Retsudvalget 2015-16
REU Alm.del Bilag 307
Offentligt
OFFENTLIGT ANSATTES YTRINGSFRIHED
OG WHISTLEBLOWERORDNINGER
Betænkning fra Udvalget om offentligt ansattes ytringsfrihed
og whistleblowerordninger
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 307: Opfølgning på betænkning nr. 1553/2015 om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger, fra justitsministeren
rordninger modtager flere henvendelser i perioden lige efter oprettelsen
end senere hen.
Whistleblowerordninger indebærer en vis risiko for, at beskyldninger mod
enkeltpersoner bliver offentligt kendte.
Der har været eksempler på, at an-
meldelser indgivet som led i en whistleblowerordning er blevet offentligt
kendte, mens sagen endnu ikke var afsluttet.
Whistleblowerordninger indebærer en vis risiko for, at der indgives ube-
grundede eller chikanøse anmeldelser.
Der har efter det for udvalget oply-
ste kun været enkelte eksempler på, at den myndighed, der administrerer
en whistleblowerordning, har vurderet, at der har været tale om decideret
chikanøse anmeldelser. Der indgives imidlertid mange anmeldelser til
whistleblowerordninger, der ikke kan bekræftes efter en nærmere undersø-
gelse, og hvor det kan være meget svært at vurdere, om der er tale om chi-
kanøse anmeldelser.
Oprettelse af whistleblowerordninger kan give anledning til en vis tvivl
hos myndighederne om de retlige rammer for sådanne ordninger.
De fore-
liggende beskrivelser og evalueringer af whistleblowerordninger tyder ge-
nerelt på en god forståelse af reglerne om whistleblowerordninger blandt
myndighederne. Visse beskrivelser kan dog også give anledning til en vis
tvivl om, hvorvidt myndighedens forståelse er reglerne er fuldt ud korrekt.
Det gælder bl.a. for så vidt angår muligheden for at slette dokumenter mv.,
mulighederne for at undlade underretning og partshøring samt mulighe-
derne for at undtage dokumenter fra aktindsigt.
6.3. Fordele og ulemper ved whistleblowerordninger i den offentlige
forvaltning
Udvalget skal efter kommissoriet belyse fordele og ulemper ved whist-
leblowerordninger i den offentlige forvaltning. I nærværende afsnit gen-
nemgås på den baggrund de hensyn, der kan tale for og imod oprettelse af
whistleblowerordninger i den offentlige forvaltning. Ligeledes omtales de
fordele og ulemper, der kan være ved de konkrete elementer, der sædvan-
ligvis indgår i en whistleblowerordning. Det bemærkes i den forbindelse,
at alle de eksisterende whistleblowerordninger i den offentlige forvaltning
indebærer en mulighed for at kunne indgive anonyme indberetninger, jf.
afsnit 6.1.
335
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 307: Opfølgning på betænkning nr. 1553/2015 om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger, fra justitsministeren
1631909_0003.png
Udvalget har overordnet fundet, at en række hensyn generelt kan anføres
til støtte
for
oprettelse af whistleblowerordninger i den offentlige forvalt-
ning, herunder
at
en whistleblowerordning kan øge de ansattes mulighed
for at ytre sig om kritisable forhold på arbejdspladsen uden at frygte nega-
tive karrieremæssige konsekvenser,
at
en whistleblowerordning kan bidra-
ge til at sikre et grundlag for demokratisk debat og kontrol,
at
en whist-
leblowerordning kan medvirke til at højne niveauet i en myndigheds ydel-
ser, i og med at fejl og forsømmelser oftere bliver opdaget,
at
en whist-
leblowerordning kan øge en myndigheds troværdighed udadtil, og
at
en
whistleblowerordning kan styrke medarbejdernes tillid til, at der bliver ta-
get hånd om eventuelle problemer på arbejdspladsen.
Udvalget har imidlertid også overordnet fundet, at en række hensyn gene-
relt taler
imod
oprettelse af whistleblowerordninger i den offentlige for-
valtning. Det kan således bl.a. anføres,
at
en whistleblowerordning kan le-
de til, at færre personer gør opmærksom på kritisable forhold på arbejds-
pladsen med navns nævnelse,
at
en whistleblowerordning kan opfattes som
en opfordring til at indgive anonyme anmeldelser, der kan være svære at
vurdere troværdigheden af og undersøge nærmere,
at
en whistleblowe-
rordning kan skabe et dårligt arbejdsklima, hvis ansatte f.eks. indberetter
hinanden for mindre forseelser, og skabe frygt for at blive ”hængt ud” for
mindre fejl og forsømmelser, der begås utilsigtet,
at
en whistleblowerord-
ning kan indebære visse retssikkerhedsmæssige betænkeligheder i forhold
til personer, der foretages undersøgelser af på baggrund af anonyme an-
meldelser, og
at
en whistleblowerordning kan misbruges til – f.eks. ano-
nymt – at chikanere andre medarbejdere. Hertil kommer, at behovet for
whistleblowerordninger i den offentlige forvaltning begrænses af, at der al-
lerede i dag foreligger en række kontrolinstanser mv., hvortil offentligt an-
satte kan henvende sig.
Det bemærkes i øvrigt, at fordele og ulemper ved whistleblowerordninger i
den offentlige forvaltning må ses i det lys, at der i et vist omfang kan være
forskellige interesser hos de forskellige (grupper af) ansatte og forskellige
myndigheder mv., der påvirkes af en whistleblowerordning. Således kan
f.eks. ledere være mere udsatte for (evt. uberettigede) indberetninger til
whistleblowerordninger end ansatte uden ledelsesansvar, og ledere kan
derfor have en større interesse i, at anmeldelser ikke kan indgives ano-
nymt, mens ansatte uden ledelsesansvar måske i højere grad frygter at bli-
ve udsat for repressalier som følge af egne indberetninger og dermed kan
have en større interesse i, at anmeldelser kan indgives anonymt. Et konkret
element i en whistleblowerordning kan dog også have både fordele og
336
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 307: Opfølgning på betænkning nr. 1553/2015 om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger, fra justitsministeren
ulemper for samme gruppe af ansatte eller samme myndighed. Eksempel-
vis kan muligheden for at indgive anonyme indberetninger gennem en
whistleblowerordning både indebære den fordel, at en myndighed modta-
ger flere korrekte indberetninger om ulovligheder og den ulempe, at flere
anmeldere vælger at være anonyme frem for at angive deres navn.
