MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 538: Henvendelse af 23/6-16 fra Karsten Drøjdal vedr. vindmølleprojekt

Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
MOF Alm.del Bilag 538
Offentligt

MAD2007.1808EU - EUDC2004418

EFD2007.C-418/04

at beskyttelsen af SBO'er ikke kun omfatter en negativ beskyttelse

mod menneskeskabte skadelige påvirkninger, men afhængig af

forholdene tillige kan omfatte en positiv beskyttelse (præmis 154).

Uanset den irske lovgivnings gennemførelse af den i habitatdirek-

tivets artikel 6(1) krævede positive beskyttelse af Natura 2000

områder ikke havde modsvarende regler for SBO'er, fandt EFD,

at reglerne gav anledning til fortolkningstvivl. Da Kommissionen

ikke kunne underbygge sin udlægning med en retsafgørelse, blev

Irland frifundet for dette forhold. Som det tredje hovedpunkt

gjorde Kommissionen gældende, at Irland ved ikke at have be-

skyttet de områder, der skulle have været udlagt som SBO, havde

overtrådt fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 4(4) første punktum,

hvorefter “medlemsstaterne træffer egnede foranstaltninger med

henblik på i de i stk. 1 og stk. 2 nævnte beskyttede områder at

undgå forurening eller forringelse af levestederne samt forstyrrelse

af fuglene, i det omfang en sådan forurening, forringelse eller

forstyrrelse har væsentlig betydning for formålet med denne arti-

kel”. EFD udtalte hertil, at habitatdirektivets artikel 6(2)-(4) kun

træder i stedet for første punktum i fuglebeskyttelsesdirektivets

artikel 4(4) for udlagte SBO'er. Derimod vil områder, der skulle

have været udlagt som SBO, fortsat være omfattet af den endnu

mere vidtgående beskyttelse i fuglebeskyttelsesdirektivets artikel

4(4) første punktum, hvorfor Irland også blev dømt for dette for-

hold. Som det fjerde hovedpunkt gjorde Kommissionen gældende,

at Irland ikke havde sikret den i fuglebeskyttelsesdirektivets artikel

4(4) sidste punktum krævede beskyttelse uden for SBO'erne. Ir-

land gjorde hertil gældende, at den i artikel 4(4) sidste punktum

krævede beskyttelse var gennemført via ved miljøgodkendelser

på grundlag af IPPC-direktivet, ved reglerne om håndtering af

husdyrgødning, ved anvendelse af forordningen om krydsoverens-

stemmelse for landbrugsstøtte og ved artikel 11 i Wildlife Act

om, at ministeren skal sikre bevarelsen af vilde dyr og planter og

fremme bevarelsen af biologisk mangfoldighed. Efter at have

konstateret, at ingen af de anførte regler indeholder en specifik

henvisning til de ornitologiske kriterier, der er styrende for beskyt-

telsen efter artikel 4(4), afviste EFD alle Irland indsigelser, idet

reglen i Wildlife Act artikel 11 ikke var præcis nok, hvorfor Irland

også dømt for dette forhold. Som det femte hovedpunkt gjorde

Kommissionen gældende, at den irske gennemførelse af habitat-

direktivets artikel 6(2) ombeskyttelse af SBO'er var utilstrækkelig,

bl.a. fordi beskyttelsen alene var middelbar. Irland gjorde hertil

bl.a. gældende, at efter de irske regler skal ministeren meddele

ejere rådighedsbegrænsninger, hvis ejerens anvendelse giver an-

ledning til skader på SBO. EFD bemærkede hertil, at en sådan

meddelelse først fremsendes, når de skadelige aktiviteter er sket,

hvilket er for sent (præmis 206-208). For det andet anførte EFD,

at de irske regler alene retter sig mod ejeren og derfor ikke beskyt-

ter mod de skader på lokaliteten, der forvoldes af tredjemands

rekreative anvendelse af lokaliteterne, hvilket ikke tilstrækkeligt

kunne imødegås ved at beskytte den private ejendomsret mod

tredjemands krænkelser (præmis 216-219). For tredje anførte

EFD, at reglerne kun gælder de tilfælde, hvor ministeren faktisk

har kompetence (præmis 205). Irland blev derfor også dømt for

dette forhold. Kommissionen gjorde endvidere gældende, at den

irske gennemførelse af habitatdirektivets artikel 6(3) og (4) var

utilstrækkelig, bl.a. fordi kravet om vurdering ikke omfattede

planer. Irland gjorde hertil gældende, at planer først kunne have

skadelig virkning på SBO'er, når de førte til gennemførelse af

projekter, og at den fornødne vurdering var sikret ved den irske

gennemførelse af VVM-direktivet og SMV-direktivet om miljø-

vurdering af planer og programmer. EFD lagde til grund, at kravet

om vurdering i habitatdirektivets artikel 6(3) ikke kun omfatter

projekter, men også planer, og at denne forpligtelse ikke kan af-

side 1

MAD2007.1808

Beskyttelsen af fuglebeskyttelsesområder efter habitatdirek-

tivets artikel 6(2) er umiddelbar. Vurdering af planer efter

habitatdirektivets artikel 6(3) kan ikke opfyldes ved miljø-

vurdering efter VVM-direktivet eller SMV-direktivet. Be-

skyttelsen af fuglebeskyttelsesområder efter fuglebeskyttel-

sesdirektivets artikel 4(4) sidste punktum kan ikke opfyldes

ved miljøgodkendelser eller regler om husdyrgødning.

Fuglebeskyttelsesområder kræver også positive beskyttel-

sesforanstaltninger.

6.1.1 Principper for miljøpolitikken - 6.5.6 Beskyttelse af flora og

fauna

Efter fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 4(1) og (2) er medlems-

staterne forpligtet til som særlige fuglebeskyttelsesområder (SBO)

at udpege de bedst egnede områder for de i bilag I anførte truede

arter og trækfugle. Forpligtelsen har været gældende siden 1981.

De udpegede SBO'er er beskyttet efter habitatdirektivets artikel

6(2)-(4), jf. habitatdirektivets artikel 7, men er herudover beskyttet

af fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 4(4) sidste punktum, hvor-

efter “medlemsstaterne bestræber sig på at undgå forurening eller

forringelse af levesteder også uden for disse beskyttede områder.”

I traktatbrudssag mod Irland gjorde Kommissionen gældende, at

Irland ikke som SBO havde udlagt alle de områder, der følger af

kriterierne i fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 4(1) og (2), og at

Irland ikke havde gennemført den nødvendige beskyttelse af

disse områder, samt at Irland ikke havde gennemført den i fugle-

beskyttelsesdirektivets artikel 10 krævede forskning i fuglebeskyt-

telse. EFD fastslog indledningsvis, at Inventory of Bird Areas in

the European Community fra 2000 (IBA 2000) udgør et referen-

cegrundlag for fastlæggelse af, hvilke områder skal udpeges som

SBO, og at Irland ikke havde imødegået dette med videnskabeligt

bevismateriale. Den omstændighed, at Irland var i gang med en

større undersøgelse, kunne herefter ikke berettige Irland til ikke

at udlægge de områder, der fremgår af IBA 2000. Vedrørende

lokaliteten Cross Lough gjorde Irland særskilt gældende, at selv

om det tidligere havde været et betydningsfuldt yngleområde for

splitterner, kunne området ikke længere anses som bedst egnet.

EFD lagde til grund, at Cross Lough tidligere havde været bedst

egnet, og at ændringen skyldtes manglende beskyttelse mod bl.a.

mink. Med henvisning til, at Irland ikke skulle drage fordel af

den manglende beskyttelse, og det var muligt, at splitternerne vil

genindtage området, blev Irland også dømt for dette forhold

(præmis 84). Vedrørende manglende udlægning af Moy Valley

for engsnaren lagde EFD til grund, at lokaliteten frem til midten

af 1990'erne var bedst egnet og derfor skulle have været udlagt

som SBO, men nu var fortrængt af landbruget. Da det herefter

måtte lægges til grund, at fortrængning af engsnaren fra denne

lokalitet skyldtes, at Irland ikke havde beskyttet lokaliteten efter

artikel 4(4), var Irland fortsat forpligtet til at udlægge dette område

(præmis 120). Tilsvarende afviste EFD den irske regerings indsi-

gelser om, at manglende kendskab til isfuglens udbredelse førte

til, at der ikke skulle udlægges SBO for denne art. EFD henviste

til, at når der på en medlemsstats område er arter til stede opført

i bilag I, skal medlemsstaten fastlægge SBO for disse (præmis

110). Kommissionen fik endvidere medhold i, at Irland ved fast-

læggelse af de nærmere grænser for SBO'er Sandymouth Strand

and Tolka Estuary uretmæssigt havde inddraget økonomiske kri-

terier i form af hensyn til Dublins havnemyndighed. Som det andet

hovedpunkt gjorde Kommissionen gældende, at Irland ikke havde

gennemført den positive beskyttelse af SBO'er. EFD udtalte hertil,

MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 538: Henvendelse af 23/6-16 fra Karsten Drøjdal vedr. vindmølleprojekt

MAD2007.1808EU - EUDC2004418

løftes ved vurdering efter VVM-direktivet eller SMV-direktivet

(præmis 229-231), hvorfor Irland også dømt for dette forhold.

Kommissionen gjorde tillige gældende, at Irland havde tilsidesat

habitatdirektivets artikel 6(3) ved at tillade muslingebrug og

dræningsprojekter uden det var godtgjort, at projekterne ikke

medførte skade på SBO'er. EFD konstaterede, at muslingebrug

kan have skadelig virkning på SBO'er, og at Irland ikke havde

fremlagt skriftlige videnskabelige ornitologiske vurderinger, der

godtgjorde, at de enkelte muslingebrug ikke havde skadelig

virkning på SBO'er. Herefter blev Irland dømt for det første for-

hold (præmis 242-246). Vedrørende dræning lagde EFD til grund,

at afvanding udgør et projekt efter habitatdirektivets artikel 6(3),

og at sådanne projekter kan have virkning på SBO'er. Da det var

ubestridt, at der ikke var sket forudgående vurdering af sådanne

projekters virkning på et SBO, blev Irland dømt for dette forhold,

idet EFD afviste, at det kunne tillægges betydning, at der alene

var tale om vedligeholdelse af afvandingskanaler (præmis 256).

Tilsvarende fandt EFD, at Irland herved tillige havde tilsidesat

sidste led i habitatdirektivets artikel 6(3), da der var meddelt til-

ladelse uden der var videnskabelig vished for, at projektet ikke

skadede et SBO. Som et sidste klagepunkt gjorde Kommissionen

gældende, at Irland havde overtrådt fuglebeskyttelsesdirektivets

artikel 10 ved ikke at støtte den nødvendige forskning i fuglebe-

skyttelse. Også på dette punkt fik Kommissionen medhold, idet

EFD afviste Irland indsigelse om, at forpligtelsen i artikel 10 ikke

er retligt bindende.

Dom, afsagt den 13. december 2007 i sag C-418/04 (5 dommere)

ikke siden 1981 har sikret, at fugledirektivets artikel 4, stk. 4,

første punktum, anvendes på områder, der i medfør af direktivet

skal udlægges som særligt beskyttede områder (herefter “SBO'er”)

ikke fuldt ud og korrekt har gennemført og anvendt bestemmelser-

ne i fugledirektivets artikel 4, stk. 4, andet punktum

ikke i forhold til de i medfør af fugledirektivet udlagte SBO'er

har truffet alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at efter-

komme bestemmelserne i artikel 6, stk. 2-4, i Rådets direktiv

92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde

dyr og planter (EFT L 206, s. 7, herefter “habitatdirektivet”), og

ikke i forhold til rekreativ brug af alle de områder, der skal henhøre

under sidstnævnte direktivs artikel 6, stk. 2, har truffet alle de

nødvendige foranstaltninger for at efterkomme bestemmelserne i

nævnte artikel 6, stk. 2

ikke har truffet alle de nødvendige foranstaltninger for at efterkom-

me fugledirektivets artikel 10.

2. Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 17. marts

2005 fik Den Hellenske Republik og Kongeriget Spanien tilladelse

til at indtræde i sagen til støtte for Irland, der har nedlagt påstand

om frifindelse eller, subsidiært, om, at dommens retsvirkninger i

givet fald begrænses til de specifikke spørgsmål, med hensyn til

hvilke Domstolen fastslår, at Irland har tilsidesat sine forpligtelser

i henhold til de berørte direktiver.

Retsforskrifter

Fællesskabsbestemmelser

Fugledirektivet

3. I niende betragtning til direktivet er det anført, at “det er absolut

nødvendigt at beskytte, opretholde eller genskabe tilstrækkeligt

forskelligartede og vidtstrakte levesteder, hvis samtlige fuglearter

skal bevares; visse fuglearter bør omfattes af særlige beskyttelses-

foranstaltninger for så vidt angår deres levesteder med henblik på

at sikre, at disse arter kan overleve og formere sig i deres udbredel-

sesområder; disse bestemmelser bør ligeledes tage hensyn til

trækfugle og samordnes med henblik på oprettelse af et samlet he-

le”.

4. Fugledirektivets artikel 4 har følgende ordlyd:

“1. For arter, som er anført i bilag I, træffes der særlige beskyttel-

sesforanstaltninger med hensyn til deres levesteder for at sikre, at

de kan overleve og formere sig i deres udbredelsesområde.

I denne forbindelse tages der hensyn til:

arter, der trues af udslettelse

arter, der er følsomme over for bestemte ændringer af deres

levesteder

arter, der anses for sjældne, fordi bestanden er ringe eller

den lokale udbredelse begrænset

andre arter, der kræver speciel opmærksomhed på grund af

deres levesteders særlige beskaffenhed.

Ved vurderinger i forbindelse hermed skal der tages hensyn til

tendenser og variationer vedrørende bestandens størrelse.

Medlemsstaterne udlægger som særligt beskyttede områder

navnlig sådanne områder, som med hensyn til antal og udstrækning

er bedst egnede til beskyttelse af disse arter, idet der tages hensyn

til behovet for at beskytte arterne i det geografiske sø- og landom-

råde, hvor dette direktiv finder anvendelse.

2. Under hensyn til beskyttelsesbehovene i det geografiske sø- og

landområde, hvor dette direktiv finder anvendelse, træffer medlem-

sstaterne tilsvarende foranstaltninger med hensyn til regelmæssigt

tilbagevendende trækfuglearter, som ikke er anført i bilag I, for så

vidt angår de pågældende arters yngle-, fjerskifte- og overvintrings-

områder samt rasteområderne inden for deres trækruter. Med hen-

side 2

Kommissionen

mod

Irland

DOMSTOLEN (Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, C.W.A. Timmermans, og

dommerne L. Bay Larsen, R. Schintgen, R. Silva de Lapuerta og

P. Kûris (refererende dommer),

generaladvokat: J. Kokott

justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett,

har på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet

den 6. juli 2006,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i

retsmødet den 14. september 2006,

afsagt følgende

Dom

1. Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har i sin stæv-

ning nedlagt påstand om, at det fastslås, at Irland har tilsidesat sine

forpligtelser i henhold til nedennævnte direktivbestemmelser, idet

Irland

ikke siden 1981 i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1 og 2, i

Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde

fugle (EFT L 103, s. 1), som ændret ved Kommissionens direktiv

97/49/EF af 29. juli 1997 (EFT L 223, s. 9, herefter “fugledirekti-

vet”), har udlagt samtlige de områder, som med hensyn til antal og

udstrækning er bedst egnede til beskyttelse af de arter, der er anført

i bilag I til direktivet (herefter “bilag I”), og af de regelmæssigt

tilbagevendende trækfuglearter

ikke siden 1981 i overensstemmelse med fugledirektivets artikel

4, stk. 1 og 2, har indført den nødvendige retlige beskyttelsesordning

for disse områder

MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 538: Henvendelse af 23/6-16 fra Karsten Drøjdal vedr. vindmølleprojekt

MAD2007.1808EU - EUDC2004418

blik herpå er medlemsstaterne i særlig grad opmærksomme på, at

vådområderne, og især vådområder af international betydning, be-

skyttes.

[…]

4. Medlemsstaterne træffer egnede foranstaltninger med henblik

på i de i stk. 1 og 2 nævnte beskyttede områder at undgå forurening

eller forringelse af levestederne samt forstyrrelse af fuglene, i det

omfang en sådan forurening, forringelse eller forstyrrelse har væ-

sentlig betydning for formålet med denne artikel. Medlemsstaterne

bestræber sig på at undgå forurening eller forringelse af levesteder

også uden for disse beskyttede områder.”

5. Fugledirektivets artikel 10 bestemmer:

“1. Medlemsstaterne støtter forskning og andet arbejde med hen-

blik på beskyttelse, forvaltning og udnyttelse af bestanden af

samtlige de i artikel 1 omhandlede fuglearter.

2. Særlig opmærksomhed vises forskning og arbejde vedrørende

de i bilag V nævnte emner. Medlemsstaterne tilsender Kommissio-

nen alle nødvendige oplysninger, således at den kan træffe hensigts-

mæssige foranstaltninger for at sikre en samordning af den i denne

artikel omhandlede forskning og andet arbejde.”

6. Den forskning og det arbejde, der nævnes i bilag V, er af føl-

gende karakter:

“a) udarbejdelse under hensyn til fuglenes geografiske udbredel-

sesområde af nationale lister over de fuglearter, der trues af

udslettelse, eller som er særlig udsatte

registrering og økologisk beskrivelse af de områder, der for

trækfugle har særlig betydning under deres træk, overvintring

og redebygning

registrering af oplysninger om størrelsen af bestanden af

trækfugle på grundlag af data opnået ved ringmærkning

bestemmelse af, hvilken indflydelse de forskellige fangstmå-

der har på bestandenes størrelse

udarbejdelse og udvikling af økologiske metoder til forebyg-

gelse af skader forårsaget af fugle

bestemmelse af visse arters betydning som forureningsindi-

katorer

undersøgelse af den kemiske forurenings skadelige virkninger

på fuglearternes udbredelse.”

2000 beskyttes. Medlemsstaten underretter Kommissionen om,

hvilke kompensationsforanstaltninger der træffes.

Hvis der er tale om en lokalitet med en prioriteret naturtype

og/eller en prioriteret art, kan der alene henvises til hensynet til

menneskers sundhed og den offentlige sikkerhed eller væsentlige

gavnlige virkninger på miljøet, eller, efter udtalelse fra Kommissio-

nen, andre bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsin-

teresser.”

De nationale bestemmelser

European Communities Act

8. Loven om De Europæiske Fællesskaber fra 1972 (European

Communities Act 1972, herefter “European Communities Act”)

giver ministrene bemyndigelse til at lovgive uafhængigt af det na-

tionale parlament, når de fællesskabsretlige forpligtelser gør det

nødvendigt.

Wildlife Act

9. Section 11(1) og 11(3) i loven om vilde dyr og planter fra 1976

(Wildlife Act 1976), som affattet ved ændringsloven fra 2000

(Wildlife (Amendment) Act 2000, herefter “Wildlife Act”), bestem-

mer:

“1. Det påhviler ministeren at sikre bevarelsen af vilde dyr og

planter og at fremme bevarelsen af den biologiske mangfoldighed.

[…]

3. Ministeren kan enten direkte eller i samarbejde med eller gen-

nem en anden person:

a) udføre eller lade udføre undersøgelser, som han anser for hen-

sigtsmæssige for udøvelsen af sine funktioner efter denne lov

[…]”

10. Wildlife Act's section 15-17 tildeler vedkommende minister

beføjelse til ved bekendtgørelse at oprette naturreservater på områ-

der, der henhører under det offentlige. Denne lov giver ligeledes

ministeren beføjelse til at anerkende naturreservater, der er oprettet

på andre områder, og til at udpege områder som tilflugtssteder for

vilde dyr.

Fugleforskrifterne

11. Forskrifterne fra 1985 om bevarelse af vilde fugle i De Europæ-

iske Fællesskaber (European Communities (Conservation of Wild

Birds) Regulations 1985, herefter “fugleforskrifterne”) forbyder

oplagring af madvarer, affald og skadelige stoffer i de berørte

SBO'er.

Habitatdirektivet

7. Habitatdirektivets artikel 6 har følgende ordlyd:

“[…]

2. Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger for at undgå

forringelse af naturtyperne og levestederne for arterne i de særlige

bevaringsområder samt forstyrrelser af de arter, for hvilke områder-

ne er udpeget, for så vidt disse forstyrrelser har betydelige konse-

kvenser for dette direktivs målsætninger.

3. Alle planer eller projekter, der ikke er direkte forbundet med

eller nødvendige for lokalitetens forvaltning, men som i sig selv

eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke en

sådan lokalitet væsentligt, vurderes med hensyn til deres virkninger

på lokaliteten under hensyn til bevaringsmålsætningerne for denne.

På baggrund af konklusionerne af vurderingen af virkningerne på

lokaliteten, og med forbehold af stk. 4, giver de kompetente natio-

nale myndigheder først deres tilslutning til en plan eller et projekt,

når de har sikret sig, at den/det ikke skader lokalitetens integritet,

og når de - hvis det anses for nødvendigt - har hørt offentligheden.

