Retsudvalget 2015-16
REU Alm.del Bilag 271
Offentligt
Dok.nr. 1898204
Arbejdsgruppen om udvælgelse af lægdommere
Arbejdsgrupperapport
om
udvælgelse af lægdommere
2016
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Indholdsfortegnelse
1. Indledning ...............................................................................................6
1.1. Arbejdsgruppens nedsættelse og kommissorium ..........................6
1.2. Arbejdsgruppens sammensætning ...............................................10
1.3. Arbejdsgruppens arbejde .............................................................12
1.4. Rapportens opbygning og indhold...............................................13
2. Sammenfatning af arbejdsgruppens overvejelser og anbefalinger .15
2.1. Udvalgets overvejelser om udtagelse af lægdommere....................15
2.1.1. Antallet af medlemmer i grundlisteudvalgene .........................15
2.1.2. Metoder til udtagelse................................................................16
2.1.3. Initiativer med henblik på at sikre egnethed, alsidighed og
repræsentativitet .................................................................................16
2.1.3.1. Aldersgrupper....................................................................16
2.1.3.2. Etniske minoriteter ............................................................17
2.1.3.3. Antallet af udtagne personer .............................................18
2.1.3.4. Forlods udtagelse til nævninge- og domsmandslisterne ...18
2.1.3.5. Helbredstilstand eller erhvervs- eller familieforhold ........19
2.1.3.6. Adgang til lægdommerhvervet for personer med
funktionsnedsættelse ......................................................................20
2.1.4. Initiativer i forhold til rekruttering af personer til
lægdommerhvervet.............................................................................20
2.1.5. Ændring af aldersgrænsen for lægdommere ............................21
2.1.6. Udelukkelse fra at være lægdommer (retsplejelovens § 70) ....25
2.1.6.1. Ansatte i centraladministrationen......................................25
2.1.6.1.1. Ansatte i ministeriers departementer..............................26
2.1.6.1.2. Ansatte i underordnede myndigheder ............................26
2.1.6.1.3. Ansatte på Justitsministeriets område ............................27
2.1.6.2. Udelukkelse af andre personer ..........................................28
2.1.6.2.1. Ansatte i Statsforvaltningen (overøvrigheden) ..............29
2.1.6.2.2. Advokater og advokatfuldmægtige ................................29
2.1.6.2.3. Sognefogeder..................................................................30
2.1.6.2.4. Folkekirkens og de andre trossamfunds gejstlige ..........30
2.1.6.2.5. Jurister ............................................................................32
2.1.6.2.4. Personer, der tidligere har virket som lægdommere ......33
2.1.6.3. Angivelse af ansættelsessted mv. ......................................33
2.1.7. Forbedring af lægdommeres vilkår ......................................34
2.1.7.1. Vederlag til lægdommere ..................................................35
2.1.7.1.1. Dagsvederlag og nattillæg..............................................35
2.1.7.1.2. Aflyste sager...................................................................36
2.1.7.2. Andre initiativer til forbedring af lægdommeres vilkår ....37
2
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
2.1.7.2.1. Informationsmateriale til arbejdsgivere om lægdommer-
hvervet............................................................................................37
2.1.7.2.2. Indførelse af ”lægdommerbeviser” ................................38
3. Den historiske baggrund......................................................................38
4. Undersøgelser mv. ................................................................................42
4.1. Justitsministeriets Forskningskontors rapporter om lægdommeres
repræsentativitet .....................................................................................42
4.1.1. 2000-rapporten .........................................................................42
4.1.2. 2004-rapporten .........................................................................43
4.1.3. 2007-rapporten .........................................................................43
4.1.4. 2011-rapporten .........................................................................44
4.2. Grundlisteudvalgenes redegørelser til landsretterne .......................45
4.3. Supplerende spørgsmål til 13 grundlisteudvalg ..............................47
5. Udvælgelse af lægdommere .................................................................49
5.1. Gældende ret ...................................................................................49
5.1.1. Udtagelse af nævninger og domsmænd ...................................49
5.1.2. Grundlister samt nævninge- og domsmandslister ....................50
5.1.2.1. Grundlister.........................................................................50
5.1.2.2. Nævninge- og domsmandslister ........................................53
5.1.3. Udtagelse af nævninger og domsmænd for de enkelte sager ...54
5.2. Arbejdsgruppens overvejelser og anbefalinger ...............................56
5.2.1. Vejledning til grundlisteudvalg om udarbejdelse af grundlister
............................................................................................................57
5.2.2. Antallet af medlemmer i grundlisteudvalgene .........................58
5.2.3. Metoder til udtagelse................................................................59
5.2.4. Initiativer med henblik på at sikre egnethed, alsidighed og
repræsentativitet .................................................................................60
5.2.4.1. Aldersgrupper....................................................................60
5.2.4.2. Etniske minoriteter ............................................................63
5.2.4.3. Antallet af udtagne personer .............................................64
5.2.4.4. Forlods udtagelse til nævninge- og domsmandslisterne ...67
5.2.4.5. Helbredstilstand eller erhvervs- eller familieforhold ........68
5.2.4.6. Adgang til lægdommerhvervet for personer med
funktionsnedsættelse ......................................................................70
5.2.5. Initiativer i forhold til rekruttering af personer til
lægdommerhvervet.............................................................................73
5.2.5.1. Introduktionsfilm om lægdommerhvervet ........................73
5.2.5.2. Orienteringsmøder om mulighederne for at blive
lægdommer.....................................................................................74
5.3. Ændring af aldersgrænsen for lægdommere ...............................74
3
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
5.3.1. Udvalget om pligtig afgangsalder for dommere og andre
tjenestemandsansatte jurister ved domstolene ...............................76
5.3.2. Arbejdsgruppens overvejelser om aldersgrænsen for
lægdommere ...................................................................................78
6. Udelukkelse fra at være lægdommer (retsplejelovens § 70).............84
6.1. Indledning .......................................................................................84
6.2. Gældende ret ...................................................................................85
6.2.1. Centraladministrationen ...........................................................89
6.3. Fremmed ret ....................................................................................93
6.3.1. Norsk ret...................................................................................93
6.3.2. Svensk ret .................................................................................95
6.4. Arbejdsgruppens overvejelser og anbefalinger ...............................97
6.4.1. Ansatte i centraladministrationen.............................................98
6.4.1.1. Ansatte i ministeriers departementer...............................100
6.4.1.2. Ansatte i underordnede myndigheder .............................102
6.4.1.3. Ansatte på Justitsministeriets område .............................106
6.4.2. Udelukkelse af andre personer ...............................................109
6.4.2.1. Ansatte i Statsforvaltningen (overøvrigheden) ...............109
6.4.2.2. Advokater og advokatfuldmægtige .................................111
6.4.2.3. Sognefogeder...................................................................111
6.4.2.4. Folkekirkens og de anerkendte trossamfunds gejstlige...113
6.4.2.5. Jurister .............................................................................114
6.4.2.6. Personer, der tidligere har virket som lægdommere .......116
6.4.3. Angivelse af ansættelsessted mv. ...........................................117
7. Forbedring af lægdommeres vilkår ..................................................120
7.1. Vederlag til lægdommere ..............................................................120
7.1.1. Gældende ret ..........................................................................120
7.1.2. Arbejdsgruppens overvejelser og anbefalinger ..........................123
7.1.2.1. Dagsvederlag.......................................................................123
7.1.2.2. Nattillæg ..........................................................................126
7.1.2.3. Aflyste sager........................................................................127
7.1.2.4. Vederlag for lægdommere i boligretten (boligdommere) ...128
7.2. Andre initiativer til forbedring af lægdommeres vilkår ................130
7.2.1. Allerede iværksatte initiativer ................................................130
7.2.1.1. Introduktion til hvervet som nævning eller domsmand ..130
7.2.1.2. Udtagelse til de enkelte sager..........................................131
7.2.2. Arbejdsgruppens overvejelser og anbefaling .........................131
7.2.2.1. Informationsmateriale til arbejdsgivere ..........................132
7.2.2.2. Indførelse af ”lægdommerbeviser” .................................133
8. Arbejdsgruppens lovudkast ..............................................................134
8.1. Forslag til ændring af retsplejeloven.............................................134
4
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
8.2. Bemærkninger til lovudkastets enkelte bestemmelser ..................135
8.3. Forslag til ændring af bekendtgørelse om grundlister...................140
8.4. Forslag til ændring af bekendtgørelse om ydelser til lægdommere
og vidner m.v. ......................................................................................141
Bilag .........................................................................................................142
5
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
1. Indledning
1.1.
Arbejdsgruppens nedsættelse og kommissorium
Arbejdsgruppens kommissorium af 12. januar 2009 lyder således:
”1.
Baggrund
Den danske strafferetspleje hviler bl.a. på et princip om befolkningens
medvirken. Det er derfor væsentligt, at de personer, der udtages til at
fungere som nævninger og domsmænd er egnede til at varetage hvervet, og
at sammensætningen af lægdommere afspejler det omgivende samfund.
Der har igennem de senere år været et stadig stigende fokus på at sikre, at
de personer, der udtages til at virke som nævninger og domsmænd, ikke
blot er egnede, men også udgør et alsidigt sammensat udsnit af
befolkningen.
Senest
har
Justitsministeriet
i
februar
2007
ændret
grundlistebekendtgørelsen, således at grundlisteudvalget, der forestår
udvælgelsen af lægdommere, skal begrunde over for vedkommende
landsret, hvordan udvalget har søgt at sikre sig, at de udtagne personer er
egnede til at virke som nævninger eller domsmænd, samt at kravene til
alsidighed og repræsentativitet er opfyldt.
Justitsministeriets Forskningsenhed har i tre rapporter beskrevet
udviklingen i lægdommeres repræsentativitet fra 1996 til den seneste
udtagelse af lægdommere i 2007. Den seneste undersøgelse fra oktober
2007 viser, at der blandt lægdommere er en lidt større andel af mænd end i
befolkningen generelt. Desuden fremgår det af undersøgelsen, at forskellen
mellem lægdommernes og befolkningens gennemsnitsalder med tiden er
mindsket. Denne udvikling er dog primært et resultat af en generelt
aldrende befolkning. For så vidt angår lægdommernes etniske baggrund, er
der sket en klar forbedring i forhold til tidligere undersøgelser, idet der ved
den seneste udtagning af lægdommere er udtaget ¾ af det forventede antal
personer af fremmed etnisk herkomst mod tidligere kun halvdelen.
Trods denne forbedring for så vidt angår repræsentationen af etniske
minoriteter, er det Justitsministeriets opfattelse, at det bør overvejes
nærmere, om der kan tages yderligere initiativer med henblik på at sikre, at
de personer, der skal virke som lægdommere, udgør et alsidigt sammensat
udsnit af befolkningen.
2. Gældende ret
Det følger af grundlovens § 65, stk. 2, at lægmænd skal medvirke i
strafferetsplejen. Der er i retsplejelovens §§ 68-78 fastsat nærmere
bestemmelser
om nævningers og domsmænds udtagelse.
Efter retsplejelovens § 68 skal der for hver af landets nævningekredse for et
tidsrum af 4 år regnet fra en 1. januar vælges et antal personer, der må anses
for egnede til at virke som nævninger eller domsmænd. Listerne over disse
personer benævnes grundlister. Udtagelse til grundlisten foretages i hver
kommune af et grundlisteudvalg på fem medlemmer, der udpeges af
kommunalbestyrelsen, jf. retsplejelovens § 72.
6
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Lægdommerhvervet er et borgerligt ombud. Det fremgår af retsplejelovens
§ 69, at enhver uberygtet mand eller kvinde, der har valgret til Folketinget,
kan udtages som nævning eller domsmand, medmindre den pågældende
fylder 70 år inden udløbet af det tidsrum, for hvilket grundlisten gælder,
eller på grund af åndelig eller legemlig svaghed eller utilstrækkeligt
kendskab til det danske sprog er ude af stand til at fyldestgøre en nævnings
og domsmands pligter. Visse persongrupper er dog, jf. retsplejelovens § 70,
udelukkede fra at være nævninger og domsmænd, og det er endvidere i
retsplejelovens § 71 nøje reguleret, hvem der kan begære sig fritaget for
hvervet. Landsrettens præsident afgør, om en fremsat begæring om
fritagelse skal imødekommes, jf. retsplejelovens § 76.
Det er landsrettens præsident, der affatter nævninge- og
domsmandslisterne. Dette sker ved lodtrækning blandt de personer, der er
optaget på grundlisterne, jf. retsplejelovens § 74.
Der er i grundlistebekendtgørelsen fastsat nærmere regler om antallet af
personer, der skal udtages og om selve udtagelsen.
Det fremgår af grundlistebekendtgørelsen, at de personer, der udtages til
grundlisterne, skal udgøre et alsidigt sammensat udsnit af befolkningen, og
at der skal tilstræbes en repræsentation af de forskellige aldersklasser, af
mænd og kvinder, og af etniske minoriteter svarende til deres andel af
befolkningen i kommunen.
Endelig følger det af grundlistebekendtgørelsen, at grundlisteudvalget ved
fremsendelsen af grundlisten, skriftligt over for præsidenten for
vedkommende landsret skal redegøre for, hvordan grundlisteudvalget har
søgt at sikre sig, at de udtagne personer er egnede til at virke som
nævninger eller domsmænd, og at kravet om alsidighed og repræsentativitet
er opfyldt.
Som det fremgår, skal der ved udvælgelsen af personer til grundlisterne
foretages en vurdering af de pågældendes egnethed. Egnethedsprincippet er
dels formuleret som minimumskrav (jf. retsplejelovens § 69), dels udtrykt
som et mere generelt egnethedskrav i § 68. Minimumskravet består i, at en
pågældende ikke på grund af åndelig eller legemlig svaghed eller
utilstrækkeligt kendskab til det danske sprog må være ude af stand til at
fyldestgøre en nævnings og domsmands pligter.
Med dette egnethedsprincip lægges der vægt på, at lægdommernes
ansvarsfulde og ofte vanskelige funktion må forudsætte visse
kvalifikationer af hensyn til både tiltalte og strafferetsplejen som helhed.
Over for dette egnethedsprincip
grundlistebekendtgørelsen.
står
repræsentationsprincippet
i
Disse to principper for udvælgelse af lægdommere er ikke fuldt ud
forenelige i praksis. En fuldstændig repræsentativitet vil kun kunne opnås
ved en statistisk udvælgelse – eller eventuelt (mindre præcist) ved en
lodtrækning – blandt borgerne. Ved en individuel, kvalitativ udvælgelse er
det i praksis ikke muligt fuldt ud at tage højde for alle
repræsentativitetsfaktorer, selv om repræsentativitet naturligvis kan (og
bør) tilstræbes.
3. Arbejdsgruppens opgaver
Arbejdsgruppen anmodes derfor om – inden for retsplejelovens rammer –
at overveje, hvordan det på den mest hensigtsmæssige måde sikres, dels at
de personer, der udtages til at virke som lægdommere, er egnede hertil, dels
at sammensætningen af lægdommere i videst muligt omfang afspejler
befolkningens sammensætning.
7
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Arbejdsgruppen bedes vurdere, om visse metoder til udtagelse af personer
til grundlisterne vil være mere egnede end andre i forhold til at sikre de
ovenfor beskrevne krav til egnethed, alsidighed og repræsentativitet.
Arbejdsgruppen bedes overveje, om det vil være hensigtsmæssigt – i det
omfang grundlisterne ikke måtte være fuldt ud repræsentative – at tage
initiativer i forbindelse med dannelsen af nævninge- og domsmandslisterne
med henblik på at sikre repræsentativiteten.
Arbejdsgruppen anmodes om i sine overvejelser at inddrage, i hvilket
omfang personer der udtages til nævninge- og domsmandslisten, anmoder
om at blive fritaget for hvervet, og hvilke begrundelser der navnlig
fremføres i den forbindelse.
Arbejdsgruppen anmodes endelig om at overveje, om der er behov for at
gøre hvervet som lægdommer mere attraktivt, herunder om de nuværende
ydelser er passende.
Arbejdsgruppen kan i øvrigt behandle andre relevante problemstillinger,
som har tilknytning til de ovennævnte spørgsmål.
I det omfang arbejdsgruppen finder, at der er behov for at foretage
ændringer af grundlistebekendtgørelsen eller andre initiativer, bedes
arbejdsgruppen udarbejde forslag til sådanne ændringer eller initiativer.
4. Arbejdets tilrettelæggelse
Arbejdsgruppen skal så vidt muligt færdiggøre sit arbejde i løbet af efteråret
2009.
5. Arbejdsgruppens sammensætning
Arbejdsgruppen sammensættes således:
−
1 medlem fra Justitsministeriet (formand).
−
2 medlemmer, herunder et medlem fra en statsadvokatur, udpeges
efter indstilling fra Rigsadvokaten.
−
1 medlem udpeges efter indstilling fra Domstolsstyrelsen.
−
1 medlem udpeges efter indstilling fra præsidenterne for landsretterne.
−
1 medlem udpeges efter indstilling fra Den Danske Dommerforening.
−
1 medlem udpeges efter indstilling fra Landsforeningen af Beskikkede
Advokater.
−
1 medlem udpeges efter indstilling fra Advokatrådet.
−
4 medlemmer, herunder mindst 3 medlemmer fra enkelte kommuner
med forskellige erfaringer med det praktiske arbejde med udarbejdelse af
grundlister, udpeges efter indstilling fra Kommunernes Landsforening.
Arbejdsgruppens sekretariatsfunktion varetages af Justitsministeriet.”
Ved brev af 23. juli 2009 fik arbejdsgruppen et tillægskommissorium, som
lyder således:
”1. Ved kommissorium af 12. januar 2009 anmodede Justitsministeriet
Arbejdsgruppen om udvælgelse af lægdommere om – inden for
retsplejelovens rammer – at overveje, hvordan det på den mest
hensigtsmæssige måde sikres, dels at de personer, der udtages til at virke
som lægdommere, er egnede hertil, dels at sammensætningen af
lægdommere i videst muligt omfang afspejler befolkningens
sammensætning.
8
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
2.
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret har orienteret
Justitsministeriet om, at Østre Landsrets 12. afdeling ved dom af 4. februar
2009 ophævede en byretsdom under henvisning til, at en domsmand, der
havde medvirket ved sagens behandling i byretten, var ansat i SKAT’s
Hovedcenter, og at han derfor som ansat i centraladministrationen havde
været udelukket fra at medvirke som domsmand, jf. retsplejelovens § 70.
Retsplejelovens § 70 har følgende ordlyd:
”Udelukkede fra at være nævninger og domsmænd er:
ministre,
advokater,
advokatfuldmægtige,
centraladministrationens,
domstolenes,
anklagemyndighedens, overøvrighedens, politiets og
fængselsvæsenets tjenestemænd og øvrige personale samt
sognefogeder og folkekirkens og de anerkendte
trossamfunds gejstlige.”
Domsmænd og nævninger udtages ved lodtrækning blandt de personer, som
er optaget på grundlisterne efter bestemmelse af de særlige kommunale
grundlisteudvalg.
Når
domsmændene
er
udtaget,
sender
landsretspræsidenten i pågældende landsretskreds et brev herom til
domsmændene og henleder opmærksomheden på blandt andet
retsplejelovens § 70 og opfordrer de udtagne til inden 14 dage at reagere,
hvis de ifølge blandt andet § 70 anser sig for udtaget med urette.
På baggrund af ovennævnte dom har præsidenten for Østre Landsret
besluttet, at 20 personer – ud af de ca. 6.000 domsmænd i Østre Landsrets
kreds – under deres nuværende ansættelse ikke fremover vil kunne virke
som domsmænd og nævninger, da de er ansat i ministerielle departementer
(centraladministrationen) eller i statsforvaltningerne (overøvrigheden).
Præsidenten for Østre Landsret har endvidere besluttet, at 47 personer ikke
under deres nuværende ansættelse fremover vil kunne virke som
domsmænd, da de pågældende er ansat i statslige styrelser eller
direktorater.
Præsidenten for Østre Landsret har i afgørelserne anført, at mens det er
utvivlsomt, at ansatte i ministeriernes departementer efter retsplejelovens §
70 er udelukket fra at virke som domsmænd, kan det give anledning til en
vis tvivl, hvem der i øvrigt i forhold til retsplejelovens § 70 kan anses som
ansat i centraladministrationen og dermed også udelukket fra at kunne virke
som domsmand.
Som begrundelse herfor har præsidenten for Østre Landsret anført, at det er
sandsynligt, at visse styrelser og direktorater allerede i 1962, da
retsplejelovens § 70 fik sin nuværende affattelse, ansås for omfattet af
begrebet centraladministrationen i den nævnte bestemmelse. Siden da er en
række funktioner overført fra departementer til styrelser og direktorater,
som derved har fået en tættere tilknytning til områdets minister.
9
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Uanset at en række ansatte i departementer, styrelser og direktorater næppe
har ministerkontakt, som har nogen konkret betydning for deres virke som
domsmand og nævning, har præsidenten for Østre Landsret fundet, at det
vil være det rigtigste at lægge til grund, at alle ansatte i de pågældende
styrelser og direktorater – uanset funktion og titel – dermed er udelukket fra
at virke som domsmand og nævning, jf. retsplejelovens § 70.
I samarbejde med præsidenten for Vestre Landsret har præsidenten for
Østre Landsret på den baggrund bedt Justitsministeriet om at overveje, om
bestemmelsen i retsplejelovens § 70 er hensigtsmæssigt udformet, og at
ændre bekendtgørelsen om grundlister, således at grundlisterne fremover
også angiver ansættelsessted for de udpegede personer.
3.
Justitsministeriet skal på den baggrund anmode Arbejdsgruppen om
udvælgelse af lægdommere om at overveje, hvordan afgrænsningen i
retsplejelovens § 70 bør foretages, herunder om der bør lægges vægt på det
formelle eller reelle ansættelsessted, og om den pågældendes konkrete
funktion bør inddrages i vurderingen.”
Udvalgets medlemmer blev beskikket – og udvalget dermed nedsat –
den 24. juli 2009.
1.2.
Arbejdsgruppens sammensætning
Arbejdsgruppen havde ved afgivelse af denne rapport følgende
sammensætning:
Kontorchef Henrik Hjort Elmquist, Justitsministeriet (formand)
Vicestatsadvokat Pernille Langermann-Nielsen, Rigsadvokaten
Vicestatsadvokat Jakob Berger Nielsen, Statsadvokaten i Viborg
Kontorchef Nicoline Nyholm Miller, Domstolsstyrelsen
Landsretspræsident Bjarne Christensen, Vestre Landsret
Retspræsident Ingrid Thorsboe, Den Danske Dommerforening
Advokat Anne-Birgitte Bjerre-Olsen, Landsforeningen af Beskikkede
Advokater
Advokat Janus Malcolm Pedersen, Advokatrådet
Fhv. borgmester Jørgen Witte, KL
Fhv. borgmester Lars P. Asserhøj, KL
Sekretariatschef Yvette Kovacs, KL
Juridisk konsulent Annette Baun Knudsen, KL
Fuldmægtig Bjarke Gano, Justitsministeriet (sekretær).
10
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Kontorchef Birgit Thostrup Christensen, Justitsministeriet, har i perioden
fra juli 2009 til september 2010 været formand for arbejdsgruppen, hvor
hun blev afløst af kontorchef Anne Berg Mansfeld-Giese,
Justitsministeriet. I februar 2011 blev Anne Berg Mansfeld-Giese afløst af
kontorchef Cristina Angela Gulisano, Justitsministeriet. I januar 2014 blev
Cristina Angela Gulisano afløst af kontorchef Henrik Hjort Elmquist,
Justitsministeriet. I perioden fra april 2015 til juni 2015 har kontorchef
Mette Undall-Behrend, Justitsministeriet, midlertidigt afløst Henrik Hjort
Elmquist som formand for arbejdsgruppen.
Konstitueret vicestatsadvokat Kirsten Søndergaard Munck, Rigsadvokaten,
har i perioden fra juli 2009 til oktober 2009 været medlem af
arbejdsgruppen, hvor hun blev afløst af vicestatsadvokat Ingeborg Gade,
Rigsadvokaten. Ingeborg Gade blev i marts 2015 afløst af vicestatsadvokat
Pernille Langermann-Nielsen.
Udviklingschef Gerd Eva Sinding, Domstolsstyrelsen, har i perioden fra
juli 2009 til oktober 2009 været medlem af arbejdsgruppen, hvor hun blev
afløst af udviklingschef Joy Winter, Domstolsstyrelsen. I maj 2014 blev
Joy Winter afløst af fuldmægtig Mette Koue, Domstolsstyrelsen. I april
2015 blev Mette Koue afløst af kontorchef Nicoline Nyholm Miller,
Domstolsstyrelsen.
Juridisk konsulent Annette Baun Knudsen, KL, har i perioden fra juli 2009
til september 2010 været medlem af arbejdsgruppen, hvor hun blev afløst
af kontorchef Vibeke Vinten, KL. I maj 2014 blev Vibeke Vinten afløst af
konsulent Tina González-Schelbeck, KL. I juni 2014 blev
projektkoordinator Bettina Hedeby Madsen, KL, afløst af sekretariatschef
Yvette Kovacs, KL. I august 2014 blev konsulent Tina González-
Schelbeck afløst af juridisk konsulent Annette Baun Knudsen, KL.
Fuldmægtig Ulrik Fenneberg, Justitsministeriet, har fungeret som sekretær
for arbejdsgruppen i perioden fra juli 2009. Fuldmægtig Tanja Kantner
Petersen, Justitsministeriet, har fungeret som sekretær for arbejdsgruppen i
perioden fra maj 2010. Fuldmægtig Helle Sidenius, Justitsministeriet, har
fungeret som sekretær for arbejdsgruppen i perioden fra februar 2011.
Fuldmægtig Morten Duus, Justitsministeriet, har fungeret som sekretær for
arbejdsgruppen i perioden fra januar 2013. Fuldmægtig Michelle Argir
Simonsen, Justitsministeriet, har fungeret som sekretær for arbejdsgruppen
i perioden fra juni 2013. Siden oktober 2013 har fuldmægtig Bjarke Gano,
Justitsministeriet, fungeret som sekretær for arbejdsgruppen bistået af
11
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
fuldmægtig Anders Müller Forman, Justitsministeriet, siden april 2014 til
løsning af forskellige ad hoc opgaver.
1.3.
Arbejdsgruppens arbejde
Arbejdsgruppen påbegyndte sit arbejde i oktober 2009 og har afholdt i alt
9 møder.
På et møde i arbejdsgruppen den 1. marts 2010 har en repræsentant fra
Datatilsynet orienteret om de relevante bestemmelser i persondataloven i
forhold til grundlisteudvalgenes arbejde.
Arbejdsgruppen har til brug for sine overvejelser inddraget
Justitsministeriets Forskningskontors rapporter om udviklingen i
lægdommeres repræsentativitet fra 1996 til 2015 Det bemærkes i den
forbindelse, at Justitsministeriets Forskningskontor har udarbejdet en
rapport om lægdommeres repræsentativitet fra 2016 til 2019, men at
arbejdsgruppen ikke har inddraget denne rapport, idet rapporten først blev
offentliggjort, efter at arbejdsgruppen havde færdiggjort arbejdet med
rapporten. Rapporterne fra 2011 og 2015 er medtaget som henholdsvis
bilag 1 og 2 til denne rapport.
Herudover har arbejdsgruppen gennemgået redegørelserne vedrørende
udvælgelse af personer til grundlisterne, som grundlisteudvalgene efter
grundlistebekendtgørelsens § 5 a har indsendt til landsretternes præsidenter
ved udarbejdelsen af grundlisterne i 2007.
Arbejdsgruppen har endvidere udarbejdet en række supplerende
spørgsmål, som 13 udvalgte grundlisteudvalg er blevet bedt om at besvare.
Ved udvælgelsen af de 13 grundlisteudvalg har arbejdsgruppen lagt vægt
på at høre grundlisteudvalg inden for samtlige regioner, grundlisteudvalg
fra såvel land-, by- og ø-kommuner og grundlisteudvalg i kommuner af
forskellig størrelse for så vidt angår indbyggertal. Arbejdsgruppen har
endvidere hørt grundlisteudvalg, hvis redegørelse til landsretten har givet
arbejdsgruppen anledning til at stille uddybende spørgsmål.
Endvidere har arbejdsgruppen i forbindelse med overvejelserne om
afgrænsningen af udelukkelsesbestemmelsen i retsplejelovens § 70
inddraget norsk og svensk ret.
12
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Arbejdsgruppen har endelig udarbejdet en vejledning af 23. november
2010 til grundlisteudvalg om udarbejdelse af grundlister, som den 24.
november 2010 blev sendt til grundlisteudvalgene i alle kommuner.
Arbejdsgruppens arbejde med vejledningen har i perioden forud været
prioriteret, således at vejledningen kunne stå til rådighed for
grundlisteudvalgene forud for udtagelsen til grundlisterne for perioden 1.
januar 2012 til 31. december 2015. Vejledningen er optrykt som bilag 3 til
denne rapport.
Vejledningen indeholder en beskrivelse af gældende ret i forbindelse med
dannelse af grundlisterne og diverse forslag til grundlisteudvalgene til brug
for udarbejdelsen af grundlister, herunder forskellige metoder, som
grundlisteudvalgene kan anvende til at finde egnede personer til
grundlisterne. I pkt. 2.1 i kapitel 5 redegøres der nærmere for
vejledningens indhold.
1.4.
Rapportens opbygning og indhold
Rapportens
kapitel 2
indeholder en sammenfatning af arbejdsgruppens
overvejelser og anbefalinger.
I rapportens
kapitel 3
redegøres for den historiske baggrund for reglerne
om udvælgelse af lægdommere.
Kapitel 4
indeholder en beskrivelse af Justitsministeriets
Forskningskontors rapporter om udviklingen i lægdommeres
repræsentativitet fra 1996 til 2015, en beskrivelse af de redegørelser, som
et udvalg på fem medlemmer i hver kommune (grundlisteudvalget)
udarbejdede i 2007 til landsretterne om, hvordan grundlisteudvalgene har
søgt at sikre sig, at de udtagne personer er egnede, og at grundlisten
opfylder kravet om alsidighed og repræsentativitet, samt en beskrivelse af
besvarelserne på de supplerende spørgsmål, som arbejdsgruppen har bedt
13 grundlisteudvalg om at besvare.
Kapitel 5-7
indeholder arbejdsgruppens overvejelser og anbefalinger i
relation til henholdsvis udvælgelse af lægdommere, hvilke personer der på
grund af deres hverv bør udelukkes fra at virke som lægdommer, og
mulige forbedringer af lægdommeres vilkår, herunder i forhold til
lægdommere i boligretten.
13
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Kapitel 8
indeholder arbejdsgruppens lovudkast mv. med bemærkninger.
Som bilag 1 og 2 til rapporten er optrykt Justitsministeriets
Forskningskontors undersøgelser om lægdommeres repræsentativitet fra
henholdsvis november 2011 og december 2015. Den omtalte vejledning
om udarbejdelse af grundlister fra arbejdsgruppen er optrykt som bilag 3.
Endelig er arbejdsgruppens spørgsmål til 13 grundlisteudvalg, herunder en
liste over de udvalgte kommuner, optrykt som bilag 4 til rapporten.
14
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
2. Sammenfatning af arbejdsgruppens overvejelser og anbefalinger
I det følgende omtales resultaterne af arbejdsgruppens overvejelser og
forslag. Arbejdsgruppen har ligeledes udarbejdet et lovudkast med forslag
til ændringer i retsplejelovens regler om lægdommere samt forslag til
ændringer i grundlistebekendtgørelsen, som fremgår af kapitel 8.
2.1. Udvalgets overvejelser om udtagelse af lægdommere
Arbejdsgruppen har overvejet, hvordan det på den mest hensigtsmæssige
måde sikres, dels at de personer, der udtages til at virke som lægdommere,
er egnede hertil, dels at sammensætningen af lægdommere i videst muligt
omfang afspejler befolkningens sammensætning.
Arbejdsgruppen har i den forbindelse overvejet, om der bør ske ændringer
i antallet af medlemmer i grundlisteudvalgene og metoder til udtagelse af
lægdommere. Herudover har arbejdsgruppen overvejet, om der kan
iværksættes initiativer med henblik på at sikre egnethed, alsidighed og re-
præsentativitet.
Der henvises til pkt. 2 i kapitel 5.
2.1.1. Antallet af medlemmer i grundlisteudvalgene
De færre og større kommuner har bevirket, at grundlisteudvalgenes arbejde
med at udarbejde grundlister er blevet mere krævende, idet
grundlisteudvalgene skal udtage et større antal personer til grundlisterne
end tidligere.
Arbejdsgruppen foreslår derfor, at der foretages en ændring af
retsplejelovens § 72, således at der gives kommunalbestyrelserne mulighed
for at udvide antallet af medlemmer i grundlisteudvalgene, så der fremover
kan være flere end fem medlemmer i grundlisteudvalgene.
Samtidig har arbejdsgruppen ikke fundet det nødvendigt at fastsætte en
øvre grænse for antallet af medlemmer i grundlisteudvalgene.
Der henvises til pkt. 2.2 i kapitel 5.
15
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
2.1.2. Metoder til udtagelse
Arbejdsgruppen har overvejet, om der skal foreskrives særlige metoder til
udtagelse af lægdommere, men arbejdsgruppen finder ikke – henset til
kommunernes
forskellighed
for
så
vidt
angår
befolkningssammensætningen i forhold til bl.a. alder, socioøkonomisk
status og etnisk oprindelse – at visse metoder til udtagelse af personer til
grundlisterne generelt vil være mere egnede end andre til at sikre
opfyldelsen af kravene til egnethed, alsidighed og repræsentativitet.
Arbejdsgruppen anbefaler på den baggrund, at den nuværende retstilstand
opretholdes, således at grundlisteudvalgene selv afgør, hvordan personerne
til grundlisten udtages.
Der henvises til pkt. 2.3 i kapitel 5.
2.1.3. Initiativer med henblik på at sikre egnethed, alsidighed og
repræsentativitet
2.1.3.1. Aldersgrupper
Personer, der udtages til grundlisterne, skal udgøre et alsidigt sammensat
udsnit af befolkningen, og der skal tilstræbes en repræsentation af de
forskellige aldersklasser, af mænd og kvinder og af etniske minoriteter
svarende til deres andel af befolkningen i kommunen.
Arbejdsgruppen har imidlertid kunnet konstatere, at grundlisteudvalgene i
almindelighed har svært ved at finde et tilstrækkeligt antal unge personer
til grundlisterne.
Arbejdsgruppen har på den ene side fundet, at det ikke nødvendigvis er en
ulempe, at grundlisterne – i det omfang det indtil nu har været tilfældet –
ikke fuldt ud er repræsentative for så vidt angår alder. Arbejdsgruppen har
herved lagt vægt på, at princippet om egnethed bør veje mindst lige så
tungt som princippet om repræsentativitet.
Arbejdsgruppen har dog på den anden side fundet, at det er vigtigt med i
hvert fald nogen repræsentation af alle aldersgrupper på grundlisterne i det
omfang, at det i øvrigt er foreneligt med princippet om egnethed.
16
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Arbejdsgruppen finder, at hensynet til lægdommeres egnethed bør veje
tungere end hensynet til en fuldkommen repræsentativ grundliste for så
vidt angår alder. Arbejdsgruppen anbefaler således, at der indføres et antal
aldersgrupper (18-30 år, 31-50 år og 51-65 år), som dækker over et større
aldersspænd, hvor der i hver aldersgruppe skal udtages det antal personer,
som er repræsentativt i forhold til den samme aldersgruppe i kommunens
samlede befolkning.
Der henvises til pkt. 2.4.1 i kapitel 5.
2.1.3.2. Etniske minoriteter
Justitsministeriets Forskningskontors undersøgelser om lægdommeres
repræsentativitet fra 1996 til 2015 har vist, at der generelt set ikke har
været udtaget et tilstrækkeligt højt antal lægdommere med fremmed etnisk
herkomst. Der er dog sket en forbedring gennem tiden, og ved 2012-
udvalget svarede udtagelsen af personer af fremmed etnisk herkomst til 82
% i forhold til deres forholdsmæssige repræsentation i kommunerne mod
tidligere 75 % (2008-udvalget).
Arbejdsgruppen er bekendt med, at flere grundlisteudvalg har haft svært
ved at finde personer med fremmed etnisk herkomst til grundlisterne,
ligesom der hersker tvivl om forståelsen af udtrykket ”etniske minoriteter”
i grundlistebekendtgørelsen.
Arbejdsgruppen anbefalede derfor i vejledningen af 23. november 2010 til
grundlisteudvalg om udarbejdelse af grundlister, som er optrykt som bilag
3 til rapporten, at grundlisteudvalgene i forbindelse med udtagelse til
grundlisterne f.eks. tager kontakt til kommunernes integrationsråd, etniske
foreninger eller arbejdspladser, hvor der arbejder personer af anden etnisk
herkomst, ligesom grundlisteudvalgene kan annoncere efter interesserede
og i den forbindelse henlede opmærksomheden på, at der særligt er brug
for indvandrere og efterkommere til grundlisten.
Arbejdsgruppen finder i øvrigt, at begrebet ”etniske minoriteter” med
fordel kan fortolkes i overensstemmelse med Danmarks Statistiks
definition af indvandrere og efterkommere, og arbejdsgruppen anbefaler
derfor, at udtrykket ”etniske minoriteter” i grundlistebekendtgørelsens § 4,
stk. 1, ændres til ”indvandrere og efterkommere”.
17
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Der henvises til pkt. 2.4.2 i kapitel 5.
2.1.3.3. Antallet af udtagne personer
Arbejdsgruppen har overvejet, om antallet af personer, der udtages til
grundlisterne,
kan
reduceres
for
derigennem
at
forbedre
grundlisteudvalgenes mulighed for at sikre, at udvalgene lever op til
grundlistebekendtgørelsens krav om, at de personer, der udtages til
grundlisterne, skal være egnede samtidig med, at grundlisten skal udgøre
et alsidigt og repræsentativt udsnit af kommunens befolkning.
Arbejdsgruppen finder imidlertid, at en reduktion i antallet af personer på
grundlisterne for en række kommuners vedkommende vil medføre en
risiko for, at andelen af personer på den pågældende grundliste, der vil
blive udtaget til nævninge- og domsmandslisterne, vil blive så stor, at der
ikke længere er en reel tilfældighed i forhold til sammensætningen af
nævninge- og domsmandslisterne, idet næsten alle personer på grundlisten
vil blive udtaget dertil.
Arbejdsgruppen har på den baggrund fastholdt den nuværende udtagelse af
1 person for hvert fulde antal af 300 indbyggere.
Arbejdsgruppen foreslår dog, at grundlistebekendtgørelsens bestemmelse
om, at der i København skal udtages 1.800 personer til grundlisten,
erstattes med en mere fleksibel ordning, som ikke er begrænset til
København, hvorefter landsrettens præsident kan pålægge et
grundlisteudvalg at udtage et yderligere antal personer til en grundliste,
såfremt det forventes, at flere end 8 ud af 10 personer bliver udtrukket til
nævninge- og domsmandslister fra en grundliste, der er sammensat efter
reglerne i grundlistebekendtgørelsens § 3, stk. 1.
Der henvises til pkt. 2.4.3 i kapitel 5.
2.1.3.4. Forlods udtagelse til nævninge- og domsmandslisterne
Arbejdsgruppen har overvejet, om nævninge- og domsmandslisternes
alsidighed og repræsentativitet bør søges yderligere sikret ved, at
landsretterne får mulighed for forlods at udtage et antal personer fra de
grupper, som generelt er underrepræsenterede på grundlisterne.
18
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Arbejdsgruppen har imidlertid ikke fundet grundlag for – henset til den
positive udvikling i lægdommeres repræsentativitet – at ændre reglen i
retsplejelovens § 74 om, at landsretternes udarbejdelse af nævninge- og
domsmandslisterne udelukkende sker ved tilfældig lodtrækning.
Der henvises til pkt. 2.4.4 i kapitel 5.
2.1.3.5. Helbredstilstand eller erhvervs- eller familieforhold
Arbejdsgruppen har overvejet, om der bør ske en lempelse af adgangen til
at blive fritaget for lægdommerhvervet på grund af lægdommerens
helbredstilstand eller erhvervs- eller familieforhold efter retsplejelovens §
71, nr. 8. Arbejdsgruppen har overordnet lagt vægt på, at
lægdommerhvervet er et borgerligt ombud, hvis karakter risikerer at blive
udvandet, hvis ikke en fritagelsesregel alene kommer på tale i særlige
tilfælde.
