MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 538: Henvendelse af 23/6-16 fra Karsten Drøjdal vedr. vindmølleprojekt

Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
MOF Alm.del Bilag 538
Offentligt

Nye EF-domme om fuglebeskyttelse kræver ændret

dansk lovgivning

Af professor dr. jur. Peter Pagh

Miljøministeriet har i det seneste år arbejdet

med nye bekendtgørelser for at undgå, at

Kommissionens åbningsskrivelser ender med

en traktatbrudssag mod Danmark for mang-

lende

gennemførelse

EU’s

fuglebeskyttelsesdirektiv (79/409)

habitatdirektiv (92/43). Samtidigt lovede mil-

jøministeriet at gennemføre en række lovæn-

dringer, hvilket dog for en betydelig del er ble-

vet ved løftet. Nu viser EF-Domstolens dom i

sag C-418/04 og flere andre nye domme, at

Danmark har endnu flere problemer med at

opfylde EU-rettens krav til naturbeskyttelse,

end miljøministeriet forudsatte i sit svar. Først

og fremmest viser dommen i sag C-418/04, at

den generelle beskyttelse af Natura 2000 om-

råder og fuglebeskyttelsesområder efter habi-

tatdirektivets art. 6(2) er umiddelbar. Dvs. di-

rektivets krav til beskyttelse ikke kan opfyl-

des, når forbuddet som i de danske regler er

afhængig af en meddelelse til ejeren. Artiklen

belyser de nyere EF-domme om fuglebeskyt-

telsesområder og sammenholder dette med

Kommissionens åbningsskrivelse, miljømini-

steriets svar og de danske regler.

Næppe noget andet EU-direktiv har som

direktiv 79/409 om beskyttelse af vilde fugle

voldt så mange hovedbrud i Miljøministeriet.

Da direktivforslaget blev fremsat i 1976, havde

Danmark alvorlige statsretlige betænkeligheder,

fordi EU dermed gennemførte lovgivning på

områder, som næppe var overladt til EU efter

den oprindelige danske tiltrædelseslov.

Deri-

mod undervurderede miljøministeriet direkti-

vets vidtgående rækkevidde for den danske na-

turbeskyttelse, idet man i 1979 fejlagtig antog,

at direktivet kun krævede en mindre ændring af

jagtloven. Der skulle gå 15 år, før ministeriet i

1994 fik udstedt en bekendtgørelse om de særli-

ge fuglebeskyttelsesområder. Selvom bekendt-

gørelsen betød en tilnærmelse til EU’s krav til

fuglebeskyttelse, var de danske regler fortsat

helt utilstrækkelige.

Først efter indhentning af et notat fra Kam-

meradvokaten i august 2002

tog ministeriet ini-

tiativ til en mere omfattende ændring af den dan-

ske lovgivning om naturbeskyttelse. Ændringer-

ne blev vedtaget i juni 2004, hvor Folketinget

accepterede, at EU’s krav til artsbeskyttelse

fortsat ikke var gennemført i dansk lovgivning.

Allerede få måneder efter lovændringen blev det

med EF- Domstolens dom i sag C-127/02

Wad-

denzee

klart, at heller ikke den danske beskyttel-

se af særligt beskyttede fugleområder (SBO) og

Natura 2000 områder opfyldte EU-rettens krav.

Miljøministeriet prøvede at bagatellisere proble-

merne, men i juli 2006 fremsendte Kommissio-

nen to åbningsskrivelser til Danmark for mang-

lende gennemførelse af fuglebeskyttelsesdirek-

tivet og habitatdirektivet.

I svaret erkendte mil-

jøministeriet (langt om længe), at de danske reg-

ler fortsat ikke levede op til EU-kravene, men

lovede at få dette bragt i orden med lovændrin-

ger, hvoraf en stor del fortsat ikke er fremsat pri-

mo 2008. Supplerende har Miljøministeren i

foråret 2007 udstedt en ny habitatbekendtgørel-

se, der imødekommer nogle, men langt fra alle

indsigelser.

Som det vil fremgå af det følgende, viser flere

nye EF-domme, at manglerne i de danske regler

er endnu mere omfattende, end miljøministeriet

har oplyst over for Folketinget. I denne artikel

belyses alene de danske problemer med beskyt-

telse af SBO. Dette skal ikke tages som udtryk

for, at fuglebeskyttelsen er det eneste tilbagevæ-

rende danske udestående med EU’s krav til na-

turbeskyttelse. En del af det nedenfor anførte om

SBO kan tilsvarende anføres for de såkaldte Na-

tura 2000 områder udlagt efter habitatdirektivet.

Og når det gælder artsbeskyttelsen uden for de

særligt udlagte lokaliteter, er den basale del af

EU-reglerne fortsat ikke gennemført.

TfM 2008, 1

MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 538: Henvendelse af 23/6-16 fra Karsten Drøjdal vedr. vindmølleprojekt

1. Udpegning og afgrænsning af sær-

ligt beskyttede fuglebeskyttelses-

områder (SBO)

Efter fuglebeskyttelsesdirektivets art. 4(1) og

(2) har Danmark og de øvrige medlemsstater si-

den 1981 været forpligtet til som SBO at udpege

de bedst egnede områder for trækfugle og de i

direktivet bilag I anførte truede arter. Om loka-

liteter er ’bedst egnede’ beror for de i bilag I an-

førte arter på kriterierne i art. 4(1), hvorefter der

skal tages hensyn til: a) arter, der trues af udslet-

telse; b) arter, der er følsomme over for bestemte

ændringer af deres levesteder; c) arter, der anses

for sjældne, fordi bestanden er ringe eller den lo-

kale udbredelse begrænset; og d) andre arter, der

kræver speciel opmærksomhed på grund af de-

res levesteders særlige beskaffenhed. For træk-

fugle indeholder direktivets art. 4(2) følgende

regel om udlægning af SBO’er:

“Under hensyn til beskyttelsesbehovene i det

geografiske sø- og landområde, hvor dette di-

rektiv finder anvendelse, træffer medlemsstater-

ne tilsvarende foranstaltninger med hensyn til

regelmæssigt tilbagevendende trækfuglearter,

som ikke er anført i bilag I, for så vidt angår de

pågældende arters yngle-, fjerskifte- og overvin-

tringsområder samt rasteområderne inden for

deres trækruter. Med henblik herpå er medlems-

staterne i særlig grad opmærksomme på, at våd-

områderne, og især vådområder af international

betydning, beskyttes.”