4. Hvis en plan eller et projekt, på trods af at virkningerne på lo-

kaliteten vurderes negativt, alligevel skal gennemføres af bydende

nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, herunder af

social eller økonomisk art, fordi der ikke findes nogen alternativ

løsning, træffer medlemsstaten alle nødvendige kompensationsfor-

anstaltninger for at sikre, at den globale sammenhæng i Natura

Habitatforskrifterne

12. I præamblen til forskrifterne fra 1997 om naturtyper i De Euro-

pæiske Fællesskaber (European Communities (Natural Habitats)

Regulations 1997), som ændret ved ændringsloven fra 2000

(Wildlife (Amendment) Act 2000, herefter “habitatforskrifterne”),

er det anført, at disse forskrifter er blevet vedtaget for at gennemføre

habitatdirektivet i national ret.

13. Habitatforskrifternes Regulation 2 udpeger følgende lokaliteter

som “Europalokaliteter”: a) en lokalitet, der er meddelt i medfør

af forskrifternes Regulation 4 […], b) en lokalitet, som Kommissio-

nen har udpeget som værende af fællesskabsbetydning i henhold

til habitatdirektivets artikel 4, stk. 2, efter proceduren i samme di-

rektivs artikel 21, c) et særligt bevaringsområde og d) et område,

der er udlagt [som SBO] i medfør af fugledirektivets artikel 4, stk.

1 og 2.

14. Regulation 4 i disse forskrifter bestemmer:

“1. Ministeren fremsender et eksemplar af listen over mulige Eu-

ropalokaliteter eller en ændret liste i henhold til Regulation 3(3) til

miljøministeren, ministeren for landbrug, fødevarer og skovbrug,

side 3

MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 538: Henvendelse af 23/6-16 fra Karsten Drøjdal vedr. vindmølleprojekt

MAD2007.1808EU - EUDC2004418

søfartsministeren, transportministeren, energi- og kommunikations-

ministeren, Commissioners of Public Works in Ireland (det irske

kontor for offentlige arbejder), Environmental Protection Agency

(miljøbeskyttelsesagenturet) og til enhver kompetent myndighed,

i hvis jurisdiktion det område eller enhver del af dette område, der

er optaget på listen, er beliggende, og rådfører sig i givet fald med

alle eller visse af disse instanser.

Ministeren underretter enhver ejer eller bruger af ethvert

område, der er opført på listen over Europalokaliteter, og

enhver indehaver af en gyldig tilladelse til undersøgelse eller

udnyttelse, der er behørigt udstedt ved en forvaltningsakt

vedrørende dette område, om forslaget om at opføre det på-

gældende område på en sådan liste og fremsende listen til

Kommissionen i henhold til habitatdirektivets bestemmelser

når det ikke efter en almindelig undersøgelse er muligt at

finde frem til adressen på en person, hvorpå denne bestem-

melses litra a) finder anvendelse, opsættes meddelelser om

og kort over den berørte lokalitet på et synligt sted:

på et eller flere af Garda Siochanas tjenestesteder, i

den lokale forvaltnings kontorer, i de lokale socialsik-

ringskontorer, på landbrugs-, fødevare- og skovmini-

steriets lokale forvaltning og i de af Teagasc's kontorer,

der er beliggende i eller nær den berørte lokalitet, eller

ii)

hvis der ikke ligger noget tjenestested eller kontor af

denne type i nærheden af eller omkring lokaliteten, og

der udsendes meddelelser herom på i det mindste én af de radio-

stationer, der er aktive i det område, hvor den pågældende lokalitet

er beliggende, og i det mindste i én af de aviser, der udkommer i

dette område, idet enhver, der er berørt af listen over Europalokali-

teter, opfordres til at kontakte ministeriet for kunst, kultur og Gael-

tacht.

[…]

3. Listen over de lokaliteter, der er foreslået som Europalokaliteter,

og som er sendt af ministeren i henhold til stykke 1, og den med-

delelse, der er udfærdiget af ministeren i medfør af stykke 2, skal

for hver lokalitet

bilægges et kort i en målestok afpasset omstændighederne,

hvorpå lokaliteten er markeret, for at gøre det muligt at

identificere de ejendomme, der udgør den lokalitet, som

meddelelsen vedrører, samt dennes grænser

anføres de handlinger eller aktiviteter, som ministeren anser

for at kunne ændre, beskadige, ødelægge eller gribe ind i

lokalitetens integritet

anføres den eller de naturtyper eller de arter, der findes på

lokaliteten, og for hvilke der foreligger et forslag om at aner-

kende lokaliteten som lokalitet af fællesskabsbetydning

bilægges en klagevejledning.

[…]”

15. Forskrifternes Regulation 5 tillægger adressaten for en med-

delelse i medfør af Regulation 4(2) ret til at gøre indsigelse mod

lokalitetens opførelse på listen over mulige Europalokaliteter og

angiver den procedure, der skal følges for at afgøre disse indsigelser.

16. Habitatforskrifternes Regulation 7 bestemmer, at ministeren

kan udpege “autoriserede embedsmænd” til at bevæge sig ind på

lokaliteterne for at inspicere disse.

17. Forskrifternes Regulation 9 bestemmer:

“1. Senest seks år efter datoen for Kommissionens udvælgelse af

en lokalitet efter proceduren i habitatdirektivets artikel 4, stk. 2,

udpeger ministeren lokaliteten som særligt bevaringsområde og

offentliggør eller foranlediger offentliggjort en kopi af disse udpeg-

ninger i Iris Oifigiúil.

[…]”

18. Habitatforskrifternes Regulation 13 er affattet således:

“1. Ministeren træffer de bevaringsforanstaltninger, der skønnes

hensigtsmæssige med hensyn til de særlige bevaringsområder, der

er udpeget i medfør af Regulation 9, herunder i givet fald forvalt-

ningsplaner, der enten er specifikt udformet for lokaliteterne eller

integreret i andre relevante planer.

2. Ministeren fastsætter de administrative eller kontraktmæssige

foranstaltninger, der opfylder de økologiske krav for de naturtyper,

der er anført i bilag I til habitatdirektivet, og de arter, der er anført

i bilag II til nævnte direktiv, som findes på de berørte lokaliteter.

3. Ministeren træffer passende foranstaltninger for at undgå for-

ringelse af naturtyperne og levestederne for arterne i de særlige

bevaringsområder, der er udpeget i medfør af Regulation 9, samt

forstyrrelser af de arter, for hvilke områderne er udpeget, for så

vidt som disse forstyrrelser har betydelige konsekvenser for dette

direktivs målsætninger.”

19. Habitatforskrifternes Regulation 14 har følgende ordlyd:

“1. På enhver ejendom, der er beliggende i et særligt bevarings-

område, eller på en lokalitet, der er opført på en liste i overensstem-

melse med kapitel I i denne del, er det forbudt at udføre, at lade

udføre eller at fortsætte en handling eller en aktivitet, der er nævnt

i en meddelelse, der er udstedt i henhold til Regulation 4(2), med-

mindre handlingen eller aktiviteten udføres, ønskes, tillades eller

fortsættes af ejeren, beboeren eller brugeren af stedet, og

en af disse har tilstillet ministeren et skriftligt forslag om den

handling eller aktivitet, der påtænkes udført, hvori der afgives

nærmere oplysninger om den pågældende handling eller ak-

tivitet, og det præciseres, på hvilken ejendom, den skal udfø-

res, og

en af betingelserne i stk. 2 er opfyldt.

2. Betingelserne i stk. 1 er følgende:

handlingen eller aktiviteten udføres efter ministerens skrift-

lige godkendelse, eller

handlingen eller aktiviteten udføres i overensstemmelse med

forvaltningsaftalen i Regulation 12.

3. Enhver person, der uden gyldig grund tilsidesætter bestemmel-

serne i stk. 1, begår en lovovertrædelse.

4. Bestemmelserne i denne Regulation finder ikke anvendelse på

handlinger eller aktiviteter, der er omhandlet i Regulation 15(2).”

20. Forskrifternes Regulation 15(1) bestemmer, at de irske myn-

digheder, hvis de modtager en ansøgning om tilladelse i henhold

til Regulation 14, og hvis den påtænkte aktivitet kan påvirke loka-

liteten væsentligt, skal vurdere deres virkninger på lokaliteten under

hensyn til bevaringsmålsætningerne for denne. Regulation 15(2)

bestemmer endvidere, at såfremt den påtænkte aktivitet allerede

har været genstand for en tilladelse i medfør af anden lovgivning,

skal vedkommende minister, på hvis ressortområde tilladelsen er

givet, vurdere denne aktivitet og i givet fald ændre eller annullere

denne tilladelse.

21. I forskrifternes Regulation 16 er det fastsat, at såfremt vurde-

ringen efter Regulation 15 viser, at den påtænkte aktivitet ville få

en ødelæggende effekt på lokaliteten, må der ikke gives tilladelse.

Der er imidlertid fastsat en undtagelse med hensyn til “bydende

nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser”.

22. Habitatforskrifternes Regulation 17 bestemmer:

“1. Hvis ministeren vurderer, at der på

en lokalitet, der er opført på listen i overensstemmelse med

kapitel I i dette afsnit, eller

en lokalitet, hvor der er blevet afholdt et samråd i medfør af

habitatdirektivets artikel 5, eller

en Europalokalitet

side 4

MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 538: Henvendelse af 23/6-16 fra Karsten Drøjdal vedr. vindmølleprojekt

MAD2007.1808EU - EUDC2004418

er udført eller vil blive udført en handling eller en aktivitet, der

ikke er direkte forbundet med eller nødvendig for lokalitetens for-

valtning, men som i sig selv eller i forbindelse med andre handlinger

eller aktiviteter kan påvirke en sådan lokalitet væsentligt, skal mi-

nisteren sikre, at der foretages en passende vurdering med hensyn

til disse handlinger eller aktiviteters virkninger på lokaliteten under

hensyn til bevaringsmålsætningerne for denne.

2. Med hensyn til denne Regulation anses en vurdering af virknin-

gen på miljøet for at være en passende vurdering.

3. Hvis ministeren henset til udfaldet af den vurdering, der er fo-

retaget i henhold til stk. 1, vurderer, at handlingen eller aktiviteten

kan skade den berørte lokalitets integritet, anlægger han sag ved

en kompetent domstol med henblik på at hindre videreførelsen af

handlingen eller aktiviteten.

4. Det søgsmål, der anlægges ved den kompetente domstol, har

opsættende virkning, og den pågældende domstol kan (i givet fald)

træffe en foreløbig eller midlertidig afgørelse, hvis den anser det

for hensigtsmæssigt henset til habitatdirektivets artikel 6, stk. 4,

samt til nødvendigheden af generelt at bevare den berørte lokalitets

integritet og sikre, at den globale sammenhæng i Natura 2000 be-

skyttes.

5. Med henblik på dette afsnit forstås ved “kompetent domstol”

enten en dommer ved Circuit Court, under hvis stedlige kompetence

de berørte ejendomme eller dele af ejendomme befinder sig, eller

High Court.”

23. Forskrifternes Regulation 18 er affattet således:

“1. Hvis der på en ejendom, der ikke er omfattet af

en lokalitet, der er opført på listen i overensstemmelse med

kapitel I i dette afsnit, eller

en lokalitet, hvor der er blevet afholdt et samråd i medfør af

habitatdirektivets artikel 5, eller

en Europalokalitet,

udføres eller foreslås udført en handling eller en aktivitet, der ikke

er direkte forbundet med eller nødvendig for lokalitetens forvalt-

ning, men som i sig selv eller i forbindelse med andre handlinger

eller aktiviteter kan skade den berørte lokalitets integritet, skal

ministeren sikre, at der foretages en passende vurdering med hensyn

til disse handlinger eller aktiviteters virkninger på lokaliteten under

hensyn til bevaringsmålsætningerne for denne.

2. Bestemmelserne i Regulation 17(2)-17(5) finder anvendelse,

idet der tages hensyn til udfaldet af den vurdering, der er foretaget

i henhold til stk. 1.”

24. Forskrifternes Regulation 34 bestemmer:

“I givet fald finder bestemmelserne i Regulations 4, 5, 7, 13, 14,

15 og 16 tilsvarende anvendelse på de områder, der er udlagt som

SBO'er i medfør af fugledirektivets artikel 4, stk. 1 og 2.”

25. Forskrifternes Regulation 35 har følgende ordlyd:

“Ministeren skal:

fremme undervisningen og det almindelige oplysningsniveau

med hensyn til behovet for at beskytte vilde dyr og planter

og bevare deres levesteder og de forskellige naturtyper

fremme den forskning og det videnskabelige arbejde, der er

nødvendigt for at overholde bestemmelserne i habitatdirekti-

vets artikel 11, ved at lægge særlig vægt på det videnskabe-

lige arbejde, der er nødvendigt for anvendelsen af direktivets

artikel 4 og 10

meddele oplysninger, om nødvendigt, med henblik på en

korrekt samordning af den forskning, der udføres på nationalt

plan og på fællesskabsplan, til de øvrige medlemsstater og

Kommissionen.”

Den administrative procedure og den skriftlige for-

handling for Domstolen

26. Efter at have modtaget flere klager indledte Kommissionen to

traktatbrudssager mod Irland og tilstillede medlemsstaten, mellem

den 11. november 1998 og den 18. april 2002, fire åbningsskrivelser

vedrørende dels manglende fuldstændig gennemførelse og korrekt

anvendelse af fugle- og habitatdirektivet, dels konkrete tilsidesæt-

telser af disse i form af forringelse af levestederne som følge af

rekreative aktiviteter.

27. Da Kommissionen ikke anså de irske myndigheders svar for

tilfredsstillende, og efter at der var afholdt bilaterale møder mellem

Irland og Kommissionen, fremsatte sidstnævnte den 24. oktober

2001 en begrundet udtalelse over for Irland samt den 11. juli 2003

en supplerende begrundet udtalelse og en begrundet udtalelse

vedrørende de rekreative aktiviteter.

28. Da Kommissionen fandt, at de argumenter, Irland havde

fremsat i sine svar på de begrundede udtalelser, ikke alle var over-

bevisende, og Irland følgelig fortsat har tilsidesat visse forpligtelser

i medfør af fugle- og habitatdirektivet, besluttede Kommissionen

at anlægge denne sag.

29. Henset til sagernes indbyrdes sammenhæng besluttede Kom-

missionen at forfølge disse tilsidesættelser ved én og samme sag

for Domstolen.

Om søgsmålet

30. Til støtte for sit søgsmål har Kommissionen fremsat seks klage-

punkter vedrørende Irlands tilsidesættelse af visse forpligtelser, der

påhviler medlemsstaten i medfør af fugledirektivets artikel 4, stk.

1, 2 og 4, og artikel 10 samt af habitatdirektivets artikel 6, stk. 2-

Indledende bemærkninger

31. Fugledirektivets artikel 18, stk. 1, bestemmer, at medlemssta-

terne skal efterkomme dette direktiv inden for en frist på to år fra

dets meddelelse. Fristen for at gennemføre fugledirektivet i denne

medlemsstat udløb derfor den 6. april 1981.

32. Habitatdirektivets artikel 23, stk. 1, bestemmer, at medlems-

staterne skal efterkomme dette direktiv inden for en frist på to år

fra dets meddelelse. Fristen for at gennemføre habitatdirektivet i

denne medlemsstat udløb derfor den 10. juni 1994.

33. Det er ikke blevet bestridt, at datoen for udløbet af fristen i

de begrundede udtalelser i denne sag skal fastsættes til den 11.

september 2003.

Det første klagepunkt vedrørende en utilstrækkelig

udlægning af områder som SBO'er med hensyn til

antal og udstrækning under tilsidesættelse af fugledi-

rektivets artikel 4, stk. 1 og 2

34. Kommissionen har gjort gældende, at Irland siden 1981 i strid

med fugledirektivets artikel 4, stk. 1 og 2, har undladt at udlægge

samtlige de områder, som med hensyn til antal og udstrækning er

bedst egnede til beskyttelse af de arter, der er anført i bilag I, og af

de regelmæssigt tilbagevendende trækfuglearter, der ikke er nævnt

i dette bilag. Dette første klagepunkt omfatter to aspekter. Kommis-

sionen hævder, at dels er visse lokaliteter slet ikke blevet udlagt

som SBO'er, dels er andre lokaliteter ikke blevet udlagt som sådanne

i fuldt omfang.

35. Irland har bestridt, at der foreligger traktatbrud. Irland har

anført, at når den informerer Kommissionen om sine intentioner

med hensyn til udlægning af områder som SBO'er, gør den det inden

for rammerne af samarbejdet og samrådet mellem medlemsstaterne,

således som det er fastsat i fugle- og habitatdirektivet. Når medlem-

side 5

MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 538: Henvendelse af 23/6-16 fra Karsten Drøjdal vedr. vindmølleprojekt

MAD2007.1808EU - EUDC2004418

sstaten oplyser over for Kommissionen, at der udføres undersøgel-

ser, kan det desuden ikke udledes heraf, at det nuværende net af

SBO'er er utilstrækkeligt, eller at Irland ikke har opfyldt sine for-

pligtelser i henhold til fugledirektivet.

forskellige arter samt afgrænsningen og dermed størrelsen af det

område, der skal udlægges som SBO. IBA 2000 indeholder derimod

ikke videnskabelige data, på baggrund af hvilke der kan foretages

en bestemt afgrænsning af områder af større betydning for fuglebe-

skyttelsen, idet den omfatter alt for store områder, der kun er af

begrænset ornitologisk interesse, og fortegnelsen over disse områder

bør ajourføres i overensstemmelse med nyere videnskabelige un-

dersøgelser. Indholdet af den pågældende fortegnelse kan derfor

ikke i sin nuværende form benyttes til at drage sikre konklusioner

om arterne og de præcise grænser for SBO'erne.

44. Den Hellenske Republik og Kongeriget Spanien har således

udledt heraf, at IBA 2000 ikke udgør et tilstrækkeligt eller entydigt

grundlag for, at Kommissionen kan gives medhold i sin traktatbrud-

ssag mod Irland.

45. Eftersom det første klagepunkts berettigelse i vidt omfang

afhænger af spørgsmålet om, hvorvidt uoverensstemmelsen mellem

IBA 2000 og de SBO'er, Irland rent faktisk har udlagt, udgør et

bevis for, at medlemsstaten ikke i tilstrækkeligt omfang har opfyldt

sin forpligtelse til at udlægge SBO'er, skal det undersøges, om IBA

2000 har en videnskabelig værdi, der kan sammenlignes med IBA

89, og om den følgelig kan anvendes som et referencegrundlag, på

grundlag af hvilket det kan afgøres, om der foreligger et traktatbrud.

46. Hertil bemærkes, at fugledirektivets artikel 4 indeholder be-

stemmelser om beskyttelse, der har en specielt målrettet karakter

og er særligt udbygget såvel for de i bilag I nævnte arter som for

trækfuglearterne, hvilket er begrundet i den omstændighed, at der

er tale om henholdsvis de mest truede arter og arter, der udgør et

fælles eje for Fællesskabet (dom af 13.7.2006, sag C-191/05,

Kommissionen mod Portugal, Sml. I, s. 6853, præmis 9 og den

deri nævnte retspraksis). Det følger endvidere af niende betragtning

til direktivet, at det er nødvendigt at beskytte, opretholde eller

genskabe tilstrækkeligt forskelligartede og vidtstrakte levesteder,

hvis samtlige fuglearter skal bevares. Medlemsstaterne er derfor

forpligtet til at vedtage de nødvendige foranstaltninger til bevaring

af nævnte arter (dom af 28.6.2007, sag C-235/04, Kommissionen

mod Spanien, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis

23).

47. Til dette formål er det nødvendigt med ajourførte videnskabe-

lige oplysninger for at afklare forholdene for de mest truede arter

og arter, der udgør et fælles eje for Fællesskabet, med henblik på

at udpege de bedst egnede områder som SBO'er. Der skal derfor

anvendes de mest ajourførte videnskabelige oplysninger, der er

disponible på tidspunktet for udløbet af fristen i den begrundede

udtalelse (dommen af 28.6.2007 i sagen Kommissionen mod Spa-

nien, præmis 24).

48. I denne forbindelse bemærkes, at de nationale fortegnelser,

herunder IBA 2000, der er udarbejdet af BirdLife International, er

reviderede udgaver af den første paneuropæiske undersøgelse, der

blev udfærdiget inden for rammerne af IBA 89, idet de indeholder

ajourførte videnskabelige data, der er mere præcise. Det fremgår

nemlig af IBA 2000, at der i fortegnelsen for Irland er opført 48

nye lokaliteter i forhold til IBA 89.

49. Som generaladvokaten har anført i punkt 20 i forslaget til af-

gørelse, er de områder, som er opført i de to fortegnelser, fremkom-

met ved, at man har anvendt bestemte kriterier på oplysninger om

fugleforekomster. De kriterier, der er anvendt i IBA 2000, svarer

for størstedelens vedkommende til de kriterier, der er anvendt i

IBA 89. Det følger heraf, at forøgelsen af såvel antallet som arealet

af områderne i det væsentlige skyldes bedre kendskab til fuglefore-

komsterne.

