Retsudvalget 2015-16
REU Alm.del Bilag 323
Offentligt
1636425_0001.png
Civilafdelingen
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
19. maj 2016
Formueretskontoret
Louise Hauberg
Wilhelmsen
2016-705-0058
1944091
Notat
om
forældelse af godtgørelses- og erstatningskrav mod offentlige
myndigheder i sager om omsorgssvigtede eller misbrugte børn
1. Baggrund
Justitsministeren oplyste i sin mundtlige besvarelse af spørgsmål S 593 fra
Karin Nødgaard (DF), at Justitsministeriet ville se nærmere på forældelse i
sager mellem børn, der har været udsat for misbrug, og offentlige
myndigheder. Justitsministeriet har i den anledning afholdt 2 møder med
Børnerådet, Børns Vilkår og Social- og Indenrigsministeriet.
Børns Vilkår driver et projekt om støtte til børn ved erstatningssager, hvor
de hjælper misbrugte og omsorgssvigtede børn og unge op til 30 år med at
anlægge erstatningssag mod offentlige myndigheder for tilsidesættelse af
lovbestemte forpligtelser over for barnet. Projektet er finansieret ved
satspuljemidler.
Børns Vilkår har oplyst, at de har modtaget 68 relevante henvendelser fra
børn og unge vedrørende mulige erstatningssager mod en offentlig
myndighed. Hertil kommer 37 sager, som afventer yderligere oplysninger
fra barnet/den unge.
Ud af de 68 sager har 2 unge modtaget udenretlig godtgørelse fra en
offentlig myndighed. I 2 af sagerne er der indgivet stævning, og sagerne er
berammet til behandling i landsretten i 2016. I 24 sager er Børns Vilkår
ved at indhente og gennemgå sagsakter. 16 sager har Børns Vilkår afvist
pga. alder. 3 sager har Børns Vilkår afvist pga. manglende beviser for, at
den offentlige myndighed kendte til problemerne. 4 sager har Børns Vilkår
afvist, da det er vurderingen, at den offentlige myndighed iværksatte en
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
Telefon 7226 8400
Telefax 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 323: Kopi af besvarelse af spørgsmål SOU alm. del - spm. 264 om erstatningsregler og forældelsesfrister, fra justitsministeren
relevant indsats i tide. I 17 sager afventer Børns Vilkår, at den unge vender
tilbage.
Børns Vilkår har oplyst, at i de 2 sager, hvor der udenretligt er udbetalt
godtgørelse til et misbrugt og omsorgssvigtet barn fra en offentlig
myndighed, lød godtgørelserne på henholdsvis 250.000 kr. og 300.000 kr.
Børns Vilkår og Børnerådet har oplyst, at de ikke er bekendt med dansk
retspraksis, hvor der er udbetalt godtgørelse eller erstatning til et misbrugt
eller omsorgssvigtet barn fra en offentlig myndighed.
Børns Vilkår har i den forbindelse oplyst, at i nogle af de sager, som
organisationen er bekendt med, har myndigheden påberåbt sig forældelse
af erstatningskravet. Børns Vilkår og Børnerådet har endvidere oplyst, at
de ikke er bekendt med sager, hvor domstolene har afgjort spørgsmålet om
forældelse.
Det er Børns Vilkårs og Børnerådets vurdering, at forældelse kan udgøre
en barriere for den omsorgssvigtede eller misbrugte i forbindelse med
anlæggelse af en erstatningssag. For det første er barnet måske først klar til
at anlægge sag mod det offentlige som voksen. For det andet er sagerne
komplicerede og kan tage lang tid at udrede.
På denne baggrund redegøres for gældende ret for så vidt angår forældelse
af omsorgssvigtede eller misbrugte børns erstatnings- og godtgørelseskrav
mod offentlige myndigheder for tilsidesættelse af lovbestemte forpligtelser
over for barnet, jf. nedenfor under pkt. 2, og for Justitsministeriets
overvejelser vedrørende en mulig ændring af forældelsesfristen for så vidt
angår disse krav, jf. nedenfor under pkt. 3.
2. Gældende ret
2.1. Forældelse af fordringer
Forældelse af fordringer er reguleret i forældelsesloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1238 af 11. september 2015. Forældelsesloven
bygger
på
betænkning
nr.
1460/2005
om
revision
af
forældelseslovgivningen, som er afgivet af Justitsministeriets
Forældelsesudvalg efter 4 års arbejde.