Uanset fuglebeskyttelsesdirektivets art. 2 inde-

holder en generel regel om at afveje direktivets

økologiske krav med økonomiske og rekreative

hensyn fastslog EF-Domstolen i sag

C-44/95,

Royal Society for Protection of Wild Birds,

denne afvejningsregel ikke gælder ved udlæg-

ning og afgrænsning af SBO’er, hvor det alene

er kriterierne i art. 4(1) og (2), der finder anven-

delse. De britiske myndigheder kunne derfor

ikke ved udlægning af et SBO ved Lappel Banks

reservere et mindre område til en kommende

havneudvidelse, selvom denne del af området

kun blev benyttet af trækfugle. Dommen under-

streger, at det efter EU-retten er ulovligt at tage

samfundsøkonomiske eller rekreative hensyn

ved udpegning og afgrænsning af SBO’er.

TfM 2008, 1

En medlemsstat har heller ikke mulighed for

at undlade udpegning af et område eller afgræn-

se dette til et mindre område, fordi der i forvejen

er udpeget en meget stor del af området, jf. sag

C- 3/96

Kommissionen mod Holland

og sag C-

235/04

Kommissionen mod Spanien.

Alene de

ornitologiske kriterier afgør, hvilke områder der

skal udlægges som SBO.

Ved den konkrete stillingtagen til om et be-

stemt område skulle have været udlagt som

SBO, lægger EF-Domstolen afgørende vægt på

den såkaldte IBA 2000 fortegnelse for Europa,

der udgives af Birdlife International.

Således

fastslog EF-Domstolen i sag C-334/04

Kommis-

sionen mod Grækenland,

at IBA 2000 udgør en

relevant reference for udlægning af SBO. Da

Grækenland ikke videnskabeligt havde imøde-

gået, at der var grundlag for at udpege de 186

områder, som fremgik af IBA 2000 fortegnel-

sen, blev Grækenland dømt for at tilsidesætte

fuglebeskyttelsesdirektivets art. 4(1) og (2). Det

gjorde i den sammenhæng ingen forskel, at dette

betød, at 25 pct. af det græske territorium skal

udlægges som SBO. Det følger af dommen, at

hvis et bestemt geografisk område optræder som

særligt fuglebeskyttelsesområde på IBA 2000,

gælder der en bevisformodning for, at det skal

udlægges som SBO. Kun hvis det kan dokumen-

teres, at der er videnskabeligt grundlag for at fra-

vige IBA 2000 listen, vil en medlemsstat kunne

vente at få medhold. EF-Domstolen afviste såle-

des et græsk argument om, at Grækenland skulle

have tid til at undersøge, om der rent faktisk var

videnskabeligt grundlag for udpegning af en

række områder som SBO.

Forpligtelsen til at udlægge egnede SBO’er er

ikke begrænset til medlemsstaternes territorium,

men omfatter hele den eksklusive økonomiske

zone, jf. sag C-6/04

Kommissionen mod Storbri-

tannien,

der ganske vist angik habitatdirektivet,

men formentlig også må gælde for fuglebeskyt-

telsesdirektivet.

Til forskel fra udpegning af Natura 2000-om-

råder efter habitatdirektivet er der ikke i fuglebe-

skyttelsesdirektivet regler om, hvilken frem-

gangsmåde der skal anvendes ved udpegningen.

Men det fremgår af EF-Domstolens praksis, at

de nationale regler skal gengive pligten til at ud-

pege SBO’er, når betingelserne i fuglebeskyttel-

sesdirektivets art. 4(1) eller (2) er opfyldt. Dette

MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 538: Henvendelse af 23/6-16 fra Karsten Drøjdal vedr. vindmølleprojekt

hænger bl.a. sammen med, at der er tale om en

dynamisk forpligtelse, således at der skal udlæg-

ges nye SBO’er, når der opstår nye egnede om-

råder, jf. sag C-209/04

Kommissionen mod

Østrig.

Det fremgår samtidigt af dommen i sag

C-191/05

Kommissionen mod Portugal,

at en lo-

kalitet ikke kan ophæves som SBO, blot fordi

den fugleart, som lokaliteten oprindeligt var ud-

peget til, ikke længere bruger området. Bruges

området i stedet af andre særligt beskyttede fug-

le eller trækfugle, vil området ikke kunne ned-

lægges som SBO.

I sag C-418/04

Kommissionen mod Irland

gik

EF-Domstolen endnu videre. I relation til lokali-

teterne

Cross Lough

Moy Valley

var det ube-

stridt, at de to områder tidligere havde været et

betydningsfuldt yngleområde for splitterner

henholdsvis engsnaren. Men som følge af mang-

lende beskyttelse mod mink var splitternerne

fortrængt fra Cross Lough, og engsnaren var for-

trængt fra Moy Valley af landbruget. Da lokali-

teternes manglende egnethed var en følge af, at

Irland havde forsømt den efter direktivet kræve-

de beskyttelse, fandt EF-Domstolen, at Irland

fortsat havde pligt til at udpege de to lokaliteter

som SBO, da Irland ikke skulle drage fordel af

den manglende beskyttelse. Dette betyder, at der

også kan være pligt til at udpege lokaliteter som

SBO, uanset de ikke pt. anses som bedst egnede,

hvis der tidligere har været grundlag for en så-

dan udpegning. Dette betyder formentlig tillige,

at hvis beskyttede fugle ikke længere anvender

et udpeget SBO, fordi en medlemsstat har for-

sømt den i direktivet krævede beskyttelse af det-

te SBO, vil medlemsstaten være forpligtet til en

lang tid fremover at opretholde udpegningen

som SBO og beskytte området.

Sammenholdes EF-Domstolens fortolkning

af pligten til at udlægge SBO med de danske

regler, kan det uden videre konstateres, at der

ikke i dansk lovgivning findes bindende regler

for, hvornår SBO’er skal udpeges. Kommissio-

nen har påtalt dette forhold i åbningsskrivelsen

for så vidt angår art. 4(1). Miljøministeriet har

lovet at imødekomme kritikken ved at fremsætte

forslag om ændring af miljømålsloven i Folke-

tingets samling 2007/2008, men foreløbig er det

ikke sket. Supplerende bemærkes, at der ligele-

des er krav om, at dansk lovgivning indeholder

de i direktivets art. 4(2) anførte kriterier for ud-

lægning af SBO til trækfugle, hvorfor dette lige-

ledes skal være indeholdt i en kommende æn-

dring af miljømålsloven.

Om Danmark faktisk har udpeget alle de rele-

vante lokaliteter som SBO må bero på en nær-

mere undersøgelse og sammenligning med IBA

2000. Om en sådan undersøgelse er gennemført

vides ikke, men det kan konstateres, at Miljømi-

nisteriet i MAD 1000.305 accepterede, at en del

af arealet i et SBO ved Vadehavet blev overført

til byzone med henblik på udvidelse af rensean-

læg. Ministeriet henviste til, at der ved den i

1994 fastsatte afgrænsning af SBO’en “blev ud-

taget et areal af beskyttelsesområdet” til rense-

anlægget, men at man ikke på daværende tids-

punkt kunne forudsige skærpede krav til rens-

ning. Dette kan sammenholdes med, at behov

for rensningsanlæg ikke er et lovligt kriterium

ved afgrænsning af SBO efter EF-Domstolens

praksis. Den første afgrænsning byggede derfor

på ulovlige kriterier, og den efterfølgende æn-

dring vil kun kunne ske efter en særlig frem-

gangsmåde efter habitatdirektivets art. 6(3) og

(4), jf. nærmere nedenfor. Det kan næppe ude-

lukkes, at tilsvarende ulovlige hensyn er indgået

ved afgrænsning af andre SBO’er.