50. Irland har bestridt Kommissionens standpunkt om, at IBA

2000 ikke er udtømmende. I denne forbindelse skal det præciseres,

at IBA 2000 kun udgør et referencegrundlag ved den korrekte

side 6

Indledende bemærkninger

36. Indledningsvis bemærkes, at det for det første fremgår af

Domstolens faste praksis, at fugledirektivets artikel 4, stk. 1 og 2,

pålægger medlemsstaterne at udlægge områder som SBO'er på

grundlag af de ornitologiske kriterier, der er fastlagt i disse bestem-

melser (dom af 20.3.2003, sag C-378/01, Kommissionen mod Ita-

lien, Sml. I, s. 2857, præmis 14 og den deri nævnte retspraksis).

37. Medlemsstaterne skal for det andet udlægge alle de områder

som SBO'er, der efter ornitologiske kriterier findes bedst egnede

for beskyttelsen af de omhandlede arter (dom af 19.5.1998, sag C-

3/96, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. I, s. 3031, præmis

62).

38. For det tredje kan medlemsstaternes forpligtelse til at udlægge

lokaliteter som SBO'er ikke opfyldes ved vedtagelse af andre sær-

lige beskyttelsesforanstaltninger (jf. i denne retning dommen i sagen

Kommissionen mod Nederlandene, præmis 55).

39. Endelig for det fjerde har medlemsstaterne ganske vist et vist

skøn med hensyn til valget af SBO'er, men udlægningen af disse

områder er ikke desto mindre udelukkende underkastet bestemte

ornitologiske kriterier, der er fastlagt i fugledirektivet (jf. i denne

retning dom af 2.8.1993, sag C-355/90, Kommissionen mod Spani-

en, Sml. I, s. 4221, præmis 26). De økonomiske hensyn, der er

omtalt i direktivets artikel 2, kan følgelig ikke tages i betragtning

ved valget og afgrænsningen af et SBO (dommen i sagen Kommis-

sionen mod Nederlandene, præmis 59 og den deri nævnte retsprak-

sis).

Om IBA 2000

40. Til støtte for klagepunktet har Kommissionen bl.a. henvist til

dommen i sagen Kommissionen mod Nederlandene, hvori Domsto-

len tog hensyn til Inventory of Important Bird Areas in the European

Community (fortegnelse over områder af større betydning for be-

skyttelsen af vilde fugle i Fællesskabet), der blev udgivet i 1989

(herefter “IBA 89”), idet Domstolen var af den opfattelse, at denne

fortegnelse, der ganske vist ikke er retligt bindende for de berørte

medlemsstater, på grund af sin videnskabelige værdi kunne anven-

des af Domstolen i den pågældende sag som grundlag for vurderin-

gen af, i hvilket omfang en medlemsstat har opfyldt sin forpligtelse

til at udlægge SBO'er. Ifølge Kommissionen er en lignende forteg-

nelse blevet undersøgt i den foreliggende sag.

41. Irland er uenig med Kommissionen i visse aspekter af Review

of Ireland's Important Bird Areas (fortegnelse over Irlands områder

af større betydning for beskyttelsen af vilde fugle), der blev udfær-

diget i 1999 inden for rammerne af en europæisk opgørelse, og

som blev udgivet i 2000 (herefter “IBA 2000”). Efter Irlands opfat-

telse udgør hverken den omstændighed, at en sådan fortegnelse

foreligger, eller den omstændighed, at der foreligger en sådan ue-

nighed, et bevis for, at Irland har tilsidesat sine forpligtelser i hen-

hold til fugledirektivet.

42. Den Hellenske Republik og Kongeriget Spanien har gjort

gældende, at IBA 2000 er mangelfuld og derfor ikke kan tillægges

samme værdi som IBA 89.

43. Den græske og den spanske regering er nemlig af den opfat-

telse, at IBA 2000 på flere punkter adskiller sig fra IBA 89. Efter

deres opfattelse indeholder IBA 2000 videnskabelige data, der

ganske vist kan udgøre et referencegrundlag med hensyn til fore-

komsten af arter i hvert område, men som kun har en vejledende

og generel karakter for så vidt angår størrelsen af bestanden af de

MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 538: Henvendelse af 23/6-16 fra Karsten Drøjdal vedr. vindmølleprojekt

MAD2007.1808EU - EUDC2004418

fastlæggelse af et net af områder af større betydning for fuglebe-

skyttelsen, og at andre ornitologiske undersøgelser kan ligge til

grund for udlægning af de områder, som er bedst egnede til beskyt-

telse af visse fuglearter.

51. Som generaladvokaten har anført i punkt 25 i forslaget til af-

gørelse, drager denne ufuldstændighed imidlertid ikke IBA 2000-

fortegnelsens bevisværdi i tvivl. Det ville forholde sig anderledes,

såfremt Irland havde fremlagt videnskabeligt bevismateriale, som

bl.a. kan godtgøre, at forpligtelserne i henhold til fugledirektivets

artikel 4, stk. 1 og 2, er overholdt, hvis der udlægges andre lokali-

teter som SBO'er end dem, der fremgår af nævnte fortegnelse, og

hvis samlede areal er mindre end sidstnævntes (jf. dommen i sagen

Kommissionen mod Italien, præmis 18).

52. Henset til IBA 89's videnskabelige karakter og mangelen på

videnskabeligt bevismateriale, fremlagt af en medlemsstat, som

bl.a. kan godtgøre, at forpligtelserne i henhold til fugledirektivets

artikel 4, stk. 1 og 2, er overholdt, hvis der udlægges andre lokali-

teter som SBO'er end dem, der fremgår af nævnte fortegnelse, og

hvis samlede areal er mindre end sidstnævntes, har Domstolen

fastslået, at IBA 89, der ganske vist ikke er retligt bindende, kan

anvendes af den som referencegrundlag ved vurderingen af, om en

medlemsstat har udlagt områder som SBO'er, hvis antal og areal

er tilstrækkelige i henhold til ovennævnte bestemmelser i direktivet

(dommen af 28.6.2007 i sagen Kommissionen mod Spanien, præmis

26 og den deri nævnte retspraksis).

53. I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at Irland ikke har

fremlagt andre ornitologiske kriterier, der kan verificeres objektivt

i forhold til dem, der er anvendt i IBA 2000, og som kan danne

grundlag for en anden udlægning af SBO'er. Irland har lige så lidt

imødegået IBA 2000 med en fuldstændig national fortegnelse op-

stillet på grundlag af videnskabelige metoder, der udpeger samtlige

de områder, der er mest egnede til udlægning som SBO'er.

54. Det må således fastslås, at IBA 2000 har karakter af en

ajourført fortegnelse over områder af større betydning for fuglebe-

skyttelsen i Irland, der i mangel af videnskabelige beviser for det

modsatte udgør et referencegrundlag ved vurderingen af, om denne

medlemsstat har udlagt områder som SBO'er, hvis antal og areal

er tilstrækkelige til at sikre en beskyttelse af alle de fuglearter, der

er anført i bilag I, samt af de trækfuglearter, der ikke er nævnt i

dette bilag.

55. Denne konklusion kan ikke drages i tvivl ved den spanske

regerings argument om, at de forskellige NGO'er, der er beskæftiget

med fuglebeskyttelse, har valgt ensidigt at ændre den tidligere

fortegnelse vedrørende de forskellige medlemsstater, uden at nogen

offentlig myndighed har ført tilsyn med dens udarbejdelse eller

sikret, at de data, den indeholder, er nøjagtige og korrekte.

56. Hertil bemærkes for det første, at IBA 2000 er blevet udgivet

af BirdLife International, der er et forbund af nationale fuglebeskyt-

telsesorganisationer, som allerede deltog i IBA 89 under betegnelsen

Det Internationale Råd for Fuglebeskyttelse. Den Europæiske

Gruppe for Beskyttelse af Fugle og Levesteder, som også deltog i

arbejdet dengang, var en ad hoc-ekspertgruppe nedsat af dette råd.

BirdLife International sikrer således, som generaladvokaten har

nævnt i punkt 22 i forslaget til afgørelse, kontinuitet i arbejdet med

områdefortegnelserne.

57. Det er for det andet ubestridt, at IBA 2000's kapitel om Irland

er udarbejdet i samråd med Dúchas, kulturarvsstyrelsen under mi-

nisteriet for kunst, kulturarv, den gælisktalende region og øerne

(nu National Parks and Wildlife (styrelsen for nationalparker og

vilde dyr og planter) under ministeriet for miljø, kulturarv og lokal

forvaltning, herefter “National Parks and Wildlife”). Denne del af

fortegnelsen er blevet udarbejdet med bistand fra irske ornitologiske

eksperter på højt niveau, og den er i vidt omfang støttet på de til-

gængelige data om antal og udbredelse af fugle samt på undersø-

gelser, der er udført med finansiel støtte fra de kompetente myndig-

heder. Det fremgår ligeledes af listen over videnskabelige kilder,

at eksperterne i vidt omfang har gjort brug af undersøgelser, der er

udarbejdet og udgivet med deltagelse af fagfolk, der henhører under

de kompetente miljøbeskyttelsesmyndigheder.

58. Irland har under retsmødet fastholdt, at en medlemsstats for-

pligtelser i henhold til fugledirektivets artikel 4, stk. 1, og betragt-

ningerne til dette, skal vurderes på europæisk niveau og ikke på

grundlag af den berørte medlemsstats område alene. Det er således

muligt, at et specifikt område opfylder kriterierne, men at det ikke

er det bedst egnede til udlægning som SBO.

59. Selv om medlemsstaternes forpligtelse i henhold til fugledi-

rektivets artikel 4, stk. 1, som Irland med rette har gjort gældende,

imidlertid kun angår udlægning af de områder, der er bedst egnede

til beskyttelse af fugle, og det er muligt, at områder, der henset til

behovet for beskyttelse af arterne rent faktisk er egnede til en sådan

beskyttelse, aldrig udlægges som SBO'er, fremgår det imidlertid

af fugledirektivets artikel 4, stk. 1, som fortolket af Domstolen, at

en medlemsstat, når der er arter til stede på dens område, som er

anført i bilag I, skal fastlægge SBO'er for disse (jf. dommen i sagen

Kommissionen mod Nederlandene, præmis 56 og den deri nævnte

retspraksis).

60. Som generaladvokaten har anført i punkt 32 i forslaget til af-

gørelse, sikrer SBO'erne i de medlemsstater, hvor disse arter fore-

kommer forholdsvist hyppigt, frem for alt, at store dele af den

samlede bestand bevares. SBO'er er dog også nødvendige der, hvor

disse arter er forholdsvis sjældne. På sådanne steder bidrager

SBO'erne nemlig til arternes geografiske udbredelse.

61. Hvis hver medlemsstat kunne unddrage sig forpligtelsen til

at udpege SBO'er for at sikre beskyttelsen af de arter, der er anført

i bilag I, og som forekommer på deres område, blot med den be-

grundelse, at der i andre medlemsstater findes mange lokaliteter,

der er bedre egnede til beskyttelse af de samme arter, opstår der

nemlig en fare for, at målsætningen om oprettelse af et samlet hele

af SBO'er som omhandlet i fugledirektivets artikel 4, stk. 3, ikke

kan realiseres (jf. analogt dommen i sagen Kommissionen mod

Nederlandene, præmis 58).

62. Den græske regering har gjort gældende, at der skal tages

hensyn til Irlands konstruktive samarbejde med Kommissionens

kompetente tjenestegrene samt den tidsplan for de nye afgrænsnin-

ger og udstrækninger af SBO'erne, Irland har fastsat, idet medlem-

sstaten skal efterprøve indholdet af IBA 2000 med henblik på at

kunne afgrænse områder af større betydning for beskyttelsen af

fugle og udlægge dem som SBO'er.

63. I denne forbindelse må det fastslås, at det ganske vist er en

forudsætning for enhver udlægning som SBO, at de kompetente

myndigheder - ved at støtte sig til de bedst mulige videnskabelige

oplysninger - er nået frem til den overbevisning, at den berørte lo-

kalitet udgør et af de områder, der er bedst egnede til fuglebeskyt-

telse (jf. i denne retning dom af 8.6.2006, sag C-60/05, WWF Italia,

m.fl., Sml. I, s. 5083, præmis 27). Dette er imidlertid ikke ensbety-

dende med, at forpligtelsen til at udpege SBO'er generelt er sat ud

af kraft, så længe disse myndigheder ikke fuldt ud har evalueret og

efterprøvet de nye videnskabelige oplysninger.

64. En punktlig gennemførelse af fugledirektivet er, som Domsto-

len allerede har fastslået, tværtimod af særlig betydning i et tilfælde

som det foreliggende, hvor forvaltningen af det fælles eje er betroet

medlemsstaterne på deres respektive territorier (jf. dom af 8.7.1987,

sag 262/85, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 3073, præmis 9,

og af 7.12.2000, sag C-38/99, Kommissionen mod Frankrig, Sml.

I, s. 10941, præmis 53).

side 7

MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 538: Henvendelse af 23/6-16 fra Karsten Drøjdal vedr. vindmølleprojekt

MAD2007.1808EU - EUDC2004418

65. Når der henses til, at forpligtelsen til at udlægge de områder,

der er bedst egnede til beskyttelse af arterne, som SBO'er i Irlands

tilfælde har været gældende siden den 6. april 1981, kan medlems-

statens anmodning om at få tildelt en yderligere frist til at identifi-

cere den af de foreliggende videnskabelige kilder, der er den bedste,

ikke nyde fremme, da denne anmodning hverken er forenelig med

de formål, der forfølges med fugledirektivet, eller med det ansvar

medlemsstaterne ifølge direktivet har for forvaltning af det fælles

eje på deres område.

66. Som det netop er blevet fastslået i denne doms præmis 47, er

det derfor de mest ajourførte videnskabelige oplysninger, der er

disponible på tidspunktet for udløbet af fristen i den begrundede

udtalelse, der skal anvendes.

67. Det følger af det foregående, at i mangel af fremlæggelse af

videnskabelige undersøgelser, der kan anfægte resultaterne af IBA

2000, udgør denne fortegnelse det mest ajourførte og det mest

nøjagtige referencegrundlag til brug for udpegning af de områder,

som med hensyn til antal og udstrækning er bedst egnede til beskyt-

telse af de arter, der er anført i bilag I, og af de regelmæssigt tilba-

gevendende trækfuglearter, der ikke er nævnt i dette bilag.

doon) ikke er et af de bedst egnede områder til udlægning som

SBO henset til de oplysninger, den råder over.

- Domstolens bemærkninger

A - For så vidt angår de lokaliteter, der er udpeget i IBA

2000

73. Indledningsvis må det konstateres, at Kommissionen i sin sup-

plerende begrundede udtalelse har erkendt, at der havde indsneget

sig en fejl i tabel 1 i den begrundede udtalelse, der blev meddelt

den 24. oktober 2001, vedrørende lokaliteten Bull and Cow Rocks,

der allerede er udlagt som SBO, og at den nævnte lokalitet følgelig

ikke længere er genstand for den foreliggende sag.

74. Ifølge fast retspraksis skal spørgsmålet om, hvorvidt der fore-

ligger et traktatbrud, vurderes på baggrund af forholdene i medlem-

sstaten, som de var ved udløbet af fristen i den begrundede udtalel-

se, og ændringer af forholdene i tiden derefter kan ikke tages i be-

tragtning af Domstolen (jf. bl.a. dom af 2.6.2005, sag C-282/02,

Kommissionen mod Irland, Sml. I, s. 4653, præmis 40).

75. I den foreliggende sag fremgår det imidlertid af de afgivne

oplysninger for så vidt angår ovennævnte anbringender, at Irland

ikke har bestridt, at medlemsstaten ikke inden for den frist, der var

fastsat i den supplerende begrundede udtalelse, der blev meddelt

den 11. juli 2003, havde udlagt 42 af de 140 lokaliteter, der var

udpeget i IBA 2000, som SBO'er.

76. Henset til det anførte i denne doms præmis 67 kan den blotte

omstændighed, at Irland har iværksat et omfattende program med

udlægning og genudlægning af SBO'erne, ikke berettige den

manglende udlægning af de lokaliteter, der er udpeget i IBA 2000.

77. Irland har derimod bestridt hensigtsmæssigheden af at udlægge

lokaliteten Cross Lough som SBO samt de tre lokaliteter, der er

egnet til beskyttelse af engsnarren, dvs. Falcarragh to Min an

Chladaigh, Malin Head og halvøen Fanad Head.

78. Kommissionen bør således gives medhold i sagen for så vidt

angår 38 af de 42 lokaliteter, der er udpeget i IBA 2000, og der

skal foretages en prøvelse af Kommissionens søgsmål for så vidt

angår de 4 lokaliteter, hvis ornitologiske værdi Irland specifikt har

bestridt.

Det første klagepunkts første led

Parternes argumenter

68. Kommissionen har under den administrative procedure medgi-

vet, at Irland har udlagt et relativt højt antal lokaliteter som SBO'er.

Kommissionen er imidlertid af den opfattelse, at andre områder li-

geledes burde have været udlagt. Efter at have fremhævet, at IBA

2000 i alt har angivet 140 områder af større betydning for fuglebe-

skyttelsen, der strækker sig over et areal på 4 309 km, svarende til

ca. 6% af denne medlemsstats grundareal (omkring 60% af disse

områder er kystområder, hvilket skal ses på baggrund af Irlands

kyststrækning på 7 100 km, ferskvandsområderne udgør yderligere

en femtedel), har Kommissionen gjort gældende, at 42 af disse

områder ikke er blevet udlagt som SBO'er. Selv hvis alle disse

områder blev udlagt som SBO'er, ville det irske net af SBO'er

ifølge Kommissionen stadig være mangelfuldt med hensyn til et

bestemt antal fuglearter, der er anført i bilag I, og visse regelmæssigt

tilbagevendende trækfuglearter, da disse arter ikke fuldt ud er om-

fattet af udlægningerne i IBA 2000.

69. Kommissionen har desuden anført, at det irske net af SBO'er

med hensyn til størrelsen af det udlagte areal indtager næstsidste-

pladsen på en liste over de 15 medlemslande, Unionen bestod af

før udvidelsen i 2004. Størrelsen af det areal, Irland har udlagt som

SBO'er, er i øvrigt allerede blevet overgået af flere af de 10 nye

medlemsstater.

70. Kommissionen har endelig anført, at de irske myndigheder

under den administrative procedure har fremlagt en tidsplan for

udpegning, “genudpegning” og udvidelse af et bestemt antal loka-

liteter. Irland har i virkeligheden ikke overholdt denne tidsplan og

har hverken foretaget eller givet meddelelse om nogen udlægninger.

71. Irland har - idet medlemsstaten har fremhævet, at den er klar

over, at dens forpligtelse til at udlægge egnede områder til beskyt-

telse af fuglearterne som SBO'er følger af fugledirektivet og ikke

af IBA 2000 - hertil anført, at de overordnede undersøgelser med

henblik på i givet fald at udvide det irske net af SBO'er er under

udarbejdelse, og at dette arbejde snart er tilendebragt.

72. Irland er imidlertid af den opfattelse, at isfugl (Alcedo atthis)

er den udbredte art, der er mindst egnet til et forsøg på beskyttelse

ved hjælp af en udlægning som SBO, og at der er en god grund til

ikke at udpege andre SBO'er for engsnarren (Crex crex). Den på-

gældende medlemsstat har desuden gjort opmærksom på, at den er

berettiget til at lægge til grund, at lokaliteten Cross Lough (Killa-

1. Vedrørende Cross Lough

a) Parternes argumenter

79. Kommissionen har betonet lokaliteten Cross Lough af to

grunde. For det første har Irland specifikt bestridt nødvendigheden

af at udlægge denne lokalitet som SBO, selv om den indtil for nylig

var et betydningsfuldt yngleområde for splitterner (Sterna sandvi-

censis). For det andet kan den manglende rettidige udlægning af

denne lokalitet have haft negative konsekvenser for dens beskyttel-

se.

80. Kommissionen har nemlig gjort gældende, at ifølge de oplys-

ninger, den råder over, har den omstændighed, at kolonien af

splitterner - der ifølge IBA 89 har befundet sig på denne lokalitet

siden 1937 - har forladt området, sammenhæng med amerikansk

minks (Mustela vison) rovdrift på splitternernes reder, og at der

aldrig har været indført foranstaltninger for at beskytte denne koloni.

Ifølge Kommissionen kan splitternerne ved hjælp af en passende

naturforvaltning vende tilbage til dette tidligere så betydningsfulde

yngleområde. Irland bør ikke kunne drage fordel af, at medlemssta-

ten ikke i tide har udlagt lokaliteten Cross Lough som SBO.

81. Irland har gjort gældende, at Kommissionen ikke har viden-

skabelig støtte for sin påstand om, at denne medlemsstat er forpligtet

til at udlægge en lokalitet som SBO, der ikke længere er af nogen

interesse i relation til den berørte fugleart, og som ikke længere er

et område af betydning for fuglebeskyttelsen, men hvor fuglene,

efter tidligere at have ynglet dér og efterfølgende har forladt områ-

side 8

MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 538: Henvendelse af 23/6-16 fra Karsten Drøjdal vedr. vindmølleprojekt

MAD2007.1808EU - EUDC2004418

det, eventuelt kan vende tilbage. Selv hvis det antages, at Kommis-

sionen har en begrundet formodning om, at lokaliteten Cross Lough

(eller for den sags skyld enhver anden) efter de for Kommissionen

foreliggende oplysninger kan genindtages af splitterner og rent

faktisk udlægges som SBO, har den dog ikke derved godtgjort, at

den nævnte lokalitet er en af de bedst egnede til at beskytte den

omhandlede fugleart. Irland har tilføjet, at Kommissionen ikke har

godtgjort, at den omstændighed, at kolonien af splitterner har forladt

området, skyldes amerikansk minks rovdrift på splitternernes reder

i dette område.