Efter forældelseslovens § 1 forældes fordringer på penge eller andre
ydelser efter lovens regler, medmindre andet følger af særlige
2
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 323: Kopi af besvarelse af spørgsmål SOU alm. del - spm. 264 om erstatningsregler og forældelsesfrister, fra justitsministeren
bestemmelser om forældelse i anden lov. Loven bygger på det almindelige
fordringsbegreb og omfatter derfor alle tilfælde, hvor en person har ret til
at kræve en ydelse betalt, herunder krav på erstatning og godtgørelse uden
for kontrakt fra en offentlig myndighed for tilsidesættelse af lovbestemte
forpligtelser.
Et eksempel på særlige bestemmelser om forældelse i anden lovgivning er
§ 59 i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1113 af 7. november 2011. Efter denne bestemmelse
skal erstatningskrav efter lovens kapitel 3 være anmeldt til
Patientforsikringsforeningen senest 3 år efter, at den erstatningsberettigede
har fået eller burde have fået kendskab til skaden. Forældelse af
erstatningskravet indtræder dog senest 10 år efter den dag, hvor skaden er
forårsaget.
Det fremgår af forarbejderne til forældelsesloven, jf. lovforslag nr. L 165
af 28. februar 2007 om forældelse af fordringer, Folketingstidende 2006-
07, tillæg A, L 165 som fremsat, s. 5577 ff., at det generelle formål med
forældelsesreglerne er at tilskynde til, at fordringer afvikles eller bringes
på det rene inden for rimelig tid. Herudover søger reglerne også at sikre en
hensigtsmæssig afvikling af fordringer for at forhindre tvister om meget
gamle mellemværender, idet sådanne tvister ofte vil være præget af
bevistvivl.
Efter forældelseslovens § 3, stk. 1, er forældelsesfristen for krav på
erstatning eller godtgørelse som udgangspunkt tre år (den almindelige
forældelsesfrist). Den 3-årige frist er således lovens hovedregel. Hvis der
kan peges på et særligt behov for en længere frist, fastsætter lovens §§ 4-
14 særlige frister. Eksempelvis fastslår forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 3,
at når fordringen er fastslået ved dom, er forældelsesfristen 10 år.
Baggrunden for denne regel er, at der ved dommen foreligger et særligt
retsgrundlag for kravet.
Baggrunden for hovedreglen i forældelseslovens § 3, stk. 1, er ifølge
betænkning 1460/2005 et ønske om at forenkle og gøre reglerne mere
overskuelige. Således var det hensigten, at retsstillingen i videre omfang
end hidtil skulle være klar i relation til forældelse.
For fordringer på erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for
kontraktforhold regnes den almindelige forældelsesfrist fra tidspunktet for
skadens indtræden, jf. forældelseslovens § 2, stk. 4.
3
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 323: Kopi af besvarelse af spørgsmål SOU alm. del - spm. 264 om erstatningsregler og forældelsesfrister, fra justitsministeren
Det følger af de specielle bemærkninger til forældelseslovens § 2, stk. 4, at
hvis den skadevoldende handling ikke umiddelbart resulterer i en
konstaterbar skade, er det tidspunktet for skadens opståen, som er
afgørende. Ifølge bemærkninger til bestemmelsen løber fristen i disse
tilfælde fra det tidspunkt, hvor de følger, der kræves erstatning for, har vist
sig på en sådan måde, at skadelidte havde mulighed for at rejse et
erstatningskrav.
Et eksempel på, at skadelige følger af en myndighedsfejl først opstår
senere end den skadegørende handling, er dommen U1983.1000H, hvor
Vestre Landsret lagde til grund, at forældelsesfristen for et erstatningskrav
mod en kommune som følge af en ugyldig tilladelse til at opføre en
benzinstation først begyndte at løbe fra tilladelsen blev erklæret ulovlig af
domstolene. Landsretten lagde til grund, at skaden først kunne konstateres
på dette tidspunkt.
Endvidere følger det af forældelseslovens § 3, stk. 2, at hvis skadelidte var
ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes fristen først fra den dag,
hvor skadelidte fik eller burde have fået kendskab hertil. Den 3-årige
forældelsesfrist suspenderes således i disse tilfælde.
