REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

Retsudvalget 2015-16
REU Alm.del Bilag 334
Offentligt

Retsplejerådet

Reform af den civile retspleje IX

Sagkyndig bevisførelse mv.

Betænkning nr. 1558

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

Kronologisk fortegnelse over betænkninger

2010

2015

1513 Betænkning om optagelse og protokollering af

forklaringer i straffesager

1514 Betænkning om farlige hunde

1515 Betænkning om det videnskabsetiske komitesystem i

Danmark

1516 Betænkning om offentlige myndigheders

offentliggørelse af kontrolresultater, afgørelser mv.

1517 Beretning om elektronisk aftaleindgåelse og handel

1518 Betænkning om ægtefælleskifte

1519 Betænkning om revision af dødsboskifteloven

1520 Betænkning om huseftersynsordningen

1521 Betænkning om insiderhandel

1522 Reform af den civile retspleje VI

1523 Betænkning om en fremtidig statsadvokatordning

1524

1525

1526

1527

1528

Betænkning om revision af hundeloven

Betænkning om konkurskarantæne

Betænkning om tilhold, opholdsforbud og bortvisning

Provstestillingen og provstiets funktion

Betænkning om revision af reglerne om forkyndelse

1550 Betænkning om åbenhed om økonomisk støtte til

politiske partier

1551 Betænkning om magtanvendelse over for børn og

unge, der er anbragt uden for hjemmet

1552 Ægtefællers økonomiske forhold

1553 Betænkning om offentligt ansattes ytringsfrihed og

whistleblowerordninger

1554 Betænkning om videoafhøring af børn og unge i

straffesager

1555 Ansattes retsstilling under insolvensbehandling

1556 Straffelovrådets udtalelse om visse spørgsmål

vedrørende deltagelse i og hvervning til væbnede

konflikter i udlandet, som den danske stat er part i

1557 Betænkning om opfølgning på Christianiasagen

1558 Reform af den civile retspleje IX

1559 Straffelovrådets betænkning om deltagelse i og

hvervning til væbnede konflikter i udlandet mv.

2011

2016

1529 Betænkning om PET og FE

1530 Reform af den civile retspleje VII

1531 Strafudmåling - samspillet mellem lovgiver og

domstole

1532 Betænkning om indsamlinger

1533 Kommunale udgiftsbehov og andre

udligningsspørgsmål

1534 Straffelovrådets betænkning om seksualforbrydelser

1535 Gennemførelse af direktivet om bekæmpelse af

forsinket betaling i handelstransaktioner

1536 Aftaler om transport af gods helt eller delvist til søs

(Rotterdam-reglerne)

2012

1537 Ministrenes særlige rådgivere - et serviceeftersyn

1538 Afsættelse af borgmesteren og forberedelse af

byrådsmøder

1539 Mobilitet og fremkommelighed i hovedstaden

1540 Gennemførelse af direktivet om forbrugerrettigheder

1541 Rapport fra tværministeriel arbejdsgruppe om revision

af de danske visumregler

1542 Betænkning fra udvalg om erhvervsmæssig befordring

i personbiler

1543 Reform af den civile retspleje VIII

2013

2014

1544 Folkekirkens styre

1545 Straffelovrådets betænkning om samfundstjeneste mv.

1546 Betænkning om inkorporering inden for

menneskeretsområdet

1547 Betænkning om sagsomkostninger i straffesager

1548 Straffelovrådets udtalelse om de juridiske konsekvenser

af en ophævelse af straffelovens § 140 om blasfemi

1549 Betænkning om afhøring af forurettede før tiltalte i

straffesager

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

Reform af den civile retspleje IX

Sagkyndig bevisførelse mv.

Afgivet af Retsplejerådet

Betænkning nr. 1558

København 2016

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

Reform af den civile retspleje IX

Betænkning nr. 1558

Publikationen kan bestilles

via Justitsministeriets hjemmeside (www.jm.dk)

eller hos

Rosendahls – Schultz Distribution

Herstedvang 10

2620 Albertslund

Telefon: 43 22 73 00

Fax: 43 63 19 69

[email protected]

ISBN: 978-87-92760-65-4

ISBN: 978-87-92760-71-5 (e-udgave)

Tryk: Rosendahls a/s

Pris: 100 kr. pr. bog inkl. moms

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1 ..........................................................................................................5

Indledning ...............................................................................................................................5

1.1. Retsplejerådets kommissorium mv. .................................................................................5

1.2. Retsplejerådets sammensætning ......................................................................................6

1.3. Retsplejerådets arbejde ....................................................................................................6

1.4. Oversigt over betænkningens indhold .............................................................................8

1.5. Økonomiske og administrative konsekvenser af Retsplejerådets forslag......................11

Kapitel 2 ........................................................................................................14

Gældende ret .........................................................................................................................14

2.1. Indledning ......................................................................................................................14

2.2. Syn og skøn....................................................................................................................15

2.2.1. Begæring om syn og skøn.......................................................................................15

2.2.2. Udpegning af skønsmand........................................................................................16

2.2.3. Afholdelse af skønsforretning.................................................................................17

2.2.4. Skønserklæringen....................................................................................................18

2.2.5. Supplerende spørgsmål til skønsmanden ................................................................18

2.2.6. Afhøring af skønsmanden .......................................................................................19

2.2.7. Nyt syn og skøn ......................................................................................................19

2.2.8. Omkostninger i forbindelse med syn og skøn.........................................................20

2.2.9. Syn og skøn i straffesager .......................................................................................22

2.3. Sagkyndige erklæringer og sagkyndige vidner i civile sager ........................................23

2.3.1. Sagkyndige erklæringer og vidneforklaringer om generelle spørgsmål .................23

2.3.2. Sagkyndige erklæringer og vidneforklaringer om sagens faktum ..........................23

2.3.3. Omkostninger i forbindelse med sagkyndige udtalelser.........................................26

2.4. Sagkyndig vejledning i småsagsprocessen ....................................................................26

2.5. Sagkyndige retsmedlemmer...........................................................................................27

2.6. Juridiske responsa ..........................................................................................................29

Kapitel 3 ........................................................................................................31

Udenlandsk ret ......................................................................................................................31

3.1. Norge..............................................................................................................................31

3.1.1. Indledning ...............................................................................................................31

3.1.2. Sagens oplysning og fremme ..................................................................................32

3.1.3. Sagkyndige vidner ..................................................................................................33

3.1.4. Sagkyndige udnævnt af retten.................................................................................35

3.2. Sverige ...........................................................................................................................37

3.2.1. Indledning ...............................................................................................................37

3.2.2. Sagens oplysning og fremme ..................................................................................38

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

3.2.3. Partudnævnte sagkyndige .......................................................................................39

3.2.4. Domstolssagkyndige ...............................................................................................40

3.3. Tyskland.........................................................................................................................42

3.3.1. Indledning ...............................................................................................................42

3.3.2. Sagkyndige udpeget af retten..................................................................................42

3.3.3. Partens egne sagkyndige .........................................................................................44

3.4. England og Wales ..........................................................................................................44

3.4.1. Indledning ...............................................................................................................44

3.4.2. Udmeldelse af sagkyndige ......................................................................................45

3.4.3. Drøftelser mellem sagkyndige ................................................................................46

3.4.4. Afgivelse af erklæring.............................................................................................47

3.4.5. Assessors.................................................................................................................48

Kapitel 4 ........................................................................................................49

Retsplejerådets overvejelser..................................................................................................49

4.1. Indledning ......................................................................................................................49

4.2. Flere skønsmænd til at vurdere samme spørgsmål ........................................................51

4.2.1. To eller flere skønsmænd fra starten.......................................................................51

4.2.2. Udvidet mulighed for nyt syn og skøn om samme spørgsmål................................52

4.3. Ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer mv. som bevis.........................................54

4.3.1. Sagkyndige erklæringer indhentet før sagsanlæg ...................................................54

4.3.2. Sagkyndige erklæringer indhentet efter sagsanlæg.................................................60

4.3.3. Sagkyndige retsmedlemmer....................................................................................67

Kapitel 5 ........................................................................................................69

Lovudkast med bemærkninger..............................................................................................69

5.1. Lovudkast.......................................................................................................................69

5.2. Bemærkninger til lovudkastet ........................................................................................71

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

Kapitel 1

Indledning

1.1. Retsplejerådets kommissorium mv.

Ved brev af 21. januar 1998 har Justitsministeriet anmodet Retsplejerådet om at behandle et

kommissorium af 19. januar 1998 om en generel reform af den civile retspleje. Kommissoriet

er i sin helhed optrykt i kapitel 1, afsnit 1, i betænkning nr. 1401/2001 om reform af den civile

retspleje I.

I betænkning nr. 1401/2001 tilkendegav Retsplejerådet, at rådet i en senere betænkning bl.a.

ville behandle emnerne syn og skøn, sagkyndige erklæringer og sagkyndige vidner.

Retsplejerådet har behandlet emnet syn og skøn i betænkning nr. 1543/2013 om reform af den

civile retspleje VIII (Syn og skøn). Rådet fandt, at der fortsat var brug for et institut som syn

og skøn, og på den baggrund undersøgte rådet, om brugen af dette institut kunne gøres mere

effektivt og mindre tids- og omkostningskrævende.

I betænkningen tilkendegav rådet, at der var anledning til at overveje, om der skulle være

mulighed for andre former for beviser end syn og skøn i sager, hvor der er behov for

sagkyndige vurderinger, f.eks. en udvidet brug af ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer.

I den forbindelse var der en række praktiske og principielle spørgsmål, som skulle overvejes.

Rådet anførte, at overvejelserne om muligheden for en videre anvendelse af andre sagkyndige

beviser, sagkyndige vidner eller sagkyndige dommere og en eventuel udvidet brug af ensidigt

indhentede erklæringer ville blive behandlet i en senere betænkning. Endvidere anførte rådet,

at mulighederne for at afholde nyt syn og skøn også kunne forventes drøftet af rådet i

forbindelse med overvejelserne om sagkyndige beviser mv.

Rådet behandler i denne betænkning navnlig spørgsmålet om anvendelse af andre sagkyndige

beviser i civile retssager end syn og skøn. Desuden behandler rådet spørgsmålet om, hvorvidt

der i forbindelse med syn og skøn i videre omfang end hidtil skal være adgang til at anvende

flere skønsmænd med samme fagkundskab og til at foretage nyt syn og skøn.

Rådet har ikke fundet grundlag for på nuværende tidspunkt at overveje forslag om ændringer

af de nyligt reviderede regler om sagkyndige retsmedlemmer. Der er efter rådets opfattelse

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

behov for at indhøste yderligere erfaringer med anvendelsen af de gældende regler, som blev

indført i forbindelse med Domstolsreformen i 2007.

1.2. Retsplejerådets sammensætning

Retsplejerådet har ved afgivelsen af denne betænkning følgende sammensætning:

Professor, ph.d. Lasse Højlund Christensen

Politidirektør Kim Christiansen

Advokat Karen Dyekjær

Kontorchef Henrik Hjort Elmquist

Dommerfuldmægtig Stine Fink Hansen

Højesteretsdommer Lars Hjortnæs (formand)

Landsdommer Michael Kistrup

Retspræsident Henrik Linde

Direktør Charlotte Münter

Landsdommer Ole Græsbøll Olesen

Advokat Jens Rostock-Jensen

Statsadvokat Jens Røn

Professor, dr.jur. Eva Smith

Professor, dr.jur. Erik Werlauff

Fuldmægtig Bjarke Gano har været sekretær for Retsplejerådet i forbindelse med denne

betænkning.

Højesteretsdommer Lars Hjortnæs afløste i februar 2014 landsretspræsident Bjarne

Christensen som formand for Retsplejerådet.

Dommerfuldmægtig Stine Fink Hansen afløste i maj 2014 dommerfuldmægtig Emilie Therese

Sylow som medlem af Retsplejerådet.

Professor, ph.d. Lasse Højlund Christensen afløste i april 2015 professor, lic.jur. Gorm

Toftegaard Nielsen som medlem af Retsplejerådet.

1.3. Retsplejerådets arbejde

Retsplejerådet har som led i arbejdet med kommissoriet om en generel reform af den civile

retspleje hidtil afgivet 8 delbetænkninger:

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

•

Betænkning nr. 1401/2001 om reform af den civile retspleje I (Instansordningen,

byrettens sammensætning og almindelige regler om sagsbehandlingen i første instans)

Betænkning nr. 1427/2003 om reform af den civile retspleje II (Offentlighed i civile

sager og straffesager)

Betænkning nr. 1436/2004 om reform af den civile retspleje III (Adgang til

domstolene)

Betænkning nr. 1468/2005 om reform af den civile retspleje IV (Gruppesøgsmål mv.)

Betænkning nr. 1481/2006 om reform af den civile retspleje V (Retsmægling)

Betænkning nr. 1522/2010 om reform af den civile retspleje VI (Behandling af

forurettedes civile krav under straffesager (Adhæsionsprocessen))

Betænkning nr. 1530/2012 om reform af den civile retspleje VII (Midlertidige

afgørelser om forbud og påbud)

Betænkning nr. 1543/2013 om reform af den civile retspleje VIII (Syn og skøn).

Retsplejerådet har endvidere som led i arbejdet med kommissoriet om en generel reform af

den civile retspleje afgivet 6 udtalelser:

•

Udtalelse af august 1999 om Justitsministeriets udkast til ændring af retsplejeloven

vedrørende behandling af retssager uden for retskredsen af lokalemæssige grunde

(Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 188 ff.)

Udtalelse af 29. februar 2000 om Sølovsudvalgets forslag om ændring af reglerne om

søforklaring (Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 1695 f.)

Udtalelse af 2. december 2003 om en redegørelse om digital kommunikation med

domstolene, som er afgivet af en arbejdsgruppe under Domstolsstyrelsen

(Folketingstidende 2003-04, tillæg A, s. 6115 f.)

Udtalelse af 12. august 2004 om Advokatrådets redegørelse om en reform af

voldgiftsloven (Folketingstidende 2004-05, tillæg A (2. samling), side 5333 ff.)

Udtalelse af 15. december 2008 om anvendelse af telekommunikation med billede ved

retsmøder om forlængelse af varetægtsfængsling (Folketingstidende 2008-09, tillæg

A, side 4950)

Udtalelse af 19. december 2012 om medieannonceringen af tvangsauktioner over fast

ejendom.

•

Retsplejerådet har behandlet emnet sagkyndig bevisførelse mv. på 8 møder.

Som led i behandlingen af emnet har Retsplejerådet bl.a. undersøgt, hvilke praktiske

erfaringer man har gjort sig i forbindelse med anvendelsen af de norske og svenske regler om

sagkyndig medvirken. Rådet har i april 2014 afholdt et møde, hvor rådet har haft mulighed for

at drøfte anvendelsen af henholdsvis de norske og svenske regler med praktikere fra disse

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

lande. Fra Norge deltog Tor Langbach, som bl.a. har været direktør for den norske

Domstolsstyrelse, tingrettsdommer og advokat, og fra Sverige deltog Jonas Lindgren, som er

dommer i Helsingborgs Tingsrätt med en baggrund som advokat og anklager.

1.4. Oversigt over betænkningens indhold

Dette afsnit indeholder en oversigt over betænkningens kapitel 2-4. Betænkningens kapitel 5

indeholder Retsplejerådets lovudkast med bemærkninger.

Kapitel 2

redegør for gældende ret vedrørende sagkyndig bevisførelse.

Afsnit 2.2 beskriver reglerne om syn og skøn. I afsnit 2.2.1 til 2.2.8 redegøres der for reglerne

om syn og skøn i civile retssager, herunder om begæringen om syn og skøn (afsnit 2.2.1),

udpegning af skønsmand (afsnit 2.2.2), afholdelse af skønsforretning (2.2.3),

skønserklæringen (afsnit 2.2.4), supplerende spørgsmål til skønsmanden (afsnit 2.2.5),

afhøring af skønsmanden (2.2.6), nyt syn og skøn (afsnit 2.2.7) og omkostninger i forbindelse

med syn og skøn (afsnit 2.2.8). Afsnit 2.2.9 indeholder i hovedtræk reglerne om syn og skøn i

straffesager.

Afsnit 2.3 beskriver de i retspraksis udviklede regler vedrørende sagkyndige erklæringer og

sagkyndige vidner. Afsnit 2.3.1 angår sagkyndige erklæringer og vidneforklaringer om

generelle spørgsmål og afsnit 2.3.2. angår sagkyndige erklæringer og vidneforklaringer om

sagens faktum. Afsnit 2.3.3 angår omkostninger i forbindelse med sagkyndige udtalelser.

Afsnit 2.4 vedrører reglerne om sagkyndig vejledning i småsagsprocessen, dvs. i sager, der

behandles efter retsplejelovens kapitel 39.

Afsnit 2.5 beskriver reglerne om sagkyndige retsmedlemmer.

Afsnit 2.6 vedrører juridiske responsa.

Kapitel 3

vedrører udenlandsk ret, hvor reglerne om sagkyndig bevisførelse i Norge, Sverige,

Tyskland samt England og Wales gengives.

I afsnit 3.1 redegøres der for reglerne om sagkyndige beviser i Norge, og i afsnit 3.2

redegøres der for reglerne om sagkyndige beviser i Sverige. Gengivelsen er suppleret med

oplysninger om de praktiske erfaringer med anvendelsen af reglerne i Norge og Sverige på

baggrund af et møde i rådet i april 2014, jf. afsnit 1.3.

I afsnit 3.3 gengives reglerne om sagkyndig medvirken i Tyskland.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

I afsnit 3.4 gengives reglerne om sagkyndig medvirken i England og Wales.

Kapitel 4

indeholder Retsplejerådets overvejelser vedrørende sagkyndige beviser, og kapitel 5

indeholder rådets lovudkast med bemærkninger.

Rådet redegør bl.a. for hensynene bag den udbredte brug af syn og skøn ved uvildige

fagpersoner, der udmeldes af retten, og for de forskellige hensyn, der kan tale for i videre

omfang at åbne for mulige supplementer og/eller alternativer til syn og skøn.

Rådet foreslår på den baggrund en række ændringer af de gældende regler: Dels således at

muligheden for at få flere skønsmænd til at bedømme det samme tema udvides, dels således at

den gældende adgang til at fremlægge sagkyndige erklæringer, som er ensidigt indhentede af

parterne forud for sagsanlægget, bliver lovfæstet, og dels således at parterne i en civil retssag,

hvis de er enige om det, får mulighed for at kunne fremlægge sagkyndige erklæringer, som de

selv indhenter under sagen – enten i stedet for eller som supplement til syn og skøn.

Det drejer sig navnlig om følgende forslag:

1) Retsplejerådet finder, at der bør åbnes mulighed for, at retten kan beslutte fra starten at

udpege

to (eller flere) skønsmænd

med samme faglige baggrund til at besvare de samme

spørgsmål.

Der vil navnlig være anledning til at bruge en sådan regel i tilfælde, hvor der er flere

forskellige anerkendte teoretiske eller metodiske tilgange inden for det pågældende

fagområde, og hvor der er rimelig grund til at formode, at dette vil kunne have betydning for

skønsmandens besvarelse af spørgsmålene.

2) Rådet finder, at muligheden for at få udmeldt et

nyt syn og skøn ved en anden skønsmand

bør udvides i et vist omfang, således at der også bliver mulighed herfor, hvis det

sandsynliggøres over for retten, at den første skønsmands konklusioner kan være udslag af en

faglig tilgang til spørgsmålene, som ikke er enerådende inden for det pågældende fag, og at

der således er "flere skoler" inden for det relevante fagområde, som kan føre til forskellige

besvarelser af de spørgsmål, der er stillet til skønsmanden.

3) Rådet finder, at det vil være hensigtsmæssigt nærmere at lovfæste den gældende vide

adgang for parterne i en retssag til som led i bevisførelsen at fremlægge

sagkyndige

erklæringer, der er indhentet ensidigt af den enkelte part forud for, at sagen blev anlagt.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

Det indebærer, at en part som led i bevisførelsen som udgangspunkt skal kunne fremlægge

udtalelser og erklæringer om konkrete forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karakter,

der inden sagsanlægget er indhentet hos rådgivere og andre sagkyndige, dvs. erklæringer, som

efter deres karakter svarer til syn og skøn. Erklæringernes indhold, omstændighederne ved

deres tilblivelse eller andre forhold kan give grundlag for at fravige udgangspunktet. Rådet

finder således, at en part som hovedregel bør have mulighed for at gøre retten bekendt med

alle sagkyndige vurderinger, som partens beslutning om at anlægge retssagen – eller om at

bestride modpartens krav – er baseret på. Erklæringen vil herefter blive tillagt den bevisværdi,

den kan fortjene ud fra en konkret bedømmelse.

Rådet finder, at der fortsat er behov for at skelne mellem sagkyndige erklæringer, der er

indhentet henholdsvis før og efter sagsanlægget, men for at undgå, at en part kan opnå en

bevismæssig fordel ved at ”time” sagsanlægget i forhold til indhentelsen af en sagkyndig

erklæring, der støtter partens synspunkt, foreslår rådet, at modparten i sådanne tilfælde

normalt skal have mulighed for at fremlægge en ensidigt indhentet ”moderklæring”, selv om

den først har kunnet indhentes efter sagsanlægget.

4) Rådet foreslår, at der åbnes mulighed for, at parterne i enighed og med rettens tilladelse

kan beslutte, at der som led i bevisførelsen kan fremlægges

sagkyndige erklæringer, som

parterne hver især indhenter efter sagsanlægget, enten som supplement til eller i stedet for

syn og skøn.

En sådan ordning, der forudsætter enighed mellem parterne, vil efter rådets

opfattelse i praksis være velegnet til at sikre, at syn og skøn kun fravælges eller suppleres i

tilfælde, hvor parterne reelt er nogenlunde ligestillede med hensyn til deres behov for ikke

(kun) at forlade sig på syn og skøn og deres økonomiske muligheder for at varetage deres

interesser ved at hyre kvalificeret sagkyndig bistand under sagen.

Der er ved udformningen af ordningen også taget hensyn til, at det velkendte syn og skøn ofte

ikke kun er et bevismiddel, men også fungerer som uvildig sagkyndig bistand for retten.

Navnlig hvis det sandsynliggøres over for retten, at der på det pågældende fagområde kan

være ”flere skoler” som ovenfor nævnt, bør retten dog kun afvise parternes anmodning, hvis

der efter rettens vurdering er anledning til at tage særlige ressourcemæssige hensyn.

Ordningen bør efter rådets opfattelse gælde, uanset om parterne ønsker at bruge egne

eksperter i stedet for eller som supplement til syn og skøn. Begrænset af ressourcemæssige

hensyn vil det formentlig i en del sager kunne være attraktivt for parterne, at der udmeldes

sædvanligt syn og skøn med den bevismæssige tyngde, det har, med mulighed for, at parterne

efterfølgende kan anfægte skønsmandens konklusioner med egne ekspertindlæg.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

Med henblik på så vidt muligt at undgå at komme i en situation, hvor retten i lyset af

modstridende ekspertudtalelser reelt må afgøre sagen på grundlag af overvejelser om

bevisbyrde, vil retten kunne opfordre parterne til at supplere de indhentede eksperterklæringer

med syn og skøn efter de gældende regler. Retten vil også kunne bestemme, at der skal

deltage sagkyndige retsmedlemmer i sagen.

I de tilfælde, hvor parterne får tilladelse til at bruge egne eksperter i stedet for eller som

supplement til syn og skøn, bør der fremlægges skriftlige erklæringer fra de sagkyndige på

samme måde som ved syn og skøn, hvorefter de sagkyndige kan indkaldes til at afgive

forklaring i tilknytning til den skriftlige erklæring. Rådet finder, at der bør være mulighed for,

at parternes ekspertvidner med rettens tilladelse kan afgive forklaring sammen (”expert

conferencing”), sådan at de får mulighed for at drøfte deres synspunkter med hinanden direkte

for retten.

Rådet foreslår, at hver part i disse tilfælde uanset sagens udfald bør betale de

sagsomkostninger, der særligt angår den pågældende parts egne eksperter, medmindre retten

undtagelsesvis bestemmer andet.

Efter rådets opfattelse vil det være nærliggende, at forslaget om at give parterne mulighed for

at bruge egne eksperter i stedet for syn og skøn i praksis vil blive kombineret med en udvidet

brug af sagkyndige retsmedlemmer, hvilket vil kunne ske uden lovændring. Rådet foreslår

ingen ændringer af de gældende regler herom, som stadig er ret nye.

1.5. Økonomiske og administrative konsekvenser af Retsplejerådets forslag

Retsplejerådets forslag indebærer, at domstolene fremover i en række tilfælde – enten fra

begyndelsen af en retssag eller undervejs ved nyt syn og skøn – vil kunne blive forelagt

spørgsmål om udpegning af flere skønsmænd med samme faglige baggrund. Retten vil i den

forbindelse bl.a. skulle afgøre spørgsmål om, hvorvidt der inden for det pågældende

fagområde er flere forskellige anerkendte teoretiske eller metodiske tilgange, og om der er

rimelig grund til at formode, at dette vil kunne have betydning for skønsmandens besvarelse

af spørgsmålene.

Forslaget indebærer endvidere, at parterne i videre omfang kan fremlægge ensidigt indhentede

erklæringer. Den i praksis gældende adgang til at fremlægge ensidigt indhentede erklæringer,

som er fremkommet inden sagens anlæg, foreslås lovfæstet, og som noget nyt gives

modparten adgang til efter sagens anlæg at fremkomme med ”moderklæringer”. Endvidere

foreslås det, at retten kan give tilladelse til, såfremt parterne er enige herom, at der som led i

bevisførelsen kan fremlægges sagkyndige erklæringer, som parterne hver især indhenter efter

sagsanlægget, enten som supplement til eller i stedet for syn og skøn. Såfremt de sagkyndige

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

erklæringer fremlægges i stedet for syn og skøn, vil det være nærliggende, at dette i praksis

vil blive kombineret med en udvidet brug af sagkyndige retsmedlemmer.

