REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 420: Udkast til forslag til lov om ændring af straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og forskellige andre love (Øget respekt for det offentlige rum, offentlige myndigheder og personer i offentlig tjeneste m.v.) og høringsliste, fra justitsministeren

Retsudvalget 2015-16
REU Alm.del Bilag 420
Offentligt

Politi- og Strafferetsafdelingen

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

Strafferetskontoret

Stanley Stener Nielsen

2016-731-0066

2009052

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og

forskellige andre love

(Øget respekt for det offentlige rum, offentlige myndigheder og personer i

offentlig tjeneste m.v.)

§1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1052 af 4. juli 2016, foretages føl-

gende ændringer:

§ 81

indsættes efter nr. 11 som nyt nummer:

»12) at gerningen har baggrund i den forurettedes eller dennes nærmestes

udførelse af offentlig tjeneste eller hverv,«.

Nr. 12 og 13 bliver herefter nr. 13 og 14.

§ 119, stk. 1,

ændres »Den, som med vold eller trussel om vold over-

falder nogen,« til: »Den, som øver vold, truer med at øve vold eller offent-

ligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter trussel om

vold mod nogen,«.

§ 119, stk. 1,

indsættes som

2. pkt.:

»Ved fastsættelse af straffen skal det indgå som en skærpende omstændig-

hed, at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i

området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, eller at

forholdet er begået mod den pågældende i dennes fritid.«

Efter § 119 indsættes:

»§

119 a.

Den, som krænker en af de i § 119 nævnte personers fred ved at

kontakte, forfølge eller på anden måde genere den pågældende under udfø-

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 420: Udkast til forslag til lov om ændring af straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og forskellige andre love (Øget respekt for det offentlige rum, offentlige myndigheder og personer i offentlig tjeneste m.v.) og høringsliste, fra justitsministeren

relsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme, straffes med

bøde eller fængsel indtil 2 år.«

§ 121

ændres »6 måneder« til: »1 år «.

§2

I lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1242 af 11.

november 2015, som ændret ved lov nr. 169 af 27. februar 2016 og lov nr.

641 af 8. juni 2016, foretages følgende ændringer:

I kapitel 15 indsættes i

titlen

efter »fuldbyrdelse

af fængselsstraf«:

»m.v.«.

Efter

§ 89 a

indsættes:

»§

89 b.

Anvendelse af digital kommunikation kan ske, hvis der er tale om

en påmindelse til den, der er tilsagt til afsoning eller møde m.v. hos krimi-

nalforsorgen, om tid og sted for fremmøde m.v.«

§ 110 a

indsættes efter »Direktoratet for Kriminalforsorgen«: »og kri-

minalforsorgsområdet«.

Efter kapitel

21 a

indsættes:

»Kapitel 21 b

Bøde for udeblivelse fra afsoning

§ 110 b.

Den, som uden lovlig grund udebliver efter tilsigelse til afsoning,

straffes med bøde.

Stk. 2.

Kriminalforsorgsområdet kan i sager om overtrædelse af stk. 1 i

et bødeforelæg tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den,

der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og er-

klærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale en i bødefore-

lægget angivet bøde.

Stk. 3.

Reglerne i retsplejelovens § 834, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, om

krav til indholdet af et anklageskrift og om, at en sigtet ikke er forpligtet til

at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse på bødeforelæg efter stk. 2.

Stk. 4.

Vedtages bødeforelægget, bortfalder videre forfølgning. Vedta-

gelsen har samme virkning som en dom.

Stk. 5.

Kriminalforsorgsområdet kan bestemme, at en bøde efter stk. 1

skal modregnes i den indsattes vederlag for beskæftigelse efter § 42, stk. 1,

i de tilfælde, hvor den pågældende ikke betaler bøden. Den indsatte skal

dog mindst have udbetalt en ydelse til dækning af personlige fornødenhe-

der.

Stk. 6.

Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlin-

gen af sager om modregning af bøder.«

§3

I lov nr. 363 af 13. maj 2009 om hæftelse for børns erstatningsansvar fore-

tages følgende ændringer:

Lovens

titel

affattes således:

»Lov

om hæftelse for børns erstatningsansvar og om skærpet erstat-

ningsansvar for anstiftere og ledere af opløb«.

Efter § 1 indsættes:

»§

1 a.

Den, der anstifter eller leder et opløb med det forsæt at øve eller

true med vold på person eller gods, er erstatningsansvarlig for tingsskade,

der forvoldes under eller i forbindelse med opløbet af personer, der delta-

ger i dette.«

§4

I lov om erstatningsansvar, jf. lovbekendtgørelse nr. 266 af 21. marts 2014,

som ændret ved lov nr. 1493 af 23. december 2014 og lov nr. 395 af 2. maj

2016, foretages følgende ændringer:

§ 21, nr. 2,

ændres »luftfartsloven eller« til: »luftfartsloven,«.

§ 21, nr. 3,

ændres »søloven.« til: »søloven eller«.

§ 21

indsættes som

nr. 4:

»4) § 1 a i lov om hæftelse for børns erstatningsansvar og om skærpet er-

statningsansvar for anstiftere og ledere af opløb.«

§5

I lov om tv-overvågning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1190 af 11. oktober

2007, som ændret ved lov nr. 713 af 25. juni 2010, § 1 i lov nr. 422 af 10.

maj 2011 og § 1 i lov nr. 736 af 25. juni 2014, foretages følgende ændrin-

ger:

Efter

§ 2 a

indsættes:

»§

2 b.

En kommunalbestyrelse kan med henblik på at fremme trygheden

yde økonomisk tilskud til etablering og drift af tv-overvågning omfattet af

§ 2, stk. 2.«

§6

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. februar 2017.

Stk. 2.

Lovens § 3 finder anvendelse på skader, der forvoldes efter be-

stemmelsens ikrafttræden.

§7

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og

Stk. 2.

Lovens § 2 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i

kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Stk. 3.

Lovens §§ 3-5 kan ved kongelig anordning sættes helt eller del-

vis i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold til-

siger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Skærpet straf for alle former for kriminalitet, der har baggrund i den

forurettedes eller dennes nærmestes udførelse af offentlig tjeneste

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. Regeringens overvejelser

2.1.3. Den foreslåede ordning

2.2. Udvidelse af anvendelsesområdet for straffelovens særlige regel om

trusler om vold mod personer i offentlig tjeneste

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Regeringens overvejelser

2.2.3. Den foreslåede ordning

2.3. Skærpet straf for overgreb mod personer i offentlig tjeneste i forbin-

delse med grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden og i den pågæl-

dendes fritid

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Regeringens overvejelser

2.3.3. Den foreslåede ordning

2.4. Chikane af personer i offentlig tjeneste

2.4.1. Gældende ret

2.4.2. Regeringens overvejelser

2.4.3. Den foreslåede ordning

2.4.4. Forholdet til grundloven og Danmarks internationale forpligti-

gelser

2.5. Skærpet straf for fornærmelig tiltale mv. mod personer i offentlig

tjeneste

2.5.1. Gældende ret

2.5.2. Regeringens overvejelser

2.5.3. Den foreslåede ordning

2.6. Kriminalforsorgens adgang til at anvende digital kommunikation

(sms-beskeder)

2.6.1. Gældende ret

2.6.2. Regeringens overvejelser

2.6.3. Den foreslåede ordning

2.7. Kriminalforsorgens adgang til indkomstregisteret

2.7.1. Gældende ret

2.7.2. Regeringens overvejelser

2.7.3. Den foreslåede ordning

2.8. Bødestraf for udeblivelse fra afsoning

2.8.1. Gældende ret

2.8.2. Regeringens overvejelser

2.8.3. Den foreslåede ordning

2.9. Skærpet erstatningsansvar for anstiftere og ledere af farlige opløb

2.9.1. Gældende ret

2.9.2. Regeringens overvejelser

2.9.3. Den foreslåede ordning

2.9.4. Forholdet til grundloven og Danmarks internationale forpligtel-

ser

2.10. Mulighed for at kommuner kan yde økonomisk tilskud til privates

tv-overvågning

2.10.1. Gældende ret

2.10.2. Regeringens overvejelser

2.10.3. Den foreslåede ordning

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Miljømæssige konsekvenser

7. Forholdet til EU-retten

8. Hørte myndigheder og organisationer mv.

1. Indledning

I maj 2016 fremlagde regeringen sammen med de øvrige borgerlige partier

(aftalepartierne) det retspolitiske udspil »Respekt for det fælles – Respekt-

pakke I« (Respektpakken) med fokus på at øge respekten for det offentlige

rum, offentlige myndigheder og personer i offentlig tjeneste. Dette lovfor-

slag har til formål at gennemføre de dele af udspillet, hvor lovgivning vur-

deres at være nødvendig.

Lovforslaget indeholder et forslag om ændring af straffelovens § 81, så det

bliver en strafskærpende omstændighed, at kriminalitet har baggrund i den

forurettedes eller dennes nærmestes udførelse af offentlig tjeneste eller

hverv. Det betyder, at det forhold, at offeret udsættes for en forbrydelse på

grund af sin eller eksempelvis sin ægtefælles offentlige tjeneste, skal indgå

som en strafskærpende omstændighed ved fastsættelsen af den konkrete

straf.

Lovforslaget indeholder endvidere et forslag om ændring af straffelovens §

119, stk. 1, om vold og trusler om vold mod personer i offentlig tjeneste,

som indebærer, at bestemmelsens anvendelsesområde udvides. Bestem-

melsen vil således komme til også at omfatte trusler, der fremsættes via

tredjemand, og trusler der fremsættes offentligt eller med forsæt til udbre-

delse i en videre kreds.

Det foreslås samtidig, at det kommer til at fremgå af straffelovens § 119,

stk. 1, at det er en strafskærpende omstændighed, at overgreb mod perso-

ner i offentlig tjeneste begås, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der

i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, eller at

forholdet er begået mod den pågældende i dennes fritid. Det foreslås i den

forbindelse, at straffen i disse tilfælde skal forhøjes med omkring en tred-

jedel i forhold til den straf, der hidtil har været fastsat af domstolene.

I forlængelse af lovforslaget lægges der yderligere op til, at der skal gælde

samme krav til sagsbehandlingstiden for sager om vold efter straffelovens

§ 119, stk. 1, som der i dag gælder efter straffelovens §§ 244, 245 og 246.

Lovforslaget indeholder endvidere – som noget nyt i forhold til Respekt-

pakken – et forslag om at indføre en ny bestemmelse som § 119 a i straffe-

loven, der for personer i offentlig tjeneste eller hverv yder et særligt straf-

feretligt værn mod chikane med baggrund i den pågældendes udførelse af

offentlig tjeneste eller hverv.

Lovforslaget indeholder også et forslag om at styrke den strafferetlige be-

skyttelse af personer i offentlig tjeneste mod hån, skældsord eller anden

fornærmelig tiltale i medfør af straffelovens § 121. Det indebærer, at nor-

malstraffen for overtrædelser af bestemmelsen hæves, så udgangspunktet

fremover vil være en bøde på 5.000 kr.

Der foreslås en ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v., således at der

indføres bødestraf for udeblivelse fra afsoning uden lovligt forfald. Det fo-

reslås herudover, at sådanne bøder skal kunne modregnes i de ydelser, den

indsatte modtager under indsættelsen. Endvidere foreslås det, at kriminal-

forsorgen får mulighed for at udstede bødeforelæg ved udeblivelse fra af-

soning.

Det foreslås tillige at ændre lov om fuldbyrdelse af straf m.v. for at give

kriminalforsorgen bedre mulighed for at undersøge, om dømte, som skal

afsone i kriminalforsorgens institutioner, modtager sociale ydelser med

henblik på at kunne underrette relevante offentlige myndigheder om ind-

sættelse til strafafsoning samt udeblivelse herfra.

Desuden foreslås det – som noget nyt i forhold til Respektpakken – at æn-

dre lov om fuldbyrdelse af straf m.v. med henblik på at give kriminal-

forsorgen mulighed for at anvende digital kommunikation, herunder sms-

beskeder, uden samtykke fra borgeren til at påminde om tilsigelse til afso-

ning eller møde m.v. hos kriminalforsorgen.

Det foreslås endvidere at indføre et skærpet erstatningsansvar for personer,

der anstifter eller leder såkaldte farlige opløb. Disse personer bliver efter

lovforslaget erstatningsansvarlige for tingsskade, der forvoldes under eller

i forbindelse med opløbet af personer, der deltager heri. Personer, som an-

stifter eller leder et opløb, vil således med forslaget blive erstatnings-

ansvarlige for de øvrige deltageres skadegørende handlinger, uanset at de

ikke selv har forvoldt eller medvirket til at forvolde skaden, og uanset om

det er muligt at identificere de deltagere i opløbet, som har forvoldt de

konkrete skader.

Lovforslaget indeholder endeligt et forslag til ændring af lov om tv-over-

vågning, der indebærer, at der sker en udvidelse af kommunernes adgang

til – med henblik på at fremme trygheden – at yde økonomisk tilskud til

boligorganisationers tv-overvågning af boligområder og af arealer, som

ligger i direkte tilknytning hertil.

For så vidt angår initiativerne i Respektpakken om øget brug af udeblivel-

sesdomme, som kræver ændringer af retsplejeloven, vil der blive fremsat

et selvstændigt lovforslag herom sammen med en række øvrige ændringer

af retsplejeloven inden udgangen af 2016.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Skærpet straf for alle former for kriminalitet, der har baggrund i

den forurettedes eller dennes nærmestes udførelse af offentlig tjeneste

2.1.1. Gældende ret

2.1.1.1.

Straffelovens § 119 yder personer, der handler i medfør af offent-

lig tjeneste eller hverv, en særlig strafferetlig beskyttelse mod vold og trus-

ler.

Den beskyttede personkreds i straffelovens § 119 er nærmere omtalt i pkt.

2.2.1 nedenfor, hvoraf det bl.a. fremgår, at bestemmelsen omfatter perso-

ner ansat i den offentlige forvaltning (dvs. statslige, regionale og kommu-

nale institutioner), ligesom andre personer, der handler i medfør af offent-

lig tjeneste eller hverv, kan være omfattet.

Anvendelsesområdet for straffelovens § 119 omfatter situationer, hvor de

pågældende personer udsættes for vold eller trusler om vold i arbejdstiden

under udførelsen af tjenesten, uden for arbejdstiden, hvor den pågældende

må anses for at være trådt i tjeneste, samt uden for arbejdstiden i anledning

af tjenesten.

En person i offentlig tjenestes nærmeste er ikke omfattet af den særlige

strafferetlige beskyttelse i § 119, men de er derimod beskyttet af straffe-

lovens almindelige bestemmelser om vold i §§ 244-246 og trusler i § 266

mv.

2.1.1.2.

De generelle regler om straffens fastsættelse inden for den straffe-

ramme, der gælder for en forbrydelse, fremgår af straffelovens §§ 80, 81

og 82.

Straffelovens § 80 angiver de hovedhensyn, som i almindelighed skal ind-

gå ved straffastsættelsen. Efter straffelovens § 80, stk. 1, skal der ved straf-

fens fastsættelse under hensyntagen til ensartethed i retsanvendelsen læg-

ges vægt på lovovertrædelsens grovhed og på oplysninger om gernings-

manden. Efter straffelovens § 80, stk. 2, skal der ved vurderingen af lo-

vovertrædelsens grovhed tages hensyn til den med lovovertrædelsen for-

bundne skade, fare og krænkelse samt til, hvad gerningsmanden indså eller

burde have indset herom. Ved vurderingen af oplysninger om gernings-

manden skal der tages hensyn til dennes almindelige personlige og sociale

forhold, dennes forhold før og efter gerningen samt dennes bevæggrunde

til gerningen.

Straffelovens §§ 81 og 82 supplerer § 80. I bestemmelserne opregnes en

række forhold, som i almindelighed skal indgå som skærpende og formil-

dende omstændigheder ved strafudmålingen. Opregningen i bestemmelser-

ne i §§ 81 og 82 er ikke udtømmende, idet domstolene også vil kunne læg-

ge vægt på andre forhold, som anses for at være relevante for strafudmå-

lingen i den konkrete sag.

Straffelovens §§ 80, 81 og 82 finder anvendelse både ved bødestraf og

fængselsstraf. Bestemmelserne regulerer alene den strafudmåling, der fin-

der sted inden for strafferammen.