2. Beskyttelsen af udpegede SBO’er

De udpegede SBO’er har siden 1994 været be-

skyttet efter habitatdirektivets art. 6(2)-(4), jf.

habitatdirektivets art. 7.

Art. 6(2) indeholder

den generelle beskyttelse af SBO’er mod nega-

tive påvirkninger, art. 6(3) angiver den specielle

beskyttelse mod planer og projekter med krav

om forudgående vurdering og tilladelse; og

art. 6(4) indeholder en hjemmel til i særlige til-

fælde at fravige beskyttelsen efter art. 6(3).

Ved siden af habitatdirektivets art. 6(2)-(4) er

SBO’er

efter

fuglebeskyttelsesdirektivets

art. 4(1) og 4(2) omfattet af en generel positiv

beskyttelsespligt, hvis nærmere indhold dog

ikke indtil nu har ført til domfældelse.

De be-

skyttede fugle er endvidere beskyttet af fuglebe-

skyttelses- direktivets art. 4(4) sidste punktum

om at undgå forurening eller forringelse af leve-

steder også uden for disse beskyttede områder.

Endelig følger af miljøansvarsdirektivet

(2004/35), at der er ansvar for genopretning i til-

fælde af skade på de beskyttede fugles gunstige

bevaringsstatus, hvilket formentlig også omfat-

TfM 2008, 1

MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 538: Henvendelse af 23/6-16 fra Karsten Drøjdal vedr. vindmølleprojekt

ter krav på genopretning af betingelserne i et

SBO. Ansvaret, der i en række tilfælde er objek-

tivt, påhviler den, der i erhvervsmæssigt eller of-

fentligt øjemed har forvoldt skaden. Hvis ska-

den på de beskyttede fugle ikke kan genoprettes,

skal den ansvarlige betale udgifterne til tilsva-

rende eller sammenlignelig økologisk genopret-

ning.

Det ligger fast, at Danmark ikke har gennem-

ført miljøansvarsdirektivets regler, der skulle

være gennemført den 1/4 2007. Men som det vil

fremgå af det følgende, opfylder de danske reg-

ler heller ikke habitatdirektivets eller fuglebe-

skyttelsesdirektivets krav til negativ beskyttelse

af SBO’er. De påtænkte lovændringer, miljømi-

nisteriet meddelte Kommissionen, vil efter dom-

men i sag C-418/04

Kommissionen mod Irland

og flere andre domme ikke være tilstrækkelige.

Da problemerne med reglerne er forskellige

gennemgås de enkelte regler hver for sig.

2.1 Den generelle beskyttelse af SBO’er

Habitatdirektivets art. 6(2) lyder:

“Medlemsstaterne træffer passende foranstalt-

ninger for at undgå forringelse af naturtyperne

og levestederne for arterne i de særlige beva-

ringsområder samt forstyrrelser af de arter, for

hvilke områderne er udpeget, for så vidt disse

forstyrrelser har betydelige konsekvenser for

dette direktivs målsætninger.”

Miljøministeriet udlagde oprindeligt denne re-

gel således, at forbuddet kun omfattede aktivite-

ter inden for den udlagte SBO, og at forbuddet

ikke omfattede den hidtidige anvendelse og brug

af de udlagte lokaliteter. Efter EF-Domstolen i

sag C-117/00

Kommissionen mod Irland

fast-

slog, at art. 6(2) også kræver indgreb mod bestå-

ende aktiviteter, der har den i art. 6(2) anførte

skadelige virkninger på et SBO, blev naturbe-

skyttelsesloven og skovloven ændret.

Efter

lovændringen skal kommunen meddele påbud

eller forbud til ejeren i tilfælde af, at en sådan

skadelig aktivitet konstateres. Idet der ikke er

vedtaget Natura 2000 planer, er den relevante

gældende regel naturbeskyttelseslovens § 19f,

stk. 1, der lyder således:

“Indtil der foreligger en endeligt vedtaget Natu-

ra 2000-plan, skal kommunalbestyrelsen pålæg-

ge ejeren af en ejendom i eller uden for interna-

tionale naturbeskyttelsesområder den drift eller

de andre foranstaltninger, som er nødvendige

for at undgå forringelse af naturtyper og leveste-

der for arter eller betydelig forstyrrelse af arter,

som området er udpeget for, hvis det ikke kan

afvente vedtagelse af Natura 2000-planen, og

hvis sådan forringelse eller forstyrrelse ikke kan

afværges gennem aftale eller på anden måde.”

Som det fremgår, gælder beskyttelsen efter

§ 19f ikke alene imod aktiviteter inden for en

SBO, men tillige uden for, hvis der indtræder de

anførte skadelige virkninger. Denne territoriale

udstrækning af beskyttelsen til at gælde uden for

en SBO er i overensstemmelse med dommen i

sag C-6/04

Kommissionen mod Storbritannien,

hvor det tillige blev fastslået, at beskyttelsen

også omfatter ikke-menneskeskabte forstyrrel-

ser, der har den i art. 6(2) anførte skadevirk-

ning.

I Kommissionens åbningsskrivelse blev Dan-

mark bl.a. kritiseret for, at de danske regler ved-

rørende generel beskyttelse af SBO’er på land

ikke beskytter mod tredjemand, og at der mang-

lede regler for beskyttelse af SBO’er på havet.

Miljøministeriet afviste kritikken af de danske

regler på land med, at myndighederne efter reg-

lerne er forpligtet til at gribe ind. Kan det ikke

ske ved aftale med ejeren, er der i loven ingen

begrænsninger for myndighedernes adgang til at

gribe ind over for ejeren eller over for offentlig-

heden. Miljøministeriet undlod dog at oplyse, at

reglen så vidt vides kun er anvendt i under en

håndfuld tilfælde. Derimod anerkendte miljømi-

nisteriet, at der mangler regler for beskyttelse af

SBO’er på havet, men lovede en række lovæn-

dringer allerede i samlingen 2006/2007 og yder-

ligere i samlingen 2007/2008.

