Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
MOF Alm.del Bilag 532
Offentligt
1649109_0001.png
NOTAT
Naturbeskyttelse
Ref. TNS
Den 17. juni 2016
Notat om resultater af DCE’s opsamling på Naturstyrelsens
landsdækkende opdatering af registreringen af § 3-beskyttede
naturområder.
DCE har foretaget en opsamling af Naturstyrelsens landsdækkende opdatering af den vejledende
registrering af de § 3-beskyttede naturområder. Projektet blev gennemført ved luftfototolkning og
feltbesigtigelser i perioden 2011-2013 efter en aftale i 2010 mellem det daværende Miljøministerium
og KL. I 2014 har der været dialog med kommunerne, kvalitetssikring og opdatering af data i
Miljøportalen. I 2015 har DCE samlet op på registreringsarbejdets omfattende datasæt. Det tidligere
Miljøudvalg er blevet lovet en orientering om § 3-projektets fremdrift og resultater, når der forelå
væsentligt nyt.
Projektets resultater
Der foreligger nu en opdateret, landsdækkende, mere præcis og ensartet registrering af Danmarks
beskyttede natur efter naturbeskyttelseslovens § 3 i Miljøportalen. Registreringen giver et bedre
grundlag for lodsejere og kommuner til at sikre beskyttelsen af naturområderne. Af aftalen med KL fra
2010 fremgår ligeledes, at kommunerne forpligtiger sig til at opdatere kortgrundlaget indenfor en 10.
årig cyklus. Den 10-årige gennemgang regnes fra 1. januar 2011. Miljø- og Fødevareministeriet er
ansvarlige for at sammenstille oplysningerne fra kommunerne. Der arbejdes på en digital løsning til
dette arbejde med KL. Endvidere skal vedligeholdelsen af registreringen vurderes af ministeriet og KL
i 2018 ifølge aftalen. Den opdaterede registrering er sammen med den styrkede informationsindsats,
herunder oplysninger om ændringer i registreringen af § 3-natur på lodsejerens ejendom fx i form af
en § 3-app, der er aftalt som følge af Aftale om Naturpakke den 20. maj 2016, et led i at sikre en øget
retssikkerhed på området.
På baggrund af den landsdækkende opdatering af den vejledende registrering af de § 3-beskyttede
naturområder har DCE foretaget en opsamling af resultaterne. Der er følgende hovedresultater:
§ 3-opdateringen omfatter en gennemgang af 324.000 ha beskyttet § 3-natur fordelt på 82
kommuner. Det svarer til 81 % af Danmarks § 3-areal. De øvrige kommuner har selv opdateret § 3-
registreringen.
Opdateringen har vist, at der i perioden fra 1995-2014 er sket en forøgelse af den registrerede
natur på 4,7 %. Forøgelsen skyldes primært overset natur, som hele tiden har været der, men som
blot ikke tidligere har været registreret af kommunen eller af amtet. Forøgelsen er således ikke
nødvendigvis ensbetydende med, at der reelt er kommet mere natur, men et udtryk for at der er
sket en mere fuldstændig registrering end tidligere.
Sammenlignet med registreringsarealet i 1995 er der med opgørelsen i 2014 forsvundet 2,4 % af §
3-naturarealet som følge af opdyrkning, tilplantning og etablering af infrastruktur og tilgroning.
Det betyder, at § 3-naturarealet er faldet i perioden. Det er kommunernes ansvar at følge op på,
om det er sket i overensstemmelse med § 3-beskyttelsen. Det forventes, at for en del af de
afvigelser, som registreringsarbejdet har konstateret, vil naturarealerne blive udlagt til natur igen,
når kommunerne har afsluttet sagsbehandling.
Registreringsprojektet har fundet at der siden 1995 er opstået reel ny natur svarende til en
forøgelse på 1,8 %.