Straffelovens § 81 indeholder ikke i dag nogen bestemmelse om, at det er

en strafskærpende omstændighed, at en strafbar handling har baggrund i

den forurettedes eller dennes nærmestes udførelse af offentlig tjeneste eller

hverv. Bestemmelserne i straffeloven om strafskærpende omstændigheder

er dog ikke udtømmende, og det må antages, at det allerede i dag med af-

sæt i straffelovens § 80 i en række tilfælde vil kunne anses som en straf-

skærpende omstændighed, at en strafbar handling har baggrund i forurette-

des – eller dennes nærmestes – udførelse af offentlig tjeneste eller hverv.

Endvidere findes der i dag en regel i straffelovens § 81, nr. 13, hvorefter

det er en strafskærpende omstændighed, at gerningen er begået af en tidli-

gere indsat over for institutionen eller en person med ansættelse ved insti-

tutionen.

2.1.2. Regeringens overvejelser

Det fremgår af afsnit 2.4 i Respektpakken, at aftalepartierne er enige om at

udstrække den særlige strafferetlige beskyttelse af personer i offentlig tje-

neste til at omfatte alle typer forbrydelser, der begås med baggrund i den

pågældendes offentlige tjeneste. Det fremgår, at det ligeledes kun er rime-

ligt, at denne beskyttelse også skal gælde disse personers familiemedlem-

mer og andre nærtstående.

Aftalepartierne vil derfor udtrykkeligt slå fast i straffeloven, at det er en

strafskærpende omstændighed, at kriminalitet har baggrund i den forurette-

des eller dennes nærmestes udførelse af offentlig tjeneste. Det betyder, at

der i de sager, hvor offeret udsættes for en forbrydelse på grund af sin eller

eksempelvis sin ægtefælles offentlige tjeneste, skal udmåles en væsentligt

skærpet straf i forhold til straffen for en »almindelig« overtrædelse.

Initiativet, der skal sikre en bedre strafferetlig beskyttelse af personer i of-

fentlig tjeneste og disses nærmeste, skal imødegå tilfælde, hvor en forbry-

delse begås som reaktion på den forurettedes eller dennes nærmestes udfø-

relse af offentlig tjeneste. Det fremgår, at initiativet ikke vil være begræn-

set til bestemte forbrydelsestyper, men i praksis formentlig navnlig vil få

betydning i forbindelse med vold, trusler, hærværk og fredskrænkelser.

Justitsministeriet finder, at en ændring af straffelovens § 81 vil sikre, at det

fremover i almindelighed skal tillægges skærpende betydning ved straf-

fastsættelsen, at en strafbar handling har baggrund i forurettedes eller den-

nes nærmestes udførelse af offentlig tjeneste eller hverv.

2.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at fastsætte i straffeloven, at det ved strafudmålingen i almin-

delighed skal tillægges skærpende betydning, at gerningen har baggrund i

den forurettedes eller dennes nærmestes udførelse af offentlig tjeneste eller

hverv. Den nye bestemmelse foreslås indsat som et nyt nummer (nr. 12) i

straffelovens § 81.

Afgrænsningen af begrebet den forurettedes »nærmeste« må foretages i

overensstemmelse med det tilsvarende begreb i retsplejelovens § 171 om,

hvem der er fritaget for den almindelige pligt til at afgive forklaring i ret-

ten. Udtrykket omfatter således normalt personens ægtefælle, faste samle-

vende, forældre, børn og søskende. Efter omstændighederne vil også fjer-

nere slægtninge, nært besvogrede og mindre faste samlivsforhold kunne

være omfattet.

Den foreslåede bestemmelse er ikke begrænset til bestemte forbrydelsesty-

per, men vil i praksis formentlig navnlig få betydning i forbindelse med

vold, trusler, hærværk og fredskrænkelser.

Den foreslåede bestemmelse vil angå strafudmålingen inden for den straf-

feramme, som gælder for den pågældende forbrydelse. Bestemmelsen vil

derfor ikke have betydning i tilfælde, hvor det indgår i selve gerningsind-

holdet i en strafbestemmelse – eller i betingelserne for anvendelsen af en

forhøjet strafferamme – at gerningen har baggrund i forurettedes offentlige

tjeneste eller hverv. Bestemmelsen omfatter således f.eks. ikke strafudmå-

lingen for overtrædelse af straffelovens §§ 119-122.

Den foreslåede bestemmelse omfatter derimod tilfælde, hvor en forbrydel-

se i øvrigt begås som reaktion på den forurettedes eller dennes nærmestes

udførelse af offentlig tjeneste eller hverv.

Den foreslåede bestemmelse regulerer ligesom straffelovens § 81 som

nævnt alene den strafudmåling, der finder sted inden for strafferammen,

mens der ikke tilsigtes ændringer i adgangen til at anvende skærpede side-

strafferammer i de enkelte strafbestemmelser.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

2.2. Udvidelse af anvendelsesområdet for straffelovens særlige regel

om trusler om vold mod personer i offentlig tjeneste

2.2.1. Gældende ret

2.2.1.1.

Straffelovens § 119 indeholder et særligt strafferetligt værn for

personer, der virker i offentlig tjeneste eller hverv.

Efter straffelovens § 119, stk. 1, straffes den, som med vold eller trussel

om vold overfalder nogen, som det påhviler at handle i medfør af offentlig

tjeneste eller hverv, under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i an-

ledning af samme, eller som på lige måde søger at hindre en sådan person i

at foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge vedkommende til at

foretage en tjenestehandling. Strafferammen er bøde eller fængsel indtil 8

år.

Baggrunden for den særlige beskyttelse er bl.a., at personer, der optræder

som repræsentanter for offentlige myndigheder, er særligt udsatte for an-

greb og derfor har behov for et ekstra værn mod den risiko for vold og

trusler, som denne funktion medfører, herunder således at de uhindret kan

udføre deres opgaver (jf. Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3338).

2.2.1.2.

Den beskyttede personkreds omfatter bl.a. polititjenestemænd, an-

klagere, dommere, ansatte ved afsonings- og behandlingsinstitutioner

(f.eks. fængselsfunktionærer, faglærere, sundhedspersonale og pædago-

ger), ansatte ved kommunale institutioner (f.eks. lærere, socialrådgivere,

sagsbehandlere, ansatte ved skoler, fritids- og plejehjem), ansatte i den of-

fentlige befordring (f.eks. togpersonale, buschauffører), sundhedspersonale

ansat i offentlige institutioner (f.eks. læger, sygeplejersker, social- og

sundhedsassistenter og -hjælpere), kommunale parkeringsvagter og politi-

kere.

Den beskyttede personkreds omfatter tillige ansatte i private virksomheder,

der efter aftale udfører opgaver på det offentliges vegne, herunder bl.a.

buschauffører, der er ansat ved det private busselskab Arriva A/S, jf. Østre

Landsrets dom af 9. april 2002 (gengivet i UfR 2002.1644Ø), og ansatte

ved selvejende institutioner, der drives for offentlige midler, jf. Vestre

Landsrets dom af 23. april 2008 (gengivet i TfK 2008.526V).

2.2.1.3.

Anvendelsesområdet for straffelovens § 119 omfatter tilfælde,

hvor de pågældende personer udsættes for vold eller trusler om vold i ar-

bejdstiden under udførelsen af tjenesten, uden for arbejdstiden, hvor den

pågældende må anses for at være trådt i tjeneste, samt uden for arbejdsti-

den i anledning af tjenesten.

Straffelovens § 119, stk. 1, omfatter trusler fremsat direkte til den beskyt-

tede person. Det udgør efter retspraksis en overtrædelse af straffelovens §

119, stk. 1, at true en person omfattet af den beskyttede personkreds med

vold, uanset om truslen fremsættes til den pågældende personligt, i en tele-

fonsamtale, i et brev, en e-mail, en sms eller lignende.

Straffelovens § 119, stk. 1, omfatter derimod ikke trusler fremsat i pressen,

på offentligt møde eller andetsteds. Trusler, som er fremsat på internettet

(eksempelvis på chatfora, sociale medier, hjemmesider mv.), men ikke

fremsat direkte til den beskyttede person, er som udgangspunkt heller ikke

omfattet af straffelovens § 119, stk. 1.

Straffelovens § 119, stk. 1, omfatter heller ikke trusler fremsat via tredje-

mand, når gerningsmanden ikke har bedt om, at truslerne viderebringes til

adressaten, selv om gerningsmanden måtte indse det som overvejende

sandsynligt, at hans trusler ville blive viderebragt til adressaten, jf. nærme-

re herom i Højesterets dom af 12. februar 2016 (gengivet i UfR

2016.1939H).

Trusler, der ikke er omfattet af straffelovens § 119, stk. 1, kan efter om-

stændighederne udgøre en overtrædelse af straffelovens almindelige be-

stemmelse om trusler i § 266, hvorefter den, som på en måde, der er egnet

til hos nogen at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred

eller velfærd, truer med at foretage en strafbar handling, straffes med bøde

eller fængsel indtil 2 år. Som det fremgår af bestemmelsen, er kun trussel

om at begå en strafbar handling af den angivne grove karakter omfattet af

§ 266, og bestemmelsen omfatter således ikke – i modsætning til straffe-

lovens § 119, stk. 1 – trussel om simpel vold.

2.2.2. Regeringens overvejelser

Det fremgår af afsnit 2.1 i Respektpakken, at aftalepartierne er enige om,

at det skal være trygt at varetage et hverv på fællesskabets vegne. Det kan

ikke forsvares at fremsætte trusler mod personer i offentlig tjeneste. Denne

mangel på respekt over for fællesskabets repræsentanter – og det enkelte

menneske i offentlig tjeneste – skal have konsekvenser og mødes med for-

dømmelse.

I dag beskytter straffelovens særlige regel om trusler mod personer i of-

fentlig tjeneste kun mod trusler, der er fremsat direkte over for den person,

som truslen angår. Det særlige beskyttelseshensyn, der ligger bag straffe-

lovens bestemmelser om personer i offentlig tjeneste, tilsiger efter aftale-

partiernes opfattelse ikke, at det bør være afgørende, om truslerne er frem-

sat direkte over for personen i offentlig tjeneste eller på anden måde –

f.eks. via tredjemand såsom en kollega eller et familiemedlem, på internet-

tet, på sociale medier eller i pressen.

Aftalepartierne vil derfor udvide anvendelsesområdet for beskyttelsen, så

den også kommer til at omfatte trusler, der ikke er fremsat direkte over for

den person i offentlig tjeneste, som truslen angår. På den måde sikres det

også, at der tages højde for den udvikling, der løbende sker, i måden vi

kommunikerer og interagerer med hinanden på.

Justitsministeriet finder, at initiativet bør gennemføres ved at udvide an-

vendelsesområdet for straffelovens § 119, stk. 1, så bestemmelsen frem-

over finder anvendelse på alle typer af trusler om vold, der generelt er eg-

nede til at komme til den beskyttede persons kendskab.

2.2.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at udvide anvendelsesområdet for straffelovens § 119, stk. 1,

til også at omfatte indirekte trusler og trusler fremsat offentligt eller med

forsæt til udbredelse i en videre kreds.

Med den foreslåede ændring af bestemmelsens ordlyd vil det ikke længere

være en betingelse, at truslen er fremsat direkte over for den beskyttede

person. Den foreslåede ændring af bestemmelsen udvider anvendelsesom-

rådet med det formål at kriminalisere trusler, der generelt er egnede til at

komme til den beskyttede persons kendskab. Dette vil efter lovteksten væ-

re tilfældet, hvor truslen fremsættes direkte over for den beskyttede person,

til tredjemand med forsæt til, at truslen viderebringes til den beskyttede

person, offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds.

Bestemmelsen vil således fortsat omfatte fremsættelse af trussel direkte til

den beskyttede person f.eks. personligt, i en telefonsamtale, i et brev, en e-

mail, en sms eller lignende.

Bestemmelsen vil endvidere omfatte trusler, der er fremsat via tredjemand,

hvis der er forsæt til, at truslen bliver viderebragt til den beskyttede person,

uanset om gerningsmanden har bedt om, at truslen viderebringes til dens

adressat. Det må i almindelighed antages, at der er forsæt til, at truslen vi-

derebringes til den beskyttede person, såfremt truslen fremsættes over for

den beskyttede persons kollegaer eller personens nærmeste, herunder nor-

malt personens ægtefælle, faste samlevende, forældre, børn og søskende.

Efter omstændighederne vil også fjernere slægtninge, nært besvogrede og

mindre faste samlivsforhold kunne være omfattet.

Bestemmelsen omfatter fremover også trusler, som fremsættes offentligt

eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds. Dette kan f.eks. være til-

fældet med trusler på internettet, sociale medier, i pressen eller på offentli-

ge møder. Trusler, der fremsættes i en lukket kreds af personer, vil deri-

mod som udgangspunkt ikke være omfattet af bestemmelsen. Afgrænsnin-

gen af, hvornår en trussel er fremsat offentligt eller med forsæt til udbre-

delse i en videre kreds, skal forstås i overensstemmelse med den tilsvaren-

de afgrænsning heraf i straffelovens § 266 b.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 2, og bemærkningerne hertil.

2.3. Skærpet straf for overgreb mod personer i offentlig tjeneste i for-

bindelse med grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden og i den

pågældendes fritid

2.3.1. Gældende ret

2.3.1.1.

Straffelovens § 119 indeholder et særligt strafferetligt værn for

personer, der virker i offentlig tjeneste eller hverv.

Efter straffelovens § 119, stk. 1, straffes den, som med vold eller trussel

om vold overfalder nogen, som det påhviler at handle i medfør af offentlig

tjeneste eller hverv, under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i an-

ledning af samme, eller som på lige måde søger at hindre en sådan person i

at foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge vedkommende til at

foretage en tjenestehandling. Strafferammen er bøde eller fængsel indtil 8

år.

For så vidt angår den beskyttede personkreds og anvendelsesområdet for

straffelovens § 119, stk. 1, henvises der til pkt. 2.2.1 ovenfor.

Rigsadvokaten har i 2009 redegjort for retspraksis i sager om bl.a. overtræ-

delse af straffelovens § 119, stk. 1. Redegørelsen er gengivet som bilag 1

til Rigsadvokaten Informerer nr. 12/2009.

Rigsadvokatens gennemgang viste, at straffen i en sag, hvor en ustraffet

person fremsætter verbale trusler om vold efter § 119, stk. 1, i retspraksis

udmåles i niveauet 10-60 dages fængsel, idet de fleste straffe dog udmåles

i niveauet 10-20 dages fængsel.

Straffen for mindre alvorlig vold udmåles i niveauet 10-30 dages fængsel,

og straffen for ordinær vold i niveauet 20-60 dages fængsel, idet de fleste

straffe dog udmåles til 30 eller 40 dages fængsel.

I sager om f.eks. gentagne eller grovere overtrædelser udmåles der dog ty-

pisk væsentligt højere straffe end i de ovenfor anførte sagstyper.

Straffene for overtrædelse af § 119, stk. 1, er som udgangspunkt udmålt

som ubetingede fængselsstraffe.

Rigsadvokaten bemærker sammenfattende, at det er vanskeligt præcist at

angive strafniveauet for overtrædelser af straffelovens § 119. Dette skyldes

bl.a., at sagerne er af meget forskellig karakter, og at strafudmålingen sker

efter en konkret vurdering af samtlige omstændigheder i sagen, herunder

karakteren af truslen eller volden og omstændighederne, da forholdet blev

begået.

2.3.1.2.

Straffelovens §§ 133-134 a indeholder bestemmelser, som på for-

skellige måder kriminaliserer grov forstyrrelse af den offentlige ro og or-

den mv.

Det følger herudover af straffelovens § 119, stk. 3, 2. pkt., og § 291, stk. 4,

at det ved fastsættelse af straffen skal indgå som en strafskærpende om-

stændighed, hvis der lægges hindringer i vejen for udførelsen af offentlig

tjeneste eller hverv eller begås hærværk, mens eller i umiddelbar forlæn-

gelse af at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offent-

ligt sted.

Det fremgår ikke i dag af straffelovens § 119, stk. 1, at det er en strafskær-

pende omstændighed, hvis en overtrædelse af bestemmelsen er begået,

mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området foregår grov for-

styrrelse af ro og orden på offentligt sted.

Det må dog antages, at det allerede i dag med afsæt i straffelovens § 80 i

en række tilfælde vil kunne anses som en strafskærpende omstændighed, at

overtrædelsen af straffelovens § 119, stk. 1, er begået, mens eller i umid-

delbar forlængelse af at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og or-

den på offentligt sted.

2.3.1.3.