Ifølge de specielle bemærkninger til forældelseslovens § 3, stk. 2, omfatter
bestemmelsen utilregnelig uvidenhed om de faktiske omstændigheder, som
begrunder kravet. Derimod omfatter bestemmelsen som udgangspunkt
ikke utilregnelig uvidenhed om det retlige grundlag for fordringen
(retsvildfarelse). Hvis skadelidte således er ubekendt med de faktiske
omstændigheder, der begrunder kravet, suspenderes den almindelige
forældelsesfrist, indtil skadelidte fik eller burde have fået kendskab til
disse faktiske omstændigheder. Hvornår skadelidte fik eller burde have
fået kendskab til de faktiske omstændigheder, der begrunder kravet, vil
bero på en bevisvurdering i den konkrete sag.
Der kan indtræde suspension efter forældelseslovens § 3, stk. 2, hvor
skadelidte ikke havde kendskab til årsagssammenhængen mellem en skade
og senere symptomer. Et eksempel herpå er dommen U2000.2509V om en
piskesmældsskade ved et trafikuheld i 1978. Efter trafikuheldet fik
skadelidte en række gener, men disse blev ikke henført til trafikuheldet.
Først i 1989 fik skadelidte adgang til oplysninger om piskesmældet.
Landsretten lagde til grund, at skadelidte ikke på noget tidspunkt i
forbindelse med undersøgelser eller behandlinger havde fået oplyst, at
4
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 323: Kopi af besvarelse af spørgsmål SOU alm. del - spm. 264 om erstatningsregler og forældelsesfrister, fra justitsministeren
generne muligt kunne henføres til trafikuheldet. Derfor fandtes skadelidte
ikke på noget tidspunkt før 1989 ved almindelig agtpågivenhed at burde
have indset, at der var en sådan årsagssammenhæng mellem uheldet og
generne.
I henhold til forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 1, indtræder forældelsen af
krav på erstatning eller godtgørelse i anledning af personskade dog senest
30 år efter den skadevoldende handling. Krav på erstatning for andet end
personskade, dvs. tingsskade eller formueskade, forældes senest 10 år efter
den skadevoldende handling, jf. forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 2.
Endelig forældes andre fordringer, som ikke er omfattet af § 3, stk. 3, nr.
1-3, senest 10 år efter begyndelsestidspunktet i henhold til § 2, jf.
forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4. Disse frister omtales også som de
absolutte forældelsesfrister.
De absolutte forældelsesfrister er, jf. de almindelige bemærkninger til
forældelsesloven, fastsat ud fra en afvejning af hensynene til
skadevolderen på den ene side og skadelidte på den anden side, samt et
behov for at skelne mellem forskellige typer af krav.
For personskade gælder således en særlig lang absolut forældelsesfrist på
30 år. Personskade omfatter enhver form for helbredsforringelse, både
fysisk og psykisk, som kan berettige til erstatning eller godtgørelse. Der
kan være tale om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, erstatning for
helbredelsesudgifter, erstatning for tab eller forringelse af erhvervsevne,
godtgørelse for svie og smerte, godtgørelse for varigt mén og
tortgodtgørelse.
Ifølge
forarbejderne
til
forældelsesloven
er
godtgørelseskrav dog kun omfattet af den 30-årige forældelsesfrist, hvis
godtgørelseskravet opstår i forbindelse med en personskade. Andre
godtgørelseskrav, f.eks. krav på tortgodtgørelse i anledning af
ærekrænkelse, vil være omfattet af den 10-årige absolutte forældelsesfrist i
forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4.
Baggrunden for den absolutte 30-årige forældelsesfrist for personskade er
ifølge forarbejderne til forældelsesloven, at hensynet til skadelidte ved
personskade vejer særligt tungt, at personskade i en række tilfælde først
viser sig mange år efter den skadevoldende handling, og at berettigede
erstatningskrav ikke bør forældes, før de er opstået.
Efter forældelseslovens § 13 kan der under en straffesag, hvor tiltalte
findes skyldig, selvom den civilretlige forældelsesfrist på 3 år efter
5
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 323: Kopi af besvarelse af spørgsmål SOU alm. del - spm. 264 om erstatningsregler og forældelsesfrister, fra justitsministeren
forældelsesloven er udløbet, pålægges tiltalte at betale erstatning eller
godtgørelse til den forurettede i anledning af det strafbare forhold. Ifølge
de specielle bemærkninger til § 13 angår bestemmelsen alle former for
erstatning og godtgørelse.