Arbejdsgruppen har herudover lagt vægt på, at en snæver fritagelsesregel
tillige kan ses som en beskyttelse af personer, der ønsker at virke som
nævninger eller domsmænd, f.eks. set i forhold til de pågældendes
arbejdsgivere, som kan have et ønske om, at de pågældende arbejdstagere
fritages fra lægdommerhvervet.
I visse tilfælde finder arbejdsgruppen imidlertid, at en person bør kunne
begære sig fritaget, selv om hvervet ikke truer den pågældendes velfærd,
fordi vedkommendes udførelse af lægdommerhvervet ikke står i et rimeligt
forhold til det samfundsmæssige udbytte herved. Dette kan være tilfældet,
når hvervet medfører en uforholdsmæssig ulempe for en domsmand eller
nævnings erhvervs- eller familieforhold, f.eks. hvor en meget lang
transporttid for den pågældende til og fra tingstedet ikke står i rimeligt
forhold til den tid, den pågældende skal være i retten.
Arbejdsgruppen foreslår på den baggrund, at en person i medfør af
retsplejelovens § 71, nr. 8, skal kunne begære sig fritaget fra
lægdommerhvervet, såfremt denne på grund af vedkommendes
helbredstilstand eller erhvervs- eller familieforhold ikke uden fare for
dennes velfærd eller uforholdsmæssig ulempe kan opfylde nævninge- og
eller domsmandspligten.
Der henvises til pkt. 2.4.5 i kapitel 5.
19
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
2.1.3.6.
Adgang
til
lægdommerhvervet
for
personer
med
funktionsnedsættelse
Arbejdsgruppen har drøftet, i hvilket omfang personer med en
funktionsnedsættelse (fysisk eller psykisk handicap) kan varetage hvervet
som lægdommer, herunder om der er behov for en ændring af den
gældende ordning med henblik på at forbedre adgangen til
lægdommerhvervet for disse personer.
Efter de gældende regler kan personer med en funktionsnedsættelse
udtages som lægdommer, hvis betingelserne herfor er opfyldt, herunder at
den pågældende er i stand til at virke som lægdommer i alle sager.
Arbejdsgruppen har overvejet, om der bør indføres en ordning, som giver
mulighed for, at visse personer, der er udtaget som lægdommere, kun
medvirker i visse straffesager. Det er imidlertid arbejdsgruppens
opfattelse, at en sådan ordning vil være principielt betænkelig i forhold til,
at lægdommere skal kunne deltage i behandlingen af alle straffesager og
ikke være udtaget på baggrund af en udvælgelse efter en konkret vurdering
i forhold til den enkelte straffesag. Endvidere finder arbejdsgruppen, at en
ændring, som giver mulighed for, at visse personer kun medvirker i
straffesager, som de efter en konkret vurdering findes egnet til, vil være
forbundet med praktiske vanskeligheder, herunder risiko for, at sagen må
gå om, hvis det senere viser sig, at en lægdommer er uegnet til at medvirke
i sagens behandling.
Arbejdsgruppen finder derfor ikke, at der er grundlag for at foretage
ændringer i de gældende regler med henblik på at udvide adgangen til
lægdommerhvervet for personer med en funktionsnedsættelse.
Der henvises til pkt. 2.4.6 i kapitel 5.
2.1.4. Initiativer i forhold til rekruttering af personer til
lægdommerhvervet
Arbejdsgruppen har overvejet forskellige tiltag for at udbrede kendskabet
til lægdommerhvervet med henblik på at forbedre grundlisteudvalgenes
mulighed for at udtage egnede personer til grundlisten, som tillige udgør et
alsidigt og repræsentativt udsnit af befolkningen.
20
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
1624024_0021.png
Arbejdsgruppen finder, at en introduktionsfilm om lægdommerhvervet er
et nyttigt supplement til det allerede eksisterende skriftlige
informationsmateriale om hvervet som nævning og domsmand. En
introduktionsfilm vil henvende sig til en anden målgruppe end det
skriftlige informationsmateriale, hvorved en større gruppe af personer
gøres bekendt med muligheden for at blive nævning eller domsmand til
gavn for at sikre grundlistens alsidighed og repræsentativitet.
På baggrund af arbejdsgruppens drøftelser har Domstolsstyrelsen
udarbejdet en introduktionsfilm om lægdommerhvervet, som har været
tilgængelig på domstolenes hjemmeside (www.domstol.dk) i forbindelse
med den seneste udtagelse af personer til grundlister.
For at sætte yderligere fokus på muligheden for at blive nævning eller
domsmand foreslår arbejdsgruppen endvidere, at der forud for udtagelsen
til grundlisterne afholdes orienteringsmøder ved retterne, hvor
interesserede kan få information om nævningers og domsmænds opgaver,
og om, hvordan man bliver nævning og domsmand.
Der henvises til pkt. 2.5 i kapitel 5.
2.1.5. Ændring af aldersgrænsen for lægdommere
Arbejdsgruppen har anset det for naturligt i lyset af den udtalelse om den
pligtige afgangsalder for dommere og andre tjenestemandsansatte jurister
ved domstolene, som Udvalget om pligtig afgangsalder for dommere mv.
afgav den 9. januar 2014, at overveje, om udvalgets anbefalinger for så
vidt angår afgangsalderen for dommere mv. bør få betydning for den
gældende aldersgrænse for nævninger og domsmænd.
Arbejdsgruppen har herunder overvejet, om de betænkeligheder, der gives
udtryk for i udtalelsen, kan overføres til nævninger og domsmænd.
Det kan efter arbejdsgruppens opfattelse vanskeligt vurderes, om en
eventuel mindre forhøjelse af aldersgrænsen vil kunne medføre en
forøgelse af de tilfælde, hvor en domsmand eller nævning på grund af
aldersbetinget svækkelse ikke vil være i stand til at varetage sine opgaver
forsvarligt. Ligesom for dommere mv. kan der således heller ikke for
lægdommere ses bort fra, at en forhøjelse af aldersgrænsen eventuelt vil
kunne indebære en forøget risiko for, at sådanne tilfælde opstår.
21
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
1624024_0022.png
Aldersgrænsen må ses i sammenhæng med aldersgrænsen for juridiske
dommere mv., der er fastsat til 70 år.
Arbejdsgruppen bemærker dog, at ordningen for lægdommere på visse
punkter adskiller sig fra, hvad der gælder i forhold til dommere mv.
Således adskiller f.eks. muligheden for at afskære nævninger og
domsmænd fra at deltage i domstolsbehandlingen i tilfælde, hvor den
pågældende på grund af aldersbetinget svækkelse ikke opfylder
egnethedskravet i retsplejelovens § 69, sig fra, hvad der gælder i forhold til
dommere og tjenestemandsansatte jurister ved domstolene.
Fremgangsmåden i forhold til lægdommere gør det lettere at fratage en
lægdommer muligheden for at bestride hvervet sammenlignet med
juridiske dommere mv., men det er samtidig vigtigt, at der i givet fald er
fornødent grundlag for en sådan beslutning således, at der ikke opstår
spørgsmål om, hvorvidt udelukkelsen reelt skyldes uenighed i
lægdommerens afgørelser. Det kan i praksis tage nogen tid at sikre det
fornødne grundlag for en beslutning om udelukkelse af en lægdommer, og
bestemmelsen yder derfor ikke en garanti for, at der ikke medvirker
lægdommere, som på grund af aldersbetinget svækkelse ikke opfylder
kravene hertil i lovens § 69.
Et mindretal i arbejdsgruppen bestående af repræsentanterne fra
landsretterne, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening,
Landsforeningen af Beskikkede Advokater samt Advokatrådet bemærker,
at domstolenes centrale rolle i samfundet og den betydelige arbejdsbyrde,
der er ved domstolene, indebærer betydelige krav til dommernes
arbejdsevne, herunder også lægdommernes.
Mindretallet finder, at der ikke kan ses bort fra, at en højere aldersgrænse
for lægdommere vil kunne indebære en risiko for en forøgelse af antallet af
tilfælde, hvor en lægdommer på grund af aldersbetinget svækkelse ikke vil
være i stand til at varetage lægdommerhvervet forsvarligt.
Mindretallet finder i den forbindelse, at adgangen til at afskære
lægdommere fra at virke efter retsplejelovens § 77 ikke i sig selv taler
væsentligt for, at der indføres en højere aldersgrænse. Desuden finder
mindretallet, at antallet af tilfælde, hvor en lægdommer må afskæres fra at
udføre sit hverv ved foretagelse af berigtigelse af nævninge- og
domsmandslisten, bør begrænses mest muligt af hensyn til navnlig tilliden
til domstolene.
22
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
1624024_0023.png
Der henvises endvidere til, at der gennem årene har været udfoldet
bestræbelser for at få flere yngre personer til grundlisterne, fordi ældre
personer hidtil generelt har været overrepræsenteret.
Mindretallet finder på den baggrund, at det samlet set ikke kan anbefales at
hæve aldersgrænsen for lægdommere.
Et flertal i arbejdsgruppen bestående af repræsentanterne fra
Rigsadvokaten, KL samt Justitsministeriet bemærker, at befolkningens
gennemsnitlige levealder i de senere år er steget, og samtidig synes
personer over 70 år i dag generelt at kunne meget mere end i 1972, hvor
aldersgrænsen for lægdommere blev indført. På flere områder indretter
man sig således i dag på den stigende levealder.
Den gældende aldersgrænse for lægdommere indebærer, at et stort antal
personer med en alder helt ned til 66 år udelukkes fra at virke som
lægdommere navnlig på grund af en risiko for, at en hævelse af
aldersgrænsen eventuelt vil føre til en forøgelse af tilfælde, hvor en
lægdommer på grund af aldersbetinget svækkelse ikke vil være i stand til
at varetage lægdommerhvervet forsvarligt.
Det kan imidlertid vanskeligt vurderes, om en eventuel mindre forhøjelse
af aldersgrænsen faktisk vil kunne føre til en forøgelse af tilfælde, hvor en
lægdommer på grund af aldersbetinget svækkelse ikke vil være i stand til
at varetage lægdommerhvervet forsvarligt. Mange personer med en alder
over aldersgrænsen vil således uden tvivl fuldt ud være i stand til at
varetage opgaven som lægdommer.
Risikoen for, at en lægdommer på grund af aldersbetinget svækkelse ikke
vil være stand til at varetage lægdommerhvervet forsvarligt, må under alle
omstændigheder antages at være mindre ved en mindre forhøjelse af
aldersgrænsen for lægdommere end ved en tilsvarende forhøjelse af
aldersgrænsen for dommere mv., bl.a. fordi personer, der blot når
aldersgrænsen inden udløbet af det tidsrum, hvor grundlisten gælder, efter
den gældende ordning slet ikke kan udtages som nævning eller domsmand.
Endvidere må risikoen for, at der medvirker en person som lægdommer,
som på grund af sin psykiske og fysiske helbredstilstand ikke er i stand til
at varetage hvervet, antages at være mindre i forbindelse med især
domsmandssager, hvor retsformanden inden hovedforhandlingen afholder
et kort møde med domsmændene, hvor domsmændene bl.a. i medfør af
23
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
retsplejelovens § 91, stk. 1, forelægges en erklæring til underskrift, og
hvor retsformanden – i den udstrækning det er muligt – bør påse, at de
pågældende er i stand til at udføre hvervet forsvarligt.
Flertallet finder derfor ikke, at der er grundlag for at fraråde en forhøjelse
af aldersgrænsen for lægdommere. En eventuel beslutning om at hæve
aldersgrænsen må således bero på bredere, herunder politiske,
overvejelser.
Arbejdsgruppen finder ikke, at der i stedet for en fast aldersgrænse eller
som led i en eventuel forhøjet aldersgrænse burde stilles krav om en
individuel bedømmelse af personer forud for optagelse på nævninge- og
domsmandslisten. Indførelse af en individuel bedømmelse som et
obligatorisk krav for at blive udvalgt som lægdommer vurderes at være for
ressourcekrævende, ligesom den pågældendes forhold navnlig kan ændres
i de 4 år, hvor grundlisten er gældende. Det bemærkes i øvrigt i den
forbindelse, at der ikke i alle grundlisteudvalg afholdes personlige samtaler
ved udvælgelse af personer til grundlisten.
Arbejdsgruppen har desuden overvejet, om den gældende regel, hvorefter
man ikke kan udtages som nævning eller domsmand, hvis man når
aldersgrænsen inden udløbet af det tidsrum, hvor grundlisten gælder, skal
ændres til fordel for en ordning, hvorefter en lægdommer først afskæres fra
nævninge- og domsmandslisten, når denne når aldersgrænsen.
Det er imidlertid efter arbejdsgruppens opfattelse hensigtsmæssigt, at
personer ikke bør kunne optages på en grundliste, hvis det på forhånd
vides, at den pågældende på grund af alder ikke kan virke som lægdommer
i hele den 4-årige periode. Af hensyn til kvaliteten af lægdommernes
arbejde bør det således sikres, at der opnås en vis grad af kontinuitet og
opbygning af erfaring ved udførelsen af hvervet som lægdommer over en
længere periode. Arbejdsgruppen finder endvidere, at der bør fastholdes en
operativ model for udvælgelsen af lægdommere for en længere periode
med en fast aldersgrænse, der er fastsat således, at lægdommere indtil
denne alder generelt kan anses for fuldt ud at være egnede til at bestride
arbejdsopgaverne.
Der henvises til pkt. 3 i kapitel 5.
24
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
2.1.6. Udelukkelse fra at være lægdommer (retsplejelovens § 70)
I tillægskommissoriet af 23. juli 2009 har Justitsministeriet anmodet
arbejdsgruppen om at overveje, hvordan en afgrænsning i retsplejelovens §
70 nærmere bør foretages.
Henset til baggrunden for tillægskommissoriet har arbejdsgruppen
indledningsvis drøftet, om retsplejelovens § 70 er hensigtsmæssigt
udformet. I den forbindelse har arbejdsgruppen overvejet, om den
gældende affattelse af bestemmelsen udelukker flere personer fra at være
lægdommere, end det er nødvendigt, og om bestemmelsen fortsat er
tidssvarende. Endelig har arbejdsgruppen overvejet, om bekendtgørelsen
om grundlister bør ændres, således at grundlisterne fremover også angiver
ansættelsessted for de udpegede personer.
Der henvises til kapitel 6.
2.1.6.1. Ansatte i centraladministrationen
Arbejdsgruppen finder, at retsplejelovens § 70 i visse situationer efterlader
tvivl om, hvorvidt en ansat er udelukket fra at virke som lægdommer, idet
der ikke kan gives en entydig afgræsning af, hvilke myndigheder der er
omfattet af begrebet centraladministrationen.
På den baggrund foreslår arbejdsgruppen en nyaffattelse af bestemmelsen
om udelukkelse.
Arbejdsgruppen finder i den forbindelse, at det fortsat bør være af
afgørende betydning, at domstolene ikke blot skal være en uafhængig
statsmagt, men også skal fremstå sådan, hvilket også må anses for at være
den primære begrundelse for den nuværende regel om udelukkelse af
tjenestemænd og øvrige ansatte i centraladministrationen. Det bør derfor
efter arbejdsgruppens opfattelse fastholdes, at visse personer, som
ansættelsesmæssigt har nær forbindelse til en fungerende minister, skal
udelukkes fra at være lægdommer af hensyn til statsmagternes adskillelse
og domstolenes uafhængighed.
Samtidig er det efter arbejdsgruppens opfattelse vigtigt, at der er en bred
folkelig repræsentation, når lægdommere skal udtages, herunder blandt
personer med forskellig uddannelsesmæssig baggrund og beskæftigelse.
25
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Derfor bør det tilstræbes, at der sker udelukkelse, hvor der kan rejses tvivl
om vedkommendes uafhængighed, men at en udelukkelse ikke bør omfatte
flere personer, end det er nødvendigt. Egnede personer bør således ikke
blive udelukket fra lægdommerhvervet på grund af en ganske fjern og
illusorisk påvirkningsmulighed.
Samtidig er det også væsentligt, at en bestemmelse om udelukkelse
formuleres som en klar og operativ regel, der er let anvendelig for
grundlisteudvalgene og landsretspræsidenterne i forbindelse med
udtagelsen af grundlister henholdsvis nævninge- og domsmandslister.
Der henvises til pkt. 4.1 i kapitel 6.
2.1.6.1.1. Ansatte i ministeriers departementer
Efter arbejdsgruppens opfattelse taler det imod en bred udelukkelse af alle
ansatte i departementer, at mange ansatte kun sjældent kan forventes at
have ministerkontakt.
Arbejdsgruppen finder dog, at en formel adskillelse mellem domstolene og
regeringsmagten bør være det afgørende hensyn i forhold til ansatte i
departementer. Selv om ministerkontakten i departementer primært foregår
gennem ledende personer, f.eks. departementschefen, afdelingschefer og
kontorchefer, kan det ikke udelukkes, at visse andre grupper af ansatte –
afhængig af organisationen – kan have en regelmæssig kontakt med
ministeren. Behovet for en klar og konsekvent adskillelse forekommer
derfor størst i forhold til departementerne, hvorfor arbejdsgruppen foreslår
at bibeholde den nuværende udelukkelse af alle ansatte i departementerne.
Der henvises til pkt. 4.1.1 i kapitel 6.
2.1.6.1.2. Ansatte i underordnede myndigheder
Arbejdsgruppen finder, at det ikke kan udelukkes, at der finder en vis
ministerkontakt sted også i de underordnede myndigheder. Efter
arbejdsgruppens opfattelse er det afgørende, at der ikke er tvivl om en
lægdommers uafhængighed, og arbejdsgruppen anbefaler på den
baggrund, at udelukkelsen i et vist omfang bør bibeholdes i forhold til
ansatte i de underordnede myndigheder.
26
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
I forhold til andre ansatte end personer, der udfører ledende stillinger i de
underordnede myndigheder, vil en kontakt med områdets minister
imidlertid oftest være en så sjælden og begrænset begivenhed, at det ikke
kan antages at have nogen generel betydning for den pågældendes virke
som lægdommer. I disse situationer lader en udelukkelse sig derimod
vanskeligt forene med hensynet til en alsidig repræsentation.
Arbejdsgruppen finder på denne baggrund, at andre ansatte i underordnede
myndigheder skal kunne virke som lægdommere, således at udelukkelsen
alene omfatter alle ansatte i ledende stillinger.
Arbejdsgruppen har dernæst overvejet, hvordan en afgrænsning af de
ansatte i ledende stillinger bør foretages.
Arbejdsgruppen finder i den forbindelse, at betegnelsen chefstillinger, som
f.eks. er anvendt i offentlighedslovens § 21, stk. 3, 2. pkt., må antages i
vidt omfang at omfatte de ledende personer, som ministerkontakten efter
arbejdsgruppens opfattelse må anses at være koncentreret omkring, og
arbejdsgruppen foreslår således, at der i forhold til underordnede
myndigheder alene skal ske udelukkelse af ansatte i chefstillinger,
hvorimod øvrige ansatte i underordnede myndigheder generelt ikke skal
udelukkes fra at være lægdommer.
Der henvises til pkt. 4.1.2 i kapitel 6.
2.1.6.1.3. Ansatte på Justitsministeriets område
Arbejdsgruppen har overvejet, om ansatte i myndigheder på
Justitsministeriets område skal være udelukket fra at virke som
lægdommere.
Det vil være en følge af arbejdsgruppens anbefaling ovenfor, at alle ansatte
i Justitsministeriets departement og ansatte i chefstillinger i de
underordnede myndigheder under Justitsministeriet er udelukket fra
lægdommerhvervet.
Udelukkelsen bør imidlertid efter arbejdsgruppens opfattelse i forhold til
Justitsministeriets underordnede myndigheder udstrækkes til også at
omfatte ansatte, der ikke bestrider chefstillinger, hvad enten den
pågældende udfører opgaver, der relaterer sig til justitsvæsenet eller andre
27
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
områder. Arbejdsgruppen finder således, at det er afgørende, at domstolene
er klart og tydeligt adskilt fra politi og anklagemyndigheden, som
justitsministeren er øverste chef for.
For så vidt angår ansatte i uafhængige myndigheder på Justitsministeriets
område har arbejdsgruppen lagt vægt på, at flere af disse myndigheder
varetager opgaver i relation til justitsvæsenet. De fleste ansatte i disse
myndigheder har bl.a. et nært kendskab til domstolenes forhold,
behandlingen af retssager eller til dels efterforskningen af straffesager.
Arbejdsgruppen finder, at en person med et sådant kendskab og tilknytning
til justitsvæsenet i øvrigt ikke kan anses at opfylde betingelsen om at være
”læg”. Allerede af den grund bør disse ansatte udelukkes fra at være
lægdommere.
Disse hensyn taler ikke med samme vægt for at udelukke de forholdsvis få
ansatte i uafhængige myndigheder på Justitsministeriets område, der ikke
varetager opgaver i relation til justitsvæsenet. Arbejdsgruppen finder det
dog væsentligt, at en bestemmelse om udelukkelse er formuleret som en
klar og operativ regel, der er let anvendelig for grundlisteudvalgene og
landsretspræsidenterne i forbindelse med udtagelsen af grundlister
henholdsvis nævninge- og domsmandslister.
Arbejdsgruppen foreslår derfor samlet set, at det bør bibeholdes, at ansatte
ved domstolene og i politi, anklagemyndighed og fængselsvæsen
(kriminalforsorgen) er udelukket fra at være lægdommere. Herudover
foreslår arbejdsgruppen, at ansatte i andre myndigheder på
Justitsministeriets område tilsvarende bør være udelukket fra at virke som
lægdommere, hvad enten der er tale om ansatte i en underordnet eller
uafhængig myndighed, og uanset om den ansatte konkret varetager
opgaver vedrørende justitsvæsenet.
Der henvises til pkt. 4.1.3 i kapitel 6.
2.1.6.2. Udelukkelse af andre personer
Arbejdsgruppen har i forlængelse af sit forslag i forhold til ansatte i
centraladministrationen overvejet, om retsplejelovens § 70 herudover er
hensigtsmæssigt udformet, herunder om bestemmelsen udelukker flere
28
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
personer end nødvendigt, som er ansat i andre stillinger end i
centraladministrationen.
Desuden har arbejdsgruppen overvejet, om det er nødvendigt generelt at
udelukke personer med en juridisk kandidatgrad og personer, der gennem
en årrække har udført hvervet som lægdommer, for at sikre, at
lægdommere er ”læge” og vedbliver med at være det.
Der henvises til pkt. 4.2 i kapitel 6.
2.1.6.2.1. Ansatte i Statsforvaltningen (overøvrigheden)
Arbejdsgruppen har overvejet, om der fortsat er behov for at udelukke
ansatte i Statsforvaltningen (overøvrigheden).
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at ansatte i Statsforvaltningen ikke kan
siges at have en sådan kontakt til de siddende ministre, at der kan opstå
tvivl om de pågældendes uafhængighed og selvstændighed.
Arbejdsgruppen skal på denne baggrund anbefale, at bestemmelsen i
retsplejelovens § 70 om, at overøvrighedens tjenestemænd og øvrige
personale generelt er udelukket fra at være nævninger eller domsmænd,
ophæves.
Ansatte i chefstillinger i Statsforvaltningen vil imidlertid være udelukket
fra at virke som lægdommere som følge af arbejdsgruppens forslag om
udelukkelse af ansatte i underordnede myndigheder under ministerielle
departementer, jf. pkt. 1.6.1.2.
Der henvises til pkt. 4.2.1 i kapitel 6.
2.1.6.2.2. Advokater og advokatfuldmægtige
Advokater og advokatfuldmægtige varetager en række opgaver i relation
til bl.a. rådgivning om retlige forhold og førelse af retssager, herunder
straffesager. Advokater og advokatfuldmægtige er således centrale aktører
i retsvæsenet.
29
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
1624024_0030.png
Arbejdsgruppen finder, at advokater og advokatfuldmægtige som hidtil
skal være udelukket fra at virke som lægdommere.
Der henvises til pkt. 4.2.2 i kapitel 6.
2.1.6.2.3. Sognefogeder
Det fremgår af retsplejelovens § 70, at sognefogeder er udelukket fra at
virke som lægdommere.
Sognefogeder hører organisatorisk under politiet og udfører begrænsede
politimæssige opgaver. Da sognefogeder i dag ansættes af
Rigspolitichefen, vil sognefogeder være udelukket fra at virke som
lægdommere.
Arbejdsgruppen finder på den baggrund, og da der i øvrigt i dag alene
findes et meget begrænset antal sognefogeder, at der ikke længere er grund
til, at det udtrykkeligt fremgår af retsplejeloven, at sognefogeder er
udelukket fra at virke som lægdommere.
Arbejdsgruppen foreslår derfor, at den udtrykkelige nævnelse af
sognefogeder i retsplejelovens regler om udelukkelse udgår. Forslaget
indebærer imidlertid ingen materiel ændring.
Der henvises til pkt. 4.2.4 i kapitel 6.
2.1.6.2.4. Folkekirkens og de andre trossamfunds gejstlige
Folkekirkens og de anerkendte trossamfunds gejstlige er udelukket fra at
virke som lægdommere, og arbejdsgruppen har drøftet, om der er grundlag
for at behandle reglerne om udelukkelse af denne personkreds.
Et flertal bestående af arbejdsgruppens medlemmer med undtagelse af
KL’s repræsentanter har ikke fundet grundlag for at behandle spørgsmålet
om udelukkelse af folkekirkens og de anerkendte trossamfunds gejstlige.
Flertallet henviser i den forbindelse til, at arbejdsgruppen ifølge
tillægskommissoriet af 23. juli 2009 skal overveje, om retsplejelovens § 70
er hensigtsmæssigt udformet. Dette skal imidlertid efter flertallets
30
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
1624024_0031.png
opfattelse navnlig ses i forhold til den af landsretspræsidenterne omtalte
problemstilling vedrørende ansatte i centraladministrationen, herunder
vanskelighederne ved fastlæggelse af rækkevidden af begrebet
”centraladministrationen”.
Flertallet henviser endvidere til, at arbejdsgruppen ikke består af
repræsentanter fra Kirkeministeriet, folkekirken eller de anerkendte
trossamfund, og arbejdsgruppens overvejelser vil derfor efter flertallets
opfattelse ikke kunne ske på et tilstrækkeligt oplyst grundlag.
Et mindretal bestående af KL’s repræsentanter finder, at arbejdsgruppen
bør behandle spørgsmålet om udelukkelse af folkekirkens og de
anerkendte trossamfunds gejstlige.
Mindretallet henviser til, at arbejdsgruppen ifølge hovedkommissoriet har
til opgave at overveje, hvordan det på den mest hensigtsmæssige måde
sikres, at de personer, der udtages til at virke som lægdommere, er egnede
til at virke som lægdommere, og at sammensætningen af lægdommere i
videst muligt omfang afspejler befolkningens sammensætning.
Mindretallet henviser endvidere til, at det fremgår af tillægskommissoriet,
at arbejdsgruppen skal overveje, om retsplejelovens § 70 er
hensigtsmæssigt udformet. Mindretallet finder, at en demokratisk
repræsentation i lægdommerkorpset skal gennemføres til bunds, og
mindretallet finder derfor, at arbejdsgruppens undersøgelse af
retsplejelovens § 70 ligeledes bør omfatte baggrunden for, at folkekirkens
og de anerkendte trossamfunds gejstlige er udelukkede fra at medvirke
som nævninger og domsmænd.
Mindretallet finder i øvrigt ikke, at arbejdsgruppens sammensætning er til
hinder for, at spørgsmålet vedrørende folkekirkens og de anerkendte
trossamfunds gejstlige inddrages i arbejdsgruppens undersøgelse.
Sammensætningen af arbejdsgruppen blev nøje overvejet i 2009, og
arbejdsgruppens overvejelser om udelukkelse af folkekirkens og de
anerkendte trossamfunds gejstlige kan efter mindretallets opfattelse ske på
et tilstrækkeligt oplyst grundlag, idet de gejstliges perspektiv i givet fald
kan belyses ved erklæringer eller udtalelser, som indhentes til brug for
arbejdsgruppens drøftelser.
Udgangspunktet for arbejdsgruppens drøftelser om udelukkelse af
folkekirkens og de anerkendte trossamfunds gejstlige bør ifølge
mindretallet være, at der ikke skal gælde særlige regler for denne
31
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
personkreds. Folkekirkens og de anerkendte trossamfunds gejstlige bør
således som udgangspunkt på lige fod med befolkningen i øvrigt kunne
pålægges et borgerligt ombud. Mindretallet finder endvidere, at
folkekirkens og de anerkendte trossamfunds gejstlige som udgangspunkt er
fuldt egnede til at virke som nævninger og domsmænd.
Der henvises til pkt. 4.2.4 i kapitel 6.
2.1.6.2.5. Jurister
Retsplejelovens § 70 indeholder bestemmelser om, at visse stillinger er
uforenelige med nævninge- og domsmandshvervet. Flere af disse stillinger
bestrides af personer med en juridisk uddannelse. Udelukkelsesreglerne
suppleres bl.a. af retsplejelovens § 68, hvorefter der til grundlisterne
vælges et antal personer, der må anses som egnede til at virke som
nævninger og domsmænd, og også denne bestemmelse antages flere steder
i den juridiske teori normalt at være til hinder for, at jurister udtages til
grundlisterne, eftersom der ikke er tale om ”læge” personer. På denne
baggrund må personer med en juridisk kandidatgrad som hovedregel anses
for at være udelukkede fra at virke som lægdommere.
Arbejdsgruppen har overvejet, om der bør indføres en generel regel om
udelukkelse af personer med en juridisk kandidatgrad. Dette vil medføre
en retstilstand, hvor jurister generelt er udelukket, hvormed en konkret
vurdering af den pågældendes egnethed som lægdommer er overflødig.
Efter arbejdsgruppens opfattelse er den gældende retstilstand dog udtryk
for en rimelig afvejning mellem på den ene side en sikring af, at de
personer, der udtages, opfylder de forudsætninger, der skal gælde for
nævninger og domsmænd i et lægdommersystem, samtidig med at der kan
udtages personer, som på trods af deres juridiske kandidatuddannelse i
isolerede tilfælde kan anses som egnede til at virke som lægdommere.
Dette vil efter omstændighederne kunne tænkes at være tilfældet, hvor en
person, der har en juridisk kandidatgrad, gennem en længere periode ikke
har beskæftiget sig med dette felt.
Arbejdsgruppen foreslår på denne baggrund, at der ikke foretages
ændringer af den gældende retstilstand.
Der henvises til pkt. 4.2.5 i kapitel 6.
32
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
2.1.6.2.4. Personer, der tidligere har virket som lægdommere
Arbejdsgruppen har overvejet, om personer, der tidligere har været
lægdommere i flere perioder, bør udelukkes fra lægdommerhvervet.
Det er imidlertid arbejdsgruppens opfattelse, at der ikke er grundlag for at
udelukke personer fra lægdommerhvervet, alene fordi de pågældende
allerede i en årrække har været lægdommere.
Arbejdsgruppen har dog overvejet, om personer, der tidligere har virket
som lægdommere i flere perioder, bør kunne søge om fritagelse fra
lægdommerhvervet. En sådan fritagelseshjemmel vil kunne bidrage til at
gøre lægdommerhvervet mere attraktivt og således tilskynde, at flere
melder sig frivilligt til lægdommerhvervet.
Dette hænger sammen med, at det efter arbejdsgruppens opfattelse ikke
kan udelukkes, at nogen vil afstå fra at melde sig frivilligt til
lægdommerhvervet på grund af ”risikoen” for at blive udpeget til at virke
som lægdommer flere gange. Arbejdsgruppen finder, at en forøgelse af
antallet af lægdommere, der melder sig frivilligt, vil kunne bidrage positivt
i forhold til at sikre såvel egnethed som repræsentativitet hos de personer,
der udtages som lægdommere.
Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at der foretages en ændring af
retsplejelovens § 71, hvorved der skabes hjemmel til, at personer, der har
været lægdommere i mindst to perioder, kan begære sig fritaget for
lægdommerhvervet.
Der henvises til pkt. 4.2.6 i kapitel 6.
2.1.6.3. Angivelse af ansættelsessted mv.
Arbejdsgruppen har overvejet, om grundlistebekendtgørelsens § 5, stk. 1,
2. pkt., bør ændres, således at grundlisterne fremover også angiver
ansættelsessted.
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at det vil kunne forbedre muligheden
for at identificere personer, som i kraft af deres ansættelsessted er
udelukket fra at virke som lægdommere, såfremt oplysninger herom
fremgår af grundlisterne, jf. grundlistebekendtgørelsens § 5, stk. 1, ligesom
33
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
det vil lette landsretternes arbejde, at oplysningerne ikke efterfølgende skal
indhentes.
Efter arbejdsgruppens opfattelse vil en oplysning om ansættelsessted
imidlertid kun have betydning i forhold til reglerne om udelukkelse, jf. pkt.
4.1 i dette kapitel, hvis der er tale om en ansættelse i staten. Skulle der i en
anden sammenhæng blive behov for oplysninger om ansættelsesstedet,
f.eks. i forbindelse med anmodning om fritagelse fra lægdommerhvervet,
vil oplysninger om ansættelsessted enten fremgå af anmodningen eller kan
med fordel indhentes på dette tidspunkt.
Arbejdsgruppen foreslår på den baggrund, at grundlistebekendtgørelsen
ændres, således at grundlisterne fremover også skal angive ansættelsessted
for de udpegede personer, der er ansat i staten.
Justitsministeriets og Domstolsstyrelsens repræsentanter i arbejdsgruppen
tager dog forbehold for, at der skal ske en afklaring af finansieringen af de
eventuelle omkostninger ved arbejdsgruppens anbefaling, ligesom KL’s
repræsentanter i arbejdsgruppen tager forbehold for, at der skal ske en
afklaring af de økonomiske konsekvenser for kommunerne.
Arbejdsgruppen har i tilknytning til ovenstående bemærket, at det efter
bestemmelsen i grundlistebekendtgørelsens § 5, stk. 1, er folkeregistret i
de enkelte kommuner, som udarbejder grundlisterne. Det er
arbejdsgruppens opfattelse, at henvisningen til folkeregisteret med fordel
kan ændres til en generel henvisning til kommunen med henblik på, at
kommunerne selv kan tilrettelægge arbejdet vedrørende udarbejdelsen af
grundlisterne.
Arbejdsgruppen foreslår på den baggrund, at grundlistebekendtgørelsen
ændres, således at henvisningen til folkeregistret erstattes med en generel
henvisning til kommunen.
Der henvises til pkt. 4.3 i kapitel 6.
2.1.7. Forbedring af lægdommeres vilkår
Arbejdsgruppen har overvejet, om der er behov for at gøre hvervet som
lægdommer mere attraktivt, herunder om de nuværende ydelser er
passende.
34
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Der henvises til kapitel 7.
2.1.7.1. Vederlag til lægdommere
2.1.7.1.1. Dagsvederlag og nattillæg
Arbejdsgruppen har overvejet, om de nuværende ydelser til lægdommere
er passende. Arbejdsgruppen har i den forbindelse taget udgangspunkt i, at
hvervet som lægdommer er et borgerligt ombud, og at de udtagne personer
som udgangspunkt har pligt til at være lægdommere. Samtidig finder
arbejdsgruppen, at det har betydning for attraktiviteten af
lægdommergerningen, at en person på grund af lægdommerhvervet ikke
mister store dele af sin indtægt.
Ifølge forarbejderne tages ved fastsættelsen af vederlaget udgangspunkt i
den gennemsnitlige timefortjeneste i industri og håndværk, og
arbejdsgruppen finder, at vederlaget fortsat bør fastsættes som et
standardbeløb, der lægger sig op ad en gennemsnitlig dagsindkomst.
Arbejdsgruppen har taget udgangspunkt i de gennemsnitlige
dagsindkomster i den private sektor og i industrien beregnet af Danmarks
Statistik og kan konstatere, at disse ligger højere end det nuværende
dagsvederlag for lægdommere på 1.100 kr. Arbejdsgruppen har på den
baggrund drøftet forskellige modeller for en eventuel justering.
En ændring kunne således bestå i en egentlig forhøjelse af dagsvederlaget,
således at det i højere grad er overensstemmende med de gennemsnitlige
dagsindkomster ifølge oplysninger fra Danmarks Statistik.
Derudover har arbejdsgruppen overvejet muligheden for, at der foretages
en pristalsregulering af dagsvederlaget til det aktuelle niveau.
Arbejdsgruppen har endvidere overvejet en model, hvorefter der
fremadrettet sker en løbende regulering af ydelsen enten i forhold til det
nuværende niveau eller et forhøjet dagsvederlag, således at vederlaget
fremover reguleres én gang årligt. Alternativt kunne der foretages
regulering hvert 4. år for den periode, som grundlisten gælder for.
Arbejdsgruppen har endelig overvejet en model, hvorefter det nuværende
dagsvederlag i videre omfang kan suppleres af en mulighed for at få
35
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
dækket den faktisk tabte arbejdsfortjeneste for lægdommere. De gældende
regler om udbetaling af en godtgørelse ud over dagsvederlaget forudsætter
således, at der er tale om en sag, hvis behandling har strakt sig over et
længere tidsrum, og at udbetaling alene af dagsvederlaget vil påføre
lægdommeren et væsentligt tab.
Arbejdsgruppen bemærker i den forbindelse, at indførelse af en udvidet
adgang til at få dækket tabt arbejdsfortjeneste kan indebære en fordel for
den enkelte derved, at lægdommere ikke risikerer at lide tab ved, at
vederlaget ikke dækker den pågældendes tabte arbejdsfortjeneste. En
sådan ordning vil imidlertid medføre yderligere dokumentationskrav og en
betydelig administration.
Herudover foreslår arbejdsgruppen, at nattillægget, der i dag er fastsat til
120 kr., i overensstemmelse med grundbeløbet i ligningslovens § 9 A, stk.
2, nr. 4, forhøjes til 195 kr. (2010-niveau).
Justitsministeriets og Domstolsstyrelsens repræsentanter i arbejdsgruppen
tager dog forbehold for, at der skal ske en afklaring af finansieringen af
omkostningerne ved en eventuel opjustering af dagsvederlaget og
nattillægget til lægdommere, før der fremsættes forslag herom.
Der henvises til pkt. 1.2.1 og 1.2.2 i kapitel 7.
2.1.7.1.2. Aflyste sager
Efter arbejdsgruppens oplysninger er det praksis ved retterne, at en
lægdommer efter en konkret vurdering også kan få et vederlag for aflyste
retsmøder, selv om retten ikke den pågældende dag er blevet sat med
lægdommere.
Denne praksis er efter arbejdsgruppens opfattelse velbegrundet, da der ved
aflysninger af retsmøder med kort varsel er behov for at kunne give
lægdommere en økonomisk kompensation. Det vil navnlig være tilfældet,
hvis en lægdommer har et job, hvor den pågældende ikke har mulighed for
at genoptage sit arbejde i tilfælde af aflysning.
Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at der indsættes en udtrykkelig hjemmel
i bekendtgørelse om ydelser til lægdommere og vidner m.v. til, at retten
ved aflysning af berammede retsmøder kan beslutte, at der ydes et
36
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
vederlag svarende til dagsvederlaget til de indkaldte lægdommere efter en
konkret vurdering, selv om de ikke har medvirket i et retsmøde.
Der er således efter arbejdsgruppens opfattelse behov for en præcis
hjemmel til, at lægdommere kan vederlægges for aflyste retsmøder, som
den pågældende således ikke har deltaget i, men hvor der alligevel er
påført den pågældende et tab, således at muligheden for at anmode om
vederlag for aflyste retsmøder i de nævnte situationer tydeliggøres.
Justitsministeriets og Domstolsstyrelsens repræsentanter i arbejdsgruppen
tager forbehold for, at der skal ske en afklaring af finansieringen af de
eventuelle omkostninger ved arbejdsgruppens anbefaling. Det skal dog
bemærkes, at det efter arbejdsgruppens oplysninger allerede i dag er
praksis, at retterne i visse tilfælde udbetaler vederlag for aflyste retsmøder,
selv om retten ikke den pågældende dag er blevet sat med lægdommere.