Som nævnt ovenfor under pkt. 2.2.1 finder straffelovens § 119,

stk. 1, bl.a. anvendelse i situationer, hvor personer i offentlig tjeneste eller

hverv udsættes for vold eller trussel om vold uden for arbejdstiden, hvor

den pågældende må anses for at være trådt i tjeneste, samt uden for ar-

bejdstiden i anledning af tjenesten.

Det fremgår ikke i dag af bestemmelsen, at det er en strafskærpende om-

stændighed, hvis overtrædelsen af straffelovens § 119, stk. 1, er begået

mod den pågældende i dennes fritid.

Det må dog antages, at det allerede i dag med afsæt i straffelovens § 80 i

en række tilfælde vil kunne anses som en strafskærpende omstændighed, at

overtrædelsen af straffelovens § 119, stk. 1, er begået mod den pågældende

i dennes fritid.

2.3.2. Regeringens overvejelser

Det fremgår af afsnit 1.1 i Respektpakken, at aftalepartierne er enige om at

skærpe straffen i sager, hvor der udøves vold og trusler mod personer i of-

fentlig tjeneste i forbindelse med grov forstyrrelse af den offentlige ro og

orden, ved at lægge en tredjedel oven i det nuværende strafniveau.

Det fremgår, at initiativet bl.a. skal imødegå situationer, hvor politi og

brandvæsen i forbindelse med uroligheder er blevet mødt med stenkast

mv., og situationer hvor en gruppe personer f.eks. møder op på hospitaler

og skaber uroligheder samt truer personalet.

Det fremgår endvidere af afsnit 2.3 i Respektpakken, at aftalepartierne er

enige om, at når en person i offentlig tjeneste har fri, skal den pågældende

i særlig grad være beskyttet mod overgreb, som har baggrund i dennes ar-

bejde. Aftalepartierne vil derfor skærpe straffen i sager, hvor der udøves

vold eller trusler mod personer i offentlig tjeneste, når overgrebet sker i

fritiden som følge af den pågældendes tjeneste, ved at lægge en tredjedel

oven i det nuværende strafniveau.

Justitsministeriet finder, at de nævnte initiativer bør gennemføres ved en

ændring af straffelovens § 119, stk. 1, der fastslår, at det er en strafskær-

pende omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar for-

længelse af at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på of-

fentligt sted, eller at forholdet er begået mod den pågældende i dennes fri-

tid. Samtidig bør det tilkendegives i lovforslagets bemærkninger, at straf-

niveauet generelt bør forhøjes med omkring en tredjedel i disse situationer.

2.3.3. Den foreslåede ordning

2.3.3.1.

Det foreslås, at det kommer til at fremgå af straffelovens § 119,

stk. 1, at det er en strafskærpende omstændighed, at vold eller trussel om

vold mod personer i offentlig tjeneste sker i forbindelse med grov forstyr-

relse af den offentlige ro og orden, eller at forholdet begås mod den pågæl-

dende i dennes fritid.

For så vidt angår det første led i forslaget til ændring af straffelovens §

119, stk. 1, sigtes til en sådan forstyrrelse af den offentlige ro og orden,

som er nævnt i straffelovens § 134 a. Der kan eksempelvis være tale om

uroligheder i forbindelse med fodboldkampe, optøjer i forbindelse med de-

monstrationer, tumult i større personkredse mv.

For at den foreslåede strafskærpelse skal kunne anvendes, skal gernings-

manden have haft forsæt med hensyn til, at der foregik en sådan forstyrrel-

se af den offentlige ro og orden.

For så vidt angår det andet led i forslaget til ændring af straffelovens §

119, stk. 1, sigtes til, at volden øves eller truslen fremsættes mod den be-

skyttede person uden for arbejdstiden eller i en privat sfære.

Bestemmelsen vil således i almindelighed omfatte en trussel fremsat mod

den beskyttede person ved dennes private bopæl, på vej til og fra arbejde, i

forbindelse med en privat indkøbssituation, privat gåtur mv.

Bestemmelsen vil i almindelighed også omfatte en trussel fremsat til den

beskyttede persons private telefon, postadresse, e-mailadresse eller profil

på et socialt medie eller lignende, idet sådanne trusler må anses for fremsat

inden for den beskyttede persons private sfære, uanset om de fremsættes

indenfor eller udenfor arbejdstiden.

Det forudsættes i den forbindelse, at det forhold, at truslen fremsættes over

for den beskyttedes persons nærmeste, herunder ægtefælle eller barn, fordi

denne person f.eks. åbner døren til bopælen eller besvarer en privat tele-

fon, tillige vil være omfattet af strafskærpelsen.

Trusler, der fremsættes offentligt, men ikke mod den beskyttede person,

f.eks. på internettet, i pressen eller lignende, vil i almindelighed ikke være

omfattet af strafskærpelsen, idet sådanne trusler ikke kan anses for fremsat

mod den beskyttede person i dennes fritid.

2.3.3.2.

Som anført ovenfor under pkt. 2.3.1.1 idømmes der som udgangs-

punkt ubetinget frihedsstraf i sager om overtrædelse af straffelovens § 119,

stk. 1.

Det er med forslaget til straffelovens § 119, stk. 1, 2. pkt., forudsat, at der

som udgangspunkt skal ske en forhøjelse af straffen med omkring en tred-

jedel i forhold til den frihedsstraf, der ville være blevet fastsat efter de hid-

tidige regler, hvis der er tale om et forhold begået, mens eller i umiddelbar

forlængelse af at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på

offentligt sted, eller om et forhold begået mod den pågældende i dennes

fritid.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurde-

ring i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det an-

givne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der

i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændighe-

der, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffe-

lovens kapitel 10.

Det bemærkes, at der ud over de forhold, som er omfattet af den foreslåede

strafskærpelsesregel, vil kunne forekomme andre grove overtrædelser af

straffelovens § 119, stk. 1, hvor der allerede efter de gældende regler må

forventes at blive udmålt en mærkbar ubetinget fængselsstraf, herunder

f.eks. i sager om grov vold eller med betydelig skade på forurettede.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 3, og bemærkningerne hertil.

2.4. Chikane af personer i offentlig tjeneste

2.4.1. Gældende ret

Straffeloven indeholder ikke i dag en selvstændig bestemmelse om chika-

ne af personer i offentlig tjeneste eller hverv.

Der kan dog som led i chikane mod en person i offentlig tjeneste eller

hverv begås handlinger, der er omfattet af straffelovens bestemmelser.

Straffelovens §§ 119 og 121 yder således personer i offentlig tjeneste eller

hverv et særligt strafferetligt værn mod vold, trusler og fornærmelig tiltale

mv. Herudover beskyttes personer i offentlig tjeneste eller hverv af straffe-

lovens almindelige regler om f.eks. hærværk (§ 291) og freds- og

æreskrænkelser (27. kapitel).

På samme måde kan der som led i chikane mod en person i offentlig tjene-

ste eller hverv begås handlinger, der er omfattet af øvrig lovgivning. Ek-

sempelvis vil offentliggørelse, der har karakter af chikane, af visse perso-

noplysninger, herunder portrætbilleder, uden samtykke som udgangspunkt

være strafbart efter § 6, stk. 1, i lov om behandling af personoplysninger

(persondataloven).

Personer i offentlig tjeneste beskyttes endvidere mod fredskrænkelse, for-

følgelse og chikane, herunder stalking, ved de muligheder for tilhold mv.,

som fremgår af lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning (tilholdslo-

ven). Ved et tilhold kan en person forbydes at opsøge en anden ved per-

sonlig, mundtlig eller skriftlig henvendelse, herunder ved elektronisk kom-

munikation, eller på anden måde kontakte eller følge efter den anden, jf.

tilholdslovens § 1.

Et tilhold kan bl.a. gives, hvis der er begrundet mistanke om, at en person

har krænket en andens fred ved at forfølge eller genere den anden ved kon-

takt mv., og der er bestemte grunde til at antage, at den pågældende fortsat

vil krænke den anden på denne måde, jf. lovens § 2. Det fremgår i den for-

bindelse af forarbejderne til loven, at tilhold bl.a. kan anvendes med hen-

blik på at beskytte personer i offentlig tjeneste eller hverv mod krænkende

kontakt fra personer, som de er kommet i kontakt med i kraft af deres ar-

bejde, jf. Folketingstidende 2011-12, A, L 10 som fremsat, side 15.

Overtrædelse af et tilhold straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, jf. til-

holdslovens § 21. Ved fastsættelse af straffen skal det indgå som en skær-

pende omstændighed, at forholdet har udgjort et led i en systematisk og

vedvarende forfølgelse eller chikane.

2.4.2. Regeringens overvejelser

Der findes i dag et særligt strafferetligt værn for personer i offentlig tjene-

ste eller hverv, som beskytter mod vold, trusler og fornærmelig tiltale mv.

Derimod findes der ikke et sådant værn mod andre former for chikane, der

begås med baggrund i den pågældendes udførelse af offentlig tjeneste eller

hverv. Her vil de nugældende regler i tilholdsloven kunne yde en vis be-

skyttelse, men det er som nævnt ovenfor under pkt. 2.4.1 en betingelse for

strafansvar, at der forudgående er givet et tilhold.

Der har hen over sommeren været en række episoder, hvor personer i of-

fentlig tjeneste eller hverv, herunder politibetjente og fængselsbetjente, har

været udsat for systematisk og grov chikane, der i nogle tilfælde har kul-

mineret i sager om vold, trusler og drabsforsøg.

Som en særlig tendens er der konstateret en stigning i antallet af episoder

uden for tjenesten eller hvervet. Eksempelvis har der i løbet af sommeren

været flere eksempler på hjemmesider og Facebook-grupper, der oprettes

med det formål at udstille personer i offentlig tjeneste eller hverv med

navn, billede, privat adresse og telefonnummer. Der er også eksempler på,

at personer i offentlig tjeneste eller hverv har været passet op af flere per-

soner ved bopælen eller er blevet forfulgt eller filmet på vej til og fra ar-

bejde.

Regeringen finder, at der på den baggrund – for at opretholde et rimeligt

beskyttelsesniveau og sikre, at personer i offentlig tjeneste eller hverv upå-

virket kan udføre deres arbejde – er opstået et behov for at fremrykke det

strafferetlige værn, så personer i offentlig tjeneste eller hverv er beskyttet

mod chikane, der begås under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i

anledning af samme, herunder ved førstegangstilfælde af chikane. Det bør

således ikke være en betingelse for strafansvar, at der forud er givet et til-

hold ved denne form for chikane, der er foranlediget af en persons legitime

udførelse af offentlig tjeneste eller hverv.

Justitsministeriet er i den forbindelse opmærksom på, at Straffelovrådet i

en redegørelse af 15. februar 1988 har fundet, at der ikke bør ske en gene-

rel kriminalisering af fredskrænkelser uden forudgående advarsel (tilhold).

Efter rådets opfattelse er det således kravet om en på forhånd meddelt ad-

varsel, der bevirker en passende afgrænsning af det strafbare område. Rå-

det fremhævede bl.a., at de forhold, der beskrives i (dagældende straffe-

lovs) § 265, meget ofte udspiller sig mellem samlevende personer eller

personer, der tidligere har været samlevende. Den personlige baggrund be-

virker, at den ene part ikke på forhånd kan siges at være en fremmed og

uvedkommende person i forhold til den anden. Efter rådets vurdering ad-

skiller forholdene sig herved fra husfredskrænkelser, krænkelser af brev-

eller telefonhemmeligheden og lignende, hvor det i de fleste tilfælde let

kan fastslås, at en person ikke har nogen rimelig grund til at blande sig i

andres forhold. Bl.a. af de ovenfor nævnte grunde fandt Straffelovrådet, at

det måtte anses for betænkeligt at foretage den ændring i (dagældende

straffelovs) § 265, at henvendelser mv. efter omstændighederne bliver

umiddelbart strafbare, uden at den pågældende på forhånd er gjort op-

mærksom på, at hans eller hendes optræden krænker den andens fred, og at

det vil være strafbart at fortsætte.

Der kunne efter Straffelovrådets opfattelse kun blive tale om en kriminali-

sering uden forudgående advarsel, såfremt man i loven indføjede en straf-

febestemmelse, hvor der i nye og selvstændige ordvalg blev beskrevet en

strafværdig gerningstype af mere begrænset omfang end de i (dagældende

straffelovs) § 265 nævnte forhold. Rådet kunne dog ikke pege på nærlig-

gende muligheder med hensyn til formuleringen af en sådan ny straffebe-

stemmelse, og rådet fandt ikke, at der kunne siges at være påvist klart af-

grænsede gerningstyper, der afdækker et behov for at indføre den omhand-

lede udvidede kriminalisering.

Strafferetsplejeudvalget har i betænkning nr. 1526/2011 om tilhold, op-

holdsforbud og bortvisning tilsluttet sig Straffelovrådets synspunkter.

Justitsministeriet har inddraget Straffelovrådets og Strafferetsplejeudval-

gets overvejelser i vurderingen af spørgsmålet om en ny bestemmelse, der

kriminaliserer fredskrænkelser mod personer i offentlig tjeneste eller hverv

uden forudgående tilhold.

I den anledning har Justitsministeriet navnlig lagt vægt på, at der som

ovenfor anført hen over sommeren har været en udvikling, der har påvist

en række klare gerningstyper, som der er behov for at imødegå gennem et

udvidet strafferetligt værn på dette område.

Ministeriet har endvidere lagt vægt på, at det er et særligt kendetegn for

denne form for chikane, at den er rettet mod en person i offentlig tjeneste

eller hverv, der som udgangspunkt er en uvedkommende person i forhold

til gerningsmanden, og at der derfor ikke på samme måde som i samlivsre-

lationer og lignende er behov for ved et tilhold at markere over for ger-

ningsmanden, at den andens fred krænkes. Endvidere er det kendetegnende

for de eksempler på chikane af personer i offentlig tjeneste eller hverv,

som den udvidede kriminalisering navnlig er tænkt at skulle imødegå, at

gerningsmanden ikke er i tvivl om, at der sker en fredskrænkelse, idet en

sådan krænkelse er selve formålet med handlingen.

Justitsministeriet finder endvidere, at det er muligt at beskrive en række

fredskrænkelser, som udgør en tilstrækkelig klar afgrænsning af, hvilke til-

fælde der er omfattet af kriminaliseringen.

I tilknytning til det ovenstående bemærkes det, at beskyttelseshensynet bag

en bestemmelse som den foreslåede er identisk med beskyttelseshensynet

bag straffelovens §§ 119-121. Baggrunden for bestemmelsen er således

navnlig, at personer, der optræder som repræsentanter for offentlige myn-

digheder, er særligt udsatte for angreb og derfor har behov for et ekstra

værn mod den risiko for vold og trusler mv., som denne funktion medfø-

rer, herunder således at de uhindret kan udføre deres opgaver.

Sammenfattende er det Justitsministeriets opfattelse, at en ny bestemmelse,

der kriminaliserer fredskrænkelser mod personer i offentlig tjeneste eller

hverv uden forudgående tilhold, er egnet til at imødegå den seneste tids

eskalerende chikane af personer i offentlig tjeneste eller hverv, og at en så-

dan bestemmelse ikke frembyder de betænkeligheder, som Straffelovrådet

og Strafferetsplejeudvalget har peget på.

2.4.3. Den foreslåede ordning

2.4.3.1.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i straffeloven som §

119 a, hvoraf det fremgår, at den, som krænker en af de i § 119 nævnte

personers fred ved at kontakte, forfølge eller på anden måde genere den

pågældende under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af

samme, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Udtrykkene »offentlig tjeneste eller hverv« og »under udførelsen af tjene-

sten eller hvervet eller i anledning af samme« skal forstås i overensstem-

melse med de tilsvarende udtryk i straffelovens § 119, stk. 1, jf. nærmere

herom pkt. 2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen omfatter for det første kontakt. Kontakt kan forekomme på

forskellig måde, og det er efter den foreslåede bestemmelse afgørende, om

den pågældendes adfærd reelt har karakter af en henvendelse eller kontakt

fra gerningspersonen til den beskyttede person.

Bestemmelsen omfatter for det andet det at forfølge en beskyttet person.

Det kan eksempelvis forekomme ved, at den pågældende følger efter, iagt-

tager eller overvåger en beskyttet person uden helt at nærme sig, således at

adfærden ikke eller ikke med sikkerhed kan betegnes som kontakt.

Bestemmelsen omfatter for det tredje den, som på anden måde generer den

beskyttede person. Udtrykket »genere« skal forstås bredt og kan omfatte

alle typer af handlinger, herunder fysisk ageren og forskellige former for

kommunikation. Der kan eksempelvis være tale om videooptagelse eller

fotografering af den beskyttede person i private sammenhænge eller ind-

samling eller videregivelse, herunder offentliggørelse, af private oplysnin-

ger mv.