Kravet kan også gøres gældende efter forældelseslovens § 13 under en
særskilt civil sag, der anlægges inden 1 år efter endelig afgørelse i
straffesagen, hvor tiltalte er fundet skyldig. Det er efter bestemmelsen ikke
en betingelse, at erstatningskravet er gjort gældende under straffesagen.
Ifølge de almindelige bemærkninger til forældelsesloven er baggrunden for
bestemmelsen, at det generelt vil kunne virke stødende, hvis der på grund
af forældelse ikke kan nedlægges påstand om erstatning eller godtgørelse
under en straffesag.
En offentlig myndighed, der ikke har levet op til sin tilsynsforpligtelse, vil
ikke kunne forfølges strafferetligt. Forældelseslovens § 13 vil derfor ikke
være relevant i denne sammenhæng.
2.2. Retspraksis om godtgørelses- og erstatningskrav mod offentlige
myndigheder i sager om omsorgssvigtede og misbrugte børn
Som redegjort for under pkt. 1, er Børns Vilkår og Børnerådet ikke
bekendt med dansk retspraksis, hvor der er udbetalt godtgørelse eller
erstatning til et misbrugt eller omsorgssvigtet barn fra en offentlig
myndighed eller med dansk retspraksis, hvor domstolene har afgjort
spørgsmålet om forældelse i disse sager.
Domstolsstyrelsen har til brug for justitsministerens besvarelse af
spørgsmål nr. 178-180 (Alm. del) fra Folketingets Social- og
Indenrigsudvalg, stillet af Peter Kofod Poulsen (DF), oplyst, at styrelsen
ikke registrerer, om en civil sag vedrører et erstatningskrav, herunder om
kravet udspringer af en kommunes omsorgssvigt. Domstolsstyrelsen har
derfor ikke mulighed for at oplyse, hvor mange erstatningskrav vedrørende
omsorgssvigt, der er blevet afvist på grund af forældelse.
Social- og Indenrigsministeriet har til brug for besvarelsen oplyst, at
ministeriet ikke er i besiddelse af oplysninger om, hvor mange sager, der
er anlagt mod kommuner om erstatning i forbindelse med omsorgssvigt og
overgreb, herunder hvor mange der er afvist på baggrund af
6
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 323: Kopi af besvarelse af spørgsmål SOU alm. del - spm. 264 om erstatningsregler og forældelsesfrister, fra justitsministeren
forældelsesfristen. Social- og Indenrigsministeriet er endvidere ikke
bekendt med beløbsgrænser for erstatningen for denne type sager.
Det bemærkes, at den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i
sagerne Z and others v. the United Kingdom og E and others v. the United
Kingdom har taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt offentlige
myndigheder ved tilsidesættelse af deres pligter kan ifalde
erstatningsansvar overfor omsorgssvigtede og misbrugte børn. I begge
disse sager var der tale om omfattende misrøgt og misbrug af børn, som
det offentlige, trods gentagne indberetninger, ikke havde grebet ind over
for.
Storbritannien blev i begge sager dømt for krænkelse af Artikel 1
sammenholdt
med
artikel
3
i
den
Europæiske
Menneskerettighedskonvention (EMRK), hvorefter de kontraherende stater
har en forpligtelse til at sørge for at personer i deres stat ikke udsættes for
tortur eller nedværdigende behandling, samt artikel 13 i EMRK, hvorefter
enhver, hvis rettigheder og friheder er blevet krænket efter EMRK, skal
have adgang til effektive retsmidler. EMD fandt, at der var sket en
krænkelse af artikel 13 i EMRK, da der ikke var hjemmel i engelsk ret til i
disse sager at påkende spørgsmålet om erstatning for det offentliges
tilsidesættelse af deres pligter. Børnene blev i begge sager tilkendt
erstatning for deres økonomiske tab samt en godtgørelse for svie og
smerte.
Børns Vilkår har oplyst, at i de sager, hvor der er udtaget stævning mod en
offentlig myndighed for tilsidesættelse af lovbestemte forpligtelser overfor
et barn, er der rejst krav om godtgørelse for krænkelse af EMRK.