89. Under disse omstændigheder må det fastslås, at Kommissionen

skal gives medhold i sit søgsmål for så vidt angår lokaliteten Cross

Lough.

2. De tre lokaliteter, der er egnede til beskyttelse af

engsnarren

a) Parternes argumenter

90. Kommissionen har gjort gældende, at engsnarren er den eneste

vilde fugleart, der på verdensplan er truet af udryddelse, og som

lever i Irland. Bestanden af disse er gået betydeligt ned inden for

de sidste årtier, og denne fugl findes nu kun i visse geografiske

lommer. Det er en yderst begrænset bestand, der indtil nu har

overlevet i Irland, hvilket berettiger et højt beskyttelsesniveau for

disse områder.

91. Efter Kommissionens opfattelse kan en medlemsstat ikke med

føje henvise til den ringe bestand af engsnarrer og dennes sårbarhed

som begrundelse for ikke at udlægge de bedst egnede områder til

beskyttelse af denne art. I sin replik har Kommissionen tilføjet, at

en vellykket beskyttelse og forvaltning af de vigtigste levesteder

er afgørende for, at engsnarren kan vinde fodfæste og på ny udbre-

des med udgangspunkt i den aktuelle beskedne bestand.

92. Irland har for sit vedkommende gjort gældende, at en eventuel

udlægning af andre SBO'er må vurderes på grundlag af de forelig-

gende (talrige) oplysninger om arten og set i lyset af de positive

foranstaltninger, som National Parks and Wildlife har truffet med

henblik på artens beskyttelse. Anvendelsen af udtrykket “truet af

udryddelse på verdensplan” kan ikke længere anvendes for engs-

narrens vedkommende henset til de foreliggende oplysninger om

arten, og det er derfor misvisende at beskrive den som sådan. An-

vendelsen af de berørte områder ændrer sig i mærkbar grad. Irland

finder, at Kommissionens vedholdende hævdelse af, at andre egnede

områder til beskyttelse af engsnarren skal udlægges som SBO'er,

er utidig og under alle omstændigheder ikke underbygget af rele-

vante beviser.

93. Irland har - efter at have bemærket, at engsnarrernes udbredelse

er ringe og helt uforudsigelig uden for de eksisterende SBO'er -

præciseret, at det er den uforudsigelige karakter af tilstedeværelsen

og ikke den begrænsede udbredelse af engsnarrerne på en lokalitet,

der volder vanskeligheder. Sagt med andre ord skal en udlægning

som SBO ikke være begrundet i spekulation, men i højere grad på

grundlag af relevante ornitologiske kriterier.

b) Domstolens bemærkninger

82. Det er ubestridt, at den nævnte lokalitet såvel i IBA 89 som i

IBA 2000 er udpeget som værende et af de områder, der bedst egnet

til beskyttelse af splitterner, der er nævnt i bilag I, efter ornitologi-

ske kriterier, der er fastlagt i henholdsvis 1984 og 1995. Det må

således fastslås, at denne lokalitet har henhørt under de bedst egnede

til beskyttelse af denne art siden den 6. april 1981. Irland skulle

følgelig udlægge denne lokalitet som SBO i henhold til den rets-

praksis, der følger af dommen i sagen Kommissionen mod Neder-

landene, præmis 62.

83. Som generaladvokaten har anført i punkt 58 i forslaget til af-

gørelse, bortfalder denne udlægningsforpligtelse ikke nødvendigvis

som følge af, at lokaliteten ikke længere er den bedst egnede.

84. Ifølge fast retspraksis henhører de områder, der skulle have

været udlagt som SBO'er, men som ikke er blevet det, nemlig

fortsat under ordningen i fugledirektivets artikel 4, stk. 4, første

punktum, idet de beskyttelsesformål, der forfølges med direktivet,

således som disse er formuleret i niende betragtning hertil, i modsat

fald ikke ville kunne opnås (jf. dommen af 2.8.1993 i sagen Kom-

missionen mod Spanien, præmis 22, og dom af 7.12.2000, sag C-

374/98, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 10799, præmis 47

og 57).

85. Det følger heraf, at Irland i det mindste skulle have vedtaget

egnede foranstaltninger i medfør af fugledirektivets artikel 4, stk.

4, første punktum, med henblik på i lokaliteten Cross Lough at

undgå forurening eller forringelse af levestederne samt forstyrrelse

af splitternerne, i det omfang en sådan forstyrrelse har væsentlig

betydning for formålet med denne artikel.

86. I den foreliggende sag har den pågældende medlemsstat, idet

den ikke har truffet sådanne foranstaltninger for denne lokalitet,

ikke godtgjort, at den ville have mistet sin karakter, selv om der

var blevet truffet beskyttelsesforanstaltninger (jf. i denne retning

dommen af 13.7.2006 i sagen Kommissionen mod Portugal, præmis

13 og 14).

87. Det må desuden konstateres, at ifølge resultaterne af de viden-

skabelige undersøgelser og observationer, Kommissionen har

fremlagt under sagen, og som ikke er blevet anfægtet af Irland,

havde det været muligt at træffe beskyttelsesforanstaltninger.

Kommissionen har nemlig med støtte i to artikler forfattet af en

irsk naturforsker beskrevet, hvordan amerikansk mink udøver

rovdrift på splitternernes reder, som bygges på jorden, og under

henvisning til nylige observationer foretaget på en lokalitet i grev-

skabet Donegal påvist, at en naturforvaltningsaktivitet (indfangning

af minkene) har afbødet rovdriftsproblemet, og hovedparten af den

lokale bestand af splitterner yngler stadig i det samme område.

88. Kommissionen har desuden med støtte i ovennævnte indlæg,

der ikke er blevet anfægtet af Irland, og som bekræfter splitternernes

potentielle genindtagelse af lokaliteter, anført, at splitternernes ge-

nindtagelse af dette område er mulig. Kommissionen har tilføjet,

at denne art må råde over flere forskellige yngleområder i samme

region, da disse yngleområder ikke nødvendigvis benyttes i løbet

af en bestemt yngleperiode.

b) Domstolens bemærkninger

94. I denne forbindelse bemærkes, at det ganske vist er korrekt, at

nye undersøgelser af engsnarrens udbredelse i Europa har medført,

at den er blevet omklassificeret, men kategorien “næsten truet af

udryddelse”, hvori den i øjeblikket er klassificeret, i lige så høj

grad som kategorien “sårbar”, hvori den tidligere var klassificeret,

opfylder betingelserne for udpegning af områder af betydning for

beskyttelsen af fuglene ifølge kriterium C.1, der anvendes i IBA

2000. Dette ændrer heller ikke ved anvendelsen af kriterium C.6,

der anvendes i samme fortegnelse. De lokaliteter, der er udpeget i

IBA 2000, kan således ikke anfægtes.

95. Denne konstatering kan ikke svækkes af Irlands argument om,

at kravene efter fugledirektivet er opfyldt, idet der er taget hensyn

til engsnarrens behov ved udlægningen af områder som SBO'er,

der benyttes af en stor del af bestanden af engsnarrer, i form af of-

fentlig finansiering af støtteordningen til fordel for engsnarrer

(Corncrake Grant Scheme), der omfatter beskæftigelse af tre land-

arbejdere, og som indebærer administrative omkostninger og støtte

til landmændene samt finansiering af og lettelse af vilkårene for

forskningen og indsættelse af et kapitel om engsnarren i den seneste

side 9

MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 538: Henvendelse af 23/6-16 fra Karsten Drøjdal vedr. vindmølleprojekt

MAD2007.1808EU - EUDC2004418

miljøbeskyttelsesordning for det åbne land (Rural Environment

Protection Scheme).

96. Sådanne beskyttelsesforanstaltninger kan nemlig ikke, således

som det fremgår af denne doms præmis 37-39, anses for at være

tilstrækkelige.

97. Irlands argument om, at engsnarrens udbredelse uden for de

eksisterende SBO'er er ringe og helt uforudsigelig, må ligeledes

forkastes.

98. Det skal fremhæves, at Kommissionen uden at blive modsagt

af Irland på dette punkt har fremlagt ornitologiske værker, der an-

giver, at gennemsnitligt 39% af bestanden af engsnarre i Irland

mellem 1999 og 2001 befandt sig uden for SBO'erne, og at dette

tal mellem 2002 og 2004 nærmede sig 50%.

99. Irlands argument om, at denne art har udvist betydelige varia-

tioner vedrørende bestandens størrelse inden for korte perioder

(under ti år), og at det, så længe denne situation ikke har stabiliseret

sig, er for tidligt at anbefale, at andre lokaliteter udlægges som

SBO'er, kan heller ikke tiltrædes.

100. I denne forbindelse må det konstateres, at engsnarrens fore-

komst på de omhandlede lokaliteter er tilstrækkelig stabil i korte

perioder. Irland har nemlig ikke bestridt, at resultaterne af en under-

søgelse udført af BirdWatch Ireland og fremlagt af Kommissionen

viser, at den reducerede forekomst af engsnarre i Falcarragh to Min

an Chladaigh i perioden fra 1993 til 2001 udgjorde 8% af dens

udbredelse på nationalt plan, i Malin Head 4% af dens udbredelse

på nationalt plan og på halvøen Fanad Head 3% af dens udbredelse

på nationalt plan. Ifølge samme kilde gælder der tilsvarende tal for

2002-2004.

101. For så vidt angår Irlands argument om, at grundejernes gode

vilje og samarbejde er afgørende for det positive forløb af fremtidige

beskyttelsesprojekter og for anvendelsen af beskyttelsesforanstalt-

ninger, bemærkes blot, at selv hvis det er tilfældet, fritager denne

omstændighed ikke en medlemsstat fra at opfylde sine forpligtelser

i henhold til fugledirektivets artikel 4.

102. Under disse omstændigheder skal det fastslås, at Kommissio-

nens søgsmål ligeledes må anses for begrundet for så vidt angår

lokaliteterne Falcarragh to Min an Chladaigh, Malin Head og

halvøen Fanad Head.

fire lokaliteter, der er af interesse for flere arter. Vandrefalken kan

være en kvalificerende art i de fleste af de SBO'er, som vedrører

alpekrage (Pyrrhocorax pyrrhocorax).

105. Det er korrekt, at Irland har taget visse delinitiativer, men

disse initiativer har ikke båret frugt inden for den frist, der fastsat

i den supplerende begrundede udtalelse, der blev meddelt den 11.

juli 2003. Da spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger et traktatbrud,

imidlertid kun skal vurderes på baggrund af forholdene i medlem-

sstaten, som de var ved udløbet af fristen i den begrundede udtalel-

se, må det på baggrund af oplysningerne i den foregående præmis

fastslås, at Irland har tilsidesat sine forpligtelser med hensyn til

udlægning af SBO'er for at sikre beskyttelsen af rødstrubet lom,

blå kærhøg, dværgfalk, vandrefalk, hjejle og mosehornugle, der er

beskyttede arter anført i bilag I, samt beskyttelsen af almindelig

ryle, der er en regelmæssigt tilbagevendende trækfugleart, som ikke

er anført i bilag I. Kommissionens søgsmål må ligeledes anses for

begrundet på dette punkt.

106. I øvrigt fremgår det ikke, at Kommissionen, som har bevis-

byrden inden for rammerne af en traktatbrudssag (dom af

21.10.2004, sag C-288/02, Kommissionen mod Grækenland, Sml.

I, s. 10071, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis), i tilstrække-

ligt omfang har godtgjort, at Irland har tilsidesat sine forpligtelser

til at udlægge SBO'er for at sikre beskyttelsen af grønlandsk blisgås,

der er en art, der er anført i bilag I, samt beskyttelsen af vibe, rød-

ben, dobbeltbekkasin og stor regnspove, der er regelmæssigt tilba-

gevendende trækfuglearter, som ikke er anført i bilag I. Irland bør

derfor frifindes på dette punkt.

107. Med hensyn til isfugl og engsnarre har Irland bestridt nød-

vendigheden af at udlægge andre lokaliteter som SBO'er til beskyt-

telse af isfugl og engsnarre.

1. Lokaliteter, der er egnede til beskyttelse af isfuglen

108. Kommissionen er af den opfattelse, at det irske net af SBO'er

burde udgøre et samlet hele af lokaliteter i nærheden af vandløb,

som isfuglen kunne tænkes at benytte sig af. Irland har imidlertid

ikke truffet nogen foranstaltning med henblik på at udlægge de

områder, der er bedst egnede til beskyttelse af isfuglen, og medlem-

sstaten har end ikke kendskab til artens aktuelle bestand.

109. Irland er af den opfattelse, at en art, der er så vidt udbredt

som isfuglen, er den udbredte art, der er mindst egnet til et forsøg

på beskyttelse ved hjælp af udlægning af områder som SBO'er. Det

er den konklusion, som må drages af de foreliggende oplysninger,

der omfatter to Atlas de reproduction, der er udarbejdet mellem

1988 og 1991. Selv om den aktuelle bestand af isfugle er ukendt,

har BirdWatch Ireland planer om at undersøge spørgsmålet. Hvis

denne undersøgelse skulle vise, at der findes en større bestand af

isfugle, vil de irske myndigheder genoverveje spørgsmålet om op-

rettelse af SBO'er med henblik på deres beskyttelse for fremtiden.

110. Som nævnt i denne doms præmis 59 fremgår det imidlertid

af fugledirektivets artikel 4, stk. 1, som fortolket af Domstolen, at

en medlemsstat, når der er arter til stede på dens område, som er

anført i bilag I, skal fastlægge SBO'er for disse. Det følger heraf,

at Irland burde have udpeget de områder, som er bedst egnede til

beskyttelse af isfuglen, og derefter have udlagt dem som SBO'er.

111. Det følger heraf, at Irland, der har medgivet, at isfuglen fore-

kommer på medlemsstatens område, ikke har opfyldt denne forplig-

telse inden for rammerne af den frist, der er fastsat i den supplerende

begrundede udtalelse, der blev meddelt den 11. juli 2003. Kommis-

sionen skal således ligeledes gives medhold i søgsmålet med hensyn

til de lokaliteter, der er egnede til beskyttelse af isfuglen.

B - Fugle, der skal beskyttes på andre lokaliteter

103. Kommissionen har gjort gældende, at de områder, der er af

betydning for beskyttelsen af de fugle, der er udpeget i IBA 2000,

helt åbenbart ikke udgør et samlet hele, der med hensyn til antal

og udstrækning i tilstrækkeligt omfang imødekommer behovet for

beskyttelse af følgende arter: Rødstribet lom (Gavia stellata), blå

kærhøg (Circus cyaneus), dværgfalk (Falco columbarius), vandre-

falk (Falco peregrinus), hjejle (Pluvialis apricaria), engsnarre, isfugl,

grønlandsk blisgås (Anser albifrons flavirostris) og mosehornugle

(Asio flammeus), der alle er beskyttede arter anført i bilag I, samt

vibe (Vanellus vanellus), rødben (Tringa totanus), dobbeltbekkasin

(Gallinago gallinago), stor regnspove (Numenius arquata) og almin-

delig ryle (Calidris alpina), der alle er regelmæssigt tilbagevendende

trækfuglearter.

104. Irland har gjort gældende, at seks ud af de ni ovennævnte

arter, der er anført i bilag I, og almindelig ryle, der er en regelmæs-

sigt tilbagevendende trækfugleart, har været genstand for undersø-

gelser. Fuldførelsen af dette arbejde gør det fremover muligt at

udpege de lokaliteter, der kan udlægges som SBO'er til beskyttelse

af rødstribet lom, blå kærhøg, dværgfalk, hjejle og almindelig ryle.

Under den administrative procedure oplyste Irland, at de SBO'er,

der foreslås udlagt til beskyttelse af blå kærhøg, også gør det muligt

at beskytte mosehornuglen. Desuden udgør hjejlen allerede en

kvalificerende interesse i tre udpegede SBO'er og dværgfalken i

side 10

MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 538: Henvendelse af 23/6-16 fra Karsten Drøjdal vedr. vindmølleprojekt

MAD2007.1808EU - EUDC2004418

2. Lokaliteter, der er egnede til beskyttelse af engsnar-

ren

112. Kommissionen har gjort gældende, at det aktuelle net af

SBO'er til beskyttelse af engsnarren er begrænset. Den har anført,

at IBA 2000 yderligere udpeger fem supplerende lokaliteter, nemlig

Falcarragh to Min an Chladaigh, Malin Head, halvøen Fanan Head,

halvøen Mullet og Moy valley.

113. Med hensyn til de fem yderligere lokaliteter, der er nævnt i

foregående præmis, kan det konstateres dels, at de udgør områder,

der er af betydning for fuglebeskyttelsen, dels at for tre af disses

vedkommende, nemlig Falcarragh to Min an Chladaigh, Malin

Head og halvøen Fanad Head, er det i denne doms præmis 102

fastslået, at der foreligger traktatbrud.

114. Kommissionen har med hensyn til halvøen Mullet i sin replik

præciseret, at en del af denne lokalitet er udlagt som SBO i andet

øjemed. Det må derfor indledningsvis konstateres, at denne lokalitet

er et eksempel på delvis udlægning.

115. Dernæst finder kriterium C.6 anvendelse på halvøen Mullet.

Dette kriterium udpeger imidlertid et område, der udgør et af de

fem vigtigste områder i hver europæisk region for en art eller en

underart opført i bilag I. Det følger således heraf, at der i overens-

stemmelse med de kriterier, der er anvendt i IBA 2000, på den be-

rørte lokalitet blot skal være et betydeligt antal individer af en sådan

art eller underart (mindst 1% af den nationale reproduktionsdygtige

bestand af en art, der er anført i bilag I, eller 0,1% af dens biogeo-

grafiske bestand) for, at den skal udlægges som SBO.

116. I denne forbindelse må det konstateres, at Irland i den fore-

liggende sag ikke har bestridt de resultater, Kommissionen har

fremlagt i sin replik, af en undersøgelse udført af BirdWatch Ireland,

hvorefter den reducerede forekomst af engsnarre i dette område i

perioden fra 1993 til 2001 udgjorde 4% af dens udbredelse på na-

tionalt plan. Ifølge samme kilde gælder der tilsvarende tal for 2002-

2004.

117. Kommissionen bør følgelig gives medhold i sagen for så vidt

angår halvøen Mullet.

118. Hvad angår lokaliteten Moy valley har Kommissionen med-

givet, at det fremgår af opgørelsen, at engsnarren ikke har befundet

sig i området i flere år. BirdWatch Ireland's data viser imidlertid,

at denne lokalitet talte adskillige engsnarrer i 1980'erne og op til

midten af 1990'erne. Navnlig var der indtil 1993 i dette område

den næststørste bestand af engsnarrer efter SBO'et River Shannon

callows, og det ville således uden videre være kommet i betragtning

til udlægning som SBO på grundlag af en hvilken som helst fornuf-

tig anvendelse af de ornitologiske kriterier. Der forelå således om-

stændigheder, der ville have berettiget en udlægning af Moy valley

som SBO i en lang periode efter fugledirektivets ikrafttræden.

Engsnarren forlod dette område på grund af ændringer i landbrugs-

driften, og Irland forsøgte ikke at imødegå dette. Kommissionen

har gjort gældende, at Irland ikke bør kunne drage fordel af, at

medlemsstaten hverken har udlagt området som SBO eller på anden

måde beskyttet det. Irland har ikke godtgjort, at det var umuligt at

genskabe engsnarrens tilstedeværelse dér.

119. I denne forbindelse må det fastslås, at de tal fra BirdWatch

Ireland, som Kommissionen har fremlagt i sin replik, og som viser,

at lokaliteten Moy valley talte adskillige engsnarrer i 1980'erne og

frem til midten af 1990'erne, ikke er blevet bestridt af Irland. Det

følger heraf, at denne lokalitet udgjorde ét af de bedst egnede om-

råder til beskyttelse af engsnarren, og Irland burde have udlagt det

som SBO henset til den retspraksis, der er nævnt i denne doms

præmis 37.

120. Ifølge den faste praksis, der er henvist til i denne doms præ-

mis 84, henhører de områder, der skulle have været udlagt som

SBO'er, men som ikke er blevet det, fortsat under ordningen i fug-

ledirektivets artikel 4, stk. 4, første punktum, idet de beskyttelses-

formål, der forfølges med direktivet, således som disse er formuleret

i niende betragtning hertil, i modsat fald ikke ville kunne opnås.

Det følger heraf, at Irland i det mindste skulle have vedtaget egnede

foranstaltninger i medfør af fugledirektivets artikel 4, stk. 4, første

punktum, med henblik på i lokaliteten Moy valley at undgå forrin-

gelse af levestederne samt forstyrrelse af engsnarrerne, i det omfang

en sådan forstyrrelse har væsentlig betydning for formålet med

denne artikel.