Der henvises til pkt. 1.2.3 i kapitel 7.
2.1.7.2. Andre initiativer til forbedring af lægdommeres vilkår
2.1.7.2.1. Informationsmateriale til arbejdsgivere om lægdommer-
hvervet
Arbejdsgruppen har overvejet, om der i tillæg til informationer til den
enkelte lægdommer skal udfærdiges informationsmateriale til den
pågældendes arbejdsgiver, som f.eks. kan blive berørt af
lægdommerhvervet på grund af et større fravær.
Arbejdsgruppen finder, at det kunne være nyttigt, hvis kommende
nævninger og domsmænd modtager et informationsbrev rettet til de
pågældendes arbejdsgivere, hvor der informeres om domsmænds og
nævningers opgaver, herunder hvervets karakter af et borgerligt ombud, og
i hvilket omfang en nævning eller domsmand kan forventes udtaget til at
virke. Informationsbrevet vil efter arbejdsgruppens opfattelse kunne lette
en kommende nævning eller domsmand for et eventuelt ubehag ved at
skulle underrette sin arbejdsgiver om det forestående hverv som
lægdommer.
37
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
På baggrund af arbejdsgruppens drøftelser har Domstolsstyrelsen
udarbejdet informationsmateriale om lægdommerhvervet til arbejdsgivere.
Materialet er tilgængeligt på domstolenes hjemmeside.
Der henvises til pkt. 2.2.1 i kapitel 7.
2.1.7.2.2. Indførelse af ”lægdommerbeviser”
Det bør efter arbejdsgruppens opfattelse være muligt for en person, der er
eller har været nævning eller domsmand, at kunne dokumentere udførelsen
af dette hverv i tilfælde, hvor det kan komme den enkelte person til gode,
herunder f.eks. ved at notere hvervet som lægdommer på sit CV til brug
ved jobansøgning.
Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at en person, der er eller har været
lægdommer, efter henvendelse til landsretspræsidenten i den kreds, hvor
den pågældende udfører eller har udført lægdommerhvervet, kan få
bekræftet, at vedkommende har været udtaget til nævninge- og
domsmandslisten og har udført lægdommerhvervet.
Der henvises til pkt. 2.2.2 i kapitel 7.
3. Den historiske baggrund
Grundloven af 1849 indeholdt en bestemmelse om, at nævninger skulle
indføres i ”Misgjerningssager og i Sager, der reise sig af politiske
Lovovertrædelser”.
Før grundloven af 1849 fandtes der i ældre dansk retspleje beslægtede
institutioner, f.eks. i Jyske lovs 2. bog, der omtalte ”sandemænd” og
”nævninger”, som på herredstingene blev udpeget til at undersøge og
afgøre de for tinget indbragte sager, og som navnlig fandt anvendelse i
straffesager (kriminelle sager).
Med enevældens indførelse og Chr. V’s Danske Lov forsvandt
nævningerne, og også sandemændene mistede efterhånden helt deres
betydning. Lægdommere kendtes i de følgende århundreder kun som
meddomsmænd i drabssager uden for København (Danske Lov 1-5-19).
38
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Den nævningeinstitution, der forudsattes indført ved grundloven af 1849,
og som havde jury-systemet i engelsk og fransk ret som forbillede, skulle
markere en folkelig og demokratisk holdning, ligesom ordningen skulle
øge retssikkerheden.
Af grundlovsudvalgets betænkning, jf. Beretning om Forhandlingerne paa
Rigsdagen 1848-49, sp. 1530, fremgår således følgende:
”Det sidste Tillæg, Udvalget i dette Afsnit har at foreslaae, angaaer den
saakaldte Juryindretning. Udvalget har ikke havt nogen Tvivl om, at det
burde tilraade Forsamlingen at optage denne Institution. Det er vitterligt,
hvorledes denne Indretning i sin nyere Skikkelse har slaaet Rod i det
engelske Statsliv, hvorledes den derfra har udbredt sig til Amerika og
Frankrig, hvorledes den fra Frankrig blev forplantettil de tydske
Rhinprovindser, hvorfra den nu gjennemtrænger alle tydske Stater. Ikkun
Sverig og Norge have tøvet med at tilegne sig Institutionen; men ligesom
Sverig kjender den i Trykkefrihedssager, saaledes har man i Norge i den
seneste Tid alvorlig fæstet Tanken paa Spørgsmaalet om dens Indførelse.
Betænkes det derhos, at Juryindretningen overalt, hvor den er indført,
anerkjendes som et kraftigt Middel til Retfærdighedens Haandhævelse og
som eet af Folkefrihedens sikkreste Værn, kan Udvalget ikke andet end
ansee det for givet, at vi ogsaa i Danmark bør tilegne os dette Gode jo før jo
heller.”
Under behandlingen af grundloven i Rigsdagen fremførte A.S. Ørsted
følgende argumentation for nævningeinstitutionen, jf. beretning 1848-49,
sp. 2488:
”Jeg er tvertimod overbeviist om, og har i mange Aar været overbeviist om,
at den hele Institution er bygget paa en høist rigtig Grundtanke, nemlig at
Afgjørelsen af det Spørgsmaal, om de Handlinger ere udøvede, der udgjøre
en Forbrydelse, ere beviste eller ikke, saavelsom de oplyste
Omstændigheders henførelse under et almindeligt Begreb mindre
forudsætter Retsstudier end en rigtig Dømmekraft, og at den sunde men dog
dannede Forstand som med et uhildet og redeligt Blik betragter Forholdene
vil komme til det rigtigste Resultat. Jeg er ligeledes overbeviist om, at
Juryindretningen, hvis den kan indføres paa en tilfredsstillende Maade, vil i
høi Grad styrke Retsbevidstheden og vil bringe Loven og Rettens
Udøvelse i nærmere Forhold til Livet end for nærværende Tid, men
det, som jeg troer at burde fraraade, er, at man nu, uden at denne
Sag i mindste Maade er forberedt, skal tage en Beslutning om, at
en Bestemmelse om denne Indretnings Indførelse optages i Grund-
loven.”
A.S. Ørsted udtalte bl.a. videre, jf. beretning 1848-49, sp. 2492:
”[D]et kan jo ikke negtes, at den, som udelukkende helliger sig til eet Fag
let forledes til Eensidighed. De Begreber, man lægger til Grund for sin
Bedømmelse, blive mere og mere udviklede, og man tillægger disse
Begreber maaske alt for megen Magt uden at tage Hensyn nok til
Virkeligheden; jeg troer iøvrigt, at den Procesmaade, man har her, vist ikke
er saadan, at man behøver at sittre for Uskyldigheden eller at den er mindre
betryggende derved, end den vilde være ved Juryer; men jeg troer, at
39
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Lovene kunde faa mere Virksomhed, og at Færre ville blive frifundne,
saafremt vi havde Juryer...”
I 1857 nedsattes en kommission, der skulle forberede en reform af
strafferetsplejen. Kommissionens arbejde resulterede i et lovforslag, som
blev forelagt for Rigsdagen, men dog ikke blev vedtaget.
I 1868 blev en ny kommission nedsat. Kommissionen afsluttede sit arbejde
i 1876 med forelæggelse af et omfattende udkast til reform af hele
retsplejen. Dette udkast blev dog heller ikke vedtaget. Efter at sagen havde
ligget stille i flere år, blev en tredje kommission nedsat i 1892 på
foranledning af Folketinget. Kommissionen fremkom i 1899 med en række
forslag, der byggede på udkastet af 1876. I de følgende år blev forskellige
forslag forelagt Rigsdagen, som i 1908 vedtog en reform af retsplejen, som
dog imidlertid ikke trådte i kraft.
I 1909 blev der dog vedtaget en ny lov, der i alle væsentlige henseender
var enslydende med den tidligere vedtagne. Loven fra 1909 trådte
imidlertid aldrig i kraft. Derimod fremsatte regeringen i 1915 et nyt
lovforslag, og derefter lykkedes det endelig at gennemføre reformen, der
blev stadfæstet som lov 11. april 1916 og trådte i kraft 1. oktober 1919.
Loven gennemførte en vidtgående omdannelse af dansk retsvæsen og
retspleje, hvis system hidtil havde hvilet på mere spredte lovbestemmelser
primært fra ældre tid.
Bestemmelserne om udvælgelse af nævninger blev således indført med
retsplejeloven af 1916. Bestemmelserne om nævningers kaldelse fremgik
af kapitel 6-9 i retsplejelovens første bog, andet afsnit. De nævnte kapitler
lagde grundstenene til de bestemmelser om udvælgelse af lægdommere,
som man kender i dag.
Bestemmelserne i de nævnte kapitler er dog sidenhen ændret adskillige
gange. Domsmandsordningen blev gennemført ved lov nr. 112 af 7. april
1936 på grundlag af forslaget i en betænkning, der blev afgivet af
Justitsministeriets udvalg i 1930, jf. Rigsdagstidende 1930-31, tillæg A, sp.
4923-5082. Om baggrunden for forslaget anføres i udvalgets betænkning
bl.a. følgende, jf. Rigsdagstidende 1930-31, tillæg A, sp. 4925:
”at Tiden nu er kommen til i betydelig videre Omfang end tidligere at
paakalde Borgernes Medvirken ved Strafferetsplejen. Den Ordning, der
blev indført ved Retsplejeloven af 1916, hvorefter visse betydelige
kriminelle Sager skulde afgøres under læge Dommeres Medvirken, var kun
det første Skridt til Gennemførelse af en Reform af Strafferetsplejen, som
40
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
er nødvendig, for at Tilliden til Domstolene kan befæstes hos den
almindelige Befolkning. Efter den nuværende politiske Udvikling kan det
ikke med Føje hævdes, at kun juridiske Dommere skal afgøre
Skyldsspørgsmaalet i Straffesager, hvor der som Regel ikke er Tale om
indviklede juridiske Spørgsmaal, men om der er ført et tilstrækkeligt Bevis
for en Sigtelse eller ej. Lægdommeres Medvirken yder ogsaa
erfaringsmæssig den bedste Garanti for de moderne Retsplejeprincippers,
særlig Bevisumiddelbarhedens og Anklagegrundsætningens virkelige
Gennemførelse.”
Foruden indførelse af domsmandsordningen indeholdt lovændringen i
1936 en forenkling af reglerne om udtagelse af nævninger.
Ved grundlovsændringen i 1953 erstattedes den hidtidige regel om
nævningesager med den nuværende bestemmelse i grundlovens § 65, stk.
2, der har følgende ordlyd:
”I strafferetsplejen skal lægmænd medvirke. Det fastsættes ved lov, i hvilke
sager og under hvilke former denne medvirken skal finde sted, herunder i
hvilke sager nævninger skal medvirke.”
Efter grundlovens § 65, stk. 2, 2. pkt., overlades det til lovgivningsmagten,
hvorledes
lægdommerindflydelsen
nærmere
skal
organiseres.
Almindeligvis fortolkes bestemmelsen således, at grundloven kræver, at
nævninger skal medvirke i et eller andet omfang. Dette betyder, at de ikke
ganske kan afskaffes ved lov.
I 1962 fremsatte justitsministeren et lovforslag om nævningers og
domsmænds udtagelse, som nyaffattede retsplejelovens første bog, andet
afsnit. Ændringen, som havde til formål at forenkle reglerne i lovens
kapitel 6-9a for derved at lette administrationen og reducere
omkostningerne, medførte, at reglerne i store træk fik den udformning,
som bestemmelserne har i dag.
For en nærmere gennemgang af de enkelte bestemmelser henvises til
afsnittene om gældende ret i kapitel 5-8.
41
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
4. Undersøgelser mv.
4.1. Justitsministeriets Forskningskontors rapporter om lægdommeres
repræsentativitet
Justitsministeriets Forskningskontor har i fire rapporter beskrevet
udviklingen i lægdommeres repræsentativitet fra 1996 til 2015. Som nævnt
i pkt. 3 i kapitel 1 har Justitsministeriets Forskningskontor udarbejdet en
rapport om lægdommeres repræsentativitet fra 2016 til 2019, men
arbejdsgruppen har ikke inddraget denne rapport, idet rapporten først blev
offentliggjort, efter at arbejdsgruppen havde færdiggjort arbejdet med
rapporten. Rapporten fra 2011 og rapporten fra 2015 er optaget som
henholdsvis bilag 1 og 2 til denne rapport.
4.1.1. 2000-rapporten
I 2000 gennemførte Justitsministeriets Forskningskontor første gang en
undersøgelse af lægdommeres repræsentativitet. Undersøgelsen omfattede
både de lægdommere, der havde fungeret i perioden 1996-1999 (kaldet
1996-udvalget), og lægdommere udtaget for perioden 2000-2003 (kaldet
2000-udvalget).
Undersøgelsen viste bl.a., at gruppen af lægdommere i begge perioder ikke
fuldt ud havde den samme sammensætning som befolkningen som helhed.
Dette gjaldt navnlig i relation til fordelingen på alder, uddannelse, erhverv
og etnisk baggrund.
Personer under ca. 40 år, herunder særligt de yngste årgange, var således
underrepræsenterede, mens personer over ca. 45 år var overrepræsenteret
blandt lægdommerne.
Der var endvidere blandt lægdommerne en overrepræsentation af personer
med videregående uddannelser (herunder især mellemlange og lange
videregående uddannelser), mens der var en underrepræsentation af
personer uden erhvervsuddannelse. For så vidt angår lægdommernes
fordeling med hensyn til socioøkonomisk status viste undersøgelsen, at
topledere og lønmodtagere på højeste og mellemste niveau var
overrepræsenteret, mens personer uden for arbejdsstyrken var
underrepræsenteret blandt lægdommerne.
42
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Med hensyn til andelen af lægdommere med indvandrer- og
flygtningebaggrund viste undersøgelsen, at disse personer var
underrepræsenteret.
Undersøgelsen viste også, at lægdommerne i 2000-udvalget i lidt højere
grad end lægdommerne i 1996-udvalget var repræsentative for den danske
befolkning med hensyn til alder, uddannelse og arbejdsforhold.
Herudover viste undersøgelsen, at der i begge lægdommerudvalg var en
lidt større andel mænd og en lidt mindre andel kvinder, end der var i hele
befolkningen.
4.1.2. 2004-rapporten
Den anden rapport fra Justitsministeriets Forskningskontor fra 2004
vedrørte lægdommere udtaget i perioden 2004-2007 (kaldet 2004-
udvalget). Denne undersøgelse viste, at udvalget stadig ikke fuldt ud havde
den samme sammensætning som hele befolkningen. Der blev således
ligesom ved undersøgelsen i 2000 konstateret skævheder særligt for så vidt
angår lægdommernes aldersfordeling, socioøkonomiske status og etniske
baggrund.
Der var blandt lægdommerne fortsat en lidt større andel mænd og en lidt
mindre andel kvinder, end der var i hele befolkningen. Undersøgelsen viste
også, at der i forhold til 1996-udvalget, som var omfattet af undersøgelsen
fra 2000, var sket en fordobling af antallet af lægdommere af fremmed
etnisk herkomst. I samme periode var antallet af personer af fremmed
oprindelse, som kunne udtages som lægdommere, vokset med 85 pct.
Herudover var det samlede antal af lægdommere steget. Trods den nævnte
faktiske fordobling var der – relativt set – således ikke sket en vækst i
andelen af lægdommere med fremmed etnisk herkomst.
4.1.3. 2007-rapporten
Den tredje rapport fra Justitsministeriets Forskningskontor fra oktober
2007 viste, at der blandt lægdommere, som var udtaget for perioden 2008-
2011 (kaldet 2008-udvalget) fortsat var en lidt større andel af mænd og en
lidt mindre andel af kvinder end i befolkningen.
43
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Det fremgik endvidere af undersøgelsen, at forskellen mellem
lægdommernes og befolkningens gennemsnitsalder med tiden var
mindsket. Denne udvikling var dog først og fremmest et resultat af en
generelt aldrende befolkning, og aldersgrupperne over 45 år var således
stadig overrepræsenteret. I særlig grad var der mange lægdommere i
alderen 59-64 år, mens der til gengæld var få under 30 år.
For så vidt angår lægdommernes etniske baggrund, viste undersøgelsen, at
der var sket en markant forbedring i forhold til de to tidligere
undersøgelser. Ved 2008-udvalget af lægdommere blev der således udtaget
75 pct. af det forventede antal personer af fremmed etnisk herkomst mod
tidligere kun halvdelen af det forventede antal.
Endvidere fremgår det af undersøgelsen, at lægdommerne gennemgående
har en højere uddannelse end befolkningen, ligesom de generelt har en
højere socioøkonomisk position end befolkningen i øvrigt. Der er således
en noget større andel af lægdommere end af hele befolkningen, der er
topledere eller lønmodtagere på højeste eller mellemste niveau, mens der
til gengæld er forholdsvis få lønmodtagere på grundniveau, arbejdsløse og
personer uden for arbejdsstyrken blandt lægdommerne. Dette svarer stort
set til, hvad der tillige er set i de to tidligere undersøgelser.
4.1.4. 2011-rapporten
Justitsministeriets Forskningskontors undersøgelse fra november 2011 om
lægdommeres repræsentativitet viste bl.a., at der blandt lægdommere, som
var udtaget for perioden 2012-2015 (kaldet 2012-udvalget), fortsat var en
lidt større andel af mænd end i befolkningen generelt.
Undersøgelsen viste endvidere, at den aldersmæssige skævhed blandt
lægdommere var aftaget en smule gennem årene, hvilket afspejlede sig i,
at forskellen mellem lægdommernes og befolkningens gennemsnitsalder
med tiden var mindsket. Det bemærkes dog i undersøgelsen, at denne
udvikling først og fremmest var et resultat af en generelt aldrende
befolkning, idet gennemsnitsalderen for lægdommerne ikke var mindsket i
den samlede undersøgte periode.
For så vidt angår lægdommernes etniske baggrund, var der i perioden
2012-2015 sket mere end en femdobling i antallet af lægdommere af
fremmed etnisk herkomst i forhold til perioden 1996-1999. Stigningen har
44
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
været mest markant fra 2004 til 2008, hvor der skete godt en fordobling.
Fra 2008 til 2012 var der sket en stigning på godt 40 pct. Ved den seneste
udtagelse af lægdommere blev der udtaget 82 pct. af det forventede antal
personer af fremmed etnisk herkomst mod tidligere 75 pct. (2008-
udvalget).
Undersøgelsen viste endvidere, at lægdommere gennemgående har en
højere uddannelse end befolkningen. Det er således mere end halvanden
gang så stor en andel af lægdommerne som af befolkningen, der har en
mellemlang eller en lang videregående uddannelse, mens der til gengæld
var færre af lægdommerne, som alene har en grundskoleuddannelse.
Endvidere er der lidt færre blandt lægdommerne end i befolkningen, der
har en erhvervsfaglig uddannelse. Der er dog stort set tale om de samme
tendenser, som der er set i de tidligere undersøgelser.
Endelig viste undersøgelsen, at lægdommerne generelt har en højere
socioøkonomisk position end hele befolkningen. Der er således en noget
større andel af lægdommerne, der er topledere eller lønmodtagere på
højeste eller mellemste niveau, mens der til gengæld er forholdsvis få
lønmodtagere på grundniveau og personer uden for arbejdsstyrken blandt
lægdommerne. Også dette svarer stort set til det, der er set i de tidligere
undersøgelser, idet denne undersøgelse dog – i modsætning til de tidligere
undersøgelser – peger på en relativt større andel arbejdsløse blandt
lægdommerne end i befolkningen.
4.2. Grundlisteudvalgenes redegørelser til landsretterne
Det følger af grundlistebekendtgørelsens § 5 a, at grundlisteudvalget ved
fremsendelsen af listen over de personer, der er udtaget af
grundlisteudvalget, skriftligt over for præsidenten for vedkommende
landsret skal redegøre for, hvordan udvalget har søgt at sikre sig, at de
udtagne personer er egnede til at virke som nævninger eller domsmænd, jf.
retsplejelovens §§ 68 og 69, og at kravene i bekendtgørelsens § 4, stk. 1,
om, at de udtagne personer skal udgøre et alsidigt og repræsentativt udsnit
af befolkningen i kommunen, er opfyldt.
Arbejdsgruppen har gennemgået de redegørelser, som de kommunale
grundlisteudvalg har sendt til landsretterne i forbindelse med udtagelsen til
grundlisterne for perioden fra 1. januar 2008 til 31. december 2011.
45
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Redegørelserne viser, at flere grundlisteudvalg først og fremmest har taget
udgangspunkt i tidligere udarbejdede grundlister og efterfølgende har
frasorteret personer, der er flyttet fra kommunen, samt personer, der ikke
længere opfylder alderskravet.
Herudover viser redegørelserne, at en udbredt metode ved udvælgelse af
personer til grundlisterne er, at det enkelte medlem af grundlisteudvalget i
samarbejde med dennes politiske bagland indstiller et vist antal personer til
udvælgelse. Antallet af personer til udvælgelse vil typisk være fastsat
således, at antallet af personer, som hvert grundlisteudvalgsmedlem skal
udvælge, er fastsat forholdsmæssigt i forhold til den politiske
repræsentation i kommunalbestyrelsen (forholdstalsmetoden). Se nærmere
herom under pkt. 2.3 i kapitel 5.
En del grundlisteudvalg har endvidere annonceret efter personer til
grundlisten på kommunens hjemmeside, borgerservicecentre, biblioteker
og i lokalpressen.
Der er endvidere en del grundlisteudvalg, der har indhentet statistik over
befolkningssammensætningen i kommunen fra enten Danmarks Statistik,
Kommunedata (nu KMD A/S) eller folkeregistret for derved at kunne
udarbejde en grundliste, der er så repræsentativ som muligt.
Flere grundlisteudvalg har involveret integrationsrådet i kommunen i
forbindelse med udvælgelsen af personer til grundlisten, eller udvalget har
taget kontakt til etniske foreninger eller arbejdspladser, hvor der arbejder
et stort antal personer med anden etnisk baggrund end dansk.
Endelig har nogle grundlisteudvalg modtaget uopfordrede henvendelser fra
personer, der er blevet opmærksom på grundlisteudvalgenes arbejde via
anden medieomtale end annoncering.
Det var på tidspunktet for den afsluttende behandling af rapporten
arbejdsgruppens vurdering, at de beskrevne forhold tillige ville gøre sig
gældende i forhold til udtagelsen af lægdommere for perioden 1. januar
2012 til 31. december 2015.
46
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
4.3. Supplerende spørgsmål til 13 grundlisteudvalg
Som led i arbejdsgruppens arbejde med at afdække, om visse metoder til
udtagelse af personer til grundlisterne vil være mere egnede end andre i
forhold til at sikre kravene til egnethed, alsidighed og repræsentativitet, har
arbejdsgruppen formuleret en række spørgsmål om den praktiske
fremgangsmåde ved dannelsen af grundlister, som 13 grundlisteudvalg er
blevet bedt om at besvare.
Ved udvælgelsen af de 13 grundlisteudvalg har arbejdsgruppen lagt vægt
på, at der skulle være grundlisteudvalg inden for samtlige regioner, fra
såvel land-, by- og ø-kommuner og fra grundlisteudvalg i kommuner af
forskellig størrelse, for så vidt angår indbyggertal. Endelig er en række
grundlisteudvalg udvalgt, fordi udvalgets redegørelse til landsretten har
givet arbejdsgruppen anledning hertil.
De 13 udvalgte kommuner og de seks spørgsmål om den praktiske
fremgangsmåde ved dannelse af grundlister, som de er blevet bedt om at
besvare, fremgår af rapportens bilag 4.
Besvarelserne bekræfter imidlertid, at den mest udbredte metode for
udtagelse af lægdommere til grundlisterne er forholdstalsmetoden, som
efter flere grundlisteudvalgs opfattelse navnlig har den fordel, at det
enkelte medlem af grundlisteudvalget – eventuelt gennem sit politiske
bagland – kan sikre sig, at de personer, som medlemmet indstiller, er
interesserede i opgaven og egnede hertil. Endvidere bekræftes det, at flere
grundlisteudvalg har annonceret efter kandidater.
Herudover fremgår det af besvarelserne, at kun få af de adspurgte
grundlisteudvalg har fokus på, om der ved dannelsen af grundlister sker
udskiftning – ud over den naturlige udskiftning på grund af fraflytning,
alder eller dødsfald – af de personer, der er optaget på den hidtidige
grundliste.
Grundlisteudvalgene har endvidere svaret, at de har vanskeligt ved at sikre
en repræsentation af særligt den yngre befolkning og af etniske minoriteter
svarende til deres andel heraf i kommunen. For at sikre repræsentativitet
og alsidighed har flere grundlisteudvalg fået oversigter over kommunens
befolkningssammensætning, f.eks. fra Kommunedata (nu KMD A/S),
ligesom flere grundlisteudvalg har forsøgt at annoncere efter kandidater,
f.eks. med anden etnisk baggrund.
47
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Endelig fremgår det af besvarelserne, at grundlisteudvalgene hovedsageligt
forsøger at sikre, at de udtagne personer opfylder kravene om egnethed og
om at være uberygtet gennem grundlisteudvalgenes personlige kendskab
til personerne eller personernes samfundsmæssige omdømme.
Det var på tidspunktet for den afsluttende behandling af rapporten
arbejdsgruppens vurdering, at der ikke ville ske væsentlige ændringer i
forhold til kommunernes udvælgelse til grundlisterne, hvorfor
arbejdsgruppen ikke fandt anledning til at indhente yderligere
oplysningerne hos kommunerne vedrørende udtagelsen af lægdommere for
perioden 1. januar 2012 til 31. december 2015.
48
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
5. Udvælgelse af lægdommere
5.1. Gældende ret
5.1.1. Udtagelse af nævninger og domsmænd
Af retsplejelovens § 68, stk. 1, følger det, at der for hver
landsretsnævningekreds skal vælges et antal personer, der må anses for
egnede til at virke som nævninger eller domsmænd for et tidsrum af 4 år
regnet fra en 1. januar. Listerne over disse personer benævnes grundlister.
For hver landsretsnævningekreds dannes en nævninge- og domsmandsliste
ved lodtrækning blandt de personer, der er opført på grundlisterne. På
samme måde dannes en nævninge- og domsmandsliste for hver byret, der
ligger i landsretsnævningekredsen.
Det følger af retsplejelovens § 69, at til nævning eller domsmand kan
udtages enhver uberygtet mand eller kvinde, der har valgret til Folketinget,
medmindre den pågældende fylder 70 år inden udløbet af det tidsrum, for
hvilket grundlisten gælder, eller på grund af åndelig eller legemlig svaghed
eller utilstrækkeligt kendskab til det danske sprog er ude af stand til at
fyldestgøre en nævnings og domsmands pligter. Hvis den pågældende er
udelukket fra at være nævning eller domsmand efter retsplejelovens § 70,
kan vedkommende endvidere ikke udtages.
Det er landsrettens præsident, der – på baggrund af oplysninger fra
Kriminalregistret – påser, at der ikke optages personer på nævninge- og
domsmandslisterne, som er straffet på en sådan måde, at de ikke kan siges
at være uberygtede. Der er tale om en konkret vurdering, hvor det er
udgangspunktet, at personer, der er straffet med frihedsstraf, er idømt en
større bøde eller i øvrigt er straffet for overtrædelse af straffeloven, eller
som er frakendt førerretten, ikke optages på nævninge- og
domsmandslisterne.
Også en persons åndelige eller legemlige svaghed kan være til hinder for,
at vedkommende kan udtages som nævning eller domsmand. Ved
vurderingen af, om en persons funktionsnedsættelse betyder, at
vedkommende er ude af stand til at virke som lægdommer, må der bl.a.
lægges vægt på retsplejelovens principper om mundtlighed og
bevisumiddelbarhed. Disse principper betyder, at sager som udgangspunkt
forelægges mundtligt og umiddelbart for den dømmende ret, og at den
49
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
dømmende ret således både hører og ser de afhørte personer afgive
forklaring, herunder også de afhørtes optræden og minespil.
Fra retspraksis kan nævnes UfR 2004.1993 Ø, hvor Østre Landsret fandt,
at en blind person på grund af legemlig svaghed var ude af stand til at
fyldestgøre en domsmands pligter i en straffesag om dokumentfalsk.
Det må således bero på en konkret vurdering af, om en persons
funktionsnedsættelse er af en sådan karakter, at den pågældende vil være
ude af stand til at virke som lægdommer. F.eks. kan der i en sådan
vurdering tages højde for, om en svagtseende person med brug af tekniske
hjælpemidler vil have mulighed for at danne sig et fyldestgørende indtryk
af de fremlagte beviser og af tiltaltes og vidners reaktioner under sagen.
Funktionsnedsættelser som f.eks. det at være gangbesværet eller
kørestolsbruger har normalt ikke betydning for, om en person kan opfylde
en lægdommers pligter.
Udtages en person med en funktionsnedsættelse til nævninge- og
domsmandslisterne, tager landsretten i praksis stilling til, om personen på
grund af funktionsnedsættelserne kan fungere som lægdommer.
Kravet i retsplejelovens § 69 om et vist kendskab til det danske sprog skal
ses i sammenhæng med bestemmelsen i retsplejelovens § 149, stk. 1,
hvorefter retssproget er dansk, hvilket nødvendigvis stiller visse krav til
lægdommernes kendskab til det danske sprog.
5.1.2. Grundlister samt nævninge- og domsmandslister
5.1.2.1. Grundlister
Udtagelsen til grundlisten foretages inden for hver kommune af et
grundlisteudvalg på fem medlemmer, der udpeges af kommunalbestyrelsen
for de kommunale råds valgperiode. I København kan
kommunalbestyrelsen bestemme, at der skal nedsættes flere
grundlisteudvalg. De nærmere regler om antallet af personer, der skal
udtages, og om selve udtagelsen fastsættes af justitsministeren, jf.
retsplejelovens § 72.
50
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Reglen i retsplejelovens § 72 om at henlægge valget til grundlisten til et
grundlisteudvalg udpeget af kommunalbestyrelsen blev indført ved lov nr.
192 af 12. juni 1962 om ændringer i lov om rettens pleje (Nævningers og
domsmænds udtagelse).
Efter de hidtidige regler bestod grundlisteudvalgene af ét af landsrettens
præsident udnævnt medlem, ét af vedkommende underretsdommer
udnævnt medlem og tre af kommunalbestyrelsen valgte medlemmer.
Af lovforslaget fremgår det, at antallet af medlemmer i grundlisteudvalget
var foreslået begrænset til tre. Ved lovforslagets førstebehandling udtrykte
flere af ordførerne imidlertid betænkeligheder over denne begrænsning
(Folketingstidende 1961-1962, sp. 4172 ff.). For at opnå en mere alsidig
sammensætning af udvalget og dermed også af grundlisten, forhøjedes ved
lovforslagets andenbehandling medlemstallet til fem efter forslag fra det
udvalg, hvortil lovforslaget var henvist.
Justitsministeren har med hjemmel i retsplejelovens § 72 udstedt
bekendtgørelse nr. 809 af 5. december 1990 om grundlister (kaldet
grundlistebekendtgørelsen). Grundlistebekendtgørelsen er ændret ved
bekendtgørelse nr. 1212 af 30. december 1993, bekendtgørelse nr. 681 af
10. juli 2000 og bekendtgørelse nr. 152 af 20. februar 2007.
Det følger af grundlistebekendtgørelsens § 1, at udtagelse af personer til
grundlisten sker efter reglerne i retsplejelovens kapitel 6 og 7 samt efter
reglerne i bekendtgørelsen.
Af grundlistebekendtgørelsens § 3 fremgår det, at der til grundlisten
udtages én person for hvert fulde antal af 300 indbyggere. Antallet af
indbyggere opgøres efter det tabelværk om befolkningen i kommunen,
som Danmarks Statistik senest har offentliggjort forud for udtagelsen. I
København udtages dog 1.800 personer til grundlisten.
Det følger endvidere af grundlistebekendtgørelsens § 4, stk. 1, at personer,
der udtages, skal udgøre et alsidigt sammensat udsnit af befolkningen. Der
skal tilstræbes en repræsentation af de forskellige aldersklasser, af mænd
og kvinder, og af etniske minoriteter svarende til deres andel af
befolkningen i kommunen.
§ 4, stk. 1, fik sin nuværende udformning med ændringen af
grundlistebekendtgørelsen
i
2007.
Justitsministeriet
ændrede
51
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
bekendtgørelsen, da Justitsministeriets Forskningskontors rapport om
lægdommeres repræsentativitet fra 2004 viste, at lægdommerne fortsat
ikke fuldt ud havde den samme sammensætning som hele befolkningen, og
da der fortsat var skævheder for så vidt angik lægdommernes
aldersfordeling, socioøkonomiske status og etniske baggrund. Se nærmere
om Justitsministeriets Forskningskontors rapport fra 2004 under pkt. 1.2 i
kapitel 4.
Justitsministeriet præciserede i 2000 bestemmelsen i § 4, stk. 1, således at
det kom til at fremgå, at der ved udvælgelse af personer til grundlisterne så
vidt muligt skulle tilstræbes en repræsentation af etniske minoriteter
svarende til deres andel af befolkningen i kommunen. Præciseringen blev
foretaget på baggrund af Justitsministeriets Forskningskontors rapport fra
2000. Se nærmere herom under pkt. 1.1 i kapitel 4.
Grundlisteudvalgene skal ved udarbejdelse af grundlisterne foretage et
samlet skøn over, om den udarbejdede grundliste er alsidig sammensat set
i forhold til kommunens befolkning.
Ved alsidighed kan der bl.a. lægges vægt på uddannelsesmæssig baggrund
og beskæftigelsesmæssig status. Herudover kan der være særlige forhold,
som gør sig gældende for den enkelte kommune, f.eks. kan der i det
sønderjyske område lægges vægt på alsidighed i form af repræsentation fra
det tyske mindretal i Sønderjylland.
Efter grundlistebekendtgørelsens § 5, stk. 1, skal de personer, der er
udtaget af grundlisteudvalget, opføres af folkeregistret på en liste, der skal
indeholde oplysning om fulde navn, personnummer, stillingsbetegnelse og
postadresse, herunder postnummer. Listen sendes til præsidenten for
vedkommende landsret inden 1. april, jf. § 5, stk. 3.
Med ændringen af grundlistebekendtgørelsen i 2007 blev der endvidere
indsat en bestemmelse om, at grundlisteudvalgene ved fremsendelse af
grundlisterne til landsretterne skriftligt skal redegøre for, hvordan udvalget
har søgt at sikre sig, at de personer, der er udtaget til grundlisten, er egnede
til at virke som lægdommere og udgør et repræsentativt og alsidigt
sammensat
udsnit
af
kommunens
befolkning,
jf.
grundlistebekendtgørelsens § 5 a.
Udtagelsen finder sted hvert 4. år senest i begyndelsen af marts, jf.
bekendtgørelsens § 6.
52
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
1624024_0053.png
Hverken retsplejeloven eller grundlistebekendtgørelsen indeholder
nærmere regler om, hvilken fremgangsmåde grundlisteudvalget skal følge
i forbindelse med udvælgelsen af personer til grundlisten.
Grundlisteudvalgene afgør således selv, hvordan personerne til grundlisten
udtages.
Det fremgår dog af grundlistebekendtgørelsens § 4, stk. 2, at et medlem af
grundlisteudvalget kan kræve, at udtagelsen foretages efter reglerne om
valg til udvalg mv. i lov om kommunernes styrelse, dvs. efter
forholdstalsmetoden (d’Hondts metode).
§ 24, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse
1
fastlægger metoden for
forholdstalsvalg på grundlag af d’Hondts metode. Udvælgelsen sker efter
følgende regler:
”Kommunalbestyrelsens medlemmer deles i de grupper, hvori
medlemmerne har anmeldt for formanden at ville stemme sammen ved det
pågældende valg. Ved valg til økonomiudvalg og stående udvalg skal dog
foretages samme gruppeanmeldelse. Hver gruppes medlemstal deles med
1,2,3 osv. De herefter fremkomne kvotienter angiver den rækkefølge, i
hvilken de enkelte grupper kan vælge deres repræsentanter. Er to eller flere
kvotienter lige store, afgøres rækkefølgen ved lodtrækning. Når det antal
repræsentanter, der tilkommer de enkelte grupper, er bestemt, skal
grupperne straks meddele formanden, hvilke personer der udpeges til de
dem tilfaldne pladser. Giver en gruppe afkald på sin ret til at få en eller
flere repræsentanter, fordeles de ledigblevne pladser mellem de andre
grupper på den foran angivne måde.”
I tilfælde af forsømmelse med grundlistens udarbejdelse kan landsrettens
præsident under anvendelse af tvangsbøder pålægge grundlisteudvalget at
træffe de foreskrevne foranstaltninger, jf. retsplejelovens § 73.
5.1.2.2. Nævninge- og domsmandslister
Det følger af retsplejelovens § 74, at landsrettens præsident affatter
nævninge- og domsmandslisterne efter modtagelsen af grundlisterne.
Byrettens nævninge- og domsmandsliste dannes ved lodtrækning blandt de
personer, der er optaget på grundlisterne inden for retskredsen.
Landsrettens nævninge- og domsmandsliste dannes for hver
landsretsnævningekreds ved lodtrækning blandt de personer, der herefter
er tilbage på grundlisterne inden for landsretsnævningekredsen.
1
Lovbekendtgørelse nr. 186 af 19. februar 2014.
53
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
1624024_0054.png
Landsrettens præsident fastsætter antallet af nævninge og domsmænd, der
skal udtages efter lovens § 74. Antallet skal fastsættes således, at en
nævning eller domsmand må ventes at komme til at virke fire gange årligt,
jf. retsplejelovens § 78.
Når
landsrettens
præsident
har
udfærdiget
nævninge-
og
domsmandslisterne, sender præsidenten i henhold til retsplejelovens § 75
en skriftlig meddelelse til de personer, der er optaget på listerne.
Underretningen skal indeholde en opfordring til de pågældende om at rette
henvendelse til landsrettens præsident, hvis de anser sig udtaget med urette
eller ønsker at fremsætte begæring om fritagelse efter § 71.
Spørgsmålet om underretning af personer, der optages på grundlisterne,
reguleres af reglerne i persondatalovens
2
§§ 28 og 29. Der henvises til
omtalen heraf under pkt. 4 i arbejdsgruppens vejledning af 23. november
2010 til grundlisteudvalgene, der er optrykt som bilag 3 til denne rapport.
Efter reglerne i retsplejeloven er det således alene de udtagne personer, der
underrettes. De personer, der ikke optages på nævninge- og
domsmandslisterne, modtager ikke meddelelse herom fra landsretterne,
men kan bl.a. på landsretternes hjemmesider finde information om
udvælgelsesprocessen, herunder hvornår udvælgelsen har fundet sted.
Landsrettens præsident afgør, om de personer, der er optaget på nævninge-
og domsmandslisterne, opfylder betingelserne efter §§ 69 og 70 for at
kunne være nævning eller domsmand, og om fremsatte begæringer om
fritagelse efter § 71 skal imødekommes. De trufne afgørelser kan ikke
påklages, jf. retsplejelovens § 76.
Efter retsplejelovens § 77 kan landsrettens præsident foretage fornøden
berigtigelse af nævninge- og domsmandslisterne efter disses udarbejdelse,
hvis han bliver opmærksom på grunde, som udelukker personer, der er
optaget på listerne fra nævninge- eller domsmandshvervet, eller hvis han
tager en begæring om fritagelse efter § 71 til følge.
5.1.3. Udtagelse af nævninger og domsmænd for de enkelte sager
Det følger af retsplejelovens §§ 79 og 88, at når behandlingen af en sag
skal finde sted, i hvilken nævninger eller domsmænd skal medvirke,
2
Lov nr. 429 af 31. maj 2000 med senere ændringer.
54
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
udtager retsformanden ved landsretten og præsidenten ved byretterne det
fornødne antal nævninge og domsmænd samt suppleanter af de øverst på
nævninge- og domsmandslisten opførte personer, der ikke tidligere har
gjort tjeneste som nævning, domsmand eller suppleant i den udtagne
periode. Når man er nået listen til ende, sker udtagelse på ny forfra.
For så vidt angår domsmænd følger det af retsplejelovens § 88, stk. 2, at
udtagelsen sker for en enkelt dag, således at de pågældende medvirker ved
hovedforhandlingen og påkendelsen af alle de sager, hvis behandling
påbegyndes den nævnte dag, selv om sagen ikke afsluttes samme dag.