Hensynet til den enkelte ansattes mulighed for at ytre sig om kritisable
forhold
Oprettelsen af en whistleblowerordning påvirker som udgangspunkt ikke
en offentlig ansats ret til at ytre sig offentligt. En whistleblowerordning
kan imidlertid i praksis sikre en ansat, der frygter, at det vil have negative
konsekvenser for den pågældende at ytre sig om kritisable forhold på ar-
bejdspladsen, en kanal, hvorigennem vedkommende – internt i myndighe-
den – kan give sine meninger tilkende. Der er i de foreliggende erfaringer
med whistleblowerordninger i den offentlige forvaltning en vis støtte for at
antage, at ansatte anvender whistleblowerordninger til at ytre sig om for-
hold, som ellers ikke ville være kommet frem.
En whistleblowerordning kan således være et supplement til de allerede
eksisterende regler om medbestemmelse og samarbejde på arbejdspladsen.
I modsætning til disse regler sikrer en whistleblowerordning den enkelte
medarbejder en direkte adgang (udenom tillidsrepræsentanter og organisa-
tioner) til at bringe kritisable forhold frem i en intern proces på arbejds-
pladsen. En whistleblowerordning kan således medvirke til, at et forhold
som en enkelt medarbejder finder kritisabelt inden for en bestemt sektor
eller på den enkelte offentlige arbejdsplads, med sikkerhed bliver bragt
frem. En whistleblowerordning i den offentlige forvaltning kan på denne
måde forbedre de ansattes muligheder for at udøve deres personlige yt-
ringsfrihed i praksis.
Hensynet til demokratisk debat og kontrol
Der kan ligeledes være en bredere samfundsmæssig interesse i at indføre
en særlig mulighed for, at offentligt ansatte kan ytre sig om de forhold, de
beskæftiger sig med, og herved bl.a. gøre brug af deres særlige viden om
forholdene på netop deres arbejdsplads eller inden for deres arbejdsområ-
de. En whistleblowerordning kan dermed bidrage til, at emner af sam-
fundsmæssig interesse bliver taget op og overvejet på arbejdspladsen, her-
under at myndighedsadfærd eller retningslinjer bliver genovervejet.
337
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 307: Opfølgning på betænkning nr. 1553/2015 om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger, fra justitsministeren
En whistleblowerordning kan endvidere bidrage til at sikre kontrollen med
de politiske og administrative beslutningstagere. Eftersom en del af de of-
fentligt ansatte arbejder tæt på den politiske og administrative ledelse eller
skal medvirke til at gennemføre ledelsens beslutninger, vil de ansatte såle-
des også være de nærmeste til at vide, hvis der bliver begået ulovligheder,
eller hvis forholdene af andre grunde er kritisable.
Det hører dog i den forbindelse med til det samlede billede, at der allerede
i dag i den offentlige forvaltning findes en række indberetningsmuligheder,
der kan anvendes af offentligt ansatte, der mener, at der foregår noget kri-
tisabelt på deres arbejdsplads. Det gælder f.eks. muligheden for at rettet
henvendelse til en (højere placeret) overordnet inden for samme myndig-
hed, til en overordnet myndighed eller til en tilsynsmyndighed. Der er
endvidere eksempler på, at Folketingets Ombudsmand er gået ind i sager
på baggrund af, at offentligt ansatte har henvendt sig vedrørende ulovlig-
heder og uforsvarlige forhold mv. på deres arbejdsplads. Hertil føjer sig
muligheden for at henvende sig til pressen.
Hensynet til en myndigheds varetagelse af sine opgaver og myndighedens
fremtræden
En whistleblowerordning kan lede til, at flere ansatte gør opmærksom på
regelbrud mv. i myndigheden, og at en myndighed, der bliver opmærksom
herpå, kan rette op på de pågældende forhold. En whistleblowerordning
kan formentlig også i et vist omfang indebære, at der skabes opmærksom-
hed om andre forhold, der kan forbedres i myndigheden. Selvom der såle-
des ikke findes at foreligge kritisabel adfærd i en konkret sag, kan en un-
dersøgelse som led i en whistleblowerordning lede til ændret adfærd eller
ændrede retningslinjer hos myndigheden, jf. således evalueringen af Kø-
benhavns Kommunes whistleblowerordning, der er gennemgået nærmere i
afsnit 6.2.1. En whistleblowerordning kan i tråd med dette i visse tilfælde
være med til at højne niveauet i myndighedens ydelser.
Eksistensen af en whistleblowerordning kan ligeledes tænkes at have en
vis præventiv effekt for regelbrud mv. hos myndigheden, idet de enkelte
ansatte i højere grad må forvente, at regelbrud kan blive opdaget.
Eksistensen af en whistleblowerordning kan formentlig også medføre en
styrkelse af myndighedens troværdighed udadtil. Myndigheden kan såle-
des ved at oprette en whistleblowerordning sende et signal om, at myndig-
heden har taget (yderligere) skridt til at forebygge regelbrud mv. hos myn-
338
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 307: Opfølgning på betænkning nr. 1553/2015 om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger, fra justitsministeren
digheden. En whistleblowerordning kan desuden indebære, at myndighe-
dens medarbejdere i højere grad ytrer kritik internt i organisationen, og at
en myndighed dermed kan løse flere problemer internt, før myndigheden
får kritisk omtale i offentligheden.
En whistleblowerordning kan imidlertid også tænkes at have visse negati-
ve konsekvenser for myndighedens varetagelse af sine opgaver. Mulighed
for anonymitet i en whistleblowerordning kan således medføre, at færre
personer gør opmærksom på kritisable forhold mv. med navns nævnelse.
Det kan bl.a. gøre anmeldelser sværere at undersøge – om end visse whist-
leblowerordninger er indrettet således, at der kan kommunikeres med ano-
nyme anmeldere – og gøre det sværere at vurdere troværdigheden af an-
meldelsen.
Hertil kommer, at de anonyme oplysninger ikke i sig selv vil kunne indgå
som en del af grundlaget for en efterfølgende afgørelse over for en ansat.
Der henvises herom nærmere til afsnit 6.4.1 nedenfor.
Det kan i den forbindelse endvidere anføres, at en whistleblowerordning
vil kunne opfattes som en opfordring til at indgive anmeldelser anonymt.