121. Det fremgår imidlertid af sagen, at engsnarren forlod Moy

valley, der skulle have været udlagt som SBO, på grund af ændrin-

ger i landbrugsdriften, og at Irland ikke forsøgte at imødegå dette.

122. Irland har desuden ikke godtgjort, at det var umuligt at gen-

skabe engsnarrens tilstedeværelse dér. Kommissionen bør følgelig

gives medhold på dette punkt i sagen.

123. Det følger heraf, at søgsmålet ligeledes må anses for begrun-

det for så vidt angår halvøen Mullet og Moy valley.

Klagepunktets andet led

- Parternes argumenter

124. Kommissionen har gjort gældende, at Irland har tilsidesat sine

forpligtelser i henhold til fugledirektivets artikel 4, stk. 1 og 2, da

medlemsstaten kun delvist har udlagt visse lokaliteter som SBO'er.

Efter Kommissionens opfattelse udelukker SBO'ernes grænsedrag-

ning i adskillige tilfælde tilstødende områder, der er af en tilsvaren-

de ornitologisk interesse, og som er opført i IBA 2000. Dette kla-

gepunkt vedrører i alt 37 lokaliteter.

125. Kommissionen har - efter at have gjort gældende, at grænser-

ne for SBO'erne skal drages efter ornitologiske hensyn og ikke

økonomiske - anført, at de irske myndigheder i flere tilfælde har

gjort det modsatte, idet de har begrænset SBO'erne til offentlige

områder og undladt at udlægge lokaliteter, når væsentlige økono-

miske interesser var i spil.

126. Kommissionen har tilføjet, at de irske myndigheder under

sagen har erklæret, at de påtænkte at udvide og redefinere et større

antal lokaliteter inden udgangen af juni 2004, men dette ses endnu

ikke at være sket.

127. Irland har anført, at de relevante undersøgelser pågår, og at

der er planer om at udlægge nye SBO'er med henblik på at beskytte

de berørte arter. Alle omlægningerne og alle nye udlægninger vil

blive foretaget i overensstemmelse med habitatdirektivets krav.

Irland har dog bestridt, at der foreligger en utilstrækkelig udlægning

med hensyn til arealet af SBO'et Sandymount Strand and Tolka

Estuary.

- Domstolens bemærkninger

128. Med sin anerkendelse af, at bestemte SBO'er bør udvides, har

Irland medgivet, at den har tilsidesat sine forpligtelser efter fugle-

direktivets artikel 4, stk. 1 og 2. Kommissionen bør således gives

medhold i sagen for så vidt angår 36 af de 37 lokaliteter.

129. Der skal herefter foretages en prøvelse af omstændighederne

vedrørende SBO'et Sandymount Strand and Tolka Estuary.

130. Kommissionen har gjort gældende, at der ved grænsedrag-

ningen omkring SBO'et Sandymount Strand and Tolka Estuary i

strid med bestemmelserne i fugledirektivets artikel 4, stk. 1 og 2,

ikke er taget behørigt hensyn til de ornitologiske interesser.

131. Efter Kommissionens opfattelse er det bevist, at den frem-

gangsmåde, de irske myndigheder har fulgt ved afgrænsningen af

SBO'et Sandymount Strand and Tolka Estuary - der udgør et stort

vådområde i Dublin-bugten af international betydning for svømme-

fugle, og som med jævne mellemrum giver plads til mere end 20

000 overvintrende individer - medfører en udelukkelse af to områ-

side 11

MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 538: Henvendelse af 23/6-16 fra Karsten Drøjdal vedr. vindmølleprojekt

MAD2007.1808EU - EUDC2004418

der, der påtænkes byggemodnet i forbindelse med større offentlige

arbejder, idet afgørelsen om at udelukke disse områder er blevet

truffet på grundlag af en isoleret vurdering af den ornitologiske

værdi af disse områder, skønt SBO'et skulle have været afgrænset

under hensyn til de naturlige grænser for økosystemet i vådområdet.

132. Det første område på 4,5 hektar, som der tidligere var fremsat

forslag om at inddrage under SBO'et, blev ifølge Kommissionen

udelukket fra det oprindelige projekt om udvidelse af SBO'et San-

dymount Strand and Tolka Estuary som følge af Dublin Port

Companys indgriben (havnemyndigheden i Dublin), på grund af

selskabets ønske om at opfylde arealet for at udvide havnen.

133. Irland har gjort gældende, at dette område ikke burde have

været inkluderet i det areal, der var foreslået i begyndelsen, idet

der ikke var videnskabeligt grundlag herfor. Projektet om udvidelse

af SBO'et blev efterfølgende nærmere undersøgt, og man nåede til

den erkendelse, at der ikke var videnskabeligt grundlag for at ind-

drage dette område, da det kun var en lille del heraf, der kortvarigt

var påvirket af tidevandet.

134. Denne medlemsstat har særligt anført, at de almindelige va-

defuglearter kun kan benytte området, når der er lavvande. Disse

arter finder hovedparten af deres føde andetsteds. Området står

desuden ikke nødvendigvis i forbindelse med de omkringliggende

levesteder, der frembød bedre vilkår for de berørte arter. Efter

medlemsstatens opfattelse har Kommissionen ikke reelt forsøgt at

anfægte det videnskabelige grundlag for dette synspunkt.

135. Med hensyn til det første område må det indledningsvis

fastslås, at de klagepunkter, Kommissionen har fremsat i sin replik

med hensyn til andre arealer inden for dette område, ikke kan anta-

ges til realitetsbehandling på sagens nuværende stadium for Dom-

stolen, da de ikke omfattet af søgsmålets genstand.

136. Efter Domstolens faste praksis afgrænses genstanden for et

traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 226 EF nemlig af den ad-

ministrative procedure, som er fastlagt i denne bestemmelse, således

at søgsmålet skal støttes på de samme grunde og anbringender som

den begrundede udtalelse (jf. dom af 16.6.2005, sag C-456/03,

Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 5335, præmis 35 og den deri

nævnte retspraksis).

137. Dernæst bemærkes, at det fremgår af sagen, at Kommissionen

har fremlagt en ornitologisk rapport, der i november 2002 blev

udarbejdet af Dublin Bay Watch, og hvori det på grundlag af en

vurdering af de ornitologiske virkninger af opfyldningsprojektet

anbefaledes, at disse områder blev inddraget under SBO'et Sandy-

mount Strand and Tolka Estuary. I denne rapport, hvis indhold de

irske myndigheder ikke har anfægtet, anføres det nemlig, som ge-

neraladvokaten har nævnt i punkt 72 i forslaget til afgørelse, at

forskellige arter benytter det areal, som undtagelsesvis blotlægges,

i en sådan grad, at det ligger over gennemsnittet. Desuden blotlæg-

ges visse dele af disse arealer også, når tidevandsforholdene er

mindre ekstreme, og fuglene kan benytte sig af dem. Endelig benyt-

tes arealerne ikke kun af vadefugle, men f.eks. også af terner, som

ikke er afhængige af havets tilbagetrækning.

138. Det må fastslås, at det første område er en integrerende del

af det samlede økosystem i vådområdet, og at det skulle have været

udlagt som SBO. Det følger heraf, at Kommissionen skal gives

medhold i sit søgsmål for så vidt angår det første område, der blev

udelukket fra det oprindelige projekt om udvidelse af SBO'et San-

dymount Strand and Tolka Estuary.

139. Det andet område omfattede 2,2 hektar sand- og grusbanker

ved Tolkas udmunding, der ifølge Kommissionen blev ødelagt, da

man anlagde Dublins havnetunnel, hvis bygherre er Dublin Cor-

poration (der efterfølgende er blevet til Dublin City Council

(Dublins bystyre)). Kommissionen har gjort gældende, at det ude-

lukkede område trods sin beskedne udstrækning udviste træk i lig-

hed med dem, der kendetegner et komplet økosystem, dvs. mudder

og sandflader, og at det med jævne mellemrum blev benyttet af

fugle, der er afhængige af det globale økosystem, dvs. af strandska-

der (Haematopus ostralegus) og rødben. Disse selektive udelukkel-

ser af visse dele af et vådområde i et integreret økosystem er i strid

med fugledirektivets formål.

140. Irland har gjort gældende, at kun et meget begrænset antal

strandskader og rødben befinder sig i den tidevandsbetingede slik-

vade på 2,2 hektar, der - kun som fødehabitat og i meget korte pe-

rioder - er blotlagt ved lavvande. Området anses derfor ikke for at

skulle indlemmes i det relevante SBO. De kriterier, der blev lagt

til grund for denne beslutning, var ornitologiske kriterier, der var

videnskabeligt tillempet. Irland er af den opfattelse, at Kommissio-

nens synspunkt om, at fjernelsen af området på de 2,2 hektar ud-

gjorde en mærkbar forringelse af levestederne samt forstyrrelse af

fuglene, ikke er acceptabelt, og at Kommissionen ikke har været i

stand til at fremlægge noget videnskabeligt eller objektivt efterprø-

veligt bevis til støtte for sit synspunkt.

141. Med hensyn til det andet område bemærkes, at ifølge den

retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 39, er udlægningen

af områder som SBO'er udelukkende underkastet bestemte ornito-

logiske kriterier, der er fastlagt i fugledirektivet.

142. Det er således med rette, at Kommissionen har gjort gældende

dels, at udlægningen som SBO ikke kan finde sted som følge af en

isoleret vurdering af den ornitologiske værdi af hvert af de pågæl-

dende arealer, men skal foretages på grundlag af en hensyntagen

til de naturlige grænser for økosystemet i vådområdet, dels at de

ornitologiske kriterier, som udlægningen udelukkende må støttes

på, skal have et videnskabeligt grundlag. Anvendelsen af mangel-

fulde pseudoornitologiske kriterier kunne nemlig føre til en fejlagtig

fastlæggelse af grænserne for SBO'erne.

143. I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at det omhandlede

areal er adskilt fra resten af den beskyttede flodmunding af en vej,

der krydser floden, og at det med hensyn til mudder og sandflader

udviser de samme kendetegn som hele lokaliteten i Dublinbugten.

144. Det fremgår desuden af den vurdering af virkningerne på

miljøet, som blev offentliggjort i 1998, og som begge parter har

støttet sig på under sagen, at dette areal benyttes som fødehabitat

af en del af de vilde fugle, der forekommer i SBO'et Sandymount

Strand and Tolka Estuary.

145. Det må således konstateres, at det andet område benyttes

som fødehabitat for tre af de ni fuglearter, der har været afgørende

for kvalifikationen af Dublinbugten som betydningsfuldt ornitolo-

gisk område. Dette område benyttes af disse arter mindst i det

omfang, man kunne forvente. Dette område er følgelig en integre-

rende del af det samlede økosystem i vådområdet, og det skulle

derfor ligeledes have været udlagt som SBO.

146. Det følger heraf, at Kommissionens søgsmål ligeledes må

anses for begrundet for så vidt angår det andet område, der ikke er

omfattet af SBO'et Sandymore Strand and Tolka Estuary.

147. Kommissionen skal således gives medhold i søgsmålet med

hensyn til det første klagepunkts andet led.

148. Henset til samtlige ovenstående bemærkninger må det fast-

slås, at Kommissionens første klagepunkt er begrundet, bortset fra

det punkt, der vedrører udlægning af SBO'er for at sikre beskyttel-

sen af grønlandsk blisgås, der er en art, der er anført i bilag I, samt

beskyttelsen af vibe, rødben, dobbeltbekkasin og stor regnspove,

der er regelmæssigt tilbagevendende trækfuglearter, som ikke er

anført i bilag I.

side 12

MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 538: Henvendelse af 23/6-16 fra Karsten Drøjdal vedr. vindmølleprojekt

MAD2007.1808EU - EUDC2004418

Andet klagepunkt vedrørende den manglende indførel-

se af den nødvendige retlige beskyttelsesordning i

medfør af fugledirektivets artikel 4, stk. 1 og 2

Parternes argumenter

149. Kommissionen er af den opfattelse, at Irland siden 1981 ikke

i tilstrækkeligt omfang har gennemført bestemmelserne i fugledi-

rektivets artikel 4, stk. 1 og 2, i sin nationale lovgivning, og at Irland

desuden ikke har anvendt disse bestemmelser i praksis ved at oprette

en retlig beskyttelsesordning særligt for SBO'erne med henblik på

at sikre de berørte fuglearters overlevelse og yngel.

150. Kommissionen har for det første anført, at det med henblik

på at sikre, at fuglearterne inden for SBO'et overlever og yngler,

kan være nødvendigt ikke blot med forebyggende foranstaltninger,

men ligeledes med aktive eller positive tiltag, som Irland med en

enkelt undtagelse ikke har iværksat. Det er for det andet tvivlsomt,

om den relevante irske lovgivning rent faktisk udgør et retligt

grundlag, der gør det muligt at træffe sådanne foranstaltninger.

151. Irland har bestridt, at der foreligger et traktatbrud. For så vidt

angår forpligtelsen til at indføre en effektiv retlig ordning til beskyt-

telse af SBO'er har Irland - idet det medgives, at en præventiv

indsats ikke er tilstrækkelig til at beskytte fuglene i alle tilfælde -

gjort gældende, at dette formål har berettiget iværksættelsen af det

frivillige naturprojekt til fordel for engsnarren. Hertil skal tilføjes

en liste over planer - i form af projekter - for forvaltningen af be-

skyttelsen af fuglene i et bestemt antal SBO'er.

152. For så vidt angår rækkevidden af den irske lovgivning, ved

hvilken fugledirektivets artikel 4, stk. 1 og 2, gennemføres, har

medlemsstaten bestridt, at det eneste formål med habitatforskrifterne

er at anvende habitatdirektivet, og har gjort gældende, at de nævnte

forskrifter udgør et relevant retligt grundlag i national ret for udar-

bejdelse og gennemførelse af forvaltningsplaner vedrørende SBO'er.

Irland har anført, at habitatforskrifterne indeholder en række væ-

sentlige foranstaltninger med hensyn til beskyttelse og gennemfø-

relse, der udtrykkeligt anvendes på SBO'erne, bl.a. Regulation 13,

der udtrykkeligt nævnes i Regulation 34 som en bestemmelse, der

finder anvendelse på de områder, der er udlagt i medfør af fugledi-

rektivet.

Domstolens bemærkninger

153. Det bemærkes, at ifølge Domstolens praksis er medlemsstater-

ne i medfør af fugledirektivets artikel 4, stk. 1 og 2, forpligtet til

at tillægge SBO'er en retlig stilling for beskyttelse, hvorigennem

det bl.a. kan sikres, at de i bilag I til direktivet nævnte fuglearter

kan overleve og yngle, og at de trækfuglearter, der ikke er nævnt

i bilag I, men som er regelmæssigt tilbagevendende, kan yngle,

skifte fjer og overvintre (jf. dom af 18.3.1999, sag C-166/97,

Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 1719, præmis 21 og den

deri nævnte retspraksis).

154. Som generaladvokaten har anført i punkt 77 i forslaget til

afgørelse, må beskyttelsen af SBO'erne ikke kun bestå i at imødegå

menneskeskabte skadelige påvirkninger, men skal afhængigt af

den pågældende situation også omfatte positive foranstaltninger,

der har til formål at bevare eller forbedre områdets tilstand.

155. Det er ubestridt, at habitatforskrifternes Regulation 13 i til-

strækkeligt omfang ville have gennemført fugledirektivets artikel

4, stk. 1 og 2, såfremt denne bestemmelse havde fundet anvendelse

på SBO'er. I modsætning til Irlands standpunkt, hvorefter de

nævnte forskrifters Regulation 13 ligeledes finder anvendelse på

SBO'er, hovedsageligt i medfør af Regulation 34, har Kommissio-

nen imidlertid gjort gældende, at habitatforskrifterne udelukkende

har til formål at gennemføre habitatdirektivet.

156. Forskrifternes Regulation 34 har følgende ordlyd: “I givet

fald finder bestemmelserne i Regulations 4, 5, 7, 13, 14, 15 og 16

tilsvarende anvendelse på de områder, der er udlagt som særligt

beskyttede områder i medfør af fugledirektivets artikel 4, stk. 1 og

2.”

157. Det fremgår af artikel 249, stk. 3, EF, at et direktiv med

hensyn til det tilsigtede mål er bindende for enhver medlemsstat,

som det rettes til, men overlader det til de nationale myndigheder

at bestemme form og midler for gennemførelsen. Det følger heraf,

at Irland i lighed med de øvrige medlemsstater har et valg med

hensyn til form og midler for gennemførelsen af fugledirektivet

(jf. i denne retning dom af 20.11.2003, sag C-296/01, Kommissio-

nen mod Frankrig, Sml. I, s. 13909, præmis 55).

158. Ifølge Domstolens praksis skal gennemførelsen af et direktiv

i national ret imidlertid sikre, at direktivet efterleves fuldt ud og

med fornøden klarhed og bestemthed (jf. i denne retning dom af

30.5.1991, sag C-361/88, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s.

2567, præmis 15).

159. Som nævnt i denne doms præmis 64 har Domstolen ligeledes

fastslået, at en punktlig gennemførelse af fugledirektivet er af

særlig betydning i et tilfælde som det foreliggende, hvor forvaltnin-

gen af det fælles eje er betroet medlemsstaterne på deres respektive

territorier.

160. Der skal derfor foretages en prøvelse af, om habitatforskrif-

ternes Regulation 34, som Kommissionen har hævdet, ikke sikrer,

at nævnte forskrifters Regulation 13 finder anvendelse på de områ-

der, der er udlagt som SBO'er i medfør af fugledirektivets artikel

4, stk. 1 og 2.

161. Ordlyden af Regulation 34 gør det imidlertid muligt at fastslå,

at bestemmelsen ikke i sig selv udelukker, at habitatforskrifternes

Regulation 13 anvendes på de områder, der er udlagt i medfør af

fugledirektivets artikel 4, stk. 1 og 2.

162. Kommissionens argument om, at disse forskrifter, som følge

af den omstændighed, at det ikke i habitatforskrifterne er nævnt,

at de forfølger et særskilt formål, der består i ligeledes at give fug-

ledirektivet retskraft, og henset til de begrænsninger, der er pålagt

ved European Communities Act, ikke kan udgøre et retligt grundlag,

der giver adgang til at vedtage planer for forvaltningen af fuglebe-

skyttelsen i SBO'erne, kan følgelig ikke tiltrædes.

163. Af samme grund kan Kommissionens argument om, at habi-

tatforskrifterne ikke gør det muligt at anvende de forvaltningsfor-

anstaltninger, der er fastsat i habitatdirektivets artikel 6, stk. 1, på

SBO'er, under henvisning til at disse forskrifter kun har som erklæ-

ret formål at gennemføre det pågældende direktiv, ikke tiltrædes.

Som generaladvokaten har anført i punkt 82 i forslaget til afgørelse,

forholder det sig nemlig således, at hvis lignende foranstaltninger

som dem, der er fastsat i artikel 6, stk. 1, i medfør af fugledirektivets

artikel 4, stk. 1 og 2, også skal anvendes på SBO'er, står det natur-

ligvis den nationale lovgiver frit at udarbejde en enkelt bestemmelse

til gennemførelse af bestemmelserne i de to direktiver.

164. Kommissionens argument vedrørende de begrænsninger, der

er pålagt ved European Communities Act, kan heller ikke tiltrædes.

Irland har nemlig i sit svarskrift - uden at være blevet modsagt af

Kommissionen på dette punkt - gjort gældende, at habitatforskrif-

terne ikke er en lov, men at de fuldt ud og uomtvisteligt er i kraft

og fremkalder retsvirkninger, så længe de ikke er blevet underkendt

af en kompetent retsinstans.

165. Endelig skal Kommissionens argument om, at anvendelsen

af habitatforskrifternes Regulation 13 - der angår de beskyttelses-

foranstaltninger, ministeren skal træffe med hensyn til SBO'erpå

SBO'er ikke sker uden videre, eftersom det fremgår af forskrifternes

Regulation 34, at visse af forskrifternes bestemmelser “i givet fald”

finder “tilsvarende anvendelse” på de områder, der er udlagt i

side 13

MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 538: Henvendelse af 23/6-16 fra Karsten Drøjdal vedr. vindmølleprojekt

MAD2007.1808EU - EUDC2004418

medfør af fugledirektivets artikel 4, stk. 1 og 2, af samme årsag

som nævnt i denne doms præmis 161 forkastes.

166. Ifølge Domstolens faste praksis skal rækkevidden af nationale

administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser desuden bedøm-

mes under hensyntagen til de nationale domstoles fortolkning heraf

(dom af 29.5.1997, sag C-300/95, Kommissionen mod Det Forenede

Kongerige, Sml. I, s. 2649, præmis 37 og den deri nævnte retsprak-

sis). I det foreliggende tilfælde har Kommissionen imidlertid ikke

til støtte for sit søgsmål påberåbt sig nogen national retsafgørelse,

hvorved den omtvistede interne bestemmelse er blevet fortolket på

en måde, der er uforenelig med direktivet.