Sammenholdes den rejste kritik af de danske

regler med dommen i sag C-418/04

Kommissio-

nen mod Irland,

synes EF-Domstolen at gå vide-

re end Kommissionens kritik af de danske reg-

ler. På linje med Danmark havde Irland gennem-

ført art. 6(2) beskyttelsen ved regler, som be-

myndigede de irske myndigheder til at gribe ind

i tilfælde af skadelige aktiviteter på beskyttede

TfM 2008, 1

MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 538: Henvendelse af 23/6-16 fra Karsten Drøjdal vedr. vindmølleprojekt

områder. Således lød de centrale irske regler (re-

gulation 13(3) og 14):

13(3): “Ministeren træffer passende foran-

staltninger for at undgå forringelse af naturty-

perne og levestederne for arterne i de særlige

bevaringsområder, der er udpeget i medfør af

Regulation 9, samt forstyrrelser af de arter, for

hvilke områderne er udpeget, for så vidt som

disse forstyrrelser har betydelige konsekvenser

for dette direktivs målsætninger.”

14: "På enhver ejendom, der er beliggende i

et særligt bevaringsområde, eller på en lokali-

tet, der er opført på en liste i overensstemmelse

med kapitel 1 i denne del, er det forbudt at udfø-

re, at lade udføre eller at fortsætte en handling

eller en aktivitet, der er nævnt i en meddelelse,

der er udstedt i henhold til Regulation 4(2),

medmindre handlingen eller aktiviteten udføres,

ønskes, tillades eller fortsættes af ejeren, beboe-

ren eller brugeren af stedet, og

en af disse har tilstillet ministeren et skriftligt

forslag om den handling eller aktivitet, der

påtænkes udført, hvori der afgives nærmere

oplysninger om den pågældende handling el-

ler aktivitet, og det præciseres, på hvilken

ejendom, den skal udføres, og

b) en af betingelserne i stk. 2 er opfyldt.

2. Betingelserne i stk. 1 er følgende:

a) handlingen eller aktiviteten udføres efter mi-

nisterens skriftlige godkendelse, eller

handlingen eller aktiviteten udføres i over-

ensstemmelse med forvaltningsaftalen i Re-

gulation 12.

3. Enhver person, der uden gyldig grund tilside-

sætter bestemmelserne i stk. 1, begår en lov-

overtrædelse."

Om disse bestemmelser opfyldte habitatdi-

rektivets art. 6(2) anførte EF-Domstolen i

præmis 205-206:

“For så vidt angår Irlands argument om, at habi-

tatforskrifternes Regulation 13(3), gennemfører

habitatdirektivets artikel 6(2), må det konstate-

res, at forskrifternes Regulation 13(3) som sit

eneste formål har at pålægge vedkommende mi-

nister en forpligtelse til at træffe alle nyttige dis-

positioner for at undgå forringelse af naturtyper-

ne og levestederne for arterne samt forstyrrelser

af de arter, for hvilke områderne er udpeget,

med den virkning, at denne bestemmelse kun

har retsvirkning, når de berørte SBO’er direkte

henhører under ministerens ressortområde. In-

den for rammerne af habitatforskrifterne udbyg-

ger forskrifternes Regulation 13(3) bestemmel-

serne i samme forskrifters Regulations 4 og 14,

der fastsætter en ansvarsordning for grundeje-

ren, der hviler på meddelelser. Da det i denne

sag er ubestridt, at der ikke er udstedt sådanne

meddelelser for alle SBO’er, kan habitatfor-

skrifternes Regulation 13(3) ikke anses for at

sikre en tilstrækkelig gennemførelse af habitat-

direktivets artikel 6, stk. 2.

Hvad angår argumentet om, at habitatfor-

skrifternes Regulation 14 indebærer, at der føres

kontrol med de handlinger og aktiviteter, som er

opregnet i en meddelelse, der er udstedt af den

kompetente minister i overensstemmelse med

forskrifternes Regulation 4, og hvorefter de op-

regnede aktiviteter kun kan udføres efter mini-

sterens tilladelse eller efter en forvaltningsaftale

som omhandlet i forskrifternes Regulation 12,

må det blot konstateres, at Regulation 14 også

forudsætter, at der foreligger en meddelelse. Af

samme grund som den i den foregående præmis

nævnte kan denne sidstnævnte bestemmelse

ikke anses for at sikre en tilstrækkelig gennem-

førelse af habitatdirektivets artikel 6(2).”

EF-Domstolen afviste således, at beskyttelsen

efter art. 6(2) kan være afhængig af en medde-

lelse, medmindre der på forhånd er udstedt en

sådan meddelelse for alle SBO’er. Det fremgår

af den efterfølgende præmis 208, at det ikke gør

nogen forskel, at myndigheden kan meddele et

påbud, idet EF-Domstolen hertil bemærkede:

“Selv om Irland i sin duplik har anført, at den

kompetente ministers kompetence, sådan som

den er præciseret i den foregående præmis, kan

anvendes til at fremsætte en umiddelbar begæ-

ring om genoprettelsesforanstaltninger i form af

et midlertidigt påbud, må det nemlig konstate-

res, at disse dispositioner nødvendigvis først kan

sættes i værk, efter de pågældende aktiviteter er

påbegyndt, og dermed efter at eventuelle forrin-

gelser er indtrådt. Desuden har ministeren ikke

TfM 2008, 1

MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 538: Henvendelse af 23/6-16 fra Karsten Drøjdal vedr. vindmølleprojekt

kompetence til ensidigt at forbyde en skadelig

aktivitet, og denne kompetence forudsætter, at

der er blevet udført en passende vurdering af den

pågældende aktivitets virkning på miljøet, før

der fremsættes begæring om et retsligt forbud.

Den reaktive beskyttelse af SBO’er kan forsin-

kes betydeligt af disse retsskridt. Disse disposi-

tioner sikrer lige så lidt beskyttelsen af SBO’er

mod privates aktiviteter, da en sådan beskyttelse

kræver, at de private på et tidligere tidspunkt

hindres i at udføre eventuelle skadelige aktivite-

ter.”

Som det fremgår, fører EF-Domstolens fortolk-

ning af art. 6(2) til, at medlemsstaterne ikke kan

opfylde reglen ved middelbare regler, hvis bin-

dende virkning for borgerne beror på en forvalt-

ningsakt fra en myndighed – i hvert fald når der

ikke forud er meddelt sådanne præcise rådig-

hedsbegrænsninger for alle SBO’er. Dette fore-

kommer velbegrundet, da en middelbar beskyt-

telse betyder, at der reageres for sent, fordi myn-

dighederne vanskeligt kan forudsige alle de

handlinger, der kan begrunde indgreb. Beskyt-

telsen efter art. 6(2) må derfor kræve et umiddel-

bart forbud mod aktiviteter, der har skadelige

virkninger for et SBO. Efter dommen forekom-

mer det meget lidt sandsynligt, at miljøministe-

riet kan komme igennem med sin argumentati-

on, da de irske og danske regler er rimeligt sam-

menlignelige.

