret har ved en dom trykt i UfR 2014, side 15, taget stilling til, om

forbuddet mod dobbeltstraf var til hinder for, at en indsat, som allerede var ikendt

disciplinærstraf i form af strafcelle for overtrædelse af genstandsbekendtgørelsen

ved bl.a. at have været i besiddelse af en mobiltelefon, kunne straffes for over-

trædelse af straffelovens § 124, stk. 4, for de samme gerninger. Byretten havde

afvist sagen under henvisning til forbuddet mod dobbeltstraf. Landsretten ophæ-

vede byrettens dom og hjemviste sagen. Følgende fremgår af landsrettens præ-

misser:

”Det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, jf.

blandt andet dom af 10. februar 2009 i sagen Zolotukhin mod Rusland (Kla-

gesag nr. 14939/03), at der ved vurderingen af, om en administrativ forseel-

se er en straffesag i artikel 4 i Tillægsprotokol nr. 7's forstand, skal lægges

vægt på de såkaldte ”Engel-kriterier” (jf. dom af 8. juni 1976 i sagen Engel

m.fl. mod Holland).

Disse kriterier er for det første, hvorledes de bestemmelser, der udgør

grundlaget for sanktionen, er klassificeret i det nationale retssystem, for det

andet karakteren af den omhandlede forseelse, herunder navnlig om den på-

gældende forskrift retter sig mod alle eller kun mod bestemte grupper, og

for det tredje karakteren og intensiteten af den sanktion, der er mulighed for

at ikende.

Det følger udtrykkeligt af straffuldbyrdelseslovens § 67 og § 70, at strafcelle

i dansk ret har karakter af en disciplinærstraf.

Bestemmelserne i genstandsbekendtgørelsen om forbud mod mobiltelefoner

varetager navnlig sikkerhedsmæssige og præventive hensyn i fængslerne, og

de disciplinærretlige sanktioner heraf i straffuldbyrdelsesloven er alene ret-

tet mod personer, der aktuelt er indsat i en fængselsinstitution til afsoning af

en frihedsstraf.

101

Ved ikendelse af strafcelle bliver den allerede idømte fængselsstraf ikke for-

længet, da udståelse af strafcelle ikke afbryder selve strafudståelsen, og da

tiden i strafcellen medregnes i straffetiden. Ikendelse af strafcelle indebærer

således ikke nogen yderligere frihedsberøvelse, men vedrører alene en

skærpelse af afsoningsvilkårene i en kortere periode.

Landsretten finder på den baggrund ikke, at de disciplinære sanktioner i

form af strafcelle, som T blev pålagt ved afgørelserne af 6. september 2012

og 18. september 2012, kan anses for straf, jf. artikel 4 i Tillægsprotokol nr.

7. Uanset at den disciplinære forfølgning vedrørte samme faktiske forhold

som den tiltale mod T for overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 4, som er

til påkendelse under denne sag, er der derfor ikke grundlag for at afvise sa-

gen under henvisning til princippet om forbud mod dobbeltstraf.”

Endvidere kan Østre Landsrets dom trykt i TfK 2003, side 774/3, nævnes. Her

var en strafafsoner af byretten fundet skyldig i at have indsmuglet euforiserende

stoffer til eget forbrug i et statsfængsel. Han var for samme forhold ikendt disci-

plinærstraf i form af strafcelle. Byretten fastsatte straffen til fængsel i 7 dage,

men anså efter en analogi af straffelovens § 86, stk. 1, straffen for udstået med

disciplinærstraffen. Anklagemyndigheden ankede dommen med påstand om

skærpelse, hvorefter tiltalte påstod sagen afvist under henvisning til, at han ville

blive straffet to gange, hvis han ud over disciplinærstraffen blev idømt straf i det

almindelige strafferetlige system. Forsvareren henviste i den forbindelse bl.a. til

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Landsretten fremmede sagen,

fastsatte straffen til fængsel i 7 dage og fandt, at der ikke var hjemmel til at anse

straffen for udstået med disciplinærstraffen.

2.4. Straffebestemmelser vedrørende varetægtsfængslede

Straffeloven indeholder visse bestemmelser vedrørende gerninger begået af en

person, som er varetægtsfængslet. Nedenfor findes en beskrivelse af § 124, stk. 1,

om flugt som bl.a. varetægtsfængslet og § 124, stk. 4, 1. pkt., om uberettiget be-

siddelse af mobiltelefon som bl.a. varetægtsfængslet i et arresthus, herunder be-

tydningen af, at den pågældende ikke dømmes for det forhold, der gav anledning

til varetægtsfængslingen. Dette har betydning for Strafferetsplejeudvalgets over-

vejelser nedenfor i afsnit 5.3 om strafskærpelse ved gerninger begået af indsatte

eller tidligere indsatte.

102

Det fremgår af straffelovens § 124, stk. 1, at den, der flygter som anholdt eller

fængslet, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år. Bestemmelsen blev indført

ved lov nr. 382 af 6. juni 2002 og havde bl.a. til formål at begrænse antallet af

flugter og flugtforsøg, jf. pkt. 2.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr.

L 140 (folketingsåret 2001-02 (2. samling)).

Ifølge § 124, stk. 4, 1. pkt., straffes endvidere den, der i et arresthus eller lukket

fængsel som anholdt eller fængslet uretmæssigt besidder en mobiltelefon eller

lignende kommunikationsudstyr, med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Be-

stemmelsen blev indført ved lov nr. 527 af 6. juni 2007. Af lovforslaget til denne

lov fremgår det bl.a., at mobiltelefoner mv. gør det muligt for bl.a. varetægtsarre-

stanter, der enten er fængslet i isolation eller underlagt brev- og besøgskontrol, at

omgå disse kontrolforanstaltninger og derved eventuelt modvirke politiets efter-

forskning, samt at mobiltelefoner kan være med til at gøre det nemmere for ind-

satte at planlægge bl.a. undvigelse fra fængsler og arresthuse og at begå ny kri-

minalitet, herunder narkokriminalitet inden for kriminalforsorgens institutioner,

jf. pkt. 3.4.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 201 (folketings-

året 2006-07).

Det er ikke en betingelse for strafansvaret efter bestemmelserne for varetægts-

fængslede, at den pågældende senere dømmes for den lovovertrædelse, der gav

anledning til varetægtsfængslingen.

3. Tilblivelsen af reglerne om strafskærpelse ved gerninger begået af

indsatte eller tidligere indsatte

Nedenfor findes en beskrivelse af tilblivelsen af de i afsnit 2.2.2 beskrevne be-

stemmelser i straffelovens § 81, nr. 12 og 13, hvorefter det ved straffens fastsæt-

telse i almindelighed skal indgå som en skærpende omstændighed, at gerningen

er begået af en person, der udstår straf eller anden strafferetlig retsfølge af fri-

hedsberøvende karakter, eller af en tidligere indsat over for institutionen eller en

person med ansættelse ved institutionen. Dette har betydning for Strafferetspleje-

udvalgets overvejelser nedenfor i afsnit 5.3 om strafskærpelse ved gerninger be-

gået af indsatte eller tidligere indsatte.

103

3.1. Den tidligere bestemmelse i straffelovens § 83

Borgerlig straffelov (lov nr. 126 af 15. april 1930) med ikrafttræden i 1933 inde-

holdt i § 83, stk. 1 og 2, bestemmelser om forhøjelse af den foreskrevne straf til

det dobbelte, hvis nærmere opregnede forbrydelser var begået af en fange eller

tidligere fange:

”§

83.

Begaas nogen af de i §§ 119, 121, 141, 142, 180, 181, 237, 244‐247,

252, 260, 261, 266 og 291, Stk. 2, omhandlede Forbrydelser af en Fange,

der udstaar Straf eller af anden Grund holdes i Forvaring, forhøjes den i de

nævnte Bestemmelser foreskrevne Straf til det dobbelte. […]

Stk. 2.

Bestemmelsen i Stk. 1., 1ste Punktum, finder tilsvarende Anvendel-

se, dersom de dèr nævnte Forbrydelser begaas af en tidligere Fange overfor

en ved den paagældende Anstalt ansat Person eller med Hensyn til Anstalten

eller dens Ejendele, samt naar en tidligere Fange gør sig skyldig i en af de i

§ 124 omhandlede Forbrydelser i Forhold til en i den paagældende Anstalt

hensiddende Fange. […]”

Forslag om sådanne bestemmelser blev fremsat som § 52, stk. 1 og 2, i forslag til

borgerlig straffelov i rigsdagssamlingen 1927-28, hvor bestemmelserne havde

følgende ordlyd, jf. Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, spalte 5249-50:

”§ 52.

Stk. 1.

Begaas nogen af de i §§ 119, 121, 140, 141, 237, 244-247, 251,

259, 260, 265 og 291 omhandlede Forbrydelser af Fanger, der udstaar Straf,

forhøjes den i disse Bud foreskrevne Straf indtil det dobbelte.

Stk. 2.

Det samme gælder, dersom de nævnte Forbrydelser begaas af tidli-

gere Fanger overfor de ved det paagældende Fængsel ansatte Personer i An-

ledning af disses Tjeneste under Gerningsmandens Udstaaelse af Straf.”

Bestemmelserne var begrundet i hensynet til disciplinen og navnlig beskyttelsen

af personalet knyttet til den pågældende anstalt, jf. Rigsdagstidende 1927-28, til-

læg A, spalte 5350:

”Ved den foreslåede Lovs Ikrafttræden bortfalder de Bestemmelser om

Lovovertrædelser og disciplinære Forseelser, begaaede af Straffanger, som

findes i Plakaterne af 31. August 1813 og 16. Juli 1817, Forordning af 11.

Marts 1818, Plakat af 1. Februar 1826 og Lov af 3. December 1850, hvoraf

Uddrag er opslaaet i Straffeanstalterne. Af Hensyn til Disciplinen og i gan-

ske særlig Grad for at beskytte Fængselspersonalet mod Voldshandlinger og

grove Fornærmelser fra Fangernes Side vil det være nødvendigt ved Siden

af de foreslaaede Disciplinærmidler at opretholde en streng Straffetrusel for

104

saadanne Lovovertrædelser. Hertil sigter Bestemmelserne i den foreslaaede

Paragrafs Stk. 1 […].

Bestemmelserne i Stk. 2 angaaende Overfald paa Fængselspersonalet, be-

gaaet af løsladte Fanger, har sit Forbillede i Reglen i Plakat af 31. August

1813 § 14. Opretholdelsen af en saadan Bestemmelse anses af Fængsels-

myndighederne for nødvendig til Beskyttelse af Personalet.”

Under udvalgsbehandlingen i rigsdagssamlingen 1929-30 fik bestemmelserne

den ordlyd, der blev gennemført som § 83, stk. 1 og 2, i 1930-straffeloven. Ifølge

bemærkningerne til ændringsforslaget havde forslaget samme formål som nogle

samtidig fremsatte ændringsforslag til lovforslagets § 49 om hensættelse i sik-

ringscelle mv., jf. Rigsdagstidende 1929-30, tillæg B, spalte 1859-1860, jf. spalte

1853-1854:

”Da Retsmidlerne mod Fanger, der er farlige for Fængselspersonalet, væ-

sentlig begrænses ved Ophævelsen af de særlige Love om Straffeanstalter-

ne, bør de foreslaaede Retsmidler af Hensyn til Fængselspersonalet gøres

saa effektive, som Forslagets Rammer tilsteder.”

1930-straffelovens § 83 er efterfølgende bl.a. blevet ændret ved lov nr. 212 af 4.

juni 1965, der gjorde bestemmelsen i stk. 1 fakultativ, idet obligatorisk straffor-

højelse blev fundet uforeneligt med de principper for strafudmålingen, som straf-

feloven i øvrigt byggede på, og kunne føre til urimelige resultater, jf. bemærk-

ningerne til § 1, nr. 28-29, i lovforslag nr. L 70 (folketingsåret 1964-65).

Som nærmere beskrevet i afsnit 3.2 nedenfor blev § 83, stk. 1 og 2, ophævet i

2004. Forud for ophævelsen havde bestemmelserne følgende ordlyd:

”§

83.