De foreslåede ændringer forventes at medføre, at retterne fremover vil blive forelagt flere

spørgsmål angående syn og skøn og fremlæggelse af sagkyndige erklæringer, og forslaget vil

dermed i mindre omfang kunne give anledning til et øget ressourceforbrug ved domstolene til

retsbehandling og administrativ sagsbehandling knyttet hertil, herunder f.eks. ved udpegning

af flere skønsmænd eller udmeldelse af nyt syn og skøn. For så vidt angår brug af sagkyndige

retsmedlemmer bemærkes, at det var forudsat i forarbejderne til domstolsreformen, der trådte

i kraft i 2007, at sagkyndige retsmedlemmer skulle anvendes i videre omfang, end det hidtil

har været tilfældet, jf. afsnit 4.3.3 nedenfor.

Herudover vil forslaget kunne give anledning til øgede sagsomkostninger i navnlig civile

sager, herunder f.eks. hvis der gennemføres syn og skøn ved flere skønsmænd, gennemføres

et nyt syn og skøn eller det aftales at inddrage ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer i

bevisførelsen. I de tilfælde, hvor den ene eller begge parter i sagen er meddelt fri proces, vil

forslaget dermed kunne medføre merudgifter for det offentlige. Forslaget vil dog i praksis

formentlig kun få betydning for ganske få sager, hvor den ene eller begge parter er meddelt fri

proces, og skønnes derfor alene at ville medføre begrænsede merudgifter til fri proces.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

København, marts 2016

Lars Hjortnæs (formand)

Lasse Højlund Christensen

Kim Christiansen

Karen Dyekjær

Henrik Hjort Elmquist

Stine Fink Hansen

Michael Kistrup

Henrik Linde

Charlotte Münter

Ole Græsbøll Olesen

Jens Rostock-Jensen

Jens Røn

Eva Smith

Erik Werlauff

_________________

Bjarke Gano

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

Kapitel 2

Gældende ret

2.1. Indledning

I retssager medvirker sagkyndige i praksis dels som led i bevisførelsen, dels som sagkyndige

retsmedlemmer.

Sagkyndig bevisførelse kan foregå på flere måder. Retsplejelovens regler om syn og skøn

foreskriver en fremgangsmåde for uvildig sagkyndig undersøgelse og bedømmelse af

konkrete forhold, der har betydning for sagen, på en måde, hvor begge parter i retssagen – i

overensstemmelse med det retsplejemæssige princip om kontradiktion – har lige adgang til at

stille spørgsmål til den sagkyndige. Skønsmanden besvarer spørgsmål fra parterne i en

skriftlig erklæring, der har til formål at indgå som en blanding af bevis og sagkyndig bistand

for retten. Skønsmanden kan endvidere indkaldes til under en afhøring at svare på

supplerende spørgsmål eller præciserende spørgsmål vedrørende sin erklæring. Reglerne om

syn og skøn beskrives nærmere nedenfor i afsnit 2.2.

Retsplejeloven indeholder ikke særlige bestemmelser om indhentelse af sagkyndige

erklæringer, som ikke sker efter reglerne om syn og skøn, med undtagelse af erklæringer, som

indhentes som led i en småsag. I afsnit 2.3 beskrives de i retspraksis udviklede retningslinjer

for indhentelse af sagkyndige erklæringer og inddragelse af sagkyndige vidner, og i afsnit 2.4

omtales retsplejelovens regler om indhentelse af sagkyndige erklæringer i småsager.

Retten kan ikke af egen drift beslutte, at et bevis skal føres, men kan kun opfordre en part til

bl.a. at føre bevis, når sagens faktiske omstændigheder uden sådan bevisførelse ville henstå

som uvisse, jf. retsplejelovens § 339, stk. 3. Undlader en part at efterkomme rettens

opfordringer til at føre bevis, kan retten ved bevisbedømmelsen tillægge dette virkning til

fordel for modparten, jf. lovens § 344, stk. 3.

Overflødig bevisførelse kan ikke finde sted, jf. retsplejelovens § 341. Retten kan således

afskære bevisførelse, der på forhånd må skønnes ikke at kunne tillægges vægt. Det har f.eks. i

praksis medført, at sagkyndige erklæringer, der efter sagens anlæg er indhentet ensidigt, dvs.

uden at modparten og retten har været involveret, som udgangspunkt ikke kan fremlægges

under sagen, idet man her må gå frem efter reglerne om syn og skøn.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

Fagkundskab kan også inddrages ved, at rettens juridiske ekspertise suppleres med anden

sagkyndig ekspertise i form af sagkyndige retsmedlemmer, som medvirker ved sagens

afgørelse. De nærmere regler om medvirken af sagkyndige retsmedlemmer er beskrevet i

afsnit 2.5.

Juridiske responsa om dansk ret vedrører ikke bevisførelsen. Parterne kan lade juridiske

responsa indgå i sagen til støtte for deres juridiske argumentation. Der henvises herom til

afsnit 2.6.

2.2. Syn og skøn

Sagkyndig bevisførelse kan ske ved syn og skøn. Reglerne herom fremgår af retsplejelovens

kapitel 19, som blev nyaffattet ved lov nr. 737 af 25. juni 2014. Lovændringen byggede på

Retsplejerådets betænkning nr. 1543/2013 om reform af den civile retspleje VIII (Syn og

skøn).

Reglerne i retsplejelovens kapitel 19 gælder både i civile sager og i straffesager, men syn og

skøn anvendes meget sjældent i straffesager. Som det fremgår på side 15 f. i Retsplejerådets

betænkning nr. 1543/2013 om reform af den civile retspleje VIII (Syn og skøn), kan dette

skyldes de forskelle, der er mellem civile sager og straffesager med hensyn til parternes

rådighed over sagen og med hensyn til, hvem der har ansvaret for at oplyse sagen. Syn og

skøn er heller ikke så tit egnet til at belyse de spørgsmål, som bevisførelsen i straffesager

vedrører.

I civile sager gælder forhandlingsmaksimen i retsplejelovens § 338, hvorefter sagen er

afgrænset af parternes påstande og anbringender.

I civile sager er det som regel også parterne, som hver især tilvejebringer beviserne, mens det

i straffesager som altovervejende hovedregel er politiet og anklagemyndigheden, der

tilvejebringer beviserne, idet det er anklagemyndigheden, som har bevisbyrden i sagen.

Reglerne om syn og skøn i borgerlige sager er beskrevet i de følgende afsnit 2.2.1 til 2.2.8. I

afsnit 2.2.9 beskrives i hovedtræk reglerne vedrørende syn og skøn i straffesager.

2.2.1. Begæring om syn og skøn

Syn og skøn afholdes på baggrund af en begæring fra den part, som har brug for erklæringen

for at løfte sin bevisbyrde.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

Begæringen skal være ledsaget af et skønstema, hvor det skal angives, hvad der er den

overordnede ramme for det foreslåede syn og skøn, jf. retsplejelovens § 196, stk. 2, hvorefter

begæringen skal oplyse genstanden for syn og skøn og formålet med forretningen.

Inden retten træffer afgørelse om udmelding af syn og skøn, skal modparten have lejlighed til

at udtale sig. Drøftelse af begæringen om syn og skøn kan bl.a. ske i forbindelse med et

forberedende møde, jf. retsplejelovens § 353, stk. 1, nr. 13.

En begæring om syn og skøn fremsættes almindeligvis efter, at retssagen er anlagt.

Begæringen skal i så fald som udgangspunkt fremsættes senest på det forberedende møde

eller, hvis et sådant møde ikke afholdes, senest 4 uger efter rettens meddelelse om, at der ikke

skal holdes et forberedende møde, jf. retsplejelovens § 353, stk. 4.

Syn og skøn kan imidlertid også finde sted forud for anlæg af en retssag som led i isoleret

bevisoptagelse efter retsplejelovens § 343. Dette kan f.eks. ske med henblik på at få afklaret,

om der er grundlag for en retssag, eller hvis der er risiko for, at den genstand, sagen angår, vil

forringes eller på anden måde ændres.

Når retten har truffet afgørelse om udmeldelse af syn og skøn, stiller parterne spørgsmål til

skønsmanden. Parterne behøver ikke at være enige om spørgsmålene. Først sender den part,

som har begæret syn og skøn, sine spørgsmål til skønsmanden og retten, og derefter får også

modparten lejlighed til at stille spørgsmål. Parterne kan også drøfte formuleringen af

spørgsmålene til skønsmanden på det forberedende møde, jf. retsplejelovens § 353, stk. 1, nr.

14.

Retten kan i medfør af retsplejelovens § 197, stk. 2, kun afvise spørgsmål, som ligger uden for

skønsmandens faglige kompetence eller uden for de rammer, som retten har fastsat for

skønsforretningen, eller som skønnes at være uden betydning for sagen, jf. retsplejelovens §

341. Retten kan endvidere afvise spørgsmål, som på en utilbørlig måde forsøger at lede

skønsmanden i en bestemt retning, eller som forudsætter, at skønsmanden tager stilling til

spørgsmål, som det er op til retten at tage stilling til.

2.2.2. Udpegning af skønsmand

Retten kan efter retsplejelovens § 198 udpege en eller flere skønsmænd.

I de fleste retssager medvirker kun én skønsmand, men retten kan efter parternes henstilling

vælge at udpege flere.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

I praksis udmeldes (mindst) to skønsmænd, hvis der er behov for kendskab til forskellige

fagområder ved besvarelsen af de stillede spørgsmål. I store sager, som kan bære fordyrelsen

ved udmeldelse af flere skønsmænd, udmeldes der endvidere jævnligt to skønsmænd, hvis

fagkundskab kan supplere hinanden. Retsplejelovens § 198, stk. 2, bestemmer herudover, at

der bør udpeges mindst to skønsmænd, hvis foretagelse af syn og skøn vil medføre

tilintetgørelse eller forandring af den genstand, sagen vedrører, og det ikke er muligt at holde

en del af genstanden uden for undersøgelsen.

Enhver af parterne kan komme med forslag til skønsmænd, men retten er ikke bundet heraf.

Kan parterne enes om en bestemt skønsmand, vil retten imidlertid normalt følge parternes

indstilling.

En skønsmand skal være uberygtet og uvildig, jf. retsplejelovens § 199. Skønsmanden skal

endvidere være sagkyndig på det relevante felt, hvilket ikke er til hinder for, at skønsmanden

undervejs kan konsultere f.eks. et teknologisk institut, hvis der er behov for specifikke

oplysninger, beregninger mv.

2.2.3. Afholdelse af skønsforretning

Efter udpegningen af skønsmanden sendes spørgsmålene til skønsmanden til besvarelse. I den

forbindelse fastsætter retten en frist for, hvornår skønserklæringen skal foreligge. Hvis fristen

ikke overholdes, kan udpegningen af skønsmanden tilbagekaldes, jf. retsplejelovens § 202.

I sager, som behandles på domstolenes sagsportal, kan retten give skønsmanden adgang til at

tilgå bl.a. begæringen om syn og skøn og skønstemaet på sagsportalen.

En skønsmands besvarelse skal som udgangspunkt baseres på kendskab til alle sagens akter,

herunder sagkyndige erklæringer, der er fremlagt i sagen, jf. UfR 2010.2471 H og UfR

2011.3074 H (sidstnævnte afgørelse er også omtalt nedenfor i afsnit 2.3.2). Dette

udgangspunkt må dog fraviges under visse konkrete omstændigheder, f.eks. når erklæringen

på forhånd må antages at være uden betydning for besvarelsen af skønstemaet, eller hvis

erklæringen er egnet til på utilbørlig måde at påvirke besvarelsen af skønstemaet.

Skønsmanden gennemfører efter modtagelsen af spørgsmålene mv. en skønsforretning. Angår

skønsforretningen en fysisk genstand, foretager skønsmanden i forbindelse med

skønsforretningen en besigtigelse af genstanden. Parterne skal have underretning om sted og

tidspunkt for skønsforretningen, jf. retsplejelovens § 203, stk. 1.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

2.2.4. Skønserklæringen

Efter afholdelse af skønsforretningen skal skønsmanden udarbejde en skriftlig skønserklæring

til retten, som indeholder skønsmandens besvarelse af parternes spørgsmål, jf. retsplejelovens

§ 204, stk. 1.

Er erklæringen mangelfuld, f.eks. fordi skønsmanden ikke har foretaget tilstrækkelige

undersøgelser af genstanden eller ikke har besvaret alle spørgsmål, kan retten pålægge

skønsmanden at omgøre eller supplere den i en yderligere skriftlig erklæring.

Afgives erklæring af to eller flere skønsmænd, skal hver enkelts mening fremgå af

erklæringen, hvis der ikke er enighed, eller hvis skønsmændene repræsenterer forskellige

fagområder, jf. § 204, stk. 2.

Efter retsplejelovens § 204, stk. 3, kan Domstolsstyrelsen fastsætte regler om, at der i

forbindelse med syn og skøn skal anvendes særlige blanketter til spørgsmål og svar, og kan

fastsætte regler om, at spørgsmål og svar skal fremsendes i et særligt format, herunder

digitalt. Domstolsstyrelsen kan bl.a. fastsætte, at erklæringer i de sager, der bliver behandlet

på domstolenes sagsportal, skal indleveres på portalen, medmindre skønsmanden er fritaget

for dette.

2.2.5. Supplerende spørgsmål til skønsmanden

Efter modtagelsen af skønserklæringen, kan parterne have behov for at stille supplerende

spørgsmål til den eller de udmeldte skønsmænd. Hvis en part ønsker at stille supplerende

spørgsmål, skal disse fremsendes til retten og modparten inden en frist fastsat af retten, jf.

retsplejelovens § 205.

Retten afgør, om der må stilles supplerende spørgsmål. Det klare udgangspunkt er, at der kun

kan stilles supplerende spørgsmål én gang. Dette gælder normalt også, hvis der under anke er

anledning til at stille (yderligere) supplerende spørgsmål til den skønsmand, der har afgivet

skønserklæring til brug for den eller de foregående instansers behandling af sagen.

Såfremt spørgsmålene tillades, træffer retten afgørelse om, hvorvidt de supplerende spørgsmål

skal besvares skriftligt af skønsmanden ved en supplerende skønserklæring eller mundtligt af

skønsmanden i et retsmøde, jf. nedenfor afsnit 2.2.6.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

De supplerende spørgsmål sendes på forhånd til skønsmanden, uanset om besvarelsen heraf

skal ske i en supplerende skønserklæring eller mundtligt af skønsmanden i et retsmøde,

således at skønsmanden har mulighed for eventuelt at foretage supplerende undersøgelser mv.

2.2.6. Afhøring af skønsmanden

Skønsmanden kan indkaldes til et retsmøde for at besvare spørgsmål i tilknytning til

skønserklæringen, herunder supplerende spørgsmål, som er fremsendt efter reglerne i

retsplejelovens § 205, jf. ovenfor afsnit 2.2.5. Skønsmanden skal kun afhøres i retten, hvis det

konkret vurderes, at der er behov herfor.

Lovens § 206, stk. 2, indeholder regler om, hvem der skal lade sig afhøre, hvis der er flere

skønsmænd. Bestemmelsen indebærer, at der som udgangspunkt kun møder én skønsmand i

retten, hvis skønsmændene repræsenterer samme fagområde. Hvis der er meningsforskel,

møder en skønsmand for hver af de meninger, hvori skønsmændene har delt sig.

Skønsmændene udpeger selv den eller dem, der skal give møde. Hvis erklæringen er afgivet

af flere skønsmænd, som repræsenterer hver deres fagområde, møder som udgangspunkt en

skønsmand for hvert fagområde.

En skønsmand afhøres efter reglerne om afhøring af vidner, men skønsmænd kan som

udgangspunkt overhøre hinandens og andre vidners forklaringer, og kan gives lov til at

rådføre sig med hinanden, inden de svarer, jf. § 206, stk. 3. Loven er ikke til hinder for, at alle

skønsmænd kan afhøres under et.

2.2.7. Nyt syn og skøn

Reglerne om nyt syn og skøn fremgår af retsplejelovens § 209.

En begæring om nyt syn og skøn imødekommes i reglen, når der er behov for at benytte en

skønsmand med en anden fagkundskab end den skønsmand, der tidligere har gennemført et

syn og skøn.

Retten er derimod i praksis tilbageholdende med at udmelde et nyt syn og skøn, hvis en part

ønsker et benytte en skønsmand med samme kompetencer, som den, der tidligere har

gennemført et syn og skøn i den samme eller en underordnet retsinstans eller forud for

retssagens anlæg som led i isoleret bevisoptagelse. I så fald kan begæringen om nyt syn og

skøn som hovedregel alene forventes at blive imødekommet, såfremt parten kan påvise

inhabilitet hos skønsmanden eller væsentlige forhold af en karakter, som skaber tvivl om

skønsmandens egnethed til at varetage opgaven. I modsat fald henvises parten i stedet til at

stille supplerende spørgsmål til den oprindelige skønsmand, jf. ovenfor afsnit 2.2.5.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

For at underbygge, at skønsmanden har begået fejl, kan en part med rettens tilladelse

fremskaffe en sagkyndig erklæring herom til brug for rettens stillingtagen til, om der skal

udmeldes nyt syn og skøn, jf. nedenfor afsnit 2.3.2.

I UfR 2005.1472 H tillod Højesteret, at en ensidigt indhentet sagkyndig erklæring vedrørende

en skønserklæring kunne fremlægges med henblik på stillingtagen til eventuelt nyt syn og

skøn. Skønsmanden erkendte på baggrund af erklæringen, at han havde begået fejl i

forbindelse med en opgørelse af en rentebærende gæld. Højesteret fandt, at fejlen kunne

berigtiges ved supplerende spørgsmål til skønsmanden, og en anmodning om nyt syn og skøn

blev ikke imødekommet, idet den begåede fejl ikke i sig selv var tilstrækkelig til at skabe

usikkerhed med hensyn til, om erklæringen opfyldte de faglige krav, som var en forudsætning

for, at den kunne tjene sit formål (som var at vurdere en værdiansættelses holdbarhed).

Til illustration af praksis vedrørende nyt syn og skøn kan endvidere henvises til UfR

1997.1438 Ø, hvor en anmodning om nyt syn og skøn blev imødekommet, fordi der var

opstået tvivl om skønsmandens upartiskhed. Skønsmanden havde således lagt vægt på

forudsætninger, der ikke fremgik af begæringen om syn og skøn, og som der var uenighed

om, og havde endvidere ensidigt indhentet oplysninger hos en af parterne.

I UfR 2008.2743 Ø fandtes det ikke at kunne begrunde et nyt syn og skøn, at skønsmanden

med urette havde nægtet en parts advokat at være til stede under en skønsforretning.

I UfR 2009.567 V blev en anmodning om nyt syn og skøn afslået, fordi det ikke kunne anses

som en væsentlig fejl, der kunne begrunde et nyt syn og skøn, at skønsmanden af egen drift

havde indhentet en geoteknisk rapport.

2.2.8. Omkostninger i forbindelse med syn og skøn

Retten tager i dommen stilling til den endelige fordeling af sagsomkostningerne efter reglerne

i retsplejelovens kapitel 30, herunder omkostninger til syn og skøn. Det er udgangspunktet, at

den tabende part skal erstatte modparten de udgifter, retssagen har påført modparten,

medmindre parterne har aftalt andet, jf. retsplejelovens § 312, stk. 1.

Den part, som på uforsvarlig måde har foranlediget bl.a. unyttig bevisførelse, skal dog, selv

om parten vinder sagen, erstatte modparten udgifterne herved, jf. retsplejelovens § 318, stk. 1.

Parter kan desuden pålægges at bære de omkostninger, som de har forårsaget ved handlemåde

i strid med § 336 a, hvorefter parterne bl.a. har pligt til at fremme sagen med fornøden

hurtighed og til at undgå unødige sagsskridt.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

Før den endelige fordeling af sagsomkostningerne træffer retten i medfør af retsplejelovens §

208, stk. 1, afgørelse om en foreløbig fordeling af omkostningerne ved syn og skøn.

Når skønsforretningen er afsluttet, skal skønsmanden således fremsende sit honorarkrav til

retten, hvor skønsmanden skal begrunde sit honorarkrav og i den forbindelse angive, hvordan

kravet forholder sig til det prisoverslag, skønsmanden skulle udfærdige før udpegningen efter

retsplejelovens § 201, stk. 1. Hvis honorarkravet overstiger prisoverslaget, skal skønsmanden

redegøre for baggrunden herfor. Skønsmanden skal endvidere redegøre for, hvordan

honorarkravet fordeler sig i forhold til parternes spørgsmål.

Retten træffer derefter afgørelse om skønsmandens honorar på baggrund af bemærkningerne

fra skønsmanden og parterne. I den forbindelse tager retten stilling til den foreløbige fordeling

af omkostningerne.

Reglen suppleres af retsplejelovens § 311, stk. 2, hvoraf fremgår, at retten efter anmodning fra

en part, som foreløbig skal betale de omkostninger, der er forbundet med processuelle skridt,

som parten har foretaget eller anmodet om, kan bestemme, at modparten foreløbig skal betale

en del af omkostningerne, hvis modpartens spørgsmål til skønsmanden mv. i væsentlig grad

har bevirket en forøgelse af omkostningerne.

Den part, der har begæret syn og skøn, og partens rettergangsfuldmægtig hæfter for

omkostningerne ved syn og skøn fra fremsættelse af begæring herom, jf. retsplejelovens §

208, stk. 3. Modparten og dennes rettergangsfuldmægtig hæfter dog for den del af

omkostningerne, der kan henføres til besvarelsen af modpartens spørgsmål. Hvis

skønsmanden er indkaldt til hovedforhandlingen, hæfter den part, som har ønsket

skønsmanden indkaldt, for omkostninger hertil. Retten kan bestemme, at parterne skal stille

sikkerhed for omkostningerne ved syn og skøn. Dette gælder også, når parterne er

repræsenteret ved advokat.

En bevilling om fri proces medfører som udgangspunkt, at statskassen betaler omkostninger,

f.eks. til syn og skøn, som med føje er afholdt i forbindelse med sagen, jf. retsplejelovens §

331, stk. 1, nr. 3.

Det er ikke nødvendigt, at der er opnået tilsagn fra retten om godtgørelse før en udgift

afholdes, men det er ikke ensbetydende med, at retten er afskåret fra at meddele et

forhåndstilsagn om dækning af en udgift, hvis en part er i tvivl om, hvorvidt en omkostning

vil blive dækket.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

Retten kan efter retsplejelovens § 332, stk. 2, pålægge en part, der har fri proces, helt eller

delvist at erstatte statskassen udgifterne ved den fri proces, herunder f.eks. udgifter til syn og

skøn, i det omgang udgifterne ikke pålægges modparten, når partens forhold taler for det.

Foreligger der ikke groft uagtsomme eller svigagtige forhold, skal der efter praksis meget til,

før der er tilstrækkeligt grundlag for at lade parten refundere statskassens udgifter til fri

proces, jf. f.eks. UfR 2004.271 Ø, hvor det ikke fandtes tilstrækkeligt for at pålægge parten at

refundere statskassens udgifter efter den dagældende bestemmelse, at sagen var blevet afvist

på grund af partens overskridelse af en søgsmålsfrist.

2.2.9. Syn og skøn i straffesager

Reglerne om syn og skøn er i vidt omfang ens for civile sager og straffesager, jf.

retsplejelovens § 210, stk. 2, som bestemmer, at lovens § 197, § 198, stk. 1-3, §§ 199-204, §

207, § 208, stk. 1, 1. og 2. pkt., og stk. 2, og § 209 finder anvendelse i straffesager med de

ændringer, der følger af forholdets natur. For så vidt angår begæringen om syn og skøn,

muligheden for at stille supplerende spørgsmål og skønsmandens forklaring i retten gælder

der dog særlige regler for straffesager.

Retten kan efter begæring fra tiltalte eller anklagemyndigheden bestemme, at der skal

foretages syn og skøn, jf. retsplejelovens § 210, stk. 1. Begæringen skal indeholde de

fornødne oplysninger for, at retten kan tage stilling til begæringen, herunder om, hvad der er

genstanden for syn og skøn, og hvad der er formålet med forretningen.

Som i civile sager er det op til parterne at formulere spørgsmål til skønsmanden, jf.

retsplejelovens § 197, stk. 1. Hver af parterne har således som udgangspunkt mulighed for at

stille de spørgsmål, parten ønsker. Retsplejelovens § 197, stk. 2, om rettens mulighed for at

afskære spørgsmål, som er beskrevet ovenfor i afsnit 2.2.1, gælder også i straffesager, men

det er forudsat, at retten i straffesager har en mere aktiv rolle i forbindelse med formuleringen

af spørgsmålene, navnlig hvis der er uenighed mellem parterne om formulering af

spørgsmålene.

Der er efter retsplejelovens § 210, stk. 3, vid adgang til at stille skønsmanden supplerende

spørgsmål til skønserklæringen. Spørgsmål afskæres således som udgangspunkt kun, såfremt

disse er åbenbart overflødige eller ikke er stillet inden en af retten fastsat frist.

Skønsmanden kan i medfør af retsplejelovens § 210, stk. 4, indkaldes til hovedforhandlingen i

straffesager for at gennemgå skønserklæringen og besvare spørgsmål i tilknytning hertil.

Reglerne i retsplejelovens § 206, stk. 2 og 3, om forklaring ved flere skønsmænd, finder

tilsvarende anvendelse, jf. ovenfor afsnit 2.2.6.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

2.3. Sagkyndige erklæringer og sagkyndige vidner i civile sager

2.3.1. Sagkyndige erklæringer og vidneforklaringer om generelle spørgsmål

Der er i praksis vid adgang til som led i bevisførelsen at benytte sagkyndige udtalelser om

generelle spørgsmål, der er relevante for sagen, f.eks. hvad der er praksis inden for et bestemt

erhverv, branchekutyme eller god skik.

Oplysninger af den nævnte karakter fremkommer som regel som skriftlige erklæringer.