167. Under disse omstændigheder fremgår det ikke, at Kommis-

sionen, som har bevisbyrden inden for rammerne af en traktatbrud-

ssag (dommen i sagen Kommissionen mod Grækenland, præmis

35 og den deri nævnte retspraksis), i tilstrækkeligt omfang har

godtgjort, at habitatforskrifterne ved udløbet af den frist, der var

fastsat i den supplerende begrundede udtalelse, der blev meddelt

den 11. juli 2003, havde den rækkevidde, som Kommissionen til-

lægger dem.

168. Irland bør således frifindes med hensyn til det andet klage-

punkt.

fra datoen for habitatdirektivets iværksættelse eller fra datoen for

en medlemsstats udlægning i henhold til fugledirektivet, hvis denne

dato er senere. Det fremgår således heraf, at de områder, der skulle

have været udlagt til SBO'er, men som ikke er blevet det, fortsat

henhører under ordningen i fugledirektivets artikel 4, stk. 4, første

punktum (dom af 7.12.2000, sag C-374/98, Kommissionen mod

Frankrig, præmis 46 og 47).

174. I det foreliggende tilfælde har Irland end ikke hævdet, at det

har sikret anvendelsen af fugledirektivets artikel 4, stk. 4, første

punktum, på de områder, der i medfør af direktivet skulle have

været udlagt som SBO'er.

175. Herefter, og uden det er nødvendigt at gennemgå de konkrete

eksempler, Kommissionen har henvist til, må søgsmålet anses for

at være begrundet med hensyn til det tredje klagepunkt.

Fjerde klagepunkt vedrørende manglende gennemfø-

relse og anvendelse af fugledirektivets artikel 4, stk. 4,

andet punktum

Parternes argumenter

176. Kommissionen har foreholdt Irland, at det hverken har gen-

nemført eller fuldt ud og korrekt anvendt fugledirektivets artikel

4, stk. 4, andet punktum, vedrørende de relevante foranstaltninger,

som medlemsstaterne skal træffe for at undgå forurening eller for-

ringelse af levesteder uden for de beskyttede områder.

177. Kommissionen har til støtte for sit klagepunkt gjort gældende,

at de forskellige interne retsmidler, især licenserne vedrørende den

integrerede forebyggelse af forurening, ordningen med forvaltning

af husdyrgødning, lovgivningen om fysisk planlægning og bestem-

melserne om vurdering af virkningerne på miljøet, ved hvilke det

tilsigtes at gennemføre fugledirektivets artikel 4, stk. 4, andet

punktum, ikke afspejler bestemmelsens specifikke ornitologiske

indhold. I mangel af enhver henvisning til specifikke ornitologiske

hensyn kan det imidlertid ikke antages, at de enheder, der spiller

en rolle i forbindelse med miljøforanstaltninger, tager hensyn til

ornitologiske interesser. Efter Kommissionens opfattelse er flere

af de interne regler, hvorved artikel 4, stk. 4, andet punktum, er

blevet gennemført, ufuldstændige og mangelfulde. Deres ufuldstæn-

dige karakter dokumenteres ved forringelsen af levestederne, og

det kan på trods af Irlands afvisning heraf ikke med føje bestrides,

at menneskelig aktivitet i det foreliggende tilfælde har medført en

forringelse af levestederne.

178. Irland har hertil anført, at fugledirektivets artikel 4, stk. 4, i

praksis er blevet gennemført ved en række projekter og administra-

tive forskrifter. Medlemsstaten har desuden gjort gældende, at

kravene i fugledirektivets artikel 4, stk. 4, andet punktum, er blevet

gennemført ved Wildlife Act, der indeholder et solidt retsgrundlag

til beskyttelse af fuglearter i det åbne land.

Det tredje klagepunkt vedrørende den manglende an-

vendelse af fugledirektivets artikel 4, stk. 4, første

punktum, på de områder, der skulle have været udlagt

som SBO'er

Parternes argumenter

169. Kommissionen har gjort gældende, at Irland siden 1981 ikke

har sikret anvendelsen af fugledirektivets artikel 4, stk. 4, første

punktum, på de lokaliteter, der i henhold til direktivet skulle have

været udlagt som SBO'er, men som ikke er blevet det. Kommissio-

nen er af den opfattelse, at denne mangel, henset til omfanget af

de irske myndigheders utilstrækkelige udlægning af SBO'er, kan

have betydelige indvirkninger på beskyttelsen af de berørte fuglear-

ter.

170. Selv om Irland har en lovgivning vedrørende beskyttelse af

levesteder uden for SBO'erne, har denne lovgivning ifølge Kom-

missionen ikke det ornitologiske særpræg, der kræves efter den i

foregående præmis nævnte fællesskabsbestemmelse. Efter den na-

tionale lovgivning gælder der bl.a. ingen særlige forpligtelser med

hensyn til levestederne for de vilde fuglearter, der burde drage

nytte af den beskyttelse, SBO'erne giver, i de områder, der ikke

indgår i det eksisterende net af SBO'er i Irland. Kommissionen har

konkret henvist til de vanskeligheder, som blå kærhøg er konfron-

teret med, og har tilføjet, at de områder, der ikke er udlagt som

SBO'er, skønt der er behov for en sådan udlægning, desuden ikke

er omfattet af den beskyttelse i Irland, der kræves efter fugledirek-

tivets artikel 4, stk. 4, første punktum, selv ikke i forhold til de of-

fentlige myndigheders aktiviteter.

171. Irland har i det væsentlige anført, at man er ved at afslutte

en omfattende undersøgelse vedrørende blå kærhøg, og at et projekt

vedrørende udvikling af energi fra vindmøller snart er tilendebragt.

Domstolens bemærkninger

179. Selv om fugledirektivets artikel 4, stk. 4, andet punktum, ikke

stiller krav om, at der opnås bestemte resultater, forholder det sig

ikke desto mindre således, at medlemsstaterne skal sætte sig et se-

riøst mål om at beskytte leveområder uden for SBO'er. Det må

fastslås, at Irland i det foreliggende tilfælde skal bestræbe sig på

at træffe passende foranstaltninger for at undgå forurening og for-

ringelse af levesteder (jf. i denne retning dom af 18.3.1999, Kom-

missionen mod Frankrig, præmis 48).

180. Der skal for det første foretages en prøvelse af, om Irland

fuldt ud og korrekt har gennemført den pågældende bestemmelse

ved at træffe egnede foranstaltninger med henblik på at undgå

forurening eller forstyrrelse af levesteder uden for SBO'er.

181. På grundlag af en samlet vurdering af sagens beviselementer

må det konstateres, at dette ikke er tilfældet i den foreliggende sag.

side 14

Domstolens bemærkninger

172. Som nævnt i denne doms præmis 84 skal det fremhæves, at

de beskyttelsesformål, der forfølges med fugledirektivet, således

som disse er formuleret i niende betragtning hertil, ikke ville kunne

opnås, såfremt medlemsstaterne kun skulle opfylde forpligtelserne

efter direktivets artikel 4, stk. 4, i tilfælde, hvor der forinden er

udlagt et SBO.

173. Som det ligeledes fremgår af Domstolens praksis, bestemmes

det i habitatdirektivets artikel 7, at artikel 6, stk. 2-4, i dette direktiv

træder i stedet for fugledirektivets artikel 4, stk. 4, første punktum,

MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 538: Henvendelse af 23/6-16 fra Karsten Drøjdal vedr. vindmølleprojekt

MAD2007.1808EU - EUDC2004418

182. For så vidt angår de licenser, Environmental Protection

Agency (miljøagenturet) udsteder inden for rammerne af ordningen

med integreret nedsættelse af forureningen, er det som anført af

Kommissionen således ikke blevet bestridt, at denne ordning kun

angår et begrænset udvalg af forurenende aktiviteter, og at den ikke

indeholder nogen specifik henvisning til de ornitologiske kriterier,

der er fastsat i fugledirektivets artikel 4. Irland synes endvidere at

have henvist til gennemførelsen af Rådets direktiv 96/61/EF af 24.

september 1996 om integreret forebyggelse og bekæmpelse af

forurening (EFT L 257, s. 26), der forfølger andre formål. Den

nationale ordning med de nævnte licenser kan derfor ikke anses

for en tilstrækkelig gennemførelse af fugledirektivets artikel 4, stk.

4, andet punktum.

183. Hvad angår krydsoverensstemmelse med hensyn til enkelt-

betaling inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik har Ir-

land gjort gældende, at det første hovedelement i krydsoverensstem-

melsen, nemlig de forskellige lovgivningsbestemte forvaltningskrav,

som omhandlet i artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003

af 29. september 2003 om fastlæggelse af fælles regler for den

fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæg-

gelse af visse støtteordninger for landbrugere og om ændring af

forordning (EØF) nr. 2019/93, (EF) nr. 1452/2001, (EF) nr.

1453/2001, (EF) nr. 1454/2001, (EF) nr. 1868/94, (EF) nr.

1251/1999, (EF) nr. 1254/1999, (EF) nr. 1673/2000, (EØF) nr.

2358/71 og (EF) nr. 2529/2001 (EUT L 270, s. 1), og som er opreg-

net i bilag III til denne forordning, indføres gradvist i løbet af tre

år regnet fra den 1. januar 2005. Denne medlemsstat har præciseret,

at opregningen af disse lovgivningsbestemte forvaltningskrav om-

fatter en henvisning til fugledirektivet. Af samme grunde som dem,

der er anført i denne doms præmis 74, kan den gradvise indførelse

i intern ret af disse lovgivningsbestemte forvaltningskrav ikke tages

i betragtning af Domstolen.

184. Det samme gælder med hensyn til det andet hovedelement

i denne krydsoverensstemmelse med hensyn til enkeltbetaling, der

er forbundet med betingelserne for god landbrugs- og miljømæssig

stand som omhandlet i artikel 5 i forordning nr. 1782/2003, hvis

minimumskrav skal fastlægges på grundlag af de rammer, der er

opstillet i bilag IV til denne forordning, idet foranstaltningerne til

gennemførelse af denne artikel først skal sættes i kraft fra den 1.

januar 2005.

185. Hvad angår de foranstaltninger, der er truffet inden for ram-

merne af Rural Environment Protection Scheme (ordning til miljø-

beskyttelse inden for landbruget), der har til formål at yde godtgø-

relse til de landmænd, der driver landbrug efter økologiske princip-

per med henblik på at skabe miljøforbedringer på eksisterende be-

drifter, har Kommissionen medgivet, at de er til fordel for de vilde

fugle, for så vidt som de gør det muligt at undgå forurening og

forringelse af levestederne. Det er imidlertid ubestridt, at denne

ordning ikke finder overordnet anvendelse på samtlige landbrugs-

arealer eller på de områder, der ikke er udlagt som SBO'er. Disse

foranstaltninger kan derfor lige så lidt anses for at gennemføre

fugledirektivets artikel 4, stk. 4, andet punktum.

186. Argumenterne vedrørende Farm Waste Management Scheme

(ordning med håndtering af husdyrgødning) samt lovgivningen om

fysisk planlægning, herunder bestemmelserne vedrørende vurdering

af virkningerne på miljøet, skal ligeledes forkastes. Irland har

nemlig ikke indsat ornitologiske hensyn i disse tekster i overens-

stemmelse med fugledirektivets artikel 4, stk. 4, andet punktum.

187. Hvad endelig angår Wildlife Act må det fastslås, at den

eneste bestemmelse i denne lov, der er relevant i denne sammen-

hæng, og som Irland har henvist til under sagen, er artikel 11, stk.

1. Denne bestemmelse er imidlertid ikke præcis nok til, at den kan

anses for at sikre gennemførelsen af fugledirektivets artikel 4, stk.

4, andet punktum.

188. Der skal for det andet foretages en prøvelse af, om Kommis-

sionen har godtgjort, at Irland ikke i tilstrækkeligt omfang har be-

stræbt sig på i praksis at undgå forurening og forringelse af leveste-

derne uden for SBO'er.

189. I denne forbindelse bemærkes, at Kommissionen som eksem-

pel har henvist til levestederne for vidt udbredte arter som gøg

(Cuculus canorus), sanglærke (Alauda arvensis), landsvale

(Hirundo rustica) og digesvale (Riparia riparia), der er opført på

den “orange liste” i fortegnelsen Birds of Conservation Concern

in Ireland, der i 1999 blev udgivet af BirdWatch Ireland og Royal

Society for the Protection of Birds. Det fremgår af denne fortegnel-

se, at de nævnte arter lider meget under forandringerne i landbrugs-

driften. Kommissionen har tilmed henvist til rapporten Ireland's

Environment 2004, der er udarbejdet af Environmental Protection

Agency, og som redegør for den almindelige forringelse af leveste-

derne i Irland som følge af en række forhold.

190. Det må desuden fastslås, at den omstændighed alene, at et

vist antal ordninger og lovgivningsmæssige foranstaltninger er

blevet indført, ikke som hævdet af Irland godtgør, at den pågælden-

de medlemsstat har udfoldet tilstrækkelige bestræbelser for at

undgå forurening og forringelse af leveområderne. Som generalad-

vokaten har anført i punkt 111 i forslaget til afgørelse, kræver seri-

øse bestræbelser på at træffe alle rimelige foranstaltninger for at

opnå det tilstræbte formål målrettede handlinger.

191. I det foreliggende tilfælde må det konstateres, at de foranstalt-

ninger, Irland har truffet, har karakter af ufuldstændige og spredte

foranstaltninger, hvoraf kun en del fremmer beskyttelsen af de be-

rørte bestande af fugle, hvorfor de ikke udgør et samlet hele.

192. Denne konklusion underbygges af den omstændighed, at Ir-

land ikke har bestridt indholdet af hverken fortegnelsen Birds of

Conservation Concern in Ireland, der blev udgivet i 1999, eller af

rapporten Ireland's Environment 2004, hvilke to ornitologiske un-

dersøgelser Kommissionen som nævnt har fremlagt.

193. Herefter må det henset til det bevismateriale, Kommissionen

har fremlagt, fastslås, at Irland hverken har gennemført eller fuldt

ud og korrekt anvendt bestemmelserne i fugledirektivets artikel 4,

stk. 4, andet punktum. Kommissionen må således gives medhold

i søgsmålet med hensyn til dette klagepunkt.

Det femte klagepunkt vedrørende utilstrækkelig gen-

nemførelse og anvendelse af habitatdirektivets artikel

6, stk. 2-4

194. Det femte klagepunkt vedrører den omstændighed, at Irland

- med hensyn til de SBO'er, der er udlagt i medfør af fugledirektivet

- ikke har truffet alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at

efterkomme bestemmelserne i habitatdirektivets artikel 6, stk. 2-4.

Dette klagepunkt angår ligeledes en utilstrækkelig gennemførelse

af direktivets artikel 6, stk. 2, for så vidt angår de berørte lokaliteters

anvendelse til rekreative formål.

Indledende bemærkninger

195. Habitatdirektivets artikel 7 bestemmer, at forpligtelserne i di-

rektivets artikel 6, stk. 2-4, træder i stedet for forpligtelserne i

fugledirektivets artikel 4, stk. 4, første punktum, for så vidt angår

de områder, der er udlagt som særligt beskyttede efter artikel 4,

stk. 1, eller tilsvarende anerkendt efter artikel 4, stk. 2, deri, fra

datoen for habitatdirektivets iværksættelse eller fra datoen for ud-

lægningen eller anerkendelsen af områderne efter fugledirektivet,

hvis denne dato er senere.

196. Det følger heraf, at habitatdirektivets artikel 6, stk. 2-4, har

fundet anvendelse på SBO'er i Irland fra den 10. juni 1994, der er

side 15

MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 538: Henvendelse af 23/6-16 fra Karsten Drøjdal vedr. vindmølleprojekt

MAD2007.1808EU - EUDC2004418

datoen for udløbet af fristen for gennemførelse af direktivet i denne

medlemsstat, eller fra datoen for udlægningen eller anerkendelsen

af områderne efter fugledirektivet, hvis denne dato er senere.

Hvad angår gennemførelsen af og den utilstrækkelige anvendelse

af habitatdirektivets artikel 6, stk. 2

eller som er anerkendt i medfør af artikel 4, stk. 2, at undgå forrin-

gelse af levesteder samt væsentlige forstyrrelser af de arter, for

hvilke SBO'erne er udpeget eller anerkendt (jf. i denne retning dom

af 13.6.2002, sag C-117/00, Kommissionen mod Irland, Sml. I, s.

5335, præmis 26).

205. For så vidt angår Irlands argument om, at habitatforskrifternes

Regulation 13(3), gennemfører habitatdirektivets artikel 6, stk. 2,

må det konstateres, at forskrifternes Regulation 13(3) som sit eneste

formål har at pålægge vedkommende minister en forpligtelse til at

træffe alle nyttige dispositioner for at undgå forringelse af naturty-

perne og levestederne for arterne samt forstyrrelser af de arter, for

hvilke områderne er udpeget, med den virkning, at denne bestem-

melse kun har retsvirkning, når de berørte SBO'er direkte henhører

under ministerens ressortområde. Inden for rammerne af habitatfor-

skrifterne udbygger forskrifternes Regulation 13(3) bestemmelserne

i samme forskrifters Regulations 4 og 14, der fastsætter en ansvars-

ordning for grundejeren, der hviler på meddelelser. Da det i denne

sag er ubestridt, at der ikke er udstedt sådanne meddelelser for alle

SBO'er, kan habitatforskrifternes Regulation 13(3) ikke anses for

at sikre en tilstrækkelig gennemførelse af habitatdirektivets artikel

6, stk. 2.

206. Hvad angår argumentet om, at habitatforskrifternes Regula-

tion 14 indebærer, at der føres kontrol med de handlinger og akti-

viteter, som er opregnet i en meddelelse, der er udstedt af den

kompetente minister i overensstemmelse med forskrifternes Regu-

lation 4, og hvorefter de opregnede aktiviteter kun kan udføres efter

ministerens tilladelse eller efter en forvaltningsaftale som omhandlet

i forskrifternes Regulation 12, må det blot konstateres, at Regulation

14 også forudsætter, at der foreligger en meddelelse. Af samme

grund som den i den foregående præmis nævnte kan denne sidst-

nævnte bestemmelse ikke anses for at sikre en tilstrækkelig gen-

nemførelse af habitatdirektivets artikel 6, stk. 2.

207. For så vidt angår argumentet om, at habitatforskrifternes

Regulation 17 giver vedkommende minister adgang til at anlægge

en retssag med påstand om, at der nedlægges forbud mod de

handlinger eller aktiviteter, der henset til den udførte vurdering har

en skadelig virkning på en Europalokalitet, herunder et SBO, og

om, at forskrifternes Regulation 18 giver vedkommende minister

en tilsvarende kompetence i tilfælde af, at en handling eller aktivitet,

der er skadelig for et SBO, finder sted i et område uden for dette

SBO, må det, som Kommissionen med rette har hævdet, og som

generaladvokaten har anført i punkt 127 i forslaget til afgørelse,

fastslås, at disse bestemmelser ikke gør det muligt at undgå forrin-

gelse af naturtyperne og levestederne for arterne samt betydelige

forstyrrelser af de arter, for hvilke områderne er udpeget.

208. Selv om Irland i sin duplik har anført, at den kompetente

ministers kompetence, sådan som den er præciseret i den foregående

præmis, kan anvendes til at fremsætte en umiddelbar begæring om

genoprettelsesforanstaltninger i form af et midlertidigt påbud, må

det nemlig konstateres, at disse dispositioner nødvendigvis først

kan sættes i værk, efter de pågældende aktiviteter er påbegyndt, og

dermed efter at eventuelle forringelser er indtrådt. Desuden har

ministeren ikke kompetence til ensidigt at forbyde en skadelig ak-

tivitet, og denne kompetence forudsætter, at der er blevet udført en

passende vurdering af den pågældende aktivitets virkning på miljø-

et, før der fremsættes begæring om et retsligt forbud. Den reaktive

beskyttelse af SBO'er kan forsinkes betydeligt af disse retsskridt.

Disse dispositioner sikrer lige så lidt beskyttelsen af SBO'er mod

privates aktiviteter, da en sådan beskyttelse kræver, at de private

på et tidligere tidspunkt hindres i at udføre eventuelle skadelige

aktiviteter.

- Parternes argumenter

197. Kommissionen er af den opfattelse, at Irland den 10. juni 1994

og herefter hverken har gennemført eller korrekt anvendt habitatdi-

rektivets artikel 6, stk. 2, på alle de områder, der er udlagt i medfør

af fugledirektivets artikel 4, stk. 1, eller anerkendt i medfør af di-

rektivets artikel 4, stk. 2.

198. Den har gjort gældende, at det fremgår af habitatforskrifterne

- ved hvilke habitatdirektivets artikel 6, stk. 2, ifølge Irland er blevet

gennemført - at muligheden for at imødegå lodsejernes mulige

skadelige aktiviteter i høj grad afhænger af de meddelelser, de

modtager på det tidspunkt, hvor det foreslås at udlægge et område

som lokalitet efter habitatdirektivets artikel 6, stk. 2. De nævnte

forskrifters Regulation 14 giver vedkommende minister kompetence

til at udstede meddelelser og pålægge betingelser for benyttelsen

af grundarealer. Denne kompetence er imidlertid pålagt to begræns-

ninger.