Begås nogen af de lovovertrædelser, der er nævnt i §§ 119, 121, 141,

142, 180, 181, 237, 244-247, 252, 260, 261, 266 og 291, stk. 2, af en person,

der udstår straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karak-

ter, kan straffen forhøjes til det dobbelte.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, dersom de der

nævnte forbrydelser begås af en tidligere fange over for en ved den pågæl-

dende anstalt ansat person eller med hensyn til anstalten eller dens ejendele,

samt når en tidligere fange gør sig skyldig i en af de i § 124, stk. 2 og 3,

omhandlede forbrydelser i forhold til en i den pågældende anstalt hensid-

dende fange.”

105

Bestemmelserne blev forstået sådan, at sigtet med den strafforhøjelse, som de

muliggjorde, fremgik af beskrivelsen af angrebsobjektet i stk. 2. Stk. 1 blev der-

for og i lyset af bestemmelsens ovennævnte forarbejder forstået med den be-

grænsning, at de strafbare forhold skulle være rettet mod medfanger, personer

med tilknytning til anstalten eller mod anstalten eller dens ejendele, jf. herved

Østre Landsrets dom trykt i UfR 1992, side 435. Østre Landsret afviste i en dom

trykt i UfR 1995, side 400, endvidere, at bestemmelsen kunne anvendes på for-

hold begået af varetægtsarrestanter. Der henvises til Straffelovrådets betænkning

nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer, bind I, side 192 og 195.

3.2. Lovfæstelsen af skærpende og formildende omstændigheder i 2004

Ved lov nr. 218 af 31. marts 2004 blev straffelovens § 80 nyaffattet, og der blev

– som noget nyt – indsat ikke-udtømmende opregninger i §§ 81 og 82 af skær-

pende og formildende omstændigheder ved strafudmålingen. Formålet var på

baggrund af den eksisterende retspraksis i medfør af den tidligere § 80 at lovfæ-

ste en række hensyn, der har betydning for strafudmålingen.

Bestemmelserne byggede på Straffelovrådets forslag til §§ 80-82 i betænkning

nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer. For så vidt angår rådets

overvejelser om lovfæstelse af skærpende og formildende omstændigheder frem-

går bl.a. følgende af betænkningens bind I, side 288-289:

”7.2. Som det fremgår af gennemgangen af retspraksis om § 80, kan der på-

vises en række hovedhensyn, som indvirker ved strafudmålingen. Straffe-

lovrådet har endvidere hæftet sig ved de overvejelser og den retsudvikling,

som har fundet sted i Norge, Sverige og Finland. Rådet har på den anførte

baggrund fundet det naturligt som led i revisionen af strafferammesystemet

på ny at rejse spørgsmålet om udformningen af en almindelig bestemmelse

om strafudmålingen.

Imod en ændring af den nuværende retstilstand kan anføres, at den styrende

virkning af generelle strafudmålingsregler kan være forholdsvis begrænset,

idet domstolene i almindelighed vil føle sig mere bundet af følelsen af, hvad

der i det konkrete tilfælde vil være en rimelig straf, og af hensynet til den

eksisterende strafudmålingstradition end af generelle og vanskeligt præci-

serbare retningslinier i loven. Generelle strafudmålingsbestemmelser kan vi-

se sig uden nævneværdig betydning for varetagelsen af hensynet til forudsi-

gelighed og ensartethed i retspraksis. Det kan også anføres, at en lovfæstelse

af strafudmålingsregler vil hæmme den løbende tilpasning af retspraksis i

106

takt med samfundsudviklingen, idet lovfæstelsen nødvendigvis vil udtrykke

de synspunkter, som var fremherskende på lovgivningstidspunktet.

7.3.

Heroverfor kan anføres, at generelle lovbestemmelser om strafudmålin-

gen kan have betydning som en ideologisk ramme for domstolenes praksis.

Det kan anføres, at det netop er en opgave for de politiske organer med ud-

gangspunkt i den kriminalpolitiske opfattelse, som har flertal i den lovgi-

vende forsamling, at udstikke vejledende retningslinier for domstolene, som

kan bidrage til fastlæggelsen af strafniveauet og til ensartethed og forudsige-

lighed i strafudmålingen.

Det kan videre anføres, at en lovfæstelse af almindelige regler for strafud-

målingen kan bidrage til større gennemsigtighed ved, at der i de enkelte

domme sker en mere udførlig begrundelse af strafudmålingsresultatet. Det

kan også hævdes, at det netop skyldes mangel på mere præcise anvisninger i

loven, at domstolene har set sig nødsaget til at udvikle en strafudmålingstra-

dition med udgangspunkt i, hvad man i de enkelte tilfælde har anset for ri-

meligt. Hertil kommer, at generelle strafudmålingsregler ikke nødvendigvis

behøver at være affattet på en meget abstrakt måde eller at udgøre en hin-

dring for udviklingen i retspraksis. Sådanne regler kan tværtimod bidrage til

dannelsen af præjudikater og dermed til ensartetheden og forudsigeligheden

i strafudmålingen. Endelig kan det anføres, at generelle strafudmålingsregler

i første række sigter på at fremme en ensartet retsanvendelse og at synliggø-

re de argumenter og kriterier, som anvendes i strafudmålingen ved domsto-

lene.

7.4.

Straffelovrådet har ved drøftelsen af § 80 nøje overvejet de synspunk-

ter, der kan anføres til fordel for og imod en lovfæstelse af generelle be-

stemmelser om strafudmåling. Rådet er opmærksomt på, at der ikke kunne

opnås enighed i Nordisk Strafferetskomité, og at komiten af samme grund

afstod fra at komme med forslag til en fælles nordisk lovtekst om strafud-

måling. Rådet er også opmærksomt på, at der i rådet tidligere har været

enighed om at undlade at komme med forslag til ændring af § 80, idet det

blev fundet rigtigst, at udviklingen kom til at bero på, hvad domstolene fin-

der hensigtsmæssigt og forsvarligt.

Der er i rådet enighed om, at de hensyn, der i Nordisk Strafferetskomité er

nævnt til fordel for lovfæstelse af generelle bestemmelser om strafudmåling,

forekommer meget tungtvejende. Når endvidere henses til den almindelige

samfundsudvikling, herunder med hensyn til kravene om forudsigelighed og

ensartethed i retsanvendelsen, og udviklingen navnlig i Sverige og Finland,

er det efter rådets opfattelse ønskeligt, at der som led i den nuværende revi-

sion af strafferammesystemet søges udformet mere præcise bestemmelser

om strafudmålingen.”

Justitsministeriet tiltrådte forslaget om at lovfæste skærpende og formildende

omstændigheder og lagde i den forbindelse navnlig vægt på, at der herved kunne

107

sikres en højere grad af forudsigelighed og ensartethed i retsanvendelsen, idet det

i videre omfang end hidtil ville komme til at fremgå af straffedommes præmisser,

hvilke momenter der havde haft betydning ved strafudmålingen, jf. pkt. 3.6.3 i de

almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 99 (folketingsåret 2003-04).

De gældende bestemmelser i straffelovens § 81, nr. 12 og 13, hvorefter det ved

straffens fastsættelse i almindelighed skal indgå som en skærpende omstændig-

hed, at gerningen er begået af en person, der udstår straf eller anden strafferetlig

retsfølge af frihedsberøvende karakter, eller af en tidligere indsat over for institu-

tionen eller en person med ansættelse ved institutionen, blev indført (som nr. 10

og 11) ved lovændringen. Samtidig blev bestemmelserne i § 83, stk. 1 og 2, der

er omtalt ovenfor i afsnit 3.1, ophævet. Straffelovrådets overvejelser herom

fremgår af betænkningens bind I, side 209:

”Som det fremgår af […], var § 83 ved tilblivelsen navnlig begrundet i hen-

synet til beskyttelse af personale mv. knyttet til vedkommende afsoningsin-

stitution (”anstalt”). Der er ingen tvivl om, at der ved strafudmålingen kan

tages hensyn til gerningsmandens status af indsat (”fange”). Det følger bl.a.

af de ovenfor omtalte principper om gentagelsens betydning […].

Afgørende for, om § 83 skal videreføres, er, om bestemmelsen udfylder et

behov i øvrigt. §§ 180 og 237 har strafferammer med livstid som maksi-

mum, hvorfor en fordobling her savner mening. § 119 rummer allerede en

fordobling af normalstrafferammen for vold, sml. § 244 med et strafmaksi-

mum på 3 års fængsel. §§ 244-246 og § 252 er netop blevet skærpet i en så-

dan grad, at der fuldt ud er mulighed for at inddrage de hensyn, som § 83

skal varetage. Sml. herved tillige § 247, stk. 1 […], der skærper strafmaksi-

mum med 50 pct. ved gentagelse. Straffelovrådet foreslår i denne betænk-

ning en markant forøgelse af strafmaksimum i § 291, der også overflødiggør

§ 83 […]. I retspraksis har man citeret § 83 […], men næppe nogensinde

anvendt bestemmelsen på en måde, som ikke kunne gøres efter de alminde-

lige regler. Der kunne i øvrigt rejses spørgsmål om, hvorvidt henvisningerne

i § 83, stk. 1, fortsat er dækkende, f.eks. med henblik på tilfælde, hvor en

fængselsfunktionær voldtages af en indsat.

Det er Straffelovrådets konklusion, at der ikke kan antages at være noget re-

elt behov for at bevare stk. 1 og 2 i § 83. Rådet henviser videre til, at det

som anført i [rådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøve-

løsladelse] bør tilstræbes at undgå strafmaksima, der ligger væsentligt over

det, som man med rimelighed kan vente at få brug for i retspraksis. Rådet

foreslår derfor, at bestemmelserne ophæves. Rådet finder det rigtigst, at en

ophævelse af § 83, stk. 1 og 2, ledsages af en lovændring, hvorved det præ-

ciseres, at det som hidtil efter omstændighederne kan være en skærpende

108

omstændighed ved straffastsættelsen inden for den foreskrevne strafferam-

me, når forbrydelsen er begået af en person, der udstår straf, eller af en tidli-

gere strafafsoner, sml. [lovudkastets] § 81, nr. 10 og 11.”

Justitsministeriet tiltrådte Straffelovrådets forslag om at ophæve straffelovens §

83, jf. pkt. 3.3.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 99 (folke-

tingsåret 2003-04), hvor bl.a. følgende fremgår:

”De hensyn, der ligger til grund for bestemmelserne i § 83, stk. 1 og 2, (be-

skyttelsen af personale mv. tilknyttet visse anstalter) vil efter Justitsministe-

riets opfattelse kunne varetages af de foreslåede nye bestemmelser i § 81, nr.

10 og 11, jf. lovforslagets § 1, nr. 2. I de seneste år er strafferammerne inden

for de kriminalitetstyper, som bestemmelserne i § 83 specielt sigter til, f.eks.

voldforbrydelserne i §§ 244-246, blevet skærpet, hvilket betyder, at der i

dag er tilstrækkelig mulighed for inden for den normale strafferamme at

udmåle en skærpet straf, hvis forbrydelsen begås af en person, der udstår

straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter eller af

en tidligere indsat.”

4. Norsk og svensk ret om strafudmåling og disciplinærreaktioner

Nedenfor findes en overordnet beskrivelse af reglerne i Norge og Sverige om

strafudmåling, herunder særligt betydningen af tidligere uhensigtsmæssig adfærd

under strafafsoning eller varetægtsfængsling. Endvidere er reglerne om discipli-

nære reaktioner i fængsler samt adgangen til for samme gerning at ikende både

disciplinærreaktion og almindelig straf beskrevet.

4.1. Norsk ret

4.1.1. Strafudmåling

Den norske straffelov (2005-straffeloven) indeholder i §§ 77 og 78 en ikke-

udtømmende opregning af skærpende og formildende omstændigheder ved ud-

måling af straf inden for strafferammen for den pågældende forbrydelse. Be-

stemmelserne, der blev indført ved lov nr. 4. af 7. marts 2008, kodificerede i al

væsentlighed den foreliggende retspraksis, jf. Ot.prp. nr. 8 (2007-2008), side 268.