Det afhænger dog formentlig i vidt omfang af, hvordan myndigheden op-
lyser om whistleblowerordningen. Der er i de respektive myndigheders
vejledninger mv. om de eksisterende whistleblowerordninger både eksem-
pler på myndigheder, der opfordrer til at indgive navngivne anmeldelser,
og myndigheder, der anfører, at anonymitet er udgangspunktet for anmel-
dere til whistleblowerordningen. En myndighed står formentlig i relation
til sådan kommunikation i vejledninger mv. i et vist dilemma i og med, at
myndigheden på den ene side har en saglig interesse i at modtage flest mu-
ligt (korrekte) anmeldelser om ulovligheder mv. hos myndigheden samt en
saglig interesse i at vejlede potentielle anmeldere bedst muligt om mulig-
heden for anonymitet og på den anden side har en saglig interesse i, at de
anmeldelser, der rent faktisk indgives, i videst muligt omfang ikke er ano-
nyme.
Det kan i den forbindelse anføres, at en whistleblowerordning kan give an-
ledning til en større mængde henvendelser, der kan være svære at be- eller
afkræfte. Det gælder f.eks., hvis der er tale om (evt. kortfattede) anonyme
anmeldelser. Det kan lede til et uhensigtsmæssigt ressourceforbrug hos
myndigheden. Det bemærkes i den forbindelse, at de foreløbige erfaringer
med whistleblowerordninger i den offentlige forvaltning tyder på, at ca.
339
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 307: Opfølgning på betænkning nr. 1553/2015 om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger, fra justitsministeren
1/3 af de anmeldelser, der indgives til en whistleblowerordning, efterføl-
gende bliver delvis bekræftet, og ofte færre.
Hensynet til arbejdsmiljøet på arbejdspladsen
Hvis der indgives flere anonyme anmeldelser og færre personer gør op-
mærksom på kritisable forhold mv. med navns nævnelse, kan det også ha-
ve konsekvenser for arbejdsmiljøet hos den enkelte myndighed.
Det kan bl.a. anføres, at den direkte og daglige kommunikation på arbejds-
pladsen om fejl og utilfredsstillende forhold mv. mellem kolleger og che-
fer kan blive svækket til fordel for anonyme anmeldelser, hvilket igen kan
svække den indbyrdes tillid og samarbejdet på arbejdspladsen. Det kan
endvidere anføres, at en whistleblowerordning vil kunne gøre de ansatte
mindre tilbøjelige til at anvende de almindelige medindflydelses- og sam-
arbejdsregler.
Det har i forlængelse heraf været anført i den offentlige debat, at whist-
leblowerordninger kan skabe en såkaldt ”stikkerkultur” på arbejdspladsen,
hvor ansatte indberetter hinanden for mindre forseelser – som f.eks. at
komme for sent eller at anvende kopimaskinen til private formål.
I forlængelse heraf kan eksistensen af en whistleblowerordning skabe frygt
for at blive uretmæssigt anklaget eller for at blive ”hængt ud” for de fejl,
der utilsigtet begås som led i udførelsen af ethvert arbejde.
Det vil formentlig i et vist omfang være muligt at afbøde sådanne konse-
kvenser for arbejdsmiljøet gennem klare retningslinjer for anvendelsen af
en whistleblowerordning, herunder ved klart at begrænse ordningen til ale-
ne at angå forhold af en vis alvor.
En whistleblowerordning kan dog også tænkes at kunne have positiv ind-
virkning på arbejdsmiljøet på arbejdspladsen. En whistleblowerordning,
der opfattes som velfungerende, kan således styrke medarbejderne tillid til,
at der bliver taget hånd om eventuelle problemer på arbejdspladsen og kan
opfattes som en sikkerhed for, at man ikke som ansat kan blive sat i en
svær situation, hvor man med navns nævnelse må stå frem for at kunne af-
sløre kritisable forhold hos myndigheden. Det skal dog i den forbindelse
bemærkes, at anonymitet i visse tilfælde også kan indebære en øget risiko
for repressalier for anmelderen, hvis den person, der indgives oplysninger
om, er i stand til at regne ud, hvem der har indgivet anmeldelsen. I så fald
340
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 307: Opfølgning på betænkning nr. 1553/2015 om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger, fra justitsministeren
kan anmelderens anonymitet indebære, at myndigheden ikke har mulighed
for at beskytte vedkommende mod eventuelle repressalier.
Hensynet til personer, der indgives anmeldelser om
Hvis der som led i en whistleblowerordning indgives flere (helt eller delvis
ukorrekte) anonyme anmeldelser kan det – ud over at påvirke det generelle
arbejdsmiljø – også have uhensigtsmæssige konsekvenser for de enkelte
ansatte, hvis forhold bliver undersøgt uden, at det giver anledning til kritik
mv. af den pågældende.
I et vist omfang kan alene det forhold, at der indgives en anonym anmel-
delse vedrørende en ansat, formentlig opleves som ganske ubehageligt for
den pågældende – også selv om anmeldelsen henlægges uden en nærmere
undersøgelse. Det gælder ikke mindst, hvis den indberettede ansatte må
antage, at anmeldelsen – som led i en whistleblowerordning – er blevet
indgivet af en kollega.
I de tilfælde, hvor en anonym anmeldelse giver myndigheden anledning til
at foretage en nærmere undersøgelse, kan det desuden give anledning til
spekulationer eller formodninger om den indberettedes skyld, hvis under-
søgelsen bliver kendt blandt andre ansatte. Det kan f.eks. være tilfældet,
hvis andre ansatte skal bidrage med oplysninger til undersøgelsen, eller
hvis den medarbejder, der undersøges, i særlige tilfælde bliver fritaget for
tjeneste i undersøgelsesperioden. Der har endvidere været enkelte eksem-
pler på, at konkrete anmeldelser til whistleblowerordninger er kommet til
offentlighedens kendskab.
Findes der efter en nærmere undersøgelse ikke at være foregået noget kri-
tisabelt, kan det endvidere give anledning til vanskeligheder at afkræfte
eventuelle spekulationer om den undersøgtes skyld. Det vil således ikke
nødvendigvis være hensigtsmæssigt over for en bredere kreds at tilkende-
give, at beskyldningerne mod vedkommende var uberettigede, hvis dette
blot gør flere opmærksomme på sagen. Særlige problemstillinger vil i den
forbindelse kunne opstå, hvor det viser sig, at den indberettede har begået
en (eventuelt betydeligt) mindre forseelse end den, som den oprindelige
anmeldelse angik.