Vedrørende de manglende danske regler om

generel beskyttelse af SBO’er på havet må det

konstateres, at den ved lov nr. 548/2007 gen-

nemførte ændring af undergrundsloven, kystbe-

skyttelsesloven m.fl. ikke på nogen måde mod-

svarer habitatdirektivets art. 6(2), da de ændrede

regler vedrører betingelser for tilladelser. Hvad

angår de i øvrigt af miljøministeriet lovede æn-

dringer af jagt- og vildforvaltningsloven, hav-

miljøloven, naturbeskyttelsesloven, fiskerilo-

ven, hvor lovforslag var lovet i oktober 2007,

ses der primo 2008 ikke fremsat noget lovfor-

slag.

2.2 Den specielle beskyttelse af SBO mod

projekter og planer

Mens art. 6(2) omfatter skadelige påvirkninger

af beskyttede lokaliteter i almindelighed, inde-

holder art. 6(3) en specialregel for, hvordan

TfM 2008, 1

SBO’er er beskyttet mod projekter og planer. I

sag C-127/02,

Waddenzee

om muslingefiskeri i

et SBO i den hollandske del af Vadehavet fast-

slog EF-Domstolen, at for projekter og planer er

det alene art. 6(3), der skal anvendes. Hvis den

tilladte aktivitet senere viser sig at give anled-

ning til ikke forudsete skadevirkninger, skal

art. 6(2) anvendes. Bestemmelsen i art. 6(3) ly-

der:

“Alle planer eller projekter, der ikke er direkte

forbundet med eller nødvendige for lokalitetens

forvaltning, men som i sig selv eller i forbindel-

se med andre planer og projekter kan påvirke en

sådan lokalitet væsentligt, vurderes med hensyn

til deres virkninger på lokaliteten under hensyn

til bevaringsmålsætningerne for denne. På bag-

grund af konklusionerne af vurderingen af virk-

ningerne på lokaliteten, og med forbehold af

stk. 4, giver de kompetente nationale myndighe-

der først deres tilslutning til en plan eller et pro-

jekt, når de har sikret sig, at den/det ikke skader

lokalitetens integritet, og når de – hvis det anses

for nødvendigt – har hørt offentligheden.”

Den noget knudrede regel rejser fire spørgsmål.

Det ene er, hvad der forstås ved projekt og pla-

ner. Det andet er, hvornår der skal ske vurdering.

Det tredje er, hvad vurderingen kræver af under-

søgelser. Og det fjerde er, hvornår der kan gives

tilladelse efter sidste punktum.

Starter man med sidste punktum er det rela-

tivt tydeligt, at der gælder en art omvendt bevis-

byrde, idet en tilladelse kun må gives, når myn-

digheden har sikret sig dokumentation for, at

den ansøgte aktivitet ikke medfører skade. Som

det fremgår af EF-Domstolens principielle dom

i sag C-127/02,

Waddenzee

har denne omvendte

bevisbyrde tillige betydning for, hvordan første

led af art. 6(3) skal fortolkes.

Sag C-127/02 vedrørte en hollandsk fisker,

der hvert år havde fået fornyet sin tilladelse til

mekanisk muslingefiskeri i et SBO i Vadehavet.

Efter at de hollandske myndigheder også dette år

havde fornyet tilladelsen, anlagde to hollandske

miljøorganisationer sag med påstand om, at til-

ladelsen var ugyldig, bl.a. fordi der ikke kunne

gives tilladelse efter habitatdirektivets art. 6(3),

da fiskeriet kunne have en skadelig virkning på

fuglene i den udlagte SBO i Vadehavet. Med

MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 538: Henvendelse af 23/6-16 fra Karsten Drøjdal vedr. vindmølleprojekt

henvisning til at ’projekter’ efter VVM-direkti-

vets definition også omfatter indgreb i det natur-

lige miljø, fastslog EF-Domstolen, at en tilladel-

se til fiskeri er et projekt, idet det ikke kunne til-

lægges betydning, at der var tale om en årlig for-

nyelse af tilladelsen.

Herefter fastslog EF-Domstolen, at medmin-

dre det på forhånd helt kan udelukkes, at projek-

tet kan påvirke bevaringsmålsætningen for et

SBO, skal der gennemføres en vurdering af alle

aspekter af projektet, som kan påvirke et SBO,

hvor der skal tages hensyn til kumulative effek-

ter. Påvirkningen skal bedømmes på grundlag af

“den bedste videnskabelige viden på området”.

Tilladelse kan kun meddeles, hvis denne vurde-

ring viser, der ikke ud fra et videnskabeligt syns-

punkt er usikkerhed om projektets skadelige

virkning på bevaringsmålsætningen for lokalite-

ten. Ønsker myndigheden alligevel at give tilla-

delse, kan det kun ske efter den særlige undta-

gelse i habitatdirektivets art. 6(4). Videre frem-

går af dommen i C-127/02, at disse regler har di-

rekte effekt og kan påberåbes af en miljøorgani-

sation.

Af sag C-418/04

Kommissionen mod Irland

fremgår yderligere, at det i art. 6(3) indeholdte

krav om vurdering af virkning ikke kan opfyldes

ved en vurdering efter VVM-direktivet (85/337)

eller en vurdering efter direktiv 2001/42 om

miljøvurdering af planer og programmer. Det

fremgår tillige af dommen, at også vedligehol-

delse af afvandingskanaler falder under kravet

om vurdering af projekter i habitatdirektivets

art. 6(3).

Dommen viser, at selv om der ikke er

sikkerhed for, i hvilken udstrækning en sjælden

fugl som isfuglen bruger en lokalitet, kræver di-

rektivets beskyttelse, at der for arten udpeges

SBO, og at arten omfattes af beskyttelsen i ud-

lagte SBO’er.

I Kommissionens åbningsskrivelse kritiseres

Danmark bl.a. for, (1) at de danske regler ikke

indeholder krav om vurdering af alle relevante

projekters virkning på beskyttede lokaliteter, (2)

at kravet om vurdering af projekter i en række

tilfælde alene beror på VVM-reglerne, (3) at

kravet om vurdering af projekter i råstofloven og

naturbeskyttelseslovens § 19b er begrænset til

projekter

inden for lokaliteten,

og (4) at betin-

gelsen for at meddele tilladelse efter habitatdi-

rektivets art. 6(3) ikke er gengivet i dansk ret.

Til de to første kritikpunkter vedgik miljømi-

nisteriet, at de danske regler er mangelfulde for

så vidt angår projekter på havet, men lovede at

fremsætte lovforslag inden udgangen af 2007.