Sagkyndig vidneførsel om generelle spørgsmål forekommer sjældent.

Sagkyndige erklæringer om generelle spørgsmål indhentes som regel hos offentlige

myndigheder eller private organisationer, der må antages at have særlig fagkundskab og er

uvildige, f.eks. særlige responsumudvalg på et fagområde eller brancheorganisationer.

Fremlæggelse af en erklæring om generelle spørgsmål vil kun blive nægtet, hvis erklæringen

skønnes at være uden betydning for sagen, jf. retsplejelovens § 341. Særlige omstændigheder

ved erklæringens tilblivelse kan f.eks. medføre, at erklæringen har ringe bevisværdi.

Erklæringer om generelle spørgsmål indhentes i praksis ofte efter forhandling mellem

parterne.

2.3.2. Sagkyndige erklæringer og vidneforklaringer om sagens faktum

Gennem de senere år har der været en udvikling i retspraksis vedrørende ensidigt indhentede

sagkyndige erklæringer hen imod en udvidet adgang til at fremlægge sådanne erklæringer, der

belyser det omtvistede faktum i sagen.

Det har afgørende betydning, om en ensidigt indhentet erklæring er indhentet før eller efter

sagens anlæg.

Er erklæringen indhentet

før

sagens anlæg, kan erklæringen i almindelighed fremlægges.

I UfR 2007.2040 H tillod Højesteret, at en part kunne fremlægge en ensidigt indhentet

lægeerklæring, der var udfærdiget få uger før sagens anlæg.

Højesteret præciserede i efterfølgende afgørelser, som er gengivet i UfR 2008.2193 H, UfR

2008.2393 H, UfR 2011.151 H og UfR 2011.3074 H, at en part som udgangspunkt kan

fremlægge udtalelser og erklæringer om forhold af teknisk, økonomisk og lignende karakter,

som parten inden sagsanlægget har indhentet hos rådgivere og eksperter. Erklæringens

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

indhold eller fremtræden, omstændighederne ved erklæringens tilblivelse eller andre forhold

kan føre til, at erklæringen ikke må fremlægges.

Afgørelsen i UfR 2012.1513 V drejede sig om et specielt tilfælde, hvor en sagkyndig

erklæring, der var indhentet forud for en retssag, blev nægtet fremlagt, fordi der før

sagsanlægget var gennemført et syn og skøn om samme spørgsmål ved isoleret

bevisoptagelse. Vestre Landsret anførte, at parten inden sagens anlæg havde indhentet

tekniske og økonomiske oplysninger til brug for sagen i overensstemmelse med

retsplejelovens § 343, og under disse omstændigheder kunne det ikke tillades parten at

fremlægge den senere ensidigt indhentede erklæring.

Sagkyndige erklæringer, der er ensidigt indhentet

efter

sagens anlæg, kan derimod som

udgangspunkt ikke fremlægges. Når retssagen er anlagt, må parterne således som hovedregel

gå frem efter reglerne om syn og skøn.

Som omtalt ovenfor i afsnit 2.2.7 kan sagkyndige erklæringer, der er ensidigt indhentet efter

sagens anlæg, fremlægges til støtte for en anmodning om, at der skal indhentes yderligere

oplysninger eller beviser i en sag, f.eks. nyt syn og skøn, jf. UfR 2005.1472 H (refereret

ovenfor).

I en kendelse af 27. februar 2015 gengivet i FED 2015.1, gav Sø- og Handelsretten tilladelse

til, at en sagkyndig teknisk rapport, som der var bedt om før sagsanlægget, men som først

forelå tre måneder efter sagens anlæg, kunne indgå i det samlede materiale, som en

skønsmand ville få stillet til rådighed. Retten tilkendegav, at erklæringen også senere vil

kunne indgå i grundlaget for rettens forståelse og vurdering af sagens faktum. Retten lagde

herved bl.a. vægt på, at sagen angik teknisk meget komplekse forhold, og at der allerede var

fremlagt mange tekniske rapporter i sagen – herunder fra den pågældende sagkyndige – som

den nye rapport forholdt sig til i naturlig forlængelse.

Der findes ikke praksis fra domstolene vedrørende den beslægtede problemstilling, om en part

er berettiget til at inddrage en sagkyndig erklæring, der er indhentet ensidigt efter sagens

anlæg som reaktion på modpartens fremlæggelse af en erklæring, der er indhentet før sagens

anlæg. Spørgsmålet blev berørt i en voldgiftssag fra Voldgiftsnævnet for bygge- og

anlægsvirksomhed, som er gengivet i TBB 2012.125, hvor en part fik tilladelse til at inddrage

en sådan erklæring af teknisk karakter som grundlag for et syn og skøn. Voldgiftsretten

udtalte, at der herved etableres et udbygget og veloplyst grundlag for skønsforretningen, og at

begge parter – uanset hvem af dem der først har underbygget sit standpunkt ved en ensidigt

indhentet teknisk udtalelse – får samme adgang til over for skønmanden at redegøre for deres

syn på de omtvistede spørgsmål. Hverken omstændighederne i forbindelse med indhentelsen

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

af erklæringen eller i forbindelse med valget af skønsmænd og afviklingen af

skønsforretningen kunne efter voldgiftsrettens opfattelse begrunde et andet resultat.

Begrænsningerne med hensyn til fremlæggelse af ensidigt indhentede erklæringer kan ikke

omgås ved at føre den eller dem, der har udfærdiget erklæringen, som sagkyndigt vidne.

Har retten givet tilladelse til, at en ensidigt indhentet erklæring kan fremlægges, kan afhøring

af den sagkyndige kun foretages inden for den emnemæssige ramme, der er afstukket i

erklæringen, jf. UfR 2008.2193 H.

I UfR 1981.840/1 H tillod Højesteret i en ægteskabssag om hustrubidrag, at nogle

lægeerklæringer, der var ensidigt indhentet efter sagens anlæg, kunne fremlægges i sagen

under hensyn til, at erklæringerne var afgivet af læger, der havde undersøgt og behandlet en af

sagens parter og angik disse undersøgelser, og at erklæringerne var indhentet ved skrivelser af

neutralt indhold.

På visse områder indhentes sagkyndige erklæringer på baggrund af et særligt lovgrundlag,

f.eks. lov om Retslægerådet og erstatningsansvarsloven, hvorefter der kan indhentes en

sagkyndig erklæring hos Arbejdsskadestyrelsen vedrørende partens erhvervsevnetab. Det

følger af UfR 2004.1847 H, at det ikke kan nægtes parten at fremlægge en sådan erklæring,

selv om erklæringen først er indhentet efter sagens anlæg, idet der ikke er tale om en ”ensidigt

indhentet” sagkyndig erklæring, som dette udtryk anvendes i civilprocessen, idet dette udtryk

dækker sagkyndige erklæringer, som den ene part indhenter til brug under en retssag, uden at

det sker efter aftale med modparten, og som tilsigtes anvendt i stedet for et syn og skøn

udmeldt af retten, et udenretligt syn og skøn iværksat af parterne i forening eller en sagkyndig

erklæring indhentet på grundlag af enten rettens godkendelse eller modpartens samtykke.

En sagkyndig erklæring om sagens faktum, der er indhentet efter forudgående forhandling

mellem parterne, vil almindeligvis blive tilladt fremlagt, uanset om erklæringen indhentes

efter sagens anlæg. Er det en forudsætning for at udfærdige erklæringen, at der foretages en

besigtigelse eller undersøgelse af en fysisk genstand mv., henvises parterne dog til at

gennemføre et syn og skøn.

Parterne kan som udgangspunkt ikke føre et sagkyndigt vidne, såfremt sagkyndig vejledning

kan tilvejebringes ved anvendelse af syn og skøn. Sagkyndig vidneførsel kan efter

omstændighederne komme på tale, hvis en genstand, som sagen vedrører, ikke længere kan

besigtiges. I givet fald finder retsplejelovens kapitel 18 om vidneførsel anvendelse på

sagkyndige vidner, hvilket bl.a. indebærer, at sagkyndige vidner skal afhøres for sig, og de

desuden ikke må påhøre forklaringer af andre vidner, skønsmænd eller parter, medmindre

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

andet bestemmes af retten, jf. retsplejelovens § 183. Modparten skal have lejlighed til at

foretage en modafhøring.

Erklæringer, der er indhentet på foranledning af en offentlig myndighed som led i dennes

sagsbehandling, uden at sagens parter har haft indflydelse på indhentelsen, anses ikke som en

ensidigt indhentet erklæring og kan derfor fremlægges, hvad enten erklæringen er indhentet

før eller efter sagens anlæg, jf. UfR 2014.1532 H om en speciallægeerklæring, som var

indhentet på Arbejdsskadestyrelsens anmodning til brug for Arbejdsskadestyrelsens

behandling af sagen efter arbejdsskadesikringsloven.

2.3.3. Omkostninger i forbindelse med sagkyndige udtalelser

Omkostninger til fremlagte sagkyndige erklæringer og til sagkyndige vidner er en

sagsomkostning på linje med omkostninger til syn og skøn. Omkostningerne indgår derfor i

rettens endelige fordeling, når retten i forbindelse med sagens afslutning træffer afgørelse om

sagens omkostninger, forudsat at retten er blevet gjort bekendt med omkostningerne.

Før retten foretager den endelige fordeling af omkostningerne, skal hver part foreløbigt betale

de omkostninger, der er forbundet med processuelle skridt, som parten har foretaget eller

anmodet om, jf. retsplejelovens § 311, stk. 1. Efter anmodning kan retten dog bestemme, at

modparten foreløbigt skal betale en del af omkostningerne, når modpartens spørgsmål i

væsentlig grad har bevirket forøgelse af omkostningerne, jf. stk. 2.

En bevilling om fri proces omfatter som udgangspunkt udgifter til sagkyndige erklæringer,

som med føje er afholdt i forbindelse med sagen, jf. afsnit 2.2.8 ovenfor.

Udgifter til sagkyndig bistand kan være omfattet af en bevilling om fri proces, jf. f.eks. UfR

2008.1973 H, hvor Højesteret imødekom en anmodning om et forhåndstilsagn til dækning af

udgifter til forsikrings- og aktuarmæssig bistand til den videre forberedelse af sagen under

den bevilgede fri proces, dog således at der skulle fastsættes en beløbsramme herfor.

2.4. Sagkyndig vejledning i småsagsprocessen

I sager, som behandles efter reglerne om småsagprocessen i retsplejelovens kapitel 39, kan

sagkyndig oplysning tilvejebringes på en forenklet måde sammenlignet med traditionelt syn

og skøn.

Retten kan efter anmodning fra en part stille spørgsmål til en sagkyndig person eller

organisation, jf. retsplejelovens § 404, stk. 1, 1. pkt. Sagkyndig oplysning kan foretages på

baggrund af de foreliggende oplysninger i sagen, men den sagkyndige kan også foretage en

besigtigelse eller undersøgelse.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

Retten udformer spørgsmålene, men parterne skal efter stk. 2 have mulighed for at udtale sig

om spørgsmålene, inden de stilles, og kan komme med forslag til spørgsmål. Parterne skal

også have oplyst de forventede udgifter ved at indhente den pågældende sagkyndige

oplysning.

Den sagkyndige afgiver derefter en skriftlig besvarelse, som indgår i sagen som bevis.

Når særlige grunde taler for det, kan retten bestemme, at den sagkyndige (eller en

repræsentant for den pågældende sagkyndige organisation) skal supplere den skriftlige

besvarelse ved en mundtlig forklaring, jf. retsplejelovens § 404, stk. 1, 2. pkt. Det er dog i

forarbejderne forudsat, at afhøring i almindelighed kan undværes ved sagkyndige besvarelser

i småsagsprocessen.

Der er i medfør af retsplejelovens § 404, stk. 3, udstedt bekendtgørelse nr. 1297 af 20.

november 2007 om fremgangsmåden ved sagkyndig oplysning af sager i småsagsprocessen.

2.5. Sagkyndige retsmedlemmer

Sagkyndige retsmedlemmer kan medvirke i alle instanser, bortset fra Højesteret.

Efter retsplejelovens § 16, stk. 3, tiltrædes retten i sager ved Sø- og Handelsretten under

hovedforhandlingen af to sagkyndige medlemmer. Antallet af sagkyndige retsmedlemmer kan

udvides til fire, når sagens karakter taler derfor, jf. retsplejelovens § 16, stk. 5. Retten kan

desuden tilkalde sagkyndige medlemmer til retsmøder uden for hovedforhandlingen, når den

finder særlig anledning hertil, herunder navnlig i tilfælde af afhøring af parter eller vidner,

afhjemling af syn og skøn eller afsigelse af kendelse om et omtvistet punkt.

Byretten og landsretten kan også træffe afgørelse om, at retten skal tiltrædes af sagkyndige

medlemmer. Parterne skal i stævningen eller svarskriftet komme med forslag til sagens

behandling, herunder om der bør medvirke sagkyndige retsmedlemmer, og spørgsmålet om

medvirken af sagkyndige retsmedlemmer kan endvidere drøftes på det forberedende møde, jf.

retsplejelovens § 348, stk. 1, nr. 6, § 351, stk. 2, nr. 6, og § 353, stk. 1, nr. 8.

En beslutning om medvirken af sagkyndige retsmedlemmer forudsætter, at deres fagkundskab

skønnes at være af betydning for sagen, jf. retsplejelovens § 20, stk. 1 og 2. Endvidere skal

parterne, forinden der træffes beslutning herom, have adgang til at udtale sig om spørgsmålet,

jf. retsplejelovens § 20, stk. 3. Retten kan træffe afgørelse om medvirken af sagkyndige

medlemmer af egen drift.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

I betænkning nr. 1401/2001 om reform af den civile retspleje I, der bl.a. ligger til grund for

domstolsreformen fra 2006, foreslog Retsplejerådet at styrke den sagkyndige medvirken, dels

således at sagkyndige dommere kunne medvirke i videre omfang i handelssager, end det skete

i praksis på det daværende tidspunkt, dels således at sagkyndige dommere ville kunne

medvirke også i sager, der ikke er handelssager. Retsplejerådet anførte bl.a. følgende om brug

af sagkyndige retsmedlemmer, jf. betænkningen s. 250 ff.:

”Sagkyndige meddommere giver retten en større indsigt og forståelse af sagens

problemstillinger og medvirker dermed til, at afgørelser træffes på et

fyldestgørende grundlag. Når der medvirker sagkyndige dommere, kan parterne

ofte på mere koncentreret måde præsentere sagens problematik og konsekvenser,

være sig i processkrifterne eller under domsforhandlingen.

…

En sagkyndig dommer kan give retten en specifik faglig indsigt, som en juridisk

dommer sjældent besidder. En sagkyndig dommer kan også i kraft af sit eget

kendskab til det pågældende livsområde have større mulighed for indlevelse i

parternes situation. I begge tilfælde er den sagkyndige dommers medvirken med

til at styrke respekten for domstolene og deres afgørelser blandt brugerne. Særligt

når der medvirker sagkyndige dommere, skal retten dog omvendt også være

opmærksom på, at parterne får lejlighed til at udtale sig om forhold, som indgår i

grundlaget for afgørelsen. Når der medvirker sagkyndige dommere, er der således

principielt en risiko for – populært sagt – at proceduren fortsætter i

voteringsværelset.

…

Syn og skøn har ligesom sagkyndige erklæringer og sagkyndig vidneførsel til

formål dels at fungere som bevis, dels at virke som sagkyndig bistand for retten.

Sagkyndige dommere har derimod alene til formål at virke som sagkyndig bistand

for retten. Da sagkyndige dommere således har en væsentlig anden funktion end

syn og skøn (og sagkyndige erklæringer og sagkyndig vidneførsel), vil

Retsplejerådets forslag om, at sagkyndige dommere skal medvirke i videre

omfang end i dag, kun i meget begrænset omfang have betydning for, hvornår der

vil kunne afholdes syn og skøn. Derimod kan sagkyndige dommeres medvirken

have en vis betydning for, hvordan et syn og skøn gennemføres, og hvordan retten

forholder sig til resultaterne af et syn og skøn.

Sagkyndige dommeres medvirken giver retten en større frihed i forhold til et

foreliggende syn og skøn. Når sagkundskab er repræsenteret blandt dommerne,

kan retten i højere grad end ellers danne sig sin egen mening om den sikkerhed,

som resultaterne af et syn og skøn har. En juridisk dommer kan have vanskeligt

ved på egen hånd at nå til et andet resultat end et syn og skøn, i hvert fald hvis der

er tale om tekniske forhold.”

Fra praksis kan henvises til UfR 2008.16 V, hvor retten afslog en anmodning om medvirken

af sagkyndige retsmedlemmer med den begrundelse, at der ikke skulle være sagkyndig

bevisførelse i sagen, og at der derfor måtte være særlig opmærksomhed på risikoen for, at et

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

sagkyndigt retsmedlem kan lægge vægt på forhold, som en part ikke klart har givet udtryk for,

og som modparten derfor ikke har haft mulighed for at forholde sig til.

I UfR 2011.1559 V fandt landsretten, at det ikke var til hinder for, at retten kunne tiltrædes af

sagkyndige retsmedlemmer, at der forud for sagsanlægget havde været afholdt syn og skøn.

Under den senere behandling af hovedsagen, som angik en arkitekts rettigheder til et

skitseforslag, anførte landsrettens flertal, at skønserklæringers tekniske beskrivelser og

vurderinger af arkitektfaglig karakter ikke var til hinder for, at landsretten under medvirken af

sagkyndige kunne foretage en selvstændig vurdering af de forhold, der var behandlet i

skønserklæringerne, og som indgik i rettens vurdering af, om der forelå en ophavsretlig

beskyttelse, jf. UfR 2015.1972 V.

I UfR 2011.2395 V blev medvirken af sagkyndige retsmedlemmer nægtet med henvisning til,

at dette ikke ville kunne træde i stedet for sagkyndig bevisførelse.

I byretten og landsretten kan sagkyndige retsmedlemmer også tilkaldes til retsmøder uden for

hovedforhandlingen, når retten finder særlig anledning hertil, herunder navnlig i tilfælde af

afhøring af parter eller vidner, afhjemling af syn og skøn eller afsigelse af kendelse om et

omtvistet punkt, jf. retsplejelovens § 20, stk. 4.

2.6. Juridiske responsa

Retsplejeloven indeholder ikke regler om fremlæggelse af erklæringer om juridiske forhold,

der er udfærdiget af personer med juridisk fagkundskab (juridiske responsa).

Det var tidligere antaget, at et responsum om dansk ret kun kunne fremlægges, hvis parterne

var enige. Højesteret fastslog imidlertid ved UfR 2014.138 H, at et juridisk responsum om

dansk ret kan indgå i en sag på samme måde som partsindlæg og juridisk litteratur, men ikke

som bevis i sagen.

En part kan derfor som udgangspunkt heller ikke pålægges at udlevere et juridisk responsum

om dansk ret i medfør af retsplejelovens regler om edition, da det ikke vedrører bevisførelsen,

jf. UfR 2014.899 H.

I UfR 2011.479 H udtalte Højesteret, at et juridisk responsum om udenlandsk ret, som

ensidigt var indhentet efter sagens anlæg, ikke kunne fremlægges uden samtykke fra

modparten.

Oplysninger om udenlandsk ret kan bl.a. indhentes på baggrund af reglerne i den europæiske

konvention af 7. juni 1968 om oplysninger om fremmed ret, som er ratificeret af Danmark og

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

flere andre lande. En anmodning i medfør af konventionen indgives af retten til

Justitsministeriet, der videresender anmodningen til en myndighed i den kontraherende stat,

som foranlediger, at der udarbejdes en erklæring. Erklæringen skal give objektive og uvildige

oplysninger om den pågældende stats ret og skal efter sagens karakter indeholde relevante

lovtekster, retsafgørelser og efter omstændighederne supplerende dokumenter, herunder

uddrag af retsvidenskabelige værker og lovmotiver. Udtalelsen er ikke bindende for retten.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

Kapitel 3

Udenlandsk ret

Retsplejerådet har indhentet oplysninger om reglerne om sagkyndig bevisførelse i civile sager

i Norge, Sverige, Tyskland samt England og Wales.

Som led i behandlingen af emnet, har Retsplejerådet endvidere undersøgt, hvilke praktiske

erfaringer man har gjort sig i forbindelse med anvendelsen af de norske og svenske regler.

Retsplejerådet har på den baggrund afholdt et møde i april 2014, hvor Tor Langbach fra

Norge og Jonas Lindgren fra Sverige har deltaget i en drøftelse af anvendelsen af de norske

og svenske regler i praksis. Tor Langbach er specialrådgiver for den norske Domstolsstyrelse

og medlem af et regeringsudnævnt udvalg om retspsykiatri med en baggrund som direktør for

den norske Domstolsstyrelse, tingrettsdommer og advokat, og Jonas Lindgren er dommer i

Helsingborgs Tingsrätt med en baggrund som advokat og anklager.

I de følgende afsnit 3.1 og 3.2 gengives hovedtrækkene vedrørende sagkyndige beviser i

Norge henholdsvis Sverige. Gengivelsen er suppleret med oplysninger fra drøftelserne om de

praktiske erfaringer i begge lande. I afsnit 3.3 og 3.4 er hovedtrækkene vedrørende sagkyndig

medvirken i Tyskland henholdsvis England og Wales gengivet.

3.1. Norge

3.1.1. Indledning

Den norske lov nr. 90 af 17. juni 2005 om mekling og rettergang i sivile tvister med senere

ændringer (herefter tvisteloven) finder anvendelse i civile retssager. Lovens kapitel 25

indeholder regler om sagkyndigt bevis i førsteinstanssager og ankesager.

Der sondres i norsk ret mellem på den ene side de såkaldte sagkyndige vidner, som er

sagkyndige, der er udpeget af parterne til at vurdere sagens beviser, og på den anden side

sagkyndige, der er udpeget af retten (”rettsoppnevnte sakkyndige”). Der redegøres for

reglerne om sagkyndige vidner nedenfor i afsnit 3.1.3 og for reglerne om sagkyndige, der er

udpeget af retten, i afsnit 3.1.4.

Forinden civile sager indbringes for domstolene i Norge, vil de normalt være forsøgt afgjort i

de såkaldte forliksråd, som er kommunale domstole, der er sammensat af personer uden

juridisk uddannelse. Der kan ikke udnævnes sagkyndige i forliksrådene. Tvister om børn skal

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

først indbringes for en obligatorisk mæglingsinstans kaldet familievern-kontor, før sagen kan

anlægges ved retten.

Hvert år anlægges omkring 16.000 civile sager ved tingretterne (svarende til byretten). Den

forudgående behandling af sagerne i forliksråd og familievern-kontorer medfører, at færre

civile sager indbringes for de almindelige domstole i Norge sammenlignet med Danmark,

men i de sager, der indbringes for tingretterne, ses der i praksis at være et større behov for

sagkyndig medvirken.

3.1.2. Sagens oplysning og fremme

Parterne skal sørge for, at sagen bliver rigtigt og fuldstændigt oplyst, jf. tvistelovens § 21-4, 1.

led.

Parterne har som udgangspunkt ret til at føre de beviser, de selv ønsker, jf. tvistelovens § 21-

3, 1. led. Parterne anfører i et såkaldt ”bevistilbud”, hvilke beviser de ønsker at føre, jf.

tvistelovens § 21-6, 1. led, og skal i den forbindelse angive, hvad beviset skal godtgøre.

Desuden skal parterne kort redegøre for, hvilke væsentlige oplysninger, beviset forventes at

måtte afstedkomme, såfremt modparten ikke på forhånd har kendskab hertil, jf.

bestemmelsens 2. led. Lovens § 21-6 finder anvendelse på bevisførelse i form af sagkyndige

vidner og anmodninger om, at retten skal udpege en sagkyndig.

Parterne kan kun føre bevis om faktiske forhold, som kan anses at være af betydning for den

afgørelse, som skal træffes i sagen, jf. tvistelovens § 21-7, 1. led. Retten kan nægte

bevisførelse, hvis det ikke er angivet af parten, hvad beviset skal godtgøre, hvis beviset ikke

er egnet til at styrke afgørelsesgrundlaget nævneværdigt, eller hvis retten finder, at det er

nødvendigt, at beviset føres på en anden måde, jf. bestemmelsens 2. led.

Bevisførelse skal herudover opfylde et almindeligt krav til proportionalitet, jf. tvistelovens §

21-8, som indebærer, at der skal være et rimelig forhold mellem den betydning, tvisten har, og

omfanget af bevisførelsen. Retten kan også begrænse bevisførelse der strider imod

tvistelovens formål efter lovens § 1-1, hvoraf følger, at loven har til formål at sikre en

retfærdig, forsvarlig, hurtig, effektiv og tillidsskabende behandling

Retten har pligt til at sikre behørig fremme af sagen og har mulighed for at styre sagens gang,

herunder bevisførelsen, som led i rettens aktive procesledelse.

Det følger således af tvistelovens § 9-4, 1. led, at retten aktivt og planmæssigt skal styre

sagsforberedelsen for at opnå en hurtig, procesøkonomisk og forsvarlig behandling. Straks

efter modtagelse af svarskrift skal retten lægge en plan for den videre behandling efter

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

drøftelse med parterne, og i den forbindelse skal retten fastsætte frister, træffe nødvendige

beslutninger og bl.a. afklare behovet for sagkyndig medvirken, jf. bestemmelsens 2. led.

Retten skal som udgangspunkt fastsætte et tidspunkt for hovedforhandlingen. Bestemmelsen

finder også anvendelse i anken, jf. lovens § 29-14, 3. led, og § 30-8, 3. led.

Forberedelsen af sagen slutter to uger før hovedforhandlingen, medmindre retten har fastsat et

andet tidspunkt, jf. tvistelovens § 9-10, 1. led. Retten kan endvidere pålægge parterne at

fremkomme med et slutindlæg, hvor partens påstande, anbringender og beviser skal anføres,

jf. bestemmelsens 2. led. Slutindlægget skal være ledsaget af partens forslag til en plan for

hovedforhandlingens gennemførelse.