De konsekvenser, som en undersøgelse kan have for en ansat, kan endvi-
dere indebære risiko for, at en whistleblowerordning kan misbruges til at
chikanere enkelte ansatte ved at indgive anonyme anmeldelser. I tilfælde,
341
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 307: Opfølgning på betænkning nr. 1553/2015 om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger, fra justitsministeren
hvor anmelderen kan identificeres, vil sådan chikane dog kunne have an-
sættelsesretlige konsekvenser for vedkommende.
6.4. Gældende retlige rammer for whistleblowerordninger i den of-
fentlige forvaltning
Der er som nævnt i afsnit 6.1.3 oprettet lovregulerede whistleblowerord-
ninger i Finanstilsynet og Socialtilsynene samt i tilsynsmyndighederne ef-
ter offshoresikkerhedsloven og lov om beskyttelse af havmiljø (for tiden
Arbejdstilsynet og Miljøstyrelsen). Der er i denne forbindelse fastsat i sær-
lige bestemmelser tavshedspligt for de ansatte i tilsynsmyndighederne.
Der eksisterer ikke herudover specifikke regler for etablering af whist-
leblowerordninger i den offentlige forvaltning eller for myndigheders ad-
ministration af whistleblowerordninger.
Myndigheders etablering og administration af whistleblowerordninger
udenfor de nævnte lovregulerede tilfælde er derfor underlagt de almindeli-
ge regler og principper, der gælder for myndighedernes virksomhed, her-
under navnlig de forvaltningsretlige regler.
De almindelige forvaltningsretlige regler indebærer bl.a., at myndigheden
skal iagttage krav om saglighed og proportionalitet, det forvaltningsretlige
undersøgelsesprincip samt reglerne om inhabilitet, notatpligt, journalise-
ring, vejledningspligt, partshøring, begrundelse og aktindsigt. Eventuelle
ansættelsesretlige sanktioner vil endvidere skulle overholde de almindelige
regler herom, jf. afsnit 3.1.4 ovenfor.
Hvad enten en myndighed har etableret en særlig whistleblowerordning el-
ler ej, giver modtagelse og behandling af anmeldelser om, at myndigheden
eller ansatte i myndigheden ikke overholder lovgivningen, eller om, at der
foregår andre uregelmæssigheder i myndigheden, anledning til en række
retlige problemstillinger. Herudover kan etablering af en særlig whist-
leblowerordning i sig selv give anledning til visse problemstillinger. De
nærmere problemstillinger er behandlet nedenfor.
I afsnit 6.4.1 gennemgås således reglerne om myndigheders iværksættelse
af undersøgelser på baggrund af anmeldelser. I afsnit 6.4.2 behandles reg-
lerne om notatpligt og vejledningspligt over for anmeldere. I afsnit 6.4.3
gennemgås reglerne om behandling af personoplysninger. I afsnit 6.4.4
behandles reglerne om underretning, indsigt i oplysninger og partshøring. I
342
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 307: Opfølgning på betænkning nr. 1553/2015 om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger, fra justitsministeren
1631909_0010.png
Efter persondatalovens § 45 kræver en offentlig myndigheds etablering af
en whistleblowerordning en anmeldelse til datatilsynet samt indhentelse af
en udtalelse inden iværksættelse af ordningen. For så vidt angår kommu-
ners etablering af whistleblowerordninger kan en kommune dog nøjes med
at tilslutte sig Datatilsynets såkaldte fællesanmeldelse vedrørende løn- og
personaleadministration, da muligheden for etablering af en whistleblowe-
rordning er indarbejdet deri.
6.5. Retningslinjer for etablering og administration af whistleblowe-
rordninger i den offentlige forvaltning
Udvalget har som anført i afsnit 6.6 ikke fundet anledning til at anbefale
lovgivning om whistleblowerordninger. Udvalget anbefaler i stedet, at det
i den enkelte myndighed overvejes, om det er hensigtsmæssigt, at der etab-
leres en særlig adgang til rapportering af mistanker om ulovligheder mv.
gennem etableringen af en whistleblowerordning i myndigheden.
Udvalget har i nærværende afsnit opstillet visse generelle retningslinjer
om, hvordan etablering og administration af whistleblowerordninger i den
offentlige forvaltning kan ske på administrativt grundlag inden for de gæl-
dende retlige rammer. Retningslinjerne består dels af en række anbefalin-
ger om, hvordan whistleblowerordninger kan oprettes og administreres og
dels af en gennemgang af visse retlige problemstillinger, som kan være
væsentlige at være opmærksom på i forbindelse med oprettelsen af whist-
leblowerordninger.
Etablering af en whistleblowerordning på administrativt grundlag i en
myndighed indebærer typisk, at der fastlægges en særlig procedure for
indgivelse og behandling af (eventuelt anonyme) anmeldelser om eventu-
elle ulovligheder mv. hos myndigheden. En sådan procedure kan indebære
forskellige elementer, herunder f.eks.
at
der oprettes en særlig let adgang
til at indgive anonyme anmeldelser til myndigheden gennem en særlig
hjemmeside eller lignende,
at
der etableres en særlig elektronisk kommu-
nikationsmulighed således, at en myndighed kan kommunikere med per-
soner, der indgiver anonyme anmeldelser, og
at
der etableres en særlig en-
hed til at modtage og behandle sådanne henvendelser.
Udvalget anbefaler bl.a.,
at
de funktioner, der knytter sig til administratio-
nen af en whistleblowerordning så vidt muligt adskilles fra myndighedens
øvrige funktioner,
at
en myndighed i almindelighed bør begrænse en
whistleblowerordning til at angå alvorlige forhold,
at
det kan være hen-
365
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 307: Opfølgning på betænkning nr. 1553/2015 om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger, fra justitsministeren
1631909_0011.png
sigtsmæssigt, at en whistleblowerordning – f.eks. gennem en særlig hjem-
meside – kan modtage anonyme henvendelser, men at en myndighed som
udgangspunkt ikke bør opfordre anmeldere til at være anonyme, og
at
der
– f.eks. på en særlig hjemmeside – bør være udførlig vejledning tilgænge-
lig om ordningen for bl.a. potentielle anmeldere.