Den foreslåede bestemmelse forudsætter, at kontakten, forfølgelsen mv.

udgør en krænkelse af den beskyttede persons fred. Heri ligger, at bestem-

melsens anvendelsesområde er begrænset til handlinger, der går ud over

sådanne ubehageligheder, som almindeligt menneskeligt samkvem regel-

mæssigt kan føre med sig. Handlingen skal således være af en vis grovhed,

før der er tale om en fredskrænkelse i bestemmelsens forstand.

Det forudsættes, at bestemmelsen omfatter handlinger, der generelt er eg-

nede til at udgøre en krænkelse af den beskyttede persons fred.

En fredskrænkelse kan f.eks. bestå i hyppige, uønskede henvendelser eller

i andre handlinger, der opleves som ubehagelige og forstyrrende på grund

af deres antal, deres indhold eller et udtrykt ønske om at være fri for yder-

ligere kontakt. Herudover vil et enkeltstående forhold kunne være af en så

grov beskaffenhed, at det i sig selv kan anses som en krænkelse omfattet af

bestemmelsen.

Der vil generelt skulle lægges vægt på, om et tilfælde af kontakt, forfølgel-

se mv. sker i en ikke-arbejdsmæssig sammenhæng eller en arbejdsmæssig

sammenhæng, idet der i den sidstnævnte situation typisk vil skulle mere

til, før der er tale om en fredskrænkelse i bestemmelsens forstand.

Det skal navnlig ses i sammenhæng med, at en person i offentlig tjeneste

som en naturlig del af sit hverv i mange situationer vil være i kontakt med

borgere, herunder hvor der kan opstå uoverensstemmelser. Det gælder

navnlig, når der sker myndighedsudøvelse. Herudover skal der – også som

følge af Danmarks internationale forpligtelser, herunder særligt Den Euro-

pæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 10 – være vide

rammer for at kritisere offentlige myndigheder og personer i offentlig tje-

neste. Tålegrænsen må derfor for en generel betragtning være højere, når

den beskyttede person er i tjeneste.

Hvorvidt et konkret tilfælde af kontakt, forfølgelse mv. kan karakteriseres

som en fredskrænkelse af den beskyttede person, vil dog i alle tilfælde sta-

dig skulle afgøres ud fra en konkret helhedsvurdering af sagens omstæn-

digheder.

Den foreslåede bestemmelse finder således bl.a. ikke anvendelse, hvis ad-

færden har karakter af en ytring, der er beskyttet af EMRK artikel 10, så-

dan som denne bestemmelse fortolkes af Den Europæiske Menneskerettig-

hedsdomstol.

Dette indebærer, at der ikke i medfør af den foreslåede bestemmelse kan

pålægges strafansvar i tilfælde, hvor det vil være i strid med EMRK artikel

10.

Anklagemyndigheden og domstolene vil således i forbindelse med tiltale-

rejsning og afgørelser af straffesager i relevant omfang skulle foretage en

konkret helhedsvurdering af, om hensynet til en vidtgående ytringsfrihed

om navnlig emner af samfundsmæssig interesse bør føre til, at der i den

konkrete sag ikke pålægges eller søges pålagt strafansvar for fredskrænkel-

se af personer i offentlig tjeneste eller hverv. Ligesom det er tilfældet med

straffesager om injurier, vil domstolene således skulle inddrage praksis fra

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om spørgsmålet, jf. nærmere

herom pkt. 2.4.4.

2.4.3.2.

Det forudsættes, at overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i

førstegangstilfælde i udgangspunktet straffes med en bøde på 7.500 kr.,

dog således at grovere – herunder systematiske – overtrædelser kan straf-

fes med en kortere frihedsstraf. Ved overtrædelse af bestemmelsen i genta-

gelsestilfælde bør der som udgangspunkt ligeledes straffes med en kortere

frihedsstraf.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurde-

ring i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det an-

givne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der

i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændighe-

der, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffe-

lovens kapitel 10.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 4, og bemærkningerne hertil.

2.4.4. Forholdet til grundloven og Danmarks internationale forpligtigelser

2.4.4.1.

Ytringsfriheden er beskyttet i grundlovens § 77, der fastsætter, at

enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker,

dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende foran-

staltninger kan ingensinde på ny indføres.

Bestemmelsen i § 77 beskytter alle personer, alle typer af ytringer og en-

hver formidlingsform.

Ved fastlæggelsen af, hvilken nærmere beskyttelse af ytringsfriheden § 77

indebærer, foretages der almindeligvis en opdeling i henholdsvis den for-

melle og den materielle ytringsfrihed.

Den formelle ytringsfrihed beskytter mod foranstaltninger, der forhindrer

selve offentliggørelsen af ytringer. En materiel ytringsfrihed er udtryk for,

at der for ytringer af et vist indhold eller en vis karakter ikke kan fastsættes

efterfølgende sanktioner i form af f.eks. straf.

Den foreslåede ordning vil indebære et indgreb i den materielle ytringsfri-

hed, idet den efter omstændighederne vil skabe mulighed for at straffe per-

soner, når de har fremsat visse ytringer.

Det er den overvejende opfattelse i den statsretlige litteratur, at grund-

lovens § 77 ikke umiddelbart beskytter den materielle ytringsfrihed, jf. Po-

ul Andersen, Dansk Statsforfatningsret (1954), side 670, Alf Ross, a.st., si-

de 716 og 724, Max Sørensen, Statsforfatningsret, 2. udgave ved Peter

Germer (1973), side 374, og Jens Peter Christensen m.fl., a.st., side 503 f.

Efter den overvejende opfattelse i den statsretlige litteratur udelukker

grundlovens § 77 således ikke lovgivningsmagten fra at gøre ytringer på et

hvilket som helst område og med et hvilket som helst indhold ansvarspå-

dragende. Justitsministeriet tilslutter sig denne retsopfattelse.

Det bemærkes i øvrigt, at den gældende lovgivning på en række områder

indeholder begrænsninger i den materielle ytringsfrihed, f.eks. straffe-

lovens kapitel 27 om freds- og ærekrænkelser og bestemmelserne i forvalt-

ningsloven og speciallovgivningen om tavshedspligt samt de dertil knytte-

de sanktionsbestemmelser i straffelovens §§ 152-152 f.

Forslaget rejser på den baggrund ikke spørgsmål i forhold til grundlovens

§ 77.

2.4.4.2.

Den materielle ytringsfrihed er derimod beskyttet af artikel 10 i

EMRK. Efter EMRK artikel 10, stk. 1, har enhver ret til ytringsfrihed. Ar-

tikel 10 omfatter udtrykkeligt såvel ytringer i form af oplysninger om fak-

tiske forhold som tilkendegivelser af personlige meninger. Beskyttelsen

omfatter dog ifølge praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdom-

stol ikke ytringer, der truer med eller tilskynder til vold, eller ytringer, der

er udtryk for ekstremt had eller forhånelse af andre persongrupper.

Beskyttelsen af ytringsfriheden efter artikel 10 er ikke ubegrænset. Der

kan foretages indgreb i ytringsfriheden, hvis indgrebet er foreskrevet ved

lov og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale

sikkerhed, territorial integritet eller offentlig tryghed, for at forebygge uor-

den eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden, for at

beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre ud-

spredelse af fortrolige oplysninger eller for at sikre domsmagtens autoritet

og upartiskhed, jf. artikel 10, stk. 2.

Et indgreb i ytringsfriheden skal således være foreskrevet ved lov og være

nødvendigt i et demokratisk samfund i forhold til de lovlige hensyn, som

er opregnet i artikel 10, stk. 2.

Det centrale spørgsmål vil typisk være, om indgrebet kan anses for nød-

vendigt i et demokratisk samfund. Den Europæiske Menneskerettigheds-

domstol har i sin praksis slået fast, at der – i lyset af, at ytringsfriheden ud-

gør en helt grundlæggende rettighed i et demokratisk samfund – skal være

et presserende samfundsmæssigt behov for at anse betingelsen for opfyldt.

Domstolen anlægger i den forbindelse en konkret helhedsvurdering af den

pågældende sag, hvor ikke blot indholdet af de omhandlede ytringer, men

også den kontekst, som de er fremsat i, og hvem de er fremsat overfor, til-

lægges betydning.

2.4.4.3.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i sin praksis slået

fast, at personer i offentlig tjeneste i deres hverv er underlagt vide rammer

for acceptabel kritik og således må tåle mere end private, hvilket har sam-

menhæng med, at der i et demokratisk samfund skal være vide rammer for

at kritisere myndighederne. Det bemærkes i den forbindelse, at EMRK ar-

tikel 10 efter Domstolens praksis også beskytter ytringer, der fornærmer

og chokerer samfundet eller dele heraf.

Domstolen har dog også i flere sager slået fast, at det kan være nødvendigt

at beskytte personer i offentlig tjeneste mod fornærmelige og ydmygende

verbale angreb tiltænkt at påvirke dem i udførelsen af deres hverv eller for

at skade offentlighedens tillid til dem og den myndighed, som de arbejder

for, jf. eksempelvis dom af 21. januar 1999, Janowski mod Polen, dom af

21. marts 2002, Nikula mod Finland, og dom af 21. december 2004, Busu-

ioc mod Moldova.

I forhold til udtalelser i aviser eller andre lignende medier er der efter

Domstolens praksis en videre adgang til at fremkomme med skarpe og po-

lemiske udtalelser. Der er således forskel på, om ytringerne fremsættes ge-

nerelt over for offentligheden (f.eks. som led i en igangværende debat om

et emne af samfundsmæssig interesse), eller om der sættes ind over for en

embedsmand i funktion, jf. bl.a. sagen Busuioc mod Moldova.

Der gælder en endnu videre adgang til at fremkomme med skarpe og pole-

miske udtalelser, hvis udtalelserne rettes mod en offentlig institution som

sådan og ikke mod en navngiven embedsmand, jf. dom af 25. juni 1992,

Thorgeirson mod Island.

Der gælder efter Domstolens praksis en særlig vid adgang til at ytre sig

skarpt og polemisk om politikere, jf. bl.a. dom af 8. juli 1986, Lingens

mod Østrig, dom af 23. maj 1991, Oberschlick mod Østrig (nr. 1), dom af

1. juli 1997, Oberschlick mod Østrig (nr. 2), og dom af 25. februar 2010,

Renaud mod Frankrig, herunder særligt når sådanne udtalelser fremsættes

som led i en igangværende politisk debat.

Efter Domstolens praksis er der også en videre adgang til at kritisere em-

bedsmænd end private. Domstolen har imidlertid udtalt, at embedsmænd

ikke i samme omfang som politikere kan siges bevidst at udsætte sig selv

for, at alle deres udtalelser og handlinger kritisk bliver undersøgt, jf. bl.a.

dom af 17. december 2004, Pedersen og Baadsgaard mod Danmark.

2.4.4.4.

På den anførte baggrund kan strafansvar for at krænke en af de i

straffelovens § 119 nævnte personers fred ved, som efter den foreslåede

bestemmelse i § 119 a, at kontakte, forfølge eller på anden måde genere

den pågældende under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anled-

ning af samme efter omstændighederne udgøre et indgreb i ytringsfriheden

efter EMRK artikel 10. Den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 119 a

skal således kunne begrundes i et legitimt hensyn og være nødvendig i et

demokratisk samfund, jf. EMRK artikel 10, stk. 2.

Formålet med udvidelsen af anvendelsesområdet er at tilvejebringe en bed-

re beskyttelse af personer i offentlig tjeneste, herunder politibetjente,

fængselsfunktionærer, sundhedspersonale, socialrådgivere, sagsbehandlere

mv., mod at blive udsat for chikane, der begås under udførelsen af tjene-

sten eller hvervet eller i anledning af samme.

Dette formål udgør efter Justitsministeriets opfattelse et legitimt hensyn,

som kan begrunde indgreb i ytringsfriheden, jf. den omtalte praksis fra

Domstolen pkt. 2.4.4.3 ovenfor.

Det afgørende er herefter, om indgrebet kan anses for at være nødvendigt i

et demokratisk samfund, hvilket Justitsministeriet finder er tilfældet.

Justitsministeriet skal i den forbindelse for det første henvise til, at der –

som det også er anført ovenfor – er konstateret en stigning i antallet af epi-

soder, hvor personer i offentlig tjeneste eller hverv har været udsat for chi-

kane, hvilket har gjort det vanskeligere for personer i offentlig tjeneste at

udføre deres arbejde. Der har bl.a. været flere eksempler på hjemmesider

og sider på sociale internetbaserede medier, hvor personer i offentlig tjene-

ste er blevet udstillet med navn, billede, privat adresse og telefonnummer.

Dette yder den gældende lovgivning ikke en tilstrækkelig beskyttelse

imod, hvorfor der er behov for at reagere, hvis ikke beskyttelsen af perso-

ner i offentlig tjeneste skal blive udvandet.

Justitsministeriet skal i den forbindelse fremhæve, at den foreslåede be-

stemmelse i straffelovens § 119 a ikke er rettet mod adgangen til at frem-

sætte kritik af personer i offentlig tjeneste, og bestemmelsen omfatter såle-

des alene chikanesituationer, jf. nærmere herom pkt. 2.4.3.1 ovenfor.

Justitsministeriet skal for det andet henvise til, at det strafferetlige værn i

persondataloven og tilholdsloven ikke yder en tilstrækkelig beskyttelse

mod chikane af personer i offentlig tjeneste eller hverv. Den foreslåede be-

stemmelse i straffelovens § 119 a vil således bl.a. også finde anvendelse på

situationer, der ikke er omfattet af strafansvaret i disse love.

Justitsministeriet skal for det tredje henvise til, at den foreslåede bestem-

melse i straffelovens § 119 a ikke finder anvendelse, hvis adfærden har ka-

rakter af en ytring, der er beskyttet af EMRK artikel 10, sådan som denne

bestemmelse fortolkes af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Dette indebærer, at der ikke i medfør af den foreslåede bestemmelse i

straffelovens § 119 a kan pålægges strafansvar i tilfælde, hvor det vil være

i strid med EMRK artikel 10.

Anklagemyndigheden og domstolene vil således i forbindelse med tiltale-

rejsning og afgørelser af straffesager i relevant omfang skulle foretage en

konkret helhedsvurdering af, om hensynet til en vidtgående ytringsfrihed

om navnlig emner af samfundsmæssig interesse bør føre til, at der ikke på-

lægges eller søges pålagt strafansvar for udtalelser mod personer i offentlig

tjeneste. Ligesom det er tilfældet med straffesager om injurier, vil domsto-

lene således skulle inddrage praksis fra Den Europæiske Menneskerettig-

hedsdomstol om spørgsmålet, jf. nærmere herom pkt. 2.4.4.3 ovenfor.

På den anførte baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at forslaget er

foreneligt med EMRK.

2.5. Skærpet straf for fornærmelig tiltale mv. mod personer i offentlig

tjeneste

2.5.1. Gældende ret

2.5.1.1.

Straffelovens § 121 yder personer, der handler i medfør af offent-

lig tjeneste eller hverv, en særlig strafferetlig beskyttelse mod verbale

overfald. Efter bestemmelsen straffes den, som med hån, skældsord eller

anden fornærmelig tiltale overfalder nogen af de i straffelovens § 119

nævnte personer under udførelsen af hans tjeneste eller hverv eller i anled-

ning af samme med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Som eksempler fra nyere trykt retspraksis på hån, skældsord eller anden

fornærmelig tiltale, som i de konkrete tilfælde er anset for omfattet af be-

stemmelsen, kan nævnes udtryk som »narrøv«, »fuck you«, »svin«, »lu-

der«, »racist«, »nazikælling« og »kriminel«.

2.5.1.2.

Ifølge trykt retspraksis er der i nyere domme for overtrædelse af

straffelovens § 121 udmålt bøder fra 1.200 kr. og op til 4.000 kr. fordelt

som dagbøder, jf. Østre Landsrets dom af 20. februar 2015 (gengivet i UfR

2015.1873Ø), Vestre Landsrets dom af 5. september 2012 (gengivet i TfK

2012.1048V) og Østre Landsrets dom af 25. juni 2012 (gengivet i UfR

2012.3166Ø).