Ifølge den norske straffelovs § 77, litra k, skal det ved strafudmålingen i skær-

pende retning tages i betragtning, at overtrædelsen er begået af en person, som

109

tidligere er pålagt en strafferetlig reaktion for lignende handlinger eller andre

handlinger, som er af betydning for sagen.

Den norske straffelov indeholder ikke særlige regler om, at det ved strafudmålin-

gen skal tillægges skærpende betydning, at gerningsmanden har udvist uhen-

sigtsmæssig adfærd under en tidligere strafafsoning eller varetægtsfængsling.

Der findes heller ikke regler svarende til den danske straffelovs § 81, nr. 12 og

13, hvorefter det ved straffens fastsættelse i almindelighed skal anses for en

skærpende omstændighed, at en gerning er begået af en person, der udstår straf

eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, eller af en tidlige-

re indsat over for institutionen eller en person med ansættelse ved institutionen.

Dog skal det ifølge den norske straffelovs § 77, litra h, ved strafudmålingen tages

i betragtning i skærpende retning, at overtrædelsen har ramt personer, som er for-

svarsløse eller særligt udsatte for lovovertrædelser. Bestemmelsen tager ifølge

forarbejderne bl.a. sigte på personer, der har en beskæftigelse, som kan gøre dem

særligt udsatte for lovovertrædelser, og hvor der er grund til at give dem en sær-

lig strafferetlig beskyttelse, herunder ansatte i fængsler eller institutioner, der be-

handler psykisk afvigende personer, jf. Ot.prp. nr. 8 (2007-2008), side 271. Det

bemærkes desuden, at opregningen af skærpende omstændigheder i § 77 ikke er

udtømmende. Justis- og Beredskapsdepartementet i Norge har således oplyst, at

det må antages at udgøre en skærpende omstændighed, hvis en gerning f.eks. be-

gås af en tidligere indsat som hævn eller lignende over for en fængselsbetjent.

4.1.2. Disciplinærreaktioner og forholdet til almindelig straf

De norske regler om fuldbyrdelse af straf findes i ”straffegjennomføringsloven”.

Den norske kriminalforsorg (”kriminalomsorgen”) kan efter reglerne i lovens §

40 ikende reaktioner, hvis en indsat forsætligt eller uagtsomt har brudt reglerne

for ro, orden og disciplin eller forudsætninger og vilkår fastsat i eller i henhold til

loven. Bestemmelsen omfatter også overtrædelser, som er begået under midlerti-

dig fravær fra fængslet eller under transport til og fra fængslet.

Reaktionerne kan ifølge ”straffegjennomføringslovens” § 40, stk. 2, omfatte

skriftlig irettesættelse, fortabelse af dagpenge i en bestemt periode, fortabelse af

begunstigelse (f.eks. adgang til at have fjernsyn), udelukkelse fra fritidsfælles-

110

skabet eller andre aktiviteter i fritiden for et tidsrum af indtil 20 dage for over-

trædelser, som udmåles i samme reaktionssag, eller fortabelse af adgang til ud-

gang for et tidsrum af indtil fire måneder.

Der kan foruden disciplinærreaktioner – ligesom i Danmark – blive tale om

fremadrettede reaktioner i anledning af uhensigtsmæssig adfærd, herunder ude-

lukkelse fra fællesskab og overførsel til anden institution.

”Kriminalomsorgens sentrale forvaltning” har den 16. maj 2002 fastsat retnings-

linjer om administrationen af ”straffegjennomføringsloven” (revideret den 27.

oktober 2008). I retningslinjernes pkt. 3.43 er forholdet mellem disciplinærreak-

tioner og almindelig straf behandlet.

Det fremgår heraf, at overtrædelser, der udgør strafbare gerninger, som hovedre-

gel skal anmeldes til politiet. Der kan i særlige tilfælde gøres undtagelse fra ho-

vedreglen, hvis det er specielt vigtigt med en umiddelbar reaktion, således at der

alene bliver tale om en disciplinær reaktion. Hvis der indgives anmeldelse, skal

den pågældende som hovedregel ikke ikendes disciplinærreaktion i anledning af

gerningen. Derimod er politianmeldelse ikke til hinder for fremadrettede tiltag i

form af f.eks. udelukkelse fra fællesskab efter ”straffegjennomføringslovens” §

37.

Alvorlige voldshandlinger, alvorlige trusler og omfattende hærværk skal ifølge

retningslinjernes pkt. 3.43 normalt mødes med politianmeldelse. Mindre alvorli-

ge, trusselslignende udtalelser, som er fremsat i pressede situationer, bør søges

løst på stedet ved dialog og ved disciplinærreaktioner. Mindre hærværk bør mø-

des med disciplinærreaktion. Brug af narkotika, som er konstateret gennem urin-

prøve, skal som udgangspunkt mødes med disciplinærreaktion. Besiddelse, salg

eller indsmugling af narkotika anmeldes til politiet. Der kan dog undtagelsesvis

gives disciplinærreaktion i tilfælde, hvor det er særligt vigtigt med en umiddelbar

reaktion. Besiddelse af små mængder narkotika, som åbenbart er til eget forbrug,

kan efter en konkret vurdering mødes med disciplinærreaktion.

111

4.2. Svensk ret

4.2.1. Strafudmåling

Svensk rets regler om sanktionsfastsættelse findes i ”brottsbalken”. Udgangs-

punktet for sanktionsvalget er, hvor alvorlig eller kritisabel forbrydelsen er. Straf

skal således under hensyntagen til ensartethed i retsanvendelsen bestemmes in-

den for rammen af den anvendelige strafferamme efter forbrydelsens eller den

samlede kriminalitets strafværdi. Ved vurderingen af strafværdien skal der tages

hensyn til den skade, krænkelse eller fare, som gerningen har indebåret, hvad den

tiltalte indså eller burde have indset om dette, samt den hensigt eller det motiv,

som han eller hun havde. Der skal tages særligt hensyn til, om gerningen har in-

debåret et alvorligt angreb på nogens liv eller helbred eller personlige sikkerhed.

Dette fremgår af ”brottsbalkens” kapitel 29, § 1.

Ved vurderingen af strafværdien skal der også tages hensyn til skærpende og

formildende omstændigheder. En ikke-udtømmende opregning af sådanne om-

stændigheder findes i ”brottsbalkens” kapitel 29, §§ 2-3.

Tidligere kriminalitet kan i en vis udstrækning medføre højere straf, end hvad

strafværdien ellers ville føre til, jf. ”brottsbalkens” kapitel 29, § 4. Ved vurderin-

gen skal der tages særligt hensyn til, hvilket omfang den tidligere kriminalitet har

haft, hvor lang tid der er forløbet mellem overtrædelserne, samt om den tidligere

og nu foreliggende kriminalitet er ligeartet, eller om kriminaliteten i begge til-

fælde er særligt alvorlig.

Forhold vedrørende den dømtes person eller handlinger efter overtrædelsen – så-

kaldte billighedshensyn – kan omvendt medføre nedsættelse af straffen, jf.

”brottsbalkens” kapitel 29, § 5.

Bestemmelserne om valg af sanktionsform findes i ”brottsbalkens” kapitel 30.

Ved sanktionsvalget skal retten være særligt opmærksom på omstændigheder,

som taler for en mildere sanktion end fængsel. I den forbindelse skal retten tage

hensyn til sådanne omstændigheder, som er angivet i kapitel 29, § 5. Som be-

grundelse for fængsel kan retten – udover forbrydelsens strafværdi og art – lægge

112

vægt på, at den dømte tidligere har gjort sig skyldig i kriminalitet. Der henvises

til kapitel 30, § 4.

”Brottsbalkens” regler om sanktionsfastsættelse indeholder ikke særlige regler

om, at det ved strafudmålingen skal tillægges skærpende betydning, at gernings-

manden har udvist uhensigtsmæssig adfærd under en tidligere strafafsoning eller

varetægtsfængsling.

Der findes heller ikke regler svarende til den danske straffelovs § 81, nr. 12 og

13, hvorefter det ved straffens fastsættelse i almindelighed skal anses for en

skærpende omstændighed, at en gerning er begået af en person, der udstår straf

eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, eller af en tidlige-

re indsat over for institutionen eller en person med ansættelse ved institutionen.

Justitiedepartementet i Sverige har dog oplyst, at sådanne omstændigheder kan

tages i betragtning inden for rammerne af den almindelige strafværdivurdering

efter ”brottsbalkens” kapitel 29, § 1.

4.2.2. Disciplinærreaktioner og forholdet til almindelig straf

De svenske regler om fuldbyrdelse af fængselsstraf findes i ”fängelselagen”.

Ifølge lovens kapitel 12, § 1, skal en indsat, som forbryder sig mod de forskrifter

og vilkår, der gælder for straffuldbyrdelsen, tildeles en advarsel.

Den svenske kriminalforsorg (”kriminalvården”) har den 10. januar 2011 fastsat

en række retningslinjer og almene råd om fuldbyrdelse af fængselsstraf (senest

ændret den 2. marts 2015). Det fremgår heraf, at der bør tildeles advarsel efter

”fängelselagens” kapitel 12, § 1, for bl.a. flugt fra fængslet, vold mod medindsat-

te eller personale i fængslet, hærværk, indtagelse eller besiddelse af narkotika,

besiddelse af ikke-tilladt telefonudstyr eller andet udstyr, der kan bruges til

kommunikation, eller undladelse af at følge personalets anvisninger.

Der kan foruden disciplinærreaktioner – ligesom i Danmark – blive tale om

fremadrettede reaktioner i anledning af uhensigtsmæssig adfærd, herunder ude-

lukkelse fra fællesskab og overførsel til anden institution.

113

Advarsler efter ”fängelselagens” kapitel 12, § 1, kan få betydning for, om prøve-

løsladelse af den indsatte skal udsættes efter reglerne i ”brottsbalkens” kapitel 26,

§§ 6-7. Det følger af disse regler, at retten som udgangspunkt skal prøveløslade

dømte, der har fuldbyrdet to tredjedele af en tidsbestemt straf, dog mindst en må-

ned. Prøveløsladelse skal imidlertid udsættes, hvis særlige grunde taler herimod.

I denne vurdering skal der særligt tages hensyn til, om den dømte på alvorlig vis

har forbrudt sig mod de forskrifter og vilkår, som gælder for straffuldbyrdelsen.

Ved fastsættelsen af det nye tidspunkt for prøveløsladelse skal der tages særligt

hensyn til arten og omfanget af de overtrædelser, der har foranlediget udsættel-

sen. Prøveløsladelsen må højst udsættes med 6 måneder ad gangen.

Det fremgår i den forbindelse af ”kriminalvårdens” retningslinjer og almene råd

om fuldbyrdelse af fængselsstraf, at en hændelse, som politianmeldes, alene kan

lægges til grund for en afgørelse om udsættelse af prøveløsladelse, hvis det står

klart, at der ikke vil ske strafforfølgning i anledning af anmeldelsen. Dette er be-

grundet med risikoen for dobbeltstraf.

5. Strafferetsplejeudvalgets overvejelser

Strafferetsplejeudvalgets overvejelser om inddragelse af tidligere uhensigtsmæs-

sig adfærd i fængsler og arresthuse mv. ved udmåling af straf er gengivet neden-

for.

Disse overvejelser skal, ligesom overvejelserne om varetægtsfængsling i kapitel

3, ses i lyset af, at uhensigtsmæssig adfærd i fængsler og arresthuse allerede un-

der indsættelsen kan give anledning til en række reaktioner fra kriminalforsor-

gens side, herunder disciplinærstraf eller fremadrettede reaktioner som f.eks.

udelukkelse fra fællesskab eller overførsel til en anden institution. Endvidere kan

indsattes uhensigtsmæssige adfærd under strafafsoning og en eventuel forudgå-

ende varetægtsfængsling efter omstændighederne føre til, at prøveløsladelse af-

slås. Der henvises nærmere til kapitel 2.

