NOTAT
Den 6. september 2016
Orienteringsnotat til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
forud for partskonferencen for CITES-konventionen, som
afholdes i Sydafrika den 24. september – 5. oktober 2016
1. Centrale emner
Konventionen om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter (CITES)
afholder den 17. partskonference (COP17) fra den 24. september-5. oktober 2016 i
Johannesburg, Sydafrika. Den seneste partskonference (COP16) blev afholdt i Bangkok,
Thailand den 3.-14. marts 2013.
Som følge af den såkaldte Gaborone-ændring til CITES-konventionen, som blev vedtaget i
1983 men først trådte i kraft i 2013, der muliggør, at regionale organisationer kan være part i
CITES, har EU siden 2015 været part til konventionen. EU har kompetence på alle punkter
på nær budgettet. Den fælles position for EU og medlemsstaterne fastlægges af
Kommissionen og medlemsstaterne i Bruxelles før partskonferencen og bliver løbende
justeret i løbet af forhandlingerne på selve mødet.
Dagsordenen omfatter 90 punkter, hvoraf ét dagsordenspunkt omhandler i alt 62 forslag om
ændringer til konventionens lister over dyr og planter. Liste I omfatter de særligt
udryddelsestruede arter, hvor handel generelt er forbudt. Liste II omfatter arter, der kan
blive udryddelsestruede, hvis handel ikke reguleres, så kun bæredygtig handel tillades.
Kommissionen har den 25. juli 2016 fremsendt et forslag til en rådsbeslutning til EU-
medlemsstaterne. Forslaget fastlægger EU’s position på partskonferencen, herunder hvordan
EU stemmer og agerer. Udover de forslag, hvor EU er forslags- eller medforslagsstiller,
prioriterer EU 1) en videnskabelig tilgang til beskyttelse af dyr og planter, der er truede af
ikke-bæredygtig international handel, 2) at forstærke indsatsen mod ulovlig handel og 3) at
sikre troværdighed og transparens i CITES. Derudover har EU især fokus på tømmer, marine
arter, elefanter og afrikansk løve.
Det centrale emne på dette års partskonference er elefanter og elfenben. Derudover forventes
der debat om de resolutionsforslag, der vedrører jagttrofæer og arter, der primært jages som
jagttrofæer, især afrikansk løve. Forslag om marine arter forventes også at skabe debat på
partskonferencen. Endelig kan en godkendelse af forretningsordenen blive vanskelig, da ikke
alle lande accepterer, at regionale organisationer, herunder EU, nu kan være part til CITES.
Elefanter: Der er af flere afrikanske lande fremsat adskillige modstridende forslag, som
omhandler elefanter og handel med elfenben. To forslag går på, at der åbnes for international
handel med elfenben fra Namibia og Zimbabwe, mens et tredje foreslår, at elefanter fra
Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning • Haraldsgade 53 • 2100 København Ø
Tlf. 72 54 20 00 • Fax 39 27 98 99 • CVR 37606030 • EAN 5798000860810 • [email protected] • www.svana.dk