Tilsvarende mente miljøministeriet, at der med

den nye bekendtgørelse om udpegning og admi-

nistration af internationale naturbeskyttelsesom-

råder (bkg. 408/2007) vil blive taget højde for

alle relevante projekter på landjorden. Det kan

uden videre konstateres, at der fortsat ikke er

fremsat lovforslag om ændring af fiskeriloven

og flere andre love vedrørende havet. Det lovede

forslag om ændring af råstofloven, blev afvist i

juni 2007, uden at et nyt efterfølgende er frem-

sat. Hertil kommer, at den nye bekendtgørelse

408/2007 fx ikke kræver, at byggetilladelser ef-

ter byggeloven eller tilladelser efter vejloven

omfattes af forudgående vurdering af virkning

på SBO’er og Natura 2000 områder, selv om det

er oplagt, at sådanne tilladelser ofte kan have

virkning på beskyttede lokaliteter. På dette pkt.

forlader de danske regler sig fortsat på VVM-

reglerne,

hvilket efter dommen i C-418/04 må

anses som utilstrækkelig. Det er derfor i over-

ensstemmelse med EU-retten, når Miljøklage-

nævnet i MAD 2007.881 ophævede miljøgod-

kendelse af anlæg til havnesediment fra Esbjerg

Havn, selv om Naturklagenævnet havde accep-

teret VVM-redegørelsen.

Miljøministeriet afviste kritikken af, at kravet

om vurdering af en række projekter er begrænset

til aktiviteter

inden for den udpegede lokalitet,

med, at de udpegede lokaliteter var større i ud-

strækning end EU-reglerne kræver, og at der

derfor med reglerne var taget højde for alle rele-

vante projekter. Hertil må for det første bemær-

kes, at der ikke ses dokumentation for, at de dan-

ske SBO’er er større i udstrækning, end anført i

IBA 2000. For det andet er det indlysende, at ny

intensiv gødskning opstrøms et udpeget SBO

kan have betydelige virkninger på et SBO, hvor-

for sådanne aktiviteter er omfattet af direktivets

krav om forudgående vurdering, uanset at de

sker uden for et SBO.

Hvad angik kritikken af den manglende gen-

nemførelse af betingelsen for at meddele tilla-

delse, henviste miljøministeriet til, at dette vil

fremgå af den nye bekendtgørelse. Dette må

sammenholdes med, at betingelsen for tilladelse

TfM 2008, 1

MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 538: Henvendelse af 23/6-16 fra Karsten Drøjdal vedr. vindmølleprojekt

til projekter efter den nye bkg. 408/2007, § 7,

stk. 2 er udformet således:

“Viser vurderingen, at projektet vil skade det in-

ternationale naturbeskyttelsesområde, kan der

ikke meddeles tilladelse, dispensation eller god-

kendelse til det ansøgte.”

Heller ikke de nye danske regler indeholder der-

med den omvendte bevisbyrde, der er indeholdt

i habitatdirektivets art. 6(3). Efter de danske

regler kan der kun meddeles afslag, hvis vurde-

ringen viser, at det ansøgte vil skade den beskyt-

tede lokalitet, hvormed der er en præsumption

for tilladelse. Men som det fremgår af dommen

i sag C-127/02 er forholdet omvendt. Dette er

yderligere bekræftet i sag C-418/04, hvor Irland

bl.a. blev dømt for at tillade vedligeholdelse af

afvandingskanaler uden der var videnskabelig

vished for, at dette ikke skadede et nærliggende

SBO. Det er derfor ikke kun, når vurderingen vi-

ser, at det ansøgte er skadelig for den beskyttede

lokalitet, at der skal gives afslag. Afslag skal til-

lige gives, hvis der mangler dokumentation for,

at det ansøgte ikke har skadelig virkning.

Dette er yderligere understreget i sag C-

239/04

Kommissionen mod Portugal,

der ved-

rørte linjeføring af motorvej gennem et SBO ved

Castro Verde.

Den af de portugisiske myndighe-

der gennemførte vurdering viste, at linjeførin-

gen kunne have skadelig virkning, men da den

skadelige virkning fandtes ubetydelig, blev pro-

jektet tilladt. Da sagen kom for EF-Domstolen

var projektet gennemført, og de efterfølgende

vurderinger viste, at projektet ikke havde haft

nogen skadelig virkning på det udlagte SBO.

EF-Domstolen afviste, at det for overholdelsen

af art. 6(3) kunne tillægges betydning, at projek-

tet efter gennemførelsen ikke havde haft skade-

lige virkninger, idet den udtalte:

“Det er nemlig det tidspunkt, da der træffes af-

gørelse om tilladelse til gennemførelse af pro-

jektet, at der ud fra et videnskabeligt synspunkt

ikke må foreligge nogen rimelig tvivl i forhold

til skadevirkninger for de omhandlede områders

integritet.”

De seneste EF-domme understreger således

klart, at der skal gives afslag, medmindre det

TfM 2008, 1

ved anvendelse af den nyeste videnskabelige vi-

den godtgøres, at projektet ikke er skadeligt. Så

også på dette pkt. synes der fortsat grundlag for

Kommissionens indsigelser.

Det fremgår endvidere af sag C-304/05

Kom-

missionen mod Italien

om et projekt til alpint

skiløb i et SBO i den italienske naturpark,

Parco

Nazionale dello Stelvio,

at det er i modstrid med

art. 6(3), hvis en tilladelse gøres betinget af ef-

terfølgende vurderinger. Efter dommen var det

således i modstrid med art. 6(3), at Miljøklage-

nævnet i MAD 2003.678 gav en tidsbegrænset

tilladelse til klapning nær et SBO med henblik

på at afslutte igangværende undersøgelser af

virkning.

2.3 Undtagelsen for den specielle beskyt-

telse

Efter habitatdirektivets art. 6(4) er det muligt at

tillade projekter og planer, selv om en vurdering

efter art. 6(3) viser, at projektet eller planen har

skadelig virkning på et SBO. Der er tale om en

meget snæver undtagelse, der kun kan anvendes,

når der forud er gennemført den i art. 6(3) kræ-

vede vurdering, jf. sag C-441/03

Kommissionen

mod Holland.

Det er yderligere en betingelse, at

der ikke er alternativer, og at gennemførelsen er

begrundet i bydende nødvendige samfundsmæs-

sige hensyn, forudsat at der iværksættes kom-

penserende foranstaltninger. Den begrænsede

mulighed for at anvende art. 6(4) er understreget

i sag C-418/04

Kommissionen mod Irland,

hvor

EF- Domstolen om et afvandingsprojekt ved

SBO’et

Glen Lough,

der forstyrrede sangsvaner

udtalte (præmis 260):

“at en tilladelse i medfør af habitatdirektivets

artikel 6, stk. 4, på trods af en negativ vurdering

af virkningerne på lokaliteten kun ville have væ-

ret mulig, såfremt der ikke fandtes alternative

løsninger, og projektet skulle gennemføres af

bydende nødvendige hensyn til væsentlige sam-

fundsinteresser og på betingelse af, at medlems-

staten traf alle nødvendige kompensationsforan-

staltninger for at sikre, at den globale sammen-

hæng i Natura 2000 beskyttes.”