Herudover skal overvejelserne ses i lyset af, at uhensigtsmæssig adfærd i fængs-

ler og arresthuse mv. efter omstændighederne kan medføre strafferetlige reaktio-

ner. Det gælder, selv om den indsatte allerede i fængslet eller arresthuset er

ikendt disciplinærstraf for den samme gerning. Kriminalforsorgen indgiver såle-

114

des politianmeldelse i disciplinærsager, hvis man finder, at forholdet udgør en

overtrædelse, som kan medføre en straffesag. Der henvises nærmere til afsnit 2.3

ovenfor.

Nedenfor gengives først Strafferetsplejeudvalgets overvejelser om inddragelse af

tidligere uhensigtsmæssig adfærd i fængsler og arresthuse mv. ved strafudmåling

(afsnit 5.1). Herefter behandles et spørgsmål om inddragelse af forholdene under

en eventuel tidligere afsoning ved udarbejdelse af personundersøgelser (afsnit

5.2). Udvalget har herudover fundet anledning til at overveje, om der er grundlag

for at udvide anvendelsesområdet for strafskærpelsesreglerne om gerninger be-

gået af indsatte eller tidligere indsatte (afsnit 5.3).

5.1. Inddragelse af tidligere uhensigtsmæssig adfærd

5.1.1.

Som det fremgår af afsnit 2.2.1 ovenfor, skal det ved straffens fastsættelse i

almindelighed indgå som en skærpende omstændighed, at gerningsmanden tidli-

gere er straffet af betydning for sagen, jf. straffelovens § 81, nr. 1. Navnlig tidli-

gere ligeartet kriminalitet bliver tillagt betydning.

Dette gælder også, hvor den tidligere kriminalitet er begået i et fængsel eller ar-

resthus mv. Derfor kan f.eks. en tidligere dom for vold mod en medindsat eller

fængselsfunktionær, ligesom domme for sådanne forhold begået andre steder, til-

lægges skærpende betydning i en ny sag om vold eller anden personfarlig krimi-

nalitet. Tilsvarende kan f.eks. en tidligere dom for besiddelse af euforiserende

stoffer i et fængsel eller arresthus mv. tillægges skærpende betydning i en ny sag

om overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.

Det bemærkes i den forbindelse, at uhensigtsmæssig adfærd i fængsler og arrest-

huse – i modsætning til udgangspunktet i Norge og Sverige (se afsnit 4.1.2 og

4.2.2 ovenfor) – både kan føre til disciplinærstraf og almindelig straf. Kriminal-

forsorgen indgiver således politianmeldelse i disciplinærsager, hvis man finder,

at forholdet udgør en overtrædelse, som kan medføre en straffesag. Når den

uhensigtsmæssige adfærd fører til domfældelse i en straffesag og ikke kun en di-

sciplinærsag, bliver der mulighed for, at dommen i medfør af straffelovens § 81,

nr. 1, kan tillægges skærpende betydning i senere straffesager.

115

Eventuelle oplysninger om gerningsmandens tidligere adfærd, der ikke har ført til

dom for et strafbart forhold, i fængsler og arresthuse mv. kan efter omstændighe-

derne indgå i vurderingen af gerningsmandens personlige forhold og kan derfor

få betydning ved strafudmålingen, men tillægges normalt ikke større vægt end

gerningsmandens adfærd i det øvrige samfund.

5.1.2.

Strafferetsplejeudvalget har overvejet, om tidligere uhensigtsmæssig ad-

færd i fængsler og arresthuse mv. bør spille en større rolle ved strafudmålingen,

f.eks. ved indførelse af en bestemmelse om, at det ved strafudmålingen i almin-

delighed skal indgå som en skærpende omstændighed, at gerningsmanden under

tidligere indsættelse i fængsel eller arresthus er ikendt disciplinærstraf af betyd-

ning for den nye straffesag.

Eventuelle oplysninger om gerningsmandens adfærd i fængsler og arresthuse mv.

kan som nævnt efter omstændighederne indgå i vurderingen af gerningsmandens

personlige forhold på samme måde som den pågældendes adfærd i det øvrige

samfund, herunder f.eks. på uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser og i fami-

lieforhold, og både hensigtsmæssig og uhensigtsmæssig adfærd kan derfor få be-

tydning for strafudmålingen.

Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse er der ikke grundlag for, at gernings-

mandens tidligere adfærd i fængsler og arresthuse mv. tillægges en mere frem-

trædende betydning ved strafudmålingen end gerningsmandens adfærd i det øvri-

ge samfund.

Tidligere disciplinærafgørelser, der efter en eventuel bestemmelse som skitseret

ovenfor ville have betydning for strafudmålingen i en ny straffesag, ville typisk

vedrøre forhold, der er ligeartede med det, som gerningsmanden dømmes for i

den nye straffesag. Der kunne f.eks. være tale om disciplinærafgørelser om be-

siddelse af euforiserende stoffer, ulovlige våben eller vold eller trusler om vold.

Sådan adfærd i et fængsel eller arresthus fører imidlertid som det helt klare ud-

gangspunkt til en straffesag og tillægges derfor allerede efter den gældende regel

i straffelovens § 81, nr. 1, skærpende betydning i en ny straffesag om ligeartet

kriminalitet. Disciplinærafgørelser, der ikke fører til en straffesag, vedrører ty-

pisk overtrædelser af mere ordensmæssige regler som f.eks. rygning på fælles-

arealer, upassende sprogbrug eller manglende opfyldelse af arbejdsforpligtelser,

116

og sådanne overtrædelser ville typisk ikke have en sådan lighed med den krimi-

nalitet, der senere udmåles straf for, at de ville kunne anses for relevante for

strafudmålingen.

En bestemmelse om, at det ved strafudmålingen i almindelighed skal indgå som

en skærpende omstændighed, at gerningsmanden under tidligere indsættelse i

fængsel eller arresthus er ikendt disciplinærstraf af betydning for den nye straffe-

sag, måtte derfor forventes kun sjældent at få betydning.

Strafferetsplejeudvalget lægger også vægt på, at der ikke er de samme retssikker-

hedsmæssige garantier forbundet med konstateringen af, om en indsat har begået

en disciplinærforseelse, som ved konstateringen af, om der er begået en strafbar

lovovertrædelse. Disciplinærstraffe ikendes ved en proces, der lever op til de for-

valtningsretlige krav, men ikke, som idømmelse af straf, under medvirken af en

domstol, medmindre afgørelsen indbringes for retten. Selv om afgørelsen ind-

bringes for retten, vil prøvelsen alt andet lige ikke være lige så omfattende som i

en straffesag.

En bestemmelse som skitseret ovenfor ville endvidere indebære en risiko for, at

straffesager vidtløftiggøres, idet tiltalte under straffesagens behandling kunne

tænkes at rejse spørgsmål om gyldigheden af kriminalforsorgens afgørelser i tid-

ligere disciplinærsager. Dette ville i givet fald kunne forlænge sagsbehandlings-

tiden og have ressourcemæssige konsekvenser.

Desuden bemærkes det, at der hverken i Norge eller Sverige findes særlige regler

om, at det ved strafudmålingen skal tillægges skærpende betydning, at gernings-

manden har udvist uhensigtsmæssig adfærd under en tidligere strafafsoning eller

varetægtsfængsling.

Strafferetsplejeudvalget finder på denne baggrund samlet set ikke grundlag for at

foreslå en bestemmelse om, at det ved strafudmålingen i almindelighed skal ind-

gå som en skærpende omstændighed, at gerningsmanden under tidligere indsæt-

telse i fængsel eller arresthus er ikendt disciplinærstraf af betydning for den nye

straffesag.

117

5.2. Personundersøgelser

Som det fremgår af afsnit 2.1 ovenfor, skal der som led i behandlingen af straffe-

sager tilvejebringes sådanne oplysninger om sigtedes personlige forhold, som må

antages at være af betydning for sagens afgørelse vedrørende straffastsættelse el-

ler anvendelse af anden retsfølge end straf, jf. retsplejelovens § 808, stk. 1. Så-

danne personundersøgelser udarbejdes af kriminalforsorgen.

Strafferetsplejeudvalget peger i den forbindelse på, at oplysninger fra eventuelle

tidligere afsoningsforløb bør indgå, når kriminalforsorgen udarbejder personun-

dersøgelser, hvis oplysningerne er relevante i forhold til formålet med undersø-

gelsen.

Direktoratet for Kriminalforsorgen har oplyst, at dette vil blive tydeliggjort i ret-

ningslinjerne for udarbejdelse af personundersøgelser.

Det bemærkes, at der ikke herved tilsigtes nogen udvidelse med hensyn til, i

hvilke sager der udarbejdes personundersøgelser. Der vil således skulle udarbej-

des personundersøgelser i samme omfang som hidtil.

5.3. Strafskærpelse ved gerninger begået af indsatte eller tidligere indsatte

5.3.1.

Ifølge straffelovens § 81, nr. 12, skal det ved straffens fastsættelse i almin-

delighed indgå som en skærpende omstændighed, at gerningen er begået af en

person, der udstår straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende ka-

rakter. Efter § 81, nr. 13, gælder dette endvidere, hvis gerningen er begået af en

tidligere indsat over for institutionen eller en person med ansættelse ved instituti-

onen.

5.3.2.

Som det fremgår af afsnit 2.2.2 ovenfor, er straffelovens § 81, nr. 12, ifølge

bestemmelsens forarbejder begrænset til handlinger rettet mod medindsatte, per-

soner med tilknytning til institutionen eller mod institutionen eller dens ejendele.

Strafferetsplejeudvalget foreslår, at denne begrænsning i bestemmelsens anven-

delsesområde afskaffes, således at den kommer til at gælde for al kriminalitet be-

118

gået af personer, der udstår straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberø-

vende karakter.

Den gældende begrænsning i anvendelsesområdet hænger sammen med hensy-

nene bag bestemmelsen – navnlig beskyttelse af institutionernes personale – og

indholdet og fortolkningen af den tidligere § 83 i straffeloven, som bestemmelsen

trådte i stedet for, jf. nærmere afsnit 3 ovenfor, hvor tilblivelsen af bestemmelsen

er beskrevet.

Imidlertid indebærer begrænsningen efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse, at

det i et vist omfang kan forekomme tilfældigt, om bestemmelsen kan anvendes

eller ej. Der har endvidere ikke været en klar linje i landsretspraksis for, hvornår

bestemmelsen anvendes, jf. afsnit 2.2.2 ovenfor. Dette harmonerer ikke med de

hensyn til forudsigelighed og ensartethed i retsanvendelsen, der lå bag lovfæstel-

sen i 2004 af skærpende og formildende omstændigheder, jf. afsnit 3.2 ovenfor.

Begrænsningen indebærer således bl.a., at bestemmelsen finder anvendelse, hvis

en indsat begår vold mod en medindsat, men ikke hvis den samme indsatte under

udgang begår vold mod en person, der ikke er indsat i eller tilknyttet institutio-

nen. Endvidere gælder bestemmelsen, hvis en indsat overtræder § 119, stk. 1, ved

at true en fængselsfunktionær, men ikke hvis den indsatte under udgang eller

undvigelse fra institutionen overtræder § 119, stk. 1, ved at true f.eks. en politi-

tjenestemand. Bestemmelsen finder heller ikke anvendelse, hvis en indsat begår

en lovovertrædelse, der har virkning uden for institutionen, f.eks. ved at medvir-

ke til en lovovertrædelse begået af en anden uden for institutionen. Herudover

finder bestemmelsen ikke anvendelse, hvis en indsat under udgang overtræder

lovgivningen om euforiserende stoffer.

Om det i tilfælde, hvor bestemmelsen ikke finder anvendelse, skal tillægges

skærpende betydning ved strafudmålingen, at gerningen er begået af en person,

der udstår straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter,

beror bl.a. på straffelovens § 81, nr. 1, hvorefter navnlig tidligere ligeartet krimi-

nalitet tillægges betydning.

Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse tilsiger hensynet til retshåndhævelsen,

at det ved al kriminalitet i almindelighed tillægges skærpende betydning, at ger-

119

ningen er begået af en person, der er idømt frihedsstraf mv., imens den pågæl-

dende afsoner denne straf. Herudover kan det anføres, at der – ligesom der er et

hensyn til at beskytte personalet ved institutionen – er et bredere hensyn til også

at beskytte personer mv. uden for institutionen mod gerninger, der begås af de

indsatte.

Strafferetsplejeudvalget foreslår derfor, at begrænsningen i anvendelsesområdet

for straffelovens § 81, nr. 12, afskaffes, således at bestemmelsen kommer til at

gælde for al kriminalitet begået af personer, der udstår straf eller anden strafferet-

lig retsfølge af frihedsberøvende karakter, herunder under udgang fra institutio-

nen. Herudover bør bestemmelsen finde anvendelse for kriminalitet, som begås

under en eventuel undvigelse fra institutionen.

Der henvises til den foreslåede nyaffattelse af straffelovens § 81, nr. 12, jf. lov-

udkastets § 1, nr. 1, og bemærkningerne hertil i kapitel 5.

5.3.3.

Som det fremgår af afsnit 2.2.2 ovenfor, gælder straffelovens § 81, nr. 12

og 13, for personer, der udstår eller har udstået straf eller anden strafferetlig rets-

følge af frihedsberøvende karakter, men derimod ikke for personer, der er eller

har været varetægtsfængslet.

Strafferetsplejeudvalget har overvejet, om anvendelsesområdet for bestemmel-

serne bør udvides, således at de også kommer til at omfatte varetægtsfængslede.

flertal

(Jens Røn, Elsemette Cassøe, Jens Ingerslev Olsen, Lasse Boje, Annette

Esdorf og Peter Roesen) udtaler:

De gældende bestemmelser i straffelovens § 81, nr. 12 og 13, indebærer bl.a., at

det ved strafudmålingen i almindelighed skal anses for en skærpende omstæn-

dighed, hvis gerningen er begået af en nuværende eller tidligere strafafsoner over

for institutionen eller en person med ansættelse ved institutionen.

Som nævnt i afsnit 3 ovenfor er hensynene bag bestemmelserne navnlig at be-

skytte institutionernes personale. Dette taler for, at det også for nuværende eller

tidligere varetægtsfængslede i almindelighed bør anses for en skærpende om-

stændighed, hvis gerningen er begået over for institutionen eller en person med

120

ansættelse ved institutionen. Herved vil personale, der arbejder med varetægts-

fængslede, opnå samme beskyttelse som personale, der arbejder med strafafsone-

re. Ordensmæssige hensyn i kriminalforsorgens institutioner taler for så vidt an-

går nuværende varetægtsfængslede endvidere for en sådan udvidelse.

Efter vores opfattelse taler det ikke imod en udvidelse som beskrevet, at vare-

tægtsfængslede som udgangspunkt ikke er fundet skyldige, men alene er mis-

tænkt for at have begået en strafbar lovovertrædelse. Som nævnt er udvidelsen

begrundet i hensynet til at beskytte kriminalforsorgens ansatte og ordensmæssige

hensyn, og disse hensyn gælder i ligeså høj grad i forhold til varetægtsfængslede

som i forhold til strafafsonere.

Vi finder på den baggrund, at det i almindelighed bør anses for en skærpende

omstændighed, at en gerning er begået af en nuværende eller tidligere varetægts-

fængslet over for institutionen eller en person med ansættelse ved institutionen.

Som nævnt i afsnit 5.3.2 ovenfor foreslår Strafferetsplejeudvalget, at begræns-

ningen ifølge forarbejderne i anvendelsesområdet for straffelovens § 81, nr. 12,

afskaffes, således at det ved al kriminalitet – og ikke kun handlinger rettet mod

medindsatte, personer med tilknytning til institutionen eller mod institutionen el-

ler dens ejendele – i almindelighed skal anses for en skærpende omstændighed, at

gerningen er begået af en person, der udstår straf eller anden strafferetlig retsføl-

ge af frihedsberøvende karakter, og at bestemmelsen også skal finde anvendelse

for kriminalitet, der begås under en eventuel undvigelse fra institutionen.

Der kan efter vores opfattelse både anføres hensyn, der taler for og imod, at en

sådan udvidelse også gennemføres i forhold til varetægtsfængslede.

Det taler på den ene side imod en udvidelse i forhold til varetægtsfængslede, at

disse personer som udgangspunkt ikke er fundet skyldige, men alene er mistænkt

for at have begået en strafbar lovovertrædelse. På den anden side kan det imidler-

tid anføres, at ordensmæssige hensyn og hensynet til retshåndhævelsen taler for,

at det i almindelighed ved al kriminalitet bør anses for en skærpende omstændig-

hed, at gerningen blev begået, imens gerningsmanden var varetægtsfængslet. Det

bemærkes endvidere, at der i retspraksis er eksempler på, at det er blevet anset

121

for en skærpende omstændighed, at det strafbare forhold blev begået under vare-

tægtsfængsling.

Efter vores opfattelse må det bero på en samlet politisk afvejning af disse hensyn,

om udvidelsen også bør gennemføres i forhold til varetægtsfængslede, således at

det ved al kriminalitet i almindelighed skal anses for en skærpende omstændig-

hed, at gerningen er begået af en person, der er varetægtsfængslet, eller under en

eventuel undvigelse fra institutionen.

Vi bemærker i øvrigt, at det – uanset om en sådan udvidelse gennemføres – på

samme måde som hidtil efter en konkret vurdering vil kunne tillægges skærpende

betydning, at en gerning er begået af en varetægtsfængslet.

mindretal

(Anne Louise Bormann, Ole Høyer, Jakob Lund Poulsen, Hanne

Rahbæk og Eva Smith) udtaler:

Vi finder ikke grundlag for en udvidelse af anvendelsesområdet for straffelovens

§ 81, nr. 12 og 13, til også at omfatte varetægtsfængslede.

At en person, der er idømt en frihedsstraf mv., fortsætter med at begå kriminalitet

under afsoningen må anses for særligt krænkende for retsfølelsen, og vi er derfor,

som det fremgår af afsnit 5.3.2 ovenfor, enige i, at straffelovens § 82, nr. 12, bør

gælde i alle tilfælde, hvor en strafafsoner mv. begår kriminalitet under afsonin-

gen eller under undvigelse herfra.

Tilsvarende hensyn gør sig efter vores opfattelse ikke gældende for personer, der

er varetægtsfængslet og dermed som udgangspunkt ikke frihedsberøvet, fordi de

er fundet skyldige i en strafbar lovovertrædelse. Sådanne personer er som ud-

gangspunkt alene sigtet eller tiltalt for den pågældende kriminalitet eller dømt i

første instans ved en dom, der er anket, og i en del tilfælde frafaldes sigtelsen el-

ler tiltalen, eller tiltalte bliver frifundet. Kriminalitet begået af en person, der er

varetægtsfængslet, bør derfor som udgangspunkt ikke behandles anderledes end

kriminalitet begået af f.eks. en person, der er sigtet eller tiltalt, men på fri fod.

Det ændrer efter vores opfattelse ikke herpå, at f.eks. flugt som varetægtsfængs-

let eller uberettiget besiddelse af mobiltelefon i et arresthus under en varetægts-

122

fængsling straffes efter straffelovens § 124, selv om den pågældende ikke døm-

mes for det forhold, der gav anledning til varetægtsfængslingen. Hensynene bag

disse bestemmelser er bl.a. at forhindre flugt og modvirke varetægtsarrestanters

påvirkning af politiets efterforskning og indsattes muligheder for at planlægge

undvigelse fra fængsler og arresthuse og begå ny kriminalitet, herunder narko-

kriminalitet inden for kriminalforsorgens institutioner, jf. afsnit 2.4 ovenfor. Dis-

se hensyn gælder i forhold til § 124 også for varetægtsfængslede, men kan ikke

anføres som støtte for en generel strafskærpelse vedrørende alle typer kriminali-

tet begået af varetægtsfængslede.

Der kan være konkrete omstændigheder ved en lovovertrædelse, som medfører,

at det må anses for en skærpende omstændighed, at gerningen er begået under

indsættelse i fængsel eller arresthus, herunder af en varetægtsfængslet. Dette

gælder således besiddelse til eget brug af andre euforiserende stoffer end hash og

ulovlige dopingmidler, der som beskrevet i afsnit 2.2.2 ovenfor efter de gældende

regler straffes hårdere end besiddelse uden for et fængsel eller arresthus. Det kan

endvidere efter en konkret vurdering gælde ved vold eller trusler mod en med-

indsat eller vidnetrusler. Disse tilfælde er imidlertid allerede dækket af de gæl-

dende regler om strafudmåling og kan ikke begrunde en generel skærpelse af

straffen for lovovertrædelser begået af varetægtsfængslede.

Hensynet til de ansatte ved institutionen, som ifølge flertallet taler for, at det i

almindelighed skal anses for en skærpende omstændighed, at en gerning er begå-

et af en nuværende eller tidligere varetægtsfængslet over for institutionen eller en

person med ansættelse ved institutionen, er i forvejen varetaget ved straffelovens

§ 119 om vold og trusler mod offentligt ansatte.

123

124

Kapitel 5

Lovudkast med bemærkninger

1. Indledning

I dette kapitel findes et lovudkast med bemærkninger, som navnlig gennemfører

Strafferetsplejeudvalgets forslag om at afskaffe begrænsningen ifølge forarbej-

derne i anvendelsesområdet for strafskærpelsesreglen i straffelovens § 81, nr. 12,

således at bestemmelsen kommer til at gælde for al kriminalitet begået af perso-

ner, der udstår straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karak-

ter. Der henvises nærmere til kapitel 4, afsnit 5.3.2.

Det bemærkes, at udvalget ikke har udarbejdet lovudkast om en mulig udvidelse

straffelovens § 81, nr. 12 og 13, til gerninger begået af varetægtsfængslede. Ud-

valget er som nævnt i kapitel 4, afsnit 5.3.3, delt i spørgsmålet om, hvorvidt en

sådan udvidelse bør gennemføres, og det nærmere indhold af en eventuel udvi-

delse afhænger af en politisk afvejning.

2. Lovudkast

Lov om ændring af straffeloven

(Skærpelse af strafudmålingen ved gerninger begået af strafafsonere m.v.)

§1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. […], foretages følgende ændringer:

§ 81, nr. 12,

affattes således:

”12) at gerningen er begået af en person, der udstår straf eller anden strafferetlig

retsfølge af frihedsberøvende karakter, eller under undvigelse fra udståelsen,”

§ 81, nr. 13,

affattes således:

125

”13) at gerningen er begået af en person, der tidligere har udstået straf eller anden

strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, over for institutionen eller en

person med ansættelse ved institutionen.”

§2

Loven træder i kraft den […]

3. Bemærkninger til lovudkastets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (§ 81, nr. 12)

Det foreslås, at straffelovens § 81, nr. 12, nyaffattes. Den nye affattelse viderefø-

rer den gældende bestemmelse, hvorefter det ved straffens fastsættelse i alminde-

lighed skal indgå som en skærpende omstændighed, at gerningen er begået af en

person, der udstår straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende ka-

rakter.

Den foreslåede bestemmelse omfatter bl.a. personer, der udstår fængselsstraf el-

ler forvaring i fængsel eller arresthus. Endvidere omfatter den personer, der efter

reglerne i udgangsbekendtgørelsen udstår fængselsstraf under udstationering fra

fængsel eller arresthus. Herudover omfatter den personer, som udstår straf i kri-

minalforsorgens pensioner eller institutioner mv. uden for kriminalforsorgen, jf.

straffuldbyrdelseslovens § 78, eller som udstår straf på bopælen under intensiv

overvågning og kontrol (fodlænkeafsonere), jf. straffuldbyrdelseslovens §§ 78 a-

78 f. Desuden omfatter den personer, der er frihedsberøvet i medfør af straffelo-

vens §§ 68-69 (foranstaltningsdomme) eller § 74 a (ungdomssanktion).