Efter forberedelsens slutning kan parterne ikke mod modpartens protest fremkomme med nyt

processtof, medmindre dette er foranlediget af modpartens slutindlæg eller retten giver

tilladelse hertil, jf. tvistelovens § 9-16. Tillades kan bl.a. gives, såfremt parten ikke kan

bebrejdes, at processtoffet ikke er indgivet tidligere, og det ville være urimeligt at nægte det,

modparten har tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser uden en udsættelse af

hovedforhandlingen, eller nægtelse vil påføre parten et urimeligt tab. Retten kan desuden

nægte, at der inddrages nyt processtof – uanset om modparten giver samtykke hertil – hvis

hensynet til sagens fremme eller andre tungtvejende forhold tilsiger det, og nægtelse ikke

forekommer urimelig.

Ved begyndelsen af hovedforhandlingen skal retten ifølge tvistelovens § 9-13, 1. led,

kontrollere, at hovedforhandlingen kan foregå som forudsat under forberedelsen, jf. lovens §

9-11, og sådan som en hensigtsmæssig afvikling af sagen tilsiger. Retten skal ifølge 2. led

bl.a. sørge for, at forhandlingen sker uden unødig tidsspilde for retten, parter, vidner og

sagkyndige. Retten påser, at aftalte eller fastsatte tidsrammer for partsindlæg eller

bevisførelse holdes, og hvis dette ikke er tilfældet, kan retten om fornødent afskære indlæg,

bevisførelse mv.

Rettens bedømmelse af sagens beviser er fri, jf. tvistelovens § 21-2, hvilket bl.a. medfører, at

retten ikke er bundet af sagkyndige udtalelser under sagen.

3.1.3. Sagkyndige vidner

Det følger af tvistelovens § 25-6, 1. led, at en part kan føre vidner som sagkyndigt bevis, dvs.

at parterne kan benytte sig af sagkyndige, som de selv har valgt. Det kan bl.a. komme på tale,

hvor en sagkyndig har udført undersøgelser for parten, og den sagkyndige på grund af sin

forbindelse til parten ikke senere af retten kan udnævnes som sagkyndig, jf. nedenfor i afsnit

3.1.4, eller hvor retten ikke har fundet behov for at udnævne en sagkyndig.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

Parten kan desuden påberåbe sig skriftlige erklæringer, som er udfærdiget til brug for sagen af

sagkyndige, der er udpeget af parterne, hvis parterne er enige om det, eller der er adgang til at

afhøre erklæringsgiveren, og det ikke er betænkeligt at bruge beviset af hensyn til sagens

oplysning, jf. tvistelovens § 21-12, 2. led. Det er imidlertid ikke et krav, at der er udfærdiget

en skriftlig erklæring forud for en afhøring i retten, men i praksis vil dette som regel være

tilfældet. Skriftlige erklæringer, der ikke er udfærdiget i anledning af retssagen, som f.eks.

sygejournaler, kan frit fremlægges som dokumentbevis.

Sagkyndige vidner honoreres af parterne. Derfor kan det i praksis forekomme som ulempe, at

især økonomisk stærke parter, som har råd til at betale regningen for den sagkyndige og den

fordyrelse, bevisførelsen medfører, benytter sig af sagkyndige vidner (og gerne flere på én

gang). Det følger dog af tvistelovens § 25-2, 2. led, at såfremt en sag kan få betydning ud over

den konkrete afgørelse og en part af den grund vil føre sagkyndige vidner, kan retten udnævne

en sagkyndig, hvis det findes nødvendigt for at sikre balance mellem parterne i forhold til

mulighederne for en behørig bevisførelse.

Udgifterne til sagkyndige vidner kan – sammen med de øvrige sagsomkostninger – som

udgangspunkt kræves erstattet af den tabende part efter reglerne i tvistelovens kapitel 20. Det

er en forudsætning, for at parten kan opnå fuld erstatning for sagsomkostningerne, at

omkostningerne har været nødvendige, jf. lovens § 20-5, 1. led. Herved skal der lægges vægt

på, om det ud fra betydningen af sagen har vært rimelig at pådrage omkostningerne.

Såfremt en part har fri proces, kan den domstol mv., som har sagen til behandling, samtykke i,

at partens egne væsentlige og nødvendige udgifter til sagkyndige vidner dækkes helt eller

delvist, jf. § 22 i lov nr. 92 af 21. juni 2013 om fri retshjælp (”rettshjelpsloven”).

Parterne retter selv henvendelse til sagkyndige, som de ønsker at anvende under sagen, og

giver dem et mandat til at udføre opgaven som sagkyndigt vidne. Det står parten frit at

bestemme, om den sagkyndige skal afgive en skriftlig erklæring eller kun skal afhøres

indenretligt. Der er ikke foreskrevet nogen adgang til kontradiktion i forbindelse med

fastsættelse af mandatet, men den manglende kontradiktion kan efter omstændighederne

svække bevisværdien af det sagkyndige udsagn.

Flere modstridende sagkyndige udsagn (”battle of experts”) kan i praksis gøre det vanskeligt

for retten at bedømme en sag. Det følger af tvistelovens § 25-6, 2. led, at sagkyndige vidner

har lov til at følge forhandlingerne og kan tillades at stille spørgsmål til andre parter, vidner

og sagkyndige, forudsat de pågældende ikke også skal afgive forklaring om et faktisk

hændelsesforløb svarende til en vidneforklaring. Det samme gælder for sagkyndige, der er

udnævnt af retten, jf. tvistelovens § 25-5, 3. led, som dog skal tillades at stille spørgsmål til

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

parter, vidner og andre sagkyndige, når det er nødvendigt for at udføre opdraget som

sagkyndig. Til tider kan deltagelse af de sagkyndige under forklaringerne medføre en

opklaring af sagens faktum, og desuden sker der herved en yderligere kontrol med kvaliteten

af de enkelte sagkyndige udsagn. I sidste ende bliver det dog ofte et spørgsmål for retten om

at anvende bevisbyrderegler for at afgøre sagen, hvis der er flere modstridende sagkyndige

udsagn.

3.1.4. Sagkyndige udnævnt af retten

Det fremgår af tvistelovens § 25-2, 1. led, at retten kan udnævne sagkyndige efter begæring

fra en part eller af egen drift efter reglerne i tvistelovens § 21-3. Det sker i ca. 8 % af sagerne

ved tingretterne (eksklusiv tvister om børn).

Udnævnelse af sagkyndige har først og fremmest betydning for opklaringen af de faktiske

omstændigheder i sagen, men kan også angå f.eks. udenlandsk ret, omfanget af en sædvane

eller kutyme på et område eller fremtidige forhold, f.eks. den forventede udvikling af en

personskade.

Retten har efter tvistelovens § 21-3 pligt til at føre bevis i indispositive sager, hvor offentlige

hensyn medfører begrænsninger i parternes rådighed, jf. lovens § 11-4. I andre sager kan

retten sørge for bevisførelse, medmindre parterne modsætter sig. Retten er generelt meget

tilbageholdende med at udnævne sagkyndige af egen drift i dispositive sager.

Det er en forudsætning, for at retten kan foretage udnævnelse af en sagkyndig, at sagkyndig

vejledning er nødvendig for at opnå et forsvarligt faktisk afgørelsesgrundlag. Det er således

ikke i sig selv tilstrækkeligt, at en sagkyndig udtalelse kan bruges som bevis, men omvendt

stilles der ikke store krav til udnævnelse af en sagkyndig, hvis parterne er enige om det.

Herudover skal kravet om proportionalitet også iagttages, f.eks. skal omkostningerne herved

stå i et rimeligt forhold til sagens betydning, jf. ovenfor i afsnit 3.1.1.

Tvistelovens § 25-3 indeholder regler om valg af sagkyndige og deres antal. Bestemmelsens

4. led giver adgang til at nedsætte sagkyndige udvalg, men hjemlen dertil er ikke udnyttet.

Det følger af bestemmelsens 1. led, at der som udgangspunkt udnævnes én sagkyndig. Hvis

det ikke fører til uforholdsmæssige omkostninger eller forsinkelse, kan der dog udnævnes

flere, hvis spørgsmålene, sagens betydning eller andre forhold tilsiger det. Udnævnelse af

flere sagkyndige kan ske på én gang, men kan også efterfølgende ske i tillæg til den eller de

sagkyndige, der allerede er udnævnt. Udpegelse af flere sagkyndige kommer navnlig på tale,

hvor afgørelsen af sagen kræver forskellig fagkundskab. Der kan dog f.eks. også udpeges

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

flere sagkyndige, hvor der inden for et fagområde er forskellige ”skoler”, eller hvor

fagområdet er under udvikling og vurderingerne derfor er behæftet med nogen usikkerhed.

Retten skal høre parterne før udnævnelse af en sagkyndig, herunder om der foreligger

eventuelle inhabilitetsgrunde. Der opstilles i den forbindelse samme habilitetskrav til

sagkyndige, som der gælder for sagens dommere, jf. lovens § 25-3, 3. led, og det er en

forudsætning, at den sagkyndige ikke har forbindelse til sagens parter. Det udelukker ikke

udnævnelse, at en person har været sagkyndig i samme sag i en lavere instans. Retten skal dog

udnævne den eller de sagkyndige, som er villige til at modtage udnævnelse, såfremt begge

parter er enige herom, hvis ikke særlige grunde taler herimod (f.eks. fordi retten på grund af

tidligere sager har et negativt indtryk af den pågældende), jf. bestemmelsens 2. led. Hvis

parterne ikke er enige om, hvem der skal udnævnes, må retten bestemme, hvilke faglige krav

der skal stilles til den sagkyndige, og udvælge den pågældende ud fra en bred vurdering af

vedkommendes personlige og faglige forudsætninger og sagens art.

Retten fastsætter, hvilke forhold den sagkyndige skal udrede, og giver de fornødne instrukser

til den sagkyndige, herunder til tider hvilke undersøgelser, den sagkyndige skal foretage, og

eventuelt hvordan disse skal foretages. Parterne har ret til at udtale sig om de spørgsmål, der

stilles til den sagkyndige. Retten kan pålægge parterne at udarbejde et forslag til et mandat, jf.

tvistelovens § 25-4, og kan træffe afgørelse om udformningen af mandatet, hvis der er

uenighed herom. På visse områder er der udfærdiget standardmandater, f.eks. på

personskadeområdet, men disse er ikke bindende for retten eller parterne.

Retten sørger for, at den sagkyndige får adgang til det materiale, der skal undersøges.

Sagkyndige, der er udnævnt af retten, skal som udgangspunkt afgive en skriftlig erklæring,

men kan desuden pålægges at afgive en mundtlig forklaring, jf. tvistelovens § 25-5. Flere

sagkyndige kan afgive en fælles erklæring, medmindre retten har bestemt andet. Retten kan

desuden bestemme, at den sagkyndige skal afgive en tillægserklæring.

Den sagkyndige kan følge de mundtlige forhandlinger, kan rådføre sig med andre sagkyndige,

og skal tillades at stille spørgsmål til parter, vidner og andre sagkyndige, når det er

nødvendigt for at udføre opdraget som sagkyndig, jf. afsnit 3.1.3 ovenfor. Før afhøring i

retten, skal den sagkyndige på ære og samvittighed forsikre, at opdraget som sagkyndig er

udført og vil blive fuldført samvittighedsfuldt og efter bedste overbevisning.

Der foretages ikke nogen særlig kvalitetskontrol af sagkyndige erklæringer, medmindre der er

tale om straffesager eller sager efter børneværnsloven (”barnevernloven”), hvor erklæringerne

skal forelægges for ekspertorganisationer. Denne mulighed findes ikke i andre civile sager.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

Honoraret til den eller de sagkyndige fastsættes på baggrund en fast timesats. I forbindelse

med sagens afslutning vil retten bestemme, hvilken af sagens parter der skal betale for den

sagkyndige, der er udpeget af retten, medmindre sagen er dækket af fri proces (”fri

rettshjelp”).

Såfremt en part anmoder om det eller retten finder det ønskeligt, kan retten sættes med

meddommere, jf. tvistelovens § 9-12. Meddommere kan udnævnes som supplement eller i

stedet for sagkyndige, der er udnævnt af retten. Meddommerne skal være sagkyndige, såfremt

hensynet til en forsvarlig behandling af sagen tilsiger det.

Såfremt retten udnævner en sagkyndig, vil der sjældent være behov for sagkyndige

meddommere. Det vil som regel komme an på, hvor godt faktum er oplyst i sagen, for hvis

faktum er godt oplyst, og det primært handler om at forstå faktum, vil det i praksis være

lettere at benytte sig af sagkyndige dommere, hvorimod det er mere oplagt at benytte sig af

sagkyndige, der er udpegede af retten, såfremt faktum ikke er oplyst. Et yderligere argument

for udnævnelse af sagkyndige er, at den sagkyndiges oplysninger kommer frem i retten, og

derved kan kommenteres af parterne.

Den sagkyndige vil som udgangspunkt også kunne anvendes under anke, medmindre

forholdene taler herimod, herunder f.eks. fordi den sagkyndiges erklæring under anken påstås

tilsidesat.

3.2. Sverige

3.2.1. Indledning

Den svenske retsplejelov, rättegångsbalken (1942:740), finder anvendelse på civile sager og

straffesager. Rättegångsbalkens tredje afdeling indeholder regler om bevisførelse. Regler om

sagkyndigt bevis fremgår af lovens kapitel 40.

I svensk ret sondres der mellem, om en part har udnævnt en sagkyndig, eller om den

sagkyndige er udnævnt af retten efter begæring fra en part (såkaldte domstolssagkyndige).

Partsudnævnte sagkyndige benyttes i civile sager betydeligt oftere end domstolssagkyndige.

Reglerne om partudnævnte sagkyndige fremgår nedenfor af afsnit 3.2.3 og reglerne om

domstolssagkyndige fremgår af afsnit 3.2.4.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

3.2.2. Sagens oplysning og fremme

Det følger af § 6, 1. pkt., i rättegångsbalkens kapitel 35, at det er parterne, der står for

bevisførelsen.

Retten er i dispositive sager afskåret fra af egen drift at anordne bevisførelse, herunder bl.a.

udmelde domstolssagkyndige, men retten kan inden for rammerne af den materielle

procesledelse tage spørgsmål om bevisførelse op til drøftelse med parterne, herunder opfordre

parterne til, at der skal udpeges sagkyndige.

Det fremgår af § 6, stk. 3, i lovens kapitel 42, at retten skal sikre, at sagen fremmes hurtigst

muligt. Retten skal som udgangspunkt efter drøftelse med parterne udarbejde en tidsplan for

sagens afvikling, herunder lægge en plan for indhentelse af beviser, medmindre det på grund

af sagens beskaffenhed eller af andre særlige grunde forekommer unødvendigt. Både retten og

parterne har en forpligtelse til løbende at kontrollere, at tidsplanen holder, og skal give

underretning herom, hvis det må forventes, at dette ikke længere er tilfældet, jf. stk. 4.

Parterne skal i deres indledende processkrifter (stævningsanmodning og svarskrift) angive,

hvilke beviser de ønsker at føre, og parterne skal sammen med processkrifterne vedlægge

eventuelle dokumentbeviser, jf. § 2, stk. 1, nr. 3, og stk. 4, og § 7, stk. 1, nr. 4, og stk. 2, i

lovens kapitel 42.

Under sagens forberedelse skal parternes stilling til de faktiske og retlige forhold afklares, og

i det omfang, det ikke allerede er sket, skal parterne senest under forberedelsen fremsætte

anmodning om bevisførelse, hvor det bl.a. skal oplyses, hvad beviset skal godtgøre. Skriftlige

beviser, som ikke allerede er fremlagt, skal indgives straks, jf. § 8, stk. 1, i kapitel 42.

I dispositive sager kan retten fastsætte en frist for, at parterne skal sammenfatte de fremførte

anbringender og beviser, jf. § 15 i lovens kapitel 42. Efter udløbet af fristen kan en part ikke

fremkomme med nyt processtof, medmindre parten har haft en gyldig grund til at undlade at

fremkomme med det på et tidligere tidspunkt. Det er imidlertid en forudsætning for, at retten

kan meddele et sådant pålæg, at det er påkrævet, at processtoffet bliver oplyst tidligt i

sagsforløbet. Et pålæg meddeles navnlig, når der findes grund til at formode, at en part

forsøger at forsinke sagens afgørelse eller ikke fremmer sagen på en behørig måde.

Tingsretten kan endvidere i dispositive sager i medfør af § 15 a i lovens kapitel 42 fastsætte et

tidspunkt for forberedelsens slutning. Med forberedelsens slutning indtræder der præklusion,

således at parterne efter dette tidspunkt kun kan fremkomme med nyt processtof, hvis en part

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

kan sandsynliggøre, at denne har haft en gyldig grund til at undlade at fremkomme med

processtoffet forinden, eller at sagens afgørelse ikke vil blive væsentligt forsinket, hvis

processtoffet tillades inddraget.

Det fremgår desuden af § 10 i lovens kapitel 43, at en part ikke under hovedforhandlingen kan

ændre eller foretage tilføjelser til processtoffet, såfremt rettergangen herved forhales,

modparten ”overrumples” eller parten har handlet utilbørligt eller groft uagtsomt.

Bestemmelsen finder anvendelse ved siden af § 15 og § 15 a i lovens kapitel 42.

Reglerne i lovens kapitel 40 om sagkyndig bevisførelse finder også anvendelse i ankesager.

For at en part kan føre nye beviser i anken, som ikke er gjort gældende i en tidligere instans,

skal parten imidlertid i en dispositiv sag kunne godtgøre, at denne ikke har kunnet påberåbe

sig beviset tidligere, eller at parten har haft en gyldig grund til at undlade det, jf. § 25 i kapitel

50.

3.2.3. Partudnævnte sagkyndige

§§ 7 og 8, jf. 19, i rättegångsbalkens kapitel 40 indeholder regler om sagkyndige, der er

udnævnt af parterne.

Der stilles generelt lempelige krav til inddragelse af partsudnævnte sagkyndige. Der gælder

således ikke noget krav om, at sagkyndig medvirken skal være fornøden, eller at sagen

vedrører spørgsmål, som kræver en særlig fagkundskab. Der stilles heller ikke formelle

kvalifikationskrav til den sagkyndige.

Der skal ikke indhentes tilladelse fra retten til at antage partsudnævnte sagkyndige. En part

kan således som hovedregel selv bestemme, hvor mange sagkyndige parten ønsker at antage

og hvem, der skal antages som sagkyndig. Parterne har almindeligvis hver deres sagkyndige,

og det sker kun sjældent, at parterne bliver enige om at anvende fælles sagkyndige. En person

har ikke pligt til at lade sig antage som sagkyndig.

Retten er i dispositive sager tilbageholdende med at gribe ind i parternes tilrettelæggelse af

bevisførelsen. Sagens fremme sikres således normalt alene ved en nøje planlægning af sagens

gang kombineret med regler om præklusion, jf. ovenfor afsnit 3.2.2, som i praksis håndteres

restriktivt af retterne.

Retten kan kun afskære sagkyndig bevisførelse efter de almindelige regler i § 7 i lovens

kapitel 35, hvoraf følger, at et bevis kan afskæres, såfremt den omstændighed, der ønskes

bevist, er uden betydning for sagen, beviset er overflødigt eller åbenbart savner føje, beviset

ved mindre ulempe eller omkostning kan føres på anden måde, eller beviset på trods af en

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

rimelig indsats ikke kan fremføres eller fremlægges, og afgørelse af sagen ikke bør udsættes

yderligere.

Den sagkyndige fremkommer som udgangspunkt med en skriftlig erklæring til brug for sagen,

medmindre retten bestemmer andet, jf. § 7, stk. 2, jf. § 19, i lovens kapitel 40. Erklæringen

skal gøres tilgængelig for sagens parter. Erklæringen skal indeholde en angivelse af de

omstændigheder, som har haft betydning for, at den sagkyndige er nået til sin konklusion,

herunder en beskrivelse af den sagkyndiges iagttagelser, jf. stk. 3. Det skal endvidere angives,

hvilken fagkundskab den sagkyndige har anvendt i forbindelse med sit virke.

Den sagkyndige skal lade sig afhøre om erklæringen, hvis en af parterne anmoder om det og

forklaringen ikke åbenbart forekommer at være uden betydning for sagen, eller retten i øvrigt

finder det fornødent, jf. § 8, jf. § 19, i lovens kapitel 40. Det er meget almindeligt, at

sagkyndige afhøres indenretligt, også selv om den sagkyndige forinden har afgivet en skriftlig

erklæring. Modparten har således under afhøringen mulighed for at stille egne spørgsmål til

den sagkyndige, hvis spørgsmålene falder inden for det pågældende bevistema. Retten kan

desuden stille spørgsmål for at afhjælpe uklarheder mv.

Sagkyndige, der er udnævnt af parterne, må som udgangspunkt være til stede, når f.eks.

vidner og andre sagkyndige afhøres, men den sagkyndige har normalt ikke ret til at stille

spørgsmål. Den sagkyndige har dog mulighed for at instruere den part, der har antaget den

sagkyndige, eller dennes rettergangsfuldmægtig i at stille eventuelle spørgsmål til f.eks.

vidner eller andre sagkyndige.

Den svenske Højesteret har i nogle konkrete sager udstukket retningslinjer for bedømmelsen,

hvis der foreligger flere modstridende sagkyndige erklæringer, men i sidste ende er det ofte

nærliggende at afgøre sagen ud fra principper om beviskrav og bevisbyrde.

Vederlaget til den sagkyndige betales af den part, der har udpeget den sagkyndige, men parten

kan gøre krav på, at omkostningerne betales af modparten efter reglerne om

sagsomkostninger (rättegångskostnad). Såfremt den sagkyndige har afgivet forklaring for

retten, har denne endvidere krav på vidnegodtgørelse.

3.2.4. Domstolssagkyndige

Adgangen til at udpege domstolssagkyndige fremgår af § 1 i rättegångsbalkens kapitel 40. Det

følger heraf, at retten kan indhente udtalelser eller antage en eller flere sagkyndige, såfremt

sagens bedømmelse forudsætter kendskab til særlig fagkundskab.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

Udnævnelse af en domstolssagkyndig kan ske som supplement til parternes egne sagkyndige.

Det kan især være en fordel, når der er flere modstridende sagkyndige udtalelser om det

samme emne, idet den domstolssagkyndige bl.a. kan udføre en vis kontrol med indholdet af

de andre sagkyndige udtalelser i sagen.

Som domstolssagkyndig kan antages offentlige myndigheder, tjenestemænd og private

specialister, som er redelige og sagkyndige. Parterne skal have lejlighed til at udtale sig om

valget af en sagkyndig, inden udpegelse sker, jf. § 3 i lovens kapitel 40. Er parterne enige om

en sagkyndig, skal denne som udgangspunkt udpeges, men det er en forudsætning, at

domstolssagkyndige ikke har forbindelse med sagen eller nogen af parterne i sagen, som kan

drage tvivl om den sagkyndiges upartiskhed, jf. § 2 i kapitel 40.

Domstolssagkyndige skal have adgang til de dokumenter og oplysninger, som vedkommende

har behov for for at kunne udføre opgaven. Retten kan endvidere i medfør af § 5 i lovens

kapitel 40 træffe beslutning om, at parterne eller andre forud for hovedforhandlingen skal

afgive forklaring om forhold, som er fornødne for at kunne udføre opgaven som sagkyndig.

Retten kan endvidere træffe beslutning om, at den sagkyndige kan gennemføre en

besigtigelse. Der skal føres protokol i forbindelse med besigtigelsen, jf. § 6, stk. 2, i kapitel

40. Retten kan bestemme, at parterne skal indkaldes til besigtigelsen, jf. stk. 1.

Domstolssagkyndige skal som udgangspunkt fremkomme med en skriftlig erklæring,

medmindre retten træffer anden beslutning, hvori de omstændigheder, dvs. fakta og

iagttagelser, som har bevirket, at den sagkyndige er nået til sin konklusion, skal angives. Det

skal endvidere fremgå, hvilken fagkundskab denne har anvendt, jf. § 7 i lovens kapitel 40,

som også er omtalt ovenfor i afsnit 3.2.3. Myndigheder og tjenestemænd skal fremkomme

med sagkyndige udtalelser i overensstemmelse med de regler, der gælder for de pågældende

myndigheder mv.

Den sagkyndige skal lade sig afhøre om erklæringen, hvis en af parterne anmoder om det, og

forklaringen ikke åbenbart synes at være uden betydning for sagen, eller retten i øvrigt finder

det fornødent, jf. § 8 i lovens kapitel 40, som også er omtalt ovenfor i afsnit 3.2.3. I praksis

foretages afhøringen af parterne, men retten kan ifølge § 10 i samme kapitel overtage

afhøringen af den domstolssagkyndige. Embedsmænd eller ansatte i offentlige myndigheder,

som har afgivet en sagkyndig erklæring, skal dog som udgangspunkt ikke afgive mundtlig

forklaring, medmindre dette er særligt påkrævet. Er udtalelsen afgivet af et råd, bør afhøring

begrænses til én repræsentant. Den sagkyndige kan som udgangspunkt overvære andre

sagkyndiges forklaringer.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

Den domstolssagkyndige har krav på at få erstattet omkostninger i forbindelse med sit virke,

jf. § 17 i lovens kapitel 40. Myndigheder og tjenestemænd har krav på omkostninger i

henhold til de regler, der gælder for de pågældende myndigheder mv., og andre

domstolssagkyndige har krav på at få erstattet de omkostninger, de har haft i forbindelse med

opgaven, og har krav på vederlag for deres arbejde. Omkostningerne skal foreløbig betales af

den, som har anmodet om bevisførelsen, men fordeles i sidste ende i forbindelse med rettens

fastsættelse af sagsomkostninger.

3.3. Tyskland

3.3.1. Indledning

Reglerne om sagkyndigt bevis fremgår af titel 8 i Zivilprozessordnung (herefter ZPO). Loven

finder anvendelse i forbindelse med behandling af civile sager.