Kravet om, at der ikke er alternativer, fortolkes

ganske strengt, som det fremgår af sag C-239/04

Kommissionen mod Portugal

om linjeføring af

MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 538: Henvendelse af 23/6-16 fra Karsten Drøjdal vedr. vindmølleprojekt

motorvej. I dette tilfælde var det evident, at de

portugisiske myndigheder havde undersøgt al-

ternativer, og at linjeføringen gennem et SBO

var valgt som det mindste onde af flere under-

søgte muligheder. Dette var imidlertid ikke til-

strækkeligt til at overbevise EF-Domstolen, der

henviste til, at Kommissionen havde påvist al-

ternativer, som ikke var undersøgt af de portugi-

siske myndigheder. Med henvisning til at

art. 6(4) kun kan anvendes, “hvis det er bevist, at

der ikke var alternative løsninger”, blev Portu-

gal herefter dømt.

I Kommissionens kritik af de danske regler er

bl.a. anført, at undtagelsen i art. 6(4) ikke til-

strækkeligt tydeligt fremgår af alle relevante

regler. Miljøministeriet vedgik, at reglen mang-

lede for en del projekter på havet, men mente i

øvrigt art. 6(4) var korrekt gennemført. Uanset

svaret næppe på daværende tidspunkt var helt

retvisende, er udsagnet i hovedsagen korrekt ef-

ter den nye habitatbekendtgørelse (408/2007)

blev ændret ved bkg. 1443/2007, hvorefter und-

tagelsen også er betinget af, at der “ikke findes

et tilfredsstillende alternativ”. Det må dog anfø-

res, at betingelsen om, at alternativet skal være

“tilfredsstillende”, kan være vanskelig at forene

med dommen i sag C- 239/04

Kommissionen

mod Portugal.

2.4 Den supplerende beskyttelse af be-

skyttede fugle uden for SBO’erne

Som anført suppleres beskyttelsen af SBO’er ef-

ter habitatdirektivets art. 6(2)-(4) med sidste

punktum i fuglebeskyttelsesdirektivets art. 4(4),

hvorefter:

“Medlemsstaterne bestræber sig på at undgå for-

urening eller forringelse af levesteder også uden

for disse beskyttede områder.”

I sag C-418/04

Kommissionen mod Irland

på-

stod Kommissionen, at Irland ikke havde sikret

den i fuglebeskyttelsesdirektivets art. 4(4) sidste

punktum krævede beskyttelse uden for SBO’er-

ne. Irland gjorde hertil gældende, at den i

art. 4(4) sidste punktum krævede beskyttelse var

gennemført ved miljøgodkendelser på grundlag

af IPPC-direktivet, ved reglerne om håndtering

af husdyrgødning, ved anvendelse af forordnin-

gen om krydsoverensstemmelse for landbrugs-

støtte og ved art. 11 i Wildlife Act om, at mini-

steren skal sikre bevarelsen af vilde dyr og plan-

ter og fremme bevarelsen af biologisk mangfol-

dighed. Efter at have konstateret, at ingen af de

anførte regler indeholder en specifik henvisning

til de ornitologiske kriterier, der er styrende for

beskyttelsen efter fuglebeskyttelsesdirektivets

art. 4(4), afviste EFD alle Irland indsigelser, idet

reglen i Wildlife Act art. 11 ikke var præcis nok,

hvorfor Irland også dømt for dette forhold.

I Kommissionens kritik af de danske regler

blev det ligeledes anført, at Danmark ikke havde

gennemført den supplerende beskyttelse efter

fuglebeskyttelsesdirektivets art. 4(4). Miljømi-

nisteriet afviste denne kritik med, at denne be-

skyttelse er afløst af habitatdirektivets art. 6(2)-

(4). Miljøministeriet har herved tilsyneladende

overset, at sidste punktum i art. 4(4) fortsat er

gældende. Sammenholdes de danske regler her-

efter med de modsvarende irske regler, synes

problemet at være det samme for Danmark.

Hverken miljøbeskyttelsesloven, loven om hus-

dyrbrug eller andre miljølove indeholder sær-

skilte krav om forebyggelse af forurening, som

kan genere de beskyttede fugle uden for de ud-

lagte SBO’er. Så også på dette pkt. mangler der

fortsat i Danmark de nødvendige regler.

3. Beskyttelsen af lokaliteter, der

skulle være udlagt som SBO

Allerede i sag C-355/90

Kommissionen mod

Spanien

om manglende udpegning af et SBO i

Santona Marshes

fastslog EF-Domstolen, at

hvis en lokalitet skulle have været udpeget som

SBO, men ikke var udpeget, gælder beskyttelsen

efter fuglebeskyttelsesdirektivets art. 4(4). Deri-

mod afviste EF- Domstolen i sag C-374/98

Kommissionen mod Frankrig,

at sådanne ikke

udpegede lokaliteter for særligt beskyttede fugle

er omfattet af beskyttelsen efter habitatdirekti-

vets art. 6(2)-(4). Dommen antydede, at sådanne

ikke udpegede lokaliteter i stedet er omfattet af

fuglebeskyttelsesdirektivets art. 4(4) første

punktum, men tog ikke stilling, da der ikke var

nedlagt påstand herom.

I sag C-418/04

Kommissionen mod Irland

havde Kommissionen nedlagt påstand om, at Ir-

land havde tilsidesat fuglebeskyttelsesdirekti-

vets art. 4(4) ved ikke i lokaliteter, der skulle

have været udlagt som SBO, at have sikret den i

TfM 2008, 1

MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 538: Henvendelse af 23/6-16 fra Karsten Drøjdal vedr. vindmølleprojekt

reglen krævede beskyttelse. EF-Domstolen lag-

de til grund, at direktivets beskyttelsesformål

ikke vil kunne nås, hvis medlemsstaterne kunne

unddrage sig pligten til at beskytte lokaliteter

ved ikke at udpege disse, hvorefter Irland også

blev dømt for dette forhold.

Om dommen på

dette pkt. har betydning for Danmark afhænger

af, om der er udpeget de nødvendige SBO’er,

hvilket jeg ikke har grundlag for at bedømme.

4. Foreløbig vurdering

Det er umuligt at forudsige, hvordan Kommissi-

onen vil følge op den danske åbningsskrivelse,

da der kan være andre lodder i vægtskålen end

de juridiske argumenter. Men med den nidkære

håndhævelse Kommissionen har fulgt over for

de fleste andre medlemsstater mht. fuglebeskyt-

telse,

vil det være en overraskelse, hvis det

ikke ender med en traktatbrudssag – i hvert fald

så længe man alene bedømmer de juridiske

aspekter.