199. Den ene af disse begrænsninger er af retlig art, for så vidt

som habitatforskrifternes Regulation 14 er formuleret således, at

bestemmelsen kun finder anvendelse på SBO'er, som er udpeget

efter forskrifternes ikrafttræden, med den virkning, at den ikke

finder anvendelse på de SBO'er, der er udpeget før denne dato.

Hvad angår de eksisterende SBO'er er det ikke bestemt, at lodsejer-

ne skal tilstilles en meddelelse med udtrykkelig oplysning om,

hvilke aktiviteter der kræver en tilladelse efter gennemførelseslov-

givningen med den virkning, at disse områder ikke er omfattet af

ordningen vedrørende bekæmpelse af skadelige aktiviteter.

200. Den anden er en faktisk begrænsning, for så vidt som forskrif-

terne ikke er blevet anvendt på alle SBO'er.

201. Ifølge Kommissionen indeholder den irske lovgivning i

mangel af enhver mulighed for at træffe bebyrdende forvaltnings-

akter ikke bestemmelser, der gør det muligt at tillægge habitatdirek-

tivets artikel 6, stk. 2, fuld virkning for de offentlige grundarealer,

der er beliggende inden for et SBO. Kommissionen er ligeledes af

den opfattelse, at den nationale lovgivning, i det omfang disse ak-

tiviteter finder sted på arealer, der er offentlig ejendom, eller som

staten overvåger, ikke indeholder en udtrykkelig retlig forpligtelse

for de myndigheder, det påhviler at udstede regler for disse aktivi-

teter, til at træffe gennemførelsesforanstaltninger for at sikre over-

holdelsen af det nævnte direktivs artikel 6, stk. 2.

202. Kommissionen har som eksempel på en aktivitet, der er i

strid med habitatdirektivets artikel 6, stk. 2, nævnt mekanisk mus-

lingefiskeri i SBO'et Bannow Bay, ligesom den har henvist til den

skadelige omstrukturering af lokaliteten Glen Lough.

203. Irland har afvist alle Kommissionens argumenter. Medlems-

staten har gjort opmærksom på, at ud over bestemmelsen i habitat-

forskrifternes Regulation 14 gennemfører forskrifternes Regulation

13(3), der både finder anvendelse på de særlige bevaringsområder

og SBO'er, habitatdirektivets artikel 6, stk. 2. Irland har i samme

øjemed henvist til bestemmelserne i habitatdirektivets artikel 17

og 18 og fastholder, at strandlovene (Foreshore Acts) gør det muligt

at sikre beskyttelsen af SBO'er.

- Domstolens bemærkninger

204. Det bemærkes indledningsvis, at habitatdirektivets artikel 6,

stk. 2, på samme måde som fugledirektivets artikel 4, stk. 4, første

punktum, pålægger medlemsstaterne at træffe passende foranstalt-

ninger for i de områder, der er udlagt i medfør af artikel 4, stk. 1,

side 16

MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 538: Henvendelse af 23/6-16 fra Karsten Drøjdal vedr. vindmølleprojekt

MAD2007.1808EU - EUDC2004418

209. De nævnte forskrifters Regulations 17 og 18 kan lige så lidt

anses for at udgøre en tilstrækkelig gennemførelse af habitatdirek-

tivets artikel 6, stk. 2.

210. Irlands argument om, at strandlovene gør det muligt at sikre

beskyttelsen af SBO'er, kan heller ikke tiltrædes. I denne forbindelse

må det blot konstateres, at de nævnte love kun gør det muligt at

sikre beskyttelsen af kystområderne, og at de således ikke finder

anvendelse på de SBO'er, der er beliggende uden for disse områder.

211. Hvad endelig angår det ulovlige mekaniske muslingefiskeri

i SBO'et Bannow Bay, som Kommissionen har nævnt som et ek-

sempel på en aktivitet, der er i strid med habitatdirektivets artikel

6, stk. 2, bemærkes i overensstemmelse med det af generaladvoka-

ten i punkt 140 i forslaget til afgørelse anførte, at der blot er tale

om en billedlig beskrivelse, der ikke er genstand for søgsmålet.

Under alle omstændigheder har Kommissionen ikke bevist, at der

foreligger et traktatbrud på dette punkt.

212. Det følger heraf, at Irland ikke den 10. juni 1994 eller senere

har gennemført habitatdirektivets artikel 6, stk. 2, korrekt på alle

de områder, der er udlagt i medfør af fugledirektivets artikel 4, stk.

1, eller anerkendt i medfør af samme direktivs artikel 4, stk. 2.

213. Kommissionens søgsmål må følgelig anses for begrundet på

dette punkt.

meddelelse. Disse tredjemænd kan nemlig påberåbe sig den i

sidstnævnte bestemmelse fastsatte undtagelse om, at de har “en

gyldig grund”. Gennemførelsen af habitatdirektivets artikel 6, stk.

2, er således i det mindste ikke tilstrækkelig præcis.

217. Hvad angår Irlands argument om, at proceduren i habitatfor-

skrifternes Regulations 17 og 18 er en selvstændig og særskilt

procedure, der kan bringes i anvendelse over for enhver person, og

som ikke afhænger af indholdet af en afgivet “meddelelse”, må det

fastslås, at der ikke er sikkerhed for, at den kan anvendes på perso-

ner, der ikke har modtaget den i forskrifternes artikel 4 omhandlede

meddelelse. Den nævnte procedure udgør som nævnt i denne doms

præmis 208 og 209 desuden kun en reaktiv foranstaltning, og habi-

tatforskrifternes Regulations 17 og 18 kan ikke anses for at sikre

en tilstrækkelig gennemførelse af habitatdirektivets artikel 6, stk.

218. Med hensyn til argumentet om, at der efter section 22, 23 og

76 i Wildlife Act er mulighed for at gribe ind, når der er tale om

en åbenbar og forsætlig forstyrrelse af et vildt beskyttet dyrs for-

plantnings- eller hvileområde eller i tilfælde af forstyrrelse af be-

skyttede fugle i redebygningsperioden, og hvorefter den kompeten-

ce, der tildeles ved denne lov, omfatter en beføjelse til at konfiskere

det materiel og de køretøjer, der anvendes af lovovertræderne, må

det blot konstateres, at nævnte lov ikke omfatter hele den skade,

der kan forvoldes af brugerne i rekreativt øjemed.

219. Hvad endelig angår argumentet om, at krænkelse af den pri-

vate ejendomsret med indsættelsen af section 19A i straffeloven

fra 1994 igen er blevet kvalificeret som en strafbar handling, og

om, at sanktionerne ved domfældelse kan tage form af bøder og

konfiskation af køretøjer og materiel, bemærkes, at medlemsstaterne

inden for rammerne af habitatdirektivet, som opstiller komplicerede

og tekniske regler på miljørettens område, er særligt forpligtede til

at påse, at deres lovgivning til sikring af dette direktivs gennemfø-

relse er klar og præcis (jf. dom af 20.10.2005, sag C-6/04, Kommis-

sionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. I. s. 9017, præmis 26).

220. En gennemgang af de strafferetlige bestemmelser om kræn-

kelse af ejendomsretten, som Irland har henvist til, viser imidlertid,

at disse bestemmelser ikke udtrykkeligt er knyttet til beskyttelse

af naturtyper og levesteder mod forringelser samt mod forstyrrelser

af arterne, og at de ikke er udformet for at undgå den skade, der

forvoldes på levestederne ved en benyttelse af SBO'er til rekreative

formål. De udgør følgelig ikke en klar og præcis gennemførelse af

habitatdirektivets bestemmelser, der fuldt ud opfylder kravet om

retssikkerhed.

221. Kommissionens søgsmål må følgelig anses for ligeledes at

være begrundet på dette punkt.

Utilstrækkelig gennemførelse af habitatdirektivets ar-

tikel 6, stk. 2, med hensyn til rekreative aktiviteter

- Parternes argumenter

214. Kommissionen er af den opfattelse, at Irland ikke i tilstrække-

ligt omfang har gennemført habitatdirektivets artikel 6, stk. 2, for

så vidt angår anvendelsen af alle de af bestemmelsen omfattede

lokaliteter til rekreative formål. Den finder, at den irske lovgivning

kun omfatter lodsejernes aktiviteter, og at denne lovgivning på

flere punkter er mangelfuld med hensyn til forebyggelse af skader,

der tilføjes naturtyperne af brugerne af arealerne til rekreative akti-

viteter. Anvendelsen af habitatforskrifternes Regulations 14 og 17

har ikke ført til oprettelse af udtømmende lister over forbudte akti-

viteter. Desuden er virkemåden af forskrifternes Regulation 17 af

reaktiv karakter, og Irland har ikke henvist til nogen anden lovbe-

stemmelse, der er egnet til at beskytte SBO'erne mod de rekreative

aktiviteter, der udføres af brugerne.

215. Uanset det anførte om hensigtsmæssige lovændringer, herun-

der lovforslaget fra 2004 om sikkerhed til søs (Maritime Safety

Bill 2004), har Irland bestridt argumentet om, at den eksisterende

lovgivning er utilstrækkelig med hensyn til gennemførelsen af ha-

bitatdirektivets artikel 6, stk. 2, med hensyn til benyttelsen af arealer

inden for SBO'er til rekreative formål. Medlemsstaten har anført,

at de irske myndigheder har beføjelse til at kontrollere de rekreative

aktiviteter samt de øvrige aktiviteter, der udføres inden for Europa-

lokaliteterne af andre personer end lodsejeren, og til at pålægge

sanktioner. I denne sammenhæng har Irland henvist til bestemmel-

serne i habitatforskrifternes Regulation 4(3), litra b), samt til be-

stemmelserne i forskrifternes Regulations 14, 17 og 18, til Wildlife

Act og til straffeloven (Criminal Justice (Public Order) Act) fra

1994.

Utilstrækkelig gennemførelse og anvendelse af habitat-

direktivets artikel 6, stk. 3 og 4

- Parternes argumenter

222. Kommissionen har gjort gældende, at Irland hverken har

gennemført eller anvendt habitatdirektivets artikel 6, stk. 3 og 4,

korrekt.

223. Med hensyn til gennemførelsen har Kommissionen gjort

gældende, at den nationale lovgivning ikke indeholder bestemmel-

ser, der har til formål at sikre, at planer - til forskel fra projekter -

vurderes i overensstemmelse med habitatdirektivets artikel 6, stk.

3 og 4. Den nationale lovgivning sikrer endvidere ikke en hensigts-

mæssig anvendelse af disse fællesskabsretlige bestemmelser på

projekter, der udføres uden for SBO'er, men som har væsentlige

virkninger inden for disse.

224. Med hensyn til anvendelsen er Kommissionen af den opfat-

telse, at Irland ikke løbende sikrer sig, at planer og projekter, der

side 17

- Domstolens bemærkninger

216. Med hensyn til Irlands argument om, at bestemmelserne i ha-

bitatforskrifternes Regulation 14, der begrænser udførelsen af

handlinger og aktiviteter, ikke kun gælder for ejerne, brugerne eller

indehaverne af licenser, men finder anvendelse på alle personer,

når handlingen eller aktiviteten er nævnt i en meddelelse, der er

udstedt i medfør af forskrifternes Regulation 4(2), må det blot

fastslås, at samme forskrifters Regulation 14(3), ikke gør det muligt

at retsforfølge tredjemænd, der ikke har fået kendskab til nævnte

MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 538: Henvendelse af 23/6-16 fra Karsten Drøjdal vedr. vindmølleprojekt

MAD2007.1808EU - EUDC2004418

i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan på-

virke SBO'er væsentligt, gøres til genstand for en passende forhånds-

vurdering.

225. Irland har gjort gældende, at ingen foranstaltning eller intet

projekt som led i en plan kan have retlig eller faktisk virkning uden

først at have været genstand for en vurdering. Selv om planerne

kan fremme visse aktiviteter, er de ikke undtaget fra eller til hinder

for den kontrol, der finder sted på de lokaliteter, der er undergivet

de tilsvarende lovbestemte ordninger. Planerne har ingen betydning

for, om et projekt, der kan have virkninger for en lokalitet, godken-

des eller ej. Før en plan eller et projekt kan finde anvendelse på en

lokalitet, er den/det først genstand for en fuld vurderingsprocedure

inden for rammerne af habitatforskrifterne, arealanvendelsesfor-

skrifterne eller en anden lovbestemt ordning i overensstemmelse

med bestemmelserne i habitatdirektivet. Følgelig kan ingen plan

eller intet projekt anvendes på en lokalitet uden at have været gen-

stand for en vurdering.

230. Irland har endvidere gjort gældende, at medlemsstaten anven-

der vurderingerne efter Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni

1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirk-

ning på miljøet (EFT L 175, s. 40) samt efter direktiv 2001/42, der

ligeledes er blevet gennemført ved forskrifterne fra 2004 vedrørende

miljøvurdering af visse planer og programmer hidrørende fra De

Europæiske Fællesskaber (European Communities (Environmental

Assessment of certain Plans and Programmes) Regulations 2004)

og ved forskrifterne fra 2004 vedrørende strategisk miljøvurdering

af planlægningen og udviklingen (Planning and Development

Strategic Environmental Assessment Regulations 2004).

231. Disse to direktiver indeholder imidlertid bestemmelser om

vurderingsproceduren, uden at medlemsstaterne er bundet med

hensyn til afgørelsen, og de vedrører kun visse projekter og planer.

Det fremgår derimod af habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, andet

punktum, at en plan eller et projekt kun kan godkendes, såfremt de

kompetente nationale myndigheder har sikret sig, at den/det ikke

skader lokalitetens integritet. Vurderingerne efter direktiv 85/337

eller efter direktiv 2001/42 kan følgelig ikke træde i stedet for den

procedure, der er fastsat i habitatdirektivets artikel 6, stk. 3 og 4.

232. Hvad endelig angår Kommissionens bemærkning om, at den

irske lovgivning ikke sikrer en hensigtsmæssig anvendelse af habi-

tatdirektivets artikel 6, stk. 3 og 4, på projekter, der udføres uden

for SBO'er, men som har væsentlige virkninger inden for disse, må

det blot fastslås, at det er ubestridt, at den rapport om vurderingen

af virkningerne på miljøet, der skal rekvireres af de berørte privat-

personer, der bærer omkostningerne hertil på minimum 15 000

EUR, kun kræves for dyrkningsområder på over 50 hektar, selv

om dyrkningsområdernes gennemsnitlige areal i Irland er på cirka

8 hektar.

233. Det fremgår således af det foregående, at habitatdirektivets

artikel 6, stk. 3 og 4, ikke er blevet tilstrækkeligt gennemført i Ir-

lands interne retsorden, idet den irske lovgivning ikke underkaster

planerne en relevant vurdering af deres virkninger på SBO'er.

234. Kommissionens søgsmål må følgelig anses for at være be-

grundet på dette punkt.

235. Hvad angår anvendelsen af habitatdirektivets artikel 6, stk.

3 og 4, har Kommissionen til støtte for sit søgsmål fremdraget ek-

sempler med akvakulturprojekter og dræningsprojekter inden for

SBO'et Glen Lough. Disse behandles i det følgende hver for sig.

236. For det første bemærkes for så vidt angår akvakulturprojek-

terne, at Kommissionen i det væsentlige har lagt undersøgelsen

Review of the Aquaculture Licensing System in Ireland, som

BirdWatch Ireland udførte i år 2000, til grund for sin antagelse om,

at Irland konsekvent har undladt korrekt at vurdere sådanne projek-

ter inden for SBO'er, eller som kan have virkninger på et SBO,

under tilsidesættelse af habitatdirektivets artikel 6, stk. 3 og 4. I

denne sammenhæng har Kommissionen understreget vigtigheden

af, at der udfærdiges en forudgående sagkyndig undersøgelse til

brug for vurderingen af et projekts virkninger på de bevaringsmål-

sætninger, der er fastsat for det berørte SBO.

237. Det skal præciseres, at denne undersøgelse omfatter 271 til-

ladelser til akvakulturprojekter, der er udstedt af ministeriet for

kommunikation, vandog naturressourcer i perioden fra juni 1998

til december 1999, og 46 ansøgninger, der endnu ikke var blevet

afgjort. 72 tilladelser og 9 ansøgninger vedrører akvakulturprojekter

inden for et SBO eller i nærheden af et sådant. De meddelte tilla-

delser vedrører, i 84% af de aktiviteter, der er tilladt inden for

SBO'er, østers- og muslingefarme.

238. Det bemærkes ligeledes, at habitatdirektivets artikel 6, stk.

3, første punktum, skal fortolkes således, at alle planer eller projek-

ter, der ikke er direkte forbundet med eller nødvendige for lokalite-

tens forvaltning, vurderes med hensyn til deres virkninger på loka-

side 18

- Domstolens bemærkninger

226. Med hensyn til gennemførelsen af habitatdirektivets artikel

6, stk. 3 og 4, bemærkes indledningsvist at Domstolen allerede har

fastslået, at direktivets artikel 6, stk. 3, gør kravet om en vurdering

med hensyn til en plan eller et projekts virkninger betinget af, at

der er en sandsynlighed eller en risiko for, at planen eller projektet

påvirker den omhandlede lokalitet væsentligt. Navnlig henset til

forsigtighedsprincippet foreligger der en sådan risiko i tilfælde,

hvor det ikke på grundlag af objektive omstændigheder kan udeluk-

kes, at den pågældende plan eller det pågældende projekt påvirker

den berørte lokalitet væsentligt (dommen af 20.10.2005 i sagen

Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, præmis 54 og den

deri nævnte retspraksis).

227. Det følger heraf, at habitatdirektivet kræver, at enhver plan

eller ethvert projekt gøres til genstand for en vurdering af dens/dets

virkninger i tilfælde, hvor det ikke på grundlag af objektive omstæn-

digheder kan udelukkes, at den pågældende plan eller det pågæl-

dende projekt påvirker den berørte lokalitet væsentligt.

228. Irland har i denne forbindelse hævdet, at planerne underkastes

en relevant vurdering af deres virkninger på en lokalitet i medfør

af habitatforskrifternes Regulations 27-33, der bestemmer, at der

skal foretages en vurdering af forskellige udviklingsprojekter

(“various development proposals”). Irland har imidlertid ikke

godtgjort, at sådanne projekter udgør planer i den forstand, hvori

udtrykket er anvendt i habitatdirektivets artikel 6, stk. 3.

229. Irland har dernæst gjort gældende, at der i loven om planlæg-

ning og udvikling fra 2000 (Planning and Development Act) er

indført krav om, at der tages hensyn til visse planer, navnlig til

retningslinjerne vedrørende den regionale planlægning, udviklings-

planerne og de lokale planer, der kan have en væsentlig indflydelse

på miljøet. Siden den 1. januar 2001 har hver af de pågældende

planer skullet indeholde oplysninger om virkninger på miljøet, der

kan vise sig at være af væsentlig karakter som følge af deres

iværksættelse. Dette krav blev indsat for på forhånd at tage hensyn

til ordlyden af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF

af 27. juni 2001 om vurdering af bestemte planers og programmers

indvirkning på miljøet (EFT L 197, s. 30). På trods af at der findes

en sådan lovgivning, kan det imidlertid ikke lægges til grund, at

Irland har opfyldt sine forpligtelser efter habitatdirektivets artikel

6, stk. 3. Den forpligtelse, der findes i loven om planlægning og

udvikling, vedrører nemlig kun oplysninger om virkninger på mil-

jøet, der kan være af væsentlig karakter, hvorimod habitatdirektivets

artikel 6, stk. 3, kræver en forudgående vurdering af udviklingspla-

nernes virkninger.

MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 538: Henvendelse af 23/6-16 fra Karsten Drøjdal vedr. vindmølleprojekt

MAD2007.1808EU - EUDC2004418

liteten under hensyn til bevaringsmålsætningerne for denne lokalitet,

såfremt det på baggrund af objektive kriterier ikke kan udelukkes,

at planen eller projektet i sig selv eller i forbindelse med andre

planer og projekter kan påvirke den pågældende lokalitet væsentligt

(dom af 7.9.2004, sag C-127/02, Waddenvereniging og Vogelbe-

sschermingsvereniging, Sml. I, s. 7405, præmis 45).

239. I BirdWatch Ireland's undersøgelse beskrives flere af de

mulige negative virkninger af muslingebrug, herunder tabet af fø-

dehabitater og de forstyrrelser, der opstår ved intensiveringen af

de menneskelige aktiviteter, og det anføres, at selv når akvakultur-

projektet befinder sig inden for et SBO, er fuglenes levesteder kun

beskyttet i begrænset omfang. Irland har ikke hævdet, at alle

akvakulturprojekterne ikke har nogen virkning på SBO'er.

240. Det følger heraf, at tilladelsesproceduren burde have omfattet

en relevant vurdering af hvert enkelt projekts virkninger. I denne

forbindelse må det konstateres, at Irland blot har hævdet - dvs. uden

at fremkomme med præcise forklaringer - at den irske tilladelses-

procedure med hensyn til havopdræt, herunder bestemmelserne om

offentlig høring, i praksis sikrer en grundig hensyntagen til alle

aspekter ved et projekt om udvikling af akvakulturen, før der tages

stilling til, om det skal tillades eller ej.