Efter § 3, stk. 1, i ordensbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 511 af 20. ju-

ni 2005 om politiets sikring af den offentlige orden og beskyttelse af en-

keltpersoners og den offentlige sikkerhed mv. samt politiets adgang til at

iværksætte midlertidige foranstaltninger) må slagsmål, skrigen, råben eller

anden støjende, voldelig, fornærmelig eller lignende optræden, der er egnet

til at forstyrre den offentlige orden, ikke finde sted. Fornærmelig optræden

mv. over for f.eks. en polititjenestemand, der ikke er omfattet af straffe-

lovens § 119, stk. 1, eller § 121, kan efter omstændighederne være omfat-

tet af denne bestemmelse. Bestemmelsen kan alene anvendes i situationer,

hvor forseelsen er begået på et sted, hvortil offentligheden har almindelig

adgang, jf. bekendtgørelsens § 2.

Der skal i sager om overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 1,

som udgangspunkt nedlægges påstand om en bødestraf på 1.500 kr., jf. be-

kendtgørelsens § 18, stk. 1, og bemærkningerne til forslag til lov om æn-

dring af lov om politiets virksomhed og lov om restaurationsvirksomhed

og alkoholbevilling m.v., jf. Folketingstidende 2010-11 (1. samling), A, L

102 som fremsat, side 8.

2.5.2. Regeringens overvejelser

Det fremgår af afsnit 2.5 i Respektpakken, at der skal være en ordentlig to-

ne mellem myndighedspersoner og borgere. Der er behov for at reagere på

det normskred, som ligger i, at nogle mennesker tror, at de kan tiltale ek-

sempelvis politiet eller en socialrådgiver med hån, skældsord eller anden

fornærmelig tiltale uden konsekvenser.

Aftalepartierne er derfor enige om at styrke den strafferetlige beskyttelse

af personer i offentlig tjeneste for at imødegå situationer, hvor folk ikke

udviser den fornødne respekt over for personer i offentlig tjeneste.

Konkret vil aftalepartierne skærpe bødestraffen for fornærmelig tiltale af

personer i offentlig tjeneste, så udgangspunktet fremover bliver en bøde på

5.000 kr. Der sikres hermed et strafniveau, som på rimelig måde afspejler

det forhold, at der er tale om et angreb på personer i offentlig tjeneste.

Justitsministeriet finder, at skærpelsen af bødestraffen bør gennemføres

ved, at strafferammen i straffelovens § 121 ændres

2.5.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at skærpelsen af bødestraffen gennemføres ved, at strafferam-

men i straffelovens § 121 ændres, således at overtrædelser kan straffes

med bøde eller fængsel indtil 1 år, og at det i den forbindelse af lovforsla-

gets bemærkninger kommer til at fremgå, at udgangspunktet for overtræ-

delse af bestemmelsen fremover bør være en bøde på 5.000 kr.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 5, og bemærkningerne hertil.

2.6. Kriminalforsorgens adgang til at anvende digital kommunikation

(sms-beskeder)

2.6.1. Gældende ret

2.6.1.1.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 9, stk. 1, indkaldes den dømte til

fuldbyrdelse af fængselsstraffen, såfremt den pågældende ikke er vare-

tægtsfængslet efter endelig dom.

De nærmere regler herom er fastsat i bekendtgørelse nr. 177 af 26. februar

2016 om iværksættelse af fængselsstraf, forvaring og forvandlingsstraf for

bøde i fængsel eller arresthus (iværksættelsesbekendtgørelsen). Det frem-

går af bekendtgørelsens § 10, stk. 1, at indkaldelse til udståelse af

fængselsstraf skal ske skriftligt. Det fremgår endvidere, at den dømte skal

indkaldes med en frist på mindst 1 måned før datoen for fremmøde, jf. §

11, stk. 1, i visse tilfælde dog mindst 10 dage, jf. stk. 2-4.

Efter lov nr. 528 af 11. juni 2012 om Offentlig Digital Post er det obligato-

risk for borgere og virksomheder at kunne modtage post fra offentlige

myndigheder digitalt. Digital post blev obligatorisk for alle virksomheder i

Danmark den 1. november 2013, og for borgere den 1. november 2014,

medmindre man er fritaget.

Kriminalforsorgen har som følge af overgangen til digital post til borgere

pr. 1. november 2014 som overvejende udgangspunkt sendt indkaldelser til

afsoning til den dømtes e-boks, medmindre den pågældende er fritaget her-

for. Kriminalforsorgen sender dog på nuværende tidspunkt også indkaldel-

ser som almindelig post.

2.6.1.2.

Anvendelse af digital kommunikation (sms-beskeder) til beskeder

om møde til afsoning mv. er en behandling af personoplysninger omfattet

af lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger (per-

sondataloven), jf. lovens § 1, stk. 1.

Behandling af personoplysninger ved anvendelse af digital kommunikation

skal bl.a. ske under iagttagelse af behandlingsreglerne i persondatalovens

§§ 5-8 og § 11 samt sikkerhedskravene i lovens § 41, stk. 3, og bekendtgø-

relse nr. 528 af 15. juni 2000 om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse

af personoplysninger, som behandles for den offentlige forvaltning.

Datatilsynet har i 2010 udstedt retningslinjer om persondatalovens sikker-

hedskrav i forhold til brug af sms-beskeder i den offentlige sektor. Ret-

ningslinjerne er opdateret i 2015. Det er i retningslinjerne forudsat, at der

forinden afsendelse af sms-beskeder er indhentet samtykke fra borgeren

hertil, hvis sms-beskederne indeholder fortrolige personoplysninger, her-

under følsomme oplysninger.

Ifølge retningslinjerne kan offentlige myndigheder således med samtykke

sende borgerne aftalepåmindelser og servicebeskeder, som indeholder for-

trolige personoplysninger, dog ikke oplysninger om borgerens personnum-

mer.

Myndighederne skal endvidere altid iagttage de grundlæggende principper

i persondatalovens § 5 om saglighed, proportionalitet og dataminimering.

Servicebeskeder bør derfor kun indeholde oplysninger af fortrolig karak-

ter, når dette er nødvendigt for at opfylde formålet med fremsendelse af

servicebeskeden.

2.6.2. Regeringens overvejelser

Udeblivelse fra afsoning fra danske fængsler og arresthuse er i de senere år

steget betydeligt.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil sms-beskeder kunne medvirke til

nedbringelse af antallet af udeblivelser i det omfang, udeblivelserne skyl-

des forglemmelse fra den dømtes side.

En sådan besked bør efter Justitsministeriets opfattelse kunne sendes pr.

sms uden samtykke fra den pågældende. Udgangspunktet om, at der forin-

den afsendelse af sms-beskeder er indhentet samtykke, bør således fravi-

ges, da der i vidt omfang er tale om en persongruppe, som det kan være

vanskeligt at opnå samtykke fra, f.eks. fordi de ikke ønsker at samarbejde

med kriminalforsorgen, og som kriminalforsorgen ofte ikke forud for afso-

ningstidspunkt eller møde mv. har haft særlig kontakt til.

Det bemærkes, at lignende regler findes på andre områder. Således frem-

går det af retsplejelovens § 154 a, stk. 1, nr. 6, at anvendelse af digital

kommunikation bl.a. kan ske, hvis der er tale om en påmindelse til den, der

skal møde i retten, om tid og sted for det pågældende retsmøde.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at kriminalforsorgen bør have tilsva-

rende mulighed for at anvende digital kommunikation bl.a. i form af be-

skeder pr. sms, da det må antages at være et egnet middel til at begrænse

antallet af udeblivelser fra afsoning, navnlig i de sager, hvor indkaldelse

sker med et længere tilsigelsesvarsel.

Indkaldelse til afsoning sker som nævnt under pkt. 2.5.1.1 ovenfor som ho-

vedregel mindst en måned før datoen for fremmøde pr. digital post, og en

besked f.eks. pr. sms vil således kunne medvirke til at sikre, at manglende

fremmøde ikke skyldes forglemmelse.

Da udeblivelser ikke kun forekommer i forbindelse med indkaldelse til af-

soning, bør adgangen til at anvende bl.a. sms-beskeder også omfatte tilsi-

gelse til møder mv. hos kriminalforsorgen.

2.6.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der i straffuldbyrdelsesloven indsættes en regel om anven-

delse af digital kommunikation.

Det foreslås således, at kriminalforsorgen får mulighed for at anvende di-

gital kommunikation, bl.a. sms-beskeder, uden samtykke fra borgeren til at

påminde om tilsigelse til afsoning eller møde mv. hos kriminalforsorgen.

Det forudsættes, at beskeden alene indeholder de oplysninger om tid og

sted, som sætter den indkaldte i stand til at give møde i overensstemmelse

med tilsigelsen.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 1 og 2, og bemærkningerne

hertil.

2.7. Kriminalforsorgens adgang til indkomstregisteret

2.7.1. Gældende ret

Ifølge § 7 i bekendtgørelse nr. 49 af 12. januar 2015 af lov om et indkom-

stregister kan bl.a. statslige myndigheder få terminaladgang til indkomstre-

gisteret, i det omfang de pågældende i henhold til anden lovgivning kan få

sådan adgang.

Det fælles offentlige indkomstregister indeholder oplysninger om borger-

nes indkomstforhold og arbejdsomfang, og den enkelte myndighed, som

skal have adgang til indkomstregisteret, aftaler med den dataansvarlige

myndighed, SKAT, hvilke oplysninger myndigheden har behov for at

modtage.

I forarbejderne til bestemmelsen er det forudsat, at adgang alene vil kunne

etableres i overensstemmelse med persondatalovens regler, jf. Folketing-

stidende 2005-2006, tillæg A, side 3452 ff.

Persondataloven gælder bl.a. for elektronisk behandling – herunder ind-

samling og videregivelse – af personoplysninger, f.eks. behandling af per-

sonoplysninger via terminaladgang til indkomstregisteret.

Der er i persondatalovens § 5 fastsat en række grundlæggende principper

for behandling af personoplysninger.

Efter persondatalovens § 5, stk. 2, skal indsamling af data ske til udtrykke-

ligt angivne og saglige formål, og senere behandling må ikke være ufore-

nelig med disse formål. Etableringen af terminaladgang til indkomstregi-

steret vil derfor forudsætte, at en sådan adgang ikke er uforenelig med for-

målene med adgangen til indkomstregisteret.

Efter persondatalovens § 5, stk. 3, skal de oplysninger, som behandles, væ-

re relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere, end hvad der kræves

til opfyldelse af de formål, oplysningerne indsamles til, og de formål,

hvortil oplysningerne senere behandles. Etablering af terminaladgang til

indkomstregisteret vil kræve en selvstændig vurdering i forhold til disse

krav.

Det vil således i forbindelse med etablering af terminaladgang til indkom-

stregisteret konkret skulle overvejes, om det er sagligt og nødvendigt at gi-

ve adgang, og om der på det enkelte område kan gives en begrænset ad-

gang til oplysningerne i indkomstregisteret. Det er et krav, at offentlige

myndigheder mv. ikke behandler eller har adgang til oplysninger, som de

ikke har behov for.

Herudover indeholder persondataloven bl.a. mere specifikke regler om,

hvornår en myndighed må behandle – herunder indsamle og videregive –

personoplysninger. Det afhænger af oplysningernes karakter og formålet

med behandlingen, hvilke regler myndighederne skal følge i det enkelte

tilfælde. Efter persondatalovens § 6 kan ikke-fortrolige oplysninger samt

almindeligt fortrolige oplysninger bl.a. behandles, hvis det er nødvendigt

som led i myndighedsudøvelse, jf. § 6, stk. 1, nr. 6. Oplysninger om en

persons private indkomst- og formueforhold vil som udgangspunkt have

karakter af almindeligt fortrolige oplysninger. Det er den myndighed, der

vil indsamle oplysninger, som skal vurdere, om betingelserne herfor er op-

fyldt i det konkrete tilfælde.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 110 a kan Direktoratet for Kriminalforsor-

gen få terminaladgang til de nødvendige oplysninger i indkomstregisteret

til brug for fuldbyrdelse af straf.

Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 395 af 30. april 2007 om ændring af

straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og retsplejeloven (Adgang

til oplysninger i indkomstregisteret) som en konsekvens af oprettelsen af

det fælles offentlige indkomstregister. Det fremgår af lovforslagets almin-

delige bemærkninger, jf. Folketingstidende 2006-2007, tillæg A, side 4338

f., at de straffuldbyrdende myndigheder i visse tilfælde kan have behov for

at inddrage indkomstoplysninger ved behandling af sager om fuldbyrdelse

af straf, herunder ved klagesager over bødeinddrivelse og sager om ud-

ståelse af bødeforvandlingsstraf.

Hjemlen i straffuldbyrdelseslovens § 110 a er dog ikke udnyttet, og Direk-

toratet for Kriminalforsorgen anvender derfor ikke indkomstregisteret.

Det følger af en række love, at det er det generelle udgangspunkt, at man

ikke kan modtage sociale ydelser under strafafsoning eller ved unddragelse

herfra, jf. bl.a. §§ 74 og 75 i bekendtgørelse nr. 1032 af 23. juni 2016 af

lov om sygedagpenge, § 62 i bekendtgørelse nr. 832 af 7. juli 2015 af lov

om arbejdsløshedsforsikring m.v. og § 22 i bekendtgørelse nr. 1121 af 17.

september 2015 af lov om fleksydelse.

Kriminalforsorgen er i medfør af en række love om sociale ydelser forplig-

tiget til at underrette kommune eller anden offentlig myndighed om ind-

sættelse til strafafsoning, jf. bl.a. § 46, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 10 af 12.

januar 2015 af lov om social pension, § 45, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 11

af 12. januar 2015 af lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og al-

mindelig førtidspension m.v., og § 62, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 832 af 7.

juli 2015 af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Kriminalforsorgen skal

ligeledes underrette kommune eller anden relevant myndighed om unddra-

gelse fra straffuldbyrdelse, når kriminalforsorgen får formodning om, at en

person, der bevidst unddrager sig straffuldbyrdelse, modtager sociale ydel-

ser, jf. f.eks. § 46 b i bekendtgørelse nr. 10 af 12. januar 2015 af lov om

social pension, § 165 b i bekendtgørelse nr. 1284 af 17. november 2015 af

lov om social service og § 10 a i bekendtgørelse nr. 468 af 20. maj 2016 af

lov om aktiv socialpolitik.

Når kriminalforsorgen skal vurdere, om en person, der bevidst unddrager

sig straffuldbyrdelse, modtager sociale ydelser, undersøges det, om der i

kriminalforsorgens sag er konkrete oplysninger, der kan danne grundlag

for formodningen. En sådan formodning vil f.eks. kunne opstå, hvis der i

forbindelse med en dom er udarbejdet en personundersøgelse, jf. retspleje-

lovens § 808, eller hvor det er beskrevet i andre dele af sagens akter. Hvis

kriminalforsorgen i øvrigt har et kendskab af nyere dato til den pågælden-

de, kan dette ligeledes danne grundlag for en formodning om, at den på-

gældende modtager en social ydelse og dermed udløse kriminalforsorgens

underretningspligt.

2.7.2. Regeringens overvejelser

Det fremgår af afsnit 3.5 i Respektpakken, at aftalepartierne er enige om,

at kriminalforsorgsområdet skal have adgang til indkomstregisteret med

henblik på at undersøge, om dømte modtager sociale ydelser, så det i høje-

re grad sikres, at der ikke udbetales sociale ydelser til dømte, som burde

være i fængsel, men ikke møder op til afsoningen.

Kriminalforsorgen vil med initiativet således få bedre mulighed for at un-

dersøge, om dømte, som skal afsone i kriminalforsorgens institutioner,

modtager sociale ydelser med henblik på at kunne underrette de relevante

myndigheder om indsættelse til afsoning og udeblivelse herfra. Dette skal

sikre, at oplysningerne tilgår de relevante myndigheder tidligere end i dag,

således at de relevante myndigheder får bedre muligheder for at indstille

ydelserne fra det tidspunkt, hvor ydelsen efter den relevante lovgivning

skal ophøre.

De gældende regler vedrørende adgang til indkomstregisteret giver alene

mulighed for, at Direktoratet for Kriminalforsorgen kan få adgang til ind-

komstregisteret, jf. straffuldbyrdelseslovens § 110 a. Dette skyldes, at

hjemlen i 2007 blev indført med henblik på bl.a. behandlingen af klager

over bødeinddrivelse, som varetages af direktoratet.

Justitsministeriet finder, at en udvidelse af straffuldbyrdelseslovens § 110

a til også at omfatte kriminalforsorgsområdet vil forbedre kriminalforsor-

gens mulighed for at undersøge, i relevante tilfælde, om dømtes indtægts-

grundlag udgøres af sociale ydelser med henblik på i givet fald at underret-

te de relevante myndigheder om den forventede indsættelse til afsoning.