Herudover følger det af retsplejelovens § 68, stk. 3, at nævninger og
domsmænd efter udløbet af det tidsrum, for hvilken grundlisten gælder,
kan færdigbehandle sager, i hvilke mundtlig forhandling er påbegyndt
inden for dette tidsrum.
Det følger endvidere af retsplejelovens § 79, stk. 3, at landsretten kan
bestemme, at nævningerne skal udtages af nævninge- og domsmandslisten
for den landsretsnævningekreds, hvor sagen skal behandles, hvis
landsretten i medfør af retsplejelovens § 8, stk. 4, har truffet bestemmelse
om, at en sag skal behandles uden for landsretsnævningekredsen. Træffer
byretten i medfør af retsplejelovens § 13, stk. 3, bestemmelse om, at en sag
skal behandles uden for retskredsen, kan byretten tilsvarende bestemme, at
nævninger skal udtages af nævninge- og domsmandslisten for den
retskreds, hvor sagen skal behandles.
Det følger af retsplejelovens § 82, at retsformanden drager omsorg for, at
det fornødne antal af de udtagne nævninger med en uges varsel indkaldes
til at give møde i retten. Indkaldelsen skal indeholde oplysning om, at det
påhviler en nævning, der mener at have lovligt forfald, snarest muligt
skriftligt at meddele retsformanden dette, og om følgerne af undladelse
heraf eller udeblivelse uden lovligt forfald. Er fristen efter § 80, 1. pkt.
forkortet efter § 80, 2. pkt., kan indkaldelse ske med kortere varsel end en
uge.
Finder retsformanden efter de foreliggende oplysninger, at et opgivet
forfald er gyldigt, indkalder han yderligere en eller flere af de udtagne
nævninger. Indkaldelse kan i så fald ske med kortere varsel end en uge.
Om fornødent kan retsformanden supplere antallet af udtagne nævninger i
overensstemmelse med bestemmelserne i § 79, jf. § 83.
55
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
De i § 79 omhandlede afgørelser er ikke genstand for anke eller kære, jf.
retsplejelovens § 84.
Domsmænd i domsmandssager og deres suppleanter indkaldes med tre
dages varsel i overensstemmelse med reglerne i lovens § 82, stk. 1, jf. §
89.
Det fremgår af retsplejelovens § 85, at en nævning eller domsmand, som
udebliver uden lovligt forfald eller uden rettidigt at have meldt sit forfald,
straffes med bøde. Det samme gælder den nævning eller domsmand, som
efter at være mødt, uden oplyst forfald unddrager sig opfyldelsen af de
pligter, der påhviler ham som nævning eller domsmand.
Dersom det fornødne antal nævninger eller domsmænd ikke er mødt, når
retten skal sættes, kan retsformanden uden at iagttage bestemmelsen i § 79
udtage og tilkalde det manglende antal nævninger og domsmænd blandt de
personer, der er opført på nævninge- og domsmandslisten. Det samme
gælder, hvis en nævning eller domsmand, der har givet møde, ikke kan
deltage i sagens behandling, jf. retsplejelovens § 86, stk.1.
5.2. Arbejdsgruppens overvejelser og anbefalinger
Ved kommissoriet af 12. januar 2009 er arbejdsgruppen anmodet om –
inden for retsplejelovens rammer – at overveje, hvordan det på den mest
hensigtsmæssige måde sikres, dels at de personer, der udtages til at virke
som lægdommere, er egnede hertil, dels at sammensætningen af
lægdommere i videst mulige omfang afspejler befolkningens
sammensætning.
Arbejdsgruppen har fundet, at flere tiltag kan iværksættes uden at det
kræver lovændringer, og at visse forbedringer kan opnås ved bedre
information om de eksisterende muligheder.
Som følge af dette har arbejdsgruppen som led i sit virke drøftet
forskellige praktiske initiativer, som arbejdsgruppen har samlet i en
vejledning til grundlisteudvalgene. Vejledningen, som forud for
udtagningen til grundlister for perioden 2012-2015 blev gjort tilgængelig
for grundlisteudvalgene, er optrykt som bilag 3 til denne rapport. En kort
sammenfatning af initiativerne fremgår af pkt. 2.1 i kapitel 5.
56
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Herudover foreslår arbejdsgruppen en række ændringer i retsplejeloven og
i grundlistebekendtgørelsen. Ændringerne har til formål at forbedre
grundlisteudvalgenes mulighed for at udarbejde grundlister, som opfylder
retsplejelovens krav om, at de udtagne personer skal være egnede til at
virke som lægdommere og samtidig udgøre et alsidigt og repræsentativt
udsnit af befolkningen i kommunen. Arbejdsgruppens overvejelser
fremgår af pkt. 2 i dette kapitel.
5.2.1. Vejledning til grundlisteudvalg om udarbejdelse af grundlister
Arbejdsgruppen har vurderet, at der var behov for en vejledning til
grundlisteudvalgene til brug for arbejdet med dannelsen af grundlister,
som bl.a. skulle komme med forslag til metoder, som grundlisteudvalgene
kan anvende til at finde egnede personer til grundlisterne. Arbejdsgruppen
har prioriteret arbejdet med vejledningen med henblik på, at vejledningen
kunne stå til rådighed for grundlisteudvalgene forud for udtagelsen til
grundlisterne for perioden 1. januar 2012 til 31. december 2015.
På denne baggrund sendte arbejdsgruppen vejledning af 23. november
2010 til grundlisteudvalg om udarbejdelse af grundlister til samtlige
kommuner i landet.
Vejledningen indeholder en beskrivelse af gældende ret for dannelse af
grundlister og nævninge- og domsmandslister. Der redegøres endvidere for
de krav, der stilles til personer, som skal udtages til grundlisten, jf.
retsplejelovens §§ 68 og 69, herunder at de udtagne personer må være
egnede til at virke som lægdommere, samt hvad grundlisteudvalgene må
lægge vægt på ved vurderingen af, om betingelserne er opfyldt.
I vejledningen redegøres der desuden for, hvilke forhold
grundlisteudvalgene skal være opmærksomme på i forhold til at sikre, at
der er en tilstrækkelig repræsentation af de forskellige aldersklasser, af
mænd og kvinder og af etniske minoriteter svarende til deres andel af
befolkningen, jf. grundlistebekendtgørelsens § 4, stk. 1, 2. pkt. Der gives i
den forbindelse en række forslag til, hvordan grundlisteudvalgene kan
sikre, at også disse krav er opfyldt. Vejledningen indeholder ligeledes en
beskrivelse af kravet om, at de udtagne personer må udgøre et alsidigt
sammensat udsnit af befolkningen, herunder hvad der kan indgå i
vurderingen af dette krav, jf. grundlistebekendtgørelsens § 4, stk. 1, 1. pkt.
57
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Endvidere indeholder vejledningen en beskrivelse af de øvrige krav,
navnlig efter persondataloven, som grundlisteudvalgene må overholde ved
selve udvælgelsen af personer til grundlister. Endelig fremkommer
vejledningen med en række forslag til fremgangsmåder, som
grundlisteudvalgene kan anvende ved udvælgelsen af personer med
henblik på at sikre, at ovennævnte krav om egnethed, alsidighed og
repræsentativitet er opfyldt. Der redegøres i den forbindelse for de fordele
og ulemper, som kan være forbundet med de forskellige metoder.
5.2.2. Antallet af medlemmer i grundlisteudvalgene
Med kommunalreformen i 2007 blev en lang række kommuner lagt
sammen, hvorved kommunernes antal blev reduceret til ca. en tredjedel.
De færre og større kommuner har bevirket, at grundlisteudvalgenes arbejde
med at udarbejde grundlister er blevet mere krævende, idet
grundlisteudvalgene skal udtage et større antal personer til grundlisterne
end tidligere.
Arbejdsgruppen har på denne baggrund overvejet, om retsplejelovens § 72
bør ændres, således at antallet af medlemmer i grundlisteudvalgene kan
bestå af flere medlemmer end de fem, som grundlisteudvalgene efter
gældende ret skal bestå af.
En forøgelse af antallet af medlemmer i grundlisteudvalgene vil give
udvalgene mulighed for at gøre brug af et samlet set større personligt
netværk, når der skal findes personer til grundlisterne. Dette kan lette
grundlisteudvalgenes arbejde i forhold til at sikre egnetheden af de udtagne
personer, idet egnetheden i videre omfang vil kunne sikres ved personligt
kendskab til de udtagne. Derudover kan det forbedre mulighederne for, at
der i højere grad udtages personer, som er interesserede i at være
lægdommere.
Arbejdsgruppen anbefaler på denne baggrund en ændring af
retsplejelovens § 72, således at kommunalbestyrelserne får mulighed for at
nedsætte grundlisteudvalg med flere end fem medlemmer.
Da formålet med arbejdsgruppens anbefaling er at forbedre
grundlisteudvalgenes mulighed for at finde egnede personer til grundlisten,
finder arbejdsgruppen, at der bør gives kommunalbestyrelserne mulighed
for selv at fastsætte antallet af medlemmer i grundlisteudvalgene.
58
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Arbejdsgruppen har således ikke fundet det nødvendigt at fastsætte en øvre
grænse for antallet af medlemmer i grundlisteudvalgene.
Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at retsplejelovens § 72 ændres, således at
grundlisteudvalgene fremover består af mindst fem medlemmer, der
udpeges af kommunalbestyrelsen.
Kommunalreformen i 2007 har derimod ikke indebåret væsentlige
ændringer i forhold til Københavns Kommune, hvorfor arbejdsgruppen
ikke finder anledning til at foreslå ændringer af særordningen for
København i retsplejelovens § 72, 2. pkt., hvorefter kommunalbestyrelsen
kan bestemme, at der skal nedsættes flere grundlisteudvalg.
Der henvises til § 1, nr. 4, i udkastet til lov om ændring af retsplejeloven
og bemærkningerne hertil i kapitel 9.
5.2.3. Metoder til udtagelse
Som det fremgår af besvarelserne fra grundlisteudvalgene til
arbejdsgruppen, som er beskrevet i pkt. 3 i kapitel 4, anvender en stor del
af grundlisteudvalgene forholdstalsmetoden ved udvælgelse af personer til
grundlisten, ligesom der i mange tilfælde tages udgangspunkt i de
hidtidige grundlister. Endvidere har nogle grundlisteudvalg annonceret
efter kandidater til grundlisten, involveret kommunernes integrationsråd
og taget kontakt til etniske foreninger og arbejdspladser, der hovedsageligt
beskæftiger personer med anden etnisk baggrund end dansk.
Som nævnt under pkt. 2.1 i dette kapitel, redegøres der i arbejdsgruppens
vejledning af 23. november 2010 til grundlisteudvalgene, der er optrykt
som bilag 3 til rapporten, for forskellige metoder, som enkeltvis eller i
kombination kan bruges ved udarbejdelsen af grundlister. Der redegøres
endvidere for fordele og eventuelle ulemper ved de forskellige metoder.
For en nærmere beskrivelse af de forskellige udvælgelsesmetoder – samt
fordele og ulemper herved – henvises således til bilag 3 til rapporten.
Særligt henset til kommunernes forskellighed, for så vidt angår
befolkningssammensætning i forhold til bl.a. alder, socioøkonomisk status
og etnisk oprindelse, finder arbejdsgruppen ikke, at visse metoder til
udtagelse af personer til grundlisterne generelt vil være bedre egnede end
59
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
andre til at sikre opfyldelsen af kravene til egnethed, alsidighed og
repræsentativitet.
Det afgørende er efter arbejdsgruppens opfattelse, at de udtagne personer
er egnede og udgør et alsidigt og repræsentativt udsnit af befolkningen i
kommunen.
Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at den nuværende retstilstand
opretholdes, således at grundlisteudvalgene selv afgør, hvordan personerne
til grundlisten udtages.
Arbejdsgruppen har endvidere ikke fundet grundlag for at ændre
muligheden for, at et medlem af grundlisteudvalget efter
grundlistebekendtgørelsens § 4, stk. 2, kan kræve, at udtagelsen foretages
ved forholdstalsvalg, idet arbejdsgruppen finder, at denne metode kan
være god til at sikre egnetheden, hvis det forudsættes, at det enkelte
grundlisteudvalgsmedlem eller vedkommendes politiske bagland har
personligt kendskab til de udtagne personer.
Derimod bør det – efter arbejdsgruppens opfattelse – sikres, at så få
persongrupper som muligt (på forhånd) udelukkes fra at være
lægdommere, jf. retsplejelovens § 70, ligesom det bør sikres, at
lægdommernes vilkår – herunder vederlag – er rimelige. Se nærmere
herom i kapitlerne 6-7.
5.2.4. Initiativer med henblik på at sikre egnethed, alsidighed og
repræsentativitet
5.2.4.1. Aldersgrupper
Personer, der udtages til grundlisten, skal udgøre et alsidigt sammensat
udsnit af befolkningen. Der skal tilstræbes en repræsentation af de
forskellige aldersklasser, af mænd og kvinder, og af etniske minoriteter
svarende
til
deres
andel
af
befolkningen
i
kommunen
(repræsentationsprincippet). Over for dette princip om repræsentation står
kravet om egnethed.
Som
det
fremgår
af
arbejdsgruppens
kommissorium,
er
egnethedsprincippet dels formuleret som minimumskrav i retsplejelovens
§ 69, dels udtrykt som et mere generelt egnethedskrav i retsplejelovens §
60
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
68. Minimumskravet består i, at en person ikke på grund af åndelig eller
legemlig svaghed eller utilstrækkeligt kendskab til det danske sprog må
være ude af stand til at fyldestgøre en nævnings og domsmands pligter.
Hverken retsplejeloven eller grundlistebekendtgørelsen indeholder
udtømmende retningslinjer for, hvordan egnethedskravet skal fortolkes.
Ved vurderingen af, om en person er egnet til at virke som lægdommer,
må der efter arbejdsgruppens opfattelse lægges vægt på, at lægdommernes
ansvarsfulde og ofte vanskelige funktion må forudsætte visse
kvalifikationer af hensyn til både tiltalte og strafferetsplejen som helhed.
Disse to principper for udvælgelse af lægdommere er efter
arbejdsgruppens opfattelse ikke fuldt ud forenelige i praksis. En
fuldstændig repræsentativitet vil kun kunne opnås ved en statistisk
udvælgelse – eller eventuelt (mindre præcist) ved en lodtrækning – blandt
borgerne. Ved en individuel kvalitativ udvælgelse er det i praksis ikke
muligt fuldt ud at tage højde for alle repræsentativitetsfaktorer.
Det fremgår af grundlistebekendtgørelsens § 4, stk. 1, at personer, der
udtages til grundlisten, skal udgøre et alsidigt sammensat udsnit af
befolkningen, og at der skal tilstræbes en repræsentation af de forskellige
aldersklasser, af mænd og kvinder, og af etniske minoriteter svarende til
deres andel af befolkningen i kommunen.
Det er således anført direkte i bekendtgørelsen, i hvilke henseender
grundlisten skal være repræsentativ.
Grundlistebekendtgørelsens krav om, at de udtagne personer skal udgøre et
alsidigt sammensat udsnit af befolkningen, må efter arbejdsgruppens
opfattelse forstås således, at grundlisteudvalget skal foretage et samlet
skøn over, om den udarbejdede grundliste er alsidigt sammensat i forhold
til kommunens befolkning ud fra faktorer som f.eks. uddannelsesmæssig
baggrund og beskæftigelsesmæssig status.
De
redegørelser,
som
grundlisteudvalgene
efter
grundlistebekendtgørelsens § 5 a udarbejder til landsretterne om, hvordan
man har søgt at sikre sig, at de udtagne personer er egnede, og at
grundlisten opfylder kravet om alsidighed og repræsentativitet, har vist, at
grundlisteudvalgene i almindelighed har svært ved at finde et tilstrækkeligt
antal unge personer til grundlisterne. Der henvises til pkt. 2 i kapitel 4.
61
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Arbejdsgruppen har på den ene side fundet, at det ikke nødvendigvis er en
ulempe, at grundlisterne – i det omfang det indtil nu har været tilfældet –
ikke fuldt ud er repræsentative for så vidt angår alder. Arbejdsgruppen har
herved lagt vægt på, at princippet om egnethed bør veje mindst lige så
tungt som princippet om repræsentativitet. Det er således vigtigt, at de
personer, der udtages til grundlisterne, har den fornødne ansvarlighed og
modenhed, der må kræves for at virke som nævning eller domsmand.
Arbejdsgruppen har dog på den anden side fundet, at det er vigtigt med i
hvert fald nogen repræsentation af alle aldersgrupper på grundlisterne i det
omfang, at det i øvrigt er foreneligt med princippet om egnethed.
Som led i grundlistebekendtgørelsens krav om, at de forskellige
aldersklasser skal være repræsenteret, har arbejdsgruppen overvejet at
opstille nogle aldersgrupper, hvor der i hver aldersgruppe skal udtages det
antal personer, som er repræsentativt i forhold til den samme aldersgruppe
i kommunens samlede befolkning.
En fordel ved at opstille aldersgrupper, som dækker over
aldersspænd, er, at grundlisteudvalgene får bedre mulighed for
personer med fokus på de enkelte personers egnethed, når
relevante aldersgruppe er repræsentativ i forhold til den
befolkning i kommunen.
et større
at udtage
blot den
samlede
En svaghed ved at opstille sådanne aldersgrupper er på den anden side, at
kravet om repræsentativitet med hensyn til alder svækkes, fordi der
dermed er en risiko for, at der udtages et stort antal personer, som tilhører
f.eks. den ældste del af en aldersgruppe.
Arbejdsgruppen har imidlertid fundet, at hensynet til lægdommeres
egnethed bør veje tungere end hensynet til en fuldkommen repræsentativ
grundliste for så vidt angår alder, og arbejdsgruppen anbefaler således, at
der indføres et antal aldersgrupper, som dækker over et større aldersspænd,
hvor der i hver aldersgruppe skal udtages det antal personer, som er
repræsentativt i forhold til den samme aldersgruppe i kommunens samlede
befolkning.
Arbejdsgruppen foreslår således, at der oprettes følgende tre
aldersgrupper: 18-30 år, 31-50 år og 51-65 år. Forslaget forudsætter en
ændring af grundlistebekendtgørelsens § 4, stk. 1.
62
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
1624024_0063.png
5.2.4.2. Etniske minoriteter
Undersøgelserne
fra
Justitsministeriets
Forskningskontor
om
lægdommeres repræsentativitet fra 1996-2015, der er beskrevet i kapitel 4,
har vist, at der generelt set ikke har været udtaget et tilstrækkeligt højt
antal lægdommere med fremmed etnisk herkomst. Der er dog sket en
forbedring gennem tiden, og ved 2012-udvalget svarede udtagelsen af
personer af fremmed etnisk herkomst til 82 pct. i forhold til deres
forholdsmæssige repræsentation i kommunerne mod tidligere 75 pct.
(2008-udvalget).
Justitsministeriets undersøgelser bygger på antallet af lægdommere af
udenlandsk oprindelse i forhold til antallet af indvandrere og
efterkommere i befolkningen.
Arbejdsgruppen er bekendt med, at flere grundlisteudvalg har haft
problemer med at finde personer til grundlisterne med fremmed etnisk
herkomst, ligesom der hersker tvivl om forståelsen af udtrykket ”etniske
minoriteter” i grundlistebekendtgørelsen.
På den baggrund har arbejdsgruppen i den vejledning, der er udsendt til
grundlisteudvalgene, og som er optrykt som bilag 3 til rapporten, bl.a.
henvist til, at der på Danmarks Statistiks hjemmeside (www.dst.dk) for
hver enkelt kommune kan foretages udtræk over antallet af indvandrere og
efterkommere med dansk statsborgerskab, ligesom man kan se
aldersfordelingen på disse.
Af Danmarks Statistiks hjemmeside
3
fremgår, at statistisk materiale
vedrørende indvandrere og efterkommere indhentes på baggrund af
følgende sondring:
”Indvandrere er født i udlandet. Ingen af forældrene er både danske
statsborgere og født i Danmark. Hvis der ikke findes oplysninger om nogen
af forældrene, og personen er født i udlandet, opfattes personen også som
indvandrer.
Efterkommere er født i Danmark. Ingen af forældrene er både danske
statsborgere og født i Danmark. Hvis der ikke findes oplysninger om nogen
af forældrene, og personen er udenlandsk statsborger, opfattes personen
også som efterkommer. Når en eller begge forældre, der er født i Danmark,
opnår dansk statsborgerskab, vil deres børn ikke blive klassificeret som
efterkommere. Fastholder danskfødte forældre imidlertid begge et
http://www.dst.dk/da/Statistik/dokumentation/kvalitetsdeklarationer/indvandrere-og-
efterkommere.aspx
3
63
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
udenlandsk statsborgerskab, vil deres børn blive klassificeret som
efterkommere.”
Begrebet ”etniske minoriteter” kan således efter arbejdsgruppens
opfattelse med fordel fortolkes i overensstemmelse med Danmarks
Statistiks definition af indvandrere og efterkommere. Arbejdsgruppen
anbefaler
derfor,
at
udtrykket
”etniske
minoriteter”
i
grundlistebekendtgørelsens § 4, stk. 1, ændres til ”indvandrere og
efterkommere”.
For at opfylde grundlistebekendtgørelsens krav om, at det skal tilstræbes,
at de udtagne personer udgør en repræsentation af bl.a. etniske minoriteter
svarende til deres andel af befolkningen i kommunen, bør
grundlisteudvalgene – på trods af at der med 2012-udvalget blev udtaget
82 pct. af det forventede antal af personer med fremmed etnisk herkomst –
være opmærksomme på, at der udtages et tilstrækkeligt antal personer med
fremmed etnisk herkomst.
Arbejdsgruppen anbefalede derfor i den ovenfor nævnte vejledning, at
grundlisteudvalgene i forbindelse med udtagelse til grundlisterne f.eks.
tager kontakt til kommunernes integrationsråd, etniske foreninger eller
arbejdspladser, hvor der arbejder personer af anden etnisk herkomst,
ligesom grundlisteudvalgene kan annoncere efter interesserede og i den
forbindelse henlede opmærksomheden på, at der særligt er brug for
indvandrere og efterkommere til grundlisten.
5.2.4.3. Antallet af udtagne personer
Som nævnt ovenfor under pkt. 2.4 i dette kapitel, kan
repræsentationsprincippet og egnethedsprincippet være svære at forene i
praksis. En fuldstændig repræsentativitet vil således kun kunne opnås ved
en statistisk udvælgelse – eller eventuelt (mindre præcist) ved en
lodtrækning – blandt borgerne. Ved en individuel kvalitativ udvælgelse er
det i praksis ikke muligt fuldt ud at tage højde for alle
repræsentativitetsfaktorer.
Arbejdsgruppen har derfor overvejet, om antallet af personer, der udtages
til grundlisterne, kan reduceres. Dette vil forbedre grundlisteudvalgenes
mulighed for at sikre, at udvalgene lever op til grundlistebekendtgørelsens
krav om, at de personer, der udtages til grundlisten, skal være egnede
64
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
samtidig med, at grundlisten skal udgøre et alsidigt og repræsentativt
udsnit af kommunens befolkning.
Ifølge Justitsministeriets Forskningskontors undersøgelse af lægdommeres
repræsentativitet fra november 2011, som er optrykt som bilag 1 til denne
rapport og er nærmere omtalt under pkt. 1.4 i kapitel 4, indeholdt
grundlisterne på landsplan ca. dobbelt så mange personer som dem, der
endte med at blive udtaget som lægdommere.
Hvis man ser på de enkelte kommuner, er der imidlertid store variationer.
Det fremgår således af oplysninger fra Østre Landsret vedrørende antallet
af udtagne personer fra de gældende grundlister, at der i Sorø Kommune er
udtaget 56,1 pct. af de til grundlisten udtagne personer som lægdommere.
Til sammenligning er der i Gribskov Kommune og Tårnby Kommune
udtaget henholdsvis 83,7 pct. og 99,3 pct. af de på grundlisterne optagne
personer til at virke som lægdommere.
En reduktion i antallet af personer på grundlisten vil naturligvis få
indflydelse på forholdet mellem antallet af personer, der udtages til
grundlisterne, og antallet af personer, der udtages til nævninge- og
domsmandslisterne.
Sandsynligheden for at blive udtaget til nævninge- og domsmandslisterne
stiger således i takt med, at antallet af udtagne personer til grundlisterne
sættes ned.
Arbejdsgruppen finder, at det er væsentligt, at nævninge- og
domsmandslisterne sammensættes ved en tilfældig udvælgelse fra en
grundliste, hvor der er optaget flere personer, end der skal udtages som
lægdommere. Derved har ingen direkte indflydelse på, at en bestemt
person bliver udtaget til nævninge- og domsmandslisterne.
En reduktion i antallet af personer på grundlisterne vil for en række
kommuners vedkommende medføre en risiko for, at andelen af personer på
den pågældende grundliste, der vil blive udtaget til nævninge- og
domsmandslisterne, vil blive så stor, at der ikke længere er en reel
tilfældighed i forhold til sammensætningen af nævninge- og
domsmandslisterne, idet næsten alle personer på grundlisten vil blive
udtaget dertil.
65
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Arbejdsgruppen har på den baggrund fastholdt den nuværende udtagelse af
1 person for hvert fulde antal af 300 indbyggere.
Bekendtgørelsens § 3, stk. 2, indeholder en fravigelse fra udgangspunktet
om, at antallet af personer på grundlisterne er bestemt af
befolkningsstørrelsen. Det følger heraf, at der i København skal udtages
1.800 personer til grundlisten.
Oprindeligt indebar reglen, at der blev udtaget flere personer til
grundlisten i København sammenlignet med resten af landet.
Befolkningstilvæksten i København har dog medført, at reglen efterhånden
indebærer, at der udtages færre personer til grundlisten i København
sammenlignet med resten af landet.
Forud for den seneste udtagelse til grundlisterne havde Københavns
Kommune således ifølge Danmarks Statistik en befolkningsstørrelse på ca.
548.400 personer (3. kvartal 2011). Såfremt antallet af personer på
grundlisten i København ville have været bestemt efter
grundlistebekendtgørelsens § 3, stk. 1, ville der have været udtaget 1.828
personer til grundlisten. I 2. kvartal 2014 ville der i medfør af
bekendtgørelsens § 3, stk. 1, skulle have været udtaget 1.908 personer til
grundlisten, idet befolkningen siden sidste udtagelse til grundlisten er
vokset til 572.400 personer.
Arbejdsgruppen finder ikke, at denne ordning er hensigtsmæssig, idet
bestemmelsen efter arbejdsgruppens opfattelse ikke længere er
tidssvarende, da befolkningstallet er vokset. Bestemmelsen foreslås af
samme grund ophævet.
Arbejdsgruppen har i stedet overvejet, om der kan indrettes en mere
fleksibel ordning, hvorefter der i de kommuner, som har en høj udtagelse,
skal udtages flere personer til grundlisten sammenlignet med resten af
landet. Herved kan det løbende vurderes, om et grundlisteudvalg skal
optage flere personer på en grundliste for at sikre, at der sker en tilfældig
udtagelse.
En løbende evaluering af behovet for yderligere optagelse på en grundliste
kan efter arbejdsgruppens opfattelse mest hensigtsmæssigt foretages af
landsretspræsidenterne, der bl.a. står for udarbejdelse af nævninge- og
domsmandslister. Samtidig er landsretspræsidenterne i forvejen i medfør
af retsplejelovens § 73 tillagt visse beføjelser i forhold til
grundlisteudvalgenes arbejde, idet landsrettens præsident i tilfælde af
66
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
forsømmelse under anvendelse af tvangsbøder kan pålægge
grundlisteudvalgene at træffe de foreskrevne foranstaltninger.
Arbejdsgruppen foreslår derfor, at landsretspræsidenterne forud for
udtagelsen bør kunne bestemme, at et grundlisteudvalg skal udtage et
yderligere antal personer til grundlisten, hvis det på baggrund af tidligere
erfaringer og eventuelle nyere tal må forventes, at udtagelsesprocenten
bliver så høj, at der ikke længere er en reel tilfældighed i forhold til
udtagelsen til nævninge- og domsmandslisterne. Dette er efter
arbejdsgruppens opfattelse tilfældet, når flere end 8 ud af 10 personer (dvs.
mere end 80 pct.) på grundlisten må forventes at blive udtaget til
nævninge- og domsmandslisterne.
Landsretspræsidenternes beslutning om, at der i en kommune skal udtages
flere personer til grundlisten, bør meddeles i god tid inden det tidspunkt,
hvor
udtagelse
til
grundlisterne
finder
sted
efter
grundlistebekendtgørelsens § 6.
Arbejdsgruppen foreslår på den baggrund, at grundlistebekendtgørelsens §
3, stk. 2, nyaffattes, således at landsrettens præsident kan pålægge et
grundlisteudvalg at udtage et yderligere antal personer til en grundliste,
såfremt det forventes, at flere end 8 ud af 10 personer bliver udtrukket til
nævninge- og domsmandslister fra en grundliste, der er sammensat efter
reglerne i § 3, stk. 1.
5.2.4.4. Forlods udtagelse til nævninge- og domsmandslisterne
Som nævnt ovenfor under pkt. 1.2.2 i kapitel 5 affattes nævninge- og
domsmandslisterne af landsrettens præsident ved lodtrækning blandt de
personer, der er optaget på grundlisterne.
Arbejdsgruppen har overvejet, om nævninge- og domsmandslisternes
alsidighed og repræsentativitet bør søges yderligere sikret ved, at
landsretterne får mulighed for forlods at udtage et antal personer fra de
grupper, som generelt er underrepræsenterede på grundlisterne.
Det fremgår som anført af undersøgelserne fra Justitsministeriets
Forskningskontor om lægdommeres repræsentativitet fra 1996 til 2015,
som er omtalt under pkt. 1 i kapitel 4, at repræsentativiteten blandt
lægdommere langsomt forbedres, idet bl.a. forskellen mellem
lægdommernes og befolkningens gennemsnitsalder med tiden er mindsket,
67
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
ligesom der over de seneste 16 år er sket mere end en femdobling i antallet
af lægdommere af fremmed etnisk herkomst. Stigningen har været mest
markant fra 2004 til 2008, hvor der er sket godt en fordobling, mens der
fra 2008 til 2012 er sket en stigning på godt 40 pct. Ved udtagelsen af
lægdommere (2012-udvalget) blev der udtaget 82 pct. af det forventede
antal personer af fremmed etnisk herkomst mod tidligere 75 pct. (2008-
udvalget).
Det er efter arbejdsgruppens opfattelse væsentligt, at der ved udvælgelsen
af lægdommere er et vist moment af tilfældighed i form af lodtrækning,
som medfører, at en stor del af personerne på grundlisterne ikke vil blive
udtaget til nævninge- og domsmandslisterne. Dette hindrer, at
grundlisteudvalgene har direkte indflydelse på, om en bestemt person
bliver udpeget som nævning eller domsmænd.
Henset til den positive udvikling i lægdommernes repræsentativitet, finder
arbejdsgruppen derfor ikke, at der på nuværende tidspunkt er grundlag for
at ændre reglen i retsplejelovens § 74 om, at landsretternes udarbejdelse af
nævninge- og domsmandslisterne udelukkende sker ved tilfældig
lodtrækning.
5.2.4.5. Helbredstilstand eller erhvervs- eller familieforhold
Arbejdsgruppen har overvejet, om der bør ske en lempelse af adgangen til
at blive fritaget for lægdommerhvervet på grund af lægdommerens
helbredstilstand eller erhvervs- eller familieforhold efter retsplejelovens §
71, nr. 8, idet der efter gældende ret alene kan ske fritagelse, hvis de
pågældende personer på grund af disse forhold ikke uden fare for deres
velfærd kan opfylde nævninge- eller domsmandspligten.
Ved lovens § 71, nr. 8, er der tale om en snæver fritagelsesmulighed. Dette
illustreres f.eks. af UfR 2000.1418/1V, hvor landsretten idømte en person,
der skulle medvirke i en nævningesag, en bøde, efter at den pågældende
var udeblevet fra hovedforhandlingen. Landsretten udtalte bl.a., at der ikke
var grundlag for at følge nævningens anmodning om at blive fritaget fra
lægdommerhvervet, som vedkommende tidligere havde fremsat over for
landsretten. Heri havde nævningen begæret sig fritaget fra
lægdommerhvervet
under
henvisning
til
familiemæssige,
privatøkonomiske, arbejdsmæssige, holdningsmæssige og personlige
årsager og havde i den forbindelse bl.a. henvist til en erklæring fra sin
68
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
arbejdsgiver, hvor det bl.a. fremgik, at virksomheden havde behov for den
pågældendes arbejdsindsats.
Ifølge de for arbejdsgruppen foreliggende oplysninger er de fleste
begæringer om fritagelse fra lægdommerhvervet begrundet i, at de udtagne
personer enten ikke bryder sig om at skulle dømme i straffesager, eller at
varetagelse af lægdommerhvervet vil være til ulempe for den pågældende
som følge af enten helbredsmæssige, arbejdsmæssige eller andre private
grunde.
Arbejdsgruppen har overordnet lagt vægt på, at lægdommerhvervet er et
borgerligt ombud, hvis karakter risikerer at blive udvandet, hvis ikke en
fritagelse alene kommer på tale i særlige tilfælde. Arbejdsgruppen har
herudover lagt vægt på, at en snæver fritagelsesregel tillige kan ses som en
beskyttelse af personer, der ønsker at virke som nævninger eller
domsmænd, f.eks. set i forhold til de pågældendes arbejdsgivere, som kan
have et ønske om, at de pågældende arbejdstagere fritages fra
lægdommerhvervet.
I visse tilfælde finder arbejdsgruppen imidlertid, at en person bør kunne
begære sig fritaget, selv om hvervet ikke truer den pågældendes velfærd,
fordi vedkommendes udførelse af lægdommerhvervet ikke står i et rimeligt
forhold til det samfundsmæssige udbytte herved. Dette kan være tilfældet,
når hvervet medfører en uforholdsmæssig ulempe for en domsmand eller
nævnings erhvervs- eller familieforhold, f.eks. hvor en meget lang
transporttid for den pågældende til og fra tingstedet ikke står i rimeligt
forhold til den tid, den pågældende skal være i retten. Dette må især
tænkes at kunne være tilfældet ved de større afstande, der kan forekomme i
landsretskredsene.
Det forhold, at man ikke bryder sig om at dømme i straffesager, skal
derimod som hidtil ikke kunne begrunde en fritagelse fra at udføre hvervet
som lægdommer.
Arbejdsgruppen foreslår på den baggrund, at en person i medfør af
retsplejelovens § 71, nr. 8, skal kunne begære sig fritaget fra
lægdommerhvervet, såfremt denne på grund af vedkommendes
helbredstilstand eller erhvervs- eller familieforhold ikke uden fare for
dennes velfærd eller uforholdsmæssig ulempe kan opfylde nævninge- og
eller domsmandspligten.
69
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
1624024_0070.png
5.2.4.6.
Adgang
til
lægdommerhvervet
for
personer
med
funktionsnedsættelse
Arbejdsgruppen har på baggrund af en henvendelse fra Center for
Ligebehandling af Handicappede af 11. maj 2009 drøftet, i hvilket omfang
personer med en funktionsnedsættelse kan varetage hvervet som
lægdommer, herunder om der er behov for en ændring af den gældende
ordning med henblik på at forbedre adgangen til lægdommerhvervet for
disse personer.
Problemstillingen vedrører på den ene side hensynet til, at personer med
funktionsnedsættelse kan deltage i samfundslivet, herunder som
lægdommer i retssager, på lige vilkår med andre. Heroverfor står
naturligvis hensynet til den tiltalte i en retssag, som skal være sikker på, at
retssagen bliver behandlet på en retssikkerhedsmæssig forsvarlig måde,
herunder at bevisbedømmelsen er uhindret.
Det skal indledningsvis bemærkes, at FN’s konvention af 13. december
2006 om rettigheder for personer med handicap, som Danmark ved
kongelig resolution af 13. juli 2009 efter indhentelse af Folketingets
samtykke har ratificeret
4
, ikke ses at indeholde en forpligtelse til, at enhver
person uanset funktionsnedsættelse skal have mulighed for at virke som
lægdommer i straffesager.
Som anført i pkt. 1.1 i dette kapitel følger det bl.a. af retsplejelovens § 69,
at en person ikke kan udtages som nævning eller domsmand, hvis denne på
grund af åndelig eller legemlig svaghed må anses at være ude af stand til at
fyldestgøre en nævnings og domsmands pligter. Baggrunden herfor må
antages at være, at lægdommere på grund af især retssikkerhedsmæssige
hensyn bør være i stand til at gøre sig bekendt med en straffesag på
baggrund af en mundtlig hovedforhandling, herunder at kunne bedømme
de beviser, der fremføres under forhandlingen, såsom vidneforklaringer,
fotos, lyd- og videooptagelser samt skriftlige erklæringer mv. Det er
landsrettens præsident, som afgør, om en person, der er udtaget som
lægdommer, opfylder disse betingelser, jf. retsplejelovens § 76.
Efter retsplejelovens § 74 affatter landsrettens præsident nævninge- og
domsmandslisterne, hvor rækkefølgen bestemmes ved lodtrækning.
4
Jf. bekendtgørelse nr. 35 af 15. september 2009.
70
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Herefter udtages lægdommerne efter tur til de enkelte sager, jf.
retsplejelovens §§ 79 og 88.
Retsplejelovens ordning for lægdommeres medvirken i straffesager bygger
på en forudsætning om, at de personer, der udtages som lægdommere,
generelt er egnede til at virke. Der er således ikke hjemmel til at udtage en
person som lægdommer, hvis denne f.eks. af helbredsmæssige grunde vil
være ude af stand til at virke som lægdommer i visse straffesager.
Personer med en funktionsnedsættelse (fysisk eller psykisk handicap) kan
efter de nævnte regler udtages som nævninger eller domsmænd, hvis
betingelserne herfor er opfyldt, herunder at den pågældende er i stand til at
virke som lægdommer i alle sager.
Personer med en funktionsnedsættelse er således ikke generelt afskåret fra
at virke som nævninger eller domsmænd. En funktionsnedsættelse fører
således ikke i sig selv til, at den pågældende er afskåret fra at være
lægdommer. Det forhold, at en person f.eks. er gangbesværet, hindrer ikke,
at vedkommende kan virke som lægdommer, idet der i langt den
overvejende del af danske retssale er indrettet adgang til kørestolsbrugere
mv.
Det vil derfor i hvert enkelt tilfælde afhænge af en konkret vurdering, om
vedkommendes funktionsnedsættelse er af en sådan karakter, at den
pågældende er uegnet til at virke som lægdommer. I vurderingen vil det
f.eks. kunne indgå, om en svagtseende person eventuelt med tekniske
hjælpemidler vil have mulighed for at danne sig et fyldestgørende indtryk
af de fremlagte beviser og af tiltaltes og vidners reaktioner under sagen.
Arbejdsgruppen har overvejet, om der bør indføres en ordning, som giver
mulighed for, at visse personer, der er udtaget som lægdommere, kun
medvirker i visse straffesager. Det bemærkes i den forbindelse, at kravene
til en lægdommer kan variere fra sag til sag og således efter
omstændighederne vil være større i visse sager end andre. Eksempelvis
stilles større krav til personers syns- og/eller hørefunktion i sager om
dokumentfalsk eller sager med bevisførelse i form af lyd- eller
videooptagelser.
En person ville i givet fald skulle undtages fra den ovennævnte udtagelse,
hvor lægdommere udtages efter tur til de konkrete straffesager, og der
måtte i stedet i hvert enkelt tilfælde foretages en konkret vurdering af, om
71
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
den pågældende på fyldestgørende måde kan varetage hvervet som
lægdommer i sagen.
Arbejdsgruppen finder imidlertid, at det vil være forbundet med
principielle betænkeligheder at operere med flere kategorier af
lægdommere afhængigt af, om de pågældende må anses for egnede eller
uegnede til at behandle bestemte typer af straffesager.
Der henvises i den forbindelse til, at det må anses for et væsentligt element
i lægdommerordningen, at lægdommerne kan deltage i behandlingen af
alle straffesager, uden at der opstår spørgsmål om at vurdere, om den
enkelte lægdommer er særligt egnet eller uegnet til at deltage i en bestemt
sag eller lignende.