De retlige problemstillinger, der omtales i nedenstående retningslinjer ved-
rører navnlig,
at
en myndighed skal overholde visse regler i persondatalo-
ven i tilknytning til etableringen af ordningen,
at
myndigheden er forplig-
tet til at vurdere, om en (evt. anonym) henvendelse om mulige ulovlighe-
der hos myndigheden giver anledning til at foretage en nærmere undersø-
gelse,
at
en myndighed som udgangspunkt skal gøre notat om sådanne
anmeldelser, herunder om anmelderens navn, hvis det oplyses,
at
en myn-
dighed skal vejlede personer, der henvender sig til myndigheden, og
at
en
myndighed skal overholde nærmere regler om underretning, aktindsigt og
partshøring i forhold til personer, der indgives anmeldelse om. Der henvi-
ses i øvrigt til afsnit 6.4, hvor disse problemstillinger er behandlet nærme-
re.
Etablering af en whistleblowerordninger i den offentlige forvaltning
Det følger af almindelige forvaltningsretlige regler, at en beslutning om
etablering af en whistleblowerordning skal være båret af saglige og pro-
portionale hensyn til varetagelse af myndighedens opgaver. For så vidt an-
går elektronisk databehandling af personoplysninger, fremgår det ligeledes
af persondataloven, at al indsamling og efterfølgende opbevaring og be-
handling af oplysninger skal ske til udtrykkeligt angivne og saglige formål
(§ 5, stk. 2) og at oplysninger, som behandles, skal være relevante og til-
strækkelige og ikke omfatte mere end nødvendigt (§ 5, stk. 3).
En myndighed, der påtænker at oprette en whistleblowerordning, bør også
set i lyset heraf overveje det konkrete behov for en sådan ordning samt
hvilke hensyn, der i øvrigt i den konkrete myndighed taler for og imod op-
rettelse af en whistleblowerordning. Udvalget har i afsnit 6.3 nærmere
gennemgået en række hensyn, der i den forbindelse naturligt vil kunne
lægges vægt på. Det vil bero på et skøn, om der bør oprettes en whist-
leblowerordning.
Forinden en whistleblowerordning iværksættes, skal en offentlig myndig-
hed indgive en anmeldelse og indhente en forudgående udtalelse fra Data-
tilsynet, jf. persondatalovens § 43 og 45. En kommune, der ønsker at op-
366
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 307: Opfølgning på betænkning nr. 1553/2015 om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger, fra justitsministeren
rette en whistleblowerordning, kan dog nøjes med at tilslutte sig Datatilsy-
nets såkaldte fællesanmeldelse vedrørende løn- og personaleadministrati-
on, da muligheden for etablering af en whistleblowerordning er indarbejdet
deri.
Whistleblowerordningens organisatoriske forhold
De funktioner, der knytter sig til administrationen af en whistleblowerord-
ning bør så vidt muligt adskilles fra myndighedens øvrige funktioner. Det
skyldes dels hensynet til at sikre tilliden til ordningens uafhængighed, dels
hensynet til i videst muligt omfang at forhindre, at ansatte kan komme til
at modtage indberetninger vedrørende dem selv. Hertil kommer hensynet
til at sikre, at så få ansatte som muligt får kendskab til de indgivne anmel-
delser. Har en kommune f.eks. oprettet en borgerrådgiver, vil det være
nærliggende at forankre whistleblowerordningen hos denne.
Det kan for mindre myndigheder være vanskeligt at placere en whist-
leblowerordning på en måde som den beskrevne uden at skulle bruge ufor-
holdsmæssigt store ressourcer på at oprette en ny afdeling mv. I så fald kan
det overvejes at forankre en whistleblowerordning i en intern revisions- el-
ler kontrolenhed.
Det bør i alle tilfælde i videst muligt omfang sikres, at de personer, der
modtager henvendelser som led i whistleblowerordningen, ikke er sam-
menfaldende med de personer, der må forventes indberetninger om. Det
kan ligeledes være hensigtsmæssigt at etablere en alternativ indberetnings-
procedure for det tilfælde, at en person måtte ønske at indgive en anmel-
delse vedrørende en af de personer, der administrerer whistleblowerord-
ningen, eller en af de pågældendes overordnede.
Forhold omfattet af whistleblowerordningen
En myndighed bør i videst muligt omfang afgrænse, hvilke typer forhold
whistleblowerordningen skal behandle og hvilke forhold, der skal behand-
les i myndighedens almindelige system.
Det bør i den forbindelse tages i betragtning, at en whistleblowerordning
ikke skal erstatte den direkte og daglige kommunikation på arbejdspladsen
om fejl og utilfredsstillende forhold mv. mellem kolleger og chefer samt
de almindelige medindflydelses- og samarbejdsregler. Ligeledes bør det
tages i betragtning, at en whistleblowerordning kan skabe frygt for at blive
367
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 307: Opfølgning på betænkning nr. 1553/2015 om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger, fra justitsministeren
uretmæssigt anklaget eller for at blive anklaget for de fejl, der i god tro be-
gås som led i udførelsen af ethvert arbejde. Endelig kan det medvirke til et
dårligt arbejdsmiljø, hvis en whistleblowerordning anvendes til, at ansatte
indberetter hinanden for mindre forseelser.
En myndighed bør derfor i almindelighed begrænse en whistleblowerord-
ning til at angå alvorlige forhold, der er af betydning for myndighedens va-
retagelse af sine opgaver. Det kan være svært generelt at udtale sig om,
hvad der kan udgøre sådanne alvorlige forhold, og det må i et vist omfang
bero på en konkret vurdering på baggrund af den enkelte myndigheds op-
gaver. I almindelighed vil f.eks. strafbare forhold, grove eller gentagne
lovovertrædelser, grove eller gentagne overtrædelser af væsentlige interne
regler (f.eks. for bogføring og regnskabsaflæggelse) eller bevidst vildled-
ning mv. af borgere eller andre dog kunne anses for at være alvorlige for-
hold.
En myndighed kan med fordel som led i afgrænsningen af de forhold, som
en whistleblowerordning skal behandle, også anføre, hvilke forhold, der
ikke bør indberettes til whistleblowerordningen. Det kunne f.eks. være
overtrædelser af mindre væsentlige interne retningslinjer – f.eks. vedr. sy-
gefravær, rygning, alkohol, påklædning, brug af kontorartikler og kontor-
maskiner eller lignende. Ligeledes kan det som udgangspunkt ikke anses
for hensigtsmæssigt, at en whistleblowerordning behandler anmeldelser
om mobning, chikane eller andre personrelaterede konflikter på arbejds-
pladsen.
