Retsudvalget 2015-16
REU Alm.del Bilag 192
Offentligt
1603777_0001.png
Lovafdelingen
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
24. februar 2016
EU-retskontoret
Marie Louise S. Birkedal
Als
2016-6130-0128
1876200
Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Retsudvalg om
afgivelse af indlæg i EU-Domstolens sag C-698/15, Davis m.fl.
Indledning
Court of Appeal (England and Wales) (Civil Division) (Det Forenede
Kongerige) har forelagt Domstolen to præjudicielle spørgsmål om,
hvorvidt Domstolens dom i de forenede sager C-293/12 og C-594/12,
EU:C:2014:238, afsagt den 8. april 2014, Digital Rights Ireland og
Seitlinger (herefter dommen i sagen Digital Rights Ireland), fastsætter
ufravigelige EU-retlige krav, der finder anvendelse på en medlemsstats
nationale ordning for adgang til data, der er lagret i overensstemmelse med
national lovgivning, med henblik på at overholde artikel 7 og 8 i Den
Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder (herefter
Chartret), og om anvendelsesområdet for Chartrets artikel 7 og 8 i medfør
af dommen udvides ud over anvendelsesområdet for artikel 8 i Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention (herefter EMRK). Sagen er
underkastet fremskyndet procedure.
Baggrunden for spørgsmålene er dommen i sagen Digital Rights Ireland,
hvor Domstolen erklærede Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2006/24/EF af 15. marts 2006 om lagring af data genereret eller behandlet
i forbindelse med tilvejebringelse af offentligt tilgængelige elektroniske
kommunikationstjenester eller elektroniske kommunikationsnet og om
ændring af direktiv 2002/58/EF (herefter logningsdirektivet) ugyldigt
under henvisning til, at EU-lovgiver havde overskredet de grænser, som
overholdelsen af proportionalitetsprincippet kræver, henset til Chartrets
artikel 7, 8 og 52, stk. 1.
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
Telefon 7226 8400
Telefax 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 192: Orientering om notat om afgivelse af indlæg i EU-Domstolens sag C-698/15, Davis m.fl., fra justitsministeren
Domstolen har besluttet, at der skal afholdes mundtlig forhandling i sagen,
og at denne skal foregå samlet for denne sag og sagen C-203/15, Tele2
Sverige AB mod Post- og telestyrelsen, idet sagerne vedrører samme
emne. Regeringen har den 25. august 2015 afgivet skriftligt indlæg i sagen
C-203/15, Tele2 Sverige AB mod Post- og telestyrelsen.
Sagens faktiske omstændigheder
Spørgsmålene er stillet i forbindelse med en sag, der er indbragt for de
britiske domstole af Peter Brice, Geoffrey Lewis, David Davis og Tom
Watsen (herefter sagsøgerne) mod Secretary of State for the Home
Department (herefter Secretary of State), idet sagsøgerne har gjort
gældende, at ordningen om datalagring i Section 1 i Data Retention and
Investigatory Powers Act 2014 (lov om datalagring og
efterforskningsbeføjelser af 2014) (herefter kaldet DRIPA) er uforenelig
med Chartrets artikel 7 og 8 og EMRK’s artikel 8.
I medfør af Section 1(1) i DRIPA kan Secretary of State udstede en
lagringsmeddelelse, hvori en offentlig teleoperatør pålægges at lagre
relevante kommunikationsdata.
Regeringens interesse i sagen
På linje med den af regeringen fremførte argumentation i EU-domstolens
sag C-203/15, Tele2 Sverige AB, er det også i denne sag regeringens
opfattelse, at regeringen bør afgive indlæg i denne sag, idet dansk
lovgivning i lighed med den britiske lovgivning indebærer en forpligtelse
for teleudbydere til at lagre oplysninger om trafikdata, som omfatter alle
personer, (uanset om disse er mistænkt for et strafbart forhold eller ej) bl.a.
med henblik på efterforskning og retsforfølgning af kriminalitet.
Domstolens besvarelse af de af Court of Appeal forelagte præjudicielle
spørgsmål har derfor betydning for vurderingen af den danske lovgivning i
forhold til Chartrets artikel 7, 8 og EMRK artikel 8.
Regeringens synspunkter i sagen
Det er regeringens opfattelse, at regler som de, der er beskrevet i
forelæggelseskendelsen, på en række punkter adskiller sig afgørende fra
logningsdirektivets regler. Det gælder navnlig vedrørende lagringstiden for
og beskyttelsen af de lagrede data. Dertil kommer, at der gælder en række
tilsynsforanstaltninger både i forhold til teleudbydere og myndigheder.
2
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 192: Orientering om notat om afgivelse af indlæg i EU-Domstolens sag C-698/15, Davis m.fl., fra justitsministeren
Det fremgår af e-data-beskyttelsesdirektivets artikel 15, stk. 1, at
medlemsstaterne af hensyn til bl.a. forebyggelse, efterforskning, afsløring
og retsforfølgning i straffesager kan vedtage retsforskrifter om lagring af
data i en begrænset periode. En medlemsstat, der fastsætter regler om
lagring af data med henblik på efterforskning og retsforfølgning af
kriminalitet, handler derfor efter regeringens opfattelse inden for
rammerne af EU-retten. Chartret finder derfor anvendelse, jf. Chartrets
artikel 51, stk. 1.
Det er regeringens opfattelse, at regler som de, der er beskrevet i
forelæggelseskendelsen, udgør et indgreb i retten til privatliv og familieliv,
jf. Chartrets artikel 7, og i retten til beskyttelse af personoplysninger, jf.
Chartrets artikel 8, men at dette indgreb er sagligt begrundet i hensynet til
efterforskning og retsforfølgning af kriminalitet. Reglerne er desuden
egnede til at opnå det angivne formål og går – baseret på en samlet
vurdering, jf. Digital Rights-dommen – ikke ud over, hvad der er
nødvendigt med henblik på at opnå dette mål.
Det er således regeringens opfattelse, at Digital Rights-dommen skal
forstås således, at hvis nationale regler om lagring af data med henblik på
efterforskning og retsforfølgning af kriminalitet ud fra en samlet vurdering
og under inddragelse af de forhold, som Domstolen lægger vægt på i
dommen, er begrænset til det strengt nødvendige, er reglerne ikke i strid
med retten til privatliv og familieliv og beskyttelse af personoplysninger,
jf. Chartrets artikel 7 og 8.
Regeringen har på den baggrund besluttet at afgive indlæg i sagen.
3