Efter tysk ret har retten en forpligtelse til at indhente udtalelser fra sagkyndige, hvis retten

ikke er i besiddelse af tilstrækkelig sagkyndig kompetence til at bedømme sagens forhold, og

der er uenighed om faktiske forhold.

3.3.2. Sagkyndige udpeget af retten

Retten kan udpege en eller flere sagkyndige i forbindelse med en beslutning om

bevisoptagelse (Beweisbeschluss), jf. ZPO § 358.

Forinden udpegelse af en sagkyndig skal retten i medfør af ZPO § 403 identificere de forhold,

der skal føres bevis om, og kan, hvis det findes påkrævet, inden påbegyndelsen af selve

bevisoptagelsen rådføre sig med den sagkyndige. Retten kan i den forbindelse give

instruktioner til den sagkyndige og oplyse sagens sammenhæng.

Det bestemmes som udgangspunkt af retten, hvor mange sagkyndige, der skal udpeges, og

hvem der i givet fald skal udpeges, jf. ZPO § 404. Såfremt der findes offentlige myndigheder,

der har til opgave at afgive sagkyndige erklæringer i forbindelse med særlige spørgsmål, skal

erklæring dog indhentes fra disse, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Retten

skal opfordre parterne til at komme med forslag til hvem og hvor mange sagkyndige, der skal

udpeges. Hvis der er enighed mellem parterne om udpegningen af bestemte personer som

sagkyndige, og disse personer er egnede til at virke som sagkyndige i sagen, skal retten

udpege disse. Retten er dog ikke bundet af parternes forslag vedrørende antallet af

sagkyndige.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

Retten skal undersøge den sagkyndiges personlige og faglige kvalifikationer. Der gælder de

samme regler om inhabilitet, som der gælder for dommere, dog medfører det ikke inhabilitet

for den sagkyndige, hvis den pågældende har afgivet forklaring som vidne i sagen, jf. ZPO §

406.

Retten har til opgave at vejlede den sagkyndige om arten og omfanget af opdraget og stiller i

den forbindelse – på baggrund af forslag fra parterne – spørgsmål til den sagkyndige, som

denne skal besvare. Såfremt parterne er uenige om faktuelle oplysninger, kan retten træffe

afgørelse om, hvilke oplysninger den sagkyndige skal lægge til grund for sin udtalelse. Retten

bestemmer endvidere, i hvilket omfang den sagkyndige kan rette henvendelse til sagens

parter, jf. ZPO § 404 a.

Den sagkyndige skal straks efter udnævnelsen forvisse sig om, at spørgsmålene falder inden

for den pågældendes ekspertise, og at denne kan svare på spørgsmålene uden at inddrage

andre sagkyndige. Såfremt dette ikke er tilfældet, skal den sagkyndige give meddelelse herom

til retten, jf. ZPO § 407, stk. 1. Den sagkyndige kan, såfremt det er nødvendigt, inddrage

yderligere bistand, men den sagkyndige er ikke bemyndiget til at overlade opdraget til andre

sagkyndige. Såfremt den sagkyndige inddrager andre sagkyndige i besvarelse af de stillede

spørgsmål, skal disses navne fremgå af udtalelsen, ligesom det skal oplyses, hvor meget den

pågældende har bidraget med, medmindre der er tale om bistand af helt underordnet

betydning.

Den sagkyndige skal endvidere i medfør af ZPO § 407, stk. 3, rette henvendelse til retten,

såfremt indholdet eller omfanget af opdraget forekommer uklart, eller den sagkyndige

forventer, at omkostningerne i forbindelse med opdraget ikke står i et rimeligt forhold til

sagens genstand eller et prisoverslag fra den sagkyndige overskrides væsentligt.

Retten kan i medfør af ZPO § 411 bestemme, at den sagkyndige skal besvare spørgsmålene i

en skriftlig erklæring, og skal i givet fald fastsætte en frist for, hvornår erklæringen skal

foreligge i underskrevet stand. Erklæringen sendes til parterne, som inden en af retten fastsat

frist – eller inden rimelig tid, hvis der ikke er fastsat en frist – skal meddele retten, hvis der

foreligger eventuelle indvendinger imod erklæringen, begæringer i forbindelse med

erklæringen eller supplerende spørgsmål. Retten kan bestemme, at den sagkyndige skal

uddybe erklæringen under en mundtlig afhøring. Parterne får herved lejlighed til stille

spørgsmål til erklæringen eller den sagkyndiges ekspertise.

Den sagkyndige skal før og efter aflæggelse af sin udtalelse erklære, at denne er upartisk og

har udfærdiget udtalelsen efter bedste viden og samvittighed. For visse former for udtalelser

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

bliver sagkyndige imidlertid beskikket, og i de tilfælde er det nok at henvise til en

beskikkelse, hvis der i den forbindelse er aflagt en ed, jf. ZPO § 410.

I de tilfælde, hvor retten har udpeget en sagkyndig på baggrund af en anmodning fra en af

parterne, skal udgifterne til den sagkyndige foreløbigt afholdes af den pågældende part, jf. §

17 i lov om rettens udgifter (Gerichtskostengesetz). Den sagkyndige har krav på vederlag

efter reglerne i § 413 i kompensationsloven for justitsvæsenet (Justizvergütungs und -

entschädigungsgesetz), hvoraf følger, at den sagkyndige har krav på honorar,

transportomkostninger, kompensation for tabt arbejdsfortjeneste og øvrige udgifter. Honoraret

fastsættes på baggrund af faste satser efter medgået tid. Omkostningerne til den sagkyndige

indgår i rettens endelige fordeling af sagsomkostninger efter reglerne i titel 5 i ZPO.

I en ankesag skal retten lægge oplysningerne fra den første instans til grund, jf. ZPO § 529.

Hvis der er tvivl om rigtigheden eller fuldstændigheden af en sagkyndig udtalelse, herunder

hvis udtalelsen er selvmodsigende eller ufuldstændig, hvis den, der har afgivet udtalelsen,

ikke var tilstrækkeligt fagkyndig, hvis sagens faktum har ændret sig, eller hvis der er

fremkommet nye videnskabelige resultater, som har betydning for udtalelsen, kan

ankeinstansen anmode den sagkyndige om at udfærdige en ny udtalelse, udpege en ny

sagkyndig eller hjemvise sagen til ny behandling med mere omfattende bevisførelse.

3.3.3. Partens egne sagkyndige

Ved siden af de sagkyndige, der er udpeget af retten, har parterne adgang til at inddrage egne

sagkyndige. Adgangen til at inddrage egne sagkyndige er ikke reguleret i ZPO.

Retten har ifølge retspraksis pligt til at forholde sig til indholdet af de udsagn, der er

fremkommet fra partens egne sagkyndige. Retten skal endvidere sørge for en yderligere

opklaring af sagen, hvis oplysninger fra partens egne sagkyndige er i strid med den af retten

udmeldte sagkyndige.

Den part, der har inddraget egne sagkyndige, kan vælge at lade de sagkyndige medvirke ved

hovedforhandlingen, hvor retten kan tillade, at partens sagkyndige får adgang til at stille

spørgsmål til den af retten udmeldte sagkyndige.

3.4. England og Wales

3.4.1. Indledning

Civil Procedure Rules (herefter CPR) og de tilhørende protokoller (Practice Directions) finder

anvendelse på civile retssager, der er anlagt i England og Wales. Kapitel 35 i CPR, som bærer

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

overskriften ”Experts and Assessors”, indeholder regler om sagkyndig bevisførelse. Kapitlet

suppleres af protokollen ”Practice Direction 35”.

Reglerne finder hovedsageligt anvendelse i førsteinstanssager, men det følger af Rule 52.10,

at en appelinstans har samme beføjelser som underinstansen og kan således f.eks. indkalde til

en ny hovedforhandling, hvor der kan afgives forklaring fra sagkyndige efter reglerne i kapitel

35 i CPR.

Det fremgår af Rule 35.1 i CPR, at sagkyndig bevisførelse bør begrænses til, hvad der med

rimelighed er påkrævet for at løse tvisten. I forlængelse heraf fremgår det af pkt. 1 i den

tilhørende protokol, at sagkyndig bistand bør begrænses til én sagkyndig, såfremt det er

muligt.

Det er den sagkyndiges opgave at bistå retten vedrørende forhold, som falder inden for den

sagkyndiges ekspertise, jf. Rule 35.3, stk. 1. Denne opgave har fortrin frem for en hvilken

som helst forpligtelse, den sagkyndige eventuelt har påtaget sig i forhold til opdragsgiveren

og den, der betaler den sagkyndiges honorar, jf. stk. 2.

Sagkyndig bevisførelse bør ifølge protokollens pkt. 2.1-2.5 være uafhængig og upåvirket af

en verserende retssag. Sagkyndige skal bistå retten med objektive og upartiske synspunkter

om forhold, som falder inden for deres fagkundskab, og skal inddrage alle faktiske

omstændigheder, herunder sådanne, der modsiger deres egen opfattelse. Den sagkyndige skal

endvidere angive, såfremt et spørgsmål falder uden for dennes fagkundskab, eller det ikke har

været muligt at nå til en entydig konklusion, f.eks. fordi der mangler væsentlige oplysninger.

Den sagkyndige skal endvidere give meddelelse, hvis dennes vurdering efterfølgende har

ændret sig.

3.4.2. Udmeldelse af sagkyndige

Rettens tilladelse er påkrævet for at kunne indhente sagkyndige udtalelser og fremlægge

sagkyndige erklæringer til brug for retssagen, jf. Rule 35.4, stk. 1.

En anmodning om sagkyndigt bevis skal indeholde oplysninger om, hvilken fagkundskab der

er påkrævet, hvilke emner den sagkyndige skal udtale sig om, og – såfremt det er muligt –

hvem der skal antages som sagkyndig. Endvidere skal der i anmodningen gives et overslag

over de forventede omkostninger, jf. Rule 35.4, stk. 2.

Retten kan kun give tilladelse til at indhente sagkyndige udtalelser fra den eller de

sagkyndige, der er anført i anmodningen, eller en person, der har den fagkundskab, der følger

af anmodningen, jf. Rule 35.4, stk. 3. Retten kan i tilladelsen nærmere bestemme, hvilke

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

forhold den sagkyndige skal udtale sig om, og den sagkyndige har også lov til at anmode

retten om instruktioner i forbindelse med udførelsen af opgaven, jf. Rule 35.14.

Såfremt to eller flere parter anmoder om sagkyndigt bevis i forhold til et bestemt forhold, kan

retten pålægge parterne at indhente oplysninger fra en såkaldt ”single joint expert”, dvs. en

sagkyndig, som parterne er fælles om, jf. Rule 35.7, stk. 1. I forbindelse med rettens vurdering

af, om parterne skal pålægges at benytte en ”single joint expert”, skal retten ifølge

protokollens pkt. 7 tage hensyn til alle omstændigheder, herunder bl.a. om det forekommer

proportionelt, at parterne har egne sagkyndige, når der navnlig henses til sagens genstand,

sagens betydning for parterne og sagens kompleksitet, om udnævnelse af en enkelt sagkyndig

må antages at fremme sagen på en procesøkonomisk måde sammenlignet med egne

sagkyndige, eller om det sagkyndige udsagn falder inden for et i det væsentlige etableret

fagligt område, hvor der ikke kan forventes at være faglig uenighed, eller det er sandsynligt,

at der ikke er en række forskellige faglige holdninger om emnet.

Hvis parterne ikke kan blive enige om, hvem der skal udpeges som ”single joint expert”, kan

retten vælge en sagkyndig fra en liste, som parterne har udfærdiget eller kan henvise til, eller

vælge en sagkyndig på en anden måde, der fastsættes af retten, jf. Rule 35.7, stk. 2. De

pågældende parter kan hver især give instruktioner til en ”single joint expert”, herunder stille

spørgsmål til den sagkyndige, jf. Rule 35.8.

Retten kan træffe afgørelse vedrørende betaling af den sagkyndige, herunder fastsætte et loft

for vederlaget til en sagkyndig. Retten kan endvidere bestemme, hvilke besigtigelser,

undersøgelser eller forsøg den sagkyndige skal udføre, jf. Rule 35.8.

3.4.3. Drøftelser mellem sagkyndige

Retten kan på et hvilken som helst tidspunkt under sagen bestemme, at der skal finde en

drøftelse sted mellem flere sagkyndige med det formål, at de sagkyndige skal identificere og

kunne drøfte faglige spørgsmål og – hvor dette er muligt – nå til en fælles opfattelse af visse

spørgsmål, jf. Rule 35.12. Det er hensigten med drøftelserne at skære sagen til og afklare

uenigheder mellem de sagkyndige, således at det kan identificeres, i hvilket omfang der er

enighed, og på hvilke punkter der er uenighed, samt hvad der skal til for eventuelt at løse

uenighederne, og om der er yderligere væsentlige forhold, der endnu ikke har været

behandlet, jf. protokollens pkt. 9.2.

Retten kan bestemme, at de sagkyndige i forlængelse af drøftelserne skal udarbejde en

redegørelse for, på hvilke punkter de sagkyndige er enige og uenige (med et resume af

grundene herfor). Redegørelsen kan ikke fremlægges under sagen, medmindre parterne er

enige herom, jf. Rule 35.12, stk. 3 og 4.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

I de tilfælde, hvor de sagkyndige på baggrund af drøftelserne har opnået en fælles opfattelse

af visse forhold, binder dette ikke parterne, medmindre de erklærer sig indforstået hermed, jf.

Rule 35.12, stk. 5.

Retten kan når som helst bestemme, at de sagkyndige samtidigt skal afgive udtalelser i et

retsmøde, jf. protokollens pkt. 11.1. Retten kan pålægge parterne at udarbejde en dagsorden til

behandling af de forskellige punkter, som de sagkyndige ifølge redegørelsen er uenige om, jf.

pkt. 11.2. I forhold til hvert punkt på dagsordenen kan retten efter tur høre de sagkyndige om

deres opfattelse, og retten kan derefter stille spørgsmål. Retten kan opfordre andre sagkyndige

til at kommentere udtalelsen eller stille spørgsmål til de andre sagkyndige. Efterfølgende har

parterne adgang til at stille spørgsmål. Retten sammenfatter til slut udtalelserne og anmoder

de sagkyndige om at vedstå udtalelserne, jf. pkt. 11.3 og pkt. 11.4.

3.4.4. Afgivelse af erklæring

En sagkyndig udtalelse skal afgives skriftligt, medmindre retten bestemmer andet, jf. Rule

35.5.

Erklæringen skal være stilet til retten og skal indeholde oplysninger om den sagkyndiges

kvalifikationer, jf. protokollens pkt. 3.1 og 3.2. Erklæringen skal desuden indeholde bl.a. en

angivelse af oplysninger af faktisk karakter og instruktioner, der er væsentlige for udtalelsens

konklusioner, oplysning om, hvilken litteratur eller hvilket andet materiale den sagkyndige

har lagt vægt på i forbindelse med udfærdigelsen af erklæringen, og hvem der har udfærdiget

besigtigelse, opmålinger, forsøg mv., og i givet fald hvilken fagkundskab den pågældende

person besidder. Hvis der på det pågældende fagområde er flere forskellige faglige holdninger

til et emne, skal erklæringen indeholde en sammenfatning af de forskellige holdninger, og en

begrundelse for, hvorfor den sagkyndige er nået til sin konklusion.

Erklæringen skal endvidere indeholde en bekræftelse fra den sagkyndige om bl.a., at

erklæringen er udfærdiget i overensstemmelse med den sagkyndiges fagkundskab, jf. Rule

35.10 og protokollens pkt. 3.3.

Modparten kan skriftligt stille opklarende spørgsmål til erklæringen i henhold til reglerne i

Rule 35.6. Dette tillades én gang og kun, såfremt spørgsmålene er stillet inden 28 dage efter at

erklæringen er afgivet, medmindre retten giver tilladelse til andet, eller modparten giver

samtykke hertil. Den sagkyndiges besvarelse af spørgsmålene betragtes som en del af den

oprindelige erklæring.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

3.4.5. Assessors

I sager, der er anlagt ved County Court og High Court, kan retten i medfør af section 63 i

County Courts Act 1984 og section 70 i Senior Courts Act 1981 udpege en eller flere

sagkyndige til at medvirke som såkaldte assessors.

Assessors har til opgave at bistå retten med fagkyndig vejledning på områder, hvor assessoren

har fagkundskab og erfaring, jf. Rule 35.15, i CPR. Retten kan bestemme, hvordan assessors

skal medvirke i behandlingen af sagen, og kan herunder navnlig bestemme, at assessors til

brug for sagen skal udfærdige en erklæring om et omtvistet emne, som skal sendes til parterne

og kan påberåbes under sagen. Retten kan endvidere bestemme, at assessoren skal deltage i

forhandlingen med henblik på at vejlede retten. Assessors skal dog ikke afgive forklaring

under forhandlingen eller svare på spørgsmål fra parterne, jf. protokollens pkt. 10.4.

Når retten vil udpege en eller flere assessors, skal parterne modtage underretning herom med

angivelse af navn og kvalifikationer af den påtænkte assessor, og hvilke emner den

pågældende skal udtale sig om, jf. protokollens pkt. 10.4. Parterne kan gøre indsigelse over

for personen eller dennes kvalifikationer.

Omkostningerne til assessors indgår som en sagsomkostning, medmindre vederlaget betales

af statskassen. Retten kan bestemme, at en part skal stille sikkerhed for betaling af

omkostningerne til assessors.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

Kapitel 4

Retsplejerådets overvejelser

4.1. Indledning

Bevisførelse i retssager angår de faktiske omstændigheder, som den pågældende part mener,

retten skal lægge vægt på ved afgørelsen af sagen. Bevisførelsen – i sammenhæng med hvem

der har bevisbyrden og de krav, retten stiller til bevisets styrke – er i de fleste tilfælde helt

afgørende for retssagens udfald.

En faktisk omstændighed kan f.eks. søges belyst ved vidneforklaringer, ved et dokument, der

fremlægges, eller ved fysiske genstande, der forevises. I mange sager er der imidlertid også

behov for en mere indgående undersøgelse eller bedømmelse af de faktiske omstændigheder

baseret på en særlig fagkundskab eller faglig erfaring, som retten ikke selv har eller har

mulighed for at få, heller ikke selv om der eventuelt medvirker sagkyndige dommere. I

sådanne tilfælde anviser retsplejelovens regler om syn og skøn ved en skønsmand udpeget af

retten en fremgangsmåde, som parterne kan anvende, når sagen er anlagt, og de afgørende

bevistemaer er kendt.

Det er stærkt indarbejdet i praksis ved domstolene her i landet, at fagkyndig oplysning og

bedømmelse af sagens faktiske omstændigheder sker ved syn og skøn, selv om dette kan siges

at fravige det almindelige forhandlingsprincip, som i øvrigt gælder i den civile retspleje, og

som indebærer, at retten som udgangspunkt overlader det til parterne at føre de beviser, de

ønsker, sådan at retten alene bedømmer vægten af de beviser, parterne fremlægger.

Imidlertid sikrer proceduren i forbindelse med syn og skøn udmeldt af retten bl.a., at den

sagkyndige er uvildig i forhold til sagens parter og skønstemaet, og at parterne har lige

muligheder for at stille de spørgsmål til skønsmanden, som de ønsker. Dette stemmer med det

almindelige kontradiktionsprincip, som også gælder inden for den civile retspleje.

Blandt andet som følge af den nævnte procedure bliver skønsmændenes erklæringer ofte

tillagt meget stor bevismæssig vægt. Afhængigt af sagens nærmere karakter kan der derfor let

hos parter opstå en fornemmelse af, at det står og falder med skønsmandens konklusioner, om

parten vinder eller taber sagen. Dette har generelt den positive virkning, at parterne udviser

stor omhu med formuleringen af spørgsmålene til skønsmanden – eventuelt med egen

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

sagkyndig bistand hertil – og med hensyn til at sikre, at skønsmanden til brug for sin

besigtigelse og sin besvarelse af skønstemaet har alt baggrundsmateriale, som er relevant set

fra den pågældende parts synsvinkel.

Imidlertid kan der inden for flere fagområder – ikke kun inden for eksempelvis økonomisk

teori og statistik eller design, men også i øvrigt på det naturvidenskabelige,

samfundsvidenskabelige og humanistiske område – være forskellige teoretiske eller

metodiske tilgange inden for de enkelte fag. Disse forskelle i de sagkyndiges foretrukne

måder at forholde sig til en given problemstilling på kan undertiden have væsentlig betydning

for skønmandens bevarelse af spørgsmålene, uanset om skønsmanden forsøger at tage

forbehold for, at der kan være andre måder at se sagen på. I en række tilfælde findes der

således ikke kun ét "rigtigt" svar. Som følge heraf kan det – trods omhu med udformning af

spørgsmål og forberedelse af skønsmanden – undertiden synes at bero på, hvem der er blevet

udpeget som skønsmand, hvordan det udmeldte syn og skøn falder ud. Navnlig i sådanne

tilfælde kan parterne ønske at have større sikkerhed for at kunne få bibragt retten den

sagkyndige synsvinkel, som bedst støtter den pågældende parts standpunkt i sagen.

Et sådant ønske kan principielt set søges imødekommet på flere forskellige måder, dels ved at

udvide mulighederne for at få flere skønsmænd til at bedømme det samme emne – dvs. ved at

justere de gældende regler om syn og skøn – dels ved, at parterne i stedet for eller som

supplement til syn og skøn kan fremlægge sagkyndige erklæringer, som de selv har indhentet

eller indhenter under sagen, og som vedrører de konkrete bevistemaer i den pågældende sag.

Overvejelser om disse spørgsmål må inddrage det ovenfor nævnte almindelige

forhandlingsprincip sammenholdt med, at syn og skøn også fungerer som sagkyndig bistand

for retten, når den skal vurdere sagens bevismateriale. Det må endvidere indgå i

overvejelserne, at et af formålene med proceduren i forbindelse med syn og skøn netop er at

sikre, at der normalt kun er behov for, at der skal indhentes én sagkyndig erklæring om det

pågældende tema, hvilket i almindelighed er med til at begrænse udgifterne og dermed også

risikoen ved at føre en retssag og sikre, at sagen ikke trækker i unødigt langdrag. Der er også

for nylig blevet gennemført en række ændringer af retsplejelovens regler om brugen af syn og

skøn i civile sager netop med det formål at gøre brugen af syn og skøn mere effektiv og

mindre tidskrævende (lov nr. 737 af 25. juni 2014, der trådte i kraft den 1. juli 2014, som

byggede på Retsplejerådets forslag i betænkning nr. 1543/2013 om reform af den civile

retspleje VIII (Syn og skøn)).

Retsplejerådets nærmere overvejelser om justering af reglerne om syn og skøn findes i afsnit

4.2 og overvejelserne om brugen af ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer i afsnit 4.3

nedenfor.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

4.2. Flere skønsmænd til at vurdere samme spørgsmål

4.2.1. To eller flere skønsmænd fra starten

Efter den ændring af retsplejelovens regler om syn og skøn, der trådte i kraft i 2014, kan

parterne som udgangspunkt hver især stille de spørgsmål til skønsmanden, som de ønsker.

Parterne skal altså ikke nødvendigvis blive enige om de spørgsmål, der stilles, og de kan som

udgangspunkt heller ikke gøre indsigelse over for hinandens spørgsmål. Retten kan også kun i

nærmere angivne tilfælde afvise et spørgsmål, som en part ønsker at stille til skønsmanden, jf.

afsnit 2.2.1 ovenfor.

Der er med andre ord blevet indført en større frihed for parterne til at stille skønsmanden

netop de spørgsmål, de selv forventer kan fremkalde de svar, som kan have afgørende

bevismæssig betydning i den pågældende sag. Man kan sige, at udmøntningen af det

retsplejemæssige princip om kontradiktion, som reglerne om syn og skøn bl.a. bygger på, er

blevet ændret fra et udgangspunkt om, at parterne skal drøfte sig frem til en enighed om de

spørgsmål, der stilles til skønsmanden, til at parterne som udgangspunkt har lige muligheder

for hver især at stille skønsmanden deres egne spørgsmål.

Denne ændring af reglerne om syn og skøn har navnlig haft til formål at fremme en hurtigere

og mere effektiv gennemførelse af skønsforretninger, derved at der som nævnt ikke længere

skal bruges tid på at opnå enighed om formuleringen af spørgsmålene til skønsmanden.

Ændringen har samtidig også forbedret parternes muligheder for at få skønsmanden til at

forholde sig til de aspekter, de selv anser for afgørende, herunder eventuelle nye faglige

synsvinkler, som skønsmanden måske endnu ikke er bekendt eller fuldt fortrolig med. Det er

dog klart, at de nye regler ikke på nogen måde rokker ved skønsmandens selvstændighed og

uafhængighed, og der kan fortsat forekomme situationer som nævnt under afsnit 4.1 ovenfor,

hvor der er flere anerkendte faglige tilgange til en problemstilling, og hvor parterne kan

opleve det som ret afgørende for udfaldet af skønsforretningen, hvilken "skole" inden for

fagområdet den udpegede skønsmand tilhører.

Retsplejerådet finder, at der bør åbnes mulighed for, at retten i særlige tilfælde kan beslutte at

udpege to (eller flere) skønsmænd til at besvare de samme spørgsmål. Den gældende

bestemmelse i retsplejelovens § 198 er efter ordlyden ikke til hinder herfor, men hjemlen til at

udpege mere end én skønsmand er hidtil (bortset fra særtilfælde, hvor skønsforretningen vil

medføre, at genstanden ødelægges eller forandres) kun blevet brugt, hvis det for at kunne

besvare spørgsmålene har været nødvendigt at udpege skønsmænd, der dækker forskellige

fagområder, eller hvis der har været tale om store sager, der har kunnet ”bære” fordyrelsen, og

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

hvor skønsmændenes fagkundskab har kunnet supplere/komplettere hinanden. Det vil derfor

efter rådets opfattelse være rigtigst at ændre bestemmelsen, således at det kommer til at

fremgå klart, at der også vil kunne udpeges flere skønsmænd til at besvare det eller de samme

spørgsmål, dvs. skønsmænd der dækker det samme fagområde. Der vil navnlig kunne være

anledning til at bruge en sådan regel, og dermed fravige udgangspunktet om, at der kun skal

medvirke én skønsmand inden for samme fagområde, i tilfælde, hvor der er forskellige

relevante faglige synsvinkler eller metoder inden for det pågældende fagområde, og hvor der

samtidig er rimelig grund til at antage, at dette vil kunne få betydning for skønsmandens

konklusioner.