241. Det må følgelig lægges til grund, at Irland ikke konsekvent

sikrer sig, at de akvakulturprojekter, der enten i sig selv eller i for-

bindelse med andre projekter kan påvirke SBO'er væsentligt, under-

kastes en relevant forhåndsvurdering.

242. Denne konklusion underbygges af, at Irland ikke til imøde-

gåelse af Kommissionens påstand om traktatbrud har fremlagt

skriftlige videnskabelige vurderinger, der påviser, at der er blevet

udført en grundig forudgående ornitologisk undersøgelse af

akvakulturprojekterne.

243. En vurdering i henhold til habitatdirektivets artikel 6, stk. 3,

af en plan eller et projekts virkninger på den omhandlede lokalitet

indebærer imidlertid, at alle de aspekter af en plan eller et projekt,

som i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter vil

kunne påvirke bevaringsmålsætningen for lokaliteten, skal identifi-

ceres før godkendelsen heraf under hensyn til den bedste videnska-

belige viden på området. De kompetente nationale myndigheder

giver kun tilladelse til en aktivitet på den beskyttede lokalitet på

betingelse af, at de har opnået vished for, at aktiviteten ikke har

skadelige virkninger for den pågældende lokalitets integritet. Det

forholder sig således, når det ud fra et videnskabeligt synspunkt

uden rimelig tvivl kan fastslås, at der ikke er sådanne virkninger

(jf. Waddenvereniging og Vogelbeschermingsvereniging-dommen,

præmis 61).

244. Hvad angår Irlands argument om, at der ikke blev stillet krav

om en vurdering af muslingebrugenes virkninger på miljøet, fordi

de er af beskeden størrelse, har Kommissionen med rette anført, at

dette ikke udgør en tilstrækkelig årsag til ikke at vurdere virknin-

gerne af en sådan plan eller et sådant projekt. Habitatdirektivets

artikel 6, stk. 3, første punktum, kræver nemlig som nævnt i denne

doms præmis 238 en vurdering af alle planer eller projekter i for-

bindelse med andre planer og projekter.

245. Det fremgår ligeledes af Domstolens praksis, at undladelse

af at tage hensyn til projekternes kumulative virkning i praksis fører

til, at samtlige projekter af en vis type kan holdes uden for forplig-

telsen til vurdering, mens de under ét vil kunne have væsentlig

indvirkning på miljøet (jf. analogt dom af 21.9.1999, sag C-392/96,

Kommissionen mod Irland, Sml. I, s. 5901, præmis 76).

246. Hvad endelig angår Irlands argument om, at en lovliggørelse

af udviklingsprojekter, der er blevet udført uden forhåndstilladelse,

er forenelig med habitatdirektivet, må det blot konstateres, at en

vurdering af en ændret arealanvendelse, der allerede har fundet

sted, ikke kan sidestilles med vurderingen af en plan eller et projekt

som omhandlet i habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, første punktum.

247. Kommissionens søgsmål må således anses for at være begrun-

det på dette punkt.

248. Hvad dernæst angår afvandingsarbejderne i SBO'et Glen

Lough har Kommissionen gjort gældende, at Irland i strid med be-

stemmelserne i habitatdirektivets artikel 6, stk. 3 og 4, i 1992 og i

1997 har iværksat et afvandingsprojekt, der kan have væsentlige

virkninger for SBO'et Glen Lough, uden først at have udført en

vurdering af dette projekt, og at Irland ikke har fulgt en hensigts-

mæssig beslutningsprocedure, hvilket har medført en forringelse

af leveområderne i strid med direktivets artikel 6, stk. 2. Irland har

desuden ikke fremlagt noget materiale, der viser, at man har forsøgt

at afhjælpe denne forringelse.

249. Indledningsvis må det fastslås, at habitatdirektivet endnu

ikke fandt anvendelse i 1992, hvor Office of Public Works (direk-

toratet for offentlige arbejder) udførte afvandingsarbejderne. De

nævnte arbejder er følgelig ikke genstand for dette søgsmål.

250. Det fremgår desuden af Domstolens praksis, at den omstæn-

dighed, at der er givet tilladelse til en plan eller et projekt i henhold

til fremgangsmåden i habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, overflødig-

gør - med hensyn til indgriben på den beskyttede lokalitet, der er

omhandlet i planen eller projektet - en samtidig anvendelse af den

generelle beskyttelsesnorm, der er fastsat i artikel 6, stk. 2 (Wad-

denvereniging og Vogelbeschermingsvereniging-dommen, præmis

35).

251. Med hensyn til klagepunktet vedrørende de afvandingsarbej-

der, der blev udført i 1997, skal der herefter foretages en prøvelse

af, om sådanne aktiviteter kan være i strid med habitatdirektivets

artikel 6, stk. 3 og 4.

252. En tilsidesættelse af direktivets artikel 6, stk. 3 og 4, forud-

sætter, at de omhandlede afvandingsarbejder udgør et projekt, der

ikke er direkte forbundet med eller nødvendigt for lokalitetens

forvaltning, men som i sig selv eller i forbindelse med andre planer

og projekter kan påvirke en sådan lokalitet væsentligt.

253. I denne forbindelse bemærkes, at det er ubestridt, at disse

arbejder udgør et projekt, og at de ikke er direkte forbundet med

eller nødvendige for lokalitetens forvaltning. Det følger heraf, at

disse arbejder ifølge den i præmis 226 nævnte retspraksis skulle

underkastes en vurdering af deres virkninger på de bevaringsmål-

sætninger, der er fastsat for SBO'et Glen Lough, hvis det ikke på

grundlag af objektive omstændigheder kan udelukkes, at de i sig

selv eller i forbindelse med andre planer eller projekter påvirker

den nævnte lokalitet væsentligt.

254. Navnlig under hensyn til forsigtighedsprincippet, som er et

af grundlagene for den politik om et højt beskyttelsesniveau, der

føres af Fællesskabet inden for miljøområdet i henhold til artikel

174, stk. 2, første afsnit, EF, og i lyset af hvilket habitatdirektivet

skal fortolkes, skal der foretages en sådan vurdering i tilfælde af

tvivl med hensyn til, om der er væsentlige virkninger (jf. Wadden-

vereniging og Vogelbeschermingsvereniging-dommen, præmis

44).

255. Det fremgår af sagsakterne, at SBO'et Glen Lough, hvis

areal er på ca. 80 hektar, og som blev udlagt i 1995, er et vigtigt

overvintringsområde for trækfugle i den centrale del af Irland. På

dette område var der bl.a. et set ud fra en global målestok større

antal sangsvaner (Cygnus cygnus), og dette område er af særlig

interesse for fuglene på grund af lokalitetens vandressourcer.

256. I den foreliggende sag har Irland imidlertid - efter at have

fremhævet, at de omhandlede arbejder blot havde karakter af ved-

ligeholdelse af eksisterende afvandingskanaler som led i en afvan-

dingsordning, der gik forud for Glen Loughs's udlægning som SBO,

og at de ikke havde haft væsentlig virkning på de vilde fugles leve-

side 19

MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 538: Henvendelse af 23/6-16 fra Karsten Drøjdal vedr. vindmølleprojekt

MAD2007.1808EU - EUDC2004418

steder i dette SBO - i sit svarskrift anerkendt, at Office of Public

Works' vedligeholdelse af afvandingen af Silver River i 1997 synes

at have nedsat den hydrologiske respons og dermed sangsvanernes

benyttelse af området.

257. Det må herefter fastslås, at Irland har tilsidesat habitatdirek-

tivets artikel 6, stk. 3, første punktum, idet det ikke har vurderet

virkningerne af vedligeholdelsesarbejderne af afvandingskanalerne

på bevaringsmålsætningerne for SBO'et Glen Lough, før de blev

udført.

258. Dernæst bemærkes, at det fremgår af habitatdirektivets artikel

6, stk. 3, andet punktum, at i et tilfælde som det foreliggende har

de kompetente nationale myndigheder kun kunnet give tilladelse

til aktiviteter som de omhandlede arbejder på betingelse af, at de

- ud fra konklusionen på vurderingen af disse aktiviteters virkninger

på den omhandlede lokalitet under hensyn til bevaringsmålsætnin-

gen for denne - havde opnået vished for, at aktiviteten ikke havde

skadelige virkninger for denne lokalitets integritet, og at dette ville

have været tilfældet, hvis det ud fra et videnskabeligt synspunkt

uden rimelig tvivl kunne fastslås, at der ikke var sådanne virkninger

(jf. Waddenvereniging og Vogelbeschermingsverenigingdommen,

præmis 67).

259. Allerede som følge af den manglende vurdering af de virk-

ninger, som arbejderne i forbindelse med vedligeholdelsen af afvan-

dingskanalerne i 1997 havde på lokaliteten, vil en godkendelse i

medfør af habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, andet punktum, som

nævnt af generaladvokaten i punkt 182 i forslaget til afgørelse,

være ulovlig. Den irske regerings argumentation viser som nævnt

ovenfor i denne doms præmis 256 tilmed, at en godkendelse heller

ikke kunne gives, fordi de omhandlede arbejder kunne påvirke

SBO'et Glen Lough væsentligt. Da bevaring af sangsvanernes

overvintringsområder er det væsentligste formål med dette SBO,

er områdets integritet rent faktisk blevet skadet i den forstand, hvori

udtrykket er anvendt i habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, andet

punktum.

260. Det følger ligeledes heraf, at en tilladelse i medfør af habitat-

direktivets artikel 6, stk. 4, på trods af en negativ vurdering af

virkningerne på lokaliteten kun ville have været mulig, såfremt der

ikke fandtes alternative løsninger, og projektet skulle gennemføres

af bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser

og på betingelse af, at medlemsstaten traf alle nødvendige kompen-

sationsforanstaltninger for at sikre, at den globale sammenhæng i

Natura 2000 beskyttes.

261. Selv hvis det antages, at afvandingen er en samfundsinteresse,

må det - som generaladvokaten har anført i punkt 183 i forslaget

til afgørelse - blot fastslås, at det fremgår af habitatdirektivets artikel

6, stk. 4, at en sådan interesse kun i mangel af alternative løsninger

kan berettige en forringelse af SBO'et.

262. Irland har selv anført, at National Parks and Wildlife - efter

i 1998 langs med Silver Rivers løb i SBO'et at have opført et dige,

der opstemmer vandet i søen, samtidig med at floden har mulighed

for at opfylde sin rolle som vandafleder for de højereliggende are-

aler - har indgået en aftale om i begyndelsen af 2005 at reparere

dette dige og installere en hydraulisk sluserende samt et afløb til

overløbsrøret. Dette muliggør ifølge medlemsstaten en stram regu-

lering af søens niveau, og den hydrologiske ordning udformes for

at optimere søens anvendelse for sangsvanen. Ikke desto mindre

har Irland ikke anført noget, der viser, at sådanne alternative løsnin-

ger ikke kunne iværksættes før udførelsen af arbejderne med vedli-

geholdelse af afvandingskanalerne i 1997.

263. Det følger heraf, at Irland i strid med bestemmelserne i habi-

tatdirektivets artikel 6, stk. 3 og 4, i 1997 har iværksat et projekt

med vedligeholdelse af afvandingskanaler, der kan have væsentlige

virkninger for SBO'et Glen Lough, uden først at have udført en

vurdering af dette projekts indvirkninger på lokaliteten, og at Irland

ikke har fulgt en hensigtsmæssig beslutningsprocedure, hvilket har

medført en forringelse af leveområderne i strid med direktivets ar-

tikel 6, stk. 2.

264. Kommissionens søgsmål er følgelig ligeledes begrundet på

dette punkt.

265. Under disse omstændigheder skal Kommissionen gives

medhold i dette klagepunkt.

Sjette klagepunkt vedrørende manglende gennemførel-

se af fugledirektivets artikel 10

Parternes argumenter

266. Kommissionen har gjort gældende, at anvendelsen af nutid i

fugledirektivets artikel 10 medfører, at medlemsstaterne er forpligtet

til at støtte den nødvendige forskning med henblik på beskyttelse,

forvaltning og udnyttelse af bestanden af samtlige de i direktivets

artikel 1 omhandlede fuglearter. De relevante nationale lovbestem-

melser afspejler imidlertid ikke denne forpligtelse. Gældende natio-

nal ret er mildt sagt tvetydig på dette punkt.

267. Ifølge Kommissionen er støtte af forskningen i henhold til

Wildlife Act en fakultativ aktivitet for vedkommende minister.

268. Irland er derimod af den opfattelse, at det ikke har tilsidesat

sin forpligtelse til at støtte forskningen. Irland har gjort gældende,

at den nationale lovgivning ikke er mangelfuld, at Wildlife Act's

section 11(3) udgør en tilstrækkelig gennemførelse af artikel 10 i

national ret, og at den fuldt ud afspejler, hvis den da ikke går ud

over forpligtelsen efter den fællesskabsretlige bestemmelse.

Domstolens bemærkninger

269. Indledningsvis må det konstateres, at formuleringen af Wild-

life Act's section 11(3) gør det muligt at hævde, at denne bestem-

melse giver vedkommende minister adgang til at udføre eller lade

udføre de forskningsopgaver, han eller hun anser for hensigtsmæs-

sige i forbindelse med udøvelsen af sine funktioner i henhold til

denne lov. Den nævnte bestemmelse fastsætter derimod ingen for-

pligtelse for vedkommende minister til at støtte sådanne aktiviteter.

270. Som Kommissionen med rette har gjort gældende indfører

fugledirektivets artikel 10 imidlertid en forpligtelse for medlems-

staterne til at støtte den nødvendige forskning med henblik på be-

skyttelse, forvaltning og udnyttelse af bestanden af samtlige de i

direktivets artikel 1 omhandlede fuglearter.

271. Det følger heraf, at Irland ikke kan anses for at have gennem-

ført fugledirektivets artikel 10 i sin nationale retsorden.

272. Denne konklusion kan ikke afkræftes af Irlands argument

om, at ministerens rolle yderligere udvides ved Wildlife Act's

section 11(1). I denne bestemmelse er det nemlig blot fastsat, at

det tilkommer ministeren at sikre beskyttelsen af vilde dyr og

støtte bevarelsen af den biologiske diversitet.

273. Forkastes må endvidere Irlands argument om, at anvendelsen

af ordet “may” (kan) i relation til fortolkningen af den nationale

lovgivning ikke nødvendigvis indebærer, at ministeren efter et frit

skøn kan beslutte, om der skal udføres forskningsopgaver eller ej.

274. I denne forbindelse må det blot konstateres, at den nationale

retspraksis, medlemsstaten har henvist til, ikke kan tages til indtægt

for, at national ret konsekvent fortolkes således, og at denne rets-

praksis heller ikke specifikt angår den omhandlede nationale be-

stemmelse.

275. Det sjette anbringende må herefter anses for at være begrun-

det.

276. Henset til samtlige ovenstående bemærkninger må det fast-

slås, at Irland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til fugledi-

rektivets artikel 4, stk. 1, 2 og 4, og artikel 10 samt i henhold til

habitatdirektivets artikel 6, stk. 2-4, idet Irland

side 20

MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 538: Henvendelse af 23/6-16 fra Karsten Drøjdal vedr. vindmølleprojekt

MAD2007.1808EU - EUDC2004418

ikke siden den 6. april 1981 i overensstemmelse med fugle-

direktivets artikel 4, stk. 1 og 2, har udlagt samtlige de områ-

der, som med hensyn til antal og udstrækning er bedst egnede

til beskyttelse af de arter, der er anført i bilag I til direktivet,

bortset fra dem, der er bestemt til at sikre beskyttelsen af

grønlandsk blisgås, og af de regelmæssigt tilbagevendende

trækfuglearter, som ikke er anført i bilag I, bortset fra dem,

der er bestemt til at sikre beskyttelsen af vibe, rødben, dob-

beltbekkasin og stor regnspove

ikke siden den 6. april 1981 har sikret, at fugledirektivets

artikel 4, stk. 4, første punktum, anvendes på områder, der i

medfør af direktivet skal udlægges som SBO'er

ikke fuldt ud og korrekt har gennemført og anvendt bestem-

melserne i fugledirektivets artikel 4, stk. 4, andet punktum

ikke i forhold til de i medfør af fugledirektivets artikel 4, stk.

1, udlagte SBO'er, eller som er anerkendt i medfør af samme

direktivs artikel 4, stk. 2, har truffet alle de foranstaltninger,

der er nødvendige for at efterkomme bestemmelserne i habi-

tatdirektivets artikel 6, stk. 2

ikke har truffet alle de nødvendige foranstaltninger for at

efterkomme bestemmelserne i habitatdirektivets artikel 6,

stk. 2, med hensyn til rekreativ brug af alle de områder, der

skal henhøre under nævnte artikel

ikke har truffet alle de nødvendige foranstaltninger for at

efterkomme bestemmelserne i habitatdirektivets artikel 6,

stk. 3 og 4, med hensyn til planer

ikke har truffet alle de nødvendige foranstaltninger for at

efterkomme bestemmelserne i habitatdirektivets artikel 6,

stk. 3, med hensyn til tilladelser til akvakulturprojekter

ikke har truffet alle de nødvendige foranstaltninger for at

efterkomme bestemmelserne i habitatdirektivets artikel 6,

stk. 2-4, med hensyn til arbejderne med vedligeholdelse af

afvandingskanalerne i SBO'et Glen Lough

ikke har truffet alle de nødvendige foranstaltninger for at

efterkomme bestemmelserne i fugledirektivets artikel 10.

bilag I, bortset fra dem, der er bestemt til at sikre beskyttelsen af

vibe (Vanellus vanellus), rødben (Tringa totanus), dobbeltbekkasin

(Gallinago gallinago) og stor regnspove (Numenius arquata)

ikke siden den 6. april 1981 har sikret, at artikel 4, stk. 4, første

punktum, i direktiv 79/409, som ændret ved direktiv 97/49, anven-

des på områder, der i medfør af direktivet skal udlægges som særligt

beskyttede områder

ikke fuldt ud og korrekt har gennemført og anvendt bestemmelser-

ne i artikel 4, stk. 4, andet punktum, i direktiv 79/409, som ændret

ved direktiv 97/49

ikke i forhold til de i medfør af artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/409,

som ændret ved direktiv 97/49, udlagte særligt beskyttede områder,

eller som er anerkendt i medfør af samme direktivs artikel 4, stk.

2, har truffet alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at efter-

komme bestemmelserne i artikel 6, stk. 2, i direktiv 92/43

ikke har truffet alle de nødvendige foranstaltninger for at efterkom-

me bestemmelserne i artikel 6, stk. 2, i direktiv 92/43 med hensyn

til rekreativ brug af alle de områder, der skal henhøre under

nævnte artikel

ikke har truffet alle de nødvendige foranstaltninger for at

efterkomme bestemmelserne i artikel 6, stk. 3 og 4, i direktiv

92/43 med hensyn til planer

ikke har truffet alle de nødvendige foranstaltninger for at efterkom-

me bestemmelserne i artikel 6, stk. 3, i direktiv 92/43 med hensyn

til tilladelser til akvakulturprojekter

ikke har truffet alle de nødvendige foranstaltninger for at efterkom-

me bestemmelserne i artikel 6, stk. 2-4, i direktiv 92/43 med hensyn

til arbejderne med vedligeholdelse af afvandingskanalerne i det

særlige bevaringsområde Glen Lough

ikke har truffet alle de nødvendige foranstaltninger for at efterkom-

me bestemmelserne i artikel 10 i direktiv 79/409, som ændret ved

direktiv 97/49.

2) I øvrigt frifindes Irland.

3) Irland betaler sagens omkostninger.

4) Den Hellenske Republik og Kongeriget Spanien bærer deres

egne omkostninger.

Sagens omkostninger

277. Ifølge procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den

tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt

påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Irland

tilpligtes at betale sagens omkostninger, og da Irland i det væsent-

lige har tabt sagen, bør det pålægges Irland at betale sagens omkost-

ninger.

278. I henhold til samme artikels stk. 4, første afsnit, bærer de

medlemsstater, som er indtrådt i sagen, deres egne omkostninger.

Det bestemmes derfor, at Den Hellenske Republik og Kongeriget

Spanien, som har interveneret i denne sag, bærer deres egne om-

kostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen

(Anden Afdeling):

1) Irland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 4, stk.

1, 2 og 4, og artikel 10 i Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april

1979 om beskyttelse af vilde fugle, som ændret ved Kommissionens

direktiv 97/49/EF af 29. juli 1997, samt i henhold til artikel 6, stk.

2-4, i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af

naturtyper samt vilde dyr og planter, idet Irland

ikke siden den 6. april 1981 i overensstemmelse med artikel 4,

stk. 1 og 2, i direktiv 79/409, som ændret ved direktiv 97/49, har

udlagt samtlige de områder, som med hensyn til antal og udstræk-

ning er bedst egnede til beskyttelse af de arter, der er anført i bilag

I til direktivet, bortset fra dem, der er bestemt til at sikre beskyttel-

sen af grønlandsk blisgås (Anser albifrons flavirostris), og af de

regelmæssigt tilbagevendende trækfuglearter, som ikke er anført i

side 21