2.3. Forældelse i straffesager
Fristerne for, hvornår et strafbart forhold forældes, er fastsat i straffelovens
kapitel 11. Fristerne afhænger af, hvor lang en straf, der er hjemlet for de
enkelte lovovertrædelser, jf. straffelovens § 93. Det fremgår af
forarbejderne til de gældende regler om forældelse i straffeloven, at det er
et almindeligt synspunkt, at forældelse af et strafansvar forudsætter
forløbet af visse frister, hvis længde afhænger af lovovertrædelsens
grovhed, jf. Straffelovrådets Betænkning nr. 433/1966. I sædelighedssager
mod børn vil forældelsesfristen være 10 eller 15 år afhængigt af det
strafbare forholds karakter.
7
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 323: Kopi af besvarelse af spørgsmål SOU alm. del - spm. 264 om erstatningsregler og forældelsesfrister, fra justitsministeren
Forældelsesfristerne efter straffeloven regnes som udgangspunkt fra den
dag, da den strafbare virksomhed eller undladelse er ophørt, jf.
straffelovens § 94, stk. 1. Den strafferetlige forældelsesfrist i
sædelighedssager mod børn regnes dog tidligst fra den dag, hvor
forurettede fylder 21 år, jf. straffelovens § 94, stk. 4.
Begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen i sædelighedssager mod
børn blev i 2013 ændret fra 18 til 21 år, jf. lovforslag nr. L 141 af 6.
februar 2013 om ændring af straffeloven, Folketingstidende, tillæg A, L
141 som fremsat, s. 1 ff. Begyndelsestidspunktet blev ændret i lyset af
følgende hensyn; barnet er ofte det eneste direkte vidne til det seksuelle
misbrug, barnet kan have svært ved at fortælle andre om misbruget, og
hvor gerningsmanden er en nærtstående til barnet, kan det være svært for
barnet at fortælle om misbruget, før barnet er voksent. Herudover blev
begyndelsestidspunktet også ændret for at afspejle, hvornår et barn, der har
været udsat for seksuelt misbrug i familien, i praksis typisk vil kunne
frigøre sig fra sine forældre.
3. Justitsministeriets overvejelser
3.1. Forældelsesfristers formål
Reglerne om forældelse har til formål at tilskynde til, at fordringer afvikles
eller bringes på det rene inden for rimelig tid, og at forhindre tvister om
meget gamle mellemværender, idet sådanne tvister ofte vil være præget af
bevistvivl. Der er imidlertid særlige forhold, der gør sig gældende i forhold
til forældelse i sager mellem børn, der har været udsat for misbrug og
omsorgssvigt, og offentlige myndigheder.
Justitsministeriet lægger i den forbindelse vægt på, at en eventuel
erstatningssag mod myndighederne ikke opstår, før misbruget eller
omsorgssvigtet kommer for en dag, hvilket ofte først vil ske, når barnet er
voksent. Barnet vil ofte være det eneste direkte vidne til misbruget eller
omsorgssvigtet, og vil typisk ikke fortælle om dette, før det er voksent.
Især hvis gerningsmanden er en nærtstående, kan barnet være
tilbageholdende med at fortælle om misbruget eller omsorgssvigtet.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at disse særlige forhold begrunder en
ændring af forældelsesloven. Ministeriet finder, at de særlige hensyn, som
gør sig gældende i disse sager, vil kunne varetages ved at ændre
forældelsesfristens begyndelsestidspunkt og herudover forlænge
8
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 323: Kopi af besvarelse af spørgsmål SOU alm. del - spm. 264 om erstatningsregler og forældelsesfrister, fra justitsministeren
forældelsesfristen eller alternativt skabe mulighed for at rejse et
erstatningskrav mod en myndighed i forbindelse med en straffesag mod
gerningsmanden.
Justitsministeriet finder således, at der fortsat bør gælde en forældelsesfrist
også for omsorgssvigtede eller misbrugte børns erstatnings- og
godtgørelseskrav mod offentlige myndigheder for tilsidesættelse af
lovbestemte forpligtelser over for barnet. Afskaffelse af forældelsesfristen
for denne type sager vil kunne føre til, at sager bliver indledt, selv om
beviserne ikke længere er tilgængelige grundet sagens alder. Dette vil
indebære en yderligere belastning af offeret. Herudover er det et
almindeligt princip i dansk ret, at fordringer, herunder civilretlige
erstatnings- og godtgørelseskrav mod myndigheder, forældes, ligesom et
strafansvar forældes.