Endvidere henvises til, at der vil være praktiske vanskeligheder forbundet
med en sådan ordning, herunder vanskeligheder ved på forhånd at skulle
vurdere, om det vil være forsvarligt, at der i en straffesag deltager en
lægdommer, der f.eks. er blind. Viser det sig først senere, at sagen
indeholder forhold, der gør det uforsvarligt, at der medvirker en blind
lægdommer, vil konsekvensen i så fald være, at sagen må gå om.
Arbejdsgruppen henviser i den forbindelse til UfR 2004.1993 Ø, som er
gengivet i pkt. 1.1 i dette kapitel, hvor landsretten fandt, at en blind person
på grund af legemlig svaghed var ude af stand til at fyldestgøre en
domsmands pligter i en straffesag om dokumentfalsk. Landsretten
ophævede på denne baggrund byrettens dom, og sagen blev hjemvist til
fornyet behandling i byretten.
Arbejdsgruppen finder på denne baggrund, at en sådan ordning vil være
principielt betænkelig i forhold til, at lægdommere skal kunne deltage i
behandlingen af alle straffesager og ikke være udtaget på baggrund af en
udvælgelse efter en konkret vurdering i forhold til den enkelte straffesag.
Endvidere finder arbejdsgruppen, at en ændring, som giver mulighed for,
at visse personer kun medvirker i straffesager, som de efter en konkret
vurdering findes at være egnet til, vil være forbundet med praktiske
vanskeligheder, herunder risiko for at sager må gå om, hvis det senere
viser sig, at en lægdommer er uegnet til at medvirke i sagens behandling.
Arbejdsgruppen finder derfor, at der ikke er grundlag for at foretage
ændringer i de gældende regler med henblik på at udvide adgangen til
lægdommerhvervet for personer med en funktionsnedsættelse.
72
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Der henvises i øvrigt til pkt. 1.1 i dette kapitel.
5.2.5. Initiativer i forhold til rekruttering af personer til
lægdommerhvervet
5.2.5.1. Introduktionsfilm om lægdommerhvervet
I arbejdsgruppens overvejelser om at forbedre grundlisteudvalgenes
mulighed for at udtage egnede personer til grundlisten, som tillige udgør et
alsidigt og repræsentativt udsnit af befolkningen i kommunen, har indgået
muligheden for at udbrede kendskabet til lægdommerhvervet.
Domstolsstyrelsens vejledning til domsmænd og nævninger på
domstolenes hjemmeside giver interesserede mulighed for at læse nærmere
om, hvad hvervet som nævning og domsmand indebærer. Endvidere findes
der på domstolenes hjemmeside en kort beskrivelse af, hvordan nævninger
og domsmænd udtages, og personer, der er interesserede i at blive
nævninger eller domsmænd, henvises til at rette henvendelse til deres
bopælskommune for at få nærmere information om optagelse på
grundlisten.
Det er således muligt at finde information om hvervet som lægdommer på
domstolenes hjemmeside.
Arbejdsgruppen finder det endvidere nyttigt, hvis der særligt i perioden op
til kommunernes udvælgelse af personer til grundlisterne sættes yderligere
fokus på at synliggøre informationen om nævninge- og domsmandshvervet
på domstolenes hjemmeside. Dette kan f.eks. ske ved, at der fra forsiden af
domstolenes hjemmeside gøres en introduktionsfilm om nævninger og
domsmænd tilgængelig.
Fordelen ved en introduktionsfilm som supplement til det allerede
eksisterende skriftlige informationsmateriale om hvervet som nævning og
domsmand er efter arbejdsgruppens opfattelse, at en introduktionsfilm
formentlig vil henvende sig til en anden målgruppe end det skriftlige
informationsmateriale, hvorved en større gruppe af personer gøres bekendt
med muligheden for at blive nævning eller domsmand til gavn for at sikre
grundlistens alsidighed og repræsentativitet.
73
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
1624024_0074.png
En sådan introduktionsfilm vil efter arbejdsgruppens opfattelse tillige være
nyttig for grundlisteudvalgene, der kan henvise til filmen ved links fra
kommunens hjemmeside og ved annoncering efter personer, der er
interesserede i at blive optaget på grundlisten.
På baggrund af arbejdsgruppens drøftelser har Domstolsstyrelsen
udarbejdet en introduktionsfilm om lægdommerhvervet, som har været
tilgængelig på domstolenes hjemmeside (www.domstol.dk) i forbindelse
med den seneste udtagelse af personer til grundlister.
5.2.5.2. Orienteringsmøder om mulighederne for at blive lægdommer
For at sætte yderligere fokus på muligheden for at blive nævning eller
domsmand har arbejdsgruppen overvejet, om der forud for udtagelsen til
grundlisterne kan afholdes orienteringsmøder ved retterne, hvor
interesserede kan få information om nævningers og domsmænds opgaver,
og om, hvordan man bliver nævning og domsmand.
Arbejdsgruppen finder, at orienteringsmøderne bør afholdes i retslokaler,
således at de fremmødte får lejlighed til at se, hvordan en retssal ser ud.
Endvidere vil det efter arbejdsgruppens opfattelse være nyttigt, hvis
orienteringsmøderne afholdes med deltagelse af en dommer og en eller
flere personer, der allerede er eller har været lægdommere, idet
interesserede herved får mulighed for at høre om andres erfaringer med at
være lægdommer.
Opslag om orienteringsmøderne kan ske på domstolenes hjemmeside, men
grundlisteudvalgene vil også kunne oplyse om orienteringsmøderne f.eks.
via kommunernes hjemmeside eller i forbindelse med annoncering efter
personer, der er interesserede i at blive optaget på grundlisten.
5.3. Ændring af aldersgrænsen for lægdommere
Som anført under pkt. 1.1 i dette kapitel kan der som nævninger og
domsmænd med de af § 70 følgende undtagelser udtages enhver uberygtet
mand eller kvinde, der har valgret til folketinget, medmindre den
pågældende fylder 70 år inden udløbet af det tidsrum, for hvilket
grundlisten gælder, eller på grund af åndelig eller legemlig svaghed eller
utilstrækkeligt kendskab til det danske sprog er ude af stand til at
74
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
1624024_0075.png
fyldestgøre en nævnings og domsmands pligter. Dette indebærer, at en
person ikke kan optages på grundlisten, hvis den pågældende er fyldt 66 år
ved grundlisteperiodens begyndelse.
Efter retsplejelovens § 71 har en række personer mulighed for at blive
fritaget fra at virke som lægdommer. Det følger heraf bl.a., at personer,
som er fyldt 60 år, kan begære sig fritaget for nævninge- og
domsmandshvervet, jf. bestemmelsens nr. 7.
De på nævninge- og domsmandslisten optagne personer opfordres i
underretningen fra landsretspræsidenten om, at de er blevet udtaget, til at
rette henvendelse til landsrettens præsident, såfremt de ønsker at fremsætte
begæring om fritagelse efter retsplejelovens § 71, jf. lovens § 75. Efter
retsplejelovens § 76 afgør landsrettens præsident, om en fremsat begæring
efter § 71 skal imødekommes.
Aldersgrænsen for lægdommere blev indsat i retsplejeloven ved lov nr.
192 af 12. juni 1962 om ændring af retsplejeloven. Det fremgår ikke af
bemærkningerne til bestemmelsen, hvad der var baggrunden for at indføre
aldersgrænsen. Den må imidlertid antages at have haft sammenhæng med
den pligtige afgangsalder for faste dommere, som også på daværende
tidspunkt var 70 år.
Aldersgrænsen for dommere mv. er fastsat i tjenestemandslovens
5
§ 34,
stk. 2, hvorefter dommere og andre tjenestemandsansatte jurister ved
domstolene afskediges fra udgangen af den måned, hvori de fylder 70 år.
Denne bestemmelse i tjenestemandsloven indebærer, at der som
hovedregel ikke er mulighed for, at ansættelsen kan fortsætte, efter at
dommeren mv. er fyldt 70 år.
I UfR 1935.1 H fastslog Højesteret i en sag anlagt af 6 underretsdommere
(i forbindelse med indføjelsen af den pligtige afgangsalder på 70 år i
tjenestemandsloven), at grundlovens regel om, at afskedigelse kun kan ske
ved dom, må antages at åbne plads for, at det ved lov bestemmes, at
dommere ubetinget skal afgå ved en bestemt alder, når aldersgrænsen
fastsættes således, at dommerne ved denne alder ikke længere anses fuldt
egnede til at bestride deres embedsforretninger – hvilket fandtes at være
tilfældet med hensyn til den indførte aldersgrænse på 70 år. Højesteret
fremhævede i dommen, at det væsentlige er, at sådanne regler ikke berører
Jf. lovbekendtgørelse nr. 488 af 6. maj 2010 om tjenestemænd, som ændret ved lov nr.
1365 af 28. december 2011.
75
5
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
dommernes uafhængighed og ikke åbner mulighed for vilkårlighed fra
administrationens side.
Efter retsplejelovens § 51 er der dog mulighed for, at en dommer, der
afskediges på grund af alder, kan færdigbehandle sager, i hvilke mundtlig
forhandling er påbegyndt inden ansættelsens ophør. Bestemmelsen i
lovens § 51 blev indført ved lov nr. 325 af 11. april 2012 om ændring af
retsplejeloven mv. med henblik på at give mulighed for, at dommere og
andre personer, der udøver dømmende myndighed, kan færdigbehandle
sager, som de pågældende har påbegyndt, før de falder for en fast
aldersgrænse. Ved samme lov blev dagældende 2. pkt. i retsplejelovens §
68, stk. 3, ophævet, hvilket medførte, at lægdommere på tilsvarende måde
kan færdigbehandle sager, i hvilke mundtlig forhandling er påbegyndt
inden for det tidsrum, for hvilket grundlisten gælder, uanset om den
pågældende måtte fylde 70 år.
Aldersgrænsen for dommere har været gældende siden 1933, hvor den
blev indføjet i tjenestemandsloven (ved lov nr. 193 af 20. maj 1933).
Den generelle pligtige afgangsalder for tjenestemænd blev ophævet med
virkning fra den 19. juni 2008 ved lov nr. 484 af 17. juni 2008 om ændring
af lov om tjenestemænd og forskellige andre love. Regeringen besluttede
dog i den forbindelse, at spørgsmålet om en ændring af den
afgangspligtige alder for dommere og andre tjenestemandsansatte jurister
ved domstolene ikke skulle være omfattet af det omhandlede lovforslag.
Regeringen besluttede derfor at nedsætte et udvalg, som skulle overveje,
om der burde fastsættes en anden afgangsalder for dommere og andre
tjenestemandsansatte jurister ved domstolene end 70 år og komme med
forslag til, hvilken afgangspligtig alder der i givet fald burde fastsættes.
5.3.1. Udvalget om pligtig afgangsalder for dommere og andre
tjenestemandsansatte jurister ved domstolene
Udvalget om pligtig afgangsalder for dommere og andre
tjenestemandsansatte jurister ved domstolene blev nedsat den 22. januar
2009. Udvalget afgav den 9. januar 2014 en udtalelse om den pligtige
afgangsalder for dommere og andre tjenestemandsansatte jurister ved
domstolene.
76
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Det fremgår bl.a. af udtalelsen, s. 7 f., at det er udvalgets vurdering, at en
aldersbetinget svækkelse af en dommer i praksis langt fra altid vil indtræde
og forløbe på en sådan måde, at det – hvis dommeren ikke selv ønsker at
fratræde sin stilling – vil være muligt straks at tilvejebringe det sikre
grundlag, som vil være en forudsætning for, at den pågældende dommer
vil kunne suspenderes eller afsættes ved dom afsagt af Den Særlige
Klageret. Det betyder, at den pågældende – i hvert fald i en periode – vil
virke som dommer uden at være i stand til at varetage sine arbejdsopgaver
forsvarligt. I lyset af de opgaver, som domstolene varetager, kan dette efter
omstændighederne være forbundet med ganske vidtrækkende
konsekvenser for de berørte borgere, virksomheder mv. Det bør således
endvidere søges undgået, at der sker en forøgelse af antallet af sager om
afskedigelse af dommere på grund af aldersbetinget svækkelse, idet en
sådan forøgelse bl.a. vil kunne bidrage til at svække borgernes tillid til
domstolene.
Udvalget anførte endvidere, at det har været vanskeligt på det foreliggende
grundlag at vurdere, om en eventuel mindre forhøjelse af den pligtige
afgangsalder for dommere og andre tjenestemandsansatte jurister ved
domstolene – f.eks. til 72 år – vil medføre en forøgelse af tilfælde, hvor en
dommer på grund af aldersbetinget svækkelse ikke vil være i stand til at
varetage sine arbejdsopgaver forsvarligt.
I lyset heraf fandt udvalget, at der ikke kunne ses bort fra, at en højere
pligtig afgangsalder eventuelt vil kunne indebære en forøget risiko for, at
sådanne tilfælde opstår.
Udvalget fandt derfor samlet set, at den pligtige afgangsalder for dommere
mv. på 70 år burde fastholdes, hvilket Folketinget har tilsluttet sig gennem
vedtagelsen af lov nr. 737 af 25. juni 2014 om ændring af retsplejeloven
og forskellige andre love (Revision af reglerne om behandling af civile
sager og syn og skøn, forhøjelse af beløbsgrænse for anke, indførelse af
deltidsordning for dommere m.v., medieannoncering af tvangsauktioner,
tvangsfuldbyrdelse af digitale lånedokumenter, skriftlig behandling af anke
i straffesager med samstemmende påstande m.v.).
77
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
5.3.2.
Arbejdsgruppens
overvejelser
om
aldersgrænsen
for
lægdommere
Arbejdsgruppen har anset det for naturligt i lyset af den udtalelse om den
pligtige afgangsalder for dommere og andre tjenestemandsansatte jurister
ved domstolene, som Udvalget om pligtig afgangsalder for dommere mv.
afgav den 9. januar 2014, at overveje, om udvalgets anbefalinger for så
vidt angår afgangsalderen for dommere mv. bør få betydning for den
gældende aldersgrænse for nævninger og domsmænd.
Arbejdsgruppen har herunder overvejet, om de betænkeligheder, der gives
udtryk for i udtalelsen, kan overføres til nævninger og domsmænd.
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at der som led i overvejelserne om
ændring af aldersgrænsen for lægdommere bør tages højde for de krav, der
stilles til nævninger og domsmænd under udførelsen af deres hverv.
Arbejdsgruppen henviser i den forbindelse til vigtigheden af de beføjelser,
som lægdommere er tillagt under behandlingen af sager ved domstolene.
Det følger således f.eks. af retsplejelovens § 86 a, at nævninger deltager i
afgørelsen af skyldsspørgsmålet, jf. § 891 og § 931, stk. 2, og i
fastsættelsen af sanktionen, jf. § 894 og § 931, stk. 3. Domsmænd virker
som hovedregel med samme beføjelser som dommere under
hovedforhandlingen og de i forbindelse med denne stående afgørelser, jf.
retsplejelovens § 91, stk. 2, 1. led, og stk. 3.
Endvidere kan arbejdsgruppen henvise til, at retsplejelovens principper om
mundtlighed og bevisumiddelbarhed indebærer, at sager som
udgangspunkt forelægges mundtligt og umiddelbart for den dømmende ret.
Nævninger og domsmænd må således fysisk og psykisk fuldt ud være i
stand til at følge forhandlingen, herunder f.eks. kunne bedømme de
afgivne forklaringer under sagen.
Arbejdsgruppen
henviser
endvidere
til
den
grundlæggende
samfundsmæssige funktion, som varetages af domstolene. Det er af stor
betydning at opretholde befolkningens tillid til, at domstolene kan opfylde
denne væsentlige funktion. Efter arbejdsgruppens opfattelse bør det derfor
så vidt muligt sikres, at personer, som udtages som nævninger og
domsmænd, fuldt ud lever op til de store krav, der med rette må stilles til
lægdommere.
78
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Den gældende aldersgrænse må antages i sin tid at være fastsat ud fra en
antagelse om, at lægdommere ved en højere alder generelt ikke i alle
tilfælde længere kan anses for fuldt egnede til at bestride denne funktion,
jf. nærmere Højesterets præmisser i UfR 1935.1 H om aldersgrænsen for
dommere, som er gengivet i afsnit 3.1 i dette kapitel.
Det kan vanskeligt vurderes, om en eventuel mindre forhøjelse af den
nuværende aldersgrænse vil kunne medføre en forøgelse af de tilfælde,
hvor en domsmand eller nævning på grund af aldersbetinget svækkelse
ikke vil være i stand til at varetage sine opgaver forsvarligt. Ligesom for
dommere mv. kan der således heller ikke for domsmænd og nævninger ses
bort fra, at en forhøjelse af aldersgrænsen eventuelt vil kunne indebære en
forøget risiko for, at sådanne tilfælde opstår. Omvendt vil der være mange
personer med en alder over aldersgrænsen, som fuldt ud vil være i stand til
at varetage opgaven som lægdommer.
Aldersgrænsen må ses i sammenhæng med aldersgrænsen for juridiske
dommere mv., der er fastsat til 70 år. Der henvises i den forbindelse til de
opgaver, som varetages af lægdommere, jf. f.eks. retsplejelovens § 91, stk.
2, 1. led, som fastlægger, at domsmænd normalt virker med samme
beføjelser som dommere under hovedforhandlingen.
Arbejdsgruppen bemærker dog, at ordningen for lægdommere på visse
punkter adskiller sig fra, hvad der gælder i forhold til dommere mv.
Således adskiller f.eks. muligheden for at afskære nævninger og
domsmænd fra at deltage i domstolsbehandlingen i tilfælde, hvor den
pågældende på grund af aldersbetinget svækkelse ikke opfylder
egnethedskravet i retsplejelovens § 69, sig fra, hvad der gælder i forhold til
dommere og tjenestemandsansatte jurister ved domstolene.
Efter retsplejelovens § 77 foretager landsrettens præsident, såfremt han
efter nævninge- og domsmandslisternes udarbejdelse bliver opmærksom
på grunde, som udelukker nogen af de på listerne opførte personer fra
nævninge- og domsmandshvervet, fornøden berigtigelse af listerne.
Bestemmelsen i retsplejelovens § 77 må således anses at indebære en mere
effektiv mulighed for at afskære en nævning eller domsmand fra at virke
som sådan i tilfælde, hvor den pågældende er ude af stand til at varetage
sine arbejdsopgaver forsvarligt.
79
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
1624024_0080.png
Det må formodes, at aldersbetinget svækkelse hos en lægdommer ikke i
alle tilfælde vil blive konstateret forud for en hovedforhandling, men
muligvis først viser sig over tid – eventuelt under udførelsen af hvervet
som lægdommer – og at den pågældende ikke i alle tilfælde selv er
opmærksom på, at denne ikke længere opfylder de krav, der må stilles til
en lægdommers psykiske og fysiske helbredstilstand. Fremgangsmåden i
retsplejelovens § 77 gør det lettere at fratage en lægdommer muligheden
for at bestride hvervet sammenlignet med juridiske dommere mv., men det
er samtidig vigtigt, at der i givet fald er fornødent grundlag for en sådan
beslutning således, at der ikke opstår spørgsmål om, hvorvidt udelukkelsen
reelt skyldes uenighed i lægdommerens afgørelser. Det kan i praksis tage
nogen tid at sikre det fornødne grundlag for en beslutning om udelukkelse
af en lægdommer, og bestemmelsen yder derfor ikke en garanti for, at der
ikke medvirker lægdommere, som på grund af aldersbetinget svækkelse
ikke opfylder kravene hertil i lovens § 69.
Et mindretal bestående af repræsentanterne fra landsretterne,
Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening, Landsforeningen af
Beskikkede advokater, samt advokatrådet udtaler herefter:
Domstolenes centrale rolle i samfundet og den betydelige arbejdsbyrde,
der er ved domstolene, indebærer betydelige krav til dommernes
arbejdsevne, herunder også til lægdommernes.
Vi finder, at der ikke kan ses bort fra, at en højere aldersgrænse for
lægdommere vil kunne indebære en risiko for en forøgelse af antallet af
tilfælde, hvor en lægdommer på grund af aldersbetinget svækkelse ikke vil
være i stand til at varetage lægdommerhvervet forsvarligt.
Vi finder i den forbindelse, at adgangen til at afskære lægdommere fra at
virke efter retsplejelovens § 77 ikke efter vores opfattelse i sig selv taler
væsentligt for, at der indføres en højere aldersgrænse. Desuden finder vi, at
antallet af tilfælde, hvor en lægdommer må afskæres fra at udføre sit hverv
ved foretagelse af berigtigelse af nævninge- og domsmandslisten, bør
begrænses mest muligt af hensyn til navnlig tilliden til domstolene.
Der henvises endvidere til, at der gennem årene har været udfoldet
bestræbelser for at få flere yngre personer til grundlisterne, fordi ældre
personer hidtil generelt har været overrepræsenteret.
80
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
1624024_0081.png
Vi finder på den baggrund, at det samlet set ikke kan anbefales at hæve
aldersgrænsen for lægdommere.
Et flertal i arbejdsgruppen bestående af repræsentanter fra Rigsadvokaten,
KL samt Justitsministeriet udtaler:
Befolkningens gennemsnitlige levealder er i de senere år steget, og
samtidig synes personer over 70 år i dag generelt at kunne meget mere end
i 1972, hvor aldersgrænsen for lægdommere blev indført.
På flere områder indretter man sig således i dag på den stigende levealder.
Det er f.eks. sket i forhold til tjenestemænd i staten, som er omtalt ovenfor
i pkt. 3 i dette kapitel, hvor den generelle pligtige afgangsalder på 70 år er
ophævet. Der kan endvidere henvises til forhøjelsen af aldersgrænsen for
obligatorisk fornyelse af kørekort fra 70 til 75 år, som for nyligt blev
vedtaget ved lov nr. 154 af 18. februar 2015
6
.
Den gældende aldersgrænse for lægdommere indebærer, at et stort antal
personer med en alder helt ned til 66 år udelukkes fra at virke som
lægdommere navnlig på grund af en risiko for, at en hævelse af
aldersgrænsen eventuelt vil føre til en forøgelse af tilfælde, hvor en
lægdommer på grund af aldersbetinget svækkelse ikke vil være i stand til
at varetage lægdommerhvervet forsvarligt.
Det kan imidlertid vanskeligt vurderes, om en eventuel mindre forhøjelse
af aldersgrænsen faktisk vil kunne føre til en forøgelse af tilfælde, hvor en
lægdommer på grund af aldersbetinget svækkelse ikke vil være i stand til
at varetage lægdommerhvervet forsvarligt. Mange personer med en alder
over aldersgrænsen vil således uden tvivl fuldt ud være i stand til at
varetage opgaven som lægdommer.
Risikoen for, at en lægdommer på grund af aldersbetinget svækkelse ikke
vil være stand til at varetage lægdommerhvervet forsvarligt, må under alle
omstændigheder antages at være mindre ved en mindre forhøjelse af
aldersgrænsen for lægdommere end ved en tilsvarende forhøjelse af
aldersgrænsen for dommere mv., bl.a. fordi personer, der blot når
aldersgrænsen inden udløbet af det tidsrum, hvor grundlisten gælder, efter
den gældende ordning slet ikke kan udtages som nævning eller domsmand.
Lov nr. 154 af 18. februar 2015 om ændring af færdselsloven (Ændret aldersgrænse for
forkortet gyldighedsperiode for kørekort m.v.)
6
81
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Endvidere må risikoen for, at der medvirker en person som lægdommer,
som på grund af sin psykiske og fysiske helbredstilstand ikke er i stand til
at varetage hvervet, antages at være mindre i forbindelse med især
domsmandssager, hvor retsformanden inden hovedforhandlingen afholder
et kort møde med domsmændene, hvor domsmændene bl.a. i medfør af
retsplejelovens § 91, stk. 1, forelægges en erklæring til underskrift, og
hvor retsformanden – i den udstrækning det er muligt – bør påse, at de
pågældende er i stand til at udføre hvervet forsvarligt.
Vi finder derfor ikke, at der er grundlag for at fraråde en forhøjelse af
aldersgrænsen for lægdommere. En eventuel beslutning om at hæve
aldersgrænsen må således bero på bredere, herunder politiske,
overvejelser.
I forbindelse med drøftelserne om hævelse af aldersgrænsen, har
arbejdsgruppen overvejet, om der i stedet for en fast aldersgrænse eller
som led i en eventuel forhøjet aldersgrænse burde stilles krav om en
individuel bedømmelse af personer forud for optagelse på nævninge- og
domsmandslisten. Indførelse af en individuel bedømmelse som et
obligatorisk krav for at blive udvalgt som lægdommer vurderes dog at
være for ressourcekrævende, ligesom den pågældendes forhold navnlig
kan ændres i de 4 år, hvor grundlisten er gældende. Det bemærkes i øvrigt
i den forbindelse, at der ikke i samtlige grundlisteudvalg afholdes
personlige samtaler ved udvælgelse af personer til grundlisten.
Arbejdsgruppen har desuden overvejet, om den gældende regel, hvorefter
man ikke kan udtages som nævning eller domsmand, hvis man når
aldersgrænsen inden udløbet af det tidsrum, hvor grundlisten gælder, skal
ændres til fordel for en ordning, hvorefter en lægdommer først afskæres fra
nævninge- og domsmandslisten, når denne når aldersgrænsen. Det vil
betyde, at nævninge- og domsmandslisterne løbende skal ændres for at
tage højde for, at personer udgår som følge af alder.
Det er imidlertid efter arbejdsgruppens opfattelse hensigtsmæssigt, at
personer ikke bør kunne optages på en grundliste, hvis det på forhånd
vides, at den pågældende på grund af alder ikke kan virke som lægdommer
i hele den 4-årige periode. Af hensyn til kvaliteten af lægdommernes
arbejde bør det således sikres, at der opnås en vis grad af kontinuitet og
opbygning af erfaring ved udførelsen af hvervet som lægdommer over en
længere periode.
82
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Arbejdsgruppen finder endvidere, at der bør fastholdes en operativ model
for udvælgelsen af lægdommere for en længere periode med en fast
aldersgrænse, der er fastsat således, at lægdommere indtil denne alder
generelt kan anses for fuldt ud at være egnede til at bestride
arbejdsopgaverne.
83
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
6. Udelukkelse fra at være lægdommer (retsplejelovens § 70)
6.1. Indledning
Ved tillægskommissoriet af 23. juli 2009 er arbejdsgruppen anmodet om at
overveje, hvordan afgrænsningen af reglerne om udelukkelse fra at være
lægdommer i retsplejelovens § 70 bør foretages, herunder om der bør
lægges vægt på det formelle eller reelle ansættelsessted, og om den
pågældendes konkrete funktion bør inddrages i vurderingen af, om
vedkommende er omfattet af udelukkelsesgrundene i § 70.
Tillægskommissoriet har baggrund i en henvendelse fra retspræsidenten
for Østre Landsret, som i samarbejde med retspræsidenten for Vestre
Landsret har opfordret Justitsministeriet til at overveje, hvorvidt
retsplejelovens § 70 er hensigtsmæssigt udformet, og at ændre
bekendtgørelsen om grundlister, således at grundlisterne fremover også
angiver ansættelsessted for de udpegede personer. Henvendelsen har
sammenhæng med en dom fra Østre Landsret, som er omtalt nærmere
nedenfor i pkt. 2 i kapitel 6, hvor landsretten ophævede en byretsdom som
følge af, at der under behandlingen i byretten havde medvirket en person,
som var ansat i SKAT’s Hovedcenter, der ansås at være udelukket fra at
være domsmand i medfør af retsplejelovens § 70.
I kommissoriet er følgerne af dommen beskrevet på følgende vis:
”På baggrund af ovennævnte dom har præsidenten for Østre Landsret
besluttet, at 20 personer – ud af de ca. 6.000 domsmænd i Østre Landsrets
kreds – under deres nuværende ansættelse ikke fremover vil kunne virke
som domsmænd og nævning, da de er ansat i ministerielle departementer
(centraladministrationen) eller i statsforvaltningerne (overøvrigheden).
Præsidenten for Østre Landsret har endvidere besluttet, at 47 personer ikke
under deres nuværende ansættelse fremover vil kunne virke som
domsmænd, da de pågældende er ansat i statslige styrelser eller
direktorater.
Præsidenten for Østre Landsret har i afgørelserne anført, at mens det er
utvivlsomt, at ansatte i ministeriernes departementer efter retsplejelovens §
70 er udelukket fra at virke som domsmænd, kan det give anledning til en
vis tvivl, hvem der i øvrigt i forhold til retsplejelovens § 70 kan anses som
ansat i centraladministrationen og dermed også udelukket fra at kunne virke
som domsmand.
Som begrundelse herfor har præsidenten for Østre Landsret anført, at det er
sandsynligt, at visse styrelser og direktorater allerede i 1962, da
retsplejelovens § 70 fik sin nuværende affattelse, ansås for omfattet af
begrebet centraladministrationen i den nævnte bestemmelse. Siden da er en
84
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
række funktioner overført fra departementer til styrelser og direktorater,
som derved har fået en tættere tilknytning til områdets minister.
Uanset at en række ansatte i departementer, styrelser og direktorater næppe
har ministerkontakt, som har nogen konkret betydning for deres virke som
domsmand og nævning, har præsidenten for Østre Landsret fundet, at det
vil være det rigtigste at lægge til grund, at alle ansatte i de pågældende
styrelser og direktorater – uanset funktion og titel – dermed er udelukket fra
at virke som domsmand og nævning, jf. retsplejelovens § 70.”
Under henvisning til tillægskommissoriet og dets baggrund anses
arbejdsgruppens opgave at angå afgrænsningen i forhold til ansatte i
centraladministrationen.
I det følgende pkt. 2 omtales gældende ret på området. Arbejdsgruppen har
i den anledning indhentet oplysninger om udelukkelse i norsk og svensk
ret, som gengives under pkt. 3 i dette kapitel. Arbejdsgruppens
overvejelser angående udelukkelse af ansatte i centraladministrationen
fremgår nedenfor af pkt. 4.1 i dette kapitel.
Arbejdsgruppen har i forlængelse af overvejelserne om udelukkelse af
ansatte i centraladministrationen overvejet, om retsplejelovens § 70 i
forhold til personer ansat andre steder end centraladministrationen fortsat
er tidssvarende. Arbejdsgruppens overvejelser herom fremgår nedenfor af
pkt. 4.2 i dette kapitel.
Arbejdsgruppen har endelig overvejet, om bekendtgørelsen om grundlister
bør ændres, således at grundlisterne fremover også angiver ansættelsessted
for de udpegede personer. Der henvises til pkt. 4.3 i dette kapitel.
6.2. Gældende ret
Det fremgår af retsplejelovens § 70, at ministre, advokater,
advokatfuldmægtige,
centraladministrationens,
domstolenes,
anklagemyndighedens, overøvrighedens, politiets og fængselsvæsenets
tjenestemænd og øvrige personale samt sognefogeder og folkekirkens og
de anerkendte trossamfunds gejstlige er udelukket fra at være nævninger
og domsmænd.
Bestemmelsen fik sin nuværende ordlyd ved lov nr. 192 af 12. juni 1962.
Bestemmelsen havde baggrund i lovforslag nr. L 124 af 16. marts 1962,
hvor den i det fremsatte lovforslag havde følgende ordlyd:
85
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
”Udelukkede fra at være nævninger og domsmænd er: ministre,
departementschefer og ligestillede tjenestemænd i centraladministrationen,
advokater, domstolenes, anklagemyndighedens, overøvrighedens, politiets
og fængselsvæsenets tjenestemænd og øvrige personale, samt sognefogeder
og folkekirkens og de anerkendte trossamfunds gejstlige.”
Det fremgår af bemærkningerne til § 70 (Folketingstidende 1961-62,
Tillæg A, sp. 1581), at bestemmelsen svarede til den dagældende § 70, idet
kredsen af udelukkede personer dog blev udvidet. Man havde således
medtaget advokater og ikke-tjenestemandsansat personale ved domstolene,
anklagemyndigheden, overøvrigheden, politiet og fængselsvæsenet.
Under behandlingen af lovforslaget stillede Folketinget et spørgsmål til
justitsministeren om, hvorfor hele personalet ved overøvrigheden var
undtaget fra at virke som lægdommere, mens kun de øverste tjenestemænd
i centraladministrationen var undtaget. Endvidere spurgte Folketinget, om
advokatfuldmægtige også burde være undtaget.
Af Justitsministeriets notat af 7. maj 1962 blev Folketingets spørgsmål
besvaret på følgende måde:
”De nugældende regler om, hvilke personer, der er udelukkede fra
nævninge- og domsmandshvervet, er ikke særlig konsekvente.
Tjenestemænd
i
det
kontor
i
Justitsministeriet,
hvorunder
anklagemyndigheden hører, må således betegnes som uegnede til hvervet,
selv om de ikke hører til ”de øverste tjenestemænd”. Advokatfuldmægtige
må også ofte betegnes som uegnede.
Når bestemmelsen ikke har givet anledning til uheldige resultater, skyldes
det, at det i en anden bestemmelse siges, at der skal udtages personer, der er
egnede til hvervet (nugældende § 73, forslagets § 68).
Muligvis ville det dog være mere konsekvent at udelukke alle tjenestemænd
i centraladministrationen og alle advokatfuldmægtige.
Justitsministeriet har derfor intet imod, at § 70 affattes således:
”Udelukkede fra at være nævninger og domsmænd er: ministre, advokater,
advokatfuldmægtige,
centraladministrationens,
domstolenes,
anklagemyndighedens, overøvrighedens, politiets og fængselsvæsenets
tjenestemænd og øvrige personale, samt sognefogeder og folkekirkens og
de anerkendte trossamfunds gejstlige.”
Herefter fremsatte justitsministeren et ændringsforslag, som var i
overensstemmelse med forslaget i notatet. Justitsministeriet anførte som
begrundelse
herfor
i
bemærkningerne
til
ændringsforslaget
(Folketingstidende 1961-62, Tillæg B, sp. 1057-58), at ændringen betød en
udvidelse af kredsen af de personer, der er udelukkede fra at være
nævninger og domsmænd, idet man anså det for mest konsekvent også at
86
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
1624024_0087.png
medtage advokatfuldmægtige og centraladministrationens personale i dets
helhed.
Som det fremgår ovenfor, byggede den nyaffattede § 70 på den
dagældende lovbestemmelse om udelukkelse, som var blevet indført med
vedtagelsen af retsplejeloven
7
. Bestemmelsen blev vedtaget i denne
udformning:
”Udelukkede fra at være Nævninger er: Ministre, Departementschefer samt
ligestillede Embedsmænd i Centraladministrationen, Medlemmer af
Højesteret samt Dommere i Landsretterne og Underretterne, Formand og
Næstformand i Sø- og Handelsretten, offentlige Anklagere,
Overøvrigheder, Politiets Embeds- og Bestillingsmænd, Folkekirkens og de
anerkendte Trossamfunds Gejstlige.”
Forud for vedtagelsen af denne bestemmelse, var der flere gange blevet
fremsat lovforslag med regler om bl.a. udelukkelse fra nævningehvervet,
jf. nærmere kapitel 3. Forslagene blev dog ikke vedtaget.
I 1862 fremsattes således et forslag til lov om Gjennemførelsen af
Offentlighed og Mundtlighed i Strafferetsplejen samt Indførelse af
Nævninger i Misgjerningssager og i Sager, der rejse sig af politiske
Lovovertrædelser. Udelukket fra at være nævninger var ifølge
lovforslagets § 27 følgende (Rigsdagstidende 1862, Anhang A, sp. 466):
”Ministre, de ved Ministerierne beskikkede Embedsmænd, Dommere og
andre Embedsmænd ved Retterne, Overanklageren og hans Medhjælpere
samt de beskikkede offentlige Anklagere, Overøvrigheder, Politimestre,
Politifuldmægtige og de ved det udøvende Politi ansatte Betjente, samt
Folkekirkens og de af Staten anerkjendte Troesamfunds Geistlige”
Folketingets udvalg afgav den 23. januar 1863 betænkning over
lovforslaget, hvoraf bl.a. fremgår følgende (Rigsdagstidende 1862,
Anhang B, sp. 658):
”Lovudkastet har givet en meget udstrakt Adgang til at være Nævning:
Enhver, der er valgberettiget til Folketinget (§ 26), kun med Undtagelse af
en stor Deel Embedsmænd (§ 27), kan blive opført på Nævningelisten. Vi
skulle anbefale Reglen og ligeledes Undtagelserne, dog at ”andre
Embedsmænd ved Retterne” ikke optages blandt Undtagelserne, og at
”Embedsmænd
under
Ministerierne”
indskrænkes
til
”Departementschefer”, da disse forskjellige Embedsmænd meget godt
kunne gjøre Tjeneste som Nævninger, uden at Statens Tarv lider ved, at de
benyttes, ligesom det ikke kan befrygtes, at de skulde være uselvstændige
eller afhængige Nævninger”.
7
Lov nr. 90 af 11. april 1916.
87
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Lovforslaget blev ikke vedtaget, og i 1864 fremsattes et nyt forslag til lov
om Gjennemførelsen af Offentlighed og Mundtlighed i Strafferetsplejen
samt Indførelse af Nævninger i Misgjerningssager og i Sager, der rejse sig
af politiske Lovovertrædelser. Lovforslagets § 28 indeholdt en revideret
bestemmelse om udelukkelse, som havde følgende ordlyd
(Rigsdagstidende 1863-64, Tillæg A, sp. 462):
”Følgende kunne ikke kaldes til Nævninger: Ministre, Departmentschefer,
Dommere, Statsanklageren, Overanklagerne samt de beskikkede offentlige
Anklagere, Overøvrigheder, Politimestre, Politifuldmægtige og de ved det
udøvende Politi ansatte Betjente, samt Folkekirkens og de af Staten
anerkjendte Troessamfunds Geistlige.”
Dette lovforslag blev imidlertid heller ikke vedtaget.
På baggrund af et lovudkast fra Proceskommissionen af 1868 fremsattes i
1880 forslag til lov om Domsmagtens, den offentlige Anklagemyndigheds,
Politimyndighedens samt Sagførervæsenets Ordning (Folketingstidende
1880, Tillæg A, sp. 3389), som bl.a. indeholdt bestemmelser om
udelukkelse fra nævningehvervet. Lovforslagets § 62 var sålydende:
”Udelukkede fra at være Nævninger ere: Ministre, Departementschefer,
ordentlige Medlemmer af Høiesteret samt Dommere i Landsretterne og
Underretterne, som ikke blot ere beskikkede for en enkelt Sag, offentlige
Anklagere, forsaavidt Beskikkelsen ikke blot angaar en enkelt Sag,
Overøvrigheder, Politiets Embeds- og Bestillingsmænd, Folkekirkens og de
anerkjendte Trossamfunds Geistlige.”
I Proceskommissionens bemærkninger til lovudkastet er bl.a. anført
følgende (Proceskommissionens udkast til Lov om Domsmagtens, den
offentlige
Anklagemyndigheds,
Politimyndighedens
samt
Sagførervæsenets Ordning 1876, s. 38):
”Uforeneligheden af de Stillinger, som § 62 angiver, med Nævningehvervet
beror paa, at en stadelig Indflydelse af hine paa dette eller af dette paa hine
kan befrygtes. En Begrundelse i det Enkelte af Reglen, der forekommer
omtrent paa samme Maade i fremmede Love og i ældre danske Udkast, vil
ikke findes fornøden.”
Eftersom dette lovforslag ikke blev vedtaget, blev der den 11. maj 1892
nedsat en ny proceskommission, som i 1899 afgav fire nye udkast til en
reform af retsplejen. På den baggrund blev der i 1901 fremsat et forslag til
lov
om
Domsmagtens,
den
offentlige
Anklagemyndigheds,
Politimyndighedens samt Sagførervæsenets Ordning. Lovforslagets § 47
var sålydende (Rigsdagstidende 1901-02, Tillæg A, sp. 2109 f.):
88
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
”Udelukkede fra at være Nævninger ere: Ministre, Departmentschefer,
Medlemmer af Højesteret samt Dommere i Landsretterne og Underretterne,
offentlige
Anklagere,
Overøvrigheder,
Politiets
Embeds-
og
Bestillingsmænd, Folkekirkens og de anerkendte Trossamfunds Gejstlige.”