Det må i denne sammenhæng nærmest tange-

re en provokation, når regering og Folketinget i

det væsentlige end ikke har gennemført de love-

de lovændringer, men til gengæld har haft tid til

at vedtage en lov om forlængelse af Gudenaa-

centralens koncession (lov 1533/2007), uden at

der så vidt ses foreligger den i habitatdirektivets

art. 6(3) krævede vurdering af forlængelsens

virkning på de berørte habitatområder. Der kan i

den sammenhæng være grund til at erindre, at

også de projekter, som Folketinget måtte vedta-

ge ved lov, er omfattet af kravet om vurdering i

habitatdirektivets art. 6(3). Hvis dette forhold

skal bringes ind i en eventuel traktatbrudssag,

vil Kommissionen dog være nødsaget til at

fremsende en supplerende åbningsskrivelse.

Men en sådan metode blev faktisk anvendt over

for Irland i sag C-418/04, da Kommissionen un-

der vejs opdagede, at der var endnu flere proble-

mer med fuglebeskyttelsesdirektivet i Irland,

end Kommissionen først antog.

Noter

1) For en oversigtsmæssig gennemgang af de statsretlige

aspekter, se U 1998. 800 H (side 847 ff).

2) Se

herom

Pagh:

UfR 1997B. 511,

Koester:

UfR 1998B. 75,

Pagh:

UfR 1998B. 182 og

Koester:

UfR 1998B. 345 – hvor

Koester

forsvarer miljøministe-

riets udlægning.

3) Notatet kan hentes på Folketingets hjemmeside, Miljø-

og planlægningsudvalget december 2002.

4) Kommissionens åbningsskrivelser kan hentet på Folke-

tingets hjemmeside, Miljø- og Planlægningsudvalget,

samling 2006/2007, bilag 171, hvori tillige er offentlig-

gjort Miljøministeriets svar.

5) Se bkg. 408 af 1/5 2007 om udpegning og administra-

tion af internationale naturbeskyttelses-områder, der

siden er ændret ved bkg. 1443 af 11/12 2007.

6) Se herom

Pagh:

TfM 2006, s. 494 og

Pagh:

UfR 2005B. 25.

7) Se tillige: sag C-166/97

Kommissionen mod Frankrig,

sag C-96/98

Kommissionen mod Frankrig,

sag C-

240/00

Kommissionen mod Finland,

sag C-202/01

Kom-

missionen mod Frankrig,

sag C-378/01

Kommissionen

mod Italien,

sag C-166/04

Kommissionen mod Græken-

land.

8) IBA 2000 står for: Inventory of Bird Areas in the Euro-

pean Community. Oversigten kan findes på Birdlife

Internationals

hjemmeside:

http://www.bird-

life.org/action/science/sites/european_ibas/index.html.

9) Denne bevisformodning for IBA 2000 som reference-

grundlag for udlægning af SBO er efterfølgende bekræf-

tet i sag C-186/06

Kommissionen mod Spanien

og sag

C-418/04

Kommissionen mod Irland.

10)Indtil habitatdirektivet trådte i kraft var de udpegede

SBO’er i stedet beskyttet af fuglebeskyttelsesdirektivets

art. 4(4) første punktum , hvorefter “medlemsstaterne

træffer egnede foranstaltninger med henblik på i de i

stk. 1 og stk. 2 nævnte beskyttede områder at undgå for-

urening eller forringelse af levestederne samt forstyr-

relse af fuglene, i det omfang en sådan forurening,

forringelse eller forstyrrelse har væsentlig betydning for

formålet med denne artikel”. EF- Domstolen fastslog i

sag 57/89

Kommissionen mod Tyskland (Leybucht)

et digeprojekt ved Vadehavet, at beskyttelsen efter

art. 4(4) ikke giver mulighed for at tage økonomiske

hensyn.

11)I sag C-418/04

Kommissionen mod Irland

gjorde Kom-

missionen gældende, at Irland havde tilsidesat den posi-

tive beskyttelsespligt efter fuglebeskytteslesdirektivet.

EF-Domstolen var enig i, at der består en sådan positiv

beskyttelse, men fandt ikke, at Kommissionen havde

godtgjort, at Irland havde overtrådt denne.

12)Indgreb i bestående råden giver krav på fuld erstatning

efter naturbeskyttelseslovens § 19g. Om de ekspropriati-

onsretlige aspekter af dette indgreb i hidtidig lovlig

råden, se

Peter Mortensen:

TfL 2004.57 og

Pagh:

UfR. 2005B. 25.

13)I sag C-98/03

Kommissionen mod Tyskland

er tillige

fastslået, at de nationale regler om brug af pesticider

skal indeholder et udtrykkeligt forbud mod, at pesticider

anvendes på en måde, der har den i art. 6(2) anførte ska-

devirkning.

14)Se ligeledes sag C-201/02

Wells

om fornyelse af råstof-

tilladelser. Tilsvarende fremgår af sag C-6/04

Kommissi-

TfM 2008, 1

MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 538: Henvendelse af 23/6-16 fra Karsten Drøjdal vedr. vindmølleprojekt

onen mod Storbritannien,

at også byggetilladelser

omfattes af kravet om vurdering

15)På linje med denne fortolkning kan nævnes Naturklage-

nævnets afslag på grødeskæring i MAD 2005.1436 og

MAD 2006.371.

16)Det må derfor anses i modstrid med dommen i sag C-

418/04, når Naturklagenævnet i MAD 2007.990 ikke

fandt, at der var krav om vurdering af 10 vindmøllers

indvirkning på kongeørnen i et tilstødende SBO, fordi

kongeørnen nok kun var observeret i lokaliteten, men

efter det oplyste ikke etableret i dette SBO.

17)Se MAD 2005.429, hvor Naturklagenævnet accepte-

rede, at vurderingen af en lokalplans virkning på et

Natura 2000 område kunne anses for opfyldt med den af

amtet genenmførte VVM-screening. Tilsvarende anså

Naturklagenævnet i MAD 2004.797 om en omfartsvej

ved Ribe, at VVM-redegørelsen var tilstrækkelig til at

opfylde vurderingspligten efter habitatdirektivet.

Samme praksis fulgte nævnet i MAD 2006.2146 vedrø-

rende en motortrafikvej i Vejle Amt.

18)Så vidt ses har Miljøklagenævnet efterfølgende skiftet

praksis, jf. fx MAD 2006.248 om afslag på klapning i et

SBO. Derimod synes Naturklagenævnet fortsat at

acceptere tilladelser, der er afhængig af efterfølgende

vurderinger.

19)Se tillige sag C-186/06

Kommissionen mod Spanien,

hvor Spanien tilsvarende dømt for at overtræde fuglebe-

skyttelsesdirektivets art. 4(4) ved at tillade et overris-

lingsprojekt i et områder, der skulle have været udlagt

som SBO for steppefugle.

20)Ifølge min opgørelse var der ultimo 2007 afsluttet 64

traktatbrudssager vedrørende fuglebeskyttelsesdirektivet

og habitatdirektivet samt 16 præjudicielle forelæggelser.

TfM 2008, 1