Retsudvalget 2015-16
REU Alm.del Bilag 369
Offentligt
1651471_0001.png
6. oktober 2014
Se&Hør-sagen
Nets har overfor Finanstilsynet skriftligt redegjort for hændelsesforløbet omkring Se&Hør-sagen.
Redegørelsen indeholder oplysninger, som er strengt fortrolige af hensyn til politiets efterforskning,
og forretningshemmeligheder for Nets.
Den tværministerielle arbejdsgruppe vedrørende ”elektroniske betalinger mv”, som ledes af
Justitsministeriet, har derfor bedt Nets om at udarbejde en beskrivelse af hændelsesforløbet, der
ikke indeholder disse oplysninger.
Sammenfatning
Dagbladet BT bragte mandag den 28. april 2014 og i tiden derefter historier om, at fortrolige
oplysninger om forskellige kendte danskeres brug af betalingskort er blevet videregivet til en eller
flere ansatte på ugebladet Se & Hør i en periode fra 2008 og frem til 2012. Ifølge oplysningerne fra
BT var der tale om, at en tidligere medarbejder i IBM, der er underleverandør af forskellige ydelser
til Nets, skulle have videregivet de pågældende oplysninger.
Nets igangsætte straks en undersøgelse af faktiske forhold og har løbende været i tæt dialog med
politiet. Blandt andet på baggrund af Nets’ undersøgelse har politiet rejst sigtelse mod en tidligere
medarbejder hos IBM.
Nets finder sagen dybt foruroligende og beklager dybt de gener, som en række danskere har ople-
vet ved at Nets’ systemer (jf. politiets sigtelse) er blevet misbrugt til en kriminel adfærd. Nets vil
gerne understrege, at denne type adfærd strider mod hele det fundament, virksomheden bygger
på. Nets vil samtidig understrege, at datasikkerhed og dataintegritet har absolut topprioritet for
virksomheden i den daglige drift, og det er kernefokus for den nye ejerkreds, som overtog virk-
somheden den 9. juli 2014.
Det er i sagens natur umuligt at forhindre, at personer, der har adgang til personhenførbare data,
forsøger at udføre kriminelle handlinger. Derimod er det afgørende, at kriminelle handlinger hurtigt
bliver opdaget, standset og straffet. Som følge af det nye rammeværk for informationssikkerhed,
som Nets’ bestyrelse vedtog i efteråret 2013, og hvis implementering er blevet fremskyndet som
følge af Se&Hør-sagen, er det ikke sandsynligt, at et identisk misbrug vil kunne forekomme igen
uden at blive opdaget, standset og straffet.
Det faktiske forløb
Indledningsvist skal det bemærkes, at Nets’ interne undersøgelser har været vanskeliggjort af, at
forholdene ligger mellem to og seks år tilbage i tid.
p. 1 - 4
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651471_0002.png
I henhold til sikkerhedsbekendtgørelsen med hjemmel i persondataloven skal logs slettes efter 6
måneder med mindre særlige forhold kræver yderligere opbevaring. I henhold til de gældende
industrikrav (PCI DSS-kravene) er Nets forpligtiget til at opbevare detaljerede logdata i 12
måneder. Nets opbevarer dermed ikke detaljerede logs i længere tid end tilladt.
Nets’ undersøgelser har derfor været baseret på tekniske logs, som ikke indeholder detaljeret in-
formation om opslag på specifikke kortnumre. Informationsmængden er endvidere ekstremt om-
fangsrig og vanskeligt tilgængelig. Nets arbejder således fortsat på at dokumentere og underbygge
sagen til brug for politiets efterforskning.
Den mistænkte tidligere IBM-medarbejder (Kilden) var operatør hos IBM. Generelt er operatørrol-
len ansvarlig for at overvåge, kontrollere og udføre kommandoer i mainframe, netværk og applika-
tioner i et multileverandørmiljø, herunder at håndtere hændelser i overensstemmelse med den
aftalte Service Level Agreement. Kilden var berettiget til at foretage forespørgsler om transaktioner
på et givet betalingskort, da Kilden som led i sit arbejde havde brug for denne adgang.
