NOTAT
Jord og Affald
Ref. BIKOP
Den 11. august 2016
Notat om udkast til lovforslag om ændring af lov om miljøbidrag og
godtgørelse i forbindelse med ophugning og skrotning af biler
(nedsættelse af miljøbidrag)
Problemstilling
Hovedformålet med lovforslag er at nedsætte miljøbidraget fra 101 kr. til 84 kr. Lovforslaget forventes
fremsat i november med forventet ikrafttrædelse 1. juli 2017.
Baggrund
Ordningen med udbetaling af skrot
n
ingsgodtgørelse for udtjente person- og varebiler har eksisteret i
Danmark siden 2000. Formålet med ordningen er at give den enkelte bilejer et økonomisk incitament
til at aflevere sin skrotbil hos godkendte ophuggere. Skrotningsgodtgørelsen finansieres af bilejerne,
som årligt betaler et miljøbidrag på 101 kr. via den lovpligtige ansvarsforsikring.
I 2013 havde ordningen et stort underskud, hvorfor miljøbidraget blev hævet fra 60 kr. til 101 kr. ved
lov, og skrotningsgodtgørelsen blev sænket fra 1.750 kr. til 1.500 kr. Ordningen skal balancere med
udgifter og indtægter over en 4-årig periode. Ordningen har økonomisk været meget svær at styre
igennem årene, da udgifterne typisk er svære at forudsige, fordi flere faktorer påvirker antallet af
skrotninger og dermed økonomien i ordningen. Miljøstyrelsen skønnede ved lovforslagets
fremsættelse, at ordningen ville komme i økonomisk balance i 2017. Allerede primo 2016 er
underskuddet vendt til et overskud på 77,6 mio. kr., og overskuddet forventes at vokse til ca. 176 mio.
kr. ultimo 2016.
Formålet med lovforslaget er derfor at foreslå en nedsættelse af miljøbidraget fra 101 kr. til 84 kr.
Nedsættelsen af miljøbidraget er begrundet i, at der ikke bør opkræves et højere miljøbidrag end
nødvendigt, og at ordningen ikke bør generere overskud. Yderligere forventes det, at miljø- og
fødevareministeren vil ændre bekendtgørelse om opkrævning af miljøbidrag og udbetaling af
skrotningsgodtgørelse i forbindelse med ophugning og skrotning af biler, så skrotningsgodtgørelsen
forhøjes fra 1.500 kr. til 2.200 kr. Det vurderes, at en skrotningsgodtgørelse på 2.200 kr. vil forhøje
bilejernes incitament til at aflevere deres udtjente bil hos en godkendt og miljø- eller
kvalitetscertificeret autoophugger med henblik på at sikre en miljømæssigt forsvarlig håndtering af
den udtjente bil. Herved forventes det, at andelen af biler, der skrottes lovligt, vil stige til op mod 90 %,
hvilket øger andelen af miljømæssigt korrekt behandlede skrotbiler.
Ved nedsættelse af miljøbidraget og forhøjelse af skrotningsgodtgørelsen tilstræbes det, at det
akkumulerede overskud gradvist afvikles frem til udgangen af 2020, hvor det vurderes, at ordningen
vil være i balance.
Miljøstyrelsen • Strandgade 29 • 1401 København K
Tlf. 72 54 40 00 • CVR 25798376 • EAN (drift)5798000863002 (tilskud)5798000863019 • [email protected] • www.mst.dk