En regel om, at der kan udpeges flere skønsmænd til at vurdere de samme spørgsmål, må ikke

bruges til at vidtløftiggøre bevisførelsen i strid med det generelle hensyn til at sikre en hurtig

og omkostningseffektiv procesførelse. Rådet finder imidlertid, at retten nøje vil kunne vurdere

i det enkelte tilfælde, om det på grundlag af sagens og skønstemaets karakter er

hensigtsmæssigt at udpege to (eller flere) skønsmænd fra starten.

Der vil naturligvis ikke være "flere skoler" eller nyudviklede faglige synsvinkler på alle

fagområder, og i nogle tilfælde vil der formentlig også kunne være et praktisk problem med at

finde flere skønsmænd, som både er uafhængige og kvalificerede. Og selv om retten finder

det sandsynliggjort, at der er forskellige relevante faglige tilgange til de spørgsmål, der skal

stilles, må retten også nøje vurdere det omkostningsmæssige aspekt, navnlig hvis kun den ene

part ønsker flere skønsmænd udpeget. I så fald vil retten kunne tage i betragtning, om sagen

skønnes at have så væsentlig betydning for parterne – eventuelt på grund af de økonomiske

værdier, den angår – at sagen "kan bære" fordyrelsen ved at udpege to eller flere skønsmænd.

Rådet finder det sandsynligt, at en sådan mulighed for helt fra starten at få flere fagkyndige

øjne på bevistemaet ofte vil blive oplevet af parterne som lige så hensigtsmæssigt som at

bruge "egne" eksperter efter den regel herom, som rådet foreslår nedenfor i afsnit 4.3.2.

Rådet foreslår således at ændre retsplejelovens § 198 i overensstemmelse med det anførte, jf.

lovudkastets § 1, nr. 2, nedenfor i kapitel 5. Det vil efter rådets opfattelse være mest

hensigtsmæssigt, at de sagkyndige inden for samme fagområde som udgangspunkt afgiver et

fælles svar, således at det så klart som muligt kan fremgå, hvor de sagkyndige er enige og

uenige.

4.2.2. Udvidet mulighed for nyt syn og skøn om samme spørgsmål

Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 209 kan nyt syn og skøn ved andre

skønsmænd finde sted, når retten ”finder det hensigtsmæssigt”. Bestemmelsen har sin

oprindelse helt tilbage i retsplejelovsudkastet fra 1877 og det senere udkast fra 1913, som

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

lagde op til en ret liberal adgang til at foranstalte nyt syn og skøn uden andre begrænsninger

end den, som ”ligger i bevisførelsens processuelle indretning”, og hvorefter der også – som

udslag af princippet om fri bevisbedømmelse – skulle være en ret fri adgang til at anfægte

indholdet i en skønserklæring med erklæringer fra sagkyndige, som ikke er udmeldt af retten.

I retspraksis har man ikke helt fulgt den linje, der oprindelig var lagt op til. I praksis er det

vanskeligt at få udmeldt en ny skønsmand under påberåbelse af, at den første skønserklærings

indhold er urigtigt eller mangelfuldt. I de fleste tilfælde må en part, som er utilfreds, nøjes

med at stille supplerende spørgsmål til skønsmanden. Der er dog i praksis givet tilladelse til

nyt syn og skøn ved en anden skønsmand, hvis der har foreligget konkrete og rimeligt

bestyrkede oplysninger, som har skabt tvivl om den tidligere udmeldte skønsmands

kvalifikationer. Der skal være tale om ret graverende forhold, hvor den første skønserklæring

må formodes at være fejlbehæftet, ufuldstændig og/eller indholdsmæssigt uklar i en sådan

grad, at der er tvivl om, hvorvidt erklæringen opfylder de faglige krav, der er nødvendige for,

at den kan opfylde sit formål. Der henvises til afsnit 2.2.7 ovenfor.

Retsplejerådet finder, at den beskrevne praksis er velbegrundet og bør videreføres. Der ville

ellers være risiko for at anspore til et stort antal processer om skønsmændenes egnethed, som

egentlig blot dækker over utilfredshed med deres konklusioner.

Rådet finder imidlertid, at der bør åbnes mulighed for nyt syn og skøn ved en anden

skønsmand i de samme tilfælde, som er omtalt ovenfor i afsnit 4.2.1. om forslaget vedrørende

flere skønsmænd til at besvare de samme spørgsmål. Hvis det kan sandsynliggøres over for

retten, at den første skønsmands konklusioner kan være udslag af en faglig tilgang til

spørgsmålene, som ikke er enerådende inden for det pågældende fag, og at der således er

"flere skoler" inden for det relevante fagområde – dvs. hvis andre anerkendte faglige tilgange

til temaet kan føre til andre bedømmelser – bør det ikke afskære muligheden for at få udmeldt

en ny skønsmand, at spørgsmålet først er blevet bragt på bane, efter at den første

skønserklæring foreligger. Hvis den første skønsmands måde at se sagen på ikke er den eneste

anerkendte, vil det normalt heller ikke være hensigtsmæssigt at anmode den samme

skønsmand om at udarbejde en ny/alternativ besvarelse ud fra en faglig synsvinkel, som han

ikke er enig i eller fuldt fortrolig med.

En regel herom vil således opfange de tilfælde, hvor man ikke forud for udmeldingen af syn

og skøn har været opmærksom på risikoen for, at skønsmanden ikke dækker hele det

relevante faglige spektrum i sin tilgang til sagen.

Det er klart, at det efter omstændighederne vil være sådan, at den uundgåelige forlængelse af

den tid, det tager at forberede hovedforhandlingen, kunne være undgået ved at bringe

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

spørgsmålet om flere skønsmænd frem på et tidligere tidspunkt. Rådet finder imidlertid, at

retten kan tage dette i betragtning efter en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, hvor det

også i øvrigt må vurderes, om en parts ønske om at få udmeldt en ny skønsmand reelt blot

skyldes utilfredshed med den første skønsmands konklusioner. Der må også fortsat være

mulighed for, at retten efter en konkret vurdering kan lægge vægt på væsentlige hensyn til

sagens fremdrift, som kan tale afgørende imod at tillade nyt syn og skøn.

Muligheden for at stille supplerende spørgsmål til den første skønsmand er en anden forskel i

forhold til situationen ved udmelding af det første syn og skøn. Også dette aspekt kan retten

imidlertid tage i betragtning, således at der ikke gives tilladelse til nyt syn og skøn ved en

anden skønsmand, hvis indvendingerne mod den første skønserklæring vedrører mindre ting,

der kan afklares med supplerende spørgsmål.

Det vil naturligvis være et væsentligt spørgsmål, hvordan en part kan sandsynliggøre over for

retten, at den første skønserklæring ikke på rimelig måde afspejler, at der er forskellige

relevante faglige synsvinkler på det pågældende faglige område. Retterne tillader allerede i

dag i praksis, at parterne fremlægger sagkyndige erklæringer, selv om de er indhentet ensidigt

efter sagens anlæg og modtagelsen af den første skønserklæring, når det sker for at

understøtte og begrunde en begæring om nyt syn og skøn. Sådanne ensidigt indhentede

erklæringer fremlægges således ikke som bevis i sagen. Rådet finder, at denne praksis er

hensigtsmæssig. En part kan også vælge at anmode retten om tilladelse til at udvælge en

uvildig sagkyndig, der kan belyse eksistensen af “flere skoler” m.v. inden for det relevante

fagområde.

Rådet foreslår således at ændre retsplejelovens § 209, således at den ovenfor beskrevne

praksis lovfæstes i et vist omfang, og således at muligheden for at få udmeldt nyt syn og skøn

ved en anden skønsmand udvides som anført, jf. lovudkastets § 1, nr. 3, nedenfor i kapitel 5.

4.3. Ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer mv. som bevis

4.3.1. Sagkyndige erklæringer indhentet før sagsanlæg

Rettens bevisbedømmelse er fri, jf. for civile sagers vedkommende retsplejelovens § 344, stk.

1. Retten kan ikke pålægge en part at føre et bevis, som retten mener kan have betydning, men

retten kan opfordre en part til at føre bevis, hvis sagens omstændigheder ellers vil henstå som

uvisse, jf. retsplejelovens § 339, og kan lade det komme den pågældende part bevismæssigt til

skade, hvis opfordringen ikke efterkommes, jf. § 344, stk. 3. Bevisførelse, som skønnes at

være uden betydning for sagen, tillades ikke, jf. § 341. Bevisførelse kan være overflødig,

fordi de faktiske omstændigheder, den angår, ikke har betydning for sagen, eller fordi det på

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

forhånd er klart, at der ikke kan lægges nogen vægt på beviset f.eks. på grund af den måde,

det er fremskaffet på.

Tidligere blev i retspraksis fulgt den linje, at ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer om

sagens faktiske omstændigheder som udgangspunkt ikke kunne fremlægges under sagen,

uanset om de var indhentet før eller efter sagsanlægget. Begrundelsen var bl.a., at disse

erklæringer normalt har ringe bevismæssig betydning, jf. herved retsplejelovens § 341, netop

på grund af ensidigheden, som bl.a. indebærer, at hverken modparten eller retten har haft

indflydelse på valget af den sagkyndige, som har udarbejdet erklæringen.

I de senere år er der i retspraksis blevet åbnet for, at parterne som led i bevisførelsen kan

fremlægge de sagkyndige vurderinger, de vil, når der er tale om erklæringer om sagens

faktum, som er indhentet før sagsanlægget, jf. afsnit 2.3.2 ovenfor.

Retspraksis kan sammenfattes sådan, at en part som led i bevisførelsen som udgangspunkt kan

fremlægge udtalelser og erklæringer om konkrete forhold af teknisk, økonomisk eller

lignende karakter, der inden sagsanlægget er indhentet hos rådgivere og andre sagkyndige,

herunder til brug for forberedelse af retssagen. Erklæringernes indhold, omstændighederne

ved deres tilblivelse eller andre forhold kan give grundlag for at fravige udgangspunktet, hvis

erklæringerne er uden betydning for sagen eller findes ikke at kunne tillægges nogen

bevismæssig betydning.

Før ændringen til en mere liberal praksis med hensyn til at give tilladelse til at fremlægge

ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer blev der ofte i parternes processkrifter redegjort

for, hvad man baserede sit sagsanlæg eller sin påstand på. Som anført tillades det nu som

udgangspunkt at fremlægge sagkyndige erklæringer, som ligger til grund for sagsanlægget, og

det antages således ikke at gøre nogen skade, at de kommer frem i lyset frem for at blive brugt

indirekte i processkrifter. Erklæringerne giver oplysning om, hvad parten har baseret sit

sagsanlæg på, og det er ikke en afgørende indvending mod fremlæggelse, at sådanne

erklæringer – fordi de har karakter af sagkyndige erklæringer – kan fremtræde som objektive

og videnskabelige, selv om de bygger på et faktuelt grundlag og nogle forudsætninger, der er

bestemt af den ene part alene. Når en sådan erklæring fremlægges, har den derefter den

bevisværdi, den kan fortjene ud fra en bedømmelse af det konkrete grundlag for erklæringen.

Om erklæringen får betydning, er således et andet spørgsmål, end om den bør kunne

fremlægges. Som eksempel kan nævnes speciallægeerklæringer i sager om personskade. Det

forekommer jævnligt, at den skadelidte har indhentet en sådan erklæring før sagsanlægget, og

den kan ofte være afgørende for vurderingen af, om der er indtruffet en skade i forbindelse

med en ulykke. Men man kan forestille sig, at en sådan erklæring er indhentet på en sådan

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

måde, at man på forhånd kan afvise, at den vil blive tillagt nogen som helst vægt, og

fremlæggelse af en sådan erklæring vil i så fald blive afskåret, jf. retsplejelovens § 341. Og

selv om fremlæggelse tillades, kan der være anledning for retten til ikke at lægge særlig vægt

på en ensidigt indhentet lægeerklæring på punkter, hvor lægen har lagt patientens oplysninger

uprøvet til grund. Hertil kommer, at der ofte vil være mulighed for at forelægge sagen for

Retslægerådet.

Rådet finder, at det ud fra et generelt ønske om at sikre en effektiv og koncentreret

gennemførelse af retssager er hensigtsmæssigt, at parterne som udgangspunkt kan fremlægge

det materiale, som har dannet grundlag for deres overvejelser om sagsanlæg, henholdsvis om

at bestride modpartens krav.

Forberedelse af et sagsanlæg kan således efter omstændighederne være en omfattende proces,

hvor man – måske nærmest på bar bund – må skaffe sig overblik over, hvad der er sket, og

hvilket krav der med føje kan rejses. Sådanne undersøgelser er nødvendige for ikke at påføre

en modpart en ubegrundet retssag, for at undgå den omkostningsrisiko, der i givet fald ville

være forbundet med en sådan sag, og for fra begyndelsen at kunne lægge processen i de

baner, man mener at kunne forfølge kravet efter. F.eks. kan konstatering og beregning af et

økonomisk tab efter omstændighederne være ganske kompliceret, navnlig i erhvervssager, og

det vil ofte være helt naturligt at anvende professionel bistand hertil. Det er efter rådets

opfattelse hensigtsmæssigt, at parterne kan fremlægge sådanne beregninger, der viser

beregningsmetoderne og præciserer grundlaget for kravet.

Det må helt generelt anses for naturligt og også ønskeligt, at en part inden sagsanlæg selv

gennemfører undersøgelser og nedfælder dem i notater eller får rådgivning og bistand fra

sagkyndige, der udarbejder erklæringer om resultatet af deres undersøgelser mv. Tilsvarende

gælder for modpartens overvejelser om, hvorvidt der er grundlag for at bestride kravet eller

for at fremsætte modkrav. Hermed kan det sikres, at der er et seriøst grundlag for

proceskravene. Parterne bør derfor også som nævnt normalt have adgang til at fremlægge

dette materiale under den efterfølgende retssag – det kan være forudgående korrespondance

med og erklæringer fra f.eks. en revisor, en ingeniør, en entreprenør, et bilværksted eller en

læge. Parterne får herved på den enkleste måde adgang til at forklare, hvad der ligger bag

søgsmålet og/eller påstandene, og modparten anspores til at koncentrere sig om det

væsentlige, nemlig de punkter i den påberåbte erklæring mv., som efter modpartens opfattelse

er forkerte. Dette bør efter rådets opfattelse ikke modvirkes gennem processuelle regler.

Efter rådets opfattelse er der derfor heller ikke nogen anledning til at skelne mellem

sagkyndige erklæringer, der må anses for at have været nødvendige som basis for

sagsanlægget, og erklæringer, som ikke var. I princippet er det jo aldrig nødvendigt at

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

indhente en sagkyndig erklæring, før der anlægges retssag – man kan altid fremsætte et krav,

anlægge en sag, og så få undersøgt, om der er grundlag for kravet, men det kan være en

bekostelig fremgangsmåde, og det er som nævnt generelt ikke i retsordenens interesse, hvis

reglerne kan anspore til at fremsætte dårligt underbyggede krav.

Af samme grund bør det heller ikke være afgørende, om det var besluttet at anlægge

retssagen, før erklæringen blev indhentet, eller ej. Forvisningen om, at man har et krav,

fjerner således ikke behovet for at undersøge, om de forhold, der begrunder kravet, kan

bevises, eller for at undersøge, hvor stort kravet er.

Fremlæggelse af sagkyndige erklæringer, som en part har indhentet før indgivelse af stævning

til brug for sine overvejelser om, hvorvidt der er tilstrækkeligt grundlag for et sagsanlæg

og/eller en påstand, hindrer ikke, at der foretages syn og skøn, når sagen er anlagt. Efter rådets

opfattelse undergraver fremlæggelse af disse erklæringer heller ikke betydningen af syn og

skøn. Den ensidigt indhentede erklæring vil normalt kunne anfægtes gennem spørgsmål til

skønsmanden, og hvis skønsmanden er uenig i det, der er anført i den ensidigt indhentede

erklæring, vil udgangspunktet for retten ofte være, at den følger skønsmanden, bl.a. fordi

retten ved sin vurdering af sagkyndige erklæringers bevisværdi vil tage omstændighederne

ved indhentelsen i betragtning.

Tilladelse til at fremlægge en ensidigt indhentet erklæring som bevis indebærer ikke

automatisk, at erklæringen så også til sin tid skal medsendes til en eventuel skønsmand. Det er

et selvstændigt spørgsmål, og afgørelsen herom varetager andre hensyn, om end der

naturligvis er en tæt sammenhæng mellem disse to afgørelser. Det er da heller ikke ifølge

retspraksis til hinder for at fremlægge en ensidigt indhentet erklæring, at den indeholder den

samme vurdering, som en skønsmand er eller vil blive bedt om at foretage, idet en indvending

herimod angår spørgsmålet om, hvilke bilag der skal medsendes til skønsmanden.

Rådet bemærker om dette spørgsmål, at ligesom det i reglen er en fordel for retten at have

adgang til alt, hvad sagsanlægget og parternes påstande er baseret på, er det en fordel – også

for retten – at det hele har været med til skønsmanden, så dennes uafhængige, selvstændige

bedømmelse ikke er baseret på materiale, som retten kender, men skønsmanden ikke kender

(nogle forskelle vil der dog være – bl.a. at skønsmanden i modsætning til retten typisk

besigtiger det, som er genstand for skønsforretningen). Det er også mest naturligt, at den

fagkyndige skønsmand selv som hovedregel afgør, hvilke bilag der er relevante for

besvarelsen. Efter retspraksis er det da også udgangspunktet, at alle sagens bilag skal med til

skønsmanden, men udgangspunktet fraviges, hvis bilaget på forhånd må skønnes at være uden

betydning for besvarelsen af skønstemaet, jf. princippet i retsplejelovens § 341, eller hvis

bilaget efter en konkret vurdering er egnet til at påvirke besvarelsen på utilbørlig måde, jf.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

afsnit 2.2.3 ovenfor. Hvis der er behov for det, kan det ved efterfølgende spørgsmål til

skønsmanden blive belyst, hvilken betydning han har tillagt bestemte oplysninger. Rådet

finder, at der ikke er noget behov for at ændre eller lovfæste denne praksis.

Samlet set tilslutter rådet sig således den udvikling, der har fundet sted i retspraksis, hvorefter

det nu som udgangspunkt tillades parterne som led i bevisførelsen at fremlægge sagkyndige

erklæringer mv., som de har indhentet forud for sagsanlægget, uanset om der er mulighed for

syn og skøn efter sagsanlægget. Efter rådets opfattelse vil det være hensigtsmæssigt at

lovfæste den gældende praksis herom som led i en samlet løsning vedrørende sagkyndig

medvirken.

Der findes i retspraksis eksempler på, at det er blevet tilladt at fremlægge ensidigt indhentede

erklæringer, selv om de er indhentet så sent forud for indgivelsen af stævning, at modparten

først har kunnet blive bekendt med erklæringens indhold ganske kort tid før sagsanlægget

eller muligvis først efter sagsanlægget. Det stemmer da også med, at en parts overvejelser om,

hvorvidt han eller hun vil risikere en retssag, kan vare helt frem til, at stævningen sendes til

retten, således at sagkyndige erklæringer indhentet til brug for disse overvejelser som ovenfor

nævnt bør kunne fremlægges, selv om de først er fremkommet umiddelbart før sagsanlægget.

Det kan således være nærliggende for en part at afvente modtagelsen af en sagkyndig

erklæring og – hvis erklæringen formodes at bekræfte procesgrundlaget – at anlægge sagen

straks derefter. Rådet tilslutter sig derfor også, at det ikke bør spille nogen rolle for, om en

part må fremlægge en ensidigt indhentet erklæring, at erklæringen først er indhentet

umiddelbart før sagsanlægget.

Det kan imidlertid indvendes, at den skarpe skelnen mellem sagkyndige erklæringer, der er

indhentet før og efter sagsanlægget, medfører en retsstilling, hvorefter den part, der indgiver

stævning umiddelbart efter, at parten har modtaget en sagkyndig erklæring, der støtter dennes

synspunkter, kan skaffe sig selv en bevismæssig fordel i forhold til den modpart, som ikke har

kunnet nå at indhente en tilsvarende erklæring før sagsanlægget. Der vil typisk være mulighed

for syn og skøn, efter at sagen er anlagt, og rådet finder, at modparten ud fra almindelige

principper om ret til kontradiktion i så fald bør have mulighed for at fremlægge en ensidigt

indhentet ”moderklæring”, der kan indgå i grundlaget for syn og skøn, selv om modparten

først har kunnet indhente erklæringen efter sagens anlæg. Rådet lægger herved vægt på, at det

vil kunne have betydning for skønsmandens besvarelse af de stillede spørgsmål, hvilket

grundlag han eller hun får at basere sin vurdering på. Der kan skabes et mere udbygget og

veloplyst grundlag for skønsforretningen, ved at parterne – uanset hvem der først har fået

bestyrket sit standpunkt ved en ensidigt indhentet sagkyndig udtalelse – får samme adgang til

over for skønsmanden at redegøre for deres syn på de omtvistede spørgsmål.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

Rådet foreslår på den anførte baggrund, at det fastsættes i loven, at en part som led i

bevisførelsen som udgangspunkt kan fremlægge udtalelser og erklæringer om konkrete

forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karakter, der inden sagsanlægget er indhentet hos

rådgivere og andre sagkyndige. Erklæringernes indhold, omstændighederne ved deres

tilblivelse eller andre forhold kan give grundlag for at fravige udgangspunktet. Hvis en sådan

erklæring er fremlagt, kan modparten under i øvrigt samme betingelser fremlægge en

”moderklæring” om det samme emne, hvis det først har været muligt at indhente den efter

sagsanlægget. Som nævnt vil der normalt være mulighed for syn og skøn, efter at sagen er

anlagt, men rådet finder, at adgangen til under de anførte omstændigheder at fremlægge en

“moderklæring” som udslag af et kontradiktionsprincip dog ikke bør være betinget af, at der

skal foretages syn og skøn.

Omvendt bør der efter rådets opfattelse normalt ikke gives tilladelse til at fremlægge ensidigt

indhentede sagkyndige erklæringer om et tema, som forinden er blevet belyst ved isoleret

bevisoptagelse med sædvanligt syn og skøn i medfør af retsplejelovens § 343. Det svarer til

gældende ret, jf. afgørelsen i UfR 2012.1513 V, som er gengivet ovenfor i afsnit 2.3.2. Denne

situation svarer til, at der efter sagsanlæg og efter gennemført syn og skøn ønskes fremlagt en

ensidigt indhentet erklæring om de samme spørgsmål, som skønsmanden har vurderet, jf.

herom under punkt 4.3.2 nedenfor.

De hensyn, der begrunder, at det som udgangspunkt bør være tilladt at fremlægge sagkyndige

erklæringer, som en part har indhentet ensidigt før sagsanlægget, gør sig efter rådets

opfattelse ikke gældende med hensyn til at føre den sagkyndige, der har afgivet den fremlagte

erklæring, som vidne under hovedforhandlingen, medmindre en sådan vidneafhøring

afgrænses klart og præcist til kun at angå en uddybning af den tidligere afgivne skriftlige

erklæring. Som ovenfor nævnt er det sædvanligvis nyttigt for en skønsmand som grundlag for

skønsforretningen at have eventuelle partsrådgiveres synspunkter, sådan som de foreligger i

skriftlig form forud for sagsanlægget. Men herfra er der efter rådets opfattelse langt til at

tillade den sagkyndige partsrådgiver at udtale sig om sagen, som den foreligger oplyst under

hovedforhandlingen, og dermed generelt åbne for en form for ”battle of experts”. I hvilket

omfang dette eventuelt bør tillades, må efter rådets opfattelse overvejes i sammenhæng med

spørgsmålet om, hvorvidt det bør tillades at fremlægge sagkyndige erklæringer, der er

indhentet ensidigt

efter

sagsanlægget, og at afhøre sagkyndige, som en part har antaget efter

sagsanlægget, jf. om disse spørgsmål nedenfor under punkt 4.3.2.

Rådets forslag angår kun sagkyndige erklæringer, som efter deres karakter svarer til syn og

skøn.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

Dokumenter, der beskriver et faktisk forløb, herunder mødereferater eller referater af

telefonsamtaler, er ikke sagkyndige erklæringer og kan som udgangspunkt også fremlægges

under en retssag, selv om de er udarbejdet ensidigt, når de er udarbejdet forud for

sagsanlægget. Mange af de samme hensyn, som er nævnt vedrørende sagkyndige erklæringer,

taler da også for at tillade fremlæggelse. Der kan tænkes misbrugstilfælde, hvor der reelt er

tale om en pseudo-vidneforklaring, idet omstændighederne viser, at formålet alene har været

at påvirke et muligt vidne, og i så fald vil retten typisk ikke give tilladelse til at fremlægge

referat af en sådan forklaring, men vil kræve vidnet afhørt i stedet for. Rådet finder, at der

ikke er behov for nærmere at regulere anvendelsen af sådanne dokumenter.

Der er langvarig tradition for i forbindelse med civile retssager at indhente sagkyndige

erklæringer om generelle forhold, f.eks. fra brancheforeningers responsumudvalg om kutymer

eller sædvaner inden for visse erhverv. Efter rådets opfattelse er der ikke behov for nærmere

at regulere brugen af sådanne erklæringer, som ikke synes at give anledning til særlige

problemer i praksis.