2.7.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at kriminalforsorgsområdet kan få terminaladgang til de nød-

vendige oplysninger i indkomstregisteret til brug for fuldbyrdelse af straf.

Som det fremgår under pkt. 2.6.1 vil kriminalforsorgen i dag kun have en

formodning om, at den dømte modtager sociale ydelser, hvis det tilfældig-

vis fremgår af sagens akter.

Med forslaget vil kriminalforsorgsområdet således kunne foretage opslag i

indkomstregisteret i forbindelse med indkaldelse og indsættelse af dømte

til afsoning med henblik på at kunne underrette kommune eller anden rele-

vant myndighed i de tilfælde, hvor den dømte modtager ydelser, som even-

tuelt skal indstilles under afsoningen. Kriminalforsorgsområdet vil endvi-

dere kunne anvende indkomstregisteret til at tilvejebringe oplysninger om

indkomstgrundlag i de tilfælde, hvor dømte udebliver efter tilsigelse til af-

soning med henblik på at opfylde sin underretningspligt.

Det forudsættes, at kriminalforsorgsområdet underretter den relevante

myndighed i de tilfælde, hvor der sker ændringer, som kan have betydning

for udbetaling af sociale ydelser, herunder eventuel fremrykning eller ud-

skydelse af afsoningstidspunktet.

Den almindelige pligt til at oplyse om ændringer, der kan have betydning

for udbetaling af sociale ydelser, påhviler fortsat personer, der modtager

sådanne ydelser, jf. § 11, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1052 af 8. september

2015 af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område samt

§ 4 i lov nr. 324 af 11. april 2012 om Udbetaling Danmark med senere æn-

dringer. For personer, der søger om eller modtager ydelser fra en a-kasse,

fremgår pligten af § 12, stk. 2, i a-kassens vedtægt, jf. bilag 1 i bekendtgø-

relse nr. 949 af 19. august 2015 om standardvedtægt for anerkendte a-kas-

ser.

Direktoratet for Kriminalforsorgen og kriminalforsorgsområdet vil også i

andre tilfælde have behov for at inddrage indkomstoplysninger ved be-

handlingen af sager om fuldbyrdelse af straf, herunder ved behandlingen af

klager over bødeinddrivelse, udståelse af bødeforvandlingsstraf og sager

om betinget benådning bl.a. på vilkår af, at den dømte betaler en bøde,

som fastsættes ud fra den pågældendes bruttoindtægt.

Det er Justitsministeriets vurdering, at det er både sagligt og nødvendigt

for kriminalforsorgen at få adgang til de relevante oplysninger i ind-

komstregisteret til brug for udførelsen af kriminalforsorgens ovennævnte

opgaver, og at adgangen til og indsamlingen af nødvendige oplysninger fra

registeret bl.a. på den baggrund kan ske inden for persondatalovens ram-

mer.

Det forudsættes i den forbindelse, at Direktoratet for Kriminalforsorgen og

kriminalforsorgsområdet alene kan anvende adgangen til indkomstregiste-

ret i tilfælde, hvor dette er relevant. Der skal således foretages en konkret

vurdering ud fra de foreliggende oplysninger i kriminalforsorgens sag af,

om der er grundlag for at foretage opslag i indkomstregisteret. Det vil

f.eks. ikke være tilfældet, hvor der foreligger oplysninger om, at den døm-

te er selvforsørgende.

Det forudsættes endvidere, at adgangen til indkomstregisteret begrænses til

de medarbejdere i kriminalforsorgen, der beskæftiger sig med behandlin-

gen af de relevante sagstyper.

Videregivelse af oplysninger fra kriminalforsorgen til den relevante myn-

dighed sker – ligesom ved indsamling af oplysninger i indkomstregisteret

– efter de almindelige behandlingsregler i persondataloven.

Kriminalforsorgen skal således bl.a. iagttage de grundlæggende principper

i persondatalovens § 5 og behandlingsbetingelserne i lovens § 6, som er

angivet ovenfor under pkt. 2.6.1. Idet der vil indgå oplysninger om strafba-

re forhold i en sådan underretning til den relevante myndighed, skal krimi-

nalforsorgen endvidere iagttage persondatalovens § 8, stk. 2, hvorefter vi-

deregivelse af sådanne oplysninger bl.a. kan ske, hvis det er nødvendigt for

udførelsen af en myndigheds virksomhed eller påkrævet for en afgørelse,

som myndigheden skal træffe, jf. nr. 3.

Det er Justitsministeriets vurdering, at kriminalforsorgen efter persondata-

loven kan underrette en relevant kommune eller anden relevant myndighed

om, at en borger, der formodes at modtage sociale ydelser, er indkaldt til

afsoning på et bestemt tidspunkt med henblik på, at udbetalingsmyndighe-

den kan træffe afgørelse om at stoppe udbetalingen af sociale ydelser.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 3, og bemærkningerne hertil.

2.8. Bødestraf for udeblivelse fra afsoning

2.8.1. Gældende ret

Det er efter gældende ret ikke strafbart at udeblive fra afsoning, men der

eksisterer i dag flere reaktionsmuligheder mv. over for dømte, der udebli-

ver efter tilsigelse til afsoning.

Efter § 21, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1034 af 23. juni 2016 om udgang til

indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens insti-

tutioner (udgangsbekendtgørelsen), skal en indsat, der uden lovlig grund er

udeblevet efter tilsigelse til afsoning, i et tidsrum af 3 måneder fra indsæt-

telsen som udgangspunkt fratages muligheden for at kunne meddeles tilla-

delse til udgang.

Desuden skal det efter straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 2, ved vurderin-

gen af risikoen for misbrug af udgangstilladelse bl.a. tillægges særligt

vægt, hvis den indsatte ikke er mødt til afsoning i overensstemmelse med

tilsigelsen.

Udeblivelse efter tilsigelse til afsoning kan endvidere betyde, at afsonings-

institution ændres fra åben til lukket institution. Det fremgår således af

straffuldbyrdelseslovens § 22, stk. 4, nr. 1, at fuldbyrdelse af straf i

fængsel kan ske i lukket fængsel, hvis der efter de i øvrigt foreliggende op-

lysninger om den dømte og efter kriminalitetens art er bestemte grunde til

at antage, at den dømte ved anbringelse i åbent fængsel vil undvige. Oplys-

ninger om, at den pågældende er udeblevet efter tilsigelse til afsoning, kan

indgå i denne bedømmelse, jf. pkt. 29 i vejledning nr. 9116 af 29. februar

2016 om anbringelse og overførsel af dømte, som skal udstå fængselsstraf

eller forvaring (anbringelses- og overførselsvejledningen).

Endeligt kan

udeblivelse tale imod eventuel tidlig prøveløsladelse efter

straffelovens § 40 a.

Det fremgår af de almindelige bemærkninger til forslag til lov nr. 86 af 30.

november 2005 om ændring af lov om fuldbyrdelse straf m.v., at en dom-

fældt anses for at være udeblevet uden lovlig grund, hvis den pågældende

ikke møder på det tidspunkt, hvortil den pågældende er tilsagt til afsoning,

og dette skyldes omstændigheder, som må lægges den pågældende til last.

En domfældt er ikke udeblevet uden grund, hvis undladelsen af at møde til

afsoning skyldes omstændigheder, som ikke kan lægges den pågældende

til last f.eks. i tilfælde, hvor domfældte er mødt for sent som følge af tog-

forsinkelse eller lignende. Hvis den tidsmæssige overskridelse af møde-

tidspunktet må anses for ubetydelig, vil der normalt kunne ses bort fra en

sådan overskridelse, jf. Folketingstidende 2005-2006, tillæg A, side 2590.

2.8.2. Regeringens overvejelser

Det fremgår af afsnit 3.3 i Respektpakken, at aftalepartierne er enige om,

at udeblivelse fra afsoning i fængsler og arresthuse uden lovlig grund skal

være strafbart, og at der skal indføres bødestraf herfor. Bøderne skal kunne

modregnes i de ydelser, den indsatte modtager under afsoning.

Myndighederne har allerede i dag en række reaktionsmuligheder over for

dømte, som ikke møder op til afsoning. Udeblivelse fra afsoning kan såle-

des indebære, at afsoningsstedet ændres fra åbent til lukket fængsel, lige-

som den indsatte som udgangspunkt fratages muligheden for udgang de

første tre måneder af afsoningen. Derudover vil udeblivelse tale imod tid-

lig prøveløsladelse efter noget for noget-ordningen og indgå i vurderingen

af misbrugsrisikoen ved meddelelse af udgangstilladelse.

Den høje udeblivelsesprocent viser imidlertid, at reaktionsmulighederne i

dag ikke er tilstrækkelige, og aftalepartierne vil derfor kriminalisere og

indføre bødestraf for udeblivelse fra afsoning uden lovligt forfald.

Initiativet skal supplere den eksisterende indsats mod udeblivelse fra afso-

ning fra danske fængsler og arresthuse og medvirke til at sikre, at flere

dømte møder til afsoning til tiden.

Justitsministeriet finder, at initiativet bør gennemføres ved, at der i straf-

fuldbyrdelsesloven indsættes et nyt kapitel vedrørende bøde for udeblivel-

se fra afsoning, og at kriminalforsorgsområdet i den forbindelse får mulig-

hed for at udstede administrative bødeforelæg, da der er tale om et stort an-

tal sager, hvor overtrædelserne generelt er ensartede, ukomplicerede og

uden bevismæssige tvivlsspørgsmål.

2.8.3. Den foreslåede ordning

Den foreslåede bestemmelse i § 110 b, stk. 1, indebærer, at det bliver straf-

bart ikke at møde op til afsoning uden lovlig grund på det tidspunkt, hvor

den pågældende er tilsagt.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør overtrædelse af den foreslåede be-

stemmelse i almindelighed straffes med en bøde på 1.000 kr.

Fastsættelsen af straffen vil dog fortsat bero på domstolenes konkrete vur-

dering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det an-

givne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der

i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændighe-

der, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffe-

lovens kapitel 10.

Det foreslås endvidere, at kriminalforsorgsområdet i sager om overtrædel-

se af den foreslåede bestemmelse i § 110 b, stk. 1, i et bødeforelæg kan til-

kendegive, at sagen afgøres uden retssag, hvis den, der er udeblevet, er-

klærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til at betale bøden.

Overtrædelser af den foreslåede bestemmelse i stk. 1 er generelt klare og

umiddelbart konstaterbare, således at sagens afgørelse som udgangspunkt

ikke beror på skønsmæssige elementer af betydning.

En betingelse for, at sagen kan afsluttes med et administrativt bødeforelæg,

vil efter den foreslåede ordning således være, at den pågældende erklærer

sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig indforstået med, at sagen afgø-

res administrativt med betaling af bøden.

Vedtages bødeforelægget, vil yderligere strafforfølgning bortfalde. Vedta-

gelsen har samme virkning som en dom.

Såfremt den pågældende ikke vedtager bødeforelægget, oversendes sagen

til politiet med henblik på videre foranstaltning.

Retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklageskrift og om, at

en sigtet ikke er forpligtiget til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse

for bødeforelæg.

Forslaget indebærer yderligere, at der i tilfælde, hvor den dømte udebliver

fra afsoning, kan træffes bestemmelse om, at den vedtagne eller idømte

bøde modregnes i den indsattes vederlag for beskæftigelse efter § 42, stk.

1, i de tilfælde, hvor den pågældende ikke betaler bøden. Den indsatte skal

dog mindst have udbetalt en ydelse til dækning af personlige fornødenhe-

der. Det er således en forudsætning for modregning, at kriminalforsorgen

administrerer denne modregningsadgang således, at der ved hver udbeta-

ling af arbejdspenge levnes den indsatte et passende beløb.

Det foreslås, at modregning kan anvendes som inddrivelse i tilfælde, hvor

vedkommende enten ikke har evne eller vilje til at betale en vedtaget eller

idømt bøde efter stk. 1. Modregning kan således ske i de tilfælde, hvor den

dømte erklærer sig skyldig i overtrædelsen af den foreslåede bestemmelse i

stk. 1, men hvor den dømte ikke evner at betale bøden. Modregning kan

endvidere ske i de tilfælde, hvor den dømte ikke har erklæret sig skyldig i

overtrædelsen, men hvor domstolene ved dom har fundet den pågældende

skyldig i overtrædelsen.

Efter den foreslåede ordning skal politiet således oversende en ved dom-

stolene idømt bøde for udeblivelse til kriminalforsorgen med henblik på

inddrivelse gennem modregning.

I de tilfælde, hvor den dømte afsoner en kort frihedsstraf, og modregning

derfor ikke i fuldt omfang kan ske under afsoning, oversendes det resteren-

de krav til politiet med henblik på inddrivelse på sædvanlig vis.

Det foreslås endeligt, at justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om

behandlingen af sager om modregning af bøder.

Der tilsigtes ingen ændringer i anvendelsen af øvrige reaktionsmuligheder

som beskrevet ovenfor under pkt. 2.7.1.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 4, og bemærkningerne hertil.

2.9. Skærpet erstatningsansvar for anstiftere og ledere af farlige opløb

2.9.1. Gældende ret

2.9.1.1.

Efter grundlovens § 79 har borgerne ret til uden forudgående tilla-

delse at samle sig ubevæbnede. Er forsamlingen offentlig, har politiet ret

til at overvære den, og forsamlinger under åben himmel kan forbydes, hvis

der er risiko for fare for den offentlige fred.

Ved en forsamling forstås i almindelighed den samtidige tilstedeværelse af

en flerhed af personer i et fælles øjemed (for at befordre en meningstilken-

degivelse) og under en vis ledelse.

Hvis en forsamling går i opløsning på grund af slagsmål, voldsanvendelse

eller hærværk, skifter forsamlingen karakter fra at være en forsamling, der

er beskyttet af grundlovens § 79, til at være et opløb, som der kan skrides

ind over for efter grundlovens § 80 og politilovgivningen.

Hvis en forsamling forbydes eller opløses af politiet eller går i indre opløs-

ning, bliver den også til et opløb i lovens forstand.

Et opløb kan opstå såvel udendørs som indendørs, og uden at der først har

været tale om en forsamling.

Det følger af grundlovens § 80, at den væbnede magt (i praksis politiet),

når den ikke angribes, kun må skride ind ved opløb, efter at mængden tre

gange i kongens og lovens navn forgæves er opfordret til at skilles.

2.9.1.2.

Fremkaldelse, ledelse og deltagelse i opløb kan efter omstændig-

hederne straffes efter straffelovens §§ 133 og 134. Straffelovens § 120 in-

deholder desuden en særlig regel om opløb som middel til overfald på eller

tvang mod offentlige myndigheder.

Straffelovens § 133 angår såkaldt farlige opløb, det vil sige opløb, der

fremkaldes med det forsæt at øve eller true med vold mod person eller

gods, mens straffelovens § 134 angår såkaldt ufarlige opløb.

Efter straffelovens § 133, stk. 1, er det strafbart at fremkalde (anstifte) op-

løb med det forsæt at øve eller true med vold på person eller gods.

I medfør af straffelovens § 133, stk. 2, straffes de, der ved et opløb, under

hvilket nævnte formål er lagt for dagen, optræder som opløbets ledere,

samt enhver deltager, der undlader at efterkomme øvrighedens lovligt for-

kyndte påbud til mængden om at skilles.

Straffelovens § 133, stk. 3, angår strafansvaret for visse forbrydelser, som

begås under farlige opløb. Det følger af bestemmelsen, at anstiftere og le-

dere af opløbet straffes efter den strafferamme, som gælder for de forbry-

delser, som begås, f.eks. straffelovens §§ 244 og 245 om vold og § 291 om

hærværk.

For anstiftere og ledere opstiller straffelovens § 133, stk. 3, således et ud-

videt strafansvar, idet disse personer kan gøres ansvarlige for visse forbry-

delser, som begås af opløbets menige deltagere, uanset om anstifteren eller

lederen kan straffes efter de almindelige ansvarsbetingelser. Det er dog en

betingelse for det særlige ansvar, at forbrydelsen er begået under opløbet,

og at den hører under dets formål.

Efter straffelovens § 134 straffes den, der deltager i såkaldt ufarlige opløb.

Det følger af bestemmelsen, at deltagelse i ufarlige opløb ikke i sig selv er

strafbart. Strafansvaret indtræder først, hvis deltagerne ikke efterkommer

politiets påbud om at skilles. Fremkaldelse og ledelse af ufarlige opløb er

ikke særskilt kriminaliseret.