Efter Justitsministeriets opfattelse bør en generel afskaffelse af
forældelsesfrister for denne type krav i givet fald overvejes nøje, da en
afskaffelse kan rejse spørgsmål om forældelsesfristerne for en lang række
andre krav mod offentlige myndigheder. Justitsministeriet finder således
ikke, at der ud fra de særlige forhold, som gør sig gældende i disse sager,
er grund til generelt at afskaffe forældelsesfristerne i disse sager.
3.2. Forældelsesfristens begyndelsestidspunkt
Som anført ovenfor under pkt. 2.3 regnes den strafferetlige forældelsesfrist
i sædelighedssager mod børn tidligst fra den dag, hvor forurettede fylder
21 år.
Justitsministeriet finder, at forældelsesfristen for erstatnings- og
godtgørelseskrav mod offentlige myndigheder i sager om omsorgssvigtede
eller misbrugte børn tilsvarende tidligst bør løbe fra den dag, hvor
personen fylder 21 år. Dette begyndelsestidspunkt bør efter ministeriets
opfattelse både gælde for den almindelige forældelsesfrist og for den
absolutte forældelsesfrist. Dermed vil begyndelsestidspunktet for den
civilretlige forældelsesfrist følge begyndelsestidspunktet for den
strafferetlige forældelsesfrist.
Baggrunden
for
en
sådan
ændring
af
forældelsesfristens
begyndelsestidspunkt i sager om omsorgssvigtede eller misbrugte børns
erstatnings- og godtgørelseskrav mod offentlige myndigheder er de særlige
forhold, som gør sig gældende i disse sager. Som nævnt er disse særlige
9
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 323: Kopi af besvarelse af spørgsmål SOU alm. del - spm. 264 om erstatningsregler og forældelsesfrister, fra justitsministeren
forhold, at barnet ofte ikke fortæller om misbruget, før det er voksent, og
at barnet ofte er det eneste direkte vidne til misbruget eller omsorgssvigtet.
3.3. Forældelsesfristens udløb
Drøftelser med bl.a. Børnerådet og Børns vilkår har vist, at den
omsorgssvigtede eller misbrugte person ofte først bliver opmærksom på et
evt. erstatnings- eller godtgørelseskrav mod en offentlig myndighed i
forbindelse med straffesagen mod gerningsmanden. Derfor kan det virke
stødende, hvis der på grund af forældelse ikke efterfølgende kan
nedlægges påstand om erstatning eller godtgørelse mod myndigheden for
tilsidesættelse af lovbestemte forpligtelser.
Justitsministeriet har på den baggrund overvejet to modeller, som vil
kunne sikre, at muligheden for at rejse det civilretlige erstatnings- eller
godtgørelseskrav mod den offentlige myndighed følger straffelovens
forældelsesfrister.
Begge modeller tager udgangspunkt i, at begyndelsestidspunktet ændres,
jf. ovenfor under pkt. 3.2, således at forældelsesfristen tidligst begynder at
løbe, når offeret fylder 21 år.
3.3.1. Udvidet mulighed for erstatning efter dom mod gerningsmanden
En måde at sikre, at muligheden for at rejse det civilretlige erstatnings-
eller godtgørelseskrav mod den offentlige myndighed følger straffelovens
forældelsesfrister, kunne være at fastsætte regler om, at i de tilfælde hvor
en tiltalt i en straffesag findes skyldig i omsorgssvigt eller misbrug af et
barn, kan den omsorgssvigtede eller misbrugte person rejse et erstatnings-
og godtgørelseskrav mod offentlige myndigheder, som udspringer af
myndighedens tilsidesættelse af lovbestemte forpligtelser over for den
pågældende, indtil 1 år efter endelig afgørelse i straffesagen.
Dermed vil den omsorgssvigtede eller misbrugte person have mulighed for
at rejse et civilretligt erstatnings- og godtgørelseskrav mod en offentlig
myndighed også efter udløbet af den almindelige forældelsesfrist for
erstatningskravet. En tilsvarende mulighed for at rejse et erstatningskrav
mod gerningsmanden efter den almindelige civilretlige forældelsesfrists
udløb findes i dag i forældelseslovens § 13, jf. ovenfor under pkt. 2.1.
10
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 323: Kopi af besvarelse af spørgsmål SOU alm. del - spm. 264 om erstatningsregler og forældelsesfrister, fra justitsministeren
Den almindelige 3-årige forældelsesfrist for erstatnings- og
godtgørelseskrav mod offentlige myndigheder vil i disse sager tidligst
begynder at løbe, fra personen fylder 21 år, jf. ovenfor under pkt. 3.2.