Bestemmelsen vil, ligesom den gældende bestemmelse, også finde anvendelse på

gerninger, der begås under eventuel udgang fra institutionen.

Det er i forarbejderne til den gældende bestemmelse forudsat, at den begrænses

til handlinger rettet mod medindsatte, personer med tilknytning til institutionen

eller mod institutionen eller dens ejendele, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 2 (for-

126

slaget til § 81), i lovforslag nr. L 99 (folketingsåret 2003-04). Med dette lovud-

kast forudsættes det, at bestemmelsen fremover i overensstemmelse med sin ord-

lyd kan anvendes på alle gerninger begået af de personer, som er omfattet af be-

stemmelsen.

Det indebærer bl.a., at bestemmelsen fremover vil finde anvendelse, hvis en per-

son, der udstår straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karak-

ter, under udgang fra institutionen f.eks. overtræder lovgivningen om euforise-

rende stoffer, begår indbrud eller udøver vold mod en person, der hverken er

medindsat eller tilknyttet institutionen, eller hvis en sådan person i institutionen

begår en lovovertrædelse, som har virkning uden for institutionen, f.eks. ved at

medvirke til en lovovertrædelse begået af en anden uden for institutionen.

Bestemmelsen vil finde anvendelse på gerninger, der begås i perioden indtil per-

sonens løsladelse mv. Efter dette tidspunkt vil straffelovens § 81, nr. 13, gælde

for gerninger, der begås over for institutionen eller en person med ansættelse ved

institutionen.

Den foreslåede nyaffattelse indebærer herudover, at bestemmelsen fremover også

vil omfatte gerninger, der begås under undvigelse fra udståelsen. Det vil således i

almindelighed også skulle anses for en skærpende omstændigheder efter be-

stemmelsen, hvis en lovovertrædelse f.eks. er begået af en strafafsoner, der er

flygtet fra et fængsel.

Der er ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af den gældende retstilstand.

Der henvises i øvrigt til kapitel 4, afsnit 5.3.2.

Til nr. 2 (§ 81, nr. 13)

Efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 81, nr. 13, skal det ved straf-

fens fastsættelse i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed, at ger-

ningen er begået af en tidligere indsat over for institutionen eller en person med

ansættelse ved institutionen.

127

Det foreslås, at bestemmelsen nyaffattes. Efter den foreslåede affattelse skal det

ved straffens fastsættelse i almindelighed indgå som en skærpende omstændig-

hed, at gerningen er begået af en person, der tidligere har udstået straf eller anden

strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, over for institutionen eller en

person med ansættelse ved institutionen.

Det indebærer, at det kommer til at fremgå af bestemmelsens ordlyd, at den om-

fatter den samme persongruppe som § 81, nr. 12.

Det vil dog være en forudsætning for at anvende bestemmelsen, at personen som

led i udståelsen af straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende ka-

rakter har været anbragt i fængsel, arresthus eller institution i øvrigt. Bestemmel-

sen vil således f.eks. ikke gælde for personer, som har udstået straf på bopælen

under intensiv overvågning og kontrol (fodlænkeafsonere), jf. straffuldbyrdelses-

lovens §§ 78 a-78 f. Det vil i sådanne tilfælde bero på straffelovens øvrige regler

om strafudmåling, om der foreligger skærpende omstændigheder.

Der er ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af den gældende retstilstand.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den […].

128

Bilag 1. Uddrag af Kriminalforsorgens statistik 2014

Nedenfor findes et uddrag af Kriminalforsorgens statistik 2014. Den fulde rap-

port er tilgængelig på www.kriminalforsorgen.dk.

Om disciplinærstraffe fremgår følgende af rapporten (side 34):

Tabel 5.1. Disciplinærstraffe. Antal og straffens art

Ubetinget

strafcelle

857

956

1.054

2.867

2.959

2.892

3.044

2.849

2.677

2.421

2.569

2.574

2.667

Betinget

strafcelle

401

1.305

605

2.311

2.417

2.261

2.445

2.323

2.351

2.088

2.048

2.113

2.297

Lukkede fængsler

Åbne fængsler

Københavns Fængsler

og arresthusene

2014

2013

2012

2011

2010

2009

2008

2007

2006

2005

Bøde

2.383

5.800

2.508

10.691

11.181

11.353

12.963

12.270

11.993

10.777

10.240

10.710

11.205

I alt

3.641

8.061

4.167

15.869

16.557

16.506

18.452

17.442

17.021

15.286

14.857

15.397

16.169

Tabel 5.2. Disciplinærstraffe. 2014. Begrundelser

Ubetinget

strafcelle

4,5

1,3

7,3

5,1

1,8

44,2

0,6

1,4

19,7

14,1

100

Betinget

strafcelle

27,8

0,5

20,5

3,5

0,3

27,5

0,3

3,7

4,5

11,4

100

Afvist at afgive urinprøve

Beskæftigelsesvægring

Indsmugling/besiddelse/indtagelse af

alkohol, euforiserende stoffer og vå-

ben m.v.

Undladt at følge personalets anvis-

ninger

Undvigelse eller forsøg herpå

Uretmæssige dispositioner over ef-

fekter (genstande) og penge

Undvigelse/udeblivelse fra udgang

Andet misbrug af udgang

Øvrige overtrædelser af straffeloven

Overtrædelse af regler fastsat af in-

stitutionens leder

I alt

Bøde

7,1

1,8

17,7

5,5

1,1

39,3

0,7

3,8

4,9

18,2

100

I alt

9,6

1,5

16,0

5,1

1,1

38,6

0,6

3,3

7,8

16,4

100

129

Om udelukkelse fra fællesskab fremgår følgende af rapporten (side 35):

Tabel 5.3. Udelukkelse fra fællesskab. Antal og varighed

Udelukkelsens varighed

1-3 dage

129

154

186

199

189

263

182

174

201

239

4-7 dage 8-14 dage

144

139

136

170

205

184

132

175

169

126

149

156

218

200

177

170

159

157

171

15-28

dage

124

155

107

130

127

126

130

Over 28

dage

I alt

164

190

158

512

546

582

741

751

788

704

631

715

760

Lukkede fængsler

Åbne fængsler

Københavns Fængsler

og arresthusene

2014

2013

2012

2011

2010

2009

2008

2007

2006

2005

Note: Statistikken omfatter ikke situationer, hvor fællesskabet i en institution midlertidigt ophæves af ordens- og

sikkerhedsmæssige grunde.

Note: Den 1. april 2012 trådte nye regler i kraft, som blandt andet har til formål at begrænse såvel anvendelsen af

udelukkelse fra fællesskab som varigheden af udelukkelserne.

Tabel 5.4. Udelukkelse fra fællesskab. Begrundelser og varighed. 2014

Udelukkelsens varighed

1-3

dage

6,3

16,5

26,6

39,9

1,9

0,6

8,2

100

4-7

dage

3,4

26,6

32,2

28,2

0,6

1,7

7,3

100

8-14

dage

8,9

29,7

25,3

32,9

0,6

2,5

100

15-28

dage

5,0

35,0

23,0

30,0

1,0

6,0

100

Over

dage

1,9

38,5

19,2

38,5

1,9

100

I alt

5,6

27,2

26,7

33,4

0,8

0,0

0,8

5,6

100

For at forebygge undvigelse

For at forebygge voldsom adfærd

For at hindre strafbar virksomhed

Fortsat ophold i fællesskab åbenbart

uforsvarligt

Modsat sig sikkerhedsforanstaltninger

Modsat sig sundhedsforanstaltninger

Nægtet at påtage sig beskæftigelse

For at beskytte indsatte mod overgreb

I alt

Note: Statistikken omfatter ikke situationer, hvor fællesskabet i en institution midlertidigt ophæves af ordens- og

sikkerhedsmæssige grunde.

130

Om overførsler af fængselsdømte fremgår følgende af rapporten (side 39):

Tabel 5.12. Overførsler, antal og begrundelser for overførslen

Fængselsdømte i lukkede fængsler, åbne fængsler og arresthuse, der af disciplinære grunde overflyttes til andre

fængsler og arresthuse.

Antal Und-

over-

vi-

førsler

gelse

2014

705 123

2013

617

122

2012

633

119

2011

677

124

2010

702

110

Udøvet Forebygge

overgreb

overgreb Forebyg-

Handel/

besiddelse af på medind- på medind- ge straf-

euforiseren- satte eller satte eller bart for-

de stoffer

personale

personale hold m.v.

178

127

197

236

141

127

166

180

169

165

151

136

153

136

195

194

186

142

157

160

Beskytte

pågæl-

dende

mod An-

overgreb det

52 10

54 10

62 13

69 15

Om løsladelse og prøveløsladelse fremgår bl.a. følgende af rapporten (side 46-

47):

Tabel 7.1. Løsladelser af fængselsdømte med tidsbestemte straffe

Fordelt efter hvornår i afsoningsforløbet løsladelse skete.

Løsladt på prøve

Mellem

1/2 tid

og 2/3

tid

121

1,5

157

1,8

1,2

Løsladt ved endt straf

Mellem

2/3 tid

endt Korttids-

straf straffede

222

3.719

2,7

45,6

257

4.245

2,9

47,5

308

4.298

3,5

49,2

256

4.121

3,0

48,8

Kombina-

tions-

dømte

alt

265 8.162

3,2

100

289 8.938

3,2

100

313 8.738

3,6

100

209 8.442

2,5

100

1/2

tid

2014n 585

2014

7,2

2013

592

2013

6,6

2012

426

2012

4,9

2011

250

2011

3,0

7/12

tid

0,8

191

2,3

2/3

tid

2.663

32,6

2.841

31,8

2.552

29,2

2.544

30,1

Afslag på prø-

veløsladelse

587

7,2

557

6,2

671

7,7

772

9,1

Der kan være mere end én begrundelse for en overførsel, hvorfor summen af begrundelser kan være større end

summen af overførsler.

En lovændring i 2012 har betydet, at langt flere udvisningsdømte er blevet prøveløsladt og udvist ved �½ tid og ikke

som tidligere ved 7/12 tid.

Gruppen består udelukkende af udenlandske indsatte, der udvises med et tidsbegrænset indrejseforbud og som i

øvrigt ville kunne løslades på prøve ved 2/3 tid. Løsladelse på 7/12 er ikke længere en mulighed.

131

Tabel 7.2. Prøveløsladelse af fængselsdømte. Løsladelseshjemmel

§ 38,

stk. 1

321

1.503

255

215

591

2.885

3.098

2.860

2.800

2.681

2.719

2.669

2.957

3.024

3.015

§ 38,

stk. 2

328

431

441

373

331

280

303

208

260

190

209

§ 40a, stk.

1, nr. 1

101

161

167

119

107

§ 40a, stk. 1,

nr. 2

114

141

104

102

§ 41,

stk. 1

Lukkede fængsler

Åbne fængsler

Københavns Fængs-

ler og arresthusene

Pensioner

Kriminalforsorgen

i Frihed (fodlænke)

2014

2013

2012

2011

2010

2009

2008

2007

2006

2005

I alt

382

1.688

584

283

655

3.592

3.848

3.456

3.340

3.095

3.173

3.034

3.372

3.339

Tabel 7.3. Afslag på prøveløsladelser ved 2/3-straffetid. Antal og andel

Antal afslag Afslag i procent Afslag i procent af alle

jf. § 38, stk.

af alle § 38,1

prøveløsl. til og med

sager

2/3-straffetid

304

338

112

807

753

901

930

913

903

932

1.030

Regime

Lukkede pladser

Åbne pladser

Arrestpladser

Pensionspladser

Kriminalforsorgen i Frihed (fodlæn-

ke)

2014

2013

2012

2011

2010

2009

2008

2007

Note: En del af de indsatte, der får afslag på prøveløsladelse ved 2/3 tid, bliver senere prøveløsladt på et tidspunkt

mellem 2/3 og endt straf.

§ 38, stk. 1 er løsladelse mellem 2/3 tid og før endt straf.

§ 38, stk. 2 er løsladelse mellem 1/2 tid og 2/3 tid.