Straffelovens § 120 angår de særlige tilfælde, hvor opløb anvendes som

middel til at overtræde straffelovens § 119 om bl.a. overfald af og tvang

mod offentlige myndigheder. Efter bestemmelsen straffes et sådan opløbs

anstiftere og ledere i overensstemmelse med straffelovens § 119. Det sam-

me gælder de deltagere, som undlader at efterkomme øvrighedens lovligt

forkyndte påbud til mængden om at skilles.

2.9.1.3.

Sideløbende med et strafansvar vil der efter dansk rets almindelige

regler om erstatning uden for kontraktforhold kunne pålægges en person

erstatningsansvar for skade, som den pågældende har forvoldt eller med-

virket til at forvolde under et opløb.

De almindelige erstatningsretlige principper tager sigte på dels at varetage

genopretningshensyn – det vil sige hensynet til at sikre skadelidtes mulig-

heder for at få dækket sit tab – dels præventive hensyn, idet risikoen for at

ifalde erstatningsansvar i almindelighed antages at være et incitament til at

handle ansvarligt og dermed undgå skade.

For at kunne pålægge en skadevolder erstatningsansvar, er det en forud-

sætning, at der foreligger det fornødne ansvarsgrundlag. Dansk rets almin-

delige ansvarsgrundlag er den såkaldte culparegel. Culpareglen beskrives

traditionelt således, at der indtræder ansvar for skade, som forvoldes ved

en handling, der kan tilregnes den, der handler, som forsætlig eller uagt-

som. Det almindelige culpaansvar er i en række tilfælde fraveget i særlov-

givningen. Et skærpet ansvarsgrundlag følger f.eks. af reglerne om objek-

tivt ansvar i færdselsloven og reglerne om forældres hæftelse for børns er-

statningsansvar.

Objektivt ansvar er den mest vidtgående måde, hvorpå skadevolders an-

svar kan skærpes, og indebærer, at skadevolder ifalder erstatningsansvar,

uanset om der er noget at bebrejde vedkommende selv, og uanset om an-

dre, som vedkommende er ansvarlig for, har handlet culpøst. Objektivt an-

svar findes på områder, hvor der er fundet behov for et særligt strengt an-

svarsgrundlag, bl.a. fordi der på området er stor risiko for skade, eller fordi

der, hvis en skade indtræder, vil være tale om omfattende skadeforvoldel-

se.

Lovbestemt objektivt ansvar kendes som nævnt fra færdselsloven, hvoref-

ter den, der er ansvarlig for et motordrevent køretøj, er ansvarlig på objek-

tivt grundlag for den skade, køretøjet forvolder ved færdselsuheld mv.

En anden måde, hvorpå ansvarsnormen kan skærpes, er ved at pålægge en

person ansvar for andres fejl i form af et såkaldt hæftelsesansvar. Dette er

en fravigelse af den almindelige culparegel, hvorefter en person alene på-

lægges erstatningsansvar for egne fejl. Der er dog samtidig ikke tale om et

objektivt ansvar, da hæftelsesansvaret forudsætter culpa hos den skadevol-

dende og dermed grundlæggende bygger på et culpaprincip. Det kræves i

den forbindelse, at den eller de skadeforvoldende personer skal kunne

identificeres.

Regler om, at en person bliver ansvarlig for en andens skadegørende hand-

linger kendes fra arbejdsgiverens ansvar for ansattes handlinger, jf. Danske

Lov 3-19-2, og fra reglerne om forældres hæftelse for børns erstatnings-

ansvar.

En betingelse for at ifalde et erstatningsansvar er endvidere, at der forelig-

ger den nødvendige forbindelse mellem den indtrådte skade og det ansvar-

spådragende forhold. Erstatningsansvar forudsætter således, at der er år-

sagssammenhæng mellem den skadevoldende adfærd og den pågældende

skade. Det kan udtrykkes som et krav om, at et ansvarspådragende forhold

som udgangspunkt skal have været en nødvendig betingelse for en skades

indtræden.

Herudover forudsætter et erstatningsansvar, at der foreligger såkaldt adæ-

kvans (påregnelighed). Herved forstås, at den ansvarspådragende adfærd

skal have forøget risikoen for, at den pågældende skade indtræffer. Hvis

skadesrisikoen er den samme som før handlingen, må en derefter indtrådt

skade betragtes som hændelig. Det er dog ikke i sig selv tilstrækkeligt, at

risikoen er blevet forøget – risikoen skal forøges for den skade, som rent

faktisk indtræder. Et erstatningsansvar omfatter således ikke følger, der

fremstår som atypiske og tilfældige i forhold til den risiko, som blev frem-

kaldt ved den ansvarspådragende handling.

Endelig er det en betingelse for at rejse et erstatningskrav, at skadelidte har

lidt et økonomisk tab som følge af den skadevoldende handling eller und-

ladelse.

2.9.1.4.

En skadevolder er som udgangspunkt ikke erstatningsansvarlig for

skade, der dækkes af en tingsforsikring eller driftstabsforsikring, jf. erstat-

ningsansvarslovens § 19, stk. 1. Reglen gælder, uanset om ansvarsgrundla-

get er den almindelige culparegel eller et strengere ansvarsgrundlag.

Reglen finder i øvrigt også anvendelse, hvis selskabet udbetaler erstatnin-

gen »pr. kulance«. Er der tegnet forsikring med selvrisiko, er der erstat-

ningsansvar for det beløb, som selvrisikoen udgør. Hvis der er underforsik-

ret, er der erstatningsansvar for det beløb, som ikke dækkes af forsikrin-

gen.

Udgangspunktet i § 19, stk. 1, gælder ikke, såfremt den erstatningsansvar-

lige har forvoldt skaden forsætligt eller ved grov uagtsomhed, jf. lovens §

19, stk. 2, nr. 1, eller skaden er forvoldt ved udøvelse af offentlig eller er-

hvervsmæssig virksomhed eller virksomhed, der kan ligestilles hermed, jf.

lovens § 19, stk. 2, nr. 2.

Fortolkningen af lovens § 19, stk. 2, nr. 1, er nærmere behandlet i den juri-

diske litteratur. Det fremgår således af »Erstatningsansvarsloven med

kommentarer«, Jens Møller og Michael S. Wiisbye, 6. udgave, 2002, side

436, at bestemmelsen i lovens § 19, stk. 2, nr. 1, kun vedrører det personli-

ge ansvar for den, der selv har voldt skade forsætligt eller groft uagtsomt.

Dette indebærer bl.a., at en person, der efter et strengere ansvarsgrundlag

end det almindelige culpaansvar er ansvarlig for andre personers skadegø-

rende handlinger, ikke vil kunne gøres erstatningsansvarlig for skade, der

dækkes af en tings- eller driftstabsforsikring, til trods for at skaden måtte

være forvoldt forsætligt eller groft uagtsomt.

Erstatningsansvarslovens § 19 gælder i medfør af lovens § 21 ikke for er-

statningsansvar, der er omhandlet i 1) færdselslovens regler om ansvar for

motordrevne køretøjer, eller som i øvrigt er dækket af den for køretøjet

lovpligtige ansvarsforsikring, 2) luftfartsloven eller 3) søloven. Bestem-

melsen undtager således de specifikke erstatningsretlige regler på de

nævnte områder fra erstatningsansvarslovens almindelige regler om bort-

fald af erstatningsansvar for skader, der er dækket af tings- eller driftstabs-

forsikring. Det skyldes især hensynet til at sikre erstatningsreglernes ska-

deforebyggende (præventive) effekt, samt at regresretten, jf. erstatnings-

ansvarslovens § 22, kan have økonomisk betydning.

Såfremt der er erstatningsansvar for en skade, der er dækket af en skades-

forsikring, indtræder forsikringsselskabet i det omfang, det har betalt er-

statning, i den skadelidtes krav mod den erstatningsansvarlige (regres), jf.

erstatningsansvarslovens § 22, stk. 1. Såfremt erstatningsansvaret er bort-

faldet efter bestemmelsen i lovens § 19, stk. 1, vil forsikringsselskabet ikke

have nogen ret at indtræde i.

2.9.2. Regeringens overvejelser

Det fremgår af afsnit 1.2 i Respektpakken, at aftalepartierne er enige om at

indføre et skærpet erstatningsansvar for anstiftere og ledere af opløb, som

fremover skal kunne ifalde et erstatningsansvar for alle materielle skader

forvoldt under opløbet, uanset om det har været muligt at identificere den

eller de deltagere, som har forvoldt den konkrete skade.

Det er i dag muligt at rette et erstatningsansvar mod de personer, som udø-

ver hærværk i forbindelse med et opløb, dvs. bl.a. når politiet har opløst

demonstrationer eller forsamlinger. Det er i den forbindelse afgørende, at

man har pågrebet den person, som kan siges at være ansvarlig skadevolder.

Man skal altså identificere den person, der har begået hærværk f.eks.

smadret en rude. Det er desværre ikke altid muligt at udpege den eller de

egentlige skadevoldere i en større gruppe af deltagere i et opløb.

Aftalepartierne anser anstiftere og ledere som hovedansvarlige for, at oplø-

bet finder sted, og disse personer har samtidig indflydelse på, hvordan op-

løbet forløber, og dermed en reel mulighed for at forhindre skadevoldende

handlinger under opløbet.

Aftalepartierne vil derfor skabe et incitament til, at ingen opfordrer andre

til at hærge byen og vandalisere privat ejendom.

Justitsministeriet har overvejet, i hvilken lov reglerne om dette erstatnings-

ansvar bør placeres. Ministeriet har fundet det mest hensigtsmæssigt at

placere reglerne i lov nr. 363 af 13. maj 2009 om hæftelse for børns erstat-

ningsansvar, der i forvejen indeholder regler om et skærpet erstatnings-

ansvar for andre personers skadegørende handlinger eller undladelser.

Efter de almindelige regler om bortfald af erstatningsansvar for skader, der

dækkes af forsikring, jf. erstatningsansvarslovens § 19, vil anstiftere og le-

dere af opløb ikke kunne gøres erstatningsansvarlige for skader, der for-

voldes af opløbets øvrige deltagere, hvis skaden er dækket af forsikring.

Det må forventes, at en ikke uvæsentlig del af de skader, der kan blive for-

voldt under et opløb, vil være dækket af forsikring. For at sikre den fore-

slåede ordnings præventive effekt finder Justitsministeriet det derfor nød-

vendigt, at der samtidig foretages en ændring af erstatningsansvarslovens §

21, således at anstiftere og ledere af opløb kan gøres erstatningsansvarlige

efter reglen om skærpet erstatningsansvar for skader, der forvoldes af op-

løbets øvrige deltagere, selv om disse skader måtte være dækket af forsik-

ring.

2.9.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at indføre et skærpet erstatningsansvar for personer, der an-

stifter eller leder opløb med det forsæt at øve eller true med vold på person

eller gods, således at de bliver erstatningsansvarlige for tingsskade, der

forvoldes under eller i forbindelse med opløbet af personer, som deltager i

dette.

Efter den foreslåede ordning vil personer, der anstifter eller leder opløb,

være objektivt ansvarlige i den forstand, at ansvaret udløses, uanset om

tingsskade er forvoldt forsætligt, uagtsomt eller hændeligt af opløbets del-

tagere, og uanset om det er muligt at identificere den eller de personer, der

har forvoldt skaden.

For at det skærpede erstatningsansvar finder anvendelse, skal der være tale

om et opløb, som er fremkaldt med det forsæt at øve eller true med vold på

person eller gods. Med forslaget bliver anstiftere og ledere dermed erstat-

ningsansvarlige for de menige deltageres skadegørende handlinger, lige-

som de i dag kan straffes for visse lovovertrædelser, herunder bl.a. vold og

hærværk, som begås af andre deltagere under opløbet, jf. straffelovens §

133, stk. 3.

Det er ikke en forudsætning, at et opløbs anstifter eller leder samtidig fin-

des skyldig i overtrædelse af straffelovens § 133. Det indebærer bl.a., at

der efter omstændighederne kan pålægges en person, som har anstiftet el-

ler ledet et opløb, erstatningsansvar efter den foreslåede ordning, selv om

der ikke er ført en straffesag mod den pågældende. Det samme gælder i til-

fælde, hvor anklagemyndigheden vælger at rejse tiltale for overtrædelse af

andre bestemmelser frem for straffelovens § 133.

Med den foreslåede ordning tilsigtes der alene en skærpelse af ansvars-

grundlaget for anstiftere og ledere, som ifalder erstatningsansvar på objek-

tivt grundlag for al tingsskade, der forvoldes af opløbets deltagere. De øv-

rige betingelser for at ifalde erstatningsansvar, som følger af de almindeli-

ge erstatningsretlige principper, herunder kravet om årsagssammenhæng

og adækvans, finder således anvendelse.

Det skærpede erstatningsansvar for anstiftere og ledere omfatter al tings-

skade, der forvoldes under eller i forbindelse med hele opløbet. Det gæl-

der, uanset på hvilket tidspunkt den pågældende tager del i opløbet, og

uanset om den pågældende forlader opløbet undervejs i dets forløb. Det er

således ikke en forudsætning, at anstifteren eller lederen har været til stede

under hele opløbet.

For at sikre at anstiftere og ledere kan gøres ansvarlige for skader, der

dækkes af forsikring, foreslås det endvidere at udvide anvendelsesområdet

for erstatningsansvarslovens § 21, således at bestemmelsen også omfatter

erstatningsansvaret efter den foreslåede ordning.

Det indebærer, at erstatningsansvarslovens almindelige regler om bortfald

af erstatningsansvar, jf. lovens § 19, ikke vil finde anvendelse i forhold til

det foreslåede skærpede erstatningsansvar.

Som følge heraf vil anstiftere og ledere kunne gøres erstatningsansvarlige

for skader, der dækkes af forsikring, ligesom et forsikringsselskab vil have

regres mod de pågældende personer, jf. erstatningsansvarslovens § 22, stk.

Herudover finder de almindelige erstatningsretlige regler i øvrigt anven-

delse. Det indebærer bl.a., at erstatningsansvaret for anstiftere eller ledere

af opløb vil kunne nedsættes eller helt bortfalde efter den almindelige lem-

pelsesregel i erstatningsansvarslovens § 24. Endvidere vil de almindelige

regler om solidarisk hæftelse og regres mellem flere skadevoldere, jf. er-

statningsansvarslovens § 25, finde anvendelse.

Det vil være op til skadelidte at forfølge sit erstatningskrav. Den skadelidte

vil kunne gøre kravet gældende efter de almindelige bestemmelser i rets-

plejelovens kapitel 89 om påtale af borgerlige krav under straffesager. Den

skadelidte er dog ikke forpligtet til at forfølge kravet i forbindelse med en

straffesag, men kan i stedet vælge at forfølge det i den borgerlige retsplejes

former.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets §§ 3 og 4 og bemærkningerne hertil.

2.9.4. Forholdet til grundloven og Danmarks internationale forpligtelser

Efter grundlovens § 79 har borgerne ret til uden forudgående tilladelse at

samle sig ubevæbnede. Er forsamlingen offentlig, har politiet ret til at

overvære den, og forsamlinger under åben himmel kan forbydes, hvis der

er risiko for fare for den offentlige fred.

Grundlovens § 79 beskytter således retten til at forsamle sig fredeligt. Der-

imod beskytter grundlovens § 79 ikke forsamlinger, som udøver vold, hær-

værk og lignende. Sådanne ufredelige forsamlinger karakteriseres som op-

løb, jf. grundlovens § 80.

Efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel

11, stk. 1, har enhver bl.a. ret til frit at deltage i fredelige forsamlinger. Li-

gesom grundlovens § 79 beskytter EMRK artikel 11 ikke ufredelige for-

samlinger.

Som det fremgår ovenfor pkt. 2.8.3, foreslås det at skærpe erstatnings-

ansvaret for personer, der anstifter eller leder opløb med det forsæt at øve

eller true med vold på person eller gods, således at de pågældende perso-

ner vil kunne gøres erstatningsansvarlige for tingsskade, der forvoldes un-

der eller i forbindelse med opløbet af personer, der deltager i dette.

Det skærpede erstatningsansvar vil således alene gælde for skader, der for-

voldes under eller i forbindelse med såkaldt farlige opløb med voldshand-

linger, hærværk mv. Skader, der måtte blive forvoldt under fredelige for-

samlinger, vil således ikke være omfattet af lovforslaget. Det skærpede er-

statningsansvar vil endvidere alene påhvile personer, der anstifter eller le-

der opløb med forsæt til at øve eller true med vold på person eller gods.