Særligt på bygge- og anlægsområdet er der etableret en række institutter og selvejende

institutioner, som i deres forretningsprofil fremhæver, at de afgiver uafhængige tekniske

analyser, og som ikke samtidig er rådgivere under de løbende byggeprocesser – som

eksempler kan nævnes Teknologisk Institut og Force Technology. Flere af disse institutter har

i kraft af deres ekspertise og uafhængighed et omdømme, der medfører, at selv udpegede

skønsmænd ofte indhenter erklæringer fra dem om årsagerne til specifikke problemer med

bygningsmaterialer, svejsestyrker mv. Deres udtalelser bliver ofte tillagt vægt, når de

fremlægges under en retssag, også selv om der er mulighed for at få værdien af en sådan

erklæring bedømt ved at begære syn og skøn. Det er derfor et problem, hvis modparten ikke

har fået lejlighed til at stille spørgsmål og inddrage forhold, som ville kunne indvirke på det

sagkyndige svar, men dette kan dog efter rådets opfattelse ikke begrunde, at en part bør

afskæres fra at fremlægge sådanne erklæringer, som er indhentet før sagsanlægget. Rådet

foreslår således ingen særregler om sådanne erklæringer, som i øvrigt også ville være

vanskelige at afgrænse med den fornødne præcision.

4.3.2. Sagkyndige erklæringer indhentet efter sagsanlæg

Når en retssag er anlagt, skal bevisførelsen under sagens behandling ved retten i

overensstemmelse med retsplejelovens almindelige principper foregå sådan, at parterne har

lige muligheder for at varetage deres interesser og kan få uenigheder om sagsforberedelsen,

herunder bevisførelsen, afgjort af retten. Retsplejeloven anviser syn og skøn udmeldt af retten

som den relevante fremgangsmåde for at få en sagkyndig belysning af det omtvistede faktum,

efter at sagen er anlagt, og parterne kan således ikke frit bruge egne ekspertudsagn i retten,

men må som udgangspunkt gå frem efter reglerne om syn og skøn i lovens kapitel 19.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

Brugen af syn og skøn ved skønsmænd, der udpeges af retten, har lang tradition ved

domstolene her i landet.

I voldgiftsager er det derimod ret udbredt, at parternes bevisførelse foregår ved egne

eksperter. I visse voldgiftssager er det sædvanligt, at der medvirker sagkyndige sidedommere

med omtrent samme fagkundskab som parternes egne eksperter, således at voldgiftsretten

ikke har samme behov for uvildig sagkyndig bistand til at oplyse og bedømme sagens faktum.

Der kan om parternes adgang til at bruge egne eksperter som led i bevisførelsen henvises til

Dansk Forening for Voldgifts Regler for Bevisoptagelse i Voldgiftssager af 28. oktober 2010

artikel 4.1. I international voldgift henvises ofte til International Bar Association’s Rules on

the Taking of Evidence fra 2010, hvoraf det fremgår i artikel 5.1, at en part kan bruge ensidigt

indhentede eksperterklæringer. Flere internationale voldgiftsinstitutter tillader også som

udgangspunkt, at parterne bruger egne eksperter.

Som beskrevet ovenfor i afsnit 4.1 kan der i nogle tilfælde være et forståeligt ønske hos

parterne i en civil retssag om at have større sikkerhed, end syn og skøn giver, for at kunne få

bibragt retten den sagkyndige synsvinkel på sagens bevistemaer, som bedst støtter den

pågældende parts standpunkt i sagen. Et sådant ønske kan bl.a. imødekommes ved at åbne

mulighed for, at parterne i stedet for eller som supplement til syn og skøn kan fremlægge

sagkyndige erklæringer, som de hver især indhenter under sagen.

Eventuelle lovgivningsmæssige skridt i den retning må imidlertid forudsætte en nærmere

afvejning af de fordele og ulemper, der vil være ved en sådan ændring af den nuværende

retstilstand vedrørende bevisførelse i civile sager.

Til støtte for, at parterne i videre omfang bør kunne søge sagen belyst ved at bruge ensidigt

indhentede sagkyndige erklæringer og/eller ensidigt udpegede ekspertvidner i stedet for eller

som supplement til syn og skøn, kan det anføres, at en øget adgang for parterne til at bruge

egne eksperter under retssager vil stemme med et mere overordnet synspunkt om, at

retssystemet ikke skal ”diktere”, hvordan parterne nærmere tilrettelægger deres bevisførelse i

civile sager, og at der derfor i hvert fald bør være et alternativ for parter, som i den enkelte sag

ikke føler sig trygge ved, at den skønsmand, som retten måtte udpege, vil afgive en erklæring,

som parten sagligt må bøje sig for.

Det kan endvidere anføres, at det alt andet lige vil kunne øge oplysningsniveauet hos sagens

dommere at få de centrale bevistemaer præsenteret fra flere synsvinkler fra forskellige

fagfolk. Hvis parternes egne ekspertvidner mv. bruges som supplement til syn og skøn, kan

det tilsvarende øge oplysningsniveauet hos skønsmanden.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

Det taler også for at åbne for fremlæggelse af ensidigt indhentede erklæringer mv., at det vil

kunne hindre det element af tilfældighed, som parterne kan opleve, hvis den udpegede

skønsmand står for en bestemt faglig ”skole”, der har afgørende betydning for hans måde at

bedømme de forelagte spørgsmål på.

Efter Retsplejerådets opfattelse kan der omvendt også peges på nogle væsentlige ulemper ved

at ændre retsstillingen som anført.

Det må således tages i betragtning, at sagkyndige erklæringer, som parterne indhenter ensidigt

efter sagens anlæg, normalt ikke har og ikke vil kunne have samme bevisvægt som et syn og

skøn. Det skyldes netop den sagkyndiges manglende uvildighed og i den forbindelse navnlig,

at de spørgsmål, som den sagkyndige svarer på, normalt vil være udformet af den pågældende

part ud fra dennes subjektive syn på sagen, hvilket medfører en risiko for, at den sagkyndiges

vurdering bliver ”farvet” af de forudsætninger, den pågældende part har stillet op for

besvarelsen, eller af det faktuelle grundlag, den pågældende part har tilvejebragt.

Det må endvidere tages i betragtning, at hvis den ene part fremlægger en sagkyndig erklæring,

der støtter hans synspunkt under sagen, vil modparten føle et betydeligt pres for at imødegå en

sådan ensidigt indhentet sagkyndig erklæring med en anden ensidigt indhentet erklæring.

Desuden er det klart, at den begrænsede bevisværdi, som ensidigt indhentede erklæringer alt

andet lige må have, også indebærer en risiko for, at parterne vil føle sig nødsaget til at

indhente flere og supplerende erklæringer og ”moderklæringer”. Bevisførelsen kan på den

måde udvikle sig til en slags ”ekspert-kapløb”. I en vis forstand er parterne naturligvis

ligestillede i den situation, men ligestillingen er ikke reel, hvis kun den ene part har råd

og/eller tid til at indhente og afvente indhentelsen af sådanne erklæringer. Der vil således

være en nærliggende risiko for, at det bliver den af parterne, som har bedst råd, der vil have

de bedste muligheder for at oplyse sagen for retten ud fra sin synsvinkel.

En sådan accelereret brug af eksperterklæringer vil alt andet lige også medføre længere

sagsbehandlingstid og mere generelt også et øget ressourceforbrug ved domstolene.

En omfattende fremlæggelse af ensidigt indhentede eksperterklæringer vil medføre, at retten

skal bedømme de bevismæssige spørgsmål af mere teknisk art, som sagen rejser, på grundlag

af, hvad der vil kunne fremstå som et virvar af modsatrettede erklæringer. Der vil være en

sandsynlighed for, at retten i de tilfælde, hvor de ensidigt indhentede erklæringer peger i hver

sin retning, ofte vil ende med at afgøre sagen ud fra overvejelser om, hvem der har

bevisbyrden for det pågældende forhold, i hvert fald hvis der ikke deltager sagkyndige

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

meddommere, som det også er erfaringen i Norge, jf. ovenfor afsnit 3.1.3. I det omfang dette

sker, kan man sige, at der reelt intet positivt vil være opnået.

Der er heller ikke nogen anledning til at begrænse adgangen eller tilskyndelsen til at anvende

sædvanligt syn og skøn i civile sager, navnlig ikke efter de regelændringer, der blev

gennemført i 2014, og som efter rådets opfattelse vil gøre anvendelsen af syn og skøn mere

effektivt. Det var således et hovedformål med de seneste lovændringer at fremme en hurtigere

behandling af de civile sager, hvor der anvendes syn og skøn, og parterne fik bl.a. mulighed

for hver især at stille deres egne spørgsmål til den uvildige skønsmand uden at skulle blive

enige med modparten om formuleringen.

Efter rådets opfattelse taler de ovenfor nævnte forhold samlet set imod at indføre en

ubegrænset, generel adgang for parter i civile retssager til som led i bevisførelsen at

fremlægge ekspertudsagn, der indhentes ensidigt efter sagsanlægget som supplement eller

alternativ til syn og skøn. Rådet har herefter overvejet forskellige mere begrænsede – mere

målrettede – løsninger.

Det bør fortsat være sådan, at parterne og deres advokater konkret vurderer, om syn og skøn

er nødvendigt eller hensigtsmæssigt, og det sker i praksis formentlig i lyset af bl.a.

sagsgenstandens størrelse, skønstemaets forventede omfang og skønsforretningens karakter.

De effektiviseringer af processen, der blev gennemført i 2014, vil sandsynligvis have en vis

betydning for parternes vurdering.

En del af de indvendinger, parterne kan have mod syn og skøn, vil endvidere kunne

imødekommes ved at gennemføre de ændringer, rådet foreslår vedrørende gennemførelsen af

syn og skøn, jf. ovenfor afsnit 4.2. Det drejer sig dels om at åbne mulighed for, at der fra

starten udpeges to eller flere skønsmænd til at besvare de samme spørgsmål – med henblik på

at få parternes spørgsmål belyst ud fra forskellige faglige synsvinkler – dels om at udvide

adgangen til at få gennemført et nyt syn og skøn ved en anden skønsmand, således at dette

også kan ske i tilfælde, hvor den første skønsmands besvarelse kan være afgørende præget af

en bestemt ”skole” inden for det pågældende fag.

Hertil kommer den foreslåede lovfæstelse af muligheden for at fremlægge de ensidigt

indhentede sagkyndige erklæringer fra før sagsanlægget, som en part har baseret sin påstand

under sagen på, jf. ovenfor afsnit 4.3.1.

Efter rådets opfattelse kan der ikke opstilles generelle materielle kriterier, der med en rimelig

grad af præcision identificerer bestemte typer af sager, hvor det behov, den enkelte part kan

opleve for ikke (kun) at forlade sig på syn og skøn, er mere berettiget end i andre typer af

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

sager, eller hvor parterne har lige gode muligheder for at varetage deres interesser ved at hyre

sagkyndig bistand under sagen. Generelt er der over tid blevet flere meget komplicerede

retssager, herunder om store økonomiske værdier, hvor der kan være uenighed blandt fagfolk

om den sagkyndige bedømmelse af visse centrale bevistemaer, f.eks. om valg af økonomiske

beregningsmodeller. Men faglig uenighed om sagens centrale bevisspørgsmål kan lige så godt

forekomme i mindre omfattende og mere dagligdags sager. Og sagens bevistemaer siger ikke

(nødvendigvis) noget om parternes økonomiske ressourcer.

Det anførte taler efter rådets opfattelse imod løsninger, der indebærer en materiel afgrænsning

efter sagens emner eller efter sagens værdi, dvs. som går ud på at afgrænse bestemte

sagskategorier, hvor hver af parterne kan vælge at fremlægge ensidigt indhentede sagkyndige

erklæringer under sagen.

Rådet finder, at den bedste løsning – den der sammen med de øvrige lovændringer, som rådet

foreslår, bedst kan imødekomme parternes behov og samtidig imødegå de ovenfor nævnte

ulemper – vil være at lovfæste en ordning, hvorefter parterne i enighed og med rettens

tilladelse kan beslutte i stedet for eller som supplement til syn og skøn at indhente og

fremlægge skriftlige erklæringer og vidneforklaringer fra hver deres eksperter. En sådan

ordning, der i vidt omfang er baseret på et almindeligt procesretligt dispositionsprincip, vil

efter rådets opfattelse i praksis medføre, at syn og skøn kun fravælges eller suppleres i

tilfælde, hvor parterne reelt er nogenlunde ligestillede med hensyn til deres muligheder for at

varetage egne interesser under bevisførelsen via kontakt til velkvalificerede sagkyndige.

Ordningen kan i en vis forstand sammenlignes med, at parterne aftaler et udenretligt syn og

skøn, hvilket der normalt er mulighed for i dag, men med den forskel, at parterne bruger egne

eksperter med den subjektive synsvinkel, det kan indebære.

Syn og skøn er imidlertid ikke kun et bevismiddel, men fungerer også som uvildig sagkyndig

bistand for retten. Ordningen bør derfor udformes sådan, at parterne over for retten må

begrunde, at fremgangsmåden med egne eksperter er hensigtsmæssig og forsvarlig i den

pågældende sag. Det må i rimeligt omfang sandsynliggøres over for retten, at der på det

pågældende fagområde kan være ”flere skoler” som ovenfor omtalt. Er det tilfældet, bør

retten til gengæld kun afvise parternes anmodning, hvis der efter rettens vurdering er

anledning til at tage særlige ressourcemæssige hensyn.

Ordningen bør endvidere udformes sådan, at den ikke berører erklæringer fra særlige organer

som Retslægerådet og Arbejdsskadestyrelsen, der ifølge lovgivning bl.a. har til opgave at

afgive sagkyndige udtalelser til brug ved afgørelse af retstvister. Det må afgøres ved en

fortolkning af reglerne om det pågældende organ og adgangen til at indhente udtalelser herfra,

om retten hertil eventuelt ophører, når der er anlagt retssag om det krav, hvis grundlag

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

erklæringen skal belyse, og erklæringen skal anvendes som bevis under sagen. Spørgsmålet

om, hvorvidt en sådan erklæring kan indhentes og fremlægges under en verserende retssag,

bør således ikke reguleres i retsplejelovens generelle civilprocessuelle regler.

Ordningen bør efter rådets opfattelse gælde, uanset om parterne ønsker at bruge egne

eksperter i stedet for eller som supplement til syn og skøn. Begrænset af ressourcemæssige

hensyn vil det formentlig i en del sager kunne være attraktivt for parterne, at der udmeldes

sædvanligt syn og skøn med den bevismæssige tyngde, det har, med mulighed for, at parterne

efterfølgende kan anfægte skønsmandens konklusioner med egne ekspertindlæg. Det

indebærer ikke, at parterne også frit skal kunne fremlægge sagkyndige erklæringer til brug for

skønsmanden – altså som en form for ”forberedelse” af skønsmanden – idet det vil følge af

almindelige regler, at dokumenter, der har til formål på utilbørlig måde at påvirke den

uvildige skønsmands besvarelse af spørgsmålene, ikke tillades medsendt til skønsmanden.

I en række mindre sager, der dog ligger over småsagsgrænsen på 50.000 kr., vil det formentlig

i praksis forekomme at være for tungt og omkostningsfuldt i forhold til sagens betydning både

at bruge sædvanligt syn og skøn og egne eksperter. Rådet finder, at det eventuelt bør

overvejes at skabe mulighed for, at man i enkle sager med en økonomisk værdi over

småsagsgrænsen, kan anvende reglerne i retsplejelovens § 404 om en enklere sagkyndig

oplysning af sagen, hvor retten stiller spørgsmål til en sagkyndig person eller organisation.

Der er dog efter rådets opfattelse brug for at indhøste flere praktiske erfaringer med

anvendelsen af denne mulighed i småsager, før man eventuelt går videre med denne idé.

I retspraksis er der i særlige tilfælde givet tilladelse til at fremlægge ensidigt indhentede

eksperterklæringer, der var fremskaffet ved helt neutrale spørgsmål, og som angik forhold,

som de sagkyndige havde observeret, jf. afgørelsen i UfR 1981.840/1 H om lægeerklæringer,

som er gengivet ovenfor i afsnit 2.3.2. Der er også eksempler på, at der under særlige

omstændigheder er givet tilladelse til at fremlægge en ensidigt indhentet erklæring fra en

offentlig myndighed om hensigten med et regelsæt, formentlig under hensyn til

myndighedens mere uafhængige stilling, og til, at det var vanskeligt at finde andre, der bedre

kunne udtale sig om spørgsmålet. Det er ikke hensigten med den ordning, som rådet foreslår,

at muligheden for sådanne konkrete løsninger skal afskæres uden for de tilfælde, hvor

parterne bliver enige om at bruge egne eksperter i stedet for syn og skøn.

Med henblik på at undgå at komme i den situation, at man reelt må afgøre sagen på grundlag

af overvejelser om bevisbyrde, vil retten kunne opfordre parterne til at supplere de indhentede

eksperterklæringer med syn og skøn efter den almindelige regel herom i retsplejelovens §

339, stk. 3. Retten vil også kunne bestemme, at der skal deltage sagkyndige retsmedlemmer i

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

sagen, jf. retsplejelovens § 20, og afsnit 4.3.3 nedenfor, naturligvis under forudsætning af, at

der er tilstrækkeligt mange uvildige sagkyndige inden for det pågældende fagområde.

I de tilfælde, hvor parterne får tilladelse til at bruge egne eksperter i stedet for eller som

supplement til syn og skøn, bør der fremlægges skriftlige erklæringer fra de sagkyndige på

samme måde som ved syn og skøn, hvorefter de sagkyndige kan indkaldes til at afgive

forklaring i tilknytning til den skriftlige erklæring. Herom bør som udgangspunkt gælde de

samme regler som for syn og skøn, jf. herved retsplejelovens §§ 204-207. Rådet finder, at der

bør være adgang til, at alle parters ekspertvidner med rettens tilladelse kan afgive forklaring

sammen, sådan at de får mulighed for at drøfte deres synspunkter med hinanden direkte for

retten. Det er rådets indtryk, at denne fremgangsmåde anvendes jævnligt i voldgiftssager, og

at erfaringerne hermed er gode. En tilsvarende adgang til at afhøre eksperter sammen findes

også i f.eks. norsk og engelsk ret, jf. afsnit 3.1.3 og 3.4.3 ovenfor. En sådan særlig form for

“expert conferencing” vil efter rådets opfattelse ofte kunne resultere i, at eksperterne taler sig

frem til en (større) enighed, eller i, at de får gjort det klarere for retten, hvori uenighederne

nærmere består. Retten bør derfor også kunne opfordre parterne til at anmode om “expert

conferencing”, når den finder, at dette vil være hensigtsmæssigt, og retten bør også være

opmærksom på muligheden for at være mere aktiv end ellers ved selv at stille spørgsmål

under afhøringen af eksperterne.

I særlige tilfælde må afhøringen af den sagkyndige begrænses, således at den alene vedrører

uddybning af den sagkyndiges egen erklæring og eventuelle kommentarer til modpartens

erklæringer. Det gælder f.eks. i sager, hvor der også indhentes udtalelser fra Retslægerådet,

hvis medlemmer typisk ikke afgiver forklaring i retten.

Spørgsmålet om, hvorvidt den, der har afgivet en sagkyndig erklæring, bør kunne føres som

sagkyndigt vidne i retten, kan også være relevant i tilfælde, hvor en part fremlægger en

sagkyndig erklæring, som er indhentet ensidigt forud for sagsanlægget, jf. herom afsnit 4.3.1

ovenfor. I tilfælde, hvor der ikke er givet tilladelse til at bruge egne eksperter efter

sagsanlægget, men hvor en part blot fremlægger erklæringer, som er indhentet før

sagsanlægget, vil det følge af almindelige principper, at en eventuel afhøring i retten af den

sagkyndige må være begrænset til uddybning af den sagkyndiges egen erklæring. Efter rådets

opfattelse bør denne retsstilling fastholdes, idet det vil være en omgåelse af reglerne om syn

og skøn, hvis en part i retten kan føre sagkyndige vidner, der kan udtale sig om indholdet og

konklusionerne i skønsrapporten.

Rådet finder, at det ligesom ved syn og skøn kan være hensigtsmæssigt, at de sagkyndige

erklæringer, der indhentes efter sagsanlægget, i givet fald afgives på særlige blanketter af

hensyn til læsevenligheden og brugbarheden i øvrigt. Rådet foreslår derfor, at der indføres en

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

hjemmel for Domstolsstyrelsen til at fastsætte regler om brug af særlige blanketter og om

fremsendelse til retten i digital form, jf. om blanketter til syn og skøn retsplejelovens § 204,

stk. 3.

Det er væsentligt, at retten i de tilfælde, hvor der gives tilladelse til, at parterne bruger egne

eksperter, holder effektivt snor i sagens fremdrift. Der bør normalt håndhæves en ret streng

”præklusionsregel” med hensyn til, hvem der skal afgive erklæringer og om hvad, og der bør

fastsættes korte frister for afgivelse af erklæringerne.

Rådet finder, at rettens tilladelse til at bruge egne eksperter i stedet for eller som supplement

til syn og skøn også bør gælde under en eventuel anke. Vilkårene for parternes bevisførelse

vil så være de samme i ankeinstansen, der således ikke skal tage stilling til spørgsmålet igen.

Rådet finder, at hver part uanset sagens udfald bør betale de sagsomkostninger, der angår den

pågældende parts egne eksperter, medmindre retten undtagelsesvis bestemmer andet i medfør

af retsplejelovens § 318. Der er tale om slags overbygning på det almindelige system med syn

og skøn, som parterne kan vælge at bruge, hvis de er enige om det, og udgifterne til egne

eksperter har således ingen nødvendighed over sig. Parterne kan således på forhånd inddrage

omkostningsaspektet i overvejelserne om, hvorvidt de ønsker at vælge den foreslåede ordning

med egne sagkyndige. Hertil kommer, at det ville kunne være vanskeligt at kontrollere og

vurdere rimeligheden af de udgifter, parterne vælger at afholde til egne eksperter under sagen.

4.3.3. Sagkyndige retsmedlemmer

I forarbejderne til domstolsreformen, der trådte i kraft i 2007, var det forudsat, at der fremover

skulle beskikkes væsentligt flere sagkyndige retsmedlemmer, også i handelssager, end det

hidtil havde været tilfældet, jf. afsnit 2.5 ovenfor.

Det kan konstateres, at der foreløbig ikke er sket nogen nævneværdig stigning i antallet af

sager, hvor der medvirker sagkyndige retsmedlemmer, ud over sager ved Sø- og

Handelsretten og i sager, hvor sagkyndig medvirken blandt dommerne er særligt foreskrevet,

som f.eks. boligretssager.

Der kan imidlertid være flere forskellige årsager hertil, blandt andet at det i praksis er ret få

sager, hvor spørgsmålet bliver rejst af advokaterne. Typisk vil retten ikke selv tage initiativ til

at udpege sagkyndige retsmedlemmer, idet dette spørgsmål er et af dem, som skal drøftes på

et indledende møde under sagsforberedelsen, jf. retsplejelovens § 353, stk. 1, nr. 8.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

Efter rådets opfattelse vil det endnu være for tidligt at overveje ændringer af de nyligt

reviderede regler om sagkyndige retsmedlemmer. Der er behov for at indhøste yderligere

erfaringer med anvendelsen af de gældende regler.

Efter rådets opfattelse kan man let forestille sig, at den foreslåede adgang til, at parterne i

enighed kan vælge at bruge egne ekspertvidner, i praksis vil kunne suppleres med medvirken

af sagkyndige retsmedlemmer på en hensigtsmæssig måde, der udnytter mulighederne for et

samspil. Det svarer i et vist omfang til den nuværende ordning ved Sø- og Handelsretten, hvor

der ofte foretages syn og skøn i sager, hvor der også medvirker sagkyndige retsmedlemmer.

Det vil således være nærliggende, at forslaget om at give parterne mulighed for at bruge egne

eksperter i stedet for syn og skøn i praksis vil blive kombineret med en udvidet brug af

sagkyndige retsmedlemmer, hvilket vil kunne ske uden lovændring.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

Kapitel 5

Lovudkast med bemærkninger

5.1. Lovudkast

Forslag

til

Lov om ændring af retsplejeloven

(Sagkyndig bevisførelse)

§1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. …., foretages følgende ændringer:

§ 182, 2. pkt.,

indsættes efter »retten«: », jf. dog § 209 a, stk. 2«.

§ 198, stk. 1,

indsættes efter 1. pkt.:

»Hvis retten finder det hensigtsmæssigt under hensyn til sagens og skønstemaets karakter,

kan den udpege flere skønsmænd til at besvare samme spørgsmål.«

§ 209

affattes således:

»At syn og skøn har fundet sted, udelukker ikke fornyet syn og skøn over samme genstand

ved de samme skønsmænd. Det samme gælder fornyet syn og skøn ved andre skønsmænd, når

retten finder det hensigtsmæssigt under hensyn til fremførte indsigelser og andre muligheder

for at få skønstemaet yderligere belyst eller til sagens og skønstemaets karakter.«

Efter

§ 209

indsættes:

»§

209 a.

Retten kan i en borgerlig sag efter fælles anmodning fra sagens parter tillade, at

parterne som supplement til eller i stedet for optagelse af syn og skøn fremlægger erklæringer,

som parterne hver især indhenter fra sagkyndige, om konkrete forhold af teknisk, økonomisk

eller lignende karakter. Rettens tilladelse omfatter også sagens behandling i ankeinstansen.

Stk. 2. Ved afhøring af sagkyndige, der har afgivet de i stk. 1 nævnte erklæringer, kan de

sagkyndige som udgangspunkt overvære afhøringen af hinanden og eventuelle skønsmænd,

og retten kan give de sagkyndige lov til at rådføre sig med hinanden, inden de svarer.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

Stk. 3. Domstolsstyrelsen kan fastsætte regler om, at erklæringer som nævnt i stk. 1 skal

afgives på særlige blanketter, og at erklæringen skal fremsendes til retten i et særligt format,

herunder digitalt.«

§ 316, stk. 1,

indsættes efter 2. pkt.:

»Udgifter til sagkyndig bistand, der er indhentet med rettens tilladelse i medfør af § 209 a,

stk. 1, erstattes dog ikke.«

Efter

§ 341

indsættes:

»§

341 a.