§ 40a, stk. 1, nr. 1 er løsladelse mellem 1/2 tid og 2/3 tid for indsatte, der har gjort en særlig indsats for ikke at

begå ny kriminalitet.

§ 40a, stk. 1, nr. 2 er løsladelse mellem 1/2 tid og 2/3 tid for indsatte med særligt gode personlige forhold.

§ 41, stk. 1 er prøveløsladelse af livstidsdømte.

I beregningen indgår indsatte, der er løsladt efter § 38,2, § 40a, samt indsatte, der er løsladt ved 2/3 tid jf. § 38,1.

132

Bilag 2. Eksempel på husorden

STATSFÆNGSLET I NYBORG

Regelsamling vedrørende de indsatte

Afsnit

Løbenummer 1

Bestemmelse 2

Husorden for fællesskabsafdelingerne ved Statsfængslet i Ny-

borg.

Vejledning:

Nedenstående husorden skal opfattes som supplement til straffuldbyrdelses-

loven. Ved henvendelse til personalet kan straffuldbyrdelsesloven udlånes.

Kontaktperson:

Snarest efter indsættelsen vil den indsatte blive kontaktet af den tildelte kontakt-

person/fængselsfunktionær, som vil være behjælpelig med besvarelse af spørgs-

mål og eventuelle praktiske problemer der er opstået/eller opstår i forbindelse

med indsættelsen. Kontaktperson/fængselsfunktionær vil inden 8 dage efter ind-

sættelsen afholde en indsættelsessamtale med den indsatte og opstarte handlepla-

nen for den indsattes afsoning.

Opmønstring:

Hverdage:

kl. 07:00

Lør-søn og helligdage: kl. 08:00

Afmønstring:

Alle dage kl. 21:00

Fællesskab:

Der er almindeligt fællesskab på afdelingen på hverdage, efter arbejdstids ophør

og til kl. 21:00. Lør-søn og helligdage fra kl. 08:00 til kl. 21:00.

Vedrørende celleindretning samt udlevering og benyttelse af egne effekter:

Inventar og genstande som tilhører statsfængslet, må ikke uden særlig tilladelse

fjernes fra cellen.

133

Senge skal placeres på den af personalet anviste plads og må sammen med andre

inventargenstande som skabe, borde, hylder, køleskab, tv og lignende ikke place-

res ved udvendig væg.

Der kan ikke gives tilladelse til private madrasser.

Der må, af sikkerhedsmæssige årsager, ikke ophænges plakater, billeder, tæpper

og andre genstande på ydervæggen.

Ophængning af billeder og andre effekter kan kun tillades på de dertil indrettede

trælister (dog ikke på ydervægge) og opslagstavler. Der må ikke ophænges bille-

der/effekter som kan virke stødende i forhold til religion, race og diskrimination

af nogen art.

Der må ikke tegnes, males, skrives eller påklistres/ophænges eller ridses noget på

celledøren eller cellens øvrige inventar.

Persienner kan ikke tillades ophængt, da fængslet har leveret gardiner til cellen.

Der kan ikke gives tilladelse til indkøb eller udlevering af eget møblement.

Inventaret skal altid anvendes i overensstemmelse med deres formål.

Der må ikke foretages indgreb i cellens tekniske installationer.

Inventaret i cellen skal være anbragt således at celledøren kan åbnes helt, uden at

dette besværes af celleinventar eller andre effekter. Fra døren til vinduet skal der

være fri gennemgang, uden at det er nødvendigt at passere henover inventargen-

stande. Inventaret må ikke anbringes på en sådan måde, at de ved nedstyrtning,

eller på grund af spidse eller skarpe fremspring, kan frembyde fare, eller på an-

den måde udsætte personale, cellen og det faste inventar for overlast.

Cellens armatur og ydervæg skal altid være tilgængelig for personalets eftersyn.

Inventar eller andre genstande må ikke anbringes i vinduet. Armatur, cellevindue

og lamper må ikke dækkes eller beklædes med materialer.

Ulovlig opstilling og anvendelse af inventar og effekter skal ændres efter perso-

nalets anvisning.

Celledøre/nøgler:

Celledørene er monteret med dørlås, som den indsatte selv har nøgle til.

Den indsatte er selv ansvarlig for cellens aflåsning ved fravær fra cellen.

Hvis celledørsnøglen bortkommer eller beskadiges, kan den indsatte gøres erstat-

ningspligtig.

134

Rengøring/orden:

Den indsatte skal sørge for orden på cellen. Rengøring skal foretages mindst en

gang om ugen, således at cellen, incl. køleskab, altid er tilstrækkeligt rengjort.

Hvis cellen ikke er i forsvarligt hygiejnisk stand, vil den indsatte af personalet

blive pålagt at cellen rengøres inden for en af personalet fastsat frist. Såfremt

indsatte ikke efterkommer personalets anvisninger vedrørende cellerengøring,

kan den indsatte pålægges en egenbetaling for rengøring af cellen.

Af orden og sikkerhedsmæssige årsager vil cellen dagligt blive undersøgt. Perso-

nalet vil samtidig kontrollere celleordenen. Det er vigtigt at alle holder en god

standard.

Opbevaring:

Den indsatte er ansvarlig for at opbevare alle sine effekter på cellen, såvel fængs-

lets som private. Sko og lignende må ikke henstilles på gangen. Der må ikke op-

bevares mælkekasser, papkasser, redskaber tilvirket til styrketræning o.l. på cel-

len.

Ansvar:

Fængslet kan ikke gøres ansvarlig for den indsattes effekter som opbevares på

afdelingens fællesarealer, så som vasketøj, madvarer og lignende som opbevares

i f.eks. vaskemaskiner, køleskabe/frysere eller i køkkenområdet. Dette er den

indsattes eget ansvar.

Uanset hvad der er anført ovenfor, kan fængslet i det enkelte tilfælde bestemme,

at effekter ikke må udleveres, såfremt det skønnes påkrævet af ordens- eller sik-

kerhedshensyn eller på grund af brandfare.

Effekter som ikke kan godkendes af daglig leder, skal sendes ud af fængslet efter

gældende regler, eller destrueres. Den indsatte er ansvarlig for betalingen herfor.

Såfremt den indsatte forvolder skade, eller der konstateres mangler på cellens in-

ventar, kan han gøres erstatningsansvarlig.

Effekter lavet i hobby:

Der er i begrænset omfang mulighed for udlevering af et bord (max 60 x 60 cm)

fremstillet i hobby,

såfremt den indsatte bebor en celle, der er større end en

standardcelle i Statsfængslet i Nyborg.

Endvidere kan udleveres en boghylde

(max. 80 x 25 cm), og andre småting lavet i hobby, efter at det på forhånd er

godkendt af afdelingens personale, og med henblik på efterfølgende registrering

af effekterne. Effekter lavet i hobby, som ikke er godkendt, vil blive betragtet

som ulovlige og vil blive fjernet og destrueret.

Køkken:

Afdelingens køkken skal altid forefindes i forsvarlig hygiejnisk stand. Hver en-

kelt indsat er selv ansvarlig for rengøring af køkken og dets inventar efter brug.

135

Såfremt køkkenet forefindes i uforsvarlig hygiejnisk stand, kan der blive tale om

nedlukning, og de indsatte vil herefter blive bespist med institutionsmad, med

træk af kostpenge til følge.

Skolen/arbejdspladser

Elever i skolen/arbejdspladser skal møde til den fastsatte undervisning til aftalt

tidspunkt.

I skolens frokoststue er ophold kun tilladt i fastlagte pauser og i undervisnings-

frie timer.

Alle former for kortspil og spil, hvor der spilles om penge eller andre økonomi-

ske afregninger er ikke tilladt.

Det er ikke tilladt at medbringe dyner, puder, tæpper eller andre effekter der ikke

finder naturlig anvendelse i skolen/arbejdspladser.

Frokoststuens køkken kan anvendes til opvarmning eller tilberedning af med-

bragt mad eller mindre småretter.

Det er ikke tilladt at tilberede varm mad, f.eks. kød fra rå eller frossen tilstand.

De indsatte skal til enhver tid følge de anvisninger der gives af personalet i sko-

len/arbejdspladsen

Besøg:

Den indsatte skal sende en besøgsanmodning til de personer han ønsker besøg af.

Besøgsanmodningen sendes retur til fængslet udfyldt af den besøgende. Såfremt

anmodningen godkendes, sender fængslet en besøgstilladelse til den besøgende.

Max 5 besøgende pr. besøg. De besøgende må medbringe tøj og penge.

De besøgende må ikke medbringe nogen form for drikkevarer, medicin og lig-

nende.

Spædbørnsfamilier må medbringe f. eks. mælk og juice i sutteflaske eller karton,

og kun den portion spædbarnet har brug for under besøget.

Den indsatte må medbringe drikkevarer, tobak og lignende til besøget, men ikke

noget retur fra besøget, dette vil blive lagt på depot. Indsatte vil altid blive visite-

ret før og efter besøget.

Besøgsrum skal efterlades ryddelige efter endt besøg, d.v.s. at askebægre tøm-

mes, affald bæres ud m.v. Dette checkes af personalet efter endt besøg.

Børn mellem 15 og 18 år kan kun aflægge besøg

alene,

hvis der foreligger skrift-

lig tilladelse fra forældre eller myndighedsindehaver – ellers kun i følge med

voksne.

136

Der er ved henvendelse til personalet i besøgsafdelingen mulighed for at låne le-

getøj til børn. Legetøjet skal medbringes i besøgsrummet.

Private ejendele:

Kan medbringes og indleveres i begrænset omfang, medmindre det er uforeneligt

med ordens- eller sikkerhedshensyn, jf. straffuldbyrdelseslovens § 36, stk. 1. Der

henvises i øvrigt til fængslets interne regler vedrørende genstande og penge. Dis-

se kan lånes ved henvendelse til personalet.

Kontanter:

Det er ikke tilladt at være i besiddelse af kontanter, da Nyborg Statsfængsel er et

kontantløst fængsel, hvor alle penge bliver indsat på den indsattes konto.

Hvis indsatte findes i besiddelse af kontanter vil disse blive konfiskeret.

Radio/tv m.m.:

Der er som fast celleinventar 1 transistorradio. Indgreb i denne skal erstattes. Tv

kan lejes ved personalet. Ugentlig leje er kr. 35.00. Der kan lejes PS2-

spillemaskine, ugentlig leje kr. 35.00

Beløbet bliver trukket ved lønudbetaling.

Fængslet giver ikke kredit.

Medier:

Der kan maximalt tillades, at den indsatte er i besiddelse af i alt 30 originale me-

dier på cellen. Ligeledes er det fastsat at kun originale medier som bliver indleve-

ret i ubrudt emballage kan blive udleveret. Endvidere er det et vilkår for udleve-

ring, at teksthæfte samt andet løst materiale er fjernet fra coveret, således at dette

er helt gennemsigtigt.

Det er ikke tilladt at være i besiddelse af brændte/uoriginale medier af nogen art.

Ej heller indsatte som har været i institutionen før nye regler om genstande og

penge trådte i kraft.

Fugle:

Den indsatte har ikke mulighed for at holde fugle eller andre former for hus- eller

kæledyr.

Postordrekøb:

Køb pr. postordre kan kun finde sted efter forudgående godkendelse af afdelings-

leder eller dennes souschef og kun for et beløb på max. 300 kr. om ugen. Opspa-

ring af dette beløb med henblik på køb af genstande til mere end 300 kr., skal

forud aftales og godkendes af afdelingsleder eller dennes souschef. Tilsendte

pakker hvor der ikke foreligger skriftlig godkendelse, vil blive returneret til af-

sender uden yderligere varsel og for den indsattes egen regning.

137

Telekort:

Telekort kan ikke længere indkøbes, idet telefonerne benyttes uden telekort.

Telekort som findes på de indsattes celler, vil blive inddraget og konfiskeret.

Andre elartikler

Hårtørrer, barbermaskine, ventilator kan købes ved personalet (lageret) ved afle-

vering af anmodningsseddel.

Købmand:

Der handles 2 gange om ugen, efter ophængt købmandsplan. Beløbet bliver truk-

ket fra den indsattes konto.