Mulighed for anonymitet ved anmeldelser til whistleblowerordningen
De foreliggende erfaringer tyder på, at de skridt, der som led i oprettelsen
af whistleblowerordninger tages med henblik på at sikre, at anmeldere kan
forblive anonyme, fører til flere anmeldelser om ulovligheder mv. i myn-
digheden, og det kan på den baggrund være hensigtsmæssigt, at en whist-
leblowerordning indrettes således, at der – f.eks. gennem en særlig hjem-
meside – kan modtages anonyme henvendelser som en integreret del af
ordningen.
Undersøgelser på baggrund af anonyme henvendelser kan imidlertid i
praksis give anledning til vanskeligheder, idet det kan være svært at vurde-
re troværdigheden af anmeldelsen, ligesom det som udgangspunkt ikke vil
være muligt at stille spørgsmål til anmelderen. Det er dog i praksis muligt
at indrette en whistleblowerordning således, at der kan kommunikeres med
368
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 307: Opfølgning på betænkning nr. 1553/2015 om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger, fra justitsministeren
anonyme anmeldere, hvis disse er indstillet herpå. Det kan ligeledes give
anledning til vanskeligheder, at en myndighed ikke må lægge vægt på
anonyme oplysninger i sig selv som led i en indgribende afgørelse - f.eks.
over for en af myndighedens ansatte. Dette kan indebære, at en anmeldelse
af ulovligheder mv. i en myndighed må henlægges, uden at det er muligt at
komme til bunds i den.
En myndighed har derfor i almindelighed en saglig interesse i at kende en
anmelders identitet og må således foretrække navngivne henvendelser
frem for anonyme henvendelser,. En myndighed bør derfor som udgangs-
punkt ikke opfordre anmeldere til at være anonyme.
Myndigheden bør derfor sigte efter, at oplysning og kommunikation om
whistleblowerordninger ikke opfattes som en opfordring til at indgive ano-
nyme anmeldelser. Det kan i den forbindelse være hensigtsmæssigt ud-
trykkeligt at gøre opmærksom på, at myndigheden foretrækker navngivne
henvendelser og hvorfor.
Notatpligt mv. og vejledning til anmeldere om anonymitet
En myndighed har som udgangspunkt pligt til at gøre notat om relevante
henvendelser om (påståede) ulovlige forhold på myndighedens område.
Notatpligten indebærer, at der både skal gøres notat om indholdet af hen-
vendelsen og om identiteten på den person, som har henvendt sig til myn-
digheden. Det gælder også, hvis en anmelder oplyser sin identitet, men
samtidig oplyser, at vedkommende ønsker at være anonym. Er en oplys-
ning først noteret, kan den som udgangspunkt ikke slettes igen. En myn-
dighed, der modtager en skriftlig henvendelse, er ligeledes som udgangs-
punkt forpligtet til at opbevare henvendelsen, uanset om den modtages
som et brev, en e-mail eller via en formular på en hjemmeside.
Oplysninger om anmeldelsen og anmelderens identitet vil som udgangs-
punkt ikke kunne hemmeligholdes over for den person, der foretages ind-
beretning om, bl.a. fordi de vil være undergivet aktindsigt efter reglerne i
forvaltningsloven, jf. nærmere nedenfor. En anmelder vil derfor som ud-
gangspunkt kun kunne forblive anonym, hvis vedkommende ikke oplyser
sin identitet over for myndigheden.
Det bemærkes i den forbindelse, at en myndighed ikke kan udvide adgan-
gen til at gøre undtagelse fra aktindsigt ved at give tilsagn om anonymitet
til anmeldere (diskretionstilsagn), ligesom en anmelder ikke kan oplyse sin
369
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 307: Opfølgning på betænkning nr. 1553/2015 om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger, fra justitsministeren
identitet på vilkår om, at den holdes hemmelig for omverdenen (diskreti-
onsforbehold). Sådanne forbehold – og tilsagn, der alligevel måtte være
givet – kan dog efter omstændighederne have den betydning, at myndig-
heden bør høre anmelderen, inden der gives aktindsigt i oplysninger om
anmelderens identitet med henblik på at afdække, om hensynet til anmel-
deren i det konkrete tilfælde kan begrunde en begrænsning af retten til akt-
indsigt.
En myndighed har pligt til at vejlede en anmelder, der spørger til mulighe-
den for at være og forblive anonym, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 1. Så-
dan vejledning vil dog i praksis kun have betydning, hvis den ydes, før
anmelderen oplyser sin identitet, idet myndigheden ellers som nævnt vil
have pligt til at gøre notat om vedkommendes identitet. Det kan på den
baggrund være hensigtsmæssigt, at myndigheden i vejledningsmateriale
om en whistleblowerordning oplyser, at anmeldere for at kunne forblive
anonyme ikke skal oplyse deres identitet. Hvis whistleblowerordningen
tilgås via en særlig hjemmeside mv., vil vejledningen evt. kunne ydes på
en sådan hjemmeside.
Underretning af personer, der registreres oplysninger om
Persondataloven giver personer, om hvem der bl.a. ved hjælp af elektro-
nisk databehandling behandles personoplysninger, ret til underretning om,
at der indsamles sådanne oplysninger, jf. §§ 28-30.
En myndighed har pligt til på eget initiativ at underrette en person om, at
den dataansvarlige har registeret oplysninger om vedkommende, jf. §§ 28-
29. Der er som udgangspunkt ikke pligt til af egen drift at meddele, hvor-
fra oplysningerne er modtaget, men der skal normalt oplyses om mulighe-
derne for at få indsigt i oplysningerne, jf. § 29, stk. 1, nr. 3.
Efter § 30 gælder underretningspligten ikke, hvis den registreredes interes-
se i at få kendskab til oplysningerne findes at burde vige for afgørende
hensyn til private interesser eller visse offentlige interesser. Med udtrykket
afgørende hensyn er det tilkendegivet, at undtagelse fra oplysningspligten
kun kan gøres, hvor der er nærliggende fare for, at private eller offentlige
interesser vil lide skade af væsentlig betydning, og at bevisbyrden herfor
påhviler den dataansvarlige.
Underretning kan således i visse særlige tilfælde undlades. Dette vil for-
mentligt navnlig kunne være relevant, hvis der er grundlag for at frygte, at
370
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 307: Opfølgning på betænkning nr. 1553/2015 om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger, fra justitsministeren
en undersøgelse ellers ikke vil kunne gennemføres på forsvarlig vis –
f.eks. fordi den person, undersøgelsen retter sig imod, vil have mulighed
for at ødelægge beviser eller lignende. I så fald vil det dog kun være mu-
ligt at undlade underretning, indtil det pågældende hensyn ikke længere
gør sig gældende.