Med udgangspunkt i konkrete, tidsfæstede hændelser, som har været omtalt i Se og Hør, og hvor
information om brug af betalingskort antages at have været anvendt til at spore kendte personer,
har Nets kortlagt Kildens brug af Nets’ systemer (adfærd) i disse perioder og sammenlignet dels
med vedkommendes adfærd uden for disse perioder, dels med sammenlignelige medarbejderes
adfærd i de samme perioder. På den baggrund kan det konstateres, at kildens adfærd i de pågæl-
dende perioder har været afvigende.
En årsag til, at Kildens adfærd ikke dengang fremstod som afvigende, var, at Kildens brug af Nets’
systemer var begrænset til få opslag ud af et daværende dagligt antal opslag i Nets’ systemer i
størrelsesordenen 40.000-50.000 (herunder systemgenererede opslag). I dag er både bevidsthe-
den om og fokus på informationssikkerhed et andet, og Nets’ værktøjer til at styrke informations-
sikkerheden er mere omfattende og effektive, end de var i den periode, hvor Kildens misbrug fore-
gik.
Adgang til information om en bestemt persons brug af betalingskort kræver kendskab til den på-
gældendes kortnummer. Kilden havde ikke adgang til at foretage søgning på navn og ad den vej få
adgang til at forbinde en persons navn med den pågældende persons kortnummer.
Denne adgang anvendes blandt andet af medarbejdere i kundeservice – fx når kortholdere rappor-
terer deres kort som stjålet eller på anden måde bortkommet. I disse situationer kan kortholder
sjældent huske kortnummeret, og det er derfor nødvendigt at kunne finde kortnummeret med ud-
gangspunkt i informationer om kortholders identitet. Der bliver årligt spærret ca. 190.000 kort i
Danmark.
2-4
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651471_0003.png
Kilden havde som en del af sin jobfunktion adgang til at nulstille andre brugeres password, hvilket
blandt andet kan være nødvendigt, hvis en bruger har glemt sit password eller har indtastet forkert
password tre på hinanden følgende gange. En sådan nulstilling af passwords blev inden for normal
kontortid foretaget af Helpdesk. Uden for dette tidsrum blev opgaven varetaget af driftspersonalet
hos IBM, herunder operatørerne, da operatørfunktionen er døgnbemandet.
Nets og IBM har konstateret, at Kilden i perioder, der passer med de ”vinduer”, der har været om-
talt i interne mails hos Se&Hør, har foretaget nulstilling af passwords på bruger-id'er tilhørende
medarbejdere i kundeservice, selv om disse bruger-id'er ikke var spærret, og der således ikke fore-
lå en "request for reset password". Dette kunne for eksempel ske under de pågældende medarbej-
deres ferie. Ved på denne måde midlertidigt at kunne overtage andre medarbejderes identitet har
Kilden kunnet skaffe sig adgang til informationer, som Kilden ellers var afskåret fra.
Det er ikke længere muligt for IBM-operatører at foretage søgninger i transaktioner. Der er heller
ikke adgang til at nulstille passwords. Samtidig har Nets iværksat en række umiddelbare tiltag i
direkte forlængelse af Se&Hør-sagen for yderligere at styrke informationssikkerheden i Nets. Disse
tiltag repræsenter en fremskyndelse af implementeringen af det nyt rammeværk for informations-
sikkerhed, som blev vedtaget af Nets’ bestyrelse i efteråret 2013.
Arbejdet med datasikkerhed i Nets
Nets’ er underlagt en række sikkerhedskrav og standarder i henhold til lovgivning og regulering fra
de internationale kortselskaber, ligesom Nets i sin generelle ansættelsesprocedure stiller relevante
krav til medarbejdere, der skal udføre meget betroede jobs med adgang til fortrolige persondata,
herunder ren straffeattest.
Nets vurderer, at Nets’ behandling af persondata er i overensstemmelse med de gældende fortro-
lighedskrav til en sådan behandling. Der har således i Nets’ systemer været foretaget de logninger
og kontroller, som vurderes at opfylde gældende krav for sådan et system. På baggrund af
Se&Hør-sagen igangsatte Nets dog umiddelbart en række yderligere initiativer. Nets har således
udvidet adfærdsmonitoreringen og omfanget af stikprøvekontroller, ligesom der er foretaget en
ekstraordinær gennemgang og indsnævring af brugeradgange til et absolut minimum. Alle ansæt-
telseskontrakter er desuden blevet opdateret med skærpning og tydeliggørelse af konsekvenser
ved overtrædelser. Alle ansatte i Nets har derudover modtaget ekstraordinær sikkerhedsundervis-
ning. Der er endvidere oprettet en ekstern whistleblower-hotline for ansatte, der måtte få mistanke
om misbrug.