Erklæringer om konkrete forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karakter,

som en part inden sagsanlægget har indhentet hos sagkyndige, kan fremlægges som bevis,

medmindre erklæringens indhold, omstændighederne ved dens tilblivelse eller andre forhold

giver grundlag for at fravige udgangspunktet. Har en part fremlagt en sådan erklæring, kan

modparten under i øvrigt samme betingelser fremlægge en tilsvarende erklæring, selv om

denne erklæring først har kunnet indhentes efter sagens anlæg.

Stk. 2. Erklæringer om bedømmelsen af juridiske forhold efter dansk ret, som en part har

indhentet fra retskyndige, kan inddrages til brug for den juridiske argumentation, men ikke

under sagen i øvrigt.«

§ 353, stk. 1, nr. 13,

indsættes efter »§ 196,«: »tilladelse til bevisførelse efter § 209 a«.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

5.2. Bemærkninger til lovudkastet

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (§ 182)

Det foreslås at præcisere i lovens § 182, at hovedreglen om, at vidner ikke må påhøre bl.a.

andre vidners forklaringer, fraviges i de særlige tilfælde, der er omfattet af den foreslåede nye

§ 209 a, stk. 2.

Det følger således af denne bestemmelse, at hvis parterne med rettens tilladelse fører ”egne”

sagkyndige vidner som supplement til eller i stedet for syn og skøn, kan de sagkyndige vidner

overvære afhøringen af hinanden og/eller den udpegede skønsmand, medmindre retten

bestemmer andet, jf. nærmere bemærkningerne til den foreslåede nye § 209 a, stk. 2

(lovudkastets § 1, nr. 4 ).

Til nr. 2 (§ 198, stk. 1)

Bestemmelsen præciserer, at retten efter omstændighederne kan beslutte at udpege flere

skønsmænd til at vurdere det eller de samme spørgsmål fra parterne. Det forudsættes, at retten

kun træffer bestemmelse herom, hvis en af parterne eller begge anmoder om det. I så fald må

retten vurdere, om det på grundlag af skønstemaets karakter er rimeligt fra starten at udpege

to (eller eventuelt flere) skønsmænd for at få sagen bedre oplyst. Der kan herved lægges vægt

på, om der kan udpeges skønsmænd med forskellige fagligt anerkendte tilgange til det

pågældende tema, mens det forhold, at ”to par øjne ser bedre end ét”, ikke i sig selv kan være

tilstrækkelig anledning til at udpege flere skønsmænd.

Hvis kun den ene part ønsker flere skønsmænd til at besvare det samme spørgsmål, bør det

endvidere indgå i vurderingen, om sagen skønnes at kunne ”bære” den fordyrelse, der vil

ligge i at udpege flere skønsmænd, enten fordi den vedrører betydelige værdier, eller fordi den

i øvrigt har vidtrækkende betydning for parterne.

Hvis der udpeges to eller flere skønsmænd inden for samme fagområde til at besvare det/de

samme spørgsmål, bør skønsmændene tilstræbe at kunne afgive en fælles erklæring, hvori de

klart gør rede for, på hvilke punkter de er enige og uenige. Skønsmændene kan dog også

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

vælge at afgive hver sin erklæring, hvis det konkret er det mest hensigtsmæssige. Muligheden

for at afgive en fælles erklæring følger allerede af den gældende bestemmelse i

retsplejelovens § 204, som ikke foreslås ændret.

Den foreslåede tilføjelse til § 198 vil også finde anvendelse i straffesager med de ændringer,

der følger af forholdets natur, jf. retsplejelovens § 210, stk. 2, der ikke ændres.

Til nr. 3 (§ 209)

Bestemmelsen omhandler nyt syn og skøn.

Det foreslås at videreføre den gældende regel, hvorefter det ikke udelukker fornyet syn og

skøn over samme genstand ved de samme skønsmænd, at syn og skøn har fundet sted.

Det foreslås herudover at anføre i loven, hvilke forhold retten kan lægge vægt på ved

vurderingen af, om der bør udmeldes en ny skønsmand til at vurdere det samme faktum på ny

til brug for bevisvurderingen.

Efter retspraksis på grundlag af den gældende § 209 i retsplejeloven kan en parts indsigelser

mod den første skønserklæring efter omstændighederne føre til, at nyt syn og skøn udmeldes

ved en anden skønsmand. Det gælder navnlig, hvis den første skønserklæring må formodes at

være fejlbehæftet, ufuldstændig og/eller indholdsmæssigt uklar i en sådan grad og på så

væsentlige punkter, at det er usikkert, om erklæringen opfylder de faglige krav, som er

nødvendige for, at den kan opfylde sit formål.

Hvis fejlene ikke har denne karakter, vil det ofte være tilstrækkeligt at stille supplerende

spørgsmål til skønsmanden, jf. retsplejelovens § 205 (som ikke foreslås ændret), hvilket

normalt også vil være den hurtigste og billigste løsning. Er der f.eks. blot tale om en

beregningsfejl, der skal rettes, kan det ske under en afhøring i retten eller ved supplerende

spørgsmål til skønsmanden, og det samme gælder som regel, hvis der alene er tale om

uklarheder i den første skønserklæring. Hvis der alene ønskes en ny vurdering baseret på

nogle andre økonomiske beregningsforudsætninger, kan det også være tilstrækkeligt at stille

supplerende spørgsmål herom til den første skønsmand.

Denne praksis forudsættes videreført, jf. herved ordene ”under hensyn til fremførte

indsigelser og andre muligheder for at få skønstemaet yderligere belyst” i 2. pkt.

Det foreslåede 2. pkt. om fornyet syn og skøn ved andre skønsmænd åbner herudover som

noget nyt mulighed for, at retten kan tillade nyt syn og skøn ved en anden skønsmand, hvis

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

der er rimelig grund til at antage, at en anden skønsmand vil kunne konkludere væsentligt

anderledes, og hvis sagen skønnes at kunne ”bære” den fordyrelse det indebærer at indhente

en ny skønserklæring ved en anden skønsmand, jf. herved ordene ”eller [under hensyn] til

sagens og skønstemaets karakter”. Der kan herved lægges vægt på, at sagen vedrører

betydelige værdier, eller at den i øvrigt har vidtrækkende betydning for parterne.

Den udvidede mulighed for at få udmeldt nyt syn og skøn ved en ny skønsmand angår således

navnlig tilfælde, hvor retten finder det sandsynligt, at den første skønsmands konklusioner

kan være udslag af en faglig tilgang til emnet, som ikke er ”enerådende” eller uimodsagt

inden for det pågældende fag, dvs. at der er ”flere skoler”. Det vil naturligvis ikke være nok,

at en part er uenig i skønserklæringens konklusioner, og det vil således heller ikke i sig selv

være nok, at parten kan henvise til en ensidigt indhentet sagkyndig erklæring, som anfægter

den første skønsmands konklusioner. Indsigelserne må være yderligere underbygget, navnlig

således at det sandsynliggøres over for retten, at der er ”flere skoler” inden for faget, og at

dette kan have betydning for skønnet.

Det er generelt forudsat, at en part ligesom i dag bl.a. kan fremlægge ensidigt indhentede

sagkyndige erklæringer til belysning af partens indsigelser mod den første skønserklæring og

dermed af, om der er grundlag for at udmelde nyt syn og skøn ved en anden skønsmand.

Retten vil kunne gribe ind over for useriøse indsigelser mv., jf. herved retsplejelovens § 152 a

med henvisning til artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) om

behandling af sagen inden for en rimelig frist, § 341 om overflødig bevisførelse samt § 358,

stk. 3, sammenholdt med § 353, stk. 4, om begæringer om yderligere bevisførelse, der

fremsættes efter det forberedende retsmøde. Efter § 318, stk. 2, kan retten endvidere tillægge

det betydning for omkostningsfordelingen i sagen, hvis en part ikke medvirker til at fremme

sagen med fornøden hurtighed og undgå unødige sagsskridt, jf. bestemmelsen herom i § 336

a. Disse bestemmelser foreslås ikke ændret.

Den foreslåede ændring vil også finde anvendelse i straffesager med de ændringer, der følger

af forholdets natur, jf. herved retsplejelovens § 210, stk. 2, der ikke ændres.

Til nr. 4 (§ 209 a)

Med den foreslåede bestemmelse åbnes der mulighed for, at parterne i borgerlige sager med

rettens tilladelse kan vælge at supplere eller erstatte bevisførelse i form af syn og skøn med

sagkyndige erklæringer, som parterne hver især indhenter, efter at retssagen er anlagt.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

Det er efter det foreslåede

stk. 1

en forudsætning for, at syn og skøn kan erstattes af/suppleres

med ensidigt indhentede erklæringer, at parterne er enige om det, idet det herved er forudsat,

at udtrykket ”parternes fælles anmodning” også omfatter tilfælde, hvor parterne forud for

retssagen bindende har aftalt, at de ved en eventuel retstvist mellem dem (med rettens

tilladelse) skal kunne anvende ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer i stedet for eller

som supplement til syn og skøn.

Er der mere end to parter i sagen, og vil det pågældende bevistema alene kunne berøre

retsstillingen for nogle af parterne, behøver kun disse parter at være enige om at anmode om

tilladelse til at bruge ensidigt indhentede erklæringer mv. Det er ikke fundet nødvendigt at

anføre dette udtrykkeligt i bestemmelsen.

Bestemmelsen vil i praksis navnlig tage sigte på tilfælde, hvor der er rimelig grund til at

antage, at forskellige skønsmænd ville kunne konkludere væsentligt forskelligt på grund af

forskellige faglige tilgange, som hver især er anerkendte inden for det pågældende fagområde,

og hvor parterne finder, at sagen (på grund af dens værdi eller videregående betydning) kan

”bære” den fordyrelse det typisk vil indebære, at der indhentes mere end én sagkyndig

erklæring om det samme spørgsmål.

Ved rettens vurdering af, om tilladelse bør gives, må der naturligvis lægges meget betydelig

vægt på parternes enighed, og selv om retten eventuelt forudser, at man reelt kan blive

tvunget til at afgøre sagen ud fra bevisbyrderegler, kan retten kun opfordre parterne til (også)

at tilvejebringe syn og skøn, jf. herved retsplejelovens § 339, stk. 3 (som ikke foreslås

ændret).

Der vil dog kunne forekomme tilfælde, hvor hensynet til sagens fremme taler afgørende imod

den ønskede fravigelse af reglerne om syn og skøn, samt tilfælde, hvor retten også ville afslå

en begæring om optagelse af syn og skøn, jf. retsplejelovens § 196, fordi denne bevisførelse

skønnes ikke at have betydning for afgørelsen af sagen eller at kunne undværes (f.eks. i en

boligretssag, hvor retsmedlemmerne er i stand til selv at tage stilling til de rejste spørgsmål i

forbindelse med en besigtigelse).

Parternes anmodning om tilladelse efter den foreslåede ordning til at fravige reglerne om syn

og skøn eller supplere syn og skøn med anvendelse af egne sagkyndige skal normalt

fremsættes senest i det forberedende møde eller 4 uger efter rettens meddelelse om, at der

ikke skal holdes et forberedende møde, jf. retsplejelovens § 353, stk. 4 (som ikke foreslås

ændret).

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

Den foreslåede bestemmelse angår sagkyndige erklæringer, der indholdsmæssigt svarer til syn

og skøn, dvs. som indebærer en besigtigelse og/eller beskrivelse samt vurdering af et konkret

faktisk forhold, som er genstand for bevisførelse under sagen. Bestemmelsen angår således

ikke sagkyndige erklæringer af generel karakter, der afgives uden konkret undersøgelse af

genstande eller personer, men på grundlag af foreliggende almen viden. Som eksempler herpå

kan nævnes erklæringer/responsa fra brancheorganisationer om handelspraksis eller kutymer

på et bestemt område eller fra et teknisk institut eller lignende om generelle tekniske forhold.

Sådanne generelle sagkyndige erklæringer indhentes ofte til brug for retssager, også efter at

sagen er anlagt, og der foreslås ingen ændringer heri.

Det er forudsat, at den foreslåede bestemmelse heller ikke berører indhentelse og brug af

sagkyndige erklæringer, der har et særligt lovmæssigt grundlag og ikke kan anses som

ensidigt indhentede erklæringer som dette udtryk anvendes i civilprocessen. Det gælder

navnlig udtalelser fra Retslægerådet, Arbejdsskadestyrelsen og Det Veterinære Sundhedsråd,

som er karakteriseret ved, at der er tale om erklæringer, der afgives af en offentlig myndighed

uafhængigt, objektivt og neutralt og i et vejledende øjemed. Sådanne erklæringer kan således

– som hidtil – ikke nægtes fremlagt med den begrundelse, at de er ensidigt indhentede, jf.

herved afgørelsen i UfR 2004.1847 H.

Kriteriet ”forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karakter” indebærer i øvrigt ikke

anden begrænsning end, at juridiske responsa om dansk ret falder uden for. Sådanne

erklæringer om den juridiske bedømmelse af visse forhold kan inddrages til brug for den

juridiske argumentation, men ikke i sagen i øvrigt, jf. den foreslåede § 341 a, stk. 2

(lovudkastets § 1, nr. 6).

Når retten har givet tilladelse til at fravælge eller supplere syn og skøn, kan parterne indhente

og fremlægge skriftlige erklæringer fra sagkyndige, som de selv udpeger. Parterne kan

naturligvis give hinanden indflydelse på de spørgsmål, der stilles til den sagkyndige, for

derved at søge at styrke erklæringens bevismæssige værdi, men parterne er ikke forpligtet

hertil. Der skal altid indhentes en skriftlig erklæring, og det vil således – ligesom ved syn og

skøn i borgerlige sager – ikke være muligt at afhøre en sagkyndig i retten, uden at den

pågældende først har udarbejdet en skriftlig erklæring.

I tilfælde, hvor en part har fri proces, følger det af retsplejelovens § 332, stk. 2 (som ikke

foreslås ændret), at retten kan pålægge den part, der har fri proces, helt eller delvis at erstatte

statens udgifter ved den fri proces, i det omfang udgifterne ikke pålægges modparten, hvis

sagens forhold, herunder som disse er efter udfaldet af sagen, taler for det. Denne

bestemmelse kan efter omstændighederne anvendes i tilfælde, hvor den part, der har fri

proces, har foranstaltet en bevisførelse af tvivlsom værdi. Det forhold, at man kunne have

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

valgt at bruge sædvanligt syn og skøn under sagen, vil dog ikke i sig selv være tilstrækkeligt

grundlag for at pålægge parten selv at dække udgifter til ensidigt indhentede erklæringer.

De almindelige vidneregler finder anvendelse ved afhøring af den sagkyndige i retten,

herunder retsplejelovens § 183, hvorefter modparten skal have adgang til at modafhøre den

sagkyndige. Det foreslås dog i

stk. 2,

at udgangspunktet i § 182 om, at vidner ikke må påhøre

bl.a. andre vidners eller skønsmænds afhøring, fraviges i de omhandlede tilfælde, således at

de sagkyndige – i lighed med, hvad der gælder ved afhøring af skønsmænd, jf. retsplejelovens

§ 206, stk. 3 – som udgangspunkt kan påhøre afhøringen af hinanden og af eventuelle

skønsmænd og – med rettens tilladelse – kan rådføre sig med hinanden, inden de svarer. Der

henvises herom endvidere til den foreslåede ændring af § 182 (lovudkastets § 1, nr. 1).

Det foreslås i

stk. 3,

at Domstolsstyrelsen (i lighed med, hvad der gælder ved syn og skøn, jf.

retsplejelovens § 204, stk. 3) kan fastsætte regler om, at sagkyndige erklæringer som nævnt i

stk. 1 skal afgives på særlige blanketter og fremsendes digitalt til retten.

Til nr. 5 (§ 316, stk. 1)

Det foreslås, at sagens parter hver især skal bære egne honoraromkostninger mv. til ensidigt

udpegede sagkyndige i tilfælde, hvor parterne i henhold til den foreslåede nye § 209 a

(lovudkastets § 1, nr. 4) med rettens tilladelse har valgt at supplere eller erstatte syn og skøn

om sagens bevisspørgsmål med ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer/egne sagkyndige

vidner.

Reglen indebærer, at parterne i disse særlige tilfælde selv må betale for den sagkyndige

bistand, de har valgt at indhente, uden hensyn til, hvem der vinder sagen.

Forsøg på trænering af sagen med overflødige spørgsmål til en sagkyndig vil dog efter

omstændighederne kunne medføre, at modparten har krav på at få erstattet udgifter til

imødegåelse heraf, jf. retsplejelovens § 318, som ikke foreslås ændret.

Til nr. 6 (§ 341 a)

Det foreslåede

stk. 1

regulerer – sammen med den foreslåede § 209 a (lovudkastets § 1, nr. 4)

– spørgsmålet om parters adgang til at fremlægge ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer

om konkrete faktiske forhold mv. til brug for bevisførelsen, mens

stk. 2

regulerer

fremlæggelse af juridiske responsa mv. om dansk ret til brug for den juridiske argumentation.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

Det foreslås i overensstemmelse med nyere retspraksis (jf. omtalen heraf i afsnit 2.3.2

ovenfor) at fastsætte i loven, at ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer om konkrete

tekniske, økonomiske eller lignende forhold som udgangspunkt kan fremlægges til brug for

bevisførelsen, hvis erklæringen er indhentet, før retssagen blev anlagt, dvs. før indgivelse af

stævning, jf. stk. 1, 1. pkt. Det er ikke en betingelse, at der er begæret eller udmeldt syn og

skøn efter reglerne herom. I praksis vil der dog normalt være tale om, at sådanne erklæringer

fremlægges som grundlag for en syn- og skønsforretning, eventuelt begæret af modparten.

Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at modparten i de tilfælde, hvor den anden part fremlægger en

ensidigt indhentet erklæring, som er fremskaffet før sagsanlægget, kan fremlægge en ensidigt

indhentet ”moderklæring”, dvs. en erklæring om de samme forhold, selv om det reelt først har

været muligt at indhente moderklæringen efter sagsanlægget. Formålet hermed er navnlig at

stille parterne lige med hensyn til deres muligheder for at etablere et udbygget og oplyst

grundlag for skønsforretningen og for efter behov at redegøre for deres syn på de omtvistede

spørgsmål over for skønsmanden. Adgangen til at fremlægge en “moderklæring” er dog ikke

begrænset til tilfælde, hvor der skal foretages syn og skøn, men gælder generelt i tilfælde,

hvor modparten er blevet bekendt med den ensidigt indhentede erklæring så sent, at der ikke

har været mulighed for at indhente “moderklæringen” før sagsanlægget, eller hvor det i øvrigt

helt indtil sagsanlægget har fremstået så uvist for modparten, om stævning ville blive

indgivet, at det ville være urimeligt at lægge vægt på, at modparten rent tidsmæssigt kunne

have nået at indhente “moderklæringen” før sagsanlægget.

I retspraksis er det fastslået, at en skønsmand, der er udmeldt efter reglerne om syn og skøn,

som udgangspunkt skal kunne basere sin besvarelse af spørgsmålene på kendskab til alt

materiale, som er fremlagt i sagen, medmindre materialet må antages at være uden betydning

for besvarelsen af skønstemaet, eller materialet indebærer en risiko for utilbørlig påvirkning

af skønsmandens besvarelse af spørgsmålene. Den foreslåede bestemmelse regulerer ikke

dette spørgsmål, men der kan efter omstændighederne være en tæt sammenhæng mellem, om

der er grundlag for at fravige udgangspunktet om, at ensidigt indhentede erklæringer, der er

indhentet før sagsanlæg, kan fremlægges som bevis, jf. nedenfor, og om der er grundlag for at

fravige det nævnte udgangspunkt om, at skønsmandens besvarelse af skønstemaet skal

baseres på kendskab til alle sagens akter.

I øvrigt må parterne gå frem efter reglerne om syn og skøn, når sagen er anlagt, medmindre de

er enige om at bruge den foreslåede adgang til med rettens tilladelse at supplere eller erstatte

syn og skøn med fremlæggelse af ensidigt indhentede erklæringer, jf. herved den foreslåede §

209 a.

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

Den foreslåede bestemmelse regulerer – ligesom den foreslåede § 209 a (lovudkastets § 1, nr.

4) – fremlæggelse af sagkyndige erklæringer, der svarer til syn og skøn, dvs. som indebærer

en besigtigelse og/eller beskrivelse samt vurdering af et konkret faktisk forhold, som er

genstand for bevisførelse under sagen.

Bestemmelsen angår således ikke sagkyndige erklæringer af generel karakter, der afgives

uden konkret undersøgelse af genstande eller personer, men på grundlag af foreliggende

almen viden, herunder f.eks. responsa fra brancheorganisationer om handelspraksis eller

kutymer på et bestemt område eller erklæringer fra et teknisk institut eller lignende om

generelle tekniske forhold. Sådanne generelle sagkyndige erklæringer indhentes jævnligt til

brug for retssager, også efter at sagen er anlagt, og der foreslås ingen ændringer heri.

Bestemmelsen angår heller ikke rene faktumgengivelser som f.eks. et kort eller rids over et

omstridt byggeprojekts placering i forhold til andre bygninger.

Bestemmelsen angår kun ensidigt indhentede erklæringer, dvs. erklæringer, som er indhentet

uden at inddrage modparten og eventuelt retten.

Det er uden betydning, hvem der har afgivet erklæringen.

Anvendelsen af kriteriet ”forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karakter” i stk. 1

indebærer alene en afgrænsning over for juridiske responsa om dansk ret, jf. stk. 2. Der kan

således være tale om erklæringer om ethvert faktisk forhold, som sagen angår, og

bestemmelsen omfatter dermed f.eks. lægeerklæringer, erklæringer fra tekniske rådgivere og

økonomiske analyser, eksempelvis om prisniveauer eller markedsmæssige konsekvenser af

visse dispositioner.

For så vidt angår juridiske responsa om udenlandsk ret, vil der, når det har betydning for

sagen, ofte være et stort praktisk behov for at få retstilstanden i det pågældende land nærmere

belyst. Responsa herom, der er indhentet på betryggende måde, forudsættes at kunne

fremlægges efter reglen i stk. 1, idet de normalt kan sidestilles med erklæringer om faktiske

forhold.

Bestemmelsen i stk. 1 indebærer, at det ikke er til hinder for at fremlægge en ensidigt

indhentet sagkyndig erklæring, at dens bevisværdi ofte kan være ret begrænset netop på grund

af, at den er ensidigt indhentet. En part kan således som udgangspunkt fremlægge alt, som har

dannet baggrund for sagsanlægget eller den nedlagte påstand, men i overensstemmelse med

retspraksis foreslås det, at retten dog kan nægte fremlæggelse af de omhandlede erklæringer

og ”moderklæringer”, hvis erklæringens indhold, omstændighederne ved dens tilblivelse eller

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)

andre forhold giver grundlag for at fravige det klare udgangspunkt. Retten må afgøre konkret,

om dette er tilfældet.

Erklæringens indhold vil navnlig tale imod fremlæggelse, hvis indholdet er klart irrelevant for

sagen. Derimod vil det være uden betydning, at erklæringens indhold ikke kun er ”teknisk”,

men også omfatter en vurdering (et skøn). Det vil også være uden betydning, at erklæringen

angår de samme forhold, som et udmeldt syn og skøn skal dreje sig om.

Omstændighederne ved erklæringens tilblivelse vil f.eks. tale imod fremlæggelse, hvis

erklæringen må anses for at være faktuelt eller videnskabeligt uvederhæftig eller lignende

(”bestillingsarbejde”), således at den er helt uden bevismæssig værdi. Selve det forhold i sig

selv, at der er en nær tidsmæssig sammenhæng mellem partens modtagelse af den sagkyndige

erklæring og sagsanlægget, er uden betydning, idet det netop er karakteristisk for indhentelse

af sagkyndige erklæringer som led i forberedelsen af et sagsanlæg, at parten måske nok kan

være overbevist om at have et krav, men har behov for at undersøge, om det kan bevises, og

hvor stort kravet er.

Det er forudsat, at udgifter til en ”moderklæring”, jf. stk. 1, 2. pkt., ligesom udgifter til

erklæringer, der er ensidigt indhentet før sagsanlægget (og altså dermed ikke er udmeldt af

retten), ikke kan fås dækket som sagsomkostninger efter retsplejelovens § 316. Det bemærkes

herved, at i sager om erstatningskrav gælder, at en skadelidts udgifter til nærmere

undersøgelse af skaden i skadeskonstaterende, -afværgende eller -udbedrende øjemed er

omfattet af den erstatningsansvarliges pligt til at erstatte det fulde tab (bortset fra et

forsikringsselskabs udgifter til at opgøre skaden, herunder udgifter til en ekstern sagkyndig),

jf. afgørelsen i UfR 2008.982H.

Til nr. 7 (§ 353, stk. 1, nr. 13)

Det foreslås at anføre udtrykkeligt i loven, at retten i indkaldelsen til et forberedende

retsmøde kan angive, at en anmodning fra sagens parter om tilladelse til at supplere eller

erstatte syn og skøn med ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer mv. skal drøftes på

mødet.

En anmodning om tilladelse til at supplere eller erstatte syn og skøn med ensidigt indhentede

sagkyndige erklæringer skal senest fremsættes på det forberedende retsmøde. Har retten

meddelt, at der ikke skal holdes et forberedende møde, vil anmodninger om syn og skøn

og/eller anmodninger fra parterne om tilladelse til at supplere eller erstatte syn og skøn med

ensidigt indhentede erklæringer normalt skulle fremsættes senest 4 uger efter rettens

meddelelse, jf. § 353, stk. 4 (som ikke foreslås ændret).

REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 334: Reform af den civile retspleje IX, sagkyndig bevisførelse mv. (Betænkning nr. 1558)