Det bemærkes, at pligten til underretning efter persondataloven indtræder,
når oplysningerne registreres og således – i modsætning til f.eks. partshø-
ring efter forvaltningsloven – skal foretages som led i den helt indledende
sagsbehandling. Underretningspligten kan derfor have den selvstændige
betydning, at en person, som er omtalt i en anmeldelse, vil kunne blive klar
over, at der er blevet indgivet en anmeldelse, selv om den henlægges som
ubegrundet som led i den indledende sagsbehandling.
Indsigt i oplysninger indgivet til en whistleblowerordning
Forvaltningsloven, offentlighedsloven og persondataloven indeholder reg-
ler om indsigt i oplysninger, som en myndighed er i besiddelse af.
Forvaltningsloven
indeholder regler om aktindsigt for personer, der er part
i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyn-
dighed. Personer, hvis handlinger som led i administrationen af en whist-
leblowerordning gøres til genstand for en undersøgelse, hvori der er eller
vil blive truffet en afgørelse, vil som udgangspunkt have partsstatus i for-
valtningslovens forstand.
Anmeldere mv. vil derimod normalt ikke være parter i lovens forstand,
medmindre de pågældende har en væsentlig retlig interesse i sagens udfald
– f.eks. som følge af et erstatningskrav. Det forhold, at en person ved sin
henvendelse til en forvaltningsmyndighed giver anledning til, at myndig-
heden rejser en sag, medfører derfor ikke i sig selv, at den pågældende bli-
ver part i sagen.
Parterne i en sag vil som udgangspunkt have adgang til indsigt i alle sa-
gens dokumenter, herunder f.eks. notater, breve og e-mails mv. Adgangen
til aktindsigt er dog undergivet visse begrænsninger, der efter omstændig-
hederne kan være af relevans i forbindelse med administrationen af en
whistleblowerordning.
Det følger således bl.a. af forvaltningslovens § 15 b, at retten til aktindsigt
kan begrænses i det omfang, partens interesse i at kunne benytte kendskab
371
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 307: Opfølgning på betænkning nr. 1553/2015 om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger, fra justitsministeren
til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for vis-
se afgørende hensyn til private og offentlige interesser, hvor hemmelighol-
delse efter forholdets særlige karakter er påkrævet. Med anvendelsen af
ordene ”afgørende hensyn” er det imidlertid tilkendegivet, at oplysninger
kun kan undtages fra aktindsigt efter bestemmelsen, hvor der er nærlig-
gende fare for, at disse interesser vil lide skade af væsentlig betydning,
hvis begæringen imødekommes.
Såfremt der findes at foreligge sådanne afgørende beskyttelseshensyn om-
fattet af bestemmelsen, skal der desuden foretages en konkret afvejning af
partens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter, der
f.eks. kan indeholde oplysninger om en anmelders identitet, til varetagelse
af sine interesser over for de opregnede modhensyn.
Hensynet til at beskytte den enkelte anmelder mod repressalier af forskel-
lig karakter kan efter omstændighederne begrunde en begrænsning af ad-
gangen til aktindsigt efter forvaltningslovens § 15 b, nr. 5. Det er imidler-
tid ikke tilstrækkeligt, at anmelderen har oplyst, at vedkommende frygter
en eller anden form for repressalier. Myndigheden må kunne begrunde,
hvilke repressalier, der konkret er risiko for, og på hvilket grundlag frygten
hviler. Det kan i forlængelse heraf ikke antages, at det generelle hensyn til
at sikre, at ansatte (eller andre) tør indberette ulovlige forhold – herunder
gennem en whistleblowerordning – er tilstrækkeligt til at undtage oplys-
ninger fra aktindsigt efter forvaltningslovens § 15 b.
Det kan formentlig i mange tilfælde være vanskeligt at sandsynliggøre, at
en anmelder er i konkret risiko for at blive mødt med repressalier – ikke
mindst hvis der som led i en whistleblowerordning er tale om en anmeldel-
se fra en ansat hos myndigheden selv.
Retten til aktindsigt kan efter forvaltningslovens § 15 b også begrænses af
hensyn til, at myndigheden i en indledende fase kan undersøge en anmel-
delse, uden at den anmeldte har mulighed for at slette beviser eller på an-
den måde lægge hindringer i vejen for myndighedens undersøgelse af sa-
gen. Den praktiske relevans af denne undtagelsesmulighed er dog begræn-
set, idet en person – for at kunne anmode om aktindsigt i en sag – allerede
må have et vist kendskab til sagens eksistens. I alle tilfælde vil sådanne
hensyn kun kunne indebære, at retten til aktindsigt kan begrænses midler-
tidigt.
372
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 307: Opfølgning på betænkning nr. 1553/2015 om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger, fra justitsministeren
Offentlighedslovens
regler om aktindsigt gælder i modsætning til forvalt-
ningslovens regler også for personer, der ikke er parter i en given sag, og
vil således kunne anvendes af enhver, der ønsker indsigt i oplysninger, der
behandles af en offentlig myndighed – f.eks. som led i administrationen af
en whistleblowerordning. Det er ikke et krav efter offentlighedsloven, at
der er tale om en sag, hvori der er eller vil blive truffet en afgørelse.
Retten til aktindsigt efter offentlighedsloven er imidlertid underlagt en
række yderligere begrænsninger i forhold til forvaltningslovens regler,
som bl.a. kan have betydning for aktindsigt i oplysninger, der behandles
som led i whistleblowerordninger.
Retten til aktindsigt omfatter således som udgangspunkt ikke sager om an-
sættelse eller forfremmelse i det offentliges tjeneste (§ 21). Der skal dog i
overensstemmelse med lovens almindelige regler meddeles indsigt i op-
lysninger om den ansattes navn, stilling, uddannelse, arbejdsopgaver, løn-
mæssige forhold og tjenesterejser. For så vidt angår ansatte i chefstillinger,
gælder lovens almindelige regler endvidere for oplysninger om disciplinæ-
re reaktioner i form af advarsel eller derover. Det gælder dog kun for et
tidsrum af 2 år efter, at den endelige afgørelse er truffet.