Arrangører mv. af fredelige forsamlinger – herunder fredelige forsamlin-

ger, som måtte udvikle sig til opløb – vil således ikke kunne gøres erstat-

ningsansvarlige efter lovforslaget, medmindre de pågældende arrangører

mv. tillige anstifter eller leder et (efterfølgende) opløb med det anførte for-

sæt.

Den foreslåede ordning indebærer på denne baggrund ikke et indgreb over

for fredelige forsamlinger i grundlovens og EMRK’s forstand, og lovfor-

slaget vurderes derfor at være forenelig med beskyttelsen af forsamlings-

friheden i grundloven og EMRK.

2.10. Mulighed for at kommuner kan yde økonomisk tilskud til priva-

tes tv-overvågning

2.10.1. Gældende ret

2.10.1.1.

Efter tv-overvågningsloven må private som hovedregel ikke fore-

tage tv-overvågning af gade, vej, plads eller lignende område, som benyt-

tes til almindelig færdsel, jf. lovens § 1.

Tv-overvågningsloven indeholder imidlertid nogle undtagelser til dette

forbud, herunder i lovens § 2, stk. 2, hvorefter boligorganisationer og fore-

ninger mv., der repræsenterer husstandene i et boligområde, har mulighed

for efter tilladelse fra politiet at foretage tv-overvågning af det pågældende

boligområde og af arealer, som ligger i direkte tilknytning hertil, når over-

vågningen er væsentlig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse. En tilladel-

se kan gives for højst 5 år ad gangen.

2.10.1.2.

Tv-overvågningslovens generelle forbud mod tv-overvågning af

områder, som benyttes til almindelig færdsel, omfatter ikke offentlige

myndigheders tv-overvågning.

For offentlige myndigheder gælder forvaltningsrettens almindelige sagsbe-

handlingsregler og normer for god forvaltningsskik, herunder bl.a. pligten

til kun at varetage saglige hensyn i forbindelse med myndighedsudøvelsen.

Endvidere er offentlige myndigheder underlagt et almindeligt proportiona-

litetsprincip. Herudover finder persondatalovens regler anvendelse for of-

fentlige myndigheders behandling af personoplysninger, herunder i forbin-

delse med tv-overvågning.

Særligt for kommuners vedkommende er det tidligere anset for tvivlsomt,

om der med hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne kan foretages tv-over-

vågning af frit tilgængelige områder som f.eks. gågader, stisystemer og

parkeringspladser alene med det formål at øge befolkningens tryghed, jf.

bemærkningerne til forslag til lov om ændring af lov om tv-overvågning

og lov om behandling af personoplysninger, jf. Folketingstidende 2010-11

(1. samling), A, L 145 som fremsat, side 7.

På den baggrund blev tv-overvågningslovens § 2 a indsat ved lov nr. 422

af 10. maj 2011 om udvidelse af adgangen til tv-overvågning for kommu-

ner.

Efter denne bestemmelse kan kommunerne med henblik på at fremme

trygheden foretage tv-overvågning af offentlig gade, vej, plads eller lig-

nende område, som benyttes til almindelig færdsel, og som ligger i nær til-

knytning til et område, der tv-overvåges i medfør af lovens § 2, stk. 2. Det

er en betingelse for en kommunes tv-overvågning efter denne bestemmel-

se, at det pågældende areal, der benyttes til almindelig færdsel, er offent-

ligt og ligger i nær tilknytning til et område, der allerede tv-overvåges af

en boligorganisation mv. i henhold til en tilladelse fra politiet, ligesom det

er forudsat, at kommunen kun kan foretage tv-overvågning i medfør af be-

stemmelsen, hvis der må formodes at være en vis tættere sammenhæng

mellem på den ene side de kriminalitetsproblemer, der er i det pågældende

boligområde, og på den anden side en utryghedsskabende adfærd på nært-

liggende offentlige arealer uden for boligområdet.

En boligorganisation mv. kan som nævnt ovenfor under punkt 2.9.1.1 in-

den for rammerne af tv-overvågningslovens § 2, stk. 2, selv tv-overvåge

arealer, der ligger i »direkte tilknytning« til det pågældende boligområde.

For arealer, der ligger i direkte – og dermed også i nær – tilknytning til et

boligområde, er der efter omstændighederne således adgang for både boli-

gorganisationen og kommunen til at tv-overvåge disse arealer. Kommuner-

ne kan i sådanne situationer vælge at tilbyde boligorganisationen at foreta-

ge tv-overvågningen af de pågældende områder i stedet for boligorganisa-

tionen. Hvis boligorganisationen kun har fået tilladelse til at tv-overvåge

sine egne områder, er det derimod alene kommunen, der kan tv-overvåge

de andre områder (dvs. områder i tilknytning til boligområdet).

2.10.1.3.

I den under punkt 2.9.1.2 nævnte situation, hvor både boligorga-

nisationen og kommunen har kompetence til at tv-overvåge et offentligt

område, kan kommunen i stedet vælge at tilbyde boligorganisationen at fi-

nansiere boligorganisationens tv-overvågning af det pågældende område.

Det er således med det anførte forudsat, at kommunen – som det mindre i

det mere – kan afholde udgifterne til en boligorganisations tv-overvågning

af offentlige arealer, der ligger i direkte tilknytning til boligområdet, og

som boligorganisationen har opnået polititilladelse til at tv-overvåge, når

kommunen selv ville kunne tv-overvåge de pågældende arealer efter tv-

overvågningslovens § 2 a.

Det er antaget, at kommunalfuldmagtsreglerne ikke giver kommunerne ad-

gang til at yde økonomisk tilskud til privates tv-overvågning ud over de til-

fælde, hvor kommunerne selv vil kunne foretage tv-overvågning. Kommu-

nerne kan således ikke yde økonomisk tilskud til tv-overvågning af private

områder, herunder private veje og private fællesveje, med henblik på at

fremme borgernes tryghed.

2.10.2. Regeringens overvejelser

Det fremgår af afsnit 1.5 i Respektpakken, at aftalepartierne er enige om at

give kommunerne mulighed for – med henblik på at fremme trygheden –

at yde økonomisk tilskud til boligorganisationers tv-overvågning af bolig-

områder og af arealer, som ligger i direkte tilknytning hertil.

Som reglerne er i dag, kan kommunerne alene yde økonomisk tilskud til

tv-overvågning af offentlige områder, som foretages af en boligforening

efter tilladelse fra politiet. Kommunerne har således ikke mulighed for at

yde økonomisk tilskud til tv-overvågning af private arealer, som foretages

af boligforeninger.

Københavns Kommune har således peget på, at kommunen har set sig

nødsaget til at meddele afslag på en række ansøgninger fra boligforeninger

om tilskud til tv-overvågning som led i en generel tryghedsskabende ind-

sats, idet der var søgt om midler til hel eller delvis overvågning af private

fællesveje. Med initiativet gives kommunerne mulighed for også at yde

økonomisk tilskud til tv-overvågning af private arealer.

Justitsministeriet finder, at der i tv-overvågningsloven bør indføres en be-

stemmelse, som generelt gør det muligt for kommunerne med henblik på at

fremme trygheden at yde økonomisk tilskud til etablering og drift af tv-

overvågning, der foretages for boligorganisationer og foreninger mv. efter

tilladelse fra politiet i medfør lovens § 2, stk. 2.

2.10.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at give kommunerne mulighed for generelt at yde økonomisk

tilskud til privates tv-overvågning af et boligområde og af arealer, som lig-

ger i direkte tilknytning hertil.

Det vil med forslaget ikke være en betingelse for at yde økonomisk tilskud

til boligorganisationers tv-overvågning efter § 2, stk. 2, at kommunen selv

vil kunne tv-overvåge de pågældende arealer efter tv-overvågningslovens

§ 2 a.

Den foreslåede adgang for kommunerne til at yde økonomisk tilskud til

etablering og drift af tv-overvågning omfattet af tv-overvågningslovens §

2, stk. 2, vil alene give en mulighed for kommunerne for at yde tilskud.

Kommunerne vil således ikke være forpligtede til at bruge muligheden.

Der tilsigtes ikke med lovforslaget en ændring af betingelserne for, hvor

og hvornår tv-overvågning kan iværksættes af boligorganisationer mv.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 5 og bemærkningerne hertil.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske konsekvenser for regioner

og kommuner af betydning. Lovforslaget vurderes at have økonomiske

konsekvenser for staten. Det skønnes, at lovforslaget vil medføre merud-

gifter, der vurderes at kunne rummes inden for Justitsministeriets eksiste-

rende økonomiske rammer.

Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konsekvenser for stat,

regioner og kommuner af betydning.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for

erhvervslivet mv.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den […] til den […] været sendt

til høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:

Advokatrådet, Advokatsamfundet, Amnesty International, Andelsboligfor-

eningens fællesrepræsentation ABF, Andelsboligforeningernes Fællesre-

præsentation, Ankenævnet for Forsikring, Arbejderbevægelsens Erhvervs-

råd, Boligselskabernes Landsforening, BUPL, Copenhagen Business

School, Juridisk Institut, Danmarks Lejerforeninger, Danmarks Lærerfore-

ning, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Detail, Dansk Erhverv, Dansk

Folkeoplysnings Samråd, Dansk Franchise Forening, Dansk Fængselsfor-

bund, Dansk Industri, Dansk Journalistforbund, Dansk Organisation af De-

tailhandelskæder, Dansk PEN, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Sy-

geplejeråd, Danske Advokater, Danske Medier, Danske Regioner, Danske

Udlejere, Danske Ældreråd, Datatilsynet, De Samvirkende Købmænd, Den

Danske Aktuarforening, Den Danske Dommerforening, Den Danske Præ-

steforening, Det Etiske Råd, Det Kriminalpræventive Råd, DI, Direktoratet

for Kriminalforsorgen, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen,

Ejendomsforeningen Danmark, Erstatningsnævnet, Faggruppen af Social-

rådgivere i Kriminalforsorgen, Fagligt Fælles Forbund (3F), Finansrådet,

Finanstilsynet, FOA, Forbrugerklagenævnet, Forbrugerombudsmanden,

Forbrugerrådet, Forbrugerrådet Tænk, Foreningen af Fængselsinspektører,

vicefængselsinspektører og økonomichefer, Foreningen af Offentlige An-

klagere, Foreningen af Socialchefer, Forsikring & Pension, FRIDA Forsik-

ring Agentur A/S, FTF, Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger,

Grundejernes Landsorganisation, Hjælp Voldsofre, HK Danmark, HK

Landsklubben for Danmarks Domstole, HK Landsklubben for Kriminal-

forsorgen, HK Landsklubben for Politiet, Husleje- og Beboerklagenævns-

foreningen, Institut for Menneskerettigheder, Justitia, KL, Kriminalforsor-

gens Lokale Præsteforening, Kriminalforsorgsforeningen, Københavns

Universitet, Det Juridiske Fakultet, Landsforeningen af Forsvarsadvokater,

Landsforeningen KRIM, Landsklubben af socialrådgivere ansat i Krimi-

nalforsorgen, Landsorganisationen i Danmark (LO), Lejernes Landsorga-

nisation i Danmark, Lægeforeningen, Offerrådgivningerne i Danmark, Par-

celhusejernes Landsforening, Politidirektørforeningen, Politiforbundet i

Danmark, Realkreditankenævnet, Realkreditforeningen, Realkreditrådet,

Retspolitisk Forening, Retssikkerhedsfonden, Rigsadvokaten, Rigspolitiet,

Rådet for Socialt Udsatte, Samtlige byretter, SAVN, SikkerhedsBranchen,

Socialpædagogernes Landsforbund, Statens Byggeforskningsinstitut, Syd-

dansk Universitet, Juridisk Institut, Sø- og Handelsretten, TEKNIQ, Tryk-

kefrihedsselskabet, Udbetaling Danmark, Vejdirektoratet, Vestre Landsret,

Ældre Sagen, Østre Landsret, Aarhus Universitet, Juridisk Institut.

9. Sammenfattende skema

Positive konsekven-

ser/mindreudgifter

(hvis ja, angiv om-

fang)

Ingen af betydning

Økonomiske

konse-

kvenser for stat, kom-

muner og regioner

Negative konsekven-

ser/merudgifter (hvis

ja, angiv omfang)

Det skønnes, at lov-

forslaget vil medføre

merudgifter, der vur-

deres at kunne rum-

mes inden for Justits-

ministeriets eksiste-

rende

økonomiske

rammer.

Ingen af betydning

Ingen

Administrative konse-

kvenser for stat, kom-

muner og regioner

Økonomiske konse-

kvenser for erhvervs-

livet

Administrative konse-

kvenser for erhvervs-

livet

Administrative

konsekvenser for

bogene

Miljømæssige konse-

kvenser

Forholdet til EU-retten

Overimplementering af

EU-retlige minimums-

forpligtigelser (sæt X)

Ingen

Lovforslaget indehol-

der ikke EU-retlige

aspekter.

Nej

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

I straffelovens § 81 er oplistet en række forhold, som i almindelighed skal

indgå som skærpende omstændigheder ved straffastsættelsen.

Det foreslås at indsætte et nyt nummer i straffelovens § 81, hvoraf det

fremgår, at det ved straffens fastsættelse i almindelighed skal indgå som en

skærpende omstændighed, at gerningen har baggrund i den forurettedes el-

ler dennes nærmestes udførelse af offentlig tjeneste eller hverv.

Udtrykket »offentlig tjeneste eller hverv« skal forstås i overensstemmelse

med det tilsvarende udtryk i straffelovens § 119, stk. 1, jf. nærmere herom

pkt. 2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Afgrænsningen af begrebet den forurettedes »nærmeste« må foretages i

overensstemmelse med det tilsvarende begreb i retsplejelovens § 171 om,

hvem der er fritaget for den almindelige pligt til at afgive forklaring i ret-

ten. Udtrykket omfatter således normalt personens ægtefælle, faste samle-

vende, forældre, børn og søskende. Efter omstændighederne vil også fjer-

nere slægtninge, nært besvogrede og mindre faste samlivsforhold kunne

være omfattet.

Det er en forudsætning, at forbrydelsen har »baggrund i« den pågældendes

eller dennes nærmestes udførelse af offentlig tjeneste eller hverv, hvilket

bl.a. vil omfatte tilfælde, hvor en forbrydelse begås som reaktion på eller

som følge af den forurettedes eller dennes nærmestes udførelse af offentlig

tjeneste eller hverv.

Som eksempler på tilfælde, der bl.a. omfattes af den foreslåede strafskær-

pelsesgrund, kan nævnes hærværk mod en socialrådgivers private bil, hvis

hærværket begås som følge af den pågældendes arbejde, overtrædelse af et

tilhold om ikke at kontakte eller følge efter en medarbejder i en kommunal

socialforvaltning, hvis overtrædelsen begås som følge af den pågældendes

arbejde, og trusler mod en fængselsbetjents ægtefælle, hvis truslerne frem-

sættes som følge af fængselsbetjentens arbejde.

Det forudsættes, at der foreligger oplysninger om, at den strafbare gerning

har baggrund i den pågældendes udførelse af offentlig tjeneste eller hverv,

f.eks. ved gerningspersonens tidligere kontakt til den pågældende, ger-

ningspersonens udtalelser eller adfærd i øvrigt i forbindelse med gernin-

gen.

Bestemmelsen finder anvendelse i forhold til enhver form for forbrydelse,

som har baggrund i den forurettedes eller dennes nærmestes udførelse af

offentlig tjeneste eller hverv. Bestemmelsen vil derfor ikke have betydning

i tilfælde, hvor det indgår i selve gerningsindholdet i en strafbestemmelse

– eller i betingelserne for anvendelsen af en forhøjet strafferamme – at ger-

ningen har baggrund i forurettedes offentlige tjeneste eller hverv. Bestem-

melsen omfatter således f.eks. ikke strafudmålingen for overtrædelse af

straffelovens §§ 119-122.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Efter straffelovens § 119, stk. 1, straffes den, som med vold eller trussel

om vold overfalder nogen, som det påhviler at handle i medfør af offentlig

tjeneste eller hverv, under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i an-

ledning af samme, eller som på lige måde søger at hindre en sådan person i

at foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge vedkommende til at

foretage en tjenestehandling. Strafferammen er bøde eller fængsel indtil 8

år.

Det foreslås at udvide anvendelsesområdet for straffelovens § 119, stk. 1,

til at omfatte den, som øver vold, truer med at øve vold eller offentligt eller

med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter trussel om vold.

Der er med den foreslåede ændring foretaget en sproglig tilpasning af den

del af bestemmelsens gerningsindhold, der vedrører vold. Der er ikke der-

med tilsigtet ændringer i forhold til gældende ret.