Naturstyrelsen • Haraldsgade 53 • 2100 København Ø
Tlf. 72 54 30 00 • Fax 39 27 98 99 • CVR 33157274 • EAN 5798000873100 • [email protected] • www.nst.dk
MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 532: Notat om resultater af DCE’s opsamling på Naturstyrelsens landsdækkende opdatering af registreringen af § 3-beskyttede naturområder, samt DCE's rapport Ændringer i det § 3-beskyttede naturareal 1995-2014", fra miljø- og fødevareministeren
DCE har opgjort, at udviklingen i naturarealet i perioden har medført, at der er gået mere § 3-natur
tabt, end der er kommet til, hvis man sammenholder de nyopståede naturarealer med de arealer, som
er forsvundet. Udviklingen svarer til et samlet tab af naturareal på 0,6 %, (forskellen mellem det
forsvundne areal på 2,4 % og det nytilkomne på 1,8 %) svarende til ca. 2.500 ha af det samlede
vejledende registrerede § 3-beskyttede areal. Den konstaterede tilbagegang på0,6 % forventes i sidste
ende at blive reduceret, når kommunerne har kvalitetssikret, at de afvigelser der er registreret i dette
arbejde, er sket i overensstemmelse med § 3-beskyttelsen.
I den netop indgåede Aftale om Naturpakke med blå blok er der taget initiativ til at iværksætte en
række indsatser, der skal gavne naturen. Også naturen i det åbne land. Her skal der ske indsatser for
bl.a. efteruddannelse og undervisning af landmænd i naturpleje samt en styrket informationsindsats
om § 3-beskyttet natur rettet mod lodsejere. Blandt andet skal der udvikles en applikation, der
fortæller lodsejere om ændringer i § 3-beskyttelsen, hvor dette registreringsarbejde er et vigtigt
udgangspunkt.
Samlet udgør de § 3-beskyttede naturtyper ca. 10 % af Danmarks areal, heraf er ca. 4o % beliggende
inden for Natura 2000-områder. Omkring 14 % af de § 3-beskyttede naturområder er beliggende på
arealer, som forvaltes af Naturstyrelsen og lidt mere end 3 % forvaltes af Forsvarsministeriet.
Baggrund for projektet
Naturbeskyttelseslovens § 3 omfatter heder, moser, ferske enge, strandenge og overdrev, søer og
udpegede vandløb. Hensigten er at beskytte væsentlige levesteder for de vilde plante- og dyrearter og
give muligheder for at opleve natur og varierede landskaber overalt i Danmark. De beskyttede områder
findes primært på landet men også i og omkring byerne. De beskyttede naturområder er vejledende
registreret i Danmarks Miljøportal.
I februar 2010 blev et serviceeftersyn af den § 3-beskyttede natur igangsat. Serviceeftersynet omfattede
bl.a. en analyse af registreringerne af § 3-naturområderne i Danmarks Miljøportal. DMU (nuværende
DCE) udførte en stikprøveanalyse hvor undersøgelsen påviste en afvigelse på 15–21 % mellem det
reelle § 3-areal og den vejledende registrering på Danmarks Miljøportal, og der blev derfor iværksat en
landsdækkende opdatering af § 3-registreringen.
Fra 2011 til 2013 har Naturstyrelsen systematisk gennemgået Danmark på luftfotos og sammenholdt
den eksisterende § 3-registrering i Danmarks Miljøportal med nyeste luftfotos for at vurdere, om der
er kommet nye eller oversete naturområder. I alt er mere end 310.000 naturområder blevet
gennemgået på luftfotos. Der hvor der var afvigelser mellem luftfotos og registreringerne i
Miljøportalen, er der foretaget feltregistreringer. Data har været i høring hos kommunerne, som har
bidraget med lokal viden, fx om dispensationer, genopdyrkningsret, driftshistorik og andre forhold
med betydning for arealerne. I november 2014 blev de opdaterede kort lagt på Danmarks Miljøportal,
hvor der er adgang til dem via internettet. Naturstyrelsens registreringer er videregivet til
kommunerne, som er myndighed for § 3-beskyttelsen.
I projektet har der været tæt samarbejde med KL, kommunerne, Landbrug & Fødevarer, Dansk
Skovforening og Danmarks Naturfredningsforening. Samarbejdet har bl.a. omhandlet orientering af
lodsejere, udarbejdelse af faktaark og artikler, ligesom feltbesøg har været annonceret i de lokale
aviser.
2