Retten til aktindsigt omfatter endvidere ikke oplysninger om enkeltperso-
ners private, herunder økonomiske forhold (§ 30, nr. 1), og tekniske ind-
retninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold el.
lign., for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person
eller virksomhed, oplysningerne angår, at anmodningen ikke imødekom-
mes (§ 30, nr. 2). Endvidere kan retten til aktindsigt efter § 33 begrænses
efter en regel, der svarer til forvaltningslovens § 15 b, jf. afsnit 6.4.4.1
ovenfor, dog med den forskel, at det er tilstrækkeligt, at det er nødvendigt
til beskyttelse af
væsentlige hensyn
til de omhandlede interesser.
Der er således efter offentlighedsloven mulighed for at undtage en række
oplysninger, der kan fremkomme som led i myndigheders administration
af whistleblowerordninger. Det gælder bl.a. oplysninger i personalesager
og oplysninger om strafbare forhold eller andre private forhold.
Det skal dog bemærkes, at offentlighedsloven indeholder en regel om ege-
nacces i § 8, der indebærer, at en person kan få aktindsigt i oplysninger
vedrørende den pågældende selv i lige så vidt omfang som efter forvalt-
ningslovens regler om aktindsigt. Bestemmelsens praktiske betydning er
således bl.a. at give mulighed for egenacces i oplysninger i dokumenter,
373
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 307: Opfølgning på betænkning nr. 1553/2015 om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger, fra justitsministeren
der ikke indgår i afgørelsessager, men f.eks. i sager om faktisk forvalt-
ningsvirksomhed. Det bemærkes, at undtagelsesbestemmelsen i offentlig-
hedens § 30 ikke finder anvendelse, når der er tale om egenacces.
Persondataloven
indeholder endvidere regler, om at den, der er registreret
oplysninger om, efter anmodning ret til indsigt i de oplysninger, der er re-
gisteret om vedkommende, jf. persondatalovens § 31, herunder hvilke op-
lysninger der behandles (stk. 1, nr. 1), behandlingens formål (stk. 1, nr. 2),
kategorierne af modtagere af oplysningerne (stk. 1, nr. 3) og tilgængelig
information om, hvorfra disse oplysninger stammer (stk. 1, nr. 4).
Efter § 31, stk. 1, nr. 4, er information om anmelderens identitet således
som udgangspunkt omfattet af den registreredes indsigtsret. Bestemmelsen
må antages at omfatte al information, der afslører anmelderens identitet,
herunder f.eks. oplysninger om afsenderen af en e-mail eller om en person,
der har udfyldt en formular på en myndigheds hjemmeside.
Retten til indsigt kan begrænses i medfør af persondatalovens § 32, stk. 1, i
samme omfang, som der kan gøres undtagelse fra pligten til underretning
efter persondatalovens § 30, jf. ovenfor. For så vidt angår oplysninger, der
behandles for den offentlige forvaltning som led i administrativ sagsbe-
handling, kan indsigtsretten herudover efter persondatalovens § 32, stk. 2,
begrænses i samme omfang som efter reglerne i offentlighedslovens §§ 19-
29 og 35.
Partshøring som led i administrationen af en whistleblowerordning
Efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, skal en myndighed høre en part, in-
den myndigheden træffer afgørelse, hvis parten (1) ikke kan antages at væ-
re bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger
vedrørende sagens faktiske omstændigheder eller eksterne faglige vurde-
ringer, (2) oplysningerne eller vurderingerne er til ugunst for den pågæl-
dende part, og (3) de er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. I så
fald skal myndigheden gøre parten bekendt med oplysningerne eller vurde-
ringerne og give denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse.
Partshøring efter § 19 skal således kun ske, hvis myndigheden påtænker at
træffe en afgørelse, der er til ugunst for parten - f.eks. en disciplinær reak-
tion overfor en ansat. En myndighed skal omvendt ikke partshøre en med-
arbejder, hvis myndigheden har modtaget en anmeldelse rettet mod den
374
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 307: Opfølgning på betænkning nr. 1553/2015 om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger, fra justitsministeren
pågældende og enten derefter henlægger sagen eller blot udtaler sig gene-
relt om myndighedens praksis i anledning af sagen.
Der er ikke nødvendigvis som led i partshøringen pligt til at forelægge
specifikke dokumenter fra sagen for parten, herunder f.eks. kopier af e-
mails, breve eller telefonnotater. Myndigheden skal imidlertid fremlægge
de faktiske omstændigheder, som har væsentlig betydning for sagens afgø-
relse, således at parten kan forholde sig hertil. Navne på personer, der har
afgivet oplysninger i en sag, er oplysninger vedrørende faktiske omstæn-
digheder i § 19’s forstand, som der efter omstædighederne vil skulle parts-
høres over. I alle tilfælde vil en partshøring indebære, at den ansatte bliver
bekendt med sagens eksistens og dermed kan søge aktindsigt i sagen efter
reglerne i forvaltningsloven, jf. ovenfor.
Efter forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 4, skal der imidlertid ikke høres
over oplysninger, som parten ikke har ret til aktindsigt i. Hvis oplysninger
om en anmelders identitet er undtaget fra aktindsigt, skal de derfor udela-
des, når der foretages partshøring.
Det bemærkes, at der på ulovbestemt grundlag gælder en udvidet partshø-
ringspligt i visse personalesager, der indebærer, at myndigheden tillige
skal give den ansatte en redegørelse for myndighedens foreløbige opfattel-
se af sagen, herunder den retlige kvalifikation af faktum samt myndighe-
dens bevismæssige vurdering.
Berigtigelse af registrerede personoplysninger
En myndighed skal efter persondatalovens § 5, stk. 4, foretage fornøden
ajourføring af registrerede personoplysninger, og skal foretage den for-
nødne kontrol for at sikre, at der ikke behandles urigtige eller vildledende
oplysninger, ligesom oplysninger, der viser sig at være urigtige eller vild-
ledende, snarest muligt skal slettes eller berigtiges.
Offentlige myndigheder kan som udgangspunkt ikke slette oplysninger,
der indgår på en af myndighedens sager. Indeholder et dokument urigtige
eller vildledende oplysninger, vil myndigheden i almindelighed være for-
pligtet til at berigtige oplysningerne, således at myndighedens sag afspejler
sagens faktiske omstændigheder. Det kan f.eks. ske ved, at myndigheden
udarbejder en notits, hvori oplysningerne berigtiges. Der kan i den forbin-
delse eventuelt redegøres for, hvordan de urigtige eller vildledende oplys-
ninger kom ind i sagen.
375