I Folketingets udvalgs betænkning over lovforslaget blev bestemmelsen i §
47 foreslået ændret således, at både departementschefer samt ligestillede
embedsmænd i centraladministrationen skulle være udelukkede fra
nævningehvervet (Rigsdagstidende 1901-02, Tillæg B, sp. 2217). Dette
lovforslag førte dog heller ikke til lovregler om udelukkelse, der som
anført først blev en realitet med retsplejeloven.
6.2.1. Centraladministrationen
Forarbejderne til retsplejelovens § 70 indeholder ikke en nærmere
angivelse af, hvordan begrebet ”centraladministrationen” skal forstås,
herunder hvilke myndigheder, der er omfattet af begrebet.
Som det fremgår af foregående afsnit, blev der allerede i 1862 fremsat et
lovforslag om udelukkelse af de ved ministerierne beskikkede
embedsmænd. I Folketingets betænkning over lovforslaget foresloges, at
embedsmænd
under
ministerierne
skulle
indskrænkes
til
departementschefer, da andre embedsmænd fandtes at kunne gøre tjeneste
som nævninger, uden at statens tarv led herved, ligesom det ikke kunne
befrygtes, at de skulle være uselvstændige eller afhængige. Som det
fremgår ovenfor, blev dette forslag dog ligesom en række senere forslag
ikke vedtaget. I forbindelse med et senere forslag til lov om Domsmagtens,
den
offentlige
Anklagemyndigheds,
Politimyndighedens
samt
Sagførervæsenets Ordning foreslog Folketinget i deres betænkning bl.a., at
departementschefer
samt
ligestillede
embedsmænd
i
centraladministrationen skulle udelukkes. Det fremgår imidlertid ikke,
hvordan ”centraladministrationen” skulle afgrænses. Forslaget herom blev
dog som anført heller ikke vedtaget.
Retsplejeloven fra 1916 (lov nr. 90 af 11. april 1916) indeholdt en
tilsvarende regel om udelukkelse af departementschefer samt ligestillede
embedsmænd i centraladministrationen. I bestemmelsens forarbejder blev
det ikke præciseret, hvad der nærmere måtte forstås ved begrebet
”centraladministrationen”, og ved den senere nyaffattelse af bestemmelsen
ved lov nr. 192 af 12. juni 1962 blev det heller ikke nærmere præciseret.
89
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Begrebet ”centraladministrationen” optræder imidlertid i en række andre
sammenhænge. Centraladministrationens struktur omtales f.eks. i
betænkning nr. 1354/1998, afsnit 5.3.1, om forholdet mellem minister og
embedsmænd, hvoraf bl.a. fremgår følgende:
”Ved centraladministrationens struktur forstås centraladministrationens
organisatoriske opbygning. Et af de centrale spørgsmål er i denne
sammenhæng fordelingen af opgaver, der indebærer egentlig
ministerbetjening, og opgaver som i højere grad er af faglig/driftsmæssig
karakter.
…
Administrationsudvalget af 1960 opstillede i betænkning nr. 301 (”1.
betænkning fra Administrationsudvalget af 1960”) en model for
organiseringen af et ministerium, hvorefter hvert ministerium skulle
opbygges af ét departement og et eller flere fagdirektorater.
Baggrunden for forslaget var væksten i centraladministrationen, som havde
medført, at de ministerielle departementer afgjorde stadig flere enkeltsager.
Samtidig medførte det forhold, at en række styrelser og generaldirektorater
havde direkte referat til ministeren, at indstillinger til ministeren ikke
koordineredes. Samlet set betød dette ifølge udvalget, at departementernes
muligheder for at behandle sager af generel politisk art mindskedes, mens
behandlingen af rutinesager blev for langsom.
…
Allerede i 1970 blev der påny nedsat en arbejdsgruppe om
centraladministrationens organisation. Baggrunden var dels den fortsatte
vækst i centraladministrationen og den offentlige sektor, dels den
begyndende decentralisering som følge af kommunalreformen.
I arbejdsgruppens betænkning nr. 629 om centraladministrationens
organisation fra 1971 blev det understreget, at der ikke kan opstilles nogen
enkelt plan for centraladministrationens opdeling i departementer,
direktorater og nævn, som kunne anvendes på alle områder. Udvalget
opstillede imidlertid to principskitser, der kunne betragtes som et
hensigtsmæssigt udgangspunkt for en omlægning af ministeriernes
organisation.
Flertallet i udvalget tilsluttede sig en revideret departements-direktorats-
model, hvor departementernes opgaver i forbindelse med den daglige
administration i videre omfang end hidtil skulle varetages uden for
departementerne. Tanken var at aflaste ministeren yderligere for konkrete
forvaltningsafgørelser, således at ministeren kunne koncentrere sig om
overordnede styrings- og administrationsopgaver. Flertallet forestillede sig
således, at departementet alene skulle fungere som ministerens sekretariat
og dermed udgøre en forholdsvis lille enhed på omkring 20-40
sagsbehandlere. Departementerne ville således både skulle fungere som en
udadvendt administrerende myndighed og som et serviceorgan for minister
og departement. For at sikre koordination mellem departement og
direktorater anbefaledes det, at der blev oprettet kontaktgrupper med
deltagelse af cheferne i departementet og direktoraterne.
…
Den faktiske udvikling i centraladministrationen har kun i begrænset
omfang været præget af de modelovervejelser, der fandt sted i 1960'erne og
1970'erne. Dette hænger utvivlsomt sammen med, at det ikke er
hensigtsmæssigt at anvende en enkelt model ved organiseringen af
ministerierne. Udviklingen kan sammenfattes i tre hovedpunkter.
90
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Det oprindelige udgangspunkt, hvor der ofte var mere end ét departement i
hvert ministerium, og derudover styrelser og generaldirektorater med
direkte referat til ministeren, er for det første forladt. Med
sammenlægningen af Finansministeriets to departementer (Administrations-
og Personaledepartementet og Budgetdepartementet) i 1994 er der i dag
kun et departement i alle ministerier. Samtidig er det direkte referat for
styrelseschefer og generaldirektører afskaffet. Dette må bl.a. ses i
sammenhæng med de selskabsdannelser, der er gennemført de senere år
med henblik på at øge det forretningsmæssige islæt i statsvirksomheder
som Post- og Telegrafvæsenet og Statsbanerne. Disse selskabsdannelser
omtales nedenfor.
Flere iagttagere har for det andet peget på, at der siden begyndelsen af
1980'erne har fundet en centralisering sted i forholdet mellem departement
og styrelser. Denne udvikling, som til dels går imod de anbefalinger, der
blev opstillet i de nævnte betænkninger, har haft flere karakteristika. I den
overordnede struktur er der blevet trukket styrelser ind i departementer,
bl.a. i Undervisningsministeriet, således at der helt eller delvist er oprettet
en enhedsorganisation i lighed med den, mindretallet i betænkning nr. 629
forestillede sig. Dernæst er styrelserne i en række ministerier tildelt
departementale funktioner, således at de gør sagerne færdige til
forelæggelse for ministeren direkte via departementschefen eller
ministersekretæren. Miljøministeriet og til dels Finansministeriet er
eksempler på denne organisering. Endvidere er koordineringen inden for de
enkelte ministerområder styrket bl.a. gennem mere formaliseret
mødestruktur mellem chefgruppen i departementet og direktørerne i
styrelserne. Endelig er der i de senere år i stigende omfang indgået såkaldte
kontrakter, dels mellem departementerne og styrelserne, dels mellem
departementerne og styrelsernes direktører. Kontrakterne indebærer, at
departementerne får mere indflydelse på styrelsens mål og resultatkrav, og
at departementerne direkte følger op på og kontrollerer styrelsens indsats.
Der har for det tredje været gjort stigende brug af aktieselskabsformen. Fra
midten af 1980'erne og frem til i dag er en række statsvirksomheder
omdannet til aktieselskaber, ligesom flere store anlægsprojekter er blevet
organiseret som aktieselskaber. Denne sidste tendens har medført, at en
række store driftsopgaver ikke længere er placeret direkte under ministerens
indflydelse. Ministeren må i princippet som andre aktionærer gøre sin
indflydelse gældende på generalforsamlingen eller gennem ministeriets
repræsentanter i bestyrelsen.”
I Finansministeriets publikation ”Organisation og ledelse i
centraladministrationen” af 18. januar 2001 fremgår vedrørende
afgrænsningen af centraladministrationen bl.a. følgende (afsnit 6.1, Bilag
1):
”Udvælgelsen af hvilke institutioner der indgår i undersøgelsen, er baseret
på nogle overvejelser om, hvad der egentlig forstås ved
centraladministrationen.
Udgangspunktet
for
afgrænsningen
er
ministerierne. Disse består som minimum af et departement. Derudover kan
der være et antal styrelser, samt institutioner, regionale enheder samt råd,
nævn og udvalg. Endvidere hører selvstændige offentlige virksomheder
(DSB og Post Danmark) og statslige aktieselskaber under ministerierne.
Departementerne er selvskrevne som en del af centraladministrationen. Det
er derimod ikke klart, hvilke af de institutioner, der ligger under
departementerne, der skal betragtes som en del af centraladministrationen.
Der er således ingen entydig definition af, hvilke statslige institutioner der
indgår i den egentlige centraladministration. I forvaltningslitteraturen
91
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
bruges traditionelt en strukturel eller en funktionel afgrænsning. Ved en
funktionel afgrænsning defineres først de opgaver, som kan karakteriseres
som centraladministrative, hvorefter de institutioner, som varetager
opgaverne identificeres. Ved en strukturel definition sker afgrænsningen
efter de statslige institutioners formelle tilknytning til ministerierne,
herunder hvorvidt institutionerne er underlagt en ministers
instruktionsbeføjelse.
I praksis er både den strukturelle og den funktionelle definition imidlertid
vanskelig at anvende. Ved den funktionelle definition støder man for det
første på det problem, at det er vanskeligt at definere entydigt, hvad der er
centraladministrationens opgaver. For det andet varetager mange statslige
institutioner opgaver af meget forskellig art. For det tredje varetager flere
institutioner opgaver, som er af centraladministrativ art, men uden at
institutionen indgår i det centraladministrative hierarki (dvs. underlagt en
ministers instruktionsbeføjelse). Det er eksempelvis tilfældet med
Danmarks Nationalbank, samt råd og nævn, der behandler klagesager.
Sagstyper som i andre ministerier behandles i departement eller styrelser,
og som ofte tidligere blev behandlet i ressortministeriet.
Den strukturelle afgrænsning betyder, at alle institutioner, der er underlagt
instruktionsbeføjelser fra en minister, medtages. Dette indebærer, at en
række institutioner, som alene har service- og driftsopgaver, medtages.
Endvidere vil instruktionsbeføjelserne i nogle tilfælde kun rette sig mod en
del af institutionens opgaver. Eksempelvis styrelser, der varetager
regelbundne myndighedsopgaver i forhold til borgerne.
Som udgangspunkt for denne kortlægning af centraladministrationen er
anvendt en forholdsvis snæver udvælgelse, der tager udgangspunkt i en
strukturel afgrænsning, men suppleret med en funktionel afgrænsning.
Udvælgelsen er dermed baseret på en relativt høj grad af skøn.”
Domstolene har i et tilfælde haft anledning til at udtale sig om
fortolkningen af begrebet ”centraladministrationen” i retsplejelovens § 70.
Som anført i pkt. 1 i dette kapitel ophævede Østre Landsret i UfR
2009.1348 Ø en byretsdom som følge af, at der under behandlingen af
sagen i byretten havde medvirket en person, der var ansat i
Skatteministeriet med tilhørende institutioner, og som gjorde tjeneste i
enheden ”Hovedcenter” i SKAT. Landsretten anførte som begrundelse for
sin afgørelse bl.a.:
”Det følger af retsplejelovens § 70, at centraladministrationens
tjenestemænd og øvrige personale er udelukkede fra at være nævninger og
domsmænd. Den pågældende domsmand er ansat som tjenestemand med
Skatteministeriet med tilhørende institutioner som ansættelsesområde. Den
pågældende er og var på tidspunktet for hovedforhandlingen i byretten
tjenestegørende i enheden: Hovedcenter, der blandt andet har til opgave at
servicere ministeren og Folketinget. På den baggrund finder landsretten, at
den omhandlende domsmand i medfør af retsplejelovens § 70 var udelukket
fra at være domsmand, da han medvirkede under sagens behandling i
byretten.”
92
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
1624024_0093.png
6.3. Fremmed ret
6.3.1. Norsk ret
I norsk ret deltager lægdommere navnlig i strafferetsplejen og i visse civile
sager. Kommunestyret udtager hvert 4. år et antal lægdommere
(lagrettemedlemmer og meddommere).
Grundbetingelserne for at kunne virke som lægdommer følger af § 70 i lov
om domstolene, hvor der bl.a. stilles krav til sprogkundskaber, egnethed,
alder, stemmeret, økonomiske forhold og bopæl. Herudover udelukkes
personer i medfør af lovens § 72 i visse tilfælde på grund af strafbare
forhold (vandel).
Det fremgår af lovens § 71, at visse persongrupper som følge af deres
stilling eller ansættelsesforhold er udelukket fra at virke som lægdommere.
Udelukket er stortingets repræsentanter og suppleanter, statsrådets
medlemmer, statssekretærer, statsrådenes personlige politiske rådgivere og
ansatte ved statsministerens kontor, fylkesmenn og assisterende
fylkesmenn, udnævnte og konstituerede dommere og ansatte ved
domstolene, ansatte i anklagemyndigheden, politiet, kriminalforsorgen og
personer, som er tildelt begrænset politimyndighed, ansatte i
Justisdepartementet, Politidirektoratet og Domstoladministrasjonen og
dens styre, ansatte og studenter ved Politihøjskolen og Fængselsskolen,
praktiserende advokater og advokatfuldmægtige samt kommunens
administrationschef (medlemmerne af kommunerådet i kommuner med et
parlamentarisk styringssystem) og andre kommunale tjenestemænd, som
tager direkte del i forberedelsen eller gennemførelsen af valg.
Kommunen påser, at ingen udtages til at virke som lægdommer i strid med
§§ 70-72 i lov om domstolene, ligesom kommunen træffer afgørelse om
fritagelse fra lægdommerhvervet som følge af helbredsmæssige forhold,
eller hvis andre grunde tilsiger det, jf. § 74 i lov om domstolene.
Bestemmelsen i § 71 om udelukkelse af visse personer på grund af deres
stilling fik sin nuværende affattelse på baggrund af en rapport afgivet af et
udvalg om lægdommere
8
i 2002.
Det norske udvalg om lægdommere havde bl.a. overvejet, om ansatte i
centraladministrationen i almindelighed burde udelukkes fra at være
8
NOU 2002: 11 Dømmes av likemenn.
93
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
1624024_0094.png
lægdommere. Det var udvalgets opfattelse, at udelukkelsen i givet fald
skulle begrundes med tilknytningen til staten som magtudøver. Udvalget
fandt imidlertid, at de fleste ansatte i centraladministrationen ikke har en
sådan tilknytning til staten som magtudøver, at det kan begrunde
udelukkelse fra lægdommerhvervet. Udvalget fandt dog, at en sådan
tilknytning kunne være til stede, for så vidt angår ansatte i organer, hvis
hovedvirksomhed er knyttet til justitssektoren, hvorfor udvalget foreslog,
at ansatte i ”Justisdepartementet, Domstoladministrasjonen og dets styre
og Politidirektoratet” skulle udelukkes fra at være lægdommere.
Justisdepartementet tilsluttede sig udvalgets forslag om at udelukke ansatte
i Justisdepartementet, Domstolsadministrationen, Politidirektoratet samt
studerende og ansatte ved politihøjskolen og fængselsskolen fra at virke
som lægdommere, og det fremsatte lovforslag indeholdt derfor en
bestemmelse herom.
I forbindelse med fremsættelsen af et lovforslag valgte man på en række
punkter at udvide gruppen af personer, som var omfattet af udelukkelsen,
jf. lovforslag af 22. december 2006 om ændring af lov om domstolene
9
.
Forslaget blev med en enkelt tilføjelse vedtaget.
Lovforslaget indeholdt en bestemmelse, hvorefter ansatte ved
statsministerens kontor var udelukket fra at virke som lægdommere på
grund af hensynet til domstolenes uafhængighed og hensynet til borgernes
tillid til domstoles uafhængighed. Herudover indeholdt lovforslaget en
bestemmelse om, at kommunernes administrationschefer, medlemmer af
kommunalråd i kommuner med et parlamentarisk styresystem og andre
kommunale tjenestemænd, der deltager i udvælgelsen af lægdommere, var
udelukket fra at virke som lægdommere.
Af forarbejderne til lovforslaget fremgår bl.a.
Justitsdepartementets vurdering af forslaget fra udvalget:
følgende
om
”Utvalgets forslag går langt i å utelukke mange fra valg til utvalgene av
lagrettemedlemmer, meddommere og skjønnsmedlemmer. Særlig gjelder
dette forslaget om at også ansatte i Justisdepartementet,
Domstoladministrasjonen og Politidirektoratet, og dessuten studenter og
ansatte ved Politihøgskolen og Fengselsskolen, skal være utelukket.
Utelukkelse av disse gruppene reduserer kommunenes valggrunnlag med
personer som ellers kunne ha gode forutsetninger for å være lekdommer.
Med en slik regel vil dessuten de sentrale justismyndighetene miste den
Ot.prp.nr.22 (2006-2007) Om lov om endringer i domstolloven mv. (valg og uttaking av
lekdommere)
9
94
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
1624024_0095.png
muligheten til utvikling og kompetansebygging som ligger i at ansatte der
kan se domstolene fra lekdommeres ståsted. Samtidig mener departementet
at det er særdeles viktig at domstolene ikke bare er, men også oppfattes
som, uavhengige av andre statlige myndigheter. Ikke minst gjelder dette i
en tid med organisatorisk kompleksitet, der det kan være vanskeligere enn
før å se «hvem som er hvem». Hensynet til domstolenes uavhengighet, og
til at befolkningen skal ha tillit til uavhengigheten, veier etter
departementets mening så tungt at det er riktig å gå så langt som utvalget
har foreslått. I tillegg foreslår departementet at også ansatte ved
Statsministerens kontor skal være utelukket fra valg.”
10
6.3.2. Svensk ret
I svensk ret deltager lægdommere både ved de almindelige domstole og
forvaltningsdomstolene. Ved de almindelige domstole deltager
lægdommere navnlig i straffesager, og reglerne om lægdommeres
medvirken ved disse domstole findes i rättegångsbalken (den svenske
retsplejelov).
Lægdommere udtages til de almindelige domstole af kommunfullmäktige
og landstingsfullmäktige for en periode på 4 år, jf. rättegångsbalkens kap.
4 §§ 7 og 8.
Grundbetingelserne for at kunne virke som lægdommer er fastsat i
rättegångsbalkens kap. 4 § 6. Der stilles bl.a. krav til statsborgerskab,
myndighed, økonomiske forhold, alder og bopæl. Herudover stilles der
krav til den pågældendes omdømme, selvstændighed, lovlydighed og
egnethed. Den, som er fyldt 60 år eller kan påvise en gyldig hindring
(giltigt hinder), kan begære sig fritaget fra at virke som lægdommer,
ligesom personer, som er afgået som lægdommere, kan begære sig fritaget
i en efterfølgende periode på fire år.
Efter rättegångsbalkens kap. 4 § 6, kontrollerer domstolene, at den udtagne
person opfylder grundbetingelserne for at kunne vælges som lægdommer.
Endvidere følger det af rättegångsbalkens kap. 4 § 6, at visse
persongrupper som følge af deres stilling eller ansættelsesforhold er
udelukket fra at virke som lægdommere. Dette gælder juridiske dommere,
ansatte ved domstolene, anklagere, politibetjente, advokater og andre, hvis
opgave er at føre retssager.
Ot.prp.nr.22 (2006-2007) Om lov om endringer i domstolloven mv. (valg og uttaking
av lekdommere), pkt. 8.7.4, s. 52 f.
10
95
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
1624024_0096.png
Bestemmelsen i rättegångsbalkens kap. 4 § 6 om udelukkelse af visse
persongrupper på baggrund af deres stilling eller ansættelsesforhold har i
det store hele fået sin affattelse på baggrund af en betænkning afgivet af
Proceskommissionen angående Rättegångsvæsendets ombilding i 1926.
Proceskommissionen var af den opfattelse, at den tidligere bestemmelse,
hvorefter alle, der var i kongens eller rigets tjeneste, var udelukket fra at
virke som nævninger, var for vidtgående og savnede berettigelse.
Kommissionen foreslog derfor at indskrænke persongrupperne væsentligt,
således at alene juridiske dommere, tjenestemænd ved domstolene, almene
anklagere og polititjenestemænd blev udelukket, da disse hverv ikke ansås
at være forenelige med lægdommervirket.
Af betænkningen fremgår bl.a. følgende om Proceskommissionens
overvejelser:
11
”
Enligt gällende lag är den, som är i Konungens eller rikets tjänst, utesluten
från valbarhet. Numera torde en så vittgående uteslutning från valbarhet,
som detta stadgande innebär, sakna berättigande. Ej heller torde det vara
lämpligt att här upptaga kommunallagarnes motsvarande stadganden i fråga
om valbarhet till kommunala befattningar. Likväl torde det vara nödvändigt
att undantaga innehavare av vissa befattningar, vilcka icke lämpligen böra
förenas med nämndemannauppdraget. Hit höra sålunda lagfarna domare,
tjänstemän vid domstol, allmänna åklagare och polistjänstemän. Ej heller
bör advokat vara vallbar til nämndeman. Utöver dessa gränser synas
däremot icke tillräckliga skäl föreligga för uteslutning från valbarhet
.”
Justitiedepartementet tilsluttede sig Proceskommissionens forslag om at
ændre på kredsen af personer, som på grund af deres stilling eller
ansættelsesforhold skulle være udelukket fra at virke som lægdommere.
12
Ved fremsættelse af Proposition nr. 68, om förslag till lag om ändrad
lydelse av kap 1 2 § rättegångsbalken af 26. januar 1934, havde man dog
foretaget mindre ændringer i forhold til det af Proceskommissionen
foreslåede, idet man bl.a. i stedet for at undtage advokater undtog alle, hvis
opgave var at føre retssager og dels i, at man på grund af domstolenes
daværende indretning ikke fandt det nødvendigt at undtage tjenestemænd
ved domstolene.
13
Proceskommissionens Betänkande angående rättegångsväsendets ombilding, Första
Delen, Domstolsförfatningen, Stockholm, 1926, kapitel 5, side 141.
12
Kungl.Maj:ts proposition till riksdagen med förslag till lag om ändrad lydelse av 1 kap.
2 § rättegångsbalken af 26. Januar 1934, s. 4.
13
Ibid. s. 4-5.
11
96
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
1624024_0097.png
Af forarbejderne til lovforslaget fremgår det, at Justitiedepartementet fandt
lovændringen hensigtsmæssig, idet man i de større byer, hvor mange
statsansatte var bosatte, fik videre mulighed for at udtage disse til
lægdommere, ligesom erfaringen viste, at de gældende regler medførte, at
mange ellers egnede personer var udelukket fra at virke som lægdommere.
14
På baggrund af lovforslaget blev det ved lag nr. 49 af 23. marts 1934, om
ändrad lydelse av kap. 1 2 § rättgångsbalken vedtaget, at juridiske
dommere, almene anklagere, polititjenestemænd og andre, hvis opgave det
er at føre retssager, var udelukket fra at virke som lægdommere.
Der er efterfølgende foretaget ændringer af den relevante bestemmelse i
rättegångsbalken, men der ses imidlertid ikke at være sket væsentlige
ændringer i forhold til kredsen af udelukkede personer siden indførelsen af
bestemmelsen i 1934. Spørgsmålet om udelukkelse ses endvidere ikke at
være omtalt af betydning i de seneste ændringer af bestemmelsen.
15
6.4. Arbejdsgruppens overvejelser og anbefalinger
Landsretspræsidenterne har opfordret Justitsministeriet til at overveje,
hvorvidt retsplejelovens § 70 er hensigtsmæssigt udformet, eftersom det
efter præsidenternes opfattelse kan give anledning til en vis tvivl, hvad der
kan anses for omfattet af bestemmelsen.
Endvidere har
landsretspræsidenterne opfordret Justitsministeriet til at ændre
bekendtgørelsen om grundlister, således at grundlisterne fremover også
angiver ansættelsessted for de udpegede personer. På den baggrund har
Justitsministeriet i tillægskommissoriet anmodet arbejdsgruppen om at
overveje, hvordan en afgrænsning i retsplejelovens § 70 nærmere bør
foretages.
Derfor har arbejdsgruppen overvejet, om retsplejelovens § 70 er
hensigtsmæssigt udformet for så vidt angår udelukkelse af personer i visse
stillinger. I den forbindelse er det også overvejet, om den gældende
affattelse af bestemmelsen udelukker flere personer fra at være
lægdommere, end det er nødvendigt, og om bestemmelsen fortsat er
tidssvarende. Endelig har arbejdsgruppen overvejet, om bekendtgørelsen
Ibid. s. 5.
15
Regeringens Proposition 2005/06:180, pkt. 7.2.1. samt Regeringens Proposition
2013/14:169.
14
97
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
om grundlister bør ændres, således at grundlisterne fremover også angiver
ansættelsessted for de udpegede personer.
6.4.1. Ansatte i centraladministrationen
Som landsretspræsidenterne påpeger, kan afgrænsningen i retsplejelovens
§ 70 i forhold til centraladministrationens tjenestemænd og øvrige
personale medføre en vis tvivl. Som det således fremgår af pkt. 2.1 i dette
kapitel, foreligger der ingen entydig afgrænsning af, hvilke statslige
institutioner der omfattes af begrebet centraladministrationen, samtidig
med at lovens forarbejder ikke indeholder en nærmere præcisering eller
afgrænsning.
Mens ministerielle departementer således utvivlsomt må anses for at være
en del af centraladministrationen, kan der efter arbejdsgruppens opfattelse
rejses tvivl i forhold til statslige institutioner, der er underlagt
departementerne.
Eksempelvis kan nævnes statslige styrelser, direktorater, tilsyn mv., hvor
det er kendetegnende for disse myndigheder, at de som regel indgår i et
hierarki i et ministerielt system. Styrelserne mv. vil således som
udgangspunkt formelt være underlagt den pågældende minister, men i en
række tilfælde reelt agere uafhængigt af ministeren.
Styrelserne mv. er kendetegnet ved, at det almindeligvis er mere
rutineprægede opgaver, der er henlagt dertil, som f.eks. behandlingen af
konkrete ansøgninger eller opgaver på ministeriets område, hvorimod det
ofte overlades til departementerne at agere som sekretariat for ministeren
og varetage politikformulerende opgaver på det pågældende område.
Styrelserne mv. har typisk en embedsmand – som regel med
stillingsbetegnelsen ”direktør” – som den øverst ansvarlige, hvorimod
ministeren er den øverst ansvarlige for departementerne.
Som det er anført i landsretspræsidenternes henvendelse til
Justitsministeriet, anses også alle ansatte i styrelser og direktorater i
praksis for at være udelukket fra at virke som lægdommer, uanset den
pågældendes funktion eller titel.
98
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Det forekommer, at en række decentrale myndigheder (enheder) hierarkisk
hører under styrelserne mv. Dette kan give anledning til
afgrænsningsvanskeligheder.
Ansatte i decentrale myndigheder (enheder), f.eks. regionale
fødevareenheder eller arbejdsmarkedskontorer, er efter landsretternes
praksis som udgangspunkt ikke udelukket fra lægdommerhvervet.
Varetager den decentrale myndighed derimod landsdækkende opgaver
eller har landsdækkende kompetencer, som er fordelt mellem regionale
myndigheder, er situationen en anden.
Afgrænsningsvanskeligheder kan også forekomme i forhold til nævn,
udvalg, råd mv., som organisatorisk hører under departementer, styrelser
eller direktorater, men som i henhold til lovgivningen udfører opgaver i
uafhængighed af departementer og styrelser mv.
Den gældende regel kan i visse situationer efterlade tvivl om, hvorvidt en
ansat er udelukket fra at virke som lægdommer, idet det ikke er muligt at
give en entydig afgræsning af, hvilke myndigheder, der er omfattet af
begrebet centraladministrationen. Hertil kommer, at begrebet er meget
omfattende og således udelukker mange personer fra at være lægdommer,
der må anses at være egnede.
På den baggrund foreslår arbejdsgruppen en nyaffattelse af bestemmelsen
om udelukkelse, og i den sammenhæng bør det vurderes, om den gældende
bestemmelse udelukker flere personer end nødvendigt.
Arbejdsgruppen finder i den forbindelse, at det fortsat bør være af
afgørende betydning, at domstolene ikke blot skal være en uafhængig
statsmagt, men også skal fremstå sådan, hvilket også må anses for at være
den primære begrundelse for den nuværende regel om udelukkelse af
tjenestemænd og øvrige ansatte i centraladministrationen. Det bør derfor
efter arbejdsgruppens opfattelse fastholdes, at visse personer, som
ansættelsesmæssigt har nær forbindelse til en fungerende minister, skal
udelukkes fra at være lægdommer af hensyn til statsmagternes adskillelse
og domstolenes uafhængighed.
Samtidig er det efter arbejdsgruppens opfattelse vigtigt, at der er en bred
folkelig repræsentation, når lægdommere skal udtages, herunder blandt
personer med forskellig uddannelsesmæssig baggrund og beskæftigelse.
Indførslen af lægdommerinstitutionen havde således netop til hensigt at
99
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
sikre befolkningens inddragelse for derved at markere folkelighed og
demokrati, ligesom ordningen skulle øge retssikkerheden, hvilket er en
vægtig begrundelse for lægdommersystemet.
Den nuværende bestemmelse fører efter arbejdsgruppens opfattelse til
udelukkelse af personer, som er fuldt egnede til at være lægdommere.
Arbejdsgruppen finder det således uheldigt, at den gældende bestemmelse
fører til udelukkelse af personer, der næppe har ministerkontakt, som har
nogen konkret betydning for et virke som domsmand og nævning, hvilket
også
landsretspræsidenterne
fremhæver
i
henvendelsen
til
Justitsministeriet.
Ved nyaffattelsen af en regel om udelukkelse bør det derfor tilstræbes, at
der sker udelukkelse, hvor der kan rejses tvivl om vedkommendes
uafhængighed, men at en udelukkelse ikke bør omfatte flere personer, end
det er nødvendigt. Egnede personer bør således ikke blive udelukket fra
lægdommerhvervet på grund af en ganske fjern og illusorisk
påvirkningsmulighed.
Samtidig er det også væsentligt, at en bestemmelse om udelukkelse
formuleres som en klar og operativ regel, der er let anvendelig for
grundlisteudvalgene og landsretspræsidenterne i forbindelse med
udtagelsen af grundlister henholdsvis nævninge- og domsmandslister.
Disse hensyn skal i det følgende afvejes over for hinanden.
6.4.1.1. Ansatte i ministeriers departementer
Begrebet ”ministeriers departementer” omfatter de enkelte ministerielle
departementer. Herudover omfattes også såkaldte tværministerielle
embedsmandsarbejdsgrupper, som udelukkende er besat med
embedsmænd, og som i lyset af bl.a. ombudsmandens praksis betragtes
som selvstændige myndigheder. Der henvises herom til Betænkning nr.
1510/2009 om offentlighedsloven, bind II, s. 979.
I ministerielle departementer er ministeren den øverst ansvarlige.
Ministeren er en del af regeringen og kan som følge af adskillelsen af
statsmagterne efter den gældende ordning ikke være lægdommer.
Departementet varetager overordnet, hvad der kan beskrives som
100
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
sekretariatsfunktioner for ministeren, og udfører politikformulerende
opgaver.
Ministerielle departementer er som regel hierarkisk organiseret.
Almindeligvis foregår ministerkontakten primært gennem ledende ansatte i
departementet,
hvilket antageligvis er baggrunden for, at
departementschefer og ligestillede embedsmænd siden indførslen af
retsplejelovens § 70 har været udelukket fra at være lægdommere.
De øvrige ansatte i et departement har generelt mindre ministerkontakt.
Mange af disse ansatte vil formentlig kun sjældent have en kontakt med
ministeren, som kan have konkret betydning for den pågældendes virke
som lægdommer.
I forhold til arbejdsgruppens overvejelser om, hvorvidt ansatte i et
departement skal udelukkes fra at være lægdommer, taler det derfor imod
en bred udelukkelse af alle ansatte i departementer, at mange ansatte kun
sjældent kan forventes at have ministerkontakt.
Arbejdsgruppen finder dog, at en formel adskillelse mellem domstolene og
regeringsmagten bør være det afgørende hensyn i forhold til ansatte i
ministeriers departementer, hvor ministeren er departementets øverste
chef. Selv om ministerkontakten i departementer primært foregår gennem
ledende personer, f.eks. departementschefen, afdelingschefer og
kontorchefer, kan det ikke udelukkes, at visse andre grupper af ansatte –
afhængig af organisationen – kan have en regelmæssig kontakt med
ministeren. Behovet for en klar og konsekvent adskillelse forekommer
derfor størst i forhold departementerne, hvorfor arbejdsgruppen foreslår at
bibeholde den nuværende udelukkelse af alle ansatte i ministeriers
departementer.
Derved undgås bl.a., at den ansattes konkrete stilling i departementet – og
dermed vedkommendes konkrete ministerkontakt – bliver afgørende for,
om den pågældende er udelukket fra at være lægdommer, hvilket er med
til at sikre en klar og operativ regel. Arbejdsopgaver – og dermed også
omfanget af ministerkontakten – kan i øvrigt let ændre sig i den 4-årige
udnævnelsesperiode, der gælder for lægdommere.
Det er en konkret vurdering, om en person kan siges at være ansat i et
ministerielt departement. Det afgørende i forhold til denne vurdering er
101
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
1624024_0102.png
efter arbejdsgruppens opfattelse, om den pågældende udfører sit
almindelige arbejde eller gør tjeneste i og for departementet.
6.4.1.2. Ansatte i underordnede myndigheder
Under de ministerielle departementer hører som regel en række
underordnede myndigheder. Herved forstås de myndigheder, som hører
under et ministeriums område (ressort), og hvor der består et sædvanligt
over-/underordnelsesforhold i forhold til departementet. Et sådant over-
/underordnelsesforhold består som regel i forhold til styrelser, direktorater
og lignende underordnede forvaltningsmyndigheder, som f.eks. tilsyn.
Der er derimod ikke tale om en underordnet myndighed, hvis
myndigheden står uden for det almindelige administrative
myndighedshierarki. Dette gælder navnlig for forskellige nævn, udvalg,
råd osv., der er oprettet i henhold til lovgivningen. Departementer og deres
underordnede myndigheder kan i forhold til disse nævn mv. have en
administrativ funktion, men der består almindeligvis ikke et over-
/underordnelsesforhold mellem de pågældende myndigheder.
Den beskrevne organisation kan illustreres ved f.eks. Skatteministeriets
område:
Skatteministeriet består af et departement, som er den øverste myndighed.
Under departementet hører SKAT, som er en landsdækkende styrelse, der
er inddelt i flere enheder efter sagsområder. SKAT står i et
underordnelsesforhold til departementet, idet skatteministeren under
iagttagelse af skatteforvaltningslovens
16
§ 14 kan give generelle
retningslinjer til SKAT, herunder f.eks. i forhold til prioriteringen af sager,
sagsbehandlingstider og hvilke generelle momenter, der skal lægges vægt
på ved bedømmelsen af sager. SKAT må på den baggrund anses som en
underordnet myndighed hørende under Skatteministeriets departement.
På Skatteministeriets område findes imidlertid også myndigheder, der ikke
kan anses som underordnede myndigheder, som f.eks. Skatteankestyrelsen.
Skatteankestyrelsen består af et sekretariat, der skal betjene
Landsskatteretten og ankenævnene. Herudover træffer Skatteankestyrelsen
16
Jf. lovbekendtgørelse nr. 175 af 23. februar 2011 med senere ændringer.
102
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
afgørelser i visse sager. Skatteankestyrelsen hører økonomisk under
Skatteministeriets område, men er imidlertid i saglig henseende
uafhængig, jf. skatteforvaltningslovens § 4 a. Der består således ikke det
ovennævnte over-/underordnelsesforhold.
Ansatte i underordnede myndigheder vil ofte være specialiserede, fordi
mere rutineprægede opgaver som regel er henlagt til disse myndigheder.
Opgaverne i de underordnede myndigheder angår oftest primært
behandlingen af konkrete ansøgninger og andre opgaver på ministeriets
område som f.eks. tilsyns- og kontrolopgaver. De fleste ansatte i
underordnede myndigheder vil som følge af dette slet ikke eller kun yderst
sjældent have egentlig ministerkontakt, idet ministeren i praksis kun i
ganske få tilfælde inddrages i behandlingen af enkeltsager af mere
rutinepræget art.
Ændringen i den administrative struktur og ændringer i den politiske
beslutningsproces har dog på den anden side de senere år medført en øget
deltagelse af styrelser og direktorater i ministerbetjeningen. Som det bl.a.
fremgår af Jens Garde m.fl.: Forvaltningsret, Almindelige emner, 5.
udgave (2009), s. 44, deltager disse myndigheder ofte i de forberedende
faser af de mere generelle politikformulerende opgaver, som er henlagt til
departementerne, fordi de har den daglige kontakt med det omgivende
samfund og kan levere det nødvendige ”råstof” til departementernes
koordinerende funktioner. Der kan i øvrigt være forskel på, hvilke opgaver
styrelserne mv. varetager på de forskellige områder.
Det kan således ikke udelukkes, at der finder en vis ministerkontakt sted i
de underordnede myndigheder.
Arbejdsgruppen finder det afgørende, at der ikke er tvivl om en
lægdommers uafhængighed, hvorfor arbejdsgruppen anbefaler, at
udelukkelsen i et vist omfang bør bibeholdes i forhold til ansatte i de
underordnede myndigheder.
Styrelser mv. er ligesom ministerielle departementer hierarkisk
organiseret, og kontakten med områdets minister må også i forhold til
styrelser mv. antages at være koncentreret omkring de personer, der
udfører ledende stillinger.
I forhold til andre ansatte i de underordnede myndigheder vil en kontakt
med områdets minister derimod oftest være en så sjælden og begrænset
103
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
begivenhed, at det ikke kan antages at have nogen generel betydning for
den pågældendes virke som lægdommer. I disse situationer lader en
udelukkelse sig derimod vanskeligt forene med hensynet til en alsidig
repræsentation.
I den forbindelse er det endvidere væsentligt at påpege, at reglerne om
udelukkelse skal ses i sammenhæng med forskellige andre regler i
retsplejeloven.
Som det fremgår af Justitsministeriets notat af 7. maj 1962, som er
gengivet i pkt. 2 i dette kapitel, suppleres reglerne om udelukkelse af
retsplejelovens § 68 (som ikke foreslås ændret), hvoraf fremgår, at der skal
vælges personer til grundlisterne, der må anses for egnede til at virke som
nævninger og domsmænd. Kravet om egnethed er videreført fra den
tidligere § 73 i lov nr. 90 af 11. april 1916, som ændret ved lov nr. 112 af
7. april 1936, som indeholdt et krav om, at udtagelse skulle ske blandt
dem, der ansås at være særligt egnede og værdige til nævninge- og
domsmandshvervet. Bestemmelsen medfører, at visse personer ikke kan
udtages til grundlisterne på trods af, at de bl.a. ikke er udelukket i medfør
af retsplejelovens § 70, hvis de må anses for at være uegnet til hvervet.
En person må derfor i denne henseende anses for uegnet, hvis den
pågældende på trods af en ansættelse i en ikke-ledende stilling i en
underordnet myndighed, undtagelsesvis alligevel har en sådan personlig og
regelmæssig kontakt med en minister, at det må anses at have generel
betydning for den pågældendes uafhængighed.
For det andet suppleres reglerne om udelukkelse af retsplejelovens
habilitetsregler. En person kan således ikke virke som lægdommer i en
sag, hvis der i øvrigt kan rejses tvivl om den pågældendes fuldstændige
upartiskhed, jf. retsplejelovens § 61, jf. § 66. Der kan f.eks. efter
omstændighederne foreligge inhabilitet, hvis en ansat, som normalt ikke
har ministerkontakt, har drøftet en straffesag, som den pågældende skal
deltage i som lægdommer, med ministeren.