Således vil den almindelige forældelsesfrist på 3 år løbe, indtil den
omsorgssvigtede eller misbrugte fylder 24 år.
Hvis den almindelige forældelsesfrist suspenderes efter forældelseslovens
§ 3, stk. 2, fordi den omsorgssvigtede eller misbrugte ikke var bekendt
med kravet eller skyldneren, løber de absolutte forældelsesfrister fra
offeret fylder 21 år. Således vil den 30-årige absolutte forældelsesfrist for
krav i forbindelse med en personskade løbe, indtil personen fylder 51 år,
og de 10-årige absolutte forældelsesfrister, indtil personen fylder 31 år.
Selvom et erstatningskrav er forældet efter ovenstående regler, vil offeret
efter den skitserede ordning alligevel kunne rejse et erstatningskrav mod
en offentlig myndighed indtil 1 år efter, at der er faldet dom i en straffesag
mod gerningsmanden.
Til illustration kan nævnes et eksempel, hvor en person bliver misbrugt
som barn og først som 30-årig fortæller om misbruget. Dette fører til en
straffesag. Det strafbare forhold (misbruget) er ikke forældet efter de
strafferetlige forældelsesfrister, som i denne type sager er mellem 10-15 år
fra offeret fylder 21 år. Gerningsmanden bliver dømt i straffesagen.
Offeret vil efter den skitserede model kunne rejse et erstatningskrav mod
en offentlig myndighed indtil 1 år efter afslutningen af straffesagen,
selvom erstatningskravet var forældet efter den almindelige
forældelsesfrist, da offeret fyldte 24 år.
3.3.2. Forlængelse af den almindelige forældelsesfrist til 15 år
Som anført ovenfor under pkt. 2.3 er den strafferetlige forældelsesfrist i
sædelighedssager mod børn 10 år eller 15 år (afhængig af det strafbare
forholds karakter), som tidligst regnes fra den dag, hvor barnet fylder 21
år.
En anden måde at sikre, at muligheden for at rejse det civilretlige
erstatnings- eller godtgørelseskrav mod den offentlige myndighed som
minimum følger straffelovens forældelsesfrister, kunne således være at
forlænge den almindelige forældelsesfrist for disse krav fra de nuværende
3 år til 15 år, som først begynder at løber, når offeret fylder 21 år.
11
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 323: Kopi af besvarelse af spørgsmål SOU alm. del - spm. 264 om erstatningsregler og forældelsesfrister, fra justitsministeren
En sådan ordning vil indebære, at en almindelig 15-årig forældelsesfrist
for erstatnings- og godtgørelseskrav mod offentlige myndigheder i disse
sager begynder at løbe, fra personen fylder 21 år, jf. ovenfor under pkt.
3.2. Således vil den almindelige forældelsesfrist på 15 år løbe, indtil den
omsorgssvigtede eller misbrugte fylder 36 år.
Hvis den almindelige forældelsesfrist suspenderes efter forældelseslovens
§ 3, stk. 2, fordi den omsorgssvigtede eller misbrugte ikke var bekendt
med kravet eller skyldneren, løber de absolutte forældelsesfrister fra
offeret fylder 21 år. Således vil den 30-årige absolutte forældelsesfrist for
krav i forbindelse med en personskade løbe, indtil personen fylder 51 år,
mens den 10-årige absolutte forældelsesfrist vil være uden betydning, idet
den er kortere end den almindelige 15-årige forældelsesfrist.
3.4. Den skitserede ordnings virkningstidspunkt
Justitsministeriet er af den opfattelse, at et ændret begyndelsestidspunkt
samt forlængede forældelsesfrister eller alternativt mulighed for at rejse et
erstatnings- eller godtgørelseskrav efter udløbet af den 3-årige
forældelsesfrist i de sager, hvor en tiltalt i en straffesag findes skyldig,
også skal finde anvendelse på krav, der er stiftet før ændringens
ikrafttræden, medmindre forældelse efter de hidtil gældende regler er
indtrådt før lovens ikrafttræden.
Hvis der allerede er indtrådt forældelse for et krav, vil kravet ikke længere
bestå, og dette vil de foreslåede ændringer af forældelsesloven ikke ændre.
12