Post/breve:

Al udgående post bedes afleveret inden beskæftigelses start. Om søndagen inden

kl. 10:00.

Der køres ikke post lørdag.

Brevpapir og kuverter skal den indsatte selv indkøbe for det selvforvaltningsbe-

løb som bliver indsat på den indsattes lønkonto. Frimærker til post påsættes af

personalet og trækkes på den indsattes konto, efter vejning og underskrift ved

personalet. Breve lukkes af den indsatte efter at personalet har haft lejlighed til at

kontrollere kuvertens indhold. Ved modtagelse af breve åbnes disse af personalet

i den indsattes påsyn.

Intern post:

Breve til andre indsatte i fængslet kan afleveres til personalet, som vil videre-

bringe dem.

Der kan ikke afleveres intern post til eller fra afdelingen for negativ stærke, samt

til eller fra personer i arresten der er underlagt brev og besøgskontrol.

Telefon:

Der er mulighed for at ringe til 10 telefonnumre uden for fængslet fra afdelingens

telefonboks, efter forudgående indhentelse af telefontilladelser. Spørgsmål herom

kan stilles til personalet på afdelingen. Telefonsamtaler fra afdelingskontoret kan

kun foregå i specielle tilfælde, og påhøres som udgangspunkt af personalet. Når

der er indgivet ansøgning om telefontilladelse og indtil tilladelsen foreligger, har

den indsatte mulighed for at ringe 1 gang om ugen i max. 10 minutter. Dette er

gældende for både indsatte med dansk og udenlandsk baggrund. I tilfælde hvor

specielle forhold gør sig gældende, kan personalet efter en konkret vurdering gi-

ve tilladelse til akut opkald.

Aviser:

Der er tilknyttet 1 avis til hver afdeling i weekenden. Afdelingens avis udleveres

ved henvendelse til personalet.

138

Badning:

Der er mulighed for bad

før

efter

arbejdstid. Indsatte der skal til besøg umid-

delbart efter arbejdstids ophør, har

ikke

mulighed for at få tidligere fri fra arbejde

for at bade, men må i så fald udskyde besøget indtil den indsatte har været i bad.

Vaskemaskine:

Der kan vaskes tøj i de opstillede vaskemaskiner efter aftale med personalet.

Undervisning:

Der er mulighed for undervisning i elementære fag i begrænset omfang, hvis der

er plads, og efter aftale med skolen. Henvendelse via anmodningsseddel.

Konkrete undervisningsønsker skal oplyses i forbindelse med indsættelsessamta-

len over for kontaktpersonen.

Beskæftigelse:

Der er beskæftigelses-/aktivitetspligt i fængslets værksted under forudsætning af,

at der er en ledig stilling, og at man – efter en samlet vurdering – er fundet egnet

dertil. Anmodning om arbejde skal fremsættes til personalet.

Opmærksomheden henledes på, at retten til arbejdspenge bortfalder, hvis det an-

viste arbejde ikke ønskes modtaget.

Arbejdspenge afregnes hver torsdag for 1 arbejdsuge. Lønnen udbetales bagud

for arbejde, der er udført indtil fredag, ugen før.

Indsatte, der af særlige grunde ikke kan opholde sig på arbejdspladsen, og som

ikke skal placeres i isolationsafdeling eller indlægges på sygeafdelingen, skal i

arbejdstiden opholde sig på det sted, der anvises af personalet.

Bibliotek:

Der findes ikke bibliotek på afdelingen, men fængslets bibliotek har åben på føl-

gende tidspunkter:

Efter gældende biblioteksplan, der hænger på afdelingen.

Tilmelding sker til personalet på afdelingen og de indsatte vil herefter blive til-

kaldt til biblioteket.

Læge/sygeplejerske og psykiater:

På hverdage kan man tale med en sygeplejerske, tilmeld dig ved opmønstring,

derefter skal man møde på arbejdspladsen og afvente at blive kaldt på sygeafde-

lingen.

Der er adgang til lægebehandling om mandagen efter forudgående henvendelse

til sygeplejersken.

139

Der er mulighed for at tale med en psykiater. Henvendelse sker til sygeplejer-

sken.

Medicin:

Medicin vil ofte være opløst i vand, og skal straks indtages i personalets påsyn.

Medicinen udleveres på de ordinerede tidspunkter ved henvendelse på afdelings-

kontoret.

Tandlæge:

Indsatte, der har været indsat i 3 måneder, kan tilbydes et tandeftersyn. Indsatte

med under 3 mdr. afsoningstid har kun ret til nødbehandling. Der henvises yder-

ligere til bekendtgørelse om sundhedsmæssig bistand til indsatte i kriminalfor-

sorgens institutioner § 15 og § 16. Tilmelding til tandlægen sker ved henvendelse

til sygeplejersken.

Forsorgsmæssig betjening:

Ønsker herom rettes til kontaktpersonen eller afdelingens socialrådgiver via an-

modningsseddel.

Gejstlig betjening:

Ønskes samtale med præsten udfyldes anmodningsseddel. Tilmelding til kirke el-

ler fællesbøn sker ved afdelingspersonalet.

Advokat

Indsattes kontakt til deres advokat sker ved, at den indsatte oplyser til personalet,

at man vil i kontakt med sin advokat. Dette sker på anmodningsseddel. Herefter

ringer personalet advokaten op.

Udgang:

Fængselsafsonere kan søge udgang, når de opfylder de tidsmæssige betingelser,

dog tidligst når der er forløbet 10 uger fra indsættelsen, og den indsatte har op-

holdt sig 7 uger i institutionen.

Der henvises til reglerne i fuldbyrdelseslovens § 46-49 samt til bekendtgørelsen

om udgang til indsatte.

Fotografering:

Med henblik på senere identifikation skal fængselsafsonere fotograferes. Dette

vil ske ved fængslets foranstaltning. Der henvises til fuldbyrdelseslovens § 61,

stk. 1. jf. bekendtgørelsen om fotografering.

Fremstilling:

Ønskes samtale med overvagtmester eller afdelingsleder udfærdiges en anmod-

ningsseddel. Kontakt til læge, forsorg, bibliotekar og lignende ligeledes på an-

modningsseddel. Ønskes kontakt til politi rettes henvendelse til personalet.

140

Opslagstavle:

På gangen hænger en opslagstavle med fritidstilbud, og andre oplysninger du kan

bruge dagligdagen.

Talsmandsordning:

Der kan vælges talsmand for afdelingen. Såfremt dette ønskes, skal der rettes

henvendelse til ledelsen, der herefter vil foranledige, at der bliver afholdt hem-

melig afstemning. Der henvises i øvrigt til fængslets almindelige regler for tals-

mandsordning. Disse kan lånes ved henvendelse til personalet.

Rygeregler:

Det fremgår af bemærkningerne til lov om røgfri miljøer, § 14, at det forudsæt-

tes, at der i den enkelte institution fastsættes lokale retningslinjer for de indsattes

rygning, og at det vil fremgå af disse retningslinjer, at indsatte, der ryger i inden-

dørs lokaler i institutionen, hvor dette ikke er tilladt, kan ikendes disciplinærstraf

efter § 67, nr. 8, i straffuldbyrdelsesloven. Det fremgår af ovennævnte bekendt-

gørelse, at overtrædelse af bekendtgørelse kan medføre ikendelse af disciplinær-

straf i henhold til straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 7.

Indsatte på Statsfængslet i Nyborg må ikke ryge på fængslets fællesarealer. Det

er kun tilladt for indsatte at ryge på egen celle eller i fængslets besøgsrum i for-

bindelse med besøg. Ved personalets tilstedeværelse på de indsattes celler eller i

besøgsrum, skal rygning standses på personalets forlangende og udluftning af

rummet sættes i værk.

Rygning i forbindelse med ophold på arbejdspladserne er forbudt og skal foregå i

pauser udendørs efter personalets anvisninger.

Konfiskation

Hvis en fængselsafsoner findes i besiddelse af ulovlige genstande, vil disse blive

inddraget og opbevaret eller destrueret af institutionen i overensstemmelse med

genstandsbekendtgørelsen.

Klager:

Klager over forhold i fællesskabsafdelingen rettes til overvagtmesteren eller af-

delingslederen.

Klager kan endvidere indbringes for Direktoratet for Kriminalforsorgen.

141

DET ER IKKE TILLADT

•

At spille om penge eller penges værdi.

•

At handle eller bytte effekter af større værdi.

•

At opsætte billeder m.v. udenfor opslagstavlen.

•

At tegne, skrive eller lave graffiti i lokaliteterne – herunder cellerne.

•

At færdes uanstændigt påklædt i fællesarealerne.

•

At videresende post for andre indsatte.

•

At optræde støjende, truende eller aggressivt over for personalet eller med-

indsatte.

•

At nægte at efterkomme personalets anvisninger.

•

At indsatte forlader cellen, uden at der slukkes for lyset, radio, tv, spillekon-

soller, dvd-afspiller m.m.



Overtrædelse af ovenstående forhold kan medføre disciplinære foranstalt-

ninger.



Ved beskadigelse på inventar og bygninger vil der blive krævet erstatning,

og der kan idømmes disciplinærstraffe herfor.



For enhver, der findes i besiddelse af hash, andre euforiserende stoffer, ille-

gal medicin samt alkoholiske drikke, vil der blive foretaget en disciplinær-

mæssig afgørelse.



Institutionen kan ikke påtage sig noget ansvar for udleverede effekter.

Regler for afholdelse af gårdtur og grøn fritid for fællesskabsafde-

lingerne.

Aktiviteter:

Planen for gårdtur hænger på afdelingen.

Der må spilles boldspil på fodboldbanen samt volley på beachvolleybanen.

Der må foregå gang eller løbetræning rundt om fodboldbanen efter personalets

anvisninger.

Der må grilles på Larsens Plads i de dertil opstillede grill. Optændingsmateriale

fås ved Flexen.

Grillkul/briketter købes af de indsatte ved fængslets købmand.

Indsatte der ikke er i aktivitet skal opholde sig i området, hvor der er opstillet

borde og bænke (Larsen Plads)

Opstart og afslutning:

Aktiviteten afholdes jævnførende gældende fritidsskema.

Der er ind- og udlukning fra afdelingerne hver halve time. Dørene er åbne i 5

minutter.

142

Den første time af grøn fritid afvikles efter regler om gårdtur.

I tilfælde af dårligt vejr, kan grøn fritid afbrydes og evt. erstattes af hal, hvis der

er plads.

Grøn fritid kan genoptages senere, hvis vejret ændrer sig, inden for den skema-

lagte tidsplan, medmindre anden aktivitet er sat i gang.

Ved manglende tilslutning efter den første time, d.v.s. mindre end 5 indsatte, af-

brydes/afsluttes grøn fritid. Hvis der senere i den skemalagte tid er tilstrækkelig

tilslutning, kan grøn fritid genoptages.

Regler for gårdtur/grøn fritid:

Der må ikke spilles musik eller udvises støjende adfærd der er generende for an-

dre.

Der må ikke tages kontakt til andre indsatte i fængslet, der ikke deltager i gård-

tur/grøn fritid.

Indsatte på gårdtur/grøn fritid er selv ansvarlige for rettidig ankomst til besøg,

købmand, anden fritidsaktivitet o.a.

Der må ikke medbringes aviser på grøn fritid.

De indsatte må ikke medbringe andre effekter, end det der skal anvendes til

sportsaktiviteter eller madlavning/grill.

De indsatte er ansvarlig for oprydning og rengøring af området/grill, inden det

forlades

Overtrædelse af disse regler kan medføre disciplinærstraf i henhold til straf-

fuldbyrdelseslovens § 67 nr. 8, som omhandler regler fastsat af institutio-

nens leder.

Denne husorden erstatter tidligere husorden og træder i kraft den 1. juli 2006.

Opdateret 1. januar 2009

Opdateret 23. april 2009

Opdateret 13. januar 2010

Opdateret 24. januar 2012

Opdateret 15. juli 2014.

Opdateret 3. september 2014

Arne Tornvig Christensen

fængselsinspektør

143