Arbejdsgruppen finder det på den baggrund ubetænkeligt, at andre ansatte
i underordnede myndigheder skal kunne virke som lægdommere, således
at udelukkelsen alene omfatter alle ansatte i ledende stillinger.
104
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Særlige forhold gør sig imidlertid gældende for de under Justitsministeriet
hørende underordnede myndigheder. Der henvises herom til pkt. 4.1.3 i
dette kapitel.
Arbejdsgruppen har dernæst overvejet, hvordan en afgrænsning af de
ansatte i ledende stillinger bør foretages.
Arbejdsgruppen finder i den forbindelse, at betegnelsen chefstillinger, som
f.eks. er anvendt i offentlighedslovens § 21, stk. 3, 2. pkt., er egnet til at
afgrænse den gruppe af ledende personer, som ministerkontakten efter
arbejdsgruppens opfattelse må anses at være koncentreret omkring.
Offentlighedslovens § 21, stk. 3, 2. pkt., som angår regler om aktindsigt, er
sålydende:
”For så vidt angår ansatte i chefstillinger, gælder lovens almindelige regler
endvidere for oplysninger om disciplinære reaktioner i form af advarsel
eller derover.”
Bestemmelsen viderefører i store træk den tidligere offentlighedslovs § 2,
stk. 3, 2. pkt. Af forarbejderne til denne bestemmelse fremgår bl.a.
følgende, jf. Folketingstidende 1997-98, tillæg A, s. 1761:
”For så vidt angår ansatte i den almindelige statslige og kommunale
forvaltning vil der være tale om kontorchefer og derover. Der kan f.eks.
være tale om vicedirektører, vicekommunaldirektører, kommitterede,
afdelingschefer, direktører, kommunaldirektører og departementschefer.
Derimod vil f.eks. fuldmægtige og kontorpersonale ikke være omfattet.
Det er ikke i øvrigt muligt at gøre udtømmende op med indholdet af det
nævnte udtryk. […] For så vidt angår spørgsmålet om lønforhold
bemærkes, at der, som forholdende er i dag, normalt vil være tale om
ansatte i lønramme 36 eller derover på tilsvarende niveau.”
I betænkning nr. 1510/2009 om offentlighedsloven er bl.a. følgende anført
vedrørende rækkevidde af begrebet ”chefstillinger” i § 2, stk. 3, 2. pkt.
(betænkningens kapitel 15, pkt. 6.5.2):
”Det fremgår af bemærkningerne til § 2, stk. 3, at begrebet chefstillinger
omfatter kontorchefer og derover, jf. Folketingstidende 1997-98, tillæg A,
sp. 896. Fastlæggelse af denne personkreds kan i visse tilfælde give
anledning til tvivl […]. I tilfælde af tvivl må der lægges vægt på, om der er
tale om ansatte i stillinger, som i henseende til bl.a. ledelsesbeføjelser,
lønforhold og stilling i det administrative hierarki mv. kan sidestilles med
kontorchefer. Der henvises også til FOB 2001, side 549, hvor
ombudsmanden efter en konkret vurdering lagde til grund, at en
skoleinspektør beklædte en chefstilling i § 2, stk. 3’s forstand.”
105
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Arbejdsgruppen finder, at den beskrevne afgrænsning må foretages på
tilsvarende måde, idet det også typisk må antages at være denne
personkreds, som må forventes at have ministerkontakt i de underordnede
myndigheder.
Chefstillinger i underordnede myndigheder har ofte følgende betegnelser:
direktør, vicedirektør, afdelingschef, kommitteret, kontorchef eller
enhedschef. Stillingsbetegnelsen er i sig selv vejledende, men er ikke
afgørende.
Ved vurderingen af, om en stilling i denne henseende må anses som en
chefstilling, skal der således henses til, om stillingen i forhold til bl.a.
ledelsesbeføjelser og placering i det administrative regi (herunder
omfanget af den pågældendes kontakt med ministeren) i det mindste svarer
til den kontakt, som en kontorchef almindeligvis må forventes at kunne
have med ministeren. Ligeledes kan lønforhold inddrages som et
vejledende moment. Moderniseringsstyrelsen har således over for
arbejdsgruppen oplyst, at chefstillinger i centraladministrationen i dag
normalt vil blive fortolket som ansatte i lønramme 37 eller derover på
tilsvarende niveau (svarende til kontorchefer).
På den anførte baggrund foreslår arbejdsgruppen, at der i forhold til
underordnede myndigheder skal ske udelukkelse af ansatte i chefstillinger,
hvorimod øvrige ansatte i underordnede myndigheder generelt ikke skal
udelukkes fra at være lægdommer, jf. dog pkt. 4.1.3 i dette kapitel.
6.4.1.3. Ansatte på Justitsministeriets område
På Justitsministeriets område varetages bl.a. opgaver vedrørende det
samlede justitsvæsen.
På Justitsministeriets område er der underordnede myndigheder, som er
underlagt Justitsministeriet, f.eks. Civilstyrelsen og Direktoratet for
Kriminalforsorgen. Justitsministeren er endvidere øverste chef for politi og
anklagemyndighed.
En række myndigheder mv. er endvidere omfattet af Justitsministeriets
område, men er i øvrigt uafhængige. Det gælder f.eks. for domstolene,
Domstolsstyrelsen, Procesbevillingsnævnet og Datatilsynet, som er
omfattet af Justitsministeriets område f.eks. i forhold til finansloven, men
106
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
1624024_0107.png
justitsministeren har ikke nogen instruktionsbeføjelse over for disse
myndigheder mv., og kan ikke gribe ind i deres sagsbehandling.
Domstolenes, politiets
17
, anklagemyndighedens og fængselsvæsenets
tjenestemænd og øvrige personale er ved siden af bl.a.
centraladministrationens ansatte på nuværende tidspunkt udelukket fra at
virke som lægdommere.
Arbejdsgruppen har overvejet, i hvilket omfang ansatte i myndigheder på
Justitsministeriets område fremover bør være udelukket fra at virke som
lægdommere.
Arbejdsgruppen har herved navnlig lagt vægt på, at den, der skal virke som
nævning eller domsmand, skal være uafhængig og upartisk og skal fremstå
sådan, ligesom den pågældende skal kunne anses for at være ”læg”, jf.
afsnit 4.1 i dette kapitel.
I forhold til Justitsministeriets departement og de underordnede
myndigheder under Justitsministeriet følger det allerede af
arbejdsgruppens forslag ovenfor, at ansatte i departementet og ansatte i
chefstillinger i de underordnede myndigheder under Justitsministeriet er
udelukket fra at virke som lægdommere, jf. pkt. 4.1.1 og 4.1.2 i dette
kapitel.
Udelukkelsen bør imidlertid efter arbejdsgruppens opfattelse i forhold til
Justitsministeriets underordnede myndigheder udstrækkes til også at
omfatte ansatte, der ikke bestrider chefstillinger, hvad enten den
pågældende udfører opgaver, der relaterer sig til justitsvæsenet eller andre
områder. Arbejdsgruppen finder således, at det er afgørende, at domstolene
er klart og tydeligt adskilt fra politi og anklagemyndigheden, som
justitsministeren er øverste chef for.
Det er derfor uforeneligt med virket som lægdommer at være ansat i politi,
anklagemyndighed og i myndigheder, som er underordnede i forhold til
Justitsministeriet.
For så vidt angår ansatte i uafhængige myndigheder på Justitsministeriets
område har arbejdsgruppen lagt vægt på, at flere af disse myndigheder
varetager opgaver i relation til justitsvæsenet. Det gælder f.eks. for
17
Herunder ansatte på Politiskolen, jf. UfR 2013.2898 Ø.
107
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
domstolene, Procesbevillingsnævnet, Domstolsstyrelsen og Den
Uafhængige Politiklagemyndighed. Blandt andet har de fleste ansatte i
disse myndigheder et nært kendskab til domstolenes forhold, behandlingen
af retssager eller til dels efterforskningen af straffesager.
Arbejdsgruppen finder, at en person med et sådant kendskab og tilknytning
til justitsvæsenet i øvrigt ikke kan anses at opfylde betingelsen om at være
”læg”. Allerede af den grund bør disse ansatte udelukkes fra at være
lægdommere.
Disse hensyn taler ikke med samme vægt for at udelukke de forholdsvis få
ansatte i uafhængige myndigheder på Justitsministeriets område, der ikke
varetager opgaver i relation til justitsvæsenet, f.eks. ansatte i Datatilsynet
eller Tilsynet med Efterretningstjenesterne. Arbejdsgruppen finder det dog
væsentligt, at en bestemmelse om udelukkelse er formuleret som en klar
og operativ regel, der er let anvendelig for grundlisteudvalgene og
landsretspræsidenterne i forbindelse med udtagelsen af grundlister
henholdsvis nævninge- og domsmandslister.
Arbejdsgruppen foreslår derfor samlet set, at det bør bibeholdes, at ansatte
ved domstolene og i politi, anklagemyndighed og fængselsvæsen
(kriminalforsorgen) er udelukket fra at være lægdommere. Herudover
foreslår arbejdsgruppen, at ansatte i andre myndigheder på
Justitsministeriets område tilsvarende bør være udelukket fra at virke som
lægdommere, hvad enten der er tale om ansatte i en underordnet eller
uafhængig myndighed, og uanset om den ansatte konkret varetager
opgaver vedrørende justitsvæsenet.
Arbejdsgruppen bemærker herudover generelt, at en lægdommer bør være
opmærksom på ændringer i sit eget ansættelsesforhold i løbet af den 4-
årige udnævnelsesperiode, såfremt den pågældende er ansat i
centraladministrationen, f.eks. i forbindelse med forfremmelser, jobskifte
eller omorganisering og ressortomlægning. I forbindelse med større
ressortomlægninger i centraladministrationen kan landsretspræsidenterne
eventuelt rette henvendelse til (visse) personer på nævninge- og
domsmandslisterne for at gøre opmærksom på reglerne om udelukkelse,
således at de pågældende kan henvende sig, såfremt der skulle være i tvivl
om, hvorvidt den pågældende fremadrettet er udelukket fra
lægdommerhvervet.
108
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
1624024_0109.png
6.4.2. Udelukkelse af andre personer
Arbejdsgruppen har i forlængelse af sit forslag om en nyaffattelse af
retsplejelovens § 70 overvejet, om bestemmelsen i forhold til ansatte i
andre stillinger er hensigtsmæssigt udformet.
Desuden har arbejdsgruppen overvejet, om det er nødvendigt generelt at
udelukke personer med en juridisk kandidatgrad og personer, der gennem
en årrække har udført hvervet som lægdommer, for at sikre, at
lægdommere er ”læge” og vedbliver med at være det.
6.4.2.1. Ansatte i Statsforvaltningen (overøvrigheden)
Overøvrigheden er en ældre dansk betegnelse for regionale myndigheder.
Fra 1780'erne og frem til ca. 1980 inddeltes de almindelige
forvaltningsmyndigheder uden for centraladministrationen i over- og
underøvrighed. Overøvrigheden omfattede stiftamt- og amtmænd,
Københavns overpræsident, landsfogeder og landshøvdinge i Grønland og
Island samt koloniernes guvernører. Endelig var magistraterne og
Københavns politidirektør også i perioder tillagt overøvrighedsfunktioner.
Overøvrigheden svarer i dag i vidt omfang til Statsforvaltningen. Ved lov
nr. 396 af 13. juni 1990 om ændring af straffeloven og retsplejeloven m.v.
(Forenkling og modernisering inden for Justitsministeriets område) blev
sprogbrugen i den familieretlige lovgivning på Justitsministeriets område
moderniseret. Det indebar, at flere bestemmelser i retsplejeloven blev
ændret, således at ”overøvrigheden” blev erstattet med ”statsamtet”.
Med strukturreformen blev statsamterne nedlagt og fem statsforvaltninger
trådte med virkning fra 1. januar 2007 i stedet, jf. lov nr. 542 af 24. juni
2005. Den 1. juli 2013
18
blev de fem statsforvaltninger dog erstattet af
Statsforvaltningen.
Forarbejderne til retsplejeloven indeholder ikke nogen begrundelse for, at
ansatte i overøvrigheden er udelukkede fra lægdommerhvervet. Der
foreligger heller ikke retspraksis angående fortolkningen af retsplejelovens
§ 70 for så vidt angår begrebet ”overøvrigheden”. Det må imidlertid
Ved lov nr. 647 af 12. juni 2013 om ændring af lov om regional statsforvaltning, lov
om børns forsørgelse, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love
som følge af ændret organisering af statsforvaltningerne.
18
109
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
antages, at især hensynet til magtadskillelsen ligger til grund for
udelukkelsen af ansatte i centraladministrationen, idet Statsforvaltningen
er en (regional) statslig myndighed.
Økonomi- og Indenrigsministeriet har over for arbejdsgruppen oplyst, at
ansatte i Statsforvaltningen henset til Statsforvaltningens meget tydeligt
afgrænsede sagsområder i mindre omfang end ansatte i ministerielle
departementer har tilknytning til ministeren og den politiske
beslutningsproces.
Arbejdsgruppens finder derfor, at der ikke er grundlag for fortsat at
udelukke alle ansatte i Statsforvaltningen fra at være lægdommere.
Arbejdsgruppen har herved lagt vægt på de samme hensyn som i pkt. 4.1.2
i dette kapitel.
Arbejdsgruppen har overvejet, hvorvidt ledende ansatte i
Statsforvaltningen bør være udelukket fra at virke som lægdommer.
Arbejdsgruppen har som led heri overvejet, hvorvidt Statsforvaltningen må
anses som en underordnet myndighed under Social- og
Indenrigsministeriet, hvilket efter arbejdsgruppens forslag i pkt. 4.1.2 i
dette kapitel vil føre til, at de pågældende er udelukket fra at virke som
lægdommer.
Det daværende Økonomi- og Indenrigsministerium (nu Social- og
Indenrigsministeriet) har i den forbindelse oplyst, at Statsforvaltningen er
en styrelse under ledelse af en direktør, der udpeges af social- og
indenrigsministeren. Statsforvaltningen hører organisatorisk under
ministeriet, som har det overordnede budgetmæssige og organisatoriske
ansvar, herunder behandler klager over personale i Statsforvaltningen.
Det faglige ansvar for Statsforvaltningens opgaveløsning er placeret hos de
hvervgivende ministerier og bliver således varetaget af forskellige
ministerier, alt efter hvilke opgaver Statsforvaltningen løser. Det er disse
ministerier, der som faglige hvervgivere har ansvaret for lovgivningen og
retningslinjerne for den faglige sagsbehandling. Social- og
Indenrigsministeriet har instruktionsbeføjelse over for Statsforvaltningen
på de områder, som ministeriet har ressortansvar for. Dette gælder dog
ikke, hvor Statsforvaltningen ved lov er sikret uafhængighed i forhold til
ministeriet, f.eks. det kommunale tilsyn.
110
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
På baggrund af det beskrevne over-/underordnelsesforhold, der i visse
tilfælde består mellem Social- og Indenrigsministeriet og
Statsforvaltningen, må Statsforvaltningen efter arbejdsgruppens opfattelse
betragtes som en underordnet myndighed under Social- og
Indenrigsministeriet. Dette fører til, at ansatte i chefstillinger i
Statsforvaltningen som følge af arbejdsgruppens forslag under pkt. 4.1.2 i
dette kapitel er udelukket fra lægdommerhvervet.
Arbejdsgruppen finder, at der ikke foreligger sådanne særlige forhold
vedrørende ansatte i chefstillinger i Statsforvaltningen, at disse ikke bør
være omfattet af den foreslåede udelukkelse af ansatte i chefstillinger i
underordnede myndigheder under departementerne.
Arbejdsgruppen foreslår derfor samlet set, at udelukkelsen af alle ansatte i
overøvrigheden (Statsforvaltningen) skal ophæves. Kun ansatte i
chefstillinger i Statsforvaltningen bør være udelukket fra at virke som
lægdommer, hvilket følger af arbejdsgruppens forslag under pkt. 4.1.2 i
dette kapitel.
6.4.2.2. Advokater og advokatfuldmægtige
Advokater og advokatfuldmægtige varetager en række opgaver i relation
til bl.a. rådgivning om retlige forhold og førelse af retssager, herunder
straffesager. Advokater og advokatfuldmægtige er således centrale aktører
i retsvæsenet.
Arbejdsgruppen finder derfor, at advokater og advokatfuldmægtige som
hidtil skal være udelukket fra at virke som lægdommere. På den baggrund
foreslås den gældende bestemmelse vedrørende udelukkelse af advokater
og advokatfuldmægtige bibeholdt.
6.4.2.3. Sognefogeder
Det fremgår af retsplejelovens § 70, at sognefogeder er udelukket fra at
virke som lægdommere.
Efter retsplejelovens § 117 bistår sognefogeder politiet efter de hidtil
gældende regler. Retsgrundlaget for sognefogedinstituttet er en forordning
111
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
af 11. november 1791 om sognefogeders
embedsforretninger og belønninger.
beskikkelse,
deres
Sognefogederne, som tidligere bl.a. varetog visse politimæssige og foged-
og familieretlige opgaver, mistede særlig op til 1970’erne deres betydning,
og i dag er der kun ganske få sognefogedkredse tilbage.
Sognefogeder bistår politiet med opgaver hovedsagelig af administrativ
karakter – f.eks. forkyndelse af stævninger mv. – typisk på mindre
befolkede øer. Herudover kan sognefogederne efter instruktion fra
politikredsen foretage visse uopsættelige forberedende politimæssige
dispositioner, f.eks. ved færdselsuheld, brande mv.
Ifølge forordning af 11. november 1791 blev sognefogederne beskikket af
amtmændene, men efter bemyndigelse fra justitsministeren blev det ved
kundgørelse nr. 10672 af 17. april 1991 bestemt bl.a., at sognefogederne
ansættes og afskediges af Rigspolitichefen efter indstilling fra
Politimesteren (nu politidirektøren).
Sognefogeder hører således organisatorisk under politiet og udfører
begrænsede politimæssige opgaver, hvorfor arbejdsgruppen finder, at
sognefogeder fortsat skal være udelukket fra at virke som lægdommere.
Da sognefogeder i dag ansættes af Rigspolitichefen, følger det allerede af
arbejdsgruppens forslag ovenfor under pkt. 4.1.3 i dette kapitel, at
sognefogeder er udelukket fra at virke som lægdommere.
Arbejdsgruppen finder på den baggrund, og da der i øvrigt i dag alene
findes et meget begrænset antal sognefogeder, at der ikke længere er grund
til, at det udtrykkeligt fremgår af retsplejeloven, at sognefogeder er
udelukket fra at virke som lægdommere.
Arbejdsgruppen foreslår derfor, at den udtrykkelige nævnelse af
sognefogeder i retsplejelovens regler om udelukkelse udgår. Forslaget
indebærer imidlertid ingen materiel ændring, idet sognefogeder fortsat er
udelukket fra at virke som lægdommere som følge af forslaget ovenfor
under pkt. 4.1.3 i dette kapitel.
112
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
1624024_0113.png
6.4.2.4. Folkekirkens og de anerkendte trossamfunds gejstlige
Folkekirkens og de anerkendte trossamfunds gejstlige er udelukket fra at
virke som lægdommere.
Arbejdsgruppen har drøftet, om der er grundlag for at behandle reglerne
om udelukkelse af denne personkreds.
Et flertal bestående af arbejdsgruppens medlemmer med undtagelse af
KL’s repræsentanter har ikke fundet grundlag for at behandle spørgsmålet
om udelukkelse af folkekirkens og de anerkendte trossamfunds gejstlige.
Ifølge tillægskommissoriet af 23. juli 2009 skal arbejdsgruppen overveje,
om retsplejelovens § 70 er hensigtsmæssigt udformet. Dette skal imidlertid
efter flertallets opfattelse navnlig ses i forhold til den af
landsretspræsidenterne omtalte problemstilling vedrørende ansatte i
centraladministrationen og overøvrigheden, herunder vanskelighederne
ved fastlæggelse af rækkevidden af begrebet ”centraladministrationen”, jf.
afsnit 6.1 i dette kapitel og pkt. 2 i kapitel 6.
Arbejdsgruppen består endvidere ikke af repræsentanter fra
Kirkeministeriet, folkekirken eller de anerkendte trossamfund, og
arbejdsgruppens overvejelser vil derfor efter flertallets opfattelse ikke
kunne ske på et tilstrækkelig oplyst grundlag.
På den baggrund finder flertallet samlet set, at der ikke er grundlag for at
behandle spørgsmålet om, hvorvidt reglerne om udelukkelse af
folkekirkens og de anerkendte trossamfunds gejstlige bør ændres eller
afskaffes.
Et mindretal bestående af KL’s repræsentanter finder, at arbejdsgruppen
bør behandle spørgsmålet om udelukkelse af folkekirkens og de
anerkendte trossamfunds gejstlige.
Mindretallet henviser til, at arbejdsgruppen ifølge hovedkommissoriet har
til opgave at overveje, hvordan det på den mest hensigtsmæssige måde
sikres, at de personer, der udtages til at virke som lægdommere, er egnede
til at virke som lægdommere, og at sammensætningen af lægdommere i
videst muligt omfang afspejler befolkningens sammensætning.
Mindretallet henviser endvidere til, at det fremgår af tillægskommissoriet,
at arbejdsgruppen skal overveje, om retsplejelovens § 70 er
113
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
hensigtsmæssigt udformet. Mindretallet finder, at en demokratisk
repræsentation i lægdommerkorpset skal gennemføres til bunds, og
mindretallet finder derfor, at arbejdsgruppens undersøgelse af
retsplejelovens § 70 ligeledes bør omfatte baggrunden for, at folkekirkens
og de anerkendte trossamfunds gejstlige er udelukkede fra at medvirke
som nævninger og domsmænd.
Mindretallet finder i øvrigt ikke, at arbejdsgruppens sammensætning er til
hinder for, at spørgsmålet vedrørende folkekirkens og de anerkendte
trossamfunds gejstlige inddrages i arbejdsgruppens undersøgelse.
Sammensætningen af arbejdsgruppen blev nøje overvejet i 2009, og
arbejdsgruppens overvejelser om udelukkelse af folkekirkens og de
anerkendte trossamfunds gejstlige kan efter mindretallets opfattelse ske på
et tilstrækkeligt oplyst grundlag, idet de gejstliges perspektiv i givet fald
kan belyses ved erklæringer eller udtalelser, som indhentes til brug for
arbejdsgruppens drøftelser.
Udgangspunktet for arbejdsgruppens drøftelser om udelukkelse af
folkekirkens og de anerkendte trossamfunds gejstlige bør ifølge
mindretallet være, at der ikke skal gælde særlige regler for denne
personkreds. Folkekirkens og de anerkendte trossamfunds gejstlige bør
således som udgangspunkt på lige fod med befolkningen i øvrigt kunne
pålægges et borgerligt ombud. Mindretallet finder endvidere, at
folkekirkens og de anerkendte trossamfunds gejstlige som udgangspunkt er
fuldt egnede til at virke som nævninger og domsmænd.
6.4.2.5. Jurister
Retsplejelovens § 70 indeholder bestemmelser om, at visse stillinger er
uforenelige med nævninge- og domsmandshvervet. Flere af disse stillinger
bestrides ofte af personer med en juridisk uddannelse, og visse stillinger,
som f.eks. dommer, advokat, advokatfuldmægtig eller anklager,
forudsætter, at den pågældende har bestået en juridisk kandidateksamen, jf.
nærmere retsplejelovens §§ 42, stk. 3, 119, stk. 2, nr. 3, 135 og 105.
Som anført under pkt. 4.1.2 i dette kapitel suppleres udelukkelsesreglerne
herudover bl.a. af retsplejelovens § 68, hvorefter der til grundlisterne
vælges et antal personer, der må anses som egnede til at virke som
nævninger og domsmænd. Det antages flere steder i den juridiske
litteratur, at denne forudsætning normalt er til hinder for, at jurister vil
114
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
blive udtaget til grundlisterne, idet de i kraft af deres juridiske uddannelse
ikke kan betegnes som ”læge” personer, jf. Stephan Hurwitz: Den Danske
Strafferetspleje, 2. udgave (1949), s. 96; Hans Gammeltoft-Hansen:
Strafferetspleje I, 2. udgave (1998), s. 124 og Bernhard Gomard m.fl.
(red.): Kommenteret Retsplejelov, Bind I, 9. udgave (2013), s. 197-198.
De overnævnte regler må som hovedregel antages at udelukke personer
med en juridisk kandidateksamen fra at kunne fungere som nævninger og
domsmænd. Henvisningen i litteraturen til, at jurister normalt ikke kan
blive udtaget til grundlisterne, synes dog at give en vis mulighed for, at
personer med en juridisk kandidateksamen i visse tilfælde kan være
lægdommere. Det fremgår ikke af litteraturen, i hvilke tilfælde dette er
muligt.
Baggrunden for lægdommerinstitutionen er beskrevet i kapitel 3. Det
følger heraf, at indretningen af et lægdommersystem havde til hensigt at
bibringe folkelighed og demokrati i strafferetsplejen, samtidig med at øge
retssikkerheden bl.a. ved at hindre ensidighed blandt rettens medlemmer.
Det må på den baggrund antages, at en person med en juridisk
kandidateksamen undtagelsesvis kan anses at være egnet til at være
lægdommer, hvis der ikke er betænkeligheder i forhold til disse kriterier.
Arbejdsgruppen har overvejet, om der bør indføres en generel regel om
udelukkelse af personer med en juridisk baggrund. Dette vil medføre en
retstilstand, hvor jurister generelt er udelukket, hvormed en konkret
vurdering af den pågældendes egnethed som lægdommer er overflødig.
Efter arbejdsgruppens opfattelse er den gældende retstilstand dog udtryk
for en rimelig afvejning mellem på den ene side en sikring af, at de
personer, der udtages, opfylder de forudsætninger, der skal gælde for
nævninger og domsmænd i et lægdommersystem, samtidig med at der kan
udtages personer, som på trods af deres juridiske kandidatuddannelse i
isolerede tilfælde kan anses som egnede til at virke som lægdommere.
Dette vil efter omstændighederne kunne tænkes at være tilfældet, hvor en
person, der har en juridisk kandidateksamen, gennem en længere periode
ikke har beskæftiget sig med dette felt.
Arbejdsgruppen foreslår på denne baggrund, at der ikke foretages
ændringer af den gældende retstilstand.
115
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
6.4.2.6. Personer, der tidligere har virket som lægdommere
I tilknytning til foregående afsnit har arbejdsgruppen overvejet, om
personer, der tidligere har været lægdommere i flere perioder, bør
udelukkes fra lægdommerhvervet. I den forbindelse kan det anføres, at en
person, der har været lægdommer i flere perioder, eventuelt har opnået en
så stor erfaring og rutine i behandlingen af straffesager, at vedkommende
ikke længere kan betegnes som ”læg”.
Det er imidlertid arbejdsgruppens opfattelse, at erfarne lægdommere –
netop fordi de har behandlet straffesager flere gange og dermed har opnået
en vis erfaring i at foretage f.eks. bevisvurderinger – må antages at kunne
bidrage positivt til behandlingen af sagen og dermed også være med til at
sikre en høj kvalitet.
Det bemærkes endvidere, at landsrettens præsident ifølge retsplejelovens §
78, 2. pkt., ved udtagelsen til nævninge- og domsmandslisterne skal
fastsætte antallet af nævninger og domsmænd således, at en nævning eller
domsmand må ventes at komme til at virke fire gange årligt.
Den enkelte lægdommer vil således – uanset at denne udtages i flere
perioder – kun skulle medvirke i et forholdsvis begrænset antal
straffesager årligt. Det er derfor arbejdsgruppens opfattelse, at en
lægdommer ikke generelt kan siges selv efter flere år som lægdommer at
have opnået en sådan erfaring, at denne efterhånden må anses at blive
uegnet til at virke som lægdommer.
På den baggrund finder arbejdsgruppen, at der ikke er grundlag for at
udelukke personer fra lægdommerhvervet, alene fordi de pågældende
allerede i en årrække har været lægdommere.
Arbejdsgruppen har i den forbindelse imidlertid overvejet, om personer,
der tidligere har virket som lægdommere i flere perioder, bør kunne søge
om fritagelse fra lægdommerhvervet. Dette kan medføre en øget
udskiftning blandt lægdommere, og samtidig vil en sådan
fritagelseshjemmel kunne bidrage til at gøre lægdommerhvervet mere
attraktivt og således tilskynde, at flere melder sig frivilligt til
lægdommerhvervet.
Det kan efter arbejdsgruppens opfattelse ikke udelukkes, at nogen vil afstå
fra at melde sig frivilligt til lægdommerhvervet på grund af ”risikoen” for
116
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
at blive udpeget som lægdommer gentagne gange. Som det fremgår af
arbejdsgruppens vejledning af 23. november 2010 til grundlisteudvalgene,
der er optrykt som bilag 3 til denne rapport, er det således normalt, at
grundlisteudvalgene tager udgangspunkt i en tidligere grundliste ved
udarbejdelsen af en ny liste.
Det må antages, at en forøgelse af antallet af lægdommere, der melder sig
frivilligt, vil kunne bidrage positivt i forhold til at sikre såvel egnethed
som repræsentativitet hos de personer, der udtages som lægdommere.
Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at en person, der tidligere har virket som
nævning eller domsmand i to perioder (dvs. i alt otte år), kan begære sig
fritaget fra lægdommerhvervet. En sådan fritagelseshjemmel bør alene
omfatte de personer, der har været udtrukket til nævninge- eller
domsmandslister og således har været udsat for den ulempe i form af
deltagelse i retssager, som dette medfører. Personer, der har været optaget
på en grundliste, uden at blive udtaget til enten nævninge- eller
domsmandslisten bør derimod ikke kunne begære sig fritaget, idet disse
personer ikke er påført samme ulempe.
Det bør dog være uden betydning, om en person har virket som
lægdommer i to sammenhængende perioder eller i to perioder med års
mellemrum.
Arbejdsgruppen anbefaler på denne baggrund, at der foretages en ændring
af retsplejelovens § 71, hvorved der skabes hjemmel til, at personer, der
har været lægdommere i mindst to perioder, kan begære sig fritaget for
lægdommerhvervet.
6.4.3. Angivelse af ansættelsessted mv.
Udtagelse til grundlisterne sker blandt de personer, der må anses for
egnede til at virke som nævninger og domsmænd, jf. retsplejelovens § 68,
stk. 1.
Det følger af retsplejelovens § 69, at der til nævning eller domsmand med
de af § 70 følgende undtagelser om udelukkelse, jf. pkt. 2 i dette kapitel,
kan udtages enhver uberygtet mand eller kvinde, der har valgret til
Folketinget, medmindre den pågældende fylder 70 år inden udløbet af det
tidsrum, for hvilket grundlisten gælder, eller på grund af åndelig eller
117
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
legemlig svaghed eller utilstrækkeligt kendskab til det danske sprog er ude
af stand til at fyldestgøre en nævnings og domsmands pligter.
Det følger af grundlistebekendtgørelsens § 5, stk. 1, at de personer, der er
udtaget af grundlisteudvalget, opføres af folkeregistret på en liste, der
udfærdiges i 2 eksemplarer. Listen skal indeholde oplysning om fulde
navn, personnummer, stillingsbetegnelse og postadresse.
Som anført under pkt. 6.1, har landsretspræsidenterne opfordret til, at
grundlistebekendtgørelsen ændres, således at grundlisterne fremover også
angiver ansættelsessted for de udpegede personer.
Landsretspræsidenternes opfordring skal ses i sammenhæng med, at
landsretspræsidenterne i medfør af retsplejelovens § 75 skal afgøre, om de
til nævninge- og domsmandslisterne udtagne opfylder betingelserne efter
bl.a. lovens § 70 for at kunne være nævning og domsmand.
Arbejdsgruppen har på den baggrund endelig overvejet, om
grundlistebekendtgørelsens § 5, stk. 1, bør ændres i overensstemmelse med
landsretspræsidenternes opfordring.
Det kan efter omstændighederne være vanskeligt for landsretterne ud fra
grundlisternes oplysning om stillingsbetegnelse at vurdere, om personer er
udelukket fra at virke som lægdommere. Det forekommer således, at de
samme stillingsbetegnelser anvendes i det private, i kommunerne og i
staten, herunder i centraladministrationen.
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at det vil kunne forbedre landsretternes
mulighed for at identificere personer, som i kraft af deres ansættelsessted
er udelukket fra at virke som lægdommere, såfremt oplysninger herom
fremgår af grundlisterne, jf. grundlistebekendtgørelsens § 5, stk. 1, ligesom
det vil lette landsretternes arbejde, at oplysningerne ikke efterfølgende skal
indhentes.
Efter arbejdsgruppens opfattelse vil en oplysning om ansættelsessted
imidlertid kun have betydning i forhold til reglerne om udelukkelse, jf. pkt.
4.1 i dette kapitel, hvis der er tale om en ansættelse i staten. Skulle der i en
anden sammenhæng blive behov for oplysninger om ansættelsesstedet,
f.eks. i forbindelse med anmodning om fritagelse fra lægdommerhvervet,
vil oplysninger om ansættelsessted enten fremgå af anmodningen eller kan
med fordel indhentes på dette tidspunkt.
118
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Arbejdsgruppen foreslår på den baggrund, at grundlistebekendtgørelsen
ændres, således at grundlisterne fremover også angiver ansættelsessted for
udpegede personer, der er ansat i staten.
KL’s repræsentanter i arbejdsgruppen tager dog forbehold for, at der skal
ske en afklaring af de økonomiske konsekvenser for kommunerne ved
arbejdsgruppens anbefaling.
Justitsministeriets og Domstolsstyrelsens repræsentanter i arbejdsgruppen
tager forbehold for, at der skal ske en afklaring af finansieringen af de
eventuelle omkostninger ved arbejdsgruppens anbefaling.
Arbejdsgruppen har i tilknytning til ovenstående bemærket, at det efter
bestemmelsen i grundlistebekendtgørelsens § 5, stk. 1, er folkeregistret i
de enkelte kommuner, som udarbejder grundlisterne. Arbejdsgruppen er i
den forbindelse bekendt med, at grundlisterne ikke i alle kommuner
udarbejdes af folkeregistret, men er henlagt til andre dele af den
kommunale forvaltning.
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at henvisningen til folkeregisteret med
fordel kan ændres til en generel henvisning til kommunen med henblik på,
at kommunerne selv kan tilrettelægge arbejdet vedrørende udarbejdelsen af
grundlisterne.
Arbejdsgruppen foreslår på den baggrund, at grundlistebekendtgørelsen
ændres, således at henvisningen til folkeregistret erstattes med en generel
henvisning til kommunen.
119
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
7. Forbedring af lægdommeres vilkår
Arbejdsgruppen er ved kommissoriet af 12. januar 2009 anmodet om at
overveje, om der er behov for at gøre hvervet som lægdommer mere
attraktivt, herunder om de nuværende ydelser er passende.
Som det fremgår af kapitel 4, er der blandt lægdommerne konstateret visse
skævheder i forhold til den samlede befolkningssammensætning i
Danmark. Det gælder bl.a. i forhold til lægdommernes køn,
aldersfordeling, socioøkonomiske status og etniske baggrund.
Det er imidlertid arbejdsgruppens opfattelse, at disse skævheder næppe
kan ses som et udtryk for en generel uvilje blandt personer fra de
underrepræsenterede grupper til at være lægdommere. Arbejdsgruppen
finder således ikke grundlag for at antage, at der er et generelt behov for at
gøre lægdommerhvervet mere attraktivt.
Arbejdsgruppen har dog overvejet, om lægdommerhvervet på enkelte
punkter kan gøres mere attraktivt. Arbejdsgruppen har i den forbindelse
overvejet, om de nuværende ydelser til lægdommere er passende.
Arbejdsgruppens overvejelser herom fremgår af pkt. 1 nedenfor.
Herudover har arbejdsgruppen overvejet, om der kan iværksættes andre
initiativer for at forbedre de generelle vilkår. Disse overvejelser fremgår af
pkt. 2 nedenfor.
7.1. Vederlag til lægdommere
7.1.1. Gældende ret
Vederlaget for lægdommere fastsættes som et dagsvederlag, uanset om
denne har medvirket som lægdommer i retten hele dagen eller kun en del
af dagen. Dette har sammenhæng med retsplejelovens § 88, stk. 2, hvoraf
fremgår, at udtagelsen af domsmænd sker for en enkelt dag, således at de
pågældende medvirker ved hovedforhandlingen og påkendelsen af alle de
sager, hvis behandling påbegyndes den nævnte dag, selv om sagen ikke
kan afsluttes samme dag. Herudover tilkommer der lægdommere et
nattillæg for hver nat, de i anledning af deres hverv må være borte fra
hjemmet.
120
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
1624024_0121.png
Indtil 1971
19
var vederlaget til lægdommere fastsat direkte i
retsplejelovens § 87. Det fremgik heraf, at der tilkom ”nævninger 50 kr.
for hver dag og 20 kr. for hver nat, de i anledning af deres hverv holdes
borte fra hjemmet”. Af den dagældende retsplejelovs § 90 fremgik, at
bestemmelsen i § 87 fandt tilsvarende anvendelse med hensyn til
domsmænd.
Ved lov nr. 153 af 16. april 1971 ændredes bl.a. retsplejelovens § 87.
Ændringen havde til formål at sikre, at der kunne ske justering af
ydelserne til lægdommere med kortere mellemrum i det omfang, det måtte
vise sig påkrævet.
Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår i den forbindelse bl.a.
følgende, jf. forslag til lov om ændring af lov om rettens pleje (Forhøjelse
af ydelser til lægdommere og vidner m.v.), Folketingstidende 1970-71,
Tillæg A, sp. 1991:
”Retsplejelovens § 87 fik sin nuværende formulering ved lov nr. 192 af 12.
juni 1962, men der skete ved denne lov ikke nogen ændring af ydelserne til
lægdommere, som senest er forhøjet ved lov nr. 139 af 31. marts 1960. Om
tidligere ændringer af ydelserne henvises til bemærkningerne til forslaget
til loven af 1960 (Folketingstidende 1959-60, tillæg A, sp. 2903).
Det anførtes i bemærkningerne til det nævnte lovforslag, at vederlaget til
lægdommere bør fastsættes således, at der almindeligvis ikke påføres de
pågældende tab ved udførelsen af deres hverv. Folketingsudvalget delte
denne opfattelse, og udvalget stillede med justitsministerens tiltræden
forslag om, at vederlaget, som efter lovforslaget skulle være 40 kr. om
dagen, blev forhøjet til 50 kr. daglig, idet man fandt, at den gennemsnitlige
arbejdsfortjeneste snarere udgjorde dette beløb (Folketingstidende 1959-60,
tillæg B, sp. 519).
Efter Justitsministeriets mening bør vederlaget fortsat fastsættes efter disse
retningslinjer.
Den gennemsnitlige timefortjeneste i industri og håndværk (timefortjeneste
i alt ekskl. overtidstillæg) udgjorde i 1960 6 kr. 08 øre og i 2. kvartal 1969
14 kr. 94 øre. Under hensyn hertil må en forhøjelse til 125 kr. om dagen
forekomme rimelig.
Også godtgørelse af overnatning bør forhøjes. Ifølge de gældende regler
om særlige ydelser til tjenestemænd udgør nattillægget i lønrammerne 23-
40 51 kr. 60 øre. Godtgørelse til lægdommere kunne herefter passende
fastsættes til 50 kr. pr. nat.
Ydelserne til lægdommere har hidtil været fastsat i loven. Dette har
medført, at beløbene kun er blevet reguleret med flere års mellemrum, når
der var opstået et klart misforhold mellem ydelser og lønninger. Denne
ordning må forekomme mindre rimelig, og det foreslås derfor, at ydelserne
for fremtiden skal kunne fastsættes administrativt. Som bilag til
19
Lovbekendtgørelse nr. 609 af 19. december 1969 med senere ændringer.
121
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
lovforslaget er der optaget et udkast til bekendtgørelse om ydelser til
lægdommere og vidner.”
Ved lovændringen fjernede man således vederlagsbeløbene i
retsplejelovens § 87 og indførte i stedet en hjemmel til, at justitsministeren
administrativt kunne fastsætte regler om vederlaget til lægdommere.