Det er ikke muligt for en virksomhed som Nets alene ved interne procedurer at sikre sig fuldstæn-
digt mod medarbejdere, der måtte forsøge at misbruge deres stilling med kriminelle formål for øje.
Nets tilpasser dog løbende virksomhedens kontrol- og sikkerhedsforanstaltninger i takt med, at
udviklingen i IT-kriminalitet m.v. giver anledning til at revurdere Nets´ trusselsbillede og afdække
behov for at justere sikkerhedsindsatsen.
3-4
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651471_0004.png
Over de seneste år har Nets set en øget risiko på informationssikkerhedsområdet. Som svar herpå
har Nets intensiveret informationssikkerhedsarbejdet betydeligt og den operationelle informations-
sikkerhedsafdelings ressourcer er blevet øget væsentligt. På baggrund af ændringer i det generelle
trusselsbillede har Nets taget en række strategiske initiativer, herunder vedtagelse af et nyt ram-
meværk for informationssikkerhed, som blev vedtaget af Nets’ bestyrelse i efteråret 2013 og er i
færd med at blive implementeret.
På baggrund af Se&Hør-sagen igangsatte Nets’ bestyrelse et gennemgribende internt og eksternet
review af datasikkerheden i Nets, herunder review af samtlige Nets’ interne politikker, systemer og
kontroller. Den eksterne gennemgang viser, at informationssikkerhed i Nets i dag er på et tilfreds-
stillende niveau. Efter gennemførelsen af de planlagte indsatser vil Nets have implementeret det
højst mulige niveau for risikostyring og informationssikkerhed.
Øvrige forhold, der har været beskrevet i medierne
Som beskrevet i flere medier blev Nets i 2013 kontaktet af en fotograf, der har arbejdet som
freelance for Se&Hør, med oplysninger om et formodet misbrug i 2008 og 2009. Det fremstår i
mediernes beskrivelse som om, Nets ikke tog denne oplysning alvorligt. Det er ikke korrekt.
Nets foretog en undersøgelse af de påstående forhold på baggrund af de informationer, Nets havde
adgang til angående transaktioner, der lå 4-5 år tilbage i tiden. På den baggrund kunne det ikke
sandsynliggøres, at der havde fundet et misbrug sted. Den påståede brug af betalingskort kunne
ikke konstateres på baggrund af de datoer, navne og steder, som freelance-fotografen havde op-
lyst. Nets opfordrede fotografen til at melde sagen til politiet.
Som beskrevet i flere medier har medarbejdere i Nets’ kundeservice adgang til at foretage opslag
på kortholderes transaktionsdata. Som serviceleverandør til kortudstedere servicerer Nets’ kunde-
service mange personer, der benytter danskudstedte betalingskort i ind- og udland. Nets oprethol-
der således en døgnbemandet telefonservice 365 dage om året. Nets skal således stå til rådighed
og uden unødigt ophold kunne hjælpe kortholdere, der ringer ind. Adgangen til de systemer, som
Nets bruger til at yde denne service, er derfor begrundet i et arbejdsbetinget behov i forhold til de
serviceydelser, som Nets yder på vegne af bankerne til kortholder. De omfattede serviceydelser
dækker bl.a. kortspærring og kortaktivering. Nets kan dog slet ikke genkende det billede, nogle
medier har forsøgt at tegne af, at kundeservicemedarbejdere foretager opslag, der ikke er arbejds-
relaterede.
Kundeservicemedarbejdernes adgang til data er undergivet en række forebyggende foranstaltnin-
ger, som skal sikre en høj integritet omkring brugen af data, samtidig med at der tages de nød-
vendige hensyn for at opretholde et effektivt og hensigtsmæssigt serviceniveau. Forebyggende
foranstaltninger er blandt andet kontrol af logs, stikprøvekontroller, sikkerhedskurser, awareness-
kurser vedrørende behandling af fortrolige kortdata, intern auditering, mv.
4-4