Med hjemmel i bl.a. lovens § 87 udstedtes bekendtgørelse nr. 154 af 19.
april 1971 om ydelser til lægdommere og vidner m.v., som trådte i kraft
den 1. maj 1971. I bekendtgørelsen fastsattes vederlaget til lægdommere til
125 kr. pr. dag og 50 kr. pr. nat, hvor en lægdommer i anledning af sit
hverv måtte være borte fra hjemmet. Dette vederlag blev forhøjet til 330
kr. pr. dag og 66 kr. pr. nat. ved bekendtgørelse nr. 599 af 8. december
1977.
Bekendtgørelsen fra 1971 blev pr. 1. december 1987 erstattet af den
nuværende bekendtgørelse nr. 712 af 17. november 1987 om ydelser til
lægdommere og vidner mv., hvor vederlaget til lægdommere blev forhøjet
til 600 kr. for hver dag og 120 kr. for hver nat, lægdommere i anledning af
deres hverv må være borte fra hjemmet.
Kompetencen i lovens § 87 til at fastsætte vederlaget er ved lov nr. 402 af
26. juni 1998 delegeret fra justitsministeren til Domstolsstyrelsen.
Beløbet blev fastsat til det nuværende niveau ved bekendtgørelse nr. 1180
af 15. december 2000, hvor vederlaget blev forhøjet til 1.100 kr. for hver
dag og 120 kr. for hver nat, de i anledning af deres hverv må være borte fra
hjemmet.
Bekendtgørelse nr. 712 af 17. november 1987 med senere ændringer
indeholder herudover i § 1, stk. 3, bestemmelse om, at rettens formand –
når sagens behandling har strakt sig over et længere tidsrum –
undtagelsesvis kan tillægge en lægdommer en særlig godtgørelse, såfremt
den pågældendes deltagelse i sagens behandling har påført vedkommende
et tab, som væsentligt overstiger ovennævnte vederlag.
Efter bekendtgørelsens § 3, stk. 1, har lægdommere endvidere krav på
godtgørelse til hotelophold og befordring efter de for ansatte i staten
gældende regler. Der ydes dog kun befordringsgodtgørelse, hvis den
pågældende må rejse mere end 3 kilometer for at nå retten, jf.
bekendtgørelsens § 3, stk. 2.
122
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
1624024_0123.png
Bekendtgørelsen regulerer herudover vederlaget for de lægdommere, som
medvirker i lejesager i medfør af navnlig lejelovens
20
§ 107, stk. 2, der
ikke er omtalt i det foregående. Der er således i den henseende tale om de
samme regler for lægdommere i boligretten (boligdommere) som for
nævninger og domsmænd. Reglerne om vederlag for lægdommere i
boligretten er udstedt i medfør af lejelovens § 109, stk. 4, hvorefter
Domstolsstyrelsen fastsætter regler om vederlag og rejsegodtgørelse til
lægdommere i boligretten.
7.1.2. Arbejdsgruppens overvejelser og anbefalinger
7.1.2.1. Dagsvederlag
Ved arbejdsgruppens overvejelser om, hvorvidt de nuværende ydelser til
lægdommere er passende, har arbejdsgruppen taget udgangspunkt i, at
hvervet som lægdommer er et borgerligt ombud, der som udgangspunkt
medfører en pligt til at virke som lægdommer.
Lægdommerhvervet – som sædvanligvis udføres inden for almindelig
arbejdstid – er forbundet med, at en person i en periode er i retten, hvor
den pågældende ikke kan udføre sit sædvanlige arbejde. For selvstændigt
erhvervsdrivende kan det betyde, at de ikke kan varetage deres virksomhed
i denne periode, og for lønmodtagere kan hvervet indebære, at de bliver
trukket i løn på grund af fraværet eller skal afspadsere. Derfor kan
lægdommerhvervet efter omstændighederne for nogle personer udgøre en
økonomisk byrde, som vederlaget til dels skal kompensere for.
Efter arbejdsgruppens opfattelse har det betydning for attraktiviteten af
lægdommergerningen, at en person på grund af lægdommerhvervet ikke
mister store dele af sin indtægt.
Vederlaget fastsættes som et takstmæssigt standardbeløb uden at tage
højde for, om en person har mistet indtægt ved at virke som lægdommer.
Ifølge forarbejderne tages ved fastsættelsen af dette standardbeløb
udgangspunkt i den gennemsnitlige timefortjeneste i industri og håndværk.
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at vederlaget til lægdommere fortsat bør
fastsættes ud fra disse parametre, således at lægdommere vederlægges med
et standardbeløb, der lægger sig op ad en gennemsnitlig dagsindkomst.
20
Lovbekendtgørelse nr. 963 af 11. august 2010 med senere ændringer.
123
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
1624024_0124.png
Det skal i den forbindelse bemærkes, at dagsvederlaget ydes, selv om den
pågældende alene har medvirket som lægdommer noget af dagen, og
derefter har genoptaget sit sædvanlige arbejde. I disse situationer vil
vederlaget udgøre et supplement til den almindelige indkomst.
Danmarks Statistik har over for arbejdsgruppen oplyst, at der ikke længere
findes en statistik for den gennemsnitlige timefortjeneste i håndværk og
industri. Danmarks Statistik har foreslået, at der i stedet tages
udgangspunkt i lønniveauet for den gennemsnitlige standardberegnede
timefortjeneste.
Det fremgår af Danmarks Statistiks hjemmeside
21
, at den
standardberegnede timefortjeneste er fortjenesten fratrukket betalinger for
overtid og fravær, som indeholder basisfortjeneste (inkl. særlig
feriegodtgørelse, ferie- og søgnehelligdagsbetalinger), pensionsbidrag,
uregelmæssige betalinger, personalegoder og genetillæg.
Den gennemsnitlige timefortjeneste for time- og fastlønnede inden for den
private sektor i hele landet var i 2013 på 247,73 kr., hvilket svarer til en
gennemsnitlig daglig fortjeneste på ca. 1.833 kr. (247,73 kr. x 7,4 timer).
For timelønnede inden for samme sektor var den gennemsnitlige
timefortjeneste på 179,01 kr. svarende til en daglig fortjeneste på ca. 1.325
kr.
Endvidere fremgår det, at den gennemsnitlige timefortjeneste for time- og
fastlønnede inden for industrien i 2013 var på 247,78 kr., hvilket svarer til
en gennemsnitlig daglig fortjeneste på ca. 1.834 kr. For timelønnede inden
for industrien var den gennemsnitlige timefortjeneste på 192,16 kr.,
svarende til en daglig fortjeneste på ca. 1.422 kr.
Det kan på denne baggrund konstateres, at de gennemsnitlige
dagsindkomster ligger højere end det nuværende dagsvederlag for
lægdommere på 1.100 kr. Arbejdsgruppen har på den baggrund drøftet
forskellige modeller for en eventuel justering.
Arbejdsgruppen bemærker, at det som nævnt er arbejdsgruppens
opfattelse, at vederlaget til lægdommere bør fastsættes, så det tager
udgangspunkt i en gennemsnitlig timefortjeneste.
21
http://www.statistikbanken.dk/statbank5a/default.asp?w=1920
124
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
En ændring kunne således bestå i en egentlig forhøjelse af dagsvederlaget,
således at det i højere grad er overensstemmende med den gennemsnitlige
dagsindkomst ifølge de oplysninger fra Danmarks Statistik, som er angivet
ovenfor.
Derudover har arbejdsgruppen overvejet muligheden for, at der foretages
en pristalsregulering af dagsvederlaget i henhold til lov nr. 373 af 28. maj
2003 om en satsreguleringsprocent. Efter denne lov fastsættes hvert år en
satsreguleringsprocent, en tilpasningsprocent og en satstilpasningsprocent
som grundlag for regulering af overførselsindkomster m.v.
Justitsministeriet har udarbejdet en beregning af dagsvederlaget i henhold
til lov om en satsreguleringsprocent. Beregningen viser, at dagsvederlaget
i 2014 i givet fald ville udgøre 1.524,90 kr.
Arbejdsgruppen har endvidere overvejet en model, hvorefter der
fremadrettet sker en løbende regulering af ydelsen enten i forhold til det
nuværende niveau eller et forhøjet dagsvederlag. Der henvises i den
forbindelse til, at formålet med ændringen af retsplejelovens § 87 i 1971,
som nævnt under pkt. 1 i dette kapitel, var, at der skulle ske en hyppigere
justering af vederlaget til lægdommerne. Vederlaget til lægdommere er
imidlertid kun blevet justeret tre gange siden 1971 og senest pr. 1. januar
2001.
For at sikre, at der for fremtiden sker en hyppigere justering af vederlaget
til lægdommere i overensstemmelse med den løbende lønudvikling i
samfundet, kunne en regulering af vederlaget til lægdommere bestå i, at
vederlaget fremover reguleres én gang årligt. Alternativt kunne der
foretages regulering hvert 4. år for den periode, som grundlisten gælder
for.
Arbejdsgruppen anbefaler, at en eventuel fremtidig regulering i givet fald
tager udgangspunkt i lov nr. 373 af 28. maj 2003 om en
satsreguleringsprocent.
Arbejdsgruppen har endelig overvejet en model, hvorefter det nuværende
dagsvederlag i videre omfang kan suppleres af en mulighed for at få
dækket den faktisk tabte arbejdsfortjeneste for lægdommere. Som nævnt
ovenfor under pkt. 1.1 i dette kapitel, forudsætter de gældende regler om
udbetaling af en godtgørelse ud over dagsvederlaget, at der er tale om en
sag, hvis behandling har strakt sig over et længere tidsrum, og at
125
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
1624024_0126.png
udbetaling alene af dagsvederlaget vil påføre lægdommeren et væsentligt
tab.
Arbejdsgruppen bemærker i den forbindelse, at indførelse af en udvidet
adgang til at få dækket tabt arbejdsfortjeneste kan indebære en fordel for
den enkelte derved, at lægdommere ikke risikerer at lide et tab ved, at
vederlaget ikke dækker den pågældendes faktiske tabte arbejdsfortjeneste.
Herved undgås det endvidere, at personer med en arbejdsfortjeneste, som
er lavere end dagsvederlaget, ser en økonomisk fordel i at virke som
lægdommer. En sådan ordning vil imidlertid medføre yderligere
dokumentationskrav og en betydelig administration.
Justitsministeriets og Domstolsstyrelsens repræsentanter i arbejdsgruppen
tager forbehold for, at der skal ske en afklaring af finansieringen af
omkostningerne ved en eventuel opjustering af dagsvederlaget til
lægdommere, før der foretages en regulering heraf.
7.1.2.2. Nattillæg
Som nævnt under pkt. 1 i dette kapitel blev størrelsen af nattillægget til
lægdommere tidligere fastsat med udgangspunkt i de daværende regler om
særlige ydelser til tjenestemænd i lønramme 23-40. Ved reguleringen af
nattillægget i 1987 blev beløbet efter de for arbejdsgruppen foreliggende
oplysninger fastsat i overensstemmelse med grundbeløbet for logi ved
rejser i henhold til ligningslovens
22
§ 9 A, stk. 2, nr. 4.
Det følger af denne bestemmelse, at der ved rejser med overnatning kan
ske godtgørelse af et beløb på 195 kr. (2010-niveau), uden at dette skal
medregnes ved indkomstopgørelsen, hvis lønmodtageren på grund af
afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed
for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.
Arbejdsgruppen skal på den baggrund anbefale, at nattillægget hæves fra
120 kr. til 195 kr. (2010-niveau) svarende til det i ligningslovens § 9 A,
stk. 2, nr. 4, anførte beløb (i 2015 er beløbet 202 kr.). Arbejdsgruppen
finder dog på grund af beløbets størrelse, at der ikke er behov for en
reguleringsbestemmelse. I stedet foreslås, at der med jævne mellemrum
foretages vurdering af beløbets størrelse, således at dette bør forhøjes,
Lovbekendtgørelse nr. 405 af 22. april 2013 med senere ændringer.
126
22
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
såfremt der er sket en væsentlig forskydning i forhold til den almindelige
lønudvikling i samfundet.
Justitsministeriets og Domstolsstyrelsens repræsentanter i arbejdsgruppen
tager dog forbehold for, at der skal ske en afklaring af finansiering af
omkostningerne ved en eventuel opjustering af nattillægget til
lægdommere, før der foretages en regulering heraf.
7.1.2.3. Aflyste sager
Arbejdsgruppen har overvejet, om der bør tilkomme lægdommere vederlag
i tilfælde af aflyste retsmøder.
Der tænkes her på situationer, hvor en lægdommer er blevet udtaget til en
konkret sag, men hvor retten efterfølgende har meddelt vedkommende, at
sagen ikke vil blive gennemført. Endvidere tænkes på de situationer, hvor
den pågældende skulle medvirke i en sag, som er planlagt til at vare flere
retsdage, og det efterhånden viser sig, at et eller flere af de berammede
retsmøder er ufornødne og derfor bliver aflyst.
Såfremt en person har fungeret som lægdommer i et retsmøde, uanset om
dette har været kortvarigt, f.eks. hvor retten er blevet sat med
lægdommere, men sagen viser sig ikke kunne gennemføres på grund af
tiltaltes eller vidners udeblivelse, vil den pågældende allerede efter de
gældende regler have krav på et dagsvederlag.
Efter arbejdsgruppens oplysninger er det praksis ved retterne, at en
lægdommer efter en konkret vurdering også kan få et vederlag for aflyste
retsmøder, selv om retten ikke den pågældende dag er blevet sat med
lægdommere.
Denne praksis er efter arbejdsgruppens opfattelse velbegrundet, idet der
ved en aflysning af et planlagt retsmøde i særlige tilfælde kan være behov
for at kunne give lægdommere en økonomisk kompensation. Det vil
navnlig være tilfældet, hvis den pågældende har taget fri fra sit arbejde for
at kunne virke som lægdommer i en straffesag, og den pågældende ikke
med kort varsel har mulighed for at genoptage sit arbejde eller i øvrigt råde
over den pågældende dag på en anden måde, f.eks. til at holde ferie.
127
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Der er således efter arbejdsgruppens opfattelse behov for en præcis
hjemmel til, at lægdommere kan vederlægges for aflyste retsmøder, som
den pågældende således ikke har deltaget i, men hvor der alligevel er
påført den pågældende et tab, således at muligheden for at anmode om
vederlag for aflyste retsmøder i de nævnte situationer tydeliggøres.
Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at der i bekendtgørelsen om ydelser til
lægdommere og vidner m.v. indsættes en udtrykkelig hjemmel til, at
rettens formand ved aflysning af et berammet retsmøde efter anmodning
fra en domsmand eller nævning kan beslutte, at der ydes et vederlag
svarende til dagsvederlaget til den pågældende efter en konkret vurdering.
Det forudsættes herved, at den pågældende har lidt et tab på grund af det
aflyste retsmøde. Der vil oftest være tale om et indkomsttab som følge af,
at vedkommende ikke har fået løn fra sin arbejdsgiver for den dag,
retsmødet skulle have været gennemført, og vedkommende ikke havde
mulighed for at afværge tabet.
Det skal således udtrykkeligt fremgå af bekendtgørelsen, at en lægdommer
i særlige tilfælde har krav på at få et vederlag, såfremt den pågældende
ikke havde mulighed for at udføre eller genoptage sit arbejde mv. den dag,
det aflyste retsmøde skulle have været gennemført, og følgelig har lidt et
tab. Det forhold, at aflysningen har medført ulempe for den pågældende,
bør imidlertid ikke tillægges betydning.
Arbejdsgruppen anbefaler på den baggrund, at et vederlag ved aflysning af
et berammet retsmøde i særlige tilfælde kan ydes til en nævning eller
domsmand, når de ovennævnte grunde taler herfor.
Justitsministeriets og Domstolsstyrelsens repræsentanter i arbejdsgruppen
tager forbehold for, at der skal ske en afklaring af finansieringen af de
eventuelle omkostninger ved arbejdsgruppens anbefaling. Det skal dog
bemærkes, at det efter arbejdsgruppens oplysninger allerede i dag er
praksis, at retterne i visse tilfælde udbetaler vederlag for aflyste retsmøder,
selv om retten ikke den pågældende dag er blevet sat med lægdommere.
7.1.2.4. Vederlag for lægdommere i boligretten (boligdommere)
I bekendtgørelse nr. 712 af 17. november 1987 med senere ændringer
reguleres bl.a. vederlaget til lægdommere. Ved siden af vederlag for
128
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
lægdommere i straffesager (nævninger og domsmænd) finder reglerne
også anvendelse på lægdommere i boligretten (boligdommere), jf.
nærmere pkt. 1.1. i dette kapitel.
Arbejdsgruppen har i forlængelse heraf overvejet, om der er behov for
særlige regler i forhold til lægdommere i boligretten ved siden af de
forslag mv., der fremgår af pkt. 1.2.1-1.2.3 i dette kapitel.
I den forbindelse bemærkes, at det fremgår af pkt. 2.1.2.7.1.4 i de
almindelige bemærkninger til lovforslag L 178 af 9. april 2014 om
ændring af retsplejeloven mv., at der til brug for det forberedende arbejde
forud for fremsættelsen af lovforslaget i Udvalget om bedre og mere
effektiv behandling af civile sager ved domstolene blev udarbejdet en
analyse af revisionsfirmaet Deloitte. I analysen pegede Deloitte på to
initiativer vedrørende boligdommere, som retterne særligt havde
fremhævet i forhold til en mere effektiv anvendelse af boligdommere, som
gik ud på, at retten fremover skulle bestemme, hvem der er boligdommere,
og at kravet om at inddrage boligdommere i forbindelse med sagernes
forberedelse fjernes.
Udvalget om bedre og mere effektiv behandling af civile sager ved
domstolene fandt, at Deloittes forslag burde overvejes nærmere og
anbefalede i den forbindelse, at der skulle arbejdes videre med en mere
smidig udpegning af boligdommere. Justitsministeriet tilsluttede sig, at det
krævede nærmere overvejelser, hvorfor ministeriet sammen med det
daværende Ministerium for By, Bolig og Landdistrikter (nu Udlændinge-,
Integrations- og Boligministeriet) ville overveje forslagene med henblik på
at vurdere, om der på et senere tidspunkt skulle foretages ændringer af
lovgivningen, jf. pkt. 2.1.2.7.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Lovforslaget blev vedtaget ved lov nr. 737 af 25. juni 2014. De foreslåede
overvejelser mellem Justitsministeriet og Udlændinge-, Integrations- og
Boligministeriet er ikke afsluttet.
Det er efter arbejdsgruppens opfattelse naturligt, at der i forbindelse med
overvejelser om udpegningen af lægdommere i boligretten bør foretages
overvejelser om deres vederlæggelse, herunder om der bør indføres særlige
regler angående vederlæggelse af lægdommere i boligretten.
129
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
1624024_0130.png
Af den grund finder arbejdsgruppen ikke anledning til at overveje
nærmere, hvorvidt der skal indføres særlige regler vedrørende
lægdommere i boligretten.
7.2. Andre initiativer til forbedring af lægdommeres vilkår
Der er allerede flere steder i landet iværksat initiativer med henblik på at
forbedre vilkårene for lægdommerne. Disse beskrives i det følgende.
7.2.1. Allerede iværksatte initiativer
7.2.1.1. Introduktion til hvervet som nævning eller domsmand
Som det er beskrevet under pkt. 1.2.2 i kapitel 5 om proceduren ved
udarbejdelse af nævninge- og domsmandslisterne, sender landsrettens
præsident efter udfærdigelse af nævninge- og domsmandslisterne et brev
til de personer, der er optaget på listerne. I brevet henledes
opmærksomheden på, at visse personer i medfør af retsplejelovens § 70 er
udelukket fra at være lægdommere, jf. kapitel 6, eller personer, der i
medfør af lovens § 71 kan begære sig fritaget fra hvervet som nævninger
eller domsmænd.
Domstolsstyrelsens vejledning til domsmænd og nævninger er vedlagt
brevet fra landsrettens præsident. Vejledningen, der også er tilgængelig på
domstolenes hjemmeside (www.domstol.dk/om/publikationer/vejled-
ninger/), indeholder bl.a. oplysninger om udtagelsen til hvervet som
lægdommer, proceduren for udtagelse til de enkelte sager, betaling for
hvervet
og
generelle
oplysninger
om
gennemførelsen
af
hovedforhandlinger og voteringer i henholdsvis domsmandssager og
nævningesager.
De personer, der er udtaget til nævninge- og domsmandslisterne, bliver
herudover tilbudt at deltage i et introduktionsmøde ved retterne, der
afholdes inden begyndelsen af den periode, hvor de pågældende skal være
lægdommere. Ved introduktionsmødet informeres bl.a. om lægdommerens
opgaver og pligter, ligesom der orienteres om mere praktiske forhold i
forbindelse med hvervet som lægdommer ved den pågældende ret.
Det fremgår af Domstolsstyrelsens rapport ”Brugerundersøgelse af
Danmarks
Domstole”
fra
maj
2005
130
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
1624024_0131.png
(www.domstol.dk/om/publikationer/bru-gerundersogelser/), at omkring 90
pct. af nævninge og domsmænd ved både de overordnede retter og
byretterne var enten tilfredse eller meget tilfredse med det udleverede
introduktionsmateriale. For så vidt angår de afholdte introduktionsmøder,
var 88 pct. af de personer, der deltog ved et introduktionsmøde ved de
overordnede retter, enten tilfredse eller meget tilfredse med mødet, mens
95 pct. af deltagerne i introduktionsmødet ved byretterne var tilfredse eller
meget tilfredse med mødet.
7.2.1.2. Udtagelse til de enkelte sager
Det følger af retsplejelovens § 79, at når behandlingen af en sag skal finde
sted, udtager retsformanden ved landsretten og præsidenten ved byretterne
det fornødne antal nævninger af de øverst på nævninge- og
domsmandslisten opførte personer, der ikke tidligere har gjort tjeneste som
nævning eller suppleant i den udtagne periode. Når man er nået listen til
ende, sker udtagelse på ny forfra. Samme regler gælder i medfør af lovens
§ 88 for udtagelse af domsmænd.
Udtagelsen til de enkelte sager sker via retternes IT-system, hvorved den
øverste person på den relevante nævninge- og domsmandsliste udtages.
I mange tilfælde skal de udtagne lægdommere kun virke en hel eller en
halv dag ad gangen. Nogle sager er dog så omfattende, at de først afsluttes
efter en længere periode. For at hvervet som nævning eller domsmand ikke
skal gøres mere byrdefuldt end nødvendigt, forsøger retterne ved udtagelse
af lægdommere til disse sager – i det omfang det er muligt – at udvise en
vis fleksibilitet over for personerne på nævninge- og domsmandslisterne.
Retterne udviser således forståelse for, hvis en person af konkrete årsager
ikke ønsker at blive udtrukket til at virke som lægdommer en bestemt dato,
ligesom retterne ved længerevarende retssager forsøger at udtage
lægdommere, der er indforståede med at skulle virke som nævning eller
domsmand i en sag, der strækker sig over en længere periode.
7.2.2. Arbejdsgruppens overvejelser og anbefaling
Arbejdsgruppen har overvejet, om der herudover kan iværksættes
initiativer, som er egnede til generelt at forbedre vilkårene for nævninger
og domsmænd, hvilket kan medvirke til at gøre hvervet mere attraktivt.
131
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
1624024_0132.png
7.2.2.1. Informationsmateriale til arbejdsgivere
Arbejdsgruppen har overvejet, om der i tillæg til informationer til den
enkelte lægdommer skal udfærdiges informationsmateriale til den
pågældendes arbejdsgiver, som f.eks. kan blive berørt af
lægdommerhvervet på grund af et større fravær.
Ifølge retsplejelovens § 71, nr. 1-5, kan forskellige persongrupper grundet
deres erhverv begære sig fritaget fra lægdommerhvervet. Derudover følger
det af retsplejelovens § 71, nr. 8, at de, som på grund af deres
helbredstilstand eller erhvervs- eller familieforhold ikke uden fare for
deres velfærd kan opfylde nævninge- eller domsmandspligten, kan begære
sig fritaget.
Der er således tale om en forholdsvis snæver fritagelsesadgang i
retsplejelovens § 71, nr. 8, idet fritagelse kun kan ske, hvis den
pågældende f.eks. på grund af erhvervsforhold ikke uden fare for sin
velfærd kan opfylde nævninge- eller domsmandspligten.
Ifølge arbejdsgruppens oplysninger er mange begæringer om fritagelse fra
lægdommerhvervet begrundet i, at de udtagne personer enten ikke bryder
sig om at skulle dømme i straffesager, eller at varetagelse af
lægdommerhvervet vil være til ulempe af enten helbredsmæssige eller
arbejdsmæssige grunde.
Arbejdsgruppen finder på den baggrund, at det kunne være nyttigt, hvis
kommende nævninger og domsmænd modtager et informationsbrev rettet
mod de pågældendes arbejdsgivere, hvor der informeres om domsmænds
og nævningers opgaver, herunder hvervets karakter af et borgerligt ombud,
og i hvilket omfang en nævning eller domsmand kan forventes udtaget til
at virke. Informationsbrevet vil efter arbejdsgruppens opfattelse kunne
lette en kommende nævning eller domsmand for et eventuelt ubehag ved at
skulle underrette sin arbejdsgiver om det forestående hverv som
lægdommer.
På baggrund af arbejdsgruppens drøftelser har Domstolsstyrelsen
udarbejdet informationsmateriale om lægdommerhvervet til arbejdsgivere.
Materialet er tilgængelig på domstolenes hjemmeside
23
.
23
http://www.domstol.dk/saadangoerdu/tildigderer/naeavningdomsmand/
132
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
7.2.2.2. Indførelse af ”lægdommerbeviser”
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at lægdommerhvervet er en vigtig
opgave, som nogle borgere får mulighed for at udføre til gavn for
samfundet.
Derfor bør det efter arbejdsgruppens opfattelse være muligt for en person,
der er eller har været nævning eller domsmand, at kunne dokumentere
udførelsen af dette hverv i tilfælde, hvor det kan komme den enkelte
person til gode, herunder f.eks. ved at notere hvervet som lægdommer på
sit CV til brug ved ansøgning om arbejde.
Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at en person, der er eller har været
lægdommer, efter henvendelse til landsretspræsidenten i den kreds, hvor
den pågældende udfører eller har udført lægdommerhvervet, kan få
bekræftet, at vedkommende har været udtaget til nævninge- og
domsmandslisten og har udført lægdommerhvervet.
133
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
8. Arbejdsgruppens lovudkast
8.1. Forslag til ændring af retsplejeloven
Arbejdsgruppens udkast til:
Forslag
til
Lov om ændring af retsplejeloven
(Nævninger og domsmænds udtagelse)
§1
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. …, foretages følgende
ændringer:
1.
§ 70
affattes således:
Ȥ
70.
Følgende personer er udelukkede fra at være nævninger og
domsmænd:
1) ministre,
2) ansatte i ministeriers departementer og ansatte i chefstillinger i de under
departementerne hørende underordnede myndigheder,
3) ansatte ved domstolene og i politi, anklagemyndighed,
kriminalforsorgen og andre myndigheder på Justitsministeriets område,
4) advokater og advokatfuldmægtige, og
5) folkekirkens og de anerkendte trossamfunds gejstlige.«
2.
I
§ 71, nr. 8,
indsættes efter »velfærd«: »eller uforholdsmæssig
ulempe«.
3.
I
§ 71, nr. 9,
ændres: »gælder.« til: »gælder,«.
4.
I
§ 71
indsættes som nr. 10:
»10) de, som i to perioder har været udtaget til nævninge- og
domsmandslister.«.
5.
I
§ 72, 1. pkt.,
indsættes efter »på«: »mindst«.
§2
Stk. 1.
Loven træder i kraft den […].
134
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Stk. 2.
§ 1, nr. 1, finder ikke anvendelse på personer, som er optaget på en
grundliste, der er gældende ved lovens ikrafttræden. For disse personer
finder de hidtil gældende regler anvendelse.
§3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
8.2. Bemærkninger til lovudkastets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (§ 70)
Det følger af den gældende bestemmelse, at ministre, advokater,
advokatfuldmægtige,
centraladministrationens,
domstolenes,
anklagemyndighedens, overøvrighedens, politiets og fængselsvæsenets
tjenestemænd og øvrige personale samt sognefogeder og folkekirkens og
de anerkendte trossamfunds gejstlige er udelukkede fra at være nævninger
og domsmænd.
Den foreslåede bestemmelse om udelukkelse fra at virke som nævninger
og domsmænd svarer til den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 70,
som dog på flere punkter foreslås ændret.
Bestemmelsen foreslås nyaffattet, således at den fremover opbygges
punktvis for at øge overskueligheden. Endvidere foreslås ordlyden
moderniseret.
Bestemmelsens
nr. 1
svarer til den gældende regel, hvorefter ministre er
udelukket fra lægdommerhvervet som følge af adskillelsen mellem
domstolene og regeringen, som ministrene er del af.
Som
nr. 2
foreslås at udelukke ansatte i ministeriers departementer og
ansatte i chefstillinger i de under departementerne hørende underordnede
myndigheder. Formålet er fremover alene at udelukke ansatte, som kan
antages at have sådan kontakt med en minister, at det kan skabe tvivl om
domstolenes uafhængighed.
135
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Udelukket vil efter den foreslåede bestemmelse fremover være alle ansatte
i ministeriers departementer, hvilket foruden de enkelte ministerielle
departementer
også
omfatter
tværministerielle
embedsmandsarbejdsgrupper.
Endvidere foreslås udelukket de personer, som bestrider chefstillinger i de
under departementerne hørende underordnede myndigheder, dvs.
myndigheder, som hører under et ministeriums ressort, og hvor der består
et sædvanligt over-/underordnelsesforhold mellem departementet og de
pågældende myndigheder. Et sådant over-/underordnelsesforhold vil som
oftest foreligge i forhold til styrelser, direktorater og lignende
underordnede forvaltningsmyndigheder, som f.eks. tilsyn.
Derimod er en myndighed ikke underordnet, hvis den står uden for det
almindelige administrative myndighedshierarki. Dette gælder navnlig for
forskellige nævn, udvalg, råd osv., som i henhold til lovgivningen er
uafhængige.
Chefstillinger i underordnede myndigheder har stillingsbetegnelser såsom
direktør, vicedirektør, afdelingschef, kommitteret, kontorchef eller
enhedschef. Betegnelsen er i sig selv vejledende, men er ikke afgørende.
Ved vurderingen af, om en stilling i denne henseende må anses som en
chefstilling, skal der lægges vægt på, om stillingen i forhold til bl.a.
ledelsesbeføjelser og placering i det administrative regi (herunder
omfanget af den pågældendes kontakt med ministeren) i det mindste svarer
til, hvad en kontorchef almindeligvis må forventes at kunne have.
Ligeledes kan lønforhold inddrages som et vejledende moment.
Moderniseringsstyrelsen har således over for arbejdsgruppen oplyst, at
chefstillinger i dag vil blive fortolket som ansatte i lønramme 37 eller
derover på tilsvarende niveau (svarende til kontorchefer).
Som
nr. 3
foreslås udelukket ansatte ved domstolene og i politi,
anklagemyndighed, kriminalforsorgen og andre myndigheder på
Justitsministeriets område. Der er herved til dels tale om en videreførelse
af de gældende regler om udelukkelse.
Det foreslås, at udelukkelsen skal omfatte samtlige ansatte i myndigheder
på Justitsministeriets område, uanset om den pågældende er ansat i en
underordnet myndighed under Justitsministeriet eller en myndighed, som
varetager opgaver uafhængigt fra ministeriet eller justitsministeren.
136
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Den foreslåede regel supplerer til dels udvalgets forslag til nr. 2, idet
udelukkelsen i forhold til myndigheder på Justitsministeriets område skal
omfatte alle ansatte og dermed ikke kun dem, der er ansat i en chefstilling.
For at understrege lægdommeres uafhængighed foreslås bibeholdt, at det
udtrykkeligt fremgår af bestemmelsen, at personer, der er ansat ved
domstolene eller i politi, anklagemyndighed og kriminalforsorgen (dvs.
fængselsvæsenet), er udelukket fra at virke som lægdommere sammen med
ansatte i andre myndigheder på Justitsministeriets område.
Sognefogeder er ansat af politiet, og vil allerede som følge af dette være
udelukket fra at virke som lægdommere. På den baggrund, og fordi der i
dag alene findes et begrænset antal sognefogeder, er der ikke længere
grund til, at det udtrykkeligt fremgår af retsplejeloven, at sognefogeder er
udelukket fra at virke som lægdommer. Forslaget herom indebærer således
ingen materiel ændring.
Som
nr. 4
foreslås den gældende udelukkelse af advokater og
advokatfuldmægtige opretholdt.
Som
nr. 5
foreslås endelig den gældende bestemmelse om, at folkekirkens
og de anerkendte trossamfunds gejstlige er udelukket fra at være
lægdommere, opretholdt.
Den gældende udelukkelse af tjenestemænd og øvrige ansatte i
overøvrigheden (Statsforvaltningen) foreslås ophævet, idet karakteren af
de opgaver, som varetages af Statsforvaltningen, ikke længere kan
begrunde, at alle ansatte er udelukket fra at være lægdommer. Ansatte i
chefstillinger i Statsforvaltningen vil imidlertid være udelukket som følge
af forslaget til nr. 2.
Der henvises i det hele til kapitel 6.
Til nr. 2 (§ 71, nr. 8)
Efter den gældende bestemmelse kan personer alene fritages fra
lægdommerhvervet på grund af helbredstilstand eller erhvervs- eller
familieforhold, såfremt de pågældende personer på grund af disse forhold
ikke uden fare for deres velfærd kan opfylde nævninge- eller
domsmandspligten.
137
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Det vurderes, at en person bør kunne begære sig fritaget, selv om
lægdommerhvervet ikke truer den pågældendes velfærd, fordi
vedkommendes udførelse af lægdommerhvervet ikke står i et rimeligt
forhold til det samfundsmæssige udbytte herved.
Det foreslås således, at en person skal kunne begære sig fritaget fra
lægdommerhvervet, såfremt vedkommende på grund af dennes
helbredstilstand eller erhvervs- eller familieforhold ikke uden fare for
dennes velfærd eller uforholdsmæssig ulempe kan opfylde nævninge- og
eller domsmandspligten.
Bestemmelsen tænkes fremover også at kunne anvendes, hvor hvervet
medfører en uforholdsmæssig ulempe for en domsmand eller nævnings
erhvervs- eller familieforhold, f.eks. hvor en meget lang transporttid for
den pågældende til og fra tingstedet ikke står i rimeligt forhold til den tid,
den pågældende skal være i retten.
Det forhold, at man ikke bryder sig om at dømme i straffesager, skal
derimod som hidtil ikke kunne begrunde en fritagelse fra at udføre hvervet
som lægdommer.
Der henvises til pkt. 2.4.5 i kapitel 5.
Til nr. 3 og 4 (§ 71, nr. 9 og 10)
Det foreslås som et tiltag til en forbedring af vilkårene for lægdommere, at
disse kan begære sig fritaget for nævninge- og domsmandshvervet, når de i
to perioder har været udtaget til nævninge- og domsmandslister. Det
forudsættes, at den pågældende har været udtaget i to hele perioder (dvs. i
alt 8 år) på nævninge- og domsmandslister. Det er derimod uden
betydning, om der er tale om sammenhængende perioder. Herudover
foreslås konsekvensændringer som følge af indsættelse af det nye nummer.
Personer, der har været optaget på en grundliste, uden at blive udtaget til
enten nævninge- og domsmandslisten, har derimod ikke krav på at blive
fritaget.
Der henvises til pkt. 4.2.6 i kapitel 6.
138
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
Til nr. 5 (§ 72)
Efter den gældende bestemmelse foretages udtagelsen til grundlisten inden
for hver kommune af et grundlisteudvalg på fem medlemmer, der udpeges
af kommunalbestyrelsen for de kommunale råds valgperiode.
Det foreslås, at kommunalbestyrelsen fremover har mulighed for at
sammensætte et grundlisteudvalg på flere end fem medlemmer, hvilket har
til formål at lette grundlisteudvalgenes arbejde med at finde egnede
personer til grundlisten.
Til § 2
Det foreslås i
stk. 1,
at loven træder i kraft den […]. Loven forudsættes
anvendt fra den anførte dato i forhold til de grundlister, som gælder for
perioden fra den 1. januar 2016 til den 31. december 2019. Personer, som
på baggrund heraf optages på nævninge- og domsmandslisterne, vil
således fra ikrafttrædelsesdatoen kunne begære sig fritaget i henhold til de
ændrede fritagelsesregler, som foreslås med lovudkastets § 1, nr. 2 og 4.
Lovudkastets § 1, nr. 5, om antallet af medlemmer i grundlisteudvalgene
vil efter den foreslåede § 2, stk. 1, træde i kraft efter den frist, som gælder
for
grundlisteudvalgenes
indlevering
af
grundlister
til
landsretspræsidenterne, jf. § 5, stk. 3, og § 6 i bekendtgørelse nr. 809 af 5.
december 1990 om grundlister, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1212 af
30. december 1993, bekendtgørelse nr. 681 af 10. juli 2000 og
bekendtgørelse nr. 152 af 20. februar 2007.
Det foreslås i
stk. 2,
at lovens § 1, nr. 1, om udelukkelse fra at være
nævning og domsmand ikke finder anvendelse på personer, der er optaget
på en grundliste, der er gældende ved lovens ikrafttræden. De hidtil
gældende regler finder således anvendelse på personer, der optaget på
grundlisten for perioden fra den 1. januar 2016 til den 31. december 2019.
De foreslåede regler om udelukkelse fra at være nævninger og domsmænd
(lovudkastets § 1, nr. 1) og adgangen til at udvide antallet af medlemmer i
grundlisteudvalgene (lovudkastets § 1, nr. 5), vil således først få betydning
i forbindelse med udtagelsen af personer til grundlisterne for perioden fra
den 1. januar 2020 til den 31. december 2023.
139
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
8.3. Forslag til ændring af bekendtgørelse om grundlister
Arbejdsgruppens udkast til:
Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om grundlister
§1
I bekendtgørelse nr. 809 af 5. december 1990 om grundlister, som ændret
ved bekendtgørelse nr. 1212 af 30. december 1993, bekendtgørelse nr. 681
af 10. juli 2000 og bekendtgørelse nr. 152 af 20. februar 2007, foretages
følgende ændringer:
2.
§ 3, stk. 2,
affattes således:
»Præsidenten for vedkommende landsret pålægger grundlisteudvalget at
udtage et yderligere antal personer til grundlisten, såfremt det forventes, at
flere end 8 ud af 10 personer på en efter stk. 1 udtaget grundliste vil blive
udtrukket til nævninge- og domsmandslister.«
3.
I
§ 4, stk. 1, 2. pkt.,
ændres »de forskellige aldersklasser« til:
»aldersgrupperne 18-30 år, 31-50 år og 51-65 år«.
4.
I
§ 4, stk. 1, 2. pkt.,
ændres »etniske minoriteter« til: »indvandrere og
efterkommere«.
5.
I
§ 5, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »folkeregistret« til: »kommunen«.
5.
I
§ 5, stk. 1,
indsættes som
3. pkt.:
»Listen skal endvidere indeholde oplysning om ansættelsessted for
personer, der er ansat i staten.«.
§2
Bekendtgørelsen træder i kraft den […]
140
 REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 271: Rapport og høringsliste vedr. udvælgelse af lægdommere
8.4. Forslag til ændring af bekendtgørelse om ydelser til lægdommere
og vidner m.v.
Arbejdsgruppens udkast til:
Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om ydelser til
lægdommere og vidner m.v.
§1
I bekendtgørelse nr. 712 af 17. november 1987 om ydelser til lægdommere
og vidner m.v., som ændret ved bekendtgørelse nr. 613 af 7. juli 1997,
bekendtgørelse nr. 1180 af 15. december 2000 og bekendtgørelse nr. 1503
af 14. december 2006, foretages følgende ændring:
1.
I
§ 1
indsættes som
stk. 4:
»Stk.
4.
Ved aflysning af et retsmøde kan rettens formand efter anmodning
fra en lægdommer som nævnt i stk. 1, der skulle have medvirket i
retsmødet, i særlige tilfælde tillægge et vederlag svarende til det i stk. 1
nævnte, såfremt den pågældende har lidt et tab, og det ikke var muligt for
den pågældende at genoptage eller udføre sit arbejde eller erhverv den dag,
det aflyste retsmøde skulle have fundet sted.«
§2
Bekendtgørelsen